↩

FRU MIMI
(1900)

246
247

✂

AGERENDE

Mimi.
Valdemar.
Nicoline.
Marie.

✂

FØRSTE AFDELING

En lille Villa paa en af Sidevejene ude ved Frederiksberg. Syv Værelser med gode Udenomsbekvemmeligheder og Have, samt Baderum.

Solrig Formiddag i September. -

Fru Mimi sidder ved Frokostbordet inde i den hyggelige Spisestue imod Syd. Solstraalerne spiller mellem de gulgrønne Blade paa Lindetræerne udenfor i Haven og leger ind gennem de blankpolerede Vinduer paa Bordets hvide Dug rundt mellem Opdækningens smagfulde Glas, Flasker, Fade og Tallerkener.

Møblementet er naturligvis af Egetræ: Et firkantet, aflangt Spisebord, tolv forfærdelig kedelige, stivryggede Stole, en Buffet med Opsats og et Anretterbord.

Paa Væggene hænger nogle Kobbersager og en Del gammelt Porcellæn, arrangeret i Trekanter.

Fru Mimi, der er en sød, lille, buttet Kone med lyst lokket Haar, friseret efter den yndefulde Gordon-Setter-Mode, sidder for Enden af Bordet. Hun er iført en lys, blaastribet, løstsiddende Morgendragt af et gennemsigtigt, silkeagtigt Stof og med brede Kniplinger om Hals og Ærmer. Samme Ærmer naar kun til Albuerne, og Armene er bløde, runde og mathvide, som gjorte af frisklavet Marcipan. Lige til at æde. -

Hun støtter Hovedet i Hænderne og spiller sig i Tindingerne med sine nydelige smaa Dukkefingre, saa at Diamantringene lyner. Hun er eneste og meget forkælede Barn af en rig Parvenufamilie i Flæsk og Petroleum; medens hendes Mand derimod tilhører en mindre velhavende, men gammel og særdeles anset Patricierslægt.

At disse to Væsener har fundet hinanden og er blevet gift med hinanden, staar for os som en Gaade. Men Ægteskaber sluttes, som bekendt, ogsaa i Himlen. -

MIMI (bider sig pludselig i Underlæben, banker med Spidsen af den ene lille lakskoprydede Fod i Gulvet og kalder:) Valdemar!

EN MANDSSTEMME: (nogle Værelser borte).
Ja, nu kommer jeg, lille Kat!

MIMI: kigger hen mod den portiereomhængte Dagligstuedør. Hun sidder endnu med Hovedet støttet i Hænderne; og man kan se paa hendes Ansigt, at hun ikke er rigtig paa det rene med sig selv, om hun skal smile huldsalig eller være muggen, naar Valdemar viser sig. Fingrene spiller ikke mere, og hun lytter efter hans Trin over Gulvtæppet derinde. Men hun hører ikke noget; for han kommer ikke. Saa griber hun paa én Gang Kniven, der ligger ved hendes Kuvert, og slaar med dens Skaft to, tre Gange haardt i Bordet). 248 Men Valdemar dog! (Og hun beslutter definitivt at være muggen).

Endelig rejser Valdemar sig fra Skrivebordet inde i sit Arbejdsværelse og kommer gennem "Salonen" ind i Spisestuen.

Han er en høj, mager, lysblond Mand op i Trediverne. Noget nærsynet, meget distrait og Doctor philosophiæ i Historie. Desuden arbejder han for Tiden paa en Afhandling, som bærer Titlen: Chlodevig I's Ungdom.

Han har været gift med Mimi i godt halvandet Aar og elsker hende ubeskriveligt; men glemmer undertiden baade det ene og det andet for Chlodevig. Hvad der jo er kedeligt. -

Han kommer altsaa nu ind i Spisestuen, hurtigt, nervøst; farer sig med Haanden gennem Haaret og misser med Øjnene mod Solen, der kaster stærke Reflekser fra Tallerkenerne, Fadene og den hvide Dug.

VALDEMAR.: Skal vi ikke rulle ned, Mimi?

MIMI: (haanligt).
Og tænde Lampen?

VALDEMAR: (uforstaaende).
Tænde Lampen ...? Næ-æ ... (Hen til Vinduet for at rulle Gardinet ned).

MIMI.: Vil Du virkelig lukke den dejlige Sol ude!

VALDEMAR: (standser. Undskyldende).
Ja, kære ... mine Øjne ...

MIMI.: Du kan jo tage dine blaa Briller paa.

VALDEMAR: (bort fra Vinduet. Smilende).
Ja, det kan jeg jo ogsaa! (Søger i sine Lommer.) Hvor mon jeg nu har lagt dem, Mimi?

MIMI: (tørt).
Rimeligvis paa Rundetaarn!

VALDEMAR: (naivt).
Tror Du? ... (Smilende:) Lad nu være med at gøre Nar, Kat! (Bort gennem Dagligstuen. Tilbage med Næseklemmer paa.) De laa inde paa mit Skrivebord. (Sætter sig og begynder at spise).

MIMI: (springer pludselig op fra sin Stol, løber hen og napper Brillerne af ham og kaster dem paa Gulvet. Sætter sig paa hans Skød og tager med en Haand fat i hvert af hans Øren, hvorved hun kommer til at rive en Blyant ned, som sad bag det højre).
Skal Du da ikke sige god Morgen til mig, Menneske!

VALDEMAR: (ulykkelig-forfjamsket).
Jamen, Kat, det har jeg jo sagt!

MIMI.: Ja, i Gaar! ... Din Tølper!

VALDEMAR: (flov).
Var det i Gaar ...?

MIMI: (rusker ham haardt i Ørene).
Gud i Himlen maa vide, hvordan jeg skal faa Dig vækket!

VALDEMAR: (uroligt).
Der kommer Marie, Kat?

MIMI: (hopper ned fra hans Skød og sparker samtidig til Blyanten, saa at den flyver op under Buffeten).
Jeg vilde ønske, at alle Blyanter og Penneskafter og Blækhuse og Papirer og Doktorer og Professorer laa i ... laa i Vesuv!

VALDEMAR: (manende).
Kat, Kat!

MIMI: (fortsættende).
... Alle sammen oven paa hinanden i en 249 stor Stabel med Petroleum paa ! (Sætter sig hen paa sin Plads og surmuler).

MARIE: (en gammel Tjenestepige, som Mimi har bragt med fra sit Hjem).
Vil Herskabet ha' sin Kaffe?

MIMI: (med Fruehøjhed: knejsende Nakke, Dobbelthage og sammensnerpet Mund).
Jeg skal ringe, har jeg sagt!

MARIE: (bort).

MIMI og VALDEMAR: (spiser).

VALDEMAR: (ser kærligt, men missende paa Grund af Sollyset hen mod sin Kone).
Jeg fik skrevet meget i Nat, kan Du tro.

MIMI: (kortfattet).
Naa!

VALDEMAR.: Jeg vækkede Dig vel ikke, lille Mimi, da jeg gik i Seng?

MIMI.: Jeg sov ikke!

VALDEMAR.: Herre Gud, saa kunde jeg jo godt ha' sagt god Nat til Dig!

MIMI.: Det bryder Du Dig vist ikke om!

VALDEMAR: (ser op fra sit Spejlæg).
Men Kat dog!

MIMI.: Du bryder Dig ikke en Døjt om mig!

VALDEMAR: (rejser sig og gaar hen til hende).

MIMI: (skyder ham fra sig).
Du holder meget mere af dine Penneskafter !

VALDEMAR: (stryger hende kærligt-ulykkeligt op og ned ad Ryggen).
Jeg maa da passe mine Sager ...

MIMI: (fintfølende).
Hvorfor det? Det behøver vi jo ikke! Du fik jo Penge nok med mig!

VALDEMAR: (stryger vedblivende).
Det morer mig jo; det interesserer mig, véd Du ...

MIMI.: Men, at jeg sidder her og sprækker af Kedsomhed, det bryder Du Dig ikke om!

VALDEMAR: (distrait).
Saa Du keder Dig saa forfærdelig, lille Kat?

MIMI: (som mærker hans Distraktion, rasende).
Tænk dog paa mig, Menneske, saa længe Du taler med mig i det mindste.

VALDEMAR: (vaagner).
Ja, ja ... undskyld! ... Hvad var det, Du sagde?

MIMI: (grædende).
Jeg kalder ikke dette her for at være gift! Jeg mærker jo aldrig, at jeg har nogen Mand! Hele Dagen render Du rundt paa de fjollede Bibliotheker! Og naar 250 Du kommer hjem, sidder Du og æder Blæk inde hos Dig selv! Du har knap Tid til at spise ...

VALDEMAR: (mildt protesterende).
Jo-o . . .

MIMI.: Og jeg, der holder saa meget af at ligge og sludre, naar jeg er kommen i Seng, jeg maa ligge og falde i Søvn ganske alene. Og det kan jeg ikke, fordi jeg ligger og tænker paa Dig.

VALDEMAR: (klapper hende).
Aa Herre Gud ...

MIMI.: Jeg kunde godt dø, uden at Du brød Dig om det. Og det er naturligvis det, Du vil ha', for saa kan Du købe Penneskafter for alle Pengene!

VALDEMAR: (bøjer sig smilende ned og kysser hende).
Fy, fy, saadan maa Katten ikke tale!

MIMI: (arrigt).
Se, om Du har lagt Mærke til min ny Kjole engang!

VALDEMAR: (ser paa Kjolen).
Ja, den er Skam fin! (Løfter hendes ene Arm op og kysser den.) Og hvor den klæder Dig!

MIMI: (lægger sig ind til ham).
Jeg elsker Dig, Valdemar, vanvittigt !

VALDEMAR: (klapper hendes Haar).
Lille, søde Kat . . .

MIMI.: Jeg vil sidde i din Vestelomme ... altid!

VALDEMAR: (naivt).
Jamen, det kan Du jo ikke.

MIMI: (sur-haanlig).
Nej, for dér har Du alle dine Blyanter! (Rejser sig.) Skal vi drikke Kaffe inde i Kabinettet i Dag?

VALDEMAR: (tøvende).
Ja-a ...

MIMI: (kælen).
Aa jo, hva'? Og ha' det lidt hyggeligt! (Ringer.)

MARIE: (ind).

MIMI.: Vil Du sætte Kaffetøjet paa den store Bakke og bringe det ind i Kabinettet!

MARIE.: Jo! (Ud.)

VALDEMAR: (tager sig op til Øjnene).
Jeg synes, jeg tog mine blaa Briller paa før, Mimi?

MIMI: (slaar Armene om ham og laver Trutmund til Kys).
Ja, men Du har lagt dem paa et Stykke Smørrebrød i Stedet for Spegepølse!

VALDEMAR: (kysser hende).
Dit lille Vrøvl!

MIMI: (stikker sin Arm ind under hans).
Kom Saa! Aa, hvor jeg glæder mig! (De gaar Arm i Arm ind gennem Døren til Dagligstuen.)

251

✂

ANDEN AFDELING

Kabinettet. Et lille hyggeligt Rum med stort Blomstervindue fuldt af Planter og Blomster. Paa Væggene hænger Malerier og Staalstik. Og Møblerne, lave, magelige og bløde, er betrukne med grønt, presset Fløjl. Der er et bitte Dameskrivebord med Masser af Skuespillerfotografier. Og i et Hjørne paa en sort, poleret Søjle staar Faust og Margrete i Kalipasta og øm Omfavnelse.

Mimi og Valdemar sidder Side om Side paa en Chaiselongue. Foran dem paa en Ibentræs Stumtjener staar Bakken med Kaffetøjet.

VALDEMAR: (vipper nervøs og urolig i Sædet).
Nu maa jeg vist gaa, Kat.

MIMI.: Saa?

VALDEMAR.: Ja ind og gøre mig i Stand.

MIMI: (skønt hun godt véd Besked).
Det er jo ikke i Dag!

VALDEMAR: (usikker).
Er det ikke Torsdag?

MIMI.: Jo-o ...

VALDEMAR.: Saa er det i Dag.

MIMI: (mut).
Du var jo ogsaa med dem i Gaar.

VALDEMAR.: Ja, de bliver her til Lørdag.

MIMI.: Hvad skal de svenske Abekatte her?

VALDEMAR: (bebrejdende).
Kat, det er lærde Professorer fra Lund og Upsala!

MIMI.: Hvorfor skal Du rende rundt med dem?

VALDEMAR.: Jeg er jo Vært, véd Du. Vi har jo indbudt dem.

MIMI.: Hvor skal I hen i Dag?

VALDEMAR.: Til Frederiksborg med Toget Klokken to. Og saa til Middag i Tivoli Klokken syv.

MIMI: (efter en Pause; kælen).
Aa, tag mig med, hva'?

VALDEMAR.: Men, Kat, der kommer jo ikke Damer!

MIMI: (visnæset).
Hvad skal I da bestille?

VALDEMAR.: Vi skal bese Musæet og Kirken.

MIMI.: Er dér noget sjofelt?

VALDEMAR.: Men Mimi dog, hvor kan Du sige saadan noget?

MIMI: (tøset).
Uf ja, Du er nu saa fin! Du er af saadan fin Familie!

VALDEMAR: (næsten vred).
Men Kat!

MIMI: (springer op og stamper i Gulvet).
Uf, bare jeg aldrig var bleven gift!

VALDEMAR: (vil trække hende til sig).

252

MIMI: (skar efter ham).
Væk! Jeg hader Dig! Du skulde ha' giftet Dig med ... med ... Cantus Verdenshistorie!

VALDEMAR: (ubehjælpsom).
Men lille Kat dog ...

MIMI.: Væk! Rør mig ikke med dine væmmelige Blækfingre ! (Griber en Haandfuld Sukker af Sukkerskaalen og begynder at bombardere ham med Stykkerne.) Gaa! Gaa! Gaa bare din Vej!

VALDEMAR: (skærmer Ansigtet med Hænderne).
Men Mimi dog! Lad det være, siger jeg! Du kan jo let træffe mig i Øjnene!

MIMI: (kaster igen).
Ja, bare jeg kunde!

VALDEMAR: (vred).
Nu skal Du lade være! Og se Sukkeret her rundt paa Gulvtæppet! Hvad tror Du, Marie vil sige!

MIMI: (næsvist; men holder dog inde med Skydningen).
Det bryder jeg mig ikke om! Forleden gav jeg hende en Lussing!

VALDEMAR: (i højeste Forfærdelse).
Gamle Marie!?

MIMI.: Ja! Hvad er der ved det! Hun kunde jo lade være at irritere mig! (Slaar pludselig Hænderne for Ansigtet og hulker.) Men det er din Skyld! Det er Dig, som gør mig saa arrig! Jeg trænger til at blive kælet for! Og jeg vil gøres a'! Men der er ingen Mennesker, der bryder sig om mig!

VALDEMAR: (lægger sin Arm om. hende. Smilende).
Det véd Katten godt ikke er sandt! ... Vær nu god og rar!

MIMI: (vrisser).
Nej !

VALDEMAR: (tager Hænderne fra hendes Ansigt).
Saa, saa! Du er jo dog min bedste lille Skat!

MIMI: (muggen).
Ja ... næst efter Chlodevig!

VALDEMAR: (kysser hende).
Er Katten nu rar igen?

MIMI.: Maa jeg saa komme med?

VALDEMAR: (alvorlig).
Nu skal Mimi være fornuftig!

MIMI: (giver ham pludselig en smældende Ørefigen).
Der fik Du den!

VALDEMAR: (staar aldeles ude af Stand til at fremføre et Ord).

MIMI: (betuttet over, hvad hun har gjort, men uden at ville lade sig mærke med det).
Der fik Du den, si'er jeg!

VALDEMAR: (gaar truende et Skridt hen mod hende; men gør saa paa én Gang omkring og gaar gennem Dagligstuen ind i sit Arbejdsværelse og lukker Døren).

253

✂

TREDJE AFDELING

En Timestid senere.

Fru Mimi sidder i Kabinettet og kannevanerer paa en Sofapude. Eller lader, som om hun kannevanerer, thi Arbejdet hviler hyppigt i hendes Skød, medens hun spændt sidder og lytter efter Valdemars Bevægelser inde i hans Arbejdsværelse. Længe har han været ganske stille derinde. Saa hører hun ham skyde Stolen tilbage og rejse sig; og hendes lille Duehjerte flyver hende op i hendes Hals! Men Manden kommer ikke. Han gaar bare et Par Gange frem og tilbage over Gulvet derinde. Derpaa forlader han sit Værelse og gaar ind i det fælles Sovekammer. Om han skulde klæde sig paa og gaa sin Vej uden at komme ind og sige Farvel til hende! . . . Hæ, ja saa kan han ha' det saa godt! Hun er ved Gud i Himlens højeste Rige ikke forlegen for at blive gode Venner med ham! Det manglede bare!

Hun smaanynner og slaar med Nakken og kannevanerer ivrigt i fem Minutter. Saa lægger hun Hovedet paa Siden og lytter igen.

Skulde han ikke kalde paa hende, for at hun kan binde hans Slips! ? -

Der gaar et Kvarter, saa hører hun ham komme ud i Entreen, og hun styrter sig paa ny i Kannevaset.

Nu er han henne ved Knagerækken! Nu aabner han Gangdøren! - Saa gaar han atter ind i Entreen. - Frem og tilbage gaar han, som om han var uvis. - Han kommer! Han kommer!

Hun lægger allerede Ansigtet i stramme Folder for at modtage ham med kvindelig Værdighed . . .

Bums! saa smækker Entrédøren i! - Han gaar! Han gik! Ved Gud i Himlen, han er gaaet!

MIMI: (farer op, ryster Sytøjet af sig og løber hen til Vinduet for at se efter ham. Men der er endnu for mange Blade paa Hækken ud mod Vejen, saa at man ikke kan se dem, der gaar forbi. - Saa farer hun ind i Salonen og hen til Døren ved Spisestuen og trykker paa den elektriske Knap bag Portieren).

MARIE: (ind).

MIMI.: Hvem var ... (Hidsig:) Hvorfor har Du ikke været her og hentet Kaffetøjet?

MARIE: (beskeden).
Fruen sa' jo, at Fruen vilde ringe.

MIMI.: Hum ... Tag det ud!

MARIE: (ind i Kabinettet).

MIMI: (efter).

MARIE.: Men Jøsses, sikken dog Sukkeret ligger og flyder rundt om paa Tæppet!

MIMI: (uden at blinke).
Ja, Herren tabte Sukkerskaalen.

MARIE: (i Færd med at samle Sukkeret op).
Ok ja, Herren har saa mange Ting i sit Ho'de.

MIMI: (tøvende).
Hvem var ... Hvem var det, der gik nu!

MARIE: (i højeste Forundring).
Det var da rigtig Herren! Véd Fruen ikke det?

MIMI: (hurtig).
Løb efter ham! Han ser vist frygtelig ud! Han har vist glemt baade det ene og det andet!

MARIE.: Har Fruen da ikke klædt ham paa?

MIMI.: Nej.

254

MARIE.: Ih, Du min Skaber, saa har han nok hverken Bukser eller Skjorte paa da? (Vil løbe ud.)

MIMI: (stamper pludselig resolut med sin ene søde, lille Dukkefod i Gulvet).
Du bliver her!

MARIE: (standser).
Jamen ...

MIMI.: Lad ham bare gaa!

MARIE.: Jamen, sæt ...

MIMI.: Lad ham bare gaa! Hvad kommer det mig ved!

MARIE.: Jamen, sæt nu, Selerne hænger nedenfor paa ham li'som forleden Dag?

MIMI: (staar midt paa Gulvet og ser forfærdelig energisk ud, omtrent som en Kontreadmiral paa et Øvelsestogt).
Lad dem bare hænge! ... Og Bukserne med! Og Skjorten ... og Uldtrøjen ... det hele! Det har han godt af! Jeg er lige glad!

MARIE: (nærmer sig bekymret).
Næmen go'e, lille Frue dog, hva' ...

MIMI: (kaster sig højt hulkende om Halsen paa hende).
Der er ikke . . . et eneste ... Menneske i hele, hele Verden ... der bryder sig om mig!

MARIE: (forskrækket, klapper hende).
Jøsses, Jøsses dow ! Jo dow ! Jo dow!

MIMI: (som før).
Ikke ... et eneste ... Menneske!

MARIE: (nær ved at græde med).
Det maa Fruen ikke si'e ...

MIMI.: Han er ... Han har ... (I Hyl:) Bare jeg aldrig var bleven gift!

MARIE: (forfærdet).
Han har da vel ikke slaaet Fruen?

MIMI: (lyvefähig som en Græker).
Jo ... jo ...

MARIE: (dybt forarget).
Fø-ii, Fø-ii !

MIMI: (svag).
Sæt mig hen paa Chaiselonguen ...

MARIE: (leder hende af Sted).
Det ha'de jeg dog ikke troet om Herren; han er jo da ellers saa god ...

MIMI: (hulker og stønner).

MARIE: (kærligt).
Saa, saa, lille go'e Frue, saa, saa! Tør nu sine Øjne! Fruen kan nok tro, at han fortryder det!

MIMI: (paa Chaiselonguen).
Du skal blive inde hos mig Marie ...

MARIE: (tøvende).
Jo-o ... Saa, saa!

MIMI.: Hele Dagen!

MARIE.: Jo, jo ...

MIMI: (tørrer sine Øjne).
Vil Du ikke ha' en Kop Kaffe!

255

MARIE: (tøvende).
Tak ...

MIMI: (ryster Kaffekanden).
Der er mere paa Kanden.

MARIE: (genert).
Tak, ja-a ...

MIMI: (slaar Armene om hendes Hals).
Og saa gaar han sin Vej uden at sige Farvel ...

MARIE: (kæler for hende).
Ja, ja ... Han er et Skarnsmenneske, er han! Saadan en sød og rar lille Frue! ... Saa, saa! Hva' skal jeg lave Fruen til Middag?

MIMI.: Ingenting! ... Jeg vil aldrig spise mere!

MARIE.: Aa jo vist saa da! ... Jeg har et Par smaa Duer.

MIMI.: Jeg tror ikke, jeg kan ...

MARIE: , Jo, jo ... Og hva' si'er saa Fruen om en lille Omelet med Svesker?

MIMI.: Jeg vil hellere ha' den med Morbær ...

MARIE.: Ja, saa ta'er vi den med Morbær, da! ... Og saa Suppe til Forret, med et lille Æg; det styrkner saa godt?

MIMI.: Tror Du ikke, Du kunde faa en Rødspætte.

MARIE.: Jo, jo! saa ta'er vi en Rødspætte!

MIMI.: Med Persille ...

MARIE.: Med Persille, ja! ... Har Fruen det nu ikke li'som lidt bedre!

MIMI: (overvældet).
Du er saa god Marie ...

MARIE: (naivt).
Ja-a ...

MIMI.: Og Du er da ikke vred mere, fordi jeg slog Dig forleden Dag?

MARIE.: Nej, nej - vist er jeg da ikke det, nej!

MIMI.: Jeg er saa ked af det ...

MARIE.: Det skal Fruen saamænd ikke være. En kan somme Tider ha' godt a' 'et!

MIMI.: Jeg er saa træt ...

MARIE: (omhyggelig).
Vil Fruen hvile lidt? ... Læg Fruen sig nu op paa Chaiselonguen. (Hjælper hende.) Saa nu skal jeg hente et Tæppe. (Kommer med et Tæppe og dækker Mimi til.) Ska' der en Pude til under Ho'det?

MIMI.: Ja Tak ...

MARIE: (bringer Puden).
Se her ja ... Saa sover vi lidt!

MIMI.: Og min Eaudecologneflaske ...

MARIE: (bringer den).
Den sætter vi nu her paa den stumme Tjener, ja ... Skal jeg rulle ned?

256

MIMI: (svag).
Ja ...

MARIE.: Nu gaar jeg først ud med Kaffetøjet, saa kommer jeg og ruller ned. (Samler Sagerne sammen og bærer dem ud. Kommer saa tilbage igen og ruller ned, lydløst og stille).

MIMI: (der ligger pakket ind lige til Næsetippen som i en Sovepose).
Jeg vilde gerne ha' mine Sko af, Marie ...

MARIE.: Jo, jo! (Tager hendes Sko af.) Jeg synes, de smaa Pampelanker er saa kolde? Skal jeg bringe Dunken? Der er varmt Vand.

MIMI: (syg).
Ja-a, Tak ...

MARIE: (gaar ud og kommer lidt efter tilbage med en Varmedunk, som hun anbringer under Tæppet ved Fruens Dukkeben).
Saa! Saa sover vi!

MIMI: (umanerlig syg).
Bare det ikke er noget slemt ...

MARIE.: Aa nej, aa nej! Det skal Fruen ikke tro!

MIMI: (døende).
Der skal da ristet Brød til Duerne ...

MARIE.: Jo, jo! Og Krestanjer ... Jeg skal nok gøre det fint! (Lister ud og trækker Portieren for.)

✂

FJERDE AFDELING

Klokken er mellem tre og fire. Fru Mimi sover sødeligen paa sin Chaiselongue. Hun ser saa from og yndig ud, som hun ligger der i det dæmpede Lys: De lange Øjenhaar kaster en blød Skygge ned over de friske, runde Abrikoskinder; Munden staar en Kende aaben; men dog ikke mere end passende, saa at de hvide, fugtige Tænder smiler betagende frem bag de røde Læber. De søde, smaa, buttede Hænder ligger foldede oven paa Tæppet som til Bøn. Og Haaret danner en herlig, bleggylden Ramme om hendes engleblide Aasyn. - Hun ligner en slumrende Madonna, Stumpen; eller en hypnotiseret Sancta Cæcilia . . .

Saa ringer Entréklokken, og Madonnaen vaagner.

MARIE: (høres parlamentere ude i Forstuen. Og stikker et Øjeblik efter Hovedet ind mellem Portiererne).

MIMI: (sidder oprejst paa Chaiselonguen og gnider sine Øjne. Hun ligefrem maler rundt i dem med begge Hænder, saa fast har hun sovet).

MARIE: (hviskende).
Det er Fru Paludan! Kan Fruen taale hende? Jeg sa'e, at Fruen ikke var rigtig rask.

NICOLINE: (saaledes hedder Fru Paludan til Fornavn, skyder Marie til Side og stormer ind i Værelset).
God Dag, sødeste Mimi! Det er da ikke farligt?

MIMI: (slipper spillevende Fødderne ned af Chaiselonguen og løber hen og omfavner og kysser Veninden).
God Dag, god Dag, søde Nicoline! 257 Hvor det var yndigt! Næ, det var bare en Smule Hovedpine! Nu er det ovre! Jeg keder mig saadan! - Aa Marie, rul Gardinet op og gør lidt i Orden! men gi' mig først mine Sko paa!

MARIE: (hjælper Fruen Skoene paa; ruller dernæst op og forsvinder med Tæppet og Dunken).

MIMI: (til Nicoline).
Læg Tøjet, søde! - Du bli'er her da i Dag?

NICOLINE.: Tusind Tak søde, men jeg skal hjem til Middag! Jeg skulde netop et Ærinde ud paa Vesterbro, og saa vilde jeg dog se ind til Dig med det samme.

MIMI: (betaget).
Næ, hvor din Hat er storartet! Hvor har Du dog den fra?

NICOLINE: (kror sig en Dobbelthage til).
Fra Paris kære! - Alfred har forskrevet den, uden at jeg vidste af det.

MIMI: (gaar rundt om hende og betragter Hatten med et religiøst Udtryk i Ansigtet).

Samme Rædselshjelm er ogsaa vel værd at tage i Øjesyn: af Størrelse omtrent som et almindeligt Vognhjul og kunstnerisk prydet med henved fem og tredive sorte Strudshaler, den ene oven paa den anden, minder den paafaldende om den fortvivlede Røg fra en Tankdamper i Havsnød.

NICOLINE: (nikker henrykt, saa at Portierer og Skilderier bevæger sig i Lufttrykket).
Ja, Du, den er nydelig!

MIMI: (med foldede Hænder).
Ja, det kalder jeg en Mand! - Men læg nu Tøjet lidt, søde!

NICOLINE.: Ja, Tak, søde! Capen et Minut! Men Hatten beholder jeg ved Gud paa. Den er saa vanskelig at faa til at sidde, og nu sidder den netop saa dejligt! (Lægger Capen fra sig og tager Plads paa en Stol.)

Fru Paludan er en høj, smuk, slank og elegant Dame i mørk Spadseredragt med langskaftede Ruhandsker og en sammenrullet Silkeparaply, der ikke er tykkere end en god Spækkenaal.

MIMI.: Et Glas Sherry?

NICOLINE.: Tak, ja.

MIMI: (ringer).

MARIE: (ind).

MIMI.: Sherry og Makroner!

MARIE: (ud).

NICOLINE.: Nu skal Du høre: Jeg mødte din Mand ved Frihedsstøtten ...

MIMI: (stramt).
Naa?

NICOLINE.: Han saa' mig naturligvis ikke; men jeg standsede 258 ham. - (Indtrængende:) Sødeste Pige, Du maa ved Gud passe paa ham!

MIMI: (opskræmmet).
Hvad var der? Ha'de han ingen ...

NICOLINE.: Kære: han gik med en lys Handske paa den ene Haand og en mørk paa den anden!

MIMI: (lettet).
Naa-aa ...! Hvad sa'e han?

NICOLINE: (leende).
Ja han er jo stor, den gode Doktor! - Men bevares, ja det har jeg jo ogsaa! sa'e han og saa' saa sød ulykkelig ned paa sine Hænder. - Han havde travlt?

MIMI.: Ja, han skal ud i Dag med disse svenske Professorer. - Du saa' vel ikke hans Skjorte?

NICOLINE: (leende).
Nej, det ved Gud jeg ikke gjorde! - Han ha'de hvidt Slips paa!

MIMI.: Naa, det ha'de han dog husket!

NICOLINE: (konverserende).
Du har været ude i Formiddag?

MIMI.: Nej ...

NICOLINE.: Jamen saa maa Du jo selv ha' ...

MIMI: (stram som en fornærmet Skolepige).
Vi er Uvenner !

NICOLINE.: Uvenner? - Min Gud, jeg troede, I levede som to Turtelduer!

MARIE: (ind med Vin og Kager. Bort igen).

MIMI: (skænker).
Pyt! (Byder.) Værsgod! - Jeg ser ham næsten aldrig!

NICOLINE: (tager Glasset).
Tak! - Er han kold?

MIMI: (haanlig).
Han er ingenting!

NICOLINE: (gnasker Makroner).
Aa, Alfred kysser saa dejligt! - (Deltagende:) Næmen, Stakkel! Ja det er vist ikke saadan at være gift med et Bogmenneske.

MIMI: (surmulende).
Og jeg, der netop trænger saa meget til Kærlighed ... til at nogen pylrer for mig. Det gjorde Far og Mor altid ...

NICOLINE.: Ja, hjemme var Du jo Afgud! - Mimi Hansen, "Kælefisken", ja! Jamen Du var jo ogsaa sød! (Klapper hende.) Næmen, nu skal Du høre: Gerda Heidenheim har faaet sit eget Sovekammer!

MIMI: (stærkt interesseret).
Saa-aa? Hvad er der i Vejen?

NICOLINE: (gnasker flere Makroner).
Du tillader? -- Ja, jeg véd saamænd ikke. Men der skal ha' været en frygtelig Scene imellem dem. Og saa flyttede Gerda Mandens Seng ud. 259 Og Alfred siger, at det skal nok kurere ham! (underfundigt smilende:) Alfred er jo lidt ... Men morsom, Du! Han kan sige Ting! Men man kan ikke blive vred paa ham ... Tænk, han har faaet Silkeundertøj nu! lækkert! Konsul Salomon fik; og saa vilde Alfred ogsaa. Du kan ikke tænke Dig, hvor han ser sød ud om Morgenen, naar han staar og vasker sig! - Men Gud, jeg sidder her og taler om mig selv hele Tiden; det er jo afskyeligt! - (Deltagende:) Er det meget trist med Dig og din Mand, søde?

MIMI: (surmulende).
Jeg keder mig saa grusomt ...

NICOLINE: (klapper hende paa Kinden).
Herre Gud, ja ... Men han er dog en bekendt Mand, lille Mimi! (Leende:) Min er bare en tyk Grosserer! - Det er sandt, jeg skulde hilse Dig fra Baby og Herman. De vilde absolut med herud.

MIMI.: Ja, det skulde Du ha' gjort.

NICOLINE.: Kære, man har da ved Gud nok af dem hjemme, at man ikke ogsaa skal slæbe dem med! - De er for Resten to henrivende Unger!

MIMI.: Ja, Du kan sagtens!

NICOLINE.: Aa, ja. - Men nu har jeg sagt Punktum til Alfred: ikke flere end to! Men naturligvis, Børn maa man ha'! De pynter. Og Lægen siger ogsaa, at man har bedst af det; saadan et Par Gange. (Skælmsk:) Kommer her ikke snart en ganske lille Mimi, hva'?

MIMI: (ryster rødmende paa Hovedet).

NICOLINE.: Jeg synes, det trækker lidt i Langdrag! Vi fik Baby ti Maaneder efter Brylluppet! Flotte Folk!

MIMI: (surt-humoristisk).
Kommer jeg nogen Sinde til at føde, saa bli'er det vist en gammel Hellebard eller en Rulle Papyrus!

NICOLINE: (kaster sig tilbage i Stolen og ler).
Ha, ha! Du er god Mimi! Den skal Alfred ha' i Aften! - Skriver han stadig paa sin Afhandling?

MIMI: (mut).
Dag og Nat!

NICOLINE.: Den om Kingo?

MIMI.: Nej, det er om Chlodevig.

NICOLINE.: Hvem er det?

MIMI: (ikke uden Selvfølelse).
Det er en gammel fransk Konge, der levede det femte Aarhundrede efter Kristi Fødsel!

260

NICOLINE: (tager en Makron).
At Mennesket gider!

MIMI: (falder tilbage udi Sorgen og Vreden).
Og nu, nu er disse Svenskere her ogsaa! Forleden holdt han Foredrag i historisk Samfund.

NICOLINE.: Ja, jeg saa' det i Avisen! Han blev rost: Vor udmærkede og højtansete Historiograf, Doktor Valdemar Klenow, stod der. - Det maa nu alligevel være yndigt for Dig at være gift med en saadan Mand!

MIMI: (vrisser med Næsen).
Pyt! Du skulde prøve det, min Pige! - Og i Dag er han i Frederiksborg med dem og til Middag i Tivoli. Og i Gaar var de i etnografisk Musæum og paa Rundetaarn ...

NICOLINE.: Rundetaarn ...? Gud, der var jeg, da jeg var seks Aar!

MIMI: (stamper med højre Dukkefod i Gulvet).
Jeg finder mig heller ikke i det! Jeg vil ikke finde mig i det!

NICOLINE.: Jeg faar en Idé! Du skal hævne Dig! Gaa hjem og bliv hos os i Dag! - Alfred vil blive henrykt!

MIMI: (muggen).
Nej, jeg vil ikke gaa ud! Jeg vil blive herhjemme og kede mig og dø og visne og blive til Pergament ...

NICOLINE: (tager hende ind til sig og kæler for hende).
Du stakkels, lille, søde Mimi! Saa, saa, tag det nu ikke saa heftigt; saa faar Du jo Hovedpine igen.

MIMI: (hulkende med Armene om hendes Hals).
Naar bare der er nogen, der kæler for mig ... det er det, jeg trænger til ... men saadan altid at sidde alene ... (Hidsig:) Jeg vilde ønske, jeg ha'de en Elsker!

NICOLINE: (ler himelhøjt).
Fy, fy!

MIMI: (paastaaelig).
Jeg mener det virkelig!

NICOLINE: (med dybe, tænksomme Øjne).
Ja; Kærlighed er det, vi Damer vil ha'!

MIMI: (tørrer Taarerne af de smaa Kindbakker).
Men jeg er vist . . . alt for varm imod ham ... Han er alt for sikker paa mig ... det er hele Ulykken! Jeg læste forleden en Roman af Natalie Smalstrøm ...

NICOLINE: (fortsættende).
"Splintrede Mure" ? - Den har Gerda Heidenheim ogsaa anbefalet mig!

MIMI.: Ja ... og der stod, at for at vinde en Mand helt skal 261 Kvinden være kold og afvisende ... Synes Du, jeg skulde prøve det?

NICOLINE: (overvejende).
Jeg véd Skam ikke, Mimi ... Jeg har det jo paa en hel anden Maade med Alfred.

MIMI.: Er I da aldrig Uvenner?

NICOLINE.: Jo, Gud, naturligvis! Man er jo da ikke mer end Mennesker!

MIMI.: Jamen, hvad gør I saa da?

NICOLINE.: I-ja-a ... jeg véd saamænd ikke! - Alfred siger noget morsomt; og saa kan jeg ikke lade være med at le ... Og saa er det overstaaet!

Et Ur inde i Valdemars Arbejdsværelse slaar.

NICOLINE: (ser paa sit).
Fem! Nu be'er jeg Dig! Adieu, min Pige. Halv seks spiser vi! (Begynder at trække Handskerne paa.) Du gaar saa ikke med?

MIMI.: Nej Tak ...

NICOLINE.: Aa, vi har saamænd heller ikke andet end Koteletter og Øllebrød. (Lægger sin Arm om Mimi.) Tag det nu ikke for tragisk. Det retter sig nok. - Tak for i Dag, søde! Det var en yndig Formiddag!

MIMI: (hjælper hende sorgfuldt med Capen).
Det var pænt af Dig at se herud! Hils Børnene. - Og din Mand!

NICOLINE: (kysser hende).
Og hils "Chlodevig" !

MIMI: (smiler sygt).

NICOLINE: (kysser igen).
Farvel, farvel! Jeg maa skynde mig!

MIMI: (kysser ogsaa).
Farvel, søde!

Derpaa kysses der endnu engang ude i Entreen; og Mimi lukker Døren efter sin Gæst, hvis Skorstensrøg et Øjeblik efter stiger frem over Hækken ud mod Spadserestien, bølger, nikker, dingler, vugger og omsider forsvinder som en Sky i Horisonten.

✂

FEMTE AFDELING

Det er Aften. -

Det lille Maaltid er endt. Stakkels Fru Mimi paastod ganske vist endnu ved Bordet, at det var hende aldeles umuligt at faa en eneste Bid ned. Men ved kærlig Tiltale og venlig Opmuntring lykkedes det dog den trofaste Marie at bibringe Damen en lille Rødspætte, halvanden Due og to yndige Omeletter lige fra Panden. Dertil tvende Glas Rødvin til "Gardinerne" og et "Fingerbølle" Sherry.

Hvilket alt tilsammentaget syntes at bekomme Patientinden særdeles vel. - 262 Og nu sidder Fru Mimi inde i Salonen. Lampen er tændt, og Gardinerne er trukket for. Der er lagt et Par Pinde i Ovnen, akkurat saa mange, at man kan "lugte Varmen". Og saa er der desuden let refraicheret med Kølnervand.

Putten sidder i en lav Gyngestol henne for Enden af Flygelet og vugger sig ved Hjælp af den ene Taaspids frem og tilbage.

Hun har taget sin Beslutning!

Natalie Smalstrøms Roman, som hun omtalte for sin Veninde, ligger paa Gulvet ved Siden af Stolen. Hun har paa ny kigget i den; og hun vil være kold og utilgængelig som Bogens Heltinde i de afgørende Kapitler.

Valdemars Seng skal flyttes!

Initiativet hertil skyldes til Dels ogsaa Gerda Heidenheim.

Valdemars Seng skal flyttes; flyttes ind i hans Arbejdsværelse.

Saa kan han ha' det saa godt! -

Mimi sætter Fødderne haardt i Gulvet og rejser sig.

Hun gaar lidt frem, og tilbage over Gulvtæppet. Hun synes, hun fryser. Men det er vel kun Beslutningens Gysen . . .

Og saa er der jo ogsaa det, at hun skal sige det til Marie . . .

Op og ned gaar den gode Frue. Nærmer sig den elektriske Knap bag Portieren, strækker Haanden ud - og fjerner sig igen.

Aarrr! siger hun i dyb Vaande og vrisser vredt med Overkroppen.

Men saa farer hun paa én Gang helt henne fra Vinduet, tværs over Gulvet og lige løs paa Knappen og trykker.

Klokken kimer overrumplet; og

MARIE: (træder hurtigt ind).
Fruen er da ikke bleven syg igen?

MIMI.: Næ-æ-æ ...

MARIE.: Fruen rang saa heftigt!

MIMI.: Saa-aa?

MARIE.: Ja-a ...

MIMI: (Idiot af Mangel paa Mod og Handlekraft).
Øh-h . . .

MARIE: (med opspilede Øjne).
Hva'faller?

MIMI.: Er Ane hjemme ... Ane er vel hjemme?

MARIE: (mere og mere forvirret).
Jo-o ... Hun har jo ikke faaet Lov at gaa ud ...

MIMI.: Næ-i . . . (Stiv som en Pind og med gyseligt sammentrukne Bryn, hvorved hun vil afvæbne enhver Bemærkning.) Du Og hun maa flytte Herrens Seng ind i Herrens Arbejdsværelse!

MARIE: (forstaar ikke et Muk).
Hva' . . .?

MIMI: (med et energisk Stød af Bryst og Skuldre).
Herrens Seng skal flyttes!

MARIE: (med Øjne som Kongens Nytorv).
Ska' - Herrens - Seng - flyttes?

MIMI: (stamper i Gulvet).
Ja, ja, ja! Irritér mig ikke!

MARIE: (bekymret).
Jamen lille, go'e Frue ...

MIMI: (imperatorisk).
Jeg vil ingen Snak ha'!

MARIE.: Jamen hva' vil Herren si'e?

MIMI: (med lodret Næse).
Det er mig ganske komplet ligegyldigt!

MARIE: (bekymret vaklende).
Ja, han har jo rigtignok været slem 263 mod Fruen ... men jeg synes nu alligevel, at det er Synd ...

MIMI: (blæser).
Pyt!

MARIE.: Og Fruen kommer jo ogsaa sæl til at ligge alene, saa ...

MIMI: (slaar med Nakken).
Ja, det vil jeg ogsaa helst!

MARIE.: Det er da vel kun for i Nat ...?

MIMI: (med en overjordisk Haandbevægelse).
Det er for stedse !

MARIE: (med foldede Hænder og Taarer paa Kind).
Den stakkels, stakkels Herre!

MIMI.: Ja, Du holder naturligvis med ham!

MARIE.: Nej, det gør jeg ikke, Frue; det maa Fruen ikke tro. Men jeg mener, at naar man nu er gift ...

MIMI: (citerer Smalstrøm).
"Naar Sympatien er slukt i et Ægteskab, er ethvert intimere Samliv umoralsk!"

MARIE: (med taagede Øjne og Hovedet paa Skakke, da hun formoder, at det er et Skriftsted).
Ja, aa ja, hva' er vi Mennesker! - Men Fruen ku' jo da la' det være en lille Prøve bare saadan for en otte Dages Tid; saa kanske ...

MIMI: (i Ekstase).
Ingen Halvhed, Marie! Enten-Eller! - Sengen skal flyttes!

MARIE: (resigneret).
I Guds Navn da! - Skal vi ta' Servanten med?

MIMI: (slaar ud med Haanden).
Nej; det ordner vi i Morgen!

MARIE: (gaar).

MIMI: (sætter sig atter i Gyngestolen og griber Natalie for endnu engang at repetere de fyndigste Punktummer).

✂

SJETTE AFDELING

Sovekammeret.

Fru Mimi ligger i Visselullen og sover. - -

Længe har hun ligget vaagen og ventet paa Valdemars Hjemkomst. Klokken slog elleve, halv tolv og tolv, inden hun faldt i Søvn.

Hun laa og stirrede rundt i Værelset med store, aabne Øjne. Hendes Følelser var stærkt blandede. Hun var stolt af sin Heltegerning naturligvis; men hun fornam dog ogsaa en vis Benovelse ved Tanken om, hvad Valdemar muligvis kunde finde paa at sige angaaende Arrangementet. Undertiden fo'r der en Gysen igennem hende, og hun krøb sammen i Natkjolen og gjorde sig ganske lille af Rædsel, naar hun troede at høre ham pusle ude ved Gadedøren. Kun Hovedet 264 havde hun over Tæppet, og hun syntes at kunne mærke, hvorledes det Øre, der vendte opad, voksede ud i Luften. Men naar hun saa opdagede, at hun havde taget fejl, drog hun et Lettelsens Suk, Øret trak sig sammen igen, Legemet indtog en friere Stilling, Hjerteslaget blev roligere og Pulsen normal. Men hun maatte sige: Puhh! og lette lidt paa Tæppet, at Varmen kunde slippe ud. -

Forøvrigt var der naturligvis ikke Tale om, at hun vilde gi' sig! Hun havde Ret, Valdemar Uret. En Kvinde maa holde paa sin Værdighed! Og for at stive sig af gav hun sig til at repetere en Side Smalstrøm, som hun havde lært udenad : "Den Tid er forlængst forbi, da vi Kvinder lod os betragte som et Legetøj for Mandens Luner! Ierichos Mure er styrtede i Grus! Og Sejrsfanfaren klinger over Verden og forkynder, at vore Dages Ægteskab er blevet en fri Forening af tvende fritstaaende, frittalende, frittænkende og frithandlende, jævnbyrdige Eksistenser" . . .

Henne paa Toiletbordet stod den lille Natlampe og brændte bag sin runde, matrøde Kuppel. En sagte Nattevind susede af og til gennem Havens Træer. Og man hørte Stemmer, der nærmede sig og svandt; og Fodtrin og dæmpet Latter.

Mimi blev trist til Mode: Saa længe dog ogsaa den Middag trak ud! Var det en Maade at behandle en moderne Kone paa, at lade hende ligge her ganske ene i det tomme Hus, i den mørke Nat! . . . Hvor var hun dog ulykkelig! Aa Gud, aa Gud, hvor var hun dog ulykkelig . . .

Lampen henne paa Bordet begyndte at bevæge sig saa underlig rundt. Ganske, ganske langsomt i en Cirkel. Saa kom der to Lamper, og saa tre, og saa en hel Krans . . .

Og saa sov hun.

Trods sin bundløse Sorg . . .

Men pludselig sidder hun lysvaagen over Ende i Sengen: Der kommer Valdemar!

Han lister forsigtig rundt ude i Entreen. Han har trukket Støvlerne af for ikke at vække "Katten". - Nu hænger han Overtøjet fra sig! - Og nu ... Mimi farer med et lille Skrig helt ned paa Bunden af Sengen og trækker Tæppet over Hovedet ... nu vrider han ganske sagte Dørlaasen om og kommer ind i Sovekammeret! . . . Han maa da straks opdage, at Sengen er flyttet! . . . Nej! Nej . . . Hun hører, at han begynder at klæde sig af! Han lister rundt helt oppe paa Spidsen af Tæerne for ikke at forstyrre hende . . . Men han maa jo da opdage, at der kun er én Seng! - Hun laver et lille bitte Kighul mellem Tæppets Folder og titter ud: Der staar han i Underbenklæder (Fox Normal) henne ved Toiletbordet og trækker sit Ur op. Og han har de blaa Næseklemmer paa! hun kan se dem i Spejlet. - Nu vender han sig og kommer hen mod Sengen! ... Hun lukker Øjnene i Rædsel: Han maa, maa, maa jo da opdage det!

Men han opdager intet! Roligt og værdigt med Tanken henvendt paa Chlodevig, slaar han Tæppet til Side for at bestige sit Leje . . .

Da ser han hende ligge sammenrullet som en lille hvid Bylt nede i Sengens Benende. Haaret hænger hende pjusket om Kinderne, og hun stirrer op paa ham med store, kuglerunde Øjne.

Som en Statue staar han et Sekund med det ene Ben løftet og ude af Stand til at tænke. Saa sætter han langsomt Foden til Gulvet og mumler fuldstændigt blødhjernet af Forundring:

✂ - Men Du gode Gud, Kat, hvad vil Du dog i min Seng!?

MIMI: (bliver i samme Øjeblik Kvinde igen og glemmer ganske og aldeles baade Natalie og Sejrsfanfaren og Jerichos søndrede Mure, medens Taarerne styrter ud af hendes Øjne).
Aa, Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR: (sætter sig paa Sengekanten).
Men, lille Kat, hvad er det dog? (Griber hendes Hænder.)

MIMI: (hulkende).
Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR: (ulykkelig og god).
Ja, ja, ja, lille Ven, lille Ven ...

MIMI: (slaar Armene om hans Hals).
Du maa aldrig forlade mig!

VALDEMAR.: Nej, nej ...

265

MIMI.: Jeg har længtes saa forfærdelig efter Dig!

VALDEMAR: (kysser hende).
Herre Gud ...

MIMI: (hulkende).
Min egen Seng ... er gaaet i Stykker ... og saa flyttede ... Marie og Ane ... den ud ... Men kan vi ikke ... godt ... begge to ... sove her ... i Nat? Jeg tør ikke ... ligge alene!

VALDEMAR: (kærligt).
Jo, det kan vi vist godt, lille Du ...

MIMI: (trykker sig ind til ham).
Du véd ikke ... hvor jeg har længtes efter Dig!

VALDEMAR: (kysser hende ømt).
Min lille Kat ...

MIMI: (bly, med Hovedet mod hans Barm).
Du har vist glemt at ta' dine blaa Briller af ...

VALDEMAR: (forundret).
Har jeg det! (Føler efter.) Ja, det har jeg Skam ogsaa ! (Tager Næseklemmerne af og lægger dem paa Stolen foran Sengen).

Wied, Gustav Fru Mimi

FRU MIMI(1900)