Wied, Gustav Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde

ADEL, GEJSTLIGHED,
BORGER OG BONDE
Skrevet 1895-97,
første Bogudgave 1897

118
119

EN MINDEFEST
(1897)

120
121

AGERENDE

  • Hofjægermesteren.
  • Kammerherren.
  • Tjeneren.
  • Tjenerdrengen.

SPISESALEN

Et stort trefags Rum dekoreret i lyse, lette Toner i matte Limfarver: graat, rødt, grønt. Tre hvidmalede Døre med Stukornamenter over. Malede Vaaben-Insignier over de to af Dørene. En stor, aaben Kamin. Fireogtyve stivryggede Egetræs Stole langs Væggene. Et Egetræs Spisebord paa Ruller. En Egetræs Buffet, hvorpaa staar en Sølvterrin, fire gammeldags Sølvtemaskiner, tre Sølvtepotter, to Sølvkaffekander og seks Sølvbægere. I Salens Hjørner høje Kandelabre. Over Spisebordet en Lysekrone med Prismer. Høje Spejle i forgyldte Rammer mellem Vinduerne. Klare Gardiner. Rullegardiner med vore Kongeborge.

Bordet er dækket. En Kuvert for hver Ende. En Sølvspiseske, fem Sæt Sølvgafler og Knive med Sølvskaft, en Sølvdessertske, en Sølvfrugtkniv, otte Glas og en Sølvnøddeknækker ved hver Kuvert. Midt paa Bordet en Sølvopsats med Blomster.

Lysene i Kronen og Kandelabrene er tændte. Gardinerne nedrullede. Ild i Kaminen. Kongerøgelse paa Risten.

HENRIKSEN
(i grøn Jægeruniform med Sølvstriber ned ad Benklæderne staar og kaster et sidste prøvende Blik paa Taflet. Han klør sig med Pegefingeren i Nakkeskilningen, forsigtig for ikke at bringe Uorden i Coiffuren. Han retter lidt ved den ene Serviet, der kunstfærdigt er sat op som en Svane med lang, krum Hals og halvtudspilede Vinger. Det er Kammerherrens Kuvert. Hofjægermesteren maa nøjes med en Vifie ... Saa trækker han en Lap Papir op af Lommen og læser halvhøjt, idet han samtidig lader venstre Haands Pegefinger svinge fra Glassene foran den ene Kuvert til Glassene foran den anden):

Sherry ... Sherry, Leoville ... Leoville, Mosel ... Mosel, Cliquot dry ... Cliquot dry, Bourgogne ... Bourgogne, Pommery sec ... Pommery sec, Chateau Olivier 1878 ... Chateau Olivier 1878, Madeira vieux ... Madeira vieux. - Det passer! ... Julius! Et rødmusset, vandkæmmet Drengeansigt viser sig i Dørsprækken ind til Anretterværelset ved Siden af Kaminen.

HENRIKSEN.

Spørg Heksen dernede, om Suppen kan serveres! Jeg er færdig!

JULIUS
(forsvinder).
122
HENRIKSEN
(mumlende).

Det gaar nok Fanden i Vold med den Dreng! (Julius plejer nemlig til daglig at gøre Staldtjeneste.) Julius! Der lyder noget i Lighed med Hovtrin op ad en Trappe. Et Øjeblik efter styrter Julius, der ogsaa er i Jægerdragt, men uden Sølvgaloner, ind i Salen.

HENRIKSEN.

Hva' Satan er det, Du har paa Benene, Dreng?

JULIUS
(forfærdet, idet han stikker den ene Fod frem).

Sko !

HENRIKSEN.

Det lyder, Gud hjælpe mig, som det var en Følhoppe, der kom! ... Hvad sa' hun om Suppen?

JULIUS.

Den kunde godt sarveres!

HENRIKSEN.

Ta' mig min Hirschfænger! Den ligger paa Hjørnebordet i Anretterværelset! Julius bringer Hirschfængeren, som Henriksen spænder om sig i et Lædergehæng med pletteret Spænde.

HENRIKSEN.

Saa staar Du dér ved Siden af Døren! Og Du rører Dig ikke, uden naar jeg vinker! Har Du forstaaet?

JULIUS.

Jovel, Hr. Henriksen!

HENRIKSEN.

Og saa op paa Tæerne, naar Du serverer rundt.

JULIUS.

Jovel! Henriksen gaar hen foran et af de store Spejle; knapper alle Knapperne i sin Uniform, glatter Haaret, sætter Overskægget op og retter paa Hirschfængeren. Derpaa vender han sig tilfreds med sit Udseende.

HENRIKSEN.

Nu gaar jeg over og melder! ... Sig til Marie, at hun skal sætte Terrinen op! Og stil Dig saa paa Plads! (Ud gennem Fløjdørene til Vestibulen). Naar Julius har raabt sin Besked ned i Køkkenet til Pigen, stiller han sig op stram og urørlig, langs Dørkarmen ud til Anretterværelset. Hans Øjne er ganske runde af at se paa alle Lysene og alt Sølvtøjet. Han tænker ikke; han bare sveder af Benovelse og Uniform. Saadan staar han og venter. Saa lyder der Fodtrin, Latter og Tale ude i Vestibulen. Fløjdørene slaas op, og Herskaberne kommer ind; Hofjægermesteren stor og vægtig som Goliat, Kammerherren mindre og lettere som David. Begge i Kjole. Henriksen lukker lydløst Dørene til.

HOFJÆGERMESTEREN
(med en indbydende Haandbevægelse mod Svanen).

Prenez Plads, Kammerherre! Man sætter sig og ødelægger øjeblikkelig Henriksens Kunstværker ved at stoppe en Flig af Servietten ned bag Flippen for at skaane Skjortebrystet. Hofjægermesteren giver Tjeneren et Vink.

HENRIKSEN
(griber et Stykke Papir og kundgør).

Consommé naturel!

KAMMERHERREN
(bifaldende).

Ah, der annonceres!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det bruger man i Kulturcentrummerne ! (Consomméen serveres).

HENRIKSEN
(læser).

Leoville è discretion! ... Sherry! (Skænker). Man spiser. Kammerherren lydløst, Hofjægermesteren lidt slubrende.

123
HOFJÆGERMESTEREN
(bider en Mundfuld af sit ristede Brød).

Næ, hva' jeg vilde sige ... jeg vilde med Vilje ikke gøre noget stort Selskab!

KAMMERHERREN.

Nej forstaar sig, forstaar sig!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er knapt et Aar siden, min Hustru døde ...

KAMMERHERREN.

Den kære Hofjægermesterinde!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men saadan paa Tomandshaand ... med en Ven!

KAMMERHERREN.

Mais oui! Og De har heller ikke godt af, saaledes at fordybe Dem i Sorgen, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa paa vor Bryllupsdag ... vi plejede altid at se no'en hos os.

KAMMERHERREN.

Ja, paa en saadan Dag bør man ikke sidde ene!

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, Maden smager ikke ...

KAMMERHERREN.

Nej vist saa, nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa tænkte jeg, at en god Ven og Nabo ...

KAMMERHERREN.

Ja, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og De har jo kendt min afdøde Hustru lige saa godt som jeg, Kammerherre ...

KAMMERHERREN.

Ja ... Deres uforglemmelige Hustru var saa god at regne mig blandt sine nærmeste Venner.

HENRIKSEN.

Ønsker Deres Højvelbaarenhed mere Suppe?

KAMMERHERREN.

Nej Tak. Julius har paa et givet Tegn af sin Foresatte rejst sig paa Tæerne og er balanceret hen bag ham for at modtage de tomme Tallerkener.

HENRIKSEN
(til Hofjægermesteren).

Ønsker Deres Højvelbaarenhed mere Suppe?

HOFJÆGERMESTEREN
(ser ud, som om han gerne vilde have mere).

Næi!

Ny Tallerkener sættes om.

HENRIKSEN
(annoncerer).

Filet de Barbue Normande! ... Mosel ! (Serverer og skænker).

HOFJÆGERMESTEREN
(med Filet paa Gaflen).

Og saa mener jeg, at dette her skal være som en Mindefest for Bessy ... Hun sad saamænd, hvor De nu sidder, vor sidste Bryllupsdag; 124 kan De huske det, Kammerherre? De havde hende vist til Bords?

KAMMERHERREN.

Jeg havde den Ære! (Drikker af Bordvinen.) En fortræffelig Leoville, kære Hofjægermester! Kunde maaske være en ubetydelig Smule mere tempereret.

HOFJÆGERMESTEREN
(i Harnisk).

Henriksen, har De nu smølet igen! Hvor Fanden har De Deres ... Deres Sanser henne? Aldrig kan De temperere rigtig! Henriksen tager stiv imod Reprimanden; medens Julius synker ned paa Hælene af Skræk.

HOFJÆGERMESTEREN.

Byd rundt en Gang til! Henriksen byder rundt. Julius knækker skælvende afsted med Saucen.

HOFJÆGERMESTEREN
(med genvunden Ligevægt).

Uden at rose mig selv, Kammerherre: det er en storartet Fisk!

KAMMERHERREN
(tørrer forsigtig lidt Sauce bort af sin ene Mundvig).

Superb, superb! ... Det maa jo være en særdeles habil Kok, De har?

HOFJÆGERMESTEREN.

Første Klasse! Hun har lært i Hans Majestæt Kongens Køkken! Men hun forstaar sig jo kun paa den finere Madlavning. Hun skal væk til November. Jeg har hende jo fra Bessys Tid. Men hva' Fanden, jeg spiser jo ikke saadan til Hverdag! Véd De hvad: jeg sætter sgu næsten mere Pris paa Kaal og Ærter og den Slags! ... saadan en rigtig blodig Oksesteg for Eksempel, hva'?

KAMMERHERREN.

Aa ja, aa ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, véd De hvad: og fyldt Hvidkaal og Kraasesuppe.

KAMMERHERREN.

Ja vel saa, ja, bevares ... men-n ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ser De, det var jo Bessy, der indførte det franske Køkken. Jeg har sgu ikke videre Smag for de Sager. Næ: solidt og godt ... og rigeligt! ... Henriksen skift! ... Hvordan spiser De til daglig, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa tarveligt, tarveligt! man skal ikke ekstravagere! Men jeg synes nok, en Gang imellem ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig, ja! Men jeg kan jo ogsaa sagtens faa en Jomfru, der forstaar sig baade paa fint 125 og groft. De skal s'gu ikke blive snydt næste Gang. De kommer, hæ, hæ! De behøver ikke at være bange!

KAMMERHERREN
(lidt anstrengt).

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men saa fin-fin som i Dag bli'r det nu ikke! Jeg syntes, jeg vilde gøre mig en lille Fornøjelse, da det er vor første Bryllupsdag efter min Hustrus Død; for jeg savner hende naturligvis. Og da nu Petersen skal bort, saa mente jeg, at hun passende kunde slutte med en lille fin Diner ... Og saa tænkte jeg: Kammerherren fra Birkelund skal med, for han forstaar sig paa det, hva'?

KAMMERHERREN.

Ja, Tak, Tak, det var meget venligt af Dem, kære Hr. Hofjægermester!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa var De jo en af Bessys gamle Venner ...

KAMMERHERREN.

Ja, jeg har jo kendt Deres Hustru, førend De ...

HOFJÆGERMESTEREN
(kort).

Ja, det har De nok ... Skaal, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De drikker jo ikke noget!

KAMMERHERREN.

Jo Tak, Tak!

HENRIKSEN.

Aloyau de Boeuf à la Hongrie!

HOFJÆGERMESTEREN
(gnider sig i Hænderne).

Ah Bøf! ... Nej, ta' det Stykke dér, Kammerherre, ta' det Stykke dér, det ser saftigst ud! (Hans Højvelbaarenhed har selv udset sig et andet Stykke, som han nærer begrundet Frygt for, at Kammerherren skal sætte sig i Besiddelse af.)

Der spises.

HOFJÆGERMESTEREN
(pludselig).

Hvormeget vejer De Kammerherre?

KAMMERHERREN
(ser op fra sin Tallerken).

Hvor meget ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, hvor meget tror De, De vejer?

KAMMERHERREN.

Véd det skam ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN
(tager et Skøn).

Aa, De kan vel ungefær veje saadan en hundrede femogtyve-tredive ... Véd De, hvad jeg vejer?

KAMMERHERREN.

Nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tohundrede og femoghalvfjerds 126 trekvart. Jeg har taget fyrretyve Pund paa, siden Bessy døde. Men véd De, hvad jeg tog af, da vi var i Karlsbad?

KAMMERHERREN.

Nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tooghalvtredsindstyve Pund paa en Maaned.

KAMMERHERREN.

Det var meget!

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy fik mig derned, for hun troede, det skulde hjælpe. Vi vilde jo gerne ha' haft en Arving, forstaar De, ellers gaar Stamhuset over til en Sidelinie; det staar i Erectionspatentet. Og nu er det jo ellers gaaet i lige Linie fra Majoren, der døde 1684. De kan bande paa, jeg maatte trave op og ned ad Bjærgene ... Og ingen Mad!

KAMMERHERREN.

Men det hjalp ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Næ! Og da vi kom hjem, spiste jeg fire Æg til Frokost og Sellerier.

KAMMERHERREN.

Ah ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det skal osse være godt. Og Bessy kunde det jo ikke være, for hun ha'de et Barn i første Ægteskab, véd De.

KAMMERHERREN.

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var nu forbandet, at vi ikke fik en Søn, før hun døde! jeg kan ligefrem somme Tider ligefrem sørge derover.

KAMMERHERREN.

Det kan jeg saa godt forstaa ... Men naar De gjorde, hvad De kunde, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gjorde jeg s'gu. Den Karlsbadertur kostede mig lidt over to Tusind Kroner! ... Henriksen skift!

HENRIKSEN
(skifter og proklamerer).

Asperges en branches! ... Bourgogne!

HOFJÆGERMESTEREN.

Lad Fadet blive staaende! Henriksen lader Fadet blive staaende ved Siden af Hofjægermesteren.

KAMMERHERREN.

Har De i Sinde at deponere Deres Kort i Overhofmarschalatet i Vinter?

HOFJÆGERMESTEREN
(med en Asparges i Fingrene).

Næ ... jeg har jo Sorg!

KAMMERHERREN.

Ja, ja, det er sandt ja ...

127
HOFJÆGERMESTEREN
(suger Asparges i sig).

Og, mellem os, Kammerherre, jeg passer ikke rigtig deroppe ved Hoffet! Man skal gerne kunne nogle Verdenssprog og saadan.

KAMMERHERREN.

Naa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o! Og det er saa Satans flovt ikke at kunne svare igen. Bessy forskrev jo en Lærerinde herover et Par Somre; men det er dog Fanden til Hovn Verber og Skidt, man skal huske! Jeg skrev s'gu baade Stile og slog op i Ordbogen, og jeg laa og snakkede Fransk med Bessy, naar vi kom i Seng; men jeg kunde ikke huske det ... Skal vi dele de Asparges dér? ... Jo vist kan De saa! ... Nu ta'er jeg de her otte, saa ta'er De de seks; de fylder jo ikke noget! ... Henriksen mere Smør ... Nej, se Bessy ha'de jo faaet en hel anden Opdragelse; en Datter af en Lensbaron! Jeg gik her mest sammen med Karlene og Bønderne. Og saa har vor Familie jo giftet sig saa meget ind i hinanden. Og hva' kan saadan en Pjalt Huslærer lære fra sig? ... Jeg forsikrer Dem, jeg ha'de saamænd aldrig gjort mig Tanker om Bessy, hvis der ikke ha'de været denne Skandale med hendes første Mand og Seperation og alt det! ... Naa, naturligvis, hun maatte jo være glad for at komme i Stilling igen; Ornegaard er s'gu da ikke helt til at kimse a' !

KAMMERHERREN.

Nej ... og saa blev hun jo Hofjægermesterinde! ... En delikat Bourgogne, min kære, fyldig som Olie!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, den er god! ... Henriksen, skænk! ... Næi, jeg blev jo først Hofjægermester paa vor Bryllupsdag; det var hende, der ha'de Forbindelserne; jeg kender jo ikke noget til det ... Men De ha'de nok en Finger med i Spillet, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, Bessy fortalte mig det senere; og det skal De ha' Tak for. Det er skidt at sidde paa en stor Gaard uden en Titel ... man er s'gu da ikke en ren Bonde, naar man har op ved hundrede Tønder Hartkorn!

HENRIKSEN
(der har skiftet).

Coq des bois rôti! ... Pommery sec !

128
HOFJÆGERMESTEREN.

Det er s'gu en Middag, der har vadsket sig, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Superb, superb ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De faar den ikke bedre hos Lensgreven paa Kvissel! ... Coq des bois rôti: Urhane stegt! Man har da ikke glemt al sin Fransk! Veneur de la cour: Hofjægermester! hva'? ... Hva' hedder en Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Chambellan ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det ligner s'gu Kapellan ... hæ, hæ!

KAMMERHERREN.

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skaal, Kapellan Rosen ... Rosenknop! kæ, hæ!

KAMMERHERREN
(stramt).

Hi, hi ... mig en Ære! Hofjægermesteren forsyner sig med fire kraftige Stykker Bryst, som han skærer i ikke for smaa Mundfulde. Julius staar som en Statue ved Siden af hans Stol med Sauce og Kartofler. Saa forsyner Hans Højvelbaarenhed sig ogsaa med disse Dele; maler det derpaa altsammen rundt mellem hinanden, saa at det danner et Bjærg paa hans Tallerken, og da, først da, giver han sig til at køre i Lade.

HOFJÆGERMESTEREN.

Saadan holder jeg mest af at faa det ... det fylder bedst.

KAMMERHERREN.

Unægteligt ...

Ogsaa Kammerherren er ivrig beskæftiget. Men han spiser comme il faut, idet han kun skærer en liden Mundfuld af ad Gangen, dypper den samvittighedsfuldt i Saucen og putter den i Munden. Han holder Gaflen i venstre Haand, Kniven i højre og slipper dem aldrig. Dette er fair i "Kulturcentrummerne". Og Metoden synes ogsaa at være at anbefale, thi Hofjægermesterens Skæg og Serviet flyder med Sauce og Compot; medens Kammerherren er aldeles pletfri.

Naar Hofjægermesteren har kørt det sidste Læs ind, slikker han sin Gaffel, banker paa sin Pommery sec og rejser sig.

HOFJÆGERMESTEREN (højtidelig). Nu er vi ved Stegen! Maa det saa være mig tilladt at byde Dem velkommen, kære Kammerherre! Der er, siden De var her sidst, forefaldet et Dødsfald. Jeg har mistet min Hustru! Men vær overbevist om, at, naar som helst De vil gøre mig den Ære, skal De være velkommen!

Kammerherren har rejst sig. Man hilser ceremonielt paa hinanden, tømmer Glassene og sætter sig atter.

HOFJÆGERMESTEREN
(med tilbagetrængt Bevægelse).

Henriksen ... byd en Gang til! Henriksen og Julius gaar rundt. Herrerne udvælger sig hver to smaa Stykker Bryst.

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen, skænk! ... Skal De til Udlandet i Vinter, Kammerherre?

129
KAMMERHERREN.

Ja, en Maaneds Tid eller to ved Rivieraen har jeg tænkt, og saa hjem over Paris.

HOFJÆGERMESTEREN.

Monaco ... har De været i Monaco?

KAMMERHERREN.

Ja.

HOFJÆGERMESTEREN.

Har De spillet der?

KAMMERHRREN.

Ubetydeligt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy og jeg var der, da vi tog fra Karlsbad. Vi var inde at se paa, de spillede. Det er voldsomme Summer, det drejer sig om!

KAMMERHERREN.

Ja-a ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi saa' én, der tabte tyve Tusinde paa en halv Time. Jeg kan ikke forstaa, at de ikke holder op i Tide.

KAMMERHERREN.

Det er en Lidenskab ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det er det vel. Jeg satte to Gange fem Francs paa rødt; men de røg væk i en Snup! Saa holdt jeg s'gu op ... Det er vel alle Jordens rigeste Folk, som kommer dér?

KAMMERHERREN.

Ja, man træffer jo alle Nationer.

HOFJÆGERMESTEREN.

De kan vel forstaa dem alle sammen, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa nej, min kære, jeg kan jo kun en Smule Fransk og Tysk.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ja! ... Bessy talte godt Fransk!

KAMMERHERREN.

Ypperligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen skift!

KAMMERHERREN
(rejser sig).

Maa jeg ikke først bringe Dem min Tak, kære Hr. Hofjægermester, fordi De vilde se mig hos Dem i Dag ... fordi De af alle tænkte først paa mig! Hjertelig Tak! Og maa jeg dertil tilføje: gid den Sorg, som i dette Rundaar er gaaet hen over Deres Hus, og som netop paa denne Dag fortrinsvis maa føles, gid den i Tidens Løb maa tabe en Del af sin Bitterhed og opløse sig i den milde Vemod, der læger mere end saarer! ... Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN
(der har rejst sig).

Tak, Kammerherre, Tak, Tak! (Man tømmer Glassene og sætter sig.) Saa kan 130 De godt skifte, Henriksen! ... (Bevæget): Ja var det ikke underligt, Kammerherre, for Bessy og jeg ha'de jo glædet os saa meget til at faa hele Huset i komplet Stand? Hvert Foraar saa tog vi et Værelse; og nu var der ikke uden Riddersalen og Gæsteværelserne tilbage ... Det er sandt; De bli'er her vel i Nat?

KAMMERHERREN.

Ja Tak!

HOFJÆGERMESTEREN.

... og saa skulde hun saadan gaa hen og falde fra i sin fulde ... i sin fulde Manddomskraft!

HENRIKSEN
(dæmpet).

Fromages et Beurre! Château Olivier 1878.

KAMMERHERREN.

Ja ... vi rammes jo ofte, naar vi mindst er belavet derpaa! ... Hvor gammel var Deres Hustru?

HOFJÆGERMESTEREN.

Toogtredive ...

KAMMERHERREN.

Ak ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Roquefort?

KAMMERHERREN.

Tak, jeg foretrækker denne Steppeost !

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, se Spisesalen her blev vi jo først færdig med. Men vi kunde ikke tænke os, hvad vi skulde la' sætte i Felterne over Dørene. Men da saa Bessy var død, fandt jeg paa at la' vore Vaaben male der. Kan De se, deroppe er Bardenheimernes og der er v. Qualernes ...

KAMMERHERREN.

Fortræffeligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa derhenne over den tredje, er der jo ogsaa Plads til et Vaaben, hvis jeg skulde gifte mig igen ... Saa bli'er jeg først den anden Bardenheim, der har haft to Koner, efter Majoren!

KAMMERHERREN.

Ah ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja.

KAMMERHERREN
(spøgefuld).

To legitime Koner, c'est à dire!

HOFJÆGERMESTEREN
(ligeledes spøgefuld).

Naa, naa, Kammerherre, pas vous même!

KAMMERHERREN
(skælmsk).

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN
(pludselig stødt).

Da har jeg s'gu da ikke rørt ved Fruentimmer, siden Bessy døde! ... Hva' synes De om den Château?

131
KAMMERHERREN.

Fortrinlig! ... Hvor har De den fra?

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var noget, jeg faldt over, sidst jeg var i Aalborg.

KAMMERHERREN.

Hos Braun?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... kender De den?

KAMMERHERREN.

Nej, men man kan undertiden finde ypperlige Ting hos Braun, naar han vil frem med dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, han er en Sporhund! ... Henriksen, skænk Château! ... En Kiks til? ... Nu maa De s'gu drikke, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Ja-a, Tak, Tak! det smager fortræffeligt!

Pause.

HOFJÆGERMESTEREN.

Hør sig mig, kender De noget til Pigerne i Paris.

KAMMERHERREN
(løfter smilende paa Skuldrene).

Man løber jo paa dem ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det skal være no'en Satans flotte Fruentimmer ... og lidenskabelige!

KAMMERHERREN.

Ah, mais oui! feu vivant tout simplement.

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Lutter Glød, Ild ... at røre ved som Strygejern!

HOFJÆGERMESTEREN.

Kæ, hæ! ... ja jeg har nok hørt det! Jeg var der jo i Forfjor med Bessy; men naar man rejser med Kone ... Vi saa' dem jo køre i Toiletter ude i Bourgogne Skoven ... og sikke Heste! Saadanne Piger er vel dyre?

KAMMERHERREN.

Et halvthundrede Francs ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Føj for Satan! Men det er vel ogsaa mest Prinser og Hertuger, der ta'er dem?

KAMMERHERREN.

Ja ... og Shahen af Persien siger man.

HOFJÆGERMESTEREN.

Saa-aa? Forskriver han dem?

KAMMERHERREN.

Nei-hi! men naar han er i Paris.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a ... Shahen har jo Penge nok!

HENRIKSEN.

Glaces variées! ... Madeira vieux! Man forsyner sig.

132
HOFJÆGERMESTEREN.

Hvordan syntes De om Mikkelsen, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Mikkelsen ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, Præsten, De fik herfra?

KAMMERHERREN.

Naa-aa, jo-o ... jo jeg har talt med ham et Par Gange; det er vist en meget habil Mand.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja saadan at tale med, naar man møder ham, saa kan han jo være meget behagelig; men det er svært saa han dundrer, naar han er paa Stolen.

KAMMERHERREN.

Tja-a, c'est son métier!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Det er nu hans Levevej, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN
(arrig).

Det er svært, saa De blærer Dem med Fransken, Kammerherre! Er det, fordi De véd, at jeg ikke kan noget?

KAMMERHERREN.

Pardon ... undskyld ... undsk ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa er han ligefrem somme Tider ligefrem uforskammet! Vi ha'de ham her engang sammen med nogle andre af Sognets Folk. Det var s'gu meget tarveligt: Suppe, Fisk, Steg og Kage og en to-tre Slags Vin. Men sidder han saa ikke og la'r Henriksen servere Vand for sig ... Kan De huske det, Henriksen? (Henriksen bukker og smiler overbærende ved Tanken.) Hva' Fanden, han kunde jo vide i Forvejen, at naar han kom her, fik han ikke Hvidtøl! saa kunde han jo blive borte.

KAMMERHERREN.

Naturligvis!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jamen nu skal De høre! Da jeg saa byder Velbekomme, og vi staar fra Bordet - vi kunde vel ikke ha' sat der mere end halvanden Time - saa gaar han hen til Bessy og si'er Tak for Mad; og saa si'er han: Det var i Sandhed et Par vel anbragte Timer, Frue ...

KAMMERHERREN.

Tølper!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja .. hva' .. ikke? Men véd De saa, hvad Bessy gør?

KAMMERHERREN.

Nej?

HOFJÆGERMESTEREN.

Hun vender sig om til Henriksen 133 og si'er: Vil De beordre Pastorens Vogn frem! ... Hva'?

KAMMERHERREN.

Ja, ja! den kære Hofjægermesterinde havde megen esprit ... megen esprit!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var godt sagt, hva'?

KAMMERHERREN.

Superb riposteret! ... Og kørte Hyrden saa hjem?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja Gu' kørte han hjem! Bessy sagde til ham, at vi paa ingen Maade vilde øde hans kostbare Tid, hæ! den Præstetamp! at være uforskammet over for Folk, der viser ham Venlighed! ... og helt umortiveret!

KAMMERHERREN.

Bevares vel ja, han havde ærlig fortjent sin Næse!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja; og saa gik han altid her og generede mig med Haandklæderne!

KAMMERHERREN.

Haandklæderne?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, til Kirken; jeg er Kirkeejer. Og saa kasserede han Lysestumper, der Gud hjælpe mig kunde ha' brændt til over tred've Altergange endnu! Og jeg kunde jo ikke bruge dem, de var for tykke til Lygterne. Men saa fandt Bessy da Gudskelov paa at anvende dem inde paa Klosettet ... Næi, det var en Krakiler! Og saadan er de alle sammen, disse Missionsfolk; men der maa ogsaa snart indtræde en Erection!

HENRIKSEN.

Fruits de saison!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk Madeira rundt osse, Henriksen! ... (Til Kammerherren.) Skal vi dele en Grev Moltke?

KAMMERHERREN.

Ja gerne ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ta' Nødder! ... Nej lad blot Skaalen staa, Henriksen! ... Har De mange Nødder i Deres Skov, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa jo; men de bliver revet af som umodne.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, de Satans Unger! det begyndte de ogsaa paa her; men saa gav jeg Forvalteren Ordre til at tærske dem godt igennem, naar han traf nogen. Det gjorde han et Par Gange, og det hjalp. Her 134 forgangen Aar plukkede vi s'gu to Tønder! ... Bessy og jeg spiste altid Nødder om Vinteraftenerne. Det er saa rart at slaa Tiden ihjel med.

KAMMERHERREN.

Ja ... Prøv at dyppe Kernerne i Madeiraen, Hofjægermester; det giver dem en særdeles pikant Smag.

HOFJÆGERMESTEREN
(prøver).

Ja, det har De s'gu Ret i! Det var Satans, at Bessy ikke fik lært det! ... Skænk Madeira Henriksen! ... Er der tændt?

HENRIKSEN
(skænker).

Javel, Deres Højvelbaarenhed! i Kontoret og i begge Salonerne ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen ...

HENRIKSEN.

Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Hør, Henriksen, bring Skaalerne ind, og tænd saa ogsaa i den afdøde Hofjægermesterindes Bodoar! ... (Til Kammerherren:) Det er jo en Mindefest!

KAMMERHERREN
(nikker solent).
HOFJÆGERMESTEREN.

Og Henriksen, i den afdøde Hofjægermesterindes Toiletværelse ... i Toiletværelset ogsaa!

HENRIKSEN.

Jovel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og lad os saa faa en Flaske (ser spørgende paa Kammerherren.) Pommery sec? (Kammerherren nikker.) ... en Flaske Pommery sec serveret derinde!

HENRIKSEN.

I Toiletværelset, Deres Højvelbaarenhed?

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, i Bodoaret!

HENRIKSEN.

Jovel, Hr. Hofjægermester!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men server først Skaalerne!

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

Bringer to Skaale med lunkent Pebermyntevand. Stiller en ved hver Kuvert og forlader derpaa Spisesalen.

Julius sveder Tran af Rædsel over at være ladet ene tilbage med de to høje Herrer.

HOFJÆGERMESTEREN
(tager en ny Serie Nødder).

Min afdøde Hustru satte megen Pris paa Pommery sec; derfor vilde jeg helst ha', at vi skulde tømme et Glas af den derinde.

KAMMERHERREN.

Jeg ærer Deres Pietetsfølelse, min kære Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi drak altid Pommery Juleaften 135 og Hans Majestæts Fødselsdag ... Skal vi spille Filippine, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Ah, De har ogsaa faaet en med to Kerner! jeg har faaet en tre-fire Stykker.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, der plejer gerne at være to Kerner i Nødderne her paa Gaarden! ... Skal vi prøve en Filippine?

KAMMERHERREN.

Med Fornøjelse! Til hvornaar?

HOFJÆGERMESTEREN.

Til vi ses i København ... De kommer vel ind til Terminen?

KAMMERHERREN.

Med Guds Hjælp ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og den, der taber, skal gi' en bon Middag paa d'Angleterre!

KAMMERHERREN.

Det er en Aftale!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men vi vil ingen andre ha' med. Man har mere Udbytte af Maden, naar man sidder to alene; man faar den mere saadan successive! ... Og saa gaar vi ud sammen bag efter! De er vel godt kendt som Ungkarl?

KAMMERHERREN.

Aa ja ... Men de er jo lidt pauvres, ces petites dames danoises!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skidt, det er s'gu da altid bedre end ingenting! ... Men vi gaar inkognito, Kammerherre! Jeg har saa meget af Bessys Slægt i København.

KAMMERHERREN
(tørrer sine Fingerspidser).

De er jo en fri Mand nu!

HOFJÆGERMESTEREN
(gurgler sig som en Difteritispatient og spytter ud).

Ja vel saa; men man har jo da Forpligtelser!

HENRIKSEN
(kommer tilbage).

Der er tændt, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk Madeira rundt, Henriksen ! (Henriksen skænker.) Ja, saa velbekomme, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Velbekomme, kære Hofjægermester! ... en excellent Diner! De rejser sig begge.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det var ogsaa en god Middag! Kan De gøre mig den efter? hæ!

KAMMERHERREN.

Vanskeligt, vanskeligt! Hi, hi!

136
HOFJÆGERMESTEREN.

Kæ, hæ! ( Til Henriksen.) Er Pommeryen inde i Bodoaret?

HENRIKSEN.

Ja, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og Kaffen?

HENRIKSEN.

Er serveret i Kontoret, Hr. Hof jægermester !

HOFJÆGERMESTEREN.

Paa Spritkedlen?

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Luk saa Dørene op!

Henriksen slaar Fløjdørene til Vestibulen paa vid Gab og følger Kammerherren og Hofjægermesteren, der vandrer bort under det v. Bardenheimske Vaaben; et anstukket Oksehoved i himmelblaat Felt over en lueforgyldt Strassburger Leverpostej garneret af Venushaar.

Julius bliver i sin Ensomhed Menneske igen og sætter sig ved et rask coup de main i Besiddelse af to Pærer og en Haandfuld Nødder.

BOUDOIRET

Udstyr à la Folkemuseum: Gammel Fajance i Pyramider paa Væggene. Gammelt Messingtøj. Gammelt Kobbertøj. I et Hjørne et stort Standur fra Christian den Syvendes Tid. Gyldenlæders Tapeter. Tæpper, Portièrer, Lænestole, Skamler. En Løjbænk bedækket med Isbjørneskind er slynget ud paa Gulvet. Ræve-, Maar- og Bæverskind. Paa den lave Majolikakamin brænder to Lamper med matte lyserøde Silkeskærme. Mellem Lamperne en Kristus i Kalipasta.

Henriksen slaar Portièren til Side og Hofjægermesteren og Kammerherren træder samtidig ind. De er ved at komme i Klemme i Døraabningen, idet Hofjægermesteren opslugt af smertelige Erindringer forglemmer sin Høflighedspligt som Vært.

HOFJÆGERMESTEREN.

Pardon, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Aa, jeg be'er, jeg be'er ...

HOFJÆGERMESTEREN
(med en alt omfattende Armbevægelse).

Her trak Bessy sig tilbage ...

KAMMERHERREN.

Hendes Naades Refugium ...

HOFJÆGERMESTEREN
(dystert).

Deboucher Pommeryen, Henriksen ... men stille.

HENRIKSEN
(deboucherer forsigtigt Pommeryen).
HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk ...

HENRIKSEN
(skænker).
HOFJÆGERMESTEREN.

Gaa ...

HENRIKSEN
(gaar).
137
HOFJÆGERMESTEREN
(med en indbydende Haandbevægelse mod Glassene).

Kammerherre ... De griber hver sit Glas.

HOFJÆGERMESTEREN
(tager sig sammen).

Jeg vil ikke udtale mig! Men jeg staar midt i min afdøde Hustrus Værelse. Hun er død; Døden har brugt sin Le! Det kom os alle umortiveret; De véd selv, Kammerherre, at ingen ventede det! (Kammerherren nikker tungt.) Hun blomstrede om Onsdagen og gik bort om Lørdagen Klokken elleve en halv. Jeg har tabt meget, thi hun var trofast som faa! Derfor vil jeg bede de Herrer ... mine Herrer ... Dem, min Kammerherre, om med mig at tømme dette Bæger! Velsignet være dit Minde! Man klinker og tømmer stille Glassene. Kammerherren sætter sig paa Løjbænken, men Hofjægermesteren bliver nedbøjet staaende.

KAMMERHERREN.

Berolige Dem, kære Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er vor Bryllupsdag ...

KAMMERHERREN.

Ja, ja, jeg forstaar, at De maa føle Tabet dobbelt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gør jeg, Kammerherre ... jeg savner hende voldsomt! Naar man pludselig har levet sammen i syv Aar og saa bli'er alene, er det ikke saadan . . . (Synker ned i en Lænestol.) Ved Bordet og om Aftenen savner jeg hende ... Og somme Tider om Natten tror jeg, at jeg har hende ... det er voldsom ubehageligt!

KAMMERHERREN.

Ja ... ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi spillede Bezique om Aftenen ; og saa lagde jeg mig hen paa Chaiselonguen bagefter, og Bessy satte sig til at læse. Og saa vækkede hun mig, naar vi skulde i Seng ...

KAMMERHERREN.

Ha'de De ... (Hoster.) jeg tror, jeg er bleven lidt forkølet paa Køreturen! ... ha'de De fælles Sove ... gemak?

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig! ... og saa knappede jeg hende op i Ryggen. Kan De huske Bessys røde Silkekjole?

KAMMERHERREN:

Den med de opslidsede Ærmer?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... den tog hun sig voldsom godt ud i!

138
KAMMERHERREN.

Hendes Naade havde beundringsværdige Arme!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja og Hals!

KAMMERHERREN.

Og Gorge, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, Bessy var brillant skabt! ... gennemgaaende da!

KAMMERHERREN.

Var der ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, hun ha'de en lille Skævhed i Krydset. Hun var falden ned som Barn.

KAMMERHERREN.

Det saa' man ik ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, det saa' man ikke udenpaa, nej.

KAMMERHERREN
(stirrende).

Jeg husker et Par sorte, gennemvævede Silkestrømper ... man skimtede den bløde, hvide Hud gennem Slyngningerne op over Fod og Ankel ... delikate!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, dem brugte hun til den røde! Vi købte tre Par i Paris; seksten Kroner Parret kostede de s'gu! ... Jeg synes nu, røde ha'de været bedre til den Kjole.

KAMMERHERREN.

Nom de dieu, hvor vil De hen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa ikke! næi, Bessy mente det heller ikke ... Hør, kan De lide den lille Grev Brahe?

KAMMERHERREN.

Grev Jakob?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jakob, ja.

KAMMERHERREN.

Det er en meget præsentabel ung Mand!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg kan s'gu ikke lide ham!

KAMMERHERREN.

Og hvorfor ikke, kære?

HOFJÆGERMESTEREN.

Aa, ikke for noget ... Henriksen, skænk! ... Naa, det er sandt! (Skænker selv.) Drik, Kammerherre; De sagde jo før, at De var forkølet!

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o, ser De, jeg fandt jo nogle Breve fra denne her Brahe i min Kones Gemmer ...

KAMMERHERREN
(spidser Øren).
HOFJÆGERMESTEREN.

Ja! ... Ja jeg fandt s'gu for Resten ogsaa nogle fra Dem, Kammerherre!

KAMMERHERREN
(fjollet af ond Samvittighed).

Hirr . . .

139
HOFJÆGERMESTEREN.

Naa, Fa'en med Dem, for De kunde jo gerne være hendes Far! ... Men det andet kreperer mig s'gu ... den Dreng! Hva' Satan, der er s'gu Proprietærfruer nok, naar han absolut skulde ha' en gift Kone! De er s'gu fine nok til ham ... den Maanegreve ... tredje Søn!

KAMMERHERREN
(med genvunden Fatning).

Forhaabentlig har Deres Hustru lært ham mores, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy? Nej, hun var s'gu ikke af den Slags! Hun har s'gu ikke lært ham noget, min gode Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Nej, nej, forstaa mig ret: jeg mener, hun har affærdiget ham, vist ham Vintervejen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, naturlig! (Rejser sig.) Skal vi saa gaa over i Toiletværelset?

KAMMERHERREN
(lidt træt).

Som De behager ...

Det gamle Ur fra Christian den Syvendes Tid slaar elleve. Ved det sidste Slag springer en Klap op øverst paa Skiven, og en Kavaler og en Dame (formodentlig Struensee og Caroline Mathilde) træder en Polskpas.

HOFJÆGERMESTEREN
(peger paa de dansende).

Det var Bessys Hovedfornøjelse!

KAMMERHERREN.

Det er ogsaa særdeles morsomt! Da Uret var i min Besiddelse, morede det mig ogsaa meget ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er sandt, ja, det har jo været Deres!

KAMMERHERREN
(gaber bag sin hvide Haand).

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Men hvis De tror, at De faar det tilbage igen, fordi Bessy er død, saa tror De s'gu fejl, Kammerherre ... hæ, hæ!

KAMMERHERREN.

Det ha'de jeg heller aldrig gjort Regning paa, min gode!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a, hva'? lur Dem! hæ, hæ! (Trækker Portièren til Side.) Skal vi saa gaa? ... Værsgod ! ... Entrer! (De gaar; Kammerherren først.)

140

TOILETVÆRELSET

Væggene beklædte med lyst, blomstret Tapet med Rosenknopper. Gardiner og Portièrer lette Stoffer i samme Mønster. Lænestole, en Chaiselongue. Et stort, egetræsmalet Dobbeltklædeskab. Toiletmøbel med Pudderdaaser, Sminkekrukker og Parfumeflacons. Et Spejl fra Gulv til Loft med trearmede Lampetter paa Siderne. Tændte Lys i Lampetterne. En lav Læselampe med en broget Skærm paa et lille Bord ved Chaiselonguens Hovedende. Paa Bordet Martensens Etik og en Salmebog i blaat Fløjl med Sølvspænder.

Hofjægermesteren og Kammerherren staar ved det aabne Dobbeltklædeskab.

HOFJÆGERMESTEREN
(trækker en Flig af en Kjole frem).

Se her, Kammerherre, her er den røde ...

KAMMERHERREN
(bevæget).

Ja, der er den røde ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Skal vi se den hele?

KAMMERHERREN.

Ja, tag den frem, ja ...

HOFJÆGERMESTEREN
(tager Kjolen ud af Skabet og betragter den).

Den var s'gu dyr!

KAMMERHERREN.

Hvor jeg husker de Kniplinger! dette crême mod den hvide Arm ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og sikken Talje, hva'?

KAMMERHERREN.

Magnifique!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg maatte altid snøre hende, naar hun skulde ha' den Kjole paa ... Sikken et Slæb!

KAMMERHERREN.

Som en Dronning! ... Husker De Menuetten ifjor oppe i Riddersalen, Hofjægermester?

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, jeg spillede L'hombre.

KAMMERHERREN.

Aa, Deres Hustru var rent ud ... (Stryger med varsom Haand ned over Kjolelivets Kniplinger.) Jeg synes, der er kommet Skimmel deroppe under Ærmet ... Det er Synd for den Robe, der gemmer saa mange ... æ ... gemmer saa meget for Dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Næi, det er ikke Skimmel, Kammerherre. Damer sveder osse der oppe ... (Hænger Kjolen ind.) Og nu er hun død, Bessy ...

KAMMERHERREN.

Ja ... nu er hun død ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og vi staar ved hendes Klædeskab ...

KAMMERHERREN.

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er s'gu noget underligt noget, det hele !

141
KAMMERHERREN.

Guds Vilje ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tror De, hun kan se os?

KAMMERHERREN.

Véd det ikke ... formoder det ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ...

KAMMERHERREN.

Ja ...

Pause lugubre.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaar bort fra Skabet).

De har aldrig været i dette Værelse før, Kammerherre?

KAMMERHERREN
(vaagner).

Hvad siger De? ... Pardon!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg spør', om De har været her inde før?

KAMMERHERREN.

Næ ... nej ... næ-æ!

HOFJÆGERMESTEREN.

Her er voldsomt smagfuldt!

KAMMERHERREN.

Nydeligt, nydeligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... alt staar jo rede ...

KAMMERHERREN.

De mener ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg mener, at i Tilfælde jeg skulde gifte mig igen, saa er Huset jo fuldstændig à prendre.

KAMMERHERREN.

Ja, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Lagner, Dækketøj, Sengeklæder ... Véd De, hvormange Lod Sølv, jeg har her paa Gaarden?

KAMMERHERREN
(kort).

Nej.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ottehundrede og syvoghalvtreds!

KAMMERHERREN.

Hemm ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Hvor mange har De?

KAMMERHERREN.

Har ikke talt dem!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg synes, De er bleven noget gnaven i Ansigtet, Kammerherre!

KAMMERHERREN
(tager sig til Panden).

Pardon, pardon, min kære Hofjægermester! ... men Vinen ... det rigelige Maaltid ... jeg er lidt fatigueret ... lidt træt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gaar s'gu nok over, naar vi kommer ind til Kaffen! ... Næi, jeg mener, at hvis hun har Penge, Gudbevares! saa kan hun jo lave om, som hun selv vil; det har hun jo Lov til. Men er det smaat, saa faar hun s'gu finde sig i, som det er, hva'?

KAMMERHERREN.

Naturligvis!

142
HOFJÆGERMESTEREN
(med en Haandbevægelse mod det lille Bord ved Chaiselonguen).

Ja, jeg forlanger begribeligvis ikke, at hun skal for Eksempel la' de samme Bøger ligge, forstaar De ... og saadan!

KAMMERHERREN.

Nej, nej!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hun bringer vel nok nogen med selv ... eller ogsaa kan hun jo ta' inde i Biblioteket! ... Men se Bessys Seng, hva'?

KAMMERHERREN.

Tja-a ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det er s'gu et Spørgsmaal, jeg har tænkt meget over! Sengen er god; der kom ny Fermadras i for et Aars Tid siden ... Er der noget stødende i at byde hende den samme?

KAMMERHERREN.

Naa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, nu faar vi jo se, hvordan hun er vant ... hæ, hæ! ... Skal vi saa gaa ind til Kaffen?

KAMMERHERREN.

Ja! (Idet han passerer Toiletmøblet.) Ah, hendes Naades Parfume! (Tager en Flacon.) Tillader De?

HOFJÆGERMESTEREN.

Værsgod! ... Det er Hiljotrof...

KAMMERHERREN
(kommer Parfume paa sine Hænder og bedækker Ansigtet med dem).

Ah-h . . . !

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det lugter voldsomt; men Bessy var jo slem til at svede!

KAMMERHERREN
(river Hænderne fra Ansigtet).

Fi donc!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Det dufter ... det dufter meget!

HOFJÆGERMESTEREN
(i Døren).

Kom saa, Kammerherre! ... Men se, adelig født det skal hun s'gu være; jeg vil ikke blamere Bessy!

KAMMERHERREN.

Forstaar sig nej! ... Og saa er der jo ogsaa Feltet inde i Spisesalen ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, og saa er der jo ogsaa Felten inde i Spisesalen ...

Lukker Døren.

143

KONTORET

Egetræs-Møblement: Stort, firkantet Bord med grøn Klædes-Plade. To højryggede Lænestole med polstrede Læderpuder til Sæde, Ryg og Arme. Andre Stole. Skrivebord under Vinduerne. Til venstre for Skrivebordet et Staffeli med et Brystbillede (en Kultegning, der aldeles ikke ligner) af Bessy i Legemsstørrelse. Staffeliet og Billedets Ramme er smykket med levende Blomster og Grønt. Stor Sofa med Fantasibetræk. Et Tobaksbord. Et Bogskab med Aargange af Dansk Adelsaarbog i rødt og Statskalendere i graat. Paa Væggen modsat Sofaen Bøsser, Jagtrekvisiter og krydslagte Kaarder. Mellem Døren og Bogskabet en Række Fotografier af de paa det Bardenheimske Stamhus beroende Bygninger. Over Tobaksbordet det Bardenheimske Vaaben broderet paa blaat Klæde med Guldfiligran. Over Jagttrofæen et mindre Stamtræ over Slægten Bardenheim. Over Sofaen et større Stamtræ over samme Familie.

Paa Bordet en Bakke, hvorpaa en Sølvkande over et Sølvspritapparat, Kopper, Likørglas, Sølvsukkerskaal og Sølvflødekande. Flere Flasker Likører og en Flaske Kognak signeret 1864.

Kammerherren og Hofjægermesteren træder ind. Henriksen lukker Døren efter dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen, skænk! Henriksen skænker Kaffe.

KAMMERHERREN
(faar Øje paa Kognaksflasken).

Voilá le comble!

HENRIKSEN
(til Kammerherren).

Ønsker Deres Højvelbaarenhed Kognak eller Likør?

KAMMERHERREN.

Kognak, min bedste, Kognak!

HOFJÆGERMESTEREN.

Mig osse!

HENRIKSEN
(skænker Kognak).
HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa kan De godt slukke!

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed! ... I Salonerne ogsaa?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a ... jo-o ... hva', Kammerherre? ... Vi bli'r vel her inde?

KAMMERHERREN
(sætter sig i en af Lænestolene).

Ja, ja! ... her er saa hyggeligt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja sluk saa over det hele, Henriksen !

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Der skal gøres i Stand og tempereres i det grønne Gæsteværelse! Men husk nu at temperere rigtigt.

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa skal De ikke komme herind, førend jeg ringer!

144
HENRIKSEN.

Nejvel, Hr. Hofjægermester!

Forsvinder.

Hofjægermesteren gaar hen og aabner et Skab i Væggen ved Siden af Kakkelovnen og tager et Par Cigarkasser frem.

KAMMERHERREN.

Ah, De har dem under Bolt og Jærn!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, her er jo saa mange rygende Aander her paa Gaarden ... Havanna eller Cuba?

KAMMERHERREN.

Tak, Cuba ... den er lettere.

HOFJÆGERMESTEREN
(sætter sig i Lænestolen lige overfor Kammerherren).

De har jo ingen Fløde faaet!

KAMMERHERREN.

Bruger det ikke.

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, jeg skal s'gu ha' begge Dele . . . (Tømmer sit Glas og strækker sig velbehageligt). Ah-h, det gør godt at komme lidt til Ro! ... Den føler lindt paa Tungen, den Kognak!

KAMMERHERREN.

Som Manna! (Med en Haandbevægelse hen mod Flasken.) 1864 ... vort Smertens Aar!

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber).

Ja ... stakkels Slesvig! (Skænker.) Skal De ha' noget paa Dyrskuet i Aar?

KAMMERHERREN.

Nej.

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, jeg skal ha' Roland.

KAMMERHERREN.

Han tager vel Præmie igen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig!

KAMMERHERREN.

Han befolker snart hele Amtet!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, med Rolændere ... det er ikke Islændere, hæ, hæ!

KAMMERHERREN
(mat).

Hi, hi ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Skal vi saa ha' en Châtreuse?

KAMMERHERREN.

Nej, nej, det vilde være Bonden ovenpaa Herremanden! Lad os holde os til Kognaken!

HOFJÆGERMESTEREN
(skænker).

Ja, de Bøndertampe! de vil s'gu ikke ha' mig ind i Sogneraadet, de Bæster!

KAMMERHERREN.

Vilde De sætte Pris paa det?

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa-aa, men vi maa ha' Intilligensen ind i Administrationerne!

KAMMERHERREN.

Aa, ja ... fra det Synspunkt ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og jeg er s'gu da den største Skatteyder i Kommunen.

KAMMERHERREN.

Ubestrideligt ...

145
HOFJÆGERMESTEREN.

Har De aldrig prøvet, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Interesserer mig ikke for de Sager, nej ... finder det overhovedet ridicult at fægte med de Mennesker ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De skulde stille Dem til Tinget!

KAMMERHERREN.

Bah ... risikere at blive interpelleret af sin Røgter!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, der er et voldsomt Had mellem Samfundsklasserne! Se nu her vores Degn, der altid er Dirigent paa Sjosjalistmøderne! ... han skulde s'gu smides fra Embedet!

KAMMERHERREN.

Lad dem bare snakkel Vi sidder dog rundt paa vore Gaarde alligevel!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jamen den franske Revolution ...

KAMMERHERREN.

Ja, hvad fik den udrettet, spørger jeg Dem? Faldt ikke Napoleon paa sine Gerninger?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o ...

KAMMERHERREN.

Den Slags Bevægelser, min kære Hofjægermester, vil altid finde deres St. Helena!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... jo, det vil de vel ... Skal De ikke ha' en frisk Cigar?

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ... (Tænder. Rækker efter Kognaksflasken.) Tillader De?

HOFJÆGERMESTEREN.

Værsgo' ... (Tager en Likørflaske.) Jeg vil s'gu ha' en Châtreuse!

KAMMERHERREN.

Nej, jeg holder mig til Kognaken! Pause.

HOFJÆGERMESTEREN
(knapper pludselig et Par Vesteknapper op).

Jeg bli'r altid saaden besværet, naar jeg har spist lidt rigeligt!

KAMMERHERREN.

Ja, ja vist ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det li'som bovler mig op!

KAMMERHERREN.

De skulde prøve lidt Bromkalium ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Saa-aa, er det godt? ... Og søvnig bli'er jeg! ... Har De noget imod, at jeg aabner et Vindue?

KAMMERHERREN.

Ja, jeg ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Bare lidt paa Klem, (rejser sig og 146 gaar hen til Vinduet.) vi kan jo rulle Gardinet ned igen; her er saa beklumret. (Tager et Fotografi ned fra Væggen.) Her skal De se et nyt Billede af Gaarden!

KAMMERHERREN.

Ja, det er godt ...

HOFJÆGERMESTEREN
(betragter Billedet).

Det er et voldsomt Komplot af Bygninger! ... Har De set, man kan se Vaabenet over Portalen?

KAMMERHERREN
(skjuler en Gaben bag Haanden).

Ja, jeg har observeret det ...

HOFJÆGERMESTEREN
(sætter sig tungt i stolen).

Nu er s'gu Blomsterne næsten allerede visnede der om Bessys Billede. (Gaber vildt).

KAMMERHERREN.

Det er jo Blomsters Lod, min kære ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... hva' er vi Mennesker! ... Drik, Kammerherre! vi maa s'gu ha' Flasken tømt!

KAMMERHERREN
(glipper med Øjnene).

Tak ...

Pause.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber endnu vildere).

Det er dog Satans, saa utidig jeg er bleven paa en Gang! ... Skal vi ta' en Seksogtres?

KAMMERHERREN.

Kender det ikke ... Min Inspektør skal spille det ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa ja ... vi kan jo ogsaa godt blive ved at snakke, naturligvis ...

Langvarig Pause.

De sidder og stirrer tungt ned for sig. Saa synker Hofjægermesterens Øjne langsomt i, og Kammerherren taber sin Cigar.

Pludselig slaar

HOFJÆGERMESTEREN

igen Øjnene op og udbryder: Trøfler . . . jeg synes ikke, vi fik Trøfler?

KAMMERHERREN.

Jo-o, der var Trøfler til Fileten ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa, var der! ... De drikker jo ikke noget, Kammerherre ...

KAMMERHERREN.

Merci ... j'ai assez ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Bon ...

Man synker paa ny tilbage i Stolene . . . Øjenlaagene falder til ... Mundvigene sænker sig ... Intelligensmusklerne slappes . . .

Pause éternelle!

147

HERRENS VENNER...
(1897)

148
149

AGERENDE

  • Pastoren.
  • Skovrideren.
  • Missionæren.
  • Den Fremmede.
  • Den brunplettede Hønsehund.

Handlingen foregaar paa Damperen Hebe, der besørger sin daglige Rute mellem Kallundborg og Aarhus.

Det er en solvarm Dag i Forsommeren. Skibet glider for halv Kraft ud af Kallundborg Fjord ud mod Kattegat.

Foran: det uendelige Hav, der ender ved den cimbriske Halvø.

Paa Siderne: Sjølunds fagre Sletter.

Bag ude: Esbern Snares femfingrede Kirke, der rager højt mod Himlen, op over al jordisk Tegl og Straa, Spaan og Skifer.

Lærkerne jubler inde over Land. Søen er blaa og stille. Og i den blaa og stille Luft kredser Maager og Terner med hvide, solglitrende Vinger.

Klokken er et. Alle Førsteklasses Passagererne sidder nede i Spisesalonen og tilfredsstiller Legemets usle Krav omkring Frokostbordet, der bugner af denne Verdens sølle Goder:

Bøf,
Karbonade,
Sylte,
Skinke,
Æg,
Tunge,
Laks,
Sardiner,
Hummer,
Ansjoser,
Lammesteg,
Rødspætter
(kogte og stegte),
Hollandskost,
Schweizerost,
Sødmælksost,
Gammel- og
Roquefortost,
Radiser,
Bajerskøl,
Rødvin,
Kummen-,
Lysholmer- og
Aalborgerakvavit,
Rødbeder,
Rejer og
Grisetær.

Men oppe paa Dækket paa en simpel Træbænk sidder Missionæren og skuer drømmende ud over Havet. Skibet gør en Drejning bort fra Land og sejler nu i rum Sø, saaledes at dets lange Kølvandsstribe synes at danne en Bro did hen, hvor Hav og Himmel mødes. Og straks kommer Missionæren til at tænke paa Jakobsstigen, der forbandt Himlen med Jorden.

Han sidder og tygger, Missionæren, alt medens han stirrer. I hans Skød hviler en liden Pakke Mad: Fire Stykker Rugbrød med Rullepølse, tre med Mejeriost og et flækket Surbrød med bart.

Han er ved Rullepølsen, og hans lange, graasprængte Apostelskæg bevæger sig alvorligt op og ned som Skægget paa en Gedebuk, der tygger Drøv. - Hans

150

Ansigt er gulblegt. Kinder og Tindinger indsunkne. Øjnene store og overjordiske, som havde han stadig Blikket fæstet paa et hinsidigt Maal, en himmelsk Milepæl, eller en oversanselig Telefonstang, der maa naas, forinden hans Sjæl finder Fred. - Den lune Sommervind leger med hans lange, tynde Polkahaar, der hænger ned under Bulehatten. Hans Frakke er sort med et diplomatisk Snit, hans Vest er sort, hans Bukser graa. Flip holder han ikke, men et lidt anløbet Linklæde er snoet ham utallige Gange om Halsen og foran knyttet i en sirlig Knude med Vinger, der formodentlig skal antyde hans Bevægelse mod Idealet. Han er lille og ængstelig mager; og sit Tombaksur bærer han i en Lidse flettet af sin Hustrus Hovedhaar. Han har Ring paa Ringfingeren og er Præses for en Sekt i Slagelse, der strengt forsager alle jordiske Lyster. Dertil har han ni Børn og er Skomager . . .

Passagererne kommer op fra Frokostbordet varme, gode, kæphøje, mætte. Nogle spadserer frem og tilbage paa Dækket og taler om Vejret. Andre sætter sig ind i Rygesalonen og fordøjer. Der tændes Cigarer og serveres Kaffe med Kognak. Maskinmesteren lader fyre tre store Skovlfulde Kul under Maskinen, Skorstenen spyr Gnister, Rattet knager, og man begynder at skimte Samsø.

Pastoren og Skovrideren i Samtale fulgt af den brunplettede Hønsehund.

Hans Velærværdighed er en middelhøj Herre op i Treserne. Han er hvidhaaret og skægløs og af et noget lasket Embonpoint. Ligner en père noble fra en statsunderstøttet Scene: sorte Klæder, høj Silkehat, hvidt Slips med broderede Ender, Ordensbaand i Knaphullet, Guldhalskæde og Rejsekikkert. Han er Enkemand; men holder en Husbestyrerinde, der laver hans Mad og reder hans Leje. Begge Dele fortrinligt.

Skovrideren er en høj, kraftig Mand op i Trediverne. Lyst, krøllet Haar; lyst, krøllet Fuldskæg. Hvid Kasket med Celluloidskygge; graa Dres; Staalurkæde med vedhængende Hundefløjte; solbrændt. Turistsko og trofaste, blaa Øjne - kort sagt: ser ud, som et ungt Skovmenneske skal se ud i god Literatur. Han har været gift i to Aar og har tre Børn. Alle Drenge.

PASTOREN
(gestikulerende med en Tandstikker).

Disse Aftener i Bredgade er som paa Kristi Tid, forsikrer jeg Dem! Ikke tale om Rang og Titler eller den Slags! Nu ved sidste Møde her i Marts kommer jeg lidt tidligt og bliver lukket ind i Salonerne af Tjeneren. Der sidder en Herre, jeg kendte, og vi falder i Samtale. Saa lukker Tjeneren en ny Person ind. Han siger Godaften, trykker venligt vore Hænder og smiler og nikker ganske sans façon! Jeg syntes nok, jeg skulde kende hans Ansigt ... Og véd De saa, hvem det var?

SKOVRIDEREN
(spændt).

Nej?

PASTOREN.

Prins Mads!

SKOVRIDEREN
(betaget).

Prins Mads!

PASTOREN.

Ganske ligefrem Prins Mads, der trykker vore Hænder og smiler og nikker!

SKOVRIDEREN.

Det er storartet!

PASTOREN.

Ja ... Og saa taler man endda om, at Kristendommen har svigtet sine demokratiske Principer! ... Naar en Prins af Blodet optræder saa kordialt!

SKOVRIDEREN.

Ja, og Baronen selv, der gaar i Smaagaderne om Aftenen for at frelse Syndere fra Fortabelse!

151
PASTOREN.

Ja, ja! ... Ja-a, vi har mange nidkære Arbejdere i de højere Samfundslag! ... Hvad er hans Fætter for en Mand? Vandrer i Mørket endnu?

SKOVRIDEREN
(ryster beklagende paa Hovedet).

Ak ja, han er et Verdens Barn! Saa helt modsat Baron Ole . .. Jeg føler det ofte som et Kors at skulle være i hans Brød.

PASTOREN.

Vi har jo hver vore Kors! (Bruger Tandstikkeren.) Han skal have saadan en dejlig Kone?

SKOVRIDEREN.

Hun er meget smuk, ja.

PASTOREN.

Mørk eller lys?

SKOVRIDEREN.

Mørk.

PASTOREN.

Jeg sætter nu de blonde Kvinder højest. Der er en egen Blødhed over dem, en ... en Blidhed, en ... der er noget af en Margarethe hos enhver blond Kvinde! Hvor gammel er hun?

SKOVRIDEREN.

Et Par og tyve vist.

PASTOREN.

Aa disse unge Hustruer, der er en Charme ved dem! Dog maa jeg ogsaa sige, at jeg har megen Glæde af mine Konfirmandinder, disse Blomster i Knop! Der er noget paa en Gang saa kysk og saa æggende over et saadant næppe fuldmodent Pigebarn ! (Bruger Tandstikkeren med Voldsomhed.) Undskyld, men der har sat sig et Rødspætteben saa nedrigt fast mellem to af mine Kindtænder! ... kender De det?

SKOVRIDEREN.

Ja, det er meget ubehageligt.

PASTOREN
(arbejder videre).

De spiste ... De spiste Fisken stegt . .. saa' jeg ... Den har en langt finere ... Der gik Benet! Vil De se, hvilken Størrelse! (præsenterer Benet paa Spidsen af Tandstikkeren.) .... Næ, hvad det var, jeg vilde sige: al Fisk har en langt finere Smag kogt! Skal vi gaa ind i Rygesalonen og tage en Kop Kaffe og en Cigar?

SKOVRIDEREN.

Tak jeg plejer ellers ikke ... men naar Pastoren mener ...

PASTOREN.

Ja, det hjælper paa Fordøjelsen!

De gaar ind i Rygesalonen forbi Missionæren, der er ved at lægge sidste Haand paa Smørrebrødet. Han skuler ydmyg forbitret efter dem; thi han har ventet en Genkendelseshilsen fra Pastoren. Naar han er færdig med at spise, lægger han omhyggelig Madpapiret sammen og stikker det i Diplomatfrakkens Baglomme. Derpaa rejser han sig og lister ind i Salonen, hvor han sætter sig paa Yderkanten af en Sofa og spidser Øren for at opfange noget af de to andres Samtale. Hvilket forøvrigt ikke falder ham vanskeligt, da Pastoren ingenlunde sætter sit Lys under noget Fjerdingkar.

152
PASTOREN
(lægger sin Haand paa Skovriderens Ben).

Nej, kære unge Ven, kære unge Ven, nu stiger De til Katolicismens misforstaaede Selvpinsel!

SKOVRIDEREN
(ivrig).

Jamen, staar der ikke udtrykkeligt, Hr. Pastor, at den, som har to Skjorter, skal dele med den, som ingen har?

PASTOREN.

Det staar der unægteligt! Men det er Teori, digterisk Overdrivelse; det praktiske Liv arter sig anderledes, og maa arte Sig anderledes! (Peger paa den brunplettede Hønsehund.) Tror De ikke, at dette Dyr vilde sløves og blive dorsk og ubrugbart til at opfylde sin Mission, om det blev lagt paa Fløjelspuder og kælet for af hvide, bløde Hænder? ... Naa, ser De det! Men akkurat paa samme Maade vilde en brav og dygtig Arbejdsmand sygne hen legemligt som sjæleligt, om han ved utidig Gavmildhed og misforstaaet Kærlighedstrang blev afholdt fra at udføre det Hverv, Herren nu en Gang samfundsmæssigt har paalagt ham! Der drives saa meget demokratisk Opvigleri i vore Dage! Lad os tage et Eksempel fra min egen Virksomhed som Sjælesørger! Jeg siger intet til, at en Lægmand rejser sig i Forsamlingen og vidner for Menigheden, at Herren har rørt ham med sin Naades Finger - jeg siger intet dertil; Herren kan bruge ethvert Redskab. Men jeg er sandelig ingen Ven af disse omrejsende Skræddere og Hjulmænd, der mener sig kaldede til at tage os Ordet af Munden! Hvad véd de? Hvad kan de? Det er gerne Folk, som forstaar deres jordiske Metier daarligt - Fuskere i deres eget Haandværk, der finder det bekvemmere af bruge Munden end Haanden. Hvad vilde De sige, om en af Deres Skovhuggere kom og vilde belære Dem? ... Nej, min gode Hr. Køhl, der er meget, meget i det gamle Ord: Skomager bliv ved din Læst! (Synes nu først at opdage Missionæren, som under dette Foredrag har rullet sig sammen ligervis en Hugorm paa Spring): Ah, men der har vi jo ... Skomager Klemmesen! Vel mødt, vel mødt! Har De været her hele Tiden? Jeg har sandelig ikke lagt Mærke til Dem. De agter Dem vel ogsaa til Mødet?

MISSIONÆREN
(forsøger at svare, men formaar det ikke paa Grund af indædt Arrigskab).
153
PASTOREN
(rolig præsenterende).

Skovrider Køhl fra Boruplund; en af Vennerne - Skomager Klemmesen, Formand for Slagelse Afholdsforening.

MISSIONÆREN
(bevæger lydløst sit Bukkeskæg).
PASTOREN
(stadig rolig).

Vi drage vel samme Vej?

MISSIONÆREN
(hult).

Ja, Vennestrømmen gaar jo mod Viborg nu!

PASTOREN
(kordialt).

Vil Klemmesen ikke have en Kop Kaffe med?

MISSIONÆREN.

Jeg nyder Vand!

PASTOREN.

Ja, det er jo ogsaa en Drik! (Vender sig fra ham til Skovrideren. Peger paa Hunden.) Det er en Tispe?

SKOVRIDEREN.

Ja.

PASTOREN
(smilende).

Har den fundet sin Pyramus?

SKOVRIDEREN.

Hva?

PASTOREN.

Jeg mener: skal den være Moder?

SKOVRIDEREN.

Naa-aa? nej, den er ikke mere end et halvt Aar.

PASTOREN.

Naa, ikke. (Idet han slaar en temmelig Cirkelbue med Hænderne): ] Ja for den forekommer mig lidt ... lidt trivelig, hæ! (Pludselig til Missionæren): Ikke sandt Klemmensen?

MISSIONÆREN
(svarer ikke).
PASTOREN.

Ja, for det maa De jo forstaa Dem paa, min gode, der er Fader til saa mange Verdensborgere.

MISSIONÆREN
(som fra Jordens Indre).

Et Menneske har de Børn, Herren skikker ham!

PASTOREN.

Aa ja ... tilvisse ja! naturligvis! ... Ni? Er det ikke ni, De har? ... Et for hver Muse, hæ!

MISSIONÆREN
(eksploderende).

Jo! ... Med Deres Tilladelse! Pastoren smiler, Missionæren fraader, og Skovrideren ser forfjamsket ud.

Pause.

En bondeklædt Person viser sig i Døren til Salonen. Han har et stort Uldtørklæde svøbt talløse Gange om Halsen og kalder med hæs Røst:

Klemmesen! Klemmesen! Aa hør lidt?

MISSIONÆREN
(ubehersket).

Hva' æ der?

DEN FREMMEDE.

Hør Klemmesen, den hellige Aands Nodegave er lige netop kommen over Vennerne paa tredje Plads, saa de vil lovsynge Herren!

MISSIONÆREN.

Hum! ... ja la' dem synge!

DEN FREMMEDE.

Jamen Du maa sg ... jamen Du maa komme ner aa gi' Tonen, Klemmesen, for jæ æ jo rusten.

154
MISSIONÆREN.

Nu kommer jeg! (Da Manden bliver staaende): Gaa ned og sig, at nu kommer jeg!

PASTOREN
(da den fremmede er gaaet).

Var det ikke den fordrukne Klavs Væver?

MISSIONÆREN.

Han hører vos til nu, Hr. Pastor! Det er det tredje lille Faar, vi har indfanget for Hjorden i Vinter. (Ser Pastoren stift i Øjnene): Herren har været fuld af Miskundhed mod Slagelse, siden Di rejste, skal jeg tillade mig at sige Dem, Pastor Krarup! Flygter.

Pause,

under hvilken Pastoren trommer med Fingrene i Bordet, og Skovriderens Cigar gaar ud af Befippelse.

Endelig siger Pastoren forholdsvis behersket til at begynde med:

Ja undskyld, kære Hr. Køhl, men jeg kan ikke med disse Mennesker! De hører til en lavere Race end vi andre; thi der er Forskel paa Mennesker og Mennesker! De er som besatte af en Hovmodets og Ufordragelighedens Aand, bare fordi de er skaaret en Smule for Tungebaandet! (Taler sig flere Grader Réaumur op). Hæ, hvad vil det sige, at en Klavs Væver hører "vos" til? ... introduceret af en Skomager Klemmensen? Klavs Væver, den værste Drukkenboldt siden Noæh Dage! Brændevinen lyser ham jo ud af Øjnene! Og saa tror disse stakkels Mennesker paa hans Omvendelse og slæber ham rundt fra Forsamling til Forsamling, for at han kan "vidne". Det er en Uskik med hele dette Lægprædikanteri! En blot og bar Overtro, at disse mislykkede Skræddere og Skomagere og Kakkelovnsrensere i Kraft af deres Uvidenhed (Skovrideren vil gøre en beskeden Indvending.) ... jo netop Uvidenhed og Mangel paa saavel Aandens som Hjertets elementæreste Dannelse ... skal have Lov til at anmasse sig en Position, der ... Og saa aner De ikke, Mand, hvad det vil sige for en Sognepræst at have saadan en - "Apostel" i sin Menighed! Jeg har sandelig mangfoldige Gange grebet mig i at huse den Tanke at melde mig ud af den ganske Suppedas ... Og mange af mine Embedsbrødre tænker som jeg.

SKOVRIDEREN
(stille beskedent).

Jeg hørte dog i Fjor Pastor Stormbuk paa et Vennemøde i Hillerød udtale sig ...

PASTOREN
(heftigt afbrydende).

Stormbuk er, Gud forlade mig! selv noget af en Lægprædikant! (Skovriderens Øjne bliver ved 155 denne blasfemiske Ytring lige saa store og udtryksfulde som to Østers. Pastoren ser sig, forfærdet over sin egen Dristighed, sky omkring, og hans Stemme synker ned til en Hvisken): Naaja ... ja De forstaar mig, kære Hr. Køhl, jeg ... jeg var lidt ... lidt ophidset! (Hæver igen Stemmen og slaar ud med Haanden) : Stormbuk er en vældig Kæmper for Herren, en Arbejder af uskatterligt Værd i døde Tider som vore! (Man hører Salmesangen fra tredje Plads) : Nu synger de. Hører De Sangen? ... (Fortroligt): Kort sagt: jeg er ikke nogen særdeles Ynder af denne Kristendom paa en Præsenterbakke! Gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, hedder det . . . (Opdager gennem Salonens Vinduer, at Skibet er ved at dreje ind til Samsø. Rejser sig hurtig og gaar ud paa Dækket, hvor han vinker ad Skovrideren, der følger efter med Hunden).

PASTOREN
(med Kikkerten for Øjnene).

En vakker lille Ø, Samsø!

SKOVRIDEREN.

Ja ...

PASTOREN.

Kender De noget til Danneskjolds?

SKOVRIDEREN.

Næ ...

PASTOREN
(rækker ham Kikkerten).

Ønsker De ...? Den er indstillet.

SKOVRIDEREN
(sætter Apparatet for Øjnene).

Tak! ... Det er en ypperlig Kikkert!

PASTOREN.

Et fortrinligt Instrument, ja! Jeg købte det i ni og firs i Bordeaux ... Vil De se her: denne lille Skrue er til at indstille den med. Ser De: Teaterøjne, Kampagneøjne og Marineøjne, alt eftersom man er i Teatret, paa Landjorden eller paa Havet: ... Ah, nu er vi ved Kajen!

Hebe manøvrerer ind til Bolværket under Kaptajnens Kommandoord "Slag bak" og "Slag frem". Trosserne hives i Land og fastgøres. En Landgangsbro stikkes ud, og to Heste og en gammel Kone gaar om Bord. Pastoren, Skovrideren, Hunden og de øvrige Passagerer ser interesserede til, medens de helliges Salmesang fra Agterdækket klinger lydt mod Himlen: Herrens Venner ingen Sinde medes skal for sidste Gang . . .

Naar Postsækkene er udvekslede, og Landets Produkter: Smør, Ost, Huder, Korn og Uld er ombyttet med de mere oversøiske Delikatesser: Kaffe, Te, Sukker, Tobak og Petroleum, løsnes Trosserne atter, Kaptajnen bestiger paa ny Kommandobroen, Skruen sættes i Gang og Hebe damper af for Aarhus.

PASTOREN.

Det er herligt at rejse! ... De har aldrig været uden for Danmark, Hr. Køhl?

SKOVRIDEREN.

Aldrig, nej ...

PASTOREN.

Jo, i ni og firs var jeg en Tremaaneders Tur gennem Frankrig, Italien og Schweiz, og hjem gennem Østrig-Ungarn og Tyskland. Min Kone havde lidt Formue, og der var reciprokt Testamente ... De skulde virkelig se at komme lidt ud! Man faar et langt større Blik paa alle 156 Forhold! (Peger): Se nu det Skib derude, hvor trægt det gaar! Hvad er det, naar man har set Baadene flyve med Latinersejl over Lago di Como! ... som Svaner! - De burde rejse! Man lever kun én Gang!

SKOVRIDEREN.

Ja-a ... men Kone og Børn ... Og selv om jeg nu ogsaa ha'de Raad, saa ... saa mener jeg ... Saa synes jeg ... Der er jo saa mange trængende blandt Vennerne, som det er Ens Pligt at hjælpe.

PASTOREN
(fikserer ham skarpt, men bliver øjeblikkelig beroliget og klapper ham faderligt paa Skulderen).

De er et bravt og naivt Menneske, Hr. Køhl! ... Og enhver bærer jo sin Lovbog i sin Samvittighed! ... De er lykkelig ved Hustru og Børn?

SKOVRIDEREN
(med Øjne som St. Hansblus).

Ja, det er jeg!

PASTOREN
(sukker).

Ja, ak ja! ... Hvor længe har De været gift?

SKOVRIDEREN.

To Aar.

PASTOREN.

Og tvende Børn?

SKOVRIDEREN
(lidt genert).

Tre ...

PASTOREN.

Ah-h! ser man det hæ, hæ!

SKOVRIDEREN
(hurtigt).

De to første er Tvillinger!

PASTOREN
(smilende).

Ja, ja . . . Gudbevares! ... (Betragter ham med Velbehag): De er jo ogsaa en hel lille Atlet ... Og Deres unge Hustru er ogsaa en sund Natur? Ammer selv?

SKOVRIDEREN
(naivt).

Jo Tak.

PASTOREN
(sukker igen).

Nej, jeg fik jo aldrig Børn! Naa, hvem véd, hvad det var godt for. Min Hustru var jo ældre end jeg, og hun led af en sørgelig Svaghed, Stakkel - en Betændelse i Modertrompeten. Hun døde i otte og firs; og Aaret efter var det saa, at jeg rejste til Udlandet ... Aa, hun led meget paa det sidste ... meget! Og hun var lidt penibel at være om; skønt Gud skal vide, at Erichsen og jeg gjorde i Sandhed vort bedste for at pleje hende! - Erichsen er min brave, trofaste Husbestyrerinde, der var og er mig til stor Husvalelse ... Men en Hustru er dog en Hustru! Naa: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet! Højtidsfuld Pause, i hvilken Pastoren fikserer Jyllands Kyst gennem Marineøjne.

SKOVRIDEREN
(frygtsomt).

Der var noget, jeg ...

157
PASTOREN.

Danmark er dog, naar alt kommer til alt, et saare indtagende lille Land: disse Bakker og Skove, disse kornrige ... Hvad siger De, Hr. Køhl?

SKOVRIDEREN.

Der var noget, jeg gerne vilde tillade mig at spørge Dem til Raads om, Hr. Pastor ...

PASTOREN.

Tal ...

SKOVRIDEREN.

Jo-o se, vi begyndte i Vinter hjemme hos os at holde nogle smaa Vennemøder: Forpagterens, Godsforvalterens Frue og nogle Proprietærfamilier, navnlig Damerne ...

PASTOREN.

Ja, Kvinden har altid været vor Hovedhjørnesten!

SKOVRIDEREN.

... Vi samledes hver Onsdag hos hinanden skiftevis til Oplæsning af den hellige Skrift, Bønner og Sang. Og saa drak vi Te ...

PASTOREN
(stadig i Kikkerten).

Meget prisværdigt! ... Det er dog en Pokkers Kikkert, nu kan jeg aldeles tydelig skelne Gran fra Fyr!

SKOVRIDEREN.

Jamen det vakte Forargelse ...

PASTOREN
(distræt).

Saa-aa? Forargelse? - Hvorledes? (Tager Kikkerten fra Øjnene.) Naa-aa? Saa det vakte Forargelse, siger De?

SKOVRIDEREN.

Ja; der var flere af Vennerne, der lod Ord falde om, at vi holdt os for os selv og satte Splid i Menigheden. Særlig var der en Skomager Christensen ...

PASTOREN.

Saa De lider ogsaa af en Skomager?

SKOVRIDEREN.

Ja, og ...

PASTOREN
(vredt).

Splid i Menigheden! Hø! paa ingen Maade! Man samler de Venner om sig, man staar paa lige Fod med, naturligvis!

SKOVRIDEREN.

Jamen Pastor Sahlertz mente ogsaa, at vi burde holde op.

PASTOREN
(betænkelig).

Saa-aa, mente Sahlertz det? - Tja-a ...

SKOVRIDEREN.

Og saa holdt vi op.

PASTOREN.

Ja ... ja-a ... det var maaske ogsaa det rigtigste ! Jeg kender jo ikke Egnen ... Apropos: Hvorledes gaar det med den Forsamlingsbygning, De skulde have opført i Sognet? Jeg saa' noget om det i Vennebladet.

158
SKOVRIDEREN
(sørgmodig).

Ja, den er jo ikke færdig endnu. Vi mangler Penge. Der var ingen, der vilde tegne sig. Og nu er der Stemmer, der mener, at vi bør sælge Grunden til Forbrugsforeningen. Men jeg synes dog virkelig, det er saa underligt, det ene Aar at sige, at Herren vil ha' et Bedehus, og det næste, at Herren ingen vil ha'?

PASTOREN.

Ja, det gaar ikke an!

SKOVRIDEREN.

Saa nu skal vi søge et Laan i Kreditforeningen.

PASTOREN.

Ak ja; der er jo sørgelig megen Lunkenhed til Stede.

Pause.

SKOVRIDEREN
(famlende og nølende).

Kunde ikke De, Pastor Krarup ...

PASTOREN
(paa Post).

Hvad mener De?

SKOVRIDEREN
(forvirret).

Jeg mener ... Pastoren talte før om ... og saa tænkte jeg ...

PASTOREN
(anende, hvorhen det bærer).

Jeg forstaar Dem sandelig ikke! Tal væk, ud af Posen!

SKOVRIDEREN
(yderligere forfjamsket).

Jeg mener ... Jeg tænkte ... Jeg vilde bare tillade mig at spørge, om ... om ikke De ... om ikke Pastoren ... De talte før om, at De havde arvet nogle Penge efter ...

PASTOREN
(venligt overbærende).

Penge? Jeg? ... Aa, kære, det var en ren Ubetydelighed! ... Og desuden staar jeg jo ogsaa min egen Menighed nærmest!

SKOVRIDEREN.

Naa, saa dér skal ogsaa bygges?

PASTOREN.

Det vil jeg ikke sige; men-n ...

SKOVRIDEREN
(i pludselig Ekstase).

Jeg synes, det maatte være saa herligt at bygge disse smaa Hjem op for Guds udvalgte Flok!

PASTOREN.

Det maatte det, det maatte det, naar Herren havde givet En Evnen dertil! (Vender sig mod Vest.) Se dér har vi allerede Spiret af Domen i Aarhus! (Sætter Kikkerten for Øjnene.) Rejser De direkte til Viborg?

SKOVRIDEREN
(svedende efter Sindsbevægelsen).

Ja ... ja det vil sige: nej! Jeg bliver i Langaa i Nat hos min Broder. Det er ham, der skal ha' Hunden her.

PASTOREN.

Jeg møder ogsaa først i Morgen. Jeg overnatter 159 i Aarhus indbudt af Bispen, som er en Universitetskammerat. (Kærtegner den brunplettede.) Hvad hedder Dyret?

SKOVRIDEREN.

Bella.

PASTOREN.

Sit Navn værdig! Det er et nydeligt Hovede, godt behængt! ... De tror altsaa ikke, at hun er gravid? ... Naa ikke. Men De skal dog sige til Deres Hr. Broder, at han skal være lidt forsigtig, naar hun bliver løbsk! Saaledes fik jeg engang en meget fin irsk Setter spoleret af en ganske almindelig Bondekøter. De véd naturligvis, at selv om ogsaa Dyret senere bliver holdt til en Racehund, er der megen Sandsynlighed for, at Afkommet er ødelagt! ... De gaar vel en Del paa Jagt, Hr. Køhl ?

SKOVRIDEREN.

Jeg tvinges jo til det ...

PASTOREN
(forundret).

Interesserer det Dem ikke?

SKOVRIDEREN.

Jo-o, naturligvis, men ...

PASTOREN.

Det er en ædel Beskæftigelse, mandig! Jeg dyrkede den meget i mine bedste Aar. Nu er man desværre for gammel!

SKOVRIDEREN.

Ja jeg synes ogsaa ... men somme Tider kan det pludselig komme over mig, at det vist er en syndig Glæde.

PASTOREN.

Men kære!

SKOVRIDEREN.

Staar der ikke: Du skal ikke ihjelslaa?

PASTOREN
(ryster smilende paa Hovedet).

De er lidt hysterisk, min gode Skovrider! - Undskyld! ... Ernærede ikke Herrens egne Disciple sig ved Jagt? Ganske vist paa Havets Dyr, men dog en Slags Jagt!

SKOVRIDEREN.

Jo-o ...

PASTOREN.

Vogt Dem for Overdrivelsernes Skær, min kære Køhl; det er paa dem, at Guds Børn oftest er strandet!

Pause.

Missionærens Apostelhovede og øvrige hellige Skikkelse stiger langsomt op over Trappen, der fører fra tredje til første Plads. Salmesangen sidder ham endnu i Mundvigene.

PASTOREN.

Der har vi vor ... Jerusalems Skomager, havde jeg nær sagt! Hvad rejser i Grunden den Pjes paa første Plads efter?

SKOVRIDEREN
(bedende).

Kære Hr. Pastor ... Han hører jo dog til Vennerne ...

160
PASTOREN.

Ja ... det siges! Men den Personnage staar mig som Sennep udi Næsen! ... Et Ord i Alvor, Hr. Køhl: Vaer Dem for disse Menneskers quasi Veltalenhed! De er for naiv, De formaar ikke ret at skelne Skallen fra Kernen ! (Med en overmaade elskværdig Haandbevægelse ud mod Missionæren, der er gledet nærmere som paa Gummihjul.) Naa, lille Klemmesen, saa fik De da ledet Sangen! Vi hørte den heroppe. Den lød smukt under Guds klare Himmel!

MISSIONÆREN.

Enhver Fugl synger med sit Næb, Hr. Pastor!

PASTOREN
(mildt).

Ja, ja, sandelig, ja! jeg ...

MISSIONÆREN
(afbrydende).

Spurvekvidder og Lærketriller er lige velbehagelige for Herren i samme Maal og Maade, naar de klinger fra Hjerteburet, Pastor Krarup!

PASTOREN
(behersket).

Tilvisse, tilvisse!

Pause med tilsyneladende Havblik.

Men pludselig stikker Pastoren Haanden i Brystlommen og tager en Cigar frem, som han holder tæt hen under Næsen paa Missionæren og siger:

Vil han ryge en Havanna, Klemmesen?

MISSIONÆREN
(træder et Skridt tilbage og svarer med et Blik som en oversanselig Tiger).

Tak, jeg røger ikke - Krarup!

Pastoren gør rask omkring og gaar med hurtige, knirkende Trin bort over Dækket.

Skomager-Missionæren ser instinktmæssig efter hans Fødder for at se, om han bruger Fjeder- eller Snøre-, Sko eller Støvler.

Rædsom Pause.

Skovrideren ser ud, som havde han ondt. Missionæren minder om Luther paa Wartburg, da han havde hevet Blækhornet i Hovedet paa Satan. Rattet knager, Maskinen stønner. Moesgaard, Marselisborg- og Riis-Skove tegne sig blaasorte i Horisonten, og den brunplettede Hund lopper sig betænkeligt bag Øret.

Endelig drister Skovrideren sig til at bryde Tavsheden og siger stille: Det er et dejligt Vejr i Dag, Hr-r-æ ... Missionær.

MISSIONÆREN
(med oprakt Pegefinger, hvorpaa Rester af Skomagerbeg).

Herre! sæt Vagt for min Tonge, tag Vare paa mine Læbers Dør ! (Løfter Bulehatten af og tørrer sit Aasyn med en rødbroget Svededug, smykket med den Korsfæstedes Billede. Derpaa hæver han tvende Fingre og taler som følger:) Den sorte Skoles Mænd er fulde af Hovmod! ... Aa, om de dog vilde ihukomme vor Herre og Frelsers Ord om kalkede Grave! Om de dog vilde stige ned blandt vos, ned blandt Menigmand og lære den Ydmyghed og Taknemmelighed for Guds Naadegaver at kende, som sidder i vores Hjerter, naar vi bede og synge og lovtakke Herren, fordi han har opladt vores Øjne og Øren til at høre og se, 161 hvad han fordrer af vos arme, usselige Menneskebørn, for at vi kunne skue hans Herlighedsdag Ansigt til Ansigt, hvad enten vi have taget videnskabelig Eksamen eller annammet hans Visdoms Kilde paa anden Sæt eller Maade!

SKOVRIDEREN
(vil give sin bifaldende Mening tilkende, men hindres i sit smukke Forehavende af)
MISSIONÆREN
(der atter kører løs og denne Gang med fem oprakte Fingre).

O, sandelig! det være saare langt fra mig at kaste den første Sten paa Sognepræst Krarup, thi hvo som haver to Skjorter, ser vel til, at han ikke falder! Men han haver en letfærdig Tonge! Og det vil jeg sige, mine Brødre og Søst ... og det vil jeg sige aabent for min himmelske og jordiske Øvrighed, at Herren har været miskundelig god imod Slagelse og Annekser fra den naadige Stund af, da Pastor Krarup blev forflyttet til Tutiput og Vragsted; thi som Hyrden er, saa og Faarene! Og jeg vil sige til Eder alle saa mange, der vil oplade Eders Øren: Spørg Vennerne i Slagelse By, om ikke Pastor Krarup, medens hans arme, pinefulde Hustru endnu stredes med Døden, den sidste store Port, som aabnes og lukkes for vos alle! om han da ikke er set mangen Aftenstund letfærdeligen vandre vore ringe Huse forbi med Jomfru Krestine Erichsen, hans daværende Husbestyrerinde og nuværende! (Skovrideren slaar Kors for sig, og Missionæren fortsætter) O, mine Venner, det være langt fra mig, saa langt som Libanons Bjærge ligger fra Sarons Dale, at tale om Utugt og Skørlevnet, thi hver som er ren, ser ogsaa vel til, at han ikke falder! men det tilspørger jeg Eder: har ikke den retfærdige Gud selv lagt sin straffende Haand tungt paa Sognepræst Krarups Skuldre ved at gøre ham til en barnløs Olling gennem en ufrugtbar Hustru? ... Dette spørger jeg om?

SKOVRIDEREN
(der ihukommer sine Tvillinger, nikker heftigt).

Jo, jo, sandelig, sandelig!

MISSIONÆREN
(med foldede Hænder og Vand paa Maskine).

Men jeg slutter ham dog hver Aften ind i mine Bønner! thi, o! ligesom det er saligere at give end at tage; saaledes er ogsaa det at tilgive det yndigste for Vennerne!

SKOVRIDEREN
(snyder Næse af Beundring).

De er et ædelt . . . ædelt ... ædelt Menneske, Missionær Klemmesen.

162
MISSIONÆREN
(med beskeden Selvfølelse).

Jeg stræber ydmygt at vandre ad de Stier, vor Herre og Frelser selv har anvist vos!

SKOVRIDEREN.

Og det er jo alt, hvad et Menneske formaar!

MISSIONÆREN.

Ja, det er alt! ... Men det lykkes jo kun for de udvalgte!

Hellig Tavshed med bøjede, tankevægtige Hoveder. Selv den brunplettede synes at tænke over sin Sjæls Salighedsvilkaar . .

Pludselig giver Hebe et Brøl fra sig. Man er i Aarhus Havn. Passagerer og Mandskab strømmer op paa Dækket. Ogsaa Pastoren. Trosserne gøres klare, og Kaptajnen bestiger Kommandobroen.

Inde paa Bryggen ses et Mylder af Mennesker, Kvinder og Vogne.

MISSIONÆREN
(griber hurtig Skovriderens Haand).

Farvel Ven! Jeg maa ned til mine smaa!

SKOVRIDEREN.

Farvel og Tak for alt godt!

MISSIONÆREN
(skulende hen efter Pastoren).

Et sidste Ord, min Broder! ... Vogt Dem for at lytte til letfærdige Tongers lokkende Tale! - Og hermed Gud befalet! (Bort).

PASTOREN
(nærmer sig med Overfrakke og Haandkuffert).

Naa: au revoir, min gode Køhl!

SKOVRIDEREN
(forvirret).

Farvel, Hr. Pastor! Det har været mig ... Og lev vel!

PASTOREN
(smilende).

Ja, ja, vi ses jo i Morgen!

SKOVRIDEREN.

Jo ... ja ... ja naturligvis! ... Om Gud vil!

PASTOREN
(stadig smilende).

Det vil han nok! ... Naa, havde De noget Udbytte af Deres Samtale med ... Skotøjsfabrikanten?

SKOVRIDEREN
(rødmer).
PASTOREN
(betragter ham næsten rørt).

De er et bravt og naivt lille Menneske! ... Paa Gensyn, kære Køhl, paa Gensyn!

Hebe ligger nu ved Bolværket. Landgangsbroen stikkes ud, og Passagererne gaar fra Borde og drager videre hver efter den Formue og Lejlighed, Herren samfundsmæssigt har beskikket ham:

Pastoren i Bispens Landauer.

Skovrideren og den brunplettede tager en Droske. Og

Missionæren drager paa Apostlenes Heste af Sted i Spidsen for sin Hjord . . .

Børn raabe, Hunde gø, Haner gale, Svaler kvidre, Heste vrinske, Køer brøle, og Svin grynte . . .

Men højt op over al jordisk Larm og Tummel rager Domkirkens gaasebærende Spir som et manende memento coeli!

163

CENTRUM
(1897)

164
165

AGERENDE

  • Grossereren. Fiskeren.
  • Konsulen. Den gamle Skippet.
  • Apotekeren. Pavillonjomfruen.
  • Postmesteren. Musikdirektøren.
  • Sagføreren. Maskinarbejderen.
  • Doktoren. Konen.
  • Bryggeren. Barnet.
  • Købmanden. Pigen.
  • Arrestforvareren.

FØRSTE AFDELING

Et "Anlæg" ved den elskelige lille By Tutiput i Kongeriget Danmark.

Det er Onsdag Eftermiddag mellem fem og syv. Byens energiske Hornorkester (seks Mand høj med Dirigenten Hr. Sevenhusen) musicerer paa Pladsen foran Pavillonen "Sommerfryd". Træerne er grønne, Himlen blaa, Solen gul. Store og smaa Tutiputer af begge Køn vandrer rundt i Anlægets grusbelagte Gange, pyntede i stilfulde Sommertoiletter. Særlig gør Damerne sig bemærkede ved deres fantasirige Dragter og deres højtidelige Provins-noli-me-tangere-Ansigter . . .

Hr. Sevenhusen intonerer netop: Vift stolt paa Kodans Bølge!

Flere Fruer standser op i Promenaden og spejder mod Syd, hvor Fjorden ruller sine Vande. De kan imidlertid ingenting se, Putterne, da Anlægets kraftige Granplantage skjuler Udsigten. Saa lader de, for dog at faa noget Udbytte, Blikket glide op ad Pavillonens hvidmalede Flagstang, paa hvis Top blodrøden Dannebrog hænger og breder sig med smaa fede Smæld i den lune Luft. Og de mindes med ædel Stolthed Valdemarerne Sejr og Atterdag samt Aarene 48, 49 og 50; medens de med et flot coup d'esprit sætter hen over Fredene i Brømsebro og Roskilde samt Smertensaaret 1864. Hvorpaa de vandrer videre med Hovedet melodisk paa Skakke og et patriotisk Smil om Læben.

Paa Verandaen, der løber langs Pavillonens Forside, sidder ved smaa gulmalede Jærnborde flere af Byens mere grundmurede Familier og indtager Kaffe med Sandkage. Det vil sige Mødrene og Børnene; Fædrene drikker Bajer, da dette Fluidum dels smager dem bedre, og dels af det store Flertal anses for en langt mandigere Forfriskningssubstans.

Men Apoteker Mackeprang og Konsul Blinkenberg har tilsammen bestilt en halv Flaske Portvin.

Apotekeren er lille, bleg og spinkel. Ser nærmest ud, som om en Klausul i hans Bevilling tvang ham til at smage paa alt, hvad der sælges i hans Geschæft, førend det vandrer ud over Disken. Han er ugift og godt op i Fyrrerne.

Konsulen, høj, kraftig, lyshaaret og med engelske Whiskers, Familiefader; men er langt yngre end sin Kone, som han ægtede, først og fremmest naturligvis af Kærlighed, men dernæst ogsaa, fordi hun var eneste Barn af gamle Konsul Lemming, der døde to Aar efter Datterens Ægteskab. Blinkenberg var i Tidernes Morgen Kommis hos Lemming. Nu har han seks Pigebørn med hans Datter . . .

Konsul Blinkenberg er første Mand i Tutiputs Vestende, medens Grosserer C. A. Heidemann er Østendens Matador. 166 En stille, ædende Guerillakrig med en smilende, høflig Overflade har luret disse to Konger imellem lige fra den Dag, Lemming døde. Og det bliver til førstkommende Februar 24 Aar siden. Hustruerne kan ikke længer deltage i Striden; thi Fru Heidemann ligger stadig til Sengs lam i Underkroppen efter elleve Børns Fødsel - og Fru Blinkenberg har for længst bøjet sig for sin Mands Imperatorsjæl; hun taler aldrig med nogen, viser sig aldrig offentlig, men lister kun stille rundt i sit Hus og sin Have, forskræmt og urolig som en lille, sølle, gammel Høne, der stadig lever i en idiotlignende Angst for, at Glenten skal slaa ned og ribbe de sidste Fjer af den. - Denne Hustruernes Ukampdygtighed havde maaske kunnet mildne Striden en Smule.

Men saa voksede Døtrene til!

Og nu i det sidste er der ogsaa kommet dette med Jærnbanen!

Tutiput skal nemlig ha' Bane. Men hvor skal Stationen ligge? I Østenden eller Vestenden?

Qui vivra, verra!

Pavillonjomfruen kommer med den af Konsulen og Apotekeren bestilte halve Flaske Portvin. Hun er i sort Nederdel, lysegrønt Liv og højrødt Forklæde. Dertil er hun topmavet og har et Ansigt som en lastefuld Gadedreng.

JOMFRUEN.

Værsartig, Hr. Konsul!

KONSULEN
(kniber hende i Øret).

Tak, min Stump! ... Skriv det!

JOMFRUEN
(knikser og fniser).

S'gerne, Hr. Konsul hu, hu, hu!

APOTEKEREN
(vil gøre Indsigelse, vil betale sin Part; men)
KONSULEN
(affærdiger ham med et):

Sludder, Apoteker! (Vender sig derpaa til Jomfruen, som er ved at trække sig tilbage:) Hør lidt her: ... Næ, kom nærmere!

JOMFRUEN
(vrider sig nærmere).

Hu, hu, hu !

KONSULEN
(ser sig forsigtig om, og da Folk er optaget af Musiken og hinandens Paaklædning, tager han fat i et Hjørne af hendes Forklæde og rykker hende hen til sig).

Det er Fandens, saa De er fin i Dag, Bolette, hva'!

JOMFRUEN.

Hu, hu! vi har jo Musikdag, Hr. Konsul!

KONSULEN
(haler hende ganske nær og kniber hende gedulgt i Benet).

Flæskekarbonade, hva'!

JOMFRUEN
(frigør sig og løber lykkelig over det modtagne Kærtegn ind i Pavillonen).
APOTEKEREN
(har under denne Gudsdyrkelse siddet som paa Naale, urolig og nervøs, snart rød, snart bleg. Hans sarte Ungkarlesjæl sættes i sælsomme Svingninger).
KONSULEN
(skænker op).

Skal vi saa smage paa Miksturen, Apoteker! De drikker. Konsulen alt, hvad Glasset rummer, Apotekeren kun det halve.

KONSULEN
(smækker med Tungen).

Meget god Portvin!

APOTEKEREN.

Fortrinlig!

KONSULEN.

Flot Pi'e, Bolette!

APOTEKEREN
(forlegen).

Forstaar mig ikke paa det ...

KONSULEN.

Sludder!

167
APOTEKEREN.

Jeg synes da, at hun har et mindre kønt Ansigt.

KONSULEN.

Ansigt! hæ! hva' Fa'en! det er jo ikke det, det kommer an paa!

APOTEKEREN
(hilser dybt paa to forbigaaende Damer).
KONSULEN
(der ikke har lagt Mærke til dem).

Hvem var det?

APOTEKEREN.

Frøknerne Heidemann.

KONSULEN
(vender sig og ser efter dem).

Gamle Pebertræer! Og sikken de saa stadser sig ud! Som Konfirmander! Men noget maa der jo gøres. Op ved Fyrrerne, hva'?

APOTEKEREN.

Den ældste er nok seksogtredive, den yngste fireogtredive.

KONSULEN.

Gammelt Knækbrød for Dem, Apoteker, hæ!

APOTEKERER
(rødmer).
KONSULEN.

Er det sandt, at Heidemanns skal ha' dem et Ponykøretøj?

APOTEKEREN.

De sagde det da i Aftes for aldeles bestemt oppe hos Maskinfabrikant Wissings.

KONSULEN.

Jeg kan min Sæl og Salighed ikke forstaa, Apoteker, at De, som ellers er et dannet Menneske, vil holde Omgang med det ... det Smedeslæng!

APOTEKEREN.

Jeg kommer jo i de fleste Huse, véd De; og Wissings er virkelig en meget agtbar Familie.

KONSULEN.

Kan s'gu gerne være. Men Manden er en Flab! Det er en komplet Skandale for Byraadet, at han sidder der! De skulde ha' hørt ham ved Mødet i Jærnbanesagen i Gaar. Min Salighed som han var Overborgmester og en Tomme til!

APOTEKEREN
(for at give Talen en anden Vending).

Ja, hvad blev Resultatet i Gaar?

KONSULEN.

Hvad det blev? Naturligvis det gamle Vrøvl, at skal Byen udvides, saa skal den udvides mod Øst. Rent Sludder! Hvad Fanden nytter det Byen, at den vokser ud i Jerslev Sogn? Og det gør den, hvis Stationen kommer til at ligge for Enden af Heidemanns Pakhus. Bli'r der bygget, og det bli'r der, saa flytter hele Østenden ud omkring Stationen og bor der og holder deres Forretninger i Byen, og det er billigere, for saa 168 skatter de til Jerslev. Det er Fanden pinerne en net Maade at værne om Byens Interesser paa! ... Hva' si'er De ?

APOTEKEREN.

Hvor vilde De da have Stationen?

KONSULEN.

Naturligvis paa min Mark vest for Byen! Men det er Heidemann, den gamle Ræv, ene og alene Heidemann ! I Fjor snød han mig for fire Tusind Kroner!

APOTEKEREN.

Jamen det er jo Staten ...

KONSULEN.

Staten! Fa'en med Staten! Hvor véd den, hvad der gavner Byen bedst? Det er s'gu dog noget, Borgerne maa afgøre!

APOTEKEREN.

Jamen Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(kører hen over Apotekerens Indvending).

Og ligger ikke Byens Centrum i Vestenden maaske? Apoteket, Raadhuset, Posthuset, Hotellet, Skolen og min Forretning, hele Forretningslivet, hva'?

APOTEKEREN
(paa en frisk).

Ja, ganske vist, ganske vist; men Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(tager ham i Skuldrene og ryster ham).

Jamen Byens Flertal, Byens Flertal, Mand! Borgerne, den store Befolkning; (Slipper Apotekeren, der bleg synker tilbage i Stolen.) Men nu sætter jeg i Morgen en Adresse i Gang, saa skal vi dog se, hvem der har den offentlige Mening for sig! ... De skriver vel under?

APOTEKEREN
(endnu lidt forpustet).

Jeg holder mig ... holder mig helst neutral, Hr. Konsul.

KONSULEN.

De er en Fladfisk, Apoteker! (Skænker i sit Glas.) Og drikke kan De heller ikke!

APOTEKEREN
(skynder sig at tømme sit Glas for dog at gøre noget).
KONSULEN
(fylder det paa ny).

Skaal! (De drikker.) De kan sagtens, Deres Forretning skal man jo i! ... Skal vi gaa et lille Slag rundt?

De rejser sig og fordyber sig i det tre Tønder Land store Anlæg, medens Sevenhusen tager fat paa: Danmark, dejligst Vang og Vænge . . .

Grosserer J. A. Heidemann kommer i Selskab med Sagfører Strøm.

Grossereren er en lille, bred, astmatisk gammel Herre med kraftigt, hvidt Haar.

Sagføreren er lang, mager og klædt i graa Dress med rund Filthat og tynd Spanskrørsstok.

SAGFØREREN.

Der stikker Konsulen af med Apotekeren?

GROSSEREREN
(stadig smaahostende).

Daarlig Samvittighed, hø, hø!

169
SAGFØREREN.

De mener Adressen?

GROSSEREREN.

Ja ... Lad os sætte os her.

SAGFØREREN
(tager Flasken, som staar paa Bordet, og ser paa Etiketten).

Portvin! .. Her har Konsulen siddet.

GROSSEREREN.

Bryder jeg mig ikke om. (Sætter sig.) Konsulen og jeg er gode Venner hø, hø! Skilte ham af med et Parti Rug i Fjor.

SAGFØREREN.

Ja, De dominerer Markedet, Heidemann!

GROSSEREREN.

Kunde ikke overkomme det selv, Blinkenberg. Kom til mig og klagede sin Nød. Overtog Partiet hø, hø! Tjente fire Tusind Kroner ... Hvad vil De drikke?

SAGFØREREN.

Det skal vel være Øl?

GROSSEREREN.

Vil De bestille ... Men tag lige saa godt fire straks med det samme.

SAGFØREREN.

Ha, ha! (Gaar ind i Pavillonen for at rekvirere Øllet.)

Mængden, som drager forbi, hilser ærbødigt paa Heidemann, der nikker tykt og peger med en Finger op mod Hatteskyggen.

SAGFØREREN
(kommer tilbage og sætter sig; slaar Benene over Kors og leger med sin Stok).

Her er mange Mennesker ude i Dag.

GROSSEREREN
(der sidder foroverbøjet, lænende begge Arme paa sin tykke Egekæp).

Ja ... Hvad er det han spiller?

SAGFØREREN.

"Danmarks dejligst Vang og Vænge" ...

GROSSEREREN.

Meget god Musik, hø, hø! (Støder tavs sit Glas mod Sagførerens. De drikker ligeledes i Tavshed.)

SAGFØREREN.

Konsulen ha'de nok ikke Lykken med sig ved Mødet i Gaar?

GROSSEREREN.

Wissing gav ham rent paa! ... Vindspiller, den Konsul! Gamle Lemming vilde vende sig i sin Grav!

SAGFØREREN.

En vis Dygtighed kan man dog ikke frakende ham, Manden.

GROSSEREREN.

Vindspiller! Bare Mundtøj! Har ikke Astma hø, hø! det er det hele?

SAGFØREREN
(ler støjende, demonstrativt, som ti Tusind Kroner ler, naar tyve Tusind siger en Vittighed).

Ha, ha, ha! De er en stor Humorist, Hr. Heidemann! ... Men nu Adressen, han sætter i Gang?

GROSSEREREN

, Faar ingen Underskrifter!

170
SAGFØREREN
(lidt tvivlende).

Ja-a-a ...

GROSSEREREN.

Tre Skræddere, to Skomagere og hans Vaskerkone!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi! ... Hvad sagde Statsingeniøren?

GROSSEREREN.

Fuldstændig enig med mig. Køber Grunden Østen for Pakhuset. Faar Jærnbane lige til Døren. ... Mere Øl, Prokurator!

SAGFØREREN
(skænker for begge).

Man siger, at Præsten er ved at gaa over paa Konsulens Parti.

GROSSEREREN.

Hø, hø! interesserer mig ikke! Banen skal ikke til Himlen.

SAGFØREREN.

Nej, hi, hi! ... Véd De, hvad der staar i Adressen?

GROSSEREREN.

Næ.

SAGFØREREN.

Jo, Rebslager Hansen har set den ...

GROSSEREREN
(brutalt afbrydende).

Har Rebslager Hansen skrevet under, det Fæ?

SAGFØREREN.

Det tror jeg ikke; han lo af den.

GROSSEREREN.

Derfor kan han godt ha' skrevet under!

SAGFØREREN.

Ha, ha! De kender Menneskene! De burde ha' været Sagfører, Hr. Grosserer! ... Næmen, han sagde, Rebslager Hansen, at der stod, at Vestenden var Byens Centrum.

GROSSEREREN.

Hum! Centrum er vel der, hvor jeg er!

SAGFØREREN.

Naturlig, naturlig, det sagde jeg ogsaa til ham: Byens mest grundmurede Handelshus! Hvidtølsbrygger Rasmussen med Kone triner frem af Mængden.

BRYGGEREN
(frigør sig fra Hustruen).

Der sidder han s'gu, Relia. (Fruen hedder Aurelia.) Lad nu mig, lad nu mig! (Iler med lange Skridt og sprængrødt Ansigt hen til Heidemann og Strøm og buldrer ud:) Hvad i Helvede, Prokurator, er det for Abekattestreger! Har De taget Pigen til Dem?

SAGFØREREN
(ganske flad).

Ja ... min Kone ...

BRYGGEREN
(dirrende).

Jeg vil høfligst tillade mig at anmode Deres Kone om at rejse Fa'en i Vold!

SAGFØREREN.

Min Kone stod netop uden Pige ... komplet uden Pige ...

BRYGGEREN.

Ja, hvad rager det mig! ... Men det er 171 ildløjjalt g'ort af Dem, Strøm! mejet ildløjjalt, det maa jeg sige!

SAGFØREREN
(ser sig forskrækket om).

Hys, hys, kære Hr. Rasmussen ...

BRYGGEREN.

Jeg snakker saa højt, jeg har Lyst til!

GROSSEREREN.

Hva' er der paa Færde?

SAGFØREREN.

Det er Ras ...

BRYGGEREN.

Hold Mund, Prokurator! ... Nu skal De høre, Heidemann: Her i Torsdags Nat er vor Pige pludselig stukken a', saa min Kone kunde ikke begribe det om Fredagen. Naa! Saa gaar jeg jo til Strøm, at han skal søge hende, og fortæller saadan og saadan, at hun pludselig er stukken a', simpelthen rendt uden at nyse!

GROSSEREREN.

Hø, hø! det gør de jo saa tit.

BRYGGEREN.

Jovel! ... Naa! Og Strøm lover saa at søge Pigen til Lovens strengeste Straf! Og véd De saa, hva' han gør? véd De saa, hva' han gør? Han fæster hende!

SAGFØREREN
(flov).

Kun paa Prøve ... Kun paa en Maaned ...

BRYGGEREN.

Han fæ-æster hende gudhjælpeme! ... Og det kalder jeg mejet ildløjjalt, hva', Heidemann, ikke? si'er De ikke det, hva'?

GROSSEREREN.

Jo.

SAGFØREREN.

Jamen, min Kone stod ...

BRYGGEREN
(raaber).

Jeg vil se Deres Kone i Helvede, vil jeg! Det er Dem, jeg har at holde mig til!

SAGFØREREN.

Hys, hys, hys dog, Mand! ... De skal nok faa Pigen draget til Ansvar!

BRYGGEREN.

Lovens strengeste Straf!

SAGFØREREN.

Jovel, jovel! Højeste Bøde!

BRYGGEREN
(en Kende beroliget).

Naa! ... (Slaar pludselig i Bordet igen.) Men jeg kalder det alligevel ildløjjalt g'ort a' Dem!

GROSSEREREN
(som er bleven ked af den Snak).

Vil De saa ha' det Parti Byg, Rasmussen?

BRYGGEREN
(endnu med Forbitrelsen siddende i sig).

Hva'?

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! ha' det Parti Byg?

BRYGGEREN
(stadig fraværende).

Hva'? Hva' si'er De?

172
GROSSEREREN
(arrig).

For Satan, jeg spør', om De saa vil ha' de tredive Tønder Byg?

BRYGGEREN
(hurtigt).

Jo, jo, jovel, jo! ... Men ikke at levere før i næste Maaned.

GROSSEREREN.

Er De bleven døv, hø, hø?

BRYGGEREN.

Næi, jeg er ikke.

SAGFØREREN
(der er glad over det vekslede Tema).

Jeg synes, De plejer at faa Deres Byg hos Konsulen, Hr. Rasmussen.

GROSSEREREN.

Nu faar han det hos mig! (Til Bryggeren:) Vil De ha' et Glas Øl med? Saa kan vi andre hø, hø! faa os én ved samme Lejlighed.

BRYGGEREN.

Ja Tak ... men min Kone ...

GROSSEREREN.

Træffer nok Prokuratorsken; saa kan de to faa sig en Passiar sammen ... Vil De bestille Øllet ... Tre!

BRYGGEREN
(gaar ind i Pavillonen).
SAGFØREREN
(forklarende).

Jeg kunde s'gu ikke gøre for det; det var min Kone, der ...

GROSSEREREN.

Kender Fruentimmerne!

SAGFØREREN.

Jeg sagde til hende, at jeg vilde ikke ha' det; men da jeg saa kommer hjem til Middag i Gaar, har hun fæstet Pigen.

GROSSEREREN.

Kender ogsaa det!

Doktor Brandt, en lang Mand med Cylinderhat, Diplomatfrakke og hvide Lærredsbenklæder kommer. Han hærer en sølvknappet Stok stukket ind under Armen. Da han ser Herrerne ved Bordet, slaar han ud med en behandsket Haand og deklamerer:

Nunc est bibendum, nunc pede libero pulsanda est! Ha, ha, ha! Goddag mine Herrer, goddag, goddag! ... Goddag Rasmussen! naa der er De ogsaa.

GROSSEREREN.

Drikker De en Øl med, Doktor?

DOKTOREN.

Højere op, Grosserer, hvis De vil bestikke mig for Østende! Sodavand og Kognak! (Til Jomfruen, der kommer med Bajerne.) Hebe, mit sædvanlige!

JOMFRUEN
(knikser).

S'gerne Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Hun ligner en Gamin.

BRYGGEREN.

Hva' er det for en?

DOKTOREN.

Aa, det er en Slags tam Alligator.

BRYGGEREN
(meget forstaaende).

Naa-aa ...

173
DOKTOREN.

Naa, Hr. Grosserer, skal saa Statsbanerne ha' Hovedkontor i Deres Pakhus, ha, ha?

SAGFØREREN
(forhippet).

Har De hørt, at Konsulen kommer med en Adresse?

DOKTOREN.

Gammel Nyhed!

GROSSEREREN.

Skriver De under, hø, hø?

DOKTOREN.

Ja, hvis De ogsaa kommer med en; for saa skriver jeg under paa dem begge to! (Til Jomfruen, der serverer Sodavandet og Kognaken, idet han kniber hende paa et fyldigt Sted.) Tak, Huldgudinde!

JOMFRUEN.

Hu, hu, hu! (Forsvinder.)

BRYGGEREN
(retter sig).

Der er Borgmesterens Damer! To magre Damer, en ældre og en yngre, gaar forbi. Herrerne hilser høfligt.

DOKTOREN.

De ser s'gu ud, som om de levede af Menneskekød !

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone ha'!

SAGFØREREN
(mildt bebrejdende).

Doktor, Doktor!

GROSSEREREN.

Borgmesterens bruger jo Doktor Friis hø, hø!

DOKTOREN.

Rigtig, Grosserer! Det er simpelt Brødnid, ha, ha! ... Goddag, goddag, Arrestforvarer! Naa?

ARRESTFORVAREREN
(en lille, hjulbenet, jovial Mand).

Det gik ikke, Hr. Doktor, det gik ikke!

DOKTOREN.

Det var Satans! Mennesket maa jo ha' en Mave som en Struds!

ARRESTFORVAREREN
(stikker Doktoren paa Armen med en Pegefinger).

Lad vos prøve i Aften med en dobbelt Portion, hæ, hæ, hva'?

DOKTOREN.

Vi prøver med en dobbelt Portion, Martiniussen! Han skal s'gu nok komme til at gi' sig, Fyren!

ARRESTFORVAREREN.

Hæ, hæ, hæ! (Hjuler ind blandt Mængden.)

GROSSEREREN.

Hva' var det?

DOKTOREN.

Aa, det er Martiniussen og jeg, der har en lille Spas for.

SAGFØREREN
(gassende sig paa Forhaand).

Fortæl, fortæl, hi, hi!

DOKTOREN.

Kan I tie, Folkens?

174
BRYGGEREN.

Gu' kan vi tie!

DOKTOREN.

Jamen det er lovstridigt, Prokurator!

SAGFØREREN.

Aa, skidt!

GROSSEREREN.

Fortæl nu, hø, hø! ... Satans med den Hoste!

DOKTOREN
(bøjer sig frem over Bordet og beretter hviskende, medens de andre lyttende med spændte Miner stikker Hovederne frem mod ham).

Ha, ha, jo det er ... det er Flæske-Jens ...

BRYGGEREN.

Den Djævel!

SAGFØREREN.

Ja, han har jo ogsaa stjaalet Deres Skinker!

BRYGGEREN.

Gu' har han saa, ja!

DOKTOREN
(ser ned af ham).

Naa-aa, De har da beholdt de bedste tilbage!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi!

GROSSEREREN
(itaalmodig).

Faar vi den Historie?

DOKTOREN.

Jo! ... Se han er jo ikke til at styre deroppe i Arresten, Jens; Martiniussen har ikke Fred for ham, han larmer og synger; og er uhøflig; og han er jo saa stærk! Men saa i Aftes puttede vi - men De maa s'gu holde tæt, Deherrer, for faar Venstresprøjten fat paa den Historie, saa er jo Fanden løs! - Det var Martiniussen, der havde klaget sin Nød for mig; og saa i Aftes puttede vi et ordentlig Brækpulver i Fyrens Tevand ...

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! det har han Fanden galeme godt af!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi, ja, ja!

GROSSEREREN
(interesseret).

Brækkede han sig saa?

DOKTOREN.

Nej, Fanden, Gu' gjorde han ej, det er jo det mærkelige af det! (Hviskende.) Men nu i Aften gi'r vi ham to! Vi skal s'gu nok faa ham herunter!

BRYGGEREN og SAGFØREREN
(ler, men)
GROSSEREREN
(siger alvorligt).

Saadan nogle Tampe skulde slaas ihjel straks, hø, hø! Bare til Udgift for Byen!

DOKTOREN.

Der er noget om Snakken, Hr. Grosserer!

BRYGGEREN.

Ja, vi trænger til en forbedret Retspleje. Det si'er ogsaa Aviserne.

SAGFØREREN.

Den kommer, den kommer!

175
GROSSEREREN
(peger).

Der er Postmesteren.

DOKTOREN.

Hvor?

SAGFØREREN.

Dernede ved Indgangen.

DOKTOREN.

Saa maa vi ha' Sjov!

Skynder sig hen til Sevenhusen, der holder Pause med sit Orkester, og hvisker ham noget i Øret.

Sevenhusen nikker gravitetisk og giver Signal til sine Trompetere.

Doktoren iler tilbage paa sin Stol. - Og i samme Øjeblik Postmesteren træder ind paa Pladsen intonerer Orkesteret med Vælde: Den Gang jeg drog af Sted, den Gang jeg drog af Sted . . .

Postmesteren sætter sit Træben (thi naturligvis har han Træben, da dette er den fornemste Adkomst til at blive Postmester i Kongeriget Danmark med Bilande. Vi kender ikke Forholdene paa de vestindiske Øer) . . . sætter sit Træben haardt i Gruset og marcherer nikkende og smilende med Postmesterinden under Armen frem gennem Folket; medens Sevenhusen med Trompeten for Munden skæver om efter ham for at iagttage Virkningen; og Mængden, særlig den kvindelige Part, standser betaget op i Promeneringen og synes, at dette er et yndigt Øjeblik, et ligefrem løftet Moment i Tutiputs Historie.

Kun cand. med. ¤& chir. Læge Alfred Brandt og cand. jur. Sagfører Oscar Strøm er ved at kvæles af Latter. Men de besidder jo ogsaa den klassiske Dannelse.

Pludselig gør Postmesteren Holdt midt paa Pladsen, slipper Hustruen og slaar ud med den frigjorte Haand for at betyde Orkesteret, at han vil tale. Sevenhusen og hans Trofaste river fluks Hornene fra Munden midt i Linien: det kan Du ej, min Ven ... Og Sagføreren og Doktoren skjuler Ansigtet i deres Hænder.

POSTMESTEREN
(aftager sin Straahat og begynder med høj Røst)

: Maa det være mig tilladt som Formand for den stedlige Vaabenbrødre-Forening at sige et Par Ord! - Ikke at jeg modtager vort lille energiske og dygtige Orkesters Udførelse af en for os alle kær og dyrebar Stridssang som myntet paa mig personlig. Æhem! Det gør jeg ikke. Det falder mig aldrig ind! Men som Repræsentant for de tapre Mænd, der drog fra Hjem og Arne for at kæmpe og dø for en god Sag, en ædel Sag, en ophøjet Sag, vil jeg blot sige: Gid den Dag aldrig maa komme, da det danske Folk ikke længer mindes sine Nationalhymner med Glæde! Æhem! Thi den Dag vil det være ude med os som Folk, som Nation, som selvstændigt Folk! Mangt og meget kan splitte os, mangt og meget kan sprede os ; men ét véd jeg, der altid vil samle, altid forene, altid føre os sammen, og det er - og jeg beder dem alle, som her er til Stede, at kaste et Blik op til Dannebrogs røde og hvide Dug, som i dette Øjeblik spiler sig ud over vore Hoveder! - og det er, siger jeg: Tanken om vore Brødre og Søstre hinsides Kongeaaen! Et Leve for vort elskede, omstridte Slesvig! Det leve!

176

Jublende Hurraraab hilser denne Tale. Sevenhusen falder i med en Touche. Hatte og Huer svinges i Luften, og de grebne Kvinder vifter med Lommetørklæder og Solskærme.

Naar Begejstringen er stilnet af raaber

POSTMESTEREN.

Et Ord endnu, kære Venner! ... Synes Forsamlingen som jeg, vil jeg foreslaa, at vi afsender et Telegram til de ventende histnede, hvis Øjne og Øren stedse spejde mod Nord, mod det frie og lykkelige Broderfolk heroppe? Ja, ja, ja! og stormende Bifald fra Mængden.

POSTMESTEREN
(har taget sin Lommebog frem og ivrigt noteret i den).

Saaledes har jeg tænkt mig det: Tutiput, d. 20. Juli 96 Redaktionen af "Dannevirke" Flensborg. En Forsamling af danske Mænd, Kvinder og Børn, sender deres elskede sønderjydske Brødre og Søstre deres bedste Ønsker for Fremtiden. Mod, Troskab, Udholdenhed ! Paa Forsamlingens Vegne Sehested, Kaptajn og Postmester. Fornyet Bifald.

EN STEMME.

Det bli'er s'gu en dyr Telegram!

POSTMESTEREN
(værdigt).

Gebyret ta'er jeg paa mig! ... Og saa Nationalsangen, Sevenhusen!

Orkesteret falder i med Kong Christian; og medens Mængden raaber et nifoldigt Hurra, byder Postmesteren paany Postmesterinden Armen, sætter Træbenet frem og vandrer ad Tutiput til for at afsende Telegrammet.

GROSSEREREN
(skadefro).

Hø, hø! det kom De s'gu skidt fra, Doktor!

DOKTOREN
(flov-uskyldig).

Jeg?

GROSSEREREN.

Det var jo da Dem, der fik Sevenhusen til at spille!

ARRESTFORVAREREN
(som har nærmet sig).

Han bli'er nok Ridder paa det Telegram, hæ, hæ, hæ!

BRYGGEREN.

Jamen det maa nu alligevel osse være lige haardt nok saadan immerhen at skulle kradse rundt paa en Træpind.

SAGFØREREN
(indædt over Postmesterens mulige Dekoration).

Hæ, det er jo den Pind, han lever af, Mand!

177

ANDEN AFDELING

Dagen efter.

Morten Sørensens Købmandsforretning i Skippergaden i Tutiputs Vestende.

Lokalet er opfyldt af alt muligt og umuligt til Faget henhørende: Sukker, Kaffe, Te, Rosiner, Bomuldstøj, grøn Sæbe, Chokolade, Ansjoser, Møggrebe, Høtyve, Hummer i Daaser, Tobak, Tændstikker, Porcelæn, Underbeklædningsgenstande, Brændevin, gule Ærter, Svinefedt, Olieklæder, Kongen af Danmarks Brystsukker, Kunstgødning og Margarine . . .

Morten Sørensen staar bag Disken i Færd med at gøre Kræmmerhuse. Han har et stort, smilende Ansigt og lyserødt Haar. Plejer at spille Bonvivant ved Byens aarlige Dilettantforestilling. Er gammel Ungkarl og siges at udøve en ligefrem dæmonisk Magt over Kvarterets Enepiger, Syjomfruer og Skipperkoner, hvis Mænd er paa Langfart.

Paa en Bænk henne under Vinduerne sidder en ældgammel, forhenværende Sømand. Han er næsten ganske skjult i en lodden Hue, en islandsk Uldtrøje og et Par uhyre Søstøvler. Hedder Iver Mikkelsen, men kaldes Iver Galop, fordi hans Farfader skal have været en ivrig Danser. Ser ud, som om han ikke havde vasket sig, ikke skiftet Klæder siden Frederik den Sjettes Død. Sad paa samme Bænk, da Morten Sørensen for femten Aar siden købte Forretningen. Sømandsstanden er meget konservativ.

Henne paa Pulten for Enden af Disken ligger Konsul Blinkenbergs Jærnbaneadresse. Den har faaet seks Underskrifter siden i Morges.

En hellig Fisker træder ind ad Butiksdøren.

KØBMANDEN.

Goddag, Samuel, goddag, goddag!

FISKEREN
(alvorlig som et Grantræ).

Goddag . . .

KØBMANDEN.

Det er mærkeligt med den Tørke, vi har.

FISKEREN.

Ja-a, det er tørt.

KØBMANDEN.

Tror De ikke snart, vi faar noget Regn?

FISKEREN.

Det raader nok Vorherre for.

KØBMANDEN.

Det gør han, det gør han, Samuel! Hvorledes har Konen det?

FISKEREN.

Tak, vi kan da ikke klage. Naar Gud Herren er med os, Sørensen, hvo kan da være mod os?

KØBMANDEN.

Meget rigtigt, meget rigtigt! ... Hvad staar til Tjeneste?

FISKEREN.

Ja det var da et halvt Pund Bønner og en Fjerding Cikorie i Guds Navn.

KØBMANDEN.

Saagerne, saagerne! (Sysler med Afvejningen af Bønnerne.) ... Skal Samuel ikke se lidt paa Konsulens Adresse? Den ligger derhenne paa Pulten.

FISKEREN
(gaar (stadig som et Grantræ)

hen og tager Adressen og læser i den).

KØBMANDEN.

I holder vel med os andre her i Vestenden?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Saa skriver I vel under allesammen?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke.

178
KØBMANDEN
(forbavset).

Gør I ikke! Men det vilde dog lette Transporten. Ellers skal I jo helt ud paa den anden Side Byen med jeres Fisk!

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Og I skriver endda ikke under?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke. Du skal være Øvrigheden underdanig!

KØBMANDEN.

Ganske vist, ganske vist! Men ...

FISKEREN.

Og hvo, som synder mod det ene Bud, Sørensen, synder mod dem alle! ... Byraadet vil jo ha' Stationen mod Øst.

KØBMANDEN.

Det vil det, men ...

FISKEREN.

Og er ikke Byraadet vor nærmeste Øvrighed, indsat af Gud?

KØBMANDEN.

Jo-o ...

FISKEREN.

Der er ingen Øvrighed uden af Gud!

KØBMANDEN.

Det er der vel ikke, nej; det er der vel ganske vist ikke! ... Men hvis nu Konsulen havde haft Flertallet med sig ... ?

FISKEREN.

Det var ikke saa Guds Vilje!

KØBMANDEN.

Nej ... Næ, det maa det jo ikke ha' været, nej! (Færdig med Kaffen.) ... Er der ikke mere? ... Sukker?

FISKEREN.

Ja, et Pund Sukker; og et halvt Pund grøn Sæbe.

KØBMANDEN.

Sagerne, saagerne! ... Præsten holder paa Vestenden, Samuel, véd De det?

FISKEREN.

Har han skreven under?

KØBMANDEN
(med en Duvning).

Ganske vist endnu ikke, nej ...

FISKEREN.

Naa.

KØBMANDEN.

Men han gør det, han gør det sikkert!

FISKEREN.

Hm ... han hører jo heller ikke til Missionen.

KØBMANDEN.

Jeg maa sige, at jeg finder, Pastor Krarup er en meget behagelig Mand! Han handler her, trods min Forretning jo dog mere er baseret paa Smaafolk.

FISKEREN.

Han hører ikke vos til med Sjæl og Sind. Han glæder sig for meget med Verdens Børn!

179
KØBMANDEN
(der pakker ind).

Ikke lidt Mel og Gryn? Ikke lidt Knas hjem til Konen?

FISKEREN.

Nej! (Stærkt.) Vi annamme det himmelske Knas, der udgaar af vor Herre og Frelsers egen Mund til Opbyggelse og Syndernes Forladelse!

KØBMANDEN
(forskrækket).

Gudbevares, gudbevares! ... Det bliver altsaa l Krone og 15.

FISKEREN
(betaler).

Værsgod.

KØBMANDEN.

Tak, Tak! ... Har De no'en Rødspætter i Dag?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Hvad staar de i?

FISKEREN.

En Krone Snesen.

KØBMANDEN.

Vil De bringe mig fem.

FISKEREN.

Jo.

KØBMANDEN.

Men lad dem være lidt større end sidst.

FISKEREN.

Jeg ta'r dem, Herren la'r mig faa fat paa!

KONSUL BLINKENBERG
(hurtig ind. Nervøs).

Hvormange har nu skrevet under?

KØBMANDEN
(med en beklagende Gebærde).

Li'som i Formiddags, Hr. Konsul.

KONSULEN
(stamper i Gulvet).

Satan! ... (Til Fiskeren.) Har De skrevet under, Samuel?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Vil De skrive under?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Pastor Krarup er paa vor Side!

FISKEREN.

Enhver faar være der, hvor Guds Finger peger ham hen.

KONSULEN
(ophidset).

Jeg køber ikke længer jeres Fisk, nu véd I det!

FISKEREN.

Saa faar vi i Guds Navn gaa til Heidemann.

KONSULEN.

Helligt Rak! (TIL KØBMANDEN.) Kommer igen!

Hurtigt ud.

KØBMANDEN.

Han blev vred.

FISKEREN
(med Højhed).

Den, der indtager sig selv, Sørensen, er større end den, der overvinder en Stad!

(Gaar.)

KØBMANDEN
(tager Adressen og læser den igennem vel for tiende Gang. Han har endnu ikke selv skrevet under. Han vil se Tiden an)
180
DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(løfter Hovedet med Pelshuen og siger meget, meget langsomt og rystende).

Hva' ... er 'et ... Di ... bestiller ... Sørensen?

KØBMANDEN
(højt).

Jeg læser, Gamle!

SKIPPEREN.

Det ... g'ore ... jeg ... osse ... i min . . Ungd'm ! (Synker tilbage i sig selv.)

Pause.

SKIPPEREN
(pludselig, meget højt, næsten raabende).

Orla . . . Lehmann ...

KØBMANDEN
(der er vant til hans Udbrud).

Hva' si'er De, Mikkelsen?

SKIPPEREN
(lidt mere dæmpet)

Orla ... Lehmann ... Har ... han ... no'et med ... Jærnbanen ... og gøre?

KØBMANDEN.

Nej han har ikke, Gamle. Han er jo død.

SKIPPEREN
(stødt).

Det ... si'er De ... om dem ... allesammen ... Sørensen!

HVIDTØLSBRYGGER RASMUSSEN
(ind).

Naa, hvordan gaar det med Adressen?

KØBMANDEN.

Seks Underskrifter.

BRYGGEREN.

Ha, ha, ha! Har De skrevet under?

KØBMANDEN.

Endnu ikke, nej.

BRYGGEREN.

De gør 'et s'gu ikke!

KØBMANDEN
(afgjort).

Jeg holder bestemt paa Vestenden!

BRYGGEREN.

Ja, hold Fanden i Vold! men Heidemann har saa godt som solgt sit Pakhus.

KØBMANDEN
(ubehagelig overrasket).

Hva' for no'et? Det bli'r jo først afgjort om en Maanedstid, hvor Stationen skal ligge!

BRYGGEREN.

Ha, ha! det har s'gu været bestemt i over et halvt Aar! saadan rent privat mellem Heidemann, Statsingeniøren og Hofjægermesteren!

KØBMANDEN
(i Udbrud).

Det er jo Bedrageri!

BRYGGEREN
(rød i Kammen).

Si'er De Bedrageri? (Med en Vending mod den ældgamle, mumieagtige Skipper.) De er mit Vidne, Mikkelsen!

SAGFØRER STRØM
(ind).

Hvad er her paa Færde? Man kan høre Dem helt omme i Kirkestræde!

BRYGGEREN
(ophidset).

Det er Sørensen, dér! Han si'er ...

KØBMANDEN
(butikshøflig).

Ja, undskyld, Hr. Sagfører, men 181 Rasmussen paastaar, at det allerede er bestemt, hvor Banegaarden skal ligge! Og saa tillod jeg mig ...

SAGFØREREN
(mod Bryggeren).

Hvad er det for noget Sludder, Menneske?

BRYGGEREN
(brydsk).

Sa'e De Sludder! Heidemann fortalte mig det ...

En Kunde kommer ind. En sodet og forrøget Maskinarbejder. Han skuler dynamitagtigt til de mere velklædte Herrer.

SAGFØREREN
(trækker Bryggeren afsides).

For Fanden, Ras-mussen, saadan noget maa De s'gu ikke gaa og fortælle igen!

BRYGGEREN.

Jamen Heidemann ...

SAGFØREREN.

Ja, ja, ja! Men det var jo bare for os, forstaar De! Det er jo bare Partiet, der skal vide det! Og nu hører De jo til Partiet, siden De køber Deres Byg hos Heidemann!

BRYGGEREN
(betuttet).

.Hvorfor Fa'en sagde han ikke det straks! Nu er jeg ogsaa gaaet hen og har fortalt min Kone det ... (De taler sagte videre.)

KØBMANDEN
(der har ekspederet Maskinarbejderen en Rulle Skraa og seks Bajere).

De skulde ikke have Lyst til, Højstærede, at underskrive denne Adresse?

Præsenterer ham Jærnbaneadressen.

MASKINARBEJDEREN
(med en vrikkende Haandbevægelse ud i Luften).

Naj, vi rager vist inte Kastanjer for di store, forstaar Di!

KØBMANDEN.

Gudbevares; gudbevares, nej! men dette er en ganske nøvtral Sag; saa jeg mente ...

MASKINARBEJDEREN.

Naj, den hopper vi 'nte paa, kære!

KØBMANDEN.

Jamen, De kunde jo dog ...

MASKINARBEJDEREN
(med Haandbevægelsen fra før).

Vi gaar'nte med Træskostøvler paa Langelinje, forstaar Di!

KØBMANDEN
(pludselig interesseret).

De er fra København, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Det er navnlig, hva' jeg er, ja! hvis no'en sku' være saa fri og interpellere Dem! (Nikker hen mod Sagføreren og Bryggeren.) Hva' er det for et Par Bænkebidere, Di har der?

182
KØBMANDEN
(angst).

Hys, Mand dog! Det er to af Byens bedre Folk!

MASKINARBEJDEREN.

Di ser mig ud til 'et, ja! Hør, skal jeg inte sætte dem lidt ud paa Gajen for Dem?

KØBMANDEN
(i Rædsel).

Nej, men gudbevares, Menneske!

MASKINARBEJDEREN.

Ja, for di køber vel inte no'et her i denne Snask alligevel?

KØBMANDEN.

Det gør de ganske vist ikke, men ...

MASKINARBEJDEREN.

En anden En bli'r altid hældt ud af deres Butiker, det Storborgerkram!

KØBMANDEN
(klapper ham beroligende paa Armen).

Kære Hr. . . . Hr. ...

MASKINARBEJDEREN
(ryster ham af sig).

Hansen! mit Navn er Hansen! Jeg arbejder nede paa Wissings Maskinfabrik, om no'en sku' muligvis intresere sig for 'et!

KØBMANDEN
(lidt forfjamsket).

De Herrer er her ... er her, Hr. Hansen i Anledning af Adressen her ... Jærnbaneadressen!

DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(pludselig himmelhøjt).

Monrad!

SAGFØREREN
(til Bryggeren).

Saa, nu begynder Iver Galop! (Til den gamle.) Hvad siger De, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Monrad ... er ... en ... dygtig Mand!

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha!

SAGFØREREN
(alvorlig).

Det er han, Mikkelsen! Véd De, at han kommer her til Byen i Morgen?

SKIPPEREN
(oplivet).

Kommer ... Monrad ... her til ... Byen?

SAGFØREREN.

Ja, han kommer i Morgen.

BRYGGEREN
(vrider sig af Latter).
SKIPPEREN.

Jeg ... var ... anden Styrmand ... paa ... Skibet ... da han ... sejlede fra ... Ny Zeeland ... i niogtreds!

SAGFØREREN.

Saa-aa, var De det? Det var dengang, at Kejseren af Kina var første Maskinmester?

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! den skal min Kone s'gu ha'!

MASKINARBEJDEREN
(træder pludselig frem og holder sine store, sorte Hænder knyttede op under Næserne paa de tvende spøgefulde Herrer; en Haand under hver Næse).

Diherrer sku' vel inte ha' Lyst til 183 at faa Deres Loppestik kløede, hva'? paa en gratis og behagelig Maade, hva'? (Til Købmanden, der stammende af Forfærdelse danser frem og tilbage bag Disken:) Ta' 'en med Ro, gamle Svansspiller! Nu er det undertegnede, der dirisjerer Kajaken ! (Til Herrerne, som staar stærkt krumryggede for ikke at komme i Berøring med hans Hænder:) Hva', spør jeg? er der no'et, der trænger til at poleres, hva'? (Til Sagføreren, idet Haanden føres nærmere:) for saa er her Wienerkalk, forstaar Di! (til Bryggeren med samme Gestus:) Og her er Trippelse! Er Di med paa den, Di ... Sengsvin!

SAGFØREREN
(der først erholder Mælet igen).

Hvad Fanden gaar der af Dem, min gode Mand!

BRYGGEREN
(rød som en kogt Hummer).

Er De gal!

MASKINARBEJDEREN
(træder tilbage. Indigneret).

Di har vist ikke den Ære at kende mig, mine Herrer? men det gør osse li'emejet! For jeg si'er bare: er det Da'nelse? Er det da'nede Mennesker, der bær dem saadan ad? Er det di bedre Kla'ser, som der snakkes om i Højretrompeterne? Saa si'er jeg renok, at det er et spilraaddent Samfund, vi lever i, at behandle en gammel Mand paa den Maade, at gøre Gadesjov med ham li'e op i hans aabne Øjne, fordi han hverken kan høre eller se? Føj for Satan! I sku' skamme Jer, sku' I, som et Par Hunde!

Gaar hen og smider en Krone paa Disken. Tager derpaa sine seks Bajere og gaar uden at sige Farvel.

Sagføreren, Bryggeren og Købmanden er ikke fri for at se lidt dumme ud.

Saa triner pludselig Maskinarbejderen ind ad Døren igen.

Han sætter Øllet fra sig paa Disken og spørger med et Nik hen mod de to Overklassemennesker:

Har di to Pillegrimme skrevet under?

KØBMANDEN
(befippet).

Habevager, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Jeg spør' om Diherrer osse har skrevet under?

KØBMANDEN.

Nej, Deherrer er absolute Modstandere af Adressen!

MASKINARBEJDEREN.

Lang mig Papiret.

KØBMANDEN
(rækker ham skyndsomt Adressen).
MASKINARBEJDEREN.

Og en Pen!

KØBMANDEN.

Vil De ikke træde her om ved Pulten Hr.?

MASKINARBEJDEREN.

Gu' vil jeg ej!

184
KØBMANDEN
(dypper en Pen og overrækker ham den).

Værsaa-artig!

MASKINARBEJDEREN.

Hvor skal jeg skrive?

KØBMANDEN
(peger).

Dér, dér ...

MASKINARBEJDEREN
(skriver med mange Snirkler og Sving).

Peter Konstantin Hansen, Maskinarbejder, Medlem af Internationale. (Lægger Pennen fra sig.) Er I med paa den, hva? Fordi man 'te li'e netop gaar med høj Hat og lakerede Fidtsko, ka' man vel nok ta' sig et Gaaselaar med Rødkaal Mortensaften?

Da ingen af de tilstedeværende gør Mine til at ville afkræfte denne Paastand, samler han paa ny sine seks Bajere sammen og forlader atter Lokalet.

SAGFØREREN
(løfter paa Skuldrene).

Nutidens fortrykte Arbejdere !

BRYGGEREN.

Gid Fanden ha'de Socialisterne! Hvorfor smed De ham ikke ud, Sørensen?

KØBMANDEN.

Tja-a, hvad skal man sige! Det er jo den Klasse Mennesker, jeg skal leve af! ... Deherrer beærer jo ikke min Forretning hi, hi!

SAGFØREREN
(har taget Adressen op fra Disken).

Det er s'gu kraftige Underskrifter Konsulen faar!

KØBMANDEN.

Der er jo da Apotekeren!

SAGFØREREN.

Ha, ha! "med Reservation", ja!

BRYGGEREN.

Ja, hvad Fanden mener han med det?

SAGFØREREN.

Aa, Konsulen skal vel købe sine Ligtorneringe hos ham!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone s'gu ha'!

En Ponyvogn med to Damer i ruller rask forbi.

Købmanden sætter over Disken, farer ud af Døren og midt ud paa Gaden og kigger efter Køretøjet, lige indtil det er forsvundet bag Toldbodbygningen. Ogsaa Sagføreren og Bryggeren iler ud; men de nøjes dog med at blive staaende paa Trappen.

KØBMANDEN
(aandeløs).

Saa' De! Det var Heidemanns Døtre!

SAGFØREREN.

Saa har han altsaa faaet Vognen?

BRYGGEREN.

Ja, den kom med Damperen i Morges.

KØBMANDEN.

Hvor mon de skulde hen?

SAGFØREREN.

Ud ad Ornegaardsvejen vel, hi, hi!

BRYGGEREN
(tager Sagføreren ved en Knap).

Tror De virkelig, at der er noget om det?

SAGFØREREN.

Ja begge to, kan de jo ikke faa ham ...

185
KØBMANDEN
(hviskende).

Man siger, at Hofjægermesteren er komplet i Lommen paa Heidemann!

BRYGGEREN.

Ja, det kniber nok svært! Men han ta'r Fa'en ikke en borgerlig, Bardenheim! Hans første Kone var jo adelig.

SAGFØREREN.

Jamen, naar Svigerfader har Grunker, Far!

BRYGGEREN
(griber ham paa ny i Knaphullet).

Tror De, der er noget om det?

SAGFØREREN
(undvigende).

Det véd jeg s'gu ikke!

En yngre Kone med en Kurv paa Armen og et 4-5 Aars Pigebarn ved Haanden kommer ind.

Sagføreren puffer til Bryggeren, hvorpaa de begge kniber højre Øje sammen og nikker diskret til Købmanden, der rødmer über und über, men dog samtidig siger:

De ta'r Fejl, mine Herrer! De ta'r Fejl!

KONEN
(genert, da hun opdager de fine Folk).

Jeg skulde ha' et halvt Pund Margarine af den bedste.

KØBMANDEN
(ligeledes lidt ilde tilpas).

Saagerne, saagerne, Madam!

SAGFØREREN.

Har De Tuborg, Sørensen? ... Lad os faa et Par. (Til den ældgamle Skipper.) Drikker De et Glas Øl med, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Ja ... mange ... Tak! ... Hvem er ... De ... med Forlov?

SAGFØREREN.

Jeg er Sagfører Strøm.

SKIPPEREN.

Naa-aa! ... Di er ... kanske ... en ... Søn af ... den gamle ... Lysestøber Strøm ... der ... hængte sig ... paa Johansens ... Kornloft?

BRYGGEREN.

Ha, ha ... (Standser op og ser sig ængstelig om, ihukommende den Internationale.)

SAGFØREREN
(til Skipperen).

Nej, jeg er ikke her fra Byen.

SKIPPEREN.

Naa 'nte det!

KØBMANDEN
(med Øl og Glas).

Vær saa god, Deherrer! (Til Konen, der staar stum ret op og ned:) Var der mere . . .

KONEN.

Et Pund Byggryn og et halvt Pund Kartoffelmel.

BARNET
(der har staaet og trukket heftigt i Kjolen).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen, Mor!

KONEN.

Hys!

BARNET
(sur).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(ryster hende).

Vil Du holde din Kaje!

186
BARNET
(paastaaeligt).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(hviskende).

Vil Du ha' no'en Hug?

BARNET.

Næi . . . (Stikker pludselig i Graad.) Jæ vil op paa Disken! Jæ vil op paa Disken!

KØBMANDEN
(deltagende).

Hvad er der, lille Marie?

BARNET.

Jæ vil op ... paa Disken!

KONEN.

Vil Du nære Dig, si'er jeg!

KØBMANDEN.

Vil Du ha' en Bismarksklump!

BARNET.

Næi ... Jæ vil op paa Disken!

KONEN
(samler Pakkerne sammen og putter dem i Kurven).
KØBMANDEN.

Er der ikke mere, Mariane?

KONEN.

Nej. (Slæber af med Barnet, der stritter imod.) Kom nu, din skidte Tøs!

BARNET
(skrigende).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(tager hende resolut paa Armen og gaar. Men endnu helt ned ad Gaden hører man den lille gøre bestemtere og bestemtere Fordring paa at komme op paa Disken til Sørensen).
SAGFØREREN.

Det var Mariane Bølling, hva'?

KØBMANDEN
(beskæftiget med at lægge Laaget paa Margarinebøtten).

Ja.

SAGFØREREN.

Hvor længe er det, hendes Mand har været ude?

KØBMANDEN
(stadig med Ryggen til).

To Aar vist.

BRYGGEREN
(kan ikke bare sig længere).

Pruu ha, ha!

SAGFØREREN
(uforstyrrelig).

Jeg synes, hun gik uden at betale?

BRYGGEREN
(puffer tit ham).

La' nu være, Strøm, hi, hi!

SAGFØREREN
(højere).

Jeg synes, hun gik uden at betale, Sørensen?

KØBMANDEN
(vender sig og dasker efter ham).

Aah . . .

SAGFØREREN.

Den ene Villighed er den anden værd, hva'?

BRYGGEREN.

Han trøster Enkerne og de faderløse ha, ha! DOKTOR BRANDT

(ind. Han gør sig lille og siger med barnlig, grædefærdig Stemme). Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

Bryggeren og Sagføreren er ved at faa Apopleksi af Latter. Selv Købmanden kan ikke bevare Alvoren. Kun den gamle Skipper ænser intet. Han sidder og stirrer stift hen for sig, medens hans Tanker, der er blevet oplivede af Bajerskøllet, stille og hyggeligt pusler med Festlighederne i Anledning af Kristian den Ottendes Kroning.

187
SAGFØREREN.

De mødte hende, Doktor? ha, ha!

DOKTOREN.

Gu' mødte jeg hende, ja!

BRYGGEREN.

Sørensen er ved at krybe ned i en af sine egne Sildetønder, ha, ha!

KØBMANDEN
(der begynder at blive vred).

Aldeles ikke! ... Skal Doktoren ha' sit sædvanlige?

DOKTOREN
(nikker).

Javel, ja! (Tager Adressen.) Død og Pine, der er jo kommen en ny Tilhænger!

BRYGGEREN.

Ja, og det oven i Købet en, som ikke har vasket sig! (Overvældet af sit Vid.) Den var s'gu god!

DOKTOREN
(læser).

"Medlem af Internationale"! Han sprænger s'gu hele Østbanegaarden i Luften!

SAGFØREREN.

Har De set Heidemanns nye Ponyvogn?

DOKTOREN.

Er den kommen?

BRYGGEREN
(ivrig).

Ja, den kørte her forbi før!

KØBMANDEN
(ligeledes).

Og begge Døtrene var i!

SAGFØREREN.

De kørte ud ad Ornegaard til, hi hi!

DOKTOREN
(afgjort).

Bardenheim ta'r s'gu ingen af dem!

SAGFØREREN.

Pengene!

DOKTOREN.

Næi! Og nu han er bleven Formand i Jærnbaneudvalget, klarer han sig nok med Heidemann!

SAGFØREREN.

Jeg ser ellers Amalie som Hofjægermesterinde, hva'? naada! Næsen vilde da rive Hul i Maanen.

BRYGGEREN.

Og den gamle da, den gamle!

DOKTOREN.

Han fik s'gu et Hjerteslag første Gang, han hentede ham med Blinkere!

DEN GAMLE SKIPPER
(vaagner).

Bardenheim! ... Er det ... Kammerherren ... paa ... Ornegaard ... De taler ... om? Han ... er gift ... med ... Komtesse ... Alvida ... fra Bjørnsholm!

BRYGGEREN
(halvt arrig).

Han snakker altid om døde Folk!

DOKTOREN.

Aa Herregud, lad ham det! Det er nu hans Fornøjelse! ... Hvad siger De, Gamle?

SKIPPEREN.

Jeg si'er ... at det ... er ... et ... stolt Fruentimmer!

DOKTOREN.

Brillant, ja! storartet!

SKIPPEREN.

Hvodden ... mon ... Sønnen ... har det?

DOKTOREN.

Udmærket! han trives godt!

188
SKIPPEREN.

Han har ... mange ... Gange ... været ... om Bord ... paa Caroline!

DOKTOREN.

Ja, det vil jeg s'gu gerne tro! (Til Købmanden:) Hør, Sørensen, lad mig faa en Vand til!

KØBMANDEN.

Saagerne, Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Det er sandt! nu skal I høre en Nyhed: Madam Nikolajsen er med Barn!

BRYGGEREN
(overvældet).

Hva' er hun?

KØBMANDEN
(ivrig).

Med Barn, med Barn!

SAGFØREREN
(uforsigtig).

Ved Konsulen? (Slaar sig paa Munden.)

DOKTOREN.

Ha, ha! ja det troede jeg jo ogsaa!

BRYGGEREN.

Han har da ogsaa været svært ude efter hende, si'er de!

DOKTOREN.

Ja, det gamle Knaphul, han har hjemme ...

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha, ha!

SAGFØREREN.

Hvem er det da ved?

DOKTOREN
(blinker).

Ja-a ...

BRYGGEREN.

Er det Sørensen?

DOKTOREN
(nikker).
KØBMANDEN
(smigret).

Næi, véd De nu hvad, Hr. Doktor!

SAGFØREREN.

Har hun selv betroet Dem det!

DOKTOREN
(alvorlig).

Saa sagde jeg det ikke. Jeg sladrer aldrig om mine Patienter!

BRYGGEREN.

Fa'en, saadan en Værtshusholdermadam!

SAGFØREREN.

Hvem ....

DOKTOREN.

Ja, kan I tænke Jer! Her har vi allesammen gaaet og ... naa! Ja, for køn er hun sg'u! Og saa ... Kan I huske ham Skærsliberen, der var her i Foraaret, Tyskeren?

BRYGGEREN.

Jo! han ødelagde vores Brødkniv, det Bæst!

SAGFØREREN.

Er det ham!

DOKTOREN.

Gu' er det ham, ja! Madam Nikolajsen har med grædende Taarer betroet sig til Madam Mencke ...

BRYGGEREN.

Det var den stiveste!

DOKTOREN.

Han var kun her i Byen i to Timer, ha, ha, 189 ha! saa det er virkelig ekspedit Arbejde! Han sleb en Broderesaks for hende og ... vupti, hva'behager!

KØBMANDEN
(misundelig).

Ja, de Tyskere, de kan!

SAGFØREREN.

Hun, der altid har været saa ...

DOKTOREN.

Tja, nu stod det engang optegnet i Skæbnens Bog, at hun skulde erobres af Tyskerne ligesom Slesvig.

BRYGGEREN.

Den er god! den er god!

KØBMANDEN
(med et indadvendt Blik).

De Kvinder, de Kvinder!

DOKTOREN
(rejser sig og tømmer sit Glas).

Gaar Deherrer med ned ad Gaden? Jeg skal ud paa Hospitalet, Klokken er mange.

SAGFØREREN og BRYGGEREN
(rejser sig ligeledes).

Ja. Sagføreren betaler Øllet.

BRYGGEREN
(i Døren).

Hør, hvordan gik det saa med Skinke-Jens, Doktor? virkede det?

DOKTOREN.

Om det virkede? Martiniussen maatte laane tre Brandspande nede fra Sprøjtehuset!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha!

Alle tre ud.

KØBMANDEN
(ene med den gamle Skipper; gaar rundt og stiller Flasker og Glas til Side).
EN UNG TJENESTEPIGE
(kommer ind ad Gaarddøren i Baggrunden af Butikken).
KØBMANDEN
(oplivet).

Goddag, goddag, Mathilde.

PIGEN.

Mikkelsen skal hjem og spise til Aften!

KØBMANDEN
(vil klappe hendes Kind).
PIGEN
(bort).

La' vær, Sørensen! (Med kælen Røst.) Har Di no'et sødt til mig i Da', hva'?

KØBMANDEN
(lægger Armen om hende).

Ja, det ved Gud, jeg har, min Stump!

PIGEN
(frigør sig).

Uf, Di er altid osse saa kærlig, Sørensen!

KØBMANDEN
(deklamerer).

Kærlighed, min søde Skat, er Livets Fryd ved Dag og Nat, hi, hi!

PIGEN
(vrisser med Bagdelen).

Ja, det vil jeg nok si'e! (Kælen.) Gi'er Di mig saa et Stykke Chokelade, hva'?

KØBMANDEN
(skraber ud som en ældre Hane).

Hva' faar saa jeg?

DEN GAMLE SKIPPER.

Jeg synes ... Mathilde ... er her?

190
PIGEN.

Ja, Di skal hjem og spise. (Til Købmanden.) Faar jeg saa et med Krem, hva'?

KØBMANDEN
(har aabnet en Skuffe).

Ja kom her hen.

PIGEN
(nærmer sig).

Di rør mig ikke, Sørensen!

KØBMANDEN
(med et Stykke Chokolade i Haanden).

Værsgod ....

PIGEN
(helt hen).

Di vaaver ikke og røre mig!

KØBMANDEN.

Jeg forsik ....

PIGEN
(snapper Chokoladen og undgaar heldig Hr. Sørensens Gribebevægelse).

Pyt! sa' Per til Kongen!

KØBMANDEN
(ærgerlig).

Din lille Satan!

SKIPPEREN
(som har famlet sig om bag Disken).

Kom . . . Saa . . . Mathilde!

PIGEN
(tager ham under Armen).

Her er jeg. (Til Købmanden.) Og saa et Stykke fin Seve, hva'?

KØBMANDEN.

Næ, Du kan tro nej!

PIGEN
(tager en Bid af Chokoladen).

Hl, hi ! (Gaar med den gamle ned mod Døren i Baggrunden. Udstøder pludselig et Hvin.)

SKIPPEREN.

Hva' ... er 'et?

PIGEN.

Det var Sørensen, der knev mig!

SKIPPEREN.

Hæ ... hæ ... hæ! Ja jeg ... knev ... Jer ... osse i ... min ... Ungd'm ... hæ! Ud med Mathilde gennem Gaarddøren. Da Købmanden vender sig, staar Grosserer Heidemann midt i Butikken. Han er kommen ind, uden at Hr. Sørensen i Ganteriets Hede har bemærket det.

GROSSEREREN
(som sædvanlig hostende).

Skulde hø, hø! gifte Dem, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(flad som selve Lolland af Forlegenhed).

Hæd, hæd, hæd! Hr. Grosserer ...

GROSSEREREN
(sætter sig).

Ikke godt for et Mandfolk at være alene! ... Har De Adressen?

KØBMANDEN
(skynder sig at række ham den).
GROSSEREREN
(kigger i den).

Gaar smaat, synes jeg.

KØBMANDEN.

Meget smaat, Hr. Heidemann, særdeles meget smaat!

GROSSEREREN.

De har ikke skrevet under?

KØBMANDEN
(forfjamsket).

Nej-æ, nej ... æ ...

GROSSEREREN.

Det skulde De gøre. Vilde maaske hø, hø! omstemme Byraadet.

KØBMANDEN
(ler overstadigt).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN.

En Øl!

191
KØBMANDEN
(springer af Sted).

Saagerne, saagerne!

GROSSEREREN
(da Sørensen kommer tilbage med Øllet).

Har Blinkenberg været her?

KØBMANDEN.

Ja, for en lille Timestid siden.

GROSSEREREN.

Kommer han igen?

KØBMANDEN.

Det sagde han, ja. Han har været her jævnlig i Dag for at se, hvorledes det gik.

GROSSEREREN.

Hø, hø!

Pause.

Grossereren har indtaget sin Yndlingsstilling: krumrygget, halvt hængende paa sin tykke Kæp og med Hagen hvilende paa Hænderne, der ligger foldede over Kæppens Haandtag.

KØBMANDEN
(rømmer sig).

Hm! Har ... har Grossereren lagt Mærke til, at Apotekeren har skrevet under.

GROSSEREREN.

Ja.

Pause.

KØBMANDEN.

Man siger, at Præsten ogsaa er for Vestbanegaarden.

GROSSEREREN.

Hum!

Mere Pause.

KØBMANDEN.

Jeg ha'de den Ære, at Deres Frøkner Døtre kørte her forbi før.

GROSSEREREN.

Hø, hø, saa?

KØBMANDEN.

Ja ... Nydeligt lille Køretøj!

GROSSEREREN.

Meget pænt, ja.

KØBMANDEN
(paa 'en igen).

Har Grossereren hørt, at Madam Nikolajsen er ble'en med Barn?

GROSSEREREN.

Hø, hø! det er jo ogsaa snart to Aar siden, Manden døde? ... Er De Fa'ren?

KØBMANDEN
(støjende).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ! Naj! ... Næ, men her i Foraaret var her en tysk ... Konsul Blinkenberg hurtig ind. Gaar lige hen til Disken, bag hvilken Købmanden staar med et Ansigt, der ligesom er blevet større af Skræk for, hvad der nu vil ske.

KONSULEN.

Er der kommet nogen paa?

KØBMANDEN
(stirrer stift hen mod Heidemann).

Én, Hr. Konsul ...

KONSULEN
(følger Retningen af hans Blik; ser, og vorder maalløs).
GROSSEREREN
(rolig).

Goddag, Blinkenberg! Ja her sidder hø, hø! jeg.

KONSULEN
(tager sig sammen. Flot).

Goddag ... Heidemann!

192
GROSSEREREN.

Et Glas Øl med?

KONSULEN.

Nej Tak!

GROSSEREREN.

Glas Portvin?

KONSULEN.

Tak, jeg skal ingenting ha'!

GROSSEREREN
(til Købmanden).

Kan Sørensen gaa lidt ind i det bageste Kontor og lukke Døren?

KØBMANDEN
(staar uvis).
GROSSEREREN.

Skal nok kalde paa Dem, hvis der kommer Kunder!

KØBMANDEN
(gaar, men dog noget misfornøjet).
KONSULEN
(da Kontordøren er lukket).

Jeg har ikke noget at tale med Dem om!

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad vil De mig?

GROSSEREREN
(peger paa Adressen).

Skulde ha' spurgt mig til Raads om den der.

KONSULEN.

Hæ, det manglede s'gu bare!

GROSSEREREN.

Kender Byen bedre!

KONSULEN.

Aa, naar det først bliver bekendt, at der er en Adresse!

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! maaske la' Martiniussen slaa paa Tromme?

KONSULEN
(heftigt).

Maa jeg bede mig fritaget for Deres Flovser!

GROSSEREREN
(uden at lade sig afficere).

Vi har dog hjulpet hinanden før.

KONSULEN.

De mener det Parti Byg? Men det var vist Dem, der gik af med Profitten.

GROSSEREREN.

Løb ogsaa Risikoen, hø, hø!

KONSULEN
(svinger sig op paa Kæphesten).

Ja, men De maa dog indrømme, at jeg har Ret! Vestenden er Byens centrale Punkt. At lægge Stationen mod Øst er det rene Vanvid! Den kommer jo ikke til at ligge paa Byens Grund engang.

GROSSEREREN.

Naa, naa!

KONSULEN.

Javel; men naar Byen skal udvides, vil den paa den Maade gaa ud i Jerslev Sogn, hva'? kan De nægte det? Og hvad Fanden, hvad Gavn har vi af det!

193
GROSSEREREN
(rolig).

Alt det har De jo allerede sagt i Byraadet, hø, hø!

KONSULEN
(indædt).

Byraadet! Byraadet!

GROSSEREREN.

Og Statsingeniøren siger jo, at Banen bli'r 60,000 dyrere, hvis Stationen skal lægges om mod Vest; og det har Byen ikke Raad til.

KONSULEN
(som før).

Statsingeniøren! Jeg blæser Statsingeniøren et Stykke! ... Skal jeg sige Dem noget? Nu engagerer jeg selv en Ingeniør, der skal stikke en ny Linje ud, saa faar vi se Resultatet!

GROSSEREREN.

De kunde være gal nok til det!

KONSULEN.

Jeg gør det! Han kommer paa Mandag!

GROSSEREREN.

Og hvad skal De hø, hø! gi' ham for den Svir?

KONSULEN.

Det kommer ingen ved?

GROSSEREREN.

De Penge er smidt i Fjorden!

KONSULEN.

Det skal vi faa at se!

GROSSEREREN
(med Vægt).

De Penge er smidt i Fjorden, Blinkenberg!

KONSULEN
(opmærksom).

Hvad mener De?

GROSSEREREN
(ser hen mod Kontordøren, om den er forsvarligt lukket).

De er smidt i Vandet, hø, hø!

KONSULEN
(næsten skrigende).

Forklar Dem! Forklar Dem!

GROSSEREREN
(rolig, men bestemt).

Stationen hø, hø! ... den Satans Hoste! ... Stationen kommer til at ligge for Enden af mit Pakhus!

KONSULEN
(bleg).

Hvad vil De sige med det?

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad mener De? Hvad mener De?

GROSSEREREN.

De kan spare Deres Ingeniør.

KONSULEN.

Vil De dermed sige ...

GROSSEREREN
(fortsættende).

... at Stationen kommer til at ligge, hvor jeg vil ha' den!

KONSULEN.

Det er altsaa afgjort?

GROSSEREREN.

Nej, hæ! nej, det bliver naturligvis først afgjort, naar Kommissionen har været her i næste Maaned.

KONSULEN
(dirrende).

De og Statsingeniøren og Hofjægermesteren ude fra Ornegaard ...

194
GROSSEREREN
(nikkende).

Vi har spist en lille Middag sammen hæ, hæ, ja!

KONSULEN
(farer op og slaar i Disken).

Jeg sætter det i Avisen, hele Skandalen!

GROSSEREREN.

Vi har da Lov til at spise til Middag! De kunde hø, hø! godt ha' kommen med.

KONSULEN.

Og her har jeg gaaet og gjort mig til Nar med Adresse og ...

GROSSEREREN.

Skulde ha' spurgt mig til Raads, som jeg sagde!

KONSULEN
(med knyttet og truende Haand).

Jeg sætter hele Historien i Stiftstidenden!

GROSSEREREN.

Der faar De den ikke optaget.

KONSULEN.

Saa gaar jeg til Venstrebladet!

GROSSEREREN.

Hø, hø! saa er der ingen, der tror den! (Rejser sig og kalder:) Nu kan De godt komme, Sørensen.

KØBMANDEN
(ind).
GROSSEREREN.

Maa jeg betale?

KØBMANDEN.

Ti Øre, Hr. Grosserer.

GROSSEREREN
(betaler).

Rart billigt! Tror, jeg vil drikke mit Øl hos Dem herefter, Sørensen!

KØBMANDEN.

Hæ, hæ! skal være mig en Ære!

GROSSEREREN
(banker ham paa Skulderen med sin Kæp).

Og husk saa at gifte Dem lidt snart, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(knækker sammen).

Hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN
(til Konsulen).

Jeg synes, De skulde telegrafere til Deres Civilingeniør, Blinkenberg!

KONSULEN
(farer op).

Det bli'er vel min Sag!

GROSSEREREN.

Ja, naturligvis, ja, hø, hø! ... Farvel Deherrer! (Gaar.)

Pause.

KØBMANDEN
(stille, næsten ømt).

Skal ikke Konsulen ha' sit sædvanlige Glas Portvin?

KONSULEN
(vaagner).

Hva' ...

KØBMANDEN.

Deres Portvin? De ser saa anstrengt ud...

KONSULEN.

Aa gaa ad Helvede til!

Farer ud af Butikken, som havde han en Lunte bag.

195

DØDEN
(1897)

196
197

AGERENDE

  • Hofjægermesteren. Hans Henrik.
  • Amtmanden. Madam Rasmus.
  • Præsten. Madam Hans Henrik.
  • Degnen.
  • Marenstine. Degnekonen.
  • Niels Forkarl. Hans Jørgen.
  • Søren Rosin. Hvidlap.
  • Rasmus Gaardmand.


FØRSTE OPTRIN

Det er en vaad og kuldeklam Novemberdag med store, drivende Skyer, der jages hen over Himlen af heftige Vindstød og af og til pisker Folk og Fæ en isnende kold Regn i Ansigtet.

Scenen er Landsbyens Kirkegaard.

Sognefoged Lars Andersen er stedet til den evige Hvile. Følget sjokker gennemblødt bort fra Graven, hvor to Mænd i lerplettede, tilsmudskede Benklæder og Stumpjakker øjeblikkelig giver sig til med Skovle og Spader at vælte tilbage ned paa sin Plads i Dybet den Jord, som de for et Par Dage siden i deres Ansigts Sved har gravet op.

Præsten iler med lange Skridt og højtopløftet Kjole frem gennem Mængden, der langsomt viger til Side og trevent letter paa Huer og Hatte. Velærværdighedens Galocher svupper i Gangstiens vællingagtige Dynd, og store, tunge Regndraaber falder ham fra Skyggen af den høje Cylinderhat med et Smæld ned paa Pibekraven. I de foldede Hænder foran paa Maven holder han den guldsnittede Ritualiebog.

Uden for Kirkegaardsporten stiger Amtmanden og Hofjægermester v. Bardenheim, begge i Uniform, op i den lukkede Karosse fra Ornegaarden. De høje Herrer har vist Lars Andersen den Ære at overvære hans Begravelse. Han var jo dog en Sort Embedsmand.

Pastoren samler Kjolen og Ritualiebogen i sin ene blaafrosne Haand og tager Cylinderen dybt af med den anden, da han passerer Vognen. Hofjægermesteren og Amtmanden hilser igen. Hvorpaa Hr. v. Bardenheim ud gennem Vinduet og Stormen raaber: I Guds Navn, Mikkel! - Kusken slaar et Knald, Hestene springer frem, og Karossen sætter sig i Bevægelse med et saa kraftigt Ryk, at Hans Højvelbaarenhed Amtmanden giver Hans Højvelbaarenhed Hofjægermesteren et drøjt Puf i Maven. Men de ler bare begge godt og hjerteligt deraf; skudrer sig til Rette ved Siden af hinanden paa Sædet; gaber derpaa et Par Gange og falder hen i en behagelig Halvslummer, hvorunder deres Tanker med store, glade, drømmende Smil kredser om det nitidt dækkede Bord i Ornegaards højloftede Madsal.

Dog ytrer

HOFJÆGERMESTEREN
(som en Slags Undskyldning, forinden han helt lader sig henføre):

Der er noget voldsom trættende ved saadan en Begravelse, Amtmand.

198
AMTMANDEN
(svarer med et Skuldertræk).

Ja-a . . .

HOFJÆGERMESTEREN.

Man maa staa saa meget!

AMTMANDEN.

Man maa jo gøre sin Pligt, kære v. Bardenheim.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber utøjlet).

Naturlig, ja!

Og saa tales der Højvelbaarenhederne imellem ikke mere denne Sinde.

Pastoren er imidlertid vadet over Kørevejen og er forsvunden i Præstegaarden lige overfor.

Det øvrige Ligfølge, Bønder, Husmænd og Tjenestekarle, spreder sig til alle Sider og traver to og to, eller en Klump i Følge ind over opblødte Marker, ad lerede Stier og dyndede Veje til deres Hytter og Gaarde. Nogle tænker paa, at nu kommer de aldrig mere til at spille Seksogtres med Lars Andersen, eller slaa en Handel af med ham om en Ko eller en Hest. Andre tænker paa, at de godt kunde ha' taget lidt bedre for sig af Retterne ved Begravelsesfrokosten paa Gaarden i Formiddags. Nogle spekulerer over, om Marenstine vil sidde Enke alle sine Dage, eller hun vil gifte sig med Niels Forkarl, som Snakken jo gaar om. Andre igen kaster et sløvt Blik ud over de nøgne Marker og bladløse Pile, som Storm og Regn susende farer hen over; og de sukker stille ved Tanken om, at Søren Rosin har spaaet, at det vil blive en streng Vinter. Men de fleste hverken tænker, spekulerer eller sukker; de bare sjokker af Sted efter Næsen som Kreaturer, der skal hjem i Baasen. - -

Uden for Kirkegaarden staar den afdødes nærmeste mandlige Familie: Rasmus Andersen og Hans Henrik Andersen, Sognefogdens yngre Brødre; begge Gaardmænd, begge velhavende, begge fede. De er i langskaftede Fedtlædersstøvler, mørkeblaat Vadmelstøj og et særegent Slags Filthatte, der ligner omvendte Kasseroller med Skygge. Omkring Halsen har de tykke, strikkede Tørklæder, graa med brogede Borter og Frynser, der stikker frem neden for Frakkerne.

Disse to Herrer er høje, velvoksne og rolige. Men ved Siden af dem staar en lille, spinkel Mand med et blegt Ansigt og smaa, nervøse, elektriske Bevægelser af Arme og Ben. Det er Søren Jeppesen, kaldet Søren Rosin. Han er Broder til afdødes Kone, Ungkarl og af Metier Hjulmand. Han er købstadklædt: sort Frakke, mørke Benklæder, rund Filthat, Krave, Manchetter og Paraply.

Til disse tre sørgende har sluttet sig Degnen, Sloman-Henriksen, en yngre Seminarist og Højskolemand, der har modtaget Indbydelse til at indtage en Bid Brød i Sørgehuset sammen med Familien.

Noget fra denne Gruppe staar Forkarlen Niels med Hænderne dybt i Bukselommerne og skuler hen til sin Madmoders Slægtninge med Trods i Blik og Holdning.

Der har længe gaaet det Rygte i Sognet, at Niels og Marenstine har levet nærmere hinanden, end Dyd og Moral hjemler. Niels er treogtredive Aar, og Marenstine syvogfyrre. Men Kærlighed har jo som bekendt ingen Alder. Og saa var den afdøde Sognefoged til og med seksoghalvfjerds.

Dog er der et Barn af dette Ægteskab, en Søn paa fire Aar. Han kom til Verden et Aars Tid efter, at Niels havde tiltraadt Pladsen som Forkarl paa Gaarden. Den gamle Avlskarl duede nemlig ikke. - -

Nu sætter Degnen og de tre Slægtninge sig i Bevægelse ned ad Vejen langs Kirkediget. Forkarlen følger efter i nogen Afstand.

En Byge kommer plaskende hen over Markerne; og inde fra Kirkegaarden høres den dumpe Lyd af Jordklumperne, der skovles ned over Lars Andersens Kiste.

SØREN ROSIN
(kigger med det ene Øje halvt lukket frem efter Bygen, der stærkt nærmer sig).

Jeg tror, jeg sla'r Permepliksen op, inden hun er her!

DEGNEN
(hen paa Læsiden af ham).

Kan der erholdes fornøden Tilladelse til at søge Ly under dine beskyttende Vinger, Søren Hjulmand?

199
SØREN ROSIN.

Hvorfor har Du ikke din egen med?

DEGNEN.

Den er netop i Brug af min Kone.

SØREN ROSIN.

Saa-aa? Hvor er hun da henne?

DEGNEN.

Hun bistaar Madam Andersen i Sørgehuset.

Bygen har nu naaet de vejfarende og slaar susende ned over dem. Degnen kryber tættere ind til Søren, der søger at skærme sig paa bedste Maade med sin Paraply uden at tage Spor af Hensyn til sin Følgesvend.

De to Gaardmænd vandrer støt af Sted uden at lade sig afficere af Elementernes Rasen.

Og Niels Forkarl følger stadig Trup slentrende af Sted i samme Afstand med Hænderne i Lommen og agtpaagivende Øjne.

En Stund gaar man fremad uden Ord; men saa bryder det pludselig ud af

SØREN ROSIN.

Satan til Kæltringevejr!

DEGNEN.

Ja - de stakkels Søfolk!

SØREN ROSIN
(arrig).

Fa'en med dem! Di ka' jo la' vær aa sejle! - Næ man sku' ha' sig en Kvipage som ham den tykke fra Ornegaarden aa kryve ind i, naar Vorherre var i det Hjørne! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND
(uden at tænke).

Ja-a ...

DEGNEN.

Goderne er lidt ulige fordelte ...

SØREN ROSIN.

Det er di s'gu! Og hvor har di faaet dem fra, di andre? Lige kontant ved aa pille aa plukke dem ud a' Lommen paa vos Smaafolk! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND.

Ja-a ... Véd Du no'et om, Søren, om Marenstine vil beholde Hingsten?

SØREN ROSIN.

Hva' for en Hingst? Er det ham, der gaar bagved, Du mener? Ham slipper hun s'gu'nde!

RASMUS GAARDMAND.

Naa-aa, det skal da vise sig!

HANS HENRIK
(der hidtil har forholdt sig ganske passiv, siger med sammenbidte Tænder).

Ja, det Skal vise sig !

RASMUS GAARDMAND.

Saadden en Stodder kan vi vel nok rejere! ... Næi, jeg mener Aktiehingsten. Véd Du, om hun vil beholde den?

SØREN ROSIN
(uskyldig).

Det maa Du jo bedre vide sæl. lille Rasmus, for Du skal vel være hendes Latværge.

DEGNEN
(beskedent belærende).

Det hedder vist Lavværge, lille Søren ...

SØREN ROSIN.

Det er s'gu lige meget, hva' det hedder, for Meningen er den samme! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND
(med et ondt Blik).

Ja-a, det er den vel ...

Ogsaa Hans Henrik sender Søren et bistert Øjekast. Men han siger ingenting, han nøjes med at knytte sine store, røde Hænder.

200

Man drejer nu ned ad en Markvej, der fører lige ned til Sognefogdens Gaard. Regnen er næsten ophørt, og Solen skinner af og til frem mellem de drivende Skyer.

SØREN ROSIN
(peger frem mod Gaarden).

Marenstine kommer til aa sidde lunt inden Døre! ... Hva' Rasmus? Det er en skønne Gaard. Der bli'er s'gu no'et aa gaa ind til, om hun forandrer sig.

Rasmus brummer noget i Skægget. Ej heller nogen af de andre svarer. Alle ser de bare ned mod Gaarden, der ligger hvid og stor nede i en lille Sænkning fremme foran dem. Den ser pyntelig og vel vedligeholdt ud med kalkede Mure, mosgroede Rørtage og sorte, tjærede Porte. -

Pludselig kommer en stor, rødbroget Køter farende frem bag Bygningerne og modtager de kommende med en rasende Gøen. Den stiller sig op lige foran Porten som for at forsvare Adgangen.

SØREN ROSIN
(med blød, kælen Røst).

Hvidlap, Hvidlap! Kom min Dreng! Det er jo vos! Kom saa da, kom saa da!

Men Hvidlap gøer bare højere og flytter sig ikke. Saa bøjer Rasmus sig ned for at tage en Sten og slynge efter den. Men i samme Øjeblik springer Dyret løs paa ham og vil bide.

Saa lyder der en kaldende Fløjten. Hunden standser og ser sig om. Og derpaa farer den forbi Mændene og op ad Vejen. Og da de vender sig, ser de den danse omkring Niels Forkarl med alle Tegn paa overstrømmende Glæde.

SØREN ROSIN
(klemmer det Øje sammen, der vender mod Degnen).

Hæ, hæ, hæ! ... Hva' Sloman?

Og derpaa gaar Selskabet ind gennem Porten.

ANDET OPTRIN

Et stort, lavloftet Værelse med to Fag smaarudede Vinduer uden Gardiner. Væggene og Bjælkeloftet er beklædt med brungraat Tapet. En Kogekakkelovn i mange Etager staar henne i det ene Hjørne. Foran Kakkelovnen en rødmalet Trævugge med mange Dyner. Under den ballonagtige Overdyne ligger et fuldpaaklædt Barn og sover. Det er Husets fireaarige Søn, Hans Jørgen. Han er højrød i Ansigtet af Senge- og Kakkelovnsvarme og hans hvidgule, kortklippede Haar damper af Sved.

Fire sørgeklædte Kvinder opholder sig i Stuen. De to sidder Side om Side paa Slagbænken bag Langbordet under Vinduerne og strikker paa nogle uhyre, filtagtige, graa Uldgarnsstrømper med brede, hvide Borter foroven. Det er Ras mus' og Hans Henriks respektive Hustruer. De er bondeklædte og ældre og mæler ikke et Ord. Ved den rødmalede Dragkiste i Hjørnet ud mod Køkken døren staar Marenstine, Gaardens Ejerinde, og Degnekonen, Madam Sloman- Henriksen.

Marenstine er høj og knoklet med et blegt, alvorligt Ansigt og mørke, hvasse Øjne under stærke Bryn. Hendes sorte, let graasprængte Haar ligger glat kæmmet ned i en stor Bue paa hver Side af den høje, hvide Pande og er bagtil gemt under en lille sort Silkehue, fasthæftet med Haarnaale.

Madam Sloman derimod er en lille, yngre, buttet Kone med røde Æblekinder og lyst Haar. Ogsaa hun er sortklædt; men bærer paa Hovedet en hvid Blondekappe, som dog i Anledningen er prydet med Stenkulsblomster og en Slags ubestemmelig sort Fugl paa en lang, bevægelig, floromvunden Messingspiral.

201

Disse to Damer bedømmer i dæmpede Ord et Stykke Hvergarn, som ligger indsvøbt i et hvidt Klæde i den mellemste Dragkisteskuffe.

Langbordet er opdækket med Dug, Flasker, Glas og Tallerkener.

Hele Værelset er opfyldt af en jævn Tørveos blandet med Lugten af Kaffe, kogt med Cikorie.

DEGNEKONEN
(stryger kærtegnende hen over Tøjet).

Og hvad gav De for Vævningen?

MARENSTINE
(med en mørk, dyb Stemme).

To Rigsdaler . . . fire Kroner.

DEGNEKONEN.

Ja, det er rigtignok billigt, Gud, hvor det er billigt! Og der er vel meget mer end til én Kjole?

MARENSTINE.

Jeg tænker, der bli'er to Par Bukser til Hans Jørgen osse.

DEGNEKONEN.

Ja, Gud, hvor det er billigt! Saadan skulde vi andre osse bære os ad!

MADAM HANS HENRIK
(stor og svær med et bredt, groft Ansigt. Hæver Hovedet).

Hvidlap gør; nu kommer di vist. (Bøjer Hovedet og strikker videre.)

MARENSTINE.

Hva' er Klokken?

DEGNEKONEN
(ser med Selvfølelse paa sit lille Sølvur).

Godt to.

MARENSTINE.

Ja, saa maa det vel osse være forbi for no'et siden. (Svøber omhyggelig Tøjet ind i Klædet igen og lukker Skuffen.)

DEGNEKONEN
(folder Hænderne over sin lille, runde Mave og ser elegisk ud).

Aa, Herregud, ja, saa ligger han der!

MARENSTINE
(rolig).

Ja den Vej skal jo alle Mennesker!

MADAM RASMUS
(lille, bleg, forskræmt. Sukker dybt).
MADAM HANS HENRIK
(drejer Hovedet og ser ud ad Vinduet).

Der er di ... (Drejer Hovedet paa Plads igen.)

Mandfolkene er gaaet op gennem Gaarden og ind ad "den store Dør". Man hører dem rumstere i Forstuen.

Marenstine staar midt i Værelset og ser ud ad Vinduet. Der har tegnet sig en næsten usynlig Vredesrynke mellem hendes Bryn. Først da hun ser Niels Forkarl, der fulgt af Hvidlap kommer slentrende ind ad Porten og gaar over ad Køkkendøren til, vender hun sig og siger:

Ja saa er det vel Tid, aa faa Maden i Stand.

Hvorpaa hun gaar ud i Køkkenet, medens de to Svigerinder langsomt hæver Øjnene over Strikkestrømperne og ser efter hende.

Mandfolkene kommer ind. Først Søren Rosin, saa de to Brødre og til sidst Degnen, der har lagt sit Ansigt i Dødsfolder.

Overtøjet, Hatte og Halstørklæder har man hængt fra sig i Forstuen. Kun har Rosinen taget sin Paraply med, som han stiller hen ved Kakkelovnen.

Degnen gaar hen og trykker de to strikkende Koner varmt og højtidsfuldt i Haanden. Til sin egen Kvinde nøjes han med at nikke; og hun nikker igen og ser lykkelig og forelsket ud.

De andre Karlfolk ulejliger sig derimod ikke med nogen Hilsen, da det alt er besørget én Gang i Dag.

MADAM HANS HENRIK
(ud i Luften).

Naa?

202
DEGNEN.

Ja, saa blev da Lars Andersen puttet!

MADAM RASMUS
(sukker dybt).
SØREN ROSIN.

Den tykke fra Ornegaarden var der, og Amtmanden.

DEGNEKONEN.

Ja, jeg saa' dem, da jeg gik herover!

MADAM HANS HENRIK.

Var di i Dragten?

DEGNEN.

De var begge i Embedsuniform, ja. Handlingen var særdeles stemningsfuld.

SØREN ROSIN.

Ja, det var s'gu en smuk Begravelse. Saaden en faar vi andre ikke!

RASMUS GAARDMAND
(staar med Broderen op ad Væggen henne ved Ovnen for at tørre paa Tøjet).

Hvor er Marenstine?

MADAM HANS HENRIK.

Hun er ude ved Maden.

SØREN ROSIN
(hen til Vuggen).

Han sover s'gu godt, bitte Hans Jørgen!

DEGNEN.

Ak ja, det uskyldige Kræ! Han bærer jo ingen Fornemmelse af, at hans Fader og Forsørger er stedet til den evige Hvile! Uhyggesvanger Tavshed, under hvilken Madam Sloman ser sit Snit til ubemærket af de andre at trække sin Husbond i det ene Frakkeskød.

DEGNEN
(venligt om mod hende).

Hvad godt, Skatkammer?

DEGNEKONEN
(hviskende, med en tyssende Haandbevægelse).

Du glemmer ...

DEGNEN
(ligeledes dæmpet).

Jeg glemmer intet, Basse! Jeg har selv egenhændig indført Barnets og dets Forældres Navn i Kirkebogen!

Døren fra Køkkenet bliver aabnet, og man hører

MARENSTINES
(dybe, rolige Stemme).

Gaa saa ind, Niels, nu skal I spise.

NIELS FORKARL
(træder ind og ser sig sky omkring. Han er fulgt af Hvidlap, der uden Tøven lægger sig hen under Kakkelovnen for at faa Pelsen tørret).

Køkkendøren bliver staaende aaben, og Stuen fyldes øjeblikkelig af en stram Lugt af Kaal blandet med Osen af Flæskesteg. Ogsaa Mændenes vaade Klæder parfumerer Lokalet.

SØREN ROSIN
(der har staaet uvis og tøvende og skævet hen til de to Gaardmænd, tager pludselig et langt Skridt hen mod Niels, trykker hans Haand og siger).

Goddaw igen, Niels! Naa der er du? Hvorfor fulgtes du'nne hjem med vos andre?

NIELS FORKARL
(trækker Haanden til sig og mumler noget uhørligt).

Rasmus Gaardmand hoster hult, Hans Henrik knytter Hænder, de to Hustruer bøjer sig dybere over Strikketøjet, og Degnen med Frue staar dumme.

I det samme kommer Marenstine ind, bærende et stort Lerfad fuldt af dampende Hvjdkaalssuppe.

203
SØREN ROSIN
(om mod hende).

Jeg si'er netop li'e nu til Niels, hvorfor han ikke fulgtes hjem fra Kirken med vos andre!

MARENSTINE
(tørt).

Naa gør Du det. (Sætter Fadet paa Bordet.) Værsgod aa sid ned aa spis!

DEGNEN
(griber hendes Haand og trykker den ømt og medfølende).
MARENSTINE.

Tak, Sloman. Ja, vi maa jo bære, hva' der møder vos!

DEGNEN.

Det maa vi, Madam Andersen, det maa vi! (Pludselig griber han igen hendes Haand.) Men hvad siger ikke Psalmisten:

Befal Du dine Veje
og al din Hjertesorg
til hans trofaste Pleje,
der bor i Himlens Borg!

MADAM HANS HENRIK.

Det er da saa sandt, saa sandt!

DEGNEKONEN
(lægger Hovedet paa Skakke, saa Tøjfuglen vipper).

Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa ...

DEGNEN
(nikker smilende til hende. Hvorpaa de slutter unisont).

Han kan og Vejen finde,
hvorpaa din Fod skal gaa!

MADAM RASMUS
(græder).
MARENSTINE.

Ja, Gud hjælper vos jo altid! ... Di spiser vel nok en Skefuld Suppe med, Sloman?

DEGNEN.

Tak, ja, Tak, Tak!

MARENSTINE.

Ja sæt jer saa ind da, Ka'lfolk! værsgod!

Og man sætter sig til Bords. De to Gaardmænd paa Bænken under Vinduerne. Søren Rosin, som Konebroder, paa Stolen ved Bordenden. Og Degnen og Niels Forkarl paa Bænken ud mod Stuen.

Kvinderne spiser, som sig hør og bør, bagefter ude i Køkkenet.

Der tales ikke et Ord under Maaltidet. Den eneste Lyd, der høres, er de spisendes Smasken og Skeers og Knives og Gaflers Raslen og Skraben. Samt af og til Marenstines enstonige Opfordringer:

Aa, værsgod aa ta' en Skefuld Suppe til, Hans Henrik! - Ta' dog en'ét Stykke Steg til, Rasmus! det er da paa Bordet for aa spises!

Pludselig lyder der Hovslag af en travende Hest ude paa Gaardspladsen. Alle løfter langsomt Hovederne og ser ud.

RASMUS GAARDMAND
(spørger).

Hvem er det?

SØREN ROSIN.

Det er Per Nielsens Karl fra Sundby.

RASMUS GAARDMAND.

Hva' vil han?

MARENSTINE.

Aa, han skal vel ha' Hoppen bedækket.

204
RASMUS GAARDMAND.

Det er ellers et skidt Vejr til det.

MARENSTINE
(til Niels Forkarl, der har rejst sig).

I kan jo trække om bag Laden, der er Læ.

NIELS.

Ja. (Til Hvidlap, der er krøben frem under Ovnen.) Du bli'er, hvor Du er! (Gaar. Hvidlap lægger sig lydig).

MARENSTINE.

Skal Du 'nne ha' en Kartoffel, Søren? Værsgod!

SØREN ROSIN.

Tak, Søster; jeg er da ellers snart fyldt!

RASMUS GAARDMAND
(til Marenstine).

Vil Du beholde Hingsten?

HANS HENRIK
(ser op fra sin Tallerken).
MARENSTINE
(rynker Brynene).

Er I kanske ikke tilfreds med aa ha' ham her?

RASMUS GAARDMAND.

Jo-o; men nu Lars er død ....

MARENSTINE.

Aa, Lars har ikke haft meget med det aa gøre, véd I nok.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det har han vel ikke. Men Hans Henrik har da ellers god Plads til ham.

MARENSTINE
(skarpt).

Det har jeg osse! Og jeg gi'er ikke Hingsten fra mig, uden at jeg bli'er stemt ud paa Generalforsamlingen.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det gør Du vel ikke ....

HANS HENRIK
(bøjer igen Hovedet ned over Maden. Men hans Kone ser frem over Strikketøjet og spørger med haard Stemme).

Er det sandt, di si'er, a' Søren er ble'en din Lavværge?

MADAM RASMUS
(stille).

Hva' vil Du blande Dig op i det for, Johanne?

MADAM HANS HENRIK.

Pas Dig sæl, Marie!

MARENSTINE
(vender sig mod Madam Hans Henrik).

Og hvem har Du saa hørt det a'?

MADAM HANS HENRIK.

Det si'er di. Jeg mener ellers, a' en a' din Mands Brødre ha'de vaaren nærmere til det.

MARENSTINE
(rolig).

Den Mening har Lars vel saa ikke været a', siden han har valgt Søren.

RASMUS GAARDMAND.

Er det ham, der har valgt ham?

MARENSTINE.

Ja.

SØREN ROSIN
(med klippende, urolige Øjne).

Jeg vidste ikke no'et a' 'et!

205
HANS HENRIK
(slaar pludselig i Bordet, mørkerød i Ansigtet).

Du lywer, Søren!

Kvinderne ser rædde op, og Degnen strækker en mæglende Haand frem. Men

RASMUS GAARDMAND
(siger rolig).

Naa, naa, Hans Henrik!

Og

HANS HENRIK
(falder atter hen).

Tavshed.

Drengen i Vuggen begynder at klynke.

MARENSTINE
(hen til ham).

Vil Du op, Hans Jørgen?

DRENGEN.

Næ, jæ vil sowe!

MARENSTINE
(rører vuggen med Foden).

Er der ingen, der vil ha' mer aa spise. (Intet Svar.) Ja, saa vel bekomme da!

Man rejser sig og gaar én efter én hen og trykker Husmoderens Haand og siger: Tak for Mad! - Sæl Tak! siger Marenstine.

Saa haler Mandfolkene Piberne op af Lommerne, tænder dem og damper løs.

MARENSTINE
(til Madam Sloman).

Kunde ikke Di røre Vuggen lidt, mens jeg faar a' Bordet?

DEGNEN
(frem).

Nu skal jeg, Madam Andersen, saa kan Bassen række Dem en Haand.

MARENSTINE
(med en Slags Smil).

Hæ ....

DEGNEKONEN
(nikker til Manden).

Jo-o, Sloman er god til at vugge!

Og Degnen giver sig til at træde Vuggen, medens Marenstine og Madam Sloman tager ud af Bordet.

RASMUS GAARDMAND.

Ja, saa er det vel bedst, vi kommer ud aa ser paa Kreturet, forinden det bli'er helt mørkt.

SØREN ROSIN
(med et forekommende, elektrisk Spring).

Jeg ska' vise Jer rundt!

RASMUS GAARDMAND.

Vi kender da ellers nok Gaarden sæl.

HANS HENRIK (indædt). Ja, vi kender da Gaarden sæl!

MADAM HANS HENRIK
(hvast over Strikketøjet).

Rasmus og Hans Henrik har da vaaren paa Gaarden før Du og dine kom her, Søren! Drengen i Vuggen klynker atter og kaster sig uroligt frem og tilbage.

DEGNEN
(træder haardt i Gængerne).

Visse, visse !

Men hans Anstrengelser synes ikke at have nogen beroligende Indflydelse paa den lille Hans Jørgen, thi pludselig rejser Fyren sig over Ende i Dynerne, ser med store, lysvaagne, forbitrede Øjne paa Degnen og siger:

Hvodden Satan i Helvede er det, Du vugger?

hr. Sloman standser forbløffet op, og Drengen giver sig himmelhøjt til at tude.

MARENSTINE
(ind fra Køkkenet og hen til Vuggen).

Vil Du ha' Spise, Hans Jørgen?

206
DRENGEN
(grædende).

Ja-a-a ....

RASMUS GAARDMAND
(rejser sig).

Ska' vi saa gaa ud aa se paa Kreturet da?

SØREN ROSIN
(hurtig frem).

Jo, ja, ja! - Du gaar vel med, Sloman?

DEGNEN.

Ja, gerne, gerne!

Alle Mandfolkene ud gennem Forstuen.

MARENSTINE
(med Drengen paa Armen. Til Svigerinderne).

Værsgod aa kom med ud aa faa en Skefuld Suppe, Marie og Johanne. Værsgod! De to Hustruer rejser sig tavse og lægger Strikketøjet fra sig paa Bordet.

MADAM HANS HENRIK
(gaar hen og løfter Drengens Hovede lidt i Vejret og ser kyndigt paa en stor Blodsvulst, han har paa Siden af Halsen).

Den er svunden, synes jeg.

MARENSTINE.

Ja, jeg strøg ham jo osse Dagen efter, at Lars var død.

MADAM HANS HENRIK.

Skreg han?

MARENSTINE.

Søren maatte da holde ham, mens jeg strøg.

MADAM RASMUS
(med pibende Røst).

Du huskede vel, a' det skulde være den højre Haand?

MARENSTINE.

Jo, det gjorde jeg da.

MADAM HANS HENRIK.

Tre Gange fraoven aa nedefter ....

MARENSTINE.

Ja-a ...

MADAM RASMUS.

Kresten Pedersens Kristiane ble' da a' med sin. Di ha'de først vaaren til tre Doktere.

MADAM HANS HENRIK
(afgjort).

Der er ikke andet uden end som Lig, der hjælper for det!

MARENSTINE.

Næi.

MADAM HANS HENRIK
(betragter atter Svulsten).

Den er s'gu svunden!

MADAM RASMUS.

Lars Andersen er vel ossensaa begyndt aa raadne .... (Sukker.) Aa, Gu' den Helligaand ja!

MARENSTINE.

Ja-a, no'et maa det jo ha' ta'et paa ham ...

Pause.

HANS JØRGEN
(utilfreds).

Jæ æ sulten, Mor!

MARENSTINE.

Ja, værsgod, Johanne og Marie, værsgod aa kom ud aa faa en Skefuld Spise!

Og man vandrer stille ud i Køkkenet, hvor Madam Sloman allerede staar opstillet ved Køkkenbordet og søber Kaalsuppe.

207

TREDJE OPTRIN

Samme Stue tidligt paa Aftenen. Meget mørkt ude. Paa Langbordet brænder en mindre Petroleumslampe. For Vinduerne er der hængt hvide Lærredsstykker.

Drengen er bragt til Sengs i Sovekammeret. Men de øvrige Rollehavende er til Stede med Undtagelse af Niels Forkarl.

Kvinderne sidder tæt om Lampen og strikker alle.

Mandfolkene er fordelt paa Bænkene og Stolene rundt i Stuens mørkeste Kroge. En tæt Tobaksrøg fylder Værelset, og af og til kommer Søren Rosin frem fra sit Hjørne bag Ovnen for at gaa hen og spytte i Spyttebakken ved Forstuedøren.

Man har nylig drukket Kaffe med et rigeligt Kvantum hjemmebagt Hvedebrød til, hvorfor man sidder mætte og tavse, stirrende frem for sig, syslende med sine egne Tanker.

Ude fra Gaardspladsen lyder af og til Træskotrin over Stenbroen. Og der høres et enkelt Brøl af en Ko ovre i Stalden, eller en Dørs Smælden, naar et Vindstød driver den op og i.

Det regner ikke mere. Men Stormen er taget til. Og netop nu farer den buldrende ned i Skorstenen.

DEGNEN
(der ikke har spist just saa meget Hvedebrød som de andre).

Det er en slem Aarstid, der stunder til. I de første to Minutter er der ingen, der svarer. Men saa siger dog endelig

SØREN ROSIN.

Ja, I ska' se, a' jeg har spaaet rigtig?

MADAM RASMUS
(sukker dybt).
MADAM HANS HENRIK
(til Marenstine).

I har vel faaet kørt Træ hjem?

MARENSTINE.

Ja-a; det er længe siden.

Tavshed.

MADAM HANS HENRIK.

Hør, Lars Andersens Gangklæ'er ...

MADAM RASMUS
(dukker Hovedet som for et Slag).
MARENSTINE
(paa Post).

Hva' di?

MADAM HANS HENRIK.

Naa-aa ... jeg mente, hvis du'nne ha'de Brug for dem ...

MARENSTINE.

Jeg har jo da Drengen.

MADAM HANS HENRIK.

Ja-a ...

MARENSTINE.

Og han vokser vel til.

MADAM HANS HENRIK.

Jo-o ...

Tavshed.

RASMUS GAARDMAND.

Du ta'er Dig vel en Bestyrer til Majdag, Marenstine?

MARENSTINE
(rolig).

Jeg tænker, Niels bli'er. Han har jo ikke no'et aa klage paa.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det har han vel ikke. Men ellers er der da vor Søren Peter.

MARENSTINE.

Jeg er vel tilfreds med Niels.

MADAM HANS HENRIK.

Folk snakker ...

208
HANS HENRIK
(hidsig).

Ja, Folk snakker, Marenstine!

MARENSTINE.

La' dem snakke, Hans Henrik.

RASMUS GAARDMAND.

Jeg er da ellers villig til at føre Opsyn med Gaarden, om Du synes.

MARENSTINE.

Jeg har jo Søren.

SØREN ROSIN
(elektrisk).

Ja, Du har jo mig, Søster!

DEGNEN
(forsigtig).

Rasmus er dog, om det maa være mig tilladt, mere af en Landmand, Madam Andersen.

MARENSTINE.

Vi klarer vos nok!

HANS HENRIK
(eksploderende).

Vi er født her paa Gaarden!

MARENSTINE
(rolig).

Ja, det er I jo. Men nu er den min og Hans Jørgens.

HANS HENRIK
(med blodskudte Øjne).

Den Horeunge!

MARENSTINE
(hvast).

Vaer din Mund, Hans Henrik!

Tavshed.

Niels Forkarl kommer ind fra Køkkenet med sin Pibe og sætter sig paa en Stol lige inden for Døren. Hvidlap rejser sig fra Ovnen og gaar hen og lægger Hovedet i hans Skød.

MARENSTINE
(mod Niels).

Naa?

NIELS FORKARL.

Hun faar Kalven i Nat.

MARENSTINE.

Tror Du, der skal Dyrlæge?

NIELS FORKARL.

Næi.

MARENSTINE.

Det er da bedst, a' Krisjan Due vaager.

NIELS FORKARL.

Ja, jeg har sagt det.

DEGNEN.

Marinus Hansen fik da Held til at sælge sin Hoppe i Tulstrup.

SØREN ROSIN
(nyfigen).

Fik han den solgt, hi, hi?

DEGNEN.

Skam gjorde han saa ja.

MARENSTINE.

Hva' fik han?

DEGNEN.

Fire Hundrede nok.

RASMUS GAARDMAND.

Den var jo lam.

DEGNEN.

Han lod den staa fjorten Dage før Markedet uden at bruge den.

SØREN ROSIN
(gotter sig).

Hi, hi!

MARENSTINE.

Hvem købte den?

DEGNEN.

Det véd jeg sandelig ikke. Den gik ud af Sognet. De siger, det var til Kammerjunkeren paa Hesselbjerg som Ridehest.

SØREN ROSIN
(griner ilde).

Hæ, hæ, hæ! Di Tampe har godt a' aa bli'e luret!

209
RASMUS GAARDMAND.

Du er saa hævngerrig, bitte Søren.

SØREN ROSIN.

Hi!

RASMUS GAARDMAND.

Nu er Du jo sæl bli't en stor Hertug.

SØREN ROSIN.

Det kreperer Dig, lille Rasmus, hva'?

MADAM HANS HENRIK
(over Strømpen).

Naa-aa Du bli'er nok hverken Nummer ét eller Nummer to, Søren Hjulmand. Du er vist for klejn i Kroppen til aa kryve i Lars Andersens Gangklæ'er!

NIELS FORKARL
(dukker sig paa sin Stol).
MARENSTINE
(behersket).

Du har ondt for at glemme di Klæ'er, Johanne.

MADAM HANS HENRIK.

Jeg har ikke saa nemt for aa glemme som Du!

MARENSTINE
(løfter Hovedet).

Hva' har jeg glemt?

DEGNEKONEN
(lægger beroligende sin buttede Haand paa hendes Arm).
MARENSTINE
(ryster Haanden af sig).

Jeg sidder vel paa mit eget!

SØREN ROSIN
(kry).

Er der no'en, der kan bevise vos over?

MARENSTINE.

Hold din Mund, Søren! Jeg skal nok svare for mig sæl!

RASMUS GAARDMAND.

Du laver en Skamdale for vos, Marenstine!

HANS HENRIK
(med knyttede Hænder).

Vi bli'er til Grin!

MARENSTINE.

Det er vel saa jer egen Fejl!

DEGNEN
(rejser sig).

Maatte det være mig tilladt at fremsætte et mæglende Ord?

RASMUS GAARDMAND.

Hum?

DEGNEKONEN
(urolig).

Jeg synes nu, lille Sloman, at Du skulde ikke blande ...

DEGNEN
(med en værdig Haandbevægelse).

Behag at tie et Øjeblik, Basse! ... (Med en Duvning.) Det er særlig til Dem, Madam Andersen, at jeg vil tage mig den Frihed at henvende Ordet.

MARENSTINE.

Naa?

DEGNEN.

... Idet jeg mener, at en enligstillet Kvinde som De ikke bør tilbagevise den Hjælp i Raad og Daad, som gode og venligsindede Mennesker, og i dette Tilfælde oven 210 i Købet nære Slægtninge, saa redebon er tilbøjelig til at yde Dem.

MADAM HANS HENRIK.

Det er saa sandt, saa sandt!

DEGNEN
(fortsættende, fulgt af sin Kones bange Øjne).

. . . Og jeg synes, at nu, da Lars Andersen er gaaet ind ...

MARENSTINE
(haardt).

Skal vi la' Lars Andersen hvile i Fred, Sloman!

RASMUS GAARDMAND.

Du lider ikke aa høre hans Navn, Marenstine.

MARENSTINE.

Død er død, mener jeg!

HANS HENRIK
(hvæsende).

Ja, og glad er Du!

DEGNEKONEN
(afsides til Manden, bedende).

Sæt Dig heller ned, lille Fatter!

DEGNEN.

Jeg maa dog tale, Basse!

DEGNEKONEN.

Nej, Du skal ikke blande Dig op i det.

DEGNEN
(sætter sig resigneret).

I Guds Navn !

RASMUS GAARDMAND
(efter en Pause).

Det bli'er til Proces, Marenstine. Nu véd Du det.

MARENSTINE
(rolig).

Ja, tru Du bare, Rasmus.

HANS HENRIK
(eksploderende).

Du har ligget i med Niels! Det er ikke Bro'r Larses Søn! Du har bedraget baade ham aa vos! Vi vil ha' vor Ret!

MARENSTINE
(hæver Haanden mod ham).

Du kan komme i Ulykke for din Mund!

MADAM HANS HENRIK.

Han si'er, hva' alle si'er!

MARENSTINE
(slaar Haanden i Bordet).

Saa si'er alle osse en forbandet Løgn da! Bevis mig over, hvis I kan!

SØREN ROSIN
(heftigt nikkende).

Ja, bevis vos over! Det er det, jeg si'er!

DEGNEN
(med fremrakte Haandrlader).

Venner . . . Venner . . .

MADAM RASMUS
(løfter sit lille, forskræmte Ansigt).

Jeg synes, I sku' holde Fre' i død Mands Hus ...

RASMUS GAARDMAND
(bydende).

Der er ingen, der har forhørt om din Mening!

Madam Rasmus dukker Hovedet. Niels Forkarl er for længst listet ud.

Tavshed.

RASMUS GAARDMAND (pludselig til Marenstine). Vil Du gi' tusind Kroner.

MADAM HANS HENRIK
(hurtig).

Tusind Kroner til hver?

211
HANS HENRIK.

Saa la'r vi Sagen falde.

MARENSTINE
(rolig).

Hva' for en Sag?

DEGNEN
(indsmigrende).

Det skulde De gøre, lille Madam Andersen.

MARENSTINE.

Hva' for en Sag, spør jeg? Hva' er det, I vil?

DEGNEN.

Det er dog saa skønt, naar Slægtninge lever samdrægteligen.

DEGNEKONEN
(bedende).

Aa, Fatter ...

DEGNEN
(irriteret).

Saa lad mig dog være i Fred, Basse!

MADAM HANS HENRIK
(til Marenstine).

Du har forklejnet Familjen paa alle Maader!

SØREN ROSIN
(gnækkende).

Er det Gangklæ'erne, der kreperer Dig, Johanne, hæ, hæ? ... La' hende faa et Par Bukser, Søster!

MARENSTINE.

La' vær' aa gøgl, Søren!

RASMUS GAARDMAND
(til Marenstine).

Naa?

HANS HENRIK.

Tusind Kroner til hver ...

RASMUS GAARDMAND.

Vi forlanger dem ikke paa én Gang.

MARENSTINE.

Naa, gør I ikke det?

RASMUS GAARDMAND.

Næi, næi!

MADAM HANS HENRIK.

Vi er da'nne urimelige!

MARENSTINE
(ser paa hende).

Naa, Du er osse med?

RASMUS GAARDMAND.

Naar Du betaler dem i Løbet a' to Aar.

MARENSTINE.

Hum ...

HANS HENRIK.

Fem Hundrede hver Termin.

MARENSTINE
(rolig).

Skal I'nne ha' Renter?

RASMUS GAARDMAND
(medgørlig).

Næi, næi!

HANS HENRIK.

Naar Pengene bli'er betalt til Tiden!

MARENSTINE
(tier).
DEGNEN.

Naa, lille Madam Andersen, hvad svarer De saa Deres gode Svogre?

MARENSTINE
(til Broderen).

Hva' mener Du, Søren?

SØREN ROSIN
(usikker).

Ja-a, det er jo en hel Sum, Søster ...

MARENSTINE.

Det er det, ja. Og det kommer jo an paa, hva' man faar for den.

212
RASMUS GAARDMAND
(forundret).

Faar?

HANS HENRIK
(med opstigende Rødme).

Faar for den?

MARENSTINE
(rolig).

Ja, jeg mener, en gi'er da ikke sine Penge væk gratis, véd jeg!

MADAM HANS HENRIK.

Du faar jo Gaarden!

MARENSTINE.

Faar jeg Gaarden?

HANS HENRIK
(tænderskærende).

Ja, Du faar jo Gaarden her!

MARENSTINE
(uforstyrrelig).

Jamen, den har jeg jo, Hans Henrik. Den vil Du vel da 'nne ha', a' jeg skal købe a' jer?

HANS HENRIK
(farer rasende op).

Din Tyvekvind!

RASMUS GAARDMAND
(trækker ham ned paa Bænken).

Sæt Dig, Hans Henrik ... (Til Marenstine.) Vil Du betale di to tusind Kroner, som vi har profeteret Dig?

MARENSTINE
(tirrende rolig).

Om jeg ku' faa i mit Ho'de, Rasmus, hva' I skal ha' dem for!

HANS HENRIK
(op igen).

Fordi Du har snydt vos op i vore aabne Øjne!

SØREN ROSIN.

Bevis hende over! Bevis hende over!

RASMUS GAARDMAND.

Ha'de Du 'nne faaet den Søn, ha'de det halve a' Gaarden vaaren vor.

MARENSTINE.

Jamen nu fik jeg ham! Nu er han der, bitte Rasmus!

SØREN ROSIN.

Nu er han der, hi, hi! nu er han der!

MADAM HANS HENRIK.

Di si'er allesammen ...

MARENSTINE
(hvast).

Jeg bry'r mig ikke om, hva' di si'er! (Til Degnen.) Hvem meldte Hans Jørgens Fødsel til Kirkebogen? Sig dem nu Besked, a' di kan vide det!

DEGNEN.

Det gjorde sandelig Lars Andersen ...

MARENSTINE.

Naa! Og hva' sa'e han? Mon han græd?

DEGNEKONEN
(kommer sin Mand i Forkøbet).

Nej, det gjorde han skam ikke! Han kom først ud i Køkkenet til mig og spurgte efter Fatter og lo over hele Ansigtet og sa'e: Kom hjem og se Drengen, Madam Sloman, han stikker Deres Mathilde! Det er et probert Stykke Ar ... (Rødmende.) Nej, jeg vil ikke si'e, hvad han sa'e!

MARENSTINE
(til Degnen).

Og hva' staar der i Kirkebogen? Sig dem det!

213
DEGNEN
(remsende).

En Søn af Sognefoged Lars Andersen her af Sognet og Hustru Marenstine Sørine født Jeppesen!

SØREN ROSIN
(gnækkende).

Ka' I bide Spids paa den, hi, hi! hva?

MARENSTINE.

Nu kan I jo lægge jer Proces an, om I lyster!

HANS HENRIK
(blodunderløben).

Ja, det vil vi! Du har bedraget Lars! Du har snydt ham op i hans aabne Øjne! Det er Dig og Niels, der har ... det er Dig og Niels ... Det er Dig og Niels ...

MARENSTINE
(lægger rolig Strikketøjet fra sig paa Bordet).

Hold nu din Mund, Hans Henrik, a' Du ikke skal forivre Dig! ... Og saa vil jeg si'e jer no'et, baade Dig og Rasmus og Johanne; I som bry'er ind i død Mands Hus, før han endnu er bleven kold i sin Grav, med Skældsord aa Klammeri aa Spe'takel: Hva' jeg har bedreven lige over for Lars Andersen, det vil jeg forsvare for Gud og Mennesker; og gid min Tunge maa visne i min Mund, om jeg har traadt ham for nær i no'en Maader! Nu véd I det! Og nu kan I trække mig for Retten, om I formener, a' det passer i jert Kram. Men aldrig saa længe jeg lever, gi'er jeg mig! Og har I ikke fra den Stund, jeg gik ind her paa Gaarden som Lars Andersens Kone, lagt mig alle de Sten og Bjælker og onde Ord i Vejen, som I paa no'en Maade ku' overbekomme, bare fordi jeg var en fattig Pi'e, der ikke ejede andet uden end som den Særk, hun ha'de paa Kroppen? Saa længe Lars Andersen levede, saa taalte jeg det og gik til Side for Jer, for Manden var gammel og sku' ha' Lov aa dø i Fred. Og al det I nappede og trak i ham, saa stod han dog paa min Side til det sidste. Og nu kommer I her med jerre beskidte Ord og vil svine baade ham og mig og Hans Jørgen til; og gjorde jeg jer Ret, saa viste jeg Jer Døren li'e paa Stedet og forbød Jer a' sætte jerre Ben her tiere; for alt det i vrider og vender Jer, saa er Gaarden min! Men jeg holder hverken a' Komedje eller Skamdale, og derfor kan I komme aa gaa paa jer Fødegaard, saa meget I lyster. Og har I et godt Raad, saa ta'er jeg imod det. Men ellers mener jeg da som saa, a' enhver gør bedst i aa passe sit! (Hans Henrik ruller med Øjnene og ser ud, 214 som vil han tale. Men Marenstine strækker Haanden frem mod ham og siger.) Og Du holder herefter din Kæft!

SØREN ROSIN
(uhørligt).

Hi, hi!

Tavshed og skulende Blikke.

RASMUS GAARDMAND.

Du er li'e haard nok, Marenstine.

MARENSTINE.

Jeg er ikke haardere, end som kræves.

Tavshed paa ny.

HANS HENRIK
(med knyttede Hænder).

Saa skal vi vel se aa komme hjem!

MARENSTINE
(rejser sig).

Jeg tænker, I ta'er en Bid Brød først.

SØREN ROSIN.

Jo Tak!

Marenstine tager en Dug frem af Bordskuffen. Madam Sloman løfter Lampen og hjælper at brede Dugen. Mad bringes ind. Meget Kød, Brød, Smør og Ost, samt Øl og Brændevin.

DEGNEN
(for at sige noget).

I faar Maaneskin hjem.

RASMUS GAARDMAND
(løfter Gardinet).

Ja, hun er kommen op.

Man sætter sig til at spise. Pludselig løfter

RASMUS GAARDMAND
(Hovedet fra Maden).

Vil Du gi vos hver fem Hundrede, Marenstine; saa er vi nøjt med det?

Alles Øjne drejer sig langsomt hen imod

MARENSTINE
(der staar rank med Ryggen mod Dragkisten og svarer roligt).

Ikke en Sysling! Ikke saa meget, som der kan ligge paa en Negl, skal I slæbe fra Gaarden!

En halv Timestid efter Maaltidet er de fremmede borte.

Kun Søren Rosin og Marenstine er tilbage i Stuen.

SØREN ROSIN.

Ja, saa faar jeg vel osse se aa komme hjemefter, Søster.

MARENSTINE.

Det gør Du vel.

Pause.

SØREN ROSIN
(indsmigrende).

Du ga' dem ny'elig rent paa, Søster; det storsnudede Kram!

MARENSTINE.

Ja, naar Samvittigheden er god, Søren, saa!

SØREN ROSIN
(slukøret).

Forstaar sig!

Pause.

SØREN ROSIN
(prøvende).

Véd Du, hva' jeg har tænkt paa saa smaat, Søster?

MARENSTINE.

Naa?

SØREN ROSIN.

Jeg har s'men tænkt paa aa sælge mit Hus 215 aa flytte herop i din Lillestue. Der er jo Plads nok til en enlig Person.

MARENSTINE
(rolig).

Du faar tænke om igen, bitte Søren, aa forbli'e, hvor Du er. Naar jeg har Dig nødig, skal jeg la' Dig det vide.

Pause.

SØREN ROSIN
(flad).

Ja, saa god Nat, Marenstine.

MARENSTINE.

God Nat Søren ... Der ligger en hal' Ost til Dig i dit Tørklæde ude i Forstuen.

Og Søren gaar.

SLUTNING

Da alt er lukket og slukket paa Gaarden, og Marenstine ligger i den brede Ægteseng inde i Sovekammeret, hvor ogsaa Hans Jørgen slumrer mellem sin Vugges fede Dyner, gaar Døren fra Køkkenet forsigtig op, og en Person lister ind.

MARENSTINE.

Er det Dig, Niels?

NIELS FORKARL
(der kommer fra at have røgtet sin Pligt i Stald og Lade).

Ja.

MARENSTINE.

Ja kom kun Du.

Niels klæder sig af i Tavshed og kryber ned ved hendes Side.

MARENSTINE
(famler efter hans Haand, finder den og siger).

Ja, nu tænker jeg, a' vi aa Hans Jørgen faar leve i Fre'!

Og et Øjeblik efter er de begge falden i Søvn.

Men oppe paa Kirkegaarden ligger Lars Andersen hvid og stum i sin smalle Kiste. Jorden synker mere og mere sammen over ham, Jorden sluger ham . . .

Saa lyder der Skridt ude paa Vejen. Det er Søren Rosin, der gaar forbi med Paraplyen og Osten. Da han naar hen til Kirkegaardsporten kniber han det ene Øje til, kigger ind mellem Tremmerne og siger som et Slags Trøstens Ord:

Ja vi er jo paa en Maade bli't luret allesyvsammen, bitte Lars!