Wied, Gustav Hendes Naade

HENDES NAADE (1900)

220

        

221

AGERENDE

  • Hans Naade.
  • Holger.
  • Sara.
  • Pastoren.
  • Pastorinden.

FØRSTE AFDELING

Københavns Hovedbanegaard. Aften i Maj. Klokken er 850.

95 afgaar et saakaldet "Iltog" (standser ikke ved Landstationerne) Syd paa til Masnedsund. -

En Herskabsvogn med Kusk og Tjener ruller op foran Portalen.

Tjeneren springer ned fra Bukken og slaar Vogndøren op. Han staar let bøjet med den korkardeprydede Cylinder i Haanden.

Hendes Naade stiger ud, granvoksen, rødblond, majestætisk. - Hun ser sig om med et hastigt Blik og gaar ind gennem Forhallen. Man hører Silkeskørterne knitre. - Dørvogteren ved første Klasses Ventesal blotter Hovedet og aabner Døren. Naaden bevæger Øjenvipperne og gaar ind.

Tjeneren kommer med Rejsekaabe og Tæppe over Armen. Ogsaa ham begegner Dørvogteren med Ærefrygt og genhilses med Overbærenhed.

-- Billet, Frants! (siger Hendes Naade og rækker Tjeneren sin Portemonnæ.

Frants modtager bukkende og med Hatten i Haanden den naadige Pengebeholder og gaar ud at løse Billet. -

Døren til Perronen slaas op:

- Toget til Masnedsund! Standser ikke mellem Frederiksberg og Roskilde!

Hendes Naade skrider over Tærskelen . . .

Frants springer ud af en første Klasses Kupé, hvor han har anbragt Rejsetøjet. Nu staar han stiv og stram ved Kupédøren og venter. Det elektriske Lys glimter i hans langskødede Figurfrakkes Vaabenknapper.

Hendes Naade kommer. Barhovedet hjælper Frants hende op i Vagonen og overrækker hende Billet og Portemonnæ. - Han er bleg, mørkhaaret, tætklippet og glatraget; og en snorlige Haarskilning kløver hans Kranie fra Pande til første Halshvirvel. -

Naar han har lukket Kupédøren, sætter han Hatten paa, træder baglæns tre Skridt ud paa Perronen og bliver staaende dér ret op og ned med Blikket naglet til det aabne Kupévindue. - Han staar lige under en Buelampe, og de forbipasserende Anden- og Tredjeklasses-Mennesker viger betaget til Side og betragter ham med devote Øjne; men ikke en Muskel rører sig i hans Ansigt. -

- Frants! 222 Med en vidunderlig Bevægelse af Krop og Ben staar Frants atter tæt uden for Kupeen. Han holder Hatten paa skraa et Par Tommer ud fra Hovedet; hans Øjne er ømme af Beredvillighed, og om hans Kæber ligger et smeltende Vanille-Smil. Han ligefrem glinser af Tjenesteiver:

- Deres Naade ... ?

- De kan godt gaa, Frants!

Frants bukker og trækker sig tilbage. Men først ni Skridt borte fra Vagonen bedækker han sin kløvede Isse med Cylinderen.

Hendes Naade har været paa Besøg i Hovedstaden hos sin Onkel Kammerherren og returnerer nu til Godset. - Det er Kammerherrens Vogn og Tjenerskab, der har bragt hende til Banegaarden. Hans Højvelbaarenhed kunde ikke selv ledsage hende begrundet paa en heftig Podagra. Og Kammerherreinden er desværre død.

Afgangssignalerne lyder. Toget sætter sig i Bevægelse. -

Hendes Naade lukker Vinduet og trækker Gardinerne for alle Ruder.

Desuden slaar hun ogsaa de to røde Skærme for Lampen i Loftet . . .

Trainet vugger og gynger hen over Banegaardsterrainets ujævne Spor og Sporskifter. - Et Tog larmer forbi. Sporvognsklokkerne kimer; og Gadelygterne ses matte bag Kupeens tætte Gardiner . . .

Man nærmer sig Frederiksberg. -

Det nytter ikke at nægte det; Hendes Naade er en Kende nervøs. Hun flytter sig uroligt paa Sædet; og af og til undslipper der hende et lidet vaandefuldt Suk ...

- -

Lokomotivet piber. Bremserne skurer hen over Skinnerne. Toget standser.

I samme Nu flytter Hendes Naade sig hen til den Side af Kupeen, der vender ud mod Stationen. Hun stikker en Arm ind bag det nedhængende Gardin og trykker sin behandskede Haand fladt mod Ruden . . .

Vagondøren aabnes hurtig, og Gardinet løftes . . .

- Din Billet, Emmy ...

- Her ...

Døren skydes til. - Der høres en kort, dæmpet Ordvekslen. - Døren aabnes paa ny; og en høj, distingveret og elegantklædt Mandsperson stiger hastig ind ... Der pibes til Afgang. Toget bruser videre. -

- Emmy ...!

- Holger ...

- Elskede ...!

- Sødeste ...!

- Du fik vel talt med Konduktøren?

- Jo, Du vidunderligste af alle Kvinder! Vi bliver ganske for os selv!

- Aa, Holger ... Holger ...!

- Sødeste ... Sødeste ...! At Du fandt paa dette!

- Ja ... var det ikke udmærket ...!

- Vidunderligt ...! Vidunderligt ...!

- Holger ...! Min Holger!

- Emmy ... min Dronning ... mit Liv!

HOLGER
(frigør sig og lukker for en Sikkerheds Skyld begge Kupédørene af).

Kys. Omarmning. Glødende Luer. Sindssvage Forsikringer. - Forglemmelse . . . 223 Og videre ruller Trainet. Forbi Huse, Kirker og Gaarde. - Majaftenens Maane smiler højt paa den støvgraa Himmel. En fugtig, grødefuld Em slaar op fra de spirende Marker og den brunstige Jord. I Haver og Skove ler Krokus og Anemoner; og Bøgen staar i Spring . . .

- Roskilde! Syv Minutters Ophold! ... Standser ikke før Køge!

EN VÆVER LILLE HERRE
(nærmer sig Hendes Naades gardinskærmede Tilflugtssted).
KONDUKTØREN
(springer frem foran ham).

Den Kupé er optaget, min Herre!

- Optaget ...?

- Ja-æ ... Der er en syg!

- Hum!

Og Herren forsvinder i en Nabo-Kupé . . .

Afgangssignal. Et brutalt Rusk gennem hele Vognrækken. Og Toget larmer af.

En indespærret Hund hyler pludselig op fra en af de bageste Vagoner. Det høres jammerfuldt ud i Mørket . . .

Men højt paa Himlen ler den glade Maane. Og Bøgen staar som sagt i Spring . . .

- Køge! Fem Minutters Ophold! Standser ikke før Næstved!

Den kriminelle Kupédør aabnes.

HOLGER
(lister ud).

Emmy ...! Dejlige ...!

En lille, hvid, juvelsmykket Haand stikkes frem bag Gardinet:

-- Au revoir ... au revoir ...! (lyder det klagende).

HOLGER
(bøjer sig lidt træt ned over Haanden).

Au revoir ma cherie ... mon idole ...!

Saa pibes der, ruskes og køres atter.

Og

HOLGER
(sjokker mat over i Ventesalen for at oppebie et Returtog).

Paa Næstved Station, hvor Naaden skal af, staar en anden liberiklædt "Frants" ved Navn Johan og venter . . .

Granvoksen, rødblond og majestætisk viser Hendes Naade sig bag Kupévinduet.

Med Hatten i en stump Vinkel ud fra Hovedet aabner Johan Døren og hjælper sit Herskab ned.

Og som en Stormvind knitrer Damen ind gennem Ventesalen ud i Karossen.

JOHAN
(efter med Rejsekaabe og Tæppe. Hatten af).

Deres Naade

...? Er der no'et, Deres Naade ønsk ...?

- Intet! - Kør!

Vogndøren slaas i. Johan springer op paa Bukken. Skimlerne pruster og danser. Og Vognen farer hoppende bort over Stenbroen.

I de bløde Silkehynder ligger Hendes Naade tilbagelænet med lukkede Øjne og drømmer forbudne Drømme . . .

Det er Foraar. Gøgen kukker. Nattergalen slaar. Der er Grøde i Luften . . .

224

ANDEN AFDELING

Gæsteværelse paa Grevskabet Tygesborg pr. Næstved. - Tidlig Morgen (*dolgoeO*: Klokken omkring 9). Første Pinsedag. Juni.

Gardinerne er trukket for den store, gammeldags Mahogniseng, der staar midt paa Gulvet ud fra Væggen. Der er "Himmel" over Sengen; og Gardinerne er af et tykt, foret, blaagraat Silkestof.

Ogsaa Vinduesgardinerne er trukket for. Men en enkelt, bølgende Solstribe kan dog slippe ind. Og da Værelset vender mod Haven, høres udenfor i Træerne en øredøvende Kvidren og Pludren af morgenfornøjede Graaspurve.

Men i Sovegemakket er der stille .... kun en spæd, men distinkt lille Dikken af et Lommeur, som rimeligvis ligger paa et eller andet Møbel med Marmorplade. -

Ved Sengens Hovedende staar en forgyldt Empire-Gueridon med en Kaffeopdækning paa en skinnende Messingbakke . . .

Der lyder lette, knirkende Trin i den tilstødende Salon.

En diskret Banken . . . Den ene Dørfløj aabnes lydløst; og

HENDES NAADE
(kommer ind. - Hun er i Formiddagsdragt: støvgraa "tailor made" Klædeskjole besat med askefarvede Snore. - Hendes pragtfulde, rødblonde Haar lyser i Solskæret, der strømmer ind gennem den halvtaabne Dør bag hende. - Hun smiler, da hun ser, at her endnu er Nat.)

Men Sara! (siger hun og gaar hen til Sengen.) Nej det er dog for galt! Sover Du endnu! (Og med en rask Bevægelse trækker hun Omhænget til Side.)

Dér ligger Sara under Silketæppet og slumrer!

HENDES NAADE
(lægger blødt en Haand paa hendes Skulder).

Sara dog!

SARA
(farer over Ende i Puderne).

Um Gottes willen ! Was wollen Sie hier wieder! (Ser, hvem det er.) Ach, ær det Daj, Emi ...!

HENDES NAADE
(ler).

Skammer Du Dig ikke - at ligge hér og ...

SARA
(gnider Øjne).

Naj ...! Pas de tout!

HENDES NAADE.

Naa, Kaffen har Du da drukket?

SARA
(vredt).

Ja! kommer icke den Jungfrau Bertelsen, den Tøsepige, midt am finstre Nacht ock tyller den i maj!

HENDES NAADE
(ler).

Vil Du ikke op?

SARA
(afgjort)

Naj!

HENDES NAADE.

Det er det dejligste Solskin!

SARA.

Den skidt Sol!

HENDES NAADE.

Og Du, som er kommen paa Landet for ...

SARA.

Ach, hvat bryyter jaj maj um jert skidt Land!

HENDES NAADE
(leende).

Du er virkelig en behagelig Gæst!

SARA.

Luk den Dør til Salonen, ock ta-ak Daj en Stol!

HENDES NAADE
(trækker Døren til).

Vil Du da ikke op?

SARA.

Naj! Jaj vil plutrre først lidt mææt Daj!

225
HENDES NAADE
(vil tage en Stol).

Der ligger jo Tøj paa dem allesammen ...

SARA.

Smiit det herrunterr!

HENDES NAADE
(lægger et Skørt og en Strømpe fra en Stol over paa en anden. Flytter den ledige Stol hen ved Sengen og sætter sig).

Sara er en mørk, lidt fyldig Skønhed op i Fyrrerne. Sort, glansfuld Haar; matgul Hudfarve, og store, tunge, næsten stenkuls-sorte Øjne. Maaske er der lidt Jødeblod i hende; den noget massive, krumme Næse kunde tyde derpaa. - Hendes Bevægelser er lade, men ikke uden Ynde. Hun ser ud til at have "Te¤ perament", naar det gælder. -

Hun er født i Tyskland (hendes Fader var Kgl. Hof-Paraplyfabrikant i Dresden) og har været gift dér. Senere forelskede hun sig i og ægtede en rig engelsk Lord. Men for nærværende er hun formælet med Ritmester ved de Næstved Dragoner, Baron Leopold v. Schack, der for ti Aar siden kom over hende ved et Badested.

Alle tre Ægtemænd lever. Og hun har to Sønner, faldet efter Tyskeren. -

SARA
(har lagt sig ned igen. Fikserer Hendes Naades Dragt og Skabning).

Immer ær Du nyytlich?

HENDES NAADE
(beskeden, smigret).

Synes Du ...?

SARA
(slaar sig med flad Haand paa sin Overarm, saa det klasker).

Ock jaj, der bli'r feetere ock feetere!

HENDES NAADE.

Du skulde bevæge Dig lidt mere ... ride, spille Lawn-tennis ...

SARA
(blæser).

Puhh! .. Himmel dock um jaj det giiter!

HENDES NAADE
(ler).

Og staa op Klokken syv og gaa Morgentur!

SARA.

Vil Du gøre maj døøt, dit skidt Emi?

HENDES NAADE
(hjerteligt).

Nej, nej! Jeg kan slet ikke undvære Dig! - Men hør dog, hvor Fuglene synger derude!

SARA.

Ach, di skidt Skriikhalse! (Rejser sig, tager Emmy fat om begge Kinder og ser hende opmærksomt ind i Øjnene.) Aber hva-at ær der mææt Daj, Emichen? Vogelgesang und Morgenpromenade! (Slipper.) Sie blüht wie ein Röschen! (Truer med en Finger.) Frühlingsbeschwerlichkeiten ... was?

HENDES NAADE
(har dybt rødmende bøjet Hovedet).
SARA
(klasker Hænderne sammen).

Aber hier sind ja keine Männer in Dänemark!

HENDES NAADE
(smiler underfundigt).
SARA
(ivrig).

Was? hast Du einen gefunden? Fortæl, fortæl, Emichen - Jaj beet straks Mærke po Daj i Gaar veet Tooket!

HENDES NAADE
(slaar Sagen hen).

Jeg er bare glad og rask, 226 kære Sara . . . (Griber hende pludselig haardt om Haandleddet.) . . . Jeg kunde synge, Du!

SARA
(som før).

Aber, Emichen, fortæl doch, fortæl! Hvat heeter han? Siik det, siik det, Emichen! - Ich bin ja aber nur ein altes, fettes Mütterchen!

HENDES NAADE
(klapper leende hendes Kind).

Du er sød, er Du !

SARA.

Aber men saa siik det doch, Menschen kind, for Guut in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig tæt ned over Sara og siger med Øjne, der tindrer af Fryd og Skalkagtighed).

Der er ingen, Du! Ingen! Ingen !

SARA
(stødt).

Schluuter ock Løgn, dit skidt Tøs!

HENDES NAADE
(ler højlydt).

Men Baronesse dog.

SARA
(rolig, inkvisitorisk).

Ær det Leopoldt?

HENDES NAADE.

Din Mand!?

SARA.

Mit Mand, ja ... Nummer tre!

HENDES NAADE
(leende).

Nej, nej, nej ...!

HENDES NAADE
(lægger hurtig sin Haand over hendes Mund).

Nej, Du er for gal!

SARA
(slaar hertdes Haand bort. Sætter en Finger mod hver af sine Tindinger).

Und wenn die grauen Haare kommen, dann gehen die Männer! - Ock so sitter man dær midt im Bette mææt sin Appetit!

HENDES NAADE
(leende).

Sara dog! - (Koket.) Du kan jo forelske Dig!

SARA
(tørt, arrig).

Jaj ær forelsket, Du Tøs!

HENDES NAADE.

Er Du?

SARA.

Foorfærtlich ! - I den Doktor Levinsen!

HENDES NAADE
(brister).

I Doktor ...

227
SARA
(sentimental).

Ach, han ær so dajlich feet. Ock jaj ær feet! - Aber so vil han natürlich ha' di mackre! ... Doktor, siiker jaj, giif maj Mackerpiller! Ock han skriifer Mackerpiller up, und jaj æter ... aber det nyytter icke!

Taarnuret slaar et dybt, rungende Slag.

HENDES NAADE
(rejser sig).

Halv ti! Nej, nu maa Du virkelig staa op!

SARA
(skutter sig).

Ach, Emi, jaj giiter icke! - La-at en Sengg flyytte herind, Du ...

HENDES NAADE.

En Seng ...?

SARA.

Ja ... och Du gik i den, ock vi kunde liikke hær ock plutre zusammen!

HENDES NAADE
(ler).
SARA
(komisk-fortvivlet).

Ach ja, Du grriiner ...! Ingen Mensker forstor maj!

Der har i de sidste fem Minutter hersket et livligt Røre udenfor i Haven; Stemmer; Fodtrin; dæmpet Latter og et enkelt Hundebjæf.

Nu affyres der pludselig to Geværskud hurtig efter hinanden; og et Kobbel Hunde sætter i med en rasende Gøen.

HENDES NAADE
(hen til Vinduet og trækker Gardinet fra).
SARA
(over Ende i Sengen).

Nun vergeht die Erde!

HENDES NAADE
(leende).

Det er min Mand og Børnene! (Aabner et Vindue og taler ud.) Men Tyge og Edmund dog, hvor kan det falde Jer ind!

EN DRENGESTEMME.

Tante Sara skal staa op!

EN YNGRE DRENGESTEMME.

Det var Papa sæl, der skød!

SARA
(fra Sengen. Ivrig).

Ta-ak Kammerpotten, Du, Emi!

HENDES NAADE
(taler ud).

Ja, nu staar Tante Sara straks op!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME.

Vi længes efter hende!

DEN YNGRE.

Hun skal komme ned og se vores Haver.

SARA
(rørt).

Ach, die süssen Kinder! (Skriger af alle Livsens Kræfter.) Nun kommer jaj augenblicklich. I smoo Zuckertoppe!

HENDES NAADE
(taler ud).

Nu kommer Tante Sara straks! - Gaa saa!

Stilhed i Haven.

HENDES NAADE
(bort Fra Vinduet).
SARA
(tilbage i Puderne).

Dra-ak for! Dra-ak for!

HENDES NAADE.

Jamen ... medens Du klæder Dig paa?

228
SARA.

Naj, naj! Dra-ak for!

HENDES NAADE
(lukker Vinduet og drager Gardinet for).
SARA
(sentimentalt).

Ach, die süssen Kinder! - Ær Posten kommet, Emi?

HENDES NAADE.

Ja.

SARA.

Intet Breef fra Drengene?

HENDES NAADE.

Nej ...

SARA
(sukker).

Ach naj ... Max und Heinrich gaar til Piiker nu; und dann vergessen sie ihr altes Mütterchen! - Vi skidt Tøse gør meeken Ska-ate, Emichen! (Slaar besluttet Tæppet til side.) Im Gottes Namen, so foor jaj staa up da! (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen, kommen Sie mal hier!

HENDES NAADE.

Hun er ikke derinde. - Nu skal jeg ringe ...

I samme Øjeblik Hendes Naade trækker i Klokkestrengen, høres en trampende Larm fra Gangen foran Salonen. Det er, som kom der en Hest gaaende.

SARA
(tørt).

Det var doch et famose Glocke!

HENDES NAADE
(hen til salondøren).

Ja, hvad mon de nu har fundet paa! (Aabner Døren og brister i Latter.) Men Børn dog, er I gale!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME
(halvkvalt af Latter).

Vi skal trække Tante Sara ud af Sengen, si'er Papa!

De tunge Trin kommer ind gennem Salonen. - Hendes Naade skynder sig at aabne Fløjdørene paa vid Gab: Og frem i Sollyset, som vælter ind ad Døraabningen, kommer en bitte-liden, tætklippet, gul Hest trofast stampende. Den har en vældig, opstaaende, hvidgul Manke og kort afstumpet Hale. - Paa dens Ryg sidder en seks-syv Aars Dreng; og en anden noget større Dreng leder den af Sted ved Tømmen. Begge Drengene er i hvide Flonelsdragter med bredskyggede, højrøde "Bøllehatte". -

Sollyset falder, som sagt, varmt og straalende ned over den hele Gruppe.

SARA
(i Sengen. Slaar Hænderne sammen).

Ach Du meine süsse Ewigkeit, was ist denn das für eine Karawane!

HENDES NAADE
(staar rank og smilende og ser fuld af moderlig Stolthed paa sine Drenge).
DEN ÆLDSTE DRENG
(lidt forlegen).

Vi skulde trække Tante Sara ud af Sengen ...

SARA.

Ær det igen din Papa, den Beest?

HENDES NAADE
(lidt stramt).

Ja, Brahe er saa spøgefuld!

DEN YNGSTE DRENG
(meget optaget).

Papa hjalp sæl Polly op a' Trappen!

SARA
(vinker ivrigt).

Komm mal hier! Komm hier, komm hier!

229
KARAVANEN
(stamper helt hen til Sengen).
JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Baggrunden af Salonen).
SARA
(griber fat i Tømmen og haler i den).

Komm, komm doch !

POLLY
(stikker Mulen hen imod hende).
SARA.

Ach, so keelen, so keelen! (Stryger og klapper.) Æter hun vielleicht Kiks, kleiner Schweinigel? (Tager en Kiks fra Bakken paa Gueridonen). Hier, hier ... mit Butter!

POLLY
(gumler Kiksen i sig).
SARA
(tager en Kiks til).

Noch eins ?

POLLY
(gumler).
SARA
(med Resten af Kiksene).

Hier, hier!

POLLY
(æder dem alle).
SARA
(snapper Flødekanden).

Und Sahne?

HENDES NAADE
(afværger det leende).

Nej, nej !

BØRNENE
(er henrykte).
SARA.

Aber Zucker?

DEN YNGSTE DRENG.

Ja, Polly holder meget af Sukker!

SARA
(stikker Sukkerskaalen hen for Næsen af Hesten).

Ææt, Barnlille!

POLLY
(tager kraftig for sig af Retterne).
DRENGENE
(jubler).

Men pludselig giver

POLLY

et Par mindre salonfähige Smaalyde fra sig.

SARA
(godmodig-sentimental).

Ach, das süsse kleine Tierchen ... prutt, prutt!

HENDES NAADE
(hurtig).

Ud med Jer, Børn! Af Sted med Jer!

DEN ÆLDSTE DRENG.

Staar Tante Sara saa op?

SARA.

Ja, ja!

DEN YNGSTE.

Du skal ned og se vores Haver!

SARA.

Jawohl, mit Ven! - Ach Emichen, la-at maj kyysse ham!

HENDES NAADE
(præsenterer Drengen til Kys og sætter ham tilbage paa Hesten igen).

Af Sted med Jer saa!

KARAVANEN
(trækker sig tilbage ind gennem Salonen. Pollys svindende Skridt lyder, som om En med en Hammer taktfast slog Søm i Gulvet fjernere og fjernere borte).
SARA
(peger efter Børnene. Sentimentalt).

Ach, Emichen, Emichen ... mein Max und mein Heinrich! - (Vinker.) Komm mal hier lidt!

230
HENDES NAADE
(kommer).
SARA
(griber hendes Haand. Fortroligt-indtrængende).

La-at den Kærlickheet go til Helvet, mit Tøs! Man fortryyter det ... altiit! Di skidt Mandfolk! - Jaj betalte glæ-ædefuld mine alle tre Männer at fo tilba-ake mit Max und mit Heinrich! Tro po det!

HENDES NAADE
(vender Ansigtet bort uden at svare).
SARA
(giver sig selv en paa Siden af Hovedet).

Na, hva-at bekyymmer det maj! - Ær Jungfrau Bertelsen ute?

HENDES NAADE
(behersket).

Ja, hun er ude i Salonen ...

SARA.

Programmet, Emichen?

HENDES NAADE
(smiler svagt).

Klokken elleve spiser vi Frokost ...

SARA
(nikker).

Ska-al nock giife Møøte!

HENDES NAADE.

Klokken halv et tager vi i Kirke ...

SARA.

Veltbekoomme for Jer! - Hvor gitter Du?

HENDES NAADE.

Man maa! - Tager Du ikke med?

SARA.

Naj, Barnlille!

HENDES NAADE.

Første Pinsedag!

SARA.

Hva-at bekyymmer jaj maj um den skidt Pintse!

HENDES NAADE.

Jamen ...

SARA
(slaar en Haand ned i Fjedermadrassen, saa den runger).

Jaj vil heller soofe hier!

HENDES NAADE
(ryster smilende paa Hovedet).

Og Klokken fem spiser vi til Middag.

SARA
(tørt).

So soofer jaj til Klokken fem! . . . (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Døren).
SARA.

Emi, komm en Augenblick!

HENDES NAADE
(nærmer sig tøvende).
SARA
(trækker hende ned med sig).

Du ær da icke vreet?

HENDES NAADE
(smilende).

Nej, nej!

SARA
(hurtigt).

Ær det Holger Bille?

HENDES NAADE
(overrumplet, purpurrød, stum).
SARA
(nikker afgjort).

Det ær Holger Bille!

HENDES NAADE
(retter sig forvirret).

Saa ... saa ... saa venter vi Dig til Frokost?

SARA.

Jawohl!

HENDES NAADE
(ud gennem Salonen).
231
SARA.

Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(frem).

Fru Baronesse ...?

SARA.

Findd maj up mine Strümpfer ock mine Permissioner!

TREDJE AFDELING

I Præstegaarden. Efter Gudstjenesten. -

Havestue. Stort, lavloftet Værelse. Aabne Glasdøre. Hvide nystrøgne Gardiner. Lyst Tapet. Fotografier og Stereotypier i ovale Rammer. Hæklede "Stykker" over Sofa, Borde og Stole. Et taffelformet Piano. Vaser med Bøgegrene og Pinseliljer.

Sol ind gennem alle Ruder. Hvidskuret Gulv. En sovende Kattekilling mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen. -

Pastoren, Pastorinden, Hendes Naade og Hendes Naades Gemal, Grev Brahe, kommer ind fra Entreen.

PASTOREN
(en lille, mavefør, bredskuldret Mand med langt, snehvidt Haar, milde, blaa Øjne og et fedt, glatraget Drengeansigt. - Han er i Ornat).
PASTORINDEN
(er paa en Maade ogsaa i Ornat. Hun har nemlig sin sorte, uldne Helligdagskjole paa og den brede, hvide Kniplingskrave. - Hun er langt yngre end sin Husbond. Oprindelig hørte hun til Forstærkningen, idet hun kun var Husholderske i Præstegaarden. Men da Vorherre saa en skønne Dag tog Pastorinde Nr. l, tog Pastoren Husholdersken. - Hun er bleg, mager og energisk. Har hvasse Øjne og elleve Børn. Det vil sige: de seks er jo rigtignok bragt til Verden af hendes hedengangne Embedssøster.)
HENDES NAADE
(er i sin graa Formiddagsdragt med tilsvarende paradisfugleprydet Hat og Silke-Solskærm.)

Og

HANS NAADE
(Greven, en garderhøj Mand med et vældigt og ildrødt Overskæg, er i lys Sommerdress med gule Støvler. -)Man kommer altsaa ind fra Entreen.
PASTORINDEN

gør sig Umage for at tale "dannet"). Værsaagod at ta-ge Plads, Deres Naade ...

HENDES NAADE.

Tak ...

PASTORINDEN
(skubber Bordet lidt bort).

Nej, i Sofaen da, Deres Naade!

HENDES NAADE.

Tak .... (Sætter sig i Sofaen).

PASTOREN.

Vil Greven ikke sidde?

HANS NAADE.

Tak, Tak, Hansen! Jeg vil rette Benene iidt ... hæ, næ!

PASTOREN
(godmodig-spøgefuldt).

Greven har siddet tilstrækkeligt ... derovre, hæ, hæ?

HANS NAADE.

Ja-ha, hæ, hæ!

PASTORINDEN
(kort).

Gaa ind og skift, Far!

232
PASTOREN.

Ja, jo ... nu gaar jeg! (Forsvinder gennem en Tapetdør.)

PASTORINDEN
(paa en Stol. Forstilt ligegyldig).

Der er nok Besøj oppe paa Gaarden?

HENDES NAADE
(rolig).

Ja; Ritmesterinde Schack. Hun kom i Gaar.

PASTORINDEN
(bittert smilende).

Baronessen følte ikke Trang til at høre et Guds Ord paa en højhælig Dag?

HENDES NAADE
(stadig rolig).

Hun bad mig hilse ...

PASTORINDEN
(stramt).

Tak!

HENDES NAADE.

Hun befandt sig desværre ikke rigtig vel. - Hun er ellers en stor Beundrer af Deres Mand!

PASTORINDEN
(smigret; men med Værdighed).

Ja; Far er skam og-saa en rigtig god Taler!

HANS NAADE
(der har staaet med Ryggen til og set ud i Haven, vender sig og sender sin Hustru et polisk Øjekast. Som Hendes Naade selvfølgelig ikke entrerer paa).
PASTOREN
(i Skødefrakke. Ind fra Tapetdøren. Toer velbehageligt Hænderne).

Saa, nu er man civil, hæ, hæ!

HANS NAADE
(ekkoer).

Hæ, hæ!

PASTOREN.

Skal vi ikke ha' et lille Glas Vin, Mor?

PASTORINDEN
(rejser sig. Stramt).

Jeg kunde da ikke la' di fremmede være alene, Mathias!

PASTOREN
(klapper hende. Godlidende).

Nej vel saa, vel saa ! Du er en Kone med mores!

PASTORINDEN
(lige stram. Til Gæsterne).

Di undskylder?

HENDES NAADE
(bøjer samtykkende Hovedet).
PASTORINDEN
(ud).
PASTOREN
(kendelig oplivet).

Herligt Pinsevejr, Deres Naade! (Galam.) Blomstrer ogsaa som en liden Rose!

HANS NAADE
(med et forelsket Blik til Gemalinden).

Ja, hva', Pastor? Hun bli'er smukkere og smukkere!

PASTOREN
(med lysende, kvindekære Øjne).

Skønnere og skønnere!

HENDES NAADE
(koket).

Ja, vi to holder os, Hr. Pastor!

PASTOREN
(smigret).

Hæ, hæ! (Tager en Pinselilje fra en Vase og rækker hende.) TØr jeg . . . ?

HENDES NAADE
(modtager Blomsten og sætter den ved sin Barm).

Tak ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Pastoren er Kavaler!

233
HENDES NAADE
(nikker smilende til Præsten).

Fuldendt Kavaler, ja!

PASTOREN
(med et Buk).

Man hylder de høje Guder!

PASTORINDEN
(ind, fulgt af en Pige med Vin og Kager).
PIGEN
(sætter Opdækningen paa Bordet og gaar).
PASTORINDEN
(skænker og byder).
PASTOREN
(hilser med Glasset).

Tak for Besøget! - Og glædelig Fest!

(Der nikkes og drikkes).

PASTORINDEN
(har medtaget en Barnestrømpe, paa hvilken hun giver sig til at strikke, saa Staalpindene knitrer).
HENDES NAADE
(nyder en Kage).

Superb! Dem har De naturligvis selv bagt? - Smag dog en af Pastorindens Kager, Theodor!

HANS NAADE
(der ikke kan fordrage Kager, tager en).

Udmærket! Udmærket!

PASTOREN
(der elsker Kager).

Ja, Mor kan skam!

PASTORINDEN.

Vil Deres Naade ha' Opskriften?

HENDES NAADE
(henrykt).

Tak! ja forfærdelig gerne !

Pause.

HENDES NAADE.

Det var ikke Deres gamle, nydelige Stuepige, Fru Hansen? Er hun rejst?

PASTORINDEN
(Strikkepindene slaar Ild).

Ja!

HENDES NAADE.

Jeg synes, De var saa tilfreds med hende?

PASTORINDEN
(med haarde Læber).

Hun var ikke den, hun gav sig ud for!

PASTOREN
(smiler).
PASTORINDEN
(advarende).

Mathias!

PASTOREN
(ler godmodigt).

Ja, Mor, Du er nu altfor striks i det Kapitel! (Smilende til Hendes Naade). Hun ha'de været for gode Venner med Kusken ...

PASTORINDEN
(lynende).

Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ!

PASTORINDEN
(lidt mildere, da det er en Greve).

Ja, Mænd Ser jo anjerlejens paa den Slags Sager ...

HANS NAADE
(smilende).

Naa ja, kære Fru Pastorinde ...

PASTORINDEN
(afbrydende. Med én Strikkepind).

Aldeles ikke, Hr. Greve, aldeles ikke! - Og særlig her da, hvor der 234 er saa mange oskyldige Børn! Holder Di ikke med mig, Deres Naade?

HENDES NAADE
(med Højhed).

Naturligvis! Man bør ikke taale den Slags ... løse Forhold i et Hjem!

PASTORINDEN
(mod sin Mand).

Hva' sa'e jeg!

PASTOREN
(godlidende).

Herregud, den stakkels Pige, hun ...

PASTORINDEN
(med to Strikkepinde).

Du, tier, Mathias! - Det er vos Damers Pligt, at holde Luften ren i Hjemmene !

HENDES NAADE.

De sagde jo selv noget lignende i Deres Tale ovre i Kirken, Pastor Hansen!

PASTOREN
(løfter smilende paa Skulderen).

Et er Teori, Deres Naade, et andet Praksis! Man bør i de enkelte, konkrete Tilfælde tage alle Forhold med i Betragtning, hvis ...

PASTORINDEN
(med hele Strikketøjet).

Du er ikke nidkær, Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! jeg holder med Dem, Pastor! Man maa ikke være ...

HENDES NAADE
(kører lidt febrilsk hen over hans Ord).

Hvor er Børnene, Fru Hansen? Vi har slet ikke set noget til dem i Dag? Jeg har en Hilsen at bringe dem fra Tyge og Edmund.

PASTOREN
(godmodig-spøgefuld til Hans Naade).

Gud naade Kvinderne, Greve, naar vore Hustruer engang faar Stemmeret!

HANS NAADE
(leende).

Ja-ha, ha! det har De sgu Ret i, Pastor! Frænde er Frænde værst!

FJERDE AFDELING

25nde August. Hans Naades syvogfyrretyveaarige Fødselsdag. -

Klokken er otte. Dineen er endt. Kaffen serveres i Havesalen og de tilstødende Gemakker. - Tændte Lamper, Lampetter og Lysekroner. Hvidlakerede Rokokomøbler. Forfædre paa Væggene.

Johan og to Næstvedske Hotelkelnere byder rundt i Kjole og Hvidt.

Meget gammelt Sølvtøj paa Bakkerne.

Megen gammel Adel i Stolene. -

Latter. Højrøstet Tale. Knirken af Laksko. Brusen af Silkeslæb. - Ordener, Dekorationer, Nøgne Skuldre. Hvide Arme. Guld og Diamanter. 235 Fløjdørene ud til Terrassen staar aabne. Det er lunt og stille Vejr med Fuldmaane.

Børnene er i Seng.

SARA
(staar i dybt nedskaaren, vinrød Fløjelskjole midt under Havesalens store Prismekrone og ser pragtfuld ud. - Hun er omringet af en halv Snes leende, talende og kurtiserende Herrer. Deriblandt ogsaa Premierlieutnant ved Husarerne, Holger Bille).

Lige fra i Formiddags, da denne Adelsmand tilligemed en Del andre Gæster ankom med Toget fra Hovedstaden, har Baronessen vogtet paa ham og "Emi" med agtpaagivende Øjne. Men hun har intet opdaget; absolut intet! Parret behandler hinanden paa den frieste og naturligste Maade. Ikke Spor af sygelige Symptomer.

Hvad der jo paa en Maade er ærgerligt!

Man staar nu altsaa der midt i Salen og diskuterer . . . Problemet "Kærlighed", naturligvis! - Latter, Haandklap og høje Ord klinger ud i Rummet. Og de ældre Naader langs Væggene er lidt efter lidt blevet stivere og stivere af Holdning og hvassere og hvassere af Øjne. Indtil omsider

KAMMERHERREINDEN V. HINTEN

fuldladet bøjer sig ned mod

VALLØSTIFTSDAME, FRØKEN v. KLINGBEUTEL og siger, idet hun med Viften peger hen mod Gruppen under Kronen) :

- Man mærker jo, at den kære Ritmesterinde in-de er af Familie, min Go'e!

-- Ja -- det -- mærker -- man ! siger Vallødamen. Og hendes Ord høres som lutter smaa indignerede Eksplosioner).

KAMMERHERREINDEN.

Hva' ser Emmy i hende!

VALLØDAMEN.

Ja - Kammerherreinden - maa - nok - spø're!

De naadige taler noget højt; thi de er begge tunghøre.

Men Gruppen under Kronen morer sig videre . . .

I det tilstødende Gemak ("det gule") staar

HENDES NAADE
(laksefarvet Atlask med Guld-Agramaner. - Frisure à la Maintenon)

og taler med)

LEHNSGREVEN
(Elefantridder. Ældgammel og skindmager).

Nænæ - nænæ, bedste Fru Grevinde, (siger han) hendes Moder var sandfærdig en født Behrenskjold, om jeg maa be'!

HENDES NAADE
(tvivlende).

Ja husker nu Lehnsgreven ogsaa rigtig?

LEHNSGREVEN.

Om jeg husker! hun var jo en Kusine til Marianne Waltersdorff, der døde i Nizza!

Der gaar pludselig et Lys op for

HENDES NAADE.

Ja! hende der var forlovet med Friherre Sjøhjelm!

LEHNSGREVEN
(henrykt over Tilslutningen).

Jaja - jaja, kære unge Dame! Sér De, sér De! ... Og hendes Broder igen var'et, der i over fem Aar levede sammen med en Balletteuse 236 fra den store Opera, husker De nok! Han var ved Legationen, véd De, men saa blev Skandalen jo ...

SARA
(der har nærmet sig Fra Havesalen).

Hva-at snakker man hier um? - Immer Kærliikheet! Immer, immer! - Puhh! ... (Til Hendes Naade.) Barnpiiken søøker Daj, Emi. Du skal up och beete Fa-ater-Voer mit Børnene, siiker hun! di kan icke soofe ellers!

LEHNSGREVEN
(nikker bifaldende).
HENDES NAADE.

Lehnsgreven undskylder ...?

LEHNSGREVEN
(bukkende).

Bevares, bevares! Den Slags Pligter maa ikke forsømmes! ... Først Gud!

SARA.

...und so Koongen und Feetelandet!

HENDES NAADE
(vredt).

Sara!

SARA
(med et determineret Nik).

Aber det siiker man denn doch in Næstveet!

HENDES NAADE
(bon).
LEHNSGREVEN
(ser efter hende).
SARA
(puffer til ham).

Beha-aker det vielleicht icke Hr. Greefen at snakke mææt maj?

LEHNSGREVEN
(bukker stift. Han hader alt, hvad der er tysk. Siden 64 tager han til Paris over England).

Bevares, min naadige, det vil altid være mig en Ære at underholde en saa smuk Dame!

SARA
(stikker en Arm ind under hans).

La-at os denn ta-ake Platz, Herr Lehnsgreefe! Man bliifer so beschweeret veet at sto. Jaj ær feet; ock Di ær gammel!

LEHNSGREVEN
(stiver Knogierne op).

Aa for min Skyld, min naadige ...

SARA
(slæber mir nichts dir nichts af med ham).

Fra "Musikstuen" lyder Flygeltoner.

Man har formaaet en yngre Komtesse (i Hvidt) til at producere sig.

Hun præluderer ... Al Samtale tier . . . Der falder Stilhed over Forsamlingen . . .

KAMMERHERREINDE v. HINTEN
(himmelhøjt til)

VALLØDAME v. KLINGBEUTEL.

Er'et ikke den lille Polly Moltcke, min Goe, der skal synge?

Og

237
STIFTSDAMEN
(svarer ligesaa dæmpet).

Jo-o -- det -- Skal -- hun - jo - altid !

Hvornæst

KOMTESSEN
(sætter i med et Skrig, som blev hun forfulgt af fem Lansenerer):

Si vous n'avez rien à me dire,
Pourquoi venir aupres de moi ... ?

- -

- Holger ...!

- Emmy ...!

- Alle de fremmede her er!

- Dejlige, dejlige ...! Jeg ser jo kun Dig!

- Har Du lagt Mærke til Sara, hvor hun passer paa os!

- Ja, ja! ... Men hun ser intet, Du!

- Nej, hun ser intet! - Ingen ser noget! Ingen véd noget!

- Du er saa klog, Emmy! Og saa god!

- Holger ... jeg elsker Dig!

-- Emmy, Emmy! min . . . (søger ny Udtryk for sin flammende Elskov. Men finder kun de gamle). . . . min Dronning! -- mit Liv!

HENDES NAADE
(stakaandet).

Slip mig! ... Der kommer nogen!

HOLGER
(vil flygte ind gennem Havesalen).
HENDES NAADE.

Nej! nej! ... Ikke der! ... Ned ad Trappen!

HOLGER
(flyr ad Trappen ...).

Dette foregaar ude paa Terrassen.

Fuldmaanen sejler sølvblank af Sted højt over Parkens hundredaarige Træer. - Paa den buksbomhegnede Plæne foran Slottet staar, midt i et Rosenbed, en skinnende Marmorgruppe, en Mand og en Kvinde: Adam og Eva. Det er efter Syndefaldet og begge bærer de Figenblade . . .

Hvilket imidlertid turde være for sent.

Hans Naades "Kontor".

Egetræs-Møbler. - Hjortegevirer, Vaaben og Stamtræer paa Væggene. - Under Loftet en gammel, forgyldt Messing-Kirkelysekrone.

Tæt Cigarrøg.

Ved et Spillebord sidder Hans Naade og spiller L'hombre med Hofjægermester v, Bardenheim, gamle Grev Rosenvinge og Saras Mand, Ritmester, Baron Leopold v. Schack.

Rundt i Lænestole og Sofaer tobaksrygende Herrer.

Der er en Pause i Spillet, og man diskuterer Heste og Fruentimmer. -

HOLGER BILLE
(træder ind fra Døren til Vestibulen).
BARON v. SCHACK.

Naa, Bille, hva' Fanden har De 238 taget Dem for saa længe. Har De set paa Kammerjomfruer?

Latter af samtlige Embedsmænd.

v. SCHACK.

Vi snakker netop om Deres "Lucie". Vil De a' med hende?

HOLGER
(fuldstændig i Ligevægt efter Affæren paa Terrassen).

Det har jeg ikke tænkt paa, Hr. Ritmester!

HANS NAADE.

Schack sidder her og siger, at hun fransker paa højre Forben, Bille, hæ, hæ!

HOLGER
(stødt).

Fransker!? Ikke saa meget som bag paa min Haand!

v. SCHACK
(skeptisk).

Naa-aa ...

HOLGER
(hidsig).

De kender hende jo slet ikke, Hr. Ritmester !

V. SCHACK
(drillende).

Hum . . .

EN HERRE FRA SOFAEN.

Kom ikke til Bille med det, Baron. Er der noget han er inde i, saa er det sgu Hoppeben!

Brølende Latterkor.

HERREN FRA SOFAEN.

Baade "franske" og ikke "franske" !

HOFJÆGERMESTER V. BARDENHEIM
(som endnu er Enkemand. Drømmende).

Ja i København er der voldsom mange Slags Ben ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Du har nogle Fotografier, Bille ... (ud i Stuen.) Han har nogle Fotografier . . . (slaar Knald med Tungen.) klak ! !

GAMLE GREV ROSENVINGE
(ivrig).

Har han dem paa sig??

Fornyet Latterkor. Man hører særlig Ritmester von Schack.

Hendes Naade, Sara og flere andre Damer ind fra Salonerne.

Herrerne rejser sig hastigt, bukker og staar ret.

SARA
(standser i Døraabningen. Ser ud over Forsamlingen).

Der snakkes nock sjofle Sa-aker hier?

GREV ROSENVINGE
(forlegent stammende).

Men ... æ ... men, kære Fru Baronesse ...

SARA
(afgjort).

Ach, jaj kender doch vel mit Leopoldts Griin!

HENDES NAADE
(hos hvem der ejheller spores den mindste Terrasse-Bevægelse. - Hurtigt).

Vil Herrerne danse? Ungdommen vil danse ...

239
V. BARDENHEIM
(synker uvilkaarligt om i Stolen).

Gu' Fader bevares!

SARA.

Engager bare, Emichen! Brryyt Daj icke um Vrøvl!

HENDES NAADE
(gaar smilende og utvungent hen og inklinerer for Holger.)

Hr. Premierlieutnant ...?

HOLGER
(studser, trods sin "Verden", lidt over hendes Dristighed).

Deres Naade ...

HENDES NAADE
(leende).

De vilde helst blive ved Cigaren?

HOLGER
(atter Ka'l. Byder hende Armen).

Paa ingen Maade! Er mig en Ære!

SARA
(nejer for Hofjægermester v. Bardenheim).

Vi to feete, si'l vous plait?

V. BARDENHEIM
(peger forfærdet paa Kortene).

Jeg spiller, Dame!

SARA.

Jaha! Aber nu dantser vi først!! (Haler ham op af Stolen. - Raaber derpaa til de andre Damer:) Po dem, Barnlille! Ta-ak mit Leopoldt! Skall di sitte her ock spille up vore Noolepeenger!

DAMERNE
(strømmer leende til og engagerer).
HENDES NAADE
(gaar ivrigt konverserende bort med Holger Bille. De spøger og ler harmløst som tvende Konfirmander).

Samme Holger minder ikke saa lidt om Tjener Frants i første Afdeling. Ganske vist er han elegantere og mere utvungen i sin Optræden; men han, hører dog til samme Hjerteknuser- og Overkelner-Type: høj, bleg, velskabt, med tætklippet, salvet og lige kløvet Kranie. Men naturligvis bærer han, qua Kriger, Overskæg.

SARA
(kigger opmærksomt efter Naaden og Lieutnanten. Ryster paa Hovedet, da hun ser deres tvangfri Adfærd).

Naj, der ær vist ganske icke nooket der pustler!

V. BARDENHEIM
(bøjer sig ned mod hende).

Hva'.

SARA.

Ock, jaj taler blot i Søøfne, Herr Hofjægermester!

V. BARDENHEIM
(flad).

Hø .... (Begge ud.)

DE ANDRE
(følger Par om Par efter).

Der lyder Horn- og Violintoner fra Riddersalen.

240

FEMTE AEDELING

Kalaset er endt; de fremmede er kørt hjem, og Kerterne er slukkede.

Kun i Kontoret er der Lys. Og her sidder Hans Naade sammen med Holger Bille og et Par andre københavnske Venner og skyller efter med Sodavand og Whisky.

Vi lader dem sidde.

Hendes Naade ledsager Sara til hendes Værelser ovre i Kavalerfløjen.

Foran Damerne gaar Jomfru Bertelsen med en tændt Lampe. Hun er komplet Idiot af Søvnighed.

De træder ind i Salonen foran Soveværelset.

SARA.

Sitt Lampen, Jungfrau, ock gaa ind ock gør i Stand!

JOMFRU BERTELSEN
(glor tungt paa sit Herskab uden at fatte).
SARA
(hen til hende og ryster hende, saa Lampekuplen klirrer. Siger derpaa højt og langsomt som til en døv).

Sitt Lampen po Borrdet, Jungfrau Bertelsen; ock go denn ind ock putzel maj Veerelset!

JOMFRU BERTELSEN
(smiler fjollet, sætter Lampen fra sig og gaar avtomatisk som en Søvngænger ind i Sovegemakket).
SARA
(maler sig rundt med en Finger paa Panden).

Sie ist ganz Brrruu!

HENDES NAADE
(indigneret).

Johan fandt hende ogsaa nede i Mellemstuen! Hun laa og sov paa Sofaen!

SARA
(medfølende).

Det Skrook!

HENDES NAADE
(som før).

Aa-r! Hele Aftenen har hun været munter nok ovre i Tjenerværelset med de fremmede Kuske?

SARA
(liberal).

Ach ja! was soll man dazu sagen!

HENDES NAADE.

Du behandler hende altfor lempeligt. Den Slags Væsener skal man ikke tage paa med Fløjlshandsker !

SARA.

Vielleicht icke naj ... (Gaber.) Aber jaj har en so stoor Respect for Soofning!

HENDES NAADE
(ler).

Ja, det har Du nok! - Naa, god Nat, kære Sara! - Hvad Tid vil Du ha' din Kaffe serveret i Morgen?

SARA
(gaber igen og strækker sig).

Ach, Du . . . Glocken fjorten ! - Ock siik til dit Mand, at han kan voove po at gøre Alarm igen, den Asen!

HENDES NAADE
(leende).

Det skal jeg nok! - God Nat! (Vil gaa).

SARA
(skriger).

Naj, naj! Emi ...?

241
HENDES NAADE
(standser).

Ja ...

SARA.

Komm mal hier!

HENDES NAADE
(uvilling).

Nej, nu skal vi i Seng!

SARA
(lader som intet).

Det var en meeket behakelickt Selskap i Da-ak!

HENDES NAADE
(løst).

Ja, det gik jo rigtig nydeligt ... Og nu er det Gud ske Lov overstaaet!

SARA.

Di morede saj alle godt!

HENDES NAADE.

Tror Du ...

SARA.

Jaha! - Ock det lille Moltcke sangg nyytlick ... (Parodierende:) Si vous n'avez rrrien ...

HENDES NAADE
(smilende).

Sara!

SARA.

Jaha! - Ock den v. Bardenheim dantsede wie ein Omnibus!

HENDES NAADE
(ler mod Sky).

Du er storartet! - Men nu gaar jeg: God Nat!

SARA
(for at forhale Tiden).

Skall icke mit Tornerose derinde leetsake Daj mææt Lampen?

HENDES NAADE
(ved Døren).

Nej Tak! Jeg kender Vejen! (Aabner.)

SARA
(skriger).

Emi! Emi!

HENDES NAADE
(ler).

Nej, nu vil jeg gaa!

SARA
(tryglende).

Bare to smoo bitte Ord, Emichen ...?

HENDES NAADE.

Du véd vist ikke, hvad Klokken er?

SARA.

Det skidt Glocke! - Bare to ganske bitte smoo Ord ...?

HENDES NAADE
(nærmere).

Naa ...?

SARA
(skutter sig af Glæde).

Ta-ak Platz! Ta-ak Platz!

HENDES NAADE
(beslutter pludselig at komme Sara i Forkøbet. - Sætter sig smilende).

Jeg véd godt, hvad Du vil !

SARA.

Halløj ...!?

HENDES NAADE
(stadig rolig og smilende).

Men nu haaber jeg, at Du er kommen til Fornuft?

SARA
(nikker).

Ja! - (Lidt ærgerlig:) For alt, hva-at jaj i Da-ak har studeret ock studeret, so ær det dock alligevel icke Holger Bille!

HENDES NAADE
(overstadig).

Nej, min Høne!

SARA.

Siiker Du Høne ...!?

242
HENDES NAADE
(leende).

Ja! for klog Høne kan ogsaa gøre i Nælderne! (Rejser sig.) God Nat!

SARA
(snapper fat i hendes Kjole).

En ær der !

HENDES NAADE
(polisk).

Mon ...?

SARA.

Jaj kann se det po dine Øjne!

HENDES NAADE
(nikker).

Ja; der er ogsaa en! - Og skal jeg sige Dig hvem?

SARA
(med foldede Hænder).

Ach, ja, Emichen, for Gutt in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig mod hende).

Det er ... (Tøver.)

SARA
(stamper i Gulvet).

Jaj foor um et Augenblick Krampfe!

HENDES NAADE
(alvorlig).

Det er ... Hans Velskabthed, Hr. v. Bardenheim! (Rejser sig og flygter leende:) God Nat!

SARA
(skriger vildt).

Emi! Emi! (Men da Hendes Naade forbliver ubøn hørlig, napper hun en Buket Blomster op af en Vase paa Bordet og slynger den hen mod Døren:) Dit skidt Lümmel !

SJETTE AFDELING

København. Omkring December Termin. Aften mellem 8 og 9. -

En Droske kommer raslende i fuld Fart og standser op uden for Privatindgangen til en anden-tredje Klasses Kafé paa Østerbro.

HOLGER
(stiger ud. Siger derpaa til Kusken).

Hør, kunde De ikke gøre mig den Tjeneste at gaa ind i Kafeen og spørge efter Opvarter Johansen?

KUSKEN
(kravler ned).

Jovel, Herre!

HOLGER.

Og sig saa til ham, at den Herre, der har bestilt Nummer fire, holder derude!

KUSKEN.

Jovel, Herre! - Men vil Herren saa kaské ha'et lille godt Øje til Væddeløberen der? (Peger paa Hesten.)

HOLGER.

Det skal jeg nok!

KUSKEN
(ind i Kafeen).
EN DAMESTEMME
(inde fra Vognen. Nervøst).

Holger ... jeg tør næsten ikke ...

HOLGER
(ved Vogndøren. Leende).

Aa Snak, lille Ven! Hvad skulde Du være bange for?

STEMMEN.

Om nogen nu saa' os ...

243
HOLGER.

Her er ingen, der ser os herude!

KUSKEN
(fra Kafeen).

Nu kommer han ... Springeren!

HOLGER
(betaler og giver meget rigelige Drikkepenge).
KUSKEN.

Tak, Herre, tak! - Skulde det være en anden Gang ... Hauserplads, véd De nok, Vogn 214 ... Rasmussen !

OPVARTEREN
(i Kafeens private Indgangsdør. Bukkende, duvende og smiskende. - Han er en ualmindelig hæslig Eunuk-Type: blegfed, lasket og lurvet).

'aften, Hr. Premierlieutnant! Værs'artig ...!

HOLGER.

Der er vel ingen i Gangen, Johansen?

OPVARTEREN.

Ingen, Hr. Premierlieutnant! ... Naturligvis! (Hen mod Drosken:) Skal jeg hjælpe den lille Dame ud?

HOLGER
(skubber ham væk).

Nej !

OPVARTEREN
(ydmyg).

Omforladelse ... Omforladelse!

HOLGER
(ved Droskedøren).

Kom saa ...

DAMESTEMMEN
(forvirret og angest).

Jeg ... Aa, Holger, skal vi ikke køre igen ... ?

HOLGER
(mildt).

Men Barn dog ...

STEMMEN.

Jamen ... hvis nu nogen ...

HOLGER.

Jeg siger Dig jo: her er ingen!

STEMMEN.

Det er vist et meget tarveligt Sted ...

HOLGER
(løfter paa Skuldrene).
OPVARTEREN
(smiskende, væmmelig).

Jeg kan ikke svare for Passagen ret længe, Hr. Premierlieutnant ... hi, hi!

STEMMEN
(fra Vognen).

Og saa kender han Dig ...

HOLGER
(lidt utaalmodig).

Kom nu, Emmy ... (Griber fat om hendes Haand:) Kom nu, hører Du! Vi kan ikke staa her og ...

DAMEN
(stiger langsomt og tøvende ud. Hun er høj, elegant og tæt tilsløret).
OPVARTEREN
(slaar fortrolig-galant en Haand hen mod Gangdøren).

Denne Vej, lille Frøken ...!

HOLGER
(tager Damens Arm og skynder sig ind).
OPVARTEREN

(springer adræt foran dem og aabner en Dør, mærket Nr. 4, og hvorpaa der hænger en Plakat med et stort: Optaget.

DAMEN
(smutter ind).
HOLGER
(trækker hurtig Døren til efter hende. - Hvisker til Opvarteren).

Ingen andre herind end De, Johansen!

OPVARTEREN
(smiskende, fælt, lige til at slaa i Fjæset).

Forstaar sig ... hi, hi!

HOLGER.

Og hurtigt!

244
OPVARTEREN.

Javel! - (Fidélt:) Hr. Premierleutnanten erindrer nok, at der er Smæklaas indvendig paa Døren; og at jeg plejer at banke tre korte Slag (rækker en krum Finger med et kolossalt udviklet Midtersteled i Vejret) med denne Kno?

HOLGER
(gaar hurtig ind i Værelset uden at svare. - Smæklaasen glider stille for . . .)

Det er som sagt i Terminen. Herskabet fra Tygesborg er kommet til Hovedstaden for at gøre Juleindkøb. - Tyge og Edmund er med. - Familien bor hos Onkel Kammerherren; der er jo Plads nok.

Men i Aften er Hans Excellence til Spilleparti hos den engelske Gesandt.

Hendes Naade har derfor besluttet at besøge en Barndomsveninde i Ordrup.

Og

Hans Naade Greven er i Kasino med Drengene. - De ser "Snehvide".

Tæppe.