Wied, Gustav Første Violin. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. Det svage Køn. Den hellige Aand H. C. Andersen. Et Par Handsker. 1967

II

        

III

GUSTAV WIED

ROMANER NOVELLER SKUESPIL
FØRSTE VIOLIN
ADEL, GEJSTLIGHED, BORGER
OG BONDE
DET SVAGE KØN
DEN HELLIGE AAND
H. C. ANDERSEN
ET PAR HANDSKER

Femte Bind

Med autentisk Billedmateriale illustrerende Forfatterens Liv og Digtning

ROSENKILDE OG BAGGER København

1967
IV

Billedredaktion og Billedtekster:
Volmer Rosenkilde
Fotografi - hvor andet ikke er anført:
Finn Jacobsen og Volmer Rosenkilde
Anastatisk Del af Tekst
Villadsen ¤& Christensen
Tilrettelægning af Billedsider og Smudsomslag:
Preben Dahlstrøm
Klicheer:
Romanus-Klicheer
Omslag, Billedsider og Nysats:
Det Berlingske Bogtrykkeri A/S
© Rosenkilde og Bagger 1967
Printed in Denmark
Sibste Bind vil indeholde en fuldstændig
Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

FØRSTE VIOLIN
Skrevet i Samarbejde med Jens Petersen
1897-98,
første Bogudgave 1898

VI

        

VII

PERSONERNE

  • Clausen, Apoteker.
  • Ludvig, Provisor, hans Søn.
  • Møller, Adjunkt.
  • Anna, hans Datter.
  • Dilling, Dyrlæge.
  • Hansen, Musiker.
  • Stine, Apotekerens Husholderske.
  • Niels, Apotekerens Karl.

Handlingen foregaar i en større jydsk

Provinsby, hos Apoteker Clausen, fra

en Dags Aften til næste Dags Aften.

VIII

        

9

FØRSTE AKT

SCENEN: Dagligstuen i et gammelt Provinshus, hvor der i mange Aar har været Apotek. Den er ikke synderlig dyb og har altsaa en noget aflang Form. Men da der i Forgrunden til højre er en stor firkantet Krog, er det kun den forreste Del af Stuen, der indtager Scenens hele Bredde. Højt oppe i denne Krog sidder der som Levning fra ældgammel Tid et Karnapvindue med talrige smaa Ruder. Foran dette Vindue er der anbragt en Forhøjning med fem-seks Trappetrin.

Hovedindgangen er i Baggrunden midt for, gennem en bred og høj Døraabning med et grønt, uldent Forhæng. Herfra kommer man ind i Recepturet, som er indrettet oven over Bygningens Port og derfor ligger et Par Trin højere end Forgrundscenen. Det er kun nogle faa Alen bredt, og naar Forhænget trækkes til Side, ser man, at det ved et lignende Forhæng er adskilt fra det bagved liggende Apotek, som er i Niveau med det forreste Værelse, saa at man atter maa stige et Par Trin ned paa den modsatte Side. Naar man fra Gaden vil ind gennem Hoveddøren, maa man altsaa først gennem Apotek og Receptur.

To Døre til højre og en til venstre. Af Dørene til højre fører den forreste ind til Adjunkt Møllers og den anden ind til Dyrlæge Dillings Lejlighed, medens man gennem Døren til venstre kommer ind i Hovedlejligheden, den af Apoteker Clausen beboede Del af Ejendommen.

Mellem Dørene til højre Sofa, Bord og Stole, alt i Mahogni fra Kristian den Ottendes Tid. - Op ad Væggen i Forgrunden til venstre en meget lang Empiresofa med Sideskabe. - Paa Forhøjningen i Krogen til højre to Bænke, den forreste med Bagsiden mod Tilskuerne, den anden vis-à-vis. De har ikke andet Rygstød end det Rækværk, hvormed Forhøjningen er omrammet. Dette Rækværk er ligesom Forhøjningens Trappegelænder udskaaret i Egetræ og gør Indtryk af at være et Par Hundrede Aar gammelt. - I Baggrunden til venstre for Hovedindgangen et gammelt Klaver og en Reol med Noder. - Til højre for Hovedindgangen en stor Kakkelovn med bronceret Buste af Kristian den Ottende. - I Mellemgrunden til venstre nogle Nodepulte med tilhørende Stole. Pultene er indrettet saaledes, at de ikke blot har Plads til Lys, men ogsaa til Kopper og Glas.

Paa Væggen over Klaveret Portrætter af Haydn, Mozart og Beethoven. Haydn hænger i Midten og noget højere oppe end de andre. Han er ogsaa i større Format, og Rammen er omgivet af en mægtig Laurbærkrans.

Karmen i Karnapvinduet er meget bred og fyldt med Potteplanter.

Naar der kommer nogen ind gennem Apotekets Gadedør, er der en Klokke i det forreste Værelse, der ringer. Denne Klokke har Plads til venstre for Hovedindgangen, højt oppe paa Væggen, og er anbragt i Enden af en lang, rusten Jærnfjeder. Den klinger hæst og dingler længe.

FØRSTE SCENE

En Kvartet af Strygere, bestaaende af Ludvig (første Violin), Apotekeren (anden Violin), Adjunkten (Bratsch) og Dyrlægen (Violoncel), er paa Plads foran Nodepultene. Ludvig og Apotekeren længst fremme. 10 Adjunkten har en Kop Kaffe staaende ved Siden af sig, Dyrlægen en Toddy.

Man er i Lag med Haydn Op. 76 Nr. 3 (Kejserkvartetten), og i samme Øjeblik Tæppet begynder at gaa op, sættes der i med de første Takter af Adagioen.

Ludvig er en slank, lidt spædlemmet og forlegen ung Mand i Begyndelsen af Tyverne. Han har en let Antydning af Overskæg.

Apotekeren er nogle og tres, høj, soigneret, uden Skæg. I lang, gammeldags Skødefrakke. Rolig og værdig. Afdæmpet i sin Tale, selv om han bliver vred.

Adjunkten er paa samme Alder. Uden Skæg. Sværmer for Beethoven og bestræber sig for at lægge sig hans bistre Ansigtsudtryk til. Sjusket og malproper.

Dyrlægen er nogle Aar yngre. Uden Skæg. Lille, fed, gemytlig. Med smaa Lapserier i sin Paaklædning.

Man er omtrent færdig med første Afdeling, selve Themaet, saa tager Klokken paa at ringe.

LUDVIG
(rejser sig øjeblikkelig).

Der kom nogen.

ADJUNKTEN.

Fa'en, lad dem vente!

LUDVIG
(hænger Violinen fra sig paa Pulten).

Syge Folk kan man ikke lade vente.

ADJUNKTEN.

Aa-r! Syge! Det er sgu Folks egen Skyld, naar de bli'er syge!

APOTEKEREN.

Hvor er Niels henne?

DYRLÆGEN.

Han er vel inde, hæhæ, og ta' Stines Temperatur !

LUDVIG
(paa Vej ud gennem Recepturet).

Niels maa først være færdig i Kælderen.

ADJUNKTEN
(rejser sig, arrig).

Kalder Du det at spille, Clausen, hva'?

APOTEKEREN
(rømmer sig sagtmodig).
DYRLÆGEN
(tager sit Glas).

Skaal, Ihr Herren! Det er da en Trøst, at man ikke behøver at være mere end én om at drikke!

ADJUNKTEN
(op og ned ad Gulvet, knapper Vesten op og strammer sine Seler).

Det er ogsaa en Manér, at han skal passe Butikken, naar vi har Musikaften!

APOTEKEREN
(rolig).

Det er ingen Butik, Møller, det er et Apotek.

ADJUNKTEN
(hen mod ham).

Jeg kalder det nu for en Butik! Og jeg vil altid kalde det for en Butik, for det har jeg mest Lyst til!

APOTEKEREN
(mildt).

Ja, ja ja ....

ADJUNKTEN.

Hvorfor lukker Du ikke? Alle de andre har lukket for længe siden.

APOTEKEREN.

Paa et Apotek lukker man ikke, før Klokken er ti.

11
ADJUNKTEN
(indædt).

Og hvis nu Beethoven havde været Apoteker? Hva'?

DYRLÆGEN.

Eller Mozart - - hæhæ? - I skulde sgu ta' Jer en Toddy - ligesom mig og Mozart, Ihr Herren, - den er saa rar at fordrive Ventetiden med.

ADJUNKTEN.

Det hedder ikke: "ligesom mig og Mozart", - det hedder: ligesom jeg og Mozart! - Men vi behøver Gudskelov ikke at sættes i Spiritus endnu.

DYRLÆGEN
(klapper ham beroligende paa Armen).

Og den gør arrige Folk mildere af Hjerte - Skaal!

ADJUNKTEN
(trækker Armen til sig).

Uf! ... Fyldebøtte!

DYRLÆGEN
(fortsættende).

Og ligesom blidere af Sind, - gamle Stilebog!

APOTEKEREN
(mægiende).

Saa, saa, saa! - Altid skal I kævles!

LUDVIG
(kommer ind igen).
DYRLÆGEN
(til Ludvig).

Det var vel for to Øre Loppefrø?

LUDVIG.

Saa omtrent ja.

ADJUNKTEN
(strammer sine Seler).

Og det skal man ha' farmaceutisk Eksamen for at besørge!

APOTEKEREN.

Skal vi saa forsøge igen? (Sætter sig ved Pulten og tager sig en Pris).

ADJUNKTEN.

Ja, "forsøge" ! "Forsøge1" ! (Sætter sig og tager sig en Pris.) Slaa en Plakat op udenfor, at vi spiller!

DYRLÆGEN
(sætter sig og tager en Pris).

Det er sgu tilstrækkeligt at stille Stine op inden for Glasdøren, hæ, hæ!

LUDVIG
(sætter sig).

De véd, at jeg holder meget af Stine, Dilling.

ADJUNKTEN.

Hun gør hans Toddy for tynd, lille Ludvig, - hinc illæ lacrymæ !

DYRLÆGEN.

Du har det vist ikke godt, Møller?

APOTEKEREN.

Vi begynder altsaa forfra paa Adagioen! (Banker med Buen i Pulten. Musik. Men efter er Par Takters Forløb ringer det igen.)

LUDVIG
(rejser sig øjeblikkelig og hænger Violinen fra sig).
DYRLÆGEN.

Ja, tænkte jeg det ikke nok! Tænkte jeg det ikke nok!

ADJUNKTEN
(farer op).

Jeg spiller ikke en Node mere i dette Rakkerhus!

12
APOTEKEREN
(til Ludvig)

. Hvad er det ogsaa, Du har sat Niels til netop nu? Du vidste jo, at vi skulde spille.

LUDVIG
(paa Vejen ud).

Det er Frugtsaften, Fa'er. Den kunde ikke staa længere; og vi kan da ikke være tjent med, at den bliver fordærvet.

ADJUNKTEN.

Og den Dreng er opkaldt efter Beethoven! Han skulde ha' hed't Isak eller Moses, skulde han, den Kræmmersjæl!

APOTEKEREN
(rejser sig. Rolig).

Ludvig har jo naturligvis Ret, Møller. Navnlig nu, efter at vi har faaet den nye Apoteker til Byen.

DYRLÆGEN.

Naa-aa, Du sidder vist lunt nok inden Døre. - Og paa den Maade var det jo meget bedre, vi var bleven boende hver for sig.

ADJUNKTEN
(til Apotekeren).

Ja, var det ikke Dig, som fik os til at flytte her hen paa Apoteket? Hva'?

DYRLÆGEN.

For at vi kunde ha' det noget nemmere med Musikken - hæ?

APOTEKEREN.

Jo, vist saa, ... vist saa ...

ADJUNKTEN.

Og ikke for at vi skulde passe Butikken ... hæ!

APOTEKEREN.

Jeg har flere Gange anmodet Dig om ikke at kalde det en Butik, Møller.

DYRLÆGEN.

Og hvad kan det saa nytte, at vi har faaet Ludvig tilbage igen?

ADJUNKTEN.

Du kunde ha' beholdt den gamle Provisor, det sagde jeg straks! Saa kunde Ludvig ha' passet sin Violin.

DYRLÆGEN.

Hvorfor skulde han ellers ta' Undervisning i Musik derovre i København. Saa behøvede han jo bare at ha' læst til Eksamen.

ADJUNKTEN.

Naar Du vil gøre en Kræmmer ud af ham alligevel!

DYRLÆGEN.

Stik den, Clausen! Stik den! Jeg holder med Møller! Enten spiller man, eller man spiller ikke!

APOTEKEREN.

Du passer dog ogsaa dine Forretninger, Dilling.

DYRLÆGEN
(tager en Slurk af Toddyen).

Det gør jeg. Men Fandens nødig!

13
ADJUNKTEN.

Det troede jeg, at vi tre var enige om for længe siden, at Musik er det eneste, som der er noget ved her i Livet.

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Møller: Musik til Hverdag, - og en sød lille Pige i Tilgift om Søndagen - og saa Toddy over hele Linien! Hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(slaar efter ham).

Lad være Dilling! Du véd, jeg sætter Pris paa Dig som Musiker; men jeg sympatiserer ikke med dit ... dit Privatliv! (Til Apotekeren) : Hvis Du ikke mener, Du har Raad til at holde en Kandidat til, saa kunde Du i det mindste ta' en Discipel. Det er det rene, skære Gnavseri at nøjes med Ludvig og Niels.

DYRLÆGEN.

Det rene, skære Gnavseri!

APOTEKEREN
(lidt pikeret).

Naa-aa, jeg kender dog dem, der holder mere paa Pengene end jeg!

DYRLÆGEN
(stikker Adjunkten i Siden med Tommelfingeren).
APOTEKEREN.

For Resten véd I jo godt, at jeg er lige saa ked som I af disse idelige Afbrydelser, og jeg haaber ogsaa, at det skal lykkes mig at raade Bod derpaa.

DYRLÆGEN
(nysgerrig).

Saa-aa? Saa-aa? Hvordan det?

APOTEKEREN
(tager et Papir frem af sin Tegnebog).
ADJUNKTEN
(utaalmodig).

Naa!

APOTEKEREN
(rækker ham Papiret).

Værsgod og læs !

DYRLÆGEN.

Hva' er det?

APOTEKEREN.

Et Avertissement.

ADJUNKTEN
(har hurtig ladet Øjnene løbe over Papiret).

Avertissement?

APOTEKEREN.

I Berlingske. Værsgod og læs!

ADJUNKTEN
(læser).

"Første Violin. - En dygtig Musiker, som kan spille første Violin i en Strygekvartet, og som er villig til at gaa til Haande i et Apotek, kan faa en fast og vellønnet Stilling. Man behage at henvende sig ..."

(Ser forbavset-spørgende op.)

APOTEKEREN
(sejrsstolt).

Hvad siger I til det?

(Lille Pause.)

DYRLÆGEN.

Borgerskabet vil grine af os!

ADJUNKTEN
(betænkelig).

Du har rykket det ind?

APOTEKEREN.

Det maa have staaet allerede i Gaar eller i Forgaars.

14
DYRLÆGEN.

De vil grine af Dig, Clausen!

APOTEKEREN.

Jeg kan ikke se, at det er noget at le af.

ADJUNKTEN
(overlegent).

Og lad dem saa le! Lad dem le! Naar bare vi faar en Mand, der kan spille! - Og naar bare vi tre holder sammen.

APOTEKEREN.

Det gør vi !

DYRLÆGEN.

Naturlig! Det har vi jo altid gjort! (Drikker.)

ADJUNKTEN
(griber pludselig Apotekeren i Frakkeopslaget).

Du har da vel ikke tænkt paa at sende Niels væk saa? Det kunde ligne Dig! Det kunde ligne Dig!

APOTEKEREN
(frigør sig lempelig).

Du er saa voldsom, Møller!

ADJUNKTEN
(med sit Ansigt tæt til Apotekerens).

Har Du tænkt paa det?

APOTEKEREN.

Nej ... ja ... nej ... Vi kan jo da tale om det!

ADJUNKTEN
(slaar Hænderne sammen i Ekstase).

Han har tænkt paa det! Han har tænkt paa det! - Byde en Primoviolin at feje Gaard og hente Brænde op og Kokes! Kokes! Og Vand til Stine!

APOTEKEREN.

Naar selv en Haydn har maattet pudse Støvler og hente Brænde!

ADJUNKTEN
(med Voldsomhed, som om han vilde æde ham).

Clausen! Der er Mug paa dine kunstneriske Aspirationer!

APOTEKEREN.

Hvor Du dog altid ta'er paa Vej.

DYRLÆGEN.

Ja, det er sgu ikke saa underligt, at hans Kone rendte fra ham!

ADJUNKTEN
(lader Armene synke og siger ganske uforstaaende)

: Men Dilling dog!

APOTEKEREN
(bebrejdende til Dyrlægen)

. Hvor kan Du dog sige saadant noget!

DYRLÆGEN
(genert).

Ja - ja ... det faldt mig lige ud af Munden ... (Hidsig:) Han kan jo la' være med at skabe sig saa spiltosset!

APOTEKEREN
(trøstende til Adjunkten)

Saa, Møller, saa .... Naturligvis beholder vi Niels, naturligvis! Ellers vilde det jo blive akkurat det samme, det indser jeg godt nu, ... naturligvis beholder vi ham, ... og saa skal vi rigtig ...

LUDVIG
(kommer ind).
15
DYRLÆGEN
(glad over Afbrydelsen).

Naa endelig! ... Lad os saa gaa videre!

LUDVIG.

Det kan vist ikke nytte noget. Det er en Hjernebetændelse ; og jeg skal vist straks ud igen.

ADJUNKTEN.

Jeg har heller ikke Lyst nu.

APOTEKEREN
(klapper hans Arm).

Naa, naa, Møller, lad nu det være glemt.

ADJUNKTEN
(trækker Armen til sig).

Jeg har ikke Lyst, siger jeg! ... Lad være med at behandle mig som et Pattebarn! Jeg ... jeg er tre Maaneder ældre end Du!

LUDVIG.

Men kære Hr. Møller ...

DYRLÆGEN
(pludselig frem, rækker Adjunkten Haanden).

Jeg beder Dig om Forladelse!

ADJUNKTEN
(uden at tage hans Haand).

Jeg vil ikke længere sidde her og spille til Nar!

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Møller!

ADJUNKTEN
(hidsig til Dyrlægen).

Det sætter jeg aldeles ingen Pris paa!

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Dig alligevel.

ADJUNKTEN.

Nu gaar jeg ind til mine Stile!

DYRLÆGEN
(vil gøre Parti med Adjunkten og lader ogsaa fornærmet).

Jeg gaar ogsaa ind til mig selv! (Tager sin Toddy.)

ADJUNKTEN
(vender sig i Døren).

Og til dine sjofle Romaner! Hva'! (Ud.)

DYRLÆGEN
(naar Adjunkten er ude af Døren).

Hæ ! ... Gamle Penneskaft! (Ud.)

APOTEKEREN
(rømmer sig sagtmodig).

Hum, hum ....

LUDVIG
(med et lille Smil).

De var nok ikke i godt Humør?

APOTEKEREN.

Nej, det gaar jo heller ikke, dette her, min Dreng.

LUDVIG.

Nej, ikke sandt? Apoteket lider alt for meget derunder.

APOTEKEREN.

Ja, Apoteket ... ja naturligvis. Og Musikken lider alt for meget derunder. Baade Apoteket og Musikken !

LUDVIG.

Her bliver mindre og mindre at bestille, og jeg tror, det er Musikkens Skyld.

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ... (Faar pludselig en Mistanke:) Hvad mener Du med det?

16
LUDVIG.

Ja, Du kan naturligvis spille saa meget, Du vil ...

APOTEKEREN.

Naa dog!

LUDVIG.

Det gaar bare ikke an, at vi spiller begge to.

APOTEKEREN.

Vil Du lægge din Kunst paa Hylden?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Kaste den Guds Gave bort?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Og netop nu, da vi alle sammen er enige om, at Du har haft overordentligt Udbytte af den Undervisning, Du har nydt i København?

LUDVIG.

Jeg behøver vel ikke netop at lægge den paa Hylden, men ....

APOTEKEREN.

Ja, hvor vil Du da lægge den hen?

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Staa ikke der og grin!

LUDVIG
(alvorlig).

Jamen, Fa'er ....

APOTEKEREN
(afbrydende).

Tror Du, jeg var kommen hel skindet gennem Livet, dersom jeg ikke havde haft min Musik og da særlig den store udødelige Haydn at støtte mig til?

LUDVIG.

Jeg holder ogsaa meget af Musik.

APOTEKEREN.

Men Du holder maaske endnu mere af Recepter og .... og engelsk Salt ? Er det det, Du vilde sige ?

LUDVIG.

Maa jeg tale ud?

APOTEKEREN.

Tal!

LUDVIG.

Jo, ser Du, Fa'er, for mig har Apoteket her altid staaet som ... som noget ærværdigt ... noget næsten helligt. Det er ikke blot Dig, men ogsaa Bedstefa'er og hans Fa'er igen, der har levet og virket inden for disse gamle Vægge. Og naar jeg i min Barndom hørte Folk tale om det gamle Apotek, syntes jeg altid, der kom noget ærbødigt i Tonefaldet, det var næsten, som om de vilde tage Hatten af, blot de nævnede det; og nu ... nu ....

APOTEKEREN.

Hvad nu?

LUDVIG.

Nu er det ikke langt fra, at man trækker paa Skuldrene af det, - man kalder det for ... for Musikkonservatoriet ...

APOTEKEREN.

Vi bryder os ikke om dumme Menneskers Vittigheder!

17
LUDVIG.

Jamen det hele kunde jo saa let bringes paa Fode igen, naar bare Du tillod, at jeg tog mig lidt mere ... lidt alvorligere af Sagerne.

APOTEKEREN
(klapper ham paa Kinden).

Du er en brav Dreng, Ludvig! Men Du er lidt for ømskindet. Lad Folk snakke og være vittige; det er dog Glæden inden Døre, det kommer an paa!

LUDVIG.

Jo, men ...

APOTEKEREN
(stadig smilende).

Nej, nu maa Du tillade, at jeg taler lidt! (Polisk:) Ser Du, jeg har jo allerede indset, at dette her gaar ikke; og jeg har ogsaa tænkt paa at skaffe Udvej. (Resolut:) Vi skal ha' en Mand til i Apoteket.

LUDVIG.

En Farmaceut?

APOTEKEREN.

Nej, en Mand, der kan spille Violin.

LUDVIG.

Jamen ...

APOTEKEREN.

Saa er vi ikke længere afhængige af Niels.

LUDVIG.

Men jeg forstaar ikke rigtig . .. ?

APOTEKEREN.

For saa kan Du og den unge Mand skiftes til at spille og til at passe Apoteket. Det synes jeg ikke, der er mange Ben i!

LUDVIG
(smilende).

Jamen ... var det saa ikke bedre, at den ny Mand helt overtog Primoviolinen?

APOTEKEREN.

Og Du? Hvad vilde saa Du?

LUDVIG.

Passe Apoteket naturligvis. Det vilde Kunderne vist ogsaa synes bedre om.

APOTEKEREN.

"Kunderne"? "Kunderne"? - - Hvem er det? - Er vi Diskenspringere maaske?

LUDVIG
(smilende).

Undskyld!

APOTEKEREN.

Ikke smile!

LUDVIG
(alvorlig).

Undskyld!

APOTEKEREN
(ryster paa Hovedet).

Ludvig, Ludvig, Du er ikke nogen ægte Clausen! Du er i hvert Fald ikke min Søn!

LUDVIG
(smiler igen).

Jamen Fa'er, naar Du siger saadan noget, er jeg virkelig nødt til at smile.

APOTEKEREN.

Ja, jeg mener ... Gudbevares! ... derom er der ingen Tvivl, naturligvis! - Men jeg mener: Der er ikke gaaet Musik i Dig!

LUDVIG.

Nej, ikke saadan, at jeg kan glemme alt andet for 18 Musikkens Skyld. Og jeg kan da ikke heller altid blive ved med bare at være din Søn.

APOTEKEREN.

Naa, hvad ellers da?

LUDVIG.

Der kommer jo alligevel en Gang, da der maa gøres en ... (stopper op.)

APOTEKEREN.

En hvad for noget?

LUDVIG.

En ... en Forandring.

APOTEKEREN
(meget forbavset).

Og hvad er det saa for en Forandring? ... Naa, - naa! Ud med Sproget! Du har altsaa flere ... Kaprifolier paa Haanden.

LUDVIG
(lidt usikker).

Jeg kunde jo for Eksempel gaa hen og ... og gifte mig.

APOTEKEREN
(ganske uforstaaende).

Gifte Dig?

LUDVIG.

Jeg er da ikke noget Barn længer.

APOTEKEREN
(i indre oprør).

Nej, Gudbevares, man kan se dit Skæg uden Lupe!

LUDVIG.

Fa'er, maa jeg tale alvorligt med Dig?

APOTEKEREN.

Ja værsartig! Jeg er saa alvorlig som et Timeglas!

LUDVIG.

Vi to har jo egentlig aldrig talt rigtig sammen, aldrig! Bare spillet.

APOTEKEREN.

Musikken er Sjælenes sublimeste Sprog!

LUDVIG.

Ja, ja ... Men sæt Dig nu der! Saa sætter jeg mig her. Og saa taler vi sammen. Du plejer jo dog at være saa rolig.

APOTEKEREN
(sætter sig).

Under et Jordskælv vakler selv en Statue.

LUDVIG
(sætter sig. Famlende).

Jeg véd godt ... baade Du og Hr. Møller og Dilling ... I har jo alle tre ... altid talt saa haardt og uvenligt om Kvinderne ...

APOTEKEREN.

Dilling sandt for Dyden ikke!

LUDVIG.

Næh - nej Dilling maaske ikke. Men han ser dog paa dem med ... med saa ufine Øjne. Og alle tre har I dog været enige om at sige alt det onde om Ægteskabet, som I paa nogen Maade kunde ...

APOTEKEREN.

Hum!

LUDVIG.

Og det er jo Jer, der har opdraget mig. Nogen Mo'er har jeg ikke haft; og af Kvinder har jeg egentlig aldrig kendt andre end Stine.

19
APOTEKEREN.

Det er ogsaa mere end tilstrækkeligt!

LUDVIG.

Ja, ja ... og jeg klager jo heller ikke; Stine har altid været god og rar, men hun gik jo dog kun og lavede Mad og gjorde rent og stoppede Strømper ...

APOTEKEREN.

Andet kan man med Billighed ikke forlange af et Fruentimmer! - Men hvortil al den Snak?

LUDVIG.

Fa'er, hvis jeg nu for Alvor tænkte paa at gifte mig .... snart maaske ... i Løbet af ... af ...

APOTEKEREN.

I har maaske allerede Tvillinger?

LUDVIG
(rejser sig).

Men Fa'er dog, hvor kan Du tale saadan ... om hende!

APOTEKEREN
(endnu uforstaaende).

Om "hende" ...? (Forskrækket:) Der er altsaa . ..?

LUDVIG
(hurtig).

Ja ... nej ... det har jeg jo ikke sagt! ... Jeg mener om hende, som jeg maaske engang kunde faa i Sinde at tage til min Hustru.

APOTEKEREN
(farer op).

Eller som "kunde faa i Sinde" at ta' Dig til sin Forsørger og ... og Prügelknabe! (Søger at beherske sig.) Ludvig, min Dreng, sæt Dig ... sæt Dig! Og lad mig tale fornuftigt med Dig!

LUDVIG
(sætter sig igen).
APOTEKEREN.

Har jeg nogen Sinde fortalt Dig, hvad Haydn kaldte den Kvinde, som havde den Ære at være hans Hustru?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Han kaldte hende for "bestia" ... "bestia infernalis". Det betyder paa Dansk: det forbandede Bæst! - - og Haydn var ikke blot det største, men ogsaa det bedste Menneske, som nogen Sinde har levet.

LUDVIG
(med et ganske lille Smil).

Jamen, saa har han og hun vel ikke passet sammen?

APOTEKEREN.

Passet sammen? - Hun var ikke værdig at løse hans Støvlebaand! - Véd Du, hvad hun brugte hans Kompositioner til?

LUDVIG
(tier, da han har hørt Historien hundrede Gange).
APOTEKEREN.

Naa, Du véd det ikke. Saa skal jeg fortælle Dig det! - Hun brugte dem til - Papillotter! Fordi hun anede, at det var den Maade, hvorpaa hun kunde krænke ham dybest. - Tænker Du endnu paa at gifte Dig?

20
LUDVIG.

Jamen Fa'er, hvorfor tog han ikke en Kone, der forstod sig paa Musik?

APOTEKEREN
(med et Suk).

Som om det kunde nytte noget! - (Sætter sig ved Siden af Ludvig, klapper hans Haand og begynder lidt forlegen:) Kære Ludvig, min egen Dreng ... vi har endnu aldrig talt om den Ting, men Du véd maaske, at din Mo'er var, hvad man kalder for "musikalsk"?

LUDVIG
(nikker).
APOTEKEREN.

Og hun og jeg var ... ikke lykkelige.

LUDVIG.

Jamen ...

APOTEKEREN.

Du ser altsaa, at der har været en Gang, da jeg tænkte ligesom Du. Forstaar sig, hun var jo kun et Fruentimmer og havde kun lært at traktere et Klaver, men hun var begejstret og ildfuld og ... smuk. Og jeg var forelsket.

LUDVIG.

Ja, der ser Du selv!

APOTEKEREN
(taler sig efterhaanden ivrig).

Den Gang vidste jeg endnu ikke, at selv om en Kvinde er nok saa musikalsk, saa bliver Kunsten for hende aldrig andet end et Appendiks til Klæderne, et af de mange Midler, hun kan tage i sit Koketteris Tjeneste.

LUDVIG
(gør en protesterende Bevægelse).
APOTEKEREN.

Hvis hun da ikke gaar endnu et Skridt videre og gør den til et Levebrød. For en Kvinde driver det aldrig videre end til at tænke paa det rent praktiske, - paa Maden til i Morgen og ... og Klæderne til paa Søndag!

LUDVIG.

Jamen, kære Fa'er ...

APOTEKEREN.

Sværmer hun for Kunst, saa skal Du lægge Mærke til, at det altid er for den, som lige i Øjeblikket er paa Mode. En ny Hattefacon eller en ny Kunstteori, det er for hende Hip som Hap.

LUDVIG.

Det forstaar jeg ikke, for jeg har altid hørt om Mo'er ...

APOTEKEREN
(afbrydende).

Og din Mo'er dannede ingen Undtagelse! Hun gjorde meget hurtig den Opdagelse, at Haydn ikke var hende "dyb" nok. Det skulde alt sammen være Beethoven, bare Beethoven. Derfor kom hun og Møller saa godt ud af det sammen. Ja, hun drev det endogsaa 21 til at spille Wagner, denne Janitscharmusikant, som den Gang lige var begyndt at røre Trommen!

LUDVIG
(med et lille Smil).

Naa ja, Herregud ...

APOTEKEREN.

Saa kom der en Dag, da hun forklarede mig, at det egentlig slet ikke klædte mig at spille Violin. Jeg blev "sentimental", fortalte hun, saa snart jeg fik en Bue i Haanden - hun brugte netop Ordet: "sentimental". - Og den Dag følte jeg for første Gang en inderlig Trang til ... (Knytter Hænderne) ... til at lade Buen spille paa hendes Rygstykker!

LUDVIG
(vil ikke tro sine Øren).

Du, Fa'er !

APOTEKEREN
(søger at beherske sig).

Siden den Tid bestilte vi ikke stort andet end at pine hinanden. Selv ikke da hun laa paa sit Dødsleje, efter at have bragt Dig til Verden. Hun vidste, at det var mit højeste Ønske, at Du skulde opkaldes efter Haydn og hedde Joseph; og saa forlangte hun naturligvis, at Du skulde hedde Ludvig - efter Beethoven. Og for at sætte sin Vilje igennem fik hun Lægen til at erklære, at det vilde være hendes Død, om jeg ikke gav efter.

LUDVIG.

Det var jo ogsaa Synd andet, da hun var syg ...

APOTEKEREN
(i ustyrligt Arrigskab).

Jamen hun døde jo alligevel!

LUDVIG
(beroligende).

Fa'er Fa'er, - jeg kender Dig slet ikke igen!

APOTEKEREN
(stryger sig med Haanden over Ansigtet).

Naa, naa .... lad os nu ikke tale mere om det! - Men nu véd Du altsaa, hvad Ægteskabet er. Ikke andet end Naalestik fra Morgen til Aften.

LUDVIG.

Jamen Fa'er ... der er da ogsaa andre Ægteskaber .... lykkelige ....

APOTEKEREN.

Ingen! - Og nu véd Du altsaa ogsaa, hvad det var, vi gerne vilde spare Dig for. Al denne Sorg og Jammer - alle de Skuffelser og alt det Bedrag, som hedder Kvinden. (Bruser atter op:) Du maatte hellere knuse din højre Haand!

LUDVIG.

Men Fa'er dog!

APOTEKEREN.

Jo, jo, og ti Gange jo! (Rolig og ømt:) For da kunde alligevel vi andre blive ved at spille for Dig, - mine 22 gamle Venner og jeg, - og bevare din Sjæl frisk og modtagelig for Musikkens hellige Evangelium! (Stryger ham kærligt over Haaret:) Som dog er det eneste, hvori der findes Hvile.

(Pause.)

LUDVIG
(nølende).

Jamen Fa'er ... hvis jeg nu alligevel ...

APOTEKEREN.

Ja, nu taler vi altsaa ikke mere om den Ting.

LUDVIG
(som om han maatte have Luft).

Men jeg kan ikke nøjes . . . ? med Musik alene!

APOTEKEREN
(himmelfalden).

Du kan ikke nøjes ...?

LUDVIG.

Nej; ikke alene. Musik kan være godt nok som Tidsfordriv ...

APOTEKEREN
(springer op).

Tids . . . Tidsfordriv! (Raaber:) Møller!

LUDVIG
(hurtig).

Aa nej ... dette kommer dog ikke andre ved!

APOTEKEREN
(raaber højere).

Møller! (Aabner Døren til Adjunktens Værelse). Møller! - Kom herind! (Til Ludvig:) Du er jo bindegal ! - Tidsfordriv! - Hvorfor ikke heller som en lille Likør til Kaffen?

ADJUNKTEN
(i Døren. Gnaven).

Hvad er der? - Nu har jeg ikke Tid.

APOTEKEREN.

Kom lidt herind!

ADJUNKTEN
(frem).

Naa, hvad er der Saa? (Ser fra den ene til den anden.) I ser ud, som om I havde taget amerikansk Olie!

APOTEKEREN
(peger paa Ludvig).

Han vil gifte sig!

ADJUNKTEN
(uforstaaende).

Hvor meget?

APOTEKEREN
(som før).

Han tænker paa at gifte sig!

ADJUNKTEN.

Han tænker vel paa Fa'en, gør han! (Knapper Vesten op.) Puh ! (Stiller sig foran Ludvig) : Er Du Syg?

LUDVIG
(undvigende).

Jeg vil helst afhandle den Sag med Fa'er alene, Hr. Møller.

ADJUNKTEN
(ser ham stift i Øjnene).

Er Du gal?

LUDVIG.

Den vedkommer dog nærmest ham og mig.

ADJUNKTEN
(som før).

Er Du Socialist?

APOTEKEREN.

Jeg har forgæves forsøgt at tale ham til Raison.

ADJUNKTEN
(op og ned ad Gulvet).

Lad Stine gi' ham et Lavement, si'er jeg! Lad Stine gi' ham et Lavement! (Spænder 23 sine Seler ned.) De Satans Seler, de strammer ! (Hen foran Ludvig:) Er Du rent splintrende, sprasende, knasende, himmelraabende forrykt, Menneske! Hvem har Du gaaet i Skole hos? Mon hos mig? Eller hos August den Anden af Sachsen, der avlede tre Hundrede og fem og tresindstyve Børn om Aaret - foruden Skudbørnene? Hva'?

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Det nytter ikke at tage ham paa den Maade, Møller. - Du maa være rolig.

ADJUNKTEN.

Rolig? Jeg er Fanden ta' mig det roligste Menneske paa denne Side Kongeaaen! Men naar nogen vil begaa Selvmord ... (Til Ludvig:) Véd Du, hvad Ægteskabet er?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Hører Du ikke, at din gamle, prøvede, hvidhaarede Lærer spørger Dig, om Du véd, hvad Ægteskabet er?

LUDVIG
(tier vedholdende, mut som en Skoledreng).
ADJUNKTEN
(docerende).

Du véd det ikke? - Godt! - Maa jeg saa bede Dig høre efter, at Du kan det til næste Gang! ... Ægteskabet er en Livsforsikringsanstalt for Fruentimmer, min gode Ludvig! De betaler intet Indskud og ingen Præmier, men lever højt paa den Kapital, som vi arme, ulykkelige Tossehoveder af Mandfolk maa skrabe sammen i vort sure Ansigts Sved! Hva'! - Tænker Du endnu paa at gifte Dig?

LUDVIG.

Alle Kvinder er vel ikke ens.

ADJUNKTEN
(afgjort).

Alle!

APOTEKEREN
(afgjort).

Alle!

LUDVIG.

Jeg har da truffet ...

ADJUNKTEN.

Du? Du kender jo ikke andre end Stine.

LUDVIG.

Ja, for Eksempel Stine!

ADJUNKTEN
(slaar Hænderne sammen).

Det er da vel ikke Stine, Du ...

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Aa, visvas, Møller!

ADJUNKTEN
(ivrig).

Man har set saa galt før. - Min Kone var ældre end jeg.

LUDVIG
(dristig).

Ja, De er jo selv gift, Hr. Møller.

24
APOTEKEREN
(forskrækket).

Men Ludvig dog!

ADJUNKTEN
(tilkæmpet rolig).

Lad ham bare, Clausen! Lad ham bare! - Det var godt, han mindede mig om min Fornedrelsestilstand. Jeg vil fortælle ham ...

APOTEKEREN.

Jamen kan Du ogsaa taale at tale om det?

ADJUNKTEN
(strammer Selerne).

Naar det gælder om at rive Drengen ud af Djævelens Kløer? - (Til Ludvig:) Ja, lille Ludvig, jeg er gift - eller var gift - for det er allerede mange Aar siden ... Satans, saa de Seler strammer! ... Og vil Du vide, hvorfor jeg giftede mig? - Fordi jeg var et Fæ og en Grønskolling, og fordi jeg ikke havde en Fa'er eller en forstandig Lærer til at advare mig. Hva'! - Og fordi hun var "energisk" ; hun vilde giftes. Og durkdreven, durkdreven! Jeg behøvede bare at sætte Violinen under Hagen, saa sad hun der og lyttede med Hovedet paa Skakke som en Turteldue. Og hun fortalte, at jeg var en Kongeørn, der hævede hendes Sjæl paa Poesiens Vinger. - Sludder! Fruentimmervrøvl!

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN.

Hva'? - Men da vi først var bleven gift, fik Piben en ganske anden Lyd. Hun kunde ikke taale al den "Klimpren" i sit Ho'de. Hun sa'e "Klimpren". Hva'! - Hun var ikke mere musikalsk end en Asparges!

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN
(kører paa).

Hva'? - Og Penge vilde hun ha'. - Bedst som jeg sad og spillede, saa kom hun farende om Husholdningen, - at hun ha'de ikke Penge til Smør, og ikke til Ost, og ikke til Øl. Som om Mennesket lever af Ost og Ø1 alene! Hva'! - Og jeg ha'de ingen Penge! Jeg fik jo ikke uden min Pjalt Gage.

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN.

Og da jeg saa tog og dundrede i Bordet for hende og sa'e, at jeg vilde ha' Fred, og at Hjemmet var mit, saa ... saa ... ja saa en skønne Dag, da jeg kommer fra Skolen, var hun rejst bort med vor lille Datter. Rendt sin Vej, forstaar Du, rendt! - Se det er Ægteskabet!

APOTEKEREN
(klapper ham deltagende paa Skulderen).

Ja, Du har haft tunge Dage, gamle Ven.

ADJUNKTEN
(pusler med sine Seler).

Og Du !

25
APOTEKEREN.

Tal ikke om det!

ADJUNKTEN
(med Hentydning til Ludvig).

Og nu vil han ogsaa rende fra os. (Hen foran Ludvig.) Du siger ikke noget! Hva'? Har Du endnu Lyst til at komme ind i den Heksesabbat?

LUDVIG
(vrider sig).

Jeg kan ikke nøjes med Musik alene.

APOTEKEREN
(bedrøvet til Adjunkten).

Han siger, at vor Musik kan være god nok som "Tidsfordriv".

ADJUNKTEN
(maalløs).

Vor ... vor Musik? Vor Musik! - "Tidsfordriv" ! (Op og ned ad Gulvet.) Vi, som har spillet de forfærdeligste Ting! Ting, som endog Folk fra det kongelige Kapel har maattet lade ligge! Hva'! (Hen foran Ludvig.) Véd Du, at Musikken har baaret din Fa'er og mig over Graven? Véd Du det? - Men Du ønskede naturligvis, at vi godt og vel laa dernede, og at Ormene aad os, og Rævene rendte med vore Ben! Hva'? Saa kunde Du gifte Dig i Fryd og Herlighed og lade dit umusikalske Uhyre af en Kone koge Havresuppe paa vore Violiner!

LUDVIG
(smiler).

Men det kunde jo godt hænde, at mit tilkommende "Uhyre af en Kone" var musikalsk, Hr. Møller.

ADJUNKTEN
(spidser Øren).
APOTEKEREN
(til Ludvig).

Jeg har allerede forklaret Dig ...

ADJUNKTEN
(afbrydende).

Nej, lad Drengen tale ud! (Til Ludvig.) Hvad er det, Du fortæller om din tilkommmende - hm! - Halvdel? - - Det vilde naturligvis forandre Sagen meget betydelig.

APOTEKEREN
(til Adjunkten):

Du glemmer, at min Kone var musikalsk.

ADJUNKTEN.

Glemmer? Næi! Aldeles ikke! Paa ingen Maade! Og havde hun blot faaet en Mand, der havde forstaaet hende ...

APOTEKEREN.

Hva' si'er Du!

ADJUNKTEN.

En Mand, der havde forstaaet hende! siger jeg. Hun og jeg kunde meget godt sammen.

APOTEKEREN
(som om der lidt efter lidt gik et Lys op for ham).

Hun og Du ... Ja, ja ... (Griber pludselig fat i Adjunkten:) Var det . . . var det derfor, Du var med til at faa Drengen døbt Ludvig?

ADJUNKTEN
(skriger op).

Nej, nu gaar det for vidt! Din Kone og jeg - jeg! En kongelig ansat Adjunkt! - mener Du skulde - -! Jeg flytter! Jeg flytter i Morgen den Dag!

26
APOTEKEREN
(hen mod ham, angerfuld).

Kære Ven, jeg ...

ADJUNKTEN
(som før).

Rør mig ikke, siger jeg! - I er forrykte begge to, baade Du og din Søn! Hele Apoteket er blevet vanvittigt! Væk ! Gaa væk! Jeg er bange for Smitte!

DYRLÆGEN
(stikker Hovedet ind).

Men hvad er her paa Færde? Er I ved at koge Sæbe paa Adjunkten? (Frem.)

ADJUNKTEN.

Det er Clausen, som ...

APOTEKEREN
(bedende).

Møller, Møller, - for din egen Skyld og for min ...

ADJUNKTEN
(vender sig pludselig og peger paa Ludvig).

Det er ... det er Drengen der, som vil gifte sig!

DYRLÆGEN
(i den højeste Bestyrtelse).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!

ADJUNKTEN og APOTEKEREN
(trækker sig noget tilbage i ivrig Samtale, og det ender lidt efter lidt med en Forsoning imellem dem).
LUDVIG
(er gaaet hen til Dyrlægen).

Kære Dilling . . .

DYRLÆGEN
(holder ham ud fra sig).

Saa han vil gifte sig ... Hingstebarnet! - Hæ, hæ, - Trykker Manddommen ham?

LUDVIG
(uvillig).

Aa!

DYRLÆGEN.

Dikkedik! En sød, lille, buttet en, hæ, hæ. - Se mig til den Luks!

LUDVIG
(stamper i Gulvet).

Hr. Dilling!

DYRLÆGEN.

Hov, hov! Saa Hingsten sparker!

LUDVIG.

Fa'er og Hr. Møller er det umuligt at tale med; men saa troede jeg, at De ...

DYRLÆGEN
(alvorlig).

Ja vel saa, min Dreng. Hvad er der saa? (Hviskende:) Er hun her fra Byen? Jeg kender dem alle.

LUDVIG.

Ja ... nej ... jeg har jo slet ikke sagt, at der var nogen bestemt ... jeg har bare slaaet paa, at jeg maaske engang kunde faa Lyst til at gifte mig.

DYRLÆGEN
(afgjort).

Lad være med det! Hvad skal man giftes for?

LUDVIG.

Jamen naar man er ... naar man nu er forelsket?

DYRLÆGEN.

Det har jeg sgu været saa tit, min Dreng. Men derfor behøver man da ikke straks at blive Idiot!

LUDVIG.

Nej, naturligvis, men ...

DYRLÆGEN
(indtrængende).

Ægteskabet er noget Skidt, Ludvig! 27 Det bare Møg! - En ordentlig Mand kan ikke holde et Fruentimmer ud i Længden!

LUDVIG.

De plejer dog ellers ikke at ...

DYRLÆGEN.

Hæ, hæ, nej ... Gavstrik! - Men jeg gifter mig bare ikke med dem! - De er sgu dejlige, det ved Gud de er! Men Ægteskabet ... nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser! Aldrig i Evighed! - Nej, sin Frihed, sin Musik og sin Toddy! Og saa et lille Pigebarn engang imellem om Søndagen! Det er alt, hvad et Hanmenneske kan forlange. (Fortroligt:) Og saa skal de være smaa og buttede, Ludvig. De lange, magre er født med en Djævel i sig! Jeg har engang haft en ... uh, ha! - Nej smaa, blide og medgørlige! (Slaar Knald med Tungen.) Klak! - Der kan være Vrøvl nok med dem endda!

LUDVIG
(lidt utaalmodig).

Jamen ...

DYRLÆGEN
(fortsættende).

Jo, for allerbedst som et Fruentimmer sidder nok saa fornøjet: Bums! saa bli'er de "fornærmede" og mæler ikke et Ord! - Men lad dem sidde, siger jeg - lad dem bare sidde! Er der mindste Smule Hjertelag i dem, saa kommer de igen og beder om Forladelse. Det vil sige de smaa, som er venlige af Naturen. For hende, den lange, jeg ha'de, hun kunde Gud hjælpe mig vokse en halv Alen til af bare indvendig Galde. Hæ! (Søger efter Traaden, men kan ikke finde den igen.) Hæ ! (Drejer sig pludselig med et flot Sving om mod Apotekeren og Adjunkten:) Saa, nu er den Skinke røget, Kammerater! Det kommer bare an paa at tage et Mandfolk paa den rette Maade. Drengen gifter sig ikke under dette Ministerium, det skal jeg svare for!

APOTEKEREN
(glad).

Kære Ludvig ...

LUDVIG
(uvillig).

Lad os ikke tale mere om den Sag i Dag!

ADJUNKTEN
(skadefro til Dyrlægen).

Helt helbredet er han nok ikke. Hva'?

DYRLÆGEN
(overlegent).

Fuldstændigt!

STINE
(ind fra venstre. Hun er klædt som en Tjenestepige. Ser gammel og foraset ud. Mange af de Udtryk, hun bruger, har hun lært under sit mangeaarige Ophold i Købstaden, men hun siger endnu stadig "A" i Stedet for "jeg", og hendes Udtale røber, at hun er fra Landet. Dog er der i hendes Tale en tydelig Bestræbelse efter ikke at stikke for meget af mod Omgivelserne. Hun siger f. Eks. "ikke" og faar i Regelen alle Slutnings-e'erne med. Kun naar hun kommer i stærk Affekt, vender hun helt tilbage til sit oprindelige Maal).

Værsgod! Der er rettet an!

28
APOTEKEREN.

Tak, Stine.

ADJUNKTEN
(pusler med sin Paaklædning).

Uf, hele Appetiten har man faaet ødelagt!

DYRLÆGEN.

Spænd Selerne ned, gamle Leksikon! Hæ, hæ!

STINE.

Æggene taaller ikke godt aa vente!

APOTEKEREN.

Nu kommer vi ... Værsgod de Herrer!

LUDVIG.

Ja jeg bliver, ... til Niels kommer op.

APOTEKEREN.

Naa ... ja ... naa ...

ADJUNKTEN
(til Apotekeren).

Helbredet! Han er Fa'en ikke helbredet! ... Den Dyrekvæler! Hva'!

APOTEKEREN.

Nej, desværre, det sidder nok fastere end som saa. (Paa Vejen ud t. v.) Værsgod, Dilling!

DYRLÆGEN.

Tak, Tak! Nu skal jeg være der.

APOTEKEREN og ADJUNKTEN
(ud).
DYRLÆGEN
(skæver hen til Stine, som er bleven staaende ved Døren. Gaar derpaa tæt hen til Ludvig og siger hviskende, men indtrængende)

: Husk saa paa, hvad jeg har sagt: Lad de lange gaa, min Dreng! - Smaa, blide og venlige ...

STINE
(skarpt, næsten bydende).

Æggene taaller ikke godt aa vente!

DYRLÆGEN
(med et arrigt Sideblik til Stine).

Af det andet kommer der bare Fortrydelse. (Ud t. v.)

LUDVIG
(lægger ikke Mærke til, at Stine er bleven staaende. Han har slaaet Hænderne om Nakken og ser raadvild og ulykkelig ud).
STINE
(betragter ham med et kærligt-uroligt Blik).
LUDVIG
(sukker).
STINE
(bekymret).

Bitte Lodhvi ...

LUDVIG
(hører det ikke).
STINE
(nærmere).

Bitte Lodhvi . . .

LUDVIG
(vender sig).
STINE.

Skal han ikke ha' no'et aa spise?

LUDVIG
(op og ned ad Gulvet).

Nej Tak, jeg er ikke sulten.

STINE.

Og A har endda gjort Sildesalat for hans Skyld.

LUDVIG
(som før).

Jeg er led og ked af det hele, gamle Stine!

STINE
(forskrækket).

La' mæ sieh ! (Stirrer ham ind i Ansigtet:) Er han syg?

LUDVIG
(som før).

Nej, jeg er ikke. Men jeg er lige ved at ønske, at jeg var død!

29
STINE.

Jøsses Kreste Kors, om Vorherre hørte ham! - Ja, for han ser da saa hvidkalket ud i Ansigtet.

LUDVIG
(hen til hende).

Jeg kan jo ikke tale med de Mennesker! De behandler mig, som om jeg gik i Skole endnu, - - baade Fa'er og Hr. Møller og Dilling ...

STINE
(haanligt).

Dilling, hæ, den Skumring!

LUDVIG
(atter frem og tilbage).

Og det maa jo komme til en Forklaring engang!

STINE
(mildt).

Hva' er det da, der presser ham, bitte Lodhvi? Kanske A ku' hjælp'? A har da hørt paa hans Pakkenilker før.

LUDVIG.
(griber hendes Haand).

Har Du nogen Sinde været forelsket, Stine?

STINE
(uforstaaende).

Forelsket, bitte Lodhvi ...?

LUDVIG.

Ja, jeg mener, om der har været nogen, Du har holdt af? ... Nogen, Stine har været forlovet ... været Kæreste med?

STINE
(naivt).

Jo, A har da ammet, saa ...

LUDVIG.

Stine ...

STINE.

Jo!

LUDVIG.

Stine ...

STINE.

Ja!

LUDVIG
(med en kraftig Beslutning).

Jeg har faaet mig en Kæreste, Stine! - Jeg er bleven forlovet!

STINE
(slaar Hænderne sammen).

Nu staar Jo'ren ikke længe! Hvodden er dog bitte Lodhvi kommen a'sted med det?

LUDVIG.

Det var i København, i Pensionatet, hvor jeg boede. (Tager pludselig Stine med begge Hænder om Skuldrene og siger med et stort Smil:) Aa Stine! Hun er saa smuk, saa smuk ... og saa klog!

STINE.

Ja, det er da begrivelig nok, - Lodhvi tager da ikke en Hansine! Men hvodden bar han sig ad med at faa det sagt? For han er jo da ikke videre bekjæftet a' sig.

LUDVIG.

Nej, det var jo heller slet ikke mig, - det var hende, der spurgte, om jeg ikke syntes, at vi skulde gifte os.

STINE
(med rynkede Bryn).

Straks?

LUDVIG.

Nej, nej! Vi skulde naturligvis forlove os først.

STINE.

Naa det skulde I dow! Aa hva' sa'e saa han?

30
LUDVIG.

Hvad jeg sa'e ? - Jeg havde jo slet ikke kunnet tænke paa andet end hende, - drømte aldrig om andet end hende!

STINE.

Aa Herregu', bitte Spøgelse!

LUDVIG.

Og det har hun jo nok kunnet mærke. For saa var det den allersidste Dag . . . (Bliver pludselig ellevild og snurrer leende Stine en Gang rundt.)

STINE.

Høj, høj, høj, A skvatter jo om! (Betænkelig:) A lidder ligegodt ikke, at hun er saa fremfusende, bitte Lodhvi! A lidder det ligefrem ikke!

LUDVIG.

Jamen ...

STINE.

Nej, nej! Et Fruentimmer ska' aldrig byd' sig til! - Han kommer sgu nok, naar han ikke ka' hold' sig længer.

LUDVIG.

Nej, jeg havde aldrig faaet Mod til at spørge. Jeg troede jo slet ikke, at det var mig, hun holdt af. Der var jo saa mange andre, der gik og gjorde Kur til hende.

STINE
(stadig betænkelig).

Er hun Kjejserinde kanskjesi'?

LUDVIG
(glad smilende).

Ja, det er netop det, hun er, Stine! - Stine skulde bare se hende! Jeg er vis paa, at Stine vilde komme til at holde lige saa meget af hende, som Stine holder af mig!

STINE.

Aa nej, aa nej! Et bitte Gran Skilsmisse bliver der vel! - Hva' hedder saa den - Kjejserinde, med Forlov?

LUDVIG.

Hun hedder Anna, - - Anna Møller. Er det ikke et kønt Navn?

STINE.

Det ha'de vaaren skjønnere, om hun ha'de hedt Anna-stasia li'som Baronens herude!

LUDVIG
(igen urolig).

Men ... men ... ja det er jo det, der er det allerfrygteligste, - - hun er Datter af den Fru Møller, jeg boede i Pension hos, og - og ...

STINE.

Er der da no'et svinagtigt at sige paa hende?

LUDVIG.

Nej, nej! Tværtimod! ... Men ... men ... (Pludselig fortvivlet:) men det er Hr. Møllers Kone! Det er hende, der har været gift med Adjunkt Møller her.

STINE
(synker om paa en Stol).

Jessus, no sætter A mæ!

NIELS
(stikker Hovedet ind fra Recepturet. Det er en ganske ung Bondekarl, uden Skæg, med et stort grønt Forklæde paa. Han taler ravjydsk).

Ja no bløw A da fahr mæ Saftij. A ska' wall blyw aa pass' paa Apoteke'?

31
LUDVIG.

Ja.

NIELS
(peger paa Stine).

Mæ Faalow, ... Stine æ da it goen hen aa bløwen skidt?

STINE
(rejser sig).

Næi. Pas do kuns dit!

NIELS
(ud).
LUDVIG
(gaar op og ned ad Gulvet).
STINE
(følger ham med øjnene).

Det maa jo ende med et Mirakkel, bitte Lodhvi!

LUDVIG.

Ja, - - og jeg havde lovet Anna at tale med Fa'er om det. Og nu er der allerede gaaet fjorten Dage, - - og i Dag er det første Gang, jeg ikke har faaet Brev fra hende.

STINE.

Saa kommer der vel to i Morgen, lille Ven, - det ska' han ikke ta' sig saa nær.

LUDVIG.

Jamen det maa jo siges. Og jeg har ogsaa begyndt derpaa, men de Mennesker véd jo slet ikke, hvad Kærlighed er, - det er noget, de for længe siden er færdige med - -

STINE
(med Overbevisning).

Det bliver en aldrig færdig med!

LUDVIG
(ser lidt forbavset paa hende, men fortsætter saa)

: Fa'er blev ganske ude af sig selv, bare fordi jeg slog paa, at jeg muligvis engang kunde faa i Sinde at gifte mig.

STINE.

Ja, han har jo haft sit Læs, Skroget!

LUDVIG.

Og saa kom Hr. Møller til, og han vidste ikke alt det onde, han skulde sige om Kvinderne.

STINE
(ivrig).

Møller er en Gniepind, er han. Konen kunde ikke faa lokket de Skillinger fra ham, der sku' bruges til Føden. Og det véd A da, at naar der ska' laves Mad, ska' der no'et i Gryden først!

LUDVIG.

Og saa kom Dilling ...

STINE
(haardt).

Dilling ... den Hornfisk! Bitte Lodhvi ska' vare sig for ham. Om A maatte raade, sku' han ikke sætte sine Ben her en Dag længer.

LUDVIG.

Nej, jeg vil heller aldrig tale mere med ham om den Sag. Uf, han har nogle Teorier ...

STINE.

Han har det, der er mejet værre, kender A ham ret!

LUDVIG.

Jamen sæt, der kommer Brev fra Anna i Morgen, at ... at hun ikke vil ha' mig længer!

32
STINE
(med Overbevisning).

Ha' ham? Ha' Lodhvi? - Saa kan han faa ti Kjejserinder for én!

LUDVIG.

Jeg bryder mig ikke om andre! - (Klokken ringer, og Ludvig gør en Bevægelse, som om han vil gaa, men siger saa:) Det er jo sandt, Niels er jo derude.

NIELS
(stikker Hovedet frem).

Her æ jenn, dæ "abselut" ska' taal' mæ' Lodhv ... næ mæ Proviseren var'et, A sku' seij.

ANNA
(skubber Niels til Side og kigger ind).
LUDVIG
(forskrækket og glad).

Anna!

ANNA
(helt frem. Hun er rejseklædt. Omtrent jævnaldrende med Ludvig. Rækker ham Haanden og siger muntert)

: Godaften, Kammerat!

LUDVIG
(er endnu ikke rigtig kommen til sig selv).

Anna!

STINE
(folder Hænderne).

Nu gaar Jor'en under!

NIELS
(samtidig).

Naa saadden ... høm! (Bort.)

ANNA
(drillende).

Jeg synes, Du ser saa forbavset ud, ... og Stine ogsaa, ... ja for det er da Stine?

(Gaar hen til hende:)

Kan Stine slet ikke kende mig igen? Møllers "bitte Anna", se bare rigtig paa mig, - som nu er bleven til en stor Tøs med lange Skørter paa?

STINE
(reserveret).

Jo-o, A tøtt jo nok . . .

ANNA
(nervøst livlig).

Nej, hvor det er dejligt at se alle de gamle Møbler igen - og akkurat paa samme Plads! (Har nærmet sig Empiresofaen.) Men jeg synes, at Sofaen her var meget større den Gang (Klapper den kærtegnende.) Det hyggelige, gamle Spektakel! - Kan Du huske; Ludvig, da vi havde hver sin Butik her i Skabene? (Aabner en af Skabslaagerne.) Og vi maatte hoppe op i Sofaen for at naa de øverste Hylder? Ha! (Sætter sig midt i Sofaen.) Nej, saa dejlig haard den er!

LUDVIG
(lidt utilpas).

Jamen ...

ANNA.

Og saa hvor her lugter storartet af Apotek! - Jeg kunde kende den Lugt igen helt ovre paa den anden Side af Gaden. - - Jamen Ludvig dog, jeg synes ikke, Du er den bitteste Smule glad over, at jeg er kommen?

LUDVIG

, (hvis Opmærksomhed stadig er delt mellem Anna og Døren til venstre). Jo, men . . .

ANNA.

Hør véd Du, hvad jeg pludselig faar saadan en urimelig Lyst til? - Til et Stykke Lakridsrod, - det har jeg ikke smagt, siden jeg var seks Aar.

STINE.

Jamen det ka' Frøkenen da saa godt ...

33
ANNA
(farer hen og tager Stine om Livet).

Aa ja - hvad ?

STINE.

Ja, det kan Frøkenen da saa godt; men er der ikke no'et andet, som Frøkenen hellere ...

ANNA.

Nej, tusind Tak - - men straks - straks! Jeg er ganske syg efter Lakridsrod!

STINE.

Jow, jow - - no løvver A! (Ud gennem Recepturet.)

ANNA
(hen og slaar Armene om Ludvig).

Her har Du dit Goddagkys, din ... din Tørvetriller! - - Jeg maatte jo ha' Stine væk, for jeg bryder mig slet ikke om at kysse Dig, naar der er nogen, der ser paa det! - - Der har Du ét til!

LUDVIG.

Jamen! kære, bedste Anna ...

ANNA
(atter drilagtig).

Og der har vi Karnapen! (Holder Ludvig for Munden.) Bare stille med den Snak! - Aa, Du kan ikke tro, hvor mange Gange jeg har drømt om den Karnap! Hver Gang jeg læste om en af de ædelige Jomfruer, - (Hun udtaler Ordet "ædelig" med vrængende Eftertryk paa første Bogstav) -- som sad derhjemme paa Borgen og spejdede efter den guldlokkede Væbner, der var draget i Leding, - (Tager Ludvig om Skuldrene og kigger ham polisk ind i øjnene) - for at vinde Ridderslaget - og blive værdig til at giftes med den væne Maar, haha! (Løber op ad Karnaptrappen og sætter sig.) Saa nu er jeg en "ædelig" Jomfru!

LUDVIG
(vil efter).
ANNA.

Nejnejnej! Værsgod at blive ved Jorden! Lad mig først høre, om Du har gjort Dig fortjent til Ridderslaget?

LUDVIG
(tier forlegen).
ANNA
(smilende).

Nej, jeg tænkte det jo nok, din ... din Kryster ! - Men nu skal jeg tale Dunder til Jer allesammen, ... jo-o, det er derfor, jeg er kommen! Tror Du, jeg vil sidde heroppe og kigge ud af Vinduet til evig Tid, hva'? - - Nej vil Du blive dernede! Der er ikke Tale om, at Du faar Lov til at røre ved "Maaren", før vi er rigtig forlovede!

LUDVIG
(ulykkelig).

Rigtig forlovede ...?

ANNA.

Ja, netop! - Men saa skal det ogsaa blive storartet at sidde heroppe sammen. Ikke?

STINE
(ind).
ANNA.

Naa, der har vi Stine! - Nej sikken et dejligt stort Stykke! (Rækker efter det og begynder straks at gnave paa det.) Ja, det varer nu altid lidt, inden det begynder at smage rigtigt.

34
LUDVIG
(skæver paa ny til Døren).

Jamen, kære Anna ...

ANNA
(læner sig frem over Rækværket).

Jo, ser Du, kære Ludvig, - Hansen kom jo i Gaar og viste mig din Fa'ers Avertissement i Berlingske - -

LUDVIG.

Avertissement?

ANNA.

Ja, om en Primoviolinist, som kunde gaa til Haande i et Apotek, ... véd Du ikke det?

LUDVIG.

Jo-o, jeg vidste nok ... men det faldt mig ikke ind, at han havde sat det i Avisen ...

ANNA
(stadig gnavende).

Naa, nu kan jeg endelig begynde at smage det, - det er storartet! - - Han vilde jo gerne vide, forstaar Du, om jeg mente, det var en Plads for ham. Og det svarede jeg øjeblikkelig ja til, for jeg vilde i Grunden helst Være af med ham . . . (Rækker Lakridsroden ned mod Ludvig:) Vil Du smage?

LUDVIG
(gør en utaalmodig Bevægelse).
ANNA.

Naa, ja, Gudbevares! ... Jo, for han er bleven mig saa underlig i den sidste Tid, - haha! - véd Du, jeg tror ved Gud i Himmelens højeste Rige, at han er forelsket i mig!

LUDVIG.

Hansen!

ANNA.

Naa ja, det er da slet ikke saa forunderligt! - - For jeg har jo nok hørt, at han altid har holdt meget af at lege Kæreste med de unge Piger, der fik Undervisning hos ham. Det kom mig bare lidt overraskende, fordi jeg har kendt ham, fra jeg ikke var større end ... end Lakridsrod for en Skilling.

LUDVIG
(i Oprør).

Hum!

STINE
(stramt).

Med Forlov, - er det kaskjesi' osse ham, Lodhvi har faaet Undervisning hos?

ANNA.

Nej, det er hos mig. Ha! - Ja for jeg kan ogsaa spille - og - - gøre Kur! Og i samme Øjeblik, han var ude af Døren, faldt det mig ind, at det var meget fornuftigere, at jeg selv søgte den Plads.

LUDVIG.

Du!?

STINE.

Nu gaar Forstanden!

ANNA.

Ja, for nu har jeg i hele to Uger gaaet og ventet paa, at Du skulde skrive, at Du havde talt med din Fa'er, og at alt var i Orden. Men det stod der ikke et Ord om. (Pludselig 35 alvorlig.) Bryder Du Dig maaske ikke mere om at faa mig til Kone?

LUDVIG
(op ad Trappen).

Men - Anna dog!

ANNA.

Næ, næ! Bliv dernede! Først "Ridderslaget", Fa'erlille!

STINE.

Han er saamænd li'saa forlibt i Frøkenen som en Kat i en sur Ost!

ANNA
(kysser paa Fingeren til Ludvig).

Hvad skal vi saa vente efter, min fagre Svend? Tror Du, det er derfor, jeg har friet til Dig?

LUDVIG.

Jamen ...

ANNA.

For at jeg kunde ha' den Fornøjelse at blive gammel Jomfru paa en anden Façon? -Nej, naar man elsker hinanden, skal man giftes. - Er det ikke ogsaa rigtigt, Stine?

STINE.

Ja, det er begribeligt nok, men ...

ANNA.

Og jeg vil giftes straks! (Stamper i Gulvet.) Straks! - Straks! ... Og da jeg nok kan mærke, at "bitte Lodhvi" endnu stadig er bange for Riset ...

LUDVIG
(utaalmodig).

Aa !

ANNA
(varmt og indsmigrende).

Jamen det er jo netop derfor, at den ædelige Jomfru holder saa meget af sin Væbner! (Rækker Haanden ud mod ham.)

LUDVIG
(kysser den).
ANNA
(muntert).

Hvad hun har bevist i Gerningen ved straks at løse Billet til Dampskibet. For kan ikke Du faa den gamle til at lystre, saa skal jeg! - Og saa kan jeg samtidig faa Lejlighed til at tale et lille, venligt Ord med min egen kære Papa, som ikke har ladet høre fra sig i saa mange Aar!

LUDVIG.

Anna, Anna, det gaar aldrig!

ANNA
(smilende).

Ludvig, Ludvig, det skal gaa! - Og det skal blive kongelige Løjer. Hejsa, vil I danse! Nu spiller Borgens Jomfru første Violin!

STINE
(med et forskrækket Blik til Døren).

Du bitte Gud, der kommer no'en!

LUDVIG
(farer sammen).
ANNA.

Sikken de staar og ryster begge to, haha! I er mig et Par nette Statister!

APOTEKEREN
(viser sig i Døren).
36
ANNA
(trækker sig lidt tilbage, saa at han ikke kan se hende).
APOTEKEREN.

Er Niels ikke færdig endnu?

LUDVIG
(forvirret).

Jo ... nej ... ja, det vil sige ...

APOTEKEREN.

Kom saa ind og faa din Te, at vi kan blive færdige og faa begyndt igen.

LUDVIG.

Jamen ... ja ...

ANNA
(truer ad ham og gør Tegn til ham, at han skal gaa).
APOTEKEREN.

Naa, hvad venter Du efter?

LUDVIG.

Nu ... nu kommer jeg.

APOTEKEREN og LUDVIG
(ud).
ANNA
(bøjer sig forsigtig fremover, for at forvisse sig om, at Døren er rigtig lukket, og spørger derefter halvt hviskende)

: Sig mig, Stine, er han meget slem til at bide?

STINE
(ser sig om).

Hva' for en en?

ANNA
(med et Nik hen mod Døren).

Ja for det var vel ham selv ... det Bæst?

STINE
(med Vægt).

A holder særlig mejet af Apotekeren!

ANNA
(løber ned ad Trappen).

Ja, det kommer jeg maaske ogsaa nok til. -- (Stiller sig op foran Stine og betragter hende smilende.) Stine forstaar ikke et Muk af det hele? Hva'?

STINE.

A forstaar saa møj, at Frøkenen har taget Pippet fra min bitte Lodhvi.

ANNA.

Jamen det vilde Stine ogsaa ha' gjort i mit Sted. Ja for ... hvor er han dog ikke sød og nuttet!

STINE
(stramt).

Hum !

ANNA.

Og saa gik han bare rundt og gloede paa mig, som om jeg var en Napoleonskage med Kræm. Bare gloede, - for smage, det turde han aldrig. Skønt Gud skal vide, jeg lod det saamænd ikke mangle paa Opfordringer.

STINE.

Frøkenen knev ham?

ANNA.

Nej! - Næi! (Leende.) Men jeg havde skam den største Lyst til det somme Tider. For her har Ludvig gaaet ovre mellem alle Jer gamle ... Damer og er bleven saa underlig ... jeg véd ikke hvad.

STINE
(varmt).

A holder særlig mejet af Lodhvi!

ANNA.

Det gør jeg skam ogsaa, søde, elskelige, "bitte" Stine! - Men han skal ha' et Skub, for at der kan komme Fut i ham. - Jeg er opdraget mellem Mandfolk, skal jeg sige os!

37
STINE.

A tøtt hotte, te A ku' fornemm'et, ja.

ANNA.

Jo, for dem har vi fuldt op af ovre i Mo'ers Pensionat. Og jeg skal fortælle Stine noget, - (Lægger Armen om Stines Liv og siger alvorlig:) - at jeg holder saa forfærdelig meget af Ludvig, og netop fordi han ikke er som de andre, der mener, at de bare behøver at strække Haanden ud, saa skal man straks bide paa og sige Tak til. Mandfolk kan være saa forfærdelig vigtige, Stine!

STINE.

Aa ja saamænd, no'en a' dem er jo kalkunske nok da.

ANNA.

Og hvad er de vigtige af?

STINE
(dybsindig).

A formodder, det stikker i Skjægget, Frøken.

ANNA
(ler).

Og saa kan vi vikle de Springfyre om en Finger, naar bare vi vil ! (Knipser med Fingrene og lader, som hun lokker for en Hund.) Kom saa da, kom saa da! Sitze, sitze! Nej pænt op paa Halen! Det var ret! - Saa, saa! Gi' Pote! (Dasker ud i Luften.) Nej, højre, - højre naturligvis! - - Der har han et Stykke Sukker! - - Og læg sig saa her under Bordet! - Ha, ha, ha! Hva', Stine?

STINE
(i dyb Beundring).

Det er li'som aa gaa i Cirkus.

ANNA
(vil igen lægge Armene om Stine).

Nej, men Ludvig ! - Ludvig!

STINE
(frigør sig).

Ja, men hva' vil nu Frøkenen her, med Forlov?

ANNA
(knipser med Fingrene og søger at efterligne Stines Talemaade).

A vil ha' alle dine gamle Herrer til aa "sitze" for mig, Stine, - - paa deres Haler!

STINE
(slaar Hænderne sammen).

Gud min Skaber, min Skaber, det gaar aldrig i din Evighed.

ANNA.

Det skal gaa! - - Men nu maa jeg af Sted!

STINE
(med foldede Hænder, fortvivlet).

Og hvor ska' Frøkenen nu hen da?

ANNA.

Jeg skal bare om paa Hotellet og ha' nogle andre Klæder paa. (Snurrer Stine rundt.) Stine skal se, det bliver en hel Komedie ! Farvel saa længe ! (Kysser paa Fingeren og løber ud.)

STINE
(synker fortumlet om paa en Stol).

Og Verden forgaar med et stort Bulder, som skrevet staar!

(Lille Pause.)

38
NIELS
(stikker Hovedet ind og ser sig forsigtig om. - Halvt hviskende)

: Stine!

STINE
(svarer ikke).
NIELS
(højere).

Stine !

STINE
(rejser sig).

Pas dæ siel!

NIELS
(lidt frem).

Hwa' wa' de' fo' jenn?

STINE.

Rager det dæ?

NIELS.

A ku' sieh, te de' wa' ij Tjøwenhavner.

STINE.

Eller osse en ... Kokkenkineser!

NIELS.

Ja de' sædjer, for huj wa' ualmindele højrumpe'. (Lille Pause.) Men de' wa' li'egodt e' faaeli' knøwt Stykk' Hønseky'.

STINE.

Naa, de' har do osse Forstand paa ... dit Fjols!

NIELS
(nærmere).

Men hwa' ha'e huj helsen her aa sku' gjørh, bette Stine.

STINE.

Hun sku' fordryw' Rotter, bitte Niels.

NIELS.

Do æ immer saa krasbøsti, tykkes A.

STINE.

De' spør' A wal ingen om.

NIELS
(nærmere, kælen).

Bette Stine ...

STINE
(dasker efter ham).

Gaa din Vej, din Kalkun!

NIELS
(tager fat paa hende).

Do ku' dow gja'n . . .

STINE
(halvt besejret).

I Mandfolk ska' altider slikke . . . (Lytter.) No kommer di fra Bor'et!

NIELS
(vil hurtig trække sig tilbage, men naar ikke helt ud, inden Apotekeren viser sig i Døren, fulgt af Adjunkten og Dyrlægen).
APOTEKEREN.

Naa, her staar I og holder Faddersladder!

NIELS
(ud).
DYRLÆGEN
(veltilpas efter Maaltidet).

Saa var det den Toddy, lille Stine.

STINE
(der altid er fornærmet over for Dyrlægen).

A tænker, Di ka' sykke Maden først!

ADJUNKTEN.

Og lad mig faa en frisk Kop Kaffe, Stine.

STINE.

Jo. (Ud t. v.).

APOTEKEREN.

I skal da ogsaa altid drikke!

ADJUNKTEN
(snærrende).

Gaar der maaske for meget til, hva'? Skal vi nu ogsaa snydes for det?

DYRLÆGEN.

Du skulde sgu' ogsaa ta' Dig en Toddy, Clausen. Det linder paa Humøret.

ADJUNKTEN
(til Dyrlægen).

Gamle Gris!

39
DYRLÆGEN.

Gamle Vartovskone! Hæhæ!

APOTEKEREN
(mæglende).

Saa, saa! - Jeg mente jo bare, at naar man kan nyde en Musik, som den, vi spiller her ...

DYRLÆGEN
(afbrydende).

Saa behøver man ikke at drikke til? Hæ!

APOTEKEREN
(rolig fortsættende).

... saa begriber jeg ikke, at man kan have nogen Tanke tilovers for sin Toddy eller Kaffe.

DYRLÆGEN
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Se saa, nu er han oppe paa sin Kæphest!

APOTEKEREN
(uden at lade sig distrahere).

En Musik, der er frisk og sprudlende og oprindelig ...

DYRLÆGEN
(snapper ham hurtig Ordet af Munden).

. . . som Kildevand! - Ja det kender vi. Men jeg kan ikke nøjes med det bare Kildevand. Jeg skal helst ha' et lille Stænk i.

APOTEKEREN
(utaalmodig).

Aa!

DYRLÆGEN.

Ja, hvad mener Du, Møller?

ADJUNKTEN
(snærrende).

Ingenting! - Jeg fordøjer!

DYRLÆGEN.

Og hvis det skal være en Betingelse, saa vil jeg for min Part stemme for, at vi hellere spiller noget mere nervepirrende . . . (Holder lidt inde, som om han ikke rigtig turde, men tager Mod til sig og siger:) for Eksempel Wagner!

APOTEKEREN
(med en højtidelig Gestus).

Jeg tillader ikke, at det Navn nævnes i mit Hus!

DYRLÆGEN.

Nej, det véd jeg nok. Og jeg véd ogsaa, at Du har forbudt Stine at købe Kød henne hos Slagter Thomsen, fordi han hedder Wagner til Fornavn.

APOTEKEREN.

Det nægter jeg aldeles ikke.

DYRLÆGEN.

Og altsaa er Du paa det Punkt absolut gal, min gode Clausen.

APOTEKEREN.

Jeg understøtter ikke nogen som helst Slags Humbug!

DYRLÆGEN.

Sprøjtegal!

ADJUNKTEN
(i Færd med at stange Tænder).

Jeg holder med Clausen!

DYRLÆGEN.

Fordøj Du, fordøj Du! Ellers kommer det nok til at gaa ud over Drengenes Finisser i Morgen.

40
ADJUNKTEN.

Det hedder: Finisser. Trykket ligger paa første Stavelse.

DYRLÆGEN
(gotter sig paa Forhaand).

Hæ, hæ! Nu bliver Du arrig, Møller! Jeg véd det! Men jeg siger det alligevel: Jeg troede, hæ, hæ, - at Du i dette Tilfælde - - helst vilde ha' Trykket, hæ, hæ - - ha' Trykket lagt paa Enden !

ADJUNKTEN
(bort).

Uf!

DYRLÆGEN
(ler hjertelig).
APOTEKEREN.

I kan da heller aldrig enes.

DYRLÆGEN.

Det er bare Gemytlighed. Han kan jo drikke Toddy i Stedet for Kaffe!

LUDVIG
(ind fra venstre).

Tak for Mad.

APOTEKEREN.

Velbekomme, min Dreng. - - Ja lad os saa ta' fat! - - Du kan vel nok straks begynde?

LUDVIG.

Ja-a.

APOTEKEREN
(bekymret).

Jeg synes, Du ser lidt bleg ud?

LUDVIG.

Aa det ... det har ingenting at sige.

ADJUNKTEN
(der allerede sidder paa sin Stol).

Skal vi, eller skal vi ikke? (Man tager Plads om Nodepultene og begynder at stemme Instrumenterne.)

DYRLÆGEN
(peger paa Klokken).

Hæ, hæ! I skal se, den ringer!

APOTEKEREN.

Det var meget værre, som det var før.

DYRLÆGEN.

Hva'behager?

APOTEKEREN.

Jo, for da ringede den ikke blot, naar Folk kom, men ogsaa naar de gik. Det er noget, jeg har faaet forandret.

DYRLÆGEN.

Ja, det manglede sgu ogsaa bare!

LUDVIG.

Niels er jo derude.

APOTEKEREN
(tager sig en Pris).

Er vi saa færdige?

DYRLÆGEN
(tager sig en Pris og ser sig om).

Ja, men min Toddy!

ADJUNKTEN
(stamper i Gulvet).

Uf! (Tager sig en Pris.)

LUDVIG.

Stine kommer straks med den. Vandet skulde først koge.

APOTEKEREN.

Saa ! - (Banker med Buen i Pulten. Violinerne kommer under Hagen. I samme Øjeblik ringer Klokken). Gør ikke noget, gør ikke noget! Lad os bare ...!

41
NIELS
(stikker Hovedet ind).

Her æ' ij bette Kaal fra Tjøvvenhavn, dæ' sejer, te' haj æ kommi mæ Damskyvve'.

ANNA
(ind. Hun er herreklædt, med Havelock og stor Bulehat, og har en Violinkasse i Haanden. Benklæderne er meget højt opsmøgede, saa at de gør Indtryk af at være noget for lange. Hun har store, lidt affekterede Bevægelser, gaar et Par Skridt frem og bukker for Selskabet, dybt og højtideligt, som den, der paa Scenen bukker for et Publikum).

Mit Navn er Hansen, - Musiker.

NIELS
(ud).
APOTEKEREN
(rejser sig og gaar nogle Skridt frem).
LUDVIG
(rejser sig med et dæmpet Udraab af Forfærdelse).

Men . . . !

ANNA
(betyder ham med et Blik, at han skal holde sig i Skindet. Derefter med et nyt Buk for Apotekeren)

: Er det maaske Hr. Apoteker Clausen, med hvem jeg har den Ære ...?

APOTEKEREN.

Jo, det er mig.

ANNA.

Jeg tillader mig at komme i Anledning af et Avertissement i Berlingske Tidende for i Gaar Morges ...

ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(rejser sig og betragter hende med Forbavselse).
APOTEKEREN
(ser op og ned ad hende).

Ja, ganske vist, ja, ... men vi havde jo rigtignok tænkt os ...

ADJUNKTEN
(bøst).

Har De taget Deres Konfirmationsattest med, hva'?

ANNA
(smilende).

Ja, jeg véd nok, at jeg ser yngre ud, end jeg i Virkeligheden er, men hvis de Herrer tillader, vilde jeg gerne have den Ære at aflægge en lille Prøve?

DYRLÆGEN
(afsides til Adjunkten).

Han ligner sgu et lille Pigebarn.

ADJUNKTEN
(mere end halvhøjt).

Jeg spiller ikke med den Hvalp!

APOTEKEREN
(tysser paa ham. Hviskende Diskussion mellem de tre gamle Herrer).
LUDVIG
(søger at nærme sig Anna).
ANNA
(truer ham væk. Hun lægger Hatten fra sig paa Klaveret og tager Havelocken af. Under den har hun en lang, sort Frakke).
APOTEKEREN
(som Afslutning paa den hviskende Diskussion).

Jo vist saa, - naar Mennesket har rejst den lange Vej! (Vender sig.) Ja, hvis Hr. Hansen . . . (Ser, at hun allerede er ved at tage Violinen ud af Kassen.) Naa, De er allerede færdig.

ANNA
(stemmer Violinen og bukker).

Om en af de Herrer vilde have den Godhed at ledsage mig paa Klaveret ...

42
APOTEKEREN.

Vil Du, Møller!

ADJUNKTEN
(løfter haanlig paa Skuldrene og gaar hen og sætter sig ved Klaveret. Til Anna, idet han peger paa Nodereolen).

Værsgod, De kan selv vælge! Her er alt, hvad vi plejer at spille. (Arrigt.) Men det er ikke Hopsamusik, lille De!

APOTEKEREN.

Gør ham nu ikke forknyt, Møller.

DYRLÆGEN
(der stadig følger Anna med Øjnene).

Det ser han mig sgu ikke ud til at kunne blive med det første!

ANNA
(foran en af Nodepultene).

Aa, det er Kejserkvartetten. Den holder jeg netop saa meget af. (Kaster Hovedel tilbage, faar Violinen under Hagen og spiller - men som om det blot var for sin egen Fornøjelse - de første Takter af Temaet igennem.)

ADJUNKTEN
(springer op).

Det var som Satan!

APOTEKEREN
(glad smilende).

Se, se! (Triumferende til de andre:) Kan I se, han vokser!

ADJUNKTEN.

Ja med den Tone, - det skulde man ikke se paa ham!

DYRLÆGEN
(ellevild).

Og sikken et Haandled! Og Fingre som Lærkevinger!

ADJUNKTEN
(atter nøgtern).

Ja, det er nu godt nok, min gode Mand ...

ANNA
(holder inde).
ADJUNKTEN

.... men det der er jo som Fod i Hose, det spillede jeg, da jeg var to Aar. (Slaar Fingrene haardt ned i Noderne.) Men der, der! Variationerne! Der knækker vi nok Halsen, hva'?

ANNA
(da de tre gamle Herrer er kommet lidt for tæt paa).

Om de Herrer vilde være af den Godhed at flytte sig lidt! (Gør Plads med Armene, bukker og, uden at værdige Noderne et Blik, tager hun fat paa en af de vanskeligste af Variationerne.)

STINE
(ind med Toddy og Kaffe. Da hun faar Øje paa den spillende, standser hun op af Rædsel og staar stiv som en Voksfigur med Bakken foran sig).
LUDVIG
(hen til hende og fører hende ned i Baggrunden t. h., hvor de taler hviskende sammen).
APOTEKEREN
(gnider sig i Hænderne).

Bravo, bravo, unge Mand! De er antaget!

DYRLÆGEN
(klapper Anna paa Skulderen).

Ja, det var Satan vælte mig Musik!

ADJUNKTEN
(som ikke vil give sig).

Meget net, hva'! Ja! Men der var lidt Dinglen i Takten!

DYRLÆGEN.

Sludder, gamle Lineal!

43
APOTEKEREN
(oprømt).

Jeg holder med Dilling! Det er kun Pedanteri, Møller! - - Hør skal vi ikke prøve Sammenspillet straks?

DYRLÆGEN
(ivrig).

Ja, jo! (Til Anna.) Sæt Dem ned, Lille, sæt Dem ned! - De er da en sød, buttet, lille en! Hæ, hæ!

ANNA
(smilende).

Jamen ...

APOTEKEREN.

Jo, sæt Dem her paa Ludvigs Plads, sæt Dem!

ANNA.

Ludvig, hvem er det, om jeg tør være saa fri?

APOTEKEREN
(peger nonchalant).

Det er ham derhenne.

ANNA
(bukker hen mod Ludvig).

Mig en Ære! - Mit Navn er Hansen. (Til Apotekeren:) Og den ... noget ældre Dame?

APOTEKEREN.

Det er bare Stine.

ANNA
(bukker igen).

Mig en Ære!

ADJUNKTEN
(der for længst har taget Sæde).

Skal vi spille, eller skal vi ikke?

ANNA.

Ja, ja, ja ... undskyld, Hr. ...?

DYRLÆGEN
(præsenterende).

Adjunkt Møller.

ANNA
(bukker).
DYRLÆGEN.

Og mit Navn er Dilling, - til Tjeneste - Dyrlæge.

ANNA
(bukkende).

Tusind Tak! (Sætter sig.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(tager deres Snustobaksdaaser frem).
DYRLÆGEN
(byder Anna en Pris).
APOTEKEREN Og ADJUNKTEN
(skynder sig at følge hans Eksempel).
ANNA
(ser forbavset fra den ene til den anden. Efter nogen Betænkning)

: Ja, det er ikke for det, jeg tør saamænd godt! (Tager en Pris.) Næh, hvor den kradser! (Nyser.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(samtidig).

Gud velsigne Dem!

ANNA
(ler højt).

Det har jeg aldrig prøvet før.

DYRLÆGEN.

Saa var det altsaa første Pris, hæhæ! Og den fortjener De sgu ogsaa, lille Hansen!

ADJUNKTEN.

Maa vi være fri for Brandere!

APOTEKEREN.

Se saa! (Der stemmes.) Vi begynder der. (Peger med Buen i Annas Nodehæfte.) Er vi saa færdige? (Banker i Nodepulten. Man hæver Buerne. Saa ringer Klokken.)

44
ADJUNKTEN
(løfter rasende sin Violin og sin Bue i Vejret og truer med dem).

Det er den eneste Musik, man faar i dette forpestede Hus!

DYRLÆGEN.

Ja, den Klokke maa væk, Clausen!

APOTEKEREN
(rejser sig og faar Øje paa Ludvig).

Staar Du der og driver endnu! Gaa ud i Apoteket, Dig har vi ingen Brug for.

NIELS
(stikker Hovedet ind).

No er der jenn te' a' sahm Slaw.

APOTEKEREN.

Ja nu kommer Ludvig.

NIELS.

Jamen de' æ ij Mahj, dæ ve taahl mæ Apotekeren siel.

ADJUNKTEN.

Smid ham ud!

DYRLÆGEN.

Gi' ham Gift!

NIELS.

Haj sejer, te haj æ kommi "direkte" mæ Avtentovve, aa haj ku' hotte ha Usiji etter aa væ Faahr te den ahji.

ANNA
(ler højt med sin egen Latter).
HANSEN
(kommer ind. Det er en Mand paa henved halvtreds. Han er klædt som Anna og har Violinkasse i Haanden. Han er overdreven høflig, og man mærker, at det er hans Manerer og Talemaade, Anna har efterabet. Han bukker).

Mit Navn er Hansen, - Musiker.

NIELS
(ud).
APOTEKEREN
(frem imod ham)
HANSEN
(bukker).

Er det maaske Hr. Apoteker Clausen, jeg har den Ære ... ?

APOTEKEREN.

Ja, det er mig.

HANSEN
(lægger sin Hat fra sig paa Klaveret. Trækker en Avis frem).

Jeg tillader mig at komme i Anledning af dette Avertissement ...

ADJUNKTEN
(raaber).

De kommer for sent!

HANSEN
(bukker hen mod ham).
DYRLÆGEN
(raaber).

De har vel Returbillet? Hæ, hæ!

APOTEKEREN
(beklagende).

Ja, det gør mig virkelig meget ondt, men lige i dette Øjeblik er Pladsen bleven besat med det unge Menneske der. (Peger paa Anna.)

HANSEN
(vender sig, ser Anna og staar et Øjeblik maalløs).

Med . . . med ... med ham der? - "Ham" ?

ANNA
(tæt ind paa Livet af ham).

"Ham"? "Ham"? - Ja, hvis De ikke har noget at indvende, Højstærede. (Slaar Knips under Næsen paa ham og siger hviskende:) Se at Skrubbe af med Dem! 45 Hurtigt! Jeg skal nok forklare Dem det hele bagefter. (Derefter højt:) Naa?

APOTEKEREN
(til Anna).

Ikke saa heftig, unge Mand. Deres Plads er Dem sikker. (Til Hansen:) Det gør mig virkelig meget ondt, men ...

ADJUNKTEN.

Vi har ingen Brug for Dem!

DYRLÆGEN.

Ikke Spor!

HANSEN

, (der har staaet og set paa Annas Klæder). Jamen . . . jeg fatter det ikke, ... jeg ...

ANNA
(hviskende).

Hører De ikke, De skal gaa, Menneske. I Morgen skal jeg nok ... (Højt.) Ja, det gør ogsaa mig ondt, Hr. Hansen; men den, der kommer først til Apoteket, faar først Salve!

DYRLÆGEN
(klapper i Hænderne).

Bravo !

(Latter.)

HANSEN
(bukkende).

Ja, saa maa jeg vel trække mig tilbage ...

ADJUNKTEN.

Ja, det ved Gud, De maa!

HANSEN
(trækker sig bukkende hen mod Klaveret og tager i sin Forfjamskelse begge Hattene).

Saa beder jeg meget undskylde ... al den Ulejlighed, - jeg kunde jo ikke ane ... (Staar med en Hat i hver Haand og stirrer forvildet fra den ene til den anden.)

ANNA.

Ja, tag endelig ikke fejl Hat! - Det er den gamle, der er Deres!

HANSEN
(bukker og lægger Hatten fra sig).

Jeg beder meget om Forladelse, - jeg kunde ingen Steder finde den anden, da jeg skulde rejse i Gaar . . . (Opdager, at han er ved at fortale sig og gaar hurtig ud med et dybt Buk.) Ærbødigste Tjener!

DYRLÆGEN.

Sikken en Mefistofeles!

(Latter.)

ADJUNKTEN.

Karruselmusikant!

(Latter.)

APOTEKEREN
(medfølende).

Det Skrog ja; det gør mig næsten ondt for ham.

ANNA
(klapper i Hænderne).

Skal vi saa spille? Men vi vil ingen Afbrydelse ha'! (Til Ludvig:) Det er vist bedst, at De gaar ud og passer Apoteket, unge Mand!

APOTEKEREN.

Ja, Ludvig, gaa Du! Og Stine! I forstyrrer bare.

46
ADJUNKTEN.

Ja, væk med Jer!

DYRLÆGEN
(til Stine, der i sin Befippelse vil tage Bakken med ud igen).

Nej, haløj! Toddyen skal sgu blive her!

STINE
(anbringer Toddyen foran Dyrlægen og Kaffen foran Adjunkten).
ANNA
(banker med Buen i Nodepulten).

Attention, Messieurs !

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(griber fornøjede til deres Instrumenter).
STINE og LUDVIG
(veksler Blikke. De ser meget betænkelige ud og fjerner sig ad hver sin Vej).
ANNA
(kaster et Blik rundt og løfter derefter Buen med et determineret:)

Altsaa!

(Tæppet falder i samme Øjeblik, Musikken begynder.)

ANDEN AKT

Samme Stue. Næste Dags Morgen. Nodepultene er flyttet til Side i venstre Baggrundshjørne. Det runde Bord med tilhørende Stole har faaet Plads midt paa Gulvet.

STINE
(har travlt med at støve af og rydde op).
LUDVIG
(kommer frem i Døren til Recepturet. Han ser træt og forvaaget ud).

Godmorgen, Stine.

STINE.

Godmorgen, bitte Lodhvi'. (Sukker og ser bekymret paa ham). Er han dér?

LUDVIG.

De gamle er vel ikke staaet op endnu?

STINE
(ser stadig hen paa ham).

Næi, de er ikke staaet op endnu, nej. Vil Lodhvi' ha' sin Kaffe?

LUDVIG
(trækker Forhænget helt til Side og kommer nærmere).

Nej Tak. (Gaar urolig op og ned.)

STINE
(efter en lille Pause. Bekymret).

Bitte Lodhvi' . . .

LUDVIG
(om mod hende).

Ja, hvad skal det blive til, Stine? Hvad skal det blive til?

STINE.

A har spur't Vorherre om'et.

LUDVIG
(med et Smil).

Naa, og hvad sa'e saa han?

STINE.

Han ku' heller ikke hitte ud a'et.

LUDVIG.

Godt, at det gik i Aftes, som det gjorde. Men nu i Dag!

47
STINE
(afgjort).

A tror ikke, hun er et Fruentimmer!

LUDVIG
(leende).

Hva' er hun ikke?

STINE.

Næi, A tror 'et ikke. Saadden som hun kunde hoppe rundt i Bukserne! Det var jo som et helt indfødt Ka'lfolk.

LUDVIG
(op og ned).

Naar bare jeg vidste, hvordan det skal ende. Og sikken som Dilling saa' paa hende!

STINE.

Han ja! Om saa et Kvindfolk var pakket ind i syv Ræveskind, saa ku' han lugte hende!

LUDVIG.

Og Fa'er og Møller var jo ogsaa helt som forheksede. Men naar de nu faar at vide, at ... Og de maa jo faa det at vide. Jeg har ikke lukket et Øje hele Natten.

STINE
(bekymret).

Aa Herregu', Herregu' ... Ska' vi ikke sende Niels hen efter Bor'mesteren?

LUDVIG
(klapper hende paa Kinden).

Du er sød, gamle Stine. Bare alle Mennesker var saadan.

STINE
(rørt).

Ja, det er saamænd da viss og sahn!

(Dørklokken ringer.)

LUDVIG
(vil skynde sig ud, men møder Hansen i Recepturet).
HANSEN
(bukker).

Godmorgen! Godmorgen! Undskyld! Har De hende her? (Griber pludselig Ludvigs Haand og trykker den.) Tillader De? Fik ikke i Gaar Aftes Lejlighed til at hilse paa Dem. Maa bede Dem tusinde Gange om Forladelse. Vi er jo dog gamle Bekendte.

LUDVIG.

Det er nok mig, der maa bede Dem om Undskyldning for den Medfart, De fik.

HANSEN
(bukker).

Har aldeles intet at sige. Men jeg var i første Øjeblik saa overrasket, saa ... saa ... Det var jo saa rent ufatteligt! Og nu kommer jeg med Deres Tilladelse for at faa den Forklaring, som ... Har De hende her?

LUDVIG.

Nej, Frøken Møller bor ovre paa Hotellet.

HANSEN
(som om hans Forstand stod stille).

Jamen, der bor jeg jo ogsaa!

LUDVIG.

Ja, saa er De altsaa gaaet over Aaen efter Vand.

HANSEN
(griber Ludvig fortrolig i Frakkeopslaget).

Sig mig, Hr. Clausen, fatter De Meningen? Har De Spor af mindste Begreb om, hvad denne Komedie skal til?

LUDVIG
(ryster paa Hovedet).
48
HANSEN
(bukkende).

Og den ... noget ældre Dame der heller ikke?

LUDVIG
(præsenterende).

Det er Fa'ers Husbestyrerinde ...

HANSEN
(bukker).

Mig en Ære ...

LUDVIG.

Hun har været mig i en Moders Sted, saa ...

HANSEN
(bukker).

Glæder mig at gøre Fruens Bekendtskab! (Til Ludvig:) Nej, hvad jeg vilde tillade mig at sige . . . (Hemmelighedsfuldt:) Jeg forstaar jo nok ... Det vil sige, jeg forstaar naturligvis alligevel ikke ... men jeg forstaar jo nok, jeg gætter jo nok ... for jeg har jo kendt Barnet, fra hun ikke ...

LUDVIG
(tørt).

Hvem taler De om?

HANSEN.

Om Anna naturligvis, ... om Frøken Møller, - har kendt hende fra hun ikke var større end som saa, og har altid betragtet hende som et Barn ... naturligvis! En lille, sød, henrivende Vildkat, men dog et Barn! - Saa for et halvt Aars Tid siden - - ja, det var, medens De gjorde Pensionatet den Ære at bo iblandt os, Hr. Clausen, - - saa sporede jeg en øjensynlig Forandring hos Anna - - hos Frøken Møller. Der kom noget vist spændstigt i hendes Gang. Noget paa én Gang dragende, om jeg saa maa sige, og lokkende i hendes Øjne. Barnet var blevet Kvinde! Jeg har iagttaget denne allerkæreste Overgang hos mangfoldige af mine andre kvindelige Elever. Det er den skønneste Metamorfose i en Kvindes Liv. Hvilken Mand bliver med Deres Tilladelse uberørt af den? - - Sig mig, er jeg gammel?

LUDVIG.

Naa-aa ...

STINE
(der har hørt uforstaaende til).

A har da sitt dem ældre.

HANSEN.

Nej, jeg er ikke gammel! En Mand, der har haft den Lykke at bevare sin erotiske Evne grøn, er ikke gammel, om han saa bliver hundrede Aar! (Med Hovedet paa Skakke.) Og jeg blev forelsket! Forelsket i dette Barn, som er vokset op under mine Hænder!

LUDVIG
(behersket).

Hum !

HANSEN.

Hvadbehager?

LUDVIG.

Jeg sa'e ikke noget.

HANSEN
(bukker).

Om Forladelse! - - Nej, men hvad det var, jeg vilde Sige . . . (Med Haanden paa Hjertet:) Det var sødt, 49 det var skønne Dage, - disse Haab, disse Længsler! - Med Deres Tilladelse: De fatter det aldeles ikke ...

LUDVIG.

Naa men hun? Hvad sa'e hun?

HANSEN.

Ingenting!

LUDVIG.

Ja, men De da? Hvad sa'e De?

HANSEN.

Heller ingenting! - Det vil sige ... ikke mundtlig. Jeg vilde vente, til Frugten var moden og saa plukke ... plukke denne Fersken.

LUDVIG.

Hum!

HANSEN.

Hvadbehager?

LUDVIG
(irriteret).

Jeg sa'e heller ikke noget.

HANSEN
(med et fjollet Smil).

Naa saaledes! Undskyld! - Nej, men saa kom der en Tid, hvor hun syntes at sky mig. Det kan være et godt Tegn; men det kan ogsaa være et daarligt. Og da jeg saa saa' Deres Hr. Faders Avertissement, - jeg læser altid Bladene omhyggeligt igennem, for om der skulde vise sig Elever, - saa besluttede jeg at anstille en lille Prøve: Vilde hun opfordre mig til at rejse, elskede hun mig ikke, - bad hun mig blive, stod Himlen mig aaben!

LUDVIG.

Naa?

HANSEN
(med et fiffigt Smil).

Hun raadede mig til at rejse! Det var saadan rare Mennesker herovre, og det var noget fast, og det var netop det, jeg trængte til, sa'e hun.

LUDVIG.

Saa elskede hun Dem altsaa ikke.

HANSEN.

Nej, det samme troede naturligvis jeg! (Med Pathos:) Og min Bestyrtelse ... jeg var som bedøvet! De fatter det ikke! Det var, som om Jorden havde Feber under mine Fødder. Knust, sønderbrudt var jeg gaaet bort, og intetsteds kunde jeg finde Hvile. De fatter det ikke! - Og da jeg langt om længe vaagnede op efter en søvnløs Nat ... en saa godt som søvnløs Nat, saa hører jeg, at hun er rejst. (Med et lykkeligt Smil:) Og hvorhen? - Herover! Herover, hvor hun havde befalet mig at rejse! Thi nu fattede jeg omsider, at hendes Ønske havde været en Befaling. Hendes Fru Moder fortalte mig, at hun var rejst herover for at besøge sin Papa. Besøge sin Papa! - Himmel! Det var for at være sammen med mig!

LUDVIG.

Ja, er De nu ogsaa ganske vis paa det ?

50
HANSEN
(med et tillidsfuldt Smil).

De fatter det ikke? - Jamen jeg fatter det! Jeg fattede det øjeblikkelig! Og en Time efter sad jeg allerede i Toget - uden anden Bagage end min Violinkasse. Alt det andet havde Fru Møller lovet at sende efter. - (Glad fortrolig:) Og hvad ser jeg saa, da jeg træder over denne Tærskel i Aftes: dér staar hun, min Sjæls Athene, i mine bedste Klæ'er!

LUDVIG.

Deres!

STINE
(mumlende med foldede Hænder).

Jamen - jamen, er Menneskene da bleven Indianere!

HANSEN.

Mine ja! - De fatter ikke, hvor et Hjerte kan slaa ved et saadant Tegn paa Hengivenhed!

LUDVIG
(rolig).

Jeg tror, De tager aldeles fejl, Hr. Hansen.

HANSEN
(bukker).

Med Deres Tilladelse! (Tæller paa Fingrene:) Hun siger, at Pladsen er noget for mig, da jeg bør søge noget fast. - - Hun tror, at jeg rejser, og rejser efter mig, - hvilket i dette specielle Tilfælde vil sige, før mig. - Hun ønsker at optræde i Herreklæder, jeg fatter ikke af hvilken Grund, men det har hun jo lovet at forklare mig, - og hun gør mig den Ære at benytte sig af mine! - Godt! Hvorfor vil hun, at jeg skal søge noget fast? Fordi vi ikke kan gifte os paa det uvisse! - Hvorfor rejser hun efter mig ... altsaa før mig? Fordi hun ikke kan undvære Synet af mig! - Og hvorfor gør hun mig den Ære at betjene sig af min Garderobe? For derigennem dog i det mindste at tilfredsstille en Del af sin Længsel ! (Tager et Par Dansetrin:) De fatter ikke Unge Mand ! (Standser og bukker:) Om Forladelse ... men Glæden!

(Det ringer.)

LUDVIG
(vil ud, men møder Anna).
ANNA
(er i lys Formiddagskjole. Nikker polisk til Ludvig og Stine).

Godmorgen Børn! Naa, hvordan staar Humøret? (Faar Øje paa Hansen:) Men du velsignede Gud, er De nu der igen? Har jeg ikke sagt ...

HANSEN
(bukker).

Jeg beder meget om Forladelse, men Du sa'e ...

ANNA
(mod ham).

Ja, ja, men ikke nu! De kan spolere hele Historien for mig ... og for Dem selv ogsaa! De maa gaa! Straks! Hører De! (Stamper.) Straks, straks, straks!

51
HANSEN
(bukker).

Jo, jo, saagerne ... men med Frøkenens Tilladelse ...

ANNA
(leende).

Nu siger han ved Gud "Frøken" , det kære Menneske! - Men hvad er det dog for et Begravelsesansigt, De sætter op? Man skulde tro, De skulde følge en Ærkebisp til Jorden.

HANSEN.

Ja, jeg er virkelig ogsaa meget ulykkelig ... ganske bedrøvet ...

ANNA
(skubber ham mildt hen mod Udgangen).

Det er der slet ingen Grund til. (Klapper ham paa Kinden:) Saa, gaa saa pænt!

HANSEN.

Jamen, jeg fatter aldeles ikke ...

ANNA.

Nej, det véd jeg nok. Men jeg fatter for os begge to - og for os allesammen! (Kysser ham hurtig:) Værsgod, der har De et Kys! Er det saa godt? Farvel, Farvel! (Puffer ham ud i Recepturet og trækker Tæppet for:) Se saa, nu fik vi da ham paa Porten. Det er ogsaa forfærdeligt, saa et stakkels Pigebarn skal ha' meget i sit Hovede! Og det bare fordi Mandfolkene er saa dumme. Hva' Stine?

STINE.

Det hænder, ja! Men for Resten sku' der da vist ti Præster til aa hitte ud a' Frøkenens Baduljer, med Forlov!

ANNA
(ler. Vender sig til Ludvig, i hvem det har givet et lille Sæt, da hun kyssede Hansen).

Saa, nu er det galt fat med ham! - (Nærmere, polisk:) Mon han virkelig skulde være vred, Barnet, fordi jeg gav den rare gamle Onkel et lille Kys? Hva'? Ham har jeg jo været paa Kys med, siden han kørte mig i Barnevogn, - havde jeg nær sagt.

LUDVIG.

Jeg kan ikke lide det alligevel. Og jeg kan heller ikke lide, at han skal ha' Lov til at sige "Du" til Dig, naar Du siger "De" til ham!

ANNA
(skælmsk).

Jamen det er ogsaa kun saa længe, han er saa meget ældre. Naar først ...

LUDVIG.

Og til mig har Du ikke engang Tid til at sige ordentlig Godmorgen.

ANNA
(leende).

Næ, næ! Dig kysser jeg kun, naar ingen ser det. Det er Forskellen, "bitte Lodhvi" ! - Det forstaar Stine vist godt?

STINE
(lidt hidsig).

A forstaar aa begryvver ingenting, gjør A ikke! A tænker hotte, te Vorherre har gaaen hen aa lagt sig!

52
LUDVIG.

Og nu i den Dragt? Hvad har Du nu i Sinde?

ANNA.

Jeg kunde ikke holde ud at være Mandfolk længer. Jeg véd aldrig, hvor jeg skal gøre af mine Ben - med de Bukser! Ja Du maa nu for Resten ikke tro, at det var første Gang i Gaar ...

STINE
(mumlende).

A tænkt' det sgu nok!

ANNA.

Dengang vi gik til Præsten, morede vi os saa tit med at trække i Drengeklæder og gaa ud paa Sjov. Men nu kan jeg mærke, at jeg er bleven for gammel til den Fornøjelse. - Uf, og saa de Øjne, Dilling saa' paa mig med! Der var et Par Gange, jeg var lige ved at gi' ham en paa Siden af Hovedet.

STINE.

Ja, se det var da endelig engang talt som et kristen Minnisk!

LUDVIG
(tager Annas Haand).

Anna ... vil Du ikke ... vil Du ikke rejse?

ANNA.

Rejse? Nej det ved Gud i Himlen jeg ikke vil! Nu skal Komedien jo først rigtig til at begynde. Snak! Snak! (Til Stine:) De gamle Herrer er da vel ikke staaet op endnu?

STINE.

A har da ikke hørt dem brumme. (I det samme lyder Adjunktens Bratsch inde fra hans Værelse. Lytter.) Jo, nu er Møller paa Sokkerne ! (Saa hører man Apotekerens Violin.) Jøsses Kreste Kors - aa Herren osse! (Derpaa Dyrlægens Violoncel.) Og Dilling, den Sovetryne! Han plejer elsen at snue li'e til Middag. Det er svært, saa di ka' lette paa Skinkerne idag! A faar nok fortne lidt paa mig. (Skynder sig at blive færdig med Oprydningen og Aftørringen.)

ANNA.

Ja, vi har ogsaa travlt, Ludvig. For nu skal Bomben snart springe. (Op ad Trappen til Recepturet:) Kom her med mig!

LUDVIG
(følger modstræbende med).
ANNA.

Og husk nu paa, at Du ikke kender mig, heller ikke i denne Dragt! - Og Stine heller ikke!

STINE
(travlt beskæftiget).

A er da osse helst fri!

ANNA
(til Ludvig).

Kom saa! Skynd Dig, skynd Dig! (Med et drillende Smil:) At vi dog kan faa sagt "ordentlig" Godmorgen til hinanden! (Ud med Ludvig.)

STINE
(fortsætter med sit Arbejde).
ADJUNKTEN
(stikker Hovedet ind med et vældigt Brøl).

Stine-e!

STINE.

Ja, ja, - A er ikke døv!

53
ADJUNKTEN
(der først nu faar Øje paa hende).

Faar jeg snart den Kaffe? (Bort.)

STINE.

Ja, nu ska' A ...

DILLING
(Hovedet frem og raaber).

Stine!

STINE.

Jow!

DYRLÆGEN.

Hvorfor har Du ikke sat min Morgenbajer ind til mig endnu?

STINE.

Hæ! Hva' render Di aa roder oppe ved Nattetid etter!

DYRLÆGEN
(har slaaet Døren i med et Knald, længe før end hun har faaet talt ud).
ANNA
(frem bag Forhænget).

Stine!

STINE.

Jow, - ja ...

ANNA.

Aa, ræk mig min Violinkasse! Hurtig, hurtig! Den staar der?

STINE.

Ja, ja, ja! (Rækker hende den.)

ANNA
(bort).
APOTEKEREN
(stikker Hovedet ind).

Stine!

STINE.

Ja, nu løvver A, nu løvver A!

APOTEKEREN.

Godmorgen, lille Stine! Jeg længes efter min Te. (Bort.)

STINE
(giver det runde Bord en sidste Omgang med Støvekluden).

A' di Mennesker nu ikke ka' tylde det samme i sig ved et ordentlig Kaffebord, som skreven staar! (Hurtig ud til venstre.)

(Scenen staar et Øjeblik tom. Man hører en Violin blive stemt bag Forhænget for Recepturet.)

DYRLÆGEN
(stikker paa ny Hovedet ind med et højt)

: Stine !

ADJUNKTEN
(ligesaa).

Stine!

DYRLÆGEN og ADJUNKTEN
(samtidig).

Stine-e!

APOTEKEREN
(der har hørt Raabene, stikker Hovedet frem).

Godmorgen, de Herrer! - Stine er gaaet ud i Køkkenet. Hun kommer straks.

(Endnu førend de tre Herrer har trukket sig tilbage, hører man fra Recepturet de første Toner af en eller anden stor Violinsolo. De lytter, og der veksles forbavsende og spørgende Blikke.)

ADJUNKTEN.

Hva' er det? (Kommer lidt frem.)

DYRLÆGEN.

Ja, hva' Satan er det? (Kommer ligeledes frem. Han er i Underbenklæder og Slaabrok.)

APOTEKEREN.

Det kan jo ikke være Ludvig. (Frem.)

ADJUNKTEN
(haanlig).

Py - Ludvig!

DYRLÆGEN.

Nej Gu' er 'et ikke Ludvig!

54
APOTEKEREN
(kigger bag Forhænget, men lader det øjeblikkelig falde for igen, som om han havde brændt sig, og staar fuldstændig maalløs).
ADJUNKTEN.

Hva' er det? Hvem er det? Kan Du ikke svare? (Gaar til sidst selv hen og kigger, men farer straks tilbage med et mægtigt:) Hva' !

DYRLÆGEN
(staar lidt uvis og ser fra den ene til den anden. Derpaa tager han Mod til sig).

Det kan da ikke være værre end Fanden selv! (Gaar hen og trækker Gardinet helt til Side.) Jo, det er Gud hjælpe mig et Fruentimmer!

ADJUNKTEN
(op og ned).

"Fruentimmer" ! "Fruentimmer" ! Ja, vel er det et Fruentimmer. Men hvad vil hun her!

APOTEKEREN.

Man bruger ikke Ordet "Fruentimmer'' om en fremmed Dame i mit Hus!

ANNA
(gaar - stadig spillende - ned ad Trappen og frem paa Scenen. Saa tager hun Violinen fra Hagen og bryder ud i en høj Latter).
ADJUNKTEN
(strammer sine Seler. Rasende).

Hun griner oven i Købet!

APOTEKEREN
(forvirret).

Men min bedste Frøken ... kære Dame ...

DYRLÆGEN
(henrykt).

Sikken lækker lille Gris, hæ, hæ!

ANNA.

Ja, mine Herrer, De maa virkelig undskylde mig ... (Ler.) Men jeg kunde ikke holde ud at være Mandfolk længere!

ADJUNKTEN
(studser).

Mandfolk ...?

APOTEKEREN.

Mand ... Mandfolk ...?

DYRLÆGEN
(i Udbrud).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser! Det er Gud straffe mig Hansen!

ANNA
(med et af Hr. Hansens Buk).

Ham selv ja, med Deres Tilladelse! (Ler. Derpaa alvorlig til Apotekeren:) De maa virkelig Undskylde denne lille Komedie, Hr. Clausen! Men var jeg mødt i den Dragt, saa havde De jo aldrig antaget mig!

ADJUNKTEN.

Nej!

APOTEKEREN.

Jeg ... jeg tror det næppe.

DYRLÆGEN.

Naa-aa, hvorfor ikke?

ANNA
(til Apotekeren. Indsmigrende).

Og nu nænner De da ikke at jage mig bort igen? Vel?

APOTEKEREN
(vrider sig).

Ja, jeg ... men en Dame, ... oven i Købet en ung ... en ganske ung Pige ...

55
ANNA
(skælmsk).

Vilde De heller haft, at jeg skulde være gammel ?

DYRLÆGEN.

Ih Gud Fader bevares!

ADJUNKTEN
(der igen er begyndt at løbe op og ned).

Hvad har det Fruentimmer her at gøre! Vi vil ikke ha' Fruentimmer her, hva'!

APOTEKEREN
(beroligende).

Kære Møller . . . (Til Anna famlende:) Bedste Frøken ... Deres Musik har jeg aldeles intet at indvende imod ... men ... men ...

DYRLÆGEN.

Hun spiller storartet!

APOTEKEREN.

Jeg indrømmer det, men ... Ja, hvad siger Du, Møller?

ANNA
(kommer Adjunkten i Forkøbet, skælmsk).

Aa, Hr. Møller er vist ikke saa slem, som han lader! (Med et lille Tilløb til Efterligning:) Hva'?

ADJUNKTEN
(bøs).

Jeg er meget værre!

LUDVIG
(er under det foregaaende af og til kommen til Syne i Baggrunden af Recepturet, og man har kunnet mærke paa ham, at han var en stærkt interesseret Tilhører. Nu vil han stige ned i Stuen).
APOTEKEREN
(med en afværgende Haandbevægelse).

Næ, næ, næ, Ludvig! Dig har vi ingen Brug for her. Bliv Du kun, hvor Du er!

ADJUNKTEN
(mærkelig ivrig).

Ja, pas Du bare din Butik! Dette her er ikke noget for Dig!

DYRLÆGEN.

Det skal vi nok ordne! (Han trækker Gardinet for:) Godmorgen, Deres Højhed! (Af og til ser man i Løbet af denne og de følgende Scener Ludvig kigge frem bag Gardinet, og man kan mærke paa Annas Spil, at hun stadig er sig bevidst, at Ludvig følger med, - med andre Ord, at hun spiller for et Publikum, og at dette Publikum findes skjult bag Gardinet. Et Par Gange kommer der endog en direkte Korrespondance i Stand - med Blik og Gestus - mellem hende og Ludvig.)

STINE
(ind fra venstre med Kaffe og Øl. Til Apotekeren)

: Herrens Tevand er skænket! (Paa Vej over Gulvet til Adjunktens Dør:) Og her er ...

ADJUNKTEN.

Sæt min Kaffe her paa Bordet!

STINE
(henne foran Døren).

Jamen, Hr. Møller plejer jo ...

ADJUNKTEN
(hidsig).

Sæt Kaffen her, siger jeg!

STINE
(adlyder skyndsomst).

Jo, jo, jo ! . . . Nu staar den der! (Tager ølflasken.) Og her er Dyrlægens Bajer.

DYRLÆGEN
(vrisser).

Hvad skal jeg med den? - Jeg skal ingen Øl ha'!

56
STINE
(forundret).

Nu sætter A en Kors i Almenakken!

DYRLÆGEN
(som før).

Bring den ind paa mit Værelse!

STINE.

Naa-aa, A tænkte det jo nok ! (Gaar ind med Øllet og kommer straks tilbage. Idet hun gaar forbi Apotekeren, siger hun:) Teen taaller ikke godt at vente. Den er skænket, (Ud.)

APOTEKEREN
(der staar og taler med Anna, lader som om han ikke hører, hvad Stine siger).
ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(skæver misfornøjet hen efter Apotekeren).
ADJUNKTEN
(ved Kaffen, arrig).

Din Te bli'er kold, Clausen!

DYRLÆGEN.

Den staar allerede skænket, det hørte Du maaske ikke?

APOTEKEREN
(optaget).

Har ikke noget at sige! Gør ikke noget!

ANNA
(bort fra ham).

Jo vist saa, Hr. Clausen! Vi kan jo altid senere tale videre. Jeg kan godt vente.

APOTEKEREN.

Ja, ganske vist, men ...

ANNA
(nøder ham spøgende hen mod Døren).

Se saa, nu gaar De pænt ind og drikker Deres Te. De to andre Herrer holder mig jo nok med Selskab saa længe.

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ... jaja da. (Ud.)

ANNA
(hen til Adjunkten).

Smager Kaffen godt, Hr. Møller?

ADJUNKTEN
(brummer).
ANNA
(lægger sin Haand paa hans).

Maa jeg lave en Kaffefisk, hva'?

ADJUNKTEN.

Hva'?

DYRLÆGEN
(gelassen).

Bevares - to, om Frøkenen vil, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(arrig).

Du glemmer din Bajer, Dilling!

DYRLÆGEN.

Lad mig om det! Den taaler godt at blive kold! - - Vil han ha' mig væk hæ, hæ! - Hva', gamle!

ADJUNKTEN
(rasende).

Væk! Hva'? Hva' vil Du sige med det ? Du maa sidde her midt oppe paa Bordet, om Du vil! Hum! Men jeg synes, Du skulde skamme Dig over det Kustyme, Du optræder i. Du ligner en ... Kolerapatient!

DYRLÆGEN.

Saah? (Ser ned ad sig.) Naah ! (Meget forlegen.) Aah ! - - Gudbevares! - - Undskyld mange Gange! ... Det havde jeg rent glemt! - - Det er dog forfærdeligt! - - Hvad maa Frøkenen ... (Baglæns ud.)

57
ANNA
(leende).

Det var næsten Synd, Hr. Møller!

ADJUNKTEN.

Hum! Den gamle Vindspiller!

ANNA
(som har taget et Stykke Sukker).

Maa jeg? (Holder Sukkeret hen over Adjunktens Kaffekop).

ADJUNKTEN
(skutter sig ubehjælpsomt).

Hum !

ANNA
(som før, skælmsk).

Maa jeg?

ADJUNKTEN
(næsten genert).

Værsgod, men ...

ANNA
(dypper Sukkeret i hans Kaffe og suger det ind).

Storartet! (Staar lidt og ser paa ham.)

ADJUNKTEN
(gemmer Øjnene bort).
ANNA
(alvorlig).

Hvor kan det være, Hr. Møller, at De ikke kan lide Damer?

ADJUNKTEN
(forfjamsket).

Damer . . . Damer . . . (Knapper Vesten op.) De Satans Seler!

ANNA.

Kunde De virkelig nænne, at jeg skulde rejse igen?

ADJUNKTEN.

Rejse? Nej! - - Hvis De tror ...

ANNA
(holder pludselig sin Haand hen under hans Ansigt).

Kan De spaa ?

ADJUNKTEN
(sveder).

Hva'?

ANNA.

Jeg mener, - kan De læse saadan inde i Haanden?

ADJUNKTEN.

Nej - næ, det lærte vi ikke ...

ANNA.

Laan mig Deres, saa skal jeg prøve!

ADJUNKTEN
(skjuler sine Hænder).
ANNA.

Naa, naa? Kom med Haanden!

ADJUNKTEN.

Jamen ... jamen, Frøken ...

ANNA
(tager hans Haand).

Udmærkede Violinfingre! - Nu skal vi se: Den lange Streg dér ...

APOTEKEREN
(ind).

Det er sandt, Frøken . .. Frøken ...?

ANNA
(nikker smilende).

Hansen!

APOTEKEREN.

Frøken Hansen, jeg glemte at spørge Dem, om De ikke vilde drikke en Kop Te?

ANNA.

Nej, Tak, jeg ...

ADJUNKTEN.

Eller Kaffe? Vi har jo Kaffe. Det er da ogsaa bedre end det Pjat! - - Og De véd jo, hvordan den smager, hva' !

ANNA

der forstaaende). Nej Tak, jeg har drukket Kaffe paa Hotellet !

ADJUNKTEN
(bidsk til Apotekeren).

Jeg vidste jo nok, hun drak Kaffe. Alle ordentlige Mennesker drikker Kaffe! (Pause.)

58
ADJUNKTEN
(som før).

Skal Du ikke gaa din Morgentur? Den plejer Du ellers at passe som et Sejerværk.

APOTEKEREN.

Det haster aldeles ikke, min kære Møller! Man er jo da sin egen Herre.

ADJUNKTEN.

Hum! - Men hvad siger saa din Mave?

APOTEKEREN
(mildt affærdigende).

Lad Du mig om det, min Ven.

ANNA.

Nej, kære Hr. Clausen, jeg kan paa ingen Maade tillade, at De for min Skyld ...

APOTEKEREN.

Bedste Frøken, jeg ...

ANNA.

Paa ingen Maade! Jeg vil ikke gribe forstyrrende ind i Deres Vaner.

STINE
(ind fra venstre med Apotekerens Overtøj. Lægger Hat og Stok fra sig og holder Frakken op, som for at hjælpe Apotekeren den paa).

Værsgod, A har skiftet Lommeklædet. Nu ha'de Herren igen glemt at lægge det gamle fra sig.

ANNA
(tager Frakken fra hende).

Næ, lad mig! (Til Apotekeren.) Naa?

APOTEKEREN.

Jamen bedste Frøken ...

ANNA
(putter hans ene Arm i Ærmet).

Først den venstre, ikke? - - Og saa den højre! Saadan!

APOTEKEREN
(overvunden).

Stine kunde ikke have gjort det bedre.

ANNA
(leende).

Der ser De! Jeg kan ogsaa andet end spille Violin. - - Og saa Hatten! (Rækker ham den.) Og saa Stokken! (Rækker ham den.)

APOTEKEREN
(venligt leende).

I Guds Navn da! Farvel saa længe! (Ud gennem Recepturet, hvor han støder paa Ludvig.)

STINE.

Nu er A nok bleven li'som tilovers da!

ANNA
(hen til hende).

De, Stine? Nej, saa faldt Huset nok sammen, tror jeg.

STINE.

A har da osse gaaen aa svandset her i snart fire og tyve Aar.

ANNA
(lægger Armen om hende).

Hør, er De rigtig sød ?

STINE.

Sød? - Om A er sød? Var 'et det ...

ANNA.

Ja, for saa gi'er De mig alligevel en Kop Kaffe, hva'? (Snuser.) Hr. Møllers lugter saa dejlig. De er vist forfærdelig dygtig til Husholdningen?

STINE.

Aa ja, naar A sæl' ska' si' 'et, saa ta'er A da sjælden fejl a' en Pattegris aa en Ost.

59
ANNA.

Vilde De gi' mig en lille Kop Kaffe?

STINE.

Jo, jo, det vil A da saa gerne!

ADJUNKTEN.

Men stærk, Stine!

STINE
(lidt vrængende).

Stærk, jo! Frøkenen ska' faa den, som et kristent Menneske ka' drik' den. De ska' jo altid ha' den rene Forgift! (Ud.)

ANNA.

Stine er et prægtigt Menneske.

ADJUNKTEN.

Hum, ja. Næsvis som alle Fruentimmer.

ANNA
(skælmsk truende).

Er De nu der igen. Hr. Møller! Fy, skam Dem!

ADJUNKTEN
(forlegen).

Ja, naturligvis, der gives jo - -

ANNA
(sætter sig pludselig hen ved Siden af ham. Alvorlig).

Sig mig nu oprigtig: Hvorfor har De egentlig saa meget mod os stakkels "Fruentimmer"?

ADJUNKTEN
(vil rejse sig).
ANNA.

Næ, næ, næ! Nu bliver De pænt siddende, indtil De har givet mig en Forklaring!

ADJUNKTEN
(forfærdet).

En Forklaring!

ANNA.

Ja, hvorfor De ikke kan udstaa os. Der maa jo da være en Grund?

ADJUNKTEN.

Nej - næ, det er der ikke. (Vil bort.)

ANNA
(tvinger ham ned igen).

Sitze ! siger jeg! (Faar Øje paa Ludvig, der kigger ind, og nikker til ham.) Og vil De saa værsgod bede mig om Forladelse!

ADJUNKTEN
(vrider sig).
ANNA
(ser skælmsk paa ham).

Naa !

ADJUNKTEN
(stryger hende pludselig let over Haaret).

De har saadan et yndigt Haar.

ANNA
(giver ham et let Slag paa Kinden, springer op og siger leende)

: Jaja, det var dog altid et Tilløb ! (Hun truer ad Ludvig, som ser noget mellemfornøjet ud, og han trækker Hovedet til sig.)

ADJUNKTEN
(puster).

Puh, ja, man maatte jo være en ren Mumie ... (Sysler med Vesten.) De Satans Seler!

ANNA
(ler himmelhøjt).
DYRLÆGEN
(ind. Paaklædt, og med et meget straalende Slips).

Naa, her morer man sig nok, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(brummer).
ANNA
(til Dyrlægen).

Næh, hvor De er fin! Det var dog et allerkæreste Slips!

60
DYRLÆGEN
(henrykt)

Hæ, hæ, ja! Naar der er Damer ... (Til Adjunkten:) Men skal Du ikke paa Skole, Møller? Klokken mangler kun et Par Minutter i ni.

ADJUNKTEN.

Tør jeg bede Dig være saa venlig at passe Dig Selv. (Ser paa sit Ur og bliver nervøs.)

ANNA
(til Adjunkten).

Kære Hr. Møller, det er da vel ikke mig, der ...

ADJUNKTEN
(trippende).

Aldeles ikke, Frøken ... men jeg maa virkelig bede Dem undskylde, at ...

ANNA.

Naturligvis!

ADJUNKTEN
(hen mod sit Værelse. Lige idet han skal lukke Døren, vender han Hovedet om og siger indædt arrig til Dilling):

Hvordan smagte Bajeren? (Smækker Døren i efter sig.)

DYRLÆGEN
(med Øjnene hæftede ved Døren).

Hæ! (Søger efter Ord, men kan ingen finde.) Hæ ! (Sætter sig hyggelig og flot tilrette.)

ADJUNKTEN
(ind igen, i Overtøj og med en Pakke Stilebøger under Armen. Idet han passerer Dyrlægen paa Vejen til Recepturet, sender han ham et hadefuldt Blik).
DYRLÆGEN
(svarer ham med et triumferende Smil).
ANNA.

Han er vist lidt vanskelig - saadan til daglig, den gode Hr. Møller.

DYRLÆGEN
(kræmmerflot).

Naa-aa ... Manden har jo sine Særheder ... som alle gamle Folk! - - Men vil Frøkenen ikke sætte sig? Værsartig!

ANNA.

Tak! (Sætter sig.)

DYRLÆGEN
(gaar rundt om hende og betragter hende henrykt).

Nydelig! Chic! Man kan rigtignok se, at Frøkenen er fra Hovedstaden !

ANNA.

Aa, det er saamænd en ganske tarvelig Kjole, Hr. Dilling. To Kroner og fem og halvfjerds - dobbelt Bredde.

DYRLÆGEN.

Og disse Sløjfer, hæ, hæ! Og de smaa Hænder! (Strækker varsomt en Finger frem.) Er det tilladt at berøre Kunstværkerne - hæ, hæ, hæ?

ANNA
(rækker ham en Haand).

Ja, værsaagod !

DYRLÆGEN
(kysser den galant).
ANNA.

Hader De ogsaa Kvinderne, Hr. Dilling?

DYRLÆGEN
(naturligt).

Mig? - Jeg er da ikke gal! - - Om Forladelse! Jeg mener - - tværtimod! - Kvinden 61 har altid staaet for mig som en ... som en Pyramide i Livets Ørken, hæ, hæ!

ANNA.

Og dog er De ugift?

DYRLÆGEN
(med et hjerteknusende Blik).

Herefter vil jeg ikke forblive det længe!

ANNA
(rækker leende Haanden ud mod ham).

Dem kan man da tale med.

DYRLÆGEN
(snapper begærlig hendes Haand og kærtegner den).

Hvor lille, hvor buttet, hvor ...

STINE
(ind med Kaffen).

Værsgod Frøken! Drik den nu, mens den er varm!

DYRLÆGEN
(har hurtig trukket sig bort og vender Ryggen til).
ANNA.

Tak, Stine! De er en Stadspige!

STINE
(hviskende).

Frøkenen ska' vare sig for Dilling; han er en ren Tigerkat efter Skørter!

ANNA
(hvisker).

Vær bare rolig, - jeg har hørt ham mjave!

STINE
(højt).

Vil Dyrlægen ikke osse ha' en Sjat Kaffe?

DYRLÆGEN
(kort).

Nej Tak!

STINE.

Naa, naa! Bid mig ikke, søde Satan, A er sæl' en Dævel. (Ud.)

DYRLÆGEN
(hurtig hen til Anna, saasnart Stine er vel ude af Døren).

Maa jeg komme Sukker i?

ANNA.

Tak, det er besørget.

DYRLÆGEN.

Fløde, hæ, hæ?

ANNA.

Tak!

DYRLÆGEN
(kommer Fløde i Annas Kop og sætter sig derpaa tæt ved Siden af hende. Stirrer en Stund henrykt paa hende i Tavshed).

Hvor det er hyggeligt. Det minder mig om ... (Standser brat.)

ANNA
(drillende).

Om hvad?

DYRLÆGEN
(forlegen).

Om ... om min Barndom.

ANNA
(skubber Kopperne fra sig).

Saa, nu er det overstaaet. (Tørrer sig med Servietten.) Nej, hvor den er stor. Jeg kan nok mærke, at jeg er kommen paa Landet!

DYRLÆGEN
(nærmere. Rører med en Finger ved hendes Hænder).

Hæ, hæ, hæ, de smaa Lærkevinger!

ANNA
(rejser sig pludselig og kaster Servietten over Hovedet. Frem paa Gulvet).

Kan De fange mig?

DYRLÆGEN.

De er storartet, hæ, hæ! Og hvad faar jeg saa? (Han giver sig til at løbe efter Anna, der søger Skjul bag Møblerne. 62 Først er Lægen mere sindig, men bliver lidt efter lidt nurtigere. Man hører Udraab fra Anna som: "De maa ikke snyde!" - "Nej, det gælder ikke!" o. s. v.)

LUDVIG
(kigger ind og ser meget forbavset ud).
ANNA
(søger forgæves at true ham bort. Faar paa Forbifarten Tid til at give ham et Kys, hvorefter hun hurtig trækker Gardinet til for Næsen af ham).
DYRLÆGEN
(er til sidst lige ved at gribe hende, da Klokken ringer).
ANNA
(standser).

Der kommer nogen!

DYRLÆGEN
(river Servietten fra Ansigtet og siger forpustet).

Æv, den Fandens Klokke! Hvorfor bliver den ikke taget væk! Den er bare til ... til Ulejlighed!

ANNA
(peger Fingre ad ham).

De fik mig dog ikke!

DYRLÆGEN
(sætter sig overanstrengt).

Jeg skal nok ... en anden Gang!

APOTEKEREN
(ind fra Recepturet).
DYRLÆGEN.

Er Du der ... allerede?

APOTEKEREN
(begynder at tage Overtøjet af).
ANNA
(hurtig hen til ham).

Aah - maa jeg?

APOTEKEREN
(nikker).

Tak, Tak, mit Barn! (Til Dyrlægen:) Ja, jeg mødte Vognen fra Lundegaard ...

DYRLÆGEN
(gnaven).

Æv !

APOTEKEREN.

Der er her for at hente Dig.

DYRLÆGEN.

Flytter mig ikke af Stedet! Ikke ud af Pletten ! - Har Du maaske Lyst til at staa i en væmmelig beskidt Kostald og vadske to Hundrede Kreaturer i ... hm ... over det hele?

APOTEKEREN.

Men kære Dilling, Du har jo selv fastsat det til i Dag.

ANNA
(der har været inde til venstre med Apotekerens Overtøj).

Sine Pligter maa man ikke forsømme, Hr. Dilling!

APOTEKEREN.

Det er rigtigt, lille Frøken.

DYRLÆGEN.

Ja, Du har godt ved at snakke, som kan blive hjemme i din hyggelige Stue. - Hvor er Vognen nu?

APOTEKEREN.

Kusken holder herudenfor med den.

DYRLÆGEN.

Æv-v-v! (Rejser sig.) Bare han var væltet!

APOTEKEREN.

Men kære dog!

DYRLÆGEN.

Og ha'de knækket sin Bondehals! (Ud til højre.)

ANNA.

Det var da en Skam, at De blev forstyrret i Deres Morgentur, Hr. Clausen!

APOTEKEREN.

Jeg maatte jo hjem, ellers havde man næppe 63 faaet Dilling med. Han er saa underlig uberegnelig. Og i Særdeleshed, naar ... (Standser forlegen.)

ANNA.

Naar ... hvad for noget?

APOTEKEREN
(galam).

Naar han kan nyde et saa behageligt Selskab.

DYKLÆGEN
(ind i Kavaj og Rejsehue. Han tilkaster Apotekeren et rasende Blik og gaar ud gennem Recepturet, hvor han løber paa Ludvig).
ANNA.

Han var skam vred!

APOTEKEREN
(godmodig).

Aa, han er i Grunden et prægtigt Menneske.

(Lille forlegen Pause.)

ANNA
(polisk).

Naa, Hr. Clausen?

APOTEKEREN
(usikker).

Ja ... ja, vi skulde vel tale sammen ...

ANNA
(tager hans Haand).

Kom lad os sætte os her i Sofaen! Her taler vi meget bedre.

APOTEKEREN
(lader sig trække med ned i Empiresofaen, men sørger for at komme til at sidde et Stykke borte fra Anna).
ANNA
(efter en ny Pause).

Naa?

APOTEKEREN
(langsomt).

Ja, jeg har jo tænkt over Sagen, mit Barn ...

ANNA.

Og? - Nej! De maa ikke sige mere! De vil sende mig bort igen! (Skjuler Ansigtet i sine Hænder.) Hvor kan De dog nænne, hvor kan De dog nænne?

APOTEKEREN
(ulykkelig).

Kæreste lille Frøken ... (Søger at tage hendes Hænder bort, men holder sig endnu under denne og de følgende Replikker lidt paa Afstand.) De maa ikke ... Jeg taaler ikke godt at se nogen græde ... og allermindst en saa indtagende lille Skabning SOm De, ... jeg ... (Klapper hende paa Armen.)

ANNA
(titter ud mellem sine Fingre).

Hvor kan De da saa være saa haard?

APOTEKEREN
(klapper hende paa Haaret).

Nej, nej ... Jeg forsikrer Dem, at stod det til mig, saa ... De spiller jo uforligneligt, og der er ikke den mindste Smule Koketteri eller den Slags Ufordragelighed ved Dem ...

ANNA
(som før).

Og hjælpsom er jeg da ogsaa, ... det saa' De da før med Deres Overtøj.

APOTEKEREN.

Ja vist saa, - De er en prægtig, lille Pige. Græd nu ikke mere, græd nu ikke mere! Maaske ...

64
ANNA
(tager Hænderne fra Øjnene).

De siger vist bare "maaske" for at trøste mig ...

APOTEKEREN
(klapper hende paa Kinden).

Nej. nej, jeg forsikrer Dem! Hvis Sagen kunde lade sig arrangere ...

ANNA.

Hvorfor skulde den ikke kunne det?

APOTEKEREN.

Lejligheden her er jo ikke indrettet paa at huse Damer. Og Folk, véd De ...

ANNA
(meget forbavset).

Folk ?

APOTEKEREN.

Ja, De véd jo dog nok ...

ANNA
(med Næsen i Sky).

Hvad bryder Kunstnere sig om, hvad "Folk" siger!

APOTEKEREN
(med Selvfølelse).

Nej, ganske vist, - det er ogsaa min Mening! Vi er hævet over Hoben! Men ... men ... jeg er ogsaa kommen til at tænke paa Deres Forældre ...

ANNA.

Mo'er har selv givet mig Lov til at søge Pladsen her. Og . . . Og min . . . (Lægger sig pludselig ind til Apotekeren og siger bedende:) Lov mig, at De aldrig vil tale til mig om min Fa'er!

APOTEKEREN
(stryger hende over Haar og Kind).

Ja, ja! . . . (Medfølende.) Aa Herregud!

ANNA
(frem paa Gulvet).

Og nu skal jeg fortælle Dem, hvordan jeg har tænkt mig, at det hele skal arrangeres.

APOTEKEREN
(smilende).

Naa ja, lad os saa høre da!

ANNA.

Jo, ser De, - denne Stue her, den maa De overlade til mig.

APOTEKEREN.

Jamen ...

ANNA.

Jo, kan De ikke forstaa det! - Saa faar vi jo her et neutralt Territorium - er det ikke saadan, det hedder? - og saa er det ikke længer mig, der hvert Øjeblik maa rende Dem paa Døren, men det er Dem og de andre Herrer, der engang imellem kommer og aflægger Visit hos mig.

APOTEKEREN.

Jamen kæreste, bedste Frøken ...

ANNA.

Jo, for saa er det jo min Stue, hvor jeg om Dagen kan Sidde med mit Sytøj . . . (Gaar pludselig hen til ham og lægger en Haand paa hver af hans Skuldre og stirrer ham ind i Øjnene.) Hør, véd De, hvor jeg vil sidde? - Jeg vil sidde oppe i Karnapen der, for saa kan jeg kigge ud af Vinduet og hilse paa Dem, 65 naar De gaar Deres Morgentur, og nikke til Dem, naar De kommer hjem igen.

APOTEKEREN
(smiler halvt besejret).

Ja ... jo ... men ...

ANNA.

Og om Aftenen kommer De og Deres Venner i Besøg, og saa faar vi Instrumenterne frem, og Hr. Møller faar sin Kaffe og Hr. Dilling sin Toddy, og ...

APOTEKEREN
(som før).

Og jeg?

ANNA
(skælmsk).

Dem finder vi nok paa noget til? - - Og saa siger jeg: "Goddag og velkommen, mine Herrer! Det glæder mig hjerteligt at se Dem hos mig!"

APOTEKEREN
(livlig).

Og Ludvig passer Apoteket, saa vi ikke bliver forstyrrede!

ANNA
(skeler op til Recepturet, hvor Ludvig kigger frem).

Og Ludvig passer Apoteket, ja! - Hvad siger De til det Arrangement?

APOTEKEREN
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Fortræffeligt! (Pludselig betænkelig.) Det vil sige, ... det kunde jo blive morsomt nok, men ...

ANNA.

Men? - - Er De endnu bange for, hvad Folk skal sige?

APOTEKEREN
(vrider sig).

Nej ... jo ... nej ...

ANNA
(efter at have grundet lidt, pludselig).

Sig mig, - er der ikke ogsaa Værelser ovenpaa?

APOTEKEREN.

Jo, der er skam Værelser nok, - og der bor jo ogsaa Stine oppe, saa ...

ANNA.

Udmærket! - Der faar jeg altsaa mit Soveværelse. Saa kan da Folk ved Gud i Himmelen ikke sige noget! (Hen til Apotekeren, sætter sig ved Siden af ham og læner sig op til ham.) De er saa rar, saa rar!

APOTEKEREN
(forvirret).

Ja ... jo ... jeg ...

ANNA
(nærmere).

Jeg holder allerede saa meget af Dem!

APOTEKEREN
(betaget).

Mit kære Barn!

ANNA
(slaar pludselig Armene om hans Hals og kysser ham).

Tak, Tak, Tak! Jeg vidste jo nok, at De ikke kunde nænne, at jeg skulde rejse igen!

LUDVIG
(der har været Vidne til Slutningen af denne Scene og efterhaanden har trukket Tæppet længere og længere til Side, griber i et Anfald af Raseri om Klokken og faar den til at ringe).
APOTEKEREN
(rejser sig hurtig. Forvirret).

Men Ludvig, hvad er der nu? Hvem ringer?

66
LUDVIG
(frem).

Det er ... det véd jeg ikke. Men Niels er jo derude, han besørger det vel.

APOTEKEREN.

Den Klokke gør mig ganske nervøs!

ANNA
(vigtig).

Ja, den maa tages helt væk nu! Den vil jeg ikke ha' her længer!

LUDVIG
(uforstaaende).

Skal den væk?

ANNA
(leende til Apotekeren).

Se, hvor forbavset den unge Mand ser ud!

APOTEKEREN
(ler tvungent).
ANNA
(til Ludvig).

Ja, for nu er dette Værelse mit, skal jeg sige Dem! (Efteraber Adjunkten.) Hva'! - Og saa er det mig, der bestemmer, om her skal være Klokke eller ej, hva'! (Ler. ser sig derpaa omkring.) Ja, og saa maa jeg virkelig straks ha' stillet lidt om paa de Møbler. Jeg kan da ved Gud ikke ha' to Sofaer staaende saadan lige op og ned ad Væggen. (Farer hen til Empiresofaen). Aa, Hr. Apoteker Clausen, vil De ikke hjælpe!

APOTEKEREN
(hen og tager fat i den ene Ende af Sofaen).
ANNA
(prøver at løfte).

Nej, den er mig for tung. (TIL LUDVIG:) De kunde da ogsaa gerne gi' en Haandsrækning, unge Mand! De staar der som Loths Hustru!

LUDVIG
(hen at hjælpe, men modstræbende og surmulende).
ANNA
(kommanderende).

Saadan! - Nej, lidt længere tilbage! - Ja, saadan! - - Og saa den anden!

APOTEKEREN og LUDVIG
(tager fat paa den anden Sofa).
ANNA
(geskæftig).

Og saa maa vi ogsaa ha' set efter, om der ikke findes nogle Møbler i de andre Værelser, som jeg kan bruge. (Hen til Recepturet. Raaber:) Niels, Niels! Kom herind! (Hen til Døren til venstre.) Stine! Stine! Vi har Brug for Dem!

NIELS og STINE
(kommer hurtig ind, men bliver staaende maalløse over Forvirringen).
ANNA
(til Apotekeren og Ludvig).

Nej, den maa meget længere frem! - Og saa en lille Smule skævt ud fra Væggen! (Skubber Ludvig til Side og tager selv fat.) Nej, lad hellere mig! - Den Sofa er jeg meget bange for, at vi kommer til helt at kassere. (Hun og Apotekeren bakser med Sofaen.)

STINE
(med foldede Hænder).

No ligger A paa mit yderste!

(Tæppe.)

67

TREDJE AKT

Samme Stue, men der er gaaet en Times Tid siden sidst, og den er næsten ikke til at kende igen: Nodepultene er borte, der er stillet om paa Møblerne, og der er kommet mange flere til. Navnlig vrimler det med Lænestole, den ene mere gammeldags end den anden, men ret smagfuldt anbragte. Mange Bladplanter. Et Par Vaser med afskaarne Blomster.

Anna omtrent midt paa Scenen med Apotekeren til højre og Niels til venstre. Apotekeren bærer paa en Sykurv, og Niels løfter med stor Forsigtighed et Sybord op i begge Hænder. Lidt længere tilbage Ludvig og Stine.

ANNA
(ser sig tilfreds om).

Ja, saa tror jeg nok, vi er færdige Det har hjulpet svært, hva'?

NIELS.

Jamen salli Madammens Sybord?

ANNA.

Ja, det skal op i Karnapen. (Peger:) Værsgod!

NIELS
(op med Sybordet).

Ska' A sætt' 'et heer?

ANNA.

Nej, lidt nærmere ved Vinduet, - Tak, det er godt.

NIELS.

Maa A go nier ijenn?

ANNA
(leende).

Ja, naturligvis!

APOTEKEREN.

Og Kurven?

ANNA.

Ja vent lidt, ... hvor er min Rejsetaske? (Til Ludvig.) Aa, unge Mand, den kunde De maaske skaffe mig. Den maa staa i Recepturet.

LUDVIG
(tøver).
ANNA
(stamper i Gulvet).

Naa !

LUDVIG
(gaar modvillig).
ANNA
(hen og stikker sin Arm under Apotekerens).

Nu er her bleven nydeligt, hva'?

APOTEKEREN
(klapper hende).

Ja, De har Smag, mit Barn.

STINE
(ryster paa Hovedet. Afsides til Niels).

A tror, hun har gi'et dem Dyvelsdræk allesammen.

ADJUNKTEN
(ind fra Baggrunden. Standser op).

Hvad i Himlens Navn er dette for en Marskandiserforretning?

ANNA
(imod ham).

Er De allerede der igen?

ADJUNKTEN.

Ja - - ja, jeg var nødt til at bede mig fri. - - Jeg har Hovedpine.

APOTEKEREN
(lidt ærgerlig).

Hovedpine? Det er ogsaa noget at skulke af Skole for! Du kunde jo ha' sendt Bud efter et Antifebrinpulver.

ADJUNKTEN
(svarer ikke, men gaar løs paa ham).

Maa jeg tillade 68 mig at spørge Dig: Hvad skal denne Jerusalems Forstyrrelse til?

APOTEKEREN
(lidt stammende).

Jo, ser Du . . . vi er . . . (Standser.)

ADJUNKTEN.

Hva'?

DYRLÆGEN
(er kommen ind fra Baggrunden. Ser sig om).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!

ANNA
(hurtig hen til ham).

Og der er De ogsaa! Har De maaske Tandpine?

DYRLÆGEN.

Nej, Gu' har jeg ej da! ... Om Forladelse, Frøken! ... Nej, men jeg mødte Hastrup paa Halvvejen, hæ, hæ, og saa fik jeg sgu ham til at tage af Sted i Stedet for mig. Det er saadan et rart ungt Menneske.

APOTEKEREN.

Hastrup! Din Konkurrent!

DYRLÆGEN
(godmodig).

Ja, Herregud, han skal da ogsaa leve, - - og jeg har aldrig holdt af dette Kreaturvadskeri, det er en beskidt Bestilling.

ADJUNKTEN
(bidsk).

Du er en letsindig Person. Du ender i Fattighuset!

DYRLÆGEN.

Og Du da! Hvorfor er Du ikke paa Skolen?

APOTEKEREN.

Han er syg.

DYRLÆGEN
(til Adjunkten).

Syg? Jeg synes, Du fortalte i Gaar, at det var Folks egen Skyld, naar de var syge? - - Lad mig se din Tunge!

ADJUNKTEN.

Vrøvl!

DYRLÆGEN.

Du ligner en Forbryder, Møller!

ADJUNKTEN
(truende).

Hvad siger Du?

DYRLÆGEN.

Du ser ud som en Mand, der snyder Staten for sine Penge. Og saa ender man i Tugthuset!

ANNA.

Naa, naa, naa, mine Herrer!

DYRLÆGEN
(ømt).

I Deres Nærhed bliver jeg from som en ... en Daakalv, hæ, hæ! (Til Adjunkten:) Om Forladelse, Møller, - Du ender ikke i Tugthuset!

ANNA
(klapper Dyrlægen paa Armen).

Det var ret!

ADJUNKTEN
(brummer).
DYRLÆGEN
(peger omkring).

Men tillad mig at spørge: Hvad er Meningen med dette her?

ADJUNKTEN.

Ja, det samme har jeg spurgt om. Hvad er 69 Meningen? (Ser sig spørgende rundt og vender sig derefter brat mod Apotekeren:) Hva'?

APOTEKEREN
(lidt forlegen).

Ja, ser I, kære Venner ...

ANNA
(frem).

Det vil sige, at nu er det mig, der bor her! (Tager hurtig Kurven fra Apotekeren og giver den til Dyrlægen:) Værsgod, Hr. Dilling, der har De en Kurv, ... vil De være saa venlig at stille den op paa Sybordet!

DYRLÆGEN
(med Kurven, fjollet).

Hæ, hæ ! ...

ANNA
(peger).

Der oppe!

DYRLÆGEN
(op i Karnapen).
LUDVIG
(ind med Rejsetasken; endnu stadig surmulende).
ANNA.

Naa, endelig ! (Tager et Broderi frem af Tasken og rækker det til Adjunkten:) Og værsgod, Hr. Møller, vil De lægge det op i Kurven.

ADJUNKTEN
(med Broderiet. Protesterende).

Jamen . . .

ANNA
(peger).

Der oppe!

ADJUNKTEN
(op i Karnapen. Rømmer sig).

Høm!

DYRLÆGEN
(samtidig ned igen. Rømmer sig).

Hæm!

STINE
(afsides til Ludvig. Stærkt betaget).

Det ku' A sgu ikke faa dem te'!

ANNA
(ser sig mønstrende om).

Saa, nu er det altsammen, som det skal være! - Niels, tag den Taske og bring den op paa mit Værelse!

NIELS
(slaar Hælene sammen).

Jo-wall ! (Ud gennem Recepturet.)

ANNA
(nejer).

Og saa, mine Herrer, maa jeg bede Dem om at gaa hver til sit, for nu vilde jeg gerne være lidt alene!

APOTEKEREN.

Jamen bedste Frøken ...

ADJUNKTEN
(er kommen ned fra Karnapen).

Hver til sit?

DYRLÆGEN
(gnider sig i Hænderne).

Hæ, hæ, hun er storartet, fortryllende!

ADJUNKTEN.

Vi har jo ikke anden Vej ud! Skal vi spærres inde maaske? Hva'!

APOTEKEREN.

Nej, bedste Frøken, ... det burde jeg ha' sagt Dem straks, ... vi bliver jo i hvert Fald nødt til at gaa her igennem.

ANNA.

Ja, det er virkelig meget kedeligt, ... men det er der altsaa ikke noget at gøre ved ... (Med Næsen i Sky:) foreløbig, ... før vi har faaet lavet en Ombygning! ... Men 70 jeg maa i det mindste bede de Herrer huske at banke ordentlig paa, inden De kommer ind!

APOTEKEREN.

Ja, naturligvis! . . . (Ser lidt forlegen paa de andre.) ... naturligvis!

ADJUNKTEN.

Banke paa! (Ser sig spørgende rundt.) Hva'!

DYRLÆGEN
(stadig henrykt).

Hun er famos, som Franskmanden siger!

ANNA
(nejer).

Tak - ja - saa er altsaa den Sag afgjort! - - - Men jeg haaber at have den Fornøjelse at se de Herrer hos mig igen i Aften Klokken syv ... til en Kop Te og lidt Musik? - Det vil sige Dem og Dem og Dem, - (peger paa Apotekeren, Adjunkten og Dyrlægen) - for den unge Hr. Clausen har vi jo ingen Brug for, - han maa blive ude og passe sin Butik. (Stadig drillende til Ludvig:) Tak for Deres Assistance, Hr. Clausen ! (Trækker Forhænget til Recepturet til Side.) Værsgod! - - Ja, her maa vi ogsaa ha' en Dør! Men det faar jo vente til en anden Dag. Det er allerede slemt nok, at jeg skal være nødt til at gaa den Vej ud for at komme op paa mit Soveværelse! - - Naa, Hr. Clausen?

LUDVIG
(modstræbende ud).
ANNA
(nikker).

Farvel! Og tusind Tak for Deres Hjælp! (Lader Forhænget falde. Vender sig.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(staar endnu ved hver sin Dør).
ANNA.

Men mine Herrer, hvad tøver De efter?

STINE.

A ku' nok li'e aa spørre Frøkenen, om ...

ANNA.

Ja, Stine kan gerne vente lidt, - vi har forskellige Ting, vi skal ha' aftalt.

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(staar endnu med Haanden paa hver sin Laas, uden at kunne bekvemme sig til at gaa).
ANNA
(nikker til hver enkelt af dem).

Farvel! Farvel! Farvel!

(Og de Herrer forsvinder tøvende.)

ANNA
(leende).

Naa, Stine, hvad siger De saa? Er jeg ikke en dygtig Pige?

STINE
(med foldede Hænder. Beundrende).

A har aldrig set no'et lignende siden Verdens Skabelse!

ANNA
(knipser med Fingrene).

Disse "Skabningens Herrer", hva'!

STINE.

Aa ja saamænd, ja ... (Nærmere, lidt usikker:) A ha'e li'godt no'et aa vild' si'e Frøkenen, med Forlov ...