Wied, Gustav Første Violin. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. Det svage Køn. Den hellige Aand H. C. Andersen. Et Par Handsker. 1967

II
III

GUSTAV WIED

ROMANER NOVELLER SKUESPIL
FØRSTE VIOLIN
ADEL, GEJSTLIGHED, BORGER
OG BONDE
DET SVAGE KØN
DEN HELLIGE AAND
H. C. ANDERSEN
ET PAR HANDSKER

Femte Bind

Med autentisk Billedmateriale illustrerendeForfatterens Liv og Digtning

ROSENKILDE OG BAGGER København

1967
IV

Billedredaktion og Billedtekster:
Volmer Rosenkilde
Fotografi - hvor andet ikke er anført:
Finn Jacobsen og Volmer Rosenkilde
Anastatisk Del af Tekst
Villadsen ¤& Christensen
Tilrettelægning af Billedsider og Smudsomslag:
Preben Dahlstrøm
Klicheer:
Romanus-Klicheer
Omslag, Billedsider og Nysats:
Det Berlingske Bogtrykkeri A/S
© Rosenkilde og Bagger 1967
Printed in Denmark
Sibste Bind vil indeholde en fuldstændig
Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

FØRSTE VIOLIN
Skrevet i Samarbejde med Jens Petersen
1897-98,
første Bogudgave 1898

VI
VII

PERSONERNE

  • Clausen, Apoteker.
  • Ludvig, Provisor, hans Søn.
  • Møller, Adjunkt.
  • Anna, hans Datter.
  • Dilling, Dyrlæge.
  • Hansen, Musiker.
  • Stine, Apotekerens Husholderske.
  • Niels, Apotekerens Karl.

Handlingen foregaar i en større jydsk

Provinsby, hos Apoteker Clausen, fra

en Dags Aften til næste Dags Aften.

VIII
9

FØRSTE AKT

SCENEN: Dagligstuen i et gammelt Provinshus, hvor der i mange Aar har været Apotek. Den er ikke synderlig dyb og har altsaa en noget aflang Form. Men da der i Forgrunden til højre er en stor firkantet Krog, er det kun den forreste Del af Stuen, der indtager Scenens hele Bredde. Højt oppe i denne Krog sidder der som Levning fra ældgammel Tid et Karnapvindue med talrige smaa Ruder. Foran dette Vindue er der anbragt en Forhøjning med fem-seks Trappetrin.

Hovedindgangen er i Baggrunden midt for, gennem en bred og høj Døraabning med et grønt, uldent Forhæng. Herfra kommer man ind i Recepturet, som er indrettet oven over Bygningens Port og derfor ligger et Par Trin højere end Forgrundscenen. Det er kun nogle faa Alen bredt, og naar Forhænget trækkes til Side, ser man, at det ved et lignende Forhæng er adskilt fra det bagved liggende Apotek, som er i Niveau med det forreste Værelse, saa at man atter maa stige et Par Trin ned paa den modsatte Side. Naar man fra Gaden vil ind gennem Hoveddøren, maa man altsaa først gennem Apotek og Receptur.

To Døre til højre og en til venstre. Af Dørene til højre fører den forreste ind til Adjunkt Møllers og den anden ind til Dyrlæge Dillings Lejlighed, medens man gennem Døren til venstre kommer ind i Hovedlejligheden, den af Apoteker Clausen beboede Del af Ejendommen.

Mellem Dørene til højre Sofa, Bord og Stole, alt i Mahogni fra Kristian den Ottendes Tid. - Op ad Væggen i Forgrunden til venstre en meget lang Empiresofa med Sideskabe. - Paa Forhøjningen i Krogen til højre to Bænke, den forreste med Bagsiden mod Tilskuerne, den anden vis-à-vis. De har ikke andet Rygstød end det Rækværk, hvormed Forhøjningen er omrammet. Dette Rækværk er ligesom Forhøjningens Trappegelænder udskaaret i Egetræ og gør Indtryk af at være et Par Hundrede Aar gammelt. - I Baggrunden til venstre for Hovedindgangen et gammelt Klaver og en Reol med Noder. - Til højre for Hovedindgangen en stor Kakkelovn med bronceret Buste af Kristian den Ottende. - I Mellemgrunden til venstre nogle Nodepulte med tilhørende Stole. Pultene er indrettet saaledes, at de ikke blot har Plads til Lys, men ogsaa til Kopper og Glas.

Paa Væggen over Klaveret Portrætter af Haydn, Mozart og Beethoven. Haydn hænger i Midten og noget højere oppe end de andre. Han er ogsaa i større Format, og Rammen er omgivet af en mægtig Laurbærkrans.

Karmen i Karnapvinduet er meget bred og fyldt med Potteplanter.

Naar der kommer nogen ind gennem Apotekets Gadedør, er der en Klokke i det forreste Værelse, der ringer. Denne Klokke har Plads til venstre for Hovedindgangen, højt oppe paa Væggen, og er anbragt i Enden af en lang, rusten Jærnfjeder. Den klinger hæst og dingler længe.

FØRSTE SCENE

En Kvartet af Strygere, bestaaende af Ludvig (første Violin), Apotekeren (anden Violin), Adjunkten (Bratsch) og Dyrlægen (Violoncel), er paa Plads foran Nodepultene. Ludvig og Apotekeren længst fremme. 10 Adjunkten har en Kop Kaffe staaende ved Siden af sig, Dyrlægen en Toddy.

Man er i Lag med Haydn Op. 76 Nr. 3 (Kejserkvartetten), og i samme Øjeblik Tæppet begynder at gaa op, sættes der i med de første Takter af Adagioen.

Ludvig er en slank, lidt spædlemmet og forlegen ung Mand i Begyndelsen af Tyverne. Han har en let Antydning af Overskæg.

Apotekeren er nogle og tres, høj, soigneret, uden Skæg. I lang, gammeldags Skødefrakke. Rolig og værdig. Afdæmpet i sin Tale, selv om han bliver vred.

Adjunkten er paa samme Alder. Uden Skæg. Sværmer for Beethoven og bestræber sig for at lægge sig hans bistre Ansigtsudtryk til. Sjusket og malproper.

Dyrlægen er nogle Aar yngre. Uden Skæg. Lille, fed, gemytlig. Med smaa Lapserier i sin Paaklædning.

Man er omtrent færdig med første Afdeling, selve Themaet, saa tager Klokken paa at ringe.

LUDVIG
(rejser sig øjeblikkelig).

Der kom nogen.

ADJUNKTEN.

Fa'en, lad dem vente!

LUDVIG
(hænger Violinen fra sig paa Pulten).

Syge Folk kan man ikke lade vente.

ADJUNKTEN.

Aa-r! Syge! Det er sgu Folks egen Skyld, naar de bli'er syge!

APOTEKEREN.

Hvor er Niels henne?

DYRLÆGEN.

Han er vel inde, hæhæ, og ta' Stines Temperatur !

LUDVIG
(paa Vej ud gennem Recepturet).

Niels maa først være færdig i Kælderen.

ADJUNKTEN
(rejser sig, arrig).

Kalder Du det at spille, Clausen, hva'?

APOTEKEREN
(rømmer sig sagtmodig).
DYRLÆGEN
(tager sit Glas).

Skaal, Ihr Herren! Det er da en Trøst, at man ikke behøver at være mere end én om at drikke!

ADJUNKTEN
(op og ned ad Gulvet, knapper Vesten op og strammer sine Seler).

Det er ogsaa en Manér, at han skal passe Butikken, naar vi har Musikaften!

APOTEKEREN
(rolig).

Det er ingen Butik, Møller, det er et Apotek.

ADJUNKTEN
(hen mod ham).

Jeg kalder det nu for en Butik! Og jeg vil altid kalde det for en Butik, for det har jeg mest Lyst til!

APOTEKEREN
(mildt).

Ja, ja ja ....

ADJUNKTEN.

Hvorfor lukker Du ikke? Alle de andre har lukket for længe siden.

APOTEKEREN.

Paa et Apotek lukker man ikke, før Klokken er ti.

11
ADJUNKTEN
(indædt).

Og hvis nu Beethoven havde været Apoteker? Hva'?

DYRLÆGEN.

Eller Mozart - - hæhæ? - I skulde sgu ta' Jer en Toddy - ligesom mig og Mozart, Ihr Herren, - den er saa rar at fordrive Ventetiden med.

ADJUNKTEN.

Det hedder ikke: "ligesom mig og Mozart", - det hedder: ligesom jeg og Mozart! - Men vi behøver Gudskelov ikke at sættes i Spiritus endnu.

DYRLÆGEN
(klapper ham beroligende paa Armen).

Og den gør arrige Folk mildere af Hjerte - Skaal!

ADJUNKTEN
(trækker Armen til sig).

Uf! ... Fyldebøtte!

DYRLÆGEN
(fortsættende).

Og ligesom blidere af Sind, - gamle Stilebog!

APOTEKEREN
(mægiende).

Saa, saa, saa! - Altid skal I kævles!

LUDVIG
(kommer ind igen).
DYRLÆGEN
(til Ludvig).

Det var vel for to Øre Loppefrø?

LUDVIG.

Saa omtrent ja.

ADJUNKTEN
(strammer sine Seler).

Og det skal man ha' farmaceutisk Eksamen for at besørge!

APOTEKEREN.

Skal vi saa forsøge igen? (Sætter sig ved Pulten og tager sig en Pris).

ADJUNKTEN.

Ja, "forsøge" ! "Forsøge1" ! (Sætter sig og tager sig en Pris.) Slaa en Plakat op udenfor, at vi spiller!

DYRLÆGEN
(sætter sig og tager en Pris).

Det er sgu tilstrækkeligt at stille Stine op inden for Glasdøren, hæ, hæ!

LUDVIG
(sætter sig).

De véd, at jeg holder meget af Stine, Dilling.

ADJUNKTEN.

Hun gør hans Toddy for tynd, lille Ludvig, - hinc illæ lacrymæ !

DYRLÆGEN.

Du har det vist ikke godt, Møller?

APOTEKEREN.

Vi begynder altsaa forfra paa Adagioen! (Banker med Buen i Pulten. Musik. Men efter er Par Takters Forløb ringer det igen.)

LUDVIG
(rejser sig øjeblikkelig og hænger Violinen fra sig).
DYRLÆGEN.

Ja, tænkte jeg det ikke nok! Tænkte jeg det ikke nok!

ADJUNKTEN
(farer op).

Jeg spiller ikke en Node mere i dette Rakkerhus!

12
APOTEKEREN
(til Ludvig)

. Hvad er det ogsaa, Du har sat Niels til netop nu? Du vidste jo, at vi skulde spille.

LUDVIG
(paa Vejen ud).

Det er Frugtsaften, Fa'er. Den kunde ikke staa længere; og vi kan da ikke være tjent med, at den bliver fordærvet.

ADJUNKTEN.

Og den Dreng er opkaldt efter Beethoven! Han skulde ha' hed't Isak eller Moses, skulde han, den Kræmmersjæl!

APOTEKEREN
(rejser sig. Rolig).

Ludvig har jo naturligvis Ret, Møller. Navnlig nu, efter at vi har faaet den nye Apoteker til Byen.

DYRLÆGEN.

Naa-aa, Du sidder vist lunt nok inden Døre. - Og paa den Maade var det jo meget bedre, vi var bleven boende hver for sig.

ADJUNKTEN
(til Apotekeren).

Ja, var det ikke Dig, som fik os til at flytte her hen paa Apoteket? Hva'?

DYRLÆGEN.

For at vi kunde ha' det noget nemmere med Musikken - hæ?

APOTEKEREN.

Jo, vist saa, ... vist saa ...

ADJUNKTEN.

Og ikke for at vi skulde passe Butikken ... hæ!

APOTEKEREN.

Jeg har flere Gange anmodet Dig om ikke at kalde det en Butik, Møller.

DYRLÆGEN.

Og hvad kan det saa nytte, at vi har faaet Ludvig tilbage igen?

ADJUNKTEN.

Du kunde ha' beholdt den gamle Provisor, det sagde jeg straks! Saa kunde Ludvig ha' passet sin Violin.

DYRLÆGEN.

Hvorfor skulde han ellers ta' Undervisning i Musik derovre i København. Saa behøvede han jo bare at ha' læst til Eksamen.

ADJUNKTEN.

Naar Du vil gøre en Kræmmer ud af ham alligevel!

DYRLÆGEN.

Stik den, Clausen! Stik den! Jeg holder med Møller! Enten spiller man, eller man spiller ikke!

APOTEKEREN.

Du passer dog ogsaa dine Forretninger, Dilling.

DYRLÆGEN
(tager en Slurk af Toddyen).

Det gør jeg. Men Fandens nødig!

13
ADJUNKTEN.

Det troede jeg, at vi tre var enige om for længe siden, at Musik er det eneste, som der er noget ved her i Livet.

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Møller: Musik til Hverdag, - og en sød lille Pige i Tilgift om Søndagen - og saa Toddy over hele Linien! Hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(slaar efter ham).

Lad være Dilling! Du véd, jeg sætter Pris paa Dig som Musiker; men jeg sympatiserer ikke med dit ... dit Privatliv! (Til Apotekeren) : Hvis Du ikke mener, Du har Raad til at holde en Kandidat til, saa kunde Du i det mindste ta' en Discipel. Det er det rene, skære Gnavseri at nøjes med Ludvig og Niels.

DYRLÆGEN.

Det rene, skære Gnavseri!

APOTEKEREN
(lidt pikeret).

Naa-aa, jeg kender dog dem, der holder mere paa Pengene end jeg!

DYRLÆGEN
(stikker Adjunkten i Siden med Tommelfingeren).
APOTEKEREN.

For Resten véd I jo godt, at jeg er lige saa ked som I af disse idelige Afbrydelser, og jeg haaber ogsaa, at det skal lykkes mig at raade Bod derpaa.

DYRLÆGEN
(nysgerrig).

Saa-aa? Saa-aa? Hvordan det?

APOTEKEREN
(tager et Papir frem af sin Tegnebog).
ADJUNKTEN
(utaalmodig).

Naa!

APOTEKEREN
(rækker ham Papiret).

Værsgod og læs !

DYRLÆGEN.

Hva' er det?

APOTEKEREN.

Et Avertissement.

ADJUNKTEN
(har hurtig ladet Øjnene løbe over Papiret).

Avertissement?

APOTEKEREN.

I Berlingske. Værsgod og læs!

ADJUNKTEN
(læser).

"Første Violin. - En dygtig Musiker, som kan spille første Violin i en Strygekvartet, og som er villig til at gaa til Haande i et Apotek, kan faa en fast og vellønnet Stilling. Man behage at henvende sig ..."

(Ser forbavset-spørgende op.)

APOTEKEREN
(sejrsstolt).

Hvad siger I til det?

(Lille Pause.)

DYRLÆGEN.

Borgerskabet vil grine af os!

ADJUNKTEN
(betænkelig).

Du har rykket det ind?

APOTEKEREN.

Det maa have staaet allerede i Gaar eller i Forgaars.

14
DYRLÆGEN.

De vil grine af Dig, Clausen!

APOTEKEREN.

Jeg kan ikke se, at det er noget at le af.

ADJUNKTEN
(overlegent).

Og lad dem saa le! Lad dem le! Naar bare vi faar en Mand, der kan spille! - Og naar bare vi tre holder sammen.

APOTEKEREN.

Det gør vi !

DYRLÆGEN.

Naturlig! Det har vi jo altid gjort! (Drikker.)

ADJUNKTEN
(griber pludselig Apotekeren i Frakkeopslaget).

Du har da vel ikke tænkt paa at sende Niels væk saa? Det kunde ligne Dig! Det kunde ligne Dig!

APOTEKEREN
(frigør sig lempelig).

Du er saa voldsom, Møller!

ADJUNKTEN
(med sit Ansigt tæt til Apotekerens).

Har Du tænkt paa det?

APOTEKEREN.

Nej ... ja ... nej ... Vi kan jo da tale om det!

ADJUNKTEN
(slaar Hænderne sammen i Ekstase).

Han har tænkt paa det! Han har tænkt paa det! - Byde en Primoviolin at feje Gaard og hente Brænde op og Kokes! Kokes! Og Vand til Stine!

APOTEKEREN.

Naar selv en Haydn har maattet pudse Støvler og hente Brænde!

ADJUNKTEN
(med Voldsomhed, som om han vilde æde ham).

Clausen! Der er Mug paa dine kunstneriske Aspirationer!

APOTEKEREN.

Hvor Du dog altid ta'er paa Vej.

DYRLÆGEN.

Ja, det er sgu ikke saa underligt, at hans Kone rendte fra ham!

ADJUNKTEN
(lader Armene synke og siger ganske uforstaaende)

: Men Dilling dog!

APOTEKEREN
(bebrejdende til Dyrlægen)

. Hvor kan Du dog sige saadant noget!

DYRLÆGEN
(genert).

Ja - ja ... det faldt mig lige ud af Munden ... (Hidsig:) Han kan jo la' være med at skabe sig saa spiltosset!

APOTEKEREN
(trøstende til Adjunkten)

Saa, Møller, saa .... Naturligvis beholder vi Niels, naturligvis! Ellers vilde det jo blive akkurat det samme, det indser jeg godt nu, ... naturligvis beholder vi ham, ... og saa skal vi rigtig ...

LUDVIG
(kommer ind).
15
DYRLÆGEN
(glad over Afbrydelsen).

Naa endelig! ... Lad os saa gaa videre!

LUDVIG.

Det kan vist ikke nytte noget. Det er en Hjernebetændelse ; og jeg skal vist straks ud igen.

ADJUNKTEN.

Jeg har heller ikke Lyst nu.

APOTEKEREN
(klapper hans Arm).

Naa, naa, Møller, lad nu det være glemt.

ADJUNKTEN
(trækker Armen til sig).

Jeg har ikke Lyst, siger jeg! ... Lad være med at behandle mig som et Pattebarn! Jeg ... jeg er tre Maaneder ældre end Du!

LUDVIG.

Men kære Hr. Møller ...

DYRLÆGEN
(pludselig frem, rækker Adjunkten Haanden).

Jeg beder Dig om Forladelse!

ADJUNKTEN
(uden at tage hans Haand).

Jeg vil ikke længere sidde her og spille til Nar!

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Møller!

ADJUNKTEN
(hidsig til Dyrlægen).

Det sætter jeg aldeles ingen Pris paa!

DYRLÆGEN.

Jeg holder med Dig alligevel.

ADJUNKTEN.

Nu gaar jeg ind til mine Stile!

DYRLÆGEN
(vil gøre Parti med Adjunkten og lader ogsaa fornærmet).

Jeg gaar ogsaa ind til mig selv! (Tager sin Toddy.)

ADJUNKTEN
(vender sig i Døren).

Og til dine sjofle Romaner! Hva'! (Ud.)

DYRLÆGEN
(naar Adjunkten er ude af Døren).

Hæ ! ... Gamle Penneskaft! (Ud.)

APOTEKEREN
(rømmer sig sagtmodig).

Hum, hum ....

LUDVIG
(med et lille Smil).

De var nok ikke i godt Humør?

APOTEKEREN.

Nej, det gaar jo heller ikke, dette her, min Dreng.

LUDVIG.

Nej, ikke sandt? Apoteket lider alt for meget derunder.

APOTEKEREN.

Ja, Apoteket ... ja naturligvis. Og Musikken lider alt for meget derunder. Baade Apoteket og Musikken !

LUDVIG.

Her bliver mindre og mindre at bestille, og jeg tror, det er Musikkens Skyld.

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ... (Faar pludselig en Mistanke:) Hvad mener Du med det?

16
LUDVIG.

Ja, Du kan naturligvis spille saa meget, Du vil ...

APOTEKEREN.

Naa dog!

LUDVIG.

Det gaar bare ikke an, at vi spiller begge to.

APOTEKEREN.

Vil Du lægge din Kunst paa Hylden?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Kaste den Guds Gave bort?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Og netop nu, da vi alle sammen er enige om, at Du har haft overordentligt Udbytte af den Undervisning, Du har nydt i København?

LUDVIG.

Jeg behøver vel ikke netop at lægge den paa Hylden, men ....

APOTEKEREN.

Ja, hvor vil Du da lægge den hen?

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Staa ikke der og grin!

LUDVIG
(alvorlig).

Jamen, Fa'er ....

APOTEKEREN
(afbrydende).

Tror Du, jeg var kommen hel skindet gennem Livet, dersom jeg ikke havde haft min Musik og da særlig den store udødelige Haydn at støtte mig til?

LUDVIG.

Jeg holder ogsaa meget af Musik.

APOTEKEREN.

Men Du holder maaske endnu mere af Recepter og .... og engelsk Salt ? Er det det, Du vilde sige ?

LUDVIG.

Maa jeg tale ud?

APOTEKEREN.

Tal!

LUDVIG.

Jo, ser Du, Fa'er, for mig har Apoteket her altid staaet som ... som noget ærværdigt ... noget næsten helligt. Det er ikke blot Dig, men ogsaa Bedstefa'er og hans Fa'er igen, der har levet og virket inden for disse gamle Vægge. Og naar jeg i min Barndom hørte Folk tale om det gamle Apotek, syntes jeg altid, der kom noget ærbødigt i Tonefaldet, det var næsten, som om de vilde tage Hatten af, blot de nævnede det; og nu ... nu ....

APOTEKEREN.

Hvad nu?

LUDVIG.

Nu er det ikke langt fra, at man trækker paa Skuldrene af det, - man kalder det for ... for Musikkonservatoriet ...

APOTEKEREN.

Vi bryder os ikke om dumme Menneskers Vittigheder!

17
LUDVIG.

Jamen det hele kunde jo saa let bringes paa Fode igen, naar bare Du tillod, at jeg tog mig lidt mere ... lidt alvorligere af Sagerne.

APOTEKEREN
(klapper ham paa Kinden).

Du er en brav Dreng, Ludvig! Men Du er lidt for ømskindet. Lad Folk snakke og være vittige; det er dog Glæden inden Døre, det kommer an paa!

LUDVIG.

Jo, men ...

APOTEKEREN
(stadig smilende).

Nej, nu maa Du tillade, at jeg taler lidt! (Polisk:) Ser Du, jeg har jo allerede indset, at dette her gaar ikke; og jeg har ogsaa tænkt paa at skaffe Udvej. (Resolut:) Vi skal ha' en Mand til i Apoteket.

LUDVIG.

En Farmaceut?

APOTEKEREN.

Nej, en Mand, der kan spille Violin.

LUDVIG.

Jamen ...

APOTEKEREN.

Saa er vi ikke længere afhængige af Niels.

LUDVIG.

Men jeg forstaar ikke rigtig . .. ?

APOTEKEREN.

For saa kan Du og den unge Mand skiftes til at spille og til at passe Apoteket. Det synes jeg ikke, der er mange Ben i!

LUDVIG
(smilende).

Jamen ... var det saa ikke bedre, at den ny Mand helt overtog Primoviolinen?

APOTEKEREN.

Og Du? Hvad vilde saa Du?

LUDVIG.

Passe Apoteket naturligvis. Det vilde Kunderne vist ogsaa synes bedre om.

APOTEKEREN.

"Kunderne"? "Kunderne"? - - Hvem er det? - Er vi Diskenspringere maaske?

LUDVIG
(smilende).

Undskyld!

APOTEKEREN.

Ikke smile!

LUDVIG
(alvorlig).

Undskyld!

APOTEKEREN
(ryster paa Hovedet).

Ludvig, Ludvig, Du er ikke nogen ægte Clausen! Du er i hvert Fald ikke min Søn!

LUDVIG
(smiler igen).

Jamen Fa'er, naar Du siger saadan noget, er jeg virkelig nødt til at smile.

APOTEKEREN.

Ja, jeg mener ... Gudbevares! ... derom er der ingen Tvivl, naturligvis! - Men jeg mener: Der er ikke gaaet Musik i Dig!

LUDVIG.

Nej, ikke saadan, at jeg kan glemme alt andet for 18 Musikkens Skyld. Og jeg kan da ikke heller altid blive ved med bare at være din Søn.

APOTEKEREN.

Naa, hvad ellers da?

LUDVIG.

Der kommer jo alligevel en Gang, da der maa gøres en ... (stopper op.)

APOTEKEREN.

En hvad for noget?

LUDVIG.

En ... en Forandring.

APOTEKEREN
(meget forbavset).

Og hvad er det saa for en Forandring? ... Naa, - naa! Ud med Sproget! Du har altsaa flere ... Kaprifolier paa Haanden.

LUDVIG
(lidt usikker).

Jeg kunde jo for Eksempel gaa hen og ... og gifte mig.

APOTEKEREN
(ganske uforstaaende).

Gifte Dig?

LUDVIG.

Jeg er da ikke noget Barn længer.

APOTEKEREN
(i indre oprør).

Nej, Gudbevares, man kan se dit Skæg uden Lupe!

LUDVIG.

Fa'er, maa jeg tale alvorligt med Dig?

APOTEKEREN.

Ja værsartig! Jeg er saa alvorlig som et Timeglas!

LUDVIG.

Vi to har jo egentlig aldrig talt rigtig sammen, aldrig! Bare spillet.

APOTEKEREN.

Musikken er Sjælenes sublimeste Sprog!

LUDVIG.

Ja, ja ... Men sæt Dig nu der! Saa sætter jeg mig her. Og saa taler vi sammen. Du plejer jo dog at være saa rolig.

APOTEKEREN
(sætter sig).

Under et Jordskælv vakler selv en Statue.

LUDVIG
(sætter sig. Famlende).

Jeg véd godt ... baade Du og Hr. Møller og Dilling ... I har jo alle tre ... altid talt saa haardt og uvenligt om Kvinderne ...

APOTEKEREN.

Dilling sandt for Dyden ikke!

LUDVIG.

Næh - nej Dilling maaske ikke. Men han ser dog paa dem med ... med saa ufine Øjne. Og alle tre har I dog været enige om at sige alt det onde om Ægteskabet, som I paa nogen Maade kunde ...

APOTEKEREN.

Hum!

LUDVIG.

Og det er jo Jer, der har opdraget mig. Nogen Mo'er har jeg ikke haft; og af Kvinder har jeg egentlig aldrig kendt andre end Stine.

19
APOTEKEREN.

Det er ogsaa mere end tilstrækkeligt!

LUDVIG.

Ja, ja ... og jeg klager jo heller ikke; Stine har altid været god og rar, men hun gik jo dog kun og lavede Mad og gjorde rent og stoppede Strømper ...

APOTEKEREN.

Andet kan man med Billighed ikke forlange af et Fruentimmer! - Men hvortil al den Snak?

LUDVIG.

Fa'er, hvis jeg nu for Alvor tænkte paa at gifte mig .... snart maaske ... i Løbet af ... af ...

APOTEKEREN.

I har maaske allerede Tvillinger?

LUDVIG
(rejser sig).

Men Fa'er dog, hvor kan Du tale saadan ... om hende!

APOTEKEREN
(endnu uforstaaende).

Om "hende" ...? (Forskrækket:) Der er altsaa . ..?

LUDVIG
(hurtig).

Ja ... nej ... det har jeg jo ikke sagt! ... Jeg mener om hende, som jeg maaske engang kunde faa i Sinde at tage til min Hustru.

APOTEKEREN
(farer op).

Eller som "kunde faa i Sinde" at ta' Dig til sin Forsørger og ... og Prügelknabe! (Søger at beherske sig.) Ludvig, min Dreng, sæt Dig ... sæt Dig! Og lad mig tale fornuftigt med Dig!

LUDVIG
(sætter sig igen).
APOTEKEREN.

Har jeg nogen Sinde fortalt Dig, hvad Haydn kaldte den Kvinde, som havde den Ære at være hans Hustru?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Han kaldte hende for "bestia" ... "bestia infernalis". Det betyder paa Dansk: det forbandede Bæst! - - og Haydn var ikke blot det største, men ogsaa det bedste Menneske, som nogen Sinde har levet.

LUDVIG
(med et ganske lille Smil).

Jamen, saa har han og hun vel ikke passet sammen?

APOTEKEREN.

Passet sammen? - Hun var ikke værdig at løse hans Støvlebaand! - Véd Du, hvad hun brugte hans Kompositioner til?

LUDVIG
(tier, da han har hørt Historien hundrede Gange).
APOTEKEREN.

Naa, Du véd det ikke. Saa skal jeg fortælle Dig det! - Hun brugte dem til - Papillotter! Fordi hun anede, at det var den Maade, hvorpaa hun kunde krænke ham dybest. - Tænker Du endnu paa at gifte Dig?

20
LUDVIG.

Jamen Fa'er, hvorfor tog han ikke en Kone, der forstod sig paa Musik?

APOTEKEREN
(med et Suk).

Som om det kunde nytte noget! - (Sætter sig ved Siden af Ludvig, klapper hans Haand og begynder lidt forlegen:) Kære Ludvig, min egen Dreng ... vi har endnu aldrig talt om den Ting, men Du véd maaske, at din Mo'er var, hvad man kalder for "musikalsk"?

LUDVIG
(nikker).
APOTEKEREN.

Og hun og jeg var ... ikke lykkelige.

LUDVIG.

Jamen ...

APOTEKEREN.

Du ser altsaa, at der har været en Gang, da jeg tænkte ligesom Du. Forstaar sig, hun var jo kun et Fruentimmer og havde kun lært at traktere et Klaver, men hun var begejstret og ildfuld og ... smuk. Og jeg var forelsket.

LUDVIG.

Ja, der ser Du selv!

APOTEKEREN
(taler sig efterhaanden ivrig).

Den Gang vidste jeg endnu ikke, at selv om en Kvinde er nok saa musikalsk, saa bliver Kunsten for hende aldrig andet end et Appendiks til Klæderne, et af de mange Midler, hun kan tage i sit Koketteris Tjeneste.

LUDVIG
(gør en protesterende Bevægelse).
APOTEKEREN.

Hvis hun da ikke gaar endnu et Skridt videre og gør den til et Levebrød. For en Kvinde driver det aldrig videre end til at tænke paa det rent praktiske, - paa Maden til i Morgen og ... og Klæderne til paa Søndag!

LUDVIG.

Jamen, kære Fa'er ...

APOTEKEREN.

Sværmer hun for Kunst, saa skal Du lægge Mærke til, at det altid er for den, som lige i Øjeblikket er paa Mode. En ny Hattefacon eller en ny Kunstteori, det er for hende Hip som Hap.

LUDVIG.

Det forstaar jeg ikke, for jeg har altid hørt om Mo'er ...

APOTEKEREN
(afbrydende).

Og din Mo'er dannede ingen Undtagelse! Hun gjorde meget hurtig den Opdagelse, at Haydn ikke var hende "dyb" nok. Det skulde alt sammen være Beethoven, bare Beethoven. Derfor kom hun og Møller saa godt ud af det sammen. Ja, hun drev det endogsaa 21 til at spille Wagner, denne Janitscharmusikant, som den Gang lige var begyndt at røre Trommen!

LUDVIG
(med et lille Smil).

Naa ja, Herregud ...

APOTEKEREN.

Saa kom der en Dag, da hun forklarede mig, at det egentlig slet ikke klædte mig at spille Violin. Jeg blev "sentimental", fortalte hun, saa snart jeg fik en Bue i Haanden - hun brugte netop Ordet: "sentimental". - Og den Dag følte jeg for første Gang en inderlig Trang til ... (Knytter Hænderne) ... til at lade Buen spille paa hendes Rygstykker!

LUDVIG
(vil ikke tro sine Øren).

Du, Fa'er !

APOTEKEREN
(søger at beherske sig).

Siden den Tid bestilte vi ikke stort andet end at pine hinanden. Selv ikke da hun laa paa sit Dødsleje, efter at have bragt Dig til Verden. Hun vidste, at det var mit højeste Ønske, at Du skulde opkaldes efter Haydn og hedde Joseph; og saa forlangte hun naturligvis, at Du skulde hedde Ludvig - efter Beethoven. Og for at sætte sin Vilje igennem fik hun Lægen til at erklære, at det vilde være hendes Død, om jeg ikke gav efter.

LUDVIG.

Det var jo ogsaa Synd andet, da hun var syg ...

APOTEKEREN
(i ustyrligt Arrigskab).

Jamen hun døde jo alligevel!

LUDVIG
(beroligende).

Fa'er Fa'er, - jeg kender Dig slet ikke igen!

APOTEKEREN
(stryger sig med Haanden over Ansigtet).

Naa, naa .... lad os nu ikke tale mere om det! - Men nu véd Du altsaa, hvad Ægteskabet er. Ikke andet end Naalestik fra Morgen til Aften.

LUDVIG.

Jamen Fa'er ... der er da ogsaa andre Ægteskaber .... lykkelige ....

APOTEKEREN.

Ingen! - Og nu véd Du altsaa ogsaa, hvad det var, vi gerne vilde spare Dig for. Al denne Sorg og Jammer - alle de Skuffelser og alt det Bedrag, som hedder Kvinden. (Bruser atter op:) Du maatte hellere knuse din højre Haand!

LUDVIG.

Men Fa'er dog!

APOTEKEREN.

Jo, jo, og ti Gange jo! (Rolig og ømt:) For da kunde alligevel vi andre blive ved at spille for Dig, - mine 22 gamle Venner og jeg, - og bevare din Sjæl frisk og modtagelig for Musikkens hellige Evangelium! (Stryger ham kærligt over Haaret:) Som dog er det eneste, hvori der findes Hvile.

(Pause.)

LUDVIG
(nølende).

Jamen Fa'er ... hvis jeg nu alligevel ...

APOTEKEREN.

Ja, nu taler vi altsaa ikke mere om den Ting.

LUDVIG
(som om han maatte have Luft).

Men jeg kan ikke nøjes . . . ? med Musik alene!

APOTEKEREN
(himmelfalden).

Du kan ikke nøjes ...?

LUDVIG.

Nej; ikke alene. Musik kan være godt nok som Tidsfordriv ...

APOTEKEREN
(springer op).

Tids . . . Tidsfordriv! (Raaber:) Møller!

LUDVIG
(hurtig).

Aa nej ... dette kommer dog ikke andre ved!

APOTEKEREN
(raaber højere).

Møller! (Aabner Døren til Adjunktens Værelse). Møller! - Kom herind! (Til Ludvig:) Du er jo bindegal ! - Tidsfordriv! - Hvorfor ikke heller som en lille Likør til Kaffen?

ADJUNKTEN
(i Døren. Gnaven).

Hvad er der? - Nu har jeg ikke Tid.

APOTEKEREN.

Kom lidt herind!

ADJUNKTEN
(frem).

Naa, hvad er der Saa? (Ser fra den ene til den anden.) I ser ud, som om I havde taget amerikansk Olie!

APOTEKEREN
(peger paa Ludvig).

Han vil gifte sig!

ADJUNKTEN
(uforstaaende).

Hvor meget?

APOTEKEREN
(som før).

Han tænker paa at gifte sig!

ADJUNKTEN.

Han tænker vel paa Fa'en, gør han! (Knapper Vesten op.) Puh ! (Stiller sig foran Ludvig) : Er Du Syg?

LUDVIG
(undvigende).

Jeg vil helst afhandle den Sag med Fa'er alene, Hr. Møller.

ADJUNKTEN
(ser ham stift i Øjnene).

Er Du gal?

LUDVIG.

Den vedkommer dog nærmest ham og mig.

ADJUNKTEN
(som før).

Er Du Socialist?

APOTEKEREN.

Jeg har forgæves forsøgt at tale ham til Raison.

ADJUNKTEN
(op og ned ad Gulvet).

Lad Stine gi' ham et Lavement, si'er jeg! Lad Stine gi' ham et Lavement! (Spænder 23 sine Seler ned.) De Satans Seler, de strammer ! (Hen foran Ludvig:) Er Du rent splintrende, sprasende, knasende, himmelraabende forrykt, Menneske! Hvem har Du gaaet i Skole hos? Mon hos mig? Eller hos August den Anden af Sachsen, der avlede tre Hundrede og fem og tresindstyve Børn om Aaret - foruden Skudbørnene? Hva'?

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Det nytter ikke at tage ham paa den Maade, Møller. - Du maa være rolig.

ADJUNKTEN.

Rolig? Jeg er Fanden ta' mig det roligste Menneske paa denne Side Kongeaaen! Men naar nogen vil begaa Selvmord ... (Til Ludvig:) Véd Du, hvad Ægteskabet er?

LUDVIG
(tier).
APOTEKEREN.

Hører Du ikke, at din gamle, prøvede, hvidhaarede Lærer spørger Dig, om Du véd, hvad Ægteskabet er?

LUDVIG
(tier vedholdende, mut som en Skoledreng).
ADJUNKTEN
(docerende).

Du véd det ikke? - Godt! - Maa jeg saa bede Dig høre efter, at Du kan det til næste Gang! ... Ægteskabet er en Livsforsikringsanstalt for Fruentimmer, min gode Ludvig! De betaler intet Indskud og ingen Præmier, men lever højt paa den Kapital, som vi arme, ulykkelige Tossehoveder af Mandfolk maa skrabe sammen i vort sure Ansigts Sved! Hva'! - Tænker Du endnu paa at gifte Dig?

LUDVIG.

Alle Kvinder er vel ikke ens.

ADJUNKTEN
(afgjort).

Alle!

APOTEKEREN
(afgjort).

Alle!

LUDVIG.

Jeg har da truffet ...

ADJUNKTEN.

Du? Du kender jo ikke andre end Stine.

LUDVIG.

Ja, for Eksempel Stine!

ADJUNKTEN
(slaar Hænderne sammen).

Det er da vel ikke Stine, Du ...

LUDVIG
(smiler).
APOTEKEREN.

Aa, visvas, Møller!

ADJUNKTEN
(ivrig).

Man har set saa galt før. - Min Kone var ældre end jeg.

LUDVIG
(dristig).

Ja, De er jo selv gift, Hr. Møller.

24
APOTEKEREN
(forskrækket).

Men Ludvig dog!

ADJUNKTEN
(tilkæmpet rolig).

Lad ham bare, Clausen! Lad ham bare! - Det var godt, han mindede mig om min Fornedrelsestilstand. Jeg vil fortælle ham ...

APOTEKEREN.

Jamen kan Du ogsaa taale at tale om det?

ADJUNKTEN
(strammer Selerne).

Naar det gælder om at rive Drengen ud af Djævelens Kløer? - (Til Ludvig:) Ja, lille Ludvig, jeg er gift - eller var gift - for det er allerede mange Aar siden ... Satans, saa de Seler strammer! ... Og vil Du vide, hvorfor jeg giftede mig? - Fordi jeg var et Fæ og en Grønskolling, og fordi jeg ikke havde en Fa'er eller en forstandig Lærer til at advare mig. Hva'! - Og fordi hun var "energisk" ; hun vilde giftes. Og durkdreven, durkdreven! Jeg behøvede bare at sætte Violinen under Hagen, saa sad hun der og lyttede med Hovedet paa Skakke som en Turteldue. Og hun fortalte, at jeg var en Kongeørn, der hævede hendes Sjæl paa Poesiens Vinger. - Sludder! Fruentimmervrøvl!

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN.

Hva'? - Men da vi først var bleven gift, fik Piben en ganske anden Lyd. Hun kunde ikke taale al den "Klimpren" i sit Ho'de. Hun sa'e "Klimpren". Hva'! - Hun var ikke mere musikalsk end en Asparges!

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN
(kører paa).

Hva'? - Og Penge vilde hun ha'. - Bedst som jeg sad og spillede, saa kom hun farende om Husholdningen, - at hun ha'de ikke Penge til Smør, og ikke til Ost, og ikke til Øl. Som om Mennesket lever af Ost og Ø1 alene! Hva'! - Og jeg ha'de ingen Penge! Jeg fik jo ikke uden min Pjalt Gage.

LUDVIG.

Jamen ...

ADJUNKTEN.

Og da jeg saa tog og dundrede i Bordet for hende og sa'e, at jeg vilde ha' Fred, og at Hjemmet var mit, saa ... saa ... ja saa en skønne Dag, da jeg kommer fra Skolen, var hun rejst bort med vor lille Datter. Rendt sin Vej, forstaar Du, rendt! - Se det er Ægteskabet!

APOTEKEREN
(klapper ham deltagende paa Skulderen).

Ja, Du har haft tunge Dage, gamle Ven.

ADJUNKTEN
(pusler med sine Seler).

Og Du !

25
APOTEKEREN.

Tal ikke om det!

ADJUNKTEN
(med Hentydning til Ludvig).

Og nu vil han ogsaa rende fra os. (Hen foran Ludvig.) Du siger ikke noget! Hva'? Har Du endnu Lyst til at komme ind i den Heksesabbat?

LUDVIG
(vrider sig).

Jeg kan ikke nøjes med Musik alene.

APOTEKEREN
(bedrøvet til Adjunkten).

Han siger, at vor Musik kan være god nok som "Tidsfordriv".

ADJUNKTEN
(maalløs).

Vor ... vor Musik? Vor Musik! - "Tidsfordriv" ! (Op og ned ad Gulvet.) Vi, som har spillet de forfærdeligste Ting! Ting, som endog Folk fra det kongelige Kapel har maattet lade ligge! Hva'! (Hen foran Ludvig.) Véd Du, at Musikken har baaret din Fa'er og mig over Graven? Véd Du det? - Men Du ønskede naturligvis, at vi godt og vel laa dernede, og at Ormene aad os, og Rævene rendte med vore Ben! Hva'? Saa kunde Du gifte Dig i Fryd og Herlighed og lade dit umusikalske Uhyre af en Kone koge Havresuppe paa vore Violiner!

LUDVIG
(smiler).

Men det kunde jo godt hænde, at mit tilkommende "Uhyre af en Kone" var musikalsk, Hr. Møller.

ADJUNKTEN
(spidser Øren).
APOTEKEREN
(til Ludvig).

Jeg har allerede forklaret Dig ...

ADJUNKTEN
(afbrydende).

Nej, lad Drengen tale ud! (Til Ludvig.) Hvad er det, Du fortæller om din tilkommmende - hm! - Halvdel? - - Det vilde naturligvis forandre Sagen meget betydelig.

APOTEKEREN
(til Adjunkten):

Du glemmer, at min Kone var musikalsk.

ADJUNKTEN.

Glemmer? Næi! Aldeles ikke! Paa ingen Maade! Og havde hun blot faaet en Mand, der havde forstaaet hende ...

APOTEKEREN.

Hva' si'er Du!

ADJUNKTEN.

En Mand, der havde forstaaet hende! siger jeg. Hun og jeg kunde meget godt sammen.

APOTEKEREN
(som om der lidt efter lidt gik et Lys op for ham).

Hun og Du ... Ja, ja ... (Griber pludselig fat i Adjunkten:) Var det . . . var det derfor, Du var med til at faa Drengen døbt Ludvig?

ADJUNKTEN
(skriger op).

Nej, nu gaar det for vidt! Din Kone og jeg - jeg! En kongelig ansat Adjunkt! - mener Du skulde - -! Jeg flytter! Jeg flytter i Morgen den Dag!

26
APOTEKEREN
(hen mod ham, angerfuld).

Kære Ven, jeg ...

ADJUNKTEN
(som før).

Rør mig ikke, siger jeg! - I er forrykte begge to, baade Du og din Søn! Hele Apoteket er blevet vanvittigt! Væk ! Gaa væk! Jeg er bange for Smitte!

DYRLÆGEN
(stikker Hovedet ind).

Men hvad er her paa Færde? Er I ved at koge Sæbe paa Adjunkten? (Frem.)

ADJUNKTEN.

Det er Clausen, som ...

APOTEKEREN
(bedende).

Møller, Møller, - for din egen Skyld og for min ...

ADJUNKTEN
(vender sig pludselig og peger paa Ludvig).

Det er ... det er Drengen der, som vil gifte sig!

DYRLÆGEN
(i den højeste Bestyrtelse).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!

ADJUNKTEN og APOTEKEREN
(trækker sig noget tilbage i ivrig Samtale, og det ender lidt efter lidt med en Forsoning imellem dem).
LUDVIG
(er gaaet hen til Dyrlægen).

Kære Dilling . . .

DYRLÆGEN
(holder ham ud fra sig).

Saa han vil gifte sig ... Hingstebarnet! - Hæ, hæ, - Trykker Manddommen ham?

LUDVIG
(uvillig).

Aa!

DYRLÆGEN.

Dikkedik! En sød, lille, buttet en, hæ, hæ. - Se mig til den Luks!

LUDVIG
(stamper i Gulvet).

Hr. Dilling!

DYRLÆGEN.

Hov, hov! Saa Hingsten sparker!

LUDVIG.

Fa'er og Hr. Møller er det umuligt at tale med; men saa troede jeg, at De ...

DYRLÆGEN
(alvorlig).

Ja vel saa, min Dreng. Hvad er der saa? (Hviskende:) Er hun her fra Byen? Jeg kender dem alle.

LUDVIG.

Ja ... nej ... jeg har jo slet ikke sagt, at der var nogen bestemt ... jeg har bare slaaet paa, at jeg maaske engang kunde faa Lyst til at gifte mig.

DYRLÆGEN
(afgjort).

Lad være med det! Hvad skal man giftes for?

LUDVIG.

Jamen naar man er ... naar man nu er forelsket?

DYRLÆGEN.

Det har jeg sgu været saa tit, min Dreng. Men derfor behøver man da ikke straks at blive Idiot!

LUDVIG.

Nej, naturligvis, men ...

DYRLÆGEN
(indtrængende).

Ægteskabet er noget Skidt, Ludvig! 27 Det bare Møg! - En ordentlig Mand kan ikke holde et Fruentimmer ud i Længden!

LUDVIG.

De plejer dog ellers ikke at ...

DYRLÆGEN.

Hæ, hæ, nej ... Gavstrik! - Men jeg gifter mig bare ikke med dem! - De er sgu dejlige, det ved Gud de er! Men Ægteskabet ... nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser! Aldrig i Evighed! - Nej, sin Frihed, sin Musik og sin Toddy! Og saa et lille Pigebarn engang imellem om Søndagen! Det er alt, hvad et Hanmenneske kan forlange. (Fortroligt:) Og saa skal de være smaa og buttede, Ludvig. De lange, magre er født med en Djævel i sig! Jeg har engang haft en ... uh, ha! - Nej smaa, blide og medgørlige! (Slaar Knald med Tungen.) Klak! - Der kan være Vrøvl nok med dem endda!

LUDVIG
(lidt utaalmodig).

Jamen ...

DYRLÆGEN
(fortsættende).

Jo, for allerbedst som et Fruentimmer sidder nok saa fornøjet: Bums! saa bli'er de "fornærmede" og mæler ikke et Ord! - Men lad dem sidde, siger jeg - lad dem bare sidde! Er der mindste Smule Hjertelag i dem, saa kommer de igen og beder om Forladelse. Det vil sige de smaa, som er venlige af Naturen. For hende, den lange, jeg ha'de, hun kunde Gud hjælpe mig vokse en halv Alen til af bare indvendig Galde. Hæ! (Søger efter Traaden, men kan ikke finde den igen.) Hæ ! (Drejer sig pludselig med et flot Sving om mod Apotekeren og Adjunkten:) Saa, nu er den Skinke røget, Kammerater! Det kommer bare an paa at tage et Mandfolk paa den rette Maade. Drengen gifter sig ikke under dette Ministerium, det skal jeg svare for!

APOTEKEREN
(glad).

Kære Ludvig ...

LUDVIG
(uvillig).

Lad os ikke tale mere om den Sag i Dag!

ADJUNKTEN
(skadefro til Dyrlægen).

Helt helbredet er han nok ikke. Hva'?

DYRLÆGEN
(overlegent).

Fuldstændigt!

STINE
(ind fra venstre. Hun er klædt som en Tjenestepige. Ser gammel og foraset ud. Mange af de Udtryk, hun bruger, har hun lært under sit mangeaarige Ophold i Købstaden, men hun siger endnu stadig "A" i Stedet for "jeg", og hendes Udtale røber, at hun er fra Landet. Dog er der i hendes Tale en tydelig Bestræbelse efter ikke at stikke for meget af mod Omgivelserne. Hun siger f. Eks. "ikke" og faar i Regelen alle Slutnings-e'erne med. Kun naar hun kommer i stærk Affekt, vender hun helt tilbage til sit oprindelige Maal).

Værsgod! Der er rettet an!

28
APOTEKEREN.

Tak, Stine.

ADJUNKTEN
(pusler med sin Paaklædning).

Uf, hele Appetiten har man faaet ødelagt!

DYRLÆGEN.

Spænd Selerne ned, gamle Leksikon! Hæ, hæ!

STINE.

Æggene taaller ikke godt aa vente!

APOTEKEREN.

Nu kommer vi ... Værsgod de Herrer!

LUDVIG.

Ja jeg bliver, ... til Niels kommer op.

APOTEKEREN.

Naa ... ja ... naa ...

ADJUNKTEN
(til Apotekeren).

Helbredet! Han er Fa'en ikke helbredet! ... Den Dyrekvæler! Hva'!

APOTEKEREN.

Nej, desværre, det sidder nok fastere end som saa. (Paa Vejen ud t. v.) Værsgod, Dilling!

DYRLÆGEN.

Tak, Tak! Nu skal jeg være der.

APOTEKEREN og ADJUNKTEN
(ud).
DYRLÆGEN
(skæver hen til Stine, som er bleven staaende ved Døren. Gaar derpaa tæt hen til Ludvig og siger hviskende, men indtrængende)

: Husk saa paa, hvad jeg har sagt: Lad de lange gaa, min Dreng! - Smaa, blide og venlige ...

STINE
(skarpt, næsten bydende).

Æggene taaller ikke godt aa vente!

DYRLÆGEN
(med et arrigt Sideblik til Stine).

Af det andet kommer der bare Fortrydelse. (Ud t. v.)

LUDVIG
(lægger ikke Mærke til, at Stine er bleven staaende. Han har slaaet Hænderne om Nakken og ser raadvild og ulykkelig ud).
STINE
(betragter ham med et kærligt-uroligt Blik).
LUDVIG
(sukker).
STINE
(bekymret).

Bitte Lodhvi ...

LUDVIG
(hører det ikke).
STINE
(nærmere).

Bitte Lodhvi . . .

LUDVIG
(vender sig).
STINE.

Skal han ikke ha' no'et aa spise?

LUDVIG
(op og ned ad Gulvet).

Nej Tak, jeg er ikke sulten.

STINE.

Og A har endda gjort Sildesalat for hans Skyld.

LUDVIG
(som før).

Jeg er led og ked af det hele, gamle Stine!

STINE
(forskrækket).

La' mæ sieh ! (Stirrer ham ind i Ansigtet:) Er han syg?

LUDVIG
(som før).

Nej, jeg er ikke. Men jeg er lige ved at ønske, at jeg var død!

29
STINE.

Jøsses Kreste Kors, om Vorherre hørte ham! - Ja, for han ser da saa hvidkalket ud i Ansigtet.

LUDVIG
(hen til hende).

Jeg kan jo ikke tale med de Mennesker! De behandler mig, som om jeg gik i Skole endnu, - - baade Fa'er og Hr. Møller og Dilling ...

STINE
(haanligt).

Dilling, hæ, den Skumring!

LUDVIG
(atter frem og tilbage).

Og det maa jo komme til en Forklaring engang!

STINE
(mildt).

Hva' er det da, der presser ham, bitte Lodhvi? Kanske A ku' hjælp'? A har da hørt paa hans Pakkenilker før.

LUDVIG.
(griber hendes Haand).

Har Du nogen Sinde været forelsket, Stine?

STINE
(uforstaaende).

Forelsket, bitte Lodhvi ...?

LUDVIG.

Ja, jeg mener, om der har været nogen, Du har holdt af? ... Nogen, Stine har været forlovet ... været Kæreste med?

STINE
(naivt).

Jo, A har da ammet, saa ...

LUDVIG.

Stine ...

STINE.

Jo!

LUDVIG.

Stine ...

STINE.

Ja!

LUDVIG
(med en kraftig Beslutning).

Jeg har faaet mig en Kæreste, Stine! - Jeg er bleven forlovet!

STINE
(slaar Hænderne sammen).

Nu staar Jo'ren ikke længe! Hvodden er dog bitte Lodhvi kommen a'sted med det?

LUDVIG.

Det var i København, i Pensionatet, hvor jeg boede. (Tager pludselig Stine med begge Hænder om Skuldrene og siger med et stort Smil:) Aa Stine! Hun er saa smuk, saa smuk ... og saa klog!

STINE.

Ja, det er da begrivelig nok, - Lodhvi tager da ikke en Hansine! Men hvodden bar han sig ad med at faa det sagt? For han er jo da ikke videre bekjæftet a' sig.

LUDVIG.

Nej, det var jo heller slet ikke mig, - det var hende, der spurgte, om jeg ikke syntes, at vi skulde gifte os.

STINE
(med rynkede Bryn).

Straks?

LUDVIG.

Nej, nej! Vi skulde naturligvis forlove os først.

STINE.

Naa det skulde I dow! Aa hva' sa'e saa han?

30
LUDVIG.

Hvad jeg sa'e ? - Jeg havde jo slet ikke kunnet tænke paa andet end hende, - drømte aldrig om andet end hende!

STINE.

Aa Herregu', bitte Spøgelse!

LUDVIG.

Og det har hun jo nok kunnet mærke. For saa var det den allersidste Dag . . . (Bliver pludselig ellevild og snurrer leende Stine en Gang rundt.)

STINE.

Høj, høj, høj, A skvatter jo om! (Betænkelig:) A lidder ligegodt ikke, at hun er saa fremfusende, bitte Lodhvi! A lidder det ligefrem ikke!

LUDVIG.

Jamen ...

STINE.

Nej, nej! Et Fruentimmer ska' aldrig byd' sig til! - Han kommer sgu nok, naar han ikke ka' hold' sig længer.

LUDVIG.

Nej, jeg havde aldrig faaet Mod til at spørge. Jeg troede jo slet ikke, at det var mig, hun holdt af. Der var jo saa mange andre, der gik og gjorde Kur til hende.

STINE
(stadig betænkelig).

Er hun Kjejserinde kanskjesi'?

LUDVIG
(glad smilende).

Ja, det er netop det, hun er, Stine! - Stine skulde bare se hende! Jeg er vis paa, at Stine vilde komme til at holde lige saa meget af hende, som Stine holder af mig!

STINE.

Aa nej, aa nej! Et bitte Gran Skilsmisse bliver der vel! - Hva' hedder saa den - Kjejserinde, med Forlov?

LUDVIG.

Hun hedder Anna, - - Anna Møller. Er det ikke et kønt Navn?

STINE.

Det ha'de vaaren skjønnere, om hun ha'de hedt Anna-stasia li'som Baronens herude!

LUDVIG
(igen urolig).

Men ... men ... ja det er jo det, der er det allerfrygteligste, - - hun er Datter af den Fru Møller, jeg boede i Pension hos, og - og ...

STINE.

Er der da no'et svinagtigt at sige paa hende?

LUDVIG.

Nej, nej! Tværtimod! ... Men ... men ... (Pludselig fortvivlet:) men det er Hr. Møllers Kone! Det er hende, der har været gift med Adjunkt Møller her.

STINE
(synker om paa en Stol).

Jessus, no sætter A mæ!

NIELS
(stikker Hovedet ind fra Recepturet. Det er en ganske ung Bondekarl, uden Skæg, med et stort grønt Forklæde paa. Han taler ravjydsk).

Ja no bløw A da fahr mæ Saftij. A ska' wall blyw aa pass' paa Apoteke'?

31
LUDVIG.

Ja.

NIELS
(peger paa Stine).

Mæ Faalow, ... Stine æ da it goen hen aa bløwen skidt?

STINE
(rejser sig).

Næi. Pas do kuns dit!

NIELS
(ud).
LUDVIG
(gaar op og ned ad Gulvet).
STINE
(følger ham med øjnene).

Det maa jo ende med et Mirakkel, bitte Lodhvi!

LUDVIG.

Ja, - - og jeg havde lovet Anna at tale med Fa'er om det. Og nu er der allerede gaaet fjorten Dage, - - og i Dag er det første Gang, jeg ikke har faaet Brev fra hende.

STINE.

Saa kommer der vel to i Morgen, lille Ven, - det ska' han ikke ta' sig saa nær.

LUDVIG.

Jamen det maa jo siges. Og jeg har ogsaa begyndt derpaa, men de Mennesker véd jo slet ikke, hvad Kærlighed er, - det er noget, de for længe siden er færdige med - -

STINE
(med Overbevisning).

Det bliver en aldrig færdig med!

LUDVIG
(ser lidt forbavset paa hende, men fortsætter saa)

: Fa'er blev ganske ude af sig selv, bare fordi jeg slog paa, at jeg muligvis engang kunde faa i Sinde at gifte mig.

STINE.

Ja, han har jo haft sit Læs, Skroget!

LUDVIG.

Og saa kom Hr. Møller til, og han vidste ikke alt det onde, han skulde sige om Kvinderne.

STINE
(ivrig).

Møller er en Gniepind, er han. Konen kunde ikke faa lokket de Skillinger fra ham, der sku' bruges til Føden. Og det véd A da, at naar der ska' laves Mad, ska' der no'et i Gryden først!

LUDVIG.

Og saa kom Dilling ...

STINE
(haardt).

Dilling ... den Hornfisk! Bitte Lodhvi ska' vare sig for ham. Om A maatte raade, sku' han ikke sætte sine Ben her en Dag længer.

LUDVIG.

Nej, jeg vil heller aldrig tale mere med ham om den Sag. Uf, han har nogle Teorier ...

STINE.

Han har det, der er mejet værre, kender A ham ret!

LUDVIG.

Jamen sæt, der kommer Brev fra Anna i Morgen, at ... at hun ikke vil ha' mig længer!

32
STINE
(med Overbevisning).

Ha' ham? Ha' Lodhvi? - Saa kan han faa ti Kjejserinder for én!

LUDVIG.

Jeg bryder mig ikke om andre! - (Klokken ringer, og Ludvig gør en Bevægelse, som om han vil gaa, men siger saa:) Det er jo sandt, Niels er jo derude.

NIELS
(stikker Hovedet frem).

Her æ jenn, dæ "abselut" ska' taal' mæ' Lodhv ... næ mæ Proviseren var'et, A sku' seij.

ANNA
(skubber Niels til Side og kigger ind).
LUDVIG
(forskrækket og glad).

Anna!

ANNA
(helt frem. Hun er rejseklædt. Omtrent jævnaldrende med Ludvig. Rækker ham Haanden og siger muntert)

: Godaften, Kammerat!

LUDVIG
(er endnu ikke rigtig kommen til sig selv).

Anna!

STINE
(folder Hænderne).

Nu gaar Jor'en under!

NIELS
(samtidig).

Naa saadden ... høm! (Bort.)

ANNA
(drillende).

Jeg synes, Du ser saa forbavset ud, ... og Stine ogsaa, ... ja for det er da Stine?

(Gaar hen til hende:)

Kan Stine slet ikke kende mig igen? Møllers "bitte Anna", se bare rigtig paa mig, - som nu er bleven til en stor Tøs med lange Skørter paa?

STINE
(reserveret).

Jo-o, A tøtt jo nok . . .

ANNA
(nervøst livlig).

Nej, hvor det er dejligt at se alle de gamle Møbler igen - og akkurat paa samme Plads! (Har nærmet sig Empiresofaen.) Men jeg synes, at Sofaen her var meget større den Gang (Klapper den kærtegnende.) Det hyggelige, gamle Spektakel! - Kan Du huske; Ludvig, da vi havde hver sin Butik her i Skabene? (Aabner en af Skabslaagerne.) Og vi maatte hoppe op i Sofaen for at naa de øverste Hylder? Ha! (Sætter sig midt i Sofaen.) Nej, saa dejlig haard den er!

LUDVIG
(lidt utilpas).

Jamen ...

ANNA.

Og saa hvor her lugter storartet af Apotek! - Jeg kunde kende den Lugt igen helt ovre paa den anden Side af Gaden. - - Jamen Ludvig dog, jeg synes ikke, Du er den bitteste Smule glad over, at jeg er kommen?

LUDVIG

, (hvis Opmærksomhed stadig er delt mellem Anna og Døren til venstre). Jo, men . . .

ANNA.

Hør véd Du, hvad jeg pludselig faar saadan en urimelig Lyst til? - Til et Stykke Lakridsrod, - det har jeg ikke smagt, siden jeg var seks Aar.

STINE.

Jamen det ka' Frøkenen da saa godt ...

33
ANNA
(farer hen og tager Stine om Livet).

Aa ja - hvad ?

STINE.

Ja, det kan Frøkenen da saa godt; men er der ikke no'et andet, som Frøkenen hellere ...

ANNA.

Nej, tusind Tak - - men straks - straks! Jeg er ganske syg efter Lakridsrod!

STINE.

Jow, jow - - no løvver A! (Ud gennem Recepturet.)

ANNA
(hen og slaar Armene om Ludvig).

Her har Du dit Goddagkys, din ... din Tørvetriller! - - Jeg maatte jo ha' Stine væk, for jeg bryder mig slet ikke om at kysse Dig, naar der er nogen, der ser paa det! - - Der har Du ét til!

LUDVIG.

Jamen! kære, bedste Anna ...

ANNA
(atter drilagtig).

Og der har vi Karnapen! (Holder Ludvig for Munden.) Bare stille med den Snak! - Aa, Du kan ikke tro, hvor mange Gange jeg har drømt om den Karnap! Hver Gang jeg læste om en af de ædelige Jomfruer, - (Hun udtaler Ordet "ædelig" med vrængende Eftertryk paa første Bogstav) -- som sad derhjemme paa Borgen og spejdede efter den guldlokkede Væbner, der var draget i Leding, - (Tager Ludvig om Skuldrene og kigger ham polisk ind i øjnene) - for at vinde Ridderslaget - og blive værdig til at giftes med den væne Maar, haha! (Løber op ad Karnaptrappen og sætter sig.) Saa nu er jeg en "ædelig" Jomfru!

LUDVIG
(vil efter).
ANNA.

Nejnejnej! Værsgod at blive ved Jorden! Lad mig først høre, om Du har gjort Dig fortjent til Ridderslaget?

LUDVIG
(tier forlegen).
ANNA
(smilende).

Nej, jeg tænkte det jo nok, din ... din Kryster ! - Men nu skal jeg tale Dunder til Jer allesammen, ... jo-o, det er derfor, jeg er kommen! Tror Du, jeg vil sidde heroppe og kigge ud af Vinduet til evig Tid, hva'? - - Nej vil Du blive dernede! Der er ikke Tale om, at Du faar Lov til at røre ved "Maaren", før vi er rigtig forlovede!

LUDVIG
(ulykkelig).

Rigtig forlovede ...?

ANNA.

Ja, netop! - Men saa skal det ogsaa blive storartet at sidde heroppe sammen. Ikke?

STINE
(ind).
ANNA.

Naa, der har vi Stine! - Nej sikken et dejligt stort Stykke! (Rækker efter det og begynder straks at gnave paa det.) Ja, det varer nu altid lidt, inden det begynder at smage rigtigt.

34
LUDVIG
(skæver paa ny til Døren).

Jamen, kære Anna ...

ANNA
(læner sig frem over Rækværket).

Jo, ser Du, kære Ludvig, - Hansen kom jo i Gaar og viste mig din Fa'ers Avertissement i Berlingske - -

LUDVIG.

Avertissement?

ANNA.

Ja, om en Primoviolinist, som kunde gaa til Haande i et Apotek, ... véd Du ikke det?

LUDVIG.

Jo-o, jeg vidste nok ... men det faldt mig ikke ind, at han havde sat det i Avisen ...

ANNA
(stadig gnavende).

Naa, nu kan jeg endelig begynde at smage det, - det er storartet! - - Han vilde jo gerne vide, forstaar Du, om jeg mente, det var en Plads for ham. Og det svarede jeg øjeblikkelig ja til, for jeg vilde i Grunden helst Være af med ham . . . (Rækker Lakridsroden ned mod Ludvig:) Vil Du smage?

LUDVIG
(gør en utaalmodig Bevægelse).
ANNA.

Naa, ja, Gudbevares! ... Jo, for han er bleven mig saa underlig i den sidste Tid, - haha! - véd Du, jeg tror ved Gud i Himmelens højeste Rige, at han er forelsket i mig!

LUDVIG.

Hansen!

ANNA.

Naa ja, det er da slet ikke saa forunderligt! - - For jeg har jo nok hørt, at han altid har holdt meget af at lege Kæreste med de unge Piger, der fik Undervisning hos ham. Det kom mig bare lidt overraskende, fordi jeg har kendt ham, fra jeg ikke var større end ... end Lakridsrod for en Skilling.

LUDVIG
(i Oprør).

Hum!

STINE
(stramt).

Med Forlov, - er det kaskjesi' osse ham, Lodhvi har faaet Undervisning hos?

ANNA.

Nej, det er hos mig. Ha! - Ja for jeg kan ogsaa spille - og - - gøre Kur! Og i samme Øjeblik, han var ude af Døren, faldt det mig ind, at det var meget fornuftigere, at jeg selv søgte den Plads.

LUDVIG.

Du!?

STINE.

Nu gaar Forstanden!

ANNA.

Ja, for nu har jeg i hele to Uger gaaet og ventet paa, at Du skulde skrive, at Du havde talt med din Fa'er, og at alt var i Orden. Men det stod der ikke et Ord om. (Pludselig 35 alvorlig.) Bryder Du Dig maaske ikke mere om at faa mig til Kone?

LUDVIG
(op ad Trappen).

Men - Anna dog!

ANNA.

Næ, næ! Bliv dernede! Først "Ridderslaget", Fa'erlille!

STINE.

Han er saamænd li'saa forlibt i Frøkenen som en Kat i en sur Ost!

ANNA
(kysser paa Fingeren til Ludvig).

Hvad skal vi saa vente efter, min fagre Svend? Tror Du, det er derfor, jeg har friet til Dig?

LUDVIG.

Jamen ...

ANNA.

For at jeg kunde ha' den Fornøjelse at blive gammel Jomfru paa en anden Façon? -Nej, naar man elsker hinanden, skal man giftes. - Er det ikke ogsaa rigtigt, Stine?

STINE.

Ja, det er begribeligt nok, men ...

ANNA.

Og jeg vil giftes straks! (Stamper i Gulvet.) Straks! - Straks! ... Og da jeg nok kan mærke, at "bitte Lodhvi" endnu stadig er bange for Riset ...

LUDVIG
(utaalmodig).

Aa !

ANNA
(varmt og indsmigrende).

Jamen det er jo netop derfor, at den ædelige Jomfru holder saa meget af sin Væbner! (Rækker Haanden ud mod ham.)

LUDVIG
(kysser den).
ANNA
(muntert).

Hvad hun har bevist i Gerningen ved straks at løse Billet til Dampskibet. For kan ikke Du faa den gamle til at lystre, saa skal jeg! - Og saa kan jeg samtidig faa Lejlighed til at tale et lille, venligt Ord med min egen kære Papa, som ikke har ladet høre fra sig i saa mange Aar!

LUDVIG.

Anna, Anna, det gaar aldrig!

ANNA
(smilende).

Ludvig, Ludvig, det skal gaa! - Og det skal blive kongelige Løjer. Hejsa, vil I danse! Nu spiller Borgens Jomfru første Violin!

STINE
(med et forskrækket Blik til Døren).

Du bitte Gud, der kommer no'en!

LUDVIG
(farer sammen).
ANNA.

Sikken de staar og ryster begge to, haha! I er mig et Par nette Statister!

APOTEKEREN
(viser sig i Døren).
36
ANNA
(trækker sig lidt tilbage, saa at han ikke kan se hende).
APOTEKEREN.

Er Niels ikke færdig endnu?

LUDVIG
(forvirret).

Jo ... nej ... ja, det vil sige ...

APOTEKEREN.

Kom saa ind og faa din Te, at vi kan blive færdige og faa begyndt igen.

LUDVIG.

Jamen ... ja ...

ANNA
(truer ad ham og gør Tegn til ham, at han skal gaa).
APOTEKEREN.

Naa, hvad venter Du efter?

LUDVIG.

Nu ... nu kommer jeg.

APOTEKEREN og LUDVIG
(ud).
ANNA
(bøjer sig forsigtig fremover, for at forvisse sig om, at Døren er rigtig lukket, og spørger derefter halvt hviskende)

: Sig mig, Stine, er han meget slem til at bide?

STINE
(ser sig om).

Hva' for en en?

ANNA
(med et Nik hen mod Døren).

Ja for det var vel ham selv ... det Bæst?

STINE
(med Vægt).

A holder særlig mejet af Apotekeren!

ANNA
(løber ned ad Trappen).

Ja, det kommer jeg maaske ogsaa nok til. -- (Stiller sig op foran Stine og betragter hende smilende.) Stine forstaar ikke et Muk af det hele? Hva'?

STINE.

A forstaar saa møj, at Frøkenen har taget Pippet fra min bitte Lodhvi.

ANNA.

Jamen det vilde Stine ogsaa ha' gjort i mit Sted. Ja for ... hvor er han dog ikke sød og nuttet!

STINE
(stramt).

Hum !

ANNA.

Og saa gik han bare rundt og gloede paa mig, som om jeg var en Napoleonskage med Kræm. Bare gloede, - for smage, det turde han aldrig. Skønt Gud skal vide, jeg lod det saamænd ikke mangle paa Opfordringer.

STINE.

Frøkenen knev ham?

ANNA.

Nej! - Næi! (Leende.) Men jeg havde skam den største Lyst til det somme Tider. For her har Ludvig gaaet ovre mellem alle Jer gamle ... Damer og er bleven saa underlig ... jeg véd ikke hvad.

STINE
(varmt).

A holder særlig mejet af Lodhvi!

ANNA.

Det gør jeg skam ogsaa, søde, elskelige, "bitte" Stine! - Men han skal ha' et Skub, for at der kan komme Fut i ham. - Jeg er opdraget mellem Mandfolk, skal jeg sige os!

37
STINE.

A tøtt hotte, te A ku' fornemm'et, ja.

ANNA.

Jo, for dem har vi fuldt op af ovre i Mo'ers Pensionat. Og jeg skal fortælle Stine noget, - (Lægger Armen om Stines Liv og siger alvorlig:) - at jeg holder saa forfærdelig meget af Ludvig, og netop fordi han ikke er som de andre, der mener, at de bare behøver at strække Haanden ud, saa skal man straks bide paa og sige Tak til. Mandfolk kan være saa forfærdelig vigtige, Stine!

STINE.

Aa ja saamænd, no'en a' dem er jo kalkunske nok da.

ANNA.

Og hvad er de vigtige af?

STINE
(dybsindig).

A formodder, det stikker i Skjægget, Frøken.

ANNA
(ler).

Og saa kan vi vikle de Springfyre om en Finger, naar bare vi vil ! (Knipser med Fingrene og lader, som hun lokker for en Hund.) Kom saa da, kom saa da! Sitze, sitze! Nej pænt op paa Halen! Det var ret! - Saa, saa! Gi' Pote! (Dasker ud i Luften.) Nej, højre, - højre naturligvis! - - Der har han et Stykke Sukker! - - Og læg sig saa her under Bordet! - Ha, ha, ha! Hva', Stine?

STINE
(i dyb Beundring).

Det er li'som aa gaa i Cirkus.

ANNA
(vil igen lægge Armene om Stine).

Nej, men Ludvig ! - Ludvig!

STINE
(frigør sig).

Ja, men hva' vil nu Frøkenen her, med Forlov?

ANNA
(knipser med Fingrene og søger at efterligne Stines Talemaade).

A vil ha' alle dine gamle Herrer til aa "sitze" for mig, Stine, - - paa deres Haler!

STINE
(slaar Hænderne sammen).

Gud min Skaber, min Skaber, det gaar aldrig i din Evighed.

ANNA.

Det skal gaa! - - Men nu maa jeg af Sted!

STINE
(med foldede Hænder, fortvivlet).

Og hvor ska' Frøkenen nu hen da?

ANNA.

Jeg skal bare om paa Hotellet og ha' nogle andre Klæder paa. (Snurrer Stine rundt.) Stine skal se, det bliver en hel Komedie ! Farvel saa længe ! (Kysser paa Fingeren og løber ud.)

STINE
(synker fortumlet om paa en Stol).

Og Verden forgaar med et stort Bulder, som skrevet staar!

(Lille Pause.)

38
NIELS
(stikker Hovedet ind og ser sig forsigtig om. - Halvt hviskende)

: Stine!

STINE
(svarer ikke).
NIELS
(højere).

Stine !

STINE
(rejser sig).

Pas dæ siel!

NIELS
(lidt frem).

Hwa' wa' de' fo' jenn?

STINE.

Rager det dæ?

NIELS.

A ku' sieh, te de' wa' ij Tjøwenhavner.

STINE.

Eller osse en ... Kokkenkineser!

NIELS.

Ja de' sædjer, for huj wa' ualmindele højrumpe'. (Lille Pause.) Men de' wa' li'egodt e' faaeli' knøwt Stykk' Hønseky'.

STINE.

Naa, de' har do osse Forstand paa ... dit Fjols!

NIELS
(nærmere).

Men hwa' ha'e huj helsen her aa sku' gjørh, bette Stine.

STINE.

Hun sku' fordryw' Rotter, bitte Niels.

NIELS.

Do æ immer saa krasbøsti, tykkes A.

STINE.

De' spør' A wal ingen om.

NIELS
(nærmere, kælen).

Bette Stine ...

STINE
(dasker efter ham).

Gaa din Vej, din Kalkun!

NIELS
(tager fat paa hende).

Do ku' dow gja'n . . .

STINE
(halvt besejret).

I Mandfolk ska' altider slikke . . . (Lytter.) No kommer di fra Bor'et!

NIELS
(vil hurtig trække sig tilbage, men naar ikke helt ud, inden Apotekeren viser sig i Døren, fulgt af Adjunkten og Dyrlægen).
APOTEKEREN.

Naa, her staar I og holder Faddersladder!

NIELS
(ud).
DYRLÆGEN
(veltilpas efter Maaltidet).

Saa var det den Toddy, lille Stine.

STINE
(der altid er fornærmet over for Dyrlægen).

A tænker, Di ka' sykke Maden først!

ADJUNKTEN.

Og lad mig faa en frisk Kop Kaffe, Stine.

STINE.

Jo. (Ud t. v.).

APOTEKEREN.

I skal da ogsaa altid drikke!

ADJUNKTEN
(snærrende).

Gaar der maaske for meget til, hva'? Skal vi nu ogsaa snydes for det?

DYRLÆGEN.

Du skulde sgu' ogsaa ta' Dig en Toddy, Clausen. Det linder paa Humøret.

ADJUNKTEN
(til Dyrlægen).

Gamle Gris!

39
DYRLÆGEN.

Gamle Vartovskone! Hæhæ!

APOTEKEREN
(mæglende).

Saa, saa! - Jeg mente jo bare, at naar man kan nyde en Musik, som den, vi spiller her ...

DYRLÆGEN
(afbrydende).

Saa behøver man ikke at drikke til? Hæ!

APOTEKEREN
(rolig fortsættende).

... saa begriber jeg ikke, at man kan have nogen Tanke tilovers for sin Toddy eller Kaffe.

DYRLÆGEN
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Se saa, nu er han oppe paa sin Kæphest!

APOTEKEREN
(uden at lade sig distrahere).

En Musik, der er frisk og sprudlende og oprindelig ...

DYRLÆGEN
(snapper ham hurtig Ordet af Munden).

. . . som Kildevand! - Ja det kender vi. Men jeg kan ikke nøjes med det bare Kildevand. Jeg skal helst ha' et lille Stænk i.

APOTEKEREN
(utaalmodig).

Aa!

DYRLÆGEN.

Ja, hvad mener Du, Møller?

ADJUNKTEN
(snærrende).

Ingenting! - Jeg fordøjer!

DYRLÆGEN.

Og hvis det skal være en Betingelse, saa vil jeg for min Part stemme for, at vi hellere spiller noget mere nervepirrende . . . (Holder lidt inde, som om han ikke rigtig turde, men tager Mod til sig og siger:) for Eksempel Wagner!

APOTEKEREN
(med en højtidelig Gestus).

Jeg tillader ikke, at det Navn nævnes i mit Hus!

DYRLÆGEN.

Nej, det véd jeg nok. Og jeg véd ogsaa, at Du har forbudt Stine at købe Kød henne hos Slagter Thomsen, fordi han hedder Wagner til Fornavn.

APOTEKEREN.

Det nægter jeg aldeles ikke.

DYRLÆGEN.

Og altsaa er Du paa det Punkt absolut gal, min gode Clausen.

APOTEKEREN.

Jeg understøtter ikke nogen som helst Slags Humbug!

DYRLÆGEN.

Sprøjtegal!

ADJUNKTEN
(i Færd med at stange Tænder).

Jeg holder med Clausen!

DYRLÆGEN.

Fordøj Du, fordøj Du! Ellers kommer det nok til at gaa ud over Drengenes Finisser i Morgen.

40
ADJUNKTEN.

Det hedder: Finisser. Trykket ligger paa første Stavelse.

DYRLÆGEN
(gotter sig paa Forhaand).

Hæ, hæ! Nu bliver Du arrig, Møller! Jeg véd det! Men jeg siger det alligevel: Jeg troede, hæ, hæ, - at Du i dette Tilfælde - - helst vilde ha' Trykket, hæ, hæ - - ha' Trykket lagt paa Enden !

ADJUNKTEN
(bort).

Uf!

DYRLÆGEN
(ler hjertelig).
APOTEKEREN.

I kan da heller aldrig enes.

DYRLÆGEN.

Det er bare Gemytlighed. Han kan jo drikke Toddy i Stedet for Kaffe!

LUDVIG
(ind fra venstre).

Tak for Mad.

APOTEKEREN.

Velbekomme, min Dreng. - - Ja lad os saa ta' fat! - - Du kan vel nok straks begynde?

LUDVIG.

Ja-a.

APOTEKEREN
(bekymret).

Jeg synes, Du ser lidt bleg ud?

LUDVIG.

Aa det ... det har ingenting at sige.

ADJUNKTEN
(der allerede sidder paa sin Stol).

Skal vi, eller skal vi ikke? (Man tager Plads om Nodepultene og begynder at stemme Instrumenterne.)

DYRLÆGEN
(peger paa Klokken).

Hæ, hæ! I skal se, den ringer!

APOTEKEREN.

Det var meget værre, som det var før.

DYRLÆGEN.

Hva'behager?

APOTEKEREN.

Jo, for da ringede den ikke blot, naar Folk kom, men ogsaa naar de gik. Det er noget, jeg har faaet forandret.

DYRLÆGEN.

Ja, det manglede sgu ogsaa bare!

LUDVIG.

Niels er jo derude.

APOTEKEREN
(tager sig en Pris).

Er vi saa færdige?

DYRLÆGEN
(tager sig en Pris og ser sig om).

Ja, men min Toddy!

ADJUNKTEN
(stamper i Gulvet).

Uf! (Tager sig en Pris.)

LUDVIG.

Stine kommer straks med den. Vandet skulde først koge.

APOTEKEREN.

Saa ! - (Banker med Buen i Pulten. Violinerne kommer under Hagen. I samme Øjeblik ringer Klokken). Gør ikke noget, gør ikke noget! Lad os bare ...!

41
NIELS
(stikker Hovedet ind).

Her æ' ij bette Kaal fra Tjøvvenhavn, dæ' sejer, te' haj æ kommi mæ Damskyvve'.

ANNA
(ind. Hun er herreklædt, med Havelock og stor Bulehat, og har en Violinkasse i Haanden. Benklæderne er meget højt opsmøgede, saa at de gør Indtryk af at være noget for lange. Hun har store, lidt affekterede Bevægelser, gaar et Par Skridt frem og bukker for Selskabet, dybt og højtideligt, som den, der paa Scenen bukker for et Publikum).

Mit Navn er Hansen, - Musiker.

NIELS
(ud).
APOTEKEREN
(rejser sig og gaar nogle Skridt frem).
LUDVIG
(rejser sig med et dæmpet Udraab af Forfærdelse).

Men . . . !

ANNA
(betyder ham med et Blik, at han skal holde sig i Skindet. Derefter med et nyt Buk for Apotekeren)

: Er det maaske Hr. Apoteker Clausen, med hvem jeg har den Ære ...?

APOTEKEREN.

Jo, det er mig.

ANNA.

Jeg tillader mig at komme i Anledning af et Avertissement i Berlingske Tidende for i Gaar Morges ...

ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(rejser sig og betragter hende med Forbavselse).
APOTEKEREN
(ser op og ned ad hende).

Ja, ganske vist, ja, ... men vi havde jo rigtignok tænkt os ...

ADJUNKTEN
(bøst).

Har De taget Deres Konfirmationsattest med, hva'?

ANNA
(smilende).

Ja, jeg véd nok, at jeg ser yngre ud, end jeg i Virkeligheden er, men hvis de Herrer tillader, vilde jeg gerne have den Ære at aflægge en lille Prøve?

DYRLÆGEN
(afsides til Adjunkten).

Han ligner sgu et lille Pigebarn.

ADJUNKTEN
(mere end halvhøjt).

Jeg spiller ikke med den Hvalp!

APOTEKEREN
(tysser paa ham. Hviskende Diskussion mellem de tre gamle Herrer).
LUDVIG
(søger at nærme sig Anna).
ANNA
(truer ham væk. Hun lægger Hatten fra sig paa Klaveret og tager Havelocken af. Under den har hun en lang, sort Frakke).
APOTEKEREN
(som Afslutning paa den hviskende Diskussion).

Jo vist saa, - naar Mennesket har rejst den lange Vej! (Vender sig.) Ja, hvis Hr. Hansen . . . (Ser, at hun allerede er ved at tage Violinen ud af Kassen.) Naa, De er allerede færdig.

ANNA
(stemmer Violinen og bukker).

Om en af de Herrer vilde have den Godhed at ledsage mig paa Klaveret ...

42
APOTEKEREN.

Vil Du, Møller!

ADJUNKTEN
(løfter haanlig paa Skuldrene og gaar hen og sætter sig ved Klaveret. Til Anna, idet han peger paa Nodereolen).

Værsgod, De kan selv vælge! Her er alt, hvad vi plejer at spille. (Arrigt.) Men det er ikke Hopsamusik, lille De!

APOTEKEREN.

Gør ham nu ikke forknyt, Møller.

DYRLÆGEN
(der stadig følger Anna med Øjnene).

Det ser han mig sgu ikke ud til at kunne blive med det første!

ANNA
(foran en af Nodepultene).

Aa, det er Kejserkvartetten. Den holder jeg netop saa meget af. (Kaster Hovedel tilbage, faar Violinen under Hagen og spiller - men som om det blot var for sin egen Fornøjelse - de første Takter af Temaet igennem.)

ADJUNKTEN
(springer op).

Det var som Satan!

APOTEKEREN
(glad smilende).

Se, se! (Triumferende til de andre:) Kan I se, han vokser!

ADJUNKTEN.

Ja med den Tone, - det skulde man ikke se paa ham!

DYRLÆGEN
(ellevild).

Og sikken et Haandled! Og Fingre som Lærkevinger!

ADJUNKTEN
(atter nøgtern).

Ja, det er nu godt nok, min gode Mand ...

ANNA
(holder inde).
ADJUNKTEN

.... men det der er jo som Fod i Hose, det spillede jeg, da jeg var to Aar. (Slaar Fingrene haardt ned i Noderne.) Men der, der! Variationerne! Der knækker vi nok Halsen, hva'?

ANNA
(da de tre gamle Herrer er kommet lidt for tæt paa).

Om de Herrer vilde være af den Godhed at flytte sig lidt! (Gør Plads med Armene, bukker og, uden at værdige Noderne et Blik, tager hun fat paa en af de vanskeligste af Variationerne.)

STINE
(ind med Toddy og Kaffe. Da hun faar Øje paa den spillende, standser hun op af Rædsel og staar stiv som en Voksfigur med Bakken foran sig).
LUDVIG
(hen til hende og fører hende ned i Baggrunden t. h., hvor de taler hviskende sammen).
APOTEKEREN
(gnider sig i Hænderne).

Bravo, bravo, unge Mand! De er antaget!

DYRLÆGEN
(klapper Anna paa Skulderen).

Ja, det var Satan vælte mig Musik!

ADJUNKTEN
(som ikke vil give sig).

Meget net, hva'! Ja! Men der var lidt Dinglen i Takten!

DYRLÆGEN.

Sludder, gamle Lineal!

43
APOTEKEREN
(oprømt).

Jeg holder med Dilling! Det er kun Pedanteri, Møller! - - Hør skal vi ikke prøve Sammenspillet straks?

DYRLÆGEN
(ivrig).

Ja, jo! (Til Anna.) Sæt Dem ned, Lille, sæt Dem ned! - De er da en sød, buttet, lille en! Hæ, hæ!

ANNA
(smilende).

Jamen ...

APOTEKEREN.

Jo, sæt Dem her paa Ludvigs Plads, sæt Dem!

ANNA.

Ludvig, hvem er det, om jeg tør være saa fri?

APOTEKEREN
(peger nonchalant).

Det er ham derhenne.

ANNA
(bukker hen mod Ludvig).

Mig en Ære! - Mit Navn er Hansen. (Til Apotekeren:) Og den ... noget ældre Dame?

APOTEKEREN.

Det er bare Stine.

ANNA
(bukker igen).

Mig en Ære!

ADJUNKTEN
(der for længst har taget Sæde).

Skal vi spille, eller skal vi ikke?

ANNA.

Ja, ja, ja ... undskyld, Hr. ...?

DYRLÆGEN
(præsenterende).

Adjunkt Møller.

ANNA
(bukker).
DYRLÆGEN.

Og mit Navn er Dilling, - til Tjeneste - Dyrlæge.

ANNA
(bukkende).

Tusind Tak! (Sætter sig.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(tager deres Snustobaksdaaser frem).
DYRLÆGEN
(byder Anna en Pris).
APOTEKEREN Og ADJUNKTEN
(skynder sig at følge hans Eksempel).
ANNA
(ser forbavset fra den ene til den anden. Efter nogen Betænkning)

: Ja, det er ikke for det, jeg tør saamænd godt! (Tager en Pris.) Næh, hvor den kradser! (Nyser.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(samtidig).

Gud velsigne Dem!

ANNA
(ler højt).

Det har jeg aldrig prøvet før.

DYRLÆGEN.

Saa var det altsaa første Pris, hæhæ! Og den fortjener De sgu ogsaa, lille Hansen!

ADJUNKTEN.

Maa vi være fri for Brandere!

APOTEKEREN.

Se saa! (Der stemmes.) Vi begynder der. (Peger med Buen i Annas Nodehæfte.) Er vi saa færdige? (Banker i Nodepulten. Man hæver Buerne. Saa ringer Klokken.)

44
ADJUNKTEN
(løfter rasende sin Violin og sin Bue i Vejret og truer med dem).

Det er den eneste Musik, man faar i dette forpestede Hus!

DYRLÆGEN.

Ja, den Klokke maa væk, Clausen!

APOTEKEREN
(rejser sig og faar Øje paa Ludvig).

Staar Du der og driver endnu! Gaa ud i Apoteket, Dig har vi ingen Brug for.

NIELS
(stikker Hovedet ind).

No er der jenn te' a' sahm Slaw.

APOTEKEREN.

Ja nu kommer Ludvig.

NIELS.

Jamen de' æ ij Mahj, dæ ve taahl mæ Apotekeren siel.

ADJUNKTEN.

Smid ham ud!

DYRLÆGEN.

Gi' ham Gift!

NIELS.

Haj sejer, te haj æ kommi "direkte" mæ Avtentovve, aa haj ku' hotte ha Usiji etter aa væ Faahr te den ahji.

ANNA
(ler højt med sin egen Latter).
HANSEN
(kommer ind. Det er en Mand paa henved halvtreds. Han er klædt som Anna og har Violinkasse i Haanden. Han er overdreven høflig, og man mærker, at det er hans Manerer og Talemaade, Anna har efterabet. Han bukker).

Mit Navn er Hansen, - Musiker.

NIELS
(ud).
APOTEKEREN
(frem imod ham)
HANSEN
(bukker).

Er det maaske Hr. Apoteker Clausen, jeg har den Ære ... ?

APOTEKEREN.

Ja, det er mig.

HANSEN
(lægger sin Hat fra sig paa Klaveret. Trækker en Avis frem).

Jeg tillader mig at komme i Anledning af dette Avertissement ...

ADJUNKTEN
(raaber).

De kommer for sent!

HANSEN
(bukker hen mod ham).
DYRLÆGEN
(raaber).

De har vel Returbillet? Hæ, hæ!

APOTEKEREN
(beklagende).

Ja, det gør mig virkelig meget ondt, men lige i dette Øjeblik er Pladsen bleven besat med det unge Menneske der. (Peger paa Anna.)

HANSEN
(vender sig, ser Anna og staar et Øjeblik maalløs).

Med . . . med ... med ham der? - "Ham" ?

ANNA
(tæt ind paa Livet af ham).

"Ham"? "Ham"? - Ja, hvis De ikke har noget at indvende, Højstærede. (Slaar Knips under Næsen paa ham og siger hviskende:) Se at Skrubbe af med Dem! 45 Hurtigt! Jeg skal nok forklare Dem det hele bagefter. (Derefter højt:) Naa?

APOTEKEREN
(til Anna).

Ikke saa heftig, unge Mand. Deres Plads er Dem sikker. (Til Hansen:) Det gør mig virkelig meget ondt, men ...

ADJUNKTEN.

Vi har ingen Brug for Dem!

DYRLÆGEN.

Ikke Spor!

HANSEN

, (der har staaet og set paa Annas Klæder). Jamen . . . jeg fatter det ikke, ... jeg ...

ANNA
(hviskende).

Hører De ikke, De skal gaa, Menneske. I Morgen skal jeg nok ... (Højt.) Ja, det gør ogsaa mig ondt, Hr. Hansen; men den, der kommer først til Apoteket, faar først Salve!

DYRLÆGEN
(klapper i Hænderne).

Bravo !

(Latter.)

HANSEN
(bukkende).

Ja, saa maa jeg vel trække mig tilbage ...

ADJUNKTEN.

Ja, det ved Gud, De maa!

HANSEN
(trækker sig bukkende hen mod Klaveret og tager i sin Forfjamskelse begge Hattene).

Saa beder jeg meget undskylde ... al den Ulejlighed, - jeg kunde jo ikke ane ... (Staar med en Hat i hver Haand og stirrer forvildet fra den ene til den anden.)

ANNA.

Ja, tag endelig ikke fejl Hat! - Det er den gamle, der er Deres!

HANSEN
(bukker og lægger Hatten fra sig).

Jeg beder meget om Forladelse, - jeg kunde ingen Steder finde den anden, da jeg skulde rejse i Gaar . . . (Opdager, at han er ved at fortale sig og gaar hurtig ud med et dybt Buk.) Ærbødigste Tjener!

DYRLÆGEN.

Sikken en Mefistofeles!

(Latter.)

ADJUNKTEN.

Karruselmusikant!

(Latter.)

APOTEKEREN
(medfølende).

Det Skrog ja; det gør mig næsten ondt for ham.

ANNA
(klapper i Hænderne).

Skal vi saa spille? Men vi vil ingen Afbrydelse ha'! (Til Ludvig:) Det er vist bedst, at De gaar ud og passer Apoteket, unge Mand!

APOTEKEREN.

Ja, Ludvig, gaa Du! Og Stine! I forstyrrer bare.

46
ADJUNKTEN.

Ja, væk med Jer!

DYRLÆGEN
(til Stine, der i sin Befippelse vil tage Bakken med ud igen).

Nej, haløj! Toddyen skal sgu blive her!

STINE
(anbringer Toddyen foran Dyrlægen og Kaffen foran Adjunkten).
ANNA
(banker med Buen i Nodepulten).

Attention, Messieurs !

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(griber fornøjede til deres Instrumenter).
STINE og LUDVIG
(veksler Blikke. De ser meget betænkelige ud og fjerner sig ad hver sin Vej).
ANNA
(kaster et Blik rundt og løfter derefter Buen med et determineret:)

Altsaa!

(Tæppet falder i samme Øjeblik, Musikken begynder.)

ANDEN AKT

Samme Stue. Næste Dags Morgen. Nodepultene er flyttet til Side i venstre Baggrundshjørne. Det runde Bord med tilhørende Stole har faaet Plads midt paa Gulvet.

STINE
(har travlt med at støve af og rydde op).
LUDVIG
(kommer frem i Døren til Recepturet. Han ser træt og forvaaget ud).

Godmorgen, Stine.

STINE.

Godmorgen, bitte Lodhvi'. (Sukker og ser bekymret paa ham). Er han dér?

LUDVIG.

De gamle er vel ikke staaet op endnu?

STINE
(ser stadig hen paa ham).

Næi, de er ikke staaet op endnu, nej. Vil Lodhvi' ha' sin Kaffe?

LUDVIG
(trækker Forhænget helt til Side og kommer nærmere).

Nej Tak. (Gaar urolig op og ned.)

STINE
(efter en lille Pause. Bekymret).

Bitte Lodhvi' . . .

LUDVIG
(om mod hende).

Ja, hvad skal det blive til, Stine? Hvad skal det blive til?

STINE.

A har spur't Vorherre om'et.

LUDVIG
(med et Smil).

Naa, og hvad sa'e saa han?

STINE.

Han ku' heller ikke hitte ud a'et.

LUDVIG.

Godt, at det gik i Aftes, som det gjorde. Men nu i Dag!

47
STINE
(afgjort).

A tror ikke, hun er et Fruentimmer!

LUDVIG
(leende).

Hva' er hun ikke?

STINE.

Næi, A tror 'et ikke. Saadden som hun kunde hoppe rundt i Bukserne! Det var jo som et helt indfødt Ka'lfolk.

LUDVIG
(op og ned).

Naar bare jeg vidste, hvordan det skal ende. Og sikken som Dilling saa' paa hende!

STINE.

Han ja! Om saa et Kvindfolk var pakket ind i syv Ræveskind, saa ku' han lugte hende!

LUDVIG.

Og Fa'er og Møller var jo ogsaa helt som forheksede. Men naar de nu faar at vide, at ... Og de maa jo faa det at vide. Jeg har ikke lukket et Øje hele Natten.

STINE
(bekymret).

Aa Herregu', Herregu' ... Ska' vi ikke sende Niels hen efter Bor'mesteren?

LUDVIG
(klapper hende paa Kinden).

Du er sød, gamle Stine. Bare alle Mennesker var saadan.

STINE
(rørt).

Ja, det er saamænd da viss og sahn!

(Dørklokken ringer.)

LUDVIG
(vil skynde sig ud, men møder Hansen i Recepturet).
HANSEN
(bukker).

Godmorgen! Godmorgen! Undskyld! Har De hende her? (Griber pludselig Ludvigs Haand og trykker den.) Tillader De? Fik ikke i Gaar Aftes Lejlighed til at hilse paa Dem. Maa bede Dem tusinde Gange om Forladelse. Vi er jo dog gamle Bekendte.

LUDVIG.

Det er nok mig, der maa bede Dem om Undskyldning for den Medfart, De fik.

HANSEN
(bukker).

Har aldeles intet at sige. Men jeg var i første Øjeblik saa overrasket, saa ... saa ... Det var jo saa rent ufatteligt! Og nu kommer jeg med Deres Tilladelse for at faa den Forklaring, som ... Har De hende her?

LUDVIG.

Nej, Frøken Møller bor ovre paa Hotellet.

HANSEN
(som om hans Forstand stod stille).

Jamen, der bor jeg jo ogsaa!

LUDVIG.

Ja, saa er De altsaa gaaet over Aaen efter Vand.

HANSEN
(griber Ludvig fortrolig i Frakkeopslaget).

Sig mig, Hr. Clausen, fatter De Meningen? Har De Spor af mindste Begreb om, hvad denne Komedie skal til?

LUDVIG
(ryster paa Hovedet).
48
HANSEN
(bukkende).

Og den ... noget ældre Dame der heller ikke?

LUDVIG
(præsenterende).

Det er Fa'ers Husbestyrerinde ...

HANSEN
(bukker).

Mig en Ære ...

LUDVIG.

Hun har været mig i en Moders Sted, saa ...

HANSEN
(bukker).

Glæder mig at gøre Fruens Bekendtskab! (Til Ludvig:) Nej, hvad jeg vilde tillade mig at sige . . . (Hemmelighedsfuldt:) Jeg forstaar jo nok ... Det vil sige, jeg forstaar naturligvis alligevel ikke ... men jeg forstaar jo nok, jeg gætter jo nok ... for jeg har jo kendt Barnet, fra hun ikke ...

LUDVIG
(tørt).

Hvem taler De om?

HANSEN.

Om Anna naturligvis, ... om Frøken Møller, - har kendt hende fra hun ikke var større end som saa, og har altid betragtet hende som et Barn ... naturligvis! En lille, sød, henrivende Vildkat, men dog et Barn! - Saa for et halvt Aars Tid siden - - ja, det var, medens De gjorde Pensionatet den Ære at bo iblandt os, Hr. Clausen, - - saa sporede jeg en øjensynlig Forandring hos Anna - - hos Frøken Møller. Der kom noget vist spændstigt i hendes Gang. Noget paa én Gang dragende, om jeg saa maa sige, og lokkende i hendes Øjne. Barnet var blevet Kvinde! Jeg har iagttaget denne allerkæreste Overgang hos mangfoldige af mine andre kvindelige Elever. Det er den skønneste Metamorfose i en Kvindes Liv. Hvilken Mand bliver med Deres Tilladelse uberørt af den? - - Sig mig, er jeg gammel?

LUDVIG.

Naa-aa ...

STINE
(der har hørt uforstaaende til).

A har da sitt dem ældre.

HANSEN.

Nej, jeg er ikke gammel! En Mand, der har haft den Lykke at bevare sin erotiske Evne grøn, er ikke gammel, om han saa bliver hundrede Aar! (Med Hovedet paa Skakke.) Og jeg blev forelsket! Forelsket i dette Barn, som er vokset op under mine Hænder!

LUDVIG
(behersket).

Hum !

HANSEN.

Hvadbehager?

LUDVIG.

Jeg sa'e ikke noget.

HANSEN
(bukker).

Om Forladelse! - - Nej, men hvad det var, jeg vilde Sige . . . (Med Haanden paa Hjertet:) Det var sødt, 49 det var skønne Dage, - disse Haab, disse Længsler! - Med Deres Tilladelse: De fatter det aldeles ikke ...

LUDVIG.

Naa men hun? Hvad sa'e hun?

HANSEN.

Ingenting!

LUDVIG.

Ja, men De da? Hvad sa'e De?

HANSEN.

Heller ingenting! - Det vil sige ... ikke mundtlig. Jeg vilde vente, til Frugten var moden og saa plukke ... plukke denne Fersken.

LUDVIG.

Hum!

HANSEN.

Hvadbehager?

LUDVIG
(irriteret).

Jeg sa'e heller ikke noget.

HANSEN
(med et fjollet Smil).

Naa saaledes! Undskyld! - Nej, men saa kom der en Tid, hvor hun syntes at sky mig. Det kan være et godt Tegn; men det kan ogsaa være et daarligt. Og da jeg saa saa' Deres Hr. Faders Avertissement, - jeg læser altid Bladene omhyggeligt igennem, for om der skulde vise sig Elever, - saa besluttede jeg at anstille en lille Prøve: Vilde hun opfordre mig til at rejse, elskede hun mig ikke, - bad hun mig blive, stod Himlen mig aaben!

LUDVIG.

Naa?

HANSEN
(med et fiffigt Smil).

Hun raadede mig til at rejse! Det var saadan rare Mennesker herovre, og det var noget fast, og det var netop det, jeg trængte til, sa'e hun.

LUDVIG.

Saa elskede hun Dem altsaa ikke.

HANSEN.

Nej, det samme troede naturligvis jeg! (Med Pathos:) Og min Bestyrtelse ... jeg var som bedøvet! De fatter det ikke! Det var, som om Jorden havde Feber under mine Fødder. Knust, sønderbrudt var jeg gaaet bort, og intetsteds kunde jeg finde Hvile. De fatter det ikke! - Og da jeg langt om længe vaagnede op efter en søvnløs Nat ... en saa godt som søvnløs Nat, saa hører jeg, at hun er rejst. (Med et lykkeligt Smil:) Og hvorhen? - Herover! Herover, hvor hun havde befalet mig at rejse! Thi nu fattede jeg omsider, at hendes Ønske havde været en Befaling. Hendes Fru Moder fortalte mig, at hun var rejst herover for at besøge sin Papa. Besøge sin Papa! - Himmel! Det var for at være sammen med mig!

LUDVIG.

Ja, er De nu ogsaa ganske vis paa det ?

50
HANSEN
(med et tillidsfuldt Smil).

De fatter det ikke? - Jamen jeg fatter det! Jeg fattede det øjeblikkelig! Og en Time efter sad jeg allerede i Toget - uden anden Bagage end min Violinkasse. Alt det andet havde Fru Møller lovet at sende efter. - (Glad fortrolig:) Og hvad ser jeg saa, da jeg træder over denne Tærskel i Aftes: dér staar hun, min Sjæls Athene, i mine bedste Klæ'er!

LUDVIG.

Deres!

STINE
(mumlende med foldede Hænder).

Jamen - jamen, er Menneskene da bleven Indianere!

HANSEN.

Mine ja! - De fatter ikke, hvor et Hjerte kan slaa ved et saadant Tegn paa Hengivenhed!

LUDVIG
(rolig).

Jeg tror, De tager aldeles fejl, Hr. Hansen.

HANSEN
(bukker).

Med Deres Tilladelse! (Tæller paa Fingrene:) Hun siger, at Pladsen er noget for mig, da jeg bør søge noget fast. - - Hun tror, at jeg rejser, og rejser efter mig, - hvilket i dette specielle Tilfælde vil sige, før mig. - Hun ønsker at optræde i Herreklæder, jeg fatter ikke af hvilken Grund, men det har hun jo lovet at forklare mig, - og hun gør mig den Ære at benytte sig af mine! - Godt! Hvorfor vil hun, at jeg skal søge noget fast? Fordi vi ikke kan gifte os paa det uvisse! - Hvorfor rejser hun efter mig ... altsaa før mig? Fordi hun ikke kan undvære Synet af mig! - Og hvorfor gør hun mig den Ære at betjene sig af min Garderobe? For derigennem dog i det mindste at tilfredsstille en Del af sin Længsel ! (Tager et Par Dansetrin:) De fatter ikke Unge Mand ! (Standser og bukker:) Om Forladelse ... men Glæden!

(Det ringer.)

LUDVIG
(vil ud, men møder Anna).
ANNA
(er i lys Formiddagskjole. Nikker polisk til Ludvig og Stine).

Godmorgen Børn! Naa, hvordan staar Humøret? (Faar Øje paa Hansen:) Men du velsignede Gud, er De nu der igen? Har jeg ikke sagt ...

HANSEN
(bukker).

Jeg beder meget om Forladelse, men Du sa'e ...

ANNA
(mod ham).

Ja, ja, men ikke nu! De kan spolere hele Historien for mig ... og for Dem selv ogsaa! De maa gaa! Straks! Hører De! (Stamper.) Straks, straks, straks!

51
HANSEN
(bukker).

Jo, jo, saagerne ... men med Frøkenens Tilladelse ...

ANNA
(leende).

Nu siger han ved Gud "Frøken" , det kære Menneske! - Men hvad er det dog for et Begravelsesansigt, De sætter op? Man skulde tro, De skulde følge en Ærkebisp til Jorden.

HANSEN.

Ja, jeg er virkelig ogsaa meget ulykkelig ... ganske bedrøvet ...

ANNA
(skubber ham mildt hen mod Udgangen).

Det er der slet ingen Grund til. (Klapper ham paa Kinden:) Saa, gaa saa pænt!

HANSEN.

Jamen, jeg fatter aldeles ikke ...

ANNA.

Nej, det véd jeg nok. Men jeg fatter for os begge to - og for os allesammen! (Kysser ham hurtig:) Værsgod, der har De et Kys! Er det saa godt? Farvel, Farvel! (Puffer ham ud i Recepturet og trækker Tæppet for:) Se saa, nu fik vi da ham paa Porten. Det er ogsaa forfærdeligt, saa et stakkels Pigebarn skal ha' meget i sit Hovede! Og det bare fordi Mandfolkene er saa dumme. Hva' Stine?

STINE.

Det hænder, ja! Men for Resten sku' der da vist ti Præster til aa hitte ud a' Frøkenens Baduljer, med Forlov!

ANNA
(ler. Vender sig til Ludvig, i hvem det har givet et lille Sæt, da hun kyssede Hansen).

Saa, nu er det galt fat med ham! - (Nærmere, polisk:) Mon han virkelig skulde være vred, Barnet, fordi jeg gav den rare gamle Onkel et lille Kys? Hva'? Ham har jeg jo været paa Kys med, siden han kørte mig i Barnevogn, - havde jeg nær sagt.

LUDVIG.

Jeg kan ikke lide det alligevel. Og jeg kan heller ikke lide, at han skal ha' Lov til at sige "Du" til Dig, naar Du siger "De" til ham!

ANNA
(skælmsk).

Jamen det er ogsaa kun saa længe, han er saa meget ældre. Naar først ...

LUDVIG.

Og til mig har Du ikke engang Tid til at sige ordentlig Godmorgen.

ANNA
(leende).

Næ, næ! Dig kysser jeg kun, naar ingen ser det. Det er Forskellen, "bitte Lodhvi" ! - Det forstaar Stine vist godt?

STINE
(lidt hidsig).

A forstaar aa begryvver ingenting, gjør A ikke! A tænker hotte, te Vorherre har gaaen hen aa lagt sig!

52
LUDVIG.

Og nu i den Dragt? Hvad har Du nu i Sinde?

ANNA.

Jeg kunde ikke holde ud at være Mandfolk længer. Jeg véd aldrig, hvor jeg skal gøre af mine Ben - med de Bukser! Ja Du maa nu for Resten ikke tro, at det var første Gang i Gaar ...

STINE
(mumlende).

A tænkt' det sgu nok!

ANNA.

Dengang vi gik til Præsten, morede vi os saa tit med at trække i Drengeklæder og gaa ud paa Sjov. Men nu kan jeg mærke, at jeg er bleven for gammel til den Fornøjelse. - Uf, og saa de Øjne, Dilling saa' paa mig med! Der var et Par Gange, jeg var lige ved at gi' ham en paa Siden af Hovedet.

STINE.

Ja, se det var da endelig engang talt som et kristen Minnisk!

LUDVIG
(tager Annas Haand).

Anna ... vil Du ikke ... vil Du ikke rejse?

ANNA.

Rejse? Nej det ved Gud i Himlen jeg ikke vil! Nu skal Komedien jo først rigtig til at begynde. Snak! Snak! (Til Stine:) De gamle Herrer er da vel ikke staaet op endnu?

STINE.

A har da ikke hørt dem brumme. (I det samme lyder Adjunktens Bratsch inde fra hans Værelse. Lytter.) Jo, nu er Møller paa Sokkerne ! (Saa hører man Apotekerens Violin.) Jøsses Kreste Kors - aa Herren osse! (Derpaa Dyrlægens Violoncel.) Og Dilling, den Sovetryne! Han plejer elsen at snue li'e til Middag. Det er svært, saa di ka' lette paa Skinkerne idag! A faar nok fortne lidt paa mig. (Skynder sig at blive færdig med Oprydningen og Aftørringen.)

ANNA.

Ja, vi har ogsaa travlt, Ludvig. For nu skal Bomben snart springe. (Op ad Trappen til Recepturet:) Kom her med mig!

LUDVIG
(følger modstræbende med).
ANNA.

Og husk nu paa, at Du ikke kender mig, heller ikke i denne Dragt! - Og Stine heller ikke!

STINE
(travlt beskæftiget).

A er da osse helst fri!

ANNA
(til Ludvig).

Kom saa! Skynd Dig, skynd Dig! (Med et drillende Smil:) At vi dog kan faa sagt "ordentlig" Godmorgen til hinanden! (Ud med Ludvig.)

STINE
(fortsætter med sit Arbejde).
ADJUNKTEN
(stikker Hovedet ind med et vældigt Brøl).

Stine-e!

STINE.

Ja, ja, - A er ikke døv!

53
ADJUNKTEN
(der først nu faar Øje paa hende).

Faar jeg snart den Kaffe? (Bort.)

STINE.

Ja, nu ska' A ...

DILLING
(Hovedet frem og raaber).

Stine!

STINE.

Jow!

DYRLÆGEN.

Hvorfor har Du ikke sat min Morgenbajer ind til mig endnu?

STINE.

Hæ! Hva' render Di aa roder oppe ved Nattetid etter!

DYRLÆGEN
(har slaaet Døren i med et Knald, længe før end hun har faaet talt ud).
ANNA
(frem bag Forhænget).

Stine!

STINE.

Jow, - ja ...

ANNA.

Aa, ræk mig min Violinkasse! Hurtig, hurtig! Den staar der?

STINE.

Ja, ja, ja! (Rækker hende den.)

ANNA
(bort).
APOTEKEREN
(stikker Hovedet ind).

Stine!

STINE.

Ja, nu løvver A, nu løvver A!

APOTEKEREN.

Godmorgen, lille Stine! Jeg længes efter min Te. (Bort.)

STINE
(giver det runde Bord en sidste Omgang med Støvekluden).

A' di Mennesker nu ikke ka' tylde det samme i sig ved et ordentlig Kaffebord, som skreven staar! (Hurtig ud til venstre.)

(Scenen staar et Øjeblik tom. Man hører en Violin blive stemt bag Forhænget for Recepturet.)

DYRLÆGEN
(stikker paa ny Hovedet ind med et højt)

: Stine !

ADJUNKTEN
(ligesaa).

Stine!

DYRLÆGEN og ADJUNKTEN
(samtidig).

Stine-e!

APOTEKEREN
(der har hørt Raabene, stikker Hovedet frem).

Godmorgen, de Herrer! - Stine er gaaet ud i Køkkenet. Hun kommer straks.

(Endnu førend de tre Herrer har trukket sig tilbage, hører man fra Recepturet de første Toner af en eller anden stor Violinsolo. De lytter, og der veksles forbavsende og spørgende Blikke.)

ADJUNKTEN.

Hva' er det? (Kommer lidt frem.)

DYRLÆGEN.

Ja, hva' Satan er det? (Kommer ligeledes frem. Han er i Underbenklæder og Slaabrok.)

APOTEKEREN.

Det kan jo ikke være Ludvig. (Frem.)

ADJUNKTEN
(haanlig).

Py - Ludvig!

DYRLÆGEN.

Nej Gu' er 'et ikke Ludvig!

54
APOTEKEREN
(kigger bag Forhænget, men lader det øjeblikkelig falde for igen, som om han havde brændt sig, og staar fuldstændig maalløs).
ADJUNKTEN.

Hva' er det? Hvem er det? Kan Du ikke svare? (Gaar til sidst selv hen og kigger, men farer straks tilbage med et mægtigt:) Hva' !

DYRLÆGEN
(staar lidt uvis og ser fra den ene til den anden. Derpaa tager han Mod til sig).

Det kan da ikke være værre end Fanden selv! (Gaar hen og trækker Gardinet helt til Side.) Jo, det er Gud hjælpe mig et Fruentimmer!

ADJUNKTEN
(op og ned).

"Fruentimmer" ! "Fruentimmer" ! Ja, vel er det et Fruentimmer. Men hvad vil hun her!

APOTEKEREN.

Man bruger ikke Ordet "Fruentimmer'' om en fremmed Dame i mit Hus!

ANNA
(gaar - stadig spillende - ned ad Trappen og frem paa Scenen. Saa tager hun Violinen fra Hagen og bryder ud i en høj Latter).
ADJUNKTEN
(strammer sine Seler. Rasende).

Hun griner oven i Købet!

APOTEKEREN
(forvirret).

Men min bedste Frøken ... kære Dame ...

DYRLÆGEN
(henrykt).

Sikken lækker lille Gris, hæ, hæ!

ANNA.

Ja, mine Herrer, De maa virkelig undskylde mig ... (Ler.) Men jeg kunde ikke holde ud at være Mandfolk længere!

ADJUNKTEN
(studser).

Mandfolk ...?

APOTEKEREN.

Mand ... Mandfolk ...?

DYRLÆGEN
(i Udbrud).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser! Det er Gud straffe mig Hansen!

ANNA
(med et af Hr. Hansens Buk).

Ham selv ja, med Deres Tilladelse! (Ler. Derpaa alvorlig til Apotekeren:) De maa virkelig Undskylde denne lille Komedie, Hr. Clausen! Men var jeg mødt i den Dragt, saa havde De jo aldrig antaget mig!

ADJUNKTEN.

Nej!

APOTEKEREN.

Jeg ... jeg tror det næppe.

DYRLÆGEN.

Naa-aa, hvorfor ikke?

ANNA
(til Apotekeren. Indsmigrende).

Og nu nænner De da ikke at jage mig bort igen? Vel?

APOTEKEREN
(vrider sig).

Ja, jeg ... men en Dame, ... oven i Købet en ung ... en ganske ung Pige ...

55
ANNA
(skælmsk).

Vilde De heller haft, at jeg skulde være gammel ?

DYRLÆGEN.

Ih Gud Fader bevares!

ADJUNKTEN
(der igen er begyndt at løbe op og ned).

Hvad har det Fruentimmer her at gøre! Vi vil ikke ha' Fruentimmer her, hva'!

APOTEKEREN
(beroligende).

Kære Møller . . . (Til Anna famlende:) Bedste Frøken ... Deres Musik har jeg aldeles intet at indvende imod ... men ... men ...

DYRLÆGEN.

Hun spiller storartet!

APOTEKEREN.

Jeg indrømmer det, men ... Ja, hvad siger Du, Møller?

ANNA
(kommer Adjunkten i Forkøbet, skælmsk).

Aa, Hr. Møller er vist ikke saa slem, som han lader! (Med et lille Tilløb til Efterligning:) Hva'?

ADJUNKTEN
(bøs).

Jeg er meget værre!

LUDVIG
(er under det foregaaende af og til kommen til Syne i Baggrunden af Recepturet, og man har kunnet mærke paa ham, at han var en stærkt interesseret Tilhører. Nu vil han stige ned i Stuen).
APOTEKEREN
(med en afværgende Haandbevægelse).

Næ, næ, næ, Ludvig! Dig har vi ingen Brug for her. Bliv Du kun, hvor Du er!

ADJUNKTEN
(mærkelig ivrig).

Ja, pas Du bare din Butik! Dette her er ikke noget for Dig!

DYRLÆGEN.

Det skal vi nok ordne! (Han trækker Gardinet for:) Godmorgen, Deres Højhed! (Af og til ser man i Løbet af denne og de følgende Scener Ludvig kigge frem bag Gardinet, og man kan mærke paa Annas Spil, at hun stadig er sig bevidst, at Ludvig følger med, - med andre Ord, at hun spiller for et Publikum, og at dette Publikum findes skjult bag Gardinet. Et Par Gange kommer der endog en direkte Korrespondance i Stand - med Blik og Gestus - mellem hende og Ludvig.)

STINE
(ind fra venstre med Kaffe og Øl. Til Apotekeren)

: Herrens Tevand er skænket! (Paa Vej over Gulvet til Adjunktens Dør:) Og her er ...

ADJUNKTEN.

Sæt min Kaffe her paa Bordet!

STINE
(henne foran Døren).

Jamen, Hr. Møller plejer jo ...

ADJUNKTEN
(hidsig).

Sæt Kaffen her, siger jeg!

STINE
(adlyder skyndsomst).

Jo, jo, jo ! . . . Nu staar den der! (Tager ølflasken.) Og her er Dyrlægens Bajer.

DYRLÆGEN
(vrisser).

Hvad skal jeg med den? - Jeg skal ingen Øl ha'!

56
STINE
(forundret).

Nu sætter A en Kors i Almenakken!

DYRLÆGEN
(som før).

Bring den ind paa mit Værelse!

STINE.

Naa-aa, A tænkte det jo nok ! (Gaar ind med Øllet og kommer straks tilbage. Idet hun gaar forbi Apotekeren, siger hun:) Teen taaller ikke godt at vente. Den er skænket, (Ud.)

APOTEKEREN
(der staar og taler med Anna, lader som om han ikke hører, hvad Stine siger).
ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(skæver misfornøjet hen efter Apotekeren).
ADJUNKTEN
(ved Kaffen, arrig).

Din Te bli'er kold, Clausen!

DYRLÆGEN.

Den staar allerede skænket, det hørte Du maaske ikke?

APOTEKEREN
(optaget).

Har ikke noget at sige! Gør ikke noget!

ANNA
(bort fra ham).

Jo vist saa, Hr. Clausen! Vi kan jo altid senere tale videre. Jeg kan godt vente.

APOTEKEREN.

Ja, ganske vist, men ...

ANNA
(nøder ham spøgende hen mod Døren).

Se saa, nu gaar De pænt ind og drikker Deres Te. De to andre Herrer holder mig jo nok med Selskab saa længe.

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ... jaja da. (Ud.)

ANNA
(hen til Adjunkten).

Smager Kaffen godt, Hr. Møller?

ADJUNKTEN
(brummer).
ANNA
(lægger sin Haand paa hans).

Maa jeg lave en Kaffefisk, hva'?

ADJUNKTEN.

Hva'?

DYRLÆGEN
(gelassen).

Bevares - to, om Frøkenen vil, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(arrig).

Du glemmer din Bajer, Dilling!

DYRLÆGEN.

Lad mig om det! Den taaler godt at blive kold! - - Vil han ha' mig væk hæ, hæ! - Hva', gamle!

ADJUNKTEN
(rasende).

Væk! Hva'? Hva' vil Du sige med det ? Du maa sidde her midt oppe paa Bordet, om Du vil! Hum! Men jeg synes, Du skulde skamme Dig over det Kustyme, Du optræder i. Du ligner en ... Kolerapatient!

DYRLÆGEN.

Saah? (Ser ned ad sig.) Naah ! (Meget forlegen.) Aah ! - - Gudbevares! - - Undskyld mange Gange! ... Det havde jeg rent glemt! - - Det er dog forfærdeligt! - - Hvad maa Frøkenen ... (Baglæns ud.)

57
ANNA
(leende).

Det var næsten Synd, Hr. Møller!

ADJUNKTEN.

Hum! Den gamle Vindspiller!

ANNA
(som har taget et Stykke Sukker).

Maa jeg? (Holder Sukkeret hen over Adjunktens Kaffekop).

ADJUNKTEN
(skutter sig ubehjælpsomt).

Hum !

ANNA
(som før, skælmsk).

Maa jeg?

ADJUNKTEN
(næsten genert).

Værsgod, men ...

ANNA
(dypper Sukkeret i hans Kaffe og suger det ind).

Storartet! (Staar lidt og ser paa ham.)

ADJUNKTEN
(gemmer Øjnene bort).
ANNA
(alvorlig).

Hvor kan det være, Hr. Møller, at De ikke kan lide Damer?

ADJUNKTEN
(forfjamsket).

Damer . . . Damer . . . (Knapper Vesten op.) De Satans Seler!

ANNA.

Kunde De virkelig nænne, at jeg skulde rejse igen?

ADJUNKTEN.

Rejse? Nej! - - Hvis De tror ...

ANNA
(holder pludselig sin Haand hen under hans Ansigt).

Kan De spaa ?

ADJUNKTEN
(sveder).

Hva'?

ANNA.

Jeg mener, - kan De læse saadan inde i Haanden?

ADJUNKTEN.

Nej - næ, det lærte vi ikke ...

ANNA.

Laan mig Deres, saa skal jeg prøve!

ADJUNKTEN
(skjuler sine Hænder).
ANNA.

Naa, naa? Kom med Haanden!

ADJUNKTEN.

Jamen ... jamen, Frøken ...

ANNA
(tager hans Haand).

Udmærkede Violinfingre! - Nu skal vi se: Den lange Streg dér ...

APOTEKEREN
(ind).

Det er sandt, Frøken . .. Frøken ...?

ANNA
(nikker smilende).

Hansen!

APOTEKEREN.

Frøken Hansen, jeg glemte at spørge Dem, om De ikke vilde drikke en Kop Te?

ANNA.

Nej, Tak, jeg ...

ADJUNKTEN.

Eller Kaffe? Vi har jo Kaffe. Det er da ogsaa bedre end det Pjat! - - Og De véd jo, hvordan den smager, hva' !

ANNA

der forstaaende). Nej Tak, jeg har drukket Kaffe paa Hotellet !

ADJUNKTEN
(bidsk til Apotekeren).

Jeg vidste jo nok, hun drak Kaffe. Alle ordentlige Mennesker drikker Kaffe! (Pause.)

58
ADJUNKTEN
(som før).

Skal Du ikke gaa din Morgentur? Den plejer Du ellers at passe som et Sejerværk.

APOTEKEREN.

Det haster aldeles ikke, min kære Møller! Man er jo da sin egen Herre.

ADJUNKTEN.

Hum! - Men hvad siger saa din Mave?

APOTEKEREN
(mildt affærdigende).

Lad Du mig om det, min Ven.

ANNA.

Nej, kære Hr. Clausen, jeg kan paa ingen Maade tillade, at De for min Skyld ...

APOTEKEREN.

Bedste Frøken, jeg ...

ANNA.

Paa ingen Maade! Jeg vil ikke gribe forstyrrende ind i Deres Vaner.

STINE
(ind fra venstre med Apotekerens Overtøj. Lægger Hat og Stok fra sig og holder Frakken op, som for at hjælpe Apotekeren den paa).

Værsgod, A har skiftet Lommeklædet. Nu ha'de Herren igen glemt at lægge det gamle fra sig.

ANNA
(tager Frakken fra hende).

Næ, lad mig! (Til Apotekeren.) Naa?

APOTEKEREN.

Jamen bedste Frøken ...

ANNA
(putter hans ene Arm i Ærmet).

Først den venstre, ikke? - - Og saa den højre! Saadan!

APOTEKEREN
(overvunden).

Stine kunde ikke have gjort det bedre.

ANNA
(leende).

Der ser De! Jeg kan ogsaa andet end spille Violin. - - Og saa Hatten! (Rækker ham den.) Og saa Stokken! (Rækker ham den.)

APOTEKEREN
(venligt leende).

I Guds Navn da! Farvel saa længe! (Ud gennem Recepturet, hvor han støder paa Ludvig.)

STINE.

Nu er A nok bleven li'som tilovers da!

ANNA
(hen til hende).

De, Stine? Nej, saa faldt Huset nok sammen, tror jeg.

STINE.

A har da osse gaaen aa svandset her i snart fire og tyve Aar.

ANNA
(lægger Armen om hende).

Hør, er De rigtig sød ?

STINE.

Sød? - Om A er sød? Var 'et det ...

ANNA.

Ja, for saa gi'er De mig alligevel en Kop Kaffe, hva'? (Snuser.) Hr. Møllers lugter saa dejlig. De er vist forfærdelig dygtig til Husholdningen?

STINE.

Aa ja, naar A sæl' ska' si' 'et, saa ta'er A da sjælden fejl a' en Pattegris aa en Ost.

59
ANNA.

Vilde De gi' mig en lille Kop Kaffe?

STINE.

Jo, jo, det vil A da saa gerne!

ADJUNKTEN.

Men stærk, Stine!

STINE
(lidt vrængende).

Stærk, jo! Frøkenen ska' faa den, som et kristent Menneske ka' drik' den. De ska' jo altid ha' den rene Forgift! (Ud.)

ANNA.

Stine er et prægtigt Menneske.

ADJUNKTEN.

Hum, ja. Næsvis som alle Fruentimmer.

ANNA
(skælmsk truende).

Er De nu der igen. Hr. Møller! Fy, skam Dem!

ADJUNKTEN
(forlegen).

Ja, naturligvis, der gives jo - -

ANNA
(sætter sig pludselig hen ved Siden af ham. Alvorlig).

Sig mig nu oprigtig: Hvorfor har De egentlig saa meget mod os stakkels "Fruentimmer"?

ADJUNKTEN
(vil rejse sig).
ANNA.

Næ, næ, næ! Nu bliver De pænt siddende, indtil De har givet mig en Forklaring!

ADJUNKTEN
(forfærdet).

En Forklaring!

ANNA.

Ja, hvorfor De ikke kan udstaa os. Der maa jo da være en Grund?

ADJUNKTEN.

Nej - næ, det er der ikke. (Vil bort.)

ANNA
(tvinger ham ned igen).

Sitze ! siger jeg! (Faar Øje paa Ludvig, der kigger ind, og nikker til ham.) Og vil De saa værsgod bede mig om Forladelse!

ADJUNKTEN
(vrider sig).
ANNA
(ser skælmsk paa ham).

Naa !

ADJUNKTEN
(stryger hende pludselig let over Haaret).

De har saadan et yndigt Haar.

ANNA
(giver ham et let Slag paa Kinden, springer op og siger leende)

: Jaja, det var dog altid et Tilløb ! (Hun truer ad Ludvig, som ser noget mellemfornøjet ud, og han trækker Hovedet til sig.)

ADJUNKTEN
(puster).

Puh, ja, man maatte jo være en ren Mumie ... (Sysler med Vesten.) De Satans Seler!

ANNA
(ler himmelhøjt).
DYRLÆGEN
(ind. Paaklædt, og med et meget straalende Slips).

Naa, her morer man sig nok, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(brummer).
ANNA
(til Dyrlægen).

Næh, hvor De er fin! Det var dog et allerkæreste Slips!

60
DYRLÆGEN
(henrykt)

Hæ, hæ, ja! Naar der er Damer ... (Til Adjunkten:) Men skal Du ikke paa Skole, Møller? Klokken mangler kun et Par Minutter i ni.

ADJUNKTEN.

Tør jeg bede Dig være saa venlig at passe Dig Selv. (Ser paa sit Ur og bliver nervøs.)

ANNA
(til Adjunkten).

Kære Hr. Møller, det er da vel ikke mig, der ...

ADJUNKTEN
(trippende).

Aldeles ikke, Frøken ... men jeg maa virkelig bede Dem undskylde, at ...

ANNA.

Naturligvis!

ADJUNKTEN
(hen mod sit Værelse. Lige idet han skal lukke Døren, vender han Hovedet om og siger indædt arrig til Dilling):

Hvordan smagte Bajeren? (Smækker Døren i efter sig.)

DYRLÆGEN
(med Øjnene hæftede ved Døren).

Hæ! (Søger efter Ord, men kan ingen finde.) Hæ ! (Sætter sig hyggelig og flot tilrette.)

ADJUNKTEN
(ind igen, i Overtøj og med en Pakke Stilebøger under Armen. Idet han passerer Dyrlægen paa Vejen til Recepturet, sender han ham et hadefuldt Blik).
DYRLÆGEN
(svarer ham med et triumferende Smil).
ANNA.

Han er vist lidt vanskelig - saadan til daglig, den gode Hr. Møller.

DYRLÆGEN
(kræmmerflot).

Naa-aa ... Manden har jo sine Særheder ... som alle gamle Folk! - - Men vil Frøkenen ikke sætte sig? Værsartig!

ANNA.

Tak! (Sætter sig.)

DYRLÆGEN
(gaar rundt om hende og betragter hende henrykt).

Nydelig! Chic! Man kan rigtignok se, at Frøkenen er fra Hovedstaden !

ANNA.

Aa, det er saamænd en ganske tarvelig Kjole, Hr. Dilling. To Kroner og fem og halvfjerds - dobbelt Bredde.

DYRLÆGEN.

Og disse Sløjfer, hæ, hæ! Og de smaa Hænder! (Strækker varsomt en Finger frem.) Er det tilladt at berøre Kunstværkerne - hæ, hæ, hæ?

ANNA
(rækker ham en Haand).

Ja, værsaagod !

DYRLÆGEN
(kysser den galant).
ANNA.

Hader De ogsaa Kvinderne, Hr. Dilling?

DYRLÆGEN
(naturligt).

Mig? - Jeg er da ikke gal! - - Om Forladelse! Jeg mener - - tværtimod! - Kvinden 61 har altid staaet for mig som en ... som en Pyramide i Livets Ørken, hæ, hæ!

ANNA.

Og dog er De ugift?

DYRLÆGEN
(med et hjerteknusende Blik).

Herefter vil jeg ikke forblive det længe!

ANNA
(rækker leende Haanden ud mod ham).

Dem kan man da tale med.

DYRLÆGEN
(snapper begærlig hendes Haand og kærtegner den).

Hvor lille, hvor buttet, hvor ...

STINE
(ind med Kaffen).

Værsgod Frøken! Drik den nu, mens den er varm!

DYRLÆGEN
(har hurtig trukket sig bort og vender Ryggen til).
ANNA.

Tak, Stine! De er en Stadspige!

STINE
(hviskende).

Frøkenen ska' vare sig for Dilling; han er en ren Tigerkat efter Skørter!

ANNA
(hvisker).

Vær bare rolig, - jeg har hørt ham mjave!

STINE
(højt).

Vil Dyrlægen ikke osse ha' en Sjat Kaffe?

DYRLÆGEN
(kort).

Nej Tak!

STINE.

Naa, naa! Bid mig ikke, søde Satan, A er sæl' en Dævel. (Ud.)

DYRLÆGEN
(hurtig hen til Anna, saasnart Stine er vel ude af Døren).

Maa jeg komme Sukker i?

ANNA.

Tak, det er besørget.

DYRLÆGEN.

Fløde, hæ, hæ?

ANNA.

Tak!

DYRLÆGEN
(kommer Fløde i Annas Kop og sætter sig derpaa tæt ved Siden af hende. Stirrer en Stund henrykt paa hende i Tavshed).

Hvor det er hyggeligt. Det minder mig om ... (Standser brat.)

ANNA
(drillende).

Om hvad?

DYRLÆGEN
(forlegen).

Om ... om min Barndom.

ANNA
(skubber Kopperne fra sig).

Saa, nu er det overstaaet. (Tørrer sig med Servietten.) Nej, hvor den er stor. Jeg kan nok mærke, at jeg er kommen paa Landet!

DYRLÆGEN
(nærmere. Rører med en Finger ved hendes Hænder).

Hæ, hæ, hæ, de smaa Lærkevinger!

ANNA
(rejser sig pludselig og kaster Servietten over Hovedet. Frem paa Gulvet).

Kan De fange mig?

DYRLÆGEN.

De er storartet, hæ, hæ! Og hvad faar jeg saa? (Han giver sig til at løbe efter Anna, der søger Skjul bag Møblerne. 62 Først er Lægen mere sindig, men bliver lidt efter lidt nurtigere. Man hører Udraab fra Anna som: "De maa ikke snyde!" - "Nej, det gælder ikke!" o. s. v.)

LUDVIG
(kigger ind og ser meget forbavset ud).
ANNA
(søger forgæves at true ham bort. Faar paa Forbifarten Tid til at give ham et Kys, hvorefter hun hurtig trækker Gardinet til for Næsen af ham).
DYRLÆGEN
(er til sidst lige ved at gribe hende, da Klokken ringer).
ANNA
(standser).

Der kommer nogen!

DYRLÆGEN
(river Servietten fra Ansigtet og siger forpustet).

Æv, den Fandens Klokke! Hvorfor bliver den ikke taget væk! Den er bare til ... til Ulejlighed!

ANNA
(peger Fingre ad ham).

De fik mig dog ikke!

DYRLÆGEN
(sætter sig overanstrengt).

Jeg skal nok ... en anden Gang!

APOTEKEREN
(ind fra Recepturet).
DYRLÆGEN.

Er Du der ... allerede?

APOTEKEREN
(begynder at tage Overtøjet af).
ANNA
(hurtig hen til ham).

Aah - maa jeg?

APOTEKEREN
(nikker).

Tak, Tak, mit Barn! (Til Dyrlægen:) Ja, jeg mødte Vognen fra Lundegaard ...

DYRLÆGEN
(gnaven).

Æv !

APOTEKEREN.

Der er her for at hente Dig.

DYRLÆGEN.

Flytter mig ikke af Stedet! Ikke ud af Pletten ! - Har Du maaske Lyst til at staa i en væmmelig beskidt Kostald og vadske to Hundrede Kreaturer i ... hm ... over det hele?

APOTEKEREN.

Men kære Dilling, Du har jo selv fastsat det til i Dag.

ANNA
(der har været inde til venstre med Apotekerens Overtøj).

Sine Pligter maa man ikke forsømme, Hr. Dilling!

APOTEKEREN.

Det er rigtigt, lille Frøken.

DYRLÆGEN.

Ja, Du har godt ved at snakke, som kan blive hjemme i din hyggelige Stue. - Hvor er Vognen nu?

APOTEKEREN.

Kusken holder herudenfor med den.

DYRLÆGEN.

Æv-v-v! (Rejser sig.) Bare han var væltet!

APOTEKEREN.

Men kære dog!

DYRLÆGEN.

Og ha'de knækket sin Bondehals! (Ud til højre.)

ANNA.

Det var da en Skam, at De blev forstyrret i Deres Morgentur, Hr. Clausen!

APOTEKEREN.

Jeg maatte jo hjem, ellers havde man næppe 63 faaet Dilling med. Han er saa underlig uberegnelig. Og i Særdeleshed, naar ... (Standser forlegen.)

ANNA.

Naar ... hvad for noget?

APOTEKEREN
(galam).

Naar han kan nyde et saa behageligt Selskab.

DYKLÆGEN
(ind i Kavaj og Rejsehue. Han tilkaster Apotekeren et rasende Blik og gaar ud gennem Recepturet, hvor han løber paa Ludvig).
ANNA.

Han var skam vred!

APOTEKEREN
(godmodig).

Aa, han er i Grunden et prægtigt Menneske.

(Lille forlegen Pause.)

ANNA
(polisk).

Naa, Hr. Clausen?

APOTEKEREN
(usikker).

Ja ... ja, vi skulde vel tale sammen ...

ANNA
(tager hans Haand).

Kom lad os sætte os her i Sofaen! Her taler vi meget bedre.

APOTEKEREN
(lader sig trække med ned i Empiresofaen, men sørger for at komme til at sidde et Stykke borte fra Anna).
ANNA
(efter en ny Pause).

Naa?

APOTEKEREN
(langsomt).

Ja, jeg har jo tænkt over Sagen, mit Barn ...

ANNA.

Og? - Nej! De maa ikke sige mere! De vil sende mig bort igen! (Skjuler Ansigtet i sine Hænder.) Hvor kan De dog nænne, hvor kan De dog nænne?

APOTEKEREN
(ulykkelig).

Kæreste lille Frøken ... (Søger at tage hendes Hænder bort, men holder sig endnu under denne og de følgende Replikker lidt paa Afstand.) De maa ikke ... Jeg taaler ikke godt at se nogen græde ... og allermindst en saa indtagende lille Skabning SOm De, ... jeg ... (Klapper hende paa Armen.)

ANNA
(titter ud mellem sine Fingre).

Hvor kan De da saa være saa haard?

APOTEKEREN
(klapper hende paa Haaret).

Nej, nej ... Jeg forsikrer Dem, at stod det til mig, saa ... De spiller jo uforligneligt, og der er ikke den mindste Smule Koketteri eller den Slags Ufordragelighed ved Dem ...

ANNA
(som før).

Og hjælpsom er jeg da ogsaa, ... det saa' De da før med Deres Overtøj.

APOTEKEREN.

Ja vist saa, - De er en prægtig, lille Pige. Græd nu ikke mere, græd nu ikke mere! Maaske ...

64
ANNA
(tager Hænderne fra Øjnene).

De siger vist bare "maaske" for at trøste mig ...

APOTEKEREN
(klapper hende paa Kinden).

Nej. nej, jeg forsikrer Dem! Hvis Sagen kunde lade sig arrangere ...

ANNA.

Hvorfor skulde den ikke kunne det?

APOTEKEREN.

Lejligheden her er jo ikke indrettet paa at huse Damer. Og Folk, véd De ...

ANNA
(meget forbavset).

Folk ?

APOTEKEREN.

Ja, De véd jo dog nok ...

ANNA
(med Næsen i Sky).

Hvad bryder Kunstnere sig om, hvad "Folk" siger!

APOTEKEREN
(med Selvfølelse).

Nej, ganske vist, - det er ogsaa min Mening! Vi er hævet over Hoben! Men ... men ... jeg er ogsaa kommen til at tænke paa Deres Forældre ...

ANNA.

Mo'er har selv givet mig Lov til at søge Pladsen her. Og . . . Og min . . . (Lægger sig pludselig ind til Apotekeren og siger bedende:) Lov mig, at De aldrig vil tale til mig om min Fa'er!

APOTEKEREN
(stryger hende over Haar og Kind).

Ja, ja! . . . (Medfølende.) Aa Herregud!

ANNA
(frem paa Gulvet).

Og nu skal jeg fortælle Dem, hvordan jeg har tænkt mig, at det hele skal arrangeres.

APOTEKEREN
(smilende).

Naa ja, lad os saa høre da!

ANNA.

Jo, ser De, - denne Stue her, den maa De overlade til mig.

APOTEKEREN.

Jamen ...

ANNA.

Jo, kan De ikke forstaa det! - Saa faar vi jo her et neutralt Territorium - er det ikke saadan, det hedder? - og saa er det ikke længer mig, der hvert Øjeblik maa rende Dem paa Døren, men det er Dem og de andre Herrer, der engang imellem kommer og aflægger Visit hos mig.

APOTEKEREN.

Jamen kæreste, bedste Frøken ...

ANNA.

Jo, for saa er det jo min Stue, hvor jeg om Dagen kan Sidde med mit Sytøj . . . (Gaar pludselig hen til ham og lægger en Haand paa hver af hans Skuldre og stirrer ham ind i Øjnene.) Hør, véd De, hvor jeg vil sidde? - Jeg vil sidde oppe i Karnapen der, for saa kan jeg kigge ud af Vinduet og hilse paa Dem, 65 naar De gaar Deres Morgentur, og nikke til Dem, naar De kommer hjem igen.

APOTEKEREN
(smiler halvt besejret).

Ja ... jo ... men ...

ANNA.

Og om Aftenen kommer De og Deres Venner i Besøg, og saa faar vi Instrumenterne frem, og Hr. Møller faar sin Kaffe og Hr. Dilling sin Toddy, og ...

APOTEKEREN
(som før).

Og jeg?

ANNA
(skælmsk).

Dem finder vi nok paa noget til? - - Og saa siger jeg: "Goddag og velkommen, mine Herrer! Det glæder mig hjerteligt at se Dem hos mig!"

APOTEKEREN
(livlig).

Og Ludvig passer Apoteket, saa vi ikke bliver forstyrrede!

ANNA
(skeler op til Recepturet, hvor Ludvig kigger frem).

Og Ludvig passer Apoteket, ja! - Hvad siger De til det Arrangement?

APOTEKEREN
(gnider sig fornøjet i Hænderne).

Fortræffeligt! (Pludselig betænkelig.) Det vil sige, ... det kunde jo blive morsomt nok, men ...

ANNA.

Men? - - Er De endnu bange for, hvad Folk skal sige?

APOTEKEREN
(vrider sig).

Nej ... jo ... nej ...

ANNA
(efter at have grundet lidt, pludselig).

Sig mig, - er der ikke ogsaa Værelser ovenpaa?

APOTEKEREN.

Jo, der er skam Værelser nok, - og der bor jo ogsaa Stine oppe, saa ...

ANNA.

Udmærket! - Der faar jeg altsaa mit Soveværelse. Saa kan da Folk ved Gud i Himmelen ikke sige noget! (Hen til Apotekeren, sætter sig ved Siden af ham og læner sig op til ham.) De er saa rar, saa rar!

APOTEKEREN
(forvirret).

Ja ... jo ... jeg ...

ANNA
(nærmere).

Jeg holder allerede saa meget af Dem!

APOTEKEREN
(betaget).

Mit kære Barn!

ANNA
(slaar pludselig Armene om hans Hals og kysser ham).

Tak, Tak, Tak! Jeg vidste jo nok, at De ikke kunde nænne, at jeg skulde rejse igen!

LUDVIG
(der har været Vidne til Slutningen af denne Scene og efterhaanden har trukket Tæppet længere og længere til Side, griber i et Anfald af Raseri om Klokken og faar den til at ringe).
APOTEKEREN
(rejser sig hurtig. Forvirret).

Men Ludvig, hvad er der nu? Hvem ringer?

66
LUDVIG
(frem).

Det er ... det véd jeg ikke. Men Niels er jo derude, han besørger det vel.

APOTEKEREN.

Den Klokke gør mig ganske nervøs!

ANNA
(vigtig).

Ja, den maa tages helt væk nu! Den vil jeg ikke ha' her længer!

LUDVIG
(uforstaaende).

Skal den væk?

ANNA
(leende til Apotekeren).

Se, hvor forbavset den unge Mand ser ud!

APOTEKEREN
(ler tvungent).
ANNA
(til Ludvig).

Ja, for nu er dette Værelse mit, skal jeg sige Dem! (Efteraber Adjunkten.) Hva'! - Og saa er det mig, der bestemmer, om her skal være Klokke eller ej, hva'! (Ler. ser sig derpaa omkring.) Ja, og saa maa jeg virkelig straks ha' stillet lidt om paa de Møbler. Jeg kan da ved Gud ikke ha' to Sofaer staaende saadan lige op og ned ad Væggen. (Farer hen til Empiresofaen). Aa, Hr. Apoteker Clausen, vil De ikke hjælpe!

APOTEKEREN
(hen og tager fat i den ene Ende af Sofaen).
ANNA
(prøver at løfte).

Nej, den er mig for tung. (TIL LUDVIG:) De kunde da ogsaa gerne gi' en Haandsrækning, unge Mand! De staar der som Loths Hustru!

LUDVIG
(hen at hjælpe, men modstræbende og surmulende).
ANNA
(kommanderende).

Saadan! - Nej, lidt længere tilbage! - Ja, saadan! - - Og saa den anden!

APOTEKEREN og LUDVIG
(tager fat paa den anden Sofa).
ANNA
(geskæftig).

Og saa maa vi ogsaa ha' set efter, om der ikke findes nogle Møbler i de andre Værelser, som jeg kan bruge. (Hen til Recepturet. Raaber:) Niels, Niels! Kom herind! (Hen til Døren til venstre.) Stine! Stine! Vi har Brug for Dem!

NIELS og STINE
(kommer hurtig ind, men bliver staaende maalløse over Forvirringen).
ANNA
(til Apotekeren og Ludvig).

Nej, den maa meget længere frem! - Og saa en lille Smule skævt ud fra Væggen! (Skubber Ludvig til Side og tager selv fat.) Nej, lad hellere mig! - Den Sofa er jeg meget bange for, at vi kommer til helt at kassere. (Hun og Apotekeren bakser med Sofaen.)

STINE
(med foldede Hænder).

No ligger A paa mit yderste!

(Tæppe.)

67

TREDJE AKT

Samme Stue, men der er gaaet en Times Tid siden sidst, og den er næsten ikke til at kende igen: Nodepultene er borte, der er stillet om paa Møblerne, og der er kommet mange flere til. Navnlig vrimler det med Lænestole, den ene mere gammeldags end den anden, men ret smagfuldt anbragte. Mange Bladplanter. Et Par Vaser med afskaarne Blomster.

Anna omtrent midt paa Scenen med Apotekeren til højre og Niels til venstre. Apotekeren bærer paa en Sykurv, og Niels løfter med stor Forsigtighed et Sybord op i begge Hænder. Lidt længere tilbage Ludvig og Stine.

ANNA
(ser sig tilfreds om).

Ja, saa tror jeg nok, vi er færdige Det har hjulpet svært, hva'?

NIELS.

Jamen salli Madammens Sybord?

ANNA.

Ja, det skal op i Karnapen. (Peger:) Værsgod!

NIELS
(op med Sybordet).

Ska' A sætt' 'et heer?

ANNA.

Nej, lidt nærmere ved Vinduet, - Tak, det er godt.

NIELS.

Maa A go nier ijenn?

ANNA
(leende).

Ja, naturligvis!

APOTEKEREN.

Og Kurven?

ANNA.

Ja vent lidt, ... hvor er min Rejsetaske? (Til Ludvig.) Aa, unge Mand, den kunde De maaske skaffe mig. Den maa staa i Recepturet.

LUDVIG
(tøver).
ANNA
(stamper i Gulvet).

Naa !

LUDVIG
(gaar modvillig).
ANNA
(hen og stikker sin Arm under Apotekerens).

Nu er her bleven nydeligt, hva'?

APOTEKEREN
(klapper hende).

Ja, De har Smag, mit Barn.

STINE
(ryster paa Hovedet. Afsides til Niels).

A tror, hun har gi'et dem Dyvelsdræk allesammen.

ADJUNKTEN
(ind fra Baggrunden. Standser op).

Hvad i Himlens Navn er dette for en Marskandiserforretning?

ANNA
(imod ham).

Er De allerede der igen?

ADJUNKTEN.

Ja - - ja, jeg var nødt til at bede mig fri. - - Jeg har Hovedpine.

APOTEKEREN
(lidt ærgerlig).

Hovedpine? Det er ogsaa noget at skulke af Skole for! Du kunde jo ha' sendt Bud efter et Antifebrinpulver.

ADJUNKTEN
(svarer ikke, men gaar løs paa ham).

Maa jeg tillade 68 mig at spørge Dig: Hvad skal denne Jerusalems Forstyrrelse til?

APOTEKEREN
(lidt stammende).

Jo, ser Du . . . vi er . . . (Standser.)

ADJUNKTEN.

Hva'?

DYRLÆGEN
(er kommen ind fra Baggrunden. Ser sig om).

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!

ANNA
(hurtig hen til ham).

Og der er De ogsaa! Har De maaske Tandpine?

DYRLÆGEN.

Nej, Gu' har jeg ej da! ... Om Forladelse, Frøken! ... Nej, men jeg mødte Hastrup paa Halvvejen, hæ, hæ, og saa fik jeg sgu ham til at tage af Sted i Stedet for mig. Det er saadan et rart ungt Menneske.

APOTEKEREN.

Hastrup! Din Konkurrent!

DYRLÆGEN
(godmodig).

Ja, Herregud, han skal da ogsaa leve, - - og jeg har aldrig holdt af dette Kreaturvadskeri, det er en beskidt Bestilling.

ADJUNKTEN
(bidsk).

Du er en letsindig Person. Du ender i Fattighuset!

DYRLÆGEN.

Og Du da! Hvorfor er Du ikke paa Skolen?

APOTEKEREN.

Han er syg.

DYRLÆGEN
(til Adjunkten).

Syg? Jeg synes, Du fortalte i Gaar, at det var Folks egen Skyld, naar de var syge? - - Lad mig se din Tunge!

ADJUNKTEN.

Vrøvl!

DYRLÆGEN.

Du ligner en Forbryder, Møller!

ADJUNKTEN
(truende).

Hvad siger Du?

DYRLÆGEN.

Du ser ud som en Mand, der snyder Staten for sine Penge. Og saa ender man i Tugthuset!

ANNA.

Naa, naa, naa, mine Herrer!

DYRLÆGEN
(ømt).

I Deres Nærhed bliver jeg from som en ... en Daakalv, hæ, hæ! (Til Adjunkten:) Om Forladelse, Møller, - Du ender ikke i Tugthuset!

ANNA
(klapper Dyrlægen paa Armen).

Det var ret!

ADJUNKTEN
(brummer).
DYRLÆGEN
(peger omkring).

Men tillad mig at spørge: Hvad er Meningen med dette her?

ADJUNKTEN.

Ja, det samme har jeg spurgt om. Hvad er 69 Meningen? (Ser sig spørgende rundt og vender sig derefter brat mod Apotekeren:) Hva'?

APOTEKEREN
(lidt forlegen).

Ja, ser I, kære Venner ...

ANNA
(frem).

Det vil sige, at nu er det mig, der bor her! (Tager hurtig Kurven fra Apotekeren og giver den til Dyrlægen:) Værsgod, Hr. Dilling, der har De en Kurv, ... vil De være saa venlig at stille den op paa Sybordet!

DYRLÆGEN
(med Kurven, fjollet).

Hæ, hæ ! ...

ANNA
(peger).

Der oppe!

DYRLÆGEN
(op i Karnapen).
LUDVIG
(ind med Rejsetasken; endnu stadig surmulende).
ANNA.

Naa, endelig ! (Tager et Broderi frem af Tasken og rækker det til Adjunkten:) Og værsgod, Hr. Møller, vil De lægge det op i Kurven.

ADJUNKTEN
(med Broderiet. Protesterende).

Jamen . . .

ANNA
(peger).

Der oppe!

ADJUNKTEN
(op i Karnapen. Rømmer sig).

Høm!

DYRLÆGEN
(samtidig ned igen. Rømmer sig).

Hæm!

STINE
(afsides til Ludvig. Stærkt betaget).

Det ku' A sgu ikke faa dem te'!

ANNA
(ser sig mønstrende om).

Saa, nu er det altsammen, som det skal være! - Niels, tag den Taske og bring den op paa mit Værelse!

NIELS
(slaar Hælene sammen).

Jo-wall ! (Ud gennem Recepturet.)

ANNA
(nejer).

Og saa, mine Herrer, maa jeg bede Dem om at gaa hver til sit, for nu vilde jeg gerne være lidt alene!

APOTEKEREN.

Jamen bedste Frøken ...

ADJUNKTEN
(er kommen ned fra Karnapen).

Hver til sit?

DYRLÆGEN
(gnider sig i Hænderne).

Hæ, hæ, hun er storartet, fortryllende!

ADJUNKTEN.

Vi har jo ikke anden Vej ud! Skal vi spærres inde maaske? Hva'!

APOTEKEREN.

Nej, bedste Frøken, ... det burde jeg ha' sagt Dem straks, ... vi bliver jo i hvert Fald nødt til at gaa her igennem.

ANNA.

Ja, det er virkelig meget kedeligt, ... men det er der altsaa ikke noget at gøre ved ... (Med Næsen i Sky:) foreløbig, ... før vi har faaet lavet en Ombygning! ... Men 70 jeg maa i det mindste bede de Herrer huske at banke ordentlig paa, inden De kommer ind!

APOTEKEREN.

Ja, naturligvis! . . . (Ser lidt forlegen paa de andre.) ... naturligvis!

ADJUNKTEN.

Banke paa! (Ser sig spørgende rundt.) Hva'!

DYRLÆGEN
(stadig henrykt).

Hun er famos, som Franskmanden siger!

ANNA
(nejer).

Tak - ja - saa er altsaa den Sag afgjort! - - - Men jeg haaber at have den Fornøjelse at se de Herrer hos mig igen i Aften Klokken syv ... til en Kop Te og lidt Musik? - Det vil sige Dem og Dem og Dem, - (peger paa Apotekeren, Adjunkten og Dyrlægen) - for den unge Hr. Clausen har vi jo ingen Brug for, - han maa blive ude og passe sin Butik. (Stadig drillende til Ludvig:) Tak for Deres Assistance, Hr. Clausen ! (Trækker Forhænget til Recepturet til Side.) Værsgod! - - Ja, her maa vi ogsaa ha' en Dør! Men det faar jo vente til en anden Dag. Det er allerede slemt nok, at jeg skal være nødt til at gaa den Vej ud for at komme op paa mit Soveværelse! - - Naa, Hr. Clausen?

LUDVIG
(modstræbende ud).
ANNA
(nikker).

Farvel! Og tusind Tak for Deres Hjælp! (Lader Forhænget falde. Vender sig.)

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(staar endnu ved hver sin Dør).
ANNA.

Men mine Herrer, hvad tøver De efter?

STINE.

A ku' nok li'e aa spørre Frøkenen, om ...

ANNA.

Ja, Stine kan gerne vente lidt, - vi har forskellige Ting, vi skal ha' aftalt.

APOTEKEREN, ADJUNKTEN og DYRLÆGEN
(staar endnu med Haanden paa hver sin Laas, uden at kunne bekvemme sig til at gaa).
ANNA
(nikker til hver enkelt af dem).

Farvel! Farvel! Farvel!

(Og de Herrer forsvinder tøvende.)

ANNA
(leende).

Naa, Stine, hvad siger De saa? Er jeg ikke en dygtig Pige?

STINE
(med foldede Hænder. Beundrende).

A har aldrig set no'et lignende siden Verdens Skabelse!

ANNA
(knipser med Fingrene).

Disse "Skabningens Herrer", hva'!

STINE.

Aa ja saamænd, ja ... (Nærmere, lidt usikker:) A ha'e li'godt no'et aa vild' si'e Frøkenen, med Forlov ...

71
ANNA
(nedladende)

Ja, værsgod, Stine, - vi er jo gode Venner.

STINE.

Jow, saamænd, ja, ... men A tror no, A bli'er li'som lidt tilovers her, - med Forlov.

ANNA.

Tilovers?

STINE.

Ja, det er ikke for det, - A ha'e jo lovvet salig Madammen aa pusle om bitte Lodhvi, te han ble' stor nok te aa ku' skjøtt sej seel, ...

ANNA.

Vil Stine ikke sætte sig ned, saa taler vi bedre!

STINE.

Næi, A stoer da ellers godt nok! - Men se, no har A jo gaaen her i Huset aa tosket om alenne i saamanne Aar, aa saa formenner A, a' naar Frøkenen nu ... (stærkt:) A formodder ikke, a' A ku taalle aa ha' een te aa styre over mig! - - Dér slap 'et ud!

ANNA.

Vi kan jo da prøve, Stine.

STINE.

Næi, aa nej, det svarer ikke Regning, som skrevet staar! A har aldri' ku't taalle aa la' mig regjire. Hver har jo sine Skavanker. Næi, saa troer A li'godt heller, te A ve ta' aa jiwte mæ.

ANNA.

Gifte! - - Vil Stine ogsaa giftes?

STINE
(fornærmet).

A er da vel et Fruentimmer!

ANNA.

Og hvem vil Stine saa giftes med ... med Forlov?

STINE
(slaar med Hovedet ud mod Apoteket).

Med ham Fjolset derude, - - Niels!

ANNA.

Med Niels?

STINE.

Ja, A har jo lagt syv-otte Hundrede Kroner op af min Løn. Aa den sølle Kapun, han holder jo saa grou mejet af mig.

ANNA.

Jamen han er jo da meget yngre end Stine?

STINE.

Javel saa. Aa derfor menner A osse, han ku' ha' godt a' aa vente lidt endnu. Osse for Pengenes Skyld, - for vi ku' jo vel nok sætte os neer i en Spækhøkerhandel for de otte Hundrede, men meer er sgu dow meer.

ANNA
(klapper hende).

Ja, ja, det er rigtigt! Men nu kan Stine jo ogsaa først sove paa det. Det er jo ikke værd at forhaste sig.

STINE
(halvt fornærmet).

Forhaste sig! Frøkenen maa endelig ikke tro, a' A er saa forhippet! A plukkede sgu ingen Stikkelsbær forrige Gang!

72
ANNA
(lidt forlegen).

Ja, det er sandt, Stine har jo ...

STINE.

Jow! Aa Gu'sketak, a' Vorherre tog Drengen te sig - med den ... Hankat a' en Fa'er, han ha'e!

ANNA
(nyfigen).

Hvem ... hvem var ...?

STINE.

Det er A ikke for aa si'e. Een har da Skam i Livvet!

ANNA
(slaar det hen).

Jaja, Stine, - men tænk saa over Sagen. Det haster jo ikke.

STINE.

A tror ikke, det nytter, Frøken! No, da A har set, hvordan Frøkenen ka' tumle med det hele.

ANNA
(fornøjet).

Ja, mener Stine ikke ogsaa nok, at der kan blive en Kone af mig, som Ludvig kan være tjent med?

STINE
(betænkelig).

Ja-a, det er jo ikke godt aa ha' no'en Bedømmelse om, næi saamænd. Men en Pi'e med Knald i - (Gør en Bevægelse, som om hun havde en Pisk i Haanden) - det er sgu Frøkenen! A har aldrig ku' faaet dem saadden te aa spring'.

ANNA.

"En Pige med Knald i" - ja, - det bryder jeg mig ikke om! - Nej, men tror Stine da ikke, at Ludvig vil blive lykkelig med mig?

STINE
(som før).

Lykkelig? - A ved Pin'de ikke, hva' A ska' si'e, med Forlov. Men det véd A, a' han ve bli'e li'e evig ulykkelig, hvis han ikke faar Frøkenen.

ANNA
(i Udbrud).

Ja, ikke sandt! - Hør, det skal Stine ha' et Kys for ! (Falder hende om Halsen.)

LUDVIG
(fra Recepturet).

Nu kan man maaske faa Lov til at komme ind? - Det er svært, saa det gaar varmt til mellem Jer!

ANNA
(drillende).

Er Sønniken nu maaske ogsaa jaloux paa Stine? Det manglede bare! (Leende:) Ja, for Stine kan tænke sig, at Mennesket dér har gaaet og surmulet en hel Time, bare fordi ...

LUDVIG
(snapper hende Ordet af Munden).

"Bare" fordi Du gaar og kysser fremmede Mandfolk, ja, medens jeg ser paa det, - og næsten sidder paa Skødet af dem!

STINE
(forfærdet).

Jøsses, Jøsses, det maa Frøkenen heller ikke!

ANNA
(lader drillende sine Fingre gaa op igennem Ludvigs Haar, saa at hans Frisure kommer i Uorden).

Jamen der er jo ingen, der har inviteret ham til at overvære den Forestilling, Mosjø Næsvis! Og for Resten saa var det nok lige ved at være min Svigerfa'er, 73 det "fremmede Mandfolk", som jeg satte mig paa Skødet af.

STINE
(forsonet).

Ja-a, bitte Lodhvi, det er der ikke no'et aa si'e te. (Til Anna:) Men Dilling, ham ska' Frøkenen vare sig for, for han er da en led Andrik!

LUDVIG
(stadig mut).

Han er da ikke din Svigerfa'er endnu.

ANNA
(lægger Hovedet paa Siden og nikker).

Jeg sa'e ogsaa : lige ved, min Lille! - - Jeg har gjort uhyre Fremskridt, skal jeg sige Dig. (Giver ham et let Slag paa Kinden:) Er det maaske ikke storartet, at vi to har faaet et Værelse, hvor vi kan være alene for os selv, hva'? (Der har i nogen Tid lydt Musik inde fra de gamle Herrers Værelser. Anna leende:) Hør, hvor Bamserne brummer rundt omkring i Burene!

STINE
(tørt).

Hø, hø, ja!

(Man hører det banke paa Dyrlægens Dør.)

ANNA.

Jeg synes, det banker? (Til Ludvig:) Saa maa Du af Sted! (Til Stine:) Ja, vi to tales nærmere ved, Stine!

STINE.

Jow. (Ud.)

LUDVIG.

Paa den Maade kan vi jo alligevel ikke ha' Værelset for os selv!

(Det banker igen.)

ANNA.

Væk! Væk ! (Hun blæser paa ham, som man blæser paa et Stykke Bomuld. Han retirerer, og hun bliver ved at blæse, til han er helt ude. Saa trækker hun Gardinet til efter ham og løber hurtig op i Karnapen.)

ANNA
(har taget fat paa sit Broderi. Det banker for tredje Gang).

Kom ind !

DYRLÆGEN
(ind).

Er det tilladt? (Kigger rundt efter hende og kommer nærmere.)

ANNA.

Kunde De nu ikke dy Dem længere?

DYRLÆGEN.

Nej, hæ, hæ, - lille Magnet! (Vil op i Karnapen).

ANNA
(afvisende).

Værsgod og bliv, hvor De er!

DYRLÆGEN
(kælen).

Maa jeg sidde her paa Trinet?

ANNA.

Nej, De maa ikke! (Ned.)

DYRLÆGEN
(imod hende med aabne Arme).

Hæ, hæ, hæ !

ANNA
(dasker ham over Fingrene).

Rør mig ikke - - De - - De - - (Stiller sig op foran ham og fikserer ham med Hænderne i Siden:) Det er nette Historier, man maa høre om Herren!

DYRLÆGEN
(beundrende).

De er fortryllende!

ANNA
(som før).

Fy, De maa skamme Dem! Gaa Deres Vej! Gaa ind og klæd Dem i Sæk og Aske!

DYRLÆGEN
(lidt betuttet).

Hvad er der? - - Hvilke Historier? 74 - Og af hvem har . ..? (I Udbrud :) Det er Stine, den Rakkermær!

ANNA
(fortørnet).

Men Menneske dog!

DYRLÆGEN
(ydmyg).

Om Forladelse, - - jeg beder meget Frøkenen om Undskyldning - - jeg - -

ANNA.

Men ... der falder mig noget ind! ... Baade Stine og De ...! (Imod ham:) Det er Dem, der ...? Det er Dem, der er Fa'eren!

DYRLÆGEN
(ler tvungent).

Hæ, hæ, hæ! Stine og mig! Næ, véd De nu hvad! Ganske vist er jeg kun Dyrlæge, men saa slet en Smag ... nej!

ANNA.

Mændene er ikke til at stole paa!

DYRLÆGEN
(tager hendes Haand. Højtidelig).

Paa mig kan De stole som paa det røde Guld' (Henrevet:) Aa, denne lille Haand! Hele dette lille buttede - -! Hvor yndigt kunde vi ikke ha' det sammen! - En lille Lejlighed - - jeg har Penge, - vi behøver ikke akkurat at leve af min Praksis alene, - - køre i Skoven om Søndagen, - - Blomster i Vindueskarmene - - (I Ekstase:) Frøken, De har besat mit Hjerte!

LUDVIG
(fra Recepturet. Han er lidt nervøs).

Hr. Hansen er ude og vilde gerne tale med ... med Dem, Frøken.

ANNA
(vredt).

Aa, den Plageaand! - Sig til Hr. Hansen, at jeg har virkelig ikke Tid til at tage imod ham!

LUDVIG
(ser fra den ene til den anden).

Jo, men . . .

ANNA.

Hørte De ikke, Hr. Clausen, hvad jeg sa'e?

LUDVIG.

Jo, jo ...

ANNA.

Naa! - - Og bed ham saa med det samme om at gøre mig den Fornøjelse at drikke en Kop Te hos mig i Aften Klokken syv!

LUDVIG
(tøver).
ANNA.

Tak, ja saa er der ikke mere!

LUDVIG
(ud).
DYRLÆGEN
(øjeblikkelig hen til Anna. Lægger en Arm om hendes Liv).

Frøken, tør jeg haabe, at ...

ANNA
(frigør sig. Rolig).

Og hvis jeg hu tog Dem paa Ordet, Hr. Dilling, og gik ind paa at blive Deres Hustru?

DYRLÆGEN
(et Skridt tilbage).

Min ... min Hustru!?

ANNA.

Ja, for nu har De altsaa friet til mig. - Men hvad 75 er det for et Ansigt, De sætter op? (Truende mod ham:) De skulde da vel ikke ... ? De har da vel ikke været ... ? Uforskammede Menneske! Det var altsaa ikke Deres Mening at ville gifte Dem med mig? De vilde bare forsøge ...! Gaa med Dem! Bort! Ud af min Stue!

DYRLÆGEN
(sønderknust).

Frøken, jeg ... jeg elsker Dem!

ANNA.

Er De ikke kommen af Sted endnu!

DYRLÆGEN.

Nej, for ... for ved Gud i Himmelen jeg elsker Dem!

ANNA.

Tror Dem ikke! Tror Dem aldrig!

DYRLÆGEN
(paa Knæ).

Jeg elsker, elsker, elsker Dem!

ANNA.

Ja, paa samme Maade som De i sin Tid elskede Stine!

DYRLÆGEN.

Meget, meget højere!

ANNA.

De tilstaar altsaa, at det er Dem, der er Fa'er til hendes Barn?

DYRLÆGEN.

Ja, ja! (Arrigt:) Naar hun selv har fortalt Dem det, den gamle Satan!

ANNA.

Rejs Dem dog Mand, der kan jo komme nogen!

DYRLÆGEN
(rejser sig. Pause. Derefter hen til Anna. Ydmyg).

Stine har jo ogsaa været ung engang - - og ganske net. - - Og jeg selv - - jeg var jo ogsaa - - noget yngre, - - og - - og vi boede i Hus sammen - - og - - og - -

ANNA
(skjuler et Smil).

Og siden den Tid har De altsaa levet som et ... som et ordentligt Menneske?

DYRLÆGEN
(stammende).

Jo ... ja ... det vil sige nej, men ... men jeg har bestræbt mig derfor, men ...

ANNA
(stamper i Gulvet).

Naa, ud med Sproget! Jeg maa vide alt!

DYRLÆGEN
(forfærdet).

Alt!? - - Men det passer sig virkelig ikke at fortælle - - til en ung uskyldig Pige som Dem - - (Vil snige en Arm om hende. Kælent:) Men skal vi ikke glemme ... ?

ANNA
(bort).

Rør mig ikke! De ... Don Juan! Og nu skulde jeg ogsaa sættes paa Deres Liste? Og De véd maaske ikke engang, hvad Nummer jeg har?

DYRLÆGEN
(med Vanskelighed).

Frøken, De - - De - - De misforstaar mig.

76
ANNA.

Misforstaar?

DYRLÆGEN.

Jeg ... æ ... jeg elsker Dem!

ANNA.

Tak, det véd jeg!

DYRLÆGEN.

Og jeg vil - - (Tager en kraftig Beslutning og strækker Armene ud imod hende:) og jeg vil gifte mig med Dem !

ANNA
(ryster tvivlende paa Hovedet).
DYRLÆGEN
(indtrængende).

Jeg véd det, - - jeg føler det, - - alt det andet har bare været - - været Forsøg, - - De er den eneste, - - De er den rigtige, - - og nu - -

ANNA.

Nu?

DYRLÆGEN.

Nu kan jeg ikke leve uden Dem.

ANNA.

Ja, det forandrer naturligvis Sagen - -

DYRLÆGEN
(henrykt).

Frøken - - Frøken Hansen!

ANNA
(skyder ham fra sig).

Næ, næ, næ! - - Det forandrer naturligvis Sagen noget. Men hvad Garanti har jeg for, at De ikke narrer mig, ligesom De har narret - -

DYRLÆGEN.

Jeg sværger!

ANNA.

Det har De vist ogsaa gjort før.

DYRLÆGEN
(fortvivlet).

De kan jo - - De kan jo faa det skriftligt!

ANNA.

Skriftligt? (Besluttet.) Ja, lad mig faa det skriftligt. Men straks!

DYRLÆGEN
(ivrig).

Ja, ja! (Ser forelsket paa hende.) Grumme Tvivlerske!

ANNA
(utaalmodig).

Naa, skriv saa!

DYRLÆGEN.

Ja, men - - ja, men jeg har jo ikke - -

ANNA.

Saa hent det!

DYRLÆGEN.

Ja, jo ! (Hurtig ind i sit Værelse.)

ANNA
(brister i Latter).

Det er evig Sjov, dette her!

LUDVIG
(ind).

Anna, nu vil jeg ikke mere - - -

ANNA
(stadig leende).

Ud med Dig! Ud med Dig!

LUDVIG.

Jamen ...

ANNA
(puffer ham ud).

Det er lige paa det allermest spændende. (Leende.) Det er min Fremtidslykke, der skal afgøres!

LUDVIG
(ud).
DYRLÆGEN
(med Papir, Pen og Blæk).

Her er jeg, søde!

ANNA.

Sæt Dem der! - - Har De nu betænkt, hvad De gør?

77
DYRLÆGEN
(forelsket).

Det var jo for Deres Skyld, at jeg lod være med at vadske Kreaturerne.

ANNA.

Godt! - Skriv saa!

DYRLÆGEN
(sætter sig).
ANNA
(dikterer).

"Jeg undertegnede Dyrlæge" ... Hvad hedder De til Fornavn?

DYRLÆGEN
(kælent).

Peter Ferdinand!

ANNA.

Altsaa. "Jeg undertegnede Dyrlæge Peter Ferdinand Dilling forpligter mig herved til at ægte Ihændehaverinden af nærværende Dokument inden tre Maaneder fra Dato" ...

DYRLÆGEN
(skriver, men ser pludselig op og siger ømt)

: Hvorfor ikke tre Uger ?

ANNA.

Som De vil: "tre Uger fra Dato".

DYRLÆGEN
(skriver).
ANNA.

Har De det?

DYRLÆGEN
(med skinnende Øjne).

Tre Uger fra Dato! - ja!

ANNA
(dikterer):

"Skulde jeg, ligegyldigt af hvilken Grund, undlade at opfylde denne min Forpligtelse, udbetaler jeg hende paa Anfordring kontant" - - -

DYRLÆGEN.

Hvad behager?

ANNA
(negligerende ham).

- - "kontant fem Tusinde Kroner".

DYRLÆGEN
(begejstret).

Hæ, hæ, De er storartet! Sgu ligefrem storartet! hæ! - - Men maa jeg ikke i al Beskedenhed tillade mig at foreslaa, at vi i Stedet for lumpne fem Tusind, sætter - (med en flot Haandbevægelse) - den mere runde Sum ti Tusind?

ANNA.

Ganske som De vil. Altsaa: "kontant ti Tusinde Kroner, skriver ti Tusinde Kroner".

DYRLÆGEN
(skriver og ser derefter op).

Dem ku' man godt gøre til Herredsfuldmægtig!

ANNA.

Deres Navn!

DYRLÆGEN
(henrykt kælen).

Peter Ferdinand Dilling!

ANNA.

Ja, jeg mener, De skal sætte det under Dokumentet!

DYRLÆGEN
(skriver, rejser sig, viser Anna Papiret og vil derefter omfavne hende).

Et lille Kys?

ANNA
(op i Karnapen).

Nej, saa vidt er vi endnu ikke.

DYRLÆGEN.

Jamen jeg ...

78
ANNA.

Nej! Jeg maa først ha' Dokumentet udfærdiget paa Stempelpapir. Ellers gælder det vist ikke.

DYRLÆGEN.

Jamen bedste ...

ANNA.

Først paa Stempelpapir!

DYRLÆGEN.

Jamen sødeste ...

ANNA.

Og saa kan De bringe mig det i Aften!

DYRLÆGEN.

Jo, men, ja - - bare et ganske lille ... ?

ANNA
(peger mod Døren).

Og saa kan De bringe mig det i Aften! (Nikker.) Farvel saa længe!

DYRLÆGEN
(bliver staaende).
ANNA
(nikker igen).
DYRLÆGEN
(sjokker af, men vender sig i Døren og sender hende et Fingerkys).
ANNA
(løber ned fra Karnapen, trækker Forhænget for Recepturet til Side og kalder).

Ludvig ! (Højere:) Ludvig !

LUDVIG
(frem, men uden at stige ned).
ANNA.

Nu er Dilling gaaet.

LUDVIG
(tørt).

Ja, det ser jeg.

ANNA.

Det holdt haardt.

LUDVIG
(som før).

Saa-aa?

ANNA
(leende).

Og det varer vist ikke længe, inden vi har ham, den anden, - ham derinde ved Siden af. (Peger paa Adjunktens Dør:) Kan Du høre, hvor han knurrer paa sin Bratsch ?

LUDVIG
(svarer ikke).
ANNA
(skælmsk).

Saa hvis Du vil ha' et Kys, ...

LUDVIG
(svarer ikke).
ANNA.

... saa maa Du skynde Dig! (Kigger om efter Adjunktens Dør:) Nu bliver han helt vild!

LUDVIG
(svarer ikke).
ANNA
(spidser Munden op mod ham).

Naa?

LUDVIG
(rører sig ikke).
ANNA.

Vil Du?

LUDVIG
(skarpt).

Nej!

ANNA
(farer tilbage med forstilt Angest).

Gudbevares ! - - Naa saa Du bider ogsaa, min Dreng! - - Ja, saa kan jeg jo lige saa godt gaa ind i Buret til den anden Buldog! (Lader Forhænget falde:) Farvel saa længe, din - Arrigbøsse! (Gaar hen til Adjunktens Dør, bliver staaende lidt og lytter til hans Musik, skærer 79 Grimacer ved de mest sønderrivende Toner. Banker saa endelig paa, først forsigtig og uden at blive hørt, derpaa stærkere og stærkere.)

ADJUNKTEN
(stikker pludselig Hovedet frem. Arrig).

Hvem er det?

ANNA
(farer forskrækket tilbage og holder Hænderne skærmende foran sig).

Næh, hvor jeg blev bange! (Leende:) Jeg troede ved Gud i Himlen, at De vilde myrde mig! (Bedende, med Hovedet paa Skakke:) Kæreste Hr. Møller, det er jo bare mig!

ADJUNKTEN
(brummer formildet).
ANNA
(vinker med en Finger).

Kom lidt . . . !

ADJUNKTEN
(frem i Døren).
ANNA.

Jeg syntes, det var saadan noget underligt noget, De spillede? Det kender jeg slet ikke.

ADJUNKTEN
(brummer).
ANNA
(vinker igen).

Kom! De maa gerne!

ADJUNKTEN
(ud paa Scenen).
ANNA
(hen til ham).

Var det maaske noget af Dem selv? Det lød storartet, men sønderrevet og vildt. Det maa De lære mig, hva'?

ADJUNKTEN
(optøende).

Det er ikke noget, der kan læres.

ANNA
(klapper i Hænderne).

Altsaa en fri Fantasi! De er jo en hel Komponist! (Bekymret:) Men De ser saa nervøs og overanstrengt ud. De er da ikke syg?

ADJUNKTEN
(undvigende).

Nej ...

ANNA
(lægger sin Haand paa hans Pande).

Og Hovedpinen ? (Tager hans Haand og fører ham hen til en Stol:) Sæt Dem nu pænt der ! Men De ser virkelig saa bleg ud?

ADJUNKTEN
(bister).

Det er Deres Skyld! (Pusler med sin Paaklædning.)

ANNA.

Min? Men - - Var det, fordi jeg forstyrrede Dem? Jeg be'er saa mange Gange om - - -

ADJUNKTEN
(som før).

Jeg gaar hele Tiden rundt og tænker paa Dem!

ANNA.

Jamen ...

ADJUNKTEN.

Jeg kunde ikke holde ud at være paa Skolen! Hvad skal vi med Fruentimmer her i Huset! Nu har vi levet i Fred i saa mange Aar!

ANNA
(tager sit Lommetørklæde frem og tørrer hans Pande).

Saa, Saa ! - - Vi er jo slet ikke saa slemme!

ADJUNKTEN
(vrisser).

La' være!

80
ANNA.

Nej nu skal De bare se! (Tager en Flacon med Eaudecologne frem af sin Lomme og væder en Finger:) Sid nu stille!

ADJUNKTEN
(skæver).

Hvad er det for noget Tøjeri?

ANNA.

Ja, sid nu bare stille! (Gnider ham bag Ørerne med Eaudecolognen:) Og saa skal De snuse til den samtidig. (Holder ham Flasken for Næsen:) Naa !

ADJUNKTEN
(snuser).
ANNA.

Er det ikke dejligt?

ADJUNKTEN.

Jeg holder ikke af Parfume! - Hva' er det?

ANNA.

Violer.

ADJUNKTEN.

Stads! - - Lad mig prøve en Gang til!

ANNA
(rækker ham Flaconen).

Der kan De bare se! - - Køler det ikke?

ADJUNKTEN.

Jo - - lidt.

ANNA
(sætter sig til Rette ved Siden af ham).

Saa, nu skal De værsgod fortælle mig, hvorfor De hader os saa grusomt? - - Ja, for saa kan jeg jo lære, hvordan jeg skal opføre mig.

ADJUNKTEN
(slaar afværgende ud med Haanden).

Aarr . . .

ANNA.

De har jo været gift, ikke?

ADJUNKTEN
(opfarende).

Hvem har fortalt Dem det?

ANNA
(rolig).

Aa, saadan noget hører man jo. Men det skal De saamænd ikke genere Dem over, - der er jo saa mange Ægteskaber nu om Stunder, hvor Mand og Kone lever hver for sig.

ADJUNKTEN.

De er klog!

ANNA.

Ja, man har jo Øjne - og Øren. - - Hvorfor rejste Deres Kone bort?

ADJUNKTEN.

Fordi hun var et Fæ! (Foragtelig:) Hun kunde ikke taale al den - - "Klimpren" - "i sit Ho'ede" ! - Hun ha'de ingen!

ANNA.

"Klimpreri" ! - Sa'e hun "Klimpren"? Hør véd De hvad, De skulde bare haft en Kone som min Mo'er! Jeg har "klimpret", lige siden jeg var seks Aar; og jeg har aldrig hørt hende skænde i den Anledning.

ADJUNKTEN.

Hun pinte Livet af mig! Det var den største Dumhed, jeg har begaaet!

ANNA.

Ja, det er jo slemt. - - Og nu maa De alligevel blive ved med at underholde hende og hendes lille Pige?

81
ADJUNKTEN.

Næ-æ!

ANNA.

Ikke?

ADJUNKTEN.

Nej! - - Jeg har Mas nok med at faa Pengene til at slaa til for mig selv.

ANNA.

Hm! - - Og De tænker aldrig paa Deres Barn? Længes aldrig efter at faa hende at se?

ADJUNKTEN
(arrigt).

Det er jo en Pige!

ANNA
(rejser sig).

Fy, saa haardhjertet havde jeg rigtignok ikke troet, at De var!

ADJUNKTEN
(lidt forvirret).

Men Frøken ...

ANNA.

Der var noget, jeg vilde ha' spurgt Dem til Raads om ...

ADJUNKTEN.

Jo -

ANNA.

Jeg troede, De var saadan en alvorlig Mand, - en Mand, man netop kunde ha' Tillid til, syntes jeg, - en rigtig Mand!

ADJUNKTEN.

Ja, jo ...

ANNA.

Og naar man som jeg ingen Fa'er har at henvende sig til ...

ADJUNKTEN.

Kære Frøken, jeg ... Aa, de Fandens Seler! - - De maa ha' misforstaaet mig. - - Kan jeg være Dem til nogen Tjeneste, saa ...

ANNA.

Ja, en stor, stor Tjeneste kunde De bevise mig! (Tøver lidt og siger saa hurtig, men genert:) Det . . . det er noget om Dilling.

ADJUNKTEN
(farer op).

Dilling!

ANNA
(nikker).

Ja! - Han har friet til mig!

ADJUNKTEN.

Hva' har han?

ANNA.

Ja!

ADJUNKTEN
(op og ned).

Friet! Dilling! Den ... den Rolf Blaaskæg! Den ... den Weiberfresser! Den .. den Svinepels! - Aldrig i Evighed!

ANNA.

Og jeg har lovet at tænke over hans Tilbud.

ADJUNKTEN.

Tænke? De kan vove paa det! - - Skulde De, der er saa sød og elskværdig, skulde De kaste Dem hen til saadan en ... Malkepigedonjuan! Hva'?

ANNA
(stille).

Jeg troede, De var en god Ven af Hr. Dilling?

ADJUNKTEN
(standser).

Det er jeg sgu ogsaa! Han spiller en fortræffelig Violoncel; men ... Nej, det er dog for galt! 82 Og det, ligesom De er kommen ind af Døren. Han maa jo ikke ha' Spor af Rest af ... af ... af Ære i Livet! Hva'! ... Og hvad siger De ?

ANNA
(som forlegen).

Ja, for en stakkels Pige som mig, der er stillet ene i Livet og ingen Udsigt har ...

ADJUNKTEN
(griber fat i hende).

De tænker da vel ikke paa ... ?

ANNA.

Jo, jeg synes, det er et meget hæderligt Tilbud.

ADJUNKTEN.
(op og ned).

Dilling! Dilling? - - Aldrig! Saa skulde han ha' det at blære sig af! - Ser I: jeg kunde faa en Kone, - en rigtig sød lille Kone, jeg, "Dyrekvæler" Dilling! - Aldrig! Aidrig! (Hen foran Anna:) De faar ham ikke! Saa vilde jeg hellere selv!

ANNA
(uskyldig).

Hvilket? Hvad vilde De?

ADJUNKTEN
(hen foran hende. Barsk).

Gifte mig med Dem!

ANNA
(leende).

De? Jamen De er jo gift!

ADJUNKTEN.

Har ikke noget at sige! - - Jeg skal dog vise den Ka'l ...! (Til Anna:) Vil De ha' mig?

ANNA.

Ja - Tak - men ...

ADJUNKTEN.

Jeg søger Skilsmisse! - - Her er da Lov og Ret i Landet! - - Puh, de Seler! - - Vil De?

ANNA.

Jamen Deres Kone og Deres Datter?

ADJUNKTEN.

Kommer ikke de Mennesker ved!

ANNA.

Jo, véd De hvad, Hr. Møller, det kan vi dog ikke! I det mindste Deres Datter, hun maa dog ha' en ordentlig Medgift.

ADJUNKTEN.

Ikke en Øre! - - Vil De ha' mig?

ANNA
(undvigende).

Jeg kan dog ikke være bekendt - - nej, først maa Deres Datters Fremtid sikres, før jeg kan tænke paa ... paa at ...

ADJUNKTEN.

Jeg har ingen Penge at undvære. Jeg lever kun af min sure Gage.

ANNA.

Og hvor stor er den da - med Forlov?

ADJUNKTEN.

Ikke værd at nævne!

ANNA.

Saa kan De jo heller ikke forsørge - mig.

ADJUNKTEN.

Aa, jo!

ANNA.

Hvor meget har De da? Jeg maa ha' alt paa det rene.

ADJUNKTEN
(vrider sig).

Syv og tyve Hundrede.

83
ANNA.

Jamen, hvad bruger De dog alle de Penge til? - Her i Huset gi'er De vel næppe mere end halvtreds Kroner om Maaneden?

ADJUNKTEN.

Synes De maaske ikke, at det kunde være nok?

ANNA.

Naa, ja! Og Deres Garderobe ... (Ser op og ned ad ham.) - kan vel ikke være saa kostbar. De maa jo ha' lagt mange Penge op i alle de Aar?

ADJUNKTEN.

Nogle, nogle faa, - ikke værd at tale om!

ANNA.

Naa-aa, en tyve-tredive Tusinde, hva'?

ADJUNKTEN
(forfærdet).

Er De gal, Menneske!

ANNA.

De er en Pengepuger, er De! En Gniepind! - - Nej, Dem kunde jeg ikke gifte mig med. (Gaar op og sætter sig i Karnapen og tager fat paa sit Broderi. Hun nynner paa Melodien til: "En Krone jeg gav for en Lok af dit Haar".)

ADJUNKTEN
(efter en lille Pause).

Frøken, jeg holder ikke af Fruentimmernykker.

ANNA.

Kære Hr. Møller, lad os ikke tale mere om den Sag! (Nynner.)

ADJUNKTEN
(efter en ny Pause. Skutter sig).

Jeg har jo ingen Penge!

ANNA.

Nej, nej, jeg véd det. (Nynner.)

ADJUNKTEN
(efter nok en Pause).

Hvor meget - - hvor mange - - hvad mener De, min Datter skal ... ?

ANNA.

Næ, nej, der er ikke Tale om det! (Nynner.)

ADJUNKTEN
(besluttet).

Jeg gi'er hende den Medgift!

ANNA.

Hm!

ADJUNKTEN.

Hvis De saa vil ...

ANNA.

Ja, det taler vi om bagefter. (Vender sig imod ham.) Vil De saa være saa venlig straks at gaa ind paa Deres Værelse og opsætte et Dokument!

ADJUNKTEN.

Et Dokument?

ANNA.

Ja, lydende paa, at De, naar Deres Datter engang gifter sig, er villig til at udbetale hende en Medgift paa ti Tusinde Kroner. Og saa kommer De herind og viser mig Papiret!

ADJUNKTEN
(i højeste Forskrækkelse).

Ti ... ti Tusinde . . . !

ANNA
(nikker).

Farvel!

84
ADJUNKTEN
(vrider sig).

Jamen Frøken, ti ... ti Tusinde ... jeg har ikke ...

ANNA.

Farvel! (Nynner.)

ADJUNKTEN
(efter en Pause, prøvende).

Fem . . .?

ANNA
(nynner).
ADJUNKTEN
(efter en ny Pause).

Syv . . . ?

ANNA
(nynner).
ADJUNKTEN
(fortvivlet).

Ni ...? - Det er jo ogsaa Dem. Pengene gaar fra!

ANNA
(nynnende).

Ti Tusinde eller ... nix!

ADJUNKTEN.

Uf, de Satans Seler! - - - Ni Tusind fem Hundrede?

ANNA
(leende).

De er forfærdelig vittig, Hr. Møller! Det er Skam morsomt gjort! Jeg tror, De skulde ha' været Skuespiller.

ADJUNKTEN
(grundig flov).

Hi, hi ... ja ... jeg læser ogsaa op i Dansktimerne ...

ANNA
(alvorlig).

Men gaa nu ind og skriv det Papir. Og naar det er færdig, kommer De og viser mig det!

ADJUNKTEN
(myg).

Jo ... (Gaar. Men truer først med knyttet Haand mod Dillings Dør og siger arrigt:) Alt det, har Du rodet mig ind i!

ANNA
(ler højt, da han er borte. Vedbliver at nynne over sit Arbejde. Brister derpaa paa ny i Latter og synger helt ud)

: "En Krone jeg gav for en Lok af dit Haar" osv.

APOTEKEREN
(aabner sin Dør og kigger ind. Kommer nærmere og nærmere).
ANNA
(bryder pludselig af med et forskrækket):

Uh, hvem er det ?

APOTEKEREN
(smilende).

Det er mig, mit Barn.

ANNA
(med forstilt Forbavselse).

Er det Dem? Hvor kommer De fra?

APOTEKEREN
(peger).

Derinde ... jeg kunde høre Dem synge.

ANNA
(strengt).

De glemte vist at banke, Hr. Clausen?

APOTEKEREN.

Banke?

ANNA.

Ja, blev det ikke en Aftale?

APOTEKEREN.

Jo, men ...

ANNA.

Værsgod, ud igen! Og er der noget, De vil mig, saa banker De først pænt paa og venter, til jeg siger: Kom ind!

85
APOTEKEREN.

Kære Frøken, det er ikke rigtigt af Dem at drive Gæk med en gam ... med en allerede noget ældre Mand.

ANNA.

Jeg driver aldeles ikke "Gæk" !

APOTEKEREN.

Men De maa dog kunne indse, bedste lille Frøken ...

ANNA
(rejser sig og begynder at pakke sit Arbejde sammen).

Ja, Gudbevares, naar De allerede fortryder Deres Ord, saa kan jeg meget godt rejse. (Surmulende:) Men jeg troede rigtignok, at De var en Mand af Ære, og ...

APOTEKEREN
(smilende).

Nej, nej, vist ikke, vist ikke! Nu gaar jeg, nu gaar jeg! - - Lille Stivnakke, som De er! (Ud. Et Øjeblik efter banker det.)

ANNA
(yderst venlig).

Værsgod!

APOTEKEREN
(ind. Med et lidt genert Smil).

Naa, er Barnet saa tilfreds!

ANNA
(løber ned fra Karnapen og hen og slaar begge Armene om Halsen paa ham).

Kære, lille, søde, rare Apoteker Clausen, De er da ikke vred paa mig, vel?

APOTEKEREN
(klapper hende).

Nej, nej, paa ingen Maade, paa ingen Maade!

ANNA
(putter sig ind til ham og siger hurtigt)

: Og De synes heller ikke, at jeg er en vild og uartig Tøs, vel? Men det er jo heller slet ikke andet end, fordi jeg er saa glad, saa glad over at være her og over at ha' fundet et Hjem.

APOTEKEREN
(rørt).

De kære, lille Barn!

ANNA
(titter op til ham).

Og saa er De ikke vred?

APOTEKEREN
(klapper hendes Kind).

Nej det véd Gud, jeg ikke er!

ANNA
(spidser Munden til Kys).

Tak!

APOTEKEREN
(kysser hendes Haand).

De er en højst indtagende lille Skabning! (Spøgende:) Men skal De ikke bede "den fremmede Herre'' tage Plads?

ANNA
(forskrækket).

Jo, det er Skam sandt! (Nejer:) Vil Hr. Clausen ikke behage at sidde ned?

APOTEKEREN
(bukker ceremonielt).

Mange Tak! (Sætter sig.)

ANNA
(sætter sig paa en Stol ligeoverfor og betragter ham smilende).

Se saa! (Springer pludselig op igen:) Næmen ... jeg kommer pludselig i Tanker om, at det har vi jo slet ikke Tid til.

86
APOTEKEREN.

Har vi ikke Tid?

ANNA
(hen til ham).

Nej, for véd De, hvad jeg har lagt Mærke til? - At De helt har glemt at vande Deres Blomster i Dag. (Peger mod Karnapen:) Og det er Skam Synd!

APOTEKEREN
(rejser sig).

Har jeg virkelig glemt ...? Det var dog højst forunderligt!

ANNA
(med et lille Smil i Øjnene).

Ja, ikke sandt? - Jeg syntes heller slet ikke, at jeg kunde tænke mig det om Dem.

APOTEKEREN
(paa Vejen hen til Blomsterne).

Det er noget, der aldrig er hændet mig før.

ANNA
(efter ham.)

Ja, og jeg saa' jo nok, at der stod en Kande med Vand, men jeg turde alligevel ikke paa egen Haand.

APOTEKEREN
(helt oppe, begynder at vande).

Nej, det er ogsaa rigtigst, at jeg selv ...

ANNA.

Ja, det var jo nok det, jeg tænkte.

APOTEKEREN
(vandende).

Denne her, ser De, maa kun faa ganske lidt i Underkoppen.

ANNA.

Ja, saadan noget maa man jo først lære. Men hvordan bærer vi os ad med dem øverst oppe?

APOTEKEREN.

Nu skal De se! (Stiger op paa Bænken og fortsæt ter med Vandingen.)

ANNA
(vil holde paa ham).

Jamen for Guds Skyld, vær dog endelig forsigtig!

APOTEKEREN.

Det har ingen Fare, det er jeg saa vant til. Jeg er da heller ikke nogen hel Olding!

ANNA.

Nej De! - - Nej, De er nok snarere lidt alt for rask paa det. - - Men vil De nu ikke alligevel lægge Deres Haand her paa min Skulder, medens De hopper ned? - Ja saadan! - For saa er jeg alligevel noget mere rolig.

APOTEKEREN
(smilende med Haanden paa hendes Skulder).

Ja, den Fornøjelse kan jeg jo gerne gøre Dem! (Springer ned.) Kan De se, jeg kunde?

ANNA.

Jamen De holdt jo slet ikke rigtig ved! - De var vel bange for, at De skulde vælte mig?

APOTEKEREN
(ler smigret).

Ja, nu er altsaa det besørget.

ANNA
(hurtig ned).

Ja, saa kan vi vel nok faa Tid til at sidde lidt ned.

87
APOTEKEREN
(mærkbar oplivet).

Ja, for der er vel ikke flere Ting, jeg har glemt? (Følger hurtigst muligt efter.)

ANNA
(peger paa en Stol).

Sæt Dem her!

APOTEKEREN
(sætter sig).
ANNA
(tager Plads ved Siden af ham).

Og véd De, hvad jeg ogsaa har tænkt paa? (Koket.) At det er rigtig rart med de Blomster der, for saa har De dog et Ærinde herind engang imellem.

APOTEKEREN
(véd ikke rigtig, hvad han skal svare).
ANNA
(opdager det, tager pludselig hans Haand. Alvorlig).

Jeg holder allerede saa forfærdelig meget af Dem!

APOTEKEREN
(smilende).

Skal det være en Kærlighedserklæring?

ANNA
(ser ham op i Ansigtet).

Ja!

APOTEKEREN
(lader sin Haand glide over hendes Haar og ler. Pause).
ANNA
(ser igen op paa ham).

Sig mig, har De aldrig tænkt paa at gifte Dem igen?

APOTEKEREN
(ryster alvorlig paa Hovedet).

Nej !

ANNA.

Jeg synes netop, at der maatte kunne blive saadan en udmærket Ægtemand ud af Dem. De er saa god og saa elskværdig og ... og man har saadan en Lyst til at betro sig til Dem.

APOTEKEREN
(stadig alvorlig).

Efter mit første ulykkelige Forsøg ... Men lad os ikke komme ind paa disse triste Sager!

ANNA
(ivrig).

Jo-o, netop! For der var noget, jeg vilde spørge Dem om. (Slaar Øjnene ned.) Det er om Kærlighed ...

APOTEKEREN.

Kærlighed? Saa, saa! Ser man det!

ANNA
(kigger op paa ham).

Har De aldrig været forelsket? Aa jeg synes, det maa være saa dejligt!

APOTEKEREN
(alvorlig).

Kærlighed er en Sygdom, mit Barn ...

ANNA
(smilende, drømmende).

Jeg vilde gerne være syg ...

APOTEKEREN.

... Man er lykkeligst, naar den er overstaaet!

ANNA.

Jamen, De har jo selv engang ...

APOTEKEREN.

Ja, jeg har selv været angrebet af denne Sygdom . . . (Han taler langsomt og docerende og lader af og til i Distraktion sin Haand glide ned over Annas Haar.) ... og var nær bleven 88 et Offer for den - som saa utallige andre er blevet det. Og havde jeg ikke haft min Musik, saa ... Jeg er kommet til den Overbevisning, at Musikken er den eneste sande - den eneste paalidelige Glæde, vi har her paa Jorden, - at det kun er i Musikken, at der findes Trøst og Husvalelse, - - og i den Overbevisning har jeg søgt at opdrage min Søn ...

ANNA
(haanligt).

Ja, han er jo ogsaa et rent Barn endnu!

APOTEKEREN
(overhører hende).

Og hvis De, kære Frøken Hansen, vilde være Medlem af vor lille Menighed, hvor Musikken sidder til Højbords, og hvor det er den, hvorom vi har koncentreret al vor Kærlighed, medens det, man kalder Elskov, og al Verdens andre smaa Latterligheder .... Men jeg synes, De ler?

ANNA
(søger at beherske Latteren).

Ja, De maa virkelig undskylde, men ...

APOTEKEREN.

Hvad er det, der morer Dem?

ANNA
(med smaa Latteranfald).

Er ... er det Dilling Og ... Mø1ler, der udgør de ... andre ... andre Menighedsmedlemmer?

APOTEKEREN
(alvorlig).

Ja, netop! Dilling og Møller er i Hovedsagen enige med mig. Ogsaa de betragter Musikken som ...

ANNA
(som før).

Er Dilling og Møller ... enige om, at Musikken er alt, og at Ægteskabet ... og ... og det, man kalder for Elskov . . . (Brister paa ny i Latter.)

APOTEKEREN
(lidt stødt).

Som jeg siger - i Hovedsagen er vi ...

ANNA
(vedbliver at le).
APOTEKEREN
(perpleks).

Men Frøken, jeg forstaar ikke ...

ANNA
(ganske udmattet af Latter).

Aa Gud, aa Gud, aa Gud ! - - Ja, De maa ikke være vred, kære Hr. Apoteker Clausen ! - Men ... men begge Deherrer har jo ... begge Deherrer har jo friet til mig!

APOTEKEREN
(som himmelfalden).

Friet!?

ANNA.

Ja, og tilbudt mig Ægteskab!

APOTEKEREN.

Dilling! - Ægteskab? - Umuligt!

ANNA
(nikker ivrigt).
APOTEKEREN.

Og Møller?

89
ANNA
(nikker).
APOTEKEREN.

Møller!!!

ANNA.

Tja, tous les deux - saints ermites, en vérité!

APOTEKEREN
(rejser sig og gaar op og ned).

Jamen det er dog...

ANNA.

Og nu er det jo bare, at jeg ikke véd, hvem af dem jeg skal ta'? - - Sæt Dem ned igen!

APOTEKEREN.

Kan ikke! - Dette kom mig dog for overraskende !

ANNA.

Det var det, jeg vilde raadføre mig med Dem om, kære Hr. Clausen. Det, jeg trænger til, er jo en faderlig Ven at støtte mig til. Jeg har aldrig haft nogen rigtig Fa'er, - - De kan ikke tro, hvor jeg vilde føle mig glad og tryg, om jeg fik en Mand, jeg kunde ha' Tillid til, og som kunde raade og hjælpe mig, hva'? Og jeg skulde gøre alt for at forskønne Livet for ham og gøre det lyst og lykkeligt ...

APOTEKEREN
(gaar forbi hende og stryger hende over Haaret).

Ja, ja, det tror jeg om Dem.

ANNA.

Men jeg véd ikke, - - Dilling er der ikke noget rigtig tillidvækkende ved, vel?

APOTEKEREN
(distrait).

Nej.

ANNA.

Og Møller - uh, han er da saadan en ren Brumbasse! Jeg er virkelig somme Tider ganske bange for, at han skal slagte og spise mig - - Hører De, hvad jeg siger?

APOTEKEREN
(som før).

Ja, ja! -- (Hen og klapper hendes Kind.) De har aldrig haft nogen Fa'er, siger De? - Stakkels lille De!

ANNA
(trykker sig ind til ham).

Og hjemme i Pensionatet har jeg gaaet sammen med alle de Mandfolk og været Dus med dem og gjort Halløj med dem. Derfor er jeg bleven saadan en vild Tøs, som jeg er. (Ser op paa ham.) Men nu skal jeg nok forbedre mig, naar der først er nogen, der holder rigtig af mig, og jeg bliver gift ...

APOTEKEREN.

Jamen med hvem?

ANNA.

Ja, det er jo det, jeg ikke véd. Og De vil jo ikke hjælpe mig. (Pludselig.) Jeg vil tælle paa Knapperne! (Tæller.) Fru Dilling - Fru Møller - Fru Dilling - Fru Møller 90 -- Fru Dilling -- (Ved den sidste Knap siger hun:) Fru Claus ... (Genert.) Nej, der kom jeg nok til at forsnakke mig.

APOTEKEREN
(drager hende ind til sig, halvt i Distraktion).

De er kær, er De ...

ANNA.

Mener De saa, at jeg skal sige Ja til Dilling?

APOTEKEREN
(forskrækket).

Dilling? - - Nej, nej, paa ingen Maade!

ANNA.

Møller da?

APOTEKEREN.

Møller? - - Nej, nej! Møller forstaar Dem ikke! Møller er et bravt og udmærket Menneske - og en dygtig Lærer; men ... men De vil ikke faa det godt hos Møller, - der er noget tyrannisk, noget herskesygt ved ham som ved alle - - alle ældre Pædagoger ...

ANNA
(grædefærdig).

Jamen hvad skal jeg da saa gøre?

APOTEKEREN
(klapper hende).

Kunde De tænke Dem at ... at blive her i Huset ... blive her for bestandig?

ANNA
(smilende gennem Taarer).

Ja, det kunde jeg rigtignok! For jeg holder jo allermest af Dem.

APOTEKEREN.

De er elskelig ... og saa naturlig ! Men ... (River sig pludselig løs og gaar op og ned i heftigt indre Oprør.)

ANNA
(kigger hen til ham).

Ja - hvad raader De mig saa til?

APOTEKEREN
(med en kraftig Beslutning).

Lille . . .

ANNA
(supplerende).

Anna!

APOTEKEREN.

Lille Anna, kunde De virkelig tænke Dem Muligheden af for ... for Fremtiden at hedde ... at hedde Fru Clausen?

ANNA.

Ja, det ved Gud jeg kunde!

APOTEKEREN
(igen frem og tilbage, endnu stadig ophidset).
ANNA
(skæver hen til ham, men med halvt nedslagne Øjne).

Men hvorfor spørger De mig om det ?

APOTEKEREN
(forsøger at være rolig).

De tror altsaa virkelig at kunne finde Dem i at leve Livet sammen med en Mand i min Alder?

ANNA
(lader forbavset glad).

Er det Dem selv, De mener? - - Jamen De sagde jo før, at Ægteskabet ...

APOTEKEREN.

Ja, ganske vist! Men naar Møller og Dilling mener ..., og naar De selv siger, at det er mig, De holder mest af ...

ANNA.

De frier altsaa til mig?

91
APOTEKEREN
(fast).

Ja!

ANNA
(undvigende).

Ja ... ja, jeg holder jo ogsaa umaadelig meget af Dem, - men ... men jeg maa dog først tænke over Sagen. Jeg er jo lige kommen ind ad Døren, og ...

APOTEKEREN
(smerteligt).

De synes altsaa alligevel, at jeg er for gammel?

ANNA.

Nej ... næ, det har jeg jo ikke sagt! Men ... De, har jo en voksen ... næsten voksen Søn, og ham ... saadan en lang Dreng kan jeg jo da ikke godt gaa her og være Mo'er til! - - De maatte da saa først skifte med ham.

APOTEKEREN.

Skifte?

ANNA.

Ja, han er jo gammel nok til at overtage Apoteket. Og saa kunde De udelukkende leve for Deres Musik.

APOTEKEREN.

Jovel, men ...

ANNA.

Ja, den Sag maa da i hvert Fald være i Orden. Før kan jeg slet ikke tænke mig at kunne gi' noget Svar.

APOTEKEREN.

De mener altsaa ...

ANNA
(læner Hovedet ind til ham).

Jeg holder saa frygtelig meget af Dem! (Kælent docerende.) Jeg mener, at De nu med det samme bør gaa ind og finde et stort Ark Papir, og derpaa skriver De, at De har besluttet Dem til at trække Dem tilbage til Privatlivet, og at De derfor straks vil udbetale Deres Søn - - er det ikke Ludvig, han hedder? - - Deres Søn Ludvig hans Mødrenearv og overdrage ham Apoteket til evig Arv og Eje -

APOTEKEREN.

Jamen ...

ANNA.

Nej, lad nu mig! - - Og saa gaar De hen til en Prokurator og lader ham sætte det ordentlig i Stil, saa at jeg allerede i Aften kan faa Dokumentet i Hænde og se, at De er en Mand, hvis Ord jeg kan stole paa.

APOTEKEREN
(med et Smil, midt imellem Beundring og Forskrækkelse).

Denne Forretningsdygtighed!

ANNA
(ind til ham).

Det er jo for Deres egen Skyld - - og en lille bitte Smule ogsaa for min. - De gaar altsaa ind paa det?

APOTEKEREN.

Jamen ...

ANNA.

Nej, nu ikke flere Indvendinger! Ja eller Nej!

APOTEKEREN.

Ganske vist, Frøken, men ...

92
ANNA
(op i Karnapen, surmulende).

De holder alligevel ikke af mig! Det tænkte jeg nok!

APOTEKEREN.

Frøken ...

ANNA
(tager fat paa sit Arbejde).

Nej, nu taler vi ikke mere om det! Det er nok Mandfolkene, man ikke kan stole paa!

APOTEKEREN.

Kæreste ... sødeste lille ... De maa ikke se saa bedrøvet ud, jeg kan ikke ... De misforstaar mig ganske ...

ANNA.

De vil altsaa udfærdige dette Pa ...

(Det banker.)

APOTEKEREN
(forskrækket).

Det banker!

ANNA.

Ja, jeg hører det. Det er Hr. Møller ...

APOTEKEREN.

Hum!

ANNA.

Ja! - Og nu spørger jeg Dem altsaa for allersidste Gang: Ja eller Nej ?

APOTEKEREN
(ser til Adjunktens Dør og siger med fast Stemme)

: Ja !

(Det banker igen.)

ANNA.

Kom ind! (til Apotekeren.) Og paa Stempelpapir!

APOTEKEREN.

Ja!

ADJUNKTEN
(ind).
ANNA
(sender, uden at Adjunkten ser det, Apotekeren et Fingerkys).

Au revoir!

APOTEKEREN og ADJUNKTEN
(sender hinanden et mønstrende Blik).
APOTEKEREN
(ud).
ADJUNKTEN
(ser efter ham).

Jeg synes, han saa' saa lumsk ud, hva'?

ANNA
(i Karnapen, leende).

Lumsk? - - Næ, hvor vil De hen, Hr. Møller! Han kom bare herind for at spørge, om han maatte være mig i en Fa'ers Sted.

ADJUNKTEN
(truer ad Døren).

Den gamle Rævepels! Gaar han her og lusker om, uden at vi andre véd a' 'et!

ANNA.

Men De kom jo først, saa Dem holder jeg mig til.

ADJUNKTEN.

Ja, det skulde jeg ogsaa meget bede om! - - Hæ, og Dilling! Begge to!

ANNA.

Hvadbehager?

ADJUNKTEN
(lidt arrig).

Hum! - Her er Papiret!

ANNA.

Naa, maa jeg se! (Læser det hurtig igennem.) Ja, det er jo meget godt. Men nu maa det altsaa stemples!

93
ADJUNKTEN.

Stemples? Hvad skal de Narrestreger til? Det koster straks.

ANNA.

Jo, - - ja, nu maa De ikke blive vred, - men jeg er ellers en ganske lille Smule bange for, at De alligevel skal gaa hen og narre Deres Datter.

ADJUNKTEN
(vredt).

Narre?

ANNA.

Ja, for jeg kan jo ikke glemme, at De saadan har ladet hende og hendes Mo'er sidde hen uden at gi' dem en Øre! Sæt, de stakkels Mennesker har trængt til Penge!

ADJUNKTEN
(vrider sig).
ANNA.

Og selv har De puget saadan en Masse sammen i de Aar!

ADJUNKTEN
(som før).

Kære Frøken, - - hvorfor skal vi ... jeg kan ikke lide, at ...

ANNA.

Naa, ja, saa taler vi ikke mere om det! - De bringer mig altsaa Dokumentet i Aften, renskrevet og med behørigt Stempel, - saa skal jeg nok sørge for, at det kommer i de rigtige Hænder. Værsgod! (Rækker ham Papiret.)

ADJUNKTEN
(nærmer sig).
ANNA
(pludselig).

Kan De gribe mig!

ADJUNKTEN.

Gribe? Hva' ...?

ANNA
(laver sig til at springe).

Ja, kan De gribe mig, maa De ha' mig! Men De maa holde godt fast! Saa: én, to, tre! (Springer ned om Halsen paa Adjunkten, der griber hende, saa hun faar Plads paa hans Arm.) Nej, hvor det er dejligt at sidde saadan engang igen! Ja, for nu er det mange, mange Aar siden! (Stryger ham gennem Haaret.) Og De lover mig altsaa, at De vil være rigtig god imod mig?

ADJUNKTEN.

Kære, ja - - ja, kære Lille ...

ANNA
(kysser ham paa Panden).

Og at De aldrig vil slippe mig igen?

ADJUNKTEN.

Aldrig! - - Puh - men De er saa tung!

ANNA
(kysser ham paa Munden).

At De aldrig, aldrig mere vil slaa Haanden af Deres lille Pige?

ADJUNKTEN
(anstrengt).

Aldrig, aldrig!

ANNA
(kysser ham igen).
LUDVIG
(er kommen ind fra Baggrunden og har - uset af Adjunkten - overværet dette Optrin. Han staar som forstenet af Overraskelse og Vrede. Saa rømmer han sig kort og harmfuldt).

Hm !

94
ADJUNKTEN
(slipper hurtigt Anna).
ANNA
(til Ludvig).

Aa, er det ikke andre end Dem, unge Hr. Clausen! Jeg blev helt bange!

ADJUNKTEN
(yderst befippet).

Ja ... hun ... jo, ser Du, kære Ludvig ...

ANNA
(til Adjunkten).

Ja, gaa De nu bare ... (Skælmsk:) gaa Du nu bare ind til Dig selv! Jeg skal nok forklare Hr. Clausen det hele!

ADJUNKTEN
(rømmer sig forlegent og gaar).
LUDVIG
(staar endnu som før, uden at mæle et Ord).
ANNA
(nejer).

Hvormed kan jeg være Herren til Tjeneste?

LUDVIG
(tier).
ANNA.

Hvorfor siger Du ikke noget? (Med mørk Stemme:) Du ligner en Othello!

LUDVIG
(spydsk).

Jeg venter!

ANNA.

Paa hvad, min Dreng?

LUDVIG
(der næppe kan styre sin Vrede længer).

Paa den Forklaring, Du talte om!

ANNA
(leende).

Jamen, Du gode Gud, - Manden er jo min Fa'er!

LUDVIG
(frem, bryder løs).

Og om han saa ti Gange var din Fa'er, - og om de saa alle sammen var Fa'er til Dig, saa er dette her en Komedie, som jeg ikke længer vil finde mig i, - som jeg ikke længer vil taale!

ANNA
(overrasket, men mere glad end forskrækket).

Men . . . !

LUDVIG
(som før).

Dem holder Du for Nar, og mig holder Du for Nar. Og det er baade de og jeg for gode til!

ANNA
(som før).

Jamen ...!

LUDVIG.

Er det Dig, der har friet til mig, eller er det mig, der har friet til Dig ?

ANNA.

Jeg tror næsten, det var mig ...

LUDVIG.

Saa er det altsaa ogsaa mig, der har Lov til at tage mit Ja tilbage?

ANNA
(slaar Hænderne sammen i yderste Forbavselse, men hendes Øjne tindrer af Glæde).

"Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!"

LUDVIG.

Og denne Opførsel vil jeg ikke finde mig i! Jeg vil ... jeg vil ... (Med et drøjt Slag i Bordet:) jeg vil ... Kraft stejle mig ikke finde mig i det! (Holder pludselig forvirret inde ved Synet af Annas glade Øjne.)

95
ANNA
(i stigende Henrykkelse).

Ja, men Ludvig ! -- Ludvig ! -- Du er jo blevet helt voksen! - En hel Mand!

LUDVIG
(uforstaaende).
ANNA.

Og det var maaske det eneste, som jeg ikke var sikker paa!

LUDVIG
(mere og mere uforstaaende).
ANNA.

Aner Du da ikke ... ? Begriber Du da slet ikke, - hvor forfærdelig meget, jeg holder af Dig? (Slaar pludselig Armene om hans Hals og lægger Hovedet ind til ham.) Og at jeg slet ikke kan leve uden Dig?

(Lille Pause.)

LUDVIG
(staar overvældet og besejret. Løfter derpaa hendes Hovede op og ser hende spørgende ind i Ansigtet).
ANNA
(halvt hviskende og med et lykkeligt Smil).

Ja, for jeg elsker Dig, - jeg elsker Dig jo ... Kraft stejle mig!

(Tæppe.)

FJERDE AKT

Samme Stue nogle Timer senere. Lampelys.

ANNA
(sidder i Forgrunden til venstre og har Niels staaende foran sig. Hun er i Færd med at sy Guldtresser paa hans Frakke).
LUDVIG
(staar paa en Stol i Døren til Recepturet og har travlt med at lave Forhænget for Indgangen til, saa at det ved Hjælp af en Snor kan trækkes frem og tilbage).
ANNA
(bider Traaden over og mønstrer Niels).

Ja Saa er det bare Kraven, vi mangler. Men saa maa Niels noget længere ned.

NIELS.

Hva' faller?

ANNA.

Jo, for ellers kan jeg jo ikke naa. (Tager fat i ham og faar ham til at knæle.) Saadan! Ja saadan! - Det er noget, Mandfolkene burde lære allerede i Skolen!

NIELS.

Hva' faller?

ANNA.

At falde paa Knæ!

NIELS.

Hæ, hæ!

ANNA
(til Ludvig).

Du bli'er da ikke jaloux, hva'?

96
LUDVIG
(leende).

Næi, nu tror jeg nok, jeg er kureret. Det var kun saa længe, jeg ikke fik Lov til selv at spille med.

NIELS
(skæver ned til Annas Hænder).

Sikket naa'et fiint hvidt Kjy !

ANNA
(holder op at sy).

Hvad? Hvor?

NIELS
(peger).

De', som Frøkeni huj haar dær po hijr Fingr'.

ANNA
(ler).

Hører Du, Ludvig, hvad han fortæller mig?

LUDVIG
(smilende).

Ja, hvorfor skulde han gaa Ram forbi?

ANNA
(til Niels).

Si'er Niels ogsaa saadan til Stine?

NIELS.

Næ, for hijer di æ røh.

ANNA.

Nej, hold nu det Hovede stille, ellers stikker jeg Dem jo!

NIELS
(stiv som en Pind).

Jow !

ANNA
(syende).

Holder Niels meget af Stine?

NIELS
(som før).

Jo-wall! (Efter en lille Pause.) Men huj haar jo da osse aat Hujr Kroner, som æ hijr ejen.

ANNA
(leende).

Ja, det er saamænd mer, end jeg har! (Lidt efter.) Ja, Niels véd vel nok, at Ludvig og jeg, vi er ogsaa Kærester?

NIELS.

A haar li'som ku' fornem 'et, ja.

ANNA.

Saa-aa?

NIELS.

Jow, for A haar høtt uh fra Apoteke, te Proviser'n aa Frøkni har skjældtes.

ANNA
(ler).
LUDVIG.

Jamen nu skændes vi ikke mer, Niels.

NIELS.

Næi, to alting ska' jo ha' si Tij.

LUDVIG
(ned af Stolen og prøver Forhænget).

Saa, nu er jeg færdig. Det gaar brillant.

ANNA.

Lig stille Niels!

NIELS
(forskrækket).

Jow, jow !

LUDVIG
(hen til dem. Smilende).

Det ser jo nydeligt ud. Gud véd, hvad de gamle vil sige!

ANNA
(gottende sig).

Ja-ha! (Til Niels.) Saa, nu kan Niels staa op igen!

NIELS
(op).

Jow!

ANNA
(hen at prøve Forhænget).

Har Niels nu ogsaa forstaaet alt, hvad jeg har sagt!

NIELS.

Ja, A sku' hotte wæ telbøjeli te aa ...

ANNA
(illustrerer).

Naar Tæppet skal fra, trækkes der altsaa i denne Snor, og naar det skal for, i denne!

97
NIELS
(stirrer paa Anna som en Rekrut paa en Officer).

Jo-wall !

LUDVIG.

Og de kulørte Blus?

NIELS
(stirrer stadig paa Anna).

Di stoer i Recepturen.

ANNA
(smaaleende til Niels).

Hvad er det nu, den Slags Blus hedder?

NIELS.

Benumgalske Blus, hedder di.

ANNA
(leende).

Det er rigtigt! - Og hvis Niels nu passer godt paa, og det alt sammen gaar som det skal, saa tænker jeg nok, at vi kan lave det saadan, at Niels kan holde Bryllup med Stine, inden Aaret er omme.

NIELS
(retter sig).

Jo-wall !

LUDVIG
(til Anna).

Mon det ikke alligevel er bedst, at vi holder en lille Generalprøve?

ANNA
(ivrig).

Jo, jo! - Gaa nu op i Recepturet, Niels! Og naar jeg har talt til tre, saa tænder De Blusset an og trækker Tæppet fra med det samme.

NIELS
(op).

De' ska' skji!

(Gardinet for.)

ANNA
(klapper i Hænderne).

AltSaa ! -- En, to, tre! (Gardinet gaar til Side, og man ser Recepturet oplyst af en rød Flamme.)

ANNA.

Det er udmærket! - - Og saa en blaa! (Gardinet for igen. Anna tæller.) En, to, tre ! (Gardinet fra. Blaa Flamme.)

HANSEN
(kommer i samme Øjeblik ind fra Apoteket. Standser, blændet af Flammen).
ANNA.

Men Gudbevares, Hansen, hvad vil De?

HANSEN
(bukker).

Beder mangfoldigst undskylde! Men man har gjort mig den Ære at invitere mig. (Frem paa Scenen.)

ANNA.

De kommer alt for tidlig! Jeg er ikke engang klædt om endnu!

HANSEN.

Jamen, kære Anna, - - med din Tilladelse ...

ANNA.

De maa gaa og komme igen om en Time!

HANSEN.

Gaa? (Bukker for Ludvig). Godaften, Hr. Clausen!

ANNA.

Ja! - Og De maa ogsaa ha' Deres Violin med. Her skal spilles.

HANSEN.

Min Violin? - - Men jeg fatter aldeles ikke ... Og dette mærkelige Lys ... ?

ANNA.

Det er bare nogle levende Billeder, jeg vil underholde mine Gæster med.

98
HANSEN
(tager sig til Panden).

Gæster ? (Bukker for Ludvig.) Med Deres Tilladelse ... (TIL ANNA:) Er det da Dig, der gør Selskab?

ANNA.

Ja, det er! - - Gaa saa!

HANSEN.

Jeg ... jeg ... jeg fatter det ikke!

ANNA
(utaalmodig. Gaar hen og lægger sin Haand paa hans Arm).

Kære Hansen, De skulde hellere sige det paa én Gang: "Tre Ting er mig uforstaaelige, og fire Ting fatter jeg ikke," - (Med Efterabning af Stine:) som skreven Staar !

HANSEN
(uforstaaende).
ANNA
(indsmigrende).

Sig mig, - tror De ikke, at jeg altid vil Deres Bedste?

HANSEN
(bukker).

Tvivlede jeg om det, var jeg ikke levende!

ANNA
(klapper ham paa Kinden).

Naa, ja, gaa saa med Dem! (Skubber ham ud.) Og om en Time har jeg altsaa den Fornøjelse at se Dem igen!

HANSEN
(baglæns ud af Døren).

Ja, ... jo ... jo, ... Og jeg beder meget om Undskyldning ... (Ud gennem Apoteket.)

LUDVIG.

Du er næsten for haard imod ham, Anna!

ANNA.

Han kan jo lystre! (Til Niels, der er kommen frem i Døren til Recepturet:) Kan Niels kende den Herre, naar han kommer igen?

NIELS.

Jow da - jow, - de' ka' aaller fejlh', - - om haj saa klædh sæ splitternagen!

ANNA.

Og kan Niels huske, -

NIELS
(ned).

Jow!

ANNA.

- - at han ikke maa faa Lov til at slippe herind i Stuen?

NIELS
(grinende).

Næi da!

ANNA.

Niels maa sige, at han skal vente, til han er bleven meldt.

NIELS.

Jow.

ANNA.

Og saa kommer Niels ind til mig og hvisker, ... (Nærmer Munden til hans Øre og holder Haanden for.)

NIELS
(overgiven).

Aal ret! - som Engelskmanden sejer.

ANNA.

... at nu er Hr. Hansen derude.

NIELS.

Jo-wall!

ANNA
(tager sit Ur frem).

Bevares vel, Klokken mangler kun to Minutter i syv! Saa maa jeg Skam op og ta' en anden 99 Kjole paa, Gæsterne kan jo komme hvert Øjeblik, (Til Ludvig:) Du skal da ogsaa pynte Dig lidt? - Jo-o! Du ser saa storartet ud i Kjole!

LUDVIG.

Skal jeg i Kjole?

ANNA.

Ja, og hvidt Slips! - Kom saa! (Til Niels.) Ja Niels bliver staaende her ved Døren. (Stiller ham op ved Indgangen til Recepturet.) Og naar de fremmede begynder at komme, skal De bare bede dem tage Plads og vente et lille Øjeblik, jeg skal straks være her.

NIELS
(stiv).

Jow!

ANNA
(oppe i Døren. Til Ludvig).

Naa?

LUDVIG
(efter. Gardinet for).
NIELS
(et Øjeblik alene, stram som en Skildvagt. Saa banker det paa Døren til venstre. Han ser ganske raadvild og forfjamsket ud. Det banker igen og højere; og han siger hurtigt):

Ja, wassguh, wassguh !

APOTEKEREN
(ind i sin daglige Dragt, men med Kalvekrøs. Forbavset ved Synet af Niels)

: Staar Du der !

NIELS
(slaar Hælene sammen).

Jow A jørr !

APOTEKEREN.

Og hvad er det for en Frakke, Du har paa?

NIELS
(ser ned ad sig).

De' æ ... de' æ ... "Galonger" kaaller huj' 'e'.

APOTEKEREN.

Hm!

NIELS
(hurtigt).

A sku' bij Herren sætt' sæ po ij Stuhl, saa kommer huj siel - om "et lille Øjeblik", saah huj.

APOTEKEREN.

Hvor er Frøkenen da henne?

NIELS.

Huj æ goen op aa ta' ij rien Tjowl po, - saah huj.

APOTEKEREN
(har taget Plads paa en Stol i Forgrunden. Efter en lille Pause spørger han):

Hvor er Lud ... hvor er Provisoren ?

NIELS
(vrider sig).

Ja, haj æ ... haj æ ...

APOTEKEREN.

Hvad er han?

NIELS
(som før).

A æ int soh møj faa aa sej 'et.

APOTEKEREN
(smilende, distrait).

Ikke det?

NIELS.

Elsen æ haj da goen ... mæ hijer, Frøkni fra Tjøwenhavn.

APOTEKEREN
(vaagner).

Saa ... aa?

NIELS.

A tøtt, huj saah, te haj sku' osse ha' ij Tjowl po.

APOTEKEREN.

Nej, det tror jeg dog ikke!

NIELS.

Ja, rejti sløw ku' A int blyw po 'et; men de' we 100 jo bydh sæ! (Det banker paa Adjunktens Dør, Niels farer sammen.) Saa, dær æ jenn te! - Ja wassguh, wassguh!

ADJUNKTEN
(ind. Pyntet. Ser Apotekeren. Arrigt).

Naa, der er Du osse!

APOTEKEREN
(høfligt).

God Aften, Møller!

NIELS
(hurtigt).

A sku' bij Hr. Møller om aa sætt' sæ po ij Stuhl, saa kommer ...

ADJUNKTEN
(mod ham).

Hold Mund!

NIELS.

Jow! - (hurtigt) - huj siel om "et lille Øjeblik", saah huj.

APOTEKEREN.

Det er svært, saa Du er pyntet, Møller.

ADJUNKTEN.

Generer det Dig?

APOTEKEREN
(sagtmodig).

Nej paa ingen Maade. Men jeg burde vist ogsaa have klædt mig om. (Smilende.) Vi er jo i Dameselskab - - til en Afveksling.

ADJUNKTEN.

Tossestreger! (Tager Plads paa en Stol i Forgrunden ligesom Apotekeren. De sidder begge med Ansigtet mod Publikum.)

(Det banker.)

NIELS.

Wassguh, wassguh!

DYRLÆGEN
(ind. I Fløjls-Jakke og stort Kunstnerslips).
ADJUNKTEN
(ser op og ned ad ham. Foragteligt).

Hum ! Hva' !

NIELS
(vinker Dyrlægen hen til sig og repeterer halvsagte, medens han skæver angest til Adjunkten).

A sku' bij Hr. Dilling om aa sætt' sæ po ij Stuhl, saa kommer huj siel om "et lille Øjeblik", saah huj.

DYRLÆGEN
(klapper Niels paa Skulderen).

Hæ, hæ, - i Liberi! Storartet! Akkurat som i den fornemme Verden i de store Hovedstæder!

ADJUNKTEN.

Den Verden kender Du vist kun fra Paul de Kocks Romaner, hva'!

DYRLÆGEN.

Naa, naa, gamle Ven!

ADJUNKTEN.

Det er vel ogsaa der, at de fine Herrer optræder i Fløjlstrøje og med en Rulle Silketøj om Halsen?

DYRLÆGEN
(slaar Knips med Fingrene).

Dinnerjakke, gamle! Men Du kommer jo ikke rundt paa Herregaardene.

ADJUNKTEN.

Og vadsker Faar!

(Pause.)

DYRLÆGEN
(tager Plads som Apotekeren og Adjunkten. Man sidder temmelig langt fra hinanden)
101
APOTEKEREN
(synes, at han skal sige noget).

Det er begyndt at blæse lidt.

DYRLÆGEN.

Saa-aa? (Piller ved sit Slips.) Men vi har det jo godt inden Døre.

ADJUNKTEN.

Det blæser jo altid!

(Pause.)

DYRLÆGEN
(da Pausen bliver alt for trykkende).

Slagter Henriksen har faaet sin ny Vogn.

ADJUNKTEN.

Ja-a, man skulde aldrig spise Kød!

APOTEKEREN.

Ja, Henriksen tjener jo gode Penge.

DYRLÆGEN.

Ja-a ...

APOTEKEREN.

Ja-a, det har Henriksen altid gjort.

ADJUNKTEN
(arrig).

Han fik jo ogsaa Penge med Konen!

APOTEKEREN.

Ja.

DYRLÆGEN.

Tja-a.

(Pause. De tre gamle Herrer sidder nervøse og forlegne paa deres Stole, brummer og rømmer sig af og til og undgaar at se paa hinanden. Engang imellem kigger de om mod Opgangen til Recepturet.

ANNA
(stikker Hovedet frem bag Tæppet).

God Aften, kære Venner! Herrerne rejser sig med et iøjnefaldende Udtryk af Lettelse.

ANNA
(helt frem. Hun er klædt i en Kjole af et middelalderligt Snit, nærmest en Gretchenkjole, og hun har en Gretchentaske hængende ved Siden, men en Gretchentaske med Laas for).

Undskyld, at jeg har ladet Dem vente! (Giver en efter en Haanden). God Aften, Hr. Clausen! - God Aften, Hr. Møller! - God Aften, Hr. Dilling! - Det var rigtig nydeligt, at de Herrer vilde komme og besøge mig!

APOTEKEREN
(bukker).
ADJUNKTEN
(brummer).
DYRLÆGEN
(hen til Anna. Gør Haneben).

Hæ, hæ, hæ! Sikken Kjole! Det kan nok være! Fortryllende!

ANNA.

Ja, ikke? Og den har jeg endda selv givet Tegningen til.

DYRLÆGEN
(henrykt).

Aa-aa!

ANNA
(afsides til Dyrlægen).

Hvor det Slips dog klæder Dem! De har nok stort Udvalg?

DYRLÆGEN
(henrykt og smigret).

Ja, man maa jo! Hæ, hæ, hæ! ... Lille ... lille, Tornerose! - - Det er sandt, imedens jeg husker det, - (Overrækker hende en stor lukket Konvoiut.) 102 Værsaaartig! Nu er jeg Deres med Hud og ... og Slips og ... og det hele, hæ, hæ!

ANNA
(tager Konvolutten. Fingeret ligegyldig).

Naa ja, det er sandt, - det havde jeg nær glemt! - - Det er vel stemplet?

DYRLÆGEN
(med et Skrabud).

Stempel! Vitterlighedsvidner! Alt ! (Med halvt udbredte Arme.) Og nu . . .

ANNA
(putter Konvolutten i Tasken og lukker af for den. Rolig).

Tak! (Vender sig til de andre.) Men nu maa vi virkelig ha' den Te, hva'? (Aabner Døren t. v. og kalder.) Stine! -- Jeg maa tale med Dem!

STINE
(frem i Døren. Ogsaa hun er i Pudsen).
ANNA.

Hør Stine ... (Hvisker.)

STINE.

Jow!

ANNA.

Og saa ... (Hvisker.)

STINE.

Jow, jow! (Ud.)

ANNA
(frem. Vinker ad Apotekeren).

Hr. Clausen, kom lidt!

APOTEKEREN
(hen til hende).
ANNA.

De har da vel ikke glemt ...?

APOTEKEREN
(trækker en Konvolut frem).

Nej, nej, hvor kan De tro! (Smilende.) Og det er, som det skal være, - jeg kommer lige fra Prokuratoren.

ANNA
(med varme Øjne).

Tak! (Putter Dokumentet i Tasken og lukker af for den. - Skælmsk:) Nu skulde De egentlig ha' et Kys, men jeg er bange for, at de andre ...

APOTEKEREN
(genert).

Ja, ja ... nej ... nej! - - Og har De lagt Mærke til, hvor de er pyntede?

ANNA
(leende).

Ja--ha! (Indsmigrende.) Men De er dog alligevel denmest stilfulde! (Piller ved hans Skjortebryst.) Jeg holder saa meget af disse gammeldags Kalvekrøs.

STINE
(ind med et stort, hvidt Smækkeforklæde i Haanden).

Her er det fineste, A har, Frøken! (Peger.) Med Brodderier! - A har saamænd faatt det te Geborsdagspræsang ... (Hviskende.) ... a' Niels!

ANNA.

Det er jo ogsaa storartet! lad os saa faa Temaskinen ind!

STINE.

Jow! (Ud.)

ANNA
(begynder at tage Forklædet paa. Til Adjunkten).

Ja, De kommer vist til at hjælpe mig, Hr. Møller, med at faa det knappet.

ADJUNKTEN
(modvillig).

Jeg?

103
ANNA
(stamper med Foden i Gulvet).

Ja, ja! Skynd Dem nu lidt!

ADJUNKTEN
(trevent hen til hende).

Hum !

ANNA
(smilende).

I Aften ser De da ud som et Menneske!

ADJUNKTEN
(knapper).

Menneske? Hva' vil det sige!

ANNA.

De er bleven saa fint klædt paa.

ADJUNKTEN.

Hum!

ANNA
(skælmsk).

Men hvor bliver Dokumentet af, lille Fa'er! Har vi maaske allerede fortrudt det?

ADJUNKTEN.

Næi . . . (Haler langsomt en Konvolut op af Lommen og rækker hende.

ANNA.

Det er da vel stemplet? - - Og De har da ikke pruttet af paa Summen?

ADJUNKTEN

(vrider sig). Uf!

ANNA
(klapper ham leende).

Saa, saa! (Putter Dokumentet i Tasken og laaser.)

STINE
(ind med Temaskinen, der bliver stillet paa et Bord i Forgrunden til venstre).
ANNA
(hjælper hende).
ADJUNKTEN
(gnaven).

Skal De nu hen til de andre igen?

ANNA
(smilende).

Nej, jeg skal bare lave Te, - jeg er jo Værtinde ! (Hen til Bordet og sysler med Tetøjet.)

DYRLÆGEN
(gnider sig i Hænderne).

.De ser sgu storartet ud bag en Maskine!

ANNA
(nikker).

Ja, ikke sandt? Der kan nok blive en fornuftig Husmoder af mig?

APOTEKEREN.

En fortryllende lille Husmoder, ja!

DYRLÆGEN
(hen til Anna).

Hæ, hæ, hæ, er der ikke noget, jeg kan hjælpe med? Brænder man ikke de smaa Rosenfingre?

ANNA.

Tak, jeg kan godt selv!

ADJUNKTEN
(trækker i Dyrlægen).

Lad være med at staa der og skab Dig! Jeg faar Kvalme af at se paa det!

DYRLÆGEN
(tager et Stykke Sukker af Sukkerskaalen).

Her er et Stykke Sukker, gamle!

ADJUNKTEN
(arrig bort).
DYRLÆGEN
(spiser Sukkeret selv).
APOTEKEREN
(hen til Anna).

De maa lave Te hver Aften!

ANNA
(ser op paa ham).

De véd, at jeg intet hellere vil.

DYRLÆGEN.

Men der skulde gerne lidt ... hæ, hæ! ... lidt Mening i!

104
ANNA.

"Mening" ?

ADJUNKTEN
(arrig).

Han mener Rom!

ANNA
(til Dyrlægen).

Ja, det kan De godt faa - - senere, - - naar vi skal til at spille.

DYRLÆGEN
(henrykt).

Sikken et Pigebarn! Sikken et Pige barn!

ANNA.

Maa jeg bede de Herrer tage Plads, - nu er Teen færdig!

HERRERNE
(sætter sig).
ANNA
(med en Kop til Apotekeren).

Værsgod, Hr. Clausen! Jeg haaber, den er tilpas! - - Aa, Niels, byd Sukker og Fløde!

NIELS
(der stadig har staaet stiv ved Recepturet).

Jow ! (Tager Bakken og byder.)

ANNA
(med en Kop Te til Adjunkten).

Værsgod, Hr. Møller! - - Om Aftenen holder De vel nok af Te?

ADJUNKTEN.

Næi!

ANNA
(skælmsk).

Aa jo, naar jeg har lavet den?

ADJUNKTEN
(arrig til Niels, der byder Sukker og Fløde).

Skal ikke ha'!

NIELS
(bort, befippet).

Aal ret!

ANNA
(med Te til Dyrlægen).

Værsgod, Hr. DilHng! - Holder De heller ikke af Te?

DYRLÆGEN.

Jo-o, hæ, hæ, - - med Musik til!

STINE.

Er der ikke mere, Frøkenen ønsker? - For A sku' jo ud i Kjøkkenet ... ?

ANNA.

Nej Tak, Stine, ikke foreløbig.

STINE.

Naa ! (Peger paa Dyrlægen og Adjunkten og hvisker beundrende til Anna.) A ha'd' sgu aldrig ku' faatt tyllet det Slapperas i dem! (Ud.)

ANNA.

Niels kan ogsaa gerne gaa.

NIELS.

Jo-wall!

ANNA.

Men De husker nok ...?

NIELS.

Jow ! Jow ! (Ud gennem Recepturet.)

ANNA.

En lille Kop til, Hr. Clausen?

APOTEKEREN.

Megen Tak, Frøken, - en lille halv!

ANNA
(ved Temaskinen).

Og Hr. Møller?

ADJUNKTEN
(kort).

Nej!

ANNA.

"Nej Tak"! hedder det. - Og Hr. Dilling?

105
DYRLÆGEN.

Ih Gud fri mig! - - Om Forladelse, jeg mener, hæ, hæ, ...

ANNA
(hen med apotekerens Te).

Værsaagod! - Jeg har kommet Sukker og Fløde i.

APOTEKEREN.

Tak mit Barn! - - Men skal De ikke selv ha' noget?

ANNA.

Jo, Tak. Men nu vil jeg først ud med en Kop til Deres Hr. Søn.

ADJUNKTEN.

Fa'en - lad ham vente!

ANNA.

Næi, han skal dog ikke helt være Stedbarn.

APOTEKEREN.

Det er rigtig, lille Frøken! De er lutter Godhed og Omtanke.

ADJUNKTEN.

Ja, Du tænker bare paa at fylde din egen Familie?

ANNA
(bag Maskinen).

Og saa har jeg bagefter en Overraskelse til de Herrer ...

HERRERNE
(flytter sig nervøse paa Stolene).
ANNA.

Ja det er ikke noget slemt. Det er bare en lille Hemmelighed, som jeg gerne vilde lette mit Hjerte for ...

HERRERNE
(rømmer sig nervøst).
ANNA
(frem paa Gulvet med Tebakken).

... og som jeg ganske vist ikke er ene om, ... men jeg tror, at vedkommende og jeg ... at vi begge staar os bedst ved straks at gaa til Bekendelse. (Lader spørgende sine Øjne vandre fra den ene til den anden.)

DYRLÆGEN
(sky).

Ja, forstaar sig ...

ADJUNKTEN
(sky).

Ja ... jo ...

APOTEKEREN
(sky).

Ganske vist jo ... ja-a ...

ANNA.

Altsaa Om et Øjeblik! (Op mod Recepturet. Vender sig og siger smilende:) Jeg har blot villet forberede Dem en Smule, mine Herrer, for at ingen af Dem skulde faa et Slagtilfælde. (Ud.)

HERRERNE
(ler nervøst. Derpaa Tavshed, Skulen og stigende Nervøsitet).
DYRLÆGEN
(rejser sig pludselig med et flot Sving og siger)

: Ja, Ihr Herren ...

ADJUNKTEN
(farer sammen).

Hvad er det med Dig! Kan Du ikke sidde rolig!

DYRLÆGEN
(stammende).

Nej for ... for jeg tror alligevel, at jeg hellere selv vil sige det ...

APOTEKEREN.

Du?

106
ADJUNKTEN.

Hva' for noget?

DYRLÆGEN
(piller ved sit Slips).

Jo for ... ja, det er sgu ikke saadan at komme fra, ... jeg er jo gaaet hen og har skiftet Anskuelser om ... Ægteskabet og de Dele, - - og I er jo dog mine trofaste gamle Venner ...

ADJUNKTEN
(stamper utaalmodig i Gulvet).

Naa! Naa !

APOTEKEREN.

Ud med Sproget!

DYRLÆGEN
(slaar dramatisk ud med en Arm).

Det er mig, der er bemeldte vedkommende! - Nu véd I det!

ADJUNKTEN
(ler hæst og haanligt).
DYRLÆGEN.

Hva' griner Du af?

ADJUNKTEN.

Hø, hø! Jeg véd jo nok, at Du har listet rundt om hende paa din sædvanlige sjofle Maade ...

DYRLÆGEN.

Møller!

ADJUNKTEN.

Men Du kan bide Dig i Næsen, ka' Du!

DYRLÆGEN.

Hva' ka' jeg?

ADJUNKTEN.

For hun har jo da Gudskelov en bedre Smag end som saa!

APOTEKEREN
(mæglende).

Kære Venner, kære Venner!

ADJUNKTEN.

Og jeg kan betro Dig, at det er mig, der er bemeldte vedkommende! - Kan Du bide Spids paa den?

DYRLÆGEN.

Dig? Dig? - Jeg tror Gu'hjælpeme, Du har Hundesyge!

APOTEKEREN
(rolig).

Kære Venner, I forivrer Jer til ingen Nytte ...

ADJUNKTEN.

Saa-aa?

DYRLÆGEN
(samtidig).

Hvad véd Du om det?

APOTEKEREN
(med fast Stemme).

Det er nemlig mig, Pigebarnet vil ha'!

ADJUNKTEN
(haanlig).

Haa! Haa!

DYRLÆGEN
(ude af sig selv).

Han er lækker! Han er lækker!

ANNA
(stikker i samme Øjeblik Hovedet frem fra Recepturet).

Attention, Messieurs! Nu kommer det!

HERRERNE
(vender sig om).
ANNA
(trækker Hovedet til sig, og man hører hende tælle bag Tæppet).

Én, to, tre! Tæppet gaar til Side, og man ser Recepturet oplyst af en blaa Flamme. Ludvig ligger paa Knæ foran Anna med hendes Haand trykket mod sine Læber. Han er i Kjole og hvidt. Det hele varer kun et Øjeblik, saa bliver Tæppet atter trukket for.

107
ADJUNKTEN.

Hva'!

DYRLÆGEN
(samtidig).

Hva' er det?

APOTEKEREN
(samtidig).

Hvad skal det betyde! Inden de endnu har faaet Tid til at samle sig, hører man Anna paany tælle: Én, to, tre! - Tæppet gaar atter fra, og man ser Recepturet oplyst af en rød Flamme. Ludvig har rejst sig, har slaaet Armen om Anna, og hun rækker ham Munden til Kys.

HERRERNE
(protesterende frem mod Baggrunden. Men Tæppet bliver trukket til for Næsen af dem, og man hører for tredje Gang Anna tælle. Naar Tæppet gaar fra, staar hun og Ludvig med hinanden under Armen i grønt, bengalsk Lys, glade og smilende som et Par nyforlovede, der skal fotograteres.)
ADJUNKTEN
(griber fat i Tæppet).

Hvad i Fandens Navn skal de Narrestreger betyde?

ANNA
(stadig smilende).

Ja, var det ikke en Overraskelse?

DYRLÆGEN.

Den Dreng!

LUDVIG
(fører Anna ned paa Scenen).

Ja, det er altsaa den unge Dame, jeg agter at gifte mig med.

ADJUNKTEN.

Du!

DYRLÆGEN.

Du! Ha!

APOTEKEREN.

Som Du ... agter at gifte Dig med?

ANNA
(leende).

Ja, han turde bare ikke sige det, før han var ganske vis paa, at det Valg, han havde truffet, ... (Læner sig indsmigrende op til Apotekeren) . . . havde Vundet Deres Bifald, kære Svigerfader!

APOTEKEREN
(fortørnet).

Nej undskyld, min gode Frøken Hansen, - nu kan det i Sandhed være nok!

ADJUNKTEN og DYRLÆGEN.

Ja!

ANNA
(uden at lade sig forknytte).

Men jeg hedder jo slet ikke Frøken Hansen! Jeg hedder Møller! (TIL ADJUNKTEN.) Se rigtig paa mig, kære Papa! Kan Du slet ikke kende din lille Pige igen? (Løber hen og kysser ham.)

ADJUNKTEN
(Idiot af Overraskelse).

Du ... Du ... Anna . . . min ... min ...

ANNA.

Ja! ... Og jeg skal hilse Dig fra Mo'er.

DYRLÆGEN.

Nu be'er jeg om mine himmelblaa Bukser!

APOTEKEREN
(bedrøvet til Ludvig).

Og Du har kunnet være med til at holde din gamle Fader saaledes for Nar!

ADJUNKTEN og DYRLÆGEN.

Og mig! - Og mig!

ANNA
(frem).

Nej, nej, nej, nej! Det har jeg været ene om! (Fingeret genert.) Og jeg har kun én Undskyldning, - at vi holder saa umaadelig meget af hinanden, - (Pludselig energisk:) 108 at vi maa giftes med hinanden. Og vi vil giftes med hinanden, om saa Kejseren af Kina satte sig derimod!

APOTEKEREN.

Men dette Ægteskab giver jeg aldrig mit Samtykke til.

ADJUNKTEN.

Og jeg heller ikke! Jeg skal dog vise, at jeg er hendes Fa'er!

DYRLÆGEN.

Jeg heller ikke! Den Æventyrerske! Gaar hun ikke der og roser mine Slips, bare for at ... æv!

LUDVIG
(nærmer sig Apotekeren).

Kære Fa'er ...!

APOTEKEREN.

Og jeg gad nok vidst, hvad I vil gifte Jer paa?

LUDVIG.

Jeg har da min Eksamen.

APOTEKEREN.

Eksamen? Ja, det skal fedt hjælpe!

ANNA.

Jamen, kære Svigerfa'er, De glemmer jo helt ...

APOTEKEREN.

Hvad glemmer jeg?

ANNA.

At De har forpligtet Dem til at skifte med Ludvig og overlade ham Apoteket! (Slaar paa Tasken.)

APOTEKEREN
(staar maalløs).
ANNA.

Og desuden har vi da ogsaa de ti Tusinde, som Fa'er har lovet mig i Medgift.

ADJUNKTEN
(griber for sig).

Hva' ... hva' er det, Du siger?

ANNA.

Ja! (Slaar paa Tasken.) Her!

ADJUNKTEN.

Ja, det var ... det var, dersom ...

ANNA
(smilende).

Dersom hvad?

ADJUNKTEN
(staar forfærdet, ude af Stand til at svare).
APOTEKEREN.

De glemmer, Frøken, at det var under den Forudsætning, at jeg ... at De ... (Standser pludselig op.)

ANNA
(ser spørgende paa ham).
APOTEKEREN
(forlegen).

Hm, hm, ja ... ja ...

ANNA
(frimodigt).

Men Gudbevares! Hvis de Herrer fortryder ... saa skal jeg saamænd ikke hindre Dem i at bryde Deres Ord! (Aabner hurtig Tasken og tager to Konvolutter frem. Hun har Apotekeren til højre og Adjunkten til venstre. Rækker samtidig en Konvolut ud i hver Haand.) Værsgod !

APOTEKEREN og ADJUNKTEN
(griber begge til).
ANNA
(uden at slippe).

Men det vil jeg saa sige Dem, Apoteker Clausen, at De i Dag har set Ludvig og mig for sidste Gang!

109
APOTEKEREN
(slipper sit Tag og sender Ludvig et ængsteligt Blik).
LUDVIG
(imod ham. Bedende).

Fa'er . . . !

ANNA.

For saa agter jeg at overtage Mo'ers Pensionat. (Vender sig pludselig til Adjunkten, der endnu holder fast paa Konvolutten.) Og saa vil De, Hr. Møller, en af de første Dage ha' den Fornøjelse at se Deres Kone igen!

ADJUNKTEN
(tumler tilbage og slipper Konvolutten).

Hva' ...? Er Du gal!

ANNA
(uforstyrrelig).

Jeg har nemlig en speciel Hilsen fra Mo'er, at hun agter at flytte sammen med sin Mand igen ...

ADJUNKTEN.

Er hun forrykt!

ANNA
(som før).

... saafremt han i denne Sag skulde lade sine noksom bekendte faderlige Følelser løbe alt for meget af med sig.

ADJUNKTEN.

Flytte sammen - - Aldrig i Evighed!

ANNA
(staar med Konvolutterne i de fremstrakte Hænder).

Værsgod, de Herrer!

(Pause.)

APOTEKEREN
(forknyt til Adjunkten).

Ja, jeg véd ikke, Møller, hvad Du mener?

ADJUNKTEN
(eksploderer).

Gid Fanden havde Alverdens skinbarlige Fruentimmer!

DYRLÆGEN.

Folk vil grine sig fordærvet, hvis Historien kommer ud.

(Pause.)

ANNA
(kigger smilende fra den ene til den anden. Derpaa siger hun fornøjet som om Sagen var afgjort).

Naa, ja, det vidste jeg jo nok! (Putter hurtigt Konvolutterne i Tasken igen og laaser af.) Og det lover jeg, . . . (Hastigt hen og slaar Armene om Halsen paa Apotekeren) . . . at jeg skal blive en rigtig god og kærlig Svigerdatter! (Kysser ham.) Og en ... (Nærmer sig Adjunkten) . . . rigtig god og kærlig ...

ADJUNKTEN
(brøler).

Rør mig ikke!

ANNA
(klapper ham smilende paa Kinden).

Gamle Brumbasse !

DYRLÆGEN
(uvilkaarlig begejstret).

Satan til Pigebarn, hæ, hæ!

ANNA
(vender sig mod ham).

Hvadbehager?

APOTEKEREN og ADJUNKTEN
(trækker sig lidt tilbage i livlig Diskussion. Faar senere fat i Ludvig, hvem de søger at bearbejde, men forgæves).
110
DYRLÆGEN.

Ja, undskyld ... Om Forladelse! - - (Flot:) Men vi to har nok ogsaa et lille Mellemværende?

ANNA.

Saa-aa?

DYRLÆGEN
(som før).

Naa, Frøkenen har maaske allerede glemt det? -- Det ligger vist der! (Peger paa Tasken.)

ANNA.

Aa, De mener Dokumentet? (Forbavset.) Er det Deres Mening, at De vil ha' det igen.

DYRLÆGEN
(med en Reverens).

Ja, Tusind Tak, - Tusind Tak! - - Da jeg hverken har den Ære at være den naadige Frøkens Fa'er eller Svigerfa'er eller ...

ANNA.

Ja, det véd jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til, min gode Hr. Dilling ...

DYRLÆGEN
(med et nyt Buk).

Er det maaske Frøkenens Mening ... hæ, hæ -

ANNA
(leende).

At gifte mig med Dem? - Nej! - - Men det er jo muligt, at Stine ...

DYRLÆGEN
(retter sig).

Sti ... Stine?

ANNA
(stadig smilende).

Ja, vi kan jo da spørge hende ad. (Vil gaa mod Døren til venstre.)

DYRLÆGEN
(griber hastig fat i hende).

Prru! ... Jamen kæreste, bedste ... vent, vent!

ANNA.

Ja, for De husker jo nok, at Dokumentet lyder paa Ihændehaverinden, hva'?

DYRLÆGEN.

Jamen, det er jo ikke mig, der - - det er jo Dem, der ikke vil!

ANNA
(smilende).

Meget rigtigt! Men hvis jeg nu overgiver Dokumentet til Stine, saa er det altsaa hende, der er "Ihændehaverinden".

DYRLÆGEN
(tørrer sin Pande).

Puh! - Hun er værre end den lange! (Ser sig raadvild om.) Hun er en Djævel!

APOTEKEREN
(til Dyrlægen).

Hvad er der i Vejen, kære Dilling?

ANNA
(hurtigt).

Ikke noget, Svigerfa'er! Det er en Sag, som Hr. Dilling og jeg helst vil afgøre paa egen Haand! (Til Dyrlægen:) De vil altsaa ikke?

DYRLÆGEN
(hændervridende).

Jeg kan da ved Gud i Himlen ikke gifte mig med Stine!

ANNA.

Godt! Men saa maa De altsaa udbetale hende ...

DYRLÆGEN
(grædefærdig).

Ti Tusinde Kroner?

111
ANNA.

Ja, det var jo Dem selv, der fik Summen forhøjet fra fem til ti.

DYRLÆGEN.

De er intet Menneske!

ANNA.

Og det er slet ikke mere end rimeligt. Det er jo Dem, der er Skyld i, at hun har maattet gaa her og slide i alle de Aar uden at kunne lægge mere end otte Hundrede Kroner op. - - Men skal vi ikke heller kalde paa hende selv?

DYRLÆGEN
(holder paa hende).

De er jo en ren ... De er jo en ren ... Molok!

APOTEKEREN
(nærmer sig).

Men kære Ven, hvad er ...

ANNA.

Ja, vi kan jo ogsaa høre, hvad de andre Herrer mener ...

DYRLÆGEN
(rædselsslagen).

De andre? Nej, nej! - - Jeg gaar ind paa alt, alt, alt!

ANNA
(smilende).

Tak, Tusind ... ti Tusind Tak! - - Men hvorfor skal I saa altid gøre saadant et Vrøvl først? Det ender jo dog med, at I kommer, naar man ... (Knipser med Fingrene, som naar man lokker for en Hund. Rækker derpaa Dyrlægen Haanden:) Tak!

DYRLÆGEN
(tager hendes Haand).

Aa jeg ... aa jeg be'er! - - Puh!

APOTEKEREN
(deltagende).

Jamen, kære, gamle Ven, hvad ... ?

ADJUNKTEN.

Har Du brændt Dig?

DYRLÆGEN
(med et Suk).

Det har vi nok alle sammen! - - Og jeg, som troede saa fast paa de smaa buttede!

ANNA
(hen til Ludvig).
LUDVIG
(kysser hendes Hænder).
STINE
(i Døren til venstre).

A sku' gjerne vide, hvodden det sku' være med Aftensmaden?

ANNA.

Det haster endnu ikke, Stine! Ellers Tak! - - Aah men vent lidt! (Tager Stine under den ene Arm og Ludvig under den anden. Halvhøjt til Stine:) Nu har Ludvig og jeg da faaet hinanden.

STINE
(slaar Hænderne sammen).

Herre Jessus !

ANNA
(nikker smilende).
STINE
(bekymret).

Bare nu bette Lodhvi ikke kommer te aa angr' paa den Galas!

112
LUDVIG
(forhaabningsfuld).

Aa nej!

ANNA
(slipper Ludvigs Arm).

Og kom, skal jeg fortælle Stine noget! (Trækker hende lidt til Side og hvisker til hende.)

STINE
(vil ikke tro sine egne Øren).

Har Dilling? !

ANNA
(nikker smilende).
STINE.

Saa er der ingen a' vos, der har langt igen da! (Gaar pludselig over mod Dyrlægen, som er optaget af et Mundhuggeri med Adjunkten. Rækker Haanden ud imod ham.) Men A si'er li'godt saa manne Tak!

DYRLÆGEN
(arrigt og uden at tage Haanden).

Hva er 'et?

STINE.

Det er Frøkenen, der si'er ...

DYRLÆGEN
(med en flot Haandbevægelse).

Naa ja ... Bagatel! - Det er jo ikke noget at snakke om! (Fjerner sig.) Æv!

ANNA.

Og saa Nodepultene, Stine! - Vi skulde gerne ha' lidt Musik før Bordet.

STINE.

Jow, jow ! (Ud. Straks efter ind igen med Nodepultene. Stiller dem og Stolene paa Plads.)

NIELS
(er kommen ind fra Recepturet og nærmer sig forsigtig).
ANNA.

Naa?

NIELS
(nærmer sin Mund til hendes Øre og holder Haanden for).

A sku' hvisk' te Frøkni, a no haar wi ham, Skabilkene', ijenn.

ANNA.

Det er godt! - - De Herrer undskylder mig nok et Øjeblik! (Ud med Niels.)

DYRLÆGEN
(peger).

Nu skal Du se Ludvig, nu kysser hun sgu nok Niels osse, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(til Ludvig).

Hun er Mo'eren op ad Dage! - Bare ti Gange værre!

APOTEKEREN.

Lad nu Ludvig være i Fred, kære Venner. -- Ganske Vist . . . (Med et ængsteligt Sideblik til Ludvig) . . . endnu er det jo ikke for sent, ... endnu er der jo ingen Ulykke sket ...

LUDVIG
(varmt).

Kære Fa'er, for mig er der ingen anden Lykke til i Verden!

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ...

ADJUNKTEN
(indædt).

Og jeg, der har været hans Lærer!

DYRLÆGEN
(dybsindig).

Nytter ikke, Møller! Naar det kommer, saa kommer det!

ANNA
(ind fra Recepturet).

Hva' er vi ikke kommen videre endnu! Jeg troede, der skulde spilles?

113
ADJUNKTEN.

Jeg er ikke oplagt til at spille!

APOTEKEREN
(klapper ham paa Skulderen).

Jo, vist saa, Møller! - Det bliver dog Musikken, vi maa holde os til, vi gamle, - - nu som før.

DYRLÆGEN.

Stine! Maa jeg faa min Toddy!

ANNA.

Naa, naa, naa, Hr. Dilling, De glemmer nok, hvor De er!

DYRLÆGEN
(forfjamsket).

Undskyld ...! Om Forladelse, kære Frøken, ... men De sa'e jo selv før ...

ANNA
(værdigt).

Stine vil De bringe en Toddy til Hr. Dilling! ... Og en Kop Kaffe til Adjunkten!

STINE.

Jow! (Ud.)

ANNA.

Ikke sandt, lille Fa'er?

ADJUNKTEN
(svarer hende ikke. Til Apotekeren).

Med hende til første Violin spiller jeg ... ikke!

APOTEKEREN.

Ja ... naa ... ja ... (Lidt usikker:) Men saa har vi jo da Ludvig . . . (Sender et ængsteligt spørgende Blik imod ham.)

ANNA
(smilende).

Nej, lille Svigerfa'er, ham beholder jeg for min egen Mund!

APOTEKEREN.

Jamen saa ... hvem da? ... Saa forstaar ...

ANNA
(stadig smilende).

Naturligvis den nye Mand, De har averteret efter. - Kan De høre?

Der lyder Violinspil fra Recepturet, den samme Musik som i 2den Akt.

DE GAMLE HERRER
(lytter forbavset).
DYRLÆGEN.

Jeg tror Gud hjælpe mig, hun kan hekse osse! Tæppet for Recepturet gaar til Side, og man ser Hansen staa og spille i bengalsk Belysning.

APOTEKEREN.

Men det er jo Manden fra i Aftes!

ANNA.

Ja! Den rigtige Hr. Hansen! Min gamle Lærer fra København. Ham tror jeg nok, De kan være tjent med.

DYRLÆGEN.

Ja, han spiller sgu godt!

APOTEKEREN.

Fortræffeligt!

ADJUNKTEN.

Meget pænt!

ANNA
(til Hansen, der vedbliver at spille).

Ja, Tak, kære Hansen, nu kan det vist være nok, - De er allerede antaget. (Ser sig om.) Ikke sandt?

114
APOTEKEREN.

Selvfølgelig! Hvis Hr. Hansen kan glemme den Medfart ...

HANSEN
(ned, griber Annas Haand).

Endelig! - Du fatter ikke! - Men hvilken af de meget ærede Herrer er din ... er din Papa?

ANNA
(mod Adjunkten).

Det er ham der!

HANSEN
(hen til Adjunkten. De hilser forbindtligst paa hinanden).
APOTEKEREN
(begynder atter at blive livlig. Til Dyrlægen).

Lad os saa bare se at faa fat i vore Instrumenter!

DYRLÆGEN.

Ja, og lad os ta' et ekstra Glas paa, at vi slap, som vi gjorde, hæ, hæ!

APOTEKEREN
(alvorlig).

Ja, i vor Alder skal man ikke lege med Ilden!

DYRLÆGEN
(kniber det ene øje til).

Den varmer dog rart, hæ, hæ! (Ud til højre.)

APOTEKEREN
(ud til venstre).
HANSEN
(i Samtale med Adjunkten. Bukker).

Ja, jo ganske af Deres ærede Mening!

ADJUNKTEN.

De er en dannet Mand! - Men nu vil jeg hente mit Instrument. (Ud til højre.)

DYRLÆGEN
(ind med sin Violoncel).
ANNA
(præsenterende).

Og det er Hr. Dyrlæge Dilling ...

HANSEN
(rækker Haand og bukker).

Mig en Ære!

ANNA.

Peter Ferdinand Dilling.

DYRLÆGEN.

Hva' be . . .? (Griber sig i det, ryster Hansens Haand:) Æren er ganske paa min Side.

HANSEN
(bukkende).

Nej, jeg be'er tusinde Gange ...

ANNA.

Ti Tusinde!

DYRLÆGEN
(slaar efter hende).

Æv ! . . . (Ser op og ned ad Hansen:) Bare vi nu kan være sikre paa, at De er et rigtigt Mandfolk!

HANSEN
(genert).

Hvad ... jeg ... De spøger Hr. ...

DYRLÆGEN.

Ja, jeg mener, at De ikke er et forklædt Fruen ... (Til Anna:) ... om Forladelse: Dame!

HANSEN
(ler forceret).

Ha, ha ... ha! naa saadan! (Klapper Anna paa Kinden:) Ja hun er jo ... med Deres Tilladelse ... en lille Spilopmagerske! Det har hun altid været.

APOTEKEREN
(ind med sin Violin).
115
ANNA
(til Hansen, præsenterende).

Ja, min Svigerfa'er kender De jo allerede ...

HANSEN
(bukker).

Ja, jo ... (Pludselig uforstaaende til Anna:) Sviger ... Svigerfa'er?

ANNA.

Ja, Ludvigs Fa'er, De ved. Nu har vi da endelig faaet hans Samtykke. - De kan ikke tro, hvor vi er glade.

HANSEN
(griber fat i en Stol).

Undskyld ... med Deres Tilladelse ... Jeg ...

ANNA
(smilende).

Siger De nu "De"?

HANSEN
(forfjamsket).

Ja ... nej ... næh ... næ jeg gør ikke, men hvis De vil tillade mig at sidde et Øjeblik ... (Falder ned paa Stolen.) Jeg fatter aldeles ikke ...

ANNA
(bøjer sig ned, stryger ham over Haaret og siger venligt, halvt trøstende).

Hvad er det, De ikke fatter? Jeg synes netop, det maa være saa rart for Dem, at De nu har faaet noget fast - paa Deres ældre Dage ...

HANSEN
(med vilde Øjne).

Fast? - - Ja, jo ... men det var altsaa ham!

ANNA
(muntert).

Ja, har De slet ikke kunnet mærke det? - Og De skal se, vi skal nok faa det rigtig rart sammen. (Klapper ham igen.)

HANSEN
(ser taknemmelig, men ulykkelig op paa hende).
LUDVIG
(har haft travlt med at lægge Noderne til Rette, tænde Lysene o. s. v., men har samtidig hyppig vekslet glade Smil og Nik med Anna).

Saa, nu er her i Stand!

DYRLÆGEN og APOTEKEREN
(har staaet i Samtale).
ADJUNKTEN
(ind med sin Violin).
DYRLÆGEN
(glad).

Naa, der har vi Møller! - Jeg glæder mig sgu til, at det skal komme i den gamle Gænge igen!

APOTEKEREN.

Ja, det har Du Ret i, kære Ven! Musikken er dog det eneste! - Lad os saa ta' fat! - - Hr. Hansen, vil De være saa god at tage Plads her!

HANSEN
(rejser sig og bukker forvirret).
ADJUNKTEN.

Ja, for nu hører De os til, hva' !

APOTEKEREN
(venligt).

De skal se, vi bliver nok gode Venner!

DYRLÆGEN
(sætter sig og tager en Pris).

Ja, for jeg haaber da, 116 at De mener ligesom vi andre, at Fruentimmerne er noget Skidt! - Baade de lange og de korte!

ANNA.

Hr. Dilling!

DYRLÆGEN
(retter sig).

Ja, det siger jeg sgu, Frøken! - For nu sidder jeg paa min Trone, hæ, hæ!

ADJUNKTEN
(sætter sig og tager en Pris).

Her lader vi os ikke kommandere!

APOTEKEREN
(sætter sig, tager en Pris og byder Hansen en med).
HANSEN
(ser hen til Anna).

Jeg véd ikke ...?

APOTEKEREN
(smilende).

Tag kun! - Her gør vi, hvad vi vil!

HANSEN
(kommer paa Plads, forlegen i alle Maader).
DYRLÆGEN
(ungdommelig. Blader i Noderne).

Naa Gutter! Skal vi begynde helt forfra?

APOTEKEREN.

Nej, lad os spille Temaet igennem engang ! - Vi begynder altsaa med Adagioen, Hr. Hansen.

HANSEN
(med et Knæk).

Som Hr. Clausen behager! (Instrumenterne stemmes.)

ANNA
(smiler til Ludvig).

Kom, lad os to gaa op i Karnapen! (Rækker Haanden ud mod ham og begynder at stige op.)

LUDVIG
(følger efter, han ser lykkelig-fjollet ud).
ANNA.

Ja for nu er vi da rigtig forlovede!

DYRLÆGEN.

Hys! Ingen Snak!

ADJUNKTEN.

Hold Mund deroppe!

APOTEKEREN
(banker med Buen i Pulten. Musikken begynder).
ANNA
(staar øverst oppe).
LUDVIG
(et Par Trin længere nede).
ANNA
(griber Ludvigs Haand. Peger med sin venstre Haand ned mod de spillende og siger med et halvt overlegent, halvt medlidende Smil)

: De kære gamle!

STINE
(ind med Toddy og Kaffe).

(Tæppe.)

ADEL, GEJSTLIGHED,
BORGER OG BONDE
Skrevet 1895-97,
første Bogudgave 1897

118
119

EN MINDEFEST
(1897)

120
121

AGERENDE

  • Hofjægermesteren.
  • Kammerherren.
  • Tjeneren.
  • Tjenerdrengen.

SPISESALEN

Et stort trefags Rum dekoreret i lyse, lette Toner i matte Limfarver: graat, rødt, grønt. Tre hvidmalede Døre med Stukornamenter over. Malede Vaaben-Insignier over de to af Dørene. En stor, aaben Kamin. Fireogtyve stivryggede Egetræs Stole langs Væggene. Et Egetræs Spisebord paa Ruller. En Egetræs Buffet, hvorpaa staar en Sølvterrin, fire gammeldags Sølvtemaskiner, tre Sølvtepotter, to Sølvkaffekander og seks Sølvbægere. I Salens Hjørner høje Kandelabre. Over Spisebordet en Lysekrone med Prismer. Høje Spejle i forgyldte Rammer mellem Vinduerne. Klare Gardiner. Rullegardiner med vore Kongeborge.

Bordet er dækket. En Kuvert for hver Ende. En Sølvspiseske, fem Sæt Sølvgafler og Knive med Sølvskaft, en Sølvdessertske, en Sølvfrugtkniv, otte Glas og en Sølvnøddeknækker ved hver Kuvert. Midt paa Bordet en Sølvopsats med Blomster.

Lysene i Kronen og Kandelabrene er tændte. Gardinerne nedrullede. Ild i Kaminen. Kongerøgelse paa Risten.

HENRIKSEN
(i grøn Jægeruniform med Sølvstriber ned ad Benklæderne staar og kaster et sidste prøvende Blik paa Taflet. Han klør sig med Pegefingeren i Nakkeskilningen, forsigtig for ikke at bringe Uorden i Coiffuren. Han retter lidt ved den ene Serviet, der kunstfærdigt er sat op som en Svane med lang, krum Hals og halvtudspilede Vinger. Det er Kammerherrens Kuvert. Hofjægermesteren maa nøjes med en Vifie ... Saa trækker han en Lap Papir op af Lommen og læser halvhøjt, idet han samtidig lader venstre Haands Pegefinger svinge fra Glassene foran den ene Kuvert til Glassene foran den anden):

Sherry ... Sherry, Leoville ... Leoville, Mosel ... Mosel, Cliquot dry ... Cliquot dry, Bourgogne ... Bourgogne, Pommery sec ... Pommery sec, Chateau Olivier 1878 ... Chateau Olivier 1878, Madeira vieux ... Madeira vieux. - Det passer! ... Julius! Et rødmusset, vandkæmmet Drengeansigt viser sig i Dørsprækken ind til Anretterværelset ved Siden af Kaminen.

HENRIKSEN.

Spørg Heksen dernede, om Suppen kan serveres! Jeg er færdig!

JULIUS
(forsvinder).
122
HENRIKSEN
(mumlende).

Det gaar nok Fanden i Vold med den Dreng! (Julius plejer nemlig til daglig at gøre Staldtjeneste.) Julius! Der lyder noget i Lighed med Hovtrin op ad en Trappe. Et Øjeblik efter styrter Julius, der ogsaa er i Jægerdragt, men uden Sølvgaloner, ind i Salen.

HENRIKSEN.

Hva' Satan er det, Du har paa Benene, Dreng?

JULIUS
(forfærdet, idet han stikker den ene Fod frem).

Sko !

HENRIKSEN.

Det lyder, Gud hjælpe mig, som det var en Følhoppe, der kom! ... Hvad sa' hun om Suppen?

JULIUS.

Den kunde godt sarveres!

HENRIKSEN.

Ta' mig min Hirschfænger! Den ligger paa Hjørnebordet i Anretterværelset! Julius bringer Hirschfængeren, som Henriksen spænder om sig i et Lædergehæng med pletteret Spænde.

HENRIKSEN.

Saa staar Du dér ved Siden af Døren! Og Du rører Dig ikke, uden naar jeg vinker! Har Du forstaaet?

JULIUS.

Jovel, Hr. Henriksen!

HENRIKSEN.

Og saa op paa Tæerne, naar Du serverer rundt.

JULIUS.

Jovel! Henriksen gaar hen foran et af de store Spejle; knapper alle Knapperne i sin Uniform, glatter Haaret, sætter Overskægget op og retter paa Hirschfængeren. Derpaa vender han sig tilfreds med sit Udseende.

HENRIKSEN.

Nu gaar jeg over og melder! ... Sig til Marie, at hun skal sætte Terrinen op! Og stil Dig saa paa Plads! (Ud gennem Fløjdørene til Vestibulen). Naar Julius har raabt sin Besked ned i Køkkenet til Pigen, stiller han sig op stram og urørlig, langs Dørkarmen ud til Anretterværelset. Hans Øjne er ganske runde af at se paa alle Lysene og alt Sølvtøjet. Han tænker ikke; han bare sveder af Benovelse og Uniform. Saadan staar han og venter. Saa lyder der Fodtrin, Latter og Tale ude i Vestibulen. Fløjdørene slaas op, og Herskaberne kommer ind; Hofjægermesteren stor og vægtig som Goliat, Kammerherren mindre og lettere som David. Begge i Kjole. Henriksen lukker lydløst Dørene til.

HOFJÆGERMESTEREN
(med en indbydende Haandbevægelse mod Svanen).

Prenez Plads, Kammerherre! Man sætter sig og ødelægger øjeblikkelig Henriksens Kunstværker ved at stoppe en Flig af Servietten ned bag Flippen for at skaane Skjortebrystet. Hofjægermesteren giver Tjeneren et Vink.

HENRIKSEN
(griber et Stykke Papir og kundgør).

Consommé naturel!

KAMMERHERREN
(bifaldende).

Ah, der annonceres!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det bruger man i Kulturcentrummerne ! (Consomméen serveres).

HENRIKSEN
(læser).

Leoville è discretion! ... Sherry! (Skænker). Man spiser. Kammerherren lydløst, Hofjægermesteren lidt slubrende.

123
HOFJÆGERMESTEREN
(bider en Mundfuld af sit ristede Brød).

Næ, hva' jeg vilde sige ... jeg vilde med Vilje ikke gøre noget stort Selskab!

KAMMERHERREN.

Nej forstaar sig, forstaar sig!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er knapt et Aar siden, min Hustru døde ...

KAMMERHERREN.

Den kære Hofjægermesterinde!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men saadan paa Tomandshaand ... med en Ven!

KAMMERHERREN.

Mais oui! Og De har heller ikke godt af, saaledes at fordybe Dem i Sorgen, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa paa vor Bryllupsdag ... vi plejede altid at se no'en hos os.

KAMMERHERREN.

Ja, paa en saadan Dag bør man ikke sidde ene!

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, Maden smager ikke ...

KAMMERHERREN.

Nej vist saa, nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa tænkte jeg, at en god Ven og Nabo ...

KAMMERHERREN.

Ja, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og De har jo kendt min afdøde Hustru lige saa godt som jeg, Kammerherre ...

KAMMERHERREN.

Ja ... Deres uforglemmelige Hustru var saa god at regne mig blandt sine nærmeste Venner.

HENRIKSEN.

Ønsker Deres Højvelbaarenhed mere Suppe?

KAMMERHERREN.

Nej Tak. Julius har paa et givet Tegn af sin Foresatte rejst sig paa Tæerne og er balanceret hen bag ham for at modtage de tomme Tallerkener.

HENRIKSEN
(til Hofjægermesteren).

Ønsker Deres Højvelbaarenhed mere Suppe?

HOFJÆGERMESTEREN
(ser ud, som om han gerne vilde have mere).

Næi!

Ny Tallerkener sættes om.

HENRIKSEN
(annoncerer).

Filet de Barbue Normande! ... Mosel ! (Serverer og skænker).

HOFJÆGERMESTEREN
(med Filet paa Gaflen).

Og saa mener jeg, at dette her skal være som en Mindefest for Bessy ... Hun sad saamænd, hvor De nu sidder, vor sidste Bryllupsdag; 124 kan De huske det, Kammerherre? De havde hende vist til Bords?

KAMMERHERREN.

Jeg havde den Ære! (Drikker af Bordvinen.) En fortræffelig Leoville, kære Hofjægermester! Kunde maaske være en ubetydelig Smule mere tempereret.

HOFJÆGERMESTEREN
(i Harnisk).

Henriksen, har De nu smølet igen! Hvor Fanden har De Deres ... Deres Sanser henne? Aldrig kan De temperere rigtig! Henriksen tager stiv imod Reprimanden; medens Julius synker ned paa Hælene af Skræk.

HOFJÆGERMESTEREN.

Byd rundt en Gang til! Henriksen byder rundt. Julius knækker skælvende afsted med Saucen.

HOFJÆGERMESTEREN
(med genvunden Ligevægt).

Uden at rose mig selv, Kammerherre: det er en storartet Fisk!

KAMMERHERREN
(tørrer forsigtig lidt Sauce bort af sin ene Mundvig).

Superb, superb! ... Det maa jo være en særdeles habil Kok, De har?

HOFJÆGERMESTEREN.

Første Klasse! Hun har lært i Hans Majestæt Kongens Køkken! Men hun forstaar sig jo kun paa den finere Madlavning. Hun skal væk til November. Jeg har hende jo fra Bessys Tid. Men hva' Fanden, jeg spiser jo ikke saadan til Hverdag! Véd De hvad: jeg sætter sgu næsten mere Pris paa Kaal og Ærter og den Slags! ... saadan en rigtig blodig Oksesteg for Eksempel, hva'?

KAMMERHERREN.

Aa ja, aa ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, véd De hvad: og fyldt Hvidkaal og Kraasesuppe.

KAMMERHERREN.

Ja vel saa, ja, bevares ... men-n ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ser De, det var jo Bessy, der indførte det franske Køkken. Jeg har sgu ikke videre Smag for de Sager. Næ: solidt og godt ... og rigeligt! ... Henriksen skift! ... Hvordan spiser De til daglig, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa tarveligt, tarveligt! man skal ikke ekstravagere! Men jeg synes nok, en Gang imellem ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig, ja! Men jeg kan jo ogsaa sagtens faa en Jomfru, der forstaar sig baade paa fint 125 og groft. De skal s'gu ikke blive snydt næste Gang. De kommer, hæ, hæ! De behøver ikke at være bange!

KAMMERHERREN
(lidt anstrengt).

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men saa fin-fin som i Dag bli'r det nu ikke! Jeg syntes, jeg vilde gøre mig en lille Fornøjelse, da det er vor første Bryllupsdag efter min Hustrus Død; for jeg savner hende naturligvis. Og da nu Petersen skal bort, saa mente jeg, at hun passende kunde slutte med en lille fin Diner ... Og saa tænkte jeg: Kammerherren fra Birkelund skal med, for han forstaar sig paa det, hva'?

KAMMERHERREN.

Ja, Tak, Tak, det var meget venligt af Dem, kære Hr. Hofjægermester!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa var De jo en af Bessys gamle Venner ...

KAMMERHERREN.

Ja, jeg har jo kendt Deres Hustru, førend De ...

HOFJÆGERMESTEREN
(kort).

Ja, det har De nok ... Skaal, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De drikker jo ikke noget!

KAMMERHERREN.

Jo Tak, Tak!

HENRIKSEN.

Aloyau de Boeuf à la Hongrie!

HOFJÆGERMESTEREN
(gnider sig i Hænderne).

Ah Bøf! ... Nej, ta' det Stykke dér, Kammerherre, ta' det Stykke dér, det ser saftigst ud! (Hans Højvelbaarenhed har selv udset sig et andet Stykke, som han nærer begrundet Frygt for, at Kammerherren skal sætte sig i Besiddelse af.)

Der spises.

HOFJÆGERMESTEREN
(pludselig).

Hvormeget vejer De Kammerherre?

KAMMERHERREN
(ser op fra sin Tallerken).

Hvor meget ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, hvor meget tror De, De vejer?

KAMMERHERREN.

Véd det skam ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN
(tager et Skøn).

Aa, De kan vel ungefær veje saadan en hundrede femogtyve-tredive ... Véd De, hvad jeg vejer?

KAMMERHERREN.

Nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tohundrede og femoghalvfjerds 126 trekvart. Jeg har taget fyrretyve Pund paa, siden Bessy døde. Men véd De, hvad jeg tog af, da vi var i Karlsbad?

KAMMERHERREN.

Nej ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tooghalvtredsindstyve Pund paa en Maaned.

KAMMERHERREN.

Det var meget!

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy fik mig derned, for hun troede, det skulde hjælpe. Vi vilde jo gerne ha' haft en Arving, forstaar De, ellers gaar Stamhuset over til en Sidelinie; det staar i Erectionspatentet. Og nu er det jo ellers gaaet i lige Linie fra Majoren, der døde 1684. De kan bande paa, jeg maatte trave op og ned ad Bjærgene ... Og ingen Mad!

KAMMERHERREN.

Men det hjalp ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Næ! Og da vi kom hjem, spiste jeg fire Æg til Frokost og Sellerier.

KAMMERHERREN.

Ah ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det skal osse være godt. Og Bessy kunde det jo ikke være, for hun ha'de et Barn i første Ægteskab, véd De.

KAMMERHERREN.

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var nu forbandet, at vi ikke fik en Søn, før hun døde! jeg kan ligefrem somme Tider ligefrem sørge derover.

KAMMERHERREN.

Det kan jeg saa godt forstaa ... Men naar De gjorde, hvad De kunde, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gjorde jeg s'gu. Den Karlsbadertur kostede mig lidt over to Tusind Kroner! ... Henriksen skift!

HENRIKSEN
(skifter og proklamerer).

Asperges en branches! ... Bourgogne!

HOFJÆGERMESTEREN.

Lad Fadet blive staaende! Henriksen lader Fadet blive staaende ved Siden af Hofjægermesteren.

KAMMERHERREN.

Har De i Sinde at deponere Deres Kort i Overhofmarschalatet i Vinter?

HOFJÆGERMESTEREN
(med en Asparges i Fingrene).

Næ ... jeg har jo Sorg!

KAMMERHERREN.

Ja, ja, det er sandt ja ...

127
HOFJÆGERMESTEREN
(suger Asparges i sig).

Og, mellem os, Kammerherre, jeg passer ikke rigtig deroppe ved Hoffet! Man skal gerne kunne nogle Verdenssprog og saadan.

KAMMERHERREN.

Naa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o! Og det er saa Satans flovt ikke at kunne svare igen. Bessy forskrev jo en Lærerinde herover et Par Somre; men det er dog Fanden til Hovn Verber og Skidt, man skal huske! Jeg skrev s'gu baade Stile og slog op i Ordbogen, og jeg laa og snakkede Fransk med Bessy, naar vi kom i Seng; men jeg kunde ikke huske det ... Skal vi dele de Asparges dér? ... Jo vist kan De saa! ... Nu ta'er jeg de her otte, saa ta'er De de seks; de fylder jo ikke noget! ... Henriksen mere Smør ... Nej, se Bessy ha'de jo faaet en hel anden Opdragelse; en Datter af en Lensbaron! Jeg gik her mest sammen med Karlene og Bønderne. Og saa har vor Familie jo giftet sig saa meget ind i hinanden. Og hva' kan saadan en Pjalt Huslærer lære fra sig? ... Jeg forsikrer Dem, jeg ha'de saamænd aldrig gjort mig Tanker om Bessy, hvis der ikke ha'de været denne Skandale med hendes første Mand og Seperation og alt det! ... Naa, naturligvis, hun maatte jo være glad for at komme i Stilling igen; Ornegaard er s'gu da ikke helt til at kimse a' !

KAMMERHERREN.

Nej ... og saa blev hun jo Hofjægermesterinde! ... En delikat Bourgogne, min kære, fyldig som Olie!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, den er god! ... Henriksen, skænk! ... Næi, jeg blev jo først Hofjægermester paa vor Bryllupsdag; det var hende, der ha'de Forbindelserne; jeg kender jo ikke noget til det ... Men De ha'de nok en Finger med i Spillet, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, Bessy fortalte mig det senere; og det skal De ha' Tak for. Det er skidt at sidde paa en stor Gaard uden en Titel ... man er s'gu da ikke en ren Bonde, naar man har op ved hundrede Tønder Hartkorn!

HENRIKSEN
(der har skiftet).

Coq des bois rôti! ... Pommery sec !

128
HOFJÆGERMESTEREN.

Det er s'gu en Middag, der har vadsket sig, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Superb, superb ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De faar den ikke bedre hos Lensgreven paa Kvissel! ... Coq des bois rôti: Urhane stegt! Man har da ikke glemt al sin Fransk! Veneur de la cour: Hofjægermester! hva'? ... Hva' hedder en Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Chambellan ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det ligner s'gu Kapellan ... hæ, hæ!

KAMMERHERREN.

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skaal, Kapellan Rosen ... Rosenknop! kæ, hæ!

KAMMERHERREN
(stramt).

Hi, hi ... mig en Ære! Hofjægermesteren forsyner sig med fire kraftige Stykker Bryst, som han skærer i ikke for smaa Mundfulde. Julius staar som en Statue ved Siden af hans Stol med Sauce og Kartofler. Saa forsyner Hans Højvelbaarenhed sig ogsaa med disse Dele; maler det derpaa altsammen rundt mellem hinanden, saa at det danner et Bjærg paa hans Tallerken, og da, først da, giver han sig til at køre i Lade.

HOFJÆGERMESTEREN.

Saadan holder jeg mest af at faa det ... det fylder bedst.

KAMMERHERREN.

Unægteligt ...

Ogsaa Kammerherren er ivrig beskæftiget. Men han spiser comme il faut, idet han kun skærer en liden Mundfuld af ad Gangen, dypper den samvittighedsfuldt i Saucen og putter den i Munden. Han holder Gaflen i venstre Haand, Kniven i højre og slipper dem aldrig. Dette er fair i "Kulturcentrummerne". Og Metoden synes ogsaa at være at anbefale, thi Hofjægermesterens Skæg og Serviet flyder med Sauce og Compot; medens Kammerherren er aldeles pletfri.

Naar Hofjægermesteren har kørt det sidste Læs ind, slikker han sin Gaffel, banker paa sin Pommery sec og rejser sig.

HOFJÆGERMESTEREN (højtidelig). Nu er vi ved Stegen! Maa det saa være mig tilladt at byde Dem velkommen, kære Kammerherre! Der er, siden De var her sidst, forefaldet et Dødsfald. Jeg har mistet min Hustru! Men vær overbevist om, at, naar som helst De vil gøre mig den Ære, skal De være velkommen!

Kammerherren har rejst sig. Man hilser ceremonielt paa hinanden, tømmer Glassene og sætter sig atter.

HOFJÆGERMESTEREN
(med tilbagetrængt Bevægelse).

Henriksen ... byd en Gang til! Henriksen og Julius gaar rundt. Herrerne udvælger sig hver to smaa Stykker Bryst.

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen, skænk! ... Skal De til Udlandet i Vinter, Kammerherre?

129
KAMMERHERREN.

Ja, en Maaneds Tid eller to ved Rivieraen har jeg tænkt, og saa hjem over Paris.

HOFJÆGERMESTEREN.

Monaco ... har De været i Monaco?

KAMMERHERREN.

Ja.

HOFJÆGERMESTEREN.

Har De spillet der?

KAMMERHRREN.

Ubetydeligt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy og jeg var der, da vi tog fra Karlsbad. Vi var inde at se paa, de spillede. Det er voldsomme Summer, det drejer sig om!

KAMMERHERREN.

Ja-a ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi saa' én, der tabte tyve Tusinde paa en halv Time. Jeg kan ikke forstaa, at de ikke holder op i Tide.

KAMMERHERREN.

Det er en Lidenskab ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det er det vel. Jeg satte to Gange fem Francs paa rødt; men de røg væk i en Snup! Saa holdt jeg s'gu op ... Det er vel alle Jordens rigeste Folk, som kommer dér?

KAMMERHERREN.

Ja, man træffer jo alle Nationer.

HOFJÆGERMESTEREN.

De kan vel forstaa dem alle sammen, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa nej, min kære, jeg kan jo kun en Smule Fransk og Tysk.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ja! ... Bessy talte godt Fransk!

KAMMERHERREN.

Ypperligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen skift!

KAMMERHERREN
(rejser sig).

Maa jeg ikke først bringe Dem min Tak, kære Hr. Hofjægermester, fordi De vilde se mig hos Dem i Dag ... fordi De af alle tænkte først paa mig! Hjertelig Tak! Og maa jeg dertil tilføje: gid den Sorg, som i dette Rundaar er gaaet hen over Deres Hus, og som netop paa denne Dag fortrinsvis maa føles, gid den i Tidens Løb maa tabe en Del af sin Bitterhed og opløse sig i den milde Vemod, der læger mere end saarer! ... Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN
(der har rejst sig).

Tak, Kammerherre, Tak, Tak! (Man tømmer Glassene og sætter sig.) Saa kan 130 De godt skifte, Henriksen! ... (Bevæget): Ja var det ikke underligt, Kammerherre, for Bessy og jeg ha'de jo glædet os saa meget til at faa hele Huset i komplet Stand? Hvert Foraar saa tog vi et Værelse; og nu var der ikke uden Riddersalen og Gæsteværelserne tilbage ... Det er sandt; De bli'er her vel i Nat?

KAMMERHERREN.

Ja Tak!

HOFJÆGERMESTEREN.

... og saa skulde hun saadan gaa hen og falde fra i sin fulde ... i sin fulde Manddomskraft!

HENRIKSEN
(dæmpet).

Fromages et Beurre! Château Olivier 1878.

KAMMERHERREN.

Ja ... vi rammes jo ofte, naar vi mindst er belavet derpaa! ... Hvor gammel var Deres Hustru?

HOFJÆGERMESTEREN.

Toogtredive ...

KAMMERHERREN.

Ak ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Roquefort?

KAMMERHERREN.

Tak, jeg foretrækker denne Steppeost !

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, se Spisesalen her blev vi jo først færdig med. Men vi kunde ikke tænke os, hvad vi skulde la' sætte i Felterne over Dørene. Men da saa Bessy var død, fandt jeg paa at la' vore Vaaben male der. Kan De se, deroppe er Bardenheimernes og der er v. Qualernes ...

KAMMERHERREN.

Fortræffeligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa derhenne over den tredje, er der jo ogsaa Plads til et Vaaben, hvis jeg skulde gifte mig igen ... Saa bli'er jeg først den anden Bardenheim, der har haft to Koner, efter Majoren!

KAMMERHERREN.

Ah ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja.

KAMMERHERREN
(spøgefuld).

To legitime Koner, c'est à dire!

HOFJÆGERMESTEREN
(ligeledes spøgefuld).

Naa, naa, Kammerherre, pas vous même!

KAMMERHERREN
(skælmsk).

Hi, hi!

HOFJÆGERMESTEREN
(pludselig stødt).

Da har jeg s'gu da ikke rørt ved Fruentimmer, siden Bessy døde! ... Hva' synes De om den Château?

131
KAMMERHERREN.

Fortrinlig! ... Hvor har De den fra?

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var noget, jeg faldt over, sidst jeg var i Aalborg.

KAMMERHERREN.

Hos Braun?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... kender De den?

KAMMERHERREN.

Nej, men man kan undertiden finde ypperlige Ting hos Braun, naar han vil frem med dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, han er en Sporhund! ... Henriksen, skænk Château! ... En Kiks til? ... Nu maa De s'gu drikke, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Ja-a, Tak, Tak! det smager fortræffeligt!

Pause.

HOFJÆGERMESTEREN.

Hør sig mig, kender De noget til Pigerne i Paris.

KAMMERHERREN
(løfter smilende paa Skuldrene).

Man løber jo paa dem ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det skal være no'en Satans flotte Fruentimmer ... og lidenskabelige!

KAMMERHERREN.

Ah, mais oui! feu vivant tout simplement.

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Lutter Glød, Ild ... at røre ved som Strygejern!

HOFJÆGERMESTEREN.

Kæ, hæ! ... ja jeg har nok hørt det! Jeg var der jo i Forfjor med Bessy; men naar man rejser med Kone ... Vi saa' dem jo køre i Toiletter ude i Bourgogne Skoven ... og sikke Heste! Saadanne Piger er vel dyre?

KAMMERHERREN.

Et halvthundrede Francs ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Føj for Satan! Men det er vel ogsaa mest Prinser og Hertuger, der ta'er dem?

KAMMERHERREN.

Ja ... og Shahen af Persien siger man.

HOFJÆGERMESTEREN.

Saa-aa? Forskriver han dem?

KAMMERHERREN.

Nei-hi! men naar han er i Paris.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a ... Shahen har jo Penge nok!

HENRIKSEN.

Glaces variées! ... Madeira vieux! Man forsyner sig.

132
HOFJÆGERMESTEREN.

Hvordan syntes De om Mikkelsen, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Mikkelsen ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, Præsten, De fik herfra?

KAMMERHERREN.

Naa-aa, jo-o ... jo jeg har talt med ham et Par Gange; det er vist en meget habil Mand.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja saadan at tale med, naar man møder ham, saa kan han jo være meget behagelig; men det er svært saa han dundrer, naar han er paa Stolen.

KAMMERHERREN.

Tja-a, c'est son métier!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Det er nu hans Levevej, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN
(arrig).

Det er svært, saa De blærer Dem med Fransken, Kammerherre! Er det, fordi De véd, at jeg ikke kan noget?

KAMMERHERREN.

Pardon ... undskyld ... undsk ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa er han ligefrem somme Tider ligefrem uforskammet! Vi ha'de ham her engang sammen med nogle andre af Sognets Folk. Det var s'gu meget tarveligt: Suppe, Fisk, Steg og Kage og en to-tre Slags Vin. Men sidder han saa ikke og la'r Henriksen servere Vand for sig ... Kan De huske det, Henriksen? (Henriksen bukker og smiler overbærende ved Tanken.) Hva' Fanden, han kunde jo vide i Forvejen, at naar han kom her, fik han ikke Hvidtøl! saa kunde han jo blive borte.

KAMMERHERREN.

Naturligvis!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jamen nu skal De høre! Da jeg saa byder Velbekomme, og vi staar fra Bordet - vi kunde vel ikke ha' sat der mere end halvanden Time - saa gaar han hen til Bessy og si'er Tak for Mad; og saa si'er han: Det var i Sandhed et Par vel anbragte Timer, Frue ...

KAMMERHERREN.

Tølper!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja .. hva' .. ikke? Men véd De saa, hvad Bessy gør?

KAMMERHERREN.

Nej?

HOFJÆGERMESTEREN.

Hun vender sig om til Henriksen 133 og si'er: Vil De beordre Pastorens Vogn frem! ... Hva'?

KAMMERHERREN.

Ja, ja! den kære Hofjægermesterinde havde megen esprit ... megen esprit!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det var godt sagt, hva'?

KAMMERHERREN.

Superb riposteret! ... Og kørte Hyrden saa hjem?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja Gu' kørte han hjem! Bessy sagde til ham, at vi paa ingen Maade vilde øde hans kostbare Tid, hæ! den Præstetamp! at være uforskammet over for Folk, der viser ham Venlighed! ... og helt umortiveret!

KAMMERHERREN.

Bevares vel ja, han havde ærlig fortjent sin Næse!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja; og saa gik han altid her og generede mig med Haandklæderne!

KAMMERHERREN.

Haandklæderne?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, til Kirken; jeg er Kirkeejer. Og saa kasserede han Lysestumper, der Gud hjælpe mig kunde ha' brændt til over tred've Altergange endnu! Og jeg kunde jo ikke bruge dem, de var for tykke til Lygterne. Men saa fandt Bessy da Gudskelov paa at anvende dem inde paa Klosettet ... Næi, det var en Krakiler! Og saadan er de alle sammen, disse Missionsfolk; men der maa ogsaa snart indtræde en Erection!

HENRIKSEN.

Fruits de saison!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk Madeira rundt osse, Henriksen! ... (Til Kammerherren.) Skal vi dele en Grev Moltke?

KAMMERHERREN.

Ja gerne ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ta' Nødder! ... Nej lad blot Skaalen staa, Henriksen! ... Har De mange Nødder i Deres Skov, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Aa jo; men de bliver revet af som umodne.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, de Satans Unger! det begyndte de ogsaa paa her; men saa gav jeg Forvalteren Ordre til at tærske dem godt igennem, naar han traf nogen. Det gjorde han et Par Gange, og det hjalp. Her 134 forgangen Aar plukkede vi s'gu to Tønder! ... Bessy og jeg spiste altid Nødder om Vinteraftenerne. Det er saa rart at slaa Tiden ihjel med.

KAMMERHERREN.

Ja ... Prøv at dyppe Kernerne i Madeiraen, Hofjægermester; det giver dem en særdeles pikant Smag.

HOFJÆGERMESTEREN
(prøver).

Ja, det har De s'gu Ret i! Det var Satans, at Bessy ikke fik lært det! ... Skænk Madeira Henriksen! ... Er der tændt?

HENRIKSEN
(skænker).

Javel, Deres Højvelbaarenhed! i Kontoret og i begge Salonerne ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen ...

HENRIKSEN.

Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Hør, Henriksen, bring Skaalerne ind, og tænd saa ogsaa i den afdøde Hofjægermesterindes Bodoar! ... (Til Kammerherren:) Det er jo en Mindefest!

KAMMERHERREN
(nikker solent).
HOFJÆGERMESTEREN.

Og Henriksen, i den afdøde Hofjægermesterindes Toiletværelse ... i Toiletværelset ogsaa!

HENRIKSEN.

Jovel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og lad os saa faa en Flaske (ser spørgende paa Kammerherren.) Pommery sec? (Kammerherren nikker.) ... en Flaske Pommery sec serveret derinde!

HENRIKSEN.

I Toiletværelset, Deres Højvelbaarenhed?

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, i Bodoaret!

HENRIKSEN.

Jovel, Hr. Hofjægermester!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men server først Skaalerne!

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

Bringer to Skaale med lunkent Pebermyntevand. Stiller en ved hver Kuvert og forlader derpaa Spisesalen.

Julius sveder Tran af Rædsel over at være ladet ene tilbage med de to høje Herrer.

HOFJÆGERMESTEREN
(tager en ny Serie Nødder).

Min afdøde Hustru satte megen Pris paa Pommery sec; derfor vilde jeg helst ha', at vi skulde tømme et Glas af den derinde.

KAMMERHERREN.

Jeg ærer Deres Pietetsfølelse, min kære Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi drak altid Pommery Juleaften 135 og Hans Majestæts Fødselsdag ... Skal vi spille Filippine, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Ah, De har ogsaa faaet en med to Kerner! jeg har faaet en tre-fire Stykker.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, der plejer gerne at være to Kerner i Nødderne her paa Gaarden! ... Skal vi prøve en Filippine?

KAMMERHERREN.

Med Fornøjelse! Til hvornaar?

HOFJÆGERMESTEREN.

Til vi ses i København ... De kommer vel ind til Terminen?

KAMMERHERREN.

Med Guds Hjælp ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og den, der taber, skal gi' en bon Middag paa d'Angleterre!

KAMMERHERREN.

Det er en Aftale!

HOFJÆGERMESTEREN.

Men vi vil ingen andre ha' med. Man har mere Udbytte af Maden, naar man sidder to alene; man faar den mere saadan successive! ... Og saa gaar vi ud sammen bag efter! De er vel godt kendt som Ungkarl?

KAMMERHERREN.

Aa ja ... Men de er jo lidt pauvres, ces petites dames danoises!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skidt, det er s'gu da altid bedre end ingenting! ... Men vi gaar inkognito, Kammerherre! Jeg har saa meget af Bessys Slægt i København.

KAMMERHERREN
(tørrer sine Fingerspidser).

De er jo en fri Mand nu!

HOFJÆGERMESTEREN
(gurgler sig som en Difteritispatient og spytter ud).

Ja vel saa; men man har jo da Forpligtelser!

HENRIKSEN
(kommer tilbage).

Der er tændt, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk Madeira rundt, Henriksen ! (Henriksen skænker.) Ja, saa velbekomme, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Velbekomme, kære Hofjægermester! ... en excellent Diner! De rejser sig begge.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det var ogsaa en god Middag! Kan De gøre mig den efter? hæ!

KAMMERHERREN.

Vanskeligt, vanskeligt! Hi, hi!

136
HOFJÆGERMESTEREN.

Kæ, hæ! ( Til Henriksen.) Er Pommeryen inde i Bodoaret?

HENRIKSEN.

Ja, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og Kaffen?

HENRIKSEN.

Er serveret i Kontoret, Hr. Hof jægermester !

HOFJÆGERMESTEREN.

Paa Spritkedlen?

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Luk saa Dørene op!

Henriksen slaar Fløjdørene til Vestibulen paa vid Gab og følger Kammerherren og Hofjægermesteren, der vandrer bort under det v. Bardenheimske Vaaben; et anstukket Oksehoved i himmelblaat Felt over en lueforgyldt Strassburger Leverpostej garneret af Venushaar.

Julius bliver i sin Ensomhed Menneske igen og sætter sig ved et rask coup de main i Besiddelse af to Pærer og en Haandfuld Nødder.

BOUDOIRET

Udstyr à la Folkemuseum: Gammel Fajance i Pyramider paa Væggene. Gammelt Messingtøj. Gammelt Kobbertøj. I et Hjørne et stort Standur fra Christian den Syvendes Tid. Gyldenlæders Tapeter. Tæpper, Portièrer, Lænestole, Skamler. En Løjbænk bedækket med Isbjørneskind er slynget ud paa Gulvet. Ræve-, Maar- og Bæverskind. Paa den lave Majolikakamin brænder to Lamper med matte lyserøde Silkeskærme. Mellem Lamperne en Kristus i Kalipasta.

Henriksen slaar Portièren til Side og Hofjægermesteren og Kammerherren træder samtidig ind. De er ved at komme i Klemme i Døraabningen, idet Hofjægermesteren opslugt af smertelige Erindringer forglemmer sin Høflighedspligt som Vært.

HOFJÆGERMESTEREN.

Pardon, Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Aa, jeg be'er, jeg be'er ...

HOFJÆGERMESTEREN
(med en alt omfattende Armbevægelse).

Her trak Bessy sig tilbage ...

KAMMERHERREN.

Hendes Naades Refugium ...

HOFJÆGERMESTEREN
(dystert).

Deboucher Pommeryen, Henriksen ... men stille.

HENRIKSEN
(deboucherer forsigtigt Pommeryen).
HOFJÆGERMESTEREN.

Skænk ...

HENRIKSEN
(skænker).
HOFJÆGERMESTEREN.

Gaa ...

HENRIKSEN
(gaar).
137
HOFJÆGERMESTEREN
(med en indbydende Haandbevægelse mod Glassene).

Kammerherre ... De griber hver sit Glas.

HOFJÆGERMESTEREN
(tager sig sammen).

Jeg vil ikke udtale mig! Men jeg staar midt i min afdøde Hustrus Værelse. Hun er død; Døden har brugt sin Le! Det kom os alle umortiveret; De véd selv, Kammerherre, at ingen ventede det! (Kammerherren nikker tungt.) Hun blomstrede om Onsdagen og gik bort om Lørdagen Klokken elleve en halv. Jeg har tabt meget, thi hun var trofast som faa! Derfor vil jeg bede de Herrer ... mine Herrer ... Dem, min Kammerherre, om med mig at tømme dette Bæger! Velsignet være dit Minde! Man klinker og tømmer stille Glassene. Kammerherren sætter sig paa Løjbænken, men Hofjægermesteren bliver nedbøjet staaende.

KAMMERHERREN.

Berolige Dem, kære Hr. Hofjægermester ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er vor Bryllupsdag ...

KAMMERHERREN.

Ja, ja, jeg forstaar, at De maa føle Tabet dobbelt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gør jeg, Kammerherre ... jeg savner hende voldsomt! Naar man pludselig har levet sammen i syv Aar og saa bli'er alene, er det ikke saadan . . . (Synker ned i en Lænestol.) Ved Bordet og om Aftenen savner jeg hende ... Og somme Tider om Natten tror jeg, at jeg har hende ... det er voldsom ubehageligt!

KAMMERHERREN.

Ja ... ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Vi spillede Bezique om Aftenen ; og saa lagde jeg mig hen paa Chaiselonguen bagefter, og Bessy satte sig til at læse. Og saa vækkede hun mig, naar vi skulde i Seng ...

KAMMERHERREN.

Ha'de De ... (Hoster.) jeg tror, jeg er bleven lidt forkølet paa Køreturen! ... ha'de De fælles Sove ... gemak?

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig! ... og saa knappede jeg hende op i Ryggen. Kan De huske Bessys røde Silkekjole?

KAMMERHERREN:

Den med de opslidsede Ærmer?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... den tog hun sig voldsom godt ud i!

138
KAMMERHERREN.

Hendes Naade havde beundringsværdige Arme!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja og Hals!

KAMMERHERREN.

Og Gorge, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, Bessy var brillant skabt! ... gennemgaaende da!

KAMMERHERREN.

Var der ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, hun ha'de en lille Skævhed i Krydset. Hun var falden ned som Barn.

KAMMERHERREN.

Det saa' man ik ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, det saa' man ikke udenpaa, nej.

KAMMERHERREN
(stirrende).

Jeg husker et Par sorte, gennemvævede Silkestrømper ... man skimtede den bløde, hvide Hud gennem Slyngningerne op over Fod og Ankel ... delikate!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, dem brugte hun til den røde! Vi købte tre Par i Paris; seksten Kroner Parret kostede de s'gu! ... Jeg synes nu, røde ha'de været bedre til den Kjole.

KAMMERHERREN.

Nom de dieu, hvor vil De hen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa ikke! næi, Bessy mente det heller ikke ... Hør, kan De lide den lille Grev Brahe?

KAMMERHERREN.

Grev Jakob?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jakob, ja.

KAMMERHERREN.

Det er en meget præsentabel ung Mand!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg kan s'gu ikke lide ham!

KAMMERHERREN.

Og hvorfor ikke, kære?

HOFJÆGERMESTEREN.

Aa, ikke for noget ... Henriksen, skænk! ... Naa, det er sandt! (Skænker selv.) Drik, Kammerherre; De sagde jo før, at De var forkølet!

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o, ser De, jeg fandt jo nogle Breve fra denne her Brahe i min Kones Gemmer ...

KAMMERHERREN
(spidser Øren).
HOFJÆGERMESTEREN.

Ja! ... Ja jeg fandt s'gu for Resten ogsaa nogle fra Dem, Kammerherre!

KAMMERHERREN
(fjollet af ond Samvittighed).

Hirr . . .

139
HOFJÆGERMESTEREN.

Naa, Fa'en med Dem, for De kunde jo gerne være hendes Far! ... Men det andet kreperer mig s'gu ... den Dreng! Hva' Satan, der er s'gu Proprietærfruer nok, naar han absolut skulde ha' en gift Kone! De er s'gu fine nok til ham ... den Maanegreve ... tredje Søn!

KAMMERHERREN
(med genvunden Fatning).

Forhaabentlig har Deres Hustru lært ham mores, min kære Hofjægermester.

HOFJÆGERMESTEREN.

Bessy? Nej, hun var s'gu ikke af den Slags! Hun har s'gu ikke lært ham noget, min gode Kammerherre!

KAMMERHERREN.

Nej, nej, forstaa mig ret: jeg mener, hun har affærdiget ham, vist ham Vintervejen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, naturlig! (Rejser sig.) Skal vi saa gaa over i Toiletværelset?

KAMMERHERREN
(lidt træt).

Som De behager ...

Det gamle Ur fra Christian den Syvendes Tid slaar elleve. Ved det sidste Slag springer en Klap op øverst paa Skiven, og en Kavaler og en Dame (formodentlig Struensee og Caroline Mathilde) træder en Polskpas.

HOFJÆGERMESTEREN
(peger paa de dansende).

Det var Bessys Hovedfornøjelse!

KAMMERHERREN.

Det er ogsaa særdeles morsomt! Da Uret var i min Besiddelse, morede det mig ogsaa meget ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er sandt, ja, det har jo været Deres!

KAMMERHERREN
(gaber bag sin hvide Haand).

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Men hvis De tror, at De faar det tilbage igen, fordi Bessy er død, saa tror De s'gu fejl, Kammerherre ... hæ, hæ!

KAMMERHERREN.

Det ha'de jeg heller aldrig gjort Regning paa, min gode!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a, hva'? lur Dem! hæ, hæ! (Trækker Portièren til Side.) Skal vi saa gaa? ... Værsgod ! ... Entrer! (De gaar; Kammerherren først.)

140

TOILETVÆRELSET

Væggene beklædte med lyst, blomstret Tapet med Rosenknopper. Gardiner og Portièrer lette Stoffer i samme Mønster. Lænestole, en Chaiselongue. Et stort, egetræsmalet Dobbeltklædeskab. Toiletmøbel med Pudderdaaser, Sminkekrukker og Parfumeflacons. Et Spejl fra Gulv til Loft med trearmede Lampetter paa Siderne. Tændte Lys i Lampetterne. En lav Læselampe med en broget Skærm paa et lille Bord ved Chaiselonguens Hovedende. Paa Bordet Martensens Etik og en Salmebog i blaat Fløjl med Sølvspænder.

Hofjægermesteren og Kammerherren staar ved det aabne Dobbeltklædeskab.

HOFJÆGERMESTEREN
(trækker en Flig af en Kjole frem).

Se her, Kammerherre, her er den røde ...

KAMMERHERREN
(bevæget).

Ja, der er den røde ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Skal vi se den hele?

KAMMERHERREN.

Ja, tag den frem, ja ...

HOFJÆGERMESTEREN
(tager Kjolen ud af Skabet og betragter den).

Den var s'gu dyr!

KAMMERHERREN.

Hvor jeg husker de Kniplinger! dette crême mod den hvide Arm ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og sikken Talje, hva'?

KAMMERHERREN.

Magnifique!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg maatte altid snøre hende, naar hun skulde ha' den Kjole paa ... Sikken et Slæb!

KAMMERHERREN.

Som en Dronning! ... Husker De Menuetten ifjor oppe i Riddersalen, Hofjægermester?

HOFJÆGERMESTEREN.

Nej, jeg spillede L'hombre.

KAMMERHERREN.

Aa, Deres Hustru var rent ud ... (Stryger med varsom Haand ned over Kjolelivets Kniplinger.) Jeg synes, der er kommet Skimmel deroppe under Ærmet ... Det er Synd for den Robe, der gemmer saa mange ... æ ... gemmer saa meget for Dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Næi, det er ikke Skimmel, Kammerherre. Damer sveder osse der oppe ... (Hænger Kjolen ind.) Og nu er hun død, Bessy ...

KAMMERHERREN.

Ja ... nu er hun død ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og vi staar ved hendes Klædeskab ...

KAMMERHERREN.

Ja ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det er s'gu noget underligt noget, det hele !

141
KAMMERHERREN.

Guds Vilje ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Tror De, hun kan se os?

KAMMERHERREN.

Véd det ikke ... formoder det ikke ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ...

KAMMERHERREN.

Ja ...

Pause lugubre.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaar bort fra Skabet).

De har aldrig været i dette Værelse før, Kammerherre?

KAMMERHERREN
(vaagner).

Hvad siger De? ... Pardon!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg spør', om De har været her inde før?

KAMMERHERREN.

Næ ... nej ... næ-æ!

HOFJÆGERMESTEREN.

Her er voldsomt smagfuldt!

KAMMERHERREN.

Nydeligt, nydeligt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... alt staar jo rede ...

KAMMERHERREN.

De mener ...?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg mener, at i Tilfælde jeg skulde gifte mig igen, saa er Huset jo fuldstændig à prendre.

KAMMERHERREN.

Ja, ja!

HOFJÆGERMESTEREN.

Lagner, Dækketøj, Sengeklæder ... Véd De, hvormange Lod Sølv, jeg har her paa Gaarden?

KAMMERHERREN
(kort).

Nej.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ottehundrede og syvoghalvtreds!

KAMMERHERREN.

Hemm ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Hvor mange har De?

KAMMERHERREN.

Har ikke talt dem!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jeg synes, De er bleven noget gnaven i Ansigtet, Kammerherre!

KAMMERHERREN
(tager sig til Panden).

Pardon, pardon, min kære Hofjægermester! ... men Vinen ... det rigelige Maaltid ... jeg er lidt fatigueret ... lidt træt!

HOFJÆGERMESTEREN.

Det gaar s'gu nok over, naar vi kommer ind til Kaffen! ... Næi, jeg mener, at hvis hun har Penge, Gudbevares! saa kan hun jo lave om, som hun selv vil; det har hun jo Lov til. Men er det smaat, saa faar hun s'gu finde sig i, som det er, hva'?

KAMMERHERREN.

Naturligvis!

142
HOFJÆGERMESTEREN
(med en Haandbevægelse mod det lille Bord ved Chaiselonguen).

Ja, jeg forlanger begribeligvis ikke, at hun skal for Eksempel la' de samme Bøger ligge, forstaar De ... og saadan!

KAMMERHERREN.

Nej, nej!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hun bringer vel nok nogen med selv ... eller ogsaa kan hun jo ta' inde i Biblioteket! ... Men se Bessys Seng, hva'?

KAMMERHERREN.

Tja-a ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det er s'gu et Spørgsmaal, jeg har tænkt meget over! Sengen er god; der kom ny Fermadras i for et Aars Tid siden ... Er der noget stødende i at byde hende den samme?

KAMMERHERREN.

Naa-aa ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, nu faar vi jo se, hvordan hun er vant ... hæ, hæ! ... Skal vi saa gaa ind til Kaffen?

KAMMERHERREN.

Ja! (Idet han passerer Toiletmøblet.) Ah, hendes Naades Parfume! (Tager en Flacon.) Tillader De?

HOFJÆGERMESTEREN.

Værsgod! ... Det er Hiljotrof...

KAMMERHERREN
(kommer Parfume paa sine Hænder og bedækker Ansigtet med dem).

Ah-h . . . !

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, det lugter voldsomt; men Bessy var jo slem til at svede!

KAMMERHERREN
(river Hænderne fra Ansigtet).

Fi donc!

HOFJÆGERMESTEREN.

Hva'?

KAMMERHERREN.

Det dufter ... det dufter meget!

HOFJÆGERMESTEREN
(i Døren).

Kom saa, Kammerherre! ... Men se, adelig født det skal hun s'gu være; jeg vil ikke blamere Bessy!

KAMMERHERREN.

Forstaar sig nej! ... Og saa er der jo ogsaa Feltet inde i Spisesalen ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, og saa er der jo ogsaa Felten inde i Spisesalen ...

Lukker Døren.

143

KONTORET

Egetræs-Møblement: Stort, firkantet Bord med grøn Klædes-Plade. To højryggede Lænestole med polstrede Læderpuder til Sæde, Ryg og Arme. Andre Stole. Skrivebord under Vinduerne. Til venstre for Skrivebordet et Staffeli med et Brystbillede (en Kultegning, der aldeles ikke ligner) af Bessy i Legemsstørrelse. Staffeliet og Billedets Ramme er smykket med levende Blomster og Grønt. Stor Sofa med Fantasibetræk. Et Tobaksbord. Et Bogskab med Aargange af Dansk Adelsaarbog i rødt og Statskalendere i graat. Paa Væggen modsat Sofaen Bøsser, Jagtrekvisiter og krydslagte Kaarder. Mellem Døren og Bogskabet en Række Fotografier af de paa det Bardenheimske Stamhus beroende Bygninger. Over Tobaksbordet det Bardenheimske Vaaben broderet paa blaat Klæde med Guldfiligran. Over Jagttrofæen et mindre Stamtræ over Slægten Bardenheim. Over Sofaen et større Stamtræ over samme Familie.

Paa Bordet en Bakke, hvorpaa en Sølvkande over et Sølvspritapparat, Kopper, Likørglas, Sølvsukkerskaal og Sølvflødekande. Flere Flasker Likører og en Flaske Kognak signeret 1864.

Kammerherren og Hofjægermesteren træder ind. Henriksen lukker Døren efter dem.

HOFJÆGERMESTEREN.

Henriksen, skænk! Henriksen skænker Kaffe.

KAMMERHERREN
(faar Øje paa Kognaksflasken).

Voilá le comble!

HENRIKSEN
(til Kammerherren).

Ønsker Deres Højvelbaarenhed Kognak eller Likør?

KAMMERHERREN.

Kognak, min bedste, Kognak!

HOFJÆGERMESTEREN.

Mig osse!

HENRIKSEN
(skænker Kognak).
HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa kan De godt slukke!

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed! ... I Salonerne ogsaa?

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja-a ... jo-o ... hva', Kammerherre? ... Vi bli'r vel her inde?

KAMMERHERREN
(sætter sig i en af Lænestolene).

Ja, ja! ... her er saa hyggeligt.

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja sluk saa over det hele, Henriksen !

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Der skal gøres i Stand og tempereres i det grønne Gæsteværelse! Men husk nu at temperere rigtigt.

HENRIKSEN.

Javel, Deres Højvelbaarenhed!

HOFJÆGERMESTEREN.

Og saa skal De ikke komme herind, førend jeg ringer!

144
HENRIKSEN.

Nejvel, Hr. Hofjægermester!

Forsvinder.

Hofjægermesteren gaar hen og aabner et Skab i Væggen ved Siden af Kakkelovnen og tager et Par Cigarkasser frem.

KAMMERHERREN.

Ah, De har dem under Bolt og Jærn!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, her er jo saa mange rygende Aander her paa Gaarden ... Havanna eller Cuba?

KAMMERHERREN.

Tak, Cuba ... den er lettere.

HOFJÆGERMESTEREN
(sætter sig i Lænestolen lige overfor Kammerherren).

De har jo ingen Fløde faaet!

KAMMERHERREN.

Bruger det ikke.

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, jeg skal s'gu ha' begge Dele . . . (Tømmer sit Glas og strækker sig velbehageligt). Ah-h, det gør godt at komme lidt til Ro! ... Den føler lindt paa Tungen, den Kognak!

KAMMERHERREN.

Som Manna! (Med en Haandbevægelse hen mod Flasken.) 1864 ... vort Smertens Aar!

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber).

Ja ... stakkels Slesvig! (Skænker.) Skal De ha' noget paa Dyrskuet i Aar?

KAMMERHERREN.

Nej.

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo, jeg skal ha' Roland.

KAMMERHERREN.

Han tager vel Præmie igen!

HOFJÆGERMESTEREN.

Naturlig!

KAMMERHERREN.

Han befolker snart hele Amtet!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, med Rolændere ... det er ikke Islændere, hæ, hæ!

KAMMERHERREN
(mat).

Hi, hi ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Skal vi saa ha' en Châtreuse?

KAMMERHERREN.

Nej, nej, det vilde være Bonden ovenpaa Herremanden! Lad os holde os til Kognaken!

HOFJÆGERMESTEREN
(skænker).

Ja, de Bøndertampe! de vil s'gu ikke ha' mig ind i Sogneraadet, de Bæster!

KAMMERHERREN.

Vilde De sætte Pris paa det?

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa-aa, men vi maa ha' Intilligensen ind i Administrationerne!

KAMMERHERREN.

Aa, ja ... fra det Synspunkt ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Og jeg er s'gu da den største Skatteyder i Kommunen.

KAMMERHERREN.

Ubestrideligt ...

145
HOFJÆGERMESTEREN.

Har De aldrig prøvet, Kammerherre?

KAMMERHERREN.

Interesserer mig ikke for de Sager, nej ... finder det overhovedet ridicult at fægte med de Mennesker ...

HOFJÆGERMESTEREN.

De skulde stille Dem til Tinget!

KAMMERHERREN.

Bah ... risikere at blive interpelleret af sin Røgter!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja, der er et voldsomt Had mellem Samfundsklasserne! Se nu her vores Degn, der altid er Dirigent paa Sjosjalistmøderne! ... han skulde s'gu smides fra Embedet!

KAMMERHERREN.

Lad dem bare snakkel Vi sidder dog rundt paa vore Gaarde alligevel!

HOFJÆGERMESTEREN.

Jamen den franske Revolution ...

KAMMERHERREN.

Ja, hvad fik den udrettet, spørger jeg Dem? Faldt ikke Napoleon paa sine Gerninger?

HOFJÆGERMESTEREN.

Jo-o ...

KAMMERHERREN.

Den Slags Bevægelser, min kære Hofjægermester, vil altid finde deres St. Helena!

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... jo, det vil de vel ... Skal De ikke ha' en frisk Cigar?

KAMMERHERREN.

Tak, Tak ... (Tænder. Rækker efter Kognaksflasken.) Tillader De?

HOFJÆGERMESTEREN.

Værsgo' ... (Tager en Likørflaske.) Jeg vil s'gu ha' en Châtreuse!

KAMMERHERREN.

Nej, jeg holder mig til Kognaken! Pause.

HOFJÆGERMESTEREN
(knapper pludselig et Par Vesteknapper op).

Jeg bli'r altid saaden besværet, naar jeg har spist lidt rigeligt!

KAMMERHERREN.

Ja, ja vist ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Det li'som bovler mig op!

KAMMERHERREN.

De skulde prøve lidt Bromkalium ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Saa-aa, er det godt? ... Og søvnig bli'er jeg! ... Har De noget imod, at jeg aabner et Vindue?

KAMMERHERREN.

Ja, jeg ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Bare lidt paa Klem, (rejser sig og 146 gaar hen til Vinduet.) vi kan jo rulle Gardinet ned igen; her er saa beklumret. (Tager et Fotografi ned fra Væggen.) Her skal De se et nyt Billede af Gaarden!

KAMMERHERREN.

Ja, det er godt ...

HOFJÆGERMESTEREN
(betragter Billedet).

Det er et voldsomt Komplot af Bygninger! ... Har De set, man kan se Vaabenet over Portalen?

KAMMERHERREN
(skjuler en Gaben bag Haanden).

Ja, jeg har observeret det ...

HOFJÆGERMESTEREN
(sætter sig tungt i stolen).

Nu er s'gu Blomsterne næsten allerede visnede der om Bessys Billede. (Gaber vildt).

KAMMERHERREN.

Det er jo Blomsters Lod, min kære ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Ja ... hva' er vi Mennesker! ... Drik, Kammerherre! vi maa s'gu ha' Flasken tømt!

KAMMERHERREN
(glipper med Øjnene).

Tak ...

Pause.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber endnu vildere).

Det er dog Satans, saa utidig jeg er bleven paa en Gang! ... Skal vi ta' en Seksogtres?

KAMMERHERREN.

Kender det ikke ... Min Inspektør skal spille det ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa ja ... vi kan jo ogsaa godt blive ved at snakke, naturligvis ...

Langvarig Pause.

De sidder og stirrer tungt ned for sig. Saa synker Hofjægermesterens Øjne langsomt i, og Kammerherren taber sin Cigar.

Pludselig slaar

HOFJÆGERMESTEREN

igen Øjnene op og udbryder: Trøfler . . . jeg synes ikke, vi fik Trøfler?

KAMMERHERREN.

Jo-o, der var Trøfler til Fileten ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Naa, var der! ... De drikker jo ikke noget, Kammerherre ...

KAMMERHERREN.

Merci ... j'ai assez ...

HOFJÆGERMESTEREN.

Bon ...

Man synker paa ny tilbage i Stolene . . . Øjenlaagene falder til ... Mundvigene sænker sig ... Intelligensmusklerne slappes . . .

Pause éternelle!

147

HERRENS VENNER...
(1897)

148
149

AGERENDE

  • Pastoren.
  • Skovrideren.
  • Missionæren.
  • Den Fremmede.
  • Den brunplettede Hønsehund.

Handlingen foregaar paa Damperen Hebe, der besørger sin daglige Rute mellem Kallundborg og Aarhus.

Det er en solvarm Dag i Forsommeren. Skibet glider for halv Kraft ud af Kallundborg Fjord ud mod Kattegat.

Foran: det uendelige Hav, der ender ved den cimbriske Halvø.

Paa Siderne: Sjølunds fagre Sletter.

Bag ude: Esbern Snares femfingrede Kirke, der rager højt mod Himlen, op over al jordisk Tegl og Straa, Spaan og Skifer.

Lærkerne jubler inde over Land. Søen er blaa og stille. Og i den blaa og stille Luft kredser Maager og Terner med hvide, solglitrende Vinger.

Klokken er et. Alle Førsteklasses Passagererne sidder nede i Spisesalonen og tilfredsstiller Legemets usle Krav omkring Frokostbordet, der bugner af denne Verdens sølle Goder:

Bøf,
Karbonade,
Sylte,
Skinke,
Æg,
Tunge,
Laks,
Sardiner,
Hummer,
Ansjoser,
Lammesteg,
Rødspætter
(kogte og stegte),
Hollandskost,
Schweizerost,
Sødmælksost,
Gammel- og
Roquefortost,
Radiser,
Bajerskøl,
Rødvin,
Kummen-,
Lysholmer- og
Aalborgerakvavit,
Rødbeder,
Rejer og
Grisetær.

Men oppe paa Dækket paa en simpel Træbænk sidder Missionæren og skuer drømmende ud over Havet. Skibet gør en Drejning bort fra Land og sejler nu i rum Sø, saaledes at dets lange Kølvandsstribe synes at danne en Bro did hen, hvor Hav og Himmel mødes. Og straks kommer Missionæren til at tænke paa Jakobsstigen, der forbandt Himlen med Jorden.

Han sidder og tygger, Missionæren, alt medens han stirrer. I hans Skød hviler en liden Pakke Mad: Fire Stykker Rugbrød med Rullepølse, tre med Mejeriost og et flækket Surbrød med bart.

Han er ved Rullepølsen, og hans lange, graasprængte Apostelskæg bevæger sig alvorligt op og ned som Skægget paa en Gedebuk, der tygger Drøv. - Hans

150

Ansigt er gulblegt. Kinder og Tindinger indsunkne. Øjnene store og overjordiske, som havde han stadig Blikket fæstet paa et hinsidigt Maal, en himmelsk Milepæl, eller en oversanselig Telefonstang, der maa naas, forinden hans Sjæl finder Fred. - Den lune Sommervind leger med hans lange, tynde Polkahaar, der hænger ned under Bulehatten. Hans Frakke er sort med et diplomatisk Snit, hans Vest er sort, hans Bukser graa. Flip holder han ikke, men et lidt anløbet Linklæde er snoet ham utallige Gange om Halsen og foran knyttet i en sirlig Knude med Vinger, der formodentlig skal antyde hans Bevægelse mod Idealet. Han er lille og ængstelig mager; og sit Tombaksur bærer han i en Lidse flettet af sin Hustrus Hovedhaar. Han har Ring paa Ringfingeren og er Præses for en Sekt i Slagelse, der strengt forsager alle jordiske Lyster. Dertil har han ni Børn og er Skomager . . .

Passagererne kommer op fra Frokostbordet varme, gode, kæphøje, mætte. Nogle spadserer frem og tilbage paa Dækket og taler om Vejret. Andre sætter sig ind i Rygesalonen og fordøjer. Der tændes Cigarer og serveres Kaffe med Kognak. Maskinmesteren lader fyre tre store Skovlfulde Kul under Maskinen, Skorstenen spyr Gnister, Rattet knager, og man begynder at skimte Samsø.

Pastoren og Skovrideren i Samtale fulgt af den brunplettede Hønsehund.

Hans Velærværdighed er en middelhøj Herre op i Treserne. Han er hvidhaaret og skægløs og af et noget lasket Embonpoint. Ligner en père noble fra en statsunderstøttet Scene: sorte Klæder, høj Silkehat, hvidt Slips med broderede Ender, Ordensbaand i Knaphullet, Guldhalskæde og Rejsekikkert. Han er Enkemand; men holder en Husbestyrerinde, der laver hans Mad og reder hans Leje. Begge Dele fortrinligt.

Skovrideren er en høj, kraftig Mand op i Trediverne. Lyst, krøllet Haar; lyst, krøllet Fuldskæg. Hvid Kasket med Celluloidskygge; graa Dres; Staalurkæde med vedhængende Hundefløjte; solbrændt. Turistsko og trofaste, blaa Øjne - kort sagt: ser ud, som et ungt Skovmenneske skal se ud i god Literatur. Han har været gift i to Aar og har tre Børn. Alle Drenge.

PASTOREN
(gestikulerende med en Tandstikker).

Disse Aftener i Bredgade er som paa Kristi Tid, forsikrer jeg Dem! Ikke tale om Rang og Titler eller den Slags! Nu ved sidste Møde her i Marts kommer jeg lidt tidligt og bliver lukket ind i Salonerne af Tjeneren. Der sidder en Herre, jeg kendte, og vi falder i Samtale. Saa lukker Tjeneren en ny Person ind. Han siger Godaften, trykker venligt vore Hænder og smiler og nikker ganske sans façon! Jeg syntes nok, jeg skulde kende hans Ansigt ... Og véd De saa, hvem det var?

SKOVRIDEREN
(spændt).

Nej?

PASTOREN.

Prins Mads!

SKOVRIDEREN
(betaget).

Prins Mads!

PASTOREN.

Ganske ligefrem Prins Mads, der trykker vore Hænder og smiler og nikker!

SKOVRIDEREN.

Det er storartet!

PASTOREN.

Ja ... Og saa taler man endda om, at Kristendommen har svigtet sine demokratiske Principer! ... Naar en Prins af Blodet optræder saa kordialt!

SKOVRIDEREN.

Ja, og Baronen selv, der gaar i Smaagaderne om Aftenen for at frelse Syndere fra Fortabelse!

151
PASTOREN.

Ja, ja! ... Ja-a, vi har mange nidkære Arbejdere i de højere Samfundslag! ... Hvad er hans Fætter for en Mand? Vandrer i Mørket endnu?

SKOVRIDEREN
(ryster beklagende paa Hovedet).

Ak ja, han er et Verdens Barn! Saa helt modsat Baron Ole . .. Jeg føler det ofte som et Kors at skulle være i hans Brød.

PASTOREN.

Vi har jo hver vore Kors! (Bruger Tandstikkeren.) Han skal have saadan en dejlig Kone?

SKOVRIDEREN.

Hun er meget smuk, ja.

PASTOREN.

Mørk eller lys?

SKOVRIDEREN.

Mørk.

PASTOREN.

Jeg sætter nu de blonde Kvinder højest. Der er en egen Blødhed over dem, en ... en Blidhed, en ... der er noget af en Margarethe hos enhver blond Kvinde! Hvor gammel er hun?

SKOVRIDEREN.

Et Par og tyve vist.

PASTOREN.

Aa disse unge Hustruer, der er en Charme ved dem! Dog maa jeg ogsaa sige, at jeg har megen Glæde af mine Konfirmandinder, disse Blomster i Knop! Der er noget paa en Gang saa kysk og saa æggende over et saadant næppe fuldmodent Pigebarn ! (Bruger Tandstikkeren med Voldsomhed.) Undskyld, men der har sat sig et Rødspætteben saa nedrigt fast mellem to af mine Kindtænder! ... kender De det?

SKOVRIDEREN.

Ja, det er meget ubehageligt.

PASTOREN
(arbejder videre).

De spiste ... De spiste Fisken stegt . .. saa' jeg ... Den har en langt finere ... Der gik Benet! Vil De se, hvilken Størrelse! (præsenterer Benet paa Spidsen af Tandstikkeren.) .... Næ, hvad det var, jeg vilde sige: al Fisk har en langt finere Smag kogt! Skal vi gaa ind i Rygesalonen og tage en Kop Kaffe og en Cigar?

SKOVRIDEREN.

Tak jeg plejer ellers ikke ... men naar Pastoren mener ...

PASTOREN.

Ja, det hjælper paa Fordøjelsen!

De gaar ind i Rygesalonen forbi Missionæren, der er ved at lægge sidste Haand paa Smørrebrødet. Han skuler ydmyg forbitret efter dem; thi han har ventet en Genkendelseshilsen fra Pastoren. Naar han er færdig med at spise, lægger han omhyggelig Madpapiret sammen og stikker det i Diplomatfrakkens Baglomme. Derpaa rejser han sig og lister ind i Salonen, hvor han sætter sig paa Yderkanten af en Sofa og spidser Øren for at opfange noget af de to andres Samtale. Hvilket forøvrigt ikke falder ham vanskeligt, da Pastoren ingenlunde sætter sit Lys under noget Fjerdingkar.

152
PASTOREN
(lægger sin Haand paa Skovriderens Ben).

Nej, kære unge Ven, kære unge Ven, nu stiger De til Katolicismens misforstaaede Selvpinsel!

SKOVRIDEREN
(ivrig).

Jamen, staar der ikke udtrykkeligt, Hr. Pastor, at den, som har to Skjorter, skal dele med den, som ingen har?

PASTOREN.

Det staar der unægteligt! Men det er Teori, digterisk Overdrivelse; det praktiske Liv arter sig anderledes, og maa arte Sig anderledes! (Peger paa den brunplettede Hønsehund.) Tror De ikke, at dette Dyr vilde sløves og blive dorsk og ubrugbart til at opfylde sin Mission, om det blev lagt paa Fløjelspuder og kælet for af hvide, bløde Hænder? ... Naa, ser De det! Men akkurat paa samme Maade vilde en brav og dygtig Arbejdsmand sygne hen legemligt som sjæleligt, om han ved utidig Gavmildhed og misforstaaet Kærlighedstrang blev afholdt fra at udføre det Hverv, Herren nu en Gang samfundsmæssigt har paalagt ham! Der drives saa meget demokratisk Opvigleri i vore Dage! Lad os tage et Eksempel fra min egen Virksomhed som Sjælesørger! Jeg siger intet til, at en Lægmand rejser sig i Forsamlingen og vidner for Menigheden, at Herren har rørt ham med sin Naades Finger - jeg siger intet dertil; Herren kan bruge ethvert Redskab. Men jeg er sandelig ingen Ven af disse omrejsende Skræddere og Hjulmænd, der mener sig kaldede til at tage os Ordet af Munden! Hvad véd de? Hvad kan de? Det er gerne Folk, som forstaar deres jordiske Metier daarligt - Fuskere i deres eget Haandværk, der finder det bekvemmere af bruge Munden end Haanden. Hvad vilde De sige, om en af Deres Skovhuggere kom og vilde belære Dem? ... Nej, min gode Hr. Køhl, der er meget, meget i det gamle Ord: Skomager bliv ved din Læst! (Synes nu først at opdage Missionæren, som under dette Foredrag har rullet sig sammen ligervis en Hugorm paa Spring): Ah, men der har vi jo ... Skomager Klemmesen! Vel mødt, vel mødt! Har De været her hele Tiden? Jeg har sandelig ikke lagt Mærke til Dem. De agter Dem vel ogsaa til Mødet?

MISSIONÆREN
(forsøger at svare, men formaar det ikke paa Grund af indædt Arrigskab).
153
PASTOREN
(rolig præsenterende).

Skovrider Køhl fra Boruplund; en af Vennerne - Skomager Klemmesen, Formand for Slagelse Afholdsforening.

MISSIONÆREN
(bevæger lydløst sit Bukkeskæg).
PASTOREN
(stadig rolig).

Vi drage vel samme Vej?

MISSIONÆREN
(hult).

Ja, Vennestrømmen gaar jo mod Viborg nu!

PASTOREN
(kordialt).

Vil Klemmesen ikke have en Kop Kaffe med?

MISSIONÆREN.

Jeg nyder Vand!

PASTOREN.

Ja, det er jo ogsaa en Drik! (Vender sig fra ham til Skovrideren. Peger paa Hunden.) Det er en Tispe?

SKOVRIDEREN.

Ja.

PASTOREN
(smilende).

Har den fundet sin Pyramus?

SKOVRIDEREN.

Hva?

PASTOREN.

Jeg mener: skal den være Moder?

SKOVRIDEREN.

Naa-aa? nej, den er ikke mere end et halvt Aar.

PASTOREN.

Naa, ikke. (Idet han slaar en temmelig Cirkelbue med Hænderne): ] Ja for den forekommer mig lidt ... lidt trivelig, hæ! (Pludselig til Missionæren): Ikke sandt Klemmensen?

MISSIONÆREN
(svarer ikke).
PASTOREN.

Ja, for det maa De jo forstaa Dem paa, min gode, der er Fader til saa mange Verdensborgere.

MISSIONÆREN
(som fra Jordens Indre).

Et Menneske har de Børn, Herren skikker ham!

PASTOREN.

Aa ja ... tilvisse ja! naturligvis! ... Ni? Er det ikke ni, De har? ... Et for hver Muse, hæ!

MISSIONÆREN
(eksploderende).

Jo! ... Med Deres Tilladelse! Pastoren smiler, Missionæren fraader, og Skovrideren ser forfjamsket ud.

Pause.

En bondeklædt Person viser sig i Døren til Salonen. Han har et stort Uldtørklæde svøbt talløse Gange om Halsen og kalder med hæs Røst:

Klemmesen! Klemmesen! Aa hør lidt?

MISSIONÆREN
(ubehersket).

Hva' æ der?

DEN FREMMEDE.

Hør Klemmesen, den hellige Aands Nodegave er lige netop kommen over Vennerne paa tredje Plads, saa de vil lovsynge Herren!

MISSIONÆREN.

Hum! ... ja la' dem synge!

DEN FREMMEDE.

Jamen Du maa sg ... jamen Du maa komme ner aa gi' Tonen, Klemmesen, for jæ æ jo rusten.

154
MISSIONÆREN.

Nu kommer jeg! (Da Manden bliver staaende): Gaa ned og sig, at nu kommer jeg!

PASTOREN
(da den fremmede er gaaet).

Var det ikke den fordrukne Klavs Væver?

MISSIONÆREN.

Han hører vos til nu, Hr. Pastor! Det er det tredje lille Faar, vi har indfanget for Hjorden i Vinter. (Ser Pastoren stift i Øjnene): Herren har været fuld af Miskundhed mod Slagelse, siden Di rejste, skal jeg tillade mig at sige Dem, Pastor Krarup! Flygter.

Pause,

under hvilken Pastoren trommer med Fingrene i Bordet, og Skovriderens Cigar gaar ud af Befippelse.

Endelig siger Pastoren forholdsvis behersket til at begynde med:

Ja undskyld, kære Hr. Køhl, men jeg kan ikke med disse Mennesker! De hører til en lavere Race end vi andre; thi der er Forskel paa Mennesker og Mennesker! De er som besatte af en Hovmodets og Ufordragelighedens Aand, bare fordi de er skaaret en Smule for Tungebaandet! (Taler sig flere Grader Réaumur op). Hæ, hvad vil det sige, at en Klavs Væver hører "vos" til? ... introduceret af en Skomager Klemmensen? Klavs Væver, den værste Drukkenboldt siden Noæh Dage! Brændevinen lyser ham jo ud af Øjnene! Og saa tror disse stakkels Mennesker paa hans Omvendelse og slæber ham rundt fra Forsamling til Forsamling, for at han kan "vidne". Det er en Uskik med hele dette Lægprædikanteri! En blot og bar Overtro, at disse mislykkede Skræddere og Skomagere og Kakkelovnsrensere i Kraft af deres Uvidenhed (Skovrideren vil gøre en beskeden Indvending.) ... jo netop Uvidenhed og Mangel paa saavel Aandens som Hjertets elementæreste Dannelse ... skal have Lov til at anmasse sig en Position, der ... Og saa aner De ikke, Mand, hvad det vil sige for en Sognepræst at have saadan en - "Apostel" i sin Menighed! Jeg har sandelig mangfoldige Gange grebet mig i at huse den Tanke at melde mig ud af den ganske Suppedas ... Og mange af mine Embedsbrødre tænker som jeg.

SKOVRIDEREN
(stille beskedent).

Jeg hørte dog i Fjor Pastor Stormbuk paa et Vennemøde i Hillerød udtale sig ...

PASTOREN
(heftigt afbrydende).

Stormbuk er, Gud forlade mig! selv noget af en Lægprædikant! (Skovriderens Øjne bliver ved 155 denne blasfemiske Ytring lige saa store og udtryksfulde som to Østers. Pastoren ser sig, forfærdet over sin egen Dristighed, sky omkring, og hans Stemme synker ned til en Hvisken): Naaja ... ja De forstaar mig, kære Hr. Køhl, jeg ... jeg var lidt ... lidt ophidset! (Hæver igen Stemmen og slaar ud med Haanden) : Stormbuk er en vældig Kæmper for Herren, en Arbejder af uskatterligt Værd i døde Tider som vore! (Man hører Salmesangen fra tredje Plads) : Nu synger de. Hører De Sangen? ... (Fortroligt): Kort sagt: jeg er ikke nogen særdeles Ynder af denne Kristendom paa en Præsenterbakke! Gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, hedder det . . . (Opdager gennem Salonens Vinduer, at Skibet er ved at dreje ind til Samsø. Rejser sig hurtig og gaar ud paa Dækket, hvor han vinker ad Skovrideren, der følger efter med Hunden).

PASTOREN
(med Kikkerten for Øjnene).

En vakker lille Ø, Samsø!

SKOVRIDEREN.

Ja ...

PASTOREN.

Kender De noget til Danneskjolds?

SKOVRIDEREN.

Næ ...

PASTOREN
(rækker ham Kikkerten).

Ønsker De ...? Den er indstillet.

SKOVRIDEREN
(sætter Apparatet for Øjnene).

Tak! ... Det er en ypperlig Kikkert!

PASTOREN.

Et fortrinligt Instrument, ja! Jeg købte det i ni og firs i Bordeaux ... Vil De se her: denne lille Skrue er til at indstille den med. Ser De: Teaterøjne, Kampagneøjne og Marineøjne, alt eftersom man er i Teatret, paa Landjorden eller paa Havet: ... Ah, nu er vi ved Kajen!

Hebe manøvrerer ind til Bolværket under Kaptajnens Kommandoord "Slag bak" og "Slag frem". Trosserne hives i Land og fastgøres. En Landgangsbro stikkes ud, og to Heste og en gammel Kone gaar om Bord. Pastoren, Skovrideren, Hunden og de øvrige Passagerer ser interesserede til, medens de helliges Salmesang fra Agterdækket klinger lydt mod Himlen: Herrens Venner ingen Sinde medes skal for sidste Gang . . .

Naar Postsækkene er udvekslede, og Landets Produkter: Smør, Ost, Huder, Korn og Uld er ombyttet med de mere oversøiske Delikatesser: Kaffe, Te, Sukker, Tobak og Petroleum, løsnes Trosserne atter, Kaptajnen bestiger paa ny Kommandobroen, Skruen sættes i Gang og Hebe damper af for Aarhus.

PASTOREN.

Det er herligt at rejse! ... De har aldrig været uden for Danmark, Hr. Køhl?

SKOVRIDEREN.

Aldrig, nej ...

PASTOREN.

Jo, i ni og firs var jeg en Tremaaneders Tur gennem Frankrig, Italien og Schweiz, og hjem gennem Østrig-Ungarn og Tyskland. Min Kone havde lidt Formue, og der var reciprokt Testamente ... De skulde virkelig se at komme lidt ud! Man faar et langt større Blik paa alle 156 Forhold! (Peger): Se nu det Skib derude, hvor trægt det gaar! Hvad er det, naar man har set Baadene flyve med Latinersejl over Lago di Como! ... som Svaner! - De burde rejse! Man lever kun én Gang!

SKOVRIDEREN.

Ja-a ... men Kone og Børn ... Og selv om jeg nu ogsaa ha'de Raad, saa ... saa mener jeg ... Saa synes jeg ... Der er jo saa mange trængende blandt Vennerne, som det er Ens Pligt at hjælpe.

PASTOREN
(fikserer ham skarpt, men bliver øjeblikkelig beroliget og klapper ham faderligt paa Skulderen).

De er et bravt og naivt Menneske, Hr. Køhl! ... Og enhver bærer jo sin Lovbog i sin Samvittighed! ... De er lykkelig ved Hustru og Børn?

SKOVRIDEREN
(med Øjne som St. Hansblus).

Ja, det er jeg!

PASTOREN
(sukker).

Ja, ak ja! ... Hvor længe har De været gift?

SKOVRIDEREN.

To Aar.

PASTOREN.

Og tvende Børn?

SKOVRIDEREN
(lidt genert).

Tre ...

PASTOREN.

Ah-h! ser man det hæ, hæ!

SKOVRIDEREN
(hurtigt).

De to første er Tvillinger!

PASTOREN
(smilende).

Ja, ja . . . Gudbevares! ... (Betragter ham med Velbehag): De er jo ogsaa en hel lille Atlet ... Og Deres unge Hustru er ogsaa en sund Natur? Ammer selv?

SKOVRIDEREN
(naivt).

Jo Tak.

PASTOREN
(sukker igen).

Nej, jeg fik jo aldrig Børn! Naa, hvem véd, hvad det var godt for. Min Hustru var jo ældre end jeg, og hun led af en sørgelig Svaghed, Stakkel - en Betændelse i Modertrompeten. Hun døde i otte og firs; og Aaret efter var det saa, at jeg rejste til Udlandet ... Aa, hun led meget paa det sidste ... meget! Og hun var lidt penibel at være om; skønt Gud skal vide, at Erichsen og jeg gjorde i Sandhed vort bedste for at pleje hende! - Erichsen er min brave, trofaste Husbestyrerinde, der var og er mig til stor Husvalelse ... Men en Hustru er dog en Hustru! Naa: Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet! Højtidsfuld Pause, i hvilken Pastoren fikserer Jyllands Kyst gennem Marineøjne.

SKOVRIDEREN
(frygtsomt).

Der var noget, jeg ...

157
PASTOREN.

Danmark er dog, naar alt kommer til alt, et saare indtagende lille Land: disse Bakker og Skove, disse kornrige ... Hvad siger De, Hr. Køhl?

SKOVRIDEREN.

Der var noget, jeg gerne vilde tillade mig at spørge Dem til Raads om, Hr. Pastor ...

PASTOREN.

Tal ...

SKOVRIDEREN.

Jo-o se, vi begyndte i Vinter hjemme hos os at holde nogle smaa Vennemøder: Forpagterens, Godsforvalterens Frue og nogle Proprietærfamilier, navnlig Damerne ...

PASTOREN.

Ja, Kvinden har altid været vor Hovedhjørnesten!

SKOVRIDEREN.

... Vi samledes hver Onsdag hos hinanden skiftevis til Oplæsning af den hellige Skrift, Bønner og Sang. Og saa drak vi Te ...

PASTOREN
(stadig i Kikkerten).

Meget prisværdigt! ... Det er dog en Pokkers Kikkert, nu kan jeg aldeles tydelig skelne Gran fra Fyr!

SKOVRIDEREN.

Jamen det vakte Forargelse ...

PASTOREN
(distræt).

Saa-aa? Forargelse? - Hvorledes? (Tager Kikkerten fra Øjnene.) Naa-aa? Saa det vakte Forargelse, siger De?

SKOVRIDEREN.

Ja; der var flere af Vennerne, der lod Ord falde om, at vi holdt os for os selv og satte Splid i Menigheden. Særlig var der en Skomager Christensen ...

PASTOREN.

Saa De lider ogsaa af en Skomager?

SKOVRIDEREN.

Ja, og ...

PASTOREN
(vredt).

Splid i Menigheden! Hø! paa ingen Maade! Man samler de Venner om sig, man staar paa lige Fod med, naturligvis!

SKOVRIDEREN.

Jamen Pastor Sahlertz mente ogsaa, at vi burde holde op.

PASTOREN
(betænkelig).

Saa-aa, mente Sahlertz det? - Tja-a ...

SKOVRIDEREN.

Og saa holdt vi op.

PASTOREN.

Ja ... ja-a ... det var maaske ogsaa det rigtigste ! Jeg kender jo ikke Egnen ... Apropos: Hvorledes gaar det med den Forsamlingsbygning, De skulde have opført i Sognet? Jeg saa' noget om det i Vennebladet.

158
SKOVRIDEREN
(sørgmodig).

Ja, den er jo ikke færdig endnu. Vi mangler Penge. Der var ingen, der vilde tegne sig. Og nu er der Stemmer, der mener, at vi bør sælge Grunden til Forbrugsforeningen. Men jeg synes dog virkelig, det er saa underligt, det ene Aar at sige, at Herren vil ha' et Bedehus, og det næste, at Herren ingen vil ha'?

PASTOREN.

Ja, det gaar ikke an!

SKOVRIDEREN.

Saa nu skal vi søge et Laan i Kreditforeningen.

PASTOREN.

Ak ja; der er jo sørgelig megen Lunkenhed til Stede.

Pause.

SKOVRIDEREN
(famlende og nølende).

Kunde ikke De, Pastor Krarup ...

PASTOREN
(paa Post).

Hvad mener De?

SKOVRIDEREN
(forvirret).

Jeg mener ... Pastoren talte før om ... og saa tænkte jeg ...

PASTOREN
(anende, hvorhen det bærer).

Jeg forstaar Dem sandelig ikke! Tal væk, ud af Posen!

SKOVRIDEREN
(yderligere forfjamsket).

Jeg mener ... Jeg tænkte ... Jeg vilde bare tillade mig at spørge, om ... om ikke De ... om ikke Pastoren ... De talte før om, at De havde arvet nogle Penge efter ...

PASTOREN
(venligt overbærende).

Penge? Jeg? ... Aa, kære, det var en ren Ubetydelighed! ... Og desuden staar jeg jo ogsaa min egen Menighed nærmest!

SKOVRIDEREN.

Naa, saa dér skal ogsaa bygges?

PASTOREN.

Det vil jeg ikke sige; men-n ...

SKOVRIDEREN
(i pludselig Ekstase).

Jeg synes, det maatte være saa herligt at bygge disse smaa Hjem op for Guds udvalgte Flok!

PASTOREN.

Det maatte det, det maatte det, naar Herren havde givet En Evnen dertil! (Vender sig mod Vest.) Se dér har vi allerede Spiret af Domen i Aarhus! (Sætter Kikkerten for Øjnene.) Rejser De direkte til Viborg?

SKOVRIDEREN
(svedende efter Sindsbevægelsen).

Ja ... ja det vil sige: nej! Jeg bliver i Langaa i Nat hos min Broder. Det er ham, der skal ha' Hunden her.

PASTOREN.

Jeg møder ogsaa først i Morgen. Jeg overnatter 159 i Aarhus indbudt af Bispen, som er en Universitetskammerat. (Kærtegner den brunplettede.) Hvad hedder Dyret?

SKOVRIDEREN.

Bella.

PASTOREN.

Sit Navn værdig! Det er et nydeligt Hovede, godt behængt! ... De tror altsaa ikke, at hun er gravid? ... Naa ikke. Men De skal dog sige til Deres Hr. Broder, at han skal være lidt forsigtig, naar hun bliver løbsk! Saaledes fik jeg engang en meget fin irsk Setter spoleret af en ganske almindelig Bondekøter. De véd naturligvis, at selv om ogsaa Dyret senere bliver holdt til en Racehund, er der megen Sandsynlighed for, at Afkommet er ødelagt! ... De gaar vel en Del paa Jagt, Hr. Køhl ?

SKOVRIDEREN.

Jeg tvinges jo til det ...

PASTOREN
(forundret).

Interesserer det Dem ikke?

SKOVRIDEREN.

Jo-o, naturligvis, men ...

PASTOREN.

Det er en ædel Beskæftigelse, mandig! Jeg dyrkede den meget i mine bedste Aar. Nu er man desværre for gammel!

SKOVRIDEREN.

Ja jeg synes ogsaa ... men somme Tider kan det pludselig komme over mig, at det vist er en syndig Glæde.

PASTOREN.

Men kære!

SKOVRIDEREN.

Staar der ikke: Du skal ikke ihjelslaa?

PASTOREN
(ryster smilende paa Hovedet).

De er lidt hysterisk, min gode Skovrider! - Undskyld! ... Ernærede ikke Herrens egne Disciple sig ved Jagt? Ganske vist paa Havets Dyr, men dog en Slags Jagt!

SKOVRIDEREN.

Jo-o ...

PASTOREN.

Vogt Dem for Overdrivelsernes Skær, min kære Køhl; det er paa dem, at Guds Børn oftest er strandet!

Pause.

Missionærens Apostelhovede og øvrige hellige Skikkelse stiger langsomt op over Trappen, der fører fra tredje til første Plads. Salmesangen sidder ham endnu i Mundvigene.

PASTOREN.

Der har vi vor ... Jerusalems Skomager, havde jeg nær sagt! Hvad rejser i Grunden den Pjes paa første Plads efter?

SKOVRIDEREN
(bedende).

Kære Hr. Pastor ... Han hører jo dog til Vennerne ...

160
PASTOREN.

Ja ... det siges! Men den Personnage staar mig som Sennep udi Næsen! ... Et Ord i Alvor, Hr. Køhl: Vaer Dem for disse Menneskers quasi Veltalenhed! De er for naiv, De formaar ikke ret at skelne Skallen fra Kernen ! (Med en overmaade elskværdig Haandbevægelse ud mod Missionæren, der er gledet nærmere som paa Gummihjul.) Naa, lille Klemmesen, saa fik De da ledet Sangen! Vi hørte den heroppe. Den lød smukt under Guds klare Himmel!

MISSIONÆREN.

Enhver Fugl synger med sit Næb, Hr. Pastor!

PASTOREN
(mildt).

Ja, ja, sandelig, ja! jeg ...

MISSIONÆREN
(afbrydende).

Spurvekvidder og Lærketriller er lige velbehagelige for Herren i samme Maal og Maade, naar de klinger fra Hjerteburet, Pastor Krarup!

PASTOREN
(behersket).

Tilvisse, tilvisse!

Pause med tilsyneladende Havblik.

Men pludselig stikker Pastoren Haanden i Brystlommen og tager en Cigar frem, som han holder tæt hen under Næsen paa Missionæren og siger:

Vil han ryge en Havanna, Klemmesen?

MISSIONÆREN
(træder et Skridt tilbage og svarer med et Blik som en oversanselig Tiger).

Tak, jeg røger ikke - Krarup!

Pastoren gør rask omkring og gaar med hurtige, knirkende Trin bort over Dækket.

Skomager-Missionæren ser instinktmæssig efter hans Fødder for at se, om han bruger Fjeder- eller Snøre-, Sko eller Støvler.

Rædsom Pause.

Skovrideren ser ud, som havde han ondt. Missionæren minder om Luther paa Wartburg, da han havde hevet Blækhornet i Hovedet paa Satan. Rattet knager, Maskinen stønner. Moesgaard, Marselisborg- og Riis-Skove tegne sig blaasorte i Horisonten, og den brunplettede Hund lopper sig betænkeligt bag Øret.

Endelig drister Skovrideren sig til at bryde Tavsheden og siger stille: Det er et dejligt Vejr i Dag, Hr-r-æ ... Missionær.

MISSIONÆREN
(med oprakt Pegefinger, hvorpaa Rester af Skomagerbeg).

Herre! sæt Vagt for min Tonge, tag Vare paa mine Læbers Dør ! (Løfter Bulehatten af og tørrer sit Aasyn med en rødbroget Svededug, smykket med den Korsfæstedes Billede. Derpaa hæver han tvende Fingre og taler som følger:) Den sorte Skoles Mænd er fulde af Hovmod! ... Aa, om de dog vilde ihukomme vor Herre og Frelsers Ord om kalkede Grave! Om de dog vilde stige ned blandt vos, ned blandt Menigmand og lære den Ydmyghed og Taknemmelighed for Guds Naadegaver at kende, som sidder i vores Hjerter, naar vi bede og synge og lovtakke Herren, fordi han har opladt vores Øjne og Øren til at høre og se, 161 hvad han fordrer af vos arme, usselige Menneskebørn, for at vi kunne skue hans Herlighedsdag Ansigt til Ansigt, hvad enten vi have taget videnskabelig Eksamen eller annammet hans Visdoms Kilde paa anden Sæt eller Maade!

SKOVRIDEREN
(vil give sin bifaldende Mening tilkende, men hindres i sit smukke Forehavende af)
MISSIONÆREN
(der atter kører løs og denne Gang med fem oprakte Fingre).

O, sandelig! det være saare langt fra mig at kaste den første Sten paa Sognepræst Krarup, thi hvo som haver to Skjorter, ser vel til, at han ikke falder! Men han haver en letfærdig Tonge! Og det vil jeg sige, mine Brødre og Søst ... og det vil jeg sige aabent for min himmelske og jordiske Øvrighed, at Herren har været miskundelig god imod Slagelse og Annekser fra den naadige Stund af, da Pastor Krarup blev forflyttet til Tutiput og Vragsted; thi som Hyrden er, saa og Faarene! Og jeg vil sige til Eder alle saa mange, der vil oplade Eders Øren: Spørg Vennerne i Slagelse By, om ikke Pastor Krarup, medens hans arme, pinefulde Hustru endnu stredes med Døden, den sidste store Port, som aabnes og lukkes for vos alle! om han da ikke er set mangen Aftenstund letfærdeligen vandre vore ringe Huse forbi med Jomfru Krestine Erichsen, hans daværende Husbestyrerinde og nuværende! (Skovrideren slaar Kors for sig, og Missionæren fortsætter) O, mine Venner, det være langt fra mig, saa langt som Libanons Bjærge ligger fra Sarons Dale, at tale om Utugt og Skørlevnet, thi hver som er ren, ser ogsaa vel til, at han ikke falder! men det tilspørger jeg Eder: har ikke den retfærdige Gud selv lagt sin straffende Haand tungt paa Sognepræst Krarups Skuldre ved at gøre ham til en barnløs Olling gennem en ufrugtbar Hustru? ... Dette spørger jeg om?

SKOVRIDEREN
(der ihukommer sine Tvillinger, nikker heftigt).

Jo, jo, sandelig, sandelig!

MISSIONÆREN
(med foldede Hænder og Vand paa Maskine).

Men jeg slutter ham dog hver Aften ind i mine Bønner! thi, o! ligesom det er saligere at give end at tage; saaledes er ogsaa det at tilgive det yndigste for Vennerne!

SKOVRIDEREN
(snyder Næse af Beundring).

De er et ædelt . . . ædelt ... ædelt Menneske, Missionær Klemmesen.

162
MISSIONÆREN
(med beskeden Selvfølelse).

Jeg stræber ydmygt at vandre ad de Stier, vor Herre og Frelser selv har anvist vos!

SKOVRIDEREN.

Og det er jo alt, hvad et Menneske formaar!

MISSIONÆREN.

Ja, det er alt! ... Men det lykkes jo kun for de udvalgte!

Hellig Tavshed med bøjede, tankevægtige Hoveder. Selv den brunplettede synes at tænke over sin Sjæls Salighedsvilkaar . .

Pludselig giver Hebe et Brøl fra sig. Man er i Aarhus Havn. Passagerer og Mandskab strømmer op paa Dækket. Ogsaa Pastoren. Trosserne gøres klare, og Kaptajnen bestiger Kommandobroen.

Inde paa Bryggen ses et Mylder af Mennesker, Kvinder og Vogne.

MISSIONÆREN
(griber hurtig Skovriderens Haand).

Farvel Ven! Jeg maa ned til mine smaa!

SKOVRIDEREN.

Farvel og Tak for alt godt!

MISSIONÆREN
(skulende hen efter Pastoren).

Et sidste Ord, min Broder! ... Vogt Dem for at lytte til letfærdige Tongers lokkende Tale! - Og hermed Gud befalet! (Bort).

PASTOREN
(nærmer sig med Overfrakke og Haandkuffert).

Naa: au revoir, min gode Køhl!

SKOVRIDEREN
(forvirret).

Farvel, Hr. Pastor! Det har været mig ... Og lev vel!

PASTOREN
(smilende).

Ja, ja, vi ses jo i Morgen!

SKOVRIDEREN.

Jo ... ja ... ja naturligvis! ... Om Gud vil!

PASTOREN
(stadig smilende).

Det vil han nok! ... Naa, havde De noget Udbytte af Deres Samtale med ... Skotøjsfabrikanten?

SKOVRIDEREN
(rødmer).
PASTOREN
(betragter ham næsten rørt).

De er et bravt og naivt lille Menneske! ... Paa Gensyn, kære Køhl, paa Gensyn!

Hebe ligger nu ved Bolværket. Landgangsbroen stikkes ud, og Passagererne gaar fra Borde og drager videre hver efter den Formue og Lejlighed, Herren samfundsmæssigt har beskikket ham:

Pastoren i Bispens Landauer.

Skovrideren og den brunplettede tager en Droske. Og

Missionæren drager paa Apostlenes Heste af Sted i Spidsen for sin Hjord . . .

Børn raabe, Hunde gø, Haner gale, Svaler kvidre, Heste vrinske, Køer brøle, og Svin grynte . . .

Men højt op over al jordisk Larm og Tummel rager Domkirkens gaasebærende Spir som et manende memento coeli!

163

CENTRUM
(1897)

164
165

AGERENDE

  • Grossereren. Fiskeren.
  • Konsulen. Den gamle Skippet.
  • Apotekeren. Pavillonjomfruen.
  • Postmesteren. Musikdirektøren.
  • Sagføreren. Maskinarbejderen.
  • Doktoren. Konen.
  • Bryggeren. Barnet.
  • Købmanden. Pigen.
  • Arrestforvareren.

FØRSTE AFDELING

Et "Anlæg" ved den elskelige lille By Tutiput i Kongeriget Danmark.

Det er Onsdag Eftermiddag mellem fem og syv. Byens energiske Hornorkester (seks Mand høj med Dirigenten Hr. Sevenhusen) musicerer paa Pladsen foran Pavillonen "Sommerfryd". Træerne er grønne, Himlen blaa, Solen gul. Store og smaa Tutiputer af begge Køn vandrer rundt i Anlægets grusbelagte Gange, pyntede i stilfulde Sommertoiletter. Særlig gør Damerne sig bemærkede ved deres fantasirige Dragter og deres højtidelige Provins-noli-me-tangere-Ansigter . . .

Hr. Sevenhusen intonerer netop: Vift stolt paa Kodans Bølge!

Flere Fruer standser op i Promenaden og spejder mod Syd, hvor Fjorden ruller sine Vande. De kan imidlertid ingenting se, Putterne, da Anlægets kraftige Granplantage skjuler Udsigten. Saa lader de, for dog at faa noget Udbytte, Blikket glide op ad Pavillonens hvidmalede Flagstang, paa hvis Top blodrøden Dannebrog hænger og breder sig med smaa fede Smæld i den lune Luft. Og de mindes med ædel Stolthed Valdemarerne Sejr og Atterdag samt Aarene 48, 49 og 50; medens de med et flot coup d'esprit sætter hen over Fredene i Brømsebro og Roskilde samt Smertensaaret 1864. Hvorpaa de vandrer videre med Hovedet melodisk paa Skakke og et patriotisk Smil om Læben.

Paa Verandaen, der løber langs Pavillonens Forside, sidder ved smaa gulmalede Jærnborde flere af Byens mere grundmurede Familier og indtager Kaffe med Sandkage. Det vil sige Mødrene og Børnene; Fædrene drikker Bajer, da dette Fluidum dels smager dem bedre, og dels af det store Flertal anses for en langt mandigere Forfriskningssubstans.

Men Apoteker Mackeprang og Konsul Blinkenberg har tilsammen bestilt en halv Flaske Portvin.

Apotekeren er lille, bleg og spinkel. Ser nærmest ud, som om en Klausul i hans Bevilling tvang ham til at smage paa alt, hvad der sælges i hans Geschæft, førend det vandrer ud over Disken. Han er ugift og godt op i Fyrrerne.

Konsulen, høj, kraftig, lyshaaret og med engelske Whiskers, Familiefader; men er langt yngre end sin Kone, som han ægtede, først og fremmest naturligvis af Kærlighed, men dernæst ogsaa, fordi hun var eneste Barn af gamle Konsul Lemming, der døde to Aar efter Datterens Ægteskab. Blinkenberg var i Tidernes Morgen Kommis hos Lemming. Nu har han seks Pigebørn med hans Datter . . .

Konsul Blinkenberg er første Mand i Tutiputs Vestende, medens Grosserer C. A. Heidemann er Østendens Matador. 166 En stille, ædende Guerillakrig med en smilende, høflig Overflade har luret disse to Konger imellem lige fra den Dag, Lemming døde. Og det bliver til førstkommende Februar 24 Aar siden. Hustruerne kan ikke længer deltage i Striden; thi Fru Heidemann ligger stadig til Sengs lam i Underkroppen efter elleve Børns Fødsel - og Fru Blinkenberg har for længst bøjet sig for sin Mands Imperatorsjæl; hun taler aldrig med nogen, viser sig aldrig offentlig, men lister kun stille rundt i sit Hus og sin Have, forskræmt og urolig som en lille, sølle, gammel Høne, der stadig lever i en idiotlignende Angst for, at Glenten skal slaa ned og ribbe de sidste Fjer af den. - Denne Hustruernes Ukampdygtighed havde maaske kunnet mildne Striden en Smule.

Men saa voksede Døtrene til!

Og nu i det sidste er der ogsaa kommet dette med Jærnbanen!

Tutiput skal nemlig ha' Bane. Men hvor skal Stationen ligge? I Østenden eller Vestenden?

Qui vivra, verra!

Pavillonjomfruen kommer med den af Konsulen og Apotekeren bestilte halve Flaske Portvin. Hun er i sort Nederdel, lysegrønt Liv og højrødt Forklæde. Dertil er hun topmavet og har et Ansigt som en lastefuld Gadedreng.

JOMFRUEN.

Værsartig, Hr. Konsul!

KONSULEN
(kniber hende i Øret).

Tak, min Stump! ... Skriv det!

JOMFRUEN
(knikser og fniser).

S'gerne, Hr. Konsul hu, hu, hu!

APOTEKEREN
(vil gøre Indsigelse, vil betale sin Part; men)
KONSULEN
(affærdiger ham med et):

Sludder, Apoteker! (Vender sig derpaa til Jomfruen, som er ved at trække sig tilbage:) Hør lidt her: ... Næ, kom nærmere!

JOMFRUEN
(vrider sig nærmere).

Hu, hu, hu !

KONSULEN
(ser sig forsigtig om, og da Folk er optaget af Musiken og hinandens Paaklædning, tager han fat i et Hjørne af hendes Forklæde og rykker hende hen til sig).

Det er Fandens, saa De er fin i Dag, Bolette, hva'!

JOMFRUEN.

Hu, hu! vi har jo Musikdag, Hr. Konsul!

KONSULEN
(haler hende ganske nær og kniber hende gedulgt i Benet).

Flæskekarbonade, hva'!

JOMFRUEN
(frigør sig og løber lykkelig over det modtagne Kærtegn ind i Pavillonen).
APOTEKEREN
(har under denne Gudsdyrkelse siddet som paa Naale, urolig og nervøs, snart rød, snart bleg. Hans sarte Ungkarlesjæl sættes i sælsomme Svingninger).
KONSULEN
(skænker op).

Skal vi saa smage paa Miksturen, Apoteker! De drikker. Konsulen alt, hvad Glasset rummer, Apotekeren kun det halve.

KONSULEN
(smækker med Tungen).

Meget god Portvin!

APOTEKEREN.

Fortrinlig!

KONSULEN.

Flot Pi'e, Bolette!

APOTEKEREN
(forlegen).

Forstaar mig ikke paa det ...

KONSULEN.

Sludder!

167
APOTEKEREN.

Jeg synes da, at hun har et mindre kønt Ansigt.

KONSULEN.

Ansigt! hæ! hva' Fa'en! det er jo ikke det, det kommer an paa!

APOTEKEREN
(hilser dybt paa to forbigaaende Damer).
KONSULEN
(der ikke har lagt Mærke til dem).

Hvem var det?

APOTEKEREN.

Frøknerne Heidemann.

KONSULEN
(vender sig og ser efter dem).

Gamle Pebertræer! Og sikken de saa stadser sig ud! Som Konfirmander! Men noget maa der jo gøres. Op ved Fyrrerne, hva'?

APOTEKEREN.

Den ældste er nok seksogtredive, den yngste fireogtredive.

KONSULEN.

Gammelt Knækbrød for Dem, Apoteker, hæ!

APOTEKERER
(rødmer).
KONSULEN.

Er det sandt, at Heidemanns skal ha' dem et Ponykøretøj?

APOTEKEREN.

De sagde det da i Aftes for aldeles bestemt oppe hos Maskinfabrikant Wissings.

KONSULEN.

Jeg kan min Sæl og Salighed ikke forstaa, Apoteker, at De, som ellers er et dannet Menneske, vil holde Omgang med det ... det Smedeslæng!

APOTEKEREN.

Jeg kommer jo i de fleste Huse, véd De; og Wissings er virkelig en meget agtbar Familie.

KONSULEN.

Kan s'gu gerne være. Men Manden er en Flab! Det er en komplet Skandale for Byraadet, at han sidder der! De skulde ha' hørt ham ved Mødet i Jærnbanesagen i Gaar. Min Salighed som han var Overborgmester og en Tomme til!

APOTEKEREN
(for at give Talen en anden Vending).

Ja, hvad blev Resultatet i Gaar?

KONSULEN.

Hvad det blev? Naturligvis det gamle Vrøvl, at skal Byen udvides, saa skal den udvides mod Øst. Rent Sludder! Hvad Fanden nytter det Byen, at den vokser ud i Jerslev Sogn? Og det gør den, hvis Stationen kommer til at ligge for Enden af Heidemanns Pakhus. Bli'r der bygget, og det bli'r der, saa flytter hele Østenden ud omkring Stationen og bor der og holder deres Forretninger i Byen, og det er billigere, for saa 168 skatter de til Jerslev. Det er Fanden pinerne en net Maade at værne om Byens Interesser paa! ... Hva' si'er De ?

APOTEKEREN.

Hvor vilde De da have Stationen?

KONSULEN.

Naturligvis paa min Mark vest for Byen! Men det er Heidemann, den gamle Ræv, ene og alene Heidemann ! I Fjor snød han mig for fire Tusind Kroner!

APOTEKEREN.

Jamen det er jo Staten ...

KONSULEN.

Staten! Fa'en med Staten! Hvor véd den, hvad der gavner Byen bedst? Det er s'gu dog noget, Borgerne maa afgøre!

APOTEKEREN.

Jamen Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(kører hen over Apotekerens Indvending).

Og ligger ikke Byens Centrum i Vestenden maaske? Apoteket, Raadhuset, Posthuset, Hotellet, Skolen og min Forretning, hele Forretningslivet, hva'?

APOTEKEREN
(paa en frisk).

Ja, ganske vist, ganske vist; men Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(tager ham i Skuldrene og ryster ham).

Jamen Byens Flertal, Byens Flertal, Mand! Borgerne, den store Befolkning; (Slipper Apotekeren, der bleg synker tilbage i Stolen.) Men nu sætter jeg i Morgen en Adresse i Gang, saa skal vi dog se, hvem der har den offentlige Mening for sig! ... De skriver vel under?

APOTEKEREN
(endnu lidt forpustet).

Jeg holder mig ... holder mig helst neutral, Hr. Konsul.

KONSULEN.

De er en Fladfisk, Apoteker! (Skænker i sit Glas.) Og drikke kan De heller ikke!

APOTEKEREN
(skynder sig at tømme sit Glas for dog at gøre noget).
KONSULEN
(fylder det paa ny).

Skaal! (De drikker.) De kan sagtens, Deres Forretning skal man jo i! ... Skal vi gaa et lille Slag rundt?

De rejser sig og fordyber sig i det tre Tønder Land store Anlæg, medens Sevenhusen tager fat paa: Danmark, dejligst Vang og Vænge . . .

Grosserer J. A. Heidemann kommer i Selskab med Sagfører Strøm.

Grossereren er en lille, bred, astmatisk gammel Herre med kraftigt, hvidt Haar.

Sagføreren er lang, mager og klædt i graa Dress med rund Filthat og tynd Spanskrørsstok.

SAGFØREREN.

Der stikker Konsulen af med Apotekeren?

GROSSEREREN
(stadig smaahostende).

Daarlig Samvittighed, hø, hø!

169
SAGFØREREN.

De mener Adressen?

GROSSEREREN.

Ja ... Lad os sætte os her.

SAGFØREREN
(tager Flasken, som staar paa Bordet, og ser paa Etiketten).

Portvin! .. Her har Konsulen siddet.

GROSSEREREN.

Bryder jeg mig ikke om. (Sætter sig.) Konsulen og jeg er gode Venner hø, hø! Skilte ham af med et Parti Rug i Fjor.

SAGFØREREN.

Ja, De dominerer Markedet, Heidemann!

GROSSEREREN.

Kunde ikke overkomme det selv, Blinkenberg. Kom til mig og klagede sin Nød. Overtog Partiet hø, hø! Tjente fire Tusind Kroner ... Hvad vil De drikke?

SAGFØREREN.

Det skal vel være Øl?

GROSSEREREN.

Vil De bestille ... Men tag lige saa godt fire straks med det samme.

SAGFØREREN.

Ha, ha! (Gaar ind i Pavillonen for at rekvirere Øllet.)

Mængden, som drager forbi, hilser ærbødigt paa Heidemann, der nikker tykt og peger med en Finger op mod Hatteskyggen.

SAGFØREREN
(kommer tilbage og sætter sig; slaar Benene over Kors og leger med sin Stok).

Her er mange Mennesker ude i Dag.

GROSSEREREN
(der sidder foroverbøjet, lænende begge Arme paa sin tykke Egekæp).

Ja ... Hvad er det han spiller?

SAGFØREREN.

"Danmarks dejligst Vang og Vænge" ...

GROSSEREREN.

Meget god Musik, hø, hø! (Støder tavs sit Glas mod Sagførerens. De drikker ligeledes i Tavshed.)

SAGFØREREN.

Konsulen ha'de nok ikke Lykken med sig ved Mødet i Gaar?

GROSSEREREN.

Wissing gav ham rent paa! ... Vindspiller, den Konsul! Gamle Lemming vilde vende sig i sin Grav!

SAGFØREREN.

En vis Dygtighed kan man dog ikke frakende ham, Manden.

GROSSEREREN.

Vindspiller! Bare Mundtøj! Har ikke Astma hø, hø! det er det hele?

SAGFØREREN
(ler støjende, demonstrativt, som ti Tusind Kroner ler, naar tyve Tusind siger en Vittighed).

Ha, ha, ha! De er en stor Humorist, Hr. Heidemann! ... Men nu Adressen, han sætter i Gang?

GROSSEREREN

, Faar ingen Underskrifter!

170
SAGFØREREN
(lidt tvivlende).

Ja-a-a ...

GROSSEREREN.

Tre Skræddere, to Skomagere og hans Vaskerkone!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi! ... Hvad sagde Statsingeniøren?

GROSSEREREN.

Fuldstændig enig med mig. Køber Grunden Østen for Pakhuset. Faar Jærnbane lige til Døren. ... Mere Øl, Prokurator!

SAGFØREREN
(skænker for begge).

Man siger, at Præsten er ved at gaa over paa Konsulens Parti.

GROSSEREREN.

Hø, hø! interesserer mig ikke! Banen skal ikke til Himlen.

SAGFØREREN.

Nej, hi, hi! ... Véd De, hvad der staar i Adressen?

GROSSEREREN.

Næ.

SAGFØREREN.

Jo, Rebslager Hansen har set den ...

GROSSEREREN
(brutalt afbrydende).

Har Rebslager Hansen skrevet under, det Fæ?

SAGFØREREN.

Det tror jeg ikke; han lo af den.

GROSSEREREN.

Derfor kan han godt ha' skrevet under!

SAGFØREREN.

Ha, ha! De kender Menneskene! De burde ha' været Sagfører, Hr. Grosserer! ... Næmen, han sagde, Rebslager Hansen, at der stod, at Vestenden var Byens Centrum.

GROSSEREREN.

Hum! Centrum er vel der, hvor jeg er!

SAGFØREREN.

Naturlig, naturlig, det sagde jeg ogsaa til ham: Byens mest grundmurede Handelshus! Hvidtølsbrygger Rasmussen med Kone triner frem af Mængden.

BRYGGEREN
(frigør sig fra Hustruen).

Der sidder han s'gu, Relia. (Fruen hedder Aurelia.) Lad nu mig, lad nu mig! (Iler med lange Skridt og sprængrødt Ansigt hen til Heidemann og Strøm og buldrer ud:) Hvad i Helvede, Prokurator, er det for Abekattestreger! Har De taget Pigen til Dem?

SAGFØREREN
(ganske flad).

Ja ... min Kone ...

BRYGGEREN
(dirrende).

Jeg vil høfligst tillade mig at anmode Deres Kone om at rejse Fa'en i Vold!

SAGFØREREN.

Min Kone stod netop uden Pige ... komplet uden Pige ...

BRYGGEREN.

Ja, hvad rager det mig! ... Men det er 171 ildløjjalt g'ort af Dem, Strøm! mejet ildløjjalt, det maa jeg sige!

SAGFØREREN
(ser sig forskrækket om).

Hys, hys, kære Hr. Rasmussen ...

BRYGGEREN.

Jeg snakker saa højt, jeg har Lyst til!

GROSSEREREN.

Hva' er der paa Færde?

SAGFØREREN.

Det er Ras ...

BRYGGEREN.

Hold Mund, Prokurator! ... Nu skal De høre, Heidemann: Her i Torsdags Nat er vor Pige pludselig stukken a', saa min Kone kunde ikke begribe det om Fredagen. Naa! Saa gaar jeg jo til Strøm, at han skal søge hende, og fortæller saadan og saadan, at hun pludselig er stukken a', simpelthen rendt uden at nyse!

GROSSEREREN.

Hø, hø! det gør de jo saa tit.

BRYGGEREN.

Jovel! ... Naa! Og Strøm lover saa at søge Pigen til Lovens strengeste Straf! Og véd De saa, hva' han gør? véd De saa, hva' han gør? Han fæster hende!

SAGFØREREN
(flov).

Kun paa Prøve ... Kun paa en Maaned ...

BRYGGEREN.

Han fæ-æster hende gudhjælpeme! ... Og det kalder jeg mejet ildløjjalt, hva', Heidemann, ikke? si'er De ikke det, hva'?

GROSSEREREN.

Jo.

SAGFØREREN.

Jamen, min Kone stod ...

BRYGGEREN
(raaber).

Jeg vil se Deres Kone i Helvede, vil jeg! Det er Dem, jeg har at holde mig til!

SAGFØREREN.

Hys, hys, hys dog, Mand! ... De skal nok faa Pigen draget til Ansvar!

BRYGGEREN.

Lovens strengeste Straf!

SAGFØREREN.

Jovel, jovel! Højeste Bøde!

BRYGGEREN
(en Kende beroliget).

Naa! ... (Slaar pludselig i Bordet igen.) Men jeg kalder det alligevel ildløjjalt g'ort a' Dem!

GROSSEREREN
(som er bleven ked af den Snak).

Vil De saa ha' det Parti Byg, Rasmussen?

BRYGGEREN
(endnu med Forbitrelsen siddende i sig).

Hva'?

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! ha' det Parti Byg?

BRYGGEREN
(stadig fraværende).

Hva'? Hva' si'er De?

172
GROSSEREREN
(arrig).

For Satan, jeg spør', om De saa vil ha' de tredive Tønder Byg?

BRYGGEREN
(hurtigt).

Jo, jo, jovel, jo! ... Men ikke at levere før i næste Maaned.

GROSSEREREN.

Er De bleven døv, hø, hø?

BRYGGEREN.

Næi, jeg er ikke.

SAGFØREREN
(der er glad over det vekslede Tema).

Jeg synes, De plejer at faa Deres Byg hos Konsulen, Hr. Rasmussen.

GROSSEREREN.

Nu faar han det hos mig! (Til Bryggeren:) Vil De ha' et Glas Øl med? Saa kan vi andre hø, hø! faa os én ved samme Lejlighed.

BRYGGEREN.

Ja Tak ... men min Kone ...

GROSSEREREN.

Træffer nok Prokuratorsken; saa kan de to faa sig en Passiar sammen ... Vil De bestille Øllet ... Tre!

BRYGGEREN
(gaar ind i Pavillonen).
SAGFØREREN
(forklarende).

Jeg kunde s'gu ikke gøre for det; det var min Kone, der ...

GROSSEREREN.

Kender Fruentimmerne!

SAGFØREREN.

Jeg sagde til hende, at jeg vilde ikke ha' det; men da jeg saa kommer hjem til Middag i Gaar, har hun fæstet Pigen.

GROSSEREREN.

Kender ogsaa det!

Doktor Brandt, en lang Mand med Cylinderhat, Diplomatfrakke og hvide Lærredsbenklæder kommer. Han hærer en sølvknappet Stok stukket ind under Armen. Da han ser Herrerne ved Bordet, slaar han ud med en behandsket Haand og deklamerer:

Nunc est bibendum, nunc pede libero pulsanda est! Ha, ha, ha! Goddag mine Herrer, goddag, goddag! ... Goddag Rasmussen! naa der er De ogsaa.

GROSSEREREN.

Drikker De en Øl med, Doktor?

DOKTOREN.

Højere op, Grosserer, hvis De vil bestikke mig for Østende! Sodavand og Kognak! (Til Jomfruen, der kommer med Bajerne.) Hebe, mit sædvanlige!

JOMFRUEN
(knikser).

S'gerne Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Hun ligner en Gamin.

BRYGGEREN.

Hva' er det for en?

DOKTOREN.

Aa, det er en Slags tam Alligator.

BRYGGEREN
(meget forstaaende).

Naa-aa ...

173
DOKTOREN.

Naa, Hr. Grosserer, skal saa Statsbanerne ha' Hovedkontor i Deres Pakhus, ha, ha?

SAGFØREREN
(forhippet).

Har De hørt, at Konsulen kommer med en Adresse?

DOKTOREN.

Gammel Nyhed!

GROSSEREREN.

Skriver De under, hø, hø?

DOKTOREN.

Ja, hvis De ogsaa kommer med en; for saa skriver jeg under paa dem begge to! (Til Jomfruen, der serverer Sodavandet og Kognaken, idet han kniber hende paa et fyldigt Sted.) Tak, Huldgudinde!

JOMFRUEN.

Hu, hu, hu! (Forsvinder.)

BRYGGEREN
(retter sig).

Der er Borgmesterens Damer! To magre Damer, en ældre og en yngre, gaar forbi. Herrerne hilser høfligt.

DOKTOREN.

De ser s'gu ud, som om de levede af Menneskekød !

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone ha'!

SAGFØREREN
(mildt bebrejdende).

Doktor, Doktor!

GROSSEREREN.

Borgmesterens bruger jo Doktor Friis hø, hø!

DOKTOREN.

Rigtig, Grosserer! Det er simpelt Brødnid, ha, ha! ... Goddag, goddag, Arrestforvarer! Naa?

ARRESTFORVAREREN
(en lille, hjulbenet, jovial Mand).

Det gik ikke, Hr. Doktor, det gik ikke!

DOKTOREN.

Det var Satans! Mennesket maa jo ha' en Mave som en Struds!

ARRESTFORVAREREN
(stikker Doktoren paa Armen med en Pegefinger).

Lad vos prøve i Aften med en dobbelt Portion, hæ, hæ, hva'?

DOKTOREN.

Vi prøver med en dobbelt Portion, Martiniussen! Han skal s'gu nok komme til at gi' sig, Fyren!

ARRESTFORVAREREN.

Hæ, hæ, hæ! (Hjuler ind blandt Mængden.)

GROSSEREREN.

Hva' var det?

DOKTOREN.

Aa, det er Martiniussen og jeg, der har en lille Spas for.

SAGFØREREN
(gassende sig paa Forhaand).

Fortæl, fortæl, hi, hi!

DOKTOREN.

Kan I tie, Folkens?

174
BRYGGEREN.

Gu' kan vi tie!

DOKTOREN.

Jamen det er lovstridigt, Prokurator!

SAGFØREREN.

Aa, skidt!

GROSSEREREN.

Fortæl nu, hø, hø! ... Satans med den Hoste!

DOKTOREN
(bøjer sig frem over Bordet og beretter hviskende, medens de andre lyttende med spændte Miner stikker Hovederne frem mod ham).

Ha, ha, jo det er ... det er Flæske-Jens ...

BRYGGEREN.

Den Djævel!

SAGFØREREN.

Ja, han har jo ogsaa stjaalet Deres Skinker!

BRYGGEREN.

Gu' har han saa, ja!

DOKTOREN
(ser ned af ham).

Naa-aa, De har da beholdt de bedste tilbage!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi!

GROSSEREREN
(itaalmodig).

Faar vi den Historie?

DOKTOREN.

Jo! ... Se han er jo ikke til at styre deroppe i Arresten, Jens; Martiniussen har ikke Fred for ham, han larmer og synger; og er uhøflig; og han er jo saa stærk! Men saa i Aftes puttede vi - men De maa s'gu holde tæt, Deherrer, for faar Venstresprøjten fat paa den Historie, saa er jo Fanden løs! - Det var Martiniussen, der havde klaget sin Nød for mig; og saa i Aftes puttede vi et ordentlig Brækpulver i Fyrens Tevand ...

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! det har han Fanden galeme godt af!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi, ja, ja!

GROSSEREREN
(interesseret).

Brækkede han sig saa?

DOKTOREN.

Nej, Fanden, Gu' gjorde han ej, det er jo det mærkelige af det! (Hviskende.) Men nu i Aften gi'r vi ham to! Vi skal s'gu nok faa ham herunter!

BRYGGEREN og SAGFØREREN
(ler, men)
GROSSEREREN
(siger alvorligt).

Saadan nogle Tampe skulde slaas ihjel straks, hø, hø! Bare til Udgift for Byen!

DOKTOREN.

Der er noget om Snakken, Hr. Grosserer!

BRYGGEREN.

Ja, vi trænger til en forbedret Retspleje. Det si'er ogsaa Aviserne.

SAGFØREREN.

Den kommer, den kommer!

175
GROSSEREREN
(peger).

Der er Postmesteren.

DOKTOREN.

Hvor?

SAGFØREREN.

Dernede ved Indgangen.

DOKTOREN.

Saa maa vi ha' Sjov!

Skynder sig hen til Sevenhusen, der holder Pause med sit Orkester, og hvisker ham noget i Øret.

Sevenhusen nikker gravitetisk og giver Signal til sine Trompetere.

Doktoren iler tilbage paa sin Stol. - Og i samme Øjeblik Postmesteren træder ind paa Pladsen intonerer Orkesteret med Vælde: Den Gang jeg drog af Sted, den Gang jeg drog af Sted . . .

Postmesteren sætter sit Træben (thi naturligvis har han Træben, da dette er den fornemste Adkomst til at blive Postmester i Kongeriget Danmark med Bilande. Vi kender ikke Forholdene paa de vestindiske Øer) . . . sætter sit Træben haardt i Gruset og marcherer nikkende og smilende med Postmesterinden under Armen frem gennem Folket; medens Sevenhusen med Trompeten for Munden skæver om efter ham for at iagttage Virkningen; og Mængden, særlig den kvindelige Part, standser betaget op i Promeneringen og synes, at dette er et yndigt Øjeblik, et ligefrem løftet Moment i Tutiputs Historie.

Kun cand. med. ¤& chir. Læge Alfred Brandt og cand. jur. Sagfører Oscar Strøm er ved at kvæles af Latter. Men de besidder jo ogsaa den klassiske Dannelse.

Pludselig gør Postmesteren Holdt midt paa Pladsen, slipper Hustruen og slaar ud med den frigjorte Haand for at betyde Orkesteret, at han vil tale. Sevenhusen og hans Trofaste river fluks Hornene fra Munden midt i Linien: det kan Du ej, min Ven ... Og Sagføreren og Doktoren skjuler Ansigtet i deres Hænder.

POSTMESTEREN
(aftager sin Straahat og begynder med høj Røst)

: Maa det være mig tilladt som Formand for den stedlige Vaabenbrødre-Forening at sige et Par Ord! - Ikke at jeg modtager vort lille energiske og dygtige Orkesters Udførelse af en for os alle kær og dyrebar Stridssang som myntet paa mig personlig. Æhem! Det gør jeg ikke. Det falder mig aldrig ind! Men som Repræsentant for de tapre Mænd, der drog fra Hjem og Arne for at kæmpe og dø for en god Sag, en ædel Sag, en ophøjet Sag, vil jeg blot sige: Gid den Dag aldrig maa komme, da det danske Folk ikke længer mindes sine Nationalhymner med Glæde! Æhem! Thi den Dag vil det være ude med os som Folk, som Nation, som selvstændigt Folk! Mangt og meget kan splitte os, mangt og meget kan sprede os ; men ét véd jeg, der altid vil samle, altid forene, altid føre os sammen, og det er - og jeg beder dem alle, som her er til Stede, at kaste et Blik op til Dannebrogs røde og hvide Dug, som i dette Øjeblik spiler sig ud over vore Hoveder! - og det er, siger jeg: Tanken om vore Brødre og Søstre hinsides Kongeaaen! Et Leve for vort elskede, omstridte Slesvig! Det leve!

176

Jublende Hurraraab hilser denne Tale. Sevenhusen falder i med en Touche. Hatte og Huer svinges i Luften, og de grebne Kvinder vifter med Lommetørklæder og Solskærme.

Naar Begejstringen er stilnet af raaber

POSTMESTEREN.

Et Ord endnu, kære Venner! ... Synes Forsamlingen som jeg, vil jeg foreslaa, at vi afsender et Telegram til de ventende histnede, hvis Øjne og Øren stedse spejde mod Nord, mod det frie og lykkelige Broderfolk heroppe? Ja, ja, ja! og stormende Bifald fra Mængden.

POSTMESTEREN
(har taget sin Lommebog frem og ivrigt noteret i den).

Saaledes har jeg tænkt mig det: Tutiput, d. 20. Juli 96 Redaktionen af "Dannevirke" Flensborg. En Forsamling af danske Mænd, Kvinder og Børn, sender deres elskede sønderjydske Brødre og Søstre deres bedste Ønsker for Fremtiden. Mod, Troskab, Udholdenhed ! Paa Forsamlingens Vegne Sehested, Kaptajn og Postmester. Fornyet Bifald.

EN STEMME.

Det bli'er s'gu en dyr Telegram!

POSTMESTEREN
(værdigt).

Gebyret ta'er jeg paa mig! ... Og saa Nationalsangen, Sevenhusen!

Orkesteret falder i med Kong Christian; og medens Mængden raaber et nifoldigt Hurra, byder Postmesteren paany Postmesterinden Armen, sætter Træbenet frem og vandrer ad Tutiput til for at afsende Telegrammet.

GROSSEREREN
(skadefro).

Hø, hø! det kom De s'gu skidt fra, Doktor!

DOKTOREN
(flov-uskyldig).

Jeg?

GROSSEREREN.

Det var jo da Dem, der fik Sevenhusen til at spille!

ARRESTFORVAREREN
(som har nærmet sig).

Han bli'er nok Ridder paa det Telegram, hæ, hæ, hæ!

BRYGGEREN.

Jamen det maa nu alligevel osse være lige haardt nok saadan immerhen at skulle kradse rundt paa en Træpind.

SAGFØREREN
(indædt over Postmesterens mulige Dekoration).

Hæ, det er jo den Pind, han lever af, Mand!

177

ANDEN AFDELING

Dagen efter.

Morten Sørensens Købmandsforretning i Skippergaden i Tutiputs Vestende.

Lokalet er opfyldt af alt muligt og umuligt til Faget henhørende: Sukker, Kaffe, Te, Rosiner, Bomuldstøj, grøn Sæbe, Chokolade, Ansjoser, Møggrebe, Høtyve, Hummer i Daaser, Tobak, Tændstikker, Porcelæn, Underbeklædningsgenstande, Brændevin, gule Ærter, Svinefedt, Olieklæder, Kongen af Danmarks Brystsukker, Kunstgødning og Margarine . . .

Morten Sørensen staar bag Disken i Færd med at gøre Kræmmerhuse. Han har et stort, smilende Ansigt og lyserødt Haar. Plejer at spille Bonvivant ved Byens aarlige Dilettantforestilling. Er gammel Ungkarl og siges at udøve en ligefrem dæmonisk Magt over Kvarterets Enepiger, Syjomfruer og Skipperkoner, hvis Mænd er paa Langfart.

Paa en Bænk henne under Vinduerne sidder en ældgammel, forhenværende Sømand. Han er næsten ganske skjult i en lodden Hue, en islandsk Uldtrøje og et Par uhyre Søstøvler. Hedder Iver Mikkelsen, men kaldes Iver Galop, fordi hans Farfader skal have været en ivrig Danser. Ser ud, som om han ikke havde vasket sig, ikke skiftet Klæder siden Frederik den Sjettes Død. Sad paa samme Bænk, da Morten Sørensen for femten Aar siden købte Forretningen. Sømandsstanden er meget konservativ.

Henne paa Pulten for Enden af Disken ligger Konsul Blinkenbergs Jærnbaneadresse. Den har faaet seks Underskrifter siden i Morges.

En hellig Fisker træder ind ad Butiksdøren.

KØBMANDEN.

Goddag, Samuel, goddag, goddag!

FISKEREN
(alvorlig som et Grantræ).

Goddag . . .

KØBMANDEN.

Det er mærkeligt med den Tørke, vi har.

FISKEREN.

Ja-a, det er tørt.

KØBMANDEN.

Tror De ikke snart, vi faar noget Regn?

FISKEREN.

Det raader nok Vorherre for.

KØBMANDEN.

Det gør han, det gør han, Samuel! Hvorledes har Konen det?

FISKEREN.

Tak, vi kan da ikke klage. Naar Gud Herren er med os, Sørensen, hvo kan da være mod os?

KØBMANDEN.

Meget rigtigt, meget rigtigt! ... Hvad staar til Tjeneste?

FISKEREN.

Ja det var da et halvt Pund Bønner og en Fjerding Cikorie i Guds Navn.

KØBMANDEN.

Saagerne, saagerne! (Sysler med Afvejningen af Bønnerne.) ... Skal Samuel ikke se lidt paa Konsulens Adresse? Den ligger derhenne paa Pulten.

FISKEREN
(gaar (stadig som et Grantræ)

hen og tager Adressen og læser i den).

KØBMANDEN.

I holder vel med os andre her i Vestenden?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Saa skriver I vel under allesammen?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke.

178
KØBMANDEN
(forbavset).

Gør I ikke! Men det vilde dog lette Transporten. Ellers skal I jo helt ud paa den anden Side Byen med jeres Fisk!

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Og I skriver endda ikke under?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke. Du skal være Øvrigheden underdanig!

KØBMANDEN.

Ganske vist, ganske vist! Men ...

FISKEREN.

Og hvo, som synder mod det ene Bud, Sørensen, synder mod dem alle! ... Byraadet vil jo ha' Stationen mod Øst.

KØBMANDEN.

Det vil det, men ...

FISKEREN.

Og er ikke Byraadet vor nærmeste Øvrighed, indsat af Gud?

KØBMANDEN.

Jo-o ...

FISKEREN.

Der er ingen Øvrighed uden af Gud!

KØBMANDEN.

Det er der vel ikke, nej; det er der vel ganske vist ikke! ... Men hvis nu Konsulen havde haft Flertallet med sig ... ?

FISKEREN.

Det var ikke saa Guds Vilje!

KØBMANDEN.

Nej ... Næ, det maa det jo ikke ha' været, nej! (Færdig med Kaffen.) ... Er der ikke mere? ... Sukker?

FISKEREN.

Ja, et Pund Sukker; og et halvt Pund grøn Sæbe.

KØBMANDEN.

Sagerne, saagerne! ... Præsten holder paa Vestenden, Samuel, véd De det?

FISKEREN.

Har han skreven under?

KØBMANDEN
(med en Duvning).

Ganske vist endnu ikke, nej ...

FISKEREN.

Naa.

KØBMANDEN.

Men han gør det, han gør det sikkert!

FISKEREN.

Hm ... han hører jo heller ikke til Missionen.

KØBMANDEN.

Jeg maa sige, at jeg finder, Pastor Krarup er en meget behagelig Mand! Han handler her, trods min Forretning jo dog mere er baseret paa Smaafolk.

FISKEREN.

Han hører ikke vos til med Sjæl og Sind. Han glæder sig for meget med Verdens Børn!

179
KØBMANDEN
(der pakker ind).

Ikke lidt Mel og Gryn? Ikke lidt Knas hjem til Konen?

FISKEREN.

Nej! (Stærkt.) Vi annamme det himmelske Knas, der udgaar af vor Herre og Frelsers egen Mund til Opbyggelse og Syndernes Forladelse!

KØBMANDEN
(forskrækket).

Gudbevares, gudbevares! ... Det bliver altsaa l Krone og 15.

FISKEREN
(betaler).

Værsgod.

KØBMANDEN.

Tak, Tak! ... Har De no'en Rødspætter i Dag?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Hvad staar de i?

FISKEREN.

En Krone Snesen.

KØBMANDEN.

Vil De bringe mig fem.

FISKEREN.

Jo.

KØBMANDEN.

Men lad dem være lidt større end sidst.

FISKEREN.

Jeg ta'r dem, Herren la'r mig faa fat paa!

KONSUL BLINKENBERG
(hurtig ind. Nervøs).

Hvormange har nu skrevet under?

KØBMANDEN
(med en beklagende Gebærde).

Li'som i Formiddags, Hr. Konsul.

KONSULEN
(stamper i Gulvet).

Satan! ... (Til Fiskeren.) Har De skrevet under, Samuel?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Vil De skrive under?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Pastor Krarup er paa vor Side!

FISKEREN.

Enhver faar være der, hvor Guds Finger peger ham hen.

KONSULEN
(ophidset).

Jeg køber ikke længer jeres Fisk, nu véd I det!

FISKEREN.

Saa faar vi i Guds Navn gaa til Heidemann.

KONSULEN.

Helligt Rak! (TIL KØBMANDEN.) Kommer igen!

Hurtigt ud.

KØBMANDEN.

Han blev vred.

FISKEREN
(med Højhed).

Den, der indtager sig selv, Sørensen, er større end den, der overvinder en Stad!

(Gaar.)

KØBMANDEN
(tager Adressen og læser den igennem vel for tiende Gang. Han har endnu ikke selv skrevet under. Han vil se Tiden an)
180
DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(løfter Hovedet med Pelshuen og siger meget, meget langsomt og rystende).

Hva' ... er 'et ... Di ... bestiller ... Sørensen?

KØBMANDEN
(højt).

Jeg læser, Gamle!

SKIPPEREN.

Det ... g'ore ... jeg ... osse ... i min . . Ungd'm ! (Synker tilbage i sig selv.)

Pause.

SKIPPEREN
(pludselig, meget højt, næsten raabende).

Orla . . . Lehmann ...

KØBMANDEN
(der er vant til hans Udbrud).

Hva' si'er De, Mikkelsen?

SKIPPEREN
(lidt mere dæmpet)

Orla ... Lehmann ... Har ... han ... no'et med ... Jærnbanen ... og gøre?

KØBMANDEN.

Nej han har ikke, Gamle. Han er jo død.

SKIPPEREN
(stødt).

Det ... si'er De ... om dem ... allesammen ... Sørensen!

HVIDTØLSBRYGGER RASMUSSEN
(ind).

Naa, hvordan gaar det med Adressen?

KØBMANDEN.

Seks Underskrifter.

BRYGGEREN.

Ha, ha, ha! Har De skrevet under?

KØBMANDEN.

Endnu ikke, nej.

BRYGGEREN.

De gør 'et s'gu ikke!

KØBMANDEN
(afgjort).

Jeg holder bestemt paa Vestenden!

BRYGGEREN.

Ja, hold Fanden i Vold! men Heidemann har saa godt som solgt sit Pakhus.

KØBMANDEN
(ubehagelig overrasket).

Hva' for no'et? Det bli'r jo først afgjort om en Maanedstid, hvor Stationen skal ligge!

BRYGGEREN.

Ha, ha! det har s'gu været bestemt i over et halvt Aar! saadan rent privat mellem Heidemann, Statsingeniøren og Hofjægermesteren!

KØBMANDEN
(i Udbrud).

Det er jo Bedrageri!

BRYGGEREN
(rød i Kammen).

Si'er De Bedrageri? (Med en Vending mod den ældgamle, mumieagtige Skipper.) De er mit Vidne, Mikkelsen!

SAGFØRER STRØM
(ind).

Hvad er her paa Færde? Man kan høre Dem helt omme i Kirkestræde!

BRYGGEREN
(ophidset).

Det er Sørensen, dér! Han si'er ...

KØBMANDEN
(butikshøflig).

Ja, undskyld, Hr. Sagfører, men 181 Rasmussen paastaar, at det allerede er bestemt, hvor Banegaarden skal ligge! Og saa tillod jeg mig ...

SAGFØREREN
(mod Bryggeren).

Hvad er det for noget Sludder, Menneske?

BRYGGEREN
(brydsk).

Sa'e De Sludder! Heidemann fortalte mig det ...

En Kunde kommer ind. En sodet og forrøget Maskinarbejder. Han skuler dynamitagtigt til de mere velklædte Herrer.

SAGFØREREN
(trækker Bryggeren afsides).

For Fanden, Ras-mussen, saadan noget maa De s'gu ikke gaa og fortælle igen!

BRYGGEREN.

Jamen Heidemann ...

SAGFØREREN.

Ja, ja, ja! Men det var jo bare for os, forstaar De! Det er jo bare Partiet, der skal vide det! Og nu hører De jo til Partiet, siden De køber Deres Byg hos Heidemann!

BRYGGEREN
(betuttet).

.Hvorfor Fa'en sagde han ikke det straks! Nu er jeg ogsaa gaaet hen og har fortalt min Kone det ... (De taler sagte videre.)

KØBMANDEN
(der har ekspederet Maskinarbejderen en Rulle Skraa og seks Bajere).

De skulde ikke have Lyst til, Højstærede, at underskrive denne Adresse?

Præsenterer ham Jærnbaneadressen.

MASKINARBEJDEREN
(med en vrikkende Haandbevægelse ud i Luften).

Naj, vi rager vist inte Kastanjer for di store, forstaar Di!

KØBMANDEN.

Gudbevares; gudbevares, nej! men dette er en ganske nøvtral Sag; saa jeg mente ...

MASKINARBEJDEREN.

Naj, den hopper vi 'nte paa, kære!

KØBMANDEN.

Jamen, De kunde jo dog ...

MASKINARBEJDEREN
(med Haandbevægelsen fra før).

Vi gaar'nte med Træskostøvler paa Langelinje, forstaar Di!

KØBMANDEN
(pludselig interesseret).

De er fra København, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Det er navnlig, hva' jeg er, ja! hvis no'en sku' være saa fri og interpellere Dem! (Nikker hen mod Sagføreren og Bryggeren.) Hva' er det for et Par Bænkebidere, Di har der?

182
KØBMANDEN
(angst).

Hys, Mand dog! Det er to af Byens bedre Folk!

MASKINARBEJDEREN.

Di ser mig ud til 'et, ja! Hør, skal jeg inte sætte dem lidt ud paa Gajen for Dem?

KØBMANDEN
(i Rædsel).

Nej, men gudbevares, Menneske!

MASKINARBEJDEREN.

Ja, for di køber vel inte no'et her i denne Snask alligevel?

KØBMANDEN.

Det gør de ganske vist ikke, men ...

MASKINARBEJDEREN.

En anden En bli'r altid hældt ud af deres Butiker, det Storborgerkram!

KØBMANDEN
(klapper ham beroligende paa Armen).

Kære Hr. . . . Hr. ...

MASKINARBEJDEREN
(ryster ham af sig).

Hansen! mit Navn er Hansen! Jeg arbejder nede paa Wissings Maskinfabrik, om no'en sku' muligvis intresere sig for 'et!

KØBMANDEN
(lidt forfjamsket).

De Herrer er her ... er her, Hr. Hansen i Anledning af Adressen her ... Jærnbaneadressen!

DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(pludselig himmelhøjt).

Monrad!

SAGFØREREN
(til Bryggeren).

Saa, nu begynder Iver Galop! (Til den gamle.) Hvad siger De, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Monrad ... er ... en ... dygtig Mand!

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha!

SAGFØREREN
(alvorlig).

Det er han, Mikkelsen! Véd De, at han kommer her til Byen i Morgen?

SKIPPEREN
(oplivet).

Kommer ... Monrad ... her til ... Byen?

SAGFØREREN.

Ja, han kommer i Morgen.

BRYGGEREN
(vrider sig af Latter).
SKIPPEREN.

Jeg ... var ... anden Styrmand ... paa ... Skibet ... da han ... sejlede fra ... Ny Zeeland ... i niogtreds!

SAGFØREREN.

Saa-aa, var De det? Det var dengang, at Kejseren af Kina var første Maskinmester?

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! den skal min Kone s'gu ha'!

MASKINARBEJDEREN
(træder pludselig frem og holder sine store, sorte Hænder knyttede op under Næserne paa de tvende spøgefulde Herrer; en Haand under hver Næse).

Diherrer sku' vel inte ha' Lyst til 183 at faa Deres Loppestik kløede, hva'? paa en gratis og behagelig Maade, hva'? (Til Købmanden, der stammende af Forfærdelse danser frem og tilbage bag Disken:) Ta' 'en med Ro, gamle Svansspiller! Nu er det undertegnede, der dirisjerer Kajaken ! (Til Herrerne, som staar stærkt krumryggede for ikke at komme i Berøring med hans Hænder:) Hva', spør jeg? er der no'et, der trænger til at poleres, hva'? (Til Sagføreren, idet Haanden føres nærmere:) for saa er her Wienerkalk, forstaar Di! (til Bryggeren med samme Gestus:) Og her er Trippelse! Er Di med paa den, Di ... Sengsvin!

SAGFØREREN
(der først erholder Mælet igen).

Hvad Fanden gaar der af Dem, min gode Mand!

BRYGGEREN
(rød som en kogt Hummer).

Er De gal!

MASKINARBEJDEREN
(træder tilbage. Indigneret).

Di har vist ikke den Ære at kende mig, mine Herrer? men det gør osse li'emejet! For jeg si'er bare: er det Da'nelse? Er det da'nede Mennesker, der bær dem saadan ad? Er det di bedre Kla'ser, som der snakkes om i Højretrompeterne? Saa si'er jeg renok, at det er et spilraaddent Samfund, vi lever i, at behandle en gammel Mand paa den Maade, at gøre Gadesjov med ham li'e op i hans aabne Øjne, fordi han hverken kan høre eller se? Føj for Satan! I sku' skamme Jer, sku' I, som et Par Hunde!

Gaar hen og smider en Krone paa Disken. Tager derpaa sine seks Bajere og gaar uden at sige Farvel.

Sagføreren, Bryggeren og Købmanden er ikke fri for at se lidt dumme ud.

Saa triner pludselig Maskinarbejderen ind ad Døren igen.

Han sætter Øllet fra sig paa Disken og spørger med et Nik hen mod de to Overklassemennesker:

Har di to Pillegrimme skrevet under?

KØBMANDEN
(befippet).

Habevager, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Jeg spør' om Diherrer osse har skrevet under?

KØBMANDEN.

Nej, Deherrer er absolute Modstandere af Adressen!

MASKINARBEJDEREN.

Lang mig Papiret.

KØBMANDEN
(rækker ham skyndsomt Adressen).
MASKINARBEJDEREN.

Og en Pen!

KØBMANDEN.

Vil De ikke træde her om ved Pulten Hr.?

MASKINARBEJDEREN.

Gu' vil jeg ej!

184
KØBMANDEN
(dypper en Pen og overrækker ham den).

Værsaa-artig!

MASKINARBEJDEREN.

Hvor skal jeg skrive?

KØBMANDEN
(peger).

Dér, dér ...

MASKINARBEJDEREN
(skriver med mange Snirkler og Sving).

Peter Konstantin Hansen, Maskinarbejder, Medlem af Internationale. (Lægger Pennen fra sig.) Er I med paa den, hva? Fordi man 'te li'e netop gaar med høj Hat og lakerede Fidtsko, ka' man vel nok ta' sig et Gaaselaar med Rødkaal Mortensaften?

Da ingen af de tilstedeværende gør Mine til at ville afkræfte denne Paastand, samler han paa ny sine seks Bajere sammen og forlader atter Lokalet.

SAGFØREREN
(løfter paa Skuldrene).

Nutidens fortrykte Arbejdere !

BRYGGEREN.

Gid Fanden ha'de Socialisterne! Hvorfor smed De ham ikke ud, Sørensen?

KØBMANDEN.

Tja-a, hvad skal man sige! Det er jo den Klasse Mennesker, jeg skal leve af! ... Deherrer beærer jo ikke min Forretning hi, hi!

SAGFØREREN
(har taget Adressen op fra Disken).

Det er s'gu kraftige Underskrifter Konsulen faar!

KØBMANDEN.

Der er jo da Apotekeren!

SAGFØREREN.

Ha, ha! "med Reservation", ja!

BRYGGEREN.

Ja, hvad Fanden mener han med det?

SAGFØREREN.

Aa, Konsulen skal vel købe sine Ligtorneringe hos ham!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone s'gu ha'!

En Ponyvogn med to Damer i ruller rask forbi.

Købmanden sætter over Disken, farer ud af Døren og midt ud paa Gaden og kigger efter Køretøjet, lige indtil det er forsvundet bag Toldbodbygningen. Ogsaa Sagføreren og Bryggeren iler ud; men de nøjes dog med at blive staaende paa Trappen.

KØBMANDEN
(aandeløs).

Saa' De! Det var Heidemanns Døtre!

SAGFØREREN.

Saa har han altsaa faaet Vognen?

BRYGGEREN.

Ja, den kom med Damperen i Morges.

KØBMANDEN.

Hvor mon de skulde hen?

SAGFØREREN.

Ud ad Ornegaardsvejen vel, hi, hi!

BRYGGEREN
(tager Sagføreren ved en Knap).

Tror De virkelig, at der er noget om det?

SAGFØREREN.

Ja begge to, kan de jo ikke faa ham ...

185
KØBMANDEN
(hviskende).

Man siger, at Hofjægermesteren er komplet i Lommen paa Heidemann!

BRYGGEREN.

Ja, det kniber nok svært! Men han ta'r Fa'en ikke en borgerlig, Bardenheim! Hans første Kone var jo adelig.

SAGFØREREN.

Jamen, naar Svigerfader har Grunker, Far!

BRYGGEREN
(griber ham paa ny i Knaphullet).

Tror De, der er noget om det?

SAGFØREREN
(undvigende).

Det véd jeg s'gu ikke!

En yngre Kone med en Kurv paa Armen og et 4-5 Aars Pigebarn ved Haanden kommer ind.

Sagføreren puffer til Bryggeren, hvorpaa de begge kniber højre Øje sammen og nikker diskret til Købmanden, der rødmer über und über, men dog samtidig siger:

De ta'r Fejl, mine Herrer! De ta'r Fejl!

KONEN
(genert, da hun opdager de fine Folk).

Jeg skulde ha' et halvt Pund Margarine af den bedste.

KØBMANDEN
(ligeledes lidt ilde tilpas).

Saagerne, saagerne, Madam!

SAGFØREREN.

Har De Tuborg, Sørensen? ... Lad os faa et Par. (Til den ældgamle Skipper.) Drikker De et Glas Øl med, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Ja ... mange ... Tak! ... Hvem er ... De ... med Forlov?

SAGFØREREN.

Jeg er Sagfører Strøm.

SKIPPEREN.

Naa-aa! ... Di er ... kanske ... en ... Søn af ... den gamle ... Lysestøber Strøm ... der ... hængte sig ... paa Johansens ... Kornloft?

BRYGGEREN.

Ha, ha ... (Standser op og ser sig ængstelig om, ihukommende den Internationale.)

SAGFØREREN
(til Skipperen).

Nej, jeg er ikke her fra Byen.

SKIPPEREN.

Naa 'nte det!

KØBMANDEN
(med Øl og Glas).

Vær saa god, Deherrer! (Til Konen, der staar stum ret op og ned:) Var der mere . . .

KONEN.

Et Pund Byggryn og et halvt Pund Kartoffelmel.

BARNET
(der har staaet og trukket heftigt i Kjolen).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen, Mor!

KONEN.

Hys!

BARNET
(sur).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(ryster hende).

Vil Du holde din Kaje!

186
BARNET
(paastaaeligt).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(hviskende).

Vil Du ha' no'en Hug?

BARNET.

Næi . . . (Stikker pludselig i Graad.) Jæ vil op paa Disken! Jæ vil op paa Disken!

KØBMANDEN
(deltagende).

Hvad er der, lille Marie?

BARNET.

Jæ vil op ... paa Disken!

KONEN.

Vil Du nære Dig, si'er jeg!

KØBMANDEN.

Vil Du ha' en Bismarksklump!

BARNET.

Næi ... Jæ vil op paa Disken!

KONEN
(samler Pakkerne sammen og putter dem i Kurven).
KØBMANDEN.

Er der ikke mere, Mariane?

KONEN.

Nej. (Slæber af med Barnet, der stritter imod.) Kom nu, din skidte Tøs!

BARNET
(skrigende).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(tager hende resolut paa Armen og gaar. Men endnu helt ned ad Gaden hører man den lille gøre bestemtere og bestemtere Fordring paa at komme op paa Disken til Sørensen).
SAGFØREREN.

Det var Mariane Bølling, hva'?

KØBMANDEN
(beskæftiget med at lægge Laaget paa Margarinebøtten).

Ja.

SAGFØREREN.

Hvor længe er det, hendes Mand har været ude?

KØBMANDEN
(stadig med Ryggen til).

To Aar vist.

BRYGGEREN
(kan ikke bare sig længere).

Pruu ha, ha!

SAGFØREREN
(uforstyrrelig).

Jeg synes, hun gik uden at betale?

BRYGGEREN
(puffer tit ham).

La' nu være, Strøm, hi, hi!

SAGFØREREN
(højere).

Jeg synes, hun gik uden at betale, Sørensen?

KØBMANDEN
(vender sig og dasker efter ham).

Aah . . .

SAGFØREREN.

Den ene Villighed er den anden værd, hva'?

BRYGGEREN.

Han trøster Enkerne og de faderløse ha, ha! DOKTOR BRANDT

(ind. Han gør sig lille og siger med barnlig, grædefærdig Stemme). Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

Bryggeren og Sagføreren er ved at faa Apopleksi af Latter. Selv Købmanden kan ikke bevare Alvoren. Kun den gamle Skipper ænser intet. Han sidder og stirrer stift hen for sig, medens hans Tanker, der er blevet oplivede af Bajerskøllet, stille og hyggeligt pusler med Festlighederne i Anledning af Kristian den Ottendes Kroning.

187
SAGFØREREN.

De mødte hende, Doktor? ha, ha!

DOKTOREN.

Gu' mødte jeg hende, ja!

BRYGGEREN.

Sørensen er ved at krybe ned i en af sine egne Sildetønder, ha, ha!

KØBMANDEN
(der begynder at blive vred).

Aldeles ikke! ... Skal Doktoren ha' sit sædvanlige?

DOKTOREN
(nikker).

Javel, ja! (Tager Adressen.) Død og Pine, der er jo kommen en ny Tilhænger!

BRYGGEREN.

Ja, og det oven i Købet en, som ikke har vasket sig! (Overvældet af sit Vid.) Den var s'gu god!

DOKTOREN
(læser).

"Medlem af Internationale"! Han sprænger s'gu hele Østbanegaarden i Luften!

SAGFØREREN.

Har De set Heidemanns nye Ponyvogn?

DOKTOREN.

Er den kommen?

BRYGGEREN
(ivrig).

Ja, den kørte her forbi før!

KØBMANDEN
(ligeledes).

Og begge Døtrene var i!

SAGFØREREN.

De kørte ud ad Ornegaard til, hi hi!

DOKTOREN
(afgjort).

Bardenheim ta'r s'gu ingen af dem!

SAGFØREREN.

Pengene!

DOKTOREN.

Næi! Og nu han er bleven Formand i Jærnbaneudvalget, klarer han sig nok med Heidemann!

SAGFØREREN.

Jeg ser ellers Amalie som Hofjægermesterinde, hva'? naada! Næsen vilde da rive Hul i Maanen.

BRYGGEREN.

Og den gamle da, den gamle!

DOKTOREN.

Han fik s'gu et Hjerteslag første Gang, han hentede ham med Blinkere!

DEN GAMLE SKIPPER
(vaagner).

Bardenheim! ... Er det ... Kammerherren ... paa ... Ornegaard ... De taler ... om? Han ... er gift ... med ... Komtesse ... Alvida ... fra Bjørnsholm!

BRYGGEREN
(halvt arrig).

Han snakker altid om døde Folk!

DOKTOREN.

Aa Herregud, lad ham det! Det er nu hans Fornøjelse! ... Hvad siger De, Gamle?

SKIPPEREN.

Jeg si'er ... at det ... er ... et ... stolt Fruentimmer!

DOKTOREN.

Brillant, ja! storartet!

SKIPPEREN.

Hvodden ... mon ... Sønnen ... har det?

DOKTOREN.

Udmærket! han trives godt!

188
SKIPPEREN.

Han har ... mange ... Gange ... været ... om Bord ... paa Caroline!

DOKTOREN.

Ja, det vil jeg s'gu gerne tro! (Til Købmanden:) Hør, Sørensen, lad mig faa en Vand til!

KØBMANDEN.

Saagerne, Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Det er sandt! nu skal I høre en Nyhed: Madam Nikolajsen er med Barn!

BRYGGEREN
(overvældet).

Hva' er hun?

KØBMANDEN
(ivrig).

Med Barn, med Barn!

SAGFØREREN
(uforsigtig).

Ved Konsulen? (Slaar sig paa Munden.)

DOKTOREN.

Ha, ha! ja det troede jeg jo ogsaa!

BRYGGEREN.

Han har da ogsaa været svært ude efter hende, si'er de!

DOKTOREN.

Ja, det gamle Knaphul, han har hjemme ...

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha, ha!

SAGFØREREN.

Hvem er det da ved?

DOKTOREN
(blinker).

Ja-a ...

BRYGGEREN.

Er det Sørensen?

DOKTOREN
(nikker).
KØBMANDEN
(smigret).

Næi, véd De nu hvad, Hr. Doktor!

SAGFØREREN.

Har hun selv betroet Dem det!

DOKTOREN
(alvorlig).

Saa sagde jeg det ikke. Jeg sladrer aldrig om mine Patienter!

BRYGGEREN.

Fa'en, saadan en Værtshusholdermadam!

SAGFØREREN.

Hvem ....

DOKTOREN.

Ja, kan I tænke Jer! Her har vi allesammen gaaet og ... naa! Ja, for køn er hun sg'u! Og saa ... Kan I huske ham Skærsliberen, der var her i Foraaret, Tyskeren?

BRYGGEREN.

Jo! han ødelagde vores Brødkniv, det Bæst!

SAGFØREREN.

Er det ham!

DOKTOREN.

Gu' er det ham, ja! Madam Nikolajsen har med grædende Taarer betroet sig til Madam Mencke ...

BRYGGEREN.

Det var den stiveste!

DOKTOREN.

Han var kun her i Byen i to Timer, ha, ha, 189 ha! saa det er virkelig ekspedit Arbejde! Han sleb en Broderesaks for hende og ... vupti, hva'behager!

KØBMANDEN
(misundelig).

Ja, de Tyskere, de kan!

SAGFØREREN.

Hun, der altid har været saa ...

DOKTOREN.

Tja, nu stod det engang optegnet i Skæbnens Bog, at hun skulde erobres af Tyskerne ligesom Slesvig.

BRYGGEREN.

Den er god! den er god!

KØBMANDEN
(med et indadvendt Blik).

De Kvinder, de Kvinder!

DOKTOREN
(rejser sig og tømmer sit Glas).

Gaar Deherrer med ned ad Gaden? Jeg skal ud paa Hospitalet, Klokken er mange.

SAGFØREREN og BRYGGEREN
(rejser sig ligeledes).

Ja. Sagføreren betaler Øllet.

BRYGGEREN
(i Døren).

Hør, hvordan gik det saa med Skinke-Jens, Doktor? virkede det?

DOKTOREN.

Om det virkede? Martiniussen maatte laane tre Brandspande nede fra Sprøjtehuset!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha!

Alle tre ud.

KØBMANDEN
(ene med den gamle Skipper; gaar rundt og stiller Flasker og Glas til Side).
EN UNG TJENESTEPIGE
(kommer ind ad Gaarddøren i Baggrunden af Butikken).
KØBMANDEN
(oplivet).

Goddag, goddag, Mathilde.

PIGEN.

Mikkelsen skal hjem og spise til Aften!

KØBMANDEN
(vil klappe hendes Kind).
PIGEN
(bort).

La' vær, Sørensen! (Med kælen Røst.) Har Di no'et sødt til mig i Da', hva'?

KØBMANDEN
(lægger Armen om hende).

Ja, det ved Gud, jeg har, min Stump!

PIGEN
(frigør sig).

Uf, Di er altid osse saa kærlig, Sørensen!

KØBMANDEN
(deklamerer).

Kærlighed, min søde Skat, er Livets Fryd ved Dag og Nat, hi, hi!

PIGEN
(vrisser med Bagdelen).

Ja, det vil jeg nok si'e! (Kælen.) Gi'er Di mig saa et Stykke Chokelade, hva'?

KØBMANDEN
(skraber ud som en ældre Hane).

Hva' faar saa jeg?

DEN GAMLE SKIPPER.

Jeg synes ... Mathilde ... er her?

190
PIGEN.

Ja, Di skal hjem og spise. (Til Købmanden.) Faar jeg saa et med Krem, hva'?

KØBMANDEN
(har aabnet en Skuffe).

Ja kom her hen.

PIGEN
(nærmer sig).

Di rør mig ikke, Sørensen!

KØBMANDEN
(med et Stykke Chokolade i Haanden).

Værsgod ....

PIGEN
(helt hen).

Di vaaver ikke og røre mig!

KØBMANDEN.

Jeg forsik ....

PIGEN
(snapper Chokoladen og undgaar heldig Hr. Sørensens Gribebevægelse).

Pyt! sa' Per til Kongen!

KØBMANDEN
(ærgerlig).

Din lille Satan!

SKIPPEREN
(som har famlet sig om bag Disken).

Kom . . . Saa . . . Mathilde!

PIGEN
(tager ham under Armen).

Her er jeg. (Til Købmanden.) Og saa et Stykke fin Seve, hva'?

KØBMANDEN.

Næ, Du kan tro nej!

PIGEN
(tager en Bid af Chokoladen).

Hl, hi ! (Gaar med den gamle ned mod Døren i Baggrunden. Udstøder pludselig et Hvin.)

SKIPPEREN.

Hva' ... er 'et?

PIGEN.

Det var Sørensen, der knev mig!

SKIPPEREN.

Hæ ... hæ ... hæ! Ja jeg ... knev ... Jer ... osse i ... min ... Ungd'm ... hæ! Ud med Mathilde gennem Gaarddøren. Da Købmanden vender sig, staar Grosserer Heidemann midt i Butikken. Han er kommen ind, uden at Hr. Sørensen i Ganteriets Hede har bemærket det.

GROSSEREREN
(som sædvanlig hostende).

Skulde hø, hø! gifte Dem, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(flad som selve Lolland af Forlegenhed).

Hæd, hæd, hæd! Hr. Grosserer ...

GROSSEREREN
(sætter sig).

Ikke godt for et Mandfolk at være alene! ... Har De Adressen?

KØBMANDEN
(skynder sig at række ham den).
GROSSEREREN
(kigger i den).

Gaar smaat, synes jeg.

KØBMANDEN.

Meget smaat, Hr. Heidemann, særdeles meget smaat!

GROSSEREREN.

De har ikke skrevet under?

KØBMANDEN
(forfjamsket).

Nej-æ, nej ... æ ...

GROSSEREREN.

Det skulde De gøre. Vilde maaske hø, hø! omstemme Byraadet.

KØBMANDEN
(ler overstadigt).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN.

En Øl!

191
KØBMANDEN
(springer af Sted).

Saagerne, saagerne!

GROSSEREREN
(da Sørensen kommer tilbage med Øllet).

Har Blinkenberg været her?

KØBMANDEN.

Ja, for en lille Timestid siden.

GROSSEREREN.

Kommer han igen?

KØBMANDEN.

Det sagde han, ja. Han har været her jævnlig i Dag for at se, hvorledes det gik.

GROSSEREREN.

Hø, hø!

Pause.

Grossereren har indtaget sin Yndlingsstilling: krumrygget, halvt hængende paa sin tykke Kæp og med Hagen hvilende paa Hænderne, der ligger foldede over Kæppens Haandtag.

KØBMANDEN
(rømmer sig).

Hm! Har ... har Grossereren lagt Mærke til, at Apotekeren har skrevet under.

GROSSEREREN.

Ja.

Pause.

KØBMANDEN.

Man siger, at Præsten ogsaa er for Vestbanegaarden.

GROSSEREREN.

Hum!

Mere Pause.

KØBMANDEN.

Jeg ha'de den Ære, at Deres Frøkner Døtre kørte her forbi før.

GROSSEREREN.

Hø, hø, saa?

KØBMANDEN.

Ja ... Nydeligt lille Køretøj!

GROSSEREREN.

Meget pænt, ja.

KØBMANDEN
(paa 'en igen).

Har Grossereren hørt, at Madam Nikolajsen er ble'en med Barn?

GROSSEREREN.

Hø, hø! det er jo ogsaa snart to Aar siden, Manden døde? ... Er De Fa'ren?

KØBMANDEN
(støjende).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ! Naj! ... Næ, men her i Foraaret var her en tysk ... Konsul Blinkenberg hurtig ind. Gaar lige hen til Disken, bag hvilken Købmanden staar med et Ansigt, der ligesom er blevet større af Skræk for, hvad der nu vil ske.

KONSULEN.

Er der kommet nogen paa?

KØBMANDEN
(stirrer stift hen mod Heidemann).

Én, Hr. Konsul ...

KONSULEN
(følger Retningen af hans Blik; ser, og vorder maalløs).
GROSSEREREN
(rolig).

Goddag, Blinkenberg! Ja her sidder hø, hø! jeg.

KONSULEN
(tager sig sammen. Flot).

Goddag ... Heidemann!

192
GROSSEREREN.

Et Glas Øl med?

KONSULEN.

Nej Tak!

GROSSEREREN.

Glas Portvin?

KONSULEN.

Tak, jeg skal ingenting ha'!

GROSSEREREN
(til Købmanden).

Kan Sørensen gaa lidt ind i det bageste Kontor og lukke Døren?

KØBMANDEN
(staar uvis).
GROSSEREREN.

Skal nok kalde paa Dem, hvis der kommer Kunder!

KØBMANDEN
(gaar, men dog noget misfornøjet).
KONSULEN
(da Kontordøren er lukket).

Jeg har ikke noget at tale med Dem om!

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad vil De mig?

GROSSEREREN
(peger paa Adressen).

Skulde ha' spurgt mig til Raads om den der.

KONSULEN.

Hæ, det manglede s'gu bare!

GROSSEREREN.

Kender Byen bedre!

KONSULEN.

Aa, naar det først bliver bekendt, at der er en Adresse!

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! maaske la' Martiniussen slaa paa Tromme?

KONSULEN
(heftigt).

Maa jeg bede mig fritaget for Deres Flovser!

GROSSEREREN
(uden at lade sig afficere).

Vi har dog hjulpet hinanden før.

KONSULEN.

De mener det Parti Byg? Men det var vist Dem, der gik af med Profitten.

GROSSEREREN.

Løb ogsaa Risikoen, hø, hø!

KONSULEN
(svinger sig op paa Kæphesten).

Ja, men De maa dog indrømme, at jeg har Ret! Vestenden er Byens centrale Punkt. At lægge Stationen mod Øst er det rene Vanvid! Den kommer jo ikke til at ligge paa Byens Grund engang.

GROSSEREREN.

Naa, naa!

KONSULEN.

Javel; men naar Byen skal udvides, vil den paa den Maade gaa ud i Jerslev Sogn, hva'? kan De nægte det? Og hvad Fanden, hvad Gavn har vi af det!

193
GROSSEREREN
(rolig).

Alt det har De jo allerede sagt i Byraadet, hø, hø!

KONSULEN
(indædt).

Byraadet! Byraadet!

GROSSEREREN.

Og Statsingeniøren siger jo, at Banen bli'r 60,000 dyrere, hvis Stationen skal lægges om mod Vest; og det har Byen ikke Raad til.

KONSULEN
(som før).

Statsingeniøren! Jeg blæser Statsingeniøren et Stykke! ... Skal jeg sige Dem noget? Nu engagerer jeg selv en Ingeniør, der skal stikke en ny Linje ud, saa faar vi se Resultatet!

GROSSEREREN.

De kunde være gal nok til det!

KONSULEN.

Jeg gør det! Han kommer paa Mandag!

GROSSEREREN.

Og hvad skal De hø, hø! gi' ham for den Svir?

KONSULEN.

Det kommer ingen ved?

GROSSEREREN.

De Penge er smidt i Fjorden!

KONSULEN.

Det skal vi faa at se!

GROSSEREREN
(med Vægt).

De Penge er smidt i Fjorden, Blinkenberg!

KONSULEN
(opmærksom).

Hvad mener De?

GROSSEREREN
(ser hen mod Kontordøren, om den er forsvarligt lukket).

De er smidt i Vandet, hø, hø!

KONSULEN
(næsten skrigende).

Forklar Dem! Forklar Dem!

GROSSEREREN
(rolig, men bestemt).

Stationen hø, hø! ... den Satans Hoste! ... Stationen kommer til at ligge for Enden af mit Pakhus!

KONSULEN
(bleg).

Hvad vil De sige med det?

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad mener De? Hvad mener De?

GROSSEREREN.

De kan spare Deres Ingeniør.

KONSULEN.

Vil De dermed sige ...

GROSSEREREN
(fortsættende).

... at Stationen kommer til at ligge, hvor jeg vil ha' den!

KONSULEN.

Det er altsaa afgjort?

GROSSEREREN.

Nej, hæ! nej, det bliver naturligvis først afgjort, naar Kommissionen har været her i næste Maaned.

KONSULEN
(dirrende).

De og Statsingeniøren og Hofjægermesteren ude fra Ornegaard ...

194
GROSSEREREN
(nikkende).

Vi har spist en lille Middag sammen hæ, hæ, ja!

KONSULEN
(farer op og slaar i Disken).

Jeg sætter det i Avisen, hele Skandalen!

GROSSEREREN.

Vi har da Lov til at spise til Middag! De kunde hø, hø! godt ha' kommen med.

KONSULEN.

Og her har jeg gaaet og gjort mig til Nar med Adresse og ...

GROSSEREREN.

Skulde ha' spurgt mig til Raads, som jeg sagde!

KONSULEN
(med knyttet og truende Haand).

Jeg sætter hele Historien i Stiftstidenden!

GROSSEREREN.

Der faar De den ikke optaget.

KONSULEN.

Saa gaar jeg til Venstrebladet!

GROSSEREREN.

Hø, hø! saa er der ingen, der tror den! (Rejser sig og kalder:) Nu kan De godt komme, Sørensen.

KØBMANDEN
(ind).
GROSSEREREN.

Maa jeg betale?

KØBMANDEN.

Ti Øre, Hr. Grosserer.

GROSSEREREN
(betaler).

Rart billigt! Tror, jeg vil drikke mit Øl hos Dem herefter, Sørensen!

KØBMANDEN.

Hæ, hæ! skal være mig en Ære!

GROSSEREREN
(banker ham paa Skulderen med sin Kæp).

Og husk saa at gifte Dem lidt snart, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(knækker sammen).

Hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN
(til Konsulen).

Jeg synes, De skulde telegrafere til Deres Civilingeniør, Blinkenberg!

KONSULEN
(farer op).

Det bli'er vel min Sag!

GROSSEREREN.

Ja, naturligvis, ja, hø, hø! ... Farvel Deherrer! (Gaar.)

Pause.

KØBMANDEN
(stille, næsten ømt).

Skal ikke Konsulen ha' sit sædvanlige Glas Portvin?

KONSULEN
(vaagner).

Hva' ...

KØBMANDEN.

Deres Portvin? De ser saa anstrengt ud...

KONSULEN.

Aa gaa ad Helvede til!

Farer ud af Butikken, som havde han en Lunte bag.

195

DØDEN
(1897)

196
197

AGERENDE

  • Hofjægermesteren. Hans Henrik.
  • Amtmanden. Madam Rasmus.
  • Præsten. Madam Hans Henrik.
  • Degnen.
  • Marenstine. Degnekonen.
  • Niels Forkarl. Hans Jørgen.
  • Søren Rosin. Hvidlap.
  • Rasmus Gaardmand.


FØRSTE OPTRIN

Det er en vaad og kuldeklam Novemberdag med store, drivende Skyer, der jages hen over Himlen af heftige Vindstød og af og til pisker Folk og Fæ en isnende kold Regn i Ansigtet.

Scenen er Landsbyens Kirkegaard.

Sognefoged Lars Andersen er stedet til den evige Hvile. Følget sjokker gennemblødt bort fra Graven, hvor to Mænd i lerplettede, tilsmudskede Benklæder og Stumpjakker øjeblikkelig giver sig til med Skovle og Spader at vælte tilbage ned paa sin Plads i Dybet den Jord, som de for et Par Dage siden i deres Ansigts Sved har gravet op.

Præsten iler med lange Skridt og højtopløftet Kjole frem gennem Mængden, der langsomt viger til Side og trevent letter paa Huer og Hatte. Velærværdighedens Galocher svupper i Gangstiens vællingagtige Dynd, og store, tunge Regndraaber falder ham fra Skyggen af den høje Cylinderhat med et Smæld ned paa Pibekraven. I de foldede Hænder foran paa Maven holder han den guldsnittede Ritualiebog.

Uden for Kirkegaardsporten stiger Amtmanden og Hofjægermester v. Bardenheim, begge i Uniform, op i den lukkede Karosse fra Ornegaarden. De høje Herrer har vist Lars Andersen den Ære at overvære hans Begravelse. Han var jo dog en Sort Embedsmand.

Pastoren samler Kjolen og Ritualiebogen i sin ene blaafrosne Haand og tager Cylinderen dybt af med den anden, da han passerer Vognen. Hofjægermesteren og Amtmanden hilser igen. Hvorpaa Hr. v. Bardenheim ud gennem Vinduet og Stormen raaber: I Guds Navn, Mikkel! - Kusken slaar et Knald, Hestene springer frem, og Karossen sætter sig i Bevægelse med et saa kraftigt Ryk, at Hans Højvelbaarenhed Amtmanden giver Hans Højvelbaarenhed Hofjægermesteren et drøjt Puf i Maven. Men de ler bare begge godt og hjerteligt deraf; skudrer sig til Rette ved Siden af hinanden paa Sædet; gaber derpaa et Par Gange og falder hen i en behagelig Halvslummer, hvorunder deres Tanker med store, glade, drømmende Smil kredser om det nitidt dækkede Bord i Ornegaards højloftede Madsal.

Dog ytrer

HOFJÆGERMESTEREN
(som en Slags Undskyldning, forinden han helt lader sig henføre):

Der er noget voldsom trættende ved saadan en Begravelse, Amtmand.

198
AMTMANDEN
(svarer med et Skuldertræk).

Ja-a . . .

HOFJÆGERMESTEREN.

Man maa staa saa meget!

AMTMANDEN.

Man maa jo gøre sin Pligt, kære v. Bardenheim.

HOFJÆGERMESTEREN
(gaber utøjlet).

Naturlig, ja!

Og saa tales der Højvelbaarenhederne imellem ikke mere denne Sinde.

Pastoren er imidlertid vadet over Kørevejen og er forsvunden i Præstegaarden lige overfor.

Det øvrige Ligfølge, Bønder, Husmænd og Tjenestekarle, spreder sig til alle Sider og traver to og to, eller en Klump i Følge ind over opblødte Marker, ad lerede Stier og dyndede Veje til deres Hytter og Gaarde. Nogle tænker paa, at nu kommer de aldrig mere til at spille Seksogtres med Lars Andersen, eller slaa en Handel af med ham om en Ko eller en Hest. Andre tænker paa, at de godt kunde ha' taget lidt bedre for sig af Retterne ved Begravelsesfrokosten paa Gaarden i Formiddags. Nogle spekulerer over, om Marenstine vil sidde Enke alle sine Dage, eller hun vil gifte sig med Niels Forkarl, som Snakken jo gaar om. Andre igen kaster et sløvt Blik ud over de nøgne Marker og bladløse Pile, som Storm og Regn susende farer hen over; og de sukker stille ved Tanken om, at Søren Rosin har spaaet, at det vil blive en streng Vinter. Men de fleste hverken tænker, spekulerer eller sukker; de bare sjokker af Sted efter Næsen som Kreaturer, der skal hjem i Baasen. - -

Uden for Kirkegaarden staar den afdødes nærmeste mandlige Familie: Rasmus Andersen og Hans Henrik Andersen, Sognefogdens yngre Brødre; begge Gaardmænd, begge velhavende, begge fede. De er i langskaftede Fedtlædersstøvler, mørkeblaat Vadmelstøj og et særegent Slags Filthatte, der ligner omvendte Kasseroller med Skygge. Omkring Halsen har de tykke, strikkede Tørklæder, graa med brogede Borter og Frynser, der stikker frem neden for Frakkerne.

Disse to Herrer er høje, velvoksne og rolige. Men ved Siden af dem staar en lille, spinkel Mand med et blegt Ansigt og smaa, nervøse, elektriske Bevægelser af Arme og Ben. Det er Søren Jeppesen, kaldet Søren Rosin. Han er Broder til afdødes Kone, Ungkarl og af Metier Hjulmand. Han er købstadklædt: sort Frakke, mørke Benklæder, rund Filthat, Krave, Manchetter og Paraply.

Til disse tre sørgende har sluttet sig Degnen, Sloman-Henriksen, en yngre Seminarist og Højskolemand, der har modtaget Indbydelse til at indtage en Bid Brød i Sørgehuset sammen med Familien.

Noget fra denne Gruppe staar Forkarlen Niels med Hænderne dybt i Bukselommerne og skuler hen til sin Madmoders Slægtninge med Trods i Blik og Holdning.

Der har længe gaaet det Rygte i Sognet, at Niels og Marenstine har levet nærmere hinanden, end Dyd og Moral hjemler. Niels er treogtredive Aar, og Marenstine syvogfyrre. Men Kærlighed har jo som bekendt ingen Alder. Og saa var den afdøde Sognefoged til og med seksoghalvfjerds.

Dog er der et Barn af dette Ægteskab, en Søn paa fire Aar. Han kom til Verden et Aars Tid efter, at Niels havde tiltraadt Pladsen som Forkarl paa Gaarden. Den gamle Avlskarl duede nemlig ikke. - -

Nu sætter Degnen og de tre Slægtninge sig i Bevægelse ned ad Vejen langs Kirkediget. Forkarlen følger efter i nogen Afstand.

En Byge kommer plaskende hen over Markerne; og inde fra Kirkegaarden høres den dumpe Lyd af Jordklumperne, der skovles ned over Lars Andersens Kiste.

SØREN ROSIN
(kigger med det ene Øje halvt lukket frem efter Bygen, der stærkt nærmer sig).

Jeg tror, jeg sla'r Permepliksen op, inden hun er her!

DEGNEN
(hen paa Læsiden af ham).

Kan der erholdes fornøden Tilladelse til at søge Ly under dine beskyttende Vinger, Søren Hjulmand?

199
SØREN ROSIN.

Hvorfor har Du ikke din egen med?

DEGNEN.

Den er netop i Brug af min Kone.

SØREN ROSIN.

Saa-aa? Hvor er hun da henne?

DEGNEN.

Hun bistaar Madam Andersen i Sørgehuset.

Bygen har nu naaet de vejfarende og slaar susende ned over dem. Degnen kryber tættere ind til Søren, der søger at skærme sig paa bedste Maade med sin Paraply uden at tage Spor af Hensyn til sin Følgesvend.

De to Gaardmænd vandrer støt af Sted uden at lade sig afficere af Elementernes Rasen.

Og Niels Forkarl følger stadig Trup slentrende af Sted i samme Afstand med Hænderne i Lommen og agtpaagivende Øjne.

En Stund gaar man fremad uden Ord; men saa bryder det pludselig ud af

SØREN ROSIN.

Satan til Kæltringevejr!

DEGNEN.

Ja - de stakkels Søfolk!

SØREN ROSIN
(arrig).

Fa'en med dem! Di ka' jo la' vær aa sejle! - Næ man sku' ha' sig en Kvipage som ham den tykke fra Ornegaarden aa kryve ind i, naar Vorherre var i det Hjørne! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND
(uden at tænke).

Ja-a ...

DEGNEN.

Goderne er lidt ulige fordelte ...

SØREN ROSIN.

Det er di s'gu! Og hvor har di faaet dem fra, di andre? Lige kontant ved aa pille aa plukke dem ud a' Lommen paa vos Smaafolk! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND.

Ja-a ... Véd Du no'et om, Søren, om Marenstine vil beholde Hingsten?

SØREN ROSIN.

Hva' for en Hingst? Er det ham, der gaar bagved, Du mener? Ham slipper hun s'gu'nde!

RASMUS GAARDMAND.

Naa-aa, det skal da vise sig!

HANS HENRIK
(der hidtil har forholdt sig ganske passiv, siger med sammenbidte Tænder).

Ja, det Skal vise sig !

RASMUS GAARDMAND.

Saadden en Stodder kan vi vel nok rejere! ... Næi, jeg mener Aktiehingsten. Véd Du, om hun vil beholde den?

SØREN ROSIN
(uskyldig).

Det maa Du jo bedre vide sæl. lille Rasmus, for Du skal vel være hendes Latværge.

DEGNEN
(beskedent belærende).

Det hedder vist Lavværge, lille Søren ...

SØREN ROSIN.

Det er s'gu lige meget, hva' det hedder, for Meningen er den samme! ... Hva' Rasmus?

RASMUS GAARDMAND
(med et ondt Blik).

Ja-a, det er den vel ...

Ogsaa Hans Henrik sender Søren et bistert Øjekast. Men han siger ingenting, han nøjes med at knytte sine store, røde Hænder.

200

Man drejer nu ned ad en Markvej, der fører lige ned til Sognefogdens Gaard. Regnen er næsten ophørt, og Solen skinner af og til frem mellem de drivende Skyer.

SØREN ROSIN
(peger frem mod Gaarden).

Marenstine kommer til aa sidde lunt inden Døre! ... Hva' Rasmus? Det er en skønne Gaard. Der bli'er s'gu no'et aa gaa ind til, om hun forandrer sig.

Rasmus brummer noget i Skægget. Ej heller nogen af de andre svarer. Alle ser de bare ned mod Gaarden, der ligger hvid og stor nede i en lille Sænkning fremme foran dem. Den ser pyntelig og vel vedligeholdt ud med kalkede Mure, mosgroede Rørtage og sorte, tjærede Porte. -

Pludselig kommer en stor, rødbroget Køter farende frem bag Bygningerne og modtager de kommende med en rasende Gøen. Den stiller sig op lige foran Porten som for at forsvare Adgangen.

SØREN ROSIN
(med blød, kælen Røst).

Hvidlap, Hvidlap! Kom min Dreng! Det er jo vos! Kom saa da, kom saa da!

Men Hvidlap gøer bare højere og flytter sig ikke. Saa bøjer Rasmus sig ned for at tage en Sten og slynge efter den. Men i samme Øjeblik springer Dyret løs paa ham og vil bide.

Saa lyder der en kaldende Fløjten. Hunden standser og ser sig om. Og derpaa farer den forbi Mændene og op ad Vejen. Og da de vender sig, ser de den danse omkring Niels Forkarl med alle Tegn paa overstrømmende Glæde.

SØREN ROSIN
(klemmer det Øje sammen, der vender mod Degnen).

Hæ, hæ, hæ! ... Hva' Sloman?

Og derpaa gaar Selskabet ind gennem Porten.

ANDET OPTRIN

Et stort, lavloftet Værelse med to Fag smaarudede Vinduer uden Gardiner. Væggene og Bjælkeloftet er beklædt med brungraat Tapet. En Kogekakkelovn i mange Etager staar henne i det ene Hjørne. Foran Kakkelovnen en rødmalet Trævugge med mange Dyner. Under den ballonagtige Overdyne ligger et fuldpaaklædt Barn og sover. Det er Husets fireaarige Søn, Hans Jørgen. Han er højrød i Ansigtet af Senge- og Kakkelovnsvarme og hans hvidgule, kortklippede Haar damper af Sved.

Fire sørgeklædte Kvinder opholder sig i Stuen. De to sidder Side om Side paa Slagbænken bag Langbordet under Vinduerne og strikker paa nogle uhyre, filtagtige, graa Uldgarnsstrømper med brede, hvide Borter foroven. Det er Ras mus' og Hans Henriks respektive Hustruer. De er bondeklædte og ældre og mæler ikke et Ord. Ved den rødmalede Dragkiste i Hjørnet ud mod Køkken døren staar Marenstine, Gaardens Ejerinde, og Degnekonen, Madam Sloman- Henriksen.

Marenstine er høj og knoklet med et blegt, alvorligt Ansigt og mørke, hvasse Øjne under stærke Bryn. Hendes sorte, let graasprængte Haar ligger glat kæmmet ned i en stor Bue paa hver Side af den høje, hvide Pande og er bagtil gemt under en lille sort Silkehue, fasthæftet med Haarnaale.

Madam Sloman derimod er en lille, yngre, buttet Kone med røde Æblekinder og lyst Haar. Ogsaa hun er sortklædt; men bærer paa Hovedet en hvid Blondekappe, som dog i Anledningen er prydet med Stenkulsblomster og en Slags ubestemmelig sort Fugl paa en lang, bevægelig, floromvunden Messingspiral.

201

Disse to Damer bedømmer i dæmpede Ord et Stykke Hvergarn, som ligger indsvøbt i et hvidt Klæde i den mellemste Dragkisteskuffe.

Langbordet er opdækket med Dug, Flasker, Glas og Tallerkener.

Hele Værelset er opfyldt af en jævn Tørveos blandet med Lugten af Kaffe, kogt med Cikorie.

DEGNEKONEN
(stryger kærtegnende hen over Tøjet).

Og hvad gav De for Vævningen?

MARENSTINE
(med en mørk, dyb Stemme).

To Rigsdaler . . . fire Kroner.

DEGNEKONEN.

Ja, det er rigtignok billigt, Gud, hvor det er billigt! Og der er vel meget mer end til én Kjole?

MARENSTINE.

Jeg tænker, der bli'er to Par Bukser til Hans Jørgen osse.

DEGNEKONEN.

Ja, Gud, hvor det er billigt! Saadan skulde vi andre osse bære os ad!

MADAM HANS HENRIK
(stor og svær med et bredt, groft Ansigt. Hæver Hovedet).

Hvidlap gør; nu kommer di vist. (Bøjer Hovedet og strikker videre.)

MARENSTINE.

Hva' er Klokken?

DEGNEKONEN
(ser med Selvfølelse paa sit lille Sølvur).

Godt to.

MARENSTINE.

Ja, saa maa det vel osse være forbi for no'et siden. (Svøber omhyggelig Tøjet ind i Klædet igen og lukker Skuffen.)

DEGNEKONEN
(folder Hænderne over sin lille, runde Mave og ser elegisk ud).

Aa, Herregud, ja, saa ligger han der!

MARENSTINE
(rolig).

Ja den Vej skal jo alle Mennesker!

MADAM RASMUS
(lille, bleg, forskræmt. Sukker dybt).
MADAM HANS HENRIK
(drejer Hovedet og ser ud ad Vinduet).

Der er di ... (Drejer Hovedet paa Plads igen.)

Mandfolkene er gaaet op gennem Gaarden og ind ad "den store Dør". Man hører dem rumstere i Forstuen.

Marenstine staar midt i Værelset og ser ud ad Vinduet. Der har tegnet sig en næsten usynlig Vredesrynke mellem hendes Bryn. Først da hun ser Niels Forkarl, der fulgt af Hvidlap kommer slentrende ind ad Porten og gaar over ad Køkkendøren til, vender hun sig og siger:

Ja saa er det vel Tid, aa faa Maden i Stand.

Hvorpaa hun gaar ud i Køkkenet, medens de to Svigerinder langsomt hæver Øjnene over Strikkestrømperne og ser efter hende.

Mandfolkene kommer ind. Først Søren Rosin, saa de to Brødre og til sidst Degnen, der har lagt sit Ansigt i Dødsfolder.

Overtøjet, Hatte og Halstørklæder har man hængt fra sig i Forstuen. Kun har Rosinen taget sin Paraply med, som han stiller hen ved Kakkelovnen.

Degnen gaar hen og trykker de to strikkende Koner varmt og højtidsfuldt i Haanden. Til sin egen Kvinde nøjes han med at nikke; og hun nikker igen og ser lykkelig og forelsket ud.

De andre Karlfolk ulejliger sig derimod ikke med nogen Hilsen, da det alt er besørget én Gang i Dag.

MADAM HANS HENRIK
(ud i Luften).

Naa?

202
DEGNEN.

Ja, saa blev da Lars Andersen puttet!

MADAM RASMUS
(sukker dybt).
SØREN ROSIN.

Den tykke fra Ornegaarden var der, og Amtmanden.

DEGNEKONEN.

Ja, jeg saa' dem, da jeg gik herover!

MADAM HANS HENRIK.

Var di i Dragten?

DEGNEN.

De var begge i Embedsuniform, ja. Handlingen var særdeles stemningsfuld.

SØREN ROSIN.

Ja, det var s'gu en smuk Begravelse. Saaden en faar vi andre ikke!

RASMUS GAARDMAND
(staar med Broderen op ad Væggen henne ved Ovnen for at tørre paa Tøjet).

Hvor er Marenstine?

MADAM HANS HENRIK.

Hun er ude ved Maden.

SØREN ROSIN
(hen til Vuggen).

Han sover s'gu godt, bitte Hans Jørgen!

DEGNEN.

Ak ja, det uskyldige Kræ! Han bærer jo ingen Fornemmelse af, at hans Fader og Forsørger er stedet til den evige Hvile! Uhyggesvanger Tavshed, under hvilken Madam Sloman ser sit Snit til ubemærket af de andre at trække sin Husbond i det ene Frakkeskød.

DEGNEN
(venligt om mod hende).

Hvad godt, Skatkammer?

DEGNEKONEN
(hviskende, med en tyssende Haandbevægelse).

Du glemmer ...

DEGNEN
(ligeledes dæmpet).

Jeg glemmer intet, Basse! Jeg har selv egenhændig indført Barnets og dets Forældres Navn i Kirkebogen!

Døren fra Køkkenet bliver aabnet, og man hører

MARENSTINES
(dybe, rolige Stemme).

Gaa saa ind, Niels, nu skal I spise.

NIELS FORKARL
(træder ind og ser sig sky omkring. Han er fulgt af Hvidlap, der uden Tøven lægger sig hen under Kakkelovnen for at faa Pelsen tørret).

Køkkendøren bliver staaende aaben, og Stuen fyldes øjeblikkelig af en stram Lugt af Kaal blandet med Osen af Flæskesteg. Ogsaa Mændenes vaade Klæder parfumerer Lokalet.

SØREN ROSIN
(der har staaet uvis og tøvende og skævet hen til de to Gaardmænd, tager pludselig et langt Skridt hen mod Niels, trykker hans Haand og siger).

Goddaw igen, Niels! Naa der er du? Hvorfor fulgtes du'nne hjem med vos andre?

NIELS FORKARL
(trækker Haanden til sig og mumler noget uhørligt).

Rasmus Gaardmand hoster hult, Hans Henrik knytter Hænder, de to Hustruer bøjer sig dybere over Strikketøjet, og Degnen med Frue staar dumme.

I det samme kommer Marenstine ind, bærende et stort Lerfad fuldt af dampende Hvjdkaalssuppe.

203
SØREN ROSIN
(om mod hende).

Jeg si'er netop li'e nu til Niels, hvorfor han ikke fulgtes hjem fra Kirken med vos andre!

MARENSTINE
(tørt).

Naa gør Du det. (Sætter Fadet paa Bordet.) Værsgod aa sid ned aa spis!

DEGNEN
(griber hendes Haand og trykker den ømt og medfølende).
MARENSTINE.

Tak, Sloman. Ja, vi maa jo bære, hva' der møder vos!

DEGNEN.

Det maa vi, Madam Andersen, det maa vi! (Pludselig griber han igen hendes Haand.) Men hvad siger ikke Psalmisten:

Befal Du dine Veje
og al din Hjertesorg
til hans trofaste Pleje,
der bor i Himlens Borg!

MADAM HANS HENRIK.

Det er da saa sandt, saa sandt!

DEGNEKONEN
(lægger Hovedet paa Skakke, saa Tøjfuglen vipper).

Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa ...

DEGNEN
(nikker smilende til hende. Hvorpaa de slutter unisont).

Han kan og Vejen finde,
hvorpaa din Fod skal gaa!

MADAM RASMUS
(græder).
MARENSTINE.

Ja, Gud hjælper vos jo altid! ... Di spiser vel nok en Skefuld Suppe med, Sloman?

DEGNEN.

Tak, ja, Tak, Tak!

MARENSTINE.

Ja sæt jer saa ind da, Ka'lfolk! værsgod!

Og man sætter sig til Bords. De to Gaardmænd paa Bænken under Vinduerne. Søren Rosin, som Konebroder, paa Stolen ved Bordenden. Og Degnen og Niels Forkarl paa Bænken ud mod Stuen.

Kvinderne spiser, som sig hør og bør, bagefter ude i Køkkenet.

Der tales ikke et Ord under Maaltidet. Den eneste Lyd, der høres, er de spisendes Smasken og Skeers og Knives og Gaflers Raslen og Skraben. Samt af og til Marenstines enstonige Opfordringer:

Aa, værsgod aa ta' en Skefuld Suppe til, Hans Henrik! - Ta' dog en'ét Stykke Steg til, Rasmus! det er da paa Bordet for aa spises!

Pludselig lyder der Hovslag af en travende Hest ude paa Gaardspladsen. Alle løfter langsomt Hovederne og ser ud.

RASMUS GAARDMAND
(spørger).

Hvem er det?

SØREN ROSIN.

Det er Per Nielsens Karl fra Sundby.

RASMUS GAARDMAND.

Hva' vil han?

MARENSTINE.

Aa, han skal vel ha' Hoppen bedækket.

204
RASMUS GAARDMAND.

Det er ellers et skidt Vejr til det.

MARENSTINE
(til Niels Forkarl, der har rejst sig).

I kan jo trække om bag Laden, der er Læ.

NIELS.

Ja. (Til Hvidlap, der er krøben frem under Ovnen.) Du bli'er, hvor Du er! (Gaar. Hvidlap lægger sig lydig).

MARENSTINE.

Skal Du 'nne ha' en Kartoffel, Søren? Værsgod!

SØREN ROSIN.

Tak, Søster; jeg er da ellers snart fyldt!

RASMUS GAARDMAND
(til Marenstine).

Vil Du beholde Hingsten?

HANS HENRIK
(ser op fra sin Tallerken).
MARENSTINE
(rynker Brynene).

Er I kanske ikke tilfreds med aa ha' ham her?

RASMUS GAARDMAND.

Jo-o; men nu Lars er død ....

MARENSTINE.

Aa, Lars har ikke haft meget med det aa gøre, véd I nok.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det har han vel ikke. Men Hans Henrik har da ellers god Plads til ham.

MARENSTINE
(skarpt).

Det har jeg osse! Og jeg gi'er ikke Hingsten fra mig, uden at jeg bli'er stemt ud paa Generalforsamlingen.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det gør Du vel ikke ....

HANS HENRIK
(bøjer igen Hovedet ned over Maden. Men hans Kone ser frem over Strikketøjet og spørger med haard Stemme).

Er det sandt, di si'er, a' Søren er ble'en din Lavværge?

MADAM RASMUS
(stille).

Hva' vil Du blande Dig op i det for, Johanne?

MADAM HANS HENRIK.

Pas Dig sæl, Marie!

MARENSTINE
(vender sig mod Madam Hans Henrik).

Og hvem har Du saa hørt det a'?

MADAM HANS HENRIK.

Det si'er di. Jeg mener ellers, a' en a' din Mands Brødre ha'de vaaren nærmere til det.

MARENSTINE
(rolig).

Den Mening har Lars vel saa ikke været a', siden han har valgt Søren.

RASMUS GAARDMAND.

Er det ham, der har valgt ham?

MARENSTINE.

Ja.

SØREN ROSIN
(med klippende, urolige Øjne).

Jeg vidste ikke no'et a' 'et!

205
HANS HENRIK
(slaar pludselig i Bordet, mørkerød i Ansigtet).

Du lywer, Søren!

Kvinderne ser rædde op, og Degnen strækker en mæglende Haand frem. Men

RASMUS GAARDMAND
(siger rolig).

Naa, naa, Hans Henrik!

Og

HANS HENRIK
(falder atter hen).

Tavshed.

Drengen i Vuggen begynder at klynke.

MARENSTINE
(hen til ham).

Vil Du op, Hans Jørgen?

DRENGEN.

Næ, jæ vil sowe!

MARENSTINE
(rører vuggen med Foden).

Er der ingen, der vil ha' mer aa spise. (Intet Svar.) Ja, saa vel bekomme da!

Man rejser sig og gaar én efter én hen og trykker Husmoderens Haand og siger: Tak for Mad! - Sæl Tak! siger Marenstine.

Saa haler Mandfolkene Piberne op af Lommerne, tænder dem og damper løs.

MARENSTINE
(til Madam Sloman).

Kunde ikke Di røre Vuggen lidt, mens jeg faar a' Bordet?

DEGNEN
(frem).

Nu skal jeg, Madam Andersen, saa kan Bassen række Dem en Haand.

MARENSTINE
(med en Slags Smil).

Hæ ....

DEGNEKONEN
(nikker til Manden).

Jo-o, Sloman er god til at vugge!

Og Degnen giver sig til at træde Vuggen, medens Marenstine og Madam Sloman tager ud af Bordet.

RASMUS GAARDMAND.

Ja, saa er det vel bedst, vi kommer ud aa ser paa Kreturet, forinden det bli'er helt mørkt.

SØREN ROSIN
(med et forekommende, elektrisk Spring).

Jeg ska' vise Jer rundt!

RASMUS GAARDMAND.

Vi kender da ellers nok Gaarden sæl.

HANS HENRIK (indædt). Ja, vi kender da Gaarden sæl!

MADAM HANS HENRIK
(hvast over Strikketøjet).

Rasmus og Hans Henrik har da vaaren paa Gaarden før Du og dine kom her, Søren! Drengen i Vuggen klynker atter og kaster sig uroligt frem og tilbage.

DEGNEN
(træder haardt i Gængerne).

Visse, visse !

Men hans Anstrengelser synes ikke at have nogen beroligende Indflydelse paa den lille Hans Jørgen, thi pludselig rejser Fyren sig over Ende i Dynerne, ser med store, lysvaagne, forbitrede Øjne paa Degnen og siger:

Hvodden Satan i Helvede er det, Du vugger?

hr. Sloman standser forbløffet op, og Drengen giver sig himmelhøjt til at tude.

MARENSTINE
(ind fra Køkkenet og hen til Vuggen).

Vil Du ha' Spise, Hans Jørgen?

206
DRENGEN
(grædende).

Ja-a-a ....

RASMUS GAARDMAND
(rejser sig).

Ska' vi saa gaa ud aa se paa Kreturet da?

SØREN ROSIN
(hurtig frem).

Jo, ja, ja! - Du gaar vel med, Sloman?

DEGNEN.

Ja, gerne, gerne!

Alle Mandfolkene ud gennem Forstuen.

MARENSTINE
(med Drengen paa Armen. Til Svigerinderne).

Værsgod aa kom med ud aa faa en Skefuld Suppe, Marie og Johanne. Værsgod! De to Hustruer rejser sig tavse og lægger Strikketøjet fra sig paa Bordet.

MADAM HANS HENRIK
(gaar hen og løfter Drengens Hovede lidt i Vejret og ser kyndigt paa en stor Blodsvulst, han har paa Siden af Halsen).

Den er svunden, synes jeg.

MARENSTINE.

Ja, jeg strøg ham jo osse Dagen efter, at Lars var død.

MADAM HANS HENRIK.

Skreg han?

MARENSTINE.

Søren maatte da holde ham, mens jeg strøg.

MADAM RASMUS
(med pibende Røst).

Du huskede vel, a' det skulde være den højre Haand?

MARENSTINE.

Jo, det gjorde jeg da.

MADAM HANS HENRIK.

Tre Gange fraoven aa nedefter ....

MARENSTINE.

Ja-a ...

MADAM RASMUS.

Kresten Pedersens Kristiane ble' da a' med sin. Di ha'de først vaaren til tre Doktere.

MADAM HANS HENRIK
(afgjort).

Der er ikke andet uden end som Lig, der hjælper for det!

MARENSTINE.

Næi.

MADAM HANS HENRIK
(betragter atter Svulsten).

Den er s'gu svunden!

MADAM RASMUS.

Lars Andersen er vel ossensaa begyndt aa raadne .... (Sukker.) Aa, Gu' den Helligaand ja!

MARENSTINE.

Ja-a, no'et maa det jo ha' ta'et paa ham ...

Pause.

HANS JØRGEN
(utilfreds).

Jæ æ sulten, Mor!

MARENSTINE.

Ja, værsgod, Johanne og Marie, værsgod aa kom ud aa faa en Skefuld Spise!

Og man vandrer stille ud i Køkkenet, hvor Madam Sloman allerede staar opstillet ved Køkkenbordet og søber Kaalsuppe.

207

TREDJE OPTRIN

Samme Stue tidligt paa Aftenen. Meget mørkt ude. Paa Langbordet brænder en mindre Petroleumslampe. For Vinduerne er der hængt hvide Lærredsstykker.

Drengen er bragt til Sengs i Sovekammeret. Men de øvrige Rollehavende er til Stede med Undtagelse af Niels Forkarl.

Kvinderne sidder tæt om Lampen og strikker alle.

Mandfolkene er fordelt paa Bænkene og Stolene rundt i Stuens mørkeste Kroge. En tæt Tobaksrøg fylder Værelset, og af og til kommer Søren Rosin frem fra sit Hjørne bag Ovnen for at gaa hen og spytte i Spyttebakken ved Forstuedøren.

Man har nylig drukket Kaffe med et rigeligt Kvantum hjemmebagt Hvedebrød til, hvorfor man sidder mætte og tavse, stirrende frem for sig, syslende med sine egne Tanker.

Ude fra Gaardspladsen lyder af og til Træskotrin over Stenbroen. Og der høres et enkelt Brøl af en Ko ovre i Stalden, eller en Dørs Smælden, naar et Vindstød driver den op og i.

Det regner ikke mere. Men Stormen er taget til. Og netop nu farer den buldrende ned i Skorstenen.

DEGNEN
(der ikke har spist just saa meget Hvedebrød som de andre).

Det er en slem Aarstid, der stunder til. I de første to Minutter er der ingen, der svarer. Men saa siger dog endelig

SØREN ROSIN.

Ja, I ska' se, a' jeg har spaaet rigtig?

MADAM RASMUS
(sukker dybt).
MADAM HANS HENRIK
(til Marenstine).

I har vel faaet kørt Træ hjem?

MARENSTINE.

Ja-a; det er længe siden.

Tavshed.

MADAM HANS HENRIK.

Hør, Lars Andersens Gangklæ'er ...

MADAM RASMUS
(dukker Hovedet som for et Slag).
MARENSTINE
(paa Post).

Hva' di?

MADAM HANS HENRIK.

Naa-aa ... jeg mente, hvis du'nne ha'de Brug for dem ...

MARENSTINE.

Jeg har jo da Drengen.

MADAM HANS HENRIK.

Ja-a ...

MARENSTINE.

Og han vokser vel til.

MADAM HANS HENRIK.

Jo-o ...

Tavshed.

RASMUS GAARDMAND.

Du ta'er Dig vel en Bestyrer til Majdag, Marenstine?

MARENSTINE
(rolig).

Jeg tænker, Niels bli'er. Han har jo ikke no'et aa klage paa.

RASMUS GAARDMAND.

Næi, det har han vel ikke. Men ellers er der da vor Søren Peter.

MARENSTINE.

Jeg er vel tilfreds med Niels.

MADAM HANS HENRIK.

Folk snakker ...

208
HANS HENRIK
(hidsig).

Ja, Folk snakker, Marenstine!

MARENSTINE.

La' dem snakke, Hans Henrik.

RASMUS GAARDMAND.

Jeg er da ellers villig til at føre Opsyn med Gaarden, om Du synes.

MARENSTINE.

Jeg har jo Søren.

SØREN ROSIN
(elektrisk).

Ja, Du har jo mig, Søster!

DEGNEN
(forsigtig).

Rasmus er dog, om det maa være mig tilladt, mere af en Landmand, Madam Andersen.

MARENSTINE.

Vi klarer vos nok!

HANS HENRIK
(eksploderende).

Vi er født her paa Gaarden!

MARENSTINE
(rolig).

Ja, det er I jo. Men nu er den min og Hans Jørgens.

HANS HENRIK
(med blodskudte Øjne).

Den Horeunge!

MARENSTINE
(hvast).

Vaer din Mund, Hans Henrik!

Tavshed.

Niels Forkarl kommer ind fra Køkkenet med sin Pibe og sætter sig paa en Stol lige inden for Døren. Hvidlap rejser sig fra Ovnen og gaar hen og lægger Hovedet i hans Skød.

MARENSTINE
(mod Niels).

Naa?

NIELS FORKARL.

Hun faar Kalven i Nat.

MARENSTINE.

Tror Du, der skal Dyrlæge?

NIELS FORKARL.

Næi.

MARENSTINE.

Det er da bedst, a' Krisjan Due vaager.

NIELS FORKARL.

Ja, jeg har sagt det.

DEGNEN.

Marinus Hansen fik da Held til at sælge sin Hoppe i Tulstrup.

SØREN ROSIN
(nyfigen).

Fik han den solgt, hi, hi?

DEGNEN.

Skam gjorde han saa ja.

MARENSTINE.

Hva' fik han?

DEGNEN.

Fire Hundrede nok.

RASMUS GAARDMAND.

Den var jo lam.

DEGNEN.

Han lod den staa fjorten Dage før Markedet uden at bruge den.

SØREN ROSIN
(gotter sig).

Hi, hi!

MARENSTINE.

Hvem købte den?

DEGNEN.

Det véd jeg sandelig ikke. Den gik ud af Sognet. De siger, det var til Kammerjunkeren paa Hesselbjerg som Ridehest.

SØREN ROSIN
(griner ilde).

Hæ, hæ, hæ! Di Tampe har godt a' aa bli'e luret!

209
RASMUS GAARDMAND.

Du er saa hævngerrig, bitte Søren.

SØREN ROSIN.

Hi!

RASMUS GAARDMAND.

Nu er Du jo sæl bli't en stor Hertug.

SØREN ROSIN.

Det kreperer Dig, lille Rasmus, hva'?

MADAM HANS HENRIK
(over Strømpen).

Naa-aa Du bli'er nok hverken Nummer ét eller Nummer to, Søren Hjulmand. Du er vist for klejn i Kroppen til aa kryve i Lars Andersens Gangklæ'er!

NIELS FORKARL
(dukker sig paa sin Stol).
MARENSTINE
(behersket).

Du har ondt for at glemme di Klæ'er, Johanne.

MADAM HANS HENRIK.

Jeg har ikke saa nemt for aa glemme som Du!

MARENSTINE
(løfter Hovedet).

Hva' har jeg glemt?

DEGNEKONEN
(lægger beroligende sin buttede Haand paa hendes Arm).
MARENSTINE
(ryster Haanden af sig).

Jeg sidder vel paa mit eget!

SØREN ROSIN
(kry).

Er der no'en, der kan bevise vos over?

MARENSTINE.

Hold din Mund, Søren! Jeg skal nok svare for mig sæl!

RASMUS GAARDMAND.

Du laver en Skamdale for vos, Marenstine!

HANS HENRIK
(med knyttede Hænder).

Vi bli'er til Grin!

MARENSTINE.

Det er vel saa jer egen Fejl!

DEGNEN
(rejser sig).

Maatte det være mig tilladt at fremsætte et mæglende Ord?

RASMUS GAARDMAND.

Hum?

DEGNEKONEN
(urolig).

Jeg synes nu, lille Sloman, at Du skulde ikke blande ...

DEGNEN
(med en værdig Haandbevægelse).

Behag at tie et Øjeblik, Basse! ... (Med en Duvning.) Det er særlig til Dem, Madam Andersen, at jeg vil tage mig den Frihed at henvende Ordet.

MARENSTINE.

Naa?

DEGNEN.

... Idet jeg mener, at en enligstillet Kvinde som De ikke bør tilbagevise den Hjælp i Raad og Daad, som gode og venligsindede Mennesker, og i dette Tilfælde oven 210 i Købet nære Slægtninge, saa redebon er tilbøjelig til at yde Dem.

MADAM HANS HENRIK.

Det er saa sandt, saa sandt!

DEGNEN
(fortsættende, fulgt af sin Kones bange Øjne).

. . . Og jeg synes, at nu, da Lars Andersen er gaaet ind ...

MARENSTINE
(haardt).

Skal vi la' Lars Andersen hvile i Fred, Sloman!

RASMUS GAARDMAND.

Du lider ikke aa høre hans Navn, Marenstine.

MARENSTINE.

Død er død, mener jeg!

HANS HENRIK
(hvæsende).

Ja, og glad er Du!

DEGNEKONEN
(afsides til Manden, bedende).

Sæt Dig heller ned, lille Fatter!

DEGNEN.

Jeg maa dog tale, Basse!

DEGNEKONEN.

Nej, Du skal ikke blande Dig op i det.

DEGNEN
(sætter sig resigneret).

I Guds Navn !

RASMUS GAARDMAND
(efter en Pause).

Det bli'er til Proces, Marenstine. Nu véd Du det.

MARENSTINE
(rolig).

Ja, tru Du bare, Rasmus.

HANS HENRIK
(eksploderende).

Du har ligget i med Niels! Det er ikke Bro'r Larses Søn! Du har bedraget baade ham aa vos! Vi vil ha' vor Ret!

MARENSTINE
(hæver Haanden mod ham).

Du kan komme i Ulykke for din Mund!

MADAM HANS HENRIK.

Han si'er, hva' alle si'er!

MARENSTINE
(slaar Haanden i Bordet).

Saa si'er alle osse en forbandet Løgn da! Bevis mig over, hvis I kan!

SØREN ROSIN
(heftigt nikkende).

Ja, bevis vos over! Det er det, jeg si'er!

DEGNEN
(med fremrakte Haandrlader).

Venner . . . Venner . . .

MADAM RASMUS
(løfter sit lille, forskræmte Ansigt).

Jeg synes, I sku' holde Fre' i død Mands Hus ...

RASMUS GAARDMAND
(bydende).

Der er ingen, der har forhørt om din Mening!

Madam Rasmus dukker Hovedet. Niels Forkarl er for længst listet ud.

Tavshed.

RASMUS GAARDMAND (pludselig til Marenstine). Vil Du gi' tusind Kroner.

MADAM HANS HENRIK
(hurtig).

Tusind Kroner til hver?

211
HANS HENRIK.

Saa la'r vi Sagen falde.

MARENSTINE
(rolig).

Hva' for en Sag?

DEGNEN
(indsmigrende).

Det skulde De gøre, lille Madam Andersen.

MARENSTINE.

Hva' for en Sag, spør jeg? Hva' er det, I vil?

DEGNEN.

Det er dog saa skønt, naar Slægtninge lever samdrægteligen.

DEGNEKONEN
(bedende).

Aa, Fatter ...

DEGNEN
(irriteret).

Saa lad mig dog være i Fred, Basse!

MADAM HANS HENRIK
(til Marenstine).

Du har forklejnet Familjen paa alle Maader!

SØREN ROSIN
(gnækkende).

Er det Gangklæ'erne, der kreperer Dig, Johanne, hæ, hæ? ... La' hende faa et Par Bukser, Søster!

MARENSTINE.

La' vær' aa gøgl, Søren!

RASMUS GAARDMAND
(til Marenstine).

Naa?

HANS HENRIK.

Tusind Kroner til hver ...

RASMUS GAARDMAND.

Vi forlanger dem ikke paa én Gang.

MARENSTINE.

Naa, gør I ikke det?

RASMUS GAARDMAND.

Næi, næi!

MADAM HANS HENRIK.

Vi er da'nne urimelige!

MARENSTINE
(ser paa hende).

Naa, Du er osse med?

RASMUS GAARDMAND.

Naar Du betaler dem i Løbet a' to Aar.

MARENSTINE.

Hum ...

HANS HENRIK.

Fem Hundrede hver Termin.

MARENSTINE
(rolig).

Skal I'nne ha' Renter?

RASMUS GAARDMAND
(medgørlig).

Næi, næi!

HANS HENRIK.

Naar Pengene bli'er betalt til Tiden!

MARENSTINE
(tier).
DEGNEN.

Naa, lille Madam Andersen, hvad svarer De saa Deres gode Svogre?

MARENSTINE
(til Broderen).

Hva' mener Du, Søren?

SØREN ROSIN
(usikker).

Ja-a, det er jo en hel Sum, Søster ...

MARENSTINE.

Det er det, ja. Og det kommer jo an paa, hva' man faar for den.

212
RASMUS GAARDMAND
(forundret).

Faar?

HANS HENRIK
(med opstigende Rødme).

Faar for den?

MARENSTINE
(rolig).

Ja, jeg mener, en gi'er da ikke sine Penge væk gratis, véd jeg!

MADAM HANS HENRIK.

Du faar jo Gaarden!

MARENSTINE.

Faar jeg Gaarden?

HANS HENRIK
(tænderskærende).

Ja, Du faar jo Gaarden her!

MARENSTINE
(uforstyrrelig).

Jamen, den har jeg jo, Hans Henrik. Den vil Du vel da 'nne ha', a' jeg skal købe a' jer?

HANS HENRIK
(farer rasende op).

Din Tyvekvind!

RASMUS GAARDMAND
(trækker ham ned paa Bænken).

Sæt Dig, Hans Henrik ... (Til Marenstine.) Vil Du betale di to tusind Kroner, som vi har profeteret Dig?

MARENSTINE
(tirrende rolig).

Om jeg ku' faa i mit Ho'de, Rasmus, hva' I skal ha' dem for!

HANS HENRIK
(op igen).

Fordi Du har snydt vos op i vore aabne Øjne!

SØREN ROSIN.

Bevis hende over! Bevis hende over!

RASMUS GAARDMAND.

Ha'de Du 'nne faaet den Søn, ha'de det halve a' Gaarden vaaren vor.

MARENSTINE.

Jamen nu fik jeg ham! Nu er han der, bitte Rasmus!

SØREN ROSIN.

Nu er han der, hi, hi! nu er han der!

MADAM HANS HENRIK.

Di si'er allesammen ...

MARENSTINE
(hvast).

Jeg bry'r mig ikke om, hva' di si'er! (Til Degnen.) Hvem meldte Hans Jørgens Fødsel til Kirkebogen? Sig dem nu Besked, a' di kan vide det!

DEGNEN.

Det gjorde sandelig Lars Andersen ...

MARENSTINE.

Naa! Og hva' sa'e han? Mon han græd?

DEGNEKONEN
(kommer sin Mand i Forkøbet).

Nej, det gjorde han skam ikke! Han kom først ud i Køkkenet til mig og spurgte efter Fatter og lo over hele Ansigtet og sa'e: Kom hjem og se Drengen, Madam Sloman, han stikker Deres Mathilde! Det er et probert Stykke Ar ... (Rødmende.) Nej, jeg vil ikke si'e, hvad han sa'e!

MARENSTINE
(til Degnen).

Og hva' staar der i Kirkebogen? Sig dem det!

213
DEGNEN
(remsende).

En Søn af Sognefoged Lars Andersen her af Sognet og Hustru Marenstine Sørine født Jeppesen!

SØREN ROSIN
(gnækkende).

Ka' I bide Spids paa den, hi, hi! hva?

MARENSTINE.

Nu kan I jo lægge jer Proces an, om I lyster!

HANS HENRIK
(blodunderløben).

Ja, det vil vi! Du har bedraget Lars! Du har snydt ham op i hans aabne Øjne! Det er Dig og Niels, der har ... det er Dig og Niels ... Det er Dig og Niels ...

MARENSTINE
(lægger rolig Strikketøjet fra sig paa Bordet).

Hold nu din Mund, Hans Henrik, a' Du ikke skal forivre Dig! ... Og saa vil jeg si'e jer no'et, baade Dig og Rasmus og Johanne; I som bry'er ind i død Mands Hus, før han endnu er bleven kold i sin Grav, med Skældsord aa Klammeri aa Spe'takel: Hva' jeg har bedreven lige over for Lars Andersen, det vil jeg forsvare for Gud og Mennesker; og gid min Tunge maa visne i min Mund, om jeg har traadt ham for nær i no'en Maader! Nu véd I det! Og nu kan I trække mig for Retten, om I formener, a' det passer i jert Kram. Men aldrig saa længe jeg lever, gi'er jeg mig! Og har I ikke fra den Stund, jeg gik ind her paa Gaarden som Lars Andersens Kone, lagt mig alle de Sten og Bjælker og onde Ord i Vejen, som I paa no'en Maade ku' overbekomme, bare fordi jeg var en fattig Pi'e, der ikke ejede andet uden end som den Særk, hun ha'de paa Kroppen? Saa længe Lars Andersen levede, saa taalte jeg det og gik til Side for Jer, for Manden var gammel og sku' ha' Lov aa dø i Fred. Og al det I nappede og trak i ham, saa stod han dog paa min Side til det sidste. Og nu kommer I her med jerre beskidte Ord og vil svine baade ham og mig og Hans Jørgen til; og gjorde jeg jer Ret, saa viste jeg Jer Døren li'e paa Stedet og forbød Jer a' sætte jerre Ben her tiere; for alt det i vrider og vender Jer, saa er Gaarden min! Men jeg holder hverken a' Komedje eller Skamdale, og derfor kan I komme aa gaa paa jer Fødegaard, saa meget I lyster. Og har I et godt Raad, saa ta'er jeg imod det. Men ellers mener jeg da som saa, a' enhver gør bedst i aa passe sit! (Hans Henrik ruller med Øjnene og ser ud, 214 som vil han tale. Men Marenstine strækker Haanden frem mod ham og siger.) Og Du holder herefter din Kæft!

SØREN ROSIN
(uhørligt).

Hi, hi!

Tavshed og skulende Blikke.

RASMUS GAARDMAND.

Du er li'e haard nok, Marenstine.

MARENSTINE.

Jeg er ikke haardere, end som kræves.

Tavshed paa ny.

HANS HENRIK
(med knyttede Hænder).

Saa skal vi vel se aa komme hjem!

MARENSTINE
(rejser sig).

Jeg tænker, I ta'er en Bid Brød først.

SØREN ROSIN.

Jo Tak!

Marenstine tager en Dug frem af Bordskuffen. Madam Sloman løfter Lampen og hjælper at brede Dugen. Mad bringes ind. Meget Kød, Brød, Smør og Ost, samt Øl og Brændevin.

DEGNEN
(for at sige noget).

I faar Maaneskin hjem.

RASMUS GAARDMAND
(løfter Gardinet).

Ja, hun er kommen op.

Man sætter sig til at spise. Pludselig løfter

RASMUS GAARDMAND
(Hovedet fra Maden).

Vil Du gi vos hver fem Hundrede, Marenstine; saa er vi nøjt med det?

Alles Øjne drejer sig langsomt hen imod

MARENSTINE
(der staar rank med Ryggen mod Dragkisten og svarer roligt).

Ikke en Sysling! Ikke saa meget, som der kan ligge paa en Negl, skal I slæbe fra Gaarden!

En halv Timestid efter Maaltidet er de fremmede borte.

Kun Søren Rosin og Marenstine er tilbage i Stuen.

SØREN ROSIN.

Ja, saa faar jeg vel osse se aa komme hjemefter, Søster.

MARENSTINE.

Det gør Du vel.

Pause.

SØREN ROSIN
(indsmigrende).

Du ga' dem ny'elig rent paa, Søster; det storsnudede Kram!

MARENSTINE.

Ja, naar Samvittigheden er god, Søren, saa!

SØREN ROSIN
(slukøret).

Forstaar sig!

Pause.

SØREN ROSIN
(prøvende).

Véd Du, hva' jeg har tænkt paa saa smaat, Søster?

MARENSTINE.

Naa?

SØREN ROSIN.

Jeg har s'men tænkt paa aa sælge mit Hus 215 aa flytte herop i din Lillestue. Der er jo Plads nok til en enlig Person.

MARENSTINE
(rolig).

Du faar tænke om igen, bitte Søren, aa forbli'e, hvor Du er. Naar jeg har Dig nødig, skal jeg la' Dig det vide.

Pause.

SØREN ROSIN
(flad).

Ja, saa god Nat, Marenstine.

MARENSTINE.

God Nat Søren ... Der ligger en hal' Ost til Dig i dit Tørklæde ude i Forstuen.

Og Søren gaar.

SLUTNING

Da alt er lukket og slukket paa Gaarden, og Marenstine ligger i den brede Ægteseng inde i Sovekammeret, hvor ogsaa Hans Jørgen slumrer mellem sin Vugges fede Dyner, gaar Døren fra Køkkenet forsigtig op, og en Person lister ind.

MARENSTINE.

Er det Dig, Niels?

NIELS FORKARL
(der kommer fra at have røgtet sin Pligt i Stald og Lade).

Ja.

MARENSTINE.

Ja kom kun Du.

Niels klæder sig af i Tavshed og kryber ned ved hendes Side.

MARENSTINE
(famler efter hans Haand, finder den og siger).

Ja, nu tænker jeg, a' vi aa Hans Jørgen faar leve i Fre'!

Og et Øjeblik efter er de begge falden i Søvn.

Men oppe paa Kirkegaarden ligger Lars Andersen hvid og stum i sin smalle Kiste. Jorden synker mere og mere sammen over ham, Jorden sluger ham . . .

Saa lyder der Skridt ude paa Vejen. Det er Søren Rosin, der gaar forbi med Paraplyen og Osten. Da han naar hen til Kirkegaardsporten kniber han det ene Øje til, kigger ind mellem Tremmerne og siger som et Slags Trøstens Ord:

Ja vi er jo paa en Maade bli't luret allesyvsammen, bitte Lars!

DET SVAGE KØN
Skrevet 1898-99,
første Bogudgave 1900

218
219

HENDES NAADE
(1900)

220
221

AGERENDE

  • Hans Naade.
  • Holger.
  • Sara.
  • Pastoren.
  • Pastorinden.

FØRSTE AFDELING

Københavns Hovedbanegaard. Aften i Maj. Klokken er 850.

95 afgaar et saakaldet "Iltog" (standser ikke ved Landstationerne) Syd paa til Masnedsund. -

En Herskabsvogn med Kusk og Tjener ruller op foran Portalen.

Tjeneren springer ned fra Bukken og slaar Vogndøren op. Han staar let bøjet med den korkardeprydede Cylinder i Haanden.

Hendes Naade stiger ud, granvoksen, rødblond, majestætisk. - Hun ser sig om med et hastigt Blik og gaar ind gennem Forhallen. Man hører Silkeskørterne knitre. - Dørvogteren ved første Klasses Ventesal blotter Hovedet og aabner Døren. Naaden bevæger Øjenvipperne og gaar ind.

Tjeneren kommer med Rejsekaabe og Tæppe over Armen. Ogsaa ham begegner Dørvogteren med Ærefrygt og genhilses med Overbærenhed.

-- Billet, Frants! (siger Hendes Naade og rækker Tjeneren sin Portemonnæ.

Frants modtager bukkende og med Hatten i Haanden den naadige Pengebeholder og gaar ud at løse Billet. -

Døren til Perronen slaas op:

- Toget til Masnedsund! Standser ikke mellem Frederiksberg og Roskilde!

Hendes Naade skrider over Tærskelen . . .

Frants springer ud af en første Klasses Kupé, hvor han har anbragt Rejsetøjet. Nu staar han stiv og stram ved Kupédøren og venter. Det elektriske Lys glimter i hans langskødede Figurfrakkes Vaabenknapper.

Hendes Naade kommer. Barhovedet hjælper Frants hende op i Vagonen og overrækker hende Billet og Portemonnæ. - Han er bleg, mørkhaaret, tætklippet og glatraget; og en snorlige Haarskilning kløver hans Kranie fra Pande til første Halshvirvel. -

Naar han har lukket Kupédøren, sætter han Hatten paa, træder baglæns tre Skridt ud paa Perronen og bliver staaende dér ret op og ned med Blikket naglet til det aabne Kupévindue. - Han staar lige under en Buelampe, og de forbipasserende Anden- og Tredjeklasses-Mennesker viger betaget til Side og betragter ham med devote Øjne; men ikke en Muskel rører sig i hans Ansigt. -

- Frants! 222 Med en vidunderlig Bevægelse af Krop og Ben staar Frants atter tæt uden for Kupeen. Han holder Hatten paa skraa et Par Tommer ud fra Hovedet; hans Øjne er ømme af Beredvillighed, og om hans Kæber ligger et smeltende Vanille-Smil. Han ligefrem glinser af Tjenesteiver:

- Deres Naade ... ?

- De kan godt gaa, Frants!

Frants bukker og trækker sig tilbage. Men først ni Skridt borte fra Vagonen bedækker han sin kløvede Isse med Cylinderen.

Hendes Naade har været paa Besøg i Hovedstaden hos sin Onkel Kammerherren og returnerer nu til Godset. - Det er Kammerherrens Vogn og Tjenerskab, der har bragt hende til Banegaarden. Hans Højvelbaarenhed kunde ikke selv ledsage hende begrundet paa en heftig Podagra. Og Kammerherreinden er desværre død.

Afgangssignalerne lyder. Toget sætter sig i Bevægelse. -

Hendes Naade lukker Vinduet og trækker Gardinerne for alle Ruder.

Desuden slaar hun ogsaa de to røde Skærme for Lampen i Loftet . . .

Trainet vugger og gynger hen over Banegaardsterrainets ujævne Spor og Sporskifter. - Et Tog larmer forbi. Sporvognsklokkerne kimer; og Gadelygterne ses matte bag Kupeens tætte Gardiner . . .

Man nærmer sig Frederiksberg. -

Det nytter ikke at nægte det; Hendes Naade er en Kende nervøs. Hun flytter sig uroligt paa Sædet; og af og til undslipper der hende et lidet vaandefuldt Suk ...

- -

Lokomotivet piber. Bremserne skurer hen over Skinnerne. Toget standser.

I samme Nu flytter Hendes Naade sig hen til den Side af Kupeen, der vender ud mod Stationen. Hun stikker en Arm ind bag det nedhængende Gardin og trykker sin behandskede Haand fladt mod Ruden . . .

Vagondøren aabnes hurtig, og Gardinet løftes . . .

- Din Billet, Emmy ...

- Her ...

Døren skydes til. - Der høres en kort, dæmpet Ordvekslen. - Døren aabnes paa ny; og en høj, distingveret og elegantklædt Mandsperson stiger hastig ind ... Der pibes til Afgang. Toget bruser videre. -

- Emmy ...!

- Holger ...

- Elskede ...!

- Sødeste ...!

- Du fik vel talt med Konduktøren?

- Jo, Du vidunderligste af alle Kvinder! Vi bliver ganske for os selv!

- Aa, Holger ... Holger ...!

- Sødeste ... Sødeste ...! At Du fandt paa dette!

- Ja ... var det ikke udmærket ...!

- Vidunderligt ...! Vidunderligt ...!

- Holger ...! Min Holger!

- Emmy ... min Dronning ... mit Liv!

HOLGER
(frigør sig og lukker for en Sikkerheds Skyld begge Kupédørene af).

Kys. Omarmning. Glødende Luer. Sindssvage Forsikringer. - Forglemmelse . . . 223 Og videre ruller Trainet. Forbi Huse, Kirker og Gaarde. - Majaftenens Maane smiler højt paa den støvgraa Himmel. En fugtig, grødefuld Em slaar op fra de spirende Marker og den brunstige Jord. I Haver og Skove ler Krokus og Anemoner; og Bøgen staar i Spring . . .

- Roskilde! Syv Minutters Ophold! ... Standser ikke før Køge!

EN VÆVER LILLE HERRE
(nærmer sig Hendes Naades gardinskærmede Tilflugtssted).
KONDUKTØREN
(springer frem foran ham).

Den Kupé er optaget, min Herre!

- Optaget ...?

- Ja-æ ... Der er en syg!

- Hum!

Og Herren forsvinder i en Nabo-Kupé . . .

Afgangssignal. Et brutalt Rusk gennem hele Vognrækken. Og Toget larmer af.

En indespærret Hund hyler pludselig op fra en af de bageste Vagoner. Det høres jammerfuldt ud i Mørket . . .

Men højt paa Himlen ler den glade Maane. Og Bøgen staar som sagt i Spring . . .

- Køge! Fem Minutters Ophold! Standser ikke før Næstved!

Den kriminelle Kupédør aabnes.

HOLGER
(lister ud).

Emmy ...! Dejlige ...!

En lille, hvid, juvelsmykket Haand stikkes frem bag Gardinet:

-- Au revoir ... au revoir ...! (lyder det klagende).

HOLGER
(bøjer sig lidt træt ned over Haanden).

Au revoir ma cherie ... mon idole ...!

Saa pibes der, ruskes og køres atter.

Og

HOLGER
(sjokker mat over i Ventesalen for at oppebie et Returtog).

Paa Næstved Station, hvor Naaden skal af, staar en anden liberiklædt "Frants" ved Navn Johan og venter . . .

Granvoksen, rødblond og majestætisk viser Hendes Naade sig bag Kupévinduet.

Med Hatten i en stump Vinkel ud fra Hovedet aabner Johan Døren og hjælper sit Herskab ned.

Og som en Stormvind knitrer Damen ind gennem Ventesalen ud i Karossen.

JOHAN
(efter med Rejsekaabe og Tæppe. Hatten af).

Deres Naade

...? Er der no'et, Deres Naade ønsk ...?

- Intet! - Kør!

Vogndøren slaas i. Johan springer op paa Bukken. Skimlerne pruster og danser. Og Vognen farer hoppende bort over Stenbroen.

I de bløde Silkehynder ligger Hendes Naade tilbagelænet med lukkede Øjne og drømmer forbudne Drømme . . .

Det er Foraar. Gøgen kukker. Nattergalen slaar. Der er Grøde i Luften . . .

224

ANDEN AFDELING

Gæsteværelse paa Grevskabet Tygesborg pr. Næstved. - Tidlig Morgen (*dolgoeO*: Klokken omkring 9). Første Pinsedag. Juni.

Gardinerne er trukket for den store, gammeldags Mahogniseng, der staar midt paa Gulvet ud fra Væggen. Der er "Himmel" over Sengen; og Gardinerne er af et tykt, foret, blaagraat Silkestof.

Ogsaa Vinduesgardinerne er trukket for. Men en enkelt, bølgende Solstribe kan dog slippe ind. Og da Værelset vender mod Haven, høres udenfor i Træerne en øredøvende Kvidren og Pludren af morgenfornøjede Graaspurve.

Men i Sovegemakket er der stille .... kun en spæd, men distinkt lille Dikken af et Lommeur, som rimeligvis ligger paa et eller andet Møbel med Marmorplade. -

Ved Sengens Hovedende staar en forgyldt Empire-Gueridon med en Kaffeopdækning paa en skinnende Messingbakke . . .

Der lyder lette, knirkende Trin i den tilstødende Salon.

En diskret Banken . . . Den ene Dørfløj aabnes lydløst; og

HENDES NAADE
(kommer ind. - Hun er i Formiddagsdragt: støvgraa "tailor made" Klædeskjole besat med askefarvede Snore. - Hendes pragtfulde, rødblonde Haar lyser i Solskæret, der strømmer ind gennem den halvtaabne Dør bag hende. - Hun smiler, da hun ser, at her endnu er Nat.)

Men Sara! (siger hun og gaar hen til Sengen.) Nej det er dog for galt! Sover Du endnu! (Og med en rask Bevægelse trækker hun Omhænget til Side.)

Dér ligger Sara under Silketæppet og slumrer!

HENDES NAADE
(lægger blødt en Haand paa hendes Skulder).

Sara dog!

SARA
(farer over Ende i Puderne).

Um Gottes willen ! Was wollen Sie hier wieder! (Ser, hvem det er.) Ach, ær det Daj, Emi ...!

HENDES NAADE
(ler).

Skammer Du Dig ikke - at ligge hér og ...

SARA
(gnider Øjne).

Naj ...! Pas de tout!

HENDES NAADE.

Naa, Kaffen har Du da drukket?

SARA
(vredt).

Ja! kommer icke den Jungfrau Bertelsen, den Tøsepige, midt am finstre Nacht ock tyller den i maj!

HENDES NAADE
(ler).

Vil Du ikke op?

SARA
(afgjort)

Naj!

HENDES NAADE.

Det er det dejligste Solskin!

SARA.

Den skidt Sol!

HENDES NAADE.

Og Du, som er kommen paa Landet for ...

SARA.

Ach, hvat bryyter jaj maj um jert skidt Land!

HENDES NAADE
(leende).

Du er virkelig en behagelig Gæst!

SARA.

Luk den Dør til Salonen, ock ta-ak Daj en Stol!

HENDES NAADE
(trækker Døren til).

Vil Du da ikke op?

SARA.

Naj! Jaj vil plutrre først lidt mææt Daj!

225
HENDES NAADE
(vil tage en Stol).

Der ligger jo Tøj paa dem allesammen ...

SARA.

Smiit det herrunterr!

HENDES NAADE
(lægger et Skørt og en Strømpe fra en Stol over paa en anden. Flytter den ledige Stol hen ved Sengen og sætter sig).

Sara er en mørk, lidt fyldig Skønhed op i Fyrrerne. Sort, glansfuld Haar; matgul Hudfarve, og store, tunge, næsten stenkuls-sorte Øjne. Maaske er der lidt Jødeblod i hende; den noget massive, krumme Næse kunde tyde derpaa. - Hendes Bevægelser er lade, men ikke uden Ynde. Hun ser ud til at have "Te¤ perament", naar det gælder. -

Hun er født i Tyskland (hendes Fader var Kgl. Hof-Paraplyfabrikant i Dresden) og har været gift dér. Senere forelskede hun sig i og ægtede en rig engelsk Lord. Men for nærværende er hun formælet med Ritmester ved de Næstved Dragoner, Baron Leopold v. Schack, der for ti Aar siden kom over hende ved et Badested.

Alle tre Ægtemænd lever. Og hun har to Sønner, faldet efter Tyskeren. -

SARA
(har lagt sig ned igen. Fikserer Hendes Naades Dragt og Skabning).

Immer ær Du nyytlich?

HENDES NAADE
(beskeden, smigret).

Synes Du ...?

SARA
(slaar sig med flad Haand paa sin Overarm, saa det klasker).

Ock jaj, der bli'r feetere ock feetere!

HENDES NAADE.

Du skulde bevæge Dig lidt mere ... ride, spille Lawn-tennis ...

SARA
(blæser).

Puhh! .. Himmel dock um jaj det giiter!

HENDES NAADE
(ler).

Og staa op Klokken syv og gaa Morgentur!

SARA.

Vil Du gøre maj døøt, dit skidt Emi?

HENDES NAADE
(hjerteligt).

Nej, nej! Jeg kan slet ikke undvære Dig! - Men hør dog, hvor Fuglene synger derude!

SARA.

Ach, di skidt Skriikhalse! (Rejser sig, tager Emmy fat om begge Kinder og ser hende opmærksomt ind i Øjnene.) Aber hva-at ær der mææt Daj, Emichen? Vogelgesang und Morgenpromenade! (Slipper.) Sie blüht wie ein Röschen! (Truer med en Finger.) Frühlingsbeschwerlichkeiten ... was?

HENDES NAADE
(har dybt rødmende bøjet Hovedet).
SARA
(klasker Hænderne sammen).

Aber hier sind ja keine Männer in Dänemark!

HENDES NAADE
(smiler underfundigt).
SARA
(ivrig).

Was? hast Du einen gefunden? Fortæl, fortæl, Emichen - Jaj beet straks Mærke po Daj i Gaar veet Tooket!

HENDES NAADE
(slaar Sagen hen).

Jeg er bare glad og rask, 226 kære Sara . . . (Griber hende pludselig haardt om Haandleddet.) . . . Jeg kunde synge, Du!

SARA
(som før).

Aber, Emichen, fortæl doch, fortæl! Hvat heeter han? Siik det, siik det, Emichen! - Ich bin ja aber nur ein altes, fettes Mütterchen!

HENDES NAADE
(klapper leende hendes Kind).

Du er sød, er Du !

SARA.

Aber men saa siik det doch, Menschen kind, for Guut in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig tæt ned over Sara og siger med Øjne, der tindrer af Fryd og Skalkagtighed).

Der er ingen, Du! Ingen! Ingen !

SARA
(stødt).

Schluuter ock Løgn, dit skidt Tøs!

HENDES NAADE
(ler højlydt).

Men Baronesse dog.

SARA
(rolig, inkvisitorisk).

Ær det Leopoldt?

HENDES NAADE.

Din Mand!?

SARA.

Mit Mand, ja ... Nummer tre!

HENDES NAADE
(leende).

Nej, nej, nej ...!

HENDES NAADE
(lægger hurtig sin Haand over hendes Mund).

Nej, Du er for gal!

SARA
(slaar hertdes Haand bort. Sætter en Finger mod hver af sine Tindinger).

Und wenn die grauen Haare kommen, dann gehen die Männer! - Ock so sitter man dær midt im Bette mææt sin Appetit!

HENDES NAADE
(leende).

Sara dog! - (Koket.) Du kan jo forelske Dig!

SARA
(tørt, arrig).

Jaj ær forelsket, Du Tøs!

HENDES NAADE.

Er Du?

SARA.

Foorfærtlich ! - I den Doktor Levinsen!

HENDES NAADE
(brister).

I Doktor ...

227
SARA
(sentimental).

Ach, han ær so dajlich feet. Ock jaj ær feet! - Aber so vil han natürlich ha' di mackre! ... Doktor, siiker jaj, giif maj Mackerpiller! Ock han skriifer Mackerpiller up, und jaj æter ... aber det nyytter icke!

Taarnuret slaar et dybt, rungende Slag.

HENDES NAADE
(rejser sig).

Halv ti! Nej, nu maa Du virkelig staa op!

SARA
(skutter sig).

Ach, Emi, jaj giiter icke! - La-at en Sengg flyytte herind, Du ...

HENDES NAADE.

En Seng ...?

SARA.

Ja ... och Du gik i den, ock vi kunde liikke hær ock plutre zusammen!

HENDES NAADE
(ler).
SARA
(komisk-fortvivlet).

Ach ja, Du grriiner ...! Ingen Mensker forstor maj!

Der har i de sidste fem Minutter hersket et livligt Røre udenfor i Haven; Stemmer; Fodtrin; dæmpet Latter og et enkelt Hundebjæf.

Nu affyres der pludselig to Geværskud hurtig efter hinanden; og et Kobbel Hunde sætter i med en rasende Gøen.

HENDES NAADE
(hen til Vinduet og trækker Gardinet fra).
SARA
(over Ende i Sengen).

Nun vergeht die Erde!

HENDES NAADE
(leende).

Det er min Mand og Børnene! (Aabner et Vindue og taler ud.) Men Tyge og Edmund dog, hvor kan det falde Jer ind!

EN DRENGESTEMME.

Tante Sara skal staa op!

EN YNGRE DRENGESTEMME.

Det var Papa sæl, der skød!

SARA
(fra Sengen. Ivrig).

Ta-ak Kammerpotten, Du, Emi!

HENDES NAADE
(taler ud).

Ja, nu staar Tante Sara straks op!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME.

Vi længes efter hende!

DEN YNGRE.

Hun skal komme ned og se vores Haver.

SARA
(rørt).

Ach, die süssen Kinder! (Skriger af alle Livsens Kræfter.) Nun kommer jaj augenblicklich. I smoo Zuckertoppe!

HENDES NAADE
(taler ud).

Nu kommer Tante Sara straks! - Gaa saa!

Stilhed i Haven.

HENDES NAADE
(bort Fra Vinduet).
SARA
(tilbage i Puderne).

Dra-ak for! Dra-ak for!

HENDES NAADE.

Jamen ... medens Du klæder Dig paa?

228
SARA.

Naj, naj! Dra-ak for!

HENDES NAADE
(lukker Vinduet og drager Gardinet for).
SARA
(sentimentalt).

Ach, die süssen Kinder! - Ær Posten kommet, Emi?

HENDES NAADE.

Ja.

SARA.

Intet Breef fra Drengene?

HENDES NAADE.

Nej ...

SARA
(sukker).

Ach naj ... Max und Heinrich gaar til Piiker nu; und dann vergessen sie ihr altes Mütterchen! - Vi skidt Tøse gør meeken Ska-ate, Emichen! (Slaar besluttet Tæppet til side.) Im Gottes Namen, so foor jaj staa up da! (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen, kommen Sie mal hier!

HENDES NAADE.

Hun er ikke derinde. - Nu skal jeg ringe ...

I samme Øjeblik Hendes Naade trækker i Klokkestrengen, høres en trampende Larm fra Gangen foran Salonen. Det er, som kom der en Hest gaaende.

SARA
(tørt).

Det var doch et famose Glocke!

HENDES NAADE
(hen til salondøren).

Ja, hvad mon de nu har fundet paa! (Aabner Døren og brister i Latter.) Men Børn dog, er I gale!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME
(halvkvalt af Latter).

Vi skal trække Tante Sara ud af Sengen, si'er Papa!

De tunge Trin kommer ind gennem Salonen. - Hendes Naade skynder sig at aabne Fløjdørene paa vid Gab: Og frem i Sollyset, som vælter ind ad Døraabningen, kommer en bitte-liden, tætklippet, gul Hest trofast stampende. Den har en vældig, opstaaende, hvidgul Manke og kort afstumpet Hale. - Paa dens Ryg sidder en seks-syv Aars Dreng; og en anden noget større Dreng leder den af Sted ved Tømmen. Begge Drengene er i hvide Flonelsdragter med bredskyggede, højrøde "Bøllehatte". -

Sollyset falder, som sagt, varmt og straalende ned over den hele Gruppe.

SARA
(i Sengen. Slaar Hænderne sammen).

Ach Du meine süsse Ewigkeit, was ist denn das für eine Karawane!

HENDES NAADE
(staar rank og smilende og ser fuld af moderlig Stolthed paa sine Drenge).
DEN ÆLDSTE DRENG
(lidt forlegen).

Vi skulde trække Tante Sara ud af Sengen ...

SARA.

Ær det igen din Papa, den Beest?

HENDES NAADE
(lidt stramt).

Ja, Brahe er saa spøgefuld!

DEN YNGSTE DRENG
(meget optaget).

Papa hjalp sæl Polly op a' Trappen!

SARA
(vinker ivrigt).

Komm mal hier! Komm hier, komm hier!

229
KARAVANEN
(stamper helt hen til Sengen).
JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Baggrunden af Salonen).
SARA
(griber fat i Tømmen og haler i den).

Komm, komm doch !

POLLY
(stikker Mulen hen imod hende).
SARA.

Ach, so keelen, so keelen! (Stryger og klapper.) Æter hun vielleicht Kiks, kleiner Schweinigel? (Tager en Kiks fra Bakken paa Gueridonen). Hier, hier ... mit Butter!

POLLY
(gumler Kiksen i sig).
SARA
(tager en Kiks til).

Noch eins ?

POLLY
(gumler).
SARA
(med Resten af Kiksene).

Hier, hier!

POLLY
(æder dem alle).
SARA
(snapper Flødekanden).

Und Sahne?

HENDES NAADE
(afværger det leende).

Nej, nej !

BØRNENE
(er henrykte).
SARA.

Aber Zucker?

DEN YNGSTE DRENG.

Ja, Polly holder meget af Sukker!

SARA
(stikker Sukkerskaalen hen for Næsen af Hesten).

Ææt, Barnlille!

POLLY
(tager kraftig for sig af Retterne).
DRENGENE
(jubler).

Men pludselig giver

POLLY

et Par mindre salonfähige Smaalyde fra sig.

SARA
(godmodig-sentimental).

Ach, das süsse kleine Tierchen ... prutt, prutt!

HENDES NAADE
(hurtig).

Ud med Jer, Børn! Af Sted med Jer!

DEN ÆLDSTE DRENG.

Staar Tante Sara saa op?

SARA.

Ja, ja!

DEN YNGSTE.

Du skal ned og se vores Haver!

SARA.

Jawohl, mit Ven! - Ach Emichen, la-at maj kyysse ham!

HENDES NAADE
(præsenterer Drengen til Kys og sætter ham tilbage paa Hesten igen).

Af Sted med Jer saa!

KARAVANEN
(trækker sig tilbage ind gennem Salonen. Pollys svindende Skridt lyder, som om En med en Hammer taktfast slog Søm i Gulvet fjernere og fjernere borte).
SARA
(peger efter Børnene. Sentimentalt).

Ach, Emichen, Emichen ... mein Max und mein Heinrich! - (Vinker.) Komm mal hier lidt!

230
HENDES NAADE
(kommer).
SARA
(griber hendes Haand. Fortroligt-indtrængende).

La-at den Kærlickheet go til Helvet, mit Tøs! Man fortryyter det ... altiit! Di skidt Mandfolk! - Jaj betalte glæ-ædefuld mine alle tre Männer at fo tilba-ake mit Max und mit Heinrich! Tro po det!

HENDES NAADE
(vender Ansigtet bort uden at svare).
SARA
(giver sig selv en paa Siden af Hovedet).

Na, hva-at bekyymmer det maj! - Ær Jungfrau Bertelsen ute?

HENDES NAADE
(behersket).

Ja, hun er ude i Salonen ...

SARA.

Programmet, Emichen?

HENDES NAADE
(smiler svagt).

Klokken elleve spiser vi Frokost ...

SARA
(nikker).

Ska-al nock giife Møøte!

HENDES NAADE.

Klokken halv et tager vi i Kirke ...

SARA.

Veltbekoomme for Jer! - Hvor gitter Du?

HENDES NAADE.

Man maa! - Tager Du ikke med?

SARA.

Naj, Barnlille!

HENDES NAADE.

Første Pinsedag!

SARA.

Hva-at bekyymmer jaj maj um den skidt Pintse!

HENDES NAADE.

Jamen ...

SARA
(slaar en Haand ned i Fjedermadrassen, saa den runger).

Jaj vil heller soofe hier!

HENDES NAADE
(ryster smilende paa Hovedet).

Og Klokken fem spiser vi til Middag.

SARA
(tørt).

So soofer jaj til Klokken fem! . . . (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Døren).
SARA.

Emi, komm en Augenblick!

HENDES NAADE
(nærmer sig tøvende).
SARA
(trækker hende ned med sig).

Du ær da icke vreet?

HENDES NAADE
(smilende).

Nej, nej!

SARA
(hurtigt).

Ær det Holger Bille?

HENDES NAADE
(overrumplet, purpurrød, stum).
SARA
(nikker afgjort).

Det ær Holger Bille!

HENDES NAADE
(retter sig forvirret).

Saa ... saa ... saa venter vi Dig til Frokost?

SARA.

Jawohl!

HENDES NAADE
(ud gennem Salonen).
231
SARA.

Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(frem).

Fru Baronesse ...?

SARA.

Findd maj up mine Strümpfer ock mine Permissioner!

TREDJE AFDELING

I Præstegaarden. Efter Gudstjenesten. -

Havestue. Stort, lavloftet Værelse. Aabne Glasdøre. Hvide nystrøgne Gardiner. Lyst Tapet. Fotografier og Stereotypier i ovale Rammer. Hæklede "Stykker" over Sofa, Borde og Stole. Et taffelformet Piano. Vaser med Bøgegrene og Pinseliljer.

Sol ind gennem alle Ruder. Hvidskuret Gulv. En sovende Kattekilling mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen. -

Pastoren, Pastorinden, Hendes Naade og Hendes Naades Gemal, Grev Brahe, kommer ind fra Entreen.

PASTOREN
(en lille, mavefør, bredskuldret Mand med langt, snehvidt Haar, milde, blaa Øjne og et fedt, glatraget Drengeansigt. - Han er i Ornat).
PASTORINDEN
(er paa en Maade ogsaa i Ornat. Hun har nemlig sin sorte, uldne Helligdagskjole paa og den brede, hvide Kniplingskrave. - Hun er langt yngre end sin Husbond. Oprindelig hørte hun til Forstærkningen, idet hun kun var Husholderske i Præstegaarden. Men da Vorherre saa en skønne Dag tog Pastorinde Nr. l, tog Pastoren Husholdersken. - Hun er bleg, mager og energisk. Har hvasse Øjne og elleve Børn. Det vil sige: de seks er jo rigtignok bragt til Verden af hendes hedengangne Embedssøster.)
HENDES NAADE
(er i sin graa Formiddagsdragt med tilsvarende paradisfugleprydet Hat og Silke-Solskærm.)

Og

HANS NAADE
(Greven, en garderhøj Mand med et vældigt og ildrødt Overskæg, er i lys Sommerdress med gule Støvler. -)Man kommer altsaa ind fra Entreen.
PASTORINDEN

gør sig Umage for at tale "dannet"). Værsaagod at ta-ge Plads, Deres Naade ...

HENDES NAADE.

Tak ...

PASTORINDEN
(skubber Bordet lidt bort).

Nej, i Sofaen da, Deres Naade!

HENDES NAADE.

Tak .... (Sætter sig i Sofaen).

PASTOREN.

Vil Greven ikke sidde?

HANS NAADE.

Tak, Tak, Hansen! Jeg vil rette Benene iidt ... hæ, næ!

PASTOREN
(godmodig-spøgefuldt).

Greven har siddet tilstrækkeligt ... derovre, hæ, hæ?

HANS NAADE.

Ja-ha, hæ, hæ!

PASTORINDEN
(kort).

Gaa ind og skift, Far!

232
PASTOREN.

Ja, jo ... nu gaar jeg! (Forsvinder gennem en Tapetdør.)

PASTORINDEN
(paa en Stol. Forstilt ligegyldig).

Der er nok Besøj oppe paa Gaarden?

HENDES NAADE
(rolig).

Ja; Ritmesterinde Schack. Hun kom i Gaar.

PASTORINDEN
(bittert smilende).

Baronessen følte ikke Trang til at høre et Guds Ord paa en højhælig Dag?

HENDES NAADE
(stadig rolig).

Hun bad mig hilse ...

PASTORINDEN
(stramt).

Tak!

HENDES NAADE.

Hun befandt sig desværre ikke rigtig vel. - Hun er ellers en stor Beundrer af Deres Mand!

PASTORINDEN
(smigret; men med Værdighed).

Ja; Far er skam og-saa en rigtig god Taler!

HANS NAADE
(der har staaet med Ryggen til og set ud i Haven, vender sig og sender sin Hustru et polisk Øjekast. Som Hendes Naade selvfølgelig ikke entrerer paa).
PASTOREN
(i Skødefrakke. Ind fra Tapetdøren. Toer velbehageligt Hænderne).

Saa, nu er man civil, hæ, hæ!

HANS NAADE
(ekkoer).

Hæ, hæ!

PASTOREN.

Skal vi ikke ha' et lille Glas Vin, Mor?

PASTORINDEN
(rejser sig. Stramt).

Jeg kunde da ikke la' di fremmede være alene, Mathias!

PASTOREN
(klapper hende. Godlidende).

Nej vel saa, vel saa ! Du er en Kone med mores!

PASTORINDEN
(lige stram. Til Gæsterne).

Di undskylder?

HENDES NAADE
(bøjer samtykkende Hovedet).
PASTORINDEN
(ud).
PASTOREN
(kendelig oplivet).

Herligt Pinsevejr, Deres Naade! (Galam.) Blomstrer ogsaa som en liden Rose!

HANS NAADE
(med et forelsket Blik til Gemalinden).

Ja, hva', Pastor? Hun bli'er smukkere og smukkere!

PASTOREN
(med lysende, kvindekære Øjne).

Skønnere og skønnere!

HENDES NAADE
(koket).

Ja, vi to holder os, Hr. Pastor!

PASTOREN
(smigret).

Hæ, hæ! (Tager en Pinselilje fra en Vase og rækker hende.) TØr jeg . . . ?

HENDES NAADE
(modtager Blomsten og sætter den ved sin Barm).

Tak ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Pastoren er Kavaler!

233
HENDES NAADE
(nikker smilende til Præsten).

Fuldendt Kavaler, ja!

PASTOREN
(med et Buk).

Man hylder de høje Guder!

PASTORINDEN
(ind, fulgt af en Pige med Vin og Kager).
PIGEN
(sætter Opdækningen paa Bordet og gaar).
PASTORINDEN
(skænker og byder).
PASTOREN
(hilser med Glasset).

Tak for Besøget! - Og glædelig Fest!

(Der nikkes og drikkes).

PASTORINDEN
(har medtaget en Barnestrømpe, paa hvilken hun giver sig til at strikke, saa Staalpindene knitrer).
HENDES NAADE
(nyder en Kage).

Superb! Dem har De naturligvis selv bagt? - Smag dog en af Pastorindens Kager, Theodor!

HANS NAADE
(der ikke kan fordrage Kager, tager en).

Udmærket! Udmærket!

PASTOREN
(der elsker Kager).

Ja, Mor kan skam!

PASTORINDEN.

Vil Deres Naade ha' Opskriften?

HENDES NAADE
(henrykt).

Tak! ja forfærdelig gerne !

Pause.

HENDES NAADE.

Det var ikke Deres gamle, nydelige Stuepige, Fru Hansen? Er hun rejst?

PASTORINDEN
(Strikkepindene slaar Ild).

Ja!

HENDES NAADE.

Jeg synes, De var saa tilfreds med hende?

PASTORINDEN
(med haarde Læber).

Hun var ikke den, hun gav sig ud for!

PASTOREN
(smiler).
PASTORINDEN
(advarende).

Mathias!

PASTOREN
(ler godmodigt).

Ja, Mor, Du er nu altfor striks i det Kapitel! (Smilende til Hendes Naade). Hun ha'de været for gode Venner med Kusken ...

PASTORINDEN
(lynende).

Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ!

PASTORINDEN
(lidt mildere, da det er en Greve).

Ja, Mænd Ser jo anjerlejens paa den Slags Sager ...

HANS NAADE
(smilende).

Naa ja, kære Fru Pastorinde ...

PASTORINDEN
(afbrydende. Med én Strikkepind).

Aldeles ikke, Hr. Greve, aldeles ikke! - Og særlig her da, hvor der 234 er saa mange oskyldige Børn! Holder Di ikke med mig, Deres Naade?

HENDES NAADE
(med Højhed).

Naturligvis! Man bør ikke taale den Slags ... løse Forhold i et Hjem!

PASTORINDEN
(mod sin Mand).

Hva' sa'e jeg!

PASTOREN
(godlidende).

Herregud, den stakkels Pige, hun ...

PASTORINDEN
(med to Strikkepinde).

Du, tier, Mathias! - Det er vos Damers Pligt, at holde Luften ren i Hjemmene !

HENDES NAADE.

De sagde jo selv noget lignende i Deres Tale ovre i Kirken, Pastor Hansen!

PASTOREN
(løfter smilende paa Skulderen).

Et er Teori, Deres Naade, et andet Praksis! Man bør i de enkelte, konkrete Tilfælde tage alle Forhold med i Betragtning, hvis ...

PASTORINDEN
(med hele Strikketøjet).

Du er ikke nidkær, Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! jeg holder med Dem, Pastor! Man maa ikke være ...

HENDES NAADE
(kører lidt febrilsk hen over hans Ord).

Hvor er Børnene, Fru Hansen? Vi har slet ikke set noget til dem i Dag? Jeg har en Hilsen at bringe dem fra Tyge og Edmund.

PASTOREN
(godmodig-spøgefuld til Hans Naade).

Gud naade Kvinderne, Greve, naar vore Hustruer engang faar Stemmeret!

HANS NAADE
(leende).

Ja-ha, ha! det har De sgu Ret i, Pastor! Frænde er Frænde værst!

FJERDE AFDELING

25nde August. Hans Naades syvogfyrretyveaarige Fødselsdag. -

Klokken er otte. Dineen er endt. Kaffen serveres i Havesalen og de tilstødende Gemakker. - Tændte Lamper, Lampetter og Lysekroner. Hvidlakerede Rokokomøbler. Forfædre paa Væggene.

Johan og to Næstvedske Hotelkelnere byder rundt i Kjole og Hvidt.

Meget gammelt Sølvtøj paa Bakkerne.

Megen gammel Adel i Stolene. -

Latter. Højrøstet Tale. Knirken af Laksko. Brusen af Silkeslæb. - Ordener, Dekorationer, Nøgne Skuldre. Hvide Arme. Guld og Diamanter. 235 Fløjdørene ud til Terrassen staar aabne. Det er lunt og stille Vejr med Fuldmaane.

Børnene er i Seng.

SARA
(staar i dybt nedskaaren, vinrød Fløjelskjole midt under Havesalens store Prismekrone og ser pragtfuld ud. - Hun er omringet af en halv Snes leende, talende og kurtiserende Herrer. Deriblandt ogsaa Premierlieutnant ved Husarerne, Holger Bille).

Lige fra i Formiddags, da denne Adelsmand tilligemed en Del andre Gæster ankom med Toget fra Hovedstaden, har Baronessen vogtet paa ham og "Emi" med agtpaagivende Øjne. Men hun har intet opdaget; absolut intet! Parret behandler hinanden paa den frieste og naturligste Maade. Ikke Spor af sygelige Symptomer.

Hvad der jo paa en Maade er ærgerligt!

Man staar nu altsaa der midt i Salen og diskuterer . . . Problemet "Kærlighed", naturligvis! - Latter, Haandklap og høje Ord klinger ud i Rummet. Og de ældre Naader langs Væggene er lidt efter lidt blevet stivere og stivere af Holdning og hvassere og hvassere af Øjne. Indtil omsider

KAMMERHERREINDEN V. HINTEN

fuldladet bøjer sig ned mod

VALLØSTIFTSDAME, FRØKEN v. KLINGBEUTEL og siger, idet hun med Viften peger hen mod Gruppen under Kronen) :

- Man mærker jo, at den kære Ritmesterinde in-de er af Familie, min Go'e!

-- Ja -- det -- mærker -- man ! siger Vallødamen. Og hendes Ord høres som lutter smaa indignerede Eksplosioner).

KAMMERHERREINDEN.

Hva' ser Emmy i hende!

VALLØDAMEN.

Ja - Kammerherreinden - maa - nok - spø're!

De naadige taler noget højt; thi de er begge tunghøre.

Men Gruppen under Kronen morer sig videre . . .

I det tilstødende Gemak ("det gule") staar

HENDES NAADE
(laksefarvet Atlask med Guld-Agramaner. - Frisure à la Maintenon)

og taler med)

LEHNSGREVEN
(Elefantridder. Ældgammel og skindmager).

Nænæ - nænæ, bedste Fru Grevinde, (siger han) hendes Moder var sandfærdig en født Behrenskjold, om jeg maa be'!

HENDES NAADE
(tvivlende).

Ja husker nu Lehnsgreven ogsaa rigtig?

LEHNSGREVEN.

Om jeg husker! hun var jo en Kusine til Marianne Waltersdorff, der døde i Nizza!

Der gaar pludselig et Lys op for

HENDES NAADE.

Ja! hende der var forlovet med Friherre Sjøhjelm!

LEHNSGREVEN
(henrykt over Tilslutningen).

Jaja - jaja, kære unge Dame! Sér De, sér De! ... Og hendes Broder igen var'et, der i over fem Aar levede sammen med en Balletteuse 236 fra den store Opera, husker De nok! Han var ved Legationen, véd De, men saa blev Skandalen jo ...

SARA
(der har nærmet sig Fra Havesalen).

Hva-at snakker man hier um? - Immer Kærliikheet! Immer, immer! - Puhh! ... (Til Hendes Naade.) Barnpiiken søøker Daj, Emi. Du skal up och beete Fa-ater-Voer mit Børnene, siiker hun! di kan icke soofe ellers!

LEHNSGREVEN
(nikker bifaldende).
HENDES NAADE.

Lehnsgreven undskylder ...?

LEHNSGREVEN
(bukkende).

Bevares, bevares! Den Slags Pligter maa ikke forsømmes! ... Først Gud!

SARA.

...und so Koongen und Feetelandet!

HENDES NAADE
(vredt).

Sara!

SARA
(med et determineret Nik).

Aber det siiker man denn doch in Næstveet!

HENDES NAADE
(bon).
LEHNSGREVEN
(ser efter hende).
SARA
(puffer til ham).

Beha-aker det vielleicht icke Hr. Greefen at snakke mææt maj?

LEHNSGREVEN
(bukker stift. Han hader alt, hvad der er tysk. Siden 64 tager han til Paris over England).

Bevares, min naadige, det vil altid være mig en Ære at underholde en saa smuk Dame!

SARA
(stikker en Arm ind under hans).

La-at os denn ta-ake Platz, Herr Lehnsgreefe! Man bliifer so beschweeret veet at sto. Jaj ær feet; ock Di ær gammel!

LEHNSGREVEN
(stiver Knogierne op).

Aa for min Skyld, min naadige ...

SARA
(slæber mir nichts dir nichts af med ham).

Fra "Musikstuen" lyder Flygeltoner.

Man har formaaet en yngre Komtesse (i Hvidt) til at producere sig.

Hun præluderer ... Al Samtale tier . . . Der falder Stilhed over Forsamlingen . . .

KAMMERHERREINDE v. HINTEN
(himmelhøjt til)

VALLØDAME v. KLINGBEUTEL.

Er'et ikke den lille Polly Moltcke, min Goe, der skal synge?

Og

237
STIFTSDAMEN
(svarer ligesaa dæmpet).

Jo-o -- det -- Skal -- hun - jo - altid !

Hvornæst

KOMTESSEN
(sætter i med et Skrig, som blev hun forfulgt af fem Lansenerer):

Si vous n'avez rien à me dire,
Pourquoi venir aupres de moi ... ?

- -

- Holger ...!

- Emmy ...!

- Alle de fremmede her er!

- Dejlige, dejlige ...! Jeg ser jo kun Dig!

- Har Du lagt Mærke til Sara, hvor hun passer paa os!

- Ja, ja! ... Men hun ser intet, Du!

- Nej, hun ser intet! - Ingen ser noget! Ingen véd noget!

- Du er saa klog, Emmy! Og saa god!

- Holger ... jeg elsker Dig!

-- Emmy, Emmy! min . . . (søger ny Udtryk for sin flammende Elskov. Men finder kun de gamle). . . . min Dronning! -- mit Liv!

HENDES NAADE
(stakaandet).

Slip mig! ... Der kommer nogen!

HOLGER
(vil flygte ind gennem Havesalen).
HENDES NAADE.

Nej! nej! ... Ikke der! ... Ned ad Trappen!

HOLGER
(flyr ad Trappen ...).

Dette foregaar ude paa Terrassen.

Fuldmaanen sejler sølvblank af Sted højt over Parkens hundredaarige Træer. - Paa den buksbomhegnede Plæne foran Slottet staar, midt i et Rosenbed, en skinnende Marmorgruppe, en Mand og en Kvinde: Adam og Eva. Det er efter Syndefaldet og begge bærer de Figenblade . . .

Hvilket imidlertid turde være for sent.

Hans Naades "Kontor".

Egetræs-Møbler. - Hjortegevirer, Vaaben og Stamtræer paa Væggene. - Under Loftet en gammel, forgyldt Messing-Kirkelysekrone.

Tæt Cigarrøg.

Ved et Spillebord sidder Hans Naade og spiller L'hombre med Hofjægermester v, Bardenheim, gamle Grev Rosenvinge og Saras Mand, Ritmester, Baron Leopold v. Schack.

Rundt i Lænestole og Sofaer tobaksrygende Herrer.

Der er en Pause i Spillet, og man diskuterer Heste og Fruentimmer. -

HOLGER BILLE
(træder ind fra Døren til Vestibulen).
BARON v. SCHACK.

Naa, Bille, hva' Fanden har De 238 taget Dem for saa længe. Har De set paa Kammerjomfruer?

Latter af samtlige Embedsmænd.

v. SCHACK.

Vi snakker netop om Deres "Lucie". Vil De a' med hende?

HOLGER
(fuldstændig i Ligevægt efter Affæren paa Terrassen).

Det har jeg ikke tænkt paa, Hr. Ritmester!

HANS NAADE.

Schack sidder her og siger, at hun fransker paa højre Forben, Bille, hæ, hæ!

HOLGER
(stødt).

Fransker!? Ikke saa meget som bag paa min Haand!

v. SCHACK
(skeptisk).

Naa-aa ...

HOLGER
(hidsig).

De kender hende jo slet ikke, Hr. Ritmester !

V. SCHACK
(drillende).

Hum . . .

EN HERRE FRA SOFAEN.

Kom ikke til Bille med det, Baron. Er der noget han er inde i, saa er det sgu Hoppeben!

Brølende Latterkor.

HERREN FRA SOFAEN.

Baade "franske" og ikke "franske" !

HOFJÆGERMESTER V. BARDENHEIM
(som endnu er Enkemand. Drømmende).

Ja i København er der voldsom mange Slags Ben ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Du har nogle Fotografier, Bille ... (ud i Stuen.) Han har nogle Fotografier . . . (slaar Knald med Tungen.) klak ! !

GAMLE GREV ROSENVINGE
(ivrig).

Har han dem paa sig??

Fornyet Latterkor. Man hører særlig Ritmester von Schack.

Hendes Naade, Sara og flere andre Damer ind fra Salonerne.

Herrerne rejser sig hastigt, bukker og staar ret.

SARA
(standser i Døraabningen. Ser ud over Forsamlingen).

Der snakkes nock sjofle Sa-aker hier?

GREV ROSENVINGE
(forlegent stammende).

Men ... æ ... men, kære Fru Baronesse ...

SARA
(afgjort).

Ach, jaj kender doch vel mit Leopoldts Griin!

HENDES NAADE
(hos hvem der ejheller spores den mindste Terrasse-Bevægelse. - Hurtigt).

Vil Herrerne danse? Ungdommen vil danse ...

239
V. BARDENHEIM
(synker uvilkaarligt om i Stolen).

Gu' Fader bevares!

SARA.

Engager bare, Emichen! Brryyt Daj icke um Vrøvl!

HENDES NAADE
(gaar smilende og utvungent hen og inklinerer for Holger.)

Hr. Premierlieutnant ...?

HOLGER
(studser, trods sin "Verden", lidt over hendes Dristighed).

Deres Naade ...

HENDES NAADE
(leende).

De vilde helst blive ved Cigaren?

HOLGER
(atter Ka'l. Byder hende Armen).

Paa ingen Maade! Er mig en Ære!

SARA
(nejer for Hofjægermester v. Bardenheim).

Vi to feete, si'l vous plait?

V. BARDENHEIM
(peger forfærdet paa Kortene).

Jeg spiller, Dame!

SARA.

Jaha! Aber nu dantser vi først!! (Haler ham op af Stolen. - Raaber derpaa til de andre Damer:) Po dem, Barnlille! Ta-ak mit Leopoldt! Skall di sitte her ock spille up vore Noolepeenger!

DAMERNE
(strømmer leende til og engagerer).
HENDES NAADE
(gaar ivrigt konverserende bort med Holger Bille. De spøger og ler harmløst som tvende Konfirmander).

Samme Holger minder ikke saa lidt om Tjener Frants i første Afdeling. Ganske vist er han elegantere og mere utvungen i sin Optræden; men han, hører dog til samme Hjerteknuser- og Overkelner-Type: høj, bleg, velskabt, med tætklippet, salvet og lige kløvet Kranie. Men naturligvis bærer han, qua Kriger, Overskæg.

SARA
(kigger opmærksomt efter Naaden og Lieutnanten. Ryster paa Hovedet, da hun ser deres tvangfri Adfærd).

Naj, der ær vist ganske icke nooket der pustler!

V. BARDENHEIM
(bøjer sig ned mod hende).

Hva'.

SARA.

Ock, jaj taler blot i Søøfne, Herr Hofjægermester!

V. BARDENHEIM
(flad).

Hø .... (Begge ud.)

DE ANDRE
(følger Par om Par efter).

Der lyder Horn- og Violintoner fra Riddersalen.

240

FEMTE AEDELING

Kalaset er endt; de fremmede er kørt hjem, og Kerterne er slukkede.

Kun i Kontoret er der Lys. Og her sidder Hans Naade sammen med Holger Bille og et Par andre københavnske Venner og skyller efter med Sodavand og Whisky.

Vi lader dem sidde.

Hendes Naade ledsager Sara til hendes Værelser ovre i Kavalerfløjen.

Foran Damerne gaar Jomfru Bertelsen med en tændt Lampe. Hun er komplet Idiot af Søvnighed.

De træder ind i Salonen foran Soveværelset.

SARA.

Sitt Lampen, Jungfrau, ock gaa ind ock gør i Stand!

JOMFRU BERTELSEN
(glor tungt paa sit Herskab uden at fatte).
SARA
(hen til hende og ryster hende, saa Lampekuplen klirrer. Siger derpaa højt og langsomt som til en døv).

Sitt Lampen po Borrdet, Jungfrau Bertelsen; ock go denn ind ock putzel maj Veerelset!

JOMFRU BERTELSEN
(smiler fjollet, sætter Lampen fra sig og gaar avtomatisk som en Søvngænger ind i Sovegemakket).
SARA
(maler sig rundt med en Finger paa Panden).

Sie ist ganz Brrruu!

HENDES NAADE
(indigneret).

Johan fandt hende ogsaa nede i Mellemstuen! Hun laa og sov paa Sofaen!

SARA
(medfølende).

Det Skrook!

HENDES NAADE
(som før).

Aa-r! Hele Aftenen har hun været munter nok ovre i Tjenerværelset med de fremmede Kuske?

SARA
(liberal).

Ach ja! was soll man dazu sagen!

HENDES NAADE.

Du behandler hende altfor lempeligt. Den Slags Væsener skal man ikke tage paa med Fløjlshandsker !

SARA.

Vielleicht icke naj ... (Gaber.) Aber jaj har en so stoor Respect for Soofning!

HENDES NAADE
(ler).

Ja, det har Du nok! - Naa, god Nat, kære Sara! - Hvad Tid vil Du ha' din Kaffe serveret i Morgen?

SARA
(gaber igen og strækker sig).

Ach, Du . . . Glocken fjorten ! - Ock siik til dit Mand, at han kan voove po at gøre Alarm igen, den Asen!

HENDES NAADE
(leende).

Det skal jeg nok! - God Nat! (Vil gaa).

SARA
(skriger).

Naj, naj! Emi ...?

241
HENDES NAADE
(standser).

Ja ...

SARA.

Komm mal hier!

HENDES NAADE
(uvilling).

Nej, nu skal vi i Seng!

SARA
(lader som intet).

Det var en meeket behakelickt Selskap i Da-ak!

HENDES NAADE
(løst).

Ja, det gik jo rigtig nydeligt ... Og nu er det Gud ske Lov overstaaet!

SARA.

Di morede saj alle godt!

HENDES NAADE.

Tror Du ...

SARA.

Jaha! - Ock det lille Moltcke sangg nyytlick ... (Parodierende:) Si vous n'avez rrrien ...

HENDES NAADE
(smilende).

Sara!

SARA.

Jaha! - Ock den v. Bardenheim dantsede wie ein Omnibus!

HENDES NAADE
(ler mod Sky).

Du er storartet! - Men nu gaar jeg: God Nat!

SARA
(for at forhale Tiden).

Skall icke mit Tornerose derinde leetsake Daj mææt Lampen?

HENDES NAADE
(ved Døren).

Nej Tak! Jeg kender Vejen! (Aabner.)

SARA
(skriger).

Emi! Emi!

HENDES NAADE
(ler).

Nej, nu vil jeg gaa!

SARA
(tryglende).

Bare to smoo bitte Ord, Emichen ...?

HENDES NAADE.

Du véd vist ikke, hvad Klokken er?

SARA.

Det skidt Glocke! - Bare to ganske bitte smoo Ord ...?

HENDES NAADE
(nærmere).

Naa ...?

SARA
(skutter sig af Glæde).

Ta-ak Platz! Ta-ak Platz!

HENDES NAADE
(beslutter pludselig at komme Sara i Forkøbet. - Sætter sig smilende).

Jeg véd godt, hvad Du vil !

SARA.

Halløj ...!?

HENDES NAADE
(stadig rolig og smilende).

Men nu haaber jeg, at Du er kommen til Fornuft?

SARA
(nikker).

Ja! - (Lidt ærgerlig:) For alt, hva-at jaj i Da-ak har studeret ock studeret, so ær det dock alligevel icke Holger Bille!

HENDES NAADE
(overstadig).

Nej, min Høne!

SARA.

Siiker Du Høne ...!?

242
HENDES NAADE
(leende).

Ja! for klog Høne kan ogsaa gøre i Nælderne! (Rejser sig.) God Nat!

SARA
(snapper fat i hendes Kjole).

En ær der !

HENDES NAADE
(polisk).

Mon ...?

SARA.

Jaj kann se det po dine Øjne!

HENDES NAADE
(nikker).

Ja; der er ogsaa en! - Og skal jeg sige Dig hvem?

SARA
(med foldede Hænder).

Ach, ja, Emichen, for Gutt in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig mod hende).

Det er ... (Tøver.)

SARA
(stamper i Gulvet).

Jaj foor um et Augenblick Krampfe!

HENDES NAADE
(alvorlig).

Det er ... Hans Velskabthed, Hr. v. Bardenheim! (Rejser sig og flygter leende:) God Nat!

SARA
(skriger vildt).

Emi! Emi! (Men da Hendes Naade forbliver ubøn hørlig, napper hun en Buket Blomster op af en Vase paa Bordet og slynger den hen mod Døren:) Dit skidt Lümmel !

SJETTE AFDELING

København. Omkring December Termin. Aften mellem 8 og 9. -

En Droske kommer raslende i fuld Fart og standser op uden for Privatindgangen til en anden-tredje Klasses Kafé paa Østerbro.

HOLGER
(stiger ud. Siger derpaa til Kusken).

Hør, kunde De ikke gøre mig den Tjeneste at gaa ind i Kafeen og spørge efter Opvarter Johansen?

KUSKEN
(kravler ned).

Jovel, Herre!

HOLGER.

Og sig saa til ham, at den Herre, der har bestilt Nummer fire, holder derude!

KUSKEN.

Jovel, Herre! - Men vil Herren saa kaské ha'et lille godt Øje til Væddeløberen der? (Peger paa Hesten.)

HOLGER.

Det skal jeg nok!

KUSKEN
(ind i Kafeen).
EN DAMESTEMME
(inde fra Vognen. Nervøst).

Holger ... jeg tør næsten ikke ...

HOLGER
(ved Vogndøren. Leende).

Aa Snak, lille Ven! Hvad skulde Du være bange for?

STEMMEN.

Om nogen nu saa' os ...

243
HOLGER.

Her er ingen, der ser os herude!

KUSKEN
(fra Kafeen).

Nu kommer han ... Springeren!

HOLGER
(betaler og giver meget rigelige Drikkepenge).
KUSKEN.

Tak, Herre, tak! - Skulde det være en anden Gang ... Hauserplads, véd De nok, Vogn 214 ... Rasmussen !

OPVARTEREN
(i Kafeens private Indgangsdør. Bukkende, duvende og smiskende. - Han er en ualmindelig hæslig Eunuk-Type: blegfed, lasket og lurvet).

'aften, Hr. Premierlieutnant! Værs'artig ...!

HOLGER.

Der er vel ingen i Gangen, Johansen?

OPVARTEREN.

Ingen, Hr. Premierlieutnant! ... Naturligvis! (Hen mod Drosken:) Skal jeg hjælpe den lille Dame ud?

HOLGER
(skubber ham væk).

Nej !

OPVARTEREN
(ydmyg).

Omforladelse ... Omforladelse!

HOLGER
(ved Droskedøren).

Kom saa ...

DAMESTEMMEN
(forvirret og angest).

Jeg ... Aa, Holger, skal vi ikke køre igen ... ?

HOLGER
(mildt).

Men Barn dog ...

STEMMEN.

Jamen ... hvis nu nogen ...

HOLGER.

Jeg siger Dig jo: her er ingen!

STEMMEN.

Det er vist et meget tarveligt Sted ...

HOLGER
(løfter paa Skuldrene).
OPVARTEREN
(smiskende, væmmelig).

Jeg kan ikke svare for Passagen ret længe, Hr. Premierlieutnant ... hi, hi!

STEMMEN
(fra Vognen).

Og saa kender han Dig ...

HOLGER
(lidt utaalmodig).

Kom nu, Emmy ... (Griber fat om hendes Haand:) Kom nu, hører Du! Vi kan ikke staa her og ...

DAMEN
(stiger langsomt og tøvende ud. Hun er høj, elegant og tæt tilsløret).
OPVARTEREN
(slaar fortrolig-galant en Haand hen mod Gangdøren).

Denne Vej, lille Frøken ...!

HOLGER
(tager Damens Arm og skynder sig ind).
OPVARTEREN

(springer adræt foran dem og aabner en Dør, mærket Nr. 4, og hvorpaa der hænger en Plakat med et stort: Optaget.

DAMEN
(smutter ind).
HOLGER
(trækker hurtig Døren til efter hende. - Hvisker til Opvarteren).

Ingen andre herind end De, Johansen!

OPVARTEREN
(smiskende, fælt, lige til at slaa i Fjæset).

Forstaar sig ... hi, hi!

HOLGER.

Og hurtigt!

244
OPVARTEREN.

Javel! - (Fidélt:) Hr. Premierleutnanten erindrer nok, at der er Smæklaas indvendig paa Døren; og at jeg plejer at banke tre korte Slag (rækker en krum Finger med et kolossalt udviklet Midtersteled i Vejret) med denne Kno?

HOLGER
(gaar hurtig ind i Værelset uden at svare. - Smæklaasen glider stille for . . .)

Det er som sagt i Terminen. Herskabet fra Tygesborg er kommet til Hovedstaden for at gøre Juleindkøb. - Tyge og Edmund er med. - Familien bor hos Onkel Kammerherren; der er jo Plads nok.

Men i Aften er Hans Excellence til Spilleparti hos den engelske Gesandt.

Hendes Naade har derfor besluttet at besøge en Barndomsveninde i Ordrup.

Og

Hans Naade Greven er i Kasino med Drengene. - De ser "Snehvide".

Tæppe.

245

FRU MIMI
(1900)

246
247

AGERENDE

  • Mimi.
  • Valdemar.
  • Nicoline.
  • Marie.

FØRSTE AFDELING

En lille Villa paa en af Sidevejene ude ved Frederiksberg. Syv Værelser med gode Udenomsbekvemmeligheder og Have, samt Baderum.

Solrig Formiddag i September. -

Fru Mimi sidder ved Frokostbordet inde i den hyggelige Spisestue imod Syd. Solstraalerne spiller mellem de gulgrønne Blade paa Lindetræerne udenfor i Haven og leger ind gennem de blankpolerede Vinduer paa Bordets hvide Dug rundt mellem Opdækningens smagfulde Glas, Flasker, Fade og Tallerkener.

Møblementet er naturligvis af Egetræ: Et firkantet, aflangt Spisebord, tolv forfærdelig kedelige, stivryggede Stole, en Buffet med Opsats og et Anretterbord.

Paa Væggene hænger nogle Kobbersager og en Del gammelt Porcellæn, arrangeret i Trekanter.

Fru Mimi, der er en sød, lille, buttet Kone med lyst lokket Haar, friseret efter den yndefulde Gordon-Setter-Mode, sidder for Enden af Bordet. Hun er iført en lys, blaastribet, løstsiddende Morgendragt af et gennemsigtigt, silkeagtigt Stof og med brede Kniplinger om Hals og Ærmer. Samme Ærmer naar kun til Albuerne, og Armene er bløde, runde og mathvide, som gjorte af frisklavet Marcipan. Lige til at æde. -

Hun støtter Hovedet i Hænderne og spiller sig i Tindingerne med sine nydelige smaa Dukkefingre, saa at Diamantringene lyner. Hun er eneste og meget forkælede Barn af en rig Parvenufamilie i Flæsk og Petroleum; medens hendes Mand derimod tilhører en mindre velhavende, men gammel og særdeles anset Patricierslægt.

At disse to Væsener har fundet hinanden og er blevet gift med hinanden, staar for os som en Gaade. Men Ægteskaber sluttes, som bekendt, ogsaa i Himlen. -

MIMI (bider sig pludselig i Underlæben, banker med Spidsen af den ene lille lakskoprydede Fod i Gulvet og kalder:) Valdemar!

EN MANDSSTEMME
(nogle Værelser borte).

Ja, nu kommer jeg, lille Kat!

MIMI

kigger hen mod den portiereomhængte Dagligstuedør. Hun sidder endnu med Hovedet støttet i Hænderne; og man kan se paa hendes Ansigt, at hun ikke er rigtig paa det rene med sig selv, om hun skal smile huldsalig eller være muggen, naar Valdemar viser sig. Fingrene spiller ikke mere, og hun lytter efter hans Trin over Gulvtæppet derinde. Men hun hører ikke noget; for han kommer ikke. Saa griber hun paa én Gang Kniven, der ligger ved hendes Kuvert, og slaar med dens Skaft to, tre Gange haardt i Bordet). 248 Men Valdemar dog! (Og hun beslutter definitivt at være muggen).

Endelig rejser Valdemar sig fra Skrivebordet inde i sit Arbejdsværelse og kommer gennem "Salonen" ind i Spisestuen.

Han er en høj, mager, lysblond Mand op i Trediverne. Noget nærsynet, meget distrait og Doctor philosophiæ i Historie. Desuden arbejder han for Tiden paa en Afhandling, som bærer Titlen: Chlodevig I's Ungdom.

Han har været gift med Mimi i godt halvandet Aar og elsker hende ubeskriveligt; men glemmer undertiden baade det ene og det andet for Chlodevig. Hvad der jo er kedeligt. -

Han kommer altsaa nu ind i Spisestuen, hurtigt, nervøst; farer sig med Haanden gennem Haaret og misser med Øjnene mod Solen, der kaster stærke Reflekser fra Tallerkenerne, Fadene og den hvide Dug.

VALDEMAR.

Skal vi ikke rulle ned, Mimi?

MIMI
(haanligt).

Og tænde Lampen?

VALDEMAR
(uforstaaende).

Tænde Lampen ...? Næ-æ ... (Hen til Vinduet for at rulle Gardinet ned).

MIMI.

Vil Du virkelig lukke den dejlige Sol ude!

VALDEMAR
(standser. Undskyldende).

Ja, kære ... mine Øjne ...

MIMI.

Du kan jo tage dine blaa Briller paa.

VALDEMAR
(bort fra Vinduet. Smilende).

Ja, det kan jeg jo ogsaa! (Søger i sine Lommer.) Hvor mon jeg nu har lagt dem, Mimi?

MIMI
(tørt).

Rimeligvis paa Rundetaarn!

VALDEMAR
(naivt).

Tror Du? ... (Smilende:) Lad nu være med at gøre Nar, Kat! (Bort gennem Dagligstuen. Tilbage med Næseklemmer paa.) De laa inde paa mit Skrivebord. (Sætter sig og begynder at spise).

MIMI
(springer pludselig op fra sin Stol, løber hen og napper Brillerne af ham og kaster dem paa Gulvet. Sætter sig paa hans Skød og tager med en Haand fat i hvert af hans Øren, hvorved hun kommer til at rive en Blyant ned, som sad bag det højre).

Skal Du da ikke sige god Morgen til mig, Menneske!

VALDEMAR
(ulykkelig-forfjamsket).

Jamen, Kat, det har jeg jo sagt!

MIMI.

Ja, i Gaar! ... Din Tølper!

VALDEMAR
(flov).

Var det i Gaar ...?

MIMI
(rusker ham haardt i Ørene).

Gud i Himlen maa vide, hvordan jeg skal faa Dig vækket!

VALDEMAR
(uroligt).

Der kommer Marie, Kat?

MIMI
(hopper ned fra hans Skød og sparker samtidig til Blyanten, saa at den flyver op under Buffeten).

Jeg vilde ønske, at alle Blyanter og Penneskafter og Blækhuse og Papirer og Doktorer og Professorer laa i ... laa i Vesuv!

VALDEMAR
(manende).

Kat, Kat!

MIMI
(fortsættende).

... Alle sammen oven paa hinanden i en 249 stor Stabel med Petroleum paa ! (Sætter sig hen paa sin Plads og surmuler).

MARIE
(en gammel Tjenestepige, som Mimi har bragt med fra sit Hjem).

Vil Herskabet ha' sin Kaffe?

MIMI
(med Fruehøjhed: knejsende Nakke, Dobbelthage og sammensnerpet Mund).

Jeg skal ringe, har jeg sagt!

MARIE
(bort).
MIMI og VALDEMAR
(spiser).
VALDEMAR
(ser kærligt, men missende paa Grund af Sollyset hen mod sin Kone).

Jeg fik skrevet meget i Nat, kan Du tro.

MIMI
(kortfattet).

Naa!

VALDEMAR.

Jeg vækkede Dig vel ikke, lille Mimi, da jeg gik i Seng?

MIMI.

Jeg sov ikke!

VALDEMAR.

Herre Gud, saa kunde jeg jo godt ha' sagt god Nat til Dig!

MIMI.

Det bryder Du Dig vist ikke om!

VALDEMAR
(ser op fra sit Spejlæg).

Men Kat dog!

MIMI.

Du bryder Dig ikke en Døjt om mig!

VALDEMAR
(rejser sig og gaar hen til hende).
MIMI
(skyder ham fra sig).

Du holder meget mere af dine Penneskafter !

VALDEMAR
(stryger hende kærligt-ulykkeligt op og ned ad Ryggen).

Jeg maa da passe mine Sager ...

MIMI
(fintfølende).

Hvorfor det? Det behøver vi jo ikke! Du fik jo Penge nok med mig!

VALDEMAR
(stryger vedblivende).

Det morer mig jo; det interesserer mig, véd Du ...

MIMI.

Men, at jeg sidder her og sprækker af Kedsomhed, det bryder Du Dig ikke om!

VALDEMAR
(distrait).

Saa Du keder Dig saa forfærdelig, lille Kat?

MIMI
(som mærker hans Distraktion, rasende).

Tænk dog paa mig, Menneske, saa længe Du taler med mig i det mindste.

VALDEMAR
(vaagner).

Ja, ja ... undskyld! ... Hvad var det, Du sagde?

MIMI
(grædende).

Jeg kalder ikke dette her for at være gift! Jeg mærker jo aldrig, at jeg har nogen Mand! Hele Dagen render Du rundt paa de fjollede Bibliotheker! Og naar 250 Du kommer hjem, sidder Du og æder Blæk inde hos Dig selv! Du har knap Tid til at spise ...

VALDEMAR
(mildt protesterende).

Jo-o . . .

MIMI.

Og jeg, der holder saa meget af at ligge og sludre, naar jeg er kommen i Seng, jeg maa ligge og falde i Søvn ganske alene. Og det kan jeg ikke, fordi jeg ligger og tænker paa Dig.

VALDEMAR
(klapper hende).

Aa Herre Gud ...

MIMI.

Jeg kunde godt dø, uden at Du brød Dig om det. Og det er naturligvis det, Du vil ha', for saa kan Du købe Penneskafter for alle Pengene!

VALDEMAR
(bøjer sig smilende ned og kysser hende).

Fy, fy, saadan maa Katten ikke tale!

MIMI
(arrigt).

Se, om Du har lagt Mærke til min ny Kjole engang!

VALDEMAR
(ser paa Kjolen).

Ja, den er Skam fin! (Løfter hendes ene Arm op og kysser den.) Og hvor den klæder Dig!

MIMI
(lægger sig ind til ham).

Jeg elsker Dig, Valdemar, vanvittigt !

VALDEMAR
(klapper hendes Haar).

Lille, søde Kat . . .

MIMI.

Jeg vil sidde i din Vestelomme ... altid!

VALDEMAR
(naivt).

Jamen, det kan Du jo ikke.

MIMI
(sur-haanlig).

Nej, for dér har Du alle dine Blyanter! (Rejser sig.) Skal vi drikke Kaffe inde i Kabinettet i Dag?

VALDEMAR
(tøvende).

Ja-a ...

MIMI
(kælen).

Aa jo, hva'? Og ha' det lidt hyggeligt! (Ringer.)

MARIE
(ind).
MIMI.

Vil Du sætte Kaffetøjet paa den store Bakke og bringe det ind i Kabinettet!

MARIE.

Jo! (Ud.)

VALDEMAR
(tager sig op til Øjnene).

Jeg synes, jeg tog mine blaa Briller paa før, Mimi?

MIMI
(slaar Armene om ham og laver Trutmund til Kys).

Ja, men Du har lagt dem paa et Stykke Smørrebrød i Stedet for Spegepølse!

VALDEMAR
(kysser hende).

Dit lille Vrøvl!

MIMI
(stikker sin Arm ind under hans).

Kom Saa! Aa, hvor jeg glæder mig! (De gaar Arm i Arm ind gennem Døren til Dagligstuen.)

251

ANDEN AFDELING

Kabinettet. Et lille hyggeligt Rum med stort Blomstervindue fuldt af Planter og Blomster. Paa Væggene hænger Malerier og Staalstik. Og Møblerne, lave, magelige og bløde, er betrukne med grønt, presset Fløjl. Der er et bitte Dameskrivebord med Masser af Skuespillerfotografier. Og i et Hjørne paa en sort, poleret Søjle staar Faust og Margrete i Kalipasta og øm Omfavnelse.

Mimi og Valdemar sidder Side om Side paa en Chaiselongue. Foran dem paa en Ibentræs Stumtjener staar Bakken med Kaffetøjet.

VALDEMAR
(vipper nervøs og urolig i Sædet).

Nu maa jeg vist gaa, Kat.

MIMI.

Saa?

VALDEMAR.

Ja ind og gøre mig i Stand.

MIMI
(skønt hun godt véd Besked).

Det er jo ikke i Dag!

VALDEMAR
(usikker).

Er det ikke Torsdag?

MIMI.

Jo-o ...

VALDEMAR.

Saa er det i Dag.

MIMI
(mut).

Du var jo ogsaa med dem i Gaar.

VALDEMAR.

Ja, de bliver her til Lørdag.

MIMI.

Hvad skal de svenske Abekatte her?

VALDEMAR
(bebrejdende).

Kat, det er lærde Professorer fra Lund og Upsala!

MIMI.

Hvorfor skal Du rende rundt med dem?

VALDEMAR.

Jeg er jo Vært, véd Du. Vi har jo indbudt dem.

MIMI.

Hvor skal I hen i Dag?

VALDEMAR.

Til Frederiksborg med Toget Klokken to. Og saa til Middag i Tivoli Klokken syv.

MIMI
(efter en Pause; kælen).

Aa, tag mig med, hva'?

VALDEMAR.

Men, Kat, der kommer jo ikke Damer!

MIMI
(visnæset).

Hvad skal I da bestille?

VALDEMAR.

Vi skal bese Musæet og Kirken.

MIMI.

Er dér noget sjofelt?

VALDEMAR.

Men Mimi dog, hvor kan Du sige saadan noget?

MIMI
(tøset).

Uf ja, Du er nu saa fin! Du er af saadan fin Familie!

VALDEMAR
(næsten vred).

Men Kat!

MIMI
(springer op og stamper i Gulvet).

Uf, bare jeg aldrig var bleven gift!

VALDEMAR
(vil trække hende til sig).
252
MIMI
(skar efter ham).

Væk! Jeg hader Dig! Du skulde ha' giftet Dig med ... med ... Cantus Verdenshistorie!

VALDEMAR
(ubehjælpsom).

Men lille Kat dog ...

MIMI.

Væk! Rør mig ikke med dine væmmelige Blækfingre ! (Griber en Haandfuld Sukker af Sukkerskaalen og begynder at bombardere ham med Stykkerne.) Gaa! Gaa! Gaa bare din Vej!

VALDEMAR
(skærmer Ansigtet med Hænderne).

Men Mimi dog! Lad det være, siger jeg! Du kan jo let træffe mig i Øjnene!

MIMI
(kaster igen).

Ja, bare jeg kunde!

VALDEMAR
(vred).

Nu skal Du lade være! Og se Sukkeret her rundt paa Gulvtæppet! Hvad tror Du, Marie vil sige!

MIMI
(næsvist; men holder dog inde med Skydningen).

Det bryder jeg mig ikke om! Forleden gav jeg hende en Lussing!

VALDEMAR
(i højeste Forfærdelse).

Gamle Marie!?

MIMI.

Ja! Hvad er der ved det! Hun kunde jo lade være at irritere mig! (Slaar pludselig Hænderne for Ansigtet og hulker.) Men det er din Skyld! Det er Dig, som gør mig saa arrig! Jeg trænger til at blive kælet for! Og jeg vil gøres a'! Men der er ingen Mennesker, der bryder sig om mig!

VALDEMAR
(lægger sin Arm om. hende. Smilende).

Det véd Katten godt ikke er sandt! ... Vær nu god og rar!

MIMI
(vrisser).

Nej !

VALDEMAR
(tager Hænderne fra hendes Ansigt).

Saa, saa! Du er jo dog min bedste lille Skat!

MIMI
(muggen).

Ja ... næst efter Chlodevig!

VALDEMAR
(kysser hende).

Er Katten nu rar igen?

MIMI.

Maa jeg saa komme med?

VALDEMAR
(alvorlig).

Nu skal Mimi være fornuftig!

MIMI
(giver ham pludselig en smældende Ørefigen).

Der fik Du den!

VALDEMAR
(staar aldeles ude af Stand til at fremføre et Ord).
MIMI
(betuttet over, hvad hun har gjort, men uden at ville lade sig mærke med det).

Der fik Du den, si'er jeg!

VALDEMAR
(gaar truende et Skridt hen mod hende; men gør saa paa én Gang omkring og gaar gennem Dagligstuen ind i sit Arbejdsværelse og lukker Døren).
253

TREDJE AFDELING

En Timestid senere.

Fru Mimi sidder i Kabinettet og kannevanerer paa en Sofapude. Eller lader, som om hun kannevanerer, thi Arbejdet hviler hyppigt i hendes Skød, medens hun spændt sidder og lytter efter Valdemars Bevægelser inde i hans Arbejdsværelse. Længe har han været ganske stille derinde. Saa hører hun ham skyde Stolen tilbage og rejse sig; og hendes lille Duehjerte flyver hende op i hendes Hals! Men Manden kommer ikke. Han gaar bare et Par Gange frem og tilbage over Gulvet derinde. Derpaa forlader han sit Værelse og gaar ind i det fælles Sovekammer. Om han skulde klæde sig paa og gaa sin Vej uden at komme ind og sige Farvel til hende! . . . Hæ, ja saa kan han ha' det saa godt! Hun er ved Gud i Himlens højeste Rige ikke forlegen for at blive gode Venner med ham! Det manglede bare!

Hun smaanynner og slaar med Nakken og kannevanerer ivrigt i fem Minutter. Saa lægger hun Hovedet paa Siden og lytter igen.

Skulde han ikke kalde paa hende, for at hun kan binde hans Slips! ? -

Der gaar et Kvarter, saa hører hun ham komme ud i Entreen, og hun styrter sig paa ny i Kannevaset.

Nu er han henne ved Knagerækken! Nu aabner han Gangdøren! - Saa gaar han atter ind i Entreen. - Frem og tilbage gaar han, som om han var uvis. - Han kommer! Han kommer!

Hun lægger allerede Ansigtet i stramme Folder for at modtage ham med kvindelig Værdighed . . .

Bums! saa smækker Entrédøren i! - Han gaar! Han gik! Ved Gud i Himlen, han er gaaet!

MIMI
(farer op, ryster Sytøjet af sig og løber hen til Vinduet for at se efter ham. Men der er endnu for mange Blade paa Hækken ud mod Vejen, saa at man ikke kan se dem, der gaar forbi. - Saa farer hun ind i Salonen og hen til Døren ved Spisestuen og trykker paa den elektriske Knap bag Portieren).
MARIE
(ind).
MIMI.

Hvem var ... (Hidsig:) Hvorfor har Du ikke været her og hentet Kaffetøjet?

MARIE
(beskeden).

Fruen sa' jo, at Fruen vilde ringe.

MIMI.

Hum ... Tag det ud!

MARIE
(ind i Kabinettet).
MIMI
(efter).
MARIE.

Men Jøsses, sikken dog Sukkeret ligger og flyder rundt om paa Tæppet!

MIMI
(uden at blinke).

Ja, Herren tabte Sukkerskaalen.

MARIE
(i Færd med at samle Sukkeret op).

Ok ja, Herren har saa mange Ting i sit Ho'de.

MIMI
(tøvende).

Hvem var ... Hvem var det, der gik nu!

MARIE
(i højeste Forundring).

Det var da rigtig Herren! Véd Fruen ikke det?

MIMI
(hurtig).

Løb efter ham! Han ser vist frygtelig ud! Han har vist glemt baade det ene og det andet!

MARIE.

Har Fruen da ikke klædt ham paa?

MIMI.

Nej.

254
MARIE.

Ih, Du min Skaber, saa har han nok hverken Bukser eller Skjorte paa da? (Vil løbe ud.)

MIMI
(stamper pludselig resolut med sin ene søde, lille Dukkefod i Gulvet).

Du bliver her!

MARIE
(standser).

Jamen ...

MIMI.

Lad ham bare gaa!

MARIE.

Jamen, sæt ...

MIMI.

Lad ham bare gaa! Hvad kommer det mig ved!

MARIE.

Jamen, sæt nu, Selerne hænger nedenfor paa ham li'som forleden Dag?

MIMI
(staar midt paa Gulvet og ser forfærdelig energisk ud, omtrent som en Kontreadmiral paa et Øvelsestogt).

Lad dem bare hænge! ... Og Bukserne med! Og Skjorten ... og Uldtrøjen ... det hele! Det har han godt af! Jeg er lige glad!

MARIE
(nærmer sig bekymret).

Næmen go'e, lille Frue dog, hva' ...

MIMI
(kaster sig højt hulkende om Halsen paa hende).

Der er ikke . . . et eneste ... Menneske i hele, hele Verden ... der bryder sig om mig!

MARIE
(forskrækket, klapper hende).

Jøsses, Jøsses dow ! Jo dow ! Jo dow!

MIMI
(som før).

Ikke ... et eneste ... Menneske!

MARIE
(nær ved at græde med).

Det maa Fruen ikke si'e ...

MIMI.

Han er ... Han har ... (I Hyl:) Bare jeg aldrig var bleven gift!

MARIE
(forfærdet).

Han har da vel ikke slaaet Fruen?

MIMI
(lyvefähig som en Græker).

Jo ... jo ...

MARIE
(dybt forarget).

Fø-ii, Fø-ii !

MIMI
(svag).

Sæt mig hen paa Chaiselonguen ...

MARIE
(leder hende af Sted).

Det ha'de jeg dog ikke troet om Herren; han er jo da ellers saa god ...

MIMI
(hulker og stønner).
MARIE
(kærligt).

Saa, saa, lille go'e Frue, saa, saa! Tør nu sine Øjne! Fruen kan nok tro, at han fortryder det!

MIMI
(paa Chaiselonguen).

Du skal blive inde hos mig Marie ...

MARIE
(tøvende).

Jo-o ... Saa, saa!

MIMI.

Hele Dagen!

MARIE.

Jo, jo ...

MIMI
(tørrer sine Øjne).

Vil Du ikke ha' en Kop Kaffe!

255
MARIE
(tøvende).

Tak ...

MIMI
(ryster Kaffekanden).

Der er mere paa Kanden.

MARIE
(genert).

Tak, ja-a ...

MIMI
(slaar Armene om hendes Hals).

Og saa gaar han sin Vej uden at sige Farvel ...

MARIE
(kæler for hende).

Ja, ja ... Han er et Skarnsmenneske, er han! Saadan en sød og rar lille Frue! ... Saa, saa! Hva' skal jeg lave Fruen til Middag?

MIMI.

Ingenting! ... Jeg vil aldrig spise mere!

MARIE.

Aa jo vist saa da! ... Jeg har et Par smaa Duer.

MIMI.

Jeg tror ikke, jeg kan ...

MARIE

, Jo, jo ... Og hva' si'er saa Fruen om en lille Omelet med Svesker?

MIMI.

Jeg vil hellere ha' den med Morbær ...

MARIE.

Ja, saa ta'er vi den med Morbær, da! ... Og saa Suppe til Forret, med et lille Æg; det styrkner saa godt?

MIMI.

Tror Du ikke, Du kunde faa en Rødspætte.

MARIE.

Jo, jo! saa ta'er vi en Rødspætte!

MIMI.

Med Persille ...

MARIE.

Med Persille, ja! ... Har Fruen det nu ikke li'som lidt bedre!

MIMI
(overvældet).

Du er saa god Marie ...

MARIE
(naivt).

Ja-a ...

MIMI.

Og Du er da ikke vred mere, fordi jeg slog Dig forleden Dag?

MARIE.

Nej, nej - vist er jeg da ikke det, nej!

MIMI.

Jeg er saa ked af det ...

MARIE.

Det skal Fruen saamænd ikke være. En kan somme Tider ha' godt a' 'et!

MIMI.

Jeg er saa træt ...

MARIE
(omhyggelig).

Vil Fruen hvile lidt? ... Læg Fruen sig nu op paa Chaiselonguen. (Hjælper hende.) Saa nu skal jeg hente et Tæppe. (Kommer med et Tæppe og dækker Mimi til.) Ska' der en Pude til under Ho'det?

MIMI.

Ja Tak ...

MARIE
(bringer Puden).

Se her ja ... Saa sover vi lidt!

MIMI.

Og min Eaudecologneflaske ...

MARIE
(bringer den).

Den sætter vi nu her paa den stumme Tjener, ja ... Skal jeg rulle ned?

256
MIMI
(svag).

Ja ...

MARIE.

Nu gaar jeg først ud med Kaffetøjet, saa kommer jeg og ruller ned. (Samler Sagerne sammen og bærer dem ud. Kommer saa tilbage igen og ruller ned, lydløst og stille).

MIMI
(der ligger pakket ind lige til Næsetippen som i en Sovepose).

Jeg vilde gerne ha' mine Sko af, Marie ...

MARIE.

Jo, jo! (Tager hendes Sko af.) Jeg synes, de smaa Pampelanker er saa kolde? Skal jeg bringe Dunken? Der er varmt Vand.

MIMI
(syg).

Ja-a, Tak ...

MARIE
(gaar ud og kommer lidt efter tilbage med en Varmedunk, som hun anbringer under Tæppet ved Fruens Dukkeben).

Saa! Saa sover vi!

MIMI
(umanerlig syg).

Bare det ikke er noget slemt ...

MARIE.

Aa nej, aa nej! Det skal Fruen ikke tro!

MIMI
(døende).

Der skal da ristet Brød til Duerne ...

MARIE.

Jo, jo! Og Krestanjer ... Jeg skal nok gøre det fint! (Lister ud og trækker Portieren for.)

FJERDE AFDELING

Klokken er mellem tre og fire. Fru Mimi sover sødeligen paa sin Chaiselongue. Hun ser saa from og yndig ud, som hun ligger der i det dæmpede Lys: De lange Øjenhaar kaster en blød Skygge ned over de friske, runde Abrikoskinder; Munden staar en Kende aaben; men dog ikke mere end passende, saa at de hvide, fugtige Tænder smiler betagende frem bag de røde Læber. De søde, smaa, buttede Hænder ligger foldede oven paa Tæppet som til Bøn. Og Haaret danner en herlig, bleggylden Ramme om hendes engleblide Aasyn. - Hun ligner en slumrende Madonna, Stumpen; eller en hypnotiseret Sancta Cæcilia . . .

Saa ringer Entréklokken, og Madonnaen vaagner.

MARIE
(høres parlamentere ude i Forstuen. Og stikker et Øjeblik efter Hovedet ind mellem Portiererne).
MIMI
(sidder oprejst paa Chaiselonguen og gnider sine Øjne. Hun ligefrem maler rundt i dem med begge Hænder, saa fast har hun sovet).
MARIE
(hviskende).

Det er Fru Paludan! Kan Fruen taale hende? Jeg sa'e, at Fruen ikke var rigtig rask.

NICOLINE
(saaledes hedder Fru Paludan til Fornavn, skyder Marie til Side og stormer ind i Værelset).

God Dag, sødeste Mimi! Det er da ikke farligt?

MIMI
(slipper spillevende Fødderne ned af Chaiselonguen og løber hen og omfavner og kysser Veninden).

God Dag, god Dag, søde Nicoline! 257 Hvor det var yndigt! Næ, det var bare en Smule Hovedpine! Nu er det ovre! Jeg keder mig saadan! - Aa Marie, rul Gardinet op og gør lidt i Orden! men gi' mig først mine Sko paa!

MARIE
(hjælper Fruen Skoene paa; ruller dernæst op og forsvinder med Tæppet og Dunken).
MIMI
(til Nicoline).

Læg Tøjet, søde! - Du bli'er her da i Dag?

NICOLINE.

Tusind Tak søde, men jeg skal hjem til Middag! Jeg skulde netop et Ærinde ud paa Vesterbro, og saa vilde jeg dog se ind til Dig med det samme.

MIMI
(betaget).

Næ, hvor din Hat er storartet! Hvor har Du dog den fra?

NICOLINE
(kror sig en Dobbelthage til).

Fra Paris kære! - Alfred har forskrevet den, uden at jeg vidste af det.

MIMI
(gaar rundt om hende og betragter Hatten med et religiøst Udtryk i Ansigtet).

Samme Rædselshjelm er ogsaa vel værd at tage i Øjesyn: af Størrelse omtrent som et almindeligt Vognhjul og kunstnerisk prydet med henved fem og tredive sorte Strudshaler, den ene oven paa den anden, minder den paafaldende om den fortvivlede Røg fra en Tankdamper i Havsnød.

NICOLINE
(nikker henrykt, saa at Portierer og Skilderier bevæger sig i Lufttrykket).

Ja, Du, den er nydelig!

MIMI
(med foldede Hænder).

Ja, det kalder jeg en Mand! - Men læg nu Tøjet lidt, søde!

NICOLINE.

Ja, Tak, søde! Capen et Minut! Men Hatten beholder jeg ved Gud paa. Den er saa vanskelig at faa til at sidde, og nu sidder den netop saa dejligt! (Lægger Capen fra sig og tager Plads paa en Stol.)

Fru Paludan er en høj, smuk, slank og elegant Dame i mørk Spadseredragt med langskaftede Ruhandsker og en sammenrullet Silkeparaply, der ikke er tykkere end en god Spækkenaal.

MIMI.

Et Glas Sherry?

NICOLINE.

Tak, ja.

MIMI
(ringer).
MARIE
(ind).
MIMI.

Sherry og Makroner!

MARIE
(ud).
NICOLINE.

Nu skal Du høre: Jeg mødte din Mand ved Frihedsstøtten ...

MIMI
(stramt).

Naa?

NICOLINE.

Han saa' mig naturligvis ikke; men jeg standsede 258 ham. - (Indtrængende:) Sødeste Pige, Du maa ved Gud passe paa ham!

MIMI
(opskræmmet).

Hvad var der? Ha'de han ingen ...

NICOLINE.

Kære: han gik med en lys Handske paa den ene Haand og en mørk paa den anden!

MIMI
(lettet).

Naa-aa ...! Hvad sa'e han?

NICOLINE
(leende).

Ja han er jo stor, den gode Doktor! - Men bevares, ja det har jeg jo ogsaa! sa'e han og saa' saa sød ulykkelig ned paa sine Hænder. - Han havde travlt?

MIMI.

Ja, han skal ud i Dag med disse svenske Professorer. - Du saa' vel ikke hans Skjorte?

NICOLINE
(leende).

Nej, det ved Gud jeg ikke gjorde! - Han ha'de hvidt Slips paa!

MIMI.

Naa, det ha'de han dog husket!

NICOLINE
(konverserende).

Du har været ude i Formiddag?

MIMI.

Nej ...

NICOLINE.

Jamen saa maa Du jo selv ha' ...

MIMI
(stram som en fornærmet Skolepige).

Vi er Uvenner !

NICOLINE.

Uvenner? - Min Gud, jeg troede, I levede som to Turtelduer!

MARIE
(ind med Vin og Kager. Bort igen).
MIMI
(skænker).

Pyt! (Byder.) Værsgod! - Jeg ser ham næsten aldrig!

NICOLINE
(tager Glasset).

Tak! - Er han kold?

MIMI
(haanlig).

Han er ingenting!

NICOLINE
(gnasker Makroner).

Aa, Alfred kysser saa dejligt! - (Deltagende:) Næmen, Stakkel! Ja det er vist ikke saadan at være gift med et Bogmenneske.

MIMI
(surmulende).

Og jeg, der netop trænger saa meget til Kærlighed ... til at nogen pylrer for mig. Det gjorde Far og Mor altid ...

NICOLINE.

Ja, hjemme var Du jo Afgud! - Mimi Hansen, "Kælefisken", ja! Jamen Du var jo ogsaa sød! (Klapper hende.) Næmen, nu skal Du høre: Gerda Heidenheim har faaet sit eget Sovekammer!

MIMI
(stærkt interesseret).

Saa-aa? Hvad er der i Vejen?

NICOLINE
(gnasker flere Makroner).

Du tillader? -- Ja, jeg véd saamænd ikke. Men der skal ha' været en frygtelig Scene imellem dem. Og saa flyttede Gerda Mandens Seng ud. 259 Og Alfred siger, at det skal nok kurere ham! (underfundigt smilende:) Alfred er jo lidt ... Men morsom, Du! Han kan sige Ting! Men man kan ikke blive vred paa ham ... Tænk, han har faaet Silkeundertøj nu! lækkert! Konsul Salomon fik; og saa vilde Alfred ogsaa. Du kan ikke tænke Dig, hvor han ser sød ud om Morgenen, naar han staar og vasker sig! - Men Gud, jeg sidder her og taler om mig selv hele Tiden; det er jo afskyeligt! - (Deltagende:) Er det meget trist med Dig og din Mand, søde?

MIMI
(surmulende).

Jeg keder mig saa grusomt ...

NICOLINE
(klapper hende paa Kinden).

Herre Gud, ja ... Men han er dog en bekendt Mand, lille Mimi! (Leende:) Min er bare en tyk Grosserer! - Det er sandt, jeg skulde hilse Dig fra Baby og Herman. De vilde absolut med herud.

MIMI.

Ja, det skulde Du ha' gjort.

NICOLINE.

Kære, man har da ved Gud nok af dem hjemme, at man ikke ogsaa skal slæbe dem med! - De er for Resten to henrivende Unger!

MIMI.

Ja, Du kan sagtens!

NICOLINE.

Aa, ja. - Men nu har jeg sagt Punktum til Alfred: ikke flere end to! Men naturligvis, Børn maa man ha'! De pynter. Og Lægen siger ogsaa, at man har bedst af det; saadan et Par Gange. (Skælmsk:) Kommer her ikke snart en ganske lille Mimi, hva'?

MIMI
(ryster rødmende paa Hovedet).
NICOLINE.

Jeg synes, det trækker lidt i Langdrag! Vi fik Baby ti Maaneder efter Brylluppet! Flotte Folk!

MIMI
(surt-humoristisk).

Kommer jeg nogen Sinde til at føde, saa bli'er det vist en gammel Hellebard eller en Rulle Papyrus!

NICOLINE
(kaster sig tilbage i Stolen og ler).

Ha, ha! Du er god Mimi! Den skal Alfred ha' i Aften! - Skriver han stadig paa sin Afhandling?

MIMI
(mut).

Dag og Nat!

NICOLINE.

Den om Kingo?

MIMI.

Nej, det er om Chlodevig.

NICOLINE.

Hvem er det?

MIMI
(ikke uden Selvfølelse).

Det er en gammel fransk Konge, der levede det femte Aarhundrede efter Kristi Fødsel!

260
NICOLINE
(tager en Makron).

At Mennesket gider!

MIMI
(falder tilbage udi Sorgen og Vreden).

Og nu, nu er disse Svenskere her ogsaa! Forleden holdt han Foredrag i historisk Samfund.

NICOLINE.

Ja, jeg saa' det i Avisen! Han blev rost: Vor udmærkede og højtansete Historiograf, Doktor Valdemar Klenow, stod der. - Det maa nu alligevel være yndigt for Dig at være gift med en saadan Mand!

MIMI
(vrisser med Næsen).

Pyt! Du skulde prøve det, min Pige! - Og i Dag er han i Frederiksborg med dem og til Middag i Tivoli. Og i Gaar var de i etnografisk Musæum og paa Rundetaarn ...

NICOLINE.

Rundetaarn ...? Gud, der var jeg, da jeg var seks Aar!

MIMI
(stamper med højre Dukkefod i Gulvet).

Jeg finder mig heller ikke i det! Jeg vil ikke finde mig i det!

NICOLINE.

Jeg faar en Idé! Du skal hævne Dig! Gaa hjem og bliv hos os i Dag! - Alfred vil blive henrykt!

MIMI
(muggen).

Nej, jeg vil ikke gaa ud! Jeg vil blive herhjemme og kede mig og dø og visne og blive til Pergament ...

NICOLINE
(tager hende ind til sig og kæler for hende).

Du stakkels, lille, søde Mimi! Saa, saa, tag det nu ikke saa heftigt; saa faar Du jo Hovedpine igen.

MIMI
(hulkende med Armene om hendes Hals).

Naar bare der er nogen, der kæler for mig ... det er det, jeg trænger til ... men saadan altid at sidde alene ... (Hidsig:) Jeg vilde ønske, jeg ha'de en Elsker!

NICOLINE
(ler himelhøjt).

Fy, fy!

MIMI
(paastaaelig).

Jeg mener det virkelig!

NICOLINE
(med dybe, tænksomme Øjne).

Ja; Kærlighed er det, vi Damer vil ha'!

MIMI
(tørrer Taarerne af de smaa Kindbakker).

Men jeg er vist . . . alt for varm imod ham ... Han er alt for sikker paa mig ... det er hele Ulykken! Jeg læste forleden en Roman af Natalie Smalstrøm ...

NICOLINE
(fortsættende).

"Splintrede Mure" ? - Den har Gerda Heidenheim ogsaa anbefalet mig!

MIMI.

Ja ... og der stod, at for at vinde en Mand helt skal 261 Kvinden være kold og afvisende ... Synes Du, jeg skulde prøve det?

NICOLINE
(overvejende).

Jeg véd Skam ikke, Mimi ... Jeg har det jo paa en hel anden Maade med Alfred.

MIMI.

Er I da aldrig Uvenner?

NICOLINE.

Jo, Gud, naturligvis! Man er jo da ikke mer end Mennesker!

MIMI.

Jamen, hvad gør I saa da?

NICOLINE.

I-ja-a ... jeg véd saamænd ikke! - Alfred siger noget morsomt; og saa kan jeg ikke lade være med at le ... Og saa er det overstaaet!

Et Ur inde i Valdemars Arbejdsværelse slaar.

NICOLINE
(ser paa sit).

Fem! Nu be'er jeg Dig! Adieu, min Pige. Halv seks spiser vi! (Begynder at trække Handskerne paa.) Du gaar saa ikke med?

MIMI.

Nej Tak ...

NICOLINE.

Aa, vi har saamænd heller ikke andet end Koteletter og Øllebrød. (Lægger sin Arm om Mimi.) Tag det nu ikke for tragisk. Det retter sig nok. - Tak for i Dag, søde! Det var en yndig Formiddag!

MIMI
(hjælper hende sorgfuldt med Capen).

Det var pænt af Dig at se herud! Hils Børnene. - Og din Mand!

NICOLINE
(kysser hende).

Og hils "Chlodevig" !

MIMI
(smiler sygt).
NICOLINE
(kysser igen).

Farvel, farvel! Jeg maa skynde mig!

MIMI
(kysser ogsaa).

Farvel, søde!

Derpaa kysses der endnu engang ude i Entreen; og Mimi lukker Døren efter sin Gæst, hvis Skorstensrøg et Øjeblik efter stiger frem over Hækken ud mod Spadserestien, bølger, nikker, dingler, vugger og omsider forsvinder som en Sky i Horisonten.

FEMTE AFDELING

Det er Aften. -

Det lille Maaltid er endt. Stakkels Fru Mimi paastod ganske vist endnu ved Bordet, at det var hende aldeles umuligt at faa en eneste Bid ned. Men ved kærlig Tiltale og venlig Opmuntring lykkedes det dog den trofaste Marie at bibringe Damen en lille Rødspætte, halvanden Due og to yndige Omeletter lige fra Panden. Dertil tvende Glas Rødvin til "Gardinerne" og et "Fingerbølle" Sherry.

Hvilket alt tilsammentaget syntes at bekomme Patientinden særdeles vel. - 262 Og nu sidder Fru Mimi inde i Salonen. Lampen er tændt, og Gardinerne er trukket for. Der er lagt et Par Pinde i Ovnen, akkurat saa mange, at man kan "lugte Varmen". Og saa er der desuden let refraicheret med Kølnervand.

Putten sidder i en lav Gyngestol henne for Enden af Flygelet og vugger sig ved Hjælp af den ene Taaspids frem og tilbage.

Hun har taget sin Beslutning!

Natalie Smalstrøms Roman, som hun omtalte for sin Veninde, ligger paa Gulvet ved Siden af Stolen. Hun har paa ny kigget i den; og hun vil være kold og utilgængelig som Bogens Heltinde i de afgørende Kapitler.

Valdemars Seng skal flyttes!

Initiativet hertil skyldes til Dels ogsaa Gerda Heidenheim.

Valdemars Seng skal flyttes; flyttes ind i hans Arbejdsværelse.

Saa kan han ha' det saa godt! -

Mimi sætter Fødderne haardt i Gulvet og rejser sig.

Hun gaar lidt frem, og tilbage over Gulvtæppet. Hun synes, hun fryser. Men det er vel kun Beslutningens Gysen . . .

Og saa er der jo ogsaa det, at hun skal sige det til Marie . . .

Op og ned gaar den gode Frue. Nærmer sig den elektriske Knap bag Portieren, strækker Haanden ud - og fjerner sig igen.

Aarrr! siger hun i dyb Vaande og vrisser vredt med Overkroppen.

Men saa farer hun paa én Gang helt henne fra Vinduet, tværs over Gulvet og lige løs paa Knappen og trykker.

Klokken kimer overrumplet; og

MARIE
(træder hurtigt ind).

Fruen er da ikke bleven syg igen?

MIMI.

Næ-æ-æ ...

MARIE.

Fruen rang saa heftigt!

MIMI.

Saa-aa?

MARIE.

Ja-a ...

MIMI
(Idiot af Mangel paa Mod og Handlekraft).

Øh-h . . .

MARIE
(med opspilede Øjne).

Hva'faller?

MIMI.

Er Ane hjemme ... Ane er vel hjemme?

MARIE
(mere og mere forvirret).

Jo-o ... Hun har jo ikke faaet Lov at gaa ud ...

MIMI.

Næ-i . . . (Stiv som en Pind og med gyseligt sammentrukne Bryn, hvorved hun vil afvæbne enhver Bemærkning.) Du Og hun maa flytte Herrens Seng ind i Herrens Arbejdsværelse!

MARIE
(forstaar ikke et Muk).

Hva' . . .?

MIMI
(med et energisk Stød af Bryst og Skuldre).

Herrens Seng skal flyttes!

MARIE
(med Øjne som Kongens Nytorv).

Ska' - Herrens - Seng - flyttes?

MIMI
(stamper i Gulvet).

Ja, ja, ja! Irritér mig ikke!

MARIE
(bekymret).

Jamen lille, go'e Frue ...

MIMI
(imperatorisk).

Jeg vil ingen Snak ha'!

MARIE.

Jamen hva' vil Herren si'e?

MIMI
(med lodret Næse).

Det er mig ganske komplet ligegyldigt!

MARIE
(bekymret vaklende).

Ja, han har jo rigtignok været slem 263 mod Fruen ... men jeg synes nu alligevel, at det er Synd ...

MIMI
(blæser).

Pyt!

MARIE.

Og Fruen kommer jo ogsaa sæl til at ligge alene, saa ...

MIMI
(slaar med Nakken).

Ja, det vil jeg ogsaa helst!

MARIE.

Det er da vel kun for i Nat ...?

MIMI
(med en overjordisk Haandbevægelse).

Det er for stedse !

MARIE
(med foldede Hænder og Taarer paa Kind).

Den stakkels, stakkels Herre!

MIMI.

Ja, Du holder naturligvis med ham!

MARIE.

Nej, det gør jeg ikke, Frue; det maa Fruen ikke tro. Men jeg mener, at naar man nu er gift ...

MIMI
(citerer Smalstrøm).

"Naar Sympatien er slukt i et Ægteskab, er ethvert intimere Samliv umoralsk!"

MARIE
(med taagede Øjne og Hovedet paa Skakke, da hun formoder, at det er et Skriftsted).

Ja, aa ja, hva' er vi Mennesker! - Men Fruen ku' jo da la' det være en lille Prøve bare saadan for en otte Dages Tid; saa kanske ...

MIMI
(i Ekstase).

Ingen Halvhed, Marie! Enten-Eller! - Sengen skal flyttes!

MARIE
(resigneret).

I Guds Navn da! - Skal vi ta' Servanten med?

MIMI
(slaar ud med Haanden).

Nej; det ordner vi i Morgen!

MARIE
(gaar).

Og

MIMI
(sætter sig atter i Gyngestolen og griber Natalie for endnu engang at repetere de fyndigste Punktummer).

SJETTE AFDELING

Sovekammeret.

Fru Mimi ligger i Visselullen og sover. - -

Længe har hun ligget vaagen og ventet paa Valdemars Hjemkomst. Klokken slog elleve, halv tolv og tolv, inden hun faldt i Søvn.

Hun laa og stirrede rundt i Værelset med store, aabne Øjne. Hendes Følelser var stærkt blandede. Hun var stolt af sin Heltegerning naturligvis; men hun fornam dog ogsaa en vis Benovelse ved Tanken om, hvad Valdemar muligvis kunde finde paa at sige angaaende Arrangementet. Undertiden fo'r der en Gysen igennem hende, og hun krøb sammen i Natkjolen og gjorde sig ganske lille af Rædsel, naar hun troede at høre ham pusle ude ved Gadedøren. Kun Hovedet 264 havde hun over Tæppet, og hun syntes at kunne mærke, hvorledes det Øre, der vendte opad, voksede ud i Luften. Men naar hun saa opdagede, at hun havde taget fejl, drog hun et Lettelsens Suk, Øret trak sig sammen igen, Legemet indtog en friere Stilling, Hjerteslaget blev roligere og Pulsen normal. Men hun maatte sige: Puhh! og lette lidt paa Tæppet, at Varmen kunde slippe ud. -

Forøvrigt var der naturligvis ikke Tale om, at hun vilde gi' sig! Hun havde Ret, Valdemar Uret. En Kvinde maa holde paa sin Værdighed! Og for at stive sig af gav hun sig til at repetere en Side Smalstrøm, som hun havde lært udenad : "Den Tid er forlængst forbi, da vi Kvinder lod os betragte som et Legetøj for Mandens Luner! Ierichos Mure er styrtede i Grus! Og Sejrsfanfaren klinger over Verden og forkynder, at vore Dages Ægteskab er blevet en fri Forening af tvende fritstaaende, frittalende, frittænkende og frithandlende, jævnbyrdige Eksistenser" . . .

Henne paa Toiletbordet stod den lille Natlampe og brændte bag sin runde, matrøde Kuppel. En sagte Nattevind susede af og til gennem Havens Træer. Og man hørte Stemmer, der nærmede sig og svandt; og Fodtrin og dæmpet Latter.

Mimi blev trist til Mode: Saa længe dog ogsaa den Middag trak ud! Var det en Maade at behandle en moderne Kone paa, at lade hende ligge her ganske ene i det tomme Hus, i den mørke Nat! . . . Hvor var hun dog ulykkelig! Aa Gud, aa Gud, hvor var hun dog ulykkelig . . .

Lampen henne paa Bordet begyndte at bevæge sig saa underlig rundt. Ganske, ganske langsomt i en Cirkel. Saa kom der to Lamper, og saa tre, og saa en hel Krans . . .

Og saa sov hun.

Trods sin bundløse Sorg . . .

Men pludselig sidder hun lysvaagen over Ende i Sengen: Der kommer Valdemar!

Han lister forsigtig rundt ude i Entreen. Han har trukket Støvlerne af for ikke at vække "Katten". - Nu hænger han Overtøjet fra sig! - Og nu ... Mimi farer med et lille Skrig helt ned paa Bunden af Sengen og trækker Tæppet over Hovedet ... nu vrider han ganske sagte Dørlaasen om og kommer ind i Sovekammeret! . . . Han maa da straks opdage, at Sengen er flyttet! . . . Nej! Nej . . . Hun hører, at han begynder at klæde sig af! Han lister rundt helt oppe paa Spidsen af Tæerne for ikke at forstyrre hende . . . Men han maa jo da opdage, at der kun er én Seng! - Hun laver et lille bitte Kighul mellem Tæppets Folder og titter ud: Der staar han i Underbenklæder (Fox Normal) henne ved Toiletbordet og trækker sit Ur op. Og han har de blaa Næseklemmer paa! hun kan se dem i Spejlet. - Nu vender han sig og kommer hen mod Sengen! ... Hun lukker Øjnene i Rædsel: Han maa, maa, maa jo da opdage det!

Men han opdager intet! Roligt og værdigt med Tanken henvendt paa Chlodevig, slaar han Tæppet til Side for at bestige sit Leje . . .

Da ser han hende ligge sammenrullet som en lille hvid Bylt nede i Sengens Benende. Haaret hænger hende pjusket om Kinderne, og hun stirrer op paa ham med store, kuglerunde Øjne.

Som en Statue staar han et Sekund med det ene Ben løftet og ude af Stand til at tænke. Saa sætter han langsomt Foden til Gulvet og mumler fuldstændigt blødhjernet af Forundring:

- Men Du gode Gud, Kat, hvad vil Du dog i min Seng!?

MIMI
(bliver i samme Øjeblik Kvinde igen og glemmer ganske og aldeles baade Natalie og Sejrsfanfaren og Jerichos søndrede Mure, medens Taarerne styrter ud af hendes Øjne).

Aa, Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR
(sætter sig paa Sengekanten).

Men, lille Kat, hvad er det dog? (Griber hendes Hænder.)

MIMI
(hulkende).

Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR
(ulykkelig og god).

Ja, ja, ja, lille Ven, lille Ven ...

MIMI
(slaar Armene om hans Hals).

Du maa aldrig forlade mig!

VALDEMAR.

Nej, nej ...

265
MIMI.

Jeg har længtes saa forfærdelig efter Dig!

VALDEMAR
(kysser hende).

Herre Gud ...

MIMI
(hulkende).

Min egen Seng ... er gaaet i Stykker ... og saa flyttede ... Marie og Ane ... den ud ... Men kan vi ikke ... godt ... begge to ... sove her ... i Nat? Jeg tør ikke ... ligge alene!

VALDEMAR
(kærligt).

Jo, det kan vi vist godt, lille Du ...

MIMI
(trykker sig ind til ham).

Du véd ikke ... hvor jeg har længtes efter Dig!

VALDEMAR
(kysser hende ømt).

Min lille Kat ...

MIMI
(bly, med Hovedet mod hans Barm).

Du har vist glemt at ta' dine blaa Briller af ...

VALDEMAR
(forundret).

Har jeg det! (Føler efter.) Ja, det har jeg Skam ogsaa ! (Tager Næseklemmerne af og lægger dem paa Stolen foran Sengen).

266
267

FRØKEN MATHILDE
(1900)

268
269

AGERENDE

  • Frøken Mathilde.
  • Georg Birketrod, Brødre.
  • Benjamin Birketrod, Brødre.
  • Find Birketrod, Brødre.
  • Madam Laurvik, Frøken Mathildes Moder.

FØRSTE AFDELING

Dagligstue i Georgs treværelses Ungkarlelejlighed. Aften. Lamper med Skærme. Magelige Møbler, Staalstik og Fotografier paa Væggene. Bøger. Statuetter. Cuivrepoli. Gardiner og Portierer. Overmaade hyggeligt. -

Det er Georgs Fødselsdag (38 Aar). Brødrene har i Dagens Anledning spist til Middag ude hos deres Forældre, et gammelt, agtværdigt Ægtepar, der lever i en lille Villa paa Frederiksberg af de Penge, Fader Birkerod har sparet sammen som Isenkræmmer i den Stad Rudkøbing. - Klokken er 11½. Og nu fejres der hos Georg en liden Efterpicnic med Vin, Sydfrugter, Kager, Frk. Mathilde og Mdm. Laurvik.

Selskabet har kun været samlet en ti Minutters Tid, saa Tonen er endnu noget ceremoniel. -

GEORG
(en lille, rundmavet, glad, god og skaldet Mand med Fuldskæg, bringer Vin, o. s. v. ind fra Køkkenet. Han er Grosserer i Kul og Hørkram. Ugift, som sagt, og Ven med Frk. Mathilde).
BENJAMIN
(45 Aar, cand. polyt., Fuldmægtig paa et Livsassurancekontor. Ligner Broderen, men har (ganske uforskyldt)

bevaret sin Haarvækst. Han er ligeledes Ungkarl og kvindekær; men verdenserfaren).

FIND
(cand. phil., 28 Aar, Digter og Medarbejder af Tidsskriftet "Hellebarden". - Lille, lyshaaret, bleg, genial, faamælende indtil Døvstumhed, samt empirefriseret *dolgoeO*: frembørstet Tindingetagskæg og Pandeproptrækker. Alvor, Tungsind og Menneskeforagt bor i hans Øjne. Hans Flipper er stive som Kristtornens Blade og høje som Muren om et Forbedringshus. Dertil bærer han sort Atlaskes Halsbind og spidse manicurede Negle. Og hvis han havde moralsk Mod nok, vilde han utvivlsomt anlægge Monocle).
MATHILDE
(høj, velskabt, askeblond, med stor, svulmende Mund og brune spillende Øjne. Hun er "Frøken" i et Broderimagasin og har i over to Aar været Veninde med Georg; hvilket eklatant synes at modbevise det udskregne Dogme om Kvindens Ubestandighed. Hun er accepteret af Brødrene og Dus med dem. Hendes Døbeattest er bortkommen. Men vi gætter paa ikke saa lidt op i Trediverne).
Mdm. LAURVIK
(foruden at være Mathildes Moder tillige Antikvitetshandlerske med Bopæl og Forretningslokale i den Ende af Kompagnistræde, som er lige ved at gaa over i Farvergade. - Hun paastaar, at hendes Mand "døde i Krigen". Men ingen aner, paa hvilket Tidspunkt eller mellem hvilke 270 Magter denne triste Bataille fandt Sted. Og er man nyfigen desangaaende, henflyder hun i Taarer og taler om at følge ham. Hvorfor man naturligvis øjeblikkelig skifter Emne. - Ellers er hun det rareste og fornøjeligste Væsen af Verden og dertil særdeles fordomsfri - Hun er indviet i sin Datters Venskabsforhold, favoriserer det efter Evne og haaber paa den lykkeligste Udgang. - Af Exteriør er hun middelhøj, graahaaret, kødfuld, mellem 50-60 og har ikke ganske rene Negle. - Men hun dufter af talrige Parfumer, og hendes Robe er af olivenfarvet Atlask med Kniplinger. Dertil bærer hun crêmefarvet Hovedsæt med Margariter; samt paa Gorge, Fingre og Arme en stor Del forarbejdet Guld med talrige ædle Stene. Georg inviterer hende undertiden hjem til sig, fordi hun er Mathildes Moder, Benjamin gouterer hende, fordi han finder hende grinagtig. Og Find endelig taaler hende qua Digter; skønt hans Aare selvfølgelig gaar i en ganske anden Retning).

Selskabet er som sagt nylig samlet; og Tonen som Følge deraf endnu noget afmaalt.

Find og Mathilde sidder i hver sit Hjørne af Sofaen. Mdm. Laurvik og Benjamin i bløde Lænestole. Medens Georg gaar ud og ind hentende Fetalje.

Mdm. LAURVIK
(til Benjamin i en Tone som en følsom Markise paa Lemvig Teater).

Det maa være øndigt, Hr. Fuldmægtig, saadan a' ha' begge siner Forældre i Live.

BENJAMIN.

Ja, det er rart.

Mdm. LAURVIK.

Hvor gammel tør jeg spø're er Deres Hr. Fa-der?

BENJAMIN.

72.

MATHILDE
(ogsaa særdeles dannet).

Og det er saadan en nydelig gammel Mand! Georg har vist mig ham.

Mdm. LAURVIK
(rørt med Hovedet paa Siden).

Ork ja! ... Min faldt jo i sin Ungdoms Blomst ...!

BENJAMIN
(lægger en Haand paa hendes Olivenknæ).

Lad os ikke tale om det, Fru Laurvik!

Mdm. LAURVIK
(visker en Taare af).

Nej ... Og han befinder sig immer rask?

BENJAMIN.

Hvem ...?

Mdm. LAURVIK.

Deres Hr. Fa-der?

BENJAMIN.

Jo Tak! ... Lidt er der jo altid hos gamle Folk.

Mdm. LAURVIK.

Ork ja, det har Di saamænd Ret i, Hr. Fuldmægtig! ... En sæl mærker jo osse Aarene, naar man har sat og roft en hel Dag ved en Auktion!

BENJAMIN.

Aa-aa, De er jo en ung Kone endnu!

Mdm. LAURVIK
(dasker smigret ud efter ham).

Nu skamskænder Di mig, Hr. Fuldmægtig! ... Og Deres Fru Moder er osse rask?

271
BENJAMIN
(lidt træt af denne Salontone).

Jo-o, storartet!

Mdm. LAURVIK.

Hva' fik Di til Gebursdagsmiddag?

BENJAMIN.

Hva'?

Mdm. LAURVIK.

Har Di ikke spist til Middag hos Deres Forældre?

BENJAMIN.

Jo-o!

Mdm. LAURVIK.

Hva' fik Di?

MATHILDE.

Du hænger Dig nu altid i Maden, Mo'r!

BENJAMIN
(uden Tøven).

Vi fik indbagt Hare.

Mdm. LAURVIK.

Gu-i! ... Jamen det er jo ikke i Haretiden !

BENJAMIN.

Det var fransk Hare.

Mdm. LAURVIK
(betaget).

Un-nææ!

MATHILDE
(truer med en Finger).

Benjamin!

Mdm. LAURVIK
(godmodig).

Spøjer han med mig? (Dasker efter ham.) Ork ja, di unge Mennesker!

GEORG
(ind med de sidste Flasker).

Saa! (Sætter Glas rundt.) Hvad vil De ha', Fru Laurvik?

Mdm. LAURVIK
(glad og skælmsk).

Skampagne, Hr. Grosserer!

MATHILDE
(der ogsaa længe har været ked af den stive Hoftone, slaar befriet en saa høj Latter op, at Digteren farer nervøst sammen og stikker sin Hals paa sine Flipper).

Mo'r er god, hva' !

FIND
(gnikker Halsen i Lave).

Du er saa renaissanceagtig, Mathilde !

MATHILDE.

Hva' er jeg?

FIND
(dukker paa ny ned i sin Sjæls Dyb og svarer ikke).
MATHILDE
(slaar Armen om ham og trykker ham ind til sig).

Lille Dengsebasse!

FIND
(skyder hende fra sig med et hypnotisk Blik og mumler kun Ordet)

Kvinde!

BENJAMIN.

Du ødsler dine Gaver paa en uværdig, Mathilde! Kom hellere hen til mig!

MATHILDE
(der nu begynder at føle sig hjemme).

Det ku' Du li'!

GEORG
(har skænket Madeira rundt).

Hvem vil holde Festtalen?

MATHILDE.

Det vil Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(dasker efter hende, Mdm. Laurvik dasker altid, naar hun er i sit es).

Er Du fra 'et a', Tøs!

BENJAMIN
(som nu er paa Højde med Situationen).

Jovel skal hun tale! (Til Mathilde.) Hvad hedder Damen til Fornavn?

272
MATHILDE
(med Pathos).

Rosalinde!

BENJAMIN.

Fortræffeligt! (Banker paa Glasset.) Vor Veninde Rosalinde har Ordet!

Mdm. LAURVIK
(dasker).

Di ka' gaa hjem og ligge Dem, ka' Di?

BENJAMIN
(rejser sig beredvilligt).

Ja, hvis De gaar med?

Mdm. LAURVIK Og MATHILDE
(faar Krampeanfald af Latter).
MATHILDE.

Nu begynder her at blive morsomt!

FIND
(klipper pludselig med Øjnene og gnikker Halsen i Lave).

Vil I høre, hvad jeg drømte i Nat?

BENJAMIN og MATHILDE.

Næ-æ! ... Jo-o!

FIND
(uden at ænse deres ærede Tilkendegivelser).

Jeg laa i en Have. Rundt om mig duftede de særeste Blomster. Det var Nat. Jeg var hed af Længsel ...

MATHILDE
(stryger ham over højre Tagskæg).

Herre Gud, dit Skind!

FIND
(fortsættende).

Da faldt der en Blomst paa mit Bryst. Dens Blade var blodigt-blaa som sygt Kød; og den brændte som Ild. Jeg greb den for at slænge den fra mig, skælvende af Attraa ... Da aabnede Blomsten sig, og frem af dens Bæger, der voksede og voksede og blev som et uhyre gabende Svælg, en bundløs Afgrund, gled en Strøm af hvide Kvinder, en Flod af Kvinder, et Hav af Kvinder, bølgende, nøgne, varme ... Og jeg forgik i Vellyst!

Pause.

FIND
(trækker sig atter tilbage i sig selv).
MATHILDE
(sidder med vidtaabne Øjne og stirrer hen paa ham).
GEORG
(stryger sig uvilkaarlig over Panden og siger).

Puh-ha !

BENJAMIN.

Drengen maa aarelades!

Mdm. LAURVIK
(naivt).

Ja, det var da no'et grusomt Tøjeri!

MATHILDE.

Det forstaar I Jer ikke paa! (Knipser med Fingrene som for at blive sig selv igen.) Men det var den Tale, Mo'r!

GEORG.

Ja, Fru Laurvik, Festtalen!

MATHILDE.

Naa!

Mdm. LAURVIK
(besluttet).

Ja, blæse mæ'et! Jeg kan sgu godt.

GEORG.

Det kan jeg lide!

BENJAMIN.

De maa rejse Dem, Rosalinde!

273
Mdm. LAURVIK
(rejser sig. Margariterne nikker).

Ja, saa vil jeg bare si'e, at jeg sætter en stor Ære paa at komme her i dette Hus hos disse kære, unge Mennesker. Og at Di, Hr. Grossere, som lige kommer ude fra Deres elskede, gamle Forældre paa Frederiksberg ...

MATHILDE.

Ikke rørstrømsk, Mo'r! (til Benjamin:) Hun kan tale!

BENJAMIN.

Ja, det hører jeg!

Mdm. LAURVIK.

... at Di nu gør saaden et smukt lille Gilde for vos andre, se det takker jeg Dem for, fordi jeg personlig er med! ... og Di har været god mod min Mathilde, og det takker jeg Dem osse for, for Pigebørn kan saa let falde i Skarnshænder. Og hun holder osse meget a' Dem og er en trofast Pige, det tør jeg som hinners Mo'r svare Dem for, for hun er en rigtig god Pige ...

MATHILDE
(advarende).

Ikke rørstrømsk, Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(dasker).

... Og derfor vil jeg bede Selskabet drikke et Glas for Dem paa Deres Gebursdag! - Skaal for Deres Gebursdag, Hr. Grossere! Og hvis De vil hilse Deres Forældre!

GEORG
(klinker).

Tak, Fru Laurvik! Det skal jeg. Det var en brillant Tale!

MATHILDE
(farer rørt hen og kysser ham).

Skaal, gamle Hørkræmmer !

BENJAMIN.

Skal jeg ikke ha' et?

MATHILDE.

Jo-o! (Kysser ham.) Og Find! (Kysser ogsaa ham.)

Mdm. LAURVIK
(undskyldende).

Herre Gud, det bli'er jo i Familien!

GEORG
(byder Appelsiner og Kager).
MATHILDE.

Har Du ikke en Cigaret!

GEORG.

Jo, her! (Til Mdm. Laurvik:) Ja, De skal vel ha' en Cigar?

Mdm. LAURVIK
(bly bag sine udspilede Fingre).

Ja, én Lidenskab skal man jo ha', Hr. Birkerod! (Tager en Cigar og tænder.)

Der drikkes nu Vin, spises Kager, skrælles Appelsiner og knækkes Krakmandler.

BENJAMIN
(med Mathilde paa Skødet).

Hvordan gaar det med Principalens Hjerte, lille Tilde?

MATHILDE
(blæser Cigaretrøg fra sig).

Puh-h! Det gamle Fjols!

274
Mdm. LAURVIK
(til Georg).

Ja, tænk! nu har han g'ort hinner et Ægteskabstilbud.

GEORG.

Naa! ... Du skulde sku ta' ham, Mathilde!

MATHILDE.

Na-j, gamle! (Hen og sætter sig paa Skødet af Georg. - Slaar pludselig en Haand ned i Bordet foran sig.) Nej, nu skal I høre, hvad Mo'r fortalte i Morges! (Til Mdm. Laurvik:) Det er det om Fejlberg! ... Du skal ogsaa høre efter Find.

FIND
(giver intet Livstegn).
Mdm. LAURVIK
(rød og glad af flere Glas Madeira. Dasker ud efter Datteren).

Vist ikke nej, Mathilde! Di griner bare a' en gammel Kone!

GEORG.

Fejlberg? Hvem er det?

MATHILDE.

Det er ham, Skuespilleren, Du véd, der døde ... Mo'r elskede ham! Han staar i Trikot hjemme paa hendes Kommode!

BENJAMIN.

Op med Historien, Rosalinde!

Mdm. LAURVIK
(afgjort).

Ikke for alt det! I griner bare!

MATHILDE.

Ja, saa vil jeg ...

Mdm. LAURVIK
(truer).

Du ka' vove paa det!

MATHILDE.

Hun var rent væk i ham! Hun sendte ham Blomster ... og et Mahogni Skrivebord, og Laurbærkranse, og Hummer ... hun ha'de hørt, at han holdt saa meget a' Hummer ...

Mdm. LAURVIK
(himmelfornøjet).

Du skulde skamme Dig, Tøs, a' snakke saaden om din egen kødelige Mo'r!

BENJAMIN
(med en Finger hen mod Damens Barm).

Dikkedik !

Mdm. LAURVIK
(dasker).

Aa, gaa væk!

MATHILDE.

Og hun laa og talte i Søvne om ham, naar hun sov til Middag!

Mdm. LAURVIK.

Har jeg dog kendt Mage! (Vil op at tugte Datteren.)

BENJAMIN
(trykker hende til Sæde igen).

Rolig, rolig!

MATHILDE.

Hun saa' ham femten Gange i "Ridder Theobalds Brudefærd" !

Mdm. LAURVIK
(pludselig greben af Minderne).

Ja, for han var jo et dejligt Menneske ... Sikken Krop! og sikken en Organ! Jeg græd s'mænd mine modige Taare ...

BENJAMIN
(dybt).

De var forelsket i ham, Fru Laurvik!

275
Mdm. LAURVIK
(nikker).

Det var jeg! Det skammer jeg mig ikke for!

MATHILDE.

Hun tudede som en Vandvogn, den Dag han døde.

Mdm. LAURVIK.

Det g'orde jeg! (Om mod Find:) Di forstaar mig, Hr. Digter, hva'? for Di er osse Kunstner ...

FIND
(vender langsomt Hovedet og ser tungt paa hende).

Hvorom drejer Talen sig?

BENJAMIN.

Tal ikke til ham, Fru Laurvik; hans Pegasus lakserer!

MATHILDE
(slaar Benjamin over Fingrene).

Fy! -- Lad os saa faa det om Graven, Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(genert).

Ja, se jeg gik natyrligvis ud med en Krans til Fejlberg ...

BENJAMIN.

Forstaar sig!

Mdm. LAURVIK.

... Men jeg vidste junte, hvor di ha'de lagt ham, begrundet paa, at jeg var til Auktion den Dag, han blev begravet ...

BENJAMIN.

Og det kalder De Kærlighed!

Mdm. LAURVIK.

En maa jo da passe sin Forretning, véd jeg! ... Men saa fik jeg en Graver til at vise mig Stedet. Og saa placerede jeg Kransen ...

BENJAMIN.

Og tudede ...

Mdm. LAURVIK
(dasker efter ham. Genert).

Natyrlig! ... Og naar det var godt Vejr om Søndagen, saa valsede jeg jo engang imellem derud med en Blomst, eller hva' der nu kunde være i Potterne ...

BENJAMIN
(med sit Glas).

Skaal, Lindemor! ... De er sød!

Mdm. LAURVIK
(klinker og drikker).

Skaal, Hr. Fuldmægtig! ... Men se saa ...

MATHILDE
(der stadig sidder paa Skødet af Georg og gantes med ham).

Hør nu! Nu kommer det!

Mdm. LAURVIK
(genert).

Ja, nu kommer det ... Men se saa i Søndags ...

BENJAMIN.

Naa, De bli'er ved med at bekranse ham! Saa har det sgu været Kærlighed alligevel!

Mdm. LAURVIK
(komisk fortvivlet).

Jamen, det er jo det forfærdelige, Hr. Fuldmægtig ... Det var jo slet ikke ham ...

BENJAMIN.

Er han ikke død?

276
Mdm. LAURVIK
(stødt).

Gu' er han da død, jo! ... Men det var jo en gal Grav, lille Menneske! Fejlberg ligger et helt andet Steds ...

MATHILDE
(spjætter henrykt med Benene).

Er det ikke storartet, hva'! Der havde den gamle gaaet og vandet Agurker i to Aar! ... Og véd I, hva' der laa i Graven?

GEORG.

Nej!?

BENJAMIN.

Hva' laa der?

Mdm. LAURVIK
(lader begge Armene falde mat ned langs Siderne, bøjer Hovedet mod Brystet og smiler gennem Taarer).

Der laa . . .

BENJAMIN.

Naa!

Mdm. LAURVIK

.... der laa et Bybud, HR. Fuldmægtig!

ANDEN AFDELING

Samme Lokale et Par Timer senere.

Stemningen er steget betydelig. Stole og Borde er ryddet til Side, saaledes at der er en aaben Plads paa Gulvet foran Døren ind til Spisestuen. Appelsiner, Kager og Knas er forsvundet. Og mange Flasker tømte. -

Man har danset. Digteren har ladet sig overtale til at dreje paa en liden Spilledaase, og man har danset. Nu har man opgivet det og driver anden Idræt. -

Mdm. Laurvik og Find sidder Side om Side i Sofaen. Madammen gløder som en Midnatssol, og den olivenfarvede staar spændt og revnefærdig over hendes bølgende Barm. Hun tørrer ustandseligt sit Aasyn; og en Margarite fra Haarpynten hænger hende knækket ned i Panden. - Find sidder stiv og sløv med Fødderne paa Spilledaasen og ser med et dødssvangert Blik paa Georg, Benjamin og Mathilde, der har hængt en Appelsinskrælling op paa et Søm, temmelig højt oppe paa Dørkarmen og nu forsøger at sparke den ned.

MATHILDE
(synker udmattet om i en Stol efter gentagende at have spjættet efter Skrællingen).

Nej ... jeg kan ikke! ... Ikke i disse her Bukser, da!

Mdm. LAURVIK
(tørt).

Saa ta' dem a', min Tøs!

BENJAMIN
(ivrig).

Nu Du, Georg!

GEORG
(spjætter tre Gange, men forgæves).
BENJAMIN
(puffer ham bort).

Væk! Saa er det mig! ... (Spjætter uden Resultat.) Ja ned skal den Fandengalemig! (Spjætter af al Kraft og træffer Skrællingen, saa den flyver ned paa Gulvet.)

Mdm. LAURVIK
(klapper i Hænderne).

Brave, brave, brave!

MATHILDE
(farer Benjamin om Halsen og kysser ham).

Dig er der Krummer i! (Hænger en ny Appelsinskrælling op paa Sømmet). Nu skal Mo'r sgu prøve!

277
Mdm. LAURVIK
(lam af Rædsel).

Gu-i ...!

MATHILDE
(hen at tage fat i hende).
Mdm. LAURVIK
(skriger).

Jeg gør Dig arveløs!

MATHILDE.

Hjælp mig!

GEORG Og BENJAMIN
(hjælper at faa Konen transporteret hen foran Døren).
MATHILDE.

Saa! Spark saa!

Mdm. LAURVIK
(segnefærdig af Latter).

Aa-aa ... Gu-ihjælpeme ...

BENJAMIN.

Naa! Bli'er det til no'et!

Mdm. LAURVIK
(spjætter et Par Tommer til Vejrs).

Herre Jesus ...!

MATHILDE.

Prøv det andet Ben, Mo'r!

GEORG.

Lad hende nu være fri ...

MATHILDE.

Først det andet Ben!

Mdm. LAURVIK
(spjætter og segner derpaa om paa en Stol i fuldstændig Gelé af Varme og Anstrengelse).

Puh-h ! ... Jeg forgaar!

BENJAMIN.

De har godt af at røre Dem lidt.

Mdm. LAURVIK
(stønnende).

Røre mig lidt ... Hr. Fuldmægtig! . . . Puh-h . . . Si'er Di "røre mig lidt"? ... Jeg er flækket!

GEORG
(med et Glas Sodavand og Kognak).

Her ... Drik!

Mdm. LAURVIK
(tømmer begærlig Glasset).

Tak . . . (Smiler over hele Ansigtet.) Men det er nu li'godt dejligt a' more sig, Hr. Grossere!

MATHILDE
(klapper i Hænderne).

Hvad skal vi nu bestille!

BENJAMIN
(træt).

Du er da ogsaa umættelig, Mathilde!

MATHILDE
(slaar Armene om ham).

Ja-a! ... Bær mig! Tre Gange rundt om Bordet!

BENJAMIN
(sætter sig).

Nej, nu kan jeg ikke mere!

MATHILDE.

Svækling! ... Vil Du, Georg?

FIND
(rejser sig pludselig).

Farvel !

GEORG.

Hva' ...? Hva' er der?

FIND
(bukkende).

Farvel!

BENJAMIN
(ser paa sit Ur).

Vor Ven Shakespeare har Ret! Klokken er tre! ... Damerne bør trække sig tilbage!

GEORG
(der ogsaa er mæt af Lystigheden).

Er den tre ... (Hvisker noget til Mathilde.)

278
MATHILDE.

Er Du gal! ... Ikke Tale om, naar Mo'r er med!

Mdm. LAURVIK
(har faaet rejst sig).

Godnat, Hr. Grossere! ... Det har været en storartet Aften!

GEORG.

God Nat, Fru Laurvik, God Nat! Ja, Klokken er jo mange ... Nu skal jeg hjælpe Dem. Der er Lys i Entreen. (Ud.)

MATHILDE
(hen til Benjamin).

Bær mig ud!

BENJAMIN.

Nej, det ved Gud, jeg ikke vil min Pige!

MATHILDE.

Uf! (Ud efter de andre.)

FIND
(dybt til Benjamin).

Du har moret Dig?

BENJAMIN
(afgjort).

Ja!

FIND.

Virkelig moret Dig?

BENJAMIN.

Javel!

FIND
(drejer rundt paa Hælen og gaar).

Imbecilt!

BENJAMIN
(kysser paa Fingeren efter ham).

TREDJE AFDELING

Samme Stue. En otte Dages Tid senere. Søndag Formiddag

Alle tre Brødre skal som sædvanlig om Søndagen ud at dinere hos de gamle Birkerødder paa Frederiksberg. -

Md. Laurvik staar lige inden for Døren til Entreen. Hun er i Overtøj: mørkeblaa Fløjls Kapothat med Fjer, Blomster og Slør; brun Kaabe af "presset" Plys med en hist og her noget svagtbehaaret Skindkant; sorte, farvede Handsker og en broget Silke-en-tout-cas med Ravhaandtag.

Georg sidder tankefuld i en Lænestol.

Man har afsluttet en Samtale, og Madammen er ved at fortrække.

Pause.

Mdm. LAURVIK
(ser ydmygt-indtrængende hen paa "Svigersønnen", medens hun tørrer Næse og Øjne med et skinnende, nystrøget Lommetørklæde, der ogsaa synes at være stivet, i den Grad strutter og skratter det).

Ja, saa Adjøs, Hr. Grossere ...! Saa si'er jeg altsaa til lille Mathilde, a' Di vil tænke, og sæl tale med hinner ...

GEORG
(nikker afsluttende).

Ja, ja!

Mdm. LAURVIK
(i ny Graad).

Ja, for hun kan da junte bli'e ved aa gaa derhenne i Forretningen, naar det nu begynder aa ka' ses!

GEORG
(lidt utaalmodig).

Nej, naturligvis! det har jeg jo forklaret Dem!

279
Mdm. LAURVIK
(duver undskyldende).

Jo, jo! ... Men man er jo da hinners Mo'r ... Og hun sitter saamænd hjemme i Stuen i Dag, det er Søndag og er'nte til at faa uden for en Dør ...

GEORG
(løfter Hovedet).

Hum ... Er det hende, der har sendt Dem herhen?

Mdm. LAURVIK
(vifter afværgende med Lommetørklædet som med et Parlamentærflag).

Hinner, Hr. Grossere? Nej saa kender Di ikke Mathilde: Hun vilde før ta' Livet a' sig! ... Nej, jeg sa'e, jeg gik i Kirke ... Og saa gik jeg herop.

GEORG.

Ja ...

Mdm. LAURVIK
(bruger Lommetørklædet).

Men jeg sa'e da rigtig til hinner i Gaar, da vi spiste til Aftens: Grosseren sa'e jeg, er et Menneske med Hjerte, Mathilde, sa'e jeg, et Hædersmenneske! aa han vil ikke ha' brungen no'en i Ulykke ...! Vi sitter Dem saa højt, Hr. Grossere, baade jeg og min Datter ...

Entréklokken ringer.

GEORG
(rejser sig befriet).

Det er min Broder! - Nu maa De vist helst gaa, Fru Laurvik . . . (Hen til hende. Klapper nervøst hendes Haand:) Jeg skal nok gøre, hvad der kan gøres ... Mathilde er en god Pige ... Sig hende det ... Og trøst hende ... Jeg skriver til hende en af de første Dage ... Barnet er jo dog mit!

Mdm. LAURVIK
(griber hans Hænder. I Ekstase).

Di er et dejligt Menneske, Hr. Grossere!

Det ringer igen.

GEORG
(skubber hende blidt hen mod Døren).

Ja vel saa !

Mdm. LAURVIK
(trækker Sløret ned).

Adjøs, Hr. Grossere! ... Og Gu-i velsigne Dem ! (Idet hun forlader Værelset, ser hun sig om med et lysende Blik:) Ork ja, her ha'de vi det saa montert sidst! Begge ud i Entréen. Døren derude aabnes, og man hører

BENJAMIN
(raabe).

Hov, hov! ... Men Linde, Linde dog; skal De ikke hilse ordentlig paa mig? Brødrene ind.

BENJAMIN.

Hva' Fanden stak Antikviteusen? Du har da ikke været nærgaaende?

GEORG
(irritabel).

Vrøvl !

BENJAMIN
(sætter sig).

Hvad vilde hun her?

280
GEORG.

Hum ...

BENJAMIN.

Penge?

GEORG.

Næi ...

BENJAMIN.

Ja, hva' da, hva' da? Noget uregelmæssigt var der sgu ved hende!

GEORG
(lige foran ham).

Mathilde er frugtsommelig!

BENJAMIN
(slaar uvilkaarlig Kors for sig).

Tak, Skæbne! ... Hvordan Fanden har I dog baaret Jer ad!

GEORG
(ikke uden dansk Humør).

Tja-a, hvordan bær man sig ad?

BENJAMIN.

Man caverer sig, gamle!

GEORG
(op og ned ad Gulvet).

Hun er helt ude af sig selv!

BENJAMIN
(med advarende Fingre).

Hold nu Ørene stive, lille Georg!

GEORG.

Hun har sendt mig nogle Breve fulde af Jammer og Elendighed ...

BENJAMIN.

Begribeligvis! ... Og da det ikke syntes at hjælpe, sender hun sin sønderknuste Moder!

GEORG
(stødt).

Aldeles ikke! Hun véd slet ikke af, at Fru Laurvik ...

BENJAMIN
(roligt afbrydende).

Madam Laurvik ...

GEORG
(uforstaaende).

Hva'?

BENJAMIN.

Madam Laurvik, sa'e jeg! ... Hun er jo ikke til Stede!

GEORG
(hidsig).

Aa, Du med dine Vittigheder!

BENJAMIN.

Hvad har Du i Sinde at stille op med Pigebarnet?

GEORG
(uvis).

Ja-a ...

BENJAMIN.

Send hende paa Landet til Affæren er overstaaet. - Der er saa rart ude.

GEORG.

Jamen Barnet! Det er jo dog mit!

BENJAMIN
(skeptisk).

Un-naa-aa ...

GEORG
(imod ham).

Maa jeg bede Dig tale med Respekt om ... om ...

BENJAMIN
(tager ham haardt i Armen).

Menneske, Du er da vel ikke gal!

GEORG.

Det er mig, der har bragt Pigen i Ulykke!

BENJAMIN.

Aa, hun er vist ikke saa vanskelig at ...

GEORG
(hidsig).

Jo, netop!

281
BENJAMIN.

Naa! Ogsaa det!

Pause.

BENJAMIN
(indtrængende).

Hør, Georg, forsøg nu paa at lade være med at være hysterisk! - Hvad har Du tænkt Dig, at ...

GEORG.

Et Menneske maa svare til sine Handlinger!

BENJAMIN
(utaalmodig).

Aar-r ...!

GEORG
(gentager).

Og det er mig, der har bragt hende i Ulykke!

BENJAMIN.

Du kunde jo ogsaa kalde det "Lykke", da det nu en Gang er Kvindens Bestemmelse at blive Moder!

GEORG.

Sludder!

Pause.

BENJAMIN
(ser skarpt paa ham).

Vil Du gifte Dig med denne ... Gretchen?

GEORG
(kort).

Maaske!

BENJAMIN.

Og Antikviteusen? Vil Du ta' hende i Huset som Anstandsdame?

GEORG
(hidsig).

Du holder jo ogsaa selv meget af Fru Laurvik!

BENJAMIN.

Holder af ...? Holder af ...? - Jeg "holder ogsaa af" at gaa i Zoologisk Have!

Pause.

GEORG
(stiver sig op).

Mathilde er en rigtig net og ... og præsentabel ung Pige!

BENJAMIN.

Tja-e!

GEORG.

Hvorfor skulde jeg saa ikke kunne gifte mig med hende?

BENJAMIN.

Næ-æ!

GEORG
(stamper i Gulvet).

Ja, saa kom da med en Grund!

BENJAMIN
(tøvende).

En Grund ...

GEORG.

Ja! Ja! Ja!

BENJAMIN
(vrider sig).

Hun er ... Hun er Dig utro! Er Du saa tilfreds!

GEORG.

"Utro" ? ... Haa! ... Sludder! ... Med hvem skulde det være! Med den gamle Hanhund af en Principal maaske?

BENJAMIN
(vrider sig).

Nej . . . (Ser ham stift i Øjnene:) , med mig!

GEORG
(et Skridt tilbage).

Med ....? Er Du gal ...!

282
BENJAMIN
(fattet).

Med mig, ja! - Er Du saa maaske kureret, dit sentimentale Spektakel!

Det ringer.

GEORG
(hurtig, nervøst).

Det er Find! ... Ikke et Ord om Historien, naar han er til Stede!

BENJAMIN.

Aa-aa, han er vist temmelig vel bevan ...

GEORG.

Jamen, jeg vil ikke ha', at ...

BENJAMIN.

Godt, saa tier vi!

GEORG
(ud at lukke op).
BENJAMIN
(strækker Armene i Vejret og virrer med Hovedet).

Puh-h ! Det svage Køn!

GEORG og FIND
(ind).

Find er i Overtøj: langskødet Figurfrakke, bredskygget, blød Filthat med Regnsamler, Lakstøvler og sølvknappet Stok. Han kommer i denne pyntelige Udhaling fra en Formiddagstur paa Langelinie. Thi ganske vist skal vi Mennesker dø; men nu er man her en Gang!

BENJAMIN.

Goddag, Digterling! Hvordan har den lille Muse det?

FIND
(uden at lade sig afficere).

Gaar vi?

GEORG.

Ja.

FIND
(hen foran Spejlet og stryger Tagskægget godt frem i Tindingerne).

Har I set sidste Nummer af "Hellebarden".

GEORG.

Nej ...

BENJAMIN.

Har Du deri maaske paa ny lakseret?

FIND
(fremdeles uforstyrrelig).

Vi reducerer Gøthe, Schiller, Byron og Shakespeare totalt in absurdum! Glansbilledliteratur! Guvernantedigtning! Intet Blod! Ingen Perversitet!

BENJAMIN
(bøjer sig for ham og gør Korsets Tegn).

Gud velsigne Ungdommen!

GEORG.

Kom saa!

Alle ud.

FJERDE AFDELING

Stadig væk samme Stue. Aften. Tændt Lampe. -

Paa Vejen hjem i Gaar fra de gamles Diné (Sødsuppe og Oksesteg) har Georg og Benjamin faaet talt ud. (Find residerer endnu paa et faderligt Kvistkammer og forstyrrede dem derfor ikke ved sin Nærværelse.) - Georg lod sig overbevise og har nu slaaet enhver Tanke om Kopulation med Mathilde af Hovedet. Han laster ikke hendes Adfærd, Gudbevares! Og han laster ejheller sin Broders: Vi have jo alle Tilgivelse behov! - Og, stricte taget! Skulde han tale rent ud af Posen (hvad man i Parentes aldrig bør!), saa maatte han i Grunden indrømme, at han er ganske tilfreds med Sagens Vending. - 283 I Dag er det Mandag. Klokken er over Fyraften. Om et Øjeblik vil den skønne Synderinde indfinde sig budsendt af en Kioskdreng. Og har han da, Georg, besluttet at forhandle med hende roligt, nøgternt og overlegent.

Det vil sige: han nærer et stille Haab om, at disse Sjælstilstande vil indtræde, alt som Samtalen skrider frem; thi for Nærværende stikker hans otteogtrediveaarige Hjerte ham dybt i hans Bukser.

Det er sandelig ejheller saadan at staa paa Randen af et "Opgør"? -

Og saa er der jo ogsaa det med Barnet!

Hvis det da er hans . . .

Ganske blottet for Samvittighed er han jo nemlig ikke, Manden.

Man erindre sig, at han er født i Rudkøbing!

ENTRÉKLOKKEN RINGER
(svagt, sønderknust, næppe hørligt).
GEORG
(svælger med Besvær et eller andet mystisk, der længe har siddet ham i Halsen. Skyder derpaa Skuldrene energisk i Vejret og gaar ud at aabne).

- God Aften, Georg ... -- God Aften, Mathilde ... (Svælger en Restbeholdning:) Værsgod og kom indenfor!

MATHILDE
(ind. Høj, velskabt og med Slør for Ansigtet).
GEORG
(galant, som hint historiske Pindsvin).

Maa jeg ikke hjælpe Dig Kaaben af?

MATHILDE
(sædelig).

Nej Tak. Jeg gaar straks igen. Mo'r véd ikke, at jeg er her.

Pause.

GEORG
(grebet af let Vanvid).

Du ... Du fik altsaa mit Brev?

MATHILDE.

Ja ...

GEORG
(idiot).

Hihihi ... høhøhø ... ja-æ-ja, det ser jeg jo for Resten! ... Værsgod at ta' Plads!

MATHILDE
(imod ham. Med en Reminiscens fra "Familiejournalen").

Aa, Georg! Min eneste Ven! Forlad mig ikke!

GEORG
(pludselig roligere).

Sæt Dig, Mathilde . . . (Ruller en Stol frem.)

MATHILDE
(synker om i Stolen. Haler Sløret op og forsøger at hulke).
GEORG
(igen noget famlende).

Ja ... ja det er jo ikke saa nemt ...

MATHILDE
(med Lommetørklæde).

Aa Gud, nej! ... hvad vil de dog sige henne i Forretningen!

GEORG
(stiver sig op).

Ja ... ja det var nu egentlig ikke det, jeg mente ... Jeg ...

MATHILDE
(lydhør).

Du ser saa underlig ud ...?

GEORG.

Synes Du det er saa (svælger:) ... er saa underligt?

MATHILDE
(med nedslagne Øjne).

Nej ...

Pause.

GEORG
(stiver sig op paa ny).

Ja vi skulde vel tale sammen ...

284
MATHILDE.

Ja ...

GEORG.

Hvornaar ... æ ... hvornaar ... ø ... følte Du det?

MATHILDE
(blufærdig).

Det er allerede et Par Maaneder siden ...

GEORG.

Hum ... og Du har ikke talt om det før ...

MATHILDE.

Jeg haabede jo ... (Med et nyt Forsøg paa at hulke:) Aa, Georg, jeg har været saa ulykkelig!

GEORG
(ligesom modigere).

Da synes jeg dog ... forleden paa min Fødselsdag ...

MATHILDE.

Det var for din Skyld, Georg! ... Det var for ikke at ødelægge Dagen for Dig!

GEORG
(stiver sig ganske overvældende op. Det maa jo dog ha' en Ende!).

Er Du ... er Du vis paa, at Barnet er mit?

MATHILDE
(stirrer et Øjeblik vildt paa ham og hugger derpaa Hænderne for Ansigtet).

Aa Gud, aa Gud! og det si'er Du til mig!

GEORG
(ikke ganske Situationens Herre).

Min Broder . . . min Broder fortæller ...

MATHILDE
(løfter hurtigt Hovedet og ser ondt paa ham uden Gnist af vaadt i Øjnene).

Hva'forno'et ...? Hva' mener Du?

GEORG
(sentimental).

At Du kunde gøre det, Mathilde ...

MATHILDE
(haardt).

Hva'forno'et, si'er jeg?

GEORG.

Og vi to, der har haft det saa hyggeligt sammen ...!

MATHILDE
(lukket).

Jeg forstaar ikke, hva' det er, Du sidder dér og vrøvler a' Dig!

GEORG.

Naa-aa, Du forst ...

MATHILDE.

Vil Du maaske sludre Dig fra 'et a'? Er det det, Du vil?

GEORG
(lægger manende en Haand paa hendes Arm).

Min Broder har jo selv fortalt mig det, Mathilde ...

MATHILDE
(kovender, da der jo øjensynlig er vinket af, og slaar paa ny Hænderne for Ansigtet).

Aa Georg, Georg! ... hva' maa Du dog tro om mig ...

GEORG
(god).

Saa, saa, lille Ven! - Naturligvis skal vi nok ...

MATHILDE
(fælder i sin Kvide uforfalskede Taarer).

Jeg har jo fortrudt det ... mange Gange ... Jeg véd jo godt ... at det er forfærdeligt ... Og Du, der altid har været saa skikkelig ... Men han var jo saa ... Han kom ...

285
GEORG
(hurtigt).

Ja, ja! Jeg bryder mig ikke om Forklaringer, Mathilde.

MATHILDE
(stadig sønderknust).

Jo-o, Du skal høre det ... Jeg vil bekende for Dig ... Det skylder jeg Dig ... Hva' maa Du ellers tro om mig ...! Han var jo saa ulykkelig ... Han ha'de ingen Glæde i Verden, sa'e han ... Livet var saa sørgeligt ...! Og saa ... og saa ... Han er jo saa kær ... saa barnlig ... Og jeg har altid holdt saa meget a' ham ...

GEORG
(hvis Haarrester lidt efter lidt har rejst sig og nu staar som Naalene paa en Ædelgran).

Af hvem . . .? Af hvem . . .?

MATHILDE.

Af Find, naturligvis ... Han ...

GEORG

dam). Find!?

MATHILDE
(tager Hænderne fra Ansigtet).

Ja ...

GEORG
(gentager).

Find!?

MATHILDE
(pikeret).

Ja!

GEORG.

Find! ... Nej hør, véd Du nu hvad, Mathilde! ... Kihi ... ha ! ... pruu ! . . . kihi . . . ! (Brister pludseligt ud i en skogrende Latter:) Find! ... Findemand! (Synker udmattet om i en Stol.) Find!

MATHILDE
(fornærmet).

Ja, hva' er der ved det?

GEORG
(ler. Ler ustandseligt. Det er jo nemlig ikke blot den nærværende Situations Humor, der er gaaet op for ham; men i hans noget enge Rudkøbing-Hjerne begynder der ligesom at dæmre en lille kildrende Forstaaelse af den hele dybe, højtidelige og alvorsfulde Menneske-Tilværelses himmelrevnende Komik).

Jamen ... jamen Mathilde ... hirr, hirr, hirr! jamen, Du har jo ogsaa ... kihi-hiii! Du har jo ogsaa ... hirr, hirr! Benjamin har jo ogsaa ... aa Gud, aa Gud, aa Gud! Det var jo Benjamin, der fortalte mig ... prut, hiii! Du har jo ogsaa haft med Benjamin at gøre!

MATHILDE
(vender Ansigtet bort).
GEORG.

Hva' ...?

MATHILDE
(tier).
GEORG.

Ikke ... ? Har Du ikke ... ?

MATHILDE
(blufærdigt).

Jo-o ...

Tæppe.

286
287

ANE-MARIE
(1900)

288
289

AGERENDE

  • Ane-Marie.
  • Søren.
  • Mads.

FØRSTE AFDELING

Lolland. Aften i September.

Solen hænger nede bag Pilene; og Duggen er begyndt at falde.

Søren Jeppesen og hans ægteviede Hustru Ane-Marie Nielsdatter er ved at køre Aarets sidste Læs Sæd hjem. Det har været en vaad Sommer, og man har maattet nappe Kornet mellem Bygerne. Men nu kan man da Gu'sketak se Enden.-

De to smaa, brune, langhaarede Heste foran Pindevognen staar og luder tungt med Hovederne mod Jorden. Af og til stikker de Mulerne ned mellem Stubbene og snuser efter for om muligt at finde et Aks. Men de snuser forgæves; for Ane-Marie lader ikke det mindste Straa ligge; vil det ikke hænge ved Riven, bøjer hun sig og plukker det op med Fingrene. Marken ser noget nær ud, som var den kæmmet med Tætkam. -

Dybere og dybere synker Solen. Hestene og Kornlæssets Skygger bliver lange og magre. Himlen mod Vest staar i Brand; og Piletræernes kuplede Kroner tegner sig imod den som store, sorte Kugler, der stille vugger for Vinden.

Oppe paa Læsset ligger Søren Jeppesen og hviler med hele sin Vægt langs ad Læstræet for at tvinge det ned. Og for Enden af Vognen staar Ane-Marie og haler med begge Hænder i Rebet, som fra Vognbunden er slaaet to Gange op om Træet: Sju! Sju! stønner hun og haler til og synker rykvis i Knæene, alt som Tovet strammes.

-- Nok et Tav ! (kommanderer Søren.)

Og Ane retter sig, svøber Rebet et Par Gange om højre Haand og haler atter til.

-- Bind saa! (lyder det fra Manden.)

Og hun danner med kyndige Fingre en Rendeknude og knytter.

- Vil Du age med hjem?

- Næ-i ...

Sindigt stikker hun Tømmerne fast mellem Forkens Grene og rækker ham dem. Saa faar han ogsaa Riven rakt op. Og saa kører han.

Fod for Fod skrumpler Hestene fremad over den nøgne Stubmark ned mod Gaarden. - Solen er forsvunden. Himlen er nu bleggul med en svag gyldenrød Tone nederst nede. Dæmringen skrider frem; og Poplernes Blade rasler i Aftenvinden.

Ane-Marie løfter Hovedet paa Skraa og kigger efter en Flok Vildgæs, som flyver knortende af Sted højt oppe. Saa banker hun lidt Jord og Grus ud af sin ene Træsko; visker Næsen med Bagen af sin Haand og følger langsomt efter Vognen. 290Søren er naaet hjem. Han staar nu og stænger Ladeporten. Kornlæsset er sat ind paa Laden, da det baade er blevet for sent og for mørkt til at læsse det af i Aften.

Tværs over Gaardspladsen stolprer Hestene tungt af Sted hen mod Vandingstruget. De jager Mulerne dybt ned deri, pruster et Par Gange med vidtopspilede Næsebor og suger derpaa begærligt Vandet til sig. - Saa løfter de samtidig Hovederne og ser frem mod Søren, der kommer klaprende paa sine Træsko over Stenbroen:

- Naa! Ka' I bli'e færdi'e! (siger han).

Og Dyrene gør trevent omkring og sjokker videre ad Stalden til. -

I det samme drejer Ane-Marie ind ad Gaardporten, hvor Lænkehunden ligger og blinker søvnigt foran sit Hul i Muren.

Hun og Søren passerer tæt forbi hinanden, strejfer næsten hinandens Klæder. Men de ser ikke til hinanden og taler ikke. - Han gaar ind i Stalden bag efter Hestene, og hun gaar hen langs Vaaningshuset til Køkkendøren. -

Det er næsten ganske mørkt. Kun de hvide Huslænger lyser svagt. Og paa det lille Stykke Himmel over Gaardspladsen blinker Stjernerne frem.

ANDEN AFDELING

Inde i Stuen.

Fire nøgne, hvidkalkede Vægge. Under Vinduerne ud mod Gaarden en Bænk med et umalet Fyrretræs Bord foran. Ved den modsatte Væg en bred Alkoveseng med blaastribet Sjirtingsforhæng og vældige Dyner. - Stengulv. Bilæggerovn. En rødmalet Dragkiste. Og et Par Træstole.

Der er mørkt i Stuen. Men man ser Omridsene af en Mands Hovede og Skuldre tegne sig mod Vinduernes lysere Felter.

Det er Søren, der sidder og venter paa sin "Nad're". Han sidder sammensunken med Armene hvilende mod Bordpladen. Af og til rører han lidt paa sig, og hans sømbeslaaede Træsko skurer da med en knasende Lyd mod Stengulvets grove Sand. - Gennem en Sprække i Døren ud til Køkkenet falder en spinkel Lysstribe hen over Alkovens Forhæng.

Efter en Stund at have siddet og nikket, som om han smaablundede, drejer Søren langsomt Hovedet om i Retning af Lysstriben:

-- Kommer Du? (siger han.)

Ingen svarer.

Men lidt efter bliver Døren skubbet op, og Ane-Marie kommer ind med et stort Lerfad i Hænderne. - Hun sætter Fadet fra sig paa Bordet og gaar saa tilbage ud i Køkkenet og henter Lampen, en lille, kluntet Petroleumslampe paa Fod, men uden Kuppel:

-- Aa, jajaja! (gaber Søren og strækker sig forventningsfuld.)

Saa letter han lidt paa sig om mod Væggen og løfter en Træske ud af en sort Læderstrop, som sidder fastsømmet oppe mellem Vinduerne. - Der sidder ganske vist to Skeer, men det falder ham aldrig med en Tanke ind at tage den anden ned samtidig. Ane-Marie maa selv om at hente sin. Hvad hun synes at finde fuldstændig i sin Orden.

Saa tager hun en Stol og sætter sig ved den anden Side af Bordet lige over for Manden. Og saa begynder de at spise.

Søren har trukket Fadet nærmest over mod sig; saa Ane maa række sig godt og næsten løfte sig i Sædet, hver Gang hun henter en Mundfuld.

Det er Mælkegrød, de spiser. Mælken er varm. Men Grøden er serveret i store, haarde, iskolde Klumper.

Langsomt og slubrende kører de Føden i sig. Og der mæles ikke et Ord imellem dem.

Lyset fra den lave, kuppelløse Lampe borer sig ind i deres Øjne. Luften i Stuen er kvælende lummer. Og Sveden sprækker frem paa Pande og Hals. Men de ænser det ikke. De æder bare . .

291
SØREN
(er en stor, kraftig, bredskuldret Mand med sort, kruset Haar og Skæg. Hans Ansigt, Hals og Hænder er rødskjoldede af Sol og Vejr. Og bag hans uknappede Skjorte skinner hans brungule, stærkt haarede Bryst frem).
ANE-MARIE
(er mindre og spinklere. Hun er rødhaaret og stærkt fregnet. Men hendes Hud er lys og klar. Og hendes store, blaagraa Øjne er snare og agtpaagivende. Hendes Mund er bred og smallæbet med smaa, spidse, men skinnende hvide Tænder. - Hun er omtrent jævnaldrende med Manden, et Par og fyrre; men hun ser yngre ud).

Da Søren for syv Aar siden giftede sig med hende, stak alle Nabolagets Smaakvinder Hovederne sammen over deres Kaffekopper og korsede sig. Ikke saa meget fordi Ane-Marie var en fattig Tøs, medens Søren sad med Jord og Sted - for det blev nærmest hans egen Sag! Men hun havde jo, Pigebarnet, lige siden et halvt Aar efter sin Konfirmation været som et rygende Forargelsens Tegn for hele Egnen!

Hun var kommen til Verden med for stort et Hjerte. Ingen kunde hun nægte noget. Og som Bier om en Mjødurt, summede Karlfolket om hende.

Og det bliver jo naturligvis i Længden lidt kedeligt at se paa for de andre Markens Blomster. -

Men hvad der var endnu mere irriterende: Ane-Maries Børn døde!

Hun havde faaet fem; men hver Gang havde hun haft den Lykke at miste dem.

De døde for hende. Enten straks ved Fødselen; eller bare efter et Par Dages Forløb.

Og det er jo en uhyre Chance.

Pigelil efter Pigelil sad hen med deres Kærlighedspanter. Men naar Ane-Marie rejste sig fra sin Barselseng, var hun lige frank og fri og lige arbejdsfähig. Der var hverken Tale om Dit eller Dat, om Taarer, Amtstue eller Alimentationsbidrag. - Saa det var jo intet Under, at Pigen var efterspurgt.

Et Par Gange havde Misundelsen forsøgt at sværte hende; og der var bleven indledet retslig Undersøgelse. Men Ane havde klaret tappert fra sig: Børnene var døde en naturlig Død.

Og hun lo højt mod Sky med sine hvide Tænder. Hvornæst hun lagde ud paa en frisk

Men alt som Tiden led, led Aarene jo med; og Ane-Marie gled ind i Trediverne.

Saa var det, at Søren Jeppesen viste sig.

Han tonede først forsigtig frem i Horisonten; og Ane-Marie saa' ham an. Og øjeblikkelig tik hun Syn paa, at ham kunde der gøres noget ud af, nu hun var over Ungdommen.

Men Søren dukkede snart bort igen, skræmmet af Rygterne.

Ane-Marie smilede. Hun havde én Gang set hans Øjne paa nært Hold. Og hun tog ikke fejl!

Saa gjorde hun rent Bord og fejede for en Stund alle uvedkommende til Side.

Det holdt haardt, ikke mindst for hende selv; men hun gjorde det.

Og Søren Jeppesen tonede frem paa ny.

Ane lod ham skulke nærmere uden at tage mindste Notis af ham. Ja, hun begyndte endogsaa saa smaat at drive Hokuspokus med en anden.

Det hjalp! - Og en Aften, da hun "tilfældig" kom forbi Sørens Gaard, sprang han frem over sit Havedige og stillede sig i Vejen for hende.

- Ku' Du nu'nne dy Dig længer! (sagde hun.)

- Næi ... hæ!

Og fra den Stund af var de ofte sammen. -

Men der var ikke Tale om, at han kunde faa sin Vilje med hende; hun kendte sine Mandfolk nu! Og det meste af et Aar gik hen med Skærmydsler og Kraftprøver Parret imellem. - Saa endelig gav han sig over og tilbød at gifte hende.

Og nu havde hun, som sagt, været hans lovformelige Ægtehalvdel i syv Aar. -

Men Snakken holdt ikke op af den Grund. Snart hed det sig, at hun var "go'e Venner" med dent og snart med den. Dog, der var Ingen, der kunde sætte Fingeren durk paa Bylden og sige: dér, dér har vi hende!

Og Søren vogtede desuden paa hende "som en Smed". 292 Maaltidet er endt. Træskeerne er sat tilbage i deres Stropper og Grødfadet baaret ud.

SØREN
(ligger halvt henslængt paa Bænken og ryger sin Pibe).

Og

ANE-MARIE
(sidder tæt under Lampen og strikker).

Der er dødsensstille paa Gaarden. Maanen er staaet op. Og man hører en Ugle skogre og tude ude i Haven.

Klokken er godt paa Vej til ni. Og i den sidste halve Time er der ikke bleven mælet et Ord.

SØREN
(strækker sig gabende paa Bænken).

Ja . . . aa ja! Vi sku' vel ellers se aa komme i Dynerne.

ANE-MARIE
(med Strikketøjet, en lang, graablaa Hose).

Ja-a . . . Jeg vilde da ellers nok ha' lukket denne her Taa først.

SØREN
(svarer ikke).
ANE-MARIE
(strikker videre).

Pludselig hører man Porten knage paa sine Hængsler. Og i samme Nu sætter Lænkehunden i med at gø.

SØREN
(rejser sig).

Hvem Satan er det!

ANE-MARIE
(rolig).

Jeg ka'nne vi'e't ... Det er vel et Menneske.

En Skikkelse gaar forbi Vinduerne hen ad Køkkendøren til. Saa famler den sig frem gennem Køkkenet og kommer ind i Stuen.

Det er Mads Nielsen; Sørens gode Ven og Nabo. Ogsaa han er Gaardmand og boer en halv Mils Vej borte ovre paa den anden Side Lindelseskoven. - For Tiden er det ham, Rygtet sætter sammen med Ane.

SØREN (med et hurtigt Blik paa Konen, hos hvem ingen Bevægelse spores).

Naa, det er Dig, Mads ...

MADS

, Ja-a ... Go'avten i Stuen!

SØREN.

Go'avten ...

ANE-MARIE
(uden at løfte Hovedet).

Go'avten . . .

Pause.

Lænkehunden vedbliver at skælde ud.

MADS
(med en Drejning mod Vinduet).

Han er vagtsom.

SØREN.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Ja-a ... det er han jo til.

MADS.

Ja-a ... det er han vel ...

Pause.

ANE-MARIE.

Vil Du'nne sidde, Mads Nielsen ... Væsgod.

MADS
(sætter sig pa Bænken).

Ja-a, jeg sku' jo da ellers se og liste hjemad ...

SØREN
(med et Blink i Øjet).

Den gamle lider vel ikke aa ligge alene ... hæ?

MADS.

Hæ ...

ANE-MARIE.

Hæ ...

Mads Nielsen har giftet sig sin Gaard til. Han er et Par og tredive; og hans Kone godt op mod de tres.

293
SØREN
(tager en Kardus Tobak fra Vindueskarmen og stiller frem paa Bordet).
MADS
(banker sin Pibe ud paa Gulvet, stopper og tænder).
ANE-MARIE
(strikker).

Pause.

MADS.

Ja-a, jeg kom jo da ellers for aa spørre, om jeg saa ku' køre med Jer til Marked paa Fredav ...

SØREN.

Jo-o ... det ku' Du vel nok ...

MADS
(forklarende).

Mikkel Hjulmand sku' jo laane Bæsterne til sin Rugstub ...

SØREN
(atter med et Blink).

Ska' den gamle med?

MADS.

H-næi ... hun er sgu'nne til aa stavle op paa en Vogn længer. End si'e da køre to Mil ...!

SØREN.

Næi ... det er hun vel ikke ... Ligger hun?

MADS.

Ja-a ... Benene er jo saa tykke paa hin som et Par Sække ... Men Kæften ka' hun sgu bru'e!

SØREN.

Hæ ... ja, det er jo det sidste, di mister!

Pause.

MADS.

I fik vel saa Byggen ind?

SØREN.

Jo-o ...

MADS.

Ja, jeg tog jo mit det sidste i Søndavs.

SØREN.

Det gjor'e Du vel ...

MADS.

Ja-a jeg gjor'e ... Hva' Tid bli'er det saa paa Fredav?

SØREN.

Henad ti Slet vel ...

MADS
(rejser sig).

Naa ... Ja, saa lister jeg a' igen ...

SØREN.

Ska' det være ...?

MADS.

Jo-o, Klokken er jo manne ...

SØREN.

Ja-a ...

MADS
(rækker en slatten Haand).

Go'nat da.

SØREN.

Go'nat, Mads ...

MADS
(som ovenfor).

Go'nat, Ane-Marie.

ANE-MARIE
(rolig).

Go'nat ...

SØREN
(griner).

La' nu den gamle ligge i Fre', hører Du ... hæ!

MADS
(ser uvilkaarlig hen mod Ane).

Ja, Du har nemt ved aa sprekkelere for andre!

SØREN
(peger paa Konen. En Kende ondskabsfuld).

Du ku' li' aa laane hinne ... hva'?

ANE-MARIE
(løfter Hovedet fra Strikkehosen).

Naa, Søren, spil nu'nne Komeïje!

294
SØREN
(griner igen).

Hæ . . . !

MADS
(bøjer Ansigtet væk; og gaar uden videre Adjøs tilbage gennem Køkkenet, ud forbi Vinduerne til Gaarden og bort gennem Porten).

Lænkehunden er ved at sprække af Tjenesteiver, saalænge den kan høre hans Skridt ned ad Vejen.

Pause.

SØREN
(hænger Piben fra sig og begynder at trække af Klæderne - Puffer til Konen med Albuen).

Hæ ... hva'? ... Hæ, hæ ...!

ANE-MARIE
(rolig).

Aa-aa, Du med dit!

SØREN.

Hæ, hæ ...! - Det er ellers skra-alt nok for ham med den gamle Kanarifugl!

ANE-MARIE.

Han har jo da faaet Gaarden!

SØREN.

Ja-a ...

Pause.

SØREN
(der nu er afklædt, slaar den uhyre Overdyne til Side og kryber i Seng).
ANE-MARIE
(pusler rundt i Stuen. Hun har faaet sat Taa paa Hosen).

Rikke Jensens var her indenfor i Middavs ...

SØREN
(fra Sengen).

Hum . . .

ANE-MARIE
(begynder at klæde sig af).

Hun vilde gerne ha' den halle Skæppe Katøfler ...

SØREN.

Saa la' hinne faa dem ... Men hun ska' sgu sæl grave dem op!

ANE-MARIE
(haler Strømperne af efter at have blæst Lampen ud).
SØREN
(gaber).

Aa, jajaja ... Aa-aa Gu' ja ...!

ANE-MARIE
(op i Sengen; entrer tværs over Manden og lægger sig paa sin Plads langs Væggen).

Pause.

SØREN.

Vi sku' vel ha' di Blommer ned til Degnens ...

ANE-MARIE.

Dem plukker jeg i Maaren ...

Langvarig Pause.

SØREN
(begynder at hygge sig i Sengevarmen).

Ane . . .

ANE-MARIE
(giver intet Livstegn).
SØREN
(højere).

Ane ...

ANE-MARIE
(fremdeles stum).

Ane, for Satan!

ANE-MARIE
(søvnig-arrig).

Ja! ... Ka' Du'nne la' mig sove!

SØREN
(griber fat i hende).

Sludder . . . !

Maanen, der nu er naaet op over Ladelængen, titter ind gennem Vinduerne og fylder Stuen med et poetisk Lys.

295

TREDJE AFDELING

Gaardspladsen. -

Fredag, Markedsdagen.

Fjedervognen med de to smaa brune for holder for Døren.

Det er Solskin med frisk Blæst.

Søren og Mads staar i Kisteklæderne ved Siden af Køretøjet og bakker af deres Piber.

MADS
(slaar med Pibespidsen hen mod Vognen).

Ska' der kun ét Sæde i?

SØREN.

Næi ...

MADS.

Hum ...

SØREN.

Vi har Ane mellem vos ... Det ta'er Du vel 'nde fortry'elig op, hæ?

MADS
(gemmer Øjnene bort).

Næi . . .

SØREN
(lunt).

Hæ, hæ! -- (Raaber mod Døren:) Kommer Du saa?

ANE-MARIE
(inde i Huset).

Ja, jo! nu er jeg her! (Frem. Hun er i Stadsen: graablaa Hvergarnskjole, skrigende "fransk Sjal", brune Traadhandsker og en mærkelig lille, fladtrykt "Konehat" af sort Fløjl, med gule, røde og blaa Blomster. - Straks hun faar Øje paa Vognen, siger hun:) Ska' vi'nne ha' fler end som én Agestol?

SØREN.

Næi ...

ANE-MARIE.

Jamen vi har jo da to!

SØREN.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Og naar vi nu ska' til Bys, saa ...

SØREN
(vrippen).

Jeg vil nu'nne ha' fler end som én i, si'er jeg! - Sid saa op!

MADS
(lister sig stiltiende op og sætter sig længst til venstre paa Sædet).
SØREN.

Saa Du, Ane!

ANE-MARIE.

Jamen Døren ...

SØREN.

Den ska' jeg nok lukke ...

ANE-MARIE
(kravler med Besvær op i Vognen. Ingen hjælper hende).
SØREN
(sætter en mægtig Hængelaas for Døren og stopper derefter Nøglen op i Tagskægget).
ANE-MARIE
(hurtigt).

Jeg har glemt mit Lommetørklæde!

SØREN.

Satans osse ...! Saa hent det!

ANE-MARIE
(ned af Vognen; fisker Nøglen frem og gaar ind i Huset. - Ud igen og laaser).
SØREN.

Ka' Du kumme Dig ...

ANE-MARIE.

Jo, jo! (Begynder at kravle op.) Du ku' sgu da aa gerne hjælpe, Søren!

296
SØREN
(lægger en flad Haand paa hver Side af hendes Bagdel og skyder til. - Med et Grin op til Mads).

Hun har sgu Rompekyd for Pengene ... hæ, hæ!

MADS.

Hæ ...!

SØREN
(kryber derpaa selv op).

Man kommer til Sæde: Mads til venstre, Søren til højre, og Ane-Marie i Midten. Hun sidder noget ubekvemt kilet ind imellem dem, halvt oppe paa hver af Sidemændenes Ben.

ANE-MARIE
(vrikker med Bagkroppen for at komme ned paa Sædet).

Du ku' sgu da aa gerne ha' smidt den anden Agestol paa med, Søren!

SØREN
(lidt ondskabsfuld).

Hæ, hæ ...! Hvorfor er Du saa bredfimpet!

MADS
(mæglende).

Naar vi først har kørt lidt, Ane, saa ryster vi nok sammen ...

SØREN.

Gu' gør vi saa, ja! (samler Tømmerne:) Naa, brune! ... Tjø, tjø! ... Saa ka' vi ...!

Hestene sætter sig i Bevægelse, og Vognen skumpler hen over Brostenene og ud gennem Porten.

Lænkehunden raser som en vanvittig

Portfløjene bliver staaende aaben.

FJERDE AFDELING

Udturen.

Den første Mils Vej er der ingen, der taler.

Et Par Gange banker Mads og Søren Piberne ud, stopper og tænder.

Langsomt og sindigt rumler Køretøjet af Sted ad de pilehegnede Veje. Solen skinner varmt, og Blæsten jager Støvet op i store, tætte Skyer. -

Saa standser Søren pludselig Hestene. Mandfolkene skal af paa Naturens Vegne.

Da Forretningen er besørget, siger

SØREN.

Ska' du'nne ned med det samme, Ane? ANE. Næi ...

SØREN.

Ja, jeg holder sgunne tiere, a' Du véd det ...

ANE-MARIE.

Næi ... kør kun Du ...

Og saa køres der. - -

Da man er naaet frem til en halv Mils Vej fra Købstaden, peger

MADS (med sin Pibe ind mod et Gab mellem to Pile). Der er Kirken. . .

ANE-MARIE.

Ja-a ...

297
SØREN.

Ja-a ... der er hun. - Hun syner længer væk end som vor.

MADS.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Vor har jo ingen Taarn heller ...

MADS.

Næi, vor har jo ingen Taarn ...

SØREN.

Næi, det er jo kun Købstadkirker, der har Taarn ...

ANE-MARIE.

Ja-a ...

MADS.

Ja-a ... det æ det ...

Vognen ruller videre.

Punktum og Tankestreg.

FEMTE AFDELING

Markedet. -

Fire smaa Timer har man været om at køre de to Mil.

Hestene er sat ind hos Købmanden. Og Mads, Søren og Ane sjokker nu rundt i Byen og ser paa Sagerne.

Oppe paa Raadhustorvet drejer en flunkende, nymalet Karrusel rundt.

Den staar de tavs og glor paa i stive tre Kvarter. -

Ved Siden af Karrusellen forevises: En levendes Havfrue, fanget af Barken Vilhelmine i Nordsøen. - Udraaberen foran Teltdøren er sorteblaa i Ansigtet af at skrige:

- Ti Øre, mine Herskaber! Kun ti Øre!

ANE-MARIE
(trækker Søren i Ærmet).

Ska' vi'nne gaa ind og se hinde, Søren ...

SØREN
(der har knusende Lyst).

Næi ... hva' ska' vi se paa det Skidt for ...

ANE-MARIE.

Jeg har aldri' set en Havfrue før ... Har Du, Mads ...?

MADS.

Næi ...

SØREN
(opofrende).

Ja, vi ka sgu godt gaa derind ...! (Til Ud-raberem) Vi er tre Personer her, ka' vi'nne daske ind for en Femogtyveøre ?

UDRAABEREN
(med en affabel Duvning)

: Passér ! (Vender sig mod Mængden:) Kun ti Øre!

SØREN
(gotter sig over de fem Øre sparet).

Hæ, hæ !

Selskabet gaar ind i Teltet.

Midt paa et Bord derinde ligger Havfruen. Hun er meget mager og meget rødnæset. Dertil er hun dybt nedringet med fremspringende Nøglebèn, nøgne, nubrede Arme og hvide Treknaps-Handsker. Paa det udslagne Haar bærer hun Tang. Og hun ender i en mægtig opadbøjet Papmaché-Fiskehale, der minder om et 298 Overflødighedshorn. Bordpladen er belagt med Spejlglas og skal forestille Verdenshavet. -

Teltet fyldes lidt efter lidt med skuelystne.

Udraaberen kommer ind og bliver

FOREVISER

: Dette enestaaende, vellykkede Eksemplar af Havfrueslægten er fanget den 24. Juli i Fjor af Barken Vilhelmine under en Storm i Nordsøen! De ser, mine Herskaber, at hun er halvt Fisk og halvt Menneske ...

SØREN.

Er hun levende?

FOREVISEREN.

Gu' er hun levende! (Til Havfruen:) Smil, Deres kongelige Højhed! Og vis samtidig det højtærede Publikum, hvorledes Di i Deres gyldne Frihedstid bar Dem ad med at kløve Havets Bølger!

HAVFRUEN
(smiler sløvt og tager Svømmetag).
FOREVISEREN.

Hun smiler! Hun bevæger de skønne Forlemmer ! Hun mindes ...

EN BONDEMAND.

Ka' hun snakke?

FOREVISEREN.

Talens almindelige Brug er hende ganske vist nægtet, min brave Agrar, idet hun er døvstum som Resten af hendes vaade Brødre! Men hun kan grynte ... Hør!

HAVFRUEN
(grynter).
FOREVISEREN

.... Og hun æder sine ti Pund Fisk om Dagen og føder levende Unger!.

EN UNGKARL.

Ka' vi'nne faa det aa se?

Fnisen.

FOREVISEREN.

Nej, mine ærede Herskaber, det kan Di ikke! Hendes Majestæt æder kun om Naten og føder kun, naar hun er i Havsnød!

SØREN.

Hendes Næse er no'et rød ...

FOREVISEREN.

De ser skarpt, min kære Herremand! Det er af Længsel efter sit rette Element! - (Til Havfruen :) Vil Deres kongelige Højhed behage at ringe af!

HAVFRUEN
(tager en liden Bordklokke, der staar skjult bag hendes Hale, og ringer med den).
FOREVISEREN
(begejstret).

Hvilken Dressur! - Forestillingen ...

ANE-MARIE.

Hvorfor har hun Handsker paa?

FOREVISEREN
(med et galant Buk).

Ædle Dame, fordi hendes Luffer ellers vilde indtørres af Luftens Aande og falde fra hinanden! - Forestillingen er forbi, mine Herskaber! 299 Publikum udenfor bliver utaalmodigt! Man stormer paa! Anbefal mig godhedsfuldt til Deres ærede Slægt og Bekendtere! - Kun ti Øre!

Han trækker Forhænget for Teltdøren til Side, og de skuelystne forsvinder. Havfruen napper skyndsomst en halv Bajer frem bag sin Hale og sætter den for Munden . . .

Mads, Søren og Ane-Marie sidder Side om Side nede i en Beværtningskælder og spiser.

De har taget sig hver en Portion stegte Aal á 20 Øre med Masser af Kartofler og Rugbrød til.

Vinduerne staar aabne og Markedsstøjen fylder Luften.

Glade Bønder tumler op og ned ad Kældertrappen for at læske deres Tørst.

Ogsaa Mads og Søren har stukket adskilligt Spiritus under Vesten. Deres Ansigter skinner og deres Bevægelser er blevet lidt ubeherskede. Madses Hænder forvilder sig af og til hen paa Ane-Maries Krop. Men Søren tager ingenlunde Anstød deraf. Han klukker bare godmodigt:

-- Hæ, hæ ! (Rusen har gjort ham liberal!).

ANE-MARIE
(sidder urørligt imellem dem og lader sig fingerere. Kun naar Tilnærmelserne bliver for nærgaaende, siger hun være sig til Manden eller Vennen):

Ka' Du dy Dig lidt!

Udenfor spiller Lirekasserne diverse Melodier.

SØREN
(der er færdig med Aalen).

Ska' vi ta' en Saapken til?

MADS.

Ja-a ... en Pons!

SØREN.

Vil Du aa ha' en Pons, Ane?

ANE-MARIE.

Næi ... jeg vil kun ha' Kaffe. - Ka' Du dy Dig, Mads!

SØREN
(morer sig).

Hæ, hæ! ... Hva' Fa'en, Kælling, det ka' sgu da'nne ska'e Dig!

MADS
(griner).

Hi, hi! ... (Prøver igen.) Hun er saa krilrekødet!

ANE-MARIE
(slænger hans Haand væk).

Pas Dig sæl . . .

SØREN
(raaber ud i Lokalet).

To Pons aa en Kaffe!

VÆRTEN.

Javel!

Punsen (sort Kaffe med Rom) og Kaffen serveres.

Aften. -

Søren, Mads og Ane kommer ind i Købmandens Butik.

Mandfolkene er nu temmelig berusede; og Ane-Marie har for Sikkerheds Skyld taget en under hver Arm.

SØREN
(tykt Mæle. Skyder Brystet frem).

Vil Di spænde ... fo' min ... vomin ... fo' min Vogn!

SVENDEN.

Skal Di allerede hjem, Søren Jeppesen?

SØREN
(med bred Gestus af den frie Arm).

I-ja ! -- (Til Ane:) Hva' Fa'en staar Du aa river i mig for ...? Slip! (Slider for at komme løs.)

ANE-MARIE
(formanende).

Søren, Søren!

300
MADS
(griner fjollet).

Hl, Hi ...! (Den ene af hans Arme, Ane-Marie har fat i, hænger slapt ned imellem dem. Men pludselig begynder dens Fingre at famle ved hendes Ben.)

ANE-MARIE
(ryster ham).

Ka' Du dy Dig!

SVENDEN
(tager Flaske og Glas fra Bagdisken).

Skal det ikke være en lille Afskedsdram, mine Herrer?

ANE-MARIE
(med et energisk Øjekast).

Nej! ... her drikkes ikke mere for i Dav!

Sætter sig, stadig med Mandfolkene under Armen, ned paa en Bænk.

SVENDEN
(raaber ud af Gaarddøren).

Søren Jeppesens Vogn skal spændes for!

SØREN
(paa Bænken. Nikker determineret).

Det er li'e hva' den ska', ja?

ANE-MARIE
(til Svenden).

Har Di brungen Sagerne ud?

SVENDEN.

Jo, lille Madam, all er right?

Mandfolkene paa Bænken synker mere og mere sammen i Selvfordybelse. Men Ane-Marie sidder agtpaagivende og strunk.

Saa meldes der, at Køretøjet er i Orden.

ANE-MARIE
(rusker).

Vognen æ der, Søren ...

SØREN
(løfter Hovedet).

Hva' si'er Du, min Pi'e ...

ANE-MARIE.

Vognen æ der!

SØREN.

Naa, æ den det ...

ANE-MARIE
(rusker i Mads, rejser sig og stiver af Sted ud i Gaarden med Kavalererne).

Ved Gaardskarlens Hjælp bringes man til Sæde i den gamle Orden: Søren til højre, Mads til venstre og Ane i Midten.

En tændt Lygte er fastbundet ude paa Enden af Vognstangen.

SØREN
(strammer Linerne).

Saa rejser vi!

Og man ruller frem gennem Porten og ud gennem Byen. -

Paa Torvet og i Gaderne er der Liv og Trængsel. Folk ler, synger og raaber. Der er hængt kulørte Lygter op om Karrusellen. Uden for Teltene flammer Petroleumsfakler. Og der hamres drabeligen paa Tyrehovedet henne ved Kraftprøven. - I Hotel "Harmonien" er der Dans. -

Vognen skrumpler forbi Bryggeriet og over Broen ved "Bomhuset". Den sidste Gaslygte passeres. Man er ude paa Landevejen.

SJETTE AFDELING

- Hjemturen. -

Det gaar i jævnt Trav. De brune stikker nu og da Mulerne sammen, virrer ungdomspolisk med Hovederne og sætter de bedste Ben frem.

De "kan lugte Krybben", som det hedder. -

Søren holder med begge Hænder troligt paa Tømmerne. Men hans Ansigt bøjer sig dybere og dybere ned mod hans Bryst; og det er ham platterdings umuligt at holde Øjnene aabne. Den friske Luft har "slaaet" ham. 301 Ogsaa Mads Nielsen er rabundus. Men hans Hovede gaar den modsatte Vej. Det synker bagover; hans Næse peger mod Stjernerne.

Ane-Marie ene er lysvaagen. -

Vognen drejer ned ad en Bivej. Farten sagtner. Føret bliver tungere. Hestene gaar over i Skridt.

En stor, bevægelig Lysbue fra Lygten henne foran paa Vognstangen vugger sig oppe under Piletræernes Kroner. Lygteglassene klirrer svagt; og af og til slaar en af Hestenes Sko an mod en Sten, saa Funkerne sprude.

Ellers høres der ingen anden Lyd i Natten end Vognhjulenes dvælende Knasen i Vejens Grus. -

Ane-Marie ser ned mod sin Husbonds Hænder. De ligger fremdeles knyttet ihærdig om Tømmerne. Men noget Styr over Hestene har han ikke . . . Naa, de hitter nok selv deres Vej!

-- Mads . . . sover Du, Mads . . . (Hun lægger en Haand paa hans Skulder og klemmer til:) Sover Du . . .

MADS
(retter Hovedet frem og aabner Øjnene).
ANE-MARIE
(læner sig tungt stønnende ind mod ham).
MADS
(vorder med ét lysvaagen . . .).
SØREN
(derimod slumrer videre -).

Et opskræmmet Faar bræger højlydt et Steds langt ude paa de nøgne Marker!

SYVENDE AFDELING

Man er naaet hjem. -

Hestene er sat paa Stald. Og Vognen er kørt i Hus.

Søren kommer gennem Køkkenet ind i Stuen, hvor Mads og Ane-Marie har opholdt sig alene et Kvarterstid.

Lampen er tændt.

SØREN
(som er frisket lidt op af Søvnen og Køreturen, peger hen mod Mads, der sidder sammensunken paa en Stol).

Er han stadig li'e fuld !

ANE-MARIE
(i Færd med at afføre sig Stadsen).

Ja-a . . . det er han vist ...

SØREN
(svingler let).

Fa'en, han drak sgu da'nne mer end som mig! - Mads ... hør lidt Du ...

MADS
(med Hovedet mod Brystet. Mumler).

Jæ æ svirende . . .

SØREN
(gemytlig).

Hæ, hæ ...! det er Du nok! - Tror Du, Du ka' se aa hitte hjem, Mads?

ANE-MARIE
(kigger hastig op).
SØREN
(højere).

Mads ... hæ, hæ! tror Du, Du ka' se aa stolpre hjemad?

MADS.

Næi ...

SØREN.

Hva' Satan ska' vi ... (Faar pludselig et lyst og lystigt Indfald. 302 Nærmere). Hi, hi, hæ ...! Du ka' jo bli'e liggende her ved Ane aa mig?

MADS
(bøjer Hovedet dybere ned).
ANE-MARIE
(rolig).

Hva' er det, nu Du makkelerer med, Søren?

SØREN
(overstadig lystig paa Grund af sin geniale Idé).

Hæ, hæ . . .! Vi ka' sgu'nne la' ham tridse a' i den Fo'fatning! (til Mads:) Du ka' godt bli'e her i Nat ...

MADS
(svarer ikke).
SØREN
(rusker kraftigt i ham).

Vil Du bli'e her i Nat, spør' jeg?

MADS.

Ja-a ...

SØREN.

Hæ, hæ ...! Ta' Klæ'erne a' Dig, da!

MADS
(begynder stiltiende at hale af Klæderne).
ANE-MARIE
(i Klokke og Hosefødder.

Hvor vil Du ha' ham?

SØREN
(immer lystig).

I Sengen begriveli'vis ... hæ, hæ! hun er da bred nok! - (Med en Tilnærmelse:) Saa kommer Du li'efrem til aa køre med to, Ane, hva'!

ANE-MARIE
(bort fra ham).

Hold Dig ve' Dig sæl, Søren!

SØREN
(efter hende).

Hæ, hæ ...

ANE-MARIE
(slaar ham over Haanden).

Ka' Du dy Dig!

SØREN
(grinende).

Av for Satan! - Hjælp mig, Mads ...

MADS
(afklædt til Skjorten. Gør et pludseligt og livfuldt Udfald mod Ane).

Ki, hi ...! hun er saa krilrekødet!

ANE-MARIE
(slaar ogsaa til ham).

Æ I da rent taaveli'e!

SØREN
(frem igen).

Nap hinde, Mads ... hæ, hæ!

MADS
(nærmer sig med kloformet Haand).
ANE-MARIE
(vredt).

Nu dyr I Jer, si'er jeg! (Sætter sig rolig paa Sengekanten og trækker Klokken og Strømperne af. Derpaa op i Sengen.)

SØREN
(gaar smaafnisende hen til Bordet og blæser Lampen ud. - Vender sig hurtig).

Mads, hvor æ Du, Mads?

Intet Svar.

SØREN
(hurtig hen til Sengen. - Føler sig for).

Næi, halløj, hæ, hæ ... Næi, den gaar sgu 'nde! Der er da Maa'e med Gæstfrihe'en ! (Knubser Mads væk og lægger sig derpaa som et tveægget Sværd mellem ham og Ane.) Mere fuld æ jeg da'nde, hæ, hæ!

MADS
(mumler).
SØREN.

Hæ, hæ ...! Skælder Du u'?

Intet Svar.Stilhed.

303
SØREN
(gotter sig over sit snedige Paafund).

Saaden ha'de I vel 'nde faarestillet Jer Sitavsjonen hæ, hæ! hva?

Intet Svar.

Ny Stilhed.

SØREN
(gaber og strækker sig).

Aa-aa Gu' ja ...! Aa-aarrr! ... Ma' bli'er sgu li'godt utiji, saadan en heel Dav ...!

Stilhed.

En Mus gnaver oppe paa Loftet.

SØREN
(falder i Søvn).
MADS og ANE
(drejer et Par Gange uroligt paa sig).

- Saa falder ogsaa de i Søvn. . . .).

Der snorkes over alle Bjærge. - Musen flygter.

OTTENDE AFDELING

Morgen Klokken fire. -

Dagslyset falder graat ind gennem Ruderne.

SØREN
(løfter langsomt Hovedet og kigger paa sine Sovefæller. - Han skulde ud at fodre Heste. Men han er ikke rigtig dristig ved at lade Fællerne ene tilbage: For der er jo da Maa'e med Gæstfrihe'en! - Fa'en, Hestene ka' sgu osse godt vente det Par Timer, til di alle tre ska' op!)

Og han lægger sig tilbage paa Puden igen. -

Men saa paa én Gang begynder han stille at fnise: Han har paa ny faaet en genial Idé! - Om han nu kunde liste sig ud og fodre Hestene og liste sig ind igen, uden at Mads og Ane mærkede det! Sikken et Puds, han saa ha'de spillet dem! Di vilde ærgre sig i Flint, naar di senere fik det at vide!

Han rejser sig og spejder forsigtig til Siderne: Ane og den anden sover, saa det duner! -

Søren voltigerer ud paa Gulvet og faar Benklæderne paa. Og paa bare Fødder sniger han sig ud af Stuen, gennem Køkkenet og over i Stalden. - Forhænget har han omhyggelig trukket for Alkoven, at ikke Dagslyset skal vække de to ensomme . . .

En knap halv Time efter kommer han listende tilbage og manøvrerer atter op i de lune Dyner.

Han kan næppe bare sig for at le højt: Mads og Ane ligger, som da han forlod dem, varme og forpustede af Søvnen. -

Klokken halv syv staar de alle tre op, og Mads Nielsen byder Adjøs og gaar hjem til sit.

SLUTNING

SØREN.
(Naturligvis varede det ikke mange Dage, forinden hele Sognet vidste Besked om, at Mads Nielsen havde tilbragt Markedsnatten i Søren og Anes rummelige Ægteseng. - Søren er selv ivrigst til at fortælle Historien. Og han er ved at gaa til af Fnisen, naar han beretter om, hvorledes han listede ud og fodrede Heste og listede sig ind igen, mens de to andre sov)

: Der 304 pudsede jæ dem sgu! (siger han og vrider sig af Latter.) Der pudsede jæ dem sgu, hva'? ikke? hæ, hæ! Di snorkede denundegaleme som to Rinosserosser!

MADS.
(Men naar Sogneboerne træffer Mads og driver Halløj med ham i Anledningen, saa lader han dem først more sig en Stund, saameget dem lyster. Ja, han er sommetider ligefrem ikke fri for selv at le med. - Men bliver de ham altfor nærgaaende og krakilske, staar han lidt og hænger med Hovedet mod Jorden. Men saa kan han godt falde paa langsomt at løfte det igen, mens han ganske stille siger paa vort elskelige lollandsk)

: Hi, hi . . . ! Ja grin I kuns Folkens ... aa Søren med! (Her klemmer han det ene Øje til, mens det andet skinner frem som en hel lille skæmtefuld Stjerne:) Men han va' nu li'egodt alli'evel da'nne inde, da han va' u'e!

Tæppe.

DEN HELLIGE AAND
Skrevet 1905,
første Bogudgave 1907

306
MOTTO: - Da véd ikke, hvor let man skifter
Mening, Ole Christoffersen, naar man
er kommen paa den rette Vej!
307

AGERENDE

  • Søren Forkarl. Ole Uldkræmmer.

Søren Forkarl og Ole Uldkræmmer staar ude paa Gaardejer Niels Christensens Gaardsplads, hvor de allerede har staaet henved en Time og snakket.

SØREN

... og li'som han aabner Døren og gaar ud, bli'r han overfalden af en Bisværm, der stikker ham i Hovedet og paa Hænderne og, over det hele, hvor de kan komme til ...! Se, det kan jo nok bevise Gu's Almagt; men Gu's Kjærlighed beviser det sgunte!

OLE.

Næi, der skal mere til! ... Og nu ligger han derinde?

SØREN.

Nu ligger han derinde, ja ...

OLE.

Og Du staar for Styret?

SØREN.

Og jeg staar for Styret.

OLE.

Skal Du osse holde Konen vedlige?

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Ja, for han er da'nne sæl mægtig ...

SØREN.

Æh-h e-he-he, næi ...! Men hun er hellig!

OLE.

Føj for Saten! ... Er han mejet daarlig?

SØREN.

Det har slaaen sig paa Hjernen, si'er Doktren.

OLE.

Saa er han den! for den Lejemsdel har han aldrig vaaren videre standhaftig i ... Og Børn har de ingen af?

SØREN.

Næi ... jo en Dødfødt.

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN.

Jamen hun er jo hellig ... og jeg er Atenist.

OLE.

Det er vi sgu allesammen om Natten!

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Og Gaarden er god?

SØREN.

Gaarden er udmærket, ja ... Men hun render til Bønnemøder.

308
OLE.

Saa rend med! ... Og Besætningen?

SØREN.

Besætningen er primus.

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN
(tøvende).

Jeg har prøvet at snakke med hende ...

OLE.
(interesseret).

Naa?

SØREN.

Men hun kom straks kørende med den hel-li-ge Aand ...

OLE.

Vælt ham!

SØREN.

Det kan jeg ikke ...

OLE.

Saa vælt hende da!

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Hva' sa'e hun?

SØREN.

Hun spurgte, om jeg kendte Jesum ...

OLE.

Det gjorde Du vel?

SØREN.

Ja-e ... Men jeg bekjendte mig til den frie Tanke, sa'e jeg; jeg troede ikke paa hendes hel-li-ge Aand, sa'e jeg; jeg troede, at Livet styredes efter forud ansatte fnysiske Love, sa'e jeg.

OLE.

Hmm ... men hvem har ansat dem, Søren Hansen?

SØREN.

Det er 'et intet Menneske foreløbigen givet at udgranske, Ole Christoffersen.

OLE.

Næi, ser vi det ... Men jeg si'er blot, at ku' jeg faa en Bundegaard ved at tro paa Treenigheden, saa Faeme troede jeg!

SØREN.

Det faar ingen mig nogensinde til!

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN.

Man skal være det, man er, helt og fuldt ud! Og i det foreliggende Tilfælde vilde en Kungpromis mellem mig og den hel-li-ge Aand være en Kungpromis med Akordens Aand!

OLE.
(halvvejs beundrende).

Ja, Snakketøj har Du jo!

SØREN.

Det har enhver, der er greven af en stor Sag, Ole Christoffersen; og man skal holde fast ved sin Overbevisning.

OLE.

Kan Du kjøbe Kunstgjødning for den ?

SØREN.

Næi ... men man beholder Sælagtelsen.

OLE.

Hva' kan det nytte, naar de andre griner?

SØREN.

Og saadan en bredbuget Gaardmandskælling!

OLE.

Bredbuget ...? Saa Du er osse Socialist?

309
SØREN.

Ja jeg er ... mit Bryst banker for de smaa paa Jorden!

OLE.

Hvormejet Kretur holdes her?

SØREN.

Tyve.

OLE.

Og Heste?

SØREN.

Fire.

OLE.

Og hva' kommer hun til at skylde i Gaarden?

SØREN.

Tredve Tusind.

OLE.

Og de staar?

SØREN.

I Kreditforeningen til 4½.

OLE.

Fire Gange tre er tolv, og en halv til er atten ... atten hundrede paa saadan en Gaard, det er jo ingenting !

SØREN.

Næi ...

OLE.

Du sku' skamme Dig!

SØREN.

Jeg sæl-ger ikke min Sælagtelse for en Skæppe Mammun.

OLE.

Du sku simpelthen piskes!

SØREN.

Jeg vil staa ren og frigjort overfor mine Meningsfæller.

OLE.

Du sku ... .Du sku ... Du sku sættes fast, Søren Hansen! Du sku ... Du sku uskaeligøres! Samfundet kan liefrem ikke være tjent med, at Du gaar løs!

SØREN.

Og Du snakker, som Du har Forstand til, Ole Christoffersen! ... Det er jo netop vos Fremskridtsfolks Opgave at holde vores Svinesti ren, som skreven staar! ... Og skal jeg noentid indlade mig med Kællingen her, saa skal det være som et Martyrium, jeg tar paa mig for at faa Gaarden udstykket til Husmandslodder! ... Og nu har jeg ikke Stunder til at staa længere her og skvadronere med Dig! Adjøs!

(Et Aar senere.)

Søren og Ole staar paa ny ude paa Gaardspladsen og snakker sammen. - Niels Christensen er død; og Søren er bleven gift med Enken.

SØREN

... og li-ge-som jeg aabner Døren og gaar ud, falder jeg om og blir liggende ... Og da jeg kommer til mig sæl igen, er jeg Kristen!

310
OLE.

Det var Satens!

SØREN.

Det er li-ge-som med ham Paulum, da han gik til Dasmascum, Ole Christoffersen.

OLE.

Og saa tog Du hende?

SØREN.

Herren vilde det jo ...

OLE.

Du er sgu alligevel ikke saa dum, som Du ser ud til, Søren Hansen!

SØREN.

Jeg har været dum.

OLE.

Ja, det har Du sgu!

SØREN.

Men nu er jeg bleven seende.

OLE.

Og nu gaar Du til Bønnemøder?

SØREN.

Nu gaar jeg til Bønnemøder og blander min Lovsang med de andres.

OLE.
(puffer til ham og blinker).

Hør, Du Søren ... vi er jo alene!

SØREN.

Menneskene er aldrig alene, Ole Christoffersen!

OLE.
(skuffet).

Hum ... Og hva sier nu dine gamle Meningsfæller?

SØREN.

Jeg har ta-get Martyriummet paa mig og lar dem grine.

OLE.

Ja, Du sidder jo osse her paa Gaarden som Ejer nu.

SØREN.

Ikke som Ejer, Ole Christoffersen, kun som Forpagter ...

OLE.
(overrasket).

Saa-e !?

SØREN.

Er ikke al Ejendom en Forpagtning fra Oven?

OLE.

Naa saadan jo! ... Og det Herskav er ikke af de strikseste med Afgiften!

SØREN.

Nej det er i-del Kjærlighed!

OLE.

Sig mig, Søren, staar Du og gør Nar af mig?

SØREN.

Jeg er et li-det Gu's Barn, Ole ...

OLE.

Ja, Du er sgu hverken til at hugge eller stikke i!

SØREN.

Den hel-li-ge Aand er kommen over mig ...

OLE.

Saa blev det altsaa ham, der væltede Dig tilsidst!

SØREN.

Han er saa stærk, saa stærk ...

OLE.

Jeg synes ellers, Du sa'e engang, at Du vilde ikke ha noet med ham at skaffe?

SØREN.

Du véd ikke, hvor let man skifter Mening, Ole Christoffersen, naar man er kommen paa den rette Vej!

OLE.

Næi, jeg har da ikke rigtig vidst det før nu! ... Saa blir det vel heller ikke til noget med Udstykningen?

311
SØREN.

Med hva for en Udstykning ...?

OLE.

Du vilde jo udstykke Gaarden her til Husmandslodder, sae Du, hvis Du noentid fik den.

SØREN.

Sa'e jeg det ...? Det maa ha været den Gang, jeg saa' paa Livet med kun jordiske Øjne.

OLE.

Ja, Du er sgu Faenhenteme mere durkdreven, end Du tegnede til, er Du!

SØREN.

Den som er givet meget skal formere sin Bo til Gu's Ære, Ole Christoffersen; og jeg er netop i Lav med at afrunde Ejendommen og kjøbe Pe Jensens Gaard her ved Siden af. Du vil derfor indse, at i det foreliggende Tilfælde vilde en Kungpromis mellem mig og de sosjalistiske Ideer være en Kungpromis med Akordens Aand!

OLE.

Ja, Snakketøj har Du altid haft!

SØREN.

Det har enhver, der er greven af en stor Sag, Ole Christoffersen; og man skal holde fast ved sin Overbevisning, thi kun derved bevarer man Sælagtelsen og holder sin Svinesti ren, som skreven staar.

OLE.
(tæt hen til ham).

Kan Du huske ifjor, Søren Hansen, da Bierne hade stukken Niels Christensen, saa han døde a'et, saa sa'e Du, at det kunde maaske tilnød bevise Gu's Almagt, sa'e Du; men Gu's Kjærlighed beviste det ikke, sa'e Du? ... Men jeg synes nu alligevel, at det paa en Maade lisom har bevist Gu's Kjærlighed ... til Dig!

SØREN
(nikker dybt).

Ja, hans Veje ere uransa-ge-li-ge, Ole Christoffersen! ... Men nu maa jeg ind. Adjøs! ... Og den hel-li-ge Aand komme i bredt Maal over vort lille Fædreland! Dette beder jeg inder-li-gen! (Gaar.)

H. C. ANDERSEN
Skrevet 1897,
første Bogudgave 1897

314
315

BRØDRENE GRØN

Der var engang to Frøer, de var Tvillingbrødre og Pebersvende og hed Qvabbe og Krabbe.

Helt nede paa Bunden af et dybt Hul ved Siden af den store Mergelgrav ude i Brakmarken havde de deres Hus. Og dernede sad de den ganske Dag i hver sin Krog og sagde ikke et Muk. Men naar Aftenen kom, og Solen var gaaet ned, saa kravlede de op af Hullet og gemte sig inde under nogle store Skræppeblade, der voksede oppe paa Kanten af Mergelgraven; og der laa de saa paa deres fede Maver og lurede efter, om noget spiseligt skulde vise sig; for det, de satte højest her i denne Verden, det var Mad; hvad jo ogsaa er en god Ting, naar den nydes med Maade. Men de havde nu i saa mange Herrens Aar fyldt sig til den Grad, at deres Maver hængte dem helt ned paa Knæene, og deres Øjne stod over en halv Tomme ud af Hovedet paa dem. Jo, de var virkelig et Par smukke Kavalerer. Og saa var de tilmed saa vigtige og selvkloge, at de flere Gange havde været lige ved at revne af Arrigskab, naar nogen havde sagt dem imod. Men ét maatte man lade dem: de holdt sammen; og var den ene fornærmet, var den anden det ogsaa.

- De skulde se at finde Dem hver en lille Kone, mine Herrer! sagde Pindsvinet en Aften, det kom ned til Vandet for at drikke - En Kone fryder Hjertet og forsøder Livet! Og saa Børnene! sagde han, og Pindene strittede paa Ryggen af ham af Glæde - og saa Børnene!

Pindsvinet var nemlig Ægtemand og Fader, og det var nu han glad ved.

- Pas Dem selv! sagde Qvabbe, den sad med en Regnorm 316 hængende ud af den ene Mundvig - Der er ingen, der har forhørt om Deres Mening!

Og Krabbe skød sine Øjne endnu længere ud af Hovedet, skulede hen til Pindsvinet og sagde:

- Det er ellers vores Vand!

- Gudbevares og om Forladelse! sagde Pindsyinet, der var en høflig og godmodig Fyr - det vidste jeg ikke! Men jeg faar vel nok Lov at tage en Mundfuld? Jeg er saa tørstig!

Ingen af Brødrene svarede; de gad ikke; de havde begge to vendt Ryggen til og sad og gloede begærligt op efter en dejlig, grøn Flue, der gik og spadserede oppe under et af Skræppebladene; den ene var bange, at den anden skulde faa den. Men lige idet Krabbe skulde til at nappe den for Næsen af Broderen, saa fløj den:

- Fik I mig? sagde Fluen; og væk var den.

- Man er ikke altid lige heldig! bemærkede Pindsvinet deltagende; han havde nu slukket sin Tørst og syntes, at han burde sige noget til Gengæld, fordi han havde faaet Lov at drikke.

- Gid De vilde gaa Deres Vej! sagde Qvabbe.

- Der er ingen, der har haft Bud efter Dem! sagde Krabbe.

- Ja saa Godnat da! Og god Fangst! nikkede Pindsvinet høflig; og saa luntede han af.

- Naalepude! mumlede Qvabbe og vendte sine Stilkeøjne om efter ham.

- Spidstryne! sagde Krabbe.

Men de var nu alligevel halvvejs kede af, at Pindsvinet gik, for de kunde i Grunden godt lide at have nogen at lade deres Galde gaa ud over.

Saa sad de en Tid lang tavse, og der kom ingen Føde forbi, og de blev arrigere og arrigere, Underkæben hang dem helt ned paa Brystet, og de svedte grønt af Arrigskab.

- Jeg syntes, Pindmaskinen talte om, at vi skulde gifte os? brummede saa Qvabbe.

- Hø, ja! surlo Krabbe - Naar Folk er kommen i Ulykke, saa vil de gerne trække andre efter sig. Selv ligger han med hele Reden fuld af Unger!

317

- Kan de spises?

- Ja, Kragerne holder meget af dem.

- Gid saa Kragerne vilde ta' dem da! sagde Qvabbe - Det er væmmeligt med alle de Unger, der sættes i Verden ! Mad skal de ha' alle sammen. Der bliver snart ikke Fugls Føde til os andre!

- Det er da vist og sandt, Bro'r! sagde Krabbe.

- Og det er den megen Kærligheds Skyld!

- Og den megen Gifterage!

- Der er ikke mange, der er saa kloge som vi!

- Nej, det er et sandt Ord!

- Vi passer os selv!

- Det gør vi!

- Og vi kommer ingen for nær!

- Næi, naar bare de andre kan la' os være i Fred!

- Ja ... Kan Du se no'en Fluer?

- Næi, jeg har ingen set i den sidste halve Time.

- Jeg heller ikke. Hvor er de bleven af alle sammen?

- Det er de andre, der ta'er dem!

- Til os bliver der ingenting!

- Vi maa gaa sultne i Seng!

- Det maa vi jo altid!

- Bare jeg var saa stor, at jeg kunde æde al den Mad, der er i Verden, sagde Qvabbe.

- Ja, og saa jeg kunde hjælpe Dig! sagde Krabbe, Saadan sad de og snakkede og mumlede og brummede, de to kære Brødre, til langt ud paa Natten; og snart snappede de en Flue og snart en Natsværmer og snart en Myg og smaskede dem i sig med deres brede Kæber, saa det lød, som naar man slaar et Par vaade Handsker imod hinanden ; men mætte blev de ikke, sagde de, og først henad Morgenstunden, naar det begyndte at blive lyst, kravlede de hen til Hullet og lod sig dumpe ned paa Bunden af deres Hule. Og der sad de saa, fra Solen stod op, til Solen gik ned, og sov og fordøjede og gloede og stangede Tænder. Og mørkt var der dernede og klamt og trist; og det syntes de netop godt om.

Men ovenfor, oppe i det klare Solskin, var Liv og Lys og Fryd og Glæde! Ude over Vandet sværmede Sommerfugle 318 og Guldsmede og satte sig snart paa den ene Blomst og snart paa den anden; smaa nydelige Fisk svømmede rundt i Vandskorpen og slog med Halerne og legede Tagfat. Oppe paa Markerne hoppede Haren i det friske Græs og tog sig en Mundfuld hist og en Mundfuld her; og højt i Luften kredsede Svaler og Stære og nød Udsigten og saa' ned paa det Hele og paa Storken, der gik og vadede i sine langskaftede, røde Støvler henne i et Hjørne af Mergelgraven; den løftede Fødderne saa højt og forsigtigt og satte dem ganske stille ned igen for ikke at gøre Larm.

Lige paa én Gang fik den Øje paa et rundt Hul, der var i Mudderet oppe i Vandskorpen:

- Gud véd, hvem dér bor? tænkte den og gik derhen. Og da den stod ved Siden af Hullet, lagde den Hovedet paa Siden og kiggede derned.

- Tag Dem i Agt, tag Dem i Agt! raabte i det samme en Sommerfugl, som kom flyvende forbi. Men inden Storken kunde faa spurgt: Hvorfor? var den borte.

- Er De tosset, er De tosset? skreg en Guldsmed, der sad og solede sig oppe paa Spidsen af et Siv - Er De tosset, er De tosset? Og en lille, blaagrøn Flue, der kom sejlende forbi paa et Aakandeblad, skreg ogsaa: Er De tosset? og var ved at gaa paa Hovedet i Vandet af Skræk.

- Men Gudbevares! sagde Storken og blev ganske betænkelig til Mode - Hvem bor da nede i Hullet?

- Brødrene Grøn! sagde Guldsmeden og slog Vingerne i Kors bare ved at nævne Navnet.

- Brødrene Grøn! raabte Fluerne under Skræppebladene - De to værste Uhyrer i hele Verden!

- Brødrene Grøn! peb Regnormen - I Aftes aad de min Kone!

- Tør jeg spørge, hvad Dyreklasse hører de til? spurgte Storken.

- Frøer, Frøer, Frøer! lød det rundt omkring fra.

- Naa-aa! sagde Storken - Ikke andet! Saa kan de vel ta'es!

Og han jog ganske ugenert hele Næbet ned i Hullet lige til Øjnene.

Dybt, dybt dernede paa Bunden sad Tvillingerne og sov 319 i hver sin Krog. Krabbe til venstre, og Qvabbe til højre, for han var den ældste. Og han sad netop og drømte, at han lige skulde til at nappe en dejlig, fed, glinsende Hesteigle:

- La' være, Krabbe! sagde han arrigt, da nogen i det samme rørte ved ham - Iglen er min! Jeg saa' den først! Den næste kan Du faa!

- Hallo! tænkte Storken - der har vi nok Uhyret! Og han greb Qvabbe om det ene Bagben og trak ham frem - Hvad er Du for en Størrelse? spurgte han saa og satte Frøen paa Jorden foran sig.

- Jeg er Qvabbe! sagde Tvillingen - Lad mig være i Fred! Jeg holder ikke af at komme op i Lyset! Og saa vendte han Ryggen til Storken og vilde kravle ned i Hullet igen.

- Nej, holdt! sagde Storken - Saadan spiller vi ikke i Leipzig, gode Ven! Og han tog et Tag i Ryggen paa Frøen og holdt ham tilbage.

- Uforskammede Person! hvæsede Qvabbe, og Fedtet svulmede paa ham - Hører han ikke, at jeg vil ned til min Broder!

- Ja, det er sandt, Du har jo en Broder! sagde Storken - Nu skal jeg hente ham!

- Slip mig! skældte Qvabbe og sprællede - Jeg vil ned! Solen skær mig i Øjnene!

- Ja, nu skal Du komme ned! sagde Storken - Vent bare lidt! Og saa lukkede han Næbet saa højt op, som han kunde og slugte Qvabbe.

- Nu har jeg aldrig set saa galt! sagde Guldsmeden, der endnu sad paa sit Siv - Sikken en Mundfuld!

Men Storken svarede ikke, den stak igen Næbet ned i Hullet lige til Øjnene og søgte rundt.

- Hva' er der? spurgte Krabbe, som vaagnede ved Uroen - Skal vi op?

- Ja, vi skal! sagde Storken og halede ham frem ved Bagbenet, ligesom den havde gjort ved Broderen - God Middag, Deres Velbaarenhed!

- Hvad er Du for en Fisk? spurgte Krabbe indædt og satte Øjnene paa Stilke for at se imponerende ud.

- Jeg er ingen Fisk, jeg er en Fugl! sagde Storken.

320

- Du keder mig! hvæsede Krabbe og svedte grønt.

- Tak i lige Maade! sagde Storken - Men skal vi saa lade det være nok med Komplimenter og skride til Forretningerne !

- Jeg har ingen Forretninger med Dig!

- Naa-aa, det kunde dog være ...

- Jeg vil ned til min Broder, og det straks!

- Der kan Du saamænd tids nok komme!

- Hvor er han henne?

- Ikke ret langt borte. Kunde Du ha' Lyst til at se ham?

- Vel kunde jeg det! sagde Krabbe.

- Ja saa vent lidt! nikkede Storken og gav sig til at vride paa Halsen - Nu kommer han straks! . . . Her har Du ham! sagde den saa og gylpede Qvabbe op paa Jorden foran sig.

- Puv! sagde Qvabbe og nyste - det var dog en væmmelig Tur!

- Det kalder vi at gaa igennem Suezkanalen, oplyste Storken.

- Den Rejse skal jeg vist ikke gøre to Gange! sagde Qvabbe.

- Nej, næste Gang skal Du faa Lov at blive der! sagde Storken.

- Uforskammede Knægt! skreg Krabbe rasende og gik Storken ind paa Livet - Er det en Maade at behandle en ældre Herre paa? Sikken min Broder ser ud!

- Gør mig ondt! beklagede Storken - Men det er nu min Metode. Enhver har sin.

Qvabbe saa' unægtelig noget underlig ud efter sin Rejse, saa mærkelig tynd og langstrakt var han bleven, og Benene slappe, og Øjnene sløve; og Munden var vredet ham helt om paa den ene Side. Og saa hikkede han hele Tiden, som om han skulde til at kaste op. Krabbe kravlede rundt om ham og saa' paa ham fra alle Sider og puffede til ham med Snuden; men Broderen rørte sig ikke, sad og gloede sløvt hen for sig og mumlede bare engang imellem:

- Lad være, jeg er søsyg!

- Naa? spurgte Storken, der havde benyttet Tiden til at staa paa ét Ben og tænke sig om - Er I saa færdige?

321

- Du har redt ham godt til! sagde Krabbe og pegede paa Broderen - Han bliver aldrig til Menneske mere!

- Er I færdige? spurgte Storken igen - Hvem af Jer er den ældste?

- Ingen af os, sagde Krabbe næsvist - For vi er Tvillinger.

- Nu sluger jeg Jer! sagde Storken pludselig - Jeg kan ikke længere styre min Madlyst!

- Sluger? spurgte Krabbe, og Vorterne paa hans Krop tog paa at rejse sig af Skræk - Vil Du æde os?

- Det er Meningen, ja! Hvem er den ældste?

- Der er jo saa mange andre Frøer, sagde Krabbe, og Modet sank i ham - Der er jo saa mange andre Frøer! Unge og smukke og lækre!

- Først Jer og saa Desserten! nikkede Storken, og det Øje, der vendte hen mod Brødrene, tog paa at lyse uhyggeligt.

- Vi er saa gamle, saa gamle, skreg Krabbe i sin Angest - og saa sejge og saa magre!

- Aa, I glider nok! I ser ikke ud til at have lidt Nød!

- Det er Vattersot! skreg Krabbe - Jeg forsikrer Deres Højbenethed, det er den rene og skære Vattersot! ... Sig dog noget Qvabbe!

- Jeg er søsyg! sagde Qvabbe, og andet var det ikke muligt at faa ud af ham.

- Lille, kære Stork, klynkede Krabbe, og al hans fordums Storhed var borte - lille, kære, gode Stork, vi vil fange ti Hesteigler til Dem, hvis De vil lade os slippe!

- To Frøer i Maven er bedre end ti Hesteigler i Vandet! sagde Storken.

- Ja, æd dem bare! lo Guldsmeden oppe paa sit Siv - æd dem bare! Det har de godt af! De har aldrig haft Medlidenhed med os!

Men ligesom den havde talt, kom der en Graaspurv flyvende og snappede den.

- Velbekomme! sagde Storken - Nu skal jeg ogsaa til det! Hvem af Jer er den ældste, ham vil jeg ta' først? spurgte den saa og kiggede ned paa Krabbe, der laa fladt ned paa Maven og rystede.

322

- Det er ham! sagde Krabbe hurtigt og pegede paa Broderen.

- Godt! nikkede Storken - En, to ...

Men lige idet den skulde sige: tre og hugge Næbet i Qvabbe, sprang Krabbe op, satte sig paa sin Hale, stak den ene Finger i Vejret og sagde:

- Vi véd en Pindsvinerede!

- En Pindsvinerede? spurgte Storken og løftede Hovedet.

- Ja, ja! nikkede Krabbe ivrigt.

- Hvor meget er der i den?

- Seks Unger!

- Er de fede?

- Som Bagerbørn!

- Har de Pinde?

- Nogle ganske smaa, som ikke vil genere!

- Er det langt herfra?

- To Skridt henne paa Marken!

- Jamen de gamle?

- De gamle er ude; det er de altid paa denne Tid!

- Hvoraf véd Du det?

- Jo, for det er vores bedste Venner!

- Godt! sagde Storken afgjort - Vis mig Huset! Og behager Maden mig, skal I slippe! Lad os skynde os! Pindsvineunger er min Livret!

- Først et lille Papir! smiskede Krabbe, der nu havde genvundet en Del af sin Fatning - Først et lille Papir, Deres Højbenethed.

- Behøves ikke mellem os! sagde Storken - I har jo mit Ord!

- Bevares vel! sagde Krabbe høfligt - Og det er naturligvis tilstrækkeligt! Men et lille Papir for Liv og Døds Skyld, som det hedder!

Og Storken maatte rive en Fjer ud af sin Hale og skrive paa et Skræppeblad, at han forpligtede sig til at lade være med at æde Brødrene Q & K. Grøn, dersom de viste ham den omtalte Pindsvinerede, og dersom Ungerne ikke var for magre.

- Nej, det er de ikke! sagde Krabbe ivrig - Her har næsten ikke været Føde at opdrive, saadan har de gamle 323 skrabet sammen til dem! Det er væmmeligt, saa nogen skal fylde sig med alt, hvad de ser!

- Var den møntet paa mig? spurgte Storken.

- Aldeles ikke! sagde Krabbe og bukkede helt ned til Jorden - Absolut ikke! Paa ingen Maade! Det kunde aldrig falde mig ind!

Og saa tog han Qvabbe under Armen, og de gik alle tre hen til Pindsvinereden.

- Her er det! sagde Krabbe og bøjede Græsset til Side. Og der laa ganske rigtig de seks lækreste, smaa Unger og sov med Snuderne boret ind i Siderne paa hinanden.

Storken fik Taarer i Øjnene, da han saa' dem:

- Det er næsten Synd, sagde han - for Forældrene!

Men i samme Øjeblik sad der ham allerede en Unge helt nede i Halsen:

- Meget godt, meget godt! sagde han - Jeg har smagt værre Sager! Og saa tog han en Mundfuld til og lod den glide ganske langsomt ned.

- Gud, hvor De maa ha' Fornøjelse af Føden! sagde Krabbe misundelig - Med den Hals De har!

- Klager ikke! sagde Storken, han stod midt i Nummer tre.

- Og Maden er efter Ønske?

- Udmærket!

- Piggene kradser ikke?

- Kan slet ikke mærke dem!

- Ja, saa vil vi ønske Dem Velbekomme til Resten! sagde Krabbe og tog igen sin Broder under Armen.

- Nej vent lidt! sagde Storken og traadte i Vejen for dem - De maa først hilse paa min Kone!

- Deres Kone?

- Ja, det vil more hende!

- Husk Papiret! sagde Krabbe og svedte paa ny grønt.

- Ja, jeg skal saamænd ikke røre Dem! bedyrede Storken og lagde sin lange, bøjelige Hals bagover langs hen ad Ryggen og knebrede med Næbet, saa det gav Ekko langt borte fra.

- Det var en væmmelig Lyd! mumlede Qvabbe, han havde ikke lukket Munden op i den sidste halve Time.

324

- Ja-a, sagde Storken - men den er nyttig! Og der har vi Madammen!

I det samme susede det i Luften; det var Storkemor, der kom flyvende. Hun kredsede et Par Gange rundt over Stedet, strakte Benene fra sig og dinglede med dem for at faa Fodfæste; og saa stod hun dér. Men inden hun var naaet saa vidt, havde Storkefar slugt Resten af Pindsvineungerne ; han skyndte sig i den Grad, at han nær havde faaet den sidste forkert i Halsen.

- Spiser Du? spurgte Mutter og saa' skarpt paa ham.

- Aa en ren Ubetydelighed! sagde Fatter - Men maa jeg ikke præsentere: Min Kone ... Brødrene Grøn!

- Aa-a, hvilke vakre Herrer! smilede Fruen.

- Ja, jeg tænkte nok, det vilde more Dig at gøre deres Bekendtskab, min kære! nikkede Storken.

Men Tvillingerne sagde ingenting. Qvabbe sad stadig sløv og udeltagende og gloede frem for sig med stive Øjne og hængende Kæber; Farten gennem Suezkanalen havde ganske berøvet ham Evnen til at opfatte, hvad der foregik omkring ham. Og Krabbe, det Skrog, kunde med sin bedste Vilje ikke faa et Ord frem. Han var krøben helt hen ved Siden af sin Broder og trykkede sig i sin Angest tæt op ad ham; og "Kontrakten" holdt han i Vejret som et Skjold.

Men lidt efter var Brødrene forsvundne; Storkemor havde ædt dem!

- En Mand kan ikke være ansvarlig for sin Kones Handlinger! sagde Storkefar, han stod paa ét Ben og plirede med Øjnene og saa' filosofisk ud.

Og i det samme tog Vinden fat i "Kontrakten", flagrede af Sted med den og kastede den ud i Mergelgraven.

325

SKOMAGER MUNTER

Skomager var han, men han hed nu egentlig Hansen, for det var han døbt, og det maa man respektere. Men alle Mennesker i Byen kaldte ham Skomager Munter, fordi han var saa fornøjelig. Fra den tidligste Morgen sad han paa sin trebenede Stol og hamrede og syede paa sine Støvler og Sko og sang og fløjtede, saa det kunde høres langt nede i Gaden paa begge Sider. Og han hed Viktor til Fornavn, og det betyder Sejrherren.

- Nu er Klokken seks; Munter fløjter! sagde Genbokonen til sin Mand Snedkeren og puffede ham i Siden med Albuen; og Snedkeren brummede og strakte sig og var vred, men op maatte han.

- Godmorgen Mester! nikkede Munter, da Snedkeren med Nathuen ned om Ørene stak Hovedet ud af Vinduet - Hy-hyteli-hy!

- Um! sagde Snedkeren, han var morgengnaven.

- Dejligt Vejr i Dag! sagde Munter - Tralala-la!

- Kunde Du ikke holde op med det Spektakel, Munter? spurgte Snedkeren.

- Nej, jeg kan ikke! sagde Munter.

- Saa gaar jeg til Politiet! sagde Snedkeren.

- Værsgod! nikkede Munter - Hy-hyteli-hy-faldera! Politiet kan ikke forbyde En at være glad! Og saa stemte han op med en Sang, saa Snedkeren smældede Vinduet i og gav sig til at skælde sin Kone ud, fordi hun ikke havde Kaffen færdig; det var en rigtig gammel Gnavpotte, den Snedker ! 326 Uden for Skomagerens Hus var der den nydeligste Have med Blomster og Køkkensager og et dejligt, stort Lindetræ med en Bænk under; og oppe i Træet hang en Kasse med et Hul og en Pind, og der boede Stæren med sin Kone og sine to ganske yndige, smaa, bitte skaldede Unger. Naar det blev altfor varmt inde i Værkstedet, flyttede Skomageren sine Sager ud paa Bænken, og sad saa dér og arbejdede, og oppe paa sin Pind sad Stæren og fløjtede og sang, og Skomageren stemte i med; de søgte at overdøve hinanden; og sommetider blev de saa ivrige i deres Musik begge to, at de var lige ved at gaa baglæns ned i Kartoflerne!

- Fatter, Fatter! sagde Madam Munter, der kom ud i Døren for at ryste sin Støveklud. - Jeg tror engang, Du gaar i Stykker i Halsen!

- Saa kan Du jo komme hen og kysse mig! sagde Skomageren - saa tier jeg da stille saa længe.

Men Konen slog efter ham med Støvekluden og gik ind for at klæde Børnene paa.

Det var de dejligste Skomagerbørn, der nogen Sinde var født paa Jorden; en lille Dreng og en lille Pige, rigtig et Par Ønskebørn, buttede og trinde var de og røde og hvide og søde og bløde, akkurat ligesom de var fostret op med Mælk og Nøddekerner. Alle Mennesker sagde, at hvis der nogen Sinde blev en Børneudstilling, saa vilde de baade faa første Præmie og hæderlig Omtale; og naar Byens fine Damer kom for at faa Maal af nyt Fodtøj, saa skulde de altid klappe den lille Dreng paa Haaret og have den lille Pige paa Skødet; det var en Glæde for Forældrene; Madammen lo og smilede og kniksede, og Munter fløjtede og sang saadan paa sin trebenede Skomagerstol, at det ligefrem knagede i den.

- Gudbevares, sagde Stæren oppe paa sin Pind - hvor de Mennesker dog er fornøjelige! Jeg er lige ved at blive misundelig ligesom Snedkeren derovre! Men den blev det ikke, for den var en nobel Karakter.

Og Foraaret gik, og Sommeren begyndte; der kom Feriegæster til Byen. Hver eneste Morgen, naar Posten rullede op gennem Gaden, sad der en ny Gæst inde i Vognen, ja somme Tider sad der hele to; og alle sammen nikkede og 327 smilede de ind til Skomageren, som de kendte saa godt fra forrige Sommer og holdt saa meget af.

- Hvor de dog er graa i Huden, de Stakler! sagde Madam Munter. - Aaret har rigtignok taget paa dem!

- Ja, de er ikke saa godt gift, som Du! sagde Skomageren. - De er ikke saa lykkelige! Tak Du Vorherre for den Mand, Du har! Og saa tog han sin Kone om Livet og dansede Polka med hende rundt om den lille Plæne midt i Haven; og alle Feriegæsterne klappede i Hænderne og raabte Hurra; og de kom alle sammen ind og bestilte sig hver et Par nye Sko.

Kors, hvor Mester Munter fik travlt; han syede og syede fra Morgen til Aften, saa Naalen blev ganske gloende; men det gjorde ikke noget, han sang saa det klang lige op mod den straalende Sommerhimmel; men Snedkeren i Genbohuset brummede og skændte, og skændte og brummede af bare Misundelse; for selv kunde han ikke synge; og saa var han Ligkistesnedker, og det tager paa Humøret.

Hele Ugen igennem, fra Mandag Morgen til Lørdag Aften, sad Skomageren paa sin Stol og arbejdede og sang, medens Madammen fejede og gjorde rent og lavede Mad og puslede om Børnene; det var et velsignet Liv, syntes de; og saa blev det Søndag.

Næsten ikke mere end en Time efter at Skomageren var gaaet i Seng Lørdag Aften, sprang han op igen og løb i den bare Skjorte hen for at kigge ud af Vinduet.

- Herregud, sagde Madammen med Dynen helt oppe under Næsen - kan Du dog ikke blive liggende! Du vækker jo Børnene!

- Det bliver det dejligste Vejr i Morgen! sagde Munter. - Maanen skinner, og der er ikke en Sky paa Himlen! Hy-hytelihy-faldera!

- Har jeg ikke sagt, at Du ikke maa fløjte om Natten! skændte Madammen.

- Jeg kan ikke lade det være! sagde Munter - Og jeg kunde saamænd have den største Lyst til at blive oppe med det samme! Men det gjorde han dog ikke, han hoppede i Seng igen, gav sin Kone et Godnatkys midt paa hendes røde Mund, krøb ned under Dynen og faldt i Søvn.

328

Og han vaagnede ikke, førend Solen tittede ind gennem Vinduet og kildede ham i Næsen med sine Straaler; men i det samme stod han rigtignok ogsaa lysvaagen midt ude paa Gulvet.

- Nu har jeg aldrig kendt Mage, sagde han - sikken et Murmeldyr jeg er! Og han løb hen og trak Gardinet til Side og slog Vinduet op.

Nej for et Vejr det var! Himlen var høj og blaa, og Solen skinnede ned over alle Byens smaa, røde Tage, saa de glitrede ved det; og oppe paa Pinden foran sin Gadedør sad Stæren og nikkede og fløjtede og sagde: Godmorgen! Det er Søndag, det er Søndag! Skynd Dig ud i den dejlige Skov, hvor Fuglene synger og Hjortene springer Buk! Skynd Dig, skynd Dig!

Og det kan jo nok være, Skomageren skyndte sig! Han var lige ved at glemme at tage sine Bukser paa, saadan et Hastværk havde han med at komme ud i Gaarden og hen under Posten for at vaske og plaske sig og blive rigtig søndagsren; men da han saa var færdig med Toilettet, saa skinnede han jo rigtignok ogsaa som en nyslaaet Toskilling! lidt Beg sad der ham ganske vist paa Fingrene, men det følger med Professionen, og saa er det en ærlig Sag.

Inde i Stuen havde Madammen faaet Børnene pyntet i deres fineste Stads: De lignede Kongebørn; og Skomageren tog dem paa Armen og kyssede dem forsigtigt for ikke at krølle Pynten. Og da de havde drukket Morgenkaffen, tog Madam Munter den klare Kjole paa med de smaa, nydelige Rosenbuketter, og saa var de færdige.

Det kan nok være, det vakte Opsigt, da de rullede ned ad Gaden med "Kongebørnene" i Barnevognen! Madammen skød Vognen af Sted med den ene Haand, og i den anden holdt hun den nydeligste Parasol oppe over sin hvide Straahat med Rugaksene og de store, røde Valmuer. Og Munter var i den sorte Bryllupsfrakke og den høje Hat og fin Spadserestok; og paa venstre Arm bar han Spaankurven, der var helt fuld af det dejligste Smørrebrød; ja det var rigtignok et storartet Optog; alle Naboer og Genboer sad ved Vinduerne og smilede og nikkede og sagde: Farvel, farvel! og god Fornøjelse! og oppe i Træet sad Stæren og strakte 329 Hals og vilde gerne have været med, men den maatte ikke for sin Kone. Og Munter og Madam Munter raabte Hurra, og "Kongebørnene" kyssede paa Fingeren; nydeligt var og blev det. Der var bare ét Menneske, der ikke kunde taale at se paa al den Glæde, det var Snedkeren; han gik ud i sit Værksted og krøb ned i sin allerstørste Ligkiste og lod sin Kone lægge Laaget paa; og der laa han saa lige til Middag; det var nu hans Søndagsfornøjelse.

Men Skomageren og hans Familie rullede rask af Sted ud gennem Byen, og Solen skinnede, og Fuglene sang. Ude paa de grønne Marker stod Køerne i Græs til Knæene og aad sig tykke og fede, og Hestene gik rundt i deres Tøjr og svandsede stoltelig med Halerne ligesom fornemme Damer. Længere og længere ud paa Landet kom Familien, og Solen steg og steg; Fatter Munter maatte trække Frakken af og gaa i Skjorteærmer, saa varm blev han; og Mutter Munter pustede og stønnede bag ved Barnevognen som et helt lille Lokomotiv; men saa satte Skomageren sin høje Hat bag ad Nakken og gav sig til at fløjte Melodien til "Den tapre Landsoldat" ; og saa naaede de Skoven.

Derude var der svalt og den dejligste Skygge, Solen tittede bare ned mellem de grønne Blade og legede Smut hen over Græs og Blomster; og Vinden spillede paa Orgel i Trætoppene, og Fuglene sang Salmer, det var yndigt at høre; og Dyrene derude stod da ogsaa og lyttede med Hovedet paa Siden og havde Vand i Øjnene, saa betagne var de; men saa snart de bare hørte Menneskene komme, vips saa gjorde de omkring og satte ind i Tykningen i lange, elegante Hop, som om de havde Gummibolde under Fødderne.

Ja, der var rigtignok storartet derude; og da Familien naaede ned til Havet, det store, prægtige Hav, som rullede sine Bølger lige ind under Skoven, blev Skomager Munter saa rent ellevild af Glæde, at han pludselig gav sig til at staa paa Hovedet med Benene lige i Vejret, medens han samtidig sang "Danmark dejligst Vang og Vænge" med saa høj og klar en Stemme, at Fiskene kom svømmende mange Mile fra for at høre paa ham; og Madammen sang med, og "Kongebørnene" slog Takt med deres Rangler; det var en lykkelig Familie; og saa skulde der spises.

330

Naada, hvor Skomageren klappede i Hænderne, da han saa', hvad der var i Kurven: over tyve Stykker Franskbrød og Sigtebrød med Æg og Ansjoser og salt Kød og Rullepølse! Og til Børnene var der de dejligste flækkede Hveder med Sirup og Kanel paa og en hel, stor Flaske nymalket Mælk; det var rigtignok en Kone og en Moder, den Madam Munter! og hendes Mand sagde da ogsaa, at han vilde ikke bytte hende væk for alt det Guld, der var i Verden og en hel Skæppe Tiører oven i Handelen.

Da Børnene nu havde spist deres Hveder og drukket al den Mælk, der var i Flasken, blev de søvnige, som rimeligt var, og Madammen lagde dem hen i det friske, grønne Græs, stak dem hver en lille, hvid Pude under Hovedet, lagde et Tæppe over dem, og saa faldt de i Søvn; de saa' ved Gud i Himlen saa allerkæreste ud, som de laa der med deres sunde, røde Kinder og deres smaa, sammenknyttede, buttede Hænder, at Fatter Munter uvilkaarlig igen maatte staa en lille Omgang paa Hovedet og absolut vilde have, at hans Kone skulde gøre det samme, men det vilde hun ikke indlade sig paa, for hun var en Dame.

Saa tog de hinanden i Haanden og gik ned til Havet og satte sig i en dejlig stor, tør Tangbunke og saa' ud over det blaa Vand; hvor var der smukt dernede, og hvor var der friskt, og for en Mængde Skibe! Munter gav sig til at tælle dem og fik toogtyve; men hans Kone, der ogsaa havde talt, paastod, at der var treogtyve; og saa lo han af hende og kyssede hende og sagde, at hun havde regnet sig selv med, for hun var den yndigste og lækreste og mest appetitlige lille Skude i hele den vide Verden! Og saa gav de sig til at tale om deres Forlovelsestid. Kan Du huske, kan Du huske, sagde de; og hvad den ene ikke kunde huske, det kunde den anden!

Hun havde staaet som Jomfru i Byens fineste Bagerbutik, og han var kommen hver Morgen ganske tidlig for at købe sig et Stykke frisk Wienerbrød til sin Kaffe; det var livsalige Dage. Han havde kigget paa hende, og hun havde kigget paa ham, og de havde ganske stille syntes rigtig godt om hinanden, for de var glade og skikkelige Mennesker begge to, og de skal nok finde hverandre. Og oftere og oftere kom 331 han i Butikken; saa snart han bare havde fem Minutters Fritid, saa var han der og købte Wienerbrød; han levede i de Dage slet ikke af andet end Wienerbrød; til Slut havde hun da ogsaa let af ham og sagt, at han var en forskrækkelig Slikmund, og han havde let igen og fløjtet en af sine lystigste Melodier og svaret hende, at det kunde hun have Ret i, han holdt ganske forfærdelig meget af Slikkeri! Og lige i det samme, inden hun vidste et Ord af det, var han sat i et højt Spring ind over Disken, havde slaaet sine Arme om hendes Hals og givet hende saadan et rigtigt varmt Trykkys midt paa hendes røde, svulmende Jomfrumund: Vil Du ha' mig, saa ta' mig og grin ikke a' mig, værs'artig her er jeg! - Først var hun naturligvis bleven forskrækket, som sig hør og bør ; men saa havde hun kysset ham igen og sagt "ja" ; og saa var de bleven forlovede, og han havde af lutter Fryd staaet paa Hovedet for hende oppe paa Disken midt imellem alle de dampende Boller; Gud i Himlen hvilken Lyksalighed!

Og saa var de bleven gifte og havde faaet to smaa Kongebørn, som laa derhenne i Græsset og sov og drømte de dejligste Drømme; og selv sad de nu her i en Tangbunke med hinanden i Haanden og saa' ud over det skinnende blaa Hav under Guds varme, straalende Sommersol og var saa glade, saa glade og syntes, at ingen Mennesker paa Jorden havde det saa godt som de! -

Og der vil vi lade dem blive siddende, for vi synes, det er Synd at forstyrre dem.

ET PAR HANDSKER
eller
DAMEN FRA LANDET
En lille Komedie
i flere Akter.
Skrevet 1901,
først offentliggjort 1951

334

Manuskriptet til Et Par Handsker blev fundet af Eddie Salicath og offentliggjort første Gang i »Social-Demokraten« 7. Jan. 1951. Den lille Ting er ikke alene morsom, men interessant, fordi Wied her benytter sin dramatiske Skriveform til at meddele sig til sin gode Bekendt, Fru Dagmar Lemming paa Skovbogaard, tidligere gift med senere Statsminister Niels Neergaard. Det er i Virkeligheden et Privatbrev i dramatisk Form. De agerende er dels Wied selv, dels Manufakturhandler Ostermann, der dengang hørte til Roskildes kendte Forretningsmænd. Den i Teksten omtalte »Ham selv« er Domkirkens Organist Waage Matthison-Hansen, der ogsaa gav Spilleundervisning for profane.

335

ET PAR HANDSKER
eller
DAMEN FRA LANDET.
En lille Komedie i flere Akter.

AGERENDE

  • Manufakturhandler Ostermann
  • Forfatter Wied

FØRSTE AKT.

Handlingen foregaar paa Roskilde Skomagergade Søndagen den 6te Jan. 1901. Forfatter Wied kommer gaaende østfra i Pels og dybe Tanker.

Manufakturhandler Ostermann fra vest, kun i Pels. - Slaar ud imod Forfatteren.

Goddag! Glædelig Nytaar! Undskyld, jeg standser Dem!

FORF.

Beér, beér! - Glædelig Nytaar!

OSTERMANN.

Tillad mig, var der igaar en Dame fra Landet ude hos Dem?

FORF.

En Dame - fra Landet - ? Næ-æ ...

OSTERMANN.

Ikke?

FORF.

Næ-æ ...

OSTERMANN.

Man si'er, De kender hende ... Og saa troede jeg, at hun havde været nede hos Dem ...

FORF.

Næ-æ ... Hvad skulde det være for en Dame?

OSTERMANN.

Det var en Dame fra Landet ... Hun var inde hos mig og købe et Par Handsker.

FORF.

Saa-aa? Hvad for et Land, var hun fra?

OSTERMANN.

Ja, det er her fra Omegnen ... En nydelig Dame!

FORF.
(der gaar et Lys op for ham).

Aa-aah! Er det fra Viby?

OSTERMANN.

Ja, det er det vist ... Fra en Gaard ...

FORF.

Skovbogaard?

336
OSTERMANN.

Ja, ja! saadan hedder den! - Hun købte et Par Handsker; og saa har hun tabt dem.

FORF.

Saa-aa? Har hun tabt dem? Hvor?

OSTERMANN.

Paa Vejen til Dem.

FORF.
(indtrængende).

Kære Herre, hun har ikke været hos mig! Jeg beklager det meget; men hun har ikke været der!

OSTERMANN.

Hun skal komme til Byen en Gang om Ugen og spille med »Ham selv« ...

FORF.

Ganske rigtig! Og skønt vi, »Ham selv« og jeg, boer temmelig nær ved hinanden, har hun dog ikke været hos mig i Maaneder.

OSTERMANN.

Ikke ... ? Men hun har tabt et Par Handsker.

FORF.

Ja, det siger De ...

OSTERMANN.

Og hvis De skulde se hende ...

FORF.

Jeg ser hende ikke ... ! Jeg ser hende aldrig!

OSTERMANN.

Jamen hvis De alligevel skulde se hende, er De nok saa god at sige, at en Mand har fundet dem.

FORF.

Jeg ser hende ikke! Hun vil ikke besøge os!

OSTERMANN
(kører paa).

Han fandt dem i Karenolsdatter-stræde ... og saa tænkte jeg, at det var paa Vejen ned til Dem.

FORF.

»Ham selv« boer jo ogsaa der ned ad.

OSTERMANN.

Ja, saa har det maaske været paa Vejen til »Ham selv«. - Men hvis De alligevel vil være saa god ...

FORF.
(tager Ostermann i en Knap).

Jeg siger Dem jo, Menneske, at vi ser hende aldrig!

OSTERMANN
(trækker sig lidt tilbage).

Ikke ... ?

FORF.

Nej! - Jeg vilde ha' været ud til Skovbogaard i Julen for at ønske glædelig Fest. Men jeg blev syg og har ligget mange Dage i Sengen.

OSTERMANN.

Det gør mig ondt!

FORF.

Og vi skulde ha' haft en lille Middag, hvortil hun 337 og hendes Mand skulde have haft en Indbydelse. Men den er bleven udsat paa Grund af min Sygdom.

OSTERMANN.

Det gør mig meget ondt!

FORF.

Ja, De skulde nu ikke ha' været med!

OSTERMANN.

Nej ... næ, det skulde jeg vel ikke ...

FORF.

Nej! - Men næste Gang, Damen kommer ind i Deres Butik, vil De saa sige til hende, at vi er meget bedrøvede over, at vi ikke har set hende en eller anden Tirsdag!

OSTERMANN.

Tirsdag ... ?

FORF.
(irritabel).

Ja! Men det forstaar De ikke!

OSTERMANN.

Nej ... æ ...

FORF.

Nej! Tirsdagen er den eneste Dag, dannede Folk ser Fremmede hos sig!

OSTERMANN
(interesseret).

Saa-aa ... ?

FORF.

Ja! - Saa siger De det altsaa til Damen fra Landet!

OSTERMANN.

Ja saa gærne! - Tør jeg spørge, kender De hendes Navn?

FORF.

Om jeg kender ... ? Er De gal!

OSTERMANN.

Tør jeg spørge, hvad ... hvem ... ?

FORF.

Véd De ikke, hvem det er?

OSTERMANN.

Nej ikke ganske.

FORF.

Det er jo Grevinde Schulin, Mand! født Brocken-huus Schack!

OSTERMANN
(synker ligefrem i Knæ).

A-a-ah . . . !

FORF.
(vrængende, ligeledes).

Ja-a-a . . . !

Pause

OSTERMANN
(forlegen).

Undskyld, Hr. Forfatter, at jeg har standset Dem ... Jeg beér meget undskylde ... Men-æ . . . men, saa tror jeg nok, at jeg ... jeg kan jeg skal selv ha' den Ære, at underrette Grevinden om ... om Fundet.

FORF.

Fundet ... ? Hva for et Fund?

338
OSTERMANN.

Ja ... Handskerne ...

FORF.

Naa-aa, naa! - Ja gør De det!

OSTERMANN.

Ja, saa Farvel, Hr. Forfatter! - Glædeligt Nytaar!

FORF.

Tak i lige Maade!

Man skilles.

Tæppe

ANDEN AKT.

Handlingen foregaar enten paa Skovbogaard eller hos Gustav Wied.

6 Jan 1901.
339

BILLEDFORTEGNELSE

  • 147 Børn og Svigerbørn fra Holmegaard .................. 48
  • 148 Nathalie Larsens dramatiske Skitser 1885 ............ 49
  • 149 Gustav Wied og Agnes Henningsen 1892 ............ 49
  • 150 Gustav Wied Efteraaret 1892 ........................... 64
  • 151 Alice Tutein Efteraaret 1892 .............................. 64
  • 152 Alice Tutein 10. December 1892 ........................ 65
  • 153 Gustav Wied og Alice Tutein 11. April 1893 i Stege 128
  • 154 Gustav Wied offentliggør sin borgerlige Vielse 29.Maj 1894 ................................................ 129
  • 155 Alice Wied med de to førstefødte 1897 ............... 144
  • 156-59 Gustav Wied's Regnskabsbog 1894-96 ............ 144
  • 160 Gaarden Memhave ved Sæby ........................... 145
  • 161 Jærnkilden ved Sæby ....................................... 145
  • 162-64 Økonomiske Forhold ........................... 152-153
  • 165 Gustav Wied omkr. 1896 ................................. 160
  • 166-67 Banketræ skaaret og dekoreret af Gustav Wied 160
  • 168 John og Gustav Wied 16. Jan. 1896 ..................... 161
  • 169 Herrens Venner ingen Sinde. Manuskriptside ...... 208
  • 170 Herrens Venner ingen Sinde. Førstetryk ............ 208
  • 171 Bangsbo ved Frederikshavn .............................. 209
  • 172-73 Bangsbo med Gustav Wied's Rude ............... 224
  • 174 Dørparti fra Bangsbo's Riddersal........................ 225
  • 175 Thorvald Bindesbøll ....................................... 225
  • 176 Clasen's Hotel i Sæby....................................... 280
  • 177 Da Baby skulde paa Hotel. Manuskriptside ......... 280
  • 178-79 Selskabelig Sammenkomst i Clasen's Have ...... 280
  • 180-81 Hotelejer Clasen tegnet af Eva Drachmann ...... 280
  • 182 Hotelejer Clasen og Frue paa Bangsbo ............... 281
  • 183 Godsejer Johan Knudsens første Hustru ............ 281
Kursiv i Billedtekst er Citat. 340

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Første Violin .................................................... 5
    • Adel,
      Gejstlighed, Borger og Bonde

    • En Mindefest ................................................... 119
    • Herrens Venner ingen Sinde .............................. 147
    • Centrum .......................................................... 163
    • Døden ............................................................. 195
    • Det svage Køn

    • Hendes Naade................................................... 219
    • Fru Mimi ......................................................... 245
    • Frøken Mathilde ................................................ 267
    • Ane-Marie ....................................................... 287
  • Den Hellige Aand ............................................. 305
  • H.C.Andersen ................................................. 313
  • Et Par Handsker ................................................ 333
  • Billedfortegnelse ................................................ 339