Wied, Gustav Centrum

CENTRUM
(1897)

164
165

AGERENDE

  • Grossereren. Fiskeren.
  • Konsulen. Den gamle Skippet.
  • Apotekeren. Pavillonjomfruen.
  • Postmesteren. Musikdirektøren.
  • Sagføreren. Maskinarbejderen.
  • Doktoren. Konen.
  • Bryggeren. Barnet.
  • Købmanden. Pigen.
  • Arrestforvareren.

FØRSTE AFDELING

Et "Anlæg" ved den elskelige lille By Tutiput i Kongeriget Danmark.

Det er Onsdag Eftermiddag mellem fem og syv. Byens energiske Hornorkester (seks Mand høj med Dirigenten Hr. Sevenhusen) musicerer paa Pladsen foran Pavillonen "Sommerfryd". Træerne er grønne, Himlen blaa, Solen gul. Store og smaa Tutiputer af begge Køn vandrer rundt i Anlægets grusbelagte Gange, pyntede i stilfulde Sommertoiletter. Særlig gør Damerne sig bemærkede ved deres fantasirige Dragter og deres højtidelige Provins-noli-me-tangere-Ansigter . . .

Hr. Sevenhusen intonerer netop: Vift stolt paa Kodans Bølge!

Flere Fruer standser op i Promenaden og spejder mod Syd, hvor Fjorden ruller sine Vande. De kan imidlertid ingenting se, Putterne, da Anlægets kraftige Granplantage skjuler Udsigten. Saa lader de, for dog at faa noget Udbytte, Blikket glide op ad Pavillonens hvidmalede Flagstang, paa hvis Top blodrøden Dannebrog hænger og breder sig med smaa fede Smæld i den lune Luft. Og de mindes med ædel Stolthed Valdemarerne Sejr og Atterdag samt Aarene 48, 49 og 50; medens de med et flot coup d'esprit sætter hen over Fredene i Brømsebro og Roskilde samt Smertensaaret 1864. Hvorpaa de vandrer videre med Hovedet melodisk paa Skakke og et patriotisk Smil om Læben.

Paa Verandaen, der løber langs Pavillonens Forside, sidder ved smaa gulmalede Jærnborde flere af Byens mere grundmurede Familier og indtager Kaffe med Sandkage. Det vil sige Mødrene og Børnene; Fædrene drikker Bajer, da dette Fluidum dels smager dem bedre, og dels af det store Flertal anses for en langt mandigere Forfriskningssubstans.

Men Apoteker Mackeprang og Konsul Blinkenberg har tilsammen bestilt en halv Flaske Portvin.

Apotekeren er lille, bleg og spinkel. Ser nærmest ud, som om en Klausul i hans Bevilling tvang ham til at smage paa alt, hvad der sælges i hans Geschæft, førend det vandrer ud over Disken. Han er ugift og godt op i Fyrrerne.

Konsulen, høj, kraftig, lyshaaret og med engelske Whiskers, Familiefader; men er langt yngre end sin Kone, som han ægtede, først og fremmest naturligvis af Kærlighed, men dernæst ogsaa, fordi hun var eneste Barn af gamle Konsul Lemming, der døde to Aar efter Datterens Ægteskab. Blinkenberg var i Tidernes Morgen Kommis hos Lemming. Nu har han seks Pigebørn med hans Datter . . .

Konsul Blinkenberg er første Mand i Tutiputs Vestende, medens Grosserer C. A. Heidemann er Østendens Matador. 166 En stille, ædende Guerillakrig med en smilende, høflig Overflade har luret disse to Konger imellem lige fra den Dag, Lemming døde. Og det bliver til førstkommende Februar 24 Aar siden. Hustruerne kan ikke længer deltage i Striden; thi Fru Heidemann ligger stadig til Sengs lam i Underkroppen efter elleve Børns Fødsel - og Fru Blinkenberg har for længst bøjet sig for sin Mands Imperatorsjæl; hun taler aldrig med nogen, viser sig aldrig offentlig, men lister kun stille rundt i sit Hus og sin Have, forskræmt og urolig som en lille, sølle, gammel Høne, der stadig lever i en idiotlignende Angst for, at Glenten skal slaa ned og ribbe de sidste Fjer af den. - Denne Hustruernes Ukampdygtighed havde maaske kunnet mildne Striden en Smule.

Men saa voksede Døtrene til!

Og nu i det sidste er der ogsaa kommet dette med Jærnbanen!

Tutiput skal nemlig ha' Bane. Men hvor skal Stationen ligge? I Østenden eller Vestenden?

Qui vivra, verra!

Pavillonjomfruen kommer med den af Konsulen og Apotekeren bestilte halve Flaske Portvin. Hun er i sort Nederdel, lysegrønt Liv og højrødt Forklæde. Dertil er hun topmavet og har et Ansigt som en lastefuld Gadedreng.

JOMFRUEN.

Værsartig, Hr. Konsul!

KONSULEN
(kniber hende i Øret).

Tak, min Stump! ... Skriv det!

JOMFRUEN
(knikser og fniser).

S'gerne, Hr. Konsul hu, hu, hu!

APOTEKEREN
(vil gøre Indsigelse, vil betale sin Part; men)
KONSULEN
(affærdiger ham med et):

Sludder, Apoteker! (Vender sig derpaa til Jomfruen, som er ved at trække sig tilbage:) Hør lidt her: ... Næ, kom nærmere!

JOMFRUEN
(vrider sig nærmere).

Hu, hu, hu !

KONSULEN
(ser sig forsigtig om, og da Folk er optaget af Musiken og hinandens Paaklædning, tager han fat i et Hjørne af hendes Forklæde og rykker hende hen til sig).

Det er Fandens, saa De er fin i Dag, Bolette, hva'!

JOMFRUEN.

Hu, hu! vi har jo Musikdag, Hr. Konsul!

KONSULEN
(haler hende ganske nær og kniber hende gedulgt i Benet).

Flæskekarbonade, hva'!

JOMFRUEN
(frigør sig og løber lykkelig over det modtagne Kærtegn ind i Pavillonen).
APOTEKEREN
(har under denne Gudsdyrkelse siddet som paa Naale, urolig og nervøs, snart rød, snart bleg. Hans sarte Ungkarlesjæl sættes i sælsomme Svingninger).
KONSULEN
(skænker op).

Skal vi saa smage paa Miksturen, Apoteker! De drikker. Konsulen alt, hvad Glasset rummer, Apotekeren kun det halve.

KONSULEN
(smækker med Tungen).

Meget god Portvin!

APOTEKEREN.

Fortrinlig!

KONSULEN.

Flot Pi'e, Bolette!

APOTEKEREN
(forlegen).

Forstaar mig ikke paa det ...

KONSULEN.

Sludder!

167
APOTEKEREN.

Jeg synes da, at hun har et mindre kønt Ansigt.

KONSULEN.

Ansigt! hæ! hva' Fa'en! det er jo ikke det, det kommer an paa!

APOTEKEREN
(hilser dybt paa to forbigaaende Damer).
KONSULEN
(der ikke har lagt Mærke til dem).

Hvem var det?

APOTEKEREN.

Frøknerne Heidemann.

KONSULEN
(vender sig og ser efter dem).

Gamle Pebertræer! Og sikken de saa stadser sig ud! Som Konfirmander! Men noget maa der jo gøres. Op ved Fyrrerne, hva'?

APOTEKEREN.

Den ældste er nok seksogtredive, den yngste fireogtredive.

KONSULEN.

Gammelt Knækbrød for Dem, Apoteker, hæ!

APOTEKERER
(rødmer).
KONSULEN.

Er det sandt, at Heidemanns skal ha' dem et Ponykøretøj?

APOTEKEREN.

De sagde det da i Aftes for aldeles bestemt oppe hos Maskinfabrikant Wissings.

KONSULEN.

Jeg kan min Sæl og Salighed ikke forstaa, Apoteker, at De, som ellers er et dannet Menneske, vil holde Omgang med det ... det Smedeslæng!

APOTEKEREN.

Jeg kommer jo i de fleste Huse, véd De; og Wissings er virkelig en meget agtbar Familie.

KONSULEN.

Kan s'gu gerne være. Men Manden er en Flab! Det er en komplet Skandale for Byraadet, at han sidder der! De skulde ha' hørt ham ved Mødet i Jærnbanesagen i Gaar. Min Salighed som han var Overborgmester og en Tomme til!

APOTEKEREN
(for at give Talen en anden Vending).

Ja, hvad blev Resultatet i Gaar?

KONSULEN.

Hvad det blev? Naturligvis det gamle Vrøvl, at skal Byen udvides, saa skal den udvides mod Øst. Rent Sludder! Hvad Fanden nytter det Byen, at den vokser ud i Jerslev Sogn? Og det gør den, hvis Stationen kommer til at ligge for Enden af Heidemanns Pakhus. Bli'r der bygget, og det bli'r der, saa flytter hele Østenden ud omkring Stationen og bor der og holder deres Forretninger i Byen, og det er billigere, for saa 168 skatter de til Jerslev. Det er Fanden pinerne en net Maade at værne om Byens Interesser paa! ... Hva' si'er De ?

APOTEKEREN.

Hvor vilde De da have Stationen?

KONSULEN.

Naturligvis paa min Mark vest for Byen! Men det er Heidemann, den gamle Ræv, ene og alene Heidemann ! I Fjor snød han mig for fire Tusind Kroner!

APOTEKEREN.

Jamen det er jo Staten ...

KONSULEN.

Staten! Fa'en med Staten! Hvor véd den, hvad der gavner Byen bedst? Det er s'gu dog noget, Borgerne maa afgøre!

APOTEKEREN.

Jamen Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(kører hen over Apotekerens Indvending).

Og ligger ikke Byens Centrum i Vestenden maaske? Apoteket, Raadhuset, Posthuset, Hotellet, Skolen og min Forretning, hele Forretningslivet, hva'?

APOTEKEREN
(paa en frisk).

Ja, ganske vist, ganske vist; men Byraadets Flertal ...

KONSULEN
(tager ham i Skuldrene og ryster ham).

Jamen Byens Flertal, Byens Flertal, Mand! Borgerne, den store Befolkning; (Slipper Apotekeren, der bleg synker tilbage i Stolen.) Men nu sætter jeg i Morgen en Adresse i Gang, saa skal vi dog se, hvem der har den offentlige Mening for sig! ... De skriver vel under?

APOTEKEREN
(endnu lidt forpustet).

Jeg holder mig ... holder mig helst neutral, Hr. Konsul.

KONSULEN.

De er en Fladfisk, Apoteker! (Skænker i sit Glas.) Og drikke kan De heller ikke!

APOTEKEREN
(skynder sig at tømme sit Glas for dog at gøre noget).
KONSULEN
(fylder det paa ny).

Skaal! (De drikker.) De kan sagtens, Deres Forretning skal man jo i! ... Skal vi gaa et lille Slag rundt?

De rejser sig og fordyber sig i det tre Tønder Land store Anlæg, medens Sevenhusen tager fat paa: Danmark, dejligst Vang og Vænge . . .

Grosserer J. A. Heidemann kommer i Selskab med Sagfører Strøm.

Grossereren er en lille, bred, astmatisk gammel Herre med kraftigt, hvidt Haar.

Sagføreren er lang, mager og klædt i graa Dress med rund Filthat og tynd Spanskrørsstok.

SAGFØREREN.

Der stikker Konsulen af med Apotekeren?

GROSSEREREN
(stadig smaahostende).

Daarlig Samvittighed, hø, hø!

169
SAGFØREREN.

De mener Adressen?

GROSSEREREN.

Ja ... Lad os sætte os her.

SAGFØREREN
(tager Flasken, som staar paa Bordet, og ser paa Etiketten).

Portvin! .. Her har Konsulen siddet.

GROSSEREREN.

Bryder jeg mig ikke om. (Sætter sig.) Konsulen og jeg er gode Venner hø, hø! Skilte ham af med et Parti Rug i Fjor.

SAGFØREREN.

Ja, De dominerer Markedet, Heidemann!

GROSSEREREN.

Kunde ikke overkomme det selv, Blinkenberg. Kom til mig og klagede sin Nød. Overtog Partiet hø, hø! Tjente fire Tusind Kroner ... Hvad vil De drikke?

SAGFØREREN.

Det skal vel være Øl?

GROSSEREREN.

Vil De bestille ... Men tag lige saa godt fire straks med det samme.

SAGFØREREN.

Ha, ha! (Gaar ind i Pavillonen for at rekvirere Øllet.)

Mængden, som drager forbi, hilser ærbødigt paa Heidemann, der nikker tykt og peger med en Finger op mod Hatteskyggen.

SAGFØREREN
(kommer tilbage og sætter sig; slaar Benene over Kors og leger med sin Stok).

Her er mange Mennesker ude i Dag.

GROSSEREREN
(der sidder foroverbøjet, lænende begge Arme paa sin tykke Egekæp).

Ja ... Hvad er det han spiller?

SAGFØREREN.

"Danmarks dejligst Vang og Vænge" ...

GROSSEREREN.

Meget god Musik, hø, hø! (Støder tavs sit Glas mod Sagførerens. De drikker ligeledes i Tavshed.)

SAGFØREREN.

Konsulen ha'de nok ikke Lykken med sig ved Mødet i Gaar?

GROSSEREREN.

Wissing gav ham rent paa! ... Vindspiller, den Konsul! Gamle Lemming vilde vende sig i sin Grav!

SAGFØREREN.

En vis Dygtighed kan man dog ikke frakende ham, Manden.

GROSSEREREN.

Vindspiller! Bare Mundtøj! Har ikke Astma hø, hø! det er det hele?

SAGFØREREN
(ler støjende, demonstrativt, som ti Tusind Kroner ler, naar tyve Tusind siger en Vittighed).

Ha, ha, ha! De er en stor Humorist, Hr. Heidemann! ... Men nu Adressen, han sætter i Gang?

GROSSEREREN

, Faar ingen Underskrifter!

170
SAGFØREREN
(lidt tvivlende).

Ja-a-a ...

GROSSEREREN.

Tre Skræddere, to Skomagere og hans Vaskerkone!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi! ... Hvad sagde Statsingeniøren?

GROSSEREREN.

Fuldstændig enig med mig. Køber Grunden Østen for Pakhuset. Faar Jærnbane lige til Døren. ... Mere Øl, Prokurator!

SAGFØREREN
(skænker for begge).

Man siger, at Præsten er ved at gaa over paa Konsulens Parti.

GROSSEREREN.

Hø, hø! interesserer mig ikke! Banen skal ikke til Himlen.

SAGFØREREN.

Nej, hi, hi! ... Véd De, hvad der staar i Adressen?

GROSSEREREN.

Næ.

SAGFØREREN.

Jo, Rebslager Hansen har set den ...

GROSSEREREN
(brutalt afbrydende).

Har Rebslager Hansen skrevet under, det Fæ?

SAGFØREREN.

Det tror jeg ikke; han lo af den.

GROSSEREREN.

Derfor kan han godt ha' skrevet under!

SAGFØREREN.

Ha, ha! De kender Menneskene! De burde ha' været Sagfører, Hr. Grosserer! ... Næmen, han sagde, Rebslager Hansen, at der stod, at Vestenden var Byens Centrum.

GROSSEREREN.

Hum! Centrum er vel der, hvor jeg er!

SAGFØREREN.

Naturlig, naturlig, det sagde jeg ogsaa til ham: Byens mest grundmurede Handelshus! Hvidtølsbrygger Rasmussen med Kone triner frem af Mængden.

BRYGGEREN
(frigør sig fra Hustruen).

Der sidder han s'gu, Relia. (Fruen hedder Aurelia.) Lad nu mig, lad nu mig! (Iler med lange Skridt og sprængrødt Ansigt hen til Heidemann og Strøm og buldrer ud:) Hvad i Helvede, Prokurator, er det for Abekattestreger! Har De taget Pigen til Dem?

SAGFØREREN
(ganske flad).

Ja ... min Kone ...

BRYGGEREN
(dirrende).

Jeg vil høfligst tillade mig at anmode Deres Kone om at rejse Fa'en i Vold!

SAGFØREREN.

Min Kone stod netop uden Pige ... komplet uden Pige ...

BRYGGEREN.

Ja, hvad rager det mig! ... Men det er 171 ildløjjalt g'ort af Dem, Strøm! mejet ildløjjalt, det maa jeg sige!

SAGFØREREN
(ser sig forskrækket om).

Hys, hys, kære Hr. Rasmussen ...

BRYGGEREN.

Jeg snakker saa højt, jeg har Lyst til!

GROSSEREREN.

Hva' er der paa Færde?

SAGFØREREN.

Det er Ras ...

BRYGGEREN.

Hold Mund, Prokurator! ... Nu skal De høre, Heidemann: Her i Torsdags Nat er vor Pige pludselig stukken a', saa min Kone kunde ikke begribe det om Fredagen. Naa! Saa gaar jeg jo til Strøm, at han skal søge hende, og fortæller saadan og saadan, at hun pludselig er stukken a', simpelthen rendt uden at nyse!

GROSSEREREN.

Hø, hø! det gør de jo saa tit.

BRYGGEREN.

Jovel! ... Naa! Og Strøm lover saa at søge Pigen til Lovens strengeste Straf! Og véd De saa, hva' han gør? véd De saa, hva' han gør? Han fæster hende!

SAGFØREREN
(flov).

Kun paa Prøve ... Kun paa en Maaned ...

BRYGGEREN.

Han fæ-æster hende gudhjælpeme! ... Og det kalder jeg mejet ildløjjalt, hva', Heidemann, ikke? si'er De ikke det, hva'?

GROSSEREREN.

Jo.

SAGFØREREN.

Jamen, min Kone stod ...

BRYGGEREN
(raaber).

Jeg vil se Deres Kone i Helvede, vil jeg! Det er Dem, jeg har at holde mig til!

SAGFØREREN.

Hys, hys, hys dog, Mand! ... De skal nok faa Pigen draget til Ansvar!

BRYGGEREN.

Lovens strengeste Straf!

SAGFØREREN.

Jovel, jovel! Højeste Bøde!

BRYGGEREN
(en Kende beroliget).

Naa! ... (Slaar pludselig i Bordet igen.) Men jeg kalder det alligevel ildløjjalt g'ort a' Dem!

GROSSEREREN
(som er bleven ked af den Snak).

Vil De saa ha' det Parti Byg, Rasmussen?

BRYGGEREN
(endnu med Forbitrelsen siddende i sig).

Hva'?

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! ha' det Parti Byg?

BRYGGEREN
(stadig fraværende).

Hva'? Hva' si'er De?

172
GROSSEREREN
(arrig).

For Satan, jeg spør', om De saa vil ha' de tredive Tønder Byg?

BRYGGEREN
(hurtigt).

Jo, jo, jovel, jo! ... Men ikke at levere før i næste Maaned.

GROSSEREREN.

Er De bleven døv, hø, hø?

BRYGGEREN.

Næi, jeg er ikke.

SAGFØREREN
(der er glad over det vekslede Tema).

Jeg synes, De plejer at faa Deres Byg hos Konsulen, Hr. Rasmussen.

GROSSEREREN.

Nu faar han det hos mig! (Til Bryggeren:) Vil De ha' et Glas Øl med? Saa kan vi andre hø, hø! faa os én ved samme Lejlighed.

BRYGGEREN.

Ja Tak ... men min Kone ...

GROSSEREREN.

Træffer nok Prokuratorsken; saa kan de to faa sig en Passiar sammen ... Vil De bestille Øllet ... Tre!

BRYGGEREN
(gaar ind i Pavillonen).
SAGFØREREN
(forklarende).

Jeg kunde s'gu ikke gøre for det; det var min Kone, der ...

GROSSEREREN.

Kender Fruentimmerne!

SAGFØREREN.

Jeg sagde til hende, at jeg vilde ikke ha' det; men da jeg saa kommer hjem til Middag i Gaar, har hun fæstet Pigen.

GROSSEREREN.

Kender ogsaa det!

Doktor Brandt, en lang Mand med Cylinderhat, Diplomatfrakke og hvide Lærredsbenklæder kommer. Han hærer en sølvknappet Stok stukket ind under Armen. Da han ser Herrerne ved Bordet, slaar han ud med en behandsket Haand og deklamerer:

Nunc est bibendum, nunc pede libero pulsanda est! Ha, ha, ha! Goddag mine Herrer, goddag, goddag! ... Goddag Rasmussen! naa der er De ogsaa.

GROSSEREREN.

Drikker De en Øl med, Doktor?

DOKTOREN.

Højere op, Grosserer, hvis De vil bestikke mig for Østende! Sodavand og Kognak! (Til Jomfruen, der kommer med Bajerne.) Hebe, mit sædvanlige!

JOMFRUEN
(knikser).

S'gerne Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Hun ligner en Gamin.

BRYGGEREN.

Hva' er det for en?

DOKTOREN.

Aa, det er en Slags tam Alligator.

BRYGGEREN
(meget forstaaende).

Naa-aa ...

173
DOKTOREN.

Naa, Hr. Grosserer, skal saa Statsbanerne ha' Hovedkontor i Deres Pakhus, ha, ha?

SAGFØREREN
(forhippet).

Har De hørt, at Konsulen kommer med en Adresse?

DOKTOREN.

Gammel Nyhed!

GROSSEREREN.

Skriver De under, hø, hø?

DOKTOREN.

Ja, hvis De ogsaa kommer med en; for saa skriver jeg under paa dem begge to! (Til Jomfruen, der serverer Sodavandet og Kognaken, idet han kniber hende paa et fyldigt Sted.) Tak, Huldgudinde!

JOMFRUEN.

Hu, hu, hu! (Forsvinder.)

BRYGGEREN
(retter sig).

Der er Borgmesterens Damer! To magre Damer, en ældre og en yngre, gaar forbi. Herrerne hilser høfligt.

DOKTOREN.

De ser s'gu ud, som om de levede af Menneskekød !

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone ha'!

SAGFØREREN
(mildt bebrejdende).

Doktor, Doktor!

GROSSEREREN.

Borgmesterens bruger jo Doktor Friis hø, hø!

DOKTOREN.

Rigtig, Grosserer! Det er simpelt Brødnid, ha, ha! ... Goddag, goddag, Arrestforvarer! Naa?

ARRESTFORVAREREN
(en lille, hjulbenet, jovial Mand).

Det gik ikke, Hr. Doktor, det gik ikke!

DOKTOREN.

Det var Satans! Mennesket maa jo ha' en Mave som en Struds!

ARRESTFORVAREREN
(stikker Doktoren paa Armen med en Pegefinger).

Lad vos prøve i Aften med en dobbelt Portion, hæ, hæ, hva'?

DOKTOREN.

Vi prøver med en dobbelt Portion, Martiniussen! Han skal s'gu nok komme til at gi' sig, Fyren!

ARRESTFORVAREREN.

Hæ, hæ, hæ! (Hjuler ind blandt Mængden.)

GROSSEREREN.

Hva' var det?

DOKTOREN.

Aa, det er Martiniussen og jeg, der har en lille Spas for.

SAGFØREREN
(gassende sig paa Forhaand).

Fortæl, fortæl, hi, hi!

DOKTOREN.

Kan I tie, Folkens?

174
BRYGGEREN.

Gu' kan vi tie!

DOKTOREN.

Jamen det er lovstridigt, Prokurator!

SAGFØREREN.

Aa, skidt!

GROSSEREREN.

Fortæl nu, hø, hø! ... Satans med den Hoste!

DOKTOREN
(bøjer sig frem over Bordet og beretter hviskende, medens de andre lyttende med spændte Miner stikker Hovederne frem mod ham).

Ha, ha, jo det er ... det er Flæske-Jens ...

BRYGGEREN.

Den Djævel!

SAGFØREREN.

Ja, han har jo ogsaa stjaalet Deres Skinker!

BRYGGEREN.

Gu' har han saa, ja!

DOKTOREN
(ser ned af ham).

Naa-aa, De har da beholdt de bedste tilbage!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi!

GROSSEREREN
(itaalmodig).

Faar vi den Historie?

DOKTOREN.

Jo! ... Se han er jo ikke til at styre deroppe i Arresten, Jens; Martiniussen har ikke Fred for ham, han larmer og synger; og er uhøflig; og han er jo saa stærk! Men saa i Aftes puttede vi - men De maa s'gu holde tæt, Deherrer, for faar Venstresprøjten fat paa den Historie, saa er jo Fanden løs! - Det var Martiniussen, der havde klaget sin Nød for mig; og saa i Aftes puttede vi et ordentlig Brækpulver i Fyrens Tevand ...

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! det har han Fanden galeme godt af!

SAGFØREREN.

Hi, hi, hi, ja, ja!

GROSSEREREN
(interesseret).

Brækkede han sig saa?

DOKTOREN.

Nej, Fanden, Gu' gjorde han ej, det er jo det mærkelige af det! (Hviskende.) Men nu i Aften gi'r vi ham to! Vi skal s'gu nok faa ham herunter!

BRYGGEREN og SAGFØREREN
(ler, men)
GROSSEREREN
(siger alvorligt).

Saadan nogle Tampe skulde slaas ihjel straks, hø, hø! Bare til Udgift for Byen!

DOKTOREN.

Der er noget om Snakken, Hr. Grosserer!

BRYGGEREN.

Ja, vi trænger til en forbedret Retspleje. Det si'er ogsaa Aviserne.

SAGFØREREN.

Den kommer, den kommer!

175
GROSSEREREN
(peger).

Der er Postmesteren.

DOKTOREN.

Hvor?

SAGFØREREN.

Dernede ved Indgangen.

DOKTOREN.

Saa maa vi ha' Sjov!

Skynder sig hen til Sevenhusen, der holder Pause med sit Orkester, og hvisker ham noget i Øret.

Sevenhusen nikker gravitetisk og giver Signal til sine Trompetere.

Doktoren iler tilbage paa sin Stol. - Og i samme Øjeblik Postmesteren træder ind paa Pladsen intonerer Orkesteret med Vælde: Den Gang jeg drog af Sted, den Gang jeg drog af Sted . . .

Postmesteren sætter sit Træben (thi naturligvis har han Træben, da dette er den fornemste Adkomst til at blive Postmester i Kongeriget Danmark med Bilande. Vi kender ikke Forholdene paa de vestindiske Øer) . . . sætter sit Træben haardt i Gruset og marcherer nikkende og smilende med Postmesterinden under Armen frem gennem Folket; medens Sevenhusen med Trompeten for Munden skæver om efter ham for at iagttage Virkningen; og Mængden, særlig den kvindelige Part, standser betaget op i Promeneringen og synes, at dette er et yndigt Øjeblik, et ligefrem løftet Moment i Tutiputs Historie.

Kun cand. med. ¤& chir. Læge Alfred Brandt og cand. jur. Sagfører Oscar Strøm er ved at kvæles af Latter. Men de besidder jo ogsaa den klassiske Dannelse.

Pludselig gør Postmesteren Holdt midt paa Pladsen, slipper Hustruen og slaar ud med den frigjorte Haand for at betyde Orkesteret, at han vil tale. Sevenhusen og hans Trofaste river fluks Hornene fra Munden midt i Linien: det kan Du ej, min Ven ... Og Sagføreren og Doktoren skjuler Ansigtet i deres Hænder.

POSTMESTEREN
(aftager sin Straahat og begynder med høj Røst)

: Maa det være mig tilladt som Formand for den stedlige Vaabenbrødre-Forening at sige et Par Ord! - Ikke at jeg modtager vort lille energiske og dygtige Orkesters Udførelse af en for os alle kær og dyrebar Stridssang som myntet paa mig personlig. Æhem! Det gør jeg ikke. Det falder mig aldrig ind! Men som Repræsentant for de tapre Mænd, der drog fra Hjem og Arne for at kæmpe og dø for en god Sag, en ædel Sag, en ophøjet Sag, vil jeg blot sige: Gid den Dag aldrig maa komme, da det danske Folk ikke længer mindes sine Nationalhymner med Glæde! Æhem! Thi den Dag vil det være ude med os som Folk, som Nation, som selvstændigt Folk! Mangt og meget kan splitte os, mangt og meget kan sprede os ; men ét véd jeg, der altid vil samle, altid forene, altid føre os sammen, og det er - og jeg beder dem alle, som her er til Stede, at kaste et Blik op til Dannebrogs røde og hvide Dug, som i dette Øjeblik spiler sig ud over vore Hoveder! - og det er, siger jeg: Tanken om vore Brødre og Søstre hinsides Kongeaaen! Et Leve for vort elskede, omstridte Slesvig! Det leve!

176

Jublende Hurraraab hilser denne Tale. Sevenhusen falder i med en Touche. Hatte og Huer svinges i Luften, og de grebne Kvinder vifter med Lommetørklæder og Solskærme.

Naar Begejstringen er stilnet af raaber

POSTMESTEREN.

Et Ord endnu, kære Venner! ... Synes Forsamlingen som jeg, vil jeg foreslaa, at vi afsender et Telegram til de ventende histnede, hvis Øjne og Øren stedse spejde mod Nord, mod det frie og lykkelige Broderfolk heroppe? Ja, ja, ja! og stormende Bifald fra Mængden.

POSTMESTEREN
(har taget sin Lommebog frem og ivrigt noteret i den).

Saaledes har jeg tænkt mig det: Tutiput, d. 20. Juli 96 Redaktionen af "Dannevirke" Flensborg. En Forsamling af danske Mænd, Kvinder og Børn, sender deres elskede sønderjydske Brødre og Søstre deres bedste Ønsker for Fremtiden. Mod, Troskab, Udholdenhed ! Paa Forsamlingens Vegne Sehested, Kaptajn og Postmester. Fornyet Bifald.

EN STEMME.

Det bli'er s'gu en dyr Telegram!

POSTMESTEREN
(værdigt).

Gebyret ta'er jeg paa mig! ... Og saa Nationalsangen, Sevenhusen!

Orkesteret falder i med Kong Christian; og medens Mængden raaber et nifoldigt Hurra, byder Postmesteren paany Postmesterinden Armen, sætter Træbenet frem og vandrer ad Tutiput til for at afsende Telegrammet.

GROSSEREREN
(skadefro).

Hø, hø! det kom De s'gu skidt fra, Doktor!

DOKTOREN
(flov-uskyldig).

Jeg?

GROSSEREREN.

Det var jo da Dem, der fik Sevenhusen til at spille!

ARRESTFORVAREREN
(som har nærmet sig).

Han bli'er nok Ridder paa det Telegram, hæ, hæ, hæ!

BRYGGEREN.

Jamen det maa nu alligevel osse være lige haardt nok saadan immerhen at skulle kradse rundt paa en Træpind.

SAGFØREREN
(indædt over Postmesterens mulige Dekoration).

Hæ, det er jo den Pind, han lever af, Mand!

177

ANDEN AFDELING

Dagen efter.

Morten Sørensens Købmandsforretning i Skippergaden i Tutiputs Vestende.

Lokalet er opfyldt af alt muligt og umuligt til Faget henhørende: Sukker, Kaffe, Te, Rosiner, Bomuldstøj, grøn Sæbe, Chokolade, Ansjoser, Møggrebe, Høtyve, Hummer i Daaser, Tobak, Tændstikker, Porcelæn, Underbeklædningsgenstande, Brændevin, gule Ærter, Svinefedt, Olieklæder, Kongen af Danmarks Brystsukker, Kunstgødning og Margarine . . .

Morten Sørensen staar bag Disken i Færd med at gøre Kræmmerhuse. Han har et stort, smilende Ansigt og lyserødt Haar. Plejer at spille Bonvivant ved Byens aarlige Dilettantforestilling. Er gammel Ungkarl og siges at udøve en ligefrem dæmonisk Magt over Kvarterets Enepiger, Syjomfruer og Skipperkoner, hvis Mænd er paa Langfart.

Paa en Bænk henne under Vinduerne sidder en ældgammel, forhenværende Sømand. Han er næsten ganske skjult i en lodden Hue, en islandsk Uldtrøje og et Par uhyre Søstøvler. Hedder Iver Mikkelsen, men kaldes Iver Galop, fordi hans Farfader skal have været en ivrig Danser. Ser ud, som om han ikke havde vasket sig, ikke skiftet Klæder siden Frederik den Sjettes Død. Sad paa samme Bænk, da Morten Sørensen for femten Aar siden købte Forretningen. Sømandsstanden er meget konservativ.

Henne paa Pulten for Enden af Disken ligger Konsul Blinkenbergs Jærnbaneadresse. Den har faaet seks Underskrifter siden i Morges.

En hellig Fisker træder ind ad Butiksdøren.

KØBMANDEN.

Goddag, Samuel, goddag, goddag!

FISKEREN
(alvorlig som et Grantræ).

Goddag . . .

KØBMANDEN.

Det er mærkeligt med den Tørke, vi har.

FISKEREN.

Ja-a, det er tørt.

KØBMANDEN.

Tror De ikke snart, vi faar noget Regn?

FISKEREN.

Det raader nok Vorherre for.

KØBMANDEN.

Det gør han, det gør han, Samuel! Hvorledes har Konen det?

FISKEREN.

Tak, vi kan da ikke klage. Naar Gud Herren er med os, Sørensen, hvo kan da være mod os?

KØBMANDEN.

Meget rigtigt, meget rigtigt! ... Hvad staar til Tjeneste?

FISKEREN.

Ja det var da et halvt Pund Bønner og en Fjerding Cikorie i Guds Navn.

KØBMANDEN.

Saagerne, saagerne! (Sysler med Afvejningen af Bønnerne.) ... Skal Samuel ikke se lidt paa Konsulens Adresse? Den ligger derhenne paa Pulten.

FISKEREN
(gaar (stadig som et Grantræ)

hen og tager Adressen og læser i den).

KØBMANDEN.

I holder vel med os andre her i Vestenden?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Saa skriver I vel under allesammen?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke.

178
KØBMANDEN
(forbavset).

Gør I ikke! Men det vilde dog lette Transporten. Ellers skal I jo helt ud paa den anden Side Byen med jeres Fisk!

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Og I skriver endda ikke under?

FISKEREN.

Næi, vi gør ikke. Du skal være Øvrigheden underdanig!

KØBMANDEN.

Ganske vist, ganske vist! Men ...

FISKEREN.

Og hvo, som synder mod det ene Bud, Sørensen, synder mod dem alle! ... Byraadet vil jo ha' Stationen mod Øst.

KØBMANDEN.

Det vil det, men ...

FISKEREN.

Og er ikke Byraadet vor nærmeste Øvrighed, indsat af Gud?

KØBMANDEN.

Jo-o ...

FISKEREN.

Der er ingen Øvrighed uden af Gud!

KØBMANDEN.

Det er der vel ikke, nej; det er der vel ganske vist ikke! ... Men hvis nu Konsulen havde haft Flertallet med sig ... ?

FISKEREN.

Det var ikke saa Guds Vilje!

KØBMANDEN.

Nej ... Næ, det maa det jo ikke ha' været, nej! (Færdig med Kaffen.) ... Er der ikke mere? ... Sukker?

FISKEREN.

Ja, et Pund Sukker; og et halvt Pund grøn Sæbe.

KØBMANDEN.

Sagerne, saagerne! ... Præsten holder paa Vestenden, Samuel, véd De det?

FISKEREN.

Har han skreven under?

KØBMANDEN
(med en Duvning).

Ganske vist endnu ikke, nej ...

FISKEREN.

Naa.

KØBMANDEN.

Men han gør det, han gør det sikkert!

FISKEREN.

Hm ... han hører jo heller ikke til Missionen.

KØBMANDEN.

Jeg maa sige, at jeg finder, Pastor Krarup er en meget behagelig Mand! Han handler her, trods min Forretning jo dog mere er baseret paa Smaafolk.

FISKEREN.

Han hører ikke vos til med Sjæl og Sind. Han glæder sig for meget med Verdens Børn!

179
KØBMANDEN
(der pakker ind).

Ikke lidt Mel og Gryn? Ikke lidt Knas hjem til Konen?

FISKEREN.

Nej! (Stærkt.) Vi annamme det himmelske Knas, der udgaar af vor Herre og Frelsers egen Mund til Opbyggelse og Syndernes Forladelse!

KØBMANDEN
(forskrækket).

Gudbevares, gudbevares! ... Det bliver altsaa l Krone og 15.

FISKEREN
(betaler).

Værsgod.

KØBMANDEN.

Tak, Tak! ... Har De no'en Rødspætter i Dag?

FISKEREN.

Ja.

KØBMANDEN.

Hvad staar de i?

FISKEREN.

En Krone Snesen.

KØBMANDEN.

Vil De bringe mig fem.

FISKEREN.

Jo.

KØBMANDEN.

Men lad dem være lidt større end sidst.

FISKEREN.

Jeg ta'r dem, Herren la'r mig faa fat paa!

KONSUL BLINKENBERG
(hurtig ind. Nervøs).

Hvormange har nu skrevet under?

KØBMANDEN
(med en beklagende Gebærde).

Li'som i Formiddags, Hr. Konsul.

KONSULEN
(stamper i Gulvet).

Satan! ... (Til Fiskeren.) Har De skrevet under, Samuel?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Vil De skrive under?

FISKEREN.

Nej.

KONSULEN.

Pastor Krarup er paa vor Side!

FISKEREN.

Enhver faar være der, hvor Guds Finger peger ham hen.

KONSULEN
(ophidset).

Jeg køber ikke længer jeres Fisk, nu véd I det!

FISKEREN.

Saa faar vi i Guds Navn gaa til Heidemann.

KONSULEN.

Helligt Rak! (TIL KØBMANDEN.) Kommer igen!

Hurtigt ud.

KØBMANDEN.

Han blev vred.

FISKEREN
(med Højhed).

Den, der indtager sig selv, Sørensen, er større end den, der overvinder en Stad!

(Gaar.)

KØBMANDEN
(tager Adressen og læser den igennem vel for tiende Gang. Han har endnu ikke selv skrevet under. Han vil se Tiden an)
180
DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(løfter Hovedet med Pelshuen og siger meget, meget langsomt og rystende).

Hva' ... er 'et ... Di ... bestiller ... Sørensen?

KØBMANDEN
(højt).

Jeg læser, Gamle!

SKIPPEREN.

Det ... g'ore ... jeg ... osse ... i min . . Ungd'm ! (Synker tilbage i sig selv.)

Pause.

SKIPPEREN
(pludselig, meget højt, næsten raabende).

Orla . . . Lehmann ...

KØBMANDEN
(der er vant til hans Udbrud).

Hva' si'er De, Mikkelsen?

SKIPPEREN
(lidt mere dæmpet)

Orla ... Lehmann ... Har ... han ... no'et med ... Jærnbanen ... og gøre?

KØBMANDEN.

Nej han har ikke, Gamle. Han er jo død.

SKIPPEREN
(stødt).

Det ... si'er De ... om dem ... allesammen ... Sørensen!

HVIDTØLSBRYGGER RASMUSSEN
(ind).

Naa, hvordan gaar det med Adressen?

KØBMANDEN.

Seks Underskrifter.

BRYGGEREN.

Ha, ha, ha! Har De skrevet under?

KØBMANDEN.

Endnu ikke, nej.

BRYGGEREN.

De gør 'et s'gu ikke!

KØBMANDEN
(afgjort).

Jeg holder bestemt paa Vestenden!

BRYGGEREN.

Ja, hold Fanden i Vold! men Heidemann har saa godt som solgt sit Pakhus.

KØBMANDEN
(ubehagelig overrasket).

Hva' for no'et? Det bli'r jo først afgjort om en Maanedstid, hvor Stationen skal ligge!

BRYGGEREN.

Ha, ha! det har s'gu været bestemt i over et halvt Aar! saadan rent privat mellem Heidemann, Statsingeniøren og Hofjægermesteren!

KØBMANDEN
(i Udbrud).

Det er jo Bedrageri!

BRYGGEREN
(rød i Kammen).

Si'er De Bedrageri? (Med en Vending mod den ældgamle, mumieagtige Skipper.) De er mit Vidne, Mikkelsen!

SAGFØRER STRØM
(ind).

Hvad er her paa Færde? Man kan høre Dem helt omme i Kirkestræde!

BRYGGEREN
(ophidset).

Det er Sørensen, dér! Han si'er ...

KØBMANDEN
(butikshøflig).

Ja, undskyld, Hr. Sagfører, men 181 Rasmussen paastaar, at det allerede er bestemt, hvor Banegaarden skal ligge! Og saa tillod jeg mig ...

SAGFØREREN
(mod Bryggeren).

Hvad er det for noget Sludder, Menneske?

BRYGGEREN
(brydsk).

Sa'e De Sludder! Heidemann fortalte mig det ...

En Kunde kommer ind. En sodet og forrøget Maskinarbejder. Han skuler dynamitagtigt til de mere velklædte Herrer.

SAGFØREREN
(trækker Bryggeren afsides).

For Fanden, Ras-mussen, saadan noget maa De s'gu ikke gaa og fortælle igen!

BRYGGEREN.

Jamen Heidemann ...

SAGFØREREN.

Ja, ja, ja! Men det var jo bare for os, forstaar De! Det er jo bare Partiet, der skal vide det! Og nu hører De jo til Partiet, siden De køber Deres Byg hos Heidemann!

BRYGGEREN
(betuttet).

.Hvorfor Fa'en sagde han ikke det straks! Nu er jeg ogsaa gaaet hen og har fortalt min Kone det ... (De taler sagte videre.)

KØBMANDEN
(der har ekspederet Maskinarbejderen en Rulle Skraa og seks Bajere).

De skulde ikke have Lyst til, Højstærede, at underskrive denne Adresse?

Præsenterer ham Jærnbaneadressen.

MASKINARBEJDEREN
(med en vrikkende Haandbevægelse ud i Luften).

Naj, vi rager vist inte Kastanjer for di store, forstaar Di!

KØBMANDEN.

Gudbevares; gudbevares, nej! men dette er en ganske nøvtral Sag; saa jeg mente ...

MASKINARBEJDEREN.

Naj, den hopper vi 'nte paa, kære!

KØBMANDEN.

Jamen, De kunde jo dog ...

MASKINARBEJDEREN
(med Haandbevægelsen fra før).

Vi gaar'nte med Træskostøvler paa Langelinje, forstaar Di!

KØBMANDEN
(pludselig interesseret).

De er fra København, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Det er navnlig, hva' jeg er, ja! hvis no'en sku' være saa fri og interpellere Dem! (Nikker hen mod Sagføreren og Bryggeren.) Hva' er det for et Par Bænkebidere, Di har der?

182
KØBMANDEN
(angst).

Hys, Mand dog! Det er to af Byens bedre Folk!

MASKINARBEJDEREN.

Di ser mig ud til 'et, ja! Hør, skal jeg inte sætte dem lidt ud paa Gajen for Dem?

KØBMANDEN
(i Rædsel).

Nej, men gudbevares, Menneske!

MASKINARBEJDEREN.

Ja, for di køber vel inte no'et her i denne Snask alligevel?

KØBMANDEN.

Det gør de ganske vist ikke, men ...

MASKINARBEJDEREN.

En anden En bli'r altid hældt ud af deres Butiker, det Storborgerkram!

KØBMANDEN
(klapper ham beroligende paa Armen).

Kære Hr. . . . Hr. ...

MASKINARBEJDEREN
(ryster ham af sig).

Hansen! mit Navn er Hansen! Jeg arbejder nede paa Wissings Maskinfabrik, om no'en sku' muligvis intresere sig for 'et!

KØBMANDEN
(lidt forfjamsket).

De Herrer er her ... er her, Hr. Hansen i Anledning af Adressen her ... Jærnbaneadressen!

DEN ÆLDGAMLE SKIPPER
(pludselig himmelhøjt).

Monrad!

SAGFØREREN
(til Bryggeren).

Saa, nu begynder Iver Galop! (Til den gamle.) Hvad siger De, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Monrad ... er ... en ... dygtig Mand!

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha!

SAGFØREREN
(alvorlig).

Det er han, Mikkelsen! Véd De, at han kommer her til Byen i Morgen?

SKIPPEREN
(oplivet).

Kommer ... Monrad ... her til ... Byen?

SAGFØREREN.

Ja, han kommer i Morgen.

BRYGGEREN
(vrider sig af Latter).
SKIPPEREN.

Jeg ... var ... anden Styrmand ... paa ... Skibet ... da han ... sejlede fra ... Ny Zeeland ... i niogtreds!

SAGFØREREN.

Saa-aa, var De det? Det var dengang, at Kejseren af Kina var første Maskinmester?

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! den skal min Kone s'gu ha'!

MASKINARBEJDEREN
(træder pludselig frem og holder sine store, sorte Hænder knyttede op under Næserne paa de tvende spøgefulde Herrer; en Haand under hver Næse).

Diherrer sku' vel inte ha' Lyst til 183 at faa Deres Loppestik kløede, hva'? paa en gratis og behagelig Maade, hva'? (Til Købmanden, der stammende af Forfærdelse danser frem og tilbage bag Disken:) Ta' 'en med Ro, gamle Svansspiller! Nu er det undertegnede, der dirisjerer Kajaken ! (Til Herrerne, som staar stærkt krumryggede for ikke at komme i Berøring med hans Hænder:) Hva', spør jeg? er der no'et, der trænger til at poleres, hva'? (Til Sagføreren, idet Haanden føres nærmere:) for saa er her Wienerkalk, forstaar Di! (til Bryggeren med samme Gestus:) Og her er Trippelse! Er Di med paa den, Di ... Sengsvin!

SAGFØREREN
(der først erholder Mælet igen).

Hvad Fanden gaar der af Dem, min gode Mand!

BRYGGEREN
(rød som en kogt Hummer).

Er De gal!

MASKINARBEJDEREN
(træder tilbage. Indigneret).

Di har vist ikke den Ære at kende mig, mine Herrer? men det gør osse li'emejet! For jeg si'er bare: er det Da'nelse? Er det da'nede Mennesker, der bær dem saadan ad? Er det di bedre Kla'ser, som der snakkes om i Højretrompeterne? Saa si'er jeg renok, at det er et spilraaddent Samfund, vi lever i, at behandle en gammel Mand paa den Maade, at gøre Gadesjov med ham li'e op i hans aabne Øjne, fordi han hverken kan høre eller se? Føj for Satan! I sku' skamme Jer, sku' I, som et Par Hunde!

Gaar hen og smider en Krone paa Disken. Tager derpaa sine seks Bajere og gaar uden at sige Farvel.

Sagføreren, Bryggeren og Købmanden er ikke fri for at se lidt dumme ud.

Saa triner pludselig Maskinarbejderen ind ad Døren igen.

Han sætter Øllet fra sig paa Disken og spørger med et Nik hen mod de to Overklassemennesker:

Har di to Pillegrimme skrevet under?

KØBMANDEN
(befippet).

Habevager, Hr. ...?

MASKINARBEJDEREN.

Jeg spør' om Diherrer osse har skrevet under?

KØBMANDEN.

Nej, Deherrer er absolute Modstandere af Adressen!

MASKINARBEJDEREN.

Lang mig Papiret.

KØBMANDEN
(rækker ham skyndsomt Adressen).
MASKINARBEJDEREN.

Og en Pen!

KØBMANDEN.

Vil De ikke træde her om ved Pulten Hr.?

MASKINARBEJDEREN.

Gu' vil jeg ej!

184
KØBMANDEN
(dypper en Pen og overrækker ham den).

Værsaa-artig!

MASKINARBEJDEREN.

Hvor skal jeg skrive?

KØBMANDEN
(peger).

Dér, dér ...

MASKINARBEJDEREN
(skriver med mange Snirkler og Sving).

Peter Konstantin Hansen, Maskinarbejder, Medlem af Internationale. (Lægger Pennen fra sig.) Er I med paa den, hva? Fordi man 'te li'e netop gaar med høj Hat og lakerede Fidtsko, ka' man vel nok ta' sig et Gaaselaar med Rødkaal Mortensaften?

Da ingen af de tilstedeværende gør Mine til at ville afkræfte denne Paastand, samler han paa ny sine seks Bajere sammen og forlader atter Lokalet.

SAGFØREREN
(løfter paa Skuldrene).

Nutidens fortrykte Arbejdere !

BRYGGEREN.

Gid Fanden ha'de Socialisterne! Hvorfor smed De ham ikke ud, Sørensen?

KØBMANDEN.

Tja-a, hvad skal man sige! Det er jo den Klasse Mennesker, jeg skal leve af! ... Deherrer beærer jo ikke min Forretning hi, hi!

SAGFØREREN
(har taget Adressen op fra Disken).

Det er s'gu kraftige Underskrifter Konsulen faar!

KØBMANDEN.

Der er jo da Apotekeren!

SAGFØREREN.

Ha, ha! "med Reservation", ja!

BRYGGEREN.

Ja, hvad Fanden mener han med det?

SAGFØREREN.

Aa, Konsulen skal vel købe sine Ligtorneringe hos ham!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha! Den skal min Kone s'gu ha'!

En Ponyvogn med to Damer i ruller rask forbi.

Købmanden sætter over Disken, farer ud af Døren og midt ud paa Gaden og kigger efter Køretøjet, lige indtil det er forsvundet bag Toldbodbygningen. Ogsaa Sagføreren og Bryggeren iler ud; men de nøjes dog med at blive staaende paa Trappen.

KØBMANDEN
(aandeløs).

Saa' De! Det var Heidemanns Døtre!

SAGFØREREN.

Saa har han altsaa faaet Vognen?

BRYGGEREN.

Ja, den kom med Damperen i Morges.

KØBMANDEN.

Hvor mon de skulde hen?

SAGFØREREN.

Ud ad Ornegaardsvejen vel, hi, hi!

BRYGGEREN
(tager Sagføreren ved en Knap).

Tror De virkelig, at der er noget om det?

SAGFØREREN.

Ja begge to, kan de jo ikke faa ham ...

185
KØBMANDEN
(hviskende).

Man siger, at Hofjægermesteren er komplet i Lommen paa Heidemann!

BRYGGEREN.

Ja, det kniber nok svært! Men han ta'r Fa'en ikke en borgerlig, Bardenheim! Hans første Kone var jo adelig.

SAGFØREREN.

Jamen, naar Svigerfader har Grunker, Far!

BRYGGEREN
(griber ham paa ny i Knaphullet).

Tror De, der er noget om det?

SAGFØREREN
(undvigende).

Det véd jeg s'gu ikke!

En yngre Kone med en Kurv paa Armen og et 4-5 Aars Pigebarn ved Haanden kommer ind.

Sagføreren puffer til Bryggeren, hvorpaa de begge kniber højre Øje sammen og nikker diskret til Købmanden, der rødmer über und über, men dog samtidig siger:

De ta'r Fejl, mine Herrer! De ta'r Fejl!

KONEN
(genert, da hun opdager de fine Folk).

Jeg skulde ha' et halvt Pund Margarine af den bedste.

KØBMANDEN
(ligeledes lidt ilde tilpas).

Saagerne, saagerne, Madam!

SAGFØREREN.

Har De Tuborg, Sørensen? ... Lad os faa et Par. (Til den ældgamle Skipper.) Drikker De et Glas Øl med, Mikkelsen?

SKIPPEREN.

Ja ... mange ... Tak! ... Hvem er ... De ... med Forlov?

SAGFØREREN.

Jeg er Sagfører Strøm.

SKIPPEREN.

Naa-aa! ... Di er ... kanske ... en ... Søn af ... den gamle ... Lysestøber Strøm ... der ... hængte sig ... paa Johansens ... Kornloft?

BRYGGEREN.

Ha, ha ... (Standser op og ser sig ængstelig om, ihukommende den Internationale.)

SAGFØREREN
(til Skipperen).

Nej, jeg er ikke her fra Byen.

SKIPPEREN.

Naa 'nte det!

KØBMANDEN
(med Øl og Glas).

Vær saa god, Deherrer! (Til Konen, der staar stum ret op og ned:) Var der mere . . .

KONEN.

Et Pund Byggryn og et halvt Pund Kartoffelmel.

BARNET
(der har staaet og trukket heftigt i Kjolen).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen, Mor!

KONEN.

Hys!

BARNET
(sur).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(ryster hende).

Vil Du holde din Kaje!

186
BARNET
(paastaaeligt).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(hviskende).

Vil Du ha' no'en Hug?

BARNET.

Næi . . . (Stikker pludselig i Graad.) Jæ vil op paa Disken! Jæ vil op paa Disken!

KØBMANDEN
(deltagende).

Hvad er der, lille Marie?

BARNET.

Jæ vil op ... paa Disken!

KONEN.

Vil Du nære Dig, si'er jeg!

KØBMANDEN.

Vil Du ha' en Bismarksklump!

BARNET.

Næi ... Jæ vil op paa Disken!

KONEN
(samler Pakkerne sammen og putter dem i Kurven).
KØBMANDEN.

Er der ikke mere, Mariane?

KONEN.

Nej. (Slæber af med Barnet, der stritter imod.) Kom nu, din skidte Tøs!

BARNET
(skrigende).

Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

KONEN
(tager hende resolut paa Armen og gaar. Men endnu helt ned ad Gaden hører man den lille gøre bestemtere og bestemtere Fordring paa at komme op paa Disken til Sørensen).
SAGFØREREN.

Det var Mariane Bølling, hva'?

KØBMANDEN
(beskæftiget med at lægge Laaget paa Margarinebøtten).

Ja.

SAGFØREREN.

Hvor længe er det, hendes Mand har været ude?

KØBMANDEN
(stadig med Ryggen til).

To Aar vist.

BRYGGEREN
(kan ikke bare sig længere).

Pruu ha, ha!

SAGFØREREN
(uforstyrrelig).

Jeg synes, hun gik uden at betale?

BRYGGEREN
(puffer tit ham).

La' nu være, Strøm, hi, hi!

SAGFØREREN
(højere).

Jeg synes, hun gik uden at betale, Sørensen?

KØBMANDEN
(vender sig og dasker efter ham).

Aah . . .

SAGFØREREN.

Den ene Villighed er den anden værd, hva'?

BRYGGEREN.

Han trøster Enkerne og de faderløse ha, ha! DOKTOR BRANDT

(ind. Han gør sig lille og siger med barnlig, grædefærdig Stemme). Jæ vil op paa Disken til Sørensen!

Bryggeren og Sagføreren er ved at faa Apopleksi af Latter. Selv Købmanden kan ikke bevare Alvoren. Kun den gamle Skipper ænser intet. Han sidder og stirrer stift hen for sig, medens hans Tanker, der er blevet oplivede af Bajerskøllet, stille og hyggeligt pusler med Festlighederne i Anledning af Kristian den Ottendes Kroning.

187
SAGFØREREN.

De mødte hende, Doktor? ha, ha!

DOKTOREN.

Gu' mødte jeg hende, ja!

BRYGGEREN.

Sørensen er ved at krybe ned i en af sine egne Sildetønder, ha, ha!

KØBMANDEN
(der begynder at blive vred).

Aldeles ikke! ... Skal Doktoren ha' sit sædvanlige?

DOKTOREN
(nikker).

Javel, ja! (Tager Adressen.) Død og Pine, der er jo kommen en ny Tilhænger!

BRYGGEREN.

Ja, og det oven i Købet en, som ikke har vasket sig! (Overvældet af sit Vid.) Den var s'gu god!

DOKTOREN
(læser).

"Medlem af Internationale"! Han sprænger s'gu hele Østbanegaarden i Luften!

SAGFØREREN.

Har De set Heidemanns nye Ponyvogn?

DOKTOREN.

Er den kommen?

BRYGGEREN
(ivrig).

Ja, den kørte her forbi før!

KØBMANDEN
(ligeledes).

Og begge Døtrene var i!

SAGFØREREN.

De kørte ud ad Ornegaard til, hi hi!

DOKTOREN
(afgjort).

Bardenheim ta'r s'gu ingen af dem!

SAGFØREREN.

Pengene!

DOKTOREN.

Næi! Og nu han er bleven Formand i Jærnbaneudvalget, klarer han sig nok med Heidemann!

SAGFØREREN.

Jeg ser ellers Amalie som Hofjægermesterinde, hva'? naada! Næsen vilde da rive Hul i Maanen.

BRYGGEREN.

Og den gamle da, den gamle!

DOKTOREN.

Han fik s'gu et Hjerteslag første Gang, han hentede ham med Blinkere!

DEN GAMLE SKIPPER
(vaagner).

Bardenheim! ... Er det ... Kammerherren ... paa ... Ornegaard ... De taler ... om? Han ... er gift ... med ... Komtesse ... Alvida ... fra Bjørnsholm!

BRYGGEREN
(halvt arrig).

Han snakker altid om døde Folk!

DOKTOREN.

Aa Herregud, lad ham det! Det er nu hans Fornøjelse! ... Hvad siger De, Gamle?

SKIPPEREN.

Jeg si'er ... at det ... er ... et ... stolt Fruentimmer!

DOKTOREN.

Brillant, ja! storartet!

SKIPPEREN.

Hvodden ... mon ... Sønnen ... har det?

DOKTOREN.

Udmærket! han trives godt!

188
SKIPPEREN.

Han har ... mange ... Gange ... været ... om Bord ... paa Caroline!

DOKTOREN.

Ja, det vil jeg s'gu gerne tro! (Til Købmanden:) Hør, Sørensen, lad mig faa en Vand til!

KØBMANDEN.

Saagerne, Hr. Doktor!

DOKTOREN.

Det er sandt! nu skal I høre en Nyhed: Madam Nikolajsen er med Barn!

BRYGGEREN
(overvældet).

Hva' er hun?

KØBMANDEN
(ivrig).

Med Barn, med Barn!

SAGFØREREN
(uforsigtig).

Ved Konsulen? (Slaar sig paa Munden.)

DOKTOREN.

Ha, ha! ja det troede jeg jo ogsaa!

BRYGGEREN.

Han har da ogsaa været svært ude efter hende, si'er de!

DOKTOREN.

Ja, det gamle Knaphul, han har hjemme ...

BRYGGEREN
(revner).

Ha-a, ha, ha, ha!

SAGFØREREN.

Hvem er det da ved?

DOKTOREN
(blinker).

Ja-a ...

BRYGGEREN.

Er det Sørensen?

DOKTOREN
(nikker).
KØBMANDEN
(smigret).

Næi, véd De nu hvad, Hr. Doktor!

SAGFØREREN.

Har hun selv betroet Dem det!

DOKTOREN
(alvorlig).

Saa sagde jeg det ikke. Jeg sladrer aldrig om mine Patienter!

BRYGGEREN.

Fa'en, saadan en Værtshusholdermadam!

SAGFØREREN.

Hvem ....

DOKTOREN.

Ja, kan I tænke Jer! Her har vi allesammen gaaet og ... naa! Ja, for køn er hun sg'u! Og saa ... Kan I huske ham Skærsliberen, der var her i Foraaret, Tyskeren?

BRYGGEREN.

Jo! han ødelagde vores Brødkniv, det Bæst!

SAGFØREREN.

Er det ham!

DOKTOREN.

Gu' er det ham, ja! Madam Nikolajsen har med grædende Taarer betroet sig til Madam Mencke ...

BRYGGEREN.

Det var den stiveste!

DOKTOREN.

Han var kun her i Byen i to Timer, ha, ha, 189 ha! saa det er virkelig ekspedit Arbejde! Han sleb en Broderesaks for hende og ... vupti, hva'behager!

KØBMANDEN
(misundelig).

Ja, de Tyskere, de kan!

SAGFØREREN.

Hun, der altid har været saa ...

DOKTOREN.

Tja, nu stod det engang optegnet i Skæbnens Bog, at hun skulde erobres af Tyskerne ligesom Slesvig.

BRYGGEREN.

Den er god! den er god!

KØBMANDEN
(med et indadvendt Blik).

De Kvinder, de Kvinder!

DOKTOREN
(rejser sig og tømmer sit Glas).

Gaar Deherrer med ned ad Gaden? Jeg skal ud paa Hospitalet, Klokken er mange.

SAGFØREREN og BRYGGEREN
(rejser sig ligeledes).

Ja. Sagføreren betaler Øllet.

BRYGGEREN
(i Døren).

Hør, hvordan gik det saa med Skinke-Jens, Doktor? virkede det?

DOKTOREN.

Om det virkede? Martiniussen maatte laane tre Brandspande nede fra Sprøjtehuset!

BRYGGEREN.

Ha-a, ha, ha!

Alle tre ud.

KØBMANDEN
(ene med den gamle Skipper; gaar rundt og stiller Flasker og Glas til Side).
EN UNG TJENESTEPIGE
(kommer ind ad Gaarddøren i Baggrunden af Butikken).
KØBMANDEN
(oplivet).

Goddag, goddag, Mathilde.

PIGEN.

Mikkelsen skal hjem og spise til Aften!

KØBMANDEN
(vil klappe hendes Kind).
PIGEN
(bort).

La' vær, Sørensen! (Med kælen Røst.) Har Di no'et sødt til mig i Da', hva'?

KØBMANDEN
(lægger Armen om hende).

Ja, det ved Gud, jeg har, min Stump!

PIGEN
(frigør sig).

Uf, Di er altid osse saa kærlig, Sørensen!

KØBMANDEN
(deklamerer).

Kærlighed, min søde Skat, er Livets Fryd ved Dag og Nat, hi, hi!

PIGEN
(vrisser med Bagdelen).

Ja, det vil jeg nok si'e! (Kælen.) Gi'er Di mig saa et Stykke Chokelade, hva'?

KØBMANDEN
(skraber ud som en ældre Hane).

Hva' faar saa jeg?

DEN GAMLE SKIPPER.

Jeg synes ... Mathilde ... er her?

190
PIGEN.

Ja, Di skal hjem og spise. (Til Købmanden.) Faar jeg saa et med Krem, hva'?

KØBMANDEN
(har aabnet en Skuffe).

Ja kom her hen.

PIGEN
(nærmer sig).

Di rør mig ikke, Sørensen!

KØBMANDEN
(med et Stykke Chokolade i Haanden).

Værsgod ....

PIGEN
(helt hen).

Di vaaver ikke og røre mig!

KØBMANDEN.

Jeg forsik ....

PIGEN
(snapper Chokoladen og undgaar heldig Hr. Sørensens Gribebevægelse).

Pyt! sa' Per til Kongen!

KØBMANDEN
(ærgerlig).

Din lille Satan!

SKIPPEREN
(som har famlet sig om bag Disken).

Kom . . . Saa . . . Mathilde!

PIGEN
(tager ham under Armen).

Her er jeg. (Til Købmanden.) Og saa et Stykke fin Seve, hva'?

KØBMANDEN.

Næ, Du kan tro nej!

PIGEN
(tager en Bid af Chokoladen).

Hl, hi ! (Gaar med den gamle ned mod Døren i Baggrunden. Udstøder pludselig et Hvin.)

SKIPPEREN.

Hva' ... er 'et?

PIGEN.

Det var Sørensen, der knev mig!

SKIPPEREN.

Hæ ... hæ ... hæ! Ja jeg ... knev ... Jer ... osse i ... min ... Ungd'm ... hæ! Ud med Mathilde gennem Gaarddøren. Da Købmanden vender sig, staar Grosserer Heidemann midt i Butikken. Han er kommen ind, uden at Hr. Sørensen i Ganteriets Hede har bemærket det.

GROSSEREREN
(som sædvanlig hostende).

Skulde hø, hø! gifte Dem, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(flad som selve Lolland af Forlegenhed).

Hæd, hæd, hæd! Hr. Grosserer ...

GROSSEREREN
(sætter sig).

Ikke godt for et Mandfolk at være alene! ... Har De Adressen?

KØBMANDEN
(skynder sig at række ham den).
GROSSEREREN
(kigger i den).

Gaar smaat, synes jeg.

KØBMANDEN.

Meget smaat, Hr. Heidemann, særdeles meget smaat!

GROSSEREREN.

De har ikke skrevet under?

KØBMANDEN
(forfjamsket).

Nej-æ, nej ... æ ...

GROSSEREREN.

Det skulde De gøre. Vilde maaske hø, hø! omstemme Byraadet.

KØBMANDEN
(ler overstadigt).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN.

En Øl!

191
KØBMANDEN
(springer af Sted).

Saagerne, saagerne!

GROSSEREREN
(da Sørensen kommer tilbage med Øllet).

Har Blinkenberg været her?

KØBMANDEN.

Ja, for en lille Timestid siden.

GROSSEREREN.

Kommer han igen?

KØBMANDEN.

Det sagde han, ja. Han har været her jævnlig i Dag for at se, hvorledes det gik.

GROSSEREREN.

Hø, hø!

Pause.

Grossereren har indtaget sin Yndlingsstilling: krumrygget, halvt hængende paa sin tykke Kæp og med Hagen hvilende paa Hænderne, der ligger foldede over Kæppens Haandtag.

KØBMANDEN
(rømmer sig).

Hm! Har ... har Grossereren lagt Mærke til, at Apotekeren har skrevet under.

GROSSEREREN.

Ja.

Pause.

KØBMANDEN.

Man siger, at Præsten ogsaa er for Vestbanegaarden.

GROSSEREREN.

Hum!

Mere Pause.

KØBMANDEN.

Jeg ha'de den Ære, at Deres Frøkner Døtre kørte her forbi før.

GROSSEREREN.

Hø, hø, saa?

KØBMANDEN.

Ja ... Nydeligt lille Køretøj!

GROSSEREREN.

Meget pænt, ja.

KØBMANDEN
(paa 'en igen).

Har Grossereren hørt, at Madam Nikolajsen er ble'en med Barn?

GROSSEREREN.

Hø, hø! det er jo ogsaa snart to Aar siden, Manden døde? ... Er De Fa'ren?

KØBMANDEN
(støjende).

Hæ, hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ! Naj! ... Næ, men her i Foraaret var her en tysk ... Konsul Blinkenberg hurtig ind. Gaar lige hen til Disken, bag hvilken Købmanden staar med et Ansigt, der ligesom er blevet større af Skræk for, hvad der nu vil ske.

KONSULEN.

Er der kommet nogen paa?

KØBMANDEN
(stirrer stift hen mod Heidemann).

Én, Hr. Konsul ...

KONSULEN
(følger Retningen af hans Blik; ser, og vorder maalløs).
GROSSEREREN
(rolig).

Goddag, Blinkenberg! Ja her sidder hø, hø! jeg.

KONSULEN
(tager sig sammen. Flot).

Goddag ... Heidemann!

192
GROSSEREREN.

Et Glas Øl med?

KONSULEN.

Nej Tak!

GROSSEREREN.

Glas Portvin?

KONSULEN.

Tak, jeg skal ingenting ha'!

GROSSEREREN
(til Købmanden).

Kan Sørensen gaa lidt ind i det bageste Kontor og lukke Døren?

KØBMANDEN
(staar uvis).
GROSSEREREN.

Skal nok kalde paa Dem, hvis der kommer Kunder!

KØBMANDEN
(gaar, men dog noget misfornøjet).
KONSULEN
(da Kontordøren er lukket).

Jeg har ikke noget at tale med Dem om!

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad vil De mig?

GROSSEREREN
(peger paa Adressen).

Skulde ha' spurgt mig til Raads om den der.

KONSULEN.

Hæ, det manglede s'gu bare!

GROSSEREREN.

Kender Byen bedre!

KONSULEN.

Aa, naar det først bliver bekendt, at der er en Adresse!

GROSSEREREN.

Vil De hø, hø! maaske la' Martiniussen slaa paa Tromme?

KONSULEN
(heftigt).

Maa jeg bede mig fritaget for Deres Flovser!

GROSSEREREN
(uden at lade sig afficere).

Vi har dog hjulpet hinanden før.

KONSULEN.

De mener det Parti Byg? Men det var vist Dem, der gik af med Profitten.

GROSSEREREN.

Løb ogsaa Risikoen, hø, hø!

KONSULEN
(svinger sig op paa Kæphesten).

Ja, men De maa dog indrømme, at jeg har Ret! Vestenden er Byens centrale Punkt. At lægge Stationen mod Øst er det rene Vanvid! Den kommer jo ikke til at ligge paa Byens Grund engang.

GROSSEREREN.

Naa, naa!

KONSULEN.

Javel; men naar Byen skal udvides, vil den paa den Maade gaa ud i Jerslev Sogn, hva'? kan De nægte det? Og hvad Fanden, hvad Gavn har vi af det!

193
GROSSEREREN
(rolig).

Alt det har De jo allerede sagt i Byraadet, hø, hø!

KONSULEN
(indædt).

Byraadet! Byraadet!

GROSSEREREN.

Og Statsingeniøren siger jo, at Banen bli'r 60,000 dyrere, hvis Stationen skal lægges om mod Vest; og det har Byen ikke Raad til.

KONSULEN
(som før).

Statsingeniøren! Jeg blæser Statsingeniøren et Stykke! ... Skal jeg sige Dem noget? Nu engagerer jeg selv en Ingeniør, der skal stikke en ny Linje ud, saa faar vi se Resultatet!

GROSSEREREN.

De kunde være gal nok til det!

KONSULEN.

Jeg gør det! Han kommer paa Mandag!

GROSSEREREN.

Og hvad skal De hø, hø! gi' ham for den Svir?

KONSULEN.

Det kommer ingen ved?

GROSSEREREN.

De Penge er smidt i Fjorden!

KONSULEN.

Det skal vi faa at se!

GROSSEREREN
(med Vægt).

De Penge er smidt i Fjorden, Blinkenberg!

KONSULEN
(opmærksom).

Hvad mener De?

GROSSEREREN
(ser hen mod Kontordøren, om den er forsvarligt lukket).

De er smidt i Vandet, hø, hø!

KONSULEN
(næsten skrigende).

Forklar Dem! Forklar Dem!

GROSSEREREN
(rolig, men bestemt).

Stationen hø, hø! ... den Satans Hoste! ... Stationen kommer til at ligge for Enden af mit Pakhus!

KONSULEN
(bleg).

Hvad vil De sige med det?

GROSSEREREN.

Hø, hø!

KONSULEN.

Hvad mener De? Hvad mener De?

GROSSEREREN.

De kan spare Deres Ingeniør.

KONSULEN.

Vil De dermed sige ...

GROSSEREREN
(fortsættende).

... at Stationen kommer til at ligge, hvor jeg vil ha' den!

KONSULEN.

Det er altsaa afgjort?

GROSSEREREN.

Nej, hæ! nej, det bliver naturligvis først afgjort, naar Kommissionen har været her i næste Maaned.

KONSULEN
(dirrende).

De og Statsingeniøren og Hofjægermesteren ude fra Ornegaard ...

194
GROSSEREREN
(nikkende).

Vi har spist en lille Middag sammen hæ, hæ, ja!

KONSULEN
(farer op og slaar i Disken).

Jeg sætter det i Avisen, hele Skandalen!

GROSSEREREN.

Vi har da Lov til at spise til Middag! De kunde hø, hø! godt ha' kommen med.

KONSULEN.

Og her har jeg gaaet og gjort mig til Nar med Adresse og ...

GROSSEREREN.

Skulde ha' spurgt mig til Raads, som jeg sagde!

KONSULEN
(med knyttet og truende Haand).

Jeg sætter hele Historien i Stiftstidenden!

GROSSEREREN.

Der faar De den ikke optaget.

KONSULEN.

Saa gaar jeg til Venstrebladet!

GROSSEREREN.

Hø, hø! saa er der ingen, der tror den! (Rejser sig og kalder:) Nu kan De godt komme, Sørensen.

KØBMANDEN
(ind).
GROSSEREREN.

Maa jeg betale?

KØBMANDEN.

Ti Øre, Hr. Grosserer.

GROSSEREREN
(betaler).

Rart billigt! Tror, jeg vil drikke mit Øl hos Dem herefter, Sørensen!

KØBMANDEN.

Hæ, hæ! skal være mig en Ære!

GROSSEREREN
(banker ham paa Skulderen med sin Kæp).

Og husk saa at gifte Dem lidt snart, lille Sørensen!

KØBMANDEN
(knækker sammen).

Hæ, hæ, hi, hæ, hæ, hæ!

GROSSEREREN
(til Konsulen).

Jeg synes, De skulde telegrafere til Deres Civilingeniør, Blinkenberg!

KONSULEN
(farer op).

Det bli'er vel min Sag!

GROSSEREREN.

Ja, naturligvis, ja, hø, hø! ... Farvel Deherrer! (Gaar.)

Pause.

KØBMANDEN
(stille, næsten ømt).

Skal ikke Konsulen ha' sit sædvanlige Glas Portvin?

KONSULEN
(vaagner).

Hva' ...

KØBMANDEN.

Deres Portvin? De ser saa anstrengt ud...

KONSULEN.

Aa gaa ad Helvede til!

Farer ud af Butikken, som havde han en Lunte bag.