Wied, Gustav Det svage Køn

DET SVAGE KØN
Skrevet 1898-99,
første Bogudgave 1900

218
219

HENDES NAADE
(1900)

220
221

AGERENDE

  • Hans Naade.
  • Holger.
  • Sara.
  • Pastoren.
  • Pastorinden.

FØRSTE AFDELING

Københavns Hovedbanegaard. Aften i Maj. Klokken er 850.

95 afgaar et saakaldet "Iltog" (standser ikke ved Landstationerne) Syd paa til Masnedsund. -

En Herskabsvogn med Kusk og Tjener ruller op foran Portalen.

Tjeneren springer ned fra Bukken og slaar Vogndøren op. Han staar let bøjet med den korkardeprydede Cylinder i Haanden.

Hendes Naade stiger ud, granvoksen, rødblond, majestætisk. - Hun ser sig om med et hastigt Blik og gaar ind gennem Forhallen. Man hører Silkeskørterne knitre. - Dørvogteren ved første Klasses Ventesal blotter Hovedet og aabner Døren. Naaden bevæger Øjenvipperne og gaar ind.

Tjeneren kommer med Rejsekaabe og Tæppe over Armen. Ogsaa ham begegner Dørvogteren med Ærefrygt og genhilses med Overbærenhed.

-- Billet, Frants! (siger Hendes Naade og rækker Tjeneren sin Portemonnæ.

Frants modtager bukkende og med Hatten i Haanden den naadige Pengebeholder og gaar ud at løse Billet. -

Døren til Perronen slaas op:

- Toget til Masnedsund! Standser ikke mellem Frederiksberg og Roskilde!

Hendes Naade skrider over Tærskelen . . .

Frants springer ud af en første Klasses Kupé, hvor han har anbragt Rejsetøjet. Nu staar han stiv og stram ved Kupédøren og venter. Det elektriske Lys glimter i hans langskødede Figurfrakkes Vaabenknapper.

Hendes Naade kommer. Barhovedet hjælper Frants hende op i Vagonen og overrækker hende Billet og Portemonnæ. - Han er bleg, mørkhaaret, tætklippet og glatraget; og en snorlige Haarskilning kløver hans Kranie fra Pande til første Halshvirvel. -

Naar han har lukket Kupédøren, sætter han Hatten paa, træder baglæns tre Skridt ud paa Perronen og bliver staaende dér ret op og ned med Blikket naglet til det aabne Kupévindue. - Han staar lige under en Buelampe, og de forbipasserende Anden- og Tredjeklasses-Mennesker viger betaget til Side og betragter ham med devote Øjne; men ikke en Muskel rører sig i hans Ansigt. -

- Frants! 222 Med en vidunderlig Bevægelse af Krop og Ben staar Frants atter tæt uden for Kupeen. Han holder Hatten paa skraa et Par Tommer ud fra Hovedet; hans Øjne er ømme af Beredvillighed, og om hans Kæber ligger et smeltende Vanille-Smil. Han ligefrem glinser af Tjenesteiver:

- Deres Naade ... ?

- De kan godt gaa, Frants!

Frants bukker og trækker sig tilbage. Men først ni Skridt borte fra Vagonen bedækker han sin kløvede Isse med Cylinderen.

Hendes Naade har været paa Besøg i Hovedstaden hos sin Onkel Kammerherren og returnerer nu til Godset. - Det er Kammerherrens Vogn og Tjenerskab, der har bragt hende til Banegaarden. Hans Højvelbaarenhed kunde ikke selv ledsage hende begrundet paa en heftig Podagra. Og Kammerherreinden er desværre død.

Afgangssignalerne lyder. Toget sætter sig i Bevægelse. -

Hendes Naade lukker Vinduet og trækker Gardinerne for alle Ruder.

Desuden slaar hun ogsaa de to røde Skærme for Lampen i Loftet . . .

Trainet vugger og gynger hen over Banegaardsterrainets ujævne Spor og Sporskifter. - Et Tog larmer forbi. Sporvognsklokkerne kimer; og Gadelygterne ses matte bag Kupeens tætte Gardiner . . .

Man nærmer sig Frederiksberg. -

Det nytter ikke at nægte det; Hendes Naade er en Kende nervøs. Hun flytter sig uroligt paa Sædet; og af og til undslipper der hende et lidet vaandefuldt Suk ...

- -

Lokomotivet piber. Bremserne skurer hen over Skinnerne. Toget standser.

I samme Nu flytter Hendes Naade sig hen til den Side af Kupeen, der vender ud mod Stationen. Hun stikker en Arm ind bag det nedhængende Gardin og trykker sin behandskede Haand fladt mod Ruden . . .

Vagondøren aabnes hurtig, og Gardinet løftes . . .

- Din Billet, Emmy ...

- Her ...

Døren skydes til. - Der høres en kort, dæmpet Ordvekslen. - Døren aabnes paa ny; og en høj, distingveret og elegantklædt Mandsperson stiger hastig ind ... Der pibes til Afgang. Toget bruser videre. -

- Emmy ...!

- Holger ...

- Elskede ...!

- Sødeste ...!

- Du fik vel talt med Konduktøren?

- Jo, Du vidunderligste af alle Kvinder! Vi bliver ganske for os selv!

- Aa, Holger ... Holger ...!

- Sødeste ... Sødeste ...! At Du fandt paa dette!

- Ja ... var det ikke udmærket ...!

- Vidunderligt ...! Vidunderligt ...!

- Holger ...! Min Holger!

- Emmy ... min Dronning ... mit Liv!

HOLGER
(frigør sig og lukker for en Sikkerheds Skyld begge Kupédørene af).

Kys. Omarmning. Glødende Luer. Sindssvage Forsikringer. - Forglemmelse . . . 223 Og videre ruller Trainet. Forbi Huse, Kirker og Gaarde. - Majaftenens Maane smiler højt paa den støvgraa Himmel. En fugtig, grødefuld Em slaar op fra de spirende Marker og den brunstige Jord. I Haver og Skove ler Krokus og Anemoner; og Bøgen staar i Spring . . .

- Roskilde! Syv Minutters Ophold! ... Standser ikke før Køge!

EN VÆVER LILLE HERRE
(nærmer sig Hendes Naades gardinskærmede Tilflugtssted).
KONDUKTØREN
(springer frem foran ham).

Den Kupé er optaget, min Herre!

- Optaget ...?

- Ja-æ ... Der er en syg!

- Hum!

Og Herren forsvinder i en Nabo-Kupé . . .

Afgangssignal. Et brutalt Rusk gennem hele Vognrækken. Og Toget larmer af.

En indespærret Hund hyler pludselig op fra en af de bageste Vagoner. Det høres jammerfuldt ud i Mørket . . .

Men højt paa Himlen ler den glade Maane. Og Bøgen staar som sagt i Spring . . .

- Køge! Fem Minutters Ophold! Standser ikke før Næstved!

Den kriminelle Kupédør aabnes.

HOLGER
(lister ud).

Emmy ...! Dejlige ...!

En lille, hvid, juvelsmykket Haand stikkes frem bag Gardinet:

-- Au revoir ... au revoir ...! (lyder det klagende).

HOLGER
(bøjer sig lidt træt ned over Haanden).

Au revoir ma cherie ... mon idole ...!

Saa pibes der, ruskes og køres atter.

Og

HOLGER
(sjokker mat over i Ventesalen for at oppebie et Returtog).

Paa Næstved Station, hvor Naaden skal af, staar en anden liberiklædt "Frants" ved Navn Johan og venter . . .

Granvoksen, rødblond og majestætisk viser Hendes Naade sig bag Kupévinduet.

Med Hatten i en stump Vinkel ud fra Hovedet aabner Johan Døren og hjælper sit Herskab ned.

Og som en Stormvind knitrer Damen ind gennem Ventesalen ud i Karossen.

JOHAN
(efter med Rejsekaabe og Tæppe. Hatten af).

Deres Naade

...? Er der no'et, Deres Naade ønsk ...?

- Intet! - Kør!

Vogndøren slaas i. Johan springer op paa Bukken. Skimlerne pruster og danser. Og Vognen farer hoppende bort over Stenbroen.

I de bløde Silkehynder ligger Hendes Naade tilbagelænet med lukkede Øjne og drømmer forbudne Drømme . . .

Det er Foraar. Gøgen kukker. Nattergalen slaar. Der er Grøde i Luften . . .

224

ANDEN AFDELING

Gæsteværelse paa Grevskabet Tygesborg pr. Næstved. - Tidlig Morgen (*dolgoeO*: Klokken omkring 9). Første Pinsedag. Juni.

Gardinerne er trukket for den store, gammeldags Mahogniseng, der staar midt paa Gulvet ud fra Væggen. Der er "Himmel" over Sengen; og Gardinerne er af et tykt, foret, blaagraat Silkestof.

Ogsaa Vinduesgardinerne er trukket for. Men en enkelt, bølgende Solstribe kan dog slippe ind. Og da Værelset vender mod Haven, høres udenfor i Træerne en øredøvende Kvidren og Pludren af morgenfornøjede Graaspurve.

Men i Sovegemakket er der stille .... kun en spæd, men distinkt lille Dikken af et Lommeur, som rimeligvis ligger paa et eller andet Møbel med Marmorplade. -

Ved Sengens Hovedende staar en forgyldt Empire-Gueridon med en Kaffeopdækning paa en skinnende Messingbakke . . .

Der lyder lette, knirkende Trin i den tilstødende Salon.

En diskret Banken . . . Den ene Dørfløj aabnes lydløst; og

HENDES NAADE
(kommer ind. - Hun er i Formiddagsdragt: støvgraa "tailor made" Klædeskjole besat med askefarvede Snore. - Hendes pragtfulde, rødblonde Haar lyser i Solskæret, der strømmer ind gennem den halvtaabne Dør bag hende. - Hun smiler, da hun ser, at her endnu er Nat.)

Men Sara! (siger hun og gaar hen til Sengen.) Nej det er dog for galt! Sover Du endnu! (Og med en rask Bevægelse trækker hun Omhænget til Side.)

Dér ligger Sara under Silketæppet og slumrer!

HENDES NAADE
(lægger blødt en Haand paa hendes Skulder).

Sara dog!

SARA
(farer over Ende i Puderne).

Um Gottes willen ! Was wollen Sie hier wieder! (Ser, hvem det er.) Ach, ær det Daj, Emi ...!

HENDES NAADE
(ler).

Skammer Du Dig ikke - at ligge hér og ...

SARA
(gnider Øjne).

Naj ...! Pas de tout!

HENDES NAADE.

Naa, Kaffen har Du da drukket?

SARA
(vredt).

Ja! kommer icke den Jungfrau Bertelsen, den Tøsepige, midt am finstre Nacht ock tyller den i maj!

HENDES NAADE
(ler).

Vil Du ikke op?

SARA
(afgjort)

Naj!

HENDES NAADE.

Det er det dejligste Solskin!

SARA.

Den skidt Sol!

HENDES NAADE.

Og Du, som er kommen paa Landet for ...

SARA.

Ach, hvat bryyter jaj maj um jert skidt Land!

HENDES NAADE
(leende).

Du er virkelig en behagelig Gæst!

SARA.

Luk den Dør til Salonen, ock ta-ak Daj en Stol!

HENDES NAADE
(trækker Døren til).

Vil Du da ikke op?

SARA.

Naj! Jaj vil plutrre først lidt mææt Daj!

225
HENDES NAADE
(vil tage en Stol).

Der ligger jo Tøj paa dem allesammen ...

SARA.

Smiit det herrunterr!

HENDES NAADE
(lægger et Skørt og en Strømpe fra en Stol over paa en anden. Flytter den ledige Stol hen ved Sengen og sætter sig).

Sara er en mørk, lidt fyldig Skønhed op i Fyrrerne. Sort, glansfuld Haar; matgul Hudfarve, og store, tunge, næsten stenkuls-sorte Øjne. Maaske er der lidt Jødeblod i hende; den noget massive, krumme Næse kunde tyde derpaa. - Hendes Bevægelser er lade, men ikke uden Ynde. Hun ser ud til at have "Te¤ perament", naar det gælder. -

Hun er født i Tyskland (hendes Fader var Kgl. Hof-Paraplyfabrikant i Dresden) og har været gift dér. Senere forelskede hun sig i og ægtede en rig engelsk Lord. Men for nærværende er hun formælet med Ritmester ved de Næstved Dragoner, Baron Leopold v. Schack, der for ti Aar siden kom over hende ved et Badested.

Alle tre Ægtemænd lever. Og hun har to Sønner, faldet efter Tyskeren. -

SARA
(har lagt sig ned igen. Fikserer Hendes Naades Dragt og Skabning).

Immer ær Du nyytlich?

HENDES NAADE
(beskeden, smigret).

Synes Du ...?

SARA
(slaar sig med flad Haand paa sin Overarm, saa det klasker).

Ock jaj, der bli'r feetere ock feetere!

HENDES NAADE.

Du skulde bevæge Dig lidt mere ... ride, spille Lawn-tennis ...

SARA
(blæser).

Puhh! .. Himmel dock um jaj det giiter!

HENDES NAADE
(ler).

Og staa op Klokken syv og gaa Morgentur!

SARA.

Vil Du gøre maj døøt, dit skidt Emi?

HENDES NAADE
(hjerteligt).

Nej, nej! Jeg kan slet ikke undvære Dig! - Men hør dog, hvor Fuglene synger derude!

SARA.

Ach, di skidt Skriikhalse! (Rejser sig, tager Emmy fat om begge Kinder og ser hende opmærksomt ind i Øjnene.) Aber hva-at ær der mææt Daj, Emichen? Vogelgesang und Morgenpromenade! (Slipper.) Sie blüht wie ein Röschen! (Truer med en Finger.) Frühlingsbeschwerlichkeiten ... was?

HENDES NAADE
(har dybt rødmende bøjet Hovedet).
SARA
(klasker Hænderne sammen).

Aber hier sind ja keine Männer in Dänemark!

HENDES NAADE
(smiler underfundigt).
SARA
(ivrig).

Was? hast Du einen gefunden? Fortæl, fortæl, Emichen - Jaj beet straks Mærke po Daj i Gaar veet Tooket!

HENDES NAADE
(slaar Sagen hen).

Jeg er bare glad og rask, 226 kære Sara . . . (Griber hende pludselig haardt om Haandleddet.) . . . Jeg kunde synge, Du!

SARA
(som før).

Aber, Emichen, fortæl doch, fortæl! Hvat heeter han? Siik det, siik det, Emichen! - Ich bin ja aber nur ein altes, fettes Mütterchen!

HENDES NAADE
(klapper leende hendes Kind).

Du er sød, er Du !

SARA.

Aber men saa siik det doch, Menschen kind, for Guut in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig tæt ned over Sara og siger med Øjne, der tindrer af Fryd og Skalkagtighed).

Der er ingen, Du! Ingen! Ingen !

SARA
(stødt).

Schluuter ock Løgn, dit skidt Tøs!

HENDES NAADE
(ler højlydt).

Men Baronesse dog.

SARA
(rolig, inkvisitorisk).

Ær det Leopoldt?

HENDES NAADE.

Din Mand!?

SARA.

Mit Mand, ja ... Nummer tre!

HENDES NAADE
(leende).

Nej, nej, nej ...!

HENDES NAADE
(lægger hurtig sin Haand over hendes Mund).

Nej, Du er for gal!

SARA
(slaar hertdes Haand bort. Sætter en Finger mod hver af sine Tindinger).

Und wenn die grauen Haare kommen, dann gehen die Männer! - Ock so sitter man dær midt im Bette mææt sin Appetit!

HENDES NAADE
(leende).

Sara dog! - (Koket.) Du kan jo forelske Dig!

SARA
(tørt, arrig).

Jaj ær forelsket, Du Tøs!

HENDES NAADE.

Er Du?

SARA.

Foorfærtlich ! - I den Doktor Levinsen!

HENDES NAADE
(brister).

I Doktor ...

227
SARA
(sentimental).

Ach, han ær so dajlich feet. Ock jaj ær feet! - Aber so vil han natürlich ha' di mackre! ... Doktor, siiker jaj, giif maj Mackerpiller! Ock han skriifer Mackerpiller up, und jaj æter ... aber det nyytter icke!

Taarnuret slaar et dybt, rungende Slag.

HENDES NAADE
(rejser sig).

Halv ti! Nej, nu maa Du virkelig staa op!

SARA
(skutter sig).

Ach, Emi, jaj giiter icke! - La-at en Sengg flyytte herind, Du ...

HENDES NAADE.

En Seng ...?

SARA.

Ja ... och Du gik i den, ock vi kunde liikke hær ock plutre zusammen!

HENDES NAADE
(ler).
SARA
(komisk-fortvivlet).

Ach ja, Du grriiner ...! Ingen Mensker forstor maj!

Der har i de sidste fem Minutter hersket et livligt Røre udenfor i Haven; Stemmer; Fodtrin; dæmpet Latter og et enkelt Hundebjæf.

Nu affyres der pludselig to Geværskud hurtig efter hinanden; og et Kobbel Hunde sætter i med en rasende Gøen.

HENDES NAADE
(hen til Vinduet og trækker Gardinet fra).
SARA
(over Ende i Sengen).

Nun vergeht die Erde!

HENDES NAADE
(leende).

Det er min Mand og Børnene! (Aabner et Vindue og taler ud.) Men Tyge og Edmund dog, hvor kan det falde Jer ind!

EN DRENGESTEMME.

Tante Sara skal staa op!

EN YNGRE DRENGESTEMME.

Det var Papa sæl, der skød!

SARA
(fra Sengen. Ivrig).

Ta-ak Kammerpotten, Du, Emi!

HENDES NAADE
(taler ud).

Ja, nu staar Tante Sara straks op!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME.

Vi længes efter hende!

DEN YNGRE.

Hun skal komme ned og se vores Haver.

SARA
(rørt).

Ach, die süssen Kinder! (Skriger af alle Livsens Kræfter.) Nun kommer jaj augenblicklich. I smoo Zuckertoppe!

HENDES NAADE
(taler ud).

Nu kommer Tante Sara straks! - Gaa saa!

Stilhed i Haven.

HENDES NAADE
(bort Fra Vinduet).
SARA
(tilbage i Puderne).

Dra-ak for! Dra-ak for!

HENDES NAADE.

Jamen ... medens Du klæder Dig paa?

228
SARA.

Naj, naj! Dra-ak for!

HENDES NAADE
(lukker Vinduet og drager Gardinet for).
SARA
(sentimentalt).

Ach, die süssen Kinder! - Ær Posten kommet, Emi?

HENDES NAADE.

Ja.

SARA.

Intet Breef fra Drengene?

HENDES NAADE.

Nej ...

SARA
(sukker).

Ach naj ... Max und Heinrich gaar til Piiker nu; und dann vergessen sie ihr altes Mütterchen! - Vi skidt Tøse gør meeken Ska-ate, Emichen! (Slaar besluttet Tæppet til side.) Im Gottes Namen, so foor jaj staa up da! (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen, kommen Sie mal hier!

HENDES NAADE.

Hun er ikke derinde. - Nu skal jeg ringe ...

I samme Øjeblik Hendes Naade trækker i Klokkestrengen, høres en trampende Larm fra Gangen foran Salonen. Det er, som kom der en Hest gaaende.

SARA
(tørt).

Det var doch et famose Glocke!

HENDES NAADE
(hen til salondøren).

Ja, hvad mon de nu har fundet paa! (Aabner Døren og brister i Latter.) Men Børn dog, er I gale!

DEN ÆLDSTE DRENGESTEMME
(halvkvalt af Latter).

Vi skal trække Tante Sara ud af Sengen, si'er Papa!

De tunge Trin kommer ind gennem Salonen. - Hendes Naade skynder sig at aabne Fløjdørene paa vid Gab: Og frem i Sollyset, som vælter ind ad Døraabningen, kommer en bitte-liden, tætklippet, gul Hest trofast stampende. Den har en vældig, opstaaende, hvidgul Manke og kort afstumpet Hale. - Paa dens Ryg sidder en seks-syv Aars Dreng; og en anden noget større Dreng leder den af Sted ved Tømmen. Begge Drengene er i hvide Flonelsdragter med bredskyggede, højrøde "Bøllehatte". -

Sollyset falder, som sagt, varmt og straalende ned over den hele Gruppe.

SARA
(i Sengen. Slaar Hænderne sammen).

Ach Du meine süsse Ewigkeit, was ist denn das für eine Karawane!

HENDES NAADE
(staar rank og smilende og ser fuld af moderlig Stolthed paa sine Drenge).
DEN ÆLDSTE DRENG
(lidt forlegen).

Vi skulde trække Tante Sara ud af Sengen ...

SARA.

Ær det igen din Papa, den Beest?

HENDES NAADE
(lidt stramt).

Ja, Brahe er saa spøgefuld!

DEN YNGSTE DRENG
(meget optaget).

Papa hjalp sæl Polly op a' Trappen!

SARA
(vinker ivrigt).

Komm mal hier! Komm hier, komm hier!

229
KARAVANEN
(stamper helt hen til Sengen).
JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Baggrunden af Salonen).
SARA
(griber fat i Tømmen og haler i den).

Komm, komm doch !

POLLY
(stikker Mulen hen imod hende).
SARA.

Ach, so keelen, so keelen! (Stryger og klapper.) Æter hun vielleicht Kiks, kleiner Schweinigel? (Tager en Kiks fra Bakken paa Gueridonen). Hier, hier ... mit Butter!

POLLY
(gumler Kiksen i sig).
SARA
(tager en Kiks til).

Noch eins ?

POLLY
(gumler).
SARA
(med Resten af Kiksene).

Hier, hier!

POLLY
(æder dem alle).
SARA
(snapper Flødekanden).

Und Sahne?

HENDES NAADE
(afværger det leende).

Nej, nej !

BØRNENE
(er henrykte).
SARA.

Aber Zucker?

DEN YNGSTE DRENG.

Ja, Polly holder meget af Sukker!

SARA
(stikker Sukkerskaalen hen for Næsen af Hesten).

Ææt, Barnlille!

POLLY
(tager kraftig for sig af Retterne).
DRENGENE
(jubler).

Men pludselig giver

POLLY

et Par mindre salonfähige Smaalyde fra sig.

SARA
(godmodig-sentimental).

Ach, das süsse kleine Tierchen ... prutt, prutt!

HENDES NAADE
(hurtig).

Ud med Jer, Børn! Af Sted med Jer!

DEN ÆLDSTE DRENG.

Staar Tante Sara saa op?

SARA.

Ja, ja!

DEN YNGSTE.

Du skal ned og se vores Haver!

SARA.

Jawohl, mit Ven! - Ach Emichen, la-at maj kyysse ham!

HENDES NAADE
(præsenterer Drengen til Kys og sætter ham tilbage paa Hesten igen).

Af Sted med Jer saa!

KARAVANEN
(trækker sig tilbage ind gennem Salonen. Pollys svindende Skridt lyder, som om En med en Hammer taktfast slog Søm i Gulvet fjernere og fjernere borte).
SARA
(peger efter Børnene. Sentimentalt).

Ach, Emichen, Emichen ... mein Max und mein Heinrich! - (Vinker.) Komm mal hier lidt!

230
HENDES NAADE
(kommer).
SARA
(griber hendes Haand. Fortroligt-indtrængende).

La-at den Kærlickheet go til Helvet, mit Tøs! Man fortryyter det ... altiit! Di skidt Mandfolk! - Jaj betalte glæ-ædefuld mine alle tre Männer at fo tilba-ake mit Max und mit Heinrich! Tro po det!

HENDES NAADE
(vender Ansigtet bort uden at svare).
SARA
(giver sig selv en paa Siden af Hovedet).

Na, hva-at bekyymmer det maj! - Ær Jungfrau Bertelsen ute?

HENDES NAADE
(behersket).

Ja, hun er ude i Salonen ...

SARA.

Programmet, Emichen?

HENDES NAADE
(smiler svagt).

Klokken elleve spiser vi Frokost ...

SARA
(nikker).

Ska-al nock giife Møøte!

HENDES NAADE.

Klokken halv et tager vi i Kirke ...

SARA.

Veltbekoomme for Jer! - Hvor gitter Du?

HENDES NAADE.

Man maa! - Tager Du ikke med?

SARA.

Naj, Barnlille!

HENDES NAADE.

Første Pinsedag!

SARA.

Hva-at bekyymmer jaj maj um den skidt Pintse!

HENDES NAADE.

Jamen ...

SARA
(slaar en Haand ned i Fjedermadrassen, saa den runger).

Jaj vil heller soofe hier!

HENDES NAADE
(ryster smilende paa Hovedet).

Og Klokken fem spiser vi til Middag.

SARA
(tørt).

So soofer jaj til Klokken fem! . . . (Raaber hen mod Salonen.) Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(viser sig i Døren).
SARA.

Emi, komm en Augenblick!

HENDES NAADE
(nærmer sig tøvende).
SARA
(trækker hende ned med sig).

Du ær da icke vreet?

HENDES NAADE
(smilende).

Nej, nej!

SARA
(hurtigt).

Ær det Holger Bille?

HENDES NAADE
(overrumplet, purpurrød, stum).
SARA
(nikker afgjort).

Det ær Holger Bille!

HENDES NAADE
(retter sig forvirret).

Saa ... saa ... saa venter vi Dig til Frokost?

SARA.

Jawohl!

HENDES NAADE
(ud gennem Salonen).
231
SARA.

Jungfrau Bertelsen!

JOMFRU BERTELSEN
(frem).

Fru Baronesse ...?

SARA.

Findd maj up mine Strümpfer ock mine Permissioner!

TREDJE AFDELING

I Præstegaarden. Efter Gudstjenesten. -

Havestue. Stort, lavloftet Værelse. Aabne Glasdøre. Hvide nystrøgne Gardiner. Lyst Tapet. Fotografier og Stereotypier i ovale Rammer. Hæklede "Stykker" over Sofa, Borde og Stole. Et taffelformet Piano. Vaser med Bøgegrene og Pinseliljer.

Sol ind gennem alle Ruder. Hvidskuret Gulv. En sovende Kattekilling mellem Blomsterpotterne i Vindueskarmen. -

Pastoren, Pastorinden, Hendes Naade og Hendes Naades Gemal, Grev Brahe, kommer ind fra Entreen.

PASTOREN
(en lille, mavefør, bredskuldret Mand med langt, snehvidt Haar, milde, blaa Øjne og et fedt, glatraget Drengeansigt. - Han er i Ornat).
PASTORINDEN
(er paa en Maade ogsaa i Ornat. Hun har nemlig sin sorte, uldne Helligdagskjole paa og den brede, hvide Kniplingskrave. - Hun er langt yngre end sin Husbond. Oprindelig hørte hun til Forstærkningen, idet hun kun var Husholderske i Præstegaarden. Men da Vorherre saa en skønne Dag tog Pastorinde Nr. l, tog Pastoren Husholdersken. - Hun er bleg, mager og energisk. Har hvasse Øjne og elleve Børn. Det vil sige: de seks er jo rigtignok bragt til Verden af hendes hedengangne Embedssøster.)
HENDES NAADE
(er i sin graa Formiddagsdragt med tilsvarende paradisfugleprydet Hat og Silke-Solskærm.)

Og

HANS NAADE
(Greven, en garderhøj Mand med et vældigt og ildrødt Overskæg, er i lys Sommerdress med gule Støvler. -)Man kommer altsaa ind fra Entreen.
PASTORINDEN

gør sig Umage for at tale "dannet"). Værsaagod at ta-ge Plads, Deres Naade ...

HENDES NAADE.

Tak ...

PASTORINDEN
(skubber Bordet lidt bort).

Nej, i Sofaen da, Deres Naade!

HENDES NAADE.

Tak .... (Sætter sig i Sofaen).

PASTOREN.

Vil Greven ikke sidde?

HANS NAADE.

Tak, Tak, Hansen! Jeg vil rette Benene iidt ... hæ, næ!

PASTOREN
(godmodig-spøgefuldt).

Greven har siddet tilstrækkeligt ... derovre, hæ, hæ?

HANS NAADE.

Ja-ha, hæ, hæ!

PASTORINDEN
(kort).

Gaa ind og skift, Far!

232
PASTOREN.

Ja, jo ... nu gaar jeg! (Forsvinder gennem en Tapetdør.)

PASTORINDEN
(paa en Stol. Forstilt ligegyldig).

Der er nok Besøj oppe paa Gaarden?

HENDES NAADE
(rolig).

Ja; Ritmesterinde Schack. Hun kom i Gaar.

PASTORINDEN
(bittert smilende).

Baronessen følte ikke Trang til at høre et Guds Ord paa en højhælig Dag?

HENDES NAADE
(stadig rolig).

Hun bad mig hilse ...

PASTORINDEN
(stramt).

Tak!

HENDES NAADE.

Hun befandt sig desværre ikke rigtig vel. - Hun er ellers en stor Beundrer af Deres Mand!

PASTORINDEN
(smigret; men med Værdighed).

Ja; Far er skam og-saa en rigtig god Taler!

HANS NAADE
(der har staaet med Ryggen til og set ud i Haven, vender sig og sender sin Hustru et polisk Øjekast. Som Hendes Naade selvfølgelig ikke entrerer paa).
PASTOREN
(i Skødefrakke. Ind fra Tapetdøren. Toer velbehageligt Hænderne).

Saa, nu er man civil, hæ, hæ!

HANS NAADE
(ekkoer).

Hæ, hæ!

PASTOREN.

Skal vi ikke ha' et lille Glas Vin, Mor?

PASTORINDEN
(rejser sig. Stramt).

Jeg kunde da ikke la' di fremmede være alene, Mathias!

PASTOREN
(klapper hende. Godlidende).

Nej vel saa, vel saa ! Du er en Kone med mores!

PASTORINDEN
(lige stram. Til Gæsterne).

Di undskylder?

HENDES NAADE
(bøjer samtykkende Hovedet).
PASTORINDEN
(ud).
PASTOREN
(kendelig oplivet).

Herligt Pinsevejr, Deres Naade! (Galam.) Blomstrer ogsaa som en liden Rose!

HANS NAADE
(med et forelsket Blik til Gemalinden).

Ja, hva', Pastor? Hun bli'er smukkere og smukkere!

PASTOREN
(med lysende, kvindekære Øjne).

Skønnere og skønnere!

HENDES NAADE
(koket).

Ja, vi to holder os, Hr. Pastor!

PASTOREN
(smigret).

Hæ, hæ! (Tager en Pinselilje fra en Vase og rækker hende.) TØr jeg . . . ?

HENDES NAADE
(modtager Blomsten og sætter den ved sin Barm).

Tak ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Pastoren er Kavaler!

233
HENDES NAADE
(nikker smilende til Præsten).

Fuldendt Kavaler, ja!

PASTOREN
(med et Buk).

Man hylder de høje Guder!

PASTORINDEN
(ind, fulgt af en Pige med Vin og Kager).
PIGEN
(sætter Opdækningen paa Bordet og gaar).
PASTORINDEN
(skænker og byder).
PASTOREN
(hilser med Glasset).

Tak for Besøget! - Og glædelig Fest!

(Der nikkes og drikkes).

PASTORINDEN
(har medtaget en Barnestrømpe, paa hvilken hun giver sig til at strikke, saa Staalpindene knitrer).
HENDES NAADE
(nyder en Kage).

Superb! Dem har De naturligvis selv bagt? - Smag dog en af Pastorindens Kager, Theodor!

HANS NAADE
(der ikke kan fordrage Kager, tager en).

Udmærket! Udmærket!

PASTOREN
(der elsker Kager).

Ja, Mor kan skam!

PASTORINDEN.

Vil Deres Naade ha' Opskriften?

HENDES NAADE
(henrykt).

Tak! ja forfærdelig gerne !

Pause.

HENDES NAADE.

Det var ikke Deres gamle, nydelige Stuepige, Fru Hansen? Er hun rejst?

PASTORINDEN
(Strikkepindene slaar Ild).

Ja!

HENDES NAADE.

Jeg synes, De var saa tilfreds med hende?

PASTORINDEN
(med haarde Læber).

Hun var ikke den, hun gav sig ud for!

PASTOREN
(smiler).
PASTORINDEN
(advarende).

Mathias!

PASTOREN
(ler godmodigt).

Ja, Mor, Du er nu altfor striks i det Kapitel! (Smilende til Hendes Naade). Hun ha'de været for gode Venner med Kusken ...

PASTORINDEN
(lynende).

Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ!

PASTORINDEN
(lidt mildere, da det er en Greve).

Ja, Mænd Ser jo anjerlejens paa den Slags Sager ...

HANS NAADE
(smilende).

Naa ja, kære Fru Pastorinde ...

PASTORINDEN
(afbrydende. Med én Strikkepind).

Aldeles ikke, Hr. Greve, aldeles ikke! - Og særlig her da, hvor der 234 er saa mange oskyldige Børn! Holder Di ikke med mig, Deres Naade?

HENDES NAADE
(med Højhed).

Naturligvis! Man bør ikke taale den Slags ... løse Forhold i et Hjem!

PASTORINDEN
(mod sin Mand).

Hva' sa'e jeg!

PASTOREN
(godlidende).

Herregud, den stakkels Pige, hun ...

PASTORINDEN
(med to Strikkepinde).

Du, tier, Mathias! - Det er vos Damers Pligt, at holde Luften ren i Hjemmene !

HENDES NAADE.

De sagde jo selv noget lignende i Deres Tale ovre i Kirken, Pastor Hansen!

PASTOREN
(løfter smilende paa Skulderen).

Et er Teori, Deres Naade, et andet Praksis! Man bør i de enkelte, konkrete Tilfælde tage alle Forhold med i Betragtning, hvis ...

PASTORINDEN
(med hele Strikketøjet).

Du er ikke nidkær, Mathias!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! jeg holder med Dem, Pastor! Man maa ikke være ...

HENDES NAADE
(kører lidt febrilsk hen over hans Ord).

Hvor er Børnene, Fru Hansen? Vi har slet ikke set noget til dem i Dag? Jeg har en Hilsen at bringe dem fra Tyge og Edmund.

PASTOREN
(godmodig-spøgefuld til Hans Naade).

Gud naade Kvinderne, Greve, naar vore Hustruer engang faar Stemmeret!

HANS NAADE
(leende).

Ja-ha, ha! det har De sgu Ret i, Pastor! Frænde er Frænde værst!

FJERDE AFDELING

25nde August. Hans Naades syvogfyrretyveaarige Fødselsdag. -

Klokken er otte. Dineen er endt. Kaffen serveres i Havesalen og de tilstødende Gemakker. - Tændte Lamper, Lampetter og Lysekroner. Hvidlakerede Rokokomøbler. Forfædre paa Væggene.

Johan og to Næstvedske Hotelkelnere byder rundt i Kjole og Hvidt.

Meget gammelt Sølvtøj paa Bakkerne.

Megen gammel Adel i Stolene. -

Latter. Højrøstet Tale. Knirken af Laksko. Brusen af Silkeslæb. - Ordener, Dekorationer, Nøgne Skuldre. Hvide Arme. Guld og Diamanter. 235 Fløjdørene ud til Terrassen staar aabne. Det er lunt og stille Vejr med Fuldmaane.

Børnene er i Seng.

SARA
(staar i dybt nedskaaren, vinrød Fløjelskjole midt under Havesalens store Prismekrone og ser pragtfuld ud. - Hun er omringet af en halv Snes leende, talende og kurtiserende Herrer. Deriblandt ogsaa Premierlieutnant ved Husarerne, Holger Bille).

Lige fra i Formiddags, da denne Adelsmand tilligemed en Del andre Gæster ankom med Toget fra Hovedstaden, har Baronessen vogtet paa ham og "Emi" med agtpaagivende Øjne. Men hun har intet opdaget; absolut intet! Parret behandler hinanden paa den frieste og naturligste Maade. Ikke Spor af sygelige Symptomer.

Hvad der jo paa en Maade er ærgerligt!

Man staar nu altsaa der midt i Salen og diskuterer . . . Problemet "Kærlighed", naturligvis! - Latter, Haandklap og høje Ord klinger ud i Rummet. Og de ældre Naader langs Væggene er lidt efter lidt blevet stivere og stivere af Holdning og hvassere og hvassere af Øjne. Indtil omsider

KAMMERHERREINDEN V. HINTEN

fuldladet bøjer sig ned mod

VALLØSTIFTSDAME, FRØKEN v. KLINGBEUTEL og siger, idet hun med Viften peger hen mod Gruppen under Kronen) :

- Man mærker jo, at den kære Ritmesterinde in-de er af Familie, min Go'e!

-- Ja -- det -- mærker -- man ! siger Vallødamen. Og hendes Ord høres som lutter smaa indignerede Eksplosioner).

KAMMERHERREINDEN.

Hva' ser Emmy i hende!

VALLØDAMEN.

Ja - Kammerherreinden - maa - nok - spø're!

De naadige taler noget højt; thi de er begge tunghøre.

Men Gruppen under Kronen morer sig videre . . .

I det tilstødende Gemak ("det gule") staar

HENDES NAADE
(laksefarvet Atlask med Guld-Agramaner. - Frisure à la Maintenon)

og taler med)

LEHNSGREVEN
(Elefantridder. Ældgammel og skindmager).

Nænæ - nænæ, bedste Fru Grevinde, (siger han) hendes Moder var sandfærdig en født Behrenskjold, om jeg maa be'!

HENDES NAADE
(tvivlende).

Ja husker nu Lehnsgreven ogsaa rigtig?

LEHNSGREVEN.

Om jeg husker! hun var jo en Kusine til Marianne Waltersdorff, der døde i Nizza!

Der gaar pludselig et Lys op for

HENDES NAADE.

Ja! hende der var forlovet med Friherre Sjøhjelm!

LEHNSGREVEN
(henrykt over Tilslutningen).

Jaja - jaja, kære unge Dame! Sér De, sér De! ... Og hendes Broder igen var'et, der i over fem Aar levede sammen med en Balletteuse 236 fra den store Opera, husker De nok! Han var ved Legationen, véd De, men saa blev Skandalen jo ...

SARA
(der har nærmet sig Fra Havesalen).

Hva-at snakker man hier um? - Immer Kærliikheet! Immer, immer! - Puhh! ... (Til Hendes Naade.) Barnpiiken søøker Daj, Emi. Du skal up och beete Fa-ater-Voer mit Børnene, siiker hun! di kan icke soofe ellers!

LEHNSGREVEN
(nikker bifaldende).
HENDES NAADE.

Lehnsgreven undskylder ...?

LEHNSGREVEN
(bukkende).

Bevares, bevares! Den Slags Pligter maa ikke forsømmes! ... Først Gud!

SARA.

...und so Koongen und Feetelandet!

HENDES NAADE
(vredt).

Sara!

SARA
(med et determineret Nik).

Aber det siiker man denn doch in Næstveet!

HENDES NAADE
(bon).
LEHNSGREVEN
(ser efter hende).
SARA
(puffer til ham).

Beha-aker det vielleicht icke Hr. Greefen at snakke mææt maj?

LEHNSGREVEN
(bukker stift. Han hader alt, hvad der er tysk. Siden 64 tager han til Paris over England).

Bevares, min naadige, det vil altid være mig en Ære at underholde en saa smuk Dame!

SARA
(stikker en Arm ind under hans).

La-at os denn ta-ake Platz, Herr Lehnsgreefe! Man bliifer so beschweeret veet at sto. Jaj ær feet; ock Di ær gammel!

LEHNSGREVEN
(stiver Knogierne op).

Aa for min Skyld, min naadige ...

SARA
(slæber mir nichts dir nichts af med ham).

Fra "Musikstuen" lyder Flygeltoner.

Man har formaaet en yngre Komtesse (i Hvidt) til at producere sig.

Hun præluderer ... Al Samtale tier . . . Der falder Stilhed over Forsamlingen . . .

KAMMERHERREINDE v. HINTEN
(himmelhøjt til)

VALLØDAME v. KLINGBEUTEL.

Er'et ikke den lille Polly Moltcke, min Goe, der skal synge?

Og

237
STIFTSDAMEN
(svarer ligesaa dæmpet).

Jo-o -- det -- Skal -- hun - jo - altid !

Hvornæst

KOMTESSEN
(sætter i med et Skrig, som blev hun forfulgt af fem Lansenerer):

Si vous n'avez rien à me dire,
Pourquoi venir aupres de moi ... ?

- -

- Holger ...!

- Emmy ...!

- Alle de fremmede her er!

- Dejlige, dejlige ...! Jeg ser jo kun Dig!

- Har Du lagt Mærke til Sara, hvor hun passer paa os!

- Ja, ja! ... Men hun ser intet, Du!

- Nej, hun ser intet! - Ingen ser noget! Ingen véd noget!

- Du er saa klog, Emmy! Og saa god!

- Holger ... jeg elsker Dig!

-- Emmy, Emmy! min . . . (søger ny Udtryk for sin flammende Elskov. Men finder kun de gamle). . . . min Dronning! -- mit Liv!

HENDES NAADE
(stakaandet).

Slip mig! ... Der kommer nogen!

HOLGER
(vil flygte ind gennem Havesalen).
HENDES NAADE.

Nej! nej! ... Ikke der! ... Ned ad Trappen!

HOLGER
(flyr ad Trappen ...).

Dette foregaar ude paa Terrassen.

Fuldmaanen sejler sølvblank af Sted højt over Parkens hundredaarige Træer. - Paa den buksbomhegnede Plæne foran Slottet staar, midt i et Rosenbed, en skinnende Marmorgruppe, en Mand og en Kvinde: Adam og Eva. Det er efter Syndefaldet og begge bærer de Figenblade . . .

Hvilket imidlertid turde være for sent.

Hans Naades "Kontor".

Egetræs-Møbler. - Hjortegevirer, Vaaben og Stamtræer paa Væggene. - Under Loftet en gammel, forgyldt Messing-Kirkelysekrone.

Tæt Cigarrøg.

Ved et Spillebord sidder Hans Naade og spiller L'hombre med Hofjægermester v, Bardenheim, gamle Grev Rosenvinge og Saras Mand, Ritmester, Baron Leopold v. Schack.

Rundt i Lænestole og Sofaer tobaksrygende Herrer.

Der er en Pause i Spillet, og man diskuterer Heste og Fruentimmer. -

HOLGER BILLE
(træder ind fra Døren til Vestibulen).
BARON v. SCHACK.

Naa, Bille, hva' Fanden har De 238 taget Dem for saa længe. Har De set paa Kammerjomfruer?

Latter af samtlige Embedsmænd.

v. SCHACK.

Vi snakker netop om Deres "Lucie". Vil De a' med hende?

HOLGER
(fuldstændig i Ligevægt efter Affæren paa Terrassen).

Det har jeg ikke tænkt paa, Hr. Ritmester!

HANS NAADE.

Schack sidder her og siger, at hun fransker paa højre Forben, Bille, hæ, hæ!

HOLGER
(stødt).

Fransker!? Ikke saa meget som bag paa min Haand!

v. SCHACK
(skeptisk).

Naa-aa ...

HOLGER
(hidsig).

De kender hende jo slet ikke, Hr. Ritmester !

V. SCHACK
(drillende).

Hum . . .

EN HERRE FRA SOFAEN.

Kom ikke til Bille med det, Baron. Er der noget han er inde i, saa er det sgu Hoppeben!

Brølende Latterkor.

HERREN FRA SOFAEN.

Baade "franske" og ikke "franske" !

HOFJÆGERMESTER V. BARDENHEIM
(som endnu er Enkemand. Drømmende).

Ja i København er der voldsom mange Slags Ben ...!

HANS NAADE.

Hæ, hæ! Du har nogle Fotografier, Bille ... (ud i Stuen.) Han har nogle Fotografier . . . (slaar Knald med Tungen.) klak ! !

GAMLE GREV ROSENVINGE
(ivrig).

Har han dem paa sig??

Fornyet Latterkor. Man hører særlig Ritmester von Schack.

Hendes Naade, Sara og flere andre Damer ind fra Salonerne.

Herrerne rejser sig hastigt, bukker og staar ret.

SARA
(standser i Døraabningen. Ser ud over Forsamlingen).

Der snakkes nock sjofle Sa-aker hier?

GREV ROSENVINGE
(forlegent stammende).

Men ... æ ... men, kære Fru Baronesse ...

SARA
(afgjort).

Ach, jaj kender doch vel mit Leopoldts Griin!

HENDES NAADE
(hos hvem der ejheller spores den mindste Terrasse-Bevægelse. - Hurtigt).

Vil Herrerne danse? Ungdommen vil danse ...

239
V. BARDENHEIM
(synker uvilkaarligt om i Stolen).

Gu' Fader bevares!

SARA.

Engager bare, Emichen! Brryyt Daj icke um Vrøvl!

HENDES NAADE
(gaar smilende og utvungent hen og inklinerer for Holger.)

Hr. Premierlieutnant ...?

HOLGER
(studser, trods sin "Verden", lidt over hendes Dristighed).

Deres Naade ...

HENDES NAADE
(leende).

De vilde helst blive ved Cigaren?

HOLGER
(atter Ka'l. Byder hende Armen).

Paa ingen Maade! Er mig en Ære!

SARA
(nejer for Hofjægermester v. Bardenheim).

Vi to feete, si'l vous plait?

V. BARDENHEIM
(peger forfærdet paa Kortene).

Jeg spiller, Dame!

SARA.

Jaha! Aber nu dantser vi først!! (Haler ham op af Stolen. - Raaber derpaa til de andre Damer:) Po dem, Barnlille! Ta-ak mit Leopoldt! Skall di sitte her ock spille up vore Noolepeenger!

DAMERNE
(strømmer leende til og engagerer).
HENDES NAADE
(gaar ivrigt konverserende bort med Holger Bille. De spøger og ler harmløst som tvende Konfirmander).

Samme Holger minder ikke saa lidt om Tjener Frants i første Afdeling. Ganske vist er han elegantere og mere utvungen i sin Optræden; men han, hører dog til samme Hjerteknuser- og Overkelner-Type: høj, bleg, velskabt, med tætklippet, salvet og lige kløvet Kranie. Men naturligvis bærer han, qua Kriger, Overskæg.

SARA
(kigger opmærksomt efter Naaden og Lieutnanten. Ryster paa Hovedet, da hun ser deres tvangfri Adfærd).

Naj, der ær vist ganske icke nooket der pustler!

V. BARDENHEIM
(bøjer sig ned mod hende).

Hva'.

SARA.

Ock, jaj taler blot i Søøfne, Herr Hofjægermester!

V. BARDENHEIM
(flad).

Hø .... (Begge ud.)

DE ANDRE
(følger Par om Par efter).

Der lyder Horn- og Violintoner fra Riddersalen.

240

FEMTE AEDELING

Kalaset er endt; de fremmede er kørt hjem, og Kerterne er slukkede.

Kun i Kontoret er der Lys. Og her sidder Hans Naade sammen med Holger Bille og et Par andre københavnske Venner og skyller efter med Sodavand og Whisky.

Vi lader dem sidde.

Hendes Naade ledsager Sara til hendes Værelser ovre i Kavalerfløjen.

Foran Damerne gaar Jomfru Bertelsen med en tændt Lampe. Hun er komplet Idiot af Søvnighed.

De træder ind i Salonen foran Soveværelset.

SARA.

Sitt Lampen, Jungfrau, ock gaa ind ock gør i Stand!

JOMFRU BERTELSEN
(glor tungt paa sit Herskab uden at fatte).
SARA
(hen til hende og ryster hende, saa Lampekuplen klirrer. Siger derpaa højt og langsomt som til en døv).

Sitt Lampen po Borrdet, Jungfrau Bertelsen; ock go denn ind ock putzel maj Veerelset!

JOMFRU BERTELSEN
(smiler fjollet, sætter Lampen fra sig og gaar avtomatisk som en Søvngænger ind i Sovegemakket).
SARA
(maler sig rundt med en Finger paa Panden).

Sie ist ganz Brrruu!

HENDES NAADE
(indigneret).

Johan fandt hende ogsaa nede i Mellemstuen! Hun laa og sov paa Sofaen!

SARA
(medfølende).

Det Skrook!

HENDES NAADE
(som før).

Aa-r! Hele Aftenen har hun været munter nok ovre i Tjenerværelset med de fremmede Kuske?

SARA
(liberal).

Ach ja! was soll man dazu sagen!

HENDES NAADE.

Du behandler hende altfor lempeligt. Den Slags Væsener skal man ikke tage paa med Fløjlshandsker !

SARA.

Vielleicht icke naj ... (Gaber.) Aber jaj har en so stoor Respect for Soofning!

HENDES NAADE
(ler).

Ja, det har Du nok! - Naa, god Nat, kære Sara! - Hvad Tid vil Du ha' din Kaffe serveret i Morgen?

SARA
(gaber igen og strækker sig).

Ach, Du . . . Glocken fjorten ! - Ock siik til dit Mand, at han kan voove po at gøre Alarm igen, den Asen!

HENDES NAADE
(leende).

Det skal jeg nok! - God Nat! (Vil gaa).

SARA
(skriger).

Naj, naj! Emi ...?

241
HENDES NAADE
(standser).

Ja ...

SARA.

Komm mal hier!

HENDES NAADE
(uvilling).

Nej, nu skal vi i Seng!

SARA
(lader som intet).

Det var en meeket behakelickt Selskap i Da-ak!

HENDES NAADE
(løst).

Ja, det gik jo rigtig nydeligt ... Og nu er det Gud ske Lov overstaaet!

SARA.

Di morede saj alle godt!

HENDES NAADE.

Tror Du ...

SARA.

Jaha! - Ock det lille Moltcke sangg nyytlick ... (Parodierende:) Si vous n'avez rrrien ...

HENDES NAADE
(smilende).

Sara!

SARA.

Jaha! - Ock den v. Bardenheim dantsede wie ein Omnibus!

HENDES NAADE
(ler mod Sky).

Du er storartet! - Men nu gaar jeg: God Nat!

SARA
(for at forhale Tiden).

Skall icke mit Tornerose derinde leetsake Daj mææt Lampen?

HENDES NAADE
(ved Døren).

Nej Tak! Jeg kender Vejen! (Aabner.)

SARA
(skriger).

Emi! Emi!

HENDES NAADE
(ler).

Nej, nu vil jeg gaa!

SARA
(tryglende).

Bare to smoo bitte Ord, Emichen ...?

HENDES NAADE.

Du véd vist ikke, hvad Klokken er?

SARA.

Det skidt Glocke! - Bare to ganske bitte smoo Ord ...?

HENDES NAADE
(nærmere).

Naa ...?

SARA
(skutter sig af Glæde).

Ta-ak Platz! Ta-ak Platz!

HENDES NAADE
(beslutter pludselig at komme Sara i Forkøbet. - Sætter sig smilende).

Jeg véd godt, hvad Du vil !

SARA.

Halløj ...!?

HENDES NAADE
(stadig rolig og smilende).

Men nu haaber jeg, at Du er kommen til Fornuft?

SARA
(nikker).

Ja! - (Lidt ærgerlig:) For alt, hva-at jaj i Da-ak har studeret ock studeret, so ær det dock alligevel icke Holger Bille!

HENDES NAADE
(overstadig).

Nej, min Høne!

SARA.

Siiker Du Høne ...!?

242
HENDES NAADE
(leende).

Ja! for klog Høne kan ogsaa gøre i Nælderne! (Rejser sig.) God Nat!

SARA
(snapper fat i hendes Kjole).

En ær der !

HENDES NAADE
(polisk).

Mon ...?

SARA.

Jaj kann se det po dine Øjne!

HENDES NAADE
(nikker).

Ja; der er ogsaa en! - Og skal jeg sige Dig hvem?

SARA
(med foldede Hænder).

Ach, ja, Emichen, for Gutt in Himmelen!

HENDES NAADE
(bøjer sig mod hende).

Det er ... (Tøver.)

SARA
(stamper i Gulvet).

Jaj foor um et Augenblick Krampfe!

HENDES NAADE
(alvorlig).

Det er ... Hans Velskabthed, Hr. v. Bardenheim! (Rejser sig og flygter leende:) God Nat!

SARA
(skriger vildt).

Emi! Emi! (Men da Hendes Naade forbliver ubøn hørlig, napper hun en Buket Blomster op af en Vase paa Bordet og slynger den hen mod Døren:) Dit skidt Lümmel !

SJETTE AFDELING

København. Omkring December Termin. Aften mellem 8 og 9. -

En Droske kommer raslende i fuld Fart og standser op uden for Privatindgangen til en anden-tredje Klasses Kafé paa Østerbro.

HOLGER
(stiger ud. Siger derpaa til Kusken).

Hør, kunde De ikke gøre mig den Tjeneste at gaa ind i Kafeen og spørge efter Opvarter Johansen?

KUSKEN
(kravler ned).

Jovel, Herre!

HOLGER.

Og sig saa til ham, at den Herre, der har bestilt Nummer fire, holder derude!

KUSKEN.

Jovel, Herre! - Men vil Herren saa kaské ha'et lille godt Øje til Væddeløberen der? (Peger paa Hesten.)

HOLGER.

Det skal jeg nok!

KUSKEN
(ind i Kafeen).
EN DAMESTEMME
(inde fra Vognen. Nervøst).

Holger ... jeg tør næsten ikke ...

HOLGER
(ved Vogndøren. Leende).

Aa Snak, lille Ven! Hvad skulde Du være bange for?

STEMMEN.

Om nogen nu saa' os ...

243
HOLGER.

Her er ingen, der ser os herude!

KUSKEN
(fra Kafeen).

Nu kommer han ... Springeren!

HOLGER
(betaler og giver meget rigelige Drikkepenge).
KUSKEN.

Tak, Herre, tak! - Skulde det være en anden Gang ... Hauserplads, véd De nok, Vogn 214 ... Rasmussen !

OPVARTEREN
(i Kafeens private Indgangsdør. Bukkende, duvende og smiskende. - Han er en ualmindelig hæslig Eunuk-Type: blegfed, lasket og lurvet).

'aften, Hr. Premierlieutnant! Værs'artig ...!

HOLGER.

Der er vel ingen i Gangen, Johansen?

OPVARTEREN.

Ingen, Hr. Premierlieutnant! ... Naturligvis! (Hen mod Drosken:) Skal jeg hjælpe den lille Dame ud?

HOLGER
(skubber ham væk).

Nej !

OPVARTEREN
(ydmyg).

Omforladelse ... Omforladelse!

HOLGER
(ved Droskedøren).

Kom saa ...

DAMESTEMMEN
(forvirret og angest).

Jeg ... Aa, Holger, skal vi ikke køre igen ... ?

HOLGER
(mildt).

Men Barn dog ...

STEMMEN.

Jamen ... hvis nu nogen ...

HOLGER.

Jeg siger Dig jo: her er ingen!

STEMMEN.

Det er vist et meget tarveligt Sted ...

HOLGER
(løfter paa Skuldrene).
OPVARTEREN
(smiskende, væmmelig).

Jeg kan ikke svare for Passagen ret længe, Hr. Premierlieutnant ... hi, hi!

STEMMEN
(fra Vognen).

Og saa kender han Dig ...

HOLGER
(lidt utaalmodig).

Kom nu, Emmy ... (Griber fat om hendes Haand:) Kom nu, hører Du! Vi kan ikke staa her og ...

DAMEN
(stiger langsomt og tøvende ud. Hun er høj, elegant og tæt tilsløret).
OPVARTEREN
(slaar fortrolig-galant en Haand hen mod Gangdøren).

Denne Vej, lille Frøken ...!

HOLGER
(tager Damens Arm og skynder sig ind).
OPVARTEREN

(springer adræt foran dem og aabner en Dør, mærket Nr. 4, og hvorpaa der hænger en Plakat med et stort: Optaget.

DAMEN
(smutter ind).
HOLGER
(trækker hurtig Døren til efter hende. - Hvisker til Opvarteren).

Ingen andre herind end De, Johansen!

OPVARTEREN
(smiskende, fælt, lige til at slaa i Fjæset).

Forstaar sig ... hi, hi!

HOLGER.

Og hurtigt!

244
OPVARTEREN.

Javel! - (Fidélt:) Hr. Premierleutnanten erindrer nok, at der er Smæklaas indvendig paa Døren; og at jeg plejer at banke tre korte Slag (rækker en krum Finger med et kolossalt udviklet Midtersteled i Vejret) med denne Kno?

HOLGER
(gaar hurtig ind i Værelset uden at svare. - Smæklaasen glider stille for . . .)

Det er som sagt i Terminen. Herskabet fra Tygesborg er kommet til Hovedstaden for at gøre Juleindkøb. - Tyge og Edmund er med. - Familien bor hos Onkel Kammerherren; der er jo Plads nok.

Men i Aften er Hans Excellence til Spilleparti hos den engelske Gesandt.

Hendes Naade har derfor besluttet at besøge en Barndomsveninde i Ordrup.

Og

Hans Naade Greven er i Kasino med Drengene. - De ser "Snehvide".

Tæppe.

245

FRU MIMI
(1900)

246
247

AGERENDE

  • Mimi.
  • Valdemar.
  • Nicoline.
  • Marie.

FØRSTE AFDELING

En lille Villa paa en af Sidevejene ude ved Frederiksberg. Syv Værelser med gode Udenomsbekvemmeligheder og Have, samt Baderum.

Solrig Formiddag i September. -

Fru Mimi sidder ved Frokostbordet inde i den hyggelige Spisestue imod Syd. Solstraalerne spiller mellem de gulgrønne Blade paa Lindetræerne udenfor i Haven og leger ind gennem de blankpolerede Vinduer paa Bordets hvide Dug rundt mellem Opdækningens smagfulde Glas, Flasker, Fade og Tallerkener.

Møblementet er naturligvis af Egetræ: Et firkantet, aflangt Spisebord, tolv forfærdelig kedelige, stivryggede Stole, en Buffet med Opsats og et Anretterbord.

Paa Væggene hænger nogle Kobbersager og en Del gammelt Porcellæn, arrangeret i Trekanter.

Fru Mimi, der er en sød, lille, buttet Kone med lyst lokket Haar, friseret efter den yndefulde Gordon-Setter-Mode, sidder for Enden af Bordet. Hun er iført en lys, blaastribet, løstsiddende Morgendragt af et gennemsigtigt, silkeagtigt Stof og med brede Kniplinger om Hals og Ærmer. Samme Ærmer naar kun til Albuerne, og Armene er bløde, runde og mathvide, som gjorte af frisklavet Marcipan. Lige til at æde. -

Hun støtter Hovedet i Hænderne og spiller sig i Tindingerne med sine nydelige smaa Dukkefingre, saa at Diamantringene lyner. Hun er eneste og meget forkælede Barn af en rig Parvenufamilie i Flæsk og Petroleum; medens hendes Mand derimod tilhører en mindre velhavende, men gammel og særdeles anset Patricierslægt.

At disse to Væsener har fundet hinanden og er blevet gift med hinanden, staar for os som en Gaade. Men Ægteskaber sluttes, som bekendt, ogsaa i Himlen. -

MIMI (bider sig pludselig i Underlæben, banker med Spidsen af den ene lille lakskoprydede Fod i Gulvet og kalder:) Valdemar!

EN MANDSSTEMME
(nogle Værelser borte).

Ja, nu kommer jeg, lille Kat!

MIMI

kigger hen mod den portiereomhængte Dagligstuedør. Hun sidder endnu med Hovedet støttet i Hænderne; og man kan se paa hendes Ansigt, at hun ikke er rigtig paa det rene med sig selv, om hun skal smile huldsalig eller være muggen, naar Valdemar viser sig. Fingrene spiller ikke mere, og hun lytter efter hans Trin over Gulvtæppet derinde. Men hun hører ikke noget; for han kommer ikke. Saa griber hun paa én Gang Kniven, der ligger ved hendes Kuvert, og slaar med dens Skaft to, tre Gange haardt i Bordet). 248 Men Valdemar dog! (Og hun beslutter definitivt at være muggen).

Endelig rejser Valdemar sig fra Skrivebordet inde i sit Arbejdsværelse og kommer gennem "Salonen" ind i Spisestuen.

Han er en høj, mager, lysblond Mand op i Trediverne. Noget nærsynet, meget distrait og Doctor philosophiæ i Historie. Desuden arbejder han for Tiden paa en Afhandling, som bærer Titlen: Chlodevig I's Ungdom.

Han har været gift med Mimi i godt halvandet Aar og elsker hende ubeskriveligt; men glemmer undertiden baade det ene og det andet for Chlodevig. Hvad der jo er kedeligt. -

Han kommer altsaa nu ind i Spisestuen, hurtigt, nervøst; farer sig med Haanden gennem Haaret og misser med Øjnene mod Solen, der kaster stærke Reflekser fra Tallerkenerne, Fadene og den hvide Dug.

VALDEMAR.

Skal vi ikke rulle ned, Mimi?

MIMI
(haanligt).

Og tænde Lampen?

VALDEMAR
(uforstaaende).

Tænde Lampen ...? Næ-æ ... (Hen til Vinduet for at rulle Gardinet ned).

MIMI.

Vil Du virkelig lukke den dejlige Sol ude!

VALDEMAR
(standser. Undskyldende).

Ja, kære ... mine Øjne ...

MIMI.

Du kan jo tage dine blaa Briller paa.

VALDEMAR
(bort fra Vinduet. Smilende).

Ja, det kan jeg jo ogsaa! (Søger i sine Lommer.) Hvor mon jeg nu har lagt dem, Mimi?

MIMI
(tørt).

Rimeligvis paa Rundetaarn!

VALDEMAR
(naivt).

Tror Du? ... (Smilende:) Lad nu være med at gøre Nar, Kat! (Bort gennem Dagligstuen. Tilbage med Næseklemmer paa.) De laa inde paa mit Skrivebord. (Sætter sig og begynder at spise).

MIMI
(springer pludselig op fra sin Stol, løber hen og napper Brillerne af ham og kaster dem paa Gulvet. Sætter sig paa hans Skød og tager med en Haand fat i hvert af hans Øren, hvorved hun kommer til at rive en Blyant ned, som sad bag det højre).

Skal Du da ikke sige god Morgen til mig, Menneske!

VALDEMAR
(ulykkelig-forfjamsket).

Jamen, Kat, det har jeg jo sagt!

MIMI.

Ja, i Gaar! ... Din Tølper!

VALDEMAR
(flov).

Var det i Gaar ...?

MIMI
(rusker ham haardt i Ørene).

Gud i Himlen maa vide, hvordan jeg skal faa Dig vækket!

VALDEMAR
(uroligt).

Der kommer Marie, Kat?

MIMI
(hopper ned fra hans Skød og sparker samtidig til Blyanten, saa at den flyver op under Buffeten).

Jeg vilde ønske, at alle Blyanter og Penneskafter og Blækhuse og Papirer og Doktorer og Professorer laa i ... laa i Vesuv!

VALDEMAR
(manende).

Kat, Kat!

MIMI
(fortsættende).

... Alle sammen oven paa hinanden i en 249 stor Stabel med Petroleum paa ! (Sætter sig hen paa sin Plads og surmuler).

MARIE
(en gammel Tjenestepige, som Mimi har bragt med fra sit Hjem).

Vil Herskabet ha' sin Kaffe?

MIMI
(med Fruehøjhed: knejsende Nakke, Dobbelthage og sammensnerpet Mund).

Jeg skal ringe, har jeg sagt!

MARIE
(bort).
MIMI og VALDEMAR
(spiser).
VALDEMAR
(ser kærligt, men missende paa Grund af Sollyset hen mod sin Kone).

Jeg fik skrevet meget i Nat, kan Du tro.

MIMI
(kortfattet).

Naa!

VALDEMAR.

Jeg vækkede Dig vel ikke, lille Mimi, da jeg gik i Seng?

MIMI.

Jeg sov ikke!

VALDEMAR.

Herre Gud, saa kunde jeg jo godt ha' sagt god Nat til Dig!

MIMI.

Det bryder Du Dig vist ikke om!

VALDEMAR
(ser op fra sit Spejlæg).

Men Kat dog!

MIMI.

Du bryder Dig ikke en Døjt om mig!

VALDEMAR
(rejser sig og gaar hen til hende).
MIMI
(skyder ham fra sig).

Du holder meget mere af dine Penneskafter !

VALDEMAR
(stryger hende kærligt-ulykkeligt op og ned ad Ryggen).

Jeg maa da passe mine Sager ...

MIMI
(fintfølende).

Hvorfor det? Det behøver vi jo ikke! Du fik jo Penge nok med mig!

VALDEMAR
(stryger vedblivende).

Det morer mig jo; det interesserer mig, véd Du ...

MIMI.

Men, at jeg sidder her og sprækker af Kedsomhed, det bryder Du Dig ikke om!

VALDEMAR
(distrait).

Saa Du keder Dig saa forfærdelig, lille Kat?

MIMI
(som mærker hans Distraktion, rasende).

Tænk dog paa mig, Menneske, saa længe Du taler med mig i det mindste.

VALDEMAR
(vaagner).

Ja, ja ... undskyld! ... Hvad var det, Du sagde?

MIMI
(grædende).

Jeg kalder ikke dette her for at være gift! Jeg mærker jo aldrig, at jeg har nogen Mand! Hele Dagen render Du rundt paa de fjollede Bibliotheker! Og naar 250 Du kommer hjem, sidder Du og æder Blæk inde hos Dig selv! Du har knap Tid til at spise ...

VALDEMAR
(mildt protesterende).

Jo-o . . .

MIMI.

Og jeg, der holder saa meget af at ligge og sludre, naar jeg er kommen i Seng, jeg maa ligge og falde i Søvn ganske alene. Og det kan jeg ikke, fordi jeg ligger og tænker paa Dig.

VALDEMAR
(klapper hende).

Aa Herre Gud ...

MIMI.

Jeg kunde godt dø, uden at Du brød Dig om det. Og det er naturligvis det, Du vil ha', for saa kan Du købe Penneskafter for alle Pengene!

VALDEMAR
(bøjer sig smilende ned og kysser hende).

Fy, fy, saadan maa Katten ikke tale!

MIMI
(arrigt).

Se, om Du har lagt Mærke til min ny Kjole engang!

VALDEMAR
(ser paa Kjolen).

Ja, den er Skam fin! (Løfter hendes ene Arm op og kysser den.) Og hvor den klæder Dig!

MIMI
(lægger sig ind til ham).

Jeg elsker Dig, Valdemar, vanvittigt !

VALDEMAR
(klapper hendes Haar).

Lille, søde Kat . . .

MIMI.

Jeg vil sidde i din Vestelomme ... altid!

VALDEMAR
(naivt).

Jamen, det kan Du jo ikke.

MIMI
(sur-haanlig).

Nej, for dér har Du alle dine Blyanter! (Rejser sig.) Skal vi drikke Kaffe inde i Kabinettet i Dag?

VALDEMAR
(tøvende).

Ja-a ...

MIMI
(kælen).

Aa jo, hva'? Og ha' det lidt hyggeligt! (Ringer.)

MARIE
(ind).
MIMI.

Vil Du sætte Kaffetøjet paa den store Bakke og bringe det ind i Kabinettet!

MARIE.

Jo! (Ud.)

VALDEMAR
(tager sig op til Øjnene).

Jeg synes, jeg tog mine blaa Briller paa før, Mimi?

MIMI
(slaar Armene om ham og laver Trutmund til Kys).

Ja, men Du har lagt dem paa et Stykke Smørrebrød i Stedet for Spegepølse!

VALDEMAR
(kysser hende).

Dit lille Vrøvl!

MIMI
(stikker sin Arm ind under hans).

Kom Saa! Aa, hvor jeg glæder mig! (De gaar Arm i Arm ind gennem Døren til Dagligstuen.)

251

ANDEN AFDELING

Kabinettet. Et lille hyggeligt Rum med stort Blomstervindue fuldt af Planter og Blomster. Paa Væggene hænger Malerier og Staalstik. Og Møblerne, lave, magelige og bløde, er betrukne med grønt, presset Fløjl. Der er et bitte Dameskrivebord med Masser af Skuespillerfotografier. Og i et Hjørne paa en sort, poleret Søjle staar Faust og Margrete i Kalipasta og øm Omfavnelse.

Mimi og Valdemar sidder Side om Side paa en Chaiselongue. Foran dem paa en Ibentræs Stumtjener staar Bakken med Kaffetøjet.

VALDEMAR
(vipper nervøs og urolig i Sædet).

Nu maa jeg vist gaa, Kat.

MIMI.

Saa?

VALDEMAR.

Ja ind og gøre mig i Stand.

MIMI
(skønt hun godt véd Besked).

Det er jo ikke i Dag!

VALDEMAR
(usikker).

Er det ikke Torsdag?

MIMI.

Jo-o ...

VALDEMAR.

Saa er det i Dag.

MIMI
(mut).

Du var jo ogsaa med dem i Gaar.

VALDEMAR.

Ja, de bliver her til Lørdag.

MIMI.

Hvad skal de svenske Abekatte her?

VALDEMAR
(bebrejdende).

Kat, det er lærde Professorer fra Lund og Upsala!

MIMI.

Hvorfor skal Du rende rundt med dem?

VALDEMAR.

Jeg er jo Vært, véd Du. Vi har jo indbudt dem.

MIMI.

Hvor skal I hen i Dag?

VALDEMAR.

Til Frederiksborg med Toget Klokken to. Og saa til Middag i Tivoli Klokken syv.

MIMI
(efter en Pause; kælen).

Aa, tag mig med, hva'?

VALDEMAR.

Men, Kat, der kommer jo ikke Damer!

MIMI
(visnæset).

Hvad skal I da bestille?

VALDEMAR.

Vi skal bese Musæet og Kirken.

MIMI.

Er dér noget sjofelt?

VALDEMAR.

Men Mimi dog, hvor kan Du sige saadan noget?

MIMI
(tøset).

Uf ja, Du er nu saa fin! Du er af saadan fin Familie!

VALDEMAR
(næsten vred).

Men Kat!

MIMI
(springer op og stamper i Gulvet).

Uf, bare jeg aldrig var bleven gift!

VALDEMAR
(vil trække hende til sig).
252
MIMI
(skar efter ham).

Væk! Jeg hader Dig! Du skulde ha' giftet Dig med ... med ... Cantus Verdenshistorie!

VALDEMAR
(ubehjælpsom).

Men lille Kat dog ...

MIMI.

Væk! Rør mig ikke med dine væmmelige Blækfingre ! (Griber en Haandfuld Sukker af Sukkerskaalen og begynder at bombardere ham med Stykkerne.) Gaa! Gaa! Gaa bare din Vej!

VALDEMAR
(skærmer Ansigtet med Hænderne).

Men Mimi dog! Lad det være, siger jeg! Du kan jo let træffe mig i Øjnene!

MIMI
(kaster igen).

Ja, bare jeg kunde!

VALDEMAR
(vred).

Nu skal Du lade være! Og se Sukkeret her rundt paa Gulvtæppet! Hvad tror Du, Marie vil sige!

MIMI
(næsvist; men holder dog inde med Skydningen).

Det bryder jeg mig ikke om! Forleden gav jeg hende en Lussing!

VALDEMAR
(i højeste Forfærdelse).

Gamle Marie!?

MIMI.

Ja! Hvad er der ved det! Hun kunde jo lade være at irritere mig! (Slaar pludselig Hænderne for Ansigtet og hulker.) Men det er din Skyld! Det er Dig, som gør mig saa arrig! Jeg trænger til at blive kælet for! Og jeg vil gøres a'! Men der er ingen Mennesker, der bryder sig om mig!

VALDEMAR
(lægger sin Arm om. hende. Smilende).

Det véd Katten godt ikke er sandt! ... Vær nu god og rar!

MIMI
(vrisser).

Nej !

VALDEMAR
(tager Hænderne fra hendes Ansigt).

Saa, saa! Du er jo dog min bedste lille Skat!

MIMI
(muggen).

Ja ... næst efter Chlodevig!

VALDEMAR
(kysser hende).

Er Katten nu rar igen?

MIMI.

Maa jeg saa komme med?

VALDEMAR
(alvorlig).

Nu skal Mimi være fornuftig!

MIMI
(giver ham pludselig en smældende Ørefigen).

Der fik Du den!

VALDEMAR
(staar aldeles ude af Stand til at fremføre et Ord).
MIMI
(betuttet over, hvad hun har gjort, men uden at ville lade sig mærke med det).

Der fik Du den, si'er jeg!

VALDEMAR
(gaar truende et Skridt hen mod hende; men gør saa paa én Gang omkring og gaar gennem Dagligstuen ind i sit Arbejdsværelse og lukker Døren).
253

TREDJE AFDELING

En Timestid senere.

Fru Mimi sidder i Kabinettet og kannevanerer paa en Sofapude. Eller lader, som om hun kannevanerer, thi Arbejdet hviler hyppigt i hendes Skød, medens hun spændt sidder og lytter efter Valdemars Bevægelser inde i hans Arbejdsværelse. Længe har han været ganske stille derinde. Saa hører hun ham skyde Stolen tilbage og rejse sig; og hendes lille Duehjerte flyver hende op i hendes Hals! Men Manden kommer ikke. Han gaar bare et Par Gange frem og tilbage over Gulvet derinde. Derpaa forlader han sit Værelse og gaar ind i det fælles Sovekammer. Om han skulde klæde sig paa og gaa sin Vej uden at komme ind og sige Farvel til hende! . . . Hæ, ja saa kan han ha' det saa godt! Hun er ved Gud i Himlens højeste Rige ikke forlegen for at blive gode Venner med ham! Det manglede bare!

Hun smaanynner og slaar med Nakken og kannevanerer ivrigt i fem Minutter. Saa lægger hun Hovedet paa Siden og lytter igen.

Skulde han ikke kalde paa hende, for at hun kan binde hans Slips! ? -

Der gaar et Kvarter, saa hører hun ham komme ud i Entreen, og hun styrter sig paa ny i Kannevaset.

Nu er han henne ved Knagerækken! Nu aabner han Gangdøren! - Saa gaar han atter ind i Entreen. - Frem og tilbage gaar han, som om han var uvis. - Han kommer! Han kommer!

Hun lægger allerede Ansigtet i stramme Folder for at modtage ham med kvindelig Værdighed . . .

Bums! saa smækker Entrédøren i! - Han gaar! Han gik! Ved Gud i Himlen, han er gaaet!

MIMI
(farer op, ryster Sytøjet af sig og løber hen til Vinduet for at se efter ham. Men der er endnu for mange Blade paa Hækken ud mod Vejen, saa at man ikke kan se dem, der gaar forbi. - Saa farer hun ind i Salonen og hen til Døren ved Spisestuen og trykker paa den elektriske Knap bag Portieren).
MARIE
(ind).
MIMI.

Hvem var ... (Hidsig:) Hvorfor har Du ikke været her og hentet Kaffetøjet?

MARIE
(beskeden).

Fruen sa' jo, at Fruen vilde ringe.

MIMI.

Hum ... Tag det ud!

MARIE
(ind i Kabinettet).
MIMI
(efter).
MARIE.

Men Jøsses, sikken dog Sukkeret ligger og flyder rundt om paa Tæppet!

MIMI
(uden at blinke).

Ja, Herren tabte Sukkerskaalen.

MARIE
(i Færd med at samle Sukkeret op).

Ok ja, Herren har saa mange Ting i sit Ho'de.

MIMI
(tøvende).

Hvem var ... Hvem var det, der gik nu!

MARIE
(i højeste Forundring).

Det var da rigtig Herren! Véd Fruen ikke det?

MIMI
(hurtig).

Løb efter ham! Han ser vist frygtelig ud! Han har vist glemt baade det ene og det andet!

MARIE.

Har Fruen da ikke klædt ham paa?

MIMI.

Nej.

254
MARIE.

Ih, Du min Skaber, saa har han nok hverken Bukser eller Skjorte paa da? (Vil løbe ud.)

MIMI
(stamper pludselig resolut med sin ene søde, lille Dukkefod i Gulvet).

Du bliver her!

MARIE
(standser).

Jamen ...

MIMI.

Lad ham bare gaa!

MARIE.

Jamen, sæt ...

MIMI.

Lad ham bare gaa! Hvad kommer det mig ved!

MARIE.

Jamen, sæt nu, Selerne hænger nedenfor paa ham li'som forleden Dag?

MIMI
(staar midt paa Gulvet og ser forfærdelig energisk ud, omtrent som en Kontreadmiral paa et Øvelsestogt).

Lad dem bare hænge! ... Og Bukserne med! Og Skjorten ... og Uldtrøjen ... det hele! Det har han godt af! Jeg er lige glad!

MARIE
(nærmer sig bekymret).

Næmen go'e, lille Frue dog, hva' ...

MIMI
(kaster sig højt hulkende om Halsen paa hende).

Der er ikke . . . et eneste ... Menneske i hele, hele Verden ... der bryder sig om mig!

MARIE
(forskrækket, klapper hende).

Jøsses, Jøsses dow ! Jo dow ! Jo dow!

MIMI
(som før).

Ikke ... et eneste ... Menneske!

MARIE
(nær ved at græde med).

Det maa Fruen ikke si'e ...

MIMI.

Han er ... Han har ... (I Hyl:) Bare jeg aldrig var bleven gift!

MARIE
(forfærdet).

Han har da vel ikke slaaet Fruen?

MIMI
(lyvefähig som en Græker).

Jo ... jo ...

MARIE
(dybt forarget).

Fø-ii, Fø-ii !

MIMI
(svag).

Sæt mig hen paa Chaiselonguen ...

MARIE
(leder hende af Sted).

Det ha'de jeg dog ikke troet om Herren; han er jo da ellers saa god ...

MIMI
(hulker og stønner).
MARIE
(kærligt).

Saa, saa, lille go'e Frue, saa, saa! Tør nu sine Øjne! Fruen kan nok tro, at han fortryder det!

MIMI
(paa Chaiselonguen).

Du skal blive inde hos mig Marie ...

MARIE
(tøvende).

Jo-o ... Saa, saa!

MIMI.

Hele Dagen!

MARIE.

Jo, jo ...

MIMI
(tørrer sine Øjne).

Vil Du ikke ha' en Kop Kaffe!

255
MARIE
(tøvende).

Tak ...

MIMI
(ryster Kaffekanden).

Der er mere paa Kanden.

MARIE
(genert).

Tak, ja-a ...

MIMI
(slaar Armene om hendes Hals).

Og saa gaar han sin Vej uden at sige Farvel ...

MARIE
(kæler for hende).

Ja, ja ... Han er et Skarnsmenneske, er han! Saadan en sød og rar lille Frue! ... Saa, saa! Hva' skal jeg lave Fruen til Middag?

MIMI.

Ingenting! ... Jeg vil aldrig spise mere!

MARIE.

Aa jo vist saa da! ... Jeg har et Par smaa Duer.

MIMI.

Jeg tror ikke, jeg kan ...

MARIE

, Jo, jo ... Og hva' si'er saa Fruen om en lille Omelet med Svesker?

MIMI.

Jeg vil hellere ha' den med Morbær ...

MARIE.

Ja, saa ta'er vi den med Morbær, da! ... Og saa Suppe til Forret, med et lille Æg; det styrkner saa godt?

MIMI.

Tror Du ikke, Du kunde faa en Rødspætte.

MARIE.

Jo, jo! saa ta'er vi en Rødspætte!

MIMI.

Med Persille ...

MARIE.

Med Persille, ja! ... Har Fruen det nu ikke li'som lidt bedre!

MIMI
(overvældet).

Du er saa god Marie ...

MARIE
(naivt).

Ja-a ...

MIMI.

Og Du er da ikke vred mere, fordi jeg slog Dig forleden Dag?

MARIE.

Nej, nej - vist er jeg da ikke det, nej!

MIMI.

Jeg er saa ked af det ...

MARIE.

Det skal Fruen saamænd ikke være. En kan somme Tider ha' godt a' 'et!

MIMI.

Jeg er saa træt ...

MARIE
(omhyggelig).

Vil Fruen hvile lidt? ... Læg Fruen sig nu op paa Chaiselonguen. (Hjælper hende.) Saa nu skal jeg hente et Tæppe. (Kommer med et Tæppe og dækker Mimi til.) Ska' der en Pude til under Ho'det?

MIMI.

Ja Tak ...

MARIE
(bringer Puden).

Se her ja ... Saa sover vi lidt!

MIMI.

Og min Eaudecologneflaske ...

MARIE
(bringer den).

Den sætter vi nu her paa den stumme Tjener, ja ... Skal jeg rulle ned?

256
MIMI
(svag).

Ja ...

MARIE.

Nu gaar jeg først ud med Kaffetøjet, saa kommer jeg og ruller ned. (Samler Sagerne sammen og bærer dem ud. Kommer saa tilbage igen og ruller ned, lydløst og stille).

MIMI
(der ligger pakket ind lige til Næsetippen som i en Sovepose).

Jeg vilde gerne ha' mine Sko af, Marie ...

MARIE.

Jo, jo! (Tager hendes Sko af.) Jeg synes, de smaa Pampelanker er saa kolde? Skal jeg bringe Dunken? Der er varmt Vand.

MIMI
(syg).

Ja-a, Tak ...

MARIE
(gaar ud og kommer lidt efter tilbage med en Varmedunk, som hun anbringer under Tæppet ved Fruens Dukkeben).

Saa! Saa sover vi!

MIMI
(umanerlig syg).

Bare det ikke er noget slemt ...

MARIE.

Aa nej, aa nej! Det skal Fruen ikke tro!

MIMI
(døende).

Der skal da ristet Brød til Duerne ...

MARIE.

Jo, jo! Og Krestanjer ... Jeg skal nok gøre det fint! (Lister ud og trækker Portieren for.)

FJERDE AFDELING

Klokken er mellem tre og fire. Fru Mimi sover sødeligen paa sin Chaiselongue. Hun ser saa from og yndig ud, som hun ligger der i det dæmpede Lys: De lange Øjenhaar kaster en blød Skygge ned over de friske, runde Abrikoskinder; Munden staar en Kende aaben; men dog ikke mere end passende, saa at de hvide, fugtige Tænder smiler betagende frem bag de røde Læber. De søde, smaa, buttede Hænder ligger foldede oven paa Tæppet som til Bøn. Og Haaret danner en herlig, bleggylden Ramme om hendes engleblide Aasyn. - Hun ligner en slumrende Madonna, Stumpen; eller en hypnotiseret Sancta Cæcilia . . .

Saa ringer Entréklokken, og Madonnaen vaagner.

MARIE
(høres parlamentere ude i Forstuen. Og stikker et Øjeblik efter Hovedet ind mellem Portiererne).
MIMI
(sidder oprejst paa Chaiselonguen og gnider sine Øjne. Hun ligefrem maler rundt i dem med begge Hænder, saa fast har hun sovet).
MARIE
(hviskende).

Det er Fru Paludan! Kan Fruen taale hende? Jeg sa'e, at Fruen ikke var rigtig rask.

NICOLINE
(saaledes hedder Fru Paludan til Fornavn, skyder Marie til Side og stormer ind i Værelset).

God Dag, sødeste Mimi! Det er da ikke farligt?

MIMI
(slipper spillevende Fødderne ned af Chaiselonguen og løber hen og omfavner og kysser Veninden).

God Dag, god Dag, søde Nicoline! 257 Hvor det var yndigt! Næ, det var bare en Smule Hovedpine! Nu er det ovre! Jeg keder mig saadan! - Aa Marie, rul Gardinet op og gør lidt i Orden! men gi' mig først mine Sko paa!

MARIE
(hjælper Fruen Skoene paa; ruller dernæst op og forsvinder med Tæppet og Dunken).
MIMI
(til Nicoline).

Læg Tøjet, søde! - Du bli'er her da i Dag?

NICOLINE.

Tusind Tak søde, men jeg skal hjem til Middag! Jeg skulde netop et Ærinde ud paa Vesterbro, og saa vilde jeg dog se ind til Dig med det samme.

MIMI
(betaget).

Næ, hvor din Hat er storartet! Hvor har Du dog den fra?

NICOLINE
(kror sig en Dobbelthage til).

Fra Paris kære! - Alfred har forskrevet den, uden at jeg vidste af det.

MIMI
(gaar rundt om hende og betragter Hatten med et religiøst Udtryk i Ansigtet).

Samme Rædselshjelm er ogsaa vel værd at tage i Øjesyn: af Størrelse omtrent som et almindeligt Vognhjul og kunstnerisk prydet med henved fem og tredive sorte Strudshaler, den ene oven paa den anden, minder den paafaldende om den fortvivlede Røg fra en Tankdamper i Havsnød.

NICOLINE
(nikker henrykt, saa at Portierer og Skilderier bevæger sig i Lufttrykket).

Ja, Du, den er nydelig!

MIMI
(med foldede Hænder).

Ja, det kalder jeg en Mand! - Men læg nu Tøjet lidt, søde!

NICOLINE.

Ja, Tak, søde! Capen et Minut! Men Hatten beholder jeg ved Gud paa. Den er saa vanskelig at faa til at sidde, og nu sidder den netop saa dejligt! (Lægger Capen fra sig og tager Plads paa en Stol.)

Fru Paludan er en høj, smuk, slank og elegant Dame i mørk Spadseredragt med langskaftede Ruhandsker og en sammenrullet Silkeparaply, der ikke er tykkere end en god Spækkenaal.

MIMI.

Et Glas Sherry?

NICOLINE.

Tak, ja.

MIMI
(ringer).
MARIE
(ind).
MIMI.

Sherry og Makroner!

MARIE
(ud).
NICOLINE.

Nu skal Du høre: Jeg mødte din Mand ved Frihedsstøtten ...

MIMI
(stramt).

Naa?

NICOLINE.

Han saa' mig naturligvis ikke; men jeg standsede 258 ham. - (Indtrængende:) Sødeste Pige, Du maa ved Gud passe paa ham!

MIMI
(opskræmmet).

Hvad var der? Ha'de han ingen ...

NICOLINE.

Kære: han gik med en lys Handske paa den ene Haand og en mørk paa den anden!

MIMI
(lettet).

Naa-aa ...! Hvad sa'e han?

NICOLINE
(leende).

Ja han er jo stor, den gode Doktor! - Men bevares, ja det har jeg jo ogsaa! sa'e han og saa' saa sød ulykkelig ned paa sine Hænder. - Han havde travlt?

MIMI.

Ja, han skal ud i Dag med disse svenske Professorer. - Du saa' vel ikke hans Skjorte?

NICOLINE
(leende).

Nej, det ved Gud jeg ikke gjorde! - Han ha'de hvidt Slips paa!

MIMI.

Naa, det ha'de han dog husket!

NICOLINE
(konverserende).

Du har været ude i Formiddag?

MIMI.

Nej ...

NICOLINE.

Jamen saa maa Du jo selv ha' ...

MIMI
(stram som en fornærmet Skolepige).

Vi er Uvenner !

NICOLINE.

Uvenner? - Min Gud, jeg troede, I levede som to Turtelduer!

MARIE
(ind med Vin og Kager. Bort igen).
MIMI
(skænker).

Pyt! (Byder.) Værsgod! - Jeg ser ham næsten aldrig!

NICOLINE
(tager Glasset).

Tak! - Er han kold?

MIMI
(haanlig).

Han er ingenting!

NICOLINE
(gnasker Makroner).

Aa, Alfred kysser saa dejligt! - (Deltagende:) Næmen, Stakkel! Ja det er vist ikke saadan at være gift med et Bogmenneske.

MIMI
(surmulende).

Og jeg, der netop trænger saa meget til Kærlighed ... til at nogen pylrer for mig. Det gjorde Far og Mor altid ...

NICOLINE.

Ja, hjemme var Du jo Afgud! - Mimi Hansen, "Kælefisken", ja! Jamen Du var jo ogsaa sød! (Klapper hende.) Næmen, nu skal Du høre: Gerda Heidenheim har faaet sit eget Sovekammer!

MIMI
(stærkt interesseret).

Saa-aa? Hvad er der i Vejen?

NICOLINE
(gnasker flere Makroner).

Du tillader? -- Ja, jeg véd saamænd ikke. Men der skal ha' været en frygtelig Scene imellem dem. Og saa flyttede Gerda Mandens Seng ud. 259 Og Alfred siger, at det skal nok kurere ham! (underfundigt smilende:) Alfred er jo lidt ... Men morsom, Du! Han kan sige Ting! Men man kan ikke blive vred paa ham ... Tænk, han har faaet Silkeundertøj nu! lækkert! Konsul Salomon fik; og saa vilde Alfred ogsaa. Du kan ikke tænke Dig, hvor han ser sød ud om Morgenen, naar han staar og vasker sig! - Men Gud, jeg sidder her og taler om mig selv hele Tiden; det er jo afskyeligt! - (Deltagende:) Er det meget trist med Dig og din Mand, søde?

MIMI
(surmulende).

Jeg keder mig saa grusomt ...

NICOLINE
(klapper hende paa Kinden).

Herre Gud, ja ... Men han er dog en bekendt Mand, lille Mimi! (Leende:) Min er bare en tyk Grosserer! - Det er sandt, jeg skulde hilse Dig fra Baby og Herman. De vilde absolut med herud.

MIMI.

Ja, det skulde Du ha' gjort.

NICOLINE.

Kære, man har da ved Gud nok af dem hjemme, at man ikke ogsaa skal slæbe dem med! - De er for Resten to henrivende Unger!

MIMI.

Ja, Du kan sagtens!

NICOLINE.

Aa, ja. - Men nu har jeg sagt Punktum til Alfred: ikke flere end to! Men naturligvis, Børn maa man ha'! De pynter. Og Lægen siger ogsaa, at man har bedst af det; saadan et Par Gange. (Skælmsk:) Kommer her ikke snart en ganske lille Mimi, hva'?

MIMI
(ryster rødmende paa Hovedet).
NICOLINE.

Jeg synes, det trækker lidt i Langdrag! Vi fik Baby ti Maaneder efter Brylluppet! Flotte Folk!

MIMI
(surt-humoristisk).

Kommer jeg nogen Sinde til at føde, saa bli'er det vist en gammel Hellebard eller en Rulle Papyrus!

NICOLINE
(kaster sig tilbage i Stolen og ler).

Ha, ha! Du er god Mimi! Den skal Alfred ha' i Aften! - Skriver han stadig paa sin Afhandling?

MIMI
(mut).

Dag og Nat!

NICOLINE.

Den om Kingo?

MIMI.

Nej, det er om Chlodevig.

NICOLINE.

Hvem er det?

MIMI
(ikke uden Selvfølelse).

Det er en gammel fransk Konge, der levede det femte Aarhundrede efter Kristi Fødsel!

260
NICOLINE
(tager en Makron).

At Mennesket gider!

MIMI
(falder tilbage udi Sorgen og Vreden).

Og nu, nu er disse Svenskere her ogsaa! Forleden holdt han Foredrag i historisk Samfund.

NICOLINE.

Ja, jeg saa' det i Avisen! Han blev rost: Vor udmærkede og højtansete Historiograf, Doktor Valdemar Klenow, stod der. - Det maa nu alligevel være yndigt for Dig at være gift med en saadan Mand!

MIMI
(vrisser med Næsen).

Pyt! Du skulde prøve det, min Pige! - Og i Dag er han i Frederiksborg med dem og til Middag i Tivoli. Og i Gaar var de i etnografisk Musæum og paa Rundetaarn ...

NICOLINE.

Rundetaarn ...? Gud, der var jeg, da jeg var seks Aar!

MIMI
(stamper med højre Dukkefod i Gulvet).

Jeg finder mig heller ikke i det! Jeg vil ikke finde mig i det!

NICOLINE.

Jeg faar en Idé! Du skal hævne Dig! Gaa hjem og bliv hos os i Dag! - Alfred vil blive henrykt!

MIMI
(muggen).

Nej, jeg vil ikke gaa ud! Jeg vil blive herhjemme og kede mig og dø og visne og blive til Pergament ...

NICOLINE
(tager hende ind til sig og kæler for hende).

Du stakkels, lille, søde Mimi! Saa, saa, tag det nu ikke saa heftigt; saa faar Du jo Hovedpine igen.

MIMI
(hulkende med Armene om hendes Hals).

Naar bare der er nogen, der kæler for mig ... det er det, jeg trænger til ... men saadan altid at sidde alene ... (Hidsig:) Jeg vilde ønske, jeg ha'de en Elsker!

NICOLINE
(ler himelhøjt).

Fy, fy!

MIMI
(paastaaelig).

Jeg mener det virkelig!

NICOLINE
(med dybe, tænksomme Øjne).

Ja; Kærlighed er det, vi Damer vil ha'!

MIMI
(tørrer Taarerne af de smaa Kindbakker).

Men jeg er vist . . . alt for varm imod ham ... Han er alt for sikker paa mig ... det er hele Ulykken! Jeg læste forleden en Roman af Natalie Smalstrøm ...

NICOLINE
(fortsættende).

"Splintrede Mure" ? - Den har Gerda Heidenheim ogsaa anbefalet mig!

MIMI.

Ja ... og der stod, at for at vinde en Mand helt skal 261 Kvinden være kold og afvisende ... Synes Du, jeg skulde prøve det?

NICOLINE
(overvejende).

Jeg véd Skam ikke, Mimi ... Jeg har det jo paa en hel anden Maade med Alfred.

MIMI.

Er I da aldrig Uvenner?

NICOLINE.

Jo, Gud, naturligvis! Man er jo da ikke mer end Mennesker!

MIMI.

Jamen, hvad gør I saa da?

NICOLINE.

I-ja-a ... jeg véd saamænd ikke! - Alfred siger noget morsomt; og saa kan jeg ikke lade være med at le ... Og saa er det overstaaet!

Et Ur inde i Valdemars Arbejdsværelse slaar.

NICOLINE
(ser paa sit).

Fem! Nu be'er jeg Dig! Adieu, min Pige. Halv seks spiser vi! (Begynder at trække Handskerne paa.) Du gaar saa ikke med?

MIMI.

Nej Tak ...

NICOLINE.

Aa, vi har saamænd heller ikke andet end Koteletter og Øllebrød. (Lægger sin Arm om Mimi.) Tag det nu ikke for tragisk. Det retter sig nok. - Tak for i Dag, søde! Det var en yndig Formiddag!

MIMI
(hjælper hende sorgfuldt med Capen).

Det var pænt af Dig at se herud! Hils Børnene. - Og din Mand!

NICOLINE
(kysser hende).

Og hils "Chlodevig" !

MIMI
(smiler sygt).
NICOLINE
(kysser igen).

Farvel, farvel! Jeg maa skynde mig!

MIMI
(kysser ogsaa).

Farvel, søde!

Derpaa kysses der endnu engang ude i Entreen; og Mimi lukker Døren efter sin Gæst, hvis Skorstensrøg et Øjeblik efter stiger frem over Hækken ud mod Spadserestien, bølger, nikker, dingler, vugger og omsider forsvinder som en Sky i Horisonten.

FEMTE AFDELING

Det er Aften. -

Det lille Maaltid er endt. Stakkels Fru Mimi paastod ganske vist endnu ved Bordet, at det var hende aldeles umuligt at faa en eneste Bid ned. Men ved kærlig Tiltale og venlig Opmuntring lykkedes det dog den trofaste Marie at bibringe Damen en lille Rødspætte, halvanden Due og to yndige Omeletter lige fra Panden. Dertil tvende Glas Rødvin til "Gardinerne" og et "Fingerbølle" Sherry.

Hvilket alt tilsammentaget syntes at bekomme Patientinden særdeles vel. - 262 Og nu sidder Fru Mimi inde i Salonen. Lampen er tændt, og Gardinerne er trukket for. Der er lagt et Par Pinde i Ovnen, akkurat saa mange, at man kan "lugte Varmen". Og saa er der desuden let refraicheret med Kølnervand.

Putten sidder i en lav Gyngestol henne for Enden af Flygelet og vugger sig ved Hjælp af den ene Taaspids frem og tilbage.

Hun har taget sin Beslutning!

Natalie Smalstrøms Roman, som hun omtalte for sin Veninde, ligger paa Gulvet ved Siden af Stolen. Hun har paa ny kigget i den; og hun vil være kold og utilgængelig som Bogens Heltinde i de afgørende Kapitler.

Valdemars Seng skal flyttes!

Initiativet hertil skyldes til Dels ogsaa Gerda Heidenheim.

Valdemars Seng skal flyttes; flyttes ind i hans Arbejdsværelse.

Saa kan han ha' det saa godt! -

Mimi sætter Fødderne haardt i Gulvet og rejser sig.

Hun gaar lidt frem, og tilbage over Gulvtæppet. Hun synes, hun fryser. Men det er vel kun Beslutningens Gysen . . .

Og saa er der jo ogsaa det, at hun skal sige det til Marie . . .

Op og ned gaar den gode Frue. Nærmer sig den elektriske Knap bag Portieren, strækker Haanden ud - og fjerner sig igen.

Aarrr! siger hun i dyb Vaande og vrisser vredt med Overkroppen.

Men saa farer hun paa én Gang helt henne fra Vinduet, tværs over Gulvet og lige løs paa Knappen og trykker.

Klokken kimer overrumplet; og

MARIE
(træder hurtigt ind).

Fruen er da ikke bleven syg igen?

MIMI.

Næ-æ-æ ...

MARIE.

Fruen rang saa heftigt!

MIMI.

Saa-aa?

MARIE.

Ja-a ...

MIMI
(Idiot af Mangel paa Mod og Handlekraft).

Øh-h . . .

MARIE
(med opspilede Øjne).

Hva'faller?

MIMI.

Er Ane hjemme ... Ane er vel hjemme?

MARIE
(mere og mere forvirret).

Jo-o ... Hun har jo ikke faaet Lov at gaa ud ...

MIMI.

Næ-i . . . (Stiv som en Pind og med gyseligt sammentrukne Bryn, hvorved hun vil afvæbne enhver Bemærkning.) Du Og hun maa flytte Herrens Seng ind i Herrens Arbejdsværelse!

MARIE
(forstaar ikke et Muk).

Hva' . . .?

MIMI
(med et energisk Stød af Bryst og Skuldre).

Herrens Seng skal flyttes!

MARIE
(med Øjne som Kongens Nytorv).

Ska' - Herrens - Seng - flyttes?

MIMI
(stamper i Gulvet).

Ja, ja, ja! Irritér mig ikke!

MARIE
(bekymret).

Jamen lille, go'e Frue ...

MIMI
(imperatorisk).

Jeg vil ingen Snak ha'!

MARIE.

Jamen hva' vil Herren si'e?

MIMI
(med lodret Næse).

Det er mig ganske komplet ligegyldigt!

MARIE
(bekymret vaklende).

Ja, han har jo rigtignok været slem 263 mod Fruen ... men jeg synes nu alligevel, at det er Synd ...

MIMI
(blæser).

Pyt!

MARIE.

Og Fruen kommer jo ogsaa sæl til at ligge alene, saa ...

MIMI
(slaar med Nakken).

Ja, det vil jeg ogsaa helst!

MARIE.

Det er da vel kun for i Nat ...?

MIMI
(med en overjordisk Haandbevægelse).

Det er for stedse !

MARIE
(med foldede Hænder og Taarer paa Kind).

Den stakkels, stakkels Herre!

MIMI.

Ja, Du holder naturligvis med ham!

MARIE.

Nej, det gør jeg ikke, Frue; det maa Fruen ikke tro. Men jeg mener, at naar man nu er gift ...

MIMI
(citerer Smalstrøm).

"Naar Sympatien er slukt i et Ægteskab, er ethvert intimere Samliv umoralsk!"

MARIE
(med taagede Øjne og Hovedet paa Skakke, da hun formoder, at det er et Skriftsted).

Ja, aa ja, hva' er vi Mennesker! - Men Fruen ku' jo da la' det være en lille Prøve bare saadan for en otte Dages Tid; saa kanske ...

MIMI
(i Ekstase).

Ingen Halvhed, Marie! Enten-Eller! - Sengen skal flyttes!

MARIE
(resigneret).

I Guds Navn da! - Skal vi ta' Servanten med?

MIMI
(slaar ud med Haanden).

Nej; det ordner vi i Morgen!

MARIE
(gaar).

Og

MIMI
(sætter sig atter i Gyngestolen og griber Natalie for endnu engang at repetere de fyndigste Punktummer).

SJETTE AFDELING

Sovekammeret.

Fru Mimi ligger i Visselullen og sover. - -

Længe har hun ligget vaagen og ventet paa Valdemars Hjemkomst. Klokken slog elleve, halv tolv og tolv, inden hun faldt i Søvn.

Hun laa og stirrede rundt i Værelset med store, aabne Øjne. Hendes Følelser var stærkt blandede. Hun var stolt af sin Heltegerning naturligvis; men hun fornam dog ogsaa en vis Benovelse ved Tanken om, hvad Valdemar muligvis kunde finde paa at sige angaaende Arrangementet. Undertiden fo'r der en Gysen igennem hende, og hun krøb sammen i Natkjolen og gjorde sig ganske lille af Rædsel, naar hun troede at høre ham pusle ude ved Gadedøren. Kun Hovedet 264 havde hun over Tæppet, og hun syntes at kunne mærke, hvorledes det Øre, der vendte opad, voksede ud i Luften. Men naar hun saa opdagede, at hun havde taget fejl, drog hun et Lettelsens Suk, Øret trak sig sammen igen, Legemet indtog en friere Stilling, Hjerteslaget blev roligere og Pulsen normal. Men hun maatte sige: Puhh! og lette lidt paa Tæppet, at Varmen kunde slippe ud. -

Forøvrigt var der naturligvis ikke Tale om, at hun vilde gi' sig! Hun havde Ret, Valdemar Uret. En Kvinde maa holde paa sin Værdighed! Og for at stive sig af gav hun sig til at repetere en Side Smalstrøm, som hun havde lært udenad : "Den Tid er forlængst forbi, da vi Kvinder lod os betragte som et Legetøj for Mandens Luner! Ierichos Mure er styrtede i Grus! Og Sejrsfanfaren klinger over Verden og forkynder, at vore Dages Ægteskab er blevet en fri Forening af tvende fritstaaende, frittalende, frittænkende og frithandlende, jævnbyrdige Eksistenser" . . .

Henne paa Toiletbordet stod den lille Natlampe og brændte bag sin runde, matrøde Kuppel. En sagte Nattevind susede af og til gennem Havens Træer. Og man hørte Stemmer, der nærmede sig og svandt; og Fodtrin og dæmpet Latter.

Mimi blev trist til Mode: Saa længe dog ogsaa den Middag trak ud! Var det en Maade at behandle en moderne Kone paa, at lade hende ligge her ganske ene i det tomme Hus, i den mørke Nat! . . . Hvor var hun dog ulykkelig! Aa Gud, aa Gud, hvor var hun dog ulykkelig . . .

Lampen henne paa Bordet begyndte at bevæge sig saa underlig rundt. Ganske, ganske langsomt i en Cirkel. Saa kom der to Lamper, og saa tre, og saa en hel Krans . . .

Og saa sov hun.

Trods sin bundløse Sorg . . .

Men pludselig sidder hun lysvaagen over Ende i Sengen: Der kommer Valdemar!

Han lister forsigtig rundt ude i Entreen. Han har trukket Støvlerne af for ikke at vække "Katten". - Nu hænger han Overtøjet fra sig! - Og nu ... Mimi farer med et lille Skrig helt ned paa Bunden af Sengen og trækker Tæppet over Hovedet ... nu vrider han ganske sagte Dørlaasen om og kommer ind i Sovekammeret! . . . Han maa da straks opdage, at Sengen er flyttet! . . . Nej! Nej . . . Hun hører, at han begynder at klæde sig af! Han lister rundt helt oppe paa Spidsen af Tæerne for ikke at forstyrre hende . . . Men han maa jo da opdage, at der kun er én Seng! - Hun laver et lille bitte Kighul mellem Tæppets Folder og titter ud: Der staar han i Underbenklæder (Fox Normal) henne ved Toiletbordet og trækker sit Ur op. Og han har de blaa Næseklemmer paa! hun kan se dem i Spejlet. - Nu vender han sig og kommer hen mod Sengen! ... Hun lukker Øjnene i Rædsel: Han maa, maa, maa jo da opdage det!

Men han opdager intet! Roligt og værdigt med Tanken henvendt paa Chlodevig, slaar han Tæppet til Side for at bestige sit Leje . . .

Da ser han hende ligge sammenrullet som en lille hvid Bylt nede i Sengens Benende. Haaret hænger hende pjusket om Kinderne, og hun stirrer op paa ham med store, kuglerunde Øjne.

Som en Statue staar han et Sekund med det ene Ben løftet og ude af Stand til at tænke. Saa sætter han langsomt Foden til Gulvet og mumler fuldstændigt blødhjernet af Forundring:

- Men Du gode Gud, Kat, hvad vil Du dog i min Seng!?

MIMI
(bliver i samme Øjeblik Kvinde igen og glemmer ganske og aldeles baade Natalie og Sejrsfanfaren og Jerichos søndrede Mure, medens Taarerne styrter ud af hendes Øjne).

Aa, Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR
(sætter sig paa Sengekanten).

Men, lille Kat, hvad er det dog? (Griber hendes Hænder.)

MIMI
(hulkende).

Valdemar, Valdemar ...

VALDEMAR
(ulykkelig og god).

Ja, ja, ja, lille Ven, lille Ven ...

MIMI
(slaar Armene om hans Hals).

Du maa aldrig forlade mig!

VALDEMAR.

Nej, nej ...

265
MIMI.

Jeg har længtes saa forfærdelig efter Dig!

VALDEMAR
(kysser hende).

Herre Gud ...

MIMI
(hulkende).

Min egen Seng ... er gaaet i Stykker ... og saa flyttede ... Marie og Ane ... den ud ... Men kan vi ikke ... godt ... begge to ... sove her ... i Nat? Jeg tør ikke ... ligge alene!

VALDEMAR
(kærligt).

Jo, det kan vi vist godt, lille Du ...

MIMI
(trykker sig ind til ham).

Du véd ikke ... hvor jeg har længtes efter Dig!

VALDEMAR
(kysser hende ømt).

Min lille Kat ...

MIMI
(bly, med Hovedet mod hans Barm).

Du har vist glemt at ta' dine blaa Briller af ...

VALDEMAR
(forundret).

Har jeg det! (Føler efter.) Ja, det har jeg Skam ogsaa ! (Tager Næseklemmerne af og lægger dem paa Stolen foran Sengen).

266
267

FRØKEN MATHILDE
(1900)

268
269

AGERENDE

  • Frøken Mathilde.
  • Georg Birketrod, Brødre.
  • Benjamin Birketrod, Brødre.
  • Find Birketrod, Brødre.
  • Madam Laurvik, Frøken Mathildes Moder.

FØRSTE AFDELING

Dagligstue i Georgs treværelses Ungkarlelejlighed. Aften. Lamper med Skærme. Magelige Møbler, Staalstik og Fotografier paa Væggene. Bøger. Statuetter. Cuivrepoli. Gardiner og Portierer. Overmaade hyggeligt. -

Det er Georgs Fødselsdag (38 Aar). Brødrene har i Dagens Anledning spist til Middag ude hos deres Forældre, et gammelt, agtværdigt Ægtepar, der lever i en lille Villa paa Frederiksberg af de Penge, Fader Birkerod har sparet sammen som Isenkræmmer i den Stad Rudkøbing. - Klokken er 11½. Og nu fejres der hos Georg en liden Efterpicnic med Vin, Sydfrugter, Kager, Frk. Mathilde og Mdm. Laurvik.

Selskabet har kun været samlet en ti Minutters Tid, saa Tonen er endnu noget ceremoniel. -

GEORG
(en lille, rundmavet, glad, god og skaldet Mand med Fuldskæg, bringer Vin, o. s. v. ind fra Køkkenet. Han er Grosserer i Kul og Hørkram. Ugift, som sagt, og Ven med Frk. Mathilde).
BENJAMIN
(45 Aar, cand. polyt., Fuldmægtig paa et Livsassurancekontor. Ligner Broderen, men har (ganske uforskyldt)

bevaret sin Haarvækst. Han er ligeledes Ungkarl og kvindekær; men verdenserfaren).

FIND
(cand. phil., 28 Aar, Digter og Medarbejder af Tidsskriftet "Hellebarden". - Lille, lyshaaret, bleg, genial, faamælende indtil Døvstumhed, samt empirefriseret *dolgoeO*: frembørstet Tindingetagskæg og Pandeproptrækker. Alvor, Tungsind og Menneskeforagt bor i hans Øjne. Hans Flipper er stive som Kristtornens Blade og høje som Muren om et Forbedringshus. Dertil bærer han sort Atlaskes Halsbind og spidse manicurede Negle. Og hvis han havde moralsk Mod nok, vilde han utvivlsomt anlægge Monocle).
MATHILDE
(høj, velskabt, askeblond, med stor, svulmende Mund og brune spillende Øjne. Hun er "Frøken" i et Broderimagasin og har i over to Aar været Veninde med Georg; hvilket eklatant synes at modbevise det udskregne Dogme om Kvindens Ubestandighed. Hun er accepteret af Brødrene og Dus med dem. Hendes Døbeattest er bortkommen. Men vi gætter paa ikke saa lidt op i Trediverne).
Mdm. LAURVIK
(foruden at være Mathildes Moder tillige Antikvitetshandlerske med Bopæl og Forretningslokale i den Ende af Kompagnistræde, som er lige ved at gaa over i Farvergade. - Hun paastaar, at hendes Mand "døde i Krigen". Men ingen aner, paa hvilket Tidspunkt eller mellem hvilke 270 Magter denne triste Bataille fandt Sted. Og er man nyfigen desangaaende, henflyder hun i Taarer og taler om at følge ham. Hvorfor man naturligvis øjeblikkelig skifter Emne. - Ellers er hun det rareste og fornøjeligste Væsen af Verden og dertil særdeles fordomsfri - Hun er indviet i sin Datters Venskabsforhold, favoriserer det efter Evne og haaber paa den lykkeligste Udgang. - Af Exteriør er hun middelhøj, graahaaret, kødfuld, mellem 50-60 og har ikke ganske rene Negle. - Men hun dufter af talrige Parfumer, og hendes Robe er af olivenfarvet Atlask med Kniplinger. Dertil bærer hun crêmefarvet Hovedsæt med Margariter; samt paa Gorge, Fingre og Arme en stor Del forarbejdet Guld med talrige ædle Stene. Georg inviterer hende undertiden hjem til sig, fordi hun er Mathildes Moder, Benjamin gouterer hende, fordi han finder hende grinagtig. Og Find endelig taaler hende qua Digter; skønt hans Aare selvfølgelig gaar i en ganske anden Retning).

Selskabet er som sagt nylig samlet; og Tonen som Følge deraf endnu noget afmaalt.

Find og Mathilde sidder i hver sit Hjørne af Sofaen. Mdm. Laurvik og Benjamin i bløde Lænestole. Medens Georg gaar ud og ind hentende Fetalje.

Mdm. LAURVIK
(til Benjamin i en Tone som en følsom Markise paa Lemvig Teater).

Det maa være øndigt, Hr. Fuldmægtig, saadan a' ha' begge siner Forældre i Live.

BENJAMIN.

Ja, det er rart.

Mdm. LAURVIK.

Hvor gammel tør jeg spø're er Deres Hr. Fa-der?

BENJAMIN.

72.

MATHILDE
(ogsaa særdeles dannet).

Og det er saadan en nydelig gammel Mand! Georg har vist mig ham.

Mdm. LAURVIK
(rørt med Hovedet paa Siden).

Ork ja! ... Min faldt jo i sin Ungdoms Blomst ...!

BENJAMIN
(lægger en Haand paa hendes Olivenknæ).

Lad os ikke tale om det, Fru Laurvik!

Mdm. LAURVIK
(visker en Taare af).

Nej ... Og han befinder sig immer rask?

BENJAMIN.

Hvem ...?

Mdm. LAURVIK.

Deres Hr. Fa-der?

BENJAMIN.

Jo Tak! ... Lidt er der jo altid hos gamle Folk.

Mdm. LAURVIK.

Ork ja, det har Di saamænd Ret i, Hr. Fuldmægtig! ... En sæl mærker jo osse Aarene, naar man har sat og roft en hel Dag ved en Auktion!

BENJAMIN.

Aa-aa, De er jo en ung Kone endnu!

Mdm. LAURVIK
(dasker smigret ud efter ham).

Nu skamskænder Di mig, Hr. Fuldmægtig! ... Og Deres Fru Moder er osse rask?

271
BENJAMIN
(lidt træt af denne Salontone).

Jo-o, storartet!

Mdm. LAURVIK.

Hva' fik Di til Gebursdagsmiddag?

BENJAMIN.

Hva'?

Mdm. LAURVIK.

Har Di ikke spist til Middag hos Deres Forældre?

BENJAMIN.

Jo-o!

Mdm. LAURVIK.

Hva' fik Di?

MATHILDE.

Du hænger Dig nu altid i Maden, Mo'r!

BENJAMIN
(uden Tøven).

Vi fik indbagt Hare.

Mdm. LAURVIK.

Gu-i! ... Jamen det er jo ikke i Haretiden !

BENJAMIN.

Det var fransk Hare.

Mdm. LAURVIK
(betaget).

Un-nææ!

MATHILDE
(truer med en Finger).

Benjamin!

Mdm. LAURVIK
(godmodig).

Spøjer han med mig? (Dasker efter ham.) Ork ja, di unge Mennesker!

GEORG
(ind med de sidste Flasker).

Saa! (Sætter Glas rundt.) Hvad vil De ha', Fru Laurvik?

Mdm. LAURVIK
(glad og skælmsk).

Skampagne, Hr. Grosserer!

MATHILDE
(der ogsaa længe har været ked af den stive Hoftone, slaar befriet en saa høj Latter op, at Digteren farer nervøst sammen og stikker sin Hals paa sine Flipper).

Mo'r er god, hva' !

FIND
(gnikker Halsen i Lave).

Du er saa renaissanceagtig, Mathilde !

MATHILDE.

Hva' er jeg?

FIND
(dukker paa ny ned i sin Sjæls Dyb og svarer ikke).
MATHILDE
(slaar Armen om ham og trykker ham ind til sig).

Lille Dengsebasse!

FIND
(skyder hende fra sig med et hypnotisk Blik og mumler kun Ordet)

Kvinde!

BENJAMIN.

Du ødsler dine Gaver paa en uværdig, Mathilde! Kom hellere hen til mig!

MATHILDE
(der nu begynder at føle sig hjemme).

Det ku' Du li'!

GEORG
(har skænket Madeira rundt).

Hvem vil holde Festtalen?

MATHILDE.

Det vil Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(dasker efter hende, Mdm. Laurvik dasker altid, naar hun er i sit es).

Er Du fra 'et a', Tøs!

BENJAMIN
(som nu er paa Højde med Situationen).

Jovel skal hun tale! (Til Mathilde.) Hvad hedder Damen til Fornavn?

272
MATHILDE
(med Pathos).

Rosalinde!

BENJAMIN.

Fortræffeligt! (Banker paa Glasset.) Vor Veninde Rosalinde har Ordet!

Mdm. LAURVIK
(dasker).

Di ka' gaa hjem og ligge Dem, ka' Di?

BENJAMIN
(rejser sig beredvilligt).

Ja, hvis De gaar med?

Mdm. LAURVIK Og MATHILDE
(faar Krampeanfald af Latter).
MATHILDE.

Nu begynder her at blive morsomt!

FIND
(klipper pludselig med Øjnene og gnikker Halsen i Lave).

Vil I høre, hvad jeg drømte i Nat?

BENJAMIN og MATHILDE.

Næ-æ! ... Jo-o!

FIND
(uden at ænse deres ærede Tilkendegivelser).

Jeg laa i en Have. Rundt om mig duftede de særeste Blomster. Det var Nat. Jeg var hed af Længsel ...

MATHILDE
(stryger ham over højre Tagskæg).

Herre Gud, dit Skind!

FIND
(fortsættende).

Da faldt der en Blomst paa mit Bryst. Dens Blade var blodigt-blaa som sygt Kød; og den brændte som Ild. Jeg greb den for at slænge den fra mig, skælvende af Attraa ... Da aabnede Blomsten sig, og frem af dens Bæger, der voksede og voksede og blev som et uhyre gabende Svælg, en bundløs Afgrund, gled en Strøm af hvide Kvinder, en Flod af Kvinder, et Hav af Kvinder, bølgende, nøgne, varme ... Og jeg forgik i Vellyst!

Pause.

FIND
(trækker sig atter tilbage i sig selv).
MATHILDE
(sidder med vidtaabne Øjne og stirrer hen paa ham).
GEORG
(stryger sig uvilkaarlig over Panden og siger).

Puh-ha !

BENJAMIN.

Drengen maa aarelades!

Mdm. LAURVIK
(naivt).

Ja, det var da no'et grusomt Tøjeri!

MATHILDE.

Det forstaar I Jer ikke paa! (Knipser med Fingrene som for at blive sig selv igen.) Men det var den Tale, Mo'r!

GEORG.

Ja, Fru Laurvik, Festtalen!

MATHILDE.

Naa!

Mdm. LAURVIK
(besluttet).

Ja, blæse mæ'et! Jeg kan sgu godt.

GEORG.

Det kan jeg lide!

BENJAMIN.

De maa rejse Dem, Rosalinde!

273
Mdm. LAURVIK
(rejser sig. Margariterne nikker).

Ja, saa vil jeg bare si'e, at jeg sætter en stor Ære paa at komme her i dette Hus hos disse kære, unge Mennesker. Og at Di, Hr. Grossere, som lige kommer ude fra Deres elskede, gamle Forældre paa Frederiksberg ...

MATHILDE.

Ikke rørstrømsk, Mo'r! (til Benjamin:) Hun kan tale!

BENJAMIN.

Ja, det hører jeg!

Mdm. LAURVIK.

... at Di nu gør saaden et smukt lille Gilde for vos andre, se det takker jeg Dem for, fordi jeg personlig er med! ... og Di har været god mod min Mathilde, og det takker jeg Dem osse for, for Pigebørn kan saa let falde i Skarnshænder. Og hun holder osse meget a' Dem og er en trofast Pige, det tør jeg som hinners Mo'r svare Dem for, for hun er en rigtig god Pige ...

MATHILDE
(advarende).

Ikke rørstrømsk, Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(dasker).

... Og derfor vil jeg bede Selskabet drikke et Glas for Dem paa Deres Gebursdag! - Skaal for Deres Gebursdag, Hr. Grossere! Og hvis De vil hilse Deres Forældre!

GEORG
(klinker).

Tak, Fru Laurvik! Det skal jeg. Det var en brillant Tale!

MATHILDE
(farer rørt hen og kysser ham).

Skaal, gamle Hørkræmmer !

BENJAMIN.

Skal jeg ikke ha' et?

MATHILDE.

Jo-o! (Kysser ham.) Og Find! (Kysser ogsaa ham.)

Mdm. LAURVIK
(undskyldende).

Herre Gud, det bli'er jo i Familien!

GEORG
(byder Appelsiner og Kager).
MATHILDE.

Har Du ikke en Cigaret!

GEORG.

Jo, her! (Til Mdm. Laurvik:) Ja, De skal vel ha' en Cigar?

Mdm. LAURVIK
(bly bag sine udspilede Fingre).

Ja, én Lidenskab skal man jo ha', Hr. Birkerod! (Tager en Cigar og tænder.)

Der drikkes nu Vin, spises Kager, skrælles Appelsiner og knækkes Krakmandler.

BENJAMIN
(med Mathilde paa Skødet).

Hvordan gaar det med Principalens Hjerte, lille Tilde?

MATHILDE
(blæser Cigaretrøg fra sig).

Puh-h! Det gamle Fjols!

274
Mdm. LAURVIK
(til Georg).

Ja, tænk! nu har han g'ort hinner et Ægteskabstilbud.

GEORG.

Naa! ... Du skulde sku ta' ham, Mathilde!

MATHILDE.

Na-j, gamle! (Hen og sætter sig paa Skødet af Georg. - Slaar pludselig en Haand ned i Bordet foran sig.) Nej, nu skal I høre, hvad Mo'r fortalte i Morges! (Til Mdm. Laurvik:) Det er det om Fejlberg! ... Du skal ogsaa høre efter Find.

FIND
(giver intet Livstegn).
Mdm. LAURVIK
(rød og glad af flere Glas Madeira. Dasker ud efter Datteren).

Vist ikke nej, Mathilde! Di griner bare a' en gammel Kone!

GEORG.

Fejlberg? Hvem er det?

MATHILDE.

Det er ham, Skuespilleren, Du véd, der døde ... Mo'r elskede ham! Han staar i Trikot hjemme paa hendes Kommode!

BENJAMIN.

Op med Historien, Rosalinde!

Mdm. LAURVIK
(afgjort).

Ikke for alt det! I griner bare!

MATHILDE.

Ja, saa vil jeg ...

Mdm. LAURVIK
(truer).

Du ka' vove paa det!

MATHILDE.

Hun var rent væk i ham! Hun sendte ham Blomster ... og et Mahogni Skrivebord, og Laurbærkranse, og Hummer ... hun ha'de hørt, at han holdt saa meget a' Hummer ...

Mdm. LAURVIK
(himmelfornøjet).

Du skulde skamme Dig, Tøs, a' snakke saaden om din egen kødelige Mo'r!

BENJAMIN
(med en Finger hen mod Damens Barm).

Dikkedik !

Mdm. LAURVIK
(dasker).

Aa, gaa væk!

MATHILDE.

Og hun laa og talte i Søvne om ham, naar hun sov til Middag!

Mdm. LAURVIK.

Har jeg dog kendt Mage! (Vil op at tugte Datteren.)

BENJAMIN
(trykker hende til Sæde igen).

Rolig, rolig!

MATHILDE.

Hun saa' ham femten Gange i "Ridder Theobalds Brudefærd" !

Mdm. LAURVIK
(pludselig greben af Minderne).

Ja, for han var jo et dejligt Menneske ... Sikken Krop! og sikken en Organ! Jeg græd s'mænd mine modige Taare ...

BENJAMIN
(dybt).

De var forelsket i ham, Fru Laurvik!

275
Mdm. LAURVIK
(nikker).

Det var jeg! Det skammer jeg mig ikke for!

MATHILDE.

Hun tudede som en Vandvogn, den Dag han døde.

Mdm. LAURVIK.

Det g'orde jeg! (Om mod Find:) Di forstaar mig, Hr. Digter, hva'? for Di er osse Kunstner ...

FIND
(vender langsomt Hovedet og ser tungt paa hende).

Hvorom drejer Talen sig?

BENJAMIN.

Tal ikke til ham, Fru Laurvik; hans Pegasus lakserer!

MATHILDE
(slaar Benjamin over Fingrene).

Fy! -- Lad os saa faa det om Graven, Mo'r!

Mdm. LAURVIK
(genert).

Ja, se jeg gik natyrligvis ud med en Krans til Fejlberg ...

BENJAMIN.

Forstaar sig!

Mdm. LAURVIK.

... Men jeg vidste junte, hvor di ha'de lagt ham, begrundet paa, at jeg var til Auktion den Dag, han blev begravet ...

BENJAMIN.

Og det kalder De Kærlighed!

Mdm. LAURVIK.

En maa jo da passe sin Forretning, véd jeg! ... Men saa fik jeg en Graver til at vise mig Stedet. Og saa placerede jeg Kransen ...

BENJAMIN.

Og tudede ...

Mdm. LAURVIK
(dasker efter ham. Genert).

Natyrlig! ... Og naar det var godt Vejr om Søndagen, saa valsede jeg jo engang imellem derud med en Blomst, eller hva' der nu kunde være i Potterne ...

BENJAMIN
(med sit Glas).

Skaal, Lindemor! ... De er sød!

Mdm. LAURVIK
(klinker og drikker).

Skaal, Hr. Fuldmægtig! ... Men se saa ...

MATHILDE
(der stadig sidder paa Skødet af Georg og gantes med ham).

Hør nu! Nu kommer det!

Mdm. LAURVIK
(genert).

Ja, nu kommer det ... Men se saa i Søndags ...

BENJAMIN.

Naa, De bli'er ved med at bekranse ham! Saa har det sgu været Kærlighed alligevel!

Mdm. LAURVIK
(komisk fortvivlet).

Jamen, det er jo det forfærdelige, Hr. Fuldmægtig ... Det var jo slet ikke ham ...

BENJAMIN.

Er han ikke død?

276
Mdm. LAURVIK
(stødt).

Gu' er han da død, jo! ... Men det var jo en gal Grav, lille Menneske! Fejlberg ligger et helt andet Steds ...

MATHILDE
(spjætter henrykt med Benene).

Er det ikke storartet, hva'! Der havde den gamle gaaet og vandet Agurker i to Aar! ... Og véd I, hva' der laa i Graven?

GEORG.

Nej!?

BENJAMIN.

Hva' laa der?

Mdm. LAURVIK
(lader begge Armene falde mat ned langs Siderne, bøjer Hovedet mod Brystet og smiler gennem Taarer).

Der laa . . .

BENJAMIN.

Naa!

Mdm. LAURVIK

.... der laa et Bybud, HR. Fuldmægtig!

ANDEN AFDELING

Samme Lokale et Par Timer senere.

Stemningen er steget betydelig. Stole og Borde er ryddet til Side, saaledes at der er en aaben Plads paa Gulvet foran Døren ind til Spisestuen. Appelsiner, Kager og Knas er forsvundet. Og mange Flasker tømte. -

Man har danset. Digteren har ladet sig overtale til at dreje paa en liden Spilledaase, og man har danset. Nu har man opgivet det og driver anden Idræt. -

Mdm. Laurvik og Find sidder Side om Side i Sofaen. Madammen gløder som en Midnatssol, og den olivenfarvede staar spændt og revnefærdig over hendes bølgende Barm. Hun tørrer ustandseligt sit Aasyn; og en Margarite fra Haarpynten hænger hende knækket ned i Panden. - Find sidder stiv og sløv med Fødderne paa Spilledaasen og ser med et dødssvangert Blik paa Georg, Benjamin og Mathilde, der har hængt en Appelsinskrælling op paa et Søm, temmelig højt oppe paa Dørkarmen og nu forsøger at sparke den ned.

MATHILDE
(synker udmattet om i en Stol efter gentagende at have spjættet efter Skrællingen).

Nej ... jeg kan ikke! ... Ikke i disse her Bukser, da!

Mdm. LAURVIK
(tørt).

Saa ta' dem a', min Tøs!

BENJAMIN
(ivrig).

Nu Du, Georg!

GEORG
(spjætter tre Gange, men forgæves).
BENJAMIN
(puffer ham bort).

Væk! Saa er det mig! ... (Spjætter uden Resultat.) Ja ned skal den Fandengalemig! (Spjætter af al Kraft og træffer Skrællingen, saa den flyver ned paa Gulvet.)

Mdm. LAURVIK
(klapper i Hænderne).

Brave, brave, brave!

MATHILDE
(farer Benjamin om Halsen og kysser ham).

Dig er der Krummer i! (Hænger en ny Appelsinskrælling op paa Sømmet). Nu skal Mo'r sgu prøve!

277
Mdm. LAURVIK
(lam af Rædsel).

Gu-i ...!

MATHILDE
(hen at tage fat i hende).
Mdm. LAURVIK
(skriger).

Jeg gør Dig arveløs!

MATHILDE.

Hjælp mig!

GEORG Og BENJAMIN
(hjælper at faa Konen transporteret hen foran Døren).
MATHILDE.

Saa! Spark saa!

Mdm. LAURVIK
(segnefærdig af Latter).

Aa-aa ... Gu-ihjælpeme ...

BENJAMIN.

Naa! Bli'er det til no'et!

Mdm. LAURVIK
(spjætter et Par Tommer til Vejrs).

Herre Jesus ...!

MATHILDE.

Prøv det andet Ben, Mo'r!

GEORG.

Lad hende nu være fri ...

MATHILDE.

Først det andet Ben!

Mdm. LAURVIK
(spjætter og segner derpaa om paa en Stol i fuldstændig Gelé af Varme og Anstrengelse).

Puh-h ! ... Jeg forgaar!

BENJAMIN.

De har godt af at røre Dem lidt.

Mdm. LAURVIK
(stønnende).

Røre mig lidt ... Hr. Fuldmægtig! . . . Puh-h . . . Si'er Di "røre mig lidt"? ... Jeg er flækket!

GEORG
(med et Glas Sodavand og Kognak).

Her ... Drik!

Mdm. LAURVIK
(tømmer begærlig Glasset).

Tak . . . (Smiler over hele Ansigtet.) Men det er nu li'godt dejligt a' more sig, Hr. Grossere!

MATHILDE
(klapper i Hænderne).

Hvad skal vi nu bestille!

BENJAMIN
(træt).

Du er da ogsaa umættelig, Mathilde!

MATHILDE
(slaar Armene om ham).

Ja-a! ... Bær mig! Tre Gange rundt om Bordet!

BENJAMIN
(sætter sig).

Nej, nu kan jeg ikke mere!

MATHILDE.

Svækling! ... Vil Du, Georg?

FIND
(rejser sig pludselig).

Farvel !

GEORG.

Hva' ...? Hva' er der?

FIND
(bukkende).

Farvel!

BENJAMIN
(ser paa sit Ur).

Vor Ven Shakespeare har Ret! Klokken er tre! ... Damerne bør trække sig tilbage!

GEORG
(der ogsaa er mæt af Lystigheden).

Er den tre ... (Hvisker noget til Mathilde.)

278
MATHILDE.

Er Du gal! ... Ikke Tale om, naar Mo'r er med!

Mdm. LAURVIK
(har faaet rejst sig).

Godnat, Hr. Grossere! ... Det har været en storartet Aften!

GEORG.

God Nat, Fru Laurvik, God Nat! Ja, Klokken er jo mange ... Nu skal jeg hjælpe Dem. Der er Lys i Entreen. (Ud.)

MATHILDE
(hen til Benjamin).

Bær mig ud!

BENJAMIN.

Nej, det ved Gud, jeg ikke vil min Pige!

MATHILDE.

Uf! (Ud efter de andre.)

FIND
(dybt til Benjamin).

Du har moret Dig?

BENJAMIN
(afgjort).

Ja!

FIND.

Virkelig moret Dig?

BENJAMIN.

Javel!

FIND
(drejer rundt paa Hælen og gaar).

Imbecilt!

BENJAMIN
(kysser paa Fingeren efter ham).

TREDJE AFDELING

Samme Stue. En otte Dages Tid senere. Søndag Formiddag

Alle tre Brødre skal som sædvanlig om Søndagen ud at dinere hos de gamle Birkerødder paa Frederiksberg. -

Md. Laurvik staar lige inden for Døren til Entreen. Hun er i Overtøj: mørkeblaa Fløjls Kapothat med Fjer, Blomster og Slør; brun Kaabe af "presset" Plys med en hist og her noget svagtbehaaret Skindkant; sorte, farvede Handsker og en broget Silke-en-tout-cas med Ravhaandtag.

Georg sidder tankefuld i en Lænestol.

Man har afsluttet en Samtale, og Madammen er ved at fortrække.

Pause.

Mdm. LAURVIK
(ser ydmygt-indtrængende hen paa "Svigersønnen", medens hun tørrer Næse og Øjne med et skinnende, nystrøget Lommetørklæde, der ogsaa synes at være stivet, i den Grad strutter og skratter det).

Ja, saa Adjøs, Hr. Grossere ...! Saa si'er jeg altsaa til lille Mathilde, a' Di vil tænke, og sæl tale med hinner ...

GEORG
(nikker afsluttende).

Ja, ja!

Mdm. LAURVIK
(i ny Graad).

Ja, for hun kan da junte bli'e ved aa gaa derhenne i Forretningen, naar det nu begynder aa ka' ses!

GEORG
(lidt utaalmodig).

Nej, naturligvis! det har jeg jo forklaret Dem!

279
Mdm. LAURVIK
(duver undskyldende).

Jo, jo! ... Men man er jo da hinners Mo'r ... Og hun sitter saamænd hjemme i Stuen i Dag, det er Søndag og er'nte til at faa uden for en Dør ...

GEORG
(løfter Hovedet).

Hum ... Er det hende, der har sendt Dem herhen?

Mdm. LAURVIK
(vifter afværgende med Lommetørklædet som med et Parlamentærflag).

Hinner, Hr. Grossere? Nej saa kender Di ikke Mathilde: Hun vilde før ta' Livet a' sig! ... Nej, jeg sa'e, jeg gik i Kirke ... Og saa gik jeg herop.

GEORG.

Ja ...

Mdm. LAURVIK
(bruger Lommetørklædet).

Men jeg sa'e da rigtig til hinner i Gaar, da vi spiste til Aftens: Grosseren sa'e jeg, er et Menneske med Hjerte, Mathilde, sa'e jeg, et Hædersmenneske! aa han vil ikke ha' brungen no'en i Ulykke ...! Vi sitter Dem saa højt, Hr. Grossere, baade jeg og min Datter ...

Entréklokken ringer.

GEORG
(rejser sig befriet).

Det er min Broder! - Nu maa De vist helst gaa, Fru Laurvik . . . (Hen til hende. Klapper nervøst hendes Haand:) Jeg skal nok gøre, hvad der kan gøres ... Mathilde er en god Pige ... Sig hende det ... Og trøst hende ... Jeg skriver til hende en af de første Dage ... Barnet er jo dog mit!

Mdm. LAURVIK
(griber hans Hænder. I Ekstase).

Di er et dejligt Menneske, Hr. Grossere!

Det ringer igen.

GEORG
(skubber hende blidt hen mod Døren).

Ja vel saa !

Mdm. LAURVIK
(trækker Sløret ned).

Adjøs, Hr. Grossere! ... Og Gu-i velsigne Dem ! (Idet hun forlader Værelset, ser hun sig om med et lysende Blik:) Ork ja, her ha'de vi det saa montert sidst! Begge ud i Entréen. Døren derude aabnes, og man hører

BENJAMIN
(raabe).

Hov, hov! ... Men Linde, Linde dog; skal De ikke hilse ordentlig paa mig? Brødrene ind.

BENJAMIN.

Hva' Fanden stak Antikviteusen? Du har da ikke været nærgaaende?

GEORG
(irritabel).

Vrøvl !

BENJAMIN
(sætter sig).

Hvad vilde hun her?

280
GEORG.

Hum ...

BENJAMIN.

Penge?

GEORG.

Næi ...

BENJAMIN.

Ja, hva' da, hva' da? Noget uregelmæssigt var der sgu ved hende!

GEORG
(lige foran ham).

Mathilde er frugtsommelig!

BENJAMIN
(slaar uvilkaarlig Kors for sig).

Tak, Skæbne! ... Hvordan Fanden har I dog baaret Jer ad!

GEORG
(ikke uden dansk Humør).

Tja-a, hvordan bær man sig ad?

BENJAMIN.

Man caverer sig, gamle!

GEORG
(op og ned ad Gulvet).

Hun er helt ude af sig selv!

BENJAMIN
(med advarende Fingre).

Hold nu Ørene stive, lille Georg!

GEORG.

Hun har sendt mig nogle Breve fulde af Jammer og Elendighed ...

BENJAMIN.

Begribeligvis! ... Og da det ikke syntes at hjælpe, sender hun sin sønderknuste Moder!

GEORG
(stødt).

Aldeles ikke! Hun véd slet ikke af, at Fru Laurvik ...

BENJAMIN
(roligt afbrydende).

Madam Laurvik ...

GEORG
(uforstaaende).

Hva'?

BENJAMIN.

Madam Laurvik, sa'e jeg! ... Hun er jo ikke til Stede!

GEORG
(hidsig).

Aa, Du med dine Vittigheder!

BENJAMIN.

Hvad har Du i Sinde at stille op med Pigebarnet?

GEORG
(uvis).

Ja-a ...

BENJAMIN.

Send hende paa Landet til Affæren er overstaaet. - Der er saa rart ude.

GEORG.

Jamen Barnet! Det er jo dog mit!

BENJAMIN
(skeptisk).

Un-naa-aa ...

GEORG
(imod ham).

Maa jeg bede Dig tale med Respekt om ... om ...

BENJAMIN
(tager ham haardt i Armen).

Menneske, Du er da vel ikke gal!

GEORG.

Det er mig, der har bragt Pigen i Ulykke!

BENJAMIN.

Aa, hun er vist ikke saa vanskelig at ...

GEORG
(hidsig).

Jo, netop!

281
BENJAMIN.

Naa! Ogsaa det!

Pause.

BENJAMIN
(indtrængende).

Hør, Georg, forsøg nu paa at lade være med at være hysterisk! - Hvad har Du tænkt Dig, at ...

GEORG.

Et Menneske maa svare til sine Handlinger!

BENJAMIN
(utaalmodig).

Aar-r ...!

GEORG
(gentager).

Og det er mig, der har bragt hende i Ulykke!

BENJAMIN.

Du kunde jo ogsaa kalde det "Lykke", da det nu en Gang er Kvindens Bestemmelse at blive Moder!

GEORG.

Sludder!

Pause.

BENJAMIN
(ser skarpt paa ham).

Vil Du gifte Dig med denne ... Gretchen?

GEORG
(kort).

Maaske!

BENJAMIN.

Og Antikviteusen? Vil Du ta' hende i Huset som Anstandsdame?

GEORG
(hidsig).

Du holder jo ogsaa selv meget af Fru Laurvik!

BENJAMIN.

Holder af ...? Holder af ...? - Jeg "holder ogsaa af" at gaa i Zoologisk Have!

Pause.

GEORG
(stiver sig op).

Mathilde er en rigtig net og ... og præsentabel ung Pige!

BENJAMIN.

Tja-e!

GEORG.

Hvorfor skulde jeg saa ikke kunne gifte mig med hende?

BENJAMIN.

Næ-æ!

GEORG
(stamper i Gulvet).

Ja, saa kom da med en Grund!

BENJAMIN
(tøvende).

En Grund ...

GEORG.

Ja! Ja! Ja!

BENJAMIN
(vrider sig).

Hun er ... Hun er Dig utro! Er Du saa tilfreds!

GEORG.

"Utro" ? ... Haa! ... Sludder! ... Med hvem skulde det være! Med den gamle Hanhund af en Principal maaske?

BENJAMIN
(vrider sig).

Nej . . . (Ser ham stift i Øjnene:) , med mig!

GEORG
(et Skridt tilbage).

Med ....? Er Du gal ...!

282
BENJAMIN
(fattet).

Med mig, ja! - Er Du saa maaske kureret, dit sentimentale Spektakel!

Det ringer.

GEORG
(hurtig, nervøst).

Det er Find! ... Ikke et Ord om Historien, naar han er til Stede!

BENJAMIN.

Aa-aa, han er vist temmelig vel bevan ...

GEORG.

Jamen, jeg vil ikke ha', at ...

BENJAMIN.

Godt, saa tier vi!

GEORG
(ud at lukke op).
BENJAMIN
(strækker Armene i Vejret og virrer med Hovedet).

Puh-h ! Det svage Køn!

GEORG og FIND
(ind).

Find er i Overtøj: langskødet Figurfrakke, bredskygget, blød Filthat med Regnsamler, Lakstøvler og sølvknappet Stok. Han kommer i denne pyntelige Udhaling fra en Formiddagstur paa Langelinie. Thi ganske vist skal vi Mennesker dø; men nu er man her en Gang!

BENJAMIN.

Goddag, Digterling! Hvordan har den lille Muse det?

FIND
(uden at lade sig afficere).

Gaar vi?

GEORG.

Ja.

FIND
(hen foran Spejlet og stryger Tagskægget godt frem i Tindingerne).

Har I set sidste Nummer af "Hellebarden".

GEORG.

Nej ...

BENJAMIN.

Har Du deri maaske paa ny lakseret?

FIND
(fremdeles uforstyrrelig).

Vi reducerer Gøthe, Schiller, Byron og Shakespeare totalt in absurdum! Glansbilledliteratur! Guvernantedigtning! Intet Blod! Ingen Perversitet!

BENJAMIN
(bøjer sig for ham og gør Korsets Tegn).

Gud velsigne Ungdommen!

GEORG.

Kom saa!

Alle ud.

FJERDE AFDELING

Stadig væk samme Stue. Aften. Tændt Lampe. -

Paa Vejen hjem i Gaar fra de gamles Diné (Sødsuppe og Oksesteg) har Georg og Benjamin faaet talt ud. (Find residerer endnu paa et faderligt Kvistkammer og forstyrrede dem derfor ikke ved sin Nærværelse.) - Georg lod sig overbevise og har nu slaaet enhver Tanke om Kopulation med Mathilde af Hovedet. Han laster ikke hendes Adfærd, Gudbevares! Og han laster ejheller sin Broders: Vi have jo alle Tilgivelse behov! - Og, stricte taget! Skulde han tale rent ud af Posen (hvad man i Parentes aldrig bør!), saa maatte han i Grunden indrømme, at han er ganske tilfreds med Sagens Vending. - 283 I Dag er det Mandag. Klokken er over Fyraften. Om et Øjeblik vil den skønne Synderinde indfinde sig budsendt af en Kioskdreng. Og har han da, Georg, besluttet at forhandle med hende roligt, nøgternt og overlegent.

Det vil sige: han nærer et stille Haab om, at disse Sjælstilstande vil indtræde, alt som Samtalen skrider frem; thi for Nærværende stikker hans otteogtrediveaarige Hjerte ham dybt i hans Bukser.

Det er sandelig ejheller saadan at staa paa Randen af et "Opgør"? -

Og saa er der jo ogsaa det med Barnet!

Hvis det da er hans . . .

Ganske blottet for Samvittighed er han jo nemlig ikke, Manden.

Man erindre sig, at han er født i Rudkøbing!

ENTRÉKLOKKEN RINGER
(svagt, sønderknust, næppe hørligt).
GEORG
(svælger med Besvær et eller andet mystisk, der længe har siddet ham i Halsen. Skyder derpaa Skuldrene energisk i Vejret og gaar ud at aabne).

- God Aften, Georg ... -- God Aften, Mathilde ... (Svælger en Restbeholdning:) Værsgod og kom indenfor!

MATHILDE
(ind. Høj, velskabt og med Slør for Ansigtet).
GEORG
(galant, som hint historiske Pindsvin).

Maa jeg ikke hjælpe Dig Kaaben af?

MATHILDE
(sædelig).

Nej Tak. Jeg gaar straks igen. Mo'r véd ikke, at jeg er her.

Pause.

GEORG
(grebet af let Vanvid).

Du ... Du fik altsaa mit Brev?

MATHILDE.

Ja ...

GEORG
(idiot).

Hihihi ... høhøhø ... ja-æ-ja, det ser jeg jo for Resten! ... Værsgod at ta' Plads!

MATHILDE
(imod ham. Med en Reminiscens fra "Familiejournalen").

Aa, Georg! Min eneste Ven! Forlad mig ikke!

GEORG
(pludselig roligere).

Sæt Dig, Mathilde . . . (Ruller en Stol frem.)

MATHILDE
(synker om i Stolen. Haler Sløret op og forsøger at hulke).
GEORG
(igen noget famlende).

Ja ... ja det er jo ikke saa nemt ...

MATHILDE
(med Lommetørklæde).

Aa Gud, nej! ... hvad vil de dog sige henne i Forretningen!

GEORG
(stiver sig op).

Ja ... ja det var nu egentlig ikke det, jeg mente ... Jeg ...

MATHILDE
(lydhør).

Du ser saa underlig ud ...?

GEORG.

Synes Du det er saa (svælger:) ... er saa underligt?

MATHILDE
(med nedslagne Øjne).

Nej ...

Pause.

GEORG
(stiver sig op paa ny).

Ja vi skulde vel tale sammen ...

284
MATHILDE.

Ja ...

GEORG.

Hvornaar ... æ ... hvornaar ... ø ... følte Du det?

MATHILDE
(blufærdig).

Det er allerede et Par Maaneder siden ...

GEORG.

Hum ... og Du har ikke talt om det før ...

MATHILDE.

Jeg haabede jo ... (Med et nyt Forsøg paa at hulke:) Aa, Georg, jeg har været saa ulykkelig!

GEORG
(ligesom modigere).

Da synes jeg dog ... forleden paa min Fødselsdag ...

MATHILDE.

Det var for din Skyld, Georg! ... Det var for ikke at ødelægge Dagen for Dig!

GEORG
(stiver sig ganske overvældende op. Det maa jo dog ha' en Ende!).

Er Du ... er Du vis paa, at Barnet er mit?

MATHILDE
(stirrer et Øjeblik vildt paa ham og hugger derpaa Hænderne for Ansigtet).

Aa Gud, aa Gud! og det si'er Du til mig!

GEORG
(ikke ganske Situationens Herre).

Min Broder . . . min Broder fortæller ...

MATHILDE
(løfter hurtigt Hovedet og ser ondt paa ham uden Gnist af vaadt i Øjnene).

Hva'forno'et ...? Hva' mener Du?

GEORG
(sentimental).

At Du kunde gøre det, Mathilde ...

MATHILDE
(haardt).

Hva'forno'et, si'er jeg?

GEORG.

Og vi to, der har haft det saa hyggeligt sammen ...!

MATHILDE
(lukket).

Jeg forstaar ikke, hva' det er, Du sidder dér og vrøvler a' Dig!

GEORG.

Naa-aa, Du forst ...

MATHILDE.

Vil Du maaske sludre Dig fra 'et a'? Er det det, Du vil?

GEORG
(lægger manende en Haand paa hendes Arm).

Min Broder har jo selv fortalt mig det, Mathilde ...

MATHILDE
(kovender, da der jo øjensynlig er vinket af, og slaar paa ny Hænderne for Ansigtet).

Aa Georg, Georg! ... hva' maa Du dog tro om mig ...

GEORG
(god).

Saa, saa, lille Ven! - Naturligvis skal vi nok ...

MATHILDE
(fælder i sin Kvide uforfalskede Taarer).

Jeg har jo fortrudt det ... mange Gange ... Jeg véd jo godt ... at det er forfærdeligt ... Og Du, der altid har været saa skikkelig ... Men han var jo saa ... Han kom ...

285
GEORG
(hurtigt).

Ja, ja! Jeg bryder mig ikke om Forklaringer, Mathilde.

MATHILDE
(stadig sønderknust).

Jo-o, Du skal høre det ... Jeg vil bekende for Dig ... Det skylder jeg Dig ... Hva' maa Du ellers tro om mig ...! Han var jo saa ulykkelig ... Han ha'de ingen Glæde i Verden, sa'e han ... Livet var saa sørgeligt ...! Og saa ... og saa ... Han er jo saa kær ... saa barnlig ... Og jeg har altid holdt saa meget a' ham ...

GEORG
(hvis Haarrester lidt efter lidt har rejst sig og nu staar som Naalene paa en Ædelgran).

Af hvem . . .? Af hvem . . .?

MATHILDE.

Af Find, naturligvis ... Han ...

GEORG

dam). Find!?

MATHILDE
(tager Hænderne fra Ansigtet).

Ja ...

GEORG
(gentager).

Find!?

MATHILDE
(pikeret).

Ja!

GEORG.

Find! ... Nej hør, véd Du nu hvad, Mathilde! ... Kihi ... ha ! ... pruu ! . . . kihi . . . ! (Brister pludseligt ud i en skogrende Latter:) Find! ... Findemand! (Synker udmattet om i en Stol.) Find!

MATHILDE
(fornærmet).

Ja, hva' er der ved det?

GEORG
(ler. Ler ustandseligt. Det er jo nemlig ikke blot den nærværende Situations Humor, der er gaaet op for ham; men i hans noget enge Rudkøbing-Hjerne begynder der ligesom at dæmre en lille kildrende Forstaaelse af den hele dybe, højtidelige og alvorsfulde Menneske-Tilværelses himmelrevnende Komik).

Jamen ... jamen Mathilde ... hirr, hirr, hirr! jamen, Du har jo ogsaa ... kihi-hiii! Du har jo ogsaa ... hirr, hirr! Benjamin har jo ogsaa ... aa Gud, aa Gud, aa Gud! Det var jo Benjamin, der fortalte mig ... prut, hiii! Du har jo ogsaa haft med Benjamin at gøre!

MATHILDE
(vender Ansigtet bort).
GEORG.

Hva' ...?

MATHILDE
(tier).
GEORG.

Ikke ... ? Har Du ikke ... ?

MATHILDE
(blufærdigt).

Jo-o ...

Tæppe.

286
287

ANE-MARIE
(1900)

288
289

AGERENDE

  • Ane-Marie.
  • Søren.
  • Mads.

FØRSTE AFDELING

Lolland. Aften i September.

Solen hænger nede bag Pilene; og Duggen er begyndt at falde.

Søren Jeppesen og hans ægteviede Hustru Ane-Marie Nielsdatter er ved at køre Aarets sidste Læs Sæd hjem. Det har været en vaad Sommer, og man har maattet nappe Kornet mellem Bygerne. Men nu kan man da Gu'sketak se Enden.-

De to smaa, brune, langhaarede Heste foran Pindevognen staar og luder tungt med Hovederne mod Jorden. Af og til stikker de Mulerne ned mellem Stubbene og snuser efter for om muligt at finde et Aks. Men de snuser forgæves; for Ane-Marie lader ikke det mindste Straa ligge; vil det ikke hænge ved Riven, bøjer hun sig og plukker det op med Fingrene. Marken ser noget nær ud, som var den kæmmet med Tætkam. -

Dybere og dybere synker Solen. Hestene og Kornlæssets Skygger bliver lange og magre. Himlen mod Vest staar i Brand; og Piletræernes kuplede Kroner tegner sig imod den som store, sorte Kugler, der stille vugger for Vinden.

Oppe paa Læsset ligger Søren Jeppesen og hviler med hele sin Vægt langs ad Læstræet for at tvinge det ned. Og for Enden af Vognen staar Ane-Marie og haler med begge Hænder i Rebet, som fra Vognbunden er slaaet to Gange op om Træet: Sju! Sju! stønner hun og haler til og synker rykvis i Knæene, alt som Tovet strammes.

-- Nok et Tav ! (kommanderer Søren.)

Og Ane retter sig, svøber Rebet et Par Gange om højre Haand og haler atter til.

-- Bind saa! (lyder det fra Manden.)

Og hun danner med kyndige Fingre en Rendeknude og knytter.

- Vil Du age med hjem?

- Næ-i ...

Sindigt stikker hun Tømmerne fast mellem Forkens Grene og rækker ham dem. Saa faar han ogsaa Riven rakt op. Og saa kører han.

Fod for Fod skrumpler Hestene fremad over den nøgne Stubmark ned mod Gaarden. - Solen er forsvunden. Himlen er nu bleggul med en svag gyldenrød Tone nederst nede. Dæmringen skrider frem; og Poplernes Blade rasler i Aftenvinden.

Ane-Marie løfter Hovedet paa Skraa og kigger efter en Flok Vildgæs, som flyver knortende af Sted højt oppe. Saa banker hun lidt Jord og Grus ud af sin ene Træsko; visker Næsen med Bagen af sin Haand og følger langsomt efter Vognen. 290Søren er naaet hjem. Han staar nu og stænger Ladeporten. Kornlæsset er sat ind paa Laden, da det baade er blevet for sent og for mørkt til at læsse det af i Aften.

Tværs over Gaardspladsen stolprer Hestene tungt af Sted hen mod Vandingstruget. De jager Mulerne dybt ned deri, pruster et Par Gange med vidtopspilede Næsebor og suger derpaa begærligt Vandet til sig. - Saa løfter de samtidig Hovederne og ser frem mod Søren, der kommer klaprende paa sine Træsko over Stenbroen:

- Naa! Ka' I bli'e færdi'e! (siger han).

Og Dyrene gør trevent omkring og sjokker videre ad Stalden til. -

I det samme drejer Ane-Marie ind ad Gaardporten, hvor Lænkehunden ligger og blinker søvnigt foran sit Hul i Muren.

Hun og Søren passerer tæt forbi hinanden, strejfer næsten hinandens Klæder. Men de ser ikke til hinanden og taler ikke. - Han gaar ind i Stalden bag efter Hestene, og hun gaar hen langs Vaaningshuset til Køkkendøren. -

Det er næsten ganske mørkt. Kun de hvide Huslænger lyser svagt. Og paa det lille Stykke Himmel over Gaardspladsen blinker Stjernerne frem.

ANDEN AFDELING

Inde i Stuen.

Fire nøgne, hvidkalkede Vægge. Under Vinduerne ud mod Gaarden en Bænk med et umalet Fyrretræs Bord foran. Ved den modsatte Væg en bred Alkoveseng med blaastribet Sjirtingsforhæng og vældige Dyner. - Stengulv. Bilæggerovn. En rødmalet Dragkiste. Og et Par Træstole.

Der er mørkt i Stuen. Men man ser Omridsene af en Mands Hovede og Skuldre tegne sig mod Vinduernes lysere Felter.

Det er Søren, der sidder og venter paa sin "Nad're". Han sidder sammensunken med Armene hvilende mod Bordpladen. Af og til rører han lidt paa sig, og hans sømbeslaaede Træsko skurer da med en knasende Lyd mod Stengulvets grove Sand. - Gennem en Sprække i Døren ud til Køkkenet falder en spinkel Lysstribe hen over Alkovens Forhæng.

Efter en Stund at have siddet og nikket, som om han smaablundede, drejer Søren langsomt Hovedet om i Retning af Lysstriben:

-- Kommer Du? (siger han.)

Ingen svarer.

Men lidt efter bliver Døren skubbet op, og Ane-Marie kommer ind med et stort Lerfad i Hænderne. - Hun sætter Fadet fra sig paa Bordet og gaar saa tilbage ud i Køkkenet og henter Lampen, en lille, kluntet Petroleumslampe paa Fod, men uden Kuppel:

-- Aa, jajaja! (gaber Søren og strækker sig forventningsfuld.)

Saa letter han lidt paa sig om mod Væggen og løfter en Træske ud af en sort Læderstrop, som sidder fastsømmet oppe mellem Vinduerne. - Der sidder ganske vist to Skeer, men det falder ham aldrig med en Tanke ind at tage den anden ned samtidig. Ane-Marie maa selv om at hente sin. Hvad hun synes at finde fuldstændig i sin Orden.

Saa tager hun en Stol og sætter sig ved den anden Side af Bordet lige over for Manden. Og saa begynder de at spise.

Søren har trukket Fadet nærmest over mod sig; saa Ane maa række sig godt og næsten løfte sig i Sædet, hver Gang hun henter en Mundfuld.

Det er Mælkegrød, de spiser. Mælken er varm. Men Grøden er serveret i store, haarde, iskolde Klumper.

Langsomt og slubrende kører de Føden i sig. Og der mæles ikke et Ord imellem dem.

Lyset fra den lave, kuppelløse Lampe borer sig ind i deres Øjne. Luften i Stuen er kvælende lummer. Og Sveden sprækker frem paa Pande og Hals. Men de ænser det ikke. De æder bare . .

291
SØREN
(er en stor, kraftig, bredskuldret Mand med sort, kruset Haar og Skæg. Hans Ansigt, Hals og Hænder er rødskjoldede af Sol og Vejr. Og bag hans uknappede Skjorte skinner hans brungule, stærkt haarede Bryst frem).
ANE-MARIE
(er mindre og spinklere. Hun er rødhaaret og stærkt fregnet. Men hendes Hud er lys og klar. Og hendes store, blaagraa Øjne er snare og agtpaagivende. Hendes Mund er bred og smallæbet med smaa, spidse, men skinnende hvide Tænder. - Hun er omtrent jævnaldrende med Manden, et Par og fyrre; men hun ser yngre ud).

Da Søren for syv Aar siden giftede sig med hende, stak alle Nabolagets Smaakvinder Hovederne sammen over deres Kaffekopper og korsede sig. Ikke saa meget fordi Ane-Marie var en fattig Tøs, medens Søren sad med Jord og Sted - for det blev nærmest hans egen Sag! Men hun havde jo, Pigebarnet, lige siden et halvt Aar efter sin Konfirmation været som et rygende Forargelsens Tegn for hele Egnen!

Hun var kommen til Verden med for stort et Hjerte. Ingen kunde hun nægte noget. Og som Bier om en Mjødurt, summede Karlfolket om hende.

Og det bliver jo naturligvis i Længden lidt kedeligt at se paa for de andre Markens Blomster. -

Men hvad der var endnu mere irriterende: Ane-Maries Børn døde!

Hun havde faaet fem; men hver Gang havde hun haft den Lykke at miste dem.

De døde for hende. Enten straks ved Fødselen; eller bare efter et Par Dages Forløb.

Og det er jo en uhyre Chance.

Pigelil efter Pigelil sad hen med deres Kærlighedspanter. Men naar Ane-Marie rejste sig fra sin Barselseng, var hun lige frank og fri og lige arbejdsfähig. Der var hverken Tale om Dit eller Dat, om Taarer, Amtstue eller Alimentationsbidrag. - Saa det var jo intet Under, at Pigen var efterspurgt.

Et Par Gange havde Misundelsen forsøgt at sværte hende; og der var bleven indledet retslig Undersøgelse. Men Ane havde klaret tappert fra sig: Børnene var døde en naturlig Død.

Og hun lo højt mod Sky med sine hvide Tænder. Hvornæst hun lagde ud paa en frisk

Men alt som Tiden led, led Aarene jo med; og Ane-Marie gled ind i Trediverne.

Saa var det, at Søren Jeppesen viste sig.

Han tonede først forsigtig frem i Horisonten; og Ane-Marie saa' ham an. Og øjeblikkelig tik hun Syn paa, at ham kunde der gøres noget ud af, nu hun var over Ungdommen.

Men Søren dukkede snart bort igen, skræmmet af Rygterne.

Ane-Marie smilede. Hun havde én Gang set hans Øjne paa nært Hold. Og hun tog ikke fejl!

Saa gjorde hun rent Bord og fejede for en Stund alle uvedkommende til Side.

Det holdt haardt, ikke mindst for hende selv; men hun gjorde det.

Og Søren Jeppesen tonede frem paa ny.

Ane lod ham skulke nærmere uden at tage mindste Notis af ham. Ja, hun begyndte endogsaa saa smaat at drive Hokuspokus med en anden.

Det hjalp! - Og en Aften, da hun "tilfældig" kom forbi Sørens Gaard, sprang han frem over sit Havedige og stillede sig i Vejen for hende.

- Ku' Du nu'nne dy Dig længer! (sagde hun.)

- Næi ... hæ!

Og fra den Stund af var de ofte sammen. -

Men der var ikke Tale om, at han kunde faa sin Vilje med hende; hun kendte sine Mandfolk nu! Og det meste af et Aar gik hen med Skærmydsler og Kraftprøver Parret imellem. - Saa endelig gav han sig over og tilbød at gifte hende.

Og nu havde hun, som sagt, været hans lovformelige Ægtehalvdel i syv Aar. -

Men Snakken holdt ikke op af den Grund. Snart hed det sig, at hun var "go'e Venner" med dent og snart med den. Dog, der var Ingen, der kunde sætte Fingeren durk paa Bylden og sige: dér, dér har vi hende!

Og Søren vogtede desuden paa hende "som en Smed". 292 Maaltidet er endt. Træskeerne er sat tilbage i deres Stropper og Grødfadet baaret ud.

SØREN
(ligger halvt henslængt paa Bænken og ryger sin Pibe).

Og

ANE-MARIE
(sidder tæt under Lampen og strikker).

Der er dødsensstille paa Gaarden. Maanen er staaet op. Og man hører en Ugle skogre og tude ude i Haven.

Klokken er godt paa Vej til ni. Og i den sidste halve Time er der ikke bleven mælet et Ord.

SØREN
(strækker sig gabende paa Bænken).

Ja . . . aa ja! Vi sku' vel ellers se aa komme i Dynerne.

ANE-MARIE
(med Strikketøjet, en lang, graablaa Hose).

Ja-a . . . Jeg vilde da ellers nok ha' lukket denne her Taa først.

SØREN
(svarer ikke).
ANE-MARIE
(strikker videre).

Pludselig hører man Porten knage paa sine Hængsler. Og i samme Nu sætter Lænkehunden i med at gø.

SØREN
(rejser sig).

Hvem Satan er det!

ANE-MARIE
(rolig).

Jeg ka'nne vi'e't ... Det er vel et Menneske.

En Skikkelse gaar forbi Vinduerne hen ad Køkkendøren til. Saa famler den sig frem gennem Køkkenet og kommer ind i Stuen.

Det er Mads Nielsen; Sørens gode Ven og Nabo. Ogsaa han er Gaardmand og boer en halv Mils Vej borte ovre paa den anden Side Lindelseskoven. - For Tiden er det ham, Rygtet sætter sammen med Ane.

SØREN (med et hurtigt Blik paa Konen, hos hvem ingen Bevægelse spores).

Naa, det er Dig, Mads ...

MADS

, Ja-a ... Go'avten i Stuen!

SØREN.

Go'avten ...

ANE-MARIE
(uden at løfte Hovedet).

Go'avten . . .

Pause.

Lænkehunden vedbliver at skælde ud.

MADS
(med en Drejning mod Vinduet).

Han er vagtsom.

SØREN.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Ja-a ... det er han jo til.

MADS.

Ja-a ... det er han vel ...

Pause.

ANE-MARIE.

Vil Du'nne sidde, Mads Nielsen ... Væsgod.

MADS
(sætter sig pa Bænken).

Ja-a, jeg sku' jo da ellers se og liste hjemad ...

SØREN
(med et Blink i Øjet).

Den gamle lider vel ikke aa ligge alene ... hæ?

MADS.

Hæ ...

ANE-MARIE.

Hæ ...

Mads Nielsen har giftet sig sin Gaard til. Han er et Par og tredive; og hans Kone godt op mod de tres.

293
SØREN
(tager en Kardus Tobak fra Vindueskarmen og stiller frem paa Bordet).
MADS
(banker sin Pibe ud paa Gulvet, stopper og tænder).
ANE-MARIE
(strikker).

Pause.

MADS.

Ja-a, jeg kom jo da ellers for aa spørre, om jeg saa ku' køre med Jer til Marked paa Fredav ...

SØREN.

Jo-o ... det ku' Du vel nok ...

MADS
(forklarende).

Mikkel Hjulmand sku' jo laane Bæsterne til sin Rugstub ...

SØREN
(atter med et Blink).

Ska' den gamle med?

MADS.

H-næi ... hun er sgu'nne til aa stavle op paa en Vogn længer. End si'e da køre to Mil ...!

SØREN.

Næi ... det er hun vel ikke ... Ligger hun?

MADS.

Ja-a ... Benene er jo saa tykke paa hin som et Par Sække ... Men Kæften ka' hun sgu bru'e!

SØREN.

Hæ ... ja, det er jo det sidste, di mister!

Pause.

MADS.

I fik vel saa Byggen ind?

SØREN.

Jo-o ...

MADS.

Ja, jeg tog jo mit det sidste i Søndavs.

SØREN.

Det gjor'e Du vel ...

MADS.

Ja-a jeg gjor'e ... Hva' Tid bli'er det saa paa Fredav?

SØREN.

Henad ti Slet vel ...

MADS
(rejser sig).

Naa ... Ja, saa lister jeg a' igen ...

SØREN.

Ska' det være ...?

MADS.

Jo-o, Klokken er jo manne ...

SØREN.

Ja-a ...

MADS
(rækker en slatten Haand).

Go'nat da.

SØREN.

Go'nat, Mads ...

MADS
(som ovenfor).

Go'nat, Ane-Marie.

ANE-MARIE
(rolig).

Go'nat ...

SØREN
(griner).

La' nu den gamle ligge i Fre', hører Du ... hæ!

MADS
(ser uvilkaarlig hen mod Ane).

Ja, Du har nemt ved aa sprekkelere for andre!

SØREN
(peger paa Konen. En Kende ondskabsfuld).

Du ku' li' aa laane hinne ... hva'?

ANE-MARIE
(løfter Hovedet fra Strikkehosen).

Naa, Søren, spil nu'nne Komeïje!

294
SØREN
(griner igen).

Hæ . . . !

MADS
(bøjer Ansigtet væk; og gaar uden videre Adjøs tilbage gennem Køkkenet, ud forbi Vinduerne til Gaarden og bort gennem Porten).

Lænkehunden er ved at sprække af Tjenesteiver, saalænge den kan høre hans Skridt ned ad Vejen.

Pause.

SØREN
(hænger Piben fra sig og begynder at trække af Klæderne - Puffer til Konen med Albuen).

Hæ ... hva'? ... Hæ, hæ ...!

ANE-MARIE
(rolig).

Aa-aa, Du med dit!

SØREN.

Hæ, hæ ...! - Det er ellers skra-alt nok for ham med den gamle Kanarifugl!

ANE-MARIE.

Han har jo da faaet Gaarden!

SØREN.

Ja-a ...

Pause.

SØREN
(der nu er afklædt, slaar den uhyre Overdyne til Side og kryber i Seng).
ANE-MARIE
(pusler rundt i Stuen. Hun har faaet sat Taa paa Hosen).

Rikke Jensens var her indenfor i Middavs ...

SØREN
(fra Sengen).

Hum . . .

ANE-MARIE
(begynder at klæde sig af).

Hun vilde gerne ha' den halle Skæppe Katøfler ...

SØREN.

Saa la' hinne faa dem ... Men hun ska' sgu sæl grave dem op!

ANE-MARIE
(haler Strømperne af efter at have blæst Lampen ud).
SØREN
(gaber).

Aa, jajaja ... Aa-aa Gu' ja ...!

ANE-MARIE
(op i Sengen; entrer tværs over Manden og lægger sig paa sin Plads langs Væggen).

Pause.

SØREN.

Vi sku' vel ha' di Blommer ned til Degnens ...

ANE-MARIE.

Dem plukker jeg i Maaren ...

Langvarig Pause.

SØREN
(begynder at hygge sig i Sengevarmen).

Ane . . .

ANE-MARIE
(giver intet Livstegn).
SØREN
(højere).

Ane ...

ANE-MARIE
(fremdeles stum).

Ane, for Satan!

ANE-MARIE
(søvnig-arrig).

Ja! ... Ka' Du'nne la' mig sove!

SØREN
(griber fat i hende).

Sludder . . . !

Maanen, der nu er naaet op over Ladelængen, titter ind gennem Vinduerne og fylder Stuen med et poetisk Lys.

295

TREDJE AFDELING

Gaardspladsen. -

Fredag, Markedsdagen.

Fjedervognen med de to smaa brune for holder for Døren.

Det er Solskin med frisk Blæst.

Søren og Mads staar i Kisteklæderne ved Siden af Køretøjet og bakker af deres Piber.

MADS
(slaar med Pibespidsen hen mod Vognen).

Ska' der kun ét Sæde i?

SØREN.

Næi ...

MADS.

Hum ...

SØREN.

Vi har Ane mellem vos ... Det ta'er Du vel 'nde fortry'elig op, hæ?

MADS
(gemmer Øjnene bort).

Næi . . .

SØREN
(lunt).

Hæ, hæ! -- (Raaber mod Døren:) Kommer Du saa?

ANE-MARIE
(inde i Huset).

Ja, jo! nu er jeg her! (Frem. Hun er i Stadsen: graablaa Hvergarnskjole, skrigende "fransk Sjal", brune Traadhandsker og en mærkelig lille, fladtrykt "Konehat" af sort Fløjl, med gule, røde og blaa Blomster. - Straks hun faar Øje paa Vognen, siger hun:) Ska' vi'nne ha' fler end som én Agestol?

SØREN.

Næi ...

ANE-MARIE.

Jamen vi har jo da to!

SØREN.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Og naar vi nu ska' til Bys, saa ...

SØREN
(vrippen).

Jeg vil nu'nne ha' fler end som én i, si'er jeg! - Sid saa op!

MADS
(lister sig stiltiende op og sætter sig længst til venstre paa Sædet).
SØREN.

Saa Du, Ane!

ANE-MARIE.

Jamen Døren ...

SØREN.

Den ska' jeg nok lukke ...

ANE-MARIE
(kravler med Besvær op i Vognen. Ingen hjælper hende).
SØREN
(sætter en mægtig Hængelaas for Døren og stopper derefter Nøglen op i Tagskægget).
ANE-MARIE
(hurtigt).

Jeg har glemt mit Lommetørklæde!

SØREN.

Satans osse ...! Saa hent det!

ANE-MARIE
(ned af Vognen; fisker Nøglen frem og gaar ind i Huset. - Ud igen og laaser).
SØREN.

Ka' Du kumme Dig ...

ANE-MARIE.

Jo, jo! (Begynder at kravle op.) Du ku' sgu da aa gerne hjælpe, Søren!

296
SØREN
(lægger en flad Haand paa hver Side af hendes Bagdel og skyder til. - Med et Grin op til Mads).

Hun har sgu Rompekyd for Pengene ... hæ, hæ!

MADS.

Hæ ...!

SØREN
(kryber derpaa selv op).

Man kommer til Sæde: Mads til venstre, Søren til højre, og Ane-Marie i Midten. Hun sidder noget ubekvemt kilet ind imellem dem, halvt oppe paa hver af Sidemændenes Ben.

ANE-MARIE
(vrikker med Bagkroppen for at komme ned paa Sædet).

Du ku' sgu da aa gerne ha' smidt den anden Agestol paa med, Søren!

SØREN
(lidt ondskabsfuld).

Hæ, hæ ...! Hvorfor er Du saa bredfimpet!

MADS
(mæglende).

Naar vi først har kørt lidt, Ane, saa ryster vi nok sammen ...

SØREN.

Gu' gør vi saa, ja! (samler Tømmerne:) Naa, brune! ... Tjø, tjø! ... Saa ka' vi ...!

Hestene sætter sig i Bevægelse, og Vognen skumpler hen over Brostenene og ud gennem Porten.

Lænkehunden raser som en vanvittig

Portfløjene bliver staaende aaben.

FJERDE AFDELING

Udturen.

Den første Mils Vej er der ingen, der taler.

Et Par Gange banker Mads og Søren Piberne ud, stopper og tænder.

Langsomt og sindigt rumler Køretøjet af Sted ad de pilehegnede Veje. Solen skinner varmt, og Blæsten jager Støvet op i store, tætte Skyer. -

Saa standser Søren pludselig Hestene. Mandfolkene skal af paa Naturens Vegne.

Da Forretningen er besørget, siger

SØREN.

Ska' du'nne ned med det samme, Ane? ANE. Næi ...

SØREN.

Ja, jeg holder sgunne tiere, a' Du véd det ...

ANE-MARIE.

Næi ... kør kun Du ...

Og saa køres der. - -

Da man er naaet frem til en halv Mils Vej fra Købstaden, peger

MADS (med sin Pibe ind mod et Gab mellem to Pile). Der er Kirken. . .

ANE-MARIE.

Ja-a ...

297
SØREN.

Ja-a ... der er hun. - Hun syner længer væk end som vor.

MADS.

Ja-a ...

ANE-MARIE.

Vor har jo ingen Taarn heller ...

MADS.

Næi, vor har jo ingen Taarn ...

SØREN.

Næi, det er jo kun Købstadkirker, der har Taarn ...

ANE-MARIE.

Ja-a ...

MADS.

Ja-a ... det æ det ...

Vognen ruller videre.

Punktum og Tankestreg.

FEMTE AFDELING

Markedet. -

Fire smaa Timer har man været om at køre de to Mil.

Hestene er sat ind hos Købmanden. Og Mads, Søren og Ane sjokker nu rundt i Byen og ser paa Sagerne.

Oppe paa Raadhustorvet drejer en flunkende, nymalet Karrusel rundt.

Den staar de tavs og glor paa i stive tre Kvarter. -

Ved Siden af Karrusellen forevises: En levendes Havfrue, fanget af Barken Vilhelmine i Nordsøen. - Udraaberen foran Teltdøren er sorteblaa i Ansigtet af at skrige:

- Ti Øre, mine Herskaber! Kun ti Øre!

ANE-MARIE
(trækker Søren i Ærmet).

Ska' vi'nne gaa ind og se hinde, Søren ...

SØREN
(der har knusende Lyst).

Næi ... hva' ska' vi se paa det Skidt for ...

ANE-MARIE.

Jeg har aldri' set en Havfrue før ... Har Du, Mads ...?

MADS.

Næi ...

SØREN
(opofrende).

Ja, vi ka sgu godt gaa derind ...! (Til Ud-raberem) Vi er tre Personer her, ka' vi'nne daske ind for en Femogtyveøre ?

UDRAABEREN
(med en affabel Duvning)

: Passér ! (Vender sig mod Mængden:) Kun ti Øre!

SØREN
(gotter sig over de fem Øre sparet).

Hæ, hæ !

Selskabet gaar ind i Teltet.

Midt paa et Bord derinde ligger Havfruen. Hun er meget mager og meget rødnæset. Dertil er hun dybt nedringet med fremspringende Nøglebèn, nøgne, nubrede Arme og hvide Treknaps-Handsker. Paa det udslagne Haar bærer hun Tang. Og hun ender i en mægtig opadbøjet Papmaché-Fiskehale, der minder om et 298 Overflødighedshorn. Bordpladen er belagt med Spejlglas og skal forestille Verdenshavet. -

Teltet fyldes lidt efter lidt med skuelystne.

Udraaberen kommer ind og bliver

FOREVISER

: Dette enestaaende, vellykkede Eksemplar af Havfrueslægten er fanget den 24. Juli i Fjor af Barken Vilhelmine under en Storm i Nordsøen! De ser, mine Herskaber, at hun er halvt Fisk og halvt Menneske ...

SØREN.

Er hun levende?

FOREVISEREN.

Gu' er hun levende! (Til Havfruen:) Smil, Deres kongelige Højhed! Og vis samtidig det højtærede Publikum, hvorledes Di i Deres gyldne Frihedstid bar Dem ad med at kløve Havets Bølger!

HAVFRUEN
(smiler sløvt og tager Svømmetag).
FOREVISEREN.

Hun smiler! Hun bevæger de skønne Forlemmer ! Hun mindes ...

EN BONDEMAND.

Ka' hun snakke?

FOREVISEREN.

Talens almindelige Brug er hende ganske vist nægtet, min brave Agrar, idet hun er døvstum som Resten af hendes vaade Brødre! Men hun kan grynte ... Hør!

HAVFRUEN
(grynter).
FOREVISEREN

.... Og hun æder sine ti Pund Fisk om Dagen og føder levende Unger!.

EN UNGKARL.

Ka' vi'nne faa det aa se?

Fnisen.

FOREVISEREN.

Nej, mine ærede Herskaber, det kan Di ikke! Hendes Majestæt æder kun om Naten og føder kun, naar hun er i Havsnød!

SØREN.

Hendes Næse er no'et rød ...

FOREVISEREN.

De ser skarpt, min kære Herremand! Det er af Længsel efter sit rette Element! - (Til Havfruen :) Vil Deres kongelige Højhed behage at ringe af!

HAVFRUEN
(tager en liden Bordklokke, der staar skjult bag hendes Hale, og ringer med den).
FOREVISEREN
(begejstret).

Hvilken Dressur! - Forestillingen ...

ANE-MARIE.

Hvorfor har hun Handsker paa?

FOREVISEREN
(med et galant Buk).

Ædle Dame, fordi hendes Luffer ellers vilde indtørres af Luftens Aande og falde fra hinanden! - Forestillingen er forbi, mine Herskaber! 299 Publikum udenfor bliver utaalmodigt! Man stormer paa! Anbefal mig godhedsfuldt til Deres ærede Slægt og Bekendtere! - Kun ti Øre!

Han trækker Forhænget for Teltdøren til Side, og de skuelystne forsvinder. Havfruen napper skyndsomst en halv Bajer frem bag sin Hale og sætter den for Munden . . .

Mads, Søren og Ane-Marie sidder Side om Side nede i en Beværtningskælder og spiser.

De har taget sig hver en Portion stegte Aal á 20 Øre med Masser af Kartofler og Rugbrød til.

Vinduerne staar aabne og Markedsstøjen fylder Luften.

Glade Bønder tumler op og ned ad Kældertrappen for at læske deres Tørst.

Ogsaa Mads og Søren har stukket adskilligt Spiritus under Vesten. Deres Ansigter skinner og deres Bevægelser er blevet lidt ubeherskede. Madses Hænder forvilder sig af og til hen paa Ane-Maries Krop. Men Søren tager ingenlunde Anstød deraf. Han klukker bare godmodigt:

-- Hæ, hæ ! (Rusen har gjort ham liberal!).

ANE-MARIE
(sidder urørligt imellem dem og lader sig fingerere. Kun naar Tilnærmelserne bliver for nærgaaende, siger hun være sig til Manden eller Vennen):

Ka' Du dy Dig lidt!

Udenfor spiller Lirekasserne diverse Melodier.

SØREN
(der er færdig med Aalen).

Ska' vi ta' en Saapken til?

MADS.

Ja-a ... en Pons!

SØREN.

Vil Du aa ha' en Pons, Ane?

ANE-MARIE.

Næi ... jeg vil kun ha' Kaffe. - Ka' Du dy Dig, Mads!

SØREN
(morer sig).

Hæ, hæ! ... Hva' Fa'en, Kælling, det ka' sgu da'nne ska'e Dig!

MADS
(griner).

Hi, hi! ... (Prøver igen.) Hun er saa krilrekødet!

ANE-MARIE
(slænger hans Haand væk).

Pas Dig sæl . . .

SØREN
(raaber ud i Lokalet).

To Pons aa en Kaffe!

VÆRTEN.

Javel!

Punsen (sort Kaffe med Rom) og Kaffen serveres.

Aften. -

Søren, Mads og Ane kommer ind i Købmandens Butik.

Mandfolkene er nu temmelig berusede; og Ane-Marie har for Sikkerheds Skyld taget en under hver Arm.

SØREN
(tykt Mæle. Skyder Brystet frem).

Vil Di spænde ... fo' min ... vomin ... fo' min Vogn!

SVENDEN.

Skal Di allerede hjem, Søren Jeppesen?

SØREN
(med bred Gestus af den frie Arm).

I-ja ! -- (Til Ane:) Hva' Fa'en staar Du aa river i mig for ...? Slip! (Slider for at komme løs.)

ANE-MARIE
(formanende).

Søren, Søren!

300
MADS
(griner fjollet).

Hl, Hi ...! (Den ene af hans Arme, Ane-Marie har fat i, hænger slapt ned imellem dem. Men pludselig begynder dens Fingre at famle ved hendes Ben.)

ANE-MARIE
(ryster ham).

Ka' Du dy Dig!

SVENDEN
(tager Flaske og Glas fra Bagdisken).

Skal det ikke være en lille Afskedsdram, mine Herrer?

ANE-MARIE
(med et energisk Øjekast).

Nej! ... her drikkes ikke mere for i Dav!

Sætter sig, stadig med Mandfolkene under Armen, ned paa en Bænk.

SVENDEN
(raaber ud af Gaarddøren).

Søren Jeppesens Vogn skal spændes for!

SØREN
(paa Bænken. Nikker determineret).

Det er li'e hva' den ska', ja?

ANE-MARIE
(til Svenden).

Har Di brungen Sagerne ud?

SVENDEN.

Jo, lille Madam, all er right?

Mandfolkene paa Bænken synker mere og mere sammen i Selvfordybelse. Men Ane-Marie sidder agtpaagivende og strunk.

Saa meldes der, at Køretøjet er i Orden.

ANE-MARIE
(rusker).

Vognen æ der, Søren ...

SØREN
(løfter Hovedet).

Hva' si'er Du, min Pi'e ...

ANE-MARIE.

Vognen æ der!

SØREN.

Naa, æ den det ...

ANE-MARIE
(rusker i Mads, rejser sig og stiver af Sted ud i Gaarden med Kavalererne).

Ved Gaardskarlens Hjælp bringes man til Sæde i den gamle Orden: Søren til højre, Mads til venstre og Ane i Midten.

En tændt Lygte er fastbundet ude paa Enden af Vognstangen.

SØREN
(strammer Linerne).

Saa rejser vi!

Og man ruller frem gennem Porten og ud gennem Byen. -

Paa Torvet og i Gaderne er der Liv og Trængsel. Folk ler, synger og raaber. Der er hængt kulørte Lygter op om Karrusellen. Uden for Teltene flammer Petroleumsfakler. Og der hamres drabeligen paa Tyrehovedet henne ved Kraftprøven. - I Hotel "Harmonien" er der Dans. -

Vognen skrumpler forbi Bryggeriet og over Broen ved "Bomhuset". Den sidste Gaslygte passeres. Man er ude paa Landevejen.

SJETTE AFDELING

- Hjemturen. -

Det gaar i jævnt Trav. De brune stikker nu og da Mulerne sammen, virrer ungdomspolisk med Hovederne og sætter de bedste Ben frem.

De "kan lugte Krybben", som det hedder. -

Søren holder med begge Hænder troligt paa Tømmerne. Men hans Ansigt bøjer sig dybere og dybere ned mod hans Bryst; og det er ham platterdings umuligt at holde Øjnene aabne. Den friske Luft har "slaaet" ham. 301 Ogsaa Mads Nielsen er rabundus. Men hans Hovede gaar den modsatte Vej. Det synker bagover; hans Næse peger mod Stjernerne.

Ane-Marie ene er lysvaagen. -

Vognen drejer ned ad en Bivej. Farten sagtner. Føret bliver tungere. Hestene gaar over i Skridt.

En stor, bevægelig Lysbue fra Lygten henne foran paa Vognstangen vugger sig oppe under Piletræernes Kroner. Lygteglassene klirrer svagt; og af og til slaar en af Hestenes Sko an mod en Sten, saa Funkerne sprude.

Ellers høres der ingen anden Lyd i Natten end Vognhjulenes dvælende Knasen i Vejens Grus. -

Ane-Marie ser ned mod sin Husbonds Hænder. De ligger fremdeles knyttet ihærdig om Tømmerne. Men noget Styr over Hestene har han ikke . . . Naa, de hitter nok selv deres Vej!

-- Mads . . . sover Du, Mads . . . (Hun lægger en Haand paa hans Skulder og klemmer til:) Sover Du . . .

MADS
(retter Hovedet frem og aabner Øjnene).
ANE-MARIE
(læner sig tungt stønnende ind mod ham).
MADS
(vorder med ét lysvaagen . . .).
SØREN
(derimod slumrer videre -).

Et opskræmmet Faar bræger højlydt et Steds langt ude paa de nøgne Marker!

SYVENDE AFDELING

Man er naaet hjem. -

Hestene er sat paa Stald. Og Vognen er kørt i Hus.

Søren kommer gennem Køkkenet ind i Stuen, hvor Mads og Ane-Marie har opholdt sig alene et Kvarterstid.

Lampen er tændt.

SØREN
(som er frisket lidt op af Søvnen og Køreturen, peger hen mod Mads, der sidder sammensunken paa en Stol).

Er han stadig li'e fuld !

ANE-MARIE
(i Færd med at afføre sig Stadsen).

Ja-a . . . det er han vist ...

SØREN
(svingler let).

Fa'en, han drak sgu da'nne mer end som mig! - Mads ... hør lidt Du ...

MADS
(med Hovedet mod Brystet. Mumler).

Jæ æ svirende . . .

SØREN
(gemytlig).

Hæ, hæ ...! det er Du nok! - Tror Du, Du ka' se aa hitte hjem, Mads?

ANE-MARIE
(kigger hastig op).
SØREN
(højere).

Mads ... hæ, hæ! tror Du, Du ka' se aa stolpre hjemad?

MADS.

Næi ...

SØREN.

Hva' Satan ska' vi ... (Faar pludselig et lyst og lystigt Indfald. 302 Nærmere). Hi, hi, hæ ...! Du ka' jo bli'e liggende her ved Ane aa mig?

MADS
(bøjer Hovedet dybere ned).
ANE-MARIE
(rolig).

Hva' er det, nu Du makkelerer med, Søren?

SØREN
(overstadig lystig paa Grund af sin geniale Idé).

Hæ, hæ . . .! Vi ka' sgu'nne la' ham tridse a' i den Fo'fatning! (til Mads:) Du ka' godt bli'e her i Nat ...

MADS
(svarer ikke).
SØREN
(rusker kraftigt i ham).

Vil Du bli'e her i Nat, spør' jeg?

MADS.

Ja-a ...

SØREN.

Hæ, hæ ...! Ta' Klæ'erne a' Dig, da!

MADS
(begynder stiltiende at hale af Klæderne).
ANE-MARIE
(i Klokke og Hosefødder.

Hvor vil Du ha' ham?

SØREN
(immer lystig).

I Sengen begriveli'vis ... hæ, hæ! hun er da bred nok! - (Med en Tilnærmelse:) Saa kommer Du li'efrem til aa køre med to, Ane, hva'!

ANE-MARIE
(bort fra ham).

Hold Dig ve' Dig sæl, Søren!

SØREN
(efter hende).

Hæ, hæ ...

ANE-MARIE
(slaar ham over Haanden).

Ka' Du dy Dig!

SØREN
(grinende).

Av for Satan! - Hjælp mig, Mads ...

MADS
(afklædt til Skjorten. Gør et pludseligt og livfuldt Udfald mod Ane).

Ki, hi ...! hun er saa krilrekødet!

ANE-MARIE
(slaar ogsaa til ham).

Æ I da rent taaveli'e!

SØREN
(frem igen).

Nap hinde, Mads ... hæ, hæ!

MADS
(nærmer sig med kloformet Haand).
ANE-MARIE
(vredt).

Nu dyr I Jer, si'er jeg! (Sætter sig rolig paa Sengekanten og trækker Klokken og Strømperne af. Derpaa op i Sengen.)

SØREN
(gaar smaafnisende hen til Bordet og blæser Lampen ud. - Vender sig hurtig).

Mads, hvor æ Du, Mads?

Intet Svar.

SØREN
(hurtig hen til Sengen. - Føler sig for).

Næi, halløj, hæ, hæ ... Næi, den gaar sgu 'nde! Der er da Maa'e med Gæstfrihe'en ! (Knubser Mads væk og lægger sig derpaa som et tveægget Sværd mellem ham og Ane.) Mere fuld æ jeg da'nde, hæ, hæ!

MADS
(mumler).
SØREN.

Hæ, hæ ...! Skælder Du u'?

Intet Svar.Stilhed.

303
SØREN
(gotter sig over sit snedige Paafund).

Saaden ha'de I vel 'nde faarestillet Jer Sitavsjonen hæ, hæ! hva?

Intet Svar.

Ny Stilhed.

SØREN
(gaber og strækker sig).

Aa-aa Gu' ja ...! Aa-aarrr! ... Ma' bli'er sgu li'godt utiji, saadan en heel Dav ...!

Stilhed.

En Mus gnaver oppe paa Loftet.

SØREN
(falder i Søvn).
MADS og ANE
(drejer et Par Gange uroligt paa sig).

- Saa falder ogsaa de i Søvn. . . .).

Der snorkes over alle Bjærge. - Musen flygter.

OTTENDE AFDELING

Morgen Klokken fire. -

Dagslyset falder graat ind gennem Ruderne.

SØREN
(løfter langsomt Hovedet og kigger paa sine Sovefæller. - Han skulde ud at fodre Heste. Men han er ikke rigtig dristig ved at lade Fællerne ene tilbage: For der er jo da Maa'e med Gæstfrihe'en! - Fa'en, Hestene ka' sgu osse godt vente det Par Timer, til di alle tre ska' op!)

Og han lægger sig tilbage paa Puden igen. -

Men saa paa én Gang begynder han stille at fnise: Han har paa ny faaet en genial Idé! - Om han nu kunde liste sig ud og fodre Hestene og liste sig ind igen, uden at Mads og Ane mærkede det! Sikken et Puds, han saa ha'de spillet dem! Di vilde ærgre sig i Flint, naar di senere fik det at vide!

Han rejser sig og spejder forsigtig til Siderne: Ane og den anden sover, saa det duner! -

Søren voltigerer ud paa Gulvet og faar Benklæderne paa. Og paa bare Fødder sniger han sig ud af Stuen, gennem Køkkenet og over i Stalden. - Forhænget har han omhyggelig trukket for Alkoven, at ikke Dagslyset skal vække de to ensomme . . .

En knap halv Time efter kommer han listende tilbage og manøvrerer atter op i de lune Dyner.

Han kan næppe bare sig for at le højt: Mads og Ane ligger, som da han forlod dem, varme og forpustede af Søvnen. -

Klokken halv syv staar de alle tre op, og Mads Nielsen byder Adjøs og gaar hjem til sit.

SLUTNING

SØREN.
(Naturligvis varede det ikke mange Dage, forinden hele Sognet vidste Besked om, at Mads Nielsen havde tilbragt Markedsnatten i Søren og Anes rummelige Ægteseng. - Søren er selv ivrigst til at fortælle Historien. Og han er ved at gaa til af Fnisen, naar han beretter om, hvorledes han listede ud og fodrede Heste og listede sig ind igen, mens de to andre sov)

: Der 304 pudsede jæ dem sgu! (siger han og vrider sig af Latter.) Der pudsede jæ dem sgu, hva'? ikke? hæ, hæ! Di snorkede denundegaleme som to Rinosserosser!

MADS.
(Men naar Sogneboerne træffer Mads og driver Halløj med ham i Anledningen, saa lader han dem først more sig en Stund, saameget dem lyster. Ja, han er sommetider ligefrem ikke fri for selv at le med. - Men bliver de ham altfor nærgaaende og krakilske, staar han lidt og hænger med Hovedet mod Jorden. Men saa kan han godt falde paa langsomt at løfte det igen, mens han ganske stille siger paa vort elskelige lollandsk)

: Hi, hi . . . ! Ja grin I kuns Folkens ... aa Søren med! (Her klemmer han det ene Øje til, mens det andet skinner frem som en hel lille skæmtefuld Stjerne:) Men han va' nu li'egodt alli'evel da'nne inde, da han va' u'e!

Tæppe.