Wied, Gustav Den Hellige Aand

DEN HELLIGE AAND
Skrevet 1905,
første Bogudgave 1907

306
MOTTO: - Da véd ikke, hvor let man skifter
Mening, Ole Christoffersen, naar man
er kommen paa den rette Vej!
307

AGERENDE

  • Søren Forkarl. Ole Uldkræmmer.

Søren Forkarl og Ole Uldkræmmer staar ude paa Gaardejer Niels Christensens Gaardsplads, hvor de allerede har staaet henved en Time og snakket.

SØREN

... og li'som han aabner Døren og gaar ud, bli'r han overfalden af en Bisværm, der stikker ham i Hovedet og paa Hænderne og, over det hele, hvor de kan komme til ...! Se, det kan jo nok bevise Gu's Almagt; men Gu's Kjærlighed beviser det sgunte!

OLE.

Næi, der skal mere til! ... Og nu ligger han derinde?

SØREN.

Nu ligger han derinde, ja ...

OLE.

Og Du staar for Styret?

SØREN.

Og jeg staar for Styret.

OLE.

Skal Du osse holde Konen vedlige?

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Ja, for han er da'nne sæl mægtig ...

SØREN.

Æh-h e-he-he, næi ...! Men hun er hellig!

OLE.

Føj for Saten! ... Er han mejet daarlig?

SØREN.

Det har slaaen sig paa Hjernen, si'er Doktren.

OLE.

Saa er han den! for den Lejemsdel har han aldrig vaaren videre standhaftig i ... Og Børn har de ingen af?

SØREN.

Næi ... jo en Dødfødt.

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN.

Jamen hun er jo hellig ... og jeg er Atenist.

OLE.

Det er vi sgu allesammen om Natten!

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Og Gaarden er god?

SØREN.

Gaarden er udmærket, ja ... Men hun render til Bønnemøder.

308
OLE.

Saa rend med! ... Og Besætningen?

SØREN.

Besætningen er primus.

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN
(tøvende).

Jeg har prøvet at snakke med hende ...

OLE.
(interesseret).

Naa?

SØREN.

Men hun kom straks kørende med den hel-li-ge Aand ...

OLE.

Vælt ham!

SØREN.

Det kan jeg ikke ...

OLE.

Saa vælt hende da!

SØREN.

Æ-he-he-he ...!

OLE.

Hva' sa'e hun?

SØREN.

Hun spurgte, om jeg kendte Jesum ...

OLE.

Det gjorde Du vel?

SØREN.

Ja-e ... Men jeg bekjendte mig til den frie Tanke, sa'e jeg; jeg troede ikke paa hendes hel-li-ge Aand, sa'e jeg; jeg troede, at Livet styredes efter forud ansatte fnysiske Love, sa'e jeg.

OLE.

Hmm ... men hvem har ansat dem, Søren Hansen?

SØREN.

Det er 'et intet Menneske foreløbigen givet at udgranske, Ole Christoffersen.

OLE.

Næi, ser vi det ... Men jeg si'er blot, at ku' jeg faa en Bundegaard ved at tro paa Treenigheden, saa Faeme troede jeg!

SØREN.

Det faar ingen mig nogensinde til!

OLE.

Du er et godt Fæ, Søren Hansen!

SØREN.

Man skal være det, man er, helt og fuldt ud! Og i det foreliggende Tilfælde vilde en Kungpromis mellem mig og den hel-li-ge Aand være en Kungpromis med Akordens Aand!

OLE.
(halvvejs beundrende).

Ja, Snakketøj har Du jo!

SØREN.

Det har enhver, der er greven af en stor Sag, Ole Christoffersen; og man skal holde fast ved sin Overbevisning.

OLE.

Kan Du kjøbe Kunstgjødning for den ?

SØREN.

Næi ... men man beholder Sælagtelsen.

OLE.

Hva' kan det nytte, naar de andre griner?

SØREN.

Og saadan en bredbuget Gaardmandskælling!

OLE.

Bredbuget ...? Saa Du er osse Socialist?

309
SØREN.

Ja jeg er ... mit Bryst banker for de smaa paa Jorden!

OLE.

Hvormejet Kretur holdes her?

SØREN.

Tyve.

OLE.

Og Heste?

SØREN.

Fire.

OLE.

Og hva' kommer hun til at skylde i Gaarden?

SØREN.

Tredve Tusind.

OLE.

Og de staar?

SØREN.

I Kreditforeningen til 4½.

OLE.

Fire Gange tre er tolv, og en halv til er atten ... atten hundrede paa saadan en Gaard, det er jo ingenting !

SØREN.

Næi ...

OLE.

Du sku' skamme Dig!

SØREN.

Jeg sæl-ger ikke min Sælagtelse for en Skæppe Mammun.

OLE.

Du sku simpelthen piskes!

SØREN.

Jeg vil staa ren og frigjort overfor mine Meningsfæller.

OLE.

Du sku ... .Du sku ... Du sku sættes fast, Søren Hansen! Du sku ... Du sku uskaeligøres! Samfundet kan liefrem ikke være tjent med, at Du gaar løs!

SØREN.

Og Du snakker, som Du har Forstand til, Ole Christoffersen! ... Det er jo netop vos Fremskridtsfolks Opgave at holde vores Svinesti ren, som skreven staar! ... Og skal jeg noentid indlade mig med Kællingen her, saa skal det være som et Martyrium, jeg tar paa mig for at faa Gaarden udstykket til Husmandslodder! ... Og nu har jeg ikke Stunder til at staa længere her og skvadronere med Dig! Adjøs!

(Et Aar senere.)

Søren og Ole staar paa ny ude paa Gaardspladsen og snakker sammen. - Niels Christensen er død; og Søren er bleven gift med Enken.

SØREN

... og li-ge-som jeg aabner Døren og gaar ud, falder jeg om og blir liggende ... Og da jeg kommer til mig sæl igen, er jeg Kristen!

310
OLE.

Det var Satens!

SØREN.

Det er li-ge-som med ham Paulum, da han gik til Dasmascum, Ole Christoffersen.

OLE.

Og saa tog Du hende?

SØREN.

Herren vilde det jo ...

OLE.

Du er sgu alligevel ikke saa dum, som Du ser ud til, Søren Hansen!

SØREN.

Jeg har været dum.

OLE.

Ja, det har Du sgu!

SØREN.

Men nu er jeg bleven seende.

OLE.

Og nu gaar Du til Bønnemøder?

SØREN.

Nu gaar jeg til Bønnemøder og blander min Lovsang med de andres.

OLE.
(puffer til ham og blinker).

Hør, Du Søren ... vi er jo alene!

SØREN.

Menneskene er aldrig alene, Ole Christoffersen!

OLE.
(skuffet).

Hum ... Og hva sier nu dine gamle Meningsfæller?

SØREN.

Jeg har ta-get Martyriummet paa mig og lar dem grine.

OLE.

Ja, Du sidder jo osse her paa Gaarden som Ejer nu.

SØREN.

Ikke som Ejer, Ole Christoffersen, kun som Forpagter ...

OLE.
(overrasket).

Saa-e !?

SØREN.

Er ikke al Ejendom en Forpagtning fra Oven?

OLE.

Naa saadan jo! ... Og det Herskav er ikke af de strikseste med Afgiften!

SØREN.

Nej det er i-del Kjærlighed!

OLE.

Sig mig, Søren, staar Du og gør Nar af mig?

SØREN.

Jeg er et li-det Gu's Barn, Ole ...

OLE.

Ja, Du er sgu hverken til at hugge eller stikke i!

SØREN.

Den hel-li-ge Aand er kommen over mig ...

OLE.

Saa blev det altsaa ham, der væltede Dig tilsidst!

SØREN.

Han er saa stærk, saa stærk ...

OLE.

Jeg synes ellers, Du sa'e engang, at Du vilde ikke ha noet med ham at skaffe?

SØREN.

Du véd ikke, hvor let man skifter Mening, Ole Christoffersen, naar man er kommen paa den rette Vej!

OLE.

Næi, jeg har da ikke rigtig vidst det før nu! ... Saa blir det vel heller ikke til noget med Udstykningen?

311
SØREN.

Med hva for en Udstykning ...?

OLE.

Du vilde jo udstykke Gaarden her til Husmandslodder, sae Du, hvis Du noentid fik den.

SØREN.

Sa'e jeg det ...? Det maa ha været den Gang, jeg saa' paa Livet med kun jordiske Øjne.

OLE.

Ja, Du er sgu Faenhenteme mere durkdreven, end Du tegnede til, er Du!

SØREN.

Den som er givet meget skal formere sin Bo til Gu's Ære, Ole Christoffersen; og jeg er netop i Lav med at afrunde Ejendommen og kjøbe Pe Jensens Gaard her ved Siden af. Du vil derfor indse, at i det foreliggende Tilfælde vilde en Kungpromis mellem mig og de sosjalistiske Ideer være en Kungpromis med Akordens Aand!

OLE.

Ja, Snakketøj har Du altid haft!

SØREN.

Det har enhver, der er greven af en stor Sag, Ole Christoffersen; og man skal holde fast ved sin Overbevisning, thi kun derved bevarer man Sælagtelsen og holder sin Svinesti ren, som skreven staar.

OLE.
(tæt hen til ham).

Kan Du huske ifjor, Søren Hansen, da Bierne hade stukken Niels Christensen, saa han døde a'et, saa sa'e Du, at det kunde maaske tilnød bevise Gu's Almagt, sa'e Du; men Gu's Kjærlighed beviste det ikke, sa'e Du? ... Men jeg synes nu alligevel, at det paa en Maade lisom har bevist Gu's Kjærlighed ... til Dig!

SØREN
(nikker dybt).

Ja, hans Veje ere uransa-ge-li-ge, Ole Christoffersen! ... Men nu maa jeg ind. Adjøs! ... Og den hel-li-ge Aand komme i bredt Maal over vort lille Fædreland! Dette beder jeg inder-li-gen! (Gaar.)