Palladius, Peder Modus absolvendi puerorum oppressores a Palladio. (u. A.)

Modus absolvendi
puerorum oppressores
a
Palladio.
(u. A.)

Efter Haandskriftet E Don. Var.
Nr. 15, 4to, fra c. 1590.


400

Modus absolvendi puerorum
oppressores. A Palladio.

Hoc officium propter varia superintendentis officia et impedimenta ad præpositos devolutum est; sed ad eos tamen qvi funt urbani et habitant in oppidis, ut superintendentes alioqvi multis occupationibus distenti hoc onere leventur. Varietas in hoc negotio maxime consideranda est:

I. An uterque maritus et uxor sit in cavsa avt culpa; ut uterque absolvatur: an marito absente, sola mulier peccaverit: Itim, an solitaria sit; an honesta; an meretrix; an pia; an impia etc. II. De puero sev infante: qvot dies; qvot septimanas avt annos sit natus; cujus sexus; qvod nomen; an sanus; vel ægrotus; an in cunis; avt in lectis; qvieverit qværendum. III. De circumstantiis facti inqvirendum; an ante vel post meridiem, vel parentibus sobriis: infans sit extinctus; avt per neglegentiam; avt qvomodo etc.

De his omnibus respondebit qvod verum est absolvendus vel absolvenda, coram præposito et mulieribus || vicinis qvas secum ad præpositum vocare debent, ut sint absolutionis testes; et alieno periculo fiant ipsæ cavtiores: ideo juniores advocari debent ad domum præpositi, non ad templum avt alium locum publicum, ne pudefiant, avt confundantur magis; alioqvin satis afflictio dolore amissi infantis (in ore 2.) itim ubi duo avt tres etc. mox illic est ecclesia Christi.

Tempus vero quod videtur præposito convenientius sit vel ante meridiem propter alicujus ebrietatem. Die vero tertio vel qvarto post factum ipsum, ut interim ab amicis vel vicinis accipiant consolationem qvocumqve tandem die juxta beneplacitum præpositi. Absolvendos habeat pro se; reliqvas vero mulieres in circuitu sedentes. Et si fieri possit adsit etiam pastor illius loci in qvo absolvendi habitant; ut ferat testimonium de illorum pietate vel impietate.

401

Postea avtem qvæstiones in hunc modum formabit.

J. Qvod est tibi nomen. 2. Huor gammilt var barnit? 3. Om det var en dreng eller en pige? 4. Huad hand/hun hede? 5. Huor gick det thill? Sig sandingen som i gudtz ansict.

Hinc formantur aliæ qvæstiones necessariæ ex circumftantiis et defensione facti. ||

Secundus actus de cavsis vel
latentibus vel manifestis.

Solent vero graves cavsæ subesse, quibus aperitur fenestra diabolo, malum damnum miseris hominibus inferendi, de qvibus ita interrogari possint:

Effterdj i haffuer fangit saadan skade i eders huss, da maa der visseligen vere nogen brøst lønlig eller aabenbarlig, huor med i haffuer veritt dieffuelen en aarsag thill, att fange indgang thill eders huss; thi dersom hand bliffuer buden thill giest, da anretter hand saadane retter.

Qvæstio I. Er ÿ gudfrÿctige och ganger gierne thill kircke, och høre gudtz ord? 2. Naar var i sist thill sacrament? 3. Huad vidnissbiurd his perhibes domine pastor?

Ad vicinas.

End t ærlige danneqvinder vid i noget som de haffue behoff att rettis vdj?

Iterum ad absolvendos:

Haffuer i icke ond forligelse med skienden och banden thilhaabe? Beder i morgen || och afften, och befaller eders børn och gud i vold? thi den morgen och afften mand beder icke gud om sine englers hielp, da haffuer dieffuelen sÿnderlige mact att komme i husit och regiere ilde. Haffuer i icke eders gamble foreldre hoss eder, foracter dem bade, seer dem intet thill gode, men ville gierne vere aff med dem? Saadant plejer gud at straffe paa børn och børnebørn. Holder i huer andre med throe och loffue? Handler i eder ærlige i eders huss! med naaboe och gienboe! i kiøb och sall? Der maa jo vere nogen 402 aarsag thill denne skade, paa huilcken dersom i icke raader boed, da thuiler intet at eder jo paakommer støre skade, førend i vid selff der aff. Derfaare tencker eder om; retter och bedrer eder, at dett skall icke gaa eder vere. Hic si una cavsa vel plures fuerint revelatæ seorsim de cavsis dissimulato interim facto agendum est; et graviter admonendi vel etiam objurgandi coram præsentibus ut tales cavsæ tollantur. ||

Tertius actus de lege iis praedicanda
ad poenitentiam.

Homines nempe tales solent in hypocrisi agere; qvasi non sint in culpa, qvia manu homicidium non est factum. Item solent se excusare variis modis; qvasi nullam neglegentiam agnoscere velint; ideo pro legis prædicatione in agnitionem peccati sev negligentiæ debent induci, donec humilientur et in lacrymas tandem prorumpant. Sed heic observandus est modus, prout intellexerit mulierem fortem avt imbecillem, ne per imprudentiam inducantur ad desperationem unde tam cito sine ingentibus doloribus et molestiis vix possit reduci: ut invenire licet tales mulieres qvæ gravius per legem objurgatæ solent sibi ipsis crines extrahere vocesque desperationis effundere.

Heic igitur cavtius agendum est; et in hunc modum formandæ:
Runde i eders thi gudtz budord? Respondent. Ia. Lader oss høre dem. Heic recitentur: Si avtem recitare non possunt tunc vel ad tempus iterum ablegandi sunt sine absolutione donec didicerint præcepta decalogi; vel datis fideijussoribus inprimis ea perdiscant. ||

Recitatis vero sic eis legem proponere poterit. Ia. Finder i eder skÿldig i det første bud? Dette haffuer i offuerthraait i dett i icke frÿcter gud: thi dersom i frÿctede gud, da thoge i vell vare paa eders børn som hand giffuer och skiencker eder. Hoc non fecistis. Ergo: Contra secundum haffuer i ochsaa sÿndet, i dett att i icke saa flitteligen haffuer kaldit gud om 403 hielp och thrøst offuer eders børn, dag, morgen och afften velsignit dem. Contra tertium findis i brøstfallen med eders lange fraaverilse fraa gudtzord och sacramentit; itim att dele lidet gott mod huer andre hiemme. Det fierde er eders sognepræst fortørnit, i dett hand skall høre, att hand icke bedre haffuer undervist eder. Alle de som ere i sognerne ere forargede aff eders forsømmelighed och thale allesammen ilde paa eder, ja bander eder och ligger alting thill dett verste och || thorde vell sige at i haffuer giort saadant med vilie. Haffuer i fader och moder leffuendis? Respondent: Ia. Da haffuer i nu giort dem sorg och bedrøffuelse. Ere de døde? Ia. Da er det saa møgitt dis bedre. Det femte bud haffuer i fo offuertraait thill visse, alligeuell i haffuer icke slagit eders barn ihiell med vilie (det som øffrigheden plejer att straffe med suerdet) saa er det dog alligeuell manddrab for gud, thi der er forsømmelse paa ferde i den och den maade; och forsømmelse tager icke mere end hende biudis, och det er undertiden alt formøgitt.

Nota.

Naar it barn fødis thill verden, da ere der danneqvinder hoss thill vidnissbiurd. Lige saa burde der att were naaboer hoss, naar dett døde, som kunde bere vidne derom, huad død det finge; om dett var siugt, da haffde det dis bedre hafft varetect behoff med piger at thende liuss. Her udj findis || eders store brøst, saa at i icke kunde aarsage eder for gud. Eders barns blod raaber offuer eder aff iorden, som Abels offuer Cain: O huilcken fader och moder haffuer i verit mig (Heic cavte agendum, nisi senserit mulierem duram esse vel hypocritam; tunc ulterius sic progrediendum eft) ÿ haffuer veritt mig manddrabere och icke forældre, haffde andre slagit mig ihiell, da burde eder at gaait i døden for mig, i bør icke kaldis mine forældre, i haffuer icke giort mig den skell, eders forældre haffuer givet eder; gud vere loffuit at i icke haffde mact offuer min siell; det lille i haffde mact offuer, det haffuer i ilde forsømt mod herrens befalning, att en qvinde skall føde det med jammer och kummer och mange vaagne natter, men det haffuer i thagit søffn for. Huc usque sangvis infantis/ sed cum cavtela 404 ut supra || Nunc seorsim ad mulierem, audientibus omnibus: Min kiere qvinde lille, om det var mueligt, att i haffde nu eders samme lidet barn igien leffuendis paa eders skiød, ville i da tage bedre vare paa dette? Hinc obortis lacrymis responderit, libenter. Hinc statim inferendum est hoc: Ia da seer i vell at i icke haffuer tagit vare paa eders barn, som eder burde. Aldrig kunde en quinde tage saa vell vare paa sit barn, att hun skulle jo meere, ut sic in sua conscientia neglegentiæ convincatur.

Conseqventer.

Fortryder i da aff eders hierte? Och om det icke var giort, ville i da tage vare paa, at det skulle icke skee? Om gud vill giffue eder flere børn, ville i da bedre tage vare paa dennom? (si adhuc ita dura est ut se excuset potius quam ut culpam agnoscat durius adhuc omnia repeti debent, ut ad agnitionem tandem pervenire potest. ||

Qvartus actus de prædicatione
Euangelii.

Heicrecitat symbolum, et si non tenet, duriter objurgandus est cum hac additione: Ia saadane folck pleyer oc saadane gierninger at vederfaris, gud tilstede det icke ellers.

Ad presentes.

Her maa i høre huad folck vi haffuer at handle med (recitato symbolo) sic inferat ad mulierem præcipue. Riere qvinde lille haffde i selff død aff sorig, eller eder omkommit med eders barn, och dieffuelen haffde holt eder hoet det for, at i var fordømpt, for saadan gierning, effter de ord: Maledictus etc., ville i da følge hannom hen och falde i mishaab. Heic respondet negans qværatur ratio; an possit respondere aliqvid certi de deo p. f. s. s. de meritis filii; an avdiverit gratiam dei superabundare peccatum? An sciat filium dei passum esse? an possit nominare suum salvatorem Iesum. Nam hic in veritate deprehenduntur || tales maxime mulieres qvæ ignorant prorsus, an pater sit passus, an filius; et nihil fciunt in cavsa 405 salutis etc. Qvapropter graviter objurgandæ; deinde confirmandæ, his et similibus sententiis. Ez. 33. Mat. I I. Joh. 3.

Qvintus actus de absolutione.

Confirmata in fide recitet orationem dominicam, et roget omnes præsentes ut in genua procumbant, suaque oratione juvent. Qvod postqvam factum est sedeat absolvenda, super genua, expectans absolutionem. Heic dicat præpositus in consolationem: ubi duo avt tres etc. Qvicqvid petieritis patrem in nomine meo etc.

Qværat iterum: 1. An ægre ferat neglegentiam. 2. An credat in Iesum Christum. 3. An promittat resipiscentiam. 4. An condonat aliis? Respondet. Et statim dicat (manu capiti imposita). Merck disse ord aff I. C. befaling.

Absolutionis forma.

Vor herre Iesus Christus formedelst || sin haarde død och pine och rosens blod som hand vdgaff paa kaarsens galie for alle syndere affløse och afftoe dig aff denne forsømmelse och alle dine sÿnder. Heic manum manu mulieris porrigit, postea egrediendo: Och ieg aff den bestilling ieg haffuer aff gud allermectigste paa mit embedis vegne thilsiger dig alle dine synders forladelse in nomine patris et filii et spiritus sancti. Amen.

Heic interrogat mulierem an sentiat consolationem in corde suo? Si, bene. Sin minus, adhuc ulterius verbo dei consolari debet etc. Mox porrigat marito manum, et suæ negligentiæ culpam deprecetur etc. Et præpositus injungat ne exprobret uxori factum umqvam.

Deinde uterque pastori tradat manum, et mulieribus præsentibus, ac scandalum deprecetur etc. Concludet præpositus in hunc modum: qvod diedominica seqvente, nomine mulieris vel utriusque deprecetur culpa apud populum. Et imponatur statim mulieri mulcta in pavperos in porochia ubi habitant; pro illorum possibilitate. Et sic demittat eos in pace.