Palladius, Peder Fem Fortaler

FEM FORTALER.
1543-1549.
296
297

INDLEDNING.

I Tiaaret 1540-50 har Palladius' Embedsvirksomhed optaget ham saa stærkt - ogsaa literært1, - at kun et eneste Skrift af ham udgik fra Persen. Det var hans latinske Katekismusudlæggelse Brevis expositio Catechismi, 1541; men den danske Gengivelse af denne maa Palladius for sin "store wledigheds skyld" overdrage til andre. Dog forsyner han selv den danske Udgave med Forord og Efterskrift. Vi kender fra samme Tidsrum fire andre Bøger, som han har givet anbefalende Indledninger - og delvis gennemarbejdet.

Det er disse Palladii "Forord til Læseren" her udgives. Der skal derfor i Korthed gøres Rede for Skrifterne og P.'s Forhold til dem.

I.
GASPAR HUBERINUS: OM GUDS GRUMME STRAF OG STORE NAADE. OVERS. AF PEDER TIDEMAND, 1543.

I 1529 havde den frugtbare Reformationsforfatter Caspar Huberinus udgivet et opbyggeligt Skrift "Vom Zorn und der Güte Gottes", i hvilket han fremsætter Menneskets svare og mangfoldige Synd mod Loven, Guds grufulde Straf herfor og Frelsen gennem Kristus. Disse Betragtninger * 298 fremføres af to Personer: det syndefulde Menneske Christianus og den kristne Vismand Theodidactus. Skriftet blev i 1543 oversat paa Dansk af Peder Tidemand og udgivet med Forord af Sjællands Biskop. Men udover Forordet har Palladius vistnok ingen Andel i Bogen. Oversættelsens Sprog har ringe Lighed med P.'s, og Ord som P. ændrer i de Skrifter, han har "overset", forekommer ikke sjældent. Dette vil bedst skønnes ved en Prøve paa Forholdet mellem Original og Oversættelse (Citatet er fra Stykket om Synder mod det fjerde Bud):

Originalen, Bl. 27. Udg. 1535.

Ja ich möchte wol leiden/ das sie der Gotz acker nur bald verschlicket/ auff das ich nur balde jhr gut besesse/ damit ich jm freien saus möchte leben/ nach allem mutwillen/ guts thue ich jhnen wol etwa vnter augen/ ist aber eitel heucheley/... Falsch vnd vntrew bin ich genug gegen jhnen/ entpfrembde etwa jhnen das jhre/ verzere auch jhnen jhren blutigen schweis vnnützlich vnd wenn sie meinen es sey mit mir wol ausgericht/ so bin ich ein bub jnn der haut damit w orden/ habs verschlempt vnd verbrasset mit bösen buben/ ich darff nicht sagen huren...

Oversættelsen, Bl. 42r .

Ja ieg saae wel gierne/ at de dvs. mine foreldre] wore saa dybt vnder iorden/ som offwen iorden paa det/ at ieg kunde ickun snarlige faa deres gods at besidde/ at ieg kunde frilicken slapampe1/ effter som at min wanartighed haffuer løst til/ ieg giør dem wel styndom tilgode vdi deres øyene/ men det er idel øyenskalckerij/.... Jeg er dem falsk oc vtro/ ieg forkommer deres tingest for dem/ ia/ ieg fortærer ocsaa deres blodige swed vnyttelige/ oc naar som de mene at ieg haffuer wel forbedret meg/ da er ieg bleffuen en skalck i min hwd der med/ ia/ deres gods haffuer ieg da forslemmet oc forbrasket med forgifftige skalcke/ ieg thør icke sige skøger...

Peder Tidemands Oversættelse er trykt hos Hans Walther i Magdeborg. Bogen er i Oktavformat (se hosstaaende Gengivelse af Titelbladet). Exemplar af Udgaven 1543 findes paa d. kgl. Bibl., Universitetsbibl. og i Karen Brahes Samling.2 * * 299 I 1548 optryktes Bogen af Jørgen Richolff i Lybeck. Udstyrelsen afviger noget fra Originaludgavens, men

Optrykket er ordret, endog Ortografien er uændret.1 Senere Udgaver kendes ikke.2

* *
300

II.
EN RET BEDEBOG, 1544

Mens Palladius næppe har foretaget Ændringer ved Oversættelsen af ovennævnte Skrift, har han baade formelt og reelt øvet Indflydelse paa Matthias Parvus' danske Udgave af Luthers Bedebog.

I Forordet til denne skriver Pall., at han er "ombedet ath offuersee den lille bøn bog/ som wdgick paa Danske nu trætten Aar siden". Bedebogen udkom 1544, og den omtalte "lille bøn bog" maa altsaa være udkommet 1531. Fra dette Aar kendes da ogsaa en Bog i meget lille Oktavformat med følgende Titel: Een ny Bedebog aff then hellige scrifft thet gamle oc ny Testamentis/ hwes lige tilforn icke er seet eller herd. Wdi huilken klarlig findis oc bewises alt thet som er mennisken nytteligt till siælens salighed. Med gantske flyt forsamled. Med een skøn Passiebog/ med figurer oc scrifft subtilig wdstafferet. 1531.

En Sammenligning mellem denne Bedebog af 1531 og En ret Bedebog af 1544 viser, at vi i Bedebogen 1531 vel har Grundlaget for Bedebogen 1544, men en Nyudgave af hin kan denne ikke kaldes.

Da saavel Bedebogen 1531, som Udgaven 1544 er yderst vanskeligt tilgængelige, idet kun eet Exemplar af hver af disse er bevaret, og dette Exemplar for begge Bøgers Vedkommende beroer i Karen Brahes Bogsamling i Odense, skal der her gøres nærmere Rede for deres Indhold og indbyrdes Forhold.

Luther havde i 1522 udgivet sin berømte Betbüchlein. Dennes Formaal var at fortrænge de gamle katolske Bønnebøger: Sjæle-Haver, Sjæle-Trøst, Synde-Spejl osv. Kernen i Betbüchlein var Luthers første kateketiske Skrift "Eine 301 kurze Form der zehn Gebote, des Glaubens, des Vaterunsers" fra 1520. Hertil føjedes - allerede i den ældste Udgave - en protestantisk Udlægning af "Ave Maria", og (mens Bogen var i Pressen, efter at Titelbladet var trykt) endvidere et Udvalg af Davids Salmer og Titusbrevet. I Udg. fra 1523 føjedes hertil Luthers Prædiken fra 1519: Om Kristi Lidelse. De senere lutherske Bedebøger nærmede sig mere og mere i ydre Form de gamle katolske. Mest betegnende er det, at de indlededes med et Kalendar og afsluttedes med et Passional.1

Luthers Betbüchlein blev hurtigt stærkt udbredt i Danmark, og i 1524 blev den oversat af Lektor Poul Helgesen2. Et Par Aar verserede denne Oversættelse i Haandskrift, til Oversætteren 1526 mente det betimeligt at lade den trykke.

Den trykte Udgave "Een Cristelig vnderwijssningh paa the thij Gudz budord" etc. indledes med en Epistel til Hr. Oluf Nielsen til Vallø, i hvilken Poul Helgesen siger, at han vil "sckelne thet gode fraa thet onde" - i Luthers Skrift - "huede fraa then wrenæ sæd". Efter dette maatte man vente at finde en stærk Omarbejdelse af Betbüchlein. Men det er ikke Tilfældet, Ikke en eneste Sætning er udeladt. Den hele Ændring bestaar i nogle faa og kortfattede Tilføjelser om Skærsild og Messe, Poul Helgesens Bedebog er - trods hans egne Ord - en tro Gengivelse af Luthers Betbiichlein.3

Imidlertid viste det sig, at lige saa lidt som den tyske Original kunde den danske Oversættelse, i dens ældre lidet omfattende Form, tage Kampen op med de righoldige katolske Bønnebøger, og man optog da disses vide Ramme, men fyldte den saavidt muligt med protestantisk Stof, Vi * * * 302 træffer nu fra Slutningen af Tyverne i Tyskland de smaa tykke Betbüchlein med det mangeartede Stof: indledet med et Kalendar, fulgt af Masser af Bønner og Salmer, af Prædikener om Skrifte og Sakrament, af Trøstebønner og Trøsteprædikener for Døende, sluttende med et Passional med mange Træsnit, alt som Ramme om den oprindelige Betbüchlein.

Den danske Bedebog 1531 er et ypperligt Exempel paa en saadan om man kan sige protestantisk forvendt Bedebog. I endnu højere Grad end de lutherske Betbüchlein er den paavirket af de gamle katolske Sjælehaver og Sjæletrøster. Den indledes, som almindeligt i disse, ikke blot med Kalendariet, men ogsaa med Tavlen over Aareladning og en Undervisning herom - hvad der aldrig findes i Luthers Bedebøger1 -, dernæst bevarer den Syvsalmen og Litaniet og en stor Bønnesamling; den optager hele Messehandlingen og Skriftemaalet samt et særligt Stykke med Bønner for den Døende. Alt dette svarer jo nøje til Indholdet af Hortulus animæ fra 15. Aarh. Men ind imellem disse Stykker er kilet Stykkerne fra Luthers oprindelige Betbüchlein i Poul Helgesens Oversættelse2, desuden Luthers Hustavle vistnok oversat efter Sauromannus' Udgave af Enchiridion 1529, men udvidet med forskellige Bibelsprog og Formaninger (se nf. S. 420), dernæst adskillige opbyggelige og polemiske Smaaskrifter fra den første Reformationstid, af hvilke nogle kun daarligt passer ind i Bedebogens Ramme, Til Slut findes Passionalet med de almindelige Billeder, men med meget udvidet Text.

Som det vil ses, er denne danske Bedebog af et saare broget og ganske uensartet Indhold. Stærkt tidspræget er den. Blevet til i den første usikre Brydningstid. Flikket sammen af gammelt og nyt uden indre Sammenhæng, Dette ses grelt i Afsnittet om "Troen". Overskriften har den * * 303 gamle Tolvinddeling "een skøn forclaring paa wor troes xij Article" men Indholdet er helt luthersk med gennemført Tredeling; Begyndelsen lyder saaledes: "Den hellige troe summeris y trenne stycker". Ligesaa modstridende er Stykket om Helgentilbedelse. Overskriften hedder: "Hworledis man skal rett oc tilbørlig here [hædre] Guds Helgen". Og derefter følger en kraftig lutheransk Traktat mod Helgentilbedelse, thi "Gud haffuer ingen Embedzmand eller Stadholdere y himmelen" etc., indtil Stykket tolerant sluttes med en Helgenbøn for dem, der ikke kan vænne sig af med at "loffue Gud y syne Helgen".1

Samme Aar som denne anonyme "ny Bedebog" blev trykt i Magdeborg2, blev i Antwerpen trykt en anden dansk Bearbejdelse af Luthers Betbüchlein. Det er Christiern Pedersens tre Smaaskrifter:

1. Den rette vey till Hiemmerigis Rige, d. e. Luthers oprindelige Bedebog, hvori er indskudt en Oversættelse af Urbanus Regius' "Erklerung der zwelff artickel Christlichs glaubens"3;

2. Vor Herris død oc pine, d. e. Luthers Prædiken om Christi Lidelse; og * * * 304 3. Om vaar Herris død oc pine oc om billede, d. e. Passionalet med Træsnit, men med en fra Luthers noget afvigende Text.

Chr. P.'s Oversættelser er ganske uafhængige af Oversættelsen i Udg. 1531 ligesom af dens Grundlag, Poul Helgesens Oversættelse. De er skrevet i et mere tvangfrit og personligt Sprog, dog paa intet Punkt afvigende fra den lutherske Opfattelse. Friest har Chr. P. behandlet Passionalet, baade hvad Text og Træsnit angaar1.

Til Trods for, at der saaledes i 1531 fandtes tre forskellige danske Udgaver af Luthers lille Bedebog: Poul Helgesens fra 1526, den ny Bedebog fra 1531 og Chr. Pedersens tre Smaaskrifter fra s. A., kunde der ikke siges at foreligge en ret dansk Gengivelse af den berømte Betbüchlein. En saadan faar vi først med Matthias Parvus' af Palladius oversete Bedebog 1544.

Forholdet mellem disse fire danske Bedebøger er i Korthed dette:

1. Poul Helgesens Bedebog er 1524 oversat direkte efter Luthers Betbüchlein (Udg. 1523) og udgivet (med den ejendommeligt misvisende Fortale) 1526.

2. Bedebogen 1531 har optaget Poul Helgesens Oversættelse ordret, men dog udeladt hans faa Tilføjelser, hvorved Overensstemmelsen med Luther er blevet fuldstændigere. I øvrigt er denne Bedebog bygget efter de gamle katolske Bønnebøgers Forbillede.

3. Chr. Pedersens Smaaskrifter 1531 er direkte oversat efter Luthers Betbiichlein, uden Støtte i de ældre danske Oversættelser, fra hvilke de ved deres utvungne Gengivelse er meget afvigende.

4. Palladius' Bedebog 1544 har fra Bedebogen 1531 udtaget de fleste lutherske Stykker og bevaret disse i Poul Helgesens Oversættelse, dog ændrede paa nogle Steder med Benyttelse af Chr. Pedersens Oversættelse. Fra * 305 Bedebogen 1531 er desuden taget - i uforandret Form - Indledningen om at bede, de 12 bibelske Bønner og nogle faa andre Bønner. Passionalet er derimod fuldstændig omarbejdet i Overensstemmelse med Luthers Passional.

Som det ses, var Forholdet mellem de forskellige Bearbejdelser overmaade indfiltret. Enhver tog uden Blu det af Næstens Gods, han fandt brugbart, og tilrettede det efter eget Behov. Fremgangsmaaden er typisk for Tidens Bogavl. Og det var et Særsyn, at man som Poul Helgesen (i Forordet til Bedebogen) undskylder sit Rov med, at den, man tog fra, selv havde røvet.

Palladius havde altsaa fra Bedebogen 1531 taget, hvad han ansaa for tidssvarende, og udskudt, hvad han af praktiske eller religiøse Grunde mente ikke hørte hjemme i en ret Bedebog. Dette var da: for det første, hvad der siden 1531 var udkommet andetsteds og delvis i mere ortodox Form: Messeembedet, Nadverritualet, forskellige Salmer og Bønner og Luthers Hustavle, der nu fandtes i Ordinansen, Salmebogen og Enchiridion; dernæst: Stykker, der omend luthersk "forvendte" var taget i Arv fra de gamle Bønnebøger; Kalendariet, Aareladningstavlen, Ave Maria, o. a.; fremdeles: rent polemiske Stykker som Afsnittet om Helgendyrkelse og en Tidstavle om de katolske Ceremonier, endelig: nogle opbyggelige ikke-lutherske Traktater1.

* 306

Men det var ikke blot Indholdet, Palladius ændrede. Han foretog ogsaa en sproglig Revision: Ortografi, * 307 Bøjningsformer, Ordformer, Ord og Ordstilling undergik væsentlige Forandringer. Som Exempler herpaa kan nævnes:

1. Ændringer af Stavemaade o. desl. Udg. 1531: th i Forlyd i the, thennom osv., w i Forlyd i worde, wære osv., hvor Udg. 1544 har henholdsvis d og v. I Udg. 1531 skrives: lang, mange, forstand, møget, screffte, ørckeløse, enfollig, beramed, -domen, windsgiffuelig, i Udg. 1544: laang, maange, forstaand, meget, scriffte, orckeløse, enfoldig, berammet, -dommen, vindskibelige (men omvendt Ecteskaff, hvor Udg. 1531 har Echteskab).

2. Ændringer af Bøjningsformer. Udg. 1531 har i Perf. Partc. -id og -ed (faaid, kailid, wærid, beramed), Udg. 1544 har regelmæssigt -et (faaet, kallet, været, berammet). Udg. 1531 har de korte Præsensformer begier, lær, less, tall osv., Udg. 1544: begiærer, lærer, læser, taler, osv. Udg. 1531 har Pltir. tinger, Talordet trenne, Pron.formerne thennom, nogre, Adverbialendelsen -lig, Udg. 1544 har ting, tre, dem, nogle, -lige.

3. Ændring af Ord og Ordformer. Udg. 1531 har Præp. wdi og Konj. thÿ, hvor Udg. 1544 almindeligt har i, fordi; Udg. 1531 hwor the skulle, men Udg. 1544 huorledis de skulle. Udg. 1531 forlene (Bl. S 7v), then mene mand (Bl. Y 5r), forsmaade wyser (Bl. N 8r), iætis (Bl. T 2r), ædrig, ædrighed (Bl. T 5r), forliuse (Bl. D 6r, T 5r), een spyse oc dranck (om Nadveren Bl. T 5r), alletingest (Bl. S lr), ondhed (Bl. D 3v), hvor Udg. 1544 har: forlæ, den menige mand, forsmædelige viser, foriettis, ædruelig, ædruhed, oplyusse, een spise oc dricke, alle ting, ont. Endvidere har Udg. 1531: bag ÿ bogen (Bl. A 2r), myskundhed (Bl. A 2v, D 6r), summeris (Bl. l6r), dreng eller pÿge (Bl. M lr), thÿn ieffnchristen (Bl. L 7v), Ormen (Bl. Z lr), forskreckelse (Bl. O 3v), hvor Udg.

308

1544 har: siist i bogen, barmhiertighed, deles, Svend, Pige, din næste, Hugormen, forferdelse.

Mangfoldige andre Exempler kunde nævnes paa Steder, hvor Palladius har fundet Ordene i Udg. 1531 platte eller forældede og derfor ombyttet dem med andre; men det ovennævnte maa være tilstrækkeligt til at vise Sprogets ringe Fasthed, Brydningen mellem gammelt og nyt og Palladius' sikre Instinkt for det rette, d. e. det sejrende.

Nogle Citater fra den egentlige Bedebog i Udgaven 1531 og 1544 samstillede med deres tyske og danske Kilder vil yderligere belyse Forholdet - kirkehistorisk og sproghistorisk.

I. Af Udlægningen af 5. Bøn:

Betbüchlein.

Hilff allen Menschen/ die in Todesnöten/ vnd in der anfechtung solchen verzweiuelung sind/ Vnd sonderlich dem N. oder dem N. Vergib jnen vnd uns/ alle vnsere schulde/ Tröste sie/ vnd nem sie zu gnaden.

Poul Helgesens Bedebog 1526, Bl.G 4v (Danske Skr. I, S. 38).

Hielp oc saa oc styrck alle menniskis Conscientzie/ ther y syn døtz tijdt ære wdtij misshobs fare/ eller betagne medt noghen andhen swaager frestilsse/ oc besynderlige then N. eller then N. Misskunde teg och saa offuer alle the siæle som ere wdij sckiersyld/ och besynderlige offuer then N. eller then N. Forlad bode oss oc thennom all wor sckylld/ werdis oc saa till at saa trøste thennom/ at thee motte annammis y tijdt hyllist oc wensckab.

Chr. Pedersens Oversættelse 1531, Bl. O 6r (Danske Skr. IV, S. 317).

O Gtid fader hielp och trøste alle menniske som ere besuarede meth saadan angest sorg och fortuilelse for deris synder skyld i nogen dødis nød och fare/ och desligest i deres dødz time och besynderlig N. eller N. (som nogen vill seriestis bede faare) forlad Hannem och oss alle vaare synder/ oc trøste oc tag hannem till naade.

Bedebogen 1531, Bl. H 4v .

Hielp oc saa oc styrcke alle menniskis Conscientze/ ther wdi theris dødsens tyd/ ere ÿ mishaabs fare/ eller betagne med nogen anden swaar frestelse/ oc besynderlig then N. eller then N. Forlad bode oss oc thennom all wor skyld/ Werdis oc saa att trøste thennom/ att the motte annammes ÿ thit hyllist oc wenskaff. 309

Bedebogen 1544, Bl. i 1r .

O Gud Fader/ hielp oc trøste alle menniske som ere besuarede met saadant angest/ sorg oc fortuilelsse for deris synders skyld/ i nogen dødz nød oc fare/ oc disligest i deris dødz time. Oc besynderlige N. eller N. (som nogen vil besynderlige bede fore) forlad hannem oc oss alle vore synder/ oc trøst oc tag hannem til naade.

Som det vil ses følger Bedebogen 1531 ganske Poul Helgesens Oversættelse, kun udeladende hans ikke-lutherske Indskud om Skærsild. Bedebogen 1544 optrykker derimod Chr. Pedersens Oversættelse, der om end formelt mere uafhængig af Luthers Text end P. H.'s Oversættelse, reelt ikke paa noget Punkt viser en selvstændig Opfattelse. II. Forsyndelser mod 3. Bud:

Betbüchlein.

Wider das Dritte. Wer nicht Gottes Wort høret oder leret. Wer nicht betet vnd Gott geistlich dienet. Wer nicht alle seine werck lesset Gottes werck sein. Wer nicht gedultig ist/ vnd seinen willen bricht vnd tödtet. Wer nicht gelassen stehet in allen seinen wercken vnd leiden/ das Gott mit jm mache wie er wil. Wer nicht den andern dis alles zuthun hilfft/ vnd jnen weret da wider zuthun. Hieher gehören alle halstarrige/ eigensinnige/ widerspenstige Köpffe.

Poul Helgesens Bedebog 1526, Bl. B 6r (Danske Skr. I, S. 10).

Saa bryde wy modt thet Tredie budt: Om wy icke høre predicken oc lere Gudtz ordt. Om wy icke bede oc tiene Gud i sand aandellighedt. Om wy lade som gode gierninger giøris aff wor macht/ oc icke kendis/ ath the ære Gudtz besynnerlige gierninger oc gaffuer1. Om wy ære icke saa møghet dragne fraa wort eghet sindt oc begering/ ath wy lade alting ske oc være effter Gutz willie. Om wy icke hielpe oc sckynde andhre till ath giøre thisse tingh/ eller och formene at giøre her emodt. Om wy icke bekende wore synder for Gudt met then acht/ at wy wille thennom bædre. Om wy forsømme at tacke och loffue Gudt for alle sine welgierninger. Om wy icke søge till messe oc almennelig bøn oc tieniste.

Chr. Pedersens Oversættelse 1531, Bl. B 4r (Danske Skr. IV, S. 225).

Hworledis mand synder mod det Tredye bud som er Dw skalt holle din sabat hellig. Hwo som icke vil høre Gudz ord o c Euangelium/ eller icke hører oc lærer dem om han kan faa aarsage till ath høre * 310 och lære dem. Huo som icke beder inderlige til Gud och tiener hannem aandelige induertis i sit hierte. Huo som icke lader alle sine gode gierninger ath vere Gudz gerninger/ men regner dem sig selff til. Huo som icke lader Gud betemme oc regere sig som han vill/ oc skicke hannem sorg/ nød drøffuelse/ modgang/ pine eller plaffue effter sin vilge/ Men knwrrer eller mwrrer der emod/ Oc vil icke lide det veluillige oc tolmodige/ oc tacke och loffue Gud der faare han synder mod samme bud Hwo som icke lærer oc hielper andre til ath gøre oc holde dette Gudz bud/ oc icke lærer oc vnderuiser dem ath de skulle icke synde mod samme bud.

Bedebogen 1531, Bl. M. 5r .

Saa synde wjr mod thet Tredie bud. Om wjr icke høre eller lære Guds ord. Om wÿ icke bede oc tiæne Gud ÿ aanden oc sandhed. Om wÿ lade som gode gierninger giøris aff wor macht/ oc icke kendis att the ere Guds besynderlig gierninger oc gaffuer. Om wÿ icke tolmodelig fordrage wløcke oc modgong/ oc lade alting skee oc wære effter Guds wilie. Om wÿ icke hielpe oc skynde andre til att giøre tesse ting/ eller oc formene att giøre her emod. Om wÿ icke bekende wore synder for Gud/ med then acht/ att wÿ wille thennom bædre. Om wÿ forsøme att tacke oc loffue Gud for alle sÿne welgierninger. Her vnder besluttis all fortrodenhed/ wlyelse/ hardnackedhed oc stol[t]hed.

Bedebogen 1544, Bl. q 3r .

Saa synde wÿ mod det Tredie Gudz bud. Om wii icke høre eller lære Gudz ord oc Euangelium/ om wii kunne faa orsage till at høre oc lære dem. Om wii icke bede inderlige til Gud/ oc tiæne hannem aandelige induorttis i aanden oc sandhed. Om wii lade som gode gierninger giøris aff wor mact/ oc icke bekiende at de ære Gudz besynderlige gafuer. Om wii icke lade Gud betemme oc regere oss som hand wii/ oc skicke oss sorg/ modgaang/ nød/ drøffuelsse/ pine eller plaffue effter sin vilge/ Men knurre eller murre der emod/ oc wille icke lide det veluillige oc tolmodelige/ oc tacke oc loffue Gud der fore. Om wii icke hielppe oc skynde andre til at giøre disse ting/ eller oc/ formene dem at giøre her emod. Om wii icke bekienne wore synder for Gud/ met den act/ at wii wille dem offuergiffue oc icke bedriffue dem meer. Om wii forsømme at tacke oc loffue Gud for alle sine velgierninger. Her vnder besluttis alfortrodenhed/ wlydelsse/ haardnackedhed oc stolthed.

Atter følger Bedebogen 1531 Poul Helgesens Text, dog holdende sig nærmere Luthers Original; Bedebogen 1544 optager Texten fra 1531, men indføjer Chr. Pedersens parafraserende Udvidelser.

311

Den rette Bedebog 1544 udnytter da direkte og indirekte ældre danske Oversættelser og Bearbejdelser, men som Tidens Sæd var uden at angive nogen Kilde. Den giver et Uddrag af Bedebogen 1531, hvis Kerne er Poul Helgesens Bedebog, men den gennemarbejder dette Uddrag sprogligt og reelt - med fremherskende Benyttelse af Chr. Pedersens Smaaskrifter. Hvor meget af dette samlende og redigerende Arbejde der er Palladius', og hvor meget der er Matthias Parvus', kan neppe nogen Sinde afgøres, men at Pall. har været bestemmende m. H. t. Stoffets Omfang og godkendende m. H. t. SprogetsForm, dette viser utvetydigt hans eget Forord.

Bedebogen 1531 er som nævnt kun bevaret i eet (defekt) Exemplar - i Karen Brahes Bogsamling. Formatet er som ovenstaaende Gengivelse viser meget lille Oktav. Bogen er trykt hos Hans Walther, hvis (omvendte) Monogram ses paa Titelbladet. Den er indbundet sammen med den ganske ensartet udstyrede Oversættelse af Georg Smaltzings "Davids Psalter gjort udi Bønner", 1533.1 * 312 Bedebogen 1544 er kun bevaret i ét fuldstændigt Exemplar, der findes i Karen Brahes Bogsamling1.

Det er *

Udg. 1531:

Then XCV Psalme.
Venite exultemus Domino.
Een almindelig Bøn.

Kiære Herre/ wÿ wille gierne loffue/ prÿse/
siunge glædelig sang oc tacke teg/ som wor
tilflucht oc Frelsermand. Annamme oss allene
till teg/ att wÿ mwe wære thit folk/
oc thine henders oc ordreffts faar.

Udg. 1570:

Den XCV Psalme.
Venite exultemus Domino.
En almindelig Bøn.

Kiere Herre/ wi wille gerne loffue/ prise/
siunge glædelig sang oc tacke dig/ som vor
tilfluct oc Frelsermand. Anamme oss allene
til dig/ at wi maa være dit Folck/
oc dine henders oc ordreffts Faar.

Sandsynligvis har der været mange Optryk mellem 1533 og 1570. Naar intet Spor af disse er tilbage, og overhovedet kun eet Exemplar af Udgaven 1533 og ét (endda meget defekt) Exemplar af Udg. 1570 er bevaret, saa skyldes dette utvivlsomt, at Bogen ligefrem er bleven slidt op, hvad man har Exempel paa fra mange lignende Bøger. Om dens store Udbredelse vidner Palladius' ovennævnte Forord i Rasmus Lætus' Bog, hvor det hedder: "Nu vancker der alleuegne/ her i Danmarck/ en liden Bog/ vdi mange Menniskers Hender/ som Magister Georgius Smaltzing vddrog i sit Fengsel/ af Dauids Psalme Bog/ oc det vdi Bønevijs/ som Titelen liuder". I senere Tid er hans Navn og hans Bønnebog glemt. Da man katalogiserede det defekte Exemplar fra 1570, angav man som Forfatter ikke Smaltzing, men - Niels Palladius (Katalog over Hjelmstjernes Bogsamling II, 1785, S. 538). Herfra stammer den endnu gængse, men altsaa fejlagtige, Oplysning hos Nyerup (Litteraturlexikon 1820, 446) og N. M. Petersen (Den danske Literaturs Historie II, 264), at Niels Palladius har forfattet en "Davids Salmer gjort udi Bønner". - I Udg. 1570 af Smaltzings Bønnebog er til Slut vedføjet Manasses og Jeremiæ Bønner. Disse findes ikke i Udg. 1531. * 313 indbundet sammen med Urbanus Regius' nedennævnte Skrift om Sjælens Lægedom og ligesom dette i meget lille Kvartformat (se ovenstaaende Gengivelse af Titelbladet). Bogen 314 er trykt hos Hans Vingaard. Hverken af Bedebogen 1531 eller af den ny Bedebog 1544 kendes senere Oplag1.

III.
URBANUS REGIUS: SJÆLENS LÆGEDOM.
OVERSAT AF MATTHIAS PARVUS, 1544.

I 1529 udkom et lille opbyggeligt Skrift af Luthers Ven og Medarbejder Urbanus Regius: Seelenertzney fur die gesunden vnd krancken. Dette Skrift vandt hurtig stor Udbredelse og blev i 1544 oversat af Matthias Parvus, der i en opbyggelig Indledningsepistel dedicerer det til Henrik Gjøes Enke "Erlig oc Velbyrdig Frue, icke aleniste aff Edel Slæct, men meget meer aff Gudfryctighed, ære oc dygd Fru Eline til Skiøring i Falster".

Bogen er delt i tre Afsnit. Hvert af disse giver med Bibelsteder og kristelige Formaninger Trøst for de tre Ting, der "pine oc forferde oss gruelige i dødz nød", nemlig Synden, den legemlige Død, og Sjælens evige Fordømmelse.

Palladius har forsynet Skriftet med Forord (trykt nf. S. 325), men Oversættelsen bærer i øvrigt intet Præg af hans Pen.

Bogen er ligesom ovenomtalte Bedebog i meget lille Kvartformat (se Titelbladet S. 315), Den er trykt hos Hans Vingaard 1544, I det kgl. Bibl. findes et defekt Exemplar og to Fragmenter. Det eneste fuldstændige Exemplar bevares i Karen Brahes Bibliotek og er indbundet sammen med Bedebogen 1544.

Af "Sjælens Lægedom" kendes en senere Udgave fra 1641. Dens fulde Titel er: [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]. Det er: Sielens sunde oc salige Lægdom/ aff den Aandelige Lysthavis oc hellige Bibels kosteligste Kryder oc Blomster/ for sunde oc siuge Menniskers Samvittigheder/ mod Synden/ Døden/ Dieffuelen oc evig Fordømmelse/ aff Salig Urbano * 315 Regio, tempereret oc troligen med fliid bereed; Men nu igien i Prenten bekostet oc med de gudfryctige Menniskers Exempler/ som ey for Døden haffuer fryctet/ nyligen forbedret/ 316 Ved Jens Søffrensøn/ Nør Nissom/ Borger oc Bogh. i Roësskild. Kiøbenh. af Henrick Kruse/ 1641.

Herefter følger en vidtløftig Dedikation fra Jens Søffrenssøn til forskellige "Erlige/ Velbyrdige oc Strenge Herrer/ Gunstige Patroner oc ynskelige Befodrer" og dernæst Palladius' Forord. Dette er optrykt uden en eneste Ændring, Ogsaa selve Urb. Regius' Skrift er uforandret optrykt; men efter dette er af Jens Søffrensøn tilføjet Exempler paa gudfrygtige Menneskers Død.

Desuden findes en Udgave uden Trykkested og -aar, i lille Oktavformat; Titlen er: Siælens Lægedom/ for de karske oc siuge/ i disse farlige tider/ oc i dødsnød. Ved D. Vrbanum Regium. Dette Optryk gengiver Originaludgaven ordret1; men ikke bogstavret (Orig. et, forstaand rettet til it, ith, forstand o.lign.). Tilføjet er nogle Bibelsprog ved Bogens Begyndelse og Slutning (nogle Christi Ord fra Math. 9. Bl. A lv; nogle Vers fra Ps. 4, 16, 25, Bl. M 1v).2

IV.
PALLADIUS' KATEKISMUSUDLÆGGELSE.
OVERSAT AF MATTHIAS PARVUS, 1546.

Palladius' latinske Katekismusudlæggelse udkom 15413. Optagethed hindrede ham i selv at give en dansk * * * 317 318 Oversættelse, og han overdrog derfor Hvervet til Matthias Parvus, med hvem han aabenbart har samarbejdet en Del.

Da Palladius' Forord og Efterskrift, som er aftrykt ni S. 329 flg., giver fyldige Oplysninger om Bogens Tilblivelse, er Redegørelse herfor overflødig.

Som Prøve paa Oversættelsen meddeles følgende Citat:

Orig. 1542, Bl. B 1r .

Qvid requirit quartu mpræceptum? Quartum præceptum requirit debitam obedientiam, erga nostros superiores et diligentem curam erga nostros subditos, vt scilicet honoremus nostros maiores vt sunt. Parentes. Præceptores. Parochi. Magistratus. Tutores. Patresfamilias. Matresfamilias.

In summa vt demes tributum, cui tributum, honorem cui honorem, et timorem cui timorem debemus. Roma. 13.

Oversættelsen 1546, Bl. C4v .

Huad wdkreffuer det Fierde budord? Det Fierde Budord wdkreffuer tilbørlig lydighed imod dem som ere i øffuerighed/ oc flitig omhu imod wore vndersaate/ at wÿ skulle hedre dem som ere skickede i mact oc befalning/ som ere/ Foreldre/ Læremestere/ Sogneprester/ Konger/ Herrer och Førster/ Borgemestere/ Raad/ Byfogeder/ oc alle andre som haffue mact/ oc ere skickede i nogen almindelig befalning/ Hwsfædre/ Hwstruer.

I en sum/ at wÿ skulle giffue den skat/ som wÿ ere skat plictige/ Heder den/ som wÿ ere heder plictige/ oc fryct den som wÿ ere fryct plictige, Roma. 13.

Oversættelsen er kun bevaret i eet Exemplar. Dette findes i Karen Brahes Bibl. og er indbundet sammen med fire andre Reformationsskrifter.

Bogen er trykt hos Hans Vingaard. Den er som de ovenomtalte Bøger i meget lille Kvart (se Titelbl. S. 317).

Senere Oplag af Bogen kendes ikke1.

V.
ALBERT GIØE: LOCI COMMUNES. 1549.

Det var et Særsyn, at en Adelsmand i Reformationstiden gav sig af med boglig Syssel. Nogen omfattende * 319 litterær Virksomhed har da heller ikke Albert Gjøe til Krænkerup øvet. Hvad vi kender fra hans Haand er kun det lille Skrift om den kristne Lære, som Palladius har "forbedret" og "vdprentet".

Efter Palladius' Forord følger strax selve Bogen.

320

Denne giver populært formede dogmatiske Definitioner paa: Gud, Kristi Person, Mennesket, Loven, Evangeliet, Troen, Anger, Sakramenterne, Daab, Nadver, Afløsning, gode Gerninger, Korset, Bønnen, Herrens Bøn, Kirke og Menighed, Prædikeembedet, Frihed, verdslig Øvrighed, Ægteskabsstat, fri Vilje, Udvælgelse, Dom og Opstandelse, det evige Liv og Salighed.

Hvor væsentlig Palladii Andel i dette første Forsøg paa dansk Dogmatik er, kan naturligvis ikke siges. Men Forordet viser, at han staar inde for Skriftets Grundsætninger1.

Bogen er i meget lille Kvartformat (se Titelbladet S. 319). Den er trykt hos Hans Vingaard 1549. Senere Oplag kendes ikke.

Ét Exemplar bevares i d. kgl. Bibl., ét i Karen Brahes Bogsamling.

*
I.
Fortale
til
Caspar Huberinus:
Om Guds grumme Straf
og store Naade.
1543.
322

D. Petrus Palladius/
til læsseren.

EDel folck ville io gerne kiøbe guld oc perler oc anden hederlig smøcke/ som deres stat kreffuer oc tilhører/ Huad er nu all verdens Guld eller perler regnendes emod desse tho perler/ som er/ Loffuen ellet de X. bwdord/ om Guds wrede emod synden/ oc Euangelium om Guds naade oc miskund ved Jesum Christum? det er en indvortes smøcke vdi hiertet oc paa sielen/ Ja den dyrebar perle vor Herre Christus taler selff om Matthei. i det XIII Capit. Oc siger at mand skulde heller selie alt sit arffue oc eye/ før end mand skulde miste denne perle/ fordi saa/ at all den vduortes smøcke er ickun forfengelig forgengelig oc fordømmelig til met/ der som denne smøcke er icke vdi hiertet. ||

Mand siger almindelige/ at ord gelde pendinge/ mest til ting oc steffne hoss Herrefolck oc ipperlige mend/ men desse ord vdi denne Bog gieide oc koste Jesu Christi røde oc dyrebar blod som offuergaar all verdens ipperlighed/ Ere io Riddere oc riddermends mend/ Fruer oc Jomfruer ocsaa Christne/ oc haffue naffn aff Jesu Christo? der fore bør dem at høre oc mercke huad Christianus siger i denne Bog/ Ere de io Guds børn/ der fore bør dem at wide huad Theodidactus det er Guds lerde mand/ eller/ en Christen predickere oc sielesørgere taler eller swarer Christiano vdi denne Bog/ Dronningen wdaff Saba/ kom at høre Salomonis wisdom/ men her er mere vdi denne lille Bog/ end all Roning Salomons herlighed/ være seg enten wisdom/ rigdom eller edelhed.

Dette scriffuer ieg gerne/ besynderlig Adelen til trøst/ effterdi/ at || denne Bog er dem schenckt oc giffuen/ fordi at naar som de gerne bære oc bruge hende som et edelt clenodie/ da 323 tager vel siden den menige mand Exempel oc efftersiun aff dem/ som tilbørligt er wdi all gudelighed oc dydelighed/ Fruer oc Jomfruer ville gerne haffue gudelig lesning oc bøner/ dem finde de her vdi offuerflødige nock/ wor Herre Jesus Christus giffue dem sin naade til at bruge denne spegele bog tit oc rett/
Gud til loff oc ære/ andre til et got Exempel/ oc dem
selffue til saligheds trøst oc hwsualelse.

AMEN. ||
II.
Fortale
til
En ret Bedebog.
1544.

D. Peder Palladius
til Læsseren.

Kiære Christen/ bleff ieg ombedet ath offuersee den lille bøn bog/ som wdgick paa Danske nu trætten Aar siden/ huilcket ieg giorde wdi saa maade/ ath hues icke behoff vor/ effter tidens leylighed/ det loed ieg være bortte/ oc saa een part aff det/ som Psalmebogen indholder/ bedendis deg for Gudz oc din siæls bestandelsis skyld/ ath du wilt wenne deg til ath bede Gud daglige om hues deg oc din fattige neste er behoff til liff oc siæl/ som denne effterfølgendis
formaning deg inderlige paaminder. Gud beuare deg/
oc høre din bøn/ deg oc alle til gode/

AMEN. ||
325
III.
Fortale
til
Urbanus Regius:
Sjælens Lægedom.
1544.
326

D. Petrus Palladius
til læsseren.

HEr finder ieg atter igen et Edelt Clenodi oc dyrebar liggendefæ/ vdi denne lille/ dog merckelige D. Vrbani Regii bog/ om Siælens lægedom/ Adelen besønderlige skenckt oc giffuit/ andre til et got exempel oc efftersiun/ Gud giffuit/ at de/ som bære saa offuerflødige meget/ paa det arme legemme/ som er dog ickun et stycke opgraffuit iord/ ind til det bliffuer ned graffuit igen/ wilde ocsaa/ effter S.Peders raad. i. Pet iij. bære noget/ paa deris Siæl/ aff den lægedom som findes vdi denne Lægebog/ at hun motte bliffue noget bedre tilpass/ oc end || ocsaa wdsmøcket/ emod Christi hendis brwdgoms tilkommelse/ som er saare wel behoff/ paa det/ at en retsindig aand/ Siæl oc legemme motte beuaris wstraffelige til wor Herris Jesu Christi tilkommelses tid/ som den hellige Paulus scriffuer. i. Thessa. v. Fremdeles/ Gud giffue oc det/ at ingen wilde tage seg orsage til/ aff sodanne deilige oc nøttelige bøger/ oc bliffue hiemme paa deris gaarde/ fra deris Sognekircke/ om Søndage oc Høytidelige dage/ for de kunde selffue læsse vdi danske bøger/ oc der for mene/ at de haffue ingen vnderuissning ydermere behoff/ Det er en farlig mening/ oc wisselige vdaff dieffuelens indskydelse/ Ja/ hun haffuer oc maange onde wilckor met seg. Thi først pleye de snarlig at bliffue kiede wid en bog naar de den een eller to gaange || haffue offuerseet oc igennem løbet/ holde nu det for gammelt/ oc stunde effter mere nyet. Der til met forstaa de icke heller altsammen det som de saa læsse vdi Danske bøger. Ja de kunde icke heller/ saa wel trøste dem der met/ naar de haffue det best behoff/ for det er icke indtrøckt vdi hiertet wid leffuende røst/ met en god forklaring oc wdtyding/ Som den Høffuidzmand/ der tales om i Apostelers gerninger/ vdi det Ottende Capitel/ suarede Philippo/ som spwrde hannem at/ den tid han sad vdi sin wogen oc læste noget vdi Esaiæ Prophetis bog/ om han forstod huad han læste/ huorlunde kan ieg (sagde 327
han) forstaa det som ieg læss/ vden nogen wilde det wdtye for meg/ Saa maatte Philippus stige op i wognen til hannem/ oc wdlegge hannem den sted/ rettelige/ om wor || Herre Jesu/ Thi hans læssning haffde ellers været til forgeffuis. Det er en god ting ath de som haffue den naade aff Gud oc kunde læsse/ at de brwge dem vdi gode bøgers læssninger/ naar de forstaa huad de læsse/ oc dog icke forsmaa den mundelig prædicken. Thi huad gaffn haffue de aff deris læssning/ som henge ickun wid den døde bogstaff/ oc icke komme til den rette scrifftens aand oc forstaand? Der er et tecke oc skiul for deris øyne/ at de see/ oc icke see/ læsse oc icke forstaa. Den blindhed lader Gud dem falde vdi/ for de forsmaa deris Sognekircke/ oc det salige Guds ord som der prædickes oc forkøndes/ Ja/ de andre gierninger disligeste/ som Christet folck bør at gøre/ vdi deris Sognekircke. Der for vden/ giffue de icke ackt paa/ at deris børn/ tiund oc howfolck forargis oc || foruerris der aff/ met et saare ont efftersiun/ saa at de wennes ey heller til nogen Gudfrøcktighed/ oc tør ingen tacke der for/ vden deris egne foreldere/ Som Christus taler selff om sodanne hoss Matthæum/ vdi det attende Capitel/ at det wore dem bedre/ at der wore en møllesten/ om deris hals/ oc de waare ned sunckede vdi det dybe haff/ end at de skulde forarge et vngt menniske. Huad skal man sige om deris fattige wndersaatte/ som følge dem heller effter vdi det onde/ end vdi det gode/ O Herre Gud aff himmelen/ wiste de huad wbodelig skade/ de giøre dem selffue/ oc andre/ met deris idelige frauærelse fra deris Sognekircke/ da krøbe de wel dit paa hender oc føder/ før de bleffue hiemme/ Nu er det befrøctendes/ at maange drømme hæn/ vdi den onde mening/ om || deris læssning/ at de paa det siiste/ waagne op wid en kold drøm/ da er det forsilde/ for tiden er da borte/ Wij finde io klarlige screffuit i Euangelij bøger/ at icke aleneste/ almwis folck søgte aff laang wey til Christi prædicken/ oc bleffue saa lenge hoss hannem/ at han motte end spise dem ocsaa legemlige/ paa det/ at de skulde icke forsmectis paa hiemweyen/ men ocsaa Edel folck/ Regulus/ Centurio Jairus oc andre flere søgte til hannem om hielp oc trøst/ oc 328 ingen ginge trøstløse fra hannem igen. Nu prædickes to det samme Euangelium som Christus lerde fra seg/ at ingen tør lade seg det tvære for tungt/ at gaa ride eller age offuer en bymarck/ til sin Sognekirke/ den stund Gud wil vnde dem deris helbrede/ Lader eder icke forføre/ siger Paulus/ oc der som i ere end forførde/ da lader eder || føre til den rette wey igen vdi tide. Jeg kende en Edelmand/ ipperlig nock her vdi Siæland/ met salig ihukommelse/ end dog han wor aff det wgudelige Pawens solck/ en tid laang forførdt/ som ingen kan sige seg fri der for/ ho det wil giøre/ han maa kaste den første steen/ paa hans nabo/ dog lod Gud hannem paa det siste/ wid sit salige ord/ føre til den rette salighedz wey/ paa huilcken han bleff siden stadelig/ saa lenge som hans liff warede her paa torden/ Jeg troer wisselige/ at han nød det got at/ oc at det wor en stoer orsage/ at han kom til ret bekendelse før han døde/ at han haffde saa mecktige stoer wilie/ at søge til hans Sognekircke met hans børn tiund oc howfolck/ Ja/ pleyede end gierne selff at siunge met degnen/ oc forsømde ingen tid sin Sognekircke/ naar han || wor helbrede/ huilcket wel er beuiseligt/ forhobendes at det maa end ocsaa beuege andre vdaff Adelen/ at effterfølge dette exempel/ Gud til loff/ dem selffue til salighed/ oc andre til en opbyggede vdi troen. Ellers wore det laangt bedre/ at man icke prentede danske bøger/ end at de/ som andre feste øyne paa/ oc see dem i spegel vdi/ skulde tage orsage der aff/ at wære fra den Christne forsamling/ Huor for (siger Paulus j. Cor. x.) forsmaa i den Christne menighed? Ellers vdi sin rette brwg skal denne Siælens læge bog/ saa wel som andre nøttelige bøger wære dem befalet til gode oc icke til onde/ for det er tid/ at komme de ord i hw/ som staa paa det første blad i denne bog vnder titelen/ om legommens baade oc Siælens skade/ wor Herre || Jesus beuare dem vdinden sin naade til all Gudfrøctighed/
oc dygdelighed/ de fattige vndersaatte til gode
AMEN.

IV.
Fortale og Efterskrift
til
En kort Katekismusudlæggelse.
1546.
330

Erlige oc welbyrdige mend Ormer
Bonde Stullesen/ oc Peder Bonde Einersen paa
Stadefeld i Island/ ynsker ieg Peder Palladius Doctor/
Superintendent offuer Siælands stict/ i Danmarck/
Naade oc fred aff Gud Fader wed
wor Herre Jesum
Christum.

Kjære wenner/ Rand ieg icke nu lenger forholle eder det fore/ met mindre end ieg fuldkommer mit løffte som ieg haffuer loffuit baade eder/ oc Erlig mand/ Abbet Peder Pouilsen i Munckecuera/ paa Nørrefeld/ oc andre flere mine wenner oc Christne brødre/ som ocsaa haffue det samme begerit aff meg som i begerede siste gaang i waare til mit her i Kiøbenhaffn/ at || ieg wilde wdsætte paa Danske den lille Catechismibog/ som ieg nogle aar forledne/ screff paa Latine for Sognepresterne vdi Norgis Rige/ saa/ at de Sogneprester vdi Island/ oc andre som haffue Guds salige ord kiær der hoss eder/ motte den faa/ oc der aff begribe grundelige den rætte forstaand om Guds gode willie/ och om den rette Guds dyrckelse oc Christelige lærdom til deris siæls salighed/ som mact paa ligger/ at de kunde wide at leffue vdi den statt her paa iorden/ som de taare tryggelige dø vdi/ oc wære wisse paa det euige liff. Saa befalede ieg først den fromme oc lærde person Toruard Einersen/ met salig ihukommelse/ som studerede her vdi Vniuersitetet flitelige oc wel/ at hand skulde sætte samme bog wd paa Islendiske/ sit faderland til gode som han hade wel ocsaa giordt/ oc andet mere got til Islands forbedring vdj Guds ord/ der som han hade motte leffuit lenger hoss oss/ Men Gud kallede hannem nu om S. Michels dag/ fra denne werden/ oc til wort rætte Faderland/ hiemmerigis Rige/ det som || wor Island icke en ringe skade/ Di hand hade ene kundit 331
giort større fruct paa religions wegne/ end alle de Papister som der end nu findis i landit/ Nu Gud wil haffue sin willie/ wi| fortiene icke bedre etc. Siden befalede ieg en anden lærd person/ for min store wledigheds skyld/ wid naffn Matthias Paruus/ at sætte samme bog wd paa Danske/ huilcket hand haffuer ocsaa giordt/ oc ieg lod den strax wdprente/ oc nu forskicker den til eder/ effter eders oc de andre Christne brøders willie oc begiering/ forhaabendis/ at den maa komme der hoss eder/ Gud til loff/ oc de fattige Sogneprester oc den Christne almue til een opbyggelse i troen oc saligheds trøst/ Di end dog at der findis end nu maange vdi landit/ disuer/ som icke end nu ere ret vnderuiste vdj deris saligheds sag/ dog er ieg wiss paa/ at der er end flere end mand tror/ som hungre och tørste effter den rette forstaand paa Guds ord/ effterdi at den sande Soel/ Jesus Christus wor eniste Herre oc frelsermand/ haffuer ocsaa ladit sin Soelgisle skinne offuer || eder/ vdi denne klare Euangelij lius oc dag/ som hand i wor tid haffuer ladit komme offuer oss/ paa det/ at wij skulde icke forfaris vdinattens mørckhed/ det er/ harid haffuer ocsaa søgt eder met sit hellige ord/ oc wil io at Island skal met andre lande bliffue itt ræt Christet land/ oc offuer giffue al den wildfarelse som er wdkommen aff Rom/ oc tage til den rette saligheds lærdom igen/ som vdgick aff Zion oc Hierusalem/ det lader hand paa kende/ i det/ at hand haffuer/ Wid eders landmand/ Ottorm Gotskalcksen/ beskickit eder det Ny Testamentte paa eders eget sprock/ atj dis bedre kunde nymme det hellige Gudspiald oc Euangelium/ som ieg formercker at der icke skal findis maange vdi landit/ som icke kunde selffue baade læsse oc scriffue deris moders maall/ det er een mecktig oc herlig ting/ oc haffuer meget nytte oc gaffn met seg/ nu besynderlige vdi denne tid/ der Gud sender eder bøger vdi den hellige scrifft/ at huer kand/ besynderlige om hellige dage/ øffue seg dis bedre/ met lessning och studeren/ || vdi den hellige scrifft/ som hans siæls salighed er anrørendis. Disligeste/ lader Gud paa kende at hand beuiser sin godhed emod eder/ i det/ at hand haffuer sendt eder den gode lærde mand her Gisser ocsaa eders landmand/ til en Superintendent 332
oc offuerste tilsiuns mand vdi Religion/ der at drage omkring oc haffue tilsiun vdi alle geistlige sager/ oc predicke oc lære Guds ord/ oc det hellige Euangelium rent oc klart for almuen/ oc visitere huert Prestegield i sær/ oc haffue flitig tilsiun/ saa/ Guds ord oc Euangelium predickis oc læris rent oc klart offuer de tre parter aff Island/ Synder/ Wester/ oc øster/ som hand haffuer befalning wdoffuer/ oc at Religionen hollis wid mact/ effter Kongelig Maiestats wor Ræreste Naadigste Herris Kong Christians Reformats oc Ordinants/ som hannem met giffuit er/ at hand skal rætte seg der effter/ vdi alle maade/ som ieg ocsaa forhaaber hand ocsaa giør/ oc tager der ingen forsømmelsse fore/ som hannem ligger mact paa/ effter hans eed oc || iurament/ som hand haffuer sworet Gud/ oc hans Herre oc Kong/ Aff disse oc andre stycker kand ieg kiende/ at Gud fader wid sin søn Jesum Christum baade haffuer hertil/ oc wil hereffter ydermere søge eder oc den Christne almue vdi Island/ met sit hellige ord/ oc lade den sande Soel och lius Jesum Christum met sit hellige Euangelio/ skinne offuer eder/ at i icke lenger skulle wandre vdi mørcket/ det er/ vdi blindhed oc wildfarelse/ som ieg formercker i sandhed/ at den gaanske Nørre part aff Island/ skal endnu forhollis vdi den Papistiske blindhed/ oc at mange paa Syndrefeld/ skulle hyckle met dem/ oc icke wille wære retsindige emod Gud oc hans hellige ord/ dog haaber ieg der til/ oc daglige beder Gud derom/ at den gode mand her Jon Arisen Biskop offuer den Nørre partt aff Island/ will paa hans alderdom betencke hwor swar en byrde hand haffuer at bære til dommen met seg/ om hand icke lader det fattige folck/ som lenge nock oc alt for lenge haffuer wærit i wildfarelse/ forsee oc forsørge met || een god lærd mand/ som nest hos hannem kunde staa dem ræt fore/ vdi Religion oc alle geistlige sager/ at de motte ocsaa faa met det første wforhindrit den rette rene och klare Euangelij lærdom til deris aandelige føde/ oc siæls salighed/ effter det christelige løffte/ som hand giorde vdi hans scriffuelse/ til wor Naadige Herre Kong Christian/ Oc hans egen søn her Sigurd Jonsen/ disligeste hans Suoger Isleffuen oc her Oloff Hialtesen met 333
haand oc mund/ och sworne eed tilsagde hans Kongelige Maiestatt/ ath saa skulde ske met det første/ huor fore/ de finge ocsaa alle de swar/ der gode wore/ wdaff hans Naade/ for det glædelige løffte de giorde hans Naade/ paa Biscop Jon Arisens wegne/ Huor fore det nu forhollis oc icke gaar for seg/ faa de oc hand at staa til regenskab fore/ enten for deris øffuerighed her paa iorden/ eller met en swarere straff for alles wor Øffuerighed/ som skal dømme leffuende oc døde. Men ieg haaber end nu bedre om dem/ at de met eder/ oc i met dem/ komme snarlige offuer || ens met huer andre vdi den sande oc rene Christi lærdom/ oc komme til den rette kundskab om Guds willie/ den kunde i aller best faa ath wide/ vdi den lille Catechismo som er en liden bog/ der indeholler de x. Gudz bud ord/ huilcke oss strax lære Guds willie/ huad wy skulle giøre oc lade imod hannem oc imod wor neste. Der nest wor Credo/ den hellige Tro/ som giffuer oss den anden Guds willie til kende/ att wij skulle annamme Jesu Christi welgierninger/ oc tro paa hannem/ Di det er Gud faders willie/ som den hellige Euangelist Joannes scriffuer i sit Siette Capitel/ At ho som troer paa Sønnen/ skal faa det euige liff. Siden wor Pater noster/ som giffuer oss den tredie Guds willie til kende/ at wij skulle bede hannem vdi Jesu naffn/ om alt det oss er behoff til liff oc siell/ for oss selffue/ oc for alle andre. Paa det siste stadfester Gud samme sin willie/ met de tu Høyuerdige Sacramenter/ som er/ wor Daab oc Christi naduorde til en stadfestelse/ oc wisse paant paa wor siels salighed. || Dette er vdi en sum/ huad den lille bog Catechismus indholler. Nu kunde i sielffue wel her wdaff begribe oc forstaa/ huor merckelig oc nyttelig en bog det er/ Huilcken alle Christne bør at wide/ at de kunde kende Gud faders willie/ som dem haffuer skabt/ Gud søns willie/ som dem haffuer igen løst/ Oc Gud den hellig aands willie/ som kender dem den hellige tro/ oc daglige husualer dem met Guds ord/ Ho dette kan kiende oc forstaa/ hand faar til wisse det Euige liff/ som den samme Euangelist Joannes scriffuer klarlige nock/ vdi sit Syttende Capitel. Dette er (siger Christus/ det euige liff/ att de kunde 334 kiende deg/ den sande Gud at wære/ oc den som du haffuer wdsendt Jesum Christum/ Der fore/ paa det/ att i kunde des bedre forstaa samme lille Cathechismus/ sender ieg eder denne wdtydning der offuer/ som ieg paa latine screff for Sognepresterne vdi Norige/ oc nu lod wdsette oc wdprente eder til gode/ oc de Christne Sogneprester der i landit/ att de kunde || dis bedre holle den Christne almue som dem er befalit/ deris børne lerdom fore/ at de kunde met det første rettelige indlæris vdi Guds ord/ oc kende den sande Guds willie/ Gud til loff oc dem til det Euige liff oc salighed. Der fore beder ieg eder kierlige oc gierne/ Kære Ormer oc Peder/ for den befalning i haffue aff Gud oc Kongelig Maiestat der i landit/ at i wiile tage dette wort føye arbeide tacknemmelige/ met tiden/ om ieg maa leffue/ wil ieg ydermere/ nest Guds hielp/ tiæne eder/ oc Bryniol Jonsen/ oc alle mine kyndinge oc wennere/ oc alle andre Christne der paa landit/ vdi det salige
Guds ord. Wor Herre Jesus Christus beuare eder alle/ met
hustruer oc børn/ oc alt det i wel ville/ vdinden hans
hellige naade/ Amen. Screffuit i Kiøbenhaffn/
den tiende dag i Martzmaanit.
Guds Aar M. D. xlvj.

335

Efterskrift.
Petrus Palladius til den
Christne læsere.

MIn gode Christne læsere/ til forn i Latinen/ giorde ieg Titelen paa denne føye wdtyelse offuer Catechismum/ for Norske Sognepræster/ som den tid icke waare saa fremkomne vdi det salige Guds ord/ som de nu aff Guds naade ere/ oc bedre de bliffue her effter/ nest Guds hielp/ effterdi at huert Stict faar nu sin egen Superintendent/ oc offuerste tilsiunsmand i Religion/ siden at wore kære metbrødre/ M. Andreas Matthiæ bleff hæn skickit til Opslaa och Hammers Stigt. Oc M. Torbernus Olaui bleff nu her i disse dage Ordinerit til Trundhiems Stict. Oc disse to lærde mend finde der i Riget for dem/ wore kære brødre M. Gebelum Petreium/ oc D.Jonam Gothormi/ som haffue trolige oc vel arbeidet i disse aaringe vdi herrens vingaard/ || icke vden fruckt/ dis wære Gud loffuit/ forhaabendis nest Guds hielp/ at det som de kunde icke eene to her til wdrætte i Religion/ skal well nu disbedre faa sin fremgaang/ i det/ at de haffue faat hielp til dem/ paa baade sider/ saa/ at hues wgudelighed end nu henger wid almuen aff den wildfarelse/ som Pawedommen haffuer at fare met/ maatte dem fortagis/ oc besynderlige den løffuerdags vanbrug/ met den falske och gruselige Affgudsdyrckelse/ som Jesu Christi welsignede moder Jomfru Maria wanæris met/ emod det Første oc Andet Guds bud/ Och haffuer wærit vdi Norgis rige/ een ret Satans Capell/ met den Løuerdags firen/ opbygt hoss den rette Guds kircke/ som weed at holle sin Søndag hellig/ Oc at tage sin retfawne arbeyde vare/ saa wel om lørffuerdagen/ som om de andre søgne dage/ effter Guds befalning/ der som han saa siger/ Vdi dit Ansictis swed/ skalt du æde dit brød.

336

Saadan en wildfarelse wor der i Jøde land vdi Hieremiæ Prophetis tid/ Om Himmerige draaning/ som de saa kallede/ huilckit Gud suarlige straffer wed samme Prophet || i det syuende/ oc i det xliiij Capiteler. Saa wil dieffuelen altid haffue sin Capell hoss Guds Kircke/ Men gode tro Siælesørgere skulle met det mundelige ord bryde weldelige alle hans Capeller ned/ at Guds Kirke kan wforhindrit komme paa fode igen.

Der til met ocsaa/ at den wgudelige Sckiørleffuenis wæsen/ som er end nu i dette klare Euangelij liuse dag/ paa Bryggen hoss Bergen/ motte affpredickis met Guds aluorlige straff oc pine/ som dem oc alle deris patroner/ wil dog i sandhed offuerkomme/ Thi at de kunde aldrig aarsagis for Gud/ lade seg være huad skiul oc tæcke de kunde hafue for mennisken/ Fordi/ deris egen samuittighed/ wil dog nagge dem/ och de ti Guds bud ord bliffue dem io saa lenge vnder øyene/ som de saa groffelige fortørne Gud/ oc deris fattige neste. Oc al deris bood oc bedring/ oc saa met grædende taare/ er ickun een ret Guds bespaattelse/ oc wor herris Jesu Christi hellige oc salige død oc pine vnder øyene/ saa lenge som de bliffue ligeuel i den obenbarlige synd/ last oc skam/ som de saa foractelige leffue hæn vdi/ Gud til fortørnelse/ || hans hellige kircke/ som hand atspurde met sit rosens blod/ til forargelse/ oc dem selffue til den euige fordømmelse. Her bør huer Superintendent/ Predicker/ oc Siælesørgere at fri i det aller minste sin egen samuittighed met idelige formanelser/ som ieg formerker at den gode mand/ M. Gebeler/ oc de andre Christne Predickere Tydske oc Danske til Bergen/ haffue flitelige giort/ forhaabendie/ at de bliffue io Fremturende/ det hielper io nogit/ oc dieffuelens rige formindskes der aff io mere oc mere/ saa/ at deris flitighed/ bliffuer icke giort til forgeffuis. Maange vdi Norgis rige tøre wel lade deris spottemuler op/ oc legge Christi rene lærdom oc Euangelio til hues wanlycke oc modgaang dem wederfaris (huor vdi Euangelium haffuer dog ingen skyld/ men deris egen blindhed/ oc wraange forstaand) oc de see icke huilcke affguderi/ der brugis i Norgis Rige/ met den falske løuerdags firen/ oc anden saadan obenbarlige Guds 337 bespottelse/ som met deris falske mening om S. Oloff/ oc andit saadant/ imod den Første Moysi taffle. Disliget see de icke heller/ de obenbarlige laster/ met den skiørleffnit/ || oc anden vrenhed/ imod den Anden Moysi taffle/ som der skeer dog groffelige nock/ dis wer. Disse oc andre stycker ere aarsage nock til al wlycke/ at ingen tør skylde det salige Guds ord oc Euangelium der for/ wille de wære onde/ horde oc wederuordene/ saa wil Gud wære ond/ hord/ oc wederuorden imod dem igen/ dog dem til gode/ om de kunde der paa skøn. Jeg giorde/ sagde ieg/ Titelen tilforn paa Latine for Norske Sognepræster. Nu lod ieg Titelen giøre wed Matthiam Paruum til de Christne vdi Island som oc denne lille bog paa Danske er dem skenckt oc giffuit/ at de maatte ocsaa komme til den rette forstaand/ paa det salige Guds ord/ til Guds ære/ oc til deris siæls salighed/ Formanendis dem her hoss/ at de io wille rettelige forstaa locum Poenitentiæ et Justificationis/ det er/ de hoed puncter som al wor salighed er anrørende/ Oc S. Hans Baptist/ saa wel som Christus sielff/ begyntte sin prædicken paa/ som S. Matthæus vdi sit Tredie Capitel scriffuer/ saa sigendis/ Bedrer eder/ Thi himmerigis rige til stunder/ Oc strax der effter/ Giører de rette Poenitentzes || fructer. Disse tre sententzer giffue oss den rette hoed lærdom/ i en sum/ tilkiende/ om wor salighed/ Di/ i det som han saa siger: Bedrer eder/ der met/ giffuer han Lowens Prædicken tilkende/ huor aff/ huer skal lære/ at kende først alle sine synder/ det er/ at hand er afflit oc født i synd/ oc synder daglige. Der nest/ at kende syndens sold/ som er den Euige død oc fordømmelse. For det tredie/ at græde oc giffue seg met anger oc rwelse/ at Gud oc wor neste ere fortørnede/ oc at wi saadanne ere ochaffue wærit. Dette altsammen kommer Lowens Predicken aff stæd/ vdi een synderis hierte/ som wil lade seg vnderuise. Hid høre nu alle de stæder i den hellige scrifft/ som beuise oss alle at wære syndere/ oc alle at wære formaledidede oc fordømde for syndens skyld/ om retten skal haffue sin gaang.

Men her effter fylger det Andit styckke/ som er Euangelij prædicken/ der hand saa siger. Himmerigis rige tilstunder.

338

Her met giffuer hand Guds Naade/ barmhiertighed oc miskund tilkende/ der nest Jesu Christi welgierninger. For det Tredie/ den Tro/ som || oss bør at sette til Guds naade barmhiertighed oc miskund/ oc til Jesum Christum. Hid høre alle de stæder i scrifften/ som wor Tro skal beuisis met/ Thi saa reysis it menniske op igen/ oc bliffuer wid Troen (det er/ wid Guds naade barmhiertighed oc miskund/ oc wid Jesu Christi welgierninger/ som begribis met Troen) retferdig och salig met Gud. Oc disse ere de tu ypperste Hoed stycker/ wid huilcke wor salighed skal atspørgis dag fra dag/ fordi wi daglige synde oc fortørne Gud/ Oc den oprindelige synd henger i wort kiød oc blod indtil graffuen.

Disse tu hoed stycker føde det tredie aff dem/ som it got træ giffuer fruct aff seg/ Oc det er det/ som S.Hans siger: Giører de rette Poenitentzis fructer/ huor met hand giffuer det ny leffnit tilkende/ som it Christit menneske bør at føre til sin døde dag. Hid høre nu alle de stæder i scrifften/ som lære om gode gerninger/ baade i Budordene/ oc bag vdi S. Pouels sendisbreffue/ etc. Hoss dette nye leffnit oc lydelse/ leggis it Christit menniske det Hellige kaarss paa/ at bære effter Christum taalmodelige/ som hand befaler || Matthæi vi. Tager mit aag paa eder. Men der som denne lydelse oc kaarss bliffue skrøbelige/ da skulle de stadfestis igen wid Poenitentz og Troen/ oc Fremhollis vdi aanden imod kiød oc blod. Men bliffuer Troen siug i hiertit/ da skal hun wederquegis oc opferskis igen/ wid de tu høyuerdige Sacramenter/ wor Daab/ oc Christi Naduere. Ja/ ocsaa wed Affløssning/ oc wor Christen bøn/ at hun siden kan giffue atter igen fruct aff sig Gud til loff/ oc wor neste til gode.

Vdinden disse fortagelige puncter staar nu wor Christen Poenitentz met sine fructer/ oc it Christit menniskes leffnit ræt hæn til det Euige liff.

Dette bør alle Christne oc besynderlige alle Christne Predickere oc Siælesørgere at lære oc wide/ saa sant som de wille worde salige met Gud/ Oc der hoss/ offuergiffue al den Pawedoms wildfarelse/ som er imod denne lærdom/ oc fører oss 339
hæn paa wore egne gierninger oc fortiæniste/ til den Euige fordømmelse/ Thi det Euige liff giffuis oss aleneste for Christi fortiæneste skyld/ oc alene wid Troen til Jesum Christum/ alligeuel at gode || gierninger skulle dog følge effter Troen (som fruct følger it got træ) Gud til loff/ oc wor neste til gode/ Huilckit alt sammen findis relige nock/ vdi den lille Catechismo/ eller Børnelærdom/ som haffuer altid wærit vdi den hellige Christne Kirke fra begyndelsen/ oc er den gamle hoed lærdom/ som Gud selff wed Moysen/ oc wid sin egen Søn Jesum Christum lood wdgaa/ først aff Synai bierg/ oc siden aff Zion oc Hierusalem/ som den ganske hellige scrifft er forfattit oc begrebit vdi/ saa/ at denne børne lærdom icke bør at foractis/ megit mindre at bespottis/ men annammis/ læris/ oc brwgis/ at mand kan wide at drage den hellige scrifft hid til Lowen oc Euangelium/ som til de to rette hoed artickler vdi wor saligheds lerdom/ oc wide at skicke deris prædicken oc lærdom hær effter/ som effter een wiss rictesnoer som wi kalle Analogiam Fidei/ det er/ Troens rictesnoer/ saa/ at de som giffue dem wd for prædickere/ skulle icke staa oc huase/ eller weffue kirckens wadmel/ som mand siger/ Men lære deris faar nogit wist aff Guds ord/ vdinden een rætt Methodum eller kort begreb/ ath || mand kan tage/ oc føle paa/ huad den rette oc sande lærdom er/ wide begyndelsen oc enden/ oc huorlunde det ene følger ræt effter det andet/ at det kan behollis i hiertit oc vdi hwkomelse/ oc gøre fruct vdi taalmodighed. Formanendis eder/ der for alle sammen/ som holle eder for Prædickere oc Siælesørgere/ i Island wid wor herre Jesum Christum/ ati wille bruge samme bog ræt/ oc lære eders folck den/ saa sant som i wille staa eders embede ræt fore/ oc icke bliffue fordømde. Di Gud wil ellers wdkreffue eders folckis blod aff eders hender/ det er/ han wil fordømme eder/ om i forsømme dem/ Oc denne forsømmelse skeer hoss alle dem som end nu besuige det fattige wforstandige folck met deris Pawe messe/ som er en ræt Gudz bespaattelse/ oc wor herris Jesu Christi salige død och pine vnder øyen/ saa/ at de giffue hannem en kindhest wid hans øye/ huer gaang de holle den skarns 340 Pawe messe paa Latine/ laangt større end Malcus gaff hannem vdi Caiaphæ hws paa Skertaarsdag at afften/ Oc de dissimellem forsømme det salige Guds ord oc den rette Christi Naduere/ oc forsmaa det || tungemaal oc sprock/ som Gud dem besynderlige giffuet haffuer fra deris moders liff. O huilcken fordømmelse wil/ dem offuer gaa. Det wore dem bedre at de waare aldri fødde/ som Christus selff sagde om Judas oc alle hans lige/ Di det er icke barnne leg at tage seg siælesorg wdoffuer/ men det gielder himmerigis rige/ heller heluedis affgrund/ Betencker dette wæl kære brødre/ Gud gifue eder den helligaands Naade til en ræt forstaand vdi Guds ord oc i Troen/ at i kunde staa eders embede ræt fore
hannem til loff/ oc den hellige Kirke til opbyggelse/
wed wor herre Jesum Christum/ Amen.
Screffuit i Kiøbenhaffn/ den Tiende
dag i May maanit. Aar
M. D. xlvi.

341

V.
Fortale til Loci communes.
1549.
ERlig oc Velbyrdig mand/
Albret Gøye/ til Krenckerup i Laaland.

Naade oc fred aff Gud Fader ved Jessum Christum/ Kære Albret sender ieg eder eders bog igen/ noget forbedret effter eders begering/ bedendes at i den ville tage til tacke/ Oc bør eder oc eders lige heder oc tack der faare/ At i ville effterfølge de Euangeliske Herremend/ Centurio/ Jairus/ og den som sad i sin vogn oc lesde i Esaie bog Act. s. Oc haffue eders lyst vdi Guds ord/ Psal. i. eder selff til gode oc gaffn/ oc eders Tienere oc andre til it got exempel och efftersiun/ i mod den store forargelse/ som mange disuerre giøre den Christen menighed met deris wgudelig væsen/ Icke aleniste met vold oc wret/ Hoffmod oc Stolthed/ stor || offuerflødighed/ Slemmen oc demmen/ Suæren oc banden etc. Men met mange andre skendige laster/ som wi faa at see/ der skulle nedstyrtis/ met alle wgudelige/ paa Domme dag/ hen ind i helffuedis affgrund/ oc Gud vil da kalde dem til sig/ som haffue hafft hans ord kær/ her paa iorden/ oc skicket sig effter det euige liff. Jeg loed disse Article vdprente/ paa det i skulde icke alene haffue gaffn der aff/ Men vnde andre met eder/ Thi lige som de wgudelige vide inted andet/ end ont/ at ønske och skiffte til andre/ saa bør de Gudfryctige/ at dele alt gaat med huer andre/ paa det/ at Guds ære kand bliffue disstørre/ naar mange til sammen ære hannem. Gud styrcke eder fremdelis vdi sit salige ord ved
vor Herre Jesum Christum amen/ Screffuit i
Københaffn/ den x dag i Julij
Maanet/ Guds Aar
M. D. xlix.

Peder Palladius.
342

NOTER TIL DE FEM FORTALER.

S. 322, L. 6. De to Perler, Loven og Evangeliet, er jo Grundlaget for Bogens to Hovedafsnit; se Indledn. foran S.297.

S. 322, L. 15. ord gelde pendinge/ mest til ting oc steffne; jfr. P. Syv, Danske Ordsprog, 1682, I, 430: Oord have vinge/ og oord gelde penge/ og meest til tinge.

S. 322, L. 29. Peder Tidemand havde dediceret Bogen til Hr. Axel Brade til Krogholm og hans Frue, Fru Sophie Rosenkrantz. I Dedikationen hedder det, Bl. A 4r: "Oc Gud giffue/ at andre Riddere oc riddermends mend/ fruer oc Jomfruer vilde ocsaa effterfølge dette edert Exempel/ oc tage denne arme forachtede Christum/ som ligger swøbter i krubben vdi clude/ ind paa deres herregaarde oc fruerstuer".

S. 326, L. 3. Her, Udg. u. A.: Kiere Christne Læsere her.

S. 326, L. 5, Matthias Parvus havde dediceret Fru Eline til Skiørringe sin Oversættelse. Jfr. foran S. 314.

S. 326, L. 19. Søndage, Udg. u. A.: Søndagen.

S. 326, L. 30. Jfr. S. 341, L. 8.

S. 327, L. 13. forkøndes, Udg. u. A.: forkyndes vdi.

S. 327, L. 31 flg. Jfr. Visitatsbogen, Heibergs Udg. S. 47: "Her vor uel en sterck formaningh behoff først til adelen, att de uille gierne søge til deris sognekirke" etc. Formaningen her stemmer delvis ordret overens med nærværende Fortales.

S. 328, L. 16. mecktige, Udg, u. A: mectig en.

S. 328, L. 30. "de ord" etc. se Titelbladet S. 315.

S. 328, L. 32. vdinden, Udg. u. A.: met.

S. 330, L. 1. Ormer Stullesen (Ormur Sturluson), se Safn til Sogu Islands, II, 1886, S. 118-19 og 123-25. Ormer blev 1547 udnævnt til Lagmand; det formodes i Safn etc., at han samme Vinter havde været i Danmark og hentet sit Lagmandsbrev. Palladius' Brev viser imidlertid, at Ormers Ophold her falder inden Palladius i Sommeren 1545 overdrog Torvard Einersen Oversættelsen af Expositio Catechismi.

343

S. 330, L. 2. Peder Einersen (Pjetur Einarsson), se Safn etc. II, 696-98. Om Peder Einersens Danmarksophold vides intet; men Palladius' Brev synes jo at tyde paa, at Peder og Ormer har været her samtidig.

S. 330, L. 2. Stadefeld (Staðarfell); ikke Peder, men Ormer boede paa Gaarden Stadefeld, se Safn etc. II, S. 118.

S. 330, L. 11. Peder Pouilsen (Pjetur Pálsson), se Tímarit hins isl. Bokmentafjélags, VIII, 211-12. Abbed Peders Henvendelse til Palladius har vist været skriftlig; i hvert Fald vides intet om, at han har været i Danmark.

S. 330, L. 11. Muncketuera (Múnkaþverá) paa Nørrefeld. Mens Munketværaa-Gaard med Klosteret er velkendt, findes hverken nogen Gaard eller Egn med Navn "Nørrefeld". Ordet skyldes formentlig en Fejlskrift for Nørreland - Nordlandet, hvor Gaarden laa.

S. 330, L. 14. Ormers og Peders Ophold i København har rimeligvis været i Vinteren 1545; jfr. Noten ovf. til L. 1.

S. 330, L. 24. Toruard Einersen (Þorvarður Einarsson) var Broder til ovennævnte Peder Einersen, se Espólins Arbøkur III, 68. Hans Dødsaar nævnes ikke her, men af Palladius' Brev (10. Marts 1546) fremgaar det jo, at han døde "nu om S. Michelsdag", d. v. s. d. 29. Sept. 1545.

S. 331, L. 24. Ottorm Gotskalcksen (Oddur Gottskálksson), se Biogr. Lex. VI, 153-54. Hans Oversættelse af det nye Testamente udkom 1540.

S. 331, L. 36. Gisser (Gissur Einarsson) var 1540 af Peder Palladius blevet indviet til Superintendent over Skalholt Stift. Se iøvr. Biogr. Lex. IV, 473-75.

S. 332, L. 25. Jon Arisen (Jón Arason), Bisp i Holastift (1524-50). Reformationen indføres først 1551 paa Nordlandet efter J. A.'s Henrettelse. Se iøvr. Biogr. Lex. I, 299-305.

S. 332, L. 35-36. 1542 var Biskop Gissur Einarsson og Biskop Jón Arason kaldet til Danmark til Forhandlinger om Kirkestyrelsen. Men Jón Arason undskylder sig og sender i sit Sted sin Søn Sigurd (Sigurdur Jónsson), sin Svigersøn "Isleffuen" (Ísleifur Sigurðarson) og Oloff Hjaltesen (Ólafur Hjaltason); se Sam etc. II, 394 og Biogr. Lex. I, 301. Jfr. om Ólafur Hjaltason Biogr. Lex. VII, 461-62.

S. 333, L. 31. søns, Orig. sønds.

S. 334, L. 15. Bryniol Jonsen (Brynjúlfur Jónsson), se F. Johannæus, Hist. Ecclesiastica Islandiæ, III, 223.

344

S. 334, L. 20. Fortalen er underskrevet 10. Marts 1546, Efterskriften 10. Maj 1546 (se foran S. 240, L. 15). Prentningen var færdig 13. Maj 1546 (se Orig. Bl. D d 4r). Det synes da, at Trykningen har varet i to Maaneder.

S. 335, L. 11. Andreas Matthiæ, Superintendent i Oslo og Hamar Stift, d. 1548, se Pontoppidans Annaler III, 188.

S. 335, L. 12. Torbernus Olaui (Torbjørn Olavsøn), Superintendent i Trondhjem Stift, 1546-48, se A.Erlandsen, Gejstligheden i Trondhjem Stift, S. 16 flg.

S. 335, L. 14. Gebelus Petreius (Geble Pedersen), fra 1536 katolsk Biskop i Bergen; gik i samme Aar over til Lutheranismen. 1537 evangelisk Superintendent (Biogr. Lex. XII, 620).

S. 335, L. 15. Jonas Guthormi (Jon Guttormsen), Superintendent i Stavanger Stift 1541-76 (Biogr. Lex. VI, 326-27).

S. 335, L. 17, dis, "derfor".

S. 335, L. 23. "den løffuerdags vanbrug" d. e. Helligholdelsen af Lørdag som Mariæ Dag. Som det fremgaar af P.'s gentagne Formaninger, har denne katolske Skik været meget udbredt i Norge. Se A. C. Bang, Udsigt over den norske Kirkes Historie, 1887, S. 269. Jfr. samme Forf.: Den norske Kirkes Historie i Reformationsaarh., 1895, S. 34, 66, 214 og 411.

S. 335, L. 28. retfawne "retfangne", Kalkars Ordb. III, 582.

S. 336, L. 8. "den ugudelige Skørlevneds Væsen paa Bergens Brygge", hermed sigtes til det ryggesløse Liv paa Tyskebryggen, hvorom bl. a. Absalon Pedersens Kapitelsbog giver saa mange Vidnesbyrd (se Norske Magasin 1860, I).

S. 342, L. 2. Albert Giøe, d. 1558 (Biogr, Lex. VI, 54-55).