Palladius, Peder

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgivet for Universitets Jubilæets danske Samfund
Af Lis Jacobsen

1. Levering
København
H H. Thieles Bogtrykkeri
1914

b

PEDER PALLADIUS' DANSKE SKRIFTER

I537: **Dend lidle Danske Catechismus. Kbh.1537, 8vo Optryk ved H.P.Resen. Kbh. 1631, 8vo.

1538: Enchiridion. Een Haandbog, for Sogneprester. D. M. Luth. Kbh.1538, 8vo.

-: *Een liden oc nyttelig bog. Om lønligt scriftemaal. Om obenbare Penitentz for obenbare synder. Kbh. 1538, 8vo. Bl. F l mangler.

1539: En Ordinantz hworledis Kircketiensten skal holdes. Roskilde 1539, 8vo

1541: En ret enfoldig bedebog. D. Mar. Luth. Fordansket aff D. Pet. Palla. Magdeb. 1541, 8vo.

1542: Huorledes mandrabere skulle obenbarliig affløsis. 1542. Samtidigt Hdskr. fra Vexiö. Yngre. Hdskr. i ny kgl. Saml. 1171, 4to.

1543: Danske Brudstykker i et samtidigt Hdskr. af P. Palladius, Formula visitationis. Uldall 519, 8vo.

-: Fortale til Caspar Huberinus, Om Guds grumme straff oc wrede. Magdeb. 1543, 8vo.

1544: Fortale til Een ræt Bedebog. Kbh. 1544, 8vo.

-: Fortale til Urbanus Regius, Sjælens Lægedom for de karske oc sywge. Kbh. 1544, 8vo.

1546: Fortale til P. Palladius, En kort Catechismi Wdleggelse, oversat fra Latin. Kbh. 1546, 8vo.

1547: En vnderuisning hvorledis Der kand hanlis met Dem som ere besette. 1547. Samtidigt Hdskr. fra Vexiö. Yngre Haandskrifter paa d. kgl. Bibl. og Univ. Bibl. i Kbh.

1549: Fortale til [Albret Goye] Loci communes. Kbh. 1549, 8vo.

1550: Nogne deylige Sprock, Aff den Hellige Scrifft, for en bedrøffuit samwittighed, aff Vito Theodoro, fordanskede aff D. Petro Palladio. Kbh. 1550, 8vo.

1551: **[Bernh. Ochinus] Nogle merkelige Bønner, wdi denne verdens modgong oc ælendighed. Fordansket aff Doc. Peder Palladius. Lybeck 1551, 8vo. Ældste bev. Udg. fra 1558.

c

Nærværende Udgave vil omfatte alle Peder Palladius' danske Skrifter, trykte og utrykte. Udgaven følger Originalerne Bogstav for Bogstav, men Forkortelser opløses uden at kursiveres, Aabenbare Trykfejl rettes i Texten, og Rettelserne anføres i Noterne. Originalens Paginering er angivet i Margenen. Sideskifte i Originalen er betegnet ved; dog er dette Tegn, hvor det skulde staa midt i et Ord, anbragt efter dette, for ikke at bryde Ordet. Titelblade og Træsnit gengives i Facsimiletryk.

Hvert Skrift vil blive indledet med en historisk-bibliografisk Oversigt og efterfulgt af Noter.

Muligvis vil hele Udgaven blive forsynet med en sproghistorisk Indledning og et Glossar.

Skrifterne vil saa vidt muligt udkomme i kronologisk Orden, som Fortegnelsen paa Omslaget viser.

Oplysninger, der kan bidrage til at tilvejebringe fuldstændige Exemplarer af defekte Skrifter eller Udgaver af tabte Skrifter, modtages med Tak.

December 1910. LIS JACOBSEN.
Adresse: Thorvaldsensvej 93, København V.
d

        

III

Peder Palladius

Danske Skrifter

Udgivet for
Universitets-Jubilæets danske Samfund ved
Af Lis Jacobsen

Første Bind

København
H. H. Thieles Bogtrykkeri 1911-12

IV

Faksimiler af
Træsnit, Titelblabe og Haandskrifter er udført i
F. Hendriksens Reproduktionsatelier.

V

FORORD.

AF PEDER PALLADIUS' Værker findes ingen samlet Udgave, til Trods for at de aller fleste af hans talrige Skrifter kun er bevaret i sjældne Tryk eller i Haandskrifter,1 Hensigten med nærværende Værk er derfor at raade Bod paa dette Savn ved at give en Udgave af alle bevarede danske Skrifter af Palladius, trykte og utrykte.

Til Grund for Udgaven lægges for de trykte Skrifters Vedkommende det ældste bevarede Tryk, for de haandskrevne Værkers Vedkommende, af hvilke desværre kun Afskrifter er bevaret, det Haandskrift, der maa formodes at staa Originalen nærmest.

Skrifterne ordnes saa vidt muligt kronologisk. Hvert Skrift indledes med en historisk-bibliografisk Oversigt, i hvilken der gøres Rede for Skriftets Kilder og for alle Udgaver eller Haandskrifter af Originalerne, og afsluttes med en Række Noter, i hvilke meddeles: Udgiverens Rettelser til Texten, Ordvarianter i yngre Tryk og Haandskrifter, Forklaring af vanskelige Ord eller Sætninger - ved Oversættelser om fornødent med Jævnførelse af Grundtexten, Denne meddeles ligeledes, hvor sprogligt eller reelt betydende Afvigelser i Oversættelsen giver Anledning dertil.

Derimod ligger det udenfor Værkets Plan i Indledningerne at give en Skildring af de historiske Forhold, som direkte eller *

VI indirekte har været Aarsag til Skrifternes Fremkomst, eller i Noterne at give en almen Realkommentar; Oplysninger af kulturhistorisk eller personalhistorisk Art findes kun undtagelsesvis, og da i Form af Henvisninger til Specialværker.

Om de Principper, der følges i Udgaven, skal iøvrigt meddeles: Originalerne gengives Bogstav for Bogstav, men Forkortelser opløses uden Brug af Kursiv. Aabenbare Trykfejl eller Afskriverfejl rettes, og Rettelserne anføres, som nævnt, i Noterne. I de trykte Skrifter følges Brugen af store og smaa Begyndelsesbogstaver ligesom Brugen af Skilletegn uden Ændring, hvorimod Normalisering paa disse to Punkter har vist sig nødvendig for de utrykte Skrifters Vedkommende. I mangfoldige Tilfælde var det nemlig umuligt at afgøre, om Haandskriftet havde stort eller lille Begyndelsesbogstav, og da Brugen i ethvert Tilfælde var ganske vilkaarlig, kunde man ikke af Ordets Betydning slutte sig til Skriverens Hensigt. Et Forsøg paa at følge Originalen maatte da blive mere vildledende end vejledende, hvorfor store Begyndelsesbogstaver i Udgaven kun er anvendt i Egennavne og efter Punktum. Ligeledes var det meget ofte vanskeligt at afgøre, om Haandskriftet havde Punkt eller Komma, Kolon eller Semikolon, og da Brugen heraf ligeledes var inkonsekvent, er i Udgaven de forskellige Skilletegn anvendt i Overensstemmelse med nyere Skriftbrug. Originalernes Paginering angives i Margenen; Sideskifte betegnes ved ||; dog er dette Tegn, hvor det skulde staa midt i et Ord, sat efter dette for ikke at bryde Ordet.

Endelig finder jeg Anledning til at fremhæve, at naar Udgaven kun omfatter Palladius' danske Skrifter, ikke hans samtlige Skrifter, saa er Grunden den, at Udgivelsen af P.'s latinske Skrifter laa udenfor de Opgaver, som Universitets-Jubilæets danske Samfund mente at have Ret til at paatage sig, men da P,'s rige latinske Produktion ikke blot paa mangfoldige Punkter supplerer hans danske, men ogsaa har selvstændig kulturhistorisk Betydning, maa det haabes, at nærværende Udgave af Palladius' danske Skrifter kan give Stødet til en Udgave af hans latinske.

VII

Til Slut maa jeg bringe en Tak til Bestyrelsen for Universitets-Jubilæets danske Samfund, der har muliggjort Udgaven, og til Professor Verner Dahlerup, der som Udgavens Tilsynshavende har gennemlæst Indledninger, Texter og Noter i Manuskript eller Korrektur og meddelt mig mangen Oplysning, der er kommet Udgaven til Gode.

Dernæst retter jeg en Tak til Karen Brahes Bogsamling i Odense, Stiftsbiblioteket i Vexiö og d. kgl. Bibliotek i Berlin, der har overladt mig Haandskrifter og Palæotyper til Benyttelse i Kbh.

En særlig Tak skylder jeg Underbibliotekar Carl S. Petersen for den utrættelige og værdifulde Hjælp, han har ydet mig under hele Arbejdet.

KØBENHAVN i April 1912.
LIS JACOBSEN.
VIII

INDHOLDSFORTEGNELSE.

Forord V
Luthers lille Katekismus, 1537. 1
Luthers Enchiridion, 1538. 29
Om lønligt Skriftemaal, 1538, og Kirkeordinansen, 1539. 117
En ret enfoldig Bedebog, 1540. 241
Fem Fortaler til: I. Caspar Huberinus, Om Guds grumme Straf og store Naade, 1543. II. En ret Bedebog, 1544. III. Urb. Regius Sjælens Lægedom, 1544. IV. P. Palladius, En kort Katekismusudlæggelse, 1546. V. Albert Giøe, Loci communes, 1549. 295
Expeditiones pro pastoribus: I. Om Manddrabere, 1542. II. Om besatte, 1547. III. Om lønligt Skriftemaal, u. A. IV. Om Kvinder, der ligger deres Børn ihjel, u. A. 345
Rettelser til 1. Bind. 419
Tilføjelse til Enchiridion. 420

1
OVERSÆTTELSE AF
LUTHERS
LILLE KATEKISMUS
1537.
2

        

3

INDLEDNING.

I.

DEN første Juni 1537 kreeredes i Wittenberg under Luthers Forsæde "Petrus Palladius Danus" til Licentiat i den hellige Theologi. Kort efter tog han Doktorgraden og rejste, vistnok sammen med Bugenhagen, til Danmark1. Han var da 34 Aar og af Kristian den Tredje udset til Superintendent over Sjællands Stift, den fornemste Plads i den nylig indførte evangeliske Kirke.

I denne Stilling blev det Peder Palladius' Opgave at føre den ny Kirkeordinans ud i Livet; og et Led i denne Gerning er hans Oversættelse og Udgivelse af Luthers lille Katekismus. Han ordineredes den 2den September - faa Uger efter Kongens Kroning -, og i Begyndelsen af December har han fuldendt "den lille danske Katekismus, hvilken alle Sognedegne skulle lære og undervise unge Folk". Katekismen fremkom inden Aarets Udgang.

Paa dette Tidspunkt forelaa der allerede to danske Udgaver af Luthers ikke ti Aar gamle Katekismus. Den ene, oversat af Jørgen Sadolin, var udkommet 1532; den anden, som Frans Vormordsen havde oversat, var udkommet nogle Maaneder før Palladius'. Begge disse Oversættelser staar i det nøjeste Forhold til Palladius' to Katekismer af 1537 og 1538, idet Vormordsens Katekismus er lagt til Grund for Palladius' Oversættelse 1537, Sadolins for Oversættelsen 1538.

Inden Forholdet mellem Palladius' Katekismus 1537 og Vormordsens af samme Aar udredes, maa da ganske kort Vormordsens Oversættelse omtales. Katekismen er i *

4 Modsætning til Palladius' skrevet for Sognepræster til Brug ved Gudstjenesten 1. Af første Del, som har omhandlet Syndsbekendelse og Syndsforladelse, er kun et lille Fragment bevaret i det eneste endnu existerende Exemplar (paa det kgl. Bibliothek i Kbh.). Anden Del (Bl.B 1v-C 4r) har omfattet Troesartiklerne og Daabens og Alterets Sakramenter, de ti Bud og Fadervor med Forklaringer. Indholdet falder altsaa sammen med Luthers lille Katekismes, men Ordningen er forskellig. Tredje Del, af hvilken kun lidet er bevaret, har indeholdt Læren om forskellige Slags Synder. Til Grund for anden Del er lagt den latinske Oversætt. af Luthers Katekismus, som er bevaret i et Kompendium af lutherske (og enkelte ikke-lutherske) Skrifter: Enchiridion piarum precationum, Wittenberg 1529. Oversættelsen, der oprindelig var beregnet til Skolebrug, skyldes vistnok Humanisten Lonicerus. Den er skrevet i et elegant Latin og holder sig ikke nøje til den tyske Original. Dennes Spørgeform er i første Del afløst af det docerende hoc est, og alt hvad der hentyder til Katekismens Brug i Huset er udeladt2. Vormordsen har snart ordret fulgt denne Oversættelse, snart givet en omskrivende og udvidende Parafrase af den. Men desuden har han paa enkelte Punkter nyttet ældre danske Arbejder, nemlig Poul Helgesens Oversættelse af Luthers Bedebog "Een Cristelig vnderwijszningh" 1526, Henrik Smiths Katekismusbearbejdelse "En liden Dyalogus eller Catechismus", der var udkommet i Begyndelsen af 1537, og Oversættelserne af det ny Testamente fra 1524 og 15293. Vi skal nu se, hvorledes Palladius benytter dette Arbejde.

* * *
5

II.

Man ser strax af Indholdsfortegnelsen, at Palladius i Stoffets Ordning ikke følger Vormordsen, men Luther, Rækkefølgen af Hovedstykkerne er den lutherske: Loven, Troen, Fadervor og Sakramenterne, Derimod bevares Monologformen i Stedet for den lutherske Dialogform, skønt Bogen var beregnet til Undervisning, ikke som Vormordsens til Gudstjeneste. Endvidere bevares det for Vormordsen ejendommelige Du skal i Forklaringerne til de ti Bud, mens alle andre - tyske, latinske og danske - Katekismer har vi skulle. Og, som rimeligt var, tilføjes ikke, efter den tyske Katekismus, Overskrifterne om, hvorledes en Husfader skal undervise sit enfoldige Tyende; Bogen var jo beregnet til Skolebrug, ikke til Husandagt, Dette har ogsaa været bestemmende for Katekismens Omfang. Kun de tre første Hovedstykker findes udførligt, Sakramenterne er ganske kortfattede, og der findes hverken Skriftemaal, Bønner, Hustavle eller noget andet Tillæg.

I Stoffets Omfang og Ordning er der da en væsenlig Forskel mellem Vormordsens og Palladius' Katekismus, mens de i den ydre Form er overensstemmende. Men Palladius' Benyttelse af Vormordsens Oversættelse indskrænker sig ikke til Formen.

Første Hovedstykke er, baade hvad Text og Forklaringer angaar, en ligefrem Afskrift efter Vormordsen, Der er en fuldstændig ordret Overensstemmelse mellem de to Katekismer1. Sjællands Bisp har - uden med en Stavelse at antyde det, efter god Sæd i hin Tid - taget hele første Hovedstykke af sin Katekismusudgave fra LundeBispen, Vi har altsaa for os ikke Peder Palladius' Oversættelse, men Frans Vormordsens, Jeg aftrykter som Exempel det syvende Bud:

* 6

Vormordsens Katekismus 1537.
Det siwende.

Du skalt icke stiælle. Det er

Dw skalt frøcte oc elske Gud/ ingen mands gods medt wold oc magt tage eller røffue/ ey heller skuffe/ bedrage eller besuyge hannem medt nogen falsk ware eller gods/ Men ramme andre deris gode/ gaffn/ nytte oc beste oc det forsuare/ beskytte oc beskerme.2

Palladius' Katekismus 1537.
Det Siuende.

Du skalt icke stiele. Det er:

Du skalt frycte oc elske Gud/ ingen mands Gods med vold oc mact tage eller røfue/ ej helder skuffe/ bedrage eller besuige hannem med nogen falske Vare eller Gods/ men ramme andre deris gode1 gafn/ nytte oc bæste/ oc det forsuare/ beskytte oc beskerme.

I andet Hovedstykke er Texterne Vormordsens3, men ikke Forklaringerne. Disse er bearbejdede paa Grundlag af den latinske Oversættelse i Enchiridion piarum precationum og den tyske Original - muligvis i Udgaven 15364; desuden er Vormordsens Forklaringer benyttede. Her har vi da til Dels Palladius' eget Arbejde, og vi kan iagttage Ejendommeligheder ved hans Sprog. Som Exempel vil vi undersøge Forklaringen til første Troesartikkel. Vi ser her, at ét Ord hos Luther ofte gengives ved en stavrimet Tautologi hos Palladius for at give Sproget Fynd. Saaledes oversættes acker, vihe, lat. agros, iumenta, ved det ældgamle Stavrim Ager oc Eng5 og det endnu i Folkesproget levende Fæ oc Faar6. Vi ser da allerede her i hans ældste danske Skrift en Stræben efter at gøre Modersmaalet folkeligt og fyndigt i Fremstillingen. Et Par andre Exempler, ligeledes *

* * * * * 7 hentede fra Forklaringen til første Artikkel, vil styrke dette Indtryk. Det tyske haus und hofe, der f. Ex, i Sadolins Katekismus var oversat ordret ved hwus oc gordt, gengiver Palladius ved Huus oc hjem, et Udtryk, der endnu baade i Jylland og Skaane har bevaret det gamle Stavrim1. I Katekismen 1538 vender Palladius tilbage til det rette Lutherske hwss oc gaard, ligesom acker, vihe oversættes uden Stavrim: iord, fææ, i Overensstemmelse med Sadolins Katekismus2. Denne Tilbagevenden til LutherTexten findes ogsaa i Oversættelsen af essen und trinken, der i Enchiridion 1538, ligesom hos Sadolin 1532, gengives ved ath æde oc dricke, mens Palladius i Katekismen 1537 omskriver det noget abstrakte "Æde og Drikke" med det baade for Børn og Degne ganske anderledes haandgribelige: Mad oc Øl. Denne djærve Ændring er typisk for Palladius' Sprog.

I tredje Hovedstykke stemmer Texterne ordret med Texterne hos Vormordsen3. Om Forklaringerne kan intet siges med Sikkerhed, da den Del af Katekismen, hvori de fandtes, er tabt; men Bang har i sit ovennævnte Skrift (Katekismushistorie I, S. 162 f. og S. 190 f.) sandsynliggjort, at de ligesom i første Hovedstykke er afskrevet efter Vormordsen. De har saaledes ingen Interesse for Undersøgelsen af Palladius' Sprog.

Behandlingen af Sakramenterne er som nævnt meget kortfattet. Og heller ikke her er Oversættelsen Palladius'. Indstiftelsesordene til Daaben er gengivne efter Vormordsens Text, Nadverens Indstiftelsesord efter den (vistnok) i Malms 1529 udgivne Bog "Thet cristelighe messze embedhe" 4.

Peder Palladius' lille danske Katekismus, den første danske Bog, han udgav, er da for Størstedelen slet ikke *

* * * 8 hans eget Værk; men i det lille Afsnit af Bogen, han selv har oversat, finder vi Spirer til det folkelige Kernesprog, der er ejendommeligt for Visitatsbogens Forfatter.

III.

Intet Exemplar er bevaret af Originaludgaven af Palladius' Katekismus. Efterspørgen i nordiske og tyske Bibliotheker har været forgæves. Den har derfor her maattet trykkes efter det eneste Optryk, vi kender, Hans Povelsen Resens fra 1631.

Titlen paa den lille Oktav, af hvilken Katekismen udgør Slutningen, er følgende: Immanuel. Gud med os. Jesus Christus Guds eeniste Søn/ vor Herre. D. M. L. Ofuer dend anden Artikel Af vor Christelige Tro. Aar MDXXXIII...... Item Huorledis D. Pet. Pal. self hafuer først fordanskit dend lildle Latinske Luthers Cathechismum/ Sognedegnene til brug for Vngdommen. etc. Med D. Johan Pomers korte underujsning om hiemmetig Skriftemaal oc Afløsning for Jesu Christi Skyld alleeniste. I Kiøbinghafn/ hos Melchior Martzan. Aar J. Ch. 1631.

Katekismen begynder Bl. I 3v med en Fortale af Resen og slutter Bl. K 5r. Derpaa følger Bugenhagens Undervisning om Skriftemaal.

Udstyrelsen er, som Facsimiletrykket (S. 9) af Titelsiden viser, yderst tarvelig og pladskneben. Om Katekismens oprindelige ydre Skikkelse gives ingen Oplysninger. Det er ikke antydet, om der har været Træsnit eller Missaler som i Enchiridion 15381. Heller ikke er Bogens Format eller Linjetal omtalt. Ikke engang Trykkested og Bogtrykker nævnes. Derimod siger Resen, at den er optrykt "ord fra ord", og dette kan en Sammenligning mellem de Stykker, der stemmer overens med Vormordsens Oversættelse, og Texten hos Resen bekræfte, ligesom den Nøjagtighed med Hensyn til Ordforraadet, hvormed *

9 Efterskriften til Enchiridion er optrykt i Resens Fortale, vidner herom1. Men Palladius' Ordformer er ikke bevaret. Sammenligner man f. Ex. Texten til Fadervor og Indgangsordene til Nadveren i Enchiridion 1538 med de tilsvarende Stykker hos Resen, vil man se, at Skriftformer som hiemmelen, vilge, frestelse i Enchiridion, hos Resen skrives Himmelen, Ville, Fristelse, at Enchiridions ff, ss, w, ij overalt forenkles hos Resen, at gamle Bøjningsformer som Disciphr, dem er ombyttede med de yngre Disciple, dennem2 o.l. Om Palladius's Ordformer kan man altsaa intet slutte af det Resenske Optryk3.

Bugenhagens Skrift om hemmeligt Skriftemaal har rimeligvis fulgt efter Palladius' Katekismus i det Exemplar af denne, Resen har brugt. Ogsaa fra ældre tyske Katekismer findes Exempel paa, at *

* * 10 denne Afhandling er efterhængt Katekismen1. Dog har jeg ikke ment, Skriftet burde optrykkes her, da intet tyder paa, at Oversættelsen skyldes Palladius.

IV.

Palladius' Katekismus af 1537 var en Skolebog, skrevet for Sognedegnene til Hjælp ved Undervisningen. I denne Egenskab kan den ikke være fortrængt af Haandbogen 1538, der var beregnet paa Sognepræsterne. Alligevel maa den meget tidlig være gaaet ud af Brug, thi ikke hundrede Aar efter dens Fremkomst - da Resen 1631 optrykker den - er den en saare sjælden Bog, der alt i lang Tid har været gemt af gamle Præstemænd som Minde om Salig Doktor Palladius.

*
11

Peder Palladius'

Oversættelse 1537
af
Luthers lille Katechismus
optrykt af
H. P. Resen
1631.

12

D. M. L. Lidle Catechismus/ Saa som/ S. D. Palladius sielf dend hafuer fordansket. efter Latinen/ samme Aar som Ordinantzen udgick/ ad meenige Sognedegne skulle hafue ført dend til brug/ end ocsaa uden Latinske Skoler/ nu oplagd som for et Vidnisbyrd der om. Til Læseren.

DEt efterfølgende/ som nu først er bekommet efter nogle gamle Prestmænd/ der sligt hafde saa længe bevarit dend S. D. P. P. til tacknemmelig ihukommeise/ er her hos tryct ord fra ord/ som det fandtis endnu. Besynderligen/ ad mand heraf kunde kiende/ huorledis dend Børnelæsning som nu i Meenighederne er i brug/ Gud skee Lof/ icke bør ad actis for nogen ny Lærdom/ eftersom dend strax blef paabuden der vor || Evangeliske Ordinantz udgick/ oc det efter Latinen/ som oc da blef tryct for Skolebørnen/ før end mand viste her noget ad sige af det som Johan Savromand af Slesien lod udgaa der om paa Tydsk/ til sin Rubeamim &c. huortil Georgius Major, fordum Rector i dend Skole til Magdeburg/ hafde oc gifuit hannem nogen anledning oc sligt begynt/ oc tilskrefuit sin Discipel Uldrico von Embden/ strax Anno 1531.

Oc er det dog det samme/ som siden blef indført i Luthers Tydske Handbog/ huilcken oc hin gode Palladius ocsaa fordanskede/ med saadan sin beslutning der paa.

Petrus Palladius ynsker alle Sognepræster Guds Naade oc Fred ved Jesum Christum vor HErre.

Nøddis jeg til/ kiere Brødre i Christo/ i mit suare Embede oc store Arbeide/ oc største uledighed/ ad udsette af Tydske paa Danske dendne lidle Manual eller Haandbog/ saa som jeg 13 kunde/ icke som jeg skulde/ derfor beder jeg eder kierligen oc gierne/ ad i tage dette mit føye Arbeide til tacke/ indtil saa længe nogen kand/ oc vil/ det efter Tydsken forbædre/ huilcket jeg seer gandske gierne/ dog saa ad der intet tilleggis eller fratagis/ andet end Enchiridion Lutheri indeholder/ ellers er min ydmyge Bøn oc begære til eder alle/ || oc huer særdelis/ først for Guds æris/ oc siden for dend H. Rirckis opbyggelsis skyld/ ad I ville alle samdrectelige holde disse Ceremonias ved mact/ ocsaa vare paa eders Embede/ ad i det med en god Samvittighed for Gud oc Mennisken forsuare kunde/ oc ville icke ansee nogen Menniskis Smiger eller Trusel/ men meere det som Paulus sagde: Væ mig dersom jeg icke prædicker Evangelium. Gud styrcke eder alle/ med sin kierre Søn JEsum Christum vor Herre/ Amen.

Her om er noget rørt for/ i Visitatzen som er tryct/ oc end ydermeere sligt tilkiendegifuet i Luthero triumphante til det Aar 1529. Men huorledis hin gode Luthers egne Ord efter Latinen hafue meere fynd oc eftertryck/ oc komme nærmere ofuereens med Guds Aands viis/ i dend H. Skrift/ ad tale med/ skal en huer vel befinde som grandgifueligen gifuer act der paa/ med en hiertens Bøn oc Paakaldelse/ i en sand Gudfryctighed.

Oc saaledis hafue da vore Børn icke alleeniste lært Luthers egen grundelige Forklaring ofuer de 3.Parter/ men ocsaa fattit hans rætte Spørsmaal om Sacramenternis hemmelighed/ oc ere komne i brug baade med de Spørsmaal/ huorledis dend eene part følger dend anden rætteligen/ indtil daglige Gudfryctigheds øfuelse oc Hustaflen || tilljige/ oc med dend rætte maade ad skrifte med/ sampt de korte Spørsmaal oc Suar som høre der til/ saa de med Guds Naadis hielp/ strax udi ungdommen kunde værdeligen annamme det høyværdige Alters Sacramente/ naar de det med saadan beredning/ efter Guds Aandis indskud/ kunde være begierendis/ huilcket Gud gifue de Gamle med dem flitteliger vilde betracte end som her til dags/ die verre/ almindelig skeet er/ uden tuifl til dis større Guds vrede oc straf/ som det oc fornummet er.

14

Saa bør det da icke alleeniste Degne oc deris Substituter paa det flitteligste her ad giøre deris Embede/ som de ville ansuare for Gud/ saa sligt kand holdis ved mact/ men oc alle Sognepreste oc Prouster besynderlig som oc Superintendenterne i deris idelige Visitatzer her ad stride redeligen imod Diefuelen/ Verden oc dend onde Art/ som ellers af Barns been teer sig strax i alle. Oc ad en huer som sligt en gang lerrt hafuer/ holdis saaledis der ved baade ellers/ oc naar nogen af dennem kommer til skrifte/ saa de det aldrig forglemme med Guds foract/ huorfor hans vrede kommer ofuer Verden saa hart oc tiit/ som for er rørt/ Huer som giørr HErrens gierning suigelig/ være sig saaledis enten i Skolerne/ eller Meenighederne/ hand || hafuer sig en haard Sententz ad forvente/ men dend som er troe i det lidet/ hannem skal det større betrois/ indtil hand kommer ind i sin HErris Glæde.

Dend gode/ naadigste oc Aldmæctigste Gud/ hielpe endnu fremdeelis her til/ imod ald ugudelighed oc vildsarendes Aander/ ad vi sligt iblant os endnu maae beholde til enden/ som maa skee/ er icke end langt borte/ oc det ved sin gode Aand/. for JEsu Christi vor HErris skyld/ Amen. I Kiøbinghafn/ alle Helgenes dag/ Anno 1630.

H. P. K.
15

Dend lidle Danske CATECHISMUS, Huilcken alle Sogne-degne skulle lære oc undervise unge Folck/ som ere i deris Sogne/ paa dend tiid oc sted/ som Sognepræsten en huer tilsigendis vorder. 1537.

Petrus Palladius ynsker alle Sognedegne/ som tiene til Lands-Rirckerne/ Naade oc Fred/ af Gud Fader/ oc hans kiere Son Jesu Christo/ vor HErre.

MEdn saa er/ ad I Sognedegne til Landskirckerne skulle icke alleeniste tienne eders Sognefolck med ringen oc siungen/ som i her til dags giort hafue/ men I skulle ocsaa lære alle unge Folck udi Sognene dendne lidle Danske Bôg/ som heder Catechismus, efter R. M. vor Naadigste Herris Ordinantzis || liudelse: da tyckis mig nytteligt oc gafnligt ad være/ der som I hafue samme Bôg aldtiid hos eder/ ad i kunne rettelig oc vel undervjse dennem de 10 Guds Budord/ dend Hellige Tro fader vor/ oc de hellige Sacramenters rette brugelse/ som liden Catechismus indholder. Thi der maa ingen gaa til oc annamme det høyværdige Sacramente, Jesu Christi Legem oc Blôd/ uden hand kand alle disse stycker jeg nu opregnede: paa det hand skal icke det giøre sig sielf til fordømmelse. Derfor lôd jeg korteligen udsætte dendne samme lidle Bôg paa Danske/ ad i kunde disbædre fuldkomme det/ som eders Embede udvjser. Thi huis I det icke giøre/ da skulle I sættis af eders Embede/ oc andre skulle skickis i eders sted/ som det gierne ville oc kunde giøre. Thi vor naadige Herre/ R. M. vil ingenlunde/ ad nogen af hans Naadis undersaatte skulde forsømmis/ men saa vel de unge 16 som de gamle skulde faa Guds hellige Guddommelige Villiis/ Naadis oc || Nafns underviisning/ ad de kunde retteligen optuctis/ i Guds Fryct/ udi dend hellige Tro/ som Gudeligt oc Christeligt er. Derfor vil jeg oc lade eder forstaa vor naadige Herris/ R. M. befalning/ om eder/ som er beskrefuen udi hans Naadis Ordinantz-Bôg/ saa liudendis/ ad Custodes eller Sognedegne skulle lære børnene paa Landsbyerne Catechismum, een gang om ugen/ udi dend sted oc time/ som dennem forskrifuis af deris Sogneprester: oc der som de ere icke dertil bequemme/ da skulle de icke længre være Sognedegne etc.

Derfor maae I være fortænckte herudi/ ad tage flitig vare paa eders Embede/ ad de fattige Børn ingenlunde forsømmes/ Men I skulle langt helder legge saa stôr vind paa/ ad lære de unge/ ad de gamle vilde ocsaa gierne høre tilmed. Saa kunde det skee/ ad naar Sognepresterne afginge/ da kunde Sognemændene udvælle eder til deris Sogneprester igien. Det vaar baade || Gud tacknemmeligt/ oc gafnligt for dend hellige Rircke: Saa arbeide i ret for eders Føde/ som Paulus skrifuer 2. Thess. 3.

Oc der som/ Gud forbiude/ ad nogen vilde foracte eller spotte eder derfor. Item, om I icke kunde faa eders rette oc redelige underholdning af eders Sognemænd: da skulle i det gifue Prousten tilkiende/ saa skal hand strax skicke eder det/ som ret oc redeligt er/ efter R. M. Befalning. Gud være med eder alle. Skrefuet i Roskild/ Luciidag/ Anno Domini MDXXXVII.

17

Dendne liden Bôg Catechismus indholder først 3.Hofuitstycker/ som ere

De 10 Guds Bud-Ord/ vor Skyldebôg.
Dend hellige Tro/ vor Trøstebôg.
Fader vor/ vor Bedebôg. ||

Dertil de 2 Sacramenter, som ere/ Daab oc Christendom/ oc Alterens Sacramente/ som er vor Harris Jesu Christi Legem oc Blôd.

De 10 Guds Bud-Ord med deris Forklaring.

Det første Bud. Du skalt icke hafue fremmede Guder.

Det er:
Du skalt ofuer alle ting frycte oc elske Gud/ oc til hannem alleeniste sætte ald din tro oc tilliid.

Det Andet. Du skalt icke misbruge Guds Nafn.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ oc ingen ved hans Nafn forbande/ ej suærje/ ingen Trolddom bruge/ ej liuge/ ej bedrage: Men udi ald din Angist/ sorrig oc nød/ hans hellige Nafn anraabe/ paakalde/ bede/ tacke/ lofue/ prjse oc ære. ||

Det Tredie. Du skalt hellige Sabbaths dagen.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ hans hellige Ord forsømme ej ad høre/ foracte icke eller forsmaa/ men meget meere acte/ oc i ald ære oc værdighed dennem holde.

18

Det Fierde. Du skalt ære din Fader oc din Moder.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ oc dine Forældre/ oc alle dennem/ som hafue Herredom/ vold oc mact ofuer dig/ foracte dennem icke eller fortørne/ men ære oc tienne dennem/ være dennem lydig/ oc med ald hørsomme frycte dennem.

Det Femte. Du skalt icke ihielsla.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ giøre din Nægste ingen skade paa hatte Legeme/ eller nogen uret/ men hielpe oc giøre || hannem bjstand udi ald hans Liifs angist/ nød/ sorrig oc fare.

Det Siette. Du skalt icke bedrifue Hôr.

Det er:
Du skalt lefue et Erligt kyskt Lefnet/ oc intet u-høfuiskt sige/ tale eller giøre/ oc elske din egen Hustru/ oc holde hende udi ære.

Det Siuende. Du skalt icke stiele.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ ingen mands Gods med vold oc mact tage eller røfue/ ej helder skuffe/ bedrage eller besuige hannem med nogen falske Vare eller Gods/ men ramme andre deris gode gafn/ nytte oc bæste/ oc det forsuare/ beskytte oc beskerme.

Det Ottende. Du skalt icke bære falskt vidniøbyrd om din Negste.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ icke falskeligen forføre/ 19 beflage/ eller fortale || nogen/ ingens gode rycte kræncke/ men aarsage/ oc om din Negste tæncke/ dømme/ meene/ oc tale got/ leggendis hannem aldtingist til gode.

Det Niende. Du skalt icke begiere din Negstis Huus.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ ej sleske eller indføre dig udi din Negstis ejedom oc gods/ oc ej heller tuore ynske oc begiere det/ om du end skiønt kunde siunis ad hafue der nogen ret til.

Det Tiende.

Du skalt icke begiere din Negstis Hustru/ Suend/ Pige/ Nøed/ Asen/ eller oc noget andet/ huadsomheldst det være kand/ det hannem tilhører.

Det er:
Du skalt frycte oc elske Gud/ oc ej ynske dig eller begiere din Negstis Hustru/ Tiunde/ Quæg/ Nøed/ Asen/ eller noget andet saadant/ med list/ tredskhed/ falsk eller sujg/ vold eller || mact/ ad komme hannem det fra hænde/ men tale/ handle oc fly det saa/ ad hand sit eget nyder oc beholder.

Om disse Bud-Ord taler Gud saa. Exod. 20.

Jeg er Herren din Gud/ sterck og nagsaar/ der straffer Forfædrenes ondskab paa Børnene indtil dend tredie oc fierde Slect/ dendnem som mig hade/ oc jeg giørr naade oc miskundhed/ indtil dend tusinde Slect/ dennem som mig elske/ oc mine Bud-ord bevare.

Act/ merck/ lerr ocsaa fordi/ huor forferdeligen Gud hader oc truer alle dem/ som disse hans hellige Bud-ord forsmaae oc ofuertræde. Derfor reddis/ oc fryct Gud. Hand lofuer ocsaa tuert imod sin gunst/ naade oc miskund/ alle dem/ som hansw Bud-ord bevare. Huorfor lerr ad elske hannem/ oc ad

sætte ald din tillijd til hannem. Amen.

20

Dend hellige Tro med en kort Forklaring.

Credo, eller dend hellige Tro/ indholder tre besynderlige Artikle/ som ere/ om vor Skabelse/ vor Igienløselse/ vor Helliggiørelse.

Dend Første Artikel Om vor Skabelse.

Jeg troer paa Gud Fader Aldmæctigste/ Himmelens oc Jordens Skabermand.

Det er:
Jeg sætter ald min tro/ haab oc trøst til Gud min himmelske Fader/ oc troer/ ad hand hafuer skabt mig med alle andre Creature/ oc icke alleeniste gifuit mig Liif oc Siæl/ Fornuft oc fem sind/ Øyen/ Ørne/ oc alle andre Lemmer; Men ocsaa bevarer/ beskermer oc opholder mig alle disse ting til gode/ ad de icke forfares. Item/ ad hand gifuer mig dagligendags nock til mit Liifs ophold/ Kleder oc Sko/ Mad oc Øl/ Huus oc hiem/ Hustru oc Børn/ Ager oc Eng/ Fæ oc Faar/ oc huad som got || er. Oc ad hand beskermer mig for ald vaade oc fare/ oc afvender fra mig alt det/ som mig kand være til skade. Oc giørr hand dette altsammen/ icke for nogen min fortieniste oc værdskyld/ men af sin egen ret Faderlige godhed oc miskund. Derfor bør mig aldtiid ad tacke/ lofue/ prjse oc ære hannem/ tiene oc frycte hannem/ tilbede oc paakalde hannem/ udi ald min sorrig/ Angst: oc nød/ som min allerkieriste Fader. Ad saa er i sandhed/ troer jeg visselig.

Den anden Artikel/ Om vor Igienløselse.

Oc paa Jesum Christum/ hans eenbaarne Søn/ vor Herre/ som er undfangen af dend Hellig-Aand/ fød af Jomfru Maria/ piint under Pontio Pilato/ kaarssæst/ død/ jordet/ nedfôr til helfuede/ opstôd tredie dag afdøde/ opfôr til Himmels/ sidder hos Gud Faders Aldmæctigstis højre Haand/ derfra ad komme oc dømme Lefuendes oc Døde.

21

Det er: ||
Jeg sætter ald min tro/ haab oc trøst til JEsum Christum/ oc tror/ ad hand er en sand Gud/ fød af Gud Fader udi ævighed/ oc ad hand er sandt Menniske født af Jomfru Maria/ oc ad hand er min Herre/ som hafuer igienløst mig fra synd/ død oc helfuede/ dend tiid ieg vaar et armt fortabt Menniske under dend ævige Død. Oc det giorde hand icke med Sølf eller Guld/ men med sit dyre Blod/ oc u-skyldige død. Oc derfor giorde hand det altsammen/ paa det/ ad jeg/ som er retfærdig/ uskyldig oc hellig giordt ved hannem/ skulde være hans egen/ oc tiene hannem/ lefue oc regnere med hannem/ udi hans Rige/ til ævig tiid: Lige som hand oc sielf opstod af døde/ lefuer oc regnerer ævindelig. Ad saa er i sandhed/ trôr jeg visselig.

Dend Tredie Artikel/ Om vor Helliggiørelse.

Jeg trôr ocsaa paa dend Hellig-Aand/ oc ad der er en hellig aldmindelige Rircke til/ som er Christine Menniskers samfund/ syndernes forladelse/ Legemens || opstandelse/ oc det ævige Liif. Amen.

Det er:
Jeg sætter ald min tro til dend hellig-Aand/ oc trôr/ ad jeg huercken kunde komme til min HErre Jesum Christum/ ej heller tro paa hannem/ af min egen kraft oc fornuft/ men ad det er dend hellig-Aands gierning/ som kalder mig ved Evangelium/ oc opliuste mig med sine Gafuer/ helliggiorde oc stadfæste/ oc endnu opholder mig udi en sand tro/ ligesom hand oc tilsammen kalder/ opliuser/ helliggiørr oc opholder/ udi en sand oc eeniste tro til Christum/ alle dennem/ som ere i dend hellige Rircke. Item/ ad hand dagligen gifuer mig oc alle Christne Mennisker udi dend hellige Rircke/ fuldkommelig syndernes forladene: oc skal hand opvæcke mig/ med alle andre/ af døde/ paa dend yderste Dommedag/ oc beskicke mig/ med alle Christne Mennisker/ hen til det ævige Liif. Ad saa er i sandhed/ trôr jeg visselig. ||

22

Fader vor/ Som indholder 7 Bøner/ med en kort Forklaring. Fader vor/ du som est i Himmelen.

Det er:
Jeg er vis paa/ ad du baade vilt oc kandt gifue oe det som vi bede dig om/ oc kand være nytteligt oc gafnligt/ baade til Siæl oc Liif/ efterdi du est vor kiere Fader/ oc bôr i Himmelen.

Dend første Bøn. Helligt vorde dit Nafn.

Det er:
Enddog ad hans Nafn er udi sig sielf helligt/ da bede vi alligevel i dendne Bøn/ ad det skal oc blifue helligt hos os: huilcket da skeer oc fuldkommie/ naar Guds ord læris os purt oc reent/ oc vi lefue der efter Gudfryctelige/ som det sømmer Guds Børn ad giøre. Det gif os/ ô Gud vor himmelske Fader. Men huo anderledis lærer oc lefuer/ end som Guds ord liuder/ hand vanærer iblant os Guds Nafn. Det Gud vor himmelske Fader forbiude. ||

Dend anden Bøn. Tilkomme os dit Rige.

Det er:
Ad Guds Rige kommer vel af sig sielf/ foruden vor Bøn. Men vi bede i dendne Bøn/ ad det skal oc komme til os. Det skeer i saa maade/ naar vor Himmelske Fader begafuer os med sin hellig-Aand/ ad vi formedelst hans Naade/ troe hans hellige Ord/ oc lefue Gudfryctelige/ her timeligen/ oc siden ævindeligen.

Dend tredie Bøn. Vorde din Vilie paa Jorden/ som hand er i Himmelen.

Det er:
Guds gode vilie skeer aldtiid i himmelen/ enddog vi aldrig bede der om. Men vi bede i dendne Bøn/ ad hand maa oc 23 skee i os paa Jorden: huilcket skeer i saa maade/ naar Gud veldelig fordrifuer oc til intet giørr i os alle onde raad oc anslag/ oc forhindrer i os alle onde gierninger/ formedelst huilcke vi forhindres/ oc tilbage holdes/ ad Guds Nafn icke kand helliggiøris i || os/ oc hans Rige icke kand komme til os: huilcket Dieflen/ Verden/ oc vort eget Legemis vanart os jdelig forbiuder. Men ad vi styrckes oc stadfæstes i hans hellige Ord/ oc en sand tro til vor døds-dag. Det er hans gode oc miskundelige Vilie.

Dend Fierde Bøn. Gif os i dag vort daglige brød.

Det er:
Gud gifuer vel det daglige Brød/ saa vel onde som gode Mennisker/ alligevel vi det icke begierede. Men vi bede i dendne Bøn/ ad hand skal gifue os dend forstand/ ad vi kunde med tacksigeise bekiende/ ad hafue af hans Naade ald vor Liifs næring oc forsørging.

Det daglige Brød kaldis ald det/ som hørr til dette Liifs opholdelse/ som er/ Mad/ Dricke/ Kleder/ Sko/ Huus oc Hiem/ Ager oc Eng/ Marck/ Quæg/ Penninge/ Gods/ en from oc god Hustru/ gode oc lydige Børn/ fromme Tieniste tiunde/ fromme Husbonder/ et got Herskab/ god/ viis oc Gudfryctig Øfrighed/ sundt oc timeligt Vejrlig/ || meenig Fred/ helbred oc karskhed/ gode sæder/ med ald tuct oc ære/ trofaste Venner/ oc gode Nabôr/ oc andet saadant mere/ som forstaais under dagligt Brød.

Dend femte Bøn. Forlad os vore Synder/ som vi forlade vore Skyldener.

Det er:
Vi bede i dendne Bøn/ ad Gud vor himmelske Fader icke vil ansee vore synder/ oc for dem skyld lade os blifue ubønhørde/ Oc saa bekiende vi/ ad vi icke ere værdige til de allerringeste ting vi bede om/ oc hafue icke heller fortient det/ men 24 ad hand vilde naadeligen gifue os dette altsammen/ af sin Faderlige godhed: fordi ad vi dagligen meget synde/ oc forskylde meere straf oc vrede af hannem/ end vore synders forladelse/ eller andet got. Men paa det ad vore synder maae os af hannem forladis/ saa skulle vi ocsaa forlade vore Skyldener/ oc dem/ som os fortørnit hafue/ oc giøre dem got/ som os giøre ont/ oc forfølge/ oc saa bede Gud for dennem. ||

Dend siette Bøn. Oc leed os icke i Fristelse.

Det er:
Gud i Himmelen frister ingen: men vi bede i dendne Bøn/ ad Gud vor himmelske Fader os naadelig vil bevare oc beskerme/ ad Dieflen/ Verden/ oc vort eget Legemis vanart/ icke skal bedrage eller forføre os/ i vantro/ mishaab/ oc andre fordærfuelige oc skadelige laster/ oc naar vi blifue der med fristede/ ad vi maae da endeligen faa ofuerhaand oc sejervinding ofuer dennem.

Dend siuende Bøn. Men frels os fra det Onde.

Det er:
Ad vi bede i dendne Bøn/ som i en gandske Sum tilhaabe/ ad Gud vor himmelske Fader vil værdis til/ ad frij oc frelse os fra ald Fare oc ont/ legemligt oc Aandeligt/ timeligt oc ævigt/ baade til Liif oc Siæl: oc besynderligen/ ad vi maae i en lycksalig stund til vort sidste endeligt afskillis fra dette elendige Liif oc Lefnet/ oc komme til det ævige Liif oc Glæde. ||

Amen.

Dette samme Ord/ Amen/ er derfore tillagdt udi enden/ efter alle forskrefne Bøner/ ad vi skulle være visse paa/ ad de ere hørde hos Gud Fader udi himmelen/ efterdi hand hafuer sielf budit oc befalit os ad bede/ oc hafuer forplictit sit bud 25 oc befalning med forjættelse oc løfte/ ad hand vil bønhøre os/ naar vi bede hannem ved sin eenbaarne Søn Jesum Christum vor HErre. Amen/ Amen/ sige vi/ det er/ sandeligen oc visseligen ere vi nu bønhørde hos Gud i himmelen/ oc aldting skal gifuis os/ som vi i en ret Tro bede oc begiere efter hans Guddommelige vilie.

Det høyværdige Daabsens Sacramente.

Guds hellige Ord oc befalning om det høyværdige Daabsens Sacramente/ staar skrefuet Matth. oc Marc. i det sidste Cap.

Gaar oc lærer alle Folck/ oc døber dennem i Nafn Faders/ Søns/ oc hellig-Aands. ||

Huem der tror oc blifuer døbt/ hand skal blifue salig; men dend som icke tror/ hand skal fordømmis.

Det høyværdige Ælterens Sacramente.

Alterens Sacramente/ som er vor HErris JEsu Christi sande Legem oc Blod/ staar beskrefuet hos Matth. Marcum, Lucam, oc Paulum.

Vor HErre Jesus Christus/ i dend nat hand blef forraad/ tog hand brødet/ tackede oc brød det/ oc gaf sine Disciple oc sagde: Tager dette hen oc æderet/ det er mit Legeme/ som gifuis for eder: det giører i min hukommelse.

Lige maade tog hand oc Ralcken/ efter Aftens Maaltid/ tackede gaf dennem oc sagde: Dricker alle der af/ dette er det ny Testamentis Ralck i mit Blod/ som udgifuis for eder til Syndernes forladelse. Dette giører/ saa ofte som i dricke/ i
min hukommelse.

26

NOTER TIL KATEKISMEN 1537.

S. 12, L.1. D. M. L. = Doctor Martin Luther.

S. 12. L. 2 og 11. S. D. P. P. = Salig Doctor Peder Palladius.

S. 12, L. 18-23. I Aaret 1529 udgav en Luther nærstaaende Skolemand Johannes Sauromannus Luthers lille Katekismus i latinsk Oversættelse til Skolebrug. Bogen, hvis Titel er Parvus Catechismus pro pueris in schola, Wittenb. 1529, indledes med en Tilegnelse til en iøvrigt ukendt Mand Hermann Crotus Rubianus, hvori Katekismen anbefales som Lærebog i Kristendom og Latin. Fra samme Aar stammer en anden latinsk Oversættelse - ogsaa beregnet til Skolebrug - af Humanisten Lonicerus. Denne Oversættelse udkom 1531 i Magdeburg sammen med den tyske Text og indledet med en Fortale af en kendt Reformator Georg Major til hans Elev Ulrik von Embden. Ogsaa her anbefales Katekismen som Elementarbog i Latinundervisning og Kristendomskundskab. (Se Knoke, D. Martin Luthers kleiner Katechismus, Halle 1904, S. 27-29 og S. 23-24.) Begge disse latinske Udgaver har været nyttet af de danske Katekismusoversættere. Resens Ytring "før end mand viste her noget ad sige etc." er da misvisende, ligesom det af ham fremstillede Forhold mellem de to Fortaler er galt. Fejltagelsen skyldes rimeligvis, at han kun har kendt yngre Udgaver af de omtalte latinske Katekismer. Muligt er det jo ogsaa, at hans Ytring skyldes Andenhaands Viden.

S. 12, L. 25-26. Talen er om den nf. aftrykte Katekismusoversættelse 1538.

S. 12, L. 27 ff. En Sammenligning mellem "Beslutningen" i Resens Udgave og i Originaludgaven (se Udgaven nf.) vil vise, at Resen har fulgt denne ordret, men ikke bogstavret. Originalen har f. Ex.: ath, denne, lille, gerne, æres, opbyggelses, trwsel, wledighed, kierlige, mens Resen har: ad, dendne, lidle, gierne, æris, opbyggelsis, trusel, uledighed, kierligen.

S. 13, L. 15. Her sigtes til "En Tractat osv.", Kbh. 1553, Bl. A 4v: om Sogne Degnen.

S. 13, L. 16. H. P. Resen, Lutherus triumphans, Kbh. 1617, Bl. I 7r.

S. 15, L. 1. Titlen "Dend lidle Danske Catechismus" stemmer ganske med Titlen hos Vonnordsen, men er forskellig fra de andre kendte danske Katekismer.

S. 15, L. 24. Om Udtrykket "Derfor lod jeg korteligen udsætte..." skriver Chr. Bruun i Aarsberetninger etc. II, 165: "De anførte Ord maa... indeholde Vidnesbyrd om, at det ikke er 27 Palladius selv, der har oversat Bogen"; Ytringen skyldes en fejl Opfattelse af Verbet lod, der i hin Tid brugtes pleonastisk: lod udsætte havde samme Betydning som udsatte. Exempler paa denne Brug findes i Mængde endnu hos Holberg, se Mindre poet. Skrifter, ved Liebenberg, Kbh. 1866, S. 437, Note til S. 251 sidste Linje.

S. 16, L. 25. Luciidag, Fejl for Ludedag d. e. d. 13. Dec.; Lucii Dag er nemlig 4. Marts, og paa dette Tidspunkt var Palladius i Wittenberg, ikke i Roskilde.

S. 17, L. 9. De 10 Guds, Vormordsen: Herrens X...

S. 17, L. 14. alle ting, V.1: alting...

S. 17, L. 17. Andet Buds Text stemmer ikke med Vormordsens Katekismus', der har: Dw skalt icke tage herren dyn Guds naffn forfengelige y dyn mwndt. Denne Textredaktion stemmer ordret med Poul Helgesens i "Een Cristelig vnderwijszningh paa the thij Gudz budord" etc., Kbh. 1526 (Danske Skrifter I, S. 5). Palladius' Text findes derimod ikke i nogen anden dansk Oversættelse af de 10 Bud, men svarer ganske til Texten i Luthers lille Katekismus 1536: Du solt den Namen deines Gottes nicht misbrauchen. Denne Textredaktion, der ogsaa findes i Luthers Bibeloversættelse, erstatter her for første Gang den tidligere - og senere - Katekismustext: vnnützlich füren. Det er derfor sandsynligt, at Palladius har benyttet Udgaven 1536 til sin Oversættelse. Ogsaa det af Olaus Petri i samme Aar (1537) udgivne Skrift "Een underwijsning och kennedom" har denne Textredaktion, som genfindes i den svenske Bibel 1541 og i den svenske Oversættelse af Luthers Katekismus. Jfr. Bang, Katekismushistorie I, S. 36 f. og S. 91 f. og O. Albrecht, Der kleine Katechismus D. Mart. Luthers, Halle 1905, S. 81.

S. 17, L. 24. Du skalt hellige, V.: Ihukom at helliggiøre.

S. 18, L. 5. Herredom, V.: herredømme.

S. 18, L. 14. Hor, V.: vkyskhedt. Hor (hoor, hoord, hord) findes i den ældste danske Bibeloversættelse, i Poul Helgesens "Een Cristelig vnderwijszningh" og i Henrik Smiths "En liden Dyalogus". Ligeledes i Jørgen Sadolins Katekismusoversættelse og i Palladius' Enchiridion. Udtrykket "(be-)drive Ukyskhed" er særegent for Vormordsens Katekismus og i det hele sjældent i Tidens Litteratur. Det findes i "Gamle danske Dyrerim" fra 15, Aarh. (Brøndum-Nielsens Udgave, S. 35).

S. 18, L. 24. ramme fra mnt. ramen "søge at naa" d: "fremme". Denne Betydning er almindelig i Slutningsformularen i Kongebreve: *

28 " Vi ville igen vide og ramme Eders Gavn og Bedste", men findes ogsaa i andre Udtryk f. Ex. Præsten skal ramme Kirkens Gavn, Danske Lov 2-22-8. Endnu i 19. Aarh. er Betydningen levende, se f. Ex. Grundtvig, Salmer og aandelige Sange, 1875, IV, 361.

S. 18, L. 28. bære, V.: bære, sige eller tale.

S. 19, L. 8. tuore ynske, V.: ville ynske. tuore er vistnok Trykfejl for thore (Oldnord. Þora), men den almindelige Stavemaade i Reformationstiden var taare (f.Ex. Palladius, St, Peders Skib, Bl. e 3r).

S. 19, L. 16. Quæg/ Nøed, V.: queg/ fænnedt/ nødt.

S. 19, L. 21. nagsaar, der ogsaa findes hos Vormordsen, gengiver det latinske zelotes. Dette Ord har det voldt stor Vanskelighed at oversætte. I den ældste danske Bibeloversættelse skrives "sielenes ælskere", Sadolin oversætter "en hadsk Elskere", Palladius i Enchiridion "som ingelunde kand lide, ath du haffuer fremmede Guder" (se Udg. nf.), men fra Katekismusudgaverne 1575 trænger nidkier igennem. Dette Ord, som var indført af Tavsen i hans Oversættelse af Mosebøgerne, autoriseredes i Kristian den Tredjes Bibel 1550. nagsaar dækkede vistnok ikke zelotes; dets almindelige Betydning i Reformationstiden var "gnaven", ikke "nidkær". I Chr. Pedersens Vocabularium 1514 gengives saaledes lat. morologus ved nag saar udy tale, og i Henrik Smiths Hortulus synonymorum 1520 Bl. 27v oversættes nag saar ved: morosus, difficilis, fastidiosus, querulus, garrulus.

S. 19, L. 23. miskundhed, V.: miskundt.

S. 19, L. 26. lerr ocsaa, V.: lær oc see.

S. 19, L. 26. hader, V.: høder. Forskellen skyldes vistnok en Fejllæsning hos Resen. Der er ingen Grund til at tro, at Palladius skulde have ændret den paa Reformationstiden saare almindelige Tautologi høde og true til det ganske uhjemlede hade og true.

S. 20, L. 8. Skabermand som hos Vormordsen; det traditionelle og sejrende Ord er skabere.

S. 20, L. 30. Jomfru Maria, V.: Maria een reen iomffrw, Palladius har, skønt han ellers ordret fulgte Vormordsen, slettet dette middelalderlige Epitheton; jfr.Bang, Katekismushist. I, S. 161 og 164.

S. 20, L. 32. opfor, V.: foor op.

S. 20, L. 33. Gud Faders Aldmæctigstis, tysk: Gottes/ des Aldmechtigen Vaters, men V.: Gud faders.

S. 20, L. 33. derfra ad komme, V.: oc skal komme igen.

S. 25, L. 24. som udgifuis for eder, Thet cristelige messze embedhe: som bliffuer vdgiffuet for eder oc for mange. Palladius følger her den tvske og latinske Text.

29
OVERSÆTTELSE AF
LUTHERS
ENCHIRIDION
1538.
30

        

31

INDLEDNING.

I.

ET halvt Aar efter, at Palladius havde udsendt Katekismen for Sognedegne, laa en Haandbog for Sognepræster færdigtrykt. I denne var - i Modsætning til i Katekismen - alle Dele af den tyske Original medtaget og i deres fulde Omfang. At Palladius, trods sit "suare embede oc store arbeyde oc største wledighed", oversatte og udgav "Enchiridion" saa kort efter Udgivelsen af Katekismen - og udgav den nøje svarende til Luthers Text uden at benytte sin egen Katekismusudgave, skyldtes sikkert Bugenhagen. Palladius' Katekismusoversættelse 1537 var, som vi har set foran (S. 3 f.), gennem Vormordsens Katekismus grundet paa den latinske Udgave af Luthers lille Katekismus, og denne afveg paa ikke faa Punkter fra den tyske Original; dertil kom, at Sakramentlæren var optaget i stærkt forkortet Form, og at Fortalen og Tillæggene slet ikke var medtaget. Men Bugenhagen fordrede, at der gaves Præsterne et Manuale, der var i Overensstemmelse med Luthers Original. I den lille Bog om lønligt Skriftemaal, som Palladius udgav nogle Maaneder efter Oversættelsen af Enchiridion, lærer vi Bugenhagens Fordring at kende gennem Palladius' egne Ord. Han skriver her i Fortalen: "Effterdi at vor kiære aandelige Fader/ Høglærd mand Doctor Joannes Bugenhagius Pomeranus/ for merekelige sagers skyld begerede aff alle Superintendenter i Danmarck och Norge/ at Enchiridion Lutheri motte bliffue al ene pro Manuali Da vil jeg aldrig encten tage der nogit fra/ eller legge der nogit til/ men lade det bliffue effter hans vilge oc begering". Palladius lod det blive efter 32 Bugenhagens Vilje og Begæring og udsatte "aff Tydske paa Danske denne lille Manual".

Vi skal nu undersøge, hvilke Kilder Palladius har brugt til denne Oversættelse. De Spørgsmaal, vi maa søge Svar paa, er følgende: 1. Hvilken tysk Udgave har han benyttet? 2. Har han ved Siden af den tyske Udgave brugt en latinsk, og da hvilken? 3, Har han bygget paa ældre danske Oversættelser eller Bearbejdelser, og da i hvor stort Omfang?

II.

Det første Spørgsmaal er, saa vidt jeg véd, nyligst besvaret af Lutherforskeren Otto Albrecht, der i 1905 skrev flg. herom: "Als Vorlage wird Palladius den Wittenberger Druck des Enchiridion v. J. 1531 benutzt haben; sonst müsste es eine uns unbekannte Ausgabe gewesen sein, die, von Schirlentz in Wittenberg zwischen 1531 und 1535 gedruckt, die schon hervorgehobenen charakteristischen Worte "zornig, vnzüchtig, heissig" im Stück von der Beichte ebenfalls enthalten hat; seit 1535 nämlich fehlen diese in allen Wittenberger Ausgaben und deren Nachdrucken".1 Samme Resultat var A. Chr. Bang kommet til nogle Aar i Forvejen i "Den lutherske katekismus' historie" I, S. 239. De omtalte Ord i Skriftemaalet findes dog foruden i Wittenbergerudgaven 1531 ogsaa i forskellige nedertyske Udgaver, men - skriver Albrecht - disse kan "wegen andersartigen Gesamtanlage als Vorlage fur den dänischen Übersetzer nicht in Frage kommen".

Imidlertid viser en nøje Sammenligning mellem Palladius' Oversættelse og den højtyske Wittenbergerudgave til den ene Side og den nedertyske Magdeborgerudgave (1531) til den anden, at Palladius' Udgave i en Mængde Enkeltheder, hvor den højtyske og den nedertyske Udgave afviger fra hinanden, stemmer overens med den nedertyske Text, ikke med den højtyske. Jeg skal anføre nogle Exempler fra Stykket om Skriftemaal (S. 87-89 nf.), det Stykke, hvor *

33 Forholdet er renest, fordi Palladius ikke her har haft en dansk Oversættelse eller danske Forbilleder som Grundlag.

S.88, L. 11. Pall: om du æst een Fader, Magdeb.udg: yfft du ein Vader syst, men Wittenb.udg: ob du Vater seiest.1

sst. Pall: Frue, Pige eller Suend, Magdeb.udg: frouwe, Maget edder Knecht, men Wittenb.udg. kun: Fraw, Knecht.

S. 88, L. 13. Pall: wtuctig eller auuidz syug, Magdeb.udg: vntüchtich edder hettisch, men Wittenb.udg: vnzüchtig, heissig.2

S. 88, L. 15. Pall: skødeløss eller giort skade, Magdeb.udg: verrökeloset edder schaden gedan, men Wittenb.udg: verwarlost, schaden gethan.

S. 88, L. 22. Pall: Ja sig frem, Magdeb.udg: Ja segge her, men Wittenb.udg. kun: Sage an.

Ogsaa i Ordstillingen er Overensstemmelsen med Magdeborgudgaven paafaldende, f. Ex. S. 89, L. 26 har Pall: Ske dig lige som du tror, Magdeb.udg: Dy geschee alse du löuest, men Wittenb.udg: Wie du gleubest, so geschehe dir.

Endvidere kan det nævnes, at de enkelte Ord ofte stemmer overens med den nedertyske Texts Ord, skønt den højtyske Texts fandtes i Sproget, og man saaledes skulde have ventet, at Palladius havde valgt disse, om han kun havde haft en højtysk Text. Saaledes har Pall. i Luthers Fortale S. 72, L. 5: græselig stor, Magdeb.udg: greseliken groten, men Wittenb.udg: grewlich; i Skriftmaalet S. 88, L. 30 har Pall: whøffuisk, Magdeb.udg: vnhöuesch, men Wittenb.udg: schampar ("skamagtig"); i Hustavlen S. 94, L. 5 har Pall: met all erlighed, Magdeb.udg: mit atter eerlicheit, men Wittenb.udg: mit atter erberkeit.

Disse Exempler maa være tilstrækkelige til at vise, at *

* 34 Oversættelsen i hvert Fald ikke kun har haft Wittenbergerudgaven som Grundlag; imidlertid kan Palladius heller ikke som Enegrundlag have haft den nedertyske Udgave, da saavel Magdeborgerudgaven 1531 af Katekismen, som Magdeborgerudgaven 1534 af Haandbogen i deres Indretning er forskellig fra Palladius' Enchiridion. Der er derfor, saa vidt jeg kan se, kun to Muligheder: enten, at Pall. har haft en nedertysk Udgave som Grundlag, hvis hele "Gesamtanlage" var bragt i Overensstemmelse med den højtyske Udgave (en saadan Udgave har jeg imidlertid ikke fundet Oplysning om, hvad der dog ikke viser, at den ikke er bevaret - Weimarudgaven af Luthers Værker med den fuldstændige Fortegnelse af Udgaver er endnu ikke naaet til Enchiridion - end mindre, at den ikke har existeret) eller, at han har haft den nedertyske Magdeborgerudgave som Hjælp til Oversættelsen, men som Grundlag for Bogens Indretning en højtysk Udgave, og da rimeligvis Udgaven 1536, som han jo, som foran paavist (S. 27), vistnok allerede nyttede til sin Katekismusoversættelse 1537.

Og at Palladius har nyttet en nedertysk Udgave er ikke tilfældigt. Hvor stor Indflydelse Nedertysken har haft i Danmark i de foregaaende Aarhundreder, har vi Vidnesbyrd om i de talrige nedertyske Ord, der i hin Tid fik Indfødsret i Sproget. Og denne Indflydelse fortsattes i Reformationstiden. Ikke mindst gennem selve Reformationsværket. Mange kirkelige Dokumenter fra 16. Aarh. er affattet paa Plattysk. Den Mand, der ordnede hele vort Kirkevæsen talte Plattysk1. Den Konge, der gennemførte den evangeliske Kirke, talte Plattysk2. Og i Wittenberg, *

* 35 den By, til hvis Universitet danske Reformatorer fortrinsvis søgte, taltes dengang rent Plattysk1. Højtyskens Erobring af Nordtyskland var endnu kun i sin Vorden. Berøringen med det talte højtyske Sprog var da ringe, og den væsenligste Del at det skriftlige Samkvem med Tyskland foregik paa Latin eller Plattysk. Det er da forstaaeligt, om de danske Oversættere har søgt til nedertyske Udgaver, hvor disse fandtes. Og at dette for Katekismens Vedkommende ikke blot gjaldt Palladius, men vistnok ogsaa Sadolin, skal jeg senere vise; derimod havde Vormordsen, som ovf. omtalt, oversat sin Katekismus - efter Latin2.

III.

Det næste Spørgsmaal er, om Palladius ved Siden af den (eller de) tyske Udgaver har benyttet en latinsk Oversættelse. Herom tror jeg ikke, der kan være Tvivl. Skønt Helheden hviler paa tysk Grundlag, skønt latinske Konstruktioner saa godt som aldrig findes, er der Enkeltheder, hvor Overensstemmelsen med de latinske Oversættelser er saa aabenbar, at den kun kan forklares derved, at Palladius (ligesom iøvrigt ogsaa Sadolin) har benyttet baade tyske og latinske Udgaver. Som Exempel skal jeg nævne følgende Steder - idet jeg stadig kun tager de Stykker af Haandbogen, til hvilke han efter al Sandsynlighed ikke har haft dansk Grundlag -:

S. 69, L. 22-23. Pall: i tuinge folcket til en part aff Sacramentet oc til eders menniskelige lerdom = lat. (Lonicerus' Oversættelse): quod unicam tantum speciem Sacramenti ac *

* 36 uestras traditiones, urgetis, men Magdeborgerudg: Vorbedet noch eynerley gestalt vnde driuet vp iuwe minschen gesette og Wittenbergerudg: Verbietet einerley gestalt vnd treibt auff ewer menschen gesetze. Som man ser, har begge tyske Texter to ikke enstydige Verber: vorbeden og drywen vp, verbieten og treiben auff, mens den danske Text ligesom den latinske kun har eet: tuinge, urgere; ligeledes er det danske: part aff Sacramentet formet efter det latinske: speciem Sacramenti og er forskelligt fra de tyske Texters: eynerley gestalt. Dette Sted alene vilde da være nok til at vise, at en latinsk Oversættelse var benyttet. - Men endnu nogle faa Exempler paa Overensstemmelse skal nævnes.

S. 69, L. 25. Pall: ve ve eder = lat: væ væ uobis; men Magdeb.udg: Ach vnde wee auer fuwen hals = Wittenb.udg: Ach vnd wehe vber ewern hals.

S. 89, L. l: Een herre/ hwsbonde = lat: Herus vel Pater familias, men de tyske Udgaver kun: en Here fein Herr)1.

S. 91, L. 27 og S. 92, L. 15: I naffn Faders = lat: In nomine patris, men ty: Des wolde Godt de Vader (Des walt Gott Vater).

S. 93, L. 31: vaagen/ ædrw = lat (Sauromannus' Oversættelse): vigilantem, sobrium, men ty. kun: nüchtern.

S. 95, L. 3: ære din Fader oc din Moder = lat: Honora patrem tuum et matrem tuam, men ty: Eere Vader vnde Moder (Ehre Vater vnd Mutter).

Latinsk paavirkede Konstruktioner findes undtagelsesvis, f. Ex. S. 94, L. l: bequem til ath lære andre = lat: idoneum ad docendum, men ty: leerhafftig.

S. 95, L. 5: du maat bliffue laangliiffuit = lat: sis longaeuus, men ty: lange leeuest (lange lebest).

Den latinske Oversættelse, Palladius (ligesom Vormordsen) har brugt, er Lonicerus', thi kun han har Oversættelse af Luthers Fortale2.

* *
37

IV.

Vi skal nu undersøge det vigtige Spørgsmaal, om Palladius har brugt ældre danske Arbejder, og da i hvor stort Omfang. Haandbogen som Helhed forelaa ikke paa Dansk. Det er altsaa givet, at han ikke har haft noget enkelt Forbillede eller Grundlag for sin Oversættelse. Dernæst maa det anses for temmelig sikkert, at de Stykker af Enchiridion, som man ikke plejede at udgive særskilt, og som ikke fandtes som Tillæg i nogen af de tidligere danske Katekismer, for første Gang gengives paa Dansk hos Palladius, med andre Ord, at Palladius' Oversættelse her er original. De Stykker, der kan være Tale om, er: l. Skriftemaalet 1, 2. Morgen- og Aftenbønnen og Bordbønnerne, 3. Hustavlen. En Sammenligning mellem disse Stykker og den tyske Text viser, at Palladius har fulgt denne meget nøje2. Men alle øvrige Dele af Luthers Enchiridion forelaa i dansk Oversættelse eller Bearbejdelse, da Palladius i 1538 begyndte paa sit Arbejde. Om Forholdet mellem disse danske Oversættelser og de enkelte Dele af Haandbogen kan følgende oplyses:

Luthers Fortale fandtes i stærk bearbejdet Form og brudstykkevis i Sadolins Katekismusoversættelse fra 1532; men denne Bearbejdelse har Palladius aldeles ikke benyttet, skønt han iøvrigt, som vi skal se, har bygget i høj Grad paa Sadolins Arbejde. Ingen anden Bearbejdelse eller Oversættelse end Sadolins kendes, og Palladius' *

* 38 Oversættelse af Fortalen maa derfor anses for original. En Sammenligning med den tyske Text viser, at Palladius - ligesom ved Skriftemaalet, Bønnerne og Hustavlen - har fulgt denne nøje1.

De tre egenlige Katekismusstykker: de ti Bud, Troesbekendelsen og Fadervor havde været oversat i 1532 af Sadolin og i 1537 af Vormordsen, hvis Oversættelse Palladius - som vi har set (foran S. 3 f.) - benyttede i sin Katekismusudgave fra samme Aar. Oversættelsen i Enchiridion 1538 er i det væsenlige ikke nogen ny Oversættelse, men en ordret Benyttelse af Sadolins. Kun hvor denne i et Par Bønner følger den latinske Katekismusoversættelse, giver Palladius en ny dansk Redaktion i Overensstemmelse med Luthers tyske Text. Forandringer i Ordforraadet er sjældne, men findes dog et Par Steder i Troesbekendelsen, hvor Palladius dels følger sin egen Katekismus fra 1537 dels Texten i Henrik Smiths Katekismus fra samme Aar: "En liden Dyalogus"2. Desuden ændres forskellige ældede eller dialektfarvede Ord og Udtryk. Medens dette kun sker undtagelsesvis, er de grammatiske, lydlige og ortografiske Former undergaaet gennemgribende Forandringer, der viser os den stærke Udvikling i Skriftsproget i hin Tid3.

Stykkerne om Daabens og Alterets Sakramenter fandtes ligeledes i Sadolins og Vormordsens Katekismer, desuden i meget forkortet Form i Palladius' Katekismus 1537; endvidere fandtes Nadvertexten i forskellige Messebøger, saaledes i "Thet cristelighe messze embedhe", Malmø *

* * 39 1529 og i Messehaandbogen, Malms 1535. Palladius giver imidlertid en ny Oversættelse efter Tysken, dog med Benyttelse af Sadolins Oversættelse og - for selve Nadverordenes Vedkommende - af sin egen Katekismus 1537, som paa dette Punkt jo var i Overensstemmelse med Texten i Messebøgerne d.v.s. med den traditionelle Text1.

Vielses- og Døbebogen fandtes i en slet skreven, men nøjagtig Oversættelse i Messehaandbogen 1535. Men denne har Palladius kun for ganske enkelte Udtryks Vedkommende benyttet. Dernæst fandtes Døbebogen i stærkt bearbejdet Form i et Skrift af Tavsen "En ret christelig fadzon at christne Børn med paa danske", Viborg 1528. Denne Bearbejdelse er i nogen Grad nyttet i Palladius' Oversættelse. Endelig er det sandsynligt, at han ogsaa har brugt en Bearbejdelse af Vielsesbogen; "Een Christelig Fadzoen at viiæ brudefolck met. Mart. Luth.", Viborg 1530; men herom kan intet sikkert bestemmes, da Skriftet er tabt. Saa meget er imidlertid utvivlsomt, at Palladius ikke - saaledes som ved Fortalen, Skriftemaalet, Hustavlen og Bønnerne - har oversat direkte efter den tyske Text, dertil er Afvigelserne fra denne for mange. Han har som Mellemled haft en dansk Oversættelse, og denne Oversættelse har som Grundlag haft den højtyske Text; thi Brudens Navn er hos Palladius Grete ligesom i de højtyske Udgaver, mens Bruden i de nedertyske Udgaver hedder Anna2. Hvad selve Skrifttexterne angaar, som jo findes i stor Udstrækning i Vielsesbogen, afviger de paa mange Punkter fra Luthers Original; men en Sammenligning mellem Palladius' Oversættelse og de nyeste Bibel-Oversættelser fra Samtiden (Tavsens Oversættelse af Mosebøgerne fra 1535 og Chr. Pedersens Oversættelse af det ny Testamente fra 1529 og 1531) viser, at Palladius helt igennem har grundet sin Oversættelse paa disse Bibelarbejder, og *

* 40 at alle Afvigelser fra den tyske Text skyldes Overensstemmelse med de danske Oversættelser, Resultatet af Undersøgelsen er da dette: Palladius har af enkelte Dele af Haandbogen, nemlig Fortalen, Skriftemaalet, Bønnerne og Hustavlen, givet originale danske Oversættelser paa Grundlag af en med den nedertyske Magdeborgudgave overensstemmende Text og med nogen Støtte i Lonicerus' latinske Oversættelse. Til Katekismens fem Hovedstykker har han derimod helt igennem bygget paa ældre danske Arbejder - og blandt disse først og fremmest paa Sadolins Katekismusoversættelse af 1532, Til Vielses- og Døbebogen har han ogsaa utvivlsomt haft en dansk Oversættelse som Basis, formodenlig for Vielsesbogens Vedkommende den nu tabte Oversættelse af Traubüchlein fra 1530 - med Støtte i Tavsens og Chr. Pedersens Bibelarbejder - og for Døbebogens Vedkommende delvis (men ogsaa kun delvis) Tavsens Bearbejdelse af Taufbüchlein.

Til Belysning af Forholdet mellem Enchiridion og de tyske og danske Udgaver aftrykkes her nogle faa Citater af disse:

I. Palladius' og Sadolins Oversættelse af Luthers Fortale:

Palladius' Oversættelse.
nf. S. 70, L. 32-35.

Der til met skulle oc forelderne oc hwsfæderne forbyude oc necte dem ath æde oc dricke oc giffue dem til kende/ ath Førsten vil lade driffue vdaff landet saadanne haardnackede menniske.

Sadolins Oversættelse
Add.38.8°, B1.28r. Udg. S. 2281.

Oc wore thet wngt folck, tha burde theres forældre2 att lade thennom miste Madden3 indtil the wilde thet lære, Oc wore thet wel tilbørligt, att wore christne4 Førster lagde nogen suarer wiide wed saadanne skardanter5.

Som det ses, er der intet som helst Afhængighedsforhold mellem Sadolins Bearbejdelse og Palladius' Oversættelse.

II. Ganske anderledes med Katekismusstykkerne; vi tager som Exempel 7. Bud.

* * * * * 41

Palladius' Oversættelse
nf. S. 77, L. 2-13.

Du skalt icke stiæle.
Huad er det? Suar.
Wii skulle frycte oc elske Gud/ Ath
wii icke tage vor nestis gotz
eller penninge fra hannem ey heller
snige oss det til met falske vare/
eller nogen handel/ Men heller hans
gotz oc næring forbedre oc beskerme.

Sadolins Oversættelse
Add. 38.8°, Bl. 8r, Udg. S. 214.

thw skalst icke stielle.
thet er

wyl schwlle frychte oc elske Gud, saa2
wy1 icke tage wore neste syn3 godtz
eller penninge4 fraa ey heller
snige oss thet til med falske waare
eller nogen handel, men heller hans
godtz oc næring forbedre ocbeskerme.

III. Palladius' Oversættelse af Skriftemaalet og den højtyske og nedertyske Text:

Wittenb.udg. 1531.

Da sihe deinen stand an
nach den Zehen geboten,
ob du Vater, Mutter,
Son, Tochter, Herr, Fraw,
Knecht seiest, ob du
vngehorsam, vntrew, vnuleissig,
zornig, vnzüchtig, heissig, gewest seiest,

Magdeb.udg. 1531.

Hyr sü dinen standt an/
na den Tein gebaden/
yfft du ein Vader/ Moder/
Söne/ dochter/ Here/ frouwe/
Maget edder Knecht/ syst/ yfft du
vngehorsam/ vntruwe/ vnulitich/
törnich/ vntüchtich edder hettisch gewestsyst/

Pall.' Oversættelse nf. S. 88, L. 10-13.

See der til din stat eller vilkor
effter de X, budord/ om du æst een Fader/ Moder/
Søn/ Daater/ Herre/ Frue/
Pige eller Suend/ om du haffuer værit
whorsom/ wtro/ wflittig
wred/ wtuctig eller auuidz syug/

IV. Citat af Brudevielsesbogen hos Palladius, i Messebogen og i de tyske Udgaver:

Magdeb.udg. 1534.

Hans wultu Annen hebben tho einer echten frouwen? Dicat. Ja. Anna wultu Hansen hebben tho einem echten manne? Dicat. Ja.

Wittenb.udg. 1536.

Hans wiltu Greten zum Ehelichen gemahel haben? Dicat. Ja. Greta wiltu Hansen zum Ehelichen gemahel haben? Dicat. Ja.

Messebogen 15353.

Hans N. viltu haffue denne gode persone N. til din ecte husfrue? Suar. Ja. Anna N. Viltu haffue denne gode persone Hanss N. till din ecte mand? Hun suarer Jaa.

Pall.' Oversættelse nf. S. 98.

Hans vilth du haffue Grete til din ecte hwstru? Dicat/ Ja. Grete wilth du haffue Hans til din ecte hwsbonde? Dicat/ Ja. * * * * * 42

V. Skriftsteder i Palladius' Oversættelse af Vielsesbogen og i danske Bibelarbejder:

Pall.' Oversættelse, S. 99, L. 12:

oc bliffue hart vid sin mandinde = Tavsen, 1. Mos. 2: oc bliffue hart wid sijn mandinde; men Messebogen 1535: oc tilhenge sin husfrue = Magdeb.udg. 1534: vnde an syner frouwen hangen

Pall.' Oversættelse, S. 100, L. 8:

oc din attraa skal være til din mand = Tavsen, 1. Mos.3: oc dijn attraa skal wære til dijn mand; men Messebogen 1535: Oc vnder mandsens magt scalt du vere, jfr. Magdeb.udg. 1534: vnde du schalt dy drücken vor dynem Manne

Pall.' Oversættelse, S. 99, L. 24:

paa det ath hand ville skicke sig een erlig Christen menighed = Chr. Pedersen, Test. 1531, 5. Ef. 25: paa det ath han ville skicke sig en erlig cristen menighed, men Messebogen 1535:... een erefull kircke1 og Magdeb.udg. 1534:... eine gemene de de herlick sy = Wittenb.udg. 1536 (og alm.):... eine Gemeine die herrlich sey.

Som det ses, er Palladius' Oversættelse ganske uafhængig af Messebogens, der i det hele følger den tyske Udgave, mens Palladius følger de danske Bibelarbejder.

VI. Citat af Døbebogen hos Palladius og Tavsen og i Messebogen og de tyske Udgaver:

Pall.': Overs. S. 103.

Far her vd du wrene aand/ oc giff den Hellig aand rum.

Der næst skal hand gøre kors paa barnens andlede og bryst/

Tavsens Døbebog 15282.

Far herud du u-reene Aand og giv den Hellig Aand Rum her udi sit Creature

Dernæst skal hand giøre Kors paa Barnets Anleed og Bryst,

Messebogen 1535.

Far vd oc vig du vrene and. oc giff den helligand rum oc sted

Der nest giør han korssens tegn offuer ansigtet oc brystedt

Magdeb.udg. 1534.

Vare vth du vnreine geist vnde giff rhum dem hilligen Geiste

Darna makede he em ein Crütze an dat vörhöuet vnde an de borst

Wittenb.udg. 1536.

Far aus/ du vnreiner geist vnd gib raum dem Heiligen Geist.

Darnach mache er jm ein Creutz an die stirn vnd brust/

* *
43

V.

Jeg skal nu nærmere gøre Rede for det interessante Forhold mellem Palladius' Katekismusoversættelse og Jørgen Jensen Sadolins,

I Slutningen af Maj 1532 forelagde Biskop Knud Gyldenstjernes "Adjutor" Jørgen Jensen paa Landemodet i Odense "Een Catechismus eller then sande hellige Kirckis gamle Lerdom, med nogre christelige Raadt, om hennes tilbørlige oprettelse og tracctering, forschicked aff Erlig ock welbyrdig Herre. Her Knud Gyldenstiern." Bogen, der var "fordansked" af Jørgen Jensen laa færdigtrykt fra Hans Vingaards Trykkeri d. 24, Juni.

Intet Exemplar er bevaret af denne Bog, men en, som det synes, meget omhyggelig Afskrift - fulgt Linje for Linje, Side for Side, ordret og bogstavret - findes i Universitets-Bibliotheket (Additamenta Nr. 38, 8°). Denne Afskrift er optrykt i Nordisk Tidsskrift for christelig Theologi III, Kbh. 1841, S. 209-37. En anden lidet afvigende Afskrift findes i det kgl. Bibliothek (Gl. kgl. Saml. Nr. 1428.4°), Paa Grundlag af disse Afskrifter kan man faa en vistnok fuldstændig paalidelig Forestilling om Bogens oprindelige ydre Skikkelse, dens Indhold, Form og Retskrivning, hvilket er af den største Betydning til Bedømmelsen af Pall.' Oversættelse1.

Sadolins Katekismus bestaar af fire Dele: l. En Formaning til Præsterne i Fyens Stift; 2. Oversættelse af Katekismens fem Hovedstykker; 3, Anvisning til Katekismens Brug ved Gudstjeneste; 4, 30 Artikler, hvori Sognepræsterne skal examineres ved Visitationen. Det er anden Del, Palladius har benyttet, og hvis Kilder derfor kortelig maa omtales.

Da det var den katolske Biskop, der gav Navn til den *

44 foreliggende danske Udgave, omtales naturligvis ikke med et Ord, at det er Luthers Katekismus, her er oversat, men det hedder i Formaningen til Sognepræsterne "wy schulde forskicke eder thenne Catechismus fordansked/ som then er bode paa latin oc tysk tilforn wdgangen." At det er Luthers lille Katekismus, her foreligger, ses imidlertid strax, og at baade den tyske Original og en latinsk Oversættelse er benyttet, vil en Sammenligning hurtig gøre utvivlsomt. Den latinske Oversættelse, Sadolin har brugt, er den samme, som Vormordsen senere anvendte, og som ogsaa Palladius selv benyttede (Jfr. foran S. 4 og S. 35f.) nemlig Lonicerus'. Vanskeligere er det at bestemme, hvilken tysk Udgave, der ligger til Grund for den danske Oversættelse. Herom skriver Bang anf. Skrift S.125: "han [Sadolin] har ikke nogen forklaring til indgangsordene i fadervor. Han maa altsaa have brugt en ældre udgave end den af 1531, hvor denne forklaring, som bekjendt, for første gang optræder... Heraf følger nu, at Sadolin maa enten have brugt den nu tabte tyske originaludgave af 1529 eller ogsaa den endnu existerende anden Wittenberger-udgave af 1529." Men der er endnu en Mulighed: at Sadolin har brugt den ældste nedertyske Udgave, der er trykt i Hamborg 15291. Ogsaa i denne mangler Indgangsordene til Fadervor, og tredje Spørgsmaal i Alterets Sakramente findes. De Afvigelser, hvorved denne Udgave adskiller sig fra Wittenbergerudgaverne, er af en saadan Art, at de som Regel ikke vil kunne spores i en Oversættelse, men i nogle faa Tilfælde er selve Ordvalget forskelligt2. Saaledes hedder Titlen til Hamborgerudgaven: Eyn Catechismus, mens Wittenbergerudgavens Titel er: Der kleine Catechismus 3; anden Troesartikkel lyder: Vnd an Jhesum Christum synen eyngebaren Son, mens den i Wittenbergerudgaven som i alle andre Udgaver lyder: Vnd an Jhesum Christum seinen * * * 45 einigen Son = Lonicerus' Oversætt: filium eius unicum. Sadolin følger i begge Tilfælde den nedertyske Udgave; han har som Titel: Een Catechismus og i Troesartiklen: eenborne Søn, skønt de ældre danske Oversættelser har eneste (Lucidarius: enæste, Poul Helgesen, Christeligvnderwyszning 1526: eniste). Jeg tror derfor, det er sandsynligst, at Sadolin ikke har benyttet Wittenbergerudgaven, men Hamborgerudgaven eller en yngre Udgave, der stemte overens med denne; med andre Ord, at han ligesom Palladius har brugt en nedertysk Udgave1.

Mens Sadolin i Forklaringerne nøje følger Luther, er han i Texterne paavirket af ældre danske Skrifter, navnlig af Poul Helgesens Bearbejdelse af Luthers Bedebog 1526 og af "Messeembedet" 15292.

Vi skal nu se, hvorledes Palladius har nyttet Sadolins Oversættelse. Forholdet er, som nævnt ovf. (S. 38) for de tre første Hovedstykkers Vedkommende et lignende som ved Katekismen 1537: paa faa Undtagelser nær stemmer Ordlyden i Palladius' Katekismus 1538 med Sadolins Katekismus 1532, d.v.s.: Sjællands Biskop, der i 1537 udgav en Afskrift af Lundebispens Katekismusoversættelse under sit Navn, udgiver i 1538 paa samme Vis en Afskrift af Odensebispens Katekismus; Oversættelsen er ikke Palladius', den er Sadolins. Men Palladius har korrigeret den. - Først den ydre Form. Sadolin havde fulgt den latinske Udgaves monologiske Form, ligesom Vormordsen senere; Palladius følger den tyske Udgaves Dialogform3. Sadolin, hvis Katekismus udelukkende *

* * 46 var beregnet paa Gudstjeneste, har udeladt alt, hvad der hentyder til Husandagten; Palladius genindfører efter de tyske Udgaver Overskrifterne om, hvad en Husfader skal lære sit enfoldige Tyende osv. Endelig retter Palladius nogle faa Steder Uoverensstemmelser med den tyske Text eller ligefremme Misforstaaelser. Saaledes har Sadolin i Forklaringen til 9. Bud (Bl. 20r): med een Siwn, att thet haffde een rett med seg, men Palladius: met ith skin/ som synes ath haffue nogen ræt met sig, svarende til tysk (alle Udgaver): mit einem Schein des Rechtes. I anden Troesartikel rettes eenborne til eniste, tysk (alle Udg. undt. Hamb.-Udg.): einigen; i Forklaringen til tredje Bøn rettes hans wittie til hans Rige, tysk (alle Udg.): sein Reich; i Forklaringen til fjerde Bøn rettes Iordt til ager, tysk (alm.): Acker, og de to Ord fred og tuckft] tilføjes svarende til tysk (alle Udg. undt. Hamb.-Udg.): Friede og Zucht. Slutningen af tredje Bøn og hele femte Bøn, hvor Sadolin følger den latinske Text, er hos Palladius bragt i Overensstemmelse med den tyske Text. Endelig er Indledningsordene til Fadervor tilføjet efter den tyske Original.

Medens alle disse Ændringer kun har Betydning til Bestemmelse af Enchiridions Forhold til den tyske Original, findes en hel Række Rettelser, der er ganske uafhængige af Luthers Text, og som alene skyldes Palladius' Stræben efter at fremlægge Katekismen i et godt dansk Sprog. Til Oplysning om Sprogudviklingen i 16. Aarh. og Grundlæggelsen af moderne dansk Skriftsprog er disse Ændringer af stor Interesse.

Der er først Retskrivnings- og Lydforandringer. De vigtigste af disse er følgende:

47

l. th er ændret til d i du, din, dem, den, det, disse, der osv.; Sadolin har thw, thin, thennom, then, thet, tesse. Ligeledes har Pall. di (og thi), hvor Sadolin har thi.

2. gj og kj er som Regel ændret til g og k: gerne, begeringe, gøre, køb-; Sadolin: gierne, begieringe, giøre, kiøb-.

3. I Ind- og Udlyd ændres ck, ch til c, th til t, dt til d; f. Ex. Sadolin: fryckthe, echte, almechtighe, twcthige, wedt, ordt, gordt, jordt, schyldt, woldt > Pall: frycte, ecte, almectige, tuctige, ved, ord, gaard, jord, skyld, vold; undtagelsesvis findes ledt "Led".

4. sch rettes altid til sk; altsaa schwlle, schade, -schaff, schaber, schyldt, elsche > skulle, skade, -skaff, skabere, skyld, elske.

5. Mellemvokalisk Konsonant fordobles ikke. Sadolins Skriftformer tiænne, fortiennist, stielle, befalling rettes saaledes til ticene, fortiæniste, stiæle, befaling.

6. Indskud af p mellem m og t slettes: fempte, fordømpte hos Sadolin bliver hos Palladius: femte, fordømde.

7. aa i slaa, fraa ombyttes med a; uden Undtagelse skrives sla, fra. Ligeledes rettes Subst. waare til vare.

8. Tvelydstegnet i liwffwe, beliwffwe, liyde og liwdig forandres til Enkeltlydstegn: lyne, belyue, lyde, lydig.

9. Ligeledes ændres overalt sielff til selff.

10. Sadolins Ordform himmel (caelum) rettes overalt til hiemmel.

11. swere, willie ændres til suerge, vilge.

12. Den aabnede Vokal i meg, seg ombyttes med den oprindelig lukkede.

13. Ligeledes rettes det ældre tesse til disse.

14. y som Tegn for i ændres til i, f. Ex. skrives i, wij, bliffue, riglige, min, sin, sind, hvor Sadolin har y, wy, blyffwe, rygelig, myn, syn, synde.

15. haffde rettes altid til hagde.

16. Dialektformer og forældede Lydformer rettes; saaledes: høstrw, diell, fey, ney, fram, wnde, legom, hannom, i hwffwe til: hwstru, deel, fæ, ny, frem, onde, legem, hannem, 48 ihw; ligeledes: Præs. forsørg, Subst. schaber, fortiennist, forhwerfft, diefflens, liifs, ther for, og Adverbialendelsen -lig til: forsørger, skabere, fortiæniste, forhuerffuit, dieffuelens, liifuis, der fore, -lige.

Former, der, ved Sammenblanding af oprindeligt [x] og [x][x], vidner om den dialektiske Lydudvikling af [x][x] til [x] som gordt, haar, rettes til de almindelige Skriftformer gaard, hoor.

Alle disse Ændringer viser, at Palladius fra første Færd af har sat sig som Opgave at give Skriftsproget en enkelt og fast Retskrivning. Han havde her en ældre Arbejdsfælle i Chr. Pedersen. Det er ikke uden Interesse at sammenligne de Rettelser, Chr. P. faa Aar i Forvejen havde foretaget i Nyudgaven af Karl Magnus Krønike med Palladius' Rettelser i Enchiridion. Der er en saa forbløffende Lighed, at man kunde fristes til at tro, at Chr. P. havde læst Korrektur paa Enchiridion. I Gotfred af Ghemens Udgave af Karl Magnus Krønike fra Aarhundredets Begyndelse1 fandtes thet, then osv., gj, kj i Forlyd, y sammenblandet med i, slaa og fraa, Former som swere og willie, e i hemmel, den oprindelige Form haffde, osv., og dette rettes ganske i Overensstemmelse med Rettelserne hos Palladius til det, den osv., g, k, i, sla, fra, suerge, vilge, hiemmel, hagde. Disse Palladius' og Chr. Pedersens Retskrivnings- og Lydreformer sejrede i Kristian den Tredjes Bibel; og herigennem fik de for Retskrivningens Vedkommende afgørende Indflydelse paa det moderne Skriftsprog, mens mange Lydformer (sla, hiemmel, vilge o. fl.) bukkede under i Kampen med andre og ældre Former. -

Ikke mindre Interesse end Lydændringerne har de grammatiske og lexikalske Ændringer.

Af Bøjningsformer rettes 2. Pers. skalst til skalt, Perf. Partc. opweckt til opuact, Præs. Partc. -ende, til -endis, Pronomenet thennom rettes altid til dem og Rertal af det possessive Pron. 3. Pers. syn undertiden til deris; Adverbialendelsen -ligen ændres regelmæssigt til -lige. Kønnet forandres i *

49 "Menneske" og "Daab"; Sadolin skriver een Menniske, Daaben-hand, Palladius skriver ith menniske, doben-hwn. Af syntaktiske Rettelser kan nævnes, at Ordstillingen tage wore neste syn godtz fraa rettes til tage vor nestis gotz fra hannem, og at Følgekonjunktionen saa gennemgaaende rettes til ath. Af Ordforraadet rettes følgende Ord og Udtryk: wdi til i; lader moedt om til helligholde; driffwe haar til bedriffue hoor; mage y Echteschaff til ecte hustru; wiitne til vidnesbyrd; fæmon til fæ, forfrøcte oss for til frycte for; genløsselse til igenløsselse; jordet, jordede til begraffuet, begraffuede; hested til der; behørde til taknemmelige, o. e. a.

Alle disse Ændringer viser, hvor stor Usikkerheden i hin Tids Sprogbrug har været. Der ligger kun fem Aar mellem de to Skrifter, her er Tale om. Begge Skrifter er trykt i København og hos samme Bogtrykker. Og det ene er ikke - som Tilfældet var med Gotfred af Ghemens Udgave af Karl Magnus Krønike - bundet af Traditionen; Sadolins Katekismus er en ny Oversættelse af et nyt Skrift. Og dog hvilken uhyre Forskel i Skriftbrug mellem Pafladius' Afskrift og Sadolins Original! Den ene viser en enkelt og gennemført Lydbetegnelse, den anden en overfyldt og inkonsekvent. Og Lydformer og Bøjningsformer, Enkeltord og Udtryk i den originale Oversættelse rettes i Mængde i den faa Aar yngre Benyttelse, fordi de synes dialektfarvede eller forældede. De to Skrifter faar saaledes i Forening en sproghistorisk Værdi, de ikke havde enkeltvis. Vi lærer igennem dem, hvad en af Tidens ypperste og mest indflydelsesrige Skribenter ansaa for god Sprogbrug, og hvad han med fuldt Overlæg dømte til Undergang.

VI.

Vi har i det foregaaende undersøgt Bogens Text, dens Forhold til den tyske Original og til ældre danske Arbejder. Vi skal nu omtale dens Billedstof og Grundlaget for dette1.

* 50

Det havde allerede i Middelalderen været Brug i Tyskland at udstyre religiøse Lærebøger med Billeder: Pennetegninger i Haandskrifterne, Træsnit i Trykkene. Disse Billeder, som jo i alle Enkeltheder havde Samtidens Mennesker, Samtidens Natur og Sæder til Model, hentede til Dels deres Emne fra bibelske Fortællinger, men til Dels ogsaa fra selve Livet uden mindste Tilknytning til Biblen, I Reformationstidens Lærebøger er disse "verdslige" Illustrationer helt vegne for de "bibelske". Og der dannede sig snart en Tradition for Brugen af disse, saaledes at bestemte bibelske Scener fremstilledes ved hver, Del i Lærebogen. De Træsnit, vi finder i Palladius' 51 Enchiridion stemmer paa et Par Undtagelser nær ganske med Træsnittene i Luthers Enchiridion, efter hvilke de er temmelig tro Kopier; men baade de tyske Originaler og de danske Kopier er yderst tarvelige Træsnit, deringenlunde stod paa Højde med Tidens Kunst. Man sammenligne Træsnittet til 6, Bud med det Maleri, som aabenbart er dets Forbillede: Lucas Cranachs Fremstilling fra 1526 af David og Batseba (se Gengivelserne S. 50).

Til første Hovedstykke findes 10 Træsnit; disse gengiver alle uden Undtagelse Overtrædelser af Budene i det gamle Testamente.

Træsnittet til 1. Bud (S. 74) henviser til 2, Mos. 32. Paa Billedet ses til højre Gud Fader siddende paa en Sky, nedenfor ham Moses knælende paa Bjærget med Lovens Tavler, Til venstre Israels Folk, der danser om Guldkalven, Denne Illustration af 1. Bud er meget gammel. (Jfr. Joh. Geffcken, Der Bildercatechismus I, S. 58).

Træsnittet til 2. Bud (S. 74) henviser til 3, Mos. 24. Man ser den israelitiske Kvindes Søn, der har bandet, og som derfor er ført udenfor Lejren for at stenes. I Luthers 52 Katekismus 1536 ses Lejrteltene oppe til venstre, de er her bortfaldet. Til venstre ses en Mand med en Sten i Haanden: "og de førte ham som havde bandet udenfor Lejren og stenede ham ihjel, og Israels Børn gjorde, ligesom Herren havde befalet Mose" (3. Mos. 24. 23). Træsnittet synes at være en Ændring af en gammel Illustration til 2. Bud (se Geffchen, anf. Skrift, Bilag S. 5).

Træsnittet til 3. Bud (S. 82) er - vistnok ved en Sætterfejl - ombyttet med Træsnittet til 1. Bøn, som findes S. 75 nf. Fejltagelsen er let forklarlig, idet begge Billeder fremstiller en Kirke, hvor den andægtige Menighed lytter til Præstens Ord. Denne Maade at illustrere det tredje Bud paa er gammel, men ny er den bibelske Tilsætning: Sabbatsskænderen, der sanker Brænde paa Hviledagen (4. Mos. 15.32).

For Udviklingen af Billedstoffet i religiøse Lærebøger er det oplysende at sammenligne en Pennetegning fra 15. Aarh. i et Haandskrift, hvor de ti Bud fremstilles i Billeder1, med Træsnittet hos Luther og Palladius. Som Gengivelsen (S, 51) viser, ser man i det gamle Hdskr. ligeledes den prædikende Munk eller Præst og den lyttende Forsamling. Men forat ingen skal være i Tvivl om Meningen, holder paa den ene Side en Engel en Tavle med Indskriften: "Du salt feyern den sontag, Wenne dirs got wol gelonen mag", og paa den anden Side frister Spilledjævlen og Drikkedjævlen Menneskene til Synd med de lokkende Ord: "Spelet und trinket und gehabet euch wol. Is komet was do komen sal"2. I Luthers fog Palladius') Katekismus er Englen og Djævlene forsvundne, og den verdslige Last er ombyttet med den bibelske Lovovertrædelse.

Alligevel er det neppe Luther, der har valgt just dette Bibelsted til Illustration af 3. Bud. I sin store Katekismus havde han nemlig skrevet, at den ydre Helligholdelse af Sabbaten kun vedkom Jøderne; det hed her: "Dieser aüsserlichen Feier nach ist dies Gebot alleine den Juden gestellt.... Darum gehet nu dies Gebot nach dem groben Verstand uns Christen nicht an". Og dog henviser Billedet til et Bibelsted, hvor Gud befaler, at den, der har sanket Brænde paa Hviledagen, "skal miste sit Liv, og hele Menigheden skal stene ham ihjel"3.

* * * 53

Træsnittet til 4 Bud (S. 75) henviser til 1. Mos. 9.20. Man ser Noah liggende beruset i sin Vingaard. Kain ser sin Faders Blusel og fortæller det til sine Brødre, der forfærdede vender sig bort.

Træsnittet til 5. Bud (S. 76) henviser til l. Mos. 4. 8: Kain rejste sig mod sin Broder Abel og slog ham ihjel. Tilvenstre ses Kains Offer af Jordens Frugt. Til højre Abels Offer med Hiordens Førstefødte. Gengivelsen hos Palladius heraf er meget udvisket.

Træsnittet til 6. Bud (nf. S. 76 og foran S. 50) henviser til 2. Sam. 11. Paa Kongeborgens Tag staar Kong David med Harpen, nedenfor Muren sidder den skønne Batseba og skæver op til David, mens en Terne toer hendes Fødder, De tidligere Lærebøger har her verdslige Scener. Saaledes findes endnu i Baselerudgaven 1520 af Luthers Skrift om de ti Bud et Træsnit af et elskende Par paa en Seng.

Træsnittet til 7. Bud (S. 77) skal illustrere 7. Kap. af Josvas Bog. Man ser Akan, der skjuler den dejlige babyloniske Kappe og de andre Tyvekoster i sit Telt. Udenfor: Israels Børn, hvem Herren havde befalet at tilintetgøre Akan med alt, hvad hans var.

Træsnittet til 8. Bud 54 (S. 76) henviser til 13. Kap. i Daniels Bog. Til højre ses Dommeren, der fremfører Joakims Hustru, den skønne og dydige Susanna; til venstre staar Babylons to Ældste, der aflægger falskt Vidnesbyrd om hendes Skyld. Allerede i HeidelbergerHaandskriftet er Fortællingen om Susanna brugt til at illustrere 8. Bud. Her knæler Susanna med Glorie om Hovedet, mens de to Ældste lægger deres Haand paa hende, og en Djævel tilhvisker dem: "Ir seit mechtig und der iore alt, Abir falsch gezeug man gleubit euch bald"1.

9. og 10. Bud. Disse to Bud, som jo oprindeligt og naturligt var eet Bud, blandes ofte i ældre Tid, og Forvexling af Billederne finder derfor let Sted. Det Træsnit, der hos Palladius er sat ved 10. Bud, findes hos Luther som Regel ved 9. Bud, mens Træsnittet til 9. Bud hos Luther, er anbragt ved 10, Bud hos Palladius; men det gamle Heidelbergerhaandskrift har ligesom Palladius Træsnittet med Jacob og Lammene ved 10. Bud, saa det er muligt, at den Udgave, hvorefter Palladius har taget Træsnittene, har haft dem i denne Orden; dog kan naturligvis Rækkefølgen skyldes en Sætterfejl som ved 3. Bud.

Træsnittet til 9,Bud (S. 78) henviser til 1.Mos.39. Til venstre: Josef "der var smuk af Skabning og Aasyn", ved Siden af ham Potifars Hustru, der griber fat i hans Kjortel og siger "Lig hos mig". Til højre: en Dobbeltseng med Himmel. I Heidelbergerhaandskriftet fremstilles her en verdslig Scene: En ung Kvinde sidder paa Skødet af sin gamle Mand; henimod hende kommer en skøn Elsker, og en Djævel hvisker hende i Øret: "Dein man ist alt und kalt. Nym disen, der ist bas gestalt".

Træsnittet til 10. Bud (S. 78) henviser til L Mos. 30. 33. Jacob lægger afbarkede Kæppe i Vandtrugene, hvor Hjorderne kommer for at drikke; - og de plettede parres med de uplettede. I Heidelbergerhaandskrift et ses paa den ene Side Jacob med de plettede og de uplettede Lam ved Vandtruget, paa den anden Side Laban i væbnet Følge med Djævlen i Midten"2.

Som det ses er alle Træsnittene Illustrationer til det gamle Testamente; de er i Modsætning til i Middelalderen alle bibelske. Saaledes gav de Lejlighed til at fremdrage opmuntrende og afskrækkende Exempler fra Skriften, hvad Luther anbefaler i Fortalen: "Oc her maa du indføre aff *

* 55 scrifften maangc exemple, huorlunde Gud haffuer straffet saadanne offucrtrædere/ eller oc velsignet dem som icke brøde mod disse budord" (nf. S. 71 L. 30).

Til andet Hovedstykke findes tre Træsnit.

De to første af disse er fælles for alle Lutherkatekismer. De fremstiller Skabelsen med Gud Fader og Genløsningen med Kristi Offerdød. - Det tredje har to forskellige Former. I Wittenbergerudgaverne findes altid, som Gengivelsen S. 53 viser, Apostlene med Ildtunger ud af Munden I Magdeborger- og Nürnbergerudgaven fremstilles den rigtigere Opfattelse af Pinsejærtegnet: Apostlene med Ildtunger paa Hovedet: "Og der viste sig for dem Tunger ret som af Ild, der fordelte sig og satte sig paa enhver især af dem" (Ap. G. 2. 3.) I Midten sidder Gudsmoder. Foroven ses den Helligaand i en Dues Skikkelse1. Denne Gengivelse findes ogsaa hos Palladius, et nyt Vidnesbyrd om, at han har benyttet en nedertysk, ikke en højtysk Udgave.

Til tredje Hovedstykke er der sex Træsnit. Wittenbergerudgaven fra 1531 har otte Træsnit, idet Træsnittet til 1. Bøn ogsaa er stillet ved Indledningen til Fadervor, og Træsnittet fra 3. Troesartikkel er stillet ved anden Bøn2. Hos Palladius findes derimod intet Billede ved Indledningen og anden Bøn.

Træsnittet til 1. Bøn, der som nævnt ved en Fejl er sat ved 3. Bud (nf. S. 75), henviser til 2. Mos. 20.

Træsnittet til 3. Bøn (nf. S. 83) viser Jesus, der segner under Korsets Byrde, mens de romerske Soldater haaner og slaar ham.

Træsnittet til 4. Bøn (ni S. 84) illustrerer Joh. 6. - Øverst: Jesus paa Bjærget, Apostlene og den lille Dreng med Brød og Fisk. Nederst: Folket, der skal mættes.

Træsnittet til 5. Bøn (nf. S. 84) henviser til Mat. 18.21. - Øverst: Herren, der opgør Regnskabet med sin Tjener (og efter giver ham hans Gæld). Nederst: Tjeneren, der griber sin Medtjener om Halsen og fængsler ham.

Træsnittet til 6. Bøn (nf. S. 85) fremstiller Jesu Fristelse. Til venstre: Jesus og Lammene. Til højre: Satan og Dragen.

* * 56

Træsnittet til 7. Bøn (ni S. 85) henviser til Math, 15. 21. Til højre Jesus og hans Disciple. Til venstre: den kananitiske Kvinde, der kaster sig ned for ham.

Til Daabens Sakramente findes intet Træsnit hos Palladius. Her har forskellige tyske Katekismer samme Træsnit som foran Taufbüchlein.

Til Skriftemaalet findes derimod intetsteds Træsnit i de ældre Udgaver.

Til Alterets Sakramente har alle Katekismer et Træsnit, hvor Nadverhandlingen fremstilles. I Wittenbergerudgaven ses paa den ene Side Uddelingen af Brødet, paa den anden Side af Vinen. Denne sidste Del er hos Palladius (ni S. 90), ligesom i forskellige nedertyske Udgaver, bortfaldet.

Til Bønnerne, Hustavlen og Vielsesbogen findes ingen Træsnit1.

Til Døbebogen findes en Fremstilling af Daabsakten (S. 103) ligesom i de tyske Udgaver.

Træsnittet til andet og tredje Hovedstykke og til Døbebogen er vendt om, saaledes at venstre Side i Palladius' Katekismus svarer til højre Side i Wittenbergerudgaverne og omvendt. Men iøvrigt er Fremstillingen her ligesom ved første Hovedstykke tro Kopier af de lutherske Træsnit.

Af de tre danske Udgaver af Luthers Katekismus, der er ældre end Enchiridion, har Vormordsens Katekismus ingen Billeder, hvorimod Sadolins Katekismus vistnok har haft den almindelige Række Træsnit. Afskriften i Univ. Bibi. viser ved Rammer (eller Rum) Pladsen, hvor Træsnittene har staaet, og disse Rammers Plads stemmer i det hele med Træsnittenes Plads i Luthers Katekismusudgaver. Det ses, at Palladius ikke har fulgt Ordningen hos Sadolin, idet denne - i Modsætning til Palladius - har haft Træsnit ved 2. Bøn og ved Daabens Sakramente. Noget *

57 nærmere om de Sadolinske Træsnit lader sig naturligvis ikke sige. Derimod er de selv samme Træsnit, som findes i Enchiridon, senere benyttet, saaledes i Math. Parvus Rosefontanus' Oversættelse af Palladius' Katekismusudlæggelse 1546 og i Oversættelsen af Luthers Bedebog fra 15441.

Til Slut skal Titelrammen (nf. S. 63) omtales. Foroven ses to Fugle med et blankt Skjold i Midten, forneden Apostlene Peter og Paulus - og ligeledes i Midten et blankt Skjold, Det hele omgivet af Løvværk. At ogsaa dette Træsnit er uoriginalt, derom er der ingen Tvivl. Noget fuldstændigt Forbillede for det har jeg dog ikke fundet, men Løvet, Apostlene og Skjoldet genfindes i forskellige tyske Katekismusudgaver.

VII.

Medens ikke en eneste Udgave kendes af Katekismen 1537, findes der af Haandbogen 1538 en Mængde Optryk.

1-2. Fra Palladius' Levetid er to Udgaver bevaret, en fra 1556 og en fra 1557. Begge er tillige med andre Smaaskrifter indbundne sammen med Kirke-Salmebogen; de betragtedes vistnok ligefrem som Tillæg til denne2. Exemplarer af disse Udgaver findes paa Univ. Bibl. i Kbh.; Expl. af Udg. 1557 er defekt, idet Bl. E 7 og E 8 mangler.

Titlen er3: Enchiridion. En liden Catechismus eller Christelig tucht gantske nyttelig for alle Sogneprester oc Predickere. D. Mart. Luth.4 Paa sidste Blad staar: Prentet i Lybeck hoss Jørgen Richoft. MDLVI 5.

Udgaverne svarer nøje til Originaludgaven 1538, hvad Indholdets Ordning og Omfang, Ordvalg og Ordstilling angaar; kun er, som vi har set, Titlen forandret, og desuden er den korte Indholdsoversigt 1538 ombyttet med en *

* * * * 58 meget udførlig1. Endelig er ligesom i alle senere Udgaver Bugenhagens latinske Fortale udeladt, hvorimod Palladius' Efterskrift her som i senene Udgaver er bevaret, * 59 Ortografien og enkelte grammatiske Former er ændret1. Ogsaa Billedstof og Typeudstyrelse er forskellig fra Originaludgavens; men i alle disse Henseender stemmer de to Udgaver indbyrdes overens2.

3. Paa d. kgl. Bibl. haves et Optryk af samme Udgave fra 1566. Exemplaret er defekt, men viser en fuldstændig Overensstemmelse med Udgaverne 1556 og 15573. Dog er Træsnittene til 1. og 2. Bøn forskellige fra de tidligere *

* * 60 Udgavers. Ogsaa denne Udgave er trykt hos Jørgen Richolff i Lybeck.

4. Fra 1567 findes et Optryk paa Univ. Bibl. hvis Text stemmer med Udg. 1556-66, men hvis Træsnit er forskellige herfra. Bogen er trykt af Asswerus Krøger i Lybeck. Det bevarede Exemplar er defekt1.

5. Endnu et Lybecker-Tryk fra 1568 skal existere. Det er beskrevet af Mynster (Om de danske Udg. af Luthers Katekismus, 2. Udg., 1837, S. 25). Det ejedes i Mynsters Tid af Forstander Borch; hvor det nu er, vides ikke, Mynster siger om denne Udgave: "Den svarer ganske til den nys beskrevne [Udg. 1566], undtagen at den er lidet correctere".

6. Fra 1586 haves en Udgave af Palladius' Haandbog, men i denne Udgave findes forskellige Textændringer, om hvilke der kan henvises til Bangs Katekismushistorie (I, 247-49)2. Bogens Titel er: Enchiridion. En liden Catechismus/ etter Christelig Lerdom: Gantske nyttelig for alle Sogneprester oc Predickere. Ocsaa for Børn oc vngt Folck. Doct. Mart. Luth. Prentet i Kiøbenhaffn aff Laurentz Benedicht. 1586. Cum Privilegio. Indholdets Omfang og Ordning - med den lange Indholdsfortegnelse og med Udeladelsen af Bugenhagens Forord - svarer nøje til Udgaverne 1556-68, og ligesom disse Udgaver er Bogen forsynet med Træsnit. Exemplar af Bogen findes i Christiania Univ. Bibl.

7. Optryk af denne Udgave fra 1594 findes i A. Chr. Bangs Eje. Se hans Katekismushistorie S. 249-50. Træsnittene er forskellige fra forrige Udgaves.

8-9. Et Optryk fra 1601 findes paa Kbh.'s Univ. Bibl. Det er trykt i Kbh. af Thomas Steinhart efter en nu tabt Udgave fra s. A., som var prentet af Hans Stockelmann i Kbh.; endog dennes Navn er nemlig optrykt paa sidste Side, jfr. Bang ani Skr. S. 250. Udgavens Text *

* 61 stemmer med Udgaven 15861, hvorimod Træsnittene er forskellige herfra.

10. Et Optryk fra 1608 uden Angivelse af Bogtrykker og Trykkested findes paa d. kgl. Bibl. Baade Text og Træsnit stemmer med Udgaven 1601. Jfr. Bang anf. Skr. S. 250.

11. En med Nr. 10 nøje overensstemmende Udgave uden Aarstal, men med Bogtrykkerangivelse (Henrick Waldkirch) findes paa d. kgl. Bibl. Ligheden i Typer, Træsnit, Format og hele Udstyrelse gør det utvivlsomt, at Nr. 10 og Nr. 11 er trykt af samme Bogtrykker, altsaa at ogsaa Nr. 10 er trykt af Henrich Waldkirch2.

De ovennævnte Udgaver er Optryk - med ingen eller faa Ændringer - af Palladius' Enchiridion, indeholdende Katekismen, Tillæggene, Vielses- og Døbebogen, Luthers Fortale og Palladius' Efterskrift. Men desuden er Palladius' Haandbog benyttet i en Katekismusudgave fra 1575 med Titlen: En Liden Catechismus eller Christelige Lærdom/ gantske nyttelig for vnge Folck oc Børn. D. Mart. Luth. 1575. Her findes hverken Luthers Fortale eller Palladius' Efterskrift. Heller ikke Vielses- og Døbebogen. Desuden er der foretaget vigtige Ændringer ved Katekismustexterne, i det disse er bragt i fuldstændig Overensstemmelse med de autoriserede Katekismustexter i Alterbogen 1564 (som ovf. omtalt bevares disse Ændringer til Dels i Udgaverne 1586-1608), Bogen er ikke forsynet med Træsnit. Exemplar i Karen Brahes Bibl. Optryk af denne Udgave fra 1601 - trykt af Hans Stockelmann i Kbh. - haves paa d. kgl. Bibl.3.

Endelig maa det nævnes, at Palladius' Oversættelse delvis benyttes i den ny Oversættelse af Luthers Enchiridion, som Resen udgav i 1608, og til Grund for hvilken han havde lagt Leipziger-Udgaven af 1544.

* * *
62

VIII.

Nærværende Udgave er trykt efter det eneste bevarede Exemplar fra 1538. Dette findes paa det kgl. Bibliotek.

Mens Originalen i vid Udstrækning - men ganske uden Konsekvens - anvender Missaltyper, er stor Skrift i Udgaven kun brugt til Overskrifter o.lign.1. Naar Orig. ikke paa dette Punkt har kunnet følges, skyldes det dels Vanskeligheden ved Anskaffelse af Typemateriale, dels Pladshensyn.

Originalen er i lille Oktav, som Rammen paa Titelbladet (S. 63) angiver. Det bevarede Exemplar er stærkt beskaaret. Linjetallet er: med almindelige Typer 21, med Missaltyper 13.

*
63

64

Denne Haandbog indholder
try stycke Som er.
Den Lille Catechismus.
Bruduielsse. oc
Ath døbe børn.

65

VEnerandis in Christo viris et dominis Ecclesiarum Daniæ et Norwegiæ/ Superintendentibus dominis et fratribus suis/ Joannes Bugenhagius Pomeranus Doctor Salutem.

CAtechesin hanc siue Catechismum semper fuisse in Christi Ecclesia/ dubitare non potest qui vel norit hasce voces/ Decem precepta dei/ Symbolum Apostolorum/ Oratio Christi/ Baptismus/ Mensa domini. Syncerior || doctrina hactenus sic iacuit/ per illos/ qui ociosi homines et ventres pigri spirituales coeperunt appellari/ de quibus propheta Væ inquit pastoribus qui pascebant semetipsos etc vt in hominibus quorum ipsi curam gerere debebant/ nihil fere sacræ cognitionis preter Christianum nomen inueniamus/ de quo maximo peccato et seductione reddent Deo rationem qui nunc dolent quod ista doceantur/ ex quibus syncere doctis incipit/ crescit et perficitur Ecclesia Christi. Id quod et clarius et pluribus dicerem/ nisi vobis veris Ecclesiarum Christi Episcopis nunc scriberem. Quando autem vos Domini et fratres mei non solum presbyteri estis/ de quibus Paulus ait/ Presbyteri qui bene præsunt duplici honore digni habeantur/ qui pastores in singulis tantum Ecclesijs simpliciter catechismo et doctrina ad eum pertinente || ad horam instruunt suam Ecclesiam/ et consilio suo adsunt illic afflictis conscientijs/ quales apud nos sunt rurales parochi et quidam boni sanctique viri in ciuitatibus/ quos sacellanos vocant/ quamquam et quidam boni pastores non plus prestent aut præstare possint/ vtinam præstent 66 omnes nec graue sit eis visitare ægrotos/ audire in confessione miseros etc.

Sed etiam estis illi presbyteri/ de quibus ita subdit Paulus/ Maxime qui laborant in verbo et doctrina. Non significat sanctus Apostolus priores presbyteros esse sine verbo et doctrina/ quales presbyteros non debet agnoscere Ecclesia Christi/ qui potius Turcæ essent quam presbyteri/ sed emphasis est in verbo/ laborant/ cuius significatio latinis non est incognita. Vobis enim incumbit vt sitis soliciti pro aliis Ecclesiis/ pro Pastoribus/ pro doctrina/ pro || summis illis conscientiarum casibus/ vt contradictoribus et hæreticis scripto et verbo obturetis os cum omni modestia et doctrina/ vt explicetis scripta prophetarum et apostolorum syncere et secundum fidei analogiam/ vt sciatis linguas quibus scriptæ sunt nobis sacræ litere/ aut illos qui sciunt proxime consulatis/ vt sitis ab omni alia solicitudine victus et negotiorum separati/ et huic vni Ecclesiarum vestrarum negotis intenti/ contra Satanam et mundum duces exercitus domini etc.

Quidam cum non possint ista præstare aut ad talia non sint vocati/ tamen sibi piacent de nomine Episcopi/ quod per Papistas factum est pompæ nomen/ sed hoc quod dixi vere est laborare in verbo. Egregia dona Christi sunt et alii quos Paulus vocat Ephes. iiij. Pastores et Doctores/ sub nomine doctorum etiam comprehendens catechistas et vel rurales || apud nos ædituos qui pueros syncere docent catechismum/ in quorum numero sunt et Scholastici præceptores catechismum docentes. sed magis egregia dona sunt Christi ascendentis/ quorum vos pars eftis/ de quibus ibidem Apostolus ait. Quosdam dedit Apostolos/ alios prophetas/ alios Evangelistas. quibus subdit quos diximus.

His donis glorificati Christi indiget Ecclesia/ ex his ædificatur. vt clarissime illic Apostolus docet. Quando autem inquam hæc ita se habent admoneo et obsecro vos dominos et fratres meos vt saluti et paci studenten/ curetis apud omnes pastores vt catechismum doceant diligentissime/ et repetant a vulgo verba simplicissima eius quemadmodum hic scripta 67 sum primum sine expositione/ vt admittantur hac confessione etiam paruuli vel octo annos nati aut minores || ad mensam illius qui dicit.

Sinite paruulos venire ad me etc. sine vers hac confessione non admittantur ad sacram illam mensam ne senes quidem. Puer enim centum annorum morietur/ ait Esaias. Deinde vbi verba bene tenent/ exigatur etiam ab eis expositio/ quæ ad hoc breuis et iucunda est/ ne quis habeat excusationem/ vt inde accommodi magis sint ad alias conciones intelligendas.

Ita et non aliter habebitis bonas Ecclesias/ quas misere vastatas videtis ignorantia/ negligentia et inpietate pastorum qui hactenus visi sunt capita Ecclesiarum. Et hoc obsecro vestram pietatem vt hic catechismus In Ecclesijs vestris maneat integer/ neque permittatis cuiquam temere vel addere huic vel demere.

Inueniuntur enim forte quidam/ id quod et alibi experti sumus/ qui vtcunque || non male doceant/ tamen seipsos non docent/ sed ita sunt prefracto animo vt nihil ipsis placeat/ quod ab alijs ad hoc vocatis est ordinatum quod ipsi non fecerunt/ sed egregiam et nobis et vobis reddunt vicem/ dicentes/ Ecce nouæ leges/ aufertur Ecclesijs sua libertas/ mihi ista non placent. Hæc cum alii in arrogantia ipsorum et vident et rident/ ipsi tamen sua stulta sapientia non vident quantum in deum peccent/ quod per hanc insipientiam apud alios suæ doctrinæ detrahunt autoritatem/ Metuunt ne cui subiecti sint dum tamen de subiectione illorum ne cogitamus quidem/ sed soliciti sumus pro salute et pace atque concordia per Euangelium propaganda. Qui si ita pertexerint et omnino statuerint dissimiles esse nobis/ neque esse voluerint sub sancta ordinatione quæ vni tantum seruit Euangelio pro libertate conscientiarum non contra libertatem ut || fingunt et mentiuntur/ curabimus nos vicissim ne sint nobiscum/ spectant enim tales tandem ad seditionem et hæresin/ quæ mala prohibeat a nobis benignus ille spiritus Christi. Curatores Ecclesiarum requirimus/ non turbatores. Deus est mihi in conscientia mea testis/ quod hanc pestem ex nullo quem norim hic metuo/ tamen 68 expertus metuo/et propter hanc mei vocationem vos Ecclesiarum Episcopos admoneo vt vigiletis/ memores quid iuraueritis primum Christo/ deinde et Regiæ Maiestati pro Euangelij negotio. Christus sit vobiscum et cum omnibus Ecclesijs vestris/ cum quibus orate pro Rege/ pro Regno/ pro
me. Christus seruet vos et pastores Ecclesiarum
in æternum.
EX Copenhagen. M. D. xxxiij.
Feria secunda post Jubilate.

69

Fortalen. Doctor Martinus Luther ynsker alle tro fromme Sogneprester oc predickere Naade barmhjertighed oc fred i Jesu Christo vor Herre.

DEn arme elendige traang oc nød mand paa klager/ som ieg nu nylige haffuer forfaret/ der ieg vor oc faa en Visitator/ haffuer nød oc tuinget mig til ath lade denne Catechismum eller Christelige lerdom i saadan en liden slæt endfoldig form vdgaa.

Hielp Gud/ huilcken stoer iammer ieg || saa/ ath den menige mand kand aldelis intet aff den Christelige lerdom/ besynderlige paa landz byerne/ oc huor wbeskickelige oc wduelige gantske maange Sogneprester ære til ath lære/ Oc de skulle dog alle hede christne/ oc ære døbte/ oc nyde oc bruge de hellige Sacramente/ de kunde dog huercken deris Pater noster/ ey heller troen ey heller de.x. Gudz budord/ Men de leffue hen lige som fæ oc wskellige creature/ Oc nu Euangelium er kommet/ haffue de kaastelige oc mesterlige lærdt ath misbruge alt frihed.

O i Biscoper/ huad ville i dog endelige suare Christo? ath i haffue saa skendelige ladet folcket hen gaa/ oc icke beuiist eders embede ith øgeblick/ det i faa al wlycke/ i tuinge folcket til en part aff Sacramentet/ oc til eders menniskelige lerdom oc || skøde dog intet effter om de kunde deris Pater noster/ Credo/ de.x. Gudz budord/ eller nogit aff Gudz ord. O ve ve eder til euigtiid.

Der fore Kære herrer oc brødre som ere Sogneprester oc Predicanter/ beder ieg eder for Gudz skyld/ ath i ville aff hiertet vare paa eders embede/ oc forbarme eder offuer det arme folck som eder er befalet/ oc hielpe oss ath indlære folcket/ 70 oc besynderlige vngdommen denne lille Catechismum/ Oc huem der icke bedre formaa/ tage sig denne taffle eller form fore/ og den vdty for folcket ord fra ord/ som her effter staar.

For det første/ skal Predickeren tage sig vare for athskillig text oc form/ i huilcken de.x. Gudz budord/ Troen/ Fader vor/ oc de hellige Sacramente ere vdsætte/ Men skal tage for sig ith slag form/ oc derved bliffue/ Oc altiid || driffue den samme/ ith aar som ith andet/ Thi det vnge oc wforstaandige folck maa mand alt lære met ith slag text oc en form/ Ellers vorde de aldelis vilde/ oc intet kunde begribe/ naar mand i dag saa/ oc effter ith aar anderledis vil lære/ lige som mand vilde det forbedre/ oc bliffuer dog der met spilt bode møde oc arbeyde.

Dette haffue vore kiære forfædre vel fornummet/ i det ath de haffue altiid brugit Fader vor/ Troen/ De.x. Gudz budord vid en maade/ Der fore skulle wii oc saa lære vngt oc enfoldigt folck saadanne stycke/ ath wii icke foruandle en staffuelsse/ eller holde dem fore oc regne op anderledis ith aar end ith andet/ Der fore maa du vduelye dig en form/ huilcken du vilt/ oc bliff der vid altiid/

Men naar du predicker for de || lerde oc forstaandige/ da maa du beuise din konst oc giffue disse stycker fore saa herlige oc saa mesterlige som du kant. Men hos det vnge folck skalt du bruge en euig maade oc form/ oc lære dem for det aller første disse stycke/ som er de.x. Gudz budord/ Troen/ Fader vor etc. hen effter texten ord fra ord/ ath de kunde det saa telye effter dig oc lære vden ath.

Men dem som icke ville lære disse stycke/ skal mand sige ath de forsuerye Christum/ oc ære icke Christne/ oc skulle icke stædis ath gaa til Sacrament/ ey heller ath holde nogit barn til dob oc Christendom/ eller bruge noget stycke aff den Christne frihed/ men slæt skulle foruises hiem til Pauuen oc hans Official/ siden til dieffuelen selff. Der til met skulle oc forelderne oc hwsfoederne || forbyude oc necte dem ath æde oc dricke oc giffue dem til kende/ ath Førsten vil lade driffue vdaff landet saadanne haardnackede menniske.

Di end dog mand kand ingen tuinge til troen/ dog skal 71 mand holde oc driffue hoben der hen/ ath de kunde vide huat ræt oc wræt er/ oc huorlunde de skulle leffue oc nære dem hoss dem som de bo hoss/ Fordi hus som vil bo oc bygge i en Stad/ hannem bør ath vide oc holde Stadz rætten som hand vil nyde oc bruge/ huad heller hand tror/ eller er en skalck i sit hierte.

For det andet/ Naar de vel kunde texten/ saa skulle de lære dem oc saa den rætte forstaand oc vdtydning/ ath de kunde vide huad det er sagt/ oc tag atter igen for dig denne taffle/ eller en anden kort enfoldig form huilcken du vilt/ oc bliiff der hoss/ oc foruend det || icke met en staffuelsse/ lige som tilforn er sagt om texten/ Oc tag dig der tiid og stund til/ Thi det er icke behoff ath du tager alle stycker fore paa en tiid/ men ith stycke effter ith andet/ Naar de forftaa nu vel det første budord/ saa tag det andet for dig/ oc saa frem ath/ Ellers om du vilt hastelige offuerfare dem/ saa beholde de icke ith aff dem.

For det tredye/ Naar du haffuer nu lærdt dem saadan en liden kort Catechismum/ saa tag dig oc saa den store Catechismum fore/ oc giff dem videre forstaand/ der kant du bedre vdty huert budord/ huer bøn/ oc huert stycke serdelis for sig/ met deris maangfoldige gierninger/ nytte/ fromhed/ fare oc skade/ lige som du finder for dig i maange bøger som ere der om giorde.

Oc besynderlige skalt du vdty det budord som mest er behoff hoss dit folck. || Exemplum. Det Siuende budord om styld oc tyfferi skalt du haardelige vdty for haanduercks folck/ oc for dem som købsla/ ia oc saa for bønder oc for tiæniste folck/ Thi hoss saadant folck er mest allehaande wtroskaff oc tyffueri.

Item Det Fierde budord skalt du lære oc predicke for børn/ och for den menige almue/ ath de ville lade dem finde stille/ tro/ hørige/ lydige oc fredsommelige. etc. Oc her maa du indføre aff scrifften maange exemple huorlunde Gud haffuer straffet saadanne offuertrædere/ eller oc velsignet dem som icke brøde mod disse budord.

Item Besynderlige skalt du vdty det Fierde budord for Øffrighed/ och forelderne/ ath de regere sig vel/ oc holde deris børn til Schole/ Oc det met beuiisning aff scrifften/ ath de 72 ere plictige det ath gøre oc huilcken forbandit || synd det er/ om de det icke gøre/ Thi de omkuld kaste oc øde lægge der met baade aandelig oc verdzlig regement/ lige som de argeste Gudz oc menniskens fiender oc forrædere/ Oc læg dem det vel vd/ huor græselig stor skade ath de gøre/ om de icke hielpe ath holle børn til ath vorde Sogneprester/ Predicanter/ Scriffuere etc. arh Gud vil suarlige der fore straffe dem/ Thi det er her behoff ath predicke. Forelderne oc øffrigheden synde nu saa storlige der i/ ath det er icke aff ath sige. Dieffuelen haffuer nogit græseligt i sinde der met.

For det siiste/ Efterdi ath Pauuens tyranni er nu neder lagt/ da ville de icke lenger gaa til Sacrament/ men det foracte/ her er atter behoff ath vdty/ dog met denne besked/ Vij skulle ingen mand tuinge til troen/ eller til || Sacrament/ Ey heller nogit bud/ tiid eller stæd der til beskicke/ Men saa skulle wij predicke/ ath de ville selffue/ vden vort bud och befaling trenge dem der til/ oc tuinge Sognepresterne til ath ræcke dem Sacramentet/ Huilcket mand kand gøre/ naar mand saa siger/ Huo icke begerer Sacrament i det mindste iii. eller iiii. gaange om aarit/ da er det ath besørge/ ath hand foracter Sacramentet/ oc er icke ith Christet menniske/ Lige som den er icke en Christen/ der icke tror/ eller hører Gudz hellige ord oc Euangelium/ Thi Christus sagde icke/ det lader/ eller det foracter/ men dette gører saa offte som i dricke etc.

Hand vil sandelige ath det skal gøris oc icke ladis eller foractis/ dette gører siger hand.

Men hus icke megit acter Sacramentet/ det er ith tegn ath hand vid || intet ath sige aff synden/ legemit/ dieffuelen/ verden/ døden/ fare/ helffuede/ det er/ hand tror intet saadant ath være til/ end dog hand ligger nid suncken der i/ op til bode ørene/ oc hører dubbelt dieffuelen til.

Tuert om igen saa haffuer hand icke behoff naade/ liiff/ Paradis hiemmerige/ Christ/ Gud/ eller nogit got/ Thi der som hand trode ath hand hagde saa megit ont/ oc hagde behoff saa megit got/ da foractede hand icke saa Sacramentet/ met huilcket hand kunde vnduige det onde/ oc faa det gode/ 73 Mand hagde icke pellet behoff met nogit bud/ ath tuinge hannem til Sacramentet/ men hand komme vel selff løbende der til/ oc tuingde sig selff/ oc dreffue dig til ath du motte giffue hannem Sacramentet.

Der fore skalt du intet bud gøre || her aff/ som Pauuen giort haffuer/ Men vdty vel det gaffn oc skade/ nød oc fromme/ frøckt oc fare i det hellige Sacrament/ saa komme de vel selffue/ oc tuinge dig til ath giffue dem Sacrament/ Romme de icke saa lad dem fare/ oc sig dem/ ath de høre dieffuelen til/ i det/ ath de kunde icke acte deris store nød/ Ey heller Gudz naadige hielp oc trøst/ Men der som du dette icke vdtyer/ Eller du gør ith bud der om/ saa er det din skyld ath de foracte Sacramentet. Hui skulle de icke bliffue ledige oc fule/ der som du soffuer/ oc tier stille/ Der fore haff act der paa kiere Sogneprest oc predickere.
Vort embede er nu wordet laangt en anden ting/ end det vor i Pauuedommen/ Det er nu en aluorlig oc nyttelig ting/ der fore haffuer det oc større møde oc arbeyde/ fare oc frestelsse paa || sig/ oc der til met liden løn oc tack her i verden. Men Christus vil selff være vor løn om wii arbeyde trolige.
Der til hielpe oss all naadens Fader/ hannem ske loff oc tack
til euig tiid/ vid Jesum Christum vor herre.
Amen.

De.x. Gudz budord/ fom en hwsfader sine tywnde enfoldelige vnderuise oc lære skal.

74

Det Første.

Du skalt icke haffue fremmede Guder.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud offuer alle ting/ oc ossal ene paa hannem forlade.

Det Andet.

Du skalt icke wnyttelige
bruge din herre Gudz
naffn.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ ath wij icke ved hans hellige naffn bande/ || suerge/ gøre troldom/ lyue eller besuige/ Men i al vor nød/ samme Gudz hellige naffn paakalle/ tilbede/ loffue oc tacke.

75

Det Tredye.

Rom ihw ath helligholde din huiledag.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wif icke forsmaa eller forsømme hans hellige ord/ Men det samme helligt holde/ det gerne bode selff høre/ oc andre det lære.

Det Fierde.

Hedre din fader oc din moder.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ ath wii vore forældre oc forstaandere icke foracte eller fortørne/ Men dem ære/ tiæne/ lyde/ elske/ oc i verdighed ath holde.

76

Det Femte.

Du skalt icke sla ihiel:

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wii vor neste ingen skade eller wræt gøre/ paa hans legeme vegne/ Men hannem hielpe oc beredde i al liffuis nødtørtelighed.

Det Siette.

Du skalt icke bedriffue hoor.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wii leffue kyske oc tuctige i ord oc gierninger/ Ath huer elsker oc ærer sin ecte hwstru.

77

Det Siuende.

Du skalt icke stiæle.

Huad er det? Suar.

Wii skulle frycte oc elske Gud/ Ath wii icke tage vor nestis gotz eller penninge fra hannem/ ey heller snige oss det til met falske vare/ eller nogen handel/ Men heller hans gotz oc næring forbedre oc beskerme.

Det Ottende.

Du skalt icke bære falskt vidnesbyrd mod din neste.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wii vor neste icke falskelige belyue/ forraade/ bagtale/ berycte/ Men hannem vndskylde oc orsage/ Tale hannem got paa/ oc vende alting til det beste.

78

Det Niende.

Du skalt icke begere din nestis hwss.

Huad er det? Suar.

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wii icke met nogen lift legge oss effter vor nestes arffue eller hws oc drage det til oss met ith skin/ som synes ath haffue nogen ræt met sig/ Men heller være hannem behielpelig octienistactelig/ ath hand motte det beholde.

Det Tiende.

Du skalt icke begere din nesti hustru/ suend/pige/ fæ eller nogit det hans er.

Huad er det? Suar. ||

Wij skulle frycte oc elske Gud/ Ath wij vor neste hans hwstru/ hwssinde oc tywnde eller fæ/ hannem ey aff forraske/ afftrenge eller foruende/ Men heller raade oc tilholde dem ath bliffue hoss hannem/ och gøre den deel dem bør ath gøre. ||

79

Huad siger nu Gud om alle disse budord. Suar.

Saa siger hand Exodi. xx.

Jeg er Herren din Gud/ sterck nock/ som ingelunde kand lide ath du haffuer fremmede Guder/ der besøger fædernis ondskaff paa børnene/ ind til tredye oc fierde ledt/ offuer dem som mig hade. Men mod dem som mig elske oc holde mine

budord/ gør ieg barmhiertighed i tusinde ledt.

Huad er det? Suar.

Gud hand truer ath ville straffe alle dem som disse budord offuertræde oc forkrencke/ Der fore skulle wii frycte for hans wrede/ oc icke gøre/ mod saadanne budord. ||

Her hoss loffuer hand oc naade och alt got/ alle dem som saadanne budord holde. Derfore skulle wii hannem elske oc

betro/ oc gerne gøre effter hans befaling.

Den hellige Tro/ som en hwsfader skal vnderuise sine tywnde enfoldelige i/ oc dem den lære.

Den Første artickel/ om vor skabelsse.

JEg tror paa Gudfader altmectige/ hiemmelens oc iordens skabere. ||

Huad er det? Suar.

Jeg tror ath Gud haffuer skafft mig oc alle creaturer/ Haffuer giffuit mig liiff oc siæl/ øgen/ øren oc alle ledemod/ Fornufft oc alle sind/ oc end nu || ved mact holder/ Der til klæder oc sko/ ath æde oc

80

dricke/ hwss oc gaard/ hwstru oc børn/ iord/ fæ oc alt gotz/ forsørger rigtige oc daglige met al denne liiffuis nødtørt oc næring. Mod al farlighed beskermer/ oc for alt ont beskytter oc beuarer/ Oc det alt sammen aff idel Faderlig Guddommelig godhed oc barmhjertighed/ for uden al min fortiæniste oc verdskyld/ For huilcket alt sammen ieg er skyldig hannem ath tacke oc loffue/ oc der fore hannem ath tiæne oc lydig ath være/
Det er visselige sant.

Den anden artikel/ om vor igenløsselse.

OC paa Jesum Christum hans eniste søn vor Herre/ som er vndfaangen aff den Helligaand/ fød aff Jomfru Maria/ piint vnder Pontio Pilato/ korssest/ død oc begraffuit/ Neder || foor til helffuede/ tredye dag opstod fra de døde/ Opfoor til hiemmels/ sider hoss Gud Faders altmectiges høgre haand/ Dæden er hand igenkommendis ath dømme leffuendis oc døde.

Huad er det? Svar.

Jeg tror ath Jesus Christus sand Gud fød i euighed aff Faderen/ oc saa ith sant menniske fød aff Jomfru Maria/ Hand er min Herre/ der mig fortaffte oc fordømde menniske haffuer igen løst/ Forhuerffuit oc igen vundet mig fra alle synder/ fra døden/ oc fra dieffuelens vold/ icke met sølff eller guld/ Men met sit hellige dyre blod/ oc met sin wskyidige pine oc død/ Paa det ieg skulde være hans egen/ oc leffue i hans rige/ vnder hannem tiæne i euig retferdighed/ || 81 tvskyldighed och salighed/ ligeruiis som hand er opstaanden aff døde/ leffuer oc regnerer i euighed/
Det er oc visselige sant.

Den tredye artickel/ om vor helliggørelsse.

Jeg tror paa den Helligaand/ een hellig Christelig kircke som er helgene samfund/ Syndernis forladelse/ legemens opstaandelse/ oc det euige liiff/ Amen.

Huad er det? Suar

Jeg tror ath ieg icke aff min egen fornufft eller krafft kand tro paa min Herre Jesum Christum/ eller til hannem komme/ Men den helligaand haffuer kaldet mig ved det hellige Euangelium/ Oplyust mig met sine gaffuer/ Hellig giort mig i den rette tro/ oc siden beholdet/ ligeruiis som hand oc saa den menige Christenhed paa torden kalder/ forsamler/ oplyuser/ helliggør/ oc i een sand tro til Christum beholder/ I huilcken Christenhed/ som er den hellig kircke/ hand daglige tilgiffuer mig oc alle tro Christne || riglige alle synder. Oc paa dommedag skal opuecke mig oc alle døde/ Oc mig met alle tro Christne giffue euigt liiff. Det er oc visselige sant.

Fader vor/ som een hwsfader fine tywnde skal enfoldelige vnderuise oc lære.

Fader vor som hiemmelen.

82

Huad er det? Suar.

Gud vil der met locke oss ath wii skulle tro ath hand er vor rætte Fader/ oc wii hans børn/ paa det ath wii trøstelige/ oc met al troskaff hannem bede skulle/ lige som kiære børn deris kiære fader. ||

Den første bøn.

Helligt vorde dir naffn. Huad er det? Suar.

Vist er vel det/ at Gudz naffh i sig selff er allerede helligt/ Men wii bede i denne bøn/ ath der hoss oss morte oc helligt vorde. ||

Huorlunde skeer der?

Suar.

Naar Gudz ord læris pwrt oc reent/ Oc wii och saa hellige (som Gudz børn bør) der effter leffue/ Der til hielp oss kiære hiemmelske Fader. Men de som blanr oss anderledis lære eller leffue/ end effrer Gudz ord/ de whellige blant oss Gudz naffn/ Der fore beskerme oss oc saa hiemmelske fader.

Den anden bøn.

Tilkomme dit rige.

Huad er det? Suar.

Gudz rige kommer vel selff/ vden vor bøn/ Men wii bede her arh det motte oc komme til oss.

Huorlunde sker det? Suar.

Naar vor hiemmelske Fader giffuer oss sin helligaand/ huilcken der gør der || vid sin naade/ arh wii kunde tro Gudz hellige ord/ och leffue der effrer/ her rimelige/ oc der euindelige.

83

Den Tredye bøn.

Din vilge ske paa iorden som i hjemmelen.

Huad er det? Suar.

Gudz guddommelige naadige vilge skeer vel for vden vor bøn. Men wij bede i denne bøn ath den maatte oc skee i oss.

Huorlunde skeer det?
Suar.

Naar Gud alle onde raadt oc vilge sønderbryder oc hindrer/ som icke ville lade Gudz naffn hoss oss helliges oc icke lade hans Rige fremkomme (som den er oc dieffuelens/ verdens/ oc vort legems vilge) Oc hand styrcker oc skadelige holder oss i sine ord oc i troen/ ind til døden/ det er hans gode oc barmhiertige vilge.

Den fierde bøn.

Giff oss idag vort daglige brød.

Huad er det? Suar.

Gud giffuer end oc vel alle onde menniske deris daglige brød for vden vor bøn/ Men wij bede her/ ath hand ville giffue oss den forstaand/ ath wij motte visselige vide ath det daglige brød wij fødis aff/ giffuis oss aff Gud oc ath wij motte være hannem tacknemmelige for saadanne velgierninger. ||

Huad heder da dagligt brød?
Suar.

84

Dagligt brød kaldis alt det der til liiffuins næring och nødtørtighed behoff gøris/ Som ath æde/ dricke/ klæder/ sko/ hwss/ gaard/ ager/ fæ/ penninge/ gotz/ en from danne quinde/ gode lydige børn/ oc villige folck/ fromme oc tro herskaff/ god oc snild regentente/ god oc sund luct/ fred/ sundhed/ tuckt/ ære/ gode venner/ tro nabs/ oc andet faadant.

Den femte bøn.

Oc forlad oss vore skylder/ som wij forlade vore skyldere.

Huad er det? Suar.

Wii bede her/ ath vor hiemmelske Fader vilde icke anse vore synder/ Och || icke for deris skyld forsage vor bøn/ Thi wii ere icke verde det alder mindste wii bede om/ oc ey heller det fortient haffue/ Men ath hand vilde giffue oss det alt sammen aff sin naade oc barmhiertighed/ fordi wii daglige megit || synde/ och fortiæne intet andet end idel straff oc plage/ Saa ville wii dog gerne forlade igen aff hiertet/ oc gøre vel mod dem som haffue syndet mod oss

85

Den Siette bøn.

Oc leed oss icke i frestelse. ||

Huad er det? Suar.

Sandelige/ Gud frester ingen/ Men wii bede her/ ath Gud vilde oss foruare oc opholde/ saa ath dieffuelen/ verden/ oc vort eget legeme/ skulde oss icke bedrage och forfare i vantro/ mishob/ oc andre store skendzeler och laster/ Ocder som wii vorde end der met forsøgte/ ath wii dog endelige kunde vinde/ oc feier beholde.

Den Syuende bøn.

Men frels oss fra ont.

Huad er det? Suar.

I denne bøn bede wii lige som i een summa/ ath vor himmelske Fader vil fri oss fra alt om/ baade til liiff oc siæl/ gotz oc ære/ oc paa det siiste naar vor tiid kommer/ skicke oss een salig endelig/ oc met sin naade tage ossfra || denne elendighed til sig i hiemmelen.

86

Amen.

Huad er det? Suar.

Ath ieg skal visselige vide/ ath disse bøner ere min hiemmelske Fader behagelige oc tacknemmelige/ thi hand haffuer || selff befalet oss ath bede/ och der til loffuit ath hand vil oss høre.

Amen/ Amen.
Det er Ja Ja/ det skal alt saa visselige ske.

Det hellige Dobens Sacramente/ och huad een hwffader sine tywnde enfoldelige der om vnderuise oc lære skal.

Det Første.

Huad er Doben? Suar.

Doben er icke al ene slæt vand/ Men/ det er vand forfattet i Gudz || befalning/ oc met Gudz ord forbundet.

Huilcke ere da saadanne Gudz ord? Suar.

Der som vor Herre Christus siger Matthei i det siiste Capittel.

Gaar hen i den gantske verden/ lærer alle hedninger/ Oc døber dem i naffn Faders oc Søns oc den Hellig aandz.

Det Andet.

Huad giffuer Doben/ eller huor til er hand gaffnlig? Suar.

Hand gør syndz forladelsse/ friir oss fra døden oc dieffuelen/ oc giffuer alle dem det euige liiff som tro effter dette Gudz ordz oc løfftes lydelsse.

Huilcke ere de Gudz ord oc løffte? || Suar.

Der som vor Herre Christus siger/ Marci i det siiste Capittel.

Huilcken der tror oc bliffuer døbt/ den vorder salig/ Men huilcken som icke tror/ den vorder fordømt.

87

Det Tredye.

Huorlunde kand vandet gøre saadanne mectige ting? Suar.

Sandelige vandet gør det icke/ Men Gudz ord som i oc met vandet er/ oc den tro som tror saadane Gudz ord i vandet/ Thi ath vden Gudz ord er vandet slæt vand/ oc ingen Dob/ Men met det Gudz ord er det een Dob/ det er/ ith naadeligt leffuendis vand/ oc een ny fødzel i den hellig aand/ som Sancte Pauil siger til Titum/ i det Tredye Capittel. ||

Vid igenfødzelsens vandbad oc den hellig aandz fornyelse/ huilcken hand haffuer vdgiffuit riiglige offuer oss vid Jesum Christum vor frelssere/ paa det wij vid samme naade retferdige giorde/ skulle være arffuinge til det euige liiff/ effter hobningen/ det er visselige sant.

Det Fierde.

Huad betyder da saadan vanddøben? Suar.

Den betyder/ ath den gamle Adam i oss/ skal vid daglig penitentz/ det er/ anger oc ruelsse/ druckne/ quelies/ och dræbes met alle synder och sine onde begeringer. Oc tuert emod skal det ny menniske daglige opstaa fremkomme oc leffue retferdelige och reenlige/ for Gud euindelige. ||

Huor staar det screffuit? Suar.

Sancte Pouil scriffuer til de Romere i det Siette Capittel.

Wij ere begraffne met Christo ved doben til døden/ paa det/ ath lige som Christus er opuect fra de døde ved Faderens herlighed/ Saa skulle oc wij i ith nyt leffnid vandre.

Suorlunde mand skal lære de enfoldige ath scriffte.

Huad er scrifftemaal? Suar.

Scrifftemaal begriber tw stycke i sig. Det første/ ath mand bekender sine synder. Det andet/ ath mand annammer 88 Absolution eller synders forladelsse aff Scrifftefaderen lige som aff Gud || selff/ oc bør hannem icke tuile/ men stadelige tro/ ath hans synder ere hannem da oc saa forlatte for Gud i hiemmelen.

Huilcke synder skal mand da scriffte? Suar.

For Gud skal mand giffue sig skyldig for alle synder/ oc saa for dem som wij icke kende/ som wii gøre i Fader vor.

Men for Scrifftefaderen skulle wii bekende al ene de synder som wii vide oc føle i hiertet.

Huilcke ere de?

See der til din stat eller vilkor effter de X. budord/ om du æst een Fader/ Moder/ Søn/ Daater/ Herre/ Frue/ pige eller Suend/ om du haffuer værit whorsom/ wtro/ wflittig/ wred/ || wtuctig eller auuidz syug/ om du haffuer giort nogit menniske skade met ord eller gerninger/ om du haffuer stollit/ værit forsømmelig/ skødeløss eller giort skade.

Kiære sæt mig fore een kort form eller maade ath Scriffte.

Suar.

Saa skalt du sige til Scrifftefaderen.

Kiære verdige Herre/ Jeg beder eder gerne ath i ville høre mit scrifftemaal/ oc sige mig mine synders forladelsse til for Gudz skyld.

Ja/ Sig frem.

Jeg arme syndere bekender mig for Gud/ skyldig ath være i alle synder. || Besynderlige/ bekender ieg for eder/ ath ieg er er een Suend/ Pige etc.

Men ieg tien gantske wtrolige min hwsbonde/ Thi der oc der haffuer ieg icke giort huad som de mig befalet haffue/ ieg haffuer giort dem wrede oc kommet dem til ath bande/ Jeg haffuer været forsømmelig oc ladet skade skee.

Jeg haffuer oc saa været whøffuisk i ord oc gerninger/ haffuer giort mig wred met mine ieffnlige/ Jeg haffuer murrit mod min Hwstru och bandet hende etc.

Dette altsammen fortryder mig oc gør mig om/ oc ieg beder om naade/ Jeg vil mig bedre.

89

Een herre/ hwsbonde/ eller hwstru kand saa sige.

Besynderlige bekender ieg for eder/ ath ieg haffuer icke trolige optuctet mine || børn/ tywnde/ hwstru/ til Gudz ære/ Jeg haffuer bandet/ och giffuet onde exempel fra mig met wtuctige ord och gerninger/ Jeg haffuer giort min nabo skade/ bagtalet hannem/ Jeg haffuer solt for dyrt mine vare/ oc haffuer solt falske oc icke gantzske gode vare/ och huad mere hand haffuer giort mod Gudz bud oc mod sin stat oc vilkor etc.

Men der som nogen finder sig icke besuaret met saadanne eller større synder/ Hand skal da icke sørge eller videre søge effter synd/ eller opdicte selff nogen synd/ oc der met gøre ith martyrium oc pine aff scrifftemaal/ Men optelye een eller too de som hand vid/ Saa bekender ieg besynderligen ath ieg haffuer een tiid bandet/ Item een tiid haffuer været whøffuisk i ord/ een tiid haffuer det.N. forsømmet etc. Oc lad det være nock. ||

Widst du oc plat ingen (huilcket dog icke vel mugeligt er) saa sig och ingen besynderlige frem/ Men tag synders forladeisse paa det almindelige Scrifftemaal/ huilcket du gør for Gud hoss Scrifftefaderen.

Der effter skal Scrifftefaderen sige.

Gud være dig naadig oc styrcke din tro/ Amen.

Der nest siger hand.

Tror du oc ath min forladeisse er Gudz forladelsse?

Ja kiære Herre.

Der effter siger hand. ||

Sfe dig lige som du tror. Och ieg aff vor Herris Jesu Christi befalning forlader dig dine synder/ i naffn Faders oc Søns oc Hellig aandz/ Amen.

Gack hen i fred.

Men om nogre haffue større besuarelsser eller bedrøffuelsser i deris samuittighed/ oc haffue suare frestelsser/ da vid een Scrifftefader vel ath trøste dem met flere ord/ oc komme dem ræt i troen igen.

Dette skal være for de enfoldige een almindelig

form oc maade til ath Scriffte. ||

90

Alters Sacramente/ oc huad een hwpfader skal sine tywnde der om enfoldelige vnderuiise oc lære.

Huad er Altere Sacramente? Suar.

Det er vor Herris Jesu Christi sande legeme och blod/ vnder brød och wiin/ indsæt aff Christo selff/ oss Christne til ath æde oc dricke.

Huor staar det screffuit?

Suar.

Saa scriffue de hellige Euangelister/ Matheus/ Marcus/ Lucas/ oc || Sancte pouil.

Vor Herre Jesus Christus/ i den nat der hand bleff forraadt/ Tog hand brødet/ tackede oc brød det/ Oc gaff sine discipler oc sagde/ || Tager dette hen oc æderid/ Det er mitÿllegeme/ som giffuis for eder/ det gører i min hukommelse.

Lige saa tog hand oc kalcken/ effter afftens maaltid/ tackede/ gaff dem oc sagde/ dricker alle der aff/ Dette er det ny testamentis kalck i mit blod/ som vdgiffuis for eder til syndernis forladelsse/ Dette gører saa offte som i dricke/ i min hwkommelse.

Huad gaffnner saadan æden oc dricken? Suar.

Disse ord giffue oss det vel tilkende.

Som giffuis for eder/ oc som vdgiffuis til syndernis forladelsse. || Det er/ ath oss giffuis vid saadanne ord i 91 Sacramenter syndernis forladelsse/ det euige liiff oc salighed/ Fordi/ der som syndernis forladeisse er/ der er oc saa

det euige liiff oc salighed.

Huorlunde kand den legemlige æden oc dricken gøre saadan mectig ting? Suar.

Sandelige/ ath æde oc dricke gør det icke/ Men de ord som der staa.

Som giffuis for eder/ oc som vdgiffuis til syndernis forladelse.

Disse ord ære hoss den legemlige æden oc dricken/ som hoffuit stycker i Sacramentet. Oc huem som tror samme ord/ hand haffuer det som de || indholde/ som er.

Syndernis forladelse.

Huo annammer saadant Sacrament verdelige? Suar.

Ath faste oc legemlige sig der til berede er vel een fiin vduortis tuct/ Men den er ræt verdig oc vel beskickit/ Som tror disse ord.

Som giffuis for eder/ oc som vdgiffuis til syndernis forladelsse.

Men huem som icke tror disse ord eller miler/ Hand er wuerdig oc wbeskickit/ Thi dette ord (FOR EDER) vil haffue idel tro hierter.

Huorlunde een hwsfader skal lære sine tywnde ath signe dem om Morgenen oc om Afftenen.

Om Morgenen naar du staar op aff sengen/ skalt du segne dig met det hellige korssis tegn oc sige.

I naffn Faders oc Søns oc Hellig aandz. Amen.

Der effter paa dine knæ/ siddendis eller staaendis opregne Troen oc Fader vor etc./ oc bede om du vilt/ denne lille bøn. ||

92

Jeg tacker dig min hiemmelske Fader/ vid Jesum Christum din kiære Søn/ ath du haffuer beuaret mig i denne nath fra skade oc fare/ Oc ieg beder dig ath du vilt beuare mig i denne dag for synden och alt ont/ ath mit gantzske leffnit och alle mine gerninger kunde teckis dig/ Thi ieg befaler || mig/ mitÿllegeme oc siæl/ oc alt sammen i dine hender/ Lad din hellig Engel være hoss mig/ ath den onde fiende skal ingen mact faa met mig/ Amen.

Oc da kant dw gaa til dit arbeyde oc gerning met glæde/ Oc syunge da een wise/ som er de X. Gudz bud eller huad dit sind kand giffue dig.

Om afftenen/ naar du gaar til sang/ skalt du signe dig met det hellige korssis tegn oc sige.

I naffn Faders oc Søns oc Hellig aandz/ Amen.

Der effter paa dine knæ siddendis eller staaendis/ opregne Troen och Fader vor etc. Vilt du/ saa maa du der til bede denne lille bøn.

Jeg tacker dig min hiemmelske Fader/ vid Jesum Christum din kiære Søn/ ath du haffuer beuaret mig naadelige i denne dag/ || Oc ieg beder dig/ ath du vilt forlade mig alle mine synder/ huor som ieg haffuer giort wræt/ oc dit vilt beuare mig naadelige i denne nat/ Thi ieg befaler mig/ mit legeme oc siæl/ oc alt sammen i dine hender/ Lad din hellig Engil være hoss mig/ ath den onde fiende skal ingen mact faa met mig/ Amen

Oc da strax kant du gladelige legge dig til ath soffue.

Huorlunde een Hwffader skal lære sine tywnde ath læse Benedicite oc Gratias.

Børnene eller tiæniste folcket skulle gaa frem til bordet/ och met sammen lagde hender oc tuctighed saa sige.

93

Alle øgen vocte paa dig Herre/ oc du giffuer dem deris spiisning til rætte tiid/ Du oplader din haand/ och metter alle leffuindis creatur met + benedidelse.

Vdtydning.

+ Benedidelse/ det er/ ath alle dywr faa saa megit ath æde/ ath de ere lystige oc glade der offuer/ thi sorg oc girighed forhindrer saadan benedidelse.

Der effter Fader vor etc./ och denne effterfølgendis bøn.

Herre Gud hiemmelske Fader/ velsigne oss och disse dine gaffuer/ som wij aff din milde godhed || annamme til oss/ vid Jesum Christum vor Herre/ Amen.

Gratias.

Lige saa effter Maaltiid skulle de och saa tucrige oc met sammen lagde hender sige.

Tacker Herren fordi hand er god/ oc hans miskundhed varer euindelige/ Den som giffuer alle creature deris spiisning/ den som giffuer queg deris foer/ oc giffuer raffne vnge deris føde som robe til hannem/ Hand haffuer icke lyst til hestens styrcke/ ey heller velbehagelighed i nogen mandz been/ Herren haffuer velbehagelighed i dem som hannem || frycte/ oc i dem som vente hans barmhiertighed.

Der effter Fader vor/ och denne effterfølgende bøn.

Wii tacke dig Herre Gud hiemmelske Fader/ wid Jesum Christum vor Herre/ for alle dine velgerninger/ du som leffver oc regnerer til euig tiid/ Amen.

Een hwss taffle som indholder nogre sproc/ for alle hellige orden oc stater/ ind huilcke sproc de kunde formane dem selffue til deris embede oc tiæniste.

94

Een Biscop/ Sogneprest oc Predickere.

Een Biscop skal være wstraffelig/ een || quindes mand/ vaagen/ ædrw/ erlig/ sindig/ Hand skal gerne læne hws/ Hand skal være bequem til ath lære andre/ Hand skal icke dricke sig drucken aff wiin eller anden drick/ Hand skal icke sla eller trætte/ hand skal icke være gerig til baade eller whørlig vinding/ Men hand skal være mild och retfærdig/ oc kunde wel faarestonde sit egit hwss/ oc haffue lydige børn met all erlighed/ Hand skal icke heller wære den som haffuer nylige taget ved troen/ etc. i. Timoth. iii.

Om Verdzlig offrighed.

Huert menniske skal være Herredømme oc macten vnderdanig/ Thi der er ingen mact til vden aff Gud/ All den mact som til er/ hun er skicket aff Gud/ Huo som staar mod macten/ hand staar mod Gudz skickelse/ Oc de || som staa der emod/ de faa dom mod dem selffue/ Thi hun bær icke suerdet forgeffuis/ Hun er Gudz riænerinde oc een heffnnerinde til arh straffe dem som ilde gøre. Til de Romere i det Trettende Capittel.

Ecte mend.

I Mend skulle bo oc leffue wiislige met eders Hwstruer/ oc gøre dem deris ære/ som de vanmectige/ som ere oc det naadelige liiffuis metarffuinge/ paa det eders bøn icke bliffuer forhindret. i Pet. iii. Colloss. iii.

Ecte Quinder.

Quinderne skulle være deris mend vnderdanige lige som Herren/ Lige som Sara vor Abraham lydig/ oc kallede hannem Herre/ hwess døtter i ere vordne/ || om i gøre vel/ och icke frøcte for nogen rædzel.

Forelderne.

I Foreldre skulle icke erre eders børn til wrede/ paa det ath de icke bliffue mistrøstige/ Men opføder dem i tuct oc formaning i Herren. Til de Epheser i det Siette Capittel.

95

Børn.

I Børn værer eders foreldre lydige i Herren/ Thi det er retferdigt oc erligt/ ære din Fader oc din Moder/ det er det første bud som haffuer foriættelse/ ath det maa gaa dig vel/ och ath du maat bliffue laangliiffuit paa iorden. Epheser i der Siette Capittel.

Suenne/ Piger/ Daglønere/ oc Arbeydere.

I Tiænere værer eders timelige herrer lydige/ met frøct oc rædsle i eders hiertis enfoldighed lige som Christo/ Oc tiener dem icke all eniste i deris øgen/ ath i mue teckis mennisken/ men som Christi tiænere/ Oc gører saadan Guds vilge aff hiertet met veluillighed/ Oc lader eder tycke ath i tiæne Herren oc icke mennisken/ Och vider ath huer som gør nogit got/ hand skal faa løn/ huad heller hand er tiænere eller fri.

Hwssader oc Hwsmoder.

I Herrer eller (hwsbonder) gører oc det samme mod tiænerne/ oc forlader eders trwsel/ oc vider ath eders Herre er i hiemmelen/ oc Gud acter ingens persone.

Vnge folck.

I Vnge folck værer de gamle vnderdanige/ oc beuiiser der met eders ydmyghed/ Thi Gud staar mod de hofferdige/ oc giffuer de ydmyge naade. Thi værer ydmyge vnder Gudz veldige haand/ Ath hand skal ophøffue eder i sin tiid. i. Pet. v.

Encker.

Den som er een ræt Encke oc eensom/ hun sætte sit haab til Gud/ oc bliffue i bøner dag oc nat/ Men huilcken som leffuer i velløst/ hun er leffuendis død. i. Timot. v.

96

Menigheden.

Elsk din neste som dig selff/ i dette ord ere alle bud forfattede. Roma. i det xiii. Capittel.

Oc beder idelige for alle menniske. i Thimot. ii.

Huer tage sig her sit egit stycke/
Saa vil Gud vnde hannem god lycke.

Een liden bog Om Brud uielse/ for de enfoldige Sogneprester. Martinus Lutherus.

DEt er ith almindeligt sproc/ Saa maange land saa maange seder/ Effterdi ath Brøllup oc Ecteskaffs stat er een verdzlig handtering/ da bør oss aandelige eller kircke tiænere intet ath ordinere eller regere der i/ Men lade huer stat her i nyde oc beholde sin bruggelse oc seduanne. || Somme stædz føre de Bruden twende gaange til kircken/ baade om afftenen oc om morgenen/ Somme stædz icke vden een gaang/ Somme forkynde oc oplywse deris Ecteskaff paa Predicke stolen/ too eller tre vger tilforn/ Dette oc alt andet saadant/ lader ieg Herrer oc Førster/ Borgemestere oc Raadt skaffe oc gøre som de ville. Det kommer mig intet wid.

Men naar maand begerer aff oss ath wii skulle for kircke dørren eller i kircken læse Gudz velsignelse/ oc bede vor bøn offuer brud oc brudgomme/ eller wiie dem til sammen/ da ere wii skyldige det ath gøre/ Der fore vilde ieg lade vdgaa denne lille bog om Bruduielse for de vnge Sogneprester som icke bedre kunde/ ath de motte bruge eendrectelige met oss denne form oc maade. De andre som det bedre || kunde/ det er/ de som icke kunde alting/ Men de lade dem tycke ath de kunde alting/ de haffue denne min tiæniste intet behoff/ vden saa 97 megit ath de kunde kostelige oc mesterlige skaffe oc sætte till rætte det wii gøre/ och tage dem vel vare ath de icke skulle holde nogit liige met andre/ oc gøre alting effter deris egit hoffuit/ thi mand motte ellers tencke ath de skulle lære nogit aff andre/ det vore een stoor skam.

Effterdii ath mand haffuer her til bruget saa drabelig stoor prang met Muncke oc Nunner i deris induielse/ End dog ath deris stat oc væsen er een wgudelig oc klar menniskelig tant och dict/ som ingen grundwol haffuer i scrifften/ Huor megit mere skulle wii ære denne gudelige stat/ oc met maange herlige stycker wie brud oc brudgomme || til sammen/ oc bede for dem oc ære dem? Thi end dog det er een verdzlig stat/ saa haffuer det dog Gudz ord for sig/ oc er icke dictet eller stictet aff mennisken/ som Muncke och Nunne stat/ Der fore skulle det hundrede maal yppermere actis end klosterleffnidz stat/ Huilcken som skulle actis ath være den aller verdzligste oc Kødeligste sat/ effterdi det er fundet aff kiød oc blod/ oc stictet aff verdzlig viisdom oc fornufft.

Oc paa det ath vngt folck motte lære ath ansee aluorlige denne Ecteskaffs stat/ oc den i ære ath holde som Gudz gerning oc bud/ Oc icke saa spottelige driiffue deris daarhed der om/ met lader/ met bespottelse/ oc met anden saadan løsactighedt/ som mand plegede her til ath gøre/ lige som det skulle være een skemt eller barneleeg || ath giffue sig i Ecteskaff/ eller gøre brøllup.

De som haffue først stictet ath mand skal føre Brud oc Brudgomme til kircken/ ansaage det for ingen skemt/ men for een ret aluorlighed/ Thi vden twiil/ vilde de der hente Gudz velsignelse oc een almindelig bøn/ og icke driiffue nogen leckerii eller hedenske abe spil.

Saa beuiser oc det samme den gerning i sig selff vel/ Thi huo som begerer aff Sognepresten eller Biscopen een almindelig bøn och Gudz velsignede/ Hand giffuer vel der met tilkende (end dog hand taler det icke vd aff munden) huad fare oc nød hand giffuer sig i/ oc huor storlige hand haffuer samme Gudz velsignelse och een almindelig bøn behoff til Ecteskaffs 98 stat/ Thi hand || fornømmer vel/ som mand oc daglige befinder/ huilcke wlycke dieffuelen kommer aff stæd i Ecteskaffs stat/ mer hoor/ wtroskaff/ wenighed och allehaande iammer.

Saa ville wii nu paa denne maade handle met Brud oc Brudgomme/ der som de der aff oss bede oc begere.

For det første skal der lyuses for dem aff Predicke stolen/ met saadanne ord.

Hans. N. oc Grete. N. ville effter Gudz ordning giffue dem til sammen i den hellige Ecteskaffs slat/ oc || der fore begere de een almindelig Christelig bøn for dem/ ath de kunde det begynde i Gudz naffn/ oc det motte vel lyckis for dem.

Oc om nogen haffuer der i ath sige/ gøre sig det betiiden/ eller tie sig stille. Gud giffue dem sin velsignelse/ Amen.

Bruduielse eller troloffuelse for kircke dørren eller i kircken skal ske met disse ord. ||

Hans vilth du haffue Grete til din ecte hwstru?

Dicat/ Ja.

Grete vilth du haffue Hans til din ecte hwsbonde?

Dicat/ Ja.

Her lader hand dem giffue hwer andre troloffuelsens Ring/ Oc legger bode deris høgre hender til samen och siger.

Huad Gud haffuer tilsamen føget/ skal intet menniske athskilye. ||

Der effter siger hand almindelige for alle.

Effterdi ath Hans N. Oc Grete N. begere huer andre i Ecteskaff/ oc det obenbarlige bekende for Gud oc verden/ oc haffue der paa giffuit huer andre deris hender oc troloffuelsens ring. Saa siger ieg dem ecte ath være/ i naffn Faders oc Søns oc Hellig aandz/ AMEN. ||

For Alteret offuer Brudgommen oc Bruden/ læser hand Gudz ord/ Genesis i det Andet Capittel.

99

Oc Gud vor Herre sagde/ det er icke got ath mennisken bliffuer al ene/ Jeg vil gøre hannem een methielp/ som kand være hoss hannem.

Da loed den Herre Gud een suar søffn falde paa mennisken/ saa ath hand soffnede/ Saa tog hand || ith aff hans reffbeen/ och lucte stæden igen met kiød. Oc den Herre Gud bygde een quinde aff reffbenet/ som hand hagde taget aff mennisken/ oc fulde henne til hannem. Da sagde mennisken/ det er nu een sinde been aff mine been/ och kiød aff mit kiød/ der fore maa mand kalde henne een mandinde/ effterdi hun er || tagen aff manden/ Fordi skal oc een mand forlade sin fader oc sin moder/ oc bliffue hart vid sin mandinde/ och de skulle bliffue baade til ith kiød.

Der effter vender hand sig til dem baade oc taler dem saa til.

Effterdi ath i haffue nu giffuit eder baade i Ectheskaff til sammen i Gudz naffn. Saa hører nu først || Gudz bud om denne stat.

Saa siger S. Pouil.

I mend elsker eders hwstruer/ lige som Christus haffuer ælskt al Christen menigheden/ oc haffuer hen giffuet sig selff for hende/ paa det ath der met hellig gøre hende/ saa haffuer hand renset hende formedels det vandbad i Gudz ord/ paa det ath hand ville || skicke sig een erlig Christen menighed/ som icke hagde smitte eller ryncke eller noget andet saadant/ Men ath hun skulle være hellig och wstraffelig.

Saa skulle och Mendene elske deris hwstruer lige som deris egne legeme. Hwo som elsker sin hwstru/ hand elsker sig selff. Ingen haffuer noghen || tiid hadet sit egit legeme/ men opføder och vederqueger det/ ligeruiis som Herren gør vid den Christne menighed.

Quinderne skulle och være deris mend vnderdanige som Herren/ Fordi manden er quindens hoffuit/ lige som Christus er den Christne menighedz hoffuit/ huilcken som er oc || sit legems salig gørere. Der fore lige som den Christne menighed 100 er Christo vnderdanig/ saa skulle oc quinderne være deris mend vnderdanige i alle maade.

For det andet/ Hører oc saa korssit som Gud haffuer lagt paa denne stat.

Saa sagde Gud til quinden.

Jeg vil skaffe dig megit || kummer och iammer/ naar du bliffuer fructsommelig. Du skalt føde dine børn met kummer/ oc din attraa skal være til din mand/ oc hand skal være din herre.

Oc til manden sagde Gud. Effterdi du lyde din hwstrues røst/ oc odst aff det træ/ som ieg befalede dig oc sagde/ Du skalt icke æde || der aff/ Formaledidet skal din ager være for din skyld/ met kummer skalt du dig der aff nære/ alle dine leffue dage/ Torne oc tidsler skulle voxe i ageren/ och du skalt æde vrterne paa marcken. i dit ansictis sued skalt du æde dit brød/ ind til du vorder til iord igen/ aff huilcken du æst kommen/ Thi du æst iord/ och || skalt vorde til iord igen.

For det Tredie.

Saa er det eders trøst atlh i wide och tro ath eders star er Gud tacknemmelig/ oc aff hannem velsignet. Thi saa staar der screffuit.

Gud skaffte mennisken lige effter sit eget billede/ Ja effter Gudz billede skaffte hand hannem/ oc end skaffte hand dem til mand oc quinde. ||

Da velsignede Gud dem/ oc sagde til dem/ øxler oc formerer eder/ och opfylder iorden/ oc haffuer hende vnder eder/ værer herrer offuer fiskene i haffuet/ offuer fulene vnder hiemmelen/ oc offuer alt det leffuende der kryber paa iorden.

Oc Gud saa alt det som hand hagde skafft/ oc see/ det vor altsammen saare got. || Der fore siger och Salomon/ Huo som foer een hwstru/ hand foer een god ting/ och annammer aff Herren een velbehagelighed.

Her legger hand sin haand paa deris hoffuit oc saa beder.

Herre Gud hiemmelske Fader/ du som haffuer skafft Mand oc Quinde oc forskicket dem til Ecteskaffs stat/ oc haffuer 101 velsignet || dem met liiffuens fruct/ Oc der i betegnet din kiære Søns Jesu Christi oc den hellig kirckis hands brwdz sacramente/ Wij bede din grundløsse godhed/ ath du vilt icke lade disse dine creature/ ordening oc velsignede tilbage dragis eller forderffuis/ men naadelige dem det beuare/ vid Jesum Christum vor Herre. Amen.

Een liden ny bog Om Døbelsse/ fom Martinus Lutherus giorde.

Martinus Luther ynsker alle Christne læsere naade oc fred i Jesu Christo vor Herre.

Effterdi ieg daglige seer och hører/ ath mand met stoor wflitighed oc w aluorlighed ieg vil icke sige met løsactighed/ handler offuer børnnene det høguerdige hellige och trøstelige || daabens sacramente/ Huilcken ieg tror oc saa ath være een orsage til/ ath de som det hoos staa/ intet der aff kunde forstaa/ huad der bliffuer talet eller handlet/ tyckis mig icke all ene nytteligt/ men oc saa nødtørteligt ath være/ ath mand det paa tydske oc icke lenger paa latine handler. Oc haffuer ieg der fore begynt ath vdsætte paa tydske de ord som høre til daaben/ paa det ath de som ere faddere eller der hoos staa motte opueckis til troen oc til een aluorlig paa actelsse/ oc de prester som døbe/ motte haffue diss ydermere flittighed for deris skyld som høre der paa.

Men ieg aff een Christelig tro/ beder alle dem som døbe/ som holde børn til daab oc som der hoss staa/ ath de ville lade dem gaa til hiertet den herlige kostelige gerning/ oc den store || aluorlighed som er i samme gerning. Thi du kant høre her i ordene som staa i denne bøn/ huor kloglige och aluorlige den Christne kircke fremdrager barnit til daaben/ oc met bestaandige oc wtuilactige ord for Gud bekenner/ ath barnet er met dieffuelen besæt/ oc syndens oc wredene barn/ oc beder saa 102 flitelige om hielp oc naade vid daaben ath det motte bliffue Gudz barn.

Wilde du der fore betencke ath det er plat ingen skemt/ ath handle mod dieffuelen/ och icke al ene vddriiffue hannem aff barnet/ men oc saa (effterdi det skal alle sine dage haffue saadan een mectig fiende paa sin hals) ath være det arme barn aff gantzske hierte oc een sterck tro bistaandig/ och met alle største paa actelsse oc inderlig || begering bede ath Gud effter som denne bøn lyder/ vilde icke al ene hielpe barnet fra dieffuelens vold/ Men och saa bestyrcke/ ath det motte ridderlige i liiff oc død bestaa mod hannem. Oc frycter ieg visselige ath det gaar maange ilde effter daaben/ der fore ath mand saa kaaldelige oc saa laddelige met dem omgaa/ oc saa aldelis vden aluorlighed for dem bede i daaben.

Saa tenck nu/ ath disse vduortis stycke ere de alle ringeste i daaben/ som er ath blæse barnit i øgene/ ath signe det met korssens tegen/ ath legge salt i munden/ spøt oc skarn komme i ørene oc næsen/ ath smørge brystit och skulderne met olye/ och hoffuitpanden met crismen/ I drage det sin døbe skiorte/ och giffue det ith tend lyws i haanden/ oc andet saadant mere/ som || i aff mennisken er tillagt ath pryde daaben met/ Thi daaben kand vel ske for vden saadanne ting/ och de ere icke de rætte stycke som dieffuelen skyer och flyer fore/ Hand foracter vel mectigere ting/ Det maa gaa her aluorlige til.

Men see der paa ath du staar der i een ræt tro/ oc hører Gudz ord oc aluorlige beder. Thi naar presten siger/ Lader oss bede/ da formaner hand io dig/ ath du skalt met hannem bede.

Oc alle faddere/ oc de som staa omkring daaben skulle i deris hierte bede alle de ord som presten i sin bøn opregner/ Der fore skal och presten sige samme ord frem vdtydelige oc laangsomt/ ath fadderne kunde dem vel høre oc fornømme/ oc vid dem selffue i hiertet met presten bede oc fremsætte | for Gud barnens nød met aluorlighed/ oc aff deris gantzske formue for barnit sætte dem mod dieffuelen/ och saa stille dem/ ath de lade det være een aluorlig ting for dem/ effterdi ath det er for dieffuelen ingen skemt.

103

Der fore er det vel redeligt oc rær/ ath mand icke tilftæder nogen drucken eller vild prest ath døbe/ ey heller bede løssactige folck til faddere/ men fine/ tucttige/ aluorlige/ fromme prester oc faddere/ til huilcke mand kand sig forsee/ ath de handle samme sag met aluorlighed oc met een ræt tro/ ath mand icke sætter dieffuelen det høguerdige Sacrament fore til een spot/ oc vanære Gud/ som vdøsser offuer oss i daaben sin offuerflødige oc grundløsse naadis riigdom/ saa ath hand selff kalder det een ny fødzel/ Met huilcken wii || vorde ledige fra dieffuelens tyranni/ løsse fra synden/ døden och helffuede/ liiffsens børn och arffuinge til alt det gode Gud haffuer/ oc Gudz egne

børn oc Christi brødre.

O Kiære Christne menniske/ lader oss icke saa wflitelige acte eller handle saadan wsigelig gaffue/ Er dog daaben vor eniste trøst oc indgaang til alt det gode Gud haffuer och alle helgene menighed/ Der til hielpe oss Gud/ Amen.

Døbefaderen siger.

Far her vd du wrene aand/ oc giff den Hellig aand rum.

Der næst skal hand gøre kors paa barnens andlede ocbryst/sigendis.

Annamme det hellige korssis betegnelsse/ baade paa dit andlede oc bryst.

Lader oss bede.

O altmectige euige Gud vor Herris Jesu Christi Fader/ ieg rober til dig || offuer denne.N. din tiænere/ som beder om din daabis gaffue/ oc vid den aandelige igenfødzel begerer din euige naade.

104

Herre tag hannem til dig/ oc som du haffuer sagt/ Beder/ saa skulle i faa/ Leder/ saa skulle i finde/ Bancker/ saa skal eder opladis/ Saa giiff nu denne som beder dine gaffuer/ oc || oplad dørren for hannem som bancker/ at hand kand faa den euige velsignelse i dette hiemmelske bad/ och det rige som du haffuer oss alle sammen loffuit och tilsagt/ formiddels vor Herre Jesum Christum/ Amen.

Lader oss bede.

O Altmectigste Euige Gud/ du der vid floden effter din strenge retferdighed haffuer fordømt den || vantro verden/ och effter din store barmhiertighed reddede din tro tiænere Noe selff ottende. Och lodst druckne den forherdede Pharao met alle sine i det røde haff/ oc førde dit folck Israel igennem met tørre føder/ met huilcket du betegnede den hellige tilkommendis daab/ oc vid din kiære søns vor Herris Jesu Christi daab || haffuer hellig giort oc indsæt Jordans flod oc alle andre vand til salighedzens bad oc een riglig afftoelse aff synden. Wij bede dig vid den samme din grundløsse barmhiertighed/ ath dw vilt nadelige see til denne din tiænere.N. oc met een ræt tro i aanden hannem begaffue/ ath vid dette salighedzens bad motte druckne oc vndergaa alt || det som hannem aff Adam er met fød/ det er den synd som Adam giorde/ Oc ath hand motte skylies fra de vantro menniskers tal/ oc bliffue beuaret i den hellige Christenhedz Arck/ altiid brendende i aanden/ glad i haabet/ tiæne dit naffn/ ath hand maa faa met alle tro menniske det euige liiff oc salighed som du haffuer loffuit hannem/ vid Jesum || Christum vor Herre/ Amen

Jeg besuer dig du wrene aand/ i naffn Faders + oc Søns + oc Hellig aandz + ath du vdfarer/ oc viger fra denne Jesu Christi tiænere.N. Amen.

Lader oss høre det hellige Euangelium/ som Sanctus Marcus scriffuer.

Den tiid ledde de smaa børn til Jesum/ ath hand || skulde røre vid dem. Men disciplene lode ilde vid dem/ som børnene frem ledde. der Jesus det saa/ da bleff hand fortørned/ oc sagde til dem. Lader børnene komme til mig/ oc forbyuder 105 dem det icke. Thi saadanne hør hiemmerige til. Sandelige siger ieg eder/ huo icke annammer Gudz rige som ith lidet barn/ hand kommer der icke ind/ Saa || tog hand dem i fagn och lagde sine hender paa dem/ oc velsignede dem.

Siden skal Presten legge sin hand paa barnens hoffuit/ och met Fadderne falde paa knæ oc bede Fader vor etc.

Fader vor som æsth i hjemmelen etc.

Der nest skal Presten lede barnet til Daaben/ oc sige.

Gud beuare bode din indgaang och vdgaang/ fra nu oc til euig tiid. ||

Der nest lader Presten barnit vid sine Faddere aff sige dieffuelen/ oc siger.

N. Forsager du dieffuelen?

Suar. Ja.

Oc alle hans gerninget?

Suar. Ja.

Oc alle hans væsen?

Suar. Ja.

Der effter spør hand.

Tror du paa Gud den altmectige Fader hiemmels oc iordz skabere? ||

Suar. Ja.

Tror du paa Jesum Christum hans eniste søn vor Herre fød oc piint?

Suar. Ja.

Tror du paa den Hellig aand/ een hellig Christelig kircke som er hellige menniskers samfund/ syndernis forladelsse/ legemens opstaandelsse/ och effter døden det euige liiff?

Suar. Ja. ||

Der effter spør hand.

Wilt du være døbt?

Suar. Ja.

106

Da tager hand barnet oc dipper det i Daaben/ oc siger.

Oc ieg døber dig i naffn Faders/ och Søns/ och Hellig aandz. Amen.

Saa skulle Fadderne holle barnet offuer Daaben/ och presten siger men hand legger barnet sin døbe skiorte paa.

Den altmectige Gud och || vor Herris Jesu Christi Fader/ som dig nu haffuer anden tiid igen fød formedels vand oc den Hellig aand/ oc haffuer forladt dig alle dine synder/ hand styrcke dig met sin naade til det euige liiff/ Amen.

Fred være met dig.

Suar. Amen.

107

Petrus Palladius ynsker alle Sogneprester Guds naade oc fred vid Jesum Christum vor Herre.

Nøddis ieg til kiære brødre in Christo i mit suare embede oc store arbeyde oc største wledighed/ ath vdsætte aff Tydske paa Danske denne lille Manual eller Haandbog saa som ieg kunde/ icke som ieg skulle/ Der fore beder ieg eder Herlige oc gerne/ ath i tage dette mit føye arbeyde til tacke/ ind til saa lenge nogen kand oc vil det effter Tydsken forbedre/ huilcket || ieg feer gantzske gerne/ Dog saa ath der intet tilleggis eller fra tagis andet end Enchiridion Lutheri indholder/ Ellers er min ydmyge bøn och begere til eder alle oc huer serdelis/ Først for Gudz æres oc siden for den hellige kirckis opbyggelses skyld/ ath i ville alle samdrectelige holde disse Ceremonias vid mact/ oc saa vare paa eders embede/ ath i det met een god samuittighed for Gud oc mennisken forsuare kunde/ Och ville icke anse nogen menniskes smiger eller trwsel/ men mere det som Paulus sagde/ We mig der som ieg icke predicker Euangelium/ Gud styrcke eder alle met sin naade

vid sin kiære søn Jesum Christum vor Herre/ Amen.

Prentet i Kjøbmenhaffn
aff Hans Wingaard/
i det ny klosterstræde/
boendis.
den Tiende dag Junij.
H G H V D A
108

NOTER.

S. 65, L. 6. Originalen har ved Trykfejl Catchismum for Catechismum.

S. 65, L. 9. Orig. har ved Trykfejl Baptimus for Baptismus.

S. 65, L. 9. Orig. mangler Punkt efter domini.

S. 65, L. 11. Orig, skelner ikke mellem oe og æ, men disse er i nærværende Udgave anvendt efter gængs Brug, saaledes trykkes coeperunt og , skønt Orig. i begge Tilfælde har samme Type.

S. 65, L. 17. Orig. mangler Punkt efter Christi.

S. 65, L. 18. nisi er utydeligt i Orig.

S. 66, L. 8. Orig. har significaito for significatio.

S. 67, L. 31. Orig. har consientiarwn for conscientiarum.

S. 68, L. 7. Orig. æternum: for æternum.

S. 68, L. 9. Feria secunda post Jubilate (1538) var d. 13. Maj.

S. 69, L. 9 (og alm.): Christelige lerdom; d. e. "den kristelige Lære" = ty. lere. Denne Betydning af lerdom var almindelig i 16. og 17. Aarh. Endnu findes denne ældre Betydning i Udtrykket "udbrede ny Lærdomme".

S. 69, L. 13. paa landz byerne; denne Brug af Præp. "paa" er almindelig hos Palladius.

S. 69, L. 13. gantske gengiver her og oftere ty: leyder (leider)1.

S. 69, L. 17. lige som fæ oc wskeltige creature, - Udtrykket svarer nærmest, men ikke fuldstændigt, til Magdeborgerudgaven: alse de wilden dërte/ vnde dat vnuornufftige vee; Wittenbergudg. har: wie das liebe vihe vnd vnuernünfftige sewe. Sadolin har: the arme folck haffwe icke dyrt skilsmys fraa wschellige Bester i then sag = lat. Oversætt.: nihil omnino a bestijs differunt.

S. 69, L. 22. i tuinge folcket til en part aff Sacramentet; Udtrykket er som nævnt foran (S. 35) oversat efter den lat. Udg. Meningen er: "I romerske Biskopper uddeler kun Nadveren under een Form (Brødet), mens Indstiftelsen fordrer to (Brødet og Vinen)." Jfr. Knoke, Luthers kl. Katechismus 1904, S. 59, Fodnote.

S. 70, L. 2. Udtrykket "denne taffle eller form" er gaaet over i Katekismen fra den ældste tyske Udgave, der fremkom som Vægtavler.

S. 70, L. 4. athskillig "forskellig", ty: mannigerley (mancherley odder anderley).

S. 70, L. 10, vilde "forvirrede", ty: erre (irre).

* 109

S. 70, L. 21. disse stycker, men L. 24 disse stycke.

S. 70, L. 36. Di, men S. 72, L. 33: Thi.

S. 70, L. 36. mand kand ingen tuinge, ty: me nemande dwingen kan noch schal (..kan noch sol), lat:.. neque posse neque debere. Pall. har, som det ses, udeladt det væsenlige "eller skal".

S. 71, L. 20. fromhed "Fromme", "Gavn", ty: framen (frumen), lat. commoda; S. 73, L. 6 gengives samme tyske Ord ved fromme.

S. 73, L. 26. for dem som købsla gengiver ty: handelern (hendlern), lat. mercatores; Sadolin har i Stedet for Verbalomskrivningen Substantivet kiøbmend.

S. 72, L. 19. in eller iiii; ty: ein mal edder veer (ein mal odder vier); lat: quater ut minimum; Sadolin: nogre tiidher.

S. 72, L. 20. besørge, "frygte for", ty: besorgen, jfr. Noten nf. til S. 102 L. 11.

S. 72, L. 28. legemit gengiver her ty: flesch (fleisch), lat. caro. Jfr. Note til S. 81, L. 7.

S. 73, L. 7. frøckt oc fare; denne Tautologi er løbet Palladius i Pennen, skønt dette Udtryk ligesom de foranstaaende (gaffn oc skade/ nød oc fromme) skulde være en Modsætning. De tyske Udgaver har: vare vnde heil (fahr vnd heil), den lat. Oversætt: pericula et bona.

S. 73, L. 24. Overskriften efter Tysk.

S. 74, L. l ff. Første og andet Bud ordret som hos Sadolin.

S. 75, L. 4 og L. 15 har Orig. Suar i St. f. Suar., ligeledes S. 76, L. 3 og 14.

S. 75, L. 5. Ath, Sadolin: saa, ligeledes S. 76, L. 5 og oftere.

S. 75, L. 9. det samme helligt holde = ty: dat sulue hillich holden (das selbige heilig halten), men Sadolin: lade ther moedt om (?).

S. 76, L. 9. Tautologien hielpe oc beredde (= Sadolins Oversætt.) gengiver ty: helpen vnd vorderen (Hamborgerudg.), helffen vnd foddern (Wittenbergerudg.).

S. 76, L. 12. bedriffue hoor ligesom i Katekismen 1537 (foran S. 18, L. 14); men Sadolin: driffwe haar. Udtrykket bedriffue hoor findes allerede i de gamle danske Dyrerim (Brøndum-Nielsens Udgave Nr. 10, L. 15-46).

S. 76, L. 17 (og alm.): i ord, Sadolin: wdi ord, jfr. foran S. 49.

S. 76, L. 19. ecte hwstru (vistnok ældste litterære Exempel), ty: Echte gade (gemahl); Sadolin: mage y Echteskaff.

S. 77, L. 15. vidnesbyrd, Sadolin: wiitne.

S. 78, L. 10. met ith skin efter den tyske Text, se foran S. 46.

S. 78, L. 18, 23 o..fl. hustru, Sadolin: høstrw, se foran S. 47.

110

S. 78, L. 19. , Sadolin: fey, jfr. jy.fæj, Feilbergs Ordb. I, 391.

S. 78, L. 24. , Sadolin: fæmon, jfr. Kalkars Ordbog I, 820, Feilbergs Ordbog I, 393.

S. 78, L. 30. deel, Sadolin: diell; ogsaa i andre Ord er Tvelydning almindelig hos Sadolin, f. Ex. hiell, "hel".

S. 79, L. 1-2. Palladius følger den tyske Text, Sadolin den latinske, jfr. foran S. 46 Fodn.

S. 79, L. 3. som ingelunde kand lide osv. jfr. foran S. 28.

S. 79, L. 9. Gud han truer osv. efter den tyske Text; Sadolin: Heer trwer Gud osv. efter den lat. Oversætt.

S. 79, L. 10. frycte for, Sadolin: forfrøchte oss for, jfr. foran S. 49. De tyske Texter har: vns früchten vor (vns fürchten für).

S. 79, L. 15. Oversætt. efter Tysk; Sadolin har en selvkomponeret Overgang til andet Hovedstykke.

S. 80, L. 2. liiffuis, Sadolin: liiffs oc læffwendes = ty: lyues vnnd leuens (Hamborgerudg.), leibs vnd lebens (Wittenbergerudg.).

S. 80, L. 8 (og alm.): visselige, Sadolin: wisseligen.

S. 80, L. 9. igenløsselse, Sadolin: gienløselse.

S. 80, L. 10. eniste, Sadolin: eenborne, jfr. foran S. 44.

S. 80, L. 13. piint, som i Katekismen 1537 (foran S. 20); Henr. Smith, En liden Dyalogus, 1537: Pinter; Poul Helgesens Oversætt. af Luthers Bedebog 1526: pynt oc plaget; Lucidarius: tolde pyne, men Sadolin: haffwer lid = ty: geleden (gelitten).

S. 80, L. 15. begraffuit, Sadolin: jordet ligesom i Pall.' Katekismus 1537 og i det hele i alle ældre Redaktioner af 2. Troesartikkel; ty: begrauen (begraben). Tautologisk findes "begrave" allerede i 15. Aarh. f. Ex. i den ældste danske Bibeloversætt. 1. Mos. 35, 29. jordet ok begroff.

S. 80, L. 18. sider hoss, som i Katekismen 1537 (foran S. 20); Sadolin: sidder til = ty: Syttende thor (Hamborgerudg.), sitzend zur (Wittenbergerudg.).

S. 80, L. 20. høgre haand, Sadolin: høgre hende, endnu i Hænde.

S. 80, L. 20. Dæden = En liden Dyalogus: deden; Sadolin: hweden = P. Helgesens Bedebog 1526: hueden.

S. 80, L. 21-22. igen kommendis, leffuendis, Sadolin: ighenkommende, leffuende, jfr. foran S. 48.

S. 80, L. 27. ith sant menniske, Sadolin: een sand menniske; Kønnet var i 16. Aarh. vaklende. I Biblen 1550 skrives it menniske 2. Korr. 12. 3, men mennisken 1. Mos. 13.16. Ogsaa Palladius bruger som bestemt Form mennisken, f. Ex. S. 99, L. 7 og 8.

S. 80, L. 30 (og alm.): fra, Sadolin: fraa.

111

S. 81, L. 1. helgens samfund = En liden Dyalogus: helgens samfund, men Sadolin: Helgens meenhed = ty: de gemene der hylligen (Hamborgerudg.), die gemeine der heiligen (Wittenbergerudg.).

S. 81, L. 7. legemens, Sadolin: Legoms (ligeledes hos Poul Helgesen og Henr. Smith), men i Resens Katekismusoversættelse (1608): kiødsens = ty: des Fleisches.

S. 81, L. 20 (og alm.): mig, Sadolin: meg; i (den rette tro), Sadolin: wdi, jfr. foran S. 47 og 49.

S. 81, L. 29-30. Oversat efter Tysk; Sadolin har her som ved andet Hovedstykke en selvkomponeret Overgang.

S. 82, L. l-5. Hos Sadolin mangler Forklaring til Indledningsordene ligesom i de tyske Udgaver før 1531. Palladius' Oversætt. stemmer nøje med den tyske Text i Udgaverne 1531.

S.82, L. 13. helligt vorde, Sadolin: blyffae helligt.

S. 82, L. 14 og 29. Oversat efter den tyske Text; Sadolin efter den latinske, se foran S. 38.

S. 82, L. 32. timelige, euindelige; Sadolin: tymelig, ewindelig, jfr. foran S. 48.

S. 82, L. 32. der, Sadolin: hested(?).

S. 83, L. 16. Rige = ty: ryke (Reich), Sadolin: willie.

S. 83, L. 18-20. Oversat efter tysk; Sadolin er noget afvigende.

S.83, L.24. (og oftere): deris; Sadolin: syn.

S. 84, L. 6. ager = ty: Acker, Sadolin: Jordt.

S. 84, L. 10. tro herskaff, ty: truwe öuerheren (trewe öberhernn); Sadolin: troo daness Herrschaff.

S. 84, L. 12. (god oc sund) luct (= Sadolin), ty: wedder (wetter), jfr. Katekismus 1537: Vejrlig.

S. 84, L. 12-13. fred, ty: frede (friede) og tuckt, ty: tucht, (Zucht) mangler hos Sadolin.

S. 84, L. 13. Orig. har tuck for tuckt.

S. 84, L. 16 f. Femte Bøn er nyredigeret efter Tysk.

S. 84, L. 26-27. naade oc barmhiertighed, ty: gnaden, Sadolin: barmhiertighed, lat: misericordiam.

S. 84, L. 30-31. straff oc plage, ty: straffe, Sadolin: plage.

S. 85, L. l f. Sjette Bøn nyredigeret efter Tysk.

S. 85, L. 9. legeme (Sadolin: legomme); Resen 1608: kiød (ty: fleisch), jfr. Noten til S. 81 L. 7.

S.85, L.24. alt; Sadolin: aldhand; ty: allerley.

S. 85, L. 28. een salig endelig; Sadolin: een salig endeligt. Biblen 1550: mit endeligt (4. Mos. 23. 10). Formen hos Palladius har ingen Hjemmel.

112

S. 85, L. 31. i hiemmelen = ty: yn den hemmel (jnn den himel); Sadolin: ewindelig = lat: in æternum.

S. 86, L. 4. tacknemmelige; Sadolin: behørde, ty: erhört (erhöret).

S. 86, L. 8 f. Doben, Sadolin: Daaben. Mærkeligt er det, at Palladius i Stykket om Sakramentet (S. 86-87) gennemført skriver Doben, men ligesaa gennemført i Døbebogen (S. 101-106) skriver Daaben.

S. 86, L. 14. befalning; Sadolin: befalling.

S. 86, L. 21, hand (om Daaben), men Sadolin: hwn. Kønnet har været meget vaklende. I Kalkars Ordbog (I, 411) anføres Exempler paa Brug af Intetkøn og Hankøn, men ikke paa Hunkøn. Hos Chr. Pedersen og i Biblen 1550 var Ordet ligesom hos Palladius Hankøn.

S. 87, L. 6-7. ith naadeligt leffuendis vand osv. nyredigeret efter Tysken.

S. 87, L. 18-25, begeringer, Sadolin: begieringe; ny, Sadolin: ney; begraffne, Sadolin: jordede; opuect, Sadolin: opwackt; i, Sadolin: wdi.

S. 88, L. 8, Orig. hertet for hiertet.

S. 88, L. 26. gantske, ty: leyder, jfr. foran S. 108.

S. 89, L. 13, som hand vid, ty: de du west (die du weissest).

S. 90, L. 24, som vdgiffuis for eder = ty: dat vor iuw vorgathen wert (das fur euch vergossen wird). Sadolin: hwilcket wdstyrtes for eder oc for mange = Messeembedet 1529: thet som bliffuer vdgiffuet for eder oc for mange. I den ældste Magdeborgerudgave 1531 findes ogsaa: vnde vor veelen, men ikke i de senere Udgaver.

S. 91, L. 28. paa dine knæ siddendis = ty: kneende (kniend) "knælende".

S. 92, L. l-9. Bønnen følger nøje den tyske Text.

S. 92, L. 10. I Messebogen 1529 Bl. dd l-dd 2 findes en Vise om The X budord (optrykt i: Brandt og Helweg, Den danske Psalmedigtning I, S. 21).

S. 92, L. 30 (og oftere): met sammen lagde hender, ty: .mit geuolden henden (mit gefalten henden).

S. 93, L. 2 (og oftere): spiisning, ty: spise (speise).

S. 93, L. 3 (og oftere): benedidelse, ty: wolgefallen.

S. 93, L. 4-7. Udtydning; de tyske Udgaver, som har, dette Stykke (Wittenb.udgaverne 1529-39, Magdeb.udg. 1534) har enten ingen Overskrift eller det latinske scholia.

S. 93, L. 7. benedidelse, Orig: bendidelse.

S.93, L. 16. creature, ty: flesche (fleische).

113

S. 93, L. 21. barmhiertighed, lat: misericordia, men ty: güdicheit (gute).

S. 94, L. 3. erlig gengiver ty. setich (sittig); jfr. erlighed nf.

S. 94, L. 3. Hand/ skal/ gerne læne hws gengiver ty. herbergisch (gastfrey).

S. 94, L. 8. erlighed havde ligesom platty. eerlicheit Betydningen "Ærbarhed".

S. 94, L. 9-10 gengiver ty: nen nyelinge (Nicht ein newling), lat: non neophytum.

S. 94, L. 10. 1. Timoth. 3; alle højtyske Udgaver til 1535 har ved Fejl 1. Timoth. 4.

S. 94, L. 10-11. Her findes i forskellige tyske Katekismer et Stykke om "die Zuhörer", se Knoke, Luthers kl. Katechismus 1904, S. 11 og S. 108-109.

S. 94, L. 18-19. Her findes i forskellige tyske Katekismer et Stykke "von den Vnterthanen", se Knoke anf. Skr. S. 110-111. Jfr. S. 58.Fodnote.

S. 94, L. 21. som de vanmectige, ty: alse den swaken wercktüge (als dem schwachen werckzeug).

S. 94, L. 23. Efter 1. Pet. 3. har alle tyske Udgaver Sætningen: Vnde weset nicht bitter jegen se (Vnd seid nicht bitter gegen sie); Palladius har Henvisningen (Colloss.3.18), men mangler Citatet. I Chr. Pedersens Oversættelse af det ny Test. 1531 lyder Stedet: I mend elsker eders hustruer/ oc verer icke grwmme och bitter mod dem.

S. 94, L. 28. Alle tyske og latinske Udgaver har her Henvisning til 1. Pet 3. Oversættelsen stemmer iøvrigt med den latinske Oversættelse.

S. 96, L. 5. ty: Ein yder lere syne lection/ So wert ydt wol jm huse stan (Ein jeder lem sein lection, So wird es wol jm hause ston).

S. 96, L. 12. handtering, ty: gescheffte (geschefft), Messebogen 1535: ting.

S. 96, L. 14. huer stat, Messebogen: Stadt oc Land = ty: stadt vnde lande (Stad vnd Land).

S. 96, L. 17. forkynde oc oplywse (deris Ecteskaff), Messeb: forkynde oc lade forkynde, ty: vorkündigent vnde beden se vp (ver kundigens vnd bitten sie auff).

S. 96, L. 19. Herrer oc Førster/ Borgemestere oc Raadt; Messebogen: Herrer oc raad = ty: Her en vnde Radt (Herrn vnd rat).

S. 96, L. 21. maand "man"; den almindelige Skriftform er mand.

S. 96, L. 21, kircke dørren, ty: der kirchen.

114

S. 96, L. 23 og S. 97, L. 11 brud oc brudgomme, ty: se (sie).

S. 96, L. 25-26. Oversætt, stemmer ikke med de tyske Udgaver.

S. 97, L. 1. Den tilsvarende tyske Text lyder i Magdeb.udg: ane allene dat se klock darauer syn vnde ydt meistern mögen, i Wittenb.udg: on das sie es vberklügeln/ vnd vbermeistern mügen; Messebogen søger her at gengive den højtyske Text: alleene att de kunde wære offuerkloge oc offuermestere. Oversættelsen hos Palladius er jo meget fri.

S. 97, L. 3. oc - hoffuit; intet tilsvarende findes i de tyske Udgaver; heller ikke i Messebogen.

S. 97, L. 9. tant oc dict, tautologisk Oversætt af ty: gedichte (geticht).

S. 97, L. 15. hundrede maal, ty: hundert mael (hundert mal); Messebogen: hundrede gange.

S. 97, L. 17. Orig, har o:, mens den ellers altid har oc eller och.

S. 97, L. 22. lader "Latter", ty: lachende (lachen).

S. 97, L. 29. leckerii, ty: lecherye (leckerey) "Gøgl". I Messebogen er sidste Del af Sætningen udeladt, men i Resens Udg. 1608 bevares Oversættelsen fra Enchiridion 1538.

S. 97, L. 32. Ordet almindelig findes ikke i de ty. Udgr.

S. 98, L. 12. der i ath sige "sige derimod" efter tysk: darein zu sprechen. Udtrykket findes oftere hos Palladius, f. Ex. i Visitatsbogen.

S. 98, L. 14-15. Oversættelsen er meget udvidet.

S. 99, L. l-14. Tavsens Oversætt, af de fem Mosebøger (1535) er helt igennem stærkt nyttet, men ikke afskrevet, Jfr. foran S. 42.

S. 99, L. 8. det er nu een sinde been = Tavsen: det er nw een sinde been...., Magdeb.udg: dat were ein mal knake, men Wittenb.udg: das ist doch bein....

S. 99, L. 20-S. 100, L. 2. Chr. Pedersens Oversætt. af det ny Testamente 1531 (Ef. 5.25) er helt igennem benyttet. Jfr. foran S. 42.

S. 100, L. 5-17. Tavsens Oversætt, af Mosebøgerne (1. Mos. 3) er benyttet, jfr. foran S. 42.

S. 100, L. 13. alle dine leffue dage = Tavsen: alle dijne leffue dage; Magdeb.udg: dyn lëuedage, men Wittenb.udg: dein leben lang.

S. 100, L. 22-30. Tavsens Oversættelse af Mosebøgerne (1. Mos. 1) er benyttet.

S. 100, L. 25. øxler oc formerer eder - Tavsen: øxler oc formerer eder; ty: weset fruchtbar vnde vormeret juw, (Seid fruchtbar vnd mehret euch).

115

S. 100, L. 28. offuer alt det leffuende der kryber paa iorden = Tavsen: offuer alt det leffuende der kryber paa iorden; ty: auer alle dërte dan vp erden krüppet, (vber alles thier dass auff erden kreucht).

S. 100, L. 31. foer, Præs. "faar". Palladius bevarer ellers i Almindelighed aa, jfr. foran S. 48.

S. 101, L. 1. Orig. mit for met.

S. 101, L. 10. Fortalen staar i Messebogen efter Ritualet.

S. 101, L. 14. Som foran S. 112 nævnet, skrives i Døbebogen gennemført: Daaben, men i Daabens Sakramente: Doben. I øvrigt er der ingen Uoverensstemmelser i Ortografien.

S. 101, L. 18. oc - handler findes ikke i de tyske Udgaver.

S. 101, L. 28. kloglige, ty: klechliken (kleglich); samme Ord oversættes i Luthers Fortale foran S. 69, L. 6, ved arme. I Messebogen oversættes Ordet ved ynckelige, men hos Resen 1608 bevares Ordet klageligen.

S. 102, L. 6 efter Parentesen er Sætningen: dat ydt wol van noden ys (das es wol not ist) udeladt. I Messebogen staar: att det vel nød er.

S. 102, L. 6. ath være "at værge"; derimod skrives suerge, f. Ex. S. 74, L. 17, og smørge "smøre" S. 102, L. 18.

S. 102, L. 11. frycter gengiver ty. besorge, der S. 72, L. 20 var oversat ved besørge.

S. 102, L. 12-13. saa kaaldelige oc saa laddelige, Magdeb.udg: so kolde vnde trach, Wittenb.udg: so kalt vnd lessig, Messebogen: saa løssactige oc forsømmelige, laddelig d. e. ladelig "lad".

S. 102, L. 19. hoffuitpanden, ty: vörhöuet(scheittel), Messebogen: ansict, Resen 1608: Panden. Betydningen af "Hovedpande" er i Almindelighed "Hjerneskal".

S. 103, L. 2. vild, Magdeb.udg: rokelose, Wittenb.udg: rohe.

S. 104, L. 9. floden "Syndfloden", = Tavsens Døbebog: Floden; Messebogen: vandfloden; ty: sindfloth (sindflut) = Resens Udgave 1608: Syndfloden.

S. 104, L. 17. salighedzens bad, ty: einer saligen sindfloth (seligen sindflut), Resen 1608: en salig Syndflod.

S. 104, L. 21-22. det som hannem aff Adam er met fød/ det er den synd som Adam gjorde. Dette Sted svarer ikke til nogen kendt Redaktion af Døbebogen; Tavsen har kun: som hannem er medføed af Adam; Messebogen har: huilcken det haffuer erffuit aff Adam och det paa sin egen vegne schylligt er, hvad der er i fuldstændig Overensstemmelse med Magdeb.udg: allent wat 116 van Adam angeboren ys/ Vnde he seluest darts gedan hefft og Wittenb.udg: alles was jm von Adam angeboren ist/ vnd er selb da zu gethan hat. Her har da Palladius undtagelsesvis foretaget en real Rettelse; jfr. Engelstoft, Liturgiens Hist. S. 184.

S. 104, L. 33-S. 105, L. 4. Baade Chr, Pedersens Oversætt. af det ny Test, 1531 og Tavsens Døbebog er benyttet.

S. 105, L. 1. hiemmerige = Tavsen: Himmerig; men Chr. Pedersen: Gudz rige = ty: das Reich Gottes.

S. 205, L. 27, hellige mennniskers samfund, jfr. foran S. 81, L. 7: helgens samfund; begge Steder har Wittenb.udg: gemeine der Heiligen, Magdeb.udg: gemeine der helligen. Den forskellige Oversættelse i Enchiridion maa skyldes forskellige danske Forbilleder.

S. 105, L. 28. legemens. Orig. ved Trykfejl; legemeus.

S. 106, L. 4. offuer Daaben, ty: inn die Tauffe = Resen 1608: i Daaben.

S. 107, L. 26. HGHVDA. Disse Bogstaver er Hans Vingaards Symbolum og findes sidst i Bogen i en Mængde af hans Tryk; i nogle Tryk findes kun Bogstaverne HGHVD, mens andre Tryk helt mangler et saadant Symbolum. I et enkelt Tryk fra 1537 (se Bruun, Aarsberetninger og Meddelelser II, 177) findes i Stedet for Bogstaver en latinsk Sentens: Verbum Domini manet in æternum. Amen. At Verbum Domini (eller Dei) ogsaa er det centrale i den Sentens. Symbolet udtrykker, er vistnok utvivlsomt, Ligeledes er A sikkert Tegn for Amen. GH er ifølge Forkortelsesregler rimeligvis Tegn for gens humana (eller genus humanum). Idet det første H da maa være Tegn for Verbet, er dette sandsynligvis honorare; hele Sentensen lyder altsaa: Honoret gens humana verbum Domini. Amen. En noget udvidet Form findes i et Tryk fra 1528 (Bruun, anf. Skr. I, 361), her staar B L. H G H1 VD, rimeligvis Benedicat, laudet, honoret gens humana verbum Domini2 .

* *
117
OM LØNLIGT SKRIFTEMAAL
1538.
KIRKEORDINANSEN PAA DANSK
1539.
118

        

119

INDLEDNING.

I. KIRKEORDINANSEN.

DET er nu et halvt Aarhundrede siden, at Biskop C. T. Engelstoft i Ny kirkehistoriske Samlinger II (S. 1-110 og S. 369-442) offenliggjorde sin omfattende og indgaaende Afhandling om Kirkeordinansens Historie. I det forløbne Tidsrum er der hverken fremkommet ny Undersøgelser eller fundet ny Dokumenter, der har rokket ved eller uddybet Engelstofts Fremstilling. Derfor vil det for Ordinansens hele historiske Udvikling være tilstrækkeligt her at henvise til denne.

Det Resultat Engelstoft naaede til var følgende:

I Efteraaret 1536, foranlediget ved Beslutninger paa den store Rigsdag i København i Oktober, sammenkaldte Christian den Tredje Lærde og Prædikanter fra Danmark og Hertugdømmerne til et Møde i Odense Helligtrekongersdag 1537 og i Haderslev samme Vinter og paalagde dem at "opsætte en hellig Ordinans". Udarbejdelsen heraf skete i Løbet af Vinteren, og i Midten af April 1537 var den oprindelige latinske Kirkeordinans fuldendt og kunde afsendes til Wittenberg til Godkendelse af Luther1. Denne latinske Ordinans er tabt, men en dansk Oversættelse deraf er bevaret i en samtidig Afskrift - med Tilføjelser og Rettelser skrevet af Kongens Sekretær Jesper Brochmand2. Gennem denne Oversættelse lærer vi da den *

* 120 oprindelige Ordmans at kende, og vi ser, at den i langt højere Grad end den endelige latinske Ordinans er et helstøbt Arbejde, Grundlaget for Ordinansen har været i første Række de tre Bugenhagenske Kirkeordinanser: den brunsvigske fra 1528, den hamborgske fra 1529 og den lybske fra 1531. Dernæst Luthers "Formula missæ et communionis" fra 1523 og Melanchtons saksiske Visitationsbog fra 1528. Arbejdet er imidlertid ikke noget slavisk Uddrag og Sammenflik af Kilderne, men Resultat af en omhyggelig Prøven og selvstændig Benyttelse af dem.

I Sommeren 1537 fik Kongen Ordinansen tilbage, godkendt af Luther; og efter Bugenhagens og Palladius' Komme til Danmark i Begyndelsen af Juli fandt den endelige Redaktion Sted samt Udarbejdelsen af de otte Stykker "som uden at være indordnede i det første Udkasts systematiske Deling i 6 Capitler, hænge som løse Tillægsartikler ved det første i sig afsluttede Værk" (Engelstoft, anf. Skr. S. 93). I September 1537 underskreves den reviderede Ordinans af Kongen i det pompøse Kongebrev, hvormed Ordinansen indlededes. Nu begyndte Trykningen under Bugenhagens Tilsyn, og d. 13. Dec. 1537 var den fuldstændige latinske Ordinans færdigtrykt. "Paa samme Tid blev den oversat paa Dansk, nøjagtig efter Latinen, formeentlig af Peder Palladius, men Oversættelsen blev dog ikke trykt før 1539" (Engelstoft, anf. Skr, S. 97). Det er denne Oversættelse, den ældste danske Oversættelse af den fuldstændige latinske Ordinans, der her udgives.

Da Engelstoft fraregnet det ovennævnte Citat saa godt som lader denne Oversættelse uomtalt, vil det være nødvendigt her at gøre nærmere Rede for Oversættelsens Forhold til det danske Udkast og til den endelige danske Ordinans, trykt 1542. Dernæst skal vi, naar Oversættelsens Stilling til de to andre danske Oversættelser er bestemt, skildre dens Forhold til den "formentlige" Forfatter, Peder Palladius.

121

II.

En Sammenligning mellem Ordinansudgaven 1539 og Udkastet vil vise, at dette sidste, overalt hvor dets Text svarer til den latinske Ordinans', er benyttet ordret, ja det kan hænde, at selv, hvor en Sætning er udeladt i den latinske Ordinans, findes den uændret i Udg. 1539; med andre Ord, Oversættelsen er for hele den oprindelige Ordinans' Vedkommende ingen selvstændig Oversættelse efter Latinen, men i det væsentlige en Afskrift efter den existerende danske Oversættelse. Dog findes der - navnlig i Begyndelsen - enkelte formelle Ændringer: Ord og Udtryk kan være ombyttet med andre af rent sproglige Grunde, men jo længere vi kommer hen i Oversættelsen, des sjældnere bliver "Forbedringerne"1. Derimod findes ingen ældre Oversættelse af Tilføjelserne i den oprindelig Del af Ordinansen og Tillægsartiklerne til den; ogsaa Kongebrevet foran er her oversat for første Gang.

En Samstilling mellem et Par Citater fra Udkastet og de tilsvarende Steder i Udg. 1539 vil bedst illustrere Forholdet.

I Stykket om Messen (nf. S. 172) findes følgende Passus:

Canicherne/ oc sønderlig de/ hues domkircke icke er nogen sognekircke/ mwe holde paa latine een søndages messe/ om der ere de seg lade berette/ den tiende messe wille wij de skulle platt offuergiffue/ oc saa mwe de forkynde Herrens død.

Dette svarer til Udkastet, Udg. S. 64:

Canickerne och sunderlig thee huess domkiircke icke er nogenn Saagne kiircke, mue hollde paa latine een söndags messe. Om there er thee seg lade bereette, Canon schall bliffue there vde Och saa mue the forkyndne Herrens dödt. * 122

Som det vil ses, er Udkastet ordret fulgt paa nær et Par Ændringer: Canon > den tiende messe og bliffue there vde > platt offuergiffue; og det er saa meget mærkeligere, at ingen andre Ændringer er foretaget, som den danske Oversættelse kun daarligt gengiver den latinske Text. Saaledes svarer Oversættelsens hues domkircke icke er nogen sognekircke til det latinske: qui parochiam annexam non habent.

Et følgende Stykke lyder i Udkastet, Udg. S. 64:

Silden skall hanndt forfyllgie messen epther thenndt wedtagne seedt, Szaa daag at hun icke bliffuer besmittet met noget ordt som Huder om offer eller gerning.

Hertil svarer i Udg. 1539 (nf. S. 172):

Siden skal han forfylle messen effter den wedtagne sed/ saa dog/ at hun icke bliffuer besmittet mz noget ord/ som lyder om offer eller gierning/ som vdi pawens kircke er skied med misdyrckelse oc bespottelse.

Atter ser vi fuldstændig ordret Benyttelse af Udkastet, men med Tilføjelse af den sidste Sætning efter den endelige latinske Ordinans, hvor den lyder:

more papisticæ superstitionis et blasphemiæ.

Omvendt kan en Sætning være udeladt, fordi den er slettet i den endelige Redaktion. Udg. 1539 har saaledes (nf. S. 173, L. 7):

.... vden tiidsens nødtørtighed effter syn leylighed esker end een. Oc folket skal aldt swore Amen.

Dette gengiver det latinske:

nisi temporis necessitas pro sui conditione deposcat et alteram. Populus autem respondeat Amen.

Men Udkastet har, Udg. S. 64:

vdenn tiidtszens nodttorttighedt effther sin leyglighedt esker endt een, Tha schall daag alldt tiidt thendt gaa fore, met huilckenn wii bede thet onddelige. Och faalcket schall allt suare Amen.

Som Exempler paa, at Udg. 1539 har bevaret Oversættelsen i Udkastet, selv hvor denne var ændret i den endelige latinske Ordinans, skal anføres følgende:

123

Udkastet S. 71: Paa thee andre höygtiider... schall ther predickes om dagenn alldene, och ingthet om afffhenenn tiillfornn vdenn mandt wiill = Udg. 1539, nf. S.181: Paa de andre høgtiider... skal der predickes om dagen allene/ oc intet om afftene tilforn/ uden mand wil. Men den sidste Sætning findes aldeles ikke i Latinen, der kun har: In aliis festis... tantum in die prædicetur.

Udkastet S. 104: wi wiille icke nu sighe kiircke röuffre och hindt Symen thraalldt kaarlls staalldtbrödre, som met gunst och gaffue indtföre seg saa for eigenn wiilldz skylldt = Udg. 1539, nf. S. 210 L. 28: wij wille icke nu sige kirckeröbere/ oc hyn Symen trolkarls stolbrødre/ som med gunst oc gaffue indføre seg saa for egen wildz skyld, men Latinen har kun: ne dicam quod sacrilegi simoniaci sint.

Nogen fuldstændig tro Gengivelse af den latinske Ordinans er Udg. 1539 altsaa ikke, dertil har Afhængigheden af Udkastets Oversættelse været for stærk. Men som vi har set, findes dog Afvigelser, selv hvor den reviderede latinske Text ikke fordrede det. At følge disse Ændringer har en ikke ringe sproghistorisk Interesse, men vilde her føre for vidt. Kun et Par Exempler skal nævnes:

Udkastet har S. 57; skick vdi kiircken, dette er rettet til kirckeskick (nf. S. 166). Udkastet har S. 58: at huer maa forstaa huadt throen er, och huadt hun göer, men Udg. 1539, nf. S. 167: at huer maa forstaa huad troen er/ oc huad hun udretter. Udkastet har S. 59: At predickerne ey... forföre thennom saa fra Euangelio, men Udg. 1539, nf. S. 168: at predickerne ey <... kiyse dennem saa fraa Euangelio. Udkastet S.80:... Och wiide daag möget met store ordt at blabre om Euangelio, men Udg. 1539, nf. S. 188: oc beröme seg dog megett med store ord aff Euangelio .

Forholdet til Udkastet er altsaa dette: Ordinansudgaven 1539 har helt igennem benyttet Udkastets Oversættelse, hvor denne svarede til den endelige latinske Ordinans; kun hist og her er formelle Ændringer af ren sproglig Natur 124 foretaget. Af Tilføjelserne i den oprindelige Ordinans og af Tillægsartiklerne og Kongebrevet er Oversættelserne derimod nye.

III.

Den latinske Ordinans, som blev underskrevet i September 1537, blev ikke den, der fik endelig Lovskraft. Paa Herredagen i Odense i Juni 1539 vedtoges forskellige Ændringer og Udvidelser (se Engelstofts Afhl. S. 388 ff), og disse føjedes ikke til den latinske Ordinans, men til den danske Oversættelse heraf, som vi kender fra Udg. 1539. Saaledes blev den endelige Kirkelov, den saakaldte "rette Ordinans" vedtaget i dansk ikke i latinsk Form, men dens Virkeomraade indskrænkedes rigtignok ogsaa til Kongeriget, den blev ikke som den latinske en Lov fælles for alle Kongens Riger og Lande. Af denne Ordinans findes i Fyens Stifts-Arkiv en Afskrift, der er fidimeret af Rektor og Professorer ved Universitetet 27. Aug. 1540 (Engelstoft, anf. Skr. S. 391, Rørdam, Danske Kirkelove I, 133), mens det ældste bevarede Tryk først er fra 1542. Forholdet mellem Oversættelsen i denne Udgave (fra 1542) og Oversættelsen i Udgaven 1539 er et ganske lignende som mellem denne sidste og Oversættelsen i det bevarede Udkast: Ordinansen i Udg. 1542, "den rette Ordinans", følger i det hele ordret Udg. 1539, hvor ikke reelle Forandringer har nødvendiggjort Tilføjelser. Dog - ligesom i Udg. 1539 - findes ogsaa Ændringer af formel Art, udelukkende gjorte for at forbedre Sproget. Men det er hverken mange eller væsentlige.

Nogle Exempler vil belyse dette Forhold, Stykket om at være varsom i Prædikenvalg og Prædikenform (nf. S. 168), der ikke findes i det oprindelige Udkast, fik Lovskraft nøjagtig i den Form, hvori det findes i Udg, 1539; Begyndelsen af Stykket lyder her:

Huilckc wij oc her willc haffue paamindte/ att de were worlige/ oc for ald ting see seg wel for/ naar de tale om gudz ewige forsiun1/ * 125 om den christelige frihed/ eller om saadane andre troens articler/ som langt oc wiidt offuergaa menniskelig forstand/ vdi huilke article menniskelig skiel lader seg ocsaa ledtelig forarge1.

I Udg. 1542 lyder det tilsvarende Stykke:

Huilcke wy oc her wille haffue paaminte/ at de wære waarlige/ oc for alle ting see seg wel fore/ naar de tale om Guds euige forsitin/ Om den Christelige frihed/ eller om andre saadanne troens artickler/ som langt oc wiet offuergaa menniskelig forstand/ vdi huilcke article menniskelig skiel lader seg ocsaa lettelig forarge.

Ikke eet Ord er her forandret. Og dette gælder ogsaa, hvor Udg. 1539 har en meget fri Oversættelse. Saaledes i Overskriften ni S. 167, L. 26, der heller intet tilsvarende har i det oprindelige Udkast. Den lyder:

Her wille wij nu fortelle nogre synderlige articler/ til huilke mand/ som til oprindelige vdflud/ maa vdi predicken haffue synderlig tilfluct/ att talen ey maa hiid oc diid huige/ oc haffue huercken hoffuet eller hale/

Hertil svarer i Udg. 1542:

Her wille Wy nu fortelie nogre synderlige Article/ til huilcke mand (som til oprindelig wdflød) maa vdj predicken haffue besønderlig tilfluct/ at talen ey skal hid oc did wige/ oc haffue huercken hoffuid eller hale.

Men den latinske Ordinans har:

Hic oportet/ ut loci quidam præcipui constituantur/ ad quos inter concionandum tanquam ad fontes recurratur/ ne vaga et suis legibus soluta hue illuc vacillet oratio.

Ogsaa hvor Ordinansudg, 1539 følger Udkastet og ikke den latinske Ordinans, stemmer Udg. 1542 med Oversættelsen i Udg. 1539, som det ses af de ovenfor anførte Exempler.

Der er derfor ikke den ringeste Tvivl om, at samme Oversættelse, som er trykt i Udg. 1539, har været Grundlag for den reviderede Ordinans af 14. Juni 1539. Men denne sidste er jo langtfra en uændret Kopi af hin. Som omtalt findes der en Del reelle Ændringer2. Saaledes er f. Ex. Stykket om Gejstlighedens Privilegier, der slet ikke fandtes i Udkastet, ganske omredigeret, hvad *

* 126 en Sammenligning mellem Udg. nf. S. 208 og det tilsvarende Stykke i Udg. af den rette Ordinans, Danske Kirkelove I, S. 98, vil vise. Ogsaa det følgende Stykke om Tiende er fuldstændig ændret. Men foruden disse og andre reelle Ændringer findes en Del formelle. Som Exempel paa disse kan vi sammenligne Kapitlet om Prædiken (ni S. 178) med det tilsvarende Stykke i Udg. 1542 (Kirkelove I, 60).

Udg. 1539, ni S. 178, L. 18; som ett gudz ord... skulle de siget fram, men Udg. 1542: som et Guds Ord/ oc framsiget; nf. sst. L. 25: huad hannem sielff løster, men Udg. 1542: huad hannom lyster sielff; ni sst L. 27: mz klare ord/ saa at mand forstaar hannem, men Udg. 1542: med klare oc welforstandige ord; ni sst. L. 28: holde seg vdaff alle honde skiendzeler, men Udg. 1542: affholde seg fra allehaande skiendsel; ni sst. L. 29: saa at han iaa ingen rører wed naffn, men Udg. 1542: Saa at hand ingen rører wed naffn; ni sst. L. 32: Icke skall hand heller hadskelig lade ilde paa Papisterne/ med minde end han der om paamindes/ oc deris onde exempel esker sodant, men Udg. 1542: Icke skal hand helder hadskelig lade ilde paa Papisterne, med mindre end hand der til trengis aff paamindelse oc exempel1 ; ni S. 179, L. 5: syn rette fremfart, men Udg. 1542: sin rette fremgang o. s. v.

At den trykte Udgave af 1539 ikke har været direkte Grundlag for "den rette Ordinans", vil en Sammenligning af Oversættelsen af Kongebrevet i de to Udgaver vise. Oversættelsen af Kongebrevet i Udg. 1542 er nemlig saa forskellig fra Oversættelsen i Udg. 1539 - uden at Afvigelserne betegne nogen Art af Forbedringer, - saa den eneste Forklaring er den, at Forfatterne til den rette Ordinans har benyttet en Oversættelse, som vel i det hele stemte med Oversættelsen i Udg. 1539, men hvor Kongebrevet indeholdt væsenlige Forskelligheder herfra.

Dog er de to Oversættelser af Kongebrevet ingenlunde, *

127 som Engelstoft lader formode (anf. Skr. S. 387), uafhængige af hinanden; tvertimod kan man sige med Sikkerhed, at de har fælles Kilde; thi mangfoldige Steder, hvor Oversættelserne afviger fra den latinske Grundtext, stemmer de indbyrdes overens. Nogle Exempler herpaa skal anføres: Udg. 1539, nf, S. 160, L. 4: mz naade hid oc lycke aff gud = Udg. 1542: mett naade, fred oc lycke aff gud, men Sætningen mangler i Latinen; nf. sst L. 28-29: at mand skal wide oss icke af haffue werit sielffraadige eller fremfusinde her vdi = Udg. 1542: Att mand skall wiide oss icke aft haffue werid sielff raadige eller framfusinde her vdi, men Lat: ut sciatis non temere, Nf. sst S. 161, L. 18: oc haffue dog taget seg sielff och syn egen nytte wore = Udg. 1542: oc dog alligeuel haffue taget seg sielff oc syn eygen nytte ware, men Lat: et ventrem et mammona coluerunt. Nf. S. 162, L. 25 efter "lerdom" har Lat, num sit verum Euangelium; denne Sætning mangler baade i Udg. 1539 og i Udg. 1542. Nf. S. 163, L. 8 staar: unyttige Prestetider = Udg. 1542: wnøttige prestetider, men Lat: murmura horarum canonicarum. Ikke sjældent gengives ét latinsk Ord ved samme Tautologi i Udg. 1539 og i Udg. 1542, f. Ex. nf. S. 162, L. 25: wor dom oc sigelse = Udg. 1542: wor dom oc sigelse, men Lat: nostram sententiam; nf. S. 164, L. 10: krenckes oc offuertredes = Udg. 1542: krenckes oc offuertredis, men Lat: violari.

Men Exempler findes ogsaa paa, at Udg. 1542, der i det hele er mere ordrig end Udg. 1539, har Tautologi, hvor Udg. 1539 har Enkeltord, saaledes nf. S. 160, L. 8 regere, men Udg. 1542: styre oc regere; nf. sst., L. 12: lob, men Udg. 1542: tack oc loff, eller nf. sst., L. 9: dett helste wij vilde, men Udg. 1542: wor atter ypperste oc største willie oc begiering1 .

Til Slut skal endnu anføres en Sætning, der paa engang viser, at Udg. 1539 og Udg. 1542 har benyttet samme Grundlag, og at den sidste ikke har haft den første som direkte Kilde.

I den lat. Ord, staar i Kongebrevet: Pro hoc Euangelio gloriæ Dei Antichristiana factio reddidit nobis doctrinas *

128 dæmoniorum/ in hypocrisi/ id est/ maxima religionis specie docentium vel prædicantium mendacium.... Altsaa: "For dette Euangelium til Guds Ære har Antikristens Sekt givet os Djævlenes Lærdomme, der i Hykleri, d. v. s. under det fuldstændigste Skin af Religion, lære eller prædike Løgn"; dette oversættes i Udg. 1539 (ni S. 163, L. l: Men for dette Euangelio/ aff huilcket Gud prises oc æres/ haffuer det Antichristetige Parti foet oss Diefflsens lerdøme, som lære oc predicke løgn vnder skrømteri/ saa att hun drabelig siunes at vere en sand gudz tienste/. Oversættelsen i Udg. 1542 svarer Ord for Ord til denne mærkelige Oversættelse i Udg. 1539, kun har Udg. 1542 det forvanskede som lærer at prædicke, hvor Udg. 1539 har det rigtige som lære oc prædicke; dette sidste kan da ikke være direkte Grundlag for hint.

Vi kan nu overse Afhængigheds-Forholdet mellem de forskellige Ordmans-Redaktioner, Det kan ifølge den foregaaende Redegørelse fremstilles saaledes:

Saaledes har vi ikke i den latinske Ordinans, men i den danske Oversættelse, som nedenfor udgives, det nærmeste Grundlag for den endelige Ordinans.

IV.

Tohundredaarsdagen efter at den latinske Kirkeordinans var udgaaet fra Trykken, d. 13. Dec. 1737, fremlagde Adam 129 Henr. Lackmann, Professor i Historie ved Kiels Universitet, en indgaaende Monografi paa Latin over Kirkeordinansens Historie1. I denne skriver han S. 76f: "Af mange Grunde var det hensigtsmæssigt, at Ordinansen fandtes oversat paa Modersmaalet. Det forstod Peder Palladius, og han foretrak selv at have den væsenlige Ære for dette Arbejde fremfor at dele den med flere.... Denne Palladius, skønt optaget af mange andre Hverv og af Disputer med Sandhedens Fjender, var den allerførste, som paa Dansk oversatte Ordinansen, der var affattet og udgivet paa Romernes uforanderlige Sprog. Han skilte sig fortræffeligt fra sit Oversætterarbejde.... Vi skal derfor ingensinde glemme det Aar 1539, i hvilket Kirken offentlig ordnedes og konstitueredes ved en Lov, ypperligt oversat fra det latinske Sprog i Danmarks Riges Hjemmemaal ved den lærde Palladii Iver og Flid."

I samme Aar 1737 havde Gram i sin Udgave af Krags Annaler omtalt Palladii Oversættelse, men som ovf. (S. 1211) nævnt ikke i slet saa rosende Udtryk, idet Gram beskylder Palladius for at have taget sig Arbejdet lovlig let og i alt for høj Grad fulgt Oversættelsen af det latinske Udkast.

Hverken Gram eller Lackmann ytrer mindste Tvivl om, at Oversættelsen skyldes Palladius; det er for dem en Kendsgerning, som ikke behøver at bevises ved Kildeangivelse, Det samme gælder Nyerup (Litteraturlexikon, 1818-20, S. 448), A.C.L. Heiberg (Palladius-Biografi, 1840, S. 29) og H. F. Rørdam (Biografisk Lexikon, 1898, XII, 521). Derimod skriver Engelstoft forsigtigt: "den Oversættelse, der tillægges Peder Palladius" (anf. Skr. S. 385), men paa den følgende Side har han glemt Forsigtigheden; han skriver her: "naar Palladius ikke blot oversatte Ordinansen, men ogsaa udgav den i Trykken..." og S. 387 taler han om "Palladius' langt bedre Oversættelse". Bruun medtager uden Forbehold Ordinans-Oversættelsen i sin Palladius-Bibliografi (Danske *

130 Samlinger I), men i sin almindelige Bibliografi i Aarsberetninger fra det st. kgl. Bibl., II, 1875, S. 222 skriver han varsomt om Udgaven 1539: "Denne danske Oversættelse af Kirkeordinantsen tillægges almindelig Peder Palladius".

Det har været nødvendigt at anføre alle disse Udtalelser af Palladius' Biografer og Bibliografer, da selve Oversættelsen ikke ved noget som helst ydre Tegn viser, at dens Forfatter er Peder Palladius, Desværre har jeg ogsaa forgæves i samtidige Dokumenter søgt Oplysninger, der kunde styrke Traditionen. Indtil saadanne findes, kan man ikke med nogen Sikkerhed tillægge Palladius Oversættelsen. Dog vilde det være uforsvarligt at udelade blandt Palladii Skrifter et Værk, som ved en aarhundredgammel Tradition er tillagt ham, uden at noget afgørende Bevis foreligger, der har afkræftet Traditionen, ja muligvis vil Fund af ny Dokumenter gøre denne til Sikkerhed.

Imidlertid skal vi for muligt at bringe større Klarhed i Spørgsmaalet sammenligne Sproget i Ordinans-Oversættelsen med Sproget i Palladii samtidige Skrifter.

V. KIRKEORDINANSEN og LØNLIGT SKRIFTEMAAL.

Det er nu saa heldigt, at der er bevaret et Skrift af Palladius fra 1538, som i fortrinlig Grad egner sig til Sammenligning med Ordinans-Oversættelsen, det er den nf. udgivne lille og nyttelige Bog om lønligt Skriftemaal. Denne Bog er nemlig for største Delen en Oversættelse af Ordinans-Artikler, og at denne Oversættelse er Palladius' egen, derom er der ingen Tvivl. Af Bogens ni Stykker er de fem - om Dødsdømte, om Jordemødre, om Barselkvinder, om Alterets Sakramente og om Bansatte - ordrette Oversættelser af de tilsvarende Stykker i den latinske Ordinans. Sammenlignes nu disse Kapitler med Oversættelsen i Ordinans-Udgaven 1539, ses det, at Oversættelserne i de to Udgaver er fuldstændig uafhængige af hinanden: 131 Ordforraad og Sætningsbygning er helt forskellige, og Lyd- og Retskrivningsforhold er modstridende. Dette skal vises ved nogle Exempler.

Overskriften til Kapitlet om Jordemødre lyder i den latinske Ordinans:

Ritus informandi obstetrices. Obstetrices enim habendæ/ et quidem honestæ et piæ/ officium suum intelligentes et locis commodis morantes/ ut pro divitibus/ ita pro pauperibus.

Hertil svarer nøje Oversættelsen i Lønl. Skriftem. nf. S.149:

Huorledis ath Jordemodere skulle vnderuisis/ thi mand maa e endelige haffue Jordemodere/ och end som ere høffuiske oc Gudfryctige/ haffuendis forstaand i deris embede/ oc som boo paa beleylige stæder ath finde/ saa vel for de fattige som for de rige.

Men Udg. 1539, nf. S. 199, har:

Hworledis iordemødre skulle vnderwises. Sodane iordemødre skal mand haffue/ som ere erlige oc gudfryctige/ som forstaa seg noget paa sit embide/ oc bo paa bequemelige steder.

Ordstillingen i anden Sætning og Udeladelsen af den sidste Sætning viser, at Oversættelsen ikke har den latinske Ordinans som Grundlag, men Udkastet; dette lyder nemlig (Kirkehist. Saml. I, 91):

Huoerledes iorde modere schulle vndderuiises. Szaadanne iorde modere schall mandt haffue, som ere erlige och Gudfrugttige, szom forstaa seg noget paa sith embede, och boe paa bequemmelig steder.

En gennemført Jævnstilling vil give samme Resultat: Palladius' Oversættelse i Lønl. Skriftem. er foretaget med den fuldstændige latinske Ordinans som direkte Grundlag og er ganske forskellig fra og uafhængig af Oversættelsen i Udg. 1539, der som Grundlag har Oversættelsen af det latinske Udkast. Men just fordi Forholdet er saaledes, vil Uoverensstemmelser i Ordforraad og Sætningsbygning ikke modbevise, at Palladius har besørget begge Oversættelser, thi kun til den ene er han Forfatter, til den anden er han derimod Afskriver. Forholdet vilde derved blive et lignende som mellem de to Katekismusoversættelser (se foran S. 31).

132

Men selv om en Sammenligning af Ordforraadet i de to omtrent samtidige Oversættelser saaledes ikke giver nogetÿlliterærhistorisk Udbytte, vil det have adskillig sproghistorisk Interesse at se, hvorledes samme latinske Ord gengives med forskellige enstydige danske Ord- En saadan Sammenligning vil give et Bidrag til Tidens Synonymik, og jeg skal derfor anføre nogle Exempler paa hin Tids "Enstydere" fra Lønligt Skriftemaal og Ordinansoversættelsen.

Lat. partus gengives i L. S.1 ved barnne byrd (ni S. 149, L. 27), i O.2 ved fødzel; Lat. satan gengives i L. S. ved diefluelen (S. 152, L. 10), i O. ved den onde mand; Lat, dolor i L. S. ved drøffuelse (S. 149, L. 27), i O. ved smerte; Lat. maritus i L. S. ved Hwsbonde (S. 151, L. 28), i O. ved mand; Lat. flagellum i L. S. ved reffselsse (S. 155, L. 6), i O. ved ras; Lat. timor gengives i L. S. ved rædsel (S. 153, L. 31), i O. ved Gudz fryct; Lat. gravidæ og puerperæ gengives i L. S. ved syuglige quinder (S. 149, L 17; S. 151, L 20 o. fl.), i O. ved barselquinder; Lat prægnantes fæminæ i L. S. ved Qvinder som ere syuglige (S. 151, L. 25), i O. ved vledte quinder; Lat partunens i L. S. ved hun som er i barnnebyrd, i O. ved hun som for er spent.

Som man ser, er Udtrykkene i Ordinansen 1539 ofte mere dagligdags end i Lønligt Skriftemaal: Den onde Mand - Djævlen, Mand - Husbonde, Ris - Revselse og Barselkvinde, ulet Kvinde overfor det eufemistiske sygelig Kvinde. Endvidere kan nævnes, at Lat. ebriosi i L. S. oversættes ved de som dricke sig altiid druckne (S. 153, L. 27), men i O, ved slemere, at Lat. maledici i L. S. oversættes ved det vidtløftige: de som bande och suerge och tale ilde paa deris ieffnchristen (S. 153, L. 28), men i O. ved Skiendegeste. Lat. se gerere gengives i L. S. ved bære sig ath (S. 149, L. 19), i O. ved skaa seg; Lat. consolari i L. S. ved hwsuale (S. 149, L. 21), i O. ved trøste; Lat, jactare gengives i L. S. ved rose (S. 153, L. 32), men i O. ved berøme seg, der som *

* 133 ovf. nævnt er forskelligt fra Udkastets platte: at blabre. Lat. honestus oversættes i L. S. ved høffuisk (S. 149, L. 12), i O. ved erlig, og Lat, patiens i L. S. ved tolmodig (S. 150, L. 1), men i O. ved tollig.

Ofte gengiver Lønl. Skriftem. et latinsk Ord med en Tautologi, hvor Ordinansudgaven har Enkeltord. F. Ex. oversættes Lat. gratia i L. S. ved naade och yndeste (nf. S. 148, L. 26), men i O. kun ved naade; Lat. malum ved wdyd oc ondskaff (nf. S. 155, L. 13), men i O. kun ved vdyd; Lat. magistratum ved verdzlig Offrighed oc regemente (nf. S. 155, L. 15), men i O. ved herskabet; Lat. agnoscere oversættes i L. S. ved kiende oc anamme (nf. S. 148, L. 21), men i O. ved torkiende, o. s. fr.

Som Exempel paa, hvor forskellig Sætningsbygningen kan være i L. S. og i O., kan nævnes, at det latinske: Quod si puero nornen præ festinatione impositum non sit/ post imponatur i L. S. oversættes: Oc om barnnet haffuer icke faait naffn/ for den hast som paa ferde vor/ da maa de siden giffue det naffn (S. 151, L. 11), mens Sætningen i Ord. 1539 lyder: Der som mand oc saa haffuer figt/ att barnett er intet naffn giffuet/ da maa mand siden geffuet naffn, hvilket ganske svarer til Oversættelsen i Udkastet.

Ordforraadet i Lønligt Skriftemaal og i Ordinansudgaven er da saare forskelligartet, men dette modbeviser som sagt ikke Palladii Forfatterskab, derimod er Bøjningsog Retskrivningsforhold i Ordinansudgaven 1539 saa lidet overensstemmende ikke blot med Lønligt Skriftemaals, men i det hele med Palladius's daværende Ortografi, at de fuldstændig afkræfter den Tradition, at Udgaven 1539 er besørget af Palladius. Thi som vi har set ved Oversættelsen af Luthers Haandbog, overlader Palladius det ingenlunde til Bogtrykkeren at sørge for Retskrivningen, tvertimod retter han med stor Omhu den Kilde, han benytter, naar Ortografien ikke stemmer med hans egen; se foran S. 47-48). Men nu finder vi i Udg. 1539 Mængder af Exempler paa Former og Stavemaader, som Palladius i 134 Haandbogs- Udgaven 1538 havde rettet hos Sadolin; det vilde da være ganske utænkeligt, at han nogle Maaneder efter skulde genoptage de forkastede Skriftformer. Ortografien i Lønligt Skriftemaal viser da ogsaa en fuldstændig Overensstemmelse med Ortografien i Luthers Haandbog. Saaledes skrives i Lønl. Skr. dem som i Haandbogen, men i Ord. dennem som hos Sadolin; i Lønl. Skr. skrives altid fra som i Haandbogen, men i Ord. fraa (og fra) som hos Sadolin; i Lønl. Skr. mig, dig, sig, min, din, sin som i Haandbogen, men i Ord. regelmæssigt meg, deg, seg og ofte myn, dyn, syn som hos Sadolin. Artiklen skrives i L.S. ith, ligeledes skrives disse, dis-, vid som i Haandbogen, men i Ord. skrives ett, desse, des-, wed. I L.S. er Formerne vilge, suerge almindelige, v bruges næsten regelmæssigt i Forlyd, g og k er hyppige i Forlyd, l fordobles ikke i befale, d bevares i veder- (kende, faris), alt i Overensstemmelse med Udgaven af Luthers Haandbog, hvorimod Ord. 1539 ligesom Sadolin har Formen willij, w i Forlyd, næsten regelmæssigt gj og kj, ll i befalle og y i weyerkiende, weyerfares og seyer, "Sæder". Til Slut kan nævnes, at Ord. 1539 har Formen hymmel el. himmel, Bestemthedsformer paa -ern (modern, tienern osv.) og Adverbier paa -lige, mens Lønl. Skr. ligesom Haandbogen har hiemmel, -eren (moderen, tiæneren) og -lig, og at Ordinansen har Neutrumsformen det stund og ofte Prominalformen nogle, mens Lønl. Skr. altid har den stund og nogne eller nogre. Mange andre Exempler kunde nævnes paa Overensstemmelse mellem Lønl. Skr. og Luthers Haandbog og Uoverensstemmelse mellem disses Ortografi og Ortografien i Ordinansudgaven 1539, men det allerede anførte vil tilstrækkeligt vise Umuligheden af, at Palladius skulde have besørget Udgaven 1539, thi som omtalt var det i Reformationstiden ikke Bogtrykkeren, men Forfatteren, der satte sit Præg paa Bøjnings- og Lydformer, ligesom paa Retskrivningen1.

* 135

Og til disse sproglige Betænkeligheder kommer boglige og historiske. Hvorfor skulde Palladius, om han havde givet sin Oversættelse i Trykken ikke have forsynet den med sit Navn, eller med et Forord eller Efterskrift, som det var hans Sæd baade før og senere? Udeladelse heraf forklares ikke ved, at Ordinansen var en Lovbog, som Bispen ikke kunde sætte sit Navn paa, thi Udgaven 1539 var netop ikke nogen officiel Lovbog, og Oversættelsen i denne blev da heller aldrig autoriseret. Og dernæst, hvis Palladius havde villet lade sin Oversættelse trykke, hvorfor skulde han da give denne betydningsfulde Bog i Trykken hos Hans Barth i Roskilde, da alle hans øvrige i Danmark trykte Bøger er prentet i København hos Hans Vingaard - og af hans c. 30 danske Skrifter er kun tre trykt udenfor Danmark. Og endelig: hvorfor skulde Sjællands Biskop lade den ureviderede Oversættelse trykke faa Maaneder før Revisionen af Kirkeordinansen skulde finde Sted? At denne nemlig var berammet til Herredagen i Odense kunde vel være Bogtrykkeren ubekendt, men næppe Bispen1.

Der synes derfor at være al Sandsynlighed for, at Initiativet til at lade Oversættelsen, der formodenlig fandtes i adskillige Afskrifter, trykke, er taget af Bogtrykker Hans Barth udi den kongelige Stad Roskilde og ikke af Peder Palladius2.

Derimod er det ikke usandsynligt, at Palladius er Forfatter til Oversættelsen. Dette kan vi vel ikke dømme af Sproget i de Dele af Ordinansen, der falder sammen med Udkastet, men en Undersøgelse af Sproget i de Dele, som er uafhængige af Udkastet, viser adskilligt, der synes præget af Palladius. Saaledes hele Oversættelsen af Kongebrevet, saaledes Overskriften nf. S. 167, L. 26 (jfr. foran S. 125) med den folkelige Omskrivning af Latinen, saaledes Gengivelsen af *

* 136 det latinske cibum et potum ved det mere haandgribelige øll oc mad (nf. S. 226) ganske som i Katekismen (se foran S. 7) og den stavrimede Tilføjelse om hs oc haffre (nf. sst.) o. s. fr. Men dog er det vanskeligt i Hans Tavsens Tid at kendetegne disse og lignende fyndige og folkelige Oversættelsesmaader som Palladius' Særeje. Vi kan derfor kun sige, at Sproget i de selvstændige Dele af Oversættelsen gør det sandsynligt, at Oversætteren er Palladius'. Og det vilde ogsaa være rimeligt, at det var bleven overdraget Palladius at udsætte Ordinansen af Latine paa Danske, ligesom han af Tyske paa Danske havde udsat Haandbogen.

Vi kan derfor slutte Undersøgelsen med den Formodning, at Traditionen har Ret i at gøre Palladius til Forfatter af den Oversættelse, der er trykt 1539, men den har uden Tvivl Uret i at tillægge Palladius Udgivelsen heraf.

Palladius har ikke udgivet sin Oversættelse af den latinske Ordinans, fordi den ikke var Lov, men man har brugt den som Grundlag - Ord for Ord - for den endelige danske Ordinans, der fik Lovskraft 14. Juni 1539.

VI. LØNLIGT SKRIFTEMAAL.

Et Aarstid inden Revisionen af Ordinansen fandt Sted - i Sommeren 1538 - havde Palladius set sig nødsaget til at oversætte forskellige vigtige Stykker af Ordinansen, fordi "Sognepresterne paa Landzbyerne ere saa groffue och wforstaandige/ ath de icke vide/ huorlunde de skulle handle.. Uden de faa det grofflige bescreffuit paa Danske/ for dem. End dog det staar klarlige nock bescreffuit i Ordinantzbogen". I September 1538 var den lille Bog om lønligt Skriftemaal færdigtrykt. Den indeholder dog som omtalt ikke blot Oversættelser af Ordinansstykker, men ogsaa andre Artikler, "som tilforn ære vdgaangne i Haandbogen/ aff vellerde mend Predickere i Kiøbnehaffn" 1.

* 137

Vi har i det foregaaende undersøgt Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og dens ene Hovedkilde: Ordinansen. Vi har set, at Palladius har holdt sig tæt til den endelige latinske Ordinans og givet en Oversættelse af Stykkerne heri, der er ganske uafhængig af Oversættelsen i Udkastet.

Vi skal nu undersøge Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og dens anden Hovedkilde: den københavnske Haandbog1. Palladius har afskrevet denne Ord for Ord. *

138 Kun hvor et Udtryk syntes ham forældet, har han rettet det, ligesom han fuldstændig har moderniseret Ortografien. Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og den københavnske Haandbog svarer saaledes til Forholdet mellem Enchiridion og Sadolins Katekismusoversættelse (se foran S. 43). Som Exempler paa Rettelser fra Ordforraadet kan nævnes: kender til bekiende (S. 143, L. 13), opregnen til opregnelsse (S. 143, L. 16), wdj til i (almindeligt), bud til budord (S. 143, L. 17, S. 144, L. 2); stede dennom til til tilstæde dem til (S. 144, L. 3); de wide beskedenhed der wdj til de haffue forstaand der i (sst.). Som Exempel paa Grammatiske Rettelser kan nævnes at de ny Flertalsformer som kender, haffuer, raader er ændrede til de oprindelige bekiende (S. 143, L. 13), haffue (S. 143, L. 16), raade (S. 143, L. 24), at Pronomenet dennom er rettet til dem og Adverbieendelsen -en til -e: wisligen til viislige, suorligen til snarlige.

De lydlige og ortografiske Rettelser er mangfoldige og stemmer nøje med Palladius' Rettelser af Sadolins Ortografi. Vi har saaledes et nyt Bevis paa, at Forfatteren og ikke Bogtrykkeren satte sit Præg paa Ortografien, thi saavel Lønligt Skriftemaal som den københavnske Haandbog er trykt hos Hans Vingaard i København og saare forskellige, mens omvendt Ortografien i Haandbogen kun afviger uvæsentligt fra Ortografien i Ordinans-Udgaven 1539, skønt den første er trykt i København, den sidste i Roskilde.

Nogle Exempler:

Ordinansen og Haandbogen: w i Forlyd (wed, wide, worde osv.), menPall: v (vid, vide, vorde); Ord og Hdbg: meg, deg, seg, men Pall: mig, dig, sig; Ord. og Hdbg: at(t), men Pall: ath; Ord. og Hdbg: at, skie, Pall: ath, ske; Ord, og Hdbg. oftest: sodan, mol, mode, Pall: saadan, maal, maade; Ord. og Hdbg: ett, Pall: iih; Ord. og Hdbg: sielff, Pall: selff; Ord. og Hdbg: weed Præs., wed Præp., Pall: vid Præs. og Præp; Ord og Hdbg: ofte ong, konde o. l., Pall: altid vng, kunde; Ord. og Hdbg: weyerquege, weyerfares, Pall: 139 vederquege, vederfaris; Ord. og Hdbg, desse, Pall: disse; Ord. og Hdbg: Willij, Pall: vilge; Ord. og Hdbg. har ofte enklitisk Brug af Pronomenet: for høret o.s.v., Pall: forhøre det o.s.v.

De anførte Exempler er taget fra Stykket om lønligt Skriftemaal; Stykket om Pønitens er jo tabt, og Stykket om Sakramentet kun bevaret i Afskrift (se Noten foran). Dog kan fra dette sidste, der er betydelig udvidet hos Palladius, nævnes følgende Rettelser af Ordforraadet: threde frem til gaa frem (S. 147, L. 26), tacknem til tacknemmelig (S. 148, L. 13), Ligesaa til Desligeste (S. 148, L. 4).

Da Ordinansen blev revideret og trykt paa Dansk, blev baade Ordinansstykkerne og Haandbogsstykkerne i "Lønligt Skriftemaal" forældet og overflødiggjort. Det lille Skrift optryktes derfor aldrig siden. Og det er kun bevaret i eet eneste Exemplar, der endda ikke er fuldstændigt, idet Bl. F l mangler. Det findes paa det kgl. Bibliotek i København. Det er smukt trykt, rigt - men inkonsekvent - udstyret med Missaler. Dets Størrelse er som Rammen paa Titelbladet viser: lille Oktav. Linjeantallet er - med almindelige Typer: 22, med Missaltyper: 13.1

I Bogen findes to Træsnit. Det ene, paa Bl. F 3v, nf. S. 154, viser Symbolerne paa Kristi Lidelse: til venstre Søjlen, Rebet og Svøben, i Midten Korset med Nagler, til højre Kristi Kjortel Det andet Træsnit, paa Bl. G 4r, nf. S. 158, fremstiller Kristus paa Korset mellem de to Røvere; forneden til venstre Maria med Sværdet i Brystet, til højre Johannes. Dette Træsnit er omgivet af en Ramme med Forsiringer og de lybske Vaabenskjolde.

Bogen er trykt i København af Hans Vingaard2.

* *
140

VII.

Ogsaa Udgaven af Kirkeordinansen blev forældet og overflødiggjort, da den reviderede danske Ordinans blev trykt. Den er derfor aldrig senere udgivet, hvorimod den "rette" Ordinans oplagdes mangfoldige Gange1.

Allerede for et Par Aarhundreder siden, da Lackmann skrev sin Ordinans-Historie, var Udgaven 1539 en stor Sjældenhed2. To fuldstændige Exemplarer af den er dog endnu bevaret. Det ene findes paa Universitets-Biblioteket i Kbh., det andet paa d. kgl. Bibl. sst.; efter dette er nærværende Udgave trykt.

Originalen er i Oktav-Format, som Rammen paa Titelbladet angiver (S. 159), Linjeantallet er 23. Missaltyper er som Regel anvendt til Overskrifternes første Linje som i Udgaven nedenfor.

Titelrammen, der ogsaa findes i Hans Barths Tryk af Melanchtons Instructio Visitationis Saxonicæ, Roskilde 1538, fremstiller foroven Kristus, der prædiker for Folket; forneden Kristus, der sender Apostlene ud.

Bogen er som nævnt trykt i Roskilde af Hans Barth3.

* * * 141

142

Petrus Palladius til Læseren.

Effterdi at vor kiære aandelige Fader/ Høglerd mand Doctor Joannes Bugenhagius Pomeranus/ for merckelige sagers skyld begerede aff alle Superintendenter i Danmarck och Norge/ at Enchiridion Lutheri motte bliffue al ene pro Manuali. Da vil ieg aldrig encten tage der nogit fra/ eller legge der nogit til/ men lade det bliffue effter hans vilge oc begering. Dog effterdi att nogre aff Sognepresterne paa Landzbyerne/ ere (diss vær) saa groffue och wforstaandtge/ ath de beklager dem/ ath de icke vide huorlunde de skulle handle Om Lønligt scrifftemaal/ Om obenbare Penitentz/ for obenbare synder. Huorledis mand skal handle || Sacramentet hossde syuge. Och Om Jordeferd etc. Vden de faa det grofflige bescreffuit paa Danske for dem. End dog det staar klarlige nock bescreffuit i Ordinantz bogen. Der fore nødis ieg til ath lade vdgaa paa Prenten Denne lille bog om forscreffne anickle/ i sæær for seg selff (som tilforn ære vdgaangne i Haandbogen/ aff vellerde mend predickere i Kiøbnehaffn) Anseendis samme Sognepresters groffue wforstaandigbed/ ind til saa lenge den hellig Christelig kircke bliffuer forseet met lerdere oc forstaandigere tiænere i Gudz ord. Det snarlige ath ske/ giffue Gud vor hiemmelske Fader/ aff sin grundløsse barmhiertighed/
vid sin kiære søn Jesum Christum vor
Herre och eniste frelssere.

Amen. ||
143

Om lønligt scriftemaal.

NAar nogne ere det Hellig Alters Sacrament begerendis/ da skulle de det eske/ oc i det mindste begere aff deris Sogneprest. Oc der som det er een mand eller quinde om hues Gudfryctighed Sognepresten haffuer sand vidskaff/ da lade wij det bliffue der vid.

Ellers skal hand tage hannem/ eller hende/ offuer een side/ och vnderuise hannem eller hende/ det beste/ effter som hand formercker hans/ eller hendis/ nødtørfftighed.

Men huilcken som kommer oc obenbarer sig selff i Scrifftemaal/ oc bekiender sig for een syndere eller synderinne/ Den skal mand vide ath fare viislige met/ effter huer deris leylighed/ Wide de synderlige intet ath beklage || sig i/ men bekiende sig for syndere eller synderinne i alle maade som Gud vid dem skyldige. Da skal presten lade sig der nøye met/ och ey begere der nogen ydermere opregneisse aff dem. Men giffue dem tilkiende huad Gudz budord haffue ath betyde/ Huor maangfoldelige deris syndere ere/ meer end de selffue (maa ske) acte eller begribe.

Klage de och nogen besynderlig brøst/ Da skal Presten suarlige laste oc straffe samme synd. Oc sige dem huor mishagelig hun er for Gud. Huor suarlige Gud haffuer tilforn straffet samme synd i andre offuertrædere/ och end nw wil straffe saadant samme i dem/ der som de raade icke bod der paa.

Oc formane samme menniske/ saa ath hand rætter oc bedrer sig i saadan brøst/ Saa fremt som Gud skal ville || forlade hannem det hand allerede haffuer syndet oc ilde giørt.

Saa skal oc presten raade saadan een Christen til tolmodighed oc metlidighed/ ath hand gerne ber offuer oc forlader de hannem giøre eller haffue giort emod. Oc legge hannem

fore de ord Christus siger Matt. vi Ca.

Ath lige som wij forlade/ saa vil oc Gud forlade oss.

144

Er det oc ith vngt oc wforstaandigt menniske/ da skal hand forhøre det i de x Gudz budord/ i Troen/ i Fader vaar. Oc ey tilstæde dem til Sacrament/ før end de haffue forstaand der i.

Oc paa det flifte/ offuer alt skal hand trøstelige vnderuise dem i det hellig || Euangelio om Christo/ oc den naade och syndernis forladelse de maa vente sig for hans skyld/ om de hannem ville tro/ effter de ordz lydelsse.

Matt. xi.

Rommer hid til mig alle i som arbeyde oc ere beladde/ Jeg vil vederquege eder Item Marci xvi. Alle de som tro skulle vorde salige.

i. Timot: i. Det er ith sandrugt ord/ oc i alle maade verd ath anamme/ ath Christus Jesus er kommen til verden/ paa det hand || vilde salige giøre de syndige.

Met disse ord oc deris lige/ aff den Hellig scrifft skal Presten trøste den der Scriffter/ oc eske Troen aff hannem/ om hand i saadanne ord tror Gud til syndernis forladelsse/ Oc aff samme hellige ordz krafft affløsse hannem/ oc giøre hannem tryg paa alle sine syndere forladelsse/ vid Jesum Christum oc hans dødz verdskyld all ene/ met denne affløssning.

Effter denne ydmyge bekiendelsse som du bekiender dig for een syndere/ oc tycker dine synder ilde være/ || oc haffuer sind oc vilge til ath raade bod paa din brøst/ oc du tror Gud vel/ ath hand vil effter sit egit ord være dig mild oc miskundelig/ Da siger ieg dig til paa Gudz vegne/ ath dig skal vederfaris effter din tro/ oc Gud vil visselige være dig mild oc miskundelig/ och for sin søns Jesu Christi skyld naadelige forlade dig alle dine synder. ||

Om obenbare Penitentz for obenbare synder.

FOr obenbare synder bør obenbare Penitentz/ icke for Gudz skyld/ Men ath menniske som ere bleffne forargede/ encten aff vitterligt mand slæt/ vitterlige forsømd Børnedød/ 145 Obenbare raab/ Mord/ Hoor eller skiørleffnit etc. Maa baade formercke ath den skyldige rætter oc bedrer sig ræt aluorlige/ Och end haffue fryct for ath giøre saadanne groffue synder.

Huilcken saadan da begiærer omgengelsse oc deelactighed met Christne menniske/ i Gudz naade oc det hellig Sacramentis vddelelsse/ den lade wij komme for ossi kircken/ met nogre offueruærindis trofaste mend eller || quinder/ der bæst vide om samme sag/ oc forhøre huorledis den brøst haffuer sig. Och da effter syndzens ieylighed straffe den syndige/ och lade hannem vide huor ilde hand haffuer giort.

Runde wij da fornømme aff sande ord oc visse tegen/ ath den skyldige fortryder sine synder/ oc wij høre och see haab til bedring/ oc hand eller hun begerer aff Gud sine synders forladelse for Jesu Christi skyld.

Da lade wii hannem i den ydmyge bekendelsse oc gode tro til Gud/ falde paa sine knæ/ och legge haand paa hannem/ oc sige.

N. Effter din hiertens angergiffuenhed for dine || synder/ i denne din gode tro effter det hellig Euangelij lydeisse/ til Gud Faders godhed oc barmhjertighed vid Jesum Christum forkynder ieg dig dine synders forladelsse/ I naffn Faders/ och Sønø/ och Hellig aandz.

De andre sware.

Amen.

Met denne afløssning/ maa nu samme menniske trøste sig i Troen/om hand skulde end staa i liiffuis fare/ || Bliffue landflyctig/ eller oc ds strax. Effter det ord.

Gud siger selff Ezech. xviii.

I huilcken stund ith syndigt menniske sucker for sine synder/ och vender sig aff sine onde veye/ da vil ieg aldrig lenger tencke paa hans synder.

Men for een skellig plict/ oc Christelig tuet ath staa den hellig kircke/ huilcken hand haffuer met saadant ont exempel forarget oc fortørnet/ Maa || mand vel (andre til een redzel) sætte hannem nogen Penitentzis tiid/ effter som synden er til/ 146 ath hand paa een forsagt tiid Faster/ oc leffuer i affhold met sin Mad/ Dricke/ Skiempt/ Lyst oc glæde/ etc.

Oc giffuer sig inderlige til ath høre Gudz ord/ oc gudelige ath bede/ Oc met huad andet hand vid ath giøre Gud oc menniske til behagelighed/ som hand haffuer fortørnet. Saa ath huer kand haffue haab til een sand Penitentz i hannem.

Siden gaa sig frem i Gudz naffn/ oc anamme sig det hellig Sacrament/ naar hand haffuer ladet bede for sig aff Predickestolen. Ath baade Gud oc menniske forlade hannem alle synder. Huilcket alle gode Christne och gerne giøre skulle/ saa som Gud det loffuit haffuer ath altiid gerne giøre ville. ||

Huorledis mand skal handle Sacramentet hoss de syuge.

NAar Presten kommer ind met Brød och Vin til den syuge/ Da skal hand først lade folckit vige wd/ oc høre det syuge menniskis Scrifftemaal. Oc vnderuise hannem/ saa som nw tilforn sagt er/ effter hans leylighed. Oc naar hand haffuer tryggelige tilsagt hannem alle synders forladelsse/ effter Gudz ordz lydelsse. Saa skal hand kalde folckit ind igen. Oc lade dem berede ith bord met een reen dug/ oc ith tend lyws skal sættis der paa/ om mand det haffuer. Saa skal Presten legge brød paa patenen/ oc lade vin i kalcken. Naar hand haffuer det giort/ skal hand formane || Først den syuge/ oc saa dem alle/ til een gudelig bøn for den samme syuge. Met disse ord som her effter følge.

Vor Herre Jesus Christus sagde selff/ Matthei xviij Huorsomhelst to eller tre ere forsamlede i mit naffn/ der er ieg mit blant dem.

Huad som helst i bede min Fader om/ i mit naffn/ det skulle i visselige faa.

Der nest skal hand saa sige til dem som ere til stede hoss det syuge menniske. ||

Effterdi ath wij ere forsamlede her i Herrens naffn/ oc skulle ihw komme hans naduere. Saa ville wij i samme 147 Herris naffn giffue denne vor syuge broder eller søster det hellig Sacrament.

Siden skal Presten læse gudelige/ met een klar røst/ oc høgt stemme.

Jeg tror paa Gud Fader altmectige/ hiemmelens oc iordens skabere. ||

Oc paa Jesum Christum/ hans eniste søn vor Herre. Som er vndfaangen aff den helligaand/ fød aff Jomfru Maria. Pint vnder Pontio Pilato/ kaarsfest/ døder och begraffuit. Neder foor til helffuede/ paa tredie dag opstod fra de døde. Opfoor til hiemmelen/ sider hoss Gud faders altmectigis høgre haand/ Dæden er || hand igen kommendis ath dømme leffuendis och døde.

Jeg tror paa den Hellig aand/ Een hellig Christelig Kircke som er helgens samfund Syndernis forladelsse/ Legemens opstaandelsse/ oc ith euigt liiff. Amen.

Fader vor/ du som æst i hiemmelen. ||
Helligt vorde dit naffn.
Tilkomme dit rige.
Vorde din vilge paa iorden som i hiemmelen.
Giff ossi dag vorth daglige brød.
Oc forlad oss vore skylder som wii forlade vore skyldere.
Oc led oss icke i frestelse.
Men frels os fra ont/ Amen.

Der effter skall hand met gudelighed tage patenen met brødet/ oc gaa frem for den syuge/ oc sige met gudelighed/ || met een klar røst oc høgt slemme/ disse effterscreffne ord.

Vor Herre Jesus Christus/ i den nat som hand bleff forraad/ tog hand brødet/ tackede/ oc brød det/ oc gaff sine discipler oc sagde. Tager hen oc æder/ Dette er mit legeme/ som giffuis for eder/ Dette giører i min hukommelse.

Oc strax skal hand giffue hannem det. Oc intet sige des emellem/ naar hand hannem det recker. ||

148

Der nest skal hand gaa til bordet igen/ oc tage kalcken oc gaa frem for den syuge/ och sige met gudelighed/ met een klar røst och høgt stemme/ disse effterscreffne ord.

Desligeste tog hand oc kalckett/ effter afftens maaltid/ tackede/ gaff dem/ oc sagde. Dricker alle her aff/ Denne Falck er det ny Testament/ i mit blod/ som vdgiffuis for eder/ til syndernis forladelsse. Dette giører saa offte i drickeret/ i min hukommelse. ||

Saa skal hand giffue den syuge samme kalck ath dricke/ oc intet dess emellem sige.

PAa det siiste skal Presten inderlige formane den syuge/ om den store naade Gud haffuer nu giort met hannem/ Ath hand bliffuer Gud tacknemmelig/ oc varactig i den Christelige Tro/ oc offuergiffuer sig aldelis i Gudz hender/ saa ath hand fatter sig een ræt hiertens vilge/ til ath være Gud fylgactig/ ath leffue oc ds huorledis Gud helst er behageligt.

Suorledis de skulle søgis som ere dømde/ eller skulle dømmis. Huilcket oc samme er een viss|| mistundeligheds gierning/ som Hud paa den yderste dommedag vil kiende oc anamme for een god gerning, Matthei. xxv.

Til misdædere som skulle myste deris liiff/ skulle Predickere offte tilgaa/ icke al eniste naar de skulle vdledis til pinen/ men ocsaa ellers tiit tilforn/ ath de kunde snacke met dem/ oc vnderuise dem paa Gudz naadis och yndestis kyndskaff. Fordi ath men saa er ath obenbare syndere nogit nær (som almindelige skeer) forsmaa Gudz naade/ vden de stundum paamindis/ kunde de neppelige indlæris fastelige oc stadelige ath vederkende och anamme Gudz naadis gaffue. Och om Gud || 149 giffuer nogre saa sin naade/ ath de aluorlige bestaa oc bekiende sin tro/ oc begere Sacramentet/ dem skal deth giffuis/ men een dag eller to før de skulle affliiffuis. Men i huilcke saadan aluorlig troes bekiendelsse ey bliffuer funden/ de skulle befalis den Herre Gud i vold/ Dog saa/ diss for vden skal intet forsømmis som kand komme dem til Gudz naadis bekendelsse/ oc skulle de icke offuergiffuis oc forladis aff Predickeren/ før end de haffue staait deris ræt.

Huorledis ath Jordemodere skulle vnderuisis/ thi mand maa e endelige haffue Jordemodere/ och || end de som ere høffuiste oc Gudfryctige/ haffuendis forstaand i deris embede/ oc som boo paa beleylige stæder ath finde/ saa vel for de fattige som for de rige.

PRedickerne skulle vnderuise Jordemoderne/ som saa ere vdualde oc vdkaarede til ath hielpe syuglige quinder/ Først huilckelunde de skulle sig haffue met dem som ere met foster/ der effter met fructen oc fosterit selff. Først skulle de saa bære sig ath met dem som ere || syuglige/ oc serdelis naar de ere fremmerlige met foster/ ath de kunde hwsuale dem/ oc raade dem til tacksigelsse for den liiffuis benedidelsse som ey vederfaris alle/ oc saa for Gudz besynderlige næruærilsse som der er i Jordemodernes stæd. ii. Machab: vii. For Gudz sande oc visse hielp och bistaand/ huilcken tilkommendis oc vederfarendis bliffuer den som paakalder. Ydermere/ ath de skulle forstaa ath de drøffuelsser som ere i barnne byrd/ ath være ith kaars/ dem aff Gud paa sæt. Gene. iii. Huilcke samme drøffuelsser inden een stackit tiid bliffue omuende til een stoor glæde. Joannis i6. Oc fornømme Jordemoderne ath de som føde skulle ere i fare til deris liiff/ da skulle de raade dem ath 150 være tolmodige/ och giffue sig Gud i vold met alle dem som bære korssit/ men om denne fare || skulle de lade som intet vaare for dem/ vden i altsomstørst nødtørfftelighed/ det er/ naar Jordemoderne formercke ath de quinder som syuglige ere icke kunde met liiffuit vndgaa.

I anden maade/ skulle Iordemoderne saa haffue sig met fructen/ ath de foster som døde ere i moders liiff/ skulle lade være Gud befalede/ och i sandhed lade det intet komme sig vid som døt er oc ey fød til dette liiffuis lyws/ men det skulle de vide ath høre til sit embede/ ath de Jo met Gudz hielp giøre sin største fliit oc skicke det saa ath hun som er i barnebyrd kand frelssis oc bliffue vid liiffuit. Oc fornemme de nogre foster ath være leffuindis/ eller oc met nogen legems part vdkomme aff moders liiff/ men saa dog ath de ere nærmeer døden end liiffuit/ da skulle de icke døbe dem (som || pleier ath ske) vden saa er ath de bliffue aldelis fødde til verden. Fordi der kand intet igen fødis/ som icke end nu er fød.

Men da skulle Jordemoderne ocde som næruærindis ere/ befale Gud saadant ith foster/ met disse eller andre saadanne ord.

O Herre Jesu Christe/ som haffuer een behagelighed i de børn dig offris/ oc gerne anamtner dem til det ewige liiff/ Du som sagde/ Lader børnnene komme til mig/ || fordi saadanne hør hiemmerigis rige til/ effter huilcket ord wij offre dig vor frelssere dette barn/ ey bærindis det frem paa vore arme/ men skickindis det met vore bøner for din Guddommelige miskundhedz næruærilse/ bedendis dig ath du vilt anamme det/ och tilstæde ath det maa være befalit til euig tiid den din gienløsselsse || som du oss paa korssit haffuer forhuerffuit. Amen.

OC hender det sig/ ath barnnet saa døør for vden dob/ da skal mand dog icke alligeuel mistrøste om samme barns salighed/ men haffue ith got hoff effter dette Gudz ord. Lader børnnene komme til mig. Och huad som helst i bede i mit naffn/ skal eder giffuis.

Men om barnnit naar det fød er/ begynder ath komme i liiffuis fare/ da skal strax Jordemoderen befale det Gud/ oc 151 disligist om der er andre Gudfryctige quinder der hoss/ met disse eller saadanne ord. ||

O Herre Jesu Christe/ dette barn effter dit ord offre wij dig/ oc bede ath du anammer det/ oc tilstæder det ath være ith Christet menniske.

Eller saa altsom kortteligste.

O Herre Jesu/ anamme dette barn.

Och strax skal det Døbis met disse ord.

Jeg døber dig i naffn || Faders/ oc Søns/ och Hellig aandz.

Amen.

OC om barnnet haffuer icke faait naffn/ for den hast som paa ferde vor/ da maa de siden giffue det naffn. Al eniste skal det bæris til Templen/ ath samme barns daab maa stadfestis aff Rircketiæneren/ i deris næruærilsse som tilstæde vore der det døbtis/ och det vidnede oc tilstode.

Men ingelunde skal det døbis igen/ paa det wij skulle icke støde oss paa den gantzske Hellige scrifft/ vden saa er/ ath der kommer tuiilsmaal paa daaben/ effter ath vidnene ere athspurde och offuerhørde/ som før er sagt. ||

Huorledis ath Syuglige quinder skulle vnderuisis aff Predickerne/

Thi ath saadanne Syuglige quinder ere de sande Gudz kar och redskaff. Oc dess fremmer mere de ere met foster/ diss

ydermere skulle de met gudelig bøn Gud befalis.

OVinder som ere syuglige/ skulle grandgiffuelige vnderuises aff Predickerne/ ath de diss emellem de ere saa suare met deris foster/ skulle offte venye sig til/ ene eller met deris Hwsbonde/ e da och da ath befale den Herre Gud fructen oc fosterit hun bær/ met disse eller saadanne andre ord. ||

Wij tacke dig altmectigste euige Gud/ for denne din benedidelse/ oc bede dig Herre Jesu Christe/ ath du vilt lade denne fruct være dig til euig tiid befalet/ Oc fordi ath du 152 befalede at børn skulde offris dig/ offre wij oc dig denne fruct met vore bøner. Der fore anamme den/ och deel met hende dit dyrebar blodz euige fruct. Amen. ||

SAadanne børn/ saa effter deris vilkaar Christo effter hans egit ord offrede/ om de end ds i moders liiff/ skulle de ey holdis for fordømde menniske/ men der skal haabis visselige om deris salighed/ som Jødernis børn der døde w omskorne før den ottende dag/ ey dømdis ath være fordømde/ paa det ath quinderne skulle vide der effter sig icke ath være i dieffuelens mact/ som mand her til dagie meente i vanwittighed om Gud/ oc vantro/ end dog ath de meer frestis end andre. Fordi det giør dieffuelen/ ath hand kand komme quinder til ath hade det kald/ vid huilcket de ere Gud almæst behagelige/ i. Timoth. ij.

Fremdelis ath end dog ath de ere fri aff den Mosaiske lowis beuaring/ oc ey haffue behoff ath ledis i kircke aff Presterne/ da skulle de alligewel/ || som seduanne haffuer værit holde sig hjemme/ Om det icke er behoff for legemens sundhed/ da skal det alligeuel ske almæst for een tuct oc høffuiskhedz skyld/ ath de icke skulle være andre til ont exempel/ oc der offuer ath børnnenis sundhed ey vel forsees.

Een maade/ effter huilcken Alters Sacrament skal delis met Christne meniske.

DEnne Sacramentis metdelelse/ er deris stadfestilsse som tro/ Ja end oc ith pant/ huilckit som bær vidnesbyrd til/ ath oss antuordis de ting som ere oss iætte i Euangelio/ som er syndernis forladelse/ rætferdighedz tilregnelsse/ oc enigt liiff. ||

DE som ere anammendis Sacramentet/ skulle altiid oc huer sted anamme det vnder begge partte. Oc om nogre ere skrøbelige i troen/ det er/ de som icke driste dem til ath anamme det saa/ eller oc om de icke end nu vide huorledis 153 det haffuer sig der om/ de kunde vid flitige Predickere end al eniste paa tre maanede nock indlærie om Christi indskickelsse/ saa ath de oc selffue faa vilge til ath anamme det saa/ mest naar de see andres exempel. Men ellers om de icke ville være hørig oc lydige/ da skulle de icke dømmis at være skrøbelige oc vanuittige/ Men forherdede oc egen vilgeske krighaarde mod Christi skick oc indsættelsse.

HUert aar altiid/ tøsuer skulle de forkyndis obenbare aff predicke || stolen/ som skulle skydis fra det Hellige Sacramente/ som paa palme Søndag/ oc den fierde Søndag i Aduent.

Til det hellige Alters Sacramentis deelactighed/ som al eniste dem til hør der tro/ skulle ingen tilstædis/ icke end af de som troen haffue/ vden saa er ath de først bete dem for kircke || tiæneren/ oc bede om Sacramentens deelactelsse.

Siden skulle de oc end icke alle tilstædis som der om bede/ vden ath de tilforn haffue giort skel for deris tro/ oc suarit til de spørsmaal som ere om denne naduere/ Vden ath mand ellers vid dem ath være nock hele oc for vden brøst paa saadan lerdoms vegne. ||

Oc om - - - - - - - - - - -
[231. F I mangler.]
Der for vden/ galne menniske/ och wfornømstige børn.

ALlersiist/ Alle som i obenbare laster forfærdelige leffue/ som ere Hoorkarlle/ Hoorkoner/ Skørleffuere/ det er alle de som ligge i boleri/ oc i ith slæmt wkyskt leffnet/ Aager karlle/ De som dricke sig altiid drucne/ || De som bande och suerge/ och tale ilde paa deris ieffnchristen.

De som giøre andre wræt oc forfaang.

OC aller mest/ Gudz ordz bespottere/ oc foractere/ som obenbare och for vden rædsel føre ith syndigt leffnit/ oc dog alligeuel sige oc rose megit stort aff Euangelio. ||

154

SUmmen. Christi disciple/ som haffue beteet dem for fircke tiænerne/ de som ere offuerhørde/ oc haffue tilstaait det dem bør/ oc der offuer leffue som Christne menniske bør/ oc de som ere affløssde/ och icke bort skudne/ skulle haffue deelactighed i det hellige Sacramentis anammelsse. ||

Oc skulle først mendene frem gaa/ och saa quinderne.

Huorlunde ath de forherdede skulle vdlyckis fra Christne menniskers samfund/ det er/ ath sættis i band.||

SAadan fraskyudelsse vd aff den Christne menighed/ er den aller siiste lægedom i den Hellige kircke/ til ath komme emod last och skendsel met/ det ath forhindre/ oc der fore skal det hart paa holdis i denne siiste tiid.

HVo som helst der findis obenbarlige ath være obenbare laster vnder giffne/ oc der met fortørne den hellige Kircke/ som er Hoorkarlle/ Hoorkoner/ Skiørleffuere etc. Oc effter ath de een tiid oc een anden tiid ere paa mintte/ ey ville tage sig ith andet sind fore/ men hordnackede bliffue fremturendis i deris ondskaff/ de skulle holdis for Hedninger och fordømde menniske. Matthei. xviii. Och ey skulle || til deris større fordømmelsse tilstædis ath anamme Sacramentet/ saa lenge som dem icke fortryder deris onde gierninger som de obenbare bedreffuit haffue. Dog maa de tilstædis ath høre Predicker.

155

Diss emellem skulle de dog vindskibelige paa mindis ath frycte Gud/ och ath de ey foracte Predickernis dom/ som paa all Christen menighedz vegne/ effter Gudz ord dem befalen er/ paa det/ ath de ey skulle opuecke mod sig een støre Gudz dom/ och ey skulle vende den Hellige Kirckis moderlige reffselsse sig til euig fordømmelsse.

Fordi/ Huad som helst Predickerne saa effter Gudz ord sige aff for een ræt/ det holder Gud fast oc wryggeligt. ||

MAa wii da alligeuel/ i de ting som verdens regement och omgengelsse paa lyde/ være i selskaff met den som er sæt i band/ for den menige rolighed oc fredsommelighedz skyld/ Men dog skal icke handles met hannem/ som met een Christen broder/ paa det hans wdyd oc ondskaff skal ey leggis den Christne menighed til skendsel.

DE andre ting som ere/ ath skoffe/ Hør verdzlig Offrighed oc regemente til./ Fordi Gudz bespottere Hoorkarlle och Hoorkoner/ Jomffru krenckere/ Kircke røffuere/ oc de som skøtte intet om det som got och helligt er/ men falde met offueruold oc mact paa kirckernes gotz oc tilliggelsse/ de falde icke || eniste vnder band/ men oc saa vnder suerdsens ræt/ Och suerdit/ det er verdzlig øffrighed/ er kircken saadan bistaand plictig/ paa det/ ath hun der met kand bliffue i fred oc rolighed.

Om Jordeferd.

NAar nogen bliffuer kranck oc ligger syug hoss oss/ da lade wii ske almindelig bøn for hannem den stund hand ligger. Døør hand i Gudz naffn/ da lade wii icke ringe for hannem/ før end Liget bæris til graffue/ da raade de och der fore som ere samme Døde menniske || anrørinde/ om de ville lade ringe eller ey/ och giøre effter Ordinantzens lydeisse/ och saa ath lade børnnene gaa der fore met Gudelig sang/ och opuecke de leffuinde til ath tencke paa døden/ oc ath gaa til graffuen och høre den formaning som der giøris.

156

Naar liget er da kommet til graffuen/ saa legger mand det strax neder/ och Presten kaster tre skulffue muld der paa/ met disse ord.

Aff iorden æst du/ och til torden æst du kommen/ Men Gud vil opreysse || dig paa den yderste dag.

SAa lader hand skyude graffuen til. Och da giør hand een føye formaning/ aff huad text hand vil/ effter som leyligheden da begiffuer sig.

Paa det siiste syunger hand met almuen.

Du ypperste trøstere i al vor nød/ etcet.

157

Register offuer denne lille bog.

Om lønligt Øcrifftemaal. A. ij.

Om obenbare Penitentz/ for obenbare synder. B. i.

Huorledis mand skal handle Sacramentet hoss de syuge. B. iiii.

Huorledis de skulle søgis som ere dømde/ eller skulle dømmis. C. iiii.

Huorledis ath Jordemodere skulle vnderuisis. D. i.

Huorledis ath Syuglige quinder skulle vnderuisis aff Predickerne. E. i.

Een maade effter huilcken Alters || Sacrament skal delis met Christne menniske. E. iii.

Huorlunde ath de forherdede menniske skulle vdlyckis fra Christne menniskers samfund/ det er/ ath sættis i band. F. iii.

Om Jordeferd. G. i.

Prentet i Kiøbenhaffn/ aff Hans
Vingaard/ den xxiiij. dag
Septemb. Aar. etc.
1538
H G H V D.
158 159 160

Wij Christian mz guds naade Danmarcks Norges Slawes oc Gottes konning/ Hertug i Slesswig Holsten Stormarn oc Dytmersen/ Greffue i Oldenborg oc Delmenhorst/ helse wore Rige oc Hertugdøme mz naade frid oc lycke aff gud.

EFter at Gud haffuer well stillet denne orlow oc bulder som nu fast werit haffuer/ oc foet oss wor herre faderfaders oc herre faders rige at regere/ da er dette dett helste wij vilde/ at wij modte ophielpe den forfaldene Christi lærdom oc rette dyrckelse/ huilckett wij well lenge haffde gerne seett vore vndersotte til gode/ intil det nu er goet for seg/ Christ haffue lob. ||

Dij wij haffue ladt forsamle prester oc predickere/ som lære vdi kirckerne offuer Danmarcks rige oc vore Hertugdøme/ oc befole/ att de oss skulle bescriffue en rett helig Ordinantz/ den wij kunde tage i vort beraad. Oc den samme toge wij/ oc senden bort till werdige fader Docter Morten Luther/ ved huilken Gud haffuer aff sin mildhed oc barmhiertighed vdi desse siste tider igien send oss Christi helige oc rene Euangelium. Saa ansaa han samme ordinantz mz de andre viise mend i scrifften/ som i Wittemberg ere/ god oc ret at vere.

Men paa det/ at det modte gaa des rettere til mz denne helige handel/ da haffue wij begieret aff Høgborne første Johan Frederick Hertugen aff Saxen/ kørførste etc. vor gode wen/ att hand hiid sende oss elskelige Hans bugenhagen aff Pomern/ en Doctor i den helige || scrifft/ Hues samme wise mandz raad oc tilhielp wij met wort raad hafue brwgt/ til att fuldgiøre denne helige ordinantz/ at mand skal wide oss icke at haffue werit sielffraadige eller fremfusinde her vdi/ men haffue brugt saa mange oc saadane tilhielpere.

Der samme Ordinantz wor nw bleffuen fuldkommen/ da indførde wij hende wed wor Cancellere for wort menige Riges 161 raad/ saa beiaede de/ oc toge wed aldt det samme Ordinantz indholder/ alleneste wore de det begierende/ at predickerne modte paamindes/ at de met det første wilde fare lempelig wdi den Christne meenhed met de syndere/ huilcke met tiden kand formenes det helige sacrament. Oc huo wilde ey lade seg dette behaffue? om han ellers er een Christen/ effterdij her tracteres dog intet andet end det pure Euangelium/ ocsaa Sacramenterne effter Christi || egen indskickelse/ Sang oc helige lectier/ om en erlig samquem til predicken oc det helige Sacramentes tildelene/ Huorledes vngdomen maa optuctes vdi bogen oc gode konster/ til guds helige ord oc den helige scrifft/ Huorledes tienerne i den helige kircke mue bliffue wel forsyrgede/ Scholerne holdes wid mact/ de fattige haffue syn rycht/ at børnelerdomen maa vere vdi alle huse/ at ocsaa bondebørn mue nw her effter wide/ det ey alleniste bønder/ men ocsaa ædele mend/ Ja wel konger oc Førster haffue icke sielf her til dags wist/ for huilket de skulle staa Christo til rette/ som seg haffue berømet den helige kirckes hoffueder/ oc haffue dog taget seg sielff och syn egen nytte wore. Huad kand nw her aff were mishageligt? Huo wil sige noget her aff at were/ det Christne menniske skulde ey sielff hiertelig gerne see gaa for seg? ||

Men at mand ey skal mene oss at haffue aldelis her vdi brugt ander mande tycke/ da bekiende wij mz stor tacknemhed/ at gud aff syn godhed haffuer end ocsaa giffuet oss nogen forstand vdi det helige Euangelio. Saa ville wij nu sige denne vor tycke om denne Ordinantz.

Tho honde stycker forhandles her i denne Ordinantz/ Det ene hører Gud alleneste til/ som er det/ at wij ville haffue Guds ord/ som er logen oc Euangelium/ retsindelig predicket/ Sacramenterne ret vddelt/ børn vel oplerde/ att de mue bliffue vdi Christo som indi Christum ere døbte/ at kircketienere/ Scholer oc fattige folck mue forsyrges syn føde. Sodant er icke vor Ordinantz/ Men der met ville wij tiene vor Herres Christi Ordinantz/ Huilcken er vor eni(g)ste || lerre oc mester/ saa vel som vor enigste frelsere oc visse salighed/ om huilcken 162 fadern roffte/ oc sagde/ hører denne. Som hand ocsaa sielff siger/ Mine faar høre myn røst. Den fielff samme haffuer obenbaret oc giffuet oss Euangelium indi verden/ huilcket tilforn haffde verit aff euighed vdi Gud skiult/ oc det befol hand at predicke for alle Creaturer/ Saa indstictede hand oc doben oc det helige alters sacrament/ huilcke hand befol at vddele oc annamme lige effter den samme syn egen indstictelse/ oc ey anderledis. Emod det Euangelium oc den Chrifti indstictelse skal mand ingen høre eller skiødte oc ey nogen Engel aff himmelen/ som Paulus tør sige/ ia som Christus ocsaa sielf siger/ mine faar kiende ingen fremmede mands røst/ men fly derfor. || Hui wilde wij nw were saa dorlige? at wij wilde her vdi forbye noget Concilium/ oc (maa skie) her forinden ds i wor wantro oc vgudelighed/ Concilia eller menneskelige Ordinantzer konde intet her gøre mod Guds ordinantz. Der som de Concilia wilde fordøme diefflsens lerdomme oc Antichristelige skicke/ aff huilke wij her til dags ere bleffne bedragne/ oc wilde befalle att predicke Euangelium retskaffelig/ oc lade Sacramenterne wddeles effter Christi egen indskickelse/ oc den Aposteliske lerdom/ saa som wij nw giøre met dette wort concilio oc ordinantz/ da modte de io were vgudelige oc ingen Christne/ som dennem icke annammede/ men sodant hafue wij lenge alt forgefues bid efter.

Nw wille de wel sige/ wij formene icke Euangelium/ men i skulle dog forbiye wor dom oc sigelse paa eders || lerdom. Der suore wij saa til/ at wij skiødte intet der om/ at de saa skuffis med sodane ord/ oc dicte sodan snack/ wij hafue det rette sande Euangelium/ som predicker de beslagene Samwittigheder synders forladelse forgieffues/ alleneste for Christi Guds søns skyld/ som bleff hedengiffuen for oss/ Oc naar wij saaledes ere skildte wed synden/ da regnes wij retferdige for gud/ ere Gudz børn oc arffuinge til det ewige liiff/ oc aldt det gode Gud haffuer/ huilcke Gudfader wil ewindelig elske vdi syn elskelige søn/ den wij formedels troen haffue annamet. Den samme haffuer fadern giffuet oss/ hui skulde hand ey ocsaa giffue oss aldt andet godt met hannem? Andet Euangelium

        

163 haffue wij icke. Men for dette Euangelio/ aff huilcket Gud prises oc æres/ haffuer det Antichristelige Parti foet oss Diefflsens lerdøme/ som lære oc predicke || løgn vnder skrømteri/ saa att hun drabelig siunes at vere en sand gudz tienste/ der haffue de foet oss plict oc bod for synden/ Statuter/ Klosterregle/ Obseruantzer/ Afflad/ Pilegrimssgang/ Brøderskaff/ deres optencte offringe/ deres weyerstyggelighed i messen/ Skiersild/ Weyde vand/ beskickede fastedage/ vnytrige Prestetider/ Vigilis for de døde/ Helige steder/ Klockedob/ Smørelse/ Ragelse/ wyede kleder/ deris vrene renliffuenhed/ deris forsorne ecteskaf/ huilcket gud dog haffuer skicket oc indstictet/ forbøden mad/ Christi blodz kalck den de haffue forbøet. Hellens paakald/ den misbrug de haffue indførdt vdi alle gierninger oc Ceremonier/ wed huilcke de haffue lærdt oss att forlige oss med gud oc gøre plict oc bod for synden/ oc saaledis forhwerffue synders for ladelse. ||

De sagde seg wel at kiende gud/ som Paulus scriffuer/ men met sodan lerdom oc handel nectede de det rette sande Euangelium/ Jesu Cristi blod/ oc gudfaders barmhiertighed/ der de icke lode synders forladelse bliffue forgeffues alleneste for Jesu Christt skyld. Desse Antichristelige løgner sende wij nw diefflen hiem igien/ deden de ere komne/ oc giffue gud ære/ i det wij tage wed Christi sande Euangelium. Saa lade wij oc Sacramenterne giffues oc annammes ret lige effter Christi egen indstictelse/ Ja dennem tage wij aff wor Herre Jesu Christo sielff endog vdaff tienerns haand/ lige som wij oc annamme Euangelium aff hannem sielff/ endog igiemen tienerns mund som det forkynder.

Huad fadtes oss nu? att wij ey || haffue det sande Euangelium effter wij ere nu ved troen til Christum forligte med gud/ oc ere giordte til gudz børn. Saa bekiende wij nu det samme som wij tro/ wij lære oc vore børn lige saa/ wij paakalde/ wij bede/ vij tacke gud/ oc høre gudz ord/ der bliffue wij voractige vdi/ det er oc den sande gudz dyrckelse effter de try første bud.

Ocsaa lade wij oss lære om gode gierninger oc ett 164 christeligt leffnet/ om tolmodighed vnder det helige korss/ om lydelse/ oc att christne folk haffue icke vden een low at leffue effter/ som er kierlighed/ vdi huilcken huer effter sit kald tien andre syne neste/ oc er der wis paa/ att hand giør Christa til tienste/ dett han sodane andre giør/ Gud giffue oss naade til/ att giøre sodane gode troens fructer bequemmelig/ andre til gode oc i rette tiide. ||

Dette haffue wij nu her til sagt om de stycker som høre til gudz Ordinantz oc skick/ huilken icke skal kaldes vor/ icke heller skal aff nogett menniske krenckes oc offuertredes. Oc den befalle wij att holde/ att wij der med ville lyde vor Herre Jesu Christo/ som den saa haffuer skicket oc befallett/ hannem till ære/ oc oss sielff till salighed.

Men det andet stycke i denne Ordinantz maa kaldes att vere vort/ fordij der vdi maa wel somt/ gud intet emod foruandles/ endog det ocsaa gud tilhør/ som er huad wij haffue skicket om personer/ tiid/ sted tall/ mode/ prestetiider/ sang oc Ceremonier/ om visitatz/ om en ærlig samquem etc. icke foruden skiellig sag/ oc ey med nogen synderlig helighedz mening/ men den sande gudz Ordinantz/ der før er omtald/ till tienste/ at den modte des bedre med bequem || hederlighed holdes/ dij aldt sodant skal tiene guds ord. dij huo wilde nu her effter i sodant ett Euangeliske lius begiere hyne vnyttige oc forfengelige Ceremonier? som oc haffue vrang mening paa seg om Guds dyrckelse oc retferdighed/ huilke mand pleyer at holde for Gude tienste/ oc sodane gode gierninger de fortienste skulde hafue met seg/ emod Troen til christum oc Gude riges Euangelium. Wif haffue her effter vel nog att giøre met de rette nødtørtige gode gerninger/ att wij tøre ey bewore oss med sodant klammer oc vnyttigt tingest.

Dij biude wij alle wore vndersotte/ Ehuad stat de ere vdi/ at de anname oc huer paa syn mode holde oc bewore denne Guds oc Wor Ordinantz/ den wij her nu haffue ladt vdgaa aff Prenten/ Ocsaa wore lensmend oc Superattendenter/ at de mz det første de konde/ lade gaa for seg || bode vdi kiøbsteder oc paa landzbyrene det som her beskicket staar. Oc 165 tenker det wed eder sielff/ at effterdij de forskaffe seg sielff en dom oc fordømelse/ som Paulus siger/ huilke den guds Ordinantz ere modstandige/ som staar ickun vdi en verdzlige mact oc øffrighed/ huor meget ydermere de da mon fordøme seg selff/ som foracte den gudz ordinantz/ som er wor Herres Jesu Christi Euangelium/ eller oc det ere modstandige. Huilket Moses haffuer ocsaa tilforn kundgiordt/ huilcken som icke hører den Prophet christum/ den wil ieg heffne offuer/ siger herren.

Icke skulle end helder wij ladet blifue vstraffet der som nogen fordrister seg til aff egensindighed at staa emod noget
vdi denne Ordinaantz/ dij wij haffue icke end helder den
mact oss er aff Gud giffuen tilforgieffues.
Wor Herre Jesus Christus bewore
eder Ewindelig.||

Giffuet paa wort Slaat i Kiøbenhaffn Aar effter Guds byrd
M.D. xxxvij. Den anden dag i Høstmonet der
Superattendenterne bleffue wyede oc
offuerlyst for skickede til Stictene.

Ecclesi. xij.
Frychte Gud/ oc holdt hanss bud/
dij det hør huert menniske til. ||
166

En god ordinantz oc kirckeskick er begreben synderlig vdi desse vi stycker.

Det første er lærdomen

Att der maa vdkieses gode skickelige predickere/ som konde retsyndelig predicke Euangelium/ bequemmelig vddele sacramenterne/ oc rett skickelig forklare børnelærdomen/ som ere de X. bud/ troens articler/ Pater noster/ oc sacramenterns brug/ for de vnge oc wfulkomne christne.

Det andit er Ceremonier oc vdwortis kircketienste

Att der maa forordenes nyttelige oc endrechtige skickelser offuer alle sognekircker/ at de enfoldige ey mwe forarges aff nogen wliglighed i nogen saadan handel. ||

Det tredie/ er Scholerne

Att der tilskickes gode bequeme scholemestere vdi kiøbstederne/ oc smaa steder/ huilcke med rett skickelighed kunde oplere vngdomen i alle maade.

Det fierde/ er en menig Riste

For kirckens tienere oc de fattige/ att der maa were att forsørge kirckens tienerne deris nering vdaff/ ocsaa de fattige mwe bliffue holpne.

Det femte/ er om superintendenter oc deris probster

At der mwe were saadane som kunde holde tienerne wed deris embide/ oc see til med/ at alt ting maa alle wegne gaa skickelig oc ret til. ||

Det siette er om bøger

At gode sogneprester mwe haffue att drage nogit merckeligh rett sand gudelighed vdaff/ oc ey bliffue snart vforseendes forgiffne aff nogle onde bøger/ huordane mange ere allerede vdgangne/ ocsaa daglig io flere vdgaa.

167

At komme nw til det første/ som er lærdomen/ Huilcken oss til wor salighed tien/ wed huilcken Gudz welgierninger/ de Christus oss haffuer forhuerffuet/ vdkyndes for folck/ oc vddeles ibland alle dennem som tro. ||

SAa indholler da samme lærdom synderlig tre puncter/ Først dett hele Euangelij predicken/ huilcken der hoss ocsaa hart kreffuer sand penitentz oc bedring/ troen oc hindes fructer/ som ere gode gierninger.

Den anden/ Sacramenterne skickelige oc lowlige indskickelse oc brug/ huilcke ocsaa kreffue en sand penitentz/ styrcke troen/ oc paaminde oss om troens fructer.

Den tredie/ en enfoldig forklaring paa børnelærdomen/ wed huilcken der klarlig wises vdi huad maade mand skal rette oc bedre seg/ giffues kundskaff paa synder oc gode gierninger/ oc wises bode huilcken den rette sande tro er/ oc huorledis wij hinde mwe offuerkomme.

Framdelis/ skal nw denne hele || Euangelische lærdom alle wegne were reen/ wis oc endrechtig hoss alle/ oc for ald ting skal her med fliitt oc retskaffenhed/ trenges hardt ind paa den artikel om menniskens retferdighed/ at huer maa forstaa huad troen er/ oc huad hun vdretter/ huorledis wij hinde offuerkomme/ oc huilcke lunde menniske worde retferdige/ ia ocsaa huad mening predickerne skulle sielff der om haffue/ oc huorledis de predicke skulle.

Her wille wij nu fortelle nogre synderlige articler/ til huilke mand/ som til oprindelige vdflud/ maa vdi predicken haffue synderlig tilfluct/ att talen ey maa hiid oc diid huige/ oc haffue huercken hoffuet eller hale/ som ere desse effterscreffne. ||

Om Gudz low oc gudfructighed

Om Euangelio oc troen til Gud

Om penitentz/ huorledis mand seg skal rette oc bedre.

168

Om korsset.

Om bønen.

Om gode gierninger.

Om den frij willie.

Om den christelige frihed.

Om gudz ewige forsiun.

Om menniskelige paafund.

Om øffrighed oc herskaff.

Om ecteskaff.

Om hellene. Om faste.

Om billeder/ oc saadane. stycker flere/ at predickerne ey forstøre enfoldige folkes sind med nogen vfornomstig predicken/ oc kiyse dennem saa fraa Euangelio.

Huilcke wij oc her wille haffue paamindte/ att de were worlige/ oc for ald ting see seg wel for/ naar de tale om gudz ewige forsiun/ om den christelige frihed/ eller om saadane || andre troens articler/ som langt oc wiidt offuergaa menniskelig forstand/ vdi huilke article menniskelig skiel lader seg ocsaa ledtelig forarge. Ocsaa skulle de tage seg wore/ at de ey forklare oc handle nogit som mørckt oc vforstandeligt er/ vden de oc skienbarlig nødes til. Huilket de ald sammen aff gudz naade mwelig wel bekomme/ Om de ellers idelig ere vdi gudelige bøner/ oc med fliit bede Gud/ oc ere windskibelige til att lese gode bøger/ oc synderlig for alle andre articler lære mz ald fliit den/ om synden oc synders forladelse.

Nu staar sacramenterns retskaffne tildelelse/ oc børnelerdomens enfoldige vdleggelse her paa/ at sacramenterne lige effter gudz ord vddeles/ oc børnelærdomen lige saa med beskedenhed forklares/ Ocsaa wille wij oc biude/ at sodant skal skee lige eens hoss alle. ||

Nw ere der aff Christo indstigtide ij Sacramenter/ Doben oc Herrens nadure/ om huilcke bode der læres vdi børnelærdomen/ dog regner mand dette for det tredie/ som kaldes penitentz/ det er bod oc bedring/ nar een syndere bekender seg sielff/ oc fortryder syn wildfarelse oc synd/ oc tager saa affløsning formedels Euangelium/ oc kommer igien til den pact han haffuer giort med Gud i doben.

169

Det andit stycke er om Ceremonier/ huilcke ere fodane skicke vdi kircken/ som ere menlig optagne for en god skickelighedz skyld/ forvden ald retferdighedz oc nødtørtighedz mening.

  • En skick om børnesang i kircken. i.
  • Huorledis messen skall holdis for folket. ij.
  • Om Gudz ord at predicke iij. ||
  • Om att døbe børn iiij.
  • Om att affløse v.
  • Om att berette folk vi.
  • Om att holde heligt vij.
  • Om at giøre ecteskaff viij.
  • Om predickere at beskicke ix.
  • Om at bandsette de forherdede x.
  • Om at besøge de siwge xi.
  • Om at were hoss dennem som skulle affliffues xij.
  • Om at iorde ligh xiij.
  • Om at vnderwise iordemødere xiiij.
  • Om at lære quinder i deris barnefødsel xv.
  • Om hworledis mand skall handle med de quinder/ som deris egne børn ligge ihiel. xvi. ||

Først om børnesang/ oc lessning i kirckerne/ at wenne dennem der med til den helige scrifft/ huor Vicarierne wel ocsaa mwe were til stede/ huilke endnw nyde sine prebender/ men dog lade seg aff scholemestern raade.

Om søgnedage fraa viij. eller ix slætt/ naar det ringer/ mwe børnene effter sedwone søge kircken/ oc som tho børn haffue begyndt antiphonet/ saa skulle Chorene mod huer andre siunge effter samme antiphens tone iij otesangs psalmer/ Eller oc fære/ effter sogneprestens tycke/ at børnene ey beswaares med alt formegen sang/ oc der til med een part aff de xxij vdi den psalme/ Beati immaculati/ med Gloria patri 170 etc. oc ald tiid naar den forscreffne || psalme Beati etc. er vde/ da skal mand een sinde i hindes sted siunge den psalme Quicumque vult saluus esse/ oc siden tage antiphonet igien/ oc siunge det vd. Strax effter Antiphonet er vdsiunget/ naar der icke predickes/ da skal ett barn/ i den sted som Capitelet pleyede at leses/ aff det ny testament begynde en latine lectij med denne begyndere. Lectio sancti Euangelii Matthei capite Primo/ oc enden saa som prophetierne pleyede att endes. Der mand saa wil/ da maa en anden oc lese een/ Ja wel ocsaa den tredie des ligeste/ om det saa godt siunes/ dog paa Danske lige det sielff samme/ som de første tho siunge paa latine.

Effter samme Lectij mwe de begynde en dansk sang eller oc Benedictus || med et antiphen/ om de saa wille/ Siden skulle børnene falde paa knæ oc sige/ Kyrie eleeson/ Christe. Kyrie etc. oc lese pater noster.

Der nest skal een aff tienerne sige/ Ostende nobis domine misericordiam tuam/ med syn gienswar aff Chorit/ Saa Dominus vobiscum med Collecten/ paa det siste siwnge børnene/ Benedicamus domino.

Oc der som da nogle ere/ de for nogle merckelige sager/ hwilcke der tilkiende giffuis/ begere at beretes/ saa mwe de wel bliffue berette/ eller oc effter predicken/ om der skal worde predicken/ Dog skal der were skinbarlig nødtørtighed paa ferde/ paa det at den menige nadre ey maa siunes at foractis der med.

Lige sammeledis om samme søgnedage fraa ij. eller iiij. slætt/ naar det ringer/ maa mand lige saa siunge iij. eller oc fære afftensangs psalmer || effter antiphonens tone/ vnder tagen den part aff den psalme/ Beati immaculati.

Framdels skulle oc børnene siunge lectier for Capitelet aff det gamle testament/ med den wonlige begyndelse oc ende/ saaledis/ Lectio libri Geneseos capite primo/ etc. der effter søgnedags Hymnen/ Siden en dansk sang/ eller oc Magnificat med et antiphen/ oc saa endes det/ lige som om morgnen.

Om helige dages afftener/ oc om helige dage til afftensang maa ald ting giøres oc wed den samme maade/ men da skal effter Lectierne siunges ett Responsorium med Gloria Patri/ 171 siden hymnen/ oc effter hinde Magnificat med ett antiphen/ paa det siste/ Nunc dimittis foruden tone/ oc saa endes det som her tilforn.

Til otesang om søndager oc helige dage/ skulle for predicken siunges || iij Psalmer eller oc fære/ oc ij parter af Beati immaculati/ med ett antiphen. Effter huilcke børnene skulle mz medelmode røst foruden tone oplese børnelerdomen/ saa dog/ at scholemester begynder først paa huer part/ saaledis at siunge for/ først. Hec sunt precepta domini dei nostri. Siden tage børnene det andet langsommelig een det ene/ een anden det andet saa. Ego sum dominus deus tuus/ non habebis etc. ij. Scholemester. Hij sunt articuli fidei nostre. Siden børnene een effter anden/ Credo in deum patrem. iij Scholemester. Hec est oratio dominica/ Siden børnene effter huer anden/ Pater noster qui es in celis/ sanctificetur nomen tuum etc. iiij Scholemester. Hec est commendatio sacramenti baptismi qua mandauit Christus vt in ipsum baptizemur dicens. Siden børnene effter huer || andre/ Ite in vniuersum mundum. v scholemester/ Hec est promisio vsus et donatio clauium ecclesie/ Siden Børnene. Ait Jesus/ Tu es Petrus/ et super hanc petram etc. vi scholemester. Hec est institutio sacramenti corporis et sanguinis domini nostri Jesu Christi. Børnene dominus noster Jesus Christus.

Effter denne børnelærdom mwe børnene/ om saa teckes/ lese lectierne/ effter lectierne maa ett Responsorium siunges/ oc børnene mwe siunge werset med Gloria patri/ siden/ Te deum laudamus/ oc endett effter sedwone.

Om søndager oc helige dager skall ald ting giøres vdi afftensang lige som om heligedags afften. Men der som sangen forlenges saa meer end nytteligtt kand were/ for predicken der skee skall/ da maa sognepresten till kircken || handle med scholemestern/ att han lader somt staa tilbage.

Framdels wille wij oc biude/ at vdi domkircker oc kloster skal ald ting lige saa holdes med all Gudz tieneste/ oc ey de skulle lese nogle prestetider vden de tempore/ Men tage seg for alt tins nøye wore for att siunge nogit som kan were den helige 172 scrifft emod/ Ja her see bispen eller Superintendens flittelig til/ att her andit intett skeer enten i domkircker eller kloster.

Wij wille lade bescriffue dennom en skick for seg sielff vdaff den helige scrifft/ huorledis de skulle siunge de vij dags tiider/ oc den lade trycke sist i den latinske ordinantz/ Att de aff Bibelen mwe øffue seg vdi Guds ord. ||

Huorledis Messen skal siges i almindelighed for folket/ dij alle andre altermesser afflægges aldels/ oc all eneste een holdes mene for dennem/ som seg wille lade berette/ fordi messen er dog intet andet/ end Herrens naderes brug/ til att trøste de skrøblige samwittigheder/ oc at forkynde Herrens død.

SAa skal der nu holdes een høgmesse om søndagen/ for dennem som wille lade seg berette/ vdi de wonlige messekleder/ offuer ett brid altere/ med wonlige kalck oc disk/ oc tende liws.

Canicherne/ oc sønderlig de/ hues domkircke icke er nogen sognekircke/ mwe holde paa latine een søndages messe/ om der ere de seg lade berette/ || den tiende messe wille wij de skulle platt offuergiffue/ oc saa mwe de forkynde Herrens død.

Her skal mand achte/ at pater noster oc ordene som lyde paa nadern/ bliffue lest paa danske/ saa wel i domkircker som i andre/ effter som det dennom bliffuer forscreffuet.

Tienern/ som messen skal holde/ skall falde paa knæ for alteret/ oc wed seg sielff lese Confiteor.

Saa skal hand oc bede for ordsens framgang/ for kongen/ oc riget det stund folket siunger.

Siden skal han forfylle messen effter den wedtagne sed/ saa dog/ at hun icke bliffuer besmittet mz noget ord/ som lyder om offer eller gierning/ som vdi pawens kircke er skied med misbyrckelse oc bespottelse.

Først skal siunges eller leses indgangen/ men icke nogen anden/ end || den som er tagen aff scrifften/ saa som de ere der falde om søndage/ oc om Christi høgtiidz dage/ tagne vd 173 aff psalteren/ eller vdi den sted nogle danske psalmer/ oc synderligh paa landzbyerne.

Kyrie eleeson vnder adskillige noder effter tiidsens adskilighed/ lige som her til dags haffuer weritt holdet/ med den engelsche lobsang Gloria in excelsis deo/ den presten skall paa latine eller danske begynde/ oc siden skal kircken forfyllen.

Saa wender han seg til folket oc siger/ Herren were med eder/ oc wender seg saa om igien/ oc less Collecten/ men aldt paa danske/ oc den all eneste een/ vden tiidsens nødtørtighed effter syn leylighed esker end een. Oc folket skal aldt swore Amen. Naar det er nw giordt/ saa wender hand seg atter igien til folket/ oc less epistolen/ men aldt paa danske. ||

Halleluia/ som er en ewig liud i den helige kircke/ skulle ij børn siunge med werset/ men foruden den lange hale bag effter. Siden i den sted som mand pleyede at siunge Gralen/ maa siunges en dansk sang tagen vdaff scrifften/ eller oc en grale alleneste med ij. vers. Alle sequentier skulle lades tilbage/ vden i de tre Christi hoffuet høytider/ fraa Jull oc intil Ryndermysse/ Grates nunc omnes/ med syn danske sang der hoss. Nu lader oss alle tacke Gud wor Herre etc. Fraa paaske oc indtil Pindzdag/ Victime paschali laudes med syn danske/ Christ staad op aff døde/ Oc Pindzdag/ Veni sancte spiritus/ med syn danske sang/ Nu bede wij den helige aand etc.

Nu wender hand seg til folcket igien oc less Euangelium/ men aldt paa danske/ med denne begyndelse. Desse effterfyllinde ord etc/ der nest || atter wender hand seg til alteret oc siunger/ Wij tro aldsammen paa een gud. Ocsaa maa wel scholemestern den begynde paa danske/ oc siungen heel vd med kircken.

Her effter skall nu ald tiid den wonlige predicken skie/ oc naar hun er vde/ ere der da de som wille were berette/ saa berede seg tienern brød oc Win/ effter som de ere mange til/ de seg wille berette lade. Saa skulle de samme giffue seg op till alteret/ mendene wed den høgre/ oc quinderne wed den wenstre side.

Naar tienern er da rede/ saa skal han wende seg til folcket som wil were beredt/ oc skal giøre en formaning til dennem om sacramentet.

174

Naar den er giordt/ saa wender hand seg til alteret/ oc skal med høy røst siunge. ||

175

176

177

Oc for alle andre skulle de iaa siunges paa danske maall/ oc strax paa || ordene maa han bequemelig opløffte/ oc lade vnder des tingre med klocken/ som sed er/ om tienern saa tyckes/ dij her vdi skal den christelige frihed holdes wed mact/ saa dog/ at folket der om tilforn paamindes saa megett som behoff giørs/ saa skal her oc intett forwandles vden bispens samtycke oc befalling.

Naar presten vdskiffter brødet oc kalcken/ da skal han intet sige til dennem som berettes/ effterdij det er dog alle mand offuerlydelig sagt aff Christi egne ord der det bleff weyd. Ocsaa skulle tienerne flittelig legge wind paa/ at wide tallet paa dennem som skulle berettes/ at de ey mwe nødes til at wye tysser. Da skal oc scholemestern begynde/ Jesus Christus nostra salus/ eller noget andet saadant/ Men strax folcket er berett/ saa skal sangen ophøre. ||

Naar det er nw giordt/ saa skal presten wende seg til folket/ oc sige/ Herren were med eder/ oc wende seg saa om igien/ oc lese Collecten for en tacksigelse. Oc folket skal swaare/ Amen. Siden skall hand atter wende seg til folcket/ oc sige først/ Herren were med eder/ der effter skall han welsigne folckett med den welsignelse som screffuen staar i den fierde Mosibogs vi. capitel.

+ Herren welsigne deg/ oc bewore deg/ Herren lade lyssne sytt ansicht offuer deg/ oc were deg naadig/ Herren ledte sytt ansiun paa deg oc giffue deg frid.

Saa skal kircken swore Amen. Oc scholemestern eller degnen hwo han er/ skal bedynde de x. bud/ eller oc en anden stacket sang paa danske oc der med bliffueret vde/ vnder des maa tienern afføre seg/ oc fly ald ting sammen/ falde saa atter paa || knæ for alteret/ oc tacke gud saa lønlig wed seg sielff.

Men naar der er ingen at berette/ da skal der icke weyes sacramentet/ paa det att wii ey mwe falde vdi sacramentens misbrug/ naar wij saa handle det mod Gudz befalling/ dog maa presten lige wel forfylle messen stoendis for en bogstoll/ oc icke for alteret/ vdi messesercken all eneste/ oc lade hageln ligge/ saa att hand springer offuer naderns ord/ oc effter een 178 sang eller tho leser en Collect eller tho/ oc siden som wonligt er welsigner folket.

Wdi de store Christi høytider/ som Jull/ paasche/ Pindzdag/ helige trefoldighedz søndag/ maa der siunges vdi stederne indgangen til messen paa latine/ Gloria in excelsis/ Halleluia/ med sequentier de rette ere/ ocsaa prefationes latine/ huilke tienern saa skal begynde/ dominus || vobiscum/ Sursum corda/ oc saa framij. Der nest Sanctus/ oc saa Pater noster med naderns ord/ men dennem alt tiid paa danske mol/ Paa det siste/ Agnus dei/ Men her raader dog tienern sielff for aldt sammen/ naar han wil siunge latine eller danske.

Hworledis til skal gaa med predicken.

FOrdij Euangelij predicken tieen oss til at faa gudz ond/ oc den ewige salighed/ med huilken predickerne synderlig staa i Christi sted/ som han sielff haffuer sagt/ huo eder hører den hører meg Luce x. Oc derfor skulde de icke lade seg nøye der med/ huilcke lunde det kommer fram/ men med retskaffenhed skulle de bequemmelig forfyllet som ett gudz ord/ som aff gud oc vdi gudz aasiun wed Jesum Christum skulle de || siget fram/ At de vdi ingen maade forkrencket enten mz tilleg eller frategt.

Først skal han da/ som predickendes worder/ formane folket til at paakalde gudz hielp/ der nest skal han fortelle texten som skal forklares/ oc siden vdleggen/ oc ey skal han forlenge syn predicken offuer en time. Icke skal han heller staa oc sige huad hannem sielff løster/ men huad der hører til sagen skal han paaminde mz klare ord/ saa at mand forstaar hannem/ for ald ting skal han holde seg vdaff alle honde skiendzeler oc forhonelse/ saa at han iaa ingen rører wed naffn/ all eneste skal han straffe synden i almindelighed/ oc saadant som han haffuer hørdt/ oc weed for wist/ huad han intet haffuer hørt tale om/ dett skall han tiye. Icke skall hand heller hadskelig lade ilde paa Papisterne/ med minde end han der om paamindes/ oc deris onde exempel esker sodant. ||

179

Naar predicken er nw vde/ saa skal da predickern atter tilraade folket at bede/ bode for det aandelige oc werdzlige liffs nødtørtighed/ oc aldt det behoff giøres/ Oc ald mest for wor naadige herre oc konge/ at gud oss wille wed hannem beskerme/ oc giffue det helige Euangelio syn rette fremfart/ at wij vnder hans naade med frid motte kunde forfremme gudz ære/ saa skal den menige kircke bede Pater noster. Naar den er vdbeden/ saa skal scholemestern begynde en dansk sang synderlig for frid/ oc med den hele menhed siunge den vd.

Eller om der er nogen synderlig nød for hende/ da maa der siunges enten Da pacem/ eller leses Letanier/ som pleye at leses/ oc siden en Collecte som lyder om samme nødtørtighed/ saa skall folcket stvaare Amen. Siden fyll formaningen/ || som tilforn er hørt vdi messen.

Her skal mand nw acte/ att de wonlige letanier skulle i det mindste een sinde om wgen siunges effter predicken/ hwilcken dag sognepresten wil.

Om søndagene vdi stederne skal ald tiid predickes dett wonlige søndags Euangelium/ vdi Otesang orlig om morgnen aff Capellanen/ oc vdi messen aff sognepresten. Men effter maaltiid børnelærdom ald tiid for de onge saa well som de gamle/ først budordene/ der nest troens articler/ siden Pater noster/ oc paa det siste/ hworledis facramenterne ere indskickide oc bruges skulle.

Saa dog/ at der stedze huer sinde een punct fuldendes/ oc ald tiid i enden skulle de alle fylle een wis oc endrectig vdtydning/ Lige som hun staar vdi Lutheri lille Catechismo.

Icke skall oc nogen der bewise || syn wiisdom oc skarpsindighed/ men ald ting skal han her giøre til kirckens opbyggelse/ at der ald tiid maa høres aldt det samme aff alle/ oc folket maa des wissere vnderrettes aff lærdomens endrechtighed. Men alt det stund een partis article forklares huer for seg/ da skal ald tiid den samme hele part mz alle syne article fortelles/ Dog saa langsommelig/ at vnge folck mz alle andre mwe tiendes hoss seg sielff kunde fylle mz/ Ocsaa skal huer partt wed nogen syn synderlig mode begyndes oc endes mz 180 den tale som der til hør/ den ene saa wel som den anden. Oc strax samme børnelærdom i alle syne parter er saaledis ænd/ saa skal mand ald tiid tage først paa igien.

Tysser om vgen skal i det høgeste predickes vdi stederne/ om onsdagen oc fridagen/ men naar obenbare nødtørtighed seg begiffuer/ da tager mand wel de tho dage til/ tiisdagen oc torsdagen/ || oc ey skulle der da andre bøger predickes/ end de som ere ledte oc nyttelige/ saa som søndagers epistoler eller noget sodant/ mz huilcken mand kan formane folket til sand penitentz/ sand gudfrychtighed/ rett tilliid til gud/ oc sande gode gierninger/ dij vden penitentz kan en rett tro icke were/ icke er heller penitentz foruden troen det hun wil siunes/ Oc de tho wil Christus hafue bode predickede tilsamme/ Lu. xxiiij.

Men dog laste wij icke/ at der ocsaa i de steder/ huor som folket er meget/ oc predickerne mange/ bliffuer ocsaa aff andre bøger huer dags predicken/ der som ellers dett forhandles/ som kan were til opbyggelse.

Paa landzbyerne skal oc lige sammeledis ald tiid om søndagerne predickes det wonlige Euangelium en half time/ oc den anden halffue time skal bruges til at forklare børnelerdomen vdi. Oc der som nogle/ af de nu ere sogneprester paa || landet/ kunde icke rett predicke dett gud tilhører/ da mwe de aff danske Postiller lese ord fraa ord for syne folck/ bode Euangelij vdlegning/ oc børnelerdomens forklaring/ dog saa at de med tiiden wenne seg til at predicke oc tale sielff/ at de ey tage nogen orsage til lisenhed/ aff dett der saa till nogen tiid offuerberes med dennem i kierlighed.

Hiver søndag skulle landzpresterne forklare een artickel aff nogen part vdi børnelærdomen/ Oc aldt det stond de duelle vdi een part/ da skulle de ocsaa/ som før er sagt om kiøbstederne/ ald tiid fortelle den hele part/ som naar de ere vdi budordene/ oc haffue eett at forklare/ da skulle de lige wel oplese alle de andre/ endog der saa til forklaring icke flere vdlegges end det ene/ oc lige sammeledis i troens articler oc pater noster. Oc saa beskedelig skulle de oplese || samme articler/ at huer aff bønderfolcket kand saa tiendes wed seg sielff telle dennem effter.

181

Men huer part aff samme børnelærdom skulle de ald tiid med sodan en wis oc kort vdlegning beslutte/ som der staar i Lutheri lille Catechismo/ de skulle oc icke giøret anderledis end saa/ oc ald tiid skulle de begynde oc ende huer aff desse sex parter/ de børnelærdomen indholler/ med nogen merckelig begyndelse oc ende/ Oc det skal wore ald tiid/ for hues skyld samme børnelærdom oc skal begyndes paa ny strax effter han er een sinde end.

Effter predicken skulle predickerne tencke til at lade ald tiid skie bøner for wort herredom/ for den almindelige nødtørtighed/ oc det rene gudz ordz frij framgang/ saa at huer mand aff ganske hierte oc how beder gud med en Pater noster.

Paa det siste skal der siunges en || dansk sang/ eller de wonlige Letanier med en Collect/ om den menige nødtørtighed det saa kreffuer.

Mod de tre Christi største høgtiider/ Jullafften/ Poschafften oc Pindzafften til afftensang skal predickes fierde parten aff en time/ men det wille wij at skulle skiee all eneste vdi kiøbstederne. Oc paa de samme høgtider tre dage omkring/ ocsaa effter middag/ skal mand predicke om høgtiiden. Paa de andre høgtiider/ som ere nyt aars dag/ helige tre kongerdag som han kalles/ Ryndermys dag/ Marie bebiudelses dag/ wor Herres himelfardtz dag/ Marie besøgelses dag/ S. Hans baptistes dag/ S. Miches dag/ oc Alle hellene dag/ skal der predickes om dagen allene/ oc intet om afftene tilforn/ vden mand wil/ Dij flere høgtiider holde wij icke end desse samme med søndagne. ||

Nogle sønderlige predickene falder der om aaret/ som s. Staphens dag/ da skal der predickes om diaconer/ oc der hoss tales om S. Lauritzes exempel/ att folcket maa indgrondes en merckelig omhyggelighed for de fattige.

Paa S.Hansses dag/ som falder tredie Julledag/ om atskillige kald/ at hwer acter syt kald/ oc lader det seg saa bliffue befallet/ at han icke dett forlader/ oc legger seg effter noget andet.

Den søndag/ Esto michi/ det er fastelawenssøndag/ skall 182 leses dett Euangelium math iij. oc den dag skal forklares aldt dett dobsens sacrament haffuer paa seg.

Skiertorsdag skal forklares Christi legoms oc blodz sacrament/ || Oc der som nogen da wil lade seg berette/ da skall ald ting med sang oc lessning gaa til lige som om søndagen/ All eneste skal folket der om flittelig paamindes/ at mand ey den tiid tager sacramentet aff en blodt sedwone for tiidsens skyld.

Om afftenen skal der oc tales noget om den fodtuet/ huorledis Christus tode disciplerns føder/ ocsaa om den banghed han følde i hawen før han gick til døde.

Langfridag om morgnen effter børnesangen/ naar det menige folck haffuer vdsiunget den danske sang tilsammen/ saa skal predickern opstige oc oplese den hele pass/ stycke effter andet/ lige som han er sammen screffuen vdaff de iiij Euangelister/ wed docter Hans Pomer/ indtil opstandelsens historij/ Oc begynde saa. Dette er wor Herres Jesu Christi pinsels historij/ som hun er || aff de iiij. Euangelister opscreffuen. Der wor Herre Jesus Christus haffde effter nadern tacket/ da gick han heden vd offuer den beck Cidron etc. Der effter maa han paa en halff time wise folket hans pinsels brug/ oc siden effter moltiid widere forklare de andre stycker i passen. Der som oc nogen begerer at berettes paa denne dag/ saa lade seg berette/ men ald den part aff messen/ som wonlig er for predicken/ maa bestaa seg/ saa att mand begynder effter predicken paa formaningen/ oc lader pater noster fylle strax effter.

Den søndag Quasi modo geniti nest effter Posche/ aff den orsage det Euangelium Johannis xx. giffuer/ skal predickes om den helige kirckes nøgle/ mact oc myndighed.

S. Hans baptistes dag skall mand predicke om gudz ordz lydelige predicken/ mod hyne giendøbere/ || som prale saa fast med dett prophetiske ord/ Erunt theodidacti/ at huer skulde leres aff gud sielff/ oc der med foracte den mundelige predicken/ oc legge alle scholer øde. At mand dog icke lader historien om s. hans staa tilbage/ huilcken ey kan med een predicken wel endes/ om hans vndfangelse/ fødsel/ predicken oc 183 halshuggelse/ dij kan der bliffue noget bestoende til en anden sinde. Ocsaa maa der wel paa samme dag siunges den Sequentz om hannem/ Psallite regi etc.

Alle hellenedag skal der predickes om den rette Christelige tro/ som gudz hellene haffde/ oc huorledis mand dennem skal effterfylle/ at den helige kircke maa forstaa/ huorledis hellene mwe gudelige heres/ forvden paakald oc all wrang dyrckelse.

S. Michels med alle engelers dag skal skie en almindelig tacksigelse for ald den grøde mand haffuer || det aar faat. Oc for en tacksigelse skal der med hiertes gudelighed siunges strax effter predicken aff den hele menhed/ Te deum Laudamus. Saa skal der den hele dag bode om morgnen for middag oc effter moltid predickes om englene huad gaffn wij haffue vdaff deris tienste oc hwi mand maa wel ald tiid tacke gud.

Om helige dags hold.

Dy her maa holdes sønderlige helige dage/ icke for dagenes egen skyld/ men paa det at ordet maa bliffue predicket/ oc at alle stycker/ de Euangelium indholler/ mwe til gaffn bliffue forklaride.

Ingen helige dage/ som før er sagt/ tage wij wed/ vden de wonlige søndager/ att folck een sinde om vgen maa hwile seg aff arbeyd/ høre Guds ord/ annamme Sacrament || almindelig med huer andre bede om ald nødtørfft/ oc tacke gud for welgiordt.

Tre Christi hoffuet høgtiider/ vdi tre samfelde dage holde wij for Christi histories skyld helige/ des ligeste Nyt aars dag/ helige tre kongerdag/ Kyndermyssedag/ Marie forkyndelses dag/ Oc der som den samme faller i Dimelvge/ da skal han holdes Palmeløffuerdag effter gammel sed. Wor Herres himelfardz dag/ Marie besøgelses dag/ med sitt wonlige Euangelio/ men Epistolen skal leses aff Jesaie prophetij cap. xi. der skal vdgaa en quist etc. oc endes der/ oc hans leyersted skal worde hederlig/ S.Hans baptistes høytid/ s. Michels dag for en tacksigelse/ oc alle hellene dag.

184

Aposters dage skulle aff predickestolen forkyndes/ oc med s. Marie magdalene oc s. Lauriis dag opsettes || til deris nest effter fyllindes søndager. S. Marie magdalene dag maa wel siunges den sequentz/ Laus tibi Christe etc. Dog skal der paa samme søndager ald ting leses siunges oc predickes/ effter som der om søndagen faller/ at der alleneste bag vdi predicken paamindes/ om der er noget wist oc sandrutt om dennem i scrifften/ der mand kan tage efftersiun aff/ til at tro gud/ elske syn neste/ oc tolmodelig bere det helige kors. Men huor som skieer daglig predicken/ der maa det were friitt/ att forhandle samme Euangelium eller historij paa samme dag som hun faller.

Hworledis doben skal tilgaa.

Dy Doben er dog en besegling paa de stycker/ hwilcke wij tro om Christo/ Ja en || pact den gud haffuer giordt med oss vdi Christo/ styrckendes troen/ hand bemercker en penitentz/ huilcken kreffuer ett christeligt leffnet.

Børn skulle døbes med dansk lessning/ oc i den samme funct som sedwon er. de skulle blodtes/ oc saa tre sinde offuerøses mz wand/ dog skall mand giffue skiøde paa deris førlighed/ om dett er saa i tiiden/ att de oc tollet at bares/ dij mand søger med doben børnens welfart/ oc icke deris forderffuelse.

Saa skal nu døbefadern adspørie fadderne/ hues barn det er oc om det er hieme døbt. Der som han hører da/ at det er rettelig døbt/ da skal han ingen londe døbet igien/ effterdij der er icke vden een dob til/ Ephi. iiij. Al eneste skal hand da opregne troens articler vdi spørsmols wiis som sed er/ lese Euangelium Marci/ oc bede Pater noster. Siden skal han sige || til dennom som nerwerendis ere/ oc sønderlig til fadderne/ (Huilke barnsens forældre der til bede skulle oc saa siden det er døbt/ om de icke saa fage tilforn komme wed) brødre oc søstre/ Dette barn er nu Døbt oc haffuer allrede den helige ond mz synders forladelse/ Der for wille wij icke døbet igien/ att wij ey mwe spotte oc forhone den helige ond/ huilcket i faddere skulle widne saa som widnesbyrd for alle andre/ oc 185 tace den Herre Gud/ som det haffuer taget til naade wed Christum. Siden skal han sige til barnet/ Herren bewore bode dyn indgang oc vdgang fraa mv oc indtil ewig tiid/ Fadderne swore Amen.

Oc bede saa den siste bøn som leses sist i børnedoben. Den aldmectige Gud oc wor Herres Jesu Christi fader etc. ||

Paa det siste skal han med faa ord tale fadderne til/ att de nw her om skulle alle wegne bære widnesbyrd/ oc der som det saa hende seg/ at forelderne til barnet døde/ de da wille saa meget som dennem er mweligt/ om de der ere nerwerendes tiltede/ were samme barn vdi forelders sted/ i de ærinde som salighed ere anrørindes.

Men der som barnet icke er døbt/ eller oc der twiffles (som wel offte skieer) paa barnsens dob (Dij doben skal med wilkor icke haffue wering hoss oss vdi kircken/ som mand pleyer at sige/ erst dw icke døbt/ da døber ieg deg) da skall der først giøres en formaning til fadderne/ som der staa hoss/ at de mwe bliffue paaminte om dobsens ypperlighed/ ocsaa skal dennem formanes/ at de giffue act paa huad der nw siges. Saa skall han begynde. Far her vd dw || vrene ond etc. Naar doben er da skied/ saa skal atter en formaning giøres til fadderne effter sedwone/ at de mwe wide huad de ere barnet plictige/ om det hender seg at forelderne dø/ før end det kommer til skels alder/ at de da oplere det i børnelerdommen om de der ere tilftede/ at det maa/ naar det op woxer/ bliffue wed Christum/ lige som det wed doben er indpodet wdi hannom.

Hworledis affløsningen schal tilgaa.

Dy den fører een syndere (om hand ellers troer) igien til den pact wdi doben bleff giordt.

Ingen schal affløses/ wden hand aff synders weyerkiendelse begerer affløssning. Derfor skulle sogne prester wdi skederne were til stede || i kircken om løffuer dagen vnder afftensang/ men paa landzbyerue før end messen holdes om 186 søndagen/ oc lade seg finde redebone for alle de scriffte wille oc berettis.

Den som scriffter skal giøre scrifftefadern regenskaff paa sit leffnet/ oc enten i almindelighed bekiende seg en syndere/ eller oc weyerkiende noget det hand haffuer forsømet wdi sit fald/ eller om samwittigheden noget nagger/ da skal hand det sige fram/ ellers kreffues her icke alle synders opregnelse/ oc huers i sær men at mand nogle fortel/ det kand sore quegne samwittigheden. Men her maa aldt tienern were fornomstig oc skiødsom oc aff gudz ord føre legdomen til synden/ huer som hun er til/ oc saa løse hannom aff met handz paaleggelse/ wden hand finder hannom att were bandsett/ || oc icke endnu forligt met den hellige kircke igen.

Der effter/ om han wil berettes/ skal hand flittelig adspøries/ huad forstand och mening hand haffuer om herrens nadere/ om hand oc forstaar/ huad herrens nadere er/ och huad nytte hand haffuer met seg/ oc for huad sag hand begerer at brugen/ Oc om hand haffuer wdi Christi schole saa yderlig forbedret seg/ at hand weed at opregne de x. bud/ oc andet som hører til børnelerdommen. Der som hand da icke kand fortelle ordene wdi børnelerdomen/ oc ey sware effter som nu er sagt/ da bliffue seg paa den sinde/ som den der haffuer icke brullupskleder/ wdlucht aff naderns delachtighed. Dog skal dette saa vnderwises hannom aff presten i det lønlige scrifftemol/ at hand saa skal holde || seg fraa sacramentet/ intil hand retter seg eller lerer noget bedre/ paa det hand ey maa komme wdi noget ont rycte der som hand for alteret saa obenbarlig forwiistes.

Der skal ingen manddrabere faa affløssning/ før end hand bliffuer forligt mz sagwolderne/ oc faar fornøyet bode herskaff oc sagwoldere/ meget mynde skall sodan een gifues breff oc giøres tryg wden sagwolderns och herskaffs samtycke/ men her met scriffue wij nødtørtighed icke regel for/ dij hun haffuer ingen low.

Men den som effter sodan mand slet er bleffuen met herskaff oc hans wenner som drebt er forligt/ hand skal effter en 187 gammel sed/ tage nogle til seg af sine kyndinge oc wenner oc gaa saa om søndagen til hannom som er sogneprest der samme stedz/ || oc der strax effter predicken for høye altere giffue obenbare syn anger oc røffuelse tilkiende for alde/ naar sognepresten hannom saa haffuer hørdt/ da schal hand mane den hele kircke til at bede for hannom/ trøste hannom met det helige Euangelio/ oc saa affløse hannom.

Lige i samme mode skulle oc de som ligge hoss deres egen neer slect/ oc saa mange som mz obenbare laster haffue obenbare fortørnet den helige kircke/ giøre obenbare plicht/ begiere de da alworlig oc aff hiartet at affløses/ da mwe de faa affløssning obenbare/ oc bliffue forligte mz menheden/ den helige kircke Fordij/ synder som witterlige ere de skulle obenbare met affløssning forlades/ men de som lønlige ere aff dennom maa mand oc lønlig affløse.

Der skal mand dog intet forsøme || hoss dennom som ere dømde til døde oc skulle affliffues for sine misgierninger/ dennom skal giffues affløssning/ ocsaa des ligeste Sacramentet/ om de det ere begerendes.

Hworledis mand skal berettes.

DI denne beretning er de tro christnes stadfestning/ Iha saa godt som ett pant/ dett oss giffuer widnesbyrd oc wished/ at skulle faa de stycker/ huilcke oss loffues i Euangelio/ som er sønders forladelse/ retferdighedz tilregnelse/ oc det ewige liff.

De som wille da berettes/ oc annamme sacramentet/ de skulle alle wegne annamet vnder begge parter.

Oc der som nogle ere skrøbelige i troen/ saa at de icke tøre saa anammet/ Eller oc at de ere icke endnu saa || wittige/ de kunde io wel paa iij. moneders tid aff flitige oc frome predickere lade seg saa meget vnderwise wdi Christi indskick/ at de oc konde faa willij til lige saa at annammet/ synderlig naar de see exempel aff andre Christne/ der som de da icke wille høre/ 188 da kan mand icke døme dennom for skrøbelige eller wanwittige/ men at were forherdede/ oc gienstridige mod Christi indskick.

Til denne helige samquem (huilcken hører alleneste de christne til) skal ingen tilstedes/ icke end helder aff de christne/ mz minde end de haffue ladt seg op for tienern/ oc haffue bedet om att mwe bliffue beret. Icke skulle helder alle de som bede der om tillades/ før end de faa giordt skiel for deris tro/ och swaret til de spørsmaal som giøres til dennom om nadern/ wden mand dog kiender || dennom at were skickelige och retskaffne nog Ja der som de end fuld well wide at sware/ da skal der dog giffues act paa deris seyer/ om de icke ere danede effter forstanden/ da skulle de holdes fraa Sacramentet/ dog skal det skie wdi lønlig scrifftemol/ som før er sagt.

Saa skal her nw først ingen tillades til denne deelactighed aff dennom som tro/ de seg icke haffue for kirckens tienere tilkiende giffuet.

Der nest oc ingen aff dennom som haffue ladt seg offuer høre/ oc kunde icke sware til det de adspøries.

Des ligeste ey heller nogen aff de forhørde/ som icke lader metfylle wdi sitt leffnet/ det hand haffuer i offuerhøringen bekiend/ oc der hand giffuer seg wd for.

Dij skal mand nw holde desse effterscreffne fraa den deelachtighet || i det helige sacrament.

Først/ de som obenbare ere bandsette/ oc icke affløste igien.

ij. De som forherdelig henge wed nogen witterlig kietterij.

iij. Afsindige menniske oc vfornomstige børn.

iiij. Saa mange som hordtryckelig leffue vdi nogle obenbare laster/ som horkarle/ skørleffuere/ aagerkarle/ Slemere/ Skiendegeste/ Woldzmend/ oc ald meest gudz ordz forhonere oc forachtere/ de som obenbare oc forvden ald gudz fryct saa synde/ oc berøme seg dog megett med store ord aff Euangelio.

Wdi en Sum er dette meningen/ at de Christi discipler/ som seg haffue beteet for kirckens tienere/ haffue ladet seg offuerhøre/ oc bekiend sandhed/ oc haffue her til bewist bekiendelsen med deris leffnetf/ ocsaa haffue foet affløssning/ oc ey ere bleffne 189 forskudne/ || de mwe lade seg berette/ oc gaa fram mendene først/ oc saa quinderne.

Ocsaa skal der affkyndes ald tiid hwertt aar tysser/ huilcke seg skulle vndholde fraa alters sacramentet/ Palmesøndag oc sierde søndag i Aduent.

Hworledis mand skal samle folck vdi ecteskaff.

WEd ecte personer paa ecteskaffs wegne haffue gudz ordz tienere intet at skaffe/ vden att giffue dennem tilsammen/ oc at vnderredte deris bekomride samwittighede/ aldt andett hører werdzlig øffuerhed til.

Der skulle ingen giffues tilsammen i ecteskaff mod forbud vdi de forbødne led. Icke heller de som lønlig mellom seg sielff haffue troloffuet || seg sammen/ forvden deris willij/ huilke de ere vndergiffne. Eller de som icke ere tilforn een oc anden sinden obenbare forkyndte vdi kircken/ oc med en almindelig bøn haffue ladt seg hielpe hoss gud.

Men huor tho nu ere/ der ingen hinder er hoss i desse eller andre mode/ de mwe vdi kirckens nerwerelse/ effter landzens wedtagne sed/ aff kirckens wedtagne tienere lade seg samle/ effter den skick oc mode/ som staar i doctor Mortens lilde Catechismo.

Saa skal nw effter denne dag intet ecteskaff tilstedes vdi tredij led At der maa holdes den høfskhed oc naturlige blusomhed til slecten/ som her til dags aff wore forfædre haffuer werit holden.

Hworledis kirckens tienere skulle tilskickes. ||