INDLEDNING.
I.
KIRKEORDINANSEN.
✂ DET er nu et halvt Aarhundrede siden, at Biskop C. T. Engelstoft i Ny kirkehistoriske Samlinger II (S. 1-110 og S. 369-442) offenliggjorde sin omfattende og indgaaende Afhandling om Kirkeordinansens Historie. I det forløbne Tidsrum er der hverken fremkommet ny Undersøgelser eller fundet ny Dokumenter, der har rokket ved eller uddybet Engelstofts Fremstilling. Derfor vil det for Ordinansens hele historiske Udvikling være tilstrækkeligt her at henvise til denne.
✂ Det Resultat Engelstoft naaede til var følgende:
✂ I Efteraaret 1536, foranlediget ved Beslutninger paa den store Rigsdag i København i Oktober, sammenkaldte Christian den Tredje Lærde og Prædikanter fra Danmark og Hertugdømmerne til et Møde i Odense Helligtrekongersdag 1537 og i Haderslev samme Vinter og paalagde dem at "opsætte en hellig Ordinans". Udarbejdelsen heraf skete i Løbet af Vinteren, og i Midten af April 1537 var den oprindelige latinske Kirkeordinans fuldendt og kunde afsendes til Wittenberg til Godkendelse af Luther1. Denne latinske Ordinans er tabt, men en dansk Oversættelse deraf er bevaret i en samtidig Afskrift - med Tilføjelser og Rettelser skrevet af Kongens Sekretær Jesper Brochmand2. Gennem denne Oversættelse lærer vi da den * * 120 oprindelige Ordmans at kende, og vi ser, at den i langt højere Grad end den endelige latinske Ordinans er et helstøbt Arbejde, Grundlaget for Ordinansen har været i første Række de tre Bugenhagenske Kirkeordinanser: den brunsvigske fra 1528, den hamborgske fra 1529 og den lybske fra 1531. Dernæst Luthers "Formula missæ et communionis" fra 1523 og Melanchtons saksiske Visitationsbog fra 1528. Arbejdet er imidlertid ikke noget slavisk Uddrag og Sammenflik af Kilderne, men Resultat af en omhyggelig Prøven og selvstændig Benyttelse af dem.
✂ I Sommeren 1537 fik Kongen Ordinansen tilbage, godkendt af Luther; og efter Bugenhagens og Palladius' Komme til Danmark i Begyndelsen af Juli fandt den endelige Redaktion Sted samt Udarbejdelsen af de otte Stykker "som uden at være indordnede i det første Udkasts systematiske Deling i 6 Capitler, hænge som løse Tillægsartikler ved det første i sig afsluttede Værk" (Engelstoft, anf. Skr. S. 93). I September 1537 underskreves den reviderede Ordinans af Kongen i det pompøse Kongebrev, hvormed Ordinansen indlededes. Nu begyndte Trykningen under Bugenhagens Tilsyn, og d. 13. Dec. 1537 var den fuldstændige latinske Ordinans færdigtrykt. "Paa samme Tid blev den oversat paa Dansk, nøjagtig efter Latinen, formeentlig af Peder Palladius, men Oversættelsen blev dog ikke trykt før 1539" (Engelstoft, anf. Skr, S. 97). Det er denne Oversættelse, den ældste danske Oversættelse af den fuldstændige latinske Ordinans, der her udgives.
✂ Da Engelstoft fraregnet det ovennævnte Citat saa godt som lader denne Oversættelse uomtalt, vil det være nødvendigt her at gøre nærmere Rede for Oversættelsens Forhold til det danske Udkast og til den endelige danske Ordinans, trykt 1542. Dernæst skal vi, naar Oversættelsens Stilling til de to andre danske Oversættelser er bestemt, skildre dens Forhold til den "formentlige" Forfatter, Peder Palladius.
II.
✂ En Sammenligning mellem Ordinansudgaven 1539 og Udkastet vil vise, at dette sidste, overalt hvor dets Text svarer til den latinske Ordinans', er benyttet ordret, ja det kan hænde, at selv, hvor en Sætning er udeladt i den latinske Ordinans, findes den uændret i Udg. 1539; med andre Ord, Oversættelsen er for hele den oprindelige Ordinans' Vedkommende ingen selvstændig Oversættelse efter Latinen, men i det væsentlige en Afskrift efter den existerende danske Oversættelse. Dog findes der - navnlig i Begyndelsen - enkelte formelle Ændringer: Ord og Udtryk kan være ombyttet med andre af rent sproglige Grunde, men jo længere vi kommer hen i Oversættelsen, des sjældnere bliver "Forbedringerne"1. Derimod findes ingen ældre Oversættelse af Tilføjelserne i den oprindelig Del af Ordinansen og Tillægsartiklerne til den; ogsaa Kongebrevet foran er her oversat for første Gang.
✂ En Samstilling mellem et Par Citater fra Udkastet og de tilsvarende Steder i Udg. 1539 vil bedst illustrere Forholdet.
I Stykket om Messen (nf. S. 172) findes følgende Passus:
Canicherne/ oc sønderlig de/ hues domkircke icke er nogen sognekircke/ mwe holde paa latine een søndages messe/ om der ere de seg lade berette/ den tiende messe wille wij de skulle platt offuergiffue/ oc saa mwe de forkynde Herrens død.Dette svarer til Udkastet, Udg. S. 64:
Canickerne och sunderlig thee huess domkiircke icke er nogenn Saagne kiircke, mue hollde paa latine een söndags messe. Om there er thee seg lade bereette, Canon schall bliffue there vde Och saa mue the forkyndne Herrens dödt. * 122✂ Som det vil ses, er Udkastet ordret fulgt paa nær et Par Ændringer: Canon > den tiende messe og bliffue there vde > platt offuergiffue; og det er saa meget mærkeligere, at ingen andre Ændringer er foretaget, som den danske Oversættelse kun daarligt gengiver den latinske Text. Saaledes svarer Oversættelsens hues domkircke icke er nogen sognekircke til det latinske: qui parochiam annexam non habent.
Et følgende Stykke lyder i Udkastet, Udg. S. 64:
Silden skall hanndt forfyllgie messen epther thenndt wedtagne seedt, Szaa daag at hun icke bliffuer besmittet met noget ordt som Huder om offer eller gerning.Hertil svarer i Udg. 1539 (nf. S. 172):
Siden skal han forfylle messen effter den wedtagne sed/ saa dog/ at hun icke bliffuer besmittet mz noget ord/ som lyder om offer eller gierning/ som vdi pawens kircke er skied med misdyrckelse oc bespottelse.✂ Atter ser vi fuldstændig ordret Benyttelse af Udkastet, men med Tilføjelse af den sidste Sætning efter den endelige latinske Ordinans, hvor den lyder:
more papisticæ superstitionis et blasphemiæ.✂ Omvendt kan en Sætning være udeladt, fordi den er slettet i den endelige Redaktion. Udg. 1539 har saaledes (nf. S. 173, L. 7):
.... vden tiidsens nødtørtighed effter syn leylighed esker end een. Oc folket skal aldt swore Amen.✂ Dette gengiver det latinske:
nisi temporis necessitas pro sui conditione deposcat et alteram. Populus autem respondeat Amen.Men Udkastet har, Udg. S. 64:
vdenn tiidtszens nodttorttighedt effther sin leyglighedt esker endt een, Tha schall daag alldt tiidt thendt gaa fore, met huilckenn wii bede thet onddelige. Och faalcket schall allt suare Amen.✂ Som Exempler paa, at Udg. 1539 har bevaret Oversættelsen i Udkastet, selv hvor denne var ændret i den endelige latinske Ordinans, skal anføres følgende:
123✂ Udkastet S. 71: Paa thee andre höygtiider... schall ther predickes om dagenn alldene, och ingthet om afffhenenn tiillfornn vdenn mandt wiill = Udg. 1539, nf. S.181: Paa de andre høgtiider... skal der predickes om dagen allene/ oc intet om afftene tilforn/ uden mand wil. Men den sidste Sætning findes aldeles ikke i Latinen, der kun har: In aliis festis... tantum in die prædicetur.
✂ Udkastet S. 104: wi wiille icke nu sighe kiircke röuffre och hindt Symen thraalldt kaarlls staalldtbrödre, som met gunst och gaffue indtföre seg saa for eigenn wiilldz skylldt = Udg. 1539, nf. S. 210 L. 28: wij wille icke nu sige kirckeröbere/ oc hyn Symen trolkarls stolbrødre/ som med gunst oc gaffue indføre seg saa for egen wildz skyld, men Latinen har kun: ne dicam quod sacrilegi simoniaci sint.
✂ Nogen fuldstændig tro Gengivelse af den latinske Ordinans er Udg. 1539 altsaa ikke, dertil har Afhængigheden af Udkastets Oversættelse været for stærk. Men som vi har set, findes dog Afvigelser, selv hvor den reviderede latinske Text ikke fordrede det. At følge disse Ændringer har en ikke ringe sproghistorisk Interesse, men vilde her føre for vidt. Kun et Par Exempler skal nævnes:
✂ Udkastet har S. 57; skick vdi kiircken, dette er rettet til kirckeskick (nf. S. 166). Udkastet har S. 58: at huer maa forstaa huadt throen er, och huadt hun göer, men Udg. 1539, nf. S. 167: at huer maa forstaa huad troen er/ oc huad hun udretter. Udkastet har S. 59: At predickerne ey... forföre thennom saa fra Euangelio, men Udg. 1539, nf. S. 168: at predickerne ey <... kiyse dennem saa fraa Euangelio. Udkastet S.80:... Och wiide daag möget met store ordt at blabre om Euangelio, men Udg. 1539, nf. S. 188: oc beröme seg dog megett med store ord aff Euangelio.
✂ Forholdet til Udkastet er altsaa dette: Ordinansudgaven 1539 har helt igennem benyttet Udkastets Oversættelse, hvor denne svarede til den endelige latinske Ordinans; kun hist og her er formelle Ændringer af ren sproglig Natur 124 foretaget. Af Tilføjelserne i den oprindelige Ordinans og af Tillægsartiklerne og Kongebrevet er Oversættelserne derimod nye.
III.
✂ Den latinske Ordinans, som blev underskrevet i September 1537, blev ikke den, der fik endelig Lovskraft. Paa Herredagen i Odense i Juni 1539 vedtoges forskellige Ændringer og Udvidelser (se Engelstofts Afhl. S. 388 ff), og disse føjedes ikke til den latinske Ordinans, men til den danske Oversættelse heraf, som vi kender fra Udg. 1539. Saaledes blev den endelige Kirkelov, den saakaldte "rette Ordinans" vedtaget i dansk ikke i latinsk Form, men dens Virkeomraade indskrænkedes rigtignok ogsaa til Kongeriget, den blev ikke som den latinske en Lov fælles for alle Kongens Riger og Lande. Af denne Ordinans findes i Fyens Stifts-Arkiv en Afskrift, der er fidimeret af Rektor og Professorer ved Universitetet 27. Aug. 1540 (Engelstoft, anf. Skr. S. 391, Rørdam, Danske Kirkelove I, 133), mens det ældste bevarede Tryk først er fra 1542. Forholdet mellem Oversættelsen i denne Udgave (fra 1542) og Oversættelsen i Udgaven 1539 er et ganske lignende som mellem denne sidste og Oversættelsen i det bevarede Udkast: Ordinansen i Udg. 1542, "den rette Ordinans", følger i det hele ordret Udg. 1539, hvor ikke reelle Forandringer har nødvendiggjort Tilføjelser. Dog - ligesom i Udg. 1539 - findes ogsaa Ændringer af formel Art, udelukkende gjorte for at forbedre Sproget. Men det er hverken mange eller væsentlige.
✂ Nogle Exempler vil belyse dette Forhold, Stykket om at være varsom i Prædikenvalg og Prædikenform (nf. S. 168), der ikke findes i det oprindelige Udkast, fik Lovskraft nøjagtig i den Form, hvori det findes i Udg, 1539; Begyndelsen af Stykket lyder her:
Huilckc wij oc her willc haffue paamindte/ att de were worlige/ oc for ald ting see seg wel for/ naar de tale om gudz ewige forsiun1/ * 125 om den christelige frihed/ eller om saadane andre troens articler/ som langt oc wiidt offuergaa menniskelig forstand/ vdi huilke article menniskelig skiel lader seg ocsaa ledtelig forarge1.I Udg. 1542 lyder det tilsvarende Stykke:
Huilcke wy oc her wille haffue paaminte/ at de wære waarlige/ oc for alle ting see seg wel fore/ naar de tale om Guds euige forsitin/ Om den Christelige frihed/ eller om andre saadanne troens artickler/ som langt oc wiet offuergaa menniskelig forstand/ vdi huilcke article menniskelig skiel lader seg ocsaa lettelig forarge.✂ Ikke eet Ord er her forandret. Og dette gælder ogsaa, hvor Udg. 1539 har en meget fri Oversættelse. Saaledes i Overskriften ni S. 167, L. 26, der heller intet tilsvarende har i det oprindelige Udkast. Den lyder:
Her wille wij nu fortelle nogre synderlige articler/ til huilke mand/ som til oprindelige vdflud/ maa vdi predicken haffue synderlig tilfluct/ att talen ey maa hiid oc diid huige/ oc haffue huercken hoffuet eller hale/Hertil svarer i Udg. 1542:
Her wille Wy nu fortelie nogre synderlige Article/ til huilcke mand (som til oprindelig wdflød) maa vdj predicken haffue besønderlig tilfluct/ at talen ey skal hid oc did wige/ oc haffue huercken hoffuid eller hale.✂ Men den latinske Ordinans har:
Hic oportet/ ut loci quidam præcipui constituantur/ ad quos inter concionandum tanquam ad fontes recurratur/ ne vaga et suis legibus soluta hue illuc vacillet oratio.✂ Ogsaa hvor Ordinansudg, 1539 følger Udkastet og ikke den latinske Ordinans, stemmer Udg. 1542 med Oversættelsen i Udg. 1539, som det ses af de ovenfor anførte Exempler.
✂ Der er derfor ikke den ringeste Tvivl om, at samme Oversættelse, som er trykt i Udg. 1539, har været Grundlag for den reviderede Ordinans af 14. Juni 1539. Men denne sidste er jo langtfra en uændret Kopi af hin. Som omtalt findes der en Del reelle Ændringer2. Saaledes er f. Ex. Stykket om Gejstlighedens Privilegier, der slet ikke fandtes i Udkastet, ganske omredigeret, hvad * * 126 en Sammenligning mellem Udg. nf. S. 208 og det tilsvarende Stykke i Udg. af den rette Ordinans, Danske Kirkelove I, S. 98, vil vise. Ogsaa det følgende Stykke om Tiende er fuldstændig ændret. Men foruden disse og andre reelle Ændringer findes en Del formelle. Som Exempel paa disse kan vi sammenligne Kapitlet om Prædiken (ni S. 178) med det tilsvarende Stykke i Udg. 1542 (Kirkelove I, 60).
✂ Udg. 1539, ni S. 178, L. 18; som ett gudz ord... skulle de siget fram, men Udg. 1542: som et Guds Ord/ oc framsiget; nf. sst. L. 25: huad hannem sielff løster, men Udg. 1542: huad hannom lyster sielff; ni sst L. 27: mz klare ord/ saa at mand forstaar hannem, men Udg. 1542: med klare oc welforstandige ord; ni sst. L. 28: holde seg vdaff alle honde skiendzeler, men Udg. 1542: affholde seg fra allehaande skiendsel; ni sst. L. 29: saa at han iaa ingen rører wed naffn, men Udg. 1542: Saa at hand ingen rører wed naffn; ni sst. L. 32: Icke skall hand heller hadskelig lade ilde paa Papisterne/ med minde end han der om paamindes/ oc deris onde exempel esker sodant, men Udg. 1542: Icke skal hand helder hadskelig lade ilde paa Papisterne, med mindre end hand der til trengis aff paamindelse oc exempel1 ; ni S. 179, L. 5: syn rette fremfart, men Udg. 1542: sin rette fremgang o. s. v.
✂ At den trykte Udgave af 1539 ikke har været direkte Grundlag for "den rette Ordinans", vil en Sammenligning af Oversættelsen af Kongebrevet i de to Udgaver vise. Oversættelsen af Kongebrevet i Udg. 1542 er nemlig saa forskellig fra Oversættelsen i Udg. 1539 - uden at Afvigelserne betegne nogen Art af Forbedringer, - saa den eneste Forklaring er den, at Forfatterne til den rette Ordinans har benyttet en Oversættelse, som vel i det hele stemte med Oversættelsen i Udg. 1539, men hvor Kongebrevet indeholdt væsenlige Forskelligheder herfra.
✂ Dog er de to Oversættelser af Kongebrevet ingenlunde, * 127 som Engelstoft lader formode (anf. Skr. S. 387), uafhængige af hinanden; tvertimod kan man sige med Sikkerhed, at de har fælles Kilde; thi mangfoldige Steder, hvor Oversættelserne afviger fra den latinske Grundtext, stemmer de indbyrdes overens. Nogle Exempler herpaa skal anføres: Udg. 1539, nf, S. 160, L. 4: mz naade hid oc lycke aff gud = Udg. 1542: mett naade, fred oc lycke aff gud, men Sætningen mangler i Latinen; nf. sst L. 28-29: at mand skal wide oss icke af haffue werit sielffraadige eller fremfusinde her vdi = Udg. 1542: Att mand skall wiide oss icke aft haffue werid sielff raadige eller framfusinde her vdi, men Lat: ut sciatis non temere, Nf. sst S. 161, L. 18: oc haffue dog taget seg sielff och syn egen nytte wore = Udg. 1542: oc dog alligeuel haffue taget seg sielff oc syn eygen nytte ware, men Lat: et ventrem et mammona coluerunt. Nf. S. 162, L. 25 efter "lerdom" har Lat, num sit verum Euangelium; denne Sætning mangler baade i Udg. 1539 og i Udg. 1542. Nf. S. 163, L. 8 staar: unyttige Prestetider = Udg. 1542: wnøttige prestetider, men Lat: murmura horarum canonicarum. Ikke sjældent gengives ét latinsk Ord ved samme Tautologi i Udg. 1539 og i Udg. 1542, f. Ex. nf. S. 162, L. 25: wor dom oc sigelse = Udg. 1542: wor dom oc sigelse, men Lat: nostram sententiam; nf. S. 164, L. 10: krenckes oc offuertredes = Udg. 1542: krenckes oc offuertredis, men Lat: violari.
✂ Men Exempler findes ogsaa paa, at Udg. 1542, der i det hele er mere ordrig end Udg. 1539, har Tautologi, hvor Udg. 1539 har Enkeltord, saaledes nf. S. 160, L. 8 regere, men Udg. 1542: styre oc regere; nf. sst., L. 12: lob, men Udg. 1542: tack oc loff, eller nf. sst., L. 9: dett helste wij vilde, men Udg. 1542: wor atter ypperste oc største willie oc begiering1 .
✂ Til Slut skal endnu anføres en Sætning, der paa engang viser, at Udg. 1539 og Udg. 1542 har benyttet samme Grundlag, og at den sidste ikke har haft den første som direkte Kilde.
✂ I den lat. Ord, staar i Kongebrevet: Pro hoc Euangelio gloriæ Dei Antichristiana factio reddidit nobis doctrinas * 128 dæmoniorum/ in hypocrisi/ id est/ maxima religionis specie docentium vel prædicantium mendacium.... Altsaa: "For dette Euangelium til Guds Ære har Antikristens Sekt givet os Djævlenes Lærdomme, der i Hykleri, d. v. s. under det fuldstændigste Skin af Religion, lære eller prædike Løgn"; dette oversættes i Udg. 1539 (ni S. 163, L. l: Men for dette Euangelio/ aff huilcket Gud prises oc æres/ haffuer det Antichristetige Parti foet oss Diefflsens lerdøme, som lære oc predicke løgn vnder skrømteri/ saa att hun drabelig siunes at vere en sand gudz tienste/. Oversættelsen i Udg. 1542 svarer Ord for Ord til denne mærkelige Oversættelse i Udg. 1539, kun har Udg. 1542 det forvanskede som lærer at prædicke, hvor Udg. 1539 har det rigtige som lære oc prædicke; dette sidste kan da ikke være direkte Grundlag for hint.
✂ Vi kan nu overse Afhængigheds-Forholdet mellem de forskellige Ordmans-Redaktioner, Det kan ifølge den foregaaende Redegørelse fremstilles saaledes:
✂ Saaledes har vi ikke i den latinske Ordinans, men i den danske Oversættelse, som nedenfor udgives, det nærmeste Grundlag for den endelige Ordinans.
IV.
✂ Tohundredaarsdagen efter at den latinske Kirkeordinans var udgaaet fra Trykken, d. 13. Dec. 1737, fremlagde Adam 129 Henr. Lackmann, Professor i Historie ved Kiels Universitet, en indgaaende Monografi paa Latin over Kirkeordinansens Historie1. I denne skriver han S. 76f: "Af mange Grunde var det hensigtsmæssigt, at Ordinansen fandtes oversat paa Modersmaalet. Det forstod Peder Palladius, og han foretrak selv at have den væsenlige Ære for dette Arbejde fremfor at dele den med flere.... Denne Palladius, skønt optaget af mange andre Hverv og af Disputer med Sandhedens Fjender, var den allerførste, som paa Dansk oversatte Ordinansen, der var affattet og udgivet paa Romernes uforanderlige Sprog. Han skilte sig fortræffeligt fra sit Oversætterarbejde.... Vi skal derfor ingensinde glemme det Aar 1539, i hvilket Kirken offentlig ordnedes og konstitueredes ved en Lov, ypperligt oversat fra det latinske Sprog i Danmarks Riges Hjemmemaal ved den lærde Palladii Iver og Flid."
✂ I samme Aar 1737 havde Gram i sin Udgave af Krags Annaler omtalt Palladii Oversættelse, men som ovf. (S. 1211) nævnt ikke i slet saa rosende Udtryk, idet Gram beskylder Palladius for at have taget sig Arbejdet lovlig let og i alt for høj Grad fulgt Oversættelsen af det latinske Udkast.
✂ Hverken Gram eller Lackmann ytrer mindste Tvivl om, at Oversættelsen skyldes Palladius; det er for dem en Kendsgerning, som ikke behøver at bevises ved Kildeangivelse, Det samme gælder Nyerup (Litteraturlexikon, 1818-20, S. 448), A.C.L. Heiberg (Palladius-Biografi, 1840, S. 29) og H. F. Rørdam (Biografisk Lexikon, 1898, XII, 521). Derimod skriver Engelstoft forsigtigt: "den Oversættelse, der tillægges Peder Palladius" (anf. Skr. S. 385), men paa den følgende Side har han glemt Forsigtigheden; han skriver her: "naar Palladius ikke blot oversatte Ordinansen, men ogsaa udgav den i Trykken..." og S. 387 taler han om "Palladius' langt bedre Oversættelse". Bruun medtager uden Forbehold Ordinans-Oversættelsen i sin Palladius-Bibliografi (Danske * 130 Samlinger I), men i sin almindelige Bibliografi i Aarsberetninger fra det st. kgl. Bibl., II, 1875, S. 222 skriver han varsomt om Udgaven 1539: "Denne danske Oversættelse af Kirkeordinantsen tillægges almindelig Peder Palladius".
✂ Det har været nødvendigt at anføre alle disse Udtalelser af Palladius' Biografer og Bibliografer, da selve Oversættelsen ikke ved noget som helst ydre Tegn viser, at dens Forfatter er Peder Palladius, Desværre har jeg ogsaa forgæves i samtidige Dokumenter søgt Oplysninger, der kunde styrke Traditionen. Indtil saadanne findes, kan man ikke med nogen Sikkerhed tillægge Palladius Oversættelsen. Dog vilde det være uforsvarligt at udelade blandt Palladii Skrifter et Værk, som ved en aarhundredgammel Tradition er tillagt ham, uden at noget afgørende Bevis foreligger, der har afkræftet Traditionen, ja muligvis vil Fund af ny Dokumenter gøre denne til Sikkerhed.
✂ Imidlertid skal vi for muligt at bringe større Klarhed i Spørgsmaalet sammenligne Sproget i Ordinans-Oversættelsen med Sproget i Palladii samtidige Skrifter.
V.
KIRKEORDINANSEN og LØNLIGT SKRIFTEMAAL.
✂ Det er nu saa heldigt, at der er bevaret et Skrift af Palladius fra 1538, som i fortrinlig Grad egner sig til Sammenligning med Ordinans-Oversættelsen, det er den nf. udgivne lille og nyttelige Bog om lønligt Skriftemaal. Denne Bog er nemlig for største Delen en Oversættelse af Ordinans-Artikler, og at denne Oversættelse er Palladius' egen, derom er der ingen Tvivl. Af Bogens ni Stykker er de fem - om Dødsdømte, om Jordemødre, om Barselkvinder, om Alterets Sakramente og om Bansatte - ordrette Oversættelser af de tilsvarende Stykker i den latinske Ordinans. Sammenlignes nu disse Kapitler med Oversættelsen i Ordinans-Udgaven 1539, ses det, at Oversættelserne i de to Udgaver er fuldstændig uafhængige af hinanden: 131 Ordforraad og Sætningsbygning er helt forskellige, og Lyd- og Retskrivningsforhold er modstridende. Dette skal vises ved nogle Exempler.
Overskriften til Kapitlet om Jordemødre lyder i den latinske Ordinans:
Ritus informandi obstetrices. Obstetrices enim habendæ/ et quidem honestæ et piæ/ officium suum intelligentes et locis commodis morantes/ ut pro divitibus/ ita pro pauperibus.Hertil svarer nøje Oversættelsen i Lønl. Skriftem. nf. S.149:
Huorledis ath Jordemodere skulle vnderuisis/ thi mand maa e endelige haffue Jordemodere/ och end som ere høffuiske oc Gudfryctige/ haffuendis forstaand i deris embede/ oc som boo paa beleylige stæder ath finde/ saa vel for de fattige som for de rige.Men Udg. 1539, nf. S. 199, har:
Hworledis iordemødre skulle vnderwises. Sodane iordemødre skal mand haffue/ som ere erlige oc gudfryctige/ som forstaa seg noget paa sit embide/ oc bo paa bequemelige steder.✂ Ordstillingen i anden Sætning og Udeladelsen af den sidste Sætning viser, at Oversættelsen ikke har den latinske Ordinans som Grundlag, men Udkastet; dette lyder nemlig (Kirkehist. Saml. I, 91):
Huoerledes iorde modere schulle vndderuiises. Szaadanne iorde modere schall mandt haffue, som ere erlige och Gudfrugttige, szom forstaa seg noget paa sith embede, och boe paa bequemmelig steder.✂ En gennemført Jævnstilling vil give samme Resultat: Palladius' Oversættelse i Lønl. Skriftem. er foretaget med den fuldstændige latinske Ordinans som direkte Grundlag og er ganske forskellig fra og uafhængig af Oversættelsen i Udg. 1539, der som Grundlag har Oversættelsen af det latinske Udkast. Men just fordi Forholdet er saaledes, vil Uoverensstemmelser i Ordforraad og Sætningsbygning ikke modbevise, at Palladius har besørget begge Oversættelser, thi kun til den ene er han Forfatter, til den anden er han derimod Afskriver. Forholdet vilde derved blive et lignende som mellem de to Katekismusoversættelser (se foran S. 31).
132✂ Men selv om en Sammenligning af Ordforraadet i de to omtrent samtidige Oversættelser saaledes ikke giver nogetÿlliterærhistorisk Udbytte, vil det have adskillig sproghistorisk Interesse at se, hvorledes samme latinske Ord gengives med forskellige enstydige danske Ord- En saadan Sammenligning vil give et Bidrag til Tidens Synonymik, og jeg skal derfor anføre nogle Exempler paa hin Tids "Enstydere" fra Lønligt Skriftemaal og Ordinansoversættelsen.
✂ Lat. partus gengives i L. S.1 ved barnne byrd (ni S. 149, L. 27), i O.2 ved fødzel; Lat. satan gengives i L. S. ved diefluelen (S. 152, L. 10), i O. ved den onde mand; Lat, dolor i L. S. ved drøffuelse (S. 149, L. 27), i O. ved smerte; Lat. maritus i L. S. ved Hwsbonde (S. 151, L. 28), i O. ved mand; Lat. flagellum i L. S. ved reffselsse (S. 155, L. 6), i O. ved ras; Lat. timor gengives i L. S. ved rædsel (S. 153, L. 31), i O. ved Gudz fryct; Lat. gravidæ og puerperæ gengives i L. S. ved syuglige quinder (S. 149, L 17; S. 151, L 20 o. fl.), i O. ved barselquinder; Lat prægnantes fæminæ i L. S. ved Qvinder som ere syuglige (S. 151, L. 25), i O. ved vledte quinder; Lat partunens i L. S. ved hun som er i barnnebyrd, i O. ved hun som for er spent.
✂ Som man ser, er Udtrykkene i Ordinansen 1539 ofte mere dagligdags end i Lønligt Skriftemaal: Den onde Mand - Djævlen, Mand - Husbonde, Ris - Revselse og Barselkvinde, ulet Kvinde overfor det eufemistiske sygelig Kvinde. Endvidere kan nævnes, at Lat. ebriosi i L. S. oversættes ved de som dricke sig altiid druckne (S. 153, L. 27), men i O, ved slemere, at Lat. maledici i L. S. oversættes ved det vidtløftige: de som bande och suerge och tale ilde paa deris ieffnchristen (S. 153, L. 28), men i O. ved Skiendegeste. Lat. se gerere gengives i L. S. ved bære sig ath (S. 149, L. 19), i O. ved skaa seg; Lat. consolari i L. S. ved hwsuale (S. 149, L. 21), i O. ved trøste; Lat, jactare gengives i L. S. ved rose (S. 153, L. 32), men i O. ved berøme seg, der som * * 133 ovf. nævnt er forskelligt fra Udkastets platte: at blabre. Lat. honestus oversættes i L. S. ved høffuisk (S. 149, L. 12), i O. ved erlig, og Lat, patiens i L. S. ved tolmodig (S. 150, L. 1), men i O. ved tollig.
✂ Ofte gengiver Lønl. Skriftem. et latinsk Ord med en Tautologi, hvor Ordinansudgaven har Enkeltord. F. Ex. oversættes Lat. gratia i L. S. ved naade och yndeste (nf. S. 148, L. 26), men i O. kun ved naade; Lat. malum ved wdyd oc ondskaff (nf. S. 155, L. 13), men i O. kun ved vdyd; Lat. magistratum ved verdzlig Offrighed oc regemente (nf. S. 155, L. 15), men i O. ved herskabet; Lat. agnoscere oversættes i L. S. ved kiende oc anamme (nf. S. 148, L. 21), men i O. ved torkiende, o. s. fr.
✂ Som Exempel paa, hvor forskellig Sætningsbygningen kan være i L. S. og i O., kan nævnes, at det latinske: Quod si puero nornen præ festinatione impositum non sit/ post imponatur i L. S. oversættes: Oc om barnnet haffuer icke faait naffn/ for den hast som paa ferde vor/ da maa de siden giffue det naffn (S. 151, L. 11), mens Sætningen i Ord. 1539 lyder: Der som mand oc saa haffuer figt/ att barnett er intet naffn giffuet/ da maa mand siden geffuet naffn, hvilket ganske svarer til Oversættelsen i Udkastet.
✂ Ordforraadet i Lønligt Skriftemaal og i Ordinansudgaven er da saare forskelligartet, men dette modbeviser som sagt ikke Palladii Forfatterskab, derimod er Bøjningsog Retskrivningsforhold i Ordinansudgaven 1539 saa lidet overensstemmende ikke blot med Lønligt Skriftemaals, men i det hele med Palladius's daværende Ortografi, at de fuldstændig afkræfter den Tradition, at Udgaven 1539 er besørget af Palladius. Thi som vi har set ved Oversættelsen af Luthers Haandbog, overlader Palladius det ingenlunde til Bogtrykkeren at sørge for Retskrivningen, tvertimod retter han med stor Omhu den Kilde, han benytter, naar Ortografien ikke stemmer med hans egen; se foran S. 47-48). Men nu finder vi i Udg. 1539 Mængder af Exempler paa Former og Stavemaader, som Palladius i 134 Haandbogs- Udgaven 1538 havde rettet hos Sadolin; det vilde da være ganske utænkeligt, at han nogle Maaneder efter skulde genoptage de forkastede Skriftformer. Ortografien i Lønligt Skriftemaal viser da ogsaa en fuldstændig Overensstemmelse med Ortografien i Luthers Haandbog. Saaledes skrives i Lønl. Skr. dem som i Haandbogen, men i Ord. dennem som hos Sadolin; i Lønl. Skr. skrives altid fra som i Haandbogen, men i Ord. fraa (og fra) som hos Sadolin; i Lønl. Skr. mig, dig, sig, min, din, sin som i Haandbogen, men i Ord. regelmæssigt meg, deg, seg og ofte myn, dyn, syn som hos Sadolin. Artiklen skrives i L.S. ith, ligeledes skrives disse, dis-, vid som i Haandbogen, men i Ord. skrives ett, desse, des-, wed. I L.S. er Formerne vilge, suerge almindelige, v bruges næsten regelmæssigt i Forlyd, g og k er hyppige i Forlyd, l fordobles ikke i befale, d bevares i veder- (kende, faris), alt i Overensstemmelse med Udgaven af Luthers Haandbog, hvorimod Ord. 1539 ligesom Sadolin har Formen willij, w i Forlyd, næsten regelmæssigt gj og kj, ll i befalle og y i weyerkiende, weyerfares og seyer, "Sæder". Til Slut kan nævnes, at Ord. 1539 har Formen hymmel el. himmel, Bestemthedsformer paa -ern (modern, tienern osv.) og Adverbier paa -lige, mens Lønl. Skr. ligesom Haandbogen har hiemmel, -eren (moderen, tiæneren) og -lig, og at Ordinansen har Neutrumsformen det stund og ofte Prominalformen nogle, mens Lønl. Skr. altid har den stund og nogne eller nogre. Mange andre Exempler kunde nævnes paa Overensstemmelse mellem Lønl. Skr. og Luthers Haandbog og Uoverensstemmelse mellem disses Ortografi og Ortografien i Ordinansudgaven 1539, men det allerede anførte vil tilstrækkeligt vise Umuligheden af, at Palladius skulde have besørget Udgaven 1539, thi som omtalt var det i Reformationstiden ikke Bogtrykkeren, men Forfatteren, der satte sit Præg paa Bøjnings- og Lydformer, ligesom paa Retskrivningen1.
* 135✂ Og til disse sproglige Betænkeligheder kommer boglige og historiske. Hvorfor skulde Palladius, om han havde givet sin Oversættelse i Trykken ikke have forsynet den med sit Navn, eller med et Forord eller Efterskrift, som det var hans Sæd baade før og senere? Udeladelse heraf forklares ikke ved, at Ordinansen var en Lovbog, som Bispen ikke kunde sætte sit Navn paa, thi Udgaven 1539 var netop ikke nogen officiel Lovbog, og Oversættelsen i denne blev da heller aldrig autoriseret. Og dernæst, hvis Palladius havde villet lade sin Oversættelse trykke, hvorfor skulde han da give denne betydningsfulde Bog i Trykken hos Hans Barth i Roskilde, da alle hans øvrige i Danmark trykte Bøger er prentet i København hos Hans Vingaard - og af hans c. 30 danske Skrifter er kun tre trykt udenfor Danmark. Og endelig: hvorfor skulde Sjællands Biskop lade den ureviderede Oversættelse trykke faa Maaneder før Revisionen af Kirkeordinansen skulde finde Sted? At denne nemlig var berammet til Herredagen i Odense kunde vel være Bogtrykkeren ubekendt, men næppe Bispen1.
✂ Der synes derfor at være al Sandsynlighed for, at Initiativet til at lade Oversættelsen, der formodenlig fandtes i adskillige Afskrifter, trykke, er taget af Bogtrykker Hans Barth udi den kongelige Stad Roskilde og ikke af Peder Palladius2.
✂ Derimod er det ikke usandsynligt, at Palladius er Forfatter til Oversættelsen. Dette kan vi vel ikke dømme af Sproget i de Dele af Ordinansen, der falder sammen med Udkastet, men en Undersøgelse af Sproget i de Dele, som er uafhængige af Udkastet, viser adskilligt, der synes præget af Palladius. Saaledes hele Oversættelsen af Kongebrevet, saaledes Overskriften nf. S. 167, L. 26 (jfr. foran S. 125) med den folkelige Omskrivning af Latinen, saaledes Gengivelsen af * * 136 det latinske cibum et potum ved det mere haandgribelige øll oc mad (nf. S. 226) ganske som i Katekismen (se foran S. 7) og den stavrimede Tilføjelse om hs oc haffre (nf. sst.) o. s. fr. Men dog er det vanskeligt i Hans Tavsens Tid at kendetegne disse og lignende fyndige og folkelige Oversættelsesmaader som Palladius' Særeje. Vi kan derfor kun sige, at Sproget i de selvstændige Dele af Oversættelsen gør det sandsynligt, at Oversætteren er Palladius'. Og det vilde ogsaa være rimeligt, at det var bleven overdraget Palladius at udsætte Ordinansen af Latine paa Danske, ligesom han af Tyske paa Danske havde udsat Haandbogen.
✂ Vi kan derfor slutte Undersøgelsen med den Formodning, at Traditionen har Ret i at gøre Palladius til Forfatter af den Oversættelse, der er trykt 1539, men den har uden Tvivl Uret i at tillægge Palladius Udgivelsen heraf.
✂ Palladius har ikke udgivet sin Oversættelse af den latinske Ordinans, fordi den ikke var Lov, men man har brugt den som Grundlag - Ord for Ord - for den endelige danske Ordinans, der fik Lovskraft 14. Juni 1539.
VI.
LØNLIGT SKRIFTEMAAL.
✂ Et Aarstid inden Revisionen af Ordinansen fandt Sted - i Sommeren 1538 - havde Palladius set sig nødsaget til at oversætte forskellige vigtige Stykker af Ordinansen, fordi "Sognepresterne paa Landzbyerne ere saa groffue och wforstaandige/ ath de icke vide/ huorlunde de skulle handle.. Uden de faa det grofflige bescreffuit paa Danske/ for dem. End dog det staar klarlige nock bescreffuit i Ordinantzbogen". I September 1538 var den lille Bog om lønligt Skriftemaal færdigtrykt. Den indeholder dog som omtalt ikke blot Oversættelser af Ordinansstykker, men ogsaa andre Artikler, "som tilforn ære vdgaangne i Haandbogen/ aff vellerde mend Predickere i Kiøbnehaffn" 1.
* 137✂ Vi har i det foregaaende undersøgt Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og dens ene Hovedkilde: Ordinansen. Vi har set, at Palladius har holdt sig tæt til den endelige latinske Ordinans og givet en Oversættelse af Stykkerne heri, der er ganske uafhængig af Oversættelsen i Udkastet.
✂ Vi skal nu undersøge Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og dens anden Hovedkilde: den københavnske Haandbog1. Palladius har afskrevet denne Ord for Ord. * 138 Kun hvor et Udtryk syntes ham forældet, har han rettet det, ligesom han fuldstændig har moderniseret Ortografien. Forholdet mellem Lønligt Skriftemaal og den københavnske Haandbog svarer saaledes til Forholdet mellem Enchiridion og Sadolins Katekismusoversættelse (se foran S. 43). Som Exempler paa Rettelser fra Ordforraadet kan nævnes: kender til bekiende (S. 143, L. 13), opregnen til opregnelsse (S. 143, L. 16), wdj til i (almindeligt), bud til budord (S. 143, L. 17, S. 144, L. 2); stede dennom til til tilstæde dem til (S. 144, L. 3); de wide beskedenhed der wdj til de haffue forstaand der i (sst.). Som Exempel paa Grammatiske Rettelser kan nævnes at de ny Flertalsformer som kender, haffuer, raader er ændrede til de oprindelige bekiende (S. 143, L. 13), haffue (S. 143, L. 16), raade (S. 143, L. 24), at Pronomenet dennom er rettet til dem og Adverbieendelsen -en til -e: wisligen til viislige, suorligen til snarlige.
✂ De lydlige og ortografiske Rettelser er mangfoldige og stemmer nøje med Palladius' Rettelser af Sadolins Ortografi. Vi har saaledes et nyt Bevis paa, at Forfatteren og ikke Bogtrykkeren satte sit Præg paa Ortografien, thi saavel Lønligt Skriftemaal som den københavnske Haandbog er trykt hos Hans Vingaard i København og saare forskellige, mens omvendt Ortografien i Haandbogen kun afviger uvæsentligt fra Ortografien i Ordinans-Udgaven 1539, skønt den første er trykt i København, den sidste i Roskilde.
✂ Nogle Exempler:
✂ Ordinansen og Haandbogen: w i Forlyd (wed, wide, worde osv.), menPall: v (vid, vide, vorde); Ord og Hdbg: meg, deg, seg, men Pall: mig, dig, sig; Ord. og Hdbg: at(t), men Pall: ath; Ord. og Hdbg: at, skie, Pall: ath, ske; Ord, og Hdbg. oftest: sodan, mol, mode, Pall: saadan, maal, maade; Ord. og Hdbg: ett, Pall: iih; Ord. og Hdbg: sielff, Pall: selff; Ord. og Hdbg: weed Præs., wed Præp., Pall: vid Præs. og Præp; Ord og Hdbg: ofte ong, konde o. l., Pall: altid vng, kunde; Ord. og Hdbg: weyerquege, weyerfares, Pall: 139 vederquege, vederfaris; Ord. og Hdbg, desse, Pall: disse; Ord. og Hdbg: Willij, Pall: vilge; Ord. og Hdbg. har ofte enklitisk Brug af Pronomenet: for høret o.s.v., Pall: forhøre det o.s.v.
✂ De anførte Exempler er taget fra Stykket om lønligt Skriftemaal; Stykket om Pønitens er jo tabt, og Stykket om Sakramentet kun bevaret i Afskrift (se Noten foran). Dog kan fra dette sidste, der er betydelig udvidet hos Palladius, nævnes følgende Rettelser af Ordforraadet: threde frem til gaa frem (S. 147, L. 26), tacknem til tacknemmelig (S. 148, L. 13), Ligesaa til Desligeste (S. 148, L. 4).
✂ Da Ordinansen blev revideret og trykt paa Dansk, blev baade Ordinansstykkerne og Haandbogsstykkerne i "Lønligt Skriftemaal" forældet og overflødiggjort. Det lille Skrift optryktes derfor aldrig siden. Og det er kun bevaret i eet eneste Exemplar, der endda ikke er fuldstændigt, idet Bl. F l mangler. Det findes paa det kgl. Bibliotek i København. Det er smukt trykt, rigt - men inkonsekvent - udstyret med Missaler. Dets Størrelse er som Rammen paa Titelbladet viser: lille Oktav. Linjeantallet er - med almindelige Typer: 22, med Missaltyper: 13.1
✂ I Bogen findes to Træsnit. Det ene, paa Bl. F 3v, nf. S. 154, viser Symbolerne paa Kristi Lidelse: til venstre Søjlen, Rebet og Svøben, i Midten Korset med Nagler, til højre Kristi Kjortel Det andet Træsnit, paa Bl. G 4r, nf. S. 158, fremstiller Kristus paa Korset mellem de to Røvere; forneden til venstre Maria med Sværdet i Brystet, til højre Johannes. Dette Træsnit er omgivet af en Ramme med Forsiringer og de lybske Vaabenskjolde.
✂ Bogen er trykt i København af Hans Vingaard2.
* *VII.
✂ Ogsaa Udgaven af Kirkeordinansen blev forældet og overflødiggjort, da den reviderede danske Ordinans blev trykt. Den er derfor aldrig senere udgivet, hvorimod den "rette" Ordinans oplagdes mangfoldige Gange1.
✂ Allerede for et Par Aarhundreder siden, da Lackmann skrev sin Ordinans-Historie, var Udgaven 1539 en stor Sjældenhed2. To fuldstændige Exemplarer af den er dog endnu bevaret. Det ene findes paa Universitets-Biblioteket i Kbh., det andet paa d. kgl. Bibl. sst.; efter dette er nærværende Udgave trykt.
✂ Originalen er i Oktav-Format, som Rammen paa Titelbladet angiver (S. 159), Linjeantallet er 23. Missaltyper er som Regel anvendt til Overskrifternes første Linje som i Udgaven nedenfor.
✂ Titelrammen, der ogsaa findes i Hans Barths Tryk af Melanchtons Instructio Visitationis Saxonicæ, Roskilde 1538, fremstiller foroven Kristus, der prædiker for Folket; forneden Kristus, der sender Apostlene ud.
✂ Bogen er som nævnt trykt i Roskilde af Hans Barth3.
* * * 141