Møller, Poul Martin Uddrag fra Skrifter i Udvalg

Ahasverus. Den betydeligste af de poetiske Planer, Poul Møller omgikkes med i Slutningen af sit Liv, var Ideen til en »Ahasverus«. Saa vidt det kan skønnes, vilde han i denne Figur som i et Skræmselsbillede have legemliggjort en fortvivlet Stemning, som han havde haft megen Møje med at kæmpe sig ud af. Igennem den gamle bitre Iagttagers Mund vilde Poul Møller have udtalt den Tvivl om Livets Værdi, om Sandhed og Natur i Selskabet og Samfundet, om Videnskabens Magt og Kunstens Herlighed, hvoraf der findes saa mange Spor i hans Optegnelser fra de senere Aar. Om Formen for dette Arbejde er det ikke muligt at sige noget: man kunde tænke sig en Dagbog, en Enetale, dog snarere en Række dramatiske Scener. Med Undtagelse af Nr. 4 og 6 optoges Fragmenterne i 3. Bind af Efterl. Skr., der udkom 1843, i samme Aar som Søren Kierkegaards Enten-Eller, hvis Indledningsstykke ΔΙΑΨΑΛΜΑΤΑ ligner dem meget baade i Stil og Stemning.