Møller, Poul Martin RECENSION AF 'EKSTREMERNE'

RECENSION AF »EKSTREMERNE«

Idet jeg staar i Begreb med paa nogle Blade her at omtale denne nyeste Gave, som Publikum har modtaget fra den ubekendte, men ikke desto mindre berømte Forfatters Haand, forudskikker jeg en Indledning, om hvilken jeg selv tilstaar, at den lige saa godt kunde staa foran enhver anden æstetisk Recension eller Anmeldelse som foran den nærværende. Jeg gør nemlig et Par aforistiske Bemærkninger om de forskellige Maader, hvorpaa man har grebet den Sag an at anmelde Digterarbejder for Læseverdenen. - Den mest videnskabelige Fremgangsmaade var unægtelig i dette Tilfælde den at angive Novellens Hovedarter, at anvise den nærværende Fortælling sin Plads i et saadant System af Noveller og derved bane Vejen til en fuldstændig æstetisk Karakteristik deraf. Denne grundige Fremgangsmaade, som endnu ingen har brugt, uagtet flere Recensenter have anstillet højst interessante og lærerige Refleksioner over Forfatterens tidligere Arbejder, vil jeg lige saa lidet som hine give mig af med at forsøge. Foruden denne stræng videnskabelige Vej gives der forskellige Arter af Konversation, som 134 man har set de fleste æstetiske Kunstdommere betjene sig af. Saaledes er en Metode nu om Stunder meget yndet, som man passende kan give Navn af den persiflerende eller nyfranske Recension; thi den bruges mest i de parisiske Journalers Teaterartikler. Deri bruges et Digterværk som Motiv for en Strøm af Vittigheder, som ere meget underholdende for sig betragtede, uden Hensyn til det Arbejde, der ligger til Grund for dem, paa hvilket de tit, naar man ret betragter Sagen, have liden eller ingen Anvendelighed; tværtimod nydes de allerbedst, naar den omhandlede Genstand tabes aldeles af Sigte. Den med Vittigheder svangre Recensent tilfredsstiller nemlig ved et ubekvemt Middel sin egen tilfældige Trang, omtrent ligesom Gøgen, der i Rødkælkens Rede finder Plads for sit Æg; men Digteren, ved hvis Arbejde han anbringer sine forudbestemte Bemærkninger og længe gemte Vittigheder, underkastes i Almindelighed en højst uretfærdig Medfart. - Selv om jeg havde Talent til at bruge denne nyfranske Maner, vilde jeg dog afholde mig derfra, da jeg anser den for aldeles uhensigtsmæssig: den strider nemlig aldeles mod en Anmeldelses Bestemmelse, da det ved denne Fremgangsmaade fornemmelig er Anmelderen selv, der bliver anmeldt, idet han paa en forfængelig Maade stiller sig selv i Lyset for Digteren. - Vi nægte hermed ingenlunde, at der gives meget vittige Recensioner, hvori det mest lunefulde Foredrag aldeles er bragt i Harmoni med Arbejdernes Hovedformaal; men disse ere væsentlig forskellige fra hint Slags, der frembringes i det unge Frankrigs og det unge Tysklands forfængelige og smaglose Skoler. Hvor højst forskellig er

        

135 ikke den heri herskende kokette Vittighed fra den sande, urbane, maadeholdne, der findes hos Lichtenberg eller, for at vise hen til et nærmere Mønster, i flere populære Afhandlinger af J. L. Heiberg! Hos disse Forfattere gennemtrænger Vittigheden ofte, som en lige fordelt Varme, det hele Foredrag, saa at den vanskeligt kan paapeges hist eller her, og paa de Punkter, hvor den træder mere selvstændig frem, vinder Tanken dog altid Anskuelighed og Klarhed ved de stærkere Lynglimt. Den falske Vittighed derimod, som vi her ivre mod, træder ikke saaledes i Indholdets Tjeneste, men afdrager aldeles Opmærksomheden fra Genstanden, der blot bruges som et nødvendigt Underlag for Indfaldenes frivole Gøglespil. Agtelse for Sandhed, ja selv Konsekvensen i Domme over Personer og Genstande, opofres aldeles for det hensigtsløse Spil, der er sig selv mer end nok. Den nyfranske Vittighed og den, der opelskes i H. Heines Skole, som er nær beslægtet dermed, men glimrer med mere romantiske Farver, har næsten bestandig en atomistisk Karakter, og Tankernes Traad skjules næsten aldeles af Vittighedernes uægte Perler.

Ved den hyppige Brug af den Maner, at lade Vittigheden træde frem i selvstændige Partier af et Foredrag, er den Fordom bleven temmelig almindelig at det er Vittighedens Natur og Væsen at fremtræde saaledes. Der gives mange, som holde for, at Vittighed kuns viser sig som Talent til at frembringe saadanne for sig bestaaende Indfald, saa at Ordet ikke blot i daglig Tale, men endog i Skrift, for en Del har tabt sin oprindelige Betydning i Sproget. Mange have slet intet Begreb om den finere Vittighed,

        

136 som gennemtrænger et opvakt Foredrag saaledes, at den er allestedsnærværende deri. Denne Fordom er blevet fremmet derved, at man i Psykologier og Æstetikker for at oplyse Vittighedens Begreb har betjent sig af hint Slags haandgribelige Indfald som de mest iøjnefaldende Eksempler.

At det didaktiske Foredrag nu om Stunder saa tit bliver smagløst ved den overdrevne Higen efter Vittighed, der saa klart lægges for Dagen deri, har for en stor Del sin Grund i den gængse Forveksling af sand Genialitet og den Færdighed at sige eller skrive vittige Indfald. Den Tid er nu forbi, da man antog, at der udkrævedes usædvanlige Naturgaver for at kunne fremstille sine Tanker og Følelser i velklingende Vers og poetiske Billeder. Man er kommen efter, at det er muligt, ved blot Kunst og Opmærksomhed paa Poesiens mangfoldige Tilsyneladelser, paa den mest skuffende Maade at eftergøre de Former, der oprindelig skabtes af Naturdigtere; men endnu staar man i den Vildfarelse, at Vittighed er et umiskendeligt Pant paa Genialitet. Uagtet gentagne Forsikringer af Mænd, der have drevet det vidt i den Færdighed at sige Vittigheder, er det endnu kun lidet erkendt, at denne Kunst for en stor Del kan erhverves ved Flid og Øvelse. Allerede ved at læse og høre mangfoldige Vittigheder, og ved at overlade sig med ganske Sind til Nydelsen af dem eller Betragtningen af deres Natur, bliver enhver, der har nogen Aandskultur, sat i Stand til at gøre nye Vittigheder i samme Smag. Enhver, der til fulde forstaar det Spil, der ligger i en klassisk Vittighed, har deri en fast Typus, efter hvilken han kan forfærdige mange Vittigheder, der

        

137 have Analogi med Forbilledet, uden just at være Gentagelser deraf. Saaledes har man ikke sjældent set, at selv indskrænkede Hoveder, ved jævnlig Omgang med aandrige Mænd, til en vis Grad have lært dem Kunsten af og vidst mekanisk at eftergøre deres Udtryksmaade. - Man miskender ingenlunde Poesiens og den originale Vittigheds Udspring, fordi man paastaar, at dens Former kunne tilegnes, uden at dertil behøves fortrinlige Naturanlæg: tværtimod viser det jo Kraften af den Ild, der fra første Færd har været hentet fra Himlen, at den kan saa længe gaa fra Haand til Haand, uden rent at miste sin oprindelige Natur.

Naar nu den større Læseverden med det første kommer til Erkendelse af den Sandhed, at Vittigheder, lige saa vel som Poesier, lade sig forfærdige paa en fuldkommen mekanisk Maade, vil man naturligvis blive lige saa ked og led af hine Vittigheder, der ere gentagne Aftryk af visse staaende Grundformer i forskelligt Stof, som man overalt i Europa tilstaar, man er ked af de formelle Digterarbejder. De samme Læsere, der for Tiden overspringe Vers i Tidsskrifter og Døgnblade, ville med Uvilje lægge Papiret fra sig, naar de mærke Spor til det ubeskedne, paatrængende Spil med Indfald i Prosa. Ligesom man undertiden ser Udgiveren af en Morskabsbog i sin Subskriptionsplan at forsikre Publikum, at det skal slippe med et lidet Antal Digte, saaledes vil man sandsynligvis komme til at love samme Maadehold i Brug af Vittigheder. Publikum vil nemlig her gøre den Fordring gældende, at Prosaisten, uden at trætte det med alt for mange Spilopper og Omsvøb, skal holde sig til

        

138 Sagen selv og sige ligefrem, hvad han har at sige. Da vil de nyfranske Recensioners Bladguldalder ogsaa være forbi. Dermed vil heller ikke være meget tabt for Æstetikken; thi naar den glimrende Indklædning afdrages, bliver i dem ikke stort tilbage uden den idelig gentagne Fordring, at Poesien skal træde mer i Politikens Tjeneste, end den hidtil har gjort, en Tanke, som i den Betydning, hvori den hidtil er tagen, maa betragtes som en stor Vildfarelse.

De to hidtil omtalte Slags Recensioner, de systematiske og de nyfranske, have kun sjælden været forsøgte her til Lands; man har dog for det meste gaaet en tredje Vej, der ligesom den koket-vittige bevæger sig i Konversationens Region. Denne tredje Klasse indbefatter næsten alle gode danske og tyske Recensioner, og træder følgelig frem under saa mange forskellige Skikkelser, at det vanskelig kunde falde mig ind at betragte denne store Slægt for sig, ved Siden af de to andre smaa Familier, hvis det var disse Blades Formaal enten at give Recensionens tilfældige eller dens filosofisk nødvendige Historie. Da vilde det falde noget besynderligt at opstille tre Klasser af Recensioner, af hvilke den første næsten mangler Eksempler, den anden kuns efter Navnet hører til Recensionernes Tal, og den tredje næsten indbefatter alle i Litteraturen forekommende Recensioner. Det er ikke nogen videnskabelig Inddeling, her gives, men kun en temporær Sammenstilling, som sker for at gøre nogle flygtige Bemærkninger over den æstetiske Recensions nærværende Karakter, at blotte nogle svage Sider ved den og fremskynde Besvarelsen af et og andet

        

139 Problem. Saaledes opkaste vi straks det Spørgsmaal, om Recensionen er en fri Kunst i den særegne Betydning, at Mesteren kan behandle sin Forretning, som han lyster, uden at enten hans Virksomheds eller hans Objekters Natur foreskriver ham nogen bestemt Fremgangsmaade. Følgen deraf var, at tredive grundige Recensenter af eet og samme Digterværk kunde komme til at skrive tredive æstetiske Afhandlinger derom af aldeles forskelligt Indhold, uden at den enes Arbejde mindre svarede til sin Bestemmelse end den andens. Denne Lovløshed har ikke blot i Praksis, men selv i Teorien haft sine Forfægtere: saaledes har F. Schlegel et Sted gjort den Paastand, at en god Recension over Digte ifølge Sagens Natur var et nyt Digt. Om Rækken skulde betragtes som sluttet med et saadant Digt i anden Potens, der i saa Fald blev til en særegen Digteart, der ikke kunde blive Genstand for nogen Recension, eller om Rækken lod sig fortsætte i det ubestemte, har han ladet uafgjort. I sidste Tilfælde kunde Poesien aldeles opgive sin Sammenhæng med det øvrige Liv; den vilde komme til en saadan Uafhængighed og Selvstændighed, at den idelig kunde reproducere sig selv blot af sig selv og ligesom Slangen, der er Evighedens Symbol, opholde Ldvet ved at fortære sin egen Hale. En Tilnærmelse til dette Ekstrem fremstiller den tyske Poesi i de mange Romaner, Noveller og lyriske Digte, der næsten alene dreje sig om Kunsten og Kunstnernes Værker og Bestræbelser. Holder man sig til denne Yderlighed, mister den æstetiske Recension sin videnskabelige Karakter, Poesien opsluger Æstetikken. Efter en anden Teori, som heller ikke savner

        

140 Forsvarere, skulde de æstetiske Recensioner ikke have mindste Spor af Tilfældighed i sig, men halvfjerdsindstyve fuldkomne Recensioner af samme Digterværk vilde stemme lige saa fuldstændig overens med hinanden som de halvfjerdsindstyve Fortolkeres berømte Oversættelse. Recensionen er efter denne Synsmaade aldeles bestemt ved sit Begreb og ved Kunstværket, saa at Kunstneren blot har at udføre den paa den ene nødvendige Maade, paa hvilken den efter den strænge Metode kan udføres. Det gør for Læseren ikke noget til Sagen, hvo der skriver Recensionen, naar det kun er en Mand, der forstaar sit Fag: den lyder hos den ene Recensent netop som hos den anden. Naar Filosofiens System er aldeles færdigt, hvori der ikke mangler meget, da staar egentlig enhver Recension et eller andet Sted deri: Kunstdommeren har kun at opsøge det respektive Sted i Systemet og deraf at føre Recensionen ind i det Blad eller Tidsskrift, hvor den begæres. Med andre Ord: ethvert Digt udtaler en eller anden Erkendelse i en ufuldkommen Form, og den Recensent, som oversætter det rettelig i sit adækvate videnskabelige Udtryk, gør Digtet selv aldeles undværligt, idet han giver noget bedre i Stedet for det. I Følge heraf bliver Recensentens Kunst en Færdighed i at læse Digternes ufuldkomne Cifre og at transponere dem i Videnskabsmændenes fælles almengyldige Foredrag. Denne Teori er bestemtest udtalt af den tyske Professor Hinrichs, der selv til en Prøve har givet to videnskabelige Parafraser, en af Goethes Faust og en af Sophokles's Antigone. Den sidste stod alt i Forvejen i Hegels Phaenomenologie des Geistes, vel i

        

141 større Korthed, men for Resten ordlydende dermed. Efter denne anden Yderlighed opsluger Videnskaben aldeles Kunsten, men Recensionen taber ganske sit Præg af Tilfældighed.

Af det sidst fremsatte ses vel klart, hvad jeg mener ved det Spørgsmaal, paa hvis bestemte Besvarelse jeg driver, om Recensentens Virksomhed bør være ganske fri eller bunden til en ufravigelig Metode. Naturligvis maa det rette Svar holde sig mellem de to her opstillede Yderligheder. At Knuden ogsaa kunde løses eller overhugges derved, at egentlige æstetiske Recensioner som en Overflødighedsartikel forsvandt af Litteraturen og overlod deres ledige Plads dels til almindelige æstetiske Abhandlinger i strængere Betydning, dels til Anmeldelser i Ordets allerbeskedneste Betydning, tages ej her i Betragtning, da saa meget er vist, at de for Tiden anses for en Fornødenhed i alle kultiverede Stater og endnu læses med Begærlighed ved Siden af de politiske Artikler. Her meddeler jeg, som sagt, et ringe Bidrag til Problemets Løsning ved at gøre opmærksom paa den meget utvungne Fremgangsmaade, der bruges i den tredje Klasse af Kunstdomme, som jeg vil kalde den elementariske Recension. - Det er for Resten saa langt fra, at jeg ubetinget vil nedsætte den Fremgangsmaade, som i denne er brugelig, at jeg tværtimod selv agter i det følgende at betræde denne samme brede Landevej; men jeg vil først kortelig karakterisere Metoden.

Recensenten stræber at gøre sig selv rede for, hvorfor en Digtning behager eller mishager ham; og de Fordringer, som han selv medbringer, eller som i 142 det mindste under Læsningen vækkes hos ham, blive da de Lovbud, hvorpaa han støtter sine Kendelser. At slige Fordringer virkelig kunne udvikle sig hos den, der med poetisk Modtagelighed følger en Digters Fantasier og henrives til en afledet, eftergørende Produktivitet, idet han med større eller mindre Tilfredshed følger Digterens Fjed, antages her for en afgjort Sag; og det er kun ved Refleksion over disse Fordringer, at den Mangfoldighed af æstetiske Erfaringer erhverves, som er den nødvendige Forudsætning for en videnskabelig Indsigt i Kunstens Natur. Denne Fremgangsmaade er for det første rent empirisk og skal kun bane Vejen for et med filosofisk Frihed konstrueret æstetisk System, hvorved hine isolerede Fordringer komme til at ses i deres rette Betydning. Men hine Erfaringer maa under en naturldg Udvikling besiddes først og ere de højere Sansninger, hvortil det æstetiske System refererer sig, naar det skal være mer end tom Formalisme. Men selv i det Tilfælde Recensenten har sit æstetiske System færdigt, hvorpaa han under alle sine Domme beraaber sig, som paa en uafvigelig Kodeks, kunne hans Recensioner dog have den Beskaffenhed, at vi ville henregne dem til det elementariske Slags. Han har i sin Kodeks en Mangfoldighed af æstetiske Sætninger, blandt hvilke han har frit Valg, naar han motiverer sin Dom over en Digtning. Er der nogen Orden i hans Æstetik, maa der vel først findes et Afsnit deri om Kunstens almindelige Natur og Væsen, hvoraf der allerede kan hentes en hel Del Fordringer til Dommens Genstand; der maa vel ogsaa findes Bestemmelser for Poesien i Almindelighed, og endelig for de forskellige Arter og

        

143 Underarter af Poesi. Saaledes har han en vid Mark af Bestemmelser for sig, der i ethvert givet Tilfælde kunne ligge til Grund for Ros eller Dadel. Den førstnævnte Klasse Recensenter, de systematiske, holde sig til de Fordringer, der kunne gøres til den Digteart, under hvilken deres Genstand nærmest herihører, og de bevæge sig saaledes indenfor en snævrere Kres af Betragtninger. Men ikke blot disse specielle Bestemmelser gælde for Digtning; alle de foregaaende, almindeligere kunne lige saa vel anvendes derpaa. En Novel er ikke blot en Novel, den er ogsaa en episk Digtning, den kan betragtes blot som en Digtning, eller efter et endnu almindeligere Synspunkt blot som et Kunstværk. Denne Sandhed holder den elementariske Recensent sig til, og derpaa støtter han sin Ret til at gøre vilkaarlige Greb snart hist, snart her i det æstetiske System. Det samme gælder naturligvis om de Kunstdommere, der slet ikke have noget æstetisk System, hverken i Boghandelen eller i deres Pult eller i deres Hoveder. De Sætninger, der ligge til Grund for deres æstetiske Domme, for saa vidt de have Gyldighed, maa nemlig kunne tænkes som integrerende Dele af et muligt System.

Denne elementariske Fremgangsmaade bruges, som sagt, næsten af alle æstetiske Recensenter. At de førstnævnte lyriske Kunstdommere høre hertil, er aabenbart, da deres Begejstrings Udbrud, for saa vidt den ikke rent opløser sig i taagede Følelser, maa kunne føres tilbage til videnskabelige Sætninger af Æstetikken som dens egentlige Mening og Indhold. Ogsaa de omtalte hegelianske Recensioner høre til samme Slags: en Digtning betragtes i dem aldeles

        

144 vilkaarlig fra en bestemt Side, der tages nemlig Hensyn til den almindelige Sandhed, som nærmest kan udledes deraf. Hinrichs opløser f. Eks. Tragedien Antigone saaledes, at han deri kun finder en Fremstilling af den nødvendige Kollision mellem Individets Pligter mod Familien og mod Staten. Han tager slet intet Hensyn til, at Genstanden er et dramatisk Digt: den selv samme Analyse kunde have været anvendt paa en episk Behandling af det samme Stof. Dog, hvorfor skulle vi hente Eksempler saa langt fra? Af Forfatterens Noveller have vi flere Recensioner efter den samme elementariske Metode. Saaledes forudskikke i den smukke Afhandling om dem, der findes i Oehlenschlægers Prometheus, et Par Almensætninger, hvori der udtales Fordringer, som ikke blot maa gøres til ethvert Digt, men overhovedet til ethvert Kunstværk, f. Eks. at det maa have poetisk Idealitet. Hvad jeg forstaar ved den Metode i Recensioner, som jeg har kaldt den elementariske, tror jeg, ved disse Bemærkninger er blevet klart nok, og maaske det biver mer end klart nok, naar jeg til Slutning giver den korte Forklaring derover, at den bestaar deri, at Recensenten af subjektive Grunde betragter en Digtnings Forhold til visse bestemte æstetiske Fordringer uden at befatte sig med andre Hensyn, der efter Sagens Natur lige saa godt kunde have været valgte.

Jeg gentager, at jeg ingenlunde vil bryde Staven over denne Fremgangsmaade, der bruges i saa mange lærerige Afhandlinger, som i deres Art ere Mesterstykker. Lige saa lidet vil jeg indlade mig i Strid med den, der maaske vil paastaa, at denne Metode just er den eneste rette, fordi den sætter Kritikeren

        

145 i Stand til at gøre de Bemærkninger, som Tidsaanden mest giver Anledning til, eller som han selv føler størst Kald til at udtale. Men er denne Metode rigtig, da er det ogsaa bifaldsvær digt - hvad man dog hører en eller anden holde sig op over - at en æstetisk Recension aabnes med et eller andet Fragment af en virkelig eller mulig Æstetik, saa at man i en Række slige Kritikker finde en hel Del adsplittede Lemmer af et ubekendt æstetisk Korpus.

Hermed er Indledningen ude. Jeg gaar nu over til Betragtningen af den ovennævnte Novel og betjener mig med desto bedre Samvittighed af den elementariske Fremgangsmaade, da jeg selv har indrømmet Tilfældigheden af dens Retning. - Hvad der tilforn i Maanedskriftet har været sagt om disse Novellers Karakter, agter jeg ej med Vidende og Vilje her at gentage.

Det første Fortrin, Anmelderen finder ved den ovennævnte Novel, der ligesom den samme Forfatters tidligere Fortællinger i det hele taget staar langt over det meste, vor Litteratur ejer i samme Digteart, er den sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse paa hans poetiske Fantasier. Vende vi først Opmærksomheden hen paa den ene af disse to modsatte Retninger, der kunne have ensidig Overvægt i et Digterliv, da burde det nu, efter de mange hidhørende Kendsgærninger, Menneskeslægten har oplevet, være en afgjort Sag, at Kunsten i Almindelighed og især Poesien kan løsrive sig saaledes fra det virkelige Livs Interesser, 146 at derved et væsentligt Moment forsvinder af dens Produkter. Poesien er en Blomst af det selskabelige Liv, og hvad et Folk og dets Individer have oplevet, afgiver i en vis Betydning Stoffet for dets højere Liv i Digtekunsten. Men, naar en rig poetisk Litteratur har udviklet sig, faar Kunsten efterhaanden mer og mer Selvstændighed, idet Hovedkilden til nye Digtninger stedse mer og mer bliver den alt eksisterende poetiske Litteratur, og den oprindelige Poesi, der med Friskhed og Originalitet gik frem af det virkelige Liv, bliver et bestandig sjældnere Fænomen. Det kan da komme dertil, at Poesien taber sin Sammenhæng med det øvrige Liv; men er denne Sammenhæng aldeles afskaaren, skal Poesien blot ernæres af Poesi, da hører den ogsaa op at være virkelig Poesi. Naar der hos et uforholdsmæssigt Antal af et Folks Individer opstaar et Hang til at føre et poetisk Tilskuerliv, da maa en poetisk Periode snart være forbi, og Malmet hentes da sikkert ikke længer fra en Afgrund, der kun er tilgængelig for Geniet. Naar det hele aandelige Liv, naar Religiøsiteten og Borgerlivet er nærved at forvandle sig til lutter poetisk Efterligning, da er Poesiens Grundlag udhulet, og der bliver intet Stof tilbage, som afgiver en værdig Genstand for Kunstnerens æteriske Reproduktion. Et saadant Punkt har man unægtelig været temmelig nær i Tyskland, hvor man for kort Tid siden ofte betragtede Kunstpoesien som den eneste Aabenbaringsform for det guddommelige Liv i Menneskeslægten, og følgelig blot beholdt Prædikatet poetisk tilbage for alt, hvad der er højt og herligt i Livet. Denne Synsmaade fandt ogsaa, som enhver tysk Forvirring, en liden 147 Efterklang i Danmark, hvor det dog allerede kom saa vidt, at en Recensent i Maanedsskriftet Athene ikke ansaa det for overflødigt at gøre den Bemærkning, at Kunsten ikke var det absolute og evige selv, men kun en af dets Aabenbaringsformer.

Beundring for den poetiske Aandsfrihed, der udmærker Goethes Digte, hans Færdighed i at holde sin prosaiske Delagtighed i Menneskelivet skjult under sin poetiske Skabelse, bragte en æstetisk Skole til med Ensidighed at udhæve dette Moment i Poesien som Hovedsagen deri. Man gjorde det omsider til en Fordring til en Digter og, i Følge den ovenomtalte Forvirring, til et fuldkommen udviklet Menneske, at han skulde være hævet over Livets praktiske Formaal, der forkastedes under Navn af Interessen for det endelige. Da det nu falder den dødelige rent umuligt at opgive al Tragten efter eget Velbefindende, blev det formentlig højeste Dannelsestrin, der anbefaledes under Navn af Ironi, i Særdeleshed sat i en Ligegyldighed for andre Menneskers Livsvilkaar, og følgelig en konsekvent Egenkærlighed. Det er saaledes en følgerigtig Udvikling af denne Livsfilosofi, naar F. Schlegel i sin Lucinde, en Bog, der ofte har været citeret som Ironiens Evangelium, lader sin Hovedperson, efter at hans Læreaar ere tilendebragte, udtale den Sentens, at den har ingen Gud, som ikke selv er sin egen Gud. Dersom Kunstneren har bragt det til en saa fuldkommen Ironi, at alt uden for ham selv og hans Kunst, eller hans Kunst og ham selv, er ham fuldkommen ligegyldigt, da er det vist ogsaa forbi med hans Kunst; den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske. En abstrakt Kunstner,

        

148 der uden for sin Kunst ikke har nogen alvorlig Vilje, ingen alvorlig Overbevisning, er ikke nogen ægte Kunstner.

Med samme Ensidighed, som man har opfattet Begrebet om poetisk Aandsfrihed, har man ogsaa jævnlig isoleret det modsatte Moment, den Sympati med menneskelige Vilkaar, som altid findes hos en fortrinlig Digter, og som han ikke kan skyde fra sig, uden at undergrave sit eget Standpunkt. - Den Sympati med Livets øvrige Interesser, som er den sande Poesis Forudsætning, behøver ej at træde saaledes frem, at man af en Digters Arbejder kan skønne hans politiske Trosbekendelse, eller at man kan udpege de Steder, hvor han virker for dette eller hint praktiske Formaal. Denne Bemærkning er vel i Grunden overflødig, men staar her kuns, fordi de, der fornægte det omhandlede Moment i Kunsten, gøre sig deres Polemik alt for let ved at tage Fordringen i denne plumpe Betydning. Den poetiske Sympati gennemtrænger som en usynlig Bestanddel alle sande Digteres Arbejder, og Realiteten af denne Beskaffenhed erkendes allerbedst i de Tilfælde, i hvilke den savnes. - En ensidig Udvikling af dette Poesiens Moment viste sig i den sentimentale Poesi, hvis Periode haves i saa frisk Minde, at man kun med et Ord behøver at bringe den i Erindring. Ironien var egentlig en naturlig Fortsættelse deraf, da Følenet, naar det behandles som en Kunst og drives til Yderlighed, er meget nær beslægtet med Hjærteløshed. En dunkel Bevidsthed om dette Naboskab er formodentlig Skyld i, at den sentimentale, der gør Profession af sin Medfølelse, mer end andre Mennesker har Modbydelighed for en Ironiker. Da

        

149 dennes Adfærd forekommer ham som en Parodi paa hans eget Væsen, bliver han oprørt ved Synet deraf, ligesom en Hest ved Synet af en Kamel.

I den nyeste Tid har den Erfaring, at der opstaar en mærkelig Tomhed i Poesien, naar den træder uselskabelig frem, eller naar Digteren er et ufuldstændigt Menneske, frembragt en Reaktion, der er lige saa vildfarende som den solitariske Poesi eller Kammerpoesien, hvorimod den er rettet. Man har nemlig villet gøre Poesien til et Organ for den politiske Opposlition, og antaget, at den for Tiden kun da svarede til sin Bestemmelse, naar den udgød sig i Sarkasmer og hadefulde Sideblik til Aristokrati og Tyranni. Saa haandgribeligt skal Sympatien med det selskabelige Liv ej træde frem i den sande Poesi. At Livets øvrige Interesser ej saaledes i deres umiddelbare prosaiske Form lade sig overføre paa Kunsten, har allerede tilstrækkelig vist sig l de stygge Fostre, der ere bragte til Verden af denne Tidsaand.

Blandt de mange Modsigelser i det unge Tysklands og det unge Frankrigs vilde Litteratur er det en højst mærkelig, at man der jævnlig gør Forsøg paa at forene de to stridige Bestanddele, en erklæret sædelig Indifferentisme og begejstret Interesse for Tidens politiske Genfødelse. Hist og her mødes endog de stridige Momenter, og den dybe Selvmodsigelse bliver udtalt" med fræk Sorgløshed. Saaledes har Heinrich Laube, en af Tysklands ultra-liberale Jøder*), etsteds aflagt den naive Tilstaaelse, at han

* 150

vilde anse det for en stor Ulykke, dersom den bedre Tingenes Orden, som han strider for, virkelig blev realiseret, da han i saa Fald intet havde at leve for. Denne indvortes Splid er ogsaa meget almindelig hos en Del franske Digtere, som paa een Gang udtalte paa den ene Side den dybeste Ringeagt for Menneskeheden og Lede til alle Livets Formaal, paa den anden Side Sværmeri for en politisk Fremadskriden, der dog efter deres Livsfilosofi kun vil føre til et nyt Intet. Imellem de her betegnede modsatte Yderligheder, Mangel paa Sympati og tung prosaisk Medidenhed, bevæger de nye danske Novellers Forfatter sig med et ægte poetisk Sind; her er en varm og inderlig Deltagelse med de heterogeneste Aandsretninger forbunden med en Aandsfrihed, der gør dem alle til Genstande for en beroligende Kontemplation. Ved denne Aandsfrihed adskille disse Noveller sig væsentlig fra en Del tidligere danske Fortællinger, med hvilke man ved et stort Fejlgreb har bragt dem i Klasse, f. Eks. fra Rahbeks og Kruses. Uden at miskende den Betydning, hine Rahbeks Ungdomsarbejder have haft for deres Tid og som nødvendige Udviklingsled i Litteraturen, kan man vel uden Betænkning paastaa, at den danske Fortælling ved dem aldeles ikke var hævet til Poesiens Region. Man har netop i dem det mest træffende Eksempel paa Digtninger, hvori den prosaiske Sympati med Livets Jammer har en Overvægt, der nedtrykker og beklemmer Sindet. Ikke heller kunne Kruses Fortællinger,

* 151

som her komme i Betragtning, nemlig de tidligere, hvori han dels har efterlignet Rahbek, dels Lafontaine, i poetisk Lethed, Klarhed og Frihed sættes ved Siden af Hverdagshistorierne. De vare for en stor Del Indklædninger for en skæv Moral, og gjorde sandsynligvis især derfor Lykke, fordi de tjente til Incitamenter for den upoetiske Medlidenhed. Hermed skal ingenlunde være nægtet, at nogle faa af dem have blivende poetisk Værdi.

De to hidtil omtalte Momenter i Poesiens Begreb, Sympatien og den poetiske Frihed, kunne staa i forskellige Forhold til hinanden, og ved den bestemte Maade, hvorpaa de i en Digtning ere forsonede med hinanden, erholder denne sin herskende Grundstemning, der med større eller mindre Sikkerhed kan være vedligeholdt deri. Denne Slags Holdning er et af de Fortrin, som vi kunne sammenfatte under Begrebet Harmoni, et Prædikat, som man gærne bruger, hvor Talen er om Fortællinger af Hverdagshistoriernes Forfatter. Der findes blandt hans Arbejder adskillige, der med Grund lade sig fremstille som Mønstre paa den ægte poetiske Harmoni i et Digterværk, som i den nyere Tid synes at blive mere og mere sjælden. - Men den uafbrudte Ligevægt mellem Aandsfrihed og Sympati er, som sagt, kun en Side af den poetiske Harmoni: hvor denne Side savnes, bevæger Digteren sig ej i en og samme Verden; hans Produkt er sammenstykket af heterogene Bestanddele, enten fordi ingen oprindelig poetisk Konception har givet ham det Forbillede, hvorefter han retter sin Udførelse, eller fordi han mangler Karakter til at vogte sig for den Afdrift, som tilfældige Stemninger kunne medføre. Den smukke 152 Harmoni, der hersker i Ekstremerne, ønsker jeg endnu at betragte fra en anden Side, men vil først forudskikke nogle Bemærkninger om Novellens Indhold, blandt hvilke Læseren dog ikke maa vente noget egentligt Udtog deraf.

Først opkaste vi os selv det Spørgsmaal: Hvorfor har Forfatteren givet sin Fortælling Titel af Ekstremerne? Der findes vistnok i den, som næsten i alle moderne Noveller, en Del stærke Modsætninger, nogle mer udvortes iøjnefaldende, som ved deres Sammenstød frembringe Fortællingens Katastrofe, andre af en mer teoretisk Art, der mest ytre sig i Personernes Konversation og stille Tanker, uden at deres praktiske Planer derved bringes i Kollision med hinanden. Men det er langt fra, at de ideelle Kontraster mindre vække Deltagelse hos Læseren end de, der frembringe de praktiske Sammenstød. Den Modsætning, der træder mest udvortes frem, er den, hvorom næsten hele Nutidens Digten og Tragten bevæger sig, den imellem de to politiske Partier, det liberale og det konservative.

Den aristokratiske Pol repræsenteres ved en gam mel Adelsmand, Grev Granhjelm, som lever i en anstændig Fattigdom. Men uagtet vi her træffe paa et af Ekstremerne, begriber enhver, som kender noget til Forfatterens fine Tegning og smagfulde Maadehold, at man her ikke nok en Gang forefinder en af hine anestolte Straamænd, der saa tit have maattet staa som Skiver for de europæiske Poeters litterære Fastelavnsleg. Poetisk Interesse have hine Karikaturer sjælden haft, og nu have de desuden tabt deres Betydning som en praktisk virksom Satire, nu, da man i det mindste her til Lands kan betragte 153 Spot over Adelens Hovmod som ubesindige Spark til en døende Løve. - Grev Granhjelm er en Aristokrat med Liv og Sjæl, men han har ved Siden af det Stivsind, hvormed han forfægter sin uhistoriske Fordom, en Del Egenskaber, som skaffe ham Læserens Deltagelse. Han er en dannet Mand, med fin Anstand og et ædelt Udvortes; hans afmægtige Strid for Aristokratiets Ruiner har et Anstrøg af Poesi og ridderligt Sværmeri. Den udvortes Stilling, Digteren giver ham, har lige saa megen historisk som poetisk Betydning. Han har nemlig af sin fordums Overflødighed kun reddet et landligt Hus og er Nabo til en rig borgerlig Familie, der bebor et Herresæde.

Den anden Yderlighed har især faaet sin Repræsentant i Grevens egen Søn, Demagogen Horatius Turbus, en Kielerstudent, som dog er en af Fortællingens Bifigurer, i hvis let henkastede Tegning Forfatteren med stærke Træk har samlet en Del af de Egenskaber, som karakterisere Nutidens unge politiske Fusentaster. Med en uskaansom Trodsighed forsvarer han sin Selvstændighed mod den adelstolte Fader og finder sig tappert i at lide Nød og Mangel paa sine Vandringer i Udlandet, for ej at svigte Troskaben mod sit politiske Banner. Han har naturligvis ikke megen Sans for Livets finere Følelser, men taler paa en halv ironisk Vis om sin Elskerinde eller, som han kalder hende, sin Donna, hvem han i en just ikke ridderlig Vrede har forladt, fordi hun som gift Kone ikke uden Forbeholdenhed vilde hengive sig til ham. Hans plumpe Kraftsprog er meget karakteristisk og behøver da heller ej at fremhæves med overdreven tykke Farver for at blive vel bemærket

        

154 midt i Fortællerens eget ædle, gratiøse Foredrag. At Demagogen er en Søn af Aristokraten, er aldeles i sin Orden: det fornuftstridige i en saadan Ensidighed bliver kun derved skjult for Subjektet, at dette, med et Slags instinktmæssig Selvbevaring, vogter sig for at drage de Konsekvenser deraf, som vilde vise Principet i sin Urimelighed; men en opvakt yngre Slægt forfølger med Ubarmhjærtighed den skæve Tankegang til sin Yderlighed og forfalder derefter let til den modsatte Yderlighed. Derfor er det ikke sjældent, at en Fritænker har en bigot Søn, og at en overtroisk Fader hos sine Børn nedlægger Spiren til Vantro.

Den Haardnakkethed, hvormed Grev Granhjelm forsvarer Betydningen af sit Adelsskjold, bringer ham i mangen ublid Berøring med en Del af den borgerlige Families Lemmer, der bekende sig til det politiske Bevægelsesparti og jævnlig indlade sig i heftige Debatter med ham. Men den største Spænding mellem Greven og hans Omgivelse frembringes derved, at en ung Læge, Rudolph Hermes, optræder som hans Datters Elsker og Bejler: ved dette Sammenstød erholder Novellen sit haandgribeligste Stof og vækker selv den mest overfladiske Læsers Forventning. Men jeg har alt sagt, at jeg ikke vil forfølge Fortællingens Traad i dens Detail; jeg bemærker blot, at dens Forvikling er slynget med saa fast og kløgtig Haand, at ingen af Forfatterens Noveller i sindrigt Anlæg staar over Ekstremerne.

Ved Konflikten mellem de her betegnede Modsætninger faar Novellen det materielle Skelet, hvilket en ung Romanlæserinde vilde mærke sig som dens egentlige Indhold. Ligesom Forfatteren her lader 155 sine Personer tumle med et af Tidens Hovedproblemer, saaledes har han ogsaa i en anden højere Sfære, som Novellen bevæger sig i, bragt Ideer paa Bane, der for Tiden ligge nær for enhver, der ikke flyder paa Overfladen af Tidens Flod. Ved at tale herom føres vi til den for lidt siden lovede Betragtning af de ideelle Modsætninger, der anskueliggøres i Digterens Personer. Man har et Par Gange set den Bemærkning, at der i Forfatterens Digtninger var lagt en ensidig Vægt paa en smuk og hyggelig Indretning af det selskabelige og huslige Samlivs Former. At han ogsaa formaar at behandle højere Genstande, ses af denne Novel, hvor Religionen og Kunsten ere saa væsentlige Momenter i den hele Digtnings Harmoni.

Vi have oplevet en Tid, da en sygelig Længsel efter et bedre Liv, der betragtedes blot som hinsidigt, gav sig selv Æren for at være Menneskets højeste Fuldkommenhed. Man antog, at den, der hengav sig til en saadan ørkesløs Higen efter en tilkommende Tilstand, alene derved opfyldte sin Bestemmelse, og gjorde vel i at foragte det jordiske Liv som en Tilstand, der var blot endelig, der hverken var fyldt med noget guddommeligt Indhold eller i Stand til at fyldes dermed. Mod denne Forvirring, som var saa langt fra at være sand Religiøsitet, at den tværtimod var en partiel Ateisme, da den fornægtede Guds Virkelighed i den nærværende Tingenes Orden, optraadte flere dygtige Mænd med en grundig og kraftig Polemik. Derimod talte f. Eks. Fichte saa djærvt, idet han saa tit lagde sine Samtidige paa Sind, at den ikke havde noget Begreb om et saligt Liv, som holdt for, at man blot behøvede

        

156 at lade sig begrave for at blive salig. Reaktionen førte med Rette til at erkende, at det nærværende Moment har sin højere Fylde, og at den, der fører en sund og dygtig Tilværelse, ser Ideen alt i dette Liv og betragter sig selv som et af Midlerne til dens Virkeliggørelse. Men Reaktionen overskred langt sin Gyldighed, idet den gik saa vidt, at Tidsalderens første Tænkere bragtes til den Gisning, som de vel sjælden rent ud vedkendte sig, men som dog for den opmærksomme Læser klart nok røber sig som en stiltiende Forudsætning i deres Systemer, den Gisning, at de menneskelige Individers Bestemmelse blot var deres Liv i den nærværende Tingenes Orden, og at ethvert Individ, der forsvandt af Sanseverdnen, een Gang for alle havde fuldendt Summen af sine virkelige Livsytringer. Denne Vildfarelse, som naar den ret forfølges i sine Konsekvenser, fører til en Verdensanskuelse, der aldrig i Længden kan hyldes af Menneskeslægten, er det ikke min Plan at bestride paa dette Sted. Her bemærker jeg kun, at de grundigste Tænkere, der først bragtes paa hin Afvej, ogsaa for en stor Del vendte først tilbage derfra. Kuns deres Eftersnakkere holde fast ved denne Tro, og den er meget udbredt i vor Tid, skønt dens Tilhængere i Følge Sagens Natur føle liden Opfordring til klart at vedkende sig deres Hypotes og sjælden bekymre sig om at gøre Proselyter. Det er derfor aldeles i sin Orden, at en ny kraftig Reaktion mod denne Ensidighed begynder at udvikle sig, og enhver, der blot kaster et Blik i de sidste Messekataloger, finder haandgribelige Beviser for, at en stor Del at vore Samtidige tænker over Realiteten af Begrebet Udødeliøhed. Næsten paa een Tid have. blandt en

        

157 hel Del andre, tre af Nutidens mest udmærkede Filosofer, C. H. Weisze, F. Göschel og den yngre Fichte, bestræbt sig for at vække hin af Videnskaben halvt fortrængte Tro til et nyt Liv.

Den paa ny opvaagnede Tro paa et Hinsidigt, en virkelig ny Erfaringsverden, der ej er tilgængelig for Væsner med den os bekendte menneskelige Organisation, denne Tro, der ikke længer behandles med Ligegyldighed, men bestrides og forsvares med saadan Iver, at Tidsaanden kendelig er vaagen ved Arbejdet, er et af de højere Problemer, der jævnlig kommer til Forhandling i Novellen. Her fremstilles to modsatte Maader at tage Sagen paa, der hyppig træffes i Livet, og hvorved et. nyt Par Ekstremer kommer til Syne, nemlig Indifferentismen, der ugærne hører Sagen omtalt, og den melankolske Tilbøjelighed til at gruble over den ubekendte Fremtid. Den sidste Retning forefinde vi hos Fortællingens Hovedperson Rudolph Hermes, der saa let ved given Lejlighed bringes til Fantasier over det ubestemte Hinsidige, at Tanken derom maa forestilles næsten idelig at beskæftige ham. Med megen Sandhed fremstilles hans urolige Stræben efter at gennembryde den skeptiske Taage, hvori han idelig famler, forladt saa vel af videnskabeligt Begreb som af umiddelbar Tro, og hans Bestræbelse for at fasthode de Lysglimt og Anelser, der af og til vise sig for ham, bliver udtrykt med poetisk Veltalenhed. - Den Maade, hvorpaa Indifferentisten, den unge Grosserer Roller, ligesom hans mange Frænder i det virkelige Liv, med Uvilje viser Spørgsmaalet fra sig som noget, man maa lade staa ved sit Værd, har ogsaa sin Interesse. Det er nemlig ved dette Slags Indifferentister ikke

        

158 blot mærkeligt, at de ikke driste sig til udtrykkelig Fornægtelse, men deres afgjorte Ulyst til at gaa nærmere ind paa Sagen viser desuden just, at den har større Realitet for dem, end de ville vedgaa. - Midt imellem disse Ekstremer fremstilles en ren kristelig Overbevisning om den oversanselige Verdens Realitet med sin hele beroligende Magt over det menneskelige Sind. Det er hos Maleren Palmer og den kvindelige Hovedperson Gabriele, at denne Tro viser sig som et Grundelement i begges Karakter.

Paa dette Sted kommer jeg igen til at tale om den poetiske Harmoni, der hersker i den hele Fortælling, og tager her dette Begreb i en dybere Betydning end ovenfor, hvor der blot tænktes paa, at dens forskellige Partier bevægede sig i samme Region, uden at denne Regions Natur toges i Betragtning. Den Harmoni, hvorom her er Tale, lader sig betragte fra mer end eet Standpunkt. Vi kunne for det første betragte den som et Udtryk af Digterens eget harmoniske Sind, da den forudsætter, at han, i det mindste i Produktionens Momenter, maa have følt sig i en forbigaaende Harmoni med det hele. Derved komme vi da paa ny tilbage til den Sætning, at den, der skal være en sand Digter, først maa være et sandt Menneske. Den, der hører til den store Hob, som aldeles ikke kan forsone sig med Verdens Gang, og som i Menneskelivet ikke ser andet end Tilfældighed, Daarskab og Slethed, og det endda uden selv ret at tro paa Slethedens Realitet; den, der føler sig i Splid med sig selv og i Splid med den hele Tilværelse, han kan umulig være nogen sand Digter. Om han endogsaa med den mest glimrende Fantasi forstaar at fremstille sit Had og sine

        

159 Lidelser, savnes dog altid i hans Poesi et saa væsentligt Moment, at han aldrig kan være nogen stor Digter. Om han endogsaa med beundringsværdig Mimik kan fremstille Livet efter sit eget Øjemaal, bliver hans Efterligning dog altid falsk og overfladisk, fordi han fremstiller alt i den gamle Anklagers løgnagtige Belysning. Der gives vel endnu en Del Digtere, der ej have hengivet sig til den Fortvivlelsens og Nihilismens Poesi, som dyrkes af de berygtede nye Skoler i Paris og i Tyskland, men der gives dog meget faa, der med et harmonisk Sind og en klar Verdensanskuelse forbinde stor genial Produktivitet. Man tager næppe fejl, naar man antager, at det meste Geni i den poetiske Verden for Tiden staar i Ødelæggelsens og Forvirringens Tjeneste. Efter Anmelderens Mening, som han for Resten ikke paatrænger nogen, er en Periode af den europæiske Poesis Historie nær ved sin Slutning. Den Periode, som man vel kan give Navn af den goethiske, lider stærkt mod sin Aften. Hvad der nu gives for Poesi, hører for det meste til een af to modsatte Klasser, dels en mat Efterklang af den forsvindende græsktyske Poesi, dels det politiske Natparti med det skurrende Vægterskrig, som endnu synes at være langt fra sit Morgenvers. Saadanne Gaver som Forfatterens Noveller og lignende Digtninger i den nærværende Tid kunne sammenlignes med de enlige friske Æbler, som hist og her vise sig paa Træerne, naar Løvfaldet er begyndt.

Man kan, som sagt, betragte den poetiske Harmoni som begrundet i Forfatterens Individualitet, man kan ogsaa henvende sin Opmærksomhed nærmest paa Digtningen selv, eller endelig betragte dens

        

160 naturlige Virkning paa Læseren, dens større eller mindre Kraft til at sætte ham i en harmonisk Sindsstemning. De to sidste Synspunkter lade sig naturligvis ej bestemt adskille. I Ekstremerne hersker en saadan poetisk Harmoni, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning. - Den hele Begivenhed drejer sig om et mærkeligt Vendepunkt i den unge Læges Livsudvikling. Vi træffe ham først paa en Fodrejse med sin Ven Roller, i en mørk Stemning, hvori han udtaler sit Savn af noget, der ret var i Stand til at udfylde hans hele Sjæl og Sind. Paa et Hvilested træffe Vennerne sammen med Kunstneren Palmer, som ved sin poetiske Konversation bringer Hermes i en forbigaaende jovial Stemning. Her antydes den smukke Grundtone, hvori Digtet skal ende: vi se Muligheden af, at Hermes ved Sympati med sunde, klare Sjæle kan forløses fra sin mørke Dæmon. Han kommer her tilfældigvis i Besiddelse af en skitseret Tegning af et smukt Landhus, igennem hvis aabne Vindue man skimter Baghovedet af en tiltrækkende kvindelig Figur. Ved dette Billede aabnes et Prospekt til Hermes's lykkeligere Fremtid. Efter at dette smukke Forvarsel er forsvundet, indtræder atter hos den unge Mand den melankolske Stemning og den ubestemte Længsel. Hans Utilfredshed forstærkes ved de prosaiske Omgivelser, hvori han befinder sig paa den ovenomtalte Herregaard, som var hans Rejses Maal. Men da hans Mismod er størst, fører Tilfældet ham sammen med den elskværdige Gabriele, som var Originalen til den kvindelige Figur paa den omtalte Skitse; ved hvilket Møde Haabet om en tilfredsstillende

        

161 Livslykke vækkes hos ham. Her slaas atter Grundtonen an, men derpaa føres vi fra den til de stærkeste Dissonanser. Omstændighederne synes at lægge uoverstigelige Hindringer i Vejen for Hermes's Ønsker, og han bringes i et fjendtligt Forhold til sin Elskedes Fader, den gamle Greve. Herved bringes han aldeles i sin onde Dæmons Vold; han bliver sønderreven af de forskelligste Sindsbevægeiser, Hævnlyst, haabløs Kærlighed og Tvivl om det menneskelige Livs højere Betydning, hvilke Stemninger Digteren har forstaaet at skildre med tragisk Kunst. Men den gamle Malers smukke Livsfilosofi, Gabrieles Fromhed og hans Frygt for den Elskedes Liv opløse efterhaanden Disharmonien i hans Sind og gøre ham modtagelig for den kristelige Livsanskuelse. Ved Betragtningen af en Altertavle, der er den gamle Malers mest fuldendte Kunstværk, og som kommer ham for Øje under Omstændigheder, der meget maa forhøje Virkningen af den fromme Kunst deri, gaar der med eet ligesom et Lys op for ham over Kristendommens guddommelige Sandhed. Da nu ogsaa ved Skæbnens Forandringer den udvortes Lykke falder i hans Lod, efter at han er kommen til Fred med sig selv, slutter den hele Fortælling paa den mest harmoniske Maade foran Altertavlen, hvor Livets Mislyd er opløst ved Religion, Kunst og Kærlighed.

Ogsaa Skildringen af de Steder, hvorpaa den fortalte Begivenhed foregaar, harmonerer smukt med det heles Indtryk. Forfatteren har intetsteds trættet os med vidtløftige Naturskildringer, men desuagtet har han vidst i Fortællingens Løb saa uformærkt at gøre sine Læsere bekendte med Lokaliteterne, at de

        

162 blive ganske fortrolige med den bestemte Sjællandske Landegn i sin Sommerdragt, ja at de uden Cicerone selv skulde kunne finde Vej gennem dens Haver og Skove.

Men ligesom Digtningens Detail med Kunst er underordnet det heles Harmoni, have dets enkelte Partier for sig betragtede bestandig ogsaa selvstændig Interesse. At det bør være saa, er en Fordring, der ligger i Sagens Natur, og dog viser Flertallet af Læsere i den Henseende stor Overbærenhed. Man overser ikke blot, at store Bindestykker, der for sig tagne hverken sysselsætte Forstand, Fantasi eller Følelse, anbringes i Fortællinger for at skaffe dem Sammenhæng; men store kedsommelige Strækninger, for hvis Tilstedeværelse der ej engang kan anføres en saadan Undskyldning, da man uden at forvolde Savn eller Forstyrrelse rent kan udstryge dem, træffes idelig selv i meget smaa Noveller. Om Romaner ville vi slet ikke tale; thi mod dem drives Tolerancen saa vidt, at nogle overflødige Ark hist og her anses for ringe Pletter paa dem. Selv Forfattere, der med omhyggelig Selvkritik søge at undgaa Smaafejl mod Ortografi og Grammatik, bekymre sig ved en besynderlig Modsigelse lidet om at skaffe store Sanddynger af denne Natur bort af deres Blomsterbede. Man gaar ud fra den besynderlige Forudsætning, at det besjælende Princip ej behøver at gennemtrænge hver enkelt Del, naar en Digtning er af betydeligt Omfang. I den omhandlede Novel vil næppe findes noget Parti, som en rimelig Kritiker kan frakende sin Adkomst til den Plads, det indtager. Detaillet er saa fint og omhyggeligt udarbejdet, at man jævnlig træffer paa Udbrud af Følelser,

        

163 hvori hvert Ord er saa kunstmæssigt afvejet, at de, deres ubundne Stil uagtet, kunne betragtes som smaa fordringsløse lyriske Digte. Blot eet af disse Steder tillader jeg mig at hidsætte, fordi ikke blot dets poetiske Værdi, men Æmnet selv vil sikre det mange Læseres Bifald: det er den gamle Malers Ord om det »uforglemmelige Bakkehus«: »I dette Gæstfrihedens Hjem bleve Menneskene vejede efter ganske andre Regler end i den øvrige Verden. Det gik til som i Himmerige, hvor Rang og Rigdom intet gælde. Den fattige, den som Verden oversaa, men som besad noget Kunstnerværd, nogen Fortjeneste, var sikker paa her at finde et Asyl, hvorhen han kunde ty i mørke Timer og hente Trøst, vis paa at blive modtagen med et varmt Haandtryk og et mildt Ansigt af den altid ungdommelige Knud Lyne og at blive forstaaet og oplivet for mange Dage i Samtale med hans aandrige Hustru. Hvor mange forsamlede sig ikke der, af alt hvad Nationen i to Generationer har at opvise af herligt og udmærket! I denne Kres, under dette lave Tag, hvor meget er der ikke grundlagt, der siden har spiret og baaret Frugt ligesom Havens Træer og Blomster, plantede og plejede af Kammas Haand! Havde Sokrates levet, han havde besøgt dette Hus med Plato og Alkibiades. Steg Jupiter og Merkur igen ned til Jorden, de vilde besøge dette Tempel, som Baukis og Filemon dannede af en Hytte. - - Jeg hører der findes dem, som dadle Støtten, der staar i Alleen. Jeg siger: Støtten er god. Hvo der har gjort den, ved jeg ikke; men jeg ærer højlig dens Forfatter; han har følt som jeg, hvad der ligger i de faa Ord: »Her boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige

        

164 Hustru.« Her boede de, de bo her ikke mere. Vend om, stakkels Pilgrim! Du finder ikke mere den gamle trofaste Sanger og hans elskelige Hustru.«

Siden jeg nu en Gang har begyndt at se paa Enkeltheder, der kunne tages under særskilt Betragtning uden rent at miste deres Interesse, taler jeg endnu et Par Ord om den Rigdom af Karakterer, som optræder i Ekstremerne. Først og fremmest nævne vi da den elskværdige kvindelige Figur Gabriele, i hvis Tegning Digteren har givet et nyt Eksempel paa den Sandhed, at sand Idealitet ej udelukker Individualitet. Uagtet hun besidder Talenter og Dannelse, har hun dog bevaret en refleksionsfri Uskyldighed. Naar vi kalde hende et fint æterisk Væsen, regne vi hende derfor ingenlunde til hine abstrakt-aandelige Figurer, som Poeter have dannet efter skæve Teorier om Idealitet, og hvilke beskrives som et Slags Kanariefugle, der ikke kunne taale denne Verdens friske Luft. Hun føler sig aldeles hjemme i sin huslige Kres, hvor der ved hendes Virksomhed kommer til at herske Nethed og Orden. Med al sin Blidhed lægger hun i de vanskeligste Kollisioner en uventet Fasthed og Sikkerhed for Dagen og bringes ikke ved andres Autoritet til at handle mod sin naturlige Takt for det rigtige. - Men vi afbryde Talen om en saadan Karakter, der i Følge Sagens Natur endnu mindre kan antydes ved en Sum af abstrakte Bestemmelser end de, hos hvem det særegne har Overvægten, og af dem har Forfatteren efter sin sædvanlige Skik fremført en Del. I Ekstremerne mangler det ikke paa Figurer, hos hvem det karakteristiske træder saa stærkt frem, at man let kunde tage dem ud af deres poetiske Region

        

165 og samle de mange Smaatræk, der anføres af dem, til etiske Profiler i den theofrastiske Smag.

Den af Fortællingens Personer, der mest har interesseret Publikum, er Maleren Palmer, i hvis Tegning Forfatteren atter har vist et mimisk Talent, der ikke holder sig til Personlighedens Overflade. Palmer er en Kyniker i Ordets ædleste Betydning. Jeg mener dermed, at han har givet Afkald paa al anden udvortes Lykke, hvortil Skæbnen havde givet ham Udsigt, for at bevare sin Uafhængighed og med fuld Raadighed over sin Tid at følge sin Geniusses Tilsagn. Uagtet han er fattig, maler han kuns, naar og hvad han føler Kald til, og beskæftiger sig med andre Studier eller med selskabelig Omgang, saa længe som Lyst og Lejlighed opfordre ham dertil. Uagtet han i sin Tid har været haardt medtagen af Skæbnen, har han dog bevaret en uudtømmelig Livslyst, som grundes paa en fast religiøs Tro, et ægte poetisk Sind og en ungdommelig Kærlighed til Naturen og Menneskene. Han har den Fejl, at han engang imellem ved sjældne Lejligheder tager sig en liden Rus; men han har ogsaa selv i sin normale Tilstand saa megen Aand, at ganske faa Glas forhøje hans Livskraft over det rette Maal og bringe ham i en ekstatisk Lystighed. I et saadant Øjeblik betror han Hermes, at nogle Prydelser, hvormed han har omgivet sin adelstolte Svogers Vaaben, egentlig skal forestille Narrebjælder, som han har anbragt »til sin egen Fornøjelse og sin Samvittigheds Beroligelse.« Den Karakter, som jeg nærmest tænkte paa, da jeg nylig sagde, man kunde drage theofrastiske Silhuetter ud af denne Novel, var Enkefruen Elise. Hun har i Følge sin Families Overtalelse mod sin

        

166 Tilbøjelighed giftet sig med en gammel vranten Mand og har efter denne Mesalliance mistet al sin Ungdommelighed og Livlighed, saa at hun gaar omkring som en levende død. Uagtet hun endnu har sin glimrende Skønhed, har hendes hele Væsen dog mistet al sin Ynde, Hun anvender ingen Omhu paa sin Klædedragt, men gaar med halv nedtraadte Sko, som ved hvert andet Skridt slippe Foden. Hun ytrer ikke mer nogen Lyst til at behage; hun er ligegyldig baade ved Kunstens og Naturens Skønhed. Hun falder jævnlig i Søvn midt om Dagen og kan da træffes sovende paa en Sofa, uden Sko, med hæslige Strømper og med store Sveddraaber perlende paa sit Ansigt. Hun lader Familien vente saa længe paa sig ved Tebordet, at Maskinen oftere gaar af Kog, mens hun sidder i Ensomhed og lægger Kort op. Hun er saa magelig, at hun ikke bukker sig efter en Bog, som hun har tabt paa Gulvet, men sparker den til Side med Foden, for at den kan blive taget op ved en bekvemmere Lejlighed, o. s. v. - Ved Siden af dette Portræt kunde vi opstille den plumpe, fordringsfulde Frøken Molly, som selv bilder sig ind, at hun har en dannet Aand og et fint Væsen, hvis vi ikke nærede det Haab, at den Læser, som har Sans for det karakteristiske, af de givne Prøver havde faaet Lyst til at opsøge saadanne Skikkelser i Digtningen selv. Idet jeg staar i Begreb med at slutte denne Anmeldelse, falder det mig ind, at jeg hidtil ikke har gjort en eneste Udsættelse ved Arbejdet. Jeg har, oprigtig talt, heller ikke kunnet overbevise mig om, at det skulde være en ueftergivelig Fordring til en Anmeldelse af et fortrinligt Skrift, at den skal indeholde saa vel Dadel som Ros. Her til Lands synes

        

167 det dog at være blevet til almindelig Vedtægt, og man kan ogsaa kun under Forudsætning af en saadan formentig Forpligtelse forklare sig, hvorledes Mænd, hvis Foredrag for Resten røber sund Sans, kunne bekvemme sig til at komme frem med en Række Udsættelser, hvis Ubetydelighed og Subjektivitet afnøder Læseren et Smil. Ogsaa ser man tit, at Kritikken udpeger Smaafejl, som vanskelig kan undgaa den sløveste Læsers Opmærksomhed. En saadan Forsynlighed er nutildags meget overflødig, da Færdighed i at opdage Skyggesiden af alt og at hytte sig for utidig Beundring er meget almindelig udbredt. - Denne Gang vil jeg dog ikke indføre nogen ny Skik, men oprigtig tilstaa, at et og andet i Novellen ej ganske svarer til min Smag: f. Eks. den erotiske Tone forekommer mig et vist Strøg deraf at være noget vel blød; ogsaa synes det mig at være et Træk af Raahed, som ikke stemmer med Hermes's Karakter, naar han lader Gabriele forstaa, at hun ved at flygte med ham vil kunne skaffe ham Hævn over sin (*dolgoeO*: Gabrieles) Fader, som har tilføjet ham en Æreskrænkelse. (Den sidste Paastand er et godt Eksempel paa hine subjektive Bemærkninger, hvoraf en Recensent kan gøre saa mange, han lyster, uden at udsætte sig for at blive gendreven.)

        

168