INDLEDNING TIL EN AFHANDLING OM AFFEKTATION
✂ I de her meddelte Refleksioner har Forfatteren vel søgt at tydeliggøre Affektationens Begreb; men det er - som en ikke ganske flygtig Læser selv let bliver var - ikke det, som har udgjort hans Hovedinteresse. Det har mest været ham om at gøre, at gennemgaa Affektationens almindeligste Fænomener, saa vel i Menneskelivet overhovedet som i Særdeleshed i Tidsalderen. Den, som ikke finder Smag i dette Slags moralske Naturbeskrivelser, advares derfor betimeligen om at springe disse Sider forbi. De, der ikke sætte nogen Pris paa anden Tænkning end den, hvori alle Begreber ved en immanent Udvikling frembringes af Intet, ville naturligvis fordre, at det her afhandlede Begreb skal fremkomme som Resultat af et forudskikket spekulativt System. Men hvis disse ikke, i Følge den alt givne Advarsel, have hørt op at følge med os, anmodes de om at frafalde deres Fordring, da det her anses for upassende, at give Grundtegningen til et Tempel for deri at finde et Hul for en fattig Kirkerotte. Udgøre virkelig alle deres teoretiske og praktiske Begreber eet Begreb, 391 da ville de sikkert deri have bestemt det her omhandlede Begreb med de samme Grænser, som i det følgende skulle antydes. - Den anden Klasse Læsere, hvis enkelte Begreber hver for sig føre en mere selvstændig Tilværelse og mere have ordnet sig i Formen af et Arkipelagus, ville sandsynligvis i en eller anden Gruppe finde Plads for disse Refleksioner. I modsat Fald kunne de vel tilvejebringe den Smule Rystelse i deres Tankers Ocean, hvorved en liden Holm kan komme frem og bestaa for en halv Times Tid.
✂ Adskillige dybsindige Mennesker i vor Tid betjene dem i Skrifter og Samtaler af Ordet Sandhed, som de synes at tage i en saadan Betydning, at de derved betegne næsten alt, hvad der er agtværdigt i Menneskelivet. De fordømme da paa den anden Side som Usandhed eller vel endogsaa indre Løgn saa mange Slags fornuftstridige Sindsstemninger, at man naturligvis bringes til at opkaste det Spørgsmaal, om Sandhed hos dem blot er en af Sædelighedens væsentlige Sider, eller om alle Sædelighedens Bestemmelser ere forenede deri, eller om den er en særegen Dyd ved Siden af andre Dyder. Dette synes de mange, der i aforistiske Ytringer betjene sig af hint Begreb, ej ret at have gjort sig rede for; og der gives næppe noget systematisk Skrift, hvori hin Synsmaade saaledes er gennemført, at det ubestemte Begreb, som foresvæver hine, deri kan antages at have sin adækvate Fremstilling. Af de korte Registre, man undertiden finder over de forskellige Moralprincipper, der have været gjorte gældende i den praktiske Filosofis Historie, kunde man fristes til at tro, at Engellænderen Wollaston netop havde opfattet 392 den moralske Fuldkommenhed som Sandhed; men ved at læse hans eget Værk finder man ikke deri den Synsmaade, som her tales om. Heller ikke findes nogen Udførelse deraf i Ammons Moralsystem, uagtet man ved at efterse hans Kapitel om Moralprincippet vil bringes til at tro det.
✂ Et Slags Sandhed har et Menneskes Liv, naar det uden Forstillelse følger sin naturlige Begæring; en højere Sandhed har det, naar det har opnaaet Dyden (i den antike Betydning af Ordet), saa at det endnu af de naturlige Drifter henter sine Handlingers Indhold, men dog har vundet et saadant Herredømme over dem, at det i deres Tilfredsstillelse iagttager et vist Maadehold. Et endnu højere Trin af personlig Sandhed har dens Liv, der med ren fornuftig Autonomi bestemmer alle sine Forsætter. (At dette ikke kan ske ved en blot subjektiv Tænkning, men saaledes, at Subjektet erkender den fornuftige Orden, som uden dets Medvirkning er i sin Udvikling i Tilværelsen, for at være et Værk af den samme Fornuft, der er dets Viljes egentlige Sandhed, hører det ikke herhid at bevise.) For saa vidt endelig Menneskets rene Selvbestemmelse er den ved Religiøsitet helliggjorte Vilje, handler det i fuldkommen Harmoni med den hele Fornuftverden; det er, hvad det skal være, og dets Liv kan ej opnaa nogen højere Sandhed. Men denne Sandhed er ikke andet end Sædelighed, og al Afvigelse fra den er Usædelighed. Affektationen er vistnok en Art af denne Usandhed; men vi have nærmere at bestemme, hvad Plads den indtager i denne større Kres.
✂ Det Menneske, der har Affektation i sit Liv, bestemmer sig for saa vidt ikke med fuldkommen moralsk 393 Frihed, dets Handlinger have ej deres Udspring af det sande Selv, som er dets frie sædelige Vilje. Dets Vilje bestemmes af et eller andet blot naturligt Øjemed, hvorved det bringes til at forestille en fremmed Person eller paatage sig en falsk Rolle, som ej er det anvist i Livet.
✂ Det hører da for det første til Affektationens Væsen, at den er Falskhed. Men ikke enhver Falskhed er Affektation. Den, der med klar Bevidsthed om, at han lyver eller forstiller sig, gør sig skyldig i Løgn og Forstillelse, lægger ikke deri nogen Affektation for Dagen. Vi sige hermed ingenlunde, at Affektation er nogen ringere Last end den Forstillelse, der er ledsaget med klar Bevidsthed. Det vil i det følgende vise sig, at een Grad af Affektation forudsætter mindre Immoralitet end den planmæssige Forstillelse, medens der i en anden Grad deraf lægges større Immoralitet for Dagen. Affektation er da ikke ublandet Falskhed, men har altid en Tilsætning af Selvbedrag; thi det ligger i Affektationens Begreb, at Personen stræber at være, hvad han ikke kan være; men derefter kan han ikke stræbe uden i det mindste for en Stund at indbilde sig selv, at han kan være det. Men det aldeles uforskyldte Selvbedrag, som er uden al Falskhed, kan lige saa lidet kaldes Affektation, saa at de to her angivne Bestanddele: Falskheden og Selvbedraget, stedse findes forbundne deri.
✂
(Det burde være en overflødig Bemærkning, at aldeles ufrivillige Bevægelser umulig kunne henregnes til Affektation, og at følgelig de abnorme Livsytringer, der formedelst det aandelige Livs Mangel paa Raadighed over det legemlige ikke sjælden
394
undslippe Mennesket aldeles mod dets Vilje, maa udelukkes derfra. Det er dog ikke sjældent, at man hører saadanne unaturlige og uadækvate Ytringer af det indre Liv belægges med Navnet Affektation. Vi tænke herved for det første paa alle de udvortes Bevægelser, der paa Grund af organiske Fejl ikke staa i det Forhold til Personens Forestillinger, Tanker og Følelser, hvori de vilde staa, hvis Legemet var i sin normale Tilstand. Eksempler herpaa ere kejtet Bevægelse af enkelte Lemmer, ufrivillige Muskeltrækninger, Fejl i Udtalen o. s. v., hvilke tilsammen af Pøbelen henregnes til Affektation. Under samme Rubrik henhøre en Del forfejlede Livsytringer, der ere af lige saa uskyldig Art, skønt selv fornuftige Folk ikke sjælden afsige Fordømmelsesdom over dem. Dertil kan man regne enhver uforholdsmæssig Ytring af Følelsen, der bliver ufors holdsmæssig, fordi Personen enten bestandig eller under visse Omstændigheder mangler Evne til at finde det træffende Udtryk for sin Stemning. Saadanne Fejltagelser kunne lige saa lidet henregnes til moralske Fejl som Udlændingens Ord, naar han af Mangel paa Sprogfærdighed kommer til at betjene sig af uhøviske eller fornærmende Udladeiser. En Mand af ringe Stand, der ikke er vant til at befinde sig i Selskab med fornemme Folk, gør ofte for dybe Buk, ikke fordi han vil lægge saa stor Ærefrygt for Dagen, men fordi han ikke har den sædvanlige Færdighed i at beregne Inklinationsvinklen med Nøjagtighed. - Den, der under en Konversation bemærker, at han mod sin Vilje kommer til at ytre sig for haardt og stærkt mod en anden, vil undertiden gøre sin Forseelse god igen, men ytrer, fordi hans Blod nu en Gang
395
er kommet ud af Ligevægten, en Velvilje, der ej er saa ganske ment, skønt den forulykkede Korrektion dog kan have sit Udspring af en Stræben efter at lægge sit sande Hjærtelag for Dagen. Alt i Menneskets Livsytringer, som saaledes slet ikke ligger i Subjektets forudgaaende Forestillinger om dem, kan ikke kaldes Affektation. Mennesket ligger i slige Tilfælde kuns under for en Strid med Naturens Nødvendighed, idet udvortes Organer vægre sig ved at adlyde hans frie Viljes Befalinger.)
✂
Betragte vi Affektationens Grader efter dens større eller mindre Sammenhæng med Subjektets Karakter, da har samme den mindst mulige Del deri, naar den strider mod Viljens Retning, men i det enkelte Moment undslipper Mennesket, fordi dets Dyd ej er bleven til Færdighed. En saadan Ytring af Affektation staar i samme Forhold til Affektationen, der er bleven til Vane, som en Beruselse har til Drikfældighed, og der gives næppe nogen Dødelig, som ikke i det mindste i Ungdommen undertiden gør sig skyldig i smaa, halv-ufrivillige Uærligheder af dette Slags. Gives der nogen, som endogsaa i Begyndelsen af sin Udviklingsperiode saaledes bevarer sin Selvstændighed, at han endog undgaar den Skikkelse af Affektationen, der ligger nær ved Elskværdighedens Grænser, at han f. Eks. aldrig, af Lyst til at være fuldkommen enig med en Ven eller Veninde, tvinger sig til at sympatisere mere med dem, end han kan, da maa han vistnok af Naturen have en meget stærkt udpræget Individualitet; men om han derfor har det heldigste Naturel, er et andet Spørgsmaal. Hans Gave til at bevare sin Individualitet ren og fri for uvedkommende Tilsætniner kan ogsaa have sin
396
Grund i et egoistisk Hang til at indeslutte sig blot i sin egen Tankekres og en Mangel paa Evne til at aabne sit Sind for fremmed Indflydelse. Den, der ej er i Stand til i Omgang at give sig saaledes hen til andre, at han for en Stund bliver til et med dem, at han ganske gaar ud af sig selv og taber sig i en fremmed Bevidsthedskres, han kan vistnok ved sin Tilbageholdenhed redde sig for at overvældes af nogen aandelig Magt; men den Individualitet, der kun paa denne Maade bjærges, bliver altid højst ensidig og fattig. Den aandelige Fuldkommenhed kan ligesom den fysiske Vækst kuns fremmes derved, at Individet jævnlig smelter sammen med hvad der er fremmed for det, og tilsyneladende opofrer sit Selv for at vende beriget hjem igen til sig selv. Men da kan det vistnok ske, at en velbegavet Yngling fra en saadan frugtbringende Selvforglemmelse, hvor han har ladet en anden raade for sin Tankegang, vender tilbage til sig selv med Skinnet af Forestillinger og Følelser, som forskydes af hans sande Jeg, men som han paatvinger sig selv for at nyde Sympatiens henrivende Lyst. De paa den Maade fremkomne Ytringer af Affektation kunne tit netop blive Grund til en Bestyrkelse af det personlige Livs Sandhed, idet den, der af Vanvare har overskridt sin Personligheds Grænse, af Utilfredshed med sig selv bringes til klarere Bevidsthed om hvad han føler, vil og ved, og til en kraftigere Selvbevægelse i lignende Tilfælde. Den, der har været paa hin Side Grænsen, ved nu først ret Besked om, hvor Grænsen er. - En saadan forbigaaende Ytring af Affektation, der har sin Kilde i en Følelsen forblindende Kraft, som Mennesket ved en paafølgende Refleksion frakender sig som noget,
397
der ikke hører til dets Væsen, og som det for Fremtiden vogter sig for, er en mindre Forseelse end den egentlige Løgn. (Den momentane Affektation.)
✂ En højere Grad af Affektation finder Sted hos den, der har antaget Vanen til et bestemt Slags falske Ytringer, idet han indbilder sig at have visse Meninger, Interesser eller Tilbøjeligheder, fordi han af en eller anden udvortes Grund ønsker at have dem. Som naar en af Forfængelighed tillyver sig Kærlighed for en eller anden Kunst, som han ikke har nogen Sans for, eller naar Slægtninge og Venner af en Zelot for dem selv og andre gælde for at være ligesindede med ham, uagtet hans Iver er deres Hjærte fremmed og under forandrede Omstændigheder af sig selv falder bort. Muligheden af Selvbedraget beror her . paa den logiske Konsekvens, hvormed den paatagne Rolle forfølges; men det Centrum, der bærer en saadan Forestillingskres, falder uden for Subjektet selv. Denne anden Grad af Affektation er i moralsk Henseende slet ikke mindre tilregnelig end den af klar Bevidsthed ledsagede Løgn og Forstillelse; thi at den ikke bringes til fuld Bevidsthed, kommer blot af, at den paagældende ej vil bringe den til Bevidsthed. Dette bemærkes, fordi et højst urigtigt Begreb herom er kommet i Gang, idet Mængden tror, at der i Selvbedraget ligger tilstrækkelig Retfærdiggørelse eller i det mindste Undskyldning endogsaa for aabenbar Slethed - en Mening, hvis Urigtighed let indlyser, naar man forfølger den i nogle af dens unægtelige Konsekvenser. Deraf vilde nemlig følge, at man skulde kunne drive sin Falskhed saa vidt, at den igen blev til Ærlighed, og at den, der lyver saa længe, til han selv tror sine digtede Fortællinger, paa dette 398 Trin skulde blive bedre, fordi hans Løgn forvandles til Selvbedrag. Efter denne Synsmaade kunde en Dommer ogsaa i al Uskyldighed lade sig bestikke, da han blot behøvede ved Sofismer at bringe sig selv til at tro, at hans Velgører havde Ret. Den Overbevisning, der har sit Udspring af Tilbøjelighed, kan ikke være synderlig grundig, hvilket allerede viser sig deraf, at Virkningen i Almindelighed ikke varer længer end dens Aarsag. Det er ikke usandsynligt, at den, der finder et litterært Arbejde slet, fordi han tror, at hans Fjende har skrevet det, vil finde det meget godt, dersom han erfarer, at hans Ven er Forfatter dertil. Men at han i første Tilfælde fandt det slet, var vistnok ikke nogen uskyldig Vildfarelse, om der end var aldrig saa meget Selvbedrag deri; thi man bør lige saa lidet i sine Antagelser som i sine Handlinger følge sine Tilbøjeligheder imod Fornuft og Sandhed. Under denne Affektationens anden Grad optager Mennesket et falsk Element i sig og forvansker sin Personlighed, saa at dens Ytringer ikke hænge sammen med dets egentlige Selv. For saa vidt det saaledes har et dobbelt Indre, et virkeligt, som er tilbagetrængt, og et tilsyneladende, som det vil skal gælde for det selv og andre, fører det med Hensyn til det sidste kuns et Skinliv. (Den faste Affektation.) Den sidst omtalte Affektation kan, selv hvor den er dreven allervidest, dog tillade, at Personen har varigt Skin af indvortes Sammenhæng, saa vel for Subjektet selv som for andre. Men saadant Skin af Konsekvens kan kun være momentant i den tredje og værste Grad af Affektation. Det finder Sted, hvor Mennesket ikke har et eller andet skrømtet Træk i sin Karakter, hvor det ikke har Vane til et bestemt 399 Slags Affektation, men har en Færdighed i Affektation i Almindelighed, som snart antager denne, snart hin bestemte Skikkelse. Denne Slethed nærmer sig efter sin større eller mindre Udvikling mer eller mindre til fuldkommen Usandhed i det personlige Liv. Hvis et Menneske kunde naa dens Kulminationspunkt, da vilde der ikke være nogen blivende Kærne i dets Tænken og Villen, men det dannede sig i ethvert Øjeblik af dets Liv en temporær Personlighed, for at ophæve den i det næste. Det vilde vel for det meste, som visse Dyr, skifte Farver efter dets Omgivelser, og for saa vidt være det passive Produkt af dets Forhold; men da dette kuns er een af Affektationens Skikkelser, vilde dets Bane dog ikke kunne lade sig beregne efter den simple Regel, at det skulde ligne sine Omgivelser, da Affektationen ogsaa kan vise sig i en Stræben efter i sin Vandel at fremstille det særegne, det usædvanlige. Til denne fuldendte Løgn i det indre Liv kan ingen bringe det; men hvis nogen kunde det, da vilde det være et moralsk Selvmord, hvorved Mennesket aldeles havde tilintetgjort sig som særegen Figur i den moralske Verden. (Den vekslende Affektation.)