Møller, Poul Martin STRØTANKER FRA KINAREJSEN

STRØTANKER FRA KINAREJSEN
(1819-1821)

Disse Strøtanker ere egentlig fabrikerede ved en Dampmaskine, da de ere drevne ved Røgen af Anjers Liverpool.

Det gaar mig som Flæsket her om Bord, at det af og til har en liden Tanke. Flæsket kommer af med Tanken ved Kabysrøg, og jeg ved Kahytsrøg.

Strøtanker, som Frugter af Øjeblikkets klarere Anskuelse, ere poetiske ved deres aforistiske Form, ikke videnskabelige. De ere Tænkningens Kulminationspunkter - et Slags Hermafroditer, halv Poesi, halv Prosa.

Strøtankers Læsning er intet Arbejde, men et Surrogat for Samtale.

Det, jeg nu vil skrive, skriver jeg alene for at sætte mine Tanker i Bevægelse. Utallige Strøtanker ere en uendelig Indledning til Tænkning. Det er som en Koncert, der er blot Præludium, et Poem, som bestaar alene af Musernes Paakaldelse og Løfter om Sang.

De fleste Forfatteres Strøtanker kunde, naar de uden Valg stod i den Orden, de vare faldne Forfattere 256 ind, deles i tre partes: πνευματική, ψυχική, σωματική eller: Stjærner, Liljer og Kaalblade.

Naar Strøtanker fremsættes i et enfoldigt Sprog, synes mange af dem, skønt de have hovet den vel, der undfangede dem, Læseren at være et Intet. Derimod naar de indklæbes i Pragt, siger ingen om dem, at de ere aldeles intet. Ere de intet Væsen, saa ere de dog en Kjole. (Senere Tilføjelse:) Form kan lige saa lidet tænkes adskilt fra Stof i Stilen, som en Kjole kan tænkes syet af ingenting.

Den søfarende er en omvendt Snegl, thi Sneglen bærer sit Hus, men Huset bærer Sømanden.

Den søfarende er hævet over Tiden, han ved ikke som Skomageren og Skrædderen, om det er Fredag eller Lørdag. Tiden er ham en fortskridende Række af Dage og Nætter, som han ej behøver at give nogen Benævnelse.

Den tænkende Lærdes ensomme Liv synes sørgeligt og ensformigt for den uforstandige Tilskuer; thi denne indser ej, at det, der udvendig lader enkelt, er indvendig saare mangfoldigt. Hans eget Liv bærer Mangfoldigheden til Skue som et sanseligt Fænomen, derfor begriber han ej, at den udvortes simple Kvadratbygning kan indvendig vrimle af labyrintiske Gange, at der kan være mylrende og lystigt Liv i en Bikubes enkelte Udvortes.

Ved megen Stillesidden blive Folk let tilbøjelige til Opfarenhed, fordi det stillestaaende Blod føler Trang til at cirkulere raskere, at faa den nødvendige Motion.

257

Poesiens Gudinde er en stor Kokette; naar man ønsker hendes Omgang, kommer hun ej; men naar man allermindst er beredt paa hendes Besøg, føler man tit hendes Kærligheds hele Varme.

Naar man vil forsage Kunsten og sætte den til Side for andet Arbejde, da forfølges man af begejstrende Ideer; vil man derimod forsage Verden og opofre sig til Musernes Dyrkelse, da føler man sig forladt af den høje Kraft.

En Præsts Lærermyndighed er let at hævde paa Talerstolen, men svær at gennemføre i daglig Tale.

Præster vænne dem til Snaksomhed.

Ligesom en begyndende Medicus finder hos sig selv alle Sygdomme, finder en begyndende Prædikant hos sig selv alle Fejl. Begge have paa en Maade Ret.

En Prædikant skal ikke forsage, fordi den levende Anskuelse ej altid vil følge hans Pen; den skal ikke fremtvinges. Han arbejde trøstig med Forstanden, og Anskuelsen kommer af sig selv.

En Præken kan have alle udvortes Inddelinger uden sand Sammenhæng, og mangle dem, skønt den forbindes ved indre Liv.

Skriftens Ord, der skulde give en Præken Aand, nedværdiges tit til blot at give den Krop.

Mynsters Prækener ere affekteret simple.

Prækener, der tydeligen ere Sprogstudier, ere de forargeligste af alle. Før skulde man kunne krybe op til Maanen paa en Loftstrappe end mane den 258 Helligaands Kraft i sin Tale ved filologisk Omhu og pedantisk Ordvragen.

Taarer, som Præster fælde paa Talerstolen, strømme just ikke altid fra en hellig Kilde. Hykleren brister i Graad af rørt Beundring og Begejstring over egen Veltalenhed. Disse Narcis-Taarer springe hverken af moralsk Iver eller af Sorg, men af en ren Interesse for det skønne, af Talerens platoniske Kærlighed til sig selv. De fleste ærlige Talere bevæges, naar Æmnet berører deres personlige Forhold, naar det f. Eks. opriver slet lægte Saar, som Livet gav dem. Kun faa ere de udvalgte, som have saa stort et Hjærte, at det bløder over Verdens Synder.

Der hører et Slags Dristighed til at gøre psykologiske Observationer, et Slags Tillid til sin egen Evne til at blikke i sig selv. De, der mangle den, bemærke tit ved at høre andres aandelige Iagttagelser, at de have været nær ved at gøre samme, men have ikke haft Selvtillid nok til at lide paa deres indre Erfaring. Deraf den Hurtighed, hvormed de føle sig trufne ved rigtige Bemærkninger.

Af al Slags Anmasselse er den utaaleligste den, der gør Fordring paa Menneskekundskab. En Tosse, som har læst lidt i Knigge, bilder sig tit ind, at han ligesom en alvidende Gud kan gennemskue alle Menneskers Indre. De, der føle det træffende i almindelige psykologiske Bemærkninger, eller vel endog kunne selv gøre en og anden Observation paa Sjælens Mark, ere netop de, der allermindst have Skønsomhed til at forstaa Individet. Hvad der om 259 Mennesket er universaliter sandt, ytrer sig under uendelige Modifikationer i de enkelte Handlinger. Teoretikeren bliver som en nødvendig Følge af hans kontemplative Natur meget lettere bedraget end den driftige Praktikus, som ikke har noget Forraad af Regler at gaa frem efter.

Grunden, hvorfor dramatiske Digtere og eksperimentale Psykologer saa let føres bag Lyset, naar de skulle bedømme Individet i det daglige Liv, er deres kontemplative Natur, som sjælden forenes med det praktiske Blik. De kende Menneskehedens store Omrids, de kende det karakteristiske ved Masserne, men ikke ved den enkelte. Sjælens Væsen bliver dem klart ved dybsindig Selvbetragtning, ved den Lethed, hvormed de abstrahere det almindelige af de dem bekendte Karakterer; men en ubekendt, der møder dem i Livet, henføre de med Overilelse snart under en, snart under en anden Rubrik. Omvendt ere de af Naturen kloge, som vanskelig lade sig blænde af Mennesker, sjælden i Stand til at gøre overraskende teoretiske Bemærkninger. De gaa efter et Instinkt ligesom Bierne, der meget vel ved, af hvilke Planter der er Honning at hente, uden at de derfor ere kyndige i Botanik.

Naar Skuespilleren (efter den almindelige Teori) lettest opfatter de ydre Fænomener ved en Daarlighed, der er ham fremmed, kan tværtimod Moralisten lettest blotte de Fejl, som han selv har Hang til.

Naar man hører en sand mandig Natur i Kres af Mænd lade sin djærve Vittighed skride over 260 Grænsen af Tidens indbildte Decorum og i raske Kraftudtryk med kæk Ironi spøge over Menneskets dyriske Forhold, da hører man straks dels hyklerske Hældører, dels marvløse Sentimentalister, dels superfine Smaaherrer at udbryde i Straffeprækener over disses Ryggesløshed eller ytre Foragt for deres Mangel paa Levemaade. Hvoraf kommer det? Af en vrang Moralteori, ved hvis Senatsdekreter man tror i stive Begreber at kunne fængsle Sædelighedens evige Ide, da dog dennes vekslende Billede aldrig af nogen Forstand vil kunne manes ind i de Heksekrese, hvori Moralisterne med deres Rubriker ville besværge den. Her gælder det mer end noget andet Sted: Bogstavet ihjelslaar, men Aanden levendegør. Den sunde Naturs plebiscita vil stedse overdøve hine fornemme Dekreter. En vellystig Marekats Tale er væmmelig, fordi man straks mærker, at al hans Digten og Tragten drejer sig om en og samme Pøl. Det er opirrende at høre et dorskt Hoved halv gabende at ville maskere sin Søvnighed og give sig Skin af Opvakthed ved nogle priapiske Termini. Men hvo kan forarges ved, at en dygtig Karl, med aaben Interesse for alle kraftige Ytringer saa vel af Alvor som af komisk Lune, heller ikke forsmaar at gøre Strejftog ind paa det Gebet, som ved den stærke Kontrast mellem Menneskets to Naturer yder saa rigt Stof til Latterligheder? Er Shakspeare en vellystig Digter, eller rettere: ere hans Helte vellystige, naar de med patetisk Ironi rive Dækket af den jordiske Afrodites Løjbænk? Nej, den alt for store Pænhed er saare tit mistænkelig. Tit er den en ond Samvittigheds Maske. Mange holde sig for slig udvortes Trang skadesløse ved en 261 afskyelig indvortes Tvangløshed. Medens tæt tilhyllede Gratier sidde paa deres Læber, sidder Asmodæus i deres Hjærtes Lønkammer og suger Kraften ud af deres spinkle Lemmer. Naiv Frihed i Ord var stedse størst hos Folk, der havde indvortes Irritabilitet i Aanden. Naar et Folk var nærmest ved det rent menneskelige Billede, følte de Trang til at udvikle alle Sjælens Ledemod. Ligesom de i deres Gymnasier rettede deres Lemmer, saa lod de heller ikke noget af Sjælens Organer ligge i Svøb. Da Romerne begyndte at synde imod den scatiniske Lov, blev Poesien jomfruelig.

Der gives et Tilfælde i det daglige Liv, hvor det er højst tilladeligt, om ikke Pligt, at betjene sig af en lille Ed. Denne Adfærd er højlig at anbefale for Folk, som ved Høflighed saaledes blødgøres, at de bringes, hvorhen de egentligen ikke vilde bringes. Disse tage naturligvis højlig fejl, dersom de anse den Slags Eftergivenhed for Godmodighed. (De frygte egentlig for, at den Hyldest, man yder dem, skal restringeres; og den Krans, man sætter paa deres Hoved, bliver en Grime, hvori man efter Behag kan trække dem omkring. Skønne Damers venlige Overtalelse, der i Følge sin Natur alene er Nedladelse og Virak, gør, at en saadan allermindst kan ytre sig som Mand.) Da er det et probat Middel at anvende ovenomtalte Trumf; thi dette drøje Mundsvejr adsplitter paa Stedet det ømme Spindelvævsnet, hvormed han er omspunden; Forholdet taber sin Finhed, og han er igen Mand for sin Hat. Da det var en ond Aand, der havde ham i sit Band, er det jo højst tilladeligt med Besværgelse at drive den paa Flugt.

262

De flestes Frimodighed i Dødsfare kommer af, at de tro, det har ingen Fare.

Grunden, hvorfor mangen tapper Mand lader sig nedbøje af smaa Bekymringer, er, at han skammer sig ved at ruste sig med alvorlig Filosofi mod slige Bagateller. Det gaar ham ligesom Løven, der ikke frygter for nogen Gigant i Ørkenen, men er forlegen, naar den kommer i Kast med en Mus.

Store Mænd og store Lidelser staa i et Vekselvirkningsforhold. Lidelserne gøre Manden stor, og hans Storhed skaber ham Lidelser, som den mindre ikke kan føle.

Ethvert Menneske faar i Livet tildelt saa megen Sorg og Glæde, som udfordres til hans Kræfters Opvækkelse. Held den, der faar sin Lod af Sorger tildelt i store Masser, at de ligesom en høj Tragedie kunne løfte hans Aand over det smaalige. Den, der faar sin Lod tilmaalt i Smaaportioner, er bestemt til at være liden; thi kun i stor Kamp dannes Helten. Et Liv, hvis største Lidelser bestaar i brukne Naale, passer sig for Kvinder, og tildeles mest Kvinder.

Store Mænd kende sjælden deres egen Storhed, da Bevidstheden vilde stanse Naturens uendelige Virksomhed i dem. Derfor er det, A. meget rigtig bemærker: Jeg maa sikkert være en stor Mand, da jeg selv ingen Bevidsthed har om det overordentlige Geni, jeg unægtelig besidder.

Det er en stor Ubehagelighed, der er forbunden med den store Mands Liv, at han intet kan foretage sig, intet Ord lade falde uden at alt bliver ført vidt 263 omkring af Rygter og underkastet offentlig Kritik. Da nu Genier lidet veje deres Ord, men tit ledes af Øjeblikkets Lune til Udbrud, som ikke komme fra deres Hjærte, burde man være meget varsom ved at slutte sig til den store Mands Karakter af Anekdoter.

Det Ideal, et dygtigt Mandfolk danner sig efter, er af stort, men løst Omrids. Derimod søger den ydmyge Kvinde at uddanne sit Hjærte med ængstelig Korrekthed i det smaa. Manden frembyder et dristigt Maleri, som i Afstand stiller Skikkelser for Øjet, men nærved kun viser grove, uordentligen henkastede Farvepletter. Men Kvindens Livsbestræbelse er et indtil de mindste Træk fint og trolig udarbejdet Emaljeværk. Dette Udsagn om Kvinden har jeg set stadfæstet i et levende Eksemplar. I tre Maaneder omgikkes jeg daglig med en ung Enke paa henved 30 Aar, uden at jeg hørte hende synderlig blande sig i nogen Samtale. Jeg troede, at denne Tavshed kom af Aandens Fattigdom, da Fruentimmer ellers saa sjælden lægge Dølgsmaal paa deres Visdom. Samme Dame overrumplede jeg saa ofte ved Skrivepulten, at denne Omstændighed til sidst vakte min Nysgerrighed. Jeg spurgte hende, hvad hun kunde saa idelig have at skrive. Efter nogle Udflugter fortalte hun mig endelig, at hun efter hver forløben Dag nedskrev Betragtninger over sit Levned, hvilke hun gav Titel af: »Mit Hjærtes Regnskabsbog«. Til denne Bog betroede hun enhver Følelse og Tanke, som hun ej billigede hos sig selv; hvorledes hun havde opført sig i ethvert Tilfælde, og hvorledes hun ved rolig Eftertanke bagefter fandt at 264 hun burde have opført sig. Jeg vandt i den Grad hendes Fortrolighed, at hun lod mig se Prøver af Bogens Indhold, som jeg ej kunde ane, da hendes Liv forekom mig saa usædvanlig rent. Her saa jeg nu en Ømhed i Samvittighed, en Finhed i Følelse, som jeg aldrig har fundet hos et Mandfolk. At gøre dette anskueligt ved et Forsøg paa at gentage noget af Bogens Indhold, vogter jeg mig vel for; thi det vilde i mine grovere og bestemtere Udtryk tabe sit æteriske Væsen.

Kvinders Gunst vindes af snedige Folk ikke derved, at de antage deres Karakter, men derved, at de paa Skrømt vise sig i en ganske modsat Skikkelse og anstille sig, som om de efterhaanden antage den tilbedtes Grundsætninger. Hun elsker da en saadan som sit eget Værk. Har hun en stærk Tro, da maa Bejleren være en erklæret Fritænker og lade sig omvende ved hendes vægtige Grunde.

Man kan vænne sig til Omgang med visse Mennesker, som man i Grunden ikke kan lide, saa at man ikke kan være dem foruden, ligesom man formedelst Vanen ikke kan lade af at bruge Tobak, skønt den smager vederstyggeligt.

Naar Folk ere os nærmest, have deres Domme mest Vigtighed i vore Øjne. Selv som Skribent kan man ikke med den Lethed sætte sig ud over en andens vrange Dom, naar man er under Tag med ham (selv om man aldrig viser ham, hvad man har i sin Pult), som naar man bor i en ganske anden Kres.

265

Den udannede kan hade hæftigt, men ikke uforsonligt; thi kun Krænkelse af Egoismen kan vække hans Vrede. Den, der er klog nok til igen at smigre hans Egoismus, faar hans Venskab igen. Den dannede derimod kan dybere indse, at en anden er hans fuldkomne Antipode; hans Had kan være grundet paa noget højere end den blotte Egoismus og derved blive uforsonligt. Minervas Skjold var bemalet med Medusas Hoved, som forstenede den, der stirrede paa det.

Mangt et Menneske træder ind i Verden med et alt for utaalmodigt Krav paa Retfærdighed. Med Harme og Bitterhed erfarer han, at denne Fordring langtfra vorder tilfredsstillet. Mest opirret vorder han naturligvis over den Uretfærdighed, han selv maa friste, ikke saa meget af Egoisme, som fordi den ligger ham nærmest og altsaa er ham mest indlysende. Det er endnu den krænkede Ide, der forbitrer ham. Da er det, han ved Synet af den gængse Uretfærdighed, for at han ej skal vorde udelukt fra en Anmasselse, der synes ham almindelig, hylder selv de fornuftstridige Principer. Det synes ham uretfærdigt, at han ej skulde have samme Ret til at være uretfærdig som andre. Ikke desto mindre føler han dog Modsigelsen i slige Grundsætninger, og derat forklares hans Had mod fremmed Uretfærdighed. Den anser han for Livets fjendtlige Magt, hvorimod hans egen Uretfærdighed er et bestandigt Selvforsvar. Var Verden bedre, vilde slige Personer være de bedste; thi det er en oprindelig smuk Iver, der bliver Spiren til deres giftige Liv.

266

Den egentlige, menneskelige Dovenskab (vel at skelne fra den dyriske, der ytrer sig i Sky for legemlig Bevægelse) bestaar i en Slags Antipati mod vedholdende Beskæftigelse med visse Forestillinger. Den grunder sig oprindelig paa en instinktmæssig Frygt for, at Forstandens Ligevægt skal tabes. En vis Centripetalkraft nøder Menneskets Forestillinger til af og til at vende tilbage til hans Jeg, at ikke Forestillingerne skulle tage for sig som vilde Heste, overspringe Personlighedens Periferi og altsaa blive rent ekscentriske. Naar denne aandelige Selvopholdelsesdrift tager for stærkt Overhaand, da opstaar den menneskelige Dovenskab, der egentlig ikke er en Drift til at hvile, men til at holde paa sit Jeg.

Det er tit Fattigdom i Aanden, der bringer Folk til Flid. De nødes til at søge fremmede Tanker for at udfylde Tomheden i deres Hoved.

En alt for udsvævende Fantasi maa behandles ligesom en løbsk Kanehest: man drejer det balstyrige Dyr ind i en Snedrive, hvori den efter en kort Sparken bliver fuldkommen spag. Saaledes maa man ogsaa lade det sværmende Hoved arbejde sig ind i en strængvidenskabelig Bog. Derved vil det snart lære Stadighed.

Skønhedsfølelsen vaagner først med Kønsdriften. Kvinder, som man har levet med fra Barndommen af, førend Attraaen vaagnede, eller under Forhold, hvori den ej kunde vaagne, kan man ej ved Instinkt erkende for skønne eller stygge. Den Behagelighed eller Ubehagelighed, man føler ved deres Syn, beror blot paa deres moralske Egenskaber. Deres Skønhed 267 maa man, ligesom stymperagtige Recensenter, erkende paa den middelbare Maade, nemlig efter Regler.

Gives der ubevidste Følelser, gives der sikkert en dunkel Kærlighed til Naturen. Et Barn kan leve i en ubevidst Fortrolighed med Naturen uden at have den Forestilling: Naturen er skøn. Det føler da et uforstaaet Velbefindende i en smuk Egn, hvor Luften er behagelig og Fuglene synge; det ligger i Naturens kærlige Arme som før ved Moderens Bryst. Dette ses deraf, at man ved at tilbagekalde sig Scener af sit Barndomsliv tænker sig straks tillige smukke Naturdekorationer med en Henrykkelse, som man sjælden føler ved de nærværende Fænomener. Det gaar hermed som med det Venskab, der gør, at vi befinde os vel ved andre Børns Omgang uden at erkende, det var Venskab, der bandt os til dem, førend vi ere skilte fra dem og føle Tabet af dem. Et saadant Instinkt knytter alle raa Mennesker til Naturen. Deres Nydelse er den samme som den, det udannede Øre føler i Kirken ved Korets firstemmige Koral, uden at Tilhøreren engang bemærker, at han hører mer end een Stemme. Er han vant til at høre dette Kor og da føres til et andet, som foresynger ham et unisono, vil han føle et Savn og sige, at man her synger slettere; men hvori hint Fortrin bestod, ved han ej.

Ingen Stat kan bestaa uden frie eller ufrie Trælle. Derfor skulde de, som Lykken befriede fra at bearbejde Materien ved Ploven eller den kopierende Pen, stræbe efter, at deres hele Liv kunde saaledes gennemtrænges 268 af Ideerne, at disse stedse lyste i deres Daad og Tale. Det skulde de gøre ikke alene for deres egen Skyld, men for Trællenes Skyld, for at Straalerne af den usynlige, men dog nære Sol kunde falde ind i disses Synskres. Selv den finere Nydelse af de upopulære Kunstværker, der ligge over Folkets Synskres, Kulturens ædlere Epikureismus, den esoteriske Poesi, vil virke saaledes paa dem, at det højere Liv vil, skønt i en anden Skikkelse, dale til de ringere. Den til Døren lænkede janitor vil dog kunne høre fjærne Toner af Kitharen i Patricierens Hal og nynne efter.

De Forfattere, som Verden anser for stolte, ere ofte de ydmygste. Thi deres Bodfærdighed for Herren, i Lønkammeret, forsmaa de at lade Verden vide. Jo mere de blive fortrolige med Gud, desto mere trodse de Verden. De vide, at de intet Menneske skylde Regnskab, og Stolthedens Skin bliver en Slagbom, der hindrer dem fra at amalgamere dem med Tiden. Just fordi de i deres stille Sind erkende, de have alt af Gud, derfor erklære de frit for Verden, at deres Gærninger ere store.

Den Forfatter, der vil have indvortes Ro og Fred i en lærd Republik, fuld af Sned og Rænker, bør vænne sig til at betragte sit litterære Jeg som et æterisk Væsen, der ligesom Miltons Aander ikke kan sønderhugges, men stedse flyder sammen igen uagtet alle dybe Saar af Kritikkens Glavind.

At store Kunstnere sjælden formaa at erhverve sig Rigdom og andre Lykkens Goder, rejser sig ingenlunde af Foragt for disse; thi da de for det meste 269 utaalmodigen kræve Tilfredsstillelsen af deres jordiske Ønsker, kunne de ej ringeagte Betingelserne derfor. Men Stræben derefter kan ej saaledes gennemtrænge deres Liv, at de med stadig Kraft kunne tilkæmpe sig det forønskede Klenodie. De synes, at de ved den Begejstring, hvormed de forud nyde det i Fantasien, ved deres brændende Længsel derefter, gøre dem værdige dertil. Ørkesløse vente de da, at det ligesom fra Himlen skal falde i deres Hænder.

Den, som ufortrøden bliver ved at skrive slet, faar tilsidst et Slags Reputation som en stor Skribent. Selv den, der frakender ethvert enkelt af hans Arbejder alt Værd, har i Hjærtet et Slags Respekt for ham, som Skaber af de mange Volumina. Dette synes at være saa dybt indgroet i den danske Karakter, at adskillige (som f. Eks. Grundtvig, endogsaa førend han tilfredsstillede sig selv ved Oversættelsen af Saxo og Snorro) have en Slags Ærbødighed for sig selv som danske Klassikere, uagtet de ikke levne alle deres Flyveskrifter, hvoraf deres litterære Person er sammensat, eller rettere hvori den er adspredt, nogen synderlig Ære. De glemme det gamle: nihil est in partibus, quod non fuit in toto.

Der gives Værker, som lykkes bedst, naar Tanken om Meddelelse er nær. De esoteriske Værker ere derimod Hjærtets stille Konversation med sig selv.

Vittighedsimprovisatoren og andre mundtlige Digtere have mer Genialitet end de skrivende Poeter, men mindre Bevidsthed derom. De ere rige Mænd, som more sig med at kaste Guld ud iblandt Pøbelen 270 uden selv at kende dettes Værd. De poetiske Skribenter ere ej saa tidt fyldte med inspirerede Tanker. som de ere Kendere af disses Ægthed. Hver heldig Ide, der falder dem ind, bemærkes og anvendes paa en hensigtsmæssig Maade. Men selv hos de mest voluminøse komiske Forfattere findes ej saa megen Vittighed, som en fortræffelig Hofnar har nødig i eet Aar.

Vittighed er et Produkt af hurtig Forstand og Lediggang. De faa Tanker tumles da idelig om og forbindes, ligesom Krystalstykkerne i et Kalejdoskop, bestandig paa en ny og overraskende Maade.

Hensigtsløs, blot spillende Vittighed uden komisk Grundighed kan ej fremkalde nogen ren æstetisk Nydelse. Et fransk Epigram af en vittig Dagdriver uden klar Erkendelse og kraftig Vilje kan ej opbygge Læseren, men blot vække det forfængelige Ønske hos ham at finde et Selskab, som han kan more ved Meddelelsen af slig Kuriositet. Forstanden har ved saadan Leg kun een Bevægelse. Den drejes blot om sin Aksel, uden at skride fremad til et Maal. Den virker som en tom Møllekværn, der ej frembringer det nærende Mel, men slider af sig selv det golde Sandstøv, som har Lighed dermed.

Det komiske ligger i Tanken. Det vittige i Tankens Fremstilling.

En Tankeflugt mod det evige bliver tit begrænset ved at nedskrives paa Papiret.

Jeg vil hellere pille Charpi end udtyde et frit Foredrag for en Per Nittengryn.

271

Naar den populære Forfatter eller Taler mangler et Udtryk for et Begreb, kan han dog ved en fiffig Vending køre uden om Stenen.

Der gives et Slags Halvironi i Tonen, som alt for ofte misforstaas af plumpe Læsere og Tilhørere. Humoristiske Skribenter eller opvakte Omgangsvenner fremkomme undertiden med Ytringer, som hverken ere Spøg eller Alvor. Undertiden er det en ufuldbaaren Tanke, som de med Naivitet fremføre i sin embryonske Tilstand uden at ville have det antaget for ramme Alvor. Det er en Slags lydelig Tankegang, et Slags offentlig Undersøgelse, hvori man tit griber herlige Vink og tit bliver Gaader var, til hvis Opløsning hverken vi eller de ere i Stand. Dette Fremskridt vilde vi ikke gøre uden slig naiv Aabenhjærtighed, da kun faa nye Tanker ved deres første Undfangelse kunne fremstilles i en dogmatisk skoleret Form. Det er undertiden Tvivl om vores og deres fælles antagne System, som de ytre ved en konsekvent Fortsættelse af Beviserne, der grænser til Parodi. Dette Slags Tankeforsøg, denne Forblanding af Spøg og Alvor, kan aldrig mislede den, der læser eller hører med sympatetisk Liv, men kun den, der med stump Forstenelse hænger ved Bogstavet. Herfra skriver sig humoristiske Skribenters hyppige Miskendelse; thi her have de stumpe ej engang den Vejledning, som den mundtlige Samtales Deklamation yder.

En Del Poeter, som have begyndt paa et Kunstværk og ikke have Raad til at give det den fornødne Fylde, bøde paa Fattigdommen med nogle Livsbetragtninger. Et saadant Værk er at ligne med 272 en Fugl i et Naturaliekabinet, der er stoppet med Hø. Somme gaa aabenlyst til Værks og lade slige Lapper gælde for hvad de ere, nemlig filosofiske Ekskurser. Andre have en ond Samvittighed og søge at give denne mekaniske Sammensætning Skin af organisk Nødvendighed, ved at give en af Heltene Skyld for deres Tanker; men Bedrageriet falder dog let i Øjnene.

Ved ingen Definition kan man skarpt adskille den dramatiske Poesi fra den episke.

Den nyere Poesi gaar, som man siger, mer umiddelbar ud paa det evige end den antike; men den løber ogsaa ligesom Evighedens Figur tilbage i sig selv. Dens Genstand er den selv, den er Poesi over Poesi.

Poesien tager en grov Anskuelse for at vække en æterisk.

For at fordrive den tomme Sentimentalitet, begyndte man at anbefale Plastikken; men uden Tvivl er man gaaet for vidt i at ville bandlyse af Kunstens Rige alt, hvad der ikke havde græsk Præg. Alt hvad der kan læres, er noget, der er forskelligt fra Kunstens Væsen, og man kan lige saa let uden Digterkald tilvænne sig et plastisk som et sentimentalt Foredrag. Der gives et Slags musikalsk Poesi, som er det sande Udtryk for Romantikkens Gaade. Denne ligner for eksoteriske paa et Haar det sygelige Føleri; men for den indviede har den en dyb Betydning. Den kan saa meget mindre læres af Fuskere, som den er langt vanskeligere at fastholde med Forstanden end den vidt priste Plastik.

273

Den franske Praksis er et Skridt videre i Kunstens Objektivitet end den tyske Teori. Denne vil have Taarer forvandlet til Stjærner, hin gør dem til Perler.

Alt for stor Stræben efter med klassisk Objektivitet at udtrykke en originalt undfangen Tanke gør den ved Fødselen triviel. Formedelst den naturlige Mangel paa gængse Udtryk for det nye og Frygt for poetisk Dunkelhed griber man et klart Begreb af større logisk Indhold end det anede og dunkle Begreb. Dette ytrer sig ikke alene i Tale og Skrift, men Folk kan have Tendens til i deres stille Tanker at presse ethvert opstigende aandeligt Lys i visse gamle Former, hvor det omstøbes til den fuldkomneste Trivialitet.

Det sande klassiske Foredrag ligger imellem den oratoriske Krampe og det uædle Pøbelmaal. Men mangen dansk Forfatter, der tror ret at have truffet den klassiske Elegance, fører et sirupsødt Sprog, der er mere vederstyggeligt end hine Ekstremiteter. Thi den Stolthed, hvormed hine ville tiltrue sig Beundring, er ikke saa oprørende, som den krybende Forfængelighed, hvormed disse ville tilsieske sig Bifald, er væmmelig. Næsten i ethvert af deres Udtryk ligger der skjult en maskeret Bøn: »Pigelil, eller Drengelil! kom og klap mig for mine smaa nysselige Ord.« Ti Gange heller Grundtvigs Træskogang end saadan koket Trippen i Saffianssko! Heller et Studebrøl end den jammerlige Hvippen af en Kylling, der har Pip.

274

Franskmændene tale, ligesom de skrive; men Engelskmændene skrive, ligesom de tale.

Mange Forfatteres Stil ligner et Bed af Sand, hvori et Legebarn har nedstukket en Del Blomster, som det rev af en fremmed Have. Man ser straks, at slige Blomster ingen Rod kunne have der, hvor de staa.

Der er ingen større Modsætning tænkelig end mellem Homer og Jean Paul. Den ene pakker hele Verden ind i en Nød, og den anden lader den sprede sig ud i det uendelige.

De staaende Epiteta i den græske Folkepoesi svare omtrent til vore Rangstitler: Hans Højærværdighed, Velærværdighed, Velædelhed. Kuns ere hine, i Følge Grundforskellen imellem det antike og moderne, tagne af den ydre Skikkelses Forhold til Skønheden, disse derimod ere hentede af det indres Værd med Hensyn til Sædeligheden.

I Folkepoesien jages ikke synderlig efter superlativiske Ord. Hvor et Gradsbegrebs forskellige Modifikationer udtrykkes ved en stigende Række af Ord, glæde de nyere Poeter sig ved at kunne tage de Kraftord, som staa øverst paa Skalaen. Dertil drive Folkedigterne det ej. I gamle Viser gaar og løber man til et Sted, men styrter ikke dertil.

Den kristelige Aabenbarings Vidunder er saa gammelt, at det endogsaa hos dem, der historisk tro paa det, næppe vækker mere Gudsfrygt og højere Liv 275 end Naturens Hverdagsunderværker hos de fleste Tilskuere.

De raadvilde Personer tumles om, fordi de ikke have fast Tro paa Aabenbaring og ikke have Dybsindighed til at danne dem en Filosofi.

I denne vantro Tidsalder vil Folk ikke selv antage Mirakler, men foragte dem, der have samme overvejende Forstand, som de selv. De ville gærne fortælle andre overnaturlige Tildragelser og fordre, at disse skulde fæste Lid dertil, uden at de selv gøre det. De føle det hule i deres Liv, men kunne ej tilvinde sig noget Resultat.

Visse indskrænkede Hoveder føre bestandig Gudsfrygt i Munden, uden enten at være Hyklere eller religiøse. Det er egentlig en stærk Kærlighed til Jordens Goder, der bringer dem til stedse med Angst at føle, at den Evige kan berøve dem disse Klenodier. Derfor ser man, at mange vripne ortodokse Oldinge bestaa slet i Fristelsen, naar deres Pligt er i Strid med deres Vindesyge. Shakespeares Henrik den Sjette er i denne Henseende mesterlig skildret. Uagtet sin ængstelige Religiøsitet kan han dog ikke bekvemme sig til at slippe den Krone, om hvis Retmæssighed han tvivler stærkt. Han er langt fra en Helgen, som Schlegel gør ham til.

Tomme Hoveder kunne ved mange Aars Øvelse erhverve dem et stort Forraad af kristelige Fraser, som uden at beskæftige Forstand eller Hjærte altid staa dem til Tjeneste. Det er i Særdeleshed ubehageligt at høre dette Skrald af Ord i Slutningen af deres Tale. Ved betydningsløse Ramser, som i Klangen 276 efterligne Aandens Fylde, give de Talen et Slags velproportioneret Udvortes.

At Mennesker have den fordærvelige Indifferentismus, ikke at bringe deres Dom om den aabenbarede Religion til noget fast Resultat, kan, naar de forudsættes at have blot Hensyn til dem selv, begribes. Men hvorledes kunne de være Familiefædre eller haabe at blive det, og dog ikke agte det for højst magtpaaliggende, over saa vigtigt et Anliggende at have en klippefast Overbevisning at meddele deres Børn?

Blandt forskellige Drifter har ogsaa ethvert Individ Hang til en vis Art af Erkendelse. Sandheden kan kuns af den enkelte betragtes fra en vis Side, og i hans Individualitet ligger allerede Grundspiren til den Filosofi, han vil danne sig. I de forskellige Grader af hans Udvikling vil dog stedse hans Personlighed spores. Han vil ligesom et Træ kun drage den aandelige Næring af alt, der kan assimileres med hans Natur. Deraf den Væmmelse, hvormed den stedse fremskridende betragter de Tanker, han selv i forbigaaende Tid har nedskrevet; thi han ser ligesom et Embryon, en ufuldkommen og altsaa styg Spire til sin nærværende Erkendelse.

Hvorfor kan intet filosofisk System hæve sig til den Højde, at dets Terminologi falder sammen med Sprogets Urkrystallisation, der er ældre end al Filosofi? Hvorfor skal Filosofferne stedse i deres Definitioner udvikle eller indskrænke ethvert Ord uden at kunne beholde den evige Inddeling af Begreberne, 277 Naturen har gjort? Er det, fordi den evige Sandhed, hvis ubevidste Terminologi ligger i et uforfalsket Sprog, aldrig kan ses uden fra een Side i et System?

Hvad der hindrer mange i at være vittige i Disputter, er en utidig Tendens til Grundighed i Hverdagsting. De føle saa stærkt, at Retten er paa deres Side, at de forfægte deres Sag med en vidtløftig ciceroniansk Dialektik. De røbe liden Opmærksomhed for Tilhørerne. Disse laane naturligvis hellere Øre til en Modstander, der tager Sagen paa en mere spillende Maade, og kede dem ved den filosofiske Undersøgelse af en saa ringe Ting; thi Sagen har for Disputator en Interesse, som den mangler for dem, nemlig den, at det er hans egen Sag.

Nogle Menneskers Lyst til at disputere er ikke en Følge af et hadsk og brysk Sindelag, men kommer snarere deraf, at de føle Drift til den levende Sandheds Anskuelse, som de instinktmæssigen frygte skal forstene sig. De kæmpe derfor mod alt, hvad der ligner loci communes, inden de endnu have prøvet det, af Frygt for at nogen positiv Vedtægt skal paatvinges dem uden Grunde. Det er altsaa en dramatisk Tænkning, hvor man ikke behøver at dele sig selv i to Partier, saaledes som naar man i Ensomhed spekulerer.

Hvo der opvokser i en aandelig Revolutionstid, foragter de gamle Udtryk for Livets Maal og de højeste Ideer. Ingen Anskuelse vækkes derved hos 278 ham, og han anser de Former for betydningsløse, som dog ere Genlyd af et forhen kraftigt Ord. Men den graahærdede, der saa det skønne Tempel i sin fulde Glans, tilbeder endnu dets Ruiner. Oldingen beler og ynker det nye, Ynglingen hader og ødelægger det gamle.

En af de mange Grunde, hvorfor unge Mennesker gærne blive Tilhængere af et nyt System i Sandhedens Rige, er sikkert den, at Resultaterne af det gamle bibringes dem i en Alder, da de endnu ej føle aandelig Trang dertil. De lærte da Ord, som ingen levende Begreber medføre hos dem. Men naar deres aandelige Drifter begynde at ytre deres Krav, da finde disse lettere Tilfredsstillelse i nye Former, der ej allerede een Gang for dem ere blevne betydningsløse Lyde.

Først naar en Filosofi ret gennemtrænger et Sekels Liv, naar den af de saakaldte populære Forfattere anvendes paa alle Livets smaa Forhold, udvikles dens hele Skikkelse; dens Ensidighed falder i Øjnene, og den har fuldendt sit Løb. Noget lignende er det, naar Kunstpoesien, drevet i en vis Retning, har vundet sig en Sekt. Efterlignere blotte dens svage Sider, de opfatte det ydre, de tilegne sig Maneren - det eneste, de burde have bortkastet. Deres Værker blive en uvilkaarlig Parodi paa det ensidige. Den gamle Føniks maa da dø for at fødes i en fornyet Skikkelse.

Revolutionsstiftere i Videnskabernes Rige kunne ej give deres Skrifter klassisk Form. Stræben til Klarhed og Gratie vilde her lede til en Forsoning og 279 Forening med det gamle. Skrifter, der gøre Oprør mod Meningen, stemple til deres nye Ideer nye uhørte Ord, og disse barbari linguæ betvinge for en Tid det døende Systems Klassikere. Men naar den nye Skabning er vokset saa vidt, at dens Væsen skarpt kan skelnes fra det gamle, kan den stige ned i Livet og tale Livets Sprog uden at befrygte saaledes at amalgameres med det trivielle, at dens Skikkelse skulde forsvinde. Den bliver da selv først klassisk, siden triviel, og naar den har udlevet, begynder Kresen paa ny. Saaledes avlede den unge Jord i sin Skabningsperiode skarpe Fjælde og gigantiske Bjærge, inden den kunde begynde at stræbe til den runde Form.

Trivielle Hoveder synes, at alt, hvad de læse, er gammelt, fordi de, for at forstaa det, nødes til at oversætte det i deres trivielle Forestillingsmaade. Paa en vis Maade er intet nyt fordi alt ligger i den Sats: A = A. Saadanne fandt, at Kants praktiske Fornuft var == conscientia, at alle moderne Ideer kunne oversættes paa Latin. De tro, at Ideerne ere noget uafhængigt af den givne Fremstilling, som om deres fade Maade at opfatte paa ikke lige saa godt er en vis Fremstilling. De staa paa saa lavt et Stade, at de forskelligste Skikkelser flyde i eet for deres sløve Syn.

Naar Poeter ville skrive filosofiske Afhandlinger, ser man dem for det meste hel omhyggeligen at ordne bekendte Ting.

Det er en Følge af overfladisk Tænksomhed at ville af Menneskets Analogi med de øvrige Dyr udlede 280 den naturlige Levemaade for dette. Fornuften selv er jo ogsaa et Instinkt. Mon ikke denne skønne Bygning, der skabes af Arkitektonikeren, lige saa fuldt være naturlig, som den Rede, Svalen klistrer paa Væggen?

Mange saakaldte store Menneskekendere kunde udsige al deres Visdom med den ene Sætning: Enhver menneskelig Handling udspringer af Egoismus. Alle deres fine Bemærkninger ere blot en Anvendelse af dette Aksiom paa enkelte Tilfælde. Man bliver ved denne Lærdom ikke stort klogere; thi skal en given Handling deduceres af Egennytte, kan denne Deduktion ske ved en temmelig mekanisk Aandsvirksomhed. Men Gaaden bliver: hvor er hint Udsagn at anvende og hvor ikke?

Efter at en rig Mand, som Kant eller Schelling, har kastet sin store Skat ud i Verden, opstaar der mange litterære Vekselerere, som bytte de store Guldpenge om i Skillemønt af samme Præg for Folket. »Athene« var en Vekselerbutik for Naturfilosofferne. »Københavns Skilderi« deler Kants Efterladenskab ud i Smaamønt, skønt selv disse bitte Møntsorter komme ud i Folket saa beskaarne af jødiske Hænder, at man næppe kan kende Præget.

Somme indskrænkede Filologer, især Skolemænd, der ikke have mindste Anelse om græsk og romersk Aand, kunne, ved idelig at trave igennem Oldtidens mest elegante Forfattere, faa et dem selv ubevidst Anstrøg af Elegance i deres latinske Foredrag, uagtet deres Udarbejdelser i Modersmaalet ikke bære 281 mindste Præg af klassisk Gratie. Det gaar dem ligesom Postheste, der ved idelig at vandre den samme Landevej til sidst kunne finde Sporet paa egen Haand, men kunne dog ogsaa fare vild, dersom Gærdestavre og Ledsteder flyttes paa Vejen; thi naar de miste de vejledende Reminiscenser, ere de ej i Stand til at hjælpe sig til Rette ved egen Forstand.

De saakaldte æstetiske Kommentatorer, der tro at fange Aanden af Oldtidens latinske Digtere ved at anatomere dem, bidrage derved lidet til disse Forfatteres Ære. De blotte just Horatses og Virgils svage Side. Letheden af en fortløbende mekanisk Analyse af deres Poesis retoriske Figurer synes at forudsætte en mekanisk Sammensætning. Kun det regelmæssigen vævede Klæde lader sig pille op med en Naal og væve sammen igen - ikke Plantens Trævler og Legemets Nerver. De græske Digtere kunne ej saa mageligt lade sig sønderlemme.

Et eget Slags Affektation i Foredraget er den grammatikalske. Denne foraarsager, at leksikalske Studier og Omhu for en skoleret Syntaks træder synlig frem i Stilen. Naar man læser slige verbale Purister, er det, som man læste et dødt Sprog. De anlægge en Fabrik for indenlandske Ord, som skulle afløse andre gangbare, hvis Indfødsret er mistænkt. Disse hjemmegjorte Ord gemme de i deres Sparebøsse, og naar de have sanket et passende Antal, tage de deraf Anledning til at skrive over en eller anden triviel Genstand, som tillader dem at skænke Ordbygingen udelt Opmærksomhed. Naar man ret betragter deres Produkter, er Sproget det egentlige Indhold og det tilsyneladende Indhold en Biting.

282