Møller, Poul Martin Skrifter i Udvalg

II

        

III

DANMARKS
NATIONALLITTERATUR
PAA HOLBERGSELSKABETS VEGNE UDGIVET VED HANS BRIX · SOPH. MICHAËLIS
OG CARL S. PETERSEN
UNDER REDAKTION AF
POUL TUXEN

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1975
KØBENHAVN

1930
IV

        

V

POUL MØLLER

SKRIFTER I UDVALG

UDGIVET AF
VILH. ANDERSEN

II

HOLBERGSELSKABET AF 23. SEPTEMBER G. E. C. GADS FORLAG
KØBENHAVN 1975
KØBENHAVN

1930
VI

J. JØRGENSEN & CO.
IVAR JANTZEN KØBENHAVN

📖 STATISTISK SKILDRING
AF
LÆGDSGAARDEN I ØLSEBY-MAGLE
AF EN UNG GEOGRAF

4

    INDHOLD

  • § 1. Prolegomena.
  • § 2. Videnskabernes Forfatning.
  • § 3. Kunsternes Tilstand.
  • § 4. Religionen.
  • § 5. Regeringsform.
  • § 6. Handel.
  • § 7. Krigsmagt.
5

§ 1. PROLEGOMENA

Ej uden Grund fører man i den nyere Tid Klage over det uforholdsmæssig store Antal Studerende, der beskæftige sig med Filosofi, Kunstteori, Totalanskuelser, Betragtninger over Tidens Aand og andre deslige Ting, hvortil ej mindste Lærdom udkræves. Lad det endog være sandt, at Filosofien er Videnskabernes Sjæl, saa skal dog en Sjæl ej godt kunne subsistere paa sin egen Haand foruden Legeme. Allerede er der ej stort mere Krop tilbage. Snart ville Skribenterne ej have andet at anstille Betragtninger over end selve hinandens Betragtninger, ligesom alt de tyske Poeter ere bragte til den Yderlighed, at deres Poesi næsten ej handler om andet end Poesi. Der hersker i den lærde Republik en besynderlig omvendt Emanation. Alle Studier blive daglig mer ulegemlige, fortyndede og forklarede, saa at det er højlig at befrygte, de blive til sidst rent opløste i Aand og Luft. For at modstræbe denne ulykkelige Retning har Forfatteren af dette Værk opofret sine Kræfter udelukkende til de reelle Videnskaber. Paa Jorden er unægtelig intet solidere end Jorden selv. Men hvor ufuldstændige ere alle Jordbeskrivelser! 6 I de største geografiske lexica søger man forgæves om Byer som Ølseby-Magle. Uagtet denne Videnskabens Ufuldendthed indskrænker de moderne Geografers Stræben sig blot til, paa uendelig mange Maader uden alle videre Tillæg at omsætte de en Gang optegnede Notitser. A gør af to Geografier een ny, der er mindre voluminøs end nogen af dem. Af de tre derved fremkomne gør B en fjerde, der endnu er den allerkompendiøseste. De bære sig ad ligesom fattige Piger, der stedse give deres Kjoler et nyt Snit, uagtet Grundstoffet forbliver det samme. O, I kortsynede! hvis I klart indsaa det uendelige Omfang af en Videnskab, der ej er bragt til Fuldkommenhed, saa længe der staar en Ledstolpe paa Vejen eller en Stenkiste paa Marken, som ej er optaget deri, da vilde I, jo før jo heller, begynde at arbejde efter en mere udstrakt Plan. Lader os begynde fra Grunden af, lader os hver især foretage os Beskrivelsen af et Hus eller en Gaard. Jeg gør nu her Begyndelsen med den største Lodsejers Bopæl i Ølseby-Magle. Følger mit Eksempel; da kunne vi engang, her eller hisset, opstille vore volumina ved Siden af hinanden, som Tomer af et klassisk Værk; da faa vi et corpus geographicum, der vil blive Verdens ottende Underværk. Naar dette Repertorium gennemtrækkes med rene Blade, have vort Fags tilkommende Dyrkere blot den Ulejlighed at holde fuldstændige Af- og Tilgangslister over Jordklodens Løsøre: vulkanske Øer, Vejrmøller, Kongeriger, Stejler, Ærestøtter etc.

7

§ 2 VIDENSKABERNES FORFATNING

Gaarden har kuns eet offentligt Bibliotek, som er opstillet paa et grønt Hængeskab i Konversationsstuen. Det bestaar af den nye evangeliske Psalmebog, Rasmussens ABC og Birchs Bibelhistorie. De to sidste maa være meget søgte, da Træbindene paa dem begge ere brudte, og Bladene bære hyppige Spor af Læsernes Fingre. Almanakken, hvori der findes en uskatterlig Afhandling om Krop, Kuller og Snive, var laant ud til Grovsmeden, der i sit Fag gærne vil holde Skridt med Tiderne. Til forbudne Skrifter hører Carolus Magnus, som tilforn prydede Bogsamlingen, men af Præsten blev konfiskeret for at hindre Overtroens Udbredelse. Filosofien synes mest at indskrænke sig til Gnomer. Gaardsdrengen Rasmus, den eneste originale Forfatter i dette Fag, har paa Bindet af Lærebogen nedskrevet sine Forsøg. Topografen kan heldigvis her levere sine Læsere en tilforladelig Kopi af det hele Manuskript:

1ste Sentens. Denne Bog den er min, køb dig en, saa er det din.

2den Sentens. Den, som mig føder, det er Gud Fader. Den, som mig klæder, den som mig klæder -.

Dette sidste Tankesprog har, efter min Hypotes, den satiriske Plovkøring med Flid ladet ufuldendt, for derved at give en Finte til Lægdsmanden, som er temmelig illiberal i at opfylde sin Forpligtelse til at holde ham med Klæder. Bag i Psalmebogen har man af Lægdsmandens Kone, Maren, et Dokument af stor 8 Vigtighed med Hensyn til Husets Historie. Det er nemlig en kronologisk Beretning om hvert Barns Fødselsdag, Faddernes Antal, samt den ældste Datters Bryllup med Grovsmeden. Af samme Forfatterinde haves i Jurisprudensen et Supplement til Ørsteds Formularbog, nemlig et lovformeligt Stævnemaal mod Kaalorme, i Kemien en Recept til Øleddike, og i Medicinen en Dissertation om Febre. Forfatterinden holder for, at Patienten blot har nødig at ryste et Hyldetræ en Morgen før Solens Opgang, idet han mumler ved sig selv: »Hyld, Hyld! jeg ryster dig, til ej mer du ryster mig.« Af dette sidste Arbejde skønnes Folkets Hang til Mysticisme, som endvidere nedenfor skal godtgøres. Maren synes i flere Henseender at have dannet sig efter klassiske Mønstre. Ligesom de gamle Autorer dikterede deres Bøger til Trælle, har hun heller aldrig selv sat Pen til Papir, men ladet Rasmus nedskrive disse opuscula efter hendes Diktat. Hun bruger den samme Person til sin Anagnost, naar hun af sine Papirer vil indhente nogen Oplysning. Hertil kommer, at disse Manuskripter ere, ligesom Oldtidens, uden alle Interpunktionstegn. Undertiden ere heller ikke Ordene adskilte. Endvidere lader hun intet trykke, men tillader sine Venner at tage Afskrifter. De to sidstnævnte Værker ere skrevne med Rødkridt paa en liden Rulle Karduspapir, der er stukket bag ved Spejlet. - Filologien drives meget ensidigen paa dette Sted. Det hebraiske Sprog dyrker man kuns, forsaavidt man dyrker Porcellænsblomsten, paa hvis Blade man læser Ordet »Jehovah« uden Akcenter. Græsken er aldeles forsømt. For Romersprogets Elskere er her noget rigere Udbytte. 9 Paa højre Side af Bilæggerovnen læses: Soli Deo gloria; paa en Kardus Røgtobak: Petum optimum subter solem; og paa to Dusin Fireogtyve-Skillinger, der tjener til Knapper i Husfaderens Kistekjole: Christianus Septimus Rex Daniæ et Norvegiæ. - Tjenestepigen Gertrud dyrker flittig Naturvidenskaberne, især Botanikken. Hun har lagt Grunden til et skønt herbarium vivum. Under Bjælken forvarede hun Sedum Telephium (St. Hansurt); paa et Tøndebaand i Køkkenet: Thymus vulgaris (Timian) og Origanum majorana (Merian); i en Papirpose: Matricaria chamomilla (Kamelblomst). Til det offentlige Bibliotek havde hun foræret en Urtekost af Tanacetum balsamita (Balsam) og Artemisia abrotonum (Ambra); denne Samling efterlod hun sidste Søndag i Psalmebogen. I sit Kridthus havde hun et Stykke Rav, et Firbladskløver, en Tvillingnød og et Vættelys.

§ 3 KUNSTERNES TILSTAND

Poesien i Lægdsgaarden lader sig bekvemt henføre til to Klasser: den antike og den moderne. Jeppe Olsen, Familiens Stamfader, som selv havde bygget Gaarden Anno 1696, kan med rette betragtes som Stedets Ennius. En Indskrift over Porten, som er Gaardens ældste poetiske Mindesmærke, tillægges enstemmig ham. Den lyder saaledes:

Herre, lad os af Din Naade
Lefve Dig til Velbehag!
Fri fra Djævelskab og Vaade
Dette ringe Bundetag!
10 Lad den, som skal Dugen brede,
Hafve noget Brød og Sul
Udi Kammerset tilrede,
Og lidt gammelt Øl til Jul!
Mig til Ly og Dig til Ære,
Har jeg bygget denne Gaard.
Jeppe Olsen mit Navn mon være,
Mens jeg her i Verden gaar.

Til den moderne Poesi regner jeg et Bindebrev, som den haabefulde Dreng Rasmus afleden Vinter overrakte Degnens Kone paa hendes Navnedag. Hun blev derover saa henrykt, at hun skænkede ham en tyk Pandekage og to Løgæbler, saa at hans Geni, Gud være lovet, ej bliver uden Opmuntring. Tjenestepigen er Husets Rapsodist. Hun kan en særdeles traurig Vise, hvis Titel er: »Beklagelige Tanker af en Piber ved det jydske Infanteri, hvis Kæreste slog ham fejl og tog en Tambur«. Den afsjunges under Akkompagnement af Rokkehjulet til sin egen velklingende Melodi. Lægdsmandens Moder kan aldrig høre den uden at smelte hen i Taarer, saa at denne gamle Kone, ihvorvel hun fast gaar i Barndom, dog beskæmmer mangen ung ved sin ømme Følelse for den erotiske Poesi. Ogsaa kom jeg under Vejr med, at samme Pige, Gertrud, vil forsøge sine Kræfter i Foredraget af den vilde Ballade. Hun bærer hemmelig paa sit Bryst »en ny og skrækkelig Vise om den sorte Gørtler, som skal rettes, formedelst at han skar Halsen over paa sin Kone, andre til Skræk og Advarsel«. Den begynder: »Syndige Menneske! betænkt etc.«. Rasmus er min Hjemmelsmand. Han vil have set hende tage den frem i Kostalden, for at memorere den, mens hun malker. Endnu har hun ikke indstuderet den; thi hun deklamerer 11 ej med Færdighed fra Bladet. - Instrumental-Musik hørte jeg blot af Familiens yngste Lem, Thomas, som endnu gaar med Skørter. Han øver sig fra Morgen til Aften paa Skarntydefløjten.

Den bildende Kunst er endnu i sin Barndom, uagtet den i dette Fag mest udmærkede Mand, Gaardskarlen Jørgen Samsø, alt er over den Alder, hvori Kunstneren kulminerer. Jeg retfærdiggør denne Paastand med hans Mangelstok. Hesten, som udgør Haandgrebet derpaa, er alt for svejrygget. Der hersker ingen Energi i Udtrykket. Hovedet er uforholdsmæssig stort og alt for meget ludende mod Jorden. Det røber Mangel paa Kunstnerflid, at hverken Bagben eller Forben paa Figuren ere adskilte, men deres Seperation blot antydet ved en simpel Skure. - Det udgravede Arbejde paa den Tærskel, han har skænket Gertrud, vidner om en sikker Haand; men der er i Værket en paafaldende Stivhed og Maner. Midt paa Bladet er anbragt en matematisk Cirkel med mangfoldige Radier. Paa de fire Hjørner ser man samme Ide gentaget fire Gange. Det kalder jeg at fordrive alt frit Fantasispil af Kunstens Gebet, at lade kold Beregning træde i Stedet for genial Opfindelse. I den smaa Thomasses plastiske Kunstforsøg lever en besynderlig hollandsk Aand. De aflange Husbagerbrød, som han daglig forfærdiger i Lergraven, efterligne til Illusion den grove Natur. Til idealsk Forherligelse af den raa Virkelighed, til frit Sving mod det evige findes intet Spor.

Jeg vil ikke opholde mig ved de historiske Træsnit paa Væggene, f. Eks. Potifars Hustru, den forlorne Søn. Byens Topografer ville tit faa Lejlighed 12 til at omtale dem, da de findes næsten i ethvert Hus. Jeg iler forbi Gertruds Kistelaag, oven paa hvilket læses i en Girlande af Roser og Lilier G. P. D., og paa hvis indre, konkave Side er klinet Admiral Nelson og Slaget af 2den April. - Jeg iler over Malerierne paa Sengeskuddene. Disses Forfatter har ladet sig henrive af en vild Fantasis regelløse Spil. Jeg finder det en alt for bisar Ide, at Adam og Eva æde af et Træ, der bærer baade Æbler, Pærer og Blommer paa een Gang. - Jeg haster til det mest geniale Kunstprodukt, jeg har kunnet antræffe inden Lægdsgaardens Grænser. Det ville vi i Særdeleshed gøre til Genstand for vore æstetiske Refleksioner. Den større Omhu, hvormed dette Værk konserveres, tilkendegiver allerede, at Forfatteren føler dets sjældne Værd. Stykkets fire Hjørner ere naglede med Neglikesøm. til Væggen, og, for at ej Metallet i oksyderet Tilstand skal angribe Papiret, er der mellem Sømhovederne og dette anbragt smaa Lapper rødt uldent Tøi. Nedenunder angives Stykkets historiske Tendens med de Ord: »Gertrud rider til Marked.« Af den skalkagtige Aand, som gaar igennem det hele, sluttede jeg straks, at Rasmus var Kunstneren. Det satte mig i ikke liden Forundring, at Lægdsmanden, med det ham egne satte Væsen, vilde laane Plads i sin Stue til et Værk, som saa øjensynlig gik ud paa personlig Satire. Hovedfiguren er Gertrud, som forestilles ridende paa Udgangsøget, med en Pilekvist i Haanden. I Baggrunden præsenteres Porten, halv aaben. Man ser her Kunstneren selv hidse Gaardhunden, Griban, mod Hesten, som slaar Bagenden højt i Vejret. Herved kommer den arme Pige i en højst beklagelig Forfatning og kan

        

13 med Nød og næppe, ved at gribe fat i begge Hestens Øren, undgaa at glide udover dens Hals og Hoved. Forfatteren har beklaget sig meget, at Kunstens Skranker ej tillod ham at tilkendegive det sukcessive; ellers vilde han have fremstillet, hvorledes først hele Gertruds Underdeludgjordeen Kugleform ,idet baade Ben og Fødder, ligesom Lemmerne paa et sammenrullet Pindsvin, skjultes under det store Hvergarnsskørts luftfyldte Ballon; men hvorledes siden, derved at Hellemisset uafladelig slogbagop, først de sorte, messingskrampede Træsko, siden de lange blaa Uldhoser krøb som et Par Følehorn mer og mer frem af det store Sneglehus, saa at hendes Legeme syntes at kunne udstrækkes og forlænges i det uendelige.Jeg er overbevist om, at det vil gaa de fleste Kunstdommere ligesom mig.De ville finde, at Gertruds Bagdel har for megen Masse og en altfor enorm Bredde. Men efter at have set Originalen tager jeg min overilede Dom tilbage. Jeg forsikrer, der er aldeles intetoverdrevent idet hele Udtryk.Dette monstrum er paa sin Vis et lige saa mærkværdigtFænomensomsammeLegemsdelaf den berømte Afrodite callipyge.Hvad det savner i Yndighed, erstattes igenved denmeregrandiøse Stil. At Forfatteren har ladet Hestens Ryg synke dybt under den svære Ballast, det røber den tænkende Kunster.En Fejl mod korrekt Tegning, i den bag Porten lurende Figur, har han til fælles med alle Kunstnere i Ølseby-Magle; det er, at den nedre Del er i Sammenligning med Overkroppen uforholdsmæssigspidsogliden.Drapperieteruovertræffeligt. I Koloriten af Gertruds rødstribede Bul hersker en lysTone. DenklingeromtrentligesomRødsten. 14 Men at Forfatteren har stillet sig selv til Skue paa sin Tavle, anser jeg for en utilgivelig Subjektivitet. - Et Fresko-Maleri, som træffes paa Køkkenvæggen, ridset med Kul, 5 Kvarter fra Gulvet, er ikke noksom individualiseret. Dog er det af filosofisk Interesse, da det hjælper Fantasien utroligt til at fatte den abstrakte Forestilling om et firføddet Dyr. Maleriet kan umulig forstyrre det rene Begreb ved at vække Tanken om Hund, Hest eller Ko. At Kunstneren selv paastaar, hans Hensigt var at skildre den graa Kat, omstyrter ej vor Synsmaade. Geniet har henrevet ham uden hans Bevidsthed og bragt ham til at fremstille en hel Dyreklasse.

§ 4 RELIGIONEN

Jeg bemærkede med Rædsel et højst farligt Hang til Mysticisme hos Stedets Indvaanere. For ej at blive Læseren Beviset for saa dristig en Ytring skyldig, maa jeg ved en liden Episode fortælle, hvorledes jeg blev ledet til denne Opdagelse.

Hidtil have vi, som Læseren formodentlig erindrer, mest opholdt os ved Dagligstuen, der tillige er Spisestue og Soveværelse. Jeg begav mig herfra op gennem Storstuen, hvor Brudesengen staar paa Parade, herlig prydet med Kniplings Hovedpude, der laa midt paa den bredstribede, højtsvulmende Overdyne. Herfra førte en grøn Dør mig ud i den Del af Haven, som mere var helliget Skønheden end Nytten. Pæoner, Valmuer, Riddersporer, Tulipaner og Solsikker mylrede frem bag et Hegn af Buksbom, som naaede 15 mig til Knæet. Jeg opdagede her i en Lønkrog et lidet Bed, hvori med Karse var saaet Bogstaverne S. K. Ufortøvet henvendte jeg mig til min Værtinde, Maren Lægdsmands for at indhente en Forklaring over denne vegetabilske Inskription. Men til min Skræk paatog hun sig en hemmelighedsfuld Mine. »Det er noget,« sagde hun, »som Jomfru Sine og jeg have mellem os.« Jeg maa her gøre opmærksom paa, at Maren før sit Giftermaal havde været Amme hos en nærboende Landmaaler, og at hendes Plejedatter Sine aflagde hyppige Besøg hos hende. Marens Miner lode mig ane noget særdeles mysteriøst. Jeg gik tankefuld op og ned i Buksbomgangene, da jeg pludselig saa et blomstrende Pigebarn med Straahat paa Hovedet skjule sig bag en Hasselhække. Nysgerrigheden førte mig hen imod hende. Hun forlod sin Stilling og søgte igennem Blomstergangene at snige sig ind ad Storstuedøren. Jeg skyndte mig tilbage for at besætte denne Udgang. Ved et løseligt Overblik af det hele Terræn blev jeg var, at hun umuligen kunde undslippe mig, naar jeg blot afskar hende Vejen til Døren. Vi legte nu mellem Blomsterkvarterernes mangfoldige Kvadrater et fuldstændigt Skak- og Damspil. Ingen af os kunde flytte ind i de firkantede Blomsterbede, uden at anrette frygteligt Nederlag paa Tulipaner og Lilier. Vi maatte begge følge de Stier, som ved Buksbomhækkenes Flugt vare foreskrevne. Jeg havde to Planer for Øje: 1) stedse at rykke frem for at fængsle Pigen i en Krog, 2) men tillige at spærre hver Adgang til Døren. Hun, som var mig deri overlegen, at hun kendte Terrænet bedst, gjorde tit et uformodentligt Træk, som satte mig i Forlegenhed og nær 16 havde tilintetgjort mine Anslag. Men jeg benyttede mig da uden Betænkning af min Fordel som Springer og satte dristig over een Kvadrat efter den anden, medens hun med de smaa Jomfruskridt i sin snævre Sirses Kjole var nødt til at følge Landevejen. Saaledes blev Pigebarnet snart mat, og stod ganske raadvild i en Vinkelspids af Havegærdet uden at kunne flytte sig videre. Hun holdt med begge Hænderne i sit Bomulds Forklæde, som var fyldt med Lavendler og Ambra. Uden at se op, nejede hun og gjorde en Undskyldning, fordi hun ej var paaklædt. (Maaske ønskede hun, lig en anden fangen Kleopatra, at lægge sin Sejrherre i Lænker.) Under disse hendes Ord fødtes en Rødme under de nedhængende blonde Lokker. Fossen af en Rosenstrøm styrtede ned over Ansigtet, Halsen og tabte sig under Silketørklædet. Ved at følge den med Øjnene opdagede jeg en sort Silkelidse om Halsen, som ogsaa forsvandt den samme Vej. Dette Syn forjog enhver daarlig Tanke af mit Sind. En ren videnskabelig Interesse vaagnede igen hos mig; den henrykte Tilskuer blev atter omskabt til Topograf. »Hvad hænger ved den sorte Lidse?« spurgte jeg mig selv. Forestillingen om de ærkekatolske Kvinder med Helgenbilleder paa Brystet paatrængtes mig mod min Vilje. Jeg besluttede, hvad det end skulde koste, at have Lys i denne Sag. Tanken om den Skræk, hvori jeg ved en voldsom Undersøgelse vilde sætte den stakkels blufærdige Sine (thi jeg tvivlede ej længer paa, det var hende, jeg havde for mig), indgød mig vel en flygtig Medlidenhed; men jeg fordrev den igen ved den Betragtning: Forskeren bør kvæle al barnagtig Medynk. Zoologen sønderlemmer jo uden Betænkning levende

        

17 Dyr, skulde da Topografen gøre sig flere Skrupler, naar det gælder en vigtig Undersøgelse? Jeg sagde til hende: »Smukke Sine! forfærdes ej over det dristige Skridt, mine Studier nøde mig til. Operationen er snart foretagen, naar De ej forlænger Tiden ved forgæves Modstand. Vær forvisset, Dem skal ikke times nogen Overlast. De skal være sikker, som da De laa ved Marens Bryst.« Idet jeg talte saa, greb jeg hende om Livet med min højre Arm. Hun havde ikke frit Brug af sine Hænder, da hun med dem begge holdt i det fulde Forklæde. I en temmelig determineret Tone sagde hun: »Hvad vil De mig?« og bøjede med det samme Hovedet langt tilbage, som for at undvige et Kys. Jeg rødmede over denne Misforstaaelse og var meget stødt over, at hun troede mit Hjærte saa let indtaget. Dog beholdt jeg saa megen Aandsnærværelse, at jeg uden Svar gav mig til med venstre Haand at hejse den sorte Lidse i Vejret. Da hun mærkede min Hensigt, slap hun Forklædet med begge Hænder. De duftende Urter spredtes paa Jorden, og hun værgede sig som en vred Løvinde, idet hun uden Ophør skreg: »Lad mig være! det siger jeg Dem. Lad mig være!« Jeg, der ikke var belavet paa sligt fortvivlet Modværge, maa tilstaa, at jeg var tilmode som en ung Feltskær, der første Gang sætter Benet af en Patient. Sveden trillede mig ned ad Panden. Jeg blev saa rørt, at jeg nær havde opgivet mit Forehavende, da til al god Lykke Tanken om mit Kalds Vigtighed indgød mig Kraft til at fuldføre Daaden. Den spædlemmede Jomfrus Kræfter forlod hende. Jeg holdt sejrrig i min Haand et lidet Elfenbens Helgenbillede, hvorunder jeg igen læste S. K. Miniatur-Maleriet

        

18 forestillede en Yngling med skallet Pande, en sort Knebelsbart og en graa Frakke med Snorer paa. Jeg begreb straks, det var en ung Eremit med en Tonsur og et ærværdigt Skæg. Ogsaa Peter fra Amiens gik i en graa Kjortel med Snor om Livet. Johannes den Døber bar en Klædning af Kamelhaar. Denne Anakoret havde Kamelgarns Knapper i sin Kjole. Nu saa jeg klart den hele frygtelige Betydning af Konens Ord: »Det er noget, som Jomfru Sine og jeg have mellem os.« Maren, den gamle papistiske Satan, var hemmelig gaaet over til Katolicismen, og dyrkede med Jomfru Sine en Helgen ved Navn St. Knud. Jeg saa den skønne stift i Øjnene, opløftede truende min Finger og sagde: »Stakkels bedragne Pige! gaa i Dem selv og riv Deres Hjærte løs fra den Knægt, De bærer paa Brystet.« Med den trufne Samvittigheds Bestyrtselse og Skræk over at være greben paa fersk Gerning brast hun i lydelig Graad og løb med Forklædet for Øjnene ind i Huset. Arme katolske Sine! Du var af Naturen fredsommelig. Da du troede, jeg vilde frarøve dig et Kys, kom du endnu ej ret i Harnisk; men da du saa, det gældte dit Afgudsbillede, da slap du dine Lavendler, da blev du fra et Lam til en Skjoldmø! Katolikerne føre, som bevidst, alle Religionskrige med en fanatisk Rasenhed.

Ved endnu blot at tilføje nogle faa Observationer, skal jeg til den højeste Grad af Evidens godtgøre min Paastand, at hele Lægdsgaarden er befængt med den mest mystiske Katholicismus. Allerede Dagligstuens Ydre vækker besynderlige Anelser. Naar man ser de fastnaglede Blyvinduer med de mange smaa farvebrændte Ruder, ledes man uvilkaarlig til at

        

19 tænke paa en Kirke fra Middelalderen. Betragter man Pyramiden med Tekopper, da spørger man sig selv: hvorfor er Hylden ej firkantet, hvi har den just faaet den spidsvinklede, himmelpegende Skikkelse? Dørene til Kostalden, til Loen, til Hønsestien ere betegnede med sorte Kors. Gertrud gaar med et Paternosterbaand, hvori hænger et Kors af Rav. Lægdsmanden stryger med sin Haand tre Gange under sine Fodsaaler, inden han stiger i sin Seng. For at holde sig Pavens Forordning efterrettelig, har man i hele Huset ingen Bibeloversættelse. Bønnen er alene en Offerhandling, et opus operatum. Jeg saa grangivelig, at Lægdsmanden, da han læste til Bords i Aftes, slet ikke tænkte paa andet end Grødfadet og ramsede Gudsord op, som om det blot galdt at faa det snart fra Haanden. Jeg iagttog ved samme Nadvere, at Kalkens Brug var menig Mand forbudt. Efter Bordet tog Familiefaderen alene et Tinbæger, drak sig en Snaps og sagde blot til de øvrige, der stod med tørre Munde: »Singgodt, Børn!« Blandt Træsnittene havde man uden mindste Sky hængt en Jomfru Maria til offentlig Skue. Hvad siger man om Alkoven, hvori Jørgen og Gertrud laa, blot adskilte ved et Bræt? Er det ej uimodsigeligen en Efterligning af det asketiske Munkesværmeri, at tage sig en Sengesøster? Jørgens hele Statur bærer overhovedet umiskendelige Spor af Kødets Spægelse og mørk Munkemoral. Hans Ben ere saa spinkle, at de staa i hans korte Vandstøvler som Støderen i en Morter. - Det er yderst oprørende at høre, hvorledes hele Huset, naar en Tidsbestemmelse skal gøres, betjener sig af den katolske Terminologi. Det falder dem saa flydende at tale om Allehelgens Dag, 20 St. Knuds Dag, St. Annæ Dag, Mikkels Dag etc. Hvad skal man sige om Interjektioner som Hillemænd (d. e. hellige Mænd) og om Eden Saamænd (*dolgoeO*: sic me juvent sancti viri)? Ole Jeppesen lever med sin Fantasi i Middelalderens Fabler. Han tror, der gives intet sandt Geni, ingen Kultur i denne reformerte Tid. Jeg havde nys en Dispyt med hans Moder om Muligheden af at vise stjaalne Sager igen. Da traadte Lægdsmanden straks paa min og Vantroens Side med de Ord: »I taler, Droen komme mig! som en gammel Tosse, Moer! Det er kun Overtro, at der nutildags skulde gives saa kloge Folk.« (Denne Tale overraskede mig behageligen.) »Nej,« føjede han til, »det var kuns i gamle Dage, Folk vare saa oplyste, den Tid, de gik i den sorte Skole.« (Her sukkede jeg.) - Da Sine Landmaalers ved min Indtrædelse fra Haven endnu sad og græd i Kakkelovnskrogen, sagde Lægdsmanden til mig: »Hille Skam! hvor han har haft Jomfruen i Fejefyr.« Hvad sige mine Læsere om saadant Papisteri, slig mystisk Tendens midt i et evangelisk Kongerige? Før har man dog kun troet, det var Skønaander, der kom paa deslige Griller. At Smitten udbreder sig til Bønderfolk i Ølseby-Magle, det gaar vel vidt. - Rasmus gør en Undtagelse. Hans Guder ere sød Vælling og Skørost. Han tror ikke andet, end hvad han kan tage og føle paa.

§ 5 REGERINGSFORM

Regeringen er despotisk og arvelig paa Spindesiden. Den lovgivende Magt var allerede i Ole Jeppesens 21 første Kones Hænder, og Maren fører nu Regimentet, om muligt endogsaa med mere Strænghed. Jørgen har den eksekutive Magt, hvorfor Lægdsmanden stedse betragter ham med skæve Øjne, saa meget mere, som han i ham tror at se sin Sukcessor*). Dette Oles Forhold gør, at han ikke ganske kan frikendes for Utaknemmelighed; thi meget ofte har han alene Jørgens Forbøn at takke for den Drikkeskilling, ham tilstaas, naar han skal til Købstaden, hvorimod denne blot betinger sig til Gengæld at dele Nydelsen. Ogsaa er det en stor Behagelighed for Ole, at han ej sjælden gjennem Jørgen kan faa et hemmeligt Vink om, hvad Maren har resolveret i et eller andet Anliggende af Vigtighed for Familien.

* 22

Jeg finder det en højst tilgivelig Nysgærrighed, at Manden paa denne Maade søger at udfritte, hvad der saa nøje angar hans egen Velfærd. Derved behøver han ej at skamme sig. Det gør han ikke heller. Jeg hørte ham forleden, da Maren havde lovet mig Befordring til en god Ven i Nabolaget, hviske Gaardskarlen i Øret: »Jørgen! mon jeg skal køre for Magisteren?« Denne svarede: »Det ved jeg ikke endnu.« Derpaa sagde Ole igen: »Aa, tal med Kvinden og se, du kan faa det at vide.« - Enkelte Gange har han vel stræbt at støde Maren fra Tronen; men alle saadanne oprørske Forsøg ere løbne uheldigt af. Hun havde engang betroet ham til at sælge et Føl. Paa Handelen havde han den Utroskab at gøre sig en Fordel af 3 Mark, som han stak i sin egen Lomme. For disse Penge fik han i Kroen en betydelig Rus. Med Akvaviten inddrak han en høj Grad af Selvtillid, en klippefast Tro paa sin egen Dygtighed til at regere Huset. Med en ham usædvanlig Hurtighed ilede han om Aftenen hjem for at realisere de ærgerrige Planer, der tumledes i hans Sind. Med Selvfølelse traadte han ind i Stuen uden at tage Hatten af og uden at sige: »Guds Fred«. Konen havde den Uforsigtighed, at lade ham forstaa, at han ingen Nadvere fik, fordi han ej var kommen hjem i rette Tid. Da rystede han over hele Legemet, slog i Bordet og skreg i en rædsom Tone flere Gange efter hinanden: »Grøden her paa Bordet straks, Maren! ingen Ræsonneren her! Forstaar du mig?« Konen stod som forstenet. Jørgen sagde: »Men, Ole! hvordan er det fat med jer i Aften?« Derved ledede denne Uvejret hen paa sit eget Hoved. Han greb ham i Brystet og raabte: »Herud af mit Hus, din Fukssvanser! Sætter

        

23 du din Fod oftere inden for min Port, skal jeg knække din Hals.« Hertil føjede han nogle skrækkelige Udtryk, der havde Hentydning til Karlens Forstaaelse med sin Madmoder, hvilke dog Undseelse formener mig at gentage. Jørgen listede sig klogelig bort. Med Triumf gentog Lægdsmanden utallige Gange: »Jeg vil dog se, hvem der er Mand i Huset, jeg eller Maren!« Hun teede sig under dette Optrin med megen Værdighed. Uden at indlade sig i Ordstrid, sagde hun blot een Gang: »Rider Satan dig, Ole!« Men nogle betydningsfulde Nik af hendes Hoved syntes at røbe, at hun opsatte sin Hævn over Usurpatoren til belejligere Tid. Gertrud og Thomas blandede deres lydelige Graad med Oles Triumfraab. Griban bjæffede højt. Denne forvirrede Støj tilkendegav tydelig nok en Borgerkrigs Rædsler. Alene Rasmus var rolig Tilskuer. Han benyttede sig endog af den almindelige Forstyrrelse til ubemærket at fortære en lækker Osteskorpe foruden Brød. Ja, han syntes endogsaa med en højst dadelværdig Skadefryd at gotte sig over det hele tragiske Skuespil.

Den næste Morgen ved Solens Opgang herskede der i den ganske Gaard et Dødsstille som paa en Valplads Dagen efter et Slag. Lægdsmanden laa endnu paa sin Seng. Han befandt sig i samme Udmattelses-Tilstand som hans hedenske Forfædre efter deres Besærkegang. Hans Kone gik tavs paa Gulvet og iførte sig sin Søndagsdragt. Da gjorde Manden flere Forsøg paa at bryde den ominøse Taushed. I en modfalden og ynkelig Tone, som kunde bevæge de haardeste Stene, sagde han: »Maren! Væverens Kone gav mig i Gaar en Pære, den har jeg gemt til dig, den ligger i min Bukselomme.« Konen svarede koldt:

        

24 »Det er godt, Ole!« Efter en Pavse begyndte han igen: »Du har talt om, jeg skulde have forføddet mine Støvler til Paaske. Men jeg kan nok liste lidt med dem endnu, det er ikke saa farlig vaadt i Vejret endda. Jeg kan lægge en Visk Foder i dem. Mener du ikke, det var bedre, du fik et Stykke Lystring til en Bul for de Penge?« Maren svarede: »Det er godt, Ole!« Endelig gjorde han det sidste, mest ydmyge Forsøg paa at tilvejebringe en Konversation, ved at sige: »Maren! Hjulmandens vil sælge deres Vugge. Skal vi ikke købe den? Jeg er saa et gammelt Kræ, der ikke kan leve ret længe; dersom du saa vilde forandre dig igen, saa kan du jo gærne faa den nødig.« - »Det er godt, Ole!« sagde den ubevægelige Maren med den sidste Knappenaal i Munden. Den fæstede hun i sit Kattuns Tørklæde og gik derpaa sin Vej ud af Gaarden.

Den pinlige Spænding, hvori Ole forventede sin Hustrus Tilbagekomst, varede kun en Time. Da traadte hun, ledsaget af Præsten, atter ind i Stuen. »Her,« sagde hun, »kan Far selv se, hvor den Svinepels ligger og sover Rusen ud!« - Præsten holdt en drøj Formaningstale til den arme Synder, der bodfærdig hørte paa Bebrejdelser fra alle Kanter uden at sige et Ord til sit Forsvar. Med grædende Taarer lovede han sin Kone Bedring og erholdt derved en meget hypotetisk Forladelse. Man saa ved denne Lejlighed et ret talende Bevis paa, hvor tilbøjelige Folk ere til at forene sig med det sejrende Parti. Alle Gaardens Beboere raabte i Munden paa hinanden for at faa deres Vidnesbyrd om Oles utilbørlige Forhold mod Maren gjort gældende. Men da selv Pogen i Skørterne med de andre istemmede: »Far var

        

25 fuld som et Asen!« - da betragtede Lægdsmanden Barnet med et vemodigt Blik, hvori tydelig læstes: »Ogsaa du, min Søn Thomas!« Denne Purkens Uskønsomhed var saa meget mere iøjnefaldende, naar man betragter, hvor tit Faderen gjorde sig selv til Martyr for hans sædelige Opdragelse. De spartanske Borgere lode dog kuns en Træl beruse sig for at vise deres Sønner det nedværdigende ved Fylderi; men Ole tog ej i Betænkning, ved selv tit at sætte sig i en bevidstløs Tilstand, ret tydeligen at indprente Barnet Drukkenskabens Afskyelighed. Marens Fremfærd synes noget haard. Men man bør betænke, at Subordination intetsteds er af større Vigtighed end paa et Skib og en Udflyttergaard. Under begge Omstændigheder bør mod Mytteri tages dobbelt alvorlige Forholdsregler.

Fra denne Time bemærkede Jørgen stedse i Kroen, naar hans Husbond blev saa inspireret, at Herskernykkerne vaagnede hos ham. I saadan Forfatning lod han ham aldrig komme for Marens Aasyn af Frygt for, at han skulde forløbe sig.

§ 6 HANDELEN

Regeringen begaar en betydelig Fejl mod klog Politik, idet den lader de fornemste fremmede Produkter bringes til Gaarden ved Transithandel. Jørgen køber i Staden al den Provision af Tjære, Kaffebønner, Snustobak o. s. v., som aarlig konsumeres. Men han undlader aldrig at gøre sig betalt for sin Umage ved Paalæg af betydelige Procent. Det indses let, at 26 det vilde være langt mer fordelagtigt for Finanserne, dersom Maren umiddelbart selv betalte Købmanden for Indførselsartiklerne. - Dog bør paa den anden Side tages Hensyn til, at de Summer, som Jørgen paa denne Maade lægge op, dog en Gang paa ny komme i hendes Vold, dersom man tør antage, at Jørgen virkelig har Ekspektance paa hendes Haand og Hjærte. - Rasmus driver en grov Snighandel med Pennefjære, som han trækker ud af Fedegæssene og afsætter paa Birkedommerens Skriverstue. Den indre Handel mellem Husmoderen og Gertrud er ej af Betydenhed. Hin tilstaar denne ½ Skilling pr. Skæppe Aske for derved at bringe hende til med mere Samvittighedsfuldhed at feje sammen paa Skorstenen. Ogsaa tilstaas hende for hver Snes Æg samme Gratiale; men i denne Indtægtskilde lider hun ej ringe Skaar ved det Fribytteri, som drives saa vel af Skader og Ræve som af Rasmus.

§ 7 KRIGSMAGTEN

I Krigstider stiller Gaarden 2 Mand paa Benene, som støde til den saakaldte Kystmilits. Jørgen fører en Lanse. Ole Jeppesen, som ved Korpset beklæder en Underbefalingsmands Post, bærer en Flint, som i Fredstider hænger under Bjælken i Stadsestuen. Denne Flint er i mere end een Henseende et for Fjenden frygteligt Vaaben. Den kan lignes med Sværdet Tyrfing, som, een Gang draget af Balgen, nødvendig maatte have Mandeblod. Naar Ole een Gang havde spændt sin Bøsse, stod det ej mere i hans Magt at 27 give Fjenden Pardon; han maatte brænde løs, enten han vilde eller ej. Thi Laasen havde den Egenskab, at Hanen ikke kunde staa paa helt. Fremdeles maatte det ogsaa gøre Modparten stort Afbræk, at Geværet skød 1 Fod og 11 Tommer links. Ingen kunde da tage sig vare for hans Skud. Uagtet han med dette skeløjede Løb syntes at pege til Øster, naar Skuddet var Vester tiltænkt, var han dog ved at skyde Veteranerne paa sin Hestestald selv bleven temmelig færdig i at beregne dets Misvisning. Da endelig Røret ej var uopløselig forbundet med Skæftet, løb Fjenden i Slaget Fare for ej alene at faa Kuglen, men og den hele Bøssepibe i Ansigtet.

📖 OPTEGNELSER PAA KINAREJSEN

30

        

31

KATTEGAT

Vi lettede Anker den 5te November om Morgenen tidlig og for hele Dagen og den næste Nat rask af Sted; men da jeg vaagnede den 6te November, forekom det mig at gaa alt for rask; thi alt, hvad ikke var surret fast i min Kahyt, dansede rundt omkring hos mig. Mine Bøger haglede ned over mig, og jeg selv blev kastet saaledes om i min Køje, at jeg befrygtede at kvæles. Jeg sprang i en Hast i Klæderne og ud paa andet Dæk. Her spaserede Kufferter og Kasser, Bjælker og laartykke Tov rask imellem hinanden, saa at man maatte bruge sine Ben dygtigt, naar man ønskede at have oftere Brug af dem. Aldrig saa snart havde jeg sat Foden paa øverste Dæk, før der kom en Slingring, som kastede mig fra Bagbord til Styrbord og fra Styrbord til Bagbord, saa at jeg maatte gribe fat i hvad jeg kunde, for ej at blive knust eller kastet over Bord. Skibet satte imellem Forenden saa dybt, at Vandet spølede over Kabyssen. Til begge Sider gyngede det ogsaa, saa at Bølgerne slog hen over Dækket. Selv Matroserne greb hinanden i Armene for ej at slynges hen ad 32 Dækket, valsede med hinanden rundt et langt Stykke og faldt udertiden fire à fem i Tallet over hinanden ligesom en Række opstillede Kortblade. Hertil kom en saadan Hvirvel af Hagl og Regn, at man næppe kunde se de drivvaade Matroser, der krøb til Vejrs. Jeg følte snart den frygteligste Kvalme og kastede mig, gennemblødt som jeg var, over en Kasse paa andet Dæk. Her begyndte snart Virkningerne af en lignende Tilstand hos andre at ytre sig saa haandgribeligen omkring mig, at selv gamle Styrmænd og helbefarne Matroser kom ravende ned til os og ved Siden af Oplopere og Drenge rundt omkring Pumpesoten liberede til Adrastea fra Hjærtens Grund de Ceres's Gaver, de den forrige Aften havde modtaget. Tummelen var frygtelig. Den lydelige Bragen af de arbejdende Skraller blandede sig med Studenes Brølen, Svinenes Grynten og Faarenes Brægen. Smaakreaturerne kvækkede højt i deres Bure, Bølgerne tudede, og vores flinke Kaptajn stod selv midt paa Dækket og kommanderede lydt i sin Raaber. Dette virkede paa Mandskabet. Sølvpiberne hvislede, Matroserne halede rask i deres Tov under det vante Skrig: Hi op! hi op! Anne, Susanne, Marianne! Timian og Merian og Baldrian, Vogelsang og Haneklang etc. Midt i denne Jerusalems Forstyrrelse sang Doktorens sorgløse Kanariefugl saa muntert, som om det havde været en dejlig Vaardag.

Min Tilstand var ynkelig. Jeg skulde idelig, som Sømanden siger, vende Lommen; men Lommen var tom. Lige for mig havde jeg det græsselige Syn af en bleg Snedker, der næsten var som Holofernes, fire Alen og en Kvart. Endogsaa naar det var godt Vejr, saa denne Karl ud som en Dødning, med blegt Ansigt

        

33 og brustne Øjne, indfattede i en blaa Ring. Han var altid et Skridt foran Naturens almindelige Orden. Naar han var frisk, saa han ud, som om han var syg; men naar han var syg, saa han ud, som om han var død, og naar han var død, saa han ud, som om han længe havde været begravet Nu var han paa en Maade død af Søsyge og sad med et Genfærds Ansigt lige for mig. Jeg følte mit eget Væsen saa godt som opløst og betragtede hans ræddelige Fjæs som et Spejl, hvori jeg kunde læse, hvorledes jeg selv saa ud. Uafladelig plagedes jeg af Forestillinger om vammelsøde Ting, f. Eks. Sirup, Lakris, lunkent Vand med Honning i, og var ikke i Stand til at slaa slige Tanker af Hovedet igen. I min hele Livsvirksomhed var der en fuldkommen Stilstand. Legemet kunde jeg ikke bekvemme mig til at flytte, og selv Tankerne bleve ved, uden Fremskriden, at tøve ved en eller anden væmmelig Forestilling. Et Glas Vand, følte jeg, vilde være mig tjenligt, men laa, formedelst den utrolige Flegma, der følger med en saadan Syge, hele Timer, inden jeg kunde overvinde mig selv saaledes, at jeg lukkede Munden op. Jeg lod med stort Besvær Øjnene løbe omkring efter min Dreng; men han som sin Principal fik ondt og maatte sig brække. Til sidst hørte jeg paa Dækket det Raab: »Land i Læ! Brænd Kanonen af!« Jeg troede, man raabte: »Vand i Læ!« og gjorde Nødskud formedelst Læk i Skibet. Men uagtet denne formentlige Livsfare, vi svævede i, kunde jeg dog ikke bringes ud af min flegmatiske Dvale eller føle en eneste alvorlig Tanke ved at skulle synke i Afgrunden. Det var mig i egentlig Forstand ligegyldigt, enten vi flød eller sank. Til Slutning kastede jeg en halv Pot Blod op og blev

        

34 derved saa mat, at det var mig højst velkomment, at de Lodser, som vi ved Skud havde kaldt ud til os, førte os ind i Homborgsund paa Kysterne af Kristiansands Stift. Da vi havde kastet Anker paa 24 Favne Vand, faldt jeg i en sød Søvn og vaagnede den næste Dag saa karsk og sund, at jeg maatte synge i højen Sky imod de norske Fjelde, der rejste sig lige for mine Ruder.

KAP

Den [7de] Marts [1820] opdagede vi i Horisontens Sky Taffelbjærgets uhyre Ryg og kom Landet saa nær, at vi ej alene kunde skelne den gigantiske Stenløve, der ligger ved dets Fod, men endogsaa med uvæbnet Øje skimte et af de hvide Landsteder. Vistnok vilde kun faa af Landjordens stadige Beboere havde været i Stand til med deres Lorgnetter at række saa fjærn en Genstand; men enhver Sømand bliver, ved idelig at øve sit Øje i en umaadelig Synskreds, til en halv Lynkeus. Hvo der levende vil forestille sig, med hvad Fryd et i mere end fire Maaneder fra menneskeligt Samkvem afsondret Selskab griber Udsigten til igen at tale med tobenede Dyr, han begriber, hvor nedslagne vi maatte blive, da heftige Modvinde tvang vore Navigatører til at vende Skibet for i rum Sø at søge en sikrere Tumleplads. Saaledes gik det os flere Dage i Rad. Om Morgenen styrede vi med en Gnist af Haab mod vort forjættede Land; mod Natten fjærnede vi os igen derfra. Endelig blev Vinden os gunstig; med mild Luftning og i smult Vand styrede vi den [12te] Marts for Alvor 35 til den forønskede Havn. Mangfoldige Skibe, som en lignende Skæbne havde flokket om os, sigtede til samme Maal, som vi. Under den hele Rejse havde vi tit talt om Muligheden af, at »Kronprinsessen«, et Kompagniskib, som Kapt. Ørgaard havde ført til Bengalen, kunde paa sin Hjemfart møde os paa Kap. Denne Drøm blev nu igen bragt paa Bane, og alle Kikkerter søgte blandt vore flydende Naboer utrætteligen om vor Landsmand. En og anden begyndte at opkaste det Spørgsmaal, om ej et tremastet Skib, der sejlede os nærmest, skulde være den omtalte Københavner. Formodningen blev ved Skibets Kendemærker mer og mer rimelig. Adskillige af vore Officerer havde tilforn gjort Rejser med Ørgaard og talte med varm Begejstring om deres behagelige Samliv med ham. Med Jubel saa man snart det røde Flag med sit hvide Kors flyve fra Bagstavnen. Dansk var altsaa Sejleren, men endnu vidste vi ej, om det var et Kompagniskib. Kapt. Ørgaards trofaste Venner pegede med Mundingen af Serøret ud over Rælingen og sporede smaaligt om »Kronprinsessen«s velkendte Mærker. Snart hørte man Raabet: »Skibet har Vægtergang. - Det har to Gallerier. - Gallionen er flad. - Hurra! vi ser i Flaget de to Løver, Vildmændene, og læse tydeligen: Dansk asiatisk Kompagni.« Dette behagelige Sammentræf godtgjorde os for en stor Del den Modgang, den dovne ætiopiske Luft havde forvoldt ved saa usædvanlig sendrægtigen at føre os igennem de to Passater. Imidlertid havde man da heller ej forsømt at holde flittigen Øje med Landet. Naar Luften er klar, skal man kunne se Taffelbjærget, som er 3400 Fod højt, næsten en Snes Mil ud paa Havet. Det taagede Vejr

        

36 forhindrede os fra at øjne det saa tidligt; men i fem à seks Mils Afstand mødte os en behagelig Lugt af Landets Vegetation. En Del af Officererne vendte tillige med mig Ansigtet mod Vinden for ret i lange Drag at indaande den friske Græsluft, medens vi meget ivrigt arbejdede paa at omvende nogle vantro, hvis Næser ikke vilde tro paa Landlugten. De troende gik i deres Proselytiver saa vidt, at de endogsaa paastod, de grant kunde skelne forskellige Blomsters Duft. Jeg selv var en af dem, der var vis paa at bemærke en aromatisk Nellikelugt. Deri fik Modpartiet rigtignok en slem Triumf over os, da Doktoren med Latter overbeviste os om, at Duften skrev sig fra hans Linned, som han havde besprængt med Nellikeolie. Heraf drog vi dog den Fordel, at vi kunde frakende deres grove Organer al Stemmeret, da de ej engang havde kunnet fornemme et Kryderi, der var en Alen fra dem. Saa meget er vist, at det blandt søfarende er almindeligen antaget, at Planternes Uddunstninger kunne med fralands Vind bemærkes i flere Miles Afstand. Ikke at tale om, at man i betydelig Frastand kan paa Lugten kende Skibe, der drage hjem fra Kryderøerne. Naturligvis maa ogsaa, Vegetationsduften gøre et uvant Indtryk paa Nerverne af Folk, der i flere Maaneder have faret over det øde, frugtløse Hav.

Det ene Fjæld steg nu op af Havet efter det andet, og vi saa snart fra øverst til nederst den nøgne Fjældryg, som de søfarende paa Grund af dens Skikkelse have givet Navn af Løvebjærget. Virkelig kan man ogsaa ved Hjælp af en Smule Fantasi ligne Fjældet med en liggende Løve, der holder Vagt for Afrikas Paradis. Hovedet paa denne Naturstatue har

        

37 endogsaa den behørige Man, som breder sig saare majestætisk over Løvekroppen.

Naar man sejler til Taffelbjærget, burde man lade binde for sine Øjne, indtil man var det saa nær, at dets Skikkelse stod hel udviklet for Synet. Jeg befandt, at jeg havde gjort ilde i at stirre uafladeligen paa det lige fra det første Øjeblik, jeg blev det var, da det endnu stod som halv begravet i Bølgerne. Blot den sidste halve Time viste jeg den Selvfornægtelse at holde mig indesluttet i mit Kammer og blev, da jeg atter steg paa Dækket, usigelig overrasket ved at se, hvor mægtigen Fjældet havde vokset i min Fraværelse.

En saa stor uorganisk Klump maa vel altid slaa en Tilskuer, men sikkert aldrig mer, end naar den er den eneste Genstand, man bliver var midt paa Havet. Den staar saa forunderlig stille og alvorlig i Kontrast til det ustadige, evig bevægede Vand, ligesom Poseidon, naar han løftede sit rolige Hoved over de støjende Bølger. Det er mig ubegribeligt, hvorledes Folk kunne stemmes til at digte ikariske Oder ved Synet af en himmelstigende Stenmasse. Hvorledes kan man synge, naar et saadant Dødsens Billede ligger med hundrede Tusinde Centners Vægt paa Hjærtet, - maa da ikke snarere Vejret standse og Tungen lammes? Men let kan jeg forklare mig, hvorledes langt, fortroligt Bekendtskab med Fjældenes Natur kan avle de sære Eventyr, som gribe en om Hjærtet med en stenkold Haand. Jeg kan begribe, hvorledes man i Fjældets Bug kan drømme sig en Konge, der fra Sekel til Sekel sidder med stive Øjne, mosbedækket Ansigt, halv forstenet, med det røde Skæg vokset igennem sit Stenbord. Jeg kan begribe, 38 at de homeriske Nymfer i Forkyns Bugt ved Odysseus's Fædreneland sad i deres Grotter under Fjældstykket med Stenkrukker ved Siden og vævede paa den lange Væverstol af Sten Klæder med Havets Farve. En sand Forherligelse af en Fjældegn er i mine Tanker et stort, roligt fremskridende Eventyr, som med stærke kolde Fantasier genføder for os den Genius, der huser i Stennaturen. En saadan Digtning er et Fjæld i Kunstens Rige og slaar os med samme højtidelige Gysen som den gigantiske Natur.

Den lykkelige Dal, som vi stunde til, ligger saa tæt omhegnet af Løvebjærget, Taffelbjærget og Djævelsbjærget, at Kapstaden ikke kan ses, førend man er inden for det førstnævnte Bjærg. Synet af Byen er ret egent i sit Slags. Hele Anlægget er fuldkommen matematisk. Gadernes Linier og Vinkler ere saa regelrette, som om de vare gjorte efter Euklides. Alle Bygninger ere hvide som Sne, og ethvert Hus danner ved sit flade østerlandske Tag en regelmæssig Kubus. Under den langsomme Indsejling i den stille Helligaften efter Solens Nedgang kom Serørene ret i Gang. Naar man har levet mer end fire Maaneder blandt lutter Sømænd og ikke set Kvinder og Børn, begynder man at føle en stærk Tørst efter at bivaane Scener af det huslige Liv. Det store og stærke faar man nok af paa Rejsen over det umaadelige Hav; men det skønne og det milde bliver man saa fremmed for, at man let kunde blive saa kold og haard som en Viking i det gamle Thule. Vosses Luise henriver aldrig saa meget, som naar man har sejlet 1000 Mile. Derfor stod jeg paa Ruffet med en Kikkert i Haanden og fæstede den paa de Familieoptrin,

        

39 som skred forbi mig, ligesom Stykkerne i en Perspektivkasse. Først saa jeg da en Moder med en fem à seks Børn i deres Søndagsstads langs med Stranden at spasere hjem ad Byen til. Alle gik i Rad, og Hovederne dannede en skraa Linie fra Moderens til en lille Pogs, der efter Udseende nylig havde opnaaet den Lykke at gaa med Bukser. Døtrene spillede meget tilfredse med deres prangende Solskærme og søgte at gøre hinanden Moderens Underholdning stridig. Snart løb en, snart en anden ud af Rækken foran Moderen og gik baglængs med Ansigtet imod hende. Buksemanden gik bagefter, alvorlig som en gammel Mand, og roede sig frem med sine nøgne, runde Arme. Med eet standsede han ved nogle Muslingskaller, der vandt hans Bifald. Efter noget Overlæg besluttede han sig til den for ham højst vanskelige Operation at bukke sig til Jorden efter dem. Dette Vovestykke udførte han da ogsaa, dog ej uden at udsætte sig meget for Ligevægtens Fortabelse. Imidlertid vendte Moderen sig for at mønstre sin Flok og fandt, at man havde sejlet den mindste agterud. Straks blev en af hans Jomfru Søstre affærdiget med Fuldmagt til at hente ham. Hun greb ham da ved Armen, og han maatte, skønt ugærne, kaste sine smudsige Skaller, lade Hænderne vadske og, gressu impari, ved Søsterens Haand trave hen til Flokken. - Næste Optrin faldt mer i det romantiske. Paa en Altan i Stadens høje og sværtbyggede Batteri traadte nogle af Kaps skønne Døtre frem og tog igennem Kikkerter vores Skib i Øjesyn. En ung Officer vimsede meget tjenstfærdigen imellem dem og lod sin Skulder tjene til Anlæg ved Damernes Observationer, hvorpaa de meget forbindtligen nejede 40 for ham. Slige Skuespil synes temmelig ubetydelige og hverdags; men de havde for mig en særdeles tiltrækkende Nyhed.

SUNDASTRÆDET

Den 6te Juni [1820] sejlede vi med god Vind forbi Javas Vesthuk og saa med Forundring de skønne Prospekter, som Landets fjærne Klipper frembød. Lysgrønne og mørkegrønne Skove bedækkede Fjældene, saa vidt vort Øje kunde række. Til Afveksling laa hist og her sorte Klipper i Havet, og over dem gik en høj Brænding. En af de foran Landet liggende Klipper havde ved et underligt Naturspil faaet Skabning af en stor Triumfbue. Oven paa den groede Træer, og igennem den saa man det skovbevoksede Højland i Baggrunden. Et andet kratbedækket Øland var ogsaa af Naturen gennemboret, men havde et længere Gennemsnit, saa at det snarere var at ligne ved en stor Buegang af Sten, der stod hvælvet over Havet. Dersom disse hængende Skove havde været dannede ved Kunst, da vilde Semiramis's hængende Haver i Sammenligning med dem have tabt deres Rang blandt den gamle Verdens Underværker. Men de vække dog mer Forundring nu, da man ved, at de skylde deres Dannelse til den vilde Natur. Fra Landet kom vegetabilske Dunster os imøde, der var desto friskere, da det Dagen tilforn havde regnet stærkt. Den aromatiske Duft virkede paa vore Nerver, som om vi vandrede igennem Haver af lutter Jasminer. Jeg hørte ogsaa fortælle, at en vis Plante, der i Lugt har Lighed med Jasminen, skal vokse meget hyppig paa Java. Batavias Damer bruge den 41 til at pynte deres Hovedhaar. Da det lakkede mod Aften blev Luften mer og mer krydret. Men Landet forsvandt for vore Øjne. Luften og Havet var atter rundt om os, og Mørkets Dødsstille blev kun afbrudt ved den hule Dundren af Brændingen, der brød sig mod den fjærne Landbred.

Den næste Morgen vaagnede jeg ved Løsningen af en Kanon, hvorved man søgte at hidkalde nogle af de malajiske Kanoer, der fiskede rundt omkring os i Peberbayen, hvori vi nu efter Nattens Sejlads befandt os. Ingen af dem gjorde Mine til at ville besøge os. Derfor satte Kaptajnen en Jolle ud og lod i det nærmeste Fartøj afhente nogle Forfriskninger. Disse bestode i nogle elendige Fisk (Storaal), som stegte lode sig spise, men kogte havde en Smag, som om de alt een Gang havde været tyggede, eller, som Matroserne kaldte det, som om de havde været i Folk før. For disse maadelige Fisk og nogle faa Frugter, som udgjorde Fiskernes egen Madkurv, forlangte de tre Pjastre. Men da vore Folk paa Skrømt stødte fra dem, raabte de dem til sig igen og solgte deres Provision for tre Rupier. Disse Folk, som gjorde saa meget af Metal, at de for Sølvpenge opgav deres Frokost, vare omtrent tolv i Tallet, der tilsammen vare dragne paa Fiskefangst. De for med et Fartøj, hvis Planker vare ligesom vores Kurve syede sammen med Grene. Rundt omkring satte de deres Net ud, efter at have befæstet dem til lange flydende Stænger, for at kunne finde dem paa ny. Ved Middagstid ankrede vi formedelst Modvind og brændte nok en Kanon af for at faa flere vilde Handelsmænd til vort Skib. Det varede heller ikke længe, førend de myldrede omkring os med deres

        

42 smaa Fartøjer. Disse vare alle de egentligen saakaldte Kanoer, nemlig en eneste udhulet Træstamme. Deres Sejl bestaa i Bastmaatter og deres Sejlstænger i Bambusrør. Fasthængende Ror have de ej; men en af Malajerne styrer med en Aare, der er flad for Enden ligesom en Skovl. Ellers ere deres Aarer enten i Almindelighed ligesom vores eller bredere over det flade Stykke, som skærer Vandskorpen (cfr. Homers Odysse). Til Sæder bruge de Bambusrør, som lægges paa tværs nede i Kanoen. Dette Lag af Rør, som slutte tæt til hinanden, danner ogsaa en Art Dæk, hvorunder adskillige af deres Handelsvarer gemmes. Deres Varer bestod i Kokos, Pisang, Lusier, Mangostan etc., Spanskrør, Koraller, Abekatte, Doriner (en stinkende Frugt med Pigge paa), Høns i Bur og en Hane tøjret ovenpaa, Ænder og smaa Modeller af Landets Fartøjer, der vare i Størrelse som de Skibe, der tjene europæiske Børn til Legetøj. De spotte sikkert indbyrdes lige saa meget over, at Europæerne af Liebhaberi afkøbe dem disse sidste Artikler, som Europæeren ler af den vilde, der saa dyrt betaler Spejle og smaa Knive. Den mest alvorlige Malajer lo af Hjærtets Grund, naar han saa sig selv i et Spejl; men naar de fik en Kniv i Haanden, befingrede de den rundt omkring og stirrede paa den med samme graadige Øjekast som Vekselerjøden paa en Sølvmønt. De kunde ikke overtale sig til at slippe den igen, men vedblev at byde højere og højere, indtil Kniven var dem afstaaet. Gamle Klæder vare dem særdeles velkomne. En Kjole forlangte de med det Udraab: Sekretær! Lommetørklæder vare de ogsaa særdeles graadige paa. Naar de saa en hvid Flig stikke frem, kom de springende med deres Frugter

        

43 og raabte: Handkerchief, Handkerchief! De gik gærne paa Bagkøb i deres Handel. Jeg havde købt nogle Stokke for en Kjole; men den vilde kom igen og vilde have, at Handelen skulde gaa ind. Ogsaa til en Matros kom en Malajer igen med sin Betaling, sigende: Trada mau (d. e. jeg vil ikke have det); hvorpaa Matrosen svarede: Lik min Maas! og Malajeren maatte gaa bort igen med uforrettet Sag. I enhver Kano sad kun een eller to Mænd, hvis Hud omtrent havde samme Farve som vores Rødsten. De vare ranke og velskabte, men deres af Betelfrugten bedærvede Tænder vanheldede dem i høj Grad. Mange af dem vare ogsaa beladte med Hudsygdomme, De fleste af dem havde ingen anden Bedækning end et kort Skørt af europæisk Tøj og et broget Tørklæde om Hovedet. Enkelte bar dog desforuden en Skjorte eller Trøje. Naar de kom om Bord til os, bukkede de sig og førte Haanden til Hovedklædet, ligesom vore Soldater tage til deres Sjako. De nærmeste tog de da i Haanden og sagde: Schalam! Schalam! (hebraisk). Enhver, der var noget velklædt, kaldte de Kaptajn. Deres Sprog var meget velklingende, men noget blandet med Engelsk og Hollandsk, fordi de have optaget fremmede Navne paa de Ting, de havde lært at kende af Europæerne. De forstod ogsaa at sige ja og nej paa Engelsk, og naar de vilde anbefale en Frugt, pegede de paa den og sagde: gut, bongs. Vi havde blandt os et Par, der forstod deres Sprog og bleve brugte som Tolke; for Resten hjalp man sig med Pantomimer, som de med Lethed begreb. En af Mandskabet, Bødkeren, bød dem en Ragekniv for en Hane; men da han ikke kunde gøre dem begribeligt, hvad han forlangte, hjalp jeg ham 44 ved at raabe: Kokkeliky, kokkeliky! Herover blev Malajeren saa fornøjet, at han med Latter gentog: Kokkeliky, kokkeliky! og bød mig et Stykke Betel. Deres Betel er et grovt Blad af besk Smag, som er sammenfoldet i flere Læg. Inden i det ligger, foruden lidt Tobak, ogsaa en Slags Tyggemad af Frugt. Jeg bød en Malaj en Kop Kaffe, men han viste den med Modbydelighed fra sig. For at vise ham, at det ej var Gift, smagte jeg selv nogle Draaber deraf; men nu stødte han Drikken med langt større Afsky fra sig. »Thi,« sagde han til Tolken, »Kaptajnen har rørt ved det med sine Læber, hvormed han har spist Svinekød.« De vare i den Henseende saa skrupuløse, at de ej engang vilde nyde deres kære Brændevin af et Glas, som en Kristen nys havde drukket af.

Dagen før vi sejlede ind forbi Javas Vesthuk, havde det regnet saa stærkt, at Vandet ikke saa hurtigt kunde strømme ud af Spygatterne, som det kom ned fra Himlen. Matroserne lagde sig da piat ned i Vandet og gnubbede sig imod Dækket for at nyde den sjældne Lykke at faa Bukser og Trøje vadsket i andet end Saltvand.

Medens vi laa her, drev forbi vores Skib tre Skildpadder, der hang sammen, en oven paa Ryggen af den anden. En Jolle blev hejset i Vandet, og Dyrene kunde i den ubekvemme Stilling hverken undfly i Fælleskab eller skilles ad saa hurtig, at jo en af dem blev taget af Matroserne. De to parredes formodentlig med hinanden; men Tredjemand syntes i saa Tilfælde at afgive en overflødig Person. Kaptajnen fremkom med den Gisning, at den tredie af Jalousi klyngede sig oven paa den foretrukne Rival.

45

Den 8de Juni lettede vi igen Anker og sejlede med gunstig Vind til Anjer. Paa Vejen roede en Del Prajere efter os og gjorde deres Kanoer fast til vort Skib; men de kom i saa stor Mængde, at vi maatte jage dem bort med det Raab: Pike! Pike! (Pak jer!), for at de ej skulde standse Skibet i dets Fart. Javas Bjærge langs med Kysten gav os en skøn Udsigt, da de lysegrønne Lunde, beskinnede af Solen, endnu mere fremhævedes ved de mørke Skove, hvoraf de vare omgivne. Naar man maler Landskaber, betegner man, som bevidst, sædvanligvis Forgrunden ved nogle store Blade eller Urter. Paa Billeder af indiske Landbredder ses gærne i Forgrunden store Kokospalmer. Dette hidrører ikke, som i de europæiske Malerier, fra nogen Maner i Kunsten, men er en Kopi af Naturen selv. Foran Javas sorte Bjærgskove, ved Anjer, løber langs med Stranden en lysere Garnering af Kokospalmer. Anjer bestaar af fem à seks lave, teglhængte Huse, som fra Søen se ud som et dansk Kalkbrænderi. Ved højre Side ser man Boliger for de indfødte, ved venstre et højt Marmorminde for en engelsk Ambassadør. Lige for i Sundastrædet ser man to enlige Bjærge staa midt i Havet, bedækkede med Skov. De synes at ligne to kæmpestore Portstolper til at betegne Skibenes Vej. Under den ene aabner sig en vid Grotte. I det fjærne skimter man fra Anjer nogle mørkeblaa Bjærge paa Sumatra, som tabe sig i hvide Skyer. Da vi laa paa Reden, blev Skibet flittig besøgt af Vilde, som bragte foruden de sædvanlige Artikler, adskillige brogede Fugle. Blandt disse udmærkede jeg mig en, paa Størrelse med en Skade. Den var sort med blaaligt Skær, lidt hvidspættet paa Vingerne, med rødgule

        

46 Kødlapper som en Halskrave, rødgule Ben og rødgult Næb med lysgul Spids. Hovedet var bedækket med en i Midten adskilt sort Fløjlshud.

Den næste Dag kom en Hr. Rose om Bord fra Anjers Fort. Denne Mand havde været Postholder paa Anjer, men formedelst sin Sundhed søgt om Forflyttelse. Alt længe før vor Ankomst her havde jeg hørt tale om en lang, smalbenet, udmarvet Skikkelse, som plejede fra Anjer af, under Navn af Postholder, at bestige de europæiske Skibe. Denne Postmester er ej nogen bestemt Person, som hedder enten Poul eller Per, men en staaende Maske, der bestandig spilles af en ny Person med de samme Dødens Attributer. Naar man kommer til Anjer igen efter nogle Aars Forløb, ser man ikke den samme, hører man ikke det samme Navn; men man ser en lignende Dødens Kandidat rave halvdød og halvsøvnig, med Øjne saa dunkle som en bedugget Vinduesrude, langsom i Tale og Tanker, paa et Par frygtelig smalle Ben. Bevis paa, hvor følesløs en saadan ret batavianiseret Krabat bliver for alle Livets Forhold og menneskelige Anliggender, er Roses Samtale med Hr. Beusche. Denne gamle Mand, der i seks Aar ej havde set en kær Søn, der var rejst til Batavia, og nu med Længsel saa den Stund i Møde, da han igen skulde omfavne sit Barn, spurgte Postholderen, om han havde hørt, hvorledes hans Søn levede. Han svarede ganske koldt: »Saa vidt jeg husker, er han død; dog skal jeg ikke sige det for vist.« Moderen styrtede i største Fortvivlelse op af sin Stol og løb med vilde Skrig fra et Sted til et andet, og vi havde Nød med at bringe hende til nogen Rolighed ved gentagne Gange at erindre hende om, at denne ulykkelige

        

47 Tidende dog endnu var uvis. Sønnen Beusche og jeg fulgte med Postmesteren i Land for at høre Bekræftelse eller Benægtelse paa Rygtet. Landingen er, endogsaa med en liden Baad, yderst vanskelig formedelst den stærke Brænding, ledsaget af Ebbe og Flod. Da vi naaede Brændingen, var Vandet lavt, og to Malajer maatte springe i Bølgerne, som snart naaede dem til Halsen, snart til Knæene, for at bære os i Land. De bandt ikke deres korte Skørt op. Enhver af os maatte lægge venstre Laar paa Skulderen af en Malaj, højre Laar paa Skulderen af en anden, og fatte dem med Armene om deres Hoveder, men bleve desuagtet dyngvaade. Byen Anjer, som det sørgelige Ærinde, hvori vi kom, berøvede mig Tid og Lejlighed til at betragte i Mag, bestaar af lutter malajiske Hytter, som ere tæt forbundne med hinanden. Stræderne mellem disse Boliger ere meget smalle. Husene ere byggede af Bambus, tækkede med Kokospalmens Blade og ligge i Skyggen af Kokostræer og Pisanger. Indbyggernes Antal er 1000. Byen har et Torv, ved hvilket jeg saa kinesiske Kjøbmænd havde opslaaet Kramboder. Fortet var omgivet af Grave og Volde, paa hvilke der laa tre Kanoner, skønt der egentlig efter Bestemmelsen skulde ligge femten. Vaaningshusene vare her store, luftige Haller, ligesom vore Kirker, og under Vinduerne løb en græsk Halle, baaret af Søjler. Besætningen var kun 40 Mand, bestaaende af Amboinesere, Malajere og Europæere. Kommandanten forsikrede os, at Amboinesere vare ham ligesaa brugelige som Europæere; ogsaa gik de fuldkomment klædte som Europas Militære. Malajerne havde bare

        

48 Ben, hvilket kontrasterede underligt mod deres Uniform og Geværer med Bajonetter.

Rose søgte med os i Batavias Aviser om Bekendtgørelsen af Hr. Beusches Død. Endelig fandt han det og raabte sjæleglad til den afdødes Broder: »Funtus! her har jeg det. Jo, Deres Broder er ganske rigtig død for to Maaneder siden.« Den efterlevende blegnede, og det batavianske Udyr blev ved: »Nu, ser De engang, hvilken herlig Hukommelse jeg har? Jeg sagde netop, at det var to Maaneder siden. Hejda, Hr. Løjtnant! nu skal De høre, hvor jeg har en fortræffelig Hukommelse! Hr. Beusche skal være mit Vidne.« Siden viste han os, at hans Tænder var løse i Munden og Kroppen fuld af Knuder, hvilket var foraarsaget ved overflødig Brug af Mercurius. Han sad med Benene paa en Skammel, hvori der var Huller, og nedenunder blev sat et Fyrfad for at varme hans Fødder. Vi bleve inviterede til Kommandanten og vare glade ved at kunne forlade denne levende Genganger. Jeg forlod ham med Medlidenhed over hans visne Krop og Harme over hans visne Hjærte. Kommandanten saa frisk og sund ud og viste ved sit Eksempel, at god Konstitution og ordentlig Levned dog trodser Javas Pestluft: thi han havde tilbragt otte Aar paa Øen. Efter en gæstfri Pebersvendebeværtning og venskabelig Samtale med ham og andre Officerer i Kasernen gik vi ud for at bese Monumentet, der næppe stod saa langt fra Kasernen, som Frederiksberg Have ligger fra Vesterbro. En Officer erklærede, at han ikke vilde gøre Rejsen med os, uden vi vilde ride (bataviansk Ladhed og Mathed). Vi gik forbi en Hytte, hvori de Vilde holdt et

        

49 Gilde og dansede efter Lyden af Træklokker af Bambusrør og Trommer. Børnene holdt meget af Kommandanten. Naar han truede med Fingeren ad de smaa Rollinger, kom de og bukkede, og Forældrene lo. En Moder laa med en Abekat af Størrelse som en Rotte bundet til sin Stortaa, og en rund Glut med Sølvringe om Armene laa og reves med denne lodne Legekammerat. Sølv og Guld var de nøgne Vilde tit prydede med. Fruentimmerne flygtede altid med Skrig, naar de saa Europæerne komme, enten det var af et Slags vildt Koketteri, eller fordi Matroserne, encouragerede ved Venus diu intermissa, plagede dem med alt for paatrængende Kærtegn. Paa et Træ stod et Bræt med en Indskrift, hvori blev fortalt, at en engelsk Matros døde sydvest for dette Træ, slap sit Anker og gik til Himmels. Vi drak Te hos nogle Toldembedsmænd, hvis luftige Hus stod paa Pæle midt i Kokosskoven blandt de Vilde for at undgaa Slanger og Kryb. Kommandanten sendte os om Bord efter at have taget det Løfte af os, at vi næste Dag igen vilde besøge ham og nærmere bese de Vildes Indretninger. Nu var Vandet saa højt, at Baaden kunde flyde ud af Revieret.

Den næste Dag blev der intet af med at bese de Vildes Lejlighed. Inden det blev lyst, hørte jeg Folkene gaa til Spillet og vinde Ankeret op. Vi sejlede uden Besøg af Kanoer den hele Dag og kastede mod Aften Anker mellem Menneskeæderen og Cæsar.

Den llte sejlede vi frem mellem de skønne Øer i Strædet. Det var ligesom et uhyre Tæppe med brogede Billeder, der blev rullet op for vore Øjne, idet stedse nye Grupper af grønne Skove steg 50 frem af Havets Skød. De forreste, der laa nær for vore Øjne, vare lyse og beskinnede af Solen; de bageste kulsorte. Vi ankrede om Eftermiddagen ved Onrust, da vi fik en stor Pæl at se, som advarede os for Grunde. Om Aftenen roede Styrmand Lassen omkring i en Jolle for at lodde. Jeg gik med for ret at bese Ejlænderne. Det var en dejlig, kølig Aften, og ikke en Vind bevægede Havets Flade. Vi hørte hist og her fra de smaa Skove Fuglene fløjte. Vi nærmede os til Onrust, og en forvirret Fugleskare flygtede ud over Havet fra deres Hjemstavn at Angst for slige uvante Gjæster. Saa vel Onrust som den hosliggende større Ø var tæt begroet med Skov og Krat. Hist og her ved Strandbredden saa man Pæle, som løftede en halv forbrændt Spids op af Havet. Det var Levninger af Skibsbroen, som Englænderne havde afbrændt. I Krattet laa Ruiner af store Bygninger, Pakhuse, Krudttaarne, som Englænderne havde ødelagt. De havde ogsaa rent, til deres egen og andre søfarendes Skade, ødelagt den gode Dokke, som her tilforn var. Ruinerne saa hel poetiske ud, de halvfortærede Tage var allerede begroede med Smaakrat. Kort sagt, det hele vilde have været synderlig romantisk, naar man ej havde vidst, at det var Rester af et Pakhus. Da vi satte vor Fod paa Onrust, fløj der en skrigende Pappegøje op fra de nærmeste Træer. Disse Fugle vare det eneste Liv, vi saa paa denne forladte Ø. Hist og her laa nedfaldne Mure af de tre Bastioner, som Holllænderne tilforn havde her. Det tætflettede Krat tillod os ej at gaa synderligt fremad, og det vilde formodentlig ikke have været raadeligt, da Slanger sikkert havde slaaet Bo op paa dette menneskeøde Sted. Her

        

51 er det, Batavias Død, Fatter Jas eller Kaptajn Jas, har sin Bolig. Det skal have været en Søkaptajn, som havde indgaaet en Pagt med Fanden. Den onde Aand havde givet ham et Skib, hvormed han i 24 Timer kunde sejle fra Amsterdam til Batavia, men havde paa sin Side betinget sig, at han i Fortrøstning til hans Førelse aldrig maatte lade Loddet kaste ud. Dette Skib havde Master af Jærn og Sejl af Kobber og gik den nærmeste Vej lige saa let over Land som Vand. Fatter Jas gik med en Slup i Land paa Onrust for at hyre Folk og forbød sin Overstyrmand at lodde. Satan gøglede dog saa mange Skær frem for Styrmandens Øjne, at han blev fristet til i sin Beængstelse at kaste Blyet ud for at maale Grunden. Fatter Jas fik netop Tid til at opløfte sin Stok og true; men i samme Øjeblik forsvandt Skib og Mandskab. Mange havde fortalt mig, at de i deres Ungdom mindes at have set et Træbillede med trekantet Hat og Stok i Haanden paa Øen. Denne Fatter Jas er Aarsag i den store Dødelighed paa Batavia; thi de, som dø af den batavianske Feber, have ladet sig hyre til at fare med hans Skib.

MANILA

Den 16 Juli [1820] i Dagbrækningen kunde vi fra Dækket se de filippinske Højlande ganske nær ved os. Da vi nærmede os til Ejlandet Corregidor, kom en Chaluppe til vort Skib. Under et malet Lærredstelt laa bag i Fartøjet Kommandanten i den lille By paa ovennævnte Ejland. Han var fast afklædt, men klædte sig mere og mere paa, alt eftersom 52 han nærmede sig til os. Det var en ældgammel Mand med en lurvet blaa Uniform paa, Ankerknapper og et Par skidne Nankins Bukser. Da han var kommen om Bord, gjorde han os gennem en engelsk Tolk de sædvanlige Spørgsmaal angaaende vor Rejserute. Han spurgte os, om vi vidste nyt fra Europa. Vi fortalte ham, at vi i Batavias Tidender havde læst, at der i deres Moderland var Uroligheder. Dette lod han sig sige en to à tre Gange for at indprente det ret i sin Hukommelse, og endelig, da han mistvivlede om at kunne memorere det, fik han det skrevet med Blyant paa en Strimmel Papir. Det afficerede ham ellers ikke stort; han skulde telegrafere det til andre Pladser. Corregidorejlandet var det skønneste Land, vi endnu havde set; thi det var ikke som de vidtberømte Kyster i Sundastrædet rent begroet med Skov, men havdestoregrønne Sletterpaa Bjærgeneog græsrige Dale imellem Fjældene.Udenfor laa i Havet sorte takkede Stenknolde. Ved denne Kyst saa vi et Naturspil, lig det ved Sundastrædet omtalte, en Klippe med et grønt Tag, hvorunder gik en Vej. I samme Klippe giken mørk Grotteind udenat aabne Passage. Hist og her saa vi smaa Byer; men een Bolig laa især saa skønt, at en Mand, der vilde slaa sig rent fra Verden, aldrig kunne finde skønnere Eremitbolig. Midt inde i Landet gik nemlig en Vig, som beskyllede en stor Dal. Denne Dal, med stejle Fjælde paa begge Sider, aabnede en Udsigt mellem Bjærgene tværs igennem Landet til de f jærne Bjærge paa Landet bagved. Midt i Dalen laa en lille Banke, hvorpaa Huset stod under et Træ med en Flagstang ved Siden. Vi sejledefort ogankrede ved Cavite, Manilas

        

53 Havn. Vi saluterede med ni Skud og fik dem efter en god Times Betænkning betalte lige for lige. En tyk Mand kom da ud til os. Han knappede sine Benklæder under sit malede Lærredstelt, inden han besteg vort Skib. Personen var lovlig tyk, bar sort Bombasins Kjole, røde Opslag og et sort Flor som et Ridderbaand over Brystet. Lurvet var Ekvipagen; spansk stolt saa Karlen ud. Han kvæstionerede os og kaldte sig Anden Guvernør paa Stedet. I øvrigt spurgte han ikke en Gang om sin Titel, men lod sig nøje med Bevidstheden derom og om sin Maves Tykkelse. Jeg forundrede mig over, at en Herre, der førte saa stor Titel, vilde nedlade sig til en Posekigers Lignelse.

Den 17de Juli [kom to Toldbetjente om Bord hos os]. Den ene Toldbetjent, der saa ud som en mæsket Munk, kunde tale en Smule Latin; men det var derefter. Jeg spurgte, om han var født i Europa; men han svarede: Non; nata est ego in Manilla. - Dolet venter propter frigide. - Todum librum medicinum est latine. Vi raabte efter Sædvane Hurra, da Kaptajnen gik i Land. Et Postbud, der havde bragt et Brev paa Skibet, troede formodentlig, det var dansk Skik, at sige Farvel saaledes, og lod sine Rorknægte raabe tre Gange Hurra, da han gik fra Borde, hvilken Hilsen Matroserne med megen Latter besvarede med lignende Udraab. En af de vilde Koner, der solgte Frugter om Bord, blev saa rørt over min Drengs friske Udseende, at hun forærede ham en Mangosfrugt og klappede ham. Mig vilde hun derimod snyde ved Veksel af en Pjaster, og da en af hendes Chevalierer gjorde mig opmærksom derpaa, slog hun ham i Ansigtet.

54

Den næste Morgen tidlig gik vi til Cavite. Det var en ussel, sort Stad, hvis forfaldne Bygninger hist og her saa ud som Rester fra en Ildebrand. Ingen Gade var saa sirlig som vores Ulkegade. De fleste vare smalle, urenlige og stinkende. Somme Steder laa døde Dyr, andre Steder fandtes Grønninger midt i Staden. Ikke eet offentligt Sted gaves, hvor jeg kunde faa Brændevin til vore Folk, der havde roet mig i Land. Jeg tog et af de mest gentile Huse for et Herberg, gik derind, lagde min Hat fra mig og lod, som jeg var hjemme. Husejeren, som kunde tale lidt Fransk, kom da hen og oplyste mig om min Vildfarelse, men var tillige saa høflig at tilbyde mig at tjene mig i alt, hvad hans Hus formaaede. Brændevin formaaede hans eget Hus ikke; men han skikkede en Karl med mig, som skulde vise mig en Slags Spiritusgrosserer, Jeronimo. Jeronimo var ikke oppe. Efter lang Venten saa vi ham tyk og fortrædelig at rokke imod os. Jeg fik en Flaske spansk Brændevin til Trøst for Matrosernes fastende Maver. Han stod i den Formening, at det var blot en Mundsmag, der skulde drage en stor Handel efter sig. Derfor spurgte han, hvor meget vi vilde have. Vi takkede ham og sagde, vi havde ikke videre at befale. I hele Byen var ej en Gentleman at se. Lutter usle Rønner mødte os, hvoraf lurvede Skikkelser krøb frem. Dersom der ikke var en stor Mængde af de driftige Kinesere i Staden, vilde Indbyggerne visselig omkomme af Skidenfærdighed. Vores Biersmat førte os ind i sin Stadsestue, der lignede omtrent et Hønsehus og heller ikke ved nogen Væg var separeret fra Hønsegaarden, hvori jeg saa en Høne spadsere paa eet Ben; det andet var sat af tæt ved

        

55 Kroppen. Jeg tog en Karl for at vise os Kirkerne; thi den lille By saa næsten ud som bare Kirker. I nogen Afstand kunde man intet se bag den sorte, røgede Ringmur uden de fire store Kirker. De vare alle brede og rummelige, men havde smaa Taarne. Alle Altrene var lueforgyldte og prydede dels med Billeder af den bibelske Historie, dels var Æmnet taget af Legenderne. Malerier hang der ogsaa paa Væggene, som forestillede Skærsild, Helvede og Helgenhistorier. Djævlenes Fjæs vare ret frygtelige; Satan med lange Kløer slog en lige i Rumpen; en tog ved sin Fod og stødte Kulbøtter ned i Svovlpølen; nogle Typer vare laante af det nærliggende Havs Uhyrer, Krokodillerne. Jeg beklagede meget, at jeg ingen havde, der kunde udtyde mig de til Grund for disse Fantasier liggende Fabler.

Især beklagede jeg ikke at vide Sujettet for et skønt Billede, paa hvilke nogle særdeles dejlige Jomfruer med Kurve i Hænderne knælede for en syg Munks Seng. Det favreste af alt havde vi nær glemt at se, men det havde vores Karl til Lykke bemærket. Da jeg vilde gaa ud, trak han mig tilbage i Kirken og pegede til Hvælvingen over Koret. Nikkende med Hovedet i Triumf blev han vores Overraskelse var. Thi vanskeligt kan noget saaledes glimre i Øjnene ved første Blik. Med de mest blændende friske Farver stod der i Ungdommens Fylde, malet paa Loftet selv, en rankvoksen Jomfru, mater amata, intemerata. Hun stod i Himmelen paa klare hvide Skyer, og Jordkloden gik forbi hendes Fodsaaler. En ildsprudende Løve forfulgte den. Hun havde en rosenfarvet Kjortel paa, men oven paa den en vid blaa Kaabe, baldyret med Blomster. Denne 56 Kaabe spreder hun vidt ud med begge Armene, og Engle løfte de yderste Flige for at udbrede den endnu mere. Af den udspændte blaa Kaabe dannes en Himmel, hvorunder de troende tæt klyngede til hinanden søge Tilflugt. De sad med Hænderne fulde af Roser, Lilier, Krucifikser og Monstranser. Omkring i Luften fløj smaa Englebørn Arm i Arm, med Roser under Armene, som de tabte ned paa Jorden; og paa den hvide Sky underneden stod med store Bogstaver skrevet: credo. Hovedfiguren selv stod med Hovedet lidt bøjet til Siden, og de lange brune Haar rullede til begge Sider ned over Kaaben. Hendes Miner bar det reneste Udtryk af den skønne Resignation, den fuldkomne Opofrelse for andre, som dog endnu paa Jorden mangen Jomfrus Ansigt lover, og mangen Moders Liv har holdt. Skade, at et saa yndigt Billede paa Himlens Kærlighed til den faldne Jord blot er grundet paa et fantastisk Blændværk. Man fristes i visse Øjeblikke til at misunde den ene saliggørende Kirke saa skøn en Indbildning. Dersom den historiske Tro paa Himlens Dronning var mer end en Drøm, da kunde den første Ungdomskærlighed, der enten aabenbarede sig i synlig Skikkelse og svandt igen, eller levede og døde blot i de Fantasier, som Hjærtets Trang nødvendig avlede, saa let gaa over til den evige Kærlighed, hvorom den var en Varselsrøst.

Paa alle Kirkegulve laa bedende Kvinder, men ikke een Mandsperson. De fleste var temmelig til Aars og havde deres smaa halvnøgne Børn med sig, som løb omkring i de bedendes Kæde og overlod sig til ganske utvungne og lydelige Ytringer af deres Sorg og Glæde. Snart lo de og snart græd de, alt 57 eftersom Hovedet stod paa dem. De bodfærdige Kvinder lod sig ved ingen Lyd forstyrre, men bevægede deres Læber uafladeligen ligesom Samuels Moder. Dog vare mange af dem just ikke saa henrykte. En gammel Moder, hvem formodentlig hendes Skriftefader havde givet et alt for stort Pensum, ytrede paa mange Maader sin Utaalmodighed. Hun gabede (uden at derfor Læberne ophørte at gaa), hun vred sig, og talte hvert Øjeblik de Perler paa Rosenkransen, som endnu stod til Rest. Dog laa en Synderinde paa sine Knæ i en Krog, som syntes meget sønderknust; thi hun sukkede og gav sig ganske højt og lydelig. De bønfaldende havde et stort Stykke brunt Tøj over Hovedet og saa dermed ud omtrent som vore Landsbypiger, naar de i Regnvejr drage Skørterne over Hovedet. Jeg gik hen til Skriftestolen, hvor just en Synderinde nedlagde sine aandelige Sorger i en Paters Skød. Samtalen var til min Forundring saa lydelig, at enhver der færdig forstod Sproget, maatte kunne høre, hvad der afhandledes. Registret var meget langt, thi i den halve Time, jeg var i Kirken, vedvarede bestandig dette ene Skriftemaal.

Vi hørte en Messe, hvor den højtidelige Melodi gjorde stor Virkning paa os, naar Koret lod sin Stemme høre, ledsaget af een Bas og een Fløjte; men naar de tre Patres tog til Genmæle, var det vederstyggeligt at høre. Det var dog umuligt at blive henrykt ved den virkelig højhellige Musik, naar man saa paa de tre Munke, thi de lignede mere Marekatte end Guds ypperste Skabninger. Deres Klædedragt var yderst prægtig. Den rigt broderede hvide Talar var ombundet med et Guldbelte, og derover hang en

        

58 aabenstaaende sort Kaabe med hvide Kanter og et hvidt Kors paa Ryggen. Foran stod et Krucifiks i Glansen af 50 Lys, og nedenunder paa de forskellige Stokværk af Pyramiden alle Dødens Attributer.

Vores Karl teede sig meget andægtigen i Kirken; men aldrig saa snart havde vi forladt den femte og sidste, førend han spurgte os, om han skulde bringe os en Pige, en meget god En (»a very good one«. Good skulde da formodentlig her ikke være enstydigt med dydig). Dette var det eneste, han kunde sige paa Engelsk, saa det formodentlig maatte være ham meget vigtige og indbringende Ord.

Vi gik ud af Porten til den tæt ved Cavite liggende Ø, som ved en gennem Bugten opført Dæmning er forbundet dermed. Paa Vejen mødte vi Damer, som røg paa store Ceruter af Tykkelse som et godt Kosteskaft og af tre Kvarters Længde. De tog sig en liden Morgenpromenade med denne vældige Tobakstrompet for Munden og talte os til paa alfare Veje som en, der møder en Duskammerat paa et Ølhus. Da vi ikke forstod dem, slog de en Latter op og gik. Vi saa en Moder spule en lille spedalsk Unge. Vi saa sorte Svin, der slæbte Maven paa Gulvet og vare hel unaturlig svejryggede. De samme vare lang- og spidssnudede og havde en Dusk paa Enden af Halen. Alleryderst i den Landsby eller Forsamling af Bambushuse, vi gik igennem paa Øen, saa vi og hørte vi en Landsbyskole (den meldte sig paa een Gang for vore Øren og Øjne), hvor Børn af Manilas Aboriginer bleve underviste af en Munk. Der vare omtrent et halvt Hundrede, og de raabte alle i Munden paa hinanden: ba, be, bi, bo, bu - 59 o - re - gi - na - coe - li - o - sanc - tis - si - ma - o - pi - is -si - ma. De havde kun to Slags Bøger, en. Fibel og en Ave Maria. Den sidste bestod af baade spanske og latinske Bønner. Da jeg saa, at disse smaa Peblinge læste saa færdig Latin, spurgte jeg Skolemesteren, om han forstod dette Sprog; men han betydede mig, at han blot kendte Bogstaverne, men ej forstod at oversætte det. Som Følge heraf lærte han rimeligvis heller ikke Børnene at forstaa det. Han saa ellers meget godmodig ud og behandlede Børnene, der brugte Bjælker for Bænke, med megen Mildhed. De vare da heller ikke bange for i hans Overværelse at bombardere hinanden med Bøger og Penne. Huset havde i gamle Dage været tækket med Kokosblade; men Taget var næsten rent borte. Der var god Lysning gennem ingen Vægge og lidet Tag; dog var Taget den eneste Bedækning over deres Hus, thi det manglede rent Loft. Som en Følge heraf maa nok Skolen hæve sig selv i Regnvejr. Paa Gaderne gik smaa, nøgne Børn paa to à tre Aar, som allerede var kronragede og prædestinerede til en eller anden Munkeorden. De bar allerede Navn af patres. Jeg saa en saadan uskyldig lille Pater splitternøgen at sætte sig ned paa Gaden for at følge Naturens Krav. Da vi atter gik ind af Cavites Port, sad der en Kærling med en Kurv fuld af Sæbekugler, Tættekamme og Helgenbilleder. Jeg købte to Billeder af hende, og hun skammede sig ikke ved at ville forfordele mig vekslende en Mønt; men da jeg gik, gjorde en hosstaaende Spaniol mig opmærksom paa, at jeg havde glemt et forsølvet Baand, som hørte til. Hun paastod, jeg skulde betale det oven i Købet, hvorover der mellem hende og hendes Landsmænd opstod en 60 varm Trætte. For at gøre Ende herpaa, kastede jeg Baandet efter hende og gik. Men hun fik nu ogsaa et Anstød af Ædelmodighed og lod en Dreng indhente mig igen med et Baand til mine Helgene. Vi gik om Bord med en af de Indfødtes Kanoer, som var tækket med Bambus. Ogsaa her vare Støtterne, der bar Taget, prydede med hellige Billeder.

En ung Munk af St. Petri Orden var om Bord hos os. Han bar en liden Tonsur og gik med sort Silkekjole, en hvid broderet Rand om Halsen og sorte Silkestrømper. Han krøb i Skjul for en Officer. Han svarede paa mit Spørgsmaal, om han forstod Latin, da han endelig og endelig forstod det: Aha! multo, multo, Signor! latine loquere possum. - Butellia vinum in mustram. - Han kendte ikke Græsk fra Hebraisk, og da vi ikke kunde enes om Latinen, sagde han: Ego secundum grammaticam pronuncio.

61

📖 SMAASTYKKER

62

        

63

FORSØG TIL HIMMELBREV I GRUNDTVIGS NYE HISTORISKE STIL, FUNDET AF POUL MØLLER

Velkommen, Aand! i Danmarks Bøgelunde! Du gamle historiske Kærminde fra Korsør! Jeg og du, og du og jeg, vi skal træde dem i Skidtet, ja træde dem skal vi saa smaat som Smul, de Gabflabe, de Kødhoveder, som sætte sig op imod den historiske Orden. Længe stod jeg med Trompeten for min Gane, og galede og tudede paa den danske Vang; men Kroppene svarede mig, Tidens Tegn vare mig imod. Du est en Mand efter mit og Historiens Hjærte, du gamle Stadssatyrikus! Du fattede de dybe Toner i Dannevirkes Dannefæ og Hittegods, ja du priste det lydeligen, skønt al Verden mente, det var Kistepræk. Du klapper i dine historiske Næver, naar jeg smider min Præstekjole og slaar Skidt paa Drengene i den bare Vest. Græde maa jeg salte Taarer, ja bløde maa mit historiske Hjærte, naar jeg tænker paa de ryggesløse Tider, da Lammehovederne sætte sig op imod Lammeskindskrøniken og mene, det er Skind af deres Skind. Kommet, ja kommet er Verdens sidste Tid. Jeg sværger ved Historien, at Verden ikke kan staa til Paaske. Hvor skulde Solen kunne hænge ved Himmelen? hvor 64 skulde Elementerne hænge sammen, naar 12 Studentere have kaldt Jens Baggesen iste i en Avis, og naar Ingemann har faaet Rejsestipendium? Nej, opbrænde vil Himmel og Jord; Historien vil komme i Ragnamørk og dømme Menneskene til Niflheim, og adskille Bukkene fra Faarene. Hvad ville de historiske Husmænd i Udby sige, naar saadant spørges ud paa Marken? Ja, fylde ville de deres Madpose med Ost og Brød, og sige Farvel til de blaaligombæltede Holme. Sejle ville de til Helgafjælds isgraa Kyst, for der i Ro ved Brogen at fuldende Danmarks historiske Liv. Brud er der gjort, ja skammeligt Brud paa den danske Historie. Smaalig havde jeg ristet i Sagas Skjold, hvad sket var, og hvad ske skulde, hvad min Spaadomskraft havde tilsagt mig om de vordende Ting. Men Brud er nu gjort paa min danske Krønike, og Troldene have gjort Vold paa min historiske Orden. Men Børst skal de have, gennembore dem skal jeg med Sagas Pren. Kæmpe imod dem skal jeg med Mund og Haand i Sagas Aand, med Staal, med Lys, med Gny, med Skidt, med Taarer. Ja med grædende Taarer knuser jeg dem i hundrede Tusinde Splinter. Men jeg maa mase dem, jeg skal mase dem, jeg tør ikke andet end mase dem; thi dersom jeg ikke masede dem, da var jeg ikke Nikolai Frederik Severin Grundtvig. De have jo ved at udfordre Baggesen til en latinsk Disputats gjort et Brud i den historiske Orden, som ikke kan brolægges uden med Ligene af en hel Slægt. Forleden Dag sagde jeg: Lad mig se jeres Døbeattester, I 12 Bersærker! I 12 Aser! lad mig føle jer paa Tænderne, hvor gamle I ere, at I tør mukke, naar en gammel Mand kaster Skidt paa jeres Lærer. 65 Men da talte jeg som en Gæk. Gid det var i mig igen. I Dag vil jeg gærne gøre Pønitense, hudflette mig selv til alle Folks Fornøjelse. I Dag er jeg en anderledes Karl, i Dag siger jeg: Hvorfor har I ikke faaet jeres Navne i Litteraturen, I Hundsvotte? Dersom I skrev Noget, der var Galmands Tale i, da kunde I jo bære jer ad som jeg og tage det i jer igen, naar Tid var, og sige, det var Løgn i jer Hals. Skrevet havde I da alligevel, Bøger havde I gjort, saa jeres Fingre vare krogede; hjemlet havde I jer Ret til at tale med, og sidde skulde I paa Højsædet hos mig og Baggesen og andre danske Klassikere. Nu have I intet skrevet, nu komme I ikke til at skrive, det haver jeg sat en Pind for, idet jeg haver formenet eder al Omgængelse med Pen og Bog. Saa lyder mit Brevskab:

»Vi Nikolai Frederik Severin Grundtvig, tilkommende Oversætter af Saxo og Snorro og forhenværende Kapellan til Udby, gøre herved vitterligt: Saasom os for Øre kommet er, at en Tylt Studenter have udfordret Jens Baggesen paa Latin, og højlig at befrygte er, at saadan Ulæmpe engang i den løbende Tid kunde vederfares vor egen høje Person, da ville vi herved have dem udelukkede fra Litteraturen, saaledes at de ikke maa læse, ikke skrive og dem ikke med Pen og Bog befatte, og ikke stande i Nyerups Leksikon, inden saadant Band af os vorder hævet. Givet paa vor Residens udi Løngangsstrædet lige over for Vartov Kloster.«

Dersom I fremture udi eders himmelraabende Frækhed, da skal eder samme Ulykke times, som i Fjor traf Ørsted med Spiritusflaskerne og Luftmaskinen. Jeg og vor Herre have nemlig udelukket ham 66 fra Himmerige, fordi jeg befrygtede, at han skulde slaa vor Herre ihjel. Han maa nu smukt staa udenfor og lugte, mens vor Herre og jeg sidde indenfor i Kakkelovnskrogen.

Hør du mig nu, Rasmus Müller! du agtværdige Mand, hvis litterære Person jeg forleden kaldte et »angbrystigt Udgangsøg«! (Det kan du have saa godt, fordi du ikke roste min Prøveoversættelse nok. Hvor kunde du forbyde mig at sætte noget til af mit eget Hoved, fordi det ikke stod i Bogen? Vidste du da ikke, at det stod i Signelils evige Bryllup? Der varst du ikke med, og der skalst du aldrig komme med, »du min Sangs Skarpretter!«) Klappe dig vil jeg ved din Kind, naar du vil sige, du har handlet ilde. Lad mig nu se, du tilstaar, du est en Løgner. Du kan jo se dig i mit Eksempel. Naar Aar ere henrundne, da siger jeg altid, det var Løgn, hvad jeg hidtil skrev, og hvorved jeg hjemlede min Ret til at tale med. Har jeg ikke først tvunget de højlærde Folk til at knæle for de høje Aser? dernæst maatte de bøje dem for Korset; men nu har jeg igen besindet mig, nu skal deres stive Knæ neje sig for Historien. Ja! synke skulle de i Støvet for Historien, som har skabt Himmel og Jord og alt, hvad derudi befindes, og tildelt mig min vidunderlige Vittighed. Men jeg kan jo afbede det igen, hvis jeg faar andre Tanker; saa har det jo intet mer at betyde. - Her kan jeg ikke skrive længer for Graad. Den graahærdede Jens Skjald udi Akselstad sender mig hver Dag en Lovtale paa fastende Hjærte, for at jeg ikke skal lade Modet synke i disse slemme Tider. Den ankommer i dette Øjeblik. Skamme dig, ja skamme maa du dig, du Øgleæt! at du ikke kan

        

67 have det Blik for mine dybe Toner, som denne graahærdede Dannemand. Naar jeg siger, jeg kan gøre en dansk Stil 1000 Gange saa godt som de tolv, saa svarer den stakkels Mand straks: Herren kan gærne sige 1000 Gange til. Og naar jeg siger, at mine Kærmindekvad slaa Sparto til Oehlenschlægers, saa siger han straks: Herren kan gærne sige: til mine med og til al Verdsens Skjaldskab. - For Resten er jeg udi Versionen af Snorro kommen til Pag. 1003; hvilket jeg ikke vil undlade at kundgøre Folket, paa det at samme stadeligen maa ihukomme, at jeg er en Mand, der ikke er tabt bag af en Vogn, Til Slutning vil jeg raabe nok engang Ve! ja tre Gange Ve! over Hvalpene, der have sat sig op imod Krøniken og mig, og mig og Krøniken, og Krøniken og mig. Amen.

        

68

TRØSTEGRUNDE OVER POETERNES MANGFOLDIGHED, en Pristale kronet i en Klub af Rangspersoner. (Den første Pris var en prægtig Damaskes Slobrok. Desuden var for accessit udsat en liljehvid Kattuns Nathue, indvendig flosset.)

Højstærede og Højvelbaarne!

Ikke Bevidsthed om særdeles Dybsind og Veltalenhed har bragt mig til dumdristig at udrække min Haand efter Ærens højtsvævende Palmegren. Maaske vil en anden, mere begavet end jeg, fravriste mig det tryllende Tvistens Æble. Nej, Velbyrdige! Kun Pligtens strænge Bud har besejret den Beskedenhed, som jeg tror uden Ubeskedenhed at turde tillægge min ringe Person. Den Erfaring, at Kransen sluttede nøjagtig om min Tinding, eller egentlig talt at Slummerkaaben passede mig, som om Skrædderen havde lagt mit Legems Maalestok til Grund for sit Arbejdes Længde og Vidde - den Erfaring, siger jeg, ansaa jeg for et Vink af Ødet, der mindede mig om, hvad jeg skyldte min Viv og mine Børn, der indgød mig Mod til at forsøge mine Kræfter i dette hæderomstraalede Væddeløb.

Det er kvægende for Hjærtet og rørende for Forstanden at forkynde Trøstens Ord for sine Brødre, det er en skøn Lod at dryppe Balsam i de lidendes Saar. Min Følelse luer højere i min Barm, mit Hjærte slaar stærkere ved Tanken om mine Bestræbelsers skyhøje Formaal. Tror I ej, Naturen gav 69 mig en Sjæl, der føler dybt ved mit elskte Fødelands Ve, naar jeg tænker paa den Landeplage, hvorunder det vaander sig, naar Digternes overhaandtagende Mængde rinder mig i Hu, naar jeg betænker, hvorledes sund Sans og klart Lys maa vige for disse gøglende Lygtemænd? Men jeg vil ej udmale Sorgens Retmæssighed, Brødre! Jeg vender mit bange Blik bort fra disse sorte Malerier, jeg vil ej bringe eders Saar til at bløde paa ny.

Brødre! standser eders Taarer! Kvindagtig Graad anstaar ej den vise; han maa bære Byrden paa sine Skuldre, stolt som Majas Søn løftede den ganske Jord. Fornuften hvisker mangen husvalende Tanke i Øret paa den lyttende Tilhører. Mig udkaarede den til sin Talsmand. Aabner mig da huldt eders Øren.

Jeg forbigaar de almindelige Trøstegrunde, som Religion og Moral udvikle for den lidende. Dem tvivler jeg ikke paa at saa oplyste Hædersmænd alt i deres Skolegang have nemmet til fulde. Vi ville lægge en snævrere Ring om vore Betragtninger, vi ville henvende vor Opmærksomhed paa de særegne Lægeurter, som Hygæa skabte for særegne Sygdomme.

Her har jeg nu anbragt en Del Salvelse i Indgangen for at lægge mine ringe Evner i den højtflyvende Veltalenhed for Dagen. Jeg tror, at jeg nu uden at forskærtse Slobrokken kan tage Reb i min furor rhetoricus og gaa noget mere didaktisk til Værks. Jeg for min Part maa tilstaa, jeg synes, det anstaar ej en bedaget Mand at te sig saa rent balstyrig. Er det et Under, at Ungdommen raser i Vers, naar vi gamle Folk sværme saa vildt i Prosa! Ja, de 70 synes endog med et Skin af Ret at kunne paastaa, deres Galenskab er mindre farlig, da den ytrer sig i bunden Stil. Den afsindige anretter unægtelig mer Forvirring, naar han gaar løs omkring, end naar han er bunden. Men derom en anden Gang. Jeg skrider til Hovedsagen og søger at lindre deres Kummer, som klage over den store Legion af Poeter, der sværme i Landet.

For det første maa det bidrage meget til at lette Hjærtets Bekymring, naar man opdager, at andre Tider klage lige højt over samme Onde. En Jeremiade, der lyder fra Sekel til Sekel, maa være grundet paa et Onde, der er uadskillelig forbundet med Menneskelivets indskrænkede Kaar. Fantasien tror stedse, Fortiden var mere lykkelig. Men hvor tydelig taler ikke Krønikernes Røst mod dette Blændværk. Allerede Hesiod fortæller, at Sangernes Tal var saa stort, at de tog hinanden Brødet af Munden. Digter, saa taler han, paa Digter misundelig er, og Stodder paa Stodder. Horats forsikrer, at hver Sjæl skrev Vers paa hans Tid, læg og lærd i Flæng. Vi vide jo af Holbergs Breve, at vort Fødeland var i hans Sekel fyldt med flere Poeter end Luften med Fluer paa en Høstdag. Rabener vidner, at Over- og Neder-Sachsen i eet Aar havde 6586 udødelige Poeter, de smaa uberegnede. Hyder Alys Hof vrimlede af Poeter, og i Fingals lille Stat støjede jo daglig 100 Harper. Med utallige andre Vidnesbyrd kan jeg godtgøre, at denne Plage stedse har hørt til vor Jords uundgaaelige Skæbne, mod hvilken Støvet kun opløfter en afmægtig Haand. Hvad hjælper det, man lægger Planer til den syngende Hærskares Reduktion? Enhver Poet, man henvender sig til, indrømmer straks, at hans

        

71 Kolleger ere unyttige Lemmer af Staten, men selv formaas han ej til at bytte Lyren med Ploven. Naar da ingen Dæmning paa nogen mulig Maade kan sættes for denne poetiske Syndflod, lader os da, højvelbaarne Brødre! rette vore Blik mod de ringe Guldgran, der svømme paa Vandfladen! lader os styrke vort Hjærte ved at betragte de Fordele, som dette Barbari medfører!

Sorgen over Digternes Mangfoldighed rejser sig til Dels af et tomt Skrækkebillede, man skaber sig selv. Man kunde paa samme Grund grue lige saa meget over det uhyre Antal, som dyrker de øvrige Kunster. Men hvo skælder en uskyldig Dreng for Musikus, fordi han fantaserer lidt paa en Redekam! Naar en af vore smaa bygger et Hus af Kort, anse vi ham jo ingenlunde for Arkitekt. Enhver af os vil dog vel højlig frabede sig Titel af plastisk Kunstner, og dog gives der ikke faa her i vor Kres, som af det klæge Surbrød ved Aftensbordet, uden selv at vide af det, ælter med sine Fingerspidser ret fantastiske Skikkelser. Gadedrengene, som med et Stykke Kridt ridse priapiske Symboler paa vore Porte, skulde dog vel ej nyde Titel af Malere? Hvorfor skulle vi da skabe os selv saa mange nye forfærdende Fantasier ved at hilse enhver, der overrækker sin Patron et Nytaarsønske eller udgyder sit Hjærte for Kæresten i en Sonet, med det uforsvarlige Øgenavn af Poet? At lade disse i Gaar og i Forgaars pludselig himmelfaldne Poeter nyde Rang med gamle privilegerede Skjalde, er jo samme Misgreb som at sætte den titulære Kammerraad ved Siden af den virkelige.

Ihvor paradoks end min Mening maa synes, vover jeg dog at paastaa, at Poesien endog er til nogen virkelig 72 praktisk Nytte. Hvorledes vilde det være muligt til Søs at brase Skibet om, naar ej Matrosen ved Hjælp af en Opsang sattes i Stand til paa een Gang at give det eftertrykkelige Ryk i Tovværket? Paa hvad Maade kunde man forvisse sig om, at Nattevægteren ej sov paa sin Post, naar han ikke tilholdtes nu og da ved sin lydelige Sang at lægge sin Aarvaagenhed for Dagen? Soldaten faar ogsaa ved Læsning af Poeter en ret god Takt i Hovedet, som bærer Frugt til en særdeles korrekt Parademarsch. Naar man ikke har Raad til at give dem Sul til deres Kommisbrød, glider det dog ogsaa ret godt ned tørt, alene ved en lystig Vise. Naar min Husholderske koger blødsødne Æg, formaar hun aldrig at træffe den rette Middelvej, uden i det afgørende Øjeblik at mumle 3 Stancer over Kedlen. Anvender hun ikke denne poetiske Tidsmaaler, bliver de bestandig enten for bløde eller for haarde. Saaledes gives der i Livet utallige smaa Tilfælde, hvor Poesien er af en Vigtighed, som man med Uskønsomhed overser. Forvis Poeterne af vort Fødeland, og da ville I for sildig føle deres Savn ved Lejligheder, som I mindst havde drømt om. Det vil gaa eder som de Nordamerikanere, der udryddede alle Krager, men som nødtes til at forskrive sig nye fra fremmede Lande, for ej at se deres Sæd fortæret af Insekter. Endogsaa de mest ødelæggende Skabninger ere tit af en Uundværlighed, som Støvets Søn er for kortsynet til at fatte.

At Digtekunsten er ret brav til Tidsfordriv, derom gives der i vor Kres sikkert kun een Stemme. Vilde kun Poeterne afholde sig fra de lange Periodebygninger og især fra de forbistret indviklede Heksametre, som sætte Opmærksomheden i en saare hensigtsstridig

        

73 Spænding, da opfylde de paa en ædel Maade deres Bestemelse. Det er alt nok, at man hver Aften maa bryde sit Hoved med det dybsindige L'hombrespil. Det er for meget fordret af de Herrer Digtere, at Standspersoner ordentlig skulde gribe sig an for at læse deres Snurrepiberier. Derimod en Samling af fattelige Poesier yder en uskyldig Moro, som jeg vil [anbefale til Brødrenes velvillige Opmærksomhed].

Her er en Lakune i Haandskriftet. Som det kan sluttes af et Par før Udarbejdelsen nedskrevne Notater, har Forfatteren paa dette Sted ladet Pristaleren omtale som et nyt Eksempel paa en forholdsvis uskyldig Tidsfordriv den »deriverede« Poesi, der fremkommer ved Efterligning af de originale Værker og er at betragte som et »uendelig gentaget Ekko« af hine, der i deres oprindelige Form formenes at afgive en alt for anspændende Læsning for Folk af Rang. Saadanne afledede Poeter ere efter Talerens Mening taaleligere for Rangspersoner; dem »burde Plato have taalt i Staten«. Han har derpaa anført i det mindste een ny Trøstegrund imod Poeters Mangfoldighed: at de mange »forulykkede Poeter ere en stor Hjælp til Poesiens Udryddelse«, og er ventelig straks derefter gaaet over til det vigtigste Punkt i sit Indlæg for Poesiens Nytte:

Velbyrdige, højvelbaarne Brødre! takker Lykken for, at Pen og Papir bliver Afleder for den megen poetiske Lynild. Tænk, hvilke Forvirring disse Luer vilde anrette, hvis de slog ned midt i vore ædle Familier. Af hvad Herkomst ere i Almindelighed Digterne? Blinde Stoddere vare de jo i det fjærneste Hedenold; Trælle vare jo Roms første Versemagere. Endnu ere de for det meste Libertinere. Ja, i hele Naturen hersker den samme Lov, at syngende Personer ej engang høre til velklædte Personer. Hvad 74 er Nattergalen og Lærken mod den prangende Paafugl og den gyldne Fasan? Betænk engang, dyrebare! om Personer af slig mislig Ekstraktion gav deres Sværmeri fra dem i Livet og ved deres Fantasier om Sol og Maane besnærede Damer af Stand. Gennembæves I ej af en kold Gysen ved denne Forestilling! O, lad dem saa tusind Gange hellere udtømme deres Griller paa Konceptpapir, ligesom man lader Slangen spy sin Gift paa røde Klude. Skriftlig Følelse tilintetgør al Fare for Mesalliance. Da jeg bejlede til min Frue, omsværmedes hun af 7 Tilbedere, som ved højst vemodige Vers søgte at indtage hendes Hjærte. Men alene ved min veltalende Prosa og mine indsmigrende Pantomimer vandt jeg hendes Haand til Trods for halvfjerdsindstyve Gange 7 Elegier. Med reelle Kærlighedsytringer skal Kvindes Hjærte betvinges. Hun akcepterer ej rimede Veksler i Stedet for Elskovs-Valuta.

Os har det unægtelig bragt mere Vinding end Tab, at mange boglærde have spildt deres Tid i Musernes Tjeneste. Naar vi da gramsedes om Fortunas Guldæbler, da gik disse Somnambuler og drømte ved høj, lys Dag, og vi havde saa mange Rivaler mindre. Ogsaa vore Sønner ville høste Gavn af Digternes overkomplette Tal: de kunne desto lettere gøre sig Haab om gode Betjeninger i Staten, jo flere der gøre sig selv udygtige til praktisk Virksomhed. Egennytte kan da éj have foraarsaget eders Tungsind. Er det da maaske en ren og hellig Patriotisme? Jeg tror da tilforn at have noksom bevist, at der, da de mangfoldige deriverede Værker ej komme i Betragtning, ikke konsumeres saa meget Geni paa Digtekunsten, som det ved løselig Betragtning synes.

        

75 Desuden er der jo til enhver Prækestol, enhver Skrivestue, enhver Plov, enhver Plejl langt flere Bejlere, end man ønsker. Det kan da ene være Medlidenhed med det poetiske Personale selv, som saa lidet ser paa eget Vel, hvoraf eders ædle Sjæle foruroliges. Men svarer mig, Venner! ville I da ogsaa ynke Grønlænderen, naar han foretrækker en Skaal Tran med Istappe og Snebolde for en Tallerken Kødsuppe med Kløser og Pastinakrødder paa? Ville I begræde Russens Lod, fordi han finder Behag i at aabne Maven med en Snaps Skedevand? Søger da at blive Herrer over Smerten, velbyrdige Venner! Den er ej saa grundet, som I tro. Hindrer den fra at blive en fiks Ide ved ogsaa at henvende Opmærksomheden paa andre bedrøvelige Tanker! Husker paa, at der gives mangfoldige Mordbrændere i Landet, at der af Tyve gives fler end af Poeter! Rasphuslemmerne ere jo endogsaa skadeligere end Poeter, men dog føres ej saa almindelige Klager over deres tiltagende Mængde. Blotter eder ej for Bagvaskerne, som paastaa at have opdaget Grunden til eders Fortrydelse paa det store Sangerkorps! De have Forvovenhed nok til at ytre, at I udi Hjærtet ere forlegne over Mangel paa Gave til at sortere de gode Digtere fra de slette. I gentage (det er Klafferens Ord) I gentage eders gamle Børnelærdom, at der ej kan gives mange store Poeter, men I tiltro eder ej at kunne skelne Klinten fra Hveden. Naar man bringer eder et Dusin Bind nye Poesier, da ere I omtrent saa kloge som de saliske Præster, der om de 12 Martis Skjolde vidste, at kun eet var himmelfaldent, men udpege de 11 jordiske Kopier, det overgik deres Evner. Er der virkelig nogen i vort Samfund, som føler sig truffen

        

76 af denne Tale, han bære for det første taalmodig over med det ganske Dusin.

Til Slutning, dyrebare Brødre! formaner jeg eder at kalde Religion og Moral til Hjælp mod en alt for overdreven og ukristelig Sorg. Amen. -

Herover fældede Klubbens æstetiske Udskud følgende Dom:

»Uagtet Forfatteren ej har tilfredsstillende besvaret Hovedsagen, uagtet hans Arbejde hverken fra Indholdets eller Formens Side har betydeligt Værd, uagtet han har betjent sig af udanske Ord som det halvdanske, halvfranske »Jeremiade«, uagtet Talen vanheldes ved uædle Udtryk som »Fregne«, »Vorte«, »Tran«, »Rumpe«, etc., saa have vi dog i Betragtning af den skønne blomstrende Indledning og den Omstændighed, at Slobrokken tilfældigvis passer ham, ej taget i Betænkning at tilkende ham Prisen.«

77

KVINDELIGHED MIN KUSINE.

For blandt Kvinder at anses som et Mønster paa Fortræffelighed behøver man ikke saa meget at udføre noget dygtigt i Verden, som at ytre høj Begejstring for Dyden og føre skønne Grundsætninger paa Læben. Ogsaa i denne Henseende ere Damer mere spiritualistiske; de gøre ikke nogen Fordring paa, at Dyden - i det mindste ikke deres egen - skal ytre sig i de grove materialistiske Handlinger. En ædlere Natur bringer dem til at holde sig bestandig i Tankens højere Region, de elske de sædelige Begreber aldeles for deres egen Skyld, uden at kræve dem afprægede i det grove jordiske Stof. Dyden taber egentlig intet derved; thi hvad den forliser i Intension, det vinder den igen i Ekstension. De dydige Handlinger, en dødelig i sit korte Jordliv kan udføre, beløbe sig til et højst ringe Tal. Derimod kan en Dannekvinde blot i een smuk Aftenstund have flere sværmende Forsætter og yndige Følelser, end Aristides brugte sin hele Levetid. Og dog er Dyden lige fuldt til Stede, men blot som et finere Væsen, opløst og bragt i et Luftbilled.

78

Min salig Kusine var et mærkeligt Eksempel herpaa. Hendes gamle Moster, som tilbragte sine sidste Levedage hos hende, havde faaet det Husraad mod sin Gigt, at hun hver Aften skulde gnides paa Ryggen med en Flonels Klud. Hun havde den Særhed, at ingen uden min Kusine kunde forrette denne Tjeneste ret efter hendes Hoved. Men uheldigvis plejede denne just til samme Tid at være fordybet i Fortællinger om Ridderfruer og Ædlinge, der opofrede deres jordiske Lykke for Guds Riges Skyld. Denne henrivende Læsning kunde hun sjælden overtale sig til at ombytte med saa plump en Haandgærning, og Moster blev derfor almindeligvis forsømt. En Gang sagde jeg til hende: Gode Kusine! Du skulde dog forbarme dig lidt mer over det gamle Skrog. I Følge hendes Alder vil hun ikke længe kunne falde dig til Besvær, og naar du har mistet hende, vil du sikkert fortryde din Mangel paa Opmærksomhed for hende. - Min Ven! svarede hun, du begriber ikke, hvor slige smaalige Sysler ere mig modbydelige. Den Slags Selvovervindelse, som saa liden en Kærlighedsgærning forudsætter, falder det mig svært at nedlade mig til. Jeg kan trods nogen fornægte mig selv for min lidende Søster og Broder, men kun i det store; hvad enhver kan gøre, det krymper jeg mig ved at give mig i Færd med. Mit Hjærte vil altid blive miskendt, fordi jeg er født i en ussel Tid, hvor jeg ikke har hjemme, i en Tid, da Kvinden blot skal beskæftige sig mad Smaating. Dø for den gode Moster kan jeg med Glæde, ja udgyde mit Blod for hende paa Retterbænken. Det haaber jeg du tror om mig; men at spilde min Tid for at føje hendes Egensindighed, det holder jeg mig for god til.

79

Min Kusine følte sig virkelig i Stand til at dø for sin Moster, ja næsten for enhver. Men dermed vil jeg slet ikke have sagt, at denne høje Fantasi virkelig ved given Lejlighed her i denne Verden var bleven iværksat. Naar virkelig en skiden Rakkerknægt, hvis Støvler lugtede af Tran, med uvadsket Haand og uklippede Negle havde grebet hende ved det blonde Hovedhaar, da havde hun sikkert i Tide fattet en bedre Beslutning. Det var egentlig den rene Forestilling: at dø for sin Næste, det fine Begreb, blottet for alle raa Tilsætninger, der begejstrede hendes Sind. Hun var ej bleven sit Forsæt tro, hvis hun havde set Dødsscenen forestillet efter Naturen i sort Kobberstik, langt mindre, hvis Billedet havde været illumineret.

Hun skyede saa meget som muligt al Berøring med den prosaiske Virkelighed; thi Erfaringen gjorde daglig en ny Erobring fra det Tankerige, hvori hun udførte sine ideelle Heltegærninger. I en enlig Stue paa sin bløde Sofa, naar hun ret uforstyrret overlod sig til Drømmen om, hvad hun under andre Omstændigheder vilde have gjort, da drev hun sine Fordringer til Mennesket saa højt, at hun med Grund foragtede Leonidas, Winkelried og Jeanne d'Arc, thi hun vidste, at hun i deres Sted vilde have gjort mer, end de gjorde. Blot Mucius Scævola havde hun en hemmelig Respekt for; hun følte, han var hendes Overmand. Grunden dertil var, at hun en Gang havde brændt sig paa et Krusejærn, og havde derfor helligen lovet sig selv, aldrig frivilligen at komme Flammen for nær. Derved var hendes Fantasiverden bleven indskrænket til tre Elementer. Men var hun mindre stormodig, fordi hendes Helbred ikke tillod, at 80 hun stod i Vekselvirkning med det synlige? Dersom sædeligt Værd skulde bedømmes efter den Dygtighed, hvormed man forstaar at udsætte sig for Ulejlighed af ydre Ting, da maatte jo Fiskerkonen, som sidder fra Morgen til Aften i Regn og Slud ved sin Kurv, uden at faa Tandpine, faa særdeles høj Plads paa Moralitetens Rangliste. Naar enhver virker i den Sfære, hvori han føler sig hjemme, da kan man ikke forlange mer af ham. En føler sig i Stand til at tumle med vaade Torsk og Hvillinger, en anden med Tanker og Forestillinger, eftersom enhvers Konstitution tillader det. Men fristes man ikke ved slige Betragtninger til at ønske, Skaberen havde for finere Væsener beredt en finere Skueplads af destillerede Elementer; at han havde besørget en bekvemmere Lommeudgave af Verden til Brug for nervesvage Per-9 soner?

Jeg berørte før min Kusines Fordringer til sin Næstes Moralitet. Herover maa jeg erklære mig noget bestemtere. Hun var i denne Henseende meget billig og forlangte ikke stort mer af dem, end af sig selv. Hun krævede ej af Næsten, at han skulde være stræng i Opfyldelsen af andre Pligter end dem, han havde mod hende. For Resten lod hun sig fuldkommen tilfredsstille, naar han blot havde en smuk Livsteori. Ædle Grundsætninger maatte han besidde og have Talent til at bringe dem for Dagen i et skønt Sprog; da kaldtes han efter hendes Terminologi: en rar En. Om man endogsaa fortalte om en saadan Person, at han var en Dagdriver og ikke gjorde for en Penning Gavn her i Verden, blev hun dog fast i sin Hengivenhed for ham og gav altid det

        

81 undskyldende Svar: Ja, men han er dog saadan en rar En! eller ogsaa: Ja, men han er dog saa sød!

En af vore fælles Venner stod meget slet anskreven hos min Kusine; thi han er en stor Praktikus, hvis Tid ikke tillader ham at give sig synderlig af med høje Livsbetragtninger. Da han nødig vil udkaste nogen Plan, som han ikke ser Lejlighed til at udføre, sætter han sig kraftigt imod alle højtstemte Fordringer til de svage Dødelige. Følgen heraf var, at han gærne temmelig kort affærdigede Adelaide, naar hun søgte at drage ham i sin sværmende Tankekres; ja, med en Slags Trodsighed ytrede han tit en langt plattere Livsfilosofi end den, han selv følger. Denne Mand var hende naturligvis højst modbydelig. Jeg tog ham af og til i Forsvar og bad hende lægge Mærke til, at han i Virkeligheden daglig viste mer Selvopofrelse end de fleste. Men her lagde hun igen sin ideelle Natur for Dagen, da hun satte Ordet og Begrebet højt over de plumpe Gærninger. Han var og blev hende rent uudstaaelig og kaldtes med en af hendes tekniske Benævnelser »en fæl En« eller »en hæsselig En«.

KVINDELIG BLUFÆRDIGHED

I Almindelighed ivre Moralister strængt mod Kvinder, der give usædvanlig meget af deres Legemsskønhed til Pris for nysgerrige Tilskueres Øjne. Det klæder ikke meget smukt; men der gives en anden Blottelse, som i Almindelighed roses, og som dog i Grunden strider meget mer imod sand Kvindelighed.

En aandrig Kvinde har set Sagen i det rette 82 Lys, naar hun siger, at enhver sand Følelse ledsages af en vis Blufærdighed. Denne Tro synes en Del af hendes Søstre slet ikke at bekende sig til, da de netop med Flid lægge deres smukke Følelser ret tydeligen for Dagen og bruge Fremstillingen deraf som en Slags poetisk Prydelse for deres Person. Men røber det Mangel paa Blufærdighed, ej tilbørligen at bedække del ydre Menneske, da forudsætter det visseligen en endnu større Tilsidesættelse af Blufærdighed, fortsætligen at blotte det indre Menneske, at gøre Jagt paa Bifald ved en Udstilling af Hjærtets ædle Beskaffenhed.

En vis Grad af Kultur gør Følelsens ubevidste Udbrud højst sjældne blandt Menneskene; men den maa heller blive skjult i sit Lønkammer end træde frem med selvbevidste teatralske Fraser og Fagter. Naar en Kvinde med sit Vidende lægger sine indre Bevægelser for Dagen, da tænker hun i Følge sin Natur nødvendigvis paa, om det klæder hende smukt eller ikke. Deraf følger, at hendes Forhold ved slig Lejlighed bliver til et Slags fint Koketteri. Hemmelig føler enhver Kvinde selv den sande Betydning af en saadan Opførsel; thi naar hun ikke har megen Øvelse i at give slige Forestillinger, da rødmer hun gærne noget ved sin egen boglige Patos. Men en ret uskyldig Jomfru lægger fast aldrig sine Sindsbevægelser frem i Selskaber af flere; de skjules dybt i hendes Hjærtes Løndom, eller udgydes for en Veninde eller en Moder (ej for en Søster), og udvortes er hun omgiven af en tilsyneladende Strænghed og Kulde, som kuns en Daare forveksler med Hjærteløshed.

83

BREV TIL EN DAME G [ode] F[ru] G [rüner]!

De maa ikke forundre Dem over, at jeg straks uden Indledning begynder paa Teksten til dette Brev. Min Hensigt er, nøjere at forklare et Par Ord, som jeg dristigt, men løseligt, i Gaar Aftes i Samtalen med Dem og Deres Søster lod mig forlyde med. Det er mig næppe muligt at gøre mig fuldkommen forstaaelig for Dem; thi som Følge af Tidens fragmentariske Udvikling bliver jo den ene i vore Dage næsten aldrig ret forstaaet af den anden. Men jeg føler dog, at jeg muligen kunde blive meget misforstaaet, naar jeg lod Sagen bero ved vor mundtlige Dispyt.

Først maa jeg da søge at godtgøre, at jeg ingenlunde har villet komme Kvindens Ære for nær ved at paastaa, hvad jeg paastaar endnu, at det er uskønt, ja vederstyggeligt, at et Fruentimmer er Digterinde af Profession. Dermed sætter jeg dem hverken over eller under Mænd, da jeg anser det for højst bagvendt at ville anvende saadan Rangforordning paa Vorherres Have. Man kan i det højeste sammenligne Ting af samme Art. Nærmere beset, maaske ej engang det. Saa meget bliver da vist, at man ikke kan bestemme, om f. Eks. et Egetræ eller et Bøgetræ staar øverst paa Vorherres Liste, om et Tordenskrald eller en Poppelpil er højest o. s. v. Men det Naturværk bliver dog skønnest, som kommer Naturens Tanker nærmest, som renest fremstiller Skaberens Ide. Det er altsaa uimodsigeligen smukkest, at en Kvinde ret er kvindelig. Naar man da paa sin Vej igennem Livet møder en Frøken R, da har 84 man vist ikke Lov til at kritisere den bisarre Fantasi, som Naturen undertiden har overladt sig til i sære Sammensætninger af stridige Elementer; men skønt kalder man dog aldrig et saadant Fænomen. Netop samme Virkning gør det paa mig, at tænke mig et Fruentimmer som lærd eller som Digterinde!! Jeg vil ikke appellere til Historien, skønt man deraf lærer, at alle Poetricer have været aandelige Vanskabninger og Misfostre (Sapfo, Mad. Dacier, Mad. Stael, Fru Brun etc. etc.). Men det støder højlig min umiddelbare Takt for det kvindeligt-skønne at se et Fruentimmer tygge paa sin Pen eller sidde med sin Foliant paa Skødet. Derved bliver jeg netop tilmode, som om jeg saa hende spille Trekort og trumfe dygtig i Bordet, bande højt og dyrt, ryge Cigarro, gaa med Vandstøvler, samt med en rask mandhaftig Spytten at beskrive store Buer i Luften. Der gives en vis aktiv Fremtræden i Livet, hvortil jeg regner Forfatterskab, Digten, Præken, Slagsmaal, som i mine Tanker klæde Fruentimmer ilde. Var De meget ortodoks, kunde jeg beraabe mig paa Apostelen Paulus, som siger, at Kvinden skal være tavs i Kirken.

Betragte vi Poesiens Væsen nærmere, da bliver det endnu mere soleklart. Der gives kuns to Arter Digtning. Enten kan den historiske Erindring eller den nærværede Tid afgive Stoffet. Det er vist den højeste Art af Kunst, der opstaar som Efterklang af en herlig forsvunden Tid, hvis Minde i smukke Sagn lever frisk paa alles Læber. Da maa naturligvis nogle særdeles højtbegavede fremstaa, som renest opfatte Billedet af Tidens sluttede Drama. Det sørger den Styrelse for, der ikke lader noget prægtigt forgaa uden Eftermæle. Denne Slags Kunst, hvori 85 Historiens Fostre, lutrede ved Tidens Skærsild, atter træde frem med et fornyet Liv, er et rent Naturprodukt, ligesom de frodige Vækster, der mylre frem af de styrtede Ruiner. Til denne Klasse høre Kongerne for alle Digtere: Homer, Shakespeare og Ariost. Her komme naturligvis Fruentimmer slet ikke i Betragtning. Naar har en Kvinde oplivet Oldtidens Erindring? Naar har hun blot forsøgt paa at frembringe noget i egentlig Forstand højt eller stort i Poesien?

Den anden Gren af Poesien er den personlige. Det er den eneste virkelige Kunst, der gives i vor Tid. (Thi de svage, halv hviskende Ekkoer fra Tider, der længst have faaet deres kraftige Ligpræken, fortjene slet ej at regnes med.) Det følger af sig selv, at den, hvis Liv har været rørt af stærke Lidenskaber, kommer, naar Stormen har lagt sig, til Besindighed og kan, hvis han besidder Fremstillingsgave, give os en interessant Fremstilling af, hvad han led og levede. Alle dygtige Digterværker i vor Tid, om de end komme nok saa forklædte frem, have deres Rod i Forfatterens eget Levned. Goethe erkender selv, at Werther og Faust ere Frugter af hans eget lidenskabelige Ungdomsliv, og kuns derved vinde de den vidunderlige henrivende Sandhed. Ihvor stor en Aand Goethe er, har han aldrig villet leve for at være Digter. Hans poetiske Værker ere under hans mangehaande Studier, næsten uden Beslutning, uvilkaarligen komne til Verden. Nu om Stunder at leve for at være Digter, er det samme som at rejse for at gøre Rejsebeskrivelse. Det lader altid ilde at føle for at skildre sine Følelser, men dobbelt, naar Damer gøre det. De kunne, 86 som en Følge af Livets nuværende stramme Fors mer, ikke engang komme til at føre et saa broget Levned, som den maa have gjort, der skal have noget mærkeligt at skildre. De, der have gjort det, ere ogsaa Damer derefter. Den uskyldigste og almindeligste Damepoesi bestaar i Efterligning af, hvad andre have skabt. Men slige Produkter betyde dog i Kunstens Rige slet ikke mer end de almindelige, med Sortkridt tegnede Kopier af Petrark og Laura, Achilles, Homer, Ossian etc., som man ser hænge i et grønt Silkebaand paa Kabinettets Vægge. Men hos de Kvinder, hos hvem Poesien virkelig er noget det vil sige, hos hvem den er spunden ud af deres eget Bryst, er den langt mere skyldig. En saadan Digterinde maa ængstelig lure paa alle sine Følelser for straks at faa dem førte til Bogs. Ingen af hendes Glæder, ingen af hendes Taarer gaar til Spilde; alt bliver net registreret i Rim og udstillet for Publikum. Naar hun omfavner sin Moder, tænker hun paa den skønne Attitude, hun derved vinder for sit poetiske Pulterkammer; naar hun spaserer ud i Guds frie Natur, har hun saa listelig en Smule Velinpapir i sin Sypose, for straks at have Værktøjet ved Haanden, om hun skulde kunne overkomme saa megen Rørelse, som gaar paa et matthissonsk Digt. Bliver hendes Elsker troløs (som da vel hverken Gud eller nogen Mand fortænker ham i), da glæder hun sig hemmelig over, at hun dog derved profiterer en Snes Sonetter eller nogle væsentlige Bestanddele til en begrædelig Novelle. Kort sagt, hele Livet igennem sidder hun for sit poetiske Spejl og silhuetterer sine smaa Følelser, saa snart de ere komne halvt til Verden.

87

Dette er, gode Frue, min uforgribelige Mening om Digterinder, og i Følge den vil det ikke forundre Dem, at jeg glæder mig over, at vi endda ikke have fler af det Slags Folk i vort Land. Nu vil jeg bede Dem ikke at blive vred, fordi jeg har gjort Beslag paa Deres Tid med disse Linier. Jeg skulde ikke have vovet mig dertil, naar jeg ikke af Deres Dom om Prækener var bragt til den Mening, at De ikke var saa let at kede. Alvorlig talt, vilde jeg gærne udslette et af de ubehagelige Indtryk, som jeg undertiden nødvendigvis maa gøre paa Dem ved den haarde, drøje, plumpe Maade, hvorpaa jeg saa tit mod min Villie kommer til at udtrykke mig hos Dem. Jeg beundrer virkelig den uendelige Blidhed og Godmodighed, hvormed De finder Dem deri. Paa nogen Tid har jeg ganske mad min Villie faaet den skarpe Fremtræden i Livet, som tit bagefter endogsaa sætter mig selv i Forundring.

Deres hengivne

P. Møller.

88

SUBSKRIPTIONSINDBYDELSE TIL ET MØNSTERARBEJDE I LATINSK STIL

En Litteratus, som befinder sig i den heldige Stilling, at han kan opofre sin Tid udelt til videnskabelig Virksomhed, indbyder til Subskription paa følgende Skrifter, som snart ville forlade Pressen:

En latinsk Oversættelse af Rasmussens ABC for Børn og en do. af den nyeste danske Almanak. Forfatteren har med Hensyn til Sprogets klassiske Renhed og Elegans foreskrevet sig selv usædvanlig strænge Regler. Med Hensyn til den astronomiske Nomenklatur har han rigtignok set sig nødsaget til at gøre Brug af 5 Ord og 3 Talemaader, som ej have nogen tilstrækkelig Hjemmel hos Guldalderens Mønsterforfattere, skønt de 3 dog forefindes i en Inskription over en Port i Pompeji, hvis Autenti Forfatteren har søgt at godtgøre i et Anhang -, og det ene efter en lærd rejsendes Forsikring skal findes i en codex, der forvares i Hertugen af Lichtensteins Privatbibliotek. Dog maa Forfatteren beklage, at han uagtet en anstillet Undersøgelse og ufortrøden Korrespondens ikke selv har haft Lejlighed til at erholde tilstrækkelig Vished herom. Derimod tror han uden Ubeskedenhed at turde indestaa for Sprogets 89 ciceronianske Renhed i Oversættelsen af de for Almuen lærerige Afhandlinger om Vekseldrift og Tilberedelse af Kartoffelmel. Til Forbillede har han valgt den Form, som Romersproget bevisligen havde fra Ciceros 30te til hans 50de Aar, altsaa i den Periode, da hin Veltalenhedens Heros kan regnes for at have været i sin bedste Alder. Forfatteren anser det for overflødigt at forsikre sin Læser om, at han har benyttet de Herrer Zumpts og Ramshorns fortjenstfulde Arbejder; derimod beklager han, at hans Ophold i en med Hensyn til Bogvæsenet mindre heldig Egn, nemlig et Landsted i Nærheden af Skagens Fyr, har gjort ham det umuligt at overkomme Krebses Grammatik, saa at han tror at kunne gøre Regning paa Læserens Overbærenhed, hvis de i denne Bog fremstillede Regler ej paa det strængeste skulde være efterfulgte.

Hvis Forfatteren ved dette Værk maatte virke til Udbredelse af Smag for klassisk Lærdom og ægte Humanitet, vil han anse sig rigelig belønnet for den derpaa anvendte møjsommelige Flid.

90

CENTRALSOLEN ET ANSTÆNDIGT UGESKRIFT

Man har med Grund ført lydelige Klager over den Retning mod Yderlighed og Overdrivelser, som i den senere Tid har fundet Sted i den danske Litteratur, og Savnet af et moderat Blad er fra Dag til Dag blevet Læseverdenen mere føleligt. For at afhjælpe dette Savn og at bidrage sit til at holde Publikum paa den lige Middelvej, har et Selskab af middelaldrende Mænd forenet sig om at udgive et Ugeblad i Odense, midt i Kongeriget Danmark. Dette Blad vil bestræbe sig for at holde sig lige saa langt fra overdreven Lærdom som fra al raa pøbelagtig Uvidenhed. Ligeledes vil det just ikke ganske forvise Vittigheden, nemlig den adstadige, der holdes inden visse Skranker og meget vel kan bestaa med den Sindighed, der udmærker de bedre Klasser af Samfundet: kuns det balstyrige Vid, der bærer Præg af en umoden Ungdoms Overgivenhed, ville vi af al Magt banlyse fra Ugeskriftets Enemærker. Man misforstaa ikke denne vor Ytring, som om det var vor Hensigt at give Plads for den egentlige Hestedumhed, hvormed man vilde gaa over til den modsatte Yderlighed. Selskabet tror bedst at kunne betegne Bladets 91 Retning ved et metaforisk Udtryk. Vort Ugeblad skal hverken være salt eller ferskt, men man kan med Hensyn til en tredje Tilberedelsesmaade af animalske Spiser give det Navn af et sprængt Ugeblad. Skulde Selskabet se sig indviklet i nogen Pennefejde, da vil det hverken med værgeløs Langmodighed lade Fornærmeren aldeles ustraffet, ikke heller vil det overvælde ham med grove lidenskabelige Udfald, men vælge den tredje Vej: ved smaa Drillerier og Stiklerier at lægge sit billige Nag til ham for Dagen.

Man har gjort Redaktionen den sindrige Indvending, at man selv i Middelmaadighed kan gaa for vidt, og at det Blad, der i enhver Henseende holdt Middelvejen, kunde siges at overdrive denne Bestræbelse. Ogsaa dette Skær har man vidst at undgaa ved i een Henseende at opofre Maadeholdet. Den af anførte Grund fornødne Udskejelse har man med velberaad Hu bekvemmet sig til i en mindre vigtig Post. I Bladets Format holder man sig ikke til Middelstørrelsen, det saa at sige ved Stemmeflerhed hjemlede Kvartformat. Dog for selv under Afvigelsen at iagttage et vist Maadehold vil man ej efter Søndagsbladets Eksempel give Bladet det overnaturlige Kvadratmaal af en Ladedør, men foretrække det modsatte Ekstrem og lade det udkomme i Oktav.

Bidrag indleveres til Forlæggeren, som efter de ham meddelte Forholdsregler vil vogte sig lige saa meget for overvættes Udbrud af Glæde som for al frastødende Vrantenhed, idet han vil modtage, hvad der bydes ham, med den største Ligegyldighed af Verden.

92

PLAN TIL EN ANTOLOGI, BETITLET: DEN FILOSOFISKE SMINKEDAASE

I en bekendt gammel Fabel fortælles, at Ræven engang var Gæst hos Tranen og blev beværtet med en Suppe, der var fremsat i en langhalset Flaske. Da nu Maden paa Flaskens Bund i Følge dens Hoveds Dannelse var utilgængelig for den, nøjedes den med en Mundsmag, som den fik ved at slikke lidt omkring paa Flaskehalsens Rand. I samme Tilfælde befinde adskillige filosofiske Dilettanter sig. De mangle Lejlighed eller Evne til at gennemstudere de berømte filosofiske Systemer, men mærke sig begærligen de Billinger, der kunne forstaas af enhver, selv den, der intet ved af det heles Sammenhæng, og pryde siden deres Afhandlinger med en saadan Samling af Aks fra Filosofiens Mark. Skønt nu enhver, der har Sagkundskab, ved disse Citaters Beskaffenhed faar stærk Formodning om, at de ikke have gjort noget Studium af den filosofiske Litteratur, kunne de dog derved i de fleste Læseres Øjne give sig Skin af en udbredt filosofisk Lærdom. Til disses Tjeneste kunde man forfærdige en Slags filosofisk Antologi eller en Samling af alle de populære Smaastykker, Vittigheder, Lignelser, poetiske Citater o. s. v., som findes hos 93 de berømteste Filosoffer. Deraf kunde de lysthavende, uden møjsommelig Søgen, efter Behag hente mangen lærd Prydelse for deres Værker, og se sig i Stand til at lade Navne som Kant, Fichte, Hegel, Schelling aftrykke deri. Forfatteren af en saadan Antologi maatte da selv have megen Læsning i moderne filosofiske Skrifter, for at vide Besked om, hvilke Steder af Filosoffernes Fortaler der er mest søgte. Han maatte, som sagt, heller ikke forsømme at angive, hvilke Brudstykker af Poeter hine store Mænd have citeret; thi det lader altid smukkere, naar man kan bemærke, at et saadant Sted har været anført af en stor Mand, da det ved en saadan Udpegelse paa en Maade er blevet nobiliteret. Denne Samling vilde især være brugelig for det Slags Filosoffer, der kunne kaldes Filosoffer i 2den Potens, hvis Kald det er, ikke at filosofere, men at ræsonnere over Filosofien.

        

94

OM AT FORTÆLLE BØRN EVENTYR

Læger og Psykologer have ved gode Raad bragt fornuftige Børnevenner og Forældre til at afskaffe flere skadelige Maader at more Børn paa. Men een Uskik af dette Slags, som i den senere Tid ej er ualmindelig, har, saa vidt vides, ej endnu været paatalt. Man [plejer] nemlig at fornøje Børn ved at fortælle dem en hel Mængde Ammestuehistorier, som man nu kan komme let til, da der endogsaa paa Dansk gives flere Samlinger af dem. Desuden høre jo de Mænd og Kvinder, som især gøre sig skyldige i dette Misgreb, for det meste til de Klasser af Samfundet, hvori Færdighed i at læse Tysk og flere fremmede Sprog er temmelig almindelig. Vi tænke herved slet ikke paa de Spøgelseshistorier, som man tit har talt imod, fordi de siges at fylde Børn med Overtro og gøre dem ængstelige for at opholde sig alene paa mørke Steder. Overtroisk bliver den nu opvoksende Slægt vist ikke let, og i ethvert Tilfælde gives der jo Eventyr nok, som ikke høre til dette Slags. Men et andet Spørgsmaal er det, om det er gavnligt for Børn, at de føres ind i en rigt udstafferet Fantasiverden, 95 mens de have opfattet en saa liden Kres af den virkelige Verdens Fænomener. At det er højst fordærveligt, mene vi, en Smule Eftertanke let overbeviser enhver om, uden at behøve at oppebie det Vidnesbyrd af Erfaringen, som vel tidsnok vil indfinde sig. At overdreven Romanlæsning har givet en Del af vore samtidige en skæv Aandsretning, forkvaklet deres Følelse, sat dem i en uafbrudt Somnambulismus, givet dem Afsmag for Arbejdsomhed og bibragt dem en Lede til Livets virkelige Skikkelser, er jo en fuldkommen afgjort Kendsgerning. Men denne Udsvævelse kunde dog først tage sin Begyndelse, da disse Folk havde Færdighed i Sammenlæsning, og i deres Barndomsaar slap dog deres Forstand og Fantasi for al poetisk Mishandling. Men den Fordrejelse af Aandslivets Udvikling, som afstedkommes ved at fortælle Børn en umaadelig Cyklus af Eventyr, kan tage sin Begyndelse, saa snart som de blot kunne forstaa de i daglig Tale mest forekommende Ord. Børn høre nemlig med stor Fornøjelse paa Fortællinger, naar de blot forstaa nogle ringe Brudstykker af dem. Ved en Overdrivelse af dette Slags Morskab, hvorefter de fleste Børn befindes at være særdeles griske, maa derfor deres Bevidstheds naturlige Udvikling paa en langt grundigere Maade forhindres og forvanskes. Naar man betænker, hvor fast den Forestillingskres, der uddannes i Menneskets Barndomstid, under det hele øvrige Liv bliver staaende, er det vel naturligt, at være noget varsom i Valget af de Forestillinger, hvormed man selv forsætlig fylder deres Hoved. Der er ingen, der saa bestemt og fuldstændigen opfatter de Genstande, hvoraf han omgives, som et sundt og opvakt Barn, og man beviser det vistnok

        

96 en væsentlig Tjeneste, ved at gøre sig Umage for at give det saa god Besked, som man kan, naar det under sin uafbrudte Videlyst fra Morgen til Aften forlanger Oplysning om, hvad det ser og hører. At man saa tit ikke ser sig i Stand til at slukke dets Tørst efter Kundskab, maa man vistnok beklage, og de, der have Børn i deres Vold, gjorde vel i, om de fulgte Wilhelm Meisters Eksempel, der selv skaffede sig Kundskab om meget for at give sin Søn Felix den Oplysning, han forlangte. Enhver ny Verdensborger maa føle stor Trang til at blive bekendt med de Ting, der ere omkring ham, under ham og over ham, og ret at orientere sig paa den Skueplads, hvorpaa han finder sig selv, naar hans Bevidsthed vaagner. Han har en stærk Forudfølelse af, at hans Liv hænger sammen med den hele Tilværelses Liv, og at han maa gøre sig bekendt med, hvorledes alt hænger sammen, for at finde sig til Rette deri. Man gør da en stor Uret i at afbryde hans ivrige Stræben efter at blive fortrolig med sin reelle Verden for at lokke ham ind i en Feverden, som kommer til at optage en uforholdsmæssig Plads i hans Bevidsthed. Han kan med en utrolig Kraft tilegne sig, hvad der bydes ham, og man fører ham ind i en falsk orbis pictus og afleder hans Opmærksomhed fra de Ting, som han maa kende til Gavns for at blive til en dygtig Mand. Man lærer ham at gaa med aabne Øjne uden at se og med aabne Øren uden at høre, ligesom Götz von Berlichingens Søn, der lærte saa mange Legender af sin Moster, at han ikke havde Stunder til at bemærke Navnet paa sin Faders Borg. Idet han tidlig forledes til at leve i en Drømmeverden i Stedet for paa Guds grønne Jord, lokker man ham til at favne Skyen i 97 Stedet for Juno, d. e. Herskerinden over den Atmosfære, i hvilken Mennesket skal leve og virke.

Vi paastaa ikke, at man aldeles skal nægte Børn den Fornøjelse, at høre fantastiske Fortællinger; men at man for det første ikke for tidligt skal give dem Smag derpaa, at man ikke skal føre dem ind i et Trolddomsland, naar de knap kunne tale tydeligt, og naar deres Erfaringskres omtrent er indskrænket til et Par Værelser. Dernæst skal man ikke meddele Børn en alt for stor Mangfoldighed af saadanne Digtninger, og det er den Uskik, vi her især ivre imod. Man vænner da Børn til i det smaa at drive samme Syssel, som af voksne Folk drives i det store, naar de, som man siger, læse Morskabsbøger for Tidsfordriv. Det vil sige, de gennemløbe en umaadelig Mængde Produkter af store og smaa Digtere med saa flygtigt Blik, at de efter en kort Tids Forløb ikke mer kunne besvare det Spørgsmaal, om de have læst en saadan Bog eller ikke. Hvad de læse, forsvinder for dem, som hvad man skriver med en Stok i Vandet. Paa samme Maade kan man nu ogsaa fordrive Børns Tid ved at meddele dem nogle Tusinde smaa Eventyr efter en eller anden Samling. Ved dette poetiske Fraaseri vænnes de til at opfatte, hvad der fortælles dem, saa ubestemt, at deres Hoved bliver til et poetisk Pulterkammer, opfyldt med Brudstykker af alle Nationers Kærlingehistorier.

En ganske anden Sag var det i den Tid, da vi endnu ikke havde hele Magasiner af saadanne Eventyr; thi da var der i enhver Egn en liden Cyklus af dem, der gik i Arv fra Slægt til Slægt, og som saa ofte gentoges for de smaa Tilhørere, at de kunde gentage dem Ord til andet, saa at de hverken forvirredes 98 ved en alt for stor Mangfoldighed eller væntes til en skødesløs, fragmentarisk Opfattelse.

Vil man more Børn med digtede Fortællinger, da bør man lære dem samme saaledes, at de selv kunne fortælle dem igen. Det iagttog man meget samvittighedsfuldt i den Tid, da Barnekammer-Litteraturen opbevaredes ved mundtlig Tradition. Man skal ikke opføre et ideligt afvekslende og forsvindende Skyggespil for deres Øjne, hvoraf der intet bliver tilbage for dem; thi derved berøver man deres aandelige Liv sin Selvstændighed og indre Sammenhæng og vænner dem til en passiv Nydelseslyst, der altid behøver nyt Incitament udenfra.

Men i Stedet for at nøjes med en saadan national Antologi, der enten var hjemmegjort eller i Aarenes Løb havde faaet Indfødsret, beværter man nu Børn med Fantasier, der ere sammenskrabede fra alle Verdens Hjørner, hvilket vist nok er en lige saa usund Diæt som at opføde dem med Kryderier fra alle fem Verdensdele.

Det er overhovedet en temmelig udbredt Vildfarelse, at Samlinger af Ammestuefortællinger ere indrettede til Brug for Børn. De kunne have deres store Interesse for den aandrige Historiker, som vil gøre et komparativt Studium af disse nationale Naturprodukter; men for Børn ere de ingenlunde skikkede.

99

OM FORÆRINGER

Der hører en vis ufordærvet Ungdommelighed til, for at Mennesker skulle være i Stand til med gensidig Tilfredshed at kunne give og modtage Foræringer. Giveren bruger Gaven som et Udtryk for sin Velvilje, og Modtageren glæder sig derover blot som et Venskabstegn, uden at anstille den Betragtning, at han nu har paataget sig den Forpligtelse at gøre Gengæld. Der hører megen Natur eller fin Følelse til for at indse, at man ikke kan betale en saadan Venskabsytring uden ved at forskaane Vennen for en Genforæring.. Den stolte Egoist finder sig trykket ved den falske Forestilling, at han ved at modtage Præsenten uden Gengæld er den underordnede i Forholdet og den, der skylder Taknemmelighed. Men der gives virkelig ingen Maade, hvorpaa han kan betale Vennens gode Villie, uden den at beholde Foræringen som en ren Foræring uden at gøre Forholdet til en Tuskhandel. Drev han sin Stolthed lidt videre, da indsaa han, at han gav fuld Gengæld ved at lade Giveren have den Fornøjelse, ubetalt at være Giver. Vil han endelig anslaa enhver ringe Foræring i Penge og hævne sig for den paatrængte Taknemmelighedsfølelse ved Likvidation, da betaler han godt med 100 ondt, hvis Giveren har den ringeste Anelse om, at Genforæringen er Tak for sidst, og at man ikke vil være ham forbunden. Og har denne slet ingen Formodning derom, da kan det jo heller ikke være nogen Beroligelse for Stoltheden.

Men i en meget raffineret Tid kan disse uskyldige Venskabsytringer næsten ikke mer finde Sted. Æresfølelsen er saa overdreven øm, og Bevidstheden om den Opmærksomhed, der gives og modtages i selskabelige Forhold, er saa fuldstændig, at Foræringer anses for Plager.

Ligesom et Mord i en raa Tidsalder frembringer een Blodhævn efter den anden, saaledes kan i en forfinet Tid en uskyldig Nytaarsgave drage en lang Strid med Foræringer efter sig. Modtageren eller Modtagerinden gemmer Tanken om Gaven i sit stille Sind og lurer lige saa listig paa Lejlighed til Gengæld som Blodhævneren, der passer Morderen op i en Hulvej. Den betalende maa indrette sin Betaling saa fint som muligt; det vil sjælden lykkes ham at forebygge den Tanke hos Modparten, at det var en gammel Regning, der blev opgjort.

Den Skik at give Foræringer maa i en Tid, hvor fast enhver Handling er beregnet, næsten rent udslettes af Listen over de selskabelige Fornøjelser og indskrænkes blot til en liden Familjekres. Men naar desuagtet en Sangviniker imellem lader sig henrive af en øjeblikkelig Tilskyndelse og giver en god Ven en ringe Foræring, da kan det aldrig bestaa med god Tone i Omgang at skrive det bag Øret. Man bør agte den Smule Uskyldighed, der endnu er tilbage i en alt for klog Tid; thi ellers er den med al sin Klogskab dog ikke klog nok.

101

TO FIGURER

I.

Jeg har en god Ven, som er en kærlig Ægtemand, men hvem Omstændighederne have bragt til at være det. Hvo der med mig har kendt ham før hans Ægteskab, har næppe uden Forundring set, at hans Karakter har udviklet sig paa denne Maade. Jeg mener ikke hermed, at han havde noget slet Hjærtelag, men han var meget uopdragen, og Menneskets finere Følelser syntes at være ham temmelig ubekendte. Han hørte til de sunde og frodige Sønner af rige Landmænd, som paa Grund af den Udsigt, de have til en Gang uden egen Medvirkning at komme til Velstand, fritages af ømme Forældre for al anstrængende Beskæftigelse. Disse Naturmennesker tilbringe deres Ungdom i en behagelig Frihed for al Tvang, og denne deres Levemaade bidrager vist ikke lidet til at give dem det fysiske Velgaaende, som lægges for Dagen i deres blomstrende Ansigter; thi uagtet den Frihed, hvori de vokse op, ikke sjælden er fuldkommen Tøjlesløshed, fører den dog ikke til de bedrøvelige Resultater, som en lignende Frihed i store Stæder gærne drager efter sig. Udsvævelsen, hvor den finder Sted hos dem, gaar aldrig til nogen 102 i legemlig Henseende ødelæggende Yderlighed, men er almindeligvis en af de flere naturlige Fortsættelser af deres Planteliv, der lige saa lidt overgaar Naturens Maal, som deres fysiske Vækst gør det. De besidde ikke sjælden en vis mandig Skønhed, hvori der vel savnes noget, som ikke plejer at savnes hos smukke Mænd, der have nydt en vis Kultur, men som igen har en Side, som gærne savnes i disses mer forfinede Skikkelser, jeg mener hermed et Udtryk af Styrke, Raskhed og Mod, hvormed de tildrage sig almindelig Opmærksomhed, selv naar de vise sig i dannede Cirkler. Deres Skønhed er egentlig den fysiske Ungdoms Skønhed, den forsvinder tidligt, og det mærkes under Aarenes Løb snart, idet Udtrykket af Aandløshed kommer frem. Til disse smukke Landmænd hørte min Ven, d. v. s. min Skoleven, som vi for Kortheds Skyld blot ville kalde Junker Hendrik.

(Resten fattes.)

II

Der gives et Slags unge, blonde, landlige Skønheder, der mer end andre kunne sammenlignes med Lilierne paa Marken, som i Dag staa og i Morgen kastes i Ovnen De ere yndige til deres 16de Aar, men de blive snart alt for yppige i deres Dimensioner og faa i deres Ansigter et grovt Udtryk, som antyder en Overvægt af deres Planteliv. Vil man prøve, om en dejlig Blondine hører til disse, da føre man hende ind i et hedt Værelse, og da vil alt det æteriske og det yndige forsvinde af hendes Ansigt og hendes Øjne. Dette er en Slags Ildprøve.

103

AHASVERUS

Naar en Flok Drenge skiftevis slaa til en Tønde paa Fastelavns Mandag, da hører der Lykke til at blive den, der gør det afgørende Slag. Saaledes hører der ikke blot Geni, men ogsaa Lykke til at blive den, der først udsiger det filosofiske Standpunkt. Det maa først have været forberedt ved mange Forgængeres Bestræbelser.

Ahasverus kan bruge denne Refleksion og føje til, at han ofte har haft i Sinde at slaa det sidste Slag paa Tønden, men har altid opsat det.

Ahasverus har ogsaa idelig Problemer for sit Liv, men de ere smaa, som at faa syet en Knap i sine Bukser, slappe sit Knæspænde, faa en ny Pibespids; lutter smaa idylliske Glæder, som han har tilfælles med den rolige Landmand i en lykkelig Stat.

Hans Øjne se ud som en Vinduesrude, der er let bedugget af en ung Piges Elskovssuk.

»Det er kedsommeligt for dig at opleve noget, som du synes at have oplevet før næsten lige saadan. 104 Men hvad mener du om mig, der næsten aldrig oplever noget, uden hvad jeg forud kan beregne, og hvis eneste Morskab det er at beregne det, saa at eders Kedsomhed er min Morskab?«

»Eders dumme Halvfilosoffer tro, at ethvert filosofisk System, der fremtræder, er nyt; men jeg har i flere Krese oplevet, at Filosofien har gennemløbet sine naturlige Stadier og hørt de samme Kævlerier om de samme Knuder. For mig er det hele kuns en Cyklus af Stykker i en Lirendrejerkasse.«

Hans Eksperimenter med Fruentimmer, som han gør forelskede i sig. Han omgiver sig da med en Glans, som staar ham til Tjeneste, da hans Klogskab er uendelig, og ser, hvorledes den sande Kærlighed kan udspringe deraf.

»Eders dumme Præster tro, at der er en absolut Forskel mellem godt og ondt, men de lægge ikke Mærke til, at jeg just staar paa Nulpunktet af Livets Termometer.«

»Det morer mig at lade Mennesket afløbe i mange Aar som en Maskine. Jeg gjorde den ene Side af en Refleksion gældende mod en Præst, der vilde gærne sige imod. Da skrev han i 20 Aar mod den opstillede Sandhed og blev Bisp.«

»Jeg kan gengive ungdommelig Fyrighed saa godt som nogen, naar jeg blot ikke forstyrrer Illusionen ved en uvilkaarlig Gaben, der undertiden overkommer mig.«

105

»Jeg, med mine detaillerede Kundskaber i Historien, kan i enhver Stat blive til, hvad jeg vil; kun maa jeg vogte mig for at gøre den virkelige historiske Sandhed gældende mod den opdigtede.«

»I en Flok af lystige Ungersvende spillede jeg først en godmodig gammel Fyr, der var ung med de unge; men da jeg nu saa Stemningen gennemløbe alle Gradationer fra den fidele Tone til den selvbehagelige Oprigtighed og de kærlige Omfavnelser indtil Dus-Harmonien - da fortrak mit Ansigt sig til et Udtryk af uendelig Lede til den hele Tilværelse, og jeg udraabte med et usigeligt Minespil: Bæ! Alle tabte Glassene, og der blev stille som i en Grav. Det var et Medusahoved, jeg viste dem.«

Ahasverus vil intet. Han anser sig for uendelig ophøjet over dem, der ville noget.

»Frue, som tror, at du som rolig Tilskuer fra din Sofa betragter Verdens Færd. Var det sandt, da havde du ikke det røde Skær paa dine Kinder.«

Den evige Jøde behøver ej at sætte i Enkekassen. - Hvor meget skal den evige Jøde sætte i Enkekassen, naar han er 1800 Aar ældre end hans Kone?

En kraftig Karl, som disputerer med Ahasverus, kommer til det Resultat, at han vil, hvad han vil, blot fordi han vil det, uden at kunne angive noget almindeligt Øjemed.

Ahasverus har saadan fuldstændig Bevidsthed om alle sine Bevægelser og det særegne ved sine Ytringer, 106 at intet mer er uvilkaarligt hos ham; men deraf følger, at han egentlig altid spiller en Rolle; thi han maa efter Plan gøre det, som skulde være uvilkaarligt. Derved sættes han i Stand til at narre en Jøde, som vil tale efter ham. Han bliver indbudt i et Selskab, hvor Jøden først taler efter ham, men han taler da selv ganske anderledes.

Der ligger stor Betydning i det Udtryk, at en Mand ikke stemmer med en Kvinde. Det kan man ligefrem høre paa Stemmen. Undertiden kan en kvindelig Stemme saa tydelig røbe hendes Disharmoni med en Mand, at han ikke behøver noget andet Bevis paa, at de ikke ere skabte for hinanden.

107

📖 AFHANDLINGER

108

        

109

NOGLE BETRAGTNINGER OVER POPULÆRE IDEERS UDVIKLING

Der gives de, som antage for afgjort Sandhed, at spekulative Filosoffer ere deres Samtids vejledende Forgængere, at disses dybe metafysiske Resultater ved en Slags Emanation efterhaanden fortættes til populære Sætninger og udstykkes i Skillemønter, hvorpaa den store Hob ser et forstaaeligt Præg. Men hvor Filosofien virkelig er en indenlandsk Vækst og ej blot en Opfriskning af gamle Traditioner, der maa man lige saa vel kunne se Grundspiren til et filosofisk System i Folkets foregaaende bevidstløse Liv som spore Spekulationens Tilbagevirken paa de gængse Folkemeninger, hvilke man i Almindelighed belægger med Navn af sund Menneskeforstand. Saaledes befinder den populære og den abstrakte Filosofi sig i et uberegneligt Vekselforhold, uden at den ene med udelukkende Ret kan kalde sig den andens Kilde. Hvad vi her kalde almindelig Menneskeforstand eller populær Filosofi, er et til forskellige Tider temmelig forskelligt Aggregat af gængse Forestillinger, som publikum antager for at være fuldkomment indlysende ved sig selv. En ret urokkelig Tillid til denne almindelige 110 Menneskeforstand udgør en Tidsalders egentlige Sundhed; thi kun, hvor denne finder Sted, kan et Samfund føle Tilfredshed og besidde nogen Enhed i sin hele Digten og Tragten. Bag ved en saadan almindelig Menneskeforstand ligger i Tidens Løb en Filosofi, som har haft betydelig Del i dens Beskaffenhed; men efter den ligger en ny Filosofi, som igen modificeres af den populære Retning. En Filosofi falder ikke pludselig ned fra Himlen uden Kausalforbindelse med foregaaende aandelige Bestræbelser; men som en Blomst ligger i Knoppen, saaledes ligger Filosofiens Retning indviklet i den foregaaende Tids enfoldige Geniblik. Ligesom hele Naturen og Historien er et stort Symbol, saa at den, der umiddelbart saa deres Gang, maatte se Sandheden selv, uden at behøve nogen i Ord og Sætninger udstykket Forklaring, saaledes ligger i enhver populær Betragtningsmaade af Naturen og Historien, i folkelige Domme over Livets konkrete Tilfælde, en symbolsk Erkendelse, der omsider i et filosofisk System udfolder sig til Bevidsthed.

Naar i efterfølgende Bemærkninger tales om Tidens Udvikling, tages kun Hensyn til de gængse Forestillinger, der, som den store Hobs Ejendom, egentlig ere at betragte som Tidens Erkendelse. De positive Videnskaber, der kuns efter et langvarigt Studium kunne fattes, og den i egentlig Forstand esoteriske Filosofi tages her ikke i Betragtning. Adskillige ville formodentlig gøre den Indvending, at et kristeligt Seculums populære Overbevisning ej behøver at søges langt, at den altid ens og uforandret staar i den hellige Skrift. Men denne Paastand er kuns med Indskrænkninger sand, og Historien viser

        

111 tilstrækkeligen, at Kristendommen, selv i de mest troende Sekler, har haft mangfoldige Skikkelser. Dens adspredte Sætninger have stedse paa forskellige Maader været forbundne til et Helt, og man har, ved at stille dem i divergerende filosofiske Systemer, givet dem adskillige, fra hinanden temmelig afvigende Betydninger. Kristendommen ligner en ærværdig Tempelruin, hvis oprindelige Form man paa mange Maader har søgt at restituere ved Fornuftens punkterede Linier. Saaledes bestemmer en Tidsalders særegne Genius for en stor Del den Maade, hvorpaa man opfatter Kristendommen, og bevirker, at snart disse, snart hine Sætninger udhæves deraf som særdeles betydende. Desuden have de rettroende i Almindelighed indrømmet, at, ligesom paa den ene Side alt, hvad der lærtes i Biblen, var sandt, saaledes fandtes paa den anden Side ikke alt, hvad der var sandt, i Biblen. Skriften stiger ikke ned til alle jordiske Forhold, og undertiden fandt man ikke der nogen Opløsning af de Problemer, som især sysselsatte Seklet. Dette var f. Eks. Tilfældet, naar Spørgsmaalet var om den bedste Statsforfatning.

Samfundets Fremskridt er aldrig enkeltes personlige Værk; men ethvert tænkende Individ er et nødvendigt Led i sin Tidsalders Udvikling. Selv de, som af deres Antipoder anses for aandelige Vanskabninger, som med de særeste Manerer gaa, som man siger, deres egen skæve Gang, have dog deres væsentlige Betydning i Tidens aandelige Stræben. Har en saadan ingen anden Bestemmelse, staar han i det mindste som en Afviser og advarer ved sit Eksempel andre fra vildfarende Veje. Det er kun et Skin, naar et Individ synes at udvikle sig ganske paa egen

        

112 Haand, uafhængig af sine samtidige. Den Del af vor Slægt, som aandelig lever, udgør ligesom et stort starblindt Dyr, der udstrækker sine Følehorn til alle Sider, trækker dem tilbage, naar det mærker Anstød, og famler saaledes under mangfoldige Vendinger frem i Tusmørke. Ethvert fornuftigt Væsen er et mer eller mindre kraftigt Organ paa denne gigantiske Snegl; men sikkert er intet Lem aldeles overflødigt.

Naar en Tid er forsvunden, ser det i dens efterladte Skrifter ud, som om dens Skribenter havde forkyndt deres jævnlige mange splinternye Ting; men stod man i Tiden selv, vilde disse tabe meget af deres Glans. For en Del ere de kun Talerør for deres Omgivelser, og en stor Ide kan længe have levet paa Læberne, førend den bliver ført til Bogs. At en Tænker bliver til Skribent, beror paa en egen Organisation, en vis Ligevægt mellem Refleksion og Skaberaand, der sætter ham i Stand til at blive var, at noget er uddannet hos ham, der kan runde sig om et Centrum og træde frem som en selvstændig Tankekres. Men en Skribent drager dog altid sin Næring af Livet med sine samtidige, saaledes at han tit mer er Ideens Moder end dens Fader. Han er sine medlevendes Regnskabsfører, der gør sin Tid opmærksom paa sine Resultater (hvortil han kuns har bidraget sin Skærv) og bevarer dem for Efterslægten. Kunde man tænke sig en fuldkommen Anakoret, et Menneske, der var ganske udelukket fra Samkvem med sine Lige, da vilde hans Udvikling i Tidens Længde enten ganske gaa i Staa eller hans Tanker forvildes til det særeste Vanvid.

At Tidens Erkendelse ret uddannes som et Almengods, kan man paa mange Maader bemærke. 113 Naar en ufuldbaaren Tanke rører sig hos en, gør han mangehaande Forsøg paa at bringe den frem for Dagens Lys og betjener sig af mangehaande forulykkede Udtryk for ret at gøre den klar for andre. Er det nu noget virkeligt og grundet, der fødes i hans Hoved, da lader det ham ingen Ro, førend han finder et Sprog, hvori han ret kan meddele sig. Han vaander sig saa længe i Fødselsveer, indtil han i en anden finder fuldkommen Genklang. Tit kan han træffe paa en saadan Sympati, at en anden skaffer ham den ideligen søgte Form. Men enten han selv eller andre giver Fostret Navn, er det dog kuns ved at høre det erkendt i et beslægtet Sind, at han ret forvisser sig om dets Tilværelse. I denne Betydning føler ingen sig vis paa, at han har sagt et virkeligt Ord, førend han finder et Ekko.

Fremtidens Opgaver staa som en Skystøtte for alle aandeligt levende Menneskers Øjne, og enhver stræber med det ham ejendommelige Sprog at artikulere det taagede Syn, og den, der kommer den søgte Pasigrafi nærmest, er den, som bidrager mest til at hjælpe sin Tidsalder frem. Hvo føler ikke tit, naar en anden meddeler ham en Ide, som han føler sig beføjet til at antage ret med sin hele Hjærtens Overbevisning, at han selv har været nær ved at komme til samme Resultat, at han blot har manglet en lige saa stor Aandsvirksomhed og Tillid til sin intelligente Skaberkraft for at udsige det samme Ord? Dette viser jo tydeligt, at en kraftig Ideretning er langt fra at være personlig og isoleret, og at der staar mangfoldige ved Porten, førend een af Selskabet lukker den op. Dette bliver ogsaa ret sat i Lys ved den Erfaring, at en Skribent aldrig meget er beundret i

        

114 sine fortroliges Kres; thi blandt hans Midler finder man dertil for mange Mønter, der føre det i Broderskabet vedtagne Præg. Denne det ene Menneskes Trang til det andet, for at skaffe sin Erkendelse det Navn og Billed, hvorved den ene lever og bestaar, ytrer sig naturligvis mindre, naar man lever i et Old, der har naaet sit Kulminationspunkt; thi et saadant har, i det mindste med en vis Tilnærmelse, sit offentlige Liv og de fælles Former, hvorved de fleste finde sig tilfredsstillede. Et saadant Tidspunkt er nærmere ved at besidde det Sprog, hvori dets Ideer kunne gensidigen meddeles og forstaas. Men naar det korte Tidspunkt er overskredet, i hvilket Formerne ligesom staa og dog ere levende, da begynder Opløsningen at gaa for sig, da begynder Ideen og Ordet ved en besynderlig, sig selv modsigende Dualismus at skilles ad. Nu begynder midt i Destruktionen det raskeste Liv; thi Ideen føler kun sit Tilvær, idet den uden Ro flygter fra Form til Form. Da mærker man ret, at Sproget er en Organismus, og Pedanten søger forgæves at gøre det til en Bygning og ved Definitioner at stuve det sammen til et babylonisk Taarn; thi den ene Sten glider ud efter den anden, og man søger uden Frugt efter et urokkeligt Underlag. Nu føler man klart, at et Ord i og for sig selv kuns er en Lyd, at dets Betydning blot er en Henvisning til et andet Ord. Erkendelsen, der altid er en Bevægelse, bliver nu til en Løben, og Filosofien ligner en Svend, der paa Skridtsko flyver hen over en tynd Isflade, som bærer ham, saa længe han farer rask af Sted, men lader ham plumpe til Bunds, dersom han et Øjeblik staar stille. Han bruger Former med den Bevidsthed, at de ere Former;

        

115 thi han har tillige den Forvisning, at det er et virkeligt Liv, der undergaar den uafladelige metempsychosis. Under slige Omstændigheder, da saa mange ved deres Skepticismus svimle vildfarende omkring i Tankernes umaadelige Rum uden at vide, hvad der er op og hvad der er ned, erfares det bedst, hvad Mennesket er for Mennesket, og hvor vanskeligt nogen Slags Overbevisning og Tro kan staa ene, uden at styrkes ved Medhold og Sympati; thi naar blot nogle faa under oprigtig Sandhedskærlighed leve med hinanden, da bygge de sig uforsætligen et lidet Lararium af Tidens Ruiner. Uden at vide det danne de selv et Sprog, der kun har Gyldighed i deres Kres og for andre klinger som et fremmed Tungemaal. Heraf ses Venskabets Betydning i en forvirret Tidsalder. Ligesom i en lovløs Oldtid de stærkeste Kæmper følte Trang til at sikre sig ved Fostbroderlav, og selv en Halvgud som Herkules kuns ved en Vens Hjælp kunde faa Bugt med den lernæiske Hydra, saaledes søger Mennesket i en opløst Tidsalder om Stalbroderskab for at værge sig imod Skepticismens Hydra og tilkæmpe sig et Fodfæste paa den vaklende Grund. Da begynder Intolerancen ogsaa ret at ytre sin Kraft; thi Overbevisningen er mer end ellers en usikker Ejendom, og hvo der vil antaste den, betragtes som en farlig Røver. Kun den hemmelige Følelse, at man behøver andres Medhold for at være vis paa sin Tro, frembringer Intolerance; derfor kan Fanatismen kun finde Sted, hvor Striden er om Sætninger, der hvile paa subjektive Grunde, og ingen fristes let til at bære sin Næste paa Baalet, fordi han nægter et eller andet haandgribeligt matematisk Aksiom. Derfor ere endelig Kvinder mest intolerante, 116 fordi de mest behøve Understøttelsen af andres Autoritet.

Ingen enkelt kan da besidde nogen Erkendelse, der i egentlig Forstand er blot privat Ejendom, og det, der skal have stor Betydning i et Menneskeselskabs Udvikling, maa have sit Udspring i dette Selskabs almindelige Liv. Men her indtager ogsaa den for menneskeligt Syn højst ubetydelige Individualitet en Plads, der nødvendig maa besættes. I det efterfølgende ville vi henvende vor Opmærksomhed paa et Slags Mennesker, som virke mer paa Tidens Udvikling, end man i Almindelighed erkender; vi ville da se, at de, for at spille den Rolle, der er dem bestemt paa Jorden, nødvendigvis maa have den Beskaffenhed, de have.

Først maa det bemærkes, at det vilde være en stor Daarlighed, om man vilde tro, at den vrimlende Mangfoldighed af Personer kunde afsondres i et bestemt Antal matematisk afskaarne Rubriker; thi ikke stive som Cirklens Radier, men frie som Træets Grene dele Meneskeslægtens Skikkelser sig med en lovløs, uberegnelig Tilfældighed. Fremdeles høre kun højst faa Individer saa udelukkende til et bestemt psykologisk Genus og Species, at de kunne sorteres efter visse ufravigelige Delingsprinciper. Det kan jo ej engang umælende Dyr, langt mindre Menneskeslægten, hvori Individerne fremtræde med langt mere forskellige korporlige og sjælelige Lineamenter. Naar man desuagtet daglig slaar saa mange Personer samman, snart under et, snart under et andet Prædikat, da har man kuns Ret, naar man forudsætter som afgjort, at ethvert saadant Prædikat med meget særegne Modifikationer tilkommer ethvert af disse Individer. 117 Naar man f. Eks. tillægger baade Baggesen og Wessel Vittighed, menes dermed naturligvis en temmelig forskellig Aandsgave. Saaledes gentages i Livet aldrig de menneskelige Beskaffenheder med alle de samme Tilfældigheder. Det er blot Hovedtrækkene, man ofte vil forefinde, tit kun for en Del, tit med mangfoldige Tilsætninger.

Den Menneskeklasse, der især skal tales om her, bringer først ved mundtlige Ytringer Fremtidens Idealer paa Bane. Disse kan man af mer end een Grund kalde Redskaber for Historien, thi de gaa som Tidens Herolder foran og forkynde ved løst henkastede Mundsvejr de Sandheder, der skulle frem; men paa den anden Side have de med saa liden Bevidsthed opfattet deres jordiske Livs Formaal, at det Ord, som Tilfældet bringer dem paa, strømmer igennem dem som gennem viljeløse Talerør. Egentlig gives der to Arter af dem; thi dels undfange de selv de nye Sandheder, dels gøre de samme Tjeneste som et Slags vilde Katte paa Luzon. Disse filippinske Katte sluge med stor Graadighed Kaffetræets Frugt, men uden at kunne fordøje den. Den kommer da fuldkommen ubeskadiget atter frem for Dagens Lys, og saaledes forplantes Træet ved disse Dyr over den hele Ø. Paa en lignende Maade opfatter en Del af disse Tidens Forløbere enhver original og ny Ide, og udbreder den med ufortrøden Stræbsomhed, uden for Resten at have mere Del deri end Trompeten i det Vejr, der strømmer igennem den.

I det hele taget er det en uselvstændig Slægt, uden Alvor og uden Leveplan, af Naturen udrustet med herlige, letbevægelige Taleredskaber og en hurtig 118 Tankeflugt. Desuden besidder de meget af hvad man kalder Godmodighed; det vil sige, deres Lyst til at tækkes andre bevæger dem til aldrig at saare dens Egenkærlighed, med hvem de tale, hvilket de sættes i Stand til at vogte sig for ved den Smidighed, hvormed det er dem givet at indlade sig paa de heterogeneste Synsmaader af Livet. Et overvejende Hang til Magelighed og epikureisk Levemaade tillader dem ej at samle sig noget betydeligt Forraad af positive Kundskaber. Denne Omstændighed gør dem just skikkede til deres Bestemmelse, som letrustede Blinkere forud at bane Vejen for Historiens efterfølgende svære Tropper; thi ligesom megen aandelig Strabads og møjsommeligt Erhverv af Lærdom dæmper Geniets Fyrighed, saaledes fremmes Aandens Elasticitet ved Lediggang og gode Dage. At Vittighed trives bedst i et fuldkomment Otium, har jo de vittigste Mænds Levned tilstrækkeligen godtgjort; ogsaa maa Middelalderens vise Fyrster have følt det samme, da ingen af dem synes at have fundet det hensigtsmæssigt at bebyrde deres Hofnarre med kameralistiske Forretninger. Hvis da de Svende, her handles om, havde belæsset deres Aand med et tungt Apparat af Kundskaber, vilde deres Fantasi berøves den Vingekraft, de behøve for at overlade sig til det kække Sværmeri, der tit hændelsesvis fører dem til noget nyt og herligt. Men just fordi de besidde saa lidet Oplag af givne Tanker, bliver den ringe Masse tumlet med spillende Lethed og frembringer derved, ligesom de faa Glasstumper i et Kalejdoskop, utallige glimrende Sammenstillinger og genialske Lynglimt. Med deres ringe Stof til Tænkning have de dog stor

        

119 Trang til at underholde deres Medmennesker med overraskende Ytringer og gribe derfor med stor Begærlighed enhver usædvanlig Ide. Saadanne licentiøse Paradokser, blive, ved at gaa igennem deres Hænder, ingenlunde formildede, men skærpede paa den trodsigste Vis og fremsagte med den overgivneste Kaadhed. Ethvert nyt Paafund, der falder i deres Hænder, bliver paa det fuldstændigste forfulgt i dets Konsekvenser. Følgen heraf bliver, at det let opløses i sin Tomhed, hvis det intet har indeholdt uden Luft; thi den letsindige Ordfører finder naturligvis Behag i den pudserlige Rolle, han kommer til at spille, naar han parodierer sig selv ved frivillig Overdrivelse. Smerte ham kan det naturligvis ikke, at Sagen faar et andet Udfald, end han havde ventet, da han i Almindelighed ikke selv ved, om han udsiger sin Hjærtens Mening eller ikke. Den varsomme, sindige Mand kan længe med Tryghed opelske falske Meninger hos sig, da han af Forsigtighed fordølger sig selv alle deres urimelige Konsekvenser; hin sorgløse Race derimod udvikler, af Mangel paa Stof, enhver Modeforestilling i alle mulige Retninger og anvender den med Ligegyldighed og frejdigt Mod paa alle Livets Forholde. Idet slige forekommende Forløbere ved et travesterende Vrangbilled betimeligen vise deres Samtid mangt et daarligt, umodent Hjærnespind i sin Sandhed og Nøgenhed, bringes den herved til at indse, den var paa gale Spor, og hytter sig i Tide for mangen Afvej. De blive da det blinde Sekels Følehorn, som det støder paa Sten og forsigtigvis igen trækker tilbage. Da disse altid færdige Reformatorers Tal er Legio og deres øjeblikkelige Retning beror

        

120 paa det blotte Tilfælde, bringe deres Bestræbelser sjælden Frugt. Af den Aarsag have de ikke noget godt Lov paa sig, men betragtes blot som morsomme Dagdrivere. Dog undertiden slumpe de til at antyde den Vej, Tiden just er bestemt til at gaa, og da falde deres Profetier vist ikke til Jorden. Man vil maaske synes, at det lige saa lidet lader sig gøre ved Træf at komme til Sandheden som at frembringe herlige Digte ved at ryste Bogstaver mellem hinanden; men her forholder Sagen sig ganske anderledes, thi vore Forløbere fare just ikke ganske blindt omkring i Tankernes Rum. Med det, der just er Tidens Problem, maa de nærmest komme til at tumle, da det med Magt paatrænges enhver, og Gaadernes Opløsning ligger tit saa nær, at flere paa een Gang have den, saa at sige, lige for Munden, indtil een har den Dristighed at komme frem med Ordet.

Den uskaansomme Negligee, hvori Tidens Forløbere føre deres Kraftsprog frem, oprører i Førstningen det træge Døgn, der med Fortvivlelse sætter sig imod at forstyrres i sin Magelighed. Men det hører de foruroligende Paradokser saa tit, drejede paa saa mange Maader og med saa træffende Anvendelse, at det til sidst, uden selv at mærke det, forsones med Fremtidens Evangelium. I øvrigt viser det sig paa mange Maader, at det er uden Plan og Forsæt, at disse fremskyndende Hoveder hjælpe Tiden af Sted. De tænke kuns lidet ved dem selv i Stilhed; men deres Tanker fødes først paa deres Læber, og idet de nu frejdigen overlade sig til Talens Strøm, blive de til et Slags prosaiske Improvisatorer, som i deres Begejstring henrives til Resultater, de aldrig havde

        

121 drømt om. En stor Del af dem ere af en meget nervesvag Konstitution, og nervesvage Folk bringes tit til, med krampagtig løbende Mund, at tale mer og djærvere, end de just have foresat sig. Derfor er det nye, der fremmes ved dem, saa langt fra at være deres Ejendom, at de til en senere Tid selv kunne studse derover som over noget aldeles uhørt. Mangfoldige af de blodtørstige Sentenser, som ere opbevarede fra den franske Revolutions Tid, bære tydeligen Spor af, at deres Ophavsmænd umuligen kunne have ment dem i bogstavelig Forstand. Mænd, der i deres Fantasi have været saa umenneskelige, havde rimeligvis helst ladet sig nøje med den blotte Deklamation, uden at have Lyst til at se deres Bøddelsværmerier realiserede i den plumpe Virkelighed.

At hine flygtige Hoveder i Reglen ikke komme til at skrive Bøger, er af flere Grunde meget forklarligt; thi paa den ene Side maa den Adstadighed i Sindet, som udkræves til saadan stillesiddende Beskæftigelse, være stridende mod deres Natur, paa den anden Side kan ingen af de Drivefjedre, som mest sætte det skrivende Publikum i Bevægelse, virke saa kraftigt paa dem, at de skulde gøre Vold paa en medfødt Sky for Anstrængelse. Deres Lyst til Meddelelse finder tilstrækkelig Tilfredsstillelse i deres mundtlige Virksomhed, ved den Tidsfordriv at forbavse deres Næste med dumdristigt og urimeligt Fantasispil. Men af denne Lystfølelse henrives de saa langt og føres til saa mange Paradokser, at det, de turde give skriftligt fra dem, vilde kun blive til et højst fattigt Udtog af de friske Paastande. Naar en saadan frejdig Deklamator skulde til at undersøge, hvor meget af det, han rask hen udsiger, han egentlig

        

122 vilde vedstaa som sin oprigtige Mening, da vilde den liden Levning, som blev tilbage, i Sammenligning med hans Tales Kækhed forekomme ham selv at være en mat og triviel Efterklang, som det ej var Umagen værd at fastholde paa Papiret.

Videre kunde den Glorie, som omgiver Folk, der have skrevet en Del Bøger, vist nok ogsaa gøre det ønskeligt for det omtalte Slags Folk, at have skaffet sig et Navn ved Skrifter. Dette maa især være Tilfældet i et Land som vort Fædreland, hvor man af Fordom sætter saa megen Pris paa Forfatterskab, at man i sit Hjærte dybt ydmyger sig for enhver, der har ladet mange maadelige Skrifter udgaa paa Prent. Selv da, naar man selv anser hvert enkelt af hans Produkter for at være meget slet, indskyder dog Mængden deraf en uvilkaarlig Ærefrygt. Det er altsaa højst naturligt, at de omtalte Forløbere, for hvem Hylding er en stor Behagelighed, ej ugærne saa sig selv at blive viste med Pegefingre som voluminøse Forfattere. Der er heller ingen Tvivl om, at de, hver Gang de til egen Tilfredshed forsvare deres Paradokser, blive til Sinds, i et Værk af betydeligt Omfang at sætte deres Ideer i Lys, og man hører jo tit af dem dels saadanne Løfter, dels den Forsikring, at de derom have betydelige Opsatser i deres Pult. Men idet de, ved altid at have deres Fantasi fuld af Planer til udødelige Værker og at bibringe andre store Formodninger om deres forborgne Gemmers Indhold, forud ligesom optage betydeligt Forskud af egen og andres Agtelse, falder det dem siden svært, møjsommeligen at afdrage Gælden. Den Ærebegærlighed, der kunde styrke dem til Udholdenhed, har faaet en Del af sin Trang tilfredsstillet ved Skinnet

        

123 af Forfatterskab, og de bekvemme sig siden lige saa vanskeligt til Arbejdet som en Haandværker, der har modtaget sin Løn forud.

Dog, hvad der især gør det sjældent, at de fremtræde som Forfattere, er den Omstændighed, at deres Ideer kun sættes i Bevægelse ved Samtaler. Livets Opgaver paanødes dem ej saaledes ved en indre Trang, at de skulde sysselsætte sig dermed i Enrum og Studerekamre. Nej, for at deres Tanker kunne bringes til at strømme, behøves udvortes Impulser som dejligt Vejr, vel forsynede Flasker og i Særdeleshed Selskab med Personer, der kunne bringe disputable Materier paa Bane. Naar de høre paa andres ivrige Tvisten over interessante Genstande, da vaagner først ret deres indvortes Liv, de tage med Iver Del i Forhandlingerne, og Stridens Varme fører dem ofte til glimrende Geniblikke. Da deres Ideer kun paa denne dramatiske Vej kunne hjælpes frem for Dagens Lys og ganske hændelsesvis vækkes hos dem, fortsættes de naturligvis ikke lang Tid, efter at den drivende Kraft er ophørt, og allermindst avles saadan langvarig og enlig Spekulation hos dem, at Bøger derved kunne frembringes.

Saadanne aandrige Ekstemporaltalere have stort Forspring for den bogskrivende Klasse, og hvad der paa Tryk anses for at være nyt og beundringsværdigt, har gærne længe været forberedet af disse geniale Løsgængeres Munde. Allerede Cicero bemærker, at det var lettere for en Athener at blive Filosof, da det snakkelystne Publikum paa offentlige Gader gik og diskuterede alle Menneskehedens Anliggender.

Det er overhovedet besynderligt, hvor det læsende 124 Publikum er tilbøjeligt til at finde noget nyt og originalt i Bøger, uagtet det kuns har den relative Nyhed, at det hidtil har været usagt paa Tryk. Dersom det kunde tænkes, at et beundret Skrift var udkommet et Sekel tidligere, at det indeholdt noget i egentlig Forstand uhørt, som ej var forberedt ved den mundtlige Konversation, da vilde det upaatvivlelig anses for at være fuldt af Vanvid. Men selv de tøjlesløseste Forfattere have dog gærne noget mere Samvittighedsfuldhed, de gøre dog gærne den Fordring til sig selv, at deres vidnefaste Paastande til en vis Grad skulle være antagelige, medens den mundtlige Friskfyr ej behøver at tage det saa nøje med et fantastisk Tankeeksperiment, der straks kan vejres hen i Luft og Glemsel. Det ligger i Sagens Natur, at den sladrende Flok mangfoldige Tider maa have dømt Paven i Rom til de græsseligste Dødsmaader, førend man i Bøger gav sig til at ymte noget om, at hans Magt burde beskrænkes. Saaledes er Munden altid et godt Stykke forud for Pennen, og det er vist en meget urigtig Forestilling, hvis man anser Skribenter alene for at være Tidens Koryfæer. I et Skrift vil Mængden læse, hvad den længe selv har troet og sagt; naar den forefinder sligt, da kalder den det nyt og godt, og finder en trøstelig Bestyrkning i, at den nu har sort paa hvidt derfor. Naar en Ide har naaet den Modenhed, at der kan skrives Bøger derom, da er Tidens letsindige Jægerkor rykket et halvt Sekel længer ud i den ufødte Fremtid, og deres forrige Stormhatte betragtes alt som en anstændig Hovedbedækning, der omsider bliver til højst ærværdige Nathuer. Det forstaar sig selv, at saadanne balstyrige Hoveder

        

125 mest findes blandt Ungdommen, og mange træde som Mænd fredeligen i Række med den besindigere Legion, efter at de først have gjort Tjeneste som Historiens Postbud. Dog gives der ogsaa Oldinge, især ugifte gamle Mænd, som vedblive at sværme mellem Tidens Forløbere og eftergøre alle Døgnets nyeste Vendinger; men i Almindelighed spille de blot en latterlig Rolle, og der kommer lidet eller intet ud af et saadant paataget Raseri, hvorved de, med en naturstridig Affekation, ville forlænge deres udløbne Ungdomsaar.

Dersom noget af det foregaaende har haft Skin af at ville stille det omtalte Tidens Fortrav i et latterligt Lys, da kommer det kuns af, at et Billede, hvori blot de mest fremtrædende Træk af et Fysiognomi udhæves, altid ser ud som en Karikatur. Men naar man for det første betænker, at disse Lineamenter kun svagt menes at være til Syne hos de fleste, for det andet, at ethvert Individ af dette Slags i Almindelighed kuns har en Del deraf, da vil rimeligvis næsten enhver tilstaa, at han til visse Tider har sporet noget analogt hos sig selv. Der gives vel ingen i den Grad koldblodig, at han aldrig ved at tale med Varme for en og anden Paastand er bleven henreven over Oprigtighedens og Maadeholdets Linie. Han behøver jo da blot at tænke sig andre mere irritable, som have mer Afsky for den gyldne Middelvej, for hvem det er en Trang, altid at sætte sig selv i Patos og overlade sig til entusiastisk Overdrivelse, da nødes han til at erkende disse, uagtet Gradsforskellen, for Blod af sit Blod og Kød af sit Kød.

Paa disse Forløbere følge de dygtige Mænd, der kun forfægte deres sande, velbetænkte Overbevisning. 126 Disse gribes ej af noget ufuldbaaret, halvforstaaet Hjærnespind. Kun sent antage de noget nyt; det maa først være dem ret haandgribeligt og indlysende; men da sætte de deres Liv paa at forfægte det og bringe det virkelig til Sejr, thi da deres Forestilling og Handling ere eet, kan intet modstaa deres paa Oprigtighed byggede Kraft og Fasthed. Disse forfatte dels de Skrifter, hvorved deres Samtid kommer til Klarhed over den nye, fuldendtere Form for sin Erkendelse, dels omdanne de med Dristighed de ydre selskabelige Former, saaledes som det nye System udkræver det. Men kun da kunne de træde frem, naar hine gøglende Lys have blinket foran dem og betegnet dem den Vej, de skulle gaa. Saaledes er et Menneskesamfunds Erkendelse lige saa vel alles som ingens Værk; thi den arbejder sig selv mægtigen frem ved bevidste saa vel som ubevidste Redskaber. Saaledes er Tvisten om mit og dit i Aandernes Rige indskrænket Blindhed; thi kun ved det heles Lysning ser ethvert enkelt Individ, og igennem de mange, efter Skinnet uforenelige Individer glimter eet og samme fælles Liv.

        

127

LITTERÆR ANMELDELSE FRA 1824

Ingen Gren af Litteraturen overlever i enhver Periode hurtigere sin Guldalder end den lyriske Poesi. Naar enkelte Genier have truffet de Toner, i hvilke deres Samtid finder Udtryk for sine Følelser og Lidenskaber, gennemløbes i Hast den Kres af Livsforhold, der er det menneskelige Hjærte nærmest. En kort Tid hører man Naturens ukunstlede Stemme, der endnu for Læseren har Nyhedens Interesse. Men, naar Livets friske Blomster i Kunstens Have først ere brudte, levnes der de følgende Digtere kun et utaknemmeligt Efterslæt. Disse søge da enten ved bisarre Manerer at tiltvinge sig en kort Opmærksomhed, eller gentage ved et uendeligt, til sidst rent hendøende Ekko de originale Røster. Den sidste Fremgangsmaade foretrækkes ubevidst af den poetiske Almuestand, som ikke forstaar at skelne mellem aaben Modtagelighed for den digteriske Paavirken og den stærke Skaberevne, der øser af sig selv. Vor Litteratur er i de senere Aar bleven saare rig paa dette farveløse Stentrykkerarbejde, som ved utallige Aftryk mangfoldiggør de snart optalte Mesterværker. Det er kommet saa 128 vidt, at de begyndende Digtere alt besidde en Række af stereotypiske Æmner, blandt hvilke de tro at burde vælge deres Svendestykker. Dertil hører f. Eks. en Havmand eller Havfrue, en Underblomst (Kærlighed, Venskab, Troskab), en Pige i flagrende Slør (Haab, Erindring, Poesi, Religion) etc. En Kender skelner let mellem de levende Vækster, der staa i deres Fædrenejord, og et i fremmede Haver og Marker samlet herbarium. Men den mindre kunstforstandige Læseverden kommer i stor Forlegenhed med sine poetiske Domme, da den primitive og derivative Kunst for en løselig Betragtning har saa skuffende Lighed med hinanden. Læseren indser da ikke, hvorfor det ene Hoved i Legionen mere fortjener at bekranses end det andet. Saa meget har han lært fra Barndommen af, at sande Genier ere sjældne Fugle. Følgelig maa han holde noget til Raade med sin Beundring. Af Tvivlraadighed og Mismod istemmer han da Veklage over det umaadelige Antal Poeter, og den uskyldige Kunst selv synker meget i den offentlige Agtelse.

Til den store Kres af Digterarbejder, hvis Væsen lægger for Dagen, at de mere have deres Oprindelse fra Bøger end fra et stærkt bevæget Liv, hører ogsaa den ovennævnte Samling. Paa en Tid, da de ufrivillige Ytringer af det menneskelige Hjærte fast alle ere bragte under Selvbetragtningens Mikroskop, maa den besidde en særdeles rig Subjektivitet, der med nye Farver skal kunne skildre . Ungdomslivets almindelige Situationer. Derfor er gærne nu om Stunder ethvert poetisk Udbrud gaaet igennem adskillige Hænder siden den Tid, det først østes af Naturens Kilde. Den tager ogsaa meget 129 fejl, som hos vor Poet venter en Lyrik af usædvanlig Karakter. En poetisk Diktion har for Øjeblikket uddannet sig med saadan Fasthed, at dens Midler let maatte kunne registreres i en poetisk Ordbog. Naar en opmærksom Læser af Dagens Poesi hører Æmnet til et Digt, kan han uden Vanskelighed beregne, hvilke Fraser der udgør dets Hovedprydelser. Dette offentlige Forraad af poetiske Vendinger, som enhver med nogenlunde opvakt Hoved let maa kunne tilegne sig, har ogsaa afgivet nærværende Ungdomsarbejdes væsentligste Bestanddele. Men den givne Tradition er langt fra at være behandlet med den Orden og Klarhed, hvormed saa mangfoldige nu til Dags forstaa at tumle deslige Former.

Hovedtemaet i Hr. Sehmidts Poesier er den tit besjungne Længsel efter noget bedre, hvilken højst upassende er bleven helleniseret ved Titlen Himeros. Den skrante Stemning, som her forskønnes ved dette Navn, er en hensigtsløs Stræben ud i det tomme, der altid skriver sig fra Savnet af tilfredsstillende Virksomhed. Denne gængse Sjælesyge, der, som en Følge af sit indholdsløse Væsen, forgæves stræber efter Form, gaar hos Hr. Schmidt igen med sit sædvanlige Maskineri: »hede Barm«, »længselsspændte, varme Bryst«, »Længselsengel«, »syge Barm«, »Anen om det høje«, »uforklarlig Taare«, »Anelsens den hede Taare«, »søde Taarer«, »selvsom (saaledes oftere) Vemodslyst« etc. I sin mest frastødende Skikkelse fremtræder denne Sygdom i »Blomsterkenderen« hvor den, paa en allerede langtfra original Vis, skildres ved en bekendt Kvindesyges Krampesymptomer:

130

Lillien han monne ilsomt gribe,
Holder længe den - den stift beser,
Derpaa langsomt mon den sønderrive,
Mens han skønt med Taarer skoggerler!

Den slappe Sentimentalitet, som udtales i slige ørkesløse Drømme, betragtes af mange Ynglinge som et Fortrin, en højere Aandsretning, over hvis Besiddelse man kan gotte sig; da den dog i Grunden kuns er et irreligiøst Egensind, der finder sin Næring i afmægtige Digtes Læsning, og alene helbredes ved Arbejdsomhed og mandig Resignation. Som det gærne gaar, forbindes ogsaa her med den sygelige Følsomhed en over alle Grænser skridende Stræben efter Naivetet. Til Eksempel herpaa tjene Linjer som: »Se mig danskt i Øjet, Broder«! (»Danskhed«); »Den Herre han støtter sit Hoved paa Hand; thi noget maa holde mod Sorgen Stand«; »Underligt er mig dit Væsen, du lille kunstige Tingest« (»Til mit Ur«). - - En Følge af denne Higen efter det barnlige er ogsaa den hyppige Brug af Deminutiver. I flere Tidsaldres Litteratur vil man kunne gøre den Iagttagelse, at disse kælne nomina mest have grasseret efter Smagens Forfald. De spæde Følelser finde da ethvert Billede for materielt. Selv de mest æteriske Væsner maa reduceres efter en formindsket Maalestok. Saaledes fremkomme de ømme Udtryk: Blomsterlil, Pigelil, samt - med Formindskelse baade for og bag - Smaafugl, Fuglelil o. s. v.

Ingemanns Poesier synes, som af de allerede gjorte Bemærkninger let er forklarligt, i Særdeleshed at have tjent Himeros's Forfatter til Mønster. - - Det er besynderligt, at flere uheldige Forgængeres Eksempel ej har overbevist Forfatteren om, at Fantasier 131 som Ingemanns, der især have deres Betydning som Udstrømninger fra en elskværdig Personlighed, slet ej ere skikkede til at kopieres. Overhovedet er saa vel Stoffet som Behandlingen i denne Samling ikkun et svagt Genskin af bekendte Forbilleder. Her findes naturligvis en Havfrue, der lokker en Yngling ned i sit Dyb (»Fristelsen«), men langt fra nogen ny Fantasi over disse Vandets mytiske Beboere. Hun fremstilles blot, som sædvanligt, dansende og syngende i Maaneskin. Ogsaa det omvendte Billede gives i »Havmanden« med tit omtalt Belysning af samme Planet. Begge Skildringer staa uendelig langt under de mangfoldige Forbilleder af Goethe, Oehlenschlæger, Schack Staffeldt, Ingemann o. s. v. - - Den samme Trivialitet hersker ogsaa i de Forsøg, Forfatteren har gjort paa at tilegne sig Kæmpevisernes Tone. De bestaa, som de fleste moderne Kopier af slige Digte, blot i en Udskrivning af de mest iøjnefaldende Fraser, som: »at sidde ved breden Bord«; »fæste saa væn en Maard«; »aksle sit Skind« o. s. v., samt en rigelig Brug af Ordene: mod, kvær, drud, prud, Gammen, Lilievand, Ros, grønne Lide o. s. v.

Himeros er, som gærne hvert Bind, der bringes for Lyset af Nutidens unge Digtere, rigelig udstyret med Romancer og Ballader. Efter deres Bregreber om denne Digtart falder det ogsaa let at forfærdige slige Smaaarbejder i Dusinvis. Uden stor Vanskelighed lod en Formularbog sig affatte, med Anvisning for unge Mennesker til at skrive og ekscerpere Romancer paa egen Haand. Balladernes Slutninger have allerede faaet en temmelig fast Form. De ende som oftest med et hovedkuls Dødsfald, blegt Maaneskin,

        

132 Midnatsklokkeslag, Ugleskrig, Hundetuden og en bleg Vandringsmand. I nærværende Samling findes flere Ballader, hvis Udgange paa et Haar ligne Weyses bekendte Skildring af Signelils bedrøvelige Endeligt, saasom - - »Adolf og Clara«:

Og - Favn i Favn og Barm mod Barm - de døde,
Vildt boltred Voven sig paa deres Lig -
Fra Klostrets Taarn tolv dumpe Slag der løde,
Fælt hyled gennem Stormen Uglens Skrig.

133

RECENSION AF »EKSTREMERNE«

Idet jeg staar i Begreb med paa nogle Blade her at omtale denne nyeste Gave, som Publikum har modtaget fra den ubekendte, men ikke desto mindre berømte Forfatters Haand, forudskikker jeg en Indledning, om hvilken jeg selv tilstaar, at den lige saa godt kunde staa foran enhver anden æstetisk Recension eller Anmeldelse som foran den nærværende. Jeg gør nemlig et Par aforistiske Bemærkninger om de forskellige Maader, hvorpaa man har grebet den Sag an at anmelde Digterarbejder for Læseverdenen. - Den mest videnskabelige Fremgangsmaade var unægtelig i dette Tilfælde den at angive Novellens Hovedarter, at anvise den nærværende Fortælling sin Plads i et saadant System af Noveller og derved bane Vejen til en fuldstændig æstetisk Karakteristik deraf. Denne grundige Fremgangsmaade, som endnu ingen har brugt, uagtet flere Recensenter have anstillet højst interessante og lærerige Refleksioner over Forfatterens tidligere Arbejder, vil jeg lige saa lidet som hine give mig af med at forsøge. Foruden denne stræng videnskabelige Vej gives der forskellige Arter af Konversation, som 134 man har set de fleste æstetiske Kunstdommere betjene sig af. Saaledes er en Metode nu om Stunder meget yndet, som man passende kan give Navn af den persiflerende eller nyfranske Recension; thi den bruges mest i de parisiske Journalers Teaterartikler. Deri bruges et Digterværk som Motiv for en Strøm af Vittigheder, som ere meget underholdende for sig betragtede, uden Hensyn til det Arbejde, der ligger til Grund for dem, paa hvilket de tit, naar man ret betragter Sagen, have liden eller ingen Anvendelighed; tværtimod nydes de allerbedst, naar den omhandlede Genstand tabes aldeles af Sigte. Den med Vittigheder svangre Recensent tilfredsstiller nemlig ved et ubekvemt Middel sin egen tilfældige Trang, omtrent ligesom Gøgen, der i Rødkælkens Rede finder Plads for sit Æg; men Digteren, ved hvis Arbejde han anbringer sine forudbestemte Bemærkninger og længe gemte Vittigheder, underkastes i Almindelighed en højst uretfærdig Medfart. - Selv om jeg havde Talent til at bruge denne nyfranske Maner, vilde jeg dog afholde mig derfra, da jeg anser den for aldeles uhensigtsmæssig: den strider nemlig aldeles mod en Anmeldelses Bestemmelse, da det ved denne Fremgangsmaade fornemmelig er Anmelderen selv, der bliver anmeldt, idet han paa en forfængelig Maade stiller sig selv i Lyset for Digteren. - Vi nægte hermed ingenlunde, at der gives meget vittige Recensioner, hvori det mest lunefulde Foredrag aldeles er bragt i Harmoni med Arbejdernes Hovedformaal; men disse ere væsentlig forskellige fra hint Slags, der frembringes i det unge Frankrigs og det unge Tysklands forfængelige og smaglose Skoler. Hvor højst forskellig er

        

135 ikke den heri herskende kokette Vittighed fra den sande, urbane, maadeholdne, der findes hos Lichtenberg eller, for at vise hen til et nærmere Mønster, i flere populære Afhandlinger af J. L. Heiberg! Hos disse Forfattere gennemtrænger Vittigheden ofte, som en lige fordelt Varme, det hele Foredrag, saa at den vanskeligt kan paapeges hist eller her, og paa de Punkter, hvor den træder mere selvstændig frem, vinder Tanken dog altid Anskuelighed og Klarhed ved de stærkere Lynglimt. Den falske Vittighed derimod, som vi her ivre mod, træder ikke saaledes i Indholdets Tjeneste, men afdrager aldeles Opmærksomheden fra Genstanden, der blot bruges som et nødvendigt Underlag for Indfaldenes frivole Gøglespil. Agtelse for Sandhed, ja selv Konsekvensen i Domme over Personer og Genstande, opofres aldeles for det hensigtsløse Spil, der er sig selv mer end nok. Den nyfranske Vittighed og den, der opelskes i H. Heines Skole, som er nær beslægtet dermed, men glimrer med mere romantiske Farver, har næsten bestandig en atomistisk Karakter, og Tankernes Traad skjules næsten aldeles af Vittighedernes uægte Perler.

Ved den hyppige Brug af den Maner, at lade Vittigheden træde frem i selvstændige Partier af et Foredrag, er den Fordom bleven temmelig almindelig at det er Vittighedens Natur og Væsen at fremtræde saaledes. Der gives mange, som holde for, at Vittighed kuns viser sig som Talent til at frembringe saadanne for sig bestaaende Indfald, saa at Ordet ikke blot i daglig Tale, men endog i Skrift, for en Del har tabt sin oprindelige Betydning i Sproget. Mange have slet intet Begreb om den finere Vittighed,

        

136 som gennemtrænger et opvakt Foredrag saaledes, at den er allestedsnærværende deri. Denne Fordom er blevet fremmet derved, at man i Psykologier og Æstetikker for at oplyse Vittighedens Begreb har betjent sig af hint Slags haandgribelige Indfald som de mest iøjnefaldende Eksempler.

At det didaktiske Foredrag nu om Stunder saa tit bliver smagløst ved den overdrevne Higen efter Vittighed, der saa klart lægges for Dagen deri, har for en stor Del sin Grund i den gængse Forveksling af sand Genialitet og den Færdighed at sige eller skrive vittige Indfald. Den Tid er nu forbi, da man antog, at der udkrævedes usædvanlige Naturgaver for at kunne fremstille sine Tanker og Følelser i velklingende Vers og poetiske Billeder. Man er kommen efter, at det er muligt, ved blot Kunst og Opmærksomhed paa Poesiens mangfoldige Tilsyneladelser, paa den mest skuffende Maade at eftergøre de Former, der oprindelig skabtes af Naturdigtere; men endnu staar man i den Vildfarelse, at Vittighed er et umiskendeligt Pant paa Genialitet. Uagtet gentagne Forsikringer af Mænd, der have drevet det vidt i den Færdighed at sige Vittigheder, er det endnu kun lidet erkendt, at denne Kunst for en stor Del kan erhverves ved Flid og Øvelse. Allerede ved at læse og høre mangfoldige Vittigheder, og ved at overlade sig med ganske Sind til Nydelsen af dem eller Betragtningen af deres Natur, bliver enhver, der har nogen Aandskultur, sat i Stand til at gøre nye Vittigheder i samme Smag. Enhver, der til fulde forstaar det Spil, der ligger i en klassisk Vittighed, har deri en fast Typus, efter hvilken han kan forfærdige mange Vittigheder, der

        

137 have Analogi med Forbilledet, uden just at være Gentagelser deraf. Saaledes har man ikke sjældent set, at selv indskrænkede Hoveder, ved jævnlig Omgang med aandrige Mænd, til en vis Grad have lært dem Kunsten af og vidst mekanisk at eftergøre deres Udtryksmaade. - Man miskender ingenlunde Poesiens og den originale Vittigheds Udspring, fordi man paastaar, at dens Former kunne tilegnes, uden at dertil behøves fortrinlige Naturanlæg: tværtimod viser det jo Kraften af den Ild, der fra første Færd har været hentet fra Himlen, at den kan saa længe gaa fra Haand til Haand, uden rent at miste sin oprindelige Natur.

Naar nu den større Læseverden med det første kommer til Erkendelse af den Sandhed, at Vittigheder, lige saa vel som Poesier, lade sig forfærdige paa en fuldkommen mekanisk Maade, vil man naturligvis blive lige saa ked og led af hine Vittigheder, der ere gentagne Aftryk af visse staaende Grundformer i forskelligt Stof, som man overalt i Europa tilstaar, man er ked af de formelle Digterarbejder. De samme Læsere, der for Tiden overspringe Vers i Tidsskrifter og Døgnblade, ville med Uvilje lægge Papiret fra sig, naar de mærke Spor til det ubeskedne, paatrængende Spil med Indfald i Prosa. Ligesom man undertiden ser Udgiveren af en Morskabsbog i sin Subskriptionsplan at forsikre Publikum, at det skal slippe med et lidet Antal Digte, saaledes vil man sandsynligvis komme til at love samme Maadehold i Brug af Vittigheder. Publikum vil nemlig her gøre den Fordring gældende, at Prosaisten, uden at trætte det med alt for mange Spilopper og Omsvøb, skal holde sig til

        

138 Sagen selv og sige ligefrem, hvad han har at sige. Da vil de nyfranske Recensioners Bladguldalder ogsaa være forbi. Dermed vil heller ikke være meget tabt for Æstetikken; thi naar den glimrende Indklædning afdrages, bliver i dem ikke stort tilbage uden den idelig gentagne Fordring, at Poesien skal træde mer i Politikens Tjeneste, end den hidtil har gjort, en Tanke, som i den Betydning, hvori den hidtil er tagen, maa betragtes som en stor Vildfarelse.

De to hidtil omtalte Slags Recensioner, de systematiske og de nyfranske, have kun sjælden været forsøgte her til Lands; man har dog for det meste gaaet en tredje Vej, der ligesom den koket-vittige bevæger sig i Konversationens Region. Denne tredje Klasse indbefatter næsten alle gode danske og tyske Recensioner, og træder følgelig frem under saa mange forskellige Skikkelser, at det vanskelig kunde falde mig ind at betragte denne store Slægt for sig, ved Siden af de to andre smaa Familier, hvis det var disse Blades Formaal enten at give Recensionens tilfældige eller dens filosofisk nødvendige Historie. Da vilde det falde noget besynderligt at opstille tre Klasser af Recensioner, af hvilke den første næsten mangler Eksempler, den anden kuns efter Navnet hører til Recensionernes Tal, og den tredje næsten indbefatter alle i Litteraturen forekommende Recensioner. Det er ikke nogen videnskabelig Inddeling, her gives, men kun en temporær Sammenstilling, som sker for at gøre nogle flygtige Bemærkninger over den æstetiske Recensions nærværende Karakter, at blotte nogle svage Sider ved den og fremskynde Besvarelsen af et og andet

        

139 Problem. Saaledes opkaste vi straks det Spørgsmaal, om Recensionen er en fri Kunst i den særegne Betydning, at Mesteren kan behandle sin Forretning, som han lyster, uden at enten hans Virksomheds eller hans Objekters Natur foreskriver ham nogen bestemt Fremgangsmaade. Følgen deraf var, at tredive grundige Recensenter af eet og samme Digterværk kunde komme til at skrive tredive æstetiske Afhandlinger derom af aldeles forskelligt Indhold, uden at den enes Arbejde mindre svarede til sin Bestemmelse end den andens. Denne Lovløshed har ikke blot i Praksis, men selv i Teorien haft sine Forfægtere: saaledes har F. Schlegel et Sted gjort den Paastand, at en god Recension over Digte ifølge Sagens Natur var et nyt Digt. Om Rækken skulde betragtes som sluttet med et saadant Digt i anden Potens, der i saa Fald blev til en særegen Digteart, der ikke kunde blive Genstand for nogen Recension, eller om Rækken lod sig fortsætte i det ubestemte, har han ladet uafgjort. I sidste Tilfælde kunde Poesien aldeles opgive sin Sammenhæng med det øvrige Liv; den vilde komme til en saadan Uafhængighed og Selvstændighed, at den idelig kunde reproducere sig selv blot af sig selv og ligesom Slangen, der er Evighedens Symbol, opholde Ldvet ved at fortære sin egen Hale. En Tilnærmelse til dette Ekstrem fremstiller den tyske Poesi i de mange Romaner, Noveller og lyriske Digte, der næsten alene dreje sig om Kunsten og Kunstnernes Værker og Bestræbelser. Holder man sig til denne Yderlighed, mister den æstetiske Recension sin videnskabelige Karakter, Poesien opsluger Æstetikken. Efter en anden Teori, som heller ikke savner

        

140 Forsvarere, skulde de æstetiske Recensioner ikke have mindste Spor af Tilfældighed i sig, men halvfjerdsindstyve fuldkomne Recensioner af samme Digterværk vilde stemme lige saa fuldstændig overens med hinanden som de halvfjerdsindstyve Fortolkeres berømte Oversættelse. Recensionen er efter denne Synsmaade aldeles bestemt ved sit Begreb og ved Kunstværket, saa at Kunstneren blot har at udføre den paa den ene nødvendige Maade, paa hvilken den efter den strænge Metode kan udføres. Det gør for Læseren ikke noget til Sagen, hvo der skriver Recensionen, naar det kun er en Mand, der forstaar sit Fag: den lyder hos den ene Recensent netop som hos den anden. Naar Filosofiens System er aldeles færdigt, hvori der ikke mangler meget, da staar egentlig enhver Recension et eller andet Sted deri: Kunstdommeren har kun at opsøge det respektive Sted i Systemet og deraf at føre Recensionen ind i det Blad eller Tidsskrift, hvor den begæres. Med andre Ord: ethvert Digt udtaler en eller anden Erkendelse i en ufuldkommen Form, og den Recensent, som oversætter det rettelig i sit adækvate videnskabelige Udtryk, gør Digtet selv aldeles undværligt, idet han giver noget bedre i Stedet for det. I Følge heraf bliver Recensentens Kunst en Færdighed i at læse Digternes ufuldkomne Cifre og at transponere dem i Videnskabsmændenes fælles almengyldige Foredrag. Denne Teori er bestemtest udtalt af den tyske Professor Hinrichs, der selv til en Prøve har givet to videnskabelige Parafraser, en af Goethes Faust og en af Sophokles's Antigone. Den sidste stod alt i Forvejen i Hegels Phaenomenologie des Geistes, vel i

        

141 større Korthed, men for Resten ordlydende dermed. Efter denne anden Yderlighed opsluger Videnskaben aldeles Kunsten, men Recensionen taber ganske sit Præg af Tilfældighed.

Af det sidst fremsatte ses vel klart, hvad jeg mener ved det Spørgsmaal, paa hvis bestemte Besvarelse jeg driver, om Recensentens Virksomhed bør være ganske fri eller bunden til en ufravigelig Metode. Naturligvis maa det rette Svar holde sig mellem de to her opstillede Yderligheder. At Knuden ogsaa kunde løses eller overhugges derved, at egentlige æstetiske Recensioner som en Overflødighedsartikel forsvandt af Litteraturen og overlod deres ledige Plads dels til almindelige æstetiske Abhandlinger i strængere Betydning, dels til Anmeldelser i Ordets allerbeskedneste Betydning, tages ej her i Betragtning, da saa meget er vist, at de for Tiden anses for en Fornødenhed i alle kultiverede Stater og endnu læses med Begærlighed ved Siden af de politiske Artikler. Her meddeler jeg, som sagt, et ringe Bidrag til Problemets Løsning ved at gøre opmærksom paa den meget utvungne Fremgangsmaade, der bruges i den tredje Klasse af Kunstdomme, som jeg vil kalde den elementariske Recension. - Det er for Resten saa langt fra, at jeg ubetinget vil nedsætte den Fremgangsmaade, som i denne er brugelig, at jeg tværtimod selv agter i det følgende at betræde denne samme brede Landevej; men jeg vil først kortelig karakterisere Metoden.

Recensenten stræber at gøre sig selv rede for, hvorfor en Digtning behager eller mishager ham; og de Fordringer, som han selv medbringer, eller som i 142 det mindste under Læsningen vækkes hos ham, blive da de Lovbud, hvorpaa han støtter sine Kendelser. At slige Fordringer virkelig kunne udvikle sig hos den, der med poetisk Modtagelighed følger en Digters Fantasier og henrives til en afledet, eftergørende Produktivitet, idet han med større eller mindre Tilfredshed følger Digterens Fjed, antages her for en afgjort Sag; og det er kun ved Refleksion over disse Fordringer, at den Mangfoldighed af æstetiske Erfaringer erhverves, som er den nødvendige Forudsætning for en videnskabelig Indsigt i Kunstens Natur. Denne Fremgangsmaade er for det første rent empirisk og skal kun bane Vejen for et med filosofisk Frihed konstrueret æstetisk System, hvorved hine isolerede Fordringer komme til at ses i deres rette Betydning. Men hine Erfaringer maa under en naturldg Udvikling besiddes først og ere de højere Sansninger, hvortil det æstetiske System refererer sig, naar det skal være mer end tom Formalisme. Men selv i det Tilfælde Recensenten har sit æstetiske System færdigt, hvorpaa han under alle sine Domme beraaber sig, som paa en uafvigelig Kodeks, kunne hans Recensioner dog have den Beskaffenhed, at vi ville henregne dem til det elementariske Slags. Han har i sin Kodeks en Mangfoldighed af æstetiske Sætninger, blandt hvilke han har frit Valg, naar han motiverer sin Dom over en Digtning. Er der nogen Orden i hans Æstetik, maa der vel først findes et Afsnit deri om Kunstens almindelige Natur og Væsen, hvoraf der allerede kan hentes en hel Del Fordringer til Dommens Genstand; der maa vel ogsaa findes Bestemmelser for Poesien i Almindelighed, og endelig for de forskellige Arter og

        

143 Underarter af Poesi. Saaledes har han en vid Mark af Bestemmelser for sig, der i ethvert givet Tilfælde kunne ligge til Grund for Ros eller Dadel. Den førstnævnte Klasse Recensenter, de systematiske, holde sig til de Fordringer, der kunne gøres til den Digteart, under hvilken deres Genstand nærmest herihører, og de bevæge sig saaledes indenfor en snævrere Kres af Betragtninger. Men ikke blot disse specielle Bestemmelser gælde for Digtning; alle de foregaaende, almindeligere kunne lige saa vel anvendes derpaa. En Novel er ikke blot en Novel, den er ogsaa en episk Digtning, den kan betragtes blot som en Digtning, eller efter et endnu almindeligere Synspunkt blot som et Kunstværk. Denne Sandhed holder den elementariske Recensent sig til, og derpaa støtter han sin Ret til at gøre vilkaarlige Greb snart hist, snart her i det æstetiske System. Det samme gælder naturligvis om de Kunstdommere, der slet ikke have noget æstetisk System, hverken i Boghandelen eller i deres Pult eller i deres Hoveder. De Sætninger, der ligge til Grund for deres æstetiske Domme, for saa vidt de have Gyldighed, maa nemlig kunne tænkes som integrerende Dele af et muligt System.

Denne elementariske Fremgangsmaade bruges, som sagt, næsten af alle æstetiske Recensenter. At de førstnævnte lyriske Kunstdommere høre hertil, er aabenbart, da deres Begejstrings Udbrud, for saa vidt den ikke rent opløser sig i taagede Følelser, maa kunne føres tilbage til videnskabelige Sætninger af Æstetikken som dens egentlige Mening og Indhold. Ogsaa de omtalte hegelianske Recensioner høre til samme Slags: en Digtning betragtes i dem aldeles

        

144 vilkaarlig fra en bestemt Side, der tages nemlig Hensyn til den almindelige Sandhed, som nærmest kan udledes deraf. Hinrichs opløser f. Eks. Tragedien Antigone saaledes, at han deri kun finder en Fremstilling af den nødvendige Kollision mellem Individets Pligter mod Familien og mod Staten. Han tager slet intet Hensyn til, at Genstanden er et dramatisk Digt: den selv samme Analyse kunde have været anvendt paa en episk Behandling af det samme Stof. Dog, hvorfor skulle vi hente Eksempler saa langt fra? Af Forfatterens Noveller have vi flere Recensioner efter den samme elementariske Metode. Saaledes forudskikke i den smukke Afhandling om dem, der findes i Oehlenschlægers Prometheus, et Par Almensætninger, hvori der udtales Fordringer, som ikke blot maa gøres til ethvert Digt, men overhovedet til ethvert Kunstværk, f. Eks. at det maa have poetisk Idealitet. Hvad jeg forstaar ved den Metode i Recensioner, som jeg har kaldt den elementariske, tror jeg, ved disse Bemærkninger er blevet klart nok, og maaske det biver mer end klart nok, naar jeg til Slutning giver den korte Forklaring derover, at den bestaar deri, at Recensenten af subjektive Grunde betragter en Digtnings Forhold til visse bestemte æstetiske Fordringer uden at befatte sig med andre Hensyn, der efter Sagens Natur lige saa godt kunde have været valgte.

Jeg gentager, at jeg ingenlunde vil bryde Staven over denne Fremgangsmaade, der bruges i saa mange lærerige Afhandlinger, som i deres Art ere Mesterstykker. Lige saa lidet vil jeg indlade mig i Strid med den, der maaske vil paastaa, at denne Metode just er den eneste rette, fordi den sætter Kritikeren

        

145 i Stand til at gøre de Bemærkninger, som Tidsaanden mest giver Anledning til, eller som han selv føler størst Kald til at udtale. Men er denne Metode rigtig, da er det ogsaa bifaldsvær digt - hvad man dog hører en eller anden holde sig op over - at en æstetisk Recension aabnes med et eller andet Fragment af en virkelig eller mulig Æstetik, saa at man i en Række slige Kritikker finde en hel Del adsplittede Lemmer af et ubekendt æstetisk Korpus.

Hermed er Indledningen ude. Jeg gaar nu over til Betragtningen af den ovennævnte Novel og betjener mig med desto bedre Samvittighed af den elementariske Fremgangsmaade, da jeg selv har indrømmet Tilfældigheden af dens Retning. - Hvad der tilforn i Maanedskriftet har været sagt om disse Novellers Karakter, agter jeg ej med Vidende og Vilje her at gentage.

Det første Fortrin, Anmelderen finder ved den ovennævnte Novel, der ligesom den samme Forfatters tidligere Fortællinger i det hele taget staar langt over det meste, vor Litteratur ejer i samme Digteart, er den sande poetiske Aandsfrihed, som hersker deri, der er lige saa langt fjærnet fra egoistisk Mangel paa Medfølelse som fra den ufrie Sindsbevægelse, der kommer af, at en Digters prosaiske Interesser have for stor Indflydelse paa hans poetiske Fantasier. Vende vi først Opmærksomheden hen paa den ene af disse to modsatte Retninger, der kunne have ensidig Overvægt i et Digterliv, da burde det nu, efter de mange hidhørende Kendsgærninger, Menneskeslægten har oplevet, være en afgjort Sag, at Kunsten i Almindelighed og især Poesien kan løsrive sig saaledes fra det virkelige Livs Interesser, 146 at derved et væsentligt Moment forsvinder af dens Produkter. Poesien er en Blomst af det selskabelige Liv, og hvad et Folk og dets Individer have oplevet, afgiver i en vis Betydning Stoffet for dets højere Liv i Digtekunsten. Men, naar en rig poetisk Litteratur har udviklet sig, faar Kunsten efterhaanden mer og mer Selvstændighed, idet Hovedkilden til nye Digtninger stedse mer og mer bliver den alt eksisterende poetiske Litteratur, og den oprindelige Poesi, der med Friskhed og Originalitet gik frem af det virkelige Liv, bliver et bestandig sjældnere Fænomen. Det kan da komme dertil, at Poesien taber sin Sammenhæng med det øvrige Liv; men er denne Sammenhæng aldeles afskaaren, skal Poesien blot ernæres af Poesi, da hører den ogsaa op at være virkelig Poesi. Naar der hos et uforholdsmæssigt Antal af et Folks Individer opstaar et Hang til at føre et poetisk Tilskuerliv, da maa en poetisk Periode snart være forbi, og Malmet hentes da sikkert ikke længer fra en Afgrund, der kun er tilgængelig for Geniet. Naar det hele aandelige Liv, naar Religiøsiteten og Borgerlivet er nærved at forvandle sig til lutter poetisk Efterligning, da er Poesiens Grundlag udhulet, og der bliver intet Stof tilbage, som afgiver en værdig Genstand for Kunstnerens æteriske Reproduktion. Et saadant Punkt har man unægtelig været temmelig nær i Tyskland, hvor man for kort Tid siden ofte betragtede Kunstpoesien som den eneste Aabenbaringsform for det guddommelige Liv i Menneskeslægten, og følgelig blot beholdt Prædikatet poetisk tilbage for alt, hvad der er højt og herligt i Livet. Denne Synsmaade fandt ogsaa, som enhver tysk Forvirring, en liden 147 Efterklang i Danmark, hvor det dog allerede kom saa vidt, at en Recensent i Maanedsskriftet Athene ikke ansaa det for overflødigt at gøre den Bemærkning, at Kunsten ikke var det absolute og evige selv, men kun en af dets Aabenbaringsformer.

Beundring for den poetiske Aandsfrihed, der udmærker Goethes Digte, hans Færdighed i at holde sin prosaiske Delagtighed i Menneskelivet skjult under sin poetiske Skabelse, bragte en æstetisk Skole til med Ensidighed at udhæve dette Moment i Poesien som Hovedsagen deri. Man gjorde det omsider til en Fordring til en Digter og, i Følge den ovenomtalte Forvirring, til et fuldkommen udviklet Menneske, at han skulde være hævet over Livets praktiske Formaal, der forkastedes under Navn af Interessen for det endelige. Da det nu falder den dødelige rent umuligt at opgive al Tragten efter eget Velbefindende, blev det formentlig højeste Dannelsestrin, der anbefaledes under Navn af Ironi, i Særdeleshed sat i en Ligegyldighed for andre Menneskers Livsvilkaar, og følgelig en konsekvent Egenkærlighed. Det er saaledes en følgerigtig Udvikling af denne Livsfilosofi, naar F. Schlegel i sin Lucinde, en Bog, der ofte har været citeret som Ironiens Evangelium, lader sin Hovedperson, efter at hans Læreaar ere tilendebragte, udtale den Sentens, at den har ingen Gud, som ikke selv er sin egen Gud. Dersom Kunstneren har bragt det til en saa fuldkommen Ironi, at alt uden for ham selv og hans Kunst, eller hans Kunst og ham selv, er ham fuldkommen ligegyldigt, da er det vist ogsaa forbi med hans Kunst; den sande Digter maa først og fremmest være et sandt Menneske. En abstrakt Kunstner,

        

148 der uden for sin Kunst ikke har nogen alvorlig Vilje, ingen alvorlig Overbevisning, er ikke nogen ægte Kunstner.

Med samme Ensidighed, som man har opfattet Begrebet om poetisk Aandsfrihed, har man ogsaa jævnlig isoleret det modsatte Moment, den Sympati med menneskelige Vilkaar, som altid findes hos en fortrinlig Digter, og som han ikke kan skyde fra sig, uden at undergrave sit eget Standpunkt. - Den Sympati med Livets øvrige Interesser, som er den sande Poesis Forudsætning, behøver ej at træde saaledes frem, at man af en Digters Arbejder kan skønne hans politiske Trosbekendelse, eller at man kan udpege de Steder, hvor han virker for dette eller hint praktiske Formaal. Denne Bemærkning er vel i Grunden overflødig, men staar her kuns, fordi de, der fornægte det omhandlede Moment i Kunsten, gøre sig deres Polemik alt for let ved at tage Fordringen i denne plumpe Betydning. Den poetiske Sympati gennemtrænger som en usynlig Bestanddel alle sande Digteres Arbejder, og Realiteten af denne Beskaffenhed erkendes allerbedst i de Tilfælde, i hvilke den savnes. - En ensidig Udvikling af dette Poesiens Moment viste sig i den sentimentale Poesi, hvis Periode haves i saa frisk Minde, at man kun med et Ord behøver at bringe den i Erindring. Ironien var egentlig en naturlig Fortsættelse deraf, da Følenet, naar det behandles som en Kunst og drives til Yderlighed, er meget nær beslægtet med Hjærteløshed. En dunkel Bevidsthed om dette Naboskab er formodentlig Skyld i, at den sentimentale, der gør Profession af sin Medfølelse, mer end andre Mennesker har Modbydelighed for en Ironiker. Da

        

149 dennes Adfærd forekommer ham som en Parodi paa hans eget Væsen, bliver han oprørt ved Synet deraf, ligesom en Hest ved Synet af en Kamel.

I den nyeste Tid har den Erfaring, at der opstaar en mærkelig Tomhed i Poesien, naar den træder uselskabelig frem, eller naar Digteren er et ufuldstændigt Menneske, frembragt en Reaktion, der er lige saa vildfarende som den solitariske Poesi eller Kammerpoesien, hvorimod den er rettet. Man har nemlig villet gøre Poesien til et Organ for den politiske Opposlition, og antaget, at den for Tiden kun da svarede til sin Bestemmelse, naar den udgød sig i Sarkasmer og hadefulde Sideblik til Aristokrati og Tyranni. Saa haandgribeligt skal Sympatien med det selskabelige Liv ej træde frem i den sande Poesi. At Livets øvrige Interesser ej saaledes i deres umiddelbare prosaiske Form lade sig overføre paa Kunsten, har allerede tilstrækkelig vist sig l de stygge Fostre, der ere bragte til Verden af denne Tidsaand.

Blandt de mange Modsigelser i det unge Tysklands og det unge Frankrigs vilde Litteratur er det en højst mærkelig, at man der jævnlig gør Forsøg paa at forene de to stridige Bestanddele, en erklæret sædelig Indifferentisme og begejstret Interesse for Tidens politiske Genfødelse. Hist og her mødes endog de stridige Momenter, og den dybe Selvmodsigelse bliver udtalt" med fræk Sorgløshed. Saaledes har Heinrich Laube, en af Tysklands ultra-liberale Jøder*), etsteds aflagt den naive Tilstaaelse, at han

* 150

vilde anse det for en stor Ulykke, dersom den bedre Tingenes Orden, som han strider for, virkelig blev realiseret, da han i saa Fald intet havde at leve for. Denne indvortes Splid er ogsaa meget almindelig hos en Del franske Digtere, som paa een Gang udtalte paa den ene Side den dybeste Ringeagt for Menneskeheden og Lede til alle Livets Formaal, paa den anden Side Sværmeri for en politisk Fremadskriden, der dog efter deres Livsfilosofi kun vil føre til et nyt Intet. Imellem de her betegnede modsatte Yderligheder, Mangel paa Sympati og tung prosaisk Medidenhed, bevæger de nye danske Novellers Forfatter sig med et ægte poetisk Sind; her er en varm og inderlig Deltagelse med de heterogeneste Aandsretninger forbunden med en Aandsfrihed, der gør dem alle til Genstande for en beroligende Kontemplation. Ved denne Aandsfrihed adskille disse Noveller sig væsentlig fra en Del tidligere danske Fortællinger, med hvilke man ved et stort Fejlgreb har bragt dem i Klasse, f. Eks. fra Rahbeks og Kruses. Uden at miskende den Betydning, hine Rahbeks Ungdomsarbejder have haft for deres Tid og som nødvendige Udviklingsled i Litteraturen, kan man vel uden Betænkning paastaa, at den danske Fortælling ved dem aldeles ikke var hævet til Poesiens Region. Man har netop i dem det mest træffende Eksempel paa Digtninger, hvori den prosaiske Sympati med Livets Jammer har en Overvægt, der nedtrykker og beklemmer Sindet. Ikke heller kunne Kruses Fortællinger,

* 151

som her komme i Betragtning, nemlig de tidligere, hvori han dels har efterlignet Rahbek, dels Lafontaine, i poetisk Lethed, Klarhed og Frihed sættes ved Siden af Hverdagshistorierne. De vare for en stor Del Indklædninger for en skæv Moral, og gjorde sandsynligvis især derfor Lykke, fordi de tjente til Incitamenter for den upoetiske Medlidenhed. Hermed skal ingenlunde være nægtet, at nogle faa af dem have blivende poetisk Værdi.

De to hidtil omtalte Momenter i Poesiens Begreb, Sympatien og den poetiske Frihed, kunne staa i forskellige Forhold til hinanden, og ved den bestemte Maade, hvorpaa de i en Digtning ere forsonede med hinanden, erholder denne sin herskende Grundstemning, der med større eller mindre Sikkerhed kan være vedligeholdt deri. Denne Slags Holdning er et af de Fortrin, som vi kunne sammenfatte under Begrebet Harmoni, et Prædikat, som man gærne bruger, hvor Talen er om Fortællinger af Hverdagshistoriernes Forfatter. Der findes blandt hans Arbejder adskillige, der med Grund lade sig fremstille som Mønstre paa den ægte poetiske Harmoni i et Digterværk, som i den nyere Tid synes at blive mere og mere sjælden. - Men den uafbrudte Ligevægt mellem Aandsfrihed og Sympati er, som sagt, kun en Side af den poetiske Harmoni: hvor denne Side savnes, bevæger Digteren sig ej i en og samme Verden; hans Produkt er sammenstykket af heterogene Bestanddele, enten fordi ingen oprindelig poetisk Konception har givet ham det Forbillede, hvorefter han retter sin Udførelse, eller fordi han mangler Karakter til at vogte sig for den Afdrift, som tilfældige Stemninger kunne medføre. Den smukke 152 Harmoni, der hersker i Ekstremerne, ønsker jeg endnu at betragte fra en anden Side, men vil først forudskikke nogle Bemærkninger om Novellens Indhold, blandt hvilke Læseren dog ikke maa vente noget egentligt Udtog deraf.

Først opkaste vi os selv det Spørgsmaal: Hvorfor har Forfatteren givet sin Fortælling Titel af Ekstremerne? Der findes vistnok i den, som næsten i alle moderne Noveller, en Del stærke Modsætninger, nogle mer udvortes iøjnefaldende, som ved deres Sammenstød frembringe Fortællingens Katastrofe, andre af en mer teoretisk Art, der mest ytre sig i Personernes Konversation og stille Tanker, uden at deres praktiske Planer derved bringes i Kollision med hinanden. Men det er langt fra, at de ideelle Kontraster mindre vække Deltagelse hos Læseren end de, der frembringe de praktiske Sammenstød. Den Modsætning, der træder mest udvortes frem, er den, hvorom næsten hele Nutidens Digten og Tragten bevæger sig, den imellem de to politiske Partier, det liberale og det konservative.

Den aristokratiske Pol repræsenteres ved en gam mel Adelsmand, Grev Granhjelm, som lever i en anstændig Fattigdom. Men uagtet vi her træffe paa et af Ekstremerne, begriber enhver, som kender noget til Forfatterens fine Tegning og smagfulde Maadehold, at man her ikke nok en Gang forefinder en af hine anestolte Straamænd, der saa tit have maattet staa som Skiver for de europæiske Poeters litterære Fastelavnsleg. Poetisk Interesse have hine Karikaturer sjælden haft, og nu have de desuden tabt deres Betydning som en praktisk virksom Satire, nu, da man i det mindste her til Lands kan betragte 153 Spot over Adelens Hovmod som ubesindige Spark til en døende Løve. - Grev Granhjelm er en Aristokrat med Liv og Sjæl, men han har ved Siden af det Stivsind, hvormed han forfægter sin uhistoriske Fordom, en Del Egenskaber, som skaffe ham Læserens Deltagelse. Han er en dannet Mand, med fin Anstand og et ædelt Udvortes; hans afmægtige Strid for Aristokratiets Ruiner har et Anstrøg af Poesi og ridderligt Sværmeri. Den udvortes Stilling, Digteren giver ham, har lige saa megen historisk som poetisk Betydning. Han har nemlig af sin fordums Overflødighed kun reddet et landligt Hus og er Nabo til en rig borgerlig Familie, der bebor et Herresæde.

Den anden Yderlighed har især faaet sin Repræsentant i Grevens egen Søn, Demagogen Horatius Turbus, en Kielerstudent, som dog er en af Fortællingens Bifigurer, i hvis let henkastede Tegning Forfatteren med stærke Træk har samlet en Del af de Egenskaber, som karakterisere Nutidens unge politiske Fusentaster. Med en uskaansom Trodsighed forsvarer han sin Selvstændighed mod den adelstolte Fader og finder sig tappert i at lide Nød og Mangel paa sine Vandringer i Udlandet, for ej at svigte Troskaben mod sit politiske Banner. Han har naturligvis ikke megen Sans for Livets finere Følelser, men taler paa en halv ironisk Vis om sin Elskerinde eller, som han kalder hende, sin Donna, hvem han i en just ikke ridderlig Vrede har forladt, fordi hun som gift Kone ikke uden Forbeholdenhed vilde hengive sig til ham. Hans plumpe Kraftsprog er meget karakteristisk og behøver da heller ej at fremhæves med overdreven tykke Farver for at blive vel bemærket

        

154 midt i Fortællerens eget ædle, gratiøse Foredrag. At Demagogen er en Søn af Aristokraten, er aldeles i sin Orden: det fornuftstridige i en saadan Ensidighed bliver kun derved skjult for Subjektet, at dette, med et Slags instinktmæssig Selvbevaring, vogter sig for at drage de Konsekvenser deraf, som vilde vise Principet i sin Urimelighed; men en opvakt yngre Slægt forfølger med Ubarmhjærtighed den skæve Tankegang til sin Yderlighed og forfalder derefter let til den modsatte Yderlighed. Derfor er det ikke sjældent, at en Fritænker har en bigot Søn, og at en overtroisk Fader hos sine Børn nedlægger Spiren til Vantro.

Den Haardnakkethed, hvormed Grev Granhjelm forsvarer Betydningen af sit Adelsskjold, bringer ham i mangen ublid Berøring med en Del af den borgerlige Families Lemmer, der bekende sig til det politiske Bevægelsesparti og jævnlig indlade sig i heftige Debatter med ham. Men den største Spænding mellem Greven og hans Omgivelse frembringes derved, at en ung Læge, Rudolph Hermes, optræder som hans Datters Elsker og Bejler: ved dette Sammenstød erholder Novellen sit haandgribeligste Stof og vækker selv den mest overfladiske Læsers Forventning. Men jeg har alt sagt, at jeg ikke vil forfølge Fortællingens Traad i dens Detail; jeg bemærker blot, at dens Forvikling er slynget med saa fast og kløgtig Haand, at ingen af Forfatterens Noveller i sindrigt Anlæg staar over Ekstremerne.

Ved Konflikten mellem de her betegnede Modsætninger faar Novellen det materielle Skelet, hvilket en ung Romanlæserinde vilde mærke sig som dens egentlige Indhold. Ligesom Forfatteren her lader 155 sine Personer tumle med et af Tidens Hovedproblemer, saaledes har han ogsaa i en anden højere Sfære, som Novellen bevæger sig i, bragt Ideer paa Bane, der for Tiden ligge nær for enhver, der ikke flyder paa Overfladen af Tidens Flod. Ved at tale herom føres vi til den for lidt siden lovede Betragtning af de ideelle Modsætninger, der anskueliggøres i Digterens Personer. Man har et Par Gange set den Bemærkning, at der i Forfatterens Digtninger var lagt en ensidig Vægt paa en smuk og hyggelig Indretning af det selskabelige og huslige Samlivs Former. At han ogsaa formaar at behandle højere Genstande, ses af denne Novel, hvor Religionen og Kunsten ere saa væsentlige Momenter i den hele Digtnings Harmoni.

Vi have oplevet en Tid, da en sygelig Længsel efter et bedre Liv, der betragtedes blot som hinsidigt, gav sig selv Æren for at være Menneskets højeste Fuldkommenhed. Man antog, at den, der hengav sig til en saadan ørkesløs Higen efter en tilkommende Tilstand, alene derved opfyldte sin Bestemmelse, og gjorde vel i at foragte det jordiske Liv som en Tilstand, der var blot endelig, der hverken var fyldt med noget guddommeligt Indhold eller i Stand til at fyldes dermed. Mod denne Forvirring, som var saa langt fra at være sand Religiøsitet, at den tværtimod var en partiel Ateisme, da den fornægtede Guds Virkelighed i den nærværende Tingenes Orden, optraadte flere dygtige Mænd med en grundig og kraftig Polemik. Derimod talte f. Eks. Fichte saa djærvt, idet han saa tit lagde sine Samtidige paa Sind, at den ikke havde noget Begreb om et saligt Liv, som holdt for, at man blot behøvede

        

156 at lade sig begrave for at blive salig. Reaktionen førte med Rette til at erkende, at det nærværende Moment har sin højere Fylde, og at den, der fører en sund og dygtig Tilværelse, ser Ideen alt i dette Liv og betragter sig selv som et af Midlerne til dens Virkeliggørelse. Men Reaktionen overskred langt sin Gyldighed, idet den gik saa vidt, at Tidsalderens første Tænkere bragtes til den Gisning, som de vel sjælden rent ud vedkendte sig, men som dog for den opmærksomme Læser klart nok røber sig som en stiltiende Forudsætning i deres Systemer, den Gisning, at de menneskelige Individers Bestemmelse blot var deres Liv i den nærværende Tingenes Orden, og at ethvert Individ, der forsvandt af Sanseverdnen, een Gang for alle havde fuldendt Summen af sine virkelige Livsytringer. Denne Vildfarelse, som naar den ret forfølges i sine Konsekvenser, fører til en Verdensanskuelse, der aldrig i Længden kan hyldes af Menneskeslægten, er det ikke min Plan at bestride paa dette Sted. Her bemærker jeg kun, at de grundigste Tænkere, der først bragtes paa hin Afvej, ogsaa for en stor Del vendte først tilbage derfra. Kuns deres Eftersnakkere holde fast ved denne Tro, og den er meget udbredt i vor Tid, skønt dens Tilhængere i Følge Sagens Natur føle liden Opfordring til klart at vedkende sig deres Hypotes og sjælden bekymre sig om at gøre Proselyter. Det er derfor aldeles i sin Orden, at en ny kraftig Reaktion mod denne Ensidighed begynder at udvikle sig, og enhver, der blot kaster et Blik i de sidste Messekataloger, finder haandgribelige Beviser for, at en stor Del at vore Samtidige tænker over Realiteten af Begrebet Udødeliøhed. Næsten paa een Tid have. blandt en

        

157 hel Del andre, tre af Nutidens mest udmærkede Filosofer, C. H. Weisze, F. Göschel og den yngre Fichte, bestræbt sig for at vække hin af Videnskaben halvt fortrængte Tro til et nyt Liv.

Den paa ny opvaagnede Tro paa et Hinsidigt, en virkelig ny Erfaringsverden, der ej er tilgængelig for Væsner med den os bekendte menneskelige Organisation, denne Tro, der ikke længer behandles med Ligegyldighed, men bestrides og forsvares med saadan Iver, at Tidsaanden kendelig er vaagen ved Arbejdet, er et af de højere Problemer, der jævnlig kommer til Forhandling i Novellen. Her fremstilles to modsatte Maader at tage Sagen paa, der hyppig træffes i Livet, og hvorved et. nyt Par Ekstremer kommer til Syne, nemlig Indifferentismen, der ugærne hører Sagen omtalt, og den melankolske Tilbøjelighed til at gruble over den ubekendte Fremtid. Den sidste Retning forefinde vi hos Fortællingens Hovedperson Rudolph Hermes, der saa let ved given Lejlighed bringes til Fantasier over det ubestemte Hinsidige, at Tanken derom maa forestilles næsten idelig at beskæftige ham. Med megen Sandhed fremstilles hans urolige Stræben efter at gennembryde den skeptiske Taage, hvori han idelig famler, forladt saa vel af videnskabeligt Begreb som af umiddelbar Tro, og hans Bestræbelse for at fasthode de Lysglimt og Anelser, der af og til vise sig for ham, bliver udtrykt med poetisk Veltalenhed. - Den Maade, hvorpaa Indifferentisten, den unge Grosserer Roller, ligesom hans mange Frænder i det virkelige Liv, med Uvilje viser Spørgsmaalet fra sig som noget, man maa lade staa ved sit Værd, har ogsaa sin Interesse. Det er nemlig ved dette Slags Indifferentister ikke

        

158 blot mærkeligt, at de ikke driste sig til udtrykkelig Fornægtelse, men deres afgjorte Ulyst til at gaa nærmere ind paa Sagen viser desuden just, at den har større Realitet for dem, end de ville vedgaa. - Midt imellem disse Ekstremer fremstilles en ren kristelig Overbevisning om den oversanselige Verdens Realitet med sin hele beroligende Magt over det menneskelige Sind. Det er hos Maleren Palmer og den kvindelige Hovedperson Gabriele, at denne Tro viser sig som et Grundelement i begges Karakter.

Paa dette Sted kommer jeg igen til at tale om den poetiske Harmoni, der hersker i den hele Fortælling, og tager her dette Begreb i en dybere Betydning end ovenfor, hvor der blot tænktes paa, at dens forskellige Partier bevægede sig i samme Region, uden at denne Regions Natur toges i Betragtning. Den Harmoni, hvorom her er Tale, lader sig betragte fra mer end eet Standpunkt. Vi kunne for det første betragte den som et Udtryk af Digterens eget harmoniske Sind, da den forudsætter, at han, i det mindste i Produktionens Momenter, maa have følt sig i en forbigaaende Harmoni med det hele. Derved komme vi da paa ny tilbage til den Sætning, at den, der skal være en sand Digter, først maa være et sandt Menneske. Den, der hører til den store Hob, som aldeles ikke kan forsone sig med Verdens Gang, og som i Menneskelivet ikke ser andet end Tilfældighed, Daarskab og Slethed, og det endda uden selv ret at tro paa Slethedens Realitet; den, der føler sig i Splid med sig selv og i Splid med den hele Tilværelse, han kan umulig være nogen sand Digter. Om han endogsaa med den mest glimrende Fantasi forstaar at fremstille sit Had og sine

        

159 Lidelser, savnes dog altid i hans Poesi et saa væsentligt Moment, at han aldrig kan være nogen stor Digter. Om han endogsaa med beundringsværdig Mimik kan fremstille Livet efter sit eget Øjemaal, bliver hans Efterligning dog altid falsk og overfladisk, fordi han fremstiller alt i den gamle Anklagers løgnagtige Belysning. Der gives vel endnu en Del Digtere, der ej have hengivet sig til den Fortvivlelsens og Nihilismens Poesi, som dyrkes af de berygtede nye Skoler i Paris og i Tyskland, men der gives dog meget faa, der med et harmonisk Sind og en klar Verdensanskuelse forbinde stor genial Produktivitet. Man tager næppe fejl, naar man antager, at det meste Geni i den poetiske Verden for Tiden staar i Ødelæggelsens og Forvirringens Tjeneste. Efter Anmelderens Mening, som han for Resten ikke paatrænger nogen, er en Periode af den europæiske Poesis Historie nær ved sin Slutning. Den Periode, som man vel kan give Navn af den goethiske, lider stærkt mod sin Aften. Hvad der nu gives for Poesi, hører for det meste til een af to modsatte Klasser, dels en mat Efterklang af den forsvindende græsktyske Poesi, dels det politiske Natparti med det skurrende Vægterskrig, som endnu synes at være langt fra sit Morgenvers. Saadanne Gaver som Forfatterens Noveller og lignende Digtninger i den nærværende Tid kunne sammenlignes med de enlige friske Æbler, som hist og her vise sig paa Træerne, naar Løvfaldet er begyndt.

Man kan, som sagt, betragte den poetiske Harmoni som begrundet i Forfatterens Individualitet, man kan ogsaa henvende sin Opmærksomhed nærmest paa Digtningen selv, eller endelig betragte dens

        

160 naturlige Virkning paa Læseren, dens større eller mindre Kraft til at sætte ham i en harmonisk Sindsstemning. De to sidste Synspunkter lade sig naturligvis ej bestemt adskille. I Ekstremerne hersker en saadan poetisk Harmoni, da alle de enkelte Partier virke sammen til at frembringe den Tilfredshed, hvormed Læseren forlader Skriftets Læsning. - Den hele Begivenhed drejer sig om et mærkeligt Vendepunkt i den unge Læges Livsudvikling. Vi træffe ham først paa en Fodrejse med sin Ven Roller, i en mørk Stemning, hvori han udtaler sit Savn af noget, der ret var i Stand til at udfylde hans hele Sjæl og Sind. Paa et Hvilested træffe Vennerne sammen med Kunstneren Palmer, som ved sin poetiske Konversation bringer Hermes i en forbigaaende jovial Stemning. Her antydes den smukke Grundtone, hvori Digtet skal ende: vi se Muligheden af, at Hermes ved Sympati med sunde, klare Sjæle kan forløses fra sin mørke Dæmon. Han kommer her tilfældigvis i Besiddelse af en skitseret Tegning af et smukt Landhus, igennem hvis aabne Vindue man skimter Baghovedet af en tiltrækkende kvindelig Figur. Ved dette Billede aabnes et Prospekt til Hermes's lykkeligere Fremtid. Efter at dette smukke Forvarsel er forsvundet, indtræder atter hos den unge Mand den melankolske Stemning og den ubestemte Længsel. Hans Utilfredshed forstærkes ved de prosaiske Omgivelser, hvori han befinder sig paa den ovenomtalte Herregaard, som var hans Rejses Maal. Men da hans Mismod er størst, fører Tilfældet ham sammen med den elskværdige Gabriele, som var Originalen til den kvindelige Figur paa den omtalte Skitse; ved hvilket Møde Haabet om en tilfredsstillende

        

161 Livslykke vækkes hos ham. Her slaas atter Grundtonen an, men derpaa føres vi fra den til de stærkeste Dissonanser. Omstændighederne synes at lægge uoverstigelige Hindringer i Vejen for Hermes's Ønsker, og han bringes i et fjendtligt Forhold til sin Elskedes Fader, den gamle Greve. Herved bringes han aldeles i sin onde Dæmons Vold; han bliver sønderreven af de forskelligste Sindsbevægeiser, Hævnlyst, haabløs Kærlighed og Tvivl om det menneskelige Livs højere Betydning, hvilke Stemninger Digteren har forstaaet at skildre med tragisk Kunst. Men den gamle Malers smukke Livsfilosofi, Gabrieles Fromhed og hans Frygt for den Elskedes Liv opløse efterhaanden Disharmonien i hans Sind og gøre ham modtagelig for den kristelige Livsanskuelse. Ved Betragtningen af en Altertavle, der er den gamle Malers mest fuldendte Kunstværk, og som kommer ham for Øje under Omstændigheder, der meget maa forhøje Virkningen af den fromme Kunst deri, gaar der med eet ligesom et Lys op for ham over Kristendommens guddommelige Sandhed. Da nu ogsaa ved Skæbnens Forandringer den udvortes Lykke falder i hans Lod, efter at han er kommen til Fred med sig selv, slutter den hele Fortælling paa den mest harmoniske Maade foran Altertavlen, hvor Livets Mislyd er opløst ved Religion, Kunst og Kærlighed.

Ogsaa Skildringen af de Steder, hvorpaa den fortalte Begivenhed foregaar, harmonerer smukt med det heles Indtryk. Forfatteren har intetsteds trættet os med vidtløftige Naturskildringer, men desuagtet har han vidst i Fortællingens Løb saa uformærkt at gøre sine Læsere bekendte med Lokaliteterne, at de

        

162 blive ganske fortrolige med den bestemte Sjællandske Landegn i sin Sommerdragt, ja at de uden Cicerone selv skulde kunne finde Vej gennem dens Haver og Skove.

Men ligesom Digtningens Detail med Kunst er underordnet det heles Harmoni, have dets enkelte Partier for sig betragtede bestandig ogsaa selvstændig Interesse. At det bør være saa, er en Fordring, der ligger i Sagens Natur, og dog viser Flertallet af Læsere i den Henseende stor Overbærenhed. Man overser ikke blot, at store Bindestykker, der for sig tagne hverken sysselsætte Forstand, Fantasi eller Følelse, anbringes i Fortællinger for at skaffe dem Sammenhæng; men store kedsommelige Strækninger, for hvis Tilstedeværelse der ej engang kan anføres en saadan Undskyldning, da man uden at forvolde Savn eller Forstyrrelse rent kan udstryge dem, træffes idelig selv i meget smaa Noveller. Om Romaner ville vi slet ikke tale; thi mod dem drives Tolerancen saa vidt, at nogle overflødige Ark hist og her anses for ringe Pletter paa dem. Selv Forfattere, der med omhyggelig Selvkritik søge at undgaa Smaafejl mod Ortografi og Grammatik, bekymre sig ved en besynderlig Modsigelse lidet om at skaffe store Sanddynger af denne Natur bort af deres Blomsterbede. Man gaar ud fra den besynderlige Forudsætning, at det besjælende Princip ej behøver at gennemtrænge hver enkelt Del, naar en Digtning er af betydeligt Omfang. I den omhandlede Novel vil næppe findes noget Parti, som en rimelig Kritiker kan frakende sin Adkomst til den Plads, det indtager. Detaillet er saa fint og omhyggeligt udarbejdet, at man jævnlig træffer paa Udbrud af Følelser,

        

163 hvori hvert Ord er saa kunstmæssigt afvejet, at de, deres ubundne Stil uagtet, kunne betragtes som smaa fordringsløse lyriske Digte. Blot eet af disse Steder tillader jeg mig at hidsætte, fordi ikke blot dets poetiske Værdi, men Æmnet selv vil sikre det mange Læseres Bifald: det er den gamle Malers Ord om det »uforglemmelige Bakkehus«: »I dette Gæstfrihedens Hjem bleve Menneskene vejede efter ganske andre Regler end i den øvrige Verden. Det gik til som i Himmerige, hvor Rang og Rigdom intet gælde. Den fattige, den som Verden oversaa, men som besad noget Kunstnerværd, nogen Fortjeneste, var sikker paa her at finde et Asyl, hvorhen han kunde ty i mørke Timer og hente Trøst, vis paa at blive modtagen med et varmt Haandtryk og et mildt Ansigt af den altid ungdommelige Knud Lyne og at blive forstaaet og oplivet for mange Dage i Samtale med hans aandrige Hustru. Hvor mange forsamlede sig ikke der, af alt hvad Nationen i to Generationer har at opvise af herligt og udmærket! I denne Kres, under dette lave Tag, hvor meget er der ikke grundlagt, der siden har spiret og baaret Frugt ligesom Havens Træer og Blomster, plantede og plejede af Kammas Haand! Havde Sokrates levet, han havde besøgt dette Hus med Plato og Alkibiades. Steg Jupiter og Merkur igen ned til Jorden, de vilde besøge dette Tempel, som Baukis og Filemon dannede af en Hytte. - - Jeg hører der findes dem, som dadle Støtten, der staar i Alleen. Jeg siger: Støtten er god. Hvo der har gjort den, ved jeg ikke; men jeg ærer højlig dens Forfatter; han har følt som jeg, hvad der ligger i de faa Ord: »Her boede Knud Lyne Rahbek og hans elskelige

        

164 Hustru.« Her boede de, de bo her ikke mere. Vend om, stakkels Pilgrim! Du finder ikke mere den gamle trofaste Sanger og hans elskelige Hustru.«

Siden jeg nu en Gang har begyndt at se paa Enkeltheder, der kunne tages under særskilt Betragtning uden rent at miste deres Interesse, taler jeg endnu et Par Ord om den Rigdom af Karakterer, som optræder i Ekstremerne. Først og fremmest nævne vi da den elskværdige kvindelige Figur Gabriele, i hvis Tegning Digteren har givet et nyt Eksempel paa den Sandhed, at sand Idealitet ej udelukker Individualitet. Uagtet hun besidder Talenter og Dannelse, har hun dog bevaret en refleksionsfri Uskyldighed. Naar vi kalde hende et fint æterisk Væsen, regne vi hende derfor ingenlunde til hine abstrakt-aandelige Figurer, som Poeter have dannet efter skæve Teorier om Idealitet, og hvilke beskrives som et Slags Kanariefugle, der ikke kunne taale denne Verdens friske Luft. Hun føler sig aldeles hjemme i sin huslige Kres, hvor der ved hendes Virksomhed kommer til at herske Nethed og Orden. Med al sin Blidhed lægger hun i de vanskeligste Kollisioner en uventet Fasthed og Sikkerhed for Dagen og bringes ikke ved andres Autoritet til at handle mod sin naturlige Takt for det rigtige. - Men vi afbryde Talen om en saadan Karakter, der i Følge Sagens Natur endnu mindre kan antydes ved en Sum af abstrakte Bestemmelser end de, hos hvem det særegne har Overvægten, og af dem har Forfatteren efter sin sædvanlige Skik fremført en Del. I Ekstremerne mangler det ikke paa Figurer, hos hvem det karakteristiske træder saa stærkt frem, at man let kunde tage dem ud af deres poetiske Region

        

165 og samle de mange Smaatræk, der anføres af dem, til etiske Profiler i den theofrastiske Smag.

Den af Fortællingens Personer, der mest har interesseret Publikum, er Maleren Palmer, i hvis Tegning Forfatteren atter har vist et mimisk Talent, der ikke holder sig til Personlighedens Overflade. Palmer er en Kyniker i Ordets ædleste Betydning. Jeg mener dermed, at han har givet Afkald paa al anden udvortes Lykke, hvortil Skæbnen havde givet ham Udsigt, for at bevare sin Uafhængighed og med fuld Raadighed over sin Tid at følge sin Geniusses Tilsagn. Uagtet han er fattig, maler han kuns, naar og hvad han føler Kald til, og beskæftiger sig med andre Studier eller med selskabelig Omgang, saa længe som Lyst og Lejlighed opfordre ham dertil. Uagtet han i sin Tid har været haardt medtagen af Skæbnen, har han dog bevaret en uudtømmelig Livslyst, som grundes paa en fast religiøs Tro, et ægte poetisk Sind og en ungdommelig Kærlighed til Naturen og Menneskene. Han har den Fejl, at han engang imellem ved sjældne Lejligheder tager sig en liden Rus; men han har ogsaa selv i sin normale Tilstand saa megen Aand, at ganske faa Glas forhøje hans Livskraft over det rette Maal og bringe ham i en ekstatisk Lystighed. I et saadant Øjeblik betror han Hermes, at nogle Prydelser, hvormed han har omgivet sin adelstolte Svogers Vaaben, egentlig skal forestille Narrebjælder, som han har anbragt »til sin egen Fornøjelse og sin Samvittigheds Beroligelse.« Den Karakter, som jeg nærmest tænkte paa, da jeg nylig sagde, man kunde drage theofrastiske Silhuetter ud af denne Novel, var Enkefruen Elise. Hun har i Følge sin Families Overtalelse mod sin

        

166 Tilbøjelighed giftet sig med en gammel vranten Mand og har efter denne Mesalliance mistet al sin Ungdommelighed og Livlighed, saa at hun gaar omkring som en levende død. Uagtet hun endnu har sin glimrende Skønhed, har hendes hele Væsen dog mistet al sin Ynde, Hun anvender ingen Omhu paa sin Klædedragt, men gaar med halv nedtraadte Sko, som ved hvert andet Skridt slippe Foden. Hun ytrer ikke mer nogen Lyst til at behage; hun er ligegyldig baade ved Kunstens og Naturens Skønhed. Hun falder jævnlig i Søvn midt om Dagen og kan da træffes sovende paa en Sofa, uden Sko, med hæslige Strømper og med store Sveddraaber perlende paa sit Ansigt. Hun lader Familien vente saa længe paa sig ved Tebordet, at Maskinen oftere gaar af Kog, mens hun sidder i Ensomhed og lægger Kort op. Hun er saa magelig, at hun ikke bukker sig efter en Bog, som hun har tabt paa Gulvet, men sparker den til Side med Foden, for at den kan blive taget op ved en bekvemmere Lejlighed, o. s. v. - Ved Siden af dette Portræt kunde vi opstille den plumpe, fordringsfulde Frøken Molly, som selv bilder sig ind, at hun har en dannet Aand og et fint Væsen, hvis vi ikke nærede det Haab, at den Læser, som har Sans for det karakteristiske, af de givne Prøver havde faaet Lyst til at opsøge saadanne Skikkelser i Digtningen selv. Idet jeg staar i Begreb med at slutte denne Anmeldelse, falder det mig ind, at jeg hidtil ikke har gjort en eneste Udsættelse ved Arbejdet. Jeg har, oprigtig talt, heller ikke kunnet overbevise mig om, at det skulde være en ueftergivelig Fordring til en Anmeldelse af et fortrinligt Skrift, at den skal indeholde saa vel Dadel som Ros. Her til Lands synes

        

167 det dog at være blevet til almindelig Vedtægt, og man kan ogsaa kun under Forudsætning af en saadan formentig Forpligtelse forklare sig, hvorledes Mænd, hvis Foredrag for Resten røber sund Sans, kunne bekvemme sig til at komme frem med en Række Udsættelser, hvis Ubetydelighed og Subjektivitet afnøder Læseren et Smil. Ogsaa ser man tit, at Kritikken udpeger Smaafejl, som vanskelig kan undgaa den sløveste Læsers Opmærksomhed. En saadan Forsynlighed er nutildags meget overflødig, da Færdighed i at opdage Skyggesiden af alt og at hytte sig for utidig Beundring er meget almindelig udbredt. - Denne Gang vil jeg dog ikke indføre nogen ny Skik, men oprigtig tilstaa, at et og andet i Novellen ej ganske svarer til min Smag: f. Eks. den erotiske Tone forekommer mig et vist Strøg deraf at være noget vel blød; ogsaa synes det mig at være et Træk af Raahed, som ikke stemmer med Hermes's Karakter, naar han lader Gabriele forstaa, at hun ved at flygte med ham vil kunne skaffe ham Hævn over sin (*dolgoeO*: Gabrieles) Fader, som har tilføjet ham en Æreskrænkelse. (Den sidste Paastand er et godt Eksempel paa hine subjektive Bemærkninger, hvoraf en Recensent kan gøre saa mange, han lyster, uden at udsætte sig for at blive gendreven.)

        

168

TANKER OVER MULIGHEDEN AF BEVISER FOR MENNESKETS UDØDELIGHED

I

Den Mening, at en Regering handler rigtig, naar den tilsteder Udbredelsen af Skrifter i videnskabelig Form, selv om disse gaa ud paa en aabenbar Bestridelse af den kristelige Religions Hovedsætninger, er nylig bleven understøttet ved en mærkelig Kendsgærning. Friederich Richter fra Magdeburg har nemlig for et Par Aar siden i Breslau udgivet et Skrift, der har gjort stor Opsigt, fordi det har til Formaal at godtgøre, at den kristelige Tro paa den personlige Udødelighed er en Fordom, der nu har varet sin længste Tid. Han mener nemlig, at denne Sandhed for længst har været en afgjort Sag blandt Mænd, der staa paa et videnskabeligt Standpunkt, og at Tiden nu er kommen, da hin Overtro ogsaa hos Mængden bør forsvinde for den konsekvent fremskridende Protestantismes Lys. Hans Afhandling røber en alvorlig, varm Overbevisning. Uagtet han nærer en til Sværmeri grænsende Forvisning om, at han har faaet et højere Kald til at optræde mod en dybt rodfæstet Vildfarelse, vogter han sig dog i Almindelighed for den Kaadhed, som en saadan Mening let kunde friste 169 til, og holder sig saa temmelig inden for den videnskabelige Anstændigheds Grænser. Dette tror jeg kun en Fanatiker vil nægte ham. Et saadant Skrift maa naturligvis forekomme mangen frygtsom Tilhænger af Statsreligionen saare farligt, og han vilde maaske anse det for raadeligt, at Udbredelsen af en saadan Vranglære blev hindret ved Foranstaltninger fra Øvrighedens Side. Alligevel har Udfaldet vist, at den preussiske Regering har gjort vel i, at den ikke ved udvortes Midler har hindret fri Meningsytring om hint væsentlige Punkt i Troslæren. Richters Ytringer have nemlig fremkaldt en stor Mængde Modskrifter og have været Aarsag i, at den hemmelighedsfulde Tavshed over dette Problem, som ikke blot blandt Filosoffer, men selv blandt Teologer i lang Tid har hørt til Dagens Orden, er bleven afbrudt ved aabenhjærtige Meddelelser derom. Der vil næppe for Tiden komme nogen Dogmatik for Lyset, der, saaledes som Marheineckes og fleres, kaster et forsigtigt Slør over det hele Kapitel om Udødeligheden. I det mindste maa nu hver Filosof og Teolog være saa kraftig opfordret til uforbeholdne Meddelelser, at forblommet Ytring herefter vil blive betragtet som ligegældende med aabenbar Fornægtelse. Næppe vil man da se et saadant Særsyn gentage sig som det, at en Filosof indhyller Sagen i et saa dunkelt Skolesprog, at der selv blandt hans i Systemets Mysterier mest indviede Tilhængere skal kunne føres en litterær Strid om, hvad han egentlig har lært om et af Menneskehedens vigtigste Spørgsmaal, saaledes som Tilfældet nylig har været i den hegelske Skole. Den afdøde Muszmann, »den højtelskede, der havde ligget ved sin Mesters Bryst«, erklærede

        

170 det i en af sine sidste litterære Ytringer for en væsentlig Mangel ved Systemet, at den personlige Udødelighed var fornægtet deri; medens Göschel, der af mange betragtes som Skolens Formand, har paataget sig udførlig at bevise den modsatte Paastand.

Det gaar med Udødelighedslæren som med enhver problematisk Sætning om det usanselige eller oversanselige. Man kan umulig komme til et fast Resultat, hvis man ikke i det mindste forsøgsvis gennemfører Tesis eller Antitesis, og derved enten paa hin eller denne Side støder paa forkastelige Følgesætninger. Men hvorledes kan da Opløsningen af Menneskelivets Gaader kraftigere fremmes, end naar eet Individ føler Kald til at forfægte det ene Led af Dilemmaet og forfølge det i dets vigtigste Konsekvenser, og en anden derved bliver opfordret til at stille sig paa den modsatte Side? Og dette vil altid blive Tilfældet, da enhver ret afgørende Benægtelse eller Bekræftelse af omtvistede Sætninger bestandig ægger til Modsigelse. Derved fremkommer en Personifikation af Begrebet, hvorunder det vel ikke, som mange af Hegels Eftersnakkere sige, bevæger sig selv, men dog træder frem som det bevægende Princip i flere tænkende Subjekter, til hvilke dets forskellige Momenter ere ligesom fordelte. Denne i Sandhed levende Dialektik, i hvilken Menneskehedens Aand taler med sig selv, gentager i større og stærkere Stil den samme Virksomhed, som foretages af en alsidig enlig Tænker, der vejer de modsatte Verdensanskuelser mod hinanden. Hin Verdensdialektik, som ingen kan standse, hindres og besværes meget i sin Udvikling, naar Stemmen fra de Partier,

        

171 der stride mod Statsreligionens Hovedsætninger, ved udvortes Magt aldeles undertrykkes*) Statsreligionen taber ogsaa derved nødvendigvis meget af sin Anseelse, naar Mængden erfarer, at Indvendinger mod dens Lærdom ej tør komme for Dagens Lys. Ogsaa i en anden Henseende lider Religionens Sag ved saadanne Forholdsregler; thi den Opposition, der ikke har noget andet Element end den mundtlige Konversation, ytrer sig der med desto mere sammentrængt Kraft og desto mere tøjlesløs Ensidighed, ligesom visse Planter med større Frodighed udbrede deres Rod i Jordens mørke Skød, naar de hindres i at udskyde deres Top efter deres naturlige Drift i Lysets Regioner. Den blot mundtlige Polemik faar endogsaa paa sin Side den store Fordel, at den ej behøver at udsætte sig for nogen Kritik, som den ej skøtter om.

Jeg haaber nedenfor at lægge klart for Dagen, at det efter Sagens særegne Natur gælder mer om Udødelighedslæren end om nogen anden thetisk Sætning, at den, naar den en Gang er rokket i sin Grundvold, ikke kan komme til det Herredom i den menneskelige Bevidsthed, som tilkommer den, med mindre Negationen kommer til at udvikle sig frit i alle sine Følger, for at det kan vise sig, om Menneskeheden formaar at leve med den Verdensanskuelse,

* 172

som den fører til. Men jeg vil ikke fragaa, at jeg nærer nogen Tvivl, om den Grundanskuelse, til hvis Forsvar jeg paa disse Blade giver et middelbart Bidrag, ved nogen Anstrængelse for nærværende Tid kan komme til sin Ret. Det er meget muligt, at Negationen ej endnu har naaet det fulde Maal, som den skal naa, for at det kan blive ret øjensynligt, at det Øde, den fører med sig, ej er den Sfære, hvori den menneskelige Aand skal bevæge sig. Men det er lige meget; de, som ej kunne dele Forstyrrelsens særegne Lyst, stræbe dog at bygge sig en Ark, hvorpaa de kunne bjærge sig i Haab om bedre Tider.

II

Naar man fra et polemisk Standpunkt søger at forklare den Verdensanskuelse, som hvis Modstander man fremstaar, er det nutildags meget sædvanligt, at man, i Mangel af grundigt Begreb derom, søger en psykologisk Forklaringsgrund i sine Modstanderes moralske Karakter. Saaledes er det nu en staaende Taktik for Udødelighedslærens Angribere at forklare sig denne formentlige Overtro af en egoistisk Opholdelsesdrift, som ikke tillader Individet med ædel Selvopofrelse at finde sig i, at det som endeligt Væsen er et forbigaaende Led i Rækken af det absolutes Tilsyneladelser. Men en Retorsion af samme Vaabenart ligger da meget nær for Udødelighedslærens Forsvarere: de tilskrive nemlig Modstanderne en Bevidsthed om, at deres Individualitet som de saa redebon give Afkald paa, kun er af ringe Betydning og fattigt Indhold. Deslige pragmatiske 173 Forklaringsmaader, som søge Grunden til enhver teoretisk Antagelse blot i menneskelig Skrøbelighed, have kun ringe videnskabeligt Værd. De sande Grunde saa vel til Positionen som Negationen maa søges ved et dybere Blik i Menneskets Kulturhistorie.

Foreløbig maa det tilstaas Fornægternes Hob, at der til Grund for deres Synsmaade til alle Tider hos mange har ligget et sundt og kraftigt Liv i Momentet, om hvis Realitet de have følt sig saa forvissede, at de højst ugærne have henvendt deres Opmærksomhed paa den abstrakte Forestilling om et tilkommende, der kun ved Hjælp af subjektive Fantasier kan vinde bestemt Indhold. Men hos dygtige Mennesker finder man tit denne Uvillighed til at overlade sig til ørkesløse Fantasier forenet med en fast Overbevisning om personlig Udødelighed. Af Goethes Værker og de mangfoldige Mindeskrifter om hans Levned ser man, at han just forbandt disse to Stemninger, Tro paa Menneskets Liv efter Døden og Ulyst til at gruble meget over dets Beskaffenhed.

For at forklare Negationens Almindelighed i vor Tid maa man angive en særegen Grund dertil, foruden den almindelige Ulyst til at vende Tanken fra den bekendte Realitet til det hinsidige, der har saa faa sikre Bestemmelser. Vi forudsætte det nemlig her som en afgjort Kendsgærning, at udtrykkelig Benægtelse af Udødeligheden nutildags er mer almindelig end til nogen foregaaende Tid i de kristelige Aarhundreder. Ikke blot fra Tyskland og Frankrig, men endog fra England hører man jævnlige Beretninger derom, og flere europæiske Statistikere have heri søgt en af de væsentligste Forklaringsgrunde 174 til Nutidens talrige Selvmord*). Hvis Aabenhjærtighed ikke var noget hindret, dels ved Statsindretninger, dels ved en agtværdig Sky for at rokke ved en af »Folketroens« Grundpiller, vilde det snart vise sig, hvor faa af det ringe Tal, der har nogen selvstændig Mening, da vilde paatage sig den ældgamle Læres Forsvar. En Del af Udødelighedslærens nyeste Forsvarere have heller ikke taget i Betænkning at vedgaa, at de tilforn have næret en ganske modsat Overbevisning.

Den dybere Grund til alle disse Fænomener maa søges i Videnskabens Udviklingsgang. De to Erkendelser, den af Enheden og den af Mangfoldigheden i Tilværelsen, der i lang Tid bestod fredelig ved Siden af hinanden, uden at man havde nogen klar Bevidsthed om deres Modsætning, kom til sidst i voldsomt Sammenstød, hvilket Stød har frembragt alle Hovedforvandlinger i den nyere Tids Filosofi; thi det er egentlig en og samme Modsætning, der snart har vist sig som Strid mellem Idealisme og Realisme, snart mellem Frihedslære og Nødvendighedslære, snart mellem Rationalisme og Supranaturalisme o. s. v. Da Spinoza med kraftig Ensidighed havde gjort Enheden gældende i den nyere Tids Videnskab, fremkaldtes derved stor Forargelse, og Leibnitz, der var gennemtrængt af Overbevisning om Mangfoldighedens Realitet, opstillede derimod sin Monadelære. Men da han tillige følte det Savn af Enheden, som medførtes ved denne Hypotes, tilføjede han sin

* 175

Lære om den forudbestemte Harmoni. Denne Teori var rigtignok en udvortes Nødhjælp, et Slags mekanisk Forbindelse af Enhed og Mangfoldighed: det var kort sagt et Palliativ, som ej i Tidens Længde kunde staa sin Prøve; men allerede Leibnitz selv havde dog et klart Begreb om, hvilken væsentlig Splid i Bevidstheden han derved vilde bringe til Forlig, siden han paa Titelen af flere Værker kalder sig Opfinder af Læren om den forudbestemte Harmoni.

Udtrykket »Strid mellem Erkendelsen af Enheden og af Mangfoldigheden«, som jeg her har betjent mig af for at betegne det væsentligste Stridspunkt i den nyere Tids Filosofi, er ikke forstaaeligt for den, som slet ikke har noget historisk Bekendtskab med de Bevægelser, som her i faa Linier sammenfattes under eet Overblik. Ogsaa maa det som et alt for ubestemt Udtryk, der blot paa en abstrakt Maade omfatter en stor Mangfoldighed af Problemer, findes utilfredsstillende for den, som ved og forstaar, hvad her sigtes til. Derfor vil jeg med konkretere Benævnelser betegne det særegne Slags Enhed og Mangfoldighed, hvorom her er Tale. Her tænkes paa Modsætningen mellem en forkastelig Panteisme paa den ene Side og en kras Teisme paa den anden Side, under hvis Yderlighed man danner sig en Gud med en hedensk begrænset Personlighed, der blot staar ved Siden af andre endelige Personligheder.

Den Verdensanskuelse, som laa til Grund for Leibnitzes Monadelære, gentager sig i sine Grundtræk meget tit i Videnskabens Historie. Den har været stærkt udtalt i det nittende Aarhundrede, ja 176 selv i det sidste Decennium. For ej at opfylde disse Blade med en Overflødighed af litterære Notitser, som om det var en latinsk Disputats, vil jeg blot vise hen til Herbarts System, der i Hovedsagen, som det her gælder om, ej er forskelligt fra Leibnitzes Monadelære. I begge antages nemlig det sande reale i Tilværelsen for at bestaa i en Mangfoldighed af enkelte Væsner eller Substanser, hver med sin særegne Beskaffenhed, hvilke Væsner selv ej kunne blive Genstande for sanselig Anskuelse, men hvis Forbindelser for os antage Skinnet af en sand Tilværelse. Efter denne mekaniske Teori af Tilværelsen, i Følge hvilken intet i Sandhed bliver til eller forgaar, men alt bestaar af uforgængelige enkelte Væsener, ved hvis Forbindelser og Adskillelser mangfoldige Skikkelser fremstaa, er vistnok en Slags Udødelighed sikret disse enkelte Væsner, hvilke naturligvis ogsaa kunne træde frem som menneskelige Sjæle.

Ved en saadan Kontsruktion af Tilværelsen, ved Antagelsen af en Mangfoldighed af Substanser, som man for at være ganske konsekvent maa tillægge Evighed og saadan Selvstændighed, at der i Systemets Aand ikke kan antages noget uendeligt Væsen, tabes den Enhed, som er Fornuftens ufravigelige Fordring, aldeles af Sigte. Vil man da tilfredsstille den religiøse Bevidstheds Fordringer, levnes der ingen anden Udvej end en saadan kunstig Mekanisme som Leibnitzes forudbestemte Harmoni. Dette bliver især tydeligt ved Herbarts Fremstilling, da han paalægger sig mindre Tvang af Hensyn til den sædvanlige Religionslære, og de enkelte Substanser i hans System derfor ingenlunde udgives for Skabninger

        

177 af Gud. Efter denne Synsmaade bliver som sagt Enheden fortrængt ved den kraftige Bevidsthed om Mangfoldighedens Selvstændighed. Med jo større Følgerigtighed man gennemfører en saadan Ensidighed, desto mere bringes dens Utænkelighed til klar Bevidsthed; thi vil man fastholde den begyndte Tankegang, da kan intet Forhold tænkes mellem de for sig eksisterende Væsner: de kunne ej engang i deres Selvstændighed udelukke hverandre uden et fælles Medium, hvori de kunne udelukke hverandre. For enhver, der tænker, at de ere absolut adskilte fra hverandre, foresvæver i det samme den dunkle Tanke om en Sammenholdning, altsaa et Forhold og det modsatte af absolut Adskillelse.

I den endnu mest gangbare Form for den populære Religionslære udvikles Menneskesjælens Natur saaledes, at deri findes stærke Spor af den gamle Lære, at Sjælen er en Substans, og denne Lære har vistnok dels paa en umiddelbar, dels paa en middelbar Maade faaet Bestyrkelse ved Leibnitzes filosofiske Arbejder. Det er endnu langt fra, at Læren om Sjælen som en for sig eksisterende Ting, der er bragt ind i det menneskelige Legeme og maaske har sit Ophold paa et bestemt Sted deri, fuldkommen er fortrængt af Tidsalderen. Der gives endnu dem, der ikke finde det saa urimeligt at tænke sig den samme Sjæl indesluttet i en Organisme, der stod paa et andet Udviklingstrin, f. Eks. et Dyrs eller en Plantes. I al Fald finde de den Sætning ret antagelig, at Sjælen kan eksistere adskilt fra den legemlige Skikkelse og netop i denne Tilstand føre den reneste og fuldkomneste Tilværelse. I slige Forestillingsmaader findes en Levning af den ældgamle

        

178 metafysiske Sætning, at Sjælen er en fra Legemet forskellig Substans. I de sædvanlige Religionsbøger ophæves rigtignok denne Sætning til Dels ved Læren, at Sjælene skabes og opholdes af Gud: de betragtes følgelig efter denne Synsmaade ikke længer som evige Væsner, der bestaa ved sig selv. Men hvo der kender noget til den Tankegang, hvorved Folk uden nogen filosofisk Dannelse forvisse sig om Sjælens Udødelighed, vil have overbevist sig om, at Læren om den enkelte Substans, der ej kan opløses, endnu spøger i mange Hoveder. Det skønnes ogsaa klart af den Uvilje, hvormed de modtage adskillige Udtryk af den nyere Filosofi, f. Eks. det, at Sjælen er Legemets Form. Ved en saadan Lære forekommer det dem, at en fysisk Mulighed af Sjælens Tilintetgørelse paa en for Troen farlig Maade faar Indpas i Videnskaben. Selv en af vore berømte Videnskabsmænd erklærer (i et Brev, som findes aftrykt i Jens Møllers teologiske Bibliotek), at han har Professor Sibbern mistænkt for en hemmelig Panteisme, fordi han i dennes Psykologi ej finder Sjælen fremstillet som en Substans for sig.

Uagtet Religionslærerne aldrig rent have fornægtet enten Enheden eller Mangfoldigheden i Tilværelsen, havde dog det formentlig ortodokse Parti, især af Skræk over Spinozas stærke Panteisme, i lang Tid lagt for stor Vægt paa Individualiteten, og Tilværelsens Enhed blev derved tit paa en sørgelig Maade tabt af Sigte. Men den fortrængte Bevidsthed om Enheden i alt er med Kæmpekraft indtraadt i sine Rettigheder og truer stærkt med utilbørlig at tilbagetrænge Tanken om den endelige Mangfoldigheds,

        

179 især Personligbedernes Realitet. Læren om Sjælene som selvstændige Ting eller Substanser er forsvunden hos enhver, der blot har et lidet Anstrøg af Tidens filosofiske Kultur; men derved har ogsaa Udødelighedslæren tabt sin gamle Grundvold. Heri ligger den dybere Grund til, at ikke blot Tvivl, men udtrykkelig Fornægtelse af Læren om en personlig Udødelighed nu om Stunder breder sig mer og mer. Reaktionen mod den Splid i Bevidstheden, under hvilken man havde glemt, at Gud ikke blot omfatter, men ogsaa gennemtrænger alt, har ført til en raa, forkastelig Panteisme, med hvilken intet sandt Udødelighedsbegreb kan bestaa. Men denne krasse Panteisme er for Tiden ikke blot den mest udbredte Synsmaade blandt Filosoffer, men den er i en meget enfoldig og let fattelig Form trængt igennem til de fleste, som have nogen eksoterisk Kundskab om Filosofiens Tilstand. Den herskende Panteisme ligger nu om Stunder enhver begyndende Tænker saa nær, at man ikke har mange skolastiske Kunstord behov for at bringe den til Live hos ham, men ved nogle faa Formularer bliver den meget fatteligere for ham end den kristelige Tros Artikler. Hos vore Digtere findes undertiden i faa Linier en sammentrængt Fremstilling af denne Verdensanskuelse, som ingen ærlig Panteist vil undslaa sig for at erkende for et kort Indbegreb af sin Læres Hovedsætninger. En gammel Videnskabsmand, som havde gjort et mangeaarigt Studium af Fortidens og Nutidens filosofiske Værker, har en Gang for nogle Aar siden i mit og fleres Paahør erklæret om en saadan kompendiøs Naturfilosofi, som etsteds i Ingemanns Sorte Riddere lægges en ond

        

180 Aand i Munden, at dette egentlig var den sande Videnskabeligheds Resultater.

Den krasse Panteisme, der nu er saa vidt udbredt, har mange Teologer imod deres Villie ikke lidet fremmet ved deres aldeles modsatte bornerede Teisme, som egentlig fortjener Navn af Afguderi, thi de kunde med større Ret give deres begrænsede Gud Navn af Zeus eller Odin end af Kristendommens sande Gud. Og det er især deres blinde Skræk for Panteismen, der har bragt dem paa saadan Afvej; det er de Ortodokses egen ubevidste Rationalisme, der hindrer dem i efter Tidens Tarv at oversætte sig de gamle Ord: »Du skal ikke gøre dig noget Billede eller nogen Lignelse.« Det var værdt at vide, hvad mangen Teolog vilde svare, naar han paa sin Samvittighed blev spurgt, om han ikke vilde ønske, at de bekendte Ord: »I ham leve og ere og røres vi« slet ikke forekom i den hellige Skrift. Han kan umulig finde sig deri uden ved modificerende Omskrivninger at betage dem deres panteistiske Karakter. Ved at bestride Panteismen med haardnakket Ensidighed og gaa ud fra den Forudsætning, at den ikke indeholder andet end ren Vildfarelse, kan man hverken give Troen paa en personlig Gud eller paa Menneskets Udødelighed sin tabte Livlighed. Vil man blot bestride Panteismen og slet ikke indrømme den mindste Ret, da føres man nødvendig til et System, efter hvilket Tilværelsen smulder hen i en Sværm af hjælpeløse Atomer. Man bliver tidlig eller sildig nødsaget til at ophøre med at bruge Ordet Panteismen blot som et Øgenavn, thi det betegner en væsentlig Side af den sande Erkendelse. Panteismen er en teologisk

        

181 Forskole, der maa gennemgaas af enhver, der skal komme til en sand religiøs Indsigt. Det er alene paa Panteismens Grund, at et Tempel for den sande personlige Gud nu om Stunder kan oprejses.

Mangen fornuftig Teolog vil uden Tvivl gøre den Bemærkning, at den Side af det teologiske Begreb, som jeg her betegner med Navnet Panteisme, har sin Plads i ethvert populært Religionsforedrag, under Form af Begreberne Allestedsnærværelse, Almagt o. s. v. Det er heller ikke min Paastand, at dette Moment i nogen Religionslære, der har mindste Skin af Sandhed, rentud kan fornægtes; men jeg paastaar, at det kan være til Stede i en alt for undertrykt Tilstand; at den Tænkemaade, som udtales i en Række Sætninger, kan være grundfalsk, uden at en enkelt kan udhæves for sig som aldeles urigtig. Man kan ogsaa med god Grund give den fremførte Udsættelse den Vending, at Begreberne Almagt, Allestedsnærværelse o. s. v. i de betegnede Religionsforedrag ej fremstilles i deres rette levende Betydning. Jeg paastaar fremdeles, at de, der ensidig bestride Panteismen, frakende det modsatte Parti deres gode Ret til at betjene sig af visse Talemaader, der have lige saa velgrundet Sandhed som de ganske modsatte, der blandt ældre Teologer have Gang og Gyldighed. Det høres f. Eks. nødig af mange, at man bruger saadanne Udtryk som: at Gud er alt, at der er intet uden for Gud o. s. v. Mange høre heller de lige saa rigtige Sætninger, at Verden er uden for Gud, Gud uden for Verden o. s. v. Saadanne ensidige Almensætninger om Gud og Verden lade sig med lige Ret saa vel bekræfte som benægte; men Sandheden udtales kun

        

182 da fuldstændig, naar man baade viser Tesis og Antitesis i sin halve Sandhed. Naar man da paatager sig den panteistiske Sides Ret, strider man for den ubetingede Frihed i den religiøse Sandheds Udtalelse og gør Indsigelse imod, at en vis Kres af traditionelle Sætninger skulle betragtes som privilegerrede frem for andre, der netop have samme Gyldighed, ja endogsaa lige saa god Hjemmel i rettroende Lærdomme. Det er heller ikke Meningen, at gamle Teologer skulle vænne sig til en Talebrug, der var deres nuværende ganske modsat; Karakteren af deres Foredrag skal kun efterhaanden forandres, og det vil ske, uden at de selv blive det var. Denne sukcessive Forandring vil nødvendigvis frembringes af en Tidsaand, der er Panteismen saa overdreven gunstig. Snart ville kun enkelte udlevede eller halsstarrige Karaktermennesker blandt Teologerne staa tilbage som forstenede Mindesmærker fra en undergaaet Begrebsverden. De, hos hvem den opholdende og den fremskridende Kraft staa i den rette Ligevægt, ville mod deres Vilje ved Verdensdialektikens Magt henrives til den umærkelige Overgang, som det populære Foredrag saa meget begunstiger. Som sædvanligt i lignende Tilfælde skulle faa erkende, færre tilstaa, at de have befundet sig paa en Afvej. Enhedens sande Triumf skal ikke bestaa deri, at den falske Teisme fældes ved et afgørende Slag, men dens Skikkelse skal langsomt svinde hen ligesom Auroras Ægtemand.

Det var altsaa, for kortelig at gentage det, den Verdensanskuelse, der lægger for stor Vægt paa Endeligheden eller Mangfoldigheden, der ovenfor blev betragtet som særdeles gunstig for Udødelig,

        

183 hedslæren. I Filosofien saa vi at derved konsekvent uddannede sig en Lære om mange evige Substanser, hvorved Tilværelsens Enhed blev aldeles benægtet. I den sædvanlige Form af Religionslæren er denne Retning ikke slet saa ensidig, fordi man dog ikke plejer at tillægge noget Slags Individer absolut Substantialitet. Men desuagtet bliver Tilværelsens Enhed sjælden udtalt efter dens fulde Betydning. Man fremfører en foregiven personlig Gud, som i Grunden tillige er et endeligt Væsen, hvis Realitet indskrænkes ved den Realitet, han sætter uden for sig, saa at der fragaar ham selv saa megen Realitet, som han tillægger sine Skabninger. Men den Filosofi, der saa ensidig gik ud paa at hævde Individernes Selvstændighed, at Tanken om en alt indbegribende Gud blev sat i Skygge, har nu overlevet sig selv og givet Plads for en modsat Ensidighed. En af de nærmeste Følger deraf er, at Læren om Sjælenes mekaniske Forbindelse med Legemet og Evne til at eksistere for sig er saa godt som udryddet af Tidsalderens spekulative Filosofi. Selv uden for Filosofien er den næsten rent forsvunden hos den yngre Slægt, for saa vidt som den blot besidder nogen videnskabelig Dannelse. Den gamle Tankebygning, hvori Læren om Sjælens Udødelighed havde sin faste Plads, er saaledes styrtet sammen, og ved Forkastelsen af dens Hovedsætninger, med hvilke man har indbildt sig at Udødelighedslæren maatte staa og falde, har denne Lære selv i manges Øjne tabt sin Gyldighed. Heri findes den væsentligste Grund til de vidt udbredte Tvivl om Menneskets Udødelighed: det gamle System, hvormed dette Begreb var bragt i Harmoni, er gaaet til Grunde, og det

        

184 nye System er ikke saa fuldstændig udført, at det deri har fundet sin rette Begrundelse. Endogsaa de, der med fuldkommen Overbevisning om, at alt er eet, bevare deres Udødelighedstro urokket, bruge med en Slags Usikkerhed de gamle Formularer. De finde f. Eks. af flere Grunde Betænkelighed ved at bruge Udtrykket: Sjælens Udødelighed; men uagtet deres mangfoldige Forsøg paa at bringe nye Betegnelser i Gang, f. Eks. Personlighedens Ide, den individuelle Vedvaren o. s. v., har hidtil ikke noget Udtryk kunnet opnaa det gamles almindelige Gyldighed, og derved, at nogle paa ny ere vendte tilbage til den gamle Talebrug, er Tingenes Forvir ring kun bleven forøget.

Fordi Udødelighedstroen har mistet sin gamle Rod, har den ogsaa mistet sin Kraft til at frembringe den levende Veltalenhed, som fødes af aandig Anskuelse og tiltaler Sindet. Saa længe som Overbevisningen om en oversanselig Sandhed tilvejebringes ved en harmonisk Forening af Tænkning og Anskuelse, er den en uudtømmelig Kilde til friske Vendinger i Talen, til et levende Ord, som er dens Affødning og en væsentlig Form for dens Liv og Tilværelse. Naar denne Skabelse hører op, har den Overbevisning, der satte den i Bevægelse, upaatvivlelig tabt sin Grundighed. Nu om Stunder er ogsaa denne Form for Udødelighedslærens Liv, i Følge de alt udviklede Forhold, i en meget sygelig Tilstand. I gejstlige Taler hører man tit en treven og, som man fristes til at tro, halv skamfuld Opramsen af forslidte Formularer om dette Kapitel. Selv Mænd, der over andre Genstande tale med mærkelig Interesse, synes ikke uden et Slags

        

185 Forlegenhed at gentage de forbrugte Tirader om Udødeligheden. I Poesien, hvor Anskuelsen skulde have Overvægt over Begrebet, staar det endnu slettere til med den lyriske Udtalelse af Haabet om en ny Tilværelse. Der har man saa tit tumlet med de gamle Rim paa Taare - Baare, ses igen - Himmelen, sit Ligvers netop ved deres Trivialitet skaffe Publikum en kær Underholdning. Naar man een eller to Gange i Decenniet læser et hjærteligt Digt i Anledning af et Dødsfald, da savner man gærne al Berøring af Udødelighedshaabet eller træffer et mat Vers deri, som ligner et ufrivilligt Offer paa Anstændighedens Alter*).

Det vil næppe lykkes ret mange for Tiden at gengive de af Vedtægt hjemlede Talemaader om det hinsidige hele deres fordums Livlighed; thi den Verdensanskuelse, som var det Element, hvori de hørte hjemme, har for Tiden tabt sin Betydning. Men der vil komme den Tid, da fuld Overbevisning vil genfødes paa en anden Vej, og da vil den foryngede Anskuelse atter blive frugtbar paa livfulde, gribende Former i Digt og Tale. Men Tidens Gud vender sig langsomt, og i den Mellemtid, da hans gamle Ansigt er bortvendt, og det andet endnu ikke ret er kommet frem, hersker der nødvendigvis et Tusmørke. Under saadanne Katastrofer er den gamle Form for Erkendelsen betydningsløs, og den, der skal afløse den, er endnu ikke ret kommen til Verden,

* 186

men svæver for os som en halv usynlig Skikkelse med ubestemte Omrids.

Resultatet er da, for nu efter de forudskikkede Bemærkninger til Slutning at gentage det med større Bestemthed og Korthed, at man saa vel i den nu fortrængte Metafysik som i dens folkelige Efterklang kun dunkelt havde erkendt Enheden i alt, og idet en forandret Verdensanskuelse gør sig gældende, vakler den gamle Udødelighedstro, som mest beroede derpaa, at man antog det for en ontologisk eller fysisk Umulighed, at de for sig eksisterende Sjæle kunde forgaa. I den Tænkemaade, som afløser hin, er en modsat Ensidighed herskende, da Forvisningen om, at eet Liv rører sig i alt, er udartet til en raa Panteisme, hvorefter den endelige Personlighed næsten har tabt sin Realitet. Under denne Tænkemaade savner Udødelighedsbegrebet dels en videnskabelig Plads i det nye Begrebssystem, dels almengyldige Former, hvori dets Indhold kan blive livlig udtalt. Men dette Bevis og disse Former kan ikke fuldføres, førend saa vel Erkendelsen af Enheden som den af Mangfoldigheden kommer til sin fulde Ret, eller, for at betegne det med et indholdsrigere Udtryk, førend baade Guds og Menneskets Personlighed erkendes i sin fulde Betydning.

III

Følelsen af Udødelighedstroens almindelige Usikkerhed fremkalder den tit gentagne Fordring til Videnskaben, at den skal tilvejebringe et »strængt Bevis« for Menneskets Udødelighed; men en meget uklar Forestilling om Naturen af et saadant Bevis 187 ligger hos mange til Grund for denne Fordring. Der gives ikke faa, der synes at forudsætte, at en let overskuelig Tankegang kan blive dem meddelt udenfra, hvorved den Art af Overbevisning, som en matematisk Demonstration medfører, kan blive dem bibragt om Udødelighedens Realitet. Heri ligger for det første den besynderlige Forudsætning, at en saadan Lære kan begribes for sig, udreven af sin organiske Sammenhæng med andre Hovedsætninger i et fuldstændigt System. Fremdeles forudsættes, at et tænkende Menneske kan paa en forunderlig Maade være fremmed i sin egen Begrebsverden. En anden skulde nemlig kunne finde en uomtvistelig Antagelse deri, hvoraf Overbevisningen om Menneskets Udødelighed med stræng Nødvendighed lod sig udlede. Den Vished, som Præmisserne til den Ende skulde have, findes hos de spørgendes Flertal ej om en eneste væsentlig Sandhed; og om der endogsaa fandtes en saadan urokkelig Antagelse hos dem, vilde det være et stort Særsyn, om det var undgaaet deres egen Opmærksomhed, at Udødelighedslæren stod i en saa nødvendig Sammenhæng dermed.

Hvad en Del Mennesker, der kræve hine strænge Beviser for Udødeligheden, egentlig ønske, have de sjælden selv ret tydeliggjort sig; i Grunden begære de Fortsættelsen af den samme Tilværelse, som de have ført her paa Jorden. Hin Stræben efter Demonstrationer for Udødeligheden udspringer af en urimelig Lyst til at beholde sit daglige Livs Prosa ubeskaaret, og midt i den at erholde en sanselig-forstandig Vished om det oversanseliges Realitet. Ingen er modtagelig for Overbevisningen om en virkelig

        

188 tilværende oversanselig Verden uden den, som i forbigaaende Momenter er i Stand til at føle den sande Frihed fra alle jordiske Interesser; jeg mener hermed ikke Ironiens Frihed, men den, som netop fører til det rette Liv i Verden.

Ved at gennemtænke det forunderlige Selvbedrag, hvori mange befinde sig, der spørge om et Bevis for Menneskets Udødelighed, faar jeg Lyst til at fremkomme med en kort Fortælling, ihvorvel jeg forudser, at den efter kræsne Læseres Dom ikke kan bestaa med den omhandlede Genstands Værdighed; men jeg tror, den er skikket til at anskueliggøre den Stemning med Hensyn til Udødeligheden, som her tales om, og den skal med god Grund føre Navn af Digtning og Sandhed.

Fortælleren besøgte for nogen Tid siden en ugift Bogholder af sit Bekendtskab, som han traf i en højrøstet Samtale med en teologisk Kandidat. Straks ved Indtrædelsen modtog Bogholderen ham med følgende Ord: »Det er godt, du kommer; du skal nu dømme mellem Ferdinand og mig. Han har for et Øjeblik siden afhentet et herligt Skrift om Sjælens Udødelighed, som han bringer lige fra Bogbinderen. Nu nægter han mig rentud at laane mig det et Par Timers Tid. Er det en venskabelig Adfærd?« - Teologen svarede: »Du ved selv, Juldus! du handler meget ilde med Bøger, og jeg sætter stor Pris paa at samle mig et velkonditioneret Bibliotek.« - »Den Snak kommer du altid med, min gode Ferdinand! fordi du engang saa mig skære en Rulle hollandsk Tobak paa Bindet af en Nummerbog. Jeg husker meget godt: det var »Morderen i Fjældhulen 189 eller det blodige Genfærd«. Men i Dag lovede jeg dig jo udtrykkelig, at jeg vilde behandle Bogen pænt.« - »Jo, det skal jeg svare til. Du har jo selv sagt, du vilde læse den, mens du spiste dit Smørrebrød.« - »Deri har du Ret,« svarede Bogholderen; »men om jeg ogsaa havde sat en lille Plet paa den uskatterlige Bog, mon da Skaden havde været saa ubodelig? Jeg tænker, hele Herligheden har kostet dig henved tre Mark. Men Grunden til det Venskabsstykke, at du afslog mig Bogen, er oprigtig talt din Egenkærlighed. Det skulde aldrig have fortrudt mig, naar det ikke havde været et Skrift af denne Art, du nægtede mig. Jeg har ikke tænkt synderlig paa Sjælens Udødelighed, siden den Tid, jeg som Pog havde min Lektie derom i Campes Ledetraad og fik, som jeg endnu tydelig husker, mit Ug. *dolgoeO* derfor. Men jeg er i Grunden et religiøst Menneske; jeg erkender fuldkommen, det er Umagen værdt, at faa den Sag bragt paa det rene, og jeg har i flere Aar foresat mig en Gang ved Lejlighed at læse et eller andet godt Skrift over denne Materie. I Dag havde jeg netop gode Stunder, fordi jeg sidder og venter paa et Par gode Venner, med hvem jeg Klokken l skal køre til Bellevue for at spise friske Torsk. Hør, Julius! laan mig saa Bogen; nu har jeg en Gang sat mig i Hovedet at læse den i Dag. Jeg er saa opsat derpaa, at jeg gærne kunde falde paa at sende Bud efter den i en Boglade, skønt du selv ved, jeg ikke er af dem, der smide Penge bort.« - »Det bliver, som jeg har sagt; jeg gør det ikke.«

Deres Stemmer afløste hinanden saa hurtigt, at Fortælleren, der var opfordret til at være deres

        

190 Voldgiftsmand, ikke kunde komme til at lade sin Røst høre. Omsider fik han dog Lejlighed til at gøre den Bemærkning, at Klokken alt var blevet halv Et, og at Striden altsaa var unyttig, da Bogholderen umuligt i den Tid, der var tilbage, kunde blive færdig med Bogens Læsning. - »Hilledød,« sagde Bogholderen, »er Klokken saa mange? Og jeg har endnu ikke begyndt min Paaklædning. Jeg havde dog grumme gærne løbet den berømte Afhandling igennem. Jeg indser fuldkommen Vigtigheden af, at man en Gang imellem beskæftiger sig med Religionens Hovedsandheder. Saa længe Verden gaar en med, tænker man gærne kun lidet derpaa; men - man sige, hvad man vil - ingen kan vide sig sikker for at friste saa haarde Slag af Skæbnen, at det er godt, han med Fortrøstning kan opløfte sig ved Tanken om et Hisset. Jeg udgiver mig ikke for en stærk Aand, det vilde være mig saare kært, om nogen kunde føre mig et ret haandgribeligt Bevis for Sjælens Udødelighed. Dersom jeg nu ikke en anden Gang faar Lejlighed til at læse et grundigt Skrift derom, har jeg, rentud sagt, ikke noget ret fast at holde mig til i mørke Timer. Men hvis er da egentlig Skylden, min gode Ferdinand? A propos, siden vi nu en Gang have bragt denne Sag paa Bane, kunde du, som er Teolog, gærne i al Korthed foredrage mig de bedste Beviser for Sjælens Udødelighed, mens jeg stryger min Ragekniv og tager mit Skæg af; men kom mig ikke for nær: jeg skærer mig let.« - »Det vil falde mig meget vanskeligt,« sagde Teologen, »at meddele dig Tanker, som virkelig vare dig nye og endda kunde tydeliggøres for dig i et Øjeblik.« - »Der har vi den gamle 191 Snak, Ferdinand! Naar du vil betjene dig af et forstaaeligt Sprog, hvorfor skulde jeg da ikke fatte det lige saa godt som du? Men vi kende nok den Lavsaand, som har besat baade dig og alle dine Hrr. Kolleger med den latinske og græske Dannelse. I ville bruge eders eget Kragemaal for at beholde noget for eder selv. Men dette Kastevæsen vil næppe bestaa, naar de liberalere Begreber trænge ret igennem: nu skal Videnskaben populariseres; det kræver Tidsaanden. Du skal blot vogte dig for at bruge de Kunstord, hvorunder de Lærde skjule deres Tanker for Lægfolk, og sige mig den simple Mening deraf paa godt bredt Dansk. Men skynd dig noget; jeg er bange, vi har Vognen her paa Øjeblikket.« - Ferdinand svarede noget forlegen: »Der er dem, som beraabe sig paa en Anelse, et Slags Forudfølelse af en tilkommende højere Tilværelse.« - »Dette Punkt kan du springe forbi; jeg tror hverken paa Anelser eller paa Sympati; det er netop et strængt, uimodsigeligt Bevis, jeg forlanger af dig.« - »Desuden erindrer du vel ogsaa, at man plejer at paaberaabe sig paa det Misforhold, der ofte finder Sted mellem de godes og de slettes Livsvilkaar.« - »Ja, det er godt nok: de gode maa tit savne Løn for deres Selvopofrelse og Ædelmodighed; men hvo har egentlig lovet dem Betaling for deres Gærninger? Hvo siger mig, at Dyden skal belønnes og Lasten straffes? Du maa da heller ikke tro, du kan komme til mig med et saadant løst Ræsonnement, som en Landsbypræst kan byde sine Konfirmander.« »Man har ogsaa omtrent samme Bevis, som vi sædvanlig i Skolen kalde det moralske, i en mere videnskabelig Form af Fichte.« - »Spring Formen over og beret

        

192 mig Indholdet i det Sprog, som din Moder har lært dig; det forstaar baade du og jeg. Men der ser jeg Wienervognen. Nu har du her spildt os Tiden med at gentage gamle Sætninger af Balles Lærebog i Stedet for at føre mig et stringent Bevis. Farvel!«

Ovenstaaende Fortælling fremstiller blandt andet den Erfaring, at alle, der, uden at kende noget til Videnskabens Natur, udbede sig en Demonstration af Udødelighedslærens Realitet, ikke ret vide, hvad de begære; først, fordi Sætninger om oversanselige Ting ikke kunne demonstreres efter den i Matematikken brugelige Metode, da denne Videnskabs Læresætninger kun have Gyldighed under bestemte Forudsætninger. Dernæst fordi det undgaar deres Opmærksomhed, at et evident Bevis for en isoleret Sætning om en oversanselig Realitet ikke kan føres for den, i hvis Bevidsthed der savnes hvilken som helst Antagelse om oversanselige Ting, hvortil Beviset kunde knyttes. Det tilstrækkelige Bevis skulde da være et helt filosofisk System. Naturligvis kan en levende Udvikling af en filosofisk Anskuelse vække den samme eller endogsaa en klarere Anskuelse hos en anden. Men med den Tale, der ofte høres om Savnet af strænge Beviser, f. Eks. for Udødeligheden, menes noget ganske andet. Denne Tale føres især af dem, der kun kende den formelle Visheds Natur, og den beror paa Mangel af klar Indsigt i den Sandhed, at deres saakaldte strænge Beviser blot udtale hypotetiske Sætninger. Denne Overbevisning, som ensidig Uddannelse af Forstanden fører til at kræve, hvor den ej kan opnaas, er kun den formelle Overbevisning om, at en vis Forsætning

        

193 medfører en vis Følge. Men af Mangel paa faste Forsætninger bringes aldrig en hypotetisk Slutning til Veje, som har denne Art af Vished. Det er let at gøre dette klart ved Sætninger af Matematikken eller den sædvanlige Logik, da det ved nøjere Betragtning vil ses, at de alle sammen i Grunden er hypotetiske. Det er vist, at en Triangels Vinkler ere = 2 R.; men dermed er jo ikke sagt, at der gives nogen Triangel, og man ved kun da noget om den virkelige Tilværelse, dersom man tillige ved, at Triangler komme for deri, men dette læres jo ej i Matematikken. I Matematikken bevæger man sig egentlig i en ideal Sfære, hvori der føres strænge Beviser for blot hypotetiske Sandheder. Men naar man foredrager Læresætninger om det oversanselige, da drejer man sig ikke blot i Tanker om Forhold, der passe paa en vis Art af Genstande under Forudsætning af, at disse Genstande selv paa en anden Maade ere givne; men man udgiver sig for at vide noget om den oversanselige Realitet selv.

Sætte vi nu, at en i sin Bevidsthedskres har Antageiser om oversanselige Ting, og Antagelser, der ledsages af fuld Overbevisning, da bliver det desuagtet forunderligt, at han haaber, at en anden kan hjælpe ham til at finde det Punkt deri, hvoraf Udødelighedslæren med Evidens kan udledes. En saadan tiltror sig selv et ringe Bekendtskab med sin egen Overbevisning, da han tror, at en anden bedre end han selv kan gøre Opdagelser i hans egen Forestillingskres.

Jeg tror, at ingen, som har haft Lejlighed til at erfare, hvorledes mange af hans Samtidige tænke om den omhandlede Sag, vil paastaa, at den Vildfarelse, 194 som jeg her taler imod, er greben af Luften. Den forekommer ikke blot hos mange, som søge Bevis for Udødeligheden og se sig om efter en kyndig Mand, der i en Samtale kan give dem Besked om Sagen; men den findes ogsaa jævnlig hos Videnskabsmænd, som undertiden virkelig opfinde saadanne Beviser for Hvermand. Deres Metode er meget fattelig. De antage en Del af Religionens Hovedsætninger for afgjorte, men Læren om Udødelighed for usikker, og søge da i det forudsatte Forraad af Sætninger en eller anden, hvortil Udødeligheden kan hæftes som en uimodsigelig Følgesætning; ligesom en Mand i et Værelse ser sig om efter et Søm, hvorpaa han kan hænge sin Hat. Et træffende Eksempel paa det Slags Beviser, som jeg mener, haves i det af Moses Mendelssohn opfundne, der efter hele sin Betydning kan fremføres i et Øjeblik. »Mennesket er udødeligt; thi hvis det ikke var udødeligt, da var Gud ej almægtig, men Mennesket kunde unddrage sig fra hans Magt ved at dræbe sig selv.«

Vi sammenfatte kortelig, hvad der i det sidst foregaaende er sagt. Vi have paastaaet, at der ikke kan føres et apodiktisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Den uimodsigelige Vished, som her menes, gælder kun for hypotetiske Sandheder, som de, der udtales i Matematikken og den formelle Logik. Den formelle Vished, her tales om, kendes megel vel af simple Folk. Selv den mest udannede refererer dette Begreb til Matematikken, som ingen er aldeles ubekendt med. Deraf Forsikringer som den: »Det er saa vist, som at to og to er fire.«

Men kan der ikke ved den nys opdagede Metode i Filosofien, den spekulativ-dialektiske, føres et Bevis 195 for Menneskets Udødelighed, som kanske ikke medfører en matematisk Vished, men dog en fuldkommen Overbevisning af en anden Art? - Det er just et af de væsentligste Stridspunkter i den nyere Filosofi, som det opkastede Spørgsmaal bringer os i Berøring med. Det rette Svar paa dette Spørgsmaal kan ikke gives uden ved en tilfredsstillende Udvikling af Forholdet imellem den aprioriske og den empiriske Erkendelse. En saadan kan naturligvis umulig meddeles l denne Afhandling, men desuagtet haaber jeg ved nogle aforistiske Vink at kaste noget Lys paa Problemet. Men selv for at være i Stand hertil, maa jeg bruge den Frihed, som saa mange nu om Stunder med alt for liden Betænkelighed tage sig, den Frihed at bruge et og andet af de filosofiske Kunstord, som Sædvanen har bragt i Omløb, selv d det friere Foredrag. Det er i sig selv en mislig Fremgangsmaade, da saadanne Skoleord sjælden kunne føre til nogen tydelig Forstaaelse uden for en stræng videnskabelig Sammenhæng. Nogle Kunstord, som ikke høre til Sprogets egentlige Stamme, have dog faaet en saadan Gang og Gyldighed i det friere Foredrag, at de for de fleste dannede Læsere medføre en Slags umiddelbar Betydning, som i visse Tankeforbindelser kan være tilstrækkelig. I ethvert Tilfælde skader det ikke at anstille et Forsøg, da her kun er levnet Valget mellem enten aldeles at forbigaa det paa Bane bragte Spørgsmaal, eller at bruge en halv skolastisk Fremstilling, som mulig forekommer nogle Læsere uklar. Jeg vil da gaa saaledes frem, at jeg først med et Par Ord vil omtale Udødelighedslærens Tilstand i den spekulativ-dialektiske eller hegelske Filosofi, og derpaa med

        

196 Forbigaaelse af det udførlige Bevis, som jeg haaber at kunne meddele ved en anden Lejlighed, kortelig udvikle min Overbevisning om Forholdet imellem Erkendelsens aprioriske og aposterioriske Del i Almindelighed; thi derved bliver Spørgsmaalet om et apriorisk Bevis for Udødeligheden ogsaa besvaret.

For det første tør jeg med den fuldkomneste Vished paastaa, at der i Hegels Værker ikke findes et eneste Sted, hvor et saadant Begreb om Udødelighed forsvares, som Kristendommen lærer, og som Nutidens dybsindigste Filosoffer med saa stor Ret have søgt at gøre gældende paa ny. Hermed paastaas ej, at han udtrykkelig benægter Udødelighedslæren, hvilket falskelig foregives i flere tyske Skrifter, hvor man endogsaa tit har anført Tirader af Hegels Logik for at godtgøre denne Beskyldning. Man har nemlig fremdraget Ytringer, hvor det abstrakte hinsidige Begreb omtales som en umoden metafysisk Tanke; men det er ved en grov Misforstaaelse, at man ved dette Udtryk har tænkt paa de kristelige Forestillinger om en tilkommende højere Tilværelse. Der er lige saa lidet paa saadanne Steder Tale derom, som der overhovedet i Logikken efter hele dens Plan kan være Tale om saa konkrete Begreber som Himmel og Udødelighed. Men desuagtet er det let for enhver, som nogenlunde forstaar at læse imellem Linierne i Hegels Skrifter, at komme til fuldkommen Vished om, at denne Filosof antager Begrebet om den personlige Udødelighed for en Forestilling uden al Realitet. Altsaa kan der ikke være Tale om noget Bevis for Udødeligheden ved spekulativ Dialektik, dersom man spørger Metodens Opdager selv derom. (Til dette Punkt vender jeg igen tilbage paa et senere

        

197 Sted i denne Afhandling.) Men uagtet Hegel selv har næret saadan Overbevisning, har dog en af hans Tilhængere paataget sig at bevise paa en ren apriorisk Maade, af blot abstrakte Begreber, at Menneskets Udødelighed er uimodsigelig vis.

Inden jeg nu giver det belovede Svar paa det ovenfor opkastede Spørgsmaal om Forholdet mellem apriorisk og aposteriorisk Erkendelse, bemærker jeg først, at jeg her med Flid har brugt det gamle Udtryk a priori. Her var nemlig Valget givet mellem tre forskellige Kunstord, det fra den kritiske Filosofi mest bekendte Udtryk »en apriorisk Deduktion«, Naturfilosofiens dermed nær beslægtede Yndlingsord »en filosofisk Konstruktion« og Hegelianernes »immanente Tænkning«, et Ord, som mangen ung tysk Forfatter nu om Stunder sætter en stor Ære i at kunne bruge nogenlunde rigtig. Men jeg tager her ikke i Betænkning at bruge det gamle Udtryk: et apriorisk Bevis, som dels er det mest bekendte, dels bedst udtrykker det, jeg her ønsker at betegne dermed. Kun anmodes Læseren om at glemme den Biforestilling om Erkendelsens Subjektivitet, som for en Kender af den kritiske Filosofi let klæber ved hint Udtryk.

Kan man da (for at komme til Sagen) i Filosofien bevise noget a priori? - Ja. Filosofien har et rent apriorisk Element, det blot ontologiske. Her har den af Hegel med størst Energi gennemførte, skønt allerede før hans Tid oftere brugte, dialektiske Begrebsudvikling sin fulde Betydning. Tænkningens almindelige Bestemmelser lade sig virkelig udvikle i en saadan dialektisk Sammenhæng, at den ene Kategori fører til anden, og et apriorisk System af Bestemmelser 198 for al Tilværelse lader sig ved denne Fremgangsmaade tilvejebringe. Om endogsaa ingen hidtil given Fremstilling af denne Videnskab i alle Henseender svarer til Ideen af en apriorisk Ontologi, er der præsteret saa meget, at det maa være klart for enhver sagkyndig, at en saadan Plan lader sig realisere; thi derom kan man være temmelig overbevist, naar man alt har set, at de vigtigste aprioriske Begreber staa i et saadant Forhold til hinanden, at det ene gaar over i det andet: og dette i det mindste er paa Videnskabens nærværende Standpunkt vist med fuldkommen Klarhed. I den saakaldte spekulative Logik, hvis Ide Hegel har fattet, haves en Genoplivelse af den ved den kritiske Filosofi fortrængte Metafysik eller Ontologi; men med denne Videnskab er ogsaa Filosofiens rent aprioriske Parti tilendebragt. Dermed er et Indbegreb af almengyldige og nødvendige Bestemmelser for alt eksisterende udtalt, men ikke Nødvendigheden af den virkelig eksisterende Verden med sin uendelige Bestemthed eftervist. Den virkelig eksisterende Verden kan man kun kende ved Erfaring, og ingen Filosofi kan a priori bevise Nødvendigheden af den uudtømmelige Rigdom af Bestemmelser, hvormed den træder frem. Men Ontologien indeholder ligesom Matematikken en Sum af hypotetiske Sætninger: den giver en apriorisk Udvikling af alle de Prædikater, der maa udsiges om alt, hvad der skal kunne eksistere; men at noget virkelig eksisterer, maa erkendes paa en anden Vej. Det er kun Eksistensens ufravigelige Betingelser, ej dens hele faktiske Indhold, der af Videnskaben han udvikles a priori. Men naar man altsaa ikke af blot abstrakte Begreber kan godtgøre Nødvendigheden 199 af, at noget eksisterer, kan man naturligvis endnu mindre godtgøre Nødvendigheden af, at »disse« endelige Fornuftvæsener eksistere med Bestemmelsen Udødelighed.

Men maaske man, med en liden Modifikation af Fordringen til et ontologisk Bevis for Udødeligheden, kunde fuldkommen tilfredsstille den. Ontologien lærer mig, hvad der nødvendig følger af, at noget sættes som tilværende; thi den udfolder mig egentlig blot Begrebet Tilværelse. Men maaske jeg ved at forfølge Begrebet Tilværelse befinder, at det ej er færdigt, før jeg kommer til Begrebet endelige Fornuftvæsner, som ere udødelige; naar jeg da til denne aprioriske Erkendelse lægger min ved Erfaring givne Vished om, at noget eksisterer, har jeg jo et, vel ej rent apriorisk, men dog aldeles tilfredsstillende Bevis for, at der maa gives Mennesker eller endelige Fornuftvæsener, som ere udødelige. Mit Bevis beror altsaa dels paa den mig ved Erfaringen givne Vished om, at noget eksisterer, dels paa en Tankeudvikling, som har uimodsigelig, logisk Vished. Uagtet Overbevisningen om Udødelighedens Realitet ved denne Vending af Beviset ikke kommer til at bero paa en ren apriorisk Tankegang, hvilket er en iøjnefaldende Umulighed, er den dog fuldkommen fast og uimodsigelig.

Saaledes have vi med Føjelighed indladt os paa en Tankegang, som er den eneste, der kunde tænkes at føre til et ontologisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Men en opmærksom Læser vil let have opdaget, at der er et stort Spring i Beviset. Der er nemlig forudsat, at endelige Fornuftvæsner og Mennesker ere Begreber, der uden videre kunne sættes i 200 hinandens Sted. Hvis da Beviset skulde være aldeles tilfredsstillende, skulde jeg ad den ontologiske Vej kunne komme til et saa fuldstændig bestemt Begreb om det endelige Fornuftvæsen, at jeg med apodiktisk Vished kunde ombytte det med Begrebet Menneske; men hvo vil tro paa Muligheden af en saa lang apriorisk Tankegang? Indtil da nogen løser denne Opgave, som endnu ingen har forsøgt paa, nægte vi dristig Muligheden af at føre noget apriorisk Bevis for Menneskets Udødelighed.

IV

I det foregaaende ere Grænserne for den aprioriske Erkendelse antydede, og det er kortelig vist, at hverken et matematisk eller et ontologisk Bevis lader sig føre for Menneskets Udødelighed. Det er med Hensyn til Videnskabens mest gængse Talebrug, jeg har omtalt den Vished, som Matematikken, og den, som Ontologien medfører, som to forskellige Arter af Vished, skønt jeg selv har den Overbevisning, som jeg i det mindste ikke i den nærværende Sammenhæng ser mig i Stand til at retfærdiggøre, at man i begge Videnskaber bevæger sig i en og samme aprioriske Region. Naar begge Videnskaber træde frem i deres fuldendte Skikkelse, da maa det vistnok vise sig klart, at Matematikken er et i Detail gennemført Kapitel af Ontologi; den er nemlig en ensidig Udvikling af Kvantitetens Bestemmelser. Men hvad ovenfor er sagt om aprioriske Beviser for Menneskets Udødelighed, staar fast, hvorledes man end dømmer om den sidste Paastand.

Nu spørge vi, om der ikke kan gives noget andet 201 videnskabeligt Bevis for en Bestemmelse ved individuelle Væsners Begreb end et rent apriorisk. Vi træde her ind paa en anden Erkendelsens Mark, hvilken Ontologien gennemtrænger som et ordnende Princip, og hvori dens abstrakte Bestemmelser gentage sig under mange konkrete Skikkelser. Men her bliver Erkendelsens Fremstilling af meget mer organisk Natur, end i dens aprioriske Territorium. Her bliver det mer øjensynligt, at der gives flere mulige Anordninger af Begrebsfølgen, af hvilke hver har sine Fordele og sine Mangler. Hovedsagen er her en konkret Verdensanskuelse, for hvis Gyldighed der ikke kan føres andet Bevis end dens fuldstændige Fremstilling. Denne Verdensanskuelse maa som en Spire i Forvejen være til Stede i Tænkerens Aand, om han skal være i Stand til at fremstille et videnskabeligt System, og Systemets formelle Fuldkommenhed tjener blot til at give det større Tydelighed for Filosoffen selv og at skaffe Meddelelsen større Bestemthed. Er den Verdensanskuelse, der ligger til Grund for den hele Fremstilling, oprindelig skæv eller usand, da hjælper al Energi, Skarpsind og Flid i Udførelsen af de enkelte Dele ikke det mindste til at skaffe Systemet større Gyldighed. Den fuldkommen systematiske Udarbejdelse bringer blot Ophavsmanden til ret at forstaa sig selv og tvinger Læseren til at tænke sig Systemet netop saaledes, som Forfatteren har tænkt sig det, idet den mer og mer afskærer ham enhver Mulighed af at forfalske Systemets Verdensanskuelse ved Misforstaaelser og Tilsætninger af en anden Aand.

Enhver fuldstændig Verdensanskuelse har to Sider: den har dels sin Rod i Erfaringens Verden, dels

        

202 taber den sig i det usanselige. Men ved denne i begge sine Yderligheder ret iøjnefaldende Modsætning frembringes den store Misforstaaelse, at enhver af disse Regioner udgør et aldeles for sig værende Helt. Der gives Tænkere, som holde for, at selv den udvortes Erfaringsverden kan blive Genstand for en afsluttet Erkendelse, der ved sin afgjorte Paalidelighed har et Fortrin for Spekulationen, der efter deres Mening gaar ud paa en Drømmeverden. Denne Mening kommer af Mangel paa Eftertanke; thi en grundig Refleksion vilde vise den grovere Empiriker, at han idelig benytter sig af Begreber og Grundsætninger, som ikke kunne forklares af sanselige Fornemmelser, og som dog strække sig gennem alle hans Antagelser. Nu gives der vistnok Videnskabsmænd af en saadan intellektuel Uskyldighed (der snart kommer af Geni, snart af Dumhed), at de kunne arbejde med Held i en eller anden Videnskab, uden at forstyrres ved Refleksioner over Videnskabens usanselige Forudsætninger. Men denne Uskyldighed er blandt virksomme Hoveder meget sjælden: de fleste føle her, at de maa vogte sig for Grubien over deres egen Fremgangsmaade. Men begynde de ret at forvikle sig i Refleksioner over deres Tænknings aprioriske Forudsætninger, da gives der ingen anden Udvej for dem af den tiltagende Forvirring end at forfølge de usanselige Traade - de aprioriske Begreber - som gennemkrysse deres Forestillingskres lige til den oversanselige Region.

Den anden Side af en fuldstændig Verdensanskuelse er Indbegrebet af dens Antagelser om det oversanselige. Her er det især, man i den nyere Tid har spurgt om saadanne Antagelsers videnskabelige

        

203 Grund. Her er det, man under mange forskellige Benævnelser af Problemet har spurgt om Muligheden af et vejledende Princip og en Metode, hvorved man kunde forvisse sig om en transcendent eller transcendental Erkendelses Realitet. Hvorledes Individet nu om Stunder er kommen til sine bestemte Antagelser om det oversanselige, kan ej være noget tvivlsomt Spørgsmaal; thi som aldeles enligt ved det intet om det oversanselige. Vokser det op mellem Dyr, har jo endogsaa Erfaring lært, at det ikke kommer til nogen Bevidsthed om Fornuftens Sandheder. Men i Staternes Skød bliver det delagtigt i en Tradition om det oversanselige, som endogsaa før Kristendommen har levet i ethvert udviklet Statssamfund. Blot ved sig selv, som enligt Individ, hæver ingen sig til Bevidsthed om Religionens Begreber: den, der tror, at han forkaster al Autoritet og ved sin Tænknings frie Selvvirksomhed genvinder et nyt Resultat, der er hans blot selverhvervede Ejendom, har dog, for saa vidt han paa en fremmende Maade griber ind i Slægtens Udvikling, altid haft en stor Vejledning i Traditionen, uden hvilken hans Tænkning havde forvildet sig i subjektive, frugtesløse Indfald. De fleste saakaldte Rationalister sensu strictissimo, hvis Tænkning blot er kritisk, ikke produktiv, gøre ikke andet end reducere Traditionens Sætninger til en mindre Sum, en Rest, hvorved de vilkaarlig blive staaende. Selv den absolute Fornægter, hvis aandelige Selvvirksomhed blot viser sig i Negationen af det bestaaende, vilde jo uden Traditionens Modstand aldeles ikke finde nogen Anledning til at gøre sit rene Jeg gældende. Hans Tænknings Arbejde var endt af Mangel paa Stof, og han 204 maatte højlig savne »de Fordomme«, hvis Bestridelse dog skaffede hans aandelige Liv et Slags Fylde og Bevægelse.

Den positive Selvtænkning, der videnskabelig udtaler, hvad Tiden ved om det oversanselige, vejledes, med eller uden Bevidsthed derom, af den i Samfundet levende og voksende Tradition, der idelig fornyer sin Skikkelse. Selv naar han med den frieste Selvtænkning fremstiller Erkendelsen af det oversanselige i en selvskabt Form og med fuld Overbevisning, da har dog den uafbrudt strømmende Overlevering tjent til at give hans Tænkning sin Retning. En Grunderkendelse, som han har til fælles med sin aandigt levende Samtid, og som ikke blot møder ham under Skikkelse af et Læreforedrag, men lige saa vel under den tit mere vækkende Form af skriftlige eller mundtlige Aforismer, ja selv i dristige Ytringer af hans egen Mund, som han ikke begriber hvorfra han faar, giver ham de faste Punkter, hvorefter hans Tænkning skrider frem: de tjene ham ligesom Landmaalerens brogede Stokke, der for denne betegne sammenhængende Linier.

Hvilken Kilde der til sidst maa tænkes for den religiøse Tradition, som er i en uafbrudt Vorden og Udvikling, og altsaa ikke maa forestilles som en blot historisk Overlevering, skal egentlig ikke omtales her, hvor vi tage denne Kendsgærning som given for dertil at knytte andre Betragtninger om den videnskabelige Erkendelses Natur. Dog gøre vi i Forbigaaende den Bemærkning, at det kun er en foreløbig Forklaring, naar man udgiver en saadan Traditions bestandige Vorden for en Frugt af en ubevidst Dialektik eller af Begrebets egen Selvbevægelse; 205 om man endogsaa tænker noget derved, hvilket der just ikke altid er tilstrækkelig Grund til at antage om dem, der føre dette eller lignende Udtryk i Munden. Man kan lige saa godt forklare sig de tit ubevidste Fremskridt i Erkendelsen, hvorved Tidens ideale Tradition beriges, af en højere Tiltrækning, hvorved Tænkningen ledes mod sin usynlige Pol; og derved er maaske allerede mere sagt. Udrevet af al videnskabelig Sammenhæng har et Udtryk med videnskabelig Klang slet ikke større Grundighed end et ret naturligt Billede. Sammenligne vi Tænkningens uafbrudte Nærmelse til et Maal, den ikke selv kender, med Trækfuglens Flugt til et Land, den aldrig har set, da er det intet blændende Spil med tilfældige Ligheder, man ved en saadan Tale driver, men man berører en gennemgribende Naturanalogi, der har bogstavelig Sandhed.

Vi have altsaa angivet to væsentlige Sider, der fremtræde ved enhver nogenlunde fuldstændig Verdensanskuelse; paa den ene Side den empiriske Opfattelse af Sanseverdnens Fænomener, paa den anden Side den kristelige Tradition om det oversanselige, der altid beriges og berigtiges i Tidens Løb. Det tredje til disse to Ekstremer, der for os i den nærværende Tingenes Orden har den fuldkomneste Virkelighed og giver Menneskelivet sin egentlige Fylde, er det oversanseliges Tilstedeværelse i det sanselige, naar det bliver Genstand for en Erfaring af højere Art. Men bestandig huske vi paa, at den sande Genstand for vor Erkendelse derfor ikke er indskrænket til disse Aabenbaringsformer, men har en langt rigere Virkelighed end den, vi omfatte med vore abstrakte Begreber og Forestillinger.

206

Den kristelige Tradition og den egentlige Empiri, saa vel som den højere Erfaring, hvori det oversanselige møder os paa bestemt Tid og Sted i Virkeligheden, afgive de diskrete Punkter, som maa have deres Plads i en rigtig Verdensanskuelse, og Filosoffens systematiske Fremstilling udtaler med formel Fuldkommenhed kun den Erkendelse, der først var til Stede hos ham paa en umiddelbar Maade og i en udannet Form. En Filosofi har til sidst intet andet Bevis end Evidensen af dens fuldstændig udtalte Verdensanskuelse. Hvis da den Verdensanskuelse, som ligger til Grund derfor, enten strider mod den langt mægtigere Tradition, som er hele Menneskehedens Ejendom, eller mod de ved lavere og højere Erfaring fastsatte Punkter, der nødvendig maa have deres Plads deri, da forsvinder den, saa snart som den har fuldstændig udtalt sit Ord og er tilfulde begreben. Det hjælper da ikke, at Filosoffen forsikrer, at han har ført Bevis for enhver af sine Sætninger; thi enhver Kender af Systemet mærker dog med Tiden, at den hele Cyklus af Sætninger til sidst bæres af en Verdensanskuelse, paa hvis Sandhed alle de enkelte Deles Sandhed beror.

Hidtil har ingen ført et videnskabeligt Bevis for Ugyldigheden af den kristelige Udødelighedslære; thi Opfinderen af et saadant Bevis maatte nødvendigvis bruge en af to Fremgangsmaader; enten maatte han udhæve Kendsgærninger i Erfaringsverdnen, som ikke lod sig bringe i Harmoni med Læren om Udødelighed, hvilket ingen hidtil har gjort; eller han maatte give en overbevisende Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori Udødelighedslæren var aldeles til overs. Det sidste har været jævnlig forsøgt, f. Eks. i 207 den hegelske Filosofi; men Tiden vil vise og har allerede saa temmelig vist, at den Verdensanskuelse, som fremstilles deri, lige saa vel som enhver anden, der strider mod den kristelige Traditions Hovedsætninger, vil forsvinde som en Kimære, naar den er bleven nogenlunde forstaaet af sin Samtid. Saaledes har Friederich Richter mod sin Vilje bidraget meget til Gendrivelsen deraf, ved at give fattelige Forklaringer af flere Punkter deri, der klart vise Udødelighedslærens Uoverensstemmelse med Systemets Aand. Paa denne Maade fremkommer det indirekte Bevis for Menneskets Udødelighed, der jævnlig gentager sig i Videnskabens Historie, og som bedst føres af Udødelighedslærens Modstandere. Det bestaar i en konsekvent Udvikling af en Verdensanskuelse, der aldeles udelukker hin Lære; thi det vil altid befindes, at en saadan Verdensanskuelse kun behøver med Udførlighed at udbrede sig i alle sine Følgesætninger for snart at finde sin Undergang. Men da der kan gives utallige falske Verdensanskuelser, der udelukke Udødelighedslæren, ligger det i Sagens Natur, at dette vidtløftige Bevis aldrig bliver fuldbragt.

Paa den anden Side lader der sig heller ikke føre noget andet Bevis for Udødelighedsbegrebets Realitet end den videnskabelige Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori det har Krav paa sin Plads som et Led, der ikke kan undværes i Systemet. Naar da den Sætning, at Mennesket er udødeligt, nærmest staar i Forbindelse med bestemte Sætninger i Systemet, kan derved frembringes det Skin, at der i visse Kapitler deraf forefindes Beviser for Udødeligheden, som kunne uddrages og for sig tagne tilvejebringe fyldestgørende Overbevisning. Men, nærmere beset,

        

208 henter dog Beviset al sin Styrke fra den Verdensanskuelse, som ved hele Systemet faar sin Fremstilling, og kan ikke have nogen Betydning for Modtageren, med mindre man i det væsentlige hos ham kan forudsætte samme Verdensanskuelse.

Som en almindelig udbredt Verdensanskuelse, med hvilken den rette Udødelighedslære ikke kan bestaa, have vi alt ovenfor omtalt den ensidige Panteisme, som bliver staaende ved det abstrakte Begreb om en eneste Substans, der lader sig til Syne i en uendelig Række af forgængelige Væsner. Lige saa lidet harmonerer Udødelighedstroen med den logiske Panteisme, som en Del af Hegels Efterfølgere bekende sig til. Dette paastaa vi med den største Sikkerhed, uagtet nogle af Lærens Tilhængere indbilde sig efterhaanden at kunne bringe dens kunstige Begrebsbygning i Overensstemmelse med Kristendommens Hovedsætninger. Umuligheden heraf indlyser efter min Overbevisning endog for en løselig Betragtning. Efter den logiske Panteisme kan det videnskabelige Begreb saaledes gennemtrænge den hele Tilværelse, at Viden og Væren falde aldeles sammen, uden at nogen ubegreben Rest bliver tilbage. Det antages, at det er muligt, ved en immanent eller, som vi her have foretrukket at kalde det, en apriorisk Tænkning at udtømme alle Tilværelsens Bestemmelser, saa at slet intet Residuum levnes som Genstand for blot Erfaring. Deraf følger med den rimeligste Konsekvens, som en hel Del af Systemets ærlige Bekendere uden Betænkning indrømmer, at de talløse Fornuftvæsner ikke som »disse Personer« udgøre nogen væsentlig Del af Tilværelsen, men blot ere temporære Former for Aandens med logisk Nødvendighed bestemmelige

        

209 Proces. Ethvert endeligt Fornuftvæsen bliver efter den til Grund liggende Hypotes kun et forsvindende Bølgeslag i Tænkningens Ocean, hvis Undulation er bestemt ved en ufravigelig Nødvendighed.

Under Tidsalderens Bestræbelse for at opnaa den formelle Forstaaelse af denne Filosofi kom det ikke til den sidste Prøve, som skulde vise, om nu omsider den Verdensanskuelse, som var bleven udtalt deri med en ikke tilforn kendt alsidig Bestemthed, var i Stand til at frembringe fuld Overbevisning. Nu, da Systemet har udtalt sit Ord, kan man med Sikkerhed sige, at det ikke har udholdt denne Prøve. Det strider nemlig mod væsentlige Punkter i den ældgamle Tradition, hvis Indhold er Menneskehedens sande Erkendelse af det oversanselige; thi ethvert System, der udelukker væsentlige Partier af denne Erkendelse, kan aldrig i Længden hævde sine Fordringer paa almindelig Gyldighed i Videnskaben. Ikke mene vi, at det kan finde sin sande Gendrivelse ved en Henvisning til Traditionen under en af dens umiddelbare Former, men det bliver nødvendigvis fortrængt ved Sandhedens Magt i Videnskabens Rige. Det er ikke som udvortes Autoritet, at den religiøse Tradition betvinger et mangelfuldt System, men ved Tænkefrihedens Brug og Fornuftens Kraft. Det er nemlig alene denne levende Tradition, der formaar at fylde Sindet med fornuftig Overbevisning.

Egentlig findes netop den her udtalte Synsmaade med andre Ord hos Hegel selv; men hans Filosofi har ikke den foregivne, men kun en tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Traditions Indhold. Et afgørende Bevis herpaa er dens fuldkomne Savn af en sand Udødelighedslære. Dette er nu almindelig 210 følt af hin Skoles selvstændige Tilhængere, og de søge at raade Bod paa dette Savn, med hvilket de klart indse at Systemet ikke kan opnaa det udbredte Herredømme, som de havde haabet for det. Men hvis en saadan ny Bestanddel skal optages i Hegels System, følger deraf en gennemgribende Forvandling af alle Systemets Hovedpartier, efter hvilken dets Tilhængere ikke mer kunne beholde Hegels Navn til deres Løsen, og ikke mer have noget Tilhold i dette Navns udvortes Autoritet.

Naar nu Hegels Disciple, hver Gang et Fragment af et nyt System kommer dem for Øje, møde det med den Erklæring, at det ikke er bevist, da have de for saa vidt Ret, som ingen Verdensanskuelse har været udtalt med formel Fuldstændighed uden deres store Mesters, og for saa vidt som der ikke kan føres noget andet Bevis for en Filosofis Gyldighed end dens bestemte og fuldførte Fremstilling. Men der vækkes hos ukyndige, der saa let herved tænke paa den matematiske Demonstration, en Forestilling om apodiktisk Vished, som ej er tilvejebragt ved Hegels System, og som uden for Ontologien ej kan tilvejebringes ved nogen Filosofi. - Naar da en Verdensanskuelse er bleven fuldstændig fremstillet, og saaledes det Bevis for dens Gyldighed er ført, som er det eneste mulige, da kan dette netop befindes at være et Bevis for dens Ugyldighed, fordi Overbevisningen derom muligen kan være vakt hos enhver, hos hvem den sande Verdensanskuelse findes i en umiddelbar Skikkelse; thi en saadan kommer let efter, at en urigtig Lærebygning, uagtet al sin arkitektioniske Fuldkommenhed, til sidst dog kun er en omstændelig Paastand. I Sandhed gendrevet kan da et System være

        

211 ved sig selv eller ved den Verdensanskuelse, som fremstilles deri; men unægtelig savnes den udvortes Gendrivelse, saa længe der ej i dets Sted er sat en fuldstændig og bestemt Udvikling af den sande Verdensanskuelse. - Dog et andet Spørgsmaal, som vi tro at maatte besvare benægtende, bliver det, om en formel fuldkommen Fremstilling af den sande Verdensanskuelse bør eller tør fremtræde med en saa kunstig Artikulation og en saa stor Overflødighed af synonymiske Distinktioner, som det hegelske System har gjort. Det vil sikkert allerede derved gøres umuligt, at Tidsalderen i sin stigende Utaalmodighed ej anden Gang vil følge en saa gigantisk Lærebygning med sin Opmærksomhed. Men hvad man end vil vente der skal udvikle sig af Tidens Skød, er det især af Vigtighed at fastholde den Sandhed, at en Filosofi ved sin blotte formelle Fuldkommenhed ikke vinder nogen af sin Verdensanskuelse uafhængig Vished. Er dens Verdensanskuelse skæv, da afløses den foreløbig ved en mindre videnskabelig, umiddelbar Erkendelse af Sandheden, der finder sin urolige, gærende Form i fragmentariske Fremstillinger.

Hvad der gælder om den logiske Panteisme, der med usædvanlig Kraft og Kunst er bleven udtalt i et fuldstændigt System, gælder endnu mer om den vulgære Panteisme, der har haft sin Form i mangfoldige, flygtig antydede Systemer, og nu til sidst har den i det litterære Konversationssprog. Mod den har den sande eller alsidige Verdensanskuelse end større Ret til at fremtræde i sin umiddelbare vaklende Skikkelse. Denne Panteisme er nu bleven til en herskende Fordom. Hvad Betydning den har i Videnskabens Historie, er ovenfor omtalt; men den udvortes eller psykologiske

        

212 Grund til dens nærværende Herredømme i den dannede Verden er den vidt udbredte Frygt for at lægge borneret Tænkemaade for Dagen. Fordi det virkelig er Mangel paa Evne til at holde Skridt med Tiden, der nu om Stunder gør, at somme rent savne . det panteistiske Element i deres Bevidsthed, frygter man for at bekende sig til Troen paa en personlig Gud. Men holder nemlig for, at denne Tro ikke lader sig bringe i Harmoni med nogen Slags Panteisme, og derfor kan paadrage sine Tilhængere Ringeagt*) i den videnskabelige Verden.

Ligesom altsaa Overbevisningen om Udødelighedsbegrebets Realitet altid hviler i en Verdensanskuelse, kan der heller ikke gives andet Bevis derfor end den organisk sammenhængende Fremstilling af en saadan Verdensanskuelse. Uagtet derfor Udødelighedslæren i Systemet kan fortrinsvis knyttes til visse Hovedstykker deraf, finder dog den opmærksomme Læser i alle dettes Partier Spor til Forudsætning af Dødelighed eller Udødelighed. Hvis Udødelighedsbegrebets Ugyldighed ej var forudsat i saa mangfoldige Bearbejdelser

* 213

af Filosofiens Discipliner, hvori det ej med et Ord berøres, vilde de overalt have faaet et aldeles forandret Udseende. Med andre Ord, en videnskabelig Fremstilling af Filosofiens Læresætninger bliver kun for Læseren syntetisk, for Filosoffen selv er den altid analytisk, og ethvert Hovedpunkt er forudbestemt i den Verdensanskuelse, som sukcessivt oprulles under Fremstillingen, og som i sin Totalitet er sit eget Forsvar.

V

Af adskillige hører man den Erklæring, at de sætte liden Pris paa videnskabelige Beviser for Menneskets Udødelighed, fordi deres Overbevisning derom beror paa Udsagn af den hellige Skrift, om hvis Guddommelighed de have fuldkommen Forvisning. Men dersom deres Forsikring er sand, dersom de føle virkelig Overbevisning om den kristelige Læres Sandhed, kan denne Overbevisning dog umulig være fuldkommen uafhængig af Lærens Indhold. De maa dog først paa en eller anden Maade være komne til Vished om Sandheden af Kristendommens Hovedsætninger, inden de kunne bringes til at betragte Skriftens Ord som deres Erkendelses Grund. Da nu Udødelighedslæren selv netop er en af Bibelens Grundlærdomme, hvis Gyldighed man først maa antage for at komme til fornuftig Tro paa Bibelen, kan man med bedre Grund opstille den omvendte Paastand, at fornuftig Overbevisning om Skriftens Ufejlbarhed blandt andet beror paa Overbevisning om Menneskets Udødelighed. Nu om Stunder kan dog intet Menneske, der staar paa et Dannelsestrin, der medfører Modtagelighed for fornuftig Overbevisning, 214 være saa ubekendt med Skriftens Hovedlærdomme, at det ikke ved, at Udødelighedslæren findes mellem dem. Hvis han da paa en fornuftig Vej kommer til at tro paa Skriftens Autoritet, maa denne Lære dog komme med i Betragtning, medens hans Tro paa Bibelens Tilforladelighed uddanner sig. Saaledes forholder det sig ogsaa altid i Virkeligheden: al fornuftig Overbevisning om Bibelens Guddommelighed har sin Grund i en foregaaende Forvisning om den kristelige Verdensanskuelses Sandhed. Nu er det jo endogsaa en stor Sjældenhed, at nogen dannet kommer til Bibelens Læsning, inden han er bleven bekendt med den Cyklus af religiøse Begreber, der udgør det væsentlige. Indhold af Tidens Bevidsthed om det oversanselige. Men hvilken Kombination af usædvanlige Omstændigheder man end her vil digte sig, vilde aldrig noget Individ blot af Skriften være i Stand til at udvikle sig den hele kristelige Tradition. Et Erfaringsbevis var her umuligt; thi den aldeles enlige kan aldrig komme til fornuftig Selvbevidsthed, og naar han ved Samliv med andre vækkes dertil, da faar han med det samme Bekendtskab med Selskabets fælles Forestillingskres, der er saa gennemtrængt af det kristelige Element, at dette ikke til et Eksperiment lader sig udsondre.

Paa dette Sted vil jeg forklare mig noget nærmere over Udtrykket den kristelige Tradition, som jeg paa disse Blade saa tit har betjent mig af. - Hos enhver, der i kristelige Stater kommer til aandelig Selvbevidsthed, begynder et Anlæg til en selvstændig Verdensanskuelse at udvikle sig ved udenfra kommende Anledninger. Den subjektive Selvudvikling er paa ethvert Punkt betinget ved 215 et Stof, der med eller uden Plan meddeles udenfra. Individets religiøse Bevidsthedskres - den være nu mest udfyldt med Billeder eller med Begreber - drager sin væsentlige Næring af den kristelige Tradition, som under utallige Metamorfoser bevæger sig i de kultiverede Stater. Det er den samme Tradition, der snart viser sig under Form af populære Forestillinger, snart reproduceres i filosofiske Begreber. Men hvad der skal have væsentligt Hold, maa følge Strømmen af den kristelige Tradition. Hvad der vil danne sig aldeles uden for dette fælles Medium, bygger i Luften uden Fundament, og opløser sig af sig selv som en Sum af subjektive Indfald. Ingen sindrig Kombination af subjektive Indfald kan i længere Tid friste sin falske Tilværelse uden tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Tradition. Den højeste teoretiske Aandsfrihed kan kun opnaas ved en selvstændig Reproduktion af den meddelte fælles Tradition; og deri bestaar til Dels et Individs Sundhed paa det aandelige Liv, at det er i Stand til, af den store Vrimmel af falske Forestillinger og Begreber at uddrage den rette Tradition til Næring for det aandelige Liv.

Men under hvilken Form Individet end besidder sin Erkendelse, afledes al Vished for enkelte Sætninger fra deres Sammenhæng med den Verdensanskuelse, der bærer det hele, og som i sin Totalitet medfører Overbevisning. Men den Verdensanskuelse, der medfører sand Vished, er altid den fremskridende kristelige Aands Værk, og ingen blot Opdagelse af den individuelle Selvtænkning. Dog kan den saa aldeles træde frem under Selvtænkningens Form, at Individet kan føle fuldkommen fri Selvvirksomhed

        

216 under den Tænkning, hvorved det reproducerer den fælles kristelige Tradition. Det mærker maaske ikke engang Traditionens Magt over det, men indbilder sig blot ved egen Kraft at have opdaget den fælles Sandhed, som under en ny Skikkelse fremtræder hos det. - Næppe vil nogen, der ved, hvad kristelig Aand er, miskende dens Indflydelse paa en hel Del af Schillers Arbejder, uagtet denne Digter ikke selv henførte dem til dette Udspring eller fremtraadte som en Bekender af Kristendommen. Den kristelige Tradition kan fremtræde som rationalistisk, for saa vidt som Individet er sig bevidst, at dets Verdensanskuelse, som stemmer dermed, udspringer af dets eget Indre, idet den med fuldkommen Frihed reproduceres i et videnskabeligt System. Men den er desuagtet paa en Maade supranaturalistisk, fordi det kun er i sin Overensstemmelse med den objektive Tradition, at den frie Tænkning kan komme til Vished og Tilfredsstillelse. Naturligvis har den, hos hvem den kristelige Tradition kraftig udvikler sig, dog ikke noget rigtigt Begreb om dens Natur, naar han anser sin Erkendelse for et Produkt af blot individuel Selvtænkning; men paa den anden Side giver man ikke den kristelige Aand den Ære, som tilkommer den, hvis man aldeles vil nægte det supranaturalistiske Elements Tilstedeværelse hos enhver, som ikke har saa udviklet Bevidsthed om sine Tankers Genesis, at han selv antager dem for kristelige og kan forfølge dem tilbage til deres historiske Oprindelse. Det er vanskeligt at indse, at man mindre erkender Kristendommens Verdensmagt, naar man anvender Prædikatet kristelig paa den Bevidsthed om det oversanselige, der deriveres fra den, om

        

217 den end fragaar sit Udspring, end naar man indskrænker denne Benævnelse til dem, der udtrykkelig bekende sig til et kort Symbols Formular. - Om man end tager i Betænkning at kalde Individerne Kristne, naar de ikke selv vedkende sig dette Navn, kan man dog med god Grund kalde deres Livsan; skuelse kristelig, naar dens væsentlige Karakter bedst betegnes ved dette Prædikat.

Af det, som alt er sagt, er det nu for det første klart, at her ved Ordet Tradition ej tænkes paa en uforandret Overlevering af et bestemt Antal Ord. Den overleverede Sandhed udvikles og vokser hos mangen en, der ikke selv bliver det var; thi Erkendelsen kan ej være levende uden Fremskridt og Forandring af Form. Men jeg har paa disse Blade med Flid brugt Ordet Tradition, for dermed ret stærkt at betegne det ene Moment i al Sandhedserkendelse, som tit overses, idet man udhæver det andet, nemlig det, at al sand Erkendelse træder frem som Selvtænkning. Det enlige Individs Selvtænkning er afhængig af Menneskeslægtens følles Erkendelse, saa at det aldrig ved sin blotte subjektive Aandskraft opdager Sandheden som et absolut nyt Indhold, men den frieste Selvtænkning reproducerer og udvikler hele Slægtens Arvelod. En saadan Traditions Realitet antager næsten enhver fornuftig Tænker; men indrømmes en saadan Tradition, følger deraf, at den maa have sit bestemte Indhold, og der bliver ved enhver frisk Reproduktion deraf med god Grund spurgt, om dens Indhod er gengivet med Fuldstændighed. Dernæst har jeg kaldt denne Tradition kristelig, et Prædikat, som nærmest leder Tanken til den oversanselige Side af den overleverede Verdensanskuelse.

        

218 Thi med Hensyn hertil bestrider vel næppe nogen indsigtsfuld den Kendsgærning, at Traditionen er væsentlig forandret i det kristelige Tidsrum. Hvis nu nogen frakender den kristelige Revolution i Menneskehedens Bevidsthed en saadan gennemgribende Indflydelse paa Erkendelsens hele Organisation, at Prædikatet kristelig for den hele Tradition derved kan anses for at være retfærdiggjort, kan jeg ikke her føre nogen Strid derom; jeg indskrænker mig blot til den Bemærkning, at det i ethvert Tilfælde her nærmest er Bevidstheden om det oversanselige, der kommer i Betragtning.

Efter at vi have berørt den Mening, at Udødelighedslæren bedst kan bygges paa Skriftens Udsagn, føje vi nogle Bemærkninger til om en Teori, som let kan bringes i Forbindelse dermed, nemlig den, at saavel Udødelighedslæren som enhver af Religionslærens Hovedsætninger beror paa Følelsens Vidnesbyrd. Der gives næppe nogen anden Titel, hvorunder saa mange Synsmaader samles i Flæng; men desuagtet have de mangfoldige Teorier, der gøre Følelsen til Erkendelsens Kriterium, for den fælles Benævnelses Skyld til sammen været underkastede stærk litterær Forfølgelse. Alligevel kommer ingen Overbevisning om en væsentlig Sandhed i Stand, med mindre Følelsen kan tilfredsstilles derved, og det er altid fra Følelsen, at det første Stød til Reformer i Erkendelsen udgaar. Saaledes kan der med god Grund paastaas, at Følelsen er en Magt, som altid faktisk regerer Videnskabens Historie, enten man vil indrømme den Ret dertil eller ikke. Endog den strænge Iver mod den ensidige Provokation til Følelsen har selv sit Udspring fra en Følelse.

219

For at komme til Sagen forudsætte vi som fuldkommen afgjort, at ethvert menneskeligt Individ har den Bestemmelse at udtrykke det almindelige Fornuftliv under en ejendommelig Form, eller for at udtrykke den samme Tanke med et Par andre Talemaader, at dets virkelige Liv er dets Overensstemmelse med sit Livs Ide; at det under ethvert sandt Fremskridt i sin Udvikling retter sig efter et højere Forbillede. Naar Mennesket da i et Tidsmoment befinder sig i fuldkommen Overensstemmelse med sin Ide og har en umiddelbar Bevidsthed om denne Harmoni, er denne Bevidsthed en behagelig Følelse. Denne Sætning gælder for alle Menneskelivets Former, de lavere saa vel som de højere; følgelig maa den Fremskriden i Sandheds Erkendelse, som er alle Fornuftvæsners Bestemmelse, nødvendig medføre den behagelige Følelse af Individets Harmoni med Ideen.

Men lige saa vist som det er, at den forskende Tænknings Vendinger, naar den gaar ud paa en fuldstændig Verdensanskuelse, altid bestemmes af Følelsen, saa lidet fremmer det Sandheds Erkendelse, om ethvert Individ vil indskrænke sig til sin Subjektivitet og gøre den lydelig gældende midt i Videnskabens Rige. Det kommer da an paa, hvis Følelse til sidst er den ren menneskelige; thi kun den, der kan godtgøre, at han er den fuldkommen restituerede Adam, kan forlange, at andre skulle lade deres Tænkning styres efter hans ejendommelige Følelses Kompas. Indtil den Tid kan han ikke gøre andet end enten indslutte sig i sin monadiske Selvtilfredshed, hvortil han har en ubestridelig Ret, eller bestræbe sig for at sætte en Begrebsudvikling i Stedet for en anden, som oprører hans naturlige Følelse.

220

Vi have ovenfor sagt, at den Tænkning, der gaar ud paa Erkendelse af konkret Virkelighed, bestandig gaar ud fra en Følelse. Vi maa her bestemt afvise den mulige Misforstaaelse af disse Ord, at dermed skulde menes den upatologiske Følelse af Overbevisning, som man undertiden hører omtale, i Følge en anden Brug af Ordet Følelse. Om der gives nogen i Ordets bogstavelige Betydning følelsesfri Tænkning, lade vi her staa aldeles uafgjort; men det kan ikke nægtes, at der gives en Tænkning og en Overbevisning, hvori den personlige Interesse træder umærkeligt frem. En saadan uinteresseret Tænkning er den matematiske og den ontologiske; men den har ogsaa kun at gøre med abstrakte Begreber og medfører paa ingen Maade nogen overmenneskelig Sindets Tilstand. Naar Tænkningen gaar ud paa en konkret Verdensanskuelse, kan den kuns i Momenter være fuldkommen ligegyldig og uden al personlig Bevægelse ved Resultatet. Det er en vidt udbredt Vildfarelse, at den Tænkning, hvorved en reel Verdensanskuelse dannes, skulde kunne foretages med Menneskets halve Sind, som Regning med Tal eller Betragtning af geometriske Forhold.

Men naar vi nu paa den ene Side forsvare den Sætning, at Tænkningen i det hele taget erholder sin Retning af Følelsen, paa den anden Side indrømme, at intet Individ er berettiget til at opstille sin Følelse som den normale, synes det umuligt, at den menneskelige Tænkning kan skride sikkert frem mod sit Maal, mod Sandheds Erkendelse. Men fordi man indser, at det enkelte Individs Følelse ikke afgiver nogen Garanti for dets Tænknings Rigtighed, kan man ved Siden deraf meget vel have den Overbevisning, 221 at hele Slægtens Tænkning ved Følelsen drages mod sin rette Pol. At antage dette bliver netop det samme som at antage, at Fornuften bestandig er den stærkeste Magt i Menneskeheden, og at Individernes Afvigelser (der til Dels gendrive hinanden) forsvinde for Sandhedens Aand, ved hvilken hele Slægten føres af Sted.

En Livsanskuelse, der oprører Menneskehedens Sandhedsfølelse, har ved at udtale sig selv med Tydelighed og Bestemthed foreløbig gendrevet sig selv, og derved vækkes Bestræbelsen for at fremstille den kristelige Tradition i et nyt videnskabeligt System, der afløser det gamle, hvis Utilstrækkelighed er almindelig følt. Men at Mennesket, efter at Videnskabens Ide blot er anet, skulde berolige sig ved en umiddelbar dunkel Bevidsthed om Religionens Hovedindhold, er utænkeligt. Nu om Stunder er det øjensynlig Menneskehedens Opgave, at bringe den kristelige Traditions Indhold til videnskabelig Bevidsthed, og derfor kan et mangelfuldt System kun fuldstændig gendrives ved et rigtigere eller et, der med større Alsidighed sammenfatter, hvad der hører til den universelle Tradition. Men da for Tiden enhver Religionsfilosofi, der har mindste Betydenhed, udgiver sig for at have den kristelige Tradition til sit Indhold, faar dens udvortes Autoritet et farligt Stød, naar dens Uoverensstemmelse med et eller andet væsentligt Princip i Kristendommen har tydeligt vist sig. Nu gives der ingen Sandhed, hvis Mangel det er saa vanskeligt at dække ved Palliativer eller at udfylde ved Sætninger, der have fjærn Lighed dermed, som Udødelighedslæren, fordi Savn deraf gennemtrænger alle Hovedstykker af Systemet.

        

222 Derfor vil Mangelen af denne Lære altid være den hemmelige Brøst, der tidlig eller sildig bereder det for Resten mest skarpsindige System sin Undergang.

VI

Ovenfor er den Sætning opstillet, at Udødelighedslæren bestandig vil gøre sig gældende som et nødvendigt Moment i Sandhedens Erkendelse. Ethvert System, der udtaler en Verdensanskuelse, hvori hint væsentlige Moment mangler, vil nemlig, naar det er gennemført i sine Konsekvenser, først befindes uoverensstemmende med den sande Tradition i dens umiddelbare Skikkelse og dernæst blive fortrængt af et fuldstændigere videnskabeligt System. Vi have tilsyneladende talt om tre forskellige Magter, der nødvendig d Tidens Løb maa besejre ethvert vildfarende System: den sande Tradition, den normale Følelse og den sande Videnskab; men det er, nærmere beset, en og samme universelle Overmagt, som under disse forskellige Titler gaar af med Sejren. Den kristelige Verdensanskuelse har ikke sin fuldstændige Form blot i den hellige Skrift, men i mange forskellige Aabenbaringer af den levende Verdensaand; thi hvad der tilfredsstiller den normale Følelse, er Kristendommens væsentlige Indhold. Men naar man da fra et Systems Standpunkt spørger, med hvad Ret en Verdensanskuelse giver sig Navn af sand, og med hvad Ret en Følelse roser sig af at være den normale, da kan intet andet almengyldigt Svar gives derpaa end den systematiske Fremstilling deraf. Over en videnskabelig Form, som 223 er af den Betydenhed, at den bør ænses, kan hverken ubestemt individuel Følelse eller Troslæren i sin umiddelbare Skikkelse vinde grundig Sejr. For at beholde Marken maa Sandhedens Aand paatage sig samme Skikkelse som dens Modstandere.

Nærmest skal altsaa her den Sætning udvikles, at ethvert System, der indeholder Udødelighedens Fornægtelse, gendriver sig selv ved sine Følgesætninger. Det er ikke min Plan, i en broget Vrimmel af Fantasibilleder at fremstille de Livsforhold, hvori Udødelighedshaabets Tab maa være mest oprørende for den naturlige Følelse. Det har ofte været gjort f. Eks. af Jean Paul, og det er den eneste Maade hvorpaa man kan anskueliggøre den Sandhed, at Dødelighedslæren ikke kan tilfredsstille den menneskelige Følelse. Her kan som sagt intet Bevis for Udødeligheden ventes udført; her anstilles blot Refleksioner over den Mulighed at føre Beviser derfor. Vi betragte da nu den Tankegang, som vi ovenfor have omtalt som et uendeligt indirekte Bevis for Udødeligheden, nemlig den, at Tilintetgørelseslæren i enhver Sammenhæng, ret udviklet, nøder den menneskelige Bevidsthed til en Vending, hvorved den fra Fornægtelsens Tomhed kommer tilbage til den sande Religions Indhold.

Naar Mennesket med Overbevisning om sin individuelle Forgængelighed ret ordner sin Bevidsthedskres, taber dets Liv enhver væsentlig Betydning. Den menneskelige Bevidsthed kan da i ingen Henseende beholde sin højere Fylde, uden for saa vidt som den med Selvmodsigelse bevarer et laant Genskin af Ideens Lys, der hører forgangne Perioder til. Erfaringen har lært, at den menneskelige Bevidsthed 224 vel kan udvikle sig til herlige Former, hvor Begrebet om Udødeligheden kun er dunkelt for Haanden; men under den dogmatiske Fornægtelse deraf taber det, naar Mennesket har ret besindet sig, al sin Glans og Rigdom. Denne Paastand ville vi tydeliggøre ved kortelig at gennemgaa de væsentlige Momenter af Ideen, som giver Menneskelivet sit Indhold. Men dette skal efter Planen ske saaledes, at de Punkter mest udhæves, ved hvilke Savnet af Udødelighedsbegrebet lettest indlyser.

For det første kommer efter Tilintetgørelseslæren den sande Selvagtelse og overhovedet den rette Selvkærlighed til at mangle sin egentlige Genstand. Her bliver den organiske Sammenhæng af Ideens forskellige Sider især iøjnefaldende, fordi Selvkærligheden gennemtrænger alle Livets Former, og det abstrakte Selv, strængt for sig taget, aldeles bliver til intet. Vi kunde derfor, hvis her skulde gives en udførlig Udvikling af dette Moment, efter Sagens Natur betragte alle de følgende Momenter fra dette særegne Standpunkt. Men vi indskrænke os til følgende Vink.

Naar Selvkærligheden mangler sin Genstand, kan Ideen ikke komme til sit sande Liv i Menneskets Bevidsthed. Mennesket erkender nemlig ikke den egentlige Sandhed, naar det ikke tillige føler den. Den Erkendelse, der giver sig selv det pralende Navn af ren Tænkning og udelukker al Sympati, den er kun en abstrakt, med Flid udstykket, Erkendelse. For saa vidt Tænkningens Arbejde, ja Tænkningens Slid er en nødvendig Betingelse for Opnaaelsen af konkret Erkendelse, er den følelsesfrie Tænkning, som finder Sted i Matematik og Ontologi, af stor 225 Betydning og Vigtighed. For saa vidt fremdeles den fuldendte Erkendelse i den nærværende Tingenes Orden aldrig kan opnaas, hører den abstrakte Tænkning her aldrig op. Men jo mere Begrebets sønderrevne Stykker begynde at samle sig til et Helt, jo mere Tænkeren begynder at skimte den rette Sammenhæng i Tilværelsen, desto mere blive Tænkningens Arbejder afbrudte ved Anskuelsens Hviledage.

Al Erkendelse gaar ud paa det altid værende, men under den sande Erkendelse ved det erkendende Subjekt, at det selv hører med til det altid værende. Naar Tilintetgørelseslæren ret gennemtrænger Menneskets Tankekres, vil Erkendelsen af det evige mer og mer fordunkles. I Følge denne Sysmaade hører nemlig Individet som Individ ikke til det altid værende; men den, som ikke erkender sig selv for at høre med til det uforgængelige i Tilværelsen, har ikke den levende Erkendelse deraf, om han end med større logisk Dygtighed kan fremstille sin mangelfulde Verdensanskuelse. Kun hvor den individuelle Udødeligheds Begreb optages med som et Element i Menneskets Verdensbevidsthed, kan sand Selvkærlighed finde sin Plads deri. Og Selvkærlighed er en ufravigelig Betingelse for den levende Erkendelse og den sympatetiske Tilknytning til det altid bestaaende, uden hvilken Bevidstheden ej kan svare til sin Ide.

De dogmatiske Fornægtere af Udødelighedstroen indrømme naturligvis den Kendsgærning, at Tilintetgørelseslæren vanskelig kan blive ret almindelig udbredt i Menneskeheden, og de finde ligesom vi en vigtig Forklaringsgrund til dette Fænomen i den naturlige 226 Selvkærlighed. Men de tage Selvkærligheden i en anden Betydning end den, vi her have taget den i. De sætte den ej i Forbindelse med den dybere Selvagtelse, i Følge hvilken Mennesket erkender sig som Individ for et Led af den altid værende oversanselige Verden; men de tænke ved Ordet Selvkærlighed blot paa den fysiske Selvopholdelsesdrift, som Mennesket paa sit abstrakt dyriske Standpunkt ej kan overvinde. Efter den rette Verdensanskuelse er denne lavere Tilskyndelse kun et Moment i den sande Selvbevaringsdrift, men et Moment, der er saa uvæsentligt, at denne, som Historien tit har vist, kan føre Individet til at handle mod hin elementære Drift.

Det er dels Praleri, dels Selvbedrag, naar saa mange paastaa, at en Verdensanskuelse, der tilfredsstiller den ren-menneskelige Selvfølelse, kan danne sig uden Udødelighedsbegrebet. I denne Henseende lægger F. Richter i sit omtalte Skrift større Forstand og Sandhedskærlighed for Dagen, idet han uden Betænkning tilstaar, at Visheden om Individernes Forgængelighed er den største af alle de Ulykker, som ere uadskillelig forbundne med Menneskehedens Kaar, og at det er en Ulykke, mod hvilken der ikke gives nogen tilfredsstillende Trøst. Deri ville vist de fleste være enige med ham, men ikke i den Forudsætning, som ligger til Grund for hans Filosofi, nemlig den, at en fudkommen Erkendelse af Sandhed skulde kunne slutte med en uopløselig Dissonans, eller med andre Ord: at Sandheden skulde kunne være for oprørende for den menneskelige Følelse.

Tilintetgørelseslæren maa da for det første af den 227 Grund forsvinde, at den oprører den sande Selvfølelse og Selvagtelse, uden hvilken Individet ej med den Deltagelse, som er et Moment i al sand Erkendelse, kan slutte sig til det evige. Dernæst kan ingen sand selskabelig Interesse bestaa, naar Mennesker antages blot for temporære Væsner, der uophørlig blive til og for stedse forsvinde fra Tilværelsen. Al Stræben for Menneskevel og Indretning af Stater maa nødvendig ophøre, dersom Menneskene med Overbevisning om hinandens absolute Forgængelighed ret besinde sig over det intetsigende i deres Planer. Kun den var i Stand til under slige Vilkaar at bevare sin Livslyst, der ved Travlhed i Livets Leg kunde bringe det til en uafbrudt Selvforglemmelse. Dertil ere somme virkelig i Stand: de anse alt for at være intet, men udføre med Ilfærdighed den ene Plan efter den anden for ved en frivillig Illusion at vænne sig til at behandle det formentlige Intet, som om det var noget. Men til et saadant tankeløst Selvbedrag kan hele Slægten aldrig bringe det. Ingen alvorlig Stræben for andres Vel, ingen Deltagelse i deres Ve kan bevares hos den eftertænksomme Mand, naar han anser deres Tilværelse for et kortvarigt Skyggespil. Man har ofte hørt, at en i Drømme har svedt Angestens Sved over den Maade, hvorpaa han har behandlet Mennesker, der kun vare hans egne Drømmesyner, men har pludselig følt sig lettet ved at komme til Vished om, at alt var en Drøm og følgelig ligegyldigt. Men efter Tilintetgørelseslæren bliver Menneskets Handlemaade mod hverandre for den, der kender Livets Korthed, omtrent saa ligegyldig som en længere Drøm. En Livanskuelse, der fører til praktisk Nihilisme,

        

228 gaar let over til en positiv Stræben efter at tilintetgøre sig selv. Derpaa findes en hel Del Eksempler i Historien. Et paafaldende Eksempel have vi blandt andre i en forkristelig Periode, da en konsekvent dialetisk Udvikling af den kyrenaiske og kyniske Filosofi netop førte til en praktisk Nihilisme, der ej var Produkt af enkeltes Griller, men havde sin dybe Rod i Tidsalderens Udvikling. Derved vaktes en saa almindelig Livslede, at Regeringen i Aleksandria forbød Hegesias, med Tilnavn Peisithanatos, at foredrage sine Læresætninger, fordi de foranledigede en saa usædvanlig Mængde Selvmord. Det samme Fænomen gentager sig i vor Tid, da den om sig gribende nihilistiske Livsanskuelse føder idelige Selvmord af sig, og de eftertænksomme Statsfilosoffer have fuldkommen Ret, naar de fra alle Kanter gentage, at den egentlige Grund maa søges i den dogmatiske Fornægtelse af Udødeligheden. Selvmorderne ere virkelig de mest konsekvente Lærlinge af en saadan Skole; enhver tænksom Tilhænger deraf synes at maatte ønske med Caligula, at Menneskeheden kun havde eet Hoved, for at han med eet Sværdslag kunde befri den fra sin urimelige Livsdrøm.

Den, der kun tillægger de menneskelige Individer Betydning som forbigaaende Former for den ene Aands Selvaabenbaring, kan umulig uden Inkonsekvens nære nogen sand Menneskekærlighed. De, som desuagtet, uden at sand Menneskeagtelse har nogen Grund i deres Livsanskuelse, lade de velvillige Følelser indtage stort Rum i deres Bevidsthed, indrømme derved de naturlige Følelser en Magt, som deres Forstand ikke kan billige. I Almindelighed

        

229 er det ogsaa Trang til at erkende bestemte menneskelige Individer som uforgængelige Genstande for deres Kærlighed, der fører tvivlende eller vantro Tænkere tilbage til den kristelige Verdensanskuelse. Derfor have ogsaa de Videnskabsmænd, som i deres Ungdom have bidraget mest til at give Naturfilosofien sin Form, i deres Alderdom opgivet den abstrakte Panteisme, som ligger til Grund derfor, og om en Del af dem er det bekendt, at Dødsfald iblandt Individer, til hvem de have været knyttede ved stærke sympatetiske Baand, have aabnet deres Øjne for Tomheden i deres Verdensanskuelse. At saadanne Kendsgærninger kunne træffes i Videnskabernes Rige, viser, at den systematiske Fremstilling af en Verdensanskuelse ej er den sidste Grund, hvorpaa Overbevisningen om dens Gyldighed beror, ikke engang for dem, som bedst kende Systemet i hele dets Detail. Den, der er i Stand til at forsone sig med Tilintetgørelseslæren, har enten ikke ved nogen Erfaring lært den uendelige Menneskekærlighed at kende, eller han savner den anskuelige Forestilling om Livets Korthed, eller ogsaa har han sammensat sin Bevidsthedskres af stridige Brudstykker. Den Kærlighed, der betragter sin Genstand som forgængelig, er nødvendigvis af en anden Art end den, der ved, at den hører til det evig bestaaende.

Den højere Drift til Selvbevaring og Trang til Kærlighed ere som oftest de Grunde, der i Virkeligheden fortrænge de mangelfulde Systemer, som drage Udødelighedens Fornægtelse efter sig. Men ogsaa den ideale eller kontemplative Drift taber, ret forstaaet, efter disse Systemer sin Betydning. Vi betragte nu ogsaa fra denne tredje Side den Sandhed,

        

230 at den gennemførte Negation af Udødeligheden fører til Opgivelsen af den Verdensanskuelse, som drager den efter sig. Jeg gentager, at vi her ved Abstraktion adskille, hvad der i sig selv er et og det samme; ret betragtede ere allerede saa vel den sande Selvbevaring som den sande Menneskekærlighed forskellige Former, under hvilken Driften til at leve for det evige træder frem. Dette er mer iøjnefaldende ved den tredje ideale Retning, som vi her ogsaa ville betragte for sig, jeg mener den, der fører til Videnskab, Kunst og Religion. Ved enhver af disse Former skulle vi ligeledes se, at de ved en konsekvent Tilintetgørelseslære tabe deres egentlige Betydning. Med dogmatisk Negation af Udødeligheden kan ingen Kunst bestaa. For at Mennesket skal kunne have sin Svingkraft til at bevæge sig i den højere Fantasis Regioner, maa det enten med en Slags refleksionsfri Udødelighed bruge Livet som en Evighed uden nogen anskuelig Forestilling om dets Korthed, eller det maa have Overbevisning om Udødelighedsbegrebets Realitet. Jeg opstiller her uden Betænkning den Paastand, at Tvivl om Individernes Udødelighed er Kunstens Kræft, og Overbevisning om deres Forgængelighed er Kunstens Grav. Denne Paastand kan kun retfærdiggøres ved en Teori af Kunstens Natur, som her ej lader sig udføre, men kun med et Par Ord antyde. Den Synsmaade, jeg her vil fremsætte, vil for mangen En klinge højst paradoks og vil maaske af somme opfattes som et dristigt Udtryk, der ej skal forstaas efter Ordet. Ja mangen En har maaske selv udtalt den samme Tirade og dog kun betragtet den som en rask retorisk

        

231 Figur; men her menes bogstavelig, hvad her bliver sagt: Den sande Kunst er en Anticipation af det salige Liv. Den fuldkomne Harmoni mellem Universalitet og Individualitet, som finder Sted i Kunstnerens Bevidsthed, naar han producerer et ægte Kunstværk, eller hos den, der med ægte Receptivitet gentager den samme Produktion, er et Billed af de fuldkommen forklaredes Salighed, hvori det individuelle Liv uden Modstand bliver udfyldt af den Eviges Vilje. I den nærværende Tingenes Orden er det kun i enkelte Momenter, den personlige Vilje hæver sig til det hellige Standpunkt, hvor Pligtloven slet ikke føles som en stræng bydende Tvang; og Videnskaben nødes efter sin Natur til at arbejde saa strængt i Abstraktionens Sfære, at Intuitionen, som styrer Tænkningen, tit træder meget i Baggrunden. Kuns i de Momenter, da den personlige Vilje falder sammen med den almindelige, eller Begrebernes diskrete Punkter flyde sammen til Intuitionens Klarhed, føler Mennesket den samme Harmoni i Sindet som den, hvori den sande Kunst altid bevæger sig. I den sande kunstneriske Produktion maa den personlige Stræben saaledes falde sammen med den højere Bistand, at Anstrængelsens Følelse rent maa forsvinde. Men Kunsten er kun et Billed paa det salige Liv, fordi den bevæger sig i en Verden, der baade fra et Standpunkt, der ligger over den, og et Standpunkt, der ligger under den, med Sandhed betragtes som Leg og Skin. Kunstnerens Verden beholder lige over for sig en Verden, der med Sandhed sættes imod den som den virkelige, og som med Rette gør Fordring paa med Tiden at gøre Kunsten overflødig. Det virkelige Liv vil en Gang blive saaledes forherliget,

        

232 at Kunstnerne have fuldbragt deres profetiske Kald, og Individernes Liv umiddelbart selv fremstiller den Harmoni mellem det menneskelige og guddommelige, der af Kunsten bebudes som tilkommende. Disharmonien mellem den prosaiske og den poetiske Verden skal i Tidens Fylde forsones i den sande Tilværelse. Dette er en Sandhed, som Kunstnerne stærkt bestride, især de herlige, der føle deres Sind aldeles udfyldt ved deres Kald. Men de gøre det i en Tilstand af elskværdig Naivitet, ligesom den Vilde, der haaber at genfinde sine kære Vaaben i de dødes Rige.

Naar da Kunsten er en Anticipation af det mere æteriske Liv, som hører en højere Tilværelse til, maa der naturligvis findes uforenelige Bestanddele i Bevidstheden, idet man paa een Gang vil beholde Kunsten og fornægte Udødeligheden; og den Kunst, der saa aldeles miskender sin Betydning, vil, efterhaanden som de stridige Antagelser bringes ret i Berøring med hinanden, aldeles fortrænges ud af Livet, ligesom et Træ mister sine Blomster, naar dets Rod bliver afskaaren. Det er da sandsynligt, at den ret gennemførte Negation først rent vil fortrænge Kunsten, inden Livets Tomhed og Øde ved dette Savn ret klart kan blive stillet Tidsalderen for Øje.

Naar Udødelighedstroen aldeles har forladt en Tidsalder, forsvinder den sande Kunst mer og mer, og den svage kunstneriske Produktion, som bliver tilbage, slutter sig for største Delen til Ruiner af andre Tiders Frembringelser. Digterne føle idelig, at en Verdensanskuelse, i Følge hvilken den nærværende Sanseverden skal betragtes som et i sig afsluttet Helt, ikke kan tilfredsstille Poesiens Fordringer. 233 Derfor have de mest udmærkede Digtere saa tit givet deres episke og dramatiske Digtninger en heterogen Tilsætning af Syner fra en anden Verden, som ikke staar i Harmoni med det Hele. Hvoraf kommer denne Disharmoni uden deraf, at Brudstykker af to heterogene Tidsaldres Produkter ere mekanisk forbundne med hinanden? Dersom Bevidstheden om en fra den nærværende Verden kvalitativ forskellig Verden, som en Gang kan blive tilgængelig for en aldeles ny Erfaring, ret havde gennemtrængt Tidsalderen, saaledes at den i den nærværende Tingenes Orden betragtede alle Ting som Fragmenter af et organisk sammenhængende Universum, der her kun begynder at udvikle sig for os, da kunde den fremføre Fantasier om en hinsidig Verden, der kunde harmonere med den bekendte Verden; thi den nærværende Verden fik da selv et andet Udseende.

Paa den mest barnagtige Maade har Savnet af Tro paa det oversanselige vist sig i de mange Romaner, der til en Tid kom for Lyset, hvis hele Indhold var tilsyneladende Spøgelseshistorier, der til Slutning ved en naturlig Forklaring opløstes i intet. Ogsaa de mange Digterfantasier, der bevæge sig i en ren mytologisk Verden, skylde deres Oprindelse til samme Trang; men de betragtes gærne af Forfatteren selv som en betydningsløs Leg, og den urigtige Forestilling om Kunsten maa naturligvis have Indflydelse paa Kunstens Udøvelse. Thi saa vist det er, at Kunstnere kunne producere højst geniale Værker uden selv at forstaa deres Betydning, saa vist er det, at en Misforstaaelse af Kunstens Natur, saadan som den nødvendigvis følger af skæv Kultur, maa virke fordærvelig tilbage paa den kunstneriske Virksomhed.

        

234 I Digte, der nu om Stunder føre en Feverden frem for Fantasien, er det ofte den vantro Forfatters og Læsers Mening, at man for et Øjeblik skal lade sig hentrylle i en oversanselig Verden og dog beholde den Bevidsthed, at der ingen højere Verden gives. Men Følgen deraf er, at Fortryllelsen bliver derefter. Dette forsøgte Selvbedrag er mere barnagtigt end Barnets, der lader Skammel og Alen gælde for Trone og Scepter, uagtet det tillige har Bevidsthed om, at det er en Skammel og en Alen; thi Barnet ved dog, at der virkelig gives Trone og Scepter, men den voksne tror, at det, hans Feverden betyder, er aldeles intet. Et Trin af Kunsten er det, paa hvilket Digteren udtaler mytologiske Traditioner, paa hvilke han selv tror; et andet det, paa hvilket hans Fantasier, om de endogsaa hente Motivet fra slige Sagn, betragtes af ham selv som en betydningsløs Leg; et tredje det, paa hvilket han betragter sin kunstneriske Produktion som Billedet paa en højere Tilværelse. Paa det mellemste Udviklingstrin hører Kunsten efterhaanden op at være det, som Digteren ikke længer antager den for at være, et Forvarsel om en højere Tilværelse. Men i en saadan øde Tid, en prosaisk Tid i den allerværste Betydning af Ordet, er det yderst mærkeligt, hvorledes de mest blasfemiske Digtere mod deres Vilje tvinges til at udtale en anden Aand end den, de tro paa. Deres formentlige Bespottelse af alle positive Former i Tilværelsen bliver til en Klagesang over det bortflygtede højere Liv og til et Længselssuk efter en poetisk Fremtid. Især ere H. Heines Skrifter i denne Henseende højst mærkværdige, fordi hans foregivne Henrykkelse over den isolerede Sanseverdens Tilstrækkelighed

        

235 for et sundt Menneskes Fordringer idelig afbrydes ved en hemmelig Vemods Udbrud. Ligeledes pynter han idelig sine Spottetaler med Glimmerblomster fra en modsat Verdensanskuelses efterladte romantiske Former. Det gaar overhovedet det unge Tyskland og det unge Frankrig saaledes, at al deres Jubel over Kødets Evangelium, som Heine kalder det, og al deres paatagne Lystighed mod deres Vilje bliver til smertelige Klager. Det gaar dem ligesom Penelopes Bejlere, da de holdt deres sidste muntre Aftensmaaltid. »De lo«, som Homer siger, »med fremmede Ansigter; de aade Kød blandet med Blod; deres Øjne fyldtes med Taarer, og deres Sind tænkte paa Jammer.« I saadanne Fænomener er det, at den verdenshistoriske Dialetik lægger sig for Dagen: Nihilismen optræder, derved at dens Tungemaal bliver forvendt, som sin egen ufrivillige Anklager og baner Vejen for den positive Verdensanskuelses Restitution.

Heller ikke Videnskaben kan i Tidens Længde beholde sin Interesse med Tilintetgørelseslæren eller den ensidige Panteisme; den kan hverken bestaa med Panteismen i sin trivielle Form, hvori de litterære Plebejer opfatte den, eller i den fordringsfulde Skikkelse, som den antog i den logiske Panteisme. Efter disse Synsmaader antages det nemlig paa den ene Side for muligt, at Mennesket kan opnaa fuldkommen Erkendelse, paa den anden Side antages det for en afgjort Sag, at Menneskets Liv er indskrænket til den nærværende Tingenes Orden. Disse to stridige Sætninger bringes i Harmoni derved, at en Del abstrakte Sætninger udgives for den fuldkomne Erkendelse. For at Mennesket kan glæde sig ved

        

236 den Overbevisning at vide alt, antages, at det, der synes at falde uden for dets Videns Horisont, ikke har nogen Realitet

At fuldendt Viden ikke kan opnaas under Menneskehedens nuværende Livskaar, kan indses af følgende Betragtninger. De empiriske Videnskaber kunne efter Sagens Natur ej tilendebringe deres Bestræbelser for at sammenfatte de eksisterende Individer og deres Tilværelsesmaader i et fuldstændigt Begrebssystem. Det tilstaas vel af enhver, der blot har et dunkelt Begreb om disse Videnskabers Fremgangsmaade. Man behøver jo desuden blot at erindre sig, at disse Videnskabers Fordringer ej kunne tilfredsstilles ved en fuldstændig Angivelse af alle telluriske Tilværelsesformer; thi da bliver jo Resten af Himmelsystemet med sit respektive Inventarium tilbage som en utilgængelig Region. Men lader os for et Øjeblik endda blive staaende med vor Betragtning ved denne Planet og antage, at Erfaringens Videnskaber kunne bringes saa vidt, at de paa deres Vis kunne give fuldstændig Besked om Jordens Organisation, Former og Love; da mangler jo dette System en væsentlig Side for at fortjene Navn af fuldendt Erkendelse. Anskuelsen, der paa ethvert Punkt er af uendelig Natur, savnes aldeles i et saadant System af Begreber. Dette følger af den almindelige Sætning, at enhver enkelt Anskuelse kun i abstrakt Form kan gaa over til Forestilling, saa at Almenbegreberne, selv om Erindringen af den tilfældige Erfaringskres, hvortil de referere sig, beholdes uden Fradrag, nødvendigvis maa være af abstrakt Natur. Uden her at opholde os ved det rige Indhold, der gaar tabt i Naturvidenskabens øvrige Sfærer, ville vi her

        

237 tænke paa den Del af Tilværelsen, som har nærmest Sammenhæng med vor Hovedundersøgelse. Vi bringe i Erindring, hvilket uendeligt Indhold Antropologien maa overse, naar den taler om Arter og Slægter i Stedet for om Individer.

Vil Videnskabsmanden derimod vælge det almindeligste til sit Udgangspunkt og ved en apriorisk Tænkning skride frem fra det abstrakteste til det mindre abstrakte uden at forlade den rene Tænknings Region, da er han vistnok i Stand til stedse mer og mer at orientere sig i hine Grundbegreber, der i deres umiddelbare Form fremstille Fragmenter af en oprindelig Erkendelse. Men det er kun Tilværelsens Grundforhold, der ved denne Fremgangsmaade kunne bringes til tydelig Bevidsthed. Det hele Universum med sin Uendelighed af Bestemmelser kan aldrig sammensættes af aprioriske Tanker.

Antages Muligheden af, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden kan komme til en fuldkommen Erkendelse, da ere de Videnskabsmænd mest konsekvente, der skildre den som en mystisk Anskuelse af Eet og Alt, hvori Modsætningen mellem den anskuende og det anskuede er aldeles forsvunden. At en saadan Anskuelse af det absolute skulde være en fuldkommen Erkendelse deraf, er en Paastand, hvis Urimelighed ved saa mange sindrige Vendinger af Polemikken er godtgjort, at det næppe nu om Stunder falder en eneste grundig Videnskabsmand ind at paatage sig dens Forsvar. Men enhver apriorisk eller, om man vil, immanent Tænkning, hvorved Tilværelsens Grundforhold (jeg mener Guds Forhold til Universet) bliver tydeliggjort, maa dog gaa ud fra en dunkel Anskuelse af disse Grundforhold 238 og stræbe til en klarere umiddelbar Erkendelse deraf. Men for saa vidt som en adækvat Anskuelse af Eet og Alt i den nærværende Tingenes Orden ej kan opnaas af nogen, kan den videnskabelige Tænkning under de os bekendte Forhold heller aldrig føre til Erkendelsens Fuldendelse.

Kun ved een Vending kan det antages for muligt at Mennesket i Sanseverdenen kan opnaa fuldkommen Erkendelse. Det er nemlig ved den Tilsnigelse, at man frakender enhver Ting Prædikatet af Sandhed, naar den er utilgængelig for den menneskelige Erkendelse. Man beskærer saaledes paa en vilkaarlig Maade Tilværelsen for at læmpe den efter den menneskelige Erkendelses Lejlighed, ligesom hin Prokrustes, der forkortede sine Gæster efter Maalet af sit Sengested. Sandheden af denne Paastand bliver især indlysende ved følgende Betragtning. Hvad der skal blive ganske gennemsigtigt for det videnskabelige Begreb, kan efter Sagens Natur kun være en almindelig, uforanderlig Side af Tilværelsen. Vil man nu antage, at Erkendelsen heraf ej er abstrakt, da maa det individuelle, for saa vidt det er individuelt, betragtes som en Mængde tilfældige Former for det absolutes Tilsyneladelse. Skal det individuelle, hvorunder de enlige menneskelige Individer henhøre, der fødes og dø til bestemte Tider paa Jordkloden, skal dette individuelle have sand Realitet, da kan ingen af de os bekendte videnskabelige Former fremstille fuldkommen Erkendelse. Allerede Sprogets Natur gør det umuligt paa en videnskabelig Maade at betegne disse bestemte Individer. Men der maa gives en tredje højere Erkendelse, som hverken holder sig blot i de rene Begrebers Region eller

        

239 bliver staaende ved den empiriske Tænknings Abstraktioner, men hvori paa en Maade, som overstiger menneskeligt Begreb, det almindelige saaledes erkendes, at det enkelte (enlige) ikke forsvinder deri. En saadan Erkendelse vilde være en intellektuel Anskuelse i Ordets egentlige Betydning; men dette tertium cognitionis genus er uopnaaeligt under dette Livs Vilkaar. Derfor er det, jeg lidet ovenfor har sagt, at Fornægtelsen af Menneskets Udødelighed blandt andet af den Grund vil høre op, at man sent eller tidlig vil komme til en klar almindelig Overbevisning om, at fuldendt Sandhedserkendelse efter denne Synsmaade for bestandig er Mennesket umulig.

At ingen sand Religion kan bestaa med en ensidig Panteisme, som vi overalt i denne Afhandling have betragtet som en Tilintetgørelseslære, er om muligt endnu mere indlysende, end at Kunsten og Videnskaben fra dette Standpunkt tabe deres Betydning. Det forekommer rigtignok en og anden, at den var kommen til et ophøjet Stade, som saaledes havde fordybet sig i Beskuelsen af det almindelige, at han med Resignation rolig saa sin ubetydelige Person forsvinde som et Offer for det almindeliges Aabenbaring. Men dette almindelige kan ikke substitueres for den personlige Gud, hvis Begreb bestandig bevares i den sande religiøse Tradition. Det er et Væsen, som ikke har nogen fuldendt Erkendelse og ingen Vilje i Ordets rette Betydning. Det gennemløber i en instinktmæssig Stræben en Række Forvandlinger, indtil det i Menneskeform opnaar et Glimt af Selvbevidsthed. Den menneskelige Erkendelse er den højeste Erkendelse, der gives i Universet; 240 thi Menneskets Erkendelse af Gud er Guds eneste Erkendelse af sig selv. Den guddommelige Erkendelse savner da i enhver Henseende Kontinuitet; thi dels er den adsplittet i koeksisterende monadiske Selvbevidstheder, der ere uigennemsigtige for hinanden, dels glimter den frem i sukcessive Punkter, som uophørlig slukkes igen for bestandig. Kontinuitet har dette store bevidstløse Dyr, som vi kalde Gud, kun i sin Naturgrund, hvor det med blind Almagt sammenholder den vrimlende Mangfoldighed af forgængelige Væsner, i hvilket det deler sig selv. Men Magten og Erkendelsen lade sig aldrig forene; thi naar der hist og her hos Væsnet i dets Menneskeform vaagner en dunkel Erindring om hvad det er, da har det i denne forgængelige Skikkelse aldeles tabt Almagtens Scepter af sin Haand. Dette er Hovedindholdet af den store orientalske Verdensfabel, som Mennesket i det sidste halve Seculum har udarbejdet i saa mange Konsekvenser. Men det halv levende Væsen, som saaledes i Drømme opfører Verdens Drama for sig selv, kan naturligvis ikke være Genstand for den religiøse Kontemplation efter Ordets rette Betydning.

Den Verdensanskuelse, som fremstilles i denne Mytologi, som nu udgør det videnskabelige Europas herskende Tro, lader sig paa mange Maader, uden stor Vanskelighed, dølge under kunstige Former, hvori selv alle Kristendommens Hovedsætninger bevare en tilsyneladende Gyldighed. Men selv Tilhængerne af meget forviklede Systemer, som gennem flere Aar have maattet arbejde sig gennem en sindrig Væv af abstrakte Begreber, røbe dog jævnlig, at de i den ovenomtalte Mytologi finde det naturligste

        

241 Udtryk for deres Verdensanskuelse. Saaledes har nylig K. L. Michelet, der ingenlunde hører til de Mænd af den hegelske Skole, der tænke frit paa egen Haand, i en Recension af et lidet Skrift, der i usædvanlig simpel Form fremstiller det nittende Aarhundredes Verdensmyte, erklæret, at dette Skrift i de væsentlige Resultater var fuldkommen overensstemmende med den hegelske Filosofi.

Efter den ensidige Panteisme, der efter sin Natur er uadskillelig fra Tilintetgørelseslæren, er fuldkommen Erkendelse ikke blot uopnaaelig for Menneskeslægten, men der gives ingen saadan Erkendelse, hverken i Himmelen eller paa Jorden. Verden bevæger sig i et uopløseligt Kresløb, efter en stræng Nødvendigheds Love, fra Intet og til Intet. Denne nihilistiske Side ved den moderne Panteisme findes næppe nogensteds gennemført med den Kraft og Følgerigtighed, som i et Værk af Arthur Schopenhauer, Professor i Berlin, som, skønt det er udkommet i Aaret 1819, endnu sjælden blot løselig bliver omtalt af andre Filosoffer. Forfatteren betegner selv i de mest frimodige Udtryk sin Filosofi som antikristelig og nihilistisk. Saaledes sætter han flere indiske Myter højt over Kristendommens Dogmer og roser meget den braminske Lære om de saliges Opholdssted efter Døden, fordi det betegnes med Ordet »Niban«, som egentlig betyder »Intet«. Hvis dette Værk, som vist ikke tilfældigvis er kommet til at staa i Litteraturens Baggrund, var mer almindelig bekendt, vilde det vist bidrage meget til at gøre den Nihilisme, som den ensidige Panteisme fører til, ret anskuelig for Tidsalderen.

Saaledes har jeg ved flere fragmentariske Vink 242 aabnet en Udsigt til den umenneskelige Livsanskuelse, hvortil den udbredte Tilintetgørelseslære ufejlbarlig maa føre sine Bekendere. Det er den Sinai-Ørken, hvori Menneskeslægten har fordybet sig næsten i 40 Aar; men den maa gennemvandres til alle Sider, før det er muligt at komme til Bjærgene, hvorfra man kan øjne det forjættede Land. I Videnskaben er fra mange Sider begyndt en kraftig Reaktion mod Nihilismen; men der vil maaske gaa lang Tid med, inden det gamle Systems servile Tilhængere blive lede ved deres egen Verdensanskuelse. Først maa et langt Erfaringsbevis overtyde Tidsalderen om, at det er Mennesket umuligt, naar det ret besinder sig, at leve med hine Meninger; dernæst maa den erindre sig, at den hele Synsmaade beror paa ganske vilkaarlige Forudsætninger. Næsten fra Barnsben af har den yngre Slægt, saa vel i Konversation som at Skrifter, optaget det ene Tankefrø efter det andet, som indeholdt forskellige Spirer til hin store Kres af Fordomme. Derfor falder det Tidsalderen vanskeligt, til Trods for store Autoriteter og formentlige videnskabelige Beviser, som den endog ubesete holder for fuldkommen afgørende, dristig at sige sig selv, at den egentlig slet ingen Borgen har for hine Fordommes Gyldighed, men at den kan tage Mod til sig og forkaste dem, hvilket Øjeblik den vil.

Ovenstaaende aforistiske Tanker, hvormed jeg har søgt at udpege de forskellige Sider, hvorfra Nihilismen klart viser sig i sin sande Skikkelse, ere dog ikke nedskrevne rent uden Plan. Jeg har nemlig gjort opmærksom paa, at hverken Menneskets Kærlighed til sig selv eller til andre Mennesker efter denne Verdensanskuelse kan beholde sin Betydning;

        

243 at baade Kunst og Videnskab og Religion paa dette Standpunkt efterhaanden maa tabe deres Interesse. Men under disse Begreber kan alt indbefattes, hvad der er i Stand til at udfylde den menneskelige Bevidsthed, og naar Mennesket taber Interesse for alt Livets Indhold, kan det ikke uden Selvmodsigelse fortsætte sin tomme Tilværelse. At mangfoldige Mennesker uden Tro paa Udødelighed desuagtet have lagt stor Livslyst for Dagen, maa for det meste forklares af en Slags Tankeløshed, i Følge hvilken en hel Del Mennesker kun maadelig ere orienterede i deres egen Forestillingskres. Men nu har Menneskeslægten faaet en melankolsk Retning, der hverken vil tillade den at lade sine Selvmodsigelser ubemærkede eller bestandig at glemme sig selv i en betydningsløs Travlhed. At selv dybsindige Filosoffer, som ikke kunne undgaa at bringe hine Modsigelser til klar Bevidsthed, desuagtet kunne bevare deres Levelyst (for ej at sige Livslyst), har sin Grund i, at de idelig tabe sig i deres Anstrængelse for at give den falske Verdensanskuelse en videnskabelig Form. Dette Arbejde, der ofte blot er en anstrængende Leg med vilkaarlige Former, fylder deres hele Sind og bringer dem til en Selvforglemmelse, der opholder deres Liv. Men egentlig ere de Tidsaandens blinde Redskaber, der arbejde paa Negationens Fuldbringelse, for at Nihilismen i alle sine Former kan blive bragt til Tidsalderens Bevidsthed. Naar denne Videnskabens Retning er fuldbragt, naar intet spekulativt Talent længer føler sig tilfredsstillet ved hint Arbejd, fordi de ikke længer her møde nogen væsentlig Opgave for deres Kræfter, da vil hele Videnskabens Virksomhed gaa ud paa at give den sande Verdensanskuelse

        

244 en videnskabelig Form. Ved den sande Verdensanskuelse forstaar jeg her den gamle, som i Videnskaben er ny, den, i hvilken Læren om en personlig Gud og Menneskets Udødelighed er et Hovedpunkt,

At Videnskaben paa den Vej, den havde indslaaet, vilde ende ved et nihilistisk Resultat, havde Schiller med en mærkelig Forudfølelse udtalt i sit bekendte Digt, det tilslørede Billed i Sais. Dette Digt, som Samtiden og Digteren selv vist ikke til fulde forstod, har nu i Videnskabens Historie faaet en oplysende Kommentar. Der fortælles, at en dristig Yngling løftede Sandhedens Slør, men saa da et Syn, som betog ham al sin Livslyst, saa at han efter den Tid gik omkring som en levende død. Hvad han saa, eller rettere hvad Schiller med sit profetiske Blik saa, fortælles ej; men det var den frembrydende Nihilisme, Braminernes Niban.

Inden jeg forlader den Betragtning, at den fuldstændige Bevidsthed om Nihilismens Natur vil bringe Tidsalderen til at forlade den, vil jeg gøre et Par her uvedkommende Bemærkninger, blot for at forebygge Mistydning af, hvad her er sagt. Det har aldrig været min Mening, at den Revolution, som har taget sin Begyndelse i Videnskaben, skulde være radikal i den Betydning, at Menneskehedens Aand med eet skulde have tabt Udbyttet af mange Aarhundreders Arbejde, eller at en ny Periode skulde begynde uden historisk Sammenhæng med Fortiden. Videnskaben kan ikke forstaa sit Standpunkt uden idelig at rekapitulere den Vandring, som har ført dertil. Ved den Betragtning, at Forfølgelsen af den ensidige Panteisme fører til Nihilisme, bliver ej enhver 245 Panteisme forkastet som blot Vildfarelse. Filosofiens nærmeste Opgave er for Tiden at forsone den erhvervede Bevidsthed om et Væsen, der er Eet og Alt, med Bevidstheden om dette Væsens Modsætning til uforgængelige Individer. Men begge Modsætningens Led komme ej til deres fulde Ret, før Læren om en personlig Gud og udødelige Mennesker, saa vel i videnskabelige som populære Former, vinder det Herredømme, som den ensidige Panteisme for Tiden er. i Besiddelse af. Alt ovenfor er det samme bemærket, nemlig at den sande Lære om en personlig Gud hviler paa Panteismens Grundvold.

Dernæst maa den Bemærkning gøres, at det teoretiske og praktiske Bevis for, at Menneskeslægten ej kan leve med den gennemførte Tilintetgørelseslære, hvilket Tidsalderen i saa mange Skikkelser har oplevet, langtfra er det fuldstændige Bevis for Slægtens Udødelighed. Det var jo meget tænkeligt, at det netop var Menneskets Bestemmelse - hvis ellers teleologiske Tanker i denne Sammenhæng kunne have nogen Betydning - frivilligt at give Afkald paa Livets Blændværk og at vende tilbage til det rene Intet. Denne Opgivelse af »Viljen til Livet« anser Schopenhauer i sit Hovedværk for Menneskeslægtens Befrielse og udtaler saaledes med større Sandhed den ensidige Panteismes Følger end de mange Filosoffer, der bringe den i en skuffende Harmoni med Borgerlivets og Religionens Ideer. - Dog kan man ikke nægte, at den Overbevisning, at Mennesket kun ved Selvbedrag og Selvforglemmelse kan leve med Tro paa Nihilismen, er et temmelig stærkt argumentum ad hominem imod dens Gyldighed. Men det fuldstændige Bevis for Udødeligheden er den videnskabelige 246 Udførelse af den sande Verdensanskuelse, hvori Uødelighedslæren er et Hovedstykke. Dette Bevis er paa flere Kanter i sin Udvikling; men det er kun i sin første Begyndelse, saa længe det kun er enkeltes Værk. Det er endnu ikke saaledes blevet Tiden en Hovedsag, at det snart kan fortrænge den nihilistiske Panteisme, som taler med tusinde Tungemaal. Men Trangen til en videnskabelig Fremstilling af den gamle Tradition, som det sidste halve Seculum er afveget usædvanligt langt fra, lader sig paa ingen Maade tilfredsstille ved Henvisning til Kristendommen i sin umiddelbare Skikkelse. Især er denne Vending frugtesløs, hvis man derved tænker paa et i faa Sætninger affattet Symbol som Udtryk for Kristendommens Hovedindhold. At tro paa isolerede Sætninger, som man har set fuldstændiggjorte ved mangfoldige stridige Systemer, er ikke engang muligt uden at erklære sig for den ene eller anden at hine Udviklinger. Hvor liden Indskrænkning det medfører for Tankens Frihed, at en Filosof holder sig strængt til en Trosbekendelses Bogstav, har man nylig set et mærkeligt Eksempel paa. Marheineke har nemlig udarbejdet en Dogmatik i hegelske Former, som nøjagtigt holder sig til det apostoliske Symbolums Ord, og deri savnes desuagtet den kristelige Udødelighedslære. Det er en svær Opgave for en troende, der udtaler sin Tro i populære Formularer, at blive uenig med en Tilhænger af det moderne System, naar denne ret lægger an paa at holde den gode Forstaaelse ved lige. Det er kun i Videnskabens Region, at videnskabelige Vildfarelser kunne finde deres Gendrivelse.

        

247

VII

I de mange Skrifter om den personlige Udødelighed, som i den senere Tid have set Lyset, have somme Forfattere vovet sig dristig ud paa de løse Gisningers Mark og fremført en hel Del udførlige Bestemmelser for den nye Tingenes Orden, som for Mennesket skal afløse Livet i de fem Sansers Verden. Andre have derimod med saa stor Ængstelighed frakendt det tilkommende Liv ethvert bestemt Prædikat, at man, hvis det ikke modsagdes ved deres hele Tankegang, kunde fristes til at tro, at de vilde reducere alt det hinsidige til Braminernes omtalte Niban. Det mest almindelige Udtryk for denne Retning findes i den bekendte metafysiske Fordom, at Tidens og Rummets Former ikke have nogen Anvendelighed paa Menneskets tilkommende Bevidsthedskres. Denne underlige Lære, som man jævnlig møder selv hos Nutidens mest fordomsfri Filosoffer, er formodentlig endnu en Levning af den bekendte Sætning i den kritiske Filosofi, at de menneskelige Erkendelsesformer blot have subjektiv Betydning. Men den kritiske Filosofi gaar i saa Henseende meget mere konsekvent til Værks, idet den ikke blot betragter Tid og Rum som subjektive Former, men lige saa fuldt nægter Begreberne Virkelighed og Tilværelse deres objektive Gyldighed. Nutidens halvidealistiske Forsvarere af Udødelighedslæren indvikle sig derimod i Modsigelser, som klart kunne lægges for Dagen ved en dialektisk Udvikling af de almindelige Bestemmelser ved Begrebernes Virkelighed og Tilværelse. En virkelig Verden uden Tid og Rum er en firkantet Cirkel og en rund Triangel. 248 Endogsaa uden nogen metafysisk Tydeliggørelse kan det umiddelbart indses, at man forener uforenelige Begreber, naar man tænker sig en Flerhed af levende Individer, som ikke ere uden for hinanden, eller et virkeligt Liv, hvori eet Moment ej følger efter et andet.

Af disse Misgreb er det dog især det første, der er mest til Hinder for den sande Genfødelse af Udødelighedslæren. Sindige Videnskabsmænd maa nødvendig med Ringeagt betragte hin Dristighed i at fremføre løse Formodninger, som i den senere Tid igen paa flere Kanter begynder at gøre sig gældende. Naar det kommer an paa at give bestemte Topografier over det for Mennesket under sine nærværende Livskaar aldeles utilgængelige hinsidige, har naturligvis enhver uvidende Sværmer lige saa megen Ret til at kundgøre sin Mening som den mest kundskabsrige Forsker. Saadanne Bestræbelser af ledige Hoveder for at udfylde Tilværelsens ubekendte Regioner med deres egne frie Fantasier bidrage meget til at fortrænge Bevidstheden om det oversanselige, idet alvorlige Mænd med Aversion vende sig bort fra en Sfære, hvor man blot har med tomme Muligheder at gøre uden nogensteds at finde fast Fod for Videnskab og rolig Overbevisning.

Aldeles uden Betydning kunne vistnok Fantasier om den oversanselige Tilværelses Beskaffenhed paa ingen Maade siges at være. Det vil altid blive Mennesket en Trang, med subjektive Fantasier at fylde hin dunkle Region af sin Bevidsthed, for derved ligesom at minde sig selv om, at det der finder en ledig Plads, som upaatvivlelig maa betegne en virkelig Genstand for tilkommende Erfaring. Det synes næsten 249 umuligt at holde fast paa den levende Vished om Realiteten af det store savnede Supplement til Menneskelivet, uden derved at man idelig fremstiller og forkaster bestemte Billeder deraf. Disse Positionens og Negationens Roller blive snart fordelte til flere Personer saaledes, at den ene godtgør Ugyldigheden af den andens Digtninger; snart er det et enligt Subjekt, som selv opbygger og selv nedriver de Luftslotte, hvormed han udfylder sin ubestemte Erkendelse af det hinsidige. Saaledes opstiller Plato i sin Fædon en udførlig Topografi af de dødes Rige, men føjer derefter den Erklæring til, at det vilde være en Daarlighed, om nogen vilde paastaa, at Sagen netop forholdt sig saaledes. Den maa, efter hans Mening, enten forholde sig paa hin Maade eller paa en anden lignende. For Resten skal det ingenlunde være nægtet, at Fantasier over Aandeverdenen kunne indeholde dybe Geniblik, fordi Videnskaben ej kan forklare deres Indhold. At der i denne Region ikke hersker blot Vilkaarlighed, følger allerede deraf, at ingen sindig Kritiker vil erklære alle slige Fantasier for at have samme Værdi. At de fleste ogsaa her med saa stor Energi skelne mellem Rimelighed og Urimelighed, viser noksom, at de medbringe Fordringer, som ikke blot have deres Udspring af den enkeltes Subjektivitet. Men en staaende Billedverden er her mindre end noget andet Sted paa sin rette Plads. Hvad her i Sandhed skal bringe en Tidsalder til almindelig Henrykkelse, maa være Tidsalderens egen Frembringelse. Derfor vil det for Tiden næppe lykkes nogen Digter eller Sværmer at fremføre Fantasier over det oversanselige, der møde vidt udbredt Sympati hos deres Samtid. Det er kun i gamle

        

250 Eventyr, vi møde Pigebørn, som midt i Vinteren bringe Roser fra Paradis.

Den frodige Produktion af urimelige Fortællinger om Syner fra en anden Verden, som for Tiden viser sig paa mange Steder, er en forvirret Reaktion mod Videnskabens Anmasselser, som paa den anden Side med saa stor Frihed nægter Realiteten af alt, hvad der falder uden for dens Synskres. Det er et mærkeligt Særsyn, at selv det berlinske Tidsskrift, hvis nærmeste Formaal er at virke for Udbredelsen af Hegels Filosofi, hvorefter alle »Forestillinger« om det oversanselige betragtes som ufuldkomne Former af Bevidstheden, i den senere Tid af og til har indrømmet Plads for alvorlige Undersøgelser om foregivne Visioner.

Men hvad man end dømmer om Betydningen af poetiske Fiktioner om Aandeverdenen, bliver det en afgjort Sag, at de ikke have noget at gøre med det videnskabelige Begreb om de tilkommende Forhold, hvorunder Mennesket skal fortsætte sit Liv efter Dødens Forvandling. For Tiden kan Videnskaben ikke udtale synderlig andre Prædikater derom end dem, der følge af Begrebet virkelig Tilværelse, og det er ikke sandsynligt, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden nogensinde vil kunne hæve sig til den aldeles nye Erkendemaade, som gælder for det hinsidige. Tværtimod synes det at ligge i Sagens Natur, at den fuldkomne Erkendelses Gennembrud netop maatte medføre en saadan Forvandling af Tilværelsens Former, at det hinsidige var opnaaet. (Her, som overalt i denne Afhandling, tænkes paa et reelt hinsidigt, der er Genstand for en højere Erfaring, som er den sande Forening af Begreb og Anskuelse. 251 Det er mig ikke ubekendt, at en Del Filosoffer holde for, at det netop er den her betegnede Erkendelse, der er faldet i deres Lod. Men Tiden har opklaret deres Selvbedrag. De bevæge sig i en Kres af abstrakte Begreber, hvor Anskuelsen tabes af Sigte og Menneskelivets vigtigste Problemer betragtes som forbigaaende Illusioner, der forsvinde for den rene Videnskab.)

Det er nødvendigt at skelne Fantasiens Raaderum ved skarpe Grænser fra Videnskabens Indhold, for at dette ganske kan holdes frit for Skinnet af Vilkaarlighed. Hvad der kan vides om den tilkommende Tingenes Orden, er ikke stort mer end dens Tilværelse; thi Forestillingen om det ubestemte hinsidige skal ikke give Menneskelivet dets egentlige Rigdom og Indhold. Men Visheden om det tilkommende skal vise det nærværende, som nærmest giver det sunde Menneskeliv sin Fylde, i sit rigtige Lys. Naar det nærværende Liv betragtes som et Fragment af et større Helt, bliver det klart, at hverken den ensidige Tanke om Her eller den ensidige Tanke om Hisset medfører den sande Bevidsthed om Tilværelsens Uendelighed. Ved at tage det nærværende Liv som en Del af en Evighed, lever man alt her i een Betydning et uendeligt Liv, og kun ved at opleve dette Livs højeste Momenter kan man danne sig en Forestilling om en intensiv Uendelighed af et tilkommende Liv. Tanken om det blot hinsidige kan da ikke byde den rolige Videnskab, som forkaster Fantasiens Fostre, noget rigt Indhold til Bearbejdelse. Den, der lever blot for Betragtning af den for sig tagne Evighed uden at agte paa dens Refleks i den nærværende Tid, fører et lige saa tomt Liv som

        

252 den, der holder sig til den fra Evigheden løsrevne Nutid som den egentlige Realitet.

Jeg gentager, at Videnskaben ikke kan søge sit Indhold i det afsondrede hinsidige; endnu mindre skal den ensidige Forestilling derom udfylde Menneskets Liv; men naar Bevidstheden om det hinsidige tabes, og den Vildfarelse følgelig opstaar, at det nærværende Liv i sin isolerede Skikkelse er Indbegrebet af det virkelige Liv, da maa Videnskaben bestræbe sig for at gøre den tabte Bevidsthed gældende paa ny. Det er sket ikke for at aabne Døren for ubegrænsede Fantasier og glemme det virkelige Livs nærværende Indhold. Tværtimod sker det, for at Menneskets nærværende Liv kan erholde sin tabte Betydning tilbage og blive til et virkeligt Liv, som det ikke er, uden naar Mennesket erindrer dets Sammenhæng med Evigheden.

253

📖 STRØTANKER

254

        

255

STRØTANKER FRA KINAREJSEN (1819-1821)

Disse Strøtanker ere egentlig fabrikerede ved en Dampmaskine, da de ere drevne ved Røgen af Anjers Liverpool.

Det gaar mig som Flæsket her om Bord, at det af og til har en liden Tanke. Flæsket kommer af med Tanken ved Kabysrøg, og jeg ved Kahytsrøg.

Strøtanker, som Frugter af Øjeblikkets klarere Anskuelse, ere poetiske ved deres aforistiske Form, ikke videnskabelige. De ere Tænkningens Kulminationspunkter - et Slags Hermafroditer, halv Poesi, halv Prosa.

Strøtankers Læsning er intet Arbejde, men et Surrogat for Samtale.

Det, jeg nu vil skrive, skriver jeg alene for at sætte mine Tanker i Bevægelse. Utallige Strøtanker ere en uendelig Indledning til Tænkning. Det er som en Koncert, der er blot Præludium, et Poem, som bestaar alene af Musernes Paakaldelse og Løfter om Sang.

De fleste Forfatteres Strøtanker kunde, naar de uden Valg stod i den Orden, de vare faldne Forfattere 256 ind, deles i tre partes: πνευματική, ψυχική, σωματική eller: Stjærner, Liljer og Kaalblade.

Naar Strøtanker fremsættes i et enfoldigt Sprog, synes mange af dem, skønt de have hovet den vel, der undfangede dem, Læseren at være et Intet. Derimod naar de indklæbes i Pragt, siger ingen om dem, at de ere aldeles intet. Ere de intet Væsen, saa ere de dog en Kjole. (Senere Tilføjelse:) Form kan lige saa lidet tænkes adskilt fra Stof i Stilen, som en Kjole kan tænkes syet af ingenting.

Den søfarende er en omvendt Snegl, thi Sneglen bærer sit Hus, men Huset bærer Sømanden.

Den søfarende er hævet over Tiden, han ved ikke som Skomageren og Skrædderen, om det er Fredag eller Lørdag. Tiden er ham en fortskridende Række af Dage og Nætter, som han ej behøver at give nogen Benævnelse.

Den tænkende Lærdes ensomme Liv synes sørgeligt og ensformigt for den uforstandige Tilskuer; thi denne indser ej, at det, der udvendig lader enkelt, er indvendig saare mangfoldigt. Hans eget Liv bærer Mangfoldigheden til Skue som et sanseligt Fænomen, derfor begriber han ej, at den udvortes simple Kvadratbygning kan indvendig vrimle af labyrintiske Gange, at der kan være mylrende og lystigt Liv i en Bikubes enkelte Udvortes.

Ved megen Stillesidden blive Folk let tilbøjelige til Opfarenhed, fordi det stillestaaende Blod føler Trang til at cirkulere raskere, at faa den nødvendige Motion.

257

Poesiens Gudinde er en stor Kokette; naar man ønsker hendes Omgang, kommer hun ej; men naar man allermindst er beredt paa hendes Besøg, føler man tit hendes Kærligheds hele Varme.

Naar man vil forsage Kunsten og sætte den til Side for andet Arbejde, da forfølges man af begejstrende Ideer; vil man derimod forsage Verden og opofre sig til Musernes Dyrkelse, da føler man sig forladt af den høje Kraft.

En Præsts Lærermyndighed er let at hævde paa Talerstolen, men svær at gennemføre i daglig Tale.

Præster vænne dem til Snaksomhed.

Ligesom en begyndende Medicus finder hos sig selv alle Sygdomme, finder en begyndende Prædikant hos sig selv alle Fejl. Begge have paa en Maade Ret.

En Prædikant skal ikke forsage, fordi den levende Anskuelse ej altid vil følge hans Pen; den skal ikke fremtvinges. Han arbejde trøstig med Forstanden, og Anskuelsen kommer af sig selv.

En Præken kan have alle udvortes Inddelinger uden sand Sammenhæng, og mangle dem, skønt den forbindes ved indre Liv.

Skriftens Ord, der skulde give en Præken Aand, nedværdiges tit til blot at give den Krop.

Mynsters Prækener ere affekteret simple.

Prækener, der tydeligen ere Sprogstudier, ere de forargeligste af alle. Før skulde man kunne krybe op til Maanen paa en Loftstrappe end mane den 258 Helligaands Kraft i sin Tale ved filologisk Omhu og pedantisk Ordvragen.

Taarer, som Præster fælde paa Talerstolen, strømme just ikke altid fra en hellig Kilde. Hykleren brister i Graad af rørt Beundring og Begejstring over egen Veltalenhed. Disse Narcis-Taarer springe hverken af moralsk Iver eller af Sorg, men af en ren Interesse for det skønne, af Talerens platoniske Kærlighed til sig selv. De fleste ærlige Talere bevæges, naar Æmnet berører deres personlige Forhold, naar det f. Eks. opriver slet lægte Saar, som Livet gav dem. Kun faa ere de udvalgte, som have saa stort et Hjærte, at det bløder over Verdens Synder.

Der hører et Slags Dristighed til at gøre psykologiske Observationer, et Slags Tillid til sin egen Evne til at blikke i sig selv. De, der mangle den, bemærke tit ved at høre andres aandelige Iagttagelser, at de have været nær ved at gøre samme, men have ikke haft Selvtillid nok til at lide paa deres indre Erfaring. Deraf den Hurtighed, hvormed de føle sig trufne ved rigtige Bemærkninger.

Af al Slags Anmasselse er den utaaleligste den, der gør Fordring paa Menneskekundskab. En Tosse, som har læst lidt i Knigge, bilder sig tit ind, at han ligesom en alvidende Gud kan gennemskue alle Menneskers Indre. De, der føle det træffende i almindelige psykologiske Bemærkninger, eller vel endog kunne selv gøre en og anden Observation paa Sjælens Mark, ere netop de, der allermindst have Skønsomhed til at forstaa Individet. Hvad der om 259 Mennesket er universaliter sandt, ytrer sig under uendelige Modifikationer i de enkelte Handlinger. Teoretikeren bliver som en nødvendig Følge af hans kontemplative Natur meget lettere bedraget end den driftige Praktikus, som ikke har noget Forraad af Regler at gaa frem efter.

Grunden, hvorfor dramatiske Digtere og eksperimentale Psykologer saa let føres bag Lyset, naar de skulle bedømme Individet i det daglige Liv, er deres kontemplative Natur, som sjælden forenes med det praktiske Blik. De kende Menneskehedens store Omrids, de kende det karakteristiske ved Masserne, men ikke ved den enkelte. Sjælens Væsen bliver dem klart ved dybsindig Selvbetragtning, ved den Lethed, hvormed de abstrahere det almindelige af de dem bekendte Karakterer; men en ubekendt, der møder dem i Livet, henføre de med Overilelse snart under en, snart under en anden Rubrik. Omvendt ere de af Naturen kloge, som vanskelig lade sig blænde af Mennesker, sjælden i Stand til at gøre overraskende teoretiske Bemærkninger. De gaa efter et Instinkt ligesom Bierne, der meget vel ved, af hvilke Planter der er Honning at hente, uden at de derfor ere kyndige i Botanik.

Naar Skuespilleren (efter den almindelige Teori) lettest opfatter de ydre Fænomener ved en Daarlighed, der er ham fremmed, kan tværtimod Moralisten lettest blotte de Fejl, som han selv har Hang til.

Naar man hører en sand mandig Natur i Kres af Mænd lade sin djærve Vittighed skride over 260 Grænsen af Tidens indbildte Decorum og i raske Kraftudtryk med kæk Ironi spøge over Menneskets dyriske Forhold, da hører man straks dels hyklerske Hældører, dels marvløse Sentimentalister, dels superfine Smaaherrer at udbryde i Straffeprækener over disses Ryggesløshed eller ytre Foragt for deres Mangel paa Levemaade. Hvoraf kommer det? Af en vrang Moralteori, ved hvis Senatsdekreter man tror i stive Begreber at kunne fængsle Sædelighedens evige Ide, da dog dennes vekslende Billede aldrig af nogen Forstand vil kunne manes ind i de Heksekrese, hvori Moralisterne med deres Rubriker ville besværge den. Her gælder det mer end noget andet Sted: Bogstavet ihjelslaar, men Aanden levendegør. Den sunde Naturs plebiscita vil stedse overdøve hine fornemme Dekreter. En vellystig Marekats Tale er væmmelig, fordi man straks mærker, at al hans Digten og Tragten drejer sig om en og samme Pøl. Det er opirrende at høre et dorskt Hoved halv gabende at ville maskere sin Søvnighed og give sig Skin af Opvakthed ved nogle priapiske Termini. Men hvo kan forarges ved, at en dygtig Karl, med aaben Interesse for alle kraftige Ytringer saa vel af Alvor som af komisk Lune, heller ikke forsmaar at gøre Strejftog ind paa det Gebet, som ved den stærke Kontrast mellem Menneskets to Naturer yder saa rigt Stof til Latterligheder? Er Shakspeare en vellystig Digter, eller rettere: ere hans Helte vellystige, naar de med patetisk Ironi rive Dækket af den jordiske Afrodites Løjbænk? Nej, den alt for store Pænhed er saare tit mistænkelig. Tit er den en ond Samvittigheds Maske. Mange holde sig for slig udvortes Trang skadesløse ved en 261 afskyelig indvortes Tvangløshed. Medens tæt tilhyllede Gratier sidde paa deres Læber, sidder Asmodæus i deres Hjærtes Lønkammer og suger Kraften ud af deres spinkle Lemmer. Naiv Frihed i Ord var stedse størst hos Folk, der havde indvortes Irritabilitet i Aanden. Naar et Folk var nærmest ved det rent menneskelige Billede, følte de Trang til at udvikle alle Sjælens Ledemod. Ligesom de i deres Gymnasier rettede deres Lemmer, saa lod de heller ikke noget af Sjælens Organer ligge i Svøb. Da Romerne begyndte at synde imod den scatiniske Lov, blev Poesien jomfruelig.

Der gives et Tilfælde i det daglige Liv, hvor det er højst tilladeligt, om ikke Pligt, at betjene sig af en lille Ed. Denne Adfærd er højlig at anbefale for Folk, som ved Høflighed saaledes blødgøres, at de bringes, hvorhen de egentligen ikke vilde bringes. Disse tage naturligvis højlig fejl, dersom de anse den Slags Eftergivenhed for Godmodighed. (De frygte egentlig for, at den Hyldest, man yder dem, skal restringeres; og den Krans, man sætter paa deres Hoved, bliver en Grime, hvori man efter Behag kan trække dem omkring. Skønne Damers venlige Overtalelse, der i Følge sin Natur alene er Nedladelse og Virak, gør, at en saadan allermindst kan ytre sig som Mand.) Da er det et probat Middel at anvende ovenomtalte Trumf; thi dette drøje Mundsvejr adsplitter paa Stedet det ømme Spindelvævsnet, hvormed han er omspunden; Forholdet taber sin Finhed, og han er igen Mand for sin Hat. Da det var en ond Aand, der havde ham i sit Band, er det jo højst tilladeligt med Besværgelse at drive den paa Flugt.

262

De flestes Frimodighed i Dødsfare kommer af, at de tro, det har ingen Fare.

Grunden, hvorfor mangen tapper Mand lader sig nedbøje af smaa Bekymringer, er, at han skammer sig ved at ruste sig med alvorlig Filosofi mod slige Bagateller. Det gaar ham ligesom Løven, der ikke frygter for nogen Gigant i Ørkenen, men er forlegen, naar den kommer i Kast med en Mus.

Store Mænd og store Lidelser staa i et Vekselvirkningsforhold. Lidelserne gøre Manden stor, og hans Storhed skaber ham Lidelser, som den mindre ikke kan føle.

Ethvert Menneske faar i Livet tildelt saa megen Sorg og Glæde, som udfordres til hans Kræfters Opvækkelse. Held den, der faar sin Lod af Sorger tildelt i store Masser, at de ligesom en høj Tragedie kunne løfte hans Aand over det smaalige. Den, der faar sin Lod tilmaalt i Smaaportioner, er bestemt til at være liden; thi kun i stor Kamp dannes Helten. Et Liv, hvis største Lidelser bestaar i brukne Naale, passer sig for Kvinder, og tildeles mest Kvinder.

Store Mænd kende sjælden deres egen Storhed, da Bevidstheden vilde stanse Naturens uendelige Virksomhed i dem. Derfor er det, A. meget rigtig bemærker: Jeg maa sikkert være en stor Mand, da jeg selv ingen Bevidsthed har om det overordentlige Geni, jeg unægtelig besidder.

Det er en stor Ubehagelighed, der er forbunden med den store Mands Liv, at han intet kan foretage sig, intet Ord lade falde uden at alt bliver ført vidt 263 omkring af Rygter og underkastet offentlig Kritik. Da nu Genier lidet veje deres Ord, men tit ledes af Øjeblikkets Lune til Udbrud, som ikke komme fra deres Hjærte, burde man være meget varsom ved at slutte sig til den store Mands Karakter af Anekdoter.

Det Ideal, et dygtigt Mandfolk danner sig efter, er af stort, men løst Omrids. Derimod søger den ydmyge Kvinde at uddanne sit Hjærte med ængstelig Korrekthed i det smaa. Manden frembyder et dristigt Maleri, som i Afstand stiller Skikkelser for Øjet, men nærved kun viser grove, uordentligen henkastede Farvepletter. Men Kvindens Livsbestræbelse er et indtil de mindste Træk fint og trolig udarbejdet Emaljeværk. Dette Udsagn om Kvinden har jeg set stadfæstet i et levende Eksemplar. I tre Maaneder omgikkes jeg daglig med en ung Enke paa henved 30 Aar, uden at jeg hørte hende synderlig blande sig i nogen Samtale. Jeg troede, at denne Tavshed kom af Aandens Fattigdom, da Fruentimmer ellers saa sjælden lægge Dølgsmaal paa deres Visdom. Samme Dame overrumplede jeg saa ofte ved Skrivepulten, at denne Omstændighed til sidst vakte min Nysgerrighed. Jeg spurgte hende, hvad hun kunde saa idelig have at skrive. Efter nogle Udflugter fortalte hun mig endelig, at hun efter hver forløben Dag nedskrev Betragtninger over sit Levned, hvilke hun gav Titel af: »Mit Hjærtes Regnskabsbog«. Til denne Bog betroede hun enhver Følelse og Tanke, som hun ej billigede hos sig selv; hvorledes hun havde opført sig i ethvert Tilfælde, og hvorledes hun ved rolig Eftertanke bagefter fandt at

        

264 hun burde have opført sig. Jeg vandt i den Grad hendes Fortrolighed, at hun lod mig se Prøver af Bogens Indhold, som jeg ej kunde ane, da hendes Liv forekom mig saa usædvanlig rent. Her saa jeg nu en Ømhed i Samvittighed, en Finhed i Følelse, som jeg aldrig har fundet hos et Mandfolk. At gøre dette anskueligt ved et Forsøg paa at gentage noget af Bogens Indhold, vogter jeg mig vel for; thi det vilde i mine grovere og bestemtere Udtryk tabe sit æteriske Væsen.

Kvinders Gunst vindes af snedige Folk ikke derved, at de antage deres Karakter, men derved, at de paa Skrømt vise sig i en ganske modsat Skikkelse og anstille sig, som om de efterhaanden antage den tilbedtes Grundsætninger. Hun elsker da en saadan som sit eget Værk. Har hun en stærk Tro, da maa Bejleren være en erklæret Fritænker og lade sig omvende ved hendes vægtige Grunde.

Man kan vænne sig til Omgang med visse Mennesker, som man i Grunden ikke kan lide, saa at man ikke kan være dem foruden, ligesom man formedelst Vanen ikke kan lade af at bruge Tobak, skønt den smager vederstyggeligt.

Naar Folk ere os nærmest, have deres Domme mest Vigtighed i vore Øjne. Selv som Skribent kan man ikke med den Lethed sætte sig ud over en andens vrange Dom, naar man er under Tag med ham (selv om man aldrig viser ham, hvad man har i sin Pult), som naar man bor i en ganske anden Kres.

265

Den udannede kan hade hæftigt, men ikke uforsonligt; thi kun Krænkelse af Egoismen kan vække hans Vrede. Den, der er klog nok til igen at smigre hans Egoismus, faar hans Venskab igen. Den dannede derimod kan dybere indse, at en anden er hans fuldkomne Antipode; hans Had kan være grundet paa noget højere end den blotte Egoismus og derved blive uforsonligt. Minervas Skjold var bemalet med Medusas Hoved, som forstenede den, der stirrede paa det.

Mangt et Menneske træder ind i Verden med et alt for utaalmodigt Krav paa Retfærdighed. Med Harme og Bitterhed erfarer han, at denne Fordring langtfra vorder tilfredsstillet. Mest opirret vorder han naturligvis over den Uretfærdighed, han selv maa friste, ikke saa meget af Egoisme, som fordi den ligger ham nærmest og altsaa er ham mest indlysende. Det er endnu den krænkede Ide, der forbitrer ham. Da er det, han ved Synet af den gængse Uretfærdighed, for at han ej skal vorde udelukt fra en Anmasselse, der synes ham almindelig, hylder selv de fornuftstridige Principer. Det synes ham uretfærdigt, at han ej skulde have samme Ret til at være uretfærdig som andre. Ikke desto mindre føler han dog Modsigelsen i slige Grundsætninger, og derat forklares hans Had mod fremmed Uretfærdighed. Den anser han for Livets fjendtlige Magt, hvorimod hans egen Uretfærdighed er et bestandigt Selvforsvar. Var Verden bedre, vilde slige Personer være de bedste; thi det er en oprindelig smuk Iver, der bliver Spiren til deres giftige Liv.

266

Den egentlige, menneskelige Dovenskab (vel at skelne fra den dyriske, der ytrer sig i Sky for legemlig Bevægelse) bestaar i en Slags Antipati mod vedholdende Beskæftigelse med visse Forestillinger. Den grunder sig oprindelig paa en instinktmæssig Frygt for, at Forstandens Ligevægt skal tabes. En vis Centripetalkraft nøder Menneskets Forestillinger til af og til at vende tilbage til hans Jeg, at ikke Forestillingerne skulle tage for sig som vilde Heste, overspringe Personlighedens Periferi og altsaa blive rent ekscentriske. Naar denne aandelige Selvopholdelsesdrift tager for stærkt Overhaand, da opstaar den menneskelige Dovenskab, der egentlig ikke er en Drift til at hvile, men til at holde paa sit Jeg.

Det er tit Fattigdom i Aanden, der bringer Folk til Flid. De nødes til at søge fremmede Tanker for at udfylde Tomheden i deres Hoved.

En alt for udsvævende Fantasi maa behandles ligesom en løbsk Kanehest: man drejer det balstyrige Dyr ind i en Snedrive, hvori den efter en kort Sparken bliver fuldkommen spag. Saaledes maa man ogsaa lade det sværmende Hoved arbejde sig ind i en strængvidenskabelig Bog. Derved vil det snart lære Stadighed.

Skønhedsfølelsen vaagner først med Kønsdriften. Kvinder, som man har levet med fra Barndommen af, førend Attraaen vaagnede, eller under Forhold, hvori den ej kunde vaagne, kan man ej ved Instinkt erkende for skønne eller stygge. Den Behagelighed eller Ubehagelighed, man føler ved deres Syn, beror blot paa deres moralske Egenskaber. Deres Skønhed 267 maa man, ligesom stymperagtige Recensenter, erkende paa den middelbare Maade, nemlig efter Regler.

Gives der ubevidste Følelser, gives der sikkert en dunkel Kærlighed til Naturen. Et Barn kan leve i en ubevidst Fortrolighed med Naturen uden at have den Forestilling: Naturen er skøn. Det føler da et uforstaaet Velbefindende i en smuk Egn, hvor Luften er behagelig og Fuglene synge; det ligger i Naturens kærlige Arme som før ved Moderens Bryst. Dette ses deraf, at man ved at tilbagekalde sig Scener af sit Barndomsliv tænker sig straks tillige smukke Naturdekorationer med en Henrykkelse, som man sjælden føler ved de nærværende Fænomener. Det gaar hermed som med det Venskab, der gør, at vi befinde os vel ved andre Børns Omgang uden at erkende, det var Venskab, der bandt os til dem, førend vi ere skilte fra dem og føle Tabet af dem. Et saadant Instinkt knytter alle raa Mennesker til Naturen. Deres Nydelse er den samme som den, det udannede Øre føler i Kirken ved Korets firstemmige Koral, uden at Tilhøreren engang bemærker, at han hører mer end een Stemme. Er han vant til at høre dette Kor og da føres til et andet, som foresynger ham et unisono, vil han føle et Savn og sige, at man her synger slettere; men hvori hint Fortrin bestod, ved han ej.

Ingen Stat kan bestaa uden frie eller ufrie Trælle. Derfor skulde de, som Lykken befriede fra at bearbejde Materien ved Ploven eller den kopierende Pen, stræbe efter, at deres hele Liv kunde saaledes gennemtrænges 268 af Ideerne, at disse stedse lyste i deres Daad og Tale. Det skulde de gøre ikke alene for deres egen Skyld, men for Trællenes Skyld, for at Straalerne af den usynlige, men dog nære Sol kunde falde ind i disses Synskres. Selv den finere Nydelse af de upopulære Kunstværker, der ligge over Folkets Synskres, Kulturens ædlere Epikureismus, den esoteriske Poesi, vil virke saaledes paa dem, at det højere Liv vil, skønt i en anden Skikkelse, dale til de ringere. Den til Døren lænkede janitor vil dog kunne høre fjærne Toner af Kitharen i Patricierens Hal og nynne efter.

De Forfattere, som Verden anser for stolte, ere ofte de ydmygste. Thi deres Bodfærdighed for Herren, i Lønkammeret, forsmaa de at lade Verden vide. Jo mere de blive fortrolige med Gud, desto mere trodse de Verden. De vide, at de intet Menneske skylde Regnskab, og Stolthedens Skin bliver en Slagbom, der hindrer dem fra at amalgamere dem med Tiden. Just fordi de i deres stille Sind erkende, de have alt af Gud, derfor erklære de frit for Verden, at deres Gærninger ere store.

Den Forfatter, der vil have indvortes Ro og Fred i en lærd Republik, fuld af Sned og Rænker, bør vænne sig til at betragte sit litterære Jeg som et æterisk Væsen, der ligesom Miltons Aander ikke kan sønderhugges, men stedse flyder sammen igen uagtet alle dybe Saar af Kritikkens Glavind.

At store Kunstnere sjælden formaa at erhverve sig Rigdom og andre Lykkens Goder, rejser sig ingenlunde af Foragt for disse; thi da de for det meste 269 utaalmodigen kræve Tilfredsstillelsen af deres jordiske Ønsker, kunne de ej ringeagte Betingelserne derfor. Men Stræben derefter kan ej saaledes gennemtrænge deres Liv, at de med stadig Kraft kunne tilkæmpe sig det forønskede Klenodie. De synes, at de ved den Begejstring, hvormed de forud nyde det i Fantasien, ved deres brændende Længsel derefter, gøre dem værdige dertil. Ørkesløse vente de da, at det ligesom fra Himlen skal falde i deres Hænder.

Den, som ufortrøden bliver ved at skrive slet, faar tilsidst et Slags Reputation som en stor Skribent. Selv den, der frakender ethvert enkelt af hans Arbejder alt Værd, har i Hjærtet et Slags Respekt for ham, som Skaber af de mange Volumina. Dette synes at være saa dybt indgroet i den danske Karakter, at adskillige (som f. Eks. Grundtvig, endogsaa førend han tilfredsstillede sig selv ved Oversættelsen af Saxo og Snorro) have en Slags Ærbødighed for sig selv som danske Klassikere, uagtet de ikke levne alle deres Flyveskrifter, hvoraf deres litterære Person er sammensat, eller rettere hvori den er adspredt, nogen synderlig Ære. De glemme det gamle: nihil est in partibus, quod non fuit in toto.

Der gives Værker, som lykkes bedst, naar Tanken om Meddelelse er nær. De esoteriske Værker ere derimod Hjærtets stille Konversation med sig selv.

Vittighedsimprovisatoren og andre mundtlige Digtere have mer Genialitet end de skrivende Poeter, men mindre Bevidsthed derom. De ere rige Mænd, som more sig med at kaste Guld ud iblandt Pøbelen 270 uden selv at kende dettes Værd. De poetiske Skribenter ere ej saa tidt fyldte med inspirerede Tanker. som de ere Kendere af disses Ægthed. Hver heldig Ide, der falder dem ind, bemærkes og anvendes paa en hensigtsmæssig Maade. Men selv hos de mest voluminøse komiske Forfattere findes ej saa megen Vittighed, som en fortræffelig Hofnar har nødig i eet Aar.

Vittighed er et Produkt af hurtig Forstand og Lediggang. De faa Tanker tumles da idelig om og forbindes, ligesom Krystalstykkerne i et Kalejdoskop, bestandig paa en ny og overraskende Maade.

Hensigtsløs, blot spillende Vittighed uden komisk Grundighed kan ej fremkalde nogen ren æstetisk Nydelse. Et fransk Epigram af en vittig Dagdriver uden klar Erkendelse og kraftig Vilje kan ej opbygge Læseren, men blot vække det forfængelige Ønske hos ham at finde et Selskab, som han kan more ved Meddelelsen af slig Kuriositet. Forstanden har ved saadan Leg kun een Bevægelse. Den drejes blot om sin Aksel, uden at skride fremad til et Maal. Den virker som en tom Møllekværn, der ej frembringer det nærende Mel, men slider af sig selv det golde Sandstøv, som har Lighed dermed.

Det komiske ligger i Tanken. Det vittige i Tankens Fremstilling.

En Tankeflugt mod det evige bliver tit begrænset ved at nedskrives paa Papiret.

Jeg vil hellere pille Charpi end udtyde et frit Foredrag for en Per Nittengryn.

271

Naar den populære Forfatter eller Taler mangler et Udtryk for et Begreb, kan han dog ved en fiffig Vending køre uden om Stenen.

Der gives et Slags Halvironi i Tonen, som alt for ofte misforstaas af plumpe Læsere og Tilhørere. Humoristiske Skribenter eller opvakte Omgangsvenner fremkomme undertiden med Ytringer, som hverken ere Spøg eller Alvor. Undertiden er det en ufuldbaaren Tanke, som de med Naivitet fremføre i sin embryonske Tilstand uden at ville have det antaget for ramme Alvor. Det er en Slags lydelig Tankegang, et Slags offentlig Undersøgelse, hvori man tit griber herlige Vink og tit bliver Gaader var, til hvis Opløsning hverken vi eller de ere i Stand. Dette Fremskridt vilde vi ikke gøre uden slig naiv Aabenhjærtighed, da kun faa nye Tanker ved deres første Undfangelse kunne fremstilles i en dogmatisk skoleret Form. Det er undertiden Tvivl om vores og deres fælles antagne System, som de ytre ved en konsekvent Fortsættelse af Beviserne, der grænser til Parodi. Dette Slags Tankeforsøg, denne Forblanding af Spøg og Alvor, kan aldrig mislede den, der læser eller hører med sympatetisk Liv, men kun den, der med stump Forstenelse hænger ved Bogstavet. Herfra skriver sig humoristiske Skribenters hyppige Miskendelse; thi her have de stumpe ej engang den Vejledning, som den mundtlige Samtales Deklamation yder.

En Del Poeter, som have begyndt paa et Kunstværk og ikke have Raad til at give det den fornødne Fylde, bøde paa Fattigdommen med nogle Livsbetragtninger. Et saadant Værk er at ligne med 272 en Fugl i et Naturaliekabinet, der er stoppet med Hø. Somme gaa aabenlyst til Værks og lade slige Lapper gælde for hvad de ere, nemlig filosofiske Ekskurser. Andre have en ond Samvittighed og søge at give denne mekaniske Sammensætning Skin af organisk Nødvendighed, ved at give en af Heltene Skyld for deres Tanker; men Bedrageriet falder dog let i Øjnene.

Ved ingen Definition kan man skarpt adskille den dramatiske Poesi fra den episke.

Den nyere Poesi gaar, som man siger, mer umiddelbar ud paa det evige end den antike; men den løber ogsaa ligesom Evighedens Figur tilbage i sig selv. Dens Genstand er den selv, den er Poesi over Poesi.

Poesien tager en grov Anskuelse for at vække en æterisk.

For at fordrive den tomme Sentimentalitet, begyndte man at anbefale Plastikken; men uden Tvivl er man gaaet for vidt i at ville bandlyse af Kunstens Rige alt, hvad der ikke havde græsk Præg. Alt hvad der kan læres, er noget, der er forskelligt fra Kunstens Væsen, og man kan lige saa let uden Digterkald tilvænne sig et plastisk som et sentimentalt Foredrag. Der gives et Slags musikalsk Poesi, som er det sande Udtryk for Romantikkens Gaade. Denne ligner for eksoteriske paa et Haar det sygelige Føleri; men for den indviede har den en dyb Betydning. Den kan saa meget mindre læres af Fuskere, som den er langt vanskeligere at fastholde med Forstanden end den vidt priste Plastik.

273

Den franske Praksis er et Skridt videre i Kunstens Objektivitet end den tyske Teori. Denne vil have Taarer forvandlet til Stjærner, hin gør dem til Perler.

Alt for stor Stræben efter med klassisk Objektivitet at udtrykke en originalt undfangen Tanke gør den ved Fødselen triviel. Formedelst den naturlige Mangel paa gængse Udtryk for det nye og Frygt for poetisk Dunkelhed griber man et klart Begreb af større logisk Indhold end det anede og dunkle Begreb. Dette ytrer sig ikke alene i Tale og Skrift, men Folk kan have Tendens til i deres stille Tanker at presse ethvert opstigende aandeligt Lys i visse gamle Former, hvor det omstøbes til den fuldkomneste Trivialitet.

Det sande klassiske Foredrag ligger imellem den oratoriske Krampe og det uædle Pøbelmaal. Men mangen dansk Forfatter, der tror ret at have truffet den klassiske Elegance, fører et sirupsødt Sprog, der er mere vederstyggeligt end hine Ekstremiteter. Thi den Stolthed, hvormed hine ville tiltrue sig Beundring, er ikke saa oprørende, som den krybende Forfængelighed, hvormed disse ville tilsieske sig Bifald, er væmmelig. Næsten i ethvert af deres Udtryk ligger der skjult en maskeret Bøn: »Pigelil, eller Drengelil! kom og klap mig for mine smaa nysselige Ord.« Ti Gange heller Grundtvigs Træskogang end saadan koket Trippen i Saffianssko! Heller et Studebrøl end den jammerlige Hvippen af en Kylling, der har Pip.

274

Franskmændene tale, ligesom de skrive; men Engelskmændene skrive, ligesom de tale.

Mange Forfatteres Stil ligner et Bed af Sand, hvori et Legebarn har nedstukket en Del Blomster, som det rev af en fremmed Have. Man ser straks, at slige Blomster ingen Rod kunne have der, hvor de staa.

Der er ingen større Modsætning tænkelig end mellem Homer og Jean Paul. Den ene pakker hele Verden ind i en Nød, og den anden lader den sprede sig ud i det uendelige.

De staaende Epiteta i den græske Folkepoesi svare omtrent til vore Rangstitler: Hans Højærværdighed, Velærværdighed, Velædelhed. Kuns ere hine, i Følge Grundforskellen imellem det antike og moderne, tagne af den ydre Skikkelses Forhold til Skønheden, disse derimod ere hentede af det indres Værd med Hensyn til Sædeligheden.

I Folkepoesien jages ikke synderlig efter superlativiske Ord. Hvor et Gradsbegrebs forskellige Modifikationer udtrykkes ved en stigende Række af Ord, glæde de nyere Poeter sig ved at kunne tage de Kraftord, som staa øverst paa Skalaen. Dertil drive Folkedigterne det ej. I gamle Viser gaar og løber man til et Sted, men styrter ikke dertil.

Den kristelige Aabenbarings Vidunder er saa gammelt, at det endogsaa hos dem, der historisk tro paa det, næppe vækker mere Gudsfrygt og højere Liv 275 end Naturens Hverdagsunderværker hos de fleste Tilskuere.

De raadvilde Personer tumles om, fordi de ikke have fast Tro paa Aabenbaring og ikke have Dybsindighed til at danne dem en Filosofi.

I denne vantro Tidsalder vil Folk ikke selv antage Mirakler, men foragte dem, der have samme overvejende Forstand, som de selv. De ville gærne fortælle andre overnaturlige Tildragelser og fordre, at disse skulde fæste Lid dertil, uden at de selv gøre det. De føle det hule i deres Liv, men kunne ej tilvinde sig noget Resultat.

Visse indskrænkede Hoveder føre bestandig Gudsfrygt i Munden, uden enten at være Hyklere eller religiøse. Det er egentlig en stærk Kærlighed til Jordens Goder, der bringer dem til stedse med Angst at føle, at den Evige kan berøve dem disse Klenodier. Derfor ser man, at mange vripne ortodokse Oldinge bestaa slet i Fristelsen, naar deres Pligt er i Strid med deres Vindesyge. Shakespeares Henrik den Sjette er i denne Henseende mesterlig skildret. Uagtet sin ængstelige Religiøsitet kan han dog ikke bekvemme sig til at slippe den Krone, om hvis Retmæssighed han tvivler stærkt. Han er langt fra en Helgen, som Schlegel gør ham til.

Tomme Hoveder kunne ved mange Aars Øvelse erhverve dem et stort Forraad af kristelige Fraser, som uden at beskæftige Forstand eller Hjærte altid staa dem til Tjeneste. Det er i Særdeleshed ubehageligt at høre dette Skrald af Ord i Slutningen af deres Tale. Ved betydningsløse Ramser, som i Klangen 276 efterligne Aandens Fylde, give de Talen et Slags velproportioneret Udvortes.

At Mennesker have den fordærvelige Indifferentismus, ikke at bringe deres Dom om den aabenbarede Religion til noget fast Resultat, kan, naar de forudsættes at have blot Hensyn til dem selv, begribes. Men hvorledes kunne de være Familiefædre eller haabe at blive det, og dog ikke agte det for højst magtpaaliggende, over saa vigtigt et Anliggende at have en klippefast Overbevisning at meddele deres Børn?

Blandt forskellige Drifter har ogsaa ethvert Individ Hang til en vis Art af Erkendelse. Sandheden kan kuns af den enkelte betragtes fra en vis Side, og i hans Individualitet ligger allerede Grundspiren til den Filosofi, han vil danne sig. I de forskellige Grader af hans Udvikling vil dog stedse hans Personlighed spores. Han vil ligesom et Træ kun drage den aandelige Næring af alt, der kan assimileres med hans Natur. Deraf den Væmmelse, hvormed den stedse fremskridende betragter de Tanker, han selv i forbigaaende Tid har nedskrevet; thi han ser ligesom et Embryon, en ufuldkommen og altsaa styg Spire til sin nærværende Erkendelse.

Hvorfor kan intet filosofisk System hæve sig til den Højde, at dets Terminologi falder sammen med Sprogets Urkrystallisation, der er ældre end al Filosofi? Hvorfor skal Filosofferne stedse i deres Definitioner udvikle eller indskrænke ethvert Ord uden at kunne beholde den evige Inddeling af Begreberne, 277 Naturen har gjort? Er det, fordi den evige Sandhed, hvis ubevidste Terminologi ligger i et uforfalsket Sprog, aldrig kan ses uden fra een Side i et System?

Hvad der hindrer mange i at være vittige i Disputter, er en utidig Tendens til Grundighed i Hverdagsting. De føle saa stærkt, at Retten er paa deres Side, at de forfægte deres Sag med en vidtløftig ciceroniansk Dialektik. De røbe liden Opmærksomhed for Tilhørerne. Disse laane naturligvis hellere Øre til en Modstander, der tager Sagen paa en mere spillende Maade, og kede dem ved den filosofiske Undersøgelse af en saa ringe Ting; thi Sagen har for Disputator en Interesse, som den mangler for dem, nemlig den, at det er hans egen Sag.

Nogle Menneskers Lyst til at disputere er ikke en Følge af et hadsk og brysk Sindelag, men kommer snarere deraf, at de føle Drift til den levende Sandheds Anskuelse, som de instinktmæssigen frygte skal forstene sig. De kæmpe derfor mod alt, hvad der ligner loci communes, inden de endnu have prøvet det, af Frygt for at nogen positiv Vedtægt skal paatvinges dem uden Grunde. Det er altsaa en dramatisk Tænkning, hvor man ikke behøver at dele sig selv i to Partier, saaledes som naar man i Ensomhed spekulerer.

Hvo der opvokser i en aandelig Revolutionstid, foragter de gamle Udtryk for Livets Maal og de højeste Ideer. Ingen Anskuelse vækkes derved hos 278 ham, og han anser de Former for betydningsløse, som dog ere Genlyd af et forhen kraftigt Ord. Men den graahærdede, der saa det skønne Tempel i sin fulde Glans, tilbeder endnu dets Ruiner. Oldingen beler og ynker det nye, Ynglingen hader og ødelægger det gamle.

En af de mange Grunde, hvorfor unge Mennesker gærne blive Tilhængere af et nyt System i Sandhedens Rige, er sikkert den, at Resultaterne af det gamle bibringes dem i en Alder, da de endnu ej føle aandelig Trang dertil. De lærte da Ord, som ingen levende Begreber medføre hos dem. Men naar deres aandelige Drifter begynde at ytre deres Krav, da finde disse lettere Tilfredsstillelse i nye Former, der ej allerede een Gang for dem ere blevne betydningsløse Lyde.

Først naar en Filosofi ret gennemtrænger et Sekels Liv, naar den af de saakaldte populære Forfattere anvendes paa alle Livets smaa Forhold, udvikles dens hele Skikkelse; dens Ensidighed falder i Øjnene, og den har fuldendt sit Løb. Noget lignende er det, naar Kunstpoesien, drevet i en vis Retning, har vundet sig en Sekt. Efterlignere blotte dens svage Sider, de opfatte det ydre, de tilegne sig Maneren - det eneste, de burde have bortkastet. Deres Værker blive en uvilkaarlig Parodi paa det ensidige. Den gamle Føniks maa da dø for at fødes i en fornyet Skikkelse.

Revolutionsstiftere i Videnskabernes Rige kunne ej give deres Skrifter klassisk Form. Stræben til Klarhed og Gratie vilde her lede til en Forsoning og 279 Forening med det gamle. Skrifter, der gøre Oprør mod Meningen, stemple til deres nye Ideer nye uhørte Ord, og disse barbari linguæ betvinge for en Tid det døende Systems Klassikere. Men naar den nye Skabning er vokset saa vidt, at dens Væsen skarpt kan skelnes fra det gamle, kan den stige ned i Livet og tale Livets Sprog uden at befrygte saaledes at amalgameres med det trivielle, at dens Skikkelse skulde forsvinde. Den bliver da selv først klassisk, siden triviel, og naar den har udlevet, begynder Kresen paa ny. Saaledes avlede den unge Jord i sin Skabningsperiode skarpe Fjælde og gigantiske Bjærge, inden den kunde begynde at stræbe til den runde Form.

Trivielle Hoveder synes, at alt, hvad de læse, er gammelt, fordi de, for at forstaa det, nødes til at oversætte det i deres trivielle Forestillingsmaade. Paa en vis Maade er intet nyt fordi alt ligger i den Sats: A = A. Saadanne fandt, at Kants praktiske Fornuft var == conscientia, at alle moderne Ideer kunne oversættes paa Latin. De tro, at Ideerne ere noget uafhængigt af den givne Fremstilling, som om deres fade Maade at opfatte paa ikke lige saa godt er en vis Fremstilling. De staa paa saa lavt et Stade, at de forskelligste Skikkelser flyde i eet for deres sløve Syn.

Naar Poeter ville skrive filosofiske Afhandlinger, ser man dem for det meste hel omhyggeligen at ordne bekendte Ting.

Det er en Følge af overfladisk Tænksomhed at ville af Menneskets Analogi med de øvrige Dyr udlede 280 den naturlige Levemaade for dette. Fornuften selv er jo ogsaa et Instinkt. Mon ikke denne skønne Bygning, der skabes af Arkitektonikeren, lige saa fuldt være naturlig, som den Rede, Svalen klistrer paa Væggen?

Mange saakaldte store Menneskekendere kunde udsige al deres Visdom med den ene Sætning: Enhver menneskelig Handling udspringer af Egoismus. Alle deres fine Bemærkninger ere blot en Anvendelse af dette Aksiom paa enkelte Tilfælde. Man bliver ved denne Lærdom ikke stort klogere; thi skal en given Handling deduceres af Egennytte, kan denne Deduktion ske ved en temmelig mekanisk Aandsvirksomhed. Men Gaaden bliver: hvor er hint Udsagn at anvende og hvor ikke?

Efter at en rig Mand, som Kant eller Schelling, har kastet sin store Skat ud i Verden, opstaar der mange litterære Vekselerere, som bytte de store Guldpenge om i Skillemønt af samme Præg for Folket. »Athene« var en Vekselerbutik for Naturfilosofferne. »Københavns Skilderi« deler Kants Efterladenskab ud i Smaamønt, skønt selv disse bitte Møntsorter komme ud i Folket saa beskaarne af jødiske Hænder, at man næppe kan kende Præget.

Somme indskrænkede Filologer, især Skolemænd, der ikke have mindste Anelse om græsk og romersk Aand, kunne, ved idelig at trave igennem Oldtidens mest elegante Forfattere, faa et dem selv ubevidst Anstrøg af Elegance i deres latinske Foredrag, uagtet deres Udarbejdelser i Modersmaalet ikke bære 281 mindste Præg af klassisk Gratie. Det gaar dem ligesom Postheste, der ved idelig at vandre den samme Landevej til sidst kunne finde Sporet paa egen Haand, men kunne dog ogsaa fare vild, dersom Gærdestavre og Ledsteder flyttes paa Vejen; thi naar de miste de vejledende Reminiscenser, ere de ej i Stand til at hjælpe sig til Rette ved egen Forstand.

De saakaldte æstetiske Kommentatorer, der tro at fange Aanden af Oldtidens latinske Digtere ved at anatomere dem, bidrage derved lidet til disse Forfatteres Ære. De blotte just Horatses og Virgils svage Side. Letheden af en fortløbende mekanisk Analyse af deres Poesis retoriske Figurer synes at forudsætte en mekanisk Sammensætning. Kun det regelmæssigen vævede Klæde lader sig pille op med en Naal og væve sammen igen - ikke Plantens Trævler og Legemets Nerver. De græske Digtere kunne ej saa mageligt lade sig sønderlemme.

Et eget Slags Affektation i Foredraget er den grammatikalske. Denne foraarsager, at leksikalske Studier og Omhu for en skoleret Syntaks træder synlig frem i Stilen. Naar man læser slige verbale Purister, er det, som man læste et dødt Sprog. De anlægge en Fabrik for indenlandske Ord, som skulle afløse andre gangbare, hvis Indfødsret er mistænkt. Disse hjemmegjorte Ord gemme de i deres Sparebøsse, og naar de have sanket et passende Antal, tage de deraf Anledning til at skrive over en eller anden triviel Genstand, som tillader dem at skænke Ordbygingen udelt Opmærksomhed. Naar man ret betragter deres Produkter, er Sproget det egentlige Indhold og det tilsyneladende Indhold en Biting.

282

STRØTANKER FRA 1822-26

Til videnskabelig Menneskekundskab hører kuns liden udvortes Erfaring. Omgang med enkelte giver tit stor Erfaring, formedelst hvert Individs Uendelighed. Præster paa Landet have derfor ofte stor Erfaring, da Kristendommen leder til Selvbetragtning.

Den, der gør psykologiske Bemærkninger om Slethed, afgiver et Skriftemaal i hele Menneskehedens Navn.

Kendetegn paa Alder er, at man gør Beregning om, at man har Tid nok til at udsætte sin Plan. Andet Kendetegn paa, at man er gammel, er, at man opgiver Haabet straks, naar man bejler til en Jomfru. Unge Mennesker føle deres uendelige Perfektibilitet langt mere levende og haabe, at de paa et højere Trin af Fuldkommenhed kunne vinde Pigens Hjærte.

Efter svær Ulykke vokser Sympatien med det almene Liv.

En Lærers Lyst til at ville yndes maa gaa ud fra den Forvisning, at Drenge nødvendigvis maa elske Retfærdigheden.

283

Det er en Svaghed, ej at kunne taale, connivens, at man bliver lidt bespottet af sine Disciple. Tro ej, at den store Kærlighed til dig ytrer sig i enkelte Momenter. Husk desuden, at du ej sjælden spottede de Lærere, du holdt mest af.

Vær ikke bange for det højtidelige. Den Ironi, som skyr sligt, er ej for den barnlige Alder.

Den forfængelige Lærer siger: »Der tager du sgu fejl, min gode Abr. Kall; nej, min gode Abr. Kall, det var Aar 235, om jeg tør bede!« Disciplene faa da ubegrænset Ærbødighed for en Mand, der endogsaa kan korrekse en, der har skrevet Bøger.

En Skolemands Tanker komme til at gaa i Pasgang.

Hvoraf kommer det, at man anser det for Uredelighed at sælge afkogte Teblade eller tyggede Skraaer, men ej at informere tolv Timer i Døgnet? Hvorfor give Folk intet for en tygget Skraa, men lige saa meget for den fjortende Time som for den fjerde eller femte?

En Vanskelighed ved at oversætte Homer er, at det naive Sprog i Dansken, der især bestaar i Oldtidslevninger, ej godt kan beholdes, da man for Heksametrets Skyld maa gribe til de sammensatte Ord og dem, der begynde med Partikler.

Een Oversættelse fra Latin er den, hvormed man vil give Lærlingen et Billede af den latinske Konstruktion, en anden den friere, hvorved man vil gengive Tanken uden at støde ved udanske Vendinger. 284 Det ene Slags kan ej udelukke det andet. Perioder passe sig især ej i den fortællende Stil for den danske Genius.

At tiltro sig Produktivitet paa Grund af latinsk Imitation er det samme som at bilde sig ind af Imitationspoesien.

Faa gaa saa vidt i deres Høflighed, at de afholde sig fra at genere andre med Spørgsmaale om deres Økonomi, Eksamen og andet, smaalige Bekymringer, som de just vilde forslaa i Selskabet. De gøre disse Spørgsmaale blot for at hykle Deltagelse, og altsaa for at gøre den anden en Behagelighed, men opnaa netop det modsatte. Færre skaane en anden for Tiltaler, som denne intet kan svare paa, og altsaa staar som et Tjokkefaar. Saaledes da Fr. Anna sagde til mig: Deres forrige Karl sørger over ej mer at kunne nyde Deres Liberalitet. - Der gives næsten intet fornuftigt Svar paa Ros i Øjnene. Fornemme Folk ere vante dertil; dem sætter man ej i Forlegenhed derved.

Det fysiske Livs Fordringer synes at ligge i Strid med det fornuftiges. Maaske kan de tvende Liv efterhaanden forsone sig og en mere æterisk Menneskerace fremkomme, der ligesom Kanarifuglen er vant til at leve i Stuer og der finder sit rette Element.

Lærde Folk bukke dem undertiden for dybt, ej

af Ydmyghed, men af Mangel paa Færdighed i at

beregne Inklinationsvinkelen. De gøre den da af 285 Forsigtighed og Lyst til Fred heller for spids end for stump.

Brændevin bringer tit Folk i overspændt Følelse, ligesom den misforstaaede Enthusiasmus. Saaledes græd en fuld Mand, en stor rødmosset Forpagter, af alle Kræfter, fordi hans Moder var død for syv Aar siden.

Winckelmann sagde for Kortheds Skyld om enhver, hos hvem han misbilligede et eller andet, at han var en Æsel. Sligt er en Hvile i Tanken, i Stedet for at indlade sig i synonymiske Distinktioner, at anstrænge sin Skarpsindighed. Man besparer den Skarpsindighed, der hører til at vælge et passende Udtryk.

Skældsord vise undertiden lige saa fuldt som Eder den Trang, at oppuste sig ved et Skin af Kraft. (»Min Onkel, det Asen!« »Din gamle Øllebrødspotte!«)

At Lovtaleren gør alt, ja ytrer alle Følelser med Bevidsthed, er den egentlige Grund til hans Væsen. Aarsagen er, at han af Mangel paa Lærdom tærer paa sig selv.

Universelle Mennesker bringes let til uden Grund at overse andre, fordi de se Grænserne for disses Ævner. Det er netop deres Ulykke, at de ingen Grænser have. De fatte alt i en Hast og se hist og her klarere, deraf blive de indbildske. De ere mest skikkede til Kritikkens sterile Idræt.

Enhver, der vil partout skjule sin Bornerthed, kan det, hvis han ikke er alt for bornert. Det undgaas 286 mest ved almindelige Udtryk. Men uden sine Grænsepæle giver man ej sin Uendelighed.

Uendelige Mennesker, hos hvem alle Drifter omtrent holde hinanden Stangen, føle, ved at tvinges til een Slags Virksomhed, Lyst til andre Slags.

De uendelige, for hvem Livet kommer og gaar, synes snart, at det, de skrive, er godt, snart, naar Livet svinder, at det er skidt.

Daaren siger, at Velvilje ej er elskværdig, fordi den ej er erhvervet, men den er netop elskværdig, fordi den er ufrivillig. Skønhed er elskværdig. Alt, hvad der ej forlanger at elskes, er elskværdigt. Det stykkevis kæmpende, altsaa netop den Dyd, som Moralisterne tilregne, er ej elskværdigt. Alt det personlig villende elsker man ej (Kvindens Versmageri).

Hvor stor er ikke Forskellen paa fjortenaarige Pigers og Drenges Opførsel i fremmedes Nærværelse! Disse skændes uartigen med deres Moder i fremmedes Paahør, hine opføre sig gratiøse - af en ubevidst Lyst til at behage.

Er det ikke, fordi man ved, at Sentimentaliteten skjuler Kønsdrift, at man ikke lider den hos unge Fruentimmer?

Dannede Kvinder se ved at bedømme Mandfolk mest paa udvortes Fortrin, Naturens Døtre, hvor paradokst det end synes, mest paa aandelige Egenskaber. Den begyndende Erkendelse lægger kun lidt Mærke til den ydre Gestalt.

287

Man kan gærne komme til at staa sig godt hos et Fruentimmer, fordi hun har anset en for et Afskum. Et Øjebliks Elskværdighed udsletter ti Aars Slethed; man er straks elsket af dem.

Fruentimmervenskab finder næsten aldrig Sted. Det varer kort Tid. Det er blot Nyhedens Indtryk. Men kom til dem nogen Tid efter! Da rive de hinanden ned, eller, hvis de ere saa kloge at dølge det, tage de dog med Taknemmelighed imod, at andre rive deres Veninder ned. (Thi Fruentimmer have aldrig den fulde Erkendelse af menneskelig Usselhed - kuns af andres. Det have naturligvis de færreste, ogsaa af Hankønnet; men Kvinderne have i deres Lediggang og Konkurrence om Mandfolk mere Lejlighed til Observationer.)

Cecilia blev søsyg ved at se paa det bølgende Klæde paa Teatret.

Cecilia græd, naar hun saa en Mand skulke sig, ikke fordi han var i øjeblikkeligt Betryk, men fordi hun tænkte sig Muligheden af, at et Menneske kunde staa i en saadan Stilling og være i virkeligt Betryk. Thi det var en Loppe, der bed Cajus; det vidste hun.

Ros og Beundring er nødvendig for gamle Poeter, gamle Skøger og gamle Dansere.

Ros og Beundring blive med Tiden til en fysisk Nødvendighed for gamle Mænd. De ville leve i en Drøm om at have været noget, uagtet de intet ere; ville bedrage sig selv.

288

En gammel Poet vil immer, at de, der have drukket hans Vin, skulle drikke hans Bærme med.

De i Refleksion fortabte ere de, der mest bedrage sig selv. (Skrive en Scene, hvori en Mand reflekterer.) Naturen har foresat enhver ligesom en Lektie her i Livet; men de blive langt fra færdige med deres. De for lidt reflekterende blive færdige med deres Pensum, ja tage mer paa egen Haand; men deres Arbejde bliver derefter.

Naar reflekterende tale meget om deres Karakterfasthed, da lægge de ikke Mærke til, at de netop ved denne Selvbetragtning lægge det modsatte for Dagen.

Ret dygtig Sundhed, der tager Begreber som faste Substanser, maa for de optrævlede se ud som Dumhed.

Skriftens ἀλήθεια: Den, der siger, at han elsker Gud, og hader sin Broder, han bedrager sig selv, og der er ikke Sandhed i ham.

Den taler ikke Sandhed, som siger, at Mennesket ej giver sig selv Love; thi han ved ikke, hvad et Jeg er.

Det er snurrigt at mærke paa, hvorledes to Personer kunne føre en Fejde om Gradsbegreber.

Den, der har en overspændt Moral, er ung eller slet; thi hans Moral er forskellig fra dens Udøvelse.

At Verden vil bedrages, ses af den Omstændighed, at alle sætte Grækernes Heroismus imod Perserne i et urigtigt Lys.

289

Den blandede Følelse af det store og smaa hos Historiens udmærkede Mænd er den sande, som ej bør forvanskes ved ideale Drømme.

Man skal netop blotte store Mænds Fejl, for ret at lære den menneskelige Natur at kende.

Det fremmer Menneskekærlighed, at tydeliggøre sig Begreber om slette Egenskaber, for at de kunne skarpt adskilles fra de gode. (Somme finde Egoismus i alt.)

»Asnet kunde ikke se, det netop var barnligt af mig, at jeg gerne vilde æde Pandekager.«

Næsten alle dannede Folk lyve i Fortællingen om deres Kærlighed.

De, der bruge Følelse til Ostentation, rose undertiden andre for Varme.

En af Aarsagerne til, at de menneskelige Bevæggrunde ligge saa ganske i Mørke, er den Omstændighed, at Folk, for at synes ædle, sige, ved at høre Observationer om Egoismen: Nej, Gud bevares, det er ikke sandt. - Ogsaa ved at misbillige den mindste Plet paa Tragediehelte lægge de deres ædle Sjæl for Dagen. Derimod Menneskefjender overdrive alt. - (Spleenfulde Englændere eller franske fortvivlede Gudsfornægtere.)

Tjenestepiger sige for at tirre hinanden: »Gud forlade dig din Synd, Grete; men du er en ond Satan« - i en sagtmodig Tone, saa at hun tror sig selv ædel.

290

De, der pynte sig med Moral (hvilket er værre end at pynte sig med Immoralitet), bruge: »Gud forlade ham«, i samme Betydning, med samme Mine og med samme forbitrede Blik, som naar de vilde sige: »Gud forbande ham«.

At ingen let for en Søster eller Broder forfalder til moralske Deklamationer, viser, at den rigoristiske Deklamator bruger sin Iver som en Stadsdragt.

At skjule Mangel paa Liv og Bevægelse ved et fingeret Liv er meget almindeligt. Herhid maa henføres den Bestræbelse, at synes umoralsk, at ytre slette Grundsætninger, af Forfængelighed. Man vil sige noget, for at skjule sin temporære Død.

I Indledningen (om Begrebernes Tyranni) maa vel udvikles, at man ej tænker i Ord blot.

En Affektation er det, at den, der vil skrive en Afhandling, tænker sig en Titel og beskrænkes deraf, beherskes af sit eget Begreb, thi man erkender ej blot ved Sproget; den dunkle Ide foresvæver i Forvejen.

Geniet er ej blot et Resultat af Naturanlæg; det avles ogsaa af Skæbnen. Hadet giver Geniblik, ligesom Kærlighed. Derfor ser den af Skæbnen forurettede med et klart Blik og en dybtskuende Bitterhed ind i Livets Natur og Væsen. Shakespeares bitre Dybhed kan kuns have været frembragt ved Forurettelse og Uretfærdighed.

Fy! Foragt for Menneskenaturen.

291

Ogsaa Oppositionen kan drives med Affektation; man kan forstærke Disharmonien, fordi man har ofret sit Liv til Krig.

Mellem Leje og Eje svæver Livet.

Affektation kommer oftest af, at man ej har Kraft til at lægge sig ud med Verden for at vise sin Personlighed sand. Derfor er det godt, at somme komme til at staa i trodsig Opposition til Lavet. I Naturstanden levede hver adskilt og udviklede sig trodsig en Personlighed, da han ej forstyrredes af mange. Nu danner man sig ved Abstraktion en almengyldig Person, et Selskabsideal uden Kanter, et Ideal uden Individualitet. (Naturen gør da sin Ret gældende i Bøger som Baggesens Genganger.)

Enhver har af Naturen sit dybe Præg, men lader det udslettes for at tækkes andre. Disse andre have i at forkaste de fremstikkende et meget rigtigt Princip; kuns skulde de gøre Forskel imellem de selvraadige og dem, der ere fremstikkende af Pedanteri og Hjælpeløshed.

Folk ere ikke det, Naturen bestemte dem til, da det stramt organiserede Borgersamfund udsletter Individualiteten. Den, der vil gøre Lykke, maa intet fremstikkende have, uagtet Dygtighed egentlig bestaar i det fremstikkende. Der maa egentlig slet intet kunne siges om ham.

At ingen svarer til Ideen, gør, at man maa hjælpe paa sin Fremtræden ved Veltalenhed og anden Falskhed.

292

At man ej maa træde frem med en bestemt Personlighed, naar man vil gøre Lykke i Verden, kan man se af det Værd, der tillægges Beskedenhed.

Folk dølge deres Disharmoni med det hele af Lyst til Fred og gode Dage.

Det er langtfra altid Forfængelighed, der giver Folk Hang til Paradokser; undertiden er det et krampagtigt Forsøg paa at bryde Konveniensen og tilkæmpe sig en Slags aandelig Selvstændighed.

Hvilket uendeligt Skinliv! Hvilken Mængde frivillige Selvbedrag!

Noget Selvbedrag er nødvendigt; thi det udgør Livet.

Det er ofte en Fejltagelse, at mangen tror sig i Stand til at skrive store Værker; han holder sig selv en falsk Bebudelsesfest.

Er det ej Affektation, naar en stolt Koleriker vil skjule, at han forundrer sig ved noget eller finder det latterligt etc., men ytrer, at han ej finder det saa?

At ville roses, at ville høre, man har naaet det Maal, man stræber efter, er Selvbedrag.

Forsoning er tit Selvbedrag. »Nu har jeg sluttet Forlig med ham, den Æsel!«

En begyndende Menneskekenders Indsigt i Slethed er Selvbedrag. Vogt dig at komme i hans Nærhed. Han begynder som Rollingen, der ønsker at lære at kende en Ting, med at rive itu. Men al 293 Formodning om Slethed og Herlighed forsvinder i Nærheden.

Naar Drengen siger: »Jeg gør mer af Goethe end af Schiller«, eller overhovedet den umodne gør mere af den objektive end den subjektive Poesi, da er det, som naar Barnet nægter sig at elske sødt, og tvinger sig til før Tiden at elske det bitre.

Par force at ville ynde noget Skidt af Frygt for sin egen Kriticismus. - Det er en Affektation at fornægte sin kritiske Natur.

Fruentimmer, der i Mandfolks Nærværelse kæle for Katte eller for deres Forældre, tro virkelig, de mene det.

Affektation af Naturfortrin. Naar en Orbilius vil være en Ungdommens Gud Apollo. Apollo har ingen anden Erkendelse end den, der frit forlenes af Himlen. - Eller naar man bander og bruger aposterioriske Vittigheder for at synes en Kraftaand, da det dog egentlig blot er Magelighed, der bringer en til sligt. - Eller naar en gammel Jomfru vil være ung. - Eller naar en Doktor Faust vil være romantisk Elsker, eller en gammel Gæk være fidel med unge Studenter; Rahbek være kæk Kriger, Cicero en Frihedshelt. (Ved hans Frihedsiver udrettedes intet; den var blot til Stads.) - Ungdommen raser, sagde Kællingen, hun sprang over et Halmstraa.

Betænk, hvor megen Løgn der kan findes i en dagligdags Scene af Livet. Den rejsende spørger Bernhard: »Hvorledes laver man Pandekager?« Lovise: 294 »Det ved min lærde Broder ikke.« Bernhard: »Aa, jo vist ved jeg.« Han opgiver paa Skrømt nogle urigtige Elementer og støder sin Naboerske Augusta i Siden. Hun svarer: »Ja med Skam at tale om« (mener hun det?) »ved jeg det heller ikke« (siger hun deri sandt?).

Det er en snurrig Slags Svaghed hos visse Folk, at Høfligheden tyranniserer dem. - A. »De maa endelig drikke Kaffe hos Mini, den er bedre end Semadenos.« B. »Nej; jeg gaar heller til Semadeno.« - A. »Jeg forsikrer Dem, De maa absolut drikke Deres Kaffe hos Mini.« - B. »Nej.« - A. (skydende ham ind) »Jo, det maa De absolut.« - B. lader som han vil derind og lurer i Porten, til A. er noget borte; derpaa gaar han sin Vej. Den enes paatrængende Høflighed og den andens nathueagtige Delikatesse er lige mærkelig. Saa rørte og betvungne blive Folk af Høflighed og Omsorg for dem, som de paa begge Sider vide er et Skin.

Undertiden spiller en hel Stand sin Rolle som Sølling og fornemme Matroser.

Matroser af Stand mumle efter de egentlige saakaldte Ulke med halvaabnet Mund eller bruge et Mæle, som om de havde Skraa i Munden, havende ingen.

At de gamle ej havde den systematiske Affektation, ses af deres hyppige Svinkeærinder. De tyranniseredes ikke af deres Titler. Alt, hvad der er Liv, strider mod stive Former.

295

Ordenes Tyranni viser sig især i Moral. At leve efter moralske Forskrifter, lærte af et Moralsystem, er at sejle til Indien efter en gammel Skibsjournal, (som visse Skibsførere gøre). Den moralske Selvstændighed antager lige saa mange forskellige Skikkelser som det skønne.

En Affektation er Moralitet efter døde Begreber. Den, der f. Eks. siger: «Fy! A. er er Selvmorder«. har kun et Ord at holde sig til. Den, der siger: »A. burde ikke forlade sin gamle Fader«, han taler af Anskuelse, umiddelbar Erkendelse.

Utaalelige Menneskekendere, som ville tvinge Folk til at handle efter deres Forestillinger, og Usselrygge, som ikke tør sætte sig imod hines Begreber!

Affektation: at skrive i en afgørende Tone, voldsomt at slutte sin Erkendelses Regnskabsbog. Det tvinger man Børn til ved at lade dem skrive danske Stile. Man gør dem til Stylistikere, som er noget af det værste, et Menneske kan være.

Det er underligt, at Folk ikke tabe Lyst til at være Stilskrivere ved at se, med hvilken Lede de læse andres Stile. Egentlig skulde Stile blot skrives med negativt Velbehag, med den Overbevisning, at man brugte passende Udtryk.

Et Bevis paa, at Glæde over Stil er Løgn, er, at en Dreng rødmer, nar man gør ham opmærksom paa, at han bruger dvæle for tøve, genmæle for svare, eller deklamerer om sølvhvide Oldinge.

Det er Goethes væsentligste Fortjeneste i Stilen, at han ej er Stylistiker. Stylistikere forledes af den 296 Omstændighed, at endogsaa store Mænd, som Schiller, kunne være Stylistikere. De vælge da det lette Parti at efterligne denne Fejl hos disse. Sokrates siger, det passer sig for Drenge πλάττειν λόγους.

Professor Sibbern bruger ogsaa nye Ord, men visselig ingen vil beskylde ham for at være en Stylistiker. Den, der gør det af Trang, er det ej; men den, der glæder sig til at bruge visse Ord og længes derefter (f. Eks. Dannemand - Drenge og meget umodne Mænd endog Adverbier, som hartad.)

Det faa Folk aldrig af Hovedet, at, hvad der tilvindes ved Slid og Slæb, er bedre, end hvad der frit forlenes af Himmelen.

At samle død Lærdom er at pynte sig for at synes at have fyldige Lemmer.

Skaden af kompendiøse Kundskaber er den, at Gækken, der har dem, aldrig kan prostitueres.

Ved Eksamina faar man Folk til at slide, ligesom de siberiske Hunde til at trække, ved at holde en Fisk foran dem. Saaledes bringes de fleste Nordboer til at studere.

Lærde afskrække Folk fra deres Videnskab, ligesom fønikiske Skippere ved løgnagtige Fortællinger om Kykloper og andre Menneskeædere skræmmede Folk fra at søge Spaniens Guld.

Man tror, man er klogere end Poul eller Per, naar han glædes ved en flov Vittighed. Men derfor kan han af Naturen gærne være vel saa godt udstyret.

297

Han har blot ej set saa mange Malerier, ej hørt bedre Digte. Endogsaa Plumpheder ere i Grunden virkelig komiske, men af saare simpel Struktur.

Det, der kaldes Alvor, er tit Magelighed, f. Eks. Sky for den Blanding af Ironi og Alvor, der tvinger Erkenderen til at være i bestandig Bevægelse uden at kunne besidde noget Begreb om et Liggendefæ.

Ved at have encyklopædisk Oversyn over visse Videnskaber kommer man let til at anse sig selv for lærd. Ved den Evne, ret at fordøje, kommer man let til at anse sig selv for uvidende, hvilket man kan se deraf, at man uformodentlig forbavser andre ved sin Kundskab.

Det er en Slags Resignation at stykke sin Erkendelse ud i Ord. Deraf visse Folks Afsky for at skrive, thi man maa begynde voldsomt.

I en Tid, da det selv for den redeligste Villie er vanskeligt at faa nogen Form for det overnaturlige, gribe Folk Skinnet og glæde sig ved at narre sig selv med Skinnet, bilde sig f. Eks. ind, at de tro paa Spøgelseshistorier. Smaa Poeter have gærne Lyst til at finde noget overordentligt og overnaturligt i deres Livs smaa Begivenheder. Overhovedet plejer en vantro Tidsalder at søge Betydning i det tilfældige.

At Præster ej lide den dybe Livsspot, kommer af, at deres Foragt for det jordiske ej er grundig.

Teisterne ere gærne Afgudsdyrkere. De have dannet sig en Afgud i Fantasien.

298

Hos tørre Troende er Kristendommen det samme som Gerrighed.

I Skrift er man nødt til at give Læseren en Pragtudgave af sin Personlighed.

Digternes Liv udløber ligesom en kort Urfjer sent, thi det udløber langsomt, da Bevidstheden skal med. Deres dybere hurtige Blik ere saare partielle og glemmes igen.

Vittige Forfattere ere ej de vittigste Mennesker (de vittigste ere ej Forfattere); men de kunne holde til Raade med deres Vittighed, have den i deres Magt, og den kommer langsommere, fødes ej paa Læberne.

Skrevne Vittigheder ere Mumier eller Petrefakta.

Gud bevares, hvor de mundtlig vittige staa højt! Det er bedre end Mumien deraf det døde Sort-paahvidt.

En dramatisk Digter kan gærne tage Træk af sig selv paa Fejl, han ej har, ligeledes af andre. Man kan dyppe sin Pensel i Saften af en Lilie for at male en Rose, og man kan trække Syre af Sukker. Egoister tro, de fremstilles i alle Dramer.

Løgn er den Poesi, som ej kommer af Livet. Jo nærmere den kommer Livet, jo mere sand; jo fjærnere, jo mere Løgn.

Den objektive Poesi er Affektation.

299

Den moderne Poesi søger Livet i Poesien paa enkelte Steder og udpiller dem. Deraf dens Affektation.

Digterne maa, for at opholde deres Kunstnerliv, æde hinanden under den almindelige Hungersnød.

Som Tingene nu staa, skal Poesien ej løse Livets Problemer, men stille dem. for Øje.

I Poesien staar Publikum endnu paa samme Trin som Børn, der elske de brogede Træsnit i Bogbindervinduerne.

Noget højst afskyeligt og stygt hyldes som fortræffeligt i Sludderet om Kunst og Begejstring. Det er en Selvtilbedelse. Tal ej om lignende Udtryk af de Gamle; thi deres Poeter maatte dele Æren at ledes af Guder med enhver dygtig Smed.

En Affektation er livløs Eftersnakken af de filosofiske Folkesagn om Kunstens Herlighed. Der gives egentlig slet ingen Kunst, paa hvilken hine høje epitheta passe sig, thi den folkelige er ren Natur, og den bevidste er ikke saa stort Vidunder. Ej blot Kunst i ængere Betydning, men Livets Kunst fortjener Pris. - Er Besindigheden ej Entusiasme, da er der ingen Entusiasme i Naturens rolige fornuftige Skaben, og det er jo dog just den, der skal efterlignes. Ørhed, Blodet til Hovedet, drukken Forrykthed og den saakaldte Begejstring, som egentlig er en forrykt Glæde over Blodets Syden [er ej Entusiasme]. Det er egentlig Forfængelighedens Henrykkelse over enkelte heldige Udtryk. Man kan se den forfængelige Nydelse af sligt i Grundtvigs lange 300 Sjapdigte. Entusiasmen er den rolige Arbejden af et af Naturen i os nedlagt Mønster. Det kan bedre efterlignes ved rolig Flid end ved Susen for Ørene. Der skal kun være Nydelse i Følelsen af det heles Lykken, ej i det enkelte Ord og Udtryk. Forudsætter en rolig Udmejslen af et græsk Billed ej Entusiasme? Desuden vilde ved Arbejden det hele efter den fragmentariske Ide bedre produceres end i Drukkenskaben, men man tror, det er bedre, fordi man mindes sin drukne Fryd, mens man skrev det. Det er en altid tilbagevendende Affektation, at skjule sin Flid.

Alt i Homers Tid blev Talen behandlet som et Kunststykke. Bakkus [var vel] Tragediens Gud; Homer er ej skrevet i Rus.

Egoistisk Rus og umandig Lystfølelse - umandig, fordi man vil have Nydelsen under Vejs og ej kan give Tid, til Produktet er færdigt - er ej Begejstring.

Fanatiske Præster henrives ved en raa Lystfølelse over deres egne sanselige Billeder.

De fanatiske Præsters Begejstring er ej ægte, da deres Billeder blive selvstændige og udvikles uden Hensyn til det, Talen var om; de vokse nedad som en Hesterumpe.

Det hører til Pedantens Stolthed, at han har fuld Bevidsthed om alle Smaating i Stilen, foragtende dem, der af Naturen skrive rigtigt.

Der gives Talere, der affektere Simpelhed af Had til Retorik.

301

Et af Homers skønneste Fortrin for de nyere Digtere er den ubevidste Fremstilling af de rørende Livsforhold. Blodsforvandtes Sympati fremstilles med faa, naive Ytringer, uden at det hjærtegribende meget er udhævet. Den dybeste Følelse gives i en let fremskridende Fortælling, uden at der dvæles derved. Man standser ikke derved for at rede Følelser ud fra hinanden; men det ligger djærvt sammenpakket i poetiske Knuder.

De kleistske Helte afgive en kristelig Fremstilling af Menneskelivet.

De brentanoske Flagere ere især i Vinden, naar et usynligt Medium skal fastholdes, hvor intet haandgribeligt er, som i Dom over Folk, især i Dom over dem selv. De flagre da hid og did for Vinden.

Du skal ikke sige: Fy! hvor kan »Varners« Vandringsmand holde Bog over sin Kærligheds Fremskridt, men heller: Altsaa den Grad af Kærlighed kan forenes med den Grad af koket Selvbetragtning.

Fra unge Revolutionære tager man Braaden ved at sleske for dem, ligesom Bonden kildrer en Gris under Hagen for at stivne den.

Republikanisme er tit skjult Herskesyge. Man hader naturligvis sine foresatte, og Frihedssygen er oftest Herskesyge. Man bryder sig ikke om, at andre tyranniseres; den begejstrede Frihedsfølelse er yderst sjelden hos dem, der selv ere aldeles m salvo. Ganske ren findes den næsten aldrig uden hos Drenge. Ynglinger have allerede ofte hørt den rose som en Fortjeneste og bruge den altsaa tildels som Pynt.

302

STRØTANKER FRA 1826-31

Jeg er træt og vil gærne hvile mig; men da jeg savner en god Ven, som jeg kan veksle Tanker med, vil jeg skrive nogle flygtige Tanker ned. Nu er jeg med visse Indskrænkninger af samme Mening, som Cicero: scribere, quod occultari velis, intemperantis est. Resultatet bliver, at jeg vil bestræbe mig for at blive anonym Forfatter af nogle Aforismer. - Det er en herlig Ting med det anonyme Forfatterskab; man føler sig i saadan magelig Tilstand derved, som om man gik i Slobrok, især dersom man tager sig bedre i Agt end den usynlige Dværg i Kong Laurin og ikke lader Græsset røbe de hemmelige Fodspor.

Det forbitrer andre, at man gør almindelige Bemærkninger over deres Karakter.

Hypokondri og Misfornøjelse opstaa egentlig derved, at man ligesom ømmer sig ved Naturens Mindelser til Virksomhed, vaander sig ved, at man opfordres til en uendelig Stræben, hvilken man kun stykkevis kan fuldende.

Grunden, hvorfor hypokondre Mennesker saa tit omstemmes i deres Domme om andre, er egentlig 303 den, at deres Domme ere hypotetiske og kuns i Stilen kategoriske.

En Følelse, som Ejermanden selv har Nydelse af, er en forfjasket, befingret Blomst.

Følelsen befinder sig meget generet, naar ens Hjærte skal undersøges som et Termometer, hvad Varmegrad det angiver.

En ulykkelig gaar i sin Tænkning reflekterende baglængs, ligesom en Kanin, hvis Hjærte er læderet.

Det er mærkeligt, for at fatte Forvirringen, der er i den reflekterende Tænkning, at en Kommentator til Horats, efter at have anvendt mange Aar paa at fortolke ham, til sidst kom til det Resultat, at han intet forstod af ham.

Det er viist, ej at tænke mer end nødvendig paa sin Stilling i Livet og sit Forhold til andre Mennesker, men derimod at føre sit egentlige Liv fordybet i sit Arbejde. Den Syge, at tænke meget over andres Opførsel og Moralitet, er undskyldelig, naar den kommer af Ængstelighed, hypokonder Frygt, der bringer Individet til at tro, han maa være paa sin Post for at hævde sin Plads i Livet; langt slettere er den, naar den kommer af en uvirksom Herskelyst, en Lyst til at gøre sine Begreber gældende, som blot kommer til Virkelighed i Ord og Tanker.

De, der ved Refleksioner over enhver Livsytring af dem selv hindres fra Produktivitet i Aandernes Rige, tro gærne om dem selv, at de kunde producere mer end andre, naar de vilde. De føle, at enkelte Stykker af andres Produkter, hvorover de reflektere, 304 kunde gærne gennemreflekteres endnu mer, end de ere, og slutte da falskeligen, at de ere hævede over Forfatterens Standpunkt. Deres Refleksion er netop Grunden til, at de ikke kunne producere. Disse Folk ere hovmodige; de kende ikke Forskel mellem Refleksion og Produkt.

Kend dig selv, for ej at gøre for store Fordringer til dig selv og tabe Modet over, at de ej opfyldes. Din Produktivitet skal du ej lære at kende ved Refleksion over dig selv, men ved at producere. Ved Refleksion bringes mange til at tiltro sig mindre Produktivitet, end de virkelig have, mange mer.

Menneskehad hører til den affekterede Immoralitet, som en Tid var Moden, kopieret efter franske Gudsfornægtere.

For den ret fuldendte Indsigt vilde ej de ekscentriske Mennesker være de latterlige, men de korrekte. Hine ere deres Tids Harlekiner, de korrekte deres Tids Pagliasser. (De latterlige ere ej de ekscentriske, men de, som ville være ekscentriske.)

Bevis paa, hvor vanskelig det, der kommer til Bevidsthed, kan vedblive at være sandt, er B.'s trohjærtige Oprigtighed samt Beskedenhed, hvilken han bruger til venditatio.

Naar et Menneske ved af, at han i sine Følelser og Ytringer er oprigtig, er han det ej fuldt.

Man kan lyve af Mangel paa Naturtilskyndelse, og af Naturtilskyndelse uden Stof.

305

Løgn gaar over til Skuespilkunst. Den Slags Løgn, som kommer af en indre Tilskyndelse til Produktion.

Det konstitutive i en Tetens's Lovtaler, hvilket mange forgæves have søgt at fremstille, er, at Naturtilskyndelse savnes.

En saadan Natur som Baggesens er ikke saa uden Sandhed, som den lader til. Var Manden lutter Løgn, da havde han mer indre Konsekvens; men nu bryder den gamle Natur stundom igennem som et Lyn.

En Tanke, som en udsiger med inderlig Overbevisning, kan ej være aldeles urigtig. Man kan ved dialektiske Kunstgreb og - naar han er af blid Karakter - ved Paastaaelighed faa ham til at tro, at han har haft Uret; men deri bedrager han dog sig selv og forflytter sig af Føjelighed hen paa det fremmede Standpunkt (hvilket muligt kan være lavere). En paastaaelig Dreng, hos hvem adskillige Begreber begynde at udvikle sig, behandler man i Almindelighed aldeles urigtigt, naar man jævnligen bebrejder ham Utilbøjelighed til at erkende, at han har Uret; thi det kan han ej erkende, naar han fremstiller et Begreb saaledes, som han, efter den Sprogbrug, han har hørt, har maattet danne det. Rigtigt behandler man ham, naar man gør ham opmærksom paa Begrebernes Fluiditet og viser ham, hvori hans Fejl egentlig bestaar: at den egentlig er Mangel paa Færdighed i at sætte sig ind i andres Synskres, altsaa i Almindelighed Mangel paa Sympati og et kærligt Sind. Man skal gøre ham opmærksom paa, at i er Tvist om Begreber ofte begge Parter have Ret.

306

Præster paa Landet ligge aandeligen i Hi; deres Egoisme forstyrres ej ved Dissens, da de i deres Kres gælde for Erkendelsens Centrum.

Disputatser ere af Nytte, fordi Folk derved lære at indse, at man ej i een Samtale kan forandre Folks Grundforestillinger. De lære Egoismen at taale Drillerier, ej at være for ømfindtlig.

Nationalstolthed og Nationalforfængelighed ere gærne forbundne med Egoisme. Det er ej Kærlighed til Fædrelandet, der i disse Sindsstemninger bringer Personer til at staa paa dets Ære, men antipatisk Stemning mod andre Nationer. Det er altsaa blot en videre udstrakt Egoisme. De samme, der ville ofre deres Fædrelands Interesse for deres egne Personer, ville ganske konsekvent tilsidesætte kosmopolitiske Hensyn for Fædrelandets Fordel. Saaledes bestaar Iver for Fædrelandets Sag meget vel med raa Egoisme, ja denne maa konsekvent føre til hin; thi Egoisten er for sig selv Centret i Verden, og den mindre Kres, der nærmest omgiver ham, hævder han fjendtlig imod de større.

Forskellen mellem Forfængelighed og Stolthed er til sidst en større eller mindre Grad af Energi. Det er samme Forskel som mellem Tilbøjelighed til at være forlibt af sig og Kærlighed, Opfarenhed og Hævngerrighed. Den forfængelige behøver hyppigere Incitament udenfra.

Selvbehaget ytrer sig undertiden deri, at man under sin Tales Pavser lader sin Tunge slikke Læben lidt om den røde Rand for ligesom at smage paa sine egne honningsøde Ord.

307

En forfængelig kan være skikket til Lærer for Drenge.

Det er langtfra altid den tænksomme og indsigtsfuldeste Mand, der mindst kommer i Forlegenhed i en Disputats. Maaske finder endogsaa oftere det modsatte Sted, fordi den tænksomste ved sin Beredvillighed til at flytte sig hen paa andres Standpunkt lettest kommer til at svimle og miste sit eget Fodfæste. Den forfængelige derimod udvikler blot sin egen Tankekres og hører blot sig selv, uden at den andens Indvendinger indvirke paa hans Forestillingers Gang. Han holder en uforstyrret Monolog, som blot afbrydes ved Pavser, medens Modstanderen taler, og i hvilke han selv forbereder sig til Fortsættelse af sine Betragtninger.

Den, der har en intellektuel Affinitet til et ham langt overlegent Individ, opsluges af dette rent, saa at den ringere rent ophører at være til som Individ. Hin bliver for ham en privat Messias, som han hengiver sig til med Tro; hans Forsken bliver en Eksegetik af hins Ord, hans Tro bliver en Overbevisning om de Ting, han ikke forstaar.

En kraftig Mand kan ved sin Personlighed, sit bestemte Væsen og sine faste, bydende Miner paatvinge en anden sin Mening, ligesom en Klapperslange ved sit Blik kan mane Smaadyr ind i en Kres. Begge Dele ere et Slags animalsk Magnetisme.

Ved dristige Invektiver og foragtelige Sideblik til en Mening gør man uden Grunde svage Aander bange for at beholde deres Meninger, f. Eks.: »Svaghoveder, 308 som endnu tro paa Sladderen om aprioriske Forestillinger«. - Man rødmer over at kunne være saa enfoldig.

For tænkende Mennesker er andres Avtoritet kuns i Erfaringsgenstande af Vigtighed.

De svageste Mandfolk og Fruentimmer have stundom saa megen Medlidenhed med dem selv, at de overvældes af denne Følelse og tabe Overlæget. En forurettet kan ej komme til at plædere sin Sag for Fornærmeren, fordi hans Røst kvæles af Taarer, som fremkaldes ved den Medynk, han føler ved Tanken over sin egen Situation. (Dette er et Bevis paa, at Mennesket paa een Gang kan være Subjekt og Objekt.)

Fruentimmer kunne kun hist og her kaste Blikket i min Bog. Men det aandelige Liv er hos dem, formende det modtagne, som hos Mad. Staël-Holstein. Det kan gærne være, Fruentimmer en Gang saaledes optages med i Livet.

Ret naturlige Kvinder have noget, der arbejder sig frem hos dem, og som de tro paa, uden Hensyn til det dermed i Modsigelse staaende traditionelle Moralsystem. Det er en embryonsk Erkendelse, en Monade til et filosofisk System, der ligger i deres Aand.

For hypokondriske Kvinder skal man ej ret ydmygelig erkende sin Uret; thi deres uselvstændige Karakter gør, at de, altid under fremmed Indflydelse, tage alt, hvad der siges til dem, for gode Varer. Altid ved deres Hypokondri ensidige, forfølge de 309 den Retning, man giver dem, og Overdrivelserne indskrænke de ej ved tilbørlig Subtraktion.

Kvinder kunne ej gøre sig adlydte, fordi de ved Mangel paa konsekvent og bestemt udtalt Villie gøre det umuligt for deres underhavende at lyde dem altid.

Hvorfor skammer en Aristokrat sig ved at le ad det samme som en Plebejer? Er det, fordi han ikke vil lægge noget Slags Sympati med denne for Dagen, der kunde minde om, at de begge egentlig havde en og samme Natur? Er det, fordi han ikke vil ses i en passiv Tilstand, i en Tilstand, hvor han er henreven af en Indflydelse? Det sidste er det nok; thi han skammer sig ogsaa ved, at Tjeneren skal se ham le, om end denne har Konduite nok til at bare sig selv for Latter. Han vil ikke være Fænomen for en Plebejer. Derfor vil han heller ikke gærne, de skulle se ham falde, beklage ham eller vise Opmærksomhed ved hans Fald. Han taler slet ikke derom, men synger fortsat, for at det ej skal blive Genstand for Opmærksomhed, men udslettes som Faktum. Han falder paa en Trappe - og gaar fløjtende videre.

Man tror undertiden, at andre sætte Pris paa fornem Stand, fordi de, i den Tanke, at Tilhørerne daarslig sætte Pris derpaa, bryste sig deraf (χα' ἄνθρωπον) i deres Tale. De lægge altsaa ikke saa meget Adelsstolthed som Foragt for Tilhørerne for Dagen.

Hvorledes Værdighed strider mod Genialitet, ses i den Omstændighed, at en Konge ej uden at tabe sin 310 Værdighed kunde sige noget nyt, pikant. Han maa indskrænke sig til det trivielle, traditionelle, som ej kan være Tvivl underkastet. Man kan ej være blot Menneske, naar man skal holde paa sin Værdighed.

Forlovede Mænd ville gærne give andre at forstaa, at de ere varmt elskede. Grunden hertil ligger ikke blot i almindelig Forfængelighed; thi naar nogle Aar ere gangne, er det dem som gifte Mænd temmelig ligegyldigt, hvad Folk i den Henseende tro. Grunden til hint Ønske maa søges i deres Lyst til selv at tro sig elskede og at bestyrkes i denne Tro ved andres Deltagelse deri.

Fantastiske Mennesker hindres ved deres Elskedes Nærværelse i at tænke paa dem.

Man kan sige, at den ørkesløse Fantasi er Mangel paa Fantasi; thi dens Anskuelser have ej saadan Bestemthed, at de vise Tingene i deres Sandhed. Den, der søger en Nydelse i moralske Drømme, som han aldrig realiserer, har af sine Fiktioner udeladt alt det besværlige, som det virkelige Liv medfører. En saadan Fantasi bringer en letsindig Person til at tage Ting paa Kredit, fordi han ikke bestemt forestiller sig, hvor nødig han vil give Pengene fra sig, naar han har dem. Den virkelige Anskuelse af en nærværende Genstand, der attraas, har større Kraft end den dunkle Forestilling om Betalingen.

Under temmelig absolut Lediggang kan man endda undgaa Kedsomhed, saa længe et Pligtarbejde forsømmes ved Lediggangen; thi man beskæftiges da 311 nogenlunde ved den bestandige Strid, man er i med sig selv. Men saa snart Pligten ophører, eller man slet ikke mer føler nogen Mindelse af den, kommer Kedsomheden. Den Informator, som fra Stund til Stund opsætter en Arbejdstime, morer sig, saa længe han staar paa Springet at gaa til sin Discipel; men naar han har besluttet at forsømme Timen, ophører hans Morskab. - Samvittighedens Mindelse er i dette Eksempel noget ubehageligt, der tjener til Incitament for noget behageligt. En Poet, der skriver en Tragedie, medens det hørte til hans Leveplan at studere til en Eksamen, gør det med større Entusiasme, end han siden vil gøre det, om han opgiver hin Plan.

Der hører megen Kraft til passende at tage mod en Afbigt.

Ved Skældsord tillægger man andre umoralske Egenskaber uden Tanke om, at de virkelig besidde dem, blot for at sige dem noget ubehageligt. Aldeles ingen Erkendelse udsiges ved et saadant Udtryk, det er en fuldkommen tankeløs Talen. Det specielle Begreb sættes paa en tankeløs Maade for det almindelige, medens den fine Herre omvendt sætter det almindelige i Stedet for det specielle. (Folk holde sig af Fornemhed i de generelle Begreber.) Den udskældende har blot til Formaal at skaffe sin Forbitrelse Form, og da han i sin Affekt ikke kan artikulere sine Tanker (Winckelmann), ytrer han kun Forbitrelsen selv og karakteriserer den anden kuns i det højeste ved at vise, hvilken Forbitrelse han er i Stand til at opvække. Det er en ubevidst raa Lyrik.

312

Bagvaskelsen grunder sig paa en ensidig Abstraktion. Den, der vil give andre et konkret Begreb om en Person, maa ej skildre blot hans Slethed.

Det er just ikke Løgn, at fælde mange forskellige Domme over en og samme Person. De blive let vrede, som ej indse, at man med al sin Kærlighed til en Person kan udhæve Beskaffenheder hos ham, som de efter almindelige traditionelle Betragtninger ej kunne lide.

Til Lyksalighed udkræves, at Individets Liv har Sammenhæng og Fylde; at en Hovedstræben udtrykker sig i Livsytringernes Række, og at man ved at se tilbage finder, at noget derved er frembragt. Frembringende Virksomhed er, især i den nyere Tid, bleven erkendt for Lyksalighedens Kilde. Det kan den være, selv naar man ej er sig bevidst, at et højere Liv derved aabenbarer sig igennem en, som denne Tanke ej synes at være synderlig levende hos Goethe og andre af vor Samtids dygtige.

Et Slags Afguderi er det at fastholde Ideen om Gud ved et Billede af Sten eller Træ, et andet at binde Ideen til et Ord i et eller andet Sprog. Hint Afguderi forbød allerede Moses. Det andet Slags staar sig endnu nogle Tusinde Aar efter.

Opfindelse: En personlig Gud, præpareret ved Spekulation, saaledes, at ikke blot alle Bibelens Ytringer, men ethvert Udsagn i katolske, evangeliske og reformerte Symboler passe dertil.

Anm. Kan ogsaa bruges af Muhamedaner og Jøder.

313

Der gives forskellige Slags Afguderi. Israels Børn tilbad en Kalv af Guld. Somme enfoldige Præster iblandt de Kristne tilbede visse Vokabler i deres Modersmaals Leksikon; visse Talemaader og Ord holdes aldeles hellige, og det taales ej, at Omskrivninger sættes i deres Sted; de have et fint Gehør for hvad der harmonerer med den Lyd, de tro paa, og hvad der staar i Disharmoni dermed, og kunne derfor blot ved Ørets Vejledning forkætre Folk uden at bruge deres Forstand eller deres Fornuft. Andre, lidt mindre enfoldige, tilbede en sanselig Forestilling af deres egne Fantasier. Disse oversee de foregaaende, fordi deres Gud dog er et Aandsprodukt og ikke umiddelbart meddeles ved Luftsitringer.

Raa ortodokse Præster maa være de vantro Forfattere stor Tak skyldige; thi i Grunden have de ingen fast Overbevisning, og deres Tro vilde lidt efter lidt svinde hen, naar den ej styrkedes ved deres Kamp imod den blinde Tros Fjender.

Sekter opstaa af Trang til Kommunitet i en adsplittet Tid. Det er ej en adsplittende, men en enigende Ytring under slige Omstændigheder.

Den skarpe Grænse, man en Gang har villet drage imellem Teologien og Filosofien, da man endogsaa vilde skelne mellem det, der var teologisk sandt, og det, der var filosofisk sandt, var ikke saa urimelig, som den i Almindelighed anses for. Det standser Filosofiens Udvikling, at Teologerne idelig ville vide, til hvilket teologisk Begreb enhver filosofisk Terminus svarer. De spørge f. Eks. Hegel, hvilket af hans Kunstord der betegner Begrebet Gud.

314

Man lader Børn arbejde legende. Tværtimod maa gamle Folk bilde sig ind, de arbejde, naar de skulle lege poetice. De forestille sig en anden Tendens, men lege da ubevidst som Spilleren, der synes, at han arbejder for Brødet.

Somme Kunstnere ere dovne, fordi de have overtroiske Forestillinger om Indskydelse, hvilken de da i magelig Passivitet vente paa.

Jovial er den, som idelig har smaa kortvarige, momentane Blik i Tingenes Ideer, uden at Anskuelsen er saa varig, at han kan producere Kunstværker.

Visse Mennesker, der have Anlæg til at blive Kunstnere, kunne kuns ved ydre tvingende Omstændigheder bringes til at producere; men det forstaar sig, de kunne da drives over Evne. De ere som Citroner, fulde af Saft, der maa perses ud af dem, dog med Maade.

Man burde gøre Forskel mellem en Bogmager, som samler og transponerer andres Tanker, og en Skribent eller Forfatter.

Poeter blive i Ræsonnement vanskelig kombinerende, lettere skarpsindige eller spidsfindige.

Just fordi Receptivitet og Produktivitet er eet, ytrer Receptiviteten for Kunsten sig ofte som den blot efterabende Produktivitet.

Har Produktionen højere Grad af Sandhed end Reproduktionen?

315

Den maa kunne taale Skønhedens Aasyn, der vil fremstille den, og ej overvældes ved et Øjekast, som Ynglingen, der saa Turandot; da fremkommer den forfængelige Glæde, som hos Kærlingen, der glemte sine Runer af Glæde over et Guldarmbaand, hun fik af Thor.

Der er dem, der gøre mest af det aforistiske i Filosofien. Jeg gør mest af det aforistiske i Skildringer af Livet, og jeg finder, at det, der duer i de fleste nyere Skrifter, er noget aforistisk.

Man kan gærne ved at misforstaa en andens Færd ledes til at skabe en fortræffelig poetisk Karakter med indre Sammenhæng og Sandhed.

Fordi en Digter i Karakterskildring har en virkelig Person for Øje, er det ingenlunde sagt, at den poetiske Karakter er en Kopi af den virkelige. Digteren faar ved dennes Betragtning kuns Anledning til en Opfindelse, ligesom en vis berømt Maler fik Stof til sine Landskabsmalerier ved at betragte de Figurer, Mosset dannede paa Stene.

Det er en forunderlig Tanke for Mænd, hvis Virksomhed i Livet berettiger dem til en Plads i Historien, at en Digter maaske kan falde paa at stille dem frem som slette Personer, uden at de kunne faa nogen Fyldestgørelse, uden at Poeten bliver Tremarksmand derfor.

Vor Tids poetiske Værker ligne forstenede organiske Væsner, der kun til Dels træde frem som Dyr eller Planter, og til Dels tabe sig i den raa Masse.

Den sentimentale Poesi er et chaos infusorium.

316

I Kunsten fortættes den kaotiske, uformelige, flydende Luft, Sentimentaliteten, efterhaanden til solidere Gestalter. De organiske Væsner gaa ogsaa her frem af Vandet.

En lyrisk Digter udtaler en Anskuelse af sin egen Individualitet; deraf ses det modsigende, der er i, at en lyrisk Digter efterligner andre.

Den vildeste Begejstring spærrede Grækerne i de mest tvingende Verseformer, ligesom man lægger de vildeste Dyr i de stærkeste Lænker.

Der gives en Maade at producere sine Ideer paa, som er særegen for den kristelige Tid, og som aldeles strider mod den antike Smag. Forfatteren gaar ikke svanger med Ideen til et klassisk Værk, til den er moden hos ham, og anvender ej idelig Kritik og Arbejd paa Ideens Fremstilling. Derimod gaar hans hele Liv op i en sammenhængende litterær Virksomhed; hans Begreber udvikle sig under Arbejdet, saa at hans hele Forfatterliv kuns er at betragte som en offentlig Tænkning, et Slags uophørligt Skriftemaal. Man ser hans Stræben i alle de Stadier, den har gennemløbet, som en sammenhængende Strøm; men man ser ingen afsluttede Produkter med selvstændigt organisk Liv. Jean Pauls litterære Efterladenskab er et passende Eksempel paa denne ubegrænsede Produktivitet, der kun har sit Princip i Forfatteren selv, og, for at tage et Eksempel, der ligger nærmere, Grundtvig. Goethes og Oehlenschlægers Værker have derimod klassisk Kunstværd.

Der gives et Slags nyere Poeter, som intet mangle i at være Kunstnere uden en afgjort Interesse for et 317 eller andet i Livet. I deres Værker savnes hverken mekanisk Færdighed eller naturlig Drift til Produktion, men Indhold. Ingen politisk, ingen sympatetisk Interesse udtales i deres Arbejder, ja ej engang en stærk Sanselighed eller Selvbevarelsesdrift. Alt synes at være deres lette Sind ligegyldigt uden Kunsten; men denne lader sig ikke saaledes isolere, allermindst hos Digteren, thi jo mindre han foruden at være Kunstner ogsaa er Menneske, desto mere maa han savne Stof til sin Fremstilling. Det er ikke den Grad af Objektivitet, som man undertiden kalder Ironi; thi dens Forfatter maa have hævet sig til et Standpunkt, hvor Egoisme og Sympati ej ere tilintetgjorte, men til Stede som underordnede Elementer i en højere Sindsstemning. Kan en Kunstner have Evne til at producere uden at have Stof? Aldeles kan Stoffet ikke [skilles fra] Evne; immanent Evne uden et Stof er en Fiktion. Men i den nyere danske Litteratur ser man tit en Evne, der er saa meget adskilt fra Stof, som det er muligt; der er netop saa meget Stof tilbage, at Evnen kan lade sig til Syne derved; og derved maa Evnen tage sig desto brillantere ud, jo mer den er i Forhaanden og staar sejrrig over Stoffet.

Man har tit søgt at vise, at filosofiske Dialoger ej passe sig for vor Tid, at de kuns kunne fremkomme som naturlige Frugter af en filosofisk Tidsaand. Vi ville paa dette Sted lade Spørgsmaalet uafgjort, men derimod opstille et andet. Vi indrømme aldeles, at vor Tidsalder har liden Tendens til Spekulation, og at maaske derfor Dialogen ej forekommer os som en naturlig Form for Filosofien. Men maaske et

        

318 Slags ufilosofisk Dialog skulde bedre lade sig udvikle af Tidens Retning, et Slags filosofisk Komedie, en spekulativ Vaudeville. Deri skulde da bornerede Videnskabsmænds ufilosofiske Aandsretning gøres latterlig. Det Slags Skuespil skulde for et lidet Publikum af to à tre være sande Komedier og for den større videnskabelige Mængde alvorlige Skuespil, da det for hine var negativt og latterligt, i disse Øjne højst agtværdigt.

Den, der har læst en Del Romaner, overfører al den megen lærte Kærlighed paa den første den bedste Genstand. Goethe siger kun, hvad han nødes til, derfor er hans Kærlighedssprog ej brændende. - I Nordens Kæmpeviser haves ej noget Ord paa Kærlighed. Den er der en Vilje, en Tro. De vokse langsomt til den Elskede, men uadskilleligt; de dø, naar de skulle adskilles. De elske en Mand, fordi han er deres Mand, som Moderen elsker sit Barn uset.

Romanlæsere tro, at en Mand og Kvinde høre sammen i Naturens Organisation som et Par magede Handsker.

Efter almindelige Domme vilde det mishage Folk, at en brav Karl fik en rig Kokotte og derved gjorde sin Lykke - naar det skete i et Stykke, men kunde derfor nok behage dem i Livet. Saaledes have de to Verdener.

Naar de stærke Stammer staa i en Skov, flyve Fuglene derind af dem selv. - Naar arkitektoniske Marmorsøjler staa der, vikle Vedbendrankerne sig 319 Aandrighed er grundet paa virkelig Analogi mellem en højere og en lavere Sfære, mellem en højere og en lavere Natur, uden at Modsætningen bliver for skærende. Aandrigt er da Systemets praktiske Liv i de uendelige Analogier, det er Vittighed ud af et System.

Videnskabsmandens Vittighed, naar han er ægte Videnskabsmand, bliver let aandrig. - Man skal ikke lægge Flueplaster paa en Hest for at faa den til at gaa, men give den et Rap af en Pisk. (Kort og lang Vittighed.)

Grunden, hvorfor mat Ironi i polemiske Skrifter tager sig saa flovt ud, er egentlig den, at der skulde forudsættes høj Grad af Overlegenhed. Den, der i en Strid skal gøre Løjer med sin Modstander, maa vide sig meget sikker.

Der gives dem, der i deres Polemik mod et Aandsprodukt tilsøle det med deres eget Slim for desto lettere at tilintetgøre det.

Hvorfor vil man fremstille bekendte Sætninger paa en ny Maade? raabe Filistrene. Det vil man, for at de skulle virke; thi Filistrene have erhvervet sig en Færdighed i at høre en Cyklus af visse Tanker uden at tænke noget derved, ligesom man kan høre en Kobbersmed uden at ænse det.

Naar Filisteren hører en original Tanke, da mærker han let, om det er noget, han plejer at høre, noget, som er vedtaget i hans Kres; dertil behøver han blot at bruge sine Øren. Han kritiserer efter Gehør, 320 ej ved Forstandens Brug, omtrent som en Jøde kender Guldet paa Klangen.

Cajus: Har du set den nye Bygning, Bruno har opført af alle de Sten, som bragtes hid fra eders Brænderi? - Sempronius: Hvad skulde jeg se den for? Jeg har set hver Sten; hver Sten er gaaet gennem min Haand. Hvor kan da Maaden, hvorpaa de ere opstablede, interessere mig?

Klarhed i Fremstillingen udspringer undertiden af Mangel paa Evne til at tænke sammenhængende.

Det er et Slags videnskabelig Renlighed, ej at holde sig alt for nær ved Livets krasse daglige Fænomener; men overdreven Kræsenhed er det, at holde sig for meget til det almen-europæiske Bogsprog, den pasigrafiske trivielle Formalismus.

»Kong Olaf med dit røde Skæg!« o. s. v. - Saadanne grelle, skærende Farver bruges i Folkepoesien. Kongerne males som en Konge paa et Kortblad eller Træsnit, med en rød Snurbart. Kong Ahasverus etc. Undertiden faar en Konge ogsaa et blaat Skæg.

En Vild har mere Menneskeværd end en pedantisk Lærd, der har tabt Sansen for alt højere. Hin har Agtelse for Profeter og Sangere. Denne har aldeles udryddet den oprindelige Erkendelse af det almindelige Livs Allestedsnærværelse hos sig. Han forkaster ethvert dybt Blik i Livets Enhed som teosofisk Sværmeri. Han forfølger det nyere Lys med Had, som Medlem af Mørkets Kirke, Farisæernes bestandig gengaaende Slægt.

321

Det er Hovedsagen i al menneskelig Erkendelse, at man kan føre den tilbage til dens Kilde og forbinde den Overbevisning dermed, som dens Oprindelse berettiger os til.

At det kan lægge Ydmyghed for Dagen, at en Mand paastaar, han ved intet, men hans Erkendelse hviler paa Tro, det er en begribelig Sag. Men at det kan lægge Ydmyghed for Dagen at udvide sin Sætning derhen, at man paastaar, at hele Menneskeslægten ikke kan bringe det videre, det synes at burde benægtes. Den, der paastaar, at fuldkommen Erkendelse er Slægtens Bestemmelse, lægger heller ingen Stolthed for Dagen; thi han paastaar jo ikke derfor, at han selv besidder fuldkommen Sandhedserkendelse.

Visse Folk tro, at Sandheden bør tilsløres, for at man ej skal tabe sin Tro paa Mennesker. De paastaa, man bør søge at lægge Dølgsmaal paa den Sandhed, at store Mænd have haft store Svagheder. Daarer! vide I, hvilke Opdagelser i Videnskabernes Rige der kan knytte sig til sande psykologiske Observationer? Cicero vilde maaske ej have været saa veltalende, havde han ej været vægelsindet og bøjelig i Gemyttet, store Skuespillerinder været mindre, hvis de ej havde været løsagtige. Skulde man dølge sligt? Man skal ikke frygte for Sandhedens Oplysning; det er nok, at man afholder sig fra Vivisektion.

Den, der gaar ud paa blot Erkenden, sitrer af Glæde over en ren Ytring af Egoismen, hvilken Moralisten bedrøves over, ligesom en medicinsk Forsker 322 glæder sig over at se en Sygdoms Symptomer ret tydelig fremtrædende.

Den Videnskabsmand, hvem det ej konvenerer at rette sig efter den litterære Modes Fordringer, kan trøste sig ved den Erfaring, at det gammeldags ogsaa bliver nymodens.

En Filosof, der er meget nymodens, bliver snart meget gammeldags.

Saa længe en Videnskabsmand haaber en Gang i Tiden at træde frem som Skribent, er han tolerant i sine Domme over Bøger. Naar han aldeles har opgivet Tanken om Forfatterskab, bliver han ubarmhjærtig stræng. Man kan paa hans Domme mærke, naar Resignationen bestemt er indtraadt.

De bedste Hoveder ere langtfra de, om hvem deres Lærere sige, at de straks forstaa alt, hvad der foredrages for dem. De bedste Hoveder ville tænke dem de mange mulige Maader, hvorpaa en aforistisk Sætning kan integreres.

Ikke altid er den, qui in disputando inferior discedit, re vera inferior Hans større Beredvillighed til at indlade sig paa den andens Synsmaader kan undertiden konfundere ham.

De Bøger, der skulle gøres og derfor gøres ved en mekanisk Efterligning af Bevægelsen i et videnskabeligt Værk, staa i samme Forhold til dette som Bajazzos Efteraben til Luftspringet.

Den, der i sit hele Liv blot skaber sig en til det mindste Detail sig strækkende Form for sin Erkendelse, 323 er ej dygtig. Han er en Larve, der spinder sig selv et Svøb.

Mange Skribenter bruge Fragmenter af deres Videnskabs Historie i deres Foredrag blot for at rejse sig selv en Triumfbue paa dens Ruiner.

En epikureisk Retning af Studier, den Trang straks at skulle have Tilfredsstillelse, kan gærne findes hos kritiske Filologer, hvis tit afrundede Undersøgelser give et for sig bestaaende Resultat, i det mindste et relativ selvstændigt Resultat.

Der gives en Hengiven i Erkendelsen, en Opgiven af Personligheden ved Læsningen af en anden Forfatters Værk. Under den befinder man sig ilde, naar Læreren er en overlegen Mester; man synes, man bliver tilintetgjort og mister alt, hvad man havde før, som en tilfreds Bonde taber Selvfølelsen af sin Velstand, naar han træder ind i en Rigmands Hus. De lette franske Filosoffer have for megen Høflighed til saaledes at lægge fuldstændig Beslag paa en andens Personlighed. De ville baade overtale og overbevise. Det er Mangel paa kraftig Sandhed.

Da det bekendte Fragment af Ciceros Afhandling om Statsforfatningen for nogle Aar siden udkom, blev det med Begærlighed søgt og læst selv af dem, der kuns havde læst lidet af Ciceros øvrige Skrifter og altsaa kunde finde meget andet hos ham, der for dem lige saa vel maatte have Nyhedens Interesse. Et lignende Fænomen viser sig i den Nysgerrighed, hvormed mange Mennesker længes efter at gøre Bekendtskab med andre Himmelegnes Vækster og Beboere, 324 uagtet de langtfra rigtig have set de Planter og Dyr, der findes paa den Plet af Jordkloden, hvorpaa de leve. Hvis de, som med største Begærlighed vilde betragte et Insekt fra Maanen, ret gjorde sig bekendte med deres Fødeegns Insekter, maatte de tilstaa, at de derved stiftede en Del Bekendtskaber, som for dem havde netop samme Nyhed.

Ofte ligger Udsigelsen af en Sandhed saa nær, at den, der udsiger den først, endogsaa mindre end mange andre er den egentlige Ophavsmand. Efter den modsatte, almindelige Synsmaade skulde ikke Columbus, men den Dreng, der først fra Merset raabte Land, være Opdager af den nye Verden.

Begreber behøve, som Planter, visse Klimater for at komme til Fremvækst. Fatalismen trives kun i varme Egne, i Skyggen af Oranger, ej i tempererede, men snarere i de koldeste. Begrebernes Plantegeografi er nok ej endnu behandlet. Den diskursive Filosofi trives i Frankrig, i taagede Lande den ærlige, klare Udvikling, der ej i en dunkel Anelse ser den kommende Tids Forbillede. Underligt nok, at jo mere taaget Landet er, des mindre taaget dets Filosofi.

Skabelsen af Sproget ytrer sig endnu under sin oprindelige Skikkelse, naar en Moder gør nye Navne til et kært Barn, og naar en gejl giver de kvindelige Dele nye Navne. Derfor er der saa mange Navne i Kærlighedssproget. Derfor har kært Barn saa mange Navne.

325

Grammatikalsk Undervisning kan ej ved Regler udtømme alle et Sprogs Egenskaber. For at læmpe sig efter Verdens Dumhed maa en god Lærer meddele sine Disciple Kundskab om de Regler, der ere i Moden, ej for Videnskabens Skyld, men af Omhu for dem, som man meddeler rationes prudentiæ, quæ decorum tangunt.

Sprogundersøgelser ere interessante, fordi Sproget er det fineste Udtryk af Nationens Liv. Er Grammatik interessant, da maa Synonymik være det lige saa vel, thi det er blot Begrebernes Forskel, der læres i begge. Synonymikken er endogsaa mere kødfuld end Grammatikken, fordi denne sidste kuns handler om Begrebernes Forhold.

Forskellige Folkestammer kunne ligne hinanden i Taabelighed, skønt Taabeligheden har forskelligt Udseende. Naar man leverer en Slobrok til en Kineser for at faa gjort Mage til den, da kommer han med en Kopi, der gengiver selv den mindste Rift. Europæerne gøre tit den Fordring ved en god Oversættelse, at et meningsløst Sted ogsaa skal være meningsløst i Oversættelsen, at Sludder, som Forfatteren i en Aandsfraværelse har nedskrevet, skal ogsaa i Oversættelsen vedblive at være Sludder.

Hvor man skal sætte Grænsen for Modersmaalets Læmpelse efter Græsken, og hvor meget man skal opgive af den græske Ordføjning, det afgør enhver efter sin egen Smag.

326

Filosofien udvikler sig af en Kommunitets fragmentariske Erkendelse og har igen Indflydelse paa den, ligesom Damp stiger op fra Jorden og igen falder ned og gør den frugtbar.

Paa den vulgære Tænknings Standpunkt bliver Verden betragtet som Summen af alle enkelte Ting.

De, der ville gærne læse noget mystisk i Filosofien, vilde paa et lavere Dannelsestrin gærne have hørt Spøgelseshistorier.

Den egentlige, dybere Grund til, at saa mange med Skræk vende sig bort fra den filosofiske Spekulation, uagtet de have umiskendelige Anlæg dertil, er, at de nødig ville give Slip paa Livets Mangfoldighed; de ville nødig hæve sig til en Erkendelse, i hvilken Mangfoldigheden taber sin Realitet.

Man kan i flere Meninger end den horatianske bruge Sætningen: sapere aude! Sæt Lid til din egen Spekulation! Tro, at Filosoffer virkelig mene det, de synes at have ment! Forstaa det i ganske egentlig Forstand, naar Fornuften siges at være det eneste reale.

Dersom der ej gives en ren spekulativ Filosofi, en Konstruktion af Fornuftens rene Begreber, da staar Filosofien tilbage for alle empiriske Videnskaber, og giver blot det aldeles almindelige og følgelig overfladiske Resultat af Empirien. Den bliver da et Slags Encyklopædi, et Konversationsleksikon. Saaledes er det ej. Det, som Filosofien stræber at lære, kan ej gives ved nogen Empiri.

327

De spekulative Filosoffer og Empiriens Forfægtere ere kun tilsyneladende i Strid med hinanden; thi det, som Empirikeren vil vide, er ej det, Filosoffen vil erkende: om al Verdens Empiri var fuldendt, vilde Filosoffen ej være et Haarsbred nærmere ved sit Maal.

Piebis litterariæ membra forstaa hinanden mindre end Filosofferne; de bilde sig kuns ind, at de ere enige, fordi de ej have forfulgt deres Erkendelse til Grunden.

Den Mening, at de største Filosoffer ere meget uenige med hinanden, kommer for en stor Del af, at deres Læsere ej forstaa at læse. De mærke da ej, at Disharmonien er kun tilsyneladende; de kunne ej hæve sig over Formen og genkende de samme Begreber i højst forskellige Former.

Kære Jensen! De forunder Dem over, at jeg uagtet Filosoffernes vedvarende Stridigheder tillægger Filosofien Realitet. Tror De, vil jeg til Svar spørge Dem, at nogen Filosof kunde komme i Strid med Dem? De er vist for beskeden til at vente det. Men mener De da ej, at Filosoffernes Stridigheder maa grundes paa en gensidig Forstaaelse, en Enighed; at deres Stridigheder ere Kendsgærninger, som forudsætte, at de have en fælles Grund at staa paa?

En Gang hørte jeg en kort og fyndig filosofisk Dialog. A. sagde: »Der gives, min Sjæl! aprioriske Begreber«, og B. sagde: »Der gives, min Salighed! ikke aprioriske Begreber.« Enhver, der kender Sagens egentlige Sammenhæng og indser, med hvilken Ret begge Paastande lade sig forsvare, tvivler vist 328 ikke paa, at disse eftertrykkelig udtalte Overbevisninger grundede sig paa, at begge havde Ret.

En Skribents Nærmelse til eller Fjærnelse fra det strængt systematiske staar i direkte Forhold til hans Meddelelseslyst.

Derfor, tænker jeg, ville de spekulative Hoveder nu ej komme frem med deres Produkter, fordi de ej gide opleve Repetitionen af Menneskeforstandens Bemærkninger.

Det lakoniske i Tankegangen fortabes ved den filosofiske Dannelse. Ved Mangel paa videnskabelig Kultur besad Lakedæmonierne denne Gave, og ved deres reflekterende Retning tabte Athenæerne den.

Da hører Filosoffen op at være paastaaelig, naar han har saa mange Grunde, at han tvivler om at kunne gøre dem indlysende.

Naar man først ret kommer under Vejr med, hvad det er at filosofere, da tilfredsstiller man lettere sig selv under Talen med andre; thi man har den Resignation, ej at stræbe efter i en kort Samtale at meddele andre sin hele organisk sammenhængende Erkendelse. Man bliver da af samme Grund ikke heftig i sine Disputer, ja man bliver med Tiden næsten alt for flegmatisk.

Sæt endog, at et filosofisk System var en ren Fiktion, da erholder man dog mer Dannelse ved at sætte sig ind i det end ved at gennemstudere et Aggregat af Refleksioner. Ved at opfatte hint lærer man dog at tænke med organisk Konsekvens.

329

Hvis det overordentlig strænge Begreb om System skulde gøres aldeles gældende, da var det ej muligt at forstaa et systematisk Foredrag; thi Forstaaelsen kunde ej erholde noget Begyndelsespunkt.

Nærhed og Bortfjærnelse har megen Indflydelse paa Opfattelsen af Tankesystemer. Naar man villig hengiver sig til Systemets Magt, forekommer den en stor, fordi man ingen Modstand gør; men naar man igen tager sin vante Forestillingskres, da træder Systemet tilbage paa sin Plads og ser tit ringe ud. (Ved saadan Læsning forbereder man sig til Filosofiens Historie.)

Der gives dem, der saa længe fortsætte deres Studium af filosofiske Skrifter for at finde det System, der kan tilfredsstille dem, at deres Evne til Selvtænkning mer og mer forsvinder. Det gaar dem som Faraos syv magre Køer, der aad de syv fede og bleve endda ikke fede.

I Elektikerens Filosofi rører sig Livet af de afsjælede Systemer som Maddiker i en Aadselgrib.

Skal en Filosofi være Orakel, da bliver Filosofiens Studium til Eksegetik.

Ligesom man holder en til at smaakløve sit Ved, saaledes kunde man [bruge] en Dialektiker [til at udstykke sin Filosofi]. Der er samme Forhold mellem Hegel og Schelling som mellem en Brændehugger og Træets Skaber.

330

Hegel gør med en mageløs Selvtillid Regning paa sine Læseres Taalmodighed. Han generes ej det mindste ved den Frygt, muligen at kede Folk.

Hegel er langt fra filosofisk Epikureisme. Han spekulerer med aandelig Muskuløsitet uden, som Berger og Steffens, at ville have Nydelse ved hvert Skridt. Det er i Grunden hos Steffens samme Nydelsessyge, som gør, at han ej kan gøre en Rejse, uden at fængsles paa Vejen af Nydelser. (Sammenlign en tidligere Aforisme:) Den Filosof, der skyr Tænkningens Arbejd og søger dens Nydelse, ligner den Vandringsmand, der kommer kun sent af Sted, fordi han hvert Øjeblik vender sig om og tager Prospekter i Øjesyn. Filosoffen tager nemlig Prospekter i Øjesyn, naar han ved hvert Skridt, han gør frem paa Erkendelsens Vej, skal forsøge, hvorledes han nu kan anvende sit System paa alle Videnskaber og alle Livets Forhold.

Nogle af de mest komiske Scener i Livet gaa tabte for Kunsten, fordi Kunstværker maa være indrettede for et stort Publikum. Latterlige Spørgsmaale, som: Hvad mener Hegel nu egentlig ved hint eller dette? - Frygt for Hegels Filosofi kan desto værre ej fremstilles i Komedien, fordi Skuespil da vilde blive for lidet populære.

Man skal ikke søge at skaffe en Videnskab Interesse ved andre Midler end dens egne. Fantasispil (et figurligt Foredrag) og Udbrud af Følelse skal ikke bruges som Lokkemad i det filosofiske Foredrag, thi derved afdrages Opmærksomheden fra det væsentlige; 331 men Interessen skal alene søges i den fuldkommen tilfredsstillende Overbevisning. Begrebet skal fremstilles saa rent som muligt. Hvorfor skulde man i Foredraget af Filosofien heller betjene sig af Fantasiens Prydelse end i Foredraget af Matematikken? Der falder man jo aldrig paa at kolorere de geometriske Figurer for ved et smukt Farvespil at lokke Læseren til Videnskabens Studium.

Et filosofisk Værk, hvori der slet ingen Sætninger findes, som, udrevne af deres Sammenhæng, kunde gøres latterlige for Menigmand, kan ikke have nogen videnskabelig Betydning.

l Paragraffer er Livsudviklingen, den veltalende Strømmen, bundet.

Man kan angive den Forskel mellem det populære Foredrag og det filosofiske, at hint i sit Ekstrem forstaas paa ethvert Punkt, dette i sit Ekstrem paa intet Punkt, førend det hele er gennemløbet.

Et Foredrag er populært, naar det i ethvert enkelt Punkt slutter sig til Hobens Bevidsthedskres.

Det populære Foredrag maa slutte sig til Tidens Erkendelse ved at opponere derimod.

I Striden mellem spekulative og populære Filosoffer bør hine have Opinionen for sig paa Grund af, at de gennemskue disses Tankesystem, uden at det omvendte Forhold finder Sted. Den spekulative Filosof kan den populæres Meninger udenad: han kan konstruere ham a priori.

332

Visse Læseres Bifald kunde sande Filosoffer tilvejebringe for deres Filosofi, naar man udførte enkelte Parter deraf med plat Popularitet. Men desto værre krævede saadan Fremstilling en Udstrækning gennem nogle Hundrede Bind, og sandsynligvis vilde ingen Læser have Udholdenhed til at fatte Enheden deri.

Den, der vil gøre Lykke hos den litterære Pøbel, maa ikke hæve sig til den rene Spekulations Region, ikke heller krybe paa den prosaiske Jord, men være lig en halvstækket Fugl, der flyver lidt i Vejret af og til, men dog idelig plumper ned igen. (Ved slige Observationer kunde man grunde en Samling af machiavelliske Klogskabsregler for Filosoffer.)

Tyskernes Filosoffer, der have saa stort Læsepublikum, kunne i deres Filosofi give Metallets ubearbejdede Stufer og overlade det til andre at udhamre det i Smaamønter, der kunne komme i Omløb i den større Kres af Mennesker.

Læs gamle danske og tyske Skrifter, henhørende til forskellige Videnskaber, og føl Forundring over den fortrolige Tone, hvori de tale med deres Læsere. Disse gamle, ærlige Bøger danne en sær Modsætning til vort Aarhundredes Fornemhed. I gamle Dage lod man Anskuelsen og Begrebet inderligen gennemtrænge hinanden; i vore Tider holder man sig blot til Begrebet, fordi Anskuelsens Fremstilling tildels er subjektiv.

333

Maaske empiriske Bemærkninger, henhørende til den psykologiske Patologi, snarere hørte hjemme i den mundtlige Konversation end i Bøger.

Tiecks Noveller have i Besynderlighed Værd som anskueliggjorte Sætninger af en psykologisk Patologi. Man finder der et psykologisk Hospital, et aandeligt Sygehus.

Hos Haren er, som hos mange Mennesker, Gejlhed forbunden med Fejghed. - Saadanne Bemærkninger, fastholdte, kunde komme til at udgøre en af Pillerne i et patologisk System.

Indbildningskraften som produktiv ytrer sig enten som en regelløs Reproduktion af sanselige Forestillinger, en falsk Imagination, eller som Fantasi.

Hvad der tænkes i et genialt Moment, kan ej erindres, skønt vel Omstændighederne derved.

Behagelighed og Ubehagelighed i eet føler den forfængelige, naar han føler Medlidenhed (f. Eks. med et pint Dyr) og i det samme føler Glæde over sin Blødhjærtighed.

Den Tilstand, hvori Mennesket befinder sig, naar dets Forestillinger afløbe efter Associationens Love, er et Slags aandelig Vegetation. Denne Cirkulation af det i Bevidsthedskresen forhaandenværende Stof fremmes ved den bekvemme Lekture af Skrifter, hvori man ikke finder andet, end hvad man før har tænkt. Læseren drejer sig da som en blind Møllehest i sin gamle Tankekres, medens han smigrer sig med den Indbildning, at han gaar fremad.

334

STRØTANKER FRA 1831-36

Den, der skriver en Mængde aforistiske Refleksioner, kan lignes ved en Hattemager, der forfærdiger en Del Hatte af forskellig Størrelse, af hvilke somme passe for eet Hoved, andre for et andet. Aforismer have deres Integration i Forfatterens subjektive Tankekres, og de, der give sig af med at læse dem, kunne umulig finde dem alle tilsammen rigtige eller træffende, men somme holde med ham i eet, andre i andet.

Nytten af at nedskrive sine Tanker er i Særdeleshed den, at man nødes til at tænke dem færdige, og ikke lade dem, allerede som ufuldbaarne, fortrænges af andre.

Den dygtige Karl maa ikke ræddes for ret tydeligen at indse, hvor lidet man i dette korte Liv kan udrette.

Naar selv en Roman taber noget af sin Interesse derved, at Udfaldet (Fabelen i sine Hovedtræk) er bekendt, maatte da ikke meget mere Livet tabe sin Interesse, hvis dets Endemaal bestemt kunde udgranskes? 335 Saaledes som det nu staar, styrer den fornuftige efter Samvittigheden, ligesom Columbus efter sit Kompas, men ved ikke, hvilket Atlantika der vil blive Maalet for hans Rejse.

Som Enkeltvæsen opfylder Mennesket sin Bestemmelse ved at være Borger; som den, i hvem noget universelt lever, er han et Led af Menneskehedens Totalitet i alle Tider og alle Egne.

Der gives tre Slags Lyksalighed, Livsfylde: 1) organisk Velbefindende, Sympati med den uorganiske Natur; 2) Menneskekærlighed; 3) Erkendelse og Kunst.

Først er man lykkelig, fordi man harmonerer med alle, eller, rettere sagt, man bilder sig ind, at man er det. Derpaa er man ulykkelig, fordi man vil tvinge andre til at harmonere med sig. Omsider er man igen lykkelig, fordi man erkender de mangfoldiges Ret til at vandre paa deres egen Vis, ligesom man selv vandrer paa sin Vis.

Man kan lamme Folk ved Lykke.

Det er saa langt fra, at Sanddruhed og Aabenhjærtighed ere eet, at endogsaa mangfoldige Løgnere ere højst aabenhjærtige.

Den hensmeltende Meddelelse, den sangvinske Venskabelighed forudsætter, at man ikke maa være alt for nøjeregnende med Hensyn til sin Persons Sandhed. Et vist Slags samvittighedsfuld Ærlighed nøder Folk til idelig at standse Sympatiens Strøm i Omgang, fordi man ikke ubetinget kan sige Ja. 336 Man maa først være vis paa, at man forbinder samme Tanke med en Ytring som den, man taler med. Dermed tager den velvillige Sangviniker det ikke saa nøje; han istemmer glad en Ytring, naar den blot nogenlunde kan være Form for hans Mening, eller giver den en liden Modifikation, saa at Disharmonien mindre falder i Øjnene end Harmonien, Enheden mer end Modsætningen.

Et Slags Mangel paa Sandhed i Individers Liv er den Beskaffenhed hos dem, at de nødes til at sættes i Affekt for at hævde deres Personlighed.

Den ængstelige Ytring af Personligheden, af Behagelyst at ville for sig selv og andre skjule Kløften, hvormed ens Overbevisning er skilt fra andres, opnaar ej den attraaede Harmoni med mange. Den, der har Kraft til, paa en hensynsfri og energisk Maade at udtale, hvorledes Tingene vise sig for ham, han kommer nærmere til det sande, almindelige Liv, som er Foreningspunktet for den hele Slægt; han arbejder i Sandhed paa at fremskynde Fred og Harmoni i Aandernes Rige.

Ved visse Ytringer af Folk om sig selv bringes, som bekendt, den forstandige til at tro det modsatte. Saaledes holder man f. Eks. let den for en Bedrager, som ofte forsikrer, at han er en ærlig Mand. Denne samme Forandring af Dommens Kvalitet, som Logikerne sige, bør især anvendes, naar et Menneske paastaar om sig selv, at han ikke bekymrer sig om Menneskers Dom. I Almindelighed kan til en saadan Paastand ikke tænkes nogen anden Bevæggrund 337 end det Ønske hos den paastaaende, at sligt skal tros eller siges om ham, saa at Paastanden indeholder sin egen Gendrivelse.

Undertiden lyve Folk af Sandhedskærlighed. De give andre overdrevne Forestillinger om Tingenes Grader, fordi de tro, at disse forudsætte Overdrivelse hos dem og derfor selv ville slaa noget af.

Det gaar med det gode som med det skønne: det maa umiddelbart erkendes, kan ej skildres ved farveløse Begreber.

Der er noget modsigende i at handle rigtigt for at have den derpaa følgende behagelige Følelse; thi naar man af den Bevæggrund handler rigtigt, kan den behagelige Følelse ej følge paa.

Somme, hos hvem de moralske Begreber ej have noget Liv, bruge dem dog som Fugleskræmsler under Disputer med andre.

Det er besynderligt, at for Resten forstandige Mennesker kunne være saa tankeløse at paastaa, en eller anden Skribent ved en eller anden Ytring har lagt et ædelt Hjærte for Dagen. At ytre et ædelt Forsæt er jo ingen Sag.

De aldeles opløste Mennesker, hvis Liv kun er Mimik, have undertiden saa rig en Natur, at de kunne udføre en paatagen Karakter med en saadan Kraft, at de Individer, som virkelig have denne Karakter, ej kunne gennemføre den kraftigere.

338

De opløste Mennesker ere aldrig onde, da de ere for skeptiske til at være fast overbeviste om, at Dyden er intet.

Sønderrevent Sind maa egentlig tillægges den, der hader sig selv og overlader sig til Følelsen af sin egen Uværdighed, saaledes at den virker nedbrydende paa hans Livskraft. I Stedet for at bestræbe sig for at forbedre det Jeg, som man fordømmer, plager og destruerer man det, tilintetgør det. Nydelsen, der ligger i dette Selvplageri, dette Selvmord, bestaar i Bevidstheden om, at det højere Jeg udøver en straffende Retfærdighed.

De usammenhængende ere for slette til at være onde.

Svaghed i Karakteren kan vise sig som moralsk Usikkerhed. Mennesket vil da ikke altid det samme, er ikke vis paa, hvorledes dets forskellige Bestræbelser skulle begrænse hinanden. De kunne være meget uvisse endog paa deres Samvittigheds Udsagn. De kunne i Dag bebrejde sig deres Opførsel mod andre; de kunne i Morgen holde for, at de have mere Ret end andre under Misforholdet til disse. Deres forskellige legemlige Befindende kan endogsaa have megen Indflydelse paa disse forskellig Synsmaader. Dette er ikke saaledes at forstaa, at Mennesket blot skulde kunne forurette andre under uheldige Stemninger; nej, det kan aabenbar ogsaa gøre sig selv Uret. Det kan af Svaghed vakle mellem for stor Tilfredshed med sig selv og for stor Utilfredshed med sig selv. Saadanne Mennesker 339 kunne i Dag af Hjærtet tilgive den, der har dødelig fornærmet dem, og i Morgen hade ham paa ny.

Den intelligible Karakter kommer ikke altid rigtig til Syne i Menneskets udvortes Handlinger: der hører Øvelse til for at beherske sin lavere Natur, selv om Viljen er god. Det gaar hermed som med Evnen til at bevæge Legemet efter Forestillingen, der ikke straks viser sig som virkelig Færdighed hos Barnet.

Det er mærkeligt, hvor langt mer et Menneskes virkelige, legemlige Nærværelse gør Indtryk paa andre end hans Ord, der læses eller høres paa anden Haand. Selv en ringeagtet Omgangsvens fragmentariske Ytringer virke tit mer paa et tænkende Menneske end en velskreven Bog.

Den, der tror sig fornærmet af andre, viser ikke altid Menneskekærlighed ved at holde sig passiv. Hans Passivitet kan komme af Svaghed, og den tilbagetrængte Selvfølelse kan fremkalde indvortes Forbitrelse. Ogsaa kan en længe tilbagetrængt Harme undertiden skaffe sig Luft i en desto voldsommere Eksplosion.

Den forbitrede er en ensidig Idealist, der haardnakket betragter sit subjektive Standpunkt i Selskabet som det absolute.

Hypokondrien finder Næring i den ej tydeliggjorte Bevidsthed, at Menneskets Bevidsthedskres kun haves i det forsvindende Øjeblik. Uden at den hypokondre ved ret, hvorledes det hænger sammen, 340 føler han dog, at han ej er sikker paa sin aandelige Ejendom, at han kun har den i den momentane Livsytring.

Et langsomt Begreb, forbundet med Ængstelighed i at fatte Beslutninger, kan gøre Mennesker ubehagelige for dem, der skulle virke med dem; thi naar den langsomme skal give sit Minde til, at en Beslutning fattes, kan han stundom ej straks blive enig med sig selv, og gør da Indvendinger, for dialogisk at udvikle For- og Mod-Grundene til sin egen Efterretning. Han bestrider enhver Plan af sine Husfolk for ved denne dramatiske Overvejelse at komme i det rene med sig selv om Planens Rigtighed, og hans smaalige og betænkelige Ængstelighed faar i den snarraadige Slægtnings Øjne Udseende af Vanskelighed.

Det er underligt, at man undertiden øjeblikkeligen kan blues over en af sine Ytringer, uagtet man vel har overvejet den, inden man fremførte den. Dens Betydning bliver først ret indlysende, naar den kommer til udvortes Virkelighed.

At visse Folk ikke tale godt for sig, hvor de ville gøre deres Mening gældende i en Forsamling af flere, kommer af Beskedenhed. De mangle Mod til at kræve Tilhørernes Opmærksomhed i den tilbørlige Tid og driste sig ej til at bruge de Pavser, de behøve for at overveje Fremstillingen under selve Foredraget. For ej at trætte dem, de tale til, ile de med Talen og stræbe at fatte sig kort, uden at have Sindsro til at vælge det mest træffende Udtryk. Den, som har mere Selvtillid, kræver Opmærksomheden 341 som en Ret, og forfølger sin Tankegang med samme Sikkerhed, som om han overvejede Sagen i Enrum, og tager sig dertil bekvemmelig den Tid, som hans Individualitet behøver.

Den, der tror, at han har kvalt sin Forfængelighed, idet han ej vil ytre sig offentlig, har maaske ogsaa mistet sin Levedrift; thi det er dog kun i at udvikle sin Individualitet for andre, at man lever.

Mange blive ansete for dumme, fordi de ej føre deres Tanker igennem med Kraft, men lade sig afskrække ved Indsigelser. Det ufuldendte Arbejde staar da som et uforstaaeligt, tit latterligt Fragment.

Det er Umagen værd at lægge Mærke til den Egenskab hos visse Mennesker, at de nødigen erkende et Værk, de arbejde paa, for fuldkommen færdigt. Det forekommer dem bestandig, at der endnu maa være en Del Smaating at rette derved. Dette Fænomen kommer ej af Dovenskab; vel have de Mennesker, vi mene, til fælles med den dovne, at de gærne opsætte, men de opsætte ej som den dovne at arbejde, de opsætte kuns at lægge den sidste Haand paa et Arbejde. Vare de blot dovne, da kunde de jo lade Arbejdet være godt nok og blive, som det var. Dog kommer maaske denne Mistillid til eget Arbejde for en stor Del af den Omstændighed, at de vide med dem selv, de have Vane til at gøre deres Arbejde flygtigt uden at udfile det synderligt i det enkelte.

Ed bruges af Folk til at gøre Effekt med; den har samme Betydning i deres Tale som Trommen i 342 Janitscharmusik. Den retoriske Fynd, der ligger i Eder, vilde ved deres idelige Brug forsvinde, dersom deres Brug ikke ansaas for Synd; men netop fordi denne Forestilling altid ligger i Baggrunden, forekommer enhver Ed Sværgeren som en liden Heltegærning, et Slags Himmelstorm, der smigrer Selvfølelsen. Hos Fritænkeren kan den Trods mod Velanstændighed, som ligger deri, tjene til Incitament.

Uægte Entusiasme besjæler den, der ved Deklamation, ved en hæftig Ytring af Personlighed vil gøre sin Vilje gældende uden at tilvejebringe Overbevisning ved Grunde. Det er en Ytring af Tyranni og herskesygt Sindelag.

Levende Overbevisning og Mangel paa Bevidsthed om Kategoriernes Natur og Væsen frembringe i Forening med hinanden en høj Grad af Snaksomhed.

Hos Sangvinikere kan Forestillingen om en frisk sørgelig Begivenhed undertiden være ganske fortrængt af andre Forestillinger, men til andre Tider vende tilbage med fornyet Styrke. De leve nemlig aldeles i Momentet.

Unge Mennesker have Hang til at forgude, men kun til Monoteismus, Utilbøjelighed til Flerguderi. Nu hyldes blot Heiberg af Russer, før blot Oehlenschlæger.

At Fruentimmer mest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer maaske af, at deres Tænkning ikke med Energi udføres i Ord.

Der hører liden Observationsgave til at indse, at Kvinder ivre med større Indignation mod en Kvinde, 343 der forføres af en smuk og behagelig Mand, end mod den, der forføres af en for al Elskværdighed blottet.

Naar man overlader sig trøstigt til en Ide og følger dens Vejledning uden ængstelig at forsone hver Sætning med gængse Synsmaader, da anses man gærne for fanatisk. Det vil jeg vist blive anset for, naar jeg i mit Værk om Affektation paastaar, at ingen Livsytring har Sandhed, uden deri ligger skabende Selvvirksomhed. Udsigelsen, Fremstillingen af en Tanke har egentlig kun da Sandhed, naar Tanken i det samme Øjeblik frembringes. Siden er der allerede fremherskende Mimik deri. - Men desuagtet er det menneskeligt at reproducere Tanker; thi kun en Guddom er altid skabende. Mennesket maa i Tankernes Rige regnes for et drøvtyggende Dyr.

[Affektation er] at skabe sig til. - Ordet er efter Sprogbrugen ej slet saa omfattende, [som jeg tager det].

Siger den Sandhed, der taler Ord, han ej selv forstaar? - Nej. Siger da den Sandhed, der betjener sig af Ord, hvis Begreb er ham bibragt af en anden, uden at de staa i nogen organisk Sammenhæng med hans øvrige Erkendelse? Taler den Sandhed, der disputerer med Ord, han ikke forstaar, der beherskes af sine egne Definitioner? - Men, det er jo blot Ordspil; den, der tror, at han taler Sandhed, er bona fide. - Nej, han bedrager sig selv. Han skammer sig ved at staa nøgen, idet han bortkaster 344 alle traditionelle Begreber, som udgøre hans hele videnskabelige Forraad. Han vil ej komme frem med sin egen Person, tror ej paa sin Persons uendelige Dybde. Naar hver enkelt Mand, uden at befrygte Dadel for Enfoldighed, dømte om Tingene saaledes, som de fremstillede sig for ham, da vilde herlige Fænomener fremkomme. Men de fleste frygte for at lægge Aands-Armod for Dagen. De bestyrke forvirrede Hoveder i deres Forvirring, ved at pine sig ind i deres Synsmaader, af Frygt for at anses for Folk af ringe Fatteevne. - Derfor pine danske Folk sig til at tale germanisk; derfor agte Folk filosofiske Fraser, som de ej forstaa.

Der gives to Slags Sandhed i Menneskelivet. Den ene er naturlig, medfødt; saaledes kan Tilbøjelighed til Affektation være medfødt. Den anden er med Frihed valgt og tilvundet; den er af højere og rigere Indhold.

Affektation kan komme af, at man bilder sig ind, at man virker for en Ide, og skaffer sig selv derved en forhøjet Selvfølelse.

Somme tilskrive sig selv falske Egenskaber blot for at sige noget om sig selv. - Hysteriske Kvinder.

At kokettere med Aabenhjærtighed, Beskedenhed o. s. v.; med bevidstløs Overgivenhed, Naivetet, barnligt Sind. Den affekteret trohjærtige og aabenhjærtige kniber sit Øje lidt sammen; Selvtilfredsheden, der lyser af hans Øjne, forraader ham, og det halvbetvungne Smil, der spiller om hans Mund.

345

En Affektation hos lærde Mænd og Genier er det, at synes ej at være af denne Verden. De høre med Fryd deres Koner tale om deres Distraktion, Sorgløshed og Ukyndighed i det daglige Livs Anliggender, da de ej ere af denne Verden.

Maaske mere farligt for Moralitet end bevidst Løgn er den med Selvbedrag blandede Usandhed, hvorved Mennesket amalgamerer sin falske Person med den virkelige. Den fuldbevidste Løgn kan man aflægge efter et alvorligt Forsæt, ej den uægte Rolle, som man har forvekslet med den virkelige. Man gør sig selv til en Skifting.

Det er tit for at give sig Skin af Alvidenhed, at somme sige: Alt er gammelt.

Affektation rejser sig undertiden af Hovmod. Den, der vil skjule den Virkning, andres Tale gør paa ham, er paa een Gang usand og stedt i Selvbedrag. Det sidste, fordi han ikke i samme Øjeblik, som Usandheden ytres, er sig den bevidst, skønt han ved en følgende Refleksion tit maa kunne erkende sin Falskhed.

Skræk for Affektation kan - saa besynderligt det end ved første Øjekast synes - drives saa vidt, at en abnorm Sindstilstand derved fremkommer. Denne Skræk frembringer en misforstaaet Holden paa den abstrakte Identitet med sig selv. Saaledes har jeg kendt en ung Mand, som ikke kunde overtale sig til at bortsende noget Brev, der havde ligget en Dag over i hans Pult, fordi det forekom ham 346 at være usandt, da det nemlig nu ikke mer udtrykte hans nærværende Sindsstemning.

Den nærværende Generation har en saa høj Grad af Incitabilitet, at den bliver sat i Sindsbevægelse ved at bevise Sindsbevægelsens Mislighed med Hensyn til kunstnerisk eller videnskabelig Produktion. Ved den levende Forestilling om den Højhed, der ligger i Erkendelsens og Viljens Overvægt, og den usunde Retning, der lægges for Dagen i det gængse Føleri, finder den Næring for sit eget Føleri. De mest i Følelse opløste, som nødvendigen maatte komme til Bevidsthed om dette deres Føleri, stride med den største Patos imod Føleriet.

Fordi en Del af de største Reformatorer i Videnskabernes Rige i den nyere Tid - som fast alle Reformatorer - ytre sig med en polemisk Heftighed, optage mangfoldige Aber deres Maner. Ja, det er blevet til en Stiløvelse, en retorisk Bestræbelse, ganske koldt at give sin Stil Kolorit af en indre Heftighed, og ved Efterligning af effektfulde Folks Udtryk for deres Sindsbevægelse, skønt ædru, at efterligne den druknes Lader.

Det er altid Affektation, naar en Dom ikke udtaler en Tanke, der er bestemt ved et Objekt, men til Dels ved en Tilbøjelighed. Den, der har i Sinde at skrive, betragter sig som hørende til Skribenternes Parti og er tit overbærende, men bliver overdreven stræng, naar han har resigneret.

Der var en Gang en Mand, som sjælden gik ud at spasere, uagtet hans Legemsbeskaffenhed gjorde 347 det ønskeligt, at han havde gjort det. Dette Savn af Bevægelse blev derimod ved et Naturinstinkt erstattet paa en anden Maade; han talte sig nemlig i Affekt over en eller anden Materie, og hans Blod sattes derved i en saadan Cirkulation, at han ej havde anden Motion behov. Da enhver Sag kan ses fra to Sider, var det tilfældigt, fra hvilken Side den øjeblikkeligen blev set. Det øjeblikkelige klare Blik for en isoleret Sætnings Rigtighed, taget i den subjektive Mening, som han just tilfældigvis tog den, tjente ham til Vehikel for en Tummel i Forestillingskresen, der snart igen lagde sig uden at efterlade mærkelige Følger deri. Forfatteren af denne Bog har en Gang i Kina set et Knippe Frøer, der holdtes til fals paa et Torv, og som i Almindelighed laa uden mærkelig Bevægelse, fordi de sammenknyttede Dyr anstrængte deres Kræfter i saa modsatte Retninger, at Resultatet af deres Anstrængelser omtrent blev Nul. Undertiden lykkedes det derimod en enkelt Frø uden Modstand ved et dristigt Hop at løfte hele Knippet for et Øjeblik i Vejret. Saaledes gik det med den omtalte Mands Forestillinger; undertiden blev en enkelt Forestilling saaledes herskende, at hans Foredrag antog et forbigaaende Skin af systematisk Sammenhæng.

Et eget Slags Affektation er det af en Eklektiker, naar han bruger systematiske Filosoffers Terminer, hvilket er unødvendigt for ham, hvis uorganiske Filosofi kan forstaas paa ethvert Punkt.

En Slags Affektation er den ufilosofiske Mængdes foragtelige Ytringer om en Filosofi, der er over 348 deres Horisont. De sætte deres egen Erkendelses Grænser - i Ord, bestemt med svag Overbevisning - som Fornuftens Grænser.

Affektation er Symmetri i filosofiske Systemer.

En Affektation er det, at den, der vil skrive en Afhandling, tænker sig en Titel og beskrænkes deraf, beherskes af sit eget Begreb; thi man erkender ej blot ved Sproget, den dunkle Ide foresvæver i Forvejen.

Det er et meget uskyldigt Slags Affektation at sætte Musklerne i den Stilling, som de indtage, naar man ler eller smiler, medens man hører en Anekdot, som ikke morer, men dog gør Fordring derpaa.

Den, der glæder sig over Komplimenter ved Disputatser, ved dog meget vel, at de, der sige dem, ej mene dem. Han bedrager frivillig sig selv for at nyde en liden Triumf. - De Store vedblive ogsaa at tro paa Smiger.

Affektation er det, naar en, der i lang Tid har vist Tilbøjelighed til at fremhæve Skyggesiden ved alt, pludselig vil vise sig villig til at erkende den bedre Side ved Tingene og pludselig giver sig til at rose et og andet. - Ligeledes, naar Folk af Frygt for at vise Følsomhed anstille sig haardhjærtede, - og naar man tvinger sig til at erkende fornemme Folks Fortjenester, for ej i sine egne og andres Øjne at gaa for en Smigrer.

349

De moderne Afguder, som gøres af Ord, staa deri tilbage for de antike af Træ og Sten, at de lade Tænkningen mindre Frihed end disse. Enhver antik Kunstner gav dog Zeus efter sit eget Ideal. Nu skal enhver Teolog fremsige visse Formler om det højeste Væsen.

Prælaternes Fægten for det døde Bogstav kan udspringe af flere solitariske Drifter: af Ernæringsdriften, af Æresdriften, men ogsaa af en raa Retfærdighedsdrift Det forekommer dem, at de Sætninger, de forkynde, have Statens Magt paa deres Side, og deres Forbitrelse under Modsigelse stiger ved denne Bevidsthed.

De er dog enig med mig om, Frøken Julie, at Salighed ikke kan bestaa uden en Tilfredsstillelse af alle Savn og Ønsker. Der kan ingen ulykkelig Elsker gives i Himlen. Men naar nu Frøken A. elsker Hr. B. og Frøken C. den samme, hvorledes skulle da begge blive fyldestgjorte? Sæt nu, at Hr. B. ikke kan blive salig uden Separation fra begge. Jeg ved da ingen anden Udvej, end at der maa gives Dubletter eller Tripletter i Himlen af elskværdige Individer.

En Djævel er utænkelig; thi det strider mod Fornuften at antage en Djævel, som rigtig ved, hvad ondt er, og dog vil det onde.

Teologer, som ikke tillige ere Filosoffer, kaste gærne skæve Øjekast til Filosofferne, og idet de ikke se sig i Stand til at holde Kontrol over disses spekulative Bevægelser, leve de i en bestandig Frygt for, at der skal ligge et eller andet Slags Kætteri 350 skjult i de filosofiske Systemer. Ethvert væsentlig nyt filosofisk System har uden Undtagelse været fordømt af ufilosofiske Teologer. Disse staa derfor i samme Forhold til Filosofien som Høns, der have ruget Ællinger ud, og som nu med Vrede og Ængstelse løbe omkring ved Randen af et Vandsted, hvor de ikke se sig i Stand til at fortsætte deres Opsyn over deres Plejebørn.

Man bør tillade, at Statsreligionens Dogmer bestrides (ogsaa af Embedsmænd - af hvem skulde de ellers bestrides?); thi derved ville mange rigtignok bringes til at forkaste dem, men ere de sandfærdige, da ville de bestandig med fornyet Frihed vende tilbage. Den, der med Frihed vender tilbage til deres Bekendelse, er anderledes overbevist om deres Sandhed end den, der aldrig nægtede eller tvivlede. Naar derimod Dogmer medføre et Slags udvortes Tvang, da ægge de til Polemik. Selv om de ikke medførte saadan Tvang, vilde de dog - als ein von Vielen stark ausgesprochenes Wort, Widerspruch erregen.

I Kristendommens Sætninger om Forholdet mellem Verden og Guddommen kan ej læres andet, end hvad en fuldendt Spekulation lærer, men vel andet, end hvad den overfladiske Refleksion, som giver sig Navn af Oplysning, frembringer i Modsætning til Kristendommens Mysterier, der staa højt over den almindelige Menneskeforstand.

Den til en vis Tid og i et vist Selskab af Mennesker almindelige Forestillingsmaade kalder man almindelig Menneskeforstand.

351

Den almindelige Menneskeforstand er noget højst vigtigt, thi det er den store Hobs traditionelle Viden, hvorefter den ledes under sin praktiske Virksomhed; den staar heller ej i sit Væsen i nogen Strid med den spekulative Indsigt, men har sin relative Sandhed. Den har forskellige Gradationer. Paa et Trin af den findes Sætninger, som: Solen gaar op og ned, Gud er i Himlen, en ærværdig gammel Mand o. s. v. Men selv paa dens højeste Trin har efter Menneskeslægtens hidtidige Udvikling den højeste Ide været en Forestilling; Rum og Tid have haft absolut Realitet og de mest almindelige Begreber savnet deres Dialektik.

At Troen paa Udødelighed er et væsentligt Moment i Erkendelsen, viser sig først ret klart, naar man beslutter rent at udslette dette Begreb af sit System; da vil det først blive tydeligt, at det er et uundværligt Moment i en konsekvent og harmonisk Verdensanskuelse.

Schillers verschleierte Bild zu Sais udtrykker en Anelse om, hvad hans Tids Filosofi førte til: Entzauberung.

At Udødelighedsbegrebet ej har været uden Virkning paa Filosofien, viser sig i Læren om Erkendelsens Mulighed. Man har der glemt at forudsætte en ny ubekendt Tingenes Orden, hvori dybe Hemmeligheder ville blive afslørede for den tænkende.

Den, der forfægter Sjælens Udødelighed nu, kan ikke gøre sin Tro almengældende. Negationen 352 skal nu gennemføres og en ny Affirmation fremgaa af Fornægtelsen. Vi klamre os fast til Vraget af et synkefærdigt Skib, andre arbejde paa dets Ødelæggelse. Det er de to Interesser.

I en vis Betydning af Ordet gives der ingen nye Beviser for Udødelighed.

O, en forkert Synsmaade at antage, at Udødeligheden ej ligger i Grunderkendelsen, at det først er problematisk, om den hører dertil eller ikke!

En Grund, hvorfor Udødelighed forekommer Folk at føre til lidet, er, at det, man skal tænke sig, er givet som tomt. Men mon det ikke kan være nok, at vi ved, det vil, skønt ubekendt, have Fylde?

Det fører til Mystik og Sværmeri at antage, at Sjælen [ej] er udødelig; thi da maa Fornægteren stræbe at assimilere sig med det uendelige Ubestemt som er det eneste bestaaende.

Som Profet, Læge og Kusk er Mennesket ej agtet i sin Familie; men som Poet er han der mere agtet end andetsteds.

Der gives et Slags aandelig starblinde Mennesker (Digtere kunne især henregnes til dem); de ere med deres hele Liv og Interesse i den Ide, der for Øjeblikket beskæftiger dem; hvad der har været dem nær, og hvad der til en anden Tid er dem nær, er dem i det nærværende Moment betydningsløst.

353

Naar en finder et Skrift godt, fordi han kender Forfatteren, medens andre, for hvem Forfatterens Personlighed er ubekendt, frakende det alt Værd, da er det ikke sagt, at hin har Uret.

At man kender en lyrisk Digter eller en burlesk Skuespiller personlig, formindsker Nydelsen af deres Kunstværker. En anden Sag er det med mere objektive Kunstarter, som i Følge deres Væsen ej umiddelbart minde os om Kunstnerens Individualitet.

Somme kunne ej lade deres aandelige Kreaturer gaa ud paa Litteraturens Fælled uden at have sat deres Mærke paa dem og paa den Maade hævdet deres Ejendomsret.

Somme kunne ej staa stille, mens man recenserer dem.

Kunstnerisk Produktion grundes ej altid paa et Naturens Kald, fordi den drives med Lyst; hos ukaldede kan Lysten være vakt ved Vanen.

Skribenter kunne inddeles i teologiske og filologiske. De sidstes Tænkning er aforistisk og enhver af dens Tanker bindes til en uforanderlig Formular. Tankens Udtryk i Sproget er dem Hovedsagen. Disse filologiske Skribenter lade sig igen inddele i de kritiske, hvem Stil og Grammatik mest interessere, og de poetiske (ej digteriske), hvem Sprogets naturlige Lyrik er Hovedsagen. Til de sidste hører Grundtvig. Naar disse anse sig for Teologer, saa gøre de sig Idoler af Ord.

354

Unge danske Skribenter, selv i videnskabelige Fag, betragte deres Arbejde som et Slags Skoleøvelser. De tænke sig med virkelig, ej paataget Beskedenhed i et underordnet Forhold til Publikum, og lade deres Dom over sig selv bero alene paa dettes Dom. De befinde sig, kort sagt, i samme Sindsstemning som en Dreng, der gør rede for en Lektie og af sin Lærer venter en god eller slet Karakter. - Skrive med saadan Stemning kan ingen, som virkelig føler Kald til at skrive.

Forskellen paa Omgang med Bøger og Omgang med Mennesker stikker egentlig deri, at man ikke kan bringe Bøger til at tale om hvad man vil. Bogens Forfatter gør sin Personlighed gældende, og Læseren gør sin gældende; men Foreningen kan ej gaa for sig. Forfatteren maatte modificere sine Ord lidt, og Læseren sine Fordringer lidt, for at de kunde komme til at harmonere. Da man ej er vis paa, om Forfatteren i Samtale vilde modificere sine Tanker saa meget, at man kunde optage dem i sin Bevidsthedskres, bliver man altid noget uenig med ham.

At digte Fortællinger om Mennesker, der have vist større Ædelmod og Selvopofrelse eller Slethed end Historiens Personer, er det samme som at fremstille Heste, der drage Læs, som overgaa Hestens Kraft, male Træer, der vokse til en Højde, som overstiger deres Natur, Ræve med syv Alen lange Haler og Æsler med dito Øren.

355

En klassisk Rejsebeskrivelse kan ej forfattes under selve Rejsen. Den rejsendes Kommentar afgiver blot den prosaiske Sandhed; men i Erindringen komme Erfaringens bedste Momenter til Live, nemlig de, der levedes ubevidst. Det tilfældige Stof falder af, og et poetisk Billede, en episk Efterklang af Virkeligheden kan nu frembringes.

I Lande, hvor Meningsytringen er nogenlunde fri, gives der et Slags politiske Poeter, som Regeringen kan betragte som et Slags Vejrhaner. De tilkendegive Retningen af den offentlige Menings Vind.

De, der skrive i Jødemaneren (Heines, Börnes, Menzels), synes at være muntre, men deres Lystighed minder om det tilsyneladende Smil hos nyfødte Børn, som kommer af, at de have Kneb i Maven.

Den konstitutive Forskel paa Taler og poetiske Værker er, at hine ville fremme et bestemt Øjemed, de have ikke deres Øjemed i sig selv, saa at de talende Kunster komme til at staa i samme Forhold til hinanden som i en anden Sfære Arkitektur og Plastik.

Ved æstetiske Teorier bliver den kunstneriske Produktivitet fuldkomnere; thi den bevidstløse Kunst gaar altid noget videre end den bevidste. Jo længer altsaa Bevidsthedens Kres udvider sig til alle Sider, desto længere udbreder den dunkle Anelse sig foran Lyset.

For at kunne skrive og tale vel for sig, maa man besidde en vis Resignation, som gør. at man finder 356 sig i, at man ikke kan meddele andre de Tanker, der ere ret levende hos en, med den hele Sammenhæng, hvori man selv har dem i sin Bevidsthedskres. Man maa lade sig nøje med at bruge de Midler, som staa en til Tjeneste i Sprogets Forraad, fordi man er nødt til at lade sig nøje dermed. Adskillige Mennesker, som ikke have indset denne Sandhed eller ikke altid have den klart for Øje, lægge en Utaalmodighed for Dagen under Meddelelsen, hvorved denne mere skades end gavnes. De føle, at de Udtryk, der tilbyde sig for dem, ej ere tilfredsstillende, søge i Affekt om andre, og vende jævnlig tilbage til de een Gang brugte eller forkastede, fordi Tankens Form ej tilfredsstiller dem. Hvis de vilde naa deres Øjemed saa meget, som det er muligt, og nøjes dermed, vilde de med en Sindighed, der var grundet paa hin Resignation, se sig om efter den Hjælp, Sproget ydede dem. Denne Taalmodighed, der skaffer Oversyn, udkræves i høj Grad hos en Filosof. Derfor er det sangvinske Temperament meget uheldigt for en vis Art af filosofisk Fremstilling.

Veltalenhedens Fylde kommer af Følelsens Virksomhed, ej af den stærke Attraa.

Erkendelsen af alle Forestillingers fælles Enhed ligger til Grund for Vittigheden og giver den sin dybere Betydning. Den er egentlig et genialt Blik for Forskellighedens Lighed og Lighedens Forskellighed.

Mon ikke unge Dagdriveres vilkaarlige Brug af Ord, forsætlige Forvekslinger af meningslignende Ord, deres Opsætsighed mod Synonymikken, hvori f. Eks. Billard-Vittigheder for en stor Del bestaa, 357 derfor er tiltrækkende for unge Mennesker, fordi deri ligger et Slags ubevidst Dialektik, en ubevidst Erkendelse af Ordenes Fluiditet, en Anelse om de modsatte Begrebers Enhed og altsaa eine beginnende Entfesselung des Begriffs?

Stilistens Begreb kan ej udvikle sig frit, da Sproget, Tankens Betingelse, hos ham ej er sammensmeltet med Tanken.

Ligesom man enten af Rigdom eller Armod kan klæde sig i Silke, saaledes kan man af disse tvende modsatte Grunde betjene sig af et billedligt Foredrag.

Naar en lingvistisk Poet siger: »det røde Blod«, tænker han ikke paa den egentlige Blodfarve, men snarere paa Rosenkuløren som den almindeligere.

Det er lige saa vanskeligt at bestemme et Foredrags Udførlighed efter andres Tarv som at købe Briller til fremmede Øjne Naar man heri. følger sin Ejendommelighed, findes der vel altid nogle, som ville holde Skridt med en, om et Skrift for Resten tiltaler dem. - (»Forfatteren haaber, at dette Skrift hverken skal have saa stor Vidtløftighed, at ingen skal finde det for kort, eller saa stor Korthed, at ingen skal finde det for vidtløftigt.«)

Det er interessantere, at et Foredrag har et intensivt Indhold, end at det har Intensivitet paa Ekstensivitetens Bekostning.

En Fejl i Fortælling er, at der er lagt alt for meget Vind paa Kontinuitet. Kunsten bestaar i at 358 springe over, hvad der forstaar sig af sig selv eller ikke behøves for at fatte Sammenhængen.

Det ligger i Sagens Natur, at man i Breve noget mere end i mundtlig Samtale maa tage sine Søndagsklæder paa.

Visse Folk kunne ej forstaa ægte Bøger, men kun Sætninger og de uægte Bøger, der bestaa i Aggregater af isolerede Sætninger.

Lige saa vel som en Væver kan optrævle Tøj for at se, hvorledes det er forarbejdet, lige saa vel kan en Videnskabsmand, som føler sig kraftigen tiltalt af et Værk, nøje ransage, ved hvilke lingvistiske Midler Virkningen er frembragt.

Den, der skal reformere Verden, skal ej ved Sæd bringe en aldeles ny Plante frem, med ved Podning forbedre de gamle.

Goethe siger, at Sandheden er ej saa slem at finde, som man i Almindelighed tror, men at Folk ej gærne høre den. Sagen er, de ville ej give slip paa Verdens Begreb, men beholde Verden med dens Nydelse som noget absolut.

Der er fler, end man skulde tro, der have set Sandheden, især i enkelte klare Øjeblikke; men de savne den fuldendte Fremstillingsmaade og have den derfor kuns i en subjektiv Mening.

Tro mig, den kommende Tids Erkendelse lever i mangt et anticiperende Hoved, som i sine bedre Timer tilskyndes af sit bedre Selv til at udtale dens 359 Fordringer; ja han kan føle det med Gysen, som om hans hele nærværende Virksomhed var Akkommodation og Blændværk. Men han beroliger sig selv og tvinger sig til Overensstemmelse med Mængden, da det ellers forekommer ham, som om han maatte opofre alle sine Venners Kærlighed og lægge sig i Strid med hele Verden. Dog vilde Striden ej blive saa stor, som han befrygter det. Udviklede han, som en, der var død for Verden, sin dybeste og selvstændigste Overbevisning, da vilde det nok vise sig, at mange beslægtede Strænge hos andre Aander vilde komme til at klinge derved. Den subjektive Sandhed (Sanddruheden) vilde da vise sig at føre til Sandheden.

Der maa gives løse Genier, som ej ere bestemt indordnede i Statssamfundet; thi de privilegerede Videnskabsmænd blive ved deres Stilling let for tilbøjelige til at tage Hensyn til den almindelige Mening. Det var under andre Statsforhold, at Reformationen kunde gaa ud fra Universitetet. De privilegerede ere komne i deres Stilling ved at være et vist Systems Ordførere og have knyttet sig fast til det som Betingelse for deres Betydenhed.

Det er magtpaaliggende at faa Folk til at udtale sig ganske, meddele deres Bevidsthedskres helt, selv om Videnskaben ej vinder meget ved deres Meddelelse. Somme Folk file længe paa et lidet Arbejde, saa at det synes at love noget. Bedre var det, om de ved dristig og oprigtig Meddelelse overbeviste Folk om, at deres Indsigt var kun ringe. Under Søgen efter Sandhed har man samme Interesse for saadan Oprigtighed, som man under Søgen efter 360 bortkomne Sager har Tilfredsstillelse af, at Folk vende deres Lommer og vise, at der hos dem intet er at søge.

Tilfredsstillelsens Følelse er lige saa vel blandet, naar Savnet kommer af Videbegærlighed som af en eller anden organisk Drift. At Videbegærligheden kun kan tilfredsstilles sukcessivt er højst ubehageligt for den, der tydelig i sin Fantasi har udkastet Planen til dens Mættelse.

Naar nordiske Mænd skulle ret blive grebne at en Videnskab, maa de først med Magt trækkes et godt Stykke paa Vejen.

Somme Mennesker kunne i Følge deres Individualitet aldrig komme til at skrive Bøger; thi deres Selvtænkning fører dem altid til dunkelt foresvævende Begreber, der tit ere højst originale, men som da sysselsætte dem saa længe, til de faa dem aldeles trivialiserede og altsaa berøvede Interessen.

Somme Videnskabsmænd kunne af en særegen Grund vanskeligen komme til at optræde som Forfattere. De kunne ej overtale sig til at publicere deres Tanker, før de til en høj Grad have gjort dem klare for sig selv, men i en saa høj Grad, at de nu ikke ville komme frem med dem, fordi de forekomme dem triviale.

De Videnskabsmænd, som ikke føle stor Trang til at ordne deres Tankesystem, maa enten have meget Geni eller liden Tænksomhed. 361 Der gives Mennesker, der skriftlig kunne spinde Tanker ud af sig, som de ikke før have haft, uden at derved noget blivende Stof erhverves for deres Bevidsthedskres. En saadan Tænkningens Operation maa da foretages af dem paa en mekanisk Maade, omtrent som den maskinmæssige Løsen af en aritmetisk Opgave.

Man maa arbejde smaaligt og i fortrykt Stemning i Reflektionens Tjeneste, inden Totalanskuelsen pludselig gør alting klart for en, ligesom Sømænd maa varpe og bugsere deres Skibe ud imellem en Skærgaard, for at den raske Kuling ude paa Dybet skal fylde deres Sejl.

Mange ville ikke af med deres Vildfarelser, der med lange forviklede Rødder have som haardnakket Ukrud snøret sig fast om særdeles mange Naboplanter. De tro at stride for Sandhed og stride for deres egne Personer.

Naar Menneskets Bevidsthedskres er et stivnet Aggregat af fikse Begreber, et Slags Fortsættelse af hans legemlige Organismus, betragter han alle Forsøg paa at bringe disse anatomiske Præparater i Flud som Fornærmelser mod sin Personlighed.

Naar Sindet under Sandhedens Erkendelse er frit for subjektive Bevægelser, fremstiller det sande sig mest efter sin Sandhed for det, ligesom Maanen viser sig mest, som den er, i det stille Vand, medens derimod dens Billed er i en sitrende Bevægelse, naar det falder paa en bevæget Vandflade.

362

Jo mere subjektiv Ekstase finder Sted, desto mere fordunkles den klare Forestilling om Genstanden.

Viljen skal ej bestemme, hvad der er sandt.

I en vis Henseende er den litterære plebs i en besynderlig Modsigelse med sig selv. Paa den ene Side er der intet, som tildrager sig almindelig Opmærksomhed hos den, uden hvad der virkelig bærer Genialitetens Præg (heri følger den et bedre Instinkt); paa den anden Side beskærer den i sin bestemt udtalte Dom det geniale Produkt saaledes, at kun det trivielle bliver tilovers.

»Naar Friheden udspringer af Sandhedens Kraft og altsaa er afhængig af Erkendelsen, hvorledes kan da plebs blive sædelig, da den ej kan hæve sig til Erkendelsen?« - Den kan ej hæve sig til Erkendelsen; men den kan hæves til Erkendelsen. Erkendelsen er ej enkelt Mands Sag; Videnskabsmændene finde dens Former og øverste Grunde; men den kommer først da til sin Virkelighed, naar den har gennemtrængt alle Lemmer af et Menneskesamfund, naar den, som besjælende Princip, regulerer alle konkrete Forhold. For at dette kan ske, maa den spekulative Erkendelse være bleven umiddelbar hos den uvidenskabelige Mængde.

Naar en udgiver et Tidsskrift, holder den litterære Pøbel det for en Fattigbøsse, der sættes ved en Landevej, hvori enhver kan lægge sin Skærv, ja hvori uartige Drenge kunne putte Skarn og Sten.

363

Man burde udkaste af offentlige Biblioteker de slette Skrifter, som ved deres kaotiske Mængde konfundere de studerende. Den Indvending, at meget godt ved denne Lejlighed vilde gaa i Løbet, gælder ej; thi den kan ogsaa gøres imod den Skik at feje Snavs ud af Værelset, da ved den Lejlighed ogsaa nyttige Sager kunne bortkomme. Man kunde jo i særskilte Bygninger opbevare de saaledes udfejede Skrifter til Litteratorers Ransagelse.

Nytten af det matematiske Studium er i Særdeleshed den, at Videnskabens Dyrker vænnes til en vis upatologisk Tænken, (hvis han behøver at vænnes dertil; thi der gives dem, som af Naturen ere alt for følelsesløse under deres Studier).

Det er undertiden det bedre Hoved, som ej kan godt skrive saakaldte Afhandlinger i Modersmaalet, fordi han føler Savnet af faste Udgangspunkter. Begrebernes organiske Sammenhæng begynder at danne sig hos ham, og idet han ser, at det ene nødvendigvis forudsætter det andet, er han ude af Stand til at gøre Begyndelsen.

En ensidig Afhandling interesserer mest, fordi Enheden er overvejende, Mangfoldigheden adspredende. Derfor interesserer et flersidigt System mindre. En aldeles alsidig Fremstilling have vi jo for os i Naturen selv; men her er Mangfoldigheden uendelig.

At en Lærdom er bleven til Erkendelse, ses deraf, at den springer ud i andre Erkendelser, ligesom en 364 Plante ses at have fæstet Rødder, naar den sætter nye Skud. Den blot lærte Sætning bliver liggende ubevægelig i den blotte Hukommelse.

Philosophari volo, sed paucis, siger den nordiske Natur.

Det var Umagen værd at undersøge, om ej den sande Filosofi gør utilbøjelig til det veltalende Foredrag. Maaske det rige, strømmende Foredrag har sin Grund i en rastløs Søgen efter Tingenes Sammenhæng, der kun i forbigaaende Momenter bliver tilfredsstillet og kæmper med Sproget for at fastholde de forsvindende Aabenbaringer. Rimeligvis gør den dybe Indsigt ordknap; thi den nærmer sig til den rene Viden, den fuldkomne Stilhed eller Døden. Plato siger jo ogsaa, at al Filosoferen er en Stræben efter Døden. Disse Betragtninger opstaa let hos den, der har mærket, hvor mange dybsindige Mænd tale lidet, og hvor overfladiske Hoveder kunne føle sig behageligen tilfredsstillede ved uendelig Sludren med Munden og Pennen.

Visse Sandheder i Filosofien kunne kuns begribes af den, hvis naturlige Begæring af Skæbnen er brækket.

Menneskets Bevidsthedskres bestaar af de to Elementer: Anskuelse og Begreb, eller Billed og Begreb. Det er paa ny den samme Modsætning som mellem Sjæl og Legeme. Atter skal her Begrebet i Filosofien løsgøre sig, træde frem med Selvstændighed.

365

De, der anse det for Hovmod at sætte fast Lid til Fornuftens Udsagn, vise derved selv stort Hovmod; thi de forudsætte, at den fornuftige Tænkning er Individets Værk. - Kunne de dog ej mærke, at Fornuften er en højere Magt i Menneskets Tænkning, som umiddelbart vidner om sig selv?

Er Filosofiens Studium ej til nogen anden Nytte, har det dog i det mindste den gode Følge, at det hindrer unge Mennesker fra at spilde deres Tid og Kraft ved den ufuldendte Refleksion, som Sandhedstørsten nødvendig maa vække hos enhver, naar han ej studerer Filosofien historisk. Thi aldeles undslaa sig fra al Filosoferen kan intet Menneske, der ej enten ved Livets Nød eller en lav Karakter bringes til at henvende sin Opmærksomhed blot paa det fysiske Livs Pleje. Men Frugten af de umodne Spekulationer, der naturligen opstaa i en Ynglings Hoved, naar han ej opfatter Tidens Filosofi historisk, førend han forlader sig paa sin Selvtænkning, er i Almindelighed det beskedne Resultat, at Filosofiens Studium fører til intet. I Stedet for at søge Grunden til deres frugtesløse Grubien i Mangel paa Anlæg eller Udholdenhed besmykke de deres illiberale Resignation ved Foragt for Videnskaben selv.

Ved den spekulative Filosofi erholder man ikke saa meget Svar paa de Spørgsmaale, som den almindelige Menneskeforstand fremstiller, som man kommer til at erkende, at Spørgsmaalene selv, som grundede paa Begreber, der ingen Sandhed have, maa bortfalde. Begreberne, der ligge til Grund for Spørgsmaalet selv, forsvinde, tabe deres Realitet.

366

Hvad en forstandig Mand filosofisk tænker er egentlig aldrig skævt; naar han lader sig overbevise om Vildfarelse, lader han sig egentlig bevæge til at give sine Tanker en mere almengyldig Form. Han optager en Kommunitets aandelige Former i Stedet for sin individuelle.

En dialektisk Forskole er et herligt Dannelsesmiddel for de reelle Videnskabers Studium og Livets praktiske Virksomhed. Indsigt i Begrebets sande Væsen leder til at erkende de modsatte Forestillingsmaaders relative Gyldighed og baner Vejen for Overbærenhed og Kærlighed i Menneskenes Samliv.

Qui bene distinguit, bene docet, er en rigtig Regel, hvis man oversætter bene ved godt, ikke hvis man oversætter det med meget.

I al Undervisning bør findes et stereotypisk Element. Netop stereotypisk: Formlerne maa være staaende, men Fejlene deri kunne rettes.

Jeg paastaar ej, at enhver under Livets Gang bør vedligeholde et afsluttet Begrebssystem; det kunde maaske endog give Livets Udvikling en vis Langsomhed; men en Studerende bør dog forsøgsvis sætte sig ind i et saadant, og dertil bør den akademiske Undervisning sigte.

Den, der paatrænger andre et filosofisk System, hvortil de ej føle Trang, handler ligesom den, der tvinger en, der ikke er tørstig, til at drikke.

Jeg kan begribe, hvorledes et Menneske kan udføre et System med en af ham selv dannet Terminologi, 367 men ikke, hvorledes han som Lærer i en Række Aar kan gentage det, uden at ledes derved.

Hvor kan en anden Videnskabsmand overbevise en gammel Lærer i Filosofien, der daglig gaar og befæster sig ved tusinde Ideassociationer i sine ejendommelige Forestillingsmaader? Dennes Vildfarelser ere haardnakket Ukrud, der med lange, forviklede Rødder har snøret sig fast om utallige Naboplanter.

En gammel akademisk Lærer sagde en Gang til mig, at hans Forelæsninger skulde indrettes anderledes, hvis jeg vilde høre dem end i modsat Fald; »thi«, sagde han, »jeg gider ikke lækret for de unge Studenter.« Dette, som han naïvement tilstod, kom fra en Stemning, som han har til fælles med flere; de ville ikke lade deres Subjektivitet skinne frem, naar de tale til deres Undermænd.

Dersom en, der bruger et tørt Foredrag, en enkelt Gang vil sige en Vittighed, da kan han være vis paa, at de straks derpaa følgende Tanker ville gaa tabte for Tilhørerne. Jo mindre Foredragets Sammenhæng har indre Nødvendighed, desto mer vil en springende Fantasi sættes i Bevægelse hos Tilhørerne. Fordi en kristelig Præken i Almindelighed indeholder fremstikkende sanselige Steder, tabe Tilhørerne let Traaden i det hele.

I videnskabelige Forelæsninger er det en Fejl at bruge Eksempler, der, for sig betragtede, ved deres Skønhed, Latterlighed eller ved andre fremstikkende Egenskaber afdrage Opmærksomheden fra de almindelige 368 Sætninger, der skulde oplyses ved dem. Saaledes vilde det i Flyveposten citerede Eksempel paa en urigtig Inddeling af Mennesker i en akademisk Forelæsning kun være meget ilde anbragt. Et Foredrag, der interesserer ved slige Midler, gør sig skyldig i en ambitio prava; thi man bejler derved om Bifald, ikke for Videnskaben, men for sin Person.

En overfladisk Betragtning vil sige: »Haandbøger, der ere udarbejdede ved mange Aars Anstrængelse, i hvilke hvert enkelt Udtryk mange Gange er forandret, og det, der til sidst er beholdt, vejet med megen Omhu, saadanne Haandbøger paaskønnes sjælden af Læseren, der aldrig kommer til at vide af de mange fine Bemærkninger, der have ført til den nuværende Form, eller de mange sindrige Skrupler, der have givet Anledning til indflikkede Ord og Sætninger.« Saaledes vil især mangen Forfatter tale og tro, der sker ham stor Uret, naar andre mere flygtigen udarbejdede Værker, der ere støbte af eet Stykke og skrevne ved een Ides Lys, sættes over hans ængsteligen udpenslede, stykkevis sammensatte Arbejde. Men - det Værk, der ej taler til Aanden, og følgelig ej er skrevet efter en dyb Anskuelse, bliver aldrig ved den fortsatte Omarbejdelse forvandlet til et klassisk Værk. Tiden bliver vel engang saa myndig, at den kommer ud af den Formening, at Arbejder, der ej ere udsprungne af et klart Undfangelses-Øjeblik, desuagtet vel kunne være skikkede som Ledetraade ved Drenges eller Ynglingers Undervisning. En Haandbog, der skal due til saadant Brug, maa være udarbejdet af en Mand, der har haft Erfaring i det Slags Undervisning, 369 og som har udarbejdet sit Skrift med sindig Overvejelse; men Ideen dertil maa være udkastet med Entusiasme, og den varme Interesse maa under Arbejdet have været vedligeholdt. Et Livsprincip maa røre sig deri og oplive alle de organisk sammenhængende Dele, ellers kan ingen Interesse vækkes hos den Lærling, der skal modtage Foredraget.

Den, der skal være en god Systematiker, maa have et langsomt Hoved; thi de hurtigere Genier kunne ej i deres hele Levetid arbejde paa eet Kunstværk. Det hurtige Hoved kan i et enkelt Værk have været Systematiker for sig selv, men ej for andre. Bygningen, der i en kort Tid stod for hans Bevidsthed, forsvinder igen uden at være bleven fastholdt i en Tegning.

En og anden ung Philosophus føler en Nydelse i den Forestilling, at Filosofien ej er tilgængelig for alle, og at de ere Medvidere i en vis Terminologi, som ikkun den kan fatte, der har sat sig ind i et System. Deres Glæde ligner omtrent Soldatens, der bærer et hædret Korpses Uniform, og deres hoverende Fremfærd, deres haanende Sideblik til uindviede ligner omtrent Drengens, der holder sin tillukte Haand hen for en Legekammerats Øjne, idet han siger: Du ved ikke, hvad jeg har i min Haand.

Der gives Filosoffer, som ej kunne faa Bugt med deres Opponnenter, fordi disse staa fast paa deres jordiske Standpunkt. Kunde de faa dem til at følge sig i den spekulative Region, hvori de have hjemme, vilde de let besejre dem, ligesom Herakles fordum 370 besejrede Antæus, da han fik hans Fødder løftede fra Jorden.

De filosofiske Frimestre høre ikke til nogen Skole og staa i intet Forhold til noget af de filosofiske Standpunkter. De ere, som Goethe siger, Narre paa deres egen Haand.

De sentimentale Halvfilosoffer og Halvpoeter, der ligesom Flagermusene kuns bevæge sig i Tusmørke og ikke ville lade deres Bevægelser belyse af Solen, opbringes, naar man sætter Paastande mod deres; fordi Paastandene kun hænge ved deres Personlighed, ej ved det almægtige Begreb.

Egenskaber ved reflekterende Filosoffer:

1) De kunne ej huske deres egne Filosofemer. Naar en Tid er forløben, efter at de have skrevet en Afhandling, da betragte de den ikke mer som hørende dem til, deres Interesse er aldeles forsvunden derfra. Ellers er det en Ting, der gælder om Poeter, som heri adskille sig fra ægte Filosoffer, at disse erhverve sig en blivende Erkendelse, hine en forsvindende Anskuelse. En Filosof arbejder altid paa eet Værk, og alt, hvad han producerer, er en Part deraf; en Digter frembringer flere Værker, der hvert for sig have et selvstændigt Liv og ere afsluttede Helheder.

2) Den Erkendelse, hvori de for Øjeblikket leve, hænger saaledes sammen med den personlige Eksistens, at de betragte det som en personlig Fornærmelse, at man gendriver den for dem. De betragte Erkendelsen som deres personlige Ejendom.

371

3) De sky at sammenligne deres Bevidsthedskres med andres, da de frygte for, at deres Pindebygning skal rives om.

En vis Læsning af filosofiske Skrifter ligner meget Brug af stærke Drikke. Læseren lader sig da beherske af den fremmede Aand, der med sin Kraft fylder ham for en kort Tid og bibringer ham et forbigaaende Skin af Dygtighed og indvortes Konsekvens - netop ligesom den berusede for et Øjeblik nyder et Liv, der er forhøjet ved en udvortes Naturmagt.

Den fuldkomne Konfusion i Erkendelsens System kan aldrig finde Sted, naar en i at fremstille sin Verdensanskuelse er konsekvent; den finder kun Sted, naar han overvældes af Reminiscencer af en fremmed Verdensanskuelse. Thi hans System kommer da til at ligne en Rakkerkule, hvori der er lutter Kadavere, hist og her kravler en halvdød Hund.

Visse idelig receptive, kvindelige Mænd ere bestandig besatte af en fremmed, dem overlegen Genius, der taler for dem, men kuns for en kort Tid behersker dem og da maa overgive Regimentet til en anden.

Naar man har noget Bekendtskab med store Filosoffer, kan man først forstaa de smaa; thi disses Konsekvens er ej udtrykt i deres Skrifter, men kuns ment.

Smaa Filosoffers Overbevisning om, at der i deres Fremstilling hersker Konsekvens, beror paa en Erindring om den systematiske Sammenhæng, der 372 herskede i de geniale Skrifter, til hvilke de støtte dem.

At den, der opfatter en andens System (en Fichtianer, Schellingianer), har større Forvisning end Systemets Ophavsmand, er højst naturligt; thi den opfattende finder, at hvad der rører sig hos ham selv, har ogsaa rørt sig hos en anden.

Originalitetens Forlangende forudsætter en Slags idealistisk Synsmaade. Man antager, at Filosofien skal opfindes. Opfind Bogtrykkerkunsten!

Der er den Forskel imellem den filosofiske Konversation og det s trænge Foredrag af Videnskaben, at hin er forstaaelig i hver enkelt Sætning; i dette derimod maa hver enkelt Del forstaas af det hele. Men Graden af den gensidige Forstaaen, som opnaas ved Konversationen, er mindre; man forstaar hinanden ej aldeles grundigen. Et Foredrag af den Art kan betragtes som en Bestræbelse for at gøre sig forstaaet; man søger at træffe Enheden af et vist Samfunds Erkendelse.

Den konverserende søger derfor mer umiddelbar Nydelse og kan være forfængelig, hvilket den systematiske Forfatter vanskeligere kan være end stolt. Den konverserende maa enten holde sig inden for Grænserne af det Begreb, som han og hans Læseverden har til fælles, eller dog gaa ud fra det som en nødvendig Basis. Systematikeren derimod producerer en organisk Tankecyklus, som Læseren maa arbejde sig ind i. - Der gives et klassisk Foredrag, som forbinder begge.

373

Konversationen er en Skiveskydning. Det kommer an paa, om man træffer eller nærmer sig til Centret af den fælles Bevidsthedskres.

Den konverserende kan ej være forvisset om, at hans Tale finder Genklang hos andre, førend han ved Meddelelse har forsøgt det, med mindre han er meget indbildsk. Men naar han ved Forsøg er bleven overbevist om, at hans subjektive Udtryksmaade forstaas af en Mængde, kan han jo ved hver enkelt Ytring forfængeligen glæde sig over den Effekt, det vil gøre. Systematikeren derimod arbejder til en Totaleffekt.

Kan et filosofisk System blive populært? Ja! Filosofien skal populariseres; men naar den fuldkommen er bleven det, da er dens Epoke forbi. At popularisere en Filosofi er ej enkelt Mands Værk, men en hel Tidsalders; den populariserer altid efterhaanden den sande Filosofi, men ved at forvandle dens Begreber til Meninger. Men da er den ej mere Filosofi; da er den fortæret af tempus edax rerum, og Filosofferne have gjort et nyt Fremskridt i Erkendelse, som den videnskabelige plebs har at tilegne sig.

Da kommer et filosofisk System til at leve, naar det ophører at eksistere som bestemt, men kommer til at danne en Bølge i Tidens Strøm.

I Garves saakaldte filosofiske Afhandlinger haves et Mønster paa den filosofiske Konversation. Ligeledes i mange æstetiske Afhandlinger af Brødrene Schlegel.

374

Den litterære Konversation refererer sig saaledes til den sunde Menneskeforstand i en vis Tidsalder, at den ej er forstaaelig, langt mindre interessant for den, der ej lever i Tidsalderen eller har gjort et Studium deraf. Eksempler herpaa ere Ciceros filosofiske Skrifter, der vanskelig i vor Tid kunne interessere som Schlegelernes. Derimod har den spekulative Form, som Platos og Aristoteles's, mere blivende Interesse gennem en lang Række Sekler.

Blotte Diskurser, Konversationer over filosofiske Genstande ere ej at foragte, naar de falde i Tidens Aand, ellers maatte jo mundtlige Samtaler af saadant Indhold slet ikke have noget Værd. Egentlig Indsigt kan jo rigtignok paa denne Maade kun hos Omgangsvenner tilvejebringes (hvilke kende hinandens Bevidsthedskres); men naar Kvæstionerne dels slutte sig noget til Seklets fælles Bevidsthedskres, dels bruge et almengyldigt Billedsprog, kunne slige Meddelelser ogsaa have deres Værd som aandelige Incitamenter. De ere da ikke Monumenter for mange Sekler, men Øjeblikkets nødvendige Livsytringer, der med Resignation finde dem i et Liv af faa Aar, ligesom det egentlige Mundsvejr kun fører et Minutliv.

Det røber en stor Mangel paa et universelt Overblik med Hensyn til den menneskelige Bevidstheds Udvikling at ville slaa Vrag paa den litterære Konversation. Den følger med samme Naturnødvendighed paa et dybtgribende System, som de hundrede Ekkoer af et Pistolskud paa Bjærgstrækningen Kaukasus.

375

Til Motte paa et filosofisk Skrift kan man passende bruge Odysseus's Ord: τί πρῶτον, τί δ' ὑστάτάτ7953;ον καταλέξω;

En Ros for et filosofisk Skrift er, at Videnskabernes Epikureere dadle det som tørt. Den sande videnskabelige Fremstillings Formaal er at frembringe Overbevisning uden at vække Sindsbevægelse

Naar Mennesker, der ingen Indsigt have i det systematiske Foredrags Natur, udrive enkelte Ytringer af deres Sammenhæng for at forkætre dem, kunde man betale dem med samme Mønt ved af de Parter i deres Tale, der have organisk Sammenhæng, nemlig deres Perioder, at udrive en Sætning eller halv Sætning og Saaledes paastaa, de have sagt det modsatte af hvad de have sagt. Man kan undertiden afskære et Ikke fra en Sætning, hvorved den kontradiktorisk modsatte Sats fremkommer.

I et fuldkommen organisk udviklet Foredrag er ethvert Begreb Centrum for det hele.

Det er let at tilfredsstille den litterære Mængdes Fordringer til systematisk Foredrag; thi de finde sig fyldestgjorte ved en udvortes Skematismus. Den kan mangle, og dog den sande systematiske Sammenhæng findes, og den rubricerede, eksoteriske Orden være der, uden at det organiske Liv bevæger sig i det velordnede Kadaver.

Jeg begriber meget godt, at en Filosof, der er fuld af originale Ideer, heller danner sig selv et Ord eller paatrykker et sædvanligt Ord et ganske nyt Stempel, 376 for at hans nye friske Erkendelse ej skal flyde sammen med et eller andet livløst Begreb, som Mængden fører i Munden. Dette vilde han sikkerlig ofte udsætte sig for ved at vælge et brugeligt Ord, der nogenledes svarede til hans Ide, fordi de gamle mægtige Associationer, der klæbede fast ved dette Ord, vilde kvæle den nye Spire, som han vilde nedlægge.

Naar man i et filosofisk Foredrag holder sig nærmere til den almindelige Sprogbrug, tro mange, at det, der siges, er ej at tage saa nøje efter Bogstaven eller i egentlig Forstand.

Filosofisk Produktivitet kan ej bestaa med ængstelig Frygt for at støde an mod Sprogbrugen.

Erkendelsens Strøm artikuleres paa forskellige Maader hos forskellige Folkestammer; forskellige Punkter deraf krystalliseres ved Refleksioner. Man kunde gærne skrive en komparativ Psykologi i Betydning af en Sammenligning mellem de forskellige Folks større eller mindre Selvbevidsthed. - Ogsaa Kategorier fastholdes i forskellige Begrænsninger i de forskellige Sprog.

Et væsentligt Rekvisit for den filosofiske Spekulation (mer væsentligt, end de fleste tro) er et rigtigt Begreb om Forholdet mellem Ord og Tanke.

Ved tekniske Udtryk nøder man Læseren til i Systemet at søge Ordets Betydning og ej at søge Ordets Betydning i dets Lyd. Sibbern nøder ved Ordet aktuel, i sin Patologi, Læseren til at modtage et nyt Begreb.

377

De, der tro, at en stor Filosofs Terminologi gør det vanskeligt for dem at sætte dem ind i hans System, tage tit meget fejl. Naar Fremstillingen er, som den bør være, da lettes Opfattelsen tværtimod ved de faste Terminer. Hvad der er vanskeligt for dem, er egentlig at sætte sig ind i de nye Begreber. Den, der finder det saa svært at lære en Filosofs Nomenklatur, klager slet ikke over, at han i et Skuespil, som læses i et Par Timer, for at fastholde Forestillingen om Karaktererne maa lære Personernes Navne, hvis Tal undertiden er lige saa stort som de Terminer, man klager saa bitterlig over. Det er i Filosofien ikke det nye Tegn, men den nye Begrebsartikulation, som kræver Anstrængelsen.

Definitioner kunne undertiden hjælpe Folk til at fastholde et Begreb med Bestemthed, for saa vidt det kan knyttes til et Par Begreber, som have en fast Betydning for dem; dog hjælpe saadanne Definitioner kuns, hvor slige Støttepunkter gives, ligesom kunstige Tænder kuns lade sig anbringe, hvor der endnu gives nogle faste, som de kunne bindes til.

Den Variation i de samme Begrebers Betegnelse, som egner sig for en vis Art af Veltalenhed, er ikke hensigtsmæssig i det strængere filosofiske Foredrag, fordi man der vel kan gaa ud fra Forestillingens Standpunkt, men hæver sig da fra eet Trin til et andet derover. Man beholder altsaa den almindelige Menneskeforstand kun til Basis for det første Fremskridt, men for det andet Fremskridt bliver det første betragtet som Basis. Derimod i det mere populære Foredrag refererer man sig idelig til den almindelige 378 Menneskeforstand, og Lokomotionen er her en idelig afbrudt Flugt som Strudsens.

Filosoffen maa, som Filosof betragtet, vise et Slags Resignation, dersom han skal kunne føre en klassisk Stil. Denne Resignation viser sig deri, at han ikke maa forlange at udtrykke nogen Tanke netop saaledes, som han tænker den, i nogen enkelt Sætning, men foretræke et almindelig vedtaget Udtryk, som nærmer sig til at udtrykke hans Tanke, for et selvstemplet, hvori han vil tvinge Tanken med dens hele Særegenhed. Den Rest, der bliver tilbage af Tanken, uden at optages med i en bestemt Sætning, maa man da haabe at kunne give ved varierede Udtryk for samme Tanke, der hver for sig have forskellige Mangler.

Den ængstelige Udarbejdelse under Begrebets Udtalelse viser, at Begrebet ej i sin Kraft er til Stede; det er Forsvarsværker, der øjensynligen ere anlagte mod Angreb udenfra i Mistillid til Begrebets egen Kraft. Hvor intet indre Liv er til Stede, forsøger man forgæves at sikre sit Foredrag en kummerlig Eksistens ved kunstige Udenværker.

Filosofiske Opregninger af forskellige Momenter ere tit brugte af virkelige Filosoffer, der have forudsat, at Læseren let selv kunde tilvejebringe Enheden. De bruges da som Landmaalerens hvide Stok for i Korthed at antyde en Linie; men Fuskeren kan vist ej engang selv bringe Enhed i sit udstykkede Værk.

Den sporadiske Lærdom i Filosofien er ikke nogen sand Prydelse for filosofiske Arbejder, men kuns 379 uægte Stene, hvormed Skribenterne pynte sig selv i de uindviedes Øjne. Ved en Vrimmel af løsrevne Citater røbe i Almindelighed de filosofiske Skribenter deres Mangel paa grundigt Studium for Kendernes Blik.

Videnskabelige Citater i filosofiske Skrifter have kuns Betydning, naar de ere saaledes assimilerede med Forfatterens Tankegang, at de udgøre integrerende Dele deraf. I Almindelighed ville de da være indirekte.

De døde Citater, Fyldekalken, kunne ikke ved nogen i Regler angiven objektiv Bestemmelse adskilles fra hine levende. Hvis de kunde det, da vilde de ogsaa forsvinde af Litteraturen.

Den Uskik at fylde en filosofisk Afhandling med uforstaaelige Brokker af Filosofiens Historie svarer omtrent til den filologiske, i en Kommentar at sammenjaske Stykker af alle filologiske Discipliner, der lige saa godt kunne staa tusinde andre Steder, og man begriber ej, hvorfor de just skulle staa der.

Den Fordring, at Filosofien ved et blommet Foredrag skulde gøres tillokkende for Ynglinger, skriver sig fra den kælne Tid, da man troede at gøre sig vel fortjent af Ungdommen ved at fritage den for alvorligt Arbejde og føre den under Leg og Spøg til den Dygtighed, som kun tilvindes ved ufortrøden Anstrængelse.

Der gives Filosoffer, som blot filosofere for at glæde sig over deres egen æstetiske Fremstilling, deres 380 Vittigheder og stilistiske Prydelser. Det gaar dem som Kvinder, der begive sig i Guds Hus for at lade deres Brillanter se. Hvis det var dem paalagt at udtale deres Tanker i Paragraffer, da havde Filosoferingen tabt Interessen for dem.

Kuns naar der ej kan forudsættes alvorlig Videlyst hos en Læser eller Tilhører, har man behov at gøre Filosofien tiltrækkende ved Midler, der ej høre til dens Væsen, eller, som den gamle Lukrets, der selv ved metrisk Vellyd søgte at skaffe sit Foredrag Indgang hos Patricieren Memmius, meget naivt udtrykker sig, »bestryge Randen af det beske Malurtbæger med sød Honning«. Det var sikkert ønskeligt, om enhver, for hvem Filosofien er en saa bitter Dosis, kunde rent forskaanes for at tvinge den i sig; thi til Sandheds Erkendelse kan man hverken tvinges eller lokkes.

l Halvfilosofien er det figurlige Foredrag det mest passende.

l det klassiske Foredrag udtales Filosofien paa en systematisk Maade; men Friheden har overvundet Systemets strænge Arkitektonik. Vedbenderanker have slynget sig om Arkitekturens haarde Skikkelse, uden aldeles at have skjult dem.

Den Begæring: »Fremstil os nu Hegels Filosofi paa en populær Maade!« har omtrent samme Mening, som om en vilde bede, man vilde fremstille ham et Cedertræ i Skikkelse af en Poppelpil, et Palmetræ eller en anden ham ubekendt Plante i Form af en Kaalstok.

381

At ville fremstille Hegels Filosofi paa en populær Maade er omtrent det samme, som at ville fremstille et Individ af højere Organisation i Skikkelse af et lavere organisk Væsen, uden at det skulde ophøre at være det samme Væsen, f. Eks. gøre en, der ikke havde set en Tiger, dens Udseende anskueligt ved at vise ham en Tissel, der blandt Planter var det samme som en Tiger blandt Dyrene.

En Filosof er ej mørk eller uforstaaelig, naar hans Terminer forekomme i saa evidente Sammenhænge eller vende saa tit tilbage, at det Begreb, som dermed skal forbindes, fremlyser. Anstrængelse koster det at læse Hegel; men han er ej mørk. Kuns en aforistisk Filosofi eller en, der blot er tilovers i Fragmenter, kan være mørk.

Jo mere et filosofisk Foredrag fremstiller det rene Begrebs nødvendige Bevægelse uden at komme i berøring med Forfatterens, visse Individers, en Nations eller en Tidsalders fælles Erfaringskres, desto mere betragtes det af den ufilosofiske Læseverden som et tørt og magert Produkt, der mangler Livets Fylde.

Der gives gode Skrifter, som mere tjene til et forbigaaende Incitament for Aanden end afgive Næring for den. (Dertil hører endogsaa meget af Schelling.)

For ikke ret mange Aar siden var der i Filosofien den samme Forvirring som i et Hus, hvor et talrigt og overgivent Selskab i lang Tid har holdt Dans og Lystighed. Der var af fantastiske Forfattere, især af den Klasse, der kaldte sig Naturfilosoffer, indført en tilforn ukendt Tøjlesløshed i Brugen af de 382 almindelige Tankebestemmelsers Benævnelse, hvilken gik saa vidt, at Forfatterne, langt fra at have gjort sig tydelig rede for, hvad de tænkte ved deres Ord, tit ej engang selv mente noget bestemt dermed. Hertil kom en dermed nær beslægtet Dristighed i at bringe ufuldbaarne Tanker frem paa Litteraturens Torv og at anse det Tusmørke, som derved udbredtes over deres Arbejde, for et Tegn paa, at det var ret genialt og aandrigt. Jo større Forvirring der var afstedkommet ved denne Mangel paa Tugt og Sindighed i Litteraturen, desto stærkere og alvorligere Anstrængelse har det kostet, og koster det endnu, at tilvejebringe Orden og almindelig Forstaaelse i Videnskaben i Almindelighed og Filosofien i Særdeleshed.

Hvortil nytte de begejstrede, vittige, satiriske Fortaler, som Hegel har forudskikket sine strænge, ved første Bekendtskab frastødende Skrifter? - De gøre samme Tjeneste, som de Trompetere, der staa blæsende foran Teltene i Dyrehaven. Uden hine lokkende og meget lovende Forord vilde rimeligvis langt færre give sig i Kamp med selve Systemet.

Den yngre Fichte taler meget om, at han har gennembrudt Skrankerne i det hegelske System. Han har gennembrudt dem paa den Maade, som en Mus gennembryder et Tempel, naar den gør sig et Hul i Muren og løber ud deraf.

Enhver Kæmpe i Filosofien skal falde for Dværge.

De nyere Filosoffer have mer end nogen anden Tidsalders villet gøre den Fordring gældende, at den 383 filosofiske Fremstilling skulde holde sig blot til Tankens egen stræng-videnskabelige Udvikling og forvise alle tilfældige Sidespring, som Ideassociationen frister saa meget til. Dette har Hegel især staaet paa og kalder det Foredrag, som aldrig forlader den strænge Vej, et plastisk Foredrag. Dog er den Fremstilling, som indrømmer den friere Omsigt i Erkendelsens hele Kres noget Spillerum, langt mere tiltrækkende for de fleste og erholder langt flere Læsere; selv blandt Videnskabsmænd vil der et betydeligt Navn til for at trænge igennem med et Foredrag, som følger hine strænge Love. Oldtidens klassiske Værker ere fulde af saadanne smaa Episoder, og de have deres Grund i den menneskelige Natur. De give Foredraget en Friskhed og Behagelighed, som savnes i den Tankegang, der uden Sideblik følger Logikkens lige Kongevej. Den naturlige Tilbøjelighed hos Læseren og Forfatteren i denne Henseende kan godt tilfredsstilles, uden at Fremstillingen derfor synker ned til plat Popularitet, og først derved kommer det sande klassiske Foredrag i Stand. Ved Ideassociationens Karakter hænger et videnskabeligt Arbejde sammen med sin Tid; den giver de klassiske Værker deres særegne Farve, hvorved de vise sig ikke som abstrakt menneskelige, men som fulde af individuelt Liv. For at tilfredsstille baade den almindelige og den individuelle Drift i Fremstillingen har man i den nyere Tid med god Grund adskilt Paragraffer og Anmærkninger.

Skal Hegels Terminologi være staaende, da maa hans Efterfølgere anvende overordentlig Flid og Kraft paa at lære hans Begrebsbetegnelser, omtrent

        

384 paa samme Maade som man lærer Linnés botaniske Nomenklatur. Men de, der have mest Produktivitet, ere mindst i Stand hertil.

Ingen kan frembringe en staaende Form for en Videnskab, som alle kunne være tjente med.

Man skal ikke frembringe Trangen til Metafysik hos den, der ikke føler den. Det kan i det mindste ske for tidlig. Plato vilde, at den, der skulde studere Dialektik, skulde være 30 Aar gammel. Den naturlige Udviklingsgang er, at umiddelbare Begreber sættes i Bevægelse fra forskellige Sider, og at omsider Enheden søges. I det mindste tror jeg det. Den unge Metafysiker bliver det nok aldrig. Dog indrømmer jeg, at Aander udvikle sig paa forskellige Maader, og en Tidsalders hele aandelige Retning har Indflydelse paa Individet.

En Trang til at ordne sine Forstandsbegreber fører de fleste til at studere Metafysik. Selv Hegel pirrer ofte denne Trang, ihvorvel han dog sjælden taaler, at man taler om en Videnskabs Nytte. Den kan tilfredsstilles uden en spekulativ Dialektik i Hegels Betydning.

Det kan ikke forlanges af en videnskabelig Afhandling, at den nødvendigvis skal fremtræde som et Fragment af et System. Den kan meget vel optræde som et selvstændigt Helt, der aabner et temporært Prospekt ind i en sammenhængende Grunderkendelse, fordi Forfatteren en anden Gang vil vælge en Terminologi, der passer bedre til en sammenhængende Fremstilling af et System i sin Totalitet.

385

Om aldrig for andet, er det alene for at hindre en død Tradition af Hegels Kategorier gavnligt, at nye Systemer af Metafysikken udarbejdes.

Skulde Branisz's Metafysik og lignende Skrifter endog kun bruges som temporære Bygninger, ligesom Telte, man bygger paa en Rejse; de have dog deres Betydning.

Betydningen af Individualiteten erkendes ej i den nyere Filosofi; man tror jo, at den aprioriske Anskuelse eller Videnskab erkender alt. Altsaa skulde jeg kun ved en ufuldkommen Erkendelse, Erfaringen, kunne erkende andre Mennesker. Ved at erfare deres Personlighed skulde jeg slet ej udvide min Erkendelse.

Hvis det nødvendige er det eneste sande og kan erkendes a priori, da kan jo Individualitet ej erkendes.

Det forekommer mig, at jeg ved at slutte min Fremstilling til et ubekendt Foredrag udenfor vilde bære mig ad som Jætten, der bød Thor at tømme et Horn, hvis usynlige Spids stod i Forbindelse med Verdenshavet.

Man kan ej sammenligne to Brøker uden at bringe dem under ens Benævnelse. Hvorledes skulde man da videnskabeligen kunne foredrage Filosofiens Historie uden at forandre Filosoffernes Terminologi?

Den studerer i Sandhed Filosofi, som har udarbejdet sig selv en Form for sin Erkendelse, og under 386 Læsningen af andres Skrifter først sætter sig ind i Forfatterens Form, derpaa transponerer det fremstillede i sin egen Form, og paa denne Maade fatter de forskellige Systemers Forhold til hinanden.

Den væsentligste Nytte, som en ægte Filosof har af at studere Filosofiens Historie, er, at han vejledes til et Udtryk for den dunkle Ide, der lever i ham.

De, der kende Filosofiens Historie af selve Kilderne, forundre sig idelig over den Harmoni, der finder Sted mellem Videnskabens Heroer; de, der ikke kende Filosofiens Historie, forundre sig idelig over den paafaldende Disharmoni mellem de forskellige Systemer.

Det er ikke for at lære unge Mennesker visse Fakta, man foredrager en Psykologi, men for at vække et Total-Begreb hos dem, saa at, hvad der i en Psykologi ej bliver deduceret af Enheden, slet ikke har noget Værd.

Et gavnligt Foredrag af Psykologien skal gaa ud paa at vise det aandelige Livs Enhed i dets Mangfoldighed. Derfor maa altid de kvalitative Forskelle deri reduceres til de kvantitative.

I Psykologiens Fremstilling kan findes en poetisk og en prosaisk Atomisme. Eksempel paa denne er Treschows, Garves enkelte Afhandlinger. Den poetiske Atomisme ytrer sig i aandrige Aforismer.

Naar man vil anstille Iagttagelser over det Parti af Bevidstheden, der ligger nærmest ved Bevidstløshedens 387 Grænser, bliver man til Mode som en Historiker, naar han skal fremstille en mytisk, forhistorisk Tidsalder.

Ideassociationen frembringer en Bevægelse i Bevidsthedskresen, der svarer til Blodcirkulationen i det blot organiske Liv Den, der fører et Planteliv uden vilkaarlige Bevægelser, kan sammenlignes med den, der overlader sig i Ideassociationens Vold.

Den momentane Eksaltation er undertiden af en lav sanselig Natur med overvejende organisk Bevægelse. Den stærke organiske Forandring vækker nødvendig Refleksion (thi det maa jo enhver heftig Affektion gøre), og Affekten vedligeholdes da som Glæde over den egne Virksomhed og Fortabthed i Ideen. En saadan halvforrykt Fryd over en Forhøjelse af det vegetative Livs Funktioner, f. Eks. af Blodcirkulationen, lyser tit ud af Øjnene paa fanatiske Præster, som undertiden endogsaa skære Tænder og fordreje Ansigtet i deres Henrykkelse. Den tages af Pøbelens lavere Del, især af udannede Kvinder, for Entusiasme.

Begejstring er en forbigaaende Tilstand af den virkelige Bevidsthed; den er en Middelting af hensigtsmæssig Virksomhed og Affekt. Entusiasme er noget varigere. Man kan udføre et mangeaarigt Værk med Entusiasme, ej med Begejstring (Affekt).

Sindssvaghed kan undertiden bestaa deri, at en saare liden Del af Bevidsthedens Kres til ethvert Tidspunkt er belyst.

388

Det tyske Sprog fortrænger lidt efter lidt det skandinaviske, men langsomt, ligesom det germaniske Hav efterhaanden slikker Helgoland bort. Man kan dog mærke, hvorledes eet Ord efter det andet sniger sig ind i vort Modersmaals Leksikon, og hvorledes et og andet indfødt Ord gaar af Brug.

Det danske Sprogs Klang synker ned i Struben. Man ser Kæmpevisernes Skønhed mer, end man hører den. Naar man fremsiger en dejlig Strofe af disse gamle Viser, da tænker man egentlig Tanken mer, end man udsiger den; den kommer ej ret til objektiv Virkelighed. De ligne mere en stille Monolog, Sangeren holder ved sig selv, end bestemt artikulerede Lyde. Den, der ret skal nyde dem, maa have læst dem; ved at høre dem recitere opfatter man dem netop, men Opfattelsen er det mest fremherskende Moment i Tilhørernes Aandsvirksomhed. De mange Hiatus, de mange bløde Endelser gøre et saadant Digts Deklamation til en halv Hvisken. Kort sagt, denne ægte nordiske Poesi er saa inderlig, at den ej ret bliver yderlig. Ingen nyder Kæmpeviserne saa godt, naar han hører dem forelæse, som naar han læser dem op for andre.

Det, at man mangler et Udtryk for et Begreb i Sproget, skjules derved, at man bruger Tegnet for et almindeligt Begreb i Stedet derfor, da dets specielle Betydning fremlyser af Sammenhængen. Af Mangel paa et videnskabeligt Ord for Tossegodhed bruger man Svaghed; af Mangel paa et Ord for Vredens passende Maal bruges Mandighed eller Kraft eller andet.

389

En af de vigtigste Fordringer, der maa gøres til Forfattere af Synonymikker, lades meget tit uopfyldt: de tabe nemlig alle Begrebers fælles Enhed for meget af Sigte og lægge Saaledes Mangel paa Dybsindighed for Dagen. De pine sig med Betragtninger af enkelte Begreber, som rives ud af deres Sammenhæng med Begrebet κατ' ἐξοχήν. Betragtede de de omspurgte Begreber fra et mer omfattende Standpunkt, da vilde der med eet falde et Slør fra deres Øjne.

Den, der har en forherskende Ulyst til at lade sine Forestillinger bestemme efter andres Ønske, tillægger man Tværhed; for saa vidt som den tvære idelig røber sin ubehagelige Følelse over, at hans Forestillinger imod hans Vilje bestemmes af andre, tillægger man ham Vrantenhed, og naar Vrantenhedens Ytringer hyppigen og let gaa over til antipatetiske Udbrud mod den, der vækker dem, finder Arrighed Sted. Maaske Arrighed har videre Betydning.

En Grund imod de gamle Sprogs Udryddelse af Skoleundervisningen er, at ingen kan siges at kunne et levende Sprog som et dødt. Hvorfra faar man vel Lærere i de nyere Sprog?

Dersom man ikke ved Embedseksaminer betjente sig af det latinske Sprog, vilde Dialektikkens Savn blive mer iøjnefaldende.

Naar man fremstiller en homerisk Psykologi, er man nødt til ved Gisninger at supplere det Tankesystem, som kuns er antydet ved diskrete Punkter, ligesom ogsaa den maa gøre, der vil give os en Grundtegning af Odysseus's Hus.

390

INDLEDNING TIL EN AFHANDLING OM AFFEKTATION

I de her meddelte Refleksioner har Forfatteren vel søgt at tydeliggøre Affektationens Begreb; men det er - som en ikke ganske flygtig Læser selv let bliver var - ikke det, som har udgjort hans Hovedinteresse. Det har mest været ham om at gøre, at gennemgaa Affektationens almindeligste Fænomener, saa vel i Menneskelivet overhovedet som i Særdeleshed i Tidsalderen. Den, som ikke finder Smag i dette Slags moralske Naturbeskrivelser, advares derfor betimeligen om at springe disse Sider forbi. De, der ikke sætte nogen Pris paa anden Tænkning end den, hvori alle Begreber ved en immanent Udvikling frembringes af Intet, ville naturligvis fordre, at det her afhandlede Begreb skal fremkomme som Resultat af et forudskikket spekulativt System. Men hvis disse ikke, i Følge den alt givne Advarsel, have hørt op at følge med os, anmodes de om at frafalde deres Fordring, da det her anses for upassende, at give Grundtegningen til et Tempel for deri at finde et Hul for en fattig Kirkerotte. Udgøre virkelig alle deres teoretiske og praktiske Begreber eet Begreb, 391 da ville de sikkert deri have bestemt det her omhandlede Begreb med de samme Grænser, som i det følgende skulle antydes. - Den anden Klasse Læsere, hvis enkelte Begreber hver for sig føre en mere selvstændig Tilværelse og mere have ordnet sig i Formen af et Arkipelagus, ville sandsynligvis i en eller anden Gruppe finde Plads for disse Refleksioner. I modsat Fald kunne de vel tilvejebringe den Smule Rystelse i deres Tankers Ocean, hvorved en liden Holm kan komme frem og bestaa for en halv Times Tid.

Adskillige dybsindige Mennesker i vor Tid betjene dem i Skrifter og Samtaler af Ordet Sandhed, som de synes at tage i en saadan Betydning, at de derved betegne næsten alt, hvad der er agtværdigt i Menneskelivet. De fordømme da paa den anden Side som Usandhed eller vel endogsaa indre Løgn saa mange Slags fornuftstridige Sindsstemninger, at man naturligvis bringes til at opkaste det Spørgsmaal, om Sandhed hos dem blot er en af Sædelighedens væsentlige Sider, eller om alle Sædelighedens Bestemmelser ere forenede deri, eller om den er en særegen Dyd ved Siden af andre Dyder. Dette synes de mange, der i aforistiske Ytringer betjene sig af hint Begreb, ej ret at have gjort sig rede for; og der gives næppe noget systematisk Skrift, hvori hin Synsmaade saaledes er gennemført, at det ubestemte Begreb, som foresvæver hine, deri kan antages at have sin adækvate Fremstilling. Af de korte Registre, man undertiden finder over de forskellige Moralprincipper, der have været gjorte gældende i den praktiske Filosofis Historie, kunde man fristes til at tro, at Engellænderen Wollaston netop havde opfattet

        

392 den moralske Fuldkommenhed som Sandhed; men ved at læse hans eget Værk finder man ikke deri den Synsmaade, som her tales om. Heller ikke findes nogen Udførelse deraf i Ammons Moralsystem, uagtet man ved at efterse hans Kapitel om Moralprincippet vil bringes til at tro det.

Et Slags Sandhed har et Menneskes Liv, naar det uden Forstillelse følger sin naturlige Begæring; en højere Sandhed har det, naar det har opnaaet Dyden (i den antike Betydning af Ordet), saa at det endnu af de naturlige Drifter henter sine Handlingers Indhold, men dog har vund