↩

STRØTANKER FRA 1822-26

✂ Til videnskabelig Menneskekundskab hører kuns liden udvortes Erfaring. Omgang med enkelte giver tit stor Erfaring, formedelst hvert Individs Uendelighed. Præster paa Landet have derfor ofte stor Erfaring, da Kristendommen leder til Selvbetragtning.

✂ Den, der gør psykologiske Bemærkninger om Slethed, afgiver et Skriftemaal i hele Menneskehedens Navn.

✂ Kendetegn paa Alder er, at man gør Beregning om, at man har Tid nok til at udsætte sin Plan. Andet Kendetegn paa, at man er gammel, er, at man opgiver Haabet straks, naar man bejler til en Jomfru. Unge Mennesker føle deres uendelige Perfektibilitet langt mere levende og haabe, at de paa et højere Trin af Fuldkommenhed kunne vinde Pigens Hjærte.

✂ Efter svær Ulykke vokser Sympatien med det almene Liv.

✂ En Lærers Lyst til at ville yndes maa gaa ud fra den Forvisning, at Drenge nødvendigvis maa elske Retfærdigheden.

283

✂ Det er en Svaghed, ej at kunne taale, connivens, at man bliver lidt bespottet af sine Disciple. Tro ej, at den store Kærlighed til dig ytrer sig i enkelte Momenter. Husk desuden, at du ej sjælden spottede de Lærere, du holdt mest af.

✂ Vær ikke bange for det højtidelige. Den Ironi, som skyr sligt, er ej for den barnlige Alder.

✂ Den forfængelige Lærer siger: »Der tager du sgu fejl, min gode Abr. Kall; nej, min gode Abr. Kall, det var Aar 235, om jeg tør bede!« Disciplene faa da ubegrænset Ærbødighed for en Mand, der endogsaa kan korrekse en, der har skrevet Bøger.

✂ En Skolemands Tanker komme til at gaa i Pasgang.

✂ Hvoraf kommer det, at man anser det for Uredelighed at sælge afkogte Teblade eller tyggede Skraaer, men ej at informere tolv Timer i Døgnet? Hvorfor give Folk intet for en tygget Skraa, men lige saa meget for den fjortende Time som for den fjerde eller femte?

✂ En Vanskelighed ved at oversætte Homer er, at det naive Sprog i Dansken, der især bestaar i Oldtidslevninger, ej godt kan beholdes, da man for Heksametrets Skyld maa gribe til de sammensatte Ord og dem, der begynde med Partikler.

✂ Een Oversættelse fra Latin er den, hvormed man vil give Lærlingen et Billede af den latinske Konstruktion, en anden den friere, hvorved man vil gengive Tanken uden at støde ved udanske Vendinger. 284 Det ene Slags kan ej udelukke det andet. Perioder passe sig især ej i den fortællende Stil for den danske Genius.

✂ At tiltro sig Produktivitet paa Grund af latinsk Imitation er det samme som at bilde sig ind af Imitationspoesien.

✂ Faa gaa saa vidt i deres Høflighed, at de afholde sig fra at genere andre med Spørgsmaale om deres Økonomi, Eksamen og andet, smaalige Bekymringer, som de just vilde forslaa i Selskabet. De gøre disse Spørgsmaale blot for at hykle Deltagelse, og altsaa for at gøre den anden en Behagelighed, men opnaa netop det modsatte. Færre skaane en anden for Tiltaler, som denne intet kan svare paa, og altsaa staar som et Tjokkefaar. Saaledes da Fr. Anna sagde til mig: Deres forrige Karl sørger over ej mer at kunne nyde Deres Liberalitet. - Der gives næsten intet fornuftigt Svar paa Ros i Øjnene. Fornemme Folk ere vante dertil; dem sætter man ej i Forlegenhed derved.

✂ Det fysiske Livs Fordringer synes at ligge i Strid med det fornuftiges. Maaske kan de tvende Liv efterhaanden forsone sig og en mere æterisk Menneskerace fremkomme, der ligesom Kanarifuglen er vant til at leve i Stuer og der finder sit rette Element.

✂ Lærde Folk bukke dem undertiden for dybt, ej

✂ af Ydmyghed, men af Mangel paa Færdighed i at

✂ beregne Inklinationsvinkelen. De gøre den da af 285 Forsigtighed og Lyst til Fred heller for spids end for stump.

✂ Brændevin bringer tit Folk i overspændt Følelse, ligesom den misforstaaede Enthusiasmus. Saaledes græd en fuld Mand, en stor rødmosset Forpagter, af alle Kræfter, fordi hans Moder var død for syv Aar siden.

✂ Winckelmann sagde for Kortheds Skyld om enhver, hos hvem han misbilligede et eller andet, at han var en Æsel. Sligt er en Hvile i Tanken, i Stedet for at indlade sig i synonymiske Distinktioner, at anstrænge sin Skarpsindighed. Man besparer den Skarpsindighed, der hører til at vælge et passende Udtryk.

✂ Skældsord vise undertiden lige saa fuldt som Eder den Trang, at oppuste sig ved et Skin af Kraft. (»Min Onkel, det Asen!« »Din gamle Øllebrødspotte!«)

✂ At Lovtaleren gør alt, ja ytrer alle Følelser med Bevidsthed, er den egentlige Grund til hans Væsen. Aarsagen er, at han af Mangel paa Lærdom tærer paa sig selv.

✂ Universelle Mennesker bringes let til uden Grund at overse andre, fordi de se Grænserne for disses Ævner. Det er netop deres Ulykke, at de ingen Grænser have. De fatte alt i en Hast og se hist og her klarere, deraf blive de indbildske. De ere mest skikkede til Kritikkens sterile Idræt.

✂ Enhver, der vil partout skjule sin Bornerthed, kan det, hvis han ikke er alt for bornert. Det undgaas 286 mest ved almindelige Udtryk. Men uden sine Grænsepæle giver man ej sin Uendelighed.

✂ Uendelige Mennesker, hos hvem alle Drifter omtrent holde hinanden Stangen, føle, ved at tvinges til een Slags Virksomhed, Lyst til andre Slags.

✂ De uendelige, for hvem Livet kommer og gaar, synes snart, at det, de skrive, er godt, snart, naar Livet svinder, at det er skidt.

✂ Daaren siger, at Velvilje ej er elskværdig, fordi den ej er erhvervet, men den er netop elskværdig, fordi den er ufrivillig. Skønhed er elskværdig. Alt, hvad der ej forlanger at elskes, er elskværdigt. Det stykkevis kæmpende, altsaa netop den Dyd, som Moralisterne tilregne, er ej elskværdigt. Alt det personlig villende elsker man ej (Kvindens Versmageri).

✂ Hvor stor er ikke Forskellen paa fjortenaarige Pigers og Drenges Opførsel i fremmedes Nærværelse! Disse skændes uartigen med deres Moder i fremmedes Paahør, hine opføre sig gratiøse - af en ubevidst Lyst til at behage.

✂ Er det ikke, fordi man ved, at Sentimentaliteten skjuler Kønsdrift, at man ikke lider den hos unge Fruentimmer?

✂ Dannede Kvinder se ved at bedømme Mandfolk mest paa udvortes Fortrin, Naturens Døtre, hvor paradokst det end synes, mest paa aandelige Egenskaber. Den begyndende Erkendelse lægger kun lidt Mærke til den ydre Gestalt.

287

✂ Man kan gærne komme til at staa sig godt hos et Fruentimmer, fordi hun har anset en for et Afskum. Et Øjebliks Elskværdighed udsletter ti Aars Slethed; man er straks elsket af dem.

✂ Fruentimmervenskab finder næsten aldrig Sted. Det varer kort Tid. Det er blot Nyhedens Indtryk. Men kom til dem nogen Tid efter! Da rive de hinanden ned, eller, hvis de ere saa kloge at dølge det, tage de dog med Taknemmelighed imod, at andre rive deres Veninder ned. (Thi Fruentimmer have aldrig den fulde Erkendelse af menneskelig Usselhed - kuns af andres. Det have naturligvis de færreste, ogsaa af Hankønnet; men Kvinderne have i deres Lediggang og Konkurrence om Mandfolk mere Lejlighed til Observationer.)

✂ Cecilia blev søsyg ved at se paa det bølgende Klæde paa Teatret.

✂ Cecilia græd, naar hun saa en Mand skulke sig, ikke fordi han var i øjeblikkeligt Betryk, men fordi hun tænkte sig Muligheden af, at et Menneske kunde staa i en saadan Stilling og være i virkeligt Betryk. Thi det var en Loppe, der bed Cajus; det vidste hun.

✂ Ros og Beundring er nødvendig for gamle Poeter, gamle Skøger og gamle Dansere.

✂ Ros og Beundring blive med Tiden til en fysisk Nødvendighed for gamle Mænd. De ville leve i en Drøm om at have været noget, uagtet de intet ere; ville bedrage sig selv.

288

✂ En gammel Poet vil immer, at de, der have drukket hans Vin, skulle drikke hans Bærme med.

✂ De i Refleksion fortabte ere de, der mest bedrage sig selv. (Skrive en Scene, hvori en Mand reflekterer.) Naturen har foresat enhver ligesom en Lektie her i Livet; men de blive langt fra færdige med deres. De for lidt reflekterende blive færdige med deres Pensum, ja tage mer paa egen Haand; men deres Arbejde bliver derefter.

✂ Naar reflekterende tale meget om deres Karakterfasthed, da lægge de ikke Mærke til, at de netop ved denne Selvbetragtning lægge det modsatte for Dagen.

✂ Ret dygtig Sundhed, der tager Begreber som faste Substanser, maa for de optrævlede se ud som Dumhed.

✂ Skriftens ἀλήθεια: Den, der siger, at han elsker Gud, og hader sin Broder, han bedrager sig selv, og der er ikke Sandhed i ham.

✂ Den taler ikke Sandhed, som siger, at Mennesket ej giver sig selv Love; thi han ved ikke, hvad et Jeg er.

✂ Det er snurrigt at mærke paa, hvorledes to Personer kunne føre en Fejde om Gradsbegreber.

✂ Den, der har en overspændt Moral, er ung eller slet; thi hans Moral er forskellig fra dens Udøvelse.

✂ At Verden vil bedrages, ses af den Omstændighed, at alle sætte Grækernes Heroismus imod Perserne i et urigtigt Lys.

289

✂ Den blandede Følelse af det store og smaa hos Historiens udmærkede Mænd er den sande, som ej bør forvanskes ved ideale Drømme.

✂ Man skal netop blotte store Mænds Fejl, for ret at lære den menneskelige Natur at kende.

✂ Det fremmer Menneskekærlighed, at tydeliggøre sig Begreber om slette Egenskaber, for at de kunne skarpt adskilles fra de gode. (Somme finde Egoismus i alt.)

✂ »Asnet kunde ikke se, det netop var barnligt af mig, at jeg gerne vilde æde Pandekager.«

✂ Næsten alle dannede Folk lyve i Fortællingen om deres Kærlighed.

✂ De, der bruge Følelse til Ostentation, rose undertiden andre for Varme.

✂ En af Aarsagerne til, at de menneskelige Bevæggrunde ligge saa ganske i Mørke, er den Omstændighed, at Folk, for at synes ædle, sige, ved at høre Observationer om Egoismen: Nej, Gud bevares, det er ikke sandt. - Ogsaa ved at misbillige den mindste Plet paa Tragediehelte lægge de deres ædle Sjæl for Dagen. Derimod Menneskefjender overdrive alt. - (Spleenfulde Englændere eller franske fortvivlede Gudsfornægtere.)

✂ Tjenestepiger sige for at tirre hinanden: »Gud forlade dig din Synd, Grete; men du er en ond Satan« - i en sagtmodig Tone, saa at hun tror sig selv ædel.

290

✂ De, der pynte sig med Moral (hvilket er værre end at pynte sig med Immoralitet), bruge: »Gud forlade ham«, i samme Betydning, med samme Mine og med samme forbitrede Blik, som naar de vilde sige: »Gud forbande ham«.

✂ At ingen let for en Søster eller Broder forfalder til moralske Deklamationer, viser, at den rigoristiske Deklamator bruger sin Iver som en Stadsdragt.

✂ At skjule Mangel paa Liv og Bevægelse ved et fingeret Liv er meget almindeligt. Herhid maa henføres den Bestræbelse, at synes umoralsk, at ytre slette Grundsætninger, af Forfængelighed. Man vil sige noget, for at skjule sin temporære Død.

✂ I Indledningen (om Begrebernes Tyranni) maa vel udvikles, at man ej tænker i Ord blot.

✂ En Affektation er det, at den, der vil skrive en Afhandling, tænker sig en Titel og beskrænkes deraf, beherskes af sit eget Begreb, thi man erkender ej blot ved Sproget; den dunkle Ide foresvæver i Forvejen.

✂ Geniet er ej blot et Resultat af Naturanlæg; det avles ogsaa af Skæbnen. Hadet giver Geniblik, ligesom Kærlighed. Derfor ser den af Skæbnen forurettede med et klart Blik og en dybtskuende Bitterhed ind i Livets Natur og Væsen. Shakespeares bitre Dybhed kan kuns have været frembragt ved Forurettelse og Uretfærdighed.

✂ Fy! Foragt for Menneskenaturen.

291

✂ Ogsaa Oppositionen kan drives med Affektation; man kan forstærke Disharmonien, fordi man har ofret sit Liv til Krig.

✂ Mellem Leje og Eje svæver Livet.

✂ Affektation kommer oftest af, at man ej har Kraft til at lægge sig ud med Verden for at vise sin Personlighed sand. Derfor er det godt, at somme komme til at staa i trodsig Opposition til Lavet. I Naturstanden levede hver adskilt og udviklede sig trodsig en Personlighed, da han ej forstyrredes af mange. Nu danner man sig ved Abstraktion en almengyldig Person, et Selskabsideal uden Kanter, et Ideal uden Individualitet. (Naturen gør da sin Ret gældende i Bøger som Baggesens Genganger.)

✂ Enhver har af Naturen sit dybe Præg, men lader det udslettes for at tækkes andre. Disse andre have i at forkaste de fremstikkende et meget rigtigt Princip; kuns skulde de gøre Forskel imellem de selvraadige og dem, der ere fremstikkende af Pedanteri og Hjælpeløshed.

✂ Folk ere ikke det, Naturen bestemte dem til, da det stramt organiserede Borgersamfund udsletter Individualiteten. Den, der vil gøre Lykke, maa intet fremstikkende have, uagtet Dygtighed egentlig bestaar i det fremstikkende. Der maa egentlig slet intet kunne siges om ham.

✂ At ingen svarer til Ideen, gør, at man maa hjælpe paa sin Fremtræden ved Veltalenhed og anden Falskhed.

292

✂ At man ej maa træde frem med en bestemt Personlighed, naar man vil gøre Lykke i Verden, kan man se af det Værd, der tillægges Beskedenhed.

✂ Folk dølge deres Disharmoni med det hele af Lyst til Fred og gode Dage.

✂ Det er langtfra altid Forfængelighed, der giver Folk Hang til Paradokser; undertiden er det et krampagtigt Forsøg paa at bryde Konveniensen og tilkæmpe sig en Slags aandelig Selvstændighed.

✂ Hvilket uendeligt Skinliv! Hvilken Mængde frivillige Selvbedrag!

✂ Noget Selvbedrag er nødvendigt; thi det udgør Livet.

✂ Det er ofte en Fejltagelse, at mangen tror sig i Stand til at skrive store Værker; han holder sig selv en falsk Bebudelsesfest.

✂ Er det ej Affektation, naar en stolt Koleriker vil skjule, at han forundrer sig ved noget eller finder det latterligt etc., men ytrer, at han ej finder det saa?

✂ At ville roses, at ville høre, man har naaet det Maal, man stræber efter, er Selvbedrag.

✂ Forsoning er tit Selvbedrag. »Nu har jeg sluttet Forlig med ham, den Æsel!«

✂ En begyndende Menneskekenders Indsigt i Slethed er Selvbedrag. Vogt dig at komme i hans Nærhed. Han begynder som Rollingen, der ønsker at lære at kende en Ting, med at rive itu. Men al 293 Formodning om Slethed og Herlighed forsvinder i Nærheden.

✂ Naar Drengen siger: »Jeg gør mer af Goethe end af Schiller«, eller overhovedet den umodne gør mere af den objektive end den subjektive Poesi, da er det, som naar Barnet nægter sig at elske sødt, og tvinger sig til før Tiden at elske det bitre.

✂ Par force at ville ynde noget Skidt af Frygt for sin egen Kriticismus. - Det er en Affektation at fornægte sin kritiske Natur.

✂ Fruentimmer, der i Mandfolks Nærværelse kæle for Katte eller for deres Forældre, tro virkelig, de mene det.

✂ Affektation af Naturfortrin. Naar en Orbilius vil være en Ungdommens Gud Apollo. Apollo har ingen anden Erkendelse end den, der frit forlenes af Himlen. - Eller naar man bander og bruger aposterioriske Vittigheder for at synes en Kraftaand, da det dog egentlig blot er Magelighed, der bringer en til sligt. - Eller naar en gammel Jomfru vil være ung. - Eller naar en Doktor Faust vil være romantisk Elsker, eller en gammel Gæk være fidel med unge Studenter; Rahbek være kæk Kriger, Cicero en Frihedshelt. (Ved hans Frihedsiver udrettedes intet; den var blot til Stads.) - Ungdommen raser, sagde Kællingen, hun sprang over et Halmstraa.

✂ Betænk, hvor megen Løgn der kan findes i en dagligdags Scene af Livet. Den rejsende spørger Bernhard: »Hvorledes laver man Pandekager?« Lovise: 294 »Det ved min lærde Broder ikke.« Bernhard: »Aa, jo vist ved jeg.« Han opgiver paa Skrømt nogle urigtige Elementer og støder sin Naboerske Augusta i Siden. Hun svarer: »Ja med Skam at tale om« (mener hun det?) »ved jeg det heller ikke« (siger hun deri sandt?).

✂ Det er en snurrig Slags Svaghed hos visse Folk, at Høfligheden tyranniserer dem. - A. »De maa endelig drikke Kaffe hos Mini, den er bedre end Semadenos.« B. »Nej; jeg gaar heller til Semadeno.« - A. »Jeg forsikrer Dem, De maa absolut drikke Deres Kaffe hos Mini.« - B. »Nej.« - A. (skydende ham ind) »Jo, det maa De absolut.« - B. lader som han vil derind og lurer i Porten, til A. er noget borte; derpaa gaar han sin Vej. Den enes paatrængende Høflighed og den andens nathueagtige Delikatesse er lige mærkelig. Saa rørte og betvungne blive Folk af Høflighed og Omsorg for dem, som de paa begge Sider vide er et Skin.

✂ Undertiden spiller en hel Stand sin Rolle som Sølling og fornemme Matroser.

✂ Matroser af Stand mumle efter de egentlige saakaldte Ulke med halvaabnet Mund eller bruge et Mæle, som om de havde Skraa i Munden, havende ingen.

✂ At de gamle ej havde den systematiske Affektation, ses af deres hyppige Svinkeærinder. De tyranniseredes ikke af deres Titler. Alt, hvad der er Liv, strider mod stive Former.

295

✂ Ordenes Tyranni viser sig især i Moral. At leve efter moralske Forskrifter, lærte af et Moralsystem, er at sejle til Indien efter en gammel Skibsjournal, (som visse Skibsførere gøre). Den moralske Selvstændighed antager lige saa mange forskellige Skikkelser som det skønne.

✂ En Affektation er Moralitet efter døde Begreber. Den, der f. Eks. siger: «Fy! A. er er Selvmorder«. har kun et Ord at holde sig til. Den, der siger: »A. burde ikke forlade sin gamle Fader«, han taler af Anskuelse, umiddelbar Erkendelse.

✂ Utaalelige Menneskekendere, som ville tvinge Folk til at handle efter deres Forestillinger, og Usselrygge, som ikke tør sætte sig imod hines Begreber!

✂ Affektation: at skrive i en afgørende Tone, voldsomt at slutte sin Erkendelses Regnskabsbog. Det tvinger man Børn til ved at lade dem skrive danske Stile. Man gør dem til Stylistikere, som er noget af det værste, et Menneske kan være.

✂ Det er underligt, at Folk ikke tabe Lyst til at være Stilskrivere ved at se, med hvilken Lede de læse andres Stile. Egentlig skulde Stile blot skrives med negativt Velbehag, med den Overbevisning, at man brugte passende Udtryk.

✂ Et Bevis paa, at Glæde over Stil er Løgn, er, at en Dreng rødmer, nar man gør ham opmærksom paa, at han bruger dvæle for tøve, genmæle for svare, eller deklamerer om sølvhvide Oldinge.

✂ Det er Goethes væsentligste Fortjeneste i Stilen, at han ej er Stylistiker. Stylistikere forledes af den 296 Omstændighed, at endogsaa store Mænd, som Schiller, kunne være Stylistikere. De vælge da det lette Parti at efterligne denne Fejl hos disse. Sokrates siger, det passer sig for Drenge πλάττειν λόγους.

✂ Professor Sibbern bruger ogsaa nye Ord, men visselig ingen vil beskylde ham for at være en Stylistiker. Den, der gør det af Trang, er det ej; men den, der glæder sig til at bruge visse Ord og længes derefter (f. Eks. Dannemand - Drenge og meget umodne Mænd endog Adverbier, som hartad.)

✂ Det faa Folk aldrig af Hovedet, at, hvad der tilvindes ved Slid og Slæb, er bedre, end hvad der frit forlenes af Himmelen.

✂ At samle død Lærdom er at pynte sig for at synes at have fyldige Lemmer.

✂ Skaden af kompendiøse Kundskaber er den, at Gækken, der har dem, aldrig kan prostitueres.

✂ Ved Eksamina faar man Folk til at slide, ligesom de siberiske Hunde til at trække, ved at holde en Fisk foran dem. Saaledes bringes de fleste Nordboer til at studere.

✂ Lærde afskrække Folk fra deres Videnskab, ligesom fønikiske Skippere ved løgnagtige Fortællinger om Kykloper og andre Menneskeædere skræmmede Folk fra at søge Spaniens Guld.

✂ Man tror, man er klogere end Poul eller Per, naar han glædes ved en flov Vittighed. Men derfor kan han af Naturen gærne være vel saa godt udstyret.

297

✂ Han har blot ej set saa mange Malerier, ej hørt bedre Digte. Endogsaa Plumpheder ere i Grunden virkelig komiske, men af saare simpel Struktur.

✂ Det, der kaldes Alvor, er tit Magelighed, f. Eks. Sky for den Blanding af Ironi og Alvor, der tvinger Erkenderen til at være i bestandig Bevægelse uden at kunne besidde noget Begreb om et Liggendefæ.

✂ Ved at have encyklopædisk Oversyn over visse Videnskaber kommer man let til at anse sig selv for lærd. Ved den Evne, ret at fordøje, kommer man let til at anse sig selv for uvidende, hvilket man kan se deraf, at man uformodentlig forbavser andre ved sin Kundskab.

✂ Det er en Slags Resignation at stykke sin Erkendelse ud i Ord. Deraf visse Folks Afsky for at skrive, thi man maa begynde voldsomt.

✂ I en Tid, da det selv for den redeligste Villie er vanskeligt at faa nogen Form for det overnaturlige, gribe Folk Skinnet og glæde sig ved at narre sig selv med Skinnet, bilde sig f. Eks. ind, at de tro paa Spøgelseshistorier. Smaa Poeter have gærne Lyst til at finde noget overordentligt og overnaturligt i deres Livs smaa Begivenheder. Overhovedet plejer en vantro Tidsalder at søge Betydning i det tilfældige.

✂ At Præster ej lide den dybe Livsspot, kommer af, at deres Foragt for det jordiske ej er grundig.

✂ Teisterne ere gærne Afgudsdyrkere. De have dannet sig en Afgud i Fantasien.

298

✂ Hos tørre Troende er Kristendommen det samme som Gerrighed.

✂ I Skrift er man nødt til at give Læseren en Pragtudgave af sin Personlighed.

✂ Digternes Liv udløber ligesom en kort Urfjer sent, thi det udløber langsomt, da Bevidstheden skal med. Deres dybere hurtige Blik ere saare partielle og glemmes igen.

✂ Vittige Forfattere ere ej de vittigste Mennesker (de vittigste ere ej Forfattere); men de kunne holde til Raade med deres Vittighed, have den i deres Magt, og den kommer langsommere, fødes ej paa Læberne.

✂ Skrevne Vittigheder ere Mumier eller Petrefakta.

✂ Gud bevares, hvor de mundtlig vittige staa højt! Det er bedre end Mumien deraf det døde Sort-paahvidt.

✂ En dramatisk Digter kan gærne tage Træk af sig selv paa Fejl, han ej har, ligeledes af andre. Man kan dyppe sin Pensel i Saften af en Lilie for at male en Rose, og man kan trække Syre af Sukker. Egoister tro, de fremstilles i alle Dramer.

✂ Løgn er den Poesi, som ej kommer af Livet. Jo nærmere den kommer Livet, jo mere sand; jo fjærnere, jo mere Løgn.

✂ Den objektive Poesi er Affektation.

299

✂ Den moderne Poesi søger Livet i Poesien paa enkelte Steder og udpiller dem. Deraf dens Affektation.

✂ Digterne maa, for at opholde deres Kunstnerliv, æde hinanden under den almindelige Hungersnød.

✂ Som Tingene nu staa, skal Poesien ej løse Livets Problemer, men stille dem. for Øje.

✂ I Poesien staar Publikum endnu paa samme Trin som Børn, der elske de brogede Træsnit i Bogbindervinduerne.

✂ Noget højst afskyeligt og stygt hyldes som fortræffeligt i Sludderet om Kunst og Begejstring. Det er en Selvtilbedelse. Tal ej om lignende Udtryk af de Gamle; thi deres Poeter maatte dele Æren at ledes af Guder med enhver dygtig Smed.

✂ En Affektation er livløs Eftersnakken af de filosofiske Folkesagn om Kunstens Herlighed. Der gives egentlig slet ingen Kunst, paa hvilken hine høje epitheta passe sig, thi den folkelige er ren Natur, og den bevidste er ikke saa stort Vidunder. Ej blot Kunst i ængere Betydning, men Livets Kunst fortjener Pris. - Er Besindigheden ej Entusiasme, da er der ingen Entusiasme i Naturens rolige fornuftige Skaben, og det er jo dog just den, der skal efterlignes. Ørhed, Blodet til Hovedet, drukken Forrykthed og den saakaldte Begejstring, som egentlig er en forrykt Glæde over Blodets Syden [er ej Entusiasme]. Det er egentlig Forfængelighedens Henrykkelse over enkelte heldige Udtryk. Man kan se den forfængelige Nydelse af sligt i Grundtvigs lange 300 Sjapdigte. Entusiasmen er den rolige Arbejden af et af Naturen i os nedlagt Mønster. Det kan bedre efterlignes ved rolig Flid end ved Susen for Ørene. Der skal kun være Nydelse i Følelsen af det heles Lykken, ej i det enkelte Ord og Udtryk. Forudsætter en rolig Udmejslen af et græsk Billed ej Entusiasme? Desuden vilde ved Arbejden det hele efter den fragmentariske Ide bedre produceres end i Drukkenskaben, men man tror, det er bedre, fordi man mindes sin drukne Fryd, mens man skrev det. Det er en altid tilbagevendende Affektation, at skjule sin Flid.

✂ Alt i Homers Tid blev Talen behandlet som et Kunststykke. Bakkus [var vel] Tragediens Gud; Homer er ej skrevet i Rus.

✂ Egoistisk Rus og umandig Lystfølelse - umandig, fordi man vil have Nydelsen under Vejs og ej kan give Tid, til Produktet er færdigt - er ej Begejstring.

✂ Fanatiske Præster henrives ved en raa Lystfølelse over deres egne sanselige Billeder.

✂ De fanatiske Præsters Begejstring er ej ægte, da deres Billeder blive selvstændige og udvikles uden Hensyn til det, Talen var om; de vokse nedad som en Hesterumpe.

✂ Det hører til Pedantens Stolthed, at han har fuld Bevidsthed om alle Smaating i Stilen, foragtende dem, der af Naturen skrive rigtigt.

✂ Der gives Talere, der affektere Simpelhed af Had til Retorik.

301

✂ Et af Homers skønneste Fortrin for de nyere Digtere er den ubevidste Fremstilling af de rørende Livsforhold. Blodsforvandtes Sympati fremstilles med faa, naive Ytringer, uden at det hjærtegribende meget er udhævet. Den dybeste Følelse gives i en let fremskridende Fortælling, uden at der dvæles derved. Man standser ikke derved for at rede Følelser ud fra hinanden; men det ligger djærvt sammenpakket i poetiske Knuder.

✂ De kleistske Helte afgive en kristelig Fremstilling af Menneskelivet.

✂ De brentanoske Flagere ere især i Vinden, naar et usynligt Medium skal fastholdes, hvor intet haandgribeligt er, som i Dom over Folk, især i Dom over dem selv. De flagre da hid og did for Vinden.

✂ Du skal ikke sige: Fy! hvor kan »Varners« Vandringsmand holde Bog over sin Kærligheds Fremskridt, men heller: Altsaa den Grad af Kærlighed kan forenes med den Grad af koket Selvbetragtning.

✂ Fra unge Revolutionære tager man Braaden ved at sleske for dem, ligesom Bonden kildrer en Gris under Hagen for at stivne den.

✂ Republikanisme er tit skjult Herskesyge. Man hader naturligvis sine foresatte, og Frihedssygen er oftest Herskesyge. Man bryder sig ikke om, at andre tyranniseres; den begejstrede Frihedsfølelse er yderst sjelden hos dem, der selv ere aldeles m salvo. Ganske ren findes den næsten aldrig uden hos Drenge. Ynglinger have allerede ofte hørt den rose som en Fortjeneste og bruge den altsaa tildels som Pynt.

302