Møller, Poul Martin STRØTANKER FRA 1831-36

STRØTANKER FRA 1831-36

Den, der skriver en Mængde aforistiske Refleksioner, kan lignes ved en Hattemager, der forfærdiger en Del Hatte af forskellig Størrelse, af hvilke somme passe for eet Hoved, andre for et andet. Aforismer have deres Integration i Forfatterens subjektive Tankekres, og de, der give sig af med at læse dem, kunne umulig finde dem alle tilsammen rigtige eller træffende, men somme holde med ham i eet, andre i andet.

Nytten af at nedskrive sine Tanker er i Særdeleshed den, at man nødes til at tænke dem færdige, og ikke lade dem, allerede som ufuldbaarne, fortrænges af andre.

Den dygtige Karl maa ikke ræddes for ret tydeligen at indse, hvor lidet man i dette korte Liv kan udrette.

Naar selv en Roman taber noget af sin Interesse derved, at Udfaldet (Fabelen i sine Hovedtræk) er bekendt, maatte da ikke meget mere Livet tabe sin Interesse, hvis dets Endemaal bestemt kunde udgranskes? 335 Saaledes som det nu staar, styrer den fornuftige efter Samvittigheden, ligesom Columbus efter sit Kompas, men ved ikke, hvilket Atlantika der vil blive Maalet for hans Rejse.

Som Enkeltvæsen opfylder Mennesket sin Bestemmelse ved at være Borger; som den, i hvem noget universelt lever, er han et Led af Menneskehedens Totalitet i alle Tider og alle Egne.

Der gives tre Slags Lyksalighed, Livsfylde: 1) organisk Velbefindende, Sympati med den uorganiske Natur; 2) Menneskekærlighed; 3) Erkendelse og Kunst.

Først er man lykkelig, fordi man harmonerer med alle, eller, rettere sagt, man bilder sig ind, at man er det. Derpaa er man ulykkelig, fordi man vil tvinge andre til at harmonere med sig. Omsider er man igen lykkelig, fordi man erkender de mangfoldiges Ret til at vandre paa deres egen Vis, ligesom man selv vandrer paa sin Vis.

Man kan lamme Folk ved Lykke.

Det er saa langt fra, at Sanddruhed og Aabenhjærtighed ere eet, at endogsaa mangfoldige Løgnere ere højst aabenhjærtige.

Den hensmeltende Meddelelse, den sangvinske Venskabelighed forudsætter, at man ikke maa være alt for nøjeregnende med Hensyn til sin Persons Sandhed. Et vist Slags samvittighedsfuld Ærlighed nøder Folk til idelig at standse Sympatiens Strøm i Omgang, fordi man ikke ubetinget kan sige Ja. 336 Man maa først være vis paa, at man forbinder samme Tanke med en Ytring som den, man taler med. Dermed tager den velvillige Sangviniker det ikke saa nøje; han istemmer glad en Ytring, naar den blot nogenlunde kan være Form for hans Mening, eller giver den en liden Modifikation, saa at Disharmonien mindre falder i Øjnene end Harmonien, Enheden mer end Modsætningen.

Et Slags Mangel paa Sandhed i Individers Liv er den Beskaffenhed hos dem, at de nødes til at sættes i Affekt for at hævde deres Personlighed.

Den ængstelige Ytring af Personligheden, af Behagelyst at ville for sig selv og andre skjule Kløften, hvormed ens Overbevisning er skilt fra andres, opnaar ej den attraaede Harmoni med mange. Den, der har Kraft til, paa en hensynsfri og energisk Maade at udtale, hvorledes Tingene vise sig for ham, han kommer nærmere til det sande, almindelige Liv, som er Foreningspunktet for den hele Slægt; han arbejder i Sandhed paa at fremskynde Fred og Harmoni i Aandernes Rige.

Ved visse Ytringer af Folk om sig selv bringes, som bekendt, den forstandige til at tro det modsatte. Saaledes holder man f. Eks. let den for en Bedrager, som ofte forsikrer, at han er en ærlig Mand. Denne samme Forandring af Dommens Kvalitet, som Logikerne sige, bør især anvendes, naar et Menneske paastaar om sig selv, at han ikke bekymrer sig om Menneskers Dom. I Almindelighed kan til en saadan Paastand ikke tænkes nogen anden Bevæggrund 337 end det Ønske hos den paastaaende, at sligt skal tros eller siges om ham, saa at Paastanden indeholder sin egen Gendrivelse.

Undertiden lyve Folk af Sandhedskærlighed. De give andre overdrevne Forestillinger om Tingenes Grader, fordi de tro, at disse forudsætte Overdrivelse hos dem og derfor selv ville slaa noget af.

Det gaar med det gode som med det skønne: det maa umiddelbart erkendes, kan ej skildres ved farveløse Begreber.

Der er noget modsigende i at handle rigtigt for at have den derpaa følgende behagelige Følelse; thi naar man af den Bevæggrund handler rigtigt, kan den behagelige Følelse ej følge paa.

Somme, hos hvem de moralske Begreber ej have noget Liv, bruge dem dog som Fugleskræmsler under Disputer med andre.

Det er besynderligt, at for Resten forstandige Mennesker kunne være saa tankeløse at paastaa, en eller anden Skribent ved en eller anden Ytring har lagt et ædelt Hjærte for Dagen. At ytre et ædelt Forsæt er jo ingen Sag.

De aldeles opløste Mennesker, hvis Liv kun er Mimik, have undertiden saa rig en Natur, at de kunne udføre en paatagen Karakter med en saadan Kraft, at de Individer, som virkelig have denne Karakter, ej kunne gennemføre den kraftigere.

338

De opløste Mennesker ere aldrig onde, da de ere for skeptiske til at være fast overbeviste om, at Dyden er intet.

Sønderrevent Sind maa egentlig tillægges den, der hader sig selv og overlader sig til Følelsen af sin egen Uværdighed, saaledes at den virker nedbrydende paa hans Livskraft. I Stedet for at bestræbe sig for at forbedre det Jeg, som man fordømmer, plager og destruerer man det, tilintetgør det. Nydelsen, der ligger i dette Selvplageri, dette Selvmord, bestaar i Bevidstheden om, at det højere Jeg udøver en straffende Retfærdighed.

De usammenhængende ere for slette til at være onde.

Svaghed i Karakteren kan vise sig som moralsk Usikkerhed. Mennesket vil da ikke altid det samme, er ikke vis paa, hvorledes dets forskellige Bestræbelser skulle begrænse hinanden. De kunne være meget uvisse endog paa deres Samvittigheds Udsagn. De kunne i Dag bebrejde sig deres Opførsel mod andre; de kunne i Morgen holde for, at de have mere Ret end andre under Misforholdet til disse. Deres forskellige legemlige Befindende kan endogsaa have megen Indflydelse paa disse forskellig Synsmaader. Dette er ikke saaledes at forstaa, at Mennesket blot skulde kunne forurette andre under uheldige Stemninger; nej, det kan aabenbar ogsaa gøre sig selv Uret. Det kan af Svaghed vakle mellem for stor Tilfredshed med sig selv og for stor Utilfredshed med sig selv. Saadanne Mennesker 339 kunne i Dag af Hjærtet tilgive den, der har dødelig fornærmet dem, og i Morgen hade ham paa ny.

Den intelligible Karakter kommer ikke altid rigtig til Syne i Menneskets udvortes Handlinger: der hører Øvelse til for at beherske sin lavere Natur, selv om Viljen er god. Det gaar hermed som med Evnen til at bevæge Legemet efter Forestillingen, der ikke straks viser sig som virkelig Færdighed hos Barnet.

Det er mærkeligt, hvor langt mer et Menneskes virkelige, legemlige Nærværelse gør Indtryk paa andre end hans Ord, der læses eller høres paa anden Haand. Selv en ringeagtet Omgangsvens fragmentariske Ytringer virke tit mer paa et tænkende Menneske end en velskreven Bog.

Den, der tror sig fornærmet af andre, viser ikke altid Menneskekærlighed ved at holde sig passiv. Hans Passivitet kan komme af Svaghed, og den tilbagetrængte Selvfølelse kan fremkalde indvortes Forbitrelse. Ogsaa kan en længe tilbagetrængt Harme undertiden skaffe sig Luft i en desto voldsommere Eksplosion.

Den forbitrede er en ensidig Idealist, der haardnakket betragter sit subjektive Standpunkt i Selskabet som det absolute.

Hypokondrien finder Næring i den ej tydeliggjorte Bevidsthed, at Menneskets Bevidsthedskres kun haves i det forsvindende Øjeblik. Uden at den hypokondre ved ret, hvorledes det hænger sammen, 340 føler han dog, at han ej er sikker paa sin aandelige Ejendom, at han kun har den i den momentane Livsytring.

Et langsomt Begreb, forbundet med Ængstelighed i at fatte Beslutninger, kan gøre Mennesker ubehagelige for dem, der skulle virke med dem; thi naar den langsomme skal give sit Minde til, at en Beslutning fattes, kan han stundom ej straks blive enig med sig selv, og gør da Indvendinger, for dialogisk at udvikle For- og Mod-Grundene til sin egen Efterretning. Han bestrider enhver Plan af sine Husfolk for ved denne dramatiske Overvejelse at komme i det rene med sig selv om Planens Rigtighed, og hans smaalige og betænkelige Ængstelighed faar i den snarraadige Slægtnings Øjne Udseende af Vanskelighed.

Det er underligt, at man undertiden øjeblikkeligen kan blues over en af sine Ytringer, uagtet man vel har overvejet den, inden man fremførte den. Dens Betydning bliver først ret indlysende, naar den kommer til udvortes Virkelighed.

At visse Folk ikke tale godt for sig, hvor de ville gøre deres Mening gældende i en Forsamling af flere, kommer af Beskedenhed. De mangle Mod til at kræve Tilhørernes Opmærksomhed i den tilbørlige Tid og driste sig ej til at bruge de Pavser, de behøve for at overveje Fremstillingen under selve Foredraget. For ej at trætte dem, de tale til, ile de med Talen og stræbe at fatte sig kort, uden at have Sindsro til at vælge det mest træffende Udtryk. Den, som har mere Selvtillid, kræver Opmærksomheden 341 som en Ret, og forfølger sin Tankegang med samme Sikkerhed, som om han overvejede Sagen i Enrum, og tager sig dertil bekvemmelig den Tid, som hans Individualitet behøver.

Den, der tror, at han har kvalt sin Forfængelighed, idet han ej vil ytre sig offentlig, har maaske ogsaa mistet sin Levedrift; thi det er dog kun i at udvikle sin Individualitet for andre, at man lever.

Mange blive ansete for dumme, fordi de ej føre deres Tanker igennem med Kraft, men lade sig afskrække ved Indsigelser. Det ufuldendte Arbejde staar da som et uforstaaeligt, tit latterligt Fragment.

Det er Umagen værd at lægge Mærke til den Egenskab hos visse Mennesker, at de nødigen erkende et Værk, de arbejde paa, for fuldkommen færdigt. Det forekommer dem bestandig, at der endnu maa være en Del Smaating at rette derved. Dette Fænomen kommer ej af Dovenskab; vel have de Mennesker, vi mene, til fælles med den dovne, at de gærne opsætte, men de opsætte ej som den dovne at arbejde, de opsætte kuns at lægge den sidste Haand paa et Arbejde. Vare de blot dovne, da kunde de jo lade Arbejdet være godt nok og blive, som det var. Dog kommer maaske denne Mistillid til eget Arbejde for en stor Del af den Omstændighed, at de vide med dem selv, de have Vane til at gøre deres Arbejde flygtigt uden at udfile det synderligt i det enkelte.

Ed bruges af Folk til at gøre Effekt med; den har samme Betydning i deres Tale som Trommen i 342 Janitscharmusik. Den retoriske Fynd, der ligger i Eder, vilde ved deres idelige Brug forsvinde, dersom deres Brug ikke ansaas for Synd; men netop fordi denne Forestilling altid ligger i Baggrunden, forekommer enhver Ed Sværgeren som en liden Heltegærning, et Slags Himmelstorm, der smigrer Selvfølelsen. Hos Fritænkeren kan den Trods mod Velanstændighed, som ligger deri, tjene til Incitament.

Uægte Entusiasme besjæler den, der ved Deklamation, ved en hæftig Ytring af Personlighed vil gøre sin Vilje gældende uden at tilvejebringe Overbevisning ved Grunde. Det er en Ytring af Tyranni og herskesygt Sindelag.

Levende Overbevisning og Mangel paa Bevidsthed om Kategoriernes Natur og Væsen frembringe i Forening med hinanden en høj Grad af Snaksomhed.

Hos Sangvinikere kan Forestillingen om en frisk sørgelig Begivenhed undertiden være ganske fortrængt af andre Forestillinger, men til andre Tider vende tilbage med fornyet Styrke. De leve nemlig aldeles i Momentet.

Unge Mennesker have Hang til at forgude, men kun til Monoteismus, Utilbøjelighed til Flerguderi. Nu hyldes blot Heiberg af Russer, før blot Oehlenschlæger.

At Fruentimmer mest lade sig beherske af dunkle Følelser, kommer maaske af, at deres Tænkning ikke med Energi udføres i Ord.

Der hører liden Observationsgave til at indse, at Kvinder ivre med større Indignation mod en Kvinde, 343 der forføres af en smuk og behagelig Mand, end mod den, der forføres af en for al Elskværdighed blottet.

Naar man overlader sig trøstigt til en Ide og følger dens Vejledning uden ængstelig at forsone hver Sætning med gængse Synsmaader, da anses man gærne for fanatisk. Det vil jeg vist blive anset for, naar jeg i mit Værk om Affektation paastaar, at ingen Livsytring har Sandhed, uden deri ligger skabende Selvvirksomhed. Udsigelsen, Fremstillingen af en Tanke har egentlig kun da Sandhed, naar Tanken i det samme Øjeblik frembringes. Siden er der allerede fremherskende Mimik deri. - Men desuagtet er det menneskeligt at reproducere Tanker; thi kun en Guddom er altid skabende. Mennesket maa i Tankernes Rige regnes for et drøvtyggende Dyr.

[Affektation er] at skabe sig til. - Ordet er efter Sprogbrugen ej slet saa omfattende, [som jeg tager det].

Siger den Sandhed, der taler Ord, han ej selv forstaar? - Nej. Siger da den Sandhed, der betjener sig af Ord, hvis Begreb er ham bibragt af en anden, uden at de staa i nogen organisk Sammenhæng med hans øvrige Erkendelse? Taler den Sandhed, der disputerer med Ord, han ikke forstaar, der beherskes af sine egne Definitioner? - Men, det er jo blot Ordspil; den, der tror, at han taler Sandhed, er bona fide. - Nej, han bedrager sig selv. Han skammer sig ved at staa nøgen, idet han bortkaster 344 alle traditionelle Begreber, som udgøre hans hele videnskabelige Forraad. Han vil ej komme frem med sin egen Person, tror ej paa sin Persons uendelige Dybde. Naar hver enkelt Mand, uden at befrygte Dadel for Enfoldighed, dømte om Tingene saaledes, som de fremstillede sig for ham, da vilde herlige Fænomener fremkomme. Men de fleste frygte for at lægge Aands-Armod for Dagen. De bestyrke forvirrede Hoveder i deres Forvirring, ved at pine sig ind i deres Synsmaader, af Frygt for at anses for Folk af ringe Fatteevne. - Derfor pine danske Folk sig til at tale germanisk; derfor agte Folk filosofiske Fraser, som de ej forstaa.

Der gives to Slags Sandhed i Menneskelivet. Den ene er naturlig, medfødt; saaledes kan Tilbøjelighed til Affektation være medfødt. Den anden er med Frihed valgt og tilvundet; den er af højere og rigere Indhold.

Affektation kan komme af, at man bilder sig ind, at man virker for en Ide, og skaffer sig selv derved en forhøjet Selvfølelse.

Somme tilskrive sig selv falske Egenskaber blot for at sige noget om sig selv. - Hysteriske Kvinder.

At kokettere med Aabenhjærtighed, Beskedenhed o. s. v.; med bevidstløs Overgivenhed, Naivetet, barnligt Sind. Den affekteret trohjærtige og aabenhjærtige kniber sit Øje lidt sammen; Selvtilfredsheden, der lyser af hans Øjne, forraader ham, og det halvbetvungne Smil, der spiller om hans Mund.

345

En Affektation hos lærde Mænd og Genier er det, at synes ej at være af denne Verden. De høre med Fryd deres Koner tale om deres Distraktion, Sorgløshed og Ukyndighed i det daglige Livs Anliggender, da de ej ere af denne Verden.

Maaske mere farligt for Moralitet end bevidst Løgn er den med Selvbedrag blandede Usandhed, hvorved Mennesket amalgamerer sin falske Person med den virkelige. Den fuldbevidste Løgn kan man aflægge efter et alvorligt Forsæt, ej den uægte Rolle, som man har forvekslet med den virkelige. Man gør sig selv til en Skifting.

Det er tit for at give sig Skin af Alvidenhed, at somme sige: Alt er gammelt.

Affektation rejser sig undertiden af Hovmod. Den, der vil skjule den Virkning, andres Tale gør paa ham, er paa een Gang usand og stedt i Selvbedrag. Det sidste, fordi han ikke i samme Øjeblik, som Usandheden ytres, er sig den bevidst, skønt han ved en følgende Refleksion tit maa kunne erkende sin Falskhed.

Skræk for Affektation kan - saa besynderligt det end ved første Øjekast synes - drives saa vidt, at en abnorm Sindstilstand derved fremkommer. Denne Skræk frembringer en misforstaaet Holden paa den abstrakte Identitet med sig selv. Saaledes har jeg kendt en ung Mand, som ikke kunde overtale sig til at bortsende noget Brev, der havde ligget en Dag over i hans Pult, fordi det forekom ham 346 at være usandt, da det nemlig nu ikke mer udtrykte hans nærværende Sindsstemning.

Den nærværende Generation har en saa høj Grad af Incitabilitet, at den bliver sat i Sindsbevægelse ved at bevise Sindsbevægelsens Mislighed med Hensyn til kunstnerisk eller videnskabelig Produktion. Ved den levende Forestilling om den Højhed, der ligger i Erkendelsens og Viljens Overvægt, og den usunde Retning, der lægges for Dagen i det gængse Føleri, finder den Næring for sit eget Føleri. De mest i Følelse opløste, som nødvendigen maatte komme til Bevidsthed om dette deres Føleri, stride med den største Patos imod Føleriet.

Fordi en Del af de største Reformatorer i Videnskabernes Rige i den nyere Tid - som fast alle Reformatorer - ytre sig med en polemisk Heftighed, optage mangfoldige Aber deres Maner. Ja, det er blevet til en Stiløvelse, en retorisk Bestræbelse, ganske koldt at give sin Stil Kolorit af en indre Heftighed, og ved Efterligning af effektfulde Folks Udtryk for deres Sindsbevægelse, skønt ædru, at efterligne den druknes Lader.

Det er altid Affektation, naar en Dom ikke udtaler en Tanke, der er bestemt ved et Objekt, men til Dels ved en Tilbøjelighed. Den, der har i Sinde at skrive, betragter sig som hørende til Skribenternes Parti og er tit overbærende, men bliver overdreven stræng, naar han har resigneret.

Der var en Gang en Mand, som sjælden gik ud at spasere, uagtet hans Legemsbeskaffenhed gjorde 347 det ønskeligt, at han havde gjort det. Dette Savn af Bevægelse blev derimod ved et Naturinstinkt erstattet paa en anden Maade; han talte sig nemlig i Affekt over en eller anden Materie, og hans Blod sattes derved i en saadan Cirkulation, at han ej havde anden Motion behov. Da enhver Sag kan ses fra to Sider, var det tilfældigt, fra hvilken Side den øjeblikkeligen blev set. Det øjeblikkelige klare Blik for en isoleret Sætnings Rigtighed, taget i den subjektive Mening, som han just tilfældigvis tog den, tjente ham til Vehikel for en Tummel i Forestillingskresen, der snart igen lagde sig uden at efterlade mærkelige Følger deri. Forfatteren af denne Bog har en Gang i Kina set et Knippe Frøer, der holdtes til fals paa et Torv, og som i Almindelighed laa uden mærkelig Bevægelse, fordi de sammenknyttede Dyr anstrængte deres Kræfter i saa modsatte Retninger, at Resultatet af deres Anstrængelser omtrent blev Nul. Undertiden lykkedes det derimod en enkelt Frø uden Modstand ved et dristigt Hop at løfte hele Knippet for et Øjeblik i Vejret. Saaledes gik det med den omtalte Mands Forestillinger; undertiden blev en enkelt Forestilling saaledes herskende, at hans Foredrag antog et forbigaaende Skin af systematisk Sammenhæng.

Et eget Slags Affektation er det af en Eklektiker, naar han bruger systematiske Filosoffers Terminer, hvilket er unødvendigt for ham, hvis uorganiske Filosofi kan forstaas paa ethvert Punkt.

En Slags Affektation er den ufilosofiske Mængdes foragtelige Ytringer om en Filosofi, der er over 348 deres Horisont. De sætte deres egen Erkendelses Grænser - i Ord, bestemt med svag Overbevisning - som Fornuftens Grænser.

Affektation er Symmetri i filosofiske Systemer.

En Affektation er det, at den, der vil skrive en Afhandling, tænker sig en Titel og beskrænkes deraf, beherskes af sit eget Begreb; thi man erkender ej blot ved Sproget, den dunkle Ide foresvæver i Forvejen.

Det er et meget uskyldigt Slags Affektation at sætte Musklerne i den Stilling, som de indtage, naar man ler eller smiler, medens man hører en Anekdot, som ikke morer, men dog gør Fordring derpaa.

Den, der glæder sig over Komplimenter ved Disputatser, ved dog meget vel, at de, der sige dem, ej mene dem. Han bedrager frivillig sig selv for at nyde en liden Triumf. - De Store vedblive ogsaa at tro paa Smiger.

Affektation er det, naar en, der i lang Tid har vist Tilbøjelighed til at fremhæve Skyggesiden ved alt, pludselig vil vise sig villig til at erkende den bedre Side ved Tingene og pludselig giver sig til at rose et og andet. - Ligeledes, naar Folk af Frygt for at vise Følsomhed anstille sig haardhjærtede, - og naar man tvinger sig til at erkende fornemme Folks Fortjenester, for ej i sine egne og andres Øjne at gaa for en Smigrer.

349

De moderne Afguder, som gøres af Ord, staa deri tilbage for de antike af Træ og Sten, at de lade Tænkningen mindre Frihed end disse. Enhver antik Kunstner gav dog Zeus efter sit eget Ideal. Nu skal enhver Teolog fremsige visse Formler om det højeste Væsen.

Prælaternes Fægten for det døde Bogstav kan udspringe af flere solitariske Drifter: af Ernæringsdriften, af Æresdriften, men ogsaa af en raa Retfærdighedsdrift Det forekommer dem, at de Sætninger, de forkynde, have Statens Magt paa deres Side, og deres Forbitrelse under Modsigelse stiger ved denne Bevidsthed.

De er dog enig med mig om, Frøken Julie, at Salighed ikke kan bestaa uden en Tilfredsstillelse af alle Savn og Ønsker. Der kan ingen ulykkelig Elsker gives i Himlen. Men naar nu Frøken A. elsker Hr. B. og Frøken C. den samme, hvorledes skulle da begge blive fyldestgjorte? Sæt nu, at Hr. B. ikke kan blive salig uden Separation fra begge. Jeg ved da ingen anden Udvej, end at der maa gives Dubletter eller Tripletter i Himlen af elskværdige Individer.

En Djævel er utænkelig; thi det strider mod Fornuften at antage en Djævel, som rigtig ved, hvad ondt er, og dog vil det onde.

Teologer, som ikke tillige ere Filosoffer, kaste gærne skæve Øjekast til Filosofferne, og idet de ikke se sig i Stand til at holde Kontrol over disses spekulative Bevægelser, leve de i en bestandig Frygt for, at der skal ligge et eller andet Slags Kætteri 350 skjult i de filosofiske Systemer. Ethvert væsentlig nyt filosofisk System har uden Undtagelse været fordømt af ufilosofiske Teologer. Disse staa derfor i samme Forhold til Filosofien som Høns, der have ruget Ællinger ud, og som nu med Vrede og Ængstelse løbe omkring ved Randen af et Vandsted, hvor de ikke se sig i Stand til at fortsætte deres Opsyn over deres Plejebørn.

Man bør tillade, at Statsreligionens Dogmer bestrides (ogsaa af Embedsmænd - af hvem skulde de ellers bestrides?); thi derved ville mange rigtignok bringes til at forkaste dem, men ere de sandfærdige, da ville de bestandig med fornyet Frihed vende tilbage. Den, der med Frihed vender tilbage til deres Bekendelse, er anderledes overbevist om deres Sandhed end den, der aldrig nægtede eller tvivlede. Naar derimod Dogmer medføre et Slags udvortes Tvang, da ægge de til Polemik. Selv om de ikke medførte saadan Tvang, vilde de dog - als ein von Vielen stark ausgesprochenes Wort, Widerspruch erregen.

I Kristendommens Sætninger om Forholdet mellem Verden og Guddommen kan ej læres andet, end hvad en fuldendt Spekulation lærer, men vel andet, end hvad den overfladiske Refleksion, som giver sig Navn af Oplysning, frembringer i Modsætning til Kristendommens Mysterier, der staa højt over den almindelige Menneskeforstand.

Den til en vis Tid og i et vist Selskab af Mennesker almindelige Forestillingsmaade kalder man almindelig Menneskeforstand.

351

Den almindelige Menneskeforstand er noget højst vigtigt, thi det er den store Hobs traditionelle Viden, hvorefter den ledes under sin praktiske Virksomhed; den staar heller ej i sit Væsen i nogen Strid med den spekulative Indsigt, men har sin relative Sandhed. Den har forskellige Gradationer. Paa et Trin af den findes Sætninger, som: Solen gaar op og ned, Gud er i Himlen, en ærværdig gammel Mand o. s. v. Men selv paa dens højeste Trin har efter Menneskeslægtens hidtidige Udvikling den højeste Ide været en Forestilling; Rum og Tid have haft absolut Realitet og de mest almindelige Begreber savnet deres Dialektik.

At Troen paa Udødelighed er et væsentligt Moment i Erkendelsen, viser sig først ret klart, naar man beslutter rent at udslette dette Begreb af sit System; da vil det først blive tydeligt, at det er et uundværligt Moment i en konsekvent og harmonisk Verdensanskuelse.

Schillers verschleierte Bild zu Sais udtrykker en Anelse om, hvad hans Tids Filosofi førte til: Entzauberung.

At Udødelighedsbegrebet ej har været uden Virkning paa Filosofien, viser sig i Læren om Erkendelsens Mulighed. Man har der glemt at forudsætte en ny ubekendt Tingenes Orden, hvori dybe Hemmeligheder ville blive afslørede for den tænkende.

Den, der forfægter Sjælens Udødelighed nu, kan ikke gøre sin Tro almengældende. Negationen 352 skal nu gennemføres og en ny Affirmation fremgaa af Fornægtelsen. Vi klamre os fast til Vraget af et synkefærdigt Skib, andre arbejde paa dets Ødelæggelse. Det er de to Interesser.

I en vis Betydning af Ordet gives der ingen nye Beviser for Udødelighed.

O, en forkert Synsmaade at antage, at Udødeligheden ej ligger i Grunderkendelsen, at det først er problematisk, om den hører dertil eller ikke!

En Grund, hvorfor Udødelighed forekommer Folk at føre til lidet, er, at det, man skal tænke sig, er givet som tomt. Men mon det ikke kan være nok, at vi ved, det vil, skønt ubekendt, have Fylde?

Det fører til Mystik og Sværmeri at antage, at Sjælen [ej] er udødelig; thi da maa Fornægteren stræbe at assimilere sig med det uendelige Ubestemt som er det eneste bestaaende.

Som Profet, Læge og Kusk er Mennesket ej agtet i sin Familie; men som Poet er han der mere agtet end andetsteds.

Der gives et Slags aandelig starblinde Mennesker (Digtere kunne især henregnes til dem); de ere med deres hele Liv og Interesse i den Ide, der for Øjeblikket beskæftiger dem; hvad der har været dem nær, og hvad der til en anden Tid er dem nær, er dem i det nærværende Moment betydningsløst.

353

Naar en finder et Skrift godt, fordi han kender Forfatteren, medens andre, for hvem Forfatterens Personlighed er ubekendt, frakende det alt Værd, da er det ikke sagt, at hin har Uret.

At man kender en lyrisk Digter eller en burlesk Skuespiller personlig, formindsker Nydelsen af deres Kunstværker. En anden Sag er det med mere objektive Kunstarter, som i Følge deres Væsen ej umiddelbart minde os om Kunstnerens Individualitet.

Somme kunne ej lade deres aandelige Kreaturer gaa ud paa Litteraturens Fælled uden at have sat deres Mærke paa dem og paa den Maade hævdet deres Ejendomsret.

Somme kunne ej staa stille, mens man recenserer dem.

Kunstnerisk Produktion grundes ej altid paa et Naturens Kald, fordi den drives med Lyst; hos ukaldede kan Lysten være vakt ved Vanen.

Skribenter kunne inddeles i teologiske og filologiske. De sidstes Tænkning er aforistisk og enhver af dens Tanker bindes til en uforanderlig Formular. Tankens Udtryk i Sproget er dem Hovedsagen. Disse filologiske Skribenter lade sig igen inddele i de kritiske, hvem Stil og Grammatik mest interessere, og de poetiske (ej digteriske), hvem Sprogets naturlige Lyrik er Hovedsagen. Til de sidste hører Grundtvig. Naar disse anse sig for Teologer, saa gøre de sig Idoler af Ord.

354

Unge danske Skribenter, selv i videnskabelige Fag, betragte deres Arbejde som et Slags Skoleøvelser. De tænke sig med virkelig, ej paataget Beskedenhed i et underordnet Forhold til Publikum, og lade deres Dom over sig selv bero alene paa dettes Dom. De befinde sig, kort sagt, i samme Sindsstemning som en Dreng, der gør rede for en Lektie og af sin Lærer venter en god eller slet Karakter. - Skrive med saadan Stemning kan ingen, som virkelig føler Kald til at skrive.

Forskellen paa Omgang med Bøger og Omgang med Mennesker stikker egentlig deri, at man ikke kan bringe Bøger til at tale om hvad man vil. Bogens Forfatter gør sin Personlighed gældende, og Læseren gør sin gældende; men Foreningen kan ej gaa for sig. Forfatteren maatte modificere sine Ord lidt, og Læseren sine Fordringer lidt, for at de kunde komme til at harmonere. Da man ej er vis paa, om Forfatteren i Samtale vilde modificere sine Tanker saa meget, at man kunde optage dem i sin Bevidsthedskres, bliver man altid noget uenig med ham.

At digte Fortællinger om Mennesker, der have vist større Ædelmod og Selvopofrelse eller Slethed end Historiens Personer, er det samme som at fremstille Heste, der drage Læs, som overgaa Hestens Kraft, male Træer, der vokse til en Højde, som overstiger deres Natur, Ræve med syv Alen lange Haler og Æsler med dito Øren.

355

En klassisk Rejsebeskrivelse kan ej forfattes under selve Rejsen. Den rejsendes Kommentar afgiver blot den prosaiske Sandhed; men i Erindringen komme Erfaringens bedste Momenter til Live, nemlig de, der levedes ubevidst. Det tilfældige Stof falder af, og et poetisk Billede, en episk Efterklang af Virkeligheden kan nu frembringes.

I Lande, hvor Meningsytringen er nogenlunde fri, gives der et Slags politiske Poeter, som Regeringen kan betragte som et Slags Vejrhaner. De tilkendegive Retningen af den offentlige Menings Vind.

De, der skrive i Jødemaneren (Heines, Börnes, Menzels), synes at være muntre, men deres Lystighed minder om det tilsyneladende Smil hos nyfødte Børn, som kommer af, at de have Kneb i Maven.

Den konstitutive Forskel paa Taler og poetiske Værker er, at hine ville fremme et bestemt Øjemed, de have ikke deres Øjemed i sig selv, saa at de talende Kunster komme til at staa i samme Forhold til hinanden som i en anden Sfære Arkitektur og Plastik.

Ved æstetiske Teorier bliver den kunstneriske Produktivitet fuldkomnere; thi den bevidstløse Kunst gaar altid noget videre end den bevidste. Jo længer altsaa Bevidsthedens Kres udvider sig til alle Sider, desto længere udbreder den dunkle Anelse sig foran Lyset.

For at kunne skrive og tale vel for sig, maa man besidde en vis Resignation, som gør. at man finder 356 sig i, at man ikke kan meddele andre de Tanker, der ere ret levende hos en, med den hele Sammenhæng, hvori man selv har dem i sin Bevidsthedskres. Man maa lade sig nøje med at bruge de Midler, som staa en til Tjeneste i Sprogets Forraad, fordi man er nødt til at lade sig nøje dermed. Adskillige Mennesker, som ikke have indset denne Sandhed eller ikke altid have den klart for Øje, lægge en Utaalmodighed for Dagen under Meddelelsen, hvorved denne mere skades end gavnes. De føle, at de Udtryk, der tilbyde sig for dem, ej ere tilfredsstillende, søge i Affekt om andre, og vende jævnlig tilbage til de een Gang brugte eller forkastede, fordi Tankens Form ej tilfredsstiller dem. Hvis de vilde naa deres Øjemed saa meget, som det er muligt, og nøjes dermed, vilde de med en Sindighed, der var grundet paa hin Resignation, se sig om efter den Hjælp, Sproget ydede dem. Denne Taalmodighed, der skaffer Oversyn, udkræves i høj Grad hos en Filosof. Derfor er det sangvinske Temperament meget uheldigt for en vis Art af filosofisk Fremstilling.

Veltalenhedens Fylde kommer af Følelsens Virksomhed, ej af den stærke Attraa.

Erkendelsen af alle Forestillingers fælles Enhed ligger til Grund for Vittigheden og giver den sin dybere Betydning. Den er egentlig et genialt Blik for Forskellighedens Lighed og Lighedens Forskellighed.

Mon ikke unge Dagdriveres vilkaarlige Brug af Ord, forsætlige Forvekslinger af meningslignende Ord, deres Opsætsighed mod Synonymikken, hvori f. Eks. Billard-Vittigheder for en stor Del bestaa, 357 derfor er tiltrækkende for unge Mennesker, fordi deri ligger et Slags ubevidst Dialektik, en ubevidst Erkendelse af Ordenes Fluiditet, en Anelse om de modsatte Begrebers Enhed og altsaa eine beginnende Entfesselung des Begriffs?

Stilistens Begreb kan ej udvikle sig frit, da Sproget, Tankens Betingelse, hos ham ej er sammensmeltet med Tanken.

Ligesom man enten af Rigdom eller Armod kan klæde sig i Silke, saaledes kan man af disse tvende modsatte Grunde betjene sig af et billedligt Foredrag.

Naar en lingvistisk Poet siger: »det røde Blod«, tænker han ikke paa den egentlige Blodfarve, men snarere paa Rosenkuløren som den almindeligere.

Det er lige saa vanskeligt at bestemme et Foredrags Udførlighed efter andres Tarv som at købe Briller til fremmede Øjne Naar man heri. følger sin Ejendommelighed, findes der vel altid nogle, som ville holde Skridt med en, om et Skrift for Resten tiltaler dem. - (»Forfatteren haaber, at dette Skrift hverken skal have saa stor Vidtløftighed, at ingen skal finde det for kort, eller saa stor Korthed, at ingen skal finde det for vidtløftigt.«)

Det er interessantere, at et Foredrag har et intensivt Indhold, end at det har Intensivitet paa Ekstensivitetens Bekostning.

En Fejl i Fortælling er, at der er lagt alt for meget Vind paa Kontinuitet. Kunsten bestaar i at 358 springe over, hvad der forstaar sig af sig selv eller ikke behøves for at fatte Sammenhængen.

Det ligger i Sagens Natur, at man i Breve noget mere end i mundtlig Samtale maa tage sine Søndagsklæder paa.

Visse Folk kunne ej forstaa ægte Bøger, men kun Sætninger og de uægte Bøger, der bestaa i Aggregater af isolerede Sætninger.

Lige saa vel som en Væver kan optrævle Tøj for at se, hvorledes det er forarbejdet, lige saa vel kan en Videnskabsmand, som føler sig kraftigen tiltalt af et Værk, nøje ransage, ved hvilke lingvistiske Midler Virkningen er frembragt.

Den, der skal reformere Verden, skal ej ved Sæd bringe en aldeles ny Plante frem, med ved Podning forbedre de gamle.

Goethe siger, at Sandheden er ej saa slem at finde, som man i Almindelighed tror, men at Folk ej gærne høre den. Sagen er, de ville ej give slip paa Verdens Begreb, men beholde Verden med dens Nydelse som noget absolut.

Der er fler, end man skulde tro, der have set Sandheden, især i enkelte klare Øjeblikke; men de savne den fuldendte Fremstillingsmaade og have den derfor kuns i en subjektiv Mening.

Tro mig, den kommende Tids Erkendelse lever i mangt et anticiperende Hoved, som i sine bedre Timer tilskyndes af sit bedre Selv til at udtale dens 359 Fordringer; ja han kan føle det med Gysen, som om hans hele nærværende Virksomhed var Akkommodation og Blændværk. Men han beroliger sig selv og tvinger sig til Overensstemmelse med Mængden, da det ellers forekommer ham, som om han maatte opofre alle sine Venners Kærlighed og lægge sig i Strid med hele Verden. Dog vilde Striden ej blive saa stor, som han befrygter det. Udviklede han, som en, der var død for Verden, sin dybeste og selvstændigste Overbevisning, da vilde det nok vise sig, at mange beslægtede Strænge hos andre Aander vilde komme til at klinge derved. Den subjektive Sandhed (Sanddruheden) vilde da vise sig at føre til Sandheden.

Der maa gives løse Genier, som ej ere bestemt indordnede i Statssamfundet; thi de privilegerede Videnskabsmænd blive ved deres Stilling let for tilbøjelige til at tage Hensyn til den almindelige Mening. Det var under andre Statsforhold, at Reformationen kunde gaa ud fra Universitetet. De privilegerede ere komne i deres Stilling ved at være et vist Systems Ordførere og have knyttet sig fast til det som Betingelse for deres Betydenhed.

Det er magtpaaliggende at faa Folk til at udtale sig ganske, meddele deres Bevidsthedskres helt, selv om Videnskaben ej vinder meget ved deres Meddelelse. Somme Folk file længe paa et lidet Arbejde, saa at det synes at love noget. Bedre var det, om de ved dristig og oprigtig Meddelelse overbeviste Folk om, at deres Indsigt var kun ringe. Under Søgen efter Sandhed har man samme Interesse for saadan Oprigtighed, som man under Søgen efter 360 bortkomne Sager har Tilfredsstillelse af, at Folk vende deres Lommer og vise, at der hos dem intet er at søge.

Tilfredsstillelsens Følelse er lige saa vel blandet, naar Savnet kommer af Videbegærlighed som af en eller anden organisk Drift. At Videbegærligheden kun kan tilfredsstilles sukcessivt er højst ubehageligt for den, der tydelig i sin Fantasi har udkastet Planen til dens Mættelse.

Naar nordiske Mænd skulle ret blive grebne at en Videnskab, maa de først med Magt trækkes et godt Stykke paa Vejen.

Somme Mennesker kunne i Følge deres Individualitet aldrig komme til at skrive Bøger; thi deres Selvtænkning fører dem altid til dunkelt foresvævende Begreber, der tit ere højst originale, men som da sysselsætte dem saa længe, til de faa dem aldeles trivialiserede og altsaa berøvede Interessen.

Somme Videnskabsmænd kunne af en særegen Grund vanskeligen komme til at optræde som Forfattere. De kunne ej overtale sig til at publicere deres Tanker, før de til en høj Grad have gjort dem klare for sig selv, men i en saa høj Grad, at de nu ikke ville komme frem med dem, fordi de forekomme dem triviale.

De Videnskabsmænd, som ikke føle stor Trang til at ordne deres Tankesystem, maa enten have meget Geni eller liden Tænksomhed. 361 Der gives Mennesker, der skriftlig kunne spinde Tanker ud af sig, som de ikke før have haft, uden at derved noget blivende Stof erhverves for deres Bevidsthedskres. En saadan Tænkningens Operation maa da foretages af dem paa en mekanisk Maade, omtrent som den maskinmæssige Løsen af en aritmetisk Opgave.

Man maa arbejde smaaligt og i fortrykt Stemning i Reflektionens Tjeneste, inden Totalanskuelsen pludselig gør alting klart for en, ligesom Sømænd maa varpe og bugsere deres Skibe ud imellem en Skærgaard, for at den raske Kuling ude paa Dybet skal fylde deres Sejl.

Mange ville ikke af med deres Vildfarelser, der med lange forviklede Rødder have som haardnakket Ukrud snøret sig fast om særdeles mange Naboplanter. De tro at stride for Sandhed og stride for deres egne Personer.

Naar Menneskets Bevidsthedskres er et stivnet Aggregat af fikse Begreber, et Slags Fortsættelse af hans legemlige Organismus, betragter han alle Forsøg paa at bringe disse anatomiske Præparater i Flud som Fornærmelser mod sin Personlighed.

Naar Sindet under Sandhedens Erkendelse er frit for subjektive Bevægelser, fremstiller det sande sig mest efter sin Sandhed for det, ligesom Maanen viser sig mest, som den er, i det stille Vand, medens derimod dens Billed er i en sitrende Bevægelse, naar det falder paa en bevæget Vandflade.

362

Jo mere subjektiv Ekstase finder Sted, desto mere fordunkles den klare Forestilling om Genstanden.

Viljen skal ej bestemme, hvad der er sandt.

I en vis Henseende er den litterære plebs i en besynderlig Modsigelse med sig selv. Paa den ene Side er der intet, som tildrager sig almindelig Opmærksomhed hos den, uden hvad der virkelig bærer Genialitetens Præg (heri følger den et bedre Instinkt); paa den anden Side beskærer den i sin bestemt udtalte Dom det geniale Produkt saaledes, at kun det trivielle bliver tilovers.

»Naar Friheden udspringer af Sandhedens Kraft og altsaa er afhængig af Erkendelsen, hvorledes kan da plebs blive sædelig, da den ej kan hæve sig til Erkendelsen?« - Den kan ej hæve sig til Erkendelsen; men den kan hæves til Erkendelsen. Erkendelsen er ej enkelt Mands Sag; Videnskabsmændene finde dens Former og øverste Grunde; men den kommer først da til sin Virkelighed, naar den har gennemtrængt alle Lemmer af et Menneskesamfund, naar den, som besjælende Princip, regulerer alle konkrete Forhold. For at dette kan ske, maa den spekulative Erkendelse være bleven umiddelbar hos den uvidenskabelige Mængde.

Naar en udgiver et Tidsskrift, holder den litterære Pøbel det for en Fattigbøsse, der sættes ved en Landevej, hvori enhver kan lægge sin Skærv, ja hvori uartige Drenge kunne putte Skarn og Sten.

363

Man burde udkaste af offentlige Biblioteker de slette Skrifter, som ved deres kaotiske Mængde konfundere de studerende. Den Indvending, at meget godt ved denne Lejlighed vilde gaa i Løbet, gælder ej; thi den kan ogsaa gøres imod den Skik at feje Snavs ud af Værelset, da ved den Lejlighed ogsaa nyttige Sager kunne bortkomme. Man kunde jo i særskilte Bygninger opbevare de saaledes udfejede Skrifter til Litteratorers Ransagelse.

Nytten af det matematiske Studium er i Særdeleshed den, at Videnskabens Dyrker vænnes til en vis upatologisk Tænken, (hvis han behøver at vænnes dertil; thi der gives dem, som af Naturen ere alt for følelsesløse under deres Studier).

Det er undertiden det bedre Hoved, som ej kan godt skrive saakaldte Afhandlinger i Modersmaalet, fordi han føler Savnet af faste Udgangspunkter. Begrebernes organiske Sammenhæng begynder at danne sig hos ham, og idet han ser, at det ene nødvendigvis forudsætter det andet, er han ude af Stand til at gøre Begyndelsen.

En ensidig Afhandling interesserer mest, fordi Enheden er overvejende, Mangfoldigheden adspredende. Derfor interesserer et flersidigt System mindre. En aldeles alsidig Fremstilling have vi jo for os i Naturen selv; men her er Mangfoldigheden uendelig.

At en Lærdom er bleven til Erkendelse, ses deraf, at den springer ud i andre Erkendelser, ligesom en 364 Plante ses at have fæstet Rødder, naar den sætter nye Skud. Den blot lærte Sætning bliver liggende ubevægelig i den blotte Hukommelse.

Philosophari volo, sed paucis, siger den nordiske Natur.

Det var Umagen værd at undersøge, om ej den sande Filosofi gør utilbøjelig til det veltalende Foredrag. Maaske det rige, strømmende Foredrag har sin Grund i en rastløs Søgen efter Tingenes Sammenhæng, der kun i forbigaaende Momenter bliver tilfredsstillet og kæmper med Sproget for at fastholde de forsvindende Aabenbaringer. Rimeligvis gør den dybe Indsigt ordknap; thi den nærmer sig til den rene Viden, den fuldkomne Stilhed eller Døden. Plato siger jo ogsaa, at al Filosoferen er en Stræben efter Døden. Disse Betragtninger opstaa let hos den, der har mærket, hvor mange dybsindige Mænd tale lidet, og hvor overfladiske Hoveder kunne føle sig behageligen tilfredsstillede ved uendelig Sludren med Munden og Pennen.

Visse Sandheder i Filosofien kunne kuns begribes af den, hvis naturlige Begæring af Skæbnen er brækket.

Menneskets Bevidsthedskres bestaar af de to Elementer: Anskuelse og Begreb, eller Billed og Begreb. Det er paa ny den samme Modsætning som mellem Sjæl og Legeme. Atter skal her Begrebet i Filosofien løsgøre sig, træde frem med Selvstændighed.

365

De, der anse det for Hovmod at sætte fast Lid til Fornuftens Udsagn, vise derved selv stort Hovmod; thi de forudsætte, at den fornuftige Tænkning er Individets Værk. - Kunne de dog ej mærke, at Fornuften er en højere Magt i Menneskets Tænkning, som umiddelbart vidner om sig selv?

Er Filosofiens Studium ej til nogen anden Nytte, har det dog i det mindste den gode Følge, at det hindrer unge Mennesker fra at spilde deres Tid og Kraft ved den ufuldendte Refleksion, som Sandhedstørsten nødvendig maa vække hos enhver, naar han ej studerer Filosofien historisk. Thi aldeles undslaa sig fra al Filosoferen kan intet Menneske, der ej enten ved Livets Nød eller en lav Karakter bringes til at henvende sin Opmærksomhed blot paa det fysiske Livs Pleje. Men Frugten af de umodne Spekulationer, der naturligen opstaa i en Ynglings Hoved, naar han ej opfatter Tidens Filosofi historisk, førend han forlader sig paa sin Selvtænkning, er i Almindelighed det beskedne Resultat, at Filosofiens Studium fører til intet. I Stedet for at søge Grunden til deres frugtesløse Grubien i Mangel paa Anlæg eller Udholdenhed besmykke de deres illiberale Resignation ved Foragt for Videnskaben selv.

Ved den spekulative Filosofi erholder man ikke saa meget Svar paa de Spørgsmaale, som den almindelige Menneskeforstand fremstiller, som man kommer til at erkende, at Spørgsmaalene selv, som grundede paa Begreber, der ingen Sandhed have, maa bortfalde. Begreberne, der ligge til Grund for Spørgsmaalet selv, forsvinde, tabe deres Realitet.

366

Hvad en forstandig Mand filosofisk tænker er egentlig aldrig skævt; naar han lader sig overbevise om Vildfarelse, lader han sig egentlig bevæge til at give sine Tanker en mere almengyldig Form. Han optager en Kommunitets aandelige Former i Stedet for sin individuelle.

En dialektisk Forskole er et herligt Dannelsesmiddel for de reelle Videnskabers Studium og Livets praktiske Virksomhed. Indsigt i Begrebets sande Væsen leder til at erkende de modsatte Forestillingsmaaders relative Gyldighed og baner Vejen for Overbærenhed og Kærlighed i Menneskenes Samliv.

Qui bene distinguit, bene docet, er en rigtig Regel, hvis man oversætter bene ved godt, ikke hvis man oversætter det med meget.

I al Undervisning bør findes et stereotypisk Element. Netop stereotypisk: Formlerne maa være staaende, men Fejlene deri kunne rettes.

Jeg paastaar ej, at enhver under Livets Gang bør vedligeholde et afsluttet Begrebssystem; det kunde maaske endog give Livets Udvikling en vis Langsomhed; men en Studerende bør dog forsøgsvis sætte sig ind i et saadant, og dertil bør den akademiske Undervisning sigte.

Den, der paatrænger andre et filosofisk System, hvortil de ej føle Trang, handler ligesom den, der tvinger en, der ikke er tørstig, til at drikke.

Jeg kan begribe, hvorledes et Menneske kan udføre et System med en af ham selv dannet Terminologi, 367 men ikke, hvorledes han som Lærer i en Række Aar kan gentage det, uden at ledes derved.

Hvor kan en anden Videnskabsmand overbevise en gammel Lærer i Filosofien, der daglig gaar og befæster sig ved tusinde Ideassociationer i sine ejendommelige Forestillingsmaader? Dennes Vildfarelser ere haardnakket Ukrud, der med lange, forviklede Rødder har snøret sig fast om utallige Naboplanter.

En gammel akademisk Lærer sagde en Gang til mig, at hans Forelæsninger skulde indrettes anderledes, hvis jeg vilde høre dem end i modsat Fald; »thi«, sagde han, »jeg gider ikke lækret for de unge Studenter.« Dette, som han naïvement tilstod, kom fra en Stemning, som han har til fælles med flere; de ville ikke lade deres Subjektivitet skinne frem, naar de tale til deres Undermænd.

Dersom en, der bruger et tørt Foredrag, en enkelt Gang vil sige en Vittighed, da kan han være vis paa, at de straks derpaa følgende Tanker ville gaa tabte for Tilhørerne. Jo mindre Foredragets Sammenhæng har indre Nødvendighed, desto mer vil en springende Fantasi sættes i Bevægelse hos Tilhørerne. Fordi en kristelig Præken i Almindelighed indeholder fremstikkende sanselige Steder, tabe Tilhørerne let Traaden i det hele.

I videnskabelige Forelæsninger er det en Fejl at bruge Eksempler, der, for sig betragtede, ved deres Skønhed, Latterlighed eller ved andre fremstikkende Egenskaber afdrage Opmærksomheden fra de almindelige 368 Sætninger, der skulde oplyses ved dem. Saaledes vilde det i Flyveposten citerede Eksempel paa en urigtig Inddeling af Mennesker i en akademisk Forelæsning kun være meget ilde anbragt. Et Foredrag, der interesserer ved slige Midler, gør sig skyldig i en ambitio prava; thi man bejler derved om Bifald, ikke for Videnskaben, men for sin Person.

En overfladisk Betragtning vil sige: »Haandbøger, der ere udarbejdede ved mange Aars Anstrængelse, i hvilke hvert enkelt Udtryk mange Gange er forandret, og det, der til sidst er beholdt, vejet med megen Omhu, saadanne Haandbøger paaskønnes sjælden af Læseren, der aldrig kommer til at vide af de mange fine Bemærkninger, der have ført til den nuværende Form, eller de mange sindrige Skrupler, der have givet Anledning til indflikkede Ord og Sætninger.« Saaledes vil især mangen Forfatter tale og tro, der sker ham stor Uret, naar andre mere flygtigen udarbejdede Værker, der ere støbte af eet Stykke og skrevne ved een Ides Lys, sættes over hans ængsteligen udpenslede, stykkevis sammensatte Arbejde. Men - det Værk, der ej taler til Aanden, og følgelig ej er skrevet efter en dyb Anskuelse, bliver aldrig ved den fortsatte Omarbejdelse forvandlet til et klassisk Værk. Tiden bliver vel engang saa myndig, at den kommer ud af den Formening, at Arbejder, der ej ere udsprungne af et klart Undfangelses-Øjeblik, desuagtet vel kunne være skikkede som Ledetraade ved Drenges eller Ynglingers Undervisning. En Haandbog, der skal due til saadant Brug, maa være udarbejdet af en Mand, der har haft Erfaring i det Slags Undervisning, 369 og som har udarbejdet sit Skrift med sindig Overvejelse; men Ideen dertil maa være udkastet med Entusiasme, og den varme Interesse maa under Arbejdet have været vedligeholdt. Et Livsprincip maa røre sig deri og oplive alle de organisk sammenhængende Dele, ellers kan ingen Interesse vækkes hos den Lærling, der skal modtage Foredraget.

Den, der skal være en god Systematiker, maa have et langsomt Hoved; thi de hurtigere Genier kunne ej i deres hele Levetid arbejde paa eet Kunstværk. Det hurtige Hoved kan i et enkelt Værk have været Systematiker for sig selv, men ej for andre. Bygningen, der i en kort Tid stod for hans Bevidsthed, forsvinder igen uden at være bleven fastholdt i en Tegning.

En og anden ung Philosophus føler en Nydelse i den Forestilling, at Filosofien ej er tilgængelig for alle, og at de ere Medvidere i en vis Terminologi, som ikkun den kan fatte, der har sat sig ind i et System. Deres Glæde ligner omtrent Soldatens, der bærer et hædret Korpses Uniform, og deres hoverende Fremfærd, deres haanende Sideblik til uindviede ligner omtrent Drengens, der holder sin tillukte Haand hen for en Legekammerats Øjne, idet han siger: Du ved ikke, hvad jeg har i min Haand.

Der gives Filosoffer, som ej kunne faa Bugt med deres Opponnenter, fordi disse staa fast paa deres jordiske Standpunkt. Kunde de faa dem til at følge sig i den spekulative Region, hvori de have hjemme, vilde de let besejre dem, ligesom Herakles fordum 370 besejrede Antæus, da han fik hans Fødder løftede fra Jorden.

De filosofiske Frimestre høre ikke til nogen Skole og staa i intet Forhold til noget af de filosofiske Standpunkter. De ere, som Goethe siger, Narre paa deres egen Haand.

De sentimentale Halvfilosoffer og Halvpoeter, der ligesom Flagermusene kuns bevæge sig i Tusmørke og ikke ville lade deres Bevægelser belyse af Solen, opbringes, naar man sætter Paastande mod deres; fordi Paastandene kun hænge ved deres Personlighed, ej ved det almægtige Begreb.

Egenskaber ved reflekterende Filosoffer:

1) De kunne ej huske deres egne Filosofemer. Naar en Tid er forløben, efter at de have skrevet en Afhandling, da betragte de den ikke mer som hørende dem til, deres Interesse er aldeles forsvunden derfra. Ellers er det en Ting, der gælder om Poeter, som heri adskille sig fra ægte Filosoffer, at disse erhverve sig en blivende Erkendelse, hine en forsvindende Anskuelse. En Filosof arbejder altid paa eet Værk, og alt, hvad han producerer, er en Part deraf; en Digter frembringer flere Værker, der hvert for sig have et selvstændigt Liv og ere afsluttede Helheder.

2) Den Erkendelse, hvori de for Øjeblikket leve, hænger saaledes sammen med den personlige Eksistens, at de betragte det som en personlig Fornærmelse, at man gendriver den for dem. De betragte Erkendelsen som deres personlige Ejendom.

371

3) De sky at sammenligne deres Bevidsthedskres med andres, da de frygte for, at deres Pindebygning skal rives om.

En vis Læsning af filosofiske Skrifter ligner meget Brug af stærke Drikke. Læseren lader sig da beherske af den fremmede Aand, der med sin Kraft fylder ham for en kort Tid og bibringer ham et forbigaaende Skin af Dygtighed og indvortes Konsekvens - netop ligesom den berusede for et Øjeblik nyder et Liv, der er forhøjet ved en udvortes Naturmagt.

Den fuldkomne Konfusion i Erkendelsens System kan aldrig finde Sted, naar en i at fremstille sin Verdensanskuelse er konsekvent; den finder kun Sted, naar han overvældes af Reminiscencer af en fremmed Verdensanskuelse. Thi hans System kommer da til at ligne en Rakkerkule, hvori der er lutter Kadavere, hist og her kravler en halvdød Hund.

Visse idelig receptive, kvindelige Mænd ere bestandig besatte af en fremmed, dem overlegen Genius, der taler for dem, men kuns for en kort Tid behersker dem og da maa overgive Regimentet til en anden.

Naar man har noget Bekendtskab med store Filosoffer, kan man først forstaa de smaa; thi disses Konsekvens er ej udtrykt i deres Skrifter, men kuns ment.

Smaa Filosoffers Overbevisning om, at der i deres Fremstilling hersker Konsekvens, beror paa en Erindring om den systematiske Sammenhæng, der 372 herskede i de geniale Skrifter, til hvilke de støtte dem.

At den, der opfatter en andens System (en Fichtianer, Schellingianer), har større Forvisning end Systemets Ophavsmand, er højst naturligt; thi den opfattende finder, at hvad der rører sig hos ham selv, har ogsaa rørt sig hos en anden.

Originalitetens Forlangende forudsætter en Slags idealistisk Synsmaade. Man antager, at Filosofien skal opfindes. Opfind Bogtrykkerkunsten!

Der er den Forskel imellem den filosofiske Konversation og det s trænge Foredrag af Videnskaben, at hin er forstaaelig i hver enkelt Sætning; i dette derimod maa hver enkelt Del forstaas af det hele. Men Graden af den gensidige Forstaaen, som opnaas ved Konversationen, er mindre; man forstaar hinanden ej aldeles grundigen. Et Foredrag af den Art kan betragtes som en Bestræbelse for at gøre sig forstaaet; man søger at træffe Enheden af et vist Samfunds Erkendelse.

Den konverserende søger derfor mer umiddelbar Nydelse og kan være forfængelig, hvilket den systematiske Forfatter vanskeligere kan være end stolt. Den konverserende maa enten holde sig inden for Grænserne af det Begreb, som han og hans Læseverden har til fælles, eller dog gaa ud fra det som en nødvendig Basis. Systematikeren derimod producerer en organisk Tankecyklus, som Læseren maa arbejde sig ind i. - Der gives et klassisk Foredrag, som forbinder begge.

373

Konversationen er en Skiveskydning. Det kommer an paa, om man træffer eller nærmer sig til Centret af den fælles Bevidsthedskres.

Den konverserende kan ej være forvisset om, at hans Tale finder Genklang hos andre, førend han ved Meddelelse har forsøgt det, med mindre han er meget indbildsk. Men naar han ved Forsøg er bleven overbevist om, at hans subjektive Udtryksmaade forstaas af en Mængde, kan han jo ved hver enkelt Ytring forfængeligen glæde sig over den Effekt, det vil gøre. Systematikeren derimod arbejder til en Totaleffekt.

Kan et filosofisk System blive populært? Ja! Filosofien skal populariseres; men naar den fuldkommen er bleven det, da er dens Epoke forbi. At popularisere en Filosofi er ej enkelt Mands Værk, men en hel Tidsalders; den populariserer altid efterhaanden den sande Filosofi, men ved at forvandle dens Begreber til Meninger. Men da er den ej mere Filosofi; da er den fortæret af tempus edax rerum, og Filosofferne have gjort et nyt Fremskridt i Erkendelse, som den videnskabelige plebs har at tilegne sig.

Da kommer et filosofisk System til at leve, naar det ophører at eksistere som bestemt, men kommer til at danne en Bølge i Tidens Strøm.

I Garves saakaldte filosofiske Afhandlinger haves et Mønster paa den filosofiske Konversation. Ligeledes i mange æstetiske Afhandlinger af Brødrene Schlegel.

374

Den litterære Konversation refererer sig saaledes til den sunde Menneskeforstand i en vis Tidsalder, at den ej er forstaaelig, langt mindre interessant for den, der ej lever i Tidsalderen eller har gjort et Studium deraf. Eksempler herpaa ere Ciceros filosofiske Skrifter, der vanskelig i vor Tid kunne interessere som Schlegelernes. Derimod har den spekulative Form, som Platos og Aristoteles's, mere blivende Interesse gennem en lang Række Sekler.

Blotte Diskurser, Konversationer over filosofiske Genstande ere ej at foragte, naar de falde i Tidens Aand, ellers maatte jo mundtlige Samtaler af saadant Indhold slet ikke have noget Værd. Egentlig Indsigt kan jo rigtignok paa denne Maade kun hos Omgangsvenner tilvejebringes (hvilke kende hinandens Bevidsthedskres); men naar Kvæstionerne dels slutte sig noget til Seklets fælles Bevidsthedskres, dels bruge et almengyldigt Billedsprog, kunne slige Meddelelser ogsaa have deres Værd som aandelige Incitamenter. De ere da ikke Monumenter for mange Sekler, men Øjeblikkets nødvendige Livsytringer, der med Resignation finde dem i et Liv af faa Aar, ligesom det egentlige Mundsvejr kun fører et Minutliv.

Det røber en stor Mangel paa et universelt Overblik med Hensyn til den menneskelige Bevidstheds Udvikling at ville slaa Vrag paa den litterære Konversation. Den følger med samme Naturnødvendighed paa et dybtgribende System, som de hundrede Ekkoer af et Pistolskud paa Bjærgstrækningen Kaukasus.

375

Til Motte paa et filosofisk Skrift kan man passende bruge Odysseus's Ord: τί πρῶτον, τί δ' ὑστάτάτ7953;ον καταλέξω;

En Ros for et filosofisk Skrift er, at Videnskabernes Epikureere dadle det som tørt. Den sande videnskabelige Fremstillings Formaal er at frembringe Overbevisning uden at vække Sindsbevægelse

Naar Mennesker, der ingen Indsigt have i det systematiske Foredrags Natur, udrive enkelte Ytringer af deres Sammenhæng for at forkætre dem, kunde man betale dem med samme Mønt ved af de Parter i deres Tale, der have organisk Sammenhæng, nemlig deres Perioder, at udrive en Sætning eller halv Sætning og Saaledes paastaa, de have sagt det modsatte af hvad de have sagt. Man kan undertiden afskære et Ikke fra en Sætning, hvorved den kontradiktorisk modsatte Sats fremkommer.

I et fuldkommen organisk udviklet Foredrag er ethvert Begreb Centrum for det hele.

Det er let at tilfredsstille den litterære Mængdes Fordringer til systematisk Foredrag; thi de finde sig fyldestgjorte ved en udvortes Skematismus. Den kan mangle, og dog den sande systematiske Sammenhæng findes, og den rubricerede, eksoteriske Orden være der, uden at det organiske Liv bevæger sig i det velordnede Kadaver.

Jeg begriber meget godt, at en Filosof, der er fuld af originale Ideer, heller danner sig selv et Ord eller paatrykker et sædvanligt Ord et ganske nyt Stempel, 376 for at hans nye friske Erkendelse ej skal flyde sammen med et eller andet livløst Begreb, som Mængden fører i Munden. Dette vilde han sikkerlig ofte udsætte sig for ved at vælge et brugeligt Ord, der nogenledes svarede til hans Ide, fordi de gamle mægtige Associationer, der klæbede fast ved dette Ord, vilde kvæle den nye Spire, som han vilde nedlægge.

Naar man i et filosofisk Foredrag holder sig nærmere til den almindelige Sprogbrug, tro mange, at det, der siges, er ej at tage saa nøje efter Bogstaven eller i egentlig Forstand.

Filosofisk Produktivitet kan ej bestaa med ængstelig Frygt for at støde an mod Sprogbrugen.

Erkendelsens Strøm artikuleres paa forskellige Maader hos forskellige Folkestammer; forskellige Punkter deraf krystalliseres ved Refleksioner. Man kunde gærne skrive en komparativ Psykologi i Betydning af en Sammenligning mellem de forskellige Folks større eller mindre Selvbevidsthed. - Ogsaa Kategorier fastholdes i forskellige Begrænsninger i de forskellige Sprog.

Et væsentligt Rekvisit for den filosofiske Spekulation (mer væsentligt, end de fleste tro) er et rigtigt Begreb om Forholdet mellem Ord og Tanke.

Ved tekniske Udtryk nøder man Læseren til i Systemet at søge Ordets Betydning og ej at søge Ordets Betydning i dets Lyd. Sibbern nøder ved Ordet aktuel, i sin Patologi, Læseren til at modtage et nyt Begreb.

377

De, der tro, at en stor Filosofs Terminologi gør det vanskeligt for dem at sætte dem ind i hans System, tage tit meget fejl. Naar Fremstillingen er, som den bør være, da lettes Opfattelsen tværtimod ved de faste Terminer. Hvad der er vanskeligt for dem, er egentlig at sætte sig ind i de nye Begreber. Den, der finder det saa svært at lære en Filosofs Nomenklatur, klager slet ikke over, at han i et Skuespil, som læses i et Par Timer, for at fastholde Forestillingen om Karaktererne maa lære Personernes Navne, hvis Tal undertiden er lige saa stort som de Terminer, man klager saa bitterlig over. Det er i Filosofien ikke det nye Tegn, men den nye Begrebsartikulation, som kræver Anstrængelsen.

Definitioner kunne undertiden hjælpe Folk til at fastholde et Begreb med Bestemthed, for saa vidt det kan knyttes til et Par Begreber, som have en fast Betydning for dem; dog hjælpe saadanne Definitioner kuns, hvor slige Støttepunkter gives, ligesom kunstige Tænder kuns lade sig anbringe, hvor der endnu gives nogle faste, som de kunne bindes til.

Den Variation i de samme Begrebers Betegnelse, som egner sig for en vis Art af Veltalenhed, er ikke hensigtsmæssig i det strængere filosofiske Foredrag, fordi man der vel kan gaa ud fra Forestillingens Standpunkt, men hæver sig da fra eet Trin til et andet derover. Man beholder altsaa den almindelige Menneskeforstand kun til Basis for det første Fremskridt, men for det andet Fremskridt bliver det første betragtet som Basis. Derimod i det mere populære Foredrag refererer man sig idelig til den almindelige 378 Menneskeforstand, og Lokomotionen er her en idelig afbrudt Flugt som Strudsens.

Filosoffen maa, som Filosof betragtet, vise et Slags Resignation, dersom han skal kunne føre en klassisk Stil. Denne Resignation viser sig deri, at han ikke maa forlange at udtrykke nogen Tanke netop saaledes, som han tænker den, i nogen enkelt Sætning, men foretræke et almindelig vedtaget Udtryk, som nærmer sig til at udtrykke hans Tanke, for et selvstemplet, hvori han vil tvinge Tanken med dens hele Særegenhed. Den Rest, der bliver tilbage af Tanken, uden at optages med i en bestemt Sætning, maa man da haabe at kunne give ved varierede Udtryk for samme Tanke, der hver for sig have forskellige Mangler.

Den ængstelige Udarbejdelse under Begrebets Udtalelse viser, at Begrebet ej i sin Kraft er til Stede; det er Forsvarsværker, der øjensynligen ere anlagte mod Angreb udenfra i Mistillid til Begrebets egen Kraft. Hvor intet indre Liv er til Stede, forsøger man forgæves at sikre sit Foredrag en kummerlig Eksistens ved kunstige Udenværker.

Filosofiske Opregninger af forskellige Momenter ere tit brugte af virkelige Filosoffer, der have forudsat, at Læseren let selv kunde tilvejebringe Enheden. De bruges da som Landmaalerens hvide Stok for i Korthed at antyde en Linie; men Fuskeren kan vist ej engang selv bringe Enhed i sit udstykkede Værk.

Den sporadiske Lærdom i Filosofien er ikke nogen sand Prydelse for filosofiske Arbejder, men kuns 379 uægte Stene, hvormed Skribenterne pynte sig selv i de uindviedes Øjne. Ved en Vrimmel af løsrevne Citater røbe i Almindelighed de filosofiske Skribenter deres Mangel paa grundigt Studium for Kendernes Blik.

Videnskabelige Citater i filosofiske Skrifter have kuns Betydning, naar de ere saaledes assimilerede med Forfatterens Tankegang, at de udgøre integrerende Dele deraf. I Almindelighed ville de da være indirekte.

De døde Citater, Fyldekalken, kunne ikke ved nogen i Regler angiven objektiv Bestemmelse adskilles fra hine levende. Hvis de kunde det, da vilde de ogsaa forsvinde af Litteraturen.

Den Uskik at fylde en filosofisk Afhandling med uforstaaelige Brokker af Filosofiens Historie svarer omtrent til den filologiske, i en Kommentar at sammenjaske Stykker af alle filologiske Discipliner, der lige saa godt kunne staa tusinde andre Steder, og man begriber ej, hvorfor de just skulle staa der.

Den Fordring, at Filosofien ved et blommet Foredrag skulde gøres tillokkende for Ynglinger, skriver sig fra den kælne Tid, da man troede at gøre sig vel fortjent af Ungdommen ved at fritage den for alvorligt Arbejde og føre den under Leg og Spøg til den Dygtighed, som kun tilvindes ved ufortrøden Anstrængelse.

Der gives Filosoffer, som blot filosofere for at glæde sig over deres egen æstetiske Fremstilling, deres 380 Vittigheder og stilistiske Prydelser. Det gaar dem som Kvinder, der begive sig i Guds Hus for at lade deres Brillanter se. Hvis det var dem paalagt at udtale deres Tanker i Paragraffer, da havde Filosoferingen tabt Interessen for dem.

Kuns naar der ej kan forudsættes alvorlig Videlyst hos en Læser eller Tilhører, har man behov at gøre Filosofien tiltrækkende ved Midler, der ej høre til dens Væsen, eller, som den gamle Lukrets, der selv ved metrisk Vellyd søgte at skaffe sit Foredrag Indgang hos Patricieren Memmius, meget naivt udtrykker sig, »bestryge Randen af det beske Malurtbæger med sød Honning«. Det var sikkert ønskeligt, om enhver, for hvem Filosofien er en saa bitter Dosis, kunde rent forskaanes for at tvinge den i sig; thi til Sandheds Erkendelse kan man hverken tvinges eller lokkes.

l Halvfilosofien er det figurlige Foredrag det mest passende.

l det klassiske Foredrag udtales Filosofien paa en systematisk Maade; men Friheden har overvundet Systemets strænge Arkitektonik. Vedbenderanker have slynget sig om Arkitekturens haarde Skikkelse, uden aldeles at have skjult dem.

Den Begæring: »Fremstil os nu Hegels Filosofi paa en populær Maade!« har omtrent samme Mening, som om en vilde bede, man vilde fremstille ham et Cedertræ i Skikkelse af en Poppelpil, et Palmetræ eller en anden ham ubekendt Plante i Form af en Kaalstok.

381

At ville fremstille Hegels Filosofi paa en populær Maade er omtrent det samme, som at ville fremstille et Individ af højere Organisation i Skikkelse af et lavere organisk Væsen, uden at det skulde ophøre at være det samme Væsen, f. Eks. gøre en, der ikke havde set en Tiger, dens Udseende anskueligt ved at vise ham en Tissel, der blandt Planter var det samme som en Tiger blandt Dyrene.

En Filosof er ej mørk eller uforstaaelig, naar hans Terminer forekomme i saa evidente Sammenhænge eller vende saa tit tilbage, at det Begreb, som dermed skal forbindes, fremlyser. Anstrængelse koster det at læse Hegel; men han er ej mørk. Kuns en aforistisk Filosofi eller en, der blot er tilovers i Fragmenter, kan være mørk.

Jo mere et filosofisk Foredrag fremstiller det rene Begrebs nødvendige Bevægelse uden at komme i berøring med Forfatterens, visse Individers, en Nations eller en Tidsalders fælles Erfaringskres, desto mere betragtes det af den ufilosofiske Læseverden som et tørt og magert Produkt, der mangler Livets Fylde.

Der gives gode Skrifter, som mere tjene til et forbigaaende Incitament for Aanden end afgive Næring for den. (Dertil hører endogsaa meget af Schelling.)

For ikke ret mange Aar siden var der i Filosofien den samme Forvirring som i et Hus, hvor et talrigt og overgivent Selskab i lang Tid har holdt Dans og Lystighed. Der var af fantastiske Forfattere, især af den Klasse, der kaldte sig Naturfilosoffer, indført en tilforn ukendt Tøjlesløshed i Brugen af de 382 almindelige Tankebestemmelsers Benævnelse, hvilken gik saa vidt, at Forfatterne, langt fra at have gjort sig tydelig rede for, hvad de tænkte ved deres Ord, tit ej engang selv mente noget bestemt dermed. Hertil kom en dermed nær beslægtet Dristighed i at bringe ufuldbaarne Tanker frem paa Litteraturens Torv og at anse det Tusmørke, som derved udbredtes over deres Arbejde, for et Tegn paa, at det var ret genialt og aandrigt. Jo større Forvirring der var afstedkommet ved denne Mangel paa Tugt og Sindighed i Litteraturen, desto stærkere og alvorligere Anstrængelse har det kostet, og koster det endnu, at tilvejebringe Orden og almindelig Forstaaelse i Videnskaben i Almindelighed og Filosofien i Særdeleshed.

Hvortil nytte de begejstrede, vittige, satiriske Fortaler, som Hegel har forudskikket sine strænge, ved første Bekendtskab frastødende Skrifter? - De gøre samme Tjeneste, som de Trompetere, der staa blæsende foran Teltene i Dyrehaven. Uden hine lokkende og meget lovende Forord vilde rimeligvis langt færre give sig i Kamp med selve Systemet.

Den yngre Fichte taler meget om, at han har gennembrudt Skrankerne i det hegelske System. Han har gennembrudt dem paa den Maade, som en Mus gennembryder et Tempel, naar den gør sig et Hul i Muren og løber ud deraf.

Enhver Kæmpe i Filosofien skal falde for Dværge.

De nyere Filosoffer have mer end nogen anden Tidsalders villet gøre den Fordring gældende, at den 383 filosofiske Fremstilling skulde holde sig blot til Tankens egen stræng-videnskabelige Udvikling og forvise alle tilfældige Sidespring, som Ideassociationen frister saa meget til. Dette har Hegel især staaet paa og kalder det Foredrag, som aldrig forlader den strænge Vej, et plastisk Foredrag. Dog er den Fremstilling, som indrømmer den friere Omsigt i Erkendelsens hele Kres noget Spillerum, langt mere tiltrækkende for de fleste og erholder langt flere Læsere; selv blandt Videnskabsmænd vil der et betydeligt Navn til for at trænge igennem med et Foredrag, som følger hine strænge Love. Oldtidens klassiske Værker ere fulde af saadanne smaa Episoder, og de have deres Grund i den menneskelige Natur. De give Foredraget en Friskhed og Behagelighed, som savnes i den Tankegang, der uden Sideblik følger Logikkens lige Kongevej. Den naturlige Tilbøjelighed hos Læseren og Forfatteren i denne Henseende kan godt tilfredsstilles, uden at Fremstillingen derfor synker ned til plat Popularitet, og først derved kommer det sande klassiske Foredrag i Stand. Ved Ideassociationens Karakter hænger et videnskabeligt Arbejde sammen med sin Tid; den giver de klassiske Værker deres særegne Farve, hvorved de vise sig ikke som abstrakt menneskelige, men som fulde af individuelt Liv. For at tilfredsstille baade den almindelige og den individuelle Drift i Fremstillingen har man i den nyere Tid med god Grund adskilt Paragraffer og Anmærkninger.

Skal Hegels Terminologi være staaende, da maa hans Efterfølgere anvende overordentlig Flid og Kraft paa at lære hans Begrebsbetegnelser, omtrent

        

384 paa samme Maade som man lærer Linnés botaniske Nomenklatur. Men de, der have mest Produktivitet, ere mindst i Stand hertil.

Ingen kan frembringe en staaende Form for en Videnskab, som alle kunne være tjente med.

Man skal ikke frembringe Trangen til Metafysik hos den, der ikke føler den. Det kan i det mindste ske for tidlig. Plato vilde, at den, der skulde studere Dialektik, skulde være 30 Aar gammel. Den naturlige Udviklingsgang er, at umiddelbare Begreber sættes i Bevægelse fra forskellige Sider, og at omsider Enheden søges. I det mindste tror jeg det. Den unge Metafysiker bliver det nok aldrig. Dog indrømmer jeg, at Aander udvikle sig paa forskellige Maader, og en Tidsalders hele aandelige Retning har Indflydelse paa Individet.

En Trang til at ordne sine Forstandsbegreber fører de fleste til at studere Metafysik. Selv Hegel pirrer ofte denne Trang, ihvorvel han dog sjælden taaler, at man taler om en Videnskabs Nytte. Den kan tilfredsstilles uden en spekulativ Dialektik i Hegels Betydning.

Det kan ikke forlanges af en videnskabelig Afhandling, at den nødvendigvis skal fremtræde som et Fragment af et System. Den kan meget vel optræde som et selvstændigt Helt, der aabner et temporært Prospekt ind i en sammenhængende Grunderkendelse, fordi Forfatteren en anden Gang vil vælge en Terminologi, der passer bedre til en sammenhængende Fremstilling af et System i sin Totalitet.

385

Om aldrig for andet, er det alene for at hindre en død Tradition af Hegels Kategorier gavnligt, at nye Systemer af Metafysikken udarbejdes.

Skulde Branisz's Metafysik og lignende Skrifter endog kun bruges som temporære Bygninger, ligesom Telte, man bygger paa en Rejse; de have dog deres Betydning.

Betydningen af Individualiteten erkendes ej i den nyere Filosofi; man tror jo, at den aprioriske Anskuelse eller Videnskab erkender alt. Altsaa skulde jeg kun ved en ufuldkommen Erkendelse, Erfaringen, kunne erkende andre Mennesker. Ved at erfare deres Personlighed skulde jeg slet ej udvide min Erkendelse.

Hvis det nødvendige er det eneste sande og kan erkendes a priori, da kan jo Individualitet ej erkendes.

Det forekommer mig, at jeg ved at slutte min Fremstilling til et ubekendt Foredrag udenfor vilde bære mig ad som Jætten, der bød Thor at tømme et Horn, hvis usynlige Spids stod i Forbindelse med Verdenshavet.

Man kan ej sammenligne to Brøker uden at bringe dem under ens Benævnelse. Hvorledes skulde man da videnskabeligen kunne foredrage Filosofiens Historie uden at forandre Filosoffernes Terminologi?

Den studerer i Sandhed Filosofi, som har udarbejdet sig selv en Form for sin Erkendelse, og under 386 Læsningen af andres Skrifter først sætter sig ind i Forfatterens Form, derpaa transponerer det fremstillede i sin egen Form, og paa denne Maade fatter de forskellige Systemers Forhold til hinanden.

Den væsentligste Nytte, som en ægte Filosof har af at studere Filosofiens Historie, er, at han vejledes til et Udtryk for den dunkle Ide, der lever i ham.

De, der kende Filosofiens Historie af selve Kilderne, forundre sig idelig over den Harmoni, der finder Sted mellem Videnskabens Heroer; de, der ikke kende Filosofiens Historie, forundre sig idelig over den paafaldende Disharmoni mellem de forskellige Systemer.

Det er ikke for at lære unge Mennesker visse Fakta, man foredrager en Psykologi, men for at vække et Total-Begreb hos dem, saa at, hvad der i en Psykologi ej bliver deduceret af Enheden, slet ikke har noget Værd.

Et gavnligt Foredrag af Psykologien skal gaa ud paa at vise det aandelige Livs Enhed i dets Mangfoldighed. Derfor maa altid de kvalitative Forskelle deri reduceres til de kvantitative.

I Psykologiens Fremstilling kan findes en poetisk og en prosaisk Atomisme. Eksempel paa denne er Treschows, Garves enkelte Afhandlinger. Den poetiske Atomisme ytrer sig i aandrige Aforismer.

Naar man vil anstille Iagttagelser over det Parti af Bevidstheden, der ligger nærmest ved Bevidstløshedens 387 Grænser, bliver man til Mode som en Historiker, naar han skal fremstille en mytisk, forhistorisk Tidsalder.

Ideassociationen frembringer en Bevægelse i Bevidsthedskresen, der svarer til Blodcirkulationen i det blot organiske Liv Den, der fører et Planteliv uden vilkaarlige Bevægelser, kan sammenlignes med den, der overlader sig i Ideassociationens Vold.

Den momentane Eksaltation er undertiden af en lav sanselig Natur med overvejende organisk Bevægelse. Den stærke organiske Forandring vækker nødvendig Refleksion (thi det maa jo enhver heftig Affektion gøre), og Affekten vedligeholdes da som Glæde over den egne Virksomhed og Fortabthed i Ideen. En saadan halvforrykt Fryd over en Forhøjelse af det vegetative Livs Funktioner, f. Eks. af Blodcirkulationen, lyser tit ud af Øjnene paa fanatiske Præster, som undertiden endogsaa skære Tænder og fordreje Ansigtet i deres Henrykkelse. Den tages af Pøbelens lavere Del, især af udannede Kvinder, for Entusiasme.

Begejstring er en forbigaaende Tilstand af den virkelige Bevidsthed; den er en Middelting af hensigtsmæssig Virksomhed og Affekt. Entusiasme er noget varigere. Man kan udføre et mangeaarigt Værk med Entusiasme, ej med Begejstring (Affekt).

Sindssvaghed kan undertiden bestaa deri, at en saare liden Del af Bevidsthedens Kres til ethvert Tidspunkt er belyst.

388

Det tyske Sprog fortrænger lidt efter lidt det skandinaviske, men langsomt, ligesom det germaniske Hav efterhaanden slikker Helgoland bort. Man kan dog mærke, hvorledes eet Ord efter det andet sniger sig ind i vort Modersmaals Leksikon, og hvorledes et og andet indfødt Ord gaar af Brug.

Det danske Sprogs Klang synker ned i Struben. Man ser Kæmpevisernes Skønhed mer, end man hører den. Naar man fremsiger en dejlig Strofe af disse gamle Viser, da tænker man egentlig Tanken mer, end man udsiger den; den kommer ej ret til objektiv Virkelighed. De ligne mere en stille Monolog, Sangeren holder ved sig selv, end bestemt artikulerede Lyde. Den, der ret skal nyde dem, maa have læst dem; ved at høre dem recitere opfatter man dem netop, men Opfattelsen er det mest fremherskende Moment i Tilhørernes Aandsvirksomhed. De mange Hiatus, de mange bløde Endelser gøre et saadant Digts Deklamation til en halv Hvisken. Kort sagt, denne ægte nordiske Poesi er saa inderlig, at den ej ret bliver yderlig. Ingen nyder Kæmpeviserne saa godt, naar han hører dem forelæse, som naar han læser dem op for andre.

Det, at man mangler et Udtryk for et Begreb i Sproget, skjules derved, at man bruger Tegnet for et almindeligt Begreb i Stedet derfor, da dets specielle Betydning fremlyser af Sammenhængen. Af Mangel paa et videnskabeligt Ord for Tossegodhed bruger man Svaghed; af Mangel paa et Ord for Vredens passende Maal bruges Mandighed eller Kraft eller andet.

389

En af de vigtigste Fordringer, der maa gøres til Forfattere af Synonymikker, lades meget tit uopfyldt: de tabe nemlig alle Begrebers fælles Enhed for meget af Sigte og lægge Saaledes Mangel paa Dybsindighed for Dagen. De pine sig med Betragtninger af enkelte Begreber, som rives ud af deres Sammenhæng med Begrebet κατ' ἐξοχήν. Betragtede de de omspurgte Begreber fra et mer omfattende Standpunkt, da vilde der med eet falde et Slør fra deres Øjne.

Den, der har en forherskende Ulyst til at lade sine Forestillinger bestemme efter andres Ønske, tillægger man Tværhed; for saa vidt som den tvære idelig røber sin ubehagelige Følelse over, at hans Forestillinger imod hans Vilje bestemmes af andre, tillægger man ham Vrantenhed, og naar Vrantenhedens Ytringer hyppigen og let gaa over til antipatetiske Udbrud mod den, der vækker dem, finder Arrighed Sted. Maaske Arrighed har videre Betydning.

En Grund imod de gamle Sprogs Udryddelse af Skoleundervisningen er, at ingen kan siges at kunne et levende Sprog som et dødt. Hvorfra faar man vel Lærere i de nyere Sprog?

Dersom man ikke ved Embedseksaminer betjente sig af det latinske Sprog, vilde Dialektikkens Savn blive mer iøjnefaldende.

Naar man fremstiller en homerisk Psykologi, er man nødt til ved Gisninger at supplere det Tankesystem, som kuns er antydet ved diskrete Punkter, ligesom ogsaa den maa gøre, der vil give os en Grundtegning af Odysseus's Hus.

390