✂

I

✂ Den Mening, at en Regering handler rigtig, naar den tilsteder Udbredelsen af Skrifter i videnskabelig Form, selv om disse gaa ud paa en aabenbar Bestridelse af den kristelige Religions Hovedsætninger, er nylig bleven understøttet ved en mærkelig Kendsgærning. Friederich Richter fra Magdeburg har nemlig for et Par Aar siden i Breslau udgivet et Skrift, der har gjort stor Opsigt, fordi det har til Formaal at godtgøre, at den kristelige Tro paa den personlige Udødelighed er en Fordom, der nu har varet sin længste Tid. Han mener nemlig, at denne Sandhed for længst har været en afgjort Sag blandt Mænd, der staa paa et videnskabeligt Standpunkt, og at Tiden nu er kommen, da hin Overtro ogsaa hos Mængden bør forsvinde for den konsekvent fremskridende Protestantismes Lys. Hans Afhandling røber en alvorlig, varm Overbevisning. Uagtet han nærer en til Sværmeri grænsende Forvisning om, at han har faaet et højere Kald til at optræde mod en dybt rodfæstet Vildfarelse, vogter han sig dog i Almindelighed for den Kaadhed, som en saadan Mening let kunde friste 169
til, og holder sig saa temmelig inden for den videnskabelige Anstændigheds Grænser. Dette tror jeg kun en Fanatiker vil nægte ham. Et saadant Skrift maa naturligvis forekomme mangen frygtsom Tilhænger af Statsreligionen saare farligt, og han vilde maaske anse det for raadeligt, at Udbredelsen af en saadan Vranglære blev hindret ved Foranstaltninger fra Øvrighedens Side. Alligevel har Udfaldet vist, at den preussiske Regering har gjort vel i, at den ikke ved udvortes Midler har hindret fri Meningsytring om hint væsentlige Punkt i Troslæren. Richters Ytringer have nemlig fremkaldt en stor Mængde Modskrifter og have været Aarsag i, at den hemmelighedsfulde Tavshed over dette Problem, som ikke blot blandt Filosoffer, men selv blandt Teologer i lang Tid har hørt til Dagens Orden, er bleven afbrudt ved aabenhjærtige Meddelelser derom. Der vil næppe for Tiden komme nogen Dogmatik for Lyset, der, saaledes som Marheineckes og fleres, kaster et forsigtigt Slør over det hele Kapitel om Udødeligheden. I det mindste maa nu hver Filosof og Teolog være saa kraftig opfordret til uforbeholdne Meddelelser, at forblommet Ytring herefter vil blive betragtet som ligegældende med aabenbar Fornægtelse. Næppe vil man da se et saadant Særsyn gentage sig som det, at en Filosof indhyller Sagen i et saa dunkelt Skolesprog, at der selv blandt hans i Systemets Mysterier mest indviede Tilhængere skal kunne føres en litterær Strid om, hvad han egentlig har lært om et af Menneskehedens vigtigste Spørgsmaal, saaledes som Tilfældet nylig har været i den hegelske Skole. Den afdøde Muszmann, »den højtelskede, der havde ligget ved sin Mesters Bryst«, erklærede 170 det i en af sine sidste litterære Ytringer for en væsentlig Mangel ved Systemet, at den personlige Udødelighed var fornægtet deri; medens Göschel, der af mange betragtes som Skolens Formand, har paataget sig udførlig at bevise den modsatte Paastand.

✂ Det gaar med Udødelighedslæren som med enhver problematisk Sætning om det usanselige eller oversanselige. Man kan umulig komme til et fast Resultat, hvis man ikke i det mindste forsøgsvis gennemfører Tesis eller Antitesis, og derved enten paa hin eller denne Side støder paa forkastelige Følgesætninger. Men hvorledes kan da Opløsningen af Menneskelivets Gaader kraftigere fremmes, end naar eet Individ føler Kald til at forfægte det ene Led af Dilemmaet og forfølge det i dets vigtigste Konsekvenser, og en anden derved bliver opfordret til at stille sig paa den modsatte Side? Og dette vil altid blive Tilfældet, da enhver ret afgørende Benægtelse eller Bekræftelse af omtvistede Sætninger bestandig ægger til Modsigelse. Derved fremkommer en Personifikation af Begrebet, hvorunder det vel ikke, som mange af Hegels Eftersnakkere sige, bevæger sig selv, men dog træder frem som det bevægende Princip i flere tænkende Subjekter, til hvilke dets forskellige Momenter ere ligesom fordelte. Denne i Sandhed levende Dialektik, i hvilken Menneskehedens Aand taler med sig selv, gentager i større og stærkere Stil den samme Virksomhed, som foretages af en alsidig enlig Tænker, der vejer de modsatte Verdensanskuelser mod hinanden. Hin Verdensdialektik, som ingen kan standse, hindres og besværes meget i sin Udvikling, naar Stemmen fra de Partier, 171 der stride mod Statsreligionens Hovedsætninger, ved udvortes Magt aldeles undertrykkes*) Statsreligionen taber ogsaa derved nødvendigvis meget af sin Anseelse, naar Mængden erfarer, at Indvendinger mod dens Lærdom ej tør komme for Dagens Lys. Ogsaa i en anden Henseende lider Religionens Sag ved saadanne Forholdsregler; thi den Opposition, der ikke har noget andet Element end den mundtlige Konversation, ytrer sig der med desto mere sammentrængt Kraft og desto mere tøjlesløs Ensidighed, ligesom visse Planter med større Frodighed udbrede deres Rod i Jordens mørke Skød, naar de hindres i at udskyde deres Top efter deres naturlige Drift i Lysets Regioner. Den blot mundtlige Polemik faar endogsaa paa sin Side den store Fordel, at den ej behøver at udsætte sig for nogen Kritik, som den ej skøtter om.

✂ Jeg haaber nedenfor at lægge klart for Dagen, at det efter Sagens særegne Natur gælder mer om Udødelighedslæren end om nogen anden thetisk Sætning, at den, naar den en Gang er rokket i sin Grundvold, ikke kan komme til det Herredom i den menneskelige Bevidsthed, som tilkommer den, med mindre Negationen kommer til at udvikle sig frit i alle sine Følger, for at det kan vise sig, om Menneskeheden formaar at leve med den Verdensanskuelse,

**) Efter Forordningen af 27de September 1799 § 5 er det her i Landet forbudt at udgive Skrifter, som have til Formaal at »nedbryde Læren om den menneskelige Sjæls Udødelighed«. - Dersom Hegels Skrifter vare udkomne her til Lands, vilde det have faldet endogsaa Højesteret meget vanskeligt at afgøre, om deri fandtes en Overtrædelse af hint Forbud eller ikke. (Forf. Anm.) 172

✂ som den fører til. Men jeg vil ikke fragaa, at jeg nærer nogen Tvivl, om den Grundanskuelse, til hvis Forsvar jeg paa disse Blade giver et middelbart Bidrag, ved nogen Anstrængelse for nærværende Tid kan komme til sin Ret. Det er meget muligt, at Negationen ej endnu har naaet det fulde Maal, som den skal naa, for at det kan blive ret øjensynligt, at det Øde, den fører med sig, ej er den Sfære, hvori den menneskelige Aand skal bevæge sig. Men det er lige meget; de, som ej kunne dele Forstyrrelsens særegne Lyst, stræbe dog at bygge sig en Ark, hvorpaa de kunne bjærge sig i Haab om bedre Tider.

✂

II

✂ Naar man fra et polemisk Standpunkt søger at forklare den Verdensanskuelse, som hvis Modstander man fremstaar, er det nutildags meget sædvanligt, at man, i Mangel af grundigt Begreb derom, søger en psykologisk Forklaringsgrund i sine Modstanderes moralske Karakter. Saaledes er det nu en staaende Taktik for Udødelighedslærens Angribere at forklare sig denne formentlige Overtro af en egoistisk Opholdelsesdrift, som ikke tillader Individet med ædel Selvopofrelse at finde sig i, at det som endeligt Væsen er et forbigaaende Led i Rækken af det absolutes Tilsyneladelser. Men en Retorsion af samme Vaabenart ligger da meget nær for Udødelighedslærens Forsvarere: de tilskrive nemlig Modstanderne en Bevidsthed om, at deres Individualitet som de saa redebon give Afkald paa, kun er af ringe Betydning og fattigt Indhold. Deslige pragmatiske 173 Forklaringsmaader, som søge Grunden til enhver teoretisk Antagelse blot i menneskelig Skrøbelighed, have kun ringe videnskabeligt Værd. De sande Grunde saa vel til Positionen som Negationen maa søges ved et dybere Blik i Menneskets Kulturhistorie.

✂ Foreløbig maa det tilstaas Fornægternes Hob, at der til Grund for deres Synsmaade til alle Tider hos mange har ligget et sundt og kraftigt Liv i Momentet, om hvis Realitet de have følt sig saa forvissede, at de højst ugærne have henvendt deres Opmærksomhed paa den abstrakte Forestilling om et tilkommende, der kun ved Hjælp af subjektive Fantasier kan vinde bestemt Indhold. Men hos dygtige Mennesker finder man tit denne Uvillighed til at overlade sig til ørkesløse Fantasier forenet med en fast Overbevisning om personlig Udødelighed. Af Goethes Værker og de mangfoldige Mindeskrifter om hans Levned ser man, at han just forbandt disse to Stemninger, Tro paa Menneskets Liv efter Døden og Ulyst til at gruble meget over dets Beskaffenhed.

✂ For at forklare Negationens Almindelighed i vor Tid maa man angive en særegen Grund dertil, foruden den almindelige Ulyst til at vende Tanken fra den bekendte Realitet til det hinsidige, der har saa faa sikre Bestemmelser. Vi forudsætte det nemlig her som en afgjort Kendsgærning, at udtrykkelig Benægtelse af Udødeligheden nutildags er mer almindelig end til nogen foregaaende Tid i de kristelige Aarhundreder. Ikke blot fra Tyskland og Frankrig, men endog fra England hører man jævnlige Beretninger derom, og flere europæiske Statistikere have heri søgt en af de væsentligste Forklaringsgrunde 174 til Nutidens talrige Selvmord*). Hvis Aabenhjærtighed ikke var noget hindret, dels ved Statsindretninger, dels ved en agtværdig Sky for at rokke ved en af »Folketroens« Grundpiller, vilde det snart vise sig, hvor faa af det ringe Tal, der har nogen selvstændig Mening, da vilde paatage sig den ældgamle Læres Forsvar. En Del af Udødelighedslærens nyeste Forsvarere have heller ikke taget i Betænkning at vedgaa, at de tilforn have næret en ganske modsat Overbevisning.

✂ Den dybere Grund til alle disse Fænomener maa søges i Videnskabens Udviklingsgang. De to Erkendelser, den af Enheden og den af Mangfoldigheden i Tilværelsen, der i lang Tid bestod fredelig ved Siden af hinanden, uden at man havde nogen klar Bevidsthed om deres Modsætning, kom til sidst i voldsomt Sammenstød, hvilket Stød har frembragt alle Hovedforvandlinger i den nyere Tids Filosofi; thi det er egentlig en og samme Modsætning, der snart har vist sig som Strid mellem Idealisme og Realisme, snart mellem Frihedslære og Nødvendighedslære, snart mellem Rationalisme og Supranaturalisme o. s. v. Da Spinoza med kraftig Ensidighed havde gjort Enheden gældende i den nyere Tids Videnskab, fremkaldtes derved stor Forargelse, og Leibnitz, der var gennemtrængt af Overbevisning om Mangfoldighedens Realitet, opstillede derimod sin Monadelære. Men da han tillige følte det Savn af Enheden, som medførtes ved denne Hypotes, tilføjede han sin

**) I Paris udgøre de i Maaneden September 1836 forefaldne Selvmord, for saa vidt de ere komne til offentlig Kundskab, 66, siger og skriver seks og tresindstyve. (Forf. Anm.) 175

✂ Lære om den forudbestemte Harmoni. Denne Teori var rigtignok en udvortes Nødhjælp, et Slags mekanisk Forbindelse af Enhed og Mangfoldighed: det var kort sagt et Palliativ, som ej i Tidens Længde kunde staa sin Prøve; men allerede Leibnitz selv havde dog et klart Begreb om, hvilken væsentlig Splid i Bevidstheden han derved vilde bringe til Forlig, siden han paa Titelen af flere Værker kalder sig Opfinder af Læren om den forudbestemte Harmoni.

✂ Udtrykket »Strid mellem Erkendelsen af Enheden og af Mangfoldigheden«, som jeg her har betjent mig af for at betegne det væsentligste Stridspunkt i den nyere Tids Filosofi, er ikke forstaaeligt for den, som slet ikke har noget historisk Bekendtskab med de Bevægelser, som her i faa Linier sammenfattes under eet Overblik. Ogsaa maa det som et alt for ubestemt Udtryk, der blot paa en abstrakt Maade omfatter en stor Mangfoldighed af Problemer, findes utilfredsstillende for den, som ved og forstaar, hvad her sigtes til. Derfor vil jeg med konkretere Benævnelser betegne det særegne Slags Enhed og Mangfoldighed, hvorom her er Tale. Her tænkes paa Modsætningen mellem en forkastelig Panteisme paa den ene Side og en kras Teisme paa den anden Side, under hvis Yderlighed man danner sig en Gud med en hedensk begrænset Personlighed, der blot staar ved Siden af andre endelige Personligheder.

✂ Den Verdensanskuelse, som laa til Grund for Leibnitzes Monadelære, gentager sig i sine Grundtræk meget tit i Videnskabens Historie. Den har været stærkt udtalt i det nittende Aarhundrede, ja 176 selv i det sidste Decennium. For ej at opfylde disse Blade med en Overflødighed af litterære Notitser, som om det var en latinsk Disputats, vil jeg blot vise hen til Herbarts System, der i Hovedsagen, som det her gælder om, ej er forskelligt fra Leibnitzes Monadelære. I begge antages nemlig det sande reale i Tilværelsen for at bestaa i en Mangfoldighed af enkelte Væsner eller Substanser, hver med sin særegne Beskaffenhed, hvilke Væsner selv ej kunne blive Genstande for sanselig Anskuelse, men hvis Forbindelser for os antage Skinnet af en sand Tilværelse. Efter denne mekaniske Teori af Tilværelsen, i Følge hvilken intet i Sandhed bliver til eller forgaar, men alt bestaar af uforgængelige enkelte Væsener, ved hvis Forbindelser og Adskillelser mangfoldige Skikkelser fremstaa, er vistnok en Slags Udødelighed sikret disse enkelte Væsner, hvilke naturligvis ogsaa kunne træde frem som menneskelige Sjæle.

✂ Ved en saadan Kontsruktion af Tilværelsen, ved Antagelsen af en Mangfoldighed af Substanser, som man for at være ganske konsekvent maa tillægge Evighed og saadan Selvstændighed, at der i Systemets Aand ikke kan antages noget uendeligt Væsen, tabes den Enhed, som er Fornuftens ufravigelige Fordring, aldeles af Sigte. Vil man da tilfredsstille den religiøse Bevidstheds Fordringer, levnes der ingen anden Udvej end en saadan kunstig Mekanisme som Leibnitzes forudbestemte Harmoni. Dette bliver især tydeligt ved Herbarts Fremstilling, da han paalægger sig mindre Tvang af Hensyn til den sædvanlige Religionslære, og de enkelte Substanser i hans System derfor ingenlunde udgives for Skabninger 177 af Gud. Efter denne Synsmaade bliver som sagt Enheden fortrængt ved den kraftige Bevidsthed om Mangfoldighedens Selvstændighed. Med jo større Følgerigtighed man gennemfører en saadan Ensidighed, desto mere bringes dens Utænkelighed til klar Bevidsthed; thi vil man fastholde den begyndte Tankegang, da kan intet Forhold tænkes mellem de for sig eksisterende Væsner: de kunne ej engang i deres Selvstændighed udelukke hverandre uden et fælles Medium, hvori de kunne udelukke hverandre. For enhver, der tænker, at de ere absolut adskilte fra hverandre, foresvæver i det samme den dunkle Tanke om en Sammenholdning, altsaa et Forhold og det modsatte af absolut Adskillelse.

✂ I den endnu mest gangbare Form for den populære Religionslære udvikles Menneskesjælens Natur saaledes, at deri findes stærke Spor af den gamle Lære, at Sjælen er en Substans, og denne Lære har vistnok dels paa en umiddelbar, dels paa en middelbar Maade faaet Bestyrkelse ved Leibnitzes filosofiske Arbejder. Det er endnu langt fra, at Læren om Sjælen som en for sig eksisterende Ting, der er bragt ind i det menneskelige Legeme og maaske har sit Ophold paa et bestemt Sted deri, fuldkommen er fortrængt af Tidsalderen. Der gives endnu dem, der ikke finde det saa urimeligt at tænke sig den samme Sjæl indesluttet i en Organisme, der stod paa et andet Udviklingstrin, f. Eks. et Dyrs eller en Plantes. I al Fald finde de den Sætning ret antagelig, at Sjælen kan eksistere adskilt fra den legemlige Skikkelse og netop i denne Tilstand føre den reneste og fuldkomneste Tilværelse. I slige Forestillingsmaader findes en Levning af den ældgamle 178 metafysiske Sætning, at Sjælen er en fra Legemet forskellig Substans. I de sædvanlige Religionsbøger ophæves rigtignok denne Sætning til Dels ved Læren, at Sjælene skabes og opholdes af Gud: de betragtes følgelig efter denne Synsmaade ikke længer som evige Væsner, der bestaa ved sig selv. Men hvo der kender noget til den Tankegang, hvorved Folk uden nogen filosofisk Dannelse forvisse sig om Sjælens Udødelighed, vil have overbevist sig om, at Læren om den enkelte Substans, der ej kan opløses, endnu spøger i mange Hoveder. Det skønnes ogsaa klart af den Uvilje, hvormed de modtage adskillige Udtryk af den nyere Filosofi, f. Eks. det, at Sjælen er Legemets Form. Ved en saadan Lære forekommer det dem, at en fysisk Mulighed af Sjælens Tilintetgørelse paa en for Troen farlig Maade faar Indpas i Videnskaben. Selv en af vore berømte Videnskabsmænd erklærer (i et Brev, som findes aftrykt i Jens Møllers teologiske Bibliotek), at han har Professor Sibbern mistænkt for en hemmelig Panteisme, fordi han i dennes Psykologi ej finder Sjælen fremstillet som en Substans for sig.

✂ Uagtet Religionslærerne aldrig rent have fornægtet enten Enheden eller Mangfoldigheden i Tilværelsen, havde dog det formentlig ortodokse Parti, især af Skræk over Spinozas stærke Panteisme, i lang Tid lagt for stor Vægt paa Individualiteten, og Tilværelsens Enhed blev derved tit paa en sørgelig Maade tabt af Sigte. Men den fortrængte Bevidsthed om Enheden i alt er med Kæmpekraft indtraadt i sine Rettigheder og truer stærkt med utilbørlig at tilbagetrænge Tanken om den endelige Mangfoldigheds, 179
især Personligbedernes Realitet. Læren om Sjælene som selvstændige Ting eller Substanser er forsvunden hos enhver, der blot har et lidet Anstrøg af Tidens filosofiske Kultur; men derved har ogsaa Udødelighedslæren tabt sin gamle Grundvold. Heri ligger den dybere Grund til, at ikke blot Tvivl, men udtrykkelig Fornægtelse af Læren om en personlig Udødelighed nu om Stunder breder sig mer og mer. Reaktionen mod den Splid i Bevidstheden, under hvilken man havde glemt, at Gud ikke blot omfatter, men ogsaa gennemtrænger alt, har ført til en raa, forkastelig Panteisme, med hvilken intet sandt Udødelighedsbegreb kan bestaa. Men denne krasse Panteisme er for Tiden ikke blot den mest udbredte Synsmaade blandt Filosoffer, men den er i en meget enfoldig og let fattelig Form trængt igennem til de fleste, som have nogen eksoterisk Kundskab om Filosofiens Tilstand. Den herskende Panteisme ligger nu om Stunder enhver begyndende Tænker saa nær, at man ikke har mange skolastiske Kunstord behov for at bringe den til Live hos ham, men ved nogle faa Formularer bliver den meget fatteligere for ham end den kristelige Tros Artikler. Hos vore Digtere findes undertiden i faa Linier en sammentrængt Fremstilling af denne Verdensanskuelse, som ingen ærlig Panteist vil undslaa sig for at erkende for et kort Indbegreb af sin Læres Hovedsætninger. En gammel Videnskabsmand, som havde gjort et mangeaarigt Studium af Fortidens og Nutidens filosofiske Værker, har en Gang for nogle Aar siden i mit og fleres Paahør erklæret om en saadan kompendiøs Naturfilosofi, som etsteds i Ingemanns Sorte Riddere lægges en ond 180 Aand i Munden, at dette egentlig var den sande Videnskabeligheds Resultater.

✂ Den krasse Panteisme, der nu er saa vidt udbredt, har mange Teologer imod deres Villie ikke lidet fremmet ved deres aldeles modsatte bornerede Teisme, som egentlig fortjener Navn af Afguderi, thi de kunde med større Ret give deres begrænsede Gud Navn af Zeus eller Odin end af Kristendommens sande Gud. Og det er især deres blinde Skræk for Panteismen, der har bragt dem paa saadan Afvej; det er de Ortodokses egen ubevidste Rationalisme, der hindrer dem i efter Tidens Tarv at oversætte sig de gamle Ord: »Du skal ikke gøre dig noget Billede eller nogen Lignelse.« Det var værdt at vide, hvad mangen Teolog vilde svare, naar han paa sin Samvittighed blev spurgt, om han ikke vilde ønske, at de bekendte Ord: »I ham leve og ere og røres vi« slet ikke forekom i den hellige Skrift. Han kan umulig finde sig deri uden ved modificerende Omskrivninger at betage dem deres panteistiske Karakter. Ved at bestride Panteismen med haardnakket Ensidighed og gaa ud fra den Forudsætning, at den ikke indeholder andet end ren Vildfarelse, kan man hverken give Troen paa en personlig Gud eller paa Menneskets Udødelighed sin tabte Livlighed. Vil man blot bestride Panteismen og slet ikke indrømme den mindste Ret, da føres man nødvendig til et System, efter hvilket Tilværelsen smulder hen i en Sværm af hjælpeløse Atomer. Man bliver tidlig eller sildig nødsaget til at ophøre med at bruge Ordet Panteismen blot som et Øgenavn, thi det betegner en væsentlig Side af den sande Erkendelse. Panteismen er en teologisk 181 Forskole, der maa gennemgaas af enhver, der skal komme til en sand religiøs Indsigt. Det er alene paa Panteismens Grund, at et Tempel for den sande personlige Gud nu om Stunder kan oprejses.

✂ Mangen fornuftig Teolog vil uden Tvivl gøre den Bemærkning, at den Side af det teologiske Begreb, som jeg her betegner med Navnet Panteisme, har sin Plads i ethvert populært Religionsforedrag, under Form af Begreberne Allestedsnærværelse, Almagt o. s. v. Det er heller ikke min Paastand, at dette Moment i nogen Religionslære, der har mindste Skin af Sandhed, rentud kan fornægtes; men jeg paastaar, at det kan være til Stede i en alt for undertrykt Tilstand; at den Tænkemaade, som udtales i en Række Sætninger, kan være grundfalsk, uden at en enkelt kan udhæves for sig som aldeles urigtig. Man kan ogsaa med god Grund give den fremførte Udsættelse den Vending, at Begreberne Almagt, Allestedsnærværelse o. s. v. i de betegnede Religionsforedrag ej fremstilles i deres rette levende Betydning. Jeg paastaar fremdeles, at de, der ensidig bestride Panteismen, frakende det modsatte Parti deres gode Ret til at betjene sig af visse Talemaader, der have lige saa velgrundet Sandhed som de ganske modsatte, der blandt ældre Teologer have Gang og Gyldighed. Det høres f. Eks. nødig af mange, at man bruger saadanne Udtryk som: at Gud er alt, at der er intet uden for Gud o. s. v. Mange høre heller de lige saa rigtige Sætninger, at Verden er uden for Gud, Gud uden for Verden o. s. v. Saadanne ensidige Almensætninger om Gud og Verden lade sig med lige Ret saa vel bekræfte som benægte; men Sandheden udtales kun 182 da fuldstændig, naar man baade viser Tesis og Antitesis i sin halve Sandhed. Naar man da paatager sig den panteistiske Sides Ret, strider man for den ubetingede Frihed i den religiøse Sandheds Udtalelse og gør Indsigelse imod, at en vis Kres af traditionelle Sætninger skulle betragtes som privilegerrede frem for andre, der netop have samme Gyldighed, ja endogsaa lige saa god Hjemmel i rettroende Lærdomme. Det er heller ikke Meningen, at gamle Teologer skulle vænne sig til en Talebrug, der var deres nuværende ganske modsat; Karakteren af deres Foredrag skal kun efterhaanden forandres, og det vil ske, uden at de selv blive det var. Denne sukcessive Forandring vil nødvendigvis frembringes af en Tidsaand, der er Panteismen saa overdreven gunstig. Snart ville kun enkelte udlevede eller halsstarrige Karaktermennesker blandt Teologerne staa tilbage som forstenede Mindesmærker fra en undergaaet Begrebsverden. De, hos hvem den opholdende og den fremskridende Kraft staa i den rette Ligevægt, ville mod deres Vilje ved Verdensdialektikens Magt henrives til den umærkelige Overgang, som det populære Foredrag saa meget begunstiger. Som sædvanligt i lignende Tilfælde skulle faa erkende, færre tilstaa, at de have befundet sig paa en Afvej. Enhedens sande Triumf skal ikke bestaa deri, at den falske Teisme fældes ved et afgørende Slag, men dens Skikkelse skal langsomt svinde hen ligesom Auroras Ægtemand.

✂ Det var altsaa, for kortelig at gentage det, den Verdensanskuelse, der lægger for stor Vægt paa Endeligheden eller Mangfoldigheden, der ovenfor blev betragtet som særdeles gunstig for Udødelig, 183
hedslæren. I Filosofien saa vi at derved konsekvent uddannede sig en Lære om mange evige Substanser, hvorved Tilværelsens Enhed blev aldeles benægtet. I den sædvanlige Form af Religionslæren er denne Retning ikke slet saa ensidig, fordi man dog ikke plejer at tillægge noget Slags Individer absolut Substantialitet. Men desuagtet bliver Tilværelsens Enhed sjælden udtalt efter dens fulde Betydning. Man fremfører en foregiven personlig Gud, som i Grunden tillige er et endeligt Væsen, hvis Realitet indskrænkes ved den Realitet, han sætter uden for sig, saa at der fragaar ham selv saa megen Realitet, som han tillægger sine Skabninger. Men den Filosofi, der saa ensidig gik ud paa at hævde Individernes Selvstændighed, at Tanken om en alt indbegribende Gud blev sat i Skygge, har nu overlevet sig selv og givet Plads for en modsat Ensidighed. En af de nærmeste Følger deraf er, at Læren om Sjælenes mekaniske Forbindelse med Legemet og Evne til at eksistere for sig er saa godt som udryddet af Tidsalderens spekulative Filosofi. Selv uden for Filosofien er den næsten rent forsvunden hos den yngre Slægt, for saa vidt som den blot besidder nogen videnskabelig Dannelse. Den gamle Tankebygning, hvori Læren om Sjælens Udødelighed havde sin faste Plads, er saaledes styrtet sammen, og ved Forkastelsen af dens Hovedsætninger, med hvilke man har indbildt sig at Udødelighedslæren maatte staa og falde, har denne Lære selv i manges Øjne tabt sin Gyldighed. Heri findes den væsentligste Grund til de vidt udbredte Tvivl om Menneskets Udødelighed: det gamle System, hvormed dette Begreb var bragt i Harmoni, er gaaet til Grunde, og det 184 nye System er ikke saa fuldstændig udført, at det deri har fundet sin rette Begrundelse. Endogsaa de, der med fuldkommen Overbevisning om, at alt er eet, bevare deres Udødelighedstro urokket, bruge med en Slags Usikkerhed de gamle Formularer. De finde f. Eks. af flere Grunde Betænkelighed ved at bruge Udtrykket: Sjælens Udødelighed; men uagtet deres mangfoldige Forsøg paa at bringe nye Betegnelser i Gang, f. Eks. Personlighedens Ide, den individuelle Vedvaren o. s. v., har hidtil ikke noget Udtryk kunnet opnaa det gamles almindelige Gyldighed, og derved, at nogle paa ny ere vendte tilbage til den gamle Talebrug, er Tingenes Forvir ring kun bleven forøget.

✂ Fordi Udødelighedstroen har mistet sin gamle Rod, har den ogsaa mistet sin Kraft til at frembringe den levende Veltalenhed, som fødes af aandig Anskuelse og tiltaler Sindet. Saa længe som Overbevisningen om en oversanselig Sandhed tilvejebringes ved en harmonisk Forening af Tænkning og Anskuelse, er den en uudtømmelig Kilde til friske Vendinger i Talen, til et levende Ord, som er dens Affødning og en væsentlig Form for dens Liv og Tilværelse. Naar denne Skabelse hører op, har den Overbevisning, der satte den i Bevægelse, upaatvivlelig tabt sin Grundighed. Nu om Stunder er ogsaa denne Form for Udødelighedslærens Liv, i Følge de alt udviklede Forhold, i en meget sygelig Tilstand. I gejstlige Taler hører man tit en treven og, som man fristes til at tro, halv skamfuld Opramsen af forslidte Formularer om dette Kapitel. Selv Mænd, der over andre Genstande tale med mærkelig Interesse, synes ikke uden et Slags 185 Forlegenhed at gentage de forbrugte Tirader om Udødeligheden. I Poesien, hvor Anskuelsen skulde have Overvægt over Begrebet, staar det endnu slettere til med den lyriske Udtalelse af Haabet om en ny Tilværelse. Der har man saa tit tumlet med de gamle Rim paa Taare - Baare, ses igen - Himmelen, sit Ligvers netop ved deres Trivialitet skaffe Publikum en kær Underholdning. Naar man een eller to Gange i Decenniet læser et hjærteligt Digt i Anledning af et Dødsfald, da savner man gærne al Berøring af Udødelighedshaabet eller træffer et mat Vers deri, som ligner et ufrivilligt Offer paa Anstændighedens Alter*).

✂ Det vil næppe lykkes ret mange for Tiden at gengive de af Vedtægt hjemlede Talemaader om det hinsidige hele deres fordums Livlighed; thi den Verdensanskuelse, som var det Element, hvori de hørte hjemme, har for Tiden tabt sin Betydning. Men der vil komme den Tid, da fuld Overbevisning vil genfødes paa en anden Vej, og da vil den foryngede Anskuelse atter blive frugtbar paa livfulde, gribende Former i Digt og Tale. Men Tidens Gud vender sig langsomt, og i den Mellemtid, da hans gamle Ansigt er bortvendt, og det andet endnu ikke ret er kommet frem, hersker der nødvendigvis et Tusmørke. Under saadanne Katastrofer er den gamle Form for Erkendelsen betydningsløs, og den, der skal afløse den, er endnu ikke ret kommen til Verden,

**) Saaledes saa man for nogle Aar siden et Digt af A. Ussing ved hans Elskedes Grav, hvilket bar mer end almindeligt Præg af Sandhed og Alvor, men hvori intet Ord fandtes om Udødelighed. (Forf. Anm.) 186

✂ men svæver for os som en halv usynlig Skikkelse med ubestemte Omrids.

✂ Resultatet er da, for nu efter de forudskikkede Bemærkninger til Slutning at gentage det med større Bestemthed og Korthed, at man saa vel i den nu fortrængte Metafysik som i dens folkelige Efterklang kun dunkelt havde erkendt Enheden i alt, og idet en forandret Verdensanskuelse gør sig gældende, vakler den gamle Udødelighedstro, som mest beroede derpaa, at man antog det for en ontologisk eller fysisk Umulighed, at de for sig eksisterende Sjæle kunde forgaa. I den Tænkemaade, som afløser hin, er en modsat Ensidighed herskende, da Forvisningen om, at eet Liv rører sig i alt, er udartet til en raa Panteisme, hvorefter den endelige Personlighed næsten har tabt sin Realitet. Under denne Tænkemaade savner Udødelighedsbegrebet dels en videnskabelig Plads i det nye Begrebssystem, dels almengyldige Former, hvori dets Indhold kan blive livlig udtalt. Men dette Bevis og disse Former kan ikke fuldføres, førend saa vel Erkendelsen af Enheden som den af Mangfoldigheden kommer til sin fulde Ret, eller, for at betegne det med et indholdsrigere Udtryk, førend baade Guds og Menneskets Personlighed erkendes i sin fulde Betydning.

✂

III

✂ Følelsen af Udødelighedstroens almindelige Usikkerhed fremkalder den tit gentagne Fordring til Videnskaben, at den skal tilvejebringe et »strængt Bevis« for Menneskets Udødelighed; men en meget uklar Forestilling om Naturen af et saadant Bevis 187 ligger hos mange til Grund for denne Fordring. Der gives ikke faa, der synes at forudsætte, at en let overskuelig Tankegang kan blive dem meddelt udenfra, hvorved den Art af Overbevisning, som en matematisk Demonstration medfører, kan blive dem bibragt om Udødelighedens Realitet. Heri ligger for det første den besynderlige Forudsætning, at en saadan Lære kan begribes for sig, udreven af sin organiske Sammenhæng med andre Hovedsætninger i et fuldstændigt System. Fremdeles forudsættes, at et tænkende Menneske kan paa en forunderlig Maade være fremmed i sin egen Begrebsverden. En anden skulde nemlig kunne finde en uomtvistelig Antagelse deri, hvoraf Overbevisningen om Menneskets Udødelighed med stræng Nødvendighed lod sig udlede. Den Vished, som Præmisserne til den Ende skulde have, findes hos de spørgendes Flertal ej om en eneste væsentlig Sandhed; og om der endogsaa fandtes en saadan urokkelig Antagelse hos dem, vilde det være et stort Særsyn, om det var undgaaet deres egen Opmærksomhed, at Udødelighedslæren stod i en saa nødvendig Sammenhæng dermed.

✂ Hvad en Del Mennesker, der kræve hine strænge Beviser for Udødeligheden, egentlig ønske, have de sjælden selv ret tydeliggjort sig; i Grunden begære de Fortsættelsen af den samme Tilværelse, som de have ført her paa Jorden. Hin Stræben efter Demonstrationer for Udødeligheden udspringer af en urimelig Lyst til at beholde sit daglige Livs Prosa ubeskaaret, og midt i den at erholde en sanselig-forstandig Vished om det oversanseliges Realitet. Ingen er modtagelig for Overbevisningen om en virkelig 188 tilværende oversanselig Verden uden den, som i forbigaaende Momenter er i Stand til at føle den sande Frihed fra alle jordiske Interesser; jeg mener hermed ikke Ironiens Frihed, men den, som netop fører til det rette Liv i Verden.

✂ Ved at gennemtænke det forunderlige Selvbedrag, hvori mange befinde sig, der spørge om et Bevis for Menneskets Udødelighed, faar jeg Lyst til at fremkomme med en kort Fortælling, ihvorvel jeg forudser, at den efter kræsne Læseres Dom ikke kan bestaa med den omhandlede Genstands Værdighed; men jeg tror, den er skikket til at anskueliggøre den Stemning med Hensyn til Udødeligheden, som her tales om, og den skal med god Grund føre Navn af Digtning og Sandhed.

✂ Fortælleren besøgte for nogen Tid siden en ugift Bogholder af sit Bekendtskab, som han traf i en højrøstet Samtale med en teologisk Kandidat. Straks ved Indtrædelsen modtog Bogholderen ham med følgende Ord: »Det er godt, du kommer; du skal nu dømme mellem Ferdinand og mig. Han har for et Øjeblik siden afhentet et herligt Skrift om Sjælens Udødelighed, som han bringer lige fra Bogbinderen. Nu nægter han mig rentud at laane mig det et Par Timers Tid. Er det en venskabelig Adfærd?« - Teologen svarede: »Du ved selv, Juldus! du handler meget ilde med Bøger, og jeg sætter stor Pris paa at samle mig et velkonditioneret Bibliotek.« - »Den Snak kommer du altid med, min gode Ferdinand! fordi du engang saa mig skære en Rulle hollandsk Tobak paa Bindet af en Nummerbog. Jeg husker meget godt: det var »Morderen i Fjældhulen 189 eller det blodige Genfærd«. Men i Dag lovede jeg dig jo udtrykkelig, at jeg vilde behandle Bogen pænt.« - »Jo, det skal jeg svare til. Du har jo selv sagt, du vilde læse den, mens du spiste dit Smørrebrød.« - »Deri har du Ret,« svarede Bogholderen; »men om jeg ogsaa havde sat en lille Plet paa den uskatterlige Bog, mon da Skaden havde været saa ubodelig? Jeg tænker, hele Herligheden har kostet dig henved tre Mark. Men Grunden til det Venskabsstykke, at du afslog mig Bogen, er oprigtig talt din Egenkærlighed. Det skulde aldrig have fortrudt mig, naar det ikke havde været et Skrift af denne Art, du nægtede mig. Jeg har ikke tænkt synderlig paa Sjælens Udødelighed, siden den Tid, jeg som Pog havde min Lektie derom i Campes Ledetraad og fik, som jeg endnu tydelig husker, mit Ug. *dolgoeO* derfor. Men jeg er i Grunden et religiøst Menneske; jeg erkender fuldkommen, det er Umagen værdt, at faa den Sag bragt paa det rene, og jeg har i flere Aar foresat mig en Gang ved Lejlighed at læse et eller andet godt Skrift over denne Materie. I Dag havde jeg netop gode Stunder, fordi jeg sidder og venter paa et Par gode Venner, med hvem jeg Klokken l skal køre til Bellevue for at spise friske Torsk. Hør, Julius! laan mig saa Bogen; nu har jeg en Gang sat mig i Hovedet at læse den i Dag. Jeg er saa opsat derpaa, at jeg gærne kunde falde paa at sende Bud efter den i en Boglade, skønt du selv ved, jeg ikke er af dem, der smide Penge bort.« - »Det bliver, som jeg har sagt; jeg gør det ikke.«

✂ Deres Stemmer afløste hinanden saa hurtigt, at Fortælleren, der var opfordret til at være deres 190 Voldgiftsmand, ikke kunde komme til at lade sin Røst høre. Omsider fik han dog Lejlighed til at gøre den Bemærkning, at Klokken alt var blevet halv Et, og at Striden altsaa var unyttig, da Bogholderen umuligt i den Tid, der var tilbage, kunde blive færdig med Bogens Læsning. - »Hilledød,« sagde Bogholderen, »er Klokken saa mange? Og jeg har endnu ikke begyndt min Paaklædning. Jeg havde dog grumme gærne løbet den berømte Afhandling igennem. Jeg indser fuldkommen Vigtigheden af, at man en Gang imellem beskæftiger sig med Religionens Hovedsandheder. Saa længe Verden gaar en med, tænker man gærne kun lidet derpaa; men - man sige, hvad man vil - ingen kan vide sig sikker for at friste saa haarde Slag af Skæbnen, at det er godt, han med Fortrøstning kan opløfte sig ved Tanken om et Hisset. Jeg udgiver mig ikke for en stærk Aand, det vilde være mig saare kært, om nogen kunde føre mig et ret haandgribeligt Bevis for Sjælens Udødelighed. Dersom jeg nu ikke en anden Gang faar Lejlighed til at læse et grundigt Skrift derom, har jeg, rentud sagt, ikke noget ret fast at holde mig til i mørke Timer. Men hvis er da egentlig Skylden, min gode Ferdinand? A propos, siden vi nu en Gang have bragt denne Sag paa Bane, kunde du, som er Teolog, gærne i al Korthed foredrage mig de bedste Beviser for Sjælens Udødelighed, mens jeg stryger min Ragekniv og tager mit Skæg af; men kom mig ikke for nær: jeg skærer mig let.« - »Det vil falde mig meget vanskeligt,« sagde Teologen, »at meddele dig Tanker, som virkelig vare dig nye og endda kunde tydeliggøres for dig i et Øjeblik.« - »Der har vi den gamle 191
Snak, Ferdinand! Naar du vil betjene dig af et forstaaeligt Sprog, hvorfor skulde jeg da ikke fatte det lige saa godt som du? Men vi kende nok den Lavsaand, som har besat baade dig og alle dine Hrr. Kolleger med den latinske og græske Dannelse. I ville bruge eders eget Kragemaal for at beholde noget for eder selv. Men dette Kastevæsen vil næppe bestaa, naar de liberalere Begreber trænge ret igennem: nu skal Videnskaben populariseres; det kræver Tidsaanden. Du skal blot vogte dig for at bruge de Kunstord, hvorunder de Lærde skjule deres Tanker for Lægfolk, og sige mig den simple Mening deraf paa godt bredt Dansk. Men skynd dig noget; jeg er bange, vi har Vognen her paa Øjeblikket.« - Ferdinand svarede noget forlegen: »Der er dem, som beraabe sig paa en Anelse, et Slags Forudfølelse af en tilkommende højere Tilværelse.« - »Dette Punkt kan du springe forbi; jeg tror hverken paa Anelser eller paa Sympati; det er netop et strængt, uimodsigeligt Bevis, jeg forlanger af dig.« - »Desuden erindrer du vel ogsaa, at man plejer at paaberaabe sig paa det Misforhold, der ofte finder Sted mellem de godes og de slettes Livsvilkaar.« - »Ja, det er godt nok: de gode maa tit savne Løn for deres Selvopofrelse og Ædelmodighed; men hvo har egentlig lovet dem Betaling for deres Gærninger? Hvo siger mig, at Dyden skal belønnes og Lasten straffes? Du maa da heller ikke tro, du kan komme til mig med et saadant løst Ræsonnement, som en Landsbypræst kan byde sine Konfirmander.« »Man har ogsaa omtrent samme Bevis, som vi sædvanlig i Skolen kalde det moralske, i en mere videnskabelig Form af Fichte.« - »Spring Formen over og beret 192 mig Indholdet i det Sprog, som din Moder har lært dig; det forstaar baade du og jeg. Men der ser jeg Wienervognen. Nu har du her spildt os Tiden med at gentage gamle Sætninger af Balles Lærebog i Stedet for at føre mig et stringent Bevis. Farvel!«

✂ Ovenstaaende Fortælling fremstiller blandt andet den Erfaring, at alle, der, uden at kende noget til Videnskabens Natur, udbede sig en Demonstration af Udødelighedslærens Realitet, ikke ret vide, hvad de begære; først, fordi Sætninger om oversanselige Ting ikke kunne demonstreres efter den i Matematikken brugelige Metode, da denne Videnskabs Læresætninger kun have Gyldighed under bestemte Forudsætninger. Dernæst fordi det undgaar deres Opmærksomhed, at et evident Bevis for en isoleret Sætning om en oversanselig Realitet ikke kan føres for den, i hvis Bevidsthed der savnes hvilken som helst Antagelse om oversanselige Ting, hvortil Beviset kunde knyttes. Det tilstrækkelige Bevis skulde da være et helt filosofisk System. Naturligvis kan en levende Udvikling af en filosofisk Anskuelse vække den samme eller endogsaa en klarere Anskuelse hos en anden. Men med den Tale, der ofte høres om Savnet af strænge Beviser, f. Eks. for Udødeligheden, menes noget ganske andet. Denne Tale føres især af dem, der kun kende den formelle Visheds Natur, og den beror paa Mangel af klar Indsigt i den Sandhed, at deres saakaldte strænge Beviser blot udtale hypotetiske Sætninger. Denne Overbevisning, som ensidig Uddannelse af Forstanden fører til at kræve, hvor den ej kan opnaas, er kun den formelle Overbevisning om, at en vis Forsætning 193 medfører en vis Følge. Men af Mangel paa faste Forsætninger bringes aldrig en hypotetisk Slutning til Veje, som har denne Art af Vished. Det er let at gøre dette klart ved Sætninger af Matematikken eller den sædvanlige Logik, da det ved nøjere Betragtning vil ses, at de alle sammen i Grunden er hypotetiske. Det er vist, at en Triangels Vinkler ere = 2 R.; men dermed er jo ikke sagt, at der gives nogen Triangel, og man ved kun da noget om den virkelige Tilværelse, dersom man tillige ved, at Triangler komme for deri, men dette læres jo ej i Matematikken. I Matematikken bevæger man sig egentlig i en ideal Sfære, hvori der føres strænge Beviser for blot hypotetiske Sandheder. Men naar man foredrager Læresætninger om det oversanselige, da drejer man sig ikke blot i Tanker om Forhold, der passe paa en vis Art af Genstande under Forudsætning af, at disse Genstande selv paa en anden Maade ere givne; men man udgiver sig for at vide noget om den oversanselige Realitet selv.

✂ Sætte vi nu, at en i sin Bevidsthedskres har Antageiser om oversanselige Ting, og Antagelser, der ledsages af fuld Overbevisning, da bliver det desuagtet forunderligt, at han haaber, at en anden kan hjælpe ham til at finde det Punkt deri, hvoraf Udødelighedslæren med Evidens kan udledes. En saadan tiltror sig selv et ringe Bekendtskab med sin egen Overbevisning, da han tror, at en anden bedre end han selv kan gøre Opdagelser i hans egen Forestillingskres.

✂ Jeg tror, at ingen, som har haft Lejlighed til at erfare, hvorledes mange af hans Samtidige tænke om den omhandlede Sag, vil paastaa, at den Vildfarelse, 194 som jeg her taler imod, er greben af Luften. Den forekommer ikke blot hos mange, som søge Bevis for Udødeligheden og se sig om efter en kyndig Mand, der i en Samtale kan give dem Besked om Sagen; men den findes ogsaa jævnlig hos Videnskabsmænd, som undertiden virkelig opfinde saadanne Beviser for Hvermand. Deres Metode er meget fattelig. De antage en Del af Religionens Hovedsætninger for afgjorte, men Læren om Udødelighed for usikker, og søge da i det forudsatte Forraad af Sætninger en eller anden, hvortil Udødeligheden kan hæftes som en uimodsigelig Følgesætning; ligesom en Mand i et Værelse ser sig om efter et Søm, hvorpaa han kan hænge sin Hat. Et træffende Eksempel paa det Slags Beviser, som jeg mener, haves i det af Moses Mendelssohn opfundne, der efter hele sin Betydning kan fremføres i et Øjeblik. »Mennesket er udødeligt; thi hvis det ikke var udødeligt, da var Gud ej almægtig, men Mennesket kunde unddrage sig fra hans Magt ved at dræbe sig selv.«

✂ Vi sammenfatte kortelig, hvad der i det sidst foregaaende er sagt. Vi have paastaaet, at der ikke kan føres et apodiktisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Den uimodsigelige Vished, som her menes, gælder kun for hypotetiske Sandheder, som de, der udtales i Matematikken og den formelle Logik. Den formelle Vished, her tales om, kendes megel vel af simple Folk. Selv den mest udannede refererer dette Begreb til Matematikken, som ingen er aldeles ubekendt med. Deraf Forsikringer som den: »Det er saa vist, som at to og to er fire.«

✂ Men kan der ikke ved den nys opdagede Metode i Filosofien, den spekulativ-dialektiske, føres et Bevis 195
for Menneskets Udødelighed, som kanske ikke medfører en matematisk Vished, men dog en fuldkommen Overbevisning af en anden Art? - Det er just et af de væsentligste Stridspunkter i den nyere Filosofi, som det opkastede Spørgsmaal bringer os i Berøring med. Det rette Svar paa dette Spørgsmaal kan ikke gives uden ved en tilfredsstillende Udvikling af Forholdet imellem den aprioriske og den empiriske Erkendelse. En saadan kan naturligvis umulig meddeles l denne Afhandling, men desuagtet haaber jeg ved nogle aforistiske Vink at kaste noget Lys paa Problemet. Men selv for at være i Stand hertil, maa jeg bruge den Frihed, som saa mange nu om Stunder med alt for liden Betænkelighed tage sig, den Frihed at bruge et og andet af de filosofiske Kunstord, som Sædvanen har bragt i Omløb, selv d det friere Foredrag. Det er i sig selv en mislig Fremgangsmaade, da saadanne Skoleord sjælden kunne føre til nogen tydelig Forstaaelse uden for en stræng videnskabelig Sammenhæng. Nogle Kunstord, som ikke høre til Sprogets egentlige Stamme, have dog faaet en saadan Gang og Gyldighed i det friere Foredrag, at de for de fleste dannede Læsere medføre en Slags umiddelbar Betydning, som i visse Tankeforbindelser kan være tilstrækkelig. I ethvert Tilfælde skader det ikke at anstille et Forsøg, da her kun er levnet Valget mellem enten aldeles at forbigaa det paa Bane bragte Spørgsmaal, eller at bruge en halv skolastisk Fremstilling, som mulig forekommer nogle Læsere uklar. Jeg vil da gaa saaledes frem, at jeg først med et Par Ord vil omtale Udødelighedslærens Tilstand i den spekulativ-dialektiske eller hegelske Filosofi, og derpaa med 196 Forbigaaelse af det udførlige Bevis, som jeg haaber at kunne meddele ved en anden Lejlighed, kortelig udvikle min Overbevisning om Forholdet imellem Erkendelsens aprioriske og aposterioriske Del i Almindelighed; thi derved bliver Spørgsmaalet om et apriorisk Bevis for Udødeligheden ogsaa besvaret.

✂ For det første tør jeg med den fuldkomneste Vished paastaa, at der i Hegels Værker ikke findes et eneste Sted, hvor et saadant Begreb om Udødelighed forsvares, som Kristendommen lærer, og som Nutidens dybsindigste Filosoffer med saa stor Ret have søgt at gøre gældende paa ny. Hermed paastaas ej, at han udtrykkelig benægter Udødelighedslæren, hvilket falskelig foregives i flere tyske Skrifter, hvor man endogsaa tit har anført Tirader af Hegels Logik for at godtgøre denne Beskyldning. Man har nemlig fremdraget Ytringer, hvor det abstrakte hinsidige Begreb omtales som en umoden metafysisk Tanke; men det er ved en grov Misforstaaelse, at man ved dette Udtryk har tænkt paa de kristelige Forestillinger om en tilkommende højere Tilværelse. Der er lige saa lidet paa saadanne Steder Tale derom, som der overhovedet i Logikken efter hele dens Plan kan være Tale om saa konkrete Begreber som Himmel og Udødelighed. Men desuagtet er det let for enhver, som nogenlunde forstaar at læse imellem Linierne i Hegels Skrifter, at komme til fuldkommen Vished om, at denne Filosof antager Begrebet om den personlige Udødelighed for en Forestilling uden al Realitet. Altsaa kan der ikke være Tale om noget Bevis for Udødeligheden ved spekulativ Dialektik, dersom man spørger Metodens Opdager selv derom. (Til dette Punkt vender jeg igen tilbage paa et senere 197 Sted i denne Afhandling.) Men uagtet Hegel selv har næret saadan Overbevisning, har dog en af hans Tilhængere paataget sig at bevise paa en ren apriorisk Maade, af blot abstrakte Begreber, at Menneskets Udødelighed er uimodsigelig vis.

✂ Inden jeg nu giver det belovede Svar paa det ovenfor opkastede Spørgsmaal om Forholdet mellem apriorisk og aposteriorisk Erkendelse, bemærker jeg først, at jeg her med Flid har brugt det gamle Udtryk a priori. Her var nemlig Valget givet mellem tre forskellige Kunstord, det fra den kritiske Filosofi mest bekendte Udtryk »en apriorisk Deduktion«, Naturfilosofiens dermed nær beslægtede Yndlingsord »en filosofisk Konstruktion« og Hegelianernes »immanente Tænkning«, et Ord, som mangen ung tysk Forfatter nu om Stunder sætter en stor Ære i at kunne bruge nogenlunde rigtig. Men jeg tager her ikke i Betænkning at bruge det gamle Udtryk: et apriorisk Bevis, som dels er det mest bekendte, dels bedst udtrykker det, jeg her ønsker at betegne dermed. Kun anmodes Læseren om at glemme den Biforestilling om Erkendelsens Subjektivitet, som for en Kender af den kritiske Filosofi let klæber ved hint Udtryk.

✂ Kan man da (for at komme til Sagen) i Filosofien bevise noget a priori? - Ja. Filosofien har et rent apriorisk Element, det blot ontologiske. Her har den af Hegel med størst Energi gennemførte, skønt allerede før hans Tid oftere brugte, dialektiske Begrebsudvikling sin fulde Betydning. Tænkningens almindelige Bestemmelser lade sig virkelig udvikle i en saadan dialektisk Sammenhæng, at den ene Kategori fører til anden, og et apriorisk System af Bestemmelser 198 for al Tilværelse lader sig ved denne Fremgangsmaade tilvejebringe. Om endogsaa ingen hidtil given Fremstilling af denne Videnskab i alle Henseender svarer til Ideen af en apriorisk Ontologi, er der præsteret saa meget, at det maa være klart for enhver sagkyndig, at en saadan Plan lader sig realisere; thi derom kan man være temmelig overbevist, naar man alt har set, at de vigtigste aprioriske Begreber staa i et saadant Forhold til hinanden, at det ene gaar over i det andet: og dette i det mindste er paa Videnskabens nærværende Standpunkt vist med fuldkommen Klarhed. I den saakaldte spekulative Logik, hvis Ide Hegel har fattet, haves en Genoplivelse af den ved den kritiske Filosofi fortrængte Metafysik eller Ontologi; men med denne Videnskab er ogsaa Filosofiens rent aprioriske Parti tilendebragt. Dermed er et Indbegreb af almengyldige og nødvendige Bestemmelser for alt eksisterende udtalt, men ikke Nødvendigheden af den virkelig eksisterende Verden med sin uendelige Bestemthed eftervist. Den virkelig eksisterende Verden kan man kun kende ved Erfaring, og ingen Filosofi kan a priori bevise Nødvendigheden af den uudtømmelige Rigdom af Bestemmelser, hvormed den træder frem. Men Ontologien indeholder ligesom Matematikken en Sum af hypotetiske Sætninger: den giver en apriorisk Udvikling af alle de Prædikater, der maa udsiges om alt, hvad der skal kunne eksistere; men at noget virkelig eksisterer, maa erkendes paa en anden Vej. Det er kun Eksistensens ufravigelige Betingelser, ej dens hele faktiske Indhold, der af Videnskaben han udvikles a priori. Men naar man altsaa ikke af blot abstrakte Begreber kan godtgøre Nødvendigheden 199 af, at noget eksisterer, kan man naturligvis endnu mindre godtgøre Nødvendigheden af, at »disse« endelige Fornuftvæsener eksistere med Bestemmelsen Udødelighed.

✂ Men maaske man, med en liden Modifikation af Fordringen til et ontologisk Bevis for Udødeligheden, kunde fuldkommen tilfredsstille den. Ontologien lærer mig, hvad der nødvendig følger af, at noget sættes som tilværende; thi den udfolder mig egentlig blot Begrebet Tilværelse. Men maaske jeg ved at forfølge Begrebet Tilværelse befinder, at det ej er færdigt, før jeg kommer til Begrebet endelige Fornuftvæsner, som ere udødelige; naar jeg da til denne aprioriske Erkendelse lægger min ved Erfaring givne Vished om, at noget eksisterer, har jeg jo et, vel ej rent apriorisk, men dog aldeles tilfredsstillende Bevis for, at der maa gives Mennesker eller endelige Fornuftvæsener, som ere udødelige. Mit Bevis beror altsaa dels paa den mig ved Erfaringen givne Vished om, at noget eksisterer, dels paa en Tankeudvikling, som har uimodsigelig, logisk Vished. Uagtet Overbevisningen om Udødelighedens Realitet ved denne Vending af Beviset ikke kommer til at bero paa en ren apriorisk Tankegang, hvilket er en iøjnefaldende Umulighed, er den dog fuldkommen fast og uimodsigelig.

✂ Saaledes have vi med Føjelighed indladt os paa en Tankegang, som er den eneste, der kunde tænkes at føre til et ontologisk Bevis for Menneskets Udødelighed. Men en opmærksom Læser vil let have opdaget, at der er et stort Spring i Beviset. Der er nemlig forudsat, at endelige Fornuftvæsner og Mennesker ere Begreber, der uden videre kunne sættes i 200 hinandens Sted. Hvis da Beviset skulde være aldeles tilfredsstillende, skulde jeg ad den ontologiske Vej kunne komme til et saa fuldstændig bestemt Begreb om det endelige Fornuftvæsen, at jeg med apodiktisk Vished kunde ombytte det med Begrebet Menneske; men hvo vil tro paa Muligheden af en saa lang apriorisk Tankegang? Indtil da nogen løser denne Opgave, som endnu ingen har forsøgt paa, nægte vi dristig Muligheden af at føre noget apriorisk Bevis for Menneskets Udødelighed.

✂

IV

✂ I det foregaaende ere Grænserne for den aprioriske Erkendelse antydede, og det er kortelig vist, at hverken et matematisk eller et ontologisk Bevis lader sig føre for Menneskets Udødelighed. Det er med Hensyn til Videnskabens mest gængse Talebrug, jeg har omtalt den Vished, som Matematikken, og den, som Ontologien medfører, som to forskellige Arter af Vished, skønt jeg selv har den Overbevisning, som jeg i det mindste ikke i den nærværende Sammenhæng ser mig i Stand til at retfærdiggøre, at man i begge Videnskaber bevæger sig i en og samme aprioriske Region. Naar begge Videnskaber træde frem i deres fuldendte Skikkelse, da maa det vistnok vise sig klart, at Matematikken er et i Detail gennemført Kapitel af Ontologi; den er nemlig en ensidig Udvikling af Kvantitetens Bestemmelser. Men hvad ovenfor er sagt om aprioriske Beviser for Menneskets Udødelighed, staar fast, hvorledes man end dømmer om den sidste Paastand.

✂ Nu spørge vi, om der ikke kan gives noget andet 201 videnskabeligt Bevis for en Bestemmelse ved individuelle Væsners Begreb end et rent apriorisk. Vi træde her ind paa en anden Erkendelsens Mark, hvilken Ontologien gennemtrænger som et ordnende Princip, og hvori dens abstrakte Bestemmelser gentage sig under mange konkrete Skikkelser. Men her bliver Erkendelsens Fremstilling af meget mer organisk Natur, end i dens aprioriske Territorium. Her bliver det mer øjensynligt, at der gives flere mulige Anordninger af Begrebsfølgen, af hvilke hver har sine Fordele og sine Mangler. Hovedsagen er her en konkret Verdensanskuelse, for hvis Gyldighed der ikke kan føres andet Bevis end dens fuldstændige Fremstilling. Denne Verdensanskuelse maa som en Spire i Forvejen være til Stede i Tænkerens Aand, om han skal være i Stand til at fremstille et videnskabeligt System, og Systemets formelle Fuldkommenhed tjener blot til at give det større Tydelighed for Filosoffen selv og at skaffe Meddelelsen større Bestemthed. Er den Verdensanskuelse, der ligger til Grund for den hele Fremstilling, oprindelig skæv eller usand, da hjælper al Energi, Skarpsind og Flid i Udførelsen af de enkelte Dele ikke det mindste til at skaffe Systemet større Gyldighed. Den fuldkommen systematiske Udarbejdelse bringer blot Ophavsmanden til ret at forstaa sig selv og tvinger Læseren til at tænke sig Systemet netop saaledes, som Forfatteren har tænkt sig det, idet den mer og mer afskærer ham enhver Mulighed af at forfalske Systemets Verdensanskuelse ved Misforstaaelser og Tilsætninger af en anden Aand.

✂ Enhver fuldstændig Verdensanskuelse har to Sider: den har dels sin Rod i Erfaringens Verden, dels 202 taber den sig i det usanselige. Men ved denne i begge sine Yderligheder ret iøjnefaldende Modsætning frembringes den store Misforstaaelse, at enhver af disse Regioner udgør et aldeles for sig værende Helt. Der gives Tænkere, som holde for, at selv den udvortes Erfaringsverden kan blive Genstand for en afsluttet Erkendelse, der ved sin afgjorte Paalidelighed har et Fortrin for Spekulationen, der efter deres Mening gaar ud paa en Drømmeverden. Denne Mening kommer af Mangel paa Eftertanke; thi en grundig Refleksion vilde vise den grovere Empiriker, at han idelig benytter sig af Begreber og Grundsætninger, som ikke kunne forklares af sanselige Fornemmelser, og som dog strække sig gennem alle hans Antagelser. Nu gives der vistnok Videnskabsmænd af en saadan intellektuel Uskyldighed (der snart kommer af Geni, snart af Dumhed), at de kunne arbejde med Held i en eller anden Videnskab, uden at forstyrres ved Refleksioner over Videnskabens usanselige Forudsætninger. Men denne Uskyldighed er blandt virksomme Hoveder meget sjælden: de fleste føle her, at de maa vogte sig for Grubien over deres egen Fremgangsmaade. Men begynde de ret at forvikle sig i Refleksioner over deres Tænknings aprioriske Forudsætninger, da gives der ingen anden Udvej for dem af den tiltagende Forvirring end at forfølge de usanselige Traade - de aprioriske Begreber - som gennemkrysse deres Forestillingskres lige til den oversanselige Region.

✂ Den anden Side af en fuldstændig Verdensanskuelse er Indbegrebet af dens Antagelser om det oversanselige. Her er det især, man i den nyere Tid har spurgt om saadanne Antagelsers videnskabelige 203 Grund. Her er det, man under mange forskellige Benævnelser af Problemet har spurgt om Muligheden af et vejledende Princip og en Metode, hvorved man kunde forvisse sig om en transcendent eller transcendental Erkendelses Realitet. Hvorledes Individet nu om Stunder er kommen til sine bestemte Antagelser om det oversanselige, kan ej være noget tvivlsomt Spørgsmaal; thi som aldeles enligt ved det intet om det oversanselige. Vokser det op mellem Dyr, har jo endogsaa Erfaring lært, at det ikke kommer til nogen Bevidsthed om Fornuftens Sandheder. Men i Staternes Skød bliver det delagtigt i en Tradition om det oversanselige, som endogsaa før Kristendommen har levet i ethvert udviklet Statssamfund. Blot ved sig selv, som enligt Individ, hæver ingen sig til Bevidsthed om Religionens Begreber: den, der tror, at han forkaster al Autoritet og ved sin Tænknings frie Selvvirksomhed genvinder et nyt Resultat, der er hans blot selverhvervede Ejendom, har dog, for saa vidt han paa en fremmende Maade griber ind i Slægtens Udvikling, altid haft en stor Vejledning i Traditionen, uden hvilken hans Tænkning havde forvildet sig i subjektive, frugtesløse Indfald. De fleste saakaldte Rationalister sensu strictissimo, hvis Tænkning blot er kritisk, ikke produktiv, gøre ikke andet end reducere Traditionens Sætninger til en mindre Sum, en Rest, hvorved de vilkaarlig blive staaende. Selv den absolute Fornægter, hvis aandelige Selvvirksomhed blot viser sig i Negationen af det bestaaende, vilde jo uden Traditionens Modstand aldeles ikke finde nogen Anledning til at gøre sit rene Jeg gældende. Hans Tænknings Arbejde var endt af Mangel paa Stof, og han 204 maatte højlig savne »de Fordomme«, hvis Bestridelse dog skaffede hans aandelige Liv et Slags Fylde og Bevægelse.

✂ Den positive Selvtænkning, der videnskabelig udtaler, hvad Tiden ved om det oversanselige, vejledes, med eller uden Bevidsthed derom, af den i Samfundet levende og voksende Tradition, der idelig fornyer sin Skikkelse. Selv naar han med den frieste Selvtænkning fremstiller Erkendelsen af det oversanselige i en selvskabt Form og med fuld Overbevisning, da har dog den uafbrudt strømmende Overlevering tjent til at give hans Tænkning sin Retning. En Grunderkendelse, som han har til fælles med sin aandigt levende Samtid, og som ikke blot møder ham under Skikkelse af et Læreforedrag, men lige saa vel under den tit mere vækkende Form af skriftlige eller mundtlige Aforismer, ja selv i dristige Ytringer af hans egen Mund, som han ikke begriber hvorfra han faar, giver ham de faste Punkter, hvorefter hans Tænkning skrider frem: de tjene ham ligesom Landmaalerens brogede Stokke, der for denne betegne sammenhængende Linier.

✂ Hvilken Kilde der til sidst maa tænkes for den religiøse Tradition, som er i en uafbrudt Vorden og Udvikling, og altsaa ikke maa forestilles som en blot historisk Overlevering, skal egentlig ikke omtales her, hvor vi tage denne Kendsgærning som given for dertil at knytte andre Betragtninger om den videnskabelige Erkendelses Natur. Dog gøre vi i Forbigaaende den Bemærkning, at det kun er en foreløbig Forklaring, naar man udgiver en saadan Traditions bestandige Vorden for en Frugt af en ubevidst Dialektik eller af Begrebets egen Selvbevægelse; 205 om man endogsaa tænker noget derved, hvilket der just ikke altid er tilstrækkelig Grund til at antage om dem, der føre dette eller lignende Udtryk i Munden. Man kan lige saa godt forklare sig de tit ubevidste Fremskridt i Erkendelsen, hvorved Tidens ideale Tradition beriges, af en højere Tiltrækning, hvorved Tænkningen ledes mod sin usynlige Pol; og derved er maaske allerede mere sagt. Udrevet af al videnskabelig Sammenhæng har et Udtryk med videnskabelig Klang slet ikke større Grundighed end et ret naturligt Billede. Sammenligne vi Tænkningens uafbrudte Nærmelse til et Maal, den ikke selv kender, med Trækfuglens Flugt til et Land, den aldrig har set, da er det intet blændende Spil med tilfældige Ligheder, man ved en saadan Tale driver, men man berører en gennemgribende Naturanalogi, der har bogstavelig Sandhed.

✂ Vi have altsaa angivet to væsentlige Sider, der fremtræde ved enhver nogenlunde fuldstændig Verdensanskuelse; paa den ene Side den empiriske Opfattelse af Sanseverdnens Fænomener, paa den anden Side den kristelige Tradition om det oversanselige, der altid beriges og berigtiges i Tidens Løb. Det tredje til disse to Ekstremer, der for os i den nærværende Tingenes Orden har den fuldkomneste Virkelighed og giver Menneskelivet sin egentlige Fylde, er det oversanseliges Tilstedeværelse i det sanselige, naar det bliver Genstand for en Erfaring af højere Art. Men bestandig huske vi paa, at den sande Genstand for vor Erkendelse derfor ikke er indskrænket til disse Aabenbaringsformer, men har en langt rigere Virkelighed end den, vi omfatte med vore abstrakte Begreber og Forestillinger.

206

✂ Den kristelige Tradition og den egentlige Empiri, saa vel som den højere Erfaring, hvori det oversanselige møder os paa bestemt Tid og Sted i Virkeligheden, afgive de diskrete Punkter, som maa have deres Plads i en rigtig Verdensanskuelse, og Filosoffens systematiske Fremstilling udtaler med formel Fuldkommenhed kun den Erkendelse, der først var til Stede hos ham paa en umiddelbar Maade og i en udannet Form. En Filosofi har til sidst intet andet Bevis end Evidensen af dens fuldstændig udtalte Verdensanskuelse. Hvis da den Verdensanskuelse, som ligger til Grund derfor, enten strider mod den langt mægtigere Tradition, som er hele Menneskehedens Ejendom, eller mod de ved lavere og højere Erfaring fastsatte Punkter, der nødvendig maa have deres Plads deri, da forsvinder den, saa snart som den har fuldstændig udtalt sit Ord og er tilfulde begreben. Det hjælper da ikke, at Filosoffen forsikrer, at han har ført Bevis for enhver af sine Sætninger; thi enhver Kender af Systemet mærker dog med Tiden, at den hele Cyklus af Sætninger til sidst bæres af en Verdensanskuelse, paa hvis Sandhed alle de enkelte Deles Sandhed beror.

✂ Hidtil har ingen ført et videnskabeligt Bevis for Ugyldigheden af den kristelige Udødelighedslære; thi Opfinderen af et saadant Bevis maatte nødvendigvis bruge en af to Fremgangsmaader; enten maatte han udhæve Kendsgærninger i Erfaringsverdnen, som ikke lod sig bringe i Harmoni med Læren om Udødelighed, hvilket ingen hidtil har gjort; eller han maatte give en overbevisende Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori Udødelighedslæren var aldeles til overs. Det sidste har været jævnlig forsøgt, f. Eks. i 207 den hegelske Filosofi; men Tiden vil vise og har allerede saa temmelig vist, at den Verdensanskuelse, som fremstilles deri, lige saa vel som enhver anden, der strider mod den kristelige Traditions Hovedsætninger, vil forsvinde som en Kimære, naar den er bleven nogenlunde forstaaet af sin Samtid. Saaledes har Friederich Richter mod sin Vilje bidraget meget til Gendrivelsen deraf, ved at give fattelige Forklaringer af flere Punkter deri, der klart vise Udødelighedslærens Uoverensstemmelse med Systemets Aand. Paa denne Maade fremkommer det indirekte Bevis for Menneskets Udødelighed, der jævnlig gentager sig i Videnskabens Historie, og som bedst føres af Udødelighedslærens Modstandere. Det bestaar i en konsekvent Udvikling af en Verdensanskuelse, der aldeles udelukker hin Lære; thi det vil altid befindes, at en saadan Verdensanskuelse kun behøver med Udførlighed at udbrede sig i alle sine Følgesætninger for snart at finde sin Undergang. Men da der kan gives utallige falske Verdensanskuelser, der udelukke Udødelighedslæren, ligger det i Sagens Natur, at dette vidtløftige Bevis aldrig bliver fuldbragt.

✂ Paa den anden Side lader der sig heller ikke føre noget andet Bevis for Udødelighedsbegrebets Realitet end den videnskabelige Fremstilling af en Verdensanskuelse, hvori det har Krav paa sin Plads som et Led, der ikke kan undværes i Systemet. Naar da den Sætning, at Mennesket er udødeligt, nærmest staar i Forbindelse med bestemte Sætninger i Systemet, kan derved frembringes det Skin, at der i visse Kapitler deraf forefindes Beviser for Udødeligheden, som kunne uddrages og for sig tagne tilvejebringe fyldestgørende Overbevisning. Men, nærmere beset, 208 henter dog Beviset al sin Styrke fra den Verdensanskuelse, som ved hele Systemet faar sin Fremstilling, og kan ikke have nogen Betydning for Modtageren, med mindre man i det væsentlige hos ham kan forudsætte samme Verdensanskuelse.

✂ Som en almindelig udbredt Verdensanskuelse, med hvilken den rette Udødelighedslære ikke kan bestaa, have vi alt ovenfor omtalt den ensidige Panteisme, som bliver staaende ved det abstrakte Begreb om en eneste Substans, der lader sig til Syne i en uendelig Række af forgængelige Væsner. Lige saa lidet harmonerer Udødelighedstroen med den logiske Panteisme, som en Del af Hegels Efterfølgere bekende sig til. Dette paastaa vi med den største Sikkerhed, uagtet nogle af Lærens Tilhængere indbilde sig efterhaanden at kunne bringe dens kunstige Begrebsbygning i Overensstemmelse med Kristendommens Hovedsætninger. Umuligheden heraf indlyser efter min Overbevisning endog for en løselig Betragtning. Efter den logiske Panteisme kan det videnskabelige Begreb saaledes gennemtrænge den hele Tilværelse, at Viden og Væren falde aldeles sammen, uden at nogen ubegreben Rest bliver tilbage. Det antages, at det er muligt, ved en immanent eller, som vi her have foretrukket at kalde det, en apriorisk Tænkning at udtømme alle Tilværelsens Bestemmelser, saa at slet intet Residuum levnes som Genstand for blot Erfaring. Deraf følger med den rimeligste Konsekvens, som en hel Del af Systemets ærlige Bekendere uden Betænkning indrømmer, at de talløse Fornuftvæsner ikke som »disse Personer« udgøre nogen væsentlig Del af Tilværelsen, men blot ere temporære Former for Aandens med logisk Nødvendighed bestemmelige 209 Proces. Ethvert endeligt Fornuftvæsen bliver efter den til Grund liggende Hypotes kun et forsvindende Bølgeslag i Tænkningens Ocean, hvis Undulation er bestemt ved en ufravigelig Nødvendighed.

✂ Under Tidsalderens Bestræbelse for at opnaa den formelle Forstaaelse af denne Filosofi kom det ikke til den sidste Prøve, som skulde vise, om nu omsider den Verdensanskuelse, som var bleven udtalt deri med en ikke tilforn kendt alsidig Bestemthed, var i Stand til at frembringe fuld Overbevisning. Nu, da Systemet har udtalt sit Ord, kan man med Sikkerhed sige, at det ikke har udholdt denne Prøve. Det strider nemlig mod væsentlige Punkter i den ældgamle Tradition, hvis Indhold er Menneskehedens sande Erkendelse af det oversanselige; thi ethvert System, der udelukker væsentlige Partier af denne Erkendelse, kan aldrig i Længden hævde sine Fordringer paa almindelig Gyldighed i Videnskaben. Ikke mene vi, at det kan finde sin sande Gendrivelse ved en Henvisning til Traditionen under en af dens umiddelbare Former, men det bliver nødvendigvis fortrængt ved Sandhedens Magt i Videnskabens Rige. Det er ikke som udvortes Autoritet, at den religiøse Tradition betvinger et mangelfuldt System, men ved Tænkefrihedens Brug og Fornuftens Kraft. Det er nemlig alene denne levende Tradition, der formaar at fylde Sindet med fornuftig Overbevisning.

✂ Egentlig findes netop den her udtalte Synsmaade med andre Ord hos Hegel selv; men hans Filosofi har ikke den foregivne, men kun en tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Traditions Indhold. Et afgørende Bevis herpaa er dens fuldkomne Savn af en sand Udødelighedslære. Dette er nu almindelig 210 følt af hin Skoles selvstændige Tilhængere, og de søge at raade Bod paa dette Savn, med hvilket de klart indse at Systemet ikke kan opnaa det udbredte Herredømme, som de havde haabet for det. Men hvis en saadan ny Bestanddel skal optages i Hegels System, følger deraf en gennemgribende Forvandling af alle Systemets Hovedpartier, efter hvilken dets Tilhængere ikke mer kunne beholde Hegels Navn til deres Løsen, og ikke mer have noget Tilhold i dette Navns udvortes Autoritet.

✂ Naar nu Hegels Disciple, hver Gang et Fragment af et nyt System kommer dem for Øje, møde det med den Erklæring, at det ikke er bevist, da have de for saa vidt Ret, som ingen Verdensanskuelse har været udtalt med formel Fuldstændighed uden deres store Mesters, og for saa vidt som der ikke kan føres noget andet Bevis for en Filosofis Gyldighed end dens bestemte og fuldførte Fremstilling. Men der vækkes hos ukyndige, der saa let herved tænke paa den matematiske Demonstration, en Forestilling om apodiktisk Vished, som ej er tilvejebragt ved Hegels System, og som uden for Ontologien ej kan tilvejebringes ved nogen Filosofi. - Naar da en Verdensanskuelse er bleven fuldstændig fremstillet, og saaledes det Bevis for dens Gyldighed er ført, som er det eneste mulige, da kan dette netop befindes at være et Bevis for dens Ugyldighed, fordi Overbevisningen derom muligen kan være vakt hos enhver, hos hvem den sande Verdensanskuelse findes i en umiddelbar Skikkelse; thi en saadan kommer let efter, at en urigtig Lærebygning, uagtet al sin arkitektioniske Fuldkommenhed, til sidst dog kun er en omstændelig Paastand. I Sandhed gendrevet kan da et System være 211 ved sig selv eller ved den Verdensanskuelse, som fremstilles deri; men unægtelig savnes den udvortes Gendrivelse, saa længe der ej i dets Sted er sat en fuldstændig og bestemt Udvikling af den sande Verdensanskuelse. - Dog et andet Spørgsmaal, som vi tro at maatte besvare benægtende, bliver det, om en formel fuldkommen Fremstilling af den sande Verdensanskuelse bør eller tør fremtræde med en saa kunstig Artikulation og en saa stor Overflødighed af synonymiske Distinktioner, som det hegelske System har gjort. Det vil sikkert allerede derved gøres umuligt, at Tidsalderen i sin stigende Utaalmodighed ej anden Gang vil følge en saa gigantisk Lærebygning med sin Opmærksomhed. Men hvad man end vil vente der skal udvikle sig af Tidens Skød, er det især af Vigtighed at fastholde den Sandhed, at en Filosofi ved sin blotte formelle Fuldkommenhed ikke vinder nogen af sin Verdensanskuelse uafhængig Vished. Er dens Verdensanskuelse skæv, da afløses den foreløbig ved en mindre videnskabelig, umiddelbar Erkendelse af Sandheden, der finder sin urolige, gærende Form i fragmentariske Fremstillinger.

✂ Hvad der gælder om den logiske Panteisme, der med usædvanlig Kraft og Kunst er bleven udtalt i et fuldstændigt System, gælder endnu mer om den vulgære Panteisme, der har haft sin Form i mangfoldige, flygtig antydede Systemer, og nu til sidst har den i det litterære Konversationssprog. Mod den har den sande eller alsidige Verdensanskuelse end større Ret til at fremtræde i sin umiddelbare vaklende Skikkelse. Denne Panteisme er nu bleven til en herskende Fordom. Hvad Betydning den har i Videnskabens Historie, er ovenfor omtalt; men den udvortes eller psykologiske 212 Grund til dens nærværende Herredømme i den dannede Verden er den vidt udbredte Frygt for at lægge borneret Tænkemaade for Dagen. Fordi det virkelig er Mangel paa Evne til at holde Skridt med Tiden, der nu om Stunder gør, at somme rent savne . det panteistiske Element i deres Bevidsthed, frygter man for at bekende sig til Troen paa en personlig Gud. Men holder nemlig for, at denne Tro ikke lader sig bringe i Harmoni med nogen Slags Panteisme, og derfor kan paadrage sine Tilhængere Ringeagt*) i den videnskabelige Verden.

✂ Ligesom altsaa Overbevisningen om Udødelighedsbegrebets Realitet altid hviler i en Verdensanskuelse, kan der heller ikke gives andet Bevis derfor end den organisk sammenhængende Fremstilling af en saadan Verdensanskuelse. Uagtet derfor Udødelighedslæren i Systemet kan fortrinsvis knyttes til visse Hovedstykker deraf, finder dog den opmærksomme Læser i alle dettes Partier Spor til Forudsætning af Dødelighed eller Udødelighed. Hvis Udødelighedsbegrebets Ugyldighed ej var forudsat i saa mangfoldige Bearbejdelser

**) Der gives intet litterært Strategem, der i Tysklands videnskabelige Polemik har gjort saa god Virkning og vakt saa megen Efterligning, som haanlig Omtale af anderledes tænkende. Lige fra Fichte til Hegel have de berømte Systemers Efterfølgere saa nøjagtig kopieret deres Mesteres Retorik i den haanlige Deklamation, at man ret kan forestille sig, hvorledes ders unge Hjærter i deres Læreaar have banket af Længsel efter at komme til at føre et saadant overlegent Sprog. Saaledes overbyder Schad langt Fichtes djærve Udfald paa Idealismens Modstandere, og blandt mange andre har Hinrichs i Fortalen til sin Logik uden at nævne sin Kilde udskrevet Sarkasmer af Hegel. (Forf. Anm.) 213

✂ af Filosofiens Discipliner, hvori det ej med et Ord berøres, vilde de overalt have faaet et aldeles forandret Udseende. Med andre Ord, en videnskabelig Fremstilling af Filosofiens Læresætninger bliver kun for Læseren syntetisk, for Filosoffen selv er den altid analytisk, og ethvert Hovedpunkt er forudbestemt i den Verdensanskuelse, som sukcessivt oprulles under Fremstillingen, og som i sin Totalitet er sit eget Forsvar.

✂

V

✂ Af adskillige hører man den Erklæring, at de sætte liden Pris paa videnskabelige Beviser for Menneskets Udødelighed, fordi deres Overbevisning derom beror paa Udsagn af den hellige Skrift, om hvis Guddommelighed de have fuldkommen Forvisning. Men dersom deres Forsikring er sand, dersom de føle virkelig Overbevisning om den kristelige Læres Sandhed, kan denne Overbevisning dog umulig være fuldkommen uafhængig af Lærens Indhold. De maa dog først paa en eller anden Maade være komne til Vished om Sandheden af Kristendommens Hovedsætninger, inden de kunne bringes til at betragte Skriftens Ord som deres Erkendelses Grund. Da nu Udødelighedslæren selv netop er en af Bibelens Grundlærdomme, hvis Gyldighed man først maa antage for at komme til fornuftig Tro paa Bibelen, kan man med bedre Grund opstille den omvendte Paastand, at fornuftig Overbevisning om Skriftens Ufejlbarhed blandt andet beror paa Overbevisning om Menneskets Udødelighed. Nu om Stunder kan dog intet Menneske, der staar paa et Dannelsestrin, der medfører Modtagelighed for fornuftig Overbevisning, 214 være saa ubekendt med Skriftens Hovedlærdomme, at det ikke ved, at Udødelighedslæren findes mellem dem. Hvis han da paa en fornuftig Vej kommer til at tro paa Skriftens Autoritet, maa denne Lære dog komme med i Betragtning, medens hans Tro paa Bibelens Tilforladelighed uddanner sig. Saaledes forholder det sig ogsaa altid i Virkeligheden: al fornuftig Overbevisning om Bibelens Guddommelighed har sin Grund i en foregaaende Forvisning om den kristelige Verdensanskuelses Sandhed. Nu er det jo endogsaa en stor Sjældenhed, at nogen dannet kommer til Bibelens Læsning, inden han er bleven bekendt med den Cyklus af religiøse Begreber, der udgør det væsentlige. Indhold af Tidens Bevidsthed om det oversanselige. Men hvilken Kombination af usædvanlige Omstændigheder man end her vil digte sig, vilde aldrig noget Individ blot af Skriften være i Stand til at udvikle sig den hele kristelige Tradition. Et Erfaringsbevis var her umuligt; thi den aldeles enlige kan aldrig komme til fornuftig Selvbevidsthed, og naar han ved Samliv med andre vækkes dertil, da faar han med det samme Bekendtskab med Selskabets fælles Forestillingskres, der er saa gennemtrængt af det kristelige Element, at dette ikke til et Eksperiment lader sig udsondre.

✂ Paa dette Sted vil jeg forklare mig noget nærmere over Udtrykket den kristelige Tradition, som jeg paa disse Blade saa tit har betjent mig af. - Hos enhver, der i kristelige Stater kommer til aandelig Selvbevidsthed, begynder et Anlæg til en selvstændig Verdensanskuelse at udvikle sig ved udenfra kommende Anledninger. Den subjektive Selvudvikling er paa ethvert Punkt betinget ved 215 et Stof, der med eller uden Plan meddeles udenfra. Individets religiøse Bevidsthedskres - den være nu mest udfyldt med Billeder eller med Begreber - drager sin væsentlige Næring af den kristelige Tradition, som under utallige Metamorfoser bevæger sig i de kultiverede Stater. Det er den samme Tradition, der snart viser sig under Form af populære Forestillinger, snart reproduceres i filosofiske Begreber. Men hvad der skal have væsentligt Hold, maa følge Strømmen af den kristelige Tradition. Hvad der vil danne sig aldeles uden for dette fælles Medium, bygger i Luften uden Fundament, og opløser sig af sig selv som en Sum af subjektive Indfald. Ingen sindrig Kombination af subjektive Indfald kan i længere Tid friste sin falske Tilværelse uden tilsyneladende Overensstemmelse med den kristelige Tradition. Den højeste teoretiske Aandsfrihed kan kun opnaas ved en selvstændig Reproduktion af den meddelte fælles Tradition; og deri bestaar til Dels et Individs Sundhed paa det aandelige Liv, at det er i Stand til, af den store Vrimmel af falske Forestillinger og Begreber at uddrage den rette Tradition til Næring for det aandelige Liv.

✂ Men under hvilken Form Individet end besidder sin Erkendelse, afledes al Vished for enkelte Sætninger fra deres Sammenhæng med den Verdensanskuelse, der bærer det hele, og som i sin Totalitet medfører Overbevisning. Men den Verdensanskuelse, der medfører sand Vished, er altid den fremskridende kristelige Aands Værk, og ingen blot Opdagelse af den individuelle Selvtænkning. Dog kan den saa aldeles træde frem under Selvtænkningens Form, at Individet kan føle fuldkommen fri Selvvirksomhed 216
under den Tænkning, hvorved det reproducerer den fælles kristelige Tradition. Det mærker maaske ikke engang Traditionens Magt over det, men indbilder sig blot ved egen Kraft at have opdaget den fælles Sandhed, som under en ny Skikkelse fremtræder hos det. - Næppe vil nogen, der ved, hvad kristelig Aand er, miskende dens Indflydelse paa en hel Del af Schillers Arbejder, uagtet denne Digter ikke selv henførte dem til dette Udspring eller fremtraadte som en Bekender af Kristendommen. Den kristelige Tradition kan fremtræde som rationalistisk, for saa vidt som Individet er sig bevidst, at dets Verdensanskuelse, som stemmer dermed, udspringer af dets eget Indre, idet den med fuldkommen Frihed reproduceres i et videnskabeligt System. Men den er desuagtet paa en Maade supranaturalistisk, fordi det kun er i sin Overensstemmelse med den objektive Tradition, at den frie Tænkning kan komme til Vished og Tilfredsstillelse. Naturligvis har den, hos hvem den kristelige Tradition kraftig udvikler sig, dog ikke noget rigtigt Begreb om dens Natur, naar han anser sin Erkendelse for et Produkt af blot individuel Selvtænkning; men paa den anden Side giver man ikke den kristelige Aand den Ære, som tilkommer den, hvis man aldeles vil nægte det supranaturalistiske Elements Tilstedeværelse hos enhver, som ikke har saa udviklet Bevidsthed om sine Tankers Genesis, at han selv antager dem for kristelige og kan forfølge dem tilbage til deres historiske Oprindelse. Det er vanskeligt at indse, at man mindre erkender Kristendommens Verdensmagt, naar man anvender Prædikatet kristelig paa den Bevidsthed om det oversanselige, der deriveres fra den, om 217 den end fragaar sit Udspring, end naar man indskrænker denne Benævnelse til dem, der udtrykkelig bekende sig til et kort Symbols Formular. - Om man end tager i Betænkning at kalde Individerne Kristne, naar de ikke selv vedkende sig dette Navn, kan man dog med god Grund kalde deres Livsan; skuelse kristelig, naar dens væsentlige Karakter bedst betegnes ved dette Prædikat.

✂ Af det, som alt er sagt, er det nu for det første klart, at her ved Ordet Tradition ej tænkes paa en uforandret Overlevering af et bestemt Antal Ord. Den overleverede Sandhed udvikles og vokser hos mangen en, der ikke selv bliver det var; thi Erkendelsen kan ej være levende uden Fremskridt og Forandring af Form. Men jeg har paa disse Blade med Flid brugt Ordet Tradition, for dermed ret stærkt at betegne det ene Moment i al Sandhedserkendelse, som tit overses, idet man udhæver det andet, nemlig det, at al sand Erkendelse træder frem som Selvtænkning. Det enlige Individs Selvtænkning er afhængig af Menneskeslægtens følles Erkendelse, saa at det aldrig ved sin blotte subjektive Aandskraft opdager Sandheden som et absolut nyt Indhold, men den frieste Selvtænkning reproducerer og udvikler hele Slægtens Arvelod. En saadan Traditions Realitet antager næsten enhver fornuftig Tænker; men indrømmes en saadan Tradition, følger deraf, at den maa have sit bestemte Indhold, og der bliver ved enhver frisk Reproduktion deraf med god Grund spurgt, om dens Indhod er gengivet med Fuldstændighed. Dernæst har jeg kaldt denne Tradition kristelig, et Prædikat, som nærmest leder Tanken til den oversanselige Side af den overleverede Verdensanskuelse. 218 Thi med Hensyn hertil bestrider vel næppe nogen indsigtsfuld den Kendsgærning, at Traditionen er væsentlig forandret i det kristelige Tidsrum. Hvis nu nogen frakender den kristelige Revolution i Menneskehedens Bevidsthed en saadan gennemgribende Indflydelse paa Erkendelsens hele Organisation, at Prædikatet kristelig for den hele Tradition derved kan anses for at være retfærdiggjort, kan jeg ikke her føre nogen Strid derom; jeg indskrænker mig blot til den Bemærkning, at det i ethvert Tilfælde her nærmest er Bevidstheden om det oversanselige, der kommer i Betragtning.

✂ Efter at vi have berørt den Mening, at Udødelighedslæren bedst kan bygges paa Skriftens Udsagn, føje vi nogle Bemærkninger til om en Teori, som let kan bringes i Forbindelse dermed, nemlig den, at saavel Udødelighedslæren som enhver af Religionslærens Hovedsætninger beror paa Følelsens Vidnesbyrd. Der gives næppe nogen anden Titel, hvorunder saa mange Synsmaader samles i Flæng; men desuagtet have de mangfoldige Teorier, der gøre Følelsen til Erkendelsens Kriterium, for den fælles Benævnelses Skyld til sammen været underkastede stærk litterær Forfølgelse. Alligevel kommer ingen Overbevisning om en væsentlig Sandhed i Stand, med mindre Følelsen kan tilfredsstilles derved, og det er altid fra Følelsen, at det første Stød til Reformer i Erkendelsen udgaar. Saaledes kan der med god Grund paastaas, at Følelsen er en Magt, som altid faktisk regerer Videnskabens Historie, enten man vil indrømme den Ret dertil eller ikke. Endog den strænge Iver mod den ensidige Provokation til Følelsen har selv sit Udspring fra en Følelse.

219

✂ For at komme til Sagen forudsætte vi som fuldkommen afgjort, at ethvert menneskeligt Individ har den Bestemmelse at udtrykke det almindelige Fornuftliv under en ejendommelig Form, eller for at udtrykke den samme Tanke med et Par andre Talemaader, at dets virkelige Liv er dets Overensstemmelse med sit Livs Ide; at det under ethvert sandt Fremskridt i sin Udvikling retter sig efter et højere Forbillede. Naar Mennesket da i et Tidsmoment befinder sig i fuldkommen Overensstemmelse med sin Ide og har en umiddelbar Bevidsthed om denne Harmoni, er denne Bevidsthed en behagelig Følelse. Denne Sætning gælder for alle Menneskelivets Former, de lavere saa vel som de højere; følgelig maa den Fremskriden i Sandheds Erkendelse, som er alle Fornuftvæsners Bestemmelse, nødvendig medføre den behagelige Følelse af Individets Harmoni med Ideen.

✂ Men lige saa vist som det er, at den forskende Tænknings Vendinger, naar den gaar ud paa en fuldstændig Verdensanskuelse, altid bestemmes af Følelsen, saa lidet fremmer det Sandheds Erkendelse, om ethvert Individ vil indskrænke sig til sin Subjektivitet og gøre den lydelig gældende midt i Videnskabens Rige. Det kommer da an paa, hvis Følelse til sidst er den ren menneskelige; thi kun den, der kan godtgøre, at han er den fuldkommen restituerede Adam, kan forlange, at andre skulle lade deres Tænkning styres efter hans ejendommelige Følelses Kompas. Indtil den Tid kan han ikke gøre andet end enten indslutte sig i sin monadiske Selvtilfredshed, hvortil han har en ubestridelig Ret, eller bestræbe sig for at sætte en Begrebsudvikling i Stedet for en anden, som oprører hans naturlige Følelse.

220

✂ Vi have ovenfor sagt, at den Tænkning, der gaar ud paa Erkendelse af konkret Virkelighed, bestandig gaar ud fra en Følelse. Vi maa her bestemt afvise den mulige Misforstaaelse af disse Ord, at dermed skulde menes den upatologiske Følelse af Overbevisning, som man undertiden hører omtale, i Følge en anden Brug af Ordet Følelse. Om der gives nogen i Ordets bogstavelige Betydning følelsesfri Tænkning, lade vi her staa aldeles uafgjort; men det kan ikke nægtes, at der gives en Tænkning og en Overbevisning, hvori den personlige Interesse træder umærkeligt frem. En saadan uinteresseret Tænkning er den matematiske og den ontologiske; men den har ogsaa kun at gøre med abstrakte Begreber og medfører paa ingen Maade nogen overmenneskelig Sindets Tilstand. Naar Tænkningen gaar ud paa en konkret Verdensanskuelse, kan den kuns i Momenter være fuldkommen ligegyldig og uden al personlig Bevægelse ved Resultatet. Det er en vidt udbredt Vildfarelse, at den Tænkning, hvorved en reel Verdensanskuelse dannes, skulde kunne foretages med Menneskets halve Sind, som Regning med Tal eller Betragtning af geometriske Forhold.

✂ Men naar vi nu paa den ene Side forsvare den Sætning, at Tænkningen i det hele taget erholder sin Retning af Følelsen, paa den anden Side indrømme, at intet Individ er berettiget til at opstille sin Følelse som den normale, synes det umuligt, at den menneskelige Tænkning kan skride sikkert frem mod sit Maal, mod Sandheds Erkendelse. Men fordi man indser, at det enkelte Individs Følelse ikke afgiver nogen Garanti for dets Tænknings Rigtighed, kan man ved Siden deraf meget vel have den Overbevisning, 221 at hele Slægtens Tænkning ved Følelsen drages mod sin rette Pol. At antage dette bliver netop det samme som at antage, at Fornuften bestandig er den stærkeste Magt i Menneskeheden, og at Individernes Afvigelser (der til Dels gendrive hinanden) forsvinde for Sandhedens Aand, ved hvilken hele Slægten føres af Sted.

✂ En Livsanskuelse, der oprører Menneskehedens Sandhedsfølelse, har ved at udtale sig selv med Tydelighed og Bestemthed foreløbig gendrevet sig selv, og derved vækkes Bestræbelsen for at fremstille den kristelige Tradition i et nyt videnskabeligt System, der afløser det gamle, hvis Utilstrækkelighed er almindelig følt. Men at Mennesket, efter at Videnskabens Ide blot er anet, skulde berolige sig ved en umiddelbar dunkel Bevidsthed om Religionens Hovedindhold, er utænkeligt. Nu om Stunder er det øjensynlig Menneskehedens Opgave, at bringe den kristelige Traditions Indhold til videnskabelig Bevidsthed, og derfor kan et mangelfuldt System kun fuldstændig gendrives ved et rigtigere eller et, der med større Alsidighed sammenfatter, hvad der hører til den universelle Tradition. Men da for Tiden enhver Religionsfilosofi, der har mindste Betydenhed, udgiver sig for at have den kristelige Tradition til sit Indhold, faar dens udvortes Autoritet et farligt Stød, naar dens Uoverensstemmelse med et eller andet væsentligt Princip i Kristendommen har tydeligt vist sig. Nu gives der ingen Sandhed, hvis Mangel det er saa vanskeligt at dække ved Palliativer eller at udfylde ved Sætninger, der have fjærn Lighed dermed, som Udødelighedslæren, fordi Savn deraf gennemtrænger alle Hovedstykker af Systemet. 222 Derfor vil Mangelen af denne Lære altid være den hemmelige Brøst, der tidlig eller sildig bereder det for Resten mest skarpsindige System sin Undergang.

✂

VI

✂ Ovenfor er den Sætning opstillet, at Udødelighedslæren bestandig vil gøre sig gældende som et nødvendigt Moment i Sandhedens Erkendelse. Ethvert System, der udtaler en Verdensanskuelse, hvori hint væsentlige Moment mangler, vil nemlig, naar det er gennemført i sine Konsekvenser, først befindes uoverensstemmende med den sande Tradition i dens umiddelbare Skikkelse og dernæst blive fortrængt af et fuldstændigere videnskabeligt System. Vi have tilsyneladende talt om tre forskellige Magter, der nødvendig d Tidens Løb maa besejre ethvert vildfarende System: den sande Tradition, den normale Følelse og den sande Videnskab; men det er, nærmere beset, en og samme universelle Overmagt, som under disse forskellige Titler gaar af med Sejren. Den kristelige Verdensanskuelse har ikke sin fuldstændige Form blot i den hellige Skrift, men i mange forskellige Aabenbaringer af den levende Verdensaand; thi hvad der tilfredsstiller den normale Følelse, er Kristendommens væsentlige Indhold. Men naar man da fra et Systems Standpunkt spørger, med hvad Ret en Verdensanskuelse giver sig Navn af sand, og med hvad Ret en Følelse roser sig af at være den normale, da kan intet andet almengyldigt Svar gives derpaa end den systematiske Fremstilling deraf. Over en videnskabelig Form, som 223 er af den Betydenhed, at den bør ænses, kan hverken ubestemt individuel Følelse eller Troslæren i sin umiddelbare Skikkelse vinde grundig Sejr. For at beholde Marken maa Sandhedens Aand paatage sig samme Skikkelse som dens Modstandere.

✂ Nærmest skal altsaa her den Sætning udvikles, at ethvert System, der indeholder Udødelighedens Fornægtelse, gendriver sig selv ved sine Følgesætninger. Det er ikke min Plan, i en broget Vrimmel af Fantasibilleder at fremstille de Livsforhold, hvori Udødelighedshaabets Tab maa være mest oprørende for den naturlige Følelse. Det har ofte været gjort f. Eks. af Jean Paul, og det er den eneste Maade hvorpaa man kan anskueliggøre den Sandhed, at Dødelighedslæren ikke kan tilfredsstille den menneskelige Følelse. Her kan som sagt intet Bevis for Udødeligheden ventes udført; her anstilles blot Refleksioner over den Mulighed at føre Beviser derfor. Vi betragte da nu den Tankegang, som vi ovenfor have omtalt som et uendeligt indirekte Bevis for Udødeligheden, nemlig den, at Tilintetgørelseslæren i enhver Sammenhæng, ret udviklet, nøder den menneskelige Bevidsthed til en Vending, hvorved den fra Fornægtelsens Tomhed kommer tilbage til den sande Religions Indhold.

✂ Naar Mennesket med Overbevisning om sin individuelle Forgængelighed ret ordner sin Bevidsthedskres, taber dets Liv enhver væsentlig Betydning. Den menneskelige Bevidsthed kan da i ingen Henseende beholde sin højere Fylde, uden for saa vidt som den med Selvmodsigelse bevarer et laant Genskin af Ideens Lys, der hører forgangne Perioder til. Erfaringen har lært, at den menneskelige Bevidsthed 224 vel kan udvikle sig til herlige Former, hvor Begrebet om Udødeligheden kun er dunkelt for Haanden; men under den dogmatiske Fornægtelse deraf taber det, naar Mennesket har ret besindet sig, al sin Glans og Rigdom. Denne Paastand ville vi tydeliggøre ved kortelig at gennemgaa de væsentlige Momenter af Ideen, som giver Menneskelivet sit Indhold. Men dette skal efter Planen ske saaledes, at de Punkter mest udhæves, ved hvilke Savnet af Udødelighedsbegrebet lettest indlyser.

✂ For det første kommer efter Tilintetgørelseslæren den sande Selvagtelse og overhovedet den rette Selvkærlighed til at mangle sin egentlige Genstand. Her bliver den organiske Sammenhæng af Ideens forskellige Sider især iøjnefaldende, fordi Selvkærligheden gennemtrænger alle Livets Former, og det abstrakte Selv, strængt for sig taget, aldeles bliver til intet. Vi kunde derfor, hvis her skulde gives en udførlig Udvikling af dette Moment, efter Sagens Natur betragte alle de følgende Momenter fra dette særegne Standpunkt. Men vi indskrænke os til følgende Vink.

✂ Naar Selvkærligheden mangler sin Genstand, kan Ideen ikke komme til sit sande Liv i Menneskets Bevidsthed. Mennesket erkender nemlig ikke den egentlige Sandhed, naar det ikke tillige føler den. Den Erkendelse, der giver sig selv det pralende Navn af ren Tænkning og udelukker al Sympati, den er kun en abstrakt, med Flid udstykket, Erkendelse. For saa vidt Tænkningens Arbejde, ja Tænkningens Slid er en nødvendig Betingelse for Opnaaelsen af konkret Erkendelse, er den følelsesfrie Tænkning, som finder Sted i Matematik og Ontologi, af stor 225 Betydning og Vigtighed. For saa vidt fremdeles den fuldendte Erkendelse i den nærværende Tingenes Orden aldrig kan opnaas, hører den abstrakte Tænkning her aldrig op. Men jo mere Begrebets sønderrevne Stykker begynde at samle sig til et Helt, jo mere Tænkeren begynder at skimte den rette Sammenhæng i Tilværelsen, desto mere blive Tænkningens Arbejder afbrudte ved Anskuelsens Hviledage.

✂ Al Erkendelse gaar ud paa det altid værende, men under den sande Erkendelse ved det erkendende Subjekt, at det selv hører med til det altid værende. Naar Tilintetgørelseslæren ret gennemtrænger Menneskets Tankekres, vil Erkendelsen af det evige mer og mer fordunkles. I Følge denne Sysmaade hører nemlig Individet som Individ ikke til det altid værende; men den, som ikke erkender sig selv for at høre med til det uforgængelige i Tilværelsen, har ikke den levende Erkendelse deraf, om han end med større logisk Dygtighed kan fremstille sin mangelfulde Verdensanskuelse. Kun hvor den individuelle Udødeligheds Begreb optages med som et Element i Menneskets Verdensbevidsthed, kan sand Selvkærlighed finde sin Plads deri. Og Selvkærlighed er en ufravigelig Betingelse for den levende Erkendelse og den sympatetiske Tilknytning til det altid bestaaende, uden hvilken Bevidstheden ej kan svare til sin Ide.

✂ De dogmatiske Fornægtere af Udødelighedstroen indrømme naturligvis den Kendsgærning, at Tilintetgørelseslæren vanskelig kan blive ret almindelig udbredt i Menneskeheden, og de finde ligesom vi en vigtig Forklaringsgrund til dette Fænomen i den naturlige 226 Selvkærlighed. Men de tage Selvkærligheden i en anden Betydning end den, vi her have taget den i. De sætte den ej i Forbindelse med den dybere Selvagtelse, i Følge hvilken Mennesket erkender sig som Individ for et Led af den altid værende oversanselige Verden; men de tænke ved Ordet Selvkærlighed blot paa den fysiske Selvopholdelsesdrift, som Mennesket paa sit abstrakt dyriske Standpunkt ej kan overvinde. Efter den rette Verdensanskuelse er denne lavere Tilskyndelse kun et Moment i den sande Selvbevaringsdrift, men et Moment, der er saa uvæsentligt, at denne, som Historien tit har vist, kan føre Individet til at handle mod hin elementære Drift.

✂ Det er dels Praleri, dels Selvbedrag, naar saa mange paastaa, at en Verdensanskuelse, der tilfredsstiller den ren-menneskelige Selvfølelse, kan danne sig uden Udødelighedsbegrebet. I denne Henseende lægger F. Richter i sit omtalte Skrift større Forstand og Sandhedskærlighed for Dagen, idet han uden Betænkning tilstaar, at Visheden om Individernes Forgængelighed er den største af alle de Ulykker, som ere uadskillelig forbundne med Menneskehedens Kaar, og at det er en Ulykke, mod hvilken der ikke gives nogen tilfredsstillende Trøst. Deri ville vist de fleste være enige med ham, men ikke i den Forudsætning, som ligger til Grund for hans Filosofi, nemlig den, at en fudkommen Erkendelse af Sandhed skulde kunne slutte med en uopløselig Dissonans, eller med andre Ord: at Sandheden skulde kunne være for oprørende for den menneskelige Følelse.

✂ Tilintetgørelseslæren maa da for det første af den 227
Grund forsvinde, at den oprører den sande Selvfølelse og Selvagtelse, uden hvilken Individet ej med den Deltagelse, som er et Moment i al sand Erkendelse, kan slutte sig til det evige. Dernæst kan ingen sand selskabelig Interesse bestaa, naar Mennesker antages blot for temporære Væsner, der uophørlig blive til og for stedse forsvinde fra Tilværelsen. Al Stræben for Menneskevel og Indretning af Stater maa nødvendig ophøre, dersom Menneskene med Overbevisning om hinandens absolute Forgængelighed ret besinde sig over det intetsigende i deres Planer. Kun den var i Stand til under slige Vilkaar at bevare sin Livslyst, der ved Travlhed i Livets Leg kunde bringe det til en uafbrudt Selvforglemmelse. Dertil ere somme virkelig i Stand: de anse alt for at være intet, men udføre med Ilfærdighed den ene Plan efter den anden for ved en frivillig Illusion at vænne sig til at behandle det formentlige Intet, som om det var noget. Men til et saadant tankeløst Selvbedrag kan hele Slægten aldrig bringe det. Ingen alvorlig Stræben for andres Vel, ingen Deltagelse i deres Ve kan bevares hos den eftertænksomme Mand, naar han anser deres Tilværelse for et kortvarigt Skyggespil. Man har ofte hørt, at en i Drømme har svedt Angestens Sved over den Maade, hvorpaa han har behandlet Mennesker, der kun vare hans egne Drømmesyner, men har pludselig følt sig lettet ved at komme til Vished om, at alt var en Drøm og følgelig ligegyldigt. Men efter Tilintetgørelseslæren bliver Menneskets Handlemaade mod hverandre for den, der kender Livets Korthed, omtrent saa ligegyldig som en længere Drøm. En Livanskuelse, der fører til praktisk Nihilisme, 228 gaar let over til en positiv Stræben efter at tilintetgøre sig selv. Derpaa findes en hel Del Eksempler i Historien. Et paafaldende Eksempel have vi blandt andre i en forkristelig Periode, da en konsekvent dialetisk Udvikling af den kyrenaiske og kyniske Filosofi netop førte til en praktisk Nihilisme, der ej var Produkt af enkeltes Griller, men havde sin dybe Rod i Tidsalderens Udvikling. Derved vaktes en saa almindelig Livslede, at Regeringen i Aleksandria forbød Hegesias, med Tilnavn Peisithanatos, at foredrage sine Læresætninger, fordi de foranledigede en saa usædvanlig Mængde Selvmord. Det samme Fænomen gentager sig i vor Tid, da den om sig gribende nihilistiske Livsanskuelse føder idelige Selvmord af sig, og de eftertænksomme Statsfilosoffer have fuldkommen Ret, naar de fra alle Kanter gentage, at den egentlige Grund maa søges i den dogmatiske Fornægtelse af Udødeligheden. Selvmorderne ere virkelig de mest konsekvente Lærlinge af en saadan Skole; enhver tænksom Tilhænger deraf synes at maatte ønske med Caligula, at Menneskeheden kun havde eet Hoved, for at han med eet Sværdslag kunde befri den fra sin urimelige Livsdrøm.

✂ Den, der kun tillægger de menneskelige Individer Betydning som forbigaaende Former for den ene Aands Selvaabenbaring, kan umulig uden Inkonsekvens nære nogen sand Menneskekærlighed. De, som desuagtet, uden at sand Menneskeagtelse har nogen Grund i deres Livsanskuelse, lade de velvillige Følelser indtage stort Rum i deres Bevidsthed, indrømme derved de naturlige Følelser en Magt, som deres Forstand ikke kan billige. I Almindelighed 229 er det ogsaa Trang til at erkende bestemte menneskelige Individer som uforgængelige Genstande for deres Kærlighed, der fører tvivlende eller vantro Tænkere tilbage til den kristelige Verdensanskuelse. Derfor have ogsaa de Videnskabsmænd, som i deres Ungdom have bidraget mest til at give Naturfilosofien sin Form, i deres Alderdom opgivet den abstrakte Panteisme, som ligger til Grund derfor, og om en Del af dem er det bekendt, at Dødsfald iblandt Individer, til hvem de have været knyttede ved stærke sympatetiske Baand, have aabnet deres Øjne for Tomheden i deres Verdensanskuelse. At saadanne Kendsgærninger kunne træffes i Videnskabernes Rige, viser, at den systematiske Fremstilling af en Verdensanskuelse ej er den sidste Grund, hvorpaa Overbevisningen om dens Gyldighed beror, ikke engang for dem, som bedst kende Systemet i hele dets Detail. Den, der er i Stand til at forsone sig med Tilintetgørelseslæren, har enten ikke ved nogen Erfaring lært den uendelige Menneskekærlighed at kende, eller han savner den anskuelige Forestilling om Livets Korthed, eller ogsaa har han sammensat sin Bevidsthedskres af stridige Brudstykker. Den Kærlighed, der betragter sin Genstand som forgængelig, er nødvendigvis af en anden Art end den, der ved, at den hører til det evig bestaaende.

✂ Den højere Drift til Selvbevaring og Trang til Kærlighed ere som oftest de Grunde, der i Virkeligheden fortrænge de mangelfulde Systemer, som drage Udødelighedens Fornægtelse efter sig. Men ogsaa den ideale eller kontemplative Drift taber, ret forstaaet, efter disse Systemer sin Betydning. Vi betragte nu ogsaa fra denne tredje Side den Sandhed, 230
at den gennemførte Negation af Udødeligheden fører til Opgivelsen af den Verdensanskuelse, som drager den efter sig. Jeg gentager, at vi her ved Abstraktion adskille, hvad der i sig selv er et og det samme; ret betragtede ere allerede saa vel den sande Selvbevaring som den sande Menneskekærlighed forskellige Former, under hvilken Driften til at leve for det evige træder frem. Dette er mer iøjnefaldende ved den tredje ideale Retning, som vi her ogsaa ville betragte for sig, jeg mener den, der fører til Videnskab, Kunst og Religion. Ved enhver af disse Former skulle vi ligeledes se, at de ved en konsekvent Tilintetgørelseslære tabe deres egentlige Betydning. Med dogmatisk Negation af Udødeligheden kan ingen Kunst bestaa. For at Mennesket skal kunne have sin Svingkraft til at bevæge sig i den højere Fantasis Regioner, maa det enten med en Slags refleksionsfri Udødelighed bruge Livet som en Evighed uden nogen anskuelig Forestilling om dets Korthed, eller det maa have Overbevisning om Udødelighedsbegrebets Realitet. Jeg opstiller her uden Betænkning den Paastand, at Tvivl om Individernes Udødelighed er Kunstens Kræft, og Overbevisning om deres Forgængelighed er Kunstens Grav. Denne Paastand kan kun retfærdiggøres ved en Teori af Kunstens Natur, som her ej lader sig udføre, men kun med et Par Ord antyde. Den Synsmaade, jeg her vil fremsætte, vil for mangen En klinge højst paradoks og vil maaske af somme opfattes som et dristigt Udtryk, der ej skal forstaas efter Ordet. Ja mangen En har maaske selv udtalt den samme Tirade og dog kun betragtet den som en rask retorisk 231
Figur; men her menes bogstavelig, hvad her bliver sagt: Den sande Kunst er en Anticipation af det salige Liv. Den fuldkomne Harmoni mellem Universalitet og Individualitet, som finder Sted i Kunstnerens Bevidsthed, naar han producerer et ægte Kunstværk, eller hos den, der med ægte Receptivitet gentager den samme Produktion, er et Billed af de fuldkommen forklaredes Salighed, hvori det individuelle Liv uden Modstand bliver udfyldt af den Eviges Vilje. I den nærværende Tingenes Orden er det kun i enkelte Momenter, den personlige Vilje hæver sig til det hellige Standpunkt, hvor Pligtloven slet ikke føles som en stræng bydende Tvang; og Videnskaben nødes efter sin Natur til at arbejde saa strængt i Abstraktionens Sfære, at Intuitionen, som styrer Tænkningen, tit træder meget i Baggrunden. Kuns i de Momenter, da den personlige Vilje falder sammen med den almindelige, eller Begrebernes diskrete Punkter flyde sammen til Intuitionens Klarhed, føler Mennesket den samme Harmoni i Sindet som den, hvori den sande Kunst altid bevæger sig. I den sande kunstneriske Produktion maa den personlige Stræben saaledes falde sammen med den højere Bistand, at Anstrængelsens Følelse rent maa forsvinde. Men Kunsten er kun et Billed paa det salige Liv, fordi den bevæger sig i en Verden, der baade fra et Standpunkt, der ligger over den, og et Standpunkt, der ligger under den, med Sandhed betragtes som Leg og Skin. Kunstnerens Verden beholder lige over for sig en Verden, der med Sandhed sættes imod den som den virkelige, og som med Rette gør Fordring paa med Tiden at gøre Kunsten overflødig. Det virkelige Liv vil en Gang blive saaledes forherliget, 232 at Kunstnerne have fuldbragt deres profetiske Kald, og Individernes Liv umiddelbart selv fremstiller den Harmoni mellem det menneskelige og guddommelige, der af Kunsten bebudes som tilkommende. Disharmonien mellem den prosaiske og den poetiske Verden skal i Tidens Fylde forsones i den sande Tilværelse. Dette er en Sandhed, som Kunstnerne stærkt bestride, især de herlige, der føle deres Sind aldeles udfyldt ved deres Kald. Men de gøre det i en Tilstand af elskværdig Naivitet, ligesom den Vilde, der haaber at genfinde sine kære Vaaben i de dødes Rige.

✂ Naar da Kunsten er en Anticipation af det mere æteriske Liv, som hører en højere Tilværelse til, maa der naturligvis findes uforenelige Bestanddele i Bevidstheden, idet man paa een Gang vil beholde Kunsten og fornægte Udødeligheden; og den Kunst, der saa aldeles miskender sin Betydning, vil, efterhaanden som de stridige Antagelser bringes ret i Berøring med hinanden, aldeles fortrænges ud af Livet, ligesom et Træ mister sine Blomster, naar dets Rod bliver afskaaren. Det er da sandsynligt, at den ret gennemførte Negation først rent vil fortrænge Kunsten, inden Livets Tomhed og Øde ved dette Savn ret klart kan blive stillet Tidsalderen for Øje.

✂ Naar Udødelighedstroen aldeles har forladt en Tidsalder, forsvinder den sande Kunst mer og mer, og den svage kunstneriske Produktion, som bliver tilbage, slutter sig for største Delen til Ruiner af andre Tiders Frembringelser. Digterne føle idelig, at en Verdensanskuelse, i Følge hvilken den nærværende Sanseverden skal betragtes som et i sig afsluttet Helt, ikke kan tilfredsstille Poesiens Fordringer. 233 Derfor have de mest udmærkede Digtere saa tit givet deres episke og dramatiske Digtninger en heterogen Tilsætning af Syner fra en anden Verden, som ikke staar i Harmoni med det Hele. Hvoraf kommer denne Disharmoni uden deraf, at Brudstykker af to heterogene Tidsaldres Produkter ere mekanisk forbundne med hinanden? Dersom Bevidstheden om en fra den nærværende Verden kvalitativ forskellig Verden, som en Gang kan blive tilgængelig for en aldeles ny Erfaring, ret havde gennemtrængt Tidsalderen, saaledes at den i den nærværende Tingenes Orden betragtede alle Ting som Fragmenter af et organisk sammenhængende Universum, der her kun begynder at udvikle sig for os, da kunde den fremføre Fantasier om en hinsidig Verden, der kunde harmonere med den bekendte Verden; thi den nærværende Verden fik da selv et andet Udseende.

✂ Paa den mest barnagtige Maade har Savnet af Tro paa det oversanselige vist sig i de mange Romaner, der til en Tid kom for Lyset, hvis hele Indhold var tilsyneladende Spøgelseshistorier, der til Slutning ved en naturlig Forklaring opløstes i intet. Ogsaa de mange Digterfantasier, der bevæge sig i en ren mytologisk Verden, skylde deres Oprindelse til samme Trang; men de betragtes gærne af Forfatteren selv som en betydningsløs Leg, og den urigtige Forestilling om Kunsten maa naturligvis have Indflydelse paa Kunstens Udøvelse. Thi saa vist det er, at Kunstnere kunne producere højst geniale Værker uden selv at forstaa deres Betydning, saa vist er det, at en Misforstaaelse af Kunstens Natur, saadan som den nødvendigvis følger af skæv Kultur, maa virke fordærvelig tilbage paa den kunstneriske Virksomhed. 234
I Digte, der nu om Stunder føre en Feverden frem for Fantasien, er det ofte den vantro Forfatters og Læsers Mening, at man for et Øjeblik skal lade sig hentrylle i en oversanselig Verden og dog beholde den Bevidsthed, at der ingen højere Verden gives. Men Følgen deraf er, at Fortryllelsen bliver derefter. Dette forsøgte Selvbedrag er mere barnagtigt end Barnets, der lader Skammel og Alen gælde for Trone og Scepter, uagtet det tillige har Bevidsthed om, at det er en Skammel og en Alen; thi Barnet ved dog, at der virkelig gives Trone og Scepter, men den voksne tror, at det, hans Feverden betyder, er aldeles intet. Et Trin af Kunsten er det, paa hvilket Digteren udtaler mytologiske Traditioner, paa hvilke han selv tror; et andet det, paa hvilket hans Fantasier, om de endogsaa hente Motivet fra slige Sagn, betragtes af ham selv som en betydningsløs Leg; et tredje det, paa hvilket han betragter sin kunstneriske Produktion som Billedet paa en højere Tilværelse. Paa det mellemste Udviklingstrin hører Kunsten efterhaanden op at være det, som Digteren ikke længer antager den for at være, et Forvarsel om en højere Tilværelse. Men i en saadan øde Tid, en prosaisk Tid i den allerværste Betydning af Ordet, er det yderst mærkeligt, hvorledes de mest blasfemiske Digtere mod deres Vilje tvinges til at udtale en anden Aand end den, de tro paa. Deres formentlige Bespottelse af alle positive Former i Tilværelsen bliver til en Klagesang over det bortflygtede højere Liv og til et Længselssuk efter en poetisk Fremtid. Især ere H. Heines Skrifter i denne Henseende højst mærkværdige, fordi hans foregivne Henrykkelse over den isolerede Sanseverdens Tilstrækkelighed 235 for et sundt Menneskes Fordringer idelig afbrydes ved en hemmelig Vemods Udbrud. Ligeledes pynter han idelig sine Spottetaler med Glimmerblomster fra en modsat Verdensanskuelses efterladte romantiske Former. Det gaar overhovedet det unge Tyskland og det unge Frankrig saaledes, at al deres Jubel over Kødets Evangelium, som Heine kalder det, og al deres paatagne Lystighed mod deres Vilje bliver til smertelige Klager. Det gaar dem ligesom Penelopes Bejlere, da de holdt deres sidste muntre Aftensmaaltid. »De lo«, som Homer siger, »med fremmede Ansigter; de aade Kød blandet med Blod; deres Øjne fyldtes med Taarer, og deres Sind tænkte paa Jammer.« I saadanne Fænomener er det, at den verdenshistoriske Dialetik lægger sig for Dagen: Nihilismen optræder, derved at dens Tungemaal bliver forvendt, som sin egen ufrivillige Anklager og baner Vejen for den positive Verdensanskuelses Restitution.

✂ Heller ikke Videnskaben kan i Tidens Længde beholde sin Interesse med Tilintetgørelseslæren eller den ensidige Panteisme; den kan hverken bestaa med Panteismen i sin trivielle Form, hvori de litterære Plebejer opfatte den, eller i den fordringsfulde Skikkelse, som den antog i den logiske Panteisme. Efter disse Synsmaader antages det nemlig paa den ene Side for muligt, at Mennesket kan opnaa fuldkommen Erkendelse, paa den anden Side antages det for en afgjort Sag, at Menneskets Liv er indskrænket til den nærværende Tingenes Orden. Disse to stridige Sætninger bringes i Harmoni derved, at en Del abstrakte Sætninger udgives for den fuldkomne Erkendelse. For at Mennesket kan glæde sig ved 236 den Overbevisning at vide alt, antages, at det, der synes at falde uden for dets Videns Horisont, ikke har nogen Realitet

✂ At fuldendt Viden ikke kan opnaas under Menneskehedens nuværende Livskaar, kan indses af følgende Betragtninger. De empiriske Videnskaber kunne efter Sagens Natur ej tilendebringe deres Bestræbelser for at sammenfatte de eksisterende Individer og deres Tilværelsesmaader i et fuldstændigt Begrebssystem. Det tilstaas vel af enhver, der blot har et dunkelt Begreb om disse Videnskabers Fremgangsmaade. Man behøver jo desuden blot at erindre sig, at disse Videnskabers Fordringer ej kunne tilfredsstilles ved en fuldstændig Angivelse af alle telluriske Tilværelsesformer; thi da bliver jo Resten af Himmelsystemet med sit respektive Inventarium tilbage som en utilgængelig Region. Men lader os for et Øjeblik endda blive staaende med vor Betragtning ved denne Planet og antage, at Erfaringens Videnskaber kunne bringes saa vidt, at de paa deres Vis kunne give fuldstændig Besked om Jordens Organisation, Former og Love; da mangler jo dette System en væsentlig Side for at fortjene Navn af fuldendt Erkendelse. Anskuelsen, der paa ethvert Punkt er af uendelig Natur, savnes aldeles i et saadant System af Begreber. Dette følger af den almindelige Sætning, at enhver enkelt Anskuelse kun i abstrakt Form kan gaa over til Forestilling, saa at Almenbegreberne, selv om Erindringen af den tilfældige Erfaringskres, hvortil de referere sig, beholdes uden Fradrag, nødvendigvis maa være af abstrakt Natur. Uden her at opholde os ved det rige Indhold, der gaar tabt i Naturvidenskabens øvrige Sfærer, ville vi her 237 tænke paa den Del af Tilværelsen, som har nærmest Sammenhæng med vor Hovedundersøgelse. Vi bringe i Erindring, hvilket uendeligt Indhold Antropologien maa overse, naar den taler om Arter og Slægter i Stedet for om Individer.

✂ Vil Videnskabsmanden derimod vælge det almindeligste til sit Udgangspunkt og ved en apriorisk Tænkning skride frem fra det abstrakteste til det mindre abstrakte uden at forlade den rene Tænknings Region, da er han vistnok i Stand til stedse mer og mer at orientere sig i hine Grundbegreber, der i deres umiddelbare Form fremstille Fragmenter af en oprindelig Erkendelse. Men det er kun Tilværelsens Grundforhold, der ved denne Fremgangsmaade kunne bringes til tydelig Bevidsthed. Det hele Universum med sin Uendelighed af Bestemmelser kan aldrig sammensættes af aprioriske Tanker.

✂ Antages Muligheden af, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden kan komme til en fuldkommen Erkendelse, da ere de Videnskabsmænd mest konsekvente, der skildre den som en mystisk Anskuelse af Eet og Alt, hvori Modsætningen mellem den anskuende og det anskuede er aldeles forsvunden. At en saadan Anskuelse af det absolute skulde være en fuldkommen Erkendelse deraf, er en Paastand, hvis Urimelighed ved saa mange sindrige Vendinger af Polemikken er godtgjort, at det næppe nu om Stunder falder en eneste grundig Videnskabsmand ind at paatage sig dens Forsvar. Men enhver apriorisk eller, om man vil, immanent Tænkning, hvorved Tilværelsens Grundforhold (jeg mener Guds Forhold til Universet) bliver tydeliggjort, maa dog gaa ud fra en dunkel Anskuelse af disse Grundforhold 238 og stræbe til en klarere umiddelbar Erkendelse deraf. Men for saa vidt som en adækvat Anskuelse af Eet og Alt i den nærværende Tingenes Orden ej kan opnaas af nogen, kan den videnskabelige Tænkning under de os bekendte Forhold heller aldrig føre til Erkendelsens Fuldendelse.

✂ Kun ved een Vending kan det antages for muligt at Mennesket i Sanseverdenen kan opnaa fuldkommen Erkendelse. Det er nemlig ved den Tilsnigelse, at man frakender enhver Ting Prædikatet af Sandhed, naar den er utilgængelig for den menneskelige Erkendelse. Man beskærer saaledes paa en vilkaarlig Maade Tilværelsen for at læmpe den efter den menneskelige Erkendelses Lejlighed, ligesom hin Prokrustes, der forkortede sine Gæster efter Maalet af sit Sengested. Sandheden af denne Paastand bliver især indlysende ved følgende Betragtning. Hvad der skal blive ganske gennemsigtigt for det videnskabelige Begreb, kan efter Sagens Natur kun være en almindelig, uforanderlig Side af Tilværelsen. Vil man nu antage, at Erkendelsen heraf ej er abstrakt, da maa det individuelle, for saa vidt det er individuelt, betragtes som en Mængde tilfældige Former for det absolutes Tilsyneladelse. Skal det individuelle, hvorunder de enlige menneskelige Individer henhøre, der fødes og dø til bestemte Tider paa Jordkloden, skal dette individuelle have sand Realitet, da kan ingen af de os bekendte videnskabelige Former fremstille fuldkommen Erkendelse. Allerede Sprogets Natur gør det umuligt paa en videnskabelig Maade at betegne disse bestemte Individer. Men der maa gives en tredje højere Erkendelse, som hverken holder sig blot i de rene Begrebers Region eller 239 bliver staaende ved den empiriske Tænknings Abstraktioner, men hvori paa en Maade, som overstiger menneskeligt Begreb, det almindelige saaledes erkendes, at det enkelte (enlige) ikke forsvinder deri. En saadan Erkendelse vilde være en intellektuel Anskuelse i Ordets egentlige Betydning; men dette tertium cognitionis genus er uopnaaeligt under dette Livs Vilkaar. Derfor er det, jeg lidet ovenfor har sagt, at Fornægtelsen af Menneskets Udødelighed blandt andet af den Grund vil høre op, at man sent eller tidlig vil komme til en klar almindelig Overbevisning om, at fuldendt Sandhedserkendelse efter denne Synsmaade for bestandig er Mennesket umulig.

✂ At ingen sand Religion kan bestaa med en ensidig Panteisme, som vi overalt i denne Afhandling have betragtet som en Tilintetgørelseslære, er om muligt endnu mere indlysende, end at Kunsten og Videnskaben fra dette Standpunkt tabe deres Betydning. Det forekommer rigtignok en og anden, at den var kommen til et ophøjet Stade, som saaledes havde fordybet sig i Beskuelsen af det almindelige, at han med Resignation rolig saa sin ubetydelige Person forsvinde som et Offer for det almindeliges Aabenbaring. Men dette almindelige kan ikke substitueres for den personlige Gud, hvis Begreb bestandig bevares i den sande religiøse Tradition. Det er et Væsen, som ikke har nogen fuldendt Erkendelse og ingen Vilje i Ordets rette Betydning. Det gennemløber i en instinktmæssig Stræben en Række Forvandlinger, indtil det i Menneskeform opnaar et Glimt af Selvbevidsthed. Den menneskelige Erkendelse er den højeste Erkendelse, der gives i Universet; 240 thi Menneskets Erkendelse af Gud er Guds eneste Erkendelse af sig selv. Den guddommelige Erkendelse savner da i enhver Henseende Kontinuitet; thi dels er den adsplittet i koeksisterende monadiske Selvbevidstheder, der ere uigennemsigtige for hinanden, dels glimter den frem i sukcessive Punkter, som uophørlig slukkes igen for bestandig. Kontinuitet har dette store bevidstløse Dyr, som vi kalde Gud, kun i sin Naturgrund, hvor det med blind Almagt sammenholder den vrimlende Mangfoldighed af forgængelige Væsner, i hvilket det deler sig selv. Men Magten og Erkendelsen lade sig aldrig forene; thi naar der hist og her hos Væsnet i dets Menneskeform vaagner en dunkel Erindring om hvad det er, da har det i denne forgængelige Skikkelse aldeles tabt Almagtens Scepter af sin Haand. Dette er Hovedindholdet af den store orientalske Verdensfabel, som Mennesket i det sidste halve Seculum har udarbejdet i saa mange Konsekvenser. Men det halv levende Væsen, som saaledes i Drømme opfører Verdens Drama for sig selv, kan naturligvis ikke være Genstand for den religiøse Kontemplation efter Ordets rette Betydning.

✂ Den Verdensanskuelse, som fremstilles i denne Mytologi, som nu udgør det videnskabelige Europas herskende Tro, lader sig paa mange Maader, uden stor Vanskelighed, dølge under kunstige Former, hvori selv alle Kristendommens Hovedsætninger bevare en tilsyneladende Gyldighed. Men selv Tilhængerne af meget forviklede Systemer, som gennem flere Aar have maattet arbejde sig gennem en sindrig Væv af abstrakte Begreber, røbe dog jævnlig, at de i den ovenomtalte Mytologi finde det naturligste 241 Udtryk for deres Verdensanskuelse. Saaledes har nylig K. L. Michelet, der ingenlunde hører til de Mænd af den hegelske Skole, der tænke frit paa egen Haand, i en Recension af et lidet Skrift, der i usædvanlig simpel Form fremstiller det nittende Aarhundredes Verdensmyte, erklæret, at dette Skrift i de væsentlige Resultater var fuldkommen overensstemmende med den hegelske Filosofi.

✂ Efter den ensidige Panteisme, der efter sin Natur er uadskillelig fra Tilintetgørelseslæren, er fuldkommen Erkendelse ikke blot uopnaaelig for Menneskeslægten, men der gives ingen saadan Erkendelse, hverken i Himmelen eller paa Jorden. Verden bevæger sig i et uopløseligt Kresløb, efter en stræng Nødvendigheds Love, fra Intet og til Intet. Denne nihilistiske Side ved den moderne Panteisme findes næppe nogensteds gennemført med den Kraft og Følgerigtighed, som i et Værk af Arthur Schopenhauer, Professor i Berlin, som, skønt det er udkommet i Aaret 1819, endnu sjælden blot løselig bliver omtalt af andre Filosoffer. Forfatteren betegner selv i de mest frimodige Udtryk sin Filosofi som antikristelig og nihilistisk. Saaledes sætter han flere indiske Myter højt over Kristendommens Dogmer og roser meget den braminske Lære om de saliges Opholdssted efter Døden, fordi det betegnes med Ordet »Niban«, som egentlig betyder »Intet«. Hvis dette Værk, som vist ikke tilfældigvis er kommet til at staa i Litteraturens Baggrund, var mer almindelig bekendt, vilde det vist bidrage meget til at gøre den Nihilisme, som den ensidige Panteisme fører til, ret anskuelig for Tidsalderen.

✂ Saaledes har jeg ved flere fragmentariske Vink 242 aabnet en Udsigt til den umenneskelige Livsanskuelse, hvortil den udbredte Tilintetgørelseslære ufejlbarlig maa føre sine Bekendere. Det er den Sinai-Ørken, hvori Menneskeslægten har fordybet sig næsten i 40 Aar; men den maa gennemvandres til alle Sider, før det er muligt at komme til Bjærgene, hvorfra man kan øjne det forjættede Land. I Videnskaben er fra mange Sider begyndt en kraftig Reaktion mod Nihilismen; men der vil maaske gaa lang Tid med, inden det gamle Systems servile Tilhængere blive lede ved deres egen Verdensanskuelse. Først maa et langt Erfaringsbevis overtyde Tidsalderen om, at det er Mennesket umuligt, naar det ret besinder sig, at leve med hine Meninger; dernæst maa den erindre sig, at den hele Synsmaade beror paa ganske vilkaarlige Forudsætninger. Næsten fra Barnsben af har den yngre Slægt, saa vel i Konversation som at Skrifter, optaget det ene Tankefrø efter det andet, som indeholdt forskellige Spirer til hin store Kres af Fordomme. Derfor falder det Tidsalderen vanskeligt, til Trods for store Autoriteter og formentlige videnskabelige Beviser, som den endog ubesete holder for fuldkommen afgørende, dristig at sige sig selv, at den egentlig slet ingen Borgen har for hine Fordommes Gyldighed, men at den kan tage Mod til sig og forkaste dem, hvilket Øjeblik den vil.

✂ Ovenstaaende aforistiske Tanker, hvormed jeg har søgt at udpege de forskellige Sider, hvorfra Nihilismen klart viser sig i sin sande Skikkelse, ere dog ikke nedskrevne rent uden Plan. Jeg har nemlig gjort opmærksom paa, at hverken Menneskets Kærlighed til sig selv eller til andre Mennesker efter denne Verdensanskuelse kan beholde sin Betydning; 243
at baade Kunst og Videnskab og Religion paa dette Standpunkt efterhaanden maa tabe deres Interesse. Men under disse Begreber kan alt indbefattes, hvad der er i Stand til at udfylde den menneskelige Bevidsthed, og naar Mennesket taber Interesse for alt Livets Indhold, kan det ikke uden Selvmodsigelse fortsætte sin tomme Tilværelse. At mangfoldige Mennesker uden Tro paa Udødelighed desuagtet have lagt stor Livslyst for Dagen, maa for det meste forklares af en Slags Tankeløshed, i Følge hvilken en hel Del Mennesker kun maadelig ere orienterede i deres egen Forestillingskres. Men nu har Menneskeslægten faaet en melankolsk Retning, der hverken vil tillade den at lade sine Selvmodsigelser ubemærkede eller bestandig at glemme sig selv i en betydningsløs Travlhed. At selv dybsindige Filosoffer, som ikke kunne undgaa at bringe hine Modsigelser til klar Bevidsthed, desuagtet kunne bevare deres Levelyst (for ej at sige Livslyst), har sin Grund i, at de idelig tabe sig i deres Anstrængelse for at give den falske Verdensanskuelse en videnskabelig Form. Dette Arbejde, der ofte blot er en anstrængende Leg med vilkaarlige Former, fylder deres hele Sind og bringer dem til en Selvforglemmelse, der opholder deres Liv. Men egentlig ere de Tidsaandens blinde Redskaber, der arbejde paa Negationens Fuldbringelse, for at Nihilismen i alle sine Former kan blive bragt til Tidsalderens Bevidsthed. Naar denne Videnskabens Retning er fuldbragt, naar intet spekulativt Talent længer føler sig tilfredsstillet ved hint Arbejd, fordi de ikke længer her møde nogen væsentlig Opgave for deres Kræfter, da vil hele Videnskabens Virksomhed gaa ud paa at give den sande Verdensanskuelse 244 en videnskabelig Form. Ved den sande Verdensanskuelse forstaar jeg her den gamle, som i Videnskaben er ny, den, i hvilken Læren om en personlig Gud og Menneskets Udødelighed er et Hovedpunkt,

✂ At Videnskaben paa den Vej, den havde indslaaet, vilde ende ved et nihilistisk Resultat, havde Schiller med en mærkelig Forudfølelse udtalt i sit bekendte Digt, det tilslørede Billed i Sais. Dette Digt, som Samtiden og Digteren selv vist ikke til fulde forstod, har nu i Videnskabens Historie faaet en oplysende Kommentar. Der fortælles, at en dristig Yngling løftede Sandhedens Slør, men saa da et Syn, som betog ham al sin Livslyst, saa at han efter den Tid gik omkring som en levende død. Hvad han saa, eller rettere hvad Schiller med sit profetiske Blik saa, fortælles ej; men det var den frembrydende Nihilisme, Braminernes Niban.

✂ Inden jeg forlader den Betragtning, at den fuldstændige Bevidsthed om Nihilismens Natur vil bringe Tidsalderen til at forlade den, vil jeg gøre et Par her uvedkommende Bemærkninger, blot for at forebygge Mistydning af, hvad her er sagt. Det har aldrig været min Mening, at den Revolution, som har taget sin Begyndelse i Videnskaben, skulde være radikal i den Betydning, at Menneskehedens Aand med eet skulde have tabt Udbyttet af mange Aarhundreders Arbejde, eller at en ny Periode skulde begynde uden historisk Sammenhæng med Fortiden. Videnskaben kan ikke forstaa sit Standpunkt uden idelig at rekapitulere den Vandring, som har ført dertil. Ved den Betragtning, at Forfølgelsen af den ensidige Panteisme fører til Nihilisme, bliver ej enhver 245 Panteisme forkastet som blot Vildfarelse. Filosofiens nærmeste Opgave er for Tiden at forsone den erhvervede Bevidsthed om et Væsen, der er Eet og Alt, med Bevidstheden om dette Væsens Modsætning til uforgængelige Individer. Men begge Modsætningens Led komme ej til deres fulde Ret, før Læren om en personlig Gud og udødelige Mennesker, saa vel i videnskabelige som populære Former, vinder det Herredømme, som den ensidige Panteisme for Tiden er. i Besiddelse af. Alt ovenfor er det samme bemærket, nemlig at den sande Lære om en personlig Gud hviler paa Panteismens Grundvold.

✂ Dernæst maa den Bemærkning gøres, at det teoretiske og praktiske Bevis for, at Menneskeslægten ej kan leve med den gennemførte Tilintetgørelseslære, hvilket Tidsalderen i saa mange Skikkelser har oplevet, langtfra er det fuldstændige Bevis for Slægtens Udødelighed. Det var jo meget tænkeligt, at det netop var Menneskets Bestemmelse - hvis ellers teleologiske Tanker i denne Sammenhæng kunne have nogen Betydning - frivilligt at give Afkald paa Livets Blændværk og at vende tilbage til det rene Intet. Denne Opgivelse af »Viljen til Livet« anser Schopenhauer i sit Hovedværk for Menneskeslægtens Befrielse og udtaler saaledes med større Sandhed den ensidige Panteismes Følger end de mange Filosoffer, der bringe den i en skuffende Harmoni med Borgerlivets og Religionens Ideer. - Dog kan man ikke nægte, at den Overbevisning, at Mennesket kun ved Selvbedrag og Selvforglemmelse kan leve med Tro paa Nihilismen, er et temmelig stærkt argumentum ad hominem imod dens Gyldighed. Men det fuldstændige Bevis for Udødeligheden er den videnskabelige 246 Udførelse af den sande Verdensanskuelse, hvori Uødelighedslæren er et Hovedstykke. Dette Bevis er paa flere Kanter i sin Udvikling; men det er kun i sin første Begyndelse, saa længe det kun er enkeltes Værk. Det er endnu ikke saaledes blevet Tiden en Hovedsag, at det snart kan fortrænge den nihilistiske Panteisme, som taler med tusinde Tungemaal. Men Trangen til en videnskabelig Fremstilling af den gamle Tradition, som det sidste halve Seculum er afveget usædvanligt langt fra, lader sig paa ingen Maade tilfredsstille ved Henvisning til Kristendommen i sin umiddelbare Skikkelse. Især er denne Vending frugtesløs, hvis man derved tænker paa et i faa Sætninger affattet Symbol som Udtryk for Kristendommens Hovedindhold. At tro paa isolerede Sætninger, som man har set fuldstændiggjorte ved mangfoldige stridige Systemer, er ikke engang muligt uden at erklære sig for den ene eller anden at hine Udviklinger. Hvor liden Indskrænkning det medfører for Tankens Frihed, at en Filosof holder sig strængt til en Trosbekendelses Bogstav, har man nylig set et mærkeligt Eksempel paa. Marheineke har nemlig udarbejdet en Dogmatik i hegelske Former, som nøjagtigt holder sig til det apostoliske Symbolums Ord, og deri savnes desuagtet den kristelige Udødelighedslære. Det er en svær Opgave for en troende, der udtaler sin Tro i populære Formularer, at blive uenig med en Tilhænger af det moderne System, naar denne ret lægger an paa at holde den gode Forstaaelse ved lige. Det er kun i Videnskabens Region, at videnskabelige Vildfarelser kunne finde deres Gendrivelse.

247

✂

VII

✂ I de mange Skrifter om den personlige Udødelighed, som i den senere Tid have set Lyset, have somme Forfattere vovet sig dristig ud paa de løse Gisningers Mark og fremført en hel Del udførlige Bestemmelser for den nye Tingenes Orden, som for Mennesket skal afløse Livet i de fem Sansers Verden. Andre have derimod med saa stor Ængstelighed frakendt det tilkommende Liv ethvert bestemt Prædikat, at man, hvis det ikke modsagdes ved deres hele Tankegang, kunde fristes til at tro, at de vilde reducere alt det hinsidige til Braminernes omtalte Niban. Det mest almindelige Udtryk for denne Retning findes i den bekendte metafysiske Fordom, at Tidens og Rummets Former ikke have nogen Anvendelighed paa Menneskets tilkommende Bevidsthedskres. Denne underlige Lære, som man jævnlig møder selv hos Nutidens mest fordomsfri Filosoffer, er formodentlig endnu en Levning af den bekendte Sætning i den kritiske Filosofi, at de menneskelige Erkendelsesformer blot have subjektiv Betydning. Men den kritiske Filosofi gaar i saa Henseende meget mere konsekvent til Værks, idet den ikke blot betragter Tid og Rum som subjektive Former, men lige saa fuldt nægter Begreberne Virkelighed og Tilværelse deres objektive Gyldighed. Nutidens halvidealistiske Forsvarere af Udødelighedslæren indvikle sig derimod i Modsigelser, som klart kunne lægges for Dagen ved en dialektisk Udvikling af de almindelige Bestemmelser ved Begrebernes Virkelighed og Tilværelse. En virkelig Verden uden Tid og Rum er en firkantet Cirkel og en rund Triangel. 248 Endogsaa uden nogen metafysisk Tydeliggørelse kan det umiddelbart indses, at man forener uforenelige Begreber, naar man tænker sig en Flerhed af levende Individer, som ikke ere uden for hinanden, eller et virkeligt Liv, hvori eet Moment ej følger efter et andet.

✂ Af disse Misgreb er det dog især det første, der er mest til Hinder for den sande Genfødelse af Udødelighedslæren. Sindige Videnskabsmænd maa nødvendig med Ringeagt betragte hin Dristighed i at fremføre løse Formodninger, som i den senere Tid igen paa flere Kanter begynder at gøre sig gældende. Naar det kommer an paa at give bestemte Topografier over det for Mennesket under sine nærværende Livskaar aldeles utilgængelige hinsidige, har naturligvis enhver uvidende Sværmer lige saa megen Ret til at kundgøre sin Mening som den mest kundskabsrige Forsker. Saadanne Bestræbelser af ledige Hoveder for at udfylde Tilværelsens ubekendte Regioner med deres egne frie Fantasier bidrage meget til at fortrænge Bevidstheden om det oversanselige, idet alvorlige Mænd med Aversion vende sig bort fra en Sfære, hvor man blot har med tomme Muligheder at gøre uden nogensteds at finde fast Fod for Videnskab og rolig Overbevisning.

✂ Aldeles uden Betydning kunne vistnok Fantasier om den oversanselige Tilværelses Beskaffenhed paa ingen Maade siges at være. Det vil altid blive Mennesket en Trang, med subjektive Fantasier at fylde hin dunkle Region af sin Bevidsthed, for derved ligesom at minde sig selv om, at det der finder en ledig Plads, som upaatvivlelig maa betegne en virkelig Genstand for tilkommende Erfaring. Det synes næsten 249
umuligt at holde fast paa den levende Vished om Realiteten af det store savnede Supplement til Menneskelivet, uden derved at man idelig fremstiller og forkaster bestemte Billeder deraf. Disse Positionens og Negationens Roller blive snart fordelte til flere Personer saaledes, at den ene godtgør Ugyldigheden af den andens Digtninger; snart er det et enligt Subjekt, som selv opbygger og selv nedriver de Luftslotte, hvormed han udfylder sin ubestemte Erkendelse af det hinsidige. Saaledes opstiller Plato i sin Fædon en udførlig Topografi af de dødes Rige, men føjer derefter den Erklæring til, at det vilde være en Daarlighed, om nogen vilde paastaa, at Sagen netop forholdt sig saaledes. Den maa, efter hans Mening, enten forholde sig paa hin Maade eller paa en anden lignende. For Resten skal det ingenlunde være nægtet, at Fantasier over Aandeverdenen kunne indeholde dybe Geniblik, fordi Videnskaben ej kan forklare deres Indhold. At der i denne Region ikke hersker blot Vilkaarlighed, følger allerede deraf, at ingen sindig Kritiker vil erklære alle slige Fantasier for at have samme Værdi. At de fleste ogsaa her med saa stor Energi skelne mellem Rimelighed og Urimelighed, viser noksom, at de medbringe Fordringer, som ikke blot have deres Udspring af den enkeltes Subjektivitet. Men en staaende Billedverden er her mindre end noget andet Sted paa sin rette Plads. Hvad her i Sandhed skal bringe en Tidsalder til almindelig Henrykkelse, maa være Tidsalderens egen Frembringelse. Derfor vil det for Tiden næppe lykkes nogen Digter eller Sværmer at fremføre Fantasier over det oversanselige, der møde vidt udbredt Sympati hos deres Samtid. Det er kun i gamle 250 Eventyr, vi møde Pigebørn, som midt i Vinteren bringe Roser fra Paradis.

✂ Den frodige Produktion af urimelige Fortællinger om Syner fra en anden Verden, som for Tiden viser sig paa mange Steder, er en forvirret Reaktion mod Videnskabens Anmasselser, som paa den anden Side med saa stor Frihed nægter Realiteten af alt, hvad der falder uden for dens Synskres. Det er et mærkeligt Særsyn, at selv det berlinske Tidsskrift, hvis nærmeste Formaal er at virke for Udbredelsen af Hegels Filosofi, hvorefter alle »Forestillinger« om det oversanselige betragtes som ufuldkomne Former af Bevidstheden, i den senere Tid af og til har indrømmet Plads for alvorlige Undersøgelser om foregivne Visioner.

✂ Men hvad man end dømmer om Betydningen af poetiske Fiktioner om Aandeverdenen, bliver det en afgjort Sag, at de ikke have noget at gøre med det videnskabelige Begreb om de tilkommende Forhold, hvorunder Mennesket skal fortsætte sit Liv efter Dødens Forvandling. For Tiden kan Videnskaben ikke udtale synderlig andre Prædikater derom end dem, der følge af Begrebet virkelig Tilværelse, og det er ikke sandsynligt, at Mennesket i den nærværende Tingenes Orden nogensinde vil kunne hæve sig til den aldeles nye Erkendemaade, som gælder for det hinsidige. Tværtimod synes det at ligge i Sagens Natur, at den fuldkomne Erkendelses Gennembrud netop maatte medføre en saadan Forvandling af Tilværelsens Former, at det hinsidige var opnaaet. (Her, som overalt i denne Afhandling, tænkes paa et reelt hinsidigt, der er Genstand for en højere Erfaring, som er den sande Forening af Begreb og Anskuelse. 251 Det er mig ikke ubekendt, at en Del Filosoffer holde for, at det netop er den her betegnede Erkendelse, der er faldet i deres Lod. Men Tiden har opklaret deres Selvbedrag. De bevæge sig i en Kres af abstrakte Begreber, hvor Anskuelsen tabes af Sigte og Menneskelivets vigtigste Problemer betragtes som forbigaaende Illusioner, der forsvinde for den rene Videnskab.)

✂ Det er nødvendigt at skelne Fantasiens Raaderum ved skarpe Grænser fra Videnskabens Indhold, for at dette ganske kan holdes frit for Skinnet af Vilkaarlighed. Hvad der kan vides om den tilkommende Tingenes Orden, er ikke stort mer end dens Tilværelse; thi Forestillingen om det ubestemte hinsidige skal ikke give Menneskelivet dets egentlige Rigdom og Indhold. Men Visheden om det tilkommende skal vise det nærværende, som nærmest giver det sunde Menneskeliv sin Fylde, i sit rigtige Lys. Naar det nærværende Liv betragtes som et Fragment af et større Helt, bliver det klart, at hverken den ensidige Tanke om Her eller den ensidige Tanke om Hisset medfører den sande Bevidsthed om Tilværelsens Uendelighed. Ved at tage det nærværende Liv som en Del af en Evighed, lever man alt her i een Betydning et uendeligt Liv, og kun ved at opleve dette Livs højeste Momenter kan man danne sig en Forestilling om en intensiv Uendelighed af et tilkommende Liv. Tanken om det blot hinsidige kan da ikke byde den rolige Videnskab, som forkaster Fantasiens Fostre, noget rigt Indhold til Bearbejdelse. Den, der lever blot for Betragtning af den for sig tagne Evighed uden at agte paa dens Refleks i den nærværende Tid, fører et lige saa tomt Liv som 252 den, der holder sig til den fra Evigheden løsrevne Nutid som den egentlige Realitet.

✂ Jeg gentager, at Videnskaben ikke kan søge sit Indhold i det afsondrede hinsidige; endnu mindre skal den ensidige Forestilling derom udfylde Menneskets Liv; men naar Bevidstheden om det hinsidige tabes, og den Vildfarelse følgelig opstaar, at det nærværende Liv i sin isolerede Skikkelse er Indbegrebet af det virkelige Liv, da maa Videnskaben bestræbe sig for at gøre den tabte Bevidsthed gældende paa ny. Det er sket ikke for at aabne Døren for ubegrænsede Fantasier og glemme det virkelige Livs nærværende Indhold. Tværtimod sker det, for at Menneskets nærværende Liv kan erholde sin tabte Betydning tilbage og blive til et virkeligt Liv, som det ikke er, uden naar Mennesket erindrer dets Sammenhæng med Evigheden.