DEN GAMLE HAVN
✂
Loddet er kastet. Vi sætter vor Baad
sindig med Kurs over Havet
hjem til et gammelt, besynderligt Land,
der ligger bag Bølger begravet.
✂
Søen gaar højt. Paa stejlende Skyer
nu Stormens Ryttere stiger,
styrter mod Havet med stor Staahej,
besprøjtet af Havdybets Piger.
✂
Sorte Hætter har Bølgerne paa,
de friske Najader sig vælter,
snart under Maske og snart uden Skjul
skumhvidt med løste Bælter.
✂
Stormen kysser hver Bølgemund,
men intet Tegn til Forsoning,
én Najade faar flænget sit Skørt,
en anden har traadt i sin Skoning.
✂
Bølgen viser sit skummende Bryst
og kan sig ej længer skjule.
Kongeligt er her. Jeg længes selv
efter min Dronning i Thule.
✂
Sort og lav er den Havneplads
og mørk og tumlende Stranden,
alt er til Pas for de Søndagsfolk,
som ærgrer sig over hinanden.
✂
Regnen slaar over Bro og Brædt
og over de stridige Nakker.
Regnen flyder om utætte Sko
og fylder de begede Smakker.
✂
Saadan gaar de lidt ældede her
og i den traurigste Gangart,
mange Sjæle med stolt Begær,
som fordum styred paa Langfart.
✂
Regnen springer paa Havnens Vand,
de standser med raadvilde Tanker
snart ved en rusten Fortøjningsring
snart ved det rustrøde Anker.
✂
Regnvejret mørkner en Dynge Sand,
som ligger ved Bolværkets Ramme,
skinnende hvidt det bragtes en Dag
hertil af Sandmandens Pramme.
✂
Skøn og hvid som en lysende Fragt
af Havsand, der glimrer i Solen,
saadan blev Bruden sin Bejler bragt
og smilte i Brudekjolen.
✂
Solen skinned paa Sø og Strand
og Vinden i Rigningen fløjted,
Tidselblomster og Marehalm
nikked bag Bølgesprøjtet.
✂
Klokketoner som Planker af Malm
tværs gennem Ætheren trænger
og melder det højt, at den Frøken fra Næs
vil ej være Jomfru længer.