HVEDEDYNGER [undertitel]

✂ Ene den, der elskede Sahara,
kan faa Hjerteslusen til at aabnes
i en Afmagtslængsel, halvt en Almagt,
som gør døde Ørkners Goldhed
til en rig, uoverskuelig Hvededynge
- dette Sandhav, som har drukket Ørknens Sole.

✂ Hvededynger er fornyet Liv.
Hvert et Nu formeres dets Beviser.
I Mangfoldighed gentagne Livsmirakler
taler til hinanden om det skete.

✂ Ved du ikke, at du bærer Hvededynger
paa din Nakke - at hver Time slynger
Tankekorn og Kim af tændte Længsler til dig.
Søde Dufte af en Evighed, som vaagner,
og du skylder Verden denne Lykke,
disse Dynger af et Stof i dig,
som du har modnet.

✂ Dine Tanker er beredte, Mennesket kun sover.
Alle Græsstraa er beredte,
alle Døgnets fireogtyve Timer er paa Færde i sin Albevidstheds Lunde,
du kun drømmer.
Dine Tanker er fordømte til at gaa i Kreds omkring dig
og belure dig aarvaagent,
hvad du tænker inderst inde.

✂ Hvorfor maa de ikke flyve,
84 fulde af Anen, frihedsdrukne,
sige hvad de tænker selv,
som et Sandkorn i Sahara gløder alle Græsstraa.

✂ Er du mere vis end Træet, Træet inde dybt i Skoven?
følende en Pagt af Væsner rundt om, under sig og oven.
Mon ej Træet dybt i Skoven kan fornemme
hele Skovens Væsen?

✂ Tror du ikke Skoven saa dig med de tusind tavse Grene,
skønt du troede dig alene,
mens mit Øje hviled paa dig?
Tror du Træet intet aner,
tror du ikke Skoven tænker?

✂ Hele Skoven, omend lydløs,
er saa vaagen, er saa lydhør.

✂ Ser du Solen midt i Verdensrummet,
dansende imellem Kloder,
rød og gylden over dybblaa Afgrundsfloder
i en Pragt af Glans, som hilses af en Fugletrille -?

✂ Hvie en Aand, som ordner og er Pragtens Kilde,
hvis en Søn af Jorden og Jehova vilde,
for hvert Dyr i Reden, for hver Bæk, som rinder,
for de blaa Kærminder, for hver jordfødt Farve,
er der Pagt, som binder, Krig, som vi maa arve.
Hele Skoven husker mig, jeg husker Skoven.

✂ Lad dem løbe, løbe, dine Tanker,
strejfende med alle andre,
talende med alle Tunger,
og saa møder du en Dag din Skaber,
af hvis Fingre rørt du selv har Kraften til samle eller sprede
i en nyskabt Muld den gyldne Hvede.

PRÆLUDIUM

✂ Hvem er de tusind Skikkelser, der venter mig
i mange Stillinger med Minespil og Øjenglimt
og rækker Øre spændt til mine Buestrøg?

✂ Hvem er de tusind Skikkelser og Minespil,
sig mig, hvem lytter, vuggende paa Rækkerne,
som Aftenvinden leger med et Havebed?

✂ Er det min Ungdomsven, hvis Dom jeg ønsked, rig paa Kløgt,
han af hvis Kundskab Visdom syntes straale ud,
han, som jeg kaldte Haabets stærke Talisman?

✂ Hvor er de henne, der i Rækkerne?
Skæbnerne! Sig, skal vi mødes?
Hvor er den aldrende, Tanketitanen,
har han ej hørt mig?
Gubben har forladt mig.

✂ Har han forkastet mig, givet død mit Rige bort?
Pudsigt dog, han ikke saa . . .
Gud, har du forladt mig!

✂ Hvor er de jævnlige, alle de trofaste,
de, som var Fylkesmænd, unge, balstyrige,
de, som jeg vandt ved Ord,
vandt ved mit Ord og ved min Bue.
Gud har forladt mig. Er jeg ikke mer for dem?
88 Hvem mon jeg spiller for, hvem mon jeg taler til her i et Øde?
Urias, Satanas! som jeg fornægter!
Er det Bedrag og Svig, jeg ser min Ungdoms Lig - tusinde Døde!

QUOD FELIX

✂ Af Savn og Fryd, som brænder i mit eget Blod,
med svale Hænder plukker jeg en Blomstergren,
for Eders Sjælenød en overdaadig Duft,
sød for den rene, ren for den vellystige.

ROSER PAA MOS

✂ Hendes inderste Duft er som Roser paa Mos
og Violer før Skovanemonernes Tid,
medens Vinteren dør, sidder Foraaret hos,
og Blæsten er bitter, men Blomsten er blid.

✂ Hun er Arnens Vor Frue og Skovdybets Barn,
som gaar i Skærsommer med Øjne af Fryd
mellem Blomsterbørn, urørt af Jægeres Garn,
men rørt i sin Sjæl af et Kildevælds Lyd.

M1DDAGSBLUND

✂ Der udenfor i Haven
er Somren sød og gal,
og Rankerne forskyder sig
og Liv mod Liv forbryder sig
i al sin grønne Kval,
fortvivler og tilbyder sig
til muldbrun Nat fra første Hanegal.

✂ Men indenfor er Stilheden
i Huset gylden sval,
og Farverne behersker sig
som fangne Fisk i Fiskenet
i klare Liniers Skyggeflet,
saa regelret og uden Spræl.
Ja altfor regelret.

✂ Ak, du min Muse fra April,
jeg ser det paa dit Sommersmil,
at du er træt, er dygtig træt.
Du længes efter Luft og Skov.
Men er du træt, spørg ingen om Forlov!
I denne tavse Gyldensal
læg dig paa Puden hen og sov.

NATHVÆLVET

✂ Nathvælvet ligner en Tempelsal,
det himmelske Tivolis Festportal.
Man tror, der er Engles Lovsang i Tonen,
naar Blæsten blafrer i Jærnlysekronen.

✂ Der gøgles med skiftende Forhæng og Lampe
for denne Klump Jord med dens Haandfuld Dampe.
Mod Morgenens Gys slaar jeg Øjnene i,
der findes ej Kærlighed, ikke Geni.

LÆNGSEL EFTER EN SKÆBNE

✂ Jeg ønsked at samle min Længsel, mit Liv
til en Vagt uden Hvile, en Skæbne som brænder
med Sol, der paa Enge nær Havet blev til
og ender et Sted, som kun Stjernerne kender.

NATTEN OG MORGENRØDEN

✂ Alt, som er Blomst paa Jorden,
higer med tørstende Mund.
Imellem Intet og Væren
er kun en stakket Stund.

✂ Imellem Væren og Intet
et Tidsskel - hvad er der mer?
Liget har ingen Grimacer
særskilt fra Manden, som ler.

✂ Grumme Forløsningsnumre,
som af en spottende Gud,
viser, hvor voldsomt vi alle
tændes og slukkes ud.

✂ Alt, som er Blomst i Verden,
har dog en Duft saa sød.
Tusinde fine Legender
blomstrer fra Fødsel til Død.

✂ Natten og Morgenrøden
spejles i samme Vand,
længes i Drømmen og Døden
mod Øst, mod Sakuntalas Land.

LÆGEDOM

✂ Næsten legemligt er dette Venskab,
dog ulegemligt og kysk aldeles,
af Veninden Vennens Hjerte heles
selvisk uselvisk.

✂ Og de ved ej, hvorfor de er Venner,
han med smækre, hun med runde Lemmer,
hendes vege Form, det lange Haar,
Skønhed, som Forstanden ej forstaar.

✂ Ynder, som for Tryllemidler gælder,
staar paa hans Parti som Forbundsfæller,
hvad han ikke ænsede igaar,
Vestalinden læger Heltens Saar.

MARKEDET

✂ Perlebaand paa Heste af Træ,
Tømmer med Muslingeskaller paa,
og den skønne med runde Knæ,
Ryttersken, rider den abildgraa.

✂ Perlebaandsraslen og vild Musik,
viltre Dukker med Mekanik,
Glas og Guld og Sølv og Bemaling
udhyres stort til en billig Betaling.

✂ Hvide Perler og stejle Syner,
Muslingetømmer og Guld, som lyner,
Lirekasser, hvis skærende Skrig
minder om Orgel, Passion og Lig.

✂ Tag mig væk, jeg er svimmel, jeg segner,
dræb mig med Kys, mine Læber blegner,
bring mig til Hvile et Nu, jeg er ør,
sving mig og snur mig i Dans, saa jeg dør!

✂ Sminkede Pigebørn uden Tanker,
Heste med smittende Haler og Manker.
Hvide Perler og iltre Blik,
hvilken Passionsmusik!

✂ Hvide Perler og stejlende Heste,
Kaner af Træ, som er malt paa det bedste,
Heste i Flok, som et vildt Sekund
strutter med Hale og Top og gaar rundt.

✂ Jeg er svimmel og døv paa en Time,
lad Karussel-Ligklokkerne kime.
Naar jeg har sagt det sidste Farvel,
blir jeg nok Hest i en Karussel!

MORGENPRÆKENER

✂ Er jeg dømt i denne Verden af en umild Dommer?
Endnu blomstrer mine Urter med en høstsød Sommer.

✂ Den septemberklare Himmel skænker Sol og Brise.
Jeg har Ord som Brød i Kurve, dersom Folk vil spise.

✂ Morgenprækener paa Bjerget hilser Eders Veje,
solberedte Hjerter, jordisk Himmeleje.

MALEREN LUDVIG KARSTEN

✂ Nu falder Høstens Blade, nu fødes under Veer
en ny Olympiade, hvor han ej kæmper mer.

✂ Hans Kunstsind skal dog fejres paa Nordmænds store Vis
og af den danske Digter, som drømte i Paris.

✂ I Norge bor en Rigdom, skønt strengt er dette Land,
der tør de ikke miste den Lyngnist, som gi'r Brand.

✂ De har saa snilde Sønner, de bedre kan forstaa,
men en som Ludvig Karsten, ham vil de huske paa.

DIGTERKULTUS

✂ Pindar og Sappho, Shakespeare og Goethe,
o, hvilke Ord du til min Lovsang ødte,
alle Genier lagt mig for Fode
af min Rapsode.

✂ Stolt med en Ro, en Frelsers og Forsoners,
viet med Laurbær, for Evighed stemplet,
siden efter hilst med Hyl og Lazaroners
Krumspring i Templet.

BILLEDE AF DEN GRUBLENDE

✂ Stille fortabt, i Stedet for at skrive,
ruger han ud en Tankeskat,
griber den dog ikke, ser sin Time glide
og sin Skat forgaa.

✂ Længe taalmodig har han smilt til Lykken,
set den gaa frem, synke ned,
naar han en Dag smeder Guldet til sin Krone,
er hver Perle valgt.

NY FORNUFT

✂ Hvor fødes den ny Fornuft, som gaar
med Skridsko paa Banker af optaarnet Luft
og dog bestaar?

✂ Fornuften har anlagt
de Tandhjulsbaner
til Bjergets Tind
og den vildeste Kløft.

✂ Men Ufornuften kan flytte Bjerge.

PATRICIERINDE

✂ Du er et hollandsk Landskab graat i graat
i store Træk og ømt og uden Spot,

✂ et Land, der breder sig med Dynd og Diger
og Græs til fjærnt, hvor Hav i Skumring stiger.

✂ Med dine Øjne stirrer du saa stift,
i Græsset lyder Leens Silkerift.

✂ Lad os da ej se Vreden altfor længe,
men und os Græsset paa de vide Enge.

FRUGTBARHED

✂ Vi gik igennem Markerne.
Hun gemte paa et Smil.
Hvorfor? det vil jeg spørge om
ved næste Hvil.

✂ Jeg mærked det paa Markerne,
som om hun sagte lo ...
de høje Straa, hvorhen hun kom,
tog til at gro.

✂ De høje Rugax sladrede
om hendes varme Kind,
de vakled, retted sig og - tav
med Søstersind.

✂ Hver Klinteblomst, hver Valmue
helt til det store Hegn
blev staaende og vred sig tyst
som ved et Tegn.

✂ Og da vi kom til Skovene,
til Aaens gamle Bro,
da lo hvert Bræt for hvert et Knirk
af hendes Sko.

✂ Og var hun træt ej segnet om,
hun havde med sit Smil
befrugtet Mark og Sti og Hegn
i flere Mil.

TAARER OG SMIL

✂ Vi vare hos hinanden.
Du græd og jeg græd med.
Vi tørned mod Forstanden
og kæmpede og stred
og hos hinanden led.

✂ Tilsidst med Graad du loved
at ofre alt for mig.
Jeg græd end mer og voved
af Ængstelse for dig
at tage Gaven ej.

✂ Saa maatte vi vel skilles,
oh, hvor det dog var strængt,
saa nær ved Lykken stilles
og blive udestængt
af egen Angest trængt.

✂ Da smilede vi begge
og kyssedes og lo,
hvorfor sig selv vel gække,
vi var to Narre jo,
og vi lo begge to.

NØGLEN TIL DEN UKENDTE DØR

✂ Den, som kaster sig i Havet for at svømme,
møder Ting, han ej har tænkt at drømme,

✂ aner Himmeriges Lyst, som bliver givet
mellem dunkle Farer, der kan koste Livet.

✂ Hvis du dukker pilsnart lige ned til Bunden,
er der straks en Haandfuld Mudder, du har funden,

✂ og du viser med et Mod, du ej kan tøjle,
Nøglen til et Ur, maaske en Portdørsnøgle.

✂ Fandt du kun en Sølvmønt, gaar du til Traktøren.
Men til Nøglen mangler Uret . . . eller Døren.

✂ Jeg har fisket Nøgler op til mange Ure,
som imens løb ud et Steds bag Byens Mure,

✂ Nøglen til et Syskrin, til en Spilledaase,
til et Pengeskab af Jærn med Dobbeltlaase,

✂ som har maattet dirkes op, i Nødsfald sprænges,
og som aldrig siden ordenlig kan stænges.

✂ Og nu sidder Folk i Skyggen for at sukke
bag en Port, som jeg har Nøglen til at lukke.

✂ Et unyttigt Fund beror i mine Hænder,
Nøglen til en Dør, hvis Sted jeg ikke kender.

STRAALETIMER

✂ Det stærke Sølvskær fra Bølgedybet
har lokket os
til Lystsejladser i Nattetimer,
al Søvn til Trods.

✂ Hvor vælig vælter i dette Lysvæld
de svære Vande
omkring vor Baad, som to tavse Grublere
fromt bemande.

✂ To Mand i Baaden af uens Væsen,
men ens i Sind
for alle Indtryk, som Nattevinden
vil blæse ind.

✂ Vi stirrer frem gennem Straalerimer
for Søvnen fri,
og Baaden lyder vort mandig-mørke
Natgrubleri.

SORTNER EUROPA?

✂ Fra Europa strakte sig palmeklædt
under Solens Lue,
til det sortned, af Menneskemyrerne ædt,
som en alvældig Tue,

✂ paa alle Kanter er Jordæblet bidt
og Menneske-gnavet,
og tilsidst vil de bore sig ormesolidt
deres Gang under Havet.

✂ Der er ikke Svovl eller ætsende Lud
imod Menneskepesten,
de kan grave sig ned og atter slaa ud
som en Ild midt i Blæsten.

PLØJELAND

✂ Der hujer en Blæst, en jamrende Vind
over Muldjordsmarker fra Stranden herind.

✂ Den blandes med enlige Vibeskrig
og melder, at Vinteren nu ligger Lig.

✂ De isfaste Damme er svuldne af Tø,
og Pløjeland smuldrer og bliver til Sø.

✂ Og Skovene staar mellem sorte Kær
for at raadne til Moser og Tørveskær.

✂ Om Natten vil Gaardhunden ikke gø,
men tuder og varsler, at nogen skal dø.

✂ Men Foraarsdagen er ganske nær
med Sol over Mose og Tørveskær.

✂ Med Træk af friskende Vindes Brus
i Staldlænge, Lade og Huggehus.

✂ Og paa et Dige af bleget Tang
lytter en Pige til Bølgernes Sang.

HENDES KJOLER

✂ Hendes Kjoler var det enkleste i Verden,
men havde Dybde og en stille Pragt,
hun var den eneste i Universet,
hvis Smag bestod uimodsagt.

✂ Hendes rosa Kjoler var ej rosenrøde,
de blaa ejheller altfor blaa,
men søde - med et Skær af Hverdag paa.

ET DIGT OM ET BARN

✂ En lille Unge, den er ganske lille,
ti Maaneder gammel. Som en
Spaniens Dame fører hun sig, og
det er Hjerteindfald og al Slags
barnemorsomme Finesser,
Subtiliteter. Mellem Mad og Søvn
opdukker Livets vaagne Interesser.
Hun følger Fluens Flyveflugt i Stuen,
og midt i Parken ser hun højt paa Himlen
Aeroplanet som en anden Bremse,
hvis Virksomhed paakalder skjulte Tanker.
Hun smiler til dig, griber dig i Haanden,
rusker dit Haar og raaber ganske henrykt
ved Synet af din Hat, din Stok. Alt bliver Legetøj
for slig en Spaniens Dame og maa ofres
for hendes to smaa faste Hænder.
Men da er hun indsmigrende til Gengæld,
hun vinker til dig, ser dig mildt i Øjnene,
du kommer nær, I stikker Ho'der sammen.
Saa opstaar der et Lune af Betænksomhed,
og hun har glemt dig, som du ikke fandtes,
men sidder i bekymret Visdom grublende.
Hun kan jo ikke gaa og ikke tale,
men hendes Blikke saa indtrængende,
afmaler Universets Stemninger og Sky'r
og brune Glimt af Sol paa Høj og Dale.

✂ Hun er saa god, som Dagen og som Natten
er lang, saa uberørt af Slethed og af Ondskab,
som hører hun sit eget lille Hjerte
og deri lytter sig til alle Tanker.
120 Men der er Stunder, hvor hun blir urolig,
hun kan ej kende dig i nye Klæder,
hun pludrer ej sit muntre "re-re-re",
før hun har undersøgt dig,
dine Knapper, Mansketterne især.
Hun kender ikke mer sin egen Far,
som hun forguder . . . Han har købt en Kappe,
i frodig Glæde for det muntre Stof,
der straaler. Men for Barnet blir han borte,
og naar han nærmes med sin vante Spøg,
i Stedet for at juble, blir hun stum.
Og pludselig hun sætter i at græde,
som hendes Far var byttet bort,
og som hun ikke kendte mer os andre,
men fandt sig fremmed, ene i Alverden.
Da ryster hun til Tider helt forfærdet,
naar Flyvernes Maskiner høres brumme,
som stod en ukendt Krig og Fare nær.
Og hun saa fredelig og blid
blir utaalmodig allerbedst hun leger,
faar vrede Ansigter og raaber op.
Det gode Barn forbitres over Tiden,
og det er ikke helt det gode Barn.

DET REGNER OVER JORDENS KUGLE

✂ Det regner, regner, regner
over Paris og Jordens Kugle,
og de, som finder Jorden munter,
er løjerlige Fugle.

✂ Det regner, regner, regner
i alle Vande og i Seinen.
Nu frydes hvert et Blad i Skoven,
og Græsset gror grønt i Plænen.

✂ Det regner, regner, regner
det er som Himlens Mismod deroven,
som holder dig grøn og mindre doven.

✂ Nero, du mægtige Oldtidens Kejser,
alle de dyrker dig, alle, alle;
hvis det er muligt at leve i Verden
frygtløs som du ... og uden at falde?
følger de ypperste Herrer Eksemplet,
tilbeder Støvet som Hunde og Tosser,
skønt de ved bedre.

COPLAS

✂ Først er Musiken. Den er det primitive, der myldrer ud omkring Scenen.

✂ Den er utaalmodig som en ung Tyr, skraber med Kloven, smækker med Halen, vil sætte i Spring.

✂ Men Sangerindens raske vandrende Fodskifte er ligesom en Feltherres.

✂ Som en Napoleon spanker hun der frem og tilbage paa Scenen opmuntret af Orkesterledsagelse . . . hvis hidsende Bombardement hun dog holder i Tøjler.

✂ Alle Drillerier, Fristelser, lumske Indskydelser er sluppet løs imod hende af denne Melodi, som hun skal vogte sig for eller svare paa.

✂ Da tager hun pludselig et langt Skridt og synger, mens hun hastigt skrider af Sted, sin Livslyst, sin muntre Kaadhed, sin adelige Frimodighed, sin Spot . . . lige for Næsen af Dyret . . . som truede med at trampe hende ned.

✂ En Haandsbred fra den dødelige Fare - og tju? en Kuplet, som planter Dolken i Bæstets Nakke.

✂ Siñorita spanker videre frem og tilbage til Ledsagelse - - -

✂ "Og spørger I om, hvordan jeg bær mig ad med at være saadan?" - -? synger hun.

✂ Hun standser. "Jeg er saadan."

FARDAG I PEPITAS HJERTE

✂ Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte,
hun lader sine Elskere beværte,
den ene gaar fra Taflet muntert hinkende,
den nye nærmer sig og hilses klinkende.

✂ Paa Bordet dufter Kogekunstens Værker,
i Skabet nyrent Linned, Baand og Særker.
Her hos Pepita alt er purt og nydeligt,
og Successionen ordnes ufortrydeligt.

✂ Nu er det Fardag i Pepitas Hjerte,
og det, som lides, lides uden Smerte.
Ja der er evig Sol og altid Sommer
i dette Hjerte, hvor de gaar og kommer.

✂ Men det, som ikke vides, vides dog,
og det, som ikke lides, lides dog.

MAURISK MOTIV

✂ Kære, hvorfor græder du saa meget,
saa ustandseligt? og dog saa trøstet?
Elskov har dit Hjerte bortvist .. .
kald nu ikke Kærlighed til Vidne.

✂ Jeg er blevet Lidenskabens Bytte,
og jeg brændes op af disse Flammer.
Men en Mand som jeg, i Nøden,
vil dog ikke røbe, hvad han lider.

✂ Lange Tider har jeg trodset.
Her ved Aftenfald jeg fælder Taarer,
strækker mine Hænder ud og beder.
Indtil nu var mine Taarer stolte.

✂ Kærlighedens vilde Luer lyser
hærgende fra mine ramte Sider,
naar min Drøm om dig og Lidenskaben
atter tænder deres sorte Kul.

✂ Hvorfor prøver du at hæfte mig?
Ak, du holder mig med dine Løfter.
Men hvad nytter mig vel Regnen,
da jeg dog skal lide Tørkedøden . . .?

✂ Hun har spurgt mig saadan: hvem er du?
Som om ikke alle maatte kende,
i hvad Stand jeg lever her iblandt Jer
og mit Hjertes inderste Forfatning.

✂ Jeg har svaret hende, som hun ønsked,
og som Kærligheden bød mig tale:
"Deres Offer ... Jeg er Deres Offer."
Fandtes der i Sproget andre Ord?

✂ Hvad hun svared mig var hen i Vinden:
"Men hvorledes er De da mit Offer?
Hvilket ét af mine mange Ofre?"
spurgte hun - - "Der er saa mange."

✂ Gid at jeg maa staa mig godt med hende!
staa mig slet med alle andre
Gid at hun maa rødme højt af Lykke,
mens de andre har den blege Vrede.

REGNVEJR I SPANIEN

- Introduktion -

✂ Nye Sprog og Formler skal han lære,
spænde Broer over svimle Højder,
kaste gyldne Sædekorn i Dybet,
hvor de vokser op som vundet Land.

✂ Alt, som gror og glor fra Fjeld til Kysten,
hvor en Havarm lægges tør paa Sandet,
alt, som skinner, gløder, heftigt brænder,
maa han spørge, søgende et Ord.

✂ I sit Indre har han Klippehuler:
Alle Kildevæld, det tavse Spanien,
hvoraf Sproget rinder og blir gyldent.
Denne Halvø er jo hele Verden.

✂ Disse Ord skal siden blive Guldkorn
en Gang, naar han fægtende og rolig
møder Fjendehad og Bifaldssmiger
eller Pigesmil og sorte Tyre.

✂ Vil du bryde Spanie-Tyrens Nakke,
se de brune Pigers Dans paa Bordet?
Vil du bære alt og rolig briste?
Svøb dig ind i dine spanske Skind.

Regn og Blæst -

✂ Hvorfor regner, blæser det i Spanien?
nitten Dage blandet blegt med Solskin?
130 Verden over venter man paa Foraar,
tørner Spaniens Ungdom ikke ud?

✂ Ak, hvad nytter os, at det er Majdag,
det er ikke Majas Dans paa Bordet.
Tyre, som man slaar ihjel i Graavejr.
Vi er kommet alt for sent til Spanien.

✂ Folketypen er lidt barsk-koldsindig,
altid brændte noget her i Landet,
et og andet eller en og anden,
hvordan skulde det berøre Mængden?

✂ Har du se paa alle Kanter Fremskridt!
Nylig brændte her et Filmsteater.
Men her var en ganske anden Leven,
den Gang Torquemada gik og brændte.

✂ Der gik mange Mennesker til Spilde,
Folkets Mængde var dog altid rolig.
Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper!

✂ Har I set: paa alle Kanter Fremskridt,
Spanien opper sig med Broer og Baner.
Pyt, men gennem Andalusien vandred
Hannibal med sine Elefanter!

- Altid brændte noget her i Landet -

✂ Op paa Bordet, gamle Carmencita,
tramp og dans og duv paa dine Stolper,
her var stadig Brand og Folkevandring,
hvordan skulde det berøre Spanien?

✂ Der var stadig Brand og Folkevandring,
indtil Goterkonger dobbeltkristned
131 med det store Tilnavn: de katolske,
lod den rette Tro slaa ud i Flammer.

✂ Hvor Vandaler hærged - eller Maurer
bygged deres Slotte paa Alhambra,
hvor Ciganos dansed - eller Jøder
hygged sig med Pengekløgt og Velstand.

✂ Altid brændte noget mer i Spanien,
her en Gang for hundred Aar tilbage
brændte man Castiliens Adelsskove,
for at Folket kunde lære Landbrug.

✂ Om man syd om Afrika fandt Indien
eller vest for alle Bølger Østen,
om man naar det samme over Suez
- Folkets Mængde var fuldkommen rolig.

✂ Eet dog véd jeg: oldtidsstærkt som Edda
eet bestaar endnu: det gamle Spanien,
gamle England og Evropas Fastland
og vor Skippertro i Nordens Havne!

✂ Om den nye Folkevandrings Mestre
hejste deres Tekster højt paa Masten,
Vestens Viden, Østens Religioner,
Yankee-doodle eller Salmesang.

✂ Om i Stedet for Inkvisitorer,
Præster, Munke, ridende paa Asner,
nu Studenter hersked, Professorer,
Skrivere, Barberen i Sevilla,

✂ Folkets Mængde var fuldkommen rolig.
Kvinden er lidt barsk, men dog elskværdig,
132 og den kaade, mandevoksne Ungdom
klimprer paa Forvovenhedens Gitar.

- Poetens Vemod -

✂ Hvorfor regner, blæser det i Landet
nitten Dage, blandet blegt med Solskin?
Verden over venter man paa Foraar,
Spaniens Ungdom tørner ikke ud.

✂ Ønsker du et Under nu fra Spanien
af den Sol, der ventes Verden over?
Straaler Ebro, Guadalquivir?
eller er det gamle Rige øde?

✂ Saadan stirrer du i Solens Øje,
til din Samtid med et Abespring
lynsnart brækker Spidsen af din Klinge,
listigt slaar dit ene Øje ind.

✂ Saadan halvblind og med stumpe Vaaben
staar den Kæmpende mod Solnedgangen.
Han skal ikke føre spidse Klinger,
ikke alt for fine Øjets Sanser.

✂ Bedre staar han da, mens alting rinder,
større er hans utilstræbte Ære,
med sin Tid i Hovedets Fortætning
- som en Klode havde født en Klode.

ISLÆNDINGEN ÆREN

✂ Filologer,
far i Mag med Gunnar,
Islændingen ormetunget,
tal ej ondt om Uggi
med den fagre Haartop
rød som Guldets Lue.
Vredes han farligt,
fly ham heller Guldet
fra Carlsberg Fondet.

✂ Filologer,
Sproget meget kære!
Skønt er Island selv i Vrede.
Se paa Uggis Øje,
det har godt i Gemme:
Egill Skallagrimssons
Sønnetab og Taarer
maa ej blødt henvejres.
Knoer og haarde Næver,
Knusetænder kræves
for at knække Egills Nødder.

✂ Lys er Danmarks Rytme,
mild som svale Hænder
paa en Vikings Pande,
som et Pigebilled
spejlet i en Kilde.
N. M. Petersen og Olaf Hansen
fanged Kildenymfens
136 Foldekast og Skygge
mens hun selv sprang bort.

✂ Vi, hvis Hu begærer
sagakraftigt Skjaldskab,
ynder ogsaa Kildens
fine Flugt og Krusning.
Mærk det, Filologer,
Brødre, Gospodarer!
Men skal Urt fra Island
evig destilleres,
rindende som Fadøl
i en Filolog-Hals?

✂ Nej, ved Odin,
han, som gennem Bjerget
med et Bor brød Hul i Flinten,
fandt en Mø og
raned Skjaldemjøden.

✂ Vaagnet er i Danmark,
takket Skjaldemjøden,
Ordets Magt og Kunst
ny som ingensinde,
Dunkraft, stærke Hamre,
fine Næb og Tænger
gør vor Digtning dygtig
til en Dyst med Runer.

✂ Frygt da ikke, Gunnar,
Uggi Rødtop!
Far med Vare mod ham,
gode Filologer:
Islændingen Æren!
Sid ej trægt og sultent
paa den gamle Saga,
137 saa al Tekst forsvinder
under Kommentarer -

✂ Men, for Carlsbergguldet,
lad ny Digtning bringe
Island hjem til Danmark.

✂ Lad det Sagnværk hedde Runeglyptoteket.

DANSK TUNGE OG
"EXOTISKE SYMPATIER"

✂ Mødte jeg ikke i Frankrig
Skjaldenes Mester:* foragtet,
siden rejst til en Støtte,
fejret saa rigt som en Drøm,
lysende Aandskraft og brændende Ømhed.
Redded jeg ikke fra dette
af Fjender bagtalte "hensmuldrede Rige"**
det, som er kært og forstaas
- selv af danske - den gothiske Kraft?

✂ Hvad der er dansk og islandsk
skal ej blot søges ved Hekla?
Er ikke Etnas Esse
Sted, hvor en Vølve kan spaa?
der, hvor Normannerne planted
Siciliens Rige paa Flaader.
Hvad er den nordiske Islæt,
hvad den exotiske Sæd?
Spørg den oldnordiske Spaakvind.
Ved du mer' eller hvad?

✂ Slægt efter Slægt vil nu tyde
nordiske Sagn.
Nordvejs jeg styrede altid:
Ibsen med hele hans Folk,
Strindberg med Prosaens Rytme

✂ midt mellem Rune og Vid.
Nordvejs og sydpaa med Længsler
saa lange som levende Tale
som Trondhjem er langt fra Tarent.

EN PROLOG TIL "FRØKEN JULIE"

✂ Meget begriber de Danske, dog langsomt begriber vi alle.
Havde jeg vidst det i Tide, var jeg ej den, som jeg er.
Meget begreb vi af Strindberg, aldrig begreb vi det hele.
Havde han vidst det i Tide, var han ej den, som han blev.

✂ Ene og ubegreben han rykked sin Vej gennem Verden.
Ingen vil fatte en anden, færre begriber sig selv.
Men der er skabende Magter, der vælter som Skyr over Kloden,
rejser et Himmelrums-Mylder, folder sig massevis ud.
Vi, som de flygtende Skyer, maa alle udføre Roller,
Mænd og Kvinder maa kæmpe med Skæbner, de ikke kan fly.
Dersom du ikke forstaar, kan August Strindberg med Grumhed
indbrænde Farver hos Blinde, fylde med Toner en Døv.
Krigsnød og uforskyldt Pine staar rede for Mennesken's Slægter,
drukner du ikke Ulykken, drukner din Ulykke dig.
Blev vi som Løbegravs-Pøbel, bestemt til Kanonernes Føde?
- Se en Herregaardsfrøken, der ofres til Godsets Lakaj!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Giv os ikke at møde Vrængbilledet af os selv!
Giv aldrig mere en Tid, hvor Dage og hastende Timer,
som Soldater paa March, synger et hæsligt Refrain!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Vis Barmhjertighed mest imod den arme Julie. -

THØGER LARSEN
Mindeord

✂ Snart skal der ringes Sol i Bjerge over os alle,
som ringede et nyt Aarhundred ind.
Vor Videlyst, vort røde Blod og Versets Eje
blev til en Sol, der lyste alle Veje,
skænket Aarhundredet som Morgengave.

✂ Aarhundredet vil heller slaas end stave,
og der er Dyr, som det er svært at ave.
Blev du nu træt før andre? Tvivl ej, Thøger.
Der ringes for os alle Sol i Bjerge.
Dit Sind, den stærke Haand i dine Bøger,
den gaadefulde, glædefulde Kerne,
som vi har kendt fra dine første Viser,
vil lyse gennem Sekler som en Stjerne -

✂ Din Tro, dit Haab, dit Vaaben og dit Værge.

HJEMME IGEN

✂ Da jeg kom ind i Hulen, hvor Dejligheden boede,
der hang i Gips paa Væggen et mægtigt Troldeho'de.
Hun hvisked, da jeg strax gjorde Stands:
"Det Hoede er min afdøde Mands."

✂ "Han var en sjælden Husbond og elskede mig saare.
Men dette lille Billed" - hun knuste en Taare.
"Det var mit søde alleryngste Nor,
som min Moderømhed kvalte i Fjor."

✂ Hun lo med ét og strakte de vældige Arme.
"Tag Plads paa denne Løjbænk, og lad min Ovn Dem varme.
Ja, jeg har gennemgaaet megen Ve,
af otte Børn har jeg kun holdt de tre."

✂ "Bliv hos mig! Lad os nyde de flygtige Minutter.
Og hils paa mine Poder, mine tre smaa, søde Putter.
Jeg er saa varm som nogen af mit Køn
og ved, at jeg endnu er ung og skøn."

✂ "Først spiser jeg din Læbe! Ak Gud, hvor godt det smagte!
Saa knækker jeg din Rygrad - det skal du ej foragte.
Jeg kender fler, som vil misunde dig
at blive saadan knust ihjel af mig."

✂ "Men vær dog ikke angst! Vi kan, hvis det behager,
gaa udenfor og se paa min Husbonds Trælastlager,
Forretningen er jættemæssig stor
og bliver fortsat i hans gode Spor."

FOR FREMTIDENS AASYN

✂ Jeg har endt mit Arbejd og sluttet min Dag
at gøre Ret og Skel maa blive andres Sag.
Hvis man spørger mig: hvorledes? Saa er det, det kniber.
Men hvor en Opsang jubler, hvor Kuglerne piber,
der bliver Sjælen atter som smæltet Bly saa varm
og Øret staar paa Gab for den store Allarm.

✂ I Haabet paa en Fremtid - gennem Morgensolens Blod,
har jeg lagt mig hen at hvile ved Nutidspalmens Rod.
Der stiger af Bølgen fra Nattens blege Vande
en Dag med Guld og Sejr omkring sin Foraarspande.

✂ Du glatter saa sømmeligt Kjolens Bred
og spørger mig, Kvinde, om Ting, jeg ikke ved.
Jeg er en gammel Stamme, en sært forvreden Tjørn,
men for Fremtidens Aasyn er vi alle kun Børn.

PILEVEJEN

✂ Et Paradis
af bløde Pileskygger,
en Vej med tætte Gærder,
hvor mange Fugle bygger.

✂ En Vej med grønne Grøfter
med Hjulspor og Dug,
sorte Snegle, som kryber
og Mælkebøtters Fnug.

✂ Bondegaardens Straatag
og Stolpens brune Maling.
De tætte Rødpil-toppes
velsignede Svaling.

GODMORGEN I GAARDEN

✂ Og Laden og Loen,
de hørte mig til,
og Stalden og Koen
og Skyggernes Spil
og Fruen i Gaarden,
saa tit, som jeg vil,
staar bag mig i Skyggen paa Dril
og raaber
Go'maaren!

✂ God Morgen i Skyggen,
aa, vend mig ej Ryggen.
God Morgen i Loen.
Har du et Kys til mig?
Han kommer vist! Nej, nej,
her kommer ikke no'en.

HØVDINGDØD

✂ Skæft Pile nu til Bue,
læg Skosaal under Svang.
En Tone fattes i min Sang.
Det er mit Dødsmods Lue,
der knitrer denne Gang.

✂ Lad Vindene mig favne
med Sejren i mit Haar,
Forløsning i mit dybe Saar.
Jeg hvisker milde Navne,
helt bleg af Dødens Vaar.

UDLØBET I UENDELIGHEDEN

✂ Jeg husker Plasket imod Bropillerne,
Maaneskin midt over Bølgerne
og den ensomme Nat over vore Hoveder.

✂ Jeg husker, at Strømmen randt forbi os,
mens et ankret Skib
stillestaaende midt derude
bevægede sin sejlløse Mastetop.
Jeg havde i mig en Trang
til at flyde bort paa Bølgerne ligesom Maaneskinnet,
eller lægge mig ensom og mørk
at vugges midt i det forbirindende
som det fortøjede Skib - et eneste
fast, dog gyngende Punkt
ved Udløbet i Uendeligheden.

✂ Maaske drømte jeg i et tankeløst Øjeblik
at befinde mig i det mørke menneskeforladte Skib,
at ligge i den kolde Bund og drive
uden Sejl eller Aare
baaret af mørke Vande, der flød altid rigelige.

✂ Drive forbi de lave Bredder,
forbi Vige og Indskæringer,
forbi Færgesteder og gammeldags Møller
altid midstrøms - til jeg endte, hvem ved?
maaske i en fjærnere By med andre Kornlofter og Pakhusrotter,
paa et andet landfast Punkt
ved Udløbet i Uendeligheden.
151 Jeg maatte blive, hvor jeg var,
men træt af at være
et altid gyngende Punkt foran det ubegrænsede
gav jeg mig derpaa til at søge:
Ak kunde vi af Bølgeplasket under Broen,
af Takten i Skonnertens duvende Takkelage,
af Maaneskinnets matte Flimren paa Bølgerne
uddrage afsluttende Tanker,
som var gennemstrømmede af det Uendeliges Bevægelse.

HVORDAN TIDEN BLIVER MIG UTRO

✂ Hvad skal jeg gøre med Tiden?
Jeg sidder og tror, at jeg har den.
Da stak hun midt i Besøget
væk paa et andet Besøg.
Hvad for en sladresyg Bytøs
er kommet til Naboens Bagdør,
fniser og fører Palaver i en lidt simpel Jargon?
Men er det virkelig Tiden?
Den fine og fornemme Dame!
Nikker og vender mig Ryggen,
lader som Ingenting var.

✂ Hm! Jeg skal tale med Tiden,
lære den agte mit Scepter,
give den Rakkerske Strambuks
for hendes Føj ten og Tant.
Men hun staar saa anstændig
og vender mig næppe Profilen.
Nikker: Ja, undskyld, min Herre,
jeg gik, da De faldt i Søvn!

TRYLLEFORMLEN

✂ Udeis eller Ingen, saaledes navngav
sig Helten, da Trolden gik ham paa Klingen.
Som Fyrsten Odysseus foran Polyfemos
jeg sværger: Mit Navn er Udeis eller Ingen.

✂ Jeg hedder Udeis eller Ingen. Dog viger
jeg ikke min Plads for en Fyrste i Ringen,
der slaas med den navnløse, vilde Natur.
Min Styrkes Skjul er Udeis eller Ingen.

✂ Jeg dølger mig lidt. Polyfem maa blindes,
før jeg tør tappert gaa Jætten paa Klingen.
Den navnløse vilde Natur bliver tavs
og ved ikke Raad mod Udeis eller Ingen.

✂ Udeis eller Ingen! Dog ser du, der er
en Hemmelighed i de Ord, saa de lyder.
Der er et Udeis eller Ingen i alt,
et noget, som Pareerne tyder.

✂ Udeis, som aldrig har været forhen
og aldrig siden vil komme tilbage,
det er mig, som skal til for at blinde Jætten
og Stenen fra Indgangen drage.

REJSE

✂ Toget sydpaa! Toget sydpaa!

✂ Skal de rejsende alle sydpaa?
spørger Konduktøren og smækker
Dørene i.
Og hvislende lægger vi Hovedstaden bag os,
vidtstrakt og vaagnende ser vi den brede sig,
halvskjult endnu af Morgentaagen,
Byen med plaskvaade Pladser og Gader,
hegnet af udslukte Lygter.

✂ Saadan en Morgen først i November
rejser man staalsat med Jernbanetoget
hærdet og glad ved den barskere Aarstid.
Landet er vort fra den stenede Old.
Bagved alle Kupeernes Ruder
skimter jeg atter de landlige Egne,
ser paa de høstede, vintergraa Marker,
mens det i Stilhed begynder at dryppe og drysse.

✂ Toget gaar sydpaa, nordpaa, vestpaa!
Altid begynder det stille - standhaftigt at regne.
Og du føler din Sundhed, der voxer,
genfødt af Drysset og Bøndernes sindige Snakken,
aander med Vellyst Pibetobakkens
blaanende Røg.

✂ Slig en Bondemand er som din Fader,
er som den genfundne Ven fra Fortid,
hvem ingen Runer og Læsning gav Mæle,
158 men en Løndom med Livets Røst.
Vi og han vil ej tro paa Tosser,
nord eller syd eller tværs igennem Danmark.

✂ Toget sydpaa! I rolige Flader
støt og bestandig breder Landet sig,
til du ender et Sted ved en Kystby!
Tusmørket omringer Egnen og Havnen.
Hvor er Tusmørket hjemligt i Stæder,
som du har kendt i din Ungdoms Aar.
Nordiske Taager og nordiske Glæder,
nordiske Kaar! er du modløs i Skumring?
Fælles i Norden er Vinter og Væde.
Haglvejr, som isner Norrøne og Svenske,
bliver til Regn over Fyn eller Falster.

✂ Men der er Ophold hos os mellem Byger.
Og paa et Regnvejrssmil, som du møder,
kender du Danmarks yndigste Vilje:
genskabe Danmark, selvom det regner.

✂ Mens du vandrer i halvglemte Stræder,
læser paa Skiltene halvglemte Navne,
ser du, hvor Livet og Æventyrmodet
dristig gør Spring over ældgamle Bolværk.

✂ Tavse Væsner, hvis Verden du kender,
rækker dig Haanden med smilende Hjerte,
medens Taagen og Tusmørket bader
disse Brosten, hvor Rejsen er endt.
Saadan er Østersøens Luner.
Vaaren er altid paa Vej gennem Landet,
selv naar det regner, selv under Isslag.
Skovbunden dufter før Jul af Violer.
Men Stuen er tør. Der er lunt ved Ovnen.
Selv om du sov i et isnende Kammer
159 med Messingstager og Lys paa Servanten,
naar fandt du som ung mon et sødere Hvil
end en Gæstesengs snehvide Lagen?

GAMLE FOLKESLAGS VILJE

✂ De dumme Forbud
mod Vin og Lykke
skal ikke staa ved Magt.
Jeg tror paa Himlen
i Tidens Længde
paa Universets Pragt.
Paa gamle Folkeslag, som
aldrig blir fortrængte.

✂ Jeg tror paa Havets
Dønninger i Mængde,
hvis Vilje ingen Tvang
er underlagt.

ELEONORA DUSE

✂ Hun har det Blik, som giver Hjertet Hvile,
og dette Smil - l'amor cosi gentile -
som kun vor Ungdoms Elskede kan smile.

✂ Det var en Gang paa en ligurisk Kyst,
jeg følte dette Sprog som Sollys strømme.
Der var en Gang paa en ligurisk Kyst
en Drømmerske med Blomster paa sit Bryst,
som sagde mig hver Morgen sine Drømme:

✂ "Jeg drømte, at jeg laa paa Knæ i Kirken
nær Skriftestolen . . . jeg og en Veninde . . .
Det Rum derinde var saa mørkt og dødt.

✂ Da lød en Røst: Klæd dig i Rosenrødt!
Men hvem der talte, kunde jeg ej finde.

✂ Det er en Sommerfugl - lo min Veninde -
Se Sommerfuglen, aa se Sommerfuglen,
som kredser om dig! -Tænk blot: Sommerfuglen
tilhvisked mig: Klæd dig i Rosenrødt!

✂ Hør videre. Den fløj foran mig - ud
af Kirken, og jeg fulgte Sommerfuglen,
thi venlig, venlig gentog den sit Bud ...

✂ Jeg bliver rigtig vred paa Sommerfuglen
og spørger, mens jeg standser: Hvem er du?
med dine Ord: Klæd dig i Rosenrødt!

✂ Men Sommerfuglen, straalende og stille,
tilhvisked mig at følge ufortrøden.
Og langt om længe gentog den sit Bud:

✂ Klæd dig i Rosenrødt - thi jeg er Døden."

✂ Fjernt fra det Land med Sommerfugle favre
en fremmed Mand, der fletter Dem en Laure,
Signora, fandt i Deres Blik og Røst
de Ungdoms Elskerinder, der er borte,
og Drømmersken fra en ligurisk Kyst -
Va, vestiti di rosa! son la morte.

FRA VOR KÆRLIGHEDS HUS

✂ Han gik bort og blev borte i femhundred Aar.
Han gik bort, mens hans Kæreste sov
ved hans Sygeseng, hvor hun vaaged hver Nat.

✂ Han lo, da han rejste sig op for at gaa,
da med halvtaabne Øjne hun ingen Ting saa.
Han gik bort fra sit Hus over Mark, over Krat
til den midnatsfortryllede Skov.

✂ Han vilde kun drømme derude en Stund,
om en Stund vandre hjemad igen
til den rolige Stue derinde, hvor hun
sad og sov hos sin dødssyge Ven.

✂ Men han dvælte saa længe, saa træt var hans Krop.
Og han saa hende fjærnt, at hun vaagnede op.
Og han vilde gaa hjem, men hans Krop var som Bly.

✂ Nu vaagner min Kæreste hjemme i By,
og jeg ser hende klart, som hun færdes og gaar
alene i Huset det hele Aar,
og hun kan ikke finde mig mer.

✂ Det blir mørkere Dage, det regner og sner,
men jeg ser, at hun er der i Stuen . . . jeg ser.

✂ Der gaar Aar. Det er svimmelt, som Aarene gaar,
men hun er endnu i vor Kærligheds Hus!
Jeg kan se hendes Vindu for Høststormen slaar.
Men fy, hvor dog alting med Tiden blir Snus.

✂ Og jeg ser ikke mere noget levende Tegn.
Hverken Hus eller Rude. Kun hundred Aars Regn.
Og tilsidst maa jeg hjem efter femhundred Aar,
og jeg kender ej mer denne hærgede Egn.
Og mit Hus er forsvundet og Byen i Grus.

DIGTERSFINXEN

✂ Jeg, hvem er jeg?

✂ Til visse Tider i hver en Alder
en Stenport aabnes, en Stemme kalder,
en Sfinx berører dit Væsens Grund,
og du er genfødt og karsk og sund
med Ynglingmod til de største Prøver, selv Dyst med Løver.
Og Løven er mer end et Billed kun,
dog fast i Aanden du lægger Haanden i Løvens Mund,
og bliver stærk til at møde Løver
fra samme Stund.

✂ Til visse Tider i hver en Alder
jeg var en Britte, jeg var en Galler
og stod ej maabende uberørt,
hvor Tidens sælsomste Røst blev hørt.

✂ Maaske jeg drømte en Smule broget, saa jeg holdt Trit
i Drengestolthed med Hunnertoget, det vilde Ridt,
og tænkte kækt: det er Blod af mit.
Jeg stikker Attila, Mand og Hest, under min Vest.

✂ Jeg, hvem er jeg?
At jeg er Nordbo enhver vil se.
168 En Dansk, som aner, at Underværker igen kan ske.

✂ Jeg isnes ikke af Kæmpegraven fra Hedenold.
Igennem Graastenens Urtidsstyrke
jeg føler Ilden fra Runefolket i god Behold.

✂ Jeg, hvem er jeg? En standhaftig Ynder af Poesi,
der saa og valgte som grøn Begynder sin Blomstersti:
de store, herlige Førstefødte.

✂ Jeg fulgte Byron, der sang sig fri,
da Gift og Slanger hans Ungdom ødte.
Og for at modnes, men ikke graanes af Theori
jeg sang og kyssed mig vis som Goethe.

✂ Og du skal være i Versets Eden en Seglbevarer
og tro Forsvarer for Kærligheden.
Et Flammeglavind, som tryg ved Dysten farer af Skeden,
saa Lystenheden og selve Lysten,
som er Forfinelse for Barbarer,
gør store Øjneog kampglad svarer.

✂ Jeg frygter ikke Barbarens Styrke, ej heller Lysten.
Lad Bukkeskindet kun være Esavs,
hvis jeg som Jakob har Sang i Røsten.
169 Men Musageten foragter Koret af hvem han sveges.
I skønne Kæder skal Legen leges.
For Mesterbuen, som fører Ordet,
skal Øjne skinne og Kinder bleges.

✂ Det nytter ikke, I vise Ho'der, at læse Noder.
Musik skal spilles og Springdans springes,
til Musageten i Dans omringes
som Himlens Sole i Dans af Kloder.
Til Sind og Fibre af Fryd bevinges.
Musik skal spilles og Springdans springes.

✂ Men sorgløs glemmer du Sværd og Svende
for fine Taler og Gaasepenne,
men glemmer atter ti Aar i Træk
for Bonaparte og Nelsons Kaarde Voltaires Blæk.

✂ Alt er dig vigtigt, alt er dig eet,
naar blot det samler dig rask og rørig,
saa du og Verden kan sammenhørig gaa op i eet.

✂ Hvis vi har kæmpet og holdt os oprejst til disse Dage,
en sidste Kamp og den allerværste staar den tilbage?

✂ Den sidste Tvekamp, det største Dystløb vi har igen?
Skal Kraftens Spænding paany bevise, at vi er Mænd?

✂ Hvis Lykkedrømmen i Livets Sale var altfor sledsk,
min Sang er vaagen som Sandhedstale, min Kundskab bedsk.

✂ Jeg kalder atter paa dybe Kræfter
i sære Verdner, jeg higer efter,
og skjulte Love, som ingen ved.
Og siden lægger jeg mig at sove en Evighed.

✂ Men vil I lytte, I svigefulde, som ej forstaar,
skønt Pan har løst Eders Hjerters Kulde Vaar efter Vaar?

✂ Hver har sin Opium, som han vil æde,
sin Yndlingssvaghed, sin Vaneglæde.
De skulde følge de fulde Faner med Sang og Spil.

✂ Og vinløvssmykte de dristig flaner
med Fest-Eroter og Lysthus-Paner, saa tit de vil.

✂ Se, Skønhedsorgiet, de drukne Blikke!
Men naar de vaagner, de aner ikke, at Pan er til.

✂ Saa riv dem Bindet fra deres Øjne og vis dem Pan,
som evig lever i dig og alle, paa faste Land og paa Ocean.

✂ Dog hvad skal jeg med en frydfyldt Hjerne,
som ingen anden kan frydes ved?
171 Nu, efter alt, hvad man har fortalt os, er Leg vor Lyst.
Leg er vor Lyst, men vi savner Alvor endog i Lyst!?

✂ Bjergprækentexten, som er usødet, den skal I faa.
I plumrer Kilden, besudler Brødet for disse smaa.
Gaa hjem beskæmmet ved, hvad I øded, lær at forstaa!

✂ Men hvad er Texten? om Kærligheden
i tusind Strofer, om den alene,
eller om Manglen paa Kærligheden,
som vækker Toner sørgmodig rene.

✂ Vor Kærlighed til en elsket Kvinde,
som blev til Sang og til Sandhedstrang.
Jeg elsker den, som jeg elsker Frihed
og hader Tvang.

✂ Skaberens Kærlighed til det skabte
og Aandens Fryd ved det nye Værk,
som snart skal gro i udkaarne Sjæle,
hvis alt slaar til og vor Tro er stærk.

✂ Bjergprækentexter, som lystig parres med Gækkevers, og Orakelsvar
om Narrens Visdom, som løser Gaaden, imens den kloge tit er en Nar,
Livsparadoxer, som frodigt voxer hvor Græsset gror, og Skæmteord,
som fryder Engle, men fortørner Oxer.

✂ Jeg ønsked aldrig at være fejlfri. Jeg tænkte mig,
at det var nok Vaar og Høst at følge en frugtbar Vej.
Den har jeg fulgt gennem alle Tider i alle Bugter
med Bid af Vaarvind, med Duft af Solskin og Drys af Frugter.

✂ Og jeg har drømt, naar jeg forudaned min Drøms Ruin,
en Ven vil komme en Dag - som lægger sin Kraft til min.
Du skal ej djævles med Underværker, til du faar Spleen.
En anden Kæmpe vil siden styrke sin Kraft ved din.

✂ Men slige Kæmper, dem har jeg hidtil for sjælden mødt.
Og til de Undere, vi tror fornødne, vi selv er nødt.

✂ En hellig Digter . . . hvorfor en hellig?
Thi han er én og hver Stund forskellig,
en Brønd, der vælder med Kildevand.
Strø Gift i Brønden, saa Børn og Kvinder,
der læsker sig, visner hen og svinder.
(Saadan er Digteren en farlig Mand).
Men dersom Kilden faar Tid at rinde,
kun faa kan virke, som Kilden kan.

✂

HYRDINDEN OG KÆRLIGHEDEN

✂ Der højt paa Bjærgets Stier
o min Hyrdinde gaar.
Hun synger med sin klare Stemme
og skærmer sine Lam og Faar.

✂ Naar Ulvens Stemme høres,
da ryster hvert Faar i sin Fold.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
er givne Kærlighed i Vold.

✂ Smaa Lam paa Bjærgetinde
maa vandre for Ulven i Gru.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
for Kærligheden i vor Hu.

✂ Af Græsset Lammet næres
og Bien af Blomsternes Flor.
Men du og jeg, o min Hyrdinde,
af Suk og længselsfulde Ord.

✂ Der er i Verden vide
tre Ting at have kær:
den gode Vin, lidt Sølv til rede
og din Veninde altid nær.

✂

DEN UNGE VIN

✂ Fem i Flokken, gæve Fyre,
som er kendt i Land og By:
hvis de fra et Værtshus styre,
ind i næste Kro de ty -
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
for at prøve Aarets crû.

✂ "Jøsses!" raaber Kroens Frue:
"Det er unge Mænd af Ry."
"Jøsses!" siger Kroens Terne:
"Jeg vil smage med paa ny."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
sætte Smag paa Aarets crû.

✂ Aarets Vin og Mand og Kvinde
straalte i en gylden Sky,
men da Gildet skal betales,
var der ikke Tin og Bly.
aa-aah!
178 for den unge Vin at drikke
og for Kanden at forny.

✂ Hidsig raaber Kroens Frue:
"Vi maa tage deres Hat!"
Hidsig raaber Kroens Terne:
"Jeg har Vest og Bukser fat."
aa-aah!
for den nye Vin at drikke
tar vi Pant i Aarets crû.

✂ "Vil I plyndre os til Skjorten,
vi, som drikker Eders crû!"
lo de kaade, unge Svende:
"Giv os heller Nattely."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke,
vi gør Plads for Aarets crû!

✂ Deres Skjorter var saa korte,
at en anden vilde fly.
"Himmel!" raabte Kroens Frue:
"Der er noget, jeg maa sy."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
et Par Sting for Aarets crû.

✂ "Himmel!" hvisked Kroens Terne:
"Jeg er ellers ikke sky;
men naar to med fem skal bakse,
blir det Tørst fra Kvæld til Gry."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
og staa Maal med Aarets crû.

✂ "Ræk dem Hatten," sagde Fruen:
179 "Det er unge Mænd af Ry.
Terne, fly dem deres Klæder
og to Kander af vor crû."
aa-aah!
for den unge Vin at drikke
og lidt Spøg i Næ og Ny.

✂

FOLKEVISE FRA BESANÇON

✂ I Besançon den faste Stad
lænket en ung Prinsesse sad,
i Fangetaarnet var hun lagt
for at forglemme Kærligheds Magt.

✂ Da hun har siddet seks Aars Tid,
kom hendes Fader Kongen did.
Goddag, min Datter, naa hvad godt?
Tak, Hr. Papa, det gaar kun saa smaat.

✂ Laan mig, min Fader, nogle Sol,
min Fangevogter er let til Vold.
Min gamle Elskov er nu fjern,
men det er ondt at vænnes til Jern.

✂ Ung og med Minders hede Pust
mærked jeg aldrig Jern og Rust.
Men Fugt og iskold Nattevind
huled mit Bryst og bleged min Kind.

✂ Mens jeg fik Tid at gøre Bod,
visned i Jern min ene Fod.
181 Og fanger mig en syndig Drøm,
den anden Fod er en Ormestrøm.

EN SLETTE

✂ Denne Slette er en Slagmark.
Dog der synes ikke Værn og Vaaben,
fuld af hvide Skyer straaler Himlen højt,
fuld af brune eller gule Tuer Jorden
lokker som en Bonde for sin Hest.
Al Ting sunder sig og forbereder sig,
thi hver Fodsbred Jord er mættet med Begivenhed,
sælsomme Indfald, vilde Episoder
skjules i Terrænets mindste Drejning.

MALERIAGTTAGELSE

✂ At Lænestolen, hvor hendes Haandled har hvilt i Timer!
at hendes Arme og Stolearmene rimer!
at vel forenet og sammenstillet
opstaar en Renhed, selv under Stolen, i Liniespillet
som Digtets Rigdom af lette Stavrim og Assonanser
med kontrapunktiske Støttesteder for Sind og Sanser.
Men naar hun flytter en Haand, et Fodled, oprives Normen,
en Uf reds jagen gaar kryds og tværs og gør Vold paa Formen.
Og hendes Ankler uskyldig korsede med skønne Hæle
forstyrrer de under Stolen ansatte Træværk og Pæle.

KATTEN

✂ Ja, en Kat kan føle Lede,
saa den sover Dag og Nat.
Man kan være langt, langt nede,
stundum, selv om man er Kat.

✂ Gør den Spring, som den ej maatte?
Men forleden laa den stiv,
næsten som en druknet Rotte,
drømte selv den mangled Liv.

✂ Og da skal I blive fra den,
den vil ikke kaldes sød,
Eders Støj gør ondt i Katten,
den vil heller ligge død.

MUNDELÆR

✂ "Vi er ikke flittige og vi er ikke dydige,"
sagde Polerersken til sin Søster.
Manden, som høne paa slige Røster -
"I er vist vittige," svarede Manden.

✂ Og de to Søstre saa paa hinanden.
"Vi er ikke vittige," svarte en Søster.
"Men vi er spydige," raabte den anden.

✂ Mennesket greb sig forfærdet til Panden.
"I er ikke vittige, men I er spydige!
Kunde I bare Jert Mundelær lukke!
I tager Vejret fra mig, I smukke!"

✂ "Vi er ikke smukke," bemærkede den ene,
og den anden, den allermest spydige,
afbrød: "Men vi er utvetydige.
Vi er ikke smukke, men vi er utvetydige."

FORSPIL
TIL EN EFTERAARSUDSTILLING

✂

Skarpe Øjne

(ved Indgangen):

✂ Hver Ting paa sit rette Sted,
sig, hvad gør man i disse Sale?

✂

En Pensel

(rolig):

✂ Det er en Pensels Øjemed at male.

✂

En Stemme

(syngende):

✂ Og hvis en Malende staar bagved,
at lade Farverne tale.

✂

Tre Stemmer

(bag deres Staffelier):

✂ Ikke tale! . . . ikke tale! . . . ikke tale! . . .

✂

Et Opsyn

(nærmer sig fortrolig):

✂ Det gælder om ikke at tale!

Flittig Pause

✂

En glad Palet

(falder pludselig i Sang):

✂ Synge og lyne, byde, befale,
male det straale-gode og gale.

✂

Tyssen

(rundt fra Staffellerne):

✂ Ts! ts! ts! ts! ts!

✂

En Paletkniv

(der rasende skraber ud):

✂ Hvem nævnte male? Det frække Ord!
Er der mon nogen herinde, som tror
at han, at han . . . Hvem Søren kan male?

✂

Et Antal Paletknive

(gribes af Panik og kradser i Kor).

✂

En belærende Stemme:

✂ Tag Terpentin og en rigtig Klud,
i Fald der er noget, De skal ha'e ud!

✂

Suk

(rundt om):

✂ Hvem i Alverden kan male?

✂

Læreren

(kommer og korrigerer): (Til En)

✂ De piner Dem vistnok ihjel med Kritiken.

(Til en Anden)

✂ De ofrer stadig for stærkt til Lyriken.
Hold Digteren ude og se paa Tingen . . .

(Til en Tredje)

✂ Hvis en Hest er en Hest, kan det kendes paa Bringen.

(Til en Fjerde)

✂ Ja, ja! Det var ret! Denne Muldjordspude!
Men nu denne Haardhed, som næsten er hoven?

(Til en Femte)

✂ Og dette bestandige Oprør mod Loven . . .
191 Her mangler for Resten i Aar nogle Stude.

(Han gaar til Døren og vinker til Digteren):

✂ Træd ind, Hr. Poet, min Lektie er ude.

✂

Digteren:

✂ Nu, det var godt, De har talt om Stude:
vi tænker os da lidt Vaarbrud foroven
og Gefion, Gudmøens Pisk bag Ploven . . .
Da vil vi med Oksernes Styrke bebude,
og med den Alvor, man forudsætter:
Et malerisk Frembrud og ny Paletter.

✂

Taknemlige Malere:

✂ Det var dog en Gang et oprigtigt Ord.

✂

En Skatteopkræver:

✂ Jeg lægger en Regning paa Deres Bord.

✂

Tre Viskelæder

(afsides):

✂ Naa ta-a-ak!

✂

Skatteopkræveren:

✂ Vil Herrerne mulig betale?

✂

En Stemme fra Paletknivene:

✂ Hvem Søren i denne Tid kan betale?

✂

Skatteopkræveren:

✂ Hvad kan De da?

✂

Den glade Palet:

✂ Synge og lyne, byde, befale,
det straale-gode, det sprøjte-gale.
192 Stemmer fra det stille:
Vi kan formodenlig male!

TROEN FRA PROVINSERNE

✂ Der er ingen Troskab saa vild
og saa rørende paa en Gang
som hos Lothringerpigen Johanne,
der blev brændt som Heks i Rouen.

✂ Hun drømmer om Frankrigs Frelse
i sin dunkle Provins og Krog,
før knap hun kan fri sit Skørt for
en næsvis Bondepog.

✂ Hun er den særeste Troldheks,
der til et helligt Brug
blev ren og jomfruelig udspyet
af Middelalderens Bug.

✂ Der staar hun snørt til Baalet,
hvis Røg svider Øjet i Vand.
For Ild er Johanne ej bange:
hun er selv som et Raab og en Brand.

✂ Det er ingen Synderinde,
der fødes til Døgnets Dynd.
Den Synd, som Johanne har syndet,
har været syvfoldig Synd.

TEGNET I SNE

✂ Tegnet i Sne paa den faste Jord
kendte jeg hendes Fødders Spor,
fulgte det flygtige Mærke,
til hvor hun stod i de lette Sko
ude bag snehængte Graner og lo
og lod mig sit Haandtryk mærke.

✂ Dronningestolt er den snehvide Vej,
der hvor Snehvide ventede mig
med mørke Graner ved Siden.
Jeg knæler og kysser den frosne Jord,
som bar hendes flygtige, kyske Spor,
jeg kysser Snehvide siden.

DE MANGE SKØNNE

✂ De mange Skønne de slutted
omkring mig en tæt Enceinte.
Hver Skikkelse var som en Højsang,
hvert Ansigt en vittig Pointe.

✂ Men da du paa spankende Fødder
gik frem, tog min Puls til at banke
og Sjælen at sanke de ranke Ord,
som rimer sig let med det slanke.

✂ Min Sjæl er falden i Tanker,
som Manden, der læner sit Øre
op til en høj Telegrafstang:
den sidste Depeche at høre.

KVINDEMODEL

✂ Jeg vil prise Eders Fruer, deres Marcipanhuds Fylde,
Jere Dukker af Terracotta! Jeg forstaar og jeg vil hylde
Jert Teaters Første-Dejlige saa ønskværdig ren
og Jer langsomme Gadenymfes unge bønlige Ben.

✂ Mest dog roser jeg den fromme Følsomhed, hvormed vi famle,
ak mod den forlibte Dumhed mine Tanker er graa og gamle,
Tanker, som har favnet Slægters Former, Mennesker, Magt og Men,
skal de Tanker elske en Kvinde, maa hun rumme alt i en!

✂ være ældet i Kløgt som Aanden, med hvis Braadde jeg vil sømme
Tidens Planker til hinanden, ungdomsdyb som mine Drømme,
Kvinde mer end alle Kvinder, mild i Nyden, kæk i Lyst,
hvor en Mands Natur kan aande bredt af sit brede Bryst.

DET SLUKTE SLOT

✂ Du flammer som et solrødt Slot,
der knejste i mit Ungdomsland:
med sine Ruders gyldne Brand,

✂ det raaber paa den kække Mand
i Solfalds-Trods og lover godt. . .
Saa bliver det Tusmørke-graat.

✂ Saa staar det der med Taarn og Spir,
men tyndt som klippet af Papir
. . . og du er bleven Askepot . . .

✂ Og du er bleven sprød og skør,
et Genfærd klædt i fejge Slør,
som har forbudne Veje traadt.

✂ Ak ve, ak ve, det slukte Slot!
Det Blændværk fra mit Ungdomsland,
ak ve de gyldne Ruders Brand.

DEN FORMLØSE FAUN

✂ Den formløse Faun
vil besnære Kongens Datter,
som har spottet hans Navn.

✂ Se, han danser saa smukt,
naar han svinger Kongens Datter,
fuld af Ridderaand og Tugt.

✂ Se, den formløse Faun!
Gennem Skoven gaar en Latter.
Selv hans Hoved er smukt!

✂ Se, den formløse Faun
vil besnære Kongens Datter,
som har spottet hans Navn.

✂ Og han viser Aand og Flugt,
naar han svinger Kongens Datter,
med en Ridders fine Tugt.

✂ Selv hans Hoved er smukt.
Gennem Skoven gaar en Latter:
Se, den formløse Faun!

✂ Hvor den formløse Faun
lærte Spjæt og Pirouetter,
som nu kommer ham til Gavn,

✂ og hvorfra han tilmed fik
denne Vished, som man gætter
af en Højhed i hans Blik?

✂ Ved han Ting, som ingen ved,
som forsoner og besætter
alle - Kongedat'ren med,

✂ Kragen raaber glad sit Navn.
Skoven vrider sig af Latter,
Mus og Frø og Høg og Ravn.

✂ Se, den formløse Faun.
Se, han danser saa smukt!
Skulde han mon ej faa Bugt
med den stolte Kongedatter.

MARKETENDERSKENS VISE
FRA DEN STORE KRIG

✂ Og alle de tapre elsker jeg,
jeg vil mit Hjerte ej skjule,
jeg elsker dem uden at gøre Skel
baade de blaa og de gule.

✂ Og Musketerene elsker jeg,
min Nutids Musketerer,
saavel Rekrut, som Veteran,
enig og Officerer.

✂ Og alle Husarer elsker jeg,
og Luftkrigens ny Husarer
og Pionerer i Jordens Dyb
og alle en Verdenskrigs Farer.

✂ Og Artilleri og Kavalleri,
dem alle maa jeg love.
Og mangen Nat i en Skyttegrav
vil jeg med Tommyer sove.

✂ Jeg elsker enhver, er han tysk eller fransk,
fra Genua eller fra Schidam;
jeg elsker Serber, Britte og Tzek,
jeg elsker Mennesket i ham.

✂ Ja lige kær, hvad dets Hjemstavn er,
og hvor det gik til Præsten.
Mennesket har for mig sit Værd,
er Mennesket sundt for Resten.

✂ Thi Fædreland og Religion
det er kun et Klædningsstykke.
Klædet til Side, at jeg i Favn
kan de nøgne Mennesker trykke.

✂ Et Menneske er jeg, og Menneskehed
jeg giver mig hen med Glæde,
og kan du ej betale straks,
er ogsaa Kridt til Rede.

✂ Den grønne Krans foran mit Telt
tørster af Sol og Brynde,
og i Dag vil jeg skænke Malvasia
af en frisk anstukken Tønde.

(Gendigtet efter Heinrich Heines Lied der Marketenderin. Aus dem dreissigjährigen Kriege)

DEN GAMLE HAVN

✂ Loddet er kastet. Vi sætter vor Baad
sindig med Kurs over Havet
hjem til et gammelt, besynderligt Land,
der ligger bag Bølger begravet.

✂ Søen gaar højt. Paa stejlende Skyer
nu Stormens Ryttere stiger,
styrter mod Havet med stor Staahej,
besprøjtet af Havdybets Piger.

✂ Sorte Hætter har Bølgerne paa,
de friske Najader sig vælter,
snart under Maske og snart uden Skjul
skumhvidt med løste Bælter.

✂ Stormen kysser hver Bølgemund,
men intet Tegn til Forsoning,
én Najade faar flænget sit Skørt,
en anden har traadt i sin Skoning.

✂ Bølgen viser sit skummende Bryst
og kan sig ej længer skjule.
Kongeligt er her. Jeg længes selv
efter min Dronning i Thule.

✂ Sort og lav er den Havneplads
og mørk og tumlende Stranden,
alt er til Pas for de Søndagsfolk,
som ærgrer sig over hinanden.

✂ Regnen slaar over Bro og Brædt
og over de stridige Nakker.
Regnen flyder om utætte Sko
og fylder de begede Smakker.

✂ Saadan gaar de lidt ældede her
og i den traurigste Gangart,
mange Sjæle med stolt Begær,
som fordum styred paa Langfart.

✂ Regnen springer paa Havnens Vand,
de standser med raadvilde Tanker
snart ved en rusten Fortøjningsring
snart ved det rustrøde Anker.

✂ Regnvejret mørkner en Dynge Sand,
som ligger ved Bolværkets Ramme,
skinnende hvidt det bragtes en Dag
hertil af Sandmandens Pramme.

✂ Skøn og hvid som en lysende Fragt
af Havsand, der glimrer i Solen,
saadan blev Bruden sin Bejler bragt
og smilte i Brudekjolen.

✂ Solen skinned paa Sø og Strand
og Vinden i Rigningen fløjted,
Tidselblomster og Marehalm
nikked bag Bølgesprøjtet.

✂ Klokketoner som Planker af Malm
tværs gennem Ætheren trænger
og melder det højt, at den Frøken fra Næs
vil ej være Jomfru længer.

HVEDEHØSTEN

✂ Marken staar med sine Hvededynger.
Og ved Hvedens Side stod en prægtig Klinte,
og paa Grøften Tidslen med sit Brus af Løv og Torne.
Henad Engen lyser Svampes Parasoller,
gule, spankende med graa Lameller.

✂ Alle Ting forraader sig og røber sig
til alle Sider med en klar Bevidstheds Viden,
aabner sin Hu og sin higende Rigdom for Dagen,
sidder desuden og hvisker længe i Nattens Time.
Solen og Kildespringet, Stjernen og Træet
driver hemmelige Underhandlinger
til stor gensidig Tilfredsstillelse.
Alle Dyr og Væxter, Foreteelser og Arter
gør Ting, der ligner Tegn og Gerninger,
indlader sig paa Forhold og utvivlsomme Sammensværgelser.
Rundt om dem optræder samlet Albevidstheden.
Alt er midnatsdybt og vil i Morgen
før Klokken Seks blive soleklart.

✂ Kun Mennesket, den løjerlige Snegl,
der vil være alvis,
er tungnem og kan intet fatte.
Og nu er det netop denne ubegavede Tilhører,
hvis Begribelse hele Verden henvender sig til,
som var dette noget vigtigt!

DE FARLIGE NYE TIDER

✂ Paa stejlende Heste
et Jagttog rider.
Jeg hilser de nye
og farlige Tider!

✂ En Hvirvel af Timer
og dyre Minutter
som krigerske Svende
og blussende Glutter.

✂ En Hvirvel, et Uvejr
af Aar, som gaar under,
og nye Aar, som
mod Undergang stunder,

✂ som hæver sig truende
store mod Rummet,
et eneste Jagtskrig!
og saa er forstummet.

✂ Lad falde, hvad ingen
formaar at bevare!
Jeg priser den nye Tid
med dens Fare.

✂ Ja, midterst i Toget,
hvor Damerne svimler,
mens Rytterne bander
de styrtende Skimler -

✂ Før troløse Taaber
sin Hærfører svigter,
Hjærtet sin Herlighed,
Haabet sin Digter,

✂ naar Sammenbrud ventes
og Fodfæstet glider,
da stol paa det ny
i de farlige Tider.