Claussen, Sophus EN PROLOG TIL 'FRØKEN JULIE'

EN PROLOG TIL "FRØKEN JULIE"

Meget begriber de Danske, dog langsomt begriber vi alle.
Havde jeg vidst det i Tide, var jeg ej den, som jeg er.
Meget begreb vi af Strindberg, aldrig begreb vi det hele.
Havde han vidst det i Tide, var han ej den, som han blev.

Ene og ubegreben han rykked sin Vej gennem Verden.
Ingen vil fatte en anden, færre begriber sig selv.
Men der er skabende Magter, der vælter som Skyr over Kloden,
rejser et Himmelrums-Mylder, folder sig massevis ud.
Vi, som de flygtende Skyer, maa alle udføre Roller,
Mænd og Kvinder maa kæmpe med Skæbner, de ikke kan fly.
Dersom du ikke forstaar, kan August Strindberg med Grumhed
indbrænde Farver hos Blinde, fylde med Toner en Døv.
Krigsnød og uforskyldt Pine staar rede for Mennesken's Slægter,
drukner du ikke Ulykken, drukner din Ulykke dig.
Blev vi som Løbegravs-Pøbel, bestemt til Kanonernes Føde?
- Se en Herregaardsfrøken, der ofres til Godsets Lakaj!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Giv os ikke at møde Vrængbilledet af os selv!
Giv aldrig mere en Tid, hvor Dage og hastende Timer,
som Soldater paa March, synger et hæsligt Refrain!
Vaarens og Skønhedens Verdner, forbarm Jer over os alle.
Vis Barmhjertighed mest imod den arme Julie. -