AK, DEN UNGE SVÆVEN

✂ Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnen
af den korte Drøm om evigvarig Lykke,
ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen!

✂ Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,
elskes, æres, til den helt udtømmes,
og er ingen Skaben mere givet?

✂ Kan en Høvdingaand de lyse Norner fritte?
avle med den døde Jord en Eva
og et Mandekuld med Aphrodite?

✂ Hvor er Guden med den nye Mythe,
som skal Rummets Tanketraade knytte
til sin Skaber-Attraas gyldne Bytte?

✂ Nærmest Kirken med de gamle Munkestene
i et sirligt Hus en slank ung Pige
ses blandt Potteplanter helt alene.

✂ I et andet Hus mod Vindueskanten
er en bleg ung Mand, mens Mørket tættes,
fremstrakt, ludet over Lærdoms-Folianten.

✂ Ingen ser hinanden . . . alle venter
blidt, i Tavshed og Forlæsthed, Skæbnen.
Lydige som Døtre og Studenter.

✂ Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.

✂ Og de unge Daarer, mens de kloge tier,
digter Elskovsregler, Hjertelitanier,
Flirt-Ordbog for Jomfru og for Frier.

✂ Ak, den kaade Dasen, ak, den ømme Fjasen,
gennemført som Hof-Ceremonier:
Aah, dit Bæst! Min Engel! Søde Asen!

✂ Under Leg forløses Tungebaand og Aand,
unge Kvindeviljer tændes. Unge Midier
bliver stridige, men smidige som Vidier.

✂ Og hun siger angstfuld: ja, nu kom det,
hvad det dumme Hjerte længe havde ventet.
Det er vel fortjent, jeg selv var ude om det.

✂ Hendes Sprog blir panisk i Ekstasen:
. . . Jeg vil ikke ... ud i ... Suppedasen . . .
Frister, Afskum! . . . Engel! . . . Søde Asen!

✂ Skønne Mand, af hvem jeg er betagen,
Du er ikke lumpen? Du vil ikke ha' mig ned i Sumpen...
Store, milde Gud, nu faar jeg Ris paa - Bagen!

✂ Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.