I · TITANIA HOLDT BRYLLUP
✂
Skibsreder Dionysos bor vest om Dovrefjeld,
for Farvers Skyld stod Karsten og han intimt i Gæld.
Thi Dionysos ejed et mægtigt Rederi,
man paastod, Ludvig Karsten satte Prikken over i.
✂
Der faldt en Regn af Purpur paa norsk Skibsreder-Plys -
Titania holdt Bryllup i Malerens Kabys.
En Mester med saa fornemt Besøg i sin Baas -
hans Pensler drikker Farver, som de var en tørlagt Aas.
✂
Den Mand, der holdt Titania fortøjet som sin Sol,
han ler ved Dag, naar Sandheden stikkes under Stol.
Han raaber midt for Bordet, hvad hver og en har skjult,
til Dovrekongens Frue han siger . .. noget fult!
✂
Men det er ikke Karsten, der farer slig med Tant.
Det skal jeg jagu' vise, at ikke det er sandt!
Om unge Mødre blegner, og ældre Møer faar Veer -
I kender ikke Karsten, det er en Kavaler!
✂
Men det var Dionysos, han er en Fyldefant,
og for hans slemme Streger fik Karsten Skyld iblandt.
Men det var ikke Karsten, dér har man ham bagtalt.
Det Billed dér paa Væggen, se det har Karsten malt!
✂
Det var i Gaar, at Vinen flød ud og blev til Sprøjt,
Skibsreder Dionysos med Thyrsosstaven højt
beruste Møer og "Mænner" og en Skibsladning Svin.
I Dag vil han og Karsten forvandle Vand til Vin.
✂
Men bedst som Dionysos gør Fanden til Musik,
da tog han som Lord Byron sin noble Stok og gik.
Thi Skæmt selv bli'r til Sky'r i et stadigt Regnvejrsland,
og Vin kan ikke vælde af Vand og Vand og Vand.
MORDET I VÆRTSHUSET
eller
1415
FØRSTE SCENE
Pigen. Værten
(Værten ud. Lars lister frem fra den modsatte Side, uset af Pigen, som harmfuldt støver af)
- ✂
- LARS
-
✂ Nu farer Herren ud og ind og op og ned,
(Ud)
og Stuepigen Elsebeth er bleven vred.
De har den store, rige Prangers Penge kær,
men de vil eje hele Byttet hver især.
ANDEN SCENE
TREDIE SCENE
Per og den store Pranger (ind fra højre)
- ✂
- PRANGEREN
-
✂ Ja, Per, i Hestehandel kan jeg pudse dem.
Nu gaar Knud Dunk, min Konkurrent, fra Hus og Hjem.
FJERDE SCENE
FEMTE SCENE
- ✂
- LARS
-
✂ Det var en Pose Dalere, saa det forslaar.
(Pigen kommer, fulgt af Per)
Nu fejer Elsebeth paany. Hej, hvor det gaar!
Nu løber Per og tømmer hendes Skurespand
og bytter om det skidne med det rene Vand.
- ✂
- PER
-
(alene)
✂ Jeg ved, at hun og Husbond har mig lidt til Nars,
(Børster Sko)
- men jeg kan ikke lide, hun besøger Lars.
✂ Jeg er saa glad, jeg gode Fyr, jeg unge Mand,
(Ud)
for Elsebeth, hun sender mig at hente Vand.
Jeg børster hendes gamle Sko, saa let, saa glad.
Hun har forlovet sig med mig, vi skil's ej ad!
SJETTE SCENE
Pigen. Værten
- ✂
- VÆRTEN
-
✂ Elisabeth!
Kom, giv mig Nøglen. Kæreste, vær tillidsfuld,
og vi vil samme eje denne Prangers Guld.
Jeg gifter dig, saa snart min Frue falder væk.
Du er en dejlig Stuepige, stor og fræk.
- ✂
- PIGEN
-
✂ De er en slet og sløv Hotelvært, stor i Ord,
som knuser, hvad De træffer mellem Deres Knor,
men bliver mere fattig for hvert heldigt Mord!
SYVENDE SCENE
Pigen. Lars (træder frem)
OTTENDE SCENE
Pigen. Prangeren
- ✂
- PRANGEREN
-
✂ Jeg er saa glad, jeg er saa glad, jeg er saa glad.
Nu drager jeg beriget bort fra denne Stad.
Kom, Elsebeth, og tal med mig et stille Ord!
Du er en prægtig Stuepige, fræk og stor.
- ✂
- PIGEN
-
(værger sig)
✂ De er en dygtig Hestepranger, stor og kæk,
men Herren bliver vred, naar jeg er længe væk.
NIENDE SCENE
- ✂
- PER
-
(alene, med et broget Strømpebaand om Halsen)
✂ Jeg er saa ung endnu, jeg vilde gerne frem.
Nu skal den store Pranger myrdes. Og af hvem?
Hotellets Vært har sagt: "Vi sætter Per dertil,
det er et Svendestykke for en Karl, som vil!"
Han siger ogsaa, han har talt med Elsebeth,
som mener, det er let, - men det er ikke let!
- ✂
- PIGEN
-
(kommer, tager Forklædet af og friserer sig)
✂ Jeg gaar og gør den rige Pranger elskovsmat.
Tag Nøglen her, skynd dig imens og skjul hans Skat!
TIENDE SCENE
(Scenen staar tom)
- ✂
- LARS
-
(kommer fra højre)
✂ Nu har jeg gjort den rige Hestepranger kold.
Saa lad os se, om Posen er i god Behold.
- ✂
- PIGEN
-
(følger efter, forbitret)
✂ Han var en dygtig Hestepranger, stor og kæk.
Hvem gav dig Lov at myrde ham, mens jeg var væk?
Din skidne Tyv, hvad angaar dig hans Pengesæk?
- ✂
- LARS
-
(vil ud til venstre, truende)
✂ En Mand, som slaar ihjel, forandres paa en Studs.
Her kommer du for silde med dit Krøl og Puds.
- ✂
- PIGEN
-
(stiller sig i Vejen)
✂ For silde, jeg! Du Staldkarl, Støvlepudser-Svend.
(Pavse)
✂ Jeg taaler ingen Karl, som raat undliver Mænd,
(Lars vil styrte løs. Som en Vind træder Pigen et Skridt frem, spænder Ben og vælter ham)
naar ikke først en Kvinde har dem dysset hen.
- ✂
- VÆRTEN
-
(ind fra venstre med opløftede Hænder)
✂ Der findes intet Spor af Pengeposer mer,
og flygtet er den sledske Mordhund, Tjener Per!
ELLEVTE SCENE
(Mens Lars og Pigen forsvinder hver til sin Side, griber Lovens Arm - mekanisk fremstillet, ledsaget af en mørk Stemme - Værten med vældig Haand i Nakken)
24Mørke paa Scenen.
Tableau i Baggrunden: To Betjente ses i Transparent
TÆPPE
EFTERSPIL
En Landevej ved Midnatstid
FØRSTE SCENE
- ✂
- FØRSTE VANDRER
-
(kommer raslende med en Pengesæk)
✂ Jeg er saa glad, jeg er saa glad, jeg er saa glad!
- ✂
- ANDEN
-
✂ Fortæl, fortæl, hvorledes fik du Skæbnen huld?
Og vis, hvor meget har du af det røde Guld?
- ✂
- FØRSTE
-
✂ En Skæppefuld, du stakkels Nar, en Skæppefuld.
(Rasler med Guldet)
✂ Jeg var som Tjener fæstet til et stort Hotel.
Hotellets Herre bød mig slaa en Mand ihjel!
- ✂
- FØRSTE
-
✂ Den Aften laa en Pranger død i Staldens Straa -
(From)
jeg takker Gud, jeg brave Sjæl, for alt mit Held.
Jeg slog ham ej. Dog var han død alligevel.
✂ Nu er jeg rig, men slap at slaa en Mand ihjel.
- ✂
- ANDEN
-
✂ Lad se dit Guld - du stakkels Nar - dit fromme Svin!
Skal du slaa Folk ihjel? Slip Sækken, eller føl!
26 Din ækle Tyv, jeg sparker dig i denne Pøl!
(Hamrer et Spiger gennem hans Hoved)
ANDEN SCENE
- ✂
- ANDEN VANDRER
-
(alene)
✂ Saa er han død, min Kammerat, ved godt Humør.
(Pludselig vred)
Han vilde trodse mig, men jeg har myrdet før.
Der hviler han. Oh Herre, tag dig af hans Aand,
forført af Guld og Stuepigens Strømpebaand.
✂ Han var en Tyv, en daarlig Karl, en Dumrian!
Nu gaar jeg bort fra dette til et andet Land!
- ✂
- PIGEN ELSEBETH
-
(dukker op)
✂ Du grove Lars, jeg kom, fordi du ypped Kiv -
Men jeg vil heller være Kvinden i dit Liv.
Da Per er død, jeg følger dig som Ægteviv!
TÆPPE
KARNEVALLET
✂
Saa sandt hjælp' mig Gud i Himmerig,
saa visselig er hun Mø for mig.
Foruden én Gang mig lyste,
hendes Rosens Mund jeg kyste.
(Af en Folkevise)
I
✂
Der hvirvled hvide Driver ind ad krogetgamle Stræder,
og Gademyldret hylled sig i Pelsværk og Skind.
Der drømte over Sneen blaa Himle i mit Sind
med lyse Foraarsagre, hvorefter Hjertet græder.
Men Byen søgte Varme og tunge, stærke Glæder:
- et Favntag under Snefog, et Klammeri, man ypper
en Vinteraften optændt af Vinen hos en Kyper,
alt bærer endnu Smagen af Holbergs Tid og Sæder
og spinder som en Rok vore Oldefædres Lexe
i Vintrens brune Dæmring med dens Sabbat af Hexe.
✂
Og først ved Maskeballernes Tid i Februar,
da kan der sværmes, digtes, er Natten stor og klar.
En Sne af Haab - jeg husker - var paa mit Hoved faldet,
den Nat jeg var med Henning og Mis paa Karnevallet.
II
✂
Mis er en Borgerpige, hvis raske
Pande smiler betænksomt ren
frem fra et Haar, der er blond som Aske.
Jeg gjorde den Jomfru aldrig Mén -:
"Foruden én Gang mig lyste,
hendes Rosens Mund jeg kyste."
✂
En Snefalds-Vinter bedrøvet og graa,
da Hjertet til brogede Drømme kan trænge,
til Smil og til Glimmer! Saa kom da den længe
forventede Aften og Skumring faldt paa:
Karneval! Byen er Lys og Røre,
28
der rulled Karether til alle Døre,
Maskebals-Konger med Droske-Fukser!
Og jeg var Fanden i røde Bukser.
✂
Jeg stod, hvor det stimled paa brede Trapper
med nysgærrigt Bram under halvt aabne Kapper.
En fjern Musik gennem Tummel af talende.
Og Dans fløj paa Atlaskes Sko gennem Salene.
III
✂
Hvor vrimler det med Masker! Da saa jeg: mild og moden,
af smidig Middelhøjde (hvor klogt hun flytted Foden!)
min tankefyldte Mis. Hun var blaa i hver Fold,
en frøkenagtig Venus i Ærmer af Mol,
som med sin ranke Buste, sin knejsende Hals,
sin Munterhed, sit Kast med den ubetvungne Nakke,
sin Tavshed og sin Hast, naar de travle Læber snakke,
var varm som Violinstrøgets Smægten i en Vals.
✂
"Godaften du!" Hun greb mig og nikked blond og blaa,
sort Maske over Næsen og Øjnene paa skraa.
Jeg hvisked! "Giv mig Armen! Du kommer betids,
hør, hvor Musikken spiller ... de Ærmer er søde.
Skal vi danse Mazurka, du ... glimrende Mis."
✂
Hun pegte paa min Dragt: "Hvad betyder det røde?"
✂
". . . en miskendt stakkels Fanden i Aften hidkommen
at putte jer ærbare Hexe i Lommen.
Jeg er den røde Ridder med Diskretion i Brystet.
De dumme smaa Frøkner gaar under i Bølgerne,
men vælg den rette Fanden, som staar inde for Følgerne."
✂
"Kom, skal vi ikke danse!" bad Mis lidt kold, lidt rystet.
29
I Dansen: "Hør Mis, jeg har kuret og flanet med mangen lystig Troldkvind."
"Aa har du?" - Hun lo.
"- Men længtes efter dig, ja du skulde kun anet:
Du ligner, søde Mis, paa min blaaeste Tro,
den blonde Galathea, Datter af Oceanet."
✂
Min blaa Fugl er fløjet. Men da jeg saa mig om,
kom Henning i sin Munkedragt listende from
og tog min Haand og messed: "Hold jer beredt i Aanden
og vær kun tryg paa Frelsen, hvor Fanden er for Haanden!"
Han vinked: "Kom Mefisto!" og nu var Messen faldet.
Vi gik og drak for Mis som den fejreste paa Ballet,
og svor ved Vin os sammen til en Skjoldvagt, Munk og Fanden,
om Mis: for kun at dele hendes Selskab med hinanden.
IV
✂
Ja Skaal for vor Karnevals-Metamorfose,
for Ungdomsvinen i Venskab og Ord,
for Sejren i Elskovs mørkt glødende Rose,
før Farven er tabt som en Sne fra i Fjor.
Det kommer tilbage med dansende Rids
af Rækker, som krydses, af Masker, de bære,
jeg mindes vor Karnevals-Nat fra den sære
Vinter, da jeg var forelsket i Mis.
Forklædt som en Graamunk gav Henning Møde.
Og jeg var Fanden med Bukser røde,
✂
ung af Kostume med Hanefjers-Hat
Ridder Mefisto saa haansk og utøjlet,
uldforet Kaabe, men sort og glat
min Vams, hvor Kilerne flammed i Fløjlet,
30
Fanden med Slire og Snabler paa Skoene -
sjelden var jeg saa rød og saa troende.
Men Mis, som før var en Borgers Datter,
var bleven en Dame i Aar
og bar med kun halvt saa fri en Latter
den fornemme Pande, det lyse Haar.
Hendes Skridt er lette og Smilet let,
hendes Holdning er frank og kæk.
Men Blikket flagrer saa vagt, saa vidt
som en Flamme for Natvindens Træk.
Og mine Tanker, som var hende kære
og drog deres tyste Spor,
dem møder hun nu kun i flygtig Ære
med fjerne Tanker og halve Ord.
V
✂
Mit Djævlehjerte vilde gennem Fløjelsvamsen brænde.
Jeg kasted mig i Dansen. Det Troldskab tog ej Ende,
galant en Vifte mærked jeg paa min Skulder klaske,
og med et Kniks, en Artighed for "den røde Maske!"
en rank og smidig Dejlighed, kaadest blandt Tusinde,
med den Slags mørke Øjne, man kalder for knusende,
slog sine Arme om mig og dansede mig træt,
og svang mig rundt og lo, da jeg tabte min Barret;
men skønt jeg loved Hofbal for mit Fyrstendømmes Porte,
hvis hun antog mine Farver, de røde og de sorte -
hun kunde aldrig tro, at en Hex befandt sig vel ved
før Hanegal at gæste Mefisto i hans Helved.
VI
✂
"Nu har jeg eftersøgt dig i Ballets tyve Sale;
du eneste, hos hvem jeg kan tie og kan tale:
Hvor er du, Mis min Hjemve, min Længsel fra i Fjor?"
31
Og midt i kaade Ord, medens alle Lamper lyser,
det er mig, som jeg vaagner og staar ensomt og fryser
og længes ud paa Natten i en kold Korridor .. .
"Lad andre bære Kaarde og Hanefjers-Barret!
af Stolthed og af Spot er jeg saa syg og træt.
Dine Øjne har Violer, Mis, og Gækker din Mund,
men Verden er forrædersk og tom i Bund og Grund.
Saa und mig fra dit Blik - det blaa, hvorpaa jeg stoler -
i denne Februarnat et Par fattige Violer!"
VII
✂
Da træffer jeg Munken og hører hans Spot,
at Mis har flanet, at Mis har danset,
har hørt paa hans Taler og intet sanset,
men snydt vort Munke- og Djævlekomplot
og fulgt i fordægtige Pirouetter
en udpyntet kjoleklædt Fyr med Lorgnetter.
De sidder - ak Gud, hvor forelsket og flot! -
og rødmer i et af de smaa Kabinetter
- det sødeste Par i den hele Stimmel!
(Jeg svor som Mefisto, da Faust fór til Himmel).
En Herre i sort, en Dame i blaat!
Og Mis, som er ærbar og fuld af Forhindringer,
Mis har fortrolig kastet sin Maske . . .
Aa Sorg, du minder mig, Mis, din Taske,
om Casanovas forbudte Erindringer!
VIII
✂
Med Henning forlod jeg den lede Tummel.
Et isnende Tøvejr! og Staden laa skummel.
Vore Sko løb fuld af den vaade Sne,
vi tænkte paa Mis og vor store Vé ...
Og da det blev Morgen en tung og vag
tøsne-hvirvlende Vinterdag,
32
og jeg skimted paa Stolen nær min Seng
min Fløjelsvams og mit Kaardegehæng
og de pralende Pjalter med Glimmer besprængt
over Gulv, over Borde i Hastværk slængt. ..
da laa der endnu i mit bogfyldte Rum
en Forventningens Duft fra i Gaar - saa dum.
Og jeg lallede skamfuld: "Det mishager mig!"
Og vendte min Pande den modsatte Vej.
BESØGET I HIMLEN
I
✂
Som jeg kom over Bakken, saa' jeg det milebrede
Kornbølge-Højland uden Pletter af Muld
med Rugens hvide Aks og den brunmodne Hvede,
der straaler mat i Grunden som det lødige Guld.
✂
Paa Hævning følger Dal, efter Sænkning krumme Banker
og midt i Sæden Gaarde blandt Haver med Frugt.
Der var tæt og frodig Lunhed, men for fjerne Blik og Tanker
trods det mandshøje Kornland dog ingen Udsigt lukt.
✂
Om store Lav-graa Kampesten Græstotter vokser
i middagsstille Luft, som er regnvarm og ren.
Og Mænd, der gaar i Kløver og driver deres Okser,
er ældede og graa som de Lav-begro'de Sten.
II
✂
Jeg vilde længer frem. Og da mødte jeg paa bare,
hastige Fødder en Dreng med ildrødt Haar;
hans Næse løb; han gav sig kun Stunder at svare:
"Den gamle Mand bor omme i den store, røde Gaard."
✂
Som grublende paa Spørgsmaal og mange Slags Planer
jeg nærmed mig og ind i den snævre Have saa',
blandt broget Flor af Urter, Læbeblomster, Tulipaner
en Landsbydegn jeg skimted i hans Frakke sid og graa.
✂
Han retted sig - jeg kendte den store gamle Mand -
og vinked mig og hilste med en vis forundret Glæde,
34
tog rolig Plads, mens Panden, som perled i Vand,
han visked med et storblomstret Lommetørklæde.
III
✂
Jeg gjorde mange Spørgsmaal, som ærgred ham uhyre,
han vrissed: Nej, Jorden maa selv om sit Styre.
Min Lod er nu at køre en Beregning lidt paa tværs
eller stundum hjælpe til med at rime et Vers.
✂
Jeg spurgte ydermere: "Er Kvinden valgretsmoden?"
"Tør man brænde sine døde?" - om Tolden, Sølvmøntfoden!
Men alt det Svar, jeg fik - "Det maa Mennesker forstaa,
Begravelse og Valg har de selv fundet paa.
✂
Jeg har ikke paalagt Told eller ordnet Guldmøntfoden.
Det er Menneskenes Værk. Da fra først jeg satte Kloden
ud i Rummet for at sejle som en gasopfyldt Ballon,
var det hele fikst og velgjort fra Francisco til Hongkong.
✂
Fra St. Croix man hented Sukker, Indien med Korn var lastet,
England havde Bomuldstøjer, før en ufrom Slægt formasted
sig at bygge Toldens Mure i den store Verdens Landkrig,
Fransk saa vel som franske Vine fik man kun fra selve Frankrig.
✂
Hjemmets Industri fordærver nu de bedste Tunger, Maver,
og man drikker Vin og taler Fransk, som aldrig saa le Havre.
Man har dansk Tobak og danske Diktatorer. Aa det ækle
endevendte graa Aarhundred - dette lystne fin du siècle."
IV
✂
Ved Ordet lystne tav han og strøg sig over Hagen.
Jeg bad ham derfor yttre sig om Sædelighedssagen.
Han grubled lidt og lod mig notere disse Ord:
"Hvor dumt de Folk dog skaber sig nede paa din Jord!
35
Hvi griber de ej Kvinden om hendes kønne Hals?
et rask og muntert Kys! - det var bedre allenfals
end at pine sig og sukke, vende Øjne saa længe,
til en Dag de løber sammen for Ægtemandens Penge.
✂
Jere Præster har nævnt mig med altfor streng en Titel.
Jeg er ikke umedgørlig i dette Kapitel.
Jeg lider nok, at Ungdom tør kysses lidt og fjantes,
endskønt jeg ingenlunde er enig med B ......"
V
✂
Mens saadan bænket under et landligt Morbærtræ
han smilte klog og mild bag de strenge Degnebriller,
jeg ser fra alle Veje der nærmes Folk og Fæ,
som i en landlig Stimmel sig ud for Haven stiller.
✂
Saa gik han ud til Folket. Hver klaged ham sin Nød.
For gamle Karens Feber fik han plukket lidt Salvie,
bandt lille Jenses Finger i Omslag med Grød
og fandt paa nye Raad for Per Hansens syge Kvie.
✂
Han talte Bondemaalet; en Spøg blev gerne hørt;
og Himlens Bønder flokkes som om Jakob, Patriarken,
med Kvinder, Børn og Hjord! - Jeg forsikrer siden rørt:
at jeg fornam mig ganske som hos Noah i Arken!
VI
✂
Jeg vil saa gerne dvæle i denne sunde Ro
her hos den gamle Mand. Men Gud er skadefro.
Du lader Sjæle knuses, lader stolte Mænd gaa under
for at bruge dine Kure, Grødomslag for alle Vunder.
✂
Du sad i Evighed, og din Dag var klar og fri.
Da plumred Du din Klarhed, lod Mulm og Skyer spire,
36
og for at elskes skabte Du i barnligt Narreri
en Slægt, hvoraf de fleste knapt kan tælle til fire -
✂
hvoraf de fleste trofast vel kan røgte Himlens Bøfler
for deres gode Gud, men et dødt, unyttigt Slæng,
der vil, at Gud med Gaver skal fylde deres Tøfler,
som stilles udenfor, mens de kravler selv i Seng.
VII
✂
Den gamle Mand betragted mig med smilende List.
"De høje Ting, du siger, er vor Landsby ubekendte.
Du krammer dine Fraser . . . som en Seminarist,
der slipper ej sin Lærdom, før med Vingerne brændte.
✂
Du har for mange Nykker. Du skulde tage Bo
imellem os og omgaas vore brave, vakte Bønder,
besøge Folkehøjskolen. Fandt du da ej Ro,
da bør du udleveres til Præsterne, Synder."
✂
Da raabte jeg: "Jeg kræver en utaalmodig Gud,
som lider med det skønneste og elsker stolte Sjæle,
som læger, dulmer, hersker, skønt han ler ad dine Bud,
den Gud for Sol og Sang, som har givet Manden Mæle.
✂
Den Gud, som skrev Historien, bevæget, klar og snild,
som bruger Cæsars Kaarde, Brutus' Dolk - den sikre Spejder,
som kaster nye Tropper frem i Kulturens Ild,
indringer vide Kredse, rører opad, bearbejder.
✂
Han gør vort Liv saa broget, som din Himmel er trist,
han aabner nye Jordlag, besvangrer hver en Fure.
Han er en Fødselshjælper, ingen Seminarist,
der kalder Skønhed Skab! og beordrer Landsby-Kure.
✂
Du store Pottemager, vi er jo dine Skaar
og fine Sæbebobler, du i ledig Lyst fremkogler.
Vi selv er Gudens Drømme, som de kommer og gaar,
Alverden er hans Hoved, og vi bygger i dets Knogler."
✂
Og jeg blev mere heftig: Skønt smigret og svimmel
ved Tanken om at sove i saa blaamalet Himmel
og se de vakre Bønderbørn, som alle er Dus,
forsamlet Søndag Aften til et sædeligt Kantus.
✂
Jeg beder dog, man undskylder venligt min Person,
den Skønhed, jeg har kær, er af en anden Nation,
min egen Sjæls Gudinde, som alene bør lydes,
hvis Navn er som en Salve, der duftende udgydes.
VIII
✂
"Den rige Frue Venus, lagt for Had hos snørte Kvinder,
ej fødtes mere straalende, mens alle Bølger skinner,
end gennem Skum af Minder, som Storm og Strøm begraved,
min Eva Aphrodite er opstegen af Havet.
✂
Paa hendes unge Ansigt et Spil af Straaler hviler.
Hun hælder næsten barnlig sit Øre lidt og smiler
fortumlet, let bedøvet af Vind og Bølgeslag
med Øjne fuld af Kærtegn, god som en Foraarsdag!
✂
Der vinder sig en Fletning af Vedbend i det bløde,
det matte Haar, mens Panden sødt dukker mig i Møde
med fromt-forsoren List, der gør Tankerne rebelske,
et Smigreri som hendes, der lærte mig at elske ...
✂
Ja hende, der lidt sky for det overdrevne - lidt
forlegen ved at nævne "Jeg-elsker-Dig" - med ét,
som Lægen finder Vej for den famlende Sonde,
har trængt i mine Dybder og gjort alle Tanker blonde.
38
Hun ligner ikke Nymfernes kælent nøgne Æt,
bredbarmet, ædelttegnet er hun moderne klæd
med Simpelhed og Anstand i muntre, lyse Kjoler;
i hendes unge Skygge det dufter af Violer.
✂
Det er min Skønhed, Venus, min Pallas Athene,
en smukt indbunden Bog, der ej lader mig alene;
saa jeg skal aldrig flere Forladtheds Taarer græde,
skønt hun er kun et Billed paa Fordybelse og Glæde."
IX
✂
Da lød der mange Stemmer med ét - "Nu er han moden!"
En Sværm brød ind i Haven, jeg slæbtes bort ved Foden,
mens sorte Præster gentog: "Kun ingen Pardon:
Det er en Afgudsdyrker uden sand Religion."
✂
Jeg raabte: "Troens Sandhed skal ses af Hjerteslaget,
min Venus og Madonna har mig ikke bedraget,
hun lever i og om mig, uden Prøver og Beviser,
hendes Fodtrin klinger i mig som paa Domkirke-Fliser."
✂
Jeg førtes ned ad Himlen. Og Folk og Præster yngler.
Der stod en hel Valpurgisnat af hjertesøde Slyngler.
Og Hekse hørtes jodle. Det lød saa djærvt og klagende,
de sejled frem i Dejgtrug med Humlestænger stagende.
X
✂
Men som de vilde hugge mit Hoved fra min Krop,
da kom den gamle vinkende og raabte: "Stop der, stop!"
Og da man spydig knurred, han tordned: "Vær stille!
her er det ene mig, som skal tænke og ville!
✂
Gaa hjem paa Stedet, Taaber, og vær kun ej for trygge!
I tror vel, I er Solen - og jeg kun er en Skygge?!"
39
Saa greb han mine Hænder: "Rejs ikke bort i Vrede!
Jeg har jo nok, som grusomt bagtaler mig dernede!
✂
Hils mine Børn, jeg elsker dem som Kunstnere, der spiller
snart Violin, snart Bas - Bratsj, Horn, Obo, Skalmej.
Det nye morer mig: Vers, Tragedier, Vaudeviller.
Jeg støtter alle Retninger - enhver er god for sig!"
II · DRINKS
✂
Jeg havde Bourgogne, jeg har det ej mer . . .
Den røde Vin er en født Kavaler,
som er taktfuld og fin og har gode Ideer.
En Rus i Cidre? Jeg er paa min Ære
lidt sky for de Lande med Æble og Pære.
✂
Ej heller i Aftes den engelske Ale,
den bedske saa lidt som den svære,
der stundum maa tjære en skibbruden Sjæl,
har sendt mig den Rus, jeg vil bære.
✂
Ved Middagsbordet blandt slukkende Vædsker
jeg tænker tit, mens jeg Vinkortet æsker,
at Kvinden er en Likør, som læsker.
✂
Hun gør mig vaagen og let som Absinten,
der renser mit Øje for Djævlesplinten
og ved sin forklarede Malurtsdraabe
sætter den bitre i Stand til at haabe.
✂
Hvis Kvinden er rede, en Lindring er funden.
Jeg hilser de Øjne med Tavshed i Bunden
og fylder to Glas, som vi fører til Munden.
✂
Benedictine, hos Munke opfostret,
jeg priser dig, store Søster fra Klostret!
i høje Kalke paa Fødder som Stilke,
med Hjertet, der glitrer af Guld og Silke.
41
Ak, Søster fra Klostret, din Urtekost brænder,
men ofres med Kærtegn af svale Hænder.
✂
. . . Men bliver Kvinden mig svigefuld,
da køber jeg Whisky for Guineas og Guld,
jeg opkøber Whisky for Guineas og Piaster.
Hvem kender ikke Lord Whiskys Laster?
✂
Hos Lorden af Whisky er Hvile og Ro.
Hvad kan vi ej elske og haabe og tro?
Paa Tro, Haab og Kærligheds Skib med Tremaster
vi sejle og ro og stedes for Døden i vaade Sko.
VIN I HUSET
✂
En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind
i Skumring til en Frue kommer ind.
"Hvor kan jeg stille Vinen, gode Dame?"
✂
Men hun ved Spejlet, flammende sit Haar,
og ikke meget paaklædt, som hun staar -
"Dér i Entréen!" - siger hun til Svenden.
✂
Han tømmer Kurven. Gaar han snart sin Vej?
Da stirrer han paa Fruen stift: "Nej - nej!
De glemmer min Betaling, gode Dame!"
✂
Hun ser, at hendes Krøllepind blir kold.
Men Penge! Fyren kunde bruge Vold:
han tager sine Flasker med tilbage . . .
✂
"Jeg skal betale selv min Principal.
Det nytter ikke, Fruen bliver gal
og vender Enden til mig," sagde Svenden.
✂
Da Fruen lagde Krøllejernet bort,
hun fandt i Huset ikke én Rigs-Ort.
"Lad os se bedre efter!" sagde Svenden.
✂
Saa søgte begge, og den Sag er vis:
han blev tilfreds, men Fruen mest tilfreds.
"Den Flaskekarl har gjort mig helt beruset.
43
En Flaskekarl med Kurv og Skødeskind
i Skumring skulde ikke komme ind.
Nu ved jeg dog, at vi har Vin i Huset."
SKÆMTE-V1SE
Til Carl Nielsen✂
Hønsefødder og Gulerødder
det elsker vi af Vane.
Sælger du din Strengeleg
for Halsen af en Svane?
Gode, gæve Spillemænd,
de er slet ikke mange.
Onde Mænd er ogsaa til,
men de har ingen Sange.
✂
Pauker, Trommer og Klarinetter
lyder paa Spillemands Veje.
Onde Mænd ser vrede til -
for de har ingen Lege.
Strid er Kampen med Violiner -
det gaar ej af som Valse - vel har de et følsomt Bryst,
men de har haarde Halse.
✂
Musikanten til Lergulvs-Stampen
ta'r Musen i Kardusen,
Landsbykarlen med Træsko-Klampen
slaar Takt til Glædesrusen.
Ak, du gladeste Mascarade
for Kone som for Pige,
aner du i Musikanten
det Uudslukkelige?
✂
Nye Toner symfonisk kroner
med Sejr den fynske Svane.
45
Ingen Ælling i en Fortælling
har haft en gladere Bane.
Spil, du Spillemand, som har Sange,
og lad de Onde skele!
Livet klinger i dine Noder
og dermed klinger det Hele.
UDSAT FOR KRITIK
Et Prosadigt✂
Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Hat,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men den er dog alligevel ganske net,
og jeg holder af den. Jeg har ingen bedre.
✂
Det er naturligvis ikke den allersmukkeste By,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men nu bor jeg i den, og her har jeg funden mit Levebrød.
✂
Det er naturligvis ikke det allerfortrinligste Levebrød,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men jeg har nu levet af det, og det har ogsaa ernæret min Kone.
✂
Det er naturligvis ikke den allersmukkeste Kone,
sagde Karl bevæget og saa' i sin Hat.
Men hun er jo dog ganske net, og jeg holder af hende.
Jeg har ingen anden.
III · FYRAFTEN
✂
Læredrenge, hæse Stemmer,
Snak, Tobak og meget Spyt,
Barnepiger er der ogsaa,
én er dristig, én forknyt.
✂
En er ny i Konditionen,
taler fint, som var hun skabt
ved et Hof for Kammertonen.
Her skal du ej give tabt.
✂
Nana, Fejekonens Datter,
har sin Moders Mundelær,
hun fornærmer Parkens Bænke
med sin Raaben fjern og nær.
✂
Alexandra, blandt Syrener,
blir saa stille som en Mus,
og i Fald du kysser hende,
er hun blomsterblid og dus.
✂
Stolt er Alexandras Væsen
med en lille Helligdom
i det luevarme Hjerte,
som hun ikke prutter om.
✂
Poul er kun en grøn Latiner,
en Tyran paa femten Aar,
og han synes, det er Spanien,
Alexandras brune Haar.
✂
Og den unge Herre synger,
naar hun smutter ham forbi,
om de spanske Pigers Roser
paa en sydlandsk Melodi.
✂
Og den unge Pige svarer:
"Hvis jeg var saa smuk som De,
fik jeg aldrig Søvn om Natten,
lukked ej et Øje i."
✂
Alexandra, næppe sytten,
aabner ham sin Dør paa Klem,
bange, som en fattig Jomfru,
der vil nødig blive slem.
✂
Der er Fejltrin alle Vegne,
Fejltrin maa enhver begaa,
og de største Fejltrin gøres
tit af dem, der synes smaa.
✂
Hvorfor kunde Poul bedrøve
Alexandra øm og bly?
Poul, hver Gang I siden mødes,
hvorfor knejser du saa kry?
✂
Var hun kun en fattig Pige,
havde kun en enkelt Særk?
Har en Jomfruloppe bidt dig?
Poul, som i Latin er stærk?
✂
Husk, den ømme Alexandra,
hun var din, aldeles din,
og forstod det som en Kvinde,
du, som kun forstaar Latin.
✂
Alexandra slaar med Nakken
og er spansk og stolt som du,
men i hendes brune Øjne
er der Kærlighed endnu.
✂
Hvorfor skærer han Grimacer,
som hun svarer stiv af Skam,
mens i Spøg hun fordums svor: at
"rykke Hovedet" af ham -?
✂
Hvorfor bliver Alexandra
stundum bleg og rød som Blod,
mens hun greb ham før i Haaret
for at vise ham sit Mod?
✂
Stakkels Dreng, du fatted ikke,
at en Kvinde helt var din.
Før du plukker Spaniens Roser,
maa du lære mer Latin.
✂
Der er Fejltrin alle Vegne,
Fejltrin maa enhver begaa,
og de største Fejltrin gøres
tit af dem, der synes smaa.
✂
Læredrenge, hæse Stemmer,
Snak, Tobak og meget Spyt.
Barnepiger er der ogsaa,
én er dristig, én forknyt.
FRUGTBARHEDENS TOG
✂
Den søde, forelskede Blomst
og Rankerne, der kror sig og gror
ud over alle Mure og Ruiner,
og Frugter, gule Nespler
og mørke Kirsebær
og de sælsomme Oranger, rødmende Appelsiner
suger sig runde af Sol og af Himmeldyb.
Og de flittige Firben og Kryb,
der tumler sig i Støv og leger Skygge,
tager Del i Foraarstankerne
og i Glæden over Rankerne.
✂
Og om Natten mellem sølvgraa Oliven,
der staar som fine gamle Tanter
i det hvide, nøgne Lys fra Maaneskiven,
hvis Væld spreder Skræk til alle Kanter -
det er, som slog der Hymner op fra Støvet,
som hørtes der en Syngen under Løvet
af nøgne Ranker mod det nøgne Lys,
som følte alle Væsner, Ting og Planter
et varmt, et Frugtbarhedens Gys.
Snart skal det store Bacchos-Tog fornyes,
og Dionysos ride paa sin Panter.
BEVIDSTHEDENS GRÆNSER
✂
Dit Hoved siger: Jeg er Aanden,
og jeg er redebon og nær forhaanden.
Man viser mig et Kim til noget stort, -
straks i mit Indre er det gjort
som Trær, der bugner ud med underfulde Vækster:
dér synger Fuglene mit Hjertes Tekster.
Min Overdaadighed kan ikke rummes,
men nu skal jeg af Legemet fordummes.
✂
Dit Legem siger: Tag mig med
og lær mig Led for Led
det ny og herlige, du ved.
Det er ej nok, at Lyset standser
i Kløgtens Spil paa Pandens Høje,
mens jeg gaar om med ubelyste Sanser
og paa hver Finger ønsker mig et Øje.
Ak, hvor de dumme Sanser støje!
AK, DEN UNGE SVÆVEN
✂
Ak, den unge Svæven, ak, den lange Favnen
af den korte Drøm om evigvarig Lykke,
ak, den sære Sværmen, Kyssen, Savnen!
✂
Skal dens Fryd og Sorger fylde hele Livet,
elskes, æres, til den helt udtømmes,
og er ingen Skaben mere givet?
✂
Kan en Høvdingaand de lyse Norner fritte?
avle med den døde Jord en Eva
og et Mandekuld med Aphrodite?
✂
Hvor er Guden med den nye Mythe,
som skal Rummets Tanketraade knytte
til sin Skaber-Attraas gyldne Bytte?
✂
Nærmest Kirken med de gamle Munkestene
i et sirligt Hus en slank ung Pige
ses blandt Potteplanter helt alene.
✂
I et andet Hus mod Vindueskanten
er en bleg ung Mand, mens Mørket tættes,
fremstrakt, ludet over Lærdoms-Folianten.
✂
Ingen ser hinanden . . . alle venter
blidt, i Tavshed og Forlæsthed, Skæbnen.
Lydige som Døtre og Studenter.
✂
Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.
✂
Og de unge Daarer, mens de kloge tier,
digter Elskovsregler, Hjertelitanier,
Flirt-Ordbog for Jomfru og for Frier.
✂
Ak, den kaade Dasen, ak, den ømme Fjasen,
gennemført som Hof-Ceremonier:
Aah, dit Bæst! Min Engel! Søde Asen!
✂
Under Leg forløses Tungebaand og Aand,
unge Kvindeviljer tændes. Unge Midier
bliver stridige, men smidige som Vidier.
✂
Og hun siger angstfuld: ja, nu kom det,
hvad det dumme Hjerte længe havde ventet.
Det er vel fortjent, jeg selv var ude om det.
✂
Hendes Sprog blir panisk i Ekstasen:
. . . Jeg vil ikke ... ud i ... Suppedasen . . .
Frister, Afskum! . . . Engel! . . . Søde Asen!
✂
Skønne Mand, af hvem jeg er betagen,
Du er ikke lumpen? Du vil ikke ha' mig ned i Sumpen...
Store, milde Gud, nu faar jeg Ris paa - Bagen!
✂
Dumme Pigebørn og tossede Studenter
stoler mer paa Lykken end Forstanden;
men de kloge ser ej paa hinanden.
EFTERSKRIFT
✂ Af de tolv Digte, som her for første Gang opstaar i Bogform, er "Karnevallet" og "Besøget i Himlen" Ungdomsarbejder, hvoraf det ene fremkom i det i sin Tid meget ansete norske Tidsskrift "Samtiden", mens det andet har staaet i et Dagblad, hvis Tendenser paa det Tidspunkt meget lidt tjente til at sætte slige forkyndende Vers i det rette Lys. Selv stolede jeg paa Verset som paa Thors Hammer. "Mordet i Værtshuset" ser Dagen paa disse Sider og har sin Plads her, hvad enten man vil anse det for et Livsopgør eller en Satire i en dionysisk Stund.
S. C.EFTERSKRIFT TIL TITANIA HOLDT BRYLLUP
✂ Titania holdt Bryllup er som Danske Vers, Heroica og senere Hvededynger en jubilæumsbog. Den udkom den 9.9.1927 på 40-årsdagen for debuten med Naturbørn, og af samlingens kun 12 digte havde de 8 tidligere set dagens lys i aviser og tidsskrifter. En anmelder var da også så elskværdig at påpege, at de blanke Siders Antal næsten overgaar de beskrevnes, ellers er tonen urban og forekommende i de få anmeldelser, bogen afstedkom - få, da hovedparten af kritikerne nu endelig har indstillet skydningen med skarpt og af lutter hensynsfuldhed måske føler, at digteren er bedst tjent med, at de tier. Tom Kristensen (Politiken), Otto Gelsted (Ekstra Bladet), Hans Kirk (Lolland-Falsters Folketidende) og Helge Rode (Berlingske Tidende), der alle havde anmeldt Foraarstaler nogle måneder i forvejen, er tavse - et forhold, der måske også har med den omstændighed at gøre, at de eventuelt alle kan have lagt øre til digtene, ligesom det er sandsynligt, at Hans Kirk har stået bag både renskrivningen og redigeringen af Titania (. . .) og i hvert fald af Hvededynger.
✂ Hvorom alting er: bogen opnåede kun én længere anmeldelse: Kai Friis Møllers i Politiken (9.9.1927, sign. Kai F-M). Han gennemgår seks af digtene, tre af ungdomsarbejderne, tre af nyere dato, udfra den grundbetragtning, at Al senere Livserfaring aldrig har faaet Bugt med denne hans Livsbekræftelse, som den kommer til udtryk i Besøget i Himlen. Den store Fortryllelse, der udgaar fra Claussens Digtning, beror just paa, at den kan give det profane i Tilværelsen, hvad der tilkommer det af munter Overbærenhed, uden at profanere det hellige. Som belæg for sin påstand fremkommer K. F. M. med en interessant tolkning af Mordet i Værtshuset: Per er unægtelig en Taabe, men han er en hellig Taabe; han lader sit Liv paa den 56 mest komiske Maade af Verden, men han dør som en Martyr; hans Gravsten burde velsagtens være formet som en Narrebriks, men Indskriften skulde være disse dejlige Linier fra et andet Digt (. . .), hvori Claussens dybt menneskelige Mæle klinger næsten renere end nogen vox coelestis, hvorefter 1. strofe af Ak, den unge Svæven citeres. Denne "unge Svæven" har Claussen kunnet fastholde uden at behøve at kaste Erfaringernes Ballast udenbords - og således er altså forfatterskabets enhed fastholdt i bedste forståelse med digterens egen opfattelse.
✂ Men det er også eneste sted. Forfatteren og kritikeren Richardt Gandrup er aldeles nådeløs i sin anmeldelse af Sommertaler [: Foraarstaler], Hundrede Taels og Titania (. . .) (Aarhuus Stiftstidende 18.9.1927). Især de to sidstnævnte krænger hans Talent med Vrangsiden udad og viser os, hvor fattigt dette lyriske Spil kan tone, naar Aanden forlader det og kun Maneren bliver tilbage. I den stærkt postulerende kritik - der gives knap noget eksempel eller ansats til analyse - fremhæves de traditionelle sider ved Claussens poesi: uklarheden, manglen på sammenhæng, den kaleidoskopiske forvirring, sprængtheden. SC har nemlig aldrig haft nogen Mening eller nogen Livsanskuelse og tilsyneladende heller ikke savnet den før nu i de senere Aar, da Meninger og Livsanskuelser er blevet Nødvendighedsartikler - selv for Fløjtespillere, der dyrker Pan og følger ham med Vinløv om de stumpede Horn. RG føler sig kaldet til at sige sandheden: Ingen har kunnet bekvemme sig til at sige, at denne poetiske Dunkelhed i mange Tilfælde er identisk med Mangel paa Mening, og at Digterens Vers og Prosa ofte opløser sig i et tomt Spil med Ord og Vendinger, hvis lunefulde og pretentiøse Betoninger paa behændig Vis tilslører Tomheden. Digtene i Titania (. . .) bestemmes som mere eller mindre "dionysiske" og Mordet i Værtshuset som det mest forvirrede. Under henvisning til efterskriften foretrækker RG altså betegnelsen "Satire i en dionysisk Stund", endda med den Tilføjelse, at Stunden maa have været ganske overordentlig "dionysisk". Denne Tilføjelse kunde paa godt 57 Dansk gøres mere letfattelig; men den vilde i saa jævn Form næppe klinge saa festlig.
✂ Dionysisk Stemning er også et grundord for P[eder] H[esselaa] i dennes anderledes begejstrede, korte og tilsyneladende meget hurtigt skrevne omtale af bogen i Den nye Litteratur (5. årg. nr. 2, oktober). Tilsyneladende skødesløst, men i Virkeligheden fuldt kunstnerisk behersket, har Claussen (. . .) paa ny rystet nogle af sine mesterlige Viser ud af Ærmet. Foruden det dionysiske islæt gives eksempler på det koglende Trylleri, der er Claussens egen samt på Ord, der beherskes af en spotsk, drillende Tone (. . .) om Tidens Spørgsmaal og det evig brændende Motiv i hans Kunst: Kvinden.
✂ A[xel] B[roe] er heller ikke karrig med lovordene (København 29.9.1927). Han finder, at SC med en rund og sikker Gestus har udsendt sin jubilæumsbog, ja, at digtet til Karsten kunde have fortjent et Bind for sig. Et Pragtbind! Digtene gennemgåes nu kort på den måde, at de hver for sig påhæftes et eller flere karakteriserende adjektiver, og han slutter: Sophus Claussen i dyb og ubevidst Sammenhæng med sig selv, eksklusiv og suveræn, myndig og sorgløs, i Pagt med de ukendte Guder (. . .) og dog saa ganske af denne Verden (. . .).
✂ Signaturen Fr. i Fyens Stiftstidende (13.10.1927) registrerer blot bogen samt Hundrede Taels og påpeger, at de ikke har anden Berettigelse end at markere Jubilæet. Digtene er i Claussens kendte Stil, dybsindige, dristige og vittige, men føjer ikke noget nyt Træk til Billedet af hans Forfatterpersonlighed - og heri er Hans Brix ikke uenig (Nationaltidende, Morgen 17.10. 1927): Digterfyrsten er sig selv lig, og hans lyriske Diktion ejer bestandig sin berømte Styrke og Sødme, en ros, den excentriske kritiker benytter til en af sine velkendte og berygtede ekskurser, hvor Flertallet af den yngre lyriske Slægt rises for deres forbrydelser overfor de metriske Grundlove. Ihukommende tider, hvor han selv blev bebrejdet samme forsyndelser, må SC have rystet på hovedet og fundet endnu et tegn på videnskabernes relative objektivitet. Men altså: for Brix er det glædeligt - en vemodig Glæde - at kunne pege paa den gamle 58 Storskjald som et Mønster for Lovenes Overholdelse ikke blot i de grundlæggende Paragrafer, men i de sjældneste og fineste Undtagelsestilfælde. Og uden blusel over billedet sluttes der således af: Sparsomme, men tunge og gyldne drypper Draaberne fra den glødende Kolbe, om hvilken den i de hemmelige Kunster indviede Digter-Alkymist sysler.
✂ Tilbage blandt anmeldelserne står blot at nævne P[oul] L[evin]s omtale i Tilskueren, oktober 1927. Han nævner først Hundrede Taels, roser novellen, men anker over bibliografien: Fortegnelsen er ikke fuldstændig, siger Udgiverne, men hvorfor er den ikke det? Enten-eller. Dernæst roser han kort ungdomsdigtene i Titania (. . .), citerer indledningsstrofen til Karnevallet og slutter ædrueligt: Desuden indeholder Heftet nogle Vers om forskellige Drikkevarer; Kendere vil sikkert vide at vurdere dem paa rette Maade.
✂ Som det ses falder anmelderne fraset Kai Friis Møller enten tilbage til kendte klicheer, hvadenten disse nu er negative eller positive, eller de hæfter sig ved kuriosa såsom digterens forhold til spiritus og metrik. Det må komme dem til gode, at Claussen selv har været i tvivl, hvad kladden til efterskriften nok så tydeligt bevidner (se s. 77). Han har tydeligvis været i stofnød, og når han nu beslutter at udgive de mest omfangsrige arbejder: Karnevallet, Besøget i Himlen og Mordet i Værtshuset, der alle ligger før århundredskiftet, er det ikke uden betænkeligheder. De to første har et for Claussen usædvanligt didaktisk og firkantet præg; det sidste kan tolkes i en nihilistisk ånd, som i grunden ikke er ham fremmed, men som han offentligt ikke ville vedkende sig: det ligger nu udenfor Programmet. Karnevallet, der er samtidig med Kyllingesorger og arbejdet med Unge Bander, gentager for så vidt kun sidstnævntes umulige forlovelsessiruation og -historie, her i koncentreret og sørgmodig belysning og med en anden pige som genstand for den sværmeriske ynglings drømmerier. Selvfordoblingen: Djævlen, Mefisto, Lucifer overfor munken, asketen, den kristuslignende forsager kendes også fra andre værker og digte - men ses vel ikke så tydeligt og grelt beskrevet som i 59 dette symbolistiske spil om masker, der har samme morale og bedrøvelige udgang som Mordet i Værtshuset: komplottet mislykkes, man kan ikke både elske pigen og så samtidig gøre sig håb om vinding og gevinster på drømmeplanet. Kai Friis Møllers karakteristik af Per som en hellig Taabe er vist ikke helt ved siden af, men skulle nogle finde på at sætte lighedstegn mellem den forliebte og fromme tjener og så forfatterens alter ego, er det forståeligt, at Claussen har været helt betænkelig ved at lade det trykke.
✂ Betænkelighederne kommer til udtryk i et interview i Politiken (Hos Sophus Claussen, 8.9.1927, sign. Kureren), hvor Claussen samtidig - naturligt nok anledningen taget i betragtning - hæfter sig ved sit udgangspunkt og på spørgsmålet, om Tiden nu [er] meget forskellig fra dengang, svarer: Man er ved at vende tilbage til Tiden for fyrretyve Aar siden. Vi var baade Naturalister og Romantikere, kort sagt - Surréalister ... og henviser til Apollinaire og Dadaismen. Derfor er det vel også forståeligt, at han genoptager arbejdet med det ufuldendte ungdomsværk Fortællingen om Rosen - og lader katekismusdigtet Besøget i Himlen genoptrykke, da det dog med et troværdigt Tonefald [indeholder] en Antagelse af visse evige, elskelige Sandheder (Titania holder Bryllup, Nationaltidende 8.9.1927, sign. Clerk). Disse sandheder - lagt i munden på endnu en djævel, en Lucifertilbeder (jf. C-formen) - angår begreberne Kærlighed og Geni, de to grundstørrelser i den unge Claussens tankeverden, hvortil der refereres i Fa V 147, He VI 157 og hvorom der kan læses i den samlede efterskrift i bind IX. Nu som dengang søges de samme idealer fastholdt. På spørgsmålet: Hvad er Forskellen paa Dem som Digter den Gang og nu? Hvilken Udvikling har fundet Sted? svarer SC: - De samme Ting findes i et Menneske fra Fødsel til Grav; de smaa Dele, hvoraf et Menneske bestaar, selve Anlægspræget, som Professor W. Johannsen kalder det, forandres ikke. Men det er jo saadan, at man arbejder først med ganske enkelte Momenter, efterhaanden lægger man nye til, for Nyanvendelse 60 af det gamle og forandret Anvendelse af det nye giver noget helt andet end det, der var før.
✂ Citatet anskueliggør Claussens ofte hævdede tillid til organisk vækst og dermed følgende troskab overfor de muligheder, der er nedlagt i enhver. Derfor går han også med til at kalde Titania (. . .) for en Samling dionysiske Digte. For er der ikke Dionysos i al Livsbekendelse, som ikke er en sort, asketisk Livsbekendelse? Der er i Kristendommen, i Jesus selv, dog saa megen Glæde over Livet . . . Og derfor kan han i et tredie interview (B. T. 5.10.1926: Digter, Maler og Filosof, sign. Holger Danske) hævde: Jeg er en af de faa af mit Slægtsleds Forfattere, som ikke forandrede sig (. . .) og samtidig: Jeg har aldrig følt Trang til at gaa i Baas, jeg har aldrig kunnet forsage Jorden for Himlen eller Himlen for Jorden (. . .) Jeg tror, det hele er een stor Eenhed, som gaar igennem alt, og som det gælder om at sammenfatte i vor Bevidsthed.
✂ Følgerigtigt må både Venus og Madonna, Lucifer og Aanden, der er redebon, optræde i denne mærkelige, på én gang gennemsigtige og dog interessante digtsamling. Det nye digt: Bevidsthedens Grænser belyser fint digterens betænkeligheder - men retfærdiggør også deres offentliggørelse.
NOTERTIL TITANIA HOLDT BRYLLUP
Titania holdt Bryllup (1926)
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, XVII, 99 (udk.)
Nks 2172, 2°, I, 2b, 3 (avistrykket)
A Pol. 20.6.1927
✂ V
✂ A Titlen < Mester Ludvig Karsten og Skibsrederen II, 3: fornemt < fornemme
✂ K
✂
Titania (. . .), titlen hentyder til Shakespeares komedie A Midsummer-Night's Dream (tr. 1600), hvor fedronningen T. - pga. en trylledrik - forelsker sig i det første væsen, hun ser efter sin søvn, håndværkeren Bottom udstyret m. æselhoved. Stykket handler om kærlighed af forskellig art og på forskelligt niveau. Det lader sig næppe bestemme, om SC har haft et bestemt billede m. denne titel i tankerne Ludvig Karsten (1876-1926), no. maler. Se mindedigtet til vennen, Hv s. 102
Skibsreder, sandsynligvis Tryggve Sagen, der i sine velmagtsdage havde en righoldig Karsten-samling af fin kvalitet
Dionysos, egl. gr. frugtbarhedsgud og vingud
Thyrsosstav, stav omvundet m. vinløv og forsynet m. en pinjekogle foroven; den blev båret af Dionysos og hans følge
Svin, se note til Fa V Arkæologisk Fund. Desuden alluderes vel til fortællingen om Kirke, der forvandlede Odysseus' mænd til svin (Odysséen X, 135 ff.)
Vand til Vin, refererer egl. til Bryllupet i Kana, hvor Jesus forvandlede vand til vin (Johs. 2)
✂ L
✂ Pola Gauguin: Ludvig Karsten (1949) p. 154 (kort om forholdet til bl. a. SC og Helge Rode og med en anden end 62 den her fremsatte opfattelse af, hvem Skibsreder Dionysos er)
Mordet i Værtshuset eller Kvinden i dit Liv
✂ M
✂
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 4-8 (udk. og udat., usign. renskr., maskinskrevet)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 4 a-m (sign. renskr., bl.)
NkS 1340, 8°, II, 13 (udk. til I-II og V-VI scene; fra o. 1900)
NkS 1340, 8°, VII, 35 (udførligt udk. til Efterspil, 1. Scene fra o.1895)
NkS 1340, 8°, IX, 48 (udk. fra o.1902)
NkS 1340, 8°, X, 50 (udk. fra o.1905)
NkS 1340, 8°, XI, 55 (udk. fra o.1899)
Acc. 1981/143A (maskinskr. renskr.)
✂ V
✂
A 4: Titlen: < Mordet i Værtshuset. Cinematografisk Billede.
8a: Titlen < d. s. m. tilføjelsen: 5 Minutters-Sketch i 13 Optrin (2 Afdelinger). Senere overstreget. Tilføjet: Af Sophus Claussen. Overstreget: Af: Legtiles culitorum - [1. del af berømt sætning, som skal forestille lat.: Læg ti læs kul i to rum . . .]
8j: XI. scene: Lovens Arm < To Betjente. Regibemærkningerne skrevet til m. bl.
B Titlen Q Morder i Værtshuset. Overstreget på titelbladet: Mordet i Værtshuset blev spillet som Dukkekomedie ved et Rusgilde 1912. Dets Tilblivelse ligger en halv Snes Aar længere tilbage - paa et Tidspunkt, da Forfatteren havde faaet et Helaftensdrama opført, og da man i den Anledning paastod, med Urette, at han ikke kunde skrive, som Folk taler. For at vise, at han vidste, hvorledes Folk taler, skrev han denne korte Tragikomedie - paa trimetrisk Versemaal og udstyret med Rim.
Forf. Anm.
63
Lovens Arm ikke i personlisten
4k: XI scene: Lovens Arm < To Betjente. Regibemærkningerne kun delvis i ms.
✂ K
✂
Forfatteren Vagn Steen antager - i efterskriften til den danske oversættelse - indflydelse (her, som i Dj IV Borgfrøkenen) fra Alfred Jarrys Ubu (Arena, 1965). SC lærte først Jarry personligt at kende i 1906 (se NkS 1340, X, 54 notat om Ubu Roy, 1906 og Anders Österling: Minnets vägar, 1967, p. 118), men har sikkert kendt den siden 1896 uhyre populære sorte komedie. If. Frederik Graae (Erindringer fra "Sydhavsøerne", 1934, p. 15 f.) forelå Mordet i Værtshuset fuldt udarbejdet allerede 1896. SC's oversættelse af en del scener fra Ubu Roi (Far Ublu) er fra o. 1906-07, ikke som Vagn Steen antager fra o. 1900 (NkS 2173, 2°). På Det kgl. Bibliotek findes en toaktsudgave af Ubu fra 1906 m. flg. dedikation: Au miziphique traducteur de "Ublu" roi Sophus Claussen/Souvenir amical Alfred Jarry if. artiklen Kong Ubu og Danmark, Pol 17.2.1965, sign j. a.
SC skrev om vennen og hans skuespil (halvt Dukke- eller Parodikomedie, halvt en grublende Samfundssatire) i Pol. (Pere Ubu's Død) 8.12.1907, genoptr. DO. Hans egen satire blev førsteopført som marionetteater 1912, genopført 12.9.1930 privat (jf. program fra Forsøgscenens Marionetteater: Sophus Claussen: Mordet i Værtshuset (. . .). Instruktion: Holger Kapel. U. å.), og de gamle dukker blev også brugt v. fjernsynets genopførelse 13.9.1965 (i Birthe Helmer-Petersens regi). Musik-Teatret opførte stykket i Politikens Foredragssal 25.1.1931 m. musik af Erling Brene og instruktion v. Miskow Makwarth; siden kun opført i Danmarks Radio 13.12.1982. Programmer fra 1930- og 1931-opførelsen i NkS 2732, 2°, I
Karnevallet
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, V, 25, 26 og 27 (udk. fra 1889-90)
64
NkS 3633, 4°, I, 4, 9-10 (udk. til 4. og 5. afsn., sm. m. udk. til Mi)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 9-14 (div. udk.)
B If. udat. indholdsfortegnelse til ikke-udgivet digtsamling har der foreligget en renskr. fra o. 1890 (NkS 3633, 4°, I, 2, 1) m. titlen En narret Djævel. Det er formentlig denne renskr.: En narret Djævel [.] (Hans egen Beretning), som bogtrykker Hans Langkjær har udgivet som privattryk, u. å. [1981], m. fascimiletryk af beg. og slutn. af digtet, der har flg. dedikation: Til Frøken Marie Olsen fra Sophus Claussen. Dyrehaugegaard 1890. If. HL's forord overlod hans moder - af samtidens unge kaldet "Mis'' - digtet, som Sophus Claussen digtede til hende i 1890, til familien kort før sin død 1962. Moderen mistede i en ung alder begge sine forældre og voksede op sammen m. sine kusiner i deres hjem. Én af disse var Anna Cathrine Christensen. De er f. eks. skildret i UB, jf. også Balaften, Pi II 54 ff. Privattrykket har adskillige fejllæsninger Udk. ses i NkS 3633, 4°, I, 4, jf. Mi I s. 177
C NkS 2172, 2°, I, 2b, 5, 1-9 (udskrift af Samtiden, bl., fremmed hånd, m. tilføjelsen: N.B.: Store Bogstaver. Dansk Retskrivning, da ms. er blevet benyttet som trykms. for Ti)
Samtiden. Populært tidsskrift for litteratur og samfundsspørgsmaal. Bergen 1894, p. 81-86
✂ V
✂
A 10: Titlen < d. s. m. tilføjelsen: En narret Djævel (hans egen Beretning)
(Af en Folkevise) < Visen om Ribold og Guldborg [Danmarks gamle Folkeviser v. Sv. Grundtvig og Axel Olrik, nr. 82, opskrift C's str. 49-50]
B 1. Ingen afsnitsinddeling
2. Adskillige mindre ændringer
3. Enkelte afsnit placeret i anden rækkefølge
4. Efter I, II, 4 læses:
✂
Henning og jeg kostumered hinanden,
65
ham som en Tiggermunk, mig som en Fanden,
der fejded med Spot mod hans Salvelses Magt,
en personlig Djævel i Ridderdragt
med Sabel, de rødeste Trikots og Lommer
struttende fuld af forfløjne Deviser
til Damerne . .. Munk og Mefisto kommer
i festlig Prunk fra en Marskandiser.
✂ Afsnit IV afsluttes således:
✂
"Ja knejs da og flyv da, min blaa Prinsesse!
og kys kun den frie Luft!
Du ejer ej Havn for min stormende Sjæl;
men vogt paa dit Hjærtes Fornuft!"
✂ Afsnit VI's første 4 linier ændret fra:
✂
Jeg har søgt og savnet Mis gennem alle Ballets Sale
som en Olding, der faar Hjemve og under tandløs Tale
vil trygle og vil trykke i rystende Arme
en Rest endnu af inderlig Ungdom og Varme;
som en syg, der før han dør, sig en Februardag soler
i Havens Sne og leder om Gækker og Violer!
✂ Afsnit VIII's to sidste linier ændret fra:
✂
og skamfuld og led ved det alt, altsammen
de nedtraadte Drømme, den lejede Dragt,
med barnlig Blussen, med Ridderforagt,
for at døve mig selv med en taabelig Stammen,
vendte jeg Panden den modsatte Vej
og lalled: "Det mis ... det-mis-ha-ger-mig!"
✂ C 4: III, 43-44: nu var Messen faldet. < afbrød messefaldet. (+ B)
✂ K
✂ Folkevise, se A 10. I DgF 82, C lyder str. således:
✂
"Saa sandt hjælpe mig Gud af al min Nød,
for mig er hun en fuldgod Mø.
✂
Een Gang jeg mig forlysted66hendes Rosenmund at kysse.
(cit. efter Danske Folkeviser i Udvalg v. Ernst Frandsen,
1, 3. opl. 1959, p. 34)
foruden, ud over
Lexe, lektie; udenadslære; daglig viden
Bram, pralende stillen sig til skue; pragt
Atlaskes Sko, sko af satin
Mol, en slags fint, løst (hvidt) bomuldsstof
flanet, flirtet
Galathea, en havgudinde, datter af havguden Nereus. Hun blev elsket af kyklopen Polyfem, men forsmåede ham. Afbildet på frontispicen i AP
Slire, skede
Pirouetter, hurtige omdrejninger, i ballet på tåspidsen
Faust, se note Mi I 187 og Fa V Under grønne Trær. Faust udfries i sin alderdom af sin pagt m. Mefisto, reddes altså fra fortabelsen og føres til himmels af engle, der priser hans stræben
Casanova (1725-1798), ital. eventyrer, hvis memoirer bl. a. er præget af stor erotisk frihed. De udkom først 1826-1838
Når SC har måttet benytte C som trykforlæg skyldes det tilsyneladende det forhold, at han 21.1.1893 sendte sit eneste Manuskript til Karnevallet til Tilskuerens redaktør M. Galschiøt m. håb om optagelse (koncept i Acc. 1981/ 143 B2 (1)). Afvist og returneret til Paris er det da senere sendt videre til det norske Samtiden, hvor det har endt sine dage
Besøget i Himlen
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, I, 1 (udk.)
NkS 1340, 8°, IV, 23 (flere prosaudk. fra 1888-1889)
NkS 1340, V, 27 (udk. fra 1890)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 15 (fragment af udat., usign. renskr., bl.)
67
B NkS 2172, 2°, I, 2a, 16-17 (sign. renskr., bl., dat. September 1890)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 18-20 (udk.)
C Kbh. 22.2.1892
D NkS 2172, 2°, I, 2a, 21 (avistrykket m. rettelser; fragment)
E NkS 2172, 2°, I, 2b, 6, 1-20 (udat. renskr., bl., fremmed hånd)
✂ V
✂ A består af str. I-III indledt af flg. str.:
✂
Der skred en Landby-Djævel igennem Himlens Port.
Den hele Himmel syntes ham straks saa hjemmegjort,
at ved den første Vejsten han skrev til sin Avis
en splinterny Beretning, som betaltes linievis.
✂ B Titlen < Hos den gamle Mand. B indledes af flg. str.:
✂
Jeg drømte, at betagen af vildt ustyrligt Mod
jeg greb et Reb og lod mig gennem Himmelgluggen hejse.
Jeg slyngedes i Land ved en mægtig Bakkes Fod,
hvorefter jeg begyndte min forunderlige Rejse.
✂ Tredie afsn. indledes af flg. str.:
✂
Han var mig hjemlig kendt som min Barndoms Katekismus,
som denne milde Have med Duft af Krusemynte.
Ingen Provst med hovne Lader! ingen lærd Professor-Spidsmus!
Saa vi var gode Venner, da mit Besøg begyndte.
✂
III, I, 1: som (. . .) uhyre < som kun var lidet lærde.
Der fortsættes:
✂
Han smilte, optog alt med det landligste Humør.
Jeg nævnte Politiken og Estrup - "Merde, merde!"
han mumled - "Garden giver sig ikke, Garden dør!"
✂
Jeg foreslog: "Man kunde dimittere de Fyre?"
✂
Han sukked:
Str. afsluttes som III, I, 2-4
IV, I, 3: grubled lidt og < smilte, mens han68
Efter IV, I:
✂
De er saa fuld af Anstand, de har saa megen Tone
,
og træffer de en Gang en elskværdig ung Kone,
lidt livlig . . . jeg nægter jo ikke, hun er sød!
men straks saa er der dette med forelskelsens Glød
.
✂
IV, II, 1: Hvi (. . .) Kvinden < Hvorfor tàr de ikke hende
Efter IV, III:
✂
Han henkasted muntert: "Vær lidt rimelig dog!
Hvad skal den Elskovssnak. Der er bedre Ting at gøre.
Vil du høre: jeg tror, du har Chancer, hvis du tog
en mere sikker Stilling i det sædelige Røre -"
✂ Efter V, III:
✂
at jeg hos ham ser Lindring for Jordens lange Kval,
og at hans blide Tale til Eftertanke vækker!
at jeg har selv følt Trang til en højere Moral
i lange, triste Dage, naar jeg ledte om Forlægger . . .
✂
VI, I, 2: Men (. ..) skadefro < og
dog kan jeg Skalk og Synder
Der fortsættes:
✂
ej dy mig for at spørge: om mine Fædres Tro,
om nu hans Himmel ikke er en Smule for Bønder?
✂
Da blev han rigtig vred, men jeg drilled og lo:
"Med al din store Taalmod er du plump og skadefro,
✂
Str. afsluttes som VI, I, 3-4
VI, II, 2: din Klarhed < dig selv
VI, H, 2: Mulm < Nat
VI, III, 3-4 < paa Jorden, hvor de lever! - Aa fy, en Gud i Tøfler, // som Mand og Kone beder til, hver Nat de gaar i Seng!"
Afsn. VII indledes:
✂
Han smilte: "Var min Verden saa vis, blev du jo dum.
Men er den end /var.: nu lidt dum, bør de fleste vel /var.: joflorere.
Min Ordning er for Husmænd . . . nu vel! men I har Rum
69
at gøre alt det gale. Demokrat, hvad vil du mere?"
✂
"Du narrer mig. Den Slægt, som skal høste Jordens Rug,
forkrøbler du i Armod til dens egen Skam og Skade:
fordi den bedste Plov paa dine himmelske Brug
er den, som var paa Jorden en sløv og knækket Spade.
Jeg kræver mig en straalende utaalmodig Gud,
✂
Der fortsættes fra VII, III, 2
VII, III, 2: stolte < hele < hele
VII, IV, 1 < Forløseren, Bevægelsens Aand, som snar og snild
VII, IV, 2: sikre < store
Efter VII, V:
✂
Det maa du da forstaa, at er du almægtig vis,
da har vi ingen Frihed til suverænt at tænke,
da er jeg (< vi) jaget ud af mit bedste Paradis,
og al din Himmels Lyst er mig kun en gylden Lænke
✂
VII, VI, 1: store < gamle
VII, VI, 1: vi < vi
VII, VI, 1:jo < ikke (+ C)
VII, VI, 2: fine Sæbebobler < Sæbeblærer
VII, VI, 3: Drømme < Tanker
Efter VII, VI fortsættes m. de to str., der indleder 7. afsn.
VII, I, 1 < Han svared uforstyrret med sin spøgende List:
VII, I, 4: Lærdom < Sandhed
Der fortsættes:
✂
Hvad taler du om "Skønhed"? jo, jo, vi kender nok,
hvad I mener med Skønhed! Vi har læst Paul de Koch
og set galante Billeder, svøbt ind ved Cigaretter,
af rigt udskaarne Damer: - megen Mælk, smaa Korsetter!
✂
Så følger de to str., der afslutter 7. afsn.:
VII, VII, 1 < Jeg tog til Orde høflig: "Jeg er smigret og svimmel
VII, VII, 3: vakre < vakte
VIII, VI, 1: Det (. . .) Venus, < Det er min gyldne Skønhed,
IX, II, : Sandhed < Rigdom
IX, II, 2: Venus < Skønhed
Efter IX, II, 2:
✂
hun er saa god som Bibelen og lige saa fin
som en Erkebiskops Prædiken trykt paa Velin.
Hun hersker som en gammel Kulturroman ej forliser,
(< ved sin Højhed - uden Prøver og Beviser.)
Jeg er fyldt af hendes Fodtrin som en Domkirkes Fliser,
ja præger selv Jer Himmel med en Skønhed lys og sval,
naar Søndagsklokken kimer fra mit Hjærtes Kathedral".
✂ Efter IX, III:
✂
Til sidst jeg fandt mig da paa en Guillotine lagt,
en lærd og vigtig Grødhals oplæste Dommens Akt.
En Pøbel sang Tederum, mine sorte Djævle grinte . . .
Men som den tunge Faldøxe gennem Luften hvinte
og netop skulde skille mit Hoved fra min Krop,
✂
Der fortsættes fra X, I, 2
X, I, 2: vinkende < langsomt
X, II, 2 < I tror vel I kan skalte, som jeg var et Flertals Skygge?!"
Efter X, II:
✂
Din Skønhed er ej folkelig; dog ønsker jeg dig Held!
Al Sandhed er - som Kunsten - først individuel:
én fatter ikke Tonen, én ikke Versefoden
men alle fatter strax, blot det kommer paa Moden.
✂
C indledes således:
Besøget i Himlen
71
En dansk Digter fin de siècle foretager i de efterfølgende Vers en Drømmerejse til Brahma, Himlens højeste og almægtigste Gud, som modtager ham med yderste Humanitet i en Art Landsby-Himmel. Der begynder en ganske dagligdags Samtale mellem dem, hvor saadanne evigt standende Spørgsmaal som Reaktionens Fremgang, Ligbrændingen og meget mere berøres. Da Digteren, træt af den puerile Landsbytone, efterhaanden bliver dristigere og tilsidst forkynder sig som Lucifertilbeder, Dyrker af Kærlighed og Geni, mens han som Tvivler og Fritænker for Resten giver Brahma og de andre Guder en glad Dag, er det ved at gaa ham ilde. Kun en urimelig og ganske uhedensk Godmodighed og Humanitet hos Brahma redder ham til sidst.
Det er Digteren, som i Jegform giver Beretningen. Afsn., der ikke følger bogtrykkets, har flg. overskrifter:
I (= bogtrykkets I + II): Himmelsk Naturbeskrivelse
II (= bogtrykkets III): Interviewet begynder
III (= bogtrykkets IV): Hvilke platte Ting endvidere Brahma siger om Kærligheden
IV (= bogtrykkets V): Der samles Publikum
V (= bogtrykkets VI, I-III + VII, III-VI): Digteren bespotter Brahma
VI (= bogtrykkets VII, I-II + VII-VIII): Komisk Intermezzo (hvor Brahma beskylder Digteren for at dyrke en Skønhed af lav Art)
VII (= bogtrykkets VIII): Digteren bekender Kærlighedens Kultus
VIII (= bogtrykkets IX): Pøblens Raseri
IX (= bogtrykkets X): Brahma intervenerer
III, I, m. fortsættelsen: som B, fraset: Politiken og
Estrup > det politiske Bagstræv og foreslog > mente
Efter IV, 1: indskudt str. som B
VI, I, 2 m. fortsættelse og afslutning som B
72
VI, III, 3-4: som B
Der fortsættes uden afsnitsinddeling:
Jeg kræver mig en straalende utaalmodig Gud, der efterfølges af VII, III, 2-4 + VII, IV-VI
Efter VII, VI fortsættes - i det nye afsn.: Komisk Intermezzo - m. VII, I-II samt B's Paul de Koch str., hvor sidste 1. medgives regibemærkningen: (med en fingerbevægelse)
Afsn. afsluttes som B, fraset VII, VII, 1: Og
jeg blev mere heftig: < Da var det, jeg blev hæftig:
IX, II, 1: Hjerteslaget < Hjærtelaget
Efter IX, II, 2: 3-4 som B
IX, II, 3-4 danner det første verspar i en ny str., der har flg. 3. linie:
ja, jeg fylder Eders Luft med hendes Skønhed, lys og sval,
og 4. linie som B
D Overskrifterne streget ud
En del str., som ikke er benyttet i bogtrykket, er enten markeret med et kryds el. overstreget
✂ K
✂
Valg. Først 1915 fik kvinder valgret til Folketinget
Begravelse. Ligbrænding blev i Danmark tilladt 1892
St. Croix, ø i Vestindien
le Havre, fr. handelshavn
fin du siède, fr. slutning af århundrede; betegner pga.
1890'ernes stil noget dekadent og overforfinet
Sædelighedssagen, se note Mi I 186
B ......., (Georg) Brandes. Se evt. note til He VI Hexa-
meter-Hymne (. . .)
Jakob, det israelitiske folks stamfader i egl. forstand, en fredeligsindet hyrde, der havde evnen til - ofte ved list - at bevare trivslen i sine hjorder og øve herredømme over andre. Han skildres som omgivet af stor slægt og ejendom
Kantus, forkortet form af kantussefest: fest, hvor det går frit og formløst til
73Pallas Athene, se note til DV IV Den nye Pallas Athene og He VI Klodens Sange -
Valpurgisnat, natten til 1. maj, hvor heksene rider ud og samles på Bloksbjerg
Skalmeje, træblæseinstrument; hyrdefløjte
Forbindelsen m. Anadyomene, se DV IV 116 og 204
SC har forgæves søgt at få digtet trykt i Politiken, jf. flg. brev fra Edv. Brandes: Desværre finder jeg Digtene trods mange gode Egenskaber ubrugelige for "Politiken" i den hellige Juletid. Havde de indeholdt direkte Politik, vilde de egnet sig bedre. Men "den gamle Mand" turde paadrage Dem mange Ubehageligheder (. . .) (24.12.1890; NkS 4978, 4°, I)
Drinks
✂ M
✂
NkS 3633, 4°, III, 2, 187 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 22 (sign. renskr., bl., fremmed hånd, dat. 20 Okt. 1918)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 7-9 (udat. renskr., bl., fremmed hånd)
Nordiske Digteres Nytaarsgave 1919 (1918, p. 6-7), dat. 20. Okt. 1918
✂ K
✂
Cidre, cider, frugtvin af æbler el. pærer
Ale, eng. øltype - lys i modsætning til det mørke stout (porter)
Absint, grønlig likør fremstillet på bl. a. den bitre krydderurt Malurt
Benedictine, gul fr. urtelikør, der opr. kun blev fremstillet på et bestemt normandisk benediktinerkloster
Guinea, tidl. eng. guldmønt = 21 shillings
Piaster, pjaster, gi. sp.-mexikansk sølvmønt, der nu benyttes i en del lande i Mellemøsten
Vin i Huset
✂ M
✂
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 23 (sign. renskr., bl., overstreget dat. 8.3.14)
74
NkS 2172, 2°, I, 2b, 10 (tidsskrifttrykket)
Sort paa Hvidt 29.8.1918
✂ V
✂
A I, 2: til < d. s. < af
I, 2: kommer < d. s. < lukkes
III, 2: stift < d. s. < koldt
✂ K
✂
flammende (. . .), krusende (. . .)
Rigs-Ort, egl. ældre mønt i Danmark, lig 1/4 rigsdaler, 24 skilling
Skæmte-Vise
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, XVII, 95 (udk. fra 1925)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 24 (udk.)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 11 (tidsskrifttrykket)
Buen, maj-juni 1925
L-F. F. 11.6.1925
✂ K
✂
Hønsefødder (. . .) Svane, allusion til førstelinien af den kendte, anonyme børnesang af samme navn
Onde Mænd (. . .) har ingen Sange, efter ty.: Böse Men-
schen hoben keine Lieder, et citat, der normalt tillægges den ty. digter Johs. Gottfried Seume (1763-1810)
ta'r (. . .) i Kardusen, griber fat i (. . .)
Mascarade, jf. CN's komiske opera efter Holbergs komedie af samme navn (1906)
det Uudslukkelige, allusion til CN's 4. symfoni (1914-1916)
Ælling, jf. H. C. Andersens eventyr
Digtet er skrevet til Carl Nielsens 6o-årsdag 9.6.1925, jf.
Anne Marie Telmanyi: Mit Barndomshjem (1965) p. 145
Udsat for Kritik
✂ M
✂
A NkS 1340, 8°, XI, 55 (udat., usign. renskr., bl. fra 1907)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 12-13 (udat, usign. renskr., bl.)
✂ V
✂
A Undertitel: ej i ms.
75
II, 1: By, < By at bo i,
II, 2, III, 2 og IV, 2: og
saa' i sin Hat.: ej i ms.
II, 3: funden: ej i ms.
III, 3: nu: ej i ms.
IV, 3: og: ej i ms.
De fire str. er i ms. ikke sat op i linieform
I et eksemplar af Ti tilhørende Jens Bork (se Na I 127)
ses flg. rettelser m. SC's hånd (bl.) af str. II, III og IV's udtryk: og saa' i sin Hat:
str. II: > da fremmede Karle lo af ham og hans kære
By /var. da fremmede Karle lo ad hans kære
By, hvor han selv var forsmaaet
str. III: > og tygged en Skorpe med Ost.
str. IV: > og blev rød op over Ørene
Fyraften
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, XIII, 70 (udk. fra 1917)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 14 (avistrykket, dat. Mai 1917)
NkS 2172, 2°, II, 3A (udat, usign. renskr., bl., af XVII-XIX)
A Pol. 6.5.1917
✂ V
✂ A XIX, 3: er (. . .) ogsaa, < gaar i Parken -
✂ K
✂
Konditionen, pladsen, tjenesten
blive slem, vel også: blive bet, dvs. tabe spillet
Frugtbarhedens Tog
✂ M
✂
A NkS 1340, 8°, XI, 55 (udat., usign. renskr., bl. fra 1907)
B NkS 2172, 2°, I, 2a, 25 (udat., sign. renskr., bl.)
C NkS 2172, 2°, I, 2b, 15-16 (udat., usign. renskr., bl.)
Quod Felix, nr. i (1927) p. 3
✂ V
✂
A U. t.
I, 9: Støv < Støvet (+ B og C)
I, 9: og
leger Skygge, < [som ny 1.] Og i Skyggen under Løvet, (+ C)
76
II,5: det < Det. Indleder ny str. ( + C)
B I, 9: og leger Skygge,: ej i ms.
C II, 11: ride < d. s. < sidde
✂ K
✂
Nespel (lat. nespilus), d. s. som mispel, her frugt af mispeltræet, se evt. Johan Lange: Ordbog over Danmarks plantenavne II (1960) sp. 70-71
Bacchos-Tog, frugtbarhedsguden Dionysos kaldtes af romerne Bakchos ("stiklingen", "det unge skud"). Han fejredes om foråret ved natlige orgier, hvor mænd og kvinder til musik og med fakler dansede gn. den groende natur for at føle gudens kraft strømme ind i sig Panter, se note til DV IV / Løvens Tegn
Bevidsthedens Grænser (forår 1923)
✂ M
✂
NkS 1340, 8°, XVI, 88 (udat., usign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 2b, 17 (udat., usign. renskr., bl.)
✂ K
✂
Overdaadighed, se note til He VI Fantasia
Digtet parafraserer Jesusordet (Matth. 26,41; Mark. 14, 38): ånden er villig, men kødet er skrøbeligt
Et notat i NkS 1340, 8°, XVI, 88: Ikke Ladhed, men Koncentration (cit. EF II 232 in extenso) danner baggrund for digtet
Ak, den unge Svæven
✂ M
✂
A NkS 1340, 8°, XVII, 97 (udførlige udk. fra 1925)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 18 (tidsskrifttrykket)
NkS 1340, 8°, XVII, 98 (selvstændigt digt m. tilknytning til Ak, den unge Svæven, dat. 24.12.25)
Buen, nov. 1925
✂ V
✂
A Digtet bestod oprindeligt af to digte, ét m. titlen: Raad til en ung Sømand i dennes forhold til en utro Mary (straks alméngjort i retning mod bogtrykkets 4 første str.), ét m. titlen: Nature morte, der danner grundlaget for str. V-XV
B Titlen < Nye Vers af Sophus Claussen
77
Afsn. markeret ml. IV og V
Afsn. markeret ml. VIII og IX
Afsn. markeret ml. XIV og XV
Dat. September 1925 og sign.
✂ K
✂
Norner, de tre kvinder, som if. den nord. mytologi bestemmer skæbnens gang
Foliant, bog i folioformat, dvs. en meget stor bog - litanier, (kirke)bønner; klagesange
4. str., Helge Toldberg henviser i Danske Studier (1943)
p. 77 til SC's fortolkning af Pan og Diamanten, Ft 50 f.
Efterskrift
✂ M
✂
NkS 2172, 2°, I, 2a, 26 (udk.)
A NkS 2172, 2°, I, 2a, 27-28 (kasseret, udat., sign. renskr., bl.)
NkS 2172, 2°, I, 2a, 29 (udk. til A - samt fragment af udk. til fortalen i HT)
B NkS 2172, 2°, I, 2b, 19 (udat., sign. renskr., bl.)
✂ V
✂
A Efter omtale af trykforholdene for Mordet i Værtshuset, Karnevallet og Besøget i Himlen fortsættes:
Forfatteren har ikke tidligere fundet dem egnede til at udgives som Bog, hvor de kunde misforstaaes som en Henvendelse til hans læsere. Mordet i Værtshuset er som literær Satire og ikke som Livsopgør kommet til Verden udenfor Programmet, og Besøget i Himmelen, hvor Forfatteren søger at værge sig mod en folkelig opbyggelig Aandsuniformitet som stridende mod alt Talent, er som kunstnerisk Selvhævdelse ikke bleven saa stærk som Thors Hammer. Dog, da den danske Lyrik trods sin vidt udbredte Travlhed stadig er meget karrig paa Nydannelser, synes der ingen Grund til længere at tilbageholde disse med Flid samføjede Rytmer og Vers. [Sign.]
B Linie 3: fremkom < fremkom udenfor Danmark