Claussen, Sophus MENNESKET

✂

✂ Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke,
og jeg elsker hele Verden ... og jeg blæser den et Stykke.

✂ Og jeg hører hele Verden som et væligt Udyr larme
for at omslynge mig med Hundredtusind Arme.

✂ Og den lurer paa mit Liv mellem Skær i skjulte Bugter
som en Slange under Løvet - for at øde dets Frugter.

✂ Og Alverden tror mig fældet og hos Døden fast forhyret,
men jeg vandrer velbestøvlet paa Ryggen af Dyret.

✂ Og jeg elsker den. Jeg fødtes til Fare og til Lykke.
Og jeg og Verden blæser hinanden et Stykke.

✂ Jeg har genkendt Dragens List hos en meget kysk Prinsesse,
som var kongelig og from ... og en Gang paa en Kærmesse

✂ hos en Slangetæmmerske, som med Haanden fuld af Slanger
mig bød en spændig Favn, som jeg modtog uden Anger.

✂ Havde Kongens Barn mig fristet, saa var for Gud vi gifte,
og min Verdensfart var udsat til næste Kongeskifte.

✂ Havde Slangetæmmersken med sin Ild ej sønderslidt mig
og jeg ej elsket hende - hendes Slanger havde bidt mig.

✂ Men jeg saa med Studsen Dyret i dets stumme slange-nøgne
Forladthed, og jeg rørtes af et Glimt i dets Øjne.

152

✂ Thi de Øjne elsked mig med en talende Flamme:
"Skønt vore Viljer strides, er vor Lyst dog den samme."

✂ Og jeg kaldte disse Øjne med de helligste Navne.
Og jeg selv har tusind Arme, og jeg kunde alt omfavne.

✂ Ja paa min Vandrings Tinder jeg svimler kraft-berøvet,
naar jeg skimter ej det Levende, som lurer dybt bag Løvet -

✂ naar Taaber spørger Prinsen, hvor hans smukke Dragt er skaaret,
og fritter travlt om Kongesønnens Indtægt om Aaret.

✂ Aa disse Mænd og Kvinder med dumme Smil og Næser,
der kan slet ikke fatte de Stykker, Prinsen blæser.

✂ Der er Folk, hvem hans Letsind forbitred uvilkaarlig,
og andre, som til Gengæld finder Prinsen for alvorlig.

✂ Der er Folk, han aldrig kendte, som fornægter ham og hader,
fordi han er en Søn af en Konge - af sin Fader.

✂ Af Frygt for deres Arne de krummer sig og krymper,
og de kalder ham en Prins uden Land, derfor en Stymper.

✂ Men jeg elsker hele Verden, og jeg blæser den et Stykke.
Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke.

✂ Jeg er kommen som et Raab fra Livets store Skove.
Ej ændrer jeg en Tøddel ved Eders Hverdagslove.

✂ De Love kan I knytte saa fast, I selv det nemmer,
I vil dog altid mindes, at Skovene har Stemmer.

153

✂ Ja Skovene har Stemmer, og Havets Sandbunds-nøgne
Bugter synes blinke med blaa og grønne Øjne.

✂ Og jeg elsker disse Øjne, og min Lyst er ikke styret,
før jeg ser min arge Elskede - Verdensuhyret.

✂ Ad slimede Kanaler med Dynd og Pakhusrotter ...
for at søge Drypstenssale og underfulde Grotter ...

✂ jeg iler med et Hjærte, som Guden Pan forfærded,
og med et Mod til Døden, som Prøvelser har hærdet.

✂ Jeg vover tit, naar Nætterne er bællene sorte,
at kalde paa den Dejlighed, der bor nær Dødens Porte.

✂ Og i søde Middagsstunder, naar Slangen var bedaaret
af sit eget store Hjærte, jeg blev til Elsker kaaret.

✂ Da gælder det at tage det Nu, som bliver givet,
for at favne Livets Drage, som staar mig efter Livet.

✂ Men Haanden maa jeg støtte paa Verdens trygge Axe
for at undgaa Dyrets Hævn og de frygtelige Saxe.

✂ Jeg elsker Dragens Vildskab, og Slangebraadde stikke
kun dem, der ser paa Slanger med forgiftede Blikke.

✂ Og jeg holder gyldne Fester med Guden eller Dyret,
som er det tavse Pulsslag i Verdensuhyret.

✂ Jeg elsker selv den Flamme og Gift, som Slangen hvæser,
og jeg blæser den et Stykke. Vil I vide, hvad jeg blæser?

154

✂ Ja, naar den fnyste giftig og morderisk i Hammen,
jeg hviskede som Præsten: "Det er Kærlighed altsammen."

✂ Og naar jeg skimted Glansen af den skønne Havfruhale,
jeg hørte Sus af Skove og Sang af Nattergale.

✂ En Gang skal helt i Elskov hinandens Hu vi fange.
Da vil jeg hviske til den: "Guddommelige Slange!

✂ "Guddommelige Slange! Jeg var min Kraft berøvet,
naar jeg ikke saa det Levende, der glimted dybt bag Løvet."

✂ Da bliver den en Guddom. Ikke Dragen ond og tornet!
Det Instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet.

Capri, 1903