Claussen, Sophus SORTE BLOMST

SORTE BLOMST

110
111

Jeg kom som ung til den store Stad,
hvor Larmen og Kvinderne gjorde mig glad.
Jeg boede i Værtshuset "Bondens Bekomst"
og elsked en Fe, som hed "Sorte Blomst".
Hetærens Bryst var den stejle Bro,
hvorover mit Hjærte fuldtonende lo.
Hendes røde Mund, der var trang og smal,
af Latter klang for hvert Syndefald.
Hun lo ad Vorherre selv og hans Kors
og vendte Præsten sin Bag som et Hors.

Jeg boede i Værtshuset Bondens Bekomst
og elsked en Fe, som hed Sorte Blomst.
Den Rædsel, der volder saa mange Fortræd,
den gjorde mig ikke det mindste ræd.
Jeg syntes, at Byen var herlig og stor,
og Sorte Blomst stod hver Aften i Flor.
Hendes Sjæl var stum som de Dødes Port;
intet Kulstøv er mere sort.

Hendes Blod var vildt som den solviltre Dag,
Letsind og Flammer, Ild og Bedrag.
Kul hendes Øje og Kul hendes Skød,
men hendes Attraa var Nellike-rød.

To Junkere tjente ved ét Regiment,
som Sorte Blomst gennem mig har kendt,
den ene, en Fændrik, men halv Teolog,
som sukked for Blomst i det snurrigste Sprog.

112

Hun lo ad hans Præk: "Du kan hente din Løn,
naar Sorte Blomst beder Aftenbøn!"
Hun sparked ham fra sig: han kom kun igen
mer værdig ...
Han havde en Galning til Ven,
som blæste Kornet, og som løb mig paa tværs,
thi Blomst kunde lide hans Løjer og Vers.
Han brugte et Mundheld, den pralende Hund:
"Man kan ikke blæse med Mel i sin Mund."
Og skønt han selv havde Kærest og Mor,
vil han elskes af Blomst og betale med Ord.
Og siden gik han og klynkede til: -
at Blomst havde sat hans Sundhed paa Spil,
og skabed sig lyrisk og tragisk, den Nar,
for en Sot, som det halve Neapel har.

Hans Mo'er havde Gaarde og Gods, blev jeg vaer!
hun ejede Møller ... men kneb paa Moneten.
Jeg drilled ham: "Per, De har Mel i Trompeten."

Kulsukker hedder en Urt, som gror
paa ensomme Pletter i Forstadsjord.
Kulsukker gror ved en fjærnere Kro
i Forstadens Udkant. Der søgte vi Ro,
naar Byen en Søndag var død overalt
med Sol paa Asfalt og Sol paa Asfalt.
Jeg smykked Hetæren til Elskovskamp
med Navne som "Kulsukker", "Fluesvamp".

Nu skal jeg fortælle Dem rent uden Spring
en Strid, som kom over Ingenting,
blev yppet en Søndag for Tidsfordriv
og endte før Aften den Møllersøns Liv.
113 Man kan ikke elske og være sund,
man kan ikke blæse med Mel i sin Mund.
... Og havde han Kærest og Mo'er, som han sa'e,
saa kunde den Fændrik vel holde sig fra!

Vi sad omkring Kroværtens Suppeterrin
med Blomst bag det solede Rullegardin.
Og Teologen han vrøvled om Sjæl,
til Sorte Blomst var saa døv som en Fjæl.
Da fik jeg Blomst til at indkræve Vin,
som Per skal betale til Pers Ruin.

Hvor krymped han sig, den vittige Per -
han havde slet ingen Rigdomme mer!
Han krængede Lommerne ud paa sit Tøj
(jeg vidste saa sikkert, at Pralhalsen løj.)
Men Skøgen, der elsked ham hidsig og hedt
og troede ham fattig, nu tav hun med ét.
Thi Per havde snydt - hendes Fændrik bedrog!
hun fandt i en lønlig Lomme en Bog
med Pakker af Sedler i Blaat, Gult og Grønt,
der gælder i Landet som kongelig Mønt.

Hun sagde: "Din Lykke, der var kun Papir,
der flyver den, Per, over Tage og Spir."

At plukke alle hans Sedler itu
og strø dem for Vinden ... det var kun et Nu.

Han stod, som han knap kunde tælle til tre:
"Nu faar jeg ej mere min Kærest at se!
Jeg skulde giftes og købe Gaard.
Nu bliver det ikke i mange Aar.
Her fik min fædrene Arv sin Bekomst.
Jeg vilde jo ogsaa ha'e Sorte Blomst."
114 Til Krostedet hørte en Rejsestald
med Prangere, Hovtramp og Piskeknald.
Det morede Blomst, naar hun var der som Gæst.
Hun frygtede hverken for Mand eller Hest.
Der gik han i Stilhed, uden det saas,
og hængte sig op i den inderste Baas.

Men jeg gik til Værtshuset Bondens Bekomst
og spiste til Aften med Sorte Blomst.