Claussen, Sophus AFRODITES DAMPE

vi
AFRODITES DAMPE

- O Venus, holdes, schönes Weib,
Ihr seid eine Teufelinne -

82
83

I

Det er koldt i Rom. En skarp og lysfyldt Morgen.
Mellem gulgraa Masser rødmer Engelsborgen.

Paa St. Peters Plads de store Springvand bruse
af den Aand, som mellem Søjler har til Huse.

Vejen bag om Peterskirke- Fundamentet
ligger mellem udsøgt Murværk gejstlig præntet.

Og ved Vejens Ende viser os en Svejtser
op til Toppen øverst, hvor Musæet knejser.

... For at mildne Luftens Raahed, som os møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.

II

Først paa Tærsklen til de mange Sales Suite
84 staar der af Praxiteles en Afrodite -

Kvinde i hvert Livs-Atom, hvorhen hun vender,
allermest i de lidt store vage Hænder.

Hun er rig og god. Slet ingen Rænker bagved!
Det er Kvindens største Styrke: hendes Svaghed.

Vi har tro't paa slige Hænder altfor gerne.
Men Gudinden har en løs og glemsom Hjerne.

Hendes Tanker, af for mange Flammer svækket,
svirrer som en Legemølle helst i Trækket.

Vid, du ejer hendes Hjærte, Sjælen, Aanden,
hvis hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden.

Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker, spar dem, spar dem!
"Du skal kysse mine Hænder, hvis du har dem."

Kommer du med stærke Luer, er det herligt,
85 selv om du for andre Fruer gløder kærligt.

Thi hun elsker Ilden hos dig, men hun rammer
med sin Haan den lede Troskab uden Flammer.

III

Vore Ord om Venus strømmer som en Sluse,
mens vi glemmer, at ej langt fra sad en Muse,

sad en Muse af den aandigskønne Retning:
opsat Haar og fodsid Kjole med Besætning.

Denne unge, ranke Muse var forskønnet
ved den Foldekastets Fylde, hvormed Kønnet

ikke netop over i'et sætter Prikken,
men, ved Tankestreg, forlænger Symboliken.

Thi mens Klædebonnet hendes Legem aver,
skjuler det, men vækker Tro paa skjulte Gaver.

86

Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun os forblinde.
Er hun mere eller mindre end en Kvinde?

Hendes Haar er dybt som dunkle Foraarsskove,
hvor vi saas en Gang - jeg tror: ved Sjølunds Vove.

Hun servered Te for hele Kunstkritiken.
Ak jeg vidste ej, hun stammed fra Antiken.

IV

Men nu stormes Salen rask af andre Muser,
som bær Handsker, Hat og Spænder, Slag og Bluser.

De har Fødder, og de skrider gennem Salen.
De fordunkler Guderne paa Piedestalen,

som kan staa i tusind Aar med nøgne Lænder,
men ej blusser af den Livsild, som forbrænder.

Jeg vil fly til andre Sale, længselsdragen
af Penélope - den blide - Ægtemagen.

87

... Men hvem ser jeg? - velbestøvlet uden Flitter,
Artemis, imens hun gennem Krattet skridter

og, mens Blikket følger Pilen, som hun sender,
endnu bøjer sig lidt sejgt i sine Lænder.

Hendes Knæ og Haser - skilt paa Jæger-Maade -
røber os en Kraft og Kyskhed uden Naade.

Denne Jomfrutrods er Skæbnens Pil, der sendes,
Naaden er saa tit det værste, som kan hændes.

V

For at mildne Luftens Raahed, som mig møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.

Blot en Haandfuld Ild - der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet.

Intet Fyrsted! kun en flygtig Drøm om Varme,
men den tænder alle disse Gudebarme.

88

Det er ej ved lune Ovne, kælne Puder,
man skal se et Kuld af ranke nøgne Guder.

Isner du ved kolde Nymfer og Tritoner? ...
Slig en Haandfuld Gløder varmed Roms Neroner.

Tyve Vintre uden Frysen, uden Bæven,
med en Ildskaal sad Penélope ved Væven.

Mer lod ikke Hera paa sit Fyrfad fyre,
naar Apollon højt for Guder slog sin Lyre.

Stærke Aander vækkes, blanke Bækner skingre.
Yndighedsgudinden tøer de frosne Fingre.

Selv Olymperskarens Herre Zeus med Lynet
smiler, mild af Dampen, glatter Brynet.

Et Par slige Kul har stemt Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens utro Koner?

89

Og Tribunens Røst er ikke længer valen,
skønt der falder Sne paa Højen og i Dalen.

Her har Cæsar, - stor i Love som i Krige -
ved en Haandfuld Gløder skabt et Verdensrige ...

VI

Var det svage Mænd, som disse Guder dyrke,
saa har deres Blødhed ikke manglet Styrke.

Aldrig vil de nøgne Guder sig forbarme,
hvis vi ikke ejer selv en Haandfuld Varme,

hvis vi kommer tryglende med tomme Hænder,
uden Offer for at have dem til Venner.

De er kolde, de er friske, de er stærke,
og vor Higen, vore Kræfter vil de mærke,

før de fører os til Slag paa ranke Skuder,
der, hvor Livet er en Kamp imellem Guder.

90

VII

Blot en Haandfuld Ild, der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet!

Og vi kalder slige Guder lystne, dovne?
- vi fra Nord, der kun er lystne efter Ovne.

For at være livsudrustet, stærk tilfulde,
skal man kunde døje Hede, modstaa Kulde;

man skal kunne bære Skæbnen, elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine Guders Morgen.

Selv om alting brister, er der Trøst at øse -
i Tragedien, hos de store trøstesløse.

... Er jeg kommen uden Aand og uden Lampe?
Dette Fyrfads Røg er Afrodites Dampe.

VIII

Noget drager mig mod Afrodites Støtte
91 den lidt tomme Sten, som ingen dog kan flytte.

Hun var givet til den halte Gud for Fliden,
men hun tog en mere dristig Elsker siden.

Det er Oldtids-Sangen, hele Dityramben:
denne Dejlighedens Elskovs-Færd med Kampen.

Hun er flygtig, men hun kaarer kun en Heros;
hun har Ares kær, fra da hun fødte Eros.

Selv Penélope, - den blide, Ægtemagen -
er af Æventyr og mandig Daad betagen,

hun, som elskede Odysseus - Modet, Snillet -
holdt hans Arne tændt, hvor langt han sig forvilded.

Hun har næsten noget af Madonnas Ynde,
kristent Taalmod bænket paa en hedensk Hynde.

Men hun er en Genglans kun af Afrodite,
92 som blev født paa Havet i Alverdens Midte.

Større Helteløn kan Helten ikke finde.
... Men hun er jo Ægtehustru, ej Gudinde.

IX

Afrodites Smil bestraaler Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et hedensk Møde,

naar Terpsikore ej evner mer at styre
Korets Danse med en vædderhornet Lyre -

naar den lyse Pallas tier for at læse,
naar den store Pan er færdig med at blæse -

naar den sidste gyldne Pauke er forstummet,
og Urania er vendt mod Himmelrummet.

Afrodite har sit egen Vid trods nogen,
mens den meste Visdom bliver graa som Taagen.

93

Ofte blev hun smædet som en utæt Hjærne,
Glemsomhedens Aand er hendes Lykkestjærne.

Sjælden ærer hun, hvad alle højlydt agter,
ler ad Ryets Larm som ad de stille Magter,

smiler ganske blidt, som om hun vidste bedre,
naar hun bliver vár de Tosser, vi maa hædre.

Den, hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder Visdomsaanden.

Afrodites Vid er brudt i tusend Straaler
som en fyrig Vin i Skæmtens skønne Skaaler.

Afrodites Vid er Solrus over Landet.
Thi hun ser kun ét og ler ad alt det andet.

Den skal være skøn som Livet, stærk som Døden,
som skal vække Afrodites dybe Gløden.

94

Tit ved Gæstebudet sad hun bortvendt-spydig
imod dem, som var de andres Love lydig.

Deres Hjærnespind - som fine Silkelidser -
vikled hun paa Dril om sine Fingerspidser.

Men naar Ares' Fodtrin runger, som de plejed,
har den gyldne Frue ikke langt til Lejet.

Nogle Gløder oser i et Varmebækken.
Nogle Døre bliver stængt for Vintertrækken.

Og naar Kløgten vaagner, som vort Dagslys skjuler,
Afrodites Haar er fuldt af Visdomsugler.

X

Det er Oldtidssangen, hele Dityramben,
denne Dejlighedens Bryllups-Fest med Kampen.