I
✂
Det er koldt i Rom. En skarp og lysfyldt Morgen.
Mellem gulgraa Masser rødmer Engelsborgen.
✂
Paa St. Peters Plads de store Springvand bruse
af den Aand, som mellem Søjler har til Huse.
✂
Vejen bag om Peterskirke- Fundamentet
ligger mellem udsøgt Murværk gejstlig præntet.
✂
Og ved Vejens Ende viser os en Svejtser
op til Toppen øverst, hvor Musæet knejser.
✂
... For at mildne Luftens Raahed, som os møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.
II
✂
Først paa Tærsklen til de mange Sales Suite
84
staar der af Praxiteles en Afrodite -
✂
Kvinde i hvert Livs-Atom, hvorhen hun vender,
allermest i de lidt store vage Hænder.
✂
Hun er rig og god. Slet ingen Rænker bagved!
Det er Kvindens største Styrke: hendes Svaghed.
✂
Vi har tro't paa slige Hænder altfor gerne.
Men Gudinden har en løs og glemsom Hjerne.
✂
Hendes Tanker, af for mange Flammer svækket,
svirrer som en Legemølle helst i Trækket.
✂
Vid, du ejer hendes Hjærte, Sjælen, Aanden,
hvis hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden.
✂
Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker, spar dem, spar dem!
"Du skal kysse mine Hænder, hvis du har
dem."
✂
Kommer du med stærke Luer, er det herligt,
85
selv om du for andre Fruer gløder kærligt.
✂
Thi hun elsker Ilden hos dig, men hun rammer
med sin Haan den lede Troskab uden Flammer.
III
✂
Vore Ord om Venus strømmer som en Sluse,
mens vi glemmer, at ej langt fra sad en Muse,
✂
sad en Muse af den aandigskønne Retning:
opsat Haar og fodsid Kjole med Besætning.
✂
Denne unge, ranke Muse var forskønnet
ved den Foldekastets Fylde, hvormed Kønnet
✂
ikke netop over i'et sætter Prikken,
men, ved Tankestreg, forlænger Symboliken.
✂
Thi mens Klædebonnet hendes Legem aver,
skjuler det, men vækker Tro paa skjulte Gaver.
✂
Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun os forblinde.
Er hun mere eller mindre end en Kvinde?
✂
Hendes Haar er dybt som dunkle Foraarsskove,
hvor vi saas en Gang - jeg tror: ved Sjølunds
Vove.
✂
Hun servered Te for hele Kunstkritiken.
Ak jeg vidste ej, hun stammed fra Antiken.
IV
✂
Men nu stormes Salen rask af andre Muser,
som bær Handsker, Hat og Spænder, Slag og Bluser.
✂
De har Fødder, og de skrider gennem Salen.
De fordunkler Guderne paa Piedestalen,
✂
som kan staa i tusind Aar med nøgne Lænder,
men ej blusser af den Livsild, som forbrænder.
✂
Jeg vil fly til andre Sale, længselsdragen
af Penélope - den blide - Ægtemagen.
✂
... Men hvem ser jeg? - velbestøvlet uden Flitter,
Artemis, imens hun gennem Krattet skridter
✂
og, mens Blikket følger Pilen, som hun sender,
endnu bøjer sig lidt sejgt i sine Lænder.
✂
Hendes Knæ og Haser - skilt paa Jæger-Maade
-
røber os en Kraft og Kyskhed uden Naade.
✂
Denne Jomfrutrods er Skæbnens Pil, der sendes,
Naaden er saa tit det værste, som kan hændes.
V
✂
For at mildne Luftens Raahed, som mig møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.
✂
Blot en Haandfuld Ild - der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet.
✂
Intet Fyrsted! kun en flygtig Drøm om Varme,
men den tænder alle disse Gudebarme.
✂
Det er ej ved lune Ovne, kælne Puder,
man skal se et Kuld af ranke nøgne Guder.
✂
Isner du ved kolde Nymfer og Tritoner? ...
Slig en Haandfuld Gløder varmed Roms Neroner.
✂
Tyve Vintre uden Frysen, uden Bæven,
med en Ildskaal sad Penélope ved Væven.
✂
Mer lod ikke Hera paa sit Fyrfad fyre,
naar Apollon højt for Guder slog sin Lyre.
✂
Stærke Aander vækkes, blanke Bækner skingre.
Yndighedsgudinden tøer de frosne Fingre.
✂
Selv Olymperskarens Herre Zeus med Lynet
smiler, mild af Dampen, glatter Brynet.
✂
Et Par slige Kul har stemt Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens utro Koner?
✂
Og Tribunens Røst er ikke længer valen,
skønt der falder Sne paa Højen og i Dalen.
✂
Her har Cæsar, - stor i Love som i Krige
-
ved en Haandfuld Gløder skabt et Verdensrige ...
VI
✂
Var det svage Mænd, som disse Guder dyrke,
saa har deres Blødhed ikke manglet Styrke.
✂
Aldrig vil de nøgne Guder sig forbarme,
hvis vi ikke ejer selv en Haandfuld Varme,
✂
hvis vi kommer tryglende med tomme Hænder,
uden Offer for at have dem til Venner.
✂
De er kolde, de er friske, de er stærke,
og vor Higen, vore Kræfter vil de mærke,
✂
før de fører os til Slag paa ranke Skuder,
der, hvor Livet er en Kamp imellem Guder.
VII
✂
Blot en Haandfuld Ild, der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet!
✂
Og vi kalder slige Guder lystne, dovne?
- vi fra Nord, der kun er lystne efter Ovne.
✂
For at være livsudrustet, stærk tilfulde,
skal man kunde døje Hede, modstaa Kulde;
✂
man skal kunne bære Skæbnen, elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine Guders Morgen.
✂
Selv om alting brister, er der Trøst at øse -
i Tragedien, hos de store
trøstesløse.
✂
... Er jeg kommen uden Aand og uden Lampe?
Dette Fyrfads Røg er Afrodites Dampe.
VIII
✂
Noget drager mig mod Afrodites Støtte
91
den lidt tomme Sten, som ingen dog kan flytte.
✂
Hun var givet til den halte Gud for Fliden,
men hun tog en mere dristig Elsker siden.
✂
Det er Oldtids-Sangen, hele Dityramben:
denne Dejlighedens Elskovs-Færd med Kampen.
✂
Hun er flygtig, men hun kaarer kun en Heros;
hun har Ares kær, fra da hun fødte Eros.
✂
Selv Penélope, - den blide, Ægtemagen -
er af Æventyr og mandig Daad betagen,
✂
hun, som elskede Odysseus - Modet, Snillet
-
holdt hans Arne tændt, hvor langt han sig forvilded.
✂
Hun har næsten noget af Madonnas Ynde,
kristent Taalmod bænket paa en hedensk Hynde.
✂
Men hun er en Genglans kun af Afrodite,
92
som blev født paa Havet i Alverdens Midte.
✂
Større Helteløn kan Helten ikke finde.
... Men hun er jo Ægtehustru, ej Gudinde.
IX
✂
Afrodites Smil bestraaler Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et hedensk Møde,
✂
naar Terpsikore ej evner mer at styre
Korets Danse med en vædderhornet Lyre -
✂
naar den lyse Pallas tier for at læse,
naar den store Pan er færdig med at blæse -
✂
naar den sidste gyldne Pauke er forstummet,
og Urania er vendt mod Himmelrummet.
✂
Afrodite har sit egen Vid trods nogen,
mens den meste Visdom bliver graa som Taagen.
✂
Ofte blev hun smædet som en utæt Hjærne,
Glemsomhedens Aand er hendes Lykkestjærne.
✂
Sjælden ærer hun, hvad alle højlydt agter,
ler ad Ryets Larm som ad de stille Magter,
✂
smiler ganske blidt, som om hun vidste bedre,
naar hun bliver vár de Tosser, vi maa
hædre.
✂
Den, hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder Visdomsaanden.
✂
Afrodites Vid er brudt i tusend Straaler
som en fyrig Vin i Skæmtens skønne Skaaler.
✂
Afrodites Vid er Solrus over Landet.
Thi hun ser kun ét og ler ad alt det andet.
✂
Den skal være skøn som Livet, stærk
som Døden,
som skal vække Afrodites dybe Gløden.
✂
Tit ved Gæstebudet sad hun bortvendt-spydig
imod dem, som var de andres Love lydig.
✂
Deres Hjærnespind - som fine Silkelidser
-
vikled hun paa Dril om sine Fingerspidser.
✂
Men naar Ares' Fodtrin runger, som de plejed,
har den gyldne Frue ikke langt til Lejet.
✂
Nogle Gløder oser i et Varmebækken.
Nogle Døre bliver stængt for Vintertrækken.
✂
Og naar Kløgten vaagner, som vort Dagslys skjuler,
Afrodites Haar er fuldt af Visdomsugler.