✂ Der findes Asner, som vil have,
at Nattergale med en Sæk
hver Morgen skal til Mølle trave.
Jeg kalder denne Fordring fræk,
da ingen Nattergal forlanger,
at noget Asen bliver Sanger.

(Efter Burger)

✂ Evig den opblødte Muld,
de dødsorte Skove,
Livet er gaaet i Staa
og glemte dets Love.
Evig den dryppende Regn,
de skumrende Stammer,
mørkt som i Havdybets Skjul,
i Bølgernes Kammer.
Ja, som et dødmærket Land,
hvor Vandfloden hærged . . .
Fiske blandt Træernes Fletværk
Føden sig bjærged . . .
stiger det nu med sit Dynd
som en udtørret Sluse,
gaber det tomt med sin Tue,
hvor Guder ej huse.
Hærget er Livet i Mark.
Og paa skovdunkle Steder
19 støttet til Træernes Bark staar Skygger og græder.

✂ Mennesker kommer her vel, men bøjede, bitre,
Væsner fortættet af Mulm, som langsomt forvitre.

✂ Min Ven er flyttet paa Landet og er i et Bondehus havnet
og har sine rigeste Timer i Dyrkelsen af Savnet.

✂ Han nyder som eneste Selskab paa hellige Dage og søgne
de kalkede, nøgne Mure, fordi han elsker det nøgne.

✂ Her har han sin rolige Grublen til Selskab - fornøjet med Resten,
naar Øret kun mærker den trolige Rusken af Natteblæsten.

✂ Selv Vinen frister ham ikke. Fra Løjbænken, svøbt i sin Kappe,
han ønsker og venter kun Tagdryppets Aftenbesøg paa sin Trappe.

✂ Men kommer der Gæster fra Byen, er hele hans Adfærd en Gaade,
thi ærgerlig ved deres Tale han drikker sig ør over Maade.

✂ Han sværger: "Skal det være Sandhed, som I med kold og med sober
20 Forstand erklærer for Sandhed, vil jeg ikke være sober.

✂ "Og skal de Meninger gælde, hvortil efter rolig og ædru
Betænkning I synes at hælde, vil jeg ikke være ædru.

✂ "Jeg troed en Gang paa Genier og den Slags Djævlerier,
hvorom i Jert retskafne Samfund med sund Fornuft I tier.

✂ "Men tør man uden at standse bekranse en ganske nøgtern
Æsel med Aandens Kranse, vil jeg ikke være nøgtern.

✂ "Jeg er for Resten til Hverdag den sobreste af Misantroper,
men genta'er, hvis I er ædru, vil jeg ikke være sober."