Claussen, Sophus ET RIMBREV

iv ET RIMBREV

58

        

59
Til Herman Bang

I

Kan De huske den Dag i Parisi Platanernes Skygge,
da jeg hævded paa Trods: "Der er Mænd, som kan undvære Lykke -"

Og De svared: "- men andre, som dør blot af Mangel paa Lykke."

Jeg var ung, jeg jog Sorgerne bort med et Smil fra min Nærhed,
og jeg fandt i det dæmpede Svar Deres "velkendte Særhed".

Skønt jeg følte alt da - trods min Tryghed som Hjemmefødning -
paa Grund af forskellig Slags Modgang en indre Forblødning.

II

Jeg var ung, indrulleret for nys mellem Fremtids-Soldaterne,
og hvis et eller andet slog fejl, jeg fortav Resultaterne.

Jeg betragted mit Land som et Sol-Land, hvis Sag man forsvarer
60 omtrent som en rasende Roland: med lange Fanfarer.

Og det gjaldt om at værge sin Ret imod Livs-Forménerne,
for de myldrer, de myldrer saa morderisk tæt - Saracenerne.

Men jeg følte, hvad faa fik at se, som en "indre Forblødning",
og jeg ofred i Stilhed paa Livs-Vævets Stopning og Bødning.

III

Ak jeg aned som ung, da jeg prænted en Højsang til Livet,
at jeg førte en Sag, hvis Fortabelse forud var givet ...

Og med Briller paa Næsen besaa mig en undrende Dommer,
som alt havde Kendelsen gemt i de lurvede Lommer.

Jeg fornam som en Skælven, der gik mig fra Foden til Issen,
ved at se, hvordan Livslykkens Kim blev forkrøblet og vissen

og derhjemme kun fødte en Frugt, der var tornet og pigget,
men sjælden til Menneskers Fryd og Husvalelse skikket.

61

Og hver Drøm, som vil aabne de bævende Hjærteblade,
fandt Kvinder, der ej kunde elske, og Mænd, hvis Bedrift var at skade.

IV

Der er dem, som naar Døren slaas i, sætter Foden i Sprækken,
og andre, hvis Haab slukkes ud som en Flamme af Trækken.

Hvorfor skjule en Sandhed, jeg længer ej gider besmykke:
"Der er Væsner - de bedste - der dør blot af Mangel paa Lykke."

Det er højbaarne, gavmilde Trær, der kun trives besværligt
i den Nedbør, som evig behersker vort umilde Vejrligt.

... Der er mindre og haardføre Væxter, der bøjer sig næsten
til Jorden, af Lyst til at brydes med Kulden og Blæsten.

Og de styrkes af Dysten - de strittende, knubbede Tjørne,
og de gror uden Sommer og Røgt i et vindaabent Hjørne.

Ja, de hævder sig Plads, mens de festlige Løvtræers Krone,
naar Lykken forlader dem, suser med sørgende Tone.

62

Og man tænker: Naturen er arm, den har været for ødsel,
og derfor skal Højskovens Løv gives Tjørne til Gødsel.

(Skønt jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.)
Og man ærer de haardføre Tjørn: - som de anspænder Senerne!

Men de vrimler, de vrimler, langt værre end før - Saracenerne.

V

Der er genfødt iblandt os en Horde af Ny-Saracener,
som værre end Kristenvandaler os Livet formener
og i Frihedens Navn fornægter al Skønhed og stener.

Saracenerne tror, at et Træs overdaadige Skygge
vil ej mer finde Plads, hvor det nye Aarhundred skal bygge.

Og de tror, vi skal bo i et Land, hvor kun Taagerne vælder,
ej for Menneskelunger bestemt, men for Dyndfisk med Gæller.

Det er Venner - en Flok, fra hvis Blækhus Fortvivlelsen vælder.
63 De har Skoler med mange Elever og Skolepedeller.
(Og Blæk, kære Venner, er sort, naar sit Blækhus man hælder.)

Det er Folk, som for Alvor har tænkt, at Naturen har sprængt sig,
som, for at faa fuldbragt dens Værk, ydermer har forvrængt sig.

De har indset, der bliver ej Jord for de skønnere Væxter,
og en Fugl, som vil mættes, maa synge de fattigste Texter;

der er ingen Retfærdighed til, hvis Natur er en anden
end den simple, der gælder for Handel, for Spil og for ... Fanden.

Man maa huske, at to Gange to giver stadigvæk fire,
det er ogsaa et Slags Industri, det at spille paa Lire.

Og naar alt dog omsider er Tomhed, der skrives i Sandet,
er det ene Slags Ry - mellem Venner - saa godt som det andet.

Der er Venner og Gøge, som dækker med Tingel og Tangel,
at de dyrker Kunst, som er død af en indvendig Mangel.

64

Der er fuldt af Vandaler fra Bogbodens Loft til dens Kælder,
saa at selv ingen Roland vil redde sit Liv, om det gælder.

De har lært, det er usundt at tænke sig Fremtiden større.
Nej en Mand, der formoder det værste, har sit paa det tørre.

VI

Det kan være, der spørges ej stort efter indre Forblødning
paa Fremtidens Mark, hvor vi alle skal tjene som Gødning.

Det kan være, den ødsle Natur for at gøde sin Viden
maa fælde sin Storskov og tænke paa Vidjer for Tiden.

Det kan være, vi fører en Snak, som er lidet beskeden,
og vi helst skulde bygge os Hytter og opdyrke Heden.

Thi de smaa skal ej hjælpe de store at bygge Kasteller.
Men hvis noget er stort, maa det tjene det smaa, hvor det gjælder.

Vi har hørt det af Talere, læst det i Vers og Noveller.

65

Men jeg ejer kun Ord til mit Værge ... man drager af Skeden,
den Slire, man har ... Og jeg fandt paa et Fyndord forleden,

da jeg hilste i Landet den vrimlende svulmende Grøde,
der dækked mangfoldig hver Jordklump, som fordum laa øde -

da jeg bøjed mig glad for hvert Under, der meldte sin Fødsel ...

"Men jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel."

VII

Er det muligvis sandt, at Naturen har overanstrengt sig,
at den ældgamle Bank nu er sprængt, og Bankøren har hængt sig?
... "Men Smaakrav, dem faar vi betalt", har Vandalerne tænkt sig.

Det er sundt at fortvivle. Men sig mig, hvorfor ikke Livet
skulde give os alting saa rigt, som det altid har givet?
skulde drage for Lyset det Livskim, vi higede efter,
skulde vække som før af vor Muld overdaadige Kræfter?

66

Hvis et Tvivlerkomplot vil bestemme om Fremtidens Fødsel,
da har jeg et Ord: Det er godt, det er godt, I gi'r Gødsel.
Thi jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.

VIII

... Man blir træt af at prise sit Land og dets mange Produkter
og at hylde den snærpede Smag ved de piggede Frugter.

Jeg har set mig forlibt i de Bær, som var allermest røde,
og har dyrket de særegne Hjærter, man her lægger øde.

Men de Venner bli'r sjældne, hvis Hænder jeg længes at trykke
... de dør i det stræbsomme Danmark af Mangel paa Lykke.