BREV FRA LANDET
✂
Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige,
i det Ømt-Forbundne, i det Dybt-Fortrolige.
✂
En Ledsagerinde, der sidder hos
og botaniserer det bløde Mos.
✂
Et Regnvejr, et Regnvejr har sølvstænket Kappen,
men Træet gi'er Ly foran Hovedtrappen.
✂
Og Øjnene bort imod Laden vanker
i gamle, betænksomme Tagskæg-Tanker.
✂
Hvor er de Høst-Timer
tunge og frodige,
fulde af Bedrifter,
som ikke er blodige.
✂
Bag Plovstyret brummer
Forvaltren i Skæget,
og Muldvarpen roder
i Grananlæget.
✂
Og al Ting er Travlhed,
selv Regnen gør Nytte.
I Bryggerset Mejersken
vender sin Bøtte.
✂
Ejeren og Ormen
er alle Patrioter,
som hver har sit at passe,
en Flok af smaa Despoter.
✂
Før blinkede Havet
i Solen og Brisen,
og over Altanen
der knirked Markisen.
✂
Nu daler de Uger
og Dage saa tætte,
mens Hjærterne suger
sig store og mætte.
✂
Og Elskeren løser
sin Elskedes Tyl
for sidste Gang
i et græsgrønt Idyl.
✂
For sidste Gang
skal den høstklamme Tue
tændes af jublende
jordvarm Lue.
✂
Der holder en Bonde
med Tørv og med Brænde
til Næring for Ovnen.
Vor Sommer fik Ende.
✂
Her damper en evig og velsindet Taage,
mens Tusmørket lukker for Huller og Kroge.
✂
Vort Blod, som af Ungdom i Fortiden svulmed,
skal lære at gløde ved Mørket og Mulmet -
✂
vort Væsen, som Kulden behandler ukærligt,
- at aabne sig dobbelt saa menneskeherligt.
✂
Ved Efteraar sidder de visne Eroter
ved Ovnen og gløder de iskolde Poter.