Claussen, Sophus BREV FRA LANDET [2]

BREV FRA LANDET

Efteraarsdage, Regnvejrs-rolige,
i det Ømt-Forbundne, i det Dybt-Fortrolige.

En Ledsagerinde, der sidder hos
og botaniserer det bløde Mos.

Et Regnvejr, et Regnvejr har sølvstænket Kappen,
men Træet gi'er Ly foran Hovedtrappen.

Og Øjnene bort imod Laden vanker
i gamle, betænksomme Tagskæg-Tanker.

Hvor er de Høst-Timer
tunge og frodige,
fulde af Bedrifter,
som ikke er blodige.

Bag Plovstyret brummer
Forvaltren i Skæget,
og Muldvarpen roder
i Grananlæget.

147

Og al Ting er Travlhed,
selv Regnen gør Nytte.
I Bryggerset Mejersken
vender sin Bøtte.

Ejeren og Ormen
er alle Patrioter,
som hver har sit at passe,
en Flok af smaa Despoter.

Før blinkede Havet
i Solen og Brisen,
og over Altanen
der knirked Markisen.

Nu daler de Uger
og Dage saa tætte,
mens Hjærterne suger
sig store og mætte.

Og Elskeren løser
sin Elskedes Tyl
for sidste Gang
i et græsgrønt Idyl.

For sidste Gang
skal den høstklamme Tue
tændes af jublende
jordvarm Lue.

Der holder en Bonde
med Tørv og med Brænde
til Næring for Ovnen.
Vor Sommer fik Ende.

148

Her damper en evig og velsindet Taage,
mens Tusmørket lukker for Huller og Kroge.

Vort Blod, som af Ungdom i Fortiden svulmed,
skal lære at gløde ved Mørket og Mulmet -

vort Væsen, som Kulden behandler ukærligt,
- at aabne sig dobbelt saa menneskeherligt.

Ved Efteraar sidder de visne Eroter
ved Ovnen og gløder de iskolde Poter.