✂

I MIN UNGDOM

✂ Der var i min Ungdom- ak Gud, hvor jeg længtes! -
saa mange Porte, hvis Laase stængtes.

✂ Bag dobbelte Døre og uhyre Skodder
jeg sukked mod Luft som den fattigste Stodder.

✂ Men Dagen skal gry, da vi glemmer at sove
for Hestevrinsken og hastende Hove.

✂ Vi brækkede Skodderne, sprængte Porten
og kaldte Tyrannerne ud i Skjorten.

✂ ... Det var i min Ungdom, de spærred mig inde.
Nu er jeg mer fangen end nogen Sinde.

✂ Og lidet nytter at drømme og vaase
om brudte Skodder og aabne Laase.

16

✂ Og lidet nytter min Hexen og Gøglen.
Det var i min Ungdom, da havde jeg Nøglen -

✂ Guldnøglen, som aabner de graavejrs-vaade
Paladsers Porte, der gemmer en Gaade.

✂ Og naar jeg vinked, da oplod sig Buret,
hvis stolte Tærskel skinnede skuret.

✂ En Dørvogterinde stod blond og fager
og sænked sin Pande: "Som I behager!"

✂ Hun sænked sin Haand som en Lysengel Sværdet
(jeg skjalv ved at se mig saa skælvende æret) -

✂ og førte mig tyst til den Underskønne,
hvis Læber var smalle og Øjnene grønne.

✂ ... Der vented en Fe i en hemmelig Stue
ved Kobber-Fyrfadets blaalige Lue -

17

✂ Mens Væggenes Tæpper
var vævede Fabler
med Lotus og Øgler
og Storkesnabler.

✂

BREV FRA LANDET

21

✂

AFSKED

✂ Efter en Drøm uden Lige
skilles vi høflige, spydige
som to demaskerede Fægtere,
der erklærer hinanden for dydige.

✂ Vi skilles som to Duellanter,
der hilser med sænkede Vaaben.
De krysted hinanden en Smule for tæt
Ansigt til Ansigt, Visiren aaben.

✂ Som Amazonen hilser sin Helt,
som Helten sin Amazone,
to stumme Fjender, der skued for dybt,
men genfandt en skæmtende Tone -

✂ Vi hilser med sænkede Klinger
muntert, men ikke smittende.
Én var det nye Aarhundrede,
den anden forblev i det nittende.

22

✂

PAA DE GAMLE STEDER

✂ Alting skifter om, alt er byttet om,
Gader, Folk og Trapper, hvor jeg fordum kom,
selv den gamle Dør, hvor med ung Gevalt
til mit Pigebarn jeg ind i Huset faldt.

✂ Hvilken flygtig Verden vi dog lever i!
Synderinden selv har gjort et rigt Parti.
Alt er bleven nyt, Trappe, Laas og Dør;
selv min Piges Moder er ej barsk som før.

✂ Thi naar Lykken fylder vore Døtres Sejl,
straks en Sol forgylder deres Ungdomsfejl.
Deres Moder smiler. Her var vundet Spil,
havde Svigermoder haft en Datter til.

✂ Alt er skiftet om, intet er som før.
Ak den unge Elskov bag den gamle Dør,
da jeg over Tærsklen ind i Huset faldt,
og mit Pigebarn slet ikke skreg Gevalt.

23

✂

POETEN OG NABOERSKEN

✂ De Mænd og Koner i sikre Boder
med Regnskabsbøger og grublende Ho'eder
og mægtige Buge -
de kender præcis deres egen Nødtørft
og ved, hvad Landet skal bruge.
Derinde ved Pulten
(naar Maven er mæt)
forarges de over en Broder,
fordi han er aandelig sulten.

✂ Den Gang jeg var ung (det var ikke i Gaar)
da gik der en Pige med sortladent Haar
og klapped vor Nabokats Killinger
med ivrige Hænder,
imens hendes Tænder
- som skrevet staar -
(læs Salomons Højsang)
var hvide som klippede Faar,
og naar hun smilte, da fødte de Tvillinger.

✂ Hun lo af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og havde den rødeste Mund.

✂ Den Gang jeg var ung (med Adgangen fri
til alt paa Forfremmelsens Stige),
da sprang jeg over et Plankeværk,
24 bag hvilket en sorthaaret Pige
lod syv og ni være lige.
En Tanke, jeg altid har haft
- i Grunden -
hun var en sparsommelig Pige,
der gemte en Skat i sit Strømpeskaft,
lidt Kobber paa Kistebunden!
Men jeg var ung og ved Kraft,
paa Vej til de højeste Stillinger ...
Før Gaardhunden sov, blev hun utro imod
den smukke Kommis i den nærmeste Bod.
Og hun gav mig Kys paa Munden,
som ikke var Enesteskillinger.

✂ Hun borged mig Ly og lidt laant Poesi.
Ja det var Ungdoms Sværmeri.
Men grisk efter Realiteterne
hun søgte et bredere Spor,
saa snart hun af Skade erfor,
hvor lidt man skal tro paa Poeterne.
En sorthaaret Pige med hvide Tænder
er aldrig raadvild, ihvor hun sig vender.
Som Smørfjerding-Høkerens Diskejomfru
til Ære for Nytten og Næringen
vendte hun Bøtten og Fjerdingen.

✂ Der saa' jeg, hun stod med purret Haar,
mørkere, sværere Aar for Aar,
som Diskejomfru - tilfreds og lettet,
naar hun har solgt sit daglige Kvantum
og faaet Debet kvitteret og slettet.
Blandt Skinker og Skanker af islandske Lam,
der bugned hun ud og blev Mandens Madam
og sad med et hedensk og haanende Blik
i Høkerbutikens Reykjavik.
25 Den Gang jeg var ung (det var ikke i Gaar)
ja da var vi Venner - -
Hvad nytter de Kys og de hvide Tænder,
hvis Smil fødte Tvillinger -
naar Strømpeskaftet ej ynglede Skillinger?
Saa kom hun fornuftig til Indsigt i,
at hun havde fejlet et godt Parti
... jeg fejled de højeste Stillinger ...
Hun danned imod Poesien
med alle de Fjender, man aldrig har set,
en uovervindelig Majoritet.

✂ Hun lo og bedrog sin Kommis.
Nu vender hun Ryggen, hvis jeg gaar forbi ...
Men Ryggen er vild Poesi.

26

✂

PARKEN OG STADEN

✂ Nu fyldes Parken af Skygger,
og henad de grusede Stier
der vandrer, mens Fuglene tier,
usynlige Pudderparykker.

✂ Fontænefigurerne gaber
med vandløse Fiskemuler,
og Svanen fortærer de Smuler,
de sidste Søndagsbørn taber.

✂ Naar alle Fodtrin er døde,
da bobler Begæret og Kraften
sødt i den ensomme Aften ...
det svundne gaar mig i Møde.

✂ I Ly bag sit smedede Gitter
er Parken skønheds-ladet
som en Susanne i Badet,
og Raadsherrer gaar der og titter.

✂ ... Men udenfor i Gaden
er Skønheden styrtet fra Tronen.
Der raser Dæmoner i Staden,
der blæser Sommer-Tyfonen.

✂ Der daler ej Solnedgangs-Roser
paa rødmende Havfruebryster.
Dér ta'er de antike Lyster
til Takke med hullede Hoser.

27

✂ Derude der haabes og bæves.
Der iler med rastløse Knokler
de Statuer, som forgæves
søger om deres Sokler.

28

✂

DJÆVLERIER

✂ I Kirkernes Skjul, medens Præster forkynde
om Naaden, fortvivler Skønjomfru paa Knæ.
"Ak Luften er arm, hvor den fromme har Læ.
Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde
er alt, hvad jeg ser, naar jeg ikke maa synde;
men Satan er frisk som det grønne Træ."

✂ Den stolte Margrete hun sukker paa Knæ:
"Et ormædt Panel og en Væg uden Ynde ..."

✂ Hun klager: "Her visner hver levende Evne,
men Fristeren drager forunderlig skønt
med Løfter og Ord, som jeg gruer at nævne,
min Attraa til Steder, hvor Løvet er grønt.
Jeg angrer ej mere. Ja værre, langt værre
jeg Djævelens Datter, jeg kalder ham Herre."

✂ Men naar hun har fristet med vanvittig Tale
sin Frister, da vandrer hun urørt som før
og kysk til sit Hjem med den trange Dør.
Thi Djævlen er kostbar at faa i Tale.
Et pralende Glimt af hans Ildstjærne-Hale
kan de fleste slet ikke betale.

✂ De høres saa bitterlig sukke:
"Hvor kunde man tage sig Livet let,
i Fald man rigtig til Bunden var slet! ..."
29 - Man gaar over Aaen og spørger om Vand,
men søger ej Djævelen der, hvor man kan,
og høster de Frugter, der lader sig plukke,
de smukke saa vel som de mindre smukke.

✂ Skøn Jomfru tag Sæde og und dig lidt Hvil
og luft din Barm, som er altfor snøret.
Hvorfor vil Du løbe unyttige Mil
paa Vejen i Vinterføret?
Din Lykke - den narrer dig ikke April.

✂ Jeg ser paa dit himmelske Smil,
at man hvisker dig Djævle i Øret.

✂

I

✂ Det er, som skjulte Orkestre klinger,
paa Skuldrene voxer usynlige Vinger -

✂ saa ofte man rækker Fanden en Finger.

✂ Det er, som der højlydt blev hulket og skogret,
som blev man med Dybets Dæmoner besvogret,

✂ saa snart man en Smule for Satan har logret.

✂ Naar en ung og ugudelig Krop faar i Sinde
at elske en hæslig og ældet Kvinde,
hvis bedagede Pragt det er djævelsk at vinde -

✂ er der ofte en yngre Lykke, han vrager
for en Hex, en Sibylle saa benradsmager
som Knokler og Skind og gravlagte Sager.

✂ Men i Furiens Øjne der tindrer og spiller
et blaaligt Skær, som hans Sanser forvilder,
en Genglans fra Livets Petroleumskilder.

✂ Og han søger den hæslige Kvinde i Trangen
til at kende sit Hjærte paa Retten og Vrangen.
Og han ved, hvad han gør, skal han sikkerlig bøde.

✂ Men han føler Dødssyndens Fryd ved sin Brøde,
naar Mumien lover det ønskede Møde.

✂

II

✂ Det er Ting, man har hørt. Men jeg kender en anden
Fortælling om én, der var opfyldt af Lede
ved Maden, som Livets Kokke berede.
Han var ikke mer nogen Yndling, var Manden,
han afskyed Køknet, især dog det fede,
og kunde behøve lidt Bistand af Fanden.
Ak, lidet nytter vor Stræben og Stritten,
i Fald det staar daarligt med Appetitten!

✂ Hans Liv ... det var nu kun en Dynge Ruiner ...
havde genlydt af Ungdommens Violiner,
hvis Veskrig og Fryd sine Hymner løfter
fra Skrænternes Sus og de dybe Kløfter;
han havde endog faaet opført, en Dag,
en Opera, Pressen i Landet fandt svag.

✂ Hans Liv havde lydt med en stoltere Tone.
Man holder af den, man som ung faar til Ægte,
den slankeste Jomfru var bleven hans Kone
i Silke og Pynt til at løse og hægte.
Hun ligned et Buestrøg over et spændt,
spinkelt og vidunderskønt Instrument.

✂ Der stod han rank i et Fremtids-Orkester
som første Mand, Violinens Mester,
ved Foden af Trappen, som fører til Himlen,
og stirred i Afgrundens Dyb uden Svimlen.

✂ Men al Ting mister i Længden sin Charme,
og Hustruens Favn med dens fattige Kunst
blev glemt for Veninder med trindere Arme
og kraftige Køkner med stærkere Dunst.

34

✂ Og da hans Halvpart tog til og blev fed nok
og ogsaa blev utro med Tiden og led nok,
da lod han sig ganske summarisk skille.

✂ Paa det Instrument lod sig ikke mer spille.

✂ Nej vil du høre en Tone, der klinger,
da maa du række Fanden en Finger.

✂ ... Og det var - for at holde sig mindre trist -
en Fandens Bestilling, han drev tilsidst.

✂

III

✂ Han drømte en Tid om store Slag
og gik i de miskendte Kunstneres Lag.
Men da der er ingen Retfærdighed til
af højere Art end i Handel og Spil,
hvor to og to giver fire,
- det er Daarskab at spille paa Lire -
lidt træt af at vente paa Lykkens Tærning
han henfaldt til journalistisk Gærning,
en Virken, der ogsaa kan sætte Mærker
i et Land, hvor Himlen er Baggrund for Lærker
og Jorden for Landsmænds daglige Værker
(og tilmed en Vej til at tjene en Skilling ...
jeg ved det selv ... men en Fandens Bestilling.)

✂ Offenlighed er de Vises Sten.
Det er trist at gaa rundt paa to ensomme Ben,
forladt af hver Djævel, forladt af hver Gud:
man maa samle sin Kummer og kaste den ud,
man maa blotte en Nerve, som ingen har set;
der er Trang selv hos Kvinder til Publicitet.
35 Man maa vælge sin Vej til at blive almen.

✂ Den store Almenhed, hvorefter vi higer,
har frikendt Korsarer, Prinsesser og Piger.

✂ Om alt kan der tvistes, og ingen er rene,
men op paa en Talestol, frem paa en Scene!
Man trækker sit Guld ud af alles Lommer,
naar man rømmer sit Sogn og faar Verden til Dommer.
Og man fødes paany til en skønnere Renhed
ved at aabne sit Bryst for en større Almenhed.

✂ Det er Fremtidens Gud, som bebor det Almene.

✂ Jeg tror, at de ikke gør Skjaldene Ære,
de ældgamle Angreb, man kender paa Pressen.
Ja tvært imod andre vil jeg erklære:
naar ej man kan føre Napoleons Hære,
Journalist er det eneste, man kan være.

✂ Det gælder at fange om Interessen,
at kende de Mænd, som skal Landet bære,
samt Svinenes Fodring og Køernes Græssen
fra Dag til Dag, og at være paa Færde
for en Hest, men ikke en Hestepære.
Og intet er sløjt som en Aand eller Digter,
der omfatter Verden og aldrig læses
og derfor uddeler Næser og ... næses
af Pressen, til hvem i sin Ondskab han sigter,
og allermest, hvis hans Ondskab skal rime.
Langt før Journalist og Geni for en Time!
Naar ej man er Pol-Prik i Verdens-Elipsen
eller Nordpolberejst eller Edison, Ibsen,
maa man staa i et Blad blandt de allermest nære.
36 Journalist er det eneste, man kan være.

✂ Hvor klart, at den Livsgnist, som hedder Geniet,
blev ikke tændt for at kvæles i'et!
Hvem ved: selv den usleste Gøg mellem Aander,
selv den, der bevislig skrev for at skade
(de andre er ofte saa tomme og flade)
har fyldt i Aarhundredets Arbejdskolonner
sin Plads trods de mange med Hakke og Spade -?

✂ Men en Fandens Bestilling, et Dagværk som Pesten,
hvor for Samfundets Skyld man maa opofre Næsten,
og selv om man kæmper for Helligaanden,
maa trykke Ondskabens Fyrste i Haanden
og aldrig se ham for meget paa Neglene
... for Sagens Skyld ... det gi'er Sus i Sejlene.

✂

IV

✂ Og hin Journalist, som var kry og besat,
greb strax uden Omsvøb Almenheden fat.
Han brugte hver Frase, naar blot den var fed nok,
hver Haan, naar den blot var forpestet og led nok.
Han ligned en Gang i et Mod uden Grænser
sig selv med den vittigste Athenienser,
hvem han skænked en Titel - maaske for almen -
"Aristòfanes ... Journalist i Athen!"

✂ Han skildred i Bladet "den gamle Hedning"
som en Ven, som en Aandsbeslægtet ... som én,
der søled sig glubsk i hver Rendesten
"for at kende alt Skarn, hvoraf Byen lugter,
og siden blive dens rædsomme Tugter".

✂ Saa mangen blev træt af at løse og hægte
den Hustrus Korset, han som ung tog til Ægte.
37 Men faa kan som hin Journalist skifte Vinkel
og slippe en Lykke, der blev os for spinkel ...

✂ Hans Hustru gik bort for at opsøge Lykken -

✂ Der var en Fordom, han strax vendte Ryggen;
han skrev: "Der er skrevet for meget om Lykken! ...
Kun Taaberne tror paa det korte Bedrag
og haaber at fange et Solstrejf en Dag,
men senere optræder Vanen og Driften
lidt hverdags og tilføjer Efterskriften ..."
Han skrev, at han opgav at være ren
for at blive i Hast desmere almen!
Han ytred fornøjet - "Vor krasse Mandhaftighed
forlanger i Suppen lidt Sul og lidt Saftighed;
jeg ønsker at bruge hver Lyst eller Last,
som blot for en Time kan holde mig fast!
Metoden har ført mig til aandfulde Farter
blandt alle de sælsomme Menneskearter;
jeg tilstaar, jeg attraar at rive itu,
hvad andre havde holdt sammen til nu:
den løjede Dyd med dens hellige Spænder
og Bæltet om Skønhedens ukyske Lænder ...
Jeg elsker Synet af Smærten og Svien
- (og vedgaar det aabent) - men intet af alt
er skønt som Fornedrelsessympatien,
der tænder sit Lys dér, hvor Lovene ender,
hvor godt og ondt sidder sammen som Venner ..."

✂ Den sande Skribent har ej Ro eller Rist,
før han sætter en Verdensrekord til sidst.
Men Offerblod kræver den aabne Scene
af Martyr, af Helt eller skøn Magdalene.
Han vidste, det gælder at staa - eller falde
saa dybt, at man bliver Exempel for alle.
Det er Fremtidens Gud, som bebor det Almene.
38 Den Mand var i hvert Fald slet ikke fersk.
Og Kvinderne bad ham: Betving mig og hersk!

✂ Saa smæded han Mænd og var Ven med hver Kvinde.
Bestemt paa at søge et Maal, som var stort
- og derfra, om muligt, til Fremtidens Tinde -:
han agted af almene Hensyn at finde
de tabte Veje til Helvedes Port!

✂

V

✂ Men han blev ældre og opfyldt af Lede
ved alle Slags Sejre - de magre og fede. -
Man sejrer saa tit, at man ophæver Grænsen
fra Ønsket til Maalet ... Og se Konsekvensen:
i en hæftig Debat eller midt i en Krysten -
han savnede Hadet, manglede Lysten.
Han stod vel som Bødlen beredt til Slagten,
men nød ej Fornedrelsens Sødme, Foragten,
som er Nøglen til Æren og Riget og Magten.

✂ Da Ønsket alene er Vejen til Maalet,
han stod som en Mand, hvis Rekord man har stjaalet.
Han stirred paa Himlen, der kimed af Lærker,
og Jorden, der vrimled af Landsmænds Værker.

✂ (Napoleons Ørn maatte ta'e Residens
paa en Ø ... da selv han havde ønsket sig læns,
et Bytte for Ørnenes Impotens!)

✂ Da traf Journalisten den ledeste Kvinde
af alle de lede, som var at finde.
En Lystens og Lasternes Velynderinde,
der gemte med tætvævet Slør nedom Hagen
39 et vansiret Ansigt og aldrig om Dagen
voved sig ud over Gadernes Brede,
men lydløs som Flagermusen, der skjuler
sig Døgnet igennem i slimede Huler,
maa idelig kredse, naar Solen er nede.

✂ Hun syntes en fuldgyldig Repræsentant
for Fulhedens Fyrste - en Storsynderinde
med Øjne, som sært under Sløret skinne,
mens rig og hæslig i sælsomme Klæder
hun flygted til Spot gennem Lande og Stæder ...
maaske en Berømthed, mulig en Stakkel,
der dødssyg haaber et ydmygt Mirakel - !
Men hun gav ham et Nik, ved hvis Alvor han skælved.
Hun gav ham et Nik som en Parce, der lover
venligst at klippe hans Livstraad over,
og han følte, nu stod han, hvor Porten var hvælvet,
paa det øverste Trin af Trappen til Helved.

✂

VI

✂ Om Vejen til Helved just er saa lige
og banet, som paastaas ... maa andre sige.
Jeg synes, de fleste maa vade og vade
ret haabløst paa samme Jordoverflade,
og Djævlen med Omhu har skjult den Stige,
som fører direkte til Mørkets Rige.
Man finder vel Trapper med slibrige Stene,
som fører os nedad ... men aldrig den ene.
Og naar man ej rent gider røve og myrde
- et usseligt Liv! - maa man slæbe sin Byrde
og blive paa Jorden og høste og tærske;
det blev os ej givet blandt Aander at herske.

✂ Og dog - dog er der en Tone, som klinger,
naar man dristig gaar nedad, hvor Vejen svinger.
40 Han ankom til Porten i Mørkets Anex
ved Hanegal, ført af en skummel Hex,
der havde en Rang efter alt at dømme
i Ondskabens festlige Storfyrstendømme.
Han sagde til Kvinden: "De viser en Kløgt,
jeg hidtil forgæves hos Kvinder har søgt."

✂ Han saa hendes Magerhed, Intet beskriver.
Hun lod sig beskue lidt spodsk uden Hast -
"Ja al Ting forgaar, og Intet forbliver.
Derfor er jeg mager ... da ingen Last
eller Dyd har formaaet at holde mig fast."

✂ Og Furiefingre med Guldslangeringe
aabner med Søvngænger-Il et Korset
ind til et Bryst, der er smalt som et Brædt.
Han sagde: "Der bor ved et saadant Hjærte
en højere Ømhed, som ingen os lærte."

✂ Dog bedst som hans Livs kimæriske Drøm
omsider har rakt ham sin Kjolesøm,
tog dette Festspil ham sletikke fangen.
Men ved hendes Nik - som Skæbnen, der sover -
ved Synet af Skikkelsen, udpint og spinkel,
der som et Skelet gik i Ex og Vinkel,
hvor Livstraaden halvt syntes kappet over
- et Blændværk, en Smærte greb ham med Vold,
det var, som han gensaa sin Hustru paa Vrangen,
den fraskilte Kvinde, fortæret, lagt gold
af skæmmende Laster og jaget til Døde,
- den slanke Pige som Ormeføde!

✂ Det var, som ved Bødlen han kaldtes til Stede
for at forhaane sin Ungdoms Glæde.
41 Og tændt af Blændværket genfødtes Trangen
til Favntag, vildt som ved Ungdommens Møde.
Den hærgede dødtrætte Mand, som saa mangen
frisk blussende Skønhed ej kunde gløde,
han fulgte i Hulen den ældede Søde.

✂ Han fandt i de lurvede Kvinderuiner
et Veskrig fra Ungdommens Violiner.

✂

VII

✂ Nuvel, Journalisten i denne Fortælling,
som trofast svor til Forandringens Lov
og nødigst af alt vilde gælde for flov,
blev gift med en rig, gammel Aagerkælling.
Thi naar man har givet Fru Satan en Finger,
da har hun højmodige Sider, som tvinger.

✂ Hun levede længe og lod ham en Nat
alene som sørgende Enkemand efter
et vellykket Samliv - men brudt, uden Kræfter
og plukket for Tro paa dæmoniske Vinger.

✂ En ordknap Notits har han efterladt.
Han havde vel været, hvor Porten staar hvælvet ...

✂ Men der findes ej mer nogen Trappe til Helved.

✂

FANFARE

✂ Flere! flere!
Flere Feltherrer, flere Vers, flere Kvinder!
Vi trænger til Mænd, Værker og Veninder
og Templer - flere, flere!

✂ Mere! mere!
Mere Forkyndelse, mere Kærlighed og Vin;
til at drukne vore Sorger behøves der en Rhin
og Lovsyngelse - mere! mere!

✂ Harper i Luften, Engle i Himlen
og paa Jorden - flere! flere!
Selv Mørkets Flammeaander skal ej lægges for Had.
Min Barmhjærtighed er dyb som Heidelberger Fad.

✂

MØDET

47

✂

SKOVVISE

✂ "Det er et Vejr, et dejligt Foraarsvejr.
Jeg har dig kær, og hvis du har mig kær,
kom, sid mig nær - jeg sidder dig saa nær."

✂ Min stolte Dronning sang, og jeg befol.
Vi sad i Græssets lave, bløde Stol
med vore Saaler vendt imod Guds Sol
"Hu-hej-aa-hej!"

✂ En Dag kan gaa med Kys og Fløjtespil,
mens Egetrær og Daadyr lytter til.
Man er saa fri og glad, som selv man vil.

✂ Men Solen synker, Dagen bliver bleg
og mere alvorsfuld vor skønne Leg.
Saa vinker vi Farvel den mørke Eg
"Hu-hej-aa-hej!"

✂ Vi Skovens Børn, som intet ondt har gjort,
vort Hjærte svimler, Riget er saa stort
som ud til Dyrehavens sidste Port.

✂ Og langt til alle Sider kan vi gaa,
mens Sletten stille dugges brun og graa;
man bliver kæk, naar Mørket falder paa,
"Hu-hej-aa-hej!"

✂

FLAMMEN OG KULLET

✂ Hun var et højst koldsindigt Kul,
hvori min stakkels Flamme
vildt rækkende fra Loft til Gulv
gad kysse Liv og bide Hul
og Hjærtets Krater ramme,
et blankt og højst koldsindigt Kul
midt inde i min Flamme.

✂ Saatit jeg saa det onde Kul,
som gjorde mig til Skamme,
jeg segned træt paa Ovnens Gulv
og tænkte i det samme,
at jeg var død for Evighed,
i Fald jeg skulde gløde
det Kul, som laa paa Hjærtets Sted
og tynged mig til Døde.

✂ Men atter blev jeg stolt og hed:
- Sorttindrende Krystaller,
en Dag, en Dag de falder!
Jeg sejrer eller dør derved.
Hvis dette Kul vil gløde,
er det for Evighed.
Jeg lægger mig i Asken
og dør ved hendes Flammers Morgenrøde.

✂

MIDT I DEN SOMMERGRØNNE SKOV ...

✂ Midt i den sommergrønne Skov
der gaar den hvide Vej,
og det var der, jeg først fik Lov
at maatte kysse dig.

✂ Der løb en Græssti halvt forladt
med brune Olden smukt.
Vi plukked i et Nøddekrat
en grøn, ufærdig Frugt.

✂ Du knuste dem ved Vejens Led,
mens Bier drog paa Fangst.
Og det var der, mens Sol gik ned,
og jeg stod stum og angst -

✂ at syg af Tavshed, træt af Ild
fandt Mund til Munden Vej.
Men Sjælene var strejfet vild
og fandt hinanden ej.

✂

DEMASKERING

✂ Med Tak for Laan af nogen Sorg
og rige, nu forsvundne Haab,
hvoraf De gærne gav paa Borg -

✂ med Tak for al den Fryd og Fest,
jeg selv har drømt og skabt mig selv,
tilbagesendes her min Rest -

✂ min Rest af bittert og af smukt
(og er det sendt, saa er det endt)
som et Par Handsker, der er brugt.

✂ Mit Hjærte, for sin Daarskab lægt,
har set sig selv i Deres Spejl
saa øde, selvisk og defekt.

✂ Riv Blomsterne af Haaret, Pus,
Datter af Kain, kun Kærlighed
skjuler vort Livs antike Smuds.

✂

TRØST

✂ Vide er den Himmel strakt,
som os alle overhvælver.
Aldrig ene, Kvinde, er den Magt,
som der i en enkelt skælver.

✂ Blev dit Blik den lille Glød,
Kvinde - hvoraf jeg forbrænder,
raader du dog ikke Liv og Død.
Jeg er hellig og i Gudens Hænder.

✂ Thi alene findes ingen Magt.
Om dit Væsens stolte Spejl du bryder,
du er mere end din egen Magt,
og min Trøst er Det, som du betyder.

✂ Ødsler du den Skat, du fik,
jeg kan tie, tabe, taale,
bruger du dit rige Blik
mindre til at se end til at straale -

✂ Der er mere Evighed,
end vi ser med kolde Øjne.
Og der er en større Evighed
end at briste for to Straaleøjne.

✂

FROKOSTHVIL

Til en Trøsterinde

✂ Naar Natten er forbi, og Vejen
er hvid og fin, med Fuglesang i Løvet,
ved ingen mer, hvor mange Roser
og Kys der blev bag disse Grene røvet.
Men her er Blomster traadt i Støvet.

✂ Ak, Eneboerske i Skoven!
nu bringer Dagen Dugg til alle Sjæle.
Und mig som Gunst i denne Morgen
en Blomst af dem, De lod saa mange stjæle
og trampe paa i Nat med Røverhæle.

✂ Min vakre Frøken, De maa vide:
jeg er en Grublersjæl, der ædru tænker
saa ømt som andre kun i Mørke
og vaagen uden alle Rænker
kan takke høflig den, der for mig skænker.

✂

STÆVNEMØDET

✂ Den lillebitte Viser, som passer Sekundernes Gang,
rundt om det selvsamme Midtpunkt har kredset Dagen lang.
Saa kredser vi om vort Hjærte, og Dagen synes os lang.

✂ Den lillebitte Viser gaar med elastiske Skridt
afmaalt, som vilde den sige: "Det hele er egenlig mit!"
- Mon nogen tør forstyrre en Mand, der passer sit? -

✂ Det var, da Stueuret slog sex med Kling og Klang,
at Dørklokken i Korridoren pludselig kimed og sang:
du kom og fyldte en Time for stedse med Smil og Sang.

✂ Det var en straalende Sommer-
Eftermiddag Klokken sex.
Med spændstige Fødder kommer
til Huse mit Hjærtes Hex.
Minutterne løber og løber,
men Hjærtet stod stille ved sex.

56

✂ Den mindste Viser paa Uret
er Urets vigtigste Mand:
han har den Feltherre-Iver,
hvorpaa det kommer an,
og spotter den lange Visers
søvnige Timeforstand.

✂ Den lange Viser peger,
naar Uret højtidelig staar.
Den lille mindste lader
som intet og gaar og gaar
og lægger som en Høstmand
de gyldne Timer paa Skaar.

✂ Og da du forlod min Bolig
ved Aften med Kling og Klang,
da havde en flittig Frier
om dig sin kredsende Gang,
fanged dig feltherre-rolig,
saa du til Altret sprang. - -

✂ Det er, som alle de Ure,
der løber i denne Stad
og sørger for Timernes Ende,
vil lægge mig for Had.
Og hvor? hvor er den henne,
den Vin, som gjorde mig glad?

✂ Til Herman Bang

I

✂ Kan De huske den Dag i Parisi Platanernes Skygge,
da jeg hævded paa Trods: "Der er Mænd, som kan undvære Lykke -"

✂ Og De svared: "- men andre, som dør blot af Mangel paa Lykke."

✂ Jeg var ung, jeg jog Sorgerne bort med et Smil fra min Nærhed,
og jeg fandt i det dæmpede Svar Deres "velkendte Særhed".

✂ Skønt jeg følte alt da - trods min Tryghed som Hjemmefødning -
paa Grund af forskellig Slags Modgang en indre Forblødning.

✂

II

✂ Jeg var ung, indrulleret for nys mellem Fremtids-Soldaterne,
og hvis et eller andet slog fejl, jeg fortav Resultaterne.

✂ Jeg betragted mit Land som et Sol-Land, hvis Sag man forsvarer
60 omtrent som en rasende Roland: med lange Fanfarer.

✂ Og det gjaldt om at værge sin Ret imod Livs-Forménerne,
for de myldrer, de myldrer saa morderisk tæt - Saracenerne.

✂ Men jeg følte, hvad faa fik at se, som en "indre Forblødning",
og jeg ofred i Stilhed paa Livs-Vævets Stopning og Bødning.

✂

III

✂ Ak jeg aned som ung, da jeg prænted en Højsang til Livet,
at jeg førte en Sag, hvis Fortabelse forud var givet ...

✂ Og med Briller paa Næsen besaa mig en undrende Dommer,
som alt havde Kendelsen gemt i de lurvede Lommer.

✂ Jeg fornam som en Skælven, der gik mig fra Foden til Issen,
ved at se, hvordan Livslykkens Kim blev forkrøblet og vissen

✂ og derhjemme kun fødte en Frugt, der var tornet og pigget,
men sjælden til Menneskers Fryd og Husvalelse skikket.

61

✂ Og hver Drøm, som vil aabne de bævende Hjærteblade,
fandt Kvinder, der ej kunde elske, og Mænd, hvis Bedrift var at skade.

✂

IV

✂ Der er dem, som naar Døren slaas i, sætter Foden i Sprækken,
og andre, hvis Haab slukkes ud som en Flamme af Trækken.

✂ Hvorfor skjule en Sandhed, jeg længer ej gider besmykke:
"Der er Væsner - de bedste - der dør blot af Mangel paa Lykke."

✂ Det er højbaarne, gavmilde Trær, der kun trives besværligt
i den Nedbør, som evig behersker vort umilde Vejrligt.

✂ ... Der er mindre og haardføre Væxter, der bøjer sig næsten
til Jorden, af Lyst til at brydes med Kulden og Blæsten.

✂ Og de styrkes af Dysten - de strittende, knubbede Tjørne,
og de gror uden Sommer og Røgt i et vindaabent Hjørne.

✂ Ja, de hævder sig Plads, mens de festlige Løvtræers Krone,
naar Lykken forlader dem, suser med sørgende Tone.

62

✂ Og man tænker: Naturen er arm, den har været for ødsel,
og derfor skal Højskovens Løv gives Tjørne til Gødsel.

✂ (Skønt jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.)
Og man ærer de haardføre Tjørn: - som de anspænder Senerne!

✂ Men de vrimler, de vrimler, langt værre end før - Saracenerne.

✂

V

✂ Der er genfødt iblandt os en Horde af Ny-Saracener,
som værre end Kristenvandaler os Livet formener
og i Frihedens Navn fornægter al Skønhed og stener.

✂ Saracenerne tror, at et Træs overdaadige Skygge
vil ej mer finde Plads, hvor det nye Aarhundred skal bygge.

✂ Og de tror, vi skal bo i et Land, hvor kun Taagerne vælder,
ej for Menneskelunger bestemt, men for Dyndfisk med Gæller.

✂ Det er Venner - en Flok, fra hvis Blækhus Fortvivlelsen vælder.
63 De har Skoler med mange Elever og Skolepedeller.
(Og Blæk, kære Venner, er sort, naar sit Blækhus man hælder.)

✂ Det er Folk, som for Alvor har tænkt, at Naturen har sprængt sig,
som, for at faa fuldbragt dens Værk, ydermer har forvrængt sig.

✂ De har indset, der bliver ej Jord for de skønnere Væxter,
og en Fugl, som vil mættes, maa synge de fattigste Texter;

✂ der er ingen Retfærdighed til, hvis Natur er en anden
end den simple, der gælder for Handel, for Spil og for ... Fanden.

✂ Man maa huske, at to Gange to giver stadigvæk fire,
det er ogsaa et Slags Industri, det at spille paa Lire.

✂ Og naar alt dog omsider er Tomhed, der skrives i Sandet,
er det ene Slags Ry - mellem Venner - saa godt som det andet.

✂ Der er Venner og Gøge, som dækker med Tingel og Tangel,
at de dyrker Kunst, som er død af en indvendig Mangel.

64

✂ Der er fuldt af Vandaler fra Bogbodens Loft til dens Kælder,
saa at selv ingen Roland vil redde sit Liv, om det gælder.

✂ De har lært, det er usundt at tænke sig Fremtiden større.
Nej en Mand, der formoder det værste, har sit paa det tørre.

✂

VI

✂ Det kan være, der spørges ej stort efter indre Forblødning
paa Fremtidens Mark, hvor vi alle skal tjene som Gødning.

✂ Det kan være, den ødsle Natur for at gøde sin Viden
maa fælde sin Storskov og tænke paa Vidjer for Tiden.

✂ Det kan være, vi fører en Snak, som er lidet beskeden,
og vi helst skulde bygge os Hytter og opdyrke Heden.

✂ Thi de smaa skal ej hjælpe de store at bygge Kasteller.
Men hvis noget er stort, maa det tjene det smaa, hvor det gjælder.

✂ Vi har hørt det af Talere, læst det i Vers og Noveller.

65

✂ Men jeg ejer kun Ord til mit Værge ... man drager af Skeden,
den Slire, man har ... Og jeg fandt paa et Fyndord forleden,

✂ da jeg hilste i Landet den vrimlende svulmende Grøde,
der dækked mangfoldig hver Jordklump, som fordum laa øde -

✂ da jeg bøjed mig glad for hvert Under, der meldte sin Fødsel ...

✂ "Men jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel."

✂

VII

✂ Er det muligvis sandt, at Naturen har overanstrengt sig,
at den ældgamle Bank nu er sprængt, og Bankøren har hængt sig?
... "Men Smaakrav, dem faar vi betalt", har Vandalerne tænkt sig.

✂ Det er sundt at fortvivle. Men sig mig, hvorfor ikke Livet
skulde give os alting saa rigt, som det altid har givet?
skulde drage for Lyset det Livskim, vi higede efter,
skulde vække som før af vor Muld overdaadige Kræfter?

66

✂ Hvis et Tvivlerkomplot vil bestemme om Fremtidens Fødsel,
da har jeg et Ord: Det er godt, det er godt, I gi'r Gødsel.
Thi jeg tror, at Naturen, vor Moder, er end mere ødsel.

✂

VIII

✂ ... Man blir træt af at prise sit Land og dets mange Produkter
og at hylde den snærpede Smag ved de piggede Frugter.

✂ Jeg har set mig forlibt i de Bær, som var allermest røde,
og har dyrket de særegne Hjærter, man her lægger øde.

✂ Men de Venner bli'r sjældne, hvis Hænder jeg længes at trykke
... de dør i det stræbsomme Danmark af Mangel paa Lykke.

✂

• PROLOGUS
• BORGFRØKNEN
• BORGHERREN, hendes Fader
• SMEDEN, stum Person

✂

✂

PROLOGUS

✂ Klingelingeling. Et nyt Aarhundred
har paa Borgporten kimet og dundret.
Vaagn nu op, alle I, som sove,
Mænd med Sko paa og Heste med Hove.

✂ Vaagn nu op, alle Karle og Knægte.
Skynd Jer, Piger, at Kjolerne hægte.
Blus under Gryden og Davre-Øl kogt!
Det er Nytaar, og ingen bør smægte.

✂ Driv ej i Bryggers og døs ej i Kammer,
rap Jer ved Skorstenens knitrende Flammer!
Munter se til, at I kommer i Trit.
Livet har en glubende Appetit.

✂ De tavse Mænd paa de lange Bænke,
som endnu drømmende Panderne sænke,
som gaber endnu af Ubehag -
det er Nytaar i Dag - for dem skal I skænke.

✂ Den lille Kodreng, som skjult i Krogen
sidder med spillende Øjne vaagen
og røber i Mørket sig kun ved sit Blik -
giv ham en Drik; han skal ha'e førend nogen.

✂ Hvem vil ej stride og villig ase,
naar Gryden koger, og Panderne brase?
Skænk til dem alle, saa flittig I kan,
sin Næring kræver den stræbende Mand.

70

✂ I, Køknets Kvinder med Armene nøgne,
der stræver de hellige Dage og søgne,
men selv er et Bagværk, som Gud en Dag
skabte al Verden til Velbehag -

✂ frisk efter Ved maa I springe og løbe!
Nu har vi nye Kugler at støbe
og friske Folk, der begærer sin Drik
saa skoldende hed, som fra Ilden den gik.

✂ Der flyver et nyt Aarhundred af Sted
med en ung og livsmodig Menneskehed.
Det nytter dig ikke, hvad om du har Sky
for det nye Aarhundred - vi er i det ny.

✂

1. SCENE

(Sal i en gammel Borg. Borgfrøknen og Smeden. Den sidste, som er stum Person, staar med en mægtig Hammer og slaar løs paa Muren)

✂

Borgfrøknen

✂ Slaa til, Smed! Slaa til, Smed!
Om hele Borgen skal ramle derved.
Det var for dette, jeg kaldte dig hid;
du har jo Kræfter, og jeg skal betale din Flid.
Du ejer to Arme til Øjnenes Lyst,
den smidigste Ryg og de stærkeste Skuldre.
Lad Slagene buldre,
saa Borgherren ikke faar Fred.

Hun lytter

✂ Jeg hører min Fader, jeg kender hans Fjed,
Smed, du er skøn!
Slaa til, Smed.
Den lifligste Løn
skal erstatte din Møje og Sved.

✂

2. SCENE

✂

Borgherren

kommer ind fra Baggrunden

✂ Hvad her for et Brag!
Min gamle Armbrøst faldt ned fra sin Knag.
72 Min Forfædre, Helte med rædsomme Navne,
de tror, det er Dommedag.
Hold inde! hold inde! I skræmmer jo bort
alle Slotstaarnets Ugler og Ravne.

✂

Borgfrøknen

✂ Slaa til, du Smed! Slaa til! Slaa til!
Det er for mit Øre som Klokkespil.

Pavse

✂ Dog gaa! Jeg vil melde min Fader et Ord.
Men vent i den østlige Korridor.

Smeden gaar

✂

3. SCENE

✂

Borgherren

✂ Hvad driver du her for en skamløs Men,
som var jeg ej Herre til Borg og Len?
Du trækker her op fra hans Ambolt
den ringeste af mine Smede.
Men naar jeg befaler dig Bryllup
med ham den rige Tor Bjørn,
du nægter at stande til rede!

✂

Borgfrøknen

nynner

✂ Skøn Adelus med blegen Kind
hun gik i Klæder hvide,
hun gik og drømte op under den Lind
om Smedens sorte Skødeskind.

✂

Borgherren

✂ Saa lader vi kaste
den Stoddersvend ned
73 i Borgens dybeste Kælder
og lader dig baste
paa Lemmer og Led
bag Klostrets Dør, før det kvælder.

✂

Borgfrøknen

nynner

✂ Hun gik og drømte, bleg om Kind,
om Smedens sorte Skødeskind.

✂

Borgherren

✂ Saa ilde er du artet,
fordærvet, og blues ikke?
Jeg sendte dig nylig til Hove
i Haabet at se dig igen
trolovet med den bedste
af Rigets Adelsmænd.
Og du har nyttet Tiden,
du har med roligt Mod
forhaanet selve Marsken,
som hidtil var mig god.
De Adelsmænd, som bejled,
haaned du frækt og frit,
men red med Galninge Ridt
paa vilde Heste, som stejled.
Da lod jeg Folkene skikke,
som førte med Magt dig af Sted
til mine Borge og Lunde ...

✂

Borgfrøknen

✂ at min Fordærvelse kunde
fuldbyrdes i Ensomhed!

Hun gaar hæftig frem og tilbage

✂ Blandt disse Taarne og Mure
Gud ved, hvor mange Laster,
Skændsler og sorte Synder
74 der paa de levende lure?
Den gamle Røverrede
er bygt i det fladeste Sumpland,
her findes kun Fæ paa Jorden
og Fiske i Havet dernede,
kun Træerne i Skoven
og Plovtræl bag sin Oxe.
Som Dyr blandt disse Udyr
du lader din Datterlil voxe.

✂

Borgherren

✂ Hun boltred sig bedst i Skarnet ...

✂

Borgfrøknen

✂ Og du bebrejder Barnet,
at hendes Sind behøver
en Smed til Trøst, Papa!

Med stigende Stemme

✂ Min Fader, Borgens Herre,
var selv i Ungdomsdage
en mægtig Viking og Røver.
Rejs ud med Eders Skibe,
Papa, og hent tilbage
fra fremmede Byer og Havne
(som fordum til egen Fryd
I hented en Last af Kvinder)
hent nogle stolte Svende
med Spændkraft i Arm og Fjed.
Men taal, at - til da - jeg fornøjer
min Sjæl med en ringe Smed.

✂

Borgherren

med løftet Haand

✂ Fripostige Øgle,
som vover at skælde mig Røver.

75

✂

Borgfrøknen

hidsig

✂ Køb, stjæl eller røv,
men skaf mig, hvad jeg behøver.

Mellem Skæmt og Vrede

✂ Du havde vist aldrig en Angerstund,
den Gang du røved for egen Mund.
Men nu skal Borgfrøknen søge
sit Selskab blandt Markens Fæ,
og hvis hun vil træde Dansen,
omfavne Skovens Træ.

✂

Borgherren

✂ Du kunde ved Hove fundet
en Ridder med Tugt og Takt.

✂

Borgfrøknen

✂ De Herrer ved Hove, min Fader,
de har min fulde Foragt.
Før kysser jeg Oxemulen
og kryster de stumme Skove.
Nu er det hele sagt.

Frem og tilbage

✂ Jeg hader de Adelsherrer
ved Hove, med Fjær og med Slire,
nogle er skabt til at sire,
de bedste var skabt til at svire.
Jeg beder mig skaanet for dem;
men hvad mit Hjærte behøver,
det er en ordenlig Røver.

✂

Borgherren

✂ Jeg stopper en Knevl i din Mund,
som tæmmer din Trods og din Tunge.

76

✂

Borgfrøknen

✂ I er en Ravn, Hr. Fader,
og jeg er Ravnens Unge.
Og jeg skulde danse for Altret
nu med den rige Tor,
der dimled af Drik i Fjor?
... dække min Faders Forskrivning
til Marsken og rede hans Gæld,
skaffe en Guldklump til Ravnen
og selv i Bjørnefavnen
lade mig ærgre ihjæl?
Det siger jeg, Hr. Fader,
betal selv Eders Gæld!

✂

Borgherren

✂ Den tvinges med Baand og med Svøber,
som ikke vil lytte til Ord.
Paa Timen nu skikker jeg Løber
med Bud til den rige Tor,
at du vil holde Bryllup
og dele hans Seng og Bord.

Vil gaa

✂

Borgfrøknen

✂ Saa hør et andet Ord
og skik det med samme Løber,
at førend den rige Tor
skal blive min heldige Køber,
skal denne sorte Smed,
endskønt af trælbaaren Æt,
blive til Borg-Jomfruens
natlige Leje stedt.
Man kan ej danse med Træ,
man kan ikke tale med Fæ.
Jeg red mig ned til Smedjen,
som ligger i Lundens Læ.
77 Min Hest havde tabt sin Sko,
jeg raabte paa Smeden og lo:
Kom ud, du Svend med dit Skødeskind,
her staar en Jomfru saa fro.
Jeg tren i det sorte Rum,
hvor Gløderne blusser saa røde,
og fryded mit Sind ved det Møde,
imens jeg lod Hesten sko.
Jeg hørte det Gny og Bulder,
jeg saa paa hans Arm og Skulder ...

Nynner

✂ Siden red jeg i Klæder hvide
og drømte op under den Lind
(alle mine Tanker de blev saa blide)
om Smedens sorte Skødeskind.

✂

Borgherren

✂ Jeg lader dig laase inde.

Ud til højre

✂

Borgfrøknen

✂ Og jeg vil kalde paa Smeden,
han skal i Borgfrøknens Hjærte
en Dør vidt aaben finde.

Ud

✂

4. SCENE

(Borgfrøknen kommer tilbage med Smeden)

✂

Borgfrøknen

✂ Du sorte Smedesvend,
hør, hvad den naadige Frøken
i sine hvide Klæder
dig allernaadigst befaler.
Jeg elsker din Styrke, Bonde!
78 Giv Kælenavn mig!
Læg bort din Hammer,
kom hid og favn mig!

✂

Smeden

tøver

✂

Borgfrøknen

✂ Kom, kryst mig, Smed!
Du staar og nøler.
Ja du er sodet, jeg er hvid.
Du dumme Smedesvend, kom hid.

✂

Smeden

nærmer sig, men bliver staaende og ler forlegent

✂

Borgfrøknen

✂ Du er en Nar, Smed.
Med dine Arme
og dine stærke Hammerslag
har du forhekset mig.
Se, jeg er svag!
Jeg søger ved din Esse Varme ...
Ja, jeg er hvid, og du er sort...
Jeg elsker dig, fordi du er saa sort.

✂

Smeden

frem mod hende, kejtet

✂

Borgfrøknen

✂ Et Favntag, Bonde, Daare, Nar!
Du skal endnu i Dag beværtes
med alt det bedste, Borgen har,
og jeg forlanger kun at sværtes.
Betragt mig som en anden Pige,
og gør mig sort, saa er vi lige.

79

✂

Smeden

forsøger paa ny

✂

Borgfrøknen

✂ Det duer ikke, tag igen
din Hammer og dit Smedetøj,
som jeg har set dig rank og høj.
Du er mit Hjærtes rette Smed,
hug Muren ned!

✂

Smeden

hamrer løs paa Muren

✂

Borgfrøknen

✂ Ja det er ret.
Ja kan du saadan svinge
en Hammer mod den døde Mur,
saa kan du, Smed, vel ogsaa tvinge
en stridig Frøkens fjendske Lyst
med Magt til Hvile ved dit Bryst?
Slaa til i alle Helgens Navn!
Saa læg dit Værktøj, kom og favn!

✂

Smeden

løber til for at favne hende

✂

Borgfrøknen

✂ Det er gudsjammerligt.
Her tag din Løn, Smed!

Slaar ham paa Ørene

✂ kan du ej kryste mig,

slaar ham

✂ naar jeg er skøn, Smed!

slaar ham

✂

5. SCENE

(Borgfrøknen, Smeden, Borgherren, som kommer ind, fulgt af to Tjenere)

✂

Borgherren

✂ Nu tror jeg, den naadig Frøken
kan spare sig alle Kneb.
Kom, knyt om hendes Haandled
et Par forsvarlige Reb!
Nu ægter du Bjørnen ... hvad eller ...

✂

Borgfrøknen

har revet Hamren fra Smeden for at forsvare sig

✂ Min Fader, gaa Jeres Vej.

Til Tjenerne

✂ Kast Smeden i Borgens Kælder,
den Smed, som ej favnede mig.

Da Smeden gestikulerer og vil forklare

✂ Han er en Praler. Hans Øjne løj.
Naa bind ham, Karle og spar os for Støj!

Tjenerne binder Smeden

✂ Smid ham i Kælderen!
- fordi han løj.

Hidsig

✂ Læg ham i Bolt og Jærn, fordi han løj!

(De øvrige Scener af denne Improvisation ikke fuldendte - af Mangel paa Tro)

✂

I

✂ Det er koldt i Rom. En skarp og lysfyldt Morgen.
Mellem gulgraa Masser rødmer Engelsborgen.

✂ Paa St. Peters Plads de store Springvand bruse
af den Aand, som mellem Søjler har til Huse.

✂ Vejen bag om Peterskirke- Fundamentet
ligger mellem udsøgt Murværk gejstlig præntet.

✂ Og ved Vejens Ende viser os en Svejtser
op til Toppen øverst, hvor Musæet knejser.

✂ ... For at mildne Luftens Raahed, som os møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.

✂

II

✂ Først paa Tærsklen til de mange Sales Suite
84 staar der af Praxiteles en Afrodite -

✂ Kvinde i hvert Livs-Atom, hvorhen hun vender,
allermest i de lidt store vage Hænder.

✂ Hun er rig og god. Slet ingen Rænker bagved!
Det er Kvindens største Styrke: hendes Svaghed.

✂ Vi har tro't paa slige Hænder altfor gerne.
Men Gudinden har en løs og glemsom Hjerne.

✂ Hendes Tanker, af for mange Flammer svækket,
svirrer som en Legemølle helst i Trækket.

✂ Vid, du ejer hendes Hjærte, Sjælen, Aanden,
hvis hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden.

✂ Dine Spørgsmaal: hvad hun tænker, spar dem, spar dem!
"Du skal kysse mine Hænder, hvis du har dem."

✂ Kommer du med stærke Luer, er det herligt,
85 selv om du for andre Fruer gløder kærligt.

✂ Thi hun elsker Ilden hos dig, men hun rammer
med sin Haan den lede Troskab uden Flammer.

✂

III

✂ Vore Ord om Venus strømmer som en Sluse,
mens vi glemmer, at ej langt fra sad en Muse,

✂ sad en Muse af den aandigskønne Retning:
opsat Haar og fodsid Kjole med Besætning.

✂ Denne unge, ranke Muse var forskønnet
ved den Foldekastets Fylde, hvormed Kønnet

✂ ikke netop over i'et sætter Prikken,
men, ved Tankestreg, forlænger Symboliken.

✂ Thi mens Klædebonnet hendes Legem aver,
skjuler det, men vækker Tro paa skjulte Gaver.

86

✂ Med lidt stilfuldt Blændværk vil hun os forblinde.
Er hun mere eller mindre end en Kvinde?

✂ Hendes Haar er dybt som dunkle Foraarsskove,
hvor vi saas en Gang - jeg tror: ved Sjølunds Vove.

✂ Hun servered Te for hele Kunstkritiken.
Ak jeg vidste ej, hun stammed fra Antiken.

✂

IV

✂ Men nu stormes Salen rask af andre Muser,
som bær Handsker, Hat og Spænder, Slag og Bluser.

✂ De har Fødder, og de skrider gennem Salen.
De fordunkler Guderne paa Piedestalen,

✂ som kan staa i tusind Aar med nøgne Lænder,
men ej blusser af den Livsild, som forbrænder.

✂ Jeg vil fly til andre Sale, længselsdragen
af Penélope - den blide - Ægtemagen.

87

✂ ... Men hvem ser jeg? - velbestøvlet uden Flitter,
Artemis, imens hun gennem Krattet skridter

✂ og, mens Blikket følger Pilen, som hun sender,
endnu bøjer sig lidt sejgt i sine Lænder.

✂ Hendes Knæ og Haser - skilt paa Jæger-Maade -
røber os en Kraft og Kyskhed uden Naade.

✂ Denne Jomfrutrods er Skæbnens Pil, der sendes,
Naaden er saa tit det værste, som kan hændes.

✂

V

✂ For at mildne Luftens Raahed, som mig møder,
findes paa et Ildfad udbredt nogle Gløder.

✂ Blot en Haandfuld Ild - der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet.

✂ Intet Fyrsted! kun en flygtig Drøm om Varme,
men den tænder alle disse Gudebarme.

88

✂ Det er ej ved lune Ovne, kælne Puder,
man skal se et Kuld af ranke nøgne Guder.

✂ Isner du ved kolde Nymfer og Tritoner? ...
Slig en Haandfuld Gløder varmed Roms Neroner.

✂ Tyve Vintre uden Frysen, uden Bæven,
med en Ildskaal sad Penélope ved Væven.

✂ Mer lod ikke Hera paa sit Fyrfad fyre,
naar Apollon højt for Guder slog sin Lyre.

✂ Stærke Aander vækkes, blanke Bækner skingre.
Yndighedsgudinden tøer de frosne Fingre.

✂ Selv Olymperskarens Herre Zeus med Lynet
smiler, mild af Dampen, glatter Brynet.

✂ Et Par slige Kul har stemt Horatses Toner?
og var nok for Tiberstadens utro Koner?

89

✂ Og Tribunens Røst er ikke længer valen,
skønt der falder Sne paa Højen og i Dalen.

✂ Her har Cæsar, - stor i Love som i Krige -
ved en Haandfuld Gløder skabt et Verdensrige ...

✂

VI

✂ Var det svage Mænd, som disse Guder dyrke,
saa har deres Blødhed ikke manglet Styrke.

✂ Aldrig vil de nøgne Guder sig forbarme,
hvis vi ikke ejer selv en Haandfuld Varme,

✂ hvis vi kommer tryglende med tomme Hænder,
uden Offer for at have dem til Venner.

✂ De er kolde, de er friske, de er stærke,
og vor Higen, vore Kræfter vil de mærke,

✂ før de fører os til Slag paa ranke Skuder,
der, hvor Livet er en Kamp imellem Guder.

90

✂

VII

✂ Blot en Haandfuld Ild, der suger Fugt af Rummet,
hvor i Sten den stolte Oldtid er forstummet!

✂ Og vi kalder slige Guder lystne, dovne?
- vi fra Nord, der kun er lystne efter Ovne.

✂ For at være livsudrustet, stærk tilfulde,
skal man kunde døje Hede, modstaa Kulde;

✂ man skal kunne bære Skæbnen, elske Sorgen;
det var tragisk Pligt i hine Guders Morgen.

✂ Selv om alting brister, er der Trøst at øse -
i Tragedien, hos de store trøstesløse.

✂ ... Er jeg kommen uden Aand og uden Lampe?
Dette Fyrfads Røg er Afrodites Dampe.

✂

VIII

✂ Noget drager mig mod Afrodites Støtte
91 den lidt tomme Sten, som ingen dog kan flytte.

✂ Hun var givet til den halte Gud for Fliden,
men hun tog en mere dristig Elsker siden.

✂ Det er Oldtids-Sangen, hele Dityramben:
denne Dejlighedens Elskovs-Færd med Kampen.

✂ Hun er flygtig, men hun kaarer kun en Heros;
hun har Ares kær, fra da hun fødte Eros.

✂ Selv Penélope, - den blide, Ægtemagen -
er af Æventyr og mandig Daad betagen,

✂ hun, som elskede Odysseus - Modet, Snillet -
holdt hans Arne tændt, hvor langt han sig forvilded.

✂ Hun har næsten noget af Madonnas Ynde,
kristent Taalmod bænket paa en hedensk Hynde.

✂ Men hun er en Genglans kun af Afrodite,
92 som blev født paa Havet i Alverdens Midte.

✂ Større Helteløn kan Helten ikke finde.
... Men hun er jo Ægtehustru, ej Gudinde.

✂

IX

✂ Afrodites Smil bestraaler Jordens Øde,
lover endnu kække Mænd et hedensk Møde,

✂ naar Terpsikore ej evner mer at styre
Korets Danse med en vædderhornet Lyre -

✂ naar den lyse Pallas tier for at læse,
naar den store Pan er færdig med at blæse -

✂ naar den sidste gyldne Pauke er forstummet,
og Urania er vendt mod Himmelrummet.

✂ Afrodite har sit egen Vid trods nogen,
mens den meste Visdom bliver graa som Taagen.

93

✂ Ofte blev hun smædet som en utæt Hjærne,
Glemsomhedens Aand er hendes Lykkestjærne.

✂ Sjælden ærer hun, hvad alle højlydt agter,
ler ad Ryets Larm som ad de stille Magter,

✂ smiler ganske blidt, som om hun vidste bedre,
naar hun bliver vár de Tosser, vi maa hædre.

✂ Den, hun rækker sine Haandled, Armen, Haanden,
rækker hun fra skjulte Kilder Visdomsaanden.

✂ Afrodites Vid er brudt i tusend Straaler
som en fyrig Vin i Skæmtens skønne Skaaler.

✂ Afrodites Vid er Solrus over Landet.
Thi hun ser kun ét og ler ad alt det andet.

✂ Den skal være skøn som Livet, stærk som Døden,
som skal vække Afrodites dybe Gløden.

94

✂ Tit ved Gæstebudet sad hun bortvendt-spydig
imod dem, som var de andres Love lydig.

✂ Deres Hjærnespind - som fine Silkelidser -
vikled hun paa Dril om sine Fingerspidser.

✂ Men naar Ares' Fodtrin runger, som de plejed,
har den gyldne Frue ikke langt til Lejet.

✂ Nogle Gløder oser i et Varmebækken.
Nogle Døre bliver stængt for Vintertrækken.

✂ Og naar Kløgten vaagner, som vort Dagslys skjuler,
Afrodites Haar er fuldt af Visdomsugler.

✂

X

✂ Det er Oldtidssangen, hele Dityramben,
denne Dejlighedens Bryllups-Fest med Kampen.

✂

HOS HEXEN I ENDOR

✂ Jeg gik til en Hex, den Gang Mørket faldt paa,
til Hexen i Endor. Der lod jeg mig spaa.
Hun boede et Steds i en Gyde.
Hun kogte Sejd i en Gryde.

✂ Hun bød mig vakkert en lædskende Skaal.
Hun knælte og spejded med Iver sit Baal.
Hun raabte: "Kong Saul, du er slagen,
jeg ser det saa klart som Dagen!"

✂ Hun gentog med Magt: "Det er ude med Saul!"
- "Ak, Israel er opfyldt af Kryb og Kravl,
jeg ved det, Hex, jeg maa vige,
men hvad vil der ske med mit Rige?

✂ Og, Hex, naar jeg slutter mit plagsomme Liv,
hvordan skal det gaa med min Ægteviv?
Og, vakre Hex, kan du sige,
om en Søn skal arve mit Rige?" -

✂ "Kong Saul, det er ude med dig og dit Hus.
Din Kongeborg skal de styrte i Grus.
En Ven skal trøste din Kone.
Og den lille David skal arve din Trone."

✂ - "Den lille David, den Harpedreng?
... Den lille David ... hvad Pokker!
Hør Hex, jeg er søvnig, red mig en Seng
i dine udslagne Lokker!

98

✂ Den lille David faar Arbejde nok
med Folk og med Kone og Børneflok.
Men hvis man til Konge er kaldet,
er man Konge ogsaa i Faldet.

✂ Der raser et Uvejr om Husets Gavl.
Hvad nævnte du David? - Her trøster sig Saul
hos Endors gentileste Hexe.
Lad David med Jøderne exe!

✂ Den faldne Storhed, hvis Tid er forbi,
den nyder hos Hexen, hvem Aander staar bi,
en Hyldest, som Tronens Tyranner ej faar
eller den lille David ..."

✂

VISEN OM HIMPERIGIMPE

✂

HAVNESTAD

✂ Nu fraader Vandene, og Bølgetumlen
fylder den lille gamle Søstads Gader,
der staar med dunkle Ruder, graa Façader
som Børn og lytter med en bange Skumlen.

✂ Tusmørket falder paa. Og Blæsten blader
i Linden; ved en Husgavl slingrer Humlen.
Mens Skummet kysser Skum i stride Rader,
fra Løvet lyder knapt en dæmpet Mumlen.

✂ Skum kysser Skum. Mit Blod kan ogsaa skumme.
Jeg søger Havn i en af disse Slipper.
Luk Døren op for Knejper og for Kipper!

✂ Jeg finder Pigebørn og Kortspil dumme.
Men jeg vil tale ved en ærlig Kumme
om Langfart som en helbefaren Skipper.

✂

PIGEN FRA CADIX

✂ Jeg hærged din Stad med ungdommeligt Mod,
da midt i det vilde Solskin du stod,
men Kjolen var mørk af det strengeste Blaa.
Jeg grebes af Alvor, da ret jeg saa'
Pigen fra Cadix.

✂ Jeg plyndrede Cadix, din Fædrenestad,
skænded dens Templer med Ynglingehad.
Som Tyrefægter i Cirkus jeg stod
og vaded hver Aften i Oxernes Blod -
Cadix, o Cadix!

✂ Dog var der et stortærnet Broderi,
som dine Fingre var Mester i.
Det vandt mit Fribytterhjærtes Behag
at elskes af saadan en stormønstret Smag,
Pige fra Cadix!

✂ Fra dine Øjne, som elskelig lo,
til dine Skridt i de lette Sko,
en skrøbelig Kvinde, men stor i hver Fold,
og ingen skal sige, at du var kold,
Pige fra Cadix!

✂ Fordærvede Stad! Som i Oldtidens By'r
tilbad man Stude og alle Slags Dyr
og logred med Menneskeofre og Kræs
for Ypperstepræstens Firskillingsfjæs.
Fordærvede Cadix!

106

✂ Jeg ler endnu ad min raske Dom,
da denne Kapun mig i Vejen kom.
Jeg stak i hans flommede Bug min Dolk!
- "Jorden er ikke for Fæ, men for Folk!
Min Hilsen til Cadix!"

✂ Pige fra Cadix i Kjolen blaa,
der tæt som et Kys til dit Legem laa!
Jeg kyssed saa ofte, min Vej faldt forbi,
din fine Haand og dit Broderi,
Pige fra Cadix!

✂ Jeg kyssed din Haand for hvert Silkesting,
jeg gav dig omsider en gylden Ring,
hægted dig fast med en Sølv-Agraf
og bad dig være for evigt min Straf,
Elskte fra Cadix!

✂ Men Krigen for Krigens egen Plasér!
Man kan jo ej blive, hvor Pigerne ler.
Man ønsker at kæmpe i større Rum
mod federe Tyre med dybere Brum
end nogen i Cadix.

✂ Jeg laa ved Jævndøgn og vented paa Bør,
mens Havnen myldred af skumslagne Søer.
Om Børen var sløj, eller Børen var god,
jeg kyssede dig ved Ebbe og Flod - - -

✂

TIL EN

✂ I Gyngestolen i det lyse Hus
sidder den allerfejreste og vugger.
Man hører Gængens Lyd og Kjolens Brus
og Aandedrættet, naar hun muntert sukker.
I Gyngestolen i det lyse Hus
den unge milde Frue muntert vugger.

✂ Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ;
hun smiler med en fin og trodsig Hage,
som sad hun under Livets gyldne Træ
i Mildhed bænket nu og alle Dage.
Let bølger Stoffet om den Skønnes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage.

✂ I hendes Øjne læser jeg min Gunst,
de smægter med en Smule bleget Flamme,
men flammer dog - som kan hun denne Kunst:
at være festlig, altid dog den samme.
Der sidder hun og gynger - uden Kunst,
bestandig frydefuld og dog den samme.

✂ Hun hører til den lykkelige Slægt,
hvis Aande stiger frit, hvis Fod ej tynger
... Da kommer mine Djævlerier frækt
og til den smilende en Byrde slynger.
Dog mister hun ej Hjærtets Ligevægt,
kun stærkere paa samme Sted hun gynger.

✂ Let bølger Stoffet om den Huldes Knæ,
og ganske tyst de lette Gænger klage,
108 som sad hun under Livets gyldne Træ
i Sejer bænket nu og alle Dage ...

✂

SORTE BLOMST

110
111

✂ Jeg kom som ung til den store Stad,
hvor Larmen og Kvinderne gjorde mig glad.
Jeg boede i Værtshuset "Bondens Bekomst"
og elsked en Fe, som hed "Sorte Blomst".
Hetærens Bryst var den stejle Bro,
hvorover mit Hjærte fuldtonende lo.
Hendes røde Mund, der var trang og smal,
af Latter klang for hvert Syndefald.
Hun lo ad Vorherre selv og hans Kors
og vendte Præsten sin Bag som et Hors.

✂ Jeg boede i Værtshuset Bondens Bekomst
og elsked en Fe, som hed Sorte Blomst.
Den Rædsel, der volder saa mange Fortræd,
den gjorde mig ikke det mindste ræd.
Jeg syntes, at Byen var herlig og stor,
og Sorte Blomst stod hver Aften i Flor.
Hendes Sjæl var stum som de Dødes Port;
intet Kulstøv er mere sort.

✂ Hendes Blod var vildt som den solviltre Dag,
Letsind og Flammer, Ild og Bedrag.
Kul hendes Øje og Kul hendes Skød,
men hendes Attraa var Nellike-rød.

✂ To Junkere tjente ved ét Regiment,
som Sorte Blomst gennem mig har kendt,
den ene, en Fændrik, men halv Teolog,
som sukked for Blomst i det snurrigste Sprog.

112

✂ Hun lo ad hans Præk: "Du kan hente din Løn,
naar Sorte Blomst beder Aftenbøn!"
Hun sparked ham fra sig: han kom kun igen
mer værdig ...
Han havde en Galning til Ven,
som blæste Kornet, og som løb mig paa tværs,
thi Blomst kunde lide hans Løjer og Vers.
Han brugte et Mundheld, den pralende Hund:
"Man kan ikke blæse med Mel i sin Mund."
Og skønt han selv havde Kærest og Mor,
vil han elskes af Blomst og betale med Ord.
Og siden gik han og klynkede til: -
at Blomst havde sat hans Sundhed paa Spil,
og skabed sig lyrisk og tragisk, den Nar,
for en Sot, som det halve Neapel har.

✂ Hans Mo'er havde Gaarde og Gods, blev jeg vaer!
hun ejede Møller ... men kneb paa Moneten.
Jeg drilled ham: "Per, De har Mel i Trompeten."

✂ Kulsukker hedder en Urt, som gror
paa ensomme Pletter i Forstadsjord.
Kulsukker gror ved en fjærnere Kro
i Forstadens Udkant. Der søgte vi Ro,
naar Byen en Søndag var død overalt
med Sol paa Asfalt og Sol paa Asfalt.
Jeg smykked Hetæren til Elskovskamp
med Navne som "Kulsukker", "Fluesvamp".

✂ Nu skal jeg fortælle Dem rent uden Spring
en Strid, som kom over Ingenting,
blev yppet en Søndag for Tidsfordriv
og endte før Aften den Møllersøns Liv.
113 Man kan ikke elske og være sund,
man kan ikke blæse med Mel i sin Mund.
... Og havde han Kærest og Mo'er, som han sa'e,
saa kunde den Fændrik vel holde sig fra!

✂ Vi sad omkring Kroværtens Suppeterrin
med Blomst bag det solede Rullegardin.
Og Teologen han vrøvled om Sjæl,
til Sorte Blomst var saa døv som en Fjæl.
Da fik jeg Blomst til at indkræve Vin,
som Per skal betale til Pers Ruin.

✂ Hvor krymped han sig, den vittige Per -
han havde slet ingen Rigdomme mer!
Han krængede Lommerne ud paa sit Tøj
(jeg vidste saa sikkert, at Pralhalsen løj.)
Men Skøgen, der elsked ham hidsig og hedt
og troede ham fattig, nu tav hun med ét.
Thi Per havde snydt - hendes Fændrik bedrog!
hun fandt i en lønlig Lomme en Bog
med Pakker af Sedler i Blaat, Gult og Grønt,
der gælder i Landet som kongelig Mønt.

✂ Hun sagde: "Din Lykke, der var kun Papir,
der flyver den, Per, over Tage og Spir."

✂ At plukke alle hans Sedler itu
og strø dem for Vinden ... det var kun et Nu.

✂ Han stod, som han knap kunde tælle til tre:
"Nu faar jeg ej mere min Kærest at se!
Jeg skulde giftes og købe Gaard.
Nu bliver det ikke i mange Aar.
Her fik min fædrene Arv sin Bekomst.
Jeg vilde jo ogsaa ha'e Sorte Blomst."
114 Til Krostedet hørte en Rejsestald
med Prangere, Hovtramp og Piskeknald.
Det morede Blomst, naar hun var der som Gæst.
Hun frygtede hverken for Mand eller Hest.
Der gik han i Stilhed, uden det saas,
og hængte sig op i den inderste Baas.

✂ Men jeg gik til Værtshuset Bondens Bekomst
og spiste til Aften med Sorte Blomst.

✂

LÆNGSEL EFTER NEAPEL

✂ I Dag brænder jeg efter Neapel,
det brede, paa Vulkaner fra umindelige Tider myldrende
og altid splinternye!
Dronninge-Søstaden i Pjalter,
hvor det hellige vilde Sollys er hverdags
som Skidenheden og Støvet,
den alle Rammer brydende Hverdag
i det uoverkommelige Neapel.

✂ Jeg brænder efter Bølgeslaget og de travende Heste
og den lurvede Markedsgade ved Mørkets Frembrud,
hvor Pigen talte sit grove Fransk fra Algier,
og Arabere og Marokkanere i sjældne Dragter
tilbød endnu sjældnere Varer og Tjenester.
Jeg brænder efter disse Bølger og Bredder,
hvor Oldtid og Middelalder og Nutid
har elsket og æventyret,
har kriget og snigmyrdet og drevet Handel,
væltet i Tyranner og Blodbad,
der kun gjorde Jorden rigere paa Mennesker.
Det ganske uoverkommelige Neapel!
- hvor den skønne Svælgen i helliglange Klæder
løser sit Haar og sine Blomster for den korte Lystighed,
hvor Gyderne har slimet Mørke til Knivstik og Forbandelse.
hvor alle Violiner er falden i Rendestenene
for at have des højere Himmel at juble imod
(de vaade himmelfaldne Violiner)
men Rendestenene udspyr Fiskerprinsesser
og Tiggergydernes Kloakmund
eneste levende Vandliljer og Madonnaer.
116 Aa hvor strømmer de, færdes de
paa det solbelagte brede Via Roma!
Helt oppe fra det store Musæum
og helt ned mod Havnen - denne statelige Hverdag!
Kaffehusene og Posilipo-Vinen
og Damen fra det nærliggende Salerno,
som skyllede op midt i Trængslen,
en Legemgørelse af Via Roma.

✂ Og jeg brænder efter de mørke Kirker,
kryptagtige med Altre,
hvor bodfærdige, sortbeslørede Syndersker
knæler for Hellighedens Lys og hvide Roser
og søger umulig Skygge
i en halvhedensk Gudsdyrkelse.
Og Damen fra Salerno
- en eneste Solbølge
i en sort Særk af Silke!

✂

NÆTTER

✂

I PARIS

✂ Hun var af de Kvinder,
hvem ukendte Kræfter blev givet.
Fyrstinder, der rejser
incognito ude i Livet ...

✂ Som født med et Scepter
hun hersked bekvemmest foruden;
hun havde den Vane
at optræde uindbuden.

✂ Alene med Blikket
betvang hun to Gadebetjente,
som kaldtes til Hjælp
mod den trodsige Ubekendte.

✂ Hun lignede Judith,
som just havde Perseren slagtet.
Det kribler saa dejligt
at blive saa dybt foragtet!

✂ En knejsende Bronce
med haanende Blik (que diable!)
blodig som Spanjens
og Maurernes grummeste Fabel.

✂ Med Øjenlaage
saa tunge og svulne af Flamme
og haanlige Skuldre
som sprungne af kongelig Stamme.

123

✂ Hun havde den Skønhed,
som Intet i Verden forsoner.
Hvert Ansigt bær' Budskab
om kommende Revolutioner.

✂ Hun tegned med Fingren
Sandhedens Linjer i Sporet
af Vinen, som randt
fra de væltede Glas over Bordet.

✂

VENEZIANSKE FANTASIER

✂ Saa meget Løvværk hænger
skyggende ud over Mur,
saa mange Skodder stænger
for Solen de Vinduers Bur.
Jeg følger Stemningens Veje
forbi Palads og Palads.
Jeg naar ad Lagunens Leje
tilsidst vel den store Plads.

✂ Hvis noget ukendt ej møder,
som gør mit Hjærte stort!
... det rustgule Marmor gløder,
og Skyggen er favnende sort ...
hvis ikke jeg møder en Lykke,
og allerhøjstsammes Portræt
ror frem i Takt til et Stykke
af Fløjte og Klarinet -!

✂ Saa sejler jeg lykkelig ledig
... I Gaar under samme Sol
blev Moren af Venedig
hidkaldt, som Dogen befoel ...
Bag stille Lagunepaladser
aabner sig vrimlende stor
den ældste af Byens Pladser:
der staar han, den krigerske Mor.

✂ Duerne flyver derover!
Han hilses af Doge og Raad
125 blandt Støtter af Marmor og Kobber.
Desdemona gaar i hans Baad.

✂ Gondoler er saa lette,
hans Byrde var saa tung.
Men Bølgerne bliver ej trætte,
Bruden er blussende ung.
Han luder sit Broncehoved
tungsindig i Jomfruens Skød,
og den, som blev ham lovet,
er hvid og god som Brød.

✂ Der holdes paa Byens Taverner
adelig ung Pokulats.
Man hædrer i gammel Falerner
de to - og citerer Horats.
Man klinker til Morens Minde,
det synes for evig Tid
en Daad, at en Patricierinde
har sagt Ætioperen hvid.

✂ ... I Ædle! - ja hyld mig i Tide,
mens Moren er from og god ...
Ak Klodsen ved Skønhedens Side,
som tynger den muntre Flod,
er mig ... Og dyrt bliver Lykken,
der adler os, betalt.
... De siger: en Mor i Venedig
har sin Desdemona kvalt.

✂ Rundt om i Syden finder
man Gader med Lavasten
126 og Kvinder, som sidder og spinder
i Skyggen med deres Ten.
Og her ved Lagunen blunder
i Skyggen saa mangen Person,
hvis Skønheder ungt sig runder
om Kap med en Vandmelon.

✂ En uklog Mor, der vil sætte
sin Sjæl paa et enkelt Kort
og for en eneste Trætte
slænge sin Livsmønt bort!
Langt heller ved Sol eller Stjærner
da færdes i Ungdommens Baad
og vædes af gammel Falerner,
af Dug og af Fløjtegraad.

✂ Sol i Lagunerne vækker
Æventyr op i mit Sind.
Let gennem Døre og Sprækker
lister mit Øje sig ind.
Jeg frygter kun Stortorvets Stene.
... Da kommer skøn Portia
i Baad med den fine Verbene.
Jeg slipper ikke derfra.

✂

GIULIETTA I GRAVKAMRET

✂ Et Marmor uden Plet er denne Dukke,
hvis lange Haar sig sort som Natten ringler
omkring det magre Legems stolte Vugge,
nær hvilket Romeo i Døden svingler.

✂ Let blegner hendes Læbers fine Lukke.
Men intet Træk forstyrres hos den Smukke,
der hviler, som hun sov, forklaret næsten,
dræbt - mon af Maanestraaler eller Pesten?

✂ Selv Døden rev fra disse Træk ej Masken.
Og naar hos andre Veroneserinder
vi endnu samme Dødsberedthed finder,

✂ da lad os gløde for dem, selv i Asken,
og kranse dem og os til Bryllupsfesten ...
Forraader de os - vel, vi vælger Pesten.

✂

VENEDIG

✂

IL LETTO

Til Signora Giovanna -

✂ Den Jærnseng med Kniplingepuder
bred som den rolige Nyden,
den minder om Ungdomsrejser
og Middagstimer i Syden,

✂ hvor Søvnen er tryg som Naturen
og Kniplinger haves kun ægte;
det hele er købt for en Hægte,
selv Helgenportrætet paa Muren -

✂ hvor Kalkning og Kamfer fjærner
en Huslugt - af Olien og Osten -
hvor Sengen er hvid, og hvor Resten
bli'r renholdt med Vievandskosten.

✂ Der luer bag Skoddernes Mørke
et Skær paa de Kniplingepuder,
i hvilke som unge Turister
vi sover til Middag som Guder.

✂ Hvem ved hvilke Syndens Sirener
trods Lovbud og Myndigheder
paa denne Seng for en Time
har hvilt hvilke Yndigheder?

✂ Og ikke Sirener, nej Kvinder
med Hjærter af fineste Silke-
133 Kniplinger fra Valenciennes
har hvilt her en Time ... Ak hvilke?

✂ Paa Sengens Fodstykke græsser
idylliske Æsler og andet,
og Billeder ses af Prinsesser
fra Soria-Moria Landet.

✂ Den dejlige Dronning af Saba
hun er med Muldyr og Gaader
paa Vej for at prøve Kongen,
som i Jerusalem raader.

✂ Men selv blev hun haardest prøvet:
et Sted ved et Muldyr-Skifte -
hun tabte sin Dyd til en Slave
og misted sin Yndlingsvifte.

✂ Og da hun kom frem for Kongen,
han afslog hver hendes Gave,
da Dronningens fineste Gaade
var skænket en kulsort Slave.

✂ Den unge Kong Salomon rakte
den blussende Dronning Viften,
som Slaven havde bragt ham,
det sikre Pant paa Bedriften.

✂ Hun hvisked: "Det var ved Middag
i Herberget, og jeg brændte
efter Jerusalems Konge:
da lod jeg en Slave hente.

✂ "Jeg hented en kulsort Slave.
Jeg selv er brunet af Solen.
134 Kong Salomon, du er en Daare!
jeg vilde jo elsket dig saare!"

✂ Ved hver Station paa sit Hjemtog,
ved hvert et Mulæsel-Skifte
tog hun en Slave til Elsker
og sendte ham bort med en Vifte.

✂ Hun sendte dem alle med Vifter
til Salomon en efter anden.
Han ejed en Samling, hvorover
af Længsel han gik fra Forstanden.

✂ Han tilbød tilsidst sit Rige
blot for den Naadegave
en Time at blive den dejlige
Dronning af Sabas Slave.

✂ Men Sabas Dronning lod svare,
at lykkelig lægt for sin Iver
hun elsked desværre ej Kongen -
"Ak var han en Mulæseldriver!"

✂ ... Hvor snildt og forslagent de knejser
de Kvinder med Hjærter af Silke-
Kniplinger fra Valenciennes,
vi søgte paa Ungdommens Rejser!

✂ Nu tror vi paa Drifter som Straaild
og Troskab som Favnebrænde.
Vi tror ikke mer, der er Hjærter
som Kniplinger fra Valenciennes.

✂

GRAVE

139

✂

JULEBREV

✂ Jeg ønsked at skænke det hele Paris
til mine tre Piger
med Seinen og Luxembourgs Paradis,
Versailles' Æventyrriger.
Til Kitty Drue og til Ilsuccia,
og til deres Moder, Fru Annuccia,
jeg ønsked at skænke det hele Paris!

✂ Jeg gik til det straalende Bon-Marché.
Jeg klatred paa Trapper og Stiger,
og dejlige Sager fik jeg at se:
en Kaffekande med mærkelig Hank,
en Pelsværkskaabe til tusind Frank,
et Æsel som skryder, en Dukke, som skriger.
Jeg vilde købe det hele Paris til mine tre Piger.

✂ Jeg vilde købe to Gedebukke
til Kitty (de var for Resten saa smukke.)
Jeg vilde købe paa Bon-Marché
den nyeste franske A B C
til Ilse og skrive: Min Julegris,
Ilsuccia mia, læs og bliv vis!

✂ Og skulde vel Moderen staa til Skamme?
Jeg købte en højrød Silkevest
fra Væverier, som findes i Brest,
til Anna - "som Tak til en gammel Flamme".

142

✂ Men tænk! de kunde, ved Bon-Marchés Bank,
ej vexle en Seddel paa tusinde Frank!
Jeg havde i Haanden en Tusindfranks-Note.
Men Varerne blev mig dog ikke betro'te.

✂ Og da jeg kom ud fra Bon-Marché
lidt trist, som jeg ikke nægter,
i Tusmørket gik der en fattig Mand
paa Gaden og solgte Prospekter.

✂ Jeg købte Versailles, jeg købte Paris,
han solgte det hele til nedsat Pris
fra Kirken paa Place Madeleine
til Luxembourgs skønne Fortæne.

✂ Jeg ejer Banknoter paa tusinde Frank,
naar bare de Folk kunde bytte
i Bon-Marché, som er Tidens Bank,
og som er til usigelig Nytte.

✂ ... Her købte jeg nu for lidt Smaamønt
Paris og dens Æventyrriger.
Jeg havde jo lovet at skænke Paris
til mine tre Piger.

✂

DANSK FORAAR

✂ Naturen min Elskerinde
har taget sit Forklæde paa,
sit Forklæde af Anemoner,
slængt over Kjolens Graa!

✂ Naturen min Elskerinde
er bleven saa formiddagsklædt
med grønne Buketter ved Bæltet.
Nu er jeg ilde stedt ...

✂ Jeg sidder atter i Lunden
paa Bænkens frønnede Træ
og stirrer henad en Gangsti
med Hænderne under mit Knæ;

✂ jeg attraar de spirende Urter
og trækker dog Vejret saa frit,
hænger ved dette Klæde
af Grønt broderet med Hvidt.

✂ Naturen min kyske Veninde
skænker mig Sol og Læ
og alle Slags friske Farver,
broderede ved hendes Knæ.

✂ Men blir det mit Hjærte for broget,
saa slaar der en Nattergal
i Haven, til Tegn og til Trøst: - at
en anden er ligesaa gal.

144

✂ Naturen min unge Moder
har rakt mig sit Forklædes Flig.
Og endt er Dæmonernes Hærværk.
Jeg er i mit Himmerig.

✂

AFTENANDAGT

✂ Det er den Stund, da Mørket, sig bredende,
opfylder Haverne, Vangene,
da Pindsvin sværmer i Gangene
og Tjenestepiger ved Ledene.

✂ Den Time, da Natten, den fredende,
vækker i Villaen Sangene,
mens lille Rebekka til Klangene
luger Salaten i Bedene.

✂ Den Stund, efter Dagen, den hedende,
da Blomsterne rejser sig prangende,
men Fuglene tier bag Hangene
og Vejene lytter til Fjedene.

✂ Nu slæbes de selvopgivende
søvntrætte Smaabørn i Badene.
De bér til den Alt-forladende.
Nu skjuler sig Svanen i Sivene.

✂ Og Moderhjærtet, det anende,
er bleven vidunderlig drømmende.
Hvor taler du sødt og formanende,
Caty, min Svane paa Strømmene.

✂

BREV FRA LANDET

✂

✂ Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke,
og jeg elsker hele Verden ... og jeg blæser den et Stykke.

✂ Og jeg hører hele Verden som et væligt Udyr larme
for at omslynge mig med Hundredtusind Arme.

✂ Og den lurer paa mit Liv mellem Skær i skjulte Bugter
som en Slange under Løvet - for at øde dets Frugter.

✂ Og Alverden tror mig fældet og hos Døden fast forhyret,
men jeg vandrer velbestøvlet paa Ryggen af Dyret.

✂ Og jeg elsker den. Jeg fødtes til Fare og til Lykke.
Og jeg og Verden blæser hinanden et Stykke.

✂ Jeg har genkendt Dragens List hos en meget kysk Prinsesse,
som var kongelig og from ... og en Gang paa en Kærmesse

✂ hos en Slangetæmmerske, som med Haanden fuld af Slanger
mig bød en spændig Favn, som jeg modtog uden Anger.

✂ Havde Kongens Barn mig fristet, saa var for Gud vi gifte,
og min Verdensfart var udsat til næste Kongeskifte.

✂ Havde Slangetæmmersken med sin Ild ej sønderslidt mig
og jeg ej elsket hende - hendes Slanger havde bidt mig.

✂ Men jeg saa med Studsen Dyret i dets stumme slange-nøgne
Forladthed, og jeg rørtes af et Glimt i dets Øjne.

152

✂ Thi de Øjne elsked mig med en talende Flamme:
"Skønt vore Viljer strides, er vor Lyst dog den samme."

✂ Og jeg kaldte disse Øjne med de helligste Navne.
Og jeg selv har tusind Arme, og jeg kunde alt omfavne.

✂ Ja paa min Vandrings Tinder jeg svimler kraft-berøvet,
naar jeg skimter ej det Levende, som lurer dybt bag Løvet -

✂ naar Taaber spørger Prinsen, hvor hans smukke Dragt er skaaret,
og fritter travlt om Kongesønnens Indtægt om Aaret.

✂ Aa disse Mænd og Kvinder med dumme Smil og Næser,
der kan slet ikke fatte de Stykker, Prinsen blæser.

✂ Der er Folk, hvem hans Letsind forbitred uvilkaarlig,
og andre, som til Gengæld finder Prinsen for alvorlig.

✂ Der er Folk, han aldrig kendte, som fornægter ham og hader,
fordi han er en Søn af en Konge - af sin Fader.

✂ Af Frygt for deres Arne de krummer sig og krymper,
og de kalder ham en Prins uden Land, derfor en Stymper.

✂ Men jeg elsker hele Verden, og jeg blæser den et Stykke.
Jeg er en Kongesøn, som blev født til megen Lykke.

✂ Jeg er kommen som et Raab fra Livets store Skove.
Ej ændrer jeg en Tøddel ved Eders Hverdagslove.

✂ De Love kan I knytte saa fast, I selv det nemmer,
I vil dog altid mindes, at Skovene har Stemmer.

153

✂ Ja Skovene har Stemmer, og Havets Sandbunds-nøgne
Bugter synes blinke med blaa og grønne Øjne.

✂ Og jeg elsker disse Øjne, og min Lyst er ikke styret,
før jeg ser min arge Elskede - Verdensuhyret.

✂ Ad slimede Kanaler med Dynd og Pakhusrotter ...
for at søge Drypstenssale og underfulde Grotter ...

✂ jeg iler med et Hjærte, som Guden Pan forfærded,
og med et Mod til Døden, som Prøvelser har hærdet.

✂ Jeg vover tit, naar Nætterne er bællene sorte,
at kalde paa den Dejlighed, der bor nær Dødens Porte.

✂ Og i søde Middagsstunder, naar Slangen var bedaaret
af sit eget store Hjærte, jeg blev til Elsker kaaret.

✂ Da gælder det at tage det Nu, som bliver givet,
for at favne Livets Drage, som staar mig efter Livet.

✂ Men Haanden maa jeg støtte paa Verdens trygge Axe
for at undgaa Dyrets Hævn og de frygtelige Saxe.

✂ Jeg elsker Dragens Vildskab, og Slangebraadde stikke
kun dem, der ser paa Slanger med forgiftede Blikke.

✂ Og jeg holder gyldne Fester med Guden eller Dyret,
som er det tavse Pulsslag i Verdensuhyret.

✂ Jeg elsker selv den Flamme og Gift, som Slangen hvæser,
og jeg blæser den et Stykke. Vil I vide, hvad jeg blæser?

154

✂ Ja, naar den fnyste giftig og morderisk i Hammen,
jeg hviskede som Præsten: "Det er Kærlighed altsammen."

✂ Og naar jeg skimted Glansen af den skønne Havfruhale,
jeg hørte Sus af Skove og Sang af Nattergale.

✂ En Gang skal helt i Elskov hinandens Hu vi fange.
Da vil jeg hviske til den: "Guddommelige Slange!

✂ "Guddommelige Slange! Jeg var min Kraft berøvet,
naar jeg ikke saa det Levende, der glimted dybt bag Løvet."

✂ Da bliver den en Guddom. Ikke Dragen ond og tornet!
Det Instrument, jeg blæser, kaldes Vidunderhornet.

Capri, 1903

✂

✂ M

✂ Acc. 1981/143A (udk. til 1 str.)
NkS 3633, 4°, I, 5a, 6-7,10, 12 (spredte udk.)
NkS 3633, 4°, I, 5a, 54 (udk. fra Sorte Blomst, Dj III)
NkS 1340, 8°, I, 4 (indtryk fra Italien, 1902-03, ref. EF II 61)
NkS 1340, 8°, II, 13 (udførlige udk. til VI, VII og IV fra o. 1900)
NkS 1340, 8°, II, 15 (enkelt udk.)
NkS 3634, 4°, V, 7 (udk.)
A NkS 3633, 4°, IV, 5 (notat; brudstykke cit. EF II 62.
Smst. udk. til Il letto, se s.211)
NkS 1340, 8°, IX, 47 (udk.)
B NkS 1340, 8°, IX, 48 (udk. samt udat., usign., rettet renskr., bl. fra foråret 1903)

✂ V

✂ A Den gamle Sjakal og de unge < Den dødes Papirer [.]

✂

I

✂ Jeg har intet gjort ud af mit Liv, der dog var rigere end mange Andres. Intet Skrift vil overleve mig. Jeg har med det, jeg skrev, kun glædet dem, der i Forvejen havde læst nok [.]
Hvorfor har jeg ikke af / var. om min Ungdoms Evne til at elske skabt et Værk let forstaaeligt og tilgængeligt for alle Folkeslag? Hele Glæden har jeg beholdt for mig selv, og intet har jeg givet videre. -

172

✂ Alt mit er Kærligheds- og Forelskeshistorier for [svært læseligt p. g. a. overstregninger] et Menneske, som holdt Taler og gjorde mig til Publicist til min opblussende Ømhed for en ung Jomfru-Uskyldighed med altfor skinnende Øjne, som jeg saa paa Københavns Gader en blæsende Vinteraften under en Gaslygte ... Alt mit er Skum, der blev til Ingen Ting.

✂

II

✂ Og det af det, som blev til noget - Gud fri mig for det. Hore- og Hexehistorier i den sorte Vinternat, hvor alle Blændværker er velkomne ...
Ingen føler sig mere overflødig og til overs end jeg - med min Begejstring saa vel som min Erfaring - den ene meget for fersk, den anden aldeles rusten. Jeg er ikke nyttig til / var. vil ikke efterlade mig nogetsomhelst. -
Hvad kan det nytte Menneskeheden at vide, at en gammel Mær bærer sig ad som en gammel Mær eller at en fersk ung Jomfru er fersk forelsket som en ung Jomfru? Vinternatten i Hexens Sovekammer og Vinternatten med Uskyldighedens vidt opspilede Øjne under Gadelygten - det er begge Dele saa ganske almindelige Hændelser.

✂

III

✂ "Den gamle Kvinde" - det var en forhenværende Skønhed paa henved fyrretyve Aar (næsten min Alder nuj [,] hun havde ikke lange Omsvøb, hun havde strax de altfor lidenskabelige Erklæringer, hvis overdrevne Ord skræmmer en ung blid Fornuft. Og hun gik til Sagen - skred til Akten, der blev udført som et meget æggende Kunststykke.

173

✂ Den unge Pige med de unaturlig tindrende Øjne - hun var som en kold Banestation i [overstreget: Nattens] Mulm og Mørke [tilføjet:] før Daggry med en flunkende Lanterne, mens alting sover. Hun var eneste Søvn og Drømmespejlinger, et utaknemligt Hverv at vække hende. Ja hun sov, og Øjnene tindrede kun saa stærkt, fordi hun havde spjælket dem op med smaa Træpinde i sin dybe Søvnighed [.]

✂

IV

✂ Den aldrende Kvinde. Vinternatten i Hexens Sovekammer. Der var alligevel noget i det, som daarer eller bestikker mig. Gud ved, om Sjakalerne, der jo er Aadselædere, nogensinde føler en saa varm og dog fantastisk Tilfredsstillelse, naar de har erhværvet et hvidt Kvinde-Aadsel en isnende Vinternat, [overstreget: af deres Ædedrift, som jeg kunde føle en isnende Vinternat i lykkelig Forening med et saadant hvidt Kvinde-Aadsel.] Mon de finder "Raadenskaben velsignet"? - Ære være Digterens Ord!
Men Mindet om den unge, dumt ædelmodige Pige kalder ogsaa noget frem i mig. Jeg ved ikke hvilket. Jeg synes, at hun og jeg begge er Børn og vi spiller "Paradis" med hinanden. Det er saa sjældent i den Leg, at man kommer i Paradiset, og naar man endelig er kommet der, er der ingen Fornøjelse ved det. [tilføjet m. bly.:] - - - Men man føler sig som gode Børn, naar man leger.

✂

V

✂ Hvorfor har jeg ikke gjort noget ud af det altsammen - alligevel? Den unge Piges frydstraalende Blik har dog tændt Jubel i mig mange [overstreget: Vinter] Juleaftner, naar der var tændt Lys paa Grantræet og174naar en ung god Haand, der lagde sig i din, meddelte dig sin egen duggede Varme.
Ogsaa Hexen - den noget ældre Kvinde - har hjulpet dig; hun har frisket dine Livsaander, naar du knagfrøs, naar det var Vinter og Kaneføre.
Hvorfor kan jeg ikke bringe noget ud af mit Liv? Livet er dog saa skønt og saa sjældent et Gode. Men ingen af os tør tale om det. [Forrige sætn. overstreget, rettet til med m. bly. Resten af afsn. fortsat m. bly.] Sol og Sne og Kakkelovne, Sommer og Vinter, haardfrossen Jord og dejlig Tø - med sorte dødkolde Nætter og en Sprække Lys ...
(Til Værket Aadselgraver!)

✂

VI

✂ [M. bly.:] Nej jeg vil ikke efterlade mig noget Værk, jeg vil ikke være udødelig (< berømt) - af Frygt for at alle mine Dumheder og forfejlede Historier saa ogsaa kunde blive udødelige [.]
[herefter m. bl.:] Saaledes talte den feige Mand, Velly siningen Sjakalen [.]
Imidlertid traadte den unge lovende Digter med det spotske Smil hen til ham og sagde "Bliv vor Fører. Vi kan Ingenting udrette uden Dem" [.] Hjælp os til Rette. Vi udgiver et lille forbandet Blad, som hedder Sjakalen [.]

✂

✂ B U. t.
I, IV, 3: gravlagte < brandlidte < forkullede
I, V, 2: sanser < Hjærte
II, I, 8 efterfølges af:

✂ Og der var - for at holde sig mindre trist
- en Pokkers Bestilling, han drev tilsidst.

✂ II, II, 4: Skrænternes Sus og de < Skov og fra Skrænt og fra 175 II, IV, 1: rank < en Gang
II, IV, 3: ved Foden af < Der stod han paa
II, V, 2: ej i ms.
II, V, 3: blev glemt for < Han søgte
II.afsn.´s to sidste 1. ej i ms.
Ml. III, 19 og III, 20: man maa blotte en Nerve, som
ingen har set
III, 22: Korsarer, Prinsesser og < Pirater og sukkende (< skændede)
III, 23-24 ej i ms.
III, 26: Sogn < Hjem
III, 29: ej i ms.
III, 59 < og - selvom Fromhedens Svøbe man svinger -
III, 60: trykke < række
III, 60: f Haanden < en Finger
III. afsn. afsluttes:

✂ Jeg tyder det ikke som noget trist,
og mindst som et aabenbart Forbund med Fanden,
at Manden fra før blev en Journalist
og netop ej bandt sig til noget vist.
(Napoleon selv var traadt ind i Standen,
hvis Tilfældet ej havde budt ham en anden)
Ja det viser, han var et Slags Digter - til sidst.

✂ Efter III. afsn. ses to afsn. nummereret IV og V. IV er ganske kort:
Men skal et Formaal gaa frem uden Slinger, maa man finde en Dæmon at række en Finger ....
V. afsn. består af de tre første str. af Djævlerier (fraset I. str.´s 7. og 8. l.) - u. væsentlige varianter, men skrevet m. andet bl. - og afsluttes:

✂ Men lykkes det Pigen at kaste sig væk,
da sætter sig Syndersken strax og beskriver - - -
Hvad Jammer betror hun det sladrende Blæk?
at al Ting forgaar, og at intet forbliver,
at intet i Verden, ej Dyd eller Last,
176 i Længden har fanget og holdt hende fast.

✂ Afsn. fortsættes m. strofer, delvis overstregne, hvorfra enkeltelementer indgår i slutn. af IV. afsn. (1. 42-55). Først m. afsn. VI - der svarer til bogtrykkets afsn. IV - vendes der tilbage til journalisten:

✂ Men hin Journalist, som var kry og besat,
fandt Djævelens Hale, og han greb den fat [.]
For hin Journalist gik det hele som smurt:

✂ Dernæst følger IV, 3-4, medens 1. om Aristofanes og hustruen ej ses. (Et selvstændigt digt: Til Missionsbrug. Aristofanes ses dog i NkS 3634, 4°, IV, 5)
IV, 19 < Det var en Fortid, han stolt vendte Ryggen:
IV, 23: Vanen < Plagen
IV, 25-26: ej i ms.
IV, 27: Han ytr ed fornøjet - "Vor < Og godt det samme ... Hans
Fortsætter i 3. person datid
IV, 31-32: ej i ms.
IV, 42-55: ej i ms., jf. dog tidligere
Efter V, 2:

✂ og fristedes sjælden til aandfulde Farter
blandt alle de sælsomme Menneskearter.

✂ V, 14-16: ej i ms.
Dernæst følger beskrivelsen af kvinden, der i alt væsentligt - omend enkeltelementer kan være byttet om - svarer til bogtrykket
VI, 14 < saa ofte man rækker Dæmonen en Finger. Beskrivelsen af mødet i Mørkets Anex, replikkerne samt 1. 26-28 ej i ms. Sammenligningen m. hustruen i let ændret form
VII, 2-3: ej i ms.
VII, 5: Fru Satan < Hr. Fanden
Efter VII, 11: om den store Rekord, som af / var. ved ham blev sat.
V, 13: ej kursiveret

✂

✂ K

✂ skogre, le højt og gjaldende 177Sibylle, kvinde m. trolddomsagtige spådomsgaver
Furie, efter romersk mytologi en ond ånd i kvindeskikkelse, hjemmehørende i dødsriget
de Vises Sten. Opr.: stof, der kan omdanne andre metaller til guld; middel, der kan udrette underværker
to og to (...), jf. Grave s. 139, Et Rimbrev s. 63, Lø 77 og bd. IX, Gustav Wied
Korsarer, egl. nordafrikanske sørøvere, men udtrykket hentyder måske til (redaktører af) blade m. samme holdning som det oppositionelle, satiriske ugeblad Corsaren (i M. Goldschmidts redaktion: 1840-46)
de ældgamle Angreb (...), som f. eks. i J. L. Heibergs læsedrama: En Sjæl efter Døden (1841) III. akt.
Pol-Prik (...), ét af en ellipses to centre
Nordpolberejst, jf. de store opdagelsesrejser omkr. århundredskiftet
T. A. Edison (1847-1931), am. ingeniør og opfinder bl. a. af fonografen og glødelampen
Aristofanes (ca. 445-03. 385 f. Kr.), gr. komediedigter. A.´s lystspil satiriserede ofte over aktuelle - f. eks. politiske - foreteelser ligesom vore dages revyer, jf. DV IV Stamtavle Maria Magdalene, kvinde i Jesu følge (se f. eks. Johs. 20), der senere identificeredes m. den (i Luk. 7. 37 ff. nævnte) bodfærdige synderinde, der salvede Jesu fødder.
Napoleons Ørn (...) Efter nederlaget v. Waterloo 1815 deporteredes N. af briterne til øen Saint Helena, hvor han døde 1821
Parce, en af den romerske mytologis tre skæbnegudinder kimæriske Drøm, drøm baseret på et gøglebillede

✂ L

✂ BHJ 115 ff.
E & H 9 f., 40 (Thorkild Bjørnvigs indledning)
Hans Mølbjerg: Facetter af dansk lyrik (1965) p. 76
Th. Dinesen: Tanne (1974) p. 93 (Karen Blixen om digtet)