↩ Hvor det dæmoniske her reduceres til letsindighed og pikanteri, er S(ven) L(ange) i Politiken (B, 20.11.1904) af den mening, at begrebet har med poesiens inderste væsen at gøre - og dette Væsen er Afsind. Man kan med samme Ret kalde den [: poesien] dæmonisk som man kalder den guddommelig. Meningen er jo blot den, at naar et Menneske er Digter, er han bleven det under Indflydelse af Kræfter, han ikke selv kan kontrollere. Og ukontrolbare er disse Djævlerier, der er skabte ud af Stemninger, som deres Digter knap nok selv véd rigtig Besked om. Dette skulle være ment som en ros, for tidligere i anmeldelsen er SL fremkommet med sine anker: Nu skal det gerne indrømmes, at der i [bogen] er adskilligt, der glider selv den modtagelige Læser virkningsløst forbi. (...) Bogen opløser sig i et Mylder af Detailler, af poesifyldte Bemærkninger paa Rim. At læse dem er som at plukke Blomster i en Have. Dette tilskriver SL en ulyksalig forkærlighed for det enkelte og sjældne Ord: l'épithète rare - hvad der går ud over helheden. Begiver SC sig ud paa den vovelige poetiske Sejlads, der hedder et Digt, saa véd han [undertiden] ikke selv, hvor Vinden nu venligst vil føre ham hen (...). Han er således mindre Logiker, end selv en Lyriker har Lov til at være. Men anderledes kan det nu en Gang ikke blive - og SL begrunder forholdet med det nævnte og særprægede udtryk, at poesi er afsind: som den dunkle Undergrund for det altsammen skimtes Livet selv, (...) det Uudforskelige og Uudsigelige, Poesiens mystiske Hjerte, der afstedkommer de uforklarlige og uforenelige stemninger, der farver hans Digtning og giver den den sære Blanding af Sødme og Vildskab, som den har.