Bang, Herman EN DEJLIG DAG

"EN DEJLIG DAG"

I

Der var jo ingen, der fattede, hvordan det var gaaet til.

Da General af Varen havde faaet den Idé, at nu vilde han have Fru Sofie Simonin op at spille i sin Afkrog, og Telegrammet var kommet om, at Fruen skulde have den Ære - mod Erlæggelsen blot af 6000 Frcs., optalte i Finlands Bank - var jo Etvøs' sendt ud med Listerne naturligvis.

De gik med Listerne, hver Gang der var Komité - til Indsamling eller Basar eller Subskriptionsbal; hver Gang var jo de i Komitéerne for at ordne og for at løbe, begge to. Fruen: lille, sammenskrumpen, skuldersmal og lige op og ned som et Brædt, alting gik paa Figuren, Hoved og Hænder og Fødder og Munden med; Øjnene var det eneste, der ikke var med i al den Bevægelse og som ikke vidste, hvad Munden løb med, de brændte altid ligesom af en anden Bekymring dybt inde i deres Huler.

Og Adjunkten med Bukserne helt oppe om de magre Ben og Stilebøger i de udbulnede Lommer - saa Frakken slattede, mens han løb med Brystkassen og Mankehovedet frem som en Vædder, der gaar Storm. Manken og den vældige Brystkasse, det var egentlig det eneste, der var blevet tilbage af Studentersangeren Jakob Etvøs fra Helsingfors, som de kaldte Kæmpen ...

Etvøs' havde jo rendt, som sagt, nu med Sofie-Simonin-Abonnementet, som de plejede, og de var, da 306 hun skulde komme, paa Perronen som alle de andre: nogle af Komitéen var meget ubevægeligt stramme, nogle var trippende; kun Generalinden stod med den store Velkomstbuket og saá akkurat saa fornem-søvnig ud, som hun altid plejede.

Og saa var Fru Simonin kommen, lille, gemytlig og smilende, og hun havde nikket og hilst og talt og - kørte; i Generalens Vogn, med "Truppen", de to Herrer, og Adjunkten som Fjerdemand paa Generalens Plads i Vognen.

Herren maa vide, hvordan Etvøs var kommen derind; Fru Simonin havde kun let og Herrerne af Truppen havde let og Døren var slaaet til paa det Etvøs'ske Uldtørklæde - Uldtørklæder af Fru Etvøs' Strikning var Familien Etvøs' hovedsagelige Værn mod Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene; Generalen stod og saá lidt langt efter sin egen bortkørende Ekvipage, han var ikke naaet længer end til at gøre mange Buk foran Vogndøren.

Saa under Køreturen maa det vel være sket eller da de skiltes. Fru Simonin har vel sagt i sit Hjertes Uskyldighed :

- Ja - saa spiser vi hos Dem imorgen.

Hvad i al Verden vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem der var Hale i Komitéen.

Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelporten længe efter, at Fru Simonin var kommen af Vognen og op. Han vidste ikke rigtig, om han begreb:

De vilde spise hos ham i Morgen.

De vilde gøre ham den Ære at spise hos ham imorgen.

Han kunde slet ikke fange nogen rigtig klar Forestilling, men han bare løb, hjemad, hjem til Adolfa, hjem for at faa det sagt ... for der var jo nok noget, noget tyngende ved Æren ogsaa: Hr. Etvøs syntes rigtig, han begyndte at blive saa hed, mens han løb.

- Men Jakob, men Jakob, raabte Fruen, hun var endnu i Astrakans Stumpjakke og regerede med den 307 mindste. Det var saa svært for Fru Etvøs at komme baade i og af Tøjet; der var altid noget at løbe om i Krogene eller en af deres ni, som faldt og græd - til det sidste.

Etvøs bare satte sig haardt i en Stol. Han syntes næsten, han blev endnu mere stakaandet nu herinde, hvor de otte Rørstole stod og saá saa langt efter hinanden og Tapetet (Etvøs saá det nu) var sat paa i saa mange klistrede Bidder.

- Men Jakob, men Jakob - hva' er' et? Fruen blev staaende angst, med den mindste paa sin Arm.

- De spiser her imorgen, sagde Etvøs brat, som en Mand, der opgiver det hele.

- Hvem? De? spurgte Fru Etvøs, der slet ikke forstod. Hos Etvøs' spiste aldrig andre end de ni - og saa Pigen og Adjunkten det, der blev tilovers.

- Fruen - Fru Simonin - hun vil spise hos os.

Og maaske mest for at sprede lidt paa den alt tungere Luft begyndte Hr. Etvøs at tale meget højt - men i noget hakkende Sætninger - om Æren, den store Ære; de var jo ligefrem blevet foretrukne for Generalens.

Men Fru Etvøs hørte ikke. Hun havde først kun sat sig, mens hun saá paa Etvøs med et Par højst forskrækkede Øjne. Saa sagde hun i en stille, klagende Tone:

- Aa, men Jakob, hvordan kunde det gaa til? aa, men Jakob, hvordan gik det dog til?

At det var "gaaet til", det tvivlede Fru Etvøs ikke et Øjeblik paa. Hun var saa inderlig vant til, at det frygtelige maatte hænde.

Etvøs standsede med Æren og tørrede sig over Panden; han vidste selv ikke, hvordan det var gaaet til:

- Hun sagde, hun vilde spise hos os, gentog han bare pustende.

- Og Du si'er imorgen? sagde Fru Etvøs.

- Ja - min Pige.

308

Fru Etvøs førte, mens hun sad, sine magre Hænder over det tynde Haar ned imod Tindingerne. Det var hendes Vane, naar noget særdeles pinagtigt kom paa. I Aarenes Løb var det, som havde hun gravet de stakkels Tindinger ud til et Par Gruber, saa hule var de. Nu borede hun og borede hun:

- Aa - men, Jakob, her - aa, men, Jakob, her, sagde hun og slog ud med begge Hænderne.

Hun saá ud i Stuen fra Væg til Væg: nej, der var jo ikke ét konserveret Møbel.

Etvøs svarede ikke, han saá, at Skuepladsen var pauvre.

Der var stille lidt, Fru Etvøs var begyndt at gaa op og ned:

- Kan Du faa Forskud? spurgte hun saa sagte.

- Ja vel, min Pige, ja vel, min Pige - det gav et Sæt i Etvøs -: jeg maa jo, jeg maa jo, gentog han to Gange.

- Men to hundrede Mark, to hundrede Mark (Fru Etvøs sagde det i en Tone, som kunde ingen menneskelig Magt rejse den Sum), man gør det ikke under to hundrede Mark ....

Fru Etvøs tog en Storsum paa Slump; i Virkeligheden anede hun jo ikke, hvad "man gjorde det for": de havde ikke haft fremmede, siden Nr. tre af de ni blev døbt, og det var Etvøs' Kolleger til en "Smørgas".

Fru Etvøs blev ved at gaa frem og tilbage. Hun var allerede ganske i Selen under denne sidste Tilskikkelse:

- Saa maa hele Komitéen jo bedes, sagde hun med sin træt-grundende Stemme.

- Ja, min Pige, svarede Etvøs, der var blevet meget spag siden den Tale om Forskuddet.

Fru Etvøs tænkte: Aa, Maden var ikke det værste, Kogekonen kunde de ta'e. Men alt det andet, alt det andet .... bare Dugene - - Fru Etvøs troede saamæn ikke, hun havde to hele Duge.

- Gaar Du saa, Jakob, sagde hun i samme stille Tone: efter .... de Penge?

309

- Ja, min Pige, svarede Etvøs. Han rent ud svedte. Om Forskud kunde der slet ikke være Tale, og han vidste ikke mer, hvor de to hundrede skulde tages, end den sidst ankomne af de ni, der brølede midt paa Gulvet.

- Børn, Børn, tyssede den vandrende Fru Etvøs. Det var de otte, som rumsterede i Spisestuen.

- Ja, saa gaar jeg, sagde Adjunkten og stod op, han var saare tung i sine lange Ben. Fru Etvøs standsede lidt:

- De hundrede kunde Du maaske laane hos Cerlachius, sagde hun tøvende.

- Jeg havde tænkt det, sagde Etvøs. Han havde intet som helst tænkt. Men nu gik han for at forsøge.

Da han var gaaet, faldt Fru Etvøs et Øjeblik ned i den Stol, han havde forladt - naar det til daglig en sjælden Gang hændte, at Fru Etvøs kom til Sæde, saá det ud, som hun ganske knækkede -: det var som havde hun lutter Myrer oppe i sit Hoved:

- Aa - nej, nej, Maden er ikke det værste - aa nej, Maden er jo ikke det værste, blev hun ved at sige, mens hun sad med rokkende Hoved.

- Hva' er det? saa fo'r hun op. Der havde lydt et Bums fra Spisestuen, saa Træhuset gav sig i Fugerne. Det var en af de ni, som faldt ned.

- Silla, Silla, raabte Fru Etvøs paa Pigen.

- oii - - la ...

- Og jeg som er i Kaabe, sagde Fru Etvøs og tog sig forfjamsket op til Haaret. Fru Etvøs havde det hyppig med saadan pludselig at opdage, at hun befandt sig, til lidt urette Tid, i det eller det Klædningsstykke.

- Silla, Silla, blev hun ved at raabe, mens hun tog Kaaben af.

Silla viste sig med en Gulvklud: Der var bestandig en eller anden af de yngste, der havde været upaalidelig i en Krog.

310

- Ja, ja, sagde Fru Etvøs (alting var i Bevægelse paa hende nu igen): nu er der andet, nu er der andet...

Silla skulde til Lektors Frue og faa Adressen paa Kogekonen.

II

Adjunkt Etvøs havde faaet de 100 Mark til Tilbagebetaling senere, sagde Hr. Cerlachius godmodigt nok.

Da han kom hjem, var hele Huset i Oprør. I Gangen var alle Møbler stablede sammen - godt, at de kunde støtte hinanden. Alle Ungerne føg hvinende ud og ind, som var hele Huset én Rutschbane. I Stuen skrubbede Silla Gulv med samtlige sine Skørter ud over Hovedet, saa den yderlig let beklædte Bagdel vrikkede højt op i Vejret - af ophidset Iver.

Fru Etvøs sad i Spisestuen midt i "Dækketøjet".

- Fik Du dem? spurgte hun hastigt og saá op paa Jakob.

Der var noget eget bredt over Adjunkten, saa hun vidste straks, at noget havde han.

- De hundrede for i Dag, sagde han og skød de fem Mønter rask hen over Bordet.

- Naa - Gud ske Lov ...

Det kom som et Suk: det var da en undrende Draabe i hendes Bekymrings Hav.

- Gaa Du saa ind, Etvøs, sagde hun: Du har jo Stile.

Adjunkten fyldte saa svært, han var blevet saa kry og talte om Alverden, som de dog burde invitere:

- Og saa maa vi dekorere, sagde han, der maa jo pyntes op. Han slog med de lange Arme, malende, frem mod de gabende Vægge, som om han ophængte usynlige Guirlander:

- Kære Du, kære Du, sagde han, man gør meget med lidt.

- Ja, Etvøs, ja - - men gaa Du nu ind.

311

Der var jo ikke det tørre Sted at finde paa noget Gulv. Silla vaskede, saa der stod Skum af Vandstrømmene, og Emmeline, den ældste, gik i Sivsko og tørrede de større Møbler efter - der var saa mange glemte Femfingre rundt omkring paa de Etvøs'ske Mobilier.

Fru Etvøs havde Glassene fremme paa Bordet til Undersøgelse. Det var et sørgelig molesteret Kompagni; Fru Etvøs lagde træt Hænderne i sit Skød.

- Kære Du, sagde Etvøs, Glas lejer vi. Fru Etvøs saá, at de maatte leje:

- Ja, sagde hun, men det koster, Jakob.

Hr. Etvøs gik.

Straks efter viste der sig en mørkklædt, yderlig langstrakt Gestalt, som Fru Etvøs under megen Forskrækkelse fik placeret paa en Stol midt paa det vaade Gulv.

Det var Kogekonen, Madam Börner.

Hun blev ved at sidde tavs og vente med Øjnene paa Fruen og Hovedet strakt afværgende tilbage, mens Fru Etvøs stadig blev mer forskrækket: hun tænkte, Konen var fornærmet allerede. Man troede let det om Madam Börner, paa Grund af hendes ejendommelige Hovedstilling; i Virkeligheden var den kun en Vane fra Faget, hvor det gjaldt at holde Ansigtet frelst fra Stegepanden.

- Ja, sagde Fru Etvøs, vi skulde jo - hun talte, som undskyldte hun en Forseelse - se no'en hos os imorgen ... skulde vi ...

- Seksten, lagde hun til, i en Tone, som var det værste sagt.

Madam Börner nikkede kun. Saa sagde hun med en mat, trykket, gudhengiven Røst og Øjnene over paa Glassene:

- Hvor mange Serveringer? spurgte hun.

- Ja, ja, stammede Fru Etvøs, hvem Stemmen gjorde endnu mer forfjamsket: Hun anser det for ganske fortvivlet, sagde hun til sig selv.

312

- Ja, ja, sagde hun, det er forvænte Folk, meget forvænte Folk, Madam.

- Saa er det mindste seks, sagde Madam Börner i samme matte Tonefald. Der var bestandig noget ved Madam Börner, saa man syntes altid, hun ligesom talte med foldede Hænder.

- ja, svarede Fru Etvøs, der uafladelig rokkede paa Stolen; hun vilde svaret ja, om Madammen havde sagt seksten.

Madam Börner begyndte paa Spisesedlen og nævnede Retter og Biretter og "Garneringer" med en Stemme, som læste hun Landeplager op af en Pønitense (Stemmen havde Madam Börner af sin Sygdom: hun gik bestandig rundt med Saar paa Tarmene af den megen Sætten-Smag paa Mad), mens Fru Etvøs, der ingenting forstod, hun havde saa lidt Kogekunst ud over det daglige, blev ved at sige:

- Ja - naar det blot bliver pænt, naar det blot bliver pænt ... og pludselig slog hun Armene ligesom værnende rundt om de usalige Glas; hun syntes Madammen tog ikke Øjnene fra dem:

- Glassene lejer vi, sagde hun, ganske stakaandet Men Madam Börner blev kun ved i samme Moll en lang Stund, mens Fru Etvøs, der bestandig troede, at det specielt var deres Kasus, der laa saa tungt paa Madammen, blev mer og mer deprimeret - ogsaa af de mange Navne, Kogekonen førte i sin Mund - og sagde klagende:

- Ja, det bliver svært, det bliver saamæn svært...

- Og hvad vil det saa koste? spurgte hun med et Sæt.

Hendes Øjne fulgte angst Madammens haardhudede Fingre, som begyndte at bevæge sig, tællende paa Bordet, som spillede hun Øvelser paa et Klaver.

- Aa, vi hjælper os iaften med halvfjerdsindstyve Mark, erklærede Madammen, til at begynde med ...

Det gav et Ryk i Fru Etvøs, der følte ned til Pungen med de hundrede:

313

- Ja, sagde hun, dem vil jeg saa gi'e Dem straks; og hun lagde Guldstykkerne op paa Bordet, ét efter ét - Kendere tager saadan paa Antikviteter - mens hun pludselig fik Taarer i Øjnene.

Madam Börner tog dem:

- Hvor skal der saa spises? spurgte hun i samme Tonart som før.

Det var ikke til at sige, hvor denne bestandige stille Bekymring hos Madammen ængstede Fru Etvøs:

- Spises? - alle Ord kom som Stød fra hende - spises?

- Jo, der skulde jo spises her.

- Naa - saa, sagde Madam Börner, der maaske slet ikke hørte, men dog saá ud, som fik hun en ny Hjobspost for hvert Svar.

- Nej, ser De, nej, vi er jo ikke forberedte, det er jo kommet over os, det er jo kommet saadan over os, sagde Fru Etvøs.

Madam Börner bad kun, om hun maatte se Køkkenet.

Fru Etvøs havde i Stilhed længe skælvet for Køkkenet - Køkkenet var ikke Sillas bedste Side, og man kunde ikke sige, at der netop skinnede.

- Jo - Køkkenet, sagde hun, naturligvis .... Hun kom op fra Stolen.

- Børn, Børn, tyssede hun: Børn ...

De ni var efterhaanden stimlede sammen paa det vaade Gulv og fo'r hujende og særdeles forstyrrede op og ned ad Ryggene paa hinanden: de forstod, at der var Tale om Mad, om megen Mad.

- Emmeline, lys os, sagde Fru Etvøs; det er denne Vej, værsgod, denne Vej ... ja, vi er jo ikke forberedte ...

I Køkkenet havde Silla Bleer til Tørring paa fire Snore.

- Aa, Silla har nok lidt Smaastykker til Vask, lo Fru Etvøs og begyndte i sin Forlegenhed at pille de halvvaade Smaastykker ned, midt i Køkkenet.

314

- Det var Komfuret? spurgte Madam Börner kun.

- Ja, lys, Emmeline, lys ....

Emmeline holdt Lyset hen over et spinkelt "Stativ", der mestendels var dækket af nogle underlige Sækkelærreder, som Silla benævnede Forklæder: det var Komfuret.

- Fire Huller, sagde Madam Börner, der beregnede Felttoget, og saá ned paa Ildstedet med sine bekymrede Øjne.

- Ja, det er lidt rustent; lys Emmeline; det er lidt rustent, sagde Fru Etvøs, hvis Hjerte var helt snøret sammen: hun syntes, denne fremmede Kone saá deres Fattigdom lige ind i Sjælen foran dette ubrugte og vanrøgtede Komfur:

- Det er lidt rustent ... (Ringene paa de tre af Hullerne var ganske røde, de nøjedes med at koge paa det ene Hul hos Etvøs').

- Men, Porcellæn har vi, sagde hun fuldkommen umotiveret: et fuldstændigt Stel til atten, det Kronbergske Stel, blev hun ved, klamrende sig til Stellet, helt slaaet til Jorden foran dette røde Komfur:

- En Brudegave, sagde hun, fra det Kronbergske Hus.

Og hun begyndte pludselig at tale om det Kronbergske Hus, hvor hun havde været som en Datter (Fru Etvøs havde været der som Guvernante), da den gamle Greve levede og de rejste - ivrigt og febrilsk, pralende, i én Strøm, som vilde hun pynte op med alle de Kronbergske Ahner i sit tomme Køkken.

- Ja, saa Godnat, sagde Madam Börner, hvis Martyrium den grevelige Familie Kronberg ikke syntes at sprede: jeg møder Klokken syv.

- Godnat - lys, Emmeline, lys.

- Godnat.

Emmeline lyste Madam Börner. Saa blev Fru Etvøs i det kolde Køkken - hun sad og græd paa en gammel Blok ved det kolde Ildsted.

Saa kom der nogen listende i Mørket.

315

Det var Emmeline. Hun stod lidt ved Siden af den grædende Moder i Mørket. Saa tog hun hende ned om Hovedet:

- Mo'er, hviskede hun: hvorfor skal vi ogsaa ha'e de fremmede?

Og hun begyndte selv at græde, ganske stille. Fru Etvøs tog Hænderne bort fra sit Ansigt:

- Hys, sagde hun, jeg hører Fa'er; og de gik ind.

Etvøs var let at høre, for han raabte gennem alle Stuer, mens han løb op og ned, saa Benklæderne slubrede:

- Jo, de kommer, de kommer, sagde han, som om han endnu havde tvivlet paa Underet; jeg har været deroppe hos hende, sagde han og ligesom sænkede Stemmen.

- Men, Etvøs ....

- De bad mig, de bad mig jo, min Pige, værgede Etvøs for sig.

- Men Adolfa! som hun spillede, sagde han pludselig i en hel anden Tone og satte sig, overskrævs paa en Stol, med den graasprængte Manke frem, som hørte han Musikken endnu ....

Etvøs havde oppe paa Hotellet hos Fru Simonin - midt mellem Pelse og Kufferter og et halvtfortæret Maaltid og Kasser - siddet og hørt paa med Øjne som hos en hungrig Hund.

- De holder af Musik? havde Fruen sagt fuldkommen ligegyldig, mens hendes Fingre løb fra Skalaer til Lisztstumper.

Han kun nikkede, med Øjnene paa hendes Ansigt Hun lo, mens Fingrene fløj; og Tenoristen pakkede Slæbekjoler ud og bredte Skørter over Stolene og fandt Tøfler indpakkede i Laurbærkransebaand ... Hun faldt ind i en March og tog Finalen for at prøve Armene efter Rejsen:

- Hat nichts gelitten, sagde hun veltilfreds om sin Bechsteiner og lod Hænderne falde ned i sit Skød.

- Sie lieben das? sagde hun saa med al sin godmodige 316 Ligegyldighed og slog Knæene sammen under Kjolen, mens hun vendte sig paa Stolen og saá Etvøs - hun havde glemt ham, som han sad.

Adjunkten stirrede ubevægelig frem for sig midt mellem Pelse og Slæbeskørter - de stride Taarer løb ned ad hans Kinder.

.... Fru Etvøs var ikke oplagt til at dele Begejstring. Hun sagde kun:

- Kogekonen har været her.

- Naa, sagde Etvøs og vuggede med Hovedet

- Hun gik med de halvfjerdsindstyve Mark - til at begynde med ...

Det var som Etvøs vaagnede. Men saa sagde han:

- Vi har vel endelig ogsaa Kredit - hos de større Handlende.

Til daglig købte Familien ikke netop i de store Butikker - saa dér skyldte de ikke.

Fru Etvøs havde allerede tænkt paa det: hos Jakob Svensson kunde de vel faa paa Borg, og de havde næsten alt hos Jakob Svenssons.

- Jakob Svenssons har ogsaa Vine, sagde Adjunkten, som grundede.

- Ja, Jakob, nikkede Fru Etvøs: men det skal jodog en Gang betales. Adjunkten vidste det:

- Men nu maa vi se paa Æren, min Pige, sagde han og begyndte at gaa op og ned:

- Vi bliver seksten?

- Ja, svarede Fru Etvøs, hvis vi skal ha'e Lektorens med.

Adjunkten standsede midt i Stuen med fremstrakt Haand, og han sagde igen med nøjagtig samme Blik i Øjnene som før:

- Adolfa! saa hun spillede.

Fru Etvøs havde faaet Etvøs til Ro med samt de otte.

Det var saa besværligt med Etvøs, saalænge han var 317 oppe. Han enten huskede noget, eller han fik en "Idé" hvert femte Minut og gik saa og udviklede den, ud og ind, over de vaade Gulve.

Men nu var han kommen til Ro, og kun Emmeline var blevet oppe.

Hun hjalp til med at aftørre Stellet og tørrede varsomt og sindigt med ivrige Børns stramme Mund og Øjne, der stod stive i hendes Hoved - Tallerken paa Tallerken.

Fru Etvøs kom ikke langt med Arbejdet. Hvert Nu fo'r hun op og løb om med tomme Hænder.

- Listen, Listen - hvor er nu Listen?

Det var Fortegnelsen over Kogekonens "Kar". Den blev funden i Skabet, og grundende faldt Fru Etvøs hen over "Listen":

De kunde nok hverken laanes eller lejes.

- Mo'er, sagde Emmeline med sin eftertænksomme eller ligesom hemmelighedsfulde Mine - der var saa mange Ting, som hun og Moderen var vant til at hviske om og som de andre ikke skulde høre -:

- Hos Gerda's i Klubben har de saa mange Kar.

Men Fru Etvøs hørte det ikke. Det var da ogsaa, som skød iaften alle Tanker frem i Forvirring, paa én Gang, glemte og halvglemte og fra for længe siden. Hun tænkte paa den Kronbergske Tid, da de rejste ... Og hun tænkte paa Vinteren siden, da hun og Etvøs, de mødtes for første Gang, da han var Solosanger ved alle Festsalskoncerter ...

- Jo, Mo'er, sagde Emmeline igen; de har dem i Klubben. Hendes bekymrede Tanker syslede stadig med Karrene.

- Ja, min Pige; Fru Etvøs vaagnede:

- Aa, Gud, sagde hun: at vi ikke glemmer den Klods til det ene Klavérben. Det var en Tankeforbindelse med Festsalskoncerterne.

- Og gaa saa Du ind, Emmeline, gaa saa Du ind.

Emmeline rejste sig og lagde besindigt alting sammen.

Saa sagde hun og blev staaende ved Siden af sin Moder:

318

- Mo'er - tror Du, den Kogekone er ærlig?

- Vi maa haabe det, sukkede Fru Etvøs. Godnat, min Pige.

Fru Etvøs rejste sig. Hun vilde se, om Gulvet i Dagligstuen var tørt Med det løftede Lys stod hun midt i Stuen og saá sig om fra Plet til Plet.

Aldrig havde hun set den saa fattig.

De strammede Gardiner, som dog ikke rakte, Stolene, saa spredte, som dog ikke fyldte, Pynteklæderne til at dække, som Pigebørnene forærede hende til Jul - var de saa pauvre, saa latterlige ...

Ja - ja - ret var det. Her havde hun henslæbt sit Liv. Her havde hun født Børn, mens hun forgæves regnede, og ammet og visset og født igen og forgæves sparet; og født paany og altid "dækket" forgæves - mens alting blev udslidt og forfaldt ...

Og Etvøs - han bøjede kun Ryg som hun: fra Maaltid til Maaltid var hendes, fra Skole til Skole det var hans .... Men de elskede jo hinanden. Aa - ja, gjorde de? Hun vidste det ikke mere. Til at elske hørte der vel ogsaa Tanker. Og Fru Etvøs syntes, de kun sled, af Dagen i Dagen, med Gælden og med de ni, der skulde klædes og mættes.

Mat vendte Fru Etvøs om og gik ind i Sovekammeret. Adjunkten vaagnede og satte sig op i Sengen:

- Du, sagde han: hendes Billede hænger vi over Klaveret. Det var et af Sofie-Simonin-Billederne i Lystryk, der til Reklame var omdelt i Husene.

- Ja, Etvøs, svarede Fruen og lidt efter sov Adjunkten igen.

Fru Etvøs sad paa Sengekanten, da Emmeline løftede Hovedet henne fra sin Pude:

- Der er jo tretten Mark i Joakims Sparebøsse. Fru Etvøs havde tænkt paa det Joakimske Særeje.

- Ja, ja, Barn, sagde hun; men sov nu. Godnat.

- Godnat.

Fru Etvøs laa og stirrede ud i Mørket: nu skulde de 319 ikke løbe i Komitéer eller med Lister mer - nu skulde det være forbi ...

Men det var jo det, at Musikken, den havde nu været deres fælles Glæde .... Da græd de altid sammen, de stride Taarer.

Fru Etvøs var ved at blunde hen, med halvaabne Øjne; hun havde jo Harens Søvn: i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sengekanten ....

- Inga kunde ha'e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten - som de kom hos Kronbergs.

Saa slumrede hun hen.

Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjerte var trangt af bittert Nag.

III

Karrene fra Klubben var kommet, og i Køkkenet var Madam Börner i fuld Gang: hun gik rundt mellem sine Tilberedninger med en egen markeret Gudhengivenhed som en Diakonisse mellem sine Sygesenge.

Silla hakkede og Silla skar:

- De ska' vel ikke mer end putte det i Munden, sagde hun, mens Madam Börner lidt efter lidt blev ganske hjemme i Lokaliteterne: hun gav over Gryderne Silla en sammenhængende Fremstilling af sin Sygdoms Udvikling.

Det var Fru Etvøs, der forstyrrede den rolige Gænge.

Hun løb ud og ind hvert femte Minut for at spørge, om "Varerne fra Svensson" var kommet.

Etvøs lod jo ikke til saa meget som blot at ville høre om Penge (han bare gik og "dekorerede"); Fru Etvøs vendte tilbage til Spisestuen:

- Mo'er - er de kommet? hviskede Emmeline.

- Endnu ikke.

320

Og de sad igen, ventende, tæt ved Vinduet, med kolde Hænder - de kunde intet ta' sig til.

Fru Etvøs gik igen; hun vilde ikke spørge mer, hun gik kun lidt støjende om og væltede Laagene af "Karrene".

Madam Börner forstod saa vel: hun havde kogt i saa mange Huse.

- Ligger her lidt Drikkepenge? sagde hun. For De viser vel Drengen herind, naar han kommer?

- Aa ja, aa ja, sagde Fru Etvøs, hvis Ansigt lyste op, mens hun søgte nogle Skillinger.

- Aa, Tak, aa Tak, sagde hun og tog Madammen om Haandledene - hun vilde have trykket hendes Hænder: fra det Øjeblik forstod de to hinanden.

- Og det værste er, at man mister Smagen, sagde Madam Börner. Hun fortsatte til Silla om sin Sygdom, da Fru Etvøs var inde igen.

Fru Etvøs havde Kjolerne fremme - sin den sorte Silke og den hvide - bredte ud til Eftersyn over et Par Stole -:

- Mo'er - raabte Emmeline, dér er han.

Det var Drengen med Varerne: Denne Vej, denne Vej, sagde Fru Etvøs, der følte hele den gamle Angst, mens hun viste den ranglede Urtekræmmer ud gennem Spisestuen; og de lyttede begge, Emmeline og hun, til han gik - med sin Drikkeskilling.

Det var som Fru Etvøs vaagnede op, da Varerne var vel i Hus. Hun var inde hos Etvøs og saá paa "Dekorationerne" - det var Lystrykket og et Par besynderlige Hjørnesofaer, hvis Bestanddele var Sengemadratser og Pakkasser -:

- Ja, naar de blot vil ta'e til Takke ... saa gaar det jo nok, gaar det nok ... Hun var ude i Køkkenet, og "gik f Vejen, hvor hun stod:

- Ja, nu er der no'et at ta' af, sagde hun og stod og følte lykkelig rundt paa Varebunken og løftede Vinflaskerne, med et Par Øjne, der straalte: en hel Velsignelse, sagde hun.

321

Hun vandrede tilbage til Etvøs, der draperede Sofaerne:

- Aa, ja, Etvøs, sagde hun og sad et Øjeblik og saá frem for sig: En Afveksling er det jo.

- Adolfa, sagde Etvøs, der gik til og' fra og betragtede det fuldbyrdede:

- Det er en Ære - en uglemmelig Ære.

Hr. Etvøs svedte, som haglede det af ham.

Der blev ringet paa Gadedøren, og Fru Etvøs maatte ud for at lukke op. Det var Hofretspræsidentens Datter: en douce, glatbehandsket Dame, der nu paa tyvende Aar gik lydløs om i Præsidentens høje Embedsbolig og repræsenterede. Hun kom for at takke for Indbydelsen i den hemmelige Tanke at tilbyde et eller andet til Hjælp.

Men da hun var kommen til Sæde midt i Forvirringen - Fru Etvøs løb rundt om en Stol: her er saa uryddeligt, meget uryddeligt, for Etvøs dekorerer, opgav hun i Stilhed sin Tanke ... Det var bedre, det hele blev ensartet.

Etvøs stillede sig bag hendes Stol for at se, hvordan Arrangementet tog sig ud fra hendes Plads:

- Aa jo, vi gør, hvad vi kan, sagde han og slog fornøjet Manken frem og tilbage.

Emmeline vogtede, fra en Krog, mistænksomt paa Hofretspræsidentens Datter, saa længe hun var i Stuen.

Frøkenen maatte ind og se Stellet, der saá ud, som var det stillet til Auktion paa det lange Bord i den Etvøs'ske Spisestue:

- Men det er jo ingen Sag, sagde Frøkenen, naar man, som De, har Tingene.

Hun gik hjem, hvid af Forskrækkelse over de Etvøs'- ske Tilberedelser.

- Ligefrem paa Byens Vegne, sagde hun til Faderen, Præsidenten.

Fru Etvøs var vendt tilbage til de to Kjoler. Det blev til, at Inga skulde ind til Efterretten.

322

- Emmeline - er hun der?

Fru Etvøs var i Underliv og løb til og fra Sovekammeret. Det var Silla, der i sidste Nu var sendt til Hofretspræsidentens efter Servietter - man kunde ikke lade Ericsson, Lejetjeneren, det fremmede Menneske, haandtere de Etvøs'ske Mundviskere: de var ikke til saa kombinerede Faconer.

- Er hun der?

Silla kom ikke. Hun blev jo standset foran hver Gadedør af en Veninde, der skulde ha'e Beretning, vidt og bredt:

- Og Talg ska' de osse æde, sluttede Silla foragteligt og løb videre (hun mente de mange Stearinfundamenter, som Madam Börner kunstfærdigen udhuggede til at bære hendes gastronomiske Undere).

- Naa - hej for en Fart, raabte Veninden, som blev staaende i Gadedøren. Der var noget utænkelig altid jumbende ved Silla bagtil. Det skyldtes en Slags Halvkrinoline, som hun standhaftig bar gennem alle Modens Omvekslinger: hun gik aldrig paa Gaden uden hastig at iføre sig dette stærkt bevægelige Klædningsstykke.

- Nu er hun der, Mo'er, raabte Emmeline fra Vinduet.

- Aa - saa Gud ske Lov, sukkede Fru Etvøs, der i Sovekamret betragtede sin sorte Silke i Spejlet: den havde trukket sig i de fleste Sømme.

Emmeline synede den ogsaa - stille, forfra og bagfra. Saa sagde hun med sin betænksomme Stemme:

- Mo'er, vi kunde blække den.

- Aa, nej, aa, nej, værgede Fru Etvøs sig mat og knappede de øverste Knapper i Livet: der stod et Par Lommetørklædesnipper frem over Underlivet. Fru Etvøs maatte nødvendig hjælpe lidt efter paa Fladheden, naar hun var i den Silke.

- Men din Broche, Mo'er, mindede Emmeline. Brochen kom paa. Det var en stor rødmosset Mosaikamor, 323 som glad afskød sin Pil mod Beskueren. - Fru Etvøs bar den til alle Festiviteter.

Etvøs slog Døren op: Naa - er Du færdig? sagde han og skubbede hende bort fra Spejlet:

- Ja - naar de bare var her, fortsatte han, bare de alle var her ...

Det var Adjunktens Bekymring, at han ikke skulde faa hele Skaren sammen.

Fru Etvøs var inde i Spisestuen; hun arrangerede for hundrede Gang de mange Enebærkviste, hvormed hun havde fyldt de Kronbergske Opsatser.

Det slog et Par haarde Slag paa den yderste Dør. Det var Cerlachius, som sagde, han bare vilde se ind om, før han trak i Kisteklæderne.

Han smækkede med Tungen ad den megen Madlugt, og vilde løbe igen:

- Det er sandt, lille Frue, sagde han, Karlen kommer hen med no'en Flasker. Jeg tænkte, det kunde aldrig skade: Börner véd, hvad de skal drikkes til ...

Det var for at faa det sagt, han var kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs'ske Vinsorter.

Fru Etvøs fulgte ham ud.

- Mo'er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte dog en Smule Blæk, der paa det hvide i Ærmegabet.

IV

Det havde ringet.

De var der.

Alle Døre i det Etvøs'ske Paulun drønede paa én Gang op og i som under Jordskælv, saa alle Gulve rystede.

- Min Pige, skreg Etvøs fra Stuen: Du skal vel være inde. Selv løb han ud.

- Ja, ja, Etvøs - men Inga ... Det var, som de alle drejede rundt om hinanden - bevidstløse, et halvt Minut, ligesom Faar under Torden.

324

- Mo'er, hviskede Emmeline: Du skulde lade Tjeneren lukke op.

- Ja - ja, Barn, men hvor er han?

Ericsson fandtes i Køkkenet, hvor han fik mange Ordrer af Madam Börner, der havde iført sig en stor stram Kappe før Serveringen, tilsidst kom han ud og lukkede op.

Det var Fru Simonin med Truppen. Hun kom altid paa Slaget; det var en Slags Koncertvane, som hun bibeholdt ogsaa i Privathuse. Hun og de to Herrer fyldte hele Gangen med Pelse og kom endelig ind i Stuen, hvor der ingen var. Fru Simonin saá sig et Øjeblik om:

- Naa, det er her, sagde hun blot, vendt til Violinisten, og begyndte noget ublidt at stampe op og ned ad Gulvet i det Atlaskes Fodtøj - som om det var de andre, der havde fastslaaet det Etvøs'ske Festmaaltid.

Fru Etvøs dumpede brat ind - hun troede, Etvøs var her; hun hilste med to Kniks og maatte jo sige noget, mens de to Herrer bukkede, ... om "Æren - Æren" og ... "saa højt mod Nord", sagde hun hakkende og førte hjælpeløs den Mosaik-Amor frem og tilbage paa det flade Bryst.

- Ja, Billedet har vi, sagde hun saa fuldkommen ude af det, da Fru Simonin standsede under Lystrykket.

- Ich sehe das, sagde Fru Simonin meget tørt og blev ugenert ved at gaa op og ned, som gjaldt det at holde Varmen paa en Jernbaneperron: Hun blev mere og mere oplagt til at ta'e den Etvøs'ske Salon som en Fornærmelse, og Selvbeherskelse var ikke den Egenskab, der netop betegnede hende.

Fru Etvøs havde jo set det, knap hun var indenfor Døren: at Ovnen var glemt - eller havde hun tænkt, det vilde gi'e Varme nok af alle de Mennesker, naar de kom? ...

Hun vidste det ikke. Men nu var den glemt...

Etvøs kom ind med Handsker paa og bukkede - meget; men Fru Etvøs hørte slet ikke, hvad nogen 325 sagde, selv stod hun og talte Engelsk, med en underlig ligesom forgemt Accent, med en af Herrerne.

Det var Tenoristen, en ung Capoul-haaret Nordmand, Fru Simonin havde pousseret i St. Petersburg, og som svarede noget hen i Vejret paa sit Modersmaal.

Af de andre kom der stadig ingen, og de blev ved at tale. Fru Etvøs hørte Etvøs sige: Rubinstein.

Lidt efter var de begge komne ud i Spisestuen igen - de vidste vel ikke selv hvordan -:

- Ser Du, sagde Etvøs, der var fuldkommen febrilsk: at det er en meget behagelig Dame.

Fru Etvøs fandt hende ikke just behagelig, men hun havde overhovedet ikke ventet noget behageligt; hun stod foran Bordet og førte Hænderne over hinanden:

- Der er ikke i Ovnen, sagde hun blot.

- Men én maa vel være der inde, fo'r hun op igen og gik ind.

- Was meinen denn eigentlich die Kerls? hørte hun Fru Simonin sige højt henne ved Vinduet, hvor hun skændtes med Violinisten.

Det ringede; det var Generalens.

- Nu har vi dem, sagde Etvøs, der strejfede op og ned forbi Spisebordet: nu er de der. Han turde ikke gaa ind.

Det blev ved at ringe og der kom flere Gæster - fler og fler, Etvøs hørte Stemmerne i Gangen.

- Nu maa der rettes an, sagde Fru Etvøs, der kom ud, højrød i sit Hoved. Hr. Etvøs gav sig noget at bestille med Vinen og sagde:

- Hvordan gaar det, Adolfa?

- Der er kommet tolv, sagde hun blot igen og gik ud mod Køkkenet.

I den lille mørke Gang stod Emmeline, som ikke holdt det ud inde hos de andre: Er Generalens der, Mo'er? hviskede hun.

- Ja, svarede Fru Etvøs og gik ind i Køkkenet:

- Nu venter vi kun paa Lektorens, sagde hun hastig.

326

- Og de smaa Vandbakkelser, sagde Madam Börner, hvis Stemme fik ligesom en skarpere Klang, naar det nærmede sig Anretningen.

- Er de her ikke? sagde Fru Etvøs forvildet; hun vidste ikke, hvor hun skulde være: noget galt var der allevegne, og hun gik ind i Spisestuen igen og flyttede Tallerkenstabler og Flasker meningsløst rundt paa et Anretterbord i Krogen:

- Men jeg skal huske Anderssons, sagde hun (Anderssons var den svigtende Bager) en anden Gang, en anden Gang, sagde hun, som skulde Etvøs' have Diner igen i den kommende Uge.

- Mo'er^ hviskede Emmeline, der var fulgt ind med hende og lyttede ved Stuedøren: der er ingen, som taler.

- Nej, sagde Fru Etvøs overbevist.

- Jo - nu Frøken Zelchen, meldte Emmeline.

- Der skulde jo ha'e været lagt Papir, sagde Fru Etvøs ganske aandsfraværende og saá ned ad Anretter-' bordets Ben, der rokkede.

Døren gik. Det var Etvøs:

- Der mangler kun Lektorens, meldte han svedt og forpustet, som var det en Nyhed.

- Ja, men bliv dog derinde, sagde Fru Etvøs. Emmeline var stille gaaet hen og lagde Papir under Anretterbordets Ben.

Døren lukkede sig paany bag Etvøs, der igen gik over til Cerlachius og Herrerne, som, alt mens Ventetiden længedes, ligesom blev helt borte, som holdt de sig udenfor, med Ryggene mod Selskabet og Ansig-. terne ind i Væggen:

- Men jeg kan s'gu heller ikke forstaa, hvordan det er gaaet til, sagde Cerlachius, han var saamæn selv ganske svedt paa Adjunktens Vegne.

- Gamle Ven, sagde Etvøs, véd vi'et selv?

Der var igen en rum Tid ikke nogen anden, som sagde noget, end Frøken Zelchen, der stadig midt paa Gulvet førte en mager Konversation med to, tre Lokalspidser. 327 Generalen holdt sig uafbrudt ved Siden af Fru Simonin - der var meget tavs - ubevægelig, som stod han Skildvagt.

Og den lille danske Vicekonsul, en spinkel og jomfrunalsk Person, der stadig trippede i sine smaa Lakstøvler, sagde vist for tiende Gang :

- Men mon hun ikke hellere taler Fransk P Saa kom Lektorens. Der blev straks ligesom lidt friskere Luft over Selskabet - man vidste, det var de sidste - mens Lektorinden, en ualmindelig bred Dame i broncefarvet Atlask med meget selvlavet Point-Lace over Barmen, særdeles rank gik gennem hele Stuen og sagde til Generalen i en afgjort Tone, saa det hørtes gennem den ganske Stue:

- Vil De maaske forestille mig?

Fru Etvøs lukkede Spisestuedøren op, og de saá, der var tændt paa Bordet. Herrerne begyndte at røre paa sig for at finde Damer, og Etvøs slog i Hænderne. Fru von Linden, en blond og svær Landadelsdame, der omtrent maalte Højde med Generalen, kom noget tungt op fra en af de Etvøs'ske Fletstole:

- Naa - Gud give, det gaar, sagde hun inderlig velvillig og stillede sig op med Præsidenten: Etvøs skulde jo gaa i Forvejen med Fru Simonin. Hun stod midt i "Truppen" - hun var blevet noget mildere stemt ved Lyden af Forsamlingens mange klingende Navne, og for Resten var hun jo ogsaa ret vant til selskabelige Overraskelser -:

- Na - lustiges Nest, sagde hun med opskudte Skuldre paa sit Bayerisk til Violinisten, og gik med Etvøs.

Bogstavelig midt i Døren kilede en blond lille Spidsnæse med Lorgnet, der styrede Vicekonsulen til Bords, sig midt ind mellem Fru Simonin og Generalinden, der førtes af Grev Silfverhjelm af Toldvæsenet, og maalte Fru Simonin og hendes Diamantagraffer, som havde hele Fænomenet været livløst og udstillet i en Montre.

Fru Etvøs skulde have Tenoristen. Men først gik hun 328 hen og stak bagfra stille sin magre Haand ind under Frøken Zelchens Arm:

- Tak, sagde hun sagte. Hendes Øjne skinnede, som havde hun høj Feber.

De Kronbergske Skatte gyngede noget paa Festbordet, før Ben og Slæb kom til Ro og alle var til Sæde i to lidt ujævne Rækker - de Etvøs'ske Stole var jo af Højde lidt ulige.

Ericsson bød Suppen om under megen Højtidelighed.

Bag Fru Etvøs lukkedes Døren til Dagligstuen sagte. Det var Emmeline, som havde slæbt Birkebrænde ind gennem Forgangen og vilde lægge i Kakkelovnen.

De havde baaret et Par Retter ud og ind.

Byens Folk nærmest sad, som var de indbudte Tilhørere og ventede paa, hvad der maatte komme; og Truppen spiste.

Etvøs hørte man sige: Men De drikker jo ikke, kære Ven, De drikker jo ikke, og gøre mange Bommerter i de fremmede Tungemaal, som jo ogsaa dæmmede op for Konversationen, saa den kom kun som nogle meget lamme Brudstykker.

Fru Etvøs havde Sveddraaber paa Panden: hun saá alt som gennem et Slør.

- Der er ingen rigtig Munterhed, sagde hun med sin forlegne Stemme og løftede Glasset mod Lektorinden.

- Aa, synes De ikke, svarte Lektorinden med en Venlighed, der virkede ganske som et Dolkestød.

Truppen havde jo nok fortalt et Par Anekdoter, en hver - mens alle holdt inde med at spise undtagen Zelchens og Generalens - men saa blev der bare ganske stille en lang Stund efter.

- Mon de drikker noget? Drikker de no'et derhenne? sagde Fru Etvøs nu, hun ogsaa.

- Raskere, min Ven, raskere, hviskede hun til Ericsson.

Ericsson havde den Tilbøjelighed at standse lidt i Serveringen og ville høre, hvad der blev sagt.

329

Silla gik rundt med Saucene; hun lod Døren staa til den lille Gang, saa tætte Skyer stod fra det Madam Börner'ske Værksted ind i Stuen, hvor der i Forvejen var hedt nok, og Herrerne i Stilhed begyndte at blive rødhovedede.

Børnene begyndte man ogsaa at høre; de tog sig til, Gud maa vide hvad, Stolen brændte under Fru Etvøs, saadan som de larmede:

- Om jeg rejste mig, sagde hun over til Fru von Linden, da der pludselig lød et Bums, som satte en Vædder mod Døren til Gangen.

- Aa - det er Børnene, sagde Fru Etvøs, der kom op fra Sædet.

Der blev meget stille efter Plumpet, saa alle hørte Fru Simonin sige - det var noget af det første, hun havde sagt -:

- Sie haben Kinder? sagde hun højst uforstyrret.

- Ja, ni, sagde Etvøs.

- Neun.

Fru Simonin lagde Kniv og Gaffel fra sig og saá ned paa Fru Etvøs med uskrømtet Forbavselse.

- Sie Unglückliche, sagde hun saa i et Udraab, som kom det fra Hjertets Dyb.

De brast alle uvilkaarligt paa én Gang i Latter og lo, saa de dukkede frem over Bordet, men Fru Simonin, der ikke syntes, der var noget morsomt i det, raabte uforstyrret ind i Støjen:

- Ja, ich meine das, saa lo de igen højere end før. De holdt slet ikke op. Cerlachius, der blev ved at klukke, sagde:

- Ja - hun kan saagu ha'e Ret i det, og drak med Adjunkten.

De lo igen og begyndte at tale, mens de lo. Det var, som var der faldet en Sten fra Fru Etvøs' Hjerte: Præsidenten drak med hende og ogsaa Generalen løftede sit Glas; hun var af Glæde som et dryppende Blod.

Fru Simonin skød Diamantarmbaandene af sig og 330 puttede dem i et Glas: hun var kommen til sit Yndlingstema - Menneskeslægtens Formerelse.

Hendes lystige Bayrer-Dialekt lød over det hele - hun gik gladelig ind paa sit Emne med de dejlige Arme helt frem over Bordet. Herrerne saá kun hende med Busten som den bevægede Kalk af en stor hvid Blomst op over Kniplingerne, mens hun talte. Generalinden og Frøken Zelchen ligesom fjernede en lidt vel stærk Odeur med deres højtidelige Vifter.

Spidsnæsen sad som fra det Nu, hvor hun kom til Bords, med Handskerne ved Siden af sig og væbnet med Lorgnetten, som havde hun anbragt sig i et Parket.

Lektorinden sagde stramt til sin Herre, der ikke hørte det:

- At hun havde ventet dette af saadanne omkringrejsende Damer.

- Gott, dass die Weiber sich dazu hergeben, blev Fru Simonin ved og løftede Armene i Forbavselse.

Fru Linden lo omkap med Herrerne og satte begge Albuerne paa Bordet: "Glad Person", sagde hun til Præsidenten, der havde skudt Guldbrillerne op og saá paa Fru Simonin med de blotte Øjne.

Turen kom til Cerlachius' gode Bourgogne, og Alverden drak med Etvøs, der sad bred af Lykke paa sin Stol: Tak, kære Venner, Tak, kære Venner, sagde han og slog ud med Haanden.

Og Fru Etvøs sagde til Tenoristen med et lille, endnu frygtsomt Smil:

- Nu tror jeg dog ikke, hun keder sig saa meget, og da Tenoren var vis paa det modsatte, sagde hun og smilede saa lykkelig med helt aaben Mund:

- Aa, Gud ske Lov - tror De, tror De? ...

Silfverhjelm drak forstaaende med Cerlachius - han kendte Bourgognen - og Violinisten lagde i Vej med en Historie, som alle hørte under Latter. Fru Simonin havde det oppe ved sin Bordende mellem Etvøs og Generalen saa hyggeligt som i en Kakkelovnskrog.

331

- Ja, wer nur jetzt ein gutes Glas Bier hatte, sagde hun, som var det Højden af Velvære. Etvøs saá lidt uvist paa hende.

- Men det kan jo skaffes, sagde han saa og rejste sig, lidt usikker var han, da han kom op.

- Hvilket? hvilket, Etvøs? spurgte Fru Etvøs urolig nedefra.

Og Spidsnæsen, der ikke heller havde hørt, spurgte højt og med fremstrakt Hals:

- Hvad vil hun ha'e?

- Ach - a' Glas Bier, sagde Fru Simonin yderlig beroligende. Ved Generalindens Bordside blev der mere og mere tavst; de udspilede Vifter virkede næsten som en Slags Stakit.

Etvøs var ude. Dørene lod han staa.

- Er der Øl? sagde han forvirret og løb rundt, som kunde han finde Øllet et eller andetsteds paa Bordene. Har vi Øl?

- Hvad? sagde Madam Börner, der var ved den søde Budding.

- Hun ønsker Øl, sagde Etvøs, der forfjamsket rodede i sine tomme Lommer.

Og de andre gentog det, ganske hallucinerede af dette højst simple Ord, mens ogsaa de begyndte at bevæge sig sanseløst rundt.

- Ja - Silla har vel Penge, sagde Etvøs, der brat brød af: Men rask - rask - - sagde han og løb ind. Inde havde Fru Etvøs faaet Ericsson fat:

- Emmeline har Penge, hviskede hun og sendte ham ud. Gustav Adolf af de ni sprang efter Øllet.

Der var blevet ligesom lidt mere stille igen, og Fru Simonin, der havde set let ned over Generalindens Række (Generalinden var en født Prinsesse Trubetzkoi og hun tilbragte sin finske Forvisning med et Udtryk i Ansigtet som en Potentat, der døjer en Gallaforestilling hos en mindre Fætter og i et Sprog, han ikke fatter), slog over i Fransken og bragte Generalinden en Hilsen fra Fyrstinde Ghika, som hun netop havde truffet i Paris.

332

Hun blev ved at tale Fransk, mens hun sprang over til Rumænien og fortalte om Dronning Elisabeth - la charmante femme! - og Hoffet i Bukarest.

- Rene Tyve er de i det Hul, sagde Violinisten kort og han begyndte at fortælle en Anekdote om Hofmarschallen i Rumænien, der havde stjaalet det Armbaand, Dronningen vilde skænke Fru Simonin. Fru Simonin hørte ikke: hun blev ved at konversere Generalinden, der lidt efter lidt tøede op og spurgte, om en Agraf af Perler paa Fru Simonins Skulder hørte til en Garniture - hvad den ikke gjorde, den var en Gave fra Hendes Majestæt Dronningen af Spanien:

Des perles exquises - n'est-ce-pas, madame?

Generalinden faldt hen i Lovtaler over Perlerne. Og Fru Simonin kaldte - Etvøs var ude igen at se om Øllet -:

- Ôtez ça, sagde hun, og han løste Agraffen, der begyndte at gaa rundt, mens Fru Simonin igen slog over i Tysken og fortalte om, hvordan hun havde spillet Billard med Majestæten Kong Alfons.

Agraffen gik fra Haand til Haand, mens Fru Simonin blev ved at fortælle, saa det summede med kongelige Navne rundt om de kronbergske Opsatser, og alle hørte til med glade og skinnende Ansigter, som faldt al den Hof-Sol paa dem selv, der var her til Bords med Berømtheden.

En efter en følte atter Trang til at drikke med Værtens, og der var en stadig Nikken og Skaalen over Bordet med Tak og Tak tilbage - kun Lektorinden sad lige upaavirket og holdt Agraffen fra sig, som om den lugtede stygt:

Naa, lad os hellere sige, den er fra en Prins, sagde hun og lod den gaa videre, saa Fru Etvøs fik den i sine magre Fingre: hun kendte ikke Livet igen, syntes hun, Fru Etvøs.

- Aa - at det skulde kunne hænde hos os, sagde hun og sad og drejede Perlesmykket i sin Haand.

- Mais, madame, vous oubliez votre bock, sagde 333 Generalinden og pegede med et affabelt Smil over paa den ankomne Flaske, som Fru Simonin lod staa.

De havde naaet Stegen, som Ericsson, der havde faaet tømt adskillige Vinrester paa Marchen gennem den lille Gang, bød om med smaa opmuntrende Skulderknubs til Kendinger - Ericsson havde den Vane at protegere visse Yndlinge under Serveringen - og Fru Etvøs tænkte pludselig paa Inga og rejste sig stille, da Etvøs med ét stod op; og hun satte sig igen, som blev hun trykket til Jorden:

- Etvøs vilde tale.

- Nu skaaler Adjunkten, raabte Silla, der bar Kompotten, i Forbifart og slog Døren op til Indelukket, hvor Emmeline sad paa Sengekanten ved et Lys i en Flaske og sled med den Hvide: der skulde med Blonder dækkes en sidste Rift, mens Inga kuldegysende ventede i det lille Skørt:

- Nu skaaler Adjunkten, hørte man Silla igen i Køkkenet.

Emmeline sad ganske stiv, foran Lyset, med Hænderne i sit Skød - man hørte alt gennem de aabnede Døre.

Etvøs stod lidt, saa sagde han med en meget lav Stemme og lige tæt ind paa Fru Simonin:

- Jeg vilde kun takke Dem - takke Dem, fordi De i Dag har givet os Glæde og Glans - - og Glans, gentog han endnu sagtere, mens han stirrede frem over Bordet og tav igen, han fandt ikke flere Ord.

Der var stille lidt. Saa raabte de alle Hurra, ni Gange og alle Herrerne brød op, under Støj, for at klinke med Fru Simonin.

Fru Etvøs sad og saá op mod hende, der smilte over alle de bukkende Ansigter - ogsaa Generalinden havde rejst sig i sin Silke:

- Hvor De maa være lykkelig, sagde Fru Etvøs halvsagte og dvælende til Tenoren og tog ikke Øjnene derfra.

334

- Aa, nej, svarede han kun langsomt og stirrede, han ogsaa, frem for sig - men en anden Vej.

Inga var inde ved Efterretten. Mens hun gik fra Skød til Skød, kom Fru Simonin i Tanker om sin Agraf. Den fandtes landet hos Vicekonsulens Dame: hun havde ikke kunnet skille sig fra den.

De brød op fra Bordet, og der blev en høj Takken fra alle Stuer, Hvor alle talte, muntre og mætte, og Etvøs gik fra Favn til Favn: -

- Tak, min Bro'er, sagde Silfverhjelm og slog Adjunkten fast paa begge Skulderblade.

Fru Etvøs gik mellem Damerne fra Haand til Haand.

- Dejlig Dag, sagde Fru Linden og trykkede hendes Fingre med sine svære Hænder, før hun tungt faldt ned paa et af de Etvøs'ske Arrangementer:

- Aa, Gud ske Lov, sagde hun og sukkede langt og befriet.

Fru Etvøs var gaaet videre. Hvad hver enkelt sagde,, hørte hun slet ikke, men hun saá dem smile og vidste, det var venligt - mens hun ligesom gled fra Kreds til Kreds. Hos Lektorinden stod der ogsaa to Damer, som tog hende længe i Haanden og talte om, hvor godt alt var gaaet:

- Og det er ikke let, naar man tilmed maa laane sig frem, sagde Lektorinden.

- Aa, nej, brød Fru Etvøs ud og trykkede hendes Haand fast, hun var altfor lykkelig til at føle nogen Brod. Hun gik forbi Fru Simonin - der med Truppen havde trukket sig lidt tilbage imod Vinduerne: Na, Kinder, sagde hun, schwer mit so verschiedenen Wölfen zu heulen - og hun gik hen og tog Cerlachius i begge Hænder. Hun sagde ingen Ting, men stod bare og saá ham taknemmelig op i det røde og runde Ansigt.

Der blev stort Spektakel. Herrerne gik allerede i Gang med megen Cognac, og Violinisten gjorde Behændighedskunster med en Underkop midt i en Kreds af Damer. Silla, der skulde samle Kaffekopper sammen, mønstrede, med den fyldte Bakke støttet mod sin Mave, 335 nøje hver enkelts Toilettepragt, og Grev Silfverhjelm vilde, ført af Ericsson, ud at komplimentere Madam Börner.

Alle Døre var aabne, det var, som det hele Hus flød i ét i den festlige Glæde. Inderst saá man et Øjeblik Emmeline, der uddelte Rationer til de otte ved Lyset i Flasken, ved Fodenden af Sengene ...

- Nu er De tilfreds, sagde den lille Tenorist, der stod ved Siden af Fru Etvøs.

- Ja, sagde hun og lo ham lige op i Ansigtet som et Barn.

V

Fru Simonin gabede adskilligt bag sin Vifte.

Nu havde hun til Afveksling flyttet sig over mod Kakkelovnen - den var glohed nu, takket være Emmeline - og stod med et Par Herrer, hvoraf den ene var Vicekonsulen:

- Altes Ding, sagde hun for at komme løs igen og pegede paa Klaveret.

Hun slog et Par Toner an, idet hun gik forbi, og endnu et Par:

- Sie, Berg, sagde hun med ét interesseret: høren Sie doch, es klingt wie eine Spinette.

Hun skubbede til Pianostolen og satte sig, mens hun blev ved at tage nogle Akkorder.

Der var ingen der vidste, hvordan Frøken Blanck, Spidsnæsen, pludselig var kommen forrest og sad to Skridt foran alle andre, i en Fletstol med sin Lorgnet.

Stille var der blevet som med ét Slag. Etvøs stod ved Siden af sin Kone:

- Adolfa, Adolfa, blev han ved at hviske, mens han krampagtig klemte om hendes Haandled.

Fru Simonin slog over i et lille Stykke af Haydn.

- Klingt doch lustig? was? sagde hun, da det var ude.

Ingen svarede, og hun spillede igen - en lille Ting. 336 af Scarlatti. Fru Etvøs saá ud, som saá hun et bibelsk Syn midt i sin egen Dagligstue.

Fru Simonin holdt op og slog kun endnu lidt i Tasterne :

- Singt denn hier Niemand? sagde hun i en Tone, saa hun kunde lige saa godt have spurgt, om muligen ikke nogen af Herskaberne gik paa Hænderne.

- Jo - Hr. Etvøs sang ...

- Hr. Etvøs er Stedets Tenor, sagde Vicekonsulen, der læspede.

- Dann singen Sie doch etwas, sagde Fru Simonin i ganske den samme Tone og blev ved at slaa Knips til Tasterne.

Etvøs var blevet saa bleg som et Lagen:

- Det kunde der jo slet ikke være Tale om, sagde han, og førte de svedige Hænder hen over hinanden: at synge for hende (han kunde knap faa Ordene frem) - ja, hvis han havde no'et - om han blot havde no'et.

- Men - og han gik nærmere til Klaveret - det var altsammen gammelt, hvad han havde ...

Selskabet nedlagde dæmpede Indsigelser. Fru Etvøs stod bag Ryggen af sin Mand og trippede ligesom han, mens hun bevægede Læberne til Ord, som ingen hørte.

- Om han ikke vil synge, sagde Fru von Linden mat og lagde Hænderne tungt i sit Skød.

- Og nu efter Maden, sagde Etvøs, i den tunge Luft ... Og hvem skulde akkompagnere?

- Ah - ich, sagde Fru Simonin i den samme Tone som før.

- Syng Alfredo sagde Fru Etvøs, der stadig stod lige bag sin Mand og næppe fik Ordene frem af Bevægelse.

- Ja, ja, sagde Etvøs, der ikke saá Noderne: men hvor er den?

Fru Etvøs var borte. Hun var efter Pastillerne og saa det lunkne Vand til at rense Munden med.

- Men denne Luft, sagde Etvøs, og nu er der tilmed lagt i.

Han tænkte paa at aabne et Vindu i Spisestuen, og 337 han løb ud i sin Forvirring, gennem alle Rum ind i Sovekamret:

- Hvem har da ogsaa lagt i, raabte han, saa man kan kvæles derinde?

- Jeg, Fa'er, sagde Emmeline.

- Naa - altid skal ogsaa Du gøre, hvad ingen be'er Dig om.

Etvøs gik bort fra Spejlet, hvor han havde ordnet sig som en Aktør i en Foyer.

- Altid, sagde han igen og gik.

Emmeline havde ikke svaret. Langsomt begyndte det at svide i hendes Øjne: saa græd hun ganske stille, siddende i Krogen ved sin Seng - hun havde gennemgaaet saa mange Sindsbevægelser i disse fire og tyve Timer.

Fru Etvøs kom med det lunkne Vand:

- Aa, Emmeline, sagde hun undskyldende, Fa'er skal jo synge.

Han var allerede begyndt, og Fru Etvøs blev staaende. De lyttede begge to, Moder og Datter, med fremadbøjede Hoveder, ubevægelige:

- Han er ved Stemme, hviskede Fru Etvøs med et Smil, og de lyttedr igen.

- Nu kommer det Sted, sagde Fru Etvøs og tog Emmeline om Armen. Det var en Passage, som det ikke faldt Jakob Etvøs saa let at komme over netop med Brysttone.

- Ja, han er ved Stemme, gentog hun igen og smilte: Stedet var klaret.

Da Etvøs holdt op, klappede de alle, og Fru Etvøs slap Emmeline, dirrende af Bevægelse; som vilde hun hastigt ind i Støjen, aabnede hun Døren og gik ind i Lyset. Etvøs straalede og sagde:

- Ja - naar man bliver saaledes akkompagneret, og famlede om nye Noder.

- Er hat gelernt, sagde Violinisten, der gik frem mod Fru Etvøs.

- Ja - studeret har min Mand, sagde hun.

338

Kun Silfverhjelm sagde til Cerlachius:

- Ja - jeg er nu ikke musikalsk, og vendte tilbage til Spisestuen, hvor Emmeline var listet frem: hun vilde se sin Fader.

Etvøs begyndte at synge igen - vendt imod Selskabet - purpurrød, gyngende med Kroppen, slyngende de slidte Toner ud, højere og højere med straalende Ansigt, rent borte, mens Fru Simonin lidt efter lidt ligesom blev ganske Automat - med Hovedet paa skæv - og kun lod Hænderne gaa op og ned ad Tangenterne.

Tenoristen maatte i Skjul. Han søgte til Etvøs' Værelse, hvor der brændte en stille Lampe.

Men bag Døren stødte han paa Fru Etvøs, der sad gemt, stirrende gennem Sprækken, med rokkende Hoved, ind paa Manden, der sang.

Tenoristen blev forvirret og vilde sige noget - et Adjektiv om Sangeren, men fik ikke Tid, Fru Etvøs stod pludselig op og fik ham med ét ned paa en Stol og begyndte at tale - til ham, den vildfremmede, den ligegyldige, om deres Liv, det trange Liv, deres Tilværelse, saa smaat, saa smaat, sagde hun.

- Og der er ingen Forandring, sagde hun, i de lange Aar. Hun gentog Ordene, som talte hun til sig selv, og hun saá atter paa ham, med Ansigtet ind i hans, vedblivende at tale, febrilsk og hastig fortællende om deres Ungdom, at hun havde rejst - dér ude, dér ude, sagde hun; om Etvøs, hvad han vilde, hvad han havde tænkt:

- At bryde ud - for der var Kræfter, sagde hun og førte de udspilede Hænder som to trætte Hamre op og ned mod sine Knæ.

- Og saa sidder man her, sagde hun pludselig og stirrede ham ind i Ansigtet med et Par Øjne, der intet saá: her ...

Hun skød Døren til - derinde blev Etvøs ved at synge, sang Arie paa Arie, alle Herrer var flyttede til Spisestuen nu - og hun blev ved at holde Tenoristen 339 fast med samme Strøm af Ord, bøjende sig frem imod ham, holdende om hans Hænder:

- Saa bli'r det Længsel, forstaar De, den lange Længsel, forstaar De, mens man sidder her Aar efter Aar ...

Pludseligt brød Taarerne ud af hendes Øjne, og hun græd, sagte og ustandseligt, bestandig med Ansigtet vendt imod ham.

Den lille Tenorist havde ikke rørt sig, han vidste ikke et Ord at sige, sagde kun og bukkede halvt:

- Ja, man forstaar jo, forstaar jo ... at her er indskrænket, Frue.

Ude i Stuen var Etvøs holdt op med at synge, og alle Mennesker talte i Munden paa hinanden. Med ét slog Fru Etvøs Døren helt op igen:

- Nu er de nok færdige, sagde hun og søgte at betvinge sig, Tenoristen kun bukkede og gik uden Ord; Etvøs var gaaet ind i Spisestuen, hvor alle klappede; han ligesom førte Haanden hen over Lektor og Cerlachius:

- Nu har man for Resten først Røsten, sagde han og slog sig ind mod Struben.

Saa vendte han tilbage til Stuen, og Damerne samledes i en Kreds for at sige ham Behageligheder:

- Nej vist, sagde han, man har jo ikke glemt alt: det blusser op i de begejstrede Øjeblikke.

Men pludselig blev han distræt og stod og stirrede med et Par tomme Øjne, til han brød ud af Kredsen med et brat: Undskyld. Han havde faaet Øje paa Violinisten, der endnu ikke havde udtalt sig.

Han skød hen imod Violinspilleren med mange sære Kast med Hovedet, og han begyndte en Samtale om Kunstsang: han vidste ikke, hvordan de Folk ansatte Tonen.

Og midt i det sagde han med et kort lille Nik - halvhøjt, saadan som Kolleger imellem -:

- Naa - hvordan var'et saa? Violinisten saá først lidt paa ham - han havde ikke 340 mere Tanken ved de Étvøs'ske Ydelser - før han sagde:

- Jo, det er en overordentlig udholdende Stemme. Der gik et Lys op over Etvøs' Ansigt:

- Ikke sandt? sagde han og nikkede med et ubeskrivelig tilfredsstillet Tonefald:

- Man véd dog noget om Sang, sagde han og talte længe om, hvordan han satte Tonen.

Generalinden havde allerede faaet Overkastet om sig for at bryde op, og Fru Simonin kom op af Stolen, lidt vel hastigt:

- Ja - gehen wir, sagde hun og tog et langt Ryk i sine Handsker.

Der blev et stort Opbrud af alle Damer, mens Fru Etvøs kom ind fra Adjunktens Stue:

- Allerede, sagde hun, men skal det være allerede...

- Saa brat det kom, sagde hun og tog Haand efter Haand.

- Naa, De maa s a am æ n være træt, sagde Fru Linden og slog hende ned paa begge Skuldre.

- Aa, nej, aa, nej, sagde Fru Etvøs kun og rystede paa Hovedet, mens hun beholdt hver enkelt Haand, som vilde hun slet ikke slippe den:

- Men det er slet ikke saa silde, sagde hun til Lektorinden.

Døren til Gangen stod aaben, som gennem en Taage saá hun Damerne en efter en forsvinde ind i de store Kaaber ...

Men Herrerne var ikke saadan straks til at faa med, de drak endnu, de raabte ogsaa Hurra for hende, og hun drak med et Øjeblik - til ogsaa de var ude, og hun hørte dem bare tumle i den yderste Gang:

Det var Cerlachius' Stemme:

- Saa drak vi det festlige Bæger, sagde han. Nu slog Gadedøren i.

Fru Etvøs hørte endnu Stemmerne langs ad Gaden. Saa blev ogsaa dér stille.

Længe gik hun om, som lyttede hun endnu efter den 341 døde Støj - rundt om stod Fletstolene forladte, Bordet var fuldt af de halvtømte Glas.

Lysene i Stagerne slukkede hun, et efter et - af økonomisk Vane - saa kun Lampen brændte og der blev halvmørkt igen.

Men saa faldt hun pludselig sammen, og hun græd igen, med Hovedet ned mod det gamle Klaver.

Det var Silla, der vækkede hende. Madam Börner ventede paa at sige Farvel.

Fru Etvøs gik ud i Køkkenet, hvor Madam Börner sad meget tilknappet ved Vandspanden: Hun takkede saa mange, mange Gange, sagde hun med sin Stemme, der var usikker af Graaden endnu.

- Det var ogsaa den store Bryllupsanretning, sagde Madam Börner, der ikke bevægede sig.

- Men det har da ingen Hast, sagde Fru Etvøs, der satte sig paa Blokken og tog Kogekonens Hænder, hendes ogsaa: man kan vel tale lidt, sagde hun, det er da ikke saa silde ...

Men Madam Börner havde Hast: Det var ikke for sin Fornøjelse, hun kogte rundt om - med sin Sygdom. Men man havde Børn, syv Børn, og Börner, han var ikke paalidelig. Og værst var'et de Dage, hun var ude.

Madam Börner sad og talte i én Tone med Øjnene i sit Skød.

Fru Etvøs hørte knap, hun sad kun, med Ansigtet ved Siden af Madammens, og rystede paa Hovedet; hun vidste, det var en Vise om Elende:

- Ja vel, ja vel, sagde hun ligesom et Omkvæd og blev ved at bevæge Hovedet som et Akkompagnement.

Men saa vaagnede hun og sagde: Men har De faaet no'et? ... De har jo ikke faaet no'et - med hjem. Der er da Munde nok, som maa smage ...

Og hun begyndte at pakke ind, Stykke paa Stykke af Levningerne, i en Kurv.

Saa gik Madam Börner, og ogsaa i Køkkenet var der tomt.

342

Gæsterne gik hjem ad Gaderne. Lektorinden tog lidt haardt om Armen af Lektor:

- Hun var dejlig, Louise, sagde Lektor og standsede under en Lygte.

- Hun var nøgen, Kalle, svarede blot Lektorinden. Lektor gik duknakket videre i Tavshed. Da hun aabnede Gadedøren, sagde Lektorinden afsluttende og drejede haardt i Laasen:

- Det er Cerlachius, der har betalt. Spidsnæsen blev fulgt af den danske Vicekonsul, der nu paa Hjemvejen var fuld af franske Adjektiver:

- Det siger jeg, sagde Frøkenen: hun er ikke proper.

.... Generalinden var længst hjemvendt og tog Haarblomsterne af foran sit Spejl. Da hun løste den sidste Blomst, sagde hun og skød Skuldrene op, mens hun vendte sig om til Generalen:

- C'est bonnet blanc et blanc bonnet.

Fru Simonin hvilede, oppe i sin Stue, ud i en Slaabrok. Længe betragtede hun Spidsen af sine Tøfler: i Morgen var det hos Generalens, der skulde spises.

Saa slog hun Hælene sammen og sagde resigneret:

- Na - am End', sie haben ihr Geld bezahlt.

Etvøs havde fulgt Tenoristen, der helst vilde gaa til Hotellet. Han var endnu ved Kunstsangen og vidste ikke, hvordan Folk behandlede deres Instrument.

Han standsede ved hvert tiende Skridt.

Da de endelig skiltes ved Hotelporten, sagde Etvøs hastigt og saá hen over Sangeren:

- Mon det var for silde at bryde ud?

Og da Tenoren øjensynlig ikke forstod, sagde han:

- Jeg mener at bygge paa denne her? og pegede hurtig paa sin Strube.

- Men hvorfor vel? sagde Tenoristen og blev blodrød.

Etvøs blev ved at gaa op og ned i Gaden, længe.

Da han endelig kom hjem, var han endnu i Ekstase, men tilsidst kom dog alle i Seng.

343

Faderen sov allerede, da Emmeline rejste sig halvt op fra sin Madrats:

- Mo'er, hviskede hun.

- Ja.

- Jeg hørte Frøken von Zelchen sige noget.

- Hvad da, hviskede Moderen.

- At det var en udmærket Dag, sagde hun til sin Fa'er.

- Hvor hørte Du det? hviskede Fru Etvøs tilbage.

- Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline.

Fru Etvøs laa og smilte:

- Godnat, Barn.

- Godnat.

Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde koncertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer - hun kendte ikke deres Navne.)

Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol - saadan et Par fattigbladede, blege no'en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid.

Etvøs havde jo ikke Tid - han var paa Vejen til sin Skole.

Men i en af Gaderne, som Jernbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat.

Det var Etvøs med to af de ni, der løb til Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner.