FRAGMENT
✂ Der var en forunderlig Duft over dette Værelse, ikke af Hyacinther eller Heliotroper eller af Roser, i det hele taget ikke af Blomster - nej, det var som i den lune Luft hvert enkelt Gardin, hvert enkelt af de mørkerøde Forhæng, af Bordenes tunge Tæpper og af Chaiselonguernes Puder udaandede en sødligthidsende Vellugt, saa Luften blev tung, og man aandede vanskeligt...
✂ Der gives Dage sent i August mod Sommerens Slutning, hvor Heden er kvælende, Luften svanger med Torden; og alle Blomster dufter stærkere, Heliotroper og de sildige Jasminer, mere berusende, mer betagende.
✂ Og de Dage er paa samme Tid vor Sommers Farvel og Sommerens Fuldkommelse.
✂ Lyset fra den høje Lampe forvilder sig i Portierernes dunkelrøde Atlask, glimrer og funkler mellem Etagerernes Nipsting, lægger sig kælent over Divanens Blødhed; og det mørkerøde Atlask gækker og leger med Lyset og dets Straaler ligesom en glødende Drue, der funkler i et Genskin fra Solen, selv i Vinstokkens dækkende Skumring. Saaledes gløder gennem det dæmpede Lys Dørenes Forhæng, Bordenes Tæpper og Stolenes Silke... Skæret fra Kaminen glider ud og ind, legende muntert med Tæppets Rosenbuketter. Lys og Skygge veksler paa Kamintæppets Panterskind, Mørkets Linjer bøjer sig fremad og viger.
✂ Kun ned over Bordet og ham, der sidder bøjet over Bogen, gyder den høje Lampe sit stærke Lys. Han et Barn endnu med Barnets bløde Træk og Kinder, fint 27 dunede som en Kvindes. Den Gang, da Fortidens Mester skulde mejsle den unge Augustus, gav han ham denne Pande og disse Læber. Og de store Øjne ser drømmende fremad, som om de bestandig ventede Svar paa et Spørgsmaal. Et Barn endnu - selv hans Stemme klinger dæmpet som en Kvindes, indsmigrende som et Barns, naar det beder ...
✂ Hun sidder lænet tilbage i Sofaens Puder og lytter med Hovedet støttet paa sin Arm og Øjnene lukkede halvt: En Juno at se til. Halsens gulblanke Hvidhed blinker bag de sorte Kniplinger, og Brystet hvælver sig højt under det mørke Atlask. Ærmet er gledet tilbage; og oppe fra Haandleddet, der er rundt og lige, følger man den fyldige Arm lige til Albuen. Hendes Ansigt ligger i Skygge. De fyldige, røde Læber, den lige Næse, den lave Pande, skjult af det bølgende Haar. Og Øjnene, bag de lange Øjenhaar glimrer de frem under de sænkede Øjenlaag som en kortglødende Flamme, der tændes og slukkes hurtigt.
✂ Men Fruen er distrait og drømmer mer end hun lytter.
✂ Det er "Jason med det gyldne Skind", de læser.
✂ Vandringen i Haven, Elskovsmødet under Dyrehavens Træer.
✂ Hun véd, det er om Kærlighed, han læser, og hans Stemme lyder ind til hendes Sjæl ligesom en vuggende Musik, til hvilken hun selv sætter Ord. Men naar han vender Bladet og hæver Blikket, mødes deres Øjne hurtigt, hans med et bange, næsten angstfuldt Spørgsmaal, hendes glimrende med Straaleglans, æggende imod ham. Og mens han læser, hører han ængstet sit Hjerte banke uens, og hans Strube snøres sammen.
✂ Efterhaanden bliver hans Stemme mere dæmpet, Rødmen paa hans Kinder veksler med Bleghed. Øjnenes Glans bliver fugtig og svømmende ...
✂ Rundt om ham funkler det mørkerøde Atlask som i en dunkel Helligdoms drømmende Halvlys, og hæver han Blikket, vil det møde hendes.
28✂ Han holder krampagtigt om Bogens Blade, mærker en pludselig Kulde, synes næsten, han bliver svimmel.
✂ Hun bøjer sig længere tilbage og snor en Haarlok mellem sine Fingre.
✂ Han er naaet til Felix' Dagbog. Bogstaverne danser for hans Øjne, Stuens tunge Luft forvirrer ham, han længes efter Friskheden ude, efter Kulden; hans Tænder klaprer, dog føler han sig hed. Og han synes, at han maa raabe højt for at overdøve sit Blods Susen, der larmer i hans Øren, men Ordene kvæles i hans Strube ... Og om et Øjeblik vil han briste i Graad - ja, han vil ikke kunne holde Taarerne tilbage ...
✂ Hun lukker Øjnene helt, Øjenhaarene sitrer og hendes Næsebor skælver.
✂ - Som Saltvandet kvæger den skibbrudnes Tørst, saaledes kvæger hendes Elskelighed mig.
✂ - Stakkels Felix, hvisker han.
✂ - Hvorfor? Han maatte dø.
✂ - Maatte dø? Han lukker Bogen og ser over mod hende. Der ligger som et Slør for hans Øjne.
✂ - Ja, hans Kærlighed var jo -kun en Drøm. Hun rejser sig og smiler.
✂ - Men hvad forstaar De Dem paa Kærlighed, De, Barn!
✂ Barn, nej, han er intet Barn; han elsker jo som en Mand, elsker, hun véd det jo, hun maa vide det.
✂ Se, hvor hun gaar langsomt hen over Gulvet, vuggende i de runde Hofter, runde, stærke Hofter. Og midt i Stuen vender hun sig og smiler. Kan nogen anden Kvinde smile saadan? saadan lokkende, betagende som hun. At trykke et eneste Kys paa disse Læber, der smiler ... Hans Kinder brænder, og hans Læber er tørre, Aarerne i hans Pande svulmer. Aa, hvor hans Læber tørster!
✂ Hun sætter sig halvt liggende paa Chaiselonguen foran Ilden.
✂ - Kærligheden maa leve, siger hun dæmpet, mere 29 til sig selv, som det synes, end til ham. Elskov er Liv
✂ - hans var kun en Drøm.
✂ Hun tier. Blodet larmer i hans Øren, men gennem Larmen hører han hendes Ord som en fremmed Klang og langt borte. Han ser henimod hende. Der ligger hun halvtudstrakt, mens Skæret fra Kaminen kysser hendes Haar. Se, hvor Lyset glider ud og ind! ... Naar han blot kunde se hendes Øjne - saadan glimtende, med denne Glans fra før ... men hun har vendt Ansigtet bort og stirrer ind i Ilden ... Hvor han dog fryser, og hele Tiden er det ham, som om han skulde kvæles, og som en grusom Haand trykkede hans Strube sammen med lange Fingre.
✂ Hvad om han flygtede? ud, bort, ud i den friske Luft
✂ - . . eller hvad om han ...? nej, det er umuligt, han tør ikke, han tør det ikke ...
✂ Men han maa tale. Denne Tavshed maa brydes, den kan ikke blive ved. Og for hvert Sekund, der gaar, bliver det vanskeligere ... Og hun siger intet, slet intet.
✂ Men nu vender hun sig og smiler. Han ser hende gennem en Taage, ser hende fjærnt, langt borte ... langt borte ligger hun, smilende til ham, med det lysende Skær over Ansigtet...
✂ - Ja, Elskov er Liv, siger hun. Et Øjeblik tier hun:
✂ - Livet
✂ - Livet.
✂ - Aandedrættet og Livet.
✂ Det lyder igen som en døende Tone gennem hans Sansers bedøvende Larm. Men alligevel - han behøvede jo næsten kun at række Haanden ud for at røre ved hendes Haar ...
✂ Hun ser længe paa ham, støtter Hovedet paa sin Arm og siger:
✂ - Barn.
✂ Der var tusind Kærtegn i den ene Lyd, tusind Kys og tusind Kærtegn.
✂ - Store Barn, som De er, store Barn. Som for at 30 bringe ham til Ro glatter hun hans Haar med sin Haand. Men han river Haanden til sig, og medens han mumler nogle Ord, som næppe han selv har forstaaet, bedækker han hendes Fingre med sine tørstige Læbers tusinde Kys ... et stakkels Barns første Kærlighedskys ...
✂ - Aandedrættet og Livet.