CHOPIN

↩

✂ Jeg var kommen derned for at undersøge nogle gamle Billedværker paa det gamle Stiftsbibliothek, og mine Undersøgelser trak, som næsten altid, længer ud end jeg havde ventet. Egentlig var det ikke synderlig morsomt for en fremmed at ligge der og halvdrive i den lille, solvarme By. I sine Fritimer at sidde døsende over en Bog paa en umagelig Stol i et Gæstgivergaardsværelse, for hvilket vort Aarhundredes Komfort var et ukendt Begreb, hvis Vægge var hvidtede, og hvis Stole var betrukne med Hestehaar og stoppede med Hø, hvis eneste kunstneriske Prydelse var et gammelt Portræt af Frederik den Sjette, og hvis Seng var et uhyre Monstrum fyldt af mægtige Dyner, som midt i Sommerens Hede lod dens ulykkelige, transpirerende Ejermand forsvinde i et Hav af Gaasefjer og hjemmegjorte Drejler. At hænge ørkesløst ud af Vinduet og se ned ad den sollyse Gade, den irriterende sollyse Gade, hvor Konsulens røde Hus laa og bredte sig i Solskinnet og var vigtigt af sine Spejlglasruder og sin Flagstang. Nederst nede Apothekerens graa skidentfarvede Sted med de mange hvide Markiser, Købmand Lunds gammeldags Stentrappe; tilhøjre, paa den anden Side, Rebslageren og Barberens Skilt. Barberen var rigtignok død, og Enken havde hævet Forretningen, men de to gule Bækkener var blevne hængende. Enken nænnede ikke at tage dem ned, og det gjorde ikke noget, at de hang der: al Verden vidste jo dog, at Barberen var død - og Skiltet pyntede i Gaden. Ellers intet, slet intet at se 40 paa langs ned ad den sollyse, stilfærdige Gade. Og vendte man Hovedet, havde man Landevejen med sit Støv og sin Solhede, nogle afsvedne Marker og ude i Horisonten en Bakke, der laa brak i oppløjet Tilstand. Skraas overfor mit Vindue et lille Kig ned i "Gyden". Nedenfor Gyden nogle grønne Træer, Spadseregangens Linde.

✂ Byen var stolt af de Spadseregange, og den kunde nok have Grund til sin Stolthed. Det var nogle dejlige Alléer, dejlige om Formiddagen, naar Sommerhedens Dis laa som et dalende Flor ude over Fjorden og Kysten, naar Varmen bagte Strandens Stene og gjorde Badehustagene næsten glødende i Branden. Saa sad man inde under Skyggen, kølig gemt og saá ud i Sollysets Leg, der brødes med Sommerdagens Taage, gled frem med det glidende Vand og spillede paa de vekslende Krusninger. Straalerne gnistrede og kæmpede, brødes med de tusinde Reflekser, ligesom svøbte sig ind i den Dis, de selv havde skabt ... Men selv sad man inde i Skyggen. Dejlige ogsaa om Aftenen. Dæmringens lysende Skær ligger som en skinnende Taage, et Slør over Dagen, som skal komme, ude over Vandene og Fjorden, der bæver som et sitrende Spejl, paa hvilket en Aande har dugget. Men under den duggende Aande leger det metalblanke Spejl alligevel med Straalerne og Lyset. Bølgerne blinker og glimter, viger ind under Glansen, taber sig ude i Mørket, skinnende som mørkblankt Metal, der fanger de skiftende Straaler i en violfarvet Brydning og kaster dem dæmpet tilbage for at kæmpe med de Tusinder af Glimt, der gnitrer, brydes og strider ude i Lyset og Glansen. Men inde under Lindenes Tætning ligger Mørket duftende og svalt. Hvor er dette Mørke dog ikke hemmelighedsfuldt - gennemtrængt af Lindeduftens Sødme, af Friskheden ude paa Vandet, opfyldt af Grenenes Hvisken, befolket af Sommeraftenens Drømme.

✂ Og Alléerne strækker sig som et grønt Bælte rundt om hele Byen. De gaar langs Fjorden, op forbi Anlæget lige til Kirkegaarden. Hvor det dog er en forunderlig 41 stille Kirkegaard, tæt og grøn som en fredet Lund. Netop fredet. Byens Folk gaar ikke ud og ind paa denne Kirkegaard. Børnene faar ikke Lov til at kravle mellem Ligstenene. Alt er ganske tyst. En enkelt Sørgende færdes mellem Gravene under de hængende Pile og mellem de sørgmodige Tujaer, lægger en Krans paa sit Gravsted og gaar stille, som hun er kommen.

✂ Det er, som man var sky for Stedet, en hellig, ærefrygtsfuld Skyhed. En Gang imellem aabner Graveren den store Port med Jernkorset, og mens Klokkerne ringer, strømmer alle Byens Folk sammen, baade Mænd og Kvinder: Kirkegaarden har faaet en Grav til. Man kommer for at sige Farvel som til en Slægtning - her er alle i Slægt - en Slægtning, der er gaaet bort til en lang Rejse. Og naar Præsten, mens alle blotter Hovedet, har lyst Velsignelse over hans Bortgang, gaar alle stille, som de kom. Saa lukkes den store Port, og Kirkegaardens fredede Lund drømmer videre i Ensomhed og Tavshed.

✂ Jeg mødte hende hver Aften i Alléen mellem Havnen og Anlæget. Hun gik langsomt, stod ofte stille, saá ud over Fjorden, gik lidt videre, lyttede efter Klokkerne, som ringede til Solnedgang, gik igen med denne ejendommelige, rolige Holdning, der straks havde været mig saa paafaldende. Hun kom bestandig ned fra Gyden og gik to Gange frem og tilbage, saa op om Anlæget og hjem. Jeg vænnede mig snart til at vente hende. Denne ranke, rolige Skikkelse med den glidende, lydløse Gang voksede forunderlig sammen med Billedet af den mørke Allé, den drømmende, duftsvangre Stilhed, Tavsheden og den blundende Ro. Vi talte aldrig sammen. En Hilsen vekslet i Tavshed, og hun gled mig rolig forbi. Jeg véd ikke hvorfor, jeg brød mig ikke engang om at høre hendes Stemme eller se det Ansigt, hun dækkede bag, det brune Slør. Som hun var, passede hun ind i dette Billede, maaske var hendes Stemme ikke melodisk eller hendes Ansigt ikke smukt. Saa vilde kun Illusionen være borte ...

✂ Men i saadanne smaa Samfund kan to Mennesker, som møder hinanden ved samme Tid fjorten Dage i Træk, ikke vedblive at tie. Man er vant til at tale ...

✂ Jeg husker ikke mere, hvorledes vi kom i Samtale. En Dag slog hun Sløret bort fra sit Ansigt og talte. Det var et ikke længer ungt Ansigt med mørke Øjne og en nedadkruset Mund. En Kløft i Hagen. Hun talte dæmpet, det var, som om der vibrerede en tilbagetrængt Vemod bag de fleste Ord. Men hvad hun sagde var friskt og utvungent.

✂ Frøken Simony hørte hjemme i denne kølige Allé, hvor Sommernattens Drømme vaagede og Strandens Bølger hviskede vemodigt om Solen, der gik ned, og Dagen, som svandt.

✂ Vi talte altid livligt. En Del om Byens Folk; hun omgikkes ingen, sagde hun, siden Moderens Død; i de sidste fire Aar havde hun levet meget stille; saá egentlig aldrig andre end Doktoren.

✂ - Brandt er meget elskværdig, sagde hun, men han er Fritænker.

✂ - Og det er noget meget slemt?

✂ - Ja, sagde hun og standsede lidt, meget slemt. Hvad vil De give os i Stedet? I saadanne smaa Forhold som vore trænger man til noget at længes efter - noget paa den anden Side dette. Saa har vi Udødeligheden.

✂ - Men man kan godt tro paa Udødeligheden uden at være Kristen.

✂ - Ikke paa vor Udødelighed. Jeg har plejet mange syge - de er døde rolig, fordi de troede paa en Tilgivelse. Vi har vel alle noget at bede om Tilgivelse for ...

✂ - Vistnok.

✂ Vi gik lidt igen. Vandet steg glidende mod Kysten, det lød ligesom en hel Melodi.

✂ - Men jeg holder meget af Brandt; overordentlig meget af ham. Jeg tror ikke, jeg kunde være saa elskværdig som han, hvis jeg ikke troede.

✂ Jeg lo lidt.

✂ - De skal ikke le, sagde hun alvorlig og gik lidt hurtig frem, alt det onde vilde komme op i mig.

✂ Hun var altid rolig, og hendes ejendommelige Beherskelse styrede Samtalen, selv naar hun tav. Thi hun "hørte" ofte. Selv Brandt, som vi undertiden mødte, bøjede sig som oftest helt ind under dette vemodig dæmpede, som var hendes Væsens Særpræg. Men undertiden kunde han dog ogsaa blive udfordrende, æggede hende da ved Paradokser, irriterede hende ved smaa Udfald. Saa kunde hun en Gang imellem blusse op og i sin Iver gaa længere frem end sædvanlig, det kunde føles som en Understrøm af Uro bølgende gennem hendes Ord.

✂ Vi talte en Gang om Chopin.

✂ - Jeg spiller ham aldrig, sagde hun næsten heftig. Han er usund.

✂ - Ja, ganske vist, svarede jeg, en noget hysterisk Natur, et af de Mennesker, man maa beklage, fordi de saa at sige er udsatte for Lidelser.

✂ - Udsatte for Lidelser? Sig hellere: De vil lide. Og saa bag efter sætter de deres Smerter ud i Valsetakt. Chopin leger med sine Lidelser ...

✂ Hun talte hurtig med det halvt tilbagestemte Aandedræt, hun altid havde, naar hun blev ivrig eller bevæget. Skumringen i Alléen var næsten som Nat, saa jeg kunde ikke se hendes Træk; og da vi kom til en Lysning mellem Træerne, slog hun hurtig Sløret ned.

✂ - De spiller ham dog undertiden, sagde Brandts Stemme fra Mørket. Der var noget skarpt i Klangen. Hun vender sig hurtig: Det har De aldrig hørt. - -

✂ - Jo, Frøken, en Gang. -

✂ - Saa har De ... hun standsede pludselig, tog Aanden dybt og sagde sagtere: De har taget fejl, Doktor Brandt.

✂ Brandt rømmede sig.

✂ Jeg véd ikke hvorledes, men Samtalen skiftede, og Brandt kom til at tale om Lassalle.

✂ - Jeg kender ham for lidt, sagde Frøken Simony.

✂ - Saa burde De lære ham at kende. Vi har sandelig godt af i det mindste at læse om store Kampe her, hvor al Kamp er stængt ude og ukendt.

✂ - Store Kampe? hvad mener De med det Ord? spurgte hun og standsede lidt.

✂ - Samfundskampe, hvor Idéer rører sig, hvor der er Storm over et Hav og ikke vore usle Krusninger i et Vandfad.

✂ - De bruger altid saa mærkelig store Ord, Doktor Brandt.

✂ - Aa, det er sandt, hvad jeg siger. Vi gaar omkring i Tusmørke og sover.

✂ - Hvor kan De sige det? De, som er Læge? Her kæmpes ogsaa - smaa Kampe, vær vis paa det ...

✂ Bølgerne skvulper nede mellem Stenene ved Stranden, et let Sommernatsvindpust, der lyder næsten som et Suk bevæger Lindene sagte. Vi standser ved en Lysning i Alléen.

✂ - Hvilken Kamp er vel størst, siger hun, vendt mod Brandt, mon den, hvert enkelt Menneske kæmper stille med sig selv, eller den Samfundskamp, De taler om. Det gælder i begge om at sætte Livet ind - og der flyder Blod i dem begge ...

✂ - Men den er dog forbandet personlig. Mit Jeg spiller en saa sørgelig lille Rolle i den store Komedie" svarer Brandt.

✂ - Ikke for Dem selv, Brandt.

✂ Hendes Ansigt er roligt, men der ligger noget som Begejstring over Trækkene. Hun ser ud som en sørgeklædt Sejrens Gudinde.

✂ - Døm ikke de stille Samfund, der leves i Stilheden. De har jo selv fortalt mig, at Naturen aldrig, sover, og at selv her i Aften, hvor alting er saa idyllisk og roligt, Kampen bestandig føres lige haardnakket og lige rædselsfuldt ... Det gaar med de stille Samfund, Brandt, som med Naturen i Aften: de breder kun Stilhed og Tusmørke ud over deres Liv ... Det kaa De være vis paa ...

✂ Der var en egen blød og betagende Klang i hendes Stemme, den gled sammen med Tusmørket i Alléen. Dæmringen ud over Fjorden, Stilheden rundt omkring. Det var, som om Sommernattens Tavshed fik Ord.

✂ - Det er blevet silde, sagde hun og gik fremad. Drik The hos mig i Aften, saa skal jeg spille for Dem.

✂ - Duggen er falden, sagde hun, da vi var kommen ind ad Laagen. Haven maa De se en anden Gang. Hun aabnede Verandadøren og bad os gaa ind i Dagligstuen Der skulde straks komme Lys.

✂ Der var en stærk Blomsterduft i Stuen, Reseda og Roser. Hele det Hav af berusende Duft, som naar Duggen falder, løsner sig fra Rosernes Bægre og fra Jasminernes Kalk, steg som kvalmende Bølger ind gennem Verandaens Døre og lagde sig i de mørkegrønne Gardiners Folder og paa det uldne Gulvtæppe.

✂ Hun kom selv ind med Lampen og satte en Skærm over.

✂ - Jasminerne forpester Luften, sagde hun, det er egentlig en afskyelig Blomst.

✂ Stuen gjorde et noget mørkt Indtryk. De tunge Gardiner, Forhængene og Tæppet - det saá lidt indeklemt ud. Men efterhaanden vænnede man sig til Værelset. Hvor det Hjørne var smukt! Helt tilbage en stor Buket af frit ordnede Markblomster, Bregner, Kamilleblomst og Mælkebøtter, Siv og Græsser, stolten Henrik og Gøgeurt, alt imellem hinanden. Og bagved nogle vilde Rosengrene, hvis Roser var halvt visne. Over Flygelet Beethovens Billede, stort i en mørk Ramme: Mozart og Schubert nedenunder Beethoven. Inde bag Flygelet, halvvejs ud fra Væggen, staar en Piedestal med en Buste - jeg kan ikke se, hvem det er. Lampeskæret er mat, forvilder sig i Krogenes Mørke, dæmpes af det douce Tæppe, de strenge Farver, blinker og samler sig i en enkelt forgyldt Ramme paa den store Væg, glider frem og tilbage hen over et Maleri over Sofaen ...

✂ Det forestiller en Kvinde, høj, slank, mørkklædt, som fra en Balkon stirrer ud i Natten ...

✂ - Et smukt Billede, ikke sandt? Jeg har købt det i Wien.

✂ - Men hvad er det egentlig, Maleren vil fortælle? spørger jeg.

✂ - En eller anden simpel Historie, svarer hun med et Smil.

✂ Efter Bordet spillede hun. Inde i Spisestuen havde vi talt muntert og livligt. Brandt havde fortalt Historier fra Byen, og hun havde let med sin mærkelig ungdommelige Latter.

✂ Herinde vendte Vemoden tilbage. Der var noget dæmpet ved alt herinde, ved Farverne, Luften, Tusmørket. Hun havde tændt Lysene paa Flygelet Jeg stod ved Vinduet, saa jeg saá hende halvt i Profil, Brandt sad gemt i et Hjørne, helt inde, dukkende ned i en Lænestol. Ude i Haven tog undertiden et Vindpust sukkende i Busketternes Grene.

✂ Hun spillede et Brudstykke af Beethoven. Majestætiske, rolige Toner; ligesom vuggende Bølgeslag, naar Havet gaar til Ro efter Uvejr. Man aner Stormen, der har pisket Vandene, jaget dem og skumklædt deres Toppe. Men nu er det ovre, og denne vuggende Stilhed er Uvejrets døende Dønning. Langsomt, ensartet, næsten monotont. Saar, som lukker sig, Vunder, som læges. Træer, som bøjer deres Kroner, bevægede af Natvindens Pust ...

✂ Jeg ser paa den spillendes Profil. Den lige Næse, Munden tæt lukket, den kløftede Hage. Stregen fra Næsen ned mod Mundvigene ser dybere ud end den plejer, det kommer vel af Skyggen over Kinden. Den mørke Kjole slutter tæt om de trinde Skuldre, det faste Bryst, Hofternes Bue og falder ned paa Tæppet som en blød Strøm. Jeg hæver Blikket: Lysets flagrende Skær leger med Markblomstbuketten, løber ud og ind imellem de store Græs, fanges af de visne Roser. Nu ser jeg Busten: det flimrende Lys glider frem og tilbage over Niobes Træk, hvis Smerte synes at faa Liv her i det 47 usikre Skær ... Munden, som er aaben til Skrig, Blikket angstfuldt og forfærdet ...

✂ Havens Træer staar som mørke Masser imod Himlens Halvlys.

✂ - Synger De ikke for os, spørger Brandt fra Krogen.

✂ - Nødig. Hun bøjer sig ned og tager et Nodehefte frem, slaar op og begynder at spille. Der er noget nyt i dette Forspil, noget stærkt, noget besluttet, noget fremmed.

✂ Saa synger hun. Det er en Alt; næsten en syngende Tale, blød indsmigrende og mørk. Sangen er maaske lidt monoton, med et bølgende Akkompagnement, glidende og vuggende sig ... Stemningen stiger. Hun beder ham mindes, hvad hun gav ham, sit Hjerte, sin Ære, sit Liv. Der er feberagtig Uro i Tonerne, det lyder som afbrudte Skrig, hun næsten raaber hans Navn, hvisker det sidste Farvel ... Saa slutter det hele af med en kort og skærende Lyd ...

✂ Sangerinden rejste sig hurtig og stillede sig med Ryggen'mod os i Verandaens Dør ...

✂ - En dejlig Melodi, sagde Brandt.

✂ - Og dejlige Ord, tilføjede jeg.

✂ - Skade, at en saa stor Digter skal være en saa stor Slubbert! .. Brandt rejste sig og gik frem i Stuen. Frøken Simony vendte sig hurtig. Kender De ham? Hun var bleg - aldeles hvid - graa-hvid.

✂ - Ja, jeg har den Ære - at kende lidt til ham ...

✂ - Lidt? Brandt, det er ikke nok for at dømme et Menneske. Hun talte skarpt og skærende, man kunde næppe kende hendes Stemme igen. De dømmer altid hurtig. Hun gav et Ryk i sin fine Urkæde - et af Leddene sprængtes.

✂ - Nu skal De faa en Galop. Det var en Koncert-Dans af Rubinstein. Et Karneval af Triller, Løb og Overgange.

✂ Saa gik vi.

✂ Brandt var tavs og tankefuld. Vi gik flere Gange frem og tilbage i Alléen udenfor Haven.

✂ - Hvor længe har Frøken Simony boet her i Byen? spurgte jeg.

✂ - Seks Aar. Hun kom hertil med sin Moder, som købte den Villa ...

✂ - Og før den Tid?

✂ Brandt svarede ikke straks. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg turde ikke spørge igen.

✂ - Rejste hun meget omkring, sagde han endelig.

✂ - Og De kender ellers intet til hendes Fortid?

✂ - Hvorfor tror De overhovedet, at der er en Fortid.

✂ - Man har det paa Fornemmelsen.

✂ - De har Ret. Man har det paa Fornemmelsen ... han tav igen, sagde saa lidt efter med et halvt satirisk Tonefald: "Aa, det er vel en eller anden simpel Historie."

✂ Vi tav igen. Brandt gik langsomt, noget foroverbøjet. Naar han talte, lød det som højttænkte Brudstykker af en lang Tankerække.

✂ - Ifjor, da her var Kopper, ledede hun det hele. Hun meldte sig først til Tjeneste og var den sidste, som gik. Og saa tog hun det hele som noget selvfølgeligt... Han standsede og lyttede. Hører De, hviskede han, hører De? Opus 34. Nu spiller hun Chopin - Og Tonerne fra den smeltende Vals lød vuggende mod os ud i Natten.

✂ Jeg skulde rejse. Min Kuffert var surret fast oppe paa Gæstgiverens Omnibus. Brandt kom løbende i det sidste Øjeblik for at bringe sit "Farvel og sin Velsignelse".

✂ - Hils Frøken Simony, raabte jeg ud af Vognen, jeg traf hende ikke hjemme.

✂ - Hun er ude at passe en Husmandsenke, som ligger for Døden af Plettyfus. Skulde hilse Dem mange Gange.

✂ Vognen rullede ud af Porten, ned ad den slet brolagte Gade. Konsulens Hus med de skinnende Ruder og Flagstangen, Apotheket med sine svajende Markiser, Barberens Skilt. Købmand Lund hilste fra Trappen. Nu 49 er vi ude paa Landevejen, kører ned forbi Anlæget, drejer om Hjørnet ved Højen.

✂ Dér staar hun. Den høje Figur med den tætsluttende Dragt, det brune Slør. Hun vinker med Haanden, nikker og raaber Farvel. Jeg bøjer mig helt ud af Vinduet.

✂ Saa drejer vi - - jeg ser Sløret ... det hvide Lommetørklæde, bøjer mig tilbage i Vognen.

✂ Dagligstuen med det mørkegrønne Tæppe, Markblomsterne, Rosenduften ind gennem de aabnede Vinduer, Brandt skjult i Skyggen. Beethovens Melodi som vuggende Bølgeslag, monoton i sin dybe Majestæt, - - Hun selv ... hendes Stemme, da hun sang. Og saa det bløde Tonefald, med hvilket hun sagde: De breder Stilhed ud over deres Liv ... Og Niobebusten, hvis Smerte Lyset gjorde levende ...

✂ Jeg kom hjem, ind i de gamle Forhold, Vanen, det tilvante Liv - jeg var nærved at glemme Spadseregangene og Barberens Skilt. Selv paa Frøken Simony tænkte jeg sjældnere. Nogle Uger gik. Saa fik jeg en Dag Brev fra Brandt.

✂ Det var meget kort, nedskrevet i Hast med lidt usikre Skrifttræk.

✂ - Hun er død, skrev han. Den Plettyfus, hun paadrog sig ved at passe Husmandens Enke, var stærkere end min Kunst. Jeg venter Dem til Begravelsen, næste Lørdag Klokken tolv.

✂ Jeg tog derned og kom til Byen om Morgenen. Brandt var paa Landet i Sygebesøg, og jeg saá ham først i Kirken. Hele Byen var der. Der blev sunget en Salme, og man bar Kisten ud, hvorefter vi alle fulgte til Fods. Man hviskede til hverandre, undrede sig, spurgte, hvorfor der ikke var blevet talt i Kirken. Kom saa til Kirkegaarden.

✂ Det var noget henne i September, en af de klare Høstdage, der forener Sommerens Varme med Efteraarets vidunderlige Renhed. Vi bøjede ind ad en Sidegang.

✂ Jeg saá Kisten lige foran mig, den var helt dækket 50 af Bregner. Der var ogsaa en Egekrans ... Paa det Gravsted blomstrede Roserne endnu - - - Hvor Kordrengene dog hvinede ... Hendes gamle Pige gik ved Siden af Kisten og græd. Man hørte hele Tiden hendes Snøften ... Hvor var Brandt? Naa, lige bag ved mig. Han havde rødkantede Øjne ... Han havde vel ogsaa vaaget meget. -

✂ Nu standsede vi ved Graven.

✂ Præsten traadte frem med blottet Hoved.

✂ - Der skal ikke tales her ved denne Grav. Hun, der er gaaet bort, vilde kun dømmes af Gud. Ingen kender den anden, sagde hun ofte til mig. Men jeg tror i dette Øjeblik at kunne vidne, at vi her bringer en Kvinde til Hvile, som hørte til de trofast kæmpende og til dem, som i stille Kampe sejrer i Stilhed. Gud modtage hendes Sjæl!

✂ - Fader vor, Du som er i Himlen ...

✂ Høstdagens Klarhed om os. Øverst oppe ved Graven Præstens brede Skikkelse. Hvor Bønnens Ord dog lyder inderligt, de ligesom vrider sig ud af hans Læber ... Jeg hører uafbrudt den gamle Pige snøfte. Det er som et Akkompagnement.

✂ - Lad os vente lidt, siger Brandt.

✂ Vi gaar frem og tilbage uden at tale. Jeg vovede ikke at spørge, jeg var vis paa, han ikke kunde tale uden at briste i Graad. Endelig blev han roligere.

✂ - Der var en Fortid, sagde han pludselig og standsede. Hun bad mig ordne sine Sager ... Jeg gjorde det i Aftes. Saa fandt jeg dette ... Han kæmpede voldsomt med sin Bevægelse. Et Brev til ham, hvis Sang hun sang den Aften ...

✂ - Digteren?

✂ - Ja - og saa denne Konvolut.

✂ Jeg tog Konvoluten. Der faldt nogle Blomster ud.

✂ - Det er fra Barnets Grav, sagde han, vendte sig og gik et Par Gange op og ned. Lad os saa gaa.

✂ Graveren ventede paa os for at lukke Porten. Han slog den haardt i.

✂ Vi gik til hendes Hus om Eftermiddagen, henimod Solnedgang.

✂ Nej, hun kunde ikke være død. Om lidt vilde hun komme ind og tale til os, og Klangen af hendes Stemme vilde vække Aanderne, som drømte; hun vilde sætte sig hen til Flygelet og spille, og alt vilde vaagne, naar hun spillede. Nu var det faldet i Blund. Blomsterne hviskede i Drømme, de sidste Toner, hun spillede, var gaaede til Ro, slumrende vuggede de sig mellem Gardinernes Folder ... døde hen mellem Verandaens Vinløv.

✂ Skumringen voksede i Stuen. Alt slumrede, blundede, drømte, Minderne, Tonerne, hendes Stemmes Klang ... alt ...

✂ Men hun vilde aldrig komme og vække det.

Bang, Herman CHOPIN

CHOPIN