✂

✂ HERMAN BANG

✂ VÆRKER I MINDEUDGAVE

✂

✂ KJØBENHAVN - FORLAGSTRYKKERIET

✂

✂ FORTÆLLINGER

✂

✂ "Der er ej Verden udenfor Verona" - .

PRÆSTEN

✂ DER gik en lille Sidevej ned til Huset, en lille Sidevej med Piletræer paa begge Sider og fuld af meget store Sten, der maatte gøre Vognkørsel farlig, hvad der nu i Grunden ikke gjorde noget, da der aldrig kom Vogne paa Vejen. Pastor Skeel holdt hverken Hest eller Vogn, og skulde han ud i Sognet eller skulde hans Kone til Byen at gøre Indkøb, maatte de altid gaa, medmindre da Sognepræsten tilbød ham en Plads i sin Kaleche som Vederlag for en Hjemmedaab, hans Kollega havde besørget for ham. Sognepræsten var en noget før og magelig Mand, der havde foretrukket et mindre Kald med en Kirke for et større med to, og han holdt ikke af Hjemmedaab. Desuden havde den døve Skeel jo intet at forsømme med det: hans grønlandske Salmebog blev saamæn nok færdig. Derfor saá man ikke sjældent Pastor Skeels bøjede Skikkelse i fuldt Ornat gaa ud og hjem paa den lille Vej med Pilene og de store Sten, snart for at døbe, snart ogsaa for at bringe en fattig Døende den sidste Trøst. Og naar han saaledes gik i sit hellige Embeds Gerning, saá han saa lykkelig ud, at man næsten gav Sognepræsten Ret, naar han, lidt uenig med Lægen, mente, det var en Velgerning at jage den døve Mand ud i det Hundevejr med Snefog og Hagl og en sviende Vind fra Nord.

✂ Ellers var Pastor Skeel næsten altid hjemme. Hans Døvhed generede ham, og han vilde nødig falde til Byrde. Den var ogsaa Grunden til, at han forrige Vinter havde sagt sig fra det L'hombreparti, han før havde haft med Sognepræsten og Lægen. Egentlig elskede han at 8 faa sig et lille Parti til Stambeten 20 og Halvøres, men hans Kone havde mærket, han var de andre besværlig. Saa besluttede han med et lille resigneret Suk at sende Afbud næste Tirsdag, og for Fremtiden blev Landinspektøren den mere lydhøre Tredjemand.

✂ Skeel blev hjemme i sit etnografiske Museum, som Lægens unge Frue vittigt kaldte hans Hus. Og det var virkelig næsten et Museum, en forunderlig Samling af gammeldags, ubekvemme Møbler. Stole med lige, høje Rygge, plumpe, kolde Skabe med den traditionelle Guirlande fra det første Kejserdømmes Tid; gamle, gulnede Billeder med Træk, man knap kunde skelne, kinesiske Snurrepiberier, bragte hjem fra Confucius' Land af en Slægtning af hans Kone; Vifter og de gækkende Æsker, som stadig gemmer en mindre, og en Silkekaabe til en kinesisk Skønhed; et Maleri af Styrmanden, malet med kolde, klare Farver og med Kineserøjne; Rækker af lange Piber med kostelige, malede Hoveder, Napoleon og Josefine og Marechal Ney, ombundne med Sejlgarn. Saa alle de grønlandske Ting: Edderdunstæpper og kunstfærdige Lamoebakker, lavede af Fuglefjer; store Fugleæg og bløde Skind; Knive og Husgeraad, og saa hans Præstegaard deroppe snittet i lange Dage ved Tranlampens Skin med en eneste Kniv; Loftet er til at tage af, og inde i Dagligstuen staar hvert enkelt Møbel nøjagtig efterlignet paa sin rette Plads. Og Kirken med alle Stolestaderne og Prædikestolen, og netop de Salmer slaaede op paa Væggen, som Menigheden sang, da han talte til den for sidste Gang. Hvilket uhyre, taalmodprøvende Arbejde, med en simpel Kniv at lave alt dette! Fremfor alt, hvilken naiv Hengivenhed hørte der ikke til for gøre det

✂ Ja, Huset var et Museum, men for ham og hans Kone var Snurrepiberierne Erindringer og selv det mindste Fugleæg et Minde. De havde elsket ham saa højt deroppe - men saa kom Døvheden, og nu sad han her ved den lille Vej med 300 Rd. i Pension og sin grønlandske Salmebog.

9

✂ Han var paa en af sine lange Farter deroppe i Sneens Land, hvor det i Slæde gaar hen snart over frosset Land, snart, naar man kommer til en Fjord, over det frosne Hav. Han vilde ned til nogle ensomme Hytter søndenpaa, syd for Kolonien. Det var noget nyt, at Præsten saaledes drog paa Rejser for i hver enkelt Hytte at fortælle om ham, der for at frelse de ringe blev den fattigste og ringeste af alle. Men Pastor Skeel gjorde det.... Saa satte da paa en af disse Farter, da han var ude paa Fjorden, Isen pludselig i Drift ... Reddet blev han, og han drog ogsaa videre til Hytterne syd for Kolonien, men da han kom hjem, havde Hørelsen næsten forladt ham. Han havde ogsaa tilbragt "otte Timer med hele Underkroppen i det iskolde Vand.

✂ Og hans Kones Øjne led ved Synet af den evige Sne, glitrende og glimtende som tusind Ædelsten. Hun var næsten bleven blind. Saa drog de hjem, og nu sad de der ved den lille Vej i det hvide Hus, og ingen kendte deres Forsagelse eller beundrede deres Ofre. Men det forlangte de heller ikke.

✂ Inde i Lysthuset med det grønne Bord og de grønne Bænke er der svalt og køligt. Den vilde Vin er vokset frodigt op og skygger tæt for Solen. Her er de derfor flyttet ned efter Middag ... Formiddagen gaar med at oversætte Salmebogen; han oversætter langsomt, han har jo ingen Hast; og naar en Salme er færdig, filér han længe paa den. Saa tager han ofte Manuskriptet frem, lange Timers kære Arbejde, og han glæder sig stille over, at alle de dejlige Sange nu ogsaa er sunget for dem deroppe i de lange Nætters Land ...

✂ Hun sysler rundt omkring i Huset, laver Mad og koger hen. Saa kommer Spisetid, og hun sætter Maden paa Bordet - altid hans simple Yndlingsretter, som forresten i Tidernes Løb langsomt ogsaa er blevne hendes.

✂ Efter Bordet flytter de ned i Lysthuset, og han læser højt. Monotont, saaledes som døve gør det, der synes kun at høre deres egen Stemme som en utydelig Mumlen, 10 søvndyssende og uden Nuancer. Men for hende læser han altid smukt, som den Gang, han i deres Forlovelsestid læste "Axel og Valborg" for hende første Gang.

✂ Saa standser han undertiden og spørger om et og andet. Den ene véd bestandig, hvad den anden vil svare, men de spørger alligevel blot for at høre de Svar, som de forud gætter.

✂ - Det er en dum Historie, Jakob, siger hun.

✂ - Hvad siger Du? spørger han med Haanden for Øret.

✂ - Jeg siger, det er en dum Historie ... det gaar ikke saadan til.

✂ Han ler. - Du slutter fra os selv, Kone, siger han. Men med os var det nu ogsaa saa meget simpelt. Du var let at fange, Mo'er.

✂ Han kalder ofte sin Kone "Mo'er", det var fra den Gang, Drengen levede endnu - den eneste, de havde, og som de maatte begrave deroppe i Sneen.

✂ - Det er ikke sandt, Jakob, siger hun og rødmen Det var Dig, der ikke havde Mod, og saa vilde jeg hjælpe Dig ...

✂ - Ja vist. Og da jeg saa plukkede den røde Rose og gav Dig den, kyssede Du den uden videre ...

✂ - Naa ja, og hvad saa?

✂ - Saa var vi forlovede ...

✂ - Har Du maaaske fortrudt det, Jakob? spørger hun skælmsk og lige ind i hans Øre. Og da hun er kommen saa nær, lukker han hendes Mund med et Kys.

✂ Men det var sandt, hvad han sagde. Han var Kapellan hos hendes Fader den Gang. Hun var tyve Aar, høj og blond og smækker; hendes Øjne straalede, og hendes Kinder var røde, fulde, runde som en moden Frugt. Og han elskede hende frygtsomt og bange som et Barn. Ved Bordet under Bønnen og i Kirken, medens han talte, saá han kun paa hende, og ofte bad han Gud tilgive, at han tænkte mere paa Maries Skønhed end paa sin Sjæls Frelse. Men dulme Uroen i sin Sjæl og 11 spørge hende, bede om hendes Haand, det turde han ikke ...

✂ Saa var det en Dag, de mødtes nede i Præstegaardshaven. Hun kom med en Kurv Jordbær, som hun vilde bringe til en syg. Men da han saá hende i Havegangen nederst nede, blev han forskrækket og vilde vende om. Hun havde imidlertid ogsaa set ham og raabt ham an - hun kom hurtig hen ad Gangen og gik ved Siden af ham. Hvor hun var smuk. Kindens Runding, det hvide Klæde, der sad løst bag Øret - et yndigt, lyserødt Øre - og Næsen, der var ganske lidt bøjet opad, ganske lidt. Og saa dette Smil, der næsten altid spillede om hendes Mund og som altid gjorde ham saa frygtsom.

✂ Han vilde sige noget - et eller andet. Men dette et eller andet kunde han ikke faa frem; maaske fordi han i Virkeligheden kun vilde sige et - og det blev ham siddende i Halsen.

✂ - Hvad tænker De paa? spurgte hun, da de var midt i Gangen.

✂ - Paa ingenting, sagde han sagte og vendte Hovedet helt, han følte, han blev rød.

✂ - Paa ingenting, gentog hun smilende og saá hen til Siden, hvor han mekanisk var bleven staaende, medens han stod og rev Roserne af og spredte deres Blade paa Jorden.

✂ - Men Skeel, De plyndrer jo Roserne til aldeles ingen Nytte ... Han blev endnu mere rød og holdt op næsten med et Ryk.

✂ - Ja ... sagde han mekanisk.

✂ - Man kan benytte Roserne bedre end at rive Bladene af dem, sagde hun og smilede bestandig. Saadan et skalkagtigt Smil, som laa nederst i Mundvigene, og som hun ikke kunde styre.

✂ - Ja, han vendte sig som drejet af et Stød, man kunde - man kunde ... Han snublede over Ordene, tog paa igen og aabnede Munden halvt ... Men, nej, det vilde ikke frem. Saa stoppede han.

12

✂ - For Eksempel give mig dem, sagde Marie og gik et Skridt frem. Smilet havde nu helt taget Magten.

✂ - Ja. Han vilde se bort, ned i Jorden eller til højre, kun ikke paa hende. Men hun drog hans Blik, og han saá frygtsomt og bedende op.

✂ - Saa gør det da, lo hun og gik ham ganske nær, medens det lyserøde Øre rødmede stærkere.

✂ Han tog en Rose og rakte hende den med rystende Haand. Hvad var det? Førte hun den op til sine Læber, kyssede hun hans Blomst?

✂ Ja - saa var de forlovede. - Jeg plukkede en Rose, plejede han at sige, ja, og saa havde jeg hende ...

✂ Henimod Aften gaar de hen ad den lille Vej, hun klynget til hans Arm. Nede paa Broen ved Mosen sætter de sig begge og ser mod Vest ... mod Aftensolens rødmende Skyer.

✂ Saaledes gaar Dagen i det hvide Hus ved den lille Vej, medens Sommer veksler med Vinter og Vinter med Sommer. Og man maa haabe, at den døve Præst maa faa sluttet sin grønlandske Salmebog, inden hans Øjne lukkes.

✂ Thi der er faa, som elsker et Arbejde, som ingen takker for uden nogle Eskimoer, og som kun bærer Lønnen i sig selv.

"FRØKENEN"

✂ Det var det mindste Hus i hele Gaden: Tre Fag og den grønne Gadedør med en tre Trins Trappe og Gelænderet, hvor det er saa dejligt at rutsche ned. Og under Vinduerne ligger Kælderhalsen ud paa Fortovet - en gammel skrøbelig Kælderhals, hvor alle Byens Gadedrenge tramper op, naar de skal i Skole, og piber i Fingrene, mens de lader sig glide ned. For "Frøkenen"s Kælderhals er den sidste i hele Byen.

✂ Byfogeden har ført Krig baade med den og med Lindetræerne. Thi det lignede ikke noget at have saadan tre Træer staaende midt i en ordentlig Gade og skygge for Gasblusset med deres rebelske Grene. Men tilsidst maatte Byfogeden dog lade Lindene staa, og nu sender han kun Betjenten hen for at efterse, hvordan Lygten og Grenene forliges. Saa kommer som oftest Gartneren den næste Dag, og han stiller sin Stige op paa Gaden og skal klippe "efter højere Ordre", for Frøkenen nænner det sjældent selv; og hun tænker altid, hun kan narre Betjenten med en Kringle og en stor Snaps Solbærrom.

✂ Tunge Dage er det saa for Frøkenen, naar Gartneren klipper og klipper, og alle de dejlige Grene falder ned og ligger Side om Side paa Kælderhalsen. Og for hvert Klip er det, som om det gjorde ondt inden i hende, og hun beder og beder for hver Gren, at den kan han dog gerne lade blive siddende.

✂ Nej - saa er det noget andet inde i Haven. Der raader hun, og der bliver ikke klippet. Der vokser 14 alting, som det vil: Vinranken op ad den høje Gavl til Naboen og Roserne langs Baghuset og alle Liljerne i det store Bed. Der er kun det ene med en Gang om, som er ganske smal, saa hvis man vil forbi, bliver man hvid paa Ærmet af Kalk fra Naboens Væg; men stort er Bedet, og mange Slags Blomster skal der være - hvad der nu ikke er let at se, for de store hvide Liljer, de har som sagt faaet Lov til at vokse, som de vilde, og de er groet op til en hel Skov, fuld af hvide Kroner.

✂ Men der maa baade være Roser og Klokker i Bedet, for der er altid Roser i Frøkenens Kranse. Sommetider nogle smaa blege nogle, Liljerne tager jo Solen, men Roser er der. Og det er mange Kranse, Frøkenen binder hele Sommeren baade til kendte og ukendte. Hører Frøkenen, at En er død paa Fattiggaarden, en Stakkel, som hverken havde Ven eller Slægt, og der har maaske ikke engang været en venlig Haand til at lukke hans Øjne, saa plyndrer hun straks sit store Bed og binder Kranse ved Bordet under den gamle Hyld.

✂ Hun siger, det er altfor tungt at se en Kiste uden Blomster.

✂ Men oppe under Hylden i Krogen kan der ogsaa være Lystighed - naar der kommer fremmede til Kaffe, og Frøkenen vimser ud og ind med Sølvkanden og Kringlerne paa et Fad. Frøkenen selv har ikke megen Ro, hun gaar fra Køkken til Have, henter Fløde i Flueskabet og de nedsukrede Jordbær ovre i Baghuset, og hun er bange for, at de ikke alle skal faa smagt paa Hyldesaften. Men de unge Piger, hendes Gæster, de ler og ler, fordi de sidder saa knebent, at de næppe kan røre Armene. Og den, der sidder yderst, bliver hele Tiden puffet ned - over i Liljerne. Frøkenen har altid saa mange, som maa med, og hun siger, der bliver nok Plads. Vi hjælper os, siger hun, og de unge Piger synes just, det er morsomt

✂ Men flest er der dog paa den Tid, hvor "Træet bliver modent". Det er Kirsebærtræet, lige ud til Gaarden og ud over Smedens Stakit. Der ved Stammen er Havens 15 Hædersplads, hvor Hundene bliver begravet; det er en hel Kirkegaard med baade Navne og Aarstal: Ami og den ny Ami og Pollux. Ami blev saa gammel, at den var blind og altid maatte ligge paa Puder; den ny Ami blev kørt over. Frøkenen plejede den og plejede den, men tilsidst maatte Dyrlægen slaa den ihjel. Det var svære Dage for Frøkenen, for hun kan ikke taale at se noget levende lide, og om Vinteren tager hun alle de forfrosne Spurve, hun kan faa fat i, ind i Stuen og varmer dem og giver dem Brød.

✂ Naar Træet er modent, er der flest fremmede. Alle skal smage Bærrene - dejlige spanske Bær, som Frøkenen tæller paa hver Gren. Hver faar jo ikke ret mange, naar der er saa stor en Flok, som skal dele, men det vilde dog aldrig være rigtig Kirsebærtid for Byens unge Piger, naar de ikke havde været omme hos Frøkenen og faaet deres lille Bundt Kirsebær, omvundet med det røde Baand. Aldrig i Verden rigtig Kirsebærtid ...

✂ Siden hen paa Aaret bærer Vinranken, og Frøkenen plukker ned og sylter hen. Vindruerne faar man i Sukker, naar Vinteren kommer med sin Slud og Spurvene installerer sig i de tomme Stærkasser; og der ligger Sne i Gaarden, saa man knap kan naa over til Baghuset, og hele Haven er hvid, baade Gang og Bed.

✂ Saa holder man sig i Stuen.

✂ Der er ganske mørkt derinde og varmt fra Tørveilden, og hele Stuen dufter af Lavendler og gammelt Potpourri. Det laver Frøkenen om Sommeren. Saa samler hun Dynger af Roser og spreder Bladene ud paa Aviser og tørrer dem baade paa Sengen og paa Dagligstuebordet. Og naar saa Vinteren kommer, ligger de tørrede Roser paa den gammeldags Kakkelovnsplads og dufter som den skønneste Sommer ...

✂ Frøkenen har læst. Men saa er det blevet for mørkt, og hun har lagt Andagtsbogen ned i sit Skød og har lænet Hovedet tilbage. Nu er hun faldet i Blund og sover med foldede Hænder. Og henne i Sofaen spinder 16 Kattene sagte, i Kakkelovnen snurrer Vandet til Te ... Der er Mørkning i Huset.

✂ Men saa kommer Lygtetænderen ude paa Gaden, og han sætter Stigen til og tænder, og lige paa én Gang bliver der ganske lyst hen over alle de gamle Billeder paa Væggen og de hvide Stykker paa Stolene og Gulvtæppet, der er delt i mange Stumper rundt omkring.

✂ Men naar der bliver tændt, vaagner Frøkenen paa Forhøjningen, og hun griber efter Brillerne og Bogen, og lægger Bogmærket ind, førend hun lukker den.

✂ Saa aabner hun Køkkendøren og kalder. - Han tænder, Karen, siger hun. Den gamle Pige har ventet i Køkkenet, men nu kommer hun ind med lyserøde Baand i Huen og sætter sig paa Stolen ved Døren, ganske stille.

✂ Dér sidder saa de to gamle Piger i Lygteskinnet hver med sine Tanker og taler ikke meget. Men hver Dag, naar Lygten tændes, siger Frøkenen højt ud af Døren: - Nu tænder han, Karen, og hver Dag kommer Karen ind, og hun sætter sig stille paa den samme Stol ved Døren. Og har de siddet dér noget sammen, og det snart kan blive Tid til Teen, rejser hun sig med et "Tak, Frøken", og gaar ganske lydløst, som hun kom. Og saaledes har det været i mange Aar.

✂ Thi Karen er gammel i Huset Hun har tjent i Præstegaarden, og da Præsten døde, fulgte hun med "Jomfruen". Da var de temmelig unge, baade hun og "Jomfruen", og Karen var forlovet. Men saa gik det galt, og Kæresten rendte væk til Amerika. Kort efter begyndte Nabolaget at tale om, at det var slemt fat med Karen, og Smedens Kone kom ind en Aften til Frøkenen: for hun, som var stillet saa ene, maatte vide, hvem hun havde om sig, og maatte vogte sit Rygte ...

✂ Men Frøkenen svarede, at det skulde hun vel vide, hendes Rygte plettede det ikke at gøre, hvad Pligt var. Og hun beholdt Karen, og hun plejede hende selv, og saa længe det levede, havde Barnet to Mødre i Stedet for én. Men saa døde det lille Væsen, og Frøkenen og 17 Karen var igen alene, og nu har de kun Graven deroppe i Kirkegaardskrogen ...

✂ Den gamle "laver til" til The.

✂ Hun sætter Tællelyset midt paa Bordet, og hun glatter Dugen.

✂ - Jeg tænker vel, Line kommer, siger Frøkenen.

✂ Line er kommen hver Aften i ti Aar. Præcis Klokken syv banker det, og Line kommer ind, stiv og gammel, og Frøkenen forsøger at raabe sin Veninde op, men hun kan ikke, og naar hun bringer hendes Tøj ind, siger hun i Sovekammeret til Karen: Jeg synes virkelig, Karen, det bliver værre og værre - Line kan snart slet ikke høre mere. Og Karen ryster paa Hovedet: Gud ske Lov for den, som har sine Sanser, siger hun.

✂ Det har de nu sagt i ti Aar om Frøken Line.

✂ Saa sidder de to Frøkener og nyder deres The i Tavshed, og en Gang imellem nikker de mildt til hinanden, siden de ikke kan tale. Bag efter lægger de Kabale og spiller Whist en deux.

✂ Klokken ti følger Karen Frøken Line hjem. Saa pusler Frøkenen alene, roder i en gammel Skuffe eller læser Breve. Det er gamle gulnede Papirer, bundet i store Pakker med røde Silkebaand ... hele Dokumenter fra den Tid, hvor det var dyrt at skrive, og man vilde have meget for Pengene, naar man skrev.

✂ Dem studerer hun med deres udviskede Skrifttræk.

✂ Naar saa Karen kommer hjem, lister hun stille i Seng, og Frøkenen er alene. Hun sidder stadig bøjet over de gamle Breve, og naar hun løfter Hovedet og pudser Tællelyset, har hun ofte Taarer i Øjnene.

✂ For de er døde, hendes gamle Venner, det er alt saa længe, længe siden, det, hun læser fra den Gang, hun var ung.

✂ En Gang imellem gaar hun ogsaa ind i det lille Kabinet, hvor det dufter af Violrod og Æbler, og hun lukker Chatollet op og tager den lille Skuffe ud.

✂ Saa finder hun et Par gamle Blomster, tørrede og 18 klistrede paa Papir, et Stambogsvers med alt for mange Fødder og inden i en Sølvkapsel en lille Silhuet...

✂ Hun gaar rundt i Huset, dækker til og lukker. Ser til Fuglene, som sover i deres Bure, og giver Hunden Vand. Og det er sent paa Natten, inden Frøkenen sover med Katten ovenpaa Dynen.

DEN SIDSTE AFTEN

✂ Det var blevet den sidste Aften. Fest var fulgt paa Fest, og rundt i hele Sognet var "Kandidaten"s Skaal blevet drukket baade i Champagne og Kirsebærvin. Saadan var Ugerne gaaet, og nu var det den sidste Dag, ud paa Aftenen.

✂ De sidste Timer vilde man have for sig selv og være alene; de syntes alle, de havde nok af Fester. Desuden var det en lang Afsked, man i Aften havde for sig, lang og smertelig; thi Batavia er meget langt fra Danmark, og til Batavia skulde han. Derfor mente ogsaa Enkefruen, at i Aften maatte enten de stærkeste Lænker bindes, eller alle Baand brydes ... Hun havde lejet en Vogn, og de var kørt over til "Vænget", men Stemningen havde været mat paa Turen. Selv Præstens Johanne - den eneste Gæst foruden ham - havde været adspredt og forstemt. Fruen og Marie, hendes ældste Datter, havde uafbrudt syslet med Kaffen, først med at lave til og siden med at tage af Bordet; de tre andre skulde spadsere. Men naar de kom til en snævrere Sti, hvor Underskoven mørknede og gjorde Vejen mere dunkel, kom Johanne altid bag efter eller foran de andre; snart skulde hun plukke Bregner inde mellem de høje Stammer, snart fandt hun noget Mos, der var saa fristende blødt, at hun maatte prøve at sidde paa det. Naar hun saa atter traf de andre, saá hun hurtigt spørgende først paa hende og saa paa ham. Men hun var bestandig bleg og adspredt, og han bestandig munter - en sorgløs Munterhed, der havde glemt Batavia og 20 som ikke tænkte paa Afsked. Da de kom ned til Vognen hviskede Johanne til Marie: Det vil gaa bedre hjemme.

✂ Der blev ikke talt meget paa Hjemturen. Og netop fordi alle følte, at der maatte tales, kunde ingen. Han var ogsaa blevet tavs; maaske var det Sommeraftenens Vemod, der dræbte Latteren paa hans Læber, maaske var han nu ogsaa kommen til at tænke paa, at det dog var hans Barndomshjem, der, dækket af Aftenens Taager, for sidste Gang laa for hans Blik. Men da de andre lagde Mærke til hans Tavshed, blev deres Forventning, der havde været kvælende som en betagende Angst, atter vakt til Liv, og Johanne vandt sin Munterhed tilbage. Hun gav sig til at synge en af Heises Romancer, Marie faldt ind efter første Vers. Tonerne flød sammen med Sommeraftenens Stemning omkring dem.

✂ Ude bag Bakkerne i Vest gik Solen ned; Højdernes bløde Omrids bliver skarpe som Silhuetter mod den rødligflammende Baggrund. Neden for Bakkerne i Mosen bølger Taagen som tusinde Slør: Mosekonen brygger. Og set i Afstand ser Taagen ud som en stor Sø, der i Sommernattens Stilhed drømmende venter paa Dagen. Nærmere ved Vognen, paa Markerne lige ved Vejen, dufter de sødlige Kløverblomster omkring dem. Og Dæmringen bliver tættere ...

✂ Man kom hjem, og man satte sig til Bords, men Enkefruens Retter stod næsten urørt, han var den eneste, der spiste. Hans Stemning havde vekslet, og han var igen bleven munter; han spøgede med Johanne, drak paa "det, hun vidste nok", ønskede Marie Held med sit Udstyr og et glædeligt Bryllup og takkede Enkefruen i det tredje Glas Portvin. Emilie sad ganske lige, helt rank paa Stolen, men alting dansede for hendes Øjne, og hun vidste, at hun vilde briste i Graad, hvis hun blev nødt til at sige blot det mindste Ord. Graaden sad hende i Halsen, saadan helt oppe i Struben, stemmende næsten for hendes Aandedrag. Men rank sad hun.

21

✂ Man gik ud i Haven. De andre holdt sig tilbage. Fruen skulde have et Slag om sin gigtsvage Ryg. Han og hun gik gennem Nøddegangen, der er smal, saa Buskenes Grene uafbrudt strejfer hendes Kind. Hvor der er køligt derinde og ganske stille. De hører deres egne Trin i den bløde Jord. De er gaaet nogle Skridt i Tavshed, saa tager hun sig sammen og taler ... hendes egne Ord lyder i hendes Øren som en fjern og fremmed Lyd, hans muntre Svar kan hun næppe fatte ... Gid de var ved Enden af Gangen.

✂

✂ De kom alle ind igen. Marie byder Jordbær rundt. Enkefruen søger forgæves at holde Samtalen vedlige, hun er rød i Hovedet, medtaget, echaufferet, og hun sidder ubevidst og rokker febrilsk med Hovedet, saa Blomsterne paa hendes Kappe dirrer. Johanne skotter til Uhret. Naar Samtalen gaar istaa, hører man dets rolige, uforstyrrede, uophørlige Dikken, ligesom en spottende Røst. Han sidder roligt, bøjet over sin Tallerken og maser sine Jordbær i Fløden; hans solbrændte Ansigt, der belyses af Lampen, er roligt, kækt og tillidsfuldt. Han vil gøre sin Lykke i Batavia. Emilie har sat sig i en Krog; som bag et Slør ser hun henne fra Skyggen dette Ansigt, som hun elsker, belyst af Lampens Skin, saa roligt, uforstyrrelig muntert. Og det er hende, som hendes Hjerte skulde høre op at slaa.

✂ Moderen gaar ud af Stuen, ind i det andet Værelse. Hun skal "dække sine Kanariefugle til". Lidt efter rejser ogsaa Johanne og Søsteren sig og gaar hen mod Havedøren ... Emilie ser det og vil rejse sig for at følge efter. Hun kan ikke være alene med ham ... Men hendes Knæ vil ikke bære hende, hun kan ikke komme op ... Nu er de ene.

✂ Paa Spisestuedøren ser man Fruens Skygge, hendes spidse Næse og Blomsterne, der dirrer paa Kappen; ude i Haven, lige neden for Trappen, staar de unge Piger klynget op til hinanden og hvisker ganske sagte. Inde i Stuen hører man ikke andet end Uhrets pinlige 22 Dikken. Om Lysene ved Klaveret summer en enkelt Myg.

✂ Han sætter Tallerkenen fra sig og tømmer sit Glas Sherry.

✂ - Er de andre gaaet?

✂ - De gik ud i Haven, svarer det dæmpet fra Krogen.

✂ Maaske var det noget i Stemmen, i Tonen af dette Svar, maaske hele Luften og den ganske Stemning i Stuen, der fik ham til at tage sig ned over Panden og ligesom besinde sig lidt...

✂ Hviskningen standser i Haven, Skyggen af Fruens Hoved holder sig ganske stille.

✂ - Det kan s'gu ikke nytte at græde for'et, siger han efter en Pause; man bliver jo rig derovre, og Mo'er trænger til det.

✂ Han rejser sig som for at ryste den nye Stemning af sig, gaar saa hen over Gulvet og standser ved Vinduet.

✂ Hun sidder stadig i Krogen, gemt helt inde i Skyggen og kæmper for at kunne tale. Men Tankerne suser larmende forbi hendes Hoved, og det er hende, som om den Lyd, hun vil hente, sidder fast under en knugende Vægt i hendes Bryst. Og de andre kommer ikke ind - hvorfor ikke? hvorfor vil de dog plage hende saaledes?

✂ - Spil lidt til Afsked, siger han og vender sig. Du har spillet saa lidt i disse Dage.

✂ Hun synes, at Gulvet gaar ned i en Dal og atter op, inden hun naa'r Klaveret, der staar lige ved Døren til Haven. Hun søger som i Blinde efter de hvide Taster. Nu kan hun i det mindste blive fri for at tale.

✂ De første Toner er larmende, Strengene støjer under hendes hurtige Hænder. Men snart bliver Spillet mere mildt, en sukkende, dæmpet Melodi, mættet af vemodige Taarer.

✂ Og mens hun spillede, drog i de vekslende Toner hendes Ungdomslivs Billeder forbi.

✂ Hver Akkord var et Minde, hun gemte, hver af de dragende Toner var en Drøm, hun hilste til Afsked.

23

✂ Hun saá dem sejlende i det store Trug nede paa Præstegaardens Dam. Han var en mægtig Konge, der drog i Brudefærd med den dejlige Prinsesse. Og paa den anden Bred laa Æventyrets brogede Land. Hun sad med Blomster i Haaret og saá paa ham, der stagede Baaden, staaende oprejst med den gyldne Paphjelm paa Hovedet. Og hun troede, at den lykkelige Fart skulde vare for hele Livet...

✂ Sommernattens Luftning slaar, mættet af Rosenduften, ind gennem Havedøren. Myggene surrer om Lampen; Taffeluhret dikker uophørligt.

✂ Emilie spiller til Afsked for sin Kærlighed og ham, hun havde kær ...

✂ De er begge blevet ældre ...

✂ Han er i øverste Klasse inde i Skolen i Byen, og han skal snart være Student.

✂ Saa sad de en Aften sammen bag Rosenhegnet i Haven, Haand i Haand, hun huskede det godt Og han tog forlegen et Digt frem og læste det for hende. Det handlede om Kærlighed, og da han havde læst, sagde han:

✂ - Det er jo om Dig det handler!

✂ Og saa kyssede han hende lige paa Munden, mange Gange, mange Gange ...

✂ Hun rev sig løs, men Versene lærte hun udenad og sagde dem tusinde Gange, og intet Digt i hele Verden var saa smukt som dette. Hun var jo selv Heltinde i Digtet.

✂ - - Saa kom de mørke Tider, da han blev borte for hende ...

✂ Hvor Tonerne er bløde, milde, smeltende Akkorder, ligesom tungsindige Sange, Kvinder nynnende hvisker.

✂ Hun spiller sidste Gang for ham, hendes Hjerte elsker.

✂ De havde været sammen paa Bal. Det var i Julen ovre paa Vedbygaard. Der var en Dame fra København i en gul Silkekjole med mange Violbuketter. Han dansede næsten hele Aftenen med den Dame. Hun var saa 24 koket og slog Slæbet op over Armen, naar hun dansede. Og saa spurgte han hende, om hun ikke var smuk. Hvor hun græd, da hun kom hjem, og hvor hun hadede denne Dame med den fejende Silke og de duftende Violer ... Men saa havde hun taget Digtet frem og læst det om igen ... og hun var Heltinden i Digtet.

✂ Hun havde været blind, og disse Toner var Gravsangen over hendes Kærlighed.

✂ Saa havde de leget Tagfat en Sommeraften her nede i Haven. Og de var mødtes i Nøddegangen, pustende af det stærke Løb. Han havde taget hendes Haand og havde trykket den. Hvor hun følte Trykket endnu, kraftigt, varmt havde han trykket den.

✂ Kærligheden lever af lidt, og hun havde bestandig haabet, at hun var Heltinden i Digtet. Med ham til Styrmand stævnede hun i Baaden over mod den anden Bred - Eventyrets brogede Land.

✂ Men nu var Digtet forbi - og han stod alene i Baaden. Hun sad tilbage paa Bredden, og hun syntes, at alle Blomster havde sænket deres Hoved, og Aftenens Skumring lagde sig om hende - - -

✂ Fruens Skygge bevægede sig uroligt paa Spisestuens Dør. De unge Piger lyttede anspændt.

✂ Han stod og legede med sin Urkæde.

✂ Tonerne lød mere afbrudt end før, ligesom dæmpede Skrig og uregelmæssige Suk. Saa holdt hun op.

✂ - Tak, Emilie, sagde han bevæget, jeg synes aldrig, Du har spillet saa smukt. Ordene lød hjerteligt og varmt. De Toner skal jeg huske i Batavia.

✂ Han rakte Haanden frem, men hun rejste sig hurtigt, vendte sig og gik hen til Vinduet.

✂ Der var længe stille. Fruens Hattebaand gik heftigt op og ned. Marie tog sig hurtigt sammen og traadte rask ind. Johanne fulgte efter med Taarer i Øjnene og meget bleg.

✂ - Det er vist paa Tiden at bryde op, sagde hun. Hun tager Afsked, og han gør ogsaa Mine til at gaa. En underlig, nervøs Afskedstagen, hvor man undgaar 25 at se paa hinanden, hvor den enes Haand ligger løst i den andens, og hvor man lader, som om man skulde ses den næste Dag ...

✂ Fruen og Marie følger dem ud i Haven. Emilie staar bestandig ved Vinduet. Hun vendte sig kun halvt, da han bevæget og sagte sagde hende Farvel...

✂ Og medens hun hører Stemmerne fra Haven, staar hun taareløs og stirrer ud i Mørket.

FRAGMENT

✂ Der var en forunderlig Duft over dette Værelse, ikke af Hyacinther eller Heliotroper eller af Roser, i det hele taget ikke af Blomster - nej, det var som i den lune Luft hvert enkelt Gardin, hvert enkelt af de mørkerøde Forhæng, af Bordenes tunge Tæpper og af Chaiselonguernes Puder udaandede en sødligthidsende Vellugt, saa Luften blev tung, og man aandede vanskeligt...

✂ Der gives Dage sent i August mod Sommerens Slutning, hvor Heden er kvælende, Luften svanger med Torden; og alle Blomster dufter stærkere, Heliotroper og de sildige Jasminer, mere berusende, mer betagende.

✂ Og de Dage er paa samme Tid vor Sommers Farvel og Sommerens Fuldkommelse.

✂ Lyset fra den høje Lampe forvilder sig i Portierernes dunkelrøde Atlask, glimrer og funkler mellem Etagerernes Nipsting, lægger sig kælent over Divanens Blødhed; og det mørkerøde Atlask gækker og leger med Lyset og dets Straaler ligesom en glødende Drue, der funkler i et Genskin fra Solen, selv i Vinstokkens dækkende Skumring. Saaledes gløder gennem det dæmpede Lys Dørenes Forhæng, Bordenes Tæpper og Stolenes Silke... Skæret fra Kaminen glider ud og ind, legende muntert med Tæppets Rosenbuketter. Lys og Skygge veksler paa Kamintæppets Panterskind, Mørkets Linjer bøjer sig fremad og viger.

✂ Kun ned over Bordet og ham, der sidder bøjet over Bogen, gyder den høje Lampe sit stærke Lys. Han et Barn endnu med Barnets bløde Træk og Kinder, fint 27 dunede som en Kvindes. Den Gang, da Fortidens Mester skulde mejsle den unge Augustus, gav han ham denne Pande og disse Læber. Og de store Øjne ser drømmende fremad, som om de bestandig ventede Svar paa et Spørgsmaal. Et Barn endnu - selv hans Stemme klinger dæmpet som en Kvindes, indsmigrende som et Barns, naar det beder ...

✂ Hun sidder lænet tilbage i Sofaens Puder og lytter med Hovedet støttet paa sin Arm og Øjnene lukkede halvt: En Juno at se til. Halsens gulblanke Hvidhed blinker bag de sorte Kniplinger, og Brystet hvælver sig højt under det mørke Atlask. Ærmet er gledet tilbage; og oppe fra Haandleddet, der er rundt og lige, følger man den fyldige Arm lige til Albuen. Hendes Ansigt ligger i Skygge. De fyldige, røde Læber, den lige Næse, den lave Pande, skjult af det bølgende Haar. Og Øjnene, bag de lange Øjenhaar glimrer de frem under de sænkede Øjenlaag som en kortglødende Flamme, der tændes og slukkes hurtigt.

✂ Men Fruen er distrait og drømmer mer end hun lytter.

✂ Det er "Jason med det gyldne Skind", de læser.

✂ Vandringen i Haven, Elskovsmødet under Dyrehavens Træer.

✂ Hun véd, det er om Kærlighed, han læser, og hans Stemme lyder ind til hendes Sjæl ligesom en vuggende Musik, til hvilken hun selv sætter Ord. Men naar han vender Bladet og hæver Blikket, mødes deres Øjne hurtigt, hans med et bange, næsten angstfuldt Spørgsmaal, hendes glimrende med Straaleglans, æggende imod ham. Og mens han læser, hører han ængstet sit Hjerte banke uens, og hans Strube snøres sammen.

✂ Efterhaanden bliver hans Stemme mere dæmpet, Rødmen paa hans Kinder veksler med Bleghed. Øjnenes Glans bliver fugtig og svømmende ...

✂ Rundt om ham funkler det mørkerøde Atlask som i en dunkel Helligdoms drømmende Halvlys, og hæver han Blikket, vil det møde hendes.

28

✂ Han holder krampagtigt om Bogens Blade, mærker en pludselig Kulde, synes næsten, han bliver svimmel.

✂ Hun bøjer sig længere tilbage og snor en Haarlok mellem sine Fingre.

✂ Han er naaet til Felix' Dagbog. Bogstaverne danser for hans Øjne, Stuens tunge Luft forvirrer ham, han længes efter Friskheden ude, efter Kulden; hans Tænder klaprer, dog føler han sig hed. Og han synes, at han maa raabe højt for at overdøve sit Blods Susen, der larmer i hans Øren, men Ordene kvæles i hans Strube ... Og om et Øjeblik vil han briste i Graad - ja, han vil ikke kunne holde Taarerne tilbage ...

✂ Hun lukker Øjnene helt, Øjenhaarene sitrer og hendes Næsebor skælver.

✂ - Som Saltvandet kvæger den skibbrudnes Tørst, saaledes kvæger hendes Elskelighed mig.

✂ - Stakkels Felix, hvisker han.

✂ - Hvorfor? Han maatte dø.

✂ - Maatte dø? Han lukker Bogen og ser over mod hende. Der ligger som et Slør for hans Øjne.

✂ - Ja, hans Kærlighed var jo -kun en Drøm. Hun rejser sig og smiler.

✂ - Men hvad forstaar De Dem paa Kærlighed, De, Barn!

✂ Barn, nej, han er intet Barn; han elsker jo som en Mand, elsker, hun véd det jo, hun maa vide det.

✂ Se, hvor hun gaar langsomt hen over Gulvet, vuggende i de runde Hofter, runde, stærke Hofter. Og midt i Stuen vender hun sig og smiler. Kan nogen anden Kvinde smile saadan? saadan lokkende, betagende som hun. At trykke et eneste Kys paa disse Læber, der smiler ... Hans Kinder brænder, og hans Læber er tørre, Aarerne i hans Pande svulmer. Aa, hvor hans Læber tørster!

✂ Hun sætter sig halvt liggende paa Chaiselonguen foran Ilden.

✂ - Kærligheden maa leve, siger hun dæmpet, mere 29 til sig selv, som det synes, end til ham. Elskov er Liv

✂ - hans var kun en Drøm.

✂ Hun tier. Blodet larmer i hans Øren, men gennem Larmen hører han hendes Ord som en fremmed Klang og langt borte. Han ser henimod hende. Der ligger hun halvtudstrakt, mens Skæret fra Kaminen kysser hendes Haar. Se, hvor Lyset glider ud og ind! ... Naar han blot kunde se hendes Øjne - saadan glimtende, med denne Glans fra før ... men hun har vendt Ansigtet bort og stirrer ind i Ilden ... Hvor han dog fryser, og hele Tiden er det ham, som om han skulde kvæles, og som en grusom Haand trykkede hans Strube sammen med lange Fingre.

✂ Hvad om han flygtede? ud, bort, ud i den friske Luft

✂ - . . eller hvad om han ...? nej, det er umuligt, han tør ikke, han tør det ikke ...

✂ Men han maa tale. Denne Tavshed maa brydes, den kan ikke blive ved. Og for hvert Sekund, der gaar, bliver det vanskeligere ... Og hun siger intet, slet intet.

✂ Men nu vender hun sig og smiler. Han ser hende gennem en Taage, ser hende fjærnt, langt borte ... langt borte ligger hun, smilende til ham, med det lysende Skær over Ansigtet...

✂ - Ja, Elskov er Liv, siger hun. Et Øjeblik tier hun:

✂ - Livet

✂ - Livet.

✂ - Aandedrættet og Livet.

✂ Det lyder igen som en døende Tone gennem hans Sansers bedøvende Larm. Men alligevel - han behøvede jo næsten kun at række Haanden ud for at røre ved hendes Haar ...

✂ Hun ser længe paa ham, støtter Hovedet paa sin Arm og siger:

✂ - Barn.

✂ Der var tusind Kærtegn i den ene Lyd, tusind Kys og tusind Kærtegn.

✂ - Store Barn, som De er, store Barn. Som for at 30 bringe ham til Ro glatter hun hans Haar med sin Haand. Men han river Haanden til sig, og medens han mumler nogle Ord, som næppe han selv har forstaaet, bedækker han hendes Fingre med sine tørstige Læbers tusinde Kys ... et stakkels Barns første Kærlighedskys ...

✂ - Aandedrættet og Livet.

PERNILLE

✂ - Men saa skynd Dem dog, Jomfru Olsen, siger hun, medens hun staar og tripper i Pernilles smaa, spændebesatte Sko. Klokken er over ni - -

✂ Hvor hun dog glædede sig umaadelig til det Karneval. Hun havde jo aldrig været til Karneval før, ja det vil sige nok til Maskerade: hjemme paa Egnen havde Præstens jo en Gang haft Kostumebal, og hun havde været Pierrette, og Godsforvalteren havde friet til hende under en Mazurka; han var Lansknægt fra Wallensteins Tid og havde en stor Knebelsbart for at skjule sit Hareskaar; men det var slet ingenting, de kendte jo hinanden allesammen, og de tog Maskerne af ligestraks ... Men nu i Aften, saa var det rigtigt, stort, umaadelig dejligt ... saadan ... ja hun vidste jo slet ikke, hvordan ... Men glæde sig, det gjorde hun, og hun stod og trak i sine lange Handsker og pillede ved Pernilles hvide Forklæde ...

✂ - Kunde Frøkenen ikke staa lidt roligt, siger Jomfru Olsen tørt... Ellers stikker jeg Frøkenen.

✂ - Ja, men, Jomfru Olsen, jeg glæder mig jo saa umaadeligt, saa ganske voldsomt, Jomfru Olsen!

✂ - Frøkenen har da danset før, siger Jomfru Olsen, medens hun hæfter Pernilles Hue fast paa Haaret

✂ - Ja, danset, svarer Pernille medlidende, men det er jo ikke at danse at gaa paa Karneval, Jomfru Olsen. Det er jo slet ikke at danse - det er noget... noget helt andet.

✂ Og Pernille ler til Spejlet

32

✂ - Tror De, der bliver mange Perniller, Jomfru Olsen? spørger hun.

✂ - Det véd jeg saamænd ikke, Frøken.

✂ - Ja, men vist i alt Fald ikke mange saa korrekte som jeg, for Onkel Bernhard har givet Tegningen. Og saa smiler hun til sit eget Billede i Spejlet. Maaske heller ikke ret mange saa kønne, tænker Pernille og rødmer ved Tanken, for hun synes selv, hun er nydelig.

✂ Hun ser paa det smukke Liv og paa Huen, som sidder lidt paa skraa.

✂ - Jo, jeg er net, siger hun til sig selv, og saa giver hun sig til at nynne af Glæde.

✂ - Har De aldrig været paa Karneval, Jomfru Olsen? spørger hun og bliver ved at se ind i Spejlet.

✂ - Nej, Frøken.

✂ - Stakkels Jomfru Olsen, siger Pernille.

✂ Og saa kører hun med Onkel William og Tante Fanny.

✂ Sikken Hjertebanken hun har i Vognen, hun mærker godt, hun bliver baade rød og bleg, og hun har klamme Hænder.

✂ - Naa, Marie, siger Onkel William.

✂ - Aa, ja, Onkel, jeg glæder mig nok saa umaadeligt, men jeg véd ikke - bare vi var derinde. Jeg er saa fortumlet i Hovedet. Det er Glæden. - -

✂ - Nej, Onkel William, det er jo ækelt, det er slet ikke, som jeg havde tænkt mig, siger Pernille. Maskerne glor saa stygt. Hun hænger sig fast ved hans Arm, angst, helt skræmmet. Og den væmmelige Henrik forfølger mig hele Tiden ...

✂ - Jeg tænkte nok, Du ikke vilde more Dig, siger Tanten.

✂ - Jo> j^g morer mig nok, Tante - hun gemmer sig helt ind hos Onkelen - men jeg havde tænkl, at... Hvor mon Hr. Herløv er? spørger hun saa uden Overgang og lidt hurtig.

✂ - Himlen véd det, han har spist til Middag hos 33 Grosserer Bechwiths. Han kan naturligvis ikke gaa fra sit Selskab og den smukke Fru Kramer.

✂ - Nej, siger Pernille, det kan han naturligvis ikke. Hun gaar lidt i Tavshed. Naturligvis, siger hun saa igen.

✂ Men Hr. Herløv kom.

✂ De sidder nede bag nogle høje Planter - Pernille og han - de har siddet der en hel Time, og Onkel William er fortvivlet, fordi han ikke kan finde dem.

✂ - Men - jeg kunde jo kende Dem lige straks, Hr. Herløv. Jeg k-unde have kendt Dem mellem Tusinde. Men De kendte slet ikke mig. Hun kigger lidt frem. Hør, hvor Folk dog ser latterlige ud. Synes De ikke?

✂ - Jo-o, det er haardt nok at bære sine egne Klæder, men at bære andres, det er næsten umuligt...

✂ - Jeg havde nu troet, at Karneval var noget ganske andet, siger Pernille og stikker den lille Sko lidt frem under Kjolen.

✂ - Hvad havde De da tænkt Dem, Frøken? spørger han smilende.

✂ - Aa, det var egentlig noget dumt noget, jeg tænkte - nu indser jeg det nok. Men jeg havde troet, at alle Folk var meget kønnere, og at... der var mange flere Riddere ...

✂ Han ler.

✂ Karnevalets Støj summede om dem, de sad i Ly af de tætte Buske. Inde fra Dansesalen lød en forvirret Klang af Orkestrets Melodier. En Gang imellem, naar Larmen steg, maatte de bøje sig ganske tæt sammen for at kunne høre, hvad de sagde.

✂ Pernille syntes, at det var en dejlig Krog her bag Laurbærtræerne, og Herløv glemte helt sit Selskab. Hun var saa fortryllende; den yndige lille Pernille var et helt Foraar, der var mange Fru Kramere, Fru Kramer kunde han se i Morgen, i Overmorgen, hver Dag, men Pernille var Foraaret, uberørt og friskt, yndigt og fortryllende. Han bøjede sig ind under Fortryllelsen. Han sad hele 34 Tiden og undrede sig over, at han aldrig havde set det før, hvor smuk og frisk hun var. Han havde jo nok altid fundet hende meget net og fordringsløs, men han havde dog aldrig rigtig set hende. Og nu i Aften var han helt betaget af hende.

✂ - De er yndig, Frøken Holm, sagde han pludselig, ganske yndig.

✂ Og hun var yndig: hendes røde Læber smilede, Øjnene lo, Lykkens Skær laa forskønnende over hendes Træk. Den lille Pernille var forelsket. Den første Forelskelse. Alt er Drømme, Drømmerier, ubevidst Velbehag og Længsel. Den første Forelskelse er Kærlighedens Førstegrøde, født i Hjertets Barndom paa Sjælens Foraarsdag. Blomsten aabner sig halvt, og Solstraalen, der kysser dens hvide Bæger, trænger legende ind mellem dens Blade. - - - Det er første Gang, den kysses af Solen.

✂ Marie havde jo længe været forelsket i ham, hele Vinteren, lige saa længe hun havde været herinde og taget Undervisning. Det var en Forelskelse, som levede af lidt, af et Blik, af et flygtigt Møde og et Haandtryk. Den, der elsker som hun, trænger ikke til Ord, hun er lykkelig ved at se - ikke til Hyldest, hun vilde føle sig uværdig til den.

✂ De Dage, hun havde mødt ham, syntes hun, at alle Mennesker var gladere, og at Solen skinnede klarere, hun følte hans Haandtryk i mange Tider, hun længtes, naar hun ikke saá ham. Men mer havde hun aldrig tænkt...

✂ Her i Krogen bag Laurerne fik hendes Kærlighed Vækst. Den blev vækket af Musikkens Melodier, udfoldet under Karnevalets Hede, den fik Mod i den glade Nat.

✂ - Skal vi ikke danse? spurgte Herløv. De dansede.

✂ Aa, hvor Musikken dog lød dejlig, ligesom Fuglesang, tænkte Pernille, men hun sagde det ikke, hun turde 35 ikke; saa vilde han le ad hende, han lo saa tidt, naar hun sagde noget af det, hun saadan rigtig følte helt indvendig. Det var naturligvis ogsaa dumt og affekteret alt saadant noget, man sagde helt inde til sig selv. Hun holdt heller ikke af at tale, hun vilde hellere ligge ganske stille inde i hans Arm og bæres - langt, langt bort og bestandig bæres. Hun lagde Hovedet lidt ind mod hans Skulder. Hvor han førte hende fast! Man var saa tryg herinde i hans Arme. Hvis hendes Moder nu var her, hvor hun saa vilde græde! Lægge sig ind til hende og græde rigtig ud - længe, længe.

✂ Hun følte, han var hendes, helt og aldeles hendes, han saá saa mildt ned paa hende, spørgende og smilende. Maaske var der noget i Smilet, hun ikke rigtig forstod, noget, hun blev saa underlig undseligbange for, men alligevel var hun glad. Det maatte være Kærlighed, der saá saaledes paa hende og bar hende saadan trygt frem. Det maatte være Kærlighed ...

✂ Han førte hende bort fra Dansen, ud af Salen. De var begge blevne varme, kortaandede - lidt gispende Aandedrag - rødplettede paa Kinderne. Hun hang lidt fast paa hans Arm, han var meget bange for, at nogen skulde støde til hende i Trængslen.

✂ De satte sig ude i en kølig Sal.

✂ - Her er dejligt, sagde hun og lænede sig op til Springvandsbassinet. Ja, der var da ogsaa dejligt derinde, tilføjede hun og saá op paa ham.

✂ - Men en forfærdelig Trængsel, sagde han.

✂ - Var der?

✂ De sad hinanden ganske nær, helt inde i et Indhug af Bassinkanten. De sagde ikke meget. Naar de tav, kunde de høre Musikken ganske svagt oppe fra, og det syntes de begge to var dejligst. De behøvede ikke at tale, de var saa glade ved blot at sidde her sammen. Bag dem plaskede Springvandet ganske sagte, blødt, som om det pludrede i Takt til Musikken oppe fra Dansesalen.

36

✂ Men saa begyndte Tavsheden at forvirre hende, og hun vilde bryde den.

✂ - Hvordan har De moret Dem? spurgte hun. Lige da hun havde sagt det, blev hun rød i Hovedet: hun vidste jo godt, at han havde moret sig godt.

✂ - Udmærket naturligvis, sagde han, og da deres Blik mødtes, smilede de begge to. Og De?

✂ - Jeg? aa, jeg har aldrig troet, man kunde more sig saa vidunderligt.

✂ Saa blev der igen Tavshed. Springvandet mumlede uophørligt. Pernille syntes, det gav sig til at tale, men hun turde ikke høre efter, hvad det sagde - -

✂ Han saá paa hende, han havde taget hendes Haand, talte dæmpet Og medens Nattens Timer gik, blev der vekslet mer end halve Ord og givet hele Løfter.

✂ Da han hjalp hende Kaaben paa, kyssede han hende i Nakken lige under Haaret. Hun syntes, Blodet brændte dér, hvor han havde kysset, blussede heftig og saá paa ham. Hun havde Taarer i Øjnene. - - -

✂ - Nej, Tante, jeg skal ikke forkøle mig, raaber hun. Hun lukker Døren, drejer Nøglen om to Gange. Hun maa være alene, helt alene. Hun trænger til at klare sine Tanker, til at fortælle sig selv alt, hvad hun har oplevet

✂ Men hun vil ikke begynde at tænke endnu; hun vil først i Seng, og saa vil hun ligge der ganske rolig og drømme det altsammen om igen ... Bare skynde sig at komme i Seng ...

✂ Ja, hvor det er dejligt at elske, saa dejligt, at hun slet ikke véd, hvordan hun skal maale det. Hun kan dukke ned i sin Lykke ligesom i et stort Hav. Hun laa længe ganske stille, med foldede Hænder og med Øjnene lukkede. En Gang imellem smilede hun, et blødt, længelevende Smil. Saa virrede hun lidt med Hovedet, rejste sig for at slukke Lyset, greb det og satte Fødderne ud paa Tæppet.

✂ Hun gik med Lyset i Haanden hen over Gulvet, 37 stansede foran Spejlet og løftede Lyset op, saa Skæret faldt paa hendes Ansigt, smilede, rødmede og pustede hurtigt Lyset ud - - - trippede i Mørket hen over Tæppet. Pludselig gav hun sig til at nynne den Vals, hun havde danset med ham, hun laa længe og sang den ganske sagte. Saa faldt hun tilsidst i Søvn, luilet ind af sin egen Sang.

✂ Det var højt op paa Dagen, da hun vaagnede. I Begyndelsen kunde hun slet ikke samle noget: da hun lidt efter lidt kom til sig selv, gik hun helt op i et uendelig saligt Velvære, en vis Tryghed, hun mere ubevidst betoges af end egentlig gjorde sig klar. Saa kom der en stærk Længsel efter at se ham. Men han maatte jo komme i Løbet af Dagen.

✂ Hen paa Eftermiddagen kom Onkelen ind med et Brev.

✂ - Det er til Dig, Marie, sagde han, fra hvem Satan kan det dog være?

✂ Marie greb efter Vejret. Hun følte som et Sting i Brystet, tog Brevet.

✂ - Ja - det var fra ham, hun kendte Haanden, han havde en Gang skrevet nogle Ord bag paa et Visitkort til Tanten - - - hvorfor turde hun dog ikke lukke det op -

✂ Hun foldede Brevet op. Der stod ikke mere end tre Linier. Hvor hendes Haand rystede.

✂ - Ogsaa for Dem, Frøken, var jo alt det, der hændte i Aftes, kun en lykkelig Spøg.

✂ Brevet gled ud af hendes Hænder. Hun syntes, at hendes Følelse var stivnet, at Aandedraget døde hvinende i hendes Bryst. Hun saá kun Brevet, som gled ned ad hendes Kjole. Papiret var en graa Plet midt i alt det sorte.

✂ - Naa, fra hvem er det saa? spurgte Onkelen.

✂ - Fra Hr. Ingerslev, sagde hun. Han be'er, om jeg vil spille i Morgen.

✂ Hun vilde gerne været gaaet ud af Stuen, men der 38 laa som en tung Vægt paa hendes Skød. Hun kunde ikke rejse sig - - -

✂ - En Spøg - en Spøg - hun lænede Hovedet tilbage mod Væggen og lukkede Øjnene. Hun mærkede, at hendes Kinder var isnende kolde ...

✂

✂ - En Spøg - en lykkelig Spøg ...

CHOPIN

✂ Jeg var kommen derned for at undersøge nogle gamle Billedværker paa det gamle Stiftsbibliothek, og mine Undersøgelser trak, som næsten altid, længer ud end jeg havde ventet. Egentlig var det ikke synderlig morsomt for en fremmed at ligge der og halvdrive i den lille, solvarme By. I sine Fritimer at sidde døsende over en Bog paa en umagelig Stol i et Gæstgivergaardsværelse, for hvilket vort Aarhundredes Komfort var et ukendt Begreb, hvis Vægge var hvidtede, og hvis Stole var betrukne med Hestehaar og stoppede med Hø, hvis eneste kunstneriske Prydelse var et gammelt Portræt af Frederik den Sjette, og hvis Seng var et uhyre Monstrum fyldt af mægtige Dyner, som midt i Sommerens Hede lod dens ulykkelige, transpirerende Ejermand forsvinde i et Hav af Gaasefjer og hjemmegjorte Drejler. At hænge ørkesløst ud af Vinduet og se ned ad den sollyse Gade, den irriterende sollyse Gade, hvor Konsulens røde Hus laa og bredte sig i Solskinnet og var vigtigt af sine Spejlglasruder og sin Flagstang. Nederst nede Apothekerens graa skidentfarvede Sted med de mange hvide Markiser, Købmand Lunds gammeldags Stentrappe; tilhøjre, paa den anden Side, Rebslageren og Barberens Skilt. Barberen var rigtignok død, og Enken havde hævet Forretningen, men de to gule Bækkener var blevne hængende. Enken nænnede ikke at tage dem ned, og det gjorde ikke noget, at de hang der: al Verden vidste jo dog, at Barberen var død - og Skiltet pyntede i Gaden. Ellers intet, slet intet at se 40 paa langs ned ad den sollyse, stilfærdige Gade. Og vendte man Hovedet, havde man Landevejen med sit Støv og sin Solhede, nogle afsvedne Marker og ude i Horisonten en Bakke, der laa brak i oppløjet Tilstand. Skraas overfor mit Vindue et lille Kig ned i "Gyden". Nedenfor Gyden nogle grønne Træer, Spadseregangens Linde.

✂ Byen var stolt af de Spadseregange, og den kunde nok have Grund til sin Stolthed. Det var nogle dejlige Alléer, dejlige om Formiddagen, naar Sommerhedens Dis laa som et dalende Flor ude over Fjorden og Kysten, naar Varmen bagte Strandens Stene og gjorde Badehustagene næsten glødende i Branden. Saa sad man inde under Skyggen, kølig gemt og saá ud i Sollysets Leg, der brødes med Sommerdagens Taage, gled frem med det glidende Vand og spillede paa de vekslende Krusninger. Straalerne gnistrede og kæmpede, brødes med de tusinde Reflekser, ligesom svøbte sig ind i den Dis, de selv havde skabt ... Men selv sad man inde i Skyggen. Dejlige ogsaa om Aftenen. Dæmringens lysende Skær ligger som en skinnende Taage, et Slør over Dagen, som skal komme, ude over Vandene og Fjorden, der bæver som et sitrende Spejl, paa hvilket en Aande har dugget. Men under den duggende Aande leger det metalblanke Spejl alligevel med Straalerne og Lyset. Bølgerne blinker og glimter, viger ind under Glansen, taber sig ude i Mørket, skinnende som mørkblankt Metal, der fanger de skiftende Straaler i en violfarvet Brydning og kaster dem dæmpet tilbage for at kæmpe med de Tusinder af Glimt, der gnitrer, brydes og strider ude i Lyset og Glansen. Men inde under Lindenes Tætning ligger Mørket duftende og svalt. Hvor er dette Mørke dog ikke hemmelighedsfuldt - gennemtrængt af Lindeduftens Sødme, af Friskheden ude paa Vandet, opfyldt af Grenenes Hvisken, befolket af Sommeraftenens Drømme.

✂ Og Alléerne strækker sig som et grønt Bælte rundt om hele Byen. De gaar langs Fjorden, op forbi Anlæget lige til Kirkegaarden. Hvor det dog er en forunderlig 41 stille Kirkegaard, tæt og grøn som en fredet Lund. Netop fredet. Byens Folk gaar ikke ud og ind paa denne Kirkegaard. Børnene faar ikke Lov til at kravle mellem Ligstenene. Alt er ganske tyst. En enkelt Sørgende færdes mellem Gravene under de hængende Pile og mellem de sørgmodige Tujaer, lægger en Krans paa sit Gravsted og gaar stille, som hun er kommen.

✂ Det er, som man var sky for Stedet, en hellig, ærefrygtsfuld Skyhed. En Gang imellem aabner Graveren den store Port med Jernkorset, og mens Klokkerne ringer, strømmer alle Byens Folk sammen, baade Mænd og Kvinder: Kirkegaarden har faaet en Grav til. Man kommer for at sige Farvel som til en Slægtning - her er alle i Slægt - en Slægtning, der er gaaet bort til en lang Rejse. Og naar Præsten, mens alle blotter Hovedet, har lyst Velsignelse over hans Bortgang, gaar alle stille, som de kom. Saa lukkes den store Port, og Kirkegaardens fredede Lund drømmer videre i Ensomhed og Tavshed.

✂ Jeg mødte hende hver Aften i Alléen mellem Havnen og Anlæget. Hun gik langsomt, stod ofte stille, saá ud over Fjorden, gik lidt videre, lyttede efter Klokkerne, som ringede til Solnedgang, gik igen med denne ejendommelige, rolige Holdning, der straks havde været mig saa paafaldende. Hun kom bestandig ned fra Gyden og gik to Gange frem og tilbage, saa op om Anlæget og hjem. Jeg vænnede mig snart til at vente hende. Denne ranke, rolige Skikkelse med den glidende, lydløse Gang voksede forunderlig sammen med Billedet af den mørke Allé, den drømmende, duftsvangre Stilhed, Tavsheden og den blundende Ro. Vi talte aldrig sammen. En Hilsen vekslet i Tavshed, og hun gled mig rolig forbi. Jeg véd ikke hvorfor, jeg brød mig ikke engang om at høre hendes Stemme eller se det Ansigt, hun dækkede bag, det brune Slør. Som hun var, passede hun ind i dette Billede, maaske var hendes Stemme ikke melodisk eller hendes Ansigt ikke smukt. Saa vilde kun Illusionen være borte ...

42

✂ Men i saadanne smaa Samfund kan to Mennesker, som møder hinanden ved samme Tid fjorten Dage i Træk, ikke vedblive at tie. Man er vant til at tale ...

✂ Jeg husker ikke mere, hvorledes vi kom i Samtale. En Dag slog hun Sløret bort fra sit Ansigt og talte. Det var et ikke længer ungt Ansigt med mørke Øjne og en nedadkruset Mund. En Kløft i Hagen. Hun talte dæmpet, det var, som om der vibrerede en tilbagetrængt Vemod bag de fleste Ord. Men hvad hun sagde var friskt og utvungent.

✂ Frøken Simony hørte hjemme i denne kølige Allé, hvor Sommernattens Drømme vaagede og Strandens Bølger hviskede vemodigt om Solen, der gik ned, og Dagen, som svandt.

✂ Vi talte altid livligt. En Del om Byens Folk; hun omgikkes ingen, sagde hun, siden Moderens Død; i de sidste fire Aar havde hun levet meget stille; saá egentlig aldrig andre end Doktoren.

✂ - Brandt er meget elskværdig, sagde hun, men han er Fritænker.

✂ - Og det er noget meget slemt?

✂ - Ja, sagde hun og standsede lidt, meget slemt. Hvad vil De give os i Stedet? I saadanne smaa Forhold som vore trænger man til noget at længes efter - noget paa den anden Side dette. Saa har vi Udødeligheden.

✂ - Men man kan godt tro paa Udødeligheden uden at være Kristen.

✂ - Ikke paa vor Udødelighed. Jeg har plejet mange syge - de er døde rolig, fordi de troede paa en Tilgivelse. Vi har vel alle noget at bede om Tilgivelse for ...

✂ - Vistnok.

✂ Vi gik lidt igen. Vandet steg glidende mod Kysten, det lød ligesom en hel Melodi.

✂ - Men jeg holder meget af Brandt; overordentlig meget af ham. Jeg tror ikke, jeg kunde være saa elskværdig som han, hvis jeg ikke troede.

✂ Jeg lo lidt.

43

✂ - De skal ikke le, sagde hun alvorlig og gik lidt hurtig frem, alt det onde vilde komme op i mig.

✂ Hun var altid rolig, og hendes ejendommelige Beherskelse styrede Samtalen, selv naar hun tav. Thi hun "hørte" ofte. Selv Brandt, som vi undertiden mødte, bøjede sig som oftest helt ind under dette vemodig dæmpede, som var hendes Væsens Særpræg. Men undertiden kunde han dog ogsaa blive udfordrende, æggede hende da ved Paradokser, irriterede hende ved smaa Udfald. Saa kunde hun en Gang imellem blusse op og i sin Iver gaa længere frem end sædvanlig, det kunde føles som en Understrøm af Uro bølgende gennem hendes Ord.

✂ Vi talte en Gang om Chopin.

✂ - Jeg spiller ham aldrig, sagde hun næsten heftig. Han er usund.

✂ - Ja, ganske vist, svarede jeg, en noget hysterisk Natur, et af de Mennesker, man maa beklage, fordi de saa at sige er udsatte for Lidelser.

✂ - Udsatte for Lidelser? Sig hellere: De vil lide. Og saa bag efter sætter de deres Smerter ud i Valsetakt. Chopin leger med sine Lidelser ...

✂ Hun talte hurtig med det halvt tilbagestemte Aandedræt, hun altid havde, naar hun blev ivrig eller bevæget. Skumringen i Alléen var næsten som Nat, saa jeg kunde ikke se hendes Træk; og da vi kom til en Lysning mellem Træerne, slog hun hurtig Sløret ned.

✂ - De spiller ham dog undertiden, sagde Brandts Stemme fra Mørket. Der var noget skarpt i Klangen. Hun vender sig hurtig: Det har De aldrig hørt. - -

✂ - Jo, Frøken, en Gang. -

✂ - Saa har De ... hun standsede pludselig, tog Aanden dybt og sagde sagtere: De har taget fejl, Doktor Brandt.

✂ Brandt rømmede sig.

✂ Jeg véd ikke hvorledes, men Samtalen skiftede, og Brandt kom til at tale om Lassalle.

✂ - Jeg kender ham for lidt, sagde Frøken Simony.

44

✂ - Saa burde De lære ham at kende. Vi har sandelig godt af i det mindste at læse om store Kampe her, hvor al Kamp er stængt ude og ukendt.

✂ - Store Kampe? hvad mener De med det Ord? spurgte hun og standsede lidt.

✂ - Samfundskampe, hvor Idéer rører sig, hvor der er Storm over et Hav og ikke vore usle Krusninger i et Vandfad.

✂ - De bruger altid saa mærkelig store Ord, Doktor Brandt.

✂ - Aa, det er sandt, hvad jeg siger. Vi gaar omkring i Tusmørke og sover.

✂ - Hvor kan De sige det? De, som er Læge? Her kæmpes ogsaa - smaa Kampe, vær vis paa det ...

✂ Bølgerne skvulper nede mellem Stenene ved Stranden, et let Sommernatsvindpust, der lyder næsten som et Suk bevæger Lindene sagte. Vi standser ved en Lysning i Alléen.

✂ - Hvilken Kamp er vel størst, siger hun, vendt mod Brandt, mon den, hvert enkelt Menneske kæmper stille med sig selv, eller den Samfundskamp, De taler om. Det gælder i begge om at sætte Livet ind - og der flyder Blod i dem begge ...

✂ - Men den er dog forbandet personlig. Mit Jeg spiller en saa sørgelig lille Rolle i den store Komedie" svarer Brandt.

✂ - Ikke for Dem selv, Brandt.

✂ Hendes Ansigt er roligt, men der ligger noget som Begejstring over Trækkene. Hun ser ud som en sørgeklædt Sejrens Gudinde.

✂ - Døm ikke de stille Samfund, der leves i Stilheden. De har jo selv fortalt mig, at Naturen aldrig, sover, og at selv her i Aften, hvor alting er saa idyllisk og roligt, Kampen bestandig føres lige haardnakket og lige rædselsfuldt ... Det gaar med de stille Samfund, Brandt, som med Naturen i Aften: de breder kun Stilhed og Tusmørke ud over deres Liv ... Det kaa De være vis paa ...

45

✂ Der var en egen blød og betagende Klang i hendes Stemme, den gled sammen med Tusmørket i Alléen. Dæmringen ud over Fjorden, Stilheden rundt omkring. Det var, som om Sommernattens Tavshed fik Ord.

✂ - Det er blevet silde, sagde hun og gik fremad. Drik The hos mig i Aften, saa skal jeg spille for Dem.

✂ - Duggen er falden, sagde hun, da vi var kommen ind ad Laagen. Haven maa De se en anden Gang. Hun aabnede Verandadøren og bad os gaa ind i Dagligstuen Der skulde straks komme Lys.

✂ Der var en stærk Blomsterduft i Stuen, Reseda og Roser. Hele det Hav af berusende Duft, som naar Duggen falder, løsner sig fra Rosernes Bægre og fra Jasminernes Kalk, steg som kvalmende Bølger ind gennem Verandaens Døre og lagde sig i de mørkegrønne Gardiners Folder og paa det uldne Gulvtæppe.

✂ Hun kom selv ind med Lampen og satte en Skærm over.

✂ - Jasminerne forpester Luften, sagde hun, det er egentlig en afskyelig Blomst.

✂ Stuen gjorde et noget mørkt Indtryk. De tunge Gardiner, Forhængene og Tæppet - det saá lidt indeklemt ud. Men efterhaanden vænnede man sig til Værelset. Hvor det Hjørne var smukt! Helt tilbage en stor Buket af frit ordnede Markblomster, Bregner, Kamilleblomst og Mælkebøtter, Siv og Græsser, stolten Henrik og Gøgeurt, alt imellem hinanden. Og bagved nogle vilde Rosengrene, hvis Roser var halvt visne. Over Flygelet Beethovens Billede, stort i en mørk Ramme: Mozart og Schubert nedenunder Beethoven. Inde bag Flygelet, halvvejs ud fra Væggen, staar en Piedestal med en Buste - jeg kan ikke se, hvem det er. Lampeskæret er mat, forvilder sig i Krogenes Mørke, dæmpes af det douce Tæppe, de strenge Farver, blinker og samler sig i en enkelt forgyldt Ramme paa den store Væg, glider frem og tilbage hen over et Maleri over Sofaen ...

✂ Det forestiller en Kvinde, høj, slank, mørkklædt, som fra en Balkon stirrer ud i Natten ...

46

✂ - Et smukt Billede, ikke sandt? Jeg har købt det i Wien.

✂ - Men hvad er det egentlig, Maleren vil fortælle? spørger jeg.

✂ - En eller anden simpel Historie, svarer hun med et Smil.

✂ Efter Bordet spillede hun. Inde i Spisestuen havde vi talt muntert og livligt. Brandt havde fortalt Historier fra Byen, og hun havde let med sin mærkelig ungdommelige Latter.

✂ Herinde vendte Vemoden tilbage. Der var noget dæmpet ved alt herinde, ved Farverne, Luften, Tusmørket. Hun havde tændt Lysene paa Flygelet Jeg stod ved Vinduet, saa jeg saá hende halvt i Profil, Brandt sad gemt i et Hjørne, helt inde, dukkende ned i en Lænestol. Ude i Haven tog undertiden et Vindpust sukkende i Busketternes Grene.

✂ Hun spillede et Brudstykke af Beethoven. Majestætiske, rolige Toner; ligesom vuggende Bølgeslag, naar Havet gaar til Ro efter Uvejr. Man aner Stormen, der har pisket Vandene, jaget dem og skumklædt deres Toppe. Men nu er det ovre, og denne vuggende Stilhed er Uvejrets døende Dønning. Langsomt, ensartet, næsten monotont. Saar, som lukker sig, Vunder, som læges. Træer, som bøjer deres Kroner, bevægede af Natvindens Pust ...

✂ Jeg ser paa den spillendes Profil. Den lige Næse, Munden tæt lukket, den kløftede Hage. Stregen fra Næsen ned mod Mundvigene ser dybere ud end den plejer, det kommer vel af Skyggen over Kinden. Den mørke Kjole slutter tæt om de trinde Skuldre, det faste Bryst, Hofternes Bue og falder ned paa Tæppet som en blød Strøm. Jeg hæver Blikket: Lysets flagrende Skær leger med Markblomstbuketten, løber ud og ind imellem de store Græs, fanges af de visne Roser. Nu ser jeg Busten: det flimrende Lys glider frem og tilbage over Niobes Træk, hvis Smerte synes at faa Liv her i det 47 usikre Skær ... Munden, som er aaben til Skrig, Blikket angstfuldt og forfærdet ...

✂ Havens Træer staar som mørke Masser imod Himlens Halvlys.

✂ - Synger De ikke for os, spørger Brandt fra Krogen.

✂ - Nødig. Hun bøjer sig ned og tager et Nodehefte frem, slaar op og begynder at spille. Der er noget nyt i dette Forspil, noget stærkt, noget besluttet, noget fremmed.

✂ Saa synger hun. Det er en Alt; næsten en syngende Tale, blød indsmigrende og mørk. Sangen er maaske lidt monoton, med et bølgende Akkompagnement, glidende og vuggende sig ... Stemningen stiger. Hun beder ham mindes, hvad hun gav ham, sit Hjerte, sin Ære, sit Liv. Der er feberagtig Uro i Tonerne, det lyder som afbrudte Skrig, hun næsten raaber hans Navn, hvisker det sidste Farvel ... Saa slutter det hele af med en kort og skærende Lyd ...

✂ Sangerinden rejste sig hurtig og stillede sig med Ryggen'mod os i Verandaens Dør ...

✂ - En dejlig Melodi, sagde Brandt.

✂ - Og dejlige Ord, tilføjede jeg.

✂ - Skade, at en saa stor Digter skal være en saa stor Slubbert! .. Brandt rejste sig og gik frem i Stuen. Frøken Simony vendte sig hurtig. Kender De ham? Hun var bleg - aldeles hvid - graa-hvid.

✂ - Ja, jeg har den Ære - at kende lidt til ham ...

✂ - Lidt? Brandt, det er ikke nok for at dømme et Menneske. Hun talte skarpt og skærende, man kunde næppe kende hendes Stemme igen. De dømmer altid hurtig. Hun gav et Ryk i sin fine Urkæde - et af Leddene sprængtes.

✂ - Nu skal De faa en Galop. Det var en Koncert-Dans af Rubinstein. Et Karneval af Triller, Løb og Overgange.

✂ Saa gik vi.

✂ Brandt var tavs og tankefuld. Vi gik flere Gange frem og tilbage i Alléen udenfor Haven.

48

✂ - Hvor længe har Frøken Simony boet her i Byen? spurgte jeg.

✂ - Seks Aar. Hun kom hertil med sin Moder, som købte den Villa ...

✂ - Og før den Tid?

✂ Brandt svarede ikke straks. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg turde ikke spørge igen.

✂ - Rejste hun meget omkring, sagde han endelig.

✂ - Og De kender ellers intet til hendes Fortid?

✂ - Hvorfor tror De overhovedet, at der er en Fortid.

✂ - Man har det paa Fornemmelsen.

✂ - De har Ret. Man har det paa Fornemmelsen ... han tav igen, sagde saa lidt efter med et halvt satirisk Tonefald: "Aa, det er vel en eller anden simpel Historie."

✂ Vi tav igen. Brandt gik langsomt, noget foroverbøjet. Naar han talte, lød det som højttænkte Brudstykker af en lang Tankerække.

✂ - Ifjor, da her var Kopper, ledede hun det hele. Hun meldte sig først til Tjeneste og var den sidste, som gik. Og saa tog hun det hele som noget selvfølgeligt... Han standsede og lyttede. Hører De, hviskede han, hører De? Opus 34. Nu spiller hun Chopin - Og Tonerne fra den smeltende Vals lød vuggende mod os ud i Natten.

✂ Jeg skulde rejse. Min Kuffert var surret fast oppe paa Gæstgiverens Omnibus. Brandt kom løbende i det sidste Øjeblik for at bringe sit "Farvel og sin Velsignelse".

✂ - Hils Frøken Simony, raabte jeg ud af Vognen, jeg traf hende ikke hjemme.

✂ - Hun er ude at passe en Husmandsenke, som ligger for Døden af Plettyfus. Skulde hilse Dem mange Gange.

✂ Vognen rullede ud af Porten, ned ad den slet brolagte Gade. Konsulens Hus med de skinnende Ruder og Flagstangen, Apotheket med sine svajende Markiser, Barberens Skilt. Købmand Lund hilste fra Trappen. Nu 49 er vi ude paa Landevejen, kører ned forbi Anlæget, drejer om Hjørnet ved Højen.

✂ Dér staar hun. Den høje Figur med den tætsluttende Dragt, det brune Slør. Hun vinker med Haanden, nikker og raaber Farvel. Jeg bøjer mig helt ud af Vinduet.

✂ Saa drejer vi - - jeg ser Sløret ... det hvide Lommetørklæde, bøjer mig tilbage i Vognen.

✂ Dagligstuen med det mørkegrønne Tæppe, Markblomsterne, Rosenduften ind gennem de aabnede Vinduer, Brandt skjult i Skyggen. Beethovens Melodi som vuggende Bølgeslag, monoton i sin dybe Majestæt, - - Hun selv ... hendes Stemme, da hun sang. Og saa det bløde Tonefald, med hvilket hun sagde: De breder Stilhed ud over deres Liv ... Og Niobebusten, hvis Smerte Lyset gjorde levende ...

✂ Jeg kom hjem, ind i de gamle Forhold, Vanen, det tilvante Liv - jeg var nærved at glemme Spadseregangene og Barberens Skilt. Selv paa Frøken Simony tænkte jeg sjældnere. Nogle Uger gik. Saa fik jeg en Dag Brev fra Brandt.

✂ Det var meget kort, nedskrevet i Hast med lidt usikre Skrifttræk.

✂ - Hun er død, skrev han. Den Plettyfus, hun paadrog sig ved at passe Husmandens Enke, var stærkere end min Kunst. Jeg venter Dem til Begravelsen, næste Lørdag Klokken tolv.

✂ Jeg tog derned og kom til Byen om Morgenen. Brandt var paa Landet i Sygebesøg, og jeg saá ham først i Kirken. Hele Byen var der. Der blev sunget en Salme, og man bar Kisten ud, hvorefter vi alle fulgte til Fods. Man hviskede til hverandre, undrede sig, spurgte, hvorfor der ikke var blevet talt i Kirken. Kom saa til Kirkegaarden.

✂ Det var noget henne i September, en af de klare Høstdage, der forener Sommerens Varme med Efteraarets vidunderlige Renhed. Vi bøjede ind ad en Sidegang.

✂ Jeg saá Kisten lige foran mig, den var helt dækket 50 af Bregner. Der var ogsaa en Egekrans ... Paa det Gravsted blomstrede Roserne endnu - - - Hvor Kordrengene dog hvinede ... Hendes gamle Pige gik ved Siden af Kisten og græd. Man hørte hele Tiden hendes Snøften ... Hvor var Brandt? Naa, lige bag ved mig. Han havde rødkantede Øjne ... Han havde vel ogsaa vaaget meget. -

✂ Nu standsede vi ved Graven.

✂ Præsten traadte frem med blottet Hoved.

✂ - Der skal ikke tales her ved denne Grav. Hun, der er gaaet bort, vilde kun dømmes af Gud. Ingen kender den anden, sagde hun ofte til mig. Men jeg tror i dette Øjeblik at kunne vidne, at vi her bringer en Kvinde til Hvile, som hørte til de trofast kæmpende og til dem, som i stille Kampe sejrer i Stilhed. Gud modtage hendes Sjæl!

✂ - Fader vor, Du som er i Himlen ...

✂ Høstdagens Klarhed om os. Øverst oppe ved Graven Præstens brede Skikkelse. Hvor Bønnens Ord dog lyder inderligt, de ligesom vrider sig ud af hans Læber ... Jeg hører uafbrudt den gamle Pige snøfte. Det er som et Akkompagnement.

✂ - Lad os vente lidt, siger Brandt.

✂ Vi gaar frem og tilbage uden at tale. Jeg vovede ikke at spørge, jeg var vis paa, han ikke kunde tale uden at briste i Graad. Endelig blev han roligere.

✂ - Der var en Fortid, sagde han pludselig og standsede. Hun bad mig ordne sine Sager ... Jeg gjorde det i Aftes. Saa fandt jeg dette ... Han kæmpede voldsomt med sin Bevægelse. Et Brev til ham, hvis Sang hun sang den Aften ...

✂ - Digteren?

✂ - Ja - og saa denne Konvolut.

✂ Jeg tog Konvoluten. Der faldt nogle Blomster ud.

✂ - Det er fra Barnets Grav, sagde han, vendte sig og gik et Par Gange op og ned. Lad os saa gaa.

✂ Graveren ventede paa os for at lukke Porten. Han slog den haardt i.

51

✂ Vi gik til hendes Hus om Eftermiddagen, henimod Solnedgang.

✂ Nej, hun kunde ikke være død. Om lidt vilde hun komme ind og tale til os, og Klangen af hendes Stemme vilde vække Aanderne, som drømte; hun vilde sætte sig hen til Flygelet og spille, og alt vilde vaagne, naar hun spillede. Nu var det faldet i Blund. Blomsterne hviskede i Drømme, de sidste Toner, hun spillede, var gaaede til Ro, slumrende vuggede de sig mellem Gardinernes Folder ... døde hen mellem Verandaens Vinløv.

✂ Skumringen voksede i Stuen. Alt slumrede, blundede, drømte, Minderne, Tonerne, hendes Stemmes Klang ... alt ...

✂ Men hun vilde aldrig komme og vække det.

VE DEN, FRA HVEM FORARGELSEN KOMMER.

✂ Præsten løftede sit Ansigt, og han saá, det var Dag.

✂ Solstrømme faldt over Haven.

✂ Dorsk stirrede han paa en Guldregns Pragt nær sit Vindu, og han saá paa Bedet med højstammede Roser og sagde: Ja - de trænger til Vand. Men hans søvnløse Øjne sved ved Dagens Skær og vakte ham. Det var Dag. Og ludende følte han over sig al Livets Byrde.

✂ Men pludselig harmedes han; og han hævede vredt et Par knyttede Hænder til Trusel mod Lyset: Han truede Dagen og Solen. Han rejste sig og rev Persiennen ned; hver Stribe Sol lukkede hans rystende Hænder ude med Omhu. Saa lagde han sig hen paa Sofaen i Krogen, sammenkrøben og rugende i Mørket

✂ I krympende Fortvivlelse havde han vredet sine Hænder, elendig som den byldslagne Job havde han stønnet til Gud. Sine Haar havde han udrevet under Herrens Svøber, og han havde kaldt ham Jehova og den almægtige Eneste. Klynkende havde han bedt for Jesu dybe Vunder; ynkelig havde han slæbt sig for Korsets Fod til sin Frelser. Og alle Bønner, de var bedt, og hvert syndepint Angstraab var sendt mod Himlen i denne Nat.

✂ Men da Dagen kom, da pønsede han paa Hævn. Han laa sammenkrøben, og han bed i sine spændte Knoer, mens han pønsede paa Hævn.

✂ Blod steg op i hans Tanker, og han længtes efter at føle en varm Strube mellem sine Fingre; og der var ikke den Grumhed, uden at hans Hævn jo svælgede deri, afmægtig og forbandende sig selv. Og snart logrede 53 hans Hævn for Gud som en smigersyg Hund, og snart fornægtede den.

✂ Nej - nej - saa var der ingen Gud! Saadan vilde ingen Barmhjertighed straffe, saadan i det eneste eneste, - nej, der var ingen Barmhjertighed.

✂ Og atter saá han det Syn, som jog hans Tanker: Hvor hun bøjede sig, hvor hun smilede lykkelig, og hans unge Fætter stjal Kys paa Kys fra hans Hustrus Hals ...

✂ Nej - nej - saa var der ingen Gud! Ikke Retfærdighed, ikke det evige Liv, intet, der lignede Gud ...

✂ En Løgn, en Løgn.

✂ Præsten fornægtede Gud. Han trampede paa hvert et helligt Navn, han vrængede ad hvert et Ord, han selv havde talt; han forbandede sin Forkyndelse. Og Smerten blev som hede Jern, der brændte hans Sjæl.

✂ Men Hævn - Hævn.

✂ Han havde elsket saa varmt, elsket den eneste Gang, elsket i Tugt, saadan som det sømmer sig at elske for Gud Faderens Øjne -

✂ Jesus, aa Jesus!

✂ Og han hører i sin Mund det gamle Navn, og han spytter det ud som en væmmelig Tudse fra sin Tunge.

✂ Præsten haanede Gud. Han gav ham hvert nedrigt Navn, hvert Skældsord, han fandt. Og for det havde han ofret sit Liv.

✂ Han faldt hen i en Stol, og Hovedet sank ned paa hans Bryst. Han saá det bittert glide frem, sit Liv, Dag efter Dag, fra sin første Barndomstid. Han havde levet med sin Moder, de to, efter Faderens Død, og de havde delt alt sammen, de smaa Sorger og de smaa Glæder, og Barndom var blevet Ungdom, og han var begyndt at gaa den samme Vej som sin Fader ... Han havde aldrig tænkt at blive andet end Præst ...

✂ Saa ramte ham hans første Sorg: hans Moder døde. Hun var død med Jesu Navn paa sine Læber ...

✂ Og Præstens Hoved sank tungere, og Taarer løsnede sig fra hans Øjne. Og uden at han vidste det, mumlede 54 hans Mund igen de gamle Navne ... Fra hans hele Liv strømmede disse Bønner ham imøde, han bad, han maatte bede, og han græd - hvor han græd ...

✂ Men hvordan - hvordan? Nu, da han og hans Hustru maatte skilles.

✂ Saa vaagnede Smerten paany, men mildere, uden Energi; og rokkende, i sagte Klynken, bad han og slæbte sig hen til sin Gud. Men skilles, skilles maatte de - han og hans Hustru. Ikke en Dag, ikke en Time kunde hun blive her.

✂ Aa - Jesus - Jesus.

✂ Han bad, og han vidste ikke Raad; han sagde de samme Ord, og de bragte ikke Trøst.

✂ Ingen, intet at gribe til nu.

✂ Bibelen - Bibelen - kunde den binde hans Tanke! Og han læste, vendte Blad for Blad - fattede ikke deres Ord.

✂ Hvad for Vaande, hvad for Vaande dog! Saa skulde hun bort. Og hvorfor? Man vilde fritte og fritte, og man vilde spørge og finde. Herfra skulde Uroen komme, Ufreden i alle Sjæle, fra ham - fra Hyrden.

✂ Krampagtig vendte han Bladet, læste mekanisk, læste det samme igen.

✂ Han slog Gardinet bort, læste i det klare Lys, mens Sveden sprang frem. Han syntes, han sank saa bundløst i Ord, og intet, som lindrede, intet; kun altid dette samme. - -

✂ Og det skulde vare i de mange Aar.

✂ Nej - saa sprang han op - nej, han var en ærekær Mand.

✂ Han gik og gik, følte sig træt, tog atter sløv den store Bog og læste.

✂ Hvad om det altsammen gik - og han tav - og han led. Befriet fra Forargelsen og led.

✂ Han følte sig svimmel, som om alting gled - hans Øjne brændte. Igen valfartede Præsten; stod i Stuen, statuestiv med de oprakte Hænder.

55

✂ Og sidste Gang styrtede han sig ned over Bibelen - som et Dyr, der hungrer.

✂ Han søgte, slog op i Matthæus, og hurtig, Gang efter Gang, læste han disse Ord:

✂ "Ve den, fra hvem Forargelsen kommer; det var ham bedre, om der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havet, end at han skulde give Forargelse til en af disse smaa."

✂ Og aandende vanskelig, mens han blev ved at læse, sank Pastor Holck frem over Bogen, indtil hans Øjenlaag faldt til, og han blundede midt i Solen.

GENSTRIDIGE SIND

✂ Karen Peers holdt inde med sin Forklaring og snøftede stærkt bag de mange Tørklæder.

✂ Præsten havde hørt til med Øjnene fæstede paa Bordet Nu saá han op og lod Blikket hvile paa Konen. Og han har selv sendt Jer, Karen, spurgte han.

✂ Karen Peers flyttede lidt paa de blaastrømpede Fødder. Jeg har jo gjort, som Pastoren har budt, sagde hun og lod det sammenlagte Lommetørklæde glide mellem sine Hænder, at holde ham til Herren med mange Spørgsmaal. Ellers har han jo vridt sig ved det - Gud naade - og vendt sig i Sengen, naar jeg spurgte ham - men saa i Morges, da det var saa svært daarligt, og jeg havde sunget ved Sengen, og jeg spurgte igen om at hente Dem med Naadens Midler - saa nikkede han, og siden har han ligget helt stille ...

✂ - Godt - Ja Herren slipper ikke.

✂ Han aabnede Skabet og tog Kalken ud, og han talte et Par hellige Brød op paa det gyldne Laag og gød nogle Draaber af Vinen i Kalken. Karen saá til, sky for de hellige Redskaber og med foldede Hænder.

✂ Lidt efter var han beredt.

✂ De gik over Vejen ind over Markerne. Høsten hvilede i Middagsstunden; rundtom stod de tomme Vogne, hist og her i Skyggen af Hæssene laa Karlene og sov, udstrakte, med Hatten over Øjnene, svedende i Augustdagens Hede; Pigerne hvilede i en Klynge bag en halvlæsset Vogn, med løsnede Klæder og glorøde Ansigter under Høstklæderne.

57

✂ Der hørtes ingen Lyd over Markerne.

✂ Præsten blev ved at gaa med Hovedet bøjet og Kalken ind mod sit Bryst. Middagssolen hang i Ornatfolderne som Bly. En Gang imellem vendte han sig mod Karen Peers, der vandt langsomt op ad Bakken mod Solen, og han skyndte paa hende.

✂ Thi Præsten fik mere og mere Hast.

✂ Ja - Herren var den stærke og den eneste. Han bøjede som Siv de genstridige Hjerter. Hans var evindelig Sejren ... Og en urolig og hed Glæde steg op i Præstens Sind; thi dette var en Del af hans Liv, Aar efter Aar var han pint af denne ranke, hvidhaarede Trods - Aar efter Aar - siden hin Dag ... Og mange Bønner var bedt og mange brændende Ord sendt ud imod det hvide Ansigt, naar han saá det stift og ubevægeligt mod Kirkepillen paa de store Offerdage, naar Hans Rasmus bragte sit Offer ... Bønner og Ord - - forgæves bedt og sendt.

✂ Og Præsten betragtede de middagsblundende Marker og gik langsommere.

✂ Det var en Dag som denne, da de kom bærende hjem fra Marken til Præstegaarden med Sønnen, Rasmus Hansens Lig. Præsten stod paa en Høj i Haven og saá sine Høstfolk komme slæbende tungt i Heden med en Byrde imellem sig. Og han blev angst og løb ned imod dem, og med faa Ord lagde Mændene deres Byrde ned foran hans Fødder: det var Liget af Rasmus Hansen.

✂ Han havde staaet paa det øverste af Læsset, og saa med ét - drejede han to Gange rundt som en hurtig Top, løftede Armene og faldt uden en Lyd ... ligesom Anders Nielsens Vædder, der faldt ifjor for Solstik ... Saa tog de ham op og bar ham hjem.

✂ De stod rundt om Præsten, Liget laa paa Dækkenet paa den bare Jord ... Da kastede Præsten sig ned paa Vejen, følte Hjerte og Puls og rystede meningsløst i den døde. Saadan blev det længe ved, indtil den ene af Karlene sagde:

58

✂ - Vi maa bære ham hjem, Hr. Pastor. Vi spærrer Alfarvej.

✂ Da rejste Præsten sig op, og tavs, med ludende Hoved, gik han bagefter Liget.

✂ Han klædte sig i Ornat for at gaa og melde Forældrene Døden. Rasmus Hansen var deres eneste Søn, kommen sent i et forresten barnløst Ægteskab.

✂ Den Dag havde Vejen været tung op over denne Bakke. De sov i Huset, han løftede Klinken og gik ind. Fluerne summede om Hans Rasmus, der var faldet i Søvn i Heden og laa med Armene ud over Bordet og Hovedet mod Bordkanten. - Karen blundede i en Stol.

✂ De vaagnede begge ved Støjen, og det gav et Sæt i dem ved at se Præsten i Ornatet.

✂ Da begyndte Præsten at tale om Sorgerne, der kommer som Tyve om Natten, og Herrens Time, der er som Lynet. Men begge de 'gamle sad bare forbavsede, Karen tog paa saa smaat at græde, hun vidste ikke hvorfor.

✂ Og Præsten talte om Herrens Veje, der fører vidunderligt - og om det eneste Lam ... og om Verdens Synd ... saa Sveden sprang frem paa hans Pande - og om Enkens Søn og om Gud ... der berøver til sin Tid ...

✂ Men de gamle forstod ikke, og uden flere Ord, forpint sagde han: Gud har sendt det over Jer - Rasmus er død.

✂ Han havde ventet et Skrig, et Raab ... men der kom intet, de blev begge siddende tavse, Karens Hænder faldt udspilede ned i hendes Skød. Saa gik Præsten hen og tog hendes kolde Hænder; og han begyndte at tale til hende mildt og trøstende.

✂ - Han talte længe, og mens han trøstede, lagde han sig ned paa Knæ. Ja - græd, sagde han, græd kun - Taarerne gør godt.

✂ Og han begyndte at bede stille med den hulkende Karens Hænder i sine.

✂ Pludselig følte han en Haand haardt paa sin Skulder, 59 og han saá Hans Rasmus' Ansigt tæt ved sig. Det var fortrukket og blegt. Præsten holdt Armene op som mod et Slag.

✂ Hans Rasmus slap ham ikke. Han blev ved at holde det fortrukne Ansigt ind mod Præsten: Øjnene stod som to Flammer under Brynene.

✂ - Du lyver, sagde han, Du lyver. Gaa! ... Præsten vilde rive sig løs, men kunde ikke. Gaa, sagde han endnu en Gang, Du lyver. Og han slap ham paa Tærskelen.

✂ Præsten vendte sig og vilde tale, men han tav ved de første Ord, slog Døren op og gik uden at se sig tilbage. Hjem over Bakken, ind i Gaarden, hvor Liget laa endnu, der lukkede han sig inde og saá ingen i mange Dage.

✂ Sytten Aar - sytten Aar siden - og saadan huskede han det endnu.

✂ Hin Aften, da Hans Rasmus kom op til Præstegaarden og bestilte Begravelsen. Der var den samme Ild i hans Øjne. Det skal gaa af uden Sang og Ord, sagde han. Put ham i Jorden - og lad os være fri.

✂ Præsten søgte at tage hans Haand, men Hans Rasmus holdt den bort. Hans Rasmus, sagde Præsten: forhærd ikke Jert Hjerte. Hører I - det er Gud Herren, som har lagt dette paa Eder.

✂ Men da saá Hans Rasmus op paa Præsten og sagde hæst med det samme Blik som sidst: Ti, Præst, der er ingen Gud. Du var bange for din Rug ... saa skulde de høste i Middagsstunden ...

✂ Præsten blev bleg: Hans Rasmus - - hvad er det, Du siger? Hans Rasmus - -

✂ Saa havde Hans Rasmus lagt de fire Daler paa Bordet og var gaaet.

✂ Og siden den Dag havde han forhærdet sig i sin Trods. Midt i Menigheden, der var fyldt af Kristo under Præstens brændende Forkyndelse, levede han, forstenet og fornægtende. Alle vidste det, og mange af de Hellige var bekymrede. En Aften efter en Bibellæsning i Skolen 60 følte Maren Anders sig opildnet af Aanden, hun spurgte Præsten, om hun skulde gaa til Hans Rasmus.

✂ - Hun følte Aanden i sig.

✂ Præsten lod hende gaa. Og selv fulgte han i Vinteraftnen urolig efter Maren og ventede paa Vejen.

✂ Og da hun ikke kom ud og blev ved at tøve, da dreves han af Uroen, kunde ikke udholde at vente, men gik ned til Huset og saá ind ad den oplyste Rude.

✂ Maren stod ved Bordet - og der foran Lyset sad Hans Rasmus. Hans hvide Ansigt var blegt og stift, han støttede Hovedet paa Hænderne og rørte sig ikke ... Karen bare sad og rokkede i Krogen.

✂ Præsten satte Ansigtet tættere mod Ruden, mens han stirrede. Maren Anders blev ved at tale, tog Biblen op og læste ... Hans Rasmus rørte sig ikke ...

✂ Maren læste uafladelig, bad og læste igen - - Præsten hørte det ud som en brudt Mumlen ... Hun læste ivrig, hæsblæsende - - Rasmus stirrede med det samme Blik ...

✂ Saa vendte Præsten sig, og han gav sig til at gaa rundt om Huset uden Hvile. Og da han atter kom til Vinduet, saá han i Stuen det samme Syn, forlod Huset og gik hjem.

✂ Maren talte ikke til ham om Besøget, og han spurgte ikke.

✂ Naar han mødte Hans Rasmus paa Vejen, hilste han. Bonden saá paa ham og gik videre uden at tage Hatten af. Præsten turde ikke tale til ham. Næste Gang de mødtes, gav han ham samme Hilsen, som ikke besvaredes.

✂ Tre Gange om Aaret kom Hans Rasmus i Guds Hus. Han bragte Højtids-Offer.

✂ Hver Gang haabede Præsten: Han er der ikke. Han kommer ikke, og hver Gang, naar han efter Bønnen paa Prædikestolen løftede Hovedet, saá han det hvide Ansigt foran Pillen paa den vante Plads.

✂ At han dog altid skulde se det - at det skulde lamme hans Tunge - stække hans Fortolkning, dræbe Evangeliets Glæde i hans Mund ...

61

✂ Præsten standsede atter paa sin Vej, og han tørrede Sveden af sin Pande: Ja - men Herren hævner, sagde han.

✂ Men det havde biet, det havde varet.

✂ Højtid efter Højtid - Fest efter Fest. Han havde talt, og han havde bedt. Alle sine bedste Ord, alt, hvad han blot vidste af Bøn - alt havde han bedt, sendt det saa hedt mod dette ene Ansigt.

✂ Han havde følt sig som Jakob, der kæmper med Gud - og han havde tabt. Han havde stridt mod Fornægteren som Gud mod Savlus, og hans Ord var faldet som Avnerne.

✂ Og der var intet Sprog, han ikke havde forsøgt, og ingen Tugtelsens Vej - han havde jo prøvet den. Og der var ingen Anraabelse, han havde sendt den til Gud for at raabe til denne Sjæl.

✂ Og der var de Dage, hvor han syntes, at dette haarde Ansigt var hans egen Tvivl, der lurende stirrede paa ham. Og stærkere talte han og mere hedt, og hver Lignelse brugte han, og al Israels Torden lød over de trodsende -

✂ Men naar Toget af de Ofrende begyndte om Alteret, mens han knælede, lyttede han febrilsk efter Skridtene, og hans Bønner forvirredes ... Han kendte disse Skridt iblandt dem alle ... og altid vendte han halvt sit Hoved - for i grusom Nysgerrighed at se paa Bondens Ansigt, naar hans Blodpenge faldt - Judaspengene, paa Alteret tæt ved ham.

✂ Men Hans Rasmus saá ham ikke ...

✂ Præsten drog Aanden dybt. Ja - det var varmt: De Skyer, som kommer op, vil bringe Torden.

✂ Han kom ned ad Bakken, hvor Huset laa, og han standsede for at vente. Karen løftede Klinken.

✂ - Sig ham, jeg er her - sagde Præsten. Hun gik ind og kom ud igen. Han ligger helt stille, sagde hun. Præsten fattede fast om Kalken og fulgte med.

✂ Hans Rasmus laa i Sengen, helt hvid midt i Puderne. 62 Blikket var sløret, alle Træk skaaret af Døden. Han vendte Ansigtet ved Støjen, saá paa Præsten og smilede. Hovedet rokkede frem og tilbage paa Lagenet.

✂ Præsten gik nærmere. Saa ses vi, sagde han. I Jesu Navn.

✂ Den Døende blev ved at smile og rokke med Hovedet. Præsten satte sig, stillede Kalken paa Bordet og holdt Alterbogen i sine Hænder. Han begyndte at tale om det, som nu skulde være glemt, talte takkende om Herren, der naadig havde blødgjort hans Sind, før det skulde komme, som nu stundede til.

✂ Den Syge blev ved at smile.

✂ Fluerne summede om Præsten, der talte bøjet over den Døende. Han saá ham stift ind i Ansigtet, og pludselig ængstet spurgte han: Hans Rasmus - det er mig - Præsten - I kender mig jo - - - Og lidt efter spurgte han igen, plaget af det samme Blik. Hans Rasmus - kender I mig?

✂ Hans Rasmus fæstede Blikket paa Kalken, der skinnede i Solen, og han løftede svagt Armene imod den,

✂ - Ja, sagde Præsten, det haster.

✂ Han rejste sig og aabnede Bogen, bag sig hørte han Karen, der græd stille. Han begyndte at læse Formlen højt med Tone paa hvert Ord, medens den Syge ikke tog Øjnene fra Kalken.

✂ Og paany forfærdet over dette ængstelige og begærlige Blik, der hvilede uafladelig paa Bægeret, spurgte Præsten: Kender I mig? Sveden sprang frem paa hans Pande, Hans Rasmus, det er mig.

✂ Da løftede den Døende atter Haanden og strakte den ud mod Kalken midt i Solstraalerne ... Og mumlende de hellige Ord lagde Præsten skælvende Hostien mellem hans Læber.

✂ Den Syge rørte sig ikke, det hellige Brød faldt ud af hans Mund.

✂ Da rakte Præsten Kalken ned mod hans Mund, og med en pludselig Kraft fattede den Døende begærlig om Bægeret og tømte det...

63

✂ Han sank tilbage, og Øjnene faldt til.

✂ Præsten knælede ned og bad længe. Gennem de hviskende Bønner hørte han Fluernes Summen og Karens klynkende Graad.

✂ Hans Hoved blev tungt, og han bad sløvere med Panden ned mod Sengekanten de vante Bønner ... Mens Fluerne summede.

✂ - - - Og pludselig vaagnede Karen med et Skrig i sin Stol, og hun saá Præsten slide sig løs fra den Døende, der sad over Ende, med Armene krampagtig om hans Nakke .... De kæmpede og, i vildt Raseri, øsende al sin Kraft ud i et sidste Tag om Præstens Hals skreg den Døende højt.

✂ Da kom Præsten løs, og som en gal, uden Hat, skælvende og med Mærker af den Døendes Fingre som brændende Ildsaar i sin Nakke, flygtede han hen over Markerne ... Karen fo'r efter ham, stakaandet, i den brændende Sol, jaget af Rædsel, til de rystende Ben ikke mer kunde bære hende, og hun faldt tæt ved Grøften.

✂ Men den Døende blev siddende med fægtende Arme, mens han bevægede Læberne til uhørlige Ord.

✂ Solen faldt ind gennem den aabnede Dør - et Par Høns kom ind og søgte Æde paa Stengulvet...

✂ Den Dødes Hoved faldt langsomt ned paa hans Bryst

FORAN ALTERET

✂ Dér er han!

✂ Halsene strækkes. Man væbner sine Øjne med Kikkerter. Brudgommen gaar med sin Forlover op gennem Kirken, gennem Hegnene af nysgerrige Hoveder og sammenstuvede Legemer. Han er høj, mørk, maaske lidt for slank; hans hvide Skjorte er glat, uden Læg, hans Chapeau-bas er foret med blaat. Naar man ser nøje til, skulde man tro, han var malet under Øjnene - men det er maaske kun blaa Ringe. Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham.

✂ - Hvor gammel han er? - Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham. - Nej, det er vist: han er jo helt skaldet - Ja, og det er ingen Under ...

✂ - Hvor mon hun er? - Hvem? - Emilie, jeg kendte hende godt, Skindet, hun syede hos Etatsraadinden. - Saa kom hun paa "Stiftelsen" ... Gud, man læser jo altid saadan noget i "Adresseavisen ... Fanny Jansen, som sang i Tivoli - vi boede jo henne i Skindergade den Gang. Det husker De nok, Kammerraadens boede ovenpaa, og vi flyttede, fordi de altid lod Vandet staa i Vasken. Nu er det fjorten Aar siden. Hvor Tiden dog gaar! -

✂ - Vist var de forlovede, Emilie; jeg véd det jo fra Augusta selv. Men saa slog hun op, fordi ... uh, nej, det kan jeg ikke fortælle ... han var fæl! - - Fæl?

65

✂ - Ja, engang paa Trappen, og saa gjorde hun det forbi ...

✂ Han naa'r op i Koret. Man tager Hovederne til sig, man sætter sig, man kommer til Ro. Det er mest Damer, der fylder Stolene: gamle Veninder af Familien; unge Piger, der finder det saa dejligt at se paa Bryllupper; Sladdersøstre, som gaar hen for at slaa en Time ihjel; ledige Fugle, der betragter Kirken som et Teater; Syjomfruer, som studerer Moderne; Tjenestepiger, der vil beundre eller misunde. Og alle bringer de med sig Gadens Støv, Rendestenenes Snavs, Hverdagslivets Pjat.

✂ Kirken er helt fuld. Den forvirrede Hvisken, den sagte Mumlen, der stiger og falder, virker søvndyssende. Lyset fra de tændte Kandelabrer kæmper med Dagslyset: gulgraat, koldt ligger Skæret i Kirkens Rum. Thorvaldsens Apostle bliver endnu strengere i dette graakolde Lys; Kristus over Alteret staar som sædvanlig med udstrakte Hænder, bedende denne Mængde, over hvem han skulde byde. Det flagrende Skær fra Gasflammerne lægger skiftende Liv over Trækkene.

✂ Om Formiddagen har der været Begravelse: Kandelabrerne var omvundne med Flor, foran Koret stod en Kiste, dækket med Blomster. Ellers var alt det samme. Nede i Kirken en hviskende Mumlen, en Skare Mænd, der taler om Forretninger, der fortæller Anekdoter, der bagtaler. Og de strenge Apostle saá med det samme kolde Blik paa Mængden, Kristus ved Alteret udstrakte de samme Hænder paa samme Maade ... hist og her et fugtigt Øje ... ellers helt det samme.

✂ Der kommer atter Liv i Mængden. Man strækker Hals, man kryber og man puffer

✂ Det er en Dame i blaat. Umaadelig svær med et stort rundt Ansigt og Forglemmigej paa Haaret. Saa følger de andre efter med kort Ophold, Herrerne med en nervøs Rysten i Knæene, Damerne kække, med firkantet blottede Halse, lange Slæb og Rosenbuketter i Hænderne. Tilskuernes Beundringsmumlen lægger 66 Rødme paa Kinderne, man ser sig om, nikker til en Bekendt.

✂ Der er Brudens Broder, Maleren. Han har faaet sit Haar krøllet, hans hvide Halstørklæde er af Silke, umaadelig stort. Alligevel kan han ikke bære sin Berømmelse, og han er lige ved at tabe den høje Hat, som han holder kejtet.

✂ Sidst kommer Etatsraadinden; en ældre Dame, høj, statelig, i staalgraa Silkekjole med bredt Slæb.

✂ Man mumler igen -

✂ - Etatsraaden stod jo paa Randen af en Fallit ... det var i Krisen, De husker nok ... Saa ofrede Fruen sig. - Ofrede sig? - Ja, den Gang var hun jo endnu en ung Kone og en usædvanlig smuk Kone ... Aa, det er da ikke muligt! - Saa? ja, naar De véd det bedre - Nej, men det er saa gyseligt - Ja, det har De Ret i, men sandt er det alligevel. Saa rejste hun over Hals og Hoved til London, og saa blev Manden reddet af Konsul G. - aa, en af Husets Venner lavede saadan en morsom Vise om den Rejse - Men Etatsraaden? - Ak, kære Frøken Liisberg, Etatsraaden - -- - Saadan er Mændene.

✂ Folk bliver utaalmodige, de rejser sig og sætter sig igen; sætter sig og rejser sig igen. Herrerne af Følget krammer Brudesangene mellem deres Fingre, en og anden memorerer en Tale, han vil holde ved Bordet; en ung Marineofficer koketterer med en Dame i lyserødt; nogle gaber uden at skjule det; et Par Studenter taler halvhøjt og ler bag deres parfumerede Lommetørklæder. Damerne sidder som Selskabsfugle paa en Pind. Gasflammerne kaster et usikkert Skær over de blændende Farver, de hvide Kniplinger, de halvt blottede Arme. Fra Pulpiturerne sluges de af Kikkerter.

✂ - Hun kommer!

✂ Tre Slag paa Døren, Orgelet intonerer. Nede i Kirken en forvirret Trængen paa, oppe i Koret ængstelig Spænding? hvordan vil hun føre Slæbet?

✂ Hun er middelhøj, blond med askegraat Haar. Trækkene 67 bløde. Huden dunet som en fin Frugt, Læberne fint formede med et sørgmodigt Smil. Om hende bølger den hvide Atlask som en skinnende Flod.

✂ Kammerherren, hendes Fader, holder sig rank. Penselen har forsøgt at skjule Ansigtets Rynker, den sorte Moustache er blank.

✂ - Dejlig! - Yndig! - - Sød!

✂ Som en Brusen har Mængdens Hvisken ledsaget hendes Gang. Nu er hun naaet op i Koret, og Orgelet overdøver de Hviskendes Stemmer, de Gaaendes Fodtrin, Larmen af Dørene, de summende Rygter.

✂ - Kammerherren sidder daarligt i det. - Ja, naturligvis. Tror De ellers, at den aristokratiske Familie vilde ønske saadan en Mesalliance?

✂ - Man siger, hun har været forlovet med sin Fætter.

✂ - Ja, Gud bevar' os, det er ganske vist. Det var en Børneforlovelse. - Men hun saá dog meget glad ud.

✂ - Gud, hun véd jo ikke, hvad hun gaar ind til, stakkels Barn!

✂ - Er Fætteren med? - Jo, det er ham, den høje, blonde øverst oppe i anden Række - han er sød. - Det er da underligt, at han er med. - Pyt, han trøster sig nok ...

✂ Orgelet tier. Kammerherren byder sin Datter Armen og fører hende op ad Alterets Trin. Brudgommen gaar hurtig op. Præsten vender sig imod dem.

✂ Nede i Kirken hysses der, trænges der paa, lyttes der. Foran Kristusbilledet, hvis Skygge fylder Nichen, staar Brudgommen skødesløst, halvt bøjet. Bruden lader sit Blik hvile i Præstens. Lysskæret leger i Kjolens Folder og spiller i Diamantsmykket paa hendes Bryst. Slæbet, der dækkes af Slørets Tyll, glider ned ad de tæppebelagte Trin som en skumklædt, blinkende Strøm.

✂ Præsten taler til dem.

✂ Han minder dem om Ægteskabets Alvor; han kalder det to Sjæles Fælles-Arbejden sig frem imod Gud. Men saa forlader han forholdsvis hurtig den religiøse Side af Sagen - Etatsraaden er ikke meget religiøs, og Kammerherren 68 "ses aldrig i Guds Hus" -; med mild, indsmigrende Stemme maler han et blødt Billede af Agnes' Barndom; han taler om Kammerherreindens Skygge, som fra de fjerne Boliger svæver om hendes Datter, om Moderøjet, hvis kærlige Blik overvinder Døden.

✂ Agnes ser sin sarte Moders Skikkelse udstrakt paa Dødslejet. Hun selv ligger knælende ved Sengen. Inde i den anden Stue hører man Lyden af Kammerherrens Skridt - og naar han nærmer sig Døren, farer den døende sammen. - Og Agnes aner første Gang, at noget forfærdeligt havde lagt sig imellem ham, der gaar rastløs omkring derinde, og hende, Moderen, der vil have Lov til at dø uden at se ham -

✂ - Og Erindringen om al denne Kærlighed vil De bringe med Dem til Deres nye Hjem. Det er smukt, naar Børnene kan bygge deres Hjem i Ly af skærmende Minder fra det fædrene Hus.

✂ Agnes gyser, som om en kold Haand havde berørt hende.

✂ - Og De, min Brudgom, pris De Dem lykkelig! De vier Dem i Deres Manddoms første Tid ind til et ædelt Værk: det, at blive en trofast Hustru et trofast Værn. Men ogsaa for Dem maa jo i denne Stund fredlyste Minder tale højt i Deres Hjerte: Mindet om en hæderlig Fader, der i alt kan være Dem et følgeværdigt Eksempel - - -

✂ Etatsraadinden fører Lommetørklædet til sine Øjne - hun er til Mode, som en pludselig Svimmelhed havde grebet hende. Saa tænker hun paa de aarvaagne Kikkerter og hæver Hovedet stoltere end før: Men hun hører ikke mere: for hendes Blik staar Billedet af et højt Egetræsværelse i City, mørkt, med et højt Egetræsskrivebord mellem Vinduerne. Og foran Skrivebordet sidder en lille, mørksmudsket Mand, som rejser sig, da hun kommer ind, rejser sig og smiler - smiler - -

✂ Gennem Sønnen foran Alteret gaar der som et elektrisk Stød - -

✂ Herrerne sidder uroligt, rokkende paa Stolene, seende 69 ned i deres høje Hatte. Damerne pudser Næse eller holder de duftende Buketter op for at skjule en Gaben. Nede i Kirken en uafbrudt akkompagnerende Mumlen. I Nichen Kristus med udstrakte Arme.

✂ - Amen!

✂ Præsten tager Alterbogen. Der kommer Røre i Følget. For Herrerne er Alterbogen det første Signal til at gaa til Bords, for Damerne til at arrangere sig til Bortgangen. De tager sig til Haaret, sætter Blomsten mere fast, ordner en Fold i Kjolen. Bagved, paa tredje Række sidder en gammel Tante og græder. Hendes Snøften høres, medens Præsten læser.

✂ - Saa tilspørger jeg Eder, Adolf Julius Boeck: Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hjertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, at I vil have denne ærlige Pige, som hos Eder staar, til Eders Ægtehustru?

✂ - Ja. "Med Gud i Himmelen" - han tænker paa den første Gang, hans Moder havde talt til ham om Partiet. Det var om Natten efter et Bal, og han havde tænkt paa, hvor blødt hun havde ligget i hans Arm i Dansen. Saa havde han sagt, han vilde gøre, hvad han kunde. Og nu spurgte man ham, om han havde beraadt sig med "Gud i Himmelen".

✂ - Om I herefter vil leve saa med hende baade i Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud den almægtige vil Eder tilføje, som en Dannemand bør at leve med sin Ægtehustru?

✂ - Ja - han kan næsten ikke lade være at smile: "som en Dannemand bør leve med sin Ægtehustru" - han er nær ved at vende sig om for at se paa sin Ven, Frederik Brasen, der sidder bag ved ham og lærer Bryllupssalmen udenad. Brasen var lige bleven gift. Saa havde han en Formiddag truffet ham paa Gaden og fortalt, at de i Aften skulde have Ungkarleselskab paa Skydebanen. Jeg kommer med, sagde Brasen. - Du, en gift Mand! - Ja vist, har Præsten ikke sagt, at jeg skulde leve med min Kone som en dannet Mand? 70 Og nu kunde han ikke lade være at tænke paa den flove Vittighed, netop nu, hvor han skulde være alvorlig.

✂ - Om I véd Eder fri, at I ikke har givet nogen anden Kvinde, som nu lever, Eders Ægteskabstro, som dette kunde være til Hinder.

✂ - Ja - - Jo, han kan jo nok svare ja - det andet var kun for Spøg. Man sagde saadan noget i Nødsfald. Det gjorde alle, og siden havde han jo sørget godt baade for hende og Barnet - og da Barnet døde, var han en Formiddag taget ud paa Kirkegaarden og havde ladet Graveren sætte et Rosentræ paa Graven - han havde intet at bebrejde sig.

✂ Præstens Spørgsmaal vækker. Det ensformige Tonefald, de kendte Ord trænger ind paa dem. Man spidser Øren for at høre de sagte "Ja", man vil høre dem. En og anden mere følsom er til Mode, som han skulde kvæles ... Damerne skjuler Ansigterne med deres Buketter. De rødmer svagt; eller maaske er det Skæret fra Roserne.

✂ - I lige Maade tilspørger jeg Eder, Agnes Mathilde Løvenfeldt.

✂ Kammerherren staar rank ved Alterets Trin, og ved Lyden af sit Navn retter han sig endnu mere.

✂ - Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hjertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, om I vil have denne ærlige unge Karl, som hos Eder staar, til Eders Ægtehusbond?

✂ - Ja - Hidtil har hun syntes, det var en anden ... en fremmed uden for hende selv. Men nu ... det trænger saa nær paa ... hun kan ikke slippe uden om. Og pludselig tænker hun saa, at dette sagte "Ja" binder hende saa forfærdelig fast. Hun staar med Hovedet bøjet, hendes Skikkelse skælver under den skinnende Atlask ... hun griber fast om Gelænderet ...

✂ Præsten spørger igen.

✂ Og hvert af hans Spørgsmaal syntes hende som en Spade Jord paa hendes Ungdoms Drømme. Det brændte 71 i hendes Hoved, hendes Læber var tørre. Hun havde siddet ved Klaveret og spillet, da hendes Fader kom ind, ophidset og forstyrret, og sagde hende, at han var kompromitteret, hvis hun ikke reddede ham ved at ægte den rige Boeck ... og hun maatte vide, at en Løvenfeldt ikke overlevede sin Ære ...

✂ - Om I véd Eder fri, at I ikke har givet nogen anden Mandsperson, som nu lever, Eders Ægteskabstro, som dette kunde være til Hinder?

✂ Hun hører ikke mere ... hun véd, hun er solgt. Men Tante Elisabeth har sagt, at Kærlighed er en Vane, saa vil hun vel lære at elske ham ... Thi hun har jo ikke elsket nogen anden? nej, nej ... det var en Drøm, intet andet Den Sommer var den lykkeligste i hendes Liv, ja, netop en Drøm ... men nu burde hun maaske glemme den - maaske, nej, ganske vist - og det vilde ikke være let.

✂ Adolf har vendt sig imod hende ... han ser paa hendes Ansigt, det skælvende Bryst, hvor Diamantsmykket blinker, Hoften, der runder sig under Brudekjolens Atlask ...

✂ Følget er nervøst ... der er noget i dette, der er alvorligt, noget afgørende, noget, som betager. Blomsterne paa Kvindernes Bryst vugger sig uroligt. Herrerne glatter deres Handsker, slaar Benene over hinanden og undersøger deres Støvler.

✂ - Saa giver hinanden Eders Hænder.

✂ Agnes udstrækker mekanisk sin Haand imod hans ... den fatter hendes med et umærkeligt Tryk, Pulsene i hans Fingerspidser banker; hun ser op paa ham ... der ligger noget i hans Blik, noget ... hun rødmer og ser op mod Kristus. Han staar som altid med udbredte Arme, medlidende, modtagende ... men hun finder ingen Hvile hos Guden. Hun mærker sin Mands Blik søgende mod sig, det er hende, som et Skrig hentørredes i hendes Strube ...

✂ - Hvad Gud den almægtige har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.

72

✂ Intet Menneske adskille ... men der er jo dog Skilsmisse ... hun kan jo dog, kunde jo dog.

✂ Præsten læser Skriftens Ord, den gammeltestamentlige Fortælling om Kvindens Skabelse. Og det er som Orientens Glød gennemhedede de hellige Ord.

✂ Korets Hvælving lader Ordene klinge igen ... den sidste Tone dør langsomt hen som en stille Hvisken. Der er saa megen menneskelig Varme i de guddommelige Ord ... saa megen Hede, hidsende Veltalenhed, Østerlandene taler ... der gaar som en Attraaens Bølge gennem Rummet:

✂ - Jeg vil skikke Dig megen Kummer til, naar Du reder til Barsel, og Du skal føde dine Børn med Kummer og din Vilje skal være din Mand undergiven, og han skal være din Herre.

✂ Agnes er fortumlet ... hun hører Ordene som en fjern Trusel, som et rullende Uvejr, der nærmer sig hendes Liv. Hendes Mand tager ikke Øjnene fra hende. Foran Guds Alter begynder han at nyde sin Hustru, den Gud, der har sagt: Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra Dig. Thi det er dig gavnligt, at ét af dine Lemmer fordærves og ikke dit ganske Legem skal kastes i Helvede.

✂ Kristus staar ren, ophøjet, hugget i Marmor. Men Gasflammerne lægger som et bævende Smil om hans Mund, som om de rene Læber lukkede sig om et Suk.

✂ Det er saa yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være -
da er med Glæden man dobbelt glad
og halvt om Sorgen saa tung at bære.
Ja det er Gammen
at rejse sammen,
naar Fjederhammen
er Kærlighed.

✂ Hun vidste ikke, hvordan hun var kommen hen til sin Plads; han havde taget hendes Arm og ført hende. Tonerne af Sangen summer om hende uden at naa 73 hende ... kun Omkvædet brænder sig ind i hende som et truende Spørgsmaal.

✂ Salmen er forbi. Og lige paa én Gang begynder de alle at tale rundt omkring hende, tale som Børn, der længe har maattet tie. Damerne smiler, Herrerne byder Armen, komplimenterer en blottet Hals, roser et epokegørende Toilette. Man omringer hende, trykker hende i Haanden, kysser hende.

✂ Saa gaar de nedad Kirken.

✂ Hoved ved Hoved; hundrede af graadige Blikke, misundelige Øjekast, eksaminerende Miner. Fra Orgelet brusende Akkorder. Helt ned ad Gangen Ansigt over Ansigt. Hele Kirken er bleven et aarvaagent Øje. Silkekjolerne rasler. Beundrende Mumlen, Hvisken, Smil, dæmpet Samtale. Ved Pillerne Apostlene høje og strenge, graagule af det blandede Lysskær.

✂ De naa'r Døren. Han hvisker til hende, bøjer sig ned over hende, kysser hende. Hun mærker, at hans Læber er meget varme.

✂ Saa kører Vognen frem. Han slaar sin Arm omkring hende for at hjælpe hende ind ... hun føler den skælve ... hun ordner sit Slæb, bøjer sig tilbage ... alt uden at se paa ham.

✂ Kirkebetjenten lukker Døren med en hemmelighedsfuld Mine.

KÆRLIGHED

✂ Maaske er denne Historie altfor ubetydelig, og den handler om intet. Her er hverken kælne Smil eller Kærlighedskys eller Længsler udsat for rytmiske Ord, med hvilke Digterne har fundet paa at efterligne Musik og Toner. Den har til Personer kun to Søskende, og den indeslutter intet Drama. Dog handler den om en Heltinde, thi der gives ogsaa Heltinder i det ubetydelige Liv, der hver Dag leves, - langt større end Romanernes Gudinder og Kærlighedshymnernes Lovpriste ... Og den unge Kvinde hørte til dem.

✂ De to Søskende elskede hinanden ubeskrivelig højt. Hver Leg i deres Barndom havde de haft fælles, hver Dags smaa Begivenheder havde de oplevet sammen. Naar de legede Cirkus paa det store Loft, var hun Miss Flora i de graciøse Stillinger paa den store Gyngehest; naar de legede Skib, var hun baade Kok og Matros. Hun var rigtignok meget bange for at hænge saaledes i det ene Ben i Trapez, og hun havde ogsaa nok haft Lyst til at staa med hvidt Tørklæde bag Disken, naar de legede Konditori, istedetfor altid at vaske af omme bagved Skærmbrædtet. Men hun m a a t t e jo baade hænge i Benet og vaske Kopper. Drengene i Gaarden klappede saa meget, naar Henrik gjorde Kunster med hende i Trapezen, og naar de legede Konditori, kunde Henrik dog virkelig ikke vaske Kopper af.

75

✂ Naar Henrik var Tryllekunstner, sad hun med Tallerkenen, hvori de andre Børn lagde Skillingerne, og hun trak Tæppet fra og for. Hun gjorde altid det ringeste Arbejde; og en Gang, da de spillede Komedie og hun havde spillet saa smukt, at alle Forældrenes Gæster raabte hende frem og kun hende - kom hun trækkende ud med Henrik i Haanden, og med Graaden i Halsen og højrød i Kinderne raabte hun ud til dem:

✂ - Men det er jo ham, som har skrevet det.

✂ Om Søndagen ved Desserten tog hun ikke Øjnene fra Kagen, mens den blev skaaret for, og naar hun havde mærket sig det største Stykke, pegede hun paa det og hviskede til Broderen:

✂ - Det skal Du ta'e.

✂ Da Henrik var oppe til Eksamen og skulde være Student, vaagede hun om Natten. - Og naar hun saá, hans Hoved begyndte at nikke og falde ned mod Bogen, betvang hun sin egen Søvn, og hun gav sig til at høre ham, og hun lo og fortalte Historier.

✂ Saaledes elskede Ingeborg sin Broder.

✂ Men nu var hun syg, døende. Gigtfeberens forfærdelige Smerter nagede hende, og Gigten havde nærmet sig Hjertet. Der var ingen Lindring for Smerterne. Med Hovedet paa Siden, bleg, laa hun hen, gispende som en lille Fugl.

✂ Det var kun Øjnene, som levede i dette Ansigt. De var tunge, feberbrændende af Lidelser, og naar Smerterne som tusind borende Dolke syntes at ville standse Hjertets Slag i en utrolig Kval, sitrede hendes Læber.

✂ Men hun skreg kun sjældent. Da pressedes Smerteskriget frem fra hendes Læber, hvor Sveden sprang ud, og hun hviskede ganske sagte:

✂ - Vær ikke vred - vel? - men det gør saa ondt. Og naar Moderen bøjede sig over hende, spurgte hun svagt:

✂ - Henrik er jo ude?

✂ For hun vilde ikke skrige, naar han var der.

✂ Han kom ind ved Sengen, angst, og saá paa hendes 76 Ansigt, Døden havde mærket, og skønt hvert Ord, hun talte, smertede hende, sagde hun dog:

✂ - Aa, jeg har det godt.

✂ - Det bliver nok bedre ...

✂ Saa blev det den sidste Nat.

✂ Lægen gav ikke mere noget Haab. Det vilde være forbi i Løbet af nogle faa Timer.

✂ Og over hele Huset hvilede den tunge Tavshed, der lægger sig knugende over alt i det Hjem, hvor Døden ventes.

✂ Ude i Stuen ved Siden af sad de andre. Moderen var den eneste, som vaagede ved Sengen. Gennem alle Stuer hørte man Uhrenes uophørlige Dikken, og hver Lyd blev skræmmende og ængstelig.

✂ Ingeborg var sunken sammen. Under deres Laag laa Øjnene brustne som to Kloder, der er slukte, og hun saá ikke mere. Men undertiden rystede Dødskampen hendes pinte Lemmer, og hun skreg højt.

✂ Saaledes gik Timerne, mens Livet flygtede.

✂ Henimod Morgenen rejste hun sig pludselig med et Sæt i Sengen, og med et forfærdeligt Hvin fo'r hun med Haanden til Hjertet - saa faldt hun tilbage.

✂ Henrik løb ind. Han troede, det var forbi. Men da han stod ved Fodenden af Sengen og skælvede, som var han selv berørt af Døden, der gik forbi ham, slog Ingeborg Øjnene op og kendte ham.

✂ Først smilede hun: hun kendte ham. Men saa sagde hun:

✂ - Er Du her? Hvorfor er Du ikke i Seng? Gaa" Du maa ikke se mig.

✂ Og da Henrik var gaaet, bøjede hun sig op mod Moderens Bryst og sagde:

✂ - Hvorfor sagde Du ikke, han var her? Det gør ham saa ondt, naar jeg skriger.

✂ Krampen tog til. Den rystede hende forfærdeligt. Men med Øjnene fæstede paa Døren laa hun rolig hen uden at skrige, og Dødens Kval fralokkede hende ikke et eneste Suk ...

77

✂ Det vilde smerte ham.

✂ Tilsidst bad hun om at se ham. Han kom ind, kunde ikke tale; hun løftede med en sidste Kraftopbyden sine krummede Arme og slog dem om hans Hals.

✂ - Græd ikke, jeg har det godt.

✂ Saa sank hun sammen.

✂ Hun laa død med Hovedet paa Siden, som en Blomst, man har knækket; hun var død under hans sidste Kærtegn.

ELNA

✂ Hun havde altid klædt sig i bløde Mellemfarver, graat og brunt af matte Silkestoffer, og dette douce over hendes Dragt, der skænkede hende en egen Elegance, det passede ogsaa saa helt til hendes Hoved, som løftede sig frem saa rankt over den høje Pibe, med sin Nakkeknude og Ansigtet, som en skaaren Kame.

✂ Saaledes var hun, og saadan, med denne ranke, lidt ubevægelige Ro, havde hun altid levet sit rige Liv som Millionærens Datter.

✂ Hun havde ingen Alder. Hendes Smil, der var smukt og viste en Rad af dejlige Tænder, var hverken ungt eller ældet, det var kun et høfligt Konversationssmil uden Aar og maaske lidt ligegyldigt paa Bunden.

✂ Elna Holmer bragte med sig al den aflagrede Rigdoms Tryghed, parret med en fornem Stilfærdighed, der mindede om lydløs Gang paa bløde Smyrnatæpper. Livet var ogsaa gaaet stilfærdigt for hende.

✂ Stilfærdigt midt i dets Fester. Thi hende var det en Vane at sidde silkeklædt ved rige Borde og at kede sig under tændte Kroner paa Rout'ernes Uendelighed. Alt det kom med Aarstiderne; naar de forlod deres Landsted og tog hjem til deres store Gaard paa Amagertorv, og Sæsonen aabnedes. Da gled Elna Holmer douce og rank atter hen gennem Velgørenhedsfesterne og Selskaberne og alt det, som Lunet og Moden bød. Hun hørte til deri.

✂ Paa Baller gik hun dog ikke mere. Ingen vidste, naar hun var holdt op at danse. Det var vel kommet af sig

79

✂ selv; hun ønskede hellere at sidde over, at tale med en og anden Herre, fint behersket, som hun forstod at tale. Og saa tilsidst gik hun ikke mere paa Bal.

✂ Efterhaanden var Elnas Navn ogsaa begyndt at figurere paa de store Velgørenhedslister, hvor det stod ved Siden af de gifte Damers, helt sideordnet, blot Navnet: Elna Holmer. Det var nok. Man satte intet Frøken. De gifte Koner glemte i det hele tidt, at hun ikke var gift, og de talte til hende, som om hun hørte til Lauget

✂ Og det vilde hun jo ogsaa komme til, saa snart hun havde Lyst - naturligvis, siden man ikke finder Millionerne paa Gaden. Der vilde altid være Friere nok.

✂ Ikke at man egentlig vidste Navne, kunde sige bestemt, at den eller den havde sværmet eller havde friet, det kunde man ikke, for Elna havde en egen Evne til at holde Folk i Afstand og distancere Nysgerrigheden, hun havde heller aldrig haft Veninder. Derfor var det lidt vanskeligt at holde Regnskab over, hvor mange Kurve hun havde delt ud i Legationerne og andetsteds.

✂ Elna Holmer havde ingen Historie - derom var alle enige. Og naar Herrerne - ved Kaffen, i Rygeværelset med Benene spilede ud foran sig, hyllet ind i Havannarøg - drøftede Tingene og snusede op ad de gode Partier, gled man oftest hende forbi. Kun en enkelt Gang kunde det dumpe ud af en og anden:

✂ - Men Elna Holmer?

✂ Da var man vis paa, det var altid "en Ny", der spurgte, og han fik ikke andet end et Skuldertræk til Svar.

✂ Men da en Gang den lange Gyldenkrone, der altid strakte sine Storkeben saa langt fra sig, at man faldt over dem, og som altid kom paa tværs og sagde Dumheder, med sin sædvanlige Snøvlen sagde:

✂ - Men for Satan, Børn, er der da "noget" - - brød alle Herrerne ud i energisk "Nej", og Gyldenkrone følte, at nu havde han sagt en Dumhed igen. - - - - - - - - - - - - - - - - -

✂ Og saa en Dag faar man Kort fra Elna Holmer. 80 Kortet med de to Navne, der er det røde Klæde for Sladderen.

✂ Og da Etatsraad Holmers Tjener aabnede Vogndøren for Elna Holmer og hendes Forlovede, kendte ingen af hendes Venner hende igen. Det var, som var der kommet noget ligesom Kvidren over hvert Ord, hun sagde, som om hun sang det ud; og hun talte uafbrudt, og hendes Tanker fløj rundt som glade Smaafugle, kredsende alle - kun om ham.

✂ Det havde man ikke ventet og mindst af Elna Holmer. Alle talte om det. Hvordan hun hængte sig op ad hans Arm; og Minutter kunde hun glemme sig selv og med Hovedet i Hænderne kunde hun stirre ind i hans Øjne, indtil hendes blev fulde af Taarer, og hun bøjede sig ind imod ham, og hun hviskede ham ind i Øret for tusinde Gang:

✂ - Holger - hvor jeg dog elsker Dig.

✂ Og det midt ved Bordet, under Middagen, hvor alle saá det... Der blev hvisket en Del, og mange fandt, at det var næsten en utrolig Mangel paa Selvbeherskelse. Netop hos Elna.

✂ Hun, som havde været saa douce, saa dæmpet i alt.

✂ Nej, det var afgjort, hun var ikke til at kende igen.

✂ Selv hendes Dragt var forandret Hun klædte sig lyst, hendes Toilette var næsten pralende. Hun elskede de lange og knitrende Slæb, dækket med Rosers Mangfoldighed; hun bar eridogsaa Diamanter. Hun slyngede dem næsten til Overflod om en vidunderlig Hals, blottet, saa matblankt straalende, at man blev blændet derved. Før havde altid høje Piber dækket saa godt over alt, at Herrerne, de stod nu og vidste slet ikke, hvor de havde haft deres Øjne ...

✂ Det maatte være de lyse Stoffer, Glansen af Roberne, der gjorde Figuren saa smidig og blød, alle Linjerne med ét saa runde. - Hun havde jo før været stiv, lidt kantet, Elna Holmer.

✂ Og alt det for Fætteren, som hun kunde have taget for ti Aar siden - aa saamæn gerne for tolv Aar ... 81 For nu begyndte man at regne, og man fandt ud, at Elna Holmer var, mildest talt, om det første Hjørne. Det blev en Vittighed om "Ildebrand i gamle Huse".

✂ De sneg sig ind i Kabinettet, tyssende paa hinanden som to Børn paa forbuden Vej, og de lukkede sagte Døren til Altanen op. Inde fra Spisestuen hørte de et Par afbrudte Ord af Skaalen for Damerne, der havde forjaget dem. Saa lukkede de stille Balkondøren til bag sig.

✂ Aftenen var kølig og klar. Langs Ørstedsparkens Jord flettede Skygger af Buskenes bladløse Grene et flakkende Væv; Vandet spejlede blankt Gadelygternes Skær, som evindelig flimrende Stjerneskud. Et enkelt Fodtrin kom og døde hen.

✂ Elna klyngede sig op til Holger:

✂ - Hvor det gør godt at være ene.

✂ De vendte sig. Lygternes lyse Række krummede sig og forsvandt. Dér løftede Møllen sig, tung mod den skinnende Sky, der laa som et Genskin ud over Vesterbro.

✂ - Holger, sagde hun, hvor det er vidunderligt at være lykkelig.

✂ Hun lagde sit Hoved paa hans Skulder, og uden at sige andet, mens han hele Tiden lod sine Læber strejfe hendes, krusede Haar, blev han ved at hviske hendes Navn helt sagte ... Gang paa Gang, Gang paa Gang:

✂ - Elna - Elna.

✂ - Jo.

✂ - Elna.

✂ - Ja.

✂ Og hun smilede:

✂ - Hvor jeg dog elsker Dig ...

✂ - Og jeg Dig.

✂ Der rullede en Vogn forbi. Elna gyste af Kulden.

✂ - Elna, for Guds Skyld - her er altfor koldt. Men hun holdt ham tilbage med begge sine Hænder om hans Hals.

✂ - Et Øjeblik - kun et Øjeblik ...

82

✂ - Véd Du, Holger, hvorfor jeg elsker at stjæle saadant et Minut? Aa - det er dumt at fortælle det... Men at være midt i Lykken, ene med Dig og saa stille kunne tænke paa den Tid - da det ikke var som nu ...

✂ Hun løfter Ansigtet, og deres Øjne hviler i hinanden. Og igen rækker hun sine Læber frem til Kys - -.

✂ - Hvor jeg dog elsker Dig ...

✂ - Og jeg Dig ...

✂ Elna havde især en egen Lyst. Naar de skulde ud og han kom for at hente hende, klædte hun sig tidligt paa, og saa sad de, hun i sin lyse Dragt med dens Duft af Blomster, inden Vognen kørte frem, sammen i "Fortrolighedens Krog".

✂ Dér kunde Elna sidde timevis, tavs, ved Siden af den, hun elskede: og hun vilde blot føle sig ham nær, langsomt kunne klappe hans Haand' og lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt.

✂ Og pludselig, efter en lang Stilhed, kunde hun sige med et lykkeligt Smil:

✂ - Holger, at dette blev muligt ... Naar Tjeneren meldte, at Vognen var kørt frem, holdt Elna Holger tilbage:

✂ - Lad dem vente, sagde hun. Se ind i Ilden, Holger, og ti ganske stille. Du maa tænke paa din Tale - - og hun lo - Du begynder at gentage Dig selv.

✂ Og et Øjeblik stirrede de paa de knitrende Brændestykker, og de smilede begge.

✂ - Kom, Elna! sagde saa Holger; og en Dag, da hun slet ikke vilde gaa, tog han hende med Haanden om Hovedet.

✂ - Du er altfor graadig, Elna, sagde han og lo. Elna stod og rettede lidt paa sit Haar, og alvorligere, mens hun vendte sig imod ham, sagde hun:

✂ - Ja - Du har Ret - jeg er bleven graadig efter Lykken ... Men min Ven, den biede saa længe ... "Krogen" véd, at den har biet længe.

✂ "Krogen" vidste det. Den var Arnestedet for deres Kærlighed. Den havde altid været Elna Holmers Yndlingsplet, 83 skærmet af den persiske Skærm og de høje Palmegrupper. Dér havde de allerede siddet den Gang, da han kom til Byen for første Gang som helt ung Student De var lige gamle; hun var Rigmandsdatteren, allerede træneret i Ballernes og "Kuren"s Skole, lidt blaseret, meget overlegen; han kom fra Vestkysten med Fjedersko og blaa Strømper, der kiggede en Smule for meget frem under Benklæderne ...

✂ Han viede den rige, dameagtige Kusine sin første Forelskelse, en blind Beundring for hendes Væsen og hendes Dragt, en hel Berusning af hendes Finhed, lige stærk af hendes Toiletters Silke og hendes Ord og hendes Stemmes Klang, der var saa dæmpet og altid entonig klar.

✂ Elna morede sig; hun følte sig som den ældre, hun viste ham ud i Livet... Naar de var paa Bal, vogtede hun paa ham fra en Krog, om han opførte sig ret, om han var rigtig glad. Hun præsenterede ham for sine Veninder - og der maatte være noget ved Holger, for de blev allesammen halvvejs lidt forelskede i ham ... Saa sad Elna, naar de talte om ham, og smilede og vippede lidt med Foden i den Atlaskessko. Det fornøjede hende.

✂ Den næste Dag morede det hende at skænde. At sige, at det havde han gjort galt og det og saa rette paa ham.

✂ Men med ét, naar hun kom til at se paa ham, og saá de troskyldige Drengeøjne, der blev helt forknytte, blev hun vred paa sig selv, og hun glattede paa hans Haar, som hun plejede, og sagde:

✂ - Aa - Du er dog god, som Du er ...

✂ Saa var Taarerne hurtigt borte af hans Øjne.

✂ Saaledes var det mellem Holger og Elna den første Tid ... Hun beskæftigede sig altid med ham, han lod sig lede af hende ...

✂ Lidt efter lidt vaagnede mere og mere det erotiske hos Holger, og det søgte til andre. Følelsen for Elna, den blev som før en varm Beundring, den lignede sig selv, som den fra den første Dag havde været, lidt i 84 Slægt med de hede Skolevenskaber. Saadan med den fuldeste Fortrolighed var Holgers Forhold til Kusinen.

✂ Elna sad stilfærdigt og lyttede til. Hun saá i "Fortrolighedens Krog" Forelskelser fødes og Forelskelser dø. Hymnerne var altid de samme, men Navnene vekslede. Det gik hele Raden af Veninder rundt Og da det var forbi med Veninderne, kom der ogsaa en Tid, hvor han talte mindre aabent, han smilede kun, og han holdt af, naar han sad og kærtegnede sine Ben, der var smukke og kraftige, at sætte dem i Stillinger, saa han ret saá deres Muskler. Han blev i den Periode en hel Del bleg, og de troskyldige Øjne fik svulne Kanter.

✂ Ogsaa Elna havde det mindre godt. To-tre Aar i Træk paabød Lægen Baderejser. Hun fik tør Hoste, - maaske var den dog kun nervøs.

✂ Efterhaanden skiltes de to Søskendebørn en Smule. Holgers Eksamen kom imellem foruden - det andet. Den Gang var de begge fem og tyve Aar.

✂ Siden gik et Par Aar, hvor de helt skiltes. Holger tog en Plads som Fuldmægtig -hos en Herredsfoged i Jylland - ude paa Landet; i en ensom Egn. Han var der, som sagt, henved to Aar; saa kom han noget pludselig hjem og var blevet noget forandret. Han havde faaet fuldt Skæg og var bleven stor og bredskuldret. Han talte ogsaa anderledes - naar han talte, thi han var særdeles ordknap siden sin Hjemkomst.

✂ Elna hverken søgte eller flyede ham. De traf hinanden og vekslede nogle Sætninger, ligegyldige i Ny og Næ. Men saa hen paa Efteraaret blev de begge bedt til et Børnebal, en af Elnas gifte Veninder gav; ud paa Aftenen begyndte de Voksne at danse med, og der var muntert og megen Latter, naar de i Farten var nær ved at rive de Smaa over Ende i Valsen ...

✂ Holger kom hen til Elna. Hun havde ikke danset.

✂ - Skal vi ikke danse en Gang igen? sagde han. Bilde os ind, vi er Børn igen.

✂ En rød Strøm gled hen over Elnas hele Ansigt, medens hun gav ham Armen uden at tale.

85

✂ Dansen vakte gamle Minder hos Holger. Han spurgte hvert Øjeblik: Kan Du huske - Kan Du huske, og da Musiken holdt op, og han førte hende tilbage til hendes Plads, sagde han:

✂ - Ja - vi var lykkelige den Gang.

✂ Han lagde slet ikke Mærke til, at Elna intet havde sagt under Dansen.

✂ Den følgende Dag kom han i Mørkningen. De sad igen paa deres vante Plads, og de begyndte at tale om Vind og Vejr. Men Samtalen døde langsomt hen, og Holger sad kun med Haanden under Hovedet, underlig sammensunken og stirrede paa Ilden. Han sukkede nu og da, som vilde han vælte en Byrde fra sig.

✂ Elna forstyrrede ham ikke; hun sad alvorlig og stille ved Siden af ham.

✂ Endelig vaagnede Holger op og sagde: Undskyld, jeg falder i Staver, Kusine; og lidt efter sad de atter som før.

✂ Han kom igen næsten hver Aften, og det samme gentog sig hver Gang. Der var noget trist sammenknuget over ham. Det eneste, der adspredte ham, var Cigaretrøgen : han fulgte dens blaa Ringe i Skæret fra Kakkelovnen.

✂ Hver Aften, naarde havde siddet lidt, spurgte Holger:

✂ - Tør jeg ryge, Kusine? og saa begyndte Legen med Røgringene.

✂ Elna syntes altid, det var en Lettelse, hun var angst over denne Rugen over det skete, som egentlig laa Holger saa fjern. Og en Aften, da hun syntes, at hans Ansigt var endnu blegere end ellers, lagde hun sagte sin Haand paa hans Skulder og sagde:

✂ - Holger, hvorfor vil Du ikke tale om det? Som om han havde ventet Spørgsmaalet, rystede Holger stille paa Hovedet.

✂ - Det nytter ikke, Elna, sagde han. Det kan man ikke tale om.

✂ Men da begyndte hun lempelig, medens hendes Haand blev ved at hvile paa hans Skulder, at tale til 86 ham, og inden han vidste det, talte de om hans skuffede Kærligheds Historie.

✂ Hun gættede dér, hvor han ikke talte, og hun gled let over det, der endnu 'kunde give Smerte. Hendes milde Ord tøede det frosne Vand.

✂ Da han var kommet til Ro, da han for første Gang havde talt sig ud, og de igen sad tavse, sagde Holger pludselig ganske sagte:

✂ - Men, Elna, hvor vidste Du det?

✂ - Jeg gættede det, sagde hun. Aften efter Aften sad de sammen, og han talte til hende om det, som var forbi.

✂ Det var altid det samme Billede, de samme Ord.

✂ - Og jeg - jeg troede det saa vist, sagde han. Saa vist ... Hvor man dog kan være blind.

✂ Elna talte ikke meget, men der var som Køling over Vunder i hvert af hendes Ord.

✂ - Du forstaar mig, sagde han. Du er den eneste, der forstaar mig.

✂ - Tror Du? og Elna smilede sørgmodigt og stille.

✂ Saaledes talte de om Holgers døde Kærlighed.

✂ De brugte om en tredje alle Kærlighedens Ord, alle Elskovens Navne. Der var saa rigeligt med Længsler, saa rigt med sukmættet Attraa. Og de talte saa frit, og de brugte saa ufortrødent alle Ord, svøbte sig saa lunt i Følelsernes Net - thi det var jo en tredje, det gjaldt.

✂ Hun sad der jo kun som den forstaaende, den, der gættede hans Tanke, den, der dog altid havde levet med ham.

✂ Men der kom en Dag, hvor Holger sagde til sig selv:

✂ - Hvorfor er det dog ikke hende jeg elsker? Vi, som forstaar hinanden saa godt.

✂ Saaledes voksede ud af den døde Kærligheds Sørgetale den ny Følelse, og en smuk Stund vidste de det begge. Men længe talte de kun forblommet; de blev ved at vugge den ny Glæde i de døde Længslers Ord, og hvert gammelt Suk smagte deres Læber sødt.

87

✂ De greb hinanden i at sidde Haand i Haand, de dreves imod hinanden i mange Kærtegn ... Men det forbigangnes Spindelvæv brød de ikke.

✂ Saadan stjal den ny Lykke sin Fryd fra Skyggen af den gamle Sorg, og saadan gik det længe.

✂ Det var en Tid med halve Ord og rig paa Tilstaaelsens skælvende Længsel, og de ventede begge, og begge flyede.

✂ Men en Dag var alt sagt, og de vaagnede tæt op til hinanden under en Regn af hede Kærtegn ...

✂ Det var Elnas og Holgers Kærligheds Historie.

✂ - Nej, nej - flere Lys, vi vil have Kandelabre over alle Dørene ...! Elna og Holger sad i Krogen og talte om det store Bal hos Holmers.

✂ - Og mange Blomster - sig Hammer det, han tømmer Drivhusene. Salen maa være som en Have ... Men nu maa jeg klæde mig paa ...

✂ - Ja ... Du har ikke klædt Dig om endnu.

✂ - Nej, jeg var lidt træt... aa ... Elna standsede ... det dumme Sting ...

✂ - Har Du Sting - han tog hendes Haand - og Du brænder ... For Guds Skyld ... Du har forkølet Dig iaftes paa Balkonen. Lad os blive hjemme ...

✂ - Vist ej - - lidt Sting, som jeg har saa tidt... Nu klæder jeg mig paa.

✂ Det smertede hende meget at løfte Armene, medens hun gjorde Toilette. Knæene rystede under hende, og hun maatte sætte sig flere Gange.

✂ - Hvor Frøkenen er bleg, sagde Pigen til hende.

✂ Elna saá sig i Spejlet: Det er af Sult, sagde hun. Jeg har intet spist til Frokost.

✂ Hun fik den lyserøde Kjole paa, og Pigen fæstede Rosenknopperne paa Slæbet.

✂ - Ser Du, sagde Elna. Nu er jeg ikke mere bleg. Hendes Kinder fik en blank Rødme.

✂ Pigen rejste sig fra Gulvet og saá i Spejlet Frøkenen vakle, som skulde hun falde:

88

✂ - Bliv - og sig det ikke, sagde hun helt graableg og faldt tilbage i Stolen.

✂ Da hun kom til sig selv igen, sagde hun:

✂ - - Tak, at Du ikke kaldte ... Det vilde forskrække ham ...

✂ - Jeg vil pudre mig, sagde hun, hun førte Pudderkvasten to, tre Gange hen over sit Ansigt.

✂ - Saa - nu er det godt...

✂ Under et Paaskud støttede hun sig til Pigen, og de gik ned ad Trappen.

✂ - Det varede længe, sagde Holger.

✂ - Ja - min Ven - Du véd, jeg vil saa gerne være smuk ...

✂ Om Aftenen dansede Elna og var helt vel.

✂ - Jeg tror, jeg vil ligge til Frokost, sagde hun om Morgenen. Hun var meget mat og følte en tør Smerte i sit Bryst. Gaa kun og lad mig sove.

✂ Hun lukkede Øjnene og blundede igen.

✂ Klokken halvtolv ringede Elna og vilde staa op.

✂ Da hun vilde løfte sig i Sengen, faldt hun tilbage med et lille Skrig. Hvor jeg er blevet træt, sagde hun. Hun forsøgte igen at rejse sig og fik en Peignoir om sig. Hun rystede af Kulde, saa Tænderne klaprede i Munden paa hende, men hendes Hænder brændte som Ild.

✂ - Gaa, sagde hun og satte sig igen paa Sengen, gaa og sig, jeg kommer straks.

✂ Da Pigen var ude af Stuen, forsøgte hun at gaa, men hendes Knæ vaklede, saa hun faldt foran Døren ... Hun kom op igen og vandt ned i Spisestuen til Frokosten.

✂ Moderen blev urolig ved at se hende: Ser Du, sagde hun, Du kan ikke taale at farte saaledes om. Idag bliver vi hjemme.

✂ - Nej, Mama, netop ikke, vi vil tage ud at køre. Den friske Luft vil gøre mig godt...

✂ Da Holger kom, blev Vognen forspændt, og de kørte 89 ud. Det var de sidste Dage i April. Foraarssolen brød sig Vej ad alle Sidegader, og Himlen var straalende lys. Der laa i Glansen et brunligt Skær over Grønningens Træer, og Buskene langs Kastelsgraven stod i Knop.

✂ Elna havde faaet Rødme i Kinderne: Se, sagde hun, hvor Sundet er violblaat.

✂ De kørte langs med Stranden. Buskene bag Havernes Rækværk grønnedes under den glinsende Sol; inde paa Plænerne spirede det fine Græs pletvis i den muldede Jord, hvor rundtom Krokus blomstrede med skinnende Farver. De vilde Ribs hang med rødmende Klaser.

✂ Elna talte ikke meget. Hun lod sit Blik langsomt glide fra Sundet og den lyseblaa Himmel.

✂ - Holger, sagde hun, og hendes Haand, der hvilede paa hans Arm, greb fastere. Hvor Livet dog er smukt ... vidunderlig smukt.

✂ Og hendes Øjne blev fugtige, og Taarerne begyndte at rulle ned ad hendes Kinder.

✂ - Elna, sagde han, Du er syg, hvorfor græder Du? Hun løftede Armen, og medens hun strakte den ud imod Sundet, sagde hun:

✂ - Er her da ikke smukt?

✂ Hun sad atter lidt med Blikket fæstet paa Vandet... Og uden at tage Øjnene bort fra Himlen og det blaa Sund sagde hun:

✂ - At tænke sig den Lykke at blive gamle med hinanden.

✂ Én Dreng kom ud af en Have med en Kurv Violer i smaa Bundter. Elna lod Vognen holde. Hvad koster dine Violer? spurgte hun.

✂ - Ti Øre Bundtet.

✂ - Giv mig dem alle!

✂ Hun tog ned i Kurven med begge Hænder og førte Violerne op mod sit Ansigt. Hvor de dufter, sagde hun, hvor de dufter frisk. Saa spredte hun dem ud paa sit Skød, og hun tog dem atter op - en for en og lod So len kærtegne deres Kalk.

90

✂ Lidt efter fik hun en pludselig Kuldegysning. Hendes Tænder faldt klaprende sammen.

✂ - Lad os nu køre hjem. Da Vognen vendte, drejede hun Hovedet. Langt ude om Pynten skinnede Taarbæks Huse og Hvidøres Taarn over det blaa Sund ...

✂ Saa sad hun paa hele Hjemvejen med lukkede Øjne. Under Vipperne arbejdede sig nu og da en Taare frem. Langsomt gled den ned over hendes Kind.

✂ De talte om at sende Bud efter Lægen, men Elna vilde ikke høre noget derom. Hun vilde kun sove lidt, indtil hun skulde klædes om ...

✂ Hun havde ladet tænde Kronen og Lampetterne foran sit Spejl, og hun kunde ikke faa nok af de mørkerøde Valmuer paa sit Slæb. Hun gik et Par Gange frem og tilbage foran Spejlet, men havde ikke Kræfter og maatte sætte sig, mens Pigen knappede de lange Handsker ...

✂ - Du kan ikke knappe, sagde hun. Lad mig selv.

✂ Hendes Arme rystede, saa Knapperne gled ud.

✂ Med ét skød hun Pigen fra sig: Nej, hold op - jeg kan ikke ... Jeg kan ikke tage derhen ...

✂ Hun lod sig lægge paa Chaiselonguen. Lysene blev slukket.

✂ - Det har anstrengt mig en Smule, sagde hun til Holger, det er Køreturen - jeg vil heller blive hjemme.

✂ Hun bad de andre saa længe, til de tog i Selskabet alene ...

✂ Elna følte heftige Smerter i sit Bryst, og Feberen tog til, saa Sofaen rystede under hende ...

✂ Et Par Timer efter lod hun sig bringe i Seng.

✂ - Send Bud efter Lægen, sagde hun.

✂ Det var en gammel Konferensraad, deres Huslæge. Hun var knap ved sin Bevidsthed, da han kom, men hun aabnede Øjnene, og ganske sagte sagde hun:

✂ - Ikke sandt - det er slemt.

✂ Konferensraaden talte forbitret og højt inde i Dagligstuen; lod straks Vognen køre efter Forældrene og Holger.

✂ Hele Huset begyndte at komme i Oprør; Tjenestefolkene 91 fo'r forbi hinanden paa Trapperne med forskrækkede Ansigter; Gartneren, der var ved at dekorere, begyndte at slæbe sine Lavrbærtræer bort fra Afsatserne - Konferensraadens Amanuensis kom og tog Plads i Sygeværelset ved Sengen ... I .Dagligstuen hørte man den gamle Læges Skridt fra Døren til Vinduet, og fra Vinduet igen til Døren ... Ude paa Gangen lød den stadige Hamren og Slæben af Gartneren, der brød op.

✂ Stuepigen faldt i forfjamsket Skynding paa Trappen med Bakken med Grødomslagene. Konferensraaden aabnede Døren og skændte ud.

✂ Saa blev der ganske stille, og der lagde sig en forskræmt Tavshed over hele Huset.

✂ En Gang imellem viste Konferensraaden sig ved Sengen.

✂ - Nu?

✂ Amanuensis tog ikke Øjnene bort fra Elnas Ansigt: "Fremskridende," sagde han. Og Konferensraaden vendte tilbage til Dagligstuen.

✂ Porten sloges ilfærdigt op og i": Vognen med Holmers og Holger. De kommende vekslede op ad Trappen hurtige Ord med Tjenestefolkene ... Pigerne græd, og Fruen hulkede, da hun kom ind i Stuen.

✂ Ingen af dem talte. Etatsraaden tog Lægens Haand uden at spørge, Holger sank ørkesløs sammen paa en Stol. Og efter en halv Times Forløb havde ingen vekslet et Ord.

✂ Fru Holmer sad gemt i en Krog; Holger dækkede Ansigtet med sine Hænder, og gennem de udspilede Fingre stirrede han dorsk efter Konferensraaden, der blev ved at gaa op og ned. Hvert femte Minut dukkede han bag Portieren ind i Sygeværelset, spurgte og vendte tilbage med samme ubevægelige Ansigt for at fortsætte sin Vej.

✂ Med ét, da Portieren paa ny faldt til bag Lægen, vaagnede Livet i Holger som en eneste Lyst til at se hende. Han rejste sig og gik hen over Gulvet.

✂ Sygeværelset var allerede tungt og lummert. Han saá 92 begge Lægerne ved Sengen i Lampelyset ... Den unge hviskede. Ud over Puden laa Elnas Haar - mer saá han ikke.

✂ Konferensraaden vendte sig.

✂ - Gaa, sagde han. Hun sover.

✂ Holger vendte tilbage til Dagligstuen.

✂ De to Gamle havde flyttet sig sammen; de sad i Sofaen, tæt op til hinanden, ubevægelige og blege.

✂ Man hørte en enkelt Vogn, der rullede blødt hen over Barken, som var spredt paa Gaden ... Uret paa Kaminen lod sin Stemme lyde ...

✂ Konferensraaden talte til de to Gamle og gik ud af Stuen.

✂ Holger fulgte ham med Blikket, til Døren lukkedes; den gamle Holmer sagde:

✂ - Ja - han er gaaet Det var de første Ord, de talte, og de blev atter ved at sidde hen i samme hjælpeløse, tunge Tavshed.

✂ Klokken tolv kom Amanuensis ud:

✂ - Hun er vaagen, sagde han. De vaagnede af deres Sløvhed og stirrede paa ham, men rejste sig ikke.

✂ Og noget sagtere sagde den unge Mand:

✂ - De kunde maaske ønske at se hende.

✂ De gik alle hen over Gulvet med hinanden, og Lægen løftede Portieren.

✂ Elna laa med Hovedet om imod dem: Er I allerede kommet hjem, sagde hun. Hun tog dem i Haanden og klappede dem, og Holger rakte hun Munden til Kys.

✂ Saa vendte hun sig bort, som var hun træt.

✂ De blev i Sygeværelset og satte sig i en Krog. Hver Gang Elna fo'r op i Feberen, skælvede de; de tog ikke Blikket bort fra Sengen. Lægens Skygge tegnede sig ind over Lagenet.

✂ Lidt efter kom Konferensraaden tilbage.

✂ Han sendte d'em ud, og greben af Trøstesløshed græd de alle tre stille, siddende ved Siden af hinanden. Stuepigen 93 stod rystende henne ved Døren og skjulte Ansigtet i sit Forklæde.

✂ Saa kom den unge Læge frem i Døren og vinkede.

✂ Fru Holmer hulkede højt og greb om sin Mands Arm. Holger følte sig, som blev han lam.

✂ ... Elna havde slaaet Øjnene op. Hendes Blik gik rundt i Stuen. Da saá hun Holger ...

✂ Han gik hende ganske nær og tog hendes Haand. Den var klam af kold Sved.

✂ - Elna, sagde han, Elna, hvor kan det ske?

✂ Hun blev ved at smile: Holger, hviskede hun, Du gjorde mig altfor lykkelig.

✂ Hun talte ikke mere ... Lidt efter var Dødskampen begyndt ...

✂ Hun døde ved det første Daggry.

FRANZ PANDER

✂ Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.

✂ Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.

✂ Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.

✂ Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i "Kleine Dammstrasse".

✂ Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, 'da Friskolen badede i Elben,.af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz' Krop - og siden beholdt han Navnet

✂ Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.

✂ - Hvor har Du dog været, Franz?

✂ - Ingensteder.

✂ - Aldrig bestiller Du noget.

✂ - Gav Konsulinden Dig noget?

95

✂ - Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.

✂ Madam Pander tog Postejen frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.

✂ Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det - saadan fordærvede han den gode Pølse.

✂ Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lange Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.

✂ Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt - foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.

✂ Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.

✂ Eller han smurte rundt i det rige Kvarter langs Alsteren og saá efter Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silkeslæbene 96 løftede, og ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.

✂ Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse - saadan i Ny og Næ - helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de', som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud - naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.

✂ Men saadan gjorde nu ogsaa han - han, hvis Hænder og Negle Franz havde arvet.

✂ Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund - for lille egentlig for en Mand - med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.

✂ Slank og smidig Krop.

✂ Saadan saá han ud.

✂ Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.

✂ - For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers - Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.

✂ Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne,, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.

✂ Det vilde Franz være.

✂ Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. 97 En skummel Krog, hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler. Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og Stank af Tobak.

✂ Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.

✂ Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.

✂ Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'höte-Rækker langs blomstersmykkede Borde ...

✂ Franz slugte hver Beskrivelse.

✂ Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.

✂ - Man har sine lykkelige Øjeblikke - der i London - Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske - Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet - ser de tre - fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet... Na - saa har man jo Rutinen og kender Numret....

✂ Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige Proptrækkere".

✂ - Forstaar sig, han var smuk, John Jennings - flot 98 Karl ... Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren - det synes jeg s'gu dog - og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige - det ku' han takke sine Ben for ... Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.

✂ - At det altsaa skete.

✂ Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:

✂ - Naa - Knægt - Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham. Og halvhøjt lo han til Faderen:

✂ - Der Bub' wird Glück haben.

✂ Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.

✂ Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.

✂ Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.

✂ - Schön - - Eine dritte Stellung i m Restaurant vacant. Sie können Morgen anfangen.

✂ Da Franz var ude af Døren - bleg var han blevet - sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:

✂ - Na, ein netter Zugvogel - nicht?

✂ De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá 99 deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.

✂ Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d'höte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.

✂ Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:

✂ - Tjener De svært ved at drive her, Kollega? - Vi har Huset fuldt ...

✂ Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.

✂ Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke R'estaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.

✂ Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.

✂ Alligevel var han ikke træt om Dagen.

✂ Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.

✂ Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den

✂ meste Fritid.

100

✂ Om Gæsterne talte de sjældent.

✂ Og det var det, som interesserede Franz.

✂ Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.

✂ En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.

✂ Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.

✂ Franz fo'r op, helt bleg:

✂ - Slip mig, sagde han, jeg vil ikke. Johanne stødte ham arrig fra sig:

✂ - Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:

✂ - Louis, wie du bist, Louis.

✂ Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene - ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.

✂ Franz bemærkede dem slet ikke.

✂ Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.

✂ "Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.

✂ Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.

✂ Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til 101 det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.

✂ Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.

✂ Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.

✂ Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke - alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.

✂ Det kostede dem at komme fra hinanden.

✂ Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær.

✂ Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.

✂ Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt - han maatte det - at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe - saa hun vidste det - et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.

✂ Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.

✂ Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.

✂ Men efterhaanden - for de blev der Dag efter Dag 102 - var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham - og dér havde hun set paa ham - ja bestemt ...

✂ Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget - vilde hun røre ved ham? Der havde hun let, det havde hun sagt - det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.

✂ Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.

✂ Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.

✂ - - Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.

✂ Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme - hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene - og hans Hjerte stod stille.

✂ Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.

✂ - De her, sagde hun.

✂ - Ja - i Aften. Stemmen slog Klik for ham. Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:

✂ - Hvordan det? sagde hun.

✂ - Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene paa Kaminen.

✂ Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod halvaaben.

✂ Miss Ellinor tog sin Rivière af foran Spejlet. Franz 103 skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.

✂ Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.

✂ Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde.

✂ Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.

✂ Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.

✂ Men næste Dag rejste Miss Ellinor.

✂ Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:

✂ - I Dag skal vi rejse.

✂ - Skal De rejse - hvorfor?

✂ - Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.

✂ Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.

✂ I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.

✂ En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.

✂ Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.

✂ Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.

104

✂ Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi.

✂ Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.

✂ Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.

✂ Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.

✂ Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen - Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden - lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.

✂ Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.

✂ Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.

✂ Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.

✂ Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.

✂ Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.

105

✂ En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.

✂ Han var mæt og en Smule ør.

✂ Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet. Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om Pytterne.

✂ Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske ... Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.

✂ Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.

✂ Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar ... Men hun bøjede op om Neuerwall og vendte sig ikke ...

✂ Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne ... Hun gik ind i en Port og kom fra ham.

✂ Han strejfede igen.

✂ En Gadejægerske stillede sig op foran ham:

✂ - Hvad vil min lille Ven? sagde hun.

✂ Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.

✂ - Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.

✂ Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.

✂ - Hva' - gør han Nar - Pigen skingrede - véd man, hvad man vil, Lømmel ... Saadan En - engagerer han en Dame - og vil ingenting ...

✂ Saa var Franz udenfor Skudvidde.

✂ Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.

✂ Han drømte om Ellinor uafladeligt.

✂ Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod 106 ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.

✂ Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.

✂ Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst - det var nok til at friste ham.

✂ De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op - Franz saá det - og mønstrede Kelnerne. Saa valgte hun ham.

✂ Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.

✂ Damens Mand kom til og satte sig.

✂ - Naa - ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm - hm - og han lo - det var en sand Ganymed, sagde han. Aa - hva' Kelner - to Diners ...

✂ - Vel ... Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:

✂ - Hans Skjortebryst var renest, Du ...

✂ Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.

✂ Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.

107

✂ Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.

✂ Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.

✂ Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd - han bød den til. Men de saá ham slet ikke.

✂ Han stod ved Siden af - som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten - en ren Genstand - han saá saa godt sig selv.

✂ Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ...

✂ Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.

✂ Ved table d'höte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.

✂ Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:

✂ - Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det. Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:

✂ - Aa ja - paa en Buk.

✂ Saadan gik Dag efter Dag.

✂ Han tænkte slet ingenting uden det.

108

✂ Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem - de følte det slet ikke.

✂ Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.

✂ Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.

✂ Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.

✂ Madam Pander sad og smaagræd.

✂ - Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er - ja - mæn - man véd hvad det er ...

✂ Han vilde ikke ha'e Lys - der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.

✂ Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.

✂ - Hvad er der, min Dreng - lille Dreng - hvad er der med min Dreng?

✂ Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:

✂ - Hvad er der med min Dreng - lille Dreng - gør de ham ondt?

✂ Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.

✂ - For dem er det, det Rak - Herre Gud - og han har det jo ikke fra Fremmede.

✂ En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.

✂ Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.

109

✂ Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:

✂ Aber - es hat keinen Werth -
Es hat keinen Werth.

✂ Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.

✂ Da Akten var forbi, gik han.

✂ Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.

✂ Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.

✂ Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.

✂ Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.

✂ Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.

✂ Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.

✂ Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.

✂ Han saá langs Balustraden - Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.

✂ Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.

✂ Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.

✂ Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, 110 og Natportier'en kom til. Fæl saá han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.

✂ Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.

✂ De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.

✂ Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.

✂ Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.

✂ Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne - hun vidste ikke selv hvorfor - Haanden knyttet op imod Himlen.

FRATELLI BEDINI

✂ Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

✂ Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:

✂ - Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.

✂ Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.

✂ Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

✂ - Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

✂ Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

✂ De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne.

✂ Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:

✂ - Er de færdige, spurgte hun.

112

✂ - Ja - jeg staar kun og pudser ham til - naa, saa gik vi.

✂ Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham. Han har Skabelonen.

✂ Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

✂ Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.

✂ - Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

✂ Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.

✂ - Vist maatte vi afsted iaften - der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i - tro bare ikke det - og saa var han forsørget ...

✂ - Ja, gryntede Mølleren.

✂ - Ja - det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne - nej - tro bare ikke det, siger jeg. -

✂ De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul :

✂ - Og fint er det - for jeg ser 'et, naar jeg fejer - i Garderoberne - de ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk - om de gør - baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.

✂ Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:

✂ - Ja, naar de bare havde ham - - De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig Luft paa Trappen.

113

✂ Faderen blev mere klem og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi..

✂ - Ja, de er i Garderoben.

✂ Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget - nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.

✂ De havde Guld om Livet.

✂ Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.

✂ Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med hende.

✂ Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde.

✂ Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.

✂ Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

✂ En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde : Imorgen - hvor vi bor. Henne foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.

✂ De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den lille, som blev hevet op i Luften, var sidst...

✂ Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...

✂ - Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.

✂ De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille:

114

✂ - Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.

✂ Madammen sagde: Det er en Øvelse.

✂ Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.

✂ Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet.

✂ Den næste Dag hentede Madammen ham - Faderen var paa Møllen - og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.

✂ Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:

✂ - Naa - er det Dem - klæd ham af, Madam.

✂ Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten vilde Drengen ikke have af> og han begyndte at græde og hagede sig til Kufferten.

✂ - Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.

✂ Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.

✂ - Hvor gammel er han?

✂ - Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det - en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.

✂ - Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben - bøj Ryggen.

✂ Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.

✂ - Hvad hedder Du?

✂ - Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.

✂ - Klaus - Satan - Turen kom til Brystkassen - god Statur - Klaus - sacrebleu - for et Navn i Bedini-Truppen - na - ligemeget: paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede Rygraden.

115

✂ - Ja - gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han beholder nok sit Kristennavn endda.

✂ Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.

✂ - Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til Breslau - kom saa med ham imorgen tidlig - -

✂ Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik en Thaier i Dusør.

✂ Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade Haand.

✂ - Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.

✂ Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen end at le og synge.

✂ Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og spørge ham.

✂ Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han. Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.

✂ Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.

✂ Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.

✂ Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.

✂ Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, 116 og han gik over Gangen ind til Nabomadammen i Køkkenet.

✂ - Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.

✂ - Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.

✂ - Han ska' derhen nu til Morgen ...

✂ - Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det ...

✂ Konen saá hurtig op:

✂ - Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.

✂ Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:

✂ - Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saá paa hende. Saa gik han.

✂ - - Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni.

✂ Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.

✂ Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa nøje, hvor han ramte.

✂ "Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik med Bøjningerne.

✂ Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en Rygbøjning.

✂ Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han 117 efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var alfid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

✂ Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen, - saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes.

✂ Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale. De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke Sal.

✂ Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en Kattekilling.

✂ En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:

✂ - Ja, den Dreng har en blød Krop.

✂ Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind, arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte, klaprede hans Tænder i Munden af Angst.

✂ Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

✂ Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.

✂ Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, 118 svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.

✂ De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.

✂ Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.

✂ Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.

✂ Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran sit Spejl.

✂ De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev - de købte et kønt lille Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.

✂ Det var en ny Slags Paradisets Have - uden noget Kundskabens Træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.

✂ Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.

✂ Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring - Hovedet dukket, med sammenkneben Mund - fra Araberens Skulder.

119

✂ Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen.

✂ Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig, og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig. Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.

✂ Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.

✂ Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.

✂ Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.

✂ Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.

✂ Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.

✂ Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde med ubændig Rasen.

✂ Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid, inden han søgte til en anden.

✂ - - Bedini-Truppen skulde til Renz.

✂ De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev ved.

✂ Angelo spurgte:

✂ - Er den Gamle her?

120

✂ - De sagde, han kommer.

✂ De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.

✂ Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og satte sig i en Loge.

✂ Ham.

✂ Angelo hviskede stakaandet:

✂ - Se, den Gamle.

✂ Giovanni følte, som der ikke "var Plads til Hjertet i Brystet paa ham, saadan hamrede det.

✂ Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der.

✂ Bedini-Truppen havde en heldig Dag.

✂ Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.

✂ - De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?

✂ - Nej - kun Parterre.

✂ Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat Haand.

✂ - Hvor gammel er De?

✂ - Tyve Aar.

✂ - Hm. De kunde lære endnu. Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.

✂ - Hvem var han? spurgte Giovanni.

✂ - Han? Mr. Cooke.

✂ - Cooke - Jokeyen?

✂ - Ja.

✂ Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.

✂ - - Giovanni opsøgte sin Fader. For fire - fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og humpede 121 af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde illumineret hans Næse.

✂ Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.

✂ Om Søndagen gik Giovanni hjem.

✂ Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige - men sad der.

✂ Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund.

✂ - Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.

✂ - Skal Du gaa?

✂ - Ja - det er det bedste. Farvel da.

✂ Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet.

✂ Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu gjorde han det - Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.

✂ Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted, skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét Minut.

✂ Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde ikke vække ham.

✂ To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens 122 Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni Englænderne og sad ved Siden af hinanden.

✂ - Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.

✂ - Det kan De jo.

✂ - Parterre betaler sig ikke.

✂ - Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?

✂ - Hvis jeg kunde lære det. Den næste Aften sagde Jokeyen:

✂ - Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.

✂ Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.

✂ En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.

✂ Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til Hesten med smaa, afskaarne Hvin.

✂ Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra. Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine Hæle.

✂ Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.

✂ - Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.

✂ - Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.

✂ - Aa, det kommer.

✂ - Tror De?

✂ - Ja vist.

123

✂ - Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.

✂ - Farvel, Mr. Batty. Vi ses.

✂ Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.

✂ De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.

✂ De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.

✂ Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.

✂ Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.

✂ De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader.

✂ Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt:

✂ - Ja - om vi ses igen.

✂ Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:

✂ - Batty, sagde han.

✂ Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:

✂ - Man véd jo, det kommer en Dag.

✂ Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.

✂ - Nu, lev vel, sagde Batty.

✂ - Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord. Saa gik Batty ned ad Gaden.

✂ Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til 124 Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.

✂ Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han. Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.

✂ Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.

✂ Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.

✂ Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.

✂ Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.

✂ Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.

✂ Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.

✂ Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse - Aarerne svulmede i hans Pande - sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger foran sig Ridtets Spænding.

✂ Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida, Staaltraadskunstnerinden.

✂ Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende - skød Blodet 125 op i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.

✂ Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.

✂ Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne - fulgte han efter uden at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind.

✂ Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss Alida sad med graat Slør om en rød Hat.

✂ Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.

✂ Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige foran hende, og gik. ^

✂ Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.

✂ Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet 126 ødelagt, saa rent, af saadan En. Han rejste paa Markeder - en Cooke.

✂ Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det altsammen og saa - gav han efter.

✂ Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.

✂ Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt. Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.

✂ Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.

✂ Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.

✂ Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende ind ad Døren, som han slog i.

✂ - - Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.

✂ Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.

✂ For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.

✂ Giovanni vidste det Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han 127 Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget.

✂ Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg af Raseri under Prøverne.

✂ En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler, beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.

✂ Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig til den forreste Klovn:

✂ - Cette Alida est bien forte, sagde han, canaille.

✂ Saa kom Giovanni op den syvende Gang.

✂ Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var sammen som før. De spiste sammen, fulgte^ hinanden hjem om Aftenen. Miss Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.

✂ Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.

✂ En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang.

✂ Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens Ryg og faldt.

✂ - Nej - han skreg - nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.

✂ Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.

✂ Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.

128

✂ Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.

✂ - Saa, Giovanni, saa - min Ven.

✂ Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen.

✂ - Ja - ja - ja, ja - ja vist - Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke - ja vist ... Giovanni tog hans Haand:

✂ - Lad mig saa gaa, sagde han, tak - Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.

✂ Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saá ikke paa ham:

✂ - Giovanni, kunde vi ikke rejse?

✂ Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham igen.

✂ De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.

✂ - Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér. Ud - Giovanni saá bort: Godnat.

✂ Batty stod længe og stirrede efter ham.

✂ Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.

✂ Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans Spring var lykkedes.

✂ Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse og Skam.

✂ Publikum blev utaalmodigt De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.

✂ - Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.

✂ Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra Manegen.

✂ Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen. Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.

129

✂ Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.

✂ Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik op og ned i Rummet.

✂ Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.

✂ Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.

✂ - Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!

✂ Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage. Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.

✂ Giovanni rørte sig ikke.

✂ - Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse.

✂ Det var ligesom Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden ned over Øjnene og sagde:

✂ - Ja - ja ... Ja Du sørger vel for det.

✂ Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.

✂ Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en Uge. Det blev saa bestemt.

✂ Men samme Aften - Giovanni red som en gal, saa vildt - styrtede han af; Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.

✂ En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og Død.

✂ Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de bandt ham i Sengen. Siden 130 mattedes han, og Krisen kom med en fortærende Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.

✂ Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede hans Ansigt ufravendt.

✂ Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.

✂ Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.

✂ Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.

✂ - Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.

✂ Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

✂ Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blevet saa fin og gennemsigtig.

✂ Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty sukkede nu og da.

✂ Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.

✂ - Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?

✂ Batty fo'r sammen.

✂ - Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.

✂ Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, 131 at der gik som en pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.

✂ - Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.

✂ - Hvorfor?

✂ - Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.

✂ - Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.

✂ Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.

✂ En Dag sagde han pludselig:

✂ - Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det? Batty saá ned mod Gulvet.

✂ - Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.

✂ Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent

✂ - En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:

✂ - Ja - til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt - vil De saamæn slet ingen Men mærke.

✂ Giovanni satte sig haardt op i Sengen.

✂ - Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.

✂ - Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej - Jokey - det bli'r vist for voldsomt - men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.

✂ Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.

✂ Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det lukkede sig saadan allevegne.

✂ Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem sagde nogenting.

✂ Tilsidst spurgte han:

✂ - Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?

132

✂ - Det kom jo tidsnok, sagde Batty.

✂ Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.

✂ - Giovanni, sagde Batty, han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.

✂ - Vi kunde jo - det kom tøvende - dele Loverne.

✂ Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:

✂ - Hvis Du vil.

✂ - Dele Løverne?

✂ - Ja - jeg mener, vi kunde arbejde sammen.

✂ Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare.

✂ Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede) de mellem de knurrende Dyr.

✂ De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang.

✂ Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.

✂ Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.

✂ - Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du. Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.

✂ Batty tog Giovannis Haand. Den var kold som Is. 133 Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor Løverne gned sig sammen i Flok.

✂ De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind.

✂ Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets Sus.

✂ De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe. Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov.

✂ Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grubien.

✂ I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke. Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod som de sov, og de vaagede begge.

✂ Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.

✂ - Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig saadan?

✂ Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.

✂ - Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.

✂ Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.

✂ Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort Dyrene rigtig levende.

✂ Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde var ulydig, saa Batty maatte 134 slaa den med Pisken over Snuden. Den blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne.

✂ Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede Pistølen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue - da han gled.

✂ Han faldt, saadan - forover - paa det højre Ben - og vilde rejse sig - og greb for sig - og havde Løvinden over sig - og skreg.

✂ Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.

✂ - Batty.

✂ - Batty. Giovanni sled i Døren.

✂ Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne. Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til Logerne - og man vendte sig ikke, men flyede.

✂ Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden.

✂ - Luk - luk Buret! skreg der Tusinde.

✂ - - Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle Blussene brændte.

✂ Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke. Armene faldt ned.

✂ Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort - indtil der var stille.

✂ Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren.

✂ Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa Jorden til en stor Pøl.

135

✂ Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen.

✂ - Tag ham, sagde Giovanni.

✂ Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.

✂ Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden.

✂ Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.

✂ Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme.

✂ Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.

✂ Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.

✂ Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte dem for.

✂ Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen.

✂ Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.

136

✂ Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.

✂ To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.

✂ Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.

✂ Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.

✂ Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.

✂ Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.

✂ Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet.

✂ Han satte sig paa Manegen og ventede.

✂ I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.

✂ Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger.

✂ Giovanni rørte sig ikke.

✂ Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen.

137

✂ Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.

✂ Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der blev stille - lidt efter lidt.

✂ Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.

✂ Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans Seng og presset ham for Penge.

✂ Han tænkte paa Batty - paa Batty, som var død.

✂ Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote - og ikke mere.

✂ Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.

✂ Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist Hvis han kunde det for sit Ben.

✂ Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han slæbte en tung Byrde hen efter sig.

CHARLOT DU PONT

✂ Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.

✂ Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.

✂ Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele Komitéen.

✂ Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa, Øjeblikket var kommet.

✂ Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.

✂ Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede. Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke. Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille paa sine Knoer.

✂ Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.

✂ - Altsaa - hvad hedder han?

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.

139

✂ Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.

✂ - Altsaa - hvad hedder han? Hr. de las Foresas fik sagt:

✂ - Carlo de las Foresas.

✂ - Hm - og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.

✂ - Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile. Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham. Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.

✂ Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:

✂ - Vel - han er født i Provence.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:

✂ - I Provence!

✂ - Ja - min Herre - i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence. Hr. Theodor Franz rejste sig.

✂ - Publikum er træt af det exotiske, min Herre - Publikum tror ikke paa Adel paa Tribunerne, min Herre 140 - Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle

✂ - Publikum vil ikke føres bag Lyset.

✂ Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom som et Trompetstød.

✂ - Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro, min Herre.

✂ Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til Begejstring.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.

✂ Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:

✂ - Han er syv Aar.

✂ - Lige fyldt.

✂ - Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned: Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las Foresas havde i sin Krave. Tag den af.

✂ - Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.

✂ - Min Herre - Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester - Publikum tror ikke paa Arvestykker.

✂ Hr. de las Foresas tog Knappen af.

✂ - Og nu til Sagen - til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.

✂ - Tre Numre.

✂ - Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.

✂ - Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.

✂ Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede' Negle. Hr. Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.

✂ - Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.

✂ Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det idylliske.

✂ Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans 141 største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke. -

✂ Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor Dinelli.

✂ - Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamüie Dupont.

✂ Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".

✂ Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.

✂ Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.

✂ Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han ventede i en raakold Salon med Madlugt.

✂ Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.

✂ Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.

✂ Tiden nærmede sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i Bryssel.

✂ Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa Knebelsbart.

142

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?

✂ - Flor?

✂ - Ja - har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.

✂ Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde det med i Kupeen.

✂ Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid tilbage.

✂ - En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De Herrer af Pressen er saa mistænksomme.

✂ Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste. Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og sørgmodig vrøvlet.

✂ - Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han kan vel ikke spille som Sarasate.

✂ - Min Herre - ti stille - - Han har spillet som et Asen.

✂ Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var ikke Tale om Prygl.

✂ Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig. Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.

143

✂ Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.

✂ Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt.

✂ - Naa - en Gang til ...

✂ - Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.

✂ - Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt... Charlot tudede.

✂ - Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.

✂ - Hvad vil Du da ha'e - naar Du er artig og spiller en Gang til ...

✂ Charlot saá ud gennem Fingrene.

✂ - Cigaretter, sagde han.

✂ - Naa - spil saa.

✂ - Tre, sagde Charlot.

✂ - Naa - ja - tre.

✂ Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.

✂ Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.

✂ Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og løb med Tøndebaandet.

✂ Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.

✂ Saa blev han knubset op - Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de knyttede. Knoer lige ned/mod 144 Nøglebenet - til han blev vaagen og fik fat paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.

✂ - Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng - er han.

✂ En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz søgte omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel. Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle Ansigter og hostede af Røgen.

✂ Charlot blev ked af det.

✂ - Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften.

✂ Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor Franz.

✂ Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af Elevernes Mødre og Tanter.

✂ Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte. Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden.

✂ Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød Violin-Vidunderet.

✂ Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker - Hr. Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene - stod han og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja eller et Nej.

✂ Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes 145 var Korrespondent ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine - Hr. Theodor Franz talte altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen - om sin Ven Hr. Ambroise Thomas.

✂ Inde i Stuen ved Siden a^ gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.

✂ Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte Spektaklet igen. Min Herre - bevar'es lad dem dog lege - Hr. Theodor Franz talte mildt - Børn er Børn.

✂ Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:

✂ - Charlot - Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.

✂ Det maatte ha^ naturligvis gerne.

✂ - Hører Du, Charlot - Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.

✂ Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.

✂ Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet sagde han mildt:

✂ - Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa ind og lege med hans Børn ...

✂ Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med Knappenaale.

✂ Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig over Børnene.

✂ Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert. Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.

✂ Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.

✂ Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert - Programmet var efter Opfordring det samme som ved den anden - førte Hr. Theodor Franz personlig 146 Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku.

✂ Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.

✂ Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin Hat.

✂ Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved,

✂ Saadan gik det Par Aar.

✂ Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.

✂ Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.

✂ Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.

✂ Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen og Hr. Theodor 147 Franz: med løste Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.

✂ Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde han ud paa Perronen og klappe.

✂ Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten. Naar Spændingen saa var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar han skulde ind igen.

✂ De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og hørte til.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.

✂ De talte ogsaa om Haandværket.

✂ Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med Hænderne i Lommen.

✂ - Pressen - min Herre - man skal ikke bespise den - det er det dummeste, man kan gøre at bespise den - jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre - vær fordringsløs - skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces'en.

148

✂ - Ja - det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.

✂ Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas nikkede.

✂ - Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ... Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa - vi drak alle Vand, min Herre ... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt hende?

✂ - Ja.

✂ - Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.

✂ Hr. Theodor Franz tav lidt.

✂ - Blomster - det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à tre Francs - overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en Effekt... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre - Miss Tisbyrs græd ...

✂ De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde mest bare Ja og Amen.

✂ - Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt - man skal vende sig til Hjertet - Følelsen - appellere til Følelsen. Det er Sagen. - Jeg har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ...Jeg vil skabe en Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.

✂ Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store San- 'gerinder. De rentud fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den sunde Sans.

✂ - Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har ruineret tyve Impresarier. Jeg er 'ikke Forgylder, jeg vil gøre Forretninger - tolv tusind Francs for to Arier - jeg kalder det for en Fornærmelse. Skab Stjernerne - skab dem - jeg er Impresario, min Herre, jeg er ikke Elefanttrækker.

149

✂ Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med Armene op paa Bordet.

✂ Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.

✂ - At skabe - at skabe - det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.

✂ - Men det er snart forbi - det gaar ikke mer ... Man vil ha' Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen: Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt, mine Herrer ... Men hjælper det - hva' hjælper det... De skriver jo Fingrene af sig - de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.

✂ De ødelægger os Sagen - de skelner ikke - Det er Konkurrencen - den ene skriger højere end den anden - Publikum kan ikke høre Ørenlyd.

✂ Min Herre - de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne faldt slapt ud af Lommerne.

✂ - Ikke hundrede Mark ...

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa Bordpladen.

✂ - Charlot - og Du er oppe endnu - Charlot ... at vi glemmer Barnet.

✂ Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov, mens han blev klædt af.

150

✂ Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:

✂ - Fa'er - har vi mange Penge?

✂ - Penge?

✂ - Ja.

✂ - Jo-o - vi har Penge.

✂ - Naa. Og Charlot sov ind.

✂ Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.

✂ Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.

✂ De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om Banken i Baden, han havde sprængt.

✂ - Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillebulerne i Mexiko - der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, at han forstod det Det var da endelig Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.

✂ Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa Sædet.

✂ - Og Janeiro da - Rio Janeiro da - Hr. Emmanuelo de las Foresas lod Kortene synke - hen mod Morgen, naar Guldet slap op - og Diamanterne kom frem paa Bordet - Diamanter i hundredvis flød over Tæppet...

✂ - Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som Monaco!

✂ - Nej - det var noget at tale om - naar man forstod ...

✂ Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage.

✂ Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.

✂ Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den 151 fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i B ad en, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu.

✂ - Ja, prøv Fa'er.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.

✂ - Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede.

✂ - Bravo - Bravo. En Gang til. Charlot gjorde Kunsten.

✂ - Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men - Bravo - Bravo. Han var virkelig fingernem.

✂ De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.

✂ Han tabte igen.

✂ - Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haaqden. Du har dobbelte Kort.

✂ Hr. de las Foresas blev vred.

✂ - Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke spille mer.

✂ Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.

✂ Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig nemt.

✂ Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng, og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.

✂ Han hvinte, saadan kildede de ham.

✂ Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det altsammen i Forvaring.

152

✂ En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:

✂ - Fa'er - hvor er egentlig vore Penge?

✂ - I Paris.

✂ - Hm. Er det mange nu?

✂ - Aa - ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.

✂ Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han dem igen lang Tid.

✂ Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March. Charlot udførte den paa Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.

✂ Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont vilde spille til Fordel for de Vandlidte.

✂ Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen sammen.

✂ - Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.

✂ Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev. Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse. Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto - (og hvad koster saa disse Kirker, min Herre? intet - ingenting, man har dem jo for intet) - og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.

✂ Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille Kunstnerfænomens Fader - han har med Hæder tjent sit Frankrig og er forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus - var uendelig lykkelig over, at 153 hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.

✂ Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.

✂ Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse. -

✂ Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved Knæet.

✂ Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.

✂ - Min Herre - Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.

✂ Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.

✂ De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.

✂ Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del Mennesker i Kunstnerværelset.

✂ - Ind - ind, sagde Hr. Theodor Franz.

✂ Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu en Gang ind.

✂ Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede endnu.

✂ - Ind - ind, raabte Hr" Theodor Franz fra Døren.

✂ Ind igen.

✂ Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af 154 Blomster. Træt lod han dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.

✂ Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød Applaus'en endnu.

✂ Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Afmene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.

✂ Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.

✂ - Pauvre enfant - mon pauvre enfant.

✂ Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine Rejser som en gammel Mand.

✂ - Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.

✂ - I Paris - hos - Charlot vilde sige sin Moder - i Paris, gentog han saa. Fa'er sender dem til Paris.

✂ - Ja saa - din Fa'er har dem.

✂ Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.

✂ Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr. Emmanuelo de las Foresas bort.

✂ - Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.

✂ Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.

✂ Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa Charlots Kuffert pakket.

✂ - Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig ... Det er noget - forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke - jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du - det er et tusind Mark.

✂ - Tusind Mark - til mig - rigtig til mig ... Charlot saá Pengene. - Er de til mig? Alle de til mig ... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en, 155 paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa dem.

✂ Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære ... for alle Pengene.

✂ Han delte Sedlerne af i Partier - det til den og det til den.

✂ - For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.

✂ Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede. -

✂ - Ja - se - Mo'er - hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og tav.

✂ - Ja - for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er slet ikke sandt at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender alle Pengene at gemme ...

✂ De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i Foret.

✂ - Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme - saa ingen véd noget om det - saa har Du dem, naar Du skal købe for dem - ikke ...

✂ - Jo - jeg gi'er dem til Tante - saa kan jeg hente dem henne hos hende - ja ...

✂ Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.

✂ - De er ... god ved mig, sagde han.

✂ - Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans Haar.

✂ - Har De ingen Børn, spurgte Charlot.

✂ - Nej - jeg har ingen Børn.

✂ - Hm ... det skulde De ha'e ...

✂ - Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...

✂ - Men nu maa vi pakke, min Dreng ... Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.

✂ - - Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede 156 stadig paa sin femte Sal. Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop Chokolade, paa Sengen. Saa stod -han op. Fru de las Foresas klædte ham paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals - naar han var misfornøjet.

✂ Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.

✂ Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.

✂ Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.

✂ Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige Forfjamskelse.

✂ Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.

✂ En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.

✂ Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusind Mark. Fru de las Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.

✂ Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et Dyr, der lider ondt.

✂ Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen. Han var saa god.

✂ Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saá paa Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.

✂ Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.

157

✂ Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.

✂ Han tjente en Formue.

✂ Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine Tanker.

✂ Han røg Cigaretter og Cigaretter.

✂ Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.

✂ Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.

✂ Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret den Aften - de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo de las Foresas fra at overvære Koncerterne - og han fik ikke Violinen at se.

✂ Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende Pengene til Paris til Moderen.

✂ Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.

✂ Han vilde se den.

✂ - Jeg har solgt den, sagde Charlot.

✂ - Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.

✂ - Ja.

✂ Charlot saá paa sin Fader.

✂ - Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han. Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte ikke det Muk. Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet. Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa 158 Hr. Theodor Franz kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog Havanna, Mexiko og Brasilien.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas. Jeg spytter mig i Øjnene - men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til Australien.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik til Australien.

✂ Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.

✂ Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:

✂ - Véd De - Charlot er egentlig en god Dreng.

✂ - Ser De, min Herre, det er Behageligheden - Børn gør ingen Ophævelser. De er ikke Tenorister - de melder sig ikke syge - De holder ud ... man véd, hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.

✂ Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men Anfald af Stædighed havde han.

✂ En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt - han stønnede af Anstrengelsen.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.

✂ - Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj? -

✂ - Jeg har revet det itu, sagde Charlot.

✂ - Er Drengen bleven gal? - Charlot knyttede begge Hænderne:

✂ - Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er det ikke med.

159

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke: Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.

✂ Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.

✂ Gadedrengene raabte tidt efter ham.

✂ En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.

✂ - Nej - se Blusemand - hej - se en Blusemand, raabte en.

✂ Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:

✂ - Ej - hvor er Ammen. -

✂ - Hvem skal knappe hans Bukser ...

✂ - Tror I, han er ved de fem ...

✂ Blusefaar - Blusefaar -
hva' ska' Du ha'e -
Blusefaar - Blusefaar -
ska' ha' Dada,

✂ stemte de i, i Kor.

✂ - La' ham faa Ble.

✂ - Har han en Sutte?

✂ - Gi'e ham tørt paa. Charlot tog en Sten og kastede efter dem. Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte an med sin Myndighed.

✂ - Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til Væggen, som om han troede, de vilde slæbe ham ud.

✂ - Jeg gør 'et ikke ...

✂ Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.

✂ Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.

✂ - Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.

✂ - Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde 160 set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.

✂ Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.

✂ Han var snart fjorten Aar.

✂ Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.

✂ - - Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til dette Fragment.

✂ Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.

✂ De rumlede gennem Europa med to Programmer.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.

✂ De andre kørte sammen.

✂ Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet Herrerne vendte Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.

✂ Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.

✂ Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.

✂ Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa Pianistindens runde Arme.

✂ Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden. Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klaver.

161

✂ Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.

✂ Saa sov de igen.

✂ Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa.

✂ Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.

✂ Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sine Knæ.

✂ De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.

✂ De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.

✂ Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.

✂ - Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn - er det maaske det, Du vil - Idiot... Ind.

✂ Charlot kom ind dobbelt kejtet.

✂ Hr. de las Foresas stod bag Portieren.

✂ - Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig - buk.

✂ Ikke en Haand rørte sig i Salen.

✂ - Buk - buk.

✂ De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.

✂ Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine Negle.

162

✂ Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de las Foresas bag Portieren.

✂ - Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i den sidste Tid?

✂ - Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz gik.

✂ Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo de las Foresas.

✂ Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.

✂ - Ind - ind, raabte Hr. de las Foresas - - Ind ...

✂ - Smil, smil for den lede Satan.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.

✂ Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.

✂ Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet noget, var det dette.

✂ Men naar han om Aftenen efter Koncerten sad paa Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument - det var hans Yndlingsplads - lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.

✂ Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.

✂ Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud. Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.

✂ Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa sine Knæ.

✂ Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver Virtuos i Europa.

✂ Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene. Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.

✂ - Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.

✂ - Hun spiste gratis til Aften - hver Aften - i al Uskyldighed.

✂ Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis. 163 Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.

✂ - Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.

✂ - Nej - hvilken.

✂ - Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs - af den Vedkommende.

✂ Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.

✂ Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.

✂ Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.

✂ Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger - den lange, voksne Dreng.

✂ Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.

✂ Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.

✂ Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.

✂ De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt.

✂ Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.

164

✂ De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer.

✂ Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.

✂ Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.

✂ Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet.

✂ Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter - et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger - og hun smilte med fornem Ro.

✂ Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm.

✂ Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.

✂ Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.

✂ Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene.

✂ De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.

✂ - Idioter, sagde Fru Simonin.

✂ Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.

165

✂ Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan. Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans Hænder smertede.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter " Kakadu der Schneider".

✂ Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af Vinduet.

✂ De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en femtenhundrede Francs ind pr. Aften.

✂ De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.

✂ - Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser, jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme - det er gement. Kunsten - haa - haa - jeg vil være rig.

✂ De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.

✂ De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge. Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.

✂ - Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg vil ikke pines - til jeg bliver gammel.

✂ - Jeg rejser for at tjene - - Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til et Damascenersværd.

✂ - Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru Simonin.

✂ De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.

166

✂ Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.

✂ Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt.

✂ En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede. Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.

✂ Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.

✂ En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.

✂ - Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i Truppen - men, det er jo sandt, og hun lo, - Charlot spiller jo Violin.

✂ - Charlot - hent Deres Violin. Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.

✂ Da de havde spillet noget, nikkede hun.

✂ - Men det gaar jo - rigtig - det gaar jo helt godt.

✂ - Men - rigtigt. Charlot.

✂ Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt.

✂ - Godt - Charlot.

✂ Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. 167 Han spillede med Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut. Det var forbi.

✂ - Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot - vi vil spille sammen.

✂ Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo, naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa villigt til Rede for ham.

✂ - Men det er en Himmelsynd - Drengen har jo Talent ... Vi vil spille sammen paa en Koncert.

✂ De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.

✂ Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot skulde have sin gamle Gage.

✂ Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var vilter som en lille Kat, Fru Simonin.

✂ Charlot kendte kun en Lykke - - at sidde dér og være hende nær. Og saa bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin Hals.

✂ - - Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en amerikansk Turnée.

✂ Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa, at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.

168

✂ Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene.

✂ Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.

✂ - Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.

✂ Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.

✂ Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.

✂ Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.

✂ Nu - i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.

✂ Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.

✂ - De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas sagt om Formiddagen.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare evig?

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det stødte Hr. de las Foresas.

✂ - Han siger Ting ...

✂ - Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.

✂ De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet

✂ - De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.

✂ - Ja - vi tager til Paris.

✂ - De har Bolig dér?

✂ - Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.

✂ - Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...

✂ - Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.

169

✂ Pludselig brast Charlot i Graad.

✂ Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig ikke - Charlot - vel?

✂ Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.

✂ Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted, stak Kelneren et Brev til Charlot

✂ - Til Dem selv, sagde han.

✂ Charlot gemte Brevet.

✂ Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.

✂ Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der havde Brug for hans Violin-Under.

✂ - Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz- De vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?

✂ - Min Herre - har jeg nogensinde ladet det mangle paa Tydelighed? - Nej - jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.

✂ - Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser.?

✂ - Fra alle.

✂ - Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre - sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas - alle Agenterne vil styrte sig over Violin-Underet.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at Violin-Underet Charlot Dupont - vor berømte lille Landsmand, skrev Bladet - efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée foreløbig har afslaaet alle Engagementer.

✂ Der styrtede sig ingen.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget som en Provinsturnée. Hr. 170 Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa rundt med Vidunderet.

✂ De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at have Anvendelse for Underet.

✂ Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.

✂ Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at gaa den vante Vej til Laanekontorerne. Hr. de las Foresas talte om Børn, som lægger deres Forældre i Graven.

✂ Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos Pasdeloup.

✂ Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes, det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr. Pasdeloup.

✂ Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le - Børnene de las Foresas havde aldrig hørt deres Moder le - men midt under Latteren slog det over i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.

✂ - Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup er en Mand, som kan vurdere Talenterne.

✂ Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa lykkelig.

171

✂ - Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det - Charlot - jeg havde ikke. -

✂ - Mo'er ...

✂ - Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham - saa mange Aar.

✂ Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham og kyssede hans Haar.

✂ - Min gode Dreng.

✂ Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.

✂ - Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".

✂ - Aa - jo om han huskede.

✂ - Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en Gang - saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa rask - - han havde et Øre - blot to Gange at høre det - og han spillede uden en Fejl - uden en Fejl.

✂ - Men saa kom de Aar - de slæbte ham rundt - til alle Lande, hendes Dreng.

✂ - Men nu var det godt igen - kun godt ... Fru de las Foresas var saa lykkelig.

✂ - Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej - jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.

✂ - Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent.

✂ - Ja - Gud velsigne hende - Gud være med hende for det.

✂ - Ja - Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i Søvn.

✂ Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun rejste sig.

✂ Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i Søvne. Taarerne løb ned ad hendes 172 Kinder. Fru de las Foresas havde jo saa let ved at græde.

✂ De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru de las Foresas græd og gav fortabt.

✂ Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.

✂ Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.

✂ En Herre kom hen imod dem.

✂ - Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet, Charlot Dupont.

✂ Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.

✂ - Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.

✂ - Jo-

✂ - Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem og klæde Dem om.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.

✂ Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot Dupont kørte tilbage til Koncerten.

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.

173

✂ Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden Levemaade.

✂ Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".

✂ Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden By.

✂ Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.

✂ Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.

✂ - Ikke ilde - ikke ilde ... Men Tonen er tynd.

✂ - Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.

✂ - Maaske.

✂ - Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.

✂ - Charlot Dupont

✂ - Charlot - Dupont - tør jeg spørge - det er da ikke Vidunderbarnet.

✂ - Jo, sagde Charlot, det er mig.

✂ - Ja - Hr. Dirigenten blev lidt forvirret - jeg tror ikke - det er ikke nogen Plads for Virtuoser - vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa have Folk, som kan arbejde.

✂ Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.

✂ Charlot fik igen en Impresario.

✂ Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.

✂ Charlot Dupont var mest saa træt.

✂ Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.

✂ Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en Tone tynd som en Traad.

174

✂ Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert. Til de senere var altid tomt.

✂ Charlot er nu tyve Aar.