GENSTRIDIGE SIND
✂ Karen Peers holdt inde med sin Forklaring og snøftede stærkt bag de mange Tørklæder.
✂ Præsten havde hørt til med Øjnene fæstede paa Bordet Nu saá han op og lod Blikket hvile paa Konen. Og han har selv sendt Jer, Karen, spurgte han.
✂ Karen Peers flyttede lidt paa de blaastrømpede Fødder. Jeg har jo gjort, som Pastoren har budt, sagde hun og lod det sammenlagte Lommetørklæde glide mellem sine Hænder, at holde ham til Herren med mange Spørgsmaal. Ellers har han jo vridt sig ved det - Gud naade - og vendt sig i Sengen, naar jeg spurgte ham - men saa i Morges, da det var saa svært daarligt, og jeg havde sunget ved Sengen, og jeg spurgte igen om at hente Dem med Naadens Midler - saa nikkede han, og siden har han ligget helt stille ...
✂ - Godt - Ja Herren slipper ikke.
✂ Han aabnede Skabet og tog Kalken ud, og han talte et Par hellige Brød op paa det gyldne Laag og gød nogle Draaber af Vinen i Kalken. Karen saá til, sky for de hellige Redskaber og med foldede Hænder.
✂ Lidt efter var han beredt.
✂ De gik over Vejen ind over Markerne. Høsten hvilede i Middagsstunden; rundtom stod de tomme Vogne, hist og her i Skyggen af Hæssene laa Karlene og sov, udstrakte, med Hatten over Øjnene, svedende i Augustdagens Hede; Pigerne hvilede i en Klynge bag en halvlæsset Vogn, med løsnede Klæder og glorøde Ansigter under Høstklæderne.
57✂ Der hørtes ingen Lyd over Markerne.
✂ Præsten blev ved at gaa med Hovedet bøjet og Kalken ind mod sit Bryst. Middagssolen hang i Ornatfolderne som Bly. En Gang imellem vendte han sig mod Karen Peers, der vandt langsomt op ad Bakken mod Solen, og han skyndte paa hende.
✂ Thi Præsten fik mere og mere Hast.
✂ Ja - Herren var den stærke og den eneste. Han bøjede som Siv de genstridige Hjerter. Hans var evindelig Sejren ... Og en urolig og hed Glæde steg op i Præstens Sind; thi dette var en Del af hans Liv, Aar efter Aar var han pint af denne ranke, hvidhaarede Trods - Aar efter Aar - siden hin Dag ... Og mange Bønner var bedt og mange brændende Ord sendt ud imod det hvide Ansigt, naar han saá det stift og ubevægeligt mod Kirkepillen paa de store Offerdage, naar Hans Rasmus bragte sit Offer ... Bønner og Ord - - forgæves bedt og sendt.
✂ Og Præsten betragtede de middagsblundende Marker og gik langsommere.
✂ Det var en Dag som denne, da de kom bærende hjem fra Marken til Præstegaarden med Sønnen, Rasmus Hansens Lig. Præsten stod paa en Høj i Haven og saá sine Høstfolk komme slæbende tungt i Heden med en Byrde imellem sig. Og han blev angst og løb ned imod dem, og med faa Ord lagde Mændene deres Byrde ned foran hans Fødder: det var Liget af Rasmus Hansen.
✂ Han havde staaet paa det øverste af Læsset, og saa med ét - drejede han to Gange rundt som en hurtig Top, løftede Armene og faldt uden en Lyd ... ligesom Anders Nielsens Vædder, der faldt ifjor for Solstik ... Saa tog de ham op og bar ham hjem.
✂ De stod rundt om Præsten, Liget laa paa Dækkenet paa den bare Jord ... Da kastede Præsten sig ned paa Vejen, følte Hjerte og Puls og rystede meningsløst i den døde. Saadan blev det længe ved, indtil den ene af Karlene sagde:
58✂ - Vi maa bære ham hjem, Hr. Pastor. Vi spærrer Alfarvej.
✂ Da rejste Præsten sig op, og tavs, med ludende Hoved, gik han bagefter Liget.
✂ Han klædte sig i Ornat for at gaa og melde Forældrene Døden. Rasmus Hansen var deres eneste Søn, kommen sent i et forresten barnløst Ægteskab.
✂ Den Dag havde Vejen været tung op over denne Bakke. De sov i Huset, han løftede Klinken og gik ind. Fluerne summede om Hans Rasmus, der var faldet i Søvn i Heden og laa med Armene ud over Bordet og Hovedet mod Bordkanten. - Karen blundede i en Stol.
✂ De vaagnede begge ved Støjen, og det gav et Sæt i dem ved at se Præsten i Ornatet.
✂ Da begyndte Præsten at tale om Sorgerne, der kommer som Tyve om Natten, og Herrens Time, der er som Lynet. Men begge de 'gamle sad bare forbavsede, Karen tog paa saa smaat at græde, hun vidste ikke hvorfor.
✂ Og Præsten talte om Herrens Veje, der fører vidunderligt - og om det eneste Lam ... og om Verdens Synd ... saa Sveden sprang frem paa hans Pande - og om Enkens Søn og om Gud ... der berøver til sin Tid ...
✂ Men de gamle forstod ikke, og uden flere Ord, forpint sagde han: Gud har sendt det over Jer - Rasmus er død.
✂ Han havde ventet et Skrig, et Raab ... men der kom intet, de blev begge siddende tavse, Karens Hænder faldt udspilede ned i hendes Skød. Saa gik Præsten hen og tog hendes kolde Hænder; og han begyndte at tale til hende mildt og trøstende.
✂ - Han talte længe, og mens han trøstede, lagde han sig ned paa Knæ. Ja - græd, sagde han, græd kun - Taarerne gør godt.
✂ Og han begyndte at bede stille med den hulkende Karens Hænder i sine.
✂ Pludselig følte han en Haand haardt paa sin Skulder, 59 og han saá Hans Rasmus' Ansigt tæt ved sig. Det var fortrukket og blegt. Præsten holdt Armene op som mod et Slag.
✂ Hans Rasmus slap ham ikke. Han blev ved at holde det fortrukne Ansigt ind mod Præsten: Øjnene stod som to Flammer under Brynene.
✂ - Du lyver, sagde han, Du lyver. Gaa! ... Præsten vilde rive sig løs, men kunde ikke. Gaa, sagde han endnu en Gang, Du lyver. Og han slap ham paa Tærskelen.
✂ Præsten vendte sig og vilde tale, men han tav ved de første Ord, slog Døren op og gik uden at se sig tilbage. Hjem over Bakken, ind i Gaarden, hvor Liget laa endnu, der lukkede han sig inde og saá ingen i mange Dage.
✂ Sytten Aar - sytten Aar siden - og saadan huskede han det endnu.
✂ Hin Aften, da Hans Rasmus kom op til Præstegaarden og bestilte Begravelsen. Der var den samme Ild i hans Øjne. Det skal gaa af uden Sang og Ord, sagde han. Put ham i Jorden - og lad os være fri.
✂ Præsten søgte at tage hans Haand, men Hans Rasmus holdt den bort. Hans Rasmus, sagde Præsten: forhærd ikke Jert Hjerte. Hører I - det er Gud Herren, som har lagt dette paa Eder.
✂ Men da saá Hans Rasmus op paa Præsten og sagde hæst med det samme Blik som sidst: Ti, Præst, der er ingen Gud. Du var bange for din Rug ... saa skulde de høste i Middagsstunden ...
✂ Præsten blev bleg: Hans Rasmus - - hvad er det, Du siger? Hans Rasmus - -
✂ Saa havde Hans Rasmus lagt de fire Daler paa Bordet og var gaaet.
✂ Og siden den Dag havde han forhærdet sig i sin Trods. Midt i Menigheden, der var fyldt af Kristo under Præstens brændende Forkyndelse, levede han, forstenet og fornægtende. Alle vidste det, og mange af de Hellige var bekymrede. En Aften efter en Bibellæsning i Skolen 60 følte Maren Anders sig opildnet af Aanden, hun spurgte Præsten, om hun skulde gaa til Hans Rasmus.
✂ - Hun følte Aanden i sig.
✂ Præsten lod hende gaa. Og selv fulgte han i Vinteraftnen urolig efter Maren og ventede paa Vejen.
✂ Og da hun ikke kom ud og blev ved at tøve, da dreves han af Uroen, kunde ikke udholde at vente, men gik ned til Huset og saá ind ad den oplyste Rude.
✂ Maren stod ved Bordet - og der foran Lyset sad Hans Rasmus. Hans hvide Ansigt var blegt og stift, han støttede Hovedet paa Hænderne og rørte sig ikke ... Karen bare sad og rokkede i Krogen.
✂ Præsten satte Ansigtet tættere mod Ruden, mens han stirrede. Maren Anders blev ved at tale, tog Biblen op og læste ... Hans Rasmus rørte sig ikke ...
✂ Maren læste uafladelig, bad og læste igen - - Præsten hørte det ud som en brudt Mumlen ... Hun læste ivrig, hæsblæsende - - Rasmus stirrede med det samme Blik ...
✂ Saa vendte Præsten sig, og han gav sig til at gaa rundt om Huset uden Hvile. Og da han atter kom til Vinduet, saá han i Stuen det samme Syn, forlod Huset og gik hjem.
✂ Maren talte ikke til ham om Besøget, og han spurgte ikke.
✂ Naar han mødte Hans Rasmus paa Vejen, hilste han. Bonden saá paa ham og gik videre uden at tage Hatten af. Præsten turde ikke tale til ham. Næste Gang de mødtes, gav han ham samme Hilsen, som ikke besvaredes.
✂ Tre Gange om Aaret kom Hans Rasmus i Guds Hus. Han bragte Højtids-Offer.
✂ Hver Gang haabede Præsten: Han er der ikke. Han kommer ikke, og hver Gang, naar han efter Bønnen paa Prædikestolen løftede Hovedet, saá han det hvide Ansigt foran Pillen paa den vante Plads.
✂ At han dog altid skulde se det - at det skulde lamme hans Tunge - stække hans Fortolkning, dræbe Evangeliets Glæde i hans Mund ...
61✂ Præsten standsede atter paa sin Vej, og han tørrede Sveden af sin Pande: Ja - men Herren hævner, sagde han.
✂ Men det havde biet, det havde varet.
✂ Højtid efter Højtid - Fest efter Fest. Han havde talt, og han havde bedt. Alle sine bedste Ord, alt, hvad han blot vidste af Bøn - alt havde han bedt, sendt det saa hedt mod dette ene Ansigt.
✂ Han havde følt sig som Jakob, der kæmper med Gud - og han havde tabt. Han havde stridt mod Fornægteren som Gud mod Savlus, og hans Ord var faldet som Avnerne.
✂ Og der var intet Sprog, han ikke havde forsøgt, og ingen Tugtelsens Vej - han havde jo prøvet den. Og der var ingen Anraabelse, han havde sendt den til Gud for at raabe til denne Sjæl.
✂ Og der var de Dage, hvor han syntes, at dette haarde Ansigt var hans egen Tvivl, der lurende stirrede paa ham. Og stærkere talte han og mere hedt, og hver Lignelse brugte han, og al Israels Torden lød over de trodsende -
✂ Men naar Toget af de Ofrende begyndte om Alteret, mens han knælede, lyttede han febrilsk efter Skridtene, og hans Bønner forvirredes ... Han kendte disse Skridt iblandt dem alle ... og altid vendte han halvt sit Hoved - for i grusom Nysgerrighed at se paa Bondens Ansigt, naar hans Blodpenge faldt - Judaspengene, paa Alteret tæt ved ham.
✂ Men Hans Rasmus saá ham ikke ...
✂ Præsten drog Aanden dybt. Ja - det var varmt: De Skyer, som kommer op, vil bringe Torden.
✂ Han kom ned ad Bakken, hvor Huset laa, og han standsede for at vente. Karen løftede Klinken.
✂ - Sig ham, jeg er her - sagde Præsten. Hun gik ind og kom ud igen. Han ligger helt stille, sagde hun. Præsten fattede fast om Kalken og fulgte med.
✂ Hans Rasmus laa i Sengen, helt hvid midt i Puderne. 62 Blikket var sløret, alle Træk skaaret af Døden. Han vendte Ansigtet ved Støjen, saá paa Præsten og smilede. Hovedet rokkede frem og tilbage paa Lagenet.
✂ Præsten gik nærmere. Saa ses vi, sagde han. I Jesu Navn.
✂ Den Døende blev ved at smile og rokke med Hovedet. Præsten satte sig, stillede Kalken paa Bordet og holdt Alterbogen i sine Hænder. Han begyndte at tale om det, som nu skulde være glemt, talte takkende om Herren, der naadig havde blødgjort hans Sind, før det skulde komme, som nu stundede til.
✂ Den Syge blev ved at smile.
✂ Fluerne summede om Præsten, der talte bøjet over den Døende. Han saá ham stift ind i Ansigtet, og pludselig ængstet spurgte han: Hans Rasmus - det er mig - Præsten - I kender mig jo - - - Og lidt efter spurgte han igen, plaget af det samme Blik. Hans Rasmus - kender I mig?
✂ Hans Rasmus fæstede Blikket paa Kalken, der skinnede i Solen, og han løftede svagt Armene imod den,
✂ - Ja, sagde Præsten, det haster.
✂ Han rejste sig og aabnede Bogen, bag sig hørte han Karen, der græd stille. Han begyndte at læse Formlen højt med Tone paa hvert Ord, medens den Syge ikke tog Øjnene fra Kalken.
✂ Og paany forfærdet over dette ængstelige og begærlige Blik, der hvilede uafladelig paa Bægeret, spurgte Præsten: Kender I mig? Sveden sprang frem paa hans Pande, Hans Rasmus, det er mig.
✂ Da løftede den Døende atter Haanden og strakte den ud mod Kalken midt i Solstraalerne ... Og mumlende de hellige Ord lagde Præsten skælvende Hostien mellem hans Læber.
✂ Den Syge rørte sig ikke, det hellige Brød faldt ud af hans Mund.
✂ Da rakte Præsten Kalken ned mod hans Mund, og med en pludselig Kraft fattede den Døende begærlig om Bægeret og tømte det...
63✂ Han sank tilbage, og Øjnene faldt til.
✂ Præsten knælede ned og bad længe. Gennem de hviskende Bønner hørte han Fluernes Summen og Karens klynkende Graad.
✂ Hans Hoved blev tungt, og han bad sløvere med Panden ned mod Sengekanten de vante Bønner ... Mens Fluerne summede.
✂ - - - Og pludselig vaagnede Karen med et Skrig i sin Stol, og hun saá Præsten slide sig løs fra den Døende, der sad over Ende, med Armene krampagtig om hans Nakke .... De kæmpede og, i vildt Raseri, øsende al sin Kraft ud i et sidste Tag om Præstens Hals skreg den Døende højt.
✂ Da kom Præsten løs, og som en gal, uden Hat, skælvende og med Mærker af den Døendes Fingre som brændende Ildsaar i sin Nakke, flygtede han hen over Markerne ... Karen fo'r efter ham, stakaandet, i den brændende Sol, jaget af Rædsel, til de rystende Ben ikke mer kunde bære hende, og hun faldt tæt ved Grøften.
✂ Men den Døende blev siddende med fægtende Arme, mens han bevægede Læberne til uhørlige Ord.
✂ Solen faldt ind gennem den aabnede Dør - et Par Høns kom ind og søgte Æde paa Stengulvet...
✂ Den Dødes Hoved faldt langsomt ned paa hans Bryst