ELNA
✂ Hun havde altid klædt sig i bløde Mellemfarver, graat og brunt af matte Silkestoffer, og dette douce over hendes Dragt, der skænkede hende en egen Elegance, det passede ogsaa saa helt til hendes Hoved, som løftede sig frem saa rankt over den høje Pibe, med sin Nakkeknude og Ansigtet, som en skaaren Kame.
✂ Saaledes var hun, og saadan, med denne ranke, lidt ubevægelige Ro, havde hun altid levet sit rige Liv som Millionærens Datter.
✂ Hun havde ingen Alder. Hendes Smil, der var smukt og viste en Rad af dejlige Tænder, var hverken ungt eller ældet, det var kun et høfligt Konversationssmil uden Aar og maaske lidt ligegyldigt paa Bunden.
✂ Elna Holmer bragte med sig al den aflagrede Rigdoms Tryghed, parret med en fornem Stilfærdighed, der mindede om lydløs Gang paa bløde Smyrnatæpper. Livet var ogsaa gaaet stilfærdigt for hende.
✂ Stilfærdigt midt i dets Fester. Thi hende var det en Vane at sidde silkeklædt ved rige Borde og at kede sig under tændte Kroner paa Rout'ernes Uendelighed. Alt det kom med Aarstiderne; naar de forlod deres Landsted og tog hjem til deres store Gaard paa Amagertorv, og Sæsonen aabnedes. Da gled Elna Holmer douce og rank atter hen gennem Velgørenhedsfesterne og Selskaberne og alt det, som Lunet og Moden bød. Hun hørte til deri.
✂ Paa Baller gik hun dog ikke mere. Ingen vidste, naar hun var holdt op at danse. Det var vel kommet af sig
79✂ selv; hun ønskede hellere at sidde over, at tale med en og anden Herre, fint behersket, som hun forstod at tale. Og saa tilsidst gik hun ikke mere paa Bal.
✂ Efterhaanden var Elnas Navn ogsaa begyndt at figurere paa de store Velgørenhedslister, hvor det stod ved Siden af de gifte Damers, helt sideordnet, blot Navnet: Elna Holmer. Det var nok. Man satte intet Frøken. De gifte Koner glemte i det hele tidt, at hun ikke var gift, og de talte til hende, som om hun hørte til Lauget
✂ Og det vilde hun jo ogsaa komme til, saa snart hun havde Lyst - naturligvis, siden man ikke finder Millionerne paa Gaden. Der vilde altid være Friere nok.
✂ Ikke at man egentlig vidste Navne, kunde sige bestemt, at den eller den havde sværmet eller havde friet, det kunde man ikke, for Elna havde en egen Evne til at holde Folk i Afstand og distancere Nysgerrigheden, hun havde heller aldrig haft Veninder. Derfor var det lidt vanskeligt at holde Regnskab over, hvor mange Kurve hun havde delt ud i Legationerne og andetsteds.
✂ Elna Holmer havde ingen Historie - derom var alle enige. Og naar Herrerne - ved Kaffen, i Rygeværelset med Benene spilede ud foran sig, hyllet ind i Havannarøg - drøftede Tingene og snusede op ad de gode Partier, gled man oftest hende forbi. Kun en enkelt Gang kunde det dumpe ud af en og anden:
✂ - Men Elna Holmer?
✂ Da var man vis paa, det var altid "en Ny", der spurgte, og han fik ikke andet end et Skuldertræk til Svar.
✂ Men da en Gang den lange Gyldenkrone, der altid strakte sine Storkeben saa langt fra sig, at man faldt over dem, og som altid kom paa tværs og sagde Dumheder, med sin sædvanlige Snøvlen sagde:
✂ - Men for Satan, Børn, er der da "noget" - - brød alle Herrerne ud i energisk "Nej", og Gyldenkrone følte, at nu havde han sagt en Dumhed igen. - - - - - - - - - - - - - - - - -
✂ Og saa en Dag faar man Kort fra Elna Holmer. 80 Kortet med de to Navne, der er det røde Klæde for Sladderen.
✂ Og da Etatsraad Holmers Tjener aabnede Vogndøren for Elna Holmer og hendes Forlovede, kendte ingen af hendes Venner hende igen. Det var, som var der kommet noget ligesom Kvidren over hvert Ord, hun sagde, som om hun sang det ud; og hun talte uafbrudt, og hendes Tanker fløj rundt som glade Smaafugle, kredsende alle - kun om ham.
✂ Det havde man ikke ventet og mindst af Elna Holmer. Alle talte om det. Hvordan hun hængte sig op ad hans Arm; og Minutter kunde hun glemme sig selv og med Hovedet i Hænderne kunde hun stirre ind i hans Øjne, indtil hendes blev fulde af Taarer, og hun bøjede sig ind imod ham, og hun hviskede ham ind i Øret for tusinde Gang:
✂ - Holger - hvor jeg dog elsker Dig.
✂ Og det midt ved Bordet, under Middagen, hvor alle saá det... Der blev hvisket en Del, og mange fandt, at det var næsten en utrolig Mangel paa Selvbeherskelse. Netop hos Elna.
✂ Hun, som havde været saa douce, saa dæmpet i alt.
✂ Nej, det var afgjort, hun var ikke til at kende igen.
✂ Selv hendes Dragt var forandret Hun klædte sig lyst, hendes Toilette var næsten pralende. Hun elskede de lange og knitrende Slæb, dækket med Rosers Mangfoldighed; hun bar eridogsaa Diamanter. Hun slyngede dem næsten til Overflod om en vidunderlig Hals, blottet, saa matblankt straalende, at man blev blændet derved. Før havde altid høje Piber dækket saa godt over alt, at Herrerne, de stod nu og vidste slet ikke, hvor de havde haft deres Øjne ...
✂ Det maatte være de lyse Stoffer, Glansen af Roberne, der gjorde Figuren saa smidig og blød, alle Linjerne med ét saa runde. - Hun havde jo før været stiv, lidt kantet, Elna Holmer.
✂ Og alt det for Fætteren, som hun kunde have taget for ti Aar siden - aa saamæn gerne for tolv Aar ... 81 For nu begyndte man at regne, og man fandt ud, at Elna Holmer var, mildest talt, om det første Hjørne. Det blev en Vittighed om "Ildebrand i gamle Huse".
✂ De sneg sig ind i Kabinettet, tyssende paa hinanden som to Børn paa forbuden Vej, og de lukkede sagte Døren til Altanen op. Inde fra Spisestuen hørte de et Par afbrudte Ord af Skaalen for Damerne, der havde forjaget dem. Saa lukkede de stille Balkondøren til bag sig.
✂ Aftenen var kølig og klar. Langs Ørstedsparkens Jord flettede Skygger af Buskenes bladløse Grene et flakkende Væv; Vandet spejlede blankt Gadelygternes Skær, som evindelig flimrende Stjerneskud. Et enkelt Fodtrin kom og døde hen.
✂ Elna klyngede sig op til Holger:
✂ - Hvor det gør godt at være ene.
✂ De vendte sig. Lygternes lyse Række krummede sig og forsvandt. Dér løftede Møllen sig, tung mod den skinnende Sky, der laa som et Genskin ud over Vesterbro.
✂ - Holger, sagde hun, hvor det er vidunderligt at være lykkelig.
✂ Hun lagde sit Hoved paa hans Skulder, og uden at sige andet, mens han hele Tiden lod sine Læber strejfe hendes, krusede Haar, blev han ved at hviske hendes Navn helt sagte ... Gang paa Gang, Gang paa Gang:
✂ - Elna - Elna.
✂ - Jo.
✂ - Elna.
✂ - Ja.
✂ Og hun smilede:
✂ - Hvor jeg dog elsker Dig ...
✂ - Og jeg Dig.
✂ Der rullede en Vogn forbi. Elna gyste af Kulden.
✂ - Elna, for Guds Skyld - her er altfor koldt. Men hun holdt ham tilbage med begge sine Hænder om hans Hals.
✂ - Et Øjeblik - kun et Øjeblik ...
82✂ - Véd Du, Holger, hvorfor jeg elsker at stjæle saadant et Minut? Aa - det er dumt at fortælle det... Men at være midt i Lykken, ene med Dig og saa stille kunne tænke paa den Tid - da det ikke var som nu ...
✂ Hun løfter Ansigtet, og deres Øjne hviler i hinanden. Og igen rækker hun sine Læber frem til Kys - -.
✂ - Hvor jeg dog elsker Dig ...
✂ - Og jeg Dig ...
✂ Elna havde især en egen Lyst. Naar de skulde ud og han kom for at hente hende, klædte hun sig tidligt paa, og saa sad de, hun i sin lyse Dragt med dens Duft af Blomster, inden Vognen kørte frem, sammen i "Fortrolighedens Krog".
✂ Dér kunde Elna sidde timevis, tavs, ved Siden af den, hun elskede: og hun vilde blot føle sig ham nær, langsomt kunne klappe hans Haand' og lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt.
✂ Og pludselig, efter en lang Stilhed, kunde hun sige med et lykkeligt Smil:
✂ - Holger, at dette blev muligt ... Naar Tjeneren meldte, at Vognen var kørt frem, holdt Elna Holger tilbage:
✂ - Lad dem vente, sagde hun. Se ind i Ilden, Holger, og ti ganske stille. Du maa tænke paa din Tale - - og hun lo - Du begynder at gentage Dig selv.
✂ Og et Øjeblik stirrede de paa de knitrende Brændestykker, og de smilede begge.
✂ - Kom, Elna! sagde saa Holger; og en Dag, da hun slet ikke vilde gaa, tog han hende med Haanden om Hovedet.
✂ - Du er altfor graadig, Elna, sagde han og lo. Elna stod og rettede lidt paa sit Haar, og alvorligere, mens hun vendte sig imod ham, sagde hun:
✂ - Ja - Du har Ret - jeg er bleven graadig efter Lykken ... Men min Ven, den biede saa længe ... "Krogen" véd, at den har biet længe.
✂ "Krogen" vidste det. Den var Arnestedet for deres Kærlighed. Den havde altid været Elna Holmers Yndlingsplet, 83 skærmet af den persiske Skærm og de høje Palmegrupper. Dér havde de allerede siddet den Gang, da han kom til Byen for første Gang som helt ung Student De var lige gamle; hun var Rigmandsdatteren, allerede træneret i Ballernes og "Kuren"s Skole, lidt blaseret, meget overlegen; han kom fra Vestkysten med Fjedersko og blaa Strømper, der kiggede en Smule for meget frem under Benklæderne ...
✂ Han viede den rige, dameagtige Kusine sin første Forelskelse, en blind Beundring for hendes Væsen og hendes Dragt, en hel Berusning af hendes Finhed, lige stærk af hendes Toiletters Silke og hendes Ord og hendes Stemmes Klang, der var saa dæmpet og altid entonig klar.
✂ Elna morede sig; hun følte sig som den ældre, hun viste ham ud i Livet... Naar de var paa Bal, vogtede hun paa ham fra en Krog, om han opførte sig ret, om han var rigtig glad. Hun præsenterede ham for sine Veninder - og der maatte være noget ved Holger, for de blev allesammen halvvejs lidt forelskede i ham ... Saa sad Elna, naar de talte om ham, og smilede og vippede lidt med Foden i den Atlaskessko. Det fornøjede hende.
✂ Den næste Dag morede det hende at skænde. At sige, at det havde han gjort galt og det og saa rette paa ham.
✂ Men med ét, naar hun kom til at se paa ham, og saá de troskyldige Drengeøjne, der blev helt forknytte, blev hun vred paa sig selv, og hun glattede paa hans Haar, som hun plejede, og sagde:
✂ - Aa - Du er dog god, som Du er ...
✂ Saa var Taarerne hurtigt borte af hans Øjne.
✂ Saaledes var det mellem Holger og Elna den første Tid ... Hun beskæftigede sig altid med ham, han lod sig lede af hende ...
✂ Lidt efter lidt vaagnede mere og mere det erotiske hos Holger, og det søgte til andre. Følelsen for Elna, den blev som før en varm Beundring, den lignede sig selv, som den fra den første Dag havde været, lidt i 84 Slægt med de hede Skolevenskaber. Saadan med den fuldeste Fortrolighed var Holgers Forhold til Kusinen.
✂ Elna sad stilfærdigt og lyttede til. Hun saá i "Fortrolighedens Krog" Forelskelser fødes og Forelskelser dø. Hymnerne var altid de samme, men Navnene vekslede. Det gik hele Raden af Veninder rundt Og da det var forbi med Veninderne, kom der ogsaa en Tid, hvor han talte mindre aabent, han smilede kun, og han holdt af, naar han sad og kærtegnede sine Ben, der var smukke og kraftige, at sætte dem i Stillinger, saa han ret saá deres Muskler. Han blev i den Periode en hel Del bleg, og de troskyldige Øjne fik svulne Kanter.
✂ Ogsaa Elna havde det mindre godt. To-tre Aar i Træk paabød Lægen Baderejser. Hun fik tør Hoste, - maaske var den dog kun nervøs.
✂ Efterhaanden skiltes de to Søskendebørn en Smule. Holgers Eksamen kom imellem foruden - det andet. Den Gang var de begge fem og tyve Aar.
✂ Siden gik et Par Aar, hvor de helt skiltes. Holger tog en Plads som Fuldmægtig -hos en Herredsfoged i Jylland - ude paa Landet; i en ensom Egn. Han var der, som sagt, henved to Aar; saa kom han noget pludselig hjem og var blevet noget forandret. Han havde faaet fuldt Skæg og var bleven stor og bredskuldret. Han talte ogsaa anderledes - naar han talte, thi han var særdeles ordknap siden sin Hjemkomst.
✂ Elna hverken søgte eller flyede ham. De traf hinanden og vekslede nogle Sætninger, ligegyldige i Ny og Næ. Men saa hen paa Efteraaret blev de begge bedt til et Børnebal, en af Elnas gifte Veninder gav; ud paa Aftenen begyndte de Voksne at danse med, og der var muntert og megen Latter, naar de i Farten var nær ved at rive de Smaa over Ende i Valsen ...
✂ Holger kom hen til Elna. Hun havde ikke danset.
✂ - Skal vi ikke danse en Gang igen? sagde han. Bilde os ind, vi er Børn igen.
✂ En rød Strøm gled hen over Elnas hele Ansigt, medens hun gav ham Armen uden at tale.
85✂ Dansen vakte gamle Minder hos Holger. Han spurgte hvert Øjeblik: Kan Du huske - Kan Du huske, og da Musiken holdt op, og han førte hende tilbage til hendes Plads, sagde han:
✂ - Ja - vi var lykkelige den Gang.
✂ Han lagde slet ikke Mærke til, at Elna intet havde sagt under Dansen.
✂ Den følgende Dag kom han i Mørkningen. De sad igen paa deres vante Plads, og de begyndte at tale om Vind og Vejr. Men Samtalen døde langsomt hen, og Holger sad kun med Haanden under Hovedet, underlig sammensunken og stirrede paa Ilden. Han sukkede nu og da, som vilde han vælte en Byrde fra sig.
✂ Elna forstyrrede ham ikke; hun sad alvorlig og stille ved Siden af ham.
✂ Endelig vaagnede Holger op og sagde: Undskyld, jeg falder i Staver, Kusine; og lidt efter sad de atter som før.
✂ Han kom igen næsten hver Aften, og det samme gentog sig hver Gang. Der var noget trist sammenknuget over ham. Det eneste, der adspredte ham, var Cigaretrøgen : han fulgte dens blaa Ringe i Skæret fra Kakkelovnen.
✂ Hver Aften, naarde havde siddet lidt, spurgte Holger:
✂ - Tør jeg ryge, Kusine? og saa begyndte Legen med Røgringene.
✂ Elna syntes altid, det var en Lettelse, hun var angst over denne Rugen over det skete, som egentlig laa Holger saa fjern. Og en Aften, da hun syntes, at hans Ansigt var endnu blegere end ellers, lagde hun sagte sin Haand paa hans Skulder og sagde:
✂ - Holger, hvorfor vil Du ikke tale om det? Som om han havde ventet Spørgsmaalet, rystede Holger stille paa Hovedet.
✂ - Det nytter ikke, Elna, sagde han. Det kan man ikke tale om.
✂ Men da begyndte hun lempelig, medens hendes Haand blev ved at hvile paa hans Skulder, at tale til 86 ham, og inden han vidste det, talte de om hans skuffede Kærligheds Historie.
✂ Hun gættede dér, hvor han ikke talte, og hun gled let over det, der endnu 'kunde give Smerte. Hendes milde Ord tøede det frosne Vand.
✂ Da han var kommet til Ro, da han for første Gang havde talt sig ud, og de igen sad tavse, sagde Holger pludselig ganske sagte:
✂ - Men, Elna, hvor vidste Du det?
✂ - Jeg gættede det, sagde hun. Aften efter Aften sad de sammen, og han talte til hende om det, som var forbi.
✂ Det var altid det samme Billede, de samme Ord.
✂ - Og jeg - jeg troede det saa vist, sagde han. Saa vist ... Hvor man dog kan være blind.
✂ Elna talte ikke meget, men der var som Køling over Vunder i hvert af hendes Ord.
✂ - Du forstaar mig, sagde han. Du er den eneste, der forstaar mig.
✂ - Tror Du? og Elna smilede sørgmodigt og stille.
✂ Saaledes talte de om Holgers døde Kærlighed.
✂ De brugte om en tredje alle Kærlighedens Ord, alle Elskovens Navne. Der var saa rigeligt med Længsler, saa rigt med sukmættet Attraa. Og de talte saa frit, og de brugte saa ufortrødent alle Ord, svøbte sig saa lunt i Følelsernes Net - thi det var jo en tredje, det gjaldt.
✂ Hun sad der jo kun som den forstaaende, den, der gættede hans Tanke, den, der dog altid havde levet med ham.
✂ Men der kom en Dag, hvor Holger sagde til sig selv:
✂ - Hvorfor er det dog ikke hende jeg elsker? Vi, som forstaar hinanden saa godt.
✂ Saaledes voksede ud af den døde Kærligheds Sørgetale den ny Følelse, og en smuk Stund vidste de det begge. Men længe talte de kun forblommet; de blev ved at vugge den ny Glæde i de døde Længslers Ord, og hvert gammelt Suk smagte deres Læber sødt.
87✂ De greb hinanden i at sidde Haand i Haand, de dreves imod hinanden i mange Kærtegn ... Men det forbigangnes Spindelvæv brød de ikke.
✂ Saadan stjal den ny Lykke sin Fryd fra Skyggen af den gamle Sorg, og saadan gik det længe.
✂ Det var en Tid med halve Ord og rig paa Tilstaaelsens skælvende Længsel, og de ventede begge, og begge flyede.
✂ Men en Dag var alt sagt, og de vaagnede tæt op til hinanden under en Regn af hede Kærtegn ...
✂ Det var Elnas og Holgers Kærligheds Historie.
✂ - Nej, nej - flere Lys, vi vil have Kandelabre over alle Dørene ...! Elna og Holger sad i Krogen og talte om det store Bal hos Holmers.
✂ - Og mange Blomster - sig Hammer det, han tømmer Drivhusene. Salen maa være som en Have ... Men nu maa jeg klæde mig paa ...
✂ - Ja ... Du har ikke klædt Dig om endnu.
✂ - Nej, jeg var lidt træt... aa ... Elna standsede ... det dumme Sting ...
✂ - Har Du Sting - han tog hendes Haand - og Du brænder ... For Guds Skyld ... Du har forkølet Dig iaftes paa Balkonen. Lad os blive hjemme ...
✂ - Vist ej - - lidt Sting, som jeg har saa tidt... Nu klæder jeg mig paa.
✂ Det smertede hende meget at løfte Armene, medens hun gjorde Toilette. Knæene rystede under hende, og hun maatte sætte sig flere Gange.
✂ - Hvor Frøkenen er bleg, sagde Pigen til hende.
✂ Elna saá sig i Spejlet: Det er af Sult, sagde hun. Jeg har intet spist til Frokost.
✂ Hun fik den lyserøde Kjole paa, og Pigen fæstede Rosenknopperne paa Slæbet.
✂ - Ser Du, sagde Elna. Nu er jeg ikke mere bleg. Hendes Kinder fik en blank Rødme.
✂ Pigen rejste sig fra Gulvet og saá i Spejlet Frøkenen vakle, som skulde hun falde:
88✂ - Bliv - og sig det ikke, sagde hun helt graableg og faldt tilbage i Stolen.
✂ Da hun kom til sig selv igen, sagde hun:
✂ - - Tak, at Du ikke kaldte ... Det vilde forskrække ham ...
✂ - Jeg vil pudre mig, sagde hun, hun førte Pudderkvasten to, tre Gange hen over sit Ansigt.
✂ - Saa - nu er det godt...
✂ Under et Paaskud støttede hun sig til Pigen, og de gik ned ad Trappen.
✂ - Det varede længe, sagde Holger.
✂ - Ja - min Ven - Du véd, jeg vil saa gerne være smuk ...
✂ Om Aftenen dansede Elna og var helt vel.
✂ - Jeg tror, jeg vil ligge til Frokost, sagde hun om Morgenen. Hun var meget mat og følte en tør Smerte i sit Bryst. Gaa kun og lad mig sove.
✂ Hun lukkede Øjnene og blundede igen.
✂ Klokken halvtolv ringede Elna og vilde staa op.
✂ Da hun vilde løfte sig i Sengen, faldt hun tilbage med et lille Skrig. Hvor jeg er blevet træt, sagde hun. Hun forsøgte igen at rejse sig og fik en Peignoir om sig. Hun rystede af Kulde, saa Tænderne klaprede i Munden paa hende, men hendes Hænder brændte som Ild.
✂ - Gaa, sagde hun og satte sig igen paa Sengen, gaa og sig, jeg kommer straks.
✂ Da Pigen var ude af Stuen, forsøgte hun at gaa, men hendes Knæ vaklede, saa hun faldt foran Døren ... Hun kom op igen og vandt ned i Spisestuen til Frokosten.
✂ Moderen blev urolig ved at se hende: Ser Du, sagde hun, Du kan ikke taale at farte saaledes om. Idag bliver vi hjemme.
✂ - Nej, Mama, netop ikke, vi vil tage ud at køre. Den friske Luft vil gøre mig godt...
✂ Da Holger kom, blev Vognen forspændt, og de kørte 89 ud. Det var de sidste Dage i April. Foraarssolen brød sig Vej ad alle Sidegader, og Himlen var straalende lys. Der laa i Glansen et brunligt Skær over Grønningens Træer, og Buskene langs Kastelsgraven stod i Knop.
✂ Elna havde faaet Rødme i Kinderne: Se, sagde hun, hvor Sundet er violblaat.
✂ De kørte langs med Stranden. Buskene bag Havernes Rækværk grønnedes under den glinsende Sol; inde paa Plænerne spirede det fine Græs pletvis i den muldede Jord, hvor rundtom Krokus blomstrede med skinnende Farver. De vilde Ribs hang med rødmende Klaser.
✂ Elna talte ikke meget. Hun lod sit Blik langsomt glide fra Sundet og den lyseblaa Himmel.
✂ - Holger, sagde hun, og hendes Haand, der hvilede paa hans Arm, greb fastere. Hvor Livet dog er smukt ... vidunderlig smukt.
✂ Og hendes Øjne blev fugtige, og Taarerne begyndte at rulle ned ad hendes Kinder.
✂ - Elna, sagde han, Du er syg, hvorfor græder Du? Hun løftede Armen, og medens hun strakte den ud imod Sundet, sagde hun:
✂ - Er her da ikke smukt?
✂ Hun sad atter lidt med Blikket fæstet paa Vandet... Og uden at tage Øjnene bort fra Himlen og det blaa Sund sagde hun:
✂ - At tænke sig den Lykke at blive gamle med hinanden.
✂ Én Dreng kom ud af en Have med en Kurv Violer i smaa Bundter. Elna lod Vognen holde. Hvad koster dine Violer? spurgte hun.
✂ - Ti Øre Bundtet.
✂ - Giv mig dem alle!
✂ Hun tog ned i Kurven med begge Hænder og førte Violerne op mod sit Ansigt. Hvor de dufter, sagde hun, hvor de dufter frisk. Saa spredte hun dem ud paa sit Skød, og hun tog dem atter op - en for en og lod So len kærtegne deres Kalk.
90✂ Lidt efter fik hun en pludselig Kuldegysning. Hendes Tænder faldt klaprende sammen.
✂ - Lad os nu køre hjem. Da Vognen vendte, drejede hun Hovedet. Langt ude om Pynten skinnede Taarbæks Huse og Hvidøres Taarn over det blaa Sund ...
✂ Saa sad hun paa hele Hjemvejen med lukkede Øjne. Under Vipperne arbejdede sig nu og da en Taare frem. Langsomt gled den ned over hendes Kind.
✂ De talte om at sende Bud efter Lægen, men Elna vilde ikke høre noget derom. Hun vilde kun sove lidt, indtil hun skulde klædes om ...
✂ Hun havde ladet tænde Kronen og Lampetterne foran sit Spejl, og hun kunde ikke faa nok af de mørkerøde Valmuer paa sit Slæb. Hun gik et Par Gange frem og tilbage foran Spejlet, men havde ikke Kræfter og maatte sætte sig, mens Pigen knappede de lange Handsker ...
✂ - Du kan ikke knappe, sagde hun. Lad mig selv.
✂ Hendes Arme rystede, saa Knapperne gled ud.
✂ Med ét skød hun Pigen fra sig: Nej, hold op - jeg kan ikke ... Jeg kan ikke tage derhen ...
✂ Hun lod sig lægge paa Chaiselonguen. Lysene blev slukket.
✂ - Det har anstrengt mig en Smule, sagde hun til Holger, det er Køreturen - jeg vil heller blive hjemme.
✂ Hun bad de andre saa længe, til de tog i Selskabet alene ...
✂ Elna følte heftige Smerter i sit Bryst, og Feberen tog til, saa Sofaen rystede under hende ...
✂ Et Par Timer efter lod hun sig bringe i Seng.
✂ - Send Bud efter Lægen, sagde hun.
✂ Det var en gammel Konferensraad, deres Huslæge. Hun var knap ved sin Bevidsthed, da han kom, men hun aabnede Øjnene, og ganske sagte sagde hun:
✂ - Ikke sandt - det er slemt.
✂ Konferensraaden talte forbitret og højt inde i Dagligstuen; lod straks Vognen køre efter Forældrene og Holger.
✂ Hele Huset begyndte at komme i Oprør; Tjenestefolkene 91 fo'r forbi hinanden paa Trapperne med forskrækkede Ansigter; Gartneren, der var ved at dekorere, begyndte at slæbe sine Lavrbærtræer bort fra Afsatserne - Konferensraadens Amanuensis kom og tog Plads i Sygeværelset ved Sengen ... I .Dagligstuen hørte man den gamle Læges Skridt fra Døren til Vinduet, og fra Vinduet igen til Døren ... Ude paa Gangen lød den stadige Hamren og Slæben af Gartneren, der brød op.
✂ Stuepigen faldt i forfjamsket Skynding paa Trappen med Bakken med Grødomslagene. Konferensraaden aabnede Døren og skændte ud.
✂ Saa blev der ganske stille, og der lagde sig en forskræmt Tavshed over hele Huset.
✂ En Gang imellem viste Konferensraaden sig ved Sengen.
✂ - Nu?
✂ Amanuensis tog ikke Øjnene bort fra Elnas Ansigt: "Fremskridende," sagde han. Og Konferensraaden vendte tilbage til Dagligstuen.
✂ Porten sloges ilfærdigt op og i": Vognen med Holmers og Holger. De kommende vekslede op ad Trappen hurtige Ord med Tjenestefolkene ... Pigerne græd, og Fruen hulkede, da hun kom ind i Stuen.
✂ Ingen af dem talte. Etatsraaden tog Lægens Haand uden at spørge, Holger sank ørkesløs sammen paa en Stol. Og efter en halv Times Forløb havde ingen vekslet et Ord.
✂ Fru Holmer sad gemt i en Krog; Holger dækkede Ansigtet med sine Hænder, og gennem de udspilede Fingre stirrede han dorsk efter Konferensraaden, der blev ved at gaa op og ned. Hvert femte Minut dukkede han bag Portieren ind i Sygeværelset, spurgte og vendte tilbage med samme ubevægelige Ansigt for at fortsætte sin Vej.
✂ Med ét, da Portieren paa ny faldt til bag Lægen, vaagnede Livet i Holger som en eneste Lyst til at se hende. Han rejste sig og gik hen over Gulvet.
✂ Sygeværelset var allerede tungt og lummert. Han saá 92 begge Lægerne ved Sengen i Lampelyset ... Den unge hviskede. Ud over Puden laa Elnas Haar - mer saá han ikke.
✂ Konferensraaden vendte sig.
✂ - Gaa, sagde han. Hun sover.
✂ Holger vendte tilbage til Dagligstuen.
✂ De to Gamle havde flyttet sig sammen; de sad i Sofaen, tæt op til hinanden, ubevægelige og blege.
✂ Man hørte en enkelt Vogn, der rullede blødt hen over Barken, som var spredt paa Gaden ... Uret paa Kaminen lod sin Stemme lyde ...
✂ Konferensraaden talte til de to Gamle og gik ud af Stuen.
✂ Holger fulgte ham med Blikket, til Døren lukkedes; den gamle Holmer sagde:
✂ - Ja - han er gaaet Det var de første Ord, de talte, og de blev atter ved at sidde hen i samme hjælpeløse, tunge Tavshed.
✂ Klokken tolv kom Amanuensis ud:
✂ - Hun er vaagen, sagde han. De vaagnede af deres Sløvhed og stirrede paa ham, men rejste sig ikke.
✂ Og noget sagtere sagde den unge Mand:
✂ - De kunde maaske ønske at se hende.
✂ De gik alle hen over Gulvet med hinanden, og Lægen løftede Portieren.
✂ Elna laa med Hovedet om imod dem: Er I allerede kommet hjem, sagde hun. Hun tog dem i Haanden og klappede dem, og Holger rakte hun Munden til Kys.
✂ Saa vendte hun sig bort, som var hun træt.
✂ De blev i Sygeværelset og satte sig i en Krog. Hver Gang Elna fo'r op i Feberen, skælvede de; de tog ikke Blikket bort fra Sengen. Lægens Skygge tegnede sig ind over Lagenet.
✂ Lidt efter kom Konferensraaden tilbage.
✂ Han sendte d'em ud, og greben af Trøstesløshed græd de alle tre stille, siddende ved Siden af hinanden. Stuepigen 93 stod rystende henne ved Døren og skjulte Ansigtet i sit Forklæde.
✂ Saa kom den unge Læge frem i Døren og vinkede.
✂ Fru Holmer hulkede højt og greb om sin Mands Arm. Holger følte sig, som blev han lam.
✂ ... Elna havde slaaet Øjnene op. Hendes Blik gik rundt i Stuen. Da saá hun Holger ...
✂ Han gik hende ganske nær og tog hendes Haand. Den var klam af kold Sved.
✂ - Elna, sagde han, Elna, hvor kan det ske?
✂ Hun blev ved at smile: Holger, hviskede hun, Du gjorde mig altfor lykkelig.
✂ Hun talte ikke mere ... Lidt efter var Dødskampen begyndt ...
✂ Hun døde ved det første Daggry.