Bang, Herman Værker i Mindeudgave

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

2
3

HERMAN BANG

VÆRKER I MINDEUDGAVE

ANDET BIND

KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
MDCCCCXII

4

KJØBENHAVN - FORLAGSTRYKKERIET

5

FORTÆLLINGER

6

"Der er ej Verden udenfor Verona" - .

PRÆSTEN

DER gik en lille Sidevej ned til Huset, en lille Sidevej med Piletræer paa begge Sider og fuld af meget store Sten, der maatte gøre Vognkørsel farlig, hvad der nu i Grunden ikke gjorde noget, da der aldrig kom Vogne paa Vejen. Pastor Skeel holdt hverken Hest eller Vogn, og skulde han ud i Sognet eller skulde hans Kone til Byen at gøre Indkøb, maatte de altid gaa, medmindre da Sognepræsten tilbød ham en Plads i sin Kaleche som Vederlag for en Hjemmedaab, hans Kollega havde besørget for ham. Sognepræsten var en noget før og magelig Mand, der havde foretrukket et mindre Kald med en Kirke for et større med to, og han holdt ikke af Hjemmedaab. Desuden havde den døve Skeel jo intet at forsømme med det: hans grønlandske Salmebog blev saamæn nok færdig. Derfor saá man ikke sjældent Pastor Skeels bøjede Skikkelse i fuldt Ornat gaa ud og hjem paa den lille Vej med Pilene og de store Sten, snart for at døbe, snart ogsaa for at bringe en fattig Døende den sidste Trøst. Og naar han saaledes gik i sit hellige Embeds Gerning, saá han saa lykkelig ud, at man næsten gav Sognepræsten Ret, naar han, lidt uenig med Lægen, mente, det var en Velgerning at jage den døve Mand ud i det Hundevejr med Snefog og Hagl og en sviende Vind fra Nord.

Ellers var Pastor Skeel næsten altid hjemme. Hans Døvhed generede ham, og han vilde nødig falde til Byrde. Den var ogsaa Grunden til, at han forrige Vinter havde sagt sig fra det L'hombreparti, han før havde haft med Sognepræsten og Lægen. Egentlig elskede han at 8 faa sig et lille Parti til Stambeten 20 og Halvøres, men hans Kone havde mærket, han var de andre besværlig. Saa besluttede han med et lille resigneret Suk at sende Afbud næste Tirsdag, og for Fremtiden blev Landinspektøren den mere lydhøre Tredjemand.

Skeel blev hjemme i sit etnografiske Museum, som Lægens unge Frue vittigt kaldte hans Hus. Og det var virkelig næsten et Museum, en forunderlig Samling af gammeldags, ubekvemme Møbler. Stole med lige, høje Rygge, plumpe, kolde Skabe med den traditionelle Guirlande fra det første Kejserdømmes Tid; gamle, gulnede Billeder med Træk, man knap kunde skelne, kinesiske Snurrepiberier, bragte hjem fra Confucius' Land af en Slægtning af hans Kone; Vifter og de gækkende Æsker, som stadig gemmer en mindre, og en Silkekaabe til en kinesisk Skønhed; et Maleri af Styrmanden, malet med kolde, klare Farver og med Kineserøjne; Rækker af lange Piber med kostelige, malede Hoveder, Napoleon og Josefine og Marechal Ney, ombundne med Sejlgarn. Saa alle de grønlandske Ting: Edderdunstæpper og kunstfærdige Lamoebakker, lavede af Fuglefjer; store Fugleæg og bløde Skind; Knive og Husgeraad, og saa hans Præstegaard deroppe snittet i lange Dage ved Tranlampens Skin med en eneste Kniv; Loftet er til at tage af, og inde i Dagligstuen staar hvert enkelt Møbel nøjagtig efterlignet paa sin rette Plads. Og Kirken med alle Stolestaderne og Prædikestolen, og netop de Salmer slaaede op paa Væggen, som Menigheden sang, da han talte til den for sidste Gang. Hvilket uhyre, taalmodprøvende Arbejde, med en simpel Kniv at lave alt dette! Fremfor alt, hvilken naiv Hengivenhed hørte der ikke til for gøre det

Ja, Huset var et Museum, men for ham og hans Kone var Snurrepiberierne Erindringer og selv det mindste Fugleæg et Minde. De havde elsket ham saa højt deroppe - men saa kom Døvheden, og nu sad han her ved den lille Vej med 300 Rd. i Pension og sin grønlandske Salmebog.

9

Han var paa en af sine lange Farter deroppe i Sneens Land, hvor det i Slæde gaar hen snart over frosset Land, snart, naar man kommer til en Fjord, over det frosne Hav. Han vilde ned til nogle ensomme Hytter søndenpaa, syd for Kolonien. Det var noget nyt, at Præsten saaledes drog paa Rejser for i hver enkelt Hytte at fortælle om ham, der for at frelse de ringe blev den fattigste og ringeste af alle. Men Pastor Skeel gjorde det.... Saa satte da paa en af disse Farter, da han var ude paa Fjorden, Isen pludselig i Drift ... Reddet blev han, og han drog ogsaa videre til Hytterne syd for Kolonien, men da han kom hjem, havde Hørelsen næsten forladt ham. Han havde ogsaa tilbragt "otte Timer med hele Underkroppen i det iskolde Vand.

Og hans Kones Øjne led ved Synet af den evige Sne, glitrende og glimtende som tusind Ædelsten. Hun var næsten bleven blind. Saa drog de hjem, og nu sad de der ved den lille Vej i det hvide Hus, og ingen kendte deres Forsagelse eller beundrede deres Ofre. Men det forlangte de heller ikke.

Inde i Lysthuset med det grønne Bord og de grønne Bænke er der svalt og køligt. Den vilde Vin er vokset frodigt op og skygger tæt for Solen. Her er de derfor flyttet ned efter Middag ... Formiddagen gaar med at oversætte Salmebogen; han oversætter langsomt, han har jo ingen Hast; og naar en Salme er færdig, filér han længe paa den. Saa tager han ofte Manuskriptet frem, lange Timers kære Arbejde, og han glæder sig stille over, at alle de dejlige Sange nu ogsaa er sunget for dem deroppe i de lange Nætters Land ...

Hun sysler rundt omkring i Huset, laver Mad og koger hen. Saa kommer Spisetid, og hun sætter Maden paa Bordet - altid hans simple Yndlingsretter, som forresten i Tidernes Løb langsomt ogsaa er blevne hendes.

Efter Bordet flytter de ned i Lysthuset, og han læser højt. Monotont, saaledes som døve gør det, der synes kun at høre deres egen Stemme som en utydelig Mumlen, 10 søvndyssende og uden Nuancer. Men for hende læser han altid smukt, som den Gang, han i deres Forlovelsestid læste "Axel og Valborg" for hende første Gang.

Saa standser han undertiden og spørger om et og andet. Den ene véd bestandig, hvad den anden vil svare, men de spørger alligevel blot for at høre de Svar, som de forud gætter.

- Det er en dum Historie, Jakob, siger hun.

- Hvad siger Du? spørger han med Haanden for Øret.

- Jeg siger, det er en dum Historie ... det gaar ikke saadan til.

Han ler. - Du slutter fra os selv, Kone, siger han. Men med os var det nu ogsaa saa meget simpelt. Du var let at fange, Mo'er.

Han kalder ofte sin Kone "Mo'er", det var fra den Gang, Drengen levede endnu - den eneste, de havde, og som de maatte begrave deroppe i Sneen.

- Det er ikke sandt, Jakob, siger hun og rødmen Det var Dig, der ikke havde Mod, og saa vilde jeg hjælpe Dig ...

- Ja vist. Og da jeg saa plukkede den røde Rose og gav Dig den, kyssede Du den uden videre ...

- Naa ja, og hvad saa?

- Saa var vi forlovede ...

- Har Du maaaske fortrudt det, Jakob? spørger hun skælmsk og lige ind i hans Øre. Og da hun er kommen saa nær, lukker han hendes Mund med et Kys.

Men det var sandt, hvad han sagde. Han var Kapellan hos hendes Fader den Gang. Hun var tyve Aar, høj og blond og smækker; hendes Øjne straalede, og hendes Kinder var røde, fulde, runde som en moden Frugt. Og han elskede hende frygtsomt og bange som et Barn. Ved Bordet under Bønnen og i Kirken, medens han talte, saá han kun paa hende, og ofte bad han Gud tilgive, at han tænkte mere paa Maries Skønhed end paa sin Sjæls Frelse. Men dulme Uroen i sin Sjæl og 11 spørge hende, bede om hendes Haand, det turde han ikke ...

Saa var det en Dag, de mødtes nede i Præstegaardshaven. Hun kom med en Kurv Jordbær, som hun vilde bringe til en syg. Men da han saá hende i Havegangen nederst nede, blev han forskrækket og vilde vende om. Hun havde imidlertid ogsaa set ham og raabt ham an - hun kom hurtig hen ad Gangen og gik ved Siden af ham. Hvor hun var smuk. Kindens Runding, det hvide Klæde, der sad løst bag Øret - et yndigt, lyserødt Øre - og Næsen, der var ganske lidt bøjet opad, ganske lidt. Og saa dette Smil, der næsten altid spillede om hendes Mund og som altid gjorde ham saa frygtsom.

Han vilde sige noget - et eller andet. Men dette et eller andet kunde han ikke faa frem; maaske fordi han i Virkeligheden kun vilde sige et - og det blev ham siddende i Halsen.

- Hvad tænker De paa? spurgte hun, da de var midt i Gangen.

- Paa ingenting, sagde han sagte og vendte Hovedet helt, han følte, han blev rød.

- Paa ingenting, gentog hun smilende og saá hen til Siden, hvor han mekanisk var bleven staaende, medens han stod og rev Roserne af og spredte deres Blade paa Jorden.

- Men Skeel, De plyndrer jo Roserne til aldeles ingen Nytte ... Han blev endnu mere rød og holdt op næsten med et Ryk.

- Ja ... sagde han mekanisk.

- Man kan benytte Roserne bedre end at rive Bladene af dem, sagde hun og smilede bestandig. Saadan et skalkagtigt Smil, som laa nederst i Mundvigene, og som hun ikke kunde styre.

- Ja, han vendte sig som drejet af et Stød, man kunde - man kunde ... Han snublede over Ordene, tog paa igen og aabnede Munden halvt ... Men, nej, det vilde ikke frem. Saa stoppede han.

12

- For Eksempel give mig dem, sagde Marie og gik et Skridt frem. Smilet havde nu helt taget Magten.

- Ja. Han vilde se bort, ned i Jorden eller til højre, kun ikke paa hende. Men hun drog hans Blik, og han saá frygtsomt og bedende op.

- Saa gør det da, lo hun og gik ham ganske nær, medens det lyserøde Øre rødmede stærkere.

Han tog en Rose og rakte hende den med rystende Haand. Hvad var det? Førte hun den op til sine Læber, kyssede hun hans Blomst?

Ja - saa var de forlovede. - Jeg plukkede en Rose, plejede han at sige, ja, og saa havde jeg hende ...

Henimod Aften gaar de hen ad den lille Vej, hun klynget til hans Arm. Nede paa Broen ved Mosen sætter de sig begge og ser mod Vest ... mod Aftensolens rødmende Skyer.

Saaledes gaar Dagen i det hvide Hus ved den lille Vej, medens Sommer veksler med Vinter og Vinter med Sommer. Og man maa haabe, at den døve Præst maa faa sluttet sin grønlandske Salmebog, inden hans Øjne lukkes.

Thi der er faa, som elsker et Arbejde, som ingen takker for uden nogle Eskimoer, og som kun bærer Lønnen i sig selv.

"FRØKENEN"

Det var det mindste Hus i hele Gaden: Tre Fag og den grønne Gadedør med en tre Trins Trappe og Gelænderet, hvor det er saa dejligt at rutsche ned. Og under Vinduerne ligger Kælderhalsen ud paa Fortovet - en gammel skrøbelig Kælderhals, hvor alle Byens Gadedrenge tramper op, naar de skal i Skole, og piber i Fingrene, mens de lader sig glide ned. For "Frøkenen"s Kælderhals er den sidste i hele Byen.

Byfogeden har ført Krig baade med den og med Lindetræerne. Thi det lignede ikke noget at have saadan tre Træer staaende midt i en ordentlig Gade og skygge for Gasblusset med deres rebelske Grene. Men tilsidst maatte Byfogeden dog lade Lindene staa, og nu sender han kun Betjenten hen for at efterse, hvordan Lygten og Grenene forliges. Saa kommer som oftest Gartneren den næste Dag, og han stiller sin Stige op paa Gaden og skal klippe "efter højere Ordre", for Frøkenen nænner det sjældent selv; og hun tænker altid, hun kan narre Betjenten med en Kringle og en stor Snaps Solbærrom.

Tunge Dage er det saa for Frøkenen, naar Gartneren klipper og klipper, og alle de dejlige Grene falder ned og ligger Side om Side paa Kælderhalsen. Og for hvert Klip er det, som om det gjorde ondt inden i hende, og hun beder og beder for hver Gren, at den kan han dog gerne lade blive siddende.

Nej - saa er det noget andet inde i Haven. Der raader hun, og der bliver ikke klippet. Der vokser 14 alting, som det vil: Vinranken op ad den høje Gavl til Naboen og Roserne langs Baghuset og alle Liljerne i det store Bed. Der er kun det ene med en Gang om, som er ganske smal, saa hvis man vil forbi, bliver man hvid paa Ærmet af Kalk fra Naboens Væg; men stort er Bedet, og mange Slags Blomster skal der være - hvad der nu ikke er let at se, for de store hvide Liljer, de har som sagt faaet Lov til at vokse, som de vilde, og de er groet op til en hel Skov, fuld af hvide Kroner.

Men der maa baade være Roser og Klokker i Bedet, for der er altid Roser i Frøkenens Kranse. Sommetider nogle smaa blege nogle, Liljerne tager jo Solen, men Roser er der. Og det er mange Kranse, Frøkenen binder hele Sommeren baade til kendte og ukendte. Hører Frøkenen, at En er død paa Fattiggaarden, en Stakkel, som hverken havde Ven eller Slægt, og der har maaske ikke engang været en venlig Haand til at lukke hans Øjne, saa plyndrer hun straks sit store Bed og binder Kranse ved Bordet under den gamle Hyld.

Hun siger, det er altfor tungt at se en Kiste uden Blomster.

Men oppe under Hylden i Krogen kan der ogsaa være Lystighed - naar der kommer fremmede til Kaffe, og Frøkenen vimser ud og ind med Sølvkanden og Kringlerne paa et Fad. Frøkenen selv har ikke megen Ro, hun gaar fra Køkken til Have, henter Fløde i Flueskabet og de nedsukrede Jordbær ovre i Baghuset, og hun er bange for, at de ikke alle skal faa smagt paa Hyldesaften. Men de unge Piger, hendes Gæster, de ler og ler, fordi de sidder saa knebent, at de næppe kan røre Armene. Og den, der sidder yderst, bliver hele Tiden puffet ned - over i Liljerne. Frøkenen har altid saa mange, som maa med, og hun siger, der bliver nok Plads. Vi hjælper os, siger hun, og de unge Piger synes just, det er morsomt

Men flest er der dog paa den Tid, hvor "Træet bliver modent". Det er Kirsebærtræet, lige ud til Gaarden og ud over Smedens Stakit. Der ved Stammen er Havens 15 Hædersplads, hvor Hundene bliver begravet; det er en hel Kirkegaard med baade Navne og Aarstal: Ami og den ny Ami og Pollux. Ami blev saa gammel, at den var blind og altid maatte ligge paa Puder; den ny Ami blev kørt over. Frøkenen plejede den og plejede den, men tilsidst maatte Dyrlægen slaa den ihjel. Det var svære Dage for Frøkenen, for hun kan ikke taale at se noget levende lide, og om Vinteren tager hun alle de forfrosne Spurve, hun kan faa fat i, ind i Stuen og varmer dem og giver dem Brød.

Naar Træet er modent, er der flest fremmede. Alle skal smage Bærrene - dejlige spanske Bær, som Frøkenen tæller paa hver Gren. Hver faar jo ikke ret mange, naar der er saa stor en Flok, som skal dele, men det vilde dog aldrig være rigtig Kirsebærtid for Byens unge Piger, naar de ikke havde været omme hos Frøkenen og faaet deres lille Bundt Kirsebær, omvundet med det røde Baand. Aldrig i Verden rigtig Kirsebærtid ...

Siden hen paa Aaret bærer Vinranken, og Frøkenen plukker ned og sylter hen. Vindruerne faar man i Sukker, naar Vinteren kommer med sin Slud og Spurvene installerer sig i de tomme Stærkasser; og der ligger Sne i Gaarden, saa man knap kan naa over til Baghuset, og hele Haven er hvid, baade Gang og Bed.

Saa holder man sig i Stuen.

Der er ganske mørkt derinde og varmt fra Tørveilden, og hele Stuen dufter af Lavendler og gammelt Potpourri. Det laver Frøkenen om Sommeren. Saa samler hun Dynger af Roser og spreder Bladene ud paa Aviser og tørrer dem baade paa Sengen og paa Dagligstuebordet. Og naar saa Vinteren kommer, ligger de tørrede Roser paa den gammeldags Kakkelovnsplads og dufter som den skønneste Sommer ...

Frøkenen har læst. Men saa er det blevet for mørkt, og hun har lagt Andagtsbogen ned i sit Skød og har lænet Hovedet tilbage. Nu er hun faldet i Blund og sover med foldede Hænder. Og henne i Sofaen spinder 16 Kattene sagte, i Kakkelovnen snurrer Vandet til Te ... Der er Mørkning i Huset.

Men saa kommer Lygtetænderen ude paa Gaden, og han sætter Stigen til og tænder, og lige paa én Gang bliver der ganske lyst hen over alle de gamle Billeder paa Væggen og de hvide Stykker paa Stolene og Gulvtæppet, der er delt i mange Stumper rundt omkring.

Men naar der bliver tændt, vaagner Frøkenen paa Forhøjningen, og hun griber efter Brillerne og Bogen, og lægger Bogmærket ind, førend hun lukker den.

Saa aabner hun Køkkendøren og kalder. - Han tænder, Karen, siger hun. Den gamle Pige har ventet i Køkkenet, men nu kommer hun ind med lyserøde Baand i Huen og sætter sig paa Stolen ved Døren, ganske stille.

Dér sidder saa de to gamle Piger i Lygteskinnet hver med sine Tanker og taler ikke meget. Men hver Dag, naar Lygten tændes, siger Frøkenen højt ud af Døren: - Nu tænder han, Karen, og hver Dag kommer Karen ind, og hun sætter sig stille paa den samme Stol ved Døren. Og har de siddet dér noget sammen, og det snart kan blive Tid til Teen, rejser hun sig med et "Tak, Frøken", og gaar ganske lydløst, som hun kom. Og saaledes har det været i mange Aar.

Thi Karen er gammel i Huset Hun har tjent i Præstegaarden, og da Præsten døde, fulgte hun med "Jomfruen". Da var de temmelig unge, baade hun og "Jomfruen", og Karen var forlovet. Men saa gik det galt, og Kæresten rendte væk til Amerika. Kort efter begyndte Nabolaget at tale om, at det var slemt fat med Karen, og Smedens Kone kom ind en Aften til Frøkenen: for hun, som var stillet saa ene, maatte vide, hvem hun havde om sig, og maatte vogte sit Rygte ...

Men Frøkenen svarede, at det skulde hun vel vide, hendes Rygte plettede det ikke at gøre, hvad Pligt var. Og hun beholdt Karen, og hun plejede hende selv, og saa længe det levede, havde Barnet to Mødre i Stedet for én. Men saa døde det lille Væsen, og Frøkenen og 17 Karen var igen alene, og nu har de kun Graven deroppe i Kirkegaardskrogen ...

Den gamle "laver til" til The.

Hun sætter Tællelyset midt paa Bordet, og hun glatter Dugen.

- Jeg tænker vel, Line kommer, siger Frøkenen.

Line er kommen hver Aften i ti Aar. Præcis Klokken syv banker det, og Line kommer ind, stiv og gammel, og Frøkenen forsøger at raabe sin Veninde op, men hun kan ikke, og naar hun bringer hendes Tøj ind, siger hun i Sovekammeret til Karen: Jeg synes virkelig, Karen, det bliver værre og værre - Line kan snart slet ikke høre mere. Og Karen ryster paa Hovedet: Gud ske Lov for den, som har sine Sanser, siger hun.

Det har de nu sagt i ti Aar om Frøken Line.

Saa sidder de to Frøkener og nyder deres The i Tavshed, og en Gang imellem nikker de mildt til hinanden, siden de ikke kan tale. Bag efter lægger de Kabale og spiller Whist en deux.

Klokken ti følger Karen Frøken Line hjem. Saa pusler Frøkenen alene, roder i en gammel Skuffe eller læser Breve. Det er gamle gulnede Papirer, bundet i store Pakker med røde Silkebaand ... hele Dokumenter fra den Tid, hvor det var dyrt at skrive, og man vilde have meget for Pengene, naar man skrev.

Dem studerer hun med deres udviskede Skrifttræk.

Naar saa Karen kommer hjem, lister hun stille i Seng, og Frøkenen er alene. Hun sidder stadig bøjet over de gamle Breve, og naar hun løfter Hovedet og pudser Tællelyset, har hun ofte Taarer i Øjnene.

For de er døde, hendes gamle Venner, det er alt saa længe, længe siden, det, hun læser fra den Gang, hun var ung.

En Gang imellem gaar hun ogsaa ind i det lille Kabinet, hvor det dufter af Violrod og Æbler, og hun lukker Chatollet op og tager den lille Skuffe ud.

Saa finder hun et Par gamle Blomster, tørrede og 18 klistrede paa Papir, et Stambogsvers med alt for mange Fødder og inden i en Sølvkapsel en lille Silhuet...

Hun gaar rundt i Huset, dækker til og lukker. Ser til Fuglene, som sover i deres Bure, og giver Hunden Vand. Og det er sent paa Natten, inden Frøkenen sover med Katten ovenpaa Dynen.

DEN SIDSTE AFTEN

Det var blevet den sidste Aften. Fest var fulgt paa Fest, og rundt i hele Sognet var "Kandidaten"s Skaal blevet drukket baade i Champagne og Kirsebærvin. Saadan var Ugerne gaaet, og nu var det den sidste Dag, ud paa Aftenen.

De sidste Timer vilde man have for sig selv og være alene; de syntes alle, de havde nok af Fester. Desuden var det en lang Afsked, man i Aften havde for sig, lang og smertelig; thi Batavia er meget langt fra Danmark, og til Batavia skulde han. Derfor mente ogsaa Enkefruen, at i Aften maatte enten de stærkeste Lænker bindes, eller alle Baand brydes ... Hun havde lejet en Vogn, og de var kørt over til "Vænget", men Stemningen havde været mat paa Turen. Selv Præstens Johanne - den eneste Gæst foruden ham - havde været adspredt og forstemt. Fruen og Marie, hendes ældste Datter, havde uafbrudt syslet med Kaffen, først med at lave til og siden med at tage af Bordet; de tre andre skulde spadsere. Men naar de kom til en snævrere Sti, hvor Underskoven mørknede og gjorde Vejen mere dunkel, kom Johanne altid bag efter eller foran de andre; snart skulde hun plukke Bregner inde mellem de høje Stammer, snart fandt hun noget Mos, der var saa fristende blødt, at hun maatte prøve at sidde paa det. Naar hun saa atter traf de andre, saá hun hurtigt spørgende først paa hende og saa paa ham. Men hun var bestandig bleg og adspredt, og han bestandig munter - en sorgløs Munterhed, der havde glemt Batavia og 20 som ikke tænkte paa Afsked. Da de kom ned til Vognen hviskede Johanne til Marie: Det vil gaa bedre hjemme.

Der blev ikke talt meget paa Hjemturen. Og netop fordi alle følte, at der maatte tales, kunde ingen. Han var ogsaa blevet tavs; maaske var det Sommeraftenens Vemod, der dræbte Latteren paa hans Læber, maaske var han nu ogsaa kommen til at tænke paa, at det dog var hans Barndomshjem, der, dækket af Aftenens Taager, for sidste Gang laa for hans Blik. Men da de andre lagde Mærke til hans Tavshed, blev deres Forventning, der havde været kvælende som en betagende Angst, atter vakt til Liv, og Johanne vandt sin Munterhed tilbage. Hun gav sig til at synge en af Heises Romancer, Marie faldt ind efter første Vers. Tonerne flød sammen med Sommeraftenens Stemning omkring dem.

Ude bag Bakkerne i Vest gik Solen ned; Højdernes bløde Omrids bliver skarpe som Silhuetter mod den rødligflammende Baggrund. Neden for Bakkerne i Mosen bølger Taagen som tusinde Slør: Mosekonen brygger. Og set i Afstand ser Taagen ud som en stor Sø, der i Sommernattens Stilhed drømmende venter paa Dagen. Nærmere ved Vognen, paa Markerne lige ved Vejen, dufter de sødlige Kløverblomster omkring dem. Og Dæmringen bliver tættere ...

Man kom hjem, og man satte sig til Bords, men Enkefruens Retter stod næsten urørt, han var den eneste, der spiste. Hans Stemning havde vekslet, og han var igen bleven munter; han spøgede med Johanne, drak paa "det, hun vidste nok", ønskede Marie Held med sit Udstyr og et glædeligt Bryllup og takkede Enkefruen i det tredje Glas Portvin. Emilie sad ganske lige, helt rank paa Stolen, men alting dansede for hendes Øjne, og hun vidste, at hun vilde briste i Graad, hvis hun blev nødt til at sige blot det mindste Ord. Graaden sad hende i Halsen, saadan helt oppe i Struben, stemmende næsten for hendes Aandedrag. Men rank sad hun.

21

Man gik ud i Haven. De andre holdt sig tilbage. Fruen skulde have et Slag om sin gigtsvage Ryg. Han og hun gik gennem Nøddegangen, der er smal, saa Buskenes Grene uafbrudt strejfer hendes Kind. Hvor der er køligt derinde og ganske stille. De hører deres egne Trin i den bløde Jord. De er gaaet nogle Skridt i Tavshed, saa tager hun sig sammen og taler ... hendes egne Ord lyder i hendes Øren som en fjern og fremmed Lyd, hans muntre Svar kan hun næppe fatte ... Gid de var ved Enden af Gangen.

De kom alle ind igen. Marie byder Jordbær rundt. Enkefruen søger forgæves at holde Samtalen vedlige, hun er rød i Hovedet, medtaget, echaufferet, og hun sidder ubevidst og rokker febrilsk med Hovedet, saa Blomsterne paa hendes Kappe dirrer. Johanne skotter til Uhret. Naar Samtalen gaar istaa, hører man dets rolige, uforstyrrede, uophørlige Dikken, ligesom en spottende Røst. Han sidder roligt, bøjet over sin Tallerken og maser sine Jordbær i Fløden; hans solbrændte Ansigt, der belyses af Lampen, er roligt, kækt og tillidsfuldt. Han vil gøre sin Lykke i Batavia. Emilie har sat sig i en Krog; som bag et Slør ser hun henne fra Skyggen dette Ansigt, som hun elsker, belyst af Lampens Skin, saa roligt, uforstyrrelig muntert. Og det er hende, som hendes Hjerte skulde høre op at slaa.

Moderen gaar ud af Stuen, ind i det andet Værelse. Hun skal "dække sine Kanariefugle til". Lidt efter rejser ogsaa Johanne og Søsteren sig og gaar hen mod Havedøren ... Emilie ser det og vil rejse sig for at følge efter. Hun kan ikke være alene med ham ... Men hendes Knæ vil ikke bære hende, hun kan ikke komme op ... Nu er de ene.

Paa Spisestuedøren ser man Fruens Skygge, hendes spidse Næse og Blomsterne, der dirrer paa Kappen; ude i Haven, lige neden for Trappen, staar de unge Piger klynget op til hinanden og hvisker ganske sagte. Inde i Stuen hører man ikke andet end Uhrets pinlige 22 Dikken. Om Lysene ved Klaveret summer en enkelt Myg.

Han sætter Tallerkenen fra sig og tømmer sit Glas Sherry.

- Er de andre gaaet?

- De gik ud i Haven, svarer det dæmpet fra Krogen.

Maaske var det noget i Stemmen, i Tonen af dette Svar, maaske hele Luften og den ganske Stemning i Stuen, der fik ham til at tage sig ned over Panden og ligesom besinde sig lidt...

Hviskningen standser i Haven, Skyggen af Fruens Hoved holder sig ganske stille.

- Det kan s'gu ikke nytte at græde for'et, siger han efter en Pause; man bliver jo rig derovre, og Mo'er trænger til det.

Han rejser sig som for at ryste den nye Stemning af sig, gaar saa hen over Gulvet og standser ved Vinduet.

Hun sidder stadig i Krogen, gemt helt inde i Skyggen og kæmper for at kunne tale. Men Tankerne suser larmende forbi hendes Hoved, og det er hende, som om den Lyd, hun vil hente, sidder fast under en knugende Vægt i hendes Bryst. Og de andre kommer ikke ind - hvorfor ikke? hvorfor vil de dog plage hende saaledes?

- Spil lidt til Afsked, siger han og vender sig. Du har spillet saa lidt i disse Dage.

Hun synes, at Gulvet gaar ned i en Dal og atter op, inden hun naa'r Klaveret, der staar lige ved Døren til Haven. Hun søger som i Blinde efter de hvide Taster. Nu kan hun i det mindste blive fri for at tale.

De første Toner er larmende, Strengene støjer under hendes hurtige Hænder. Men snart bliver Spillet mere mildt, en sukkende, dæmpet Melodi, mættet af vemodige Taarer.

Og mens hun spillede, drog i de vekslende Toner hendes Ungdomslivs Billeder forbi.

Hver Akkord var et Minde, hun gemte, hver af de dragende Toner var en Drøm, hun hilste til Afsked.

23

Hun saá dem sejlende i det store Trug nede paa Præstegaardens Dam. Han var en mægtig Konge, der drog i Brudefærd med den dejlige Prinsesse. Og paa den anden Bred laa Æventyrets brogede Land. Hun sad med Blomster i Haaret og saá paa ham, der stagede Baaden, staaende oprejst med den gyldne Paphjelm paa Hovedet. Og hun troede, at den lykkelige Fart skulde vare for hele Livet...

Sommernattens Luftning slaar, mættet af Rosenduften, ind gennem Havedøren. Myggene surrer om Lampen; Taffeluhret dikker uophørligt.

Emilie spiller til Afsked for sin Kærlighed og ham, hun havde kær ...

De er begge blevet ældre ...

Han er i øverste Klasse inde i Skolen i Byen, og han skal snart være Student.

Saa sad de en Aften sammen bag Rosenhegnet i Haven, Haand i Haand, hun huskede det godt Og han tog forlegen et Digt frem og læste det for hende. Det handlede om Kærlighed, og da han havde læst, sagde han:

- Det er jo om Dig det handler!

Og saa kyssede han hende lige paa Munden, mange Gange, mange Gange ...

Hun rev sig løs, men Versene lærte hun udenad og sagde dem tusinde Gange, og intet Digt i hele Verden var saa smukt som dette. Hun var jo selv Heltinde i Digtet.

- - Saa kom de mørke Tider, da han blev borte for hende ...

Hvor Tonerne er bløde, milde, smeltende Akkorder, ligesom tungsindige Sange, Kvinder nynnende hvisker.

Hun spiller sidste Gang for ham, hendes Hjerte elsker.

De havde været sammen paa Bal. Det var i Julen ovre paa Vedbygaard. Der var en Dame fra København i en gul Silkekjole med mange Violbuketter. Han dansede næsten hele Aftenen med den Dame. Hun var saa 24 koket og slog Slæbet op over Armen, naar hun dansede. Og saa spurgte han hende, om hun ikke var smuk. Hvor hun græd, da hun kom hjem, og hvor hun hadede denne Dame med den fejende Silke og de duftende Violer ... Men saa havde hun taget Digtet frem og læst det om igen ... og hun var Heltinden i Digtet.

Hun havde været blind, og disse Toner var Gravsangen over hendes Kærlighed.

Saa havde de leget Tagfat en Sommeraften her nede i Haven. Og de var mødtes i Nøddegangen, pustende af det stærke Løb. Han havde taget hendes Haand og havde trykket den. Hvor hun følte Trykket endnu, kraftigt, varmt havde han trykket den.

Kærligheden lever af lidt, og hun havde bestandig haabet, at hun var Heltinden i Digtet. Med ham til Styrmand stævnede hun i Baaden over mod den anden Bred - Eventyrets brogede Land.

Men nu var Digtet forbi - og han stod alene i Baaden. Hun sad tilbage paa Bredden, og hun syntes, at alle Blomster havde sænket deres Hoved, og Aftenens Skumring lagde sig om hende - - -

Fruens Skygge bevægede sig uroligt paa Spisestuens Dør. De unge Piger lyttede anspændt.

Han stod og legede med sin Urkæde.

Tonerne lød mere afbrudt end før, ligesom dæmpede Skrig og uregelmæssige Suk. Saa holdt hun op.

- Tak, Emilie, sagde han bevæget, jeg synes aldrig, Du har spillet saa smukt. Ordene lød hjerteligt og varmt. De Toner skal jeg huske i Batavia.

Han rakte Haanden frem, men hun rejste sig hurtigt, vendte sig og gik hen til Vinduet.

Der var længe stille. Fruens Hattebaand gik heftigt op og ned. Marie tog sig hurtigt sammen og traadte rask ind. Johanne fulgte efter med Taarer i Øjnene og meget bleg.

- Det er vist paa Tiden at bryde op, sagde hun. Hun tager Afsked, og han gør ogsaa Mine til at gaa. En underlig, nervøs Afskedstagen, hvor man undgaar 25 at se paa hinanden, hvor den enes Haand ligger løst i den andens, og hvor man lader, som om man skulde ses den næste Dag ...

Fruen og Marie følger dem ud i Haven. Emilie staar bestandig ved Vinduet. Hun vendte sig kun halvt, da han bevæget og sagte sagde hende Farvel...

Og medens hun hører Stemmerne fra Haven, staar hun taareløs og stirrer ud i Mørket.

FRAGMENT

Der var en forunderlig Duft over dette Værelse, ikke af Hyacinther eller Heliotroper eller af Roser, i det hele taget ikke af Blomster - nej, det var som i den lune Luft hvert enkelt Gardin, hvert enkelt af de mørkerøde Forhæng, af Bordenes tunge Tæpper og af Chaiselonguernes Puder udaandede en sødligthidsende Vellugt, saa Luften blev tung, og man aandede vanskeligt...

Der gives Dage sent i August mod Sommerens Slutning, hvor Heden er kvælende, Luften svanger med Torden; og alle Blomster dufter stærkere, Heliotroper og de sildige Jasminer, mere berusende, mer betagende.

Og de Dage er paa samme Tid vor Sommers Farvel og Sommerens Fuldkommelse.

Lyset fra den høje Lampe forvilder sig i Portierernes dunkelrøde Atlask, glimrer og funkler mellem Etagerernes Nipsting, lægger sig kælent over Divanens Blødhed; og det mørkerøde Atlask gækker og leger med Lyset og dets Straaler ligesom en glødende Drue, der funkler i et Genskin fra Solen, selv i Vinstokkens dækkende Skumring. Saaledes gløder gennem det dæmpede Lys Dørenes Forhæng, Bordenes Tæpper og Stolenes Silke... Skæret fra Kaminen glider ud og ind, legende muntert med Tæppets Rosenbuketter. Lys og Skygge veksler paa Kamintæppets Panterskind, Mørkets Linjer bøjer sig fremad og viger.

Kun ned over Bordet og ham, der sidder bøjet over Bogen, gyder den høje Lampe sit stærke Lys. Han et Barn endnu med Barnets bløde Træk og Kinder, fint 27 dunede som en Kvindes. Den Gang, da Fortidens Mester skulde mejsle den unge Augustus, gav han ham denne Pande og disse Læber. Og de store Øjne ser drømmende fremad, som om de bestandig ventede Svar paa et Spørgsmaal. Et Barn endnu - selv hans Stemme klinger dæmpet som en Kvindes, indsmigrende som et Barns, naar det beder ...

Hun sidder lænet tilbage i Sofaens Puder og lytter med Hovedet støttet paa sin Arm og Øjnene lukkede halvt: En Juno at se til. Halsens gulblanke Hvidhed blinker bag de sorte Kniplinger, og Brystet hvælver sig højt under det mørke Atlask. Ærmet er gledet tilbage; og oppe fra Haandleddet, der er rundt og lige, følger man den fyldige Arm lige til Albuen. Hendes Ansigt ligger i Skygge. De fyldige, røde Læber, den lige Næse, den lave Pande, skjult af det bølgende Haar. Og Øjnene, bag de lange Øjenhaar glimrer de frem under de sænkede Øjenlaag som en kortglødende Flamme, der tændes og slukkes hurtigt.

Men Fruen er distrait og drømmer mer end hun lytter.

Det er "Jason med det gyldne Skind", de læser.

Vandringen i Haven, Elskovsmødet under Dyrehavens Træer.

Hun véd, det er om Kærlighed, han læser, og hans Stemme lyder ind til hendes Sjæl ligesom en vuggende Musik, til hvilken hun selv sætter Ord. Men naar han vender Bladet og hæver Blikket, mødes deres Øjne hurtigt, hans med et bange, næsten angstfuldt Spørgsmaal, hendes glimrende med Straaleglans, æggende imod ham. Og mens han læser, hører han ængstet sit Hjerte banke uens, og hans Strube snøres sammen.

Efterhaanden bliver hans Stemme mere dæmpet, Rødmen paa hans Kinder veksler med Bleghed. Øjnenes Glans bliver fugtig og svømmende ...

Rundt om ham funkler det mørkerøde Atlask som i en dunkel Helligdoms drømmende Halvlys, og hæver han Blikket, vil det møde hendes.

28

Han holder krampagtigt om Bogens Blade, mærker en pludselig Kulde, synes næsten, han bliver svimmel.

Hun bøjer sig længere tilbage og snor en Haarlok mellem sine Fingre.

Han er naaet til Felix' Dagbog. Bogstaverne danser for hans Øjne, Stuens tunge Luft forvirrer ham, han længes efter Friskheden ude, efter Kulden; hans Tænder klaprer, dog føler han sig hed. Og han synes, at han maa raabe højt for at overdøve sit Blods Susen, der larmer i hans Øren, men Ordene kvæles i hans Strube ... Og om et Øjeblik vil han briste i Graad - ja, han vil ikke kunne holde Taarerne tilbage ...

Hun lukker Øjnene helt, Øjenhaarene sitrer og hendes Næsebor skælver.

- Som Saltvandet kvæger den skibbrudnes Tørst, saaledes kvæger hendes Elskelighed mig.

- Stakkels Felix, hvisker han.

- Hvorfor? Han maatte dø.

- Maatte dø? Han lukker Bogen og ser over mod hende. Der ligger som et Slør for hans Øjne.

- Ja, hans Kærlighed var jo -kun en Drøm. Hun rejser sig og smiler.

- Men hvad forstaar De Dem paa Kærlighed, De, Barn!

Barn, nej, han er intet Barn; han elsker jo som en Mand, elsker, hun véd det jo, hun maa vide det.

Se, hvor hun gaar langsomt hen over Gulvet, vuggende i de runde Hofter, runde, stærke Hofter. Og midt i Stuen vender hun sig og smiler. Kan nogen anden Kvinde smile saadan? saadan lokkende, betagende som hun. At trykke et eneste Kys paa disse Læber, der smiler ... Hans Kinder brænder, og hans Læber er tørre, Aarerne i hans Pande svulmer. Aa, hvor hans Læber tørster!

Hun sætter sig halvt liggende paa Chaiselonguen foran Ilden.

- Kærligheden maa leve, siger hun dæmpet, mere 29 til sig selv, som det synes, end til ham. Elskov er Liv

- hans var kun en Drøm.

Hun tier. Blodet larmer i hans Øren, men gennem Larmen hører han hendes Ord som en fremmed Klang og langt borte. Han ser henimod hende. Der ligger hun halvtudstrakt, mens Skæret fra Kaminen kysser hendes Haar. Se, hvor Lyset glider ud og ind! ... Naar han blot kunde se hendes Øjne - saadan glimtende, med denne Glans fra før ... men hun har vendt Ansigtet bort og stirrer ind i Ilden ... Hvor han dog fryser, og hele Tiden er det ham, som om han skulde kvæles, og som en grusom Haand trykkede hans Strube sammen med lange Fingre.

Hvad om han flygtede? ud, bort, ud i den friske Luft

- . . eller hvad om han ...? nej, det er umuligt, han tør ikke, han tør det ikke ...

Men han maa tale. Denne Tavshed maa brydes, den kan ikke blive ved. Og for hvert Sekund, der gaar, bliver det vanskeligere ... Og hun siger intet, slet intet.

Men nu vender hun sig og smiler. Han ser hende gennem en Taage, ser hende fjærnt, langt borte ... langt borte ligger hun, smilende til ham, med det lysende Skær over Ansigtet...

- Ja, Elskov er Liv, siger hun. Et Øjeblik tier hun:

- Livet

- Livet.

- Aandedrættet og Livet.

Det lyder igen som en døende Tone gennem hans Sansers bedøvende Larm. Men alligevel - han behøvede jo næsten kun at række Haanden ud for at røre ved hendes Haar ...

Hun ser længe paa ham, støtter Hovedet paa sin Arm og siger:

- Barn.

Der var tusind Kærtegn i den ene Lyd, tusind Kys og tusind Kærtegn.

- Store Barn, som De er, store Barn. Som for at 30 bringe ham til Ro glatter hun hans Haar med sin Haand. Men han river Haanden til sig, og medens han mumler nogle Ord, som næppe han selv har forstaaet, bedækker han hendes Fingre med sine tørstige Læbers tusinde Kys ... et stakkels Barns første Kærlighedskys ...

- Aandedrættet og Livet.

PERNILLE

- Men saa skynd Dem dog, Jomfru Olsen, siger hun, medens hun staar og tripper i Pernilles smaa, spændebesatte Sko. Klokken er over ni - -

Hvor hun dog glædede sig umaadelig til det Karneval. Hun havde jo aldrig været til Karneval før, ja det vil sige nok til Maskerade: hjemme paa Egnen havde Præstens jo en Gang haft Kostumebal, og hun havde været Pierrette, og Godsforvalteren havde friet til hende under en Mazurka; han var Lansknægt fra Wallensteins Tid og havde en stor Knebelsbart for at skjule sit Hareskaar; men det var slet ingenting, de kendte jo hinanden allesammen, og de tog Maskerne af ligestraks ... Men nu i Aften, saa var det rigtigt, stort, umaadelig dejligt ... saadan ... ja hun vidste jo slet ikke, hvordan ... Men glæde sig, det gjorde hun, og hun stod og trak i sine lange Handsker og pillede ved Pernilles hvide Forklæde ...

- Kunde Frøkenen ikke staa lidt roligt, siger Jomfru Olsen tørt... Ellers stikker jeg Frøkenen.

- Ja, men, Jomfru Olsen, jeg glæder mig jo saa umaadeligt, saa ganske voldsomt, Jomfru Olsen!

- Frøkenen har da danset før, siger Jomfru Olsen, medens hun hæfter Pernilles Hue fast paa Haaret

- Ja, danset, svarer Pernille medlidende, men det er jo ikke at danse at gaa paa Karneval, Jomfru Olsen. Det er jo slet ikke at danse - det er noget... noget helt andet.

Og Pernille ler til Spejlet

32

- Tror De, der bliver mange Perniller, Jomfru Olsen? spørger hun.

- Det véd jeg saamænd ikke, Frøken.

- Ja, men vist i alt Fald ikke mange saa korrekte som jeg, for Onkel Bernhard har givet Tegningen. Og saa smiler hun til sit eget Billede i Spejlet. Maaske heller ikke ret mange saa kønne, tænker Pernille og rødmer ved Tanken, for hun synes selv, hun er nydelig.

Hun ser paa det smukke Liv og paa Huen, som sidder lidt paa skraa.

- Jo, jeg er net, siger hun til sig selv, og saa giver hun sig til at nynne af Glæde.

- Har De aldrig været paa Karneval, Jomfru Olsen? spørger hun og bliver ved at se ind i Spejlet.

- Nej, Frøken.

- Stakkels Jomfru Olsen, siger Pernille.

Og saa kører hun med Onkel William og Tante Fanny.

Sikken Hjertebanken hun har i Vognen, hun mærker godt, hun bliver baade rød og bleg, og hun har klamme Hænder.

- Naa, Marie, siger Onkel William.

- Aa, ja, Onkel, jeg glæder mig nok saa umaadeligt, men jeg véd ikke - bare vi var derinde. Jeg er saa fortumlet i Hovedet. Det er Glæden. - -

- Nej, Onkel William, det er jo ækelt, det er slet ikke, som jeg havde tænkt mig, siger Pernille. Maskerne glor saa stygt. Hun hænger sig fast ved hans Arm, angst, helt skræmmet. Og den væmmelige Henrik forfølger mig hele Tiden ...

- Jeg tænkte nok, Du ikke vilde more Dig, siger Tanten.

- Jo> j^g morer mig nok, Tante - hun gemmer sig helt ind hos Onkelen - men jeg havde tænkl, at... Hvor mon Hr. Herløv er? spørger hun saa uden Overgang og lidt hurtig.

- Himlen véd det, han har spist til Middag hos 33 Grosserer Bechwiths. Han kan naturligvis ikke gaa fra sit Selskab og den smukke Fru Kramer.

- Nej, siger Pernille, det kan han naturligvis ikke. Hun gaar lidt i Tavshed. Naturligvis, siger hun saa igen.

Men Hr. Herløv kom.

De sidder nede bag nogle høje Planter - Pernille og han - de har siddet der en hel Time, og Onkel William er fortvivlet, fordi han ikke kan finde dem.

- Men - jeg kunde jo kende Dem lige straks, Hr. Herløv. Jeg k-unde have kendt Dem mellem Tusinde. Men De kendte slet ikke mig. Hun kigger lidt frem. Hør, hvor Folk dog ser latterlige ud. Synes De ikke?

- Jo-o, det er haardt nok at bære sine egne Klæder, men at bære andres, det er næsten umuligt...

- Jeg havde nu troet, at Karneval var noget ganske andet, siger Pernille og stikker den lille Sko lidt frem under Kjolen.

- Hvad havde De da tænkt Dem, Frøken? spørger han smilende.

- Aa, det var egentlig noget dumt noget, jeg tænkte - nu indser jeg det nok. Men jeg havde troet, at alle Folk var meget kønnere, og at... der var mange flere Riddere ...

Han ler.

Karnevalets Støj summede om dem, de sad i Ly af de tætte Buske. Inde fra Dansesalen lød en forvirret Klang af Orkestrets Melodier. En Gang imellem, naar Larmen steg, maatte de bøje sig ganske tæt sammen for at kunne høre, hvad de sagde.

Pernille syntes, at det var en dejlig Krog her bag Laurbærtræerne, og Herløv glemte helt sit Selskab. Hun var saa fortryllende; den yndige lille Pernille var et helt Foraar, der var mange Fru Kramere, Fru Kramer kunde han se i Morgen, i Overmorgen, hver Dag, men Pernille var Foraaret, uberørt og friskt, yndigt og fortryllende. Han bøjede sig ind under Fortryllelsen. Han sad hele 34 Tiden og undrede sig over, at han aldrig havde set det før, hvor smuk og frisk hun var. Han havde jo nok altid fundet hende meget net og fordringsløs, men han havde dog aldrig rigtig set hende. Og nu i Aften var han helt betaget af hende.

- De er yndig, Frøken Holm, sagde han pludselig, ganske yndig.

Og hun var yndig: hendes røde Læber smilede, Øjnene lo, Lykkens Skær laa forskønnende over hendes Træk. Den lille Pernille var forelsket. Den første Forelskelse. Alt er Drømme, Drømmerier, ubevidst Velbehag og Længsel. Den første Forelskelse er Kærlighedens Førstegrøde, født i Hjertets Barndom paa Sjælens Foraarsdag. Blomsten aabner sig halvt, og Solstraalen, der kysser dens hvide Bæger, trænger legende ind mellem dens Blade. - - - Det er første Gang, den kysses af Solen.

Marie havde jo længe været forelsket i ham, hele Vinteren, lige saa længe hun havde været herinde og taget Undervisning. Det var en Forelskelse, som levede af lidt, af et Blik, af et flygtigt Møde og et Haandtryk. Den, der elsker som hun, trænger ikke til Ord, hun er lykkelig ved at se - ikke til Hyldest, hun vilde føle sig uværdig til den.

De Dage, hun havde mødt ham, syntes hun, at alle Mennesker var gladere, og at Solen skinnede klarere, hun følte hans Haandtryk i mange Tider, hun længtes, naar hun ikke saá ham. Men mer havde hun aldrig tænkt...

Her i Krogen bag Laurerne fik hendes Kærlighed Vækst. Den blev vækket af Musikkens Melodier, udfoldet under Karnevalets Hede, den fik Mod i den glade Nat.

- Skal vi ikke danse? spurgte Herløv. De dansede.

Aa, hvor Musikken dog lød dejlig, ligesom Fuglesang, tænkte Pernille, men hun sagde det ikke, hun turde 35 ikke; saa vilde han le ad hende, han lo saa tidt, naar hun sagde noget af det, hun saadan rigtig følte helt indvendig. Det var naturligvis ogsaa dumt og affekteret alt saadant noget, man sagde helt inde til sig selv. Hun holdt heller ikke af at tale, hun vilde hellere ligge ganske stille inde i hans Arm og bæres - langt, langt bort og bestandig bæres. Hun lagde Hovedet lidt ind mod hans Skulder. Hvor han førte hende fast! Man var saa tryg herinde i hans Arme. Hvis hendes Moder nu var her, hvor hun saa vilde græde! Lægge sig ind til hende og græde rigtig ud - længe, længe.

Hun følte, han var hendes, helt og aldeles hendes, han saá saa mildt ned paa hende, spørgende og smilende. Maaske var der noget i Smilet, hun ikke rigtig forstod, noget, hun blev saa underlig undseligbange for, men alligevel var hun glad. Det maatte være Kærlighed, der saá saaledes paa hende og bar hende saadan trygt frem. Det maatte være Kærlighed ...

Han førte hende bort fra Dansen, ud af Salen. De var begge blevne varme, kortaandede - lidt gispende Aandedrag - rødplettede paa Kinderne. Hun hang lidt fast paa hans Arm, han var meget bange for, at nogen skulde støde til hende i Trængslen.

De satte sig ude i en kølig Sal.

- Her er dejligt, sagde hun og lænede sig op til Springvandsbassinet. Ja, der var da ogsaa dejligt derinde, tilføjede hun og saá op paa ham.

- Men en forfærdelig Trængsel, sagde han.

- Var der?

De sad hinanden ganske nær, helt inde i et Indhug af Bassinkanten. De sagde ikke meget. Naar de tav, kunde de høre Musikken ganske svagt oppe fra, og det syntes de begge to var dejligst. De behøvede ikke at tale, de var saa glade ved blot at sidde her sammen. Bag dem plaskede Springvandet ganske sagte, blødt, som om det pludrede i Takt til Musikken oppe fra Dansesalen.

36

Men saa begyndte Tavsheden at forvirre hende, og hun vilde bryde den.

- Hvordan har De moret Dem? spurgte hun. Lige da hun havde sagt det, blev hun rød i Hovedet: hun vidste jo godt, at han havde moret sig godt.

- Udmærket naturligvis, sagde han, og da deres Blik mødtes, smilede de begge to. Og De?

- Jeg? aa, jeg har aldrig troet, man kunde more sig saa vidunderligt.

Saa blev der igen Tavshed. Springvandet mumlede uophørligt. Pernille syntes, det gav sig til at tale, men hun turde ikke høre efter, hvad det sagde - -

Han saá paa hende, han havde taget hendes Haand, talte dæmpet Og medens Nattens Timer gik, blev der vekslet mer end halve Ord og givet hele Løfter.

Da han hjalp hende Kaaben paa, kyssede han hende i Nakken lige under Haaret. Hun syntes, Blodet brændte dér, hvor han havde kysset, blussede heftig og saá paa ham. Hun havde Taarer i Øjnene. - - -

- Nej, Tante, jeg skal ikke forkøle mig, raaber hun. Hun lukker Døren, drejer Nøglen om to Gange. Hun maa være alene, helt alene. Hun trænger til at klare sine Tanker, til at fortælle sig selv alt, hvad hun har oplevet

Men hun vil ikke begynde at tænke endnu; hun vil først i Seng, og saa vil hun ligge der ganske rolig og drømme det altsammen om igen ... Bare skynde sig at komme i Seng ...

Ja, hvor det er dejligt at elske, saa dejligt, at hun slet ikke véd, hvordan hun skal maale det. Hun kan dukke ned i sin Lykke ligesom i et stort Hav. Hun laa længe ganske stille, med foldede Hænder og med Øjnene lukkede. En Gang imellem smilede hun, et blødt, længelevende Smil. Saa virrede hun lidt med Hovedet, rejste sig for at slukke Lyset, greb det og satte Fødderne ud paa Tæppet.

Hun gik med Lyset i Haanden hen over Gulvet, 37 stansede foran Spejlet og løftede Lyset op, saa Skæret faldt paa hendes Ansigt, smilede, rødmede og pustede hurtigt Lyset ud - - - trippede i Mørket hen over Tæppet. Pludselig gav hun sig til at nynne den Vals, hun havde danset med ham, hun laa længe og sang den ganske sagte. Saa faldt hun tilsidst i Søvn, luilet ind af sin egen Sang.

Det var højt op paa Dagen, da hun vaagnede. I Begyndelsen kunde hun slet ikke samle noget: da hun lidt efter lidt kom til sig selv, gik hun helt op i et uendelig saligt Velvære, en vis Tryghed, hun mere ubevidst betoges af end egentlig gjorde sig klar. Saa kom der en stærk Længsel efter at se ham. Men han maatte jo komme i Løbet af Dagen.

Hen paa Eftermiddagen kom Onkelen ind med et Brev.

- Det er til Dig, Marie, sagde han, fra hvem Satan kan det dog være?

Marie greb efter Vejret. Hun følte som et Sting i Brystet, tog Brevet.

- Ja - det var fra ham, hun kendte Haanden, han havde en Gang skrevet nogle Ord bag paa et Visitkort til Tanten - - - hvorfor turde hun dog ikke lukke det op -

Hun foldede Brevet op. Der stod ikke mere end tre Linier. Hvor hendes Haand rystede.

- Ogsaa for Dem, Frøken, var jo alt det, der hændte i Aftes, kun en lykkelig Spøg.

Brevet gled ud af hendes Hænder. Hun syntes, at hendes Følelse var stivnet, at Aandedraget døde hvinende i hendes Bryst. Hun saá kun Brevet, som gled ned ad hendes Kjole. Papiret var en graa Plet midt i alt det sorte.

- Naa, fra hvem er det saa? spurgte Onkelen.

- Fra Hr. Ingerslev, sagde hun. Han be'er, om jeg vil spille i Morgen.

Hun vilde gerne været gaaet ud af Stuen, men der 38 laa som en tung Vægt paa hendes Skød. Hun kunde ikke rejse sig - - -

- En Spøg - en Spøg - hun lænede Hovedet tilbage mod Væggen og lukkede Øjnene. Hun mærkede, at hendes Kinder var isnende kolde ...

- En Spøg - en lykkelig Spøg ...

CHOPIN

Jeg var kommen derned for at undersøge nogle gamle Billedværker paa det gamle Stiftsbibliothek, og mine Undersøgelser trak, som næsten altid, længer ud end jeg havde ventet. Egentlig var det ikke synderlig morsomt for en fremmed at ligge der og halvdrive i den lille, solvarme By. I sine Fritimer at sidde døsende over en Bog paa en umagelig Stol i et Gæstgivergaardsværelse, for hvilket vort Aarhundredes Komfort var et ukendt Begreb, hvis Vægge var hvidtede, og hvis Stole var betrukne med Hestehaar og stoppede med Hø, hvis eneste kunstneriske Prydelse var et gammelt Portræt af Frederik den Sjette, og hvis Seng var et uhyre Monstrum fyldt af mægtige Dyner, som midt i Sommerens Hede lod dens ulykkelige, transpirerende Ejermand forsvinde i et Hav af Gaasefjer og hjemmegjorte Drejler. At hænge ørkesløst ud af Vinduet og se ned ad den sollyse Gade, den irriterende sollyse Gade, hvor Konsulens røde Hus laa og bredte sig i Solskinnet og var vigtigt af sine Spejlglasruder og sin Flagstang. Nederst nede Apothekerens graa skidentfarvede Sted med de mange hvide Markiser, Købmand Lunds gammeldags Stentrappe; tilhøjre, paa den anden Side, Rebslageren og Barberens Skilt. Barberen var rigtignok død, og Enken havde hævet Forretningen, men de to gule Bækkener var blevne hængende. Enken nænnede ikke at tage dem ned, og det gjorde ikke noget, at de hang der: al Verden vidste jo dog, at Barberen var død - og Skiltet pyntede i Gaden. Ellers intet, slet intet at se 40 paa langs ned ad den sollyse, stilfærdige Gade. Og vendte man Hovedet, havde man Landevejen med sit Støv og sin Solhede, nogle afsvedne Marker og ude i Horisonten en Bakke, der laa brak i oppløjet Tilstand. Skraas overfor mit Vindue et lille Kig ned i "Gyden". Nedenfor Gyden nogle grønne Træer, Spadseregangens Linde.

Byen var stolt af de Spadseregange, og den kunde nok have Grund til sin Stolthed. Det var nogle dejlige Alléer, dejlige om Formiddagen, naar Sommerhedens Dis laa som et dalende Flor ude over Fjorden og Kysten, naar Varmen bagte Strandens Stene og gjorde Badehustagene næsten glødende i Branden. Saa sad man inde under Skyggen, kølig gemt og saá ud i Sollysets Leg, der brødes med Sommerdagens Taage, gled frem med det glidende Vand og spillede paa de vekslende Krusninger. Straalerne gnistrede og kæmpede, brødes med de tusinde Reflekser, ligesom svøbte sig ind i den Dis, de selv havde skabt ... Men selv sad man inde i Skyggen. Dejlige ogsaa om Aftenen. Dæmringens lysende Skær ligger som en skinnende Taage, et Slør over Dagen, som skal komme, ude over Vandene og Fjorden, der bæver som et sitrende Spejl, paa hvilket en Aande har dugget. Men under den duggende Aande leger det metalblanke Spejl alligevel med Straalerne og Lyset. Bølgerne blinker og glimter, viger ind under Glansen, taber sig ude i Mørket, skinnende som mørkblankt Metal, der fanger de skiftende Straaler i en violfarvet Brydning og kaster dem dæmpet tilbage for at kæmpe med de Tusinder af Glimt, der gnitrer, brydes og strider ude i Lyset og Glansen. Men inde under Lindenes Tætning ligger Mørket duftende og svalt. Hvor er dette Mørke dog ikke hemmelighedsfuldt - gennemtrængt af Lindeduftens Sødme, af Friskheden ude paa Vandet, opfyldt af Grenenes Hvisken, befolket af Sommeraftenens Drømme.

Og Alléerne strækker sig som et grønt Bælte rundt om hele Byen. De gaar langs Fjorden, op forbi Anlæget lige til Kirkegaarden. Hvor det dog er en forunderlig 41 stille Kirkegaard, tæt og grøn som en fredet Lund. Netop fredet. Byens Folk gaar ikke ud og ind paa denne Kirkegaard. Børnene faar ikke Lov til at kravle mellem Ligstenene. Alt er ganske tyst. En enkelt Sørgende færdes mellem Gravene under de hængende Pile og mellem de sørgmodige Tujaer, lægger en Krans paa sit Gravsted og gaar stille, som hun er kommen.

Det er, som man var sky for Stedet, en hellig, ærefrygtsfuld Skyhed. En Gang imellem aabner Graveren den store Port med Jernkorset, og mens Klokkerne ringer, strømmer alle Byens Folk sammen, baade Mænd og Kvinder: Kirkegaarden har faaet en Grav til. Man kommer for at sige Farvel som til en Slægtning - her er alle i Slægt - en Slægtning, der er gaaet bort til en lang Rejse. Og naar Præsten, mens alle blotter Hovedet, har lyst Velsignelse over hans Bortgang, gaar alle stille, som de kom. Saa lukkes den store Port, og Kirkegaardens fredede Lund drømmer videre i Ensomhed og Tavshed.

Jeg mødte hende hver Aften i Alléen mellem Havnen og Anlæget. Hun gik langsomt, stod ofte stille, saá ud over Fjorden, gik lidt videre, lyttede efter Klokkerne, som ringede til Solnedgang, gik igen med denne ejendommelige, rolige Holdning, der straks havde været mig saa paafaldende. Hun kom bestandig ned fra Gyden og gik to Gange frem og tilbage, saa op om Anlæget og hjem. Jeg vænnede mig snart til at vente hende. Denne ranke, rolige Skikkelse med den glidende, lydløse Gang voksede forunderlig sammen med Billedet af den mørke Allé, den drømmende, duftsvangre Stilhed, Tavsheden og den blundende Ro. Vi talte aldrig sammen. En Hilsen vekslet i Tavshed, og hun gled mig rolig forbi. Jeg véd ikke hvorfor, jeg brød mig ikke engang om at høre hendes Stemme eller se det Ansigt, hun dækkede bag, det brune Slør. Som hun var, passede hun ind i dette Billede, maaske var hendes Stemme ikke melodisk eller hendes Ansigt ikke smukt. Saa vilde kun Illusionen være borte ...

42

Men i saadanne smaa Samfund kan to Mennesker, som møder hinanden ved samme Tid fjorten Dage i Træk, ikke vedblive at tie. Man er vant til at tale ...

Jeg husker ikke mere, hvorledes vi kom i Samtale. En Dag slog hun Sløret bort fra sit Ansigt og talte. Det var et ikke længer ungt Ansigt med mørke Øjne og en nedadkruset Mund. En Kløft i Hagen. Hun talte dæmpet, det var, som om der vibrerede en tilbagetrængt Vemod bag de fleste Ord. Men hvad hun sagde var friskt og utvungent.

Frøken Simony hørte hjemme i denne kølige Allé, hvor Sommernattens Drømme vaagede og Strandens Bølger hviskede vemodigt om Solen, der gik ned, og Dagen, som svandt.

Vi talte altid livligt. En Del om Byens Folk; hun omgikkes ingen, sagde hun, siden Moderens Død; i de sidste fire Aar havde hun levet meget stille; saá egentlig aldrig andre end Doktoren.

- Brandt er meget elskværdig, sagde hun, men han er Fritænker.

- Og det er noget meget slemt?

- Ja, sagde hun og standsede lidt, meget slemt. Hvad vil De give os i Stedet? I saadanne smaa Forhold som vore trænger man til noget at længes efter - noget paa den anden Side dette. Saa har vi Udødeligheden.

- Men man kan godt tro paa Udødeligheden uden at være Kristen.

- Ikke paa vor Udødelighed. Jeg har plejet mange syge - de er døde rolig, fordi de troede paa en Tilgivelse. Vi har vel alle noget at bede om Tilgivelse for ...

- Vistnok.

Vi gik lidt igen. Vandet steg glidende mod Kysten, det lød ligesom en hel Melodi.

- Men jeg holder meget af Brandt; overordentlig meget af ham. Jeg tror ikke, jeg kunde være saa elskværdig som han, hvis jeg ikke troede.

Jeg lo lidt.

43

- De skal ikke le, sagde hun alvorlig og gik lidt hurtig frem, alt det onde vilde komme op i mig.

Hun var altid rolig, og hendes ejendommelige Beherskelse styrede Samtalen, selv naar hun tav. Thi hun "hørte" ofte. Selv Brandt, som vi undertiden mødte, bøjede sig som oftest helt ind under dette vemodig dæmpede, som var hendes Væsens Særpræg. Men undertiden kunde han dog ogsaa blive udfordrende, æggede hende da ved Paradokser, irriterede hende ved smaa Udfald. Saa kunde hun en Gang imellem blusse op og i sin Iver gaa længere frem end sædvanlig, det kunde føles som en Understrøm af Uro bølgende gennem hendes Ord.

Vi talte en Gang om Chopin.

- Jeg spiller ham aldrig, sagde hun næsten heftig. Han er usund.

- Ja, ganske vist, svarede jeg, en noget hysterisk Natur, et af de Mennesker, man maa beklage, fordi de saa at sige er udsatte for Lidelser.

- Udsatte for Lidelser? Sig hellere: De vil lide. Og saa bag efter sætter de deres Smerter ud i Valsetakt. Chopin leger med sine Lidelser ...

Hun talte hurtig med det halvt tilbagestemte Aandedræt, hun altid havde, naar hun blev ivrig eller bevæget. Skumringen i Alléen var næsten som Nat, saa jeg kunde ikke se hendes Træk; og da vi kom til en Lysning mellem Træerne, slog hun hurtig Sløret ned.

- De spiller ham dog undertiden, sagde Brandts Stemme fra Mørket. Der var noget skarpt i Klangen. Hun vender sig hurtig: Det har De aldrig hørt. - -

- Jo, Frøken, en Gang. -

- Saa har De ... hun standsede pludselig, tog Aanden dybt og sagde sagtere: De har taget fejl, Doktor Brandt.

Brandt rømmede sig.

Jeg véd ikke hvorledes, men Samtalen skiftede, og Brandt kom til at tale om Lassalle.

- Jeg kender ham for lidt, sagde Frøken Simony.

44

- Saa burde De lære ham at kende. Vi har sandelig godt af i det mindste at læse om store Kampe her, hvor al Kamp er stængt ude og ukendt.

- Store Kampe? hvad mener De med det Ord? spurgte hun og standsede lidt.

- Samfundskampe, hvor Idéer rører sig, hvor der er Storm over et Hav og ikke vore usle Krusninger i et Vandfad.

- De bruger altid saa mærkelig store Ord, Doktor Brandt.

- Aa, det er sandt, hvad jeg siger. Vi gaar omkring i Tusmørke og sover.

- Hvor kan De sige det? De, som er Læge? Her kæmpes ogsaa - smaa Kampe, vær vis paa det ...

Bølgerne skvulper nede mellem Stenene ved Stranden, et let Sommernatsvindpust, der lyder næsten som et Suk bevæger Lindene sagte. Vi standser ved en Lysning i Alléen.

- Hvilken Kamp er vel størst, siger hun, vendt mod Brandt, mon den, hvert enkelt Menneske kæmper stille med sig selv, eller den Samfundskamp, De taler om. Det gælder i begge om at sætte Livet ind - og der flyder Blod i dem begge ...

- Men den er dog forbandet personlig. Mit Jeg spiller en saa sørgelig lille Rolle i den store Komedie" svarer Brandt.

- Ikke for Dem selv, Brandt.

Hendes Ansigt er roligt, men der ligger noget som Begejstring over Trækkene. Hun ser ud som en sørgeklædt Sejrens Gudinde.

- Døm ikke de stille Samfund, der leves i Stilheden. De har jo selv fortalt mig, at Naturen aldrig, sover, og at selv her i Aften, hvor alting er saa idyllisk og roligt, Kampen bestandig føres lige haardnakket og lige rædselsfuldt ... Det gaar med de stille Samfund, Brandt, som med Naturen i Aften: de breder kun Stilhed og Tusmørke ud over deres Liv ... Det kaa De være vis paa ...

45

Der var en egen blød og betagende Klang i hendes Stemme, den gled sammen med Tusmørket i Alléen. Dæmringen ud over Fjorden, Stilheden rundt omkring. Det var, som om Sommernattens Tavshed fik Ord.

- Det er blevet silde, sagde hun og gik fremad. Drik The hos mig i Aften, saa skal jeg spille for Dem.

- Duggen er falden, sagde hun, da vi var kommen ind ad Laagen. Haven maa De se en anden Gang. Hun aabnede Verandadøren og bad os gaa ind i Dagligstuen Der skulde straks komme Lys.

Der var en stærk Blomsterduft i Stuen, Reseda og Roser. Hele det Hav af berusende Duft, som naar Duggen falder, løsner sig fra Rosernes Bægre og fra Jasminernes Kalk, steg som kvalmende Bølger ind gennem Verandaens Døre og lagde sig i de mørkegrønne Gardiners Folder og paa det uldne Gulvtæppe.

Hun kom selv ind med Lampen og satte en Skærm over.

- Jasminerne forpester Luften, sagde hun, det er egentlig en afskyelig Blomst.

Stuen gjorde et noget mørkt Indtryk. De tunge Gardiner, Forhængene og Tæppet - det saá lidt indeklemt ud. Men efterhaanden vænnede man sig til Værelset. Hvor det Hjørne var smukt! Helt tilbage en stor Buket af frit ordnede Markblomster, Bregner, Kamilleblomst og Mælkebøtter, Siv og Græsser, stolten Henrik og Gøgeurt, alt imellem hinanden. Og bagved nogle vilde Rosengrene, hvis Roser var halvt visne. Over Flygelet Beethovens Billede, stort i en mørk Ramme: Mozart og Schubert nedenunder Beethoven. Inde bag Flygelet, halvvejs ud fra Væggen, staar en Piedestal med en Buste - jeg kan ikke se, hvem det er. Lampeskæret er mat, forvilder sig i Krogenes Mørke, dæmpes af det douce Tæppe, de strenge Farver, blinker og samler sig i en enkelt forgyldt Ramme paa den store Væg, glider frem og tilbage hen over et Maleri over Sofaen ...

Det forestiller en Kvinde, høj, slank, mørkklædt, som fra en Balkon stirrer ud i Natten ...

46

- Et smukt Billede, ikke sandt? Jeg har købt det i Wien.

- Men hvad er det egentlig, Maleren vil fortælle? spørger jeg.

- En eller anden simpel Historie, svarer hun med et Smil.

Efter Bordet spillede hun. Inde i Spisestuen havde vi talt muntert og livligt. Brandt havde fortalt Historier fra Byen, og hun havde let med sin mærkelig ungdommelige Latter.

Herinde vendte Vemoden tilbage. Der var noget dæmpet ved alt herinde, ved Farverne, Luften, Tusmørket. Hun havde tændt Lysene paa Flygelet Jeg stod ved Vinduet, saa jeg saá hende halvt i Profil, Brandt sad gemt i et Hjørne, helt inde, dukkende ned i en Lænestol. Ude i Haven tog undertiden et Vindpust sukkende i Busketternes Grene.

Hun spillede et Brudstykke af Beethoven. Majestætiske, rolige Toner; ligesom vuggende Bølgeslag, naar Havet gaar til Ro efter Uvejr. Man aner Stormen, der har pisket Vandene, jaget dem og skumklædt deres Toppe. Men nu er det ovre, og denne vuggende Stilhed er Uvejrets døende Dønning. Langsomt, ensartet, næsten monotont. Saar, som lukker sig, Vunder, som læges. Træer, som bøjer deres Kroner, bevægede af Natvindens Pust ...

Jeg ser paa den spillendes Profil. Den lige Næse, Munden tæt lukket, den kløftede Hage. Stregen fra Næsen ned mod Mundvigene ser dybere ud end den plejer, det kommer vel af Skyggen over Kinden. Den mørke Kjole slutter tæt om de trinde Skuldre, det faste Bryst, Hofternes Bue og falder ned paa Tæppet som en blød Strøm. Jeg hæver Blikket: Lysets flagrende Skær leger med Markblomstbuketten, løber ud og ind imellem de store Græs, fanges af de visne Roser. Nu ser jeg Busten: det flimrende Lys glider frem og tilbage over Niobes Træk, hvis Smerte synes at faa Liv her i det 47 usikre Skær ... Munden, som er aaben til Skrig, Blikket angstfuldt og forfærdet ...

Havens Træer staar som mørke Masser imod Himlens Halvlys.

- Synger De ikke for os, spørger Brandt fra Krogen.

- Nødig. Hun bøjer sig ned og tager et Nodehefte frem, slaar op og begynder at spille. Der er noget nyt i dette Forspil, noget stærkt, noget besluttet, noget fremmed.

Saa synger hun. Det er en Alt; næsten en syngende Tale, blød indsmigrende og mørk. Sangen er maaske lidt monoton, med et bølgende Akkompagnement, glidende og vuggende sig ... Stemningen stiger. Hun beder ham mindes, hvad hun gav ham, sit Hjerte, sin Ære, sit Liv. Der er feberagtig Uro i Tonerne, det lyder som afbrudte Skrig, hun næsten raaber hans Navn, hvisker det sidste Farvel ... Saa slutter det hele af med en kort og skærende Lyd ...

Sangerinden rejste sig hurtig og stillede sig med Ryggen'mod os i Verandaens Dør ...

- En dejlig Melodi, sagde Brandt.

- Og dejlige Ord, tilføjede jeg.

- Skade, at en saa stor Digter skal være en saa stor Slubbert! .. Brandt rejste sig og gik frem i Stuen. Frøken Simony vendte sig hurtig. Kender De ham? Hun var bleg - aldeles hvid - graa-hvid.

- Ja, jeg har den Ære - at kende lidt til ham ...

- Lidt? Brandt, det er ikke nok for at dømme et Menneske. Hun talte skarpt og skærende, man kunde næppe kende hendes Stemme igen. De dømmer altid hurtig. Hun gav et Ryk i sin fine Urkæde - et af Leddene sprængtes.

- Nu skal De faa en Galop. Det var en Koncert-Dans af Rubinstein. Et Karneval af Triller, Løb og Overgange.

Saa gik vi.

Brandt var tavs og tankefuld. Vi gik flere Gange frem og tilbage i Alléen udenfor Haven.

48

- Hvor længe har Frøken Simony boet her i Byen? spurgte jeg.

- Seks Aar. Hun kom hertil med sin Moder, som købte den Villa ...

- Og før den Tid?

Brandt svarede ikke straks. Jeg véd ikke hvorfor, men jeg turde ikke spørge igen.

- Rejste hun meget omkring, sagde han endelig.

- Og De kender ellers intet til hendes Fortid?

- Hvorfor tror De overhovedet, at der er en Fortid.

- Man har det paa Fornemmelsen.

- De har Ret. Man har det paa Fornemmelsen ... han tav igen, sagde saa lidt efter med et halvt satirisk Tonefald: "Aa, det er vel en eller anden simpel Historie."

Vi tav igen. Brandt gik langsomt, noget foroverbøjet. Naar han talte, lød det som højttænkte Brudstykker af en lang Tankerække.

- Ifjor, da her var Kopper, ledede hun det hele. Hun meldte sig først til Tjeneste og var den sidste, som gik. Og saa tog hun det hele som noget selvfølgeligt... Han standsede og lyttede. Hører De, hviskede han, hører De? Opus 34. Nu spiller hun Chopin - Og Tonerne fra den smeltende Vals lød vuggende mod os ud i Natten.

Jeg skulde rejse. Min Kuffert var surret fast oppe paa Gæstgiverens Omnibus. Brandt kom løbende i det sidste Øjeblik for at bringe sit "Farvel og sin Velsignelse".

- Hils Frøken Simony, raabte jeg ud af Vognen, jeg traf hende ikke hjemme.

- Hun er ude at passe en Husmandsenke, som ligger for Døden af Plettyfus. Skulde hilse Dem mange Gange.

Vognen rullede ud af Porten, ned ad den slet brolagte Gade. Konsulens Hus med de skinnende Ruder og Flagstangen, Apotheket med sine svajende Markiser, Barberens Skilt. Købmand Lund hilste fra Trappen. Nu 49 er vi ude paa Landevejen, kører ned forbi Anlæget, drejer om Hjørnet ved Højen.

Dér staar hun. Den høje Figur med den tætsluttende Dragt, det brune Slør. Hun vinker med Haanden, nikker og raaber Farvel. Jeg bøjer mig helt ud af Vinduet.

Saa drejer vi - - jeg ser Sløret ... det hvide Lommetørklæde, bøjer mig tilbage i Vognen.

Dagligstuen med det mørkegrønne Tæppe, Markblomsterne, Rosenduften ind gennem de aabnede Vinduer, Brandt skjult i Skyggen. Beethovens Melodi som vuggende Bølgeslag, monoton i sin dybe Majestæt, - - Hun selv ... hendes Stemme, da hun sang. Og saa det bløde Tonefald, med hvilket hun sagde: De breder Stilhed ud over deres Liv ... Og Niobebusten, hvis Smerte Lyset gjorde levende ...

Jeg kom hjem, ind i de gamle Forhold, Vanen, det tilvante Liv - jeg var nærved at glemme Spadseregangene og Barberens Skilt. Selv paa Frøken Simony tænkte jeg sjældnere. Nogle Uger gik. Saa fik jeg en Dag Brev fra Brandt.

Det var meget kort, nedskrevet i Hast med lidt usikre Skrifttræk.

- Hun er død, skrev han. Den Plettyfus, hun paadrog sig ved at passe Husmandens Enke, var stærkere end min Kunst. Jeg venter Dem til Begravelsen, næste Lørdag Klokken tolv.

Jeg tog derned og kom til Byen om Morgenen. Brandt var paa Landet i Sygebesøg, og jeg saá ham først i Kirken. Hele Byen var der. Der blev sunget en Salme, og man bar Kisten ud, hvorefter vi alle fulgte til Fods. Man hviskede til hverandre, undrede sig, spurgte, hvorfor der ikke var blevet talt i Kirken. Kom saa til Kirkegaarden.

Det var noget henne i September, en af de klare Høstdage, der forener Sommerens Varme med Efteraarets vidunderlige Renhed. Vi bøjede ind ad en Sidegang.

Jeg saá Kisten lige foran mig, den var helt dækket 50 af Bregner. Der var ogsaa en Egekrans ... Paa det Gravsted blomstrede Roserne endnu - - - Hvor Kordrengene dog hvinede ... Hendes gamle Pige gik ved Siden af Kisten og græd. Man hørte hele Tiden hendes Snøften ... Hvor var Brandt? Naa, lige bag ved mig. Han havde rødkantede Øjne ... Han havde vel ogsaa vaaget meget. -

Nu standsede vi ved Graven.

Præsten traadte frem med blottet Hoved.

- Der skal ikke tales her ved denne Grav. Hun, der er gaaet bort, vilde kun dømmes af Gud. Ingen kender den anden, sagde hun ofte til mig. Men jeg tror i dette Øjeblik at kunne vidne, at vi her bringer en Kvinde til Hvile, som hørte til de trofast kæmpende og til dem, som i stille Kampe sejrer i Stilhed. Gud modtage hendes Sjæl!

- Fader vor, Du som er i Himlen ...

Høstdagens Klarhed om os. Øverst oppe ved Graven Præstens brede Skikkelse. Hvor Bønnens Ord dog lyder inderligt, de ligesom vrider sig ud af hans Læber ... Jeg hører uafbrudt den gamle Pige snøfte. Det er som et Akkompagnement.

- Lad os vente lidt, siger Brandt.

Vi gaar frem og tilbage uden at tale. Jeg vovede ikke at spørge, jeg var vis paa, han ikke kunde tale uden at briste i Graad. Endelig blev han roligere.

- Der var en Fortid, sagde han pludselig og standsede. Hun bad mig ordne sine Sager ... Jeg gjorde det i Aftes. Saa fandt jeg dette ... Han kæmpede voldsomt med sin Bevægelse. Et Brev til ham, hvis Sang hun sang den Aften ...

- Digteren?

- Ja - og saa denne Konvolut.

Jeg tog Konvoluten. Der faldt nogle Blomster ud.

- Det er fra Barnets Grav, sagde han, vendte sig og gik et Par Gange op og ned. Lad os saa gaa.

Graveren ventede paa os for at lukke Porten. Han slog den haardt i.

51

Vi gik til hendes Hus om Eftermiddagen, henimod Solnedgang.

Nej, hun kunde ikke være død. Om lidt vilde hun komme ind og tale til os, og Klangen af hendes Stemme vilde vække Aanderne, som drømte; hun vilde sætte sig hen til Flygelet og spille, og alt vilde vaagne, naar hun spillede. Nu var det faldet i Blund. Blomsterne hviskede i Drømme, de sidste Toner, hun spillede, var gaaede til Ro, slumrende vuggede de sig mellem Gardinernes Folder ... døde hen mellem Verandaens Vinløv.

Skumringen voksede i Stuen. Alt slumrede, blundede, drømte, Minderne, Tonerne, hendes Stemmes Klang ... alt ...

Men hun vilde aldrig komme og vække det.

VE DEN, FRA HVEM FORARGELSEN KOMMER.

Præsten løftede sit Ansigt, og han saá, det var Dag.

Solstrømme faldt over Haven.

Dorsk stirrede han paa en Guldregns Pragt nær sit Vindu, og han saá paa Bedet med højstammede Roser og sagde: Ja - de trænger til Vand. Men hans søvnløse Øjne sved ved Dagens Skær og vakte ham. Det var Dag. Og ludende følte han over sig al Livets Byrde.

Men pludselig harmedes han; og han hævede vredt et Par knyttede Hænder til Trusel mod Lyset: Han truede Dagen og Solen. Han rejste sig og rev Persiennen ned; hver Stribe Sol lukkede hans rystende Hænder ude med Omhu. Saa lagde han sig hen paa Sofaen i Krogen, sammenkrøben og rugende i Mørket

I krympende Fortvivlelse havde han vredet sine Hænder, elendig som den byldslagne Job havde han stønnet til Gud. Sine Haar havde han udrevet under Herrens Svøber, og han havde kaldt ham Jehova og den almægtige Eneste. Klynkende havde han bedt for Jesu dybe Vunder; ynkelig havde han slæbt sig for Korsets Fod til sin Frelser. Og alle Bønner, de var bedt, og hvert syndepint Angstraab var sendt mod Himlen i denne Nat.

Men da Dagen kom, da pønsede han paa Hævn. Han laa sammenkrøben, og han bed i sine spændte Knoer, mens han pønsede paa Hævn.

Blod steg op i hans Tanker, og han længtes efter at føle en varm Strube mellem sine Fingre; og der var ikke den Grumhed, uden at hans Hævn jo svælgede deri, afmægtig og forbandende sig selv. Og snart logrede 53 hans Hævn for Gud som en smigersyg Hund, og snart fornægtede den.

Nej - nej - saa var der ingen Gud! Saadan vilde ingen Barmhjertighed straffe, saadan i det eneste eneste, - nej, der var ingen Barmhjertighed.

Og atter saá han det Syn, som jog hans Tanker: Hvor hun bøjede sig, hvor hun smilede lykkelig, og hans unge Fætter stjal Kys paa Kys fra hans Hustrus Hals ...

Nej - nej - saa var der ingen Gud! Ikke Retfærdighed, ikke det evige Liv, intet, der lignede Gud ...

En Løgn, en Løgn.

Præsten fornægtede Gud. Han trampede paa hvert et helligt Navn, han vrængede ad hvert et Ord, han selv havde talt; han forbandede sin Forkyndelse. Og Smerten blev som hede Jern, der brændte hans Sjæl.

Men Hævn - Hævn.

Han havde elsket saa varmt, elsket den eneste Gang, elsket i Tugt, saadan som det sømmer sig at elske for Gud Faderens Øjne -

Jesus, aa Jesus!

Og han hører i sin Mund det gamle Navn, og han spytter det ud som en væmmelig Tudse fra sin Tunge.

Præsten haanede Gud. Han gav ham hvert nedrigt Navn, hvert Skældsord, han fandt. Og for det havde han ofret sit Liv.

Han faldt hen i en Stol, og Hovedet sank ned paa hans Bryst. Han saá det bittert glide frem, sit Liv, Dag efter Dag, fra sin første Barndomstid. Han havde levet med sin Moder, de to, efter Faderens Død, og de havde delt alt sammen, de smaa Sorger og de smaa Glæder, og Barndom var blevet Ungdom, og han var begyndt at gaa den samme Vej som sin Fader ... Han havde aldrig tænkt at blive andet end Præst ...

Saa ramte ham hans første Sorg: hans Moder døde. Hun var død med Jesu Navn paa sine Læber ...

Og Præstens Hoved sank tungere, og Taarer løsnede sig fra hans Øjne. Og uden at han vidste det, mumlede 54 hans Mund igen de gamle Navne ... Fra hans hele Liv strømmede disse Bønner ham imøde, han bad, han maatte bede, og han græd - hvor han græd ...

Men hvordan - hvordan? Nu, da han og hans Hustru maatte skilles.

Saa vaagnede Smerten paany, men mildere, uden Energi; og rokkende, i sagte Klynken, bad han og slæbte sig hen til sin Gud. Men skilles, skilles maatte de - han og hans Hustru. Ikke en Dag, ikke en Time kunde hun blive her.

Aa - Jesus - Jesus.

Han bad, og han vidste ikke Raad; han sagde de samme Ord, og de bragte ikke Trøst.

Ingen, intet at gribe til nu.

Bibelen - Bibelen - kunde den binde hans Tanke! Og han læste, vendte Blad for Blad - fattede ikke deres Ord.

Hvad for Vaande, hvad for Vaande dog! Saa skulde hun bort. Og hvorfor? Man vilde fritte og fritte, og man vilde spørge og finde. Herfra skulde Uroen komme, Ufreden i alle Sjæle, fra ham - fra Hyrden.

Krampagtig vendte han Bladet, læste mekanisk, læste det samme igen.

Han slog Gardinet bort, læste i det klare Lys, mens Sveden sprang frem. Han syntes, han sank saa bundløst i Ord, og intet, som lindrede, intet; kun altid dette samme. - -

Og det skulde vare i de mange Aar.

Nej - saa sprang han op - nej, han var en ærekær Mand.

Han gik og gik, følte sig træt, tog atter sløv den store Bog og læste.

Hvad om det altsammen gik - og han tav - og han led. Befriet fra Forargelsen og led.

Han følte sig svimmel, som om alting gled - hans Øjne brændte. Igen valfartede Præsten; stod i Stuen, statuestiv med de oprakte Hænder.

55

Og sidste Gang styrtede han sig ned over Bibelen - som et Dyr, der hungrer.

Han søgte, slog op i Matthæus, og hurtig, Gang efter Gang, læste han disse Ord:

"Ve den, fra hvem Forargelsen kommer; det var ham bedre, om der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han var sænket i Havet, end at han skulde give Forargelse til en af disse smaa."

Og aandende vanskelig, mens han blev ved at læse, sank Pastor Holck frem over Bogen, indtil hans Øjenlaag faldt til, og han blundede midt i Solen.

GENSTRIDIGE SIND

Karen Peers holdt inde med sin Forklaring og snøftede stærkt bag de mange Tørklæder.

Præsten havde hørt til med Øjnene fæstede paa Bordet Nu saá han op og lod Blikket hvile paa Konen. Og han har selv sendt Jer, Karen, spurgte han.

Karen Peers flyttede lidt paa de blaastrømpede Fødder. Jeg har jo gjort, som Pastoren har budt, sagde hun og lod det sammenlagte Lommetørklæde glide mellem sine Hænder, at holde ham til Herren med mange Spørgsmaal. Ellers har han jo vridt sig ved det - Gud naade - og vendt sig i Sengen, naar jeg spurgte ham - men saa i Morges, da det var saa svært daarligt, og jeg havde sunget ved Sengen, og jeg spurgte igen om at hente Dem med Naadens Midler - saa nikkede han, og siden har han ligget helt stille ...

- Godt - Ja Herren slipper ikke.

Han aabnede Skabet og tog Kalken ud, og han talte et Par hellige Brød op paa det gyldne Laag og gød nogle Draaber af Vinen i Kalken. Karen saá til, sky for de hellige Redskaber og med foldede Hænder.

Lidt efter var han beredt.

De gik over Vejen ind over Markerne. Høsten hvilede i Middagsstunden; rundtom stod de tomme Vogne, hist og her i Skyggen af Hæssene laa Karlene og sov, udstrakte, med Hatten over Øjnene, svedende i Augustdagens Hede; Pigerne hvilede i en Klynge bag en halvlæsset Vogn, med løsnede Klæder og glorøde Ansigter under Høstklæderne.

57

Der hørtes ingen Lyd over Markerne.

Præsten blev ved at gaa med Hovedet bøjet og Kalken ind mod sit Bryst. Middagssolen hang i Ornatfolderne som Bly. En Gang imellem vendte han sig mod Karen Peers, der vandt langsomt op ad Bakken mod Solen, og han skyndte paa hende.

Thi Præsten fik mere og mere Hast.

Ja - Herren var den stærke og den eneste. Han bøjede som Siv de genstridige Hjerter. Hans var evindelig Sejren ... Og en urolig og hed Glæde steg op i Præstens Sind; thi dette var en Del af hans Liv, Aar efter Aar var han pint af denne ranke, hvidhaarede Trods - Aar efter Aar - siden hin Dag ... Og mange Bønner var bedt og mange brændende Ord sendt ud imod det hvide Ansigt, naar han saá det stift og ubevægeligt mod Kirkepillen paa de store Offerdage, naar Hans Rasmus bragte sit Offer ... Bønner og Ord - - forgæves bedt og sendt.

Og Præsten betragtede de middagsblundende Marker og gik langsommere.

Det var en Dag som denne, da de kom bærende hjem fra Marken til Præstegaarden med Sønnen, Rasmus Hansens Lig. Præsten stod paa en Høj i Haven og saá sine Høstfolk komme slæbende tungt i Heden med en Byrde imellem sig. Og han blev angst og løb ned imod dem, og med faa Ord lagde Mændene deres Byrde ned foran hans Fødder: det var Liget af Rasmus Hansen.

Han havde staaet paa det øverste af Læsset, og saa med ét - drejede han to Gange rundt som en hurtig Top, løftede Armene og faldt uden en Lyd ... ligesom Anders Nielsens Vædder, der faldt ifjor for Solstik ... Saa tog de ham op og bar ham hjem.

De stod rundt om Præsten, Liget laa paa Dækkenet paa den bare Jord ... Da kastede Præsten sig ned paa Vejen, følte Hjerte og Puls og rystede meningsløst i den døde. Saadan blev det længe ved, indtil den ene af Karlene sagde:

58

- Vi maa bære ham hjem, Hr. Pastor. Vi spærrer Alfarvej.

Da rejste Præsten sig op, og tavs, med ludende Hoved, gik han bagefter Liget.

Han klædte sig i Ornat for at gaa og melde Forældrene Døden. Rasmus Hansen var deres eneste Søn, kommen sent i et forresten barnløst Ægteskab.

Den Dag havde Vejen været tung op over denne Bakke. De sov i Huset, han løftede Klinken og gik ind. Fluerne summede om Hans Rasmus, der var faldet i Søvn i Heden og laa med Armene ud over Bordet og Hovedet mod Bordkanten. - Karen blundede i en Stol.

De vaagnede begge ved Støjen, og det gav et Sæt i dem ved at se Præsten i Ornatet.

Da begyndte Præsten at tale om Sorgerne, der kommer som Tyve om Natten, og Herrens Time, der er som Lynet. Men begge de 'gamle sad bare forbavsede, Karen tog paa saa smaat at græde, hun vidste ikke hvorfor.

Og Præsten talte om Herrens Veje, der fører vidunderligt - og om det eneste Lam ... og om Verdens Synd ... saa Sveden sprang frem paa hans Pande - og om Enkens Søn og om Gud ... der berøver til sin Tid ...

Men de gamle forstod ikke, og uden flere Ord, forpint sagde han: Gud har sendt det over Jer - Rasmus er død.

Han havde ventet et Skrig, et Raab ... men der kom intet, de blev begge siddende tavse, Karens Hænder faldt udspilede ned i hendes Skød. Saa gik Præsten hen og tog hendes kolde Hænder; og han begyndte at tale til hende mildt og trøstende.

- Han talte længe, og mens han trøstede, lagde han sig ned paa Knæ. Ja - græd, sagde han, græd kun - Taarerne gør godt.

Og han begyndte at bede stille med den hulkende Karens Hænder i sine.

Pludselig følte han en Haand haardt paa sin Skulder, 59 og han saá Hans Rasmus' Ansigt tæt ved sig. Det var fortrukket og blegt. Præsten holdt Armene op som mod et Slag.

Hans Rasmus slap ham ikke. Han blev ved at holde det fortrukne Ansigt ind mod Præsten: Øjnene stod som to Flammer under Brynene.

- Du lyver, sagde han, Du lyver. Gaa! ... Præsten vilde rive sig løs, men kunde ikke. Gaa, sagde han endnu en Gang, Du lyver. Og han slap ham paa Tærskelen.

Præsten vendte sig og vilde tale, men han tav ved de første Ord, slog Døren op og gik uden at se sig tilbage. Hjem over Bakken, ind i Gaarden, hvor Liget laa endnu, der lukkede han sig inde og saá ingen i mange Dage.

Sytten Aar - sytten Aar siden - og saadan huskede han det endnu.

Hin Aften, da Hans Rasmus kom op til Præstegaarden og bestilte Begravelsen. Der var den samme Ild i hans Øjne. Det skal gaa af uden Sang og Ord, sagde han. Put ham i Jorden - og lad os være fri.

Præsten søgte at tage hans Haand, men Hans Rasmus holdt den bort. Hans Rasmus, sagde Præsten: forhærd ikke Jert Hjerte. Hører I - det er Gud Herren, som har lagt dette paa Eder.

Men da saá Hans Rasmus op paa Præsten og sagde hæst med det samme Blik som sidst: Ti, Præst, der er ingen Gud. Du var bange for din Rug ... saa skulde de høste i Middagsstunden ...

Præsten blev bleg: Hans Rasmus - - hvad er det, Du siger? Hans Rasmus - -

Saa havde Hans Rasmus lagt de fire Daler paa Bordet og var gaaet.

Og siden den Dag havde han forhærdet sig i sin Trods. Midt i Menigheden, der var fyldt af Kristo under Præstens brændende Forkyndelse, levede han, forstenet og fornægtende. Alle vidste det, og mange af de Hellige var bekymrede. En Aften efter en Bibellæsning i Skolen 60 følte Maren Anders sig opildnet af Aanden, hun spurgte Præsten, om hun skulde gaa til Hans Rasmus.

- Hun følte Aanden i sig.

Præsten lod hende gaa. Og selv fulgte han i Vinteraftnen urolig efter Maren og ventede paa Vejen.

Og da hun ikke kom ud og blev ved at tøve, da dreves han af Uroen, kunde ikke udholde at vente, men gik ned til Huset og saá ind ad den oplyste Rude.

Maren stod ved Bordet - og der foran Lyset sad Hans Rasmus. Hans hvide Ansigt var blegt og stift, han støttede Hovedet paa Hænderne og rørte sig ikke ... Karen bare sad og rokkede i Krogen.

Præsten satte Ansigtet tættere mod Ruden, mens han stirrede. Maren Anders blev ved at tale, tog Biblen op og læste ... Hans Rasmus rørte sig ikke ...

Maren læste uafladelig, bad og læste igen - - Præsten hørte det ud som en brudt Mumlen ... Hun læste ivrig, hæsblæsende - - Rasmus stirrede med det samme Blik ...

Saa vendte Præsten sig, og han gav sig til at gaa rundt om Huset uden Hvile. Og da han atter kom til Vinduet, saá han i Stuen det samme Syn, forlod Huset og gik hjem.

Maren talte ikke til ham om Besøget, og han spurgte ikke.

Naar han mødte Hans Rasmus paa Vejen, hilste han. Bonden saá paa ham og gik videre uden at tage Hatten af. Præsten turde ikke tale til ham. Næste Gang de mødtes, gav han ham samme Hilsen, som ikke besvaredes.

Tre Gange om Aaret kom Hans Rasmus i Guds Hus. Han bragte Højtids-Offer.

Hver Gang haabede Præsten: Han er der ikke. Han kommer ikke, og hver Gang, naar han efter Bønnen paa Prædikestolen løftede Hovedet, saá han det hvide Ansigt foran Pillen paa den vante Plads.

At han dog altid skulde se det - at det skulde lamme hans Tunge - stække hans Fortolkning, dræbe Evangeliets Glæde i hans Mund ...

61

Præsten standsede atter paa sin Vej, og han tørrede Sveden af sin Pande: Ja - men Herren hævner, sagde han.

Men det havde biet, det havde varet.

Højtid efter Højtid - Fest efter Fest. Han havde talt, og han havde bedt. Alle sine bedste Ord, alt, hvad han blot vidste af Bøn - alt havde han bedt, sendt det saa hedt mod dette ene Ansigt.

Han havde følt sig som Jakob, der kæmper med Gud - og han havde tabt. Han havde stridt mod Fornægteren som Gud mod Savlus, og hans Ord var faldet som Avnerne.

Og der var intet Sprog, han ikke havde forsøgt, og ingen Tugtelsens Vej - han havde jo prøvet den. Og der var ingen Anraabelse, han havde sendt den til Gud for at raabe til denne Sjæl.

Og der var de Dage, hvor han syntes, at dette haarde Ansigt var hans egen Tvivl, der lurende stirrede paa ham. Og stærkere talte han og mere hedt, og hver Lignelse brugte han, og al Israels Torden lød over de trodsende -

Men naar Toget af de Ofrende begyndte om Alteret, mens han knælede, lyttede han febrilsk efter Skridtene, og hans Bønner forvirredes ... Han kendte disse Skridt iblandt dem alle ... og altid vendte han halvt sit Hoved - for i grusom Nysgerrighed at se paa Bondens Ansigt, naar hans Blodpenge faldt - Judaspengene, paa Alteret tæt ved ham.

Men Hans Rasmus saá ham ikke ...

Præsten drog Aanden dybt. Ja - det var varmt: De Skyer, som kommer op, vil bringe Torden.

Han kom ned ad Bakken, hvor Huset laa, og han standsede for at vente. Karen løftede Klinken.

- Sig ham, jeg er her - sagde Præsten. Hun gik ind og kom ud igen. Han ligger helt stille, sagde hun. Præsten fattede fast om Kalken og fulgte med.

Hans Rasmus laa i Sengen, helt hvid midt i Puderne. 62 Blikket var sløret, alle Træk skaaret af Døden. Han vendte Ansigtet ved Støjen, saá paa Præsten og smilede. Hovedet rokkede frem og tilbage paa Lagenet.

Præsten gik nærmere. Saa ses vi, sagde han. I Jesu Navn.

Den Døende blev ved at smile og rokke med Hovedet. Præsten satte sig, stillede Kalken paa Bordet og holdt Alterbogen i sine Hænder. Han begyndte at tale om det, som nu skulde være glemt, talte takkende om Herren, der naadig havde blødgjort hans Sind, før det skulde komme, som nu stundede til.

Den Syge blev ved at smile.

Fluerne summede om Præsten, der talte bøjet over den Døende. Han saá ham stift ind i Ansigtet, og pludselig ængstet spurgte han: Hans Rasmus - det er mig - Præsten - I kender mig jo - - - Og lidt efter spurgte han igen, plaget af det samme Blik. Hans Rasmus - kender I mig?

Hans Rasmus fæstede Blikket paa Kalken, der skinnede i Solen, og han løftede svagt Armene imod den,

- Ja, sagde Præsten, det haster.

Han rejste sig og aabnede Bogen, bag sig hørte han Karen, der græd stille. Han begyndte at læse Formlen højt med Tone paa hvert Ord, medens den Syge ikke tog Øjnene fra Kalken.

Og paany forfærdet over dette ængstelige og begærlige Blik, der hvilede uafladelig paa Bægeret, spurgte Præsten: Kender I mig? Sveden sprang frem paa hans Pande, Hans Rasmus, det er mig.

Da løftede den Døende atter Haanden og strakte den ud mod Kalken midt i Solstraalerne ... Og mumlende de hellige Ord lagde Præsten skælvende Hostien mellem hans Læber.

Den Syge rørte sig ikke, det hellige Brød faldt ud af hans Mund.

Da rakte Præsten Kalken ned mod hans Mund, og med en pludselig Kraft fattede den Døende begærlig om Bægeret og tømte det...

63

Han sank tilbage, og Øjnene faldt til.

Præsten knælede ned og bad længe. Gennem de hviskende Bønner hørte han Fluernes Summen og Karens klynkende Graad.

Hans Hoved blev tungt, og han bad sløvere med Panden ned mod Sengekanten de vante Bønner ... Mens Fluerne summede.

- - - Og pludselig vaagnede Karen med et Skrig i sin Stol, og hun saá Præsten slide sig løs fra den Døende, der sad over Ende, med Armene krampagtig om hans Nakke .... De kæmpede og, i vildt Raseri, øsende al sin Kraft ud i et sidste Tag om Præstens Hals skreg den Døende højt.

Da kom Præsten løs, og som en gal, uden Hat, skælvende og med Mærker af den Døendes Fingre som brændende Ildsaar i sin Nakke, flygtede han hen over Markerne ... Karen fo'r efter ham, stakaandet, i den brændende Sol, jaget af Rædsel, til de rystende Ben ikke mer kunde bære hende, og hun faldt tæt ved Grøften.

Men den Døende blev siddende med fægtende Arme, mens han bevægede Læberne til uhørlige Ord.

Solen faldt ind gennem den aabnede Dør - et Par Høns kom ind og søgte Æde paa Stengulvet...

Den Dødes Hoved faldt langsomt ned paa hans Bryst

FORAN ALTERET

Dér er han!

Halsene strækkes. Man væbner sine Øjne med Kikkerter. Brudgommen gaar med sin Forlover op gennem Kirken, gennem Hegnene af nysgerrige Hoveder og sammenstuvede Legemer. Han er høj, mørk, maaske lidt for slank; hans hvide Skjorte er glat, uden Læg, hans Chapeau-bas er foret med blaat. Naar man ser nøje til, skulde man tro, han var malet under Øjnene - men det er maaske kun blaa Ringe. Og mens han gaar op mod Koret, følges han fra Tilskuer til Tilskuer af en hviskende Mumlen; det er hans Fortid, der mumler omkring ham.

- Hvor gammel han er? - Tredive Aar ... han har været smuk, men nu er der saamæn ikke meget ved ham. - Nej, det er vist: han er jo helt skaldet - Ja, og det er ingen Under ...

- Hvor mon hun er? - Hvem? - Emilie, jeg kendte hende godt, Skindet, hun syede hos Etatsraadinden. - Saa kom hun paa "Stiftelsen" ... Gud, man læser jo altid saadan noget i "Adresseavisen ... Fanny Jansen, som sang i Tivoli - vi boede jo henne i Skindergade den Gang. Det husker De nok, Kammerraadens boede ovenpaa, og vi flyttede, fordi de altid lod Vandet staa i Vasken. Nu er det fjorten Aar siden. Hvor Tiden dog gaar! -

- Vist var de forlovede, Emilie; jeg véd det jo fra Augusta selv. Men saa slog hun op, fordi ... uh, nej, det kan jeg ikke fortælle ... han var fæl! - - Fæl?

65

- Ja, engang paa Trappen, og saa gjorde hun det forbi ...

Han naa'r op i Koret. Man tager Hovederne til sig, man sætter sig, man kommer til Ro. Det er mest Damer, der fylder Stolene: gamle Veninder af Familien; unge Piger, der finder det saa dejligt at se paa Bryllupper; Sladdersøstre, som gaar hen for at slaa en Time ihjel; ledige Fugle, der betragter Kirken som et Teater; Syjomfruer, som studerer Moderne; Tjenestepiger, der vil beundre eller misunde. Og alle bringer de med sig Gadens Støv, Rendestenenes Snavs, Hverdagslivets Pjat.

Kirken er helt fuld. Den forvirrede Hvisken, den sagte Mumlen, der stiger og falder, virker søvndyssende. Lyset fra de tændte Kandelabrer kæmper med Dagslyset: gulgraat, koldt ligger Skæret i Kirkens Rum. Thorvaldsens Apostle bliver endnu strengere i dette graakolde Lys; Kristus over Alteret staar som sædvanlig med udstrakte Hænder, bedende denne Mængde, over hvem han skulde byde. Det flagrende Skær fra Gasflammerne lægger skiftende Liv over Trækkene.

Om Formiddagen har der været Begravelse: Kandelabrerne var omvundne med Flor, foran Koret stod en Kiste, dækket med Blomster. Ellers var alt det samme. Nede i Kirken en hviskende Mumlen, en Skare Mænd, der taler om Forretninger, der fortæller Anekdoter, der bagtaler. Og de strenge Apostle saá med det samme kolde Blik paa Mængden, Kristus ved Alteret udstrakte de samme Hænder paa samme Maade ... hist og her et fugtigt Øje ... ellers helt det samme.

Der kommer atter Liv i Mængden. Man strækker Hals, man kryber og man puffer

Det er en Dame i blaat. Umaadelig svær med et stort rundt Ansigt og Forglemmigej paa Haaret. Saa følger de andre efter med kort Ophold, Herrerne med en nervøs Rysten i Knæene, Damerne kække, med firkantet blottede Halse, lange Slæb og Rosenbuketter i Hænderne. Tilskuernes Beundringsmumlen lægger 66 Rødme paa Kinderne, man ser sig om, nikker til en Bekendt.

Der er Brudens Broder, Maleren. Han har faaet sit Haar krøllet, hans hvide Halstørklæde er af Silke, umaadelig stort. Alligevel kan han ikke bære sin Berømmelse, og han er lige ved at tabe den høje Hat, som han holder kejtet.

Sidst kommer Etatsraadinden; en ældre Dame, høj, statelig, i staalgraa Silkekjole med bredt Slæb.

Man mumler igen -

- Etatsraaden stod jo paa Randen af en Fallit ... det var i Krisen, De husker nok ... Saa ofrede Fruen sig. - Ofrede sig? - Ja, den Gang var hun jo endnu en ung Kone og en usædvanlig smuk Kone ... Aa, det er da ikke muligt! - Saa? ja, naar De véd det bedre - Nej, men det er saa gyseligt - Ja, det har De Ret i, men sandt er det alligevel. Saa rejste hun over Hals og Hoved til London, og saa blev Manden reddet af Konsul G. - aa, en af Husets Venner lavede saadan en morsom Vise om den Rejse - Men Etatsraaden? - Ak, kære Frøken Liisberg, Etatsraaden - -- - Saadan er Mændene.

Folk bliver utaalmodige, de rejser sig og sætter sig igen; sætter sig og rejser sig igen. Herrerne af Følget krammer Brudesangene mellem deres Fingre, en og anden memorerer en Tale, han vil holde ved Bordet; en ung Marineofficer koketterer med en Dame i lyserødt; nogle gaber uden at skjule det; et Par Studenter taler halvhøjt og ler bag deres parfumerede Lommetørklæder. Damerne sidder som Selskabsfugle paa en Pind. Gasflammerne kaster et usikkert Skær over de blændende Farver, de hvide Kniplinger, de halvt blottede Arme. Fra Pulpiturerne sluges de af Kikkerter.

- Hun kommer!

Tre Slag paa Døren, Orgelet intonerer. Nede i Kirken en forvirret Trængen paa, oppe i Koret ængstelig Spænding? hvordan vil hun føre Slæbet?

Hun er middelhøj, blond med askegraat Haar. Trækkene 67 bløde. Huden dunet som en fin Frugt, Læberne fint formede med et sørgmodigt Smil. Om hende bølger den hvide Atlask som en skinnende Flod.

Kammerherren, hendes Fader, holder sig rank. Penselen har forsøgt at skjule Ansigtets Rynker, den sorte Moustache er blank.

- Dejlig! - Yndig! - - Sød!

Som en Brusen har Mængdens Hvisken ledsaget hendes Gang. Nu er hun naaet op i Koret, og Orgelet overdøver de Hviskendes Stemmer, de Gaaendes Fodtrin, Larmen af Dørene, de summende Rygter.

- Kammerherren sidder daarligt i det. - Ja, naturligvis. Tror De ellers, at den aristokratiske Familie vilde ønske saadan en Mesalliance?

- Man siger, hun har været forlovet med sin Fætter.

- Ja, Gud bevar' os, det er ganske vist. Det var en Børneforlovelse. - Men hun saá dog meget glad ud.

- Gud, hun véd jo ikke, hvad hun gaar ind til, stakkels Barn!

- Er Fætteren med? - Jo, det er ham, den høje, blonde øverst oppe i anden Række - han er sød. - Det er da underligt, at han er med. - Pyt, han trøster sig nok ...

Orgelet tier. Kammerherren byder sin Datter Armen og fører hende op ad Alterets Trin. Brudgommen gaar hurtig op. Præsten vender sig imod dem.

Nede i Kirken hysses der, trænges der paa, lyttes der. Foran Kristusbilledet, hvis Skygge fylder Nichen, staar Brudgommen skødesløst, halvt bøjet. Bruden lader sit Blik hvile i Præstens. Lysskæret leger i Kjolens Folder og spiller i Diamantsmykket paa hendes Bryst. Slæbet, der dækkes af Slørets Tyll, glider ned ad de tæppebelagte Trin som en skumklædt, blinkende Strøm.

Præsten taler til dem.

Han minder dem om Ægteskabets Alvor; han kalder det to Sjæles Fælles-Arbejden sig frem imod Gud. Men saa forlader han forholdsvis hurtig den religiøse Side af Sagen - Etatsraaden er ikke meget religiøs, og Kammerherren 68 "ses aldrig i Guds Hus" -; med mild, indsmigrende Stemme maler han et blødt Billede af Agnes' Barndom; han taler om Kammerherreindens Skygge, som fra de fjerne Boliger svæver om hendes Datter, om Moderøjet, hvis kærlige Blik overvinder Døden.

Agnes ser sin sarte Moders Skikkelse udstrakt paa Dødslejet. Hun selv ligger knælende ved Sengen. Inde i den anden Stue hører man Lyden af Kammerherrens Skridt - og naar han nærmer sig Døren, farer den døende sammen. - Og Agnes aner første Gang, at noget forfærdeligt havde lagt sig imellem ham, der gaar rastløs omkring derinde, og hende, Moderen, der vil have Lov til at dø uden at se ham -

- Og Erindringen om al denne Kærlighed vil De bringe med Dem til Deres nye Hjem. Det er smukt, naar Børnene kan bygge deres Hjem i Ly af skærmende Minder fra det fædrene Hus.

Agnes gyser, som om en kold Haand havde berørt hende.

- Og De, min Brudgom, pris De Dem lykkelig! De vier Dem i Deres Manddoms første Tid ind til et ædelt Værk: det, at blive en trofast Hustru et trofast Værn. Men ogsaa for Dem maa jo i denne Stund fredlyste Minder tale højt i Deres Hjerte: Mindet om en hæderlig Fader, der i alt kan være Dem et følgeværdigt Eksempel - - -

Etatsraadinden fører Lommetørklædet til sine Øjne - hun er til Mode, som en pludselig Svimmelhed havde grebet hende. Saa tænker hun paa de aarvaagne Kikkerter og hæver Hovedet stoltere end før: Men hun hører ikke mere: for hendes Blik staar Billedet af et højt Egetræsværelse i City, mørkt, med et højt Egetræsskrivebord mellem Vinduerne. Og foran Skrivebordet sidder en lille, mørksmudsket Mand, som rejser sig, da hun kommer ind, rejser sig og smiler - smiler - -

Gennem Sønnen foran Alteret gaar der som et elektrisk Stød - -

Herrerne sidder uroligt, rokkende paa Stolene, seende 69 ned i deres høje Hatte. Damerne pudser Næse eller holder de duftende Buketter op for at skjule en Gaben. Nede i Kirken en uafbrudt akkompagnerende Mumlen. I Nichen Kristus med udstrakte Arme.

- Amen!

Præsten tager Alterbogen. Der kommer Røre i Følget. For Herrerne er Alterbogen det første Signal til at gaa til Bords, for Damerne til at arrangere sig til Bortgangen. De tager sig til Haaret, sætter Blomsten mere fast, ordner en Fold i Kjolen. Bagved, paa tredje Række sidder en gammel Tante og græder. Hendes Snøften høres, medens Præsten læser.

- Saa tilspørger jeg Eder, Adolf Julius Boeck: Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hjertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, at I vil have denne ærlige Pige, som hos Eder staar, til Eders Ægtehustru?

- Ja. "Med Gud i Himmelen" - han tænker paa den første Gang, hans Moder havde talt til ham om Partiet. Det var om Natten efter et Bal, og han havde tænkt paa, hvor blødt hun havde ligget i hans Arm i Dansen. Saa havde han sagt, han vilde gøre, hvad han kunde. Og nu spurgte man ham, om han havde beraadt sig med "Gud i Himmelen".

- Om I herefter vil leve saa med hende baade i Medgang og Modgang, i hvad Lykke Gud den almægtige vil Eder tilføje, som en Dannemand bør at leve med sin Ægtehustru?

- Ja - han kan næsten ikke lade være at smile: "som en Dannemand bør leve med sin Ægtehustru" - han er nær ved at vende sig om for at se paa sin Ven, Frederik Brasen, der sidder bag ved ham og lærer Bryllupssalmen udenad. Brasen var lige bleven gift. Saa havde han en Formiddag truffet ham paa Gaden og fortalt, at de i Aften skulde have Ungkarleselskab paa Skydebanen. Jeg kommer med, sagde Brasen. - Du, en gift Mand! - Ja vist, har Præsten ikke sagt, at jeg skulde leve med min Kone som en dannet Mand? 70 Og nu kunde han ikke lade være at tænke paa den flove Vittighed, netop nu, hvor han skulde være alvorlig.

- Om I véd Eder fri, at I ikke har givet nogen anden Kvinde, som nu lever, Eders Ægteskabstro, som dette kunde være til Hinder.

- Ja - - Jo, han kan jo nok svare ja - det andet var kun for Spøg. Man sagde saadan noget i Nødsfald. Det gjorde alle, og siden havde han jo sørget godt baade for hende og Barnet - og da Barnet døde, var han en Formiddag taget ud paa Kirkegaarden og havde ladet Graveren sætte et Rosentræ paa Graven - han havde intet at bebrejde sig.

Præstens Spørgsmaal vækker. Det ensformige Tonefald, de kendte Ord trænger ind paa dem. Man spidser Øren for at høre de sagte "Ja", man vil høre dem. En og anden mere følsom er til Mode, som han skulde kvæles ... Damerne skjuler Ansigterne med deres Buketter. De rødmer svagt; eller maaske er det Skæret fra Roserne.

- I lige Maade tilspørger jeg Eder, Agnes Mathilde Løvenfeldt.

Kammerherren staar rank ved Alterets Trin, og ved Lyden af sit Navn retter han sig endnu mere.

- Om I har beraadt Eder med Gud i Himmelen, dernæst med Eders eget Hjertelag, siden ogsaa med Eders Slægt og Venner, om I vil have denne ærlige unge Karl, som hos Eder staar, til Eders Ægtehusbond?

- Ja - Hidtil har hun syntes, det var en anden ... en fremmed uden for hende selv. Men nu ... det trænger saa nær paa ... hun kan ikke slippe uden om. Og pludselig tænker hun saa, at dette sagte "Ja" binder hende saa forfærdelig fast. Hun staar med Hovedet bøjet, hendes Skikkelse skælver under den skinnende Atlask ... hun griber fast om Gelænderet ...

Præsten spørger igen.

Og hvert af hans Spørgsmaal syntes hende som en Spade Jord paa hendes Ungdoms Drømme. Det brændte 71 i hendes Hoved, hendes Læber var tørre. Hun havde siddet ved Klaveret og spillet, da hendes Fader kom ind, ophidset og forstyrret, og sagde hende, at han var kompromitteret, hvis hun ikke reddede ham ved at ægte den rige Boeck ... og hun maatte vide, at en Løvenfeldt ikke overlevede sin Ære ...

- Om I véd Eder fri, at I ikke har givet nogen anden Mandsperson, som nu lever, Eders Ægteskabstro, som dette kunde være til Hinder?

Hun hører ikke mere ... hun véd, hun er solgt. Men Tante Elisabeth har sagt, at Kærlighed er en Vane, saa vil hun vel lære at elske ham ... Thi hun har jo ikke elsket nogen anden? nej, nej ... det var en Drøm, intet andet Den Sommer var den lykkeligste i hendes Liv, ja, netop en Drøm ... men nu burde hun maaske glemme den - maaske, nej, ganske vist - og det vilde ikke være let.

Adolf har vendt sig imod hende ... han ser paa hendes Ansigt, det skælvende Bryst, hvor Diamantsmykket blinker, Hoften, der runder sig under Brudekjolens Atlask ...

Følget er nervøst ... der er noget i dette, der er alvorligt, noget afgørende, noget, som betager. Blomsterne paa Kvindernes Bryst vugger sig uroligt. Herrerne glatter deres Handsker, slaar Benene over hinanden og undersøger deres Støvler.

- Saa giver hinanden Eders Hænder.

Agnes udstrækker mekanisk sin Haand imod hans ... den fatter hendes med et umærkeligt Tryk, Pulsene i hans Fingerspidser banker; hun ser op paa ham ... der ligger noget i hans Blik, noget ... hun rødmer og ser op mod Kristus. Han staar som altid med udbredte Arme, medlidende, modtagende ... men hun finder ingen Hvile hos Guden. Hun mærker sin Mands Blik søgende mod sig, det er hende, som et Skrig hentørredes i hendes Strube ...

- Hvad Gud den almægtige har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.

72

Intet Menneske adskille ... men der er jo dog Skilsmisse ... hun kan jo dog, kunde jo dog.

Præsten læser Skriftens Ord, den gammeltestamentlige Fortælling om Kvindens Skabelse. Og det er som Orientens Glød gennemhedede de hellige Ord.

Korets Hvælving lader Ordene klinge igen ... den sidste Tone dør langsomt hen som en stille Hvisken. Der er saa megen menneskelig Varme i de guddommelige Ord ... saa megen Hede, hidsende Veltalenhed, Østerlandene taler ... der gaar som en Attraaens Bølge gennem Rummet:

- Jeg vil skikke Dig megen Kummer til, naar Du reder til Barsel, og Du skal føde dine Børn med Kummer og din Vilje skal være din Mand undergiven, og han skal være din Herre.

Agnes er fortumlet ... hun hører Ordene som en fjern Trusel, som et rullende Uvejr, der nærmer sig hendes Liv. Hendes Mand tager ikke Øjnene fra hende. Foran Guds Alter begynder han at nyde sin Hustru, den Gud, der har sagt: Men dersom dit højre Øje forarger dig, saa riv det ud og kast det fra Dig. Thi det er dig gavnligt, at ét af dine Lemmer fordærves og ikke dit ganske Legem skal kastes i Helvede.

Kristus staar ren, ophøjet, hugget i Marmor. Men Gasflammerne lægger som et bævende Smil om hans Mund, som om de rene Læber lukkede sig om et Suk.

Det er saa yndigt at følges ad
for to, som gerne vil sammen være -
da er med Glæden man dobbelt glad
og halvt om Sorgen saa tung at bære.
Ja det er Gammen
at rejse sammen,
naar Fjederhammen
er Kærlighed.

Hun vidste ikke, hvordan hun var kommen hen til sin Plads; han havde taget hendes Arm og ført hende. Tonerne af Sangen summer om hende uden at naa 73 hende ... kun Omkvædet brænder sig ind i hende som et truende Spørgsmaal.

Salmen er forbi. Og lige paa én Gang begynder de alle at tale rundt omkring hende, tale som Børn, der længe har maattet tie. Damerne smiler, Herrerne byder Armen, komplimenterer en blottet Hals, roser et epokegørende Toilette. Man omringer hende, trykker hende i Haanden, kysser hende.

Saa gaar de nedad Kirken.

Hoved ved Hoved; hundrede af graadige Blikke, misundelige Øjekast, eksaminerende Miner. Fra Orgelet brusende Akkorder. Helt ned ad Gangen Ansigt over Ansigt. Hele Kirken er bleven et aarvaagent Øje. Silkekjolerne rasler. Beundrende Mumlen, Hvisken, Smil, dæmpet Samtale. Ved Pillerne Apostlene høje og strenge, graagule af det blandede Lysskær.

De naa'r Døren. Han hvisker til hende, bøjer sig ned over hende, kysser hende. Hun mærker, at hans Læber er meget varme.

Saa kører Vognen frem. Han slaar sin Arm omkring hende for at hjælpe hende ind ... hun føler den skælve ... hun ordner sit Slæb, bøjer sig tilbage ... alt uden at se paa ham.

Kirkebetjenten lukker Døren med en hemmelighedsfuld Mine.

KÆRLIGHED

Maaske er denne Historie altfor ubetydelig, og den handler om intet. Her er hverken kælne Smil eller Kærlighedskys eller Længsler udsat for rytmiske Ord, med hvilke Digterne har fundet paa at efterligne Musik og Toner. Den har til Personer kun to Søskende, og den indeslutter intet Drama. Dog handler den om en Heltinde, thi der gives ogsaa Heltinder i det ubetydelige Liv, der hver Dag leves, - langt større end Romanernes Gudinder og Kærlighedshymnernes Lovpriste ... Og den unge Kvinde hørte til dem.

De to Søskende elskede hinanden ubeskrivelig højt. Hver Leg i deres Barndom havde de haft fælles, hver Dags smaa Begivenheder havde de oplevet sammen. Naar de legede Cirkus paa det store Loft, var hun Miss Flora i de graciøse Stillinger paa den store Gyngehest; naar de legede Skib, var hun baade Kok og Matros. Hun var rigtignok meget bange for at hænge saaledes i det ene Ben i Trapez, og hun havde ogsaa nok haft Lyst til at staa med hvidt Tørklæde bag Disken, naar de legede Konditori, istedetfor altid at vaske af omme bagved Skærmbrædtet. Men hun m a a t t e jo baade hænge i Benet og vaske Kopper. Drengene i Gaarden klappede saa meget, naar Henrik gjorde Kunster med hende i Trapezen, og naar de legede Konditori, kunde Henrik dog virkelig ikke vaske Kopper af.

75

Naar Henrik var Tryllekunstner, sad hun med Tallerkenen, hvori de andre Børn lagde Skillingerne, og hun trak Tæppet fra og for. Hun gjorde altid det ringeste Arbejde; og en Gang, da de spillede Komedie og hun havde spillet saa smukt, at alle Forældrenes Gæster raabte hende frem og kun hende - kom hun trækkende ud med Henrik i Haanden, og med Graaden i Halsen og højrød i Kinderne raabte hun ud til dem:

- Men det er jo ham, som har skrevet det.

Om Søndagen ved Desserten tog hun ikke Øjnene fra Kagen, mens den blev skaaret for, og naar hun havde mærket sig det største Stykke, pegede hun paa det og hviskede til Broderen:

- Det skal Du ta'e.

Da Henrik var oppe til Eksamen og skulde være Student, vaagede hun om Natten. - Og naar hun saá, hans Hoved begyndte at nikke og falde ned mod Bogen, betvang hun sin egen Søvn, og hun gav sig til at høre ham, og hun lo og fortalte Historier.

Saaledes elskede Ingeborg sin Broder.

Men nu var hun syg, døende. Gigtfeberens forfærdelige Smerter nagede hende, og Gigten havde nærmet sig Hjertet. Der var ingen Lindring for Smerterne. Med Hovedet paa Siden, bleg, laa hun hen, gispende som en lille Fugl.

Det var kun Øjnene, som levede i dette Ansigt. De var tunge, feberbrændende af Lidelser, og naar Smerterne som tusind borende Dolke syntes at ville standse Hjertets Slag i en utrolig Kval, sitrede hendes Læber.

Men hun skreg kun sjældent. Da pressedes Smerteskriget frem fra hendes Læber, hvor Sveden sprang ud, og hun hviskede ganske sagte:

- Vær ikke vred - vel? - men det gør saa ondt. Og naar Moderen bøjede sig over hende, spurgte hun svagt:

- Henrik er jo ude?

For hun vilde ikke skrige, naar han var der.

Han kom ind ved Sengen, angst, og saá paa hendes 76 Ansigt, Døden havde mærket, og skønt hvert Ord, hun talte, smertede hende, sagde hun dog:

- Aa, jeg har det godt.

- Det bliver nok bedre ...

Saa blev det den sidste Nat.

Lægen gav ikke mere noget Haab. Det vilde være forbi i Løbet af nogle faa Timer.

Og over hele Huset hvilede den tunge Tavshed, der lægger sig knugende over alt i det Hjem, hvor Døden ventes.

Ude i Stuen ved Siden af sad de andre. Moderen var den eneste, som vaagede ved Sengen. Gennem alle Stuer hørte man Uhrenes uophørlige Dikken, og hver Lyd blev skræmmende og ængstelig.

Ingeborg var sunken sammen. Under deres Laag laa Øjnene brustne som to Kloder, der er slukte, og hun saá ikke mere. Men undertiden rystede Dødskampen hendes pinte Lemmer, og hun skreg højt.

Saaledes gik Timerne, mens Livet flygtede.

Henimod Morgenen rejste hun sig pludselig med et Sæt i Sengen, og med et forfærdeligt Hvin fo'r hun med Haanden til Hjertet - saa faldt hun tilbage.

Henrik løb ind. Han troede, det var forbi. Men da han stod ved Fodenden af Sengen og skælvede, som var han selv berørt af Døden, der gik forbi ham, slog Ingeborg Øjnene op og kendte ham.

Først smilede hun: hun kendte ham. Men saa sagde hun:

- Er Du her? Hvorfor er Du ikke i Seng? Gaa" Du maa ikke se mig.

Og da Henrik var gaaet, bøjede hun sig op mod Moderens Bryst og sagde:

- Hvorfor sagde Du ikke, han var her? Det gør ham saa ondt, naar jeg skriger.

Krampen tog til. Den rystede hende forfærdeligt. Men med Øjnene fæstede paa Døren laa hun rolig hen uden at skrige, og Dødens Kval fralokkede hende ikke et eneste Suk ...

77

Det vilde smerte ham.

Tilsidst bad hun om at se ham. Han kom ind, kunde ikke tale; hun løftede med en sidste Kraftopbyden sine krummede Arme og slog dem om hans Hals.

- Græd ikke, jeg har det godt.

Saa sank hun sammen.

Hun laa død med Hovedet paa Siden, som en Blomst, man har knækket; hun var død under hans sidste Kærtegn.

ELNA

Hun havde altid klædt sig i bløde Mellemfarver, graat og brunt af matte Silkestoffer, og dette douce over hendes Dragt, der skænkede hende en egen Elegance, det passede ogsaa saa helt til hendes Hoved, som løftede sig frem saa rankt over den høje Pibe, med sin Nakkeknude og Ansigtet, som en skaaren Kame.

Saaledes var hun, og saadan, med denne ranke, lidt ubevægelige Ro, havde hun altid levet sit rige Liv som Millionærens Datter.

Hun havde ingen Alder. Hendes Smil, der var smukt og viste en Rad af dejlige Tænder, var hverken ungt eller ældet, det var kun et høfligt Konversationssmil uden Aar og maaske lidt ligegyldigt paa Bunden.

Elna Holmer bragte med sig al den aflagrede Rigdoms Tryghed, parret med en fornem Stilfærdighed, der mindede om lydløs Gang paa bløde Smyrnatæpper. Livet var ogsaa gaaet stilfærdigt for hende.

Stilfærdigt midt i dets Fester. Thi hende var det en Vane at sidde silkeklædt ved rige Borde og at kede sig under tændte Kroner paa Rout'ernes Uendelighed. Alt det kom med Aarstiderne; naar de forlod deres Landsted og tog hjem til deres store Gaard paa Amagertorv, og Sæsonen aabnedes. Da gled Elna Holmer douce og rank atter hen gennem Velgørenhedsfesterne og Selskaberne og alt det, som Lunet og Moden bød. Hun hørte til deri.

Paa Baller gik hun dog ikke mere. Ingen vidste, naar hun var holdt op at danse. Det var vel kommet af sig

79

selv; hun ønskede hellere at sidde over, at tale med en og anden Herre, fint behersket, som hun forstod at tale. Og saa tilsidst gik hun ikke mere paa Bal.

Efterhaanden var Elnas Navn ogsaa begyndt at figurere paa de store Velgørenhedslister, hvor det stod ved Siden af de gifte Damers, helt sideordnet, blot Navnet: Elna Holmer. Det var nok. Man satte intet Frøken. De gifte Koner glemte i det hele tidt, at hun ikke var gift, og de talte til hende, som om hun hørte til Lauget

Og det vilde hun jo ogsaa komme til, saa snart hun havde Lyst - naturligvis, siden man ikke finder Millionerne paa Gaden. Der vilde altid være Friere nok.

Ikke at man egentlig vidste Navne, kunde sige bestemt, at den eller den havde sværmet eller havde friet, det kunde man ikke, for Elna havde en egen Evne til at holde Folk i Afstand og distancere Nysgerrigheden, hun havde heller aldrig haft Veninder. Derfor var det lidt vanskeligt at holde Regnskab over, hvor mange Kurve hun havde delt ud i Legationerne og andetsteds.

Elna Holmer havde ingen Historie - derom var alle enige. Og naar Herrerne - ved Kaffen, i Rygeværelset med Benene spilede ud foran sig, hyllet ind i Havannarøg - drøftede Tingene og snusede op ad de gode Partier, gled man oftest hende forbi. Kun en enkelt Gang kunde det dumpe ud af en og anden:

- Men Elna Holmer?

Da var man vis paa, det var altid "en Ny", der spurgte, og han fik ikke andet end et Skuldertræk til Svar.

Men da en Gang den lange Gyldenkrone, der altid strakte sine Storkeben saa langt fra sig, at man faldt over dem, og som altid kom paa tværs og sagde Dumheder, med sin sædvanlige Snøvlen sagde:

- Men for Satan, Børn, er der da "noget" - - brød alle Herrerne ud i energisk "Nej", og Gyldenkrone følte, at nu havde han sagt en Dumhed igen. - - - - - - - - - - - - - - - - -

Og saa en Dag faar man Kort fra Elna Holmer. 80 Kortet med de to Navne, der er det røde Klæde for Sladderen.

Og da Etatsraad Holmers Tjener aabnede Vogndøren for Elna Holmer og hendes Forlovede, kendte ingen af hendes Venner hende igen. Det var, som var der kommet noget ligesom Kvidren over hvert Ord, hun sagde, som om hun sang det ud; og hun talte uafbrudt, og hendes Tanker fløj rundt som glade Smaafugle, kredsende alle - kun om ham.

Det havde man ikke ventet og mindst af Elna Holmer. Alle talte om det. Hvordan hun hængte sig op ad hans Arm; og Minutter kunde hun glemme sig selv og med Hovedet i Hænderne kunde hun stirre ind i hans Øjne, indtil hendes blev fulde af Taarer, og hun bøjede sig ind imod ham, og hun hviskede ham ind i Øret for tusinde Gang:

- Holger - hvor jeg dog elsker Dig.

Og det midt ved Bordet, under Middagen, hvor alle saá det... Der blev hvisket en Del, og mange fandt, at det var næsten en utrolig Mangel paa Selvbeherskelse. Netop hos Elna.

Hun, som havde været saa douce, saa dæmpet i alt.

Nej, det var afgjort, hun var ikke til at kende igen.

Selv hendes Dragt var forandret Hun klædte sig lyst, hendes Toilette var næsten pralende. Hun elskede de lange og knitrende Slæb, dækket med Rosers Mangfoldighed; hun bar eridogsaa Diamanter. Hun slyngede dem næsten til Overflod om en vidunderlig Hals, blottet, saa matblankt straalende, at man blev blændet derved. Før havde altid høje Piber dækket saa godt over alt, at Herrerne, de stod nu og vidste slet ikke, hvor de havde haft deres Øjne ...

Det maatte være de lyse Stoffer, Glansen af Roberne, der gjorde Figuren saa smidig og blød, alle Linjerne med ét saa runde. - Hun havde jo før været stiv, lidt kantet, Elna Holmer.

Og alt det for Fætteren, som hun kunde have taget for ti Aar siden - aa saamæn gerne for tolv Aar ... 81 For nu begyndte man at regne, og man fandt ud, at Elna Holmer var, mildest talt, om det første Hjørne. Det blev en Vittighed om "Ildebrand i gamle Huse".

De sneg sig ind i Kabinettet, tyssende paa hinanden som to Børn paa forbuden Vej, og de lukkede sagte Døren til Altanen op. Inde fra Spisestuen hørte de et Par afbrudte Ord af Skaalen for Damerne, der havde forjaget dem. Saa lukkede de stille Balkondøren til bag sig.

Aftenen var kølig og klar. Langs Ørstedsparkens Jord flettede Skygger af Buskenes bladløse Grene et flakkende Væv; Vandet spejlede blankt Gadelygternes Skær, som evindelig flimrende Stjerneskud. Et enkelt Fodtrin kom og døde hen.

Elna klyngede sig op til Holger:

- Hvor det gør godt at være ene.

De vendte sig. Lygternes lyse Række krummede sig og forsvandt. Dér løftede Møllen sig, tung mod den skinnende Sky, der laa som et Genskin ud over Vesterbro.

- Holger, sagde hun, hvor det er vidunderligt at være lykkelig.

Hun lagde sit Hoved paa hans Skulder, og uden at sige andet, mens han hele Tiden lod sine Læber strejfe hendes, krusede Haar, blev han ved at hviske hendes Navn helt sagte ... Gang paa Gang, Gang paa Gang:

- Elna - Elna.

- Jo.

- Elna.

- Ja.

Og hun smilede:

- Hvor jeg dog elsker Dig ...

- Og jeg Dig.

Der rullede en Vogn forbi. Elna gyste af Kulden.

- Elna, for Guds Skyld - her er altfor koldt. Men hun holdt ham tilbage med begge sine Hænder om hans Hals.

- Et Øjeblik - kun et Øjeblik ...

82

- Véd Du, Holger, hvorfor jeg elsker at stjæle saadant et Minut? Aa - det er dumt at fortælle det... Men at være midt i Lykken, ene med Dig og saa stille kunne tænke paa den Tid - da det ikke var som nu ...

Hun løfter Ansigtet, og deres Øjne hviler i hinanden. Og igen rækker hun sine Læber frem til Kys - -.

- Hvor jeg dog elsker Dig ...

- Og jeg Dig ...

Elna havde især en egen Lyst. Naar de skulde ud og han kom for at hente hende, klædte hun sig tidligt paa, og saa sad de, hun i sin lyse Dragt med dens Duft af Blomster, inden Vognen kørte frem, sammen i "Fortrolighedens Krog".

Dér kunde Elna sidde timevis, tavs, ved Siden af den, hun elskede: og hun vilde blot føle sig ham nær, langsomt kunne klappe hans Haand' og lade sine Øjne hvile paa hans Ansigt.

Og pludselig, efter en lang Stilhed, kunde hun sige med et lykkeligt Smil:

- Holger, at dette blev muligt ... Naar Tjeneren meldte, at Vognen var kørt frem, holdt Elna Holger tilbage:

- Lad dem vente, sagde hun. Se ind i Ilden, Holger, og ti ganske stille. Du maa tænke paa din Tale - - og hun lo - Du begynder at gentage Dig selv.

Og et Øjeblik stirrede de paa de knitrende Brændestykker, og de smilede begge.

- Kom, Elna! sagde saa Holger; og en Dag, da hun slet ikke vilde gaa, tog han hende med Haanden om Hovedet.

- Du er altfor graadig, Elna, sagde han og lo. Elna stod og rettede lidt paa sit Haar, og alvorligere, mens hun vendte sig imod ham, sagde hun:

- Ja - Du har Ret - jeg er bleven graadig efter Lykken ... Men min Ven, den biede saa længe ... "Krogen" véd, at den har biet længe.

"Krogen" vidste det. Den var Arnestedet for deres Kærlighed. Den havde altid været Elna Holmers Yndlingsplet, 83 skærmet af den persiske Skærm og de høje Palmegrupper. Dér havde de allerede siddet den Gang, da han kom til Byen for første Gang som helt ung Student De var lige gamle; hun var Rigmandsdatteren, allerede træneret i Ballernes og "Kuren"s Skole, lidt blaseret, meget overlegen; han kom fra Vestkysten med Fjedersko og blaa Strømper, der kiggede en Smule for meget frem under Benklæderne ...

Han viede den rige, dameagtige Kusine sin første Forelskelse, en blind Beundring for hendes Væsen og hendes Dragt, en hel Berusning af hendes Finhed, lige stærk af hendes Toiletters Silke og hendes Ord og hendes Stemmes Klang, der var saa dæmpet og altid entonig klar.

Elna morede sig; hun følte sig som den ældre, hun viste ham ud i Livet... Naar de var paa Bal, vogtede hun paa ham fra en Krog, om han opførte sig ret, om han var rigtig glad. Hun præsenterede ham for sine Veninder - og der maatte være noget ved Holger, for de blev allesammen halvvejs lidt forelskede i ham ... Saa sad Elna, naar de talte om ham, og smilede og vippede lidt med Foden i den Atlaskessko. Det fornøjede hende.

Den næste Dag morede det hende at skænde. At sige, at det havde han gjort galt og det og saa rette paa ham.

Men med ét, naar hun kom til at se paa ham, og saá de troskyldige Drengeøjne, der blev helt forknytte, blev hun vred paa sig selv, og hun glattede paa hans Haar, som hun plejede, og sagde:

- Aa - Du er dog god, som Du er ...

Saa var Taarerne hurtigt borte af hans Øjne.

Saaledes var det mellem Holger og Elna den første Tid ... Hun beskæftigede sig altid med ham, han lod sig lede af hende ...

Lidt efter lidt vaagnede mere og mere det erotiske hos Holger, og det søgte til andre. Følelsen for Elna, den blev som før en varm Beundring, den lignede sig selv, som den fra den første Dag havde været, lidt i 84 Slægt med de hede Skolevenskaber. Saadan med den fuldeste Fortrolighed var Holgers Forhold til Kusinen.

Elna sad stilfærdigt og lyttede til. Hun saá i "Fortrolighedens Krog" Forelskelser fødes og Forelskelser dø. Hymnerne var altid de samme, men Navnene vekslede. Det gik hele Raden af Veninder rundt Og da det var forbi med Veninderne, kom der ogsaa en Tid, hvor han talte mindre aabent, han smilede kun, og han holdt af, naar han sad og kærtegnede sine Ben, der var smukke og kraftige, at sætte dem i Stillinger, saa han ret saá deres Muskler. Han blev i den Periode en hel Del bleg, og de troskyldige Øjne fik svulne Kanter.

Ogsaa Elna havde det mindre godt. To-tre Aar i Træk paabød Lægen Baderejser. Hun fik tør Hoste, - maaske var den dog kun nervøs.

Efterhaanden skiltes de to Søskendebørn en Smule. Holgers Eksamen kom imellem foruden - det andet. Den Gang var de begge fem og tyve Aar.

Siden gik et Par Aar, hvor de helt skiltes. Holger tog en Plads som Fuldmægtig -hos en Herredsfoged i Jylland - ude paa Landet; i en ensom Egn. Han var der, som sagt, henved to Aar; saa kom han noget pludselig hjem og var blevet noget forandret. Han havde faaet fuldt Skæg og var bleven stor og bredskuldret. Han talte ogsaa anderledes - naar han talte, thi han var særdeles ordknap siden sin Hjemkomst.

Elna hverken søgte eller flyede ham. De traf hinanden og vekslede nogle Sætninger, ligegyldige i Ny og Næ. Men saa hen paa Efteraaret blev de begge bedt til et Børnebal, en af Elnas gifte Veninder gav; ud paa Aftenen begyndte de Voksne at danse med, og der var muntert og megen Latter, naar de i Farten var nær ved at rive de Smaa over Ende i Valsen ...

Holger kom hen til Elna. Hun havde ikke danset.

- Skal vi ikke danse en Gang igen? sagde han. Bilde os ind, vi er Børn igen.

En rød Strøm gled hen over Elnas hele Ansigt, medens hun gav ham Armen uden at tale.

85

Dansen vakte gamle Minder hos Holger. Han spurgte hvert Øjeblik: Kan Du huske - Kan Du huske, og da Musiken holdt op, og han førte hende tilbage til hendes Plads, sagde han:

- Ja - vi var lykkelige den Gang.

Han lagde slet ikke Mærke til, at Elna intet havde sagt under Dansen.

Den følgende Dag kom han i Mørkningen. De sad igen paa deres vante Plads, og de begyndte at tale om Vind og Vejr. Men Samtalen døde langsomt hen, og Holger sad kun med Haanden under Hovedet, underlig sammensunken og stirrede paa Ilden. Han sukkede nu og da, som vilde han vælte en Byrde fra sig.

Elna forstyrrede ham ikke; hun sad alvorlig og stille ved Siden af ham.

Endelig vaagnede Holger op og sagde: Undskyld, jeg falder i Staver, Kusine; og lidt efter sad de atter som før.

Han kom igen næsten hver Aften, og det samme gentog sig hver Gang. Der var noget trist sammenknuget over ham. Det eneste, der adspredte ham, var Cigaretrøgen : han fulgte dens blaa Ringe i Skæret fra Kakkelovnen.

Hver Aften, naarde havde siddet lidt, spurgte Holger:

- Tør jeg ryge, Kusine? og saa begyndte Legen med Røgringene.

Elna syntes altid, det var en Lettelse, hun var angst over denne Rugen over det skete, som egentlig laa Holger saa fjern. Og en Aften, da hun syntes, at hans Ansigt var endnu blegere end ellers, lagde hun sagte sin Haand paa hans Skulder og sagde:

- Holger, hvorfor vil Du ikke tale om det? Som om han havde ventet Spørgsmaalet, rystede Holger stille paa Hovedet.

- Det nytter ikke, Elna, sagde han. Det kan man ikke tale om.

Men da begyndte hun lempelig, medens hendes Haand blev ved at hvile paa hans Skulder, at tale til 86 ham, og inden han vidste det, talte de om hans skuffede Kærligheds Historie.

Hun gættede dér, hvor han ikke talte, og hun gled let over det, der endnu 'kunde give Smerte. Hendes milde Ord tøede det frosne Vand.

Da han var kommet til Ro, da han for første Gang havde talt sig ud, og de igen sad tavse, sagde Holger pludselig ganske sagte:

- Men, Elna, hvor vidste Du det?

- Jeg gættede det, sagde hun. Aften efter Aften sad de sammen, og han talte til hende om det, som var forbi.

Det var altid det samme Billede, de samme Ord.

- Og jeg - jeg troede det saa vist, sagde han. Saa vist ... Hvor man dog kan være blind.

Elna talte ikke meget, men der var som Køling over Vunder i hvert af hendes Ord.

- Du forstaar mig, sagde han. Du er den eneste, der forstaar mig.

- Tror Du? og Elna smilede sørgmodigt og stille.

Saaledes talte de om Holgers døde Kærlighed.

De brugte om en tredje alle Kærlighedens Ord, alle Elskovens Navne. Der var saa rigeligt med Længsler, saa rigt med sukmættet Attraa. Og de talte saa frit, og de brugte saa ufortrødent alle Ord, svøbte sig saa lunt i Følelsernes Net - thi det var jo en tredje, det gjaldt.

Hun sad der jo kun som den forstaaende, den, der gættede hans Tanke, den, der dog altid havde levet med ham.

Men der kom en Dag, hvor Holger sagde til sig selv:

- Hvorfor er det dog ikke hende jeg elsker? Vi, som forstaar hinanden saa godt.

Saaledes voksede ud af den døde Kærligheds Sørgetale den ny Følelse, og en smuk Stund vidste de det begge. Men længe talte de kun forblommet; de blev ved at vugge den ny Glæde i de døde Længslers Ord, og hvert gammelt Suk smagte deres Læber sødt.

87

De greb hinanden i at sidde Haand i Haand, de dreves imod hinanden i mange Kærtegn ... Men det forbigangnes Spindelvæv brød de ikke.

Saadan stjal den ny Lykke sin Fryd fra Skyggen af den gamle Sorg, og saadan gik det længe.

Det var en Tid med halve Ord og rig paa Tilstaaelsens skælvende Længsel, og de ventede begge, og begge flyede.

Men en Dag var alt sagt, og de vaagnede tæt op til hinanden under en Regn af hede Kærtegn ...

Det var Elnas og Holgers Kærligheds Historie.

- Nej, nej - flere Lys, vi vil have Kandelabre over alle Dørene ...! Elna og Holger sad i Krogen og talte om det store Bal hos Holmers.

- Og mange Blomster - sig Hammer det, han tømmer Drivhusene. Salen maa være som en Have ... Men nu maa jeg klæde mig paa ...

- Ja ... Du har ikke klædt Dig om endnu.

- Nej, jeg var lidt træt... aa ... Elna standsede ... det dumme Sting ...

- Har Du Sting - han tog hendes Haand - og Du brænder ... For Guds Skyld ... Du har forkølet Dig iaftes paa Balkonen. Lad os blive hjemme ...

- Vist ej - - lidt Sting, som jeg har saa tidt... Nu klæder jeg mig paa.

Det smertede hende meget at løfte Armene, medens hun gjorde Toilette. Knæene rystede under hende, og hun maatte sætte sig flere Gange.

- Hvor Frøkenen er bleg, sagde Pigen til hende.

Elna saá sig i Spejlet: Det er af Sult, sagde hun. Jeg har intet spist til Frokost.

Hun fik den lyserøde Kjole paa, og Pigen fæstede Rosenknopperne paa Slæbet.

- Ser Du, sagde Elna. Nu er jeg ikke mere bleg. Hendes Kinder fik en blank Rødme.

Pigen rejste sig fra Gulvet og saá i Spejlet Frøkenen vakle, som skulde hun falde:

88

- Bliv - og sig det ikke, sagde hun helt graableg og faldt tilbage i Stolen.

Da hun kom til sig selv igen, sagde hun:

- - Tak, at Du ikke kaldte ... Det vilde forskrække ham ...

- Jeg vil pudre mig, sagde hun, hun førte Pudderkvasten to, tre Gange hen over sit Ansigt.

- Saa - nu er det godt...

Under et Paaskud støttede hun sig til Pigen, og de gik ned ad Trappen.

- Det varede længe, sagde Holger.

- Ja - min Ven - Du véd, jeg vil saa gerne være smuk ...

Om Aftenen dansede Elna og var helt vel.

- Jeg tror, jeg vil ligge til Frokost, sagde hun om Morgenen. Hun var meget mat og følte en tør Smerte i sit Bryst. Gaa kun og lad mig sove.

Hun lukkede Øjnene og blundede igen.

Klokken halvtolv ringede Elna og vilde staa op.

Da hun vilde løfte sig i Sengen, faldt hun tilbage med et lille Skrig. Hvor jeg er blevet træt, sagde hun. Hun forsøgte igen at rejse sig og fik en Peignoir om sig. Hun rystede af Kulde, saa Tænderne klaprede i Munden paa hende, men hendes Hænder brændte som Ild.

- Gaa, sagde hun og satte sig igen paa Sengen, gaa og sig, jeg kommer straks.

Da Pigen var ude af Stuen, forsøgte hun at gaa, men hendes Knæ vaklede, saa hun faldt foran Døren ... Hun kom op igen og vandt ned i Spisestuen til Frokosten.

Moderen blev urolig ved at se hende: Ser Du, sagde hun, Du kan ikke taale at farte saaledes om. Idag bliver vi hjemme.

- Nej, Mama, netop ikke, vi vil tage ud at køre. Den friske Luft vil gøre mig godt...

Da Holger kom, blev Vognen forspændt, og de kørte 89 ud. Det var de sidste Dage i April. Foraarssolen brød sig Vej ad alle Sidegader, og Himlen var straalende lys. Der laa i Glansen et brunligt Skær over Grønningens Træer, og Buskene langs Kastelsgraven stod i Knop.

Elna havde faaet Rødme i Kinderne: Se, sagde hun, hvor Sundet er violblaat.

De kørte langs med Stranden. Buskene bag Havernes Rækværk grønnedes under den glinsende Sol; inde paa Plænerne spirede det fine Græs pletvis i den muldede Jord, hvor rundtom Krokus blomstrede med skinnende Farver. De vilde Ribs hang med rødmende Klaser.

Elna talte ikke meget. Hun lod sit Blik langsomt glide fra Sundet og den lyseblaa Himmel.

- Holger, sagde hun, og hendes Haand, der hvilede paa hans Arm, greb fastere. Hvor Livet dog er smukt ... vidunderlig smukt.

Og hendes Øjne blev fugtige, og Taarerne begyndte at rulle ned ad hendes Kinder.

- Elna, sagde han, Du er syg, hvorfor græder Du? Hun løftede Armen, og medens hun strakte den ud imod Sundet, sagde hun:

- Er her da ikke smukt?

Hun sad atter lidt med Blikket fæstet paa Vandet... Og uden at tage Øjnene bort fra Himlen og det blaa Sund sagde hun:

- At tænke sig den Lykke at blive gamle med hinanden.

Én Dreng kom ud af en Have med en Kurv Violer i smaa Bundter. Elna lod Vognen holde. Hvad koster dine Violer? spurgte hun.

- Ti Øre Bundtet.

- Giv mig dem alle!

Hun tog ned i Kurven med begge Hænder og førte Violerne op mod sit Ansigt. Hvor de dufter, sagde hun, hvor de dufter frisk. Saa spredte hun dem ud paa sit Skød, og hun tog dem atter op - en for en og lod So len kærtegne deres Kalk.

90

Lidt efter fik hun en pludselig Kuldegysning. Hendes Tænder faldt klaprende sammen.

- Lad os nu køre hjem. Da Vognen vendte, drejede hun Hovedet. Langt ude om Pynten skinnede Taarbæks Huse og Hvidøres Taarn over det blaa Sund ...

Saa sad hun paa hele Hjemvejen med lukkede Øjne. Under Vipperne arbejdede sig nu og da en Taare frem. Langsomt gled den ned over hendes Kind.

De talte om at sende Bud efter Lægen, men Elna vilde ikke høre noget derom. Hun vilde kun sove lidt, indtil hun skulde klædes om ...

Hun havde ladet tænde Kronen og Lampetterne foran sit Spejl, og hun kunde ikke faa nok af de mørkerøde Valmuer paa sit Slæb. Hun gik et Par Gange frem og tilbage foran Spejlet, men havde ikke Kræfter og maatte sætte sig, mens Pigen knappede de lange Handsker ...

- Du kan ikke knappe, sagde hun. Lad mig selv.

Hendes Arme rystede, saa Knapperne gled ud.

Med ét skød hun Pigen fra sig: Nej, hold op - jeg kan ikke ... Jeg kan ikke tage derhen ...

Hun lod sig lægge paa Chaiselonguen. Lysene blev slukket.

- Det har anstrengt mig en Smule, sagde hun til Holger, det er Køreturen - jeg vil heller blive hjemme.

Hun bad de andre saa længe, til de tog i Selskabet alene ...

Elna følte heftige Smerter i sit Bryst, og Feberen tog til, saa Sofaen rystede under hende ...

Et Par Timer efter lod hun sig bringe i Seng.

- Send Bud efter Lægen, sagde hun.

Det var en gammel Konferensraad, deres Huslæge. Hun var knap ved sin Bevidsthed, da han kom, men hun aabnede Øjnene, og ganske sagte sagde hun:

- Ikke sandt - det er slemt.

Konferensraaden talte forbitret og højt inde i Dagligstuen; lod straks Vognen køre efter Forældrene og Holger.

Hele Huset begyndte at komme i Oprør; Tjenestefolkene 91 fo'r forbi hinanden paa Trapperne med forskrækkede Ansigter; Gartneren, der var ved at dekorere, begyndte at slæbe sine Lavrbærtræer bort fra Afsatserne - Konferensraadens Amanuensis kom og tog Plads i Sygeværelset ved Sengen ... I .Dagligstuen hørte man den gamle Læges Skridt fra Døren til Vinduet, og fra Vinduet igen til Døren ... Ude paa Gangen lød den stadige Hamren og Slæben af Gartneren, der brød op.

Stuepigen faldt i forfjamsket Skynding paa Trappen med Bakken med Grødomslagene. Konferensraaden aabnede Døren og skændte ud.

Saa blev der ganske stille, og der lagde sig en forskræmt Tavshed over hele Huset.

En Gang imellem viste Konferensraaden sig ved Sengen.

- Nu?

Amanuensis tog ikke Øjnene bort fra Elnas Ansigt: "Fremskridende," sagde han. Og Konferensraaden vendte tilbage til Dagligstuen.

Porten sloges ilfærdigt op og i": Vognen med Holmers og Holger. De kommende vekslede op ad Trappen hurtige Ord med Tjenestefolkene ... Pigerne græd, og Fruen hulkede, da hun kom ind i Stuen.

Ingen af dem talte. Etatsraaden tog Lægens Haand uden at spørge, Holger sank ørkesløs sammen paa en Stol. Og efter en halv Times Forløb havde ingen vekslet et Ord.

Fru Holmer sad gemt i en Krog; Holger dækkede Ansigtet med sine Hænder, og gennem de udspilede Fingre stirrede han dorsk efter Konferensraaden, der blev ved at gaa op og ned. Hvert femte Minut dukkede han bag Portieren ind i Sygeværelset, spurgte og vendte tilbage med samme ubevægelige Ansigt for at fortsætte sin Vej.

Med ét, da Portieren paa ny faldt til bag Lægen, vaagnede Livet i Holger som en eneste Lyst til at se hende. Han rejste sig og gik hen over Gulvet.

Sygeværelset var allerede tungt og lummert. Han saá 92 begge Lægerne ved Sengen i Lampelyset ... Den unge hviskede. Ud over Puden laa Elnas Haar - mer saá han ikke.

Konferensraaden vendte sig.

- Gaa, sagde han. Hun sover.

Holger vendte tilbage til Dagligstuen.

De to Gamle havde flyttet sig sammen; de sad i Sofaen, tæt op til hinanden, ubevægelige og blege.

Man hørte en enkelt Vogn, der rullede blødt hen over Barken, som var spredt paa Gaden ... Uret paa Kaminen lod sin Stemme lyde ...

Konferensraaden talte til de to Gamle og gik ud af Stuen.

Holger fulgte ham med Blikket, til Døren lukkedes; den gamle Holmer sagde:

- Ja - han er gaaet Det var de første Ord, de talte, og de blev atter ved at sidde hen i samme hjælpeløse, tunge Tavshed.

Klokken tolv kom Amanuensis ud:

- Hun er vaagen, sagde han. De vaagnede af deres Sløvhed og stirrede paa ham, men rejste sig ikke.

Og noget sagtere sagde den unge Mand:

- De kunde maaske ønske at se hende.

De gik alle hen over Gulvet med hinanden, og Lægen løftede Portieren.

Elna laa med Hovedet om imod dem: Er I allerede kommet hjem, sagde hun. Hun tog dem i Haanden og klappede dem, og Holger rakte hun Munden til Kys.

Saa vendte hun sig bort, som var hun træt.

De blev i Sygeværelset og satte sig i en Krog. Hver Gang Elna fo'r op i Feberen, skælvede de; de tog ikke Blikket bort fra Sengen. Lægens Skygge tegnede sig ind over Lagenet.

Lidt efter kom Konferensraaden tilbage.

Han sendte d'em ud, og greben af Trøstesløshed græd de alle tre stille, siddende ved Siden af hinanden. Stuepigen 93 stod rystende henne ved Døren og skjulte Ansigtet i sit Forklæde.

Saa kom den unge Læge frem i Døren og vinkede.

Fru Holmer hulkede højt og greb om sin Mands Arm. Holger følte sig, som blev han lam.

... Elna havde slaaet Øjnene op. Hendes Blik gik rundt i Stuen. Da saá hun Holger ...

Han gik hende ganske nær og tog hendes Haand. Den var klam af kold Sved.

- Elna, sagde han, Elna, hvor kan det ske?

Hun blev ved at smile: Holger, hviskede hun, Du gjorde mig altfor lykkelig.

Hun talte ikke mere ... Lidt efter var Dødskampen begyndt ...

Hun døde ved det første Daggry.

FRANZ PANDER

Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.

Maaske var denne samme Snedker ikke Franz' Fader.

Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.

Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i "Kleine Dammstrasse".

Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, 'da Friskolen badede i Elben,.af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz' Krop - og siden beholdt han Navnet

Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.

- Hvor har Du dog været, Franz?

- Ingensteder.

- Aldrig bestiller Du noget.

- Gav Konsulinden Dig noget?

95

- Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.

Madam Pander tog Postejen frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.

Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det - saadan fordærvede han den gode Pølse.

Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lange Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.

Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt - foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.

Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.

Eller han smurte rundt i det rige Kvarter langs Alsteren og saá efter Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silkeslæbene 96 løftede, og ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.

Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse - saadan i Ny og Næ - helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de', som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud - naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.

Men saadan gjorde nu ogsaa han - han, hvis Hænder og Negle Franz havde arvet.

Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund - for lille egentlig for en Mand - med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.

Slank og smidig Krop.

Saadan saá han ud.

Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.

- For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers - Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.

Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne,, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.

Det vilde Franz være.

Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. 97 En skummel Krog, hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler. Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og Stank af Tobak.

Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.

Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.

Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'höte-Rækker langs blomstersmykkede Borde ...

Franz slugte hver Beskrivelse.

Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.

- Man har sine lykkelige Øjeblikke - der i London - Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske - Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet - ser de tre - fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet... Na - saa har man jo Rutinen og kender Numret....

Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige Proptrækkere".

- Forstaar sig, han var smuk, John Jennings - flot 98 Karl ... Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren - det synes jeg s'gu dog - og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige - det ku' han takke sine Ben for ... Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.

- At det altsaa skete.

Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:

- Naa - Knægt - Du falder i Staver ... sagde han og blev ved at se paa ham. Og halvhøjt lo han til Faderen:

- Der Bub' wird Glück haben.

Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz' Ballie den Formiddag.

Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.

Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.

- Schön - - Eine dritte Stellung i m Restaurant vacant. Sie können Morgen anfangen.

Da Franz var ude af Døren - bleg var han blevet - sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:

- Na, ein netter Zugvogel - nicht?

De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá 99 deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.

Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d'höte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.

Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:

- Tjener De svært ved at drive her, Kollega? - Vi har Huset fuldt ...

Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.

Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke R'estaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.

Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.

Alligevel var han ikke træt om Dagen.

Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.

Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den

meste Fritid.

100

Om Gæsterne talte de sjældent.

Og det var det, som interesserede Franz.

Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.

En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.

Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.

Franz fo'r op, helt bleg:

- Slip mig, sagde han, jeg vil ikke. Johanne stødte ham arrig fra sig:

- Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:

- Louis, wie du bist, Louis.

Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene - ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.

Franz bemærkede dem slet ikke.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.

"Femten" var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.

Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.

Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til 101 det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.

Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.

Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.

Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke - alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.

Det kostede dem at komme fra hinanden.

Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær.

Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.

Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt - han maatte det - at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe - saa hun vidste det - et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.

Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.

Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.

Men efterhaanden - for de blev der Dag efter Dag 102 - var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham - og dér havde hun set paa ham - ja bestemt ...

Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget - vilde hun røre ved ham? Der havde hun let, det havde hun sagt - det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.

Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.

Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.

- - Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.

Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme - hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene - og hans Hjerte stod stille.

Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.

- De her, sagde hun.

- Ja - i Aften. Stemmen slog Klik for ham. Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:

- Hvordan det? sagde hun.

- Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene paa Kaminen.

Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod halvaaben.

Miss Ellinor tog sin Rivière af foran Spejlet. Franz 103 skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.

Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.

Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde.

Paa Gangene drev han rundt og sparkede til Støvlerne, saa de fo'r.

Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.

Men næste Dag rejste Miss Ellinor.

Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:

- I Dag skal vi rejse.

- Skal De rejse - hvorfor?

- Troede De, jeg skulde blive her? Og Miss Ellinor lo.

Mer talte de ikke, og de saas ikke mer.

I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.

En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.

Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.

Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.

104

Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi.

Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.

Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.

Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.

Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor Vaskekælderen - Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over Maden - lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.

Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.

Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.

Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.

Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.

Og saa gik han hjem og sov, snorkende, en tung Søvn.

105

En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.

Han var mæt og en Smule ør.

Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet. Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om Pytterne.

Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske ... Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.

Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.

Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar ... Men hun bøjede op om Neuerwall og vendte sig ikke ...

Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne ... Hun gik ind i en Port og kom fra ham.

Han strejfede igen.

En Gadejægerske stillede sig op foran ham:

- Hvad vil min lille Ven? sagde hun.

Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.

- Saa "Nussebenet" keder sig, hva'? Pigen blev sødlig.

Men pludselig slap Franz hendes Arm og løb.

- Hva' - gør han Nar - Pigen skingrede - véd man, hvad man vil, Lømmel ... Saadan En - engagerer han en Dame - og vil ingenting ...

Saa var Franz udenfor Skudvidde.

Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.

Han drømte om Ellinor uafladeligt.

Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod 106 ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.

Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.

Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst - det var nok til at friste ham.

De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op - Franz saá det - og mønstrede Kelnerne. Saa valgte hun ham.

Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.

Damens Mand kom til og satte sig.

- Naa - ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm - hm - og han lo - det var en sand Ganymed, sagde han. Aa - hva' Kelner - to Diners ...

- Vel ... Franz gik et Par Skridt. Saa sagde Damen og ikke just sagte:

- Hans Skjortebryst var renest, Du ...

Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.

Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.

107

Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.

Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.

Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd - han bød den til. Men de saá ham slet ikke.

Han stod ved Siden af - som en Ting. Travede af med Fadene og Servietten - en ren Genstand - han saá saa godt sig selv.

Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne Nippedrik, der kun æklede hans Tørst ...

Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.

Ved table d'höte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.

Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:

- Pokkers smuk Karl, sagde han. Franz hørte det. Og hun løftede Blikket og saá paa ham som paa et Stativ og sagde:

- Aa ja - paa en Buk.

Saadan gik Dag efter Dag.

Han tænkte slet ingenting uden det.

108

Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem - de følte det slet ikke.

Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.

Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.

Undertiden gik han hjem. Han syntes, det dulmede.

Madam Pander sad og smaagræd.

- Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er - ja - mæn - man véd hvad det er ...

Han vilde ikke ha'e Lys - der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.

Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.

- Hvad er der, min Dreng - lille Dreng - hvad er der med min Dreng?

Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:

- Hvad er der med min Dreng - lille Dreng - gør de ham ondt?

Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle Fruentimmer.

- For dem er det, det Rak - Herre Gud - og han har det jo ikke fra Fremmede.

En Tirsdag Aften gik Franz i Teatret. Ud til Carl Schulze at se en Operette.

Det var en tyrkisk Historie om en Prinsesse.

109

Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:

Aber - es hat keinen Werth -
Es hat keinen Werth.

Franz sad i Mørket i en Loge. Han lagde Hovedet tilbage mod Væggen og græd.

Da Akten var forbi, gik han.

Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter. Han blev der om Natten.

Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.

Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.

Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.

Det var begyndt at blive lyst, og en graa Dæmring faldt ind gennem Glastaget.

Franz satte sig paa Stentrappen med Hovedet i sine Hænder.

Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.

Han saá langs Balustraden - Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover ... De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.

Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.

Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.

Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, 110 og Natportier'en kom til. Fæl saá han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.

Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.

De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.

Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.

Han var hvid som Marmor, hun havde aldrig set noget saa skønt.

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne - hun vidste ikke selv hvorfor - Haanden knyttet op imod Himlen.

FRATELLI BEDINI

Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:

- Du ska' op, sagde han. Ta' Klæ'erne paa Dig. Vi ska' ud.

Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.

Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

- Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne.

Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:

- Er de færdige, spurgte hun.

112

- Ja - jeg staar kun og pudser ham til - naa, saa gik vi.

Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham. Han har Skabelonen.

Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.

- Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.

- Vist maatte vi afsted iaften - der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i - tro bare ikke det - og saa var han forsørget ...

- Ja, gryntede Mølleren.

- Ja - det maa De nok sige Ja til ... Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne - nej - tro bare ikke det, siger jeg. -

De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul :

- Og fint er det - for jeg ser 'et, naar jeg fejer - i Garderoberne - de ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk - om de gør - baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af ... om man gør.

Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:

- Ja, naar de bare havde ham - - De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig Luft paa Trappen.

113

Faderen blev mere klem og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi..

- Ja, de er i Garderoben.

Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget - nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.

De havde Guld om Livet.

Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.

Nabomadammen slog ud for en af de nøgne, og tilsidst kom han hen med hende.

Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde.

Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.

Den nøgne spurgte ud og følte Klaus baade paa Brystet og paa Benene.

En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde : Imorgen - hvor vi bor. Henne foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.

De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den lille, som blev hevet op i Luften, var sidst...

Og saa hørte de en Støj og mange, der raabte og klappede ...

- Ja, saa ka' vi gaa, sagde Konen.

De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille:

114

- Ja, naar kun Drengen beholder hele Lemmer, Madam.

Madammen sagde: Det er en Øvelse.

Paa det sidste Stykke Vej gik Faderen med Klaus i Haanden.

Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet.

Den næste Dag hentede Madammen ham - Faderen var paa Møllen - og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.

Den nøgne vendte sig i Sengen og sagde:

- Naa - er det Dem - klæd ham af, Madam.

Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten vilde Drengen ikke have af> og han begyndte at græde og hagede sig til Kufferten.

- Flæber han, saa bring ham ligesaa godt væk straks, sagde den nøgne.

Saa fik Madammen Skjorten af Klaus og skubbede ham frem paa Gulvet.

- Hvor gammel er han?

- Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det - en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.

- Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben - bøj Ryggen.

Den nøgne strakte Haanden ud under Dynen og følte Klaus ned ad Ryggen.

- Hvad hedder Du?

- Klaus, kom det lidt mygt, for han tog haardt.

- Klaus - Satan - Turen kom til Brystkassen - god Statur - Klaus - sacrebleu - for et Navn i Bedini-Truppen - na - ligemeget: paa Plakaten ka' han hedde Giovanni ... Han hed Giovanni, som brækkede Rygraden.

115

- Ja - gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han beholder nok sit Kristennavn endda.

Den nøgne slap Klaus og lagde sig tilbage i Sengen.

- Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til Breslau - kom saa med ham imorgen tidlig - -

Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik en Thaier i Dusør.

Udenfor Døren spyttede hun paa Mønten og klaskede den ind i den flade Haand.

- Handsel, sagde hun. Det var sjældent, hun saá saa store Mønter.

Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen end at le og synge.

Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og spørge ham.

Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han. Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.

Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.

Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.

Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.

Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, 116 og han gik over Gangen ind til Nabomadammen i Køkkenet.

- Ja, saa er'et jo idag, sagde hun.

- Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed.

- Han ska' derhen nu til Morgen ...

- Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det ...

Konen saá hurtig op:

- Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.

Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden:

- Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saá paa hende. Saa gik han.

- - Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.

Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa nøje, hvor han ramte.

"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik med Bøjningerne.

Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en Rygbøjning.

Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han 117 efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var alfid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen, - saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes.

Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale. De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke Sal.

Der kom en hidsig Kappelyst over Giovanni; smidig var han som en Kattekilling.

En Dag hørte han Papa Bedini sige i Kulisserne:

- Ja, den Dreng har en blød Krop.

Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind, arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte, klaprede hans Tænder i Munden af Angst.

Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.

Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, 118 svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.

De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.

Giovanni faldt i Søvn paa sin Stol.

Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.

Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran sit Spejl.

De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev - de købte et kønt lille Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.

Det var en ny Slags Paradisets Have - uden noget Kundskabens Træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.

Giovanni var seksten Aar. Slank og rundsvajet, Hovedet rankt.

Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring - Hovedet dukket, med sammenkneben Mund - fra Araberens Skulder.

119

Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen.

Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig, og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig. Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.

Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.

Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.

Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.

Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.

Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.

Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde med ubændig Rasen.

Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid, inden han søgte til en anden.

- - Bedini-Truppen skulde til Renz.

De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev ved.

Angelo spurgte:

- Er den Gamle her?

120

- De sagde, han kommer.

De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.

Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og satte sig i en Loge.

Ham.

Angelo hviskede stakaandet:

- Se, den Gamle.

Giovanni følte, som der ikke "var Plads til Hjertet i Brystet paa ham, saadan hamrede det.

Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der.

Bedini-Truppen havde en heldig Dag.

Da de var færdige med at arbejde, kom en Herre hen til Giovanni.

- De arbejder godt, sagde han. Har De aldrig arbejdet paa Hest?

- Nej - kun Parterre.

Herren saá paa ham og snoede Knebelsbarten med en slap, diamantbesat Haand.

- Hvor gammel er De?

- Tyve Aar.

- Hm. De kunde lære endnu. Herren vendte sig og gik fra ham. Staldkarlene, som fejede, hilste ham.

- Hvem var han? spurgte Giovanni.

- Han? Mr. Cooke.

- Cooke - Jokeyen?

- Ja.

Giovanni mærkede en fin Duft, Jokeyen bredte hen gennem Stalden.

- - Giovanni opsøgte sin Fader. For fire - fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og humpede 121 af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde illumineret hans Næse.

Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.

Om Søndagen gik Giovanni hjem.

Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige - men sad der.

Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund.

- Nu maa jeg vel gaa, sagde Giovanni.

- Skal Du gaa?

- Ja - det er det bedste. Farvel da.

Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet.

Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu gjorde han det - Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.

Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted, skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét Minut.

Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde ikke vække ham.

To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens 122 Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni Englænderne og sad ved Siden af hinanden.

- Jeg vilde gerne lære et andet Arbejde, sagde Giovanni.

- Det kan De jo.

- Parterre betaler sig ikke.

- Naturligvis. Vilde De arbejde paa Hest?

- Hvis jeg kunde lære det. Den næste Aften sagde Jokeyen:

- Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.

En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.

Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til Hesten med smaa, afskaarne Hvin.

Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra. Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine Hæle.

Efter Prøven bragte den unge blege Mand Giovanni et Uldtæppe.

- Tag det om Dem, sagde han. De forkøler Dem.

- Tak, Mr. Batty. Giovanni tog Tæppet om sig. Hvordan synes De, det gik.

- Aa, det kommer.

- Tror De?

- Ja vist.

123

- Farvel, Signor Giovanni. Han gav Giovanni Haanden.

- Farvel, Mr. Batty. Vi ses.

Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.

De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.

De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.

Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.

Han havde optraadt sidste Gang, og Batty og han gik hjem.

De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader.

Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt:

- Ja - om vi ses igen.

Giovanni havde tænkt det samme. Han tog febrilsk om Battys Haand:

- Batty, sagde han.

Batty gik videre, og stille som før og lavt sagde han:

- Man véd jo, det kommer en Dag.

Ingen af dem talte mer; de kom til Battys Dør.

- Nu, lev vel, sagde Batty.

- Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord. Saa gik Batty ned ad Gaden.

Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til 124 Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.

Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han. Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.

Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.

Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.

Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt.

Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.

Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.

Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.

Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse - Aarerne svulmede i hans Pande - sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger foran sig Ridtets Spænding.

Saa var det, han i Cirkus Carré traf Miss Alida, Staaltraadskunstnerinden.

Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende - skød Blodet 125 op i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.

Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.

Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne - fulgte han efter uden at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind.

Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss Alida sad med graat Slør om en rød Hat.

Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.

Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige foran hende, og gik. ^

Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.

Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet 126 ødelagt, saa rent, af saadan En. Han rejste paa Markeder - en Cooke.

Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det altsammen og saa - gav han efter.

Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.

Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt. Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.

Da han aabnede Døren, gik Miss Alida forbi i Halvmørket.

Han blev staaende med Haanden paa Døren. Hun saá paa ham med sit Smil.

Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende ind ad Døren, som han slog i.

- - Saadan noget havde Miss Alida dog endnu ikke været med til.

Giovanni var fra Sind og Sans, det var en Vildskab det hele.

For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.

Giovanni vidste det Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han 127 Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget.

Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg af Raseri under Prøverne.

En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler, beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.

Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig til den forreste Klovn:

- Cette Alida est bien forte, sagde han, canaille.

Saa kom Giovanni op den syvende Gang.

Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var sammen som før. De spiste sammen, fulgte^ hinanden hjem om Aftenen. Miss Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.

Batty sad paa Giovannis Prøver ubevægelig og stille.

En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang.

Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens Ryg og faldt.

- Nej - han skreg - nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.

Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.

Saa bøjede han sig ned. Det er mig, Giovanni, sagde han, kom nu.

128

Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.

- Saa, Giovanni, saa - min Ven.

Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen.

- Ja - ja - ja, ja - ja vist - Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans Nakke - ja vist ... Giovanni tog hans Haand:

- Lad mig saa gaa, sagde han, tak - Du. Han rejste sig, og med et Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.

Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saá ikke paa ham:

- Giovanni, kunde vi ikke rejse?

Men Giovanni lod som han ikke hørte, og Batty turde ikke spørge ham igen.

De gik noget. Godnat, sagde saa Giovanni, paa et Hjørne.

- Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér. Ud - Giovanni saá bort: Godnat.

Batty stod længe og stirrede efter ham.

Giovanni ventede udenfor Alidas Hus og slap ikke ind før om Morgenen.

Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans Spring var lykkedes.

Han gjorde om og om. Alle Aarer svulmede i hans Ansigt af Anstrengelse og Skam.

Publikum blev utaalmodigt De hyssede. Han forsøgte endnu en Gang.

- Finissez, Finissez, raabte Direktøren gennem Hysningen.

Og blodrød og med sammenbidte Tænder maatte Giovanni gaa bort fra Manegen.

Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen. Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.

129

Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.

Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik op og ned i Rummet.

Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.

Giovanni lod Tæppet glide ned om sig og sad som før.

- Tag det om Dig, sagde Batty haardt, skal Du nu ogsaa blive forkølet!

Giovanni adlød, og Batty gik igen frem og tilbage. Han standsede bag Vennens Stol: Giovanni, Du maa rejse. Dette gaar ikke.

Giovanni rørte sig ikke.

- Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse.

Det var ligesom Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden ned over Øjnene og sagde:

- Ja - ja ... Ja Du sørger vel for det.

Han lagde Hovedet ned mod Bordpladen, og Batty gik.

Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en Uge. Det blev saa bestemt.

Men samme Aften - Giovanni red som en gal, saa vildt - styrtede han af; Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.

En Feber slog sig til, og fjorten Dage svævede Giovanni mellem Liv og Død.

Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de bandt ham i Sengen. Siden 130 mattedes han, og Krisen kom med en fortærende Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.

Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede hans Ansigt ufravendt.

Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.

Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.

Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.

- Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.

Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra Giovannis, der var blevet saa fin og gennemsigtig.

Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty sukkede nu og da.

Giovanni syntes, han saá saa sørgmodig ud.

- Batty, sagde han sagte, hvorfor er Du saa bedrøvet?

Batty fo'r sammen.

- Er Du vaagnet, sagde han, det vidste jeg ikke. Jeg er ikke bedrøvet.

Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, 131 at der gik som en pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.

- Batty, sagde han, Du maa ikke sidde herinde hele Dagen.

- Hvorfor?

- Du kan ikke taale det. Jeg vil ikke ha'e det. Du bliver syg.

- Jeg har det bedst her, Giovanni. Jeg vil helst være her.

Og Giovanni laa og tænkte paa, hvad der vel var i Vejen med Batty.

En Dag sagde han pludselig:

- Batty, sig mig, er det Løverne, Du. Er det? Batty saá ned mod Gulvet.

- Du véd jo, sagde han, de er altid lidt urolige hen mod Foraaret.

Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent

- En Dag sagde Lægen, som syslede med Benet:

- Ja - til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt - vil De saamæn slet ingen Men mærke.

Giovanni satte sig haardt op i Sengen.

- Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.

- Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej - Jokey - det bli'r vist for voldsomt - men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.

Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.

Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det lukkede sig saadan allevegne.

Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem sagde nogenting.

Tilsidst spurgte han:

- Batty, hvorfor har Du ikke sagt mig det?

132

- Det kom jo tidsnok, sagde Batty.

Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.

- Giovanni, sagde Batty, han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.

- Vi kunde jo - det kom tøvende - dele Loverne.

Og da Giovanni ingenting sagde, føjede han stille til:

- Hvis Du vil.

- Dele Løverne?

- Ja - jeg mener, vi kunde arbejde sammen.

Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare.

Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede) de mellem de knurrende Dyr.

De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang.

Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.

Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.

- Giovanni, sagde Batty nede fra. Kommer Du. Giovanni gik ned, og de ventede ved Siden af hinanden.

Batty tog Giovannis Haand. Den var kold som Is. 133 Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor Løverne gned sig sammen i Flok.

De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind.

Da de igen var ude, hørte Giovanni Bifaldet som en drukken Mand Blodets Sus.

De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe. Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov.

Timevis sad han i Mørket, med Armene om sine Knæ, i tung Grubien.

I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke. Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod som de sov, og de vaagede begge.

Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.

- Giovanni, sagde Batty, hvordan er det gaaet til, at Du hader mig saadan?

Giovanni blev bleg. Det var det, han tænkte paa Nat og Dag.

- Jeg véd det ikke, sagde han sagte, jeg forstaar det ikke.

Og de gav sig igen til at klæde sig paa langsomt og mekanisk.

Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort Dyrene rigtig levende.

Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde var ulydig, saa Batty maatte 134 slaa den med Pisken over Snuden. Den blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne.

Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede Pistølen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue - da han gled.

Han faldt, saadan - forover - paa det højre Ben - og vilde rejse sig - og greb for sig - og havde Løvinden over sig - og skreg.

Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.

- Batty.

- Batty. Giovanni sled i Døren.

Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne. Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til Logerne - og man vendte sig ikke, men flyede.

Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden.

- Luk - luk Buret! skreg der Tusinde.

- - Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle Blussene brændte.

Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke. Armene faldt ned.

Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort - indtil der var stille.

Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren.

Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa Jorden til en stor Pøl.

135

Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen.

- Tag ham, sagde Giovanni.

Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.

Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden.

Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.

Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme.

Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.

Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.

Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte dem for.

Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe Kød til Løverne, i Byen.

Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.

136

Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.

To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.

Da det mørknede, gik han ud. En Dreng bar Kødet, pakket ind i et Lagen.

Cirkus laa tom og mørk. Forestillingen var aflyst.

Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.

Saa viklede han Lagenet op og kastede Kødet ind, Stykke for Stykke.

Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet.

Han satte sig paa Manegen og ventede.

I Halvmørket gned Dyrene sig som Skygger rundt i Buret.

Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger.

Giovanni rørte sig ikke.

Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen.

137

Lysene i Lygterne var ved at brænde ned. Det blev helt mørkt.

Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der blev stille - lidt efter lidt.

Han syntes, det hele var saa græsselig elendigt, altsammen.

Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans Seng og presset ham for Penge.

Han tænkte paa Batty - paa Batty, som var død.

Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote - og ikke mere.

Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.

Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist Hvis han kunde det for sit Ben.

Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han slæbte en tung Byrde hen efter sig.

CHARLOT DU PONT

Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.

Han gjorde Lykke: han kunde knap holde paa Violinen.

Efter Udførelsen af "Kakadu der Schneider" blev han kysset af hele Komitéen.

Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa, Øjeblikket var kommet.

Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.

Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede. Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke. Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille paa sine Knoer.

Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.

- Altsaa - hvad hedder han?

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen.

139

Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.

- Altsaa - hvad hedder han? Hr. de las Foresas fik sagt:

- Carlo de las Foresas.

- Hm - og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.

- Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.

Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile. Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham. Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.

Dér var han, da Hr. Theodor Franz slog ud med Haanden:

- Vel - han er født i Provence.

Hr. Emmanuelo de las Foresas sprat til:

- I Provence!

- Ja - min Herre - i Provence. De er borgerlig, min Herre, og fra Provence. Hr. Theodor Franz rejste sig.

- Publikum er træt af det exotiske, min Herre - Publikum tror ikke paa Adel paa Tribunerne, min Herre 140 - Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle

- Publikum vil ikke føres bag Lyset.

Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom som et Trompetstød.

- Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro, min Herre.

Hr. Theodor Franz svedte. Publikums Bonsens ophidsede ham til Begejstring.

Hr. Emmanuelo de las Foresas nikkede til hver Sætning.

Hr. Theodor Franz saá paa Lokke-Drengen:

- Han er syv Aar.

- Lige fyldt.

- Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned: Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las Foresas havde i sin Krave. Tag den af.

- Den er et Arvestykke, sagde Hr. de las Foresas.

- Min Herre - Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester - Publikum tror ikke paa Arvestykker.

Hr. de las Foresas tog Knappen af.

- Og nu til Sagen - til Kunsten. Hvor stort er hans Repertoire.

- Tre Numre.

- Og Kakadu der Schneider, sagde Lokke-Ungen.

- Vel, min Herre. Jeg skal opsætte Betingelserne. De skal høre fra mig.

Hr. Emmanuelo de las Foresas og Lokke-Ungen gik.

Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede' Negle. Hr. Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.

- Det var den sidste Dag, den Familie var fra Chile.

Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det idylliske.

Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans 141 største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke. -

Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor Dinelli.

- Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamüie Dupont.

Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".

Det var et helt Perspektiv af Hæderlighed og borgerlig Honnethed.

Hr. Theodor Franz var ligefrem snublet over Dørtærskelen til en Sukces.

Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han ventede i en raakold Salon med Madlugt.

Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.

Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.

Tiden nærmede sig for den første Koncert. Den skulde finde Sted i Bryssel.

Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa Knebelsbart.

142

- Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, hvorfor bærer De ikke Flor?

- Flor?

- Ja - har jeg ikke læst, at Charlot er moderløs, min Herre.

Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde det med i Kupeen.

Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid tilbage.

- En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De Herrer af Pressen er saa mistænksomme.

Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste. Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.

Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og sørgmodig vrøvlet.

- Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han kan vel ikke spille som Sarasate.

- Min Herre - ti stille - - Han har spillet som et Asen.

Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var ikke Tale om Prygl.

Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig. Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.

143

Charlot stod ganske sløv, spillede, gjorde efter og smilede.

Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt.

- Naa - en Gang til ...

- Jeg er saa træt, han græd, jeg vil ikke.

- Kun én Gang til, saa faar Du Konfekt... Charlot tudede.

- Jeg vil ikke ha'e Konfekt, sagde han.

- Hvad vil Du da ha'e - naar Du er artig og spiller en Gang til ...

Charlot saá ud gennem Fingrene.

- Cigaretter, sagde han.

- Naa - spil saa.

- Tre, sagde Charlot.

- Naa - ja - tre.

Charlot tog Hænderne bort fra Ansigtet. Jeg vil se dem, sagde han.

Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.

Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og løb med Tøndebaandet.

Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.

Saa blev han knubset op - Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de knyttede. Knoer lige ned/mod 144 Nøglebenet - til han blev vaagen og fik fat paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.

- Han er saa livlig, sagde Hr. Theodor Franz, en rigtig Dreng - er han.

En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz søgte omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel. Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle Ansigter og hostede af Røgen.

Charlot blev ked af det.

- Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften.

Da de kom hjem den Dag, fik Charlot første Gang Prygl af Hr. Theodor Franz.

Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af Elevernes Mødre og Tanter.

Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte. Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden.

Der kom Notitser i Bladene. Et Par andre Skoler indbød Violin-Vidunderet.

Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker - Hr. Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene - stod han og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja eller et Nej.

Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes 145 var Korrespondent ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine - Hr. Theodor Franz talte altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen - om sin Ven Hr. Ambroise Thomas.

Inde i Stuen ved Siden a^ gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.

Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte Spektaklet igen. Min Herre - bevar'es lad dem dog lege - Hr. Theodor Franz talte mildt - Børn er Børn.

Han saá paa Charlot, der sad og dinglede i en Stol:

- Charlot - Du maa vist gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.

Det maatte ha^ naturligvis gerne.

- Hører Du, Charlot - Du maa gerne gaa ind og lege med Hr. Deslandes' Børn.

Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.

Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet sagde han mildt:

- Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa ind og lege med hans Børn ...

Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med Knappenaale.

Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig over Børnene.

Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert. Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.

Charlot blev fotograferet staaende i Kransen som Ramme.

Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert - Programmet var efter Opfordring det samme som ved den anden - førte Hr. Theodor Franz personlig 146 Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku.

Charlot Dupont gav Patti-Penge Europa rundt.

Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin Hat.

Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved,

Saadan gik det Par Aar.

Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.

Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.

Charlot rullede sig sammen som en Bylt i et Hjørne af Kupéen og sov.

Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen og Hr. Theodor 147 Franz: med løste Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.

Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde han ud paa Perronen og klappe.

Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten. Naar Spændingen saa var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar han skulde ind igen.

De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og hørte til.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.

De talte ogsaa om Haandværket.

Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med Hænderne i Lommen.

- Pressen - min Herre - man skal ikke bespise den - det er det dummeste, man kan gøre at bespise den - jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre - vær fordringsløs - skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces'en.

148

- Ja - det er Vejen, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Det er det billigste, sagde Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas nikkede.

- Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux ... Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa - vi drak alle Vand, min Herre ... hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften ... Har De hørt hende?

- Ja.

- Saa behøver jeg ikke tale om hendes Stemme, min Herre.

Hr. Theodor Franz tav lidt.

- Blomster - det er en Dumhed med Blomster ... Publikum tror ikke mere paa Blomster ... Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à tre Francs - overrakte hende paa Podium af en Deputation ... det gør en Effekt... Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre - Miss Tisbyrs græd ...

De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde mest bare Ja og Amen.

- Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt - man skal vende sig til Hjertet - Følelsen - appellere til Følelsen. Det er Sagen. - Jeg har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe ...Jeg vil skabe en Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.

Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store San- 'gerinder. De rentud fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den sunde Sans.

- Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har ruineret tyve Impresarier. Jeg er 'ikke Forgylder, jeg vil gøre Forretninger - tolv tusind Francs for to Arier - jeg kalder det for en Fornærmelse. Skab Stjernerne - skab dem - jeg er Impresario, min Herre, jeg er ikke Elefanttrækker.

149

Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med Armene op paa Bordet.

Hr. Theodor Franz raslede med Hundrede-Tusinderne, saa det klang.

- At skabe - at skabe - det er Kunsten ... Hr. Theodor Franz sank hen, og de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.

- Men det er snart forbi - det gaar ikke mer ... Man vil ha' Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser ... der er for megen Humbug ... jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen: Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt, mine Herrer ... Men hjælper det - hva' hjælper det... De skriver jo Fingrene af sig - de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.

De ødelægger os Sagen - de skelner ikke - Det er Konkurrencen - den ene skriger højere end den anden - Publikum kan ikke høre Ørenlyd.

Min Herre - de store Formuer er tjent ... Om ti Aar gi'er jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne faldt slapt ud af Lommerne.

- Ikke hundrede Mark ...

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa Bordpladen.

- Charlot - og Du er oppe endnu - Charlot ... at vi glemmer Barnet.

Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov, mens han blev klædt af.

150

Men pludselig slog Charlot Øjnene op, og hæs af Søvn sagde han:

- Fa'er - har vi mange Penge?

- Penge?

- Ja.

- Jo-o - vi har Penge.

- Naa. Og Charlot sov ind.

Charlot spurgte i den sidste Tid ofte om det: om Pengene.

Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.

De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om Banken i Baden, han havde sprængt.

- Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillebulerne i Mexiko - der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, at han forstod det Det var da endelig Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.

Charlot hørte og vogtede paa Kortene og samlede Mønterne sammen paa Sædet.

- Og Janeiro da - Rio Janeiro da - Hr. Emmanuelo de las Foresas lod Kortene synke - hen mod Morgen, naar Guldet slap op - og Diamanterne kom frem paa Bordet - Diamanter i hundredvis flød over Tæppet...

- Eller Peru da. Tak skulde man ha'e, for saadan en Beværtning som Monaco!

- Nej - det var noget at tale om - naar man forstod ...

Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage.

Og han havde endnu rigtig rare Fingre, rigtig gesvindte Fingre.

Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den 151 fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i B ad en, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu.

- Ja, prøv Fa'er.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde endnu.

- Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede.

- Bravo - Bravo. En Gang til. Charlot gjorde Kunsten.

- Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men - Bravo - Bravo. Han var virkelig fingernem.

De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.

Han tabte igen.

- Du snyder, Fa'er, sagde han og greb ham om Haaqden. Du har dobbelte Kort.

Hr. de las Foresas blev vred.

- Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke spille mer.

Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.

Naar Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot var alene, gik Tiden rigtig nemt.

Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng, og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.

Han hvinte, saadan kildede de ham.

Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det altsammen i Forvaring.

152

En Gang imellem i Jernbanen, midt som de sad, sagde Charlot:

- Fa'er - hvor er egentlig vore Penge?

- I Paris.

- Hm. Er det mange nu?

- Aa - ja. Men Mo'er skal ogsaa leve, der gaar meget med.

Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han dem igen lang Tid.

Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March. Charlot udførte den paa Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.

Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont vilde spille til Fordel for de Vandlidte.

Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas opsatte Skrivelsen sammen.

- Men hvor er de Vandlidte, sagde Hr. de las Foresas.

- Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, der er altid Vandlidte i Ungarn.

Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev. Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse. Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto - (og hvad koster saa disse Kirker, min Herre? intet - ingenting, man har dem jo for intet) - og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.

Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille Kunstnerfænomens Fader - han har med Hæder tjent sit Frankrig og er forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus - var uendelig lykkelig over, at 153 hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.

Hr. Emmanuelo de las Foresas havde Taarer i Øjnene.

Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.

Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse. -

Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved Knæet.

Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.

- Min Herre - Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.

Charlot gik nu stærkt i sit ellevte.

De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.

Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del Mennesker i Kunstnerværelset.

- Ind - ind, sagde Hr. Theodor Franz.

Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu en Gang ind.

Han stod i Kunstnerværelset varm og ophidset af Bifaldet. De klappede endnu.

- Ind - ind, raabte Hr" Theodor Franz fra Døren.

Ind igen.

Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af 154 Blomster. Træt lod han dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.

Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød Applaus'en endnu.

Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Afmene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.

Den unge Mand blev ved at klappe hans Haar.

- Pauvre enfant - mon pauvre enfant.

Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine Rejser som en gammel Mand.

- Hvor er dine Penge? spurgte Hr. Becker.

- I Paris - hos - Charlot vilde sige sin Moder - i Paris, gentog han saa. Fa'er sender dem til Paris.

- Ja saa - din Fa'er har dem.

Charlot blev ved at fortælle, mens de gik Alléerne op og ned.

Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr. Emmanuelo de las Foresas bort.

- Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.

Charlot blev tilbage hos Hr. Becker.

Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa Charlots Kuffert pakket.

- Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig ... Det er noget - forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke - jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du - det er et tusind Mark.

- Tusind Mark - til mig - rigtig til mig ... Charlot saá Pengene. - Er de til mig? Alle de til mig ... Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en, 155 paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa dem.

Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære ... for alle Pengene.

Han delte Sedlerne af i Partier - det til den og det til den.

- For de Penge faar man da nok en Kjole til Mo'er ... af Silke.

Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede. -

- Ja - se - Mo'er - hun græder nu mest ... Lige med ét blev han blodrød og tav.

- Ja - for det er bare noget ... han var lige ved at vande Høns ... det er slet ikke sandt at Mo'er er død ... Det er bare no'et, Hr. Theodor Franz vil ha'e ... For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender alle Pengene at gemme ...

De sankede Sedlerne sammen, og de blev syet ind i Charlots Bluse, i Foret.

- Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme - saa ingen véd noget om det - saa har Du dem, naar Du skal købe for dem - ikke ...

- Jo - jeg gi'er dem til Tante - saa kan jeg hente dem henne hos hende - ja ...

Charlot gik hen til Hr. Becker og stod op ad ham.

- De er ... god ved mig, sagde han.

- Synes Du, Charlot. Hr. Becker lod sin hvide Haand gaa hen gennem hans Haar.

- Har De ingen Børn, spurgte Charlot.

- Nej - jeg har ingen Børn.

- Hm ... det skulde De ha'e ...

- Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig ...

- Men nu maa vi pakke, min Dreng ... Charlot græd, da han skiltes fra Hr. Becker.

- - Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede 156 stadig paa sin femte Sal. Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop Chokolade, paa Sengen. Saa stod -han op. Fru de las Foresas klædte ham paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals - naar han var misfornøjet.

Hele Huset skælvede, mens Hr. de las Foresas gjorde Toilette.

Naar Hr. de las Foresas var færdig med sin Paaklædning, gik han ud.

Saa vandrede Fru de las Foresas rundt, og bævede for naar han kom hjem.

Og alle de ni Unger skød op og halvsultede i den samme evige Forfjamskelse.

Charlot gled ind i det som før. Han spurgte slet ikke om Pengene.

En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.

Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusind Mark. Fru de las Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.

Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et Dyr, der lider ondt.

Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen. Han var saa god.

Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saá paa Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.

Saa efter fire Ugers Forløb rejste de og "gjorde" Amerika.

157

Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.

Han tjente en Formue.

Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine Tanker.

Han røg Cigaretter og Cigaretter.

Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.

Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.

Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret den Aften - de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo de las Foresas fra at overvære Koncerterne - og han fik ikke Violinen at se.

Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende Pengene til Paris til Moderen.

Ved sin Chokolade læste Hr. de las Foresas Bladene og læste om Violinen.

Han vilde se den.

- Jeg har solgt den, sagde Charlot.

- Hva'? Hr. de las Foresas var lige ved at tabe Koppen.

- Ja.

Charlot saá paa sin Fader.

- Jeg har sendt Pengene hjem, sagde han. Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte ikke det Muk. Charlot havde set saa underlig ud i Ansigtet. Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa 158 Hr. Theodor Franz kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog Havanna, Mexiko og Brasilien.

- Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas. Jeg spytter mig i Øjnene - men Tiderne ... min Herre: Vi gaar til Australien.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik til Australien.

Charlot var føjelig. Forresten var der da ingen, der spurgte ham.

Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:

- Véd De - Charlot er egentlig en god Dreng.

- Ser De, min Herre, det er Behageligheden - Børn gør ingen Ophævelser. De er ikke Tenorister - de melder sig ikke syge - De holder ud ... man véd, hvor man har dem ... Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.

Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men Anfald af Stædighed havde han.

En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt - han stønnede af Anstrengelsen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.

- Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj? -

- Jeg har revet det itu, sagde Charlot.

- Er Drengen bleven gal? - Charlot knyttede begge Hænderne:

- Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er det ikke med.

159

Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke: Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.

Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.

Gadedrengene raabte tidt efter ham.

En Dag kom Charlot forbi en stor Flok Drenge, som gik fra Skole.

- Nej - se Blusemand - hej - se en Blusemand, raabte en.

Der blev en hel Koncert af Fingerpiben og Grin og Raab:

- Ej - hvor er Ammen. -

- Hvem skal knappe hans Bukser ...

- Tror I, han er ved de fem ...

Blusefaar - Blusefaar -
hva' ska' Du ha'e -
Blusefaar - Blusefaar -
ska' ha' Dada,

stemte de i, i Kor.

- La' ham faa Ble.

- Har han en Sutte?

- Gi'e ham tørt paa. Charlot tog en Sten og kastede efter dem. Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte an med sin Myndighed.

- Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til Væggen, som om han troede, de vilde slæbe ham ud.

- Jeg gør 'et ikke ...

Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.

Hr. Theodor Franz lod Haanden synke.

- Jeg gaar ikke i Bluse, sagde Charlot.

- Ikke i Bluse ... Er ... Hr. Theodor Franz havde 160 set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.

Hr. Theodor Franz havde set, at Blusen gik ikke mere. Charlot fik Trøje.

Han var snart fjorten Aar.

Charlot-Dupont-Turnéen vendte tilbage til Europa.

- - Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til dette Fragment.

Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.

De rumlede gennem Europa med to Programmer.

- Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, jeg ta'er Røgkupé.

Hr. Emmanuelo de las Foresas tog ogsaa Røgkupé.

De andre kørte sammen.

Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet Herrerne vendte Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.

Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.

Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.

Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa Pianistindens runde Arme.

Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden. Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klaver.

161

Turnéen fik fire Vittigheder, som blev sagt nogle Gange i Timen.

Saa sov de igen.

Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa Madame Simonin, som hun laa.

Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.

Naar hun øvede sig, fik han Lov til at holde det stumme Klaver paa sine Knæ.

De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.

De lo meget af den lange Charlot med hans Knæbukser.

Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.

- Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn - er det maaske det, Du vil - Idiot... Ind.

Charlot kom ind dobbelt kejtet.

Hr. de las Foresas stod bag Portieren.

- Ret Dig, hvorfor smiler Du ikke ... ret Dig - buk.

Ikke en Haand rørte sig i Salen.

- Buk - buk.

De spinkle Toner kom fra Charlots Violin spidse som Synaale.

Hr. de las Foresas kneb af Arrigskab Vidunderet til Blods med sine Negle.

162

Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de las Foresas bag Portieren.

- Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i den sidste Tid?

- Min Herre, han staar, som han havde gjort i Bukserne. Hr. Theodor Franz gik.

Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Charlot fik lidt Sjatklap fra Højden.

- Ind - ind, raabte Hr. de las Foresas - - Ind ...

- Smil, smil for den lede Satan.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bandede saa slemt i den sidste Tid.

Violin-Vidunderet kom paa halv Gage.

Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet noget, var det dette.

Men naar han om Aftenen efter Koncerten sad paa Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument - det var hans Yndlingsplads - lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.

Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.

Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud. Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa sine Knæ.

Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver Virtuos i Europa.

Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene. Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.

- Hvad gjorde hun? spurgte Fru Simonin.

- Hun spiste gratis til Aften - hver Aften - i al Uskyldighed.

Den jomfruelige Romancetenor saá op fra sin Avis. 163 Han sad altid med Aviser, han ikke kunde læse og søgte om sit Navn.

- Kender De ikke Historien om Manden? sagde han.

- Nej - hvilken.

- Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres Venner den ligner ... Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs - af den Vedkommende.

Charlot vilde saa gerne, at Fru Simonin skulde lade være at le.

Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.

Charlot følte sig da lykkelig, mens Blodet gik varmt mod hans Hjerte.

Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger - den lange, voksne Dreng.

Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.

Han var glad, naar han blot maatte være fri for at tale.

Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.

De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt.

Sygdomme havde de alle og et Arsenal af Medicinflasker.

164

De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer.

Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.

Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.

Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet.

Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter - et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger - og hun smilte med fornem Ro.

Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm.

Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.

Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.

Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene.

De smilede med Buketterne i Hænderne bag Vognruderne, idet de kørte.

- Idioter, sagde Fru Simonin.

Altsangerinden rakte Tunge, og de lo som to Skoletøse.

165

Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan. Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans Hænder smertede.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter " Kakadu der Schneider".

Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af Vinduet.

De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en femtenhundrede Francs ind pr. Aften.

De talte med en raa Begærlighed om alt dette Guld.

- Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser, jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme - det er gement. Kunsten - haa - haa - jeg vil være rig.

De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.

De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge. Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.

- Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg vil ikke pines - til jeg bliver gammel.

- Jeg rejser for at tjene - - Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til et Damascenersværd.

- Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru Simonin.

De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.

166

Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.

Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt.

En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede. Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.

Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.

En Gang efter Aftensbordet bladede Fru Simonin i nogle Noder.

- Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i Truppen - men, det er jo sandt, og hun lo, - Charlot spiller jo Violin.

- Charlot - hent Deres Violin. Charlot fik Violinen fat, og de begyndte at spille sammen.

Da de havde spillet noget, nikkede hun.

- Men det gaar jo - rigtig - det gaar jo helt godt.

- Men - rigtigt. Charlot.

Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt.

- Godt - Charlot.

Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. 167 Han spillede med Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut. Det var forbi.

- Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot - vi vil spille sammen.

Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo, naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa villigt til Rede for ham.

- Men det er en Himmelsynd - Drengen har jo Talent ... Vi vil spille sammen paa en Koncert.

De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.

Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot skulde have sin gamle Gage.

Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var vilter som en lille Kat, Fru Simonin.

Charlot kendte kun en Lykke - - at sidde dér og være hende nær. Og saa bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin Hals.

- - Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en amerikansk Turnée.

Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa, at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.

168

Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene.

Charlot talte ikke og rørte ikke Maden.

- Spis, Charlot, sagde Fru Simonin. Det er Deres Livretter.

Charlot tog mekanisk. Tak, sagde han.

Han sad som stum, med Øjnene fæstet paa hende, stum og hjælpeløs.

Charlot vidste det ene, at nu var hans Lykke ude.

Nu - i Aften var det ude. Og der var ingen Raad, der var slet ingen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var krænket.

Hr. Theodor Franz havde været grov imod Hr. de las Foresas.

- De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas sagt om Formiddagen.

- Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz, har De troet, den Humbug vilde vare evig?

Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det stødte Hr. de las Foresas.

- Han siger Ting ...

- Naar man selv hører til Selskabet, sagde Hr. de las Foresas.

De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet

- De tager altsaa til Paris, sagde Fru Simonin.

- Ja - vi tager til Paris.

- De har Bolig dér?

- Ja, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas, vi har Bolig der.

- Hvor? ... At man dog kan besøge Dem ...

- Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.

169

Pludselig brast Charlot i Graad.

Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig ikke - Charlot - vel?

Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.

Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted, stak Kelneren et Brev til Charlot

- Til Dem selv, sagde han.

Charlot gemte Brevet.

Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.

Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der havde Brug for hans Violin-Under.

- Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz- De vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?

- Min Herre - har jeg nogensinde ladet det mangle paa Tydelighed? - Nej - jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.

- Vi er altsaa løst fra alle Forpligtelser.?

- Fra alle.

- Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre - sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas - alle Agenterne vil styrte sig over Violin-Underet.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at Violin-Underet Charlot Dupont - vor berømte lille Landsmand, skrev Bladet - efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée foreløbig har afslaaet alle Engagementer.

Der styrtede sig ingen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget som en Provinsturnée. Hr. 170 Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa rundt med Vidunderet.

De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at have Anvendelse for Underet.

Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.

Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at gaa den vante Vej til Laanekontorerne. Hr. de las Foresas talte om Børn, som lægger deres Forældre i Graven.

Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos Pasdeloup.

Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes, det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr. Pasdeloup.

Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le - Børnene de las Foresas havde aldrig hørt deres Moder le - men midt under Latteren slog det over i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kom hjem og hørte Nyheden.

- Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup er en Mand, som kan vurdere Talenterne.

Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa lykkelig.

171

- Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det - Charlot - jeg havde ikke. -

- Mo'er ...

- Som de har plaget min Dreng, som de har plaget ham - saa mange Aar.

Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham og kyssede hans Haar.

- Min gode Dreng.

Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.

- Om han huskede? Det var "Kakadu der Schneider".

- Aa - jo om han huskede.

- Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en Gang - saa lille var han ... naar han spillede. Men han lærte saa rask - - han havde et Øre - blot to Gange at høre det - og han spillede uden en Fejl - uden en Fejl.

- Men saa kom de Aar - de slæbte ham rundt - til alle Lande, hendes Dreng.

- Men nu var det godt igen - kun godt ... Fru de las Foresas var saa lykkelig.

- Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng ... nej - jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.

- Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent.

- Ja - Gud velsigne hende - Gud være med hende for det.

- Ja - Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i Søvn.

Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun rejste sig.

Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i Søvne. Taarerne løb ned ad hendes 172 Kinder. Fru de las Foresas havde jo saa let ved at græde.

De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru de las Foresas græd og gav fortabt.

Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.

Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.

En Herre kom hen imod dem.

- Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet, Charlot Dupont.

Hr. Pasdeloup saá helt forbi Hr. Emmanuelo de las Foresas.

- Er det Hr. Dupont, sagde han til Charlot.

- Jo-

- Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem og klæde Dem om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.

Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot Dupont kørte tilbage til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte ikke sin Søn tilbage.

173

Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden Levemaade.

Hr. Charlot Dupont behagede, skrev "Le Figaro".

Charlot Dupont gik paa en Provinsturnée. Han sad fast i det i hveranden By.

Da han kom hjem til Paris, søgte han Plads i et Orkester.

Charlot gik op og spillede for Dirigenten. Han var ikke utilfreds.

- Ikke ilde - ikke ilde ... Men Tonen er tynd.

- Instrumentet er saa lille, sagde Charlot.

- Maaske.

- Deres Navn, min Herre, sagde Dirigenten.

- Charlot Dupont

- Charlot - Dupont - tør jeg spørge - det er da ikke Vidunderbarnet.

- Jo, sagde Charlot, det er mig.

- Ja - Hr. Dirigenten blev lidt forvirret - jeg tror ikke - det er ikke nogen Plads for Virtuoser - vi ... De forstaar, Hr. Dupont ... vi maa have Folk, som kan arbejde.

Og han forsikrede Hr. Dupont om, at Pladsen var saa godt som besat.

Charlot fik igen en Impresario.

Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.

Charlot Dupont var mest saa træt.

Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.

Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en Tone tynd som en Traad.

174

Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert. Til de senere var altid tomt.

Charlot er nu tyve Aar.

LES QUATRE DIABLES

I

Regissørens Klokke lød. Langsomt kom Publikum paa Plads, mens Trampen paa Galleriet, Snakken i Parkettet, Appelsindrenges Raab overdøvede Musikken - og endelig ogsaa de sløve Folk i Logerne kom til Ro og ventede.

Det var Numret: Les quatre Diables. Man saá det paa det udspændte Net.

Fritz og Adolphe løb i Artisternes Gang ud af Garderoben; raabende, med de graa Kaaber slaskende om deres Ben, løb de hen gennem Gangen og bankede paa hos Aimée og Louise.

De to Søstre ventede, febrilske de ogsaa, i de hvide, lange Silkekaaber, som indhyllede dem helt - mens Duennaen, med en Kapothat paa skæv, uafladelig raabte i Diskanten og løb forfjamsket rundt med Pudder, Armsminke og knust Harpiks til Hænderne.

- Kom, raabte Adolphe: det er Tid.

Men alle løb de rundt om hinanden endnu et Øjeblik, modløst, grebne af Feberen, der tager alle Artister, naar de føler Trikot'et om deres Ben.

Duennaen skreg højest.

Kun Aimée rakte roligt Armene frem af de lange Ærmer, hen mod Fritz. Og hastigt, uden at se paa hende og uden at tale, førte han mekanisk en Pudderkvast op og ned ad de fremstrakte Arme - som han plejede.

- Kom, raabte Adolphe igen.

De gik alle ud med hinanden i Haanden og ventede. 176 De stillede sig op ved Indgangen, og de hørte der inde fra de første Strofer af "Kærlighedsvalsen", til hvilken de arbejdede.

Amour, amour,
oh, bel oiseau
chante, chante,
chante toujours.

Fritz og Adolphe kastede deres Kaaber paa Jorden, saa de stod skinnende i den rosa Dragt, et Rosa, saa blegt, at det næsten var hvidt. Som nøgne - hver en Muskel saas - virkede deres Kroppe.

Musikken blev ved at lyde.

I Stalden var der ganske tomt og stille. Et Par Hestepassere havde uforstyrret Bøsserne nede til Undersøgelse, og de stod og løftede mistænksomt paa det meget tunge Kobber.

Indgangsstrofen lød: "de fire Djævle" gik ind paa Manegen. De hørte Bifaldsklappene som et utydeligt Brus, og de skelnede ingen Ansigter. Det var, som alle Fibre i deres Kroppe allerede vibrerede af Anspændelse.

Saa løste Adolphe og Fritz rask Louises og Aimées vide Kaaber, der faldt ned paa Sandet, og Søstrene stod der under hundrede Kikkerters Ild, nøgne i deres sorte Trikots, som to Negerinder med hvide Ansigter.

De svang sig alle op i Nettet, og de klatrede op, en hvid, en sort, en hvid, en sort, som fire hidsige Dyr, mens alle Kikkerter fulgte dem.

De naaede Trapezerne, og de begyndte at arbejde. De syntes at flyve mellem de raslende Gynger, hvis Messingstænger lyste. De favnede hinanden, de fangede hinanden, de æggede hinanden ved Skrig; det var, som de hvide og sorte Kroppe elskovsfuldt knyttedes sammen og løstes, knyttedes og løstes i en æggende Nøgenhed. Mens Kærlighedsvalsen lød med sin søvnig smægtende Rytme, og Kvindernes Haar, naar de fløj gennem Luften, udslaaet, faldt flagrende ned om den sorte Blottelse - som en Atlaskeskaabe.

177

De standsede ikke. Nu arbejdede de over hinanden, Adolphe og Louise øverst.

Op imod dem lød Bifaldet som en forvirret Mumlen, mens Artisterne i deres Loge (hvor Duennaen stadig var forrest, hed, bestandig med den rosenbesatte Kapothat paa skæv, klappende for med de bare, kladskende Hænder) fulgte "Djævlene" i Kikkerter, studerende Fiffene i deres Dragter, hvis Forvovenhed i Artistverdenen var berømt:

- Mais oui, deres Hofter er nøgne ...

- Fiffet er, at man ser Lænderne, raabte de i Artistlogen i Munden paa hinanden.

Den trivelige Forriderske i "Ridderspillet fra det sekstende Aarhundrede", Mile. Rosa, lagde Kikkerten tungt fra sig.

- Nej, hun har intet Korset, sagde hun, svedig i sit eget drøje Panser.

De blev ved at arbejde. Det elektriske Lys skiftede blaat og gult, mens de fo'r gennem Luften. Fritz skreg op: hængende i Benene fangede han Aimée i sine Arme.

Saa hvilte de, siddende i samme Trapez, ved Siden af hinanden.

Over sig hørte de Louises og Adolphes Raab. Aimée talte med hivende Bryst om Louises Arbejde:

- Voyez donc, voyez, raabte hun.

Louise blev fanget af Adolphes Ben.

Men Fritz svarede hende ikke. Han stirrede kun, mens han mekanisk blev ved at aftørre sine Hænder i det lille, ophængte Klæde, ned mod Logebræmmen, der strakte sig lys og urolig under dem som den lystfarvede Rand af et bevæget Bed. Og pludselig tav ogsaa Aimée, stirrende frem i samme Retning som han, indtil Fritz sagde, som rev han sig løs:

- Det er os, og hun vaagnede i et Sæt.

De tørrede atter deres Hænder i Klædet, og de kastede sig ned, saa de hang i Armene, som for at prøve deres Musklers Kraft. Saa satte de atter op. Sjælen 178 boede i deres Øjne, hvormed de maalte Trapez'ernes Afstand.

Paa én Gang skreg de begge:

- Du courage.

Og Fritz fløj frem, baglænds mod den fjerneste Trapez, mens Louise og Adolphe oppefra udstødte et langt vedholdende Skrig, som vilde de spore et Dyr.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Deres store Nummer begyndte. De satte baglænds fra under hæse Raab, fløj forbi hinanden, naaede. De gentog det og skreg paany. Og oppefra, fra Rotunden, faldt der, mens Louise og Adolphe snurrede som to ustandselige Hjul i deres Gynger, pludselig en Regn af glitrende Guld som en gylden. Støvsky, der lysende og langsomt sank - gennem de elektriske Lampers blanke Strøm af hvidt.

Et Nu saá det ud, som om Djævlene fløj gennem en skinnende Stime af Guld, mens Støvet, der langsomt dalede, plettede deres Nøgenhed med tusinde Pailletter, der straalte.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Da skød de, én efter én, hovedkuls, gennem den glimtende Regn, ned i det udspændte Net, og Musikken tav.

De maatte frem og frem igen.

Fortumlede støttede de hinanden, som blev de paa en Gang svimle. De gik ud og gik ind. Saa stilnede Bifaldet af..

- Stønnende løb de ind i Garderoberne, og Adolphe og Fritz kastede sig paa Gulvet paa en Madrats, plat ned, indhyllede i et Tæppe. Dér laa de en Stund, de sansede næppe. Saa stod de op og klædte sig om.

179

Adolphe saá fra sit Spejl hen til Fritz, der var i Staldmester-Kjole:

- Vil Du gøre "Tjeneste"? spurgte han. Og Fritz sagde mut:

- Direktøren har bedt mig.

Han gik ind til de andre, som havde Staldmestervagt ved Indgangen, og som, dødstrætte ligesom han, hemmelig skiftedes til et Øjeblik at hvile de segnefærdige Kroppe mod Væggene.

Efter Forestillingen samledes Truppen i Restauranten. "Djævlene" sad, ved det samme Bord, alle fire tavse ligesom de andre. Ved et Par af Bordene begyndte man at spille Kort - bestandig uden at tale. Man hørte kun Pengenes Lyd, der blev skubbede hen over Bordet.

De to Kelnere ventede foran Buffet'en, stirrende sløvt paa alle de stille Folk. Dorske, med Benene strakte langt frem foran sig og med Armene hængende slapt ned, som var de af Led, blev Artisterne siddende langs med Væggene.

Kelnerne begyndte at skrue Gassen ned.

Adolphe skød Pengene hen ved Siden af en af Sejdlerne og rejste sig.

- Kom, sagde han. Vi skal gaa.

Og de andre tre fulgte efter.

Gaderne var allerede ganske øde. De hørte ikke anden Lyd end deres egne Trin, mens de gik, to og, to, ligesom de arbejdede. De naaede deres Hus, og de skiltes paa første Sal paa den mørke Gang med et lavt "Godnat".

Aimée blev staaende paa Afsatsen i Mørket, til Fritz og Adolphe var komne op paa anden Sal, og deres Dør var lukket.

De to Søstre gik ind, og uden Ord begyndte, de at klæde sig af. Men da hun var kommen i Seng, begyndte Louise at pludre om de andres Arbejde, om hvem der havde været i Logerne, om Stamgæsterne: hun kendte alle Ansigter ...

180

Aimée sad endnu stadig paa Kanten af sin Seng, halvt paaklædt, uden at røre sig. Louises Snakken blev mere afbrudt Tilsidst faldt hun i Søvn.

Men lidt efter vaagnede hun igen og satte sig op i Sengen. Aimée sad endnu paa den samme Plet, paa Sengekanten.

- Skal Du ikke i Seng? sagde Louise. Aimée slukkede hastig Lyset.

- Jo nu, sagde hun og stod op.

Men i Sengen sov hun ikke. Hun tænkte kun paa det ene: at Fritz' og hendes Øjne aldrig mødtes mer, naar han pudrede hendes Arme ...

... Ovenpaa var Fritz og Adolphe til Ro. Men Fritz kun kastede sig paa Sengen som under en Pine:

- Var det da ham, og hvad var det, hun vilde, hun, den Kvinde fra Logen? Vilde hun? Men hvorfor saá hun ellers paa ham og altid? Hvorfor strejfede hun ham ellers og saa nær? Var det ham?

Og vilde hun?

Han havde ikke anden Tanke end denne Kvinde.

Ikke anden fra Morgen til Nat. Kun hende. Han løb omkring i det ene Spørgsmaal som et Dyr i sit Bur: om hun virkelig vilde - den Kvinde i Logen?

Og bestandig, altid, uafladelig fornam han Duften af hendes Klæder, naar hun kom ned og gik ham forbi.

Altid ham tæt forbi, naar han stod som Staldmester.

Men var det da ham? Og hvad var det, hun vilde?

Han blev ved at kaste sig forpint, og han sagde den ene Gang efter den anden ud i Mørket, som om Ordet fascinerede ham:

- Femme du monde, Gang paa Gang, ganske sagte, som i en Fortroldethed:

- Femme du monde - -

Og han begyndte alle sine Spørgsmaal paany: Om det var ham, om det var ham?

... Aimée var igen staaet op. Ganske stille listede hun frem over Gulvet. I Mørket famlede hendes Fingre 181 efter Rosenkransen, der laa i Skuffen, og hun fandt den ...

I Huset var der ganske tyst.

II

"Djævlene" havde "arbejdet".

Adolphe brugte Mund i Garderoben, fordi Fritz, som han sagde, ødelagde deres Kontrakt ved sin evige Staldmestertjeneste, skønt "Djævlene" var fritagne.

Men Fritz svarede slet ikke. Hver Aften tog han Staldmesteruniformen paa og stillede sig ved Logeopgangen og ventede, til "Damen fra Logen" ved Mandens Arm kom ned ad Trappen og gik ham forbi. Hun opholdt sig ofte i Stalden nu, under den sidste Afdeling. Saa fulgte han dem.

Hun talte med Staldkarlene. Fritz fulgte. Hun klappede Hestene, hun læste Navnene højt, som var opslaaet over Baasene. Fritz fulgte.

Til ham talte hun ikke. Men hun gjorde alt for ham - han vidste det; og ved tusind smaa Bevægelser, ved en Rankning af deres Ryg, ved at udstrække deres Arm, ved Lynet af et Blik ligesom udstillede de sig hemmeligt for hinanden. De to. Den ene ligesom undersøgte den anden, mens de bestandig blev i Afstand - altid samme Afstand, hvor de tøvede, og dog var bundne, som om den fælles Drift havde indfanget dem i en sær Dobbeltslynge, der holdt dem begge uløseligt. Hun skiftede Plads, læste over en ny Baas et nyt Navn.

Fritz fulgte.

Hun lo, hun gik frem, og hun gik tilbage; for Hundene kælede hun.

Fritz fulgte.

Hun førte, han fulgte.

Se paa hende syntes han ikke at gøre. Men hans Øjne rugede ved Kanten af hendes Kjole, paa hendes udstrakte Haand, med et Blik som hos de stærke Dyr, 182 .der tæmmes, et Blik, der lurer og hader og véd sig afmægtigt paa samme Tid.

En Aften gik hun henimod ham. Hendes Mand var et Stykke borte. Han slog Øjnene op, og hun sagde lavt:

- Er De bange for mig? Han tav lidt.

- Jeg véd ikke, sagde han saa, hæst og haardt.

Og hun fandt ikke mer at sige - forvirret eller næsten angst (en Angst, der pludselig gjorde hende nøgtern) ved det Attraaens Blik, som hun følte rugede paa hendes Fødder.

Hun vendte sig, og hun gik bort med en lille Latter, der irriterede hendes eget Øre.

Den næste Aften var Fritz ikke Staldmester. Han havde sagt til sig selv, han vilde undgaa hende. Han havde al Artisternes opsparede Frygt for Kvinderne som for en Fordærvelse. Han betragtede dem som mystiske Fjender, der laa paa Lur, fødte for at eftertragte hans Kraft. Og naar han en sjælden Gang hengav sig - pludselig, greben af det uovervindelige Instinkt - var det med en Slags fortvivlet Desperation, med et hævnsygt Had til den Kvinde, som tog og røvede ham et Stykke af hans Legeme, en Sum af hans Styrke - det, som var hans dyrebare Værktøj, selve hans Middel til at leve.

Men for denne Dame fra Logen frygtede han dobbelt, hun, der var en Fremmed og ingen af hans; thi hvad vilde hun? Selve Tanken paa hende pinte hans sene Hjerne, der ikke var vant til at tænke. Han vogtede med en mistænksom Angst paa hver Bevægelse af den fremmede af en anden Race, som vilde hun ham noget hemmelighedsfuldt ondt, han vidste, han ikke kunde undslippe.

Han vilde ikke se hende mere - nej, han vilde ikke se hende.

Løftet blev ham let at holde; thi hun kom slet ikke. Ikke to Dage, ikke tre - kom hun. Den fjerde Aften 183 stod Fritz atter som Staldmester. Men hun kom ikke. Ikke den Aften. Ikke den næste.

Saa lang Dagen var, tænkte han med Angst paa: "Naar hun kommer"; og om Aftenen følte han en dump Harme, et brutalt, men stumt Raseri, fordi hun ikke kom.

Saa havde hun altsaa holdt ham for Nan Saa havde hun altsaaspottetham. Hun, Kvindemennesket, hun. Men han vilde hævne sig, han skulde finde hende, Kvindemennesket, hende.

Og han saá sig selv dængende hende til med Slag, sparkende hende med Hælen, krumpinende hende, saa hun bøjede sig, saa hun krympede sig, saa hun laa halvdød af hans Vold: hun, Kvindemennesket, hun.

Timer lang laa han om Natten hen i stum Rasen.

Og hans Attraa voksede sig fortvivlet grisk i hans første søvnløse Nætter, han der aldrig havde ligget søvnløs før.

Saa kom hun - den niende Dag.

Fra Trapez'en saá han hendes Ansigt - som han ligesom mægtede at se med en anden Sans end Øjets - og med et pludseligt Sæt, som i en Drengs sanseløse Jubel, slyngede han sit skønne og slanke Legeme ud i Luften, hængende i de strakte Arme.

Hele hans Ansigt straalede af et skinnende Smil, og han svang sig atter op.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Sagte vuggede han det blonde Hoved i Takt med Valsen; og han greb Aimées Haand, fast og glad, som ikke i mange Dage, og han talte til hende:

- Enfin - du courage, raabte han højt.

Det lød som et Sejrsskrig.

Baglænds satte han fra og skreg, greb og fo'r, fløj gennem Luften:

184

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Og da han i sin Staldmesteruniform siden kom ud i Stalden og saá hende, stod han atter stum og fjendtlig og betragtede hende hadsk med det samme Blik, der ikke turde se hende ret i Øjnene.

Men efter Forestillingen, inde i Restauranten, blev han pludselig atter overgiven,, næsten vild. Han lo, og han gjorde Kunster. Han legede med Kopper og med Sejdler, og sin Silkehat lod han paa Kant balancere paa Enden af sin Stok.

De andre Artister kom med i Lystigheden.

Klovnen Tom hentede sin Harmonika og spillede, mens han med sine lange Ben skrævede hen over Stolene.

Der blev et uhyre Halløj. Alle gjorde Kunster. Mr. Fillis lod et mægtigt Kræmmerhus balancere paa sin Næse, og to, tre Klovner kaglede, som var man midt i en Hønsegaard.

Men Fritz raabte højest, staaende op paa et Bord; spillende Bold med to Glaskupler, som han havde skruet af Lysekronen, skreg han ind i Spektaklet, mens hans lyse Ansigt straalede:

- Adolphe, tiens.

Adolphe greb Kuplen, staaende paa det næste Bord.

Artisterne var snart oppe, snart nede; nogle paa Borde, nogle paa Stole. Klovnerne kaglede, Harmonikaen hylede.

- Fritz, tiens.

Kuplerne fløj igen, hen over Klovnernes Hoved. Fritz greb den, og pludselig vendte han sig:

- Aimée, tiens.

Han kastede den frem imod hende, og Aimée rejste sig. Men hun var ikke kommen hurtig nok op, og Kuplen faldt; 'den knustes.

Fritz lo og saá paa det splintrede Glas fra sit Bord:

185

- Det gi'r Lykke, sagde han og lo; pludselig stod han stille og smilte op i Kronens Lys.

Aimée havde vendt sig. Bleg satte hun sig atter ned ved Væggen.

Spektaklet blev ved. Klokken var nærved tolv. Kelnerne skruede Gassen ned. Men Artisterne holdt ikke op, de fordoblede kun Støjen i Halvmørket. Rundtom fra Krogene hørte man en Kaglen og Klagen, der kunde sønderrive Ørene; midt paa Bordet under Lysekronen gik Fritz paa Hænderne.

Han var den sidste, der kom ud. Han var saa ellevild, som var han drukken.

De drev alle i Flok ned ad Passagen. Rundt om i Artistgaderne skiltes de. Der lød til Afsked mange sære Lyde rundt omkring i Mørket som sidste Hilsener.

- Night, raabte Mr. Fillis, som talte gennem Næsen.

- Abend, Abend ...

Saa blev der endelig stille, og de fire Djævle gik som sædvanlig tavse ved Siden af hinanden.

De talte ikke mer. Men Fritz kunde ikke være rolig. Han lod atter sin gode Hat snurre rundt i Luften paa Enden af sin Stok.

De kom til Huset, og de sagde Godnat.

Inde i deres Værelse slog Fritz to Vinduer op paa vid Gab, og han begyndte at fløjte højt, langt ud i Gaden.

- Du er tosset, sagde Adolphe. Hvad Fanden gaar der af Dig? Fritz lo bare.

- Il fait si beau temps, sagde han blot og blev ved at fløjte.

Nedenunder havde Aimée aabnet Vinduet. Louise, der var ved at klæde sig af, raabte til hende, at hun skulde lukke det, men Aimée blev staaende, stirrende ud i den trange Gade.

Saa længe havde hun ikke forstaaet - ikke, hvorfor hans Øjne var blevet tomme, naar han saá paa hende, ikke, hvorfor hans Stemme var blevet ligesom træt, 186 naar han talte til hende, ikke, at hans Øre var halvt lukket, naar hun talte ...

Og det var, som var de ikke sammen mer, selv om de sad hinanden nær ...

Og han pudrede ikke mer hendes Arme.

Det var igaar.

Han kom ind, saa hastig, utaalmodig, som han nu plejede. Og hun rakte sine Arme frem imod ham, og han kun stirrede paa dem, tankeløs, uden at huske: . - Saa pudr Dig dog, sagde han hidsigt og løb.

Og langsomt, uden at forstaa, pudrede hun den venstre Arm, den højre ...

Aa nej, aa nej, hun havde aldrig vidst, at man kunde lide saaledes.

. Aimée lænede Hovedet til Vinduesposten, og Taarerne begyndte at løbe hende ned ad Kinderne.

Nu vidste hun alt. Nu forstod hun ...

Pludselig løftede hun atter Hovedet; hun hørte paa engang Fritz, der havde givet sig til at nynne højt. Det var "Kærlighedsvalsen".

Højere og højere nynnede han, nu sang han Ordene:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Hvor glad han sang, hvor lykkelig. Hver Tone smertede hende, og dog blev hun staaende: det var, som om denne Sang genkaldte hende hele deres Liv.

Hvor godt hun huskede - hvor godt hun fra den første Dag mindedes alting.

Louise raabte atter til hende, og mekanisk lukkede hun Vinduet. Men hun gik ikke i Seng, hun satte sig kun stille i Krogen i Mørket.

187

III

Saa tydeligt som Aimée endnu saá dem, da de kom den første Dag, Fritz og Adolphe - da de skulde "antages" hos "Fa'er" Cecchi.

Det var om Morgenen, og Aimée og Louise laa endnu i Sengen.

Drengene havde staaet i Krogen, med ludende Hoveder: de var i Kadetbukser midt om Vinteren, og Fritz havde Straahat. De blev klædt af, og Fader Cecchi følte paa dem og vred deres Ben og bankede deres Brystkasse, til de græd, mens den gamle Kone, der kom med dem, kun stod mimrende, ganske stille, sammenskrumpen - bare de sorte Blomster dirrede ganske lidt paa hendes Hat

Hun spurgte om Intet. Hun saá kun paa Drengene og fulgte dem med Øjnene, som de nøgne blev eksercerede dér under Cecchis Hænder ...

Aimée og Louise saá ogsaa til fra Sengen. Fa'er Cecchi blev ved at føle og at bande: Drengenes Liv sad i deres angstfulde Øjne.

Saa blev de antaget.

Den gamle Kone talte ikke og rørte ikke Drengene, og sagde dem ikke Farvel. Det var, som om hun kun hele Tiden, mens Kappeblomsterne dirrede, søgte om noget - et eller andet, hun ikke fandt. Og saadan kom hun- ogsaa ud af Døren, langsomt, ubestemt, og den lukkede sig.

Fritz skreg, én Gang, et langt Barneskrig, som blev han stukket ...

Men saa gik de begge hen, tilbage til deres Krog, og de satte sig med Hagen ned mod deres Knæ og de knyttede Hænder stemmede haardt ned imod Gulvet. Saadan sad de, tavse begge to.

Fa'er Cecchi smed dem ud i Køkkenet for at skrælle Kartofler. Aimée og Louise blev jaget derud bagefter. Alle fire sad de bare stumme rundt om Spanden.

Louise spurgte:

188

- Hvorfra kommer I?

Men Drengene svarede ikke. De kneb kun Læberne sammen og saá ned.

Der gik en Tid, til Aimée hviskede:

- Hvad er jeres Mo'er?

Men de svarede bestandig ikke - sad kun med hivende Bryst, som om de indvendig hulkede. Og man hørte kun Lyden af Kartoflerne, der, naar de var skrællede, plumpede ned i Vandet.

- Er hun død? hviskede saa Louise.

Men Drengene svarede endnu ikke, og de to Piger saá kun stille fra den ene til den anden, mens Aimée med ét begyndte at græde ganske sagte, og saa Louise - begge to sad de og græd.

Den næste Dag begyndte Drengene "at arbejde".

De lærte "Kineserdansen" og "Bondedansen". Efter tre Ugers Forløb optraadte de alle fire.

Naar de skulde danse, stod de Parvis i Kulisserne, Aimée med Fritz, Louise med Adolphe; med stive Øjne, og vædende deres Læber med Tungen af Angst, lyttede de til Musikken i Orkestret.

- Træk ned i Trøjen, sagde Aimée, der selv næppe kunde staa rolig for Feber, og trak selv ned i Fritz' Trøje, der sad skævt.

- Commencez, lød det fra første Kulisse fra Fa'er . Cecchi. Tæppet var oppe, de skulde ind.

De saá ikke Lamperækken, og de saá ikke Folk.

Med forskrækkede Smil gjorde de deres ineksercerede Trip, tællende Takten og bevægende Læberne; Øjnene holdt de stivt heftede paa Cecchi, der trampede med Fødderne henne i den første Kulisse.

- Til venstre, hviskede Aimée til Fritz, der aldrig kunde huske; hun svedte Angstens Sved for dem begge og maatte huske for dem begge.

De lignede tilhobe de Voksfigurer, der danser ovenpaa Lirekasser.

Publikum klappede og kaldte dem frem. Appelsiner dumpede op paa Scenen. De samlede dem op og smilte 189 takkende; de skulde aflevere dem til Cecchi, der nød dem om Natten, naar han spillede med Agenten Watson, til sin Cognac og Vand.

Fa'er Cecchi spillede Nætter lange med Agenten hjemme i deres Logis.

Børnene vaagnede, naar de skændtes, og med opspilede Øjne saá de til fra deres Senge, til de dødtrætte faldt i Søvn igen.

Tiden gik.

"Cecchi-Truppen" kom til Cirkus, og alle fire gennemgik hele Haandværket.

De begyndte deres Prøver Klokken halvni. Tænderklaprende klædte de sig om og begyndte at arbejde i den halvmørke Cirkus. Louise og Aimée gik paa Line balancerende med to Flag, mens Fa'er Cecchi kommanderede, siddende overskrævs paa Barrieren.

Saa blev Hesten ført frem, og Fritz skulde udføre Jokeyspringet.

Fa'er Cecchi kommanderede, væbnet med en lang Pisk. Fritz sprang og sprang. Det lykkedes ikke. Han faldt ned mod Barrieren. Han stødte sig mod Hesten. Pisken susede frem og ramte ham over hans Ben, saa de fik lange Striber.

Fa'er Cecchi blev ved at kommandere. Kæmpende med Graaden sprang Drengen, og sprang igen.

Han kom atter ikke op, men faldt igen.

De gamle Saar paa hans Krop brød op og blødte, saa der var Blodpletter paa det gamle Trikot Fa'er Cecchi raabte kun igen:

- Encore - Encore.

Forpustet, hulkende halvt mellem Aandedragene, sprang Fritz med smertefortrukket Ansigt. Pisken ramte ham, og fortvivlet sagde han:

- Jeg kan ikke; og han inaatte op paany. Hesten fik dobbelte Rap og fløj afsted med den hulkende Dreng, hvis Lemmer dirrede af Smerten:

- Jeg kan ikke, raabte han i Pine. Artisterne saá stumme til fra Parket og Loger.

190

- Encore, raabte Cecchi: Fritz satte af igen.

Bleg, med hvide Læber, gemt i en Krog af en Loge saá Aimée til, angst og forbitret.

Men Fa'er Cecchi standsede ikke. En Time varede det, fem Kvarter. Fritz' Legeme var kun én Vunde. Han faldt igen, faldt igen, sparkede i Sandet af Smerte, faldt igen.

Nej, det lykkedes ikke mer. Og han blev sendt bort med en Forbandelse.

Aimée løb ud af Logen: stønnende af Smerte gemte Fritz sig som et Dyr bag en Stabel Tøndebaand. Stakaandet, med knyttede Hænder udstødte han afbidte Forbandelser, en Hob af Gadens Ord, af Staldens Skældsord i Raseri.

Aimée sad stille hos. Kun hendes hvide Læber dirrede.

Længe sad de gemte i Mørket bag Stabelen. Fritz' Hoved faldt over mod Væggen, og han sov af smertefuld Udmattelse, mens Aimée blev siddende ubevægelig med sit hvide Ansigt, som vogtede hun over hans Søvn.

Aarene gik. De var allerede voksne.

Fa'er Cecchi var død. Han blev sparket ihjel af en Hest.

Men de blev sammen. Det gik op og ned. De var ved store Selskaber, og de naaede ned til de smaa.

Hvor tydeligt Aimée saá det hvidkalkede og nøgne Provins-Pantheon, hvor de arbejdede den Vinter. Saa iskoldt der var. De bar to Kulbækkener derind før Forestillingen, og hele Cirkus fyldtes af Røgen, saa der næppe var til at aande.

Ude i Stalden strakte Artisterne blaafrosne deres, nøgne Arme hen over en Kulgryde, og Klovnerne hoppede paa den bare Jord i deres Shirtingssko, for at holde Varmen.

Cecchi-Truppen arbejdede i alle Fag. De dansede,. Fritz var Aimées Partner. Aimée var Parforcerytterske, Fritz strammede hendes Saddelgjord, som Staldmester. 191 Truppen sled; den udfyldte det halve Program.

Men det gik ikke. Uge efter Uge forsvandt en Hest af Baasene, blev solgt for at skaffe Foder til de andre ... De Artister, som havde Penge, rejste, de, som maatte blive, sultede, til endelig alt blev forbi, og de maatte lukke.

Heste, Kostumer, alt var det taget. Rettens Folk var kommet, og der var gjort rent Bord ...

Det var om Aftenen, som det var sket om Dagen.

De Par Artister, som var tilbage, sad stumme og bedrøvede i det mørke Rum. De kunde ikke gaa. De vidste vel heller ikke, hvorhen de skulde gaa.

I Stalden paa en Foderkasse sad Direktøren foran de tomme Baase og græd, mens han mumlede nogle bestandig gentagne og sprogbrogede Forbandelser.

Der var ganske stille, ganske dødt.

Kun Hundene - dem havde Retten glemt - laa sørgmodige, med vagtsomme Øjne, paa en Bunke strøet Halm.

Cecchi-Truppen gik ind i Restauranten. Alt var forladt Værten havde lukket sin Buffet og nedtaget sine Glas. Stole og Borde stod støvede hulter til bulter.

De fire sad tavse i en Krog. De kom fra Posten. Det var deres daglige Gang. De hentede Breve fra Agenterne. Brevene indeholdt kun Afslag paa Afslag.

Det var Fritz, der aabnede dem og læste dem. De andre tre sad hos og turde slet ikke spørge.

Han aabnede Brev paa Brev, læste langsomt, ligesom mistænksomt, og lagde Brevet hen.

De andre saá kun paa ham, tavst og forknyt.

Saa sagde han:

- Intet.

Og de sad igen stille foran de triste Breve, der intet havde bragt.

Saa sagde Fritz:

- Dette gaar ikke. Vi maa søge en Specialitet. Adolphe trak paa Skuldrene: Der er nok om alt, sagde han haanligt: Sig noget nyt.

192

- Arbejde i Luften betaler sig, sagde Fritz dæmpet. De andre tav, og Fritz sagde som før:

- Vi kunde arbejde i Kuplerne. Der blev en Stilhed igen, til Adolphe næsten vredt sagde:

- Du er vel sikker for dine Lemmer? Fritz svarede ikke. Der var helt mørkt nu og ganske stille en Stund.

- Vi kunde vel ogsaa skilles, sagde Adolphe saa hæst og meget lavt.

De havde alle tænkt den samme Tanke, og alle været angst for den. Nu var den sagt, og Adolphe tilføjede, idet han saá frem for sig i det mørke og forladte Skur:

- Man kan vel ikke blive ved at sulte over det samme Fad.

Han talte i en undertrykt, hidsig Tone, som Folk, der trættes over den tomme Krybbe; men Fritz vedblev at tie, ubevægelig og stirrende ned i Gulvet.

De rejste sig, og de gik tavse ud. I alle Gange var der koldt og mørkt.

Sagte, mens de gik tæt ind til hinanden, sagde Aimée med en Stemme, Fritz næppe kunde skelne:

- Fritz, jeg arbejder i Luften. Fritz standsede:

- Jeg vidste det, sagde han sagte og tog hendes Haand. Louise og Adolphe talte ikke.

De besluttede at blive der i Byen. Fritz pantsatte deres sidste Ringe. Adolphe blev kun ved at skrive til Agenterne. Men Fritz og Aimée arbejdede.

De havde ophængt deres Trapez i Pantheon, og de begyndte at arbejde hver Dag. De overførte nogle af Parterrens Øvelser til Trapez'en, og timevis, badede i Sved, pinte de deres Legemen

Kvarter efter Kvarter lød Fritz' Kommandoord. Saa hvilede de sig, ved Siden af hinanden, i samme Trapez, med trætte og matte Smil.

193

De begyndte at vænnes til Arbejdet, og de tog fat paa Hanlon-Voltaske Øvelser. De forsøgte Springene mellem Gyngerne, hovedkulds faldt de ned i det ophængte Net.

Men de tog fat paany, under æggende Skrig:

- En avant.

- Ca va.

- Encore.

Fritz naaede, Aimée faldt.

De blev ved.

Sjælen laa i deres Øjne, som Fjedre spændte de deres Muskler; som undertrykte Kampskrig lød deres Stemmer: de naaede.

Den ene fulgte den anden med Blikket, betagen, i Feber:

- En avant - du courage.

Aimée havde naaet: hendes Muskler skjalv, mens hun hang i den fjerneste Trapez. Hun forsøgte igen, og det lykkedes atter. En Glæde kom over dem. Det var, som om de berusedes ved deres egne Legemers Kraft. De fo'r forbi hinanden, og de hvilede atter, sveddryppende, smilende, Haand i Haand.

Grebne af Glæden roste de hinandens Legemer, kærtegnede de Muskler, som bar dem, seende paa hinanden med straalende Øjne:

- Ça va, ça va, raabte de, mens de lo.

De begyndte at vanskeliggøre Øvelserne. De udtænkte nye Machinationer. De forsøgte, og de beregnede. De fordybede sig i Øvelserne med Opfinderens Iver, diskuterede dem, pønsende paa Variationer. Fritz sov ikke mer: Tanken om Arbejdet holdt ham vaagen om Nætterne.

Om Morgenen, før Sol var oppe, bankede han paa Aimées Dør og vækkede hende.

Og udenfor, mens hun klædte sig paa, udviklede han allerede sine Planer, forklarede hende alt - raabende med høj Røst, mens hun svarede, ivrig som han, fyldende Huset med sin glade Stemme.

194

Louise gned sine Øjne og satte sig op i Sengen.

Hun var begyndt at komme til Prøverne. Hun blev revet med af Arbejdets Fart; hun raabte til dem, og hun applauderede. De svarede oppefra; Rummet genlød af deres frydfyldte Stemmer.

Kun Adolphe sad tavs i en Krog ved Stalden.

Han var kommet ind en Dag og havde sat sig der og saá til. Der var ingen, som talte til ham.

Øvelserne var forbi; det var til Ende med deres Kræfter: tungt faldt de ned i det udspændte Net.

Fritz sprang ned paa Jorden, og varsomt løftede han Aimée ud af Nettet: glad holdt han hende et Nu i de oprakte Arme, som et Barn.

De klædte sig om, og de gik over i en lille Knejpe for at spise.

De begyndte at tale om Fremtiden, om hvor de kunde søge Engagement, om Gagen, de kunde naa, om Navnet, de vilde antage - om Sukces'en, som ventede dem.

De tavse to blev veltalende, de lo, de byggede Fremtiden. Fritz udtænkte bestandig nye Øvelser:

- Om vi vovede, sagde Fritz, hed af Iver: om vi vovede.

Og Aimée svarede med Øjnene paa ham:

- Hvorfor ikke? Hvis Du vil. Noget i Tonen rørte Fritz.

- Du er tapper, sagde han paa én Gang og saá paa hende: hendes Øjne lyste imod ham.

Og begge sad de med Hovederne lænede mod Væggen og drømte, stirrende frem i Luften, en lang Stund.

En Dag prøvede de for første Gang det sidste Spring, det, de var ene om, den store Specialitet: det lykkedes. Baglænds naaede de Trapez'erne.

Nedefra hørte de et Raab. Det var Adolphe. Med opadvendt Ansigt, med skinnende Øjne, skreg han op i Rummet et Bravo-bravo, saa det klang:

- Bravo, bravo, skreg han, grebet af Beundring.

195

Og de begyndte at tale til hinanden, alle fire, Louise med, oppe og nedefra, forklarende og spørgende.

Den Dag spiste de sammen, og den næste ogsaa. De talte alle om Øvelserne, det var, som de alle var med. Fritz sagde:

- Ja Børn, om vi arbejdede fire. I, Adolphe, øverst ... kun med fast Barre og Møller og vi, vi to, Aimée, under dem ... med "Dødsspringet" ... Ja, om vi gjorde det ...

Han gav sig til at forklare, forfølgende sin nye Plan, udmalende alle de kommende Evolutioner; men Adolphe blev tavs, og Louise turde ikke svare.

Men næste Dag sagde Adolphe - han stod og saá ned i Jorden og flyttede Benene frem og tilbage -:

- Prøver I i Eftermiddag?

- Nej, de prøvede ikke.

- For, sagde Adolphe, man gaar og spilder sin Tid, og ens Lemmer bliver stive ...

Om Eftermiddagen begyndte Adolphe og Louise at prøve. De to andre kom og saá til. De opmuntrede og de belærte.

Fritz sad saa munter og legede med Aimées Haand:

- Ça va, ça va, raabte de begge, nedefra. Oppe fløj Louise og Adolphe dristigt mellem Gyngerne :

- Ça va, ça va ...

De vidste, at nu blev de sammen.

Prøverne fik Ende. "Numret" var øvet færdigt. De arbejdede som Fritz havde villet. De kaldte sig "De fire Djævle" og fik Kostumer tegnede og forfærdigede i Berlin.

De debuterede i Magdeburg. Saa drog de fra By til By. Sukces'en var givet allevegne.

Aimée havde klædt sig af og var gaaet i Seng: søvnløs laa hun, stirrende op i Mørket:

- Ja, hvor tydeligt hun saá alt, fra den første Dag.

196

De havde levet hele Livet sammen, hele Livet Side om Side.

Og nu var hun kommet, hun, denne fremmede; og ved Tanken kun sammenbed Akrobatpigen sine Tænder i et afmægtigt, et fortvivlet, et rent fysisk Raseri.

Hvad vilde hun med ham, hun med sine Øjne som en Kat? Hvad vilde hun med ham, med sine Smil som en Tøs? Hvad vilde hun med ham? Hvorfor bød hun sig frem som en Tøjte? Fordærve ham, røve ham, plyndre hans Styrke, lægge ham øde.

Aimée bed i sit Lagen, krammede sin Pude, fandt ikke Ro for sine feberhede Hænder.

Hendes Tanker vidste ikke afmægtige Skældsord nok, ikke vredt harmfulde, ikke raa Beskyldninger nok, indtil hun græd igen; og atter følte hun al den lamme Smerte, som fulgte hende Døgn og Dage, Døgn og Dage.

IV

Fritz laa med lukkede Øjne, mens han hvilte Hovedet i sin Elskerindes Skød. Langsomt og langsommere gled Spidsen af hendes Negle hen over hans blonde Haar.

Fritz blev liggende med lukkede Øjne, mens hans Hoved laa let i hendes Skød: saa var det virkelig ham, Fritz Schmidt fra den Frankfurter Smøge, han, Drengen uden Fa'er, hvis Mo'er sprang i Floden en Dag, da hun var drukken, og hvis Mo'rmo'r havde solgt ham - ham og Broderen - for tyve Mark ...

Saa var det virkelig ham, Fritz Schmidt, kaldet Cecchi af "Djævlene", der var blevet hendes Elsker, hendes, "Damen fra Logen". Det var hans Nakke, der laa mod hendes Knæ. Det var hans Arm, som kunde naa om hendes Liv. Det var paa hans Hals, hendes Læber nu hvilede.

Han, Fritz Cecchi af "Djævlene".

197

Og han aabnede Øjnene halvt, og han saá, med den samme ubegribende, beruste Undren, hendes fine Haand, saa blød, som intet Arbejde havde misdannet; dens Negle, lyserøde og buede, dens Hud, saa mathvid, den Hud, han elskede at kysse, blidt, saa længe ...

Jo - Haanden gled over hans Pande.

Det var ham, der, naar han aandede, fornam Duften af hendes Legeme, der var ham nær, af hendes Klæder, hvis Stoffer lignede Skyer - aa, hvor hans Hænder elskede at kærtegne dem ...

Det var ham, paa hvem hun ventede om Natten ved den høje Laage, frysende under sin Venten som af Kulde. Det var ham, som hun førte gennem Palæets lille Have, hængende sig til hans Legeme bag hvert et Ly ...

Det var ham, hvis Læber hun kaldte sin "Blomst", hvis Arme hun kaldte sin "Fordærvelse" ...

Ja - saa besynderlige Ord, hun sagde, at hans Læber var en "Blomst", at hans Arme var "en Fordærvelse" ...

Fritz Cecchi smilte, og han lukkede sine Øjne igen.

Hun saá hans Smil, og hun bøjede sit Hoved ned over ham og førte sine Læber blødt hen over hans Ansigt.

Fritz blev ved at smile, opslugt af den samme Undren:

- Men dette er besynderligt, sagde han sagte; blev ved at sige i samme Tone: Men dette er besynderligt, mens han virrede svagt med sit Hoved.

- Hvilket? spurgte hun.

- Dette, svarede han kun og laa atter stille hen under hendes Kys, som var han bange for at vaagne af en Drøm.

Han smilte bestandig, hans Tanke gentog stadig hendes Navn, altid paany forbavset foran hendes Navn - ét af de store Navne, hvis Lyd tilhørte Europa og selv var naaet ned til ham som et Sagn ...

Og langsomt slog han atter Øjnene op og saá paa 198 hende og greb med Hænderne i begge hendes Øren og lo som en Dreng, mens han kneb dem - haardere, haardt: ogsaa det turde han, ogsaa det.

Han rejste sig halvt og førte sit Hoved op mod hendes Skulder. Bestandig med samme Smil saá han sig rundt i Stuen:

Alt var ham et Under, alt, hvad der var hendes: de tusind skrøbelige Nips, som dækkede de sære Møbler paa spinkle Ben: snart turde han slet ikke røre dem, men han - Jongløren - fattede om dem saa varsomt, som vilde de knuses mellem hans Fingre; snart kunde han, overmodig (han var Herre her, han, Fritz Schmidt) spille Bold med et Luksusbord eller balancere med en hel Etagère, mens hun lo og lo ...

Malerierne var ham fremmede: Billeder af Aner i "Restaurationen"s Dragt, med Pragtkaarde og behandskede Hænder. Der kunde komme Øjeblikke, hvor han pludselig overstadig lo Billederne lige op i Ansigtet, som en Gamin - lo ustandseligt, mens han, Fritz Schmidt, sad her hos hende, deres Slægtning, der var hans.

Og han blev ved at le og le, uden at hun forstod hvorfor. Og tilsidst sagde hun:

- Men hvorfor ler Du?

- Jo, jo, svarede han og blev ved med at le. For dette er besynderligt, dette er saa besynderligt...

Han følte en halv lykkelig, halv sky Forbavselse over at han var her.

At han var Herre her.

Thi som Herre følte han sig: hun var hans. Han ejede hende. I hans uciviliserede Hjerne rugede alle Tanker om Mandens ubegrænsede Besiddelse, Besiddelsen af de Kvindemennesker, som han fuldkommengør ved at befrugte dem - han, den handlende, den aktive, han, der, vred under selve Nydelsen, der fortærer, kunde knuse dem under sin muskelbrede Lænd.

Men alle disse Mandens Urforestillinger hos Fritz - som hoverede ved at tæmme og tugte og ubændigt og 199 ustandseligt at bruge - de svandt igen magt- og hjælpeløse ind overfor hans stumme, fornyede Undren over hende: hendes mindste Ord, der var af anden Klang og havde andet Fald; hendes ringeste Bevægelse, der var af anden Art; hendes Legeme, hver Del deraf, som var af anden, fremmed Skønhed, uudviklet og sart.....

Og han blev myg og frygtsom, og han slog pludselig de lukkede Øjne op for at se, det var ingen Drøm, og langsomt kærtegnede han hendes fine, slanke Fingre: jo, det var sandt.

Hendes Hænder blev ved at glide, dvælende og mer dvælende, gennem hans Haar, og hans Aande blev hastigere, medens han laa, som han sov.

Pludselig slog han Blikket op:

- Men hvad vil De da med mig? sagde han.

- Du, dumme Mand, hviskede hun og holdt sin Mund tæt op over hans Kind. Du dumme Mand.

Hun blev ved at hviske, nær hans Øre - hendes Stemmes Lyd var mer hidsende for ham end Kærtegn: -

- Du dumme Mand, Du dumme Mand ..... Som vilde hun lulle det skønne og apatiske Legeme hen i en Rus, hviskede hun:

- Du dumme Mand, Du dumme Mand.

Men han rejste sig kun, bestandig smilende, og, siddende ved Siden af hende og læggende hendes Hoved ind til sit Bryst, mens han saá paa hende, sagde han usigelig ømt:

- Kunde Du sove her? og han vuggede hende i sin Arm som et Barn.

Til de begge lo, Øje i Øje:

- Du, dumme Mand.

Saa flammede hans Øjne op, og han greb hende; hastigt, uden Ord, bar han hende i løftede Arme, bort gennem Stuen - derind.

Kun den lyseblaa Ampel saá stille til som et søvnigt Øje.

Det gryede mod Dag, naar de skiltes. Men rundt i alle Kroge paa Trappens Trin, i Haven midt foran det 200 stille Hus - fornemt og ærbart med tilhyllede Ruder - forlængede de, aandeløse, Stævnemødets Timer, mens hun blev ved at hviske de samme tre Ord, der blev som deres Elskovs Omkvæd (en Elskov, hvis eneste Sjæl var Instinktet):

- Du, dumme Mand.

Saa rev Fritz sig løs, og Laagen faldt til efter ham ...

Men hun holdt igen, og endnu en Gang vendte han tilbage. Han tog hende endnu en Gang i sine Arme, og pludselig lo han - staaende ved Siden af hende foran det store Palæ.

Og som om deres Tanker mødtes, lo ogsaa hun op mod sine Forfædres Hus.

Og han begyndte at spørge om hvert enkelt af de store Stenvaaben over Ruderne, hver af Portalernes Indskrifter, mens hun svarede og lo og lo.

Det var Landets stolteste Navne. Han kendte dem ikke, men hun fortalte om hvert.

Det var Historie om Hæder. Det var Historie om Kampe. Det var Historie om Valpladsers Sejrherrer.

Han lo.

Det var Skjolde, hvis Ejermænd havde værnet om Tronen. Det var Slægtstegn, der havde ledet selv til Set. Peders Stol.

Hun lo.

Som blev hun hidset af selve Uværdigheden, blev hendes Kærtegn hedere, raa og næsten blasfemiske her i den gryende Dag, mens hun blev ved at fortælle, som om hun vilde rive, ét for ét, i Ord paa Ord, Fædrehusets Skjolde ned og søndre dem i sin Elskovs Skarn.

- Og det? spurgte han, pegende paa Vaabnene.

- Og det?

Hun blev ved.

Det var Aarhundredets Historie. Her var Troner bygget, og Kongesæder styrtet sammen: Den var en Kejsers Ven. Den blev en Konges Bane.

Og hun blev ved at tale: hviskende med en snærrende 201 Spot, lænende sig til Akrobatens Skulder, givende sig hen til selve Indtrykket af Vanhelligelse.

Ogsaa han berustes.

Det var, som om de begge saá selve Ødelæggelsen, dette store Hus' Fald, med Vaaben, Portaler, Skjolde, Mindetavler, Spir - Huset, der lagdes øde og styrtede sammen under Cyklonen af deres Drift.

Saa rev hun sig løs, og hun flygtede gennem Gangen.

Et sidste Nu vendte hun sig i den lille Dør, og viftende til ham tilkastede hun - som en sidste Spot - det store Vaabenskjold paa Frontespicen et Slængkys og lo.

Fritz gik hjem. Det var, som havde han to Vinger under Fødderne. Han ligesom fornam alle hendes Kærtegn endnu.

Rundtom vaagnede den store By.

Vogne rullede frem gennem Gaden. Det var alle Blomstermarkedets Skatte - Violer, tidlige Roser, Aurikler og Gyldenlak.

Fritz sang. Halvhøjt sang han Kærlighedsvalsens Strofer:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Vognene blev ved at køre ham forbi. Hele Gaden fyldtes af Duft.

Blomstersælgerne, der sad paa Bukkene, indhyllede i store Tørklæder, vendte sig i Sædet og smilte til ham. . Han sang endnu:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

I deres egen Gade var der ganske stille og endnu halvdunkelt bag de høje Huse. Fritz gik langsommere. 202 Han nynnede bestandig, mens han saá op og ned ad deres Hus.

Han fo'r sammen et Nu: han syntes, han havde set et Ansigt oppe bag Ruden.

Bleg, med tilbagetrængt Aande lyttede Aimée bag sin Dør:

Jo, det var ham.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Døren deroppe blev lukket, og alt blev tyst.

Hvid, som en Søvngængerske med Hænderne stemmede ind mod sit Bryst, gik Aimée ind igen og til Sengs. Ubevægelig stirrede hun paa den graa Dag: en ny Dag.

V

Det var sent, da Fritz Cecchi vaagnede, og, mat, mindedes han alt, lidt efter lidt, mens han usikkert saá Adolphe, der midt i Stuen afgned sin nøgne Krop med et vaadt Klæde.

- Vaagner Du dog, sagde Adolphe haansk.

- Jo, svarede Fritz kun og blev ved at se paa Broderen.

- Du skulde vel op nu, sagde Adolphe i den samme Tone.

- Ja, sagde Fritz; men han blev kun ved ubevægelig at stirre paa Broderens stærke og urørte Legeme, hvor alle Muskler spillende levede; han følte et dumpt Raseri, en Overvundets forbitrede og elendige Harme.

Mens han blev ved at stirre paa Broderen, og pludselig løftende sine egne Arme og følte dem kraftløse, og spændende sine Ben mod Sengens Fodende og følte deres Muskler slappe, sammensnøredes han af en bleg 203 og vild Forbitrelse mod >sig selv, mod sin Krop, mod sin Drift, mod sit Køn og mod hende: Tyven, Røveren, Fordærvelsen ... hun.

Hans Harme havde ingen Tanker. Han vidste kun ét: han kunde vanvittig slaa hende til døde med de knyttede Hænder. Til døde Tomme for Tomme. Til døde, mens hun skreg og hun lo. Til døde, saa hun gispede ikke. Til døde med sin Hæl og med sin Fod.

Han løftede sine Arme paany, og han knugede sine Hænder, og han følte igen de kraftløse Musklers Svigten, mens han bed sine Tænder sammen i Raseri.

Adolphe gik ud og slog Døren i.

Saa sprang Fritz op. Nøgen begyndte han at undersøge sit Legeme. Han forsøgte Øvelser, og han mægtede dem ikke. Han gjorde Parterrearbejde, og han kunde ikke. Modstridige sitrede kun de trætte Ledemod.

Han forsøgte igen. Han slog sig selv. Han forsøgte paany. Han kneb sig selv med sine Negle.

Det var forgæves.

Han kunde intet.

Han løb Panden mod Væggen og forsøgte igen.

Det var forgæves.

Han kunde intet.

Og slap satte han sig foran det store Spejl, og han betragtede fra Muskel til Muskel sin dorske og afslappede Krop.

Saa var det altsaa sandt: de tog alt. Sundheden, Kraften, Musklernes Styrke. Saa var det sandt: alt blev lagt øde, Arbejde, Stilling og Navnet.

- Ja, saadan var det.

Og det vilde gaa ham som de andre, og det vilde snart være forbi.

Det vilde gaa ham som "The Stars", der slæbte to Tøjter fra By til By, som laa hos dem og som de pryglede, indtil nu, hvor de var satte i Galehus.

Det vilde gaa ham som Charles, Jongløren - der laa i med Adelina, hende, Chantøsen; hans Lemmer 204 blev slatne som en Drankers. Saa hængte han sig op i et Træ.

Eller Hubert, der var løbet af Landet med en Staldkarls Kvind, og som red paa et Marked, eller Paul,. Jokeyen, som havde set sig gal paa "Anita med Knivene" og nu var Udraaber i et Telt.

- Ja, de gjorde deres Kroppe til Hø. Atter rejste han sig.

- Men han vilde ikke bukke under.

Og han begyndte at arbejde igen, pinende alle-Muskler, strammende sin Styrke, æggende hver Fiber i sin Krop.

Det gik.

Og pludselig klædte han sig paa. Han slængte Klæderne paa sig, hægede sin Krop og gik. Han vilde prøve - prøve i Cirkus, i Trapez'en.

Adolphe, Aimée og Louise var allerede ved Arbejdet og hang i Trapez'erne i deres graa Bluser.

Fritz klædte sig om og begyndte at arbejde paa Jorden. Han gik paa Hænderne, balancerede paa den højre,, paa den venstre Haand, hele hans Legeme skælvede..

Tavse saá de andre til fra deres Gynger.

Saa svang han sig op i Nettet, brat og hidsigt, og han klatrede op i Gyngen overfor Aimée. Han slyngede sig ud i Armene, saa det slanke Legeme straktes, og han begyndte.

Aimée blev siddende. Med søvnløse, tunge Øjne stirrede hun ufravendt paa dette Menneske, som hun elskede, Manden, hun elskede, og som kom fra en Elskovsnat hos en anden:

Aar efter Aar havde de levet Legeme mod Legeme..

Hendes Øjne maalte ham - hans Nakke, der havde baaret hende, hans Arme, som havde fanget hende,, hans Lænder, som hun havde omsluttet ...

Og al Haandværkets Vane, alt Arbejdets Kendskab' forøgede hendes Kval.

Stum, overvældet af en frygtelig Lidelse - en fysisk 205 Lidelse, som den saaledes kun kunde føles af hende - saá hun stirrende paa Fritz' Arbejde. Men Fritz vækkede hende.

- Hvorfor begynder Du ikke, raabte han haardt.

- Jo-

Hun fo'r sammen, og mekanisk rejste hun sig op i

"Gyngen. Et Nu kun mødtes deres Øjne. Men pludselig

saá Fritz hendes hvide Ansigt, de stive Øjne, det stive,

ubevægelige Legeme, og han forstod det alt sammen.

I det samme Nu fornam han en uovervindelig, en ubændig Væmmelse ved dette Legeme af en Kvinde, en Ækelhed, en Afsky ved dets Berøring - en anden Kvindes Legeme, som elskede ham.

En ubetvingelig isnende Væmmelse, som et Had.

- Begynd, skreg Adolphe.

- Begynd dog, raabte Louise.

Men endnu tøvede de.

Saa fo'r de imod hinanden og mødtes. Blege maalte de hinanden, og atter fløj de. Han fangede hende, men hun faldt. De begyndte igen, men han styrtede.

Atter tog de fat Øje i Øje: hvert Nu syntes at gøre dem blegere. Begge faldt, Fritz først.

Louise og Adolphe lo højt i deres Gynger. Adolphe raabte :

- Hvad Du har for en heldig Dag. Louise skreg:

- En har set paa ham med onde Øjne; og atter lo de oppe i Gyngerne.

De to blev ved, og det mislykkedes atter: Aimée slap, Fritz skændte højt nede fra det udspændte Net.

Og paa engang skændtes de alle, hidsige og forbitrede, med høje Stemmer i Diskanten, mens kun Aimée blev siddende med samme opspilede Øjne, bleg midt under Arbejdets Anstrengelser.

Atter svang Fritz sig op, og atter tog de fat. Begge skreg de, og begge satte fra.

De fløj mod hinanden under Skrig, de omslyngede hinanden i Vildskab.

206

Det var ikke Arbejde mer. Det var en Kamp. De mødtes ikke mer, de greb ikke, de favnede ikke mer. De brødes kun og tog Tag som Dyr.

Hede syntes de tvende Kroppe, midt i Luften, at prøve Styrke i en fortvivlet Strid.

De standsede ikke. De gav ikke Kommandoord mer. Sanseløse i brutalt, i et uimodstaaeligt Had var det, som tumlede de, selv forfærdede, i en frygtelig Nævekamp gennem Luften.

Saa med ét, med et Skrig, styrtede Aimée. Hun laa som livløs et Nu i Nettet.

Fritz svang sig op i sin Gynge, og med sammenbidte Tænder, bleg som en Maske, betragtede han den Overvundne.

Han rejste sig i Trapez'en, og han sagde:

- Hun kan ikke arbejde mer. Vi maa skifte - hun ta'er Overgyngen, og Louise arbejder her.

Han talte haardt, som den der har at befale. Ingen svarede, men langsomt begyndte Louise fra Kuplen at glide ned til Aimées Gynge.

Aimée talte ikke. Som et i Knæ sunket Dyr havde hun kun rejst sig halvt i Nettet.

Saa klatrede hun langsomt op ad det høje Tov mod Kuplen.

Og de arbejdede paany.

Men Fritz' Kræfter var ude. Selve Forbitrelsen tog dem. Hans Arme bar ikke mer: han faldt, og Louise styrtede.

- Hvad gaar der af Dig? raabte Adolphe: Du er vel syg.

- Tag Kuplen, det kan Du vel, - dette gaar ikke.

Fritz svarede ikke, han sad med bøjet Hoved, som havde han modtaget et Slag.

Saa sagde han - og mumlede, gennem sammenpressede Tænder -:

- Ja, vi kan maaske changere - for idag. Han stod ned fra Nettet, og han gik ud. Knoerne var hvide paa hans sammenknugede Hænder. Han syntes, 207 at Staldkarlene hviskede hans Navn, og han gik forbi dem som en Hund, der skammer sig.

I Garderoben kastede han sig ned paa Madratsen. Han følte ikke sit Legeme mer. Men hans Øjne sved.

Han kunde ikke være rolig. Han begyndte at øve sig igen. Som man piner en smertende Byld, blev han ved at forsøge sine slatne Lemmer:

Om han kunde det, om han kunde det, forsøgte han med Feber.

Han mægtede intet; atter kastede han sig hen, og han forsøgte atter. Og selve Forsøgenes Kamp udmattede ham, forgæves, endnu mer.

Saadan gik Dagen. Han veg ikke fra Cirkus. Han flakkede om. Manegen som den onde Samvittighed om Gerningsstedet.

Om Aftenen arbejdede han med Louise i Kuplen.

Han kæmpede som en gal med Lemmerne, der ikke vilde lystre ham. Han anstrengte fortvivlet Ledemodene, der sitrede.

Det gik - én Gang, én Gang, endnu en Gang.

Han fo'r tilbage, han fo'r frem, han hvilte igen.

Han saá intet: ikke Kuplen, ikke Logerne, ikke Adolphe. Kun Trapez'en - den, han skulde naa, og Louise, der gyngede foran ham.

Saa satte han fra: svang sig med et Skrig - det var som pludselig Blodets Sus vilde sprænge hans angstfulde Hjerne - frem mod Louises Ben og faldt ned i det voldsomt bevægede Net.

Der var stille i det uhyre Rum - stille, som troede man ham død.

Saa løftede Fritz Overkroppen halvt. Han vidste ikke, hvor han var. Nu besindede han sig, og med en forfærdelig Anstrengelse saá han igen Manegen og Nettet og Menneskenes sorte Bræm, Logerne og - hende.

Og overvældet af Fortvivlelsen, af Ydmygelsen mer 208 end af Faldets Smerte løftede han paa én Gang de knyttede Hænder og sank sammen igen.

De tre var standsede, forvirrede raabte de til hinanden. Som et Lyn var Adolphe nede ad den hængende Snor.

Han og to Staldmestre løftede Fritz ud af Nettet, og de støttede ham imellem sig, saa det saá ud, som gik han selv.

Saa først gled Aimée langsomt ned ad Snoren. Som i Blinde gik hun; se - gjorde hun ikke.

To Artister stod ved Indgangen.

- Takke kan han for Nettet, sagde den ene.

- Na, svarte den anden: er wäre schon "kalt" geworden.

Aimée fo'r pludselig sammen, da hun hørte Ordene. Og som saá hun dem for første Gang, maalte hun med et eneste langt Blik Net og Snore og Gynger.

Den ene Artist fulgte hendes Blik.

- Auch schändlich hoch, sagde han.

Aimée nikkede kun saa ganske langsomt ....

Der var atter stille, og Forestillingen gik sin Gang. Fritz var i Garderoben staaet op fra Madratsen og sad foran sit Spejl. Han havde intet lidt; det var kun Bedøvelse af Faldet.

Adolphe klædte sig paa, og de var længe tavse.

Saa sagde Adolphe:

- Det indser Du vel, at dette gaar ikke?

Fritz svarede ikke. Bleg blev han siddende og tog ikke Blikket bort fra sit eget Ansigt i Spejlet.

Adolphe var færdig, og de hørte Louise banke paa Garderobens Dør.

- Bliver Du færdig? spurgte Adolphe. De venter.

Fritz tog det dikkende Uhr ned fra sit Spejl, og de gik ud, hvor de to Søstre tavst ventede. De gik stille hjemad, Fritz ved Siden af Louise.

Ydmygelsen brændte hans Sjæl, som havde han en Vunde i sit Bryst.

209

VI

Fritz og Adolphe var længst til Sengs, og Adolphe sov, dorsk, med aaben Mund, som Akrobater sover, hvis Kroppe dovner i tung Hvil.

Men Fritz faldt ikke i Søvn; udstrakt paa Ryggen laa han søvnløs i en træg Fortvivlelse:

Saa var det altsaa kommet. Saa var det allerede kommet. Han kunde ikke arbejde mer.

Han bare kredsede om den ene Tanke: saa kunde han altsaa ikke arbejde mer. Og ganske langsomt, og ganske sløvt, redede han ud, hvordan det var kommet, Dag for Dag, med Nat for Nat. Roligt og ganske slapt saá han det alt igen: den blaa Stue og den høje Seng med sine tre Trin og sig og hende; den gule Sal med Hvilepladsen bag Skærmen og Portrætterne og sig og hende; Trappen, hvor Lampen gik ud, og sig og hende .......

Og Haven, hvor han var vendt tilbage igen.

- Og nu var det altsaa forbi. Nu høstede han Frugterne.

Han vidste det.

I samme træge Gang blev hans Tanke ved:

Men som han var ødelagt, kunde han ødelægge hende. Han kunde.

Han kunde gaa derhen en Nat, og han kunde lukke sig ind. Og naar han var der, hos hende, med hende {og atter standsede hans Tanker, og han saá dette blaa Kammer og sig og hende) kunde han, vilde han ringe, ringe Huset sammen, Manden derind, Tjenerne sammen, Pigerne sammen, dem alle, saa de saá hende - hun.

Ja, det kunde han.

Og nøgen skulde hun være, blottet (som han nu saá hende) skulde hun være, til Skam og Skændsel blottet.

Ja, det vilde han.

Og pludselig sagde han, seende det for sig endnu en Gang:

210

Ja, det vil jeg - nu.

Al Uroen veg fra ham: Ja, hvorfor skulde han ikke gøre det nu? Nu, hvor Planen var frisk, hans Vrede ny, hans Tanke stærk? Jo, han vilde det nu.

Og hastig, uden at tænde Lys, begyndte han at rode efter sine Klæder og tage dem paa, uden Støj, for ikke at vække Adolphe, bestandig seende foran sig: sig selv og hende i den blaa Stue, midt i den blaa Stue sig og hende: dér skulde det ske.

Han stødte til en Stol i sin Hast, og pludselig blev han stille, siddende paa sin Seng, blot angst, at Adolphe skulde vaagne. Han maatte ikke vaagne.

Saa tog han Klæder paa igen, lydløst, med tilbageholdt Aande:

Han vilde afsted, maatte afsted - nu.

Han traadte for haardt og maatte igen holde inde ....

Adolphe vendte sig i Sengen og mumlede:

- Hvad Pokker er det? saa sagde han:

-- Hvor skal Du hen?

Fritz svarede ikke. Halvt paaklædt kastede han sig ind under Sengetæpperne for at skjule sig, pludselig skælvende som en greben Tyv.

Og lidt efter, da han atter hørte Adolphes Aande, begyndte han igen, blivende i Sengen, at klæde sig paa; stadig rystende, angst, som stjal han sine egne Klæder - - -

Han var kommen op. Han følte frem for sig, med et Smil for hvert Møbel han undgik at støde til, holdende sig ved Væggen uden Aande; listig som en Dranker, der sniger Flasken til sig.

Og han fik Døren aabnet og lukket og kom ud og kom ned, stadig listende ....

Og han vidste, han var skamløs som en Hund. Og han sagde: Imorgen kan jeg altsaa ikke arbejde. Og han vidste: Naa, altsaa helt i Fordærvelse.

Og han løb kun hastigere, langs Husene, i Skyggen ...

Hjemme havde kun En hørt ham. Aimée.

211

Det var hende, som fulgte - glidende ned ad Trappen, ud af Huset, over paa den anden Side Gaden ....

Som to Skygger, der jog hinanden, fulgtes de lydløst gennem de tavse Gader.

Saa naaede Fritz Palæet og det lille Gitter: nu var han inde,, nu døde hans Skridt. Gemt i Aabningen af en Port stod Aimée foran Palæets Ruder.

Hun saá Lys bevæge sig forbi første Sals Vinduer. Hun saá to Skygger over de Kniplingsgardiner:

- Det var dem.

Lyset gik igen, hun saá Skyggerne igen - saa blev der slukket.... Kun et blaaligt Skær lyste stille bag det sidste Vindu:

- Der var de. Bag de Ruder var de.

Med opstemmet Aande under Skinsygens Pinsel stirrede Aimée paa disse Ruder: alle, alle Billeder kom og martrede hende paa én Gang.

Alle Billeder, som er den Forladtes sidste Kval, og som kom til hende, Akrobatpigen, skønt hun var kysk - det var, som tegnedes de med Hænder, levende, paa denne Rude, hvor han var, de var.

Og hendes Liv, der var levet i Opofrelse; hendes hele Eksistens, der havde været den milde Hengivenhed; alt, hvad hun havde tænkt, hver Tanke paa ham i Ømhed; hvad hun havde villet, hver Plan i Fællesskab, alt sank det i Jorden foran disse Billeder: Billeder af to Legemer.

Hele hendes Liv, Stykke for Stykke, Minde for Minde, Tanke for Tanke brødes sønder, slugtes op, lagdes øde, sank bort i det eneste: Begæret, den Forladtes jammerlige Begær.

Det blev intet tilbage: ikke hendes Hengivenhed, ikke hendes Ømhed, ikke hendes Offervillighed - intet.... Det "simplificeredes" under Ulykken, det depraveredes under Forladtheden, det faldt tilbage til den store "Urform":

Driften, den hovererende Drift, den altødelæggende Drift

212

Timerne gik.

Saa aabnedes Laagen og blev atter lukket i. Det var ham.

Og i et nyt, fortvivlet Anfald af Kval saá Aimée ham, graa i den gryende Dag, gaa hende langsomt forbi.

VII

- Aimée, sagde Louise i en Tone, som vilde hun vække hende: sover Du?

Aimée kun løftede Armen - underlig langsomt - og bandt det lange Haar op.

- Man skulde tro det, sagde Louise.

Og Aimée sad igen ubevægelig, foran sit Spejl, hvor hun saá sit eget Billede, som om to sovende med aabne Øjne stirrede paa hinanden.

Langsomt iførte hun sig Blusen og stod op og gik ud, med samme sære Blik, som fulgte hun et dulgt Syn, og med en Automats Gang, som var Sjælen falden hen i Blund i hendes døde Krop.

Louise fulgte hende, og de gik begge ud i det mørke Rum, hvor Fritz allerede ventede i Gyngerne.

Det var, som Aimée aldrig havde arbejdet saa sikkert som nu: som i mekaniske Tempi greb hun, slap hun, fløj hun.

Hun arbejdede atter med Fritz, og det var, som smittede hendes Ro: som en Maskines døde Hjul og Dele mødtes de, skiltes, mødtes igen. Og atter hvilede de i de modsatte Gynger.

Det var, som saá Aimée i hele det vide Rum kun det, bestandig kun det: hans Legeme.

Den spillende Krop, det bevægede Bryst, den aandende Mund, Aarerne, som bankede varmt - det kunde blive stille og koldt.

Stille og ganske koldt.

De springende Muskler; Hænderne, som greb hende; Nakken, hvor Livet sad - skulde blive stille og koldt.

213

Armene ubevægelige og Musklerne som Sten og Panden kold, Halsen død, Brystet højt og stille.

Arm og Ben og Haand - dødt.

De arbejdede igen. De fløj, de mødtes.

Hver Berøring æggede hende: saa varm at føle var han og vilde blive saa kold, saa sitrende at møde og vilde blive saa stille.

Hun tænkte ikke mere paa, hvorfor. Hun tænkte ikke mere paa hende. Det var kun Dødsbilledet, hun saá - det, hun saá.

Ham - kold og stille.

Og som en sindssyg, der forfølger sin hemmelige Mani, blev hun snu og sledsk. Som en morfingal, der vil tilfredsstille sin Lyst, blev hun omstændelig opfindsom.

Hun fik Monomanens Ihærdighed, der kun tænker ét.

Hun søgte Fritz, som hun længe havde skyet.

Naar Prøven var endt, gav hun sig til at arbejde alene. Hun overførte alle de underste Gyngers Øvelser til Kuplen. Hun raabte ned til Fritz, og hun holdt ham tilbage i Manegen ved at udspørge ham, bede ham om Raad, indsmigrende som en Lærling sin Mester.

Hun vovede alt deroppe i Kuplen. Hun legede med Døden. Dumdristig æggede hun ham.

Hun vogtede paa hans Usikkerhed, som han vilde skjule. Hun forsøgte det urimelige, og hun raabte:

- Vi skal vel vise, hvad vi evner. Vi skal vel ikke lade os overfløje.

Hun hidsede ham op. Han gav Raad. Ad de svajende Snore klatrede han op i Trapez'erne til hende.

Hun som fløj foran ham imellem de raslende Gynger. Hun svang sig fra Trapez til Trapez over det gabende Svælg.

Og ført af en uimodstaaelig Magt begyndte han at gøre hende efter, mens hun hidsede ham med Raab. Hun havde som Feberens Kraft i det voldelig anspændte Legeme, han tog som sidste Livtag med sin sidste Kraft.

Hun skreg:

- Ça va - ça va.

214

Han svang sig frem og greb:

- Ça va - ça va.

Artisterne, som gik ud og ind, standsede i Manegen og saá til.

Han hidsedes mer. Han vovede alt, hvad hun vovede. Fra Gynge til Gynge fløj hun - vild, med udslaaet Haar foran ham, som viste hun ham Vej.

De mødtes, og de greb. Hendes Legeme var koldt, som fangede et Par Marmorarme hans hede og sitrende Krop.

Saa standsede hun, men han blev ved. Sammenkrøben sad hun i sin Gynge; æggende ham ved dæmpede, ligesom knurrende Tilraab sad hun i Mørket og betragtede ham.

Fritz stønnede og greb, i Nedfart, om det svingende Reb: det saá ud, som styrtede han ned - bort i det store Mørke.

Aimée blev siddende i sin Gynge: hun hørte hans Fald i Nettet. Saa lød hans Skridt i Manegens Jord - Trin, der hastigt døde hen.

Der var ganske mørkt. Kun fra Kuplen kom et dæmpet Lys. Hele det uhyre Rum laa hen i Tavshed.

Sammenkrøben sad Aimée endnu i Trapez'en mellem Net og Tove. Saa rejste hun sig. Det raslede sagte med Hængsler og Gynger og Snore.

Der løftedes, der prøvedes.

Som en Skygge færdedes Aimée i Mørket, travl, som i et Værksted.

Gyngernes Messingduppe lyste, som var de Kattes Øjne.

Ellers var der mørkt.

Sagte slog Gyngernes Reb.

Ellers var der tyst. -

Længe puslede Aimée i Kuplen.

Saa lød der en høj Stemme nede fra Manegens Mørke.

Det var Fritz, der kaldte:

- Aimée, Aimée.

215

- Ja, Jeg kommer, lød det.

Aimée tog fat om den høje Snor. Hun gled langsomt ned, som hun et Nu svævede tavs over ham, der ventede:

- Jeg kommer, sagde hun igen og naaede ham.

VIII

"De fire Djævle" skulde have Benefice.

Det var Aftenen før - efter Forestillingen. Fra Cirkus drev Publikum hjem.

Adolphe bankede paa Aimées og Louises Dør og de gik alle hen gennem Gangen.

Ingen af dem talte, og stille satte de sig ved Restaurantens vante Bord. Sejdlerne kom, og de drak i Tavshed. Det var, som gjorde Aimée selv den mindste Bevægelse - Maaden blot, hvorpaa hun tog om Glasset - betænksomt og saa langsomt som maalte hun alt, selv det ringeste.

Der var Støj i Restauranten. Bib og Bob holdt Fødselsdag, og en Kreds af Artister slog sig ned om deres Bord.

En gjorde Taskenspillerkunster, og Klovnen Trip gav Æslet Rigolo ved at vrikke med sin Bag.

"Djævlene" blev ved at sidde i deres Krog.

Stille forsvandt Balletdamerne, der havde ventet langs Væggene; de blev hentet af hastige Herrer. Ved 'et Sidebord spillede Agenterne Kort.

Klovnerne blev ved at støje. En af dem spillede paa Ocarino, og en halv Snes "Cri-Cri" svarede. Klovnen Tom overrakte som Gave Kollegaen Bob et Kaalhoved, der var fyldt med Snus, og alle begyndte at snuse og nyse, snuse og nyse i et Kor, mens "Cri-Cri"erne skreg. Oppe paa Bordet gav Klovnen Trip bestandig Æslet Rigolo med vrikkende Bagdel.

"Djævlene" sad der endnu.

216

"Plakatmanden" kom ind med Klisterpotte og Taske og slog Programmet for imorgen op paa to Tavler. Det bar tre Gange "Les quatre diables" Navn.

Adolphe rejste sig, og han gik hen og læste paa det. Han bad en af Agenterne oversætte det, og Agenten rejste sig fra Spillebordet og oversatte langsomt fra det fremmede Maal, mens Adolphe hørte til:

"Idet vi forsikrer et højtæret Publikum og alle Velyndere, at vi til denne vor Forestilling skal opbyde alt, tegner vi ærbødigst

Les Quatre Diables".

Adolphe nikkede, mens han ligesom fulgte Ord efter Ord den fremmede Tekst. Saa vendte han tilbage til Bordet, og stirrende hen paa Plakaten med de vældige Typer, maalende den med et tilfreds Blik, sagde han:

- Go'e Bogstaver.

Og Louise og Fritz stod ogsaa op og gik hen og betragtede den, én efter én.

"Cri-Cri"erne hvinte, som skulde alle Ørehinder sprænges. Klovnen Tom musicerede ved at anbringe smaa, pibende Instrumenter i sine udspilede Næsebor.

Ogsaa Aimée havde rejst sig. Hun stod stille bag Fritz og Louise, mens Agenten blev ved at oversætte de samme Ord:

"tegner vi ærbødigst

Les Quatre Diables".

Louise lo, vrissende af det fremmede Maal; og de begyndte at gøre Nar ad Bogstaverne, ad Lydene, som Agenten sagde for, ad de mærkelige Ord, vrængende begge to den samme Sætning: tegner vi ærbødigst - - -

Det lød saa komisk, at de Andre kom til; og de begyndte Alle - Klovner og Gymnastikere og Damer 217 - at le og raabe og vrænge, højt, hver med sin Akcent, mens det hele druknede i Latter, de samme Ord, i et stort, højrøstet Forvredenhedens Kor:

"tegner vi ærbødigst

Les Quatre Diables".

"Cri-Cri"erne skreg. Højt oppe paa to Borde vrikkede Trip fanatisk med Æslet Rigolos Bag.

Saa lo ogsaa Aimée, højt og længe - sidst, mens lidt efter lidt Støjen standsede.

"Djævlene" vendte tilbage til deres Plads. Adolphe tog Pengene frem og lagde dem ved Siden af deres Sejdler. Saa stod de tre op, men Fritz blev siddende. Han skulde ikke hjem.

- Godnat, sagde Adolphe og Louise.

- Godnat, svarede Fritz kun og rørte sig ikke.

Aimée blev staaende: et Nu betragtede hun ham, som led hun endnu en Gang ved Tanken om denne, den sidste Nat

- A demain, Aimée, sagde han. Langsomt flyttede hun Øjnene fra ham:

- A demain.

Hun gik ud i den store Gang. Der var mørkt. Plakatmandens Lygte stod paa Jorden - Plakatens gule Papir lyste frem i Skæret imod hende. De to Andre ventede foran Porten. Hun fulgte efter, ene.

Der var dødt og tyst mellem de høje Huse.

Aimée betragtede de store Stenmasser, med Ruderne, deres Øjne, Fremmedes Øjne. Himlen var høj og klar. Aimée betragtede Stjernerne, som de sagde var Verdener. Andre Verdener.

Paany saá hun henover Huse og Døre og Ruder og Lygter og Gadens Stene - som var hver en Ting et besynderligt Under - som hun saá for første og eneste Gang.

- Aimée, kaldte Louise.

- Ja, jeg kommer.

218

Hun stirrede igen paa de lange Husrækker, tavse og mørke og lukkede, Stenhus ved Stenhus, mellem hvilke hendes Skridt døde hen ....

Bag hende skreg de smældende "Cri-Cri", og hun hørte Klovnerne le.

- Aimée, kaldte Louise igen.

- Ja.

Aimée naaede dem. Arm i Arm stod de to, med en Lygtes Lys ind over deres Ansigt, og ventede hende.

Louise slog Nakken tilbage og pustede let ud i Luften:

- Du milde Gud, sagde hun, kommer Du med?

Og, lænet til Adolphes Arm, staaende dér i Lyset fra Lygten, saá hun ned ad den døde og fremmede Gade, fra hvilken de kom, og hvis Halvmørke lukkede sig bag hende.

- Den er behagelig, sagde hun: saadan en Gade.

Og idet hun atter leende begyndte at vrænge paa disse tre højst komiske Ord: "tegner vi ærbødigst", sagde hun med et sidste Blik ned mod den kolde Gade:

- Ja, hvad mon den hedder?

- Aa, sagde Adolphe: man trækker gennem saa mange Gyder.

Og de gik videre, ind mellem de næste Rækker Huse.

Fritz var bleven siddende. De Andre, de ved Klovnbordet, bød ham paa et Glas. Men han rystede kun paa Hovedet. Og en af Klovnerne raabte, mens Alle lo:

- Aa, han har noget bedre, han - Godnat.

De Andre løftede deres Glas, og de blev ved at le: Bib og Bob havde lavet en Fiskesnøre og fiskede alle Artisternes Hatte ned af Knagerne.

Fritz rejste sig, og han gik over mod Restaurantens Døre, der stod aabne ud til Gaden, og han satte sig ved et Bord ude paa Fortovet under et Par Laurbærtræer.

En endeløs Lede, en navnløs Væmmelse laa over ham.

219

Han saá de tiskende Par, der gik frem og tilbage trykkende sig ind til hinanden. I Skyggen næbbedes de og lo forliebt. Kvinder vrikkede,; og .Mænd svajede Ryg, kroende sig for hinanden som Markens Dyr, der vil parres .....

Pludselig lo Fritz kort og brat.

Han tænkte paa Klovnen Tim, som de kaldte Herren med Hundene: ja han havde haft Ret.

Fritz saá Tim for sig med hans Ansigt, stille og lige, sørgmodigt ligesom paa en Billedstøtte, med Munden buet og rød og fin og tungsindig, som en Kvindes Mund.

Fritz saá ham hjemme i hans Logis, den store Stue, hvor han havde bygget Hus til sine Hunde, et Hus med to Etager, hvor alle Hundene boede over hinanden ...

Der laa de, Dyrene, hver i sit Rum, stille, med Hovedet ud af Hullet og bare stirrede, med Øjne, der var ligesaa sørgmodige som Tims.

Og Tim sad midt iblandt dem.

Saadan et stilfærdigt Selskab som det var ....

Alle Hundene var kastrerede.

Tim havde faaet et nyt Dyr. En Dag, Fritz kom derop, laa det blodigt og lemlæstet paa et Tæppe.

- Saa, sagde Tim og saá ned paa den saarede Hund med sine matblanke Øjne: nu er det Dyr mere menneskeligt end Menneskene ....

Ja, Tim havde Ret: Menneskene var Dyr. Der var ingen Forskel paa denne Verdens Skabninger: Blev vi ikke Alle født i en Pøl af Blod, og vi døde i en Pøl af Stank.

Og de Livsens Øjeblikke, hvor vi levede, var dyriske, saa dyriske som Begyndelsen var og Enden var.

Fritz blev ved at se ud paa disse Par, som kurrende gik forbi, og han betoges af et tilbagestængt, ætsende Raseri mod disse Taa-løbere, Øjesmiskere, Hyklere:

Dyr var de, Dyr, som vilde mætte sig.

Taaber var de: Taaber var vi alle.

220

Vi 'hægede os, vi plejede os, vi arbejdede med tusindfold Møje. Vi gav Dage hen, Aar hen, vor Ungdom hen, vor Kraft hen, vor Hjernes Opfindsomhed hen - og en Dag har Dyret rejst sig, Dyret i os, som vi er.

Fritz lo. Og han følte uvilkaarligt paa dette sit Legeme, plejet et helt Liv, lagt øde paa et kvart Aar.

En Artist kom ud gennem Døren. Han ventede et Øjeblik, saa kom hans Mage ud, og de vraltede frem ad Fortovet.

Fritz saá efter dem, og han blev ved at le.

Og saa de, der giftede sig, de for Livstid parrede, som aad deres daglige Brød og tjente Forplantningen.

Mistede ikke de deres Krop? og som tykke Droner bulnede de ud og lagde sig Bug til under Regelmæssighed? Og opdrættede Børn til Fortsættelse.

Taaber - Taaber.

Fritz blev ved at stirre paa de vandrende Par. De blev mere ømme. De jagtende blev mere nærgaaende. De søgte ind i Skyggen, og de købslog mer uforblommet.

Inde larmede Klovnerne. "Cri-Cri"'erne skreg. Ud lød det over alle Hoveder, ind i alle Ansigter, til alle Par - som Idiotiens Triumfsang.

Fritz stod op.

Han slængte et Pengestykke paa Bordet.

Saa gik han.

Inde i Restaurationen steg Halløjet. De vrælte, de skreg og de lo. Det var Trip, som begyndte at synge. Og pibende, fløjtende, kaglende faldt de Alle i; med Klovngrimacer, med Gebærder fra Manegen, med vrængende Munde sang de:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Udenfor paa Fortovet standsede Parrene, saá ind ad Døre og ad Vinduer, og, lænede til hinanden, lo de.

221

Saa nynnede de, to og to, Klovnernes Melodi. Helt ud i Mørket hørte man dem nynne.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Fritz var kommen ud paa Pladsen. Inde saá han de gale Klovner, ude de elskende Par, Hovederne gik, blidelig, følgende Takten.

Og pludselig begyndte Akrobaten at le; lænet op til en Lygte lo han og lo han, vildt, vanvittigt, ganske ustyrligt.

Der kom en Ordenens Haandhæver hen og stirrede paa denne Herre i Silkehat, der forstyrrede den offentlige Fred.

Men Herren blev blot ved at le, saa han rystede, mens han forsøgte at synge:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Saa gav ogsaa Ordenens Vogter sig til at le, lige paa én Gang, uden at vide hvorfor. Men derinde blev de ved:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Fritz vendte sig. Han gik der hen.

IX

Endnu en Gang drønede Bifaldet, og Louise viste sig igen.

222

Saa begyndte Staldmestrene at trække det store Net sammen. Det lød, som om Storsejl hejstes, mens Musiken tav.

- Hr. Fritz og Mile. Aimée vil uden Net udføre det store Spring.

Et Par Staldkarle rev med store River Manegens Sand. Saa var der færdigt. Staldmestrene ventede som en skuldrende Garde.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Fritz og Aimée kom med hinanden i Haanden. Hilsende bukkede de midt mellem de tilkastede Blomster. Saa svang de sig op i de lange, ventende Tove.

Tusinders Øjne fulgte dem.

Nu naaede de. Et Sekund hvilte de ved Siden af hinanden.

Der gik som et Gys gennem Mængden, da Fritz slap og fo'r frem - et Gys, der sitrede som over et eneste Legeme.

Men de havde aldrig arbejdet sikrere. I den aandeløse Stilhed lød Hændernes Tag fast om de raslende Gynger.

Fritz fløj frem og tilbage.

Aimées Øjne hang paa ham - store og matte i Glans som et Par Lamper, der snart vilde slukkes.

Valsen steg, og Gyngernes Leg blev voldsommere.

Som stakaandet kom det ængstede Bifald.

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Nu løste Aimée sit Haar, som vilde hun hylle sig ind i en dunkel Kaabe; oprejst ventede hun i Gyngen foran Fritz. De store Spring begyndte.

223

De fløj, de fo'r. Som Fugles Skrig lød deres Kommandoord over Valsen, og det var, som alle Tanker forvirredes.

- Aimée, du courage. Han fløj igen.

- Enfin du courage.

Han greb igen.

Aimée saá kun ham - hans Legeme; hun syntes, at det lyste. Bifaldet tog paa igen; det drønede. Valsen steg; den jublede.

Han ventede foran hende.

Aimée vidste kun, at hun pludselig løftede sin Haand, og svingende vidt ud fra den svajende Gynge løste hun Hængslet der holdt den.

Og Fritz fo'r frem.

Hun saá ikke mer, og der lød intet Skrig.

Som faldt der en Sandsæk mod Manegens Jord, hørtes det kun, da hans Legeme faldt.

En Tusindedel af et Nu ventede Aimée i sin Gynge: Hun vidste ikke, at Døden var Vellyst før nu .... da hun slap og skreg og styrtede.

Nu var der stille i Cirkus.

Som om alle Baand sprængtes, var Hundrederne flygtede i Forfærdelse. Mænd satte over Barrieren og løb, Kvinder stuvedes sammen i Indgangene og flygtede.

Ingen ventede, alt flyede. Kvindernes Skrig hørtes som knivstuknes.

Tre Læger løb til og knælede ned hos Ligene ...

Saa var der blevet tyst Som vilde de gemme sig, listede Artisterne rundt i deres Garderober uden at klæde sig af. Lydt var der, saa hver lille Støj skræmte.

En hviskende Staldkarl kom hen til den ventende Læge, og de løftede Ligene op og lagde dem i det samme Sejl.

De bar dem tavse ud, hen gennem Gangen og Stalden, hvor Hestene blev urolige i deres Baase. Artister fulgte som et underligt Sørgetog, i Pantomimens mang& Dragter.

224

Den store Rustvogn ventede.

Det var Adolphe, som steg op og lagde dem derind i Mørket, - de to, først Aimée og saa Broderen, ved Siden af hinanden. Deres Hænder var faldne saa dumpt ned mod Rustvognens Bund.

Saa slog de Døren til.

Der hørtes et Skrig igen, og en Kvinde løb frem og klamrede sig til den sorte Vogn. Det var Louise, som de langsomt slæbte bort .....

En Kelner fra Restauranten løb gennem den lange Gang, skræmt af en Spøgelsefrygt, midt i Lyset.

Han skreg paa en Læge:

Der var en Dame, som laa i Krampe i Restauranten.

Der kom en af de tre Læger til, og der raabtes paa en Vogn ....

Den kørte frem, med prangende Vaaben paa Dørene, og en Dame blev, støttet af Lægen, ført ud ...

Hendes Ekvipage maatte standse et Nu. Det var Rustvognen, som spærrede Gaden.

Saa kom Ekvipagen frem og kørte videre.

Paa Passagen var der Lys og Mylder. To unge Mænd var standsede under en Lygte. Med glade og frittende Øjne saá de ud over det store Marked ...

To andre kom til og fortalte om "Begivenheden".

Der bandedes noget, og man forklarede det foregaaede med mange Haandbevægelser. Saa drog de to Nyhedsbringere videre.

De to andre Gentlemen blev staaende.

Den ene af dem slog med Stokken ned i Brostenene:

- Naa, sagde han: Mon dieu, les pauvres diables.

Og lidt efter begyndte de at nynne igen med Øjnene ud mod den myldrende Mængde:

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

225

De sølvknappede Stokke lyste. Unge Mænd slentrede frem i lange Kapper ....

Amour, amour,
oh, bel oiseau,
chante, chante,
chante toujours.

Der var netop den Aften meget livligt paa Markedet.

OTTO HEINRICH

Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blev bekendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok at være Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dog ikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Par og tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet.

Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa The'er og efter Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed Protektricen.

Men da Grevinden - fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør - første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med en Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns, og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealléen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder - hvor tæt de gik ind til hinanden - begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.

Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til The og stille byggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damer spillede Whist rundt ved opslaaede Borde (paa Væggen hang Kaptajn von Waldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede Otto Heinrich gav Kavaleren, bragte Skamler 227 og en ny Kop The) da var Stiftsdamernes Modstand ganske brudt.

Da de gamle Hjerter først var tøet op, blev den lille Priorinde snart som en Datter, for hvem de alle blev Mødre, de gamle. Og Otto Heinrich - han drev sit Spil med halvhundrede "Tanter".

Ikke deres ældste Kat, ikke en Gang Frøken von Salzens Moppe, levede mere i Fred for hans Kaadhed. Hans lyse Drengelatter klang gennem de stille Gange.

- Det er Drengen, sagde de gamle Damer, den Dreng ta'r Livet af En. Der maa en Ende paa det.

Og den Dag, Otto Heinrich rejste - han skulde paa Kadetskolen i Berlin, det var den høje Tid - græd hele Klostret.

Priorinden fulgte ham. Og da hun kom tilbage, tog hun atter stille sin Dont op i de hvælvede, halvmørke Klosterstuer, hvor Frøknerne strikkede uforstyrret og Yndlings-Kattene snurrede i Fred.

Nu var der blevet stille i Klostret.

Noget sjældnere saá Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til The nu, og kom de paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Der blev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkede det. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, "Drengen" skulde bruge Penge.

I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag. Da fik Priorinden Brev fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare Drengebogstaver: der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme Ord. Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at høre Nyt om "Drengen", og Brevet blev læst igen og om igen - vel de hundrede Gange.

Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voksede. Slank og fin var han i Uniformen. Priorinden saá ud som hans Søster, naar hun spadserede ved hans Arm.

Men den gamle Spilopmager blev han ved at være. Hvad han fandt paa! Sidste Nytaarsaften, da han indhyllet 228 i et langt Lagen gik gennem Kapelgangen - den hvide Dame viste sig der før et Dødsfald - havde han nær taget Livet af hele Klostret.

God var han, ejegod. Hvor var han ikke glad Juleaften - rigtig et Barn endnu - naar Stiftsdamerne havde tændt "Drengen"s Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket.

Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor.

- Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor Du kysser mig ...

- Ha, ha! mærker Du mit Skæg, lille Mor. Ja, det kommer!

Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et flyver han til og tager hende om Hovedet - Frøken von Salzen havde sin Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer - og kysser hende, midt paa Munden.

- Tak, Tak! sagde han: tusind Tak!

- Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog! ...

- Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs. Den Dreng er dog for maladroit. (Frøken von Salzen rystede af Fornøjelse), aldrig bliver han voksen, sagde hun til Stiftsdamerne.

Frøken von Salzen havde stukket "en Halvtredser" ind mellem Otto Heinrichs seks broderede Lommetørklæder.

Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om et Par Maaneder skulde han være Officer.

Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den lille Stue. Samtalen var træget hen og gaaet i Staa, lidt efter lidt. Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen 229 til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klavérstolen. Han havde ikke Ro.

- Mor, sagde han, det kom som et Udbrud, Mor, det var det - om Regimentet!

- Regimentet?

- Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke ...

- Det er jo afgjort, Otto Heinrich, Du tjener, hvor din Fader tjente. Kadetten rejste sig.

- Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden.

Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst:

- Jeg har sparet i disse Aar.

Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe saá hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa:

- Mor - hvorfor skal Paul Tjener rejse?

- Hvem har sagt Dig det?

- Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt. Han lukkede Fars Øjne, sagde han.

- Jeg har skaffet ham en Plads - Ordene skjalv lidt, - jeg behøver ham ikke.

- Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han.

- Aa, men Mor! Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder - Du skal faa Ære af mig.

Priorinden førte sin Haand blødt gennem Sønnens Haar.

Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa Visit hos Priorinden.

Frøken von Salzen var meget besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre Gange.

230

Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle Frøkner og om Fædrelandet. Grevinden sad og saá paa hende og forstod ikke et eneste Ord. Hvis Tanken havde været mulig, vilde hun have sagt, at Frøken von Salzen svedte.

- Mennesker som jeg, der sidder hen ... unyttige og maatte være glade til, om de kunde faa Lov ...

Frøken von Salzen tav stakaandet, og der blev en Pause.

Priorinden forstod ingen Ting og vidste ikke, hvad hun skulde sige.

Men pludselig greb Frøken von Salzen begge hendes Hænder: Men nu kunde de jo blive til Nytte.

- Til Nytte? Jeg ...

- Ja, Pengene (jo - Frøken von Salzen svedte) - mine Par Tusind ...

Priorinden forstod pludselig, og de blev blodrøde begge to.

- Ja, sagde Frøken von Salzen, De maa - forstaa ret Man véd jo, saadan en Ekvipering er dyr ...

- Jeg ... Priorinden kunde knap faa Ordene frem, jeg har jo sparet, sagde hun. Tak, men jeg har selv. Tak!

Hun fandt ikke mer at sige, og Frøken von Salzen rejste sig forvirret. Men da Frøkenen var kommen hen til Døren, gik hun efter hende.

- Tak, sagde hun, Tak skal De ha'! og hun lagde Hovedet ind til den gamles Bryst. Lige paa Kappebaandene.

Aldrig havde Paul Tjener set "Naaden von Salzen" skyde saadan Fart som den Dag hen gennem Gangen.

Otto Heinrich blev Officer og traadte ind i Garden. Det var om Foraaret.

Sommeren kom og gik, og det blev Vinter.

Nu stod der noget i Heinrichs Breve. Lange Beretninger 231 skrev han, ungdommelige og lykkelige om Fester og straalende Baller og Banketter med uendelige Spisesedler og høje Herskabers Skøjtepartier ved Fakler. Tit skrev han om Natten, naar han kom hjem fra Bal. Han kunde ikke sove for Berusning og Lykke. Og Brevet - forvirret og ud og ind - blev som fyldt af Musik og Ungdom og Lys og Liv.

Den lille Priorinde læste om og om igen. Og sart Rødme kom op i hendes Kinder, og hun smilede, mens hun læste, og med Haanden under Kinden drømte hun længe foran sin Søns Brev.

De gamle Stiftsdamer blev aldrig trætte af at høre.

- Det var Hofliv det!

- Le monde - det!

De slugte hvert Ord, og de standsede Læsningen ved hvert nyt Navn.

- En Felsenburg? En Felsenburg. Hvem er det? Felsenburg?

- Felsenburg-Weisenstein - det er dem fra Rhinen!

- Hm, saa nu er hun ved Hoffet! Og Strikkepindene gik igen.

- Ja, Familierne skifter, sagde Frøken von Salzen, og hun fortalte endnu en Gang Gehejmeraad Goethes Kompliment, da hun havde staaet i Tableau, som Gretchen, ved det storhertugelige Hof i Weimar.

Til Julen kom Otto Heinrich hjem. Det var Dage: alle de gamle fulgte efter Otto Heinrich i Stime, paa Vejen fra Kirken; ridderlig bøjede Otto Heinrich sig og bød den ældste Stiftsdame Armen. Og der var de smaa Theer: Otto Heinrich sang Løjtnantsviser og akkompagnerede sig med en Finger.

Der var især en Vise - om en Bændelorm, Det var Otto Heinrichs Yndlingssang.

"Ich hab' im Leben keine Freude. Ich hab' ein Bandelthier im Leib."

Frøken von Salzen sad noget stiv under Strudsfjerene: saadanne Viser kendtes ikke i Weimar.

232

"Und trink ich Wein, und trink ich Bier -
den Genuss hat stets das Bandelthier!"

De gamle Stiftsdamer saá ned i deres Skød.

Priorinden var saa lykkelig. Hun sad, fin og lille, og sagde ikke meget, men hørte kun og saá paa sin store Søn.

Og Otto Heinrich standsede midt i en Vise og rakte hende begge sine Hænder:

- Mor, sagde han, hvem ser Du paa? -

- Et Søskendepar! sagde de gamle Damer, - og fem-seks Kapper trængtes sammen i Vinduet bag Blomsterpotterne - naar Moder og Søn spadserede sammen langs de snedækte Gange. Som et Par Søskende saá de ud.

Brevene kom sjældnere nu, lidt sjældnere - et Par meget korte, saa et længere. Tre, fire Uger slet ikke noget. Saa fik Priorinden endelig et Brev - der var et "A" omslynget af Roser paa Konvolutten, en trekantet, sær Konvolut.

Men hans Haandskrift var det.

Den lille Priorinde aabnede det, der var saadan en kras Lugt af Parfume ved det røde Papir. Kun et Par ligegyldige Linjer stod der. Men med ét blev den lille Priorinde blodrød og slap sin Søns lyserøde Brev.

Undertiden skrev Otto Heinrich ogsaa paa Brevkort nu. Da Priorinden første Gang fik et Postkort og dér saá det "Kære Moder!" som alle fremmede Øjne havde kunnet læse, følte hun som et Stik i sit Bryst.

Hun viste aldrig Stiftsdamerne Kortene og talte aldrig om dem. - -

Ud paa Sommeren sendte Priorinden Bud efter Paul Tjener. Han tjente paa et Gods i Nærheden. Han skulde besørge noget for Priorinden.

- Det er en Kasse med Sølvtøj, sagde hun. Jeg har ikke Brug for det. Paul vil nok besørge det. Man siger,. 233 i Harburg faar man det saa godt betalt ... til Omsmeltning.

Paul tog Kassen uden at sige et Ord. Inde i sit gamle Kammer satte han sig og tog Stykke for Stykke op. Det var den store Opsats, og det Grevindens Sølvspejl. Pauls Hænder rystede, mens han sad, saa Spejlet nær var faldet fra ham.

Men da han, nederst, paa Bunden af Kassen, pakket ind i mange skaansomme Papirer, tog de store Waldeckske Sølvkandelabre op - dem med det ciselerede Vaaben, de havde altid staaet inde i Salonen - svor Paul Tjener en svær Ed. Han satte Kandelabrene fra sig, og helt rød i Hovedet kom han ind til Priorinden.

- Deres Naade, sagde han og blev mere "klein",. da han stod foran hende, saa Stemmen skjalv lidt: Deres Naade. Det er vist en Fejltagelse ...

- Hvad er der, Paul?

- Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen.

- Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt, jeg véd det.

Paul vendte kort om og gik.

Han sad ude i Tjenerkamret med Kandelabrene i sine Hænder og følte op og ned ad Stagerne, hen over Vaabenet paa Fodstykshjørnerne: De var blevet pudsede saa mange Gange. Længe sad han og holdt dem i sit Skød. Og Paul Tjener svor og smaagræd imellem hinanden.

Paa Ordensdagen var der Modtagelse hos Priorinden. Det var sjældent nu. Men i Aften straalede Kronen i den store Salon, og Damerne spillede deres Whist eller pludrede ved Strikketøjerne rundt i Sofaerne.

Frøken von Salzen tronede i et Hjørne under sine Strudsfjer.

- Hvor de Græsbuketter er smukke," sagde Frøken von Bergstein. Ja, Priorinden forstaar at pynte.

- Men hvor falder det "Barnet" ind? De skjuler jo aldeles de gamle Sølvkandelabre. Frøken von Salzen 234 bøjede sig tilbage og blev meget bleg. Hun havde set det: Kandelabrene var der ikke.

- Ja, sagde hun, et Par magnifique Buketter.

Hun sad længe stum. Hænderne rystede lidt i hendes Skød.

Dagen efter tog Frøken von Salzen bort - med Jernbanen. Det var først tredje Gang i sit Liv, at Frøken von Salzen satte sig paa en Jernbane. Hele Klostret var forbavset. Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte ikke om, hvor hun havde været, og ingen spurgte. Man spurgte ikke Frøken von Salzen.

Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde.

.Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.

- Det er meget nemmere nu, naar Løjtnanten er hjemme, havde hun sagt til Priorinden. Hvad skal De ha' alt det Kvalm for paa Deres Fødselsdag?

Alle de gamle Damer var der. De sad pressede sammen i de to smaa Stuer og talte om det ene, Otto Heinrich :

- For hver Gang, han kom hjem, blev han mere distingueret.

- Dér saá man "Blodet"!

- Og hvor den Smule Bleghed klædte ham.

- Og saa munter han altid var - det var Ungdom! Priorinden og Otto Heinrich var de eneste, som ikke var kommet og Klokken var otte. Saa meldte Lejetjeneren:

- Hendes Naade Priorinden.

Det gav et Sæt i alle de gamle Damer, og Frøken von Salzen fik sig næppe rejst.

- Ja. Priorinden kom alene.

235

Frøken von Salzen kunde ikke spørge. Hun tog blot med famlende Hænder - hvor hun blev gammel, Frøken von Salzen - Priorindens Haand. De stod midt i Stuen.

Den lille Priorinde tøvede et Øjeblik. Saa sagde hun rolig, men der var slet ingen Klang i hendes Stemme:

- Ja, Otto Heinrich beder hilse. Han havde - desværre - kun Permission til i Aften ...

De gamle Frøkner sad langs Væggene og dukkede sig ned over deres Strikketøj og vilde ikke se paa hinanden. Og hele Aftenen talte de lavmælt og dæmpet - som om de var bange for at vække en, der sov - og hver sagde lidt, ligesom paa Tur, af Frygt for Pauser.

Priorinden var længe om sine Breve til Otto Heinrich nu. Hun sendte ham ingen Bebrejdelser. Men der var som en sammenpresset Angst over Ordene, og bange skrev hun tøvende og frygtsomme Sætninger, der saa stille bad.

Og længe stirrede hun paa Brevet, hun havde skrevet, og sukkede tit.

Frøken von Salzen havde faaet en ren Passion for at køre paa Jernbane. Om hun ikke tog afsted hvert Øjeblik. Og Himlen maatte vide, hvorhen.

Som hun for Resten ældedes, Frøken von Salzen - hun gik altid med to Stokke nu.

Men Tiden gaar og tager svært paa os alle. Selv Priorinden - "den Ungdom" - begyndte at faa hvide Haar mellem de brune under Enkekappen.

En Morgen - Otto Heinrich havde været Officer fire, fem Aar - vækkede Pigen Priorinden meget tidlig.

- Deres Naade, der er en Herre ...

- Paa denne Tid? Du sagde dog vel, han maatte komme igen.

236

- Ja, Deres Naade, men - Pigen var helt forfjamsket - han siger, han maa tale med Deres Naade.

- Maa?

- Ja, Deres Naade ... jeg ... Deres Naade, sagde Pigen, jeg er saa bange, - hun var helt aandeløs - han er fra Politiet ...

- Fra Politiet! Priorinden satte sig op i Sengen. Hvor falder det Dig ind? Hvad har vi at gøre med Politiet. - - Sig, jeg skal komme.

Priorinden sad et Øjeblik op i Sengen med Hænderne for Øjnene. Saa begyndte hun at klæde sig paa. Hun talte med sig selv om hvert Klædningsstykke, hun tog frem.

- Ja, sagde hun, vi maa sende til Vask - at det ikke bliver glemt - vi maa i Morgen sende til. Vask ... -

- Hm - hvor det Spejl ser ud - hvor det ser ud. - med Støv ...

Hun kom ind i Stuen uden at have tænkt en fornuftig Tanke. En Herre med store Whiskers rejste sig fra en Stol.

- Det er Grevinden af Waldeck, med hvem jeg har den Ære? sagde han.

Priorinden nikkede og satte sig paa en Stol ved Døren. Hun vilde være falden ellers.

- Ja. Det er mig, De ønsker at tale med. Vil De tage Plads.

- Ja, Deres Naade. Det er en ren Bagatel, - Bagatel - men, det har nogen Hast - ellers vilde jeg ikke have forstyrret Deres Naade saa tidlig.

Priorinden saá et Papir, mellem Mandens Fingre. Han havde saa mange Diamanter paa Fingrene.

- Det er kun en lille Gæld - af Løjtnant von Waldeck.

Priorinden rakte Haanden ud.

- Tillader De, sagde hun og vidste ikke, hvorfra hun fik Ordene.

- Ja det er kun - han holdt stadig Papiret mellem. 237 Fingrene - et lille Bevis, Deres Naade - et lille uskyldigt Bevis - naar han smilte saadan, saá man alle hans Tænder - Grev von Waldeck er i øjeblikkelig Forlegenhed - og jeg skulde gerne ... Det er bare et lille Æresbevis, Deres Naade ...

Manden rakte Papiret frem, og Priorinden tog det med Spidsen af to stive Fingre. Haanden faldt tilbage i hendes Skød.

Hun løftede Papiret igen: hun kunde intet læse. Og med samme kolde Stemme sagde hun:

- Og naar skal De have Pengene?

- Aa, Deres Naade - forstaar sig - en Dags Tid kan man altid vente. Siger vi i Morgen? Man er altid "kulant".

Priorinden vidste ikke, hvad hun havde svaret, om han havde taget Papiret eller hvordan han var gaaet. Hun havde blot med en forfærdelig Anstrengelse løftet dette blaa Papir igen og læst Summen han skyldte.

Summen, Summen: fem tusind Mark.

Hun havde dem ikke. Hun havde dem ikke. Hun søgte ikke en Gang. Hun vidste det: der var intet. Det var gaaet med, alt sammen.

Men pludselig sagde hun: Frøken von Salzen! Hun tænkte ikke paa den tidlige Tid. Hun maatte tale med hende straks.

- Frøken von Salzen!

Hun tænkte ikke andet end blot det, som naar man gaar frem, gennem et langt Mørke, mod et Lys.

- Hendes Naade sover, sagde Pigen.

Priorinden gik forbi hende uden at sige noget, ind i Sovekamret. Hun lukkede Døren efter sig og gik frem.

- Marie, sagde Frøken von Salzen fra Sengen. Saa saá hun Priorinden: Barn, raabte hun, Barn dog! Hvad er der? De udstrakte Arme faldt kraftesløse ned.

- Jeg maa tale med Dem. Det har Hast. Og staaende foran Sengen, i en Strøm, uden at standse, fortalte 238 Priorinden alt. At hun havde sparet, og hvordan hun havde solgt og atter solgt ...

Men nu er der ingen Udvej længer ...

Frøken von Salzen laa med lukkede Øjne. Hun virrede med Hovedet paa Puden.

- Men De tilbød mig en Gang - - Der blev en Stilhed.

Den gamle laa som før, som om hun intet havde hørt.

Og stakaandet sagde Priorinden igen:

- De tilbød mig Penge ...

Frøken von Salzen blev ved at ligge med lukkede Øjne:

- Jeg har dem ikke, sagde hun.

- Har ikke? Priorinden greb om hendes Arm.

Og hjælpeløst, saa stille, saa der knap hørtes en Lyd, mens to smaa Gammelkone-Taarer trillede frem under de lukkede Øjenlaag, hviskede Frøken von Salzen:

- Han har jo faaet dem ... Det var det, jeg rejste om ...

Priorinden stirrede et Øjeblik, som om hun ikke forstod. Saa faldt hun hen over Sengen med et Skrig og brast i Graad. Frøken von Salzen græd ogsaa, stille og hjælpeløst, som de gamle græder ...

Lidt efter stilnede Graaden, og holdende hinanden i Hænderne begyndte de at overlægge med graadkvalte Stemmer.

Op paa Dagen tog Frøken von Salzen atter med Jernbanen, og om Aftenen bragte hun Pengene.

Efter at hun var kommen hjem, sad de sammen i Frøken von Salzens Stue. De var ligesom lammede af Angsten endnu.

Saa sagde den gamle Frøken:

- Hvad han har gaaet igennem, den Stakkel.

- Ja - den lille Stakkel.

Den lille Priorinde skælvede; hun havde ikke nævnet ham siden i Morges.

Sagte lagde hun sit Hoved ind til den gamles Bryst:

239

- Tak, sagde hun. Tak. Hvor De er god.

Den gamle Frøken klappede hendes Haar med de rystende Hænder.

Der blev til Natten redt for Priorinden i Frøken von Salzens Sovekammer.

- Det giver mere Ro, sagde Frøken von Salzen, mere Ro, naar man er to sammen ...

Et Par Dage efter fik de Telegram fra Otto Heinrich. Han vilde komme hjem om Aftenen.

De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angst: Om der var sket noget nyt De turde ikke tænke og tale. De glemte Arbejdet i deres Skød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: - Men han vil naturligvis blot se Dem, Barn - bare se Dem, og troede det ikke selv.

Henimod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.

Det var, som skulde hun kvæles; der var ikke Plads til Hjertet i hendes Bryst. Hun gik op og ned i Gangene i Haven, blot med et Tørklæde om Hovedet Hun mærkede hverken Rusk eller Slud.

Men hun maatte gaa Plænen rundt og rundt.

Saa, da Tiden kom, da hun skulde hente ham, var alt pludselig forbi, Uro og Angst. Hun følte kun en eneste overmægtig Længsel efter at se ham. Hun skulde se ham igen.

Og da Toget holdt, og hun saá hans Ansigt bag Vinduet, blegt og bevæget, og hun følte hans Hænder skælvende i sine, og han bøjede sig ned over hende - hans Øjne var fulde af Taarer - og kun kunde sige: - Lille Mo'r - lille Mo'r! ...

- Min stakkels Dreng - min stakkels Dreng! sagde hun blot.

240

Ja, han var kommen for at se dem! Ikke for andet end at se dem.

Lykkelige Dage, de to, som kom. Ingen talte om det, som nys var sket. Men som efter en stille Overenskomst droges Frøken von Salzen ind i deres Liv.

Ellers vilde Otto Heinrich helst være alene - uden fremmede:

- Lad os være os tre, sagde han. Os tre - det er bedst.

De talte om gamle Dage, om hans Barndom, om Ferierne, da han var Kadet.

Otto Heinrich talte helst om det. Og de andre forstod det; mildt undveg de alt det, som kunde minde og saare, og talte kun om den gamle Tid.

Stille, fortabt i Tanker saá Otto Heinrich ind i Lampen.

Ja - han havde lidt, den stakkels Dreng - han havde gaaet noget igennem.

Naar han var gaaet til Ro, blev de to tilbage; stille Glæde holdt dem sammen. De talte ikke saa meget, Priorinden syslede rundt i Stuen, Frøkenen strikkede. En Gang imellem sagde de en Sætning - spurgte og svarede, altid om ham.

Den sidste Aften spadserede Otto Heinrich ene med sin Moder i Lindegangen.

Han gik tavs. Priorinden syntes, han var saa bleg i Halvmørket. Da de vendte sig for at gaa bort fra Alléen, hvor der var ganske mørkt, bøjede Otto Heinrich sig hastig ned og kyssede sin Moders Haand:

- Tilgiv mig, Mo'r, sagde han, og Tak for alt. Priorinden følte en Taare paa sin Haand. Et Par Timer efter rejste Otto Heinrich.

Fire Dage efter fik Frøken von Salzen et Brev fra Berlin.

241

Pigen stod hos og troede, hendes Naade havde faaet "Slaget" - saa fortrukket blev hendes Ansigt

- Deres Naade! sagde hun angst, Deres Naade! Men hendes Naade blev ved at læse, stirrende i Brevet, ubevægelig:

- - Det er med oprigtig Sorg jeg bringer Budskabet om Løjtnant von Waldecks saa pludselige Død. Hans Fader, som ved Gravelotte heltemodig gav sit Blod for Fædrelandet, var min Ungdoms Kammerat. Det synes, som om nylig en Del af Løjtnant von Waldecks Gæld var betalt ved Slægtninges Hjælp; men den større Del har vel truet uafvendelig.

Han beder mig i det eneste Brev, han har efterladt, underrette Deres Naade om hans Død, saa at Deres Naade atter kan forberede Rigsgrevinden. Jeg vedlægger til Fru Grevinden et Brev.

Det maa i hendes Ulykke være hende en Trøst, at hendes Søn ved sin Død reddede sit Korps' Ære.

Med dybeste Højagtelse

von Feldheim, Generalløjtnant.

Frøken von Salzen sad længe. Saa rejste hun sig og begyndte at gaa rundt i Stuen. Hun gik uden Stokkene. Hun talte med sig selv og blev ved at holde Brevet i Haanden.

Og med aaben Mund saá Pigen hende lukke Døren op og gaa hen ad Gangen.

Som gennem et Slør saá Frøken von Salzen sig omgiven af Priorindens lille Stue, og hun talte med hende og syntes, hun saá hende ligesom langt borte ... og hun hørte Priorindens Svar utydeligt, som var hun slaaet af Døvhed.

Og med ét havde Moderen forstaaet, og hun udstødte et Skrig, og stift strakte hun Armene frem for sig, og hæst sagde hun:

242

- Brevet - Brevet! ... og hun smøg Frøkenens Hænder af sig og pegede paa Døren.

Frøken von Salzen havde sluppet hende, og hun saá Moderen knuge Brevet ind til sit Bryst. Frøken von Salzen naaede Døren, og støttende sig til Væggen vaklede hun tilbage, hen gennem Gangene.

SON ALTESSE

I

Hendes Durchlaucht rømmede sig, smilede endnu en Gang naadigt og stak Næsen ned i sin Kameliabuket.

Fødselsdagskomitéen nejede paa Rad og kom i baglænds Kniks til Døren.

- Puh - det gav Varme, sagde Fru Hofapothekeren. Hun var rød som en Kobberpotte af Sindsbevægelse og stramt Korset.

Gehejmeraadinden gik i Gulvet en sidste Gang, lige som et Lys, foran Dørsprækken.

- Mon amie, sagde Statsraadinden til .Gehejmeraadinden, mens de tog Galosker paa i Forgemakket: denne Kone ...

- Højheden har faaet sin Vilje, sagde Gehejmeraadinden og saá hen mod Fru Hofapothekeren: - hun vendte Ryggen til og knappede et Par Knapper op i Livet, henne i en Krog - Gehejmeraadinden saá ud, som om hun lugtede til noget stygt.

De gik ned ad Trappen. Fru Hofapothekeren stak en Thaier ud til Portneren. Hejdukken havde hun givet en Ti-Mark. Fødselsdags-Komitéen travede hjem ad Alléen med opløftede Skørter over Galoskerne. Fru Apothekeren pustede som Hale.

- Ja, sagde hun, det var da Pengene værd. Hun havde betalt hele Buketten.

Gehejmeraadindens Skørter fløj indigneret op, saa man saá hele den tomme Ben-Længde, hvor Anatomien tænker sig en Læg.

- - -

244

Hendes Durchlaucht blev staaende nogle Øjeblikke. Saa lod hun Buketten synke saa inderlig træt. Da hun vendte sig, traf hendes Øjne Hofdamen, og Hendes Højhed smilede paany (Synet af visse Genstande frembragte altid paa Hendes Højheds Mund naadige Smil, som ikke naaede Øjnene; de forblev trætte og graa) og afskedigede hende med en Bevægelse med Haanden.

Prinsesse Maria Carolina gik alene ind gennem Gemakkerne.

Det var en lang Række af Værelser. Alle Dørene stod aabne, hvide Rullegardiner var nede for Vinduerne, og Luften i Halvmørket var tung som i et Musæum.

Prinsesse Maria Carolina standsede midt i Gallaværelserne og saá sig om.

Galla-Møblerne stod i stive Geledder langs Væggene, dækket af hvide Overtræk. Rundtom paa Konsoller og Borde prangede store halvstøvede Pragtvaser og gamle Taffeluhre, der ikke gik, men stod stille og døde. Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter og blaa Skyer.

Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og medtagne hang de store Spejle i deres Rammer à la Louis quinze.

Prinsesse Maria Carolina gik hen til et af Spejlene; hun havde aldrig før lagt Mærke til, at dets Flade var sammensat af tre Glas. Hun saá længe paa dette Spejl; det hertugelige Vaaben sad i alle Hjørner; det var en gammel Brudegave fra Residensens Embedsmænd til en af hendes Slægt, hun blev Billedet vaer derinde: Man kunde se gennem Dørene ned ad Salene. Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som slappe, halvtømte Balloner under Lofterne.

Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side, som vendte ind til Spejlet.

Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin af Prinsesse Maria Carolinas Forfædre, de regerende Hertuger. Undertiden om Søndagene bad Slotsforvalteren Hendes 245 Højhed om speciel Tilladelse til at maatte vise nogle Besøgende Billederne. Det var mest Bønder eller Børn fra en Skole, anført af deres Lærer. De listede stille hen gennem Salene og turde ikke tale højt, men hviskede ganske sagte og spærrede Øjnene op og skubbede til hinanden. Og de stirrede ærbødigt paa deres Landsfædres Billeder og nævnede Navnene med en egen Betoning ligesom Helgennavne i Bønner.

Prinsesse Maria Carolina gik frem i Salen og betragtede sine Ahner. De var malet i Hofdragter i store Attituder, med Haanden paa et juvelbesat Kaardefæste. Et Par havde en Krone liggende ved Siden af sig paa et Bord, paa en rød Fløjlspude. En anden havde en Rulle Papir i den fremstrakte Haand ligesom en Kommandostav.

Prinsesse Maria Carolina rullede et Gardin op og betragtede Billederne længe. De var nylig malet op, og de grelle Farver skinnede. Hun saá Ansigterne.

De havde alle samme Udtryk; med tom Parademine stod de der, midt i deres Fløjl, stive og livløse.

Hendes Højhed sukkede. Det var ikke Mestre, der havde malet hendes Forfædre.

Da hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende solvarm i Møde. Hun satte sig og saá ud, støttende Hovedet i sine Hænder.

Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig. Frisk bredte sig det fine grønne over Plænerne, og Træernes Knopper var halvt sprunget ud. Man fornam Kastanjernes første sarte Duft og den friske Dunst fra den varme muldede Jord.

Hendes Højhed syntes aldrig, hun havde set alting saa ungt og saa lyst. Himlen var saa klar og høj uden Bund. Det syntes Maria Carolina som om alt skinnede, Buskene og den ny grønne Plæne og Træerne og Horisonten ...

Spurvene holdt Hus mellem Elmene, Og naar man aandede, fornam man de vilde Ribsklasers Krydderduft.

246

Prinsesse Maria Carolina lukkede Øjnene, som blev de blændet; og uden at hun vidste det, brød nervøse Taarer frem og løb ned over hendes Kinder.

Hun følte et Ubehag overfor dette Lys og Liv, stærkt næsten som en fysisk Smerte. Det var, som Foraaret derude pludselig overvældede hende. Svimmel saá hun gennem Taarerne den flimrende Luft, og de fjerne Højders blaa Linjer kom i Bølgegang for hendes Øjne.

Prinsessen rejste sig og lukkede Vinduet. Hun slog de lange stores for og satte sig i den halvmørke Stue. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun blev ved at græde. Ellers græd Hendes Højhed kun om Søndagen i Kirken.

Hun sad og rokkede stadig frem og tilbage og saá bestandig kun et og samme Billede - hun vidste ikke, hvorfor og hvor det kom fra. Det var Aar og Dag siden, hun havde tænkt blot med en Tanke paa sin Onkel, Prins Otto Georg, Aar og Dag. Og nu saá hun ham, som var det igaar hun var Barn og nysgerrig, staaende paa Tæerne bag hans Stol, havde stirret saa tit paa Onkel Otto Georgs Ild.

Onkel Otto Georg lagde Brændestykkerne til Rette i Ovnen; og saa slog han forsigtigt Ild med det lille Fyrtøj og tændte Kvaset under Stykkerne. Flammerne slikkede og Flammerne borede. Onkelen stirrede derind, med Hagen begravet i sine Hænder, med de skinnende døde Øjne.

Maria Carolina turde ikke tale til Onkel Otto Georg. Hun laa tavs paa Knæ ved Siden af hans Stol og saá ind paa Ilden i Ovnen. En Gang imellem mærkede den stille Prins, at Barnet laa der; og Maria Carolina følte Onkel Otto Georgs bløde Hænder glide saa sagte hen over sit Haar. Det var saadan en blød og nænsom Gliden, frem og tilbage - længe. Sommetider faldt Maria Carolina i Søvn, med Hovedet ind mod Onkelens Stolearm; sommetider kom hun til at græde.

Onkel Otto Georg tog hendes Hoved mellem sine Hænder, og med sin besynderlige trætte Stemme, der kun havde én Tone, sagde han:

247

- Oui - mon enfant ... mon pauvre enfant.

Han sad med hendes Hoved i sine Hænder og saá paa hende med sine døde Øjne, og han blev ved at mimre paa sin ene Tone:

- Oui - mon enfant - mon pauvre enfant...

Onkel Otto Georg rejste sig, og lydløst, rokkende paa sit smukke Hoved med det bløde lyse Skæg, listede han hen over Gulvet til den næste Stue. Og tændte Ild i Ovnen, forsigtig som en Tyv, med sit lille Fyrtøj, og saá paa Flammerne med sine Glasøjne - -

Om Sommeren var Onkel Otto Georg hele Dagen nede i Haven hos sine Blomster. Hvor han elskede Roser. Han holdt Kalkene - saadan i de to rundede Hænder, og timevis saá han stille paa Blomsten og smilede ...

Maria Carolina kom forbi med sin Guvernante ... Onkel Otto Georg mærkede det ikke. Han stod med sit rokkende Hoved ned over Roserne og smilte.

Guvernanten holdt op med sin evige Eksamination, gav tre Kniks til Prins Otto Georgs Ryg og slog en lille Bue i Gangen - Mile Leterrier var altid bange for Onkel Otto Georg - og Maria Carolina sneg sig stille forbi ... De gik op paa Terrassen ...

Mile Leterrier gav tit Maria Carolina Timer paa Terrassen. Man saá deroppe hele Residensen med dens Skorstene og røde Tage og Kirketaarnet og den lille Flod med de to Broer og den røde Kaserne, der var det største Hus i hele Byen.

Panoramaet lettede Mile Leterriers Undervisning.

Hun havde Gloserne om sig.

Træer og Huse og de røde Tage og Røgen fra Skorstenene op gennem den blaa Luft, og de smaa Skyer paa Himlen, og Lindene og Blomsterne mellem Stammerne og Stubbene, dækket af det grønne Mos, og Fuglene, der sang i Buskettet, og Myggene, der svirrede - det var altsammen bare Gloser for Mile Leterrier.

Gloser og Udgangspunkter. Mile Leterriers Undervisning hvilede paa Udgangspunkter: hendes Methode 248 gik ud fra det virkelige Liv. Paa Terrassen svælgede Mile Leterrier i Udgangspunkter.

En Spurv lod sig dumpe fra en Gren ned paa Jorden og boltrede sig i Terrassens Støv.

Mile Leterrier standsede og saá paa Spurven som paa et af de syv Undere: Ah - le petit oiseau ... Comme il est beau, le petit oiseau ...

Mile Leterrier var meget nysgerrig efter at faa at vide, hvad det mon egentlig var for en "petit oiseau" . . .

Maria Carolina stod og ludede; hun saá meget sløvt paa Mile Leterriers "pippende" Under.

- Ah - det var en Gulspurv ... Deres Højhed véd jo nok (Hendes Højhed vidste alt ...) en Gulspurv.

Mile Leterrier var midt inde i Naturhistorien. Hun endte med Anekdoten om Apelles og Fuglene. Mile Leterriers Undervisning var rig paa Anekdoter.

- Deres Højhed, sagde Mile Leterrier, naar Maria Carolina havde mumlet en af Lafontaines Fabler for Hendes Højhed Hertuginden, og Hendes Højhed i sit slæbende Fransk udtrykte sin Tilfredshed: Deres Højhed, Kunsten at undervise er Kunsten at interessere.

Mile Leterrier havde ved højtidelige Lejligheder Slagord, som hun kaldte Citater af Jean Jacques Rouseau.

.... Mile Leterrier og Maria Carolina gik videre hen ad Terrassen. Mile Leterrier var kommet ind i Botanikken ... Hun talte om Bladenes Bygning.

- Deres Højhed véd, at Cellerne ...

Mile Leterrier fortabte sig i alt, hvad Hendes Højhed vidste om Celler.

Maria Carolina gik stille ved Siden af Guvernanten. Hun sagde sjældent andet end "Ja" og "Nej". Det sagde hun ikke saa livligt. Hendes Højhed forraadte ikke, hvormeget hun vidste om Cellerne.

En Gang imellem gik hun hen til Randen af Terrassen. En høj Klokke havde lydt op dernede fra. Det var Frikvarterklokken i Hertugindens Vajsenhus.

249

Naar Maria Carolina bøjede sig lidt ud over Rækværket, kunde hun se ned paa Vajsenhusets Legeplads. De smaa Unger tumlede om dernede i deres Lærredskitler, lo og hvinede og legede "sidste Slag" ... Det lød op som en Jubel.

Maria Carolina stod og saá "langt" ud over Rækværket.

Mile Leterrier fandt et nyt Udgangspunkt. Træt slap Maria Carolina Gelænderet og fulgte efter Guvernanten.

Dernede sang de. Maria Carolina kendte Sangen.

Det var den Leg, hvor de snurrede rundt i en Kreds - og en stod inde i Kredsen og bredte sit Forklæde ud og knælede ned, og saa knælede den anden og saa dansede de to i Kredsen - og de andre udenom - og holdt hinanden i Hænderne.

"Munken gaar i Enge"

sang alle Barnestemmerne i Kor.

- Deres Højhed vil spørge, sagde Mile Leterrier, som stadig var i Botanikken. Mile Leterrier sagde ofte: Deres Højhed vil spørge ...

Det var en Formel.

Maria Carolina spurgte ikke. Mile Leterrier spurgte for hende. Det interesserede hende saa lidt. Artig gik hun, med sit "Ja" og "Nej", med sit underlige graa og gamle Ansigt og de matte Øjne, ved Siden af sin Guvernante.

Mile Leterrier fik gale "Ja" og "Nej". Hun blev ærgerlig.

- Deres Højhed har ingen ret Sans for Naturen, sagde hun.

De sang dernede - hvor de sang! ... Ja, det var den, de dansede efter - nu!

"Eja - hvor lystigt de danser, de to -
Som om de havde tabt baade Strømper og Sko . .
- Som om de havde tabt baade Strømper og Sko ..."

250

Mile Leterrier havde set en Myretue. I et Nu var Mile Leterrier i "Sanssouci". Det var en gammel Vane hos Mile Leterrier at beskæftige sig med Sanssouci. Hendes tidligere Elev havde været af Huset Hohenzollern. Mile Leterrier havde grupperet sin Undervisning om Frederik den Store.

Nu var hun i Vanen: Mile Leterrier arriverede fra alle sine Udgangspunkter pludseligt hjem til "Sanssouci".

Det var gammel Vane. Men Mile Leterrier havde Aandsnærværelse: Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia.

Naar Mile Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pause. Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden.

Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden.

Maria Carolina gentog Glosen med sin trætte Stemme.

"La pelouse - Votre altesse le sait ..."

... "Oui - mademoiselle - la pelouse."

Frikvarteret dernede var omme. Klokken lød og Barnestøjen døde hen med en travl Summen.

Mile Leterrier og Carolina var naaet til Enden af Terrassen. Vajsenhuset laa lige dernedenfor. Maria Carolina saá to smaa forskrækkede Smølehoveder løbe hen over Gaarden og ind ad Døren ... Oppe fra Skolestuen hørte man Lærerindens Stemme og Børnene, som stavede i Kor, ud gennem de aabnede Vinduer ...

Maria Carolina stod og ludede, mens hun lyttede.

- Deres Højhed maa holde sig rank - Maria Carolina fo'r sammen og rettede sig - Deres Højhed holder sig forskrækkeligt ... Deres Højhed maa igen ha'e Bandage ...

Maria Carolina blev hvert halve Aar snørt et Par Maaneder i Jernstativ for at faa Holdning.

251

Mile Leterrier var træt. De satte sig paa en Bænk mellem Træerne.

De mindste Piger fra Vajsenhuset kom forbi. De kom med Plejemor, snadrede langt henne i deres gule Kitler, en lang Række, som en Flok smaa Ællinger.

De tullede af efter Plejemor i de lange Kitler og med de hvide Kyser bundet fast om de røde, runde Ansigter.

Maria Carolina saá dem komme, to og to, med hinanden om Halsen, pludrende og hviskende løb de til og fra ... Naar de kom forbi .Bænken blev de stille, og de hilste med smaa gravitetiske Kniks og holdt ud i Kjolerne og stirrede paa Maria Carolina med store runde Øjne.

Og et Par af de mindste faldt, mens de kniksede, og laa og græd paa Jorden og stolprede op igen og kniksede igen, mens Taarerne løb dem ned over Kinderne ...

Maria Carolina sad genert og rød i Hovedet paa sin Bænk og nikkede og takkede.

Smaapigerne var forbi. De summede sammen i Kreds og kom ikke frem - det lød som en Syngen, Stemmerne henne i Alléen.

Mile Leterrier saá paa Uhret. Det var Tid: Hendes Højhed havde sin Time i Dans og Bevægelse.

Maria Carolina rejste sig og fulgte Guvernanten. I Rosenhaven pylrede Prins Otto stille om mellem sine Roser, midt i Solen. Maria Carolina og Mademoiselle gik ham forbi: Hendes Højhed havde Dansetimer i den lille Balsal. Hendes Højhed Hertuginden overværede selv Prinsesse Maria Carolinas Timer i Dans og Bevægelser. Den gamle Lærer var et antikveret Balletben med mange udværts Balletbuk og Fadermordere.

Prinsesse Maria Carolina dansede Kvadrille med tre Stole. Den udværts svedte over "Morderne" med en tynd Violin. Hendes Højhed var fortvivlet: Prinsesse Maria Carolina havde aldeles ingen Gratie.

- Tilbage - frem - en, to, tre ... Kompliment ... Man ser paa sin Herre ... Der - der - Herren 252 til venstre. Prinsesse Maria Carolina strittede fortvivlet rundt mellem sine tre Stole. Balletdanseren spillede og slog Takt med sin hele Krop - -

- Der - der - tre, Deres Højhed ... Herren til højre - det røde Baand, Herren til højre (røde og blaa Baand om Stolene støttede Maria Carolinas Fatteevne) ... to, tre, Kompliment ...

Balletantikviteten sprang som Harlekin i Pantomimen, mens han filede.

- Godt - godt - - en to, tre ... Herren til venstre ....

Maria Carolina nejede igen for de røde Baand ...

- Nej - nej - en, to, tre, Herren til venstre -.

- De Haandled, raabte Hendes Højhed, Hr. Pestalozzi, de knækkede Haandled! Og hvilken Kompliment ... den Kompliment!

Hendes Højhed Hertuginden var ude paa Gulvet.

- Om igen ...

Prinsesse Maria Carolina nejede igen med rund Ryg.

- Den Holdning - den Ryg dog ... Om igen ... Hendes Højhed sang med.

Prinsesse Maria Carolina nejede med stive Øjne for sine tre Stole ...

- En græsselig Kompliment - græsselig. Hendes Højhed véd ikke Raad: Prinsessen gaar saa rundrygget som en Vandbærerske.

Hr. Pestalozzi tørrer sig med et Lommetørklæde, propert som et gammelt Sminkeklæde: det ligefrem risler af Hr. Pestalozzi.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina er stivøjet

Om Mile Leterrier turde sige - Mile Leterrier hækler Mellemværk i en Krog, Mile Leterrier hækler altid Mellemværk til sine jomfruelige Negligéer -: Prinsesse Ernestine var blevet bundet fast i Sengen om Natten ... saa hun ikke kunde røre sig ... Hendes Højhed Prinsesse Ernestine laa aldeles lige ud ...

Det havde hjulpet forbavsende paa Hendes Højhed 253 Prinsesse Ernestine ... Det var Armene, som blev bundet ...

Hendes Højhed Hertuginden fandt det noget stærkt ... Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kunde forsøge at gaa et Par Timer med Lineal. Hendes Højhed Hertuginden var selv gaaet med Lineal om Dagen i sin Barndom.

Balletantikviteten spillede op igen.

Prinsesse Maria Carolina dansede Vals med en rød Taburet.

Hendes Højhed Hertuginden rejste sig for at gaa. Hun skulde have Time i Maling. Hendes Højhed Hertuginden malede. Det var altid noget rundt hvidt i meget blaat. Hendes Højhed skænkede dette hvide og blaa som Gave til Basarer. I Gavefortegnelsen specificeredes det: Hendes Højhed Hertuginden, et Maleri: Aakander svømmende paa Vand.

Alle Dagligstuer i Residensen havde "Aakander paa Vand". -

Desuden var Hendes Højhed Hertuginden sulten. Hendes Højhed Hertuginden nød regelmæssig et Maaltid hveranden Time.

Prinsesse Maria Carolina gjorde Kompliment for sin Mama.

Dagene gik; den ene som den anden. Hendes Højhed havde Timer; og Hendes Højhed havde Fritid og spadserede med Mademoiselle. Hendes Højhed var skrækkelig kejtet og havde store røde Hænder.

I Konversationstimerne gik Hendes Højhed med Lineal.

Efter Taflet kørte Hendes Højhed Hertuginden Tur. Prinsesse Carolina sad paa Bagsædet og nikkede til Folk.

De kørte altid samme Vej, ned gennem Residensens Storgade ud til "det italienske Slot".

254

Hofdamen underholdt Hendes Højhed Hertuginden; Hofdamen kunde en Historie om hvert Menneske de mødte.

I "det italienske Slot" drak Hertuginden Chokolade. Saa vendte de hjem.

Prinsesse Carolina var meget træt, naar hun kom i Seng om Aftenen, og Mile Leterrier havde faaet bundet Handskerne om hendes Haandled med de røde Hænder.

- - -

Mile Leterrier taalte ikke at blive begejstret i Sommerheden. Hun faldt regelmæssig lidt hen, naar hun - via Sanssouci - var naaet til cette illustre impératrice. Maria Carolina flyttede sig en Smule paa Bænken, sagte, angst for at vække hende. Det var Maria Carolinas bedste Tid, naar Mile Leterrier faldt lidt hen.

Det var saa stille - ikke en Lyd over Haven. Stille laa i Solen Parkens grønne Træer og Slot og By.

En Bi kom summende op mod Terrassens Skygge og surrede bort igen ud i den store Sol.

Det var saa dejligt at sidde her i Fred, næsten som sad hun lidt alene.

Hun skottede til Mile Leterrier, bange ved hver en Støj. Vajsenhusbørnene kom forbi og kniksede; henne paa Terrassen - Hendes Højhed Hertuginden havde paa sin Navnedag allernaadigst skænket dem en Legeplads heroppe med Gynge, Balancebrædt og Vippe - lo de og støjede.

Mile Leterrier sov væk.

Maria Carolina stod sagte op fra Bænken og listede sig hen ad Terrassen. Naar Børnene raabte højt, fo'r hun sammen og vendte sig.

Bag et Træ saá Maria Carolina paa deres Leg.

De stod, to og to, i en lang Række med Ryggen til hende ... Ja - de legede Enke ...

255

Maria Carolina kendte alle deres Lege: "Munken" og "Trold" og "Sidste Slag" og "Prinsessen i Buret".

Hvor de løb - rundt om Gyngen - med et Hvin. Men saa ta' - men saa ta' hende dog ... Aa, den tykke Martha var Enken ...

Rundtom hvinede de smaa. De legede "Gemme" og stillede sig med Ansigterne ind mod Træerne og skreg, naar de var fundet, og trillede afsted og faldt i "Saltebrød" og sprællede, saa man saá de lyserøde Stolper op under Skørterne ...

De ældre var trætte. De satte sig paa Bænkene i en lang Rad med hinanden om Livet og vuggede frem og tilbage. Et Par begyndte at synge.

Rundtom sang de med, mens de gyngede med Kroppen.

De smaa satte i og blev ved at synge det første Vers med deres skærende høje Stemmer. En lille gullokket En var faldet og sad grædende paa Jorden. Hun sang, mens hun smurte Taarer og Jord rundt i sit Ansigt.

Maria Carolina gik stille tilbage til sin Guvernante. -

En Dag var de ganske smaa Piger alene.

De legede alle de stores Lege og kunde ikke huske dem, og røde i Totterne skændtes de som smaa Hanekyllinger og satte Trutmunde op og blev fornærmede ...

Maria Carolina listede frem bag sit Træ.

Hun bøjede sig ned over en lille Purk, som snøftede og gned Øjne. Skal jeg hjælpe? sagde hun.

Den lille saá op og stirrede lidt paa hende. Saa rev hun sig løs og løb fra hende ... De andre saá Maria Carolina og begyndte at neje og holde i Forklæderne og at trække sig væk, baglænds, skubbende til hinanden, over mod Træerne.

Maria Carolina stod ene, midt paa Pladsen. Hun var helt rød.

- Vil I lege, sagde hun igen og gik lidt frem.

Børnene svarede ikke. De klinede sig sammen, med Fingrene i Munden. Et Par blev ved at knikse.

256

- Skal vi ikke lege, sagde Maria Carolina igen, men sagtere.

Der kom intet Svar, bare nogle Smaagrynt.

- Vi ska' lege "Munken", sagde Maria Carolina og gik lidt frem igen.

- Kom.

Hun tog en lille Pige i Haanden: Du skal holde mig, sagde hun.

Den lille strittede imod og begyndte at græde. Hun borede sig ind i Klumpen af de andre, som stod og skulede og snøftede - det trak op til en Stor-Skylle.

- Men - vi vil jo lege Munk, sagde Maria Carolina.

Hun tog en anden om Armen; den lille græd, som hun havde en Kniv i Halsen.

Maria Carolina slap hende. Hun saá et Øjeblik endnu paa de smaa, som snøftede i Klump. Saa vendte hun sig og gik.

Mile Leterrier vaagnede. De vendte hjem til Slottet.

Men Signor Pestalozzi vidste ikke, hvad der dog gik af Hendes Højhed i Timen i Dans og Bevægelse; Hendes Højhed begyndte pludselig at græde midt under Kvadrillen, mellem de tre Stole, og Graaden vilde aldrig høre op.

Maria Carolina pressede Læberne sammen og gjorde sine Pas til Signor Pestalozzis Violin, mens Taarerne løb hende ned ad Kinderne.

Men om Aftenen, da Mile Leterrier havde bundet Handskerne om hendes Haandled og var gaaet ud og havde lukket Døren og hun havde hørt hendes Skridt bort gennem Gangen, stod Maria Carolina op igen og knælede ned paa Gulvet og rakte Armene mod Himlen og græd og græd og græd.

Hun bad til Gud med Hovedet ned i Tæppet. Maria Carolina vidste ikke selv, men hun syntes, hun var saa grænseløs, saa forfærdelig ulykkelig ...

Da var Maria Carolina vel en fjorten Aar.

- - -

257

Hendes Højhed Hertuginden valgte Maria Carolina to Veninder.

Det var et Par Gehejmeraaddøtre med lyserødt Haar og Fregner til ned paa Halsen.

De sad paa Kanten af Stolene, havde altid klamme Hænder, sagde "Ja" og "Nej" og aad som Ravne ved alle Maaltiderne.

Om Aftenen blev der læst højt under Mile Leterriers Forsæde. Det var Bøger af Samlingen pour les jeunes filles. De skiftedes til at læse. De to fregnede forstod ikke et Ord. Naar de selv læste, smurte de paa, uden at drage Aande, saa Fregnerne glødede.

Ingen fattede en Stavelse.

Mademoiselle hæklede Mellemværk og sagde: Meget smukt, hver Gang de tabte Vejret.

Naar de spillede Kort, lod Veninderne altid "Hendes Højhed" vinde, og fik bagefter Knaset til Foræring.

Maria Carolina behandlede dem med en distræt Venlighed. Mest var hun interesseret af, hvor meget der kunde gaa i deres Lommer. Hun troede virkelig, der var Plads til alt i deres Lommer.

- - Saadan gik Tiden.

I Ferierne kom Arveprinsen hjem fra Kadetskolen.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg var en lang Knægt, som kneb Maria Carolina i Armen under Taflet, saa hun var gul og grøn. Om Søndagen sad han bag ved hende i Kirken og knubsede hende under Prædikenen med knyttet Haand i Nakken. Maria Carolina kunde være gaaet i Ilden for ham.

Hun elskede ham blindt Hun var altid stiv som en Pind imod ham og talte altid til ham, som om hun var fornærmet.

Arveprins Ernst Georg drillede hende med at overkysse hende. Hun var blodrød og grædefærdig. Bagefter sad hun i en Krog og beundrede.

- Luk Munden, raabte Ernst Georg. Maria Carolina havde den Vane at sidde hen med aaben Mund, naar hun beundrede.

258

Maria Carolina var meget kejtet og kunde aldrig finde sig til Rette med sine Arme, som var lange, med meget røde Haandled. De hang og dinglede, som var de løse.

- Armene, Deres Højhed, Armene, sagde Mademoiselle Leterrier.

Og hendes Højhed fo'r sammen, og Armene strittede krampagtigt, Albuerne var spidse som Syle.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var i sørgelig Grad uden Gratie.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina fyldte seksten Aar. - - -

Hun fik egen Hofstat. Den bestod af en Hofdame, Komtesse Theodora-Anna-Amalia v. Hartenstein, det fyldte godt i den hertugelige Statskalender. Hun var opført tre Gange. Hendes Højhed Hertugindens Hofstat: Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, første Æresdame. Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Hofstat: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame.

Hofstat til Disposition for fremmede Fyrstinder: Æresdame Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein, Hofdame hos Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein var skrutrygget og klædte sig fortrinsvis i crèmegult. Selv naar hun havde et nyt Toilette, saá det ud som om det var omsyet.

Hun holdt sig op ad Prinsesse Maria Carolina og sagde altid: Deres Højhed mener ...

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein vidste alt, hvad Hendes Højhed mente.

Prinsesse Maria Carolinas manglende Ynder var indhyllet i et evigt, stramt lyserødt. Saa inderlig ligegyldig lod hun alt skylle sig forbi.

- - -

Hendes Højhed Hertuginden vilde adsprede hende: 259 Prinsesse Maria Carolina fik Undervisning i Akvarelmaling.

- Hendes Højhed har Blegsot, sagde Livlægen. Hendes Højhed trænger til Bevægelse.

Hendes Ridetimer blev fordoblede. Maria Carolina havde en Ven. Det var hendes Hest. Naar hun paa sine Rideture var staaet af Hesten ude i Skoven for at spadsere, kunde hun blive staaende Kvarter efter Kvarter, med sine lange Arme slyngede om sin "Ajax's Hals. Hun talte ikke til Dyret, gav det ingen Kælenavne og kærtegnede det ikke. Hun stod blot med Hovedet ind mod Dyrets Hals, stille og ubevægelig - længe. Og, naar hun var vendt tilbage til Slottet, og Lakajen gik bort med Ajax, blev hun staaende og saá efter Dyret, saa længe til det forsvandt i Porten.

Onkel Otto Georg saá hun sjældnere nu. Han var blevet meget syg i de sidste Aar. Han sad mest stille hen og rokkede. Han talte aldrig, udstødte kun midt som han sad nogle underlige uartikulerede Lyd, der lignede Ugleskrig. Om Sommeren kom han en Gang imellem ned til sine Roser. Maria Carolina gik med ham og støttede ham. Han pylrede rundt mellem Buskene og nussede og smilede som et Barn ...

II

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede garnmel i at repræsentere ved Hoffet.

Det var hvert Aar de samme Fester. Ballet Nytaarsdag, hvor Hans Højhed Hertugen i Polonaisen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina. Til Kvadrillerne behagede det Hendes Højhed Prinsessen at opbyde altid de samme Officerer.

De tre Vintertafler og den lille intime Hof-Festlighed paa Hendes Højheds egen Fødselsdag med Fyrværkeriet og hendes Navnetræk, det kronede M. C. i grønt 260 og gult, Landsfarverne. Og de seks smaa Lørdagsthéer i Hendes Højheds private Appartements, hvor Garnisonens Dusin Officerer dansede med de unge Damer af Hofkredsen og indøvede Signor Pestalozzis Kvadriller, som paa Hans Højhed Hertugens Fødselsdag blev udført i Kostume.

Den aarlige Basar i "Borgerforeningen", hvor Hendes Højhed fik Buket ved Foden af Raadhustrappen og blev slæbt gennem Salen af det første Komitémedlem (Hendes Højhed kunde aldrig holde Trit med Komitémedlemmer i "Borgerforeningen") og sad paa Tribune af gult og grønt - Landsfarverne - mens Hofskuespiller Hr. v. Pöllnitz velvilligt deklamerede "die Glocke".

Hr. von Pöllnitz var den eneste i Salen, som ikke var ganske sikker i "die Glocke". Han havde megen Pathos og løftede sig paa Tæerne ved Enden af hvert Vers.

Hr. von Pöllnitz udfyldte Hullerne i sin Hukommelse ved at fremrulle nogle langstrakte Lyd, der lignede fjern Torden, og han svingede med den højre Arm som med Vingen af en Vejrmølle.

Naar Hr. von Pöllnitz var færdig - det varede Aar for Aar længere, inden Hr. von Pöllnitz blev færdig med "die Glocke" - sagde Hendes Højhed: Det glæder mig ...

Hun vilde sige mer og fandt ingenting og var generet af sine Arme - Hendes Højhed stod altid, som om hun vilde gemme sine Arme, naar hun skulde sige noget - og sagde igen:

- Det glæder mig ... Det har som sædvanlig glædet mig meget ...

Hr. von Pöllnitz bukkede og pustede som en Hvalfisk. Det tog Aar for Aar mere paa Hr. von Pöllnitz at sige "die Glocke" paa Grund af Tordenen.

Efter hver Basar haabede Hr. von Pöllnitz at blive Ridder af Husordenen. Hr. von Pöllnitz havde Medaillen for Kunst: Hans Højhed Hertugen havde benaadet Hr. von Pöllnitz med Medaillen til hans fem og tyveaarige 261 Jubilæum. Hr. von Pöllnitz havde spillet Romeo til sit fem og tyveaarige Jubilæum.

Hendes Højhed gik ned gennem Salen og købte noget i hver Butik.

Hos Overborgmesterens Frue købte hun Peberkager. Overborgmesterens Frue bagte dem selv.

- Jeg spiser Deres Peberkager med stor Fornøjelse, sagde Hendes Højhed.

Hendes Højhed spiste hvert Aar Overborgmesterfruens Peberkager med Fornøjelse. Alle Husmødre i Residensen laante Opskriften paa "Hendes Højheds Peberkager".

Naar Hendes Højhed havde besøgt Butikkerne, besaá hun Forlystelserne. Det var et Menageri. En ung Overlærer ved Gymnasiet fremviste "et lærd Svin". Det sagde "Øf-øf", naar han kildede det paa Maven.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lo, saa Komtesse von Hartenstein fik Hoste.

Komtesse Theodora-Anna-Amalia von Hartenstein forstod overhovedet ikke, at Hendes Højhed undertiden - og ved de besynderligste Lejligheder, min Go'e, sagde hun til Mademoiselle Leterrier, der sad hen i Slotsfløjen som Oldfrue - kunde tillade sig nogle Anfald af Lystighed - Eksplosioner, min Go'e - saa hun næsten blev borte i Latter.

- Aa, De véd det jo, min Go'e, sagde Frøken von Hartenstein, det er jo Sorgen. Grace har hun jo aldrig ... Og naar hun saa ler ...

Frøken von Hartenstein vilde ikke udtrykke sin Beklagelse.

Hofdame Komtesse von Hartenstein lo aldrig uden diskret bag sit Lommetørklæde.

- Det er ikke enhver, som har l'air du thrône, siger Mademoiselle Leterrier. Hun er mildest talt ikke tilfreds med at sidde som Oldfrue uden Rang.

Men Frøken von Hartenstein saá mod Loftet: Man tier jo, om de illustre Personer, sagde Frøken von Hartenstein.

262

Hendes Højhed havde set hele Basaren. Ved Udgangsdøren holdt Overborgmesteren Tale.

Den Legemsdel, som er højst, naar man hugger Brænde, var i uafladelig Bevægelse hos Hr. Borgmesteren, naar han holdt Tale.

Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget ... Saa sagde hun:

- Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere.

Men Hendes Højhed havde ikke mange Ord. - - - - - - - - - - - - - - - - - -

En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten.

Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring. Det var altid det samme.

Undertiden, naar Hendes Højhed spadserede sin Tur paa Terrassen og saá over mod det lange graa Slot, stilløst og trist, med sine mange smaa Ruder og de gamle Kanoner, som var kørt op og stod og rustede foran den høje Trappe, og Skildvagten - den ene Mand, som drev op og ned, vendte om og vendte - følte Hendes Højhed som en træt Beklemmelse, som om hele den graa Slotskasse et Øjeblik trykkede paa hendes Bryst.

Hun saá fra Siden hen paa Komtesse von Hartenstein, der gik sirligt som en Danserinde paa Benene. Og Hendes Højhed gik hurtigere til, irriteret ved det evige Sam-Trit.

Men Komtesse von Hartenstein kom ikke ud af Trit som Højheden.

Og efter sin Tur vendte Prinsesse Maria Carolina tilbage til sin Vandfarve eller til sit Broderi. Komtesse von Hartenstein læste højt af Revue des deux Mondes.

Om Aftenen sad Hendes Højhed i Hoftheatret i sin Loge. Unge Begyndere og udtjente Heltefædre aflirede Schillerske Vers.

Hendes Højhed hørte det som i Telefon og halvt i 263 Søvne. Hendes Højhed berørte en Gang imellem Spidsen af Næsen med Kanten af sin Vifte. Spidsen af Næsen bevægede sig, naar Hendes Højhed skjulte en Gaben.

Saadan gik Tiden, Dag efter Dag.

Og det hændte, at Hendes Højhed pludselig overrasket blev vaer, at Markerne grønnedes, og Engene langs Floden, og at Buskene ved Vejen stod med store Knopper.

- Men at det er Foraar? sagde hun.

- Vi har kun fjorten Dage til Hans Højhed Hertugens høje Fødselsdag, sagde Frøken von Hartenstein.

- Ja, det er jo sandt, sagde Hendes Højhed. Hun blev ved at se ud over de grønne Marker.

III

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var giftefærdig.

- Nogle Aar var der forskellige Sendebud paa Besøg ved Hoffet. Tre, fire Prinser kom selv.

Maria Carolina blev ved Taflet ført til Bords af den fremmede Højhed. De sad begge generte mellem de diskrete Ekcellencer af Hofstaterne og sagde halvhøjt de ligegyldigste Sætninger med oplivede Ansigter.

Men pludselig standsede de midt i det, og de fandt ikke mer at sige, men sad og blev ved at smile, bøjet ind mod hinanden som Folk, der lige vil til at tale, og fandt ikke noget.

Damerne og Herrerne af Hofstaterne blev stikkende i de hviskende Samtaler, og, som Højhederne, sad de smilende, bøjede frem med interesserede Ansigter og sagde ikke noget, drejede Knivene mellem deres Fingre og saá paa hinanden..

Hans Højhed rømmede sig meget højt, Gang efter Gang. De unge Højheder sad i samme Stilling, smilende 264 ind mod hinanden, som Figurerne i et Vokskabinet.

- Den Mund, naar hun dog lukkede den Mund. Komtesse von Hartenstein var nervøs, som var det hende selv, der gerne skulde giftes.

Efter Taflet drak man Kaffe i den gule Sal. Hertugen gik til Tarokbordet, og Damerne og Herrerne af Hofstaterne gjorde sig smaa rundt om i Krogene. Komtesse von Hartenstein stak en Naal ud og ind gennem et Stykke Kanevas og bildte sig ind, at hun broderede.

Maria Carolina blev meget livlig. Hun blev ved at tale, hun gav slet ikke slip paa Ekcellencerne Kurth og Quaade.

Det var et Spørgsmaal i Forstvæsen, der interesserede Hendes Højhed ... Hendes Højhed kunde ikke forstaa....

De to Ekcellencer stod og trippede under Lysekronen. Hendes Højhed hørte ikke en Lyd af hvad de sagde, men hun blev ved at spørge og tale meget højt og bevæge den udslaaede Vifte.

Den fremmede Durchlauchtighed snoede sit Overskæg og betragtede sine Støvler.

- Som jeg siger, kære Ekcellence ...

Den kære Ekcellence stod som paa Gløder: Han var den sidste. Ekcellencen von Kurth var sluppet bort i en Pause med tre Reverenser.

Ekcellencen von Quaade tog en Beslutning: han brød af midt i en Sætning og gik baglænds. Ja, ganske vist, sagde han, Deres Højhed, ganske vist.

Der blev et stort, tomt Rum om Deres Højheder.

De tog Plads ved et Bord og saá paa nogle Tegninger.

Den næste Formiddag var der arrangeret en Udflugt. Herskaberne spiste Frokost paa Bjergslottet, og bagefter blev der spadseret i Skoven.

Følget blev borte. De to unge Højheder var alene. Maria Carolina krammede krampagtigt om sit Parasolskaft 265 og sagde nu og da nogle stakaandede Ord, mens de gik. Den fremmede Durchlaucht lavede en lang Snirkelgang efter sig i den muldede Jord med sin Stok.

Tilsidst gik de tavse lidt fra hinanden. Den fremmede Durchlaucht saá fra Siden hen paa Prinsesse Maria Carolina. Hun tog sig ikke ud i Profil.

Pludselig blev de Komtesse von Hartenstein vaer ved Omdrejningen af en Allé. Hans Durchlaucht bøjede sig hastigt ned over en Stub og pirrede i Muldet med sin Stok: Nej - der var Myrer - Myrer i Stubben.

- Ja ... Hendes Højhed troede virkelig ogsaa, der var en Myrekoloni i Stubben ... Hvor mærkeligt med de Dyr ...

De stod begge og saá ned i Stubben. Hendes Højhed gav sig til at le. Hun var kommet til at tænke paa en af Mile. Leterriers Anekdoter. En fra Sanssouci.

Hun fortalte den. Den fremmede Durchlaucht lo og fortalte om sin Guvernør. Nu var han Professor i "Oldpersisk".

De lo begge længe af Ordet "Oldpersisk".

- Og saa var han skævmundet, sagde Hans Durchlaucht.

De unge Højheder blev ved at le, mens de gik hen mod Komtesse von Hartenstein.

- Som to Børn - min Go'e, sagde Komtesse von Hartenstein til Mademoiselle Leterrier, de var glade som to Børn, da jeg overraskede dem ...

Næste Dag rejste den fremmede Durchlaucht.

Hvis Hendes Højhed følte sig skuffet, plagede hun i al Fald ingen med sin Skuffelse. Hun blev atter ført til Bords til dagligt Taffel i den mindre Spisesal af Hans Højhed Hertugen; og efter Taflet broderede hun - mens Komtesse von Hartenstein læste højt - paa sin Kakkelovnsskærm med Perler til Borgerforeningens Basar.

Hendes Højhed sad bøjet ind under Lampen og stak. Sølvperlerne paa den fine Naal. Lyset faldt ned paa 266 hendes røde Haandled og paa Ansigtet, som hun holdt hen i Skæret.

Hendes Højheds Kindben traadte skarpt frem, naar Lyset faldt saadan. Hendes Højhed begyndte at blive noget spids.

En Aften, da Arveprinsen var hjemme i Besøg, sagde han - han havde staaet og set paa hende, som hun sad der, mager og yndeforladt: Maria Carolina, tror Du det klæ'er Dig at sidde dér og stange Perler?

Han havde sagt det pludselig. Det gav et Sæt i Maria Carolina.

- Dig kan vi da sende til Eisenstein straks, sagde Arveprinsen og drejede sig om paa Hælen.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina bøjede sig dybere frem over Bordet. Lidt efter samlede hun stille Perlerne sammen og pakkede langsomt Broderiet ind i sit Papir.

Hendes Højhed trak sig lidt tidlig tilbage; hun havde en Smule ondt i Hovedet; hun saá ogsaa bleg ud.

Hun gik med sin Broderipakke i Haanden hen til Hertugens Tarokbord. Han spillede med Arveprinsen.

Hans Højhed Hertugen kyssede hende paa Panden, mellem to Stik.

- Godnat, min Pige, sagde han.

- Godnat.

Arveprinsen saá op paa sin Søster. Hun var saa bleg.

- Hvad, er Du daarlig, Mis, sagde han - det var hendes Kælenavn fra Barn - og han førte kærtegnende hendes Haand op til sin Kind. God Bedring, Stakkel.

Hendes Højhed var meget nervøs. Der faldt et Par Taarer ned paa Pakken med Borgerforeningens Kakkelovnsskærm, mens hun hastigt gik hen gennem Salen.

Den næste Morgen havde Hendes Højhed røde Øjne, da hun red Tur med sin Broder, Arveprinsen.

De var gode Venner, paa deres gamle Maade. Han drillede hende, og hun var noget sky og ofte studs.

Men undertiden, naar han efter Taflet med et "Velbekomme 267 Mis" kyssede hende paa Kinden, kunde Hendes Højhed et Nu skælvende trykke sig krampagtigt ind mod Broderens Skulder; og Arveprinsen saá efter hende, mens hun gik over Gulvet og stille skænkede Kaffen og bragte den til Hans Højhed Hertugen.

Naa - Arveprinsen strakte de kønne Ben i Husartrikot'erne ud fra sig - det er s'gu heller ikke muntert. ... Han blev ved at se hen paa Søsteren, som skænkede Kaffen ved Siden af Komtesse von Hartenstein.

- Næ-æ, man kan s'gu ikke kalde det for muntert.

Hans Højhed Arveprinsen blev aldrig mere end tre Dage ad Gangen i Residensen. Han laa ved Regimentet i Potsdam.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var atter ene paa sine Rideture. Hun lod den nye Ajax gaa langsomt hen ad Skovvejen. Gamle Ajax var skudt, den var blevet saa stiv i Benene, og saa smaat blindøjet toegyndte den ogsaa at blive. Saa havde Arveprinsen skudt den, og Maria Carolina havde ladet det gamle Dyr begrave i Randen af en Lysning i Skoven under en Eg. Det var hendes kæreste Yndlingsplet i den hele Skov. Men forresten kendte hun hver Udsigt og hver Sti. Hun havde færdedes her sin lykkeligste Tid.

Skovfogedens Børn legede ved Gærdet Hendes Højhed holdt saa meget af Børn. Hun stod af Hesten og satte sig paa Grøftekanten mellem Purkene, og de red Ranke og de jublede og lo med hendes høje Ridehat ned over Ørene ...

Maria Carolina kunde bedst tale med Børn. Hun vilde jo alle det saa inderlig godt - men hun vidste aldrig noget rigtigt at sige til alle de andre fremmede Mennesker.

De talte ogsaa tit om saa meget, om Ting, hun ikke vidste og ikke kendte til.

Og hun forstod dem aldrig rigtig og stod saa fremmed og smilte blot og blev sky og genert ...

Med Børn var det noget andet. Med dem pludrede hun og lo. Halve Timer sad hun dér paa Gærdet midt 268 i Flokken - de væltede sig over hende, baade paa Bryst og paa Mave, og hendes Ridekjole pyntede de med Burrer, og de mindste red paa hendes Skuldre hen ad Skovvejen. Lakajen holdt ærbødigt mellem Træerne, stiv som en Skildvagt paa sin Hest.

Naar Hendes Højhed vendte hjem, holdt hun ved Skovmøllen, og Møllerens Datter, Anna Lise, bragte hende et Glas Mælk.

Den gamle Møllerkone med det runde, rødmossede Ansigt kom frem i Døren og nejede, og Hendes Højhed drak Mælken.

- Naar bli'r det saa? sagde Hendes Højhed.

- Aa, og Møllerkonen nejede, det har Stunder, Deres Højhed.

- De véd, jeg gi'r Udstyr, sagde Hendes Højhed,, til Tak for Mælken.

Anna Lise fik Glasset igen og nejede.

- Prosit, Deres Højhed.

- Ja, Gud velsigne, sagde den gamle og nejede igen.

- Tak.

- Farvel. Hendes Højhed red. - - Møllehjulet klaprede hen gennem Skoven. Langt inde mellem Træerne sang et Par Fugle. Hendes Højhed holdt Ajax an og lyttede: En Spætte havde travlt der paa den nære Stamme.

Ved Enden af Vejen saá man Slots-Parkporten med sine to itubrudte Vaser.

Hendes Højhed red Fod for Fod.

Arveprinsen skulde paa Rejser i Orienten. Hans Højhed Hertugen solgte sine Heste for at spare. Maria Carolina gik i omsyede Kjoler. Det var Tanternes Galla-Rober fra Wien.

IV

Hoffet var for første Gang inde fra Landet for at gaa i Theatret.

269

Hendes Højhed saá i Kikkerten efter kendte Ansigter. Hun havde sat sig til Rette paa den gamle Plads i Logen, halvt bag det Fløjelsforhæng og følte det saa hjemligt rart: Alle Abonnenter havde deres gamle Pladser i Balkonen - nu kunde man da se, ved den nye Krone, som var hængt op i Løbet af Sommeren.

Hendes Højhed hørte ikke et Ord af "Don Carlos". Naar hun en Gang imellem vendte Ansigtet mod Scenen, saá hun Hr. von Pöllnitz staa paa Tæerne, med Hænderne presset ind mod sit Bryst ... Hr. von Pöllnitz var Marquis Posa. Ovre i Hofdamelogen blundede Frøken von Hartenstein allerede, siddende som en Tinsoldat saa ret i sin Stol.

Hendes Højhed blev ved at sidde med Kikkerten for Øjnene eller Viften halv udfoldet i Haanden i sit Skød - og saá ikke og hørte ikke. Hun vidste ikke, hvorpaa hun tænkte; hun følte kun, hun sad saa godt i Ro her i Krogen, mens de spillede alt det dernede.

Naar der applauderedes, løftede hun Hænderne op over Logebrystningen og førte mekanisk de behandskede Haandflader et Par Gange lydløst imod hinanden. Hun vidste det knap, naar hun gjorde det.

Hans Højhed Hertugen tog Plads bagved hende. Han sad og førte uafladelig sine fem udspilede Fingre gennem sit lange Skæg, indtil han faldt i Søvn. Han vaagnede regelmæssigt ved Lyden, naar Tæppet raslede ned. Han satte sig da hen til Logebrystningen i Lyset, bøjet frem mod Prinsessen. Han havde, naar han sad foran i Logen, den Vane at bevæge Læberne, som om han stadig talte. Han sagde aldrig et Ord.

Hendes Højhed saá over i Hofdamelogen. Frøken von Hartenstein var vaagnet - midt i Akten. Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein lignede en skræmt Høne.

I det samme slog der en besynderlig Klang af en Stemme op fra Scenen - raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.

270

Han var hæslig, og hvor tynd - med et fladt Ansigt, kun et Par store, hede Øjne ... Hvor slog han dog om sig med de lange Arme.

Sie waren mein - im Angesicht der Welt,
Mir zugesprochen von zwei grossen Thronen,
Mir zuerkannt von Himmel und Natur,
Und Philipp - Philipp hat mir Sie geraubt.

Hendes Højhed bøjede sig ned og læste Don Carlos' Navn paa den udslagne Plakat: Josef Kaim. Og skønt hun egentlig ikke vilde, fulgte hun forbavset med Øjnene hver Mine, bøjet lidt frem og uden Kikkert.

Hun hørte knap Ordene han talte, bare Stemmen blev hun ved at høre. Og nysgerrig, halvt skræmt, som hun vilde bøje sig ned over noget sært Kræ, der krøb hendes Vej forbi paa Jorden, saá hun ned paa ham.

Han talte og krængede Læberne frem, saa man saá alle hans Tænder; og han bøjede sig sammen med knyttede Hænder, som sled han i Raseri i fangende, usynlige Stænger.

- Kretiner, sagde Hans Højhed Hertugen bag hende. Han var ogsaa vaagnet.

Ekcellencen von Kurth blev kaldt op i den hertugelige Loge i Mellemakten.

Maria Carolina hilste og rakte ham Haanden.

- En oprørsk Person, vor ny Elsker, Deres Højhed, sagde Ekcellencen og bukkede.

Det var Hendes Højhed, som hun havde søgt om de Ord ... Ja, sagde hun og saá igen hans Stillinger, som han havde staaet der overfor Dronningen ... Ja...

- Vort Hoftheater er ikke noget Menageri, sagde Hans Højhed.

Ekcellencen von Kurth stod forbløffet: Ja, sagde han, Deres Højhed har Ret, den unge Mand er noget heftig ...

Tæppet gik op igen og atter ned. Aftenen forløb.

271

- Saa tager vi vel hjem, sagde Hans Højhed.

- Ja. Maria Carolina lagde sin Arm i hans. De gik ud gennem Forværelset ned ad Trappen.

Ekcellencen von Kurth og Intendanten stod i Vestibulen. Intendanten skrabede ud, med ynkeligt Ansigt, og den højre Skulder tilvejrs, som om han ventede noget korporligt paa Siden af Hovedet.

- Ja, ja, sagde Hans Højhed, som von Kurth siger, en oprørsk Person ... Hendes Højhed blot smilede.

De gik videre ud paa Trappen i det fri. Det havde regnet, og der faldt endnu nogle enkelte, store Draaber paa Stenene. Den friske Kølighed slog ned fra Parkens Træer.

- Aa, det har regnet, sagde Maria Carolina. Hun følte et Velbehag her ude under den fri Himmel.

- Slaa dog Vognen ned, sagde hun. Det regner jo ikke mer.

Hertugen kørte bort med sin Kavaler. Maria Carolina blev staaende paa Trappen, mens de slog Vognen ned. Hun strakte Haanden ud for at fange en Draabe.

- Men det regner endnu, sagde Komtesse von Hartenstein, det bli'r en Skylle igen ... Frøken von Hartenstein havde en Hat med ægte Fjer.

- Aa - blot lidt fra Træerne ...

De begyndte at køre, og i hastigt Trav rullede de ad Alléen ud paa Landevejen, gennem Dalen. Uvejret var lige hørt op. De mørke Skyer rullede sig bort over Højderne som et stort Klæde. Himlen var dybblaa, saa fuld af Stjerner.

Vejen bugtede sig og løb langs med Floden. En let Damp stod op af Strømmen. Det mørke Vand saás ind mellem svajende Pile.

- Kør langsommere, sagde Maria Carolina.

De kørte ganske langsomt. Hestene raslede i Seletøjet, utaalmodige efter at komme hjemad. Saa gik de atter stille Fod for'Fod.

Der var som om Vaaren en Duft fra Græs og 272 Træer. Saa stille, at man hørte Draabernes Fald, naar de en efter en gled fra Pilenes Blade ned i Strømmen.

- Hvor Natten er smuk.

Hendes Højhed aandede dybt. Hun sad med tilbagelænet Hoved og saá op i Natten.

Et Vers af "Don Carlos" faldt hende ind og et andet og et endnu. Hun vidste ikke, hun kunde dem udenad, nu hvor de pludselig kom, alle de dejlige Ord.

- Hvor Natten er smuk, sagde hun igen.

De var kørt bort fra Floden, opad mod Bakkerne. Ude i Horisonten kom nu og da et hastigt og fjernt Lyn. Graner og Birke duftede paa Skraaningerne. En Hund fo'r op i et Vogterhus, inde i Skoven, og glammede.

Hendes Højhed sad foran sit Toiletspejl. Kammerpigen flettede hendes Haar.

Vinduerne stod aabne bag de lange Stores. Et Par Insekter fløj omkring Lysene.

De fløj rundt og rundt; ind gennem Flammen og sved sig; rundt og rundt ... Hendes Højhed slog til dem: Aa - de Dyr, sagde hun.

Det faldt hende ind, hvem Mennesket lignede ...

Ja.

Billedet i Hertugindens Dagligstue, hvor Marie Antoinette føres til Fængslet ... Der stod en ung Mand med knyttet Haand og Hovedet lidt bøjet ... Allerforrest, tilhøjre ... Det var ham, han lignede.

De to Insekter surrede ind i Lyset og faldt ned.

- Aa, luk Vinduet, sagde Maria Carolina. Der flyver saa meget Kryb herind.

Hoffet havde boet i Residensen en Maanedstid. Dag fulgte efter Dag i vanligt Trit

Hendes Højhed malede Akvarel; hun gav enkelte Dage Kur; hun spadserede sin Time med Komtesse Hartenstein paa Terrassen.

273

Hendes Højhed mødte undertiden Hr. Hofskuespiller Kaim ... Det kunde ikke nægtes, at han var hæslig. Det flade Ansigt saa gult som en Citron. Han hilste ogsaa meget kejtet med sin høje Hat.

Det var en Dag, midt i November, en Formiddag med det fuldeste Lys over Parkens mange farvede Træer; tyndt var Løvet, faldne Blade laa allerede som et gulbroget Tæppe over Gange og Plæner. Hendes Højhed havde drukket Kaffe i det øverste Lysthus med nogle Damer. De havde netop rejst sig for at gaa, da Hr. Josef Kaim kom forbi Verandaen.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen med et Par Damer. Hr. Kaim hilste.

Hendes Højhed standsede paa det nederste Trin.

- Hr. Kaim, sagde hun. Her er en meget smuk Udsigt oppe paa Platformen. Vil De maaske se den idag - her er just aabent?

Hr. Kaim blev staaende med et Sæt - med Hatten i Haanden.

- Jeg takker - jeg takker Deres Højhed.

- Steindl - Hendes Højhed vendte sig til Tjeneren - vis De Hr. Hofskuespiller Kaim op paa Platformen ... Udsigten er virkelig smuk ...

- Jeg - - har hørt ... Deres Højhed ...

Hendes Højhed hilste og gik videre med sine Damer.

Gehejmeraadinden talte fremdeles om Dronningen af Rumænien.

- Og gi'er Kærlighedshistorier i Trykken ...

- C'est horrible, sagde Mile Leterrier.

- Ja - det var den samme Stemme, kort og vred som om Mennesket stadig fo'r op mod en Fornærmelse.

Hendes Højhed var standset. Hun saá et Øjeblik udover den skinnende Have.

- Ja, sagde hun: Dronning Elisabeth skriver smukke Poesier.

Mundene klappede bums i paa Damerne.

274

Mile Leterrier tog Têten: Mais oui votre Altesse - des vers étonnants ...

Og i samme Tone, som naar hun tog Udgangspunkter for Hendes Højhed den Gang, for femten Aar siden, sagde hun igen:

- Oui - voila une madame de Staël sur le thrône ...

De andre Damer tav og lod Fru Staèl sidde paa sin Trone. De vendte tilbage til Slottet.

Om Eftermiddagen kørte Hendes Højhed Tur til det italienske Slot med Komtesse von Hartenstein. Naar hun efter Taflet havde skænket Kaffen til Hans Højhed Hertugen - Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt i denne Vinter; Hans Højheds Spillebord var flyttet hen lige foran Ilden - kørte hun i Theatret; eller hun sad hjemme i sin vante Krog i den gule Sal.

Hendes Højhed læste i Vinter helst selv.

Hendes Højhed læste Schiller.

Hun sad bøjet og læste med Bindet i sit Skød. Hun holdt tit op og saá ud for sig med Hovedet støttet i sin Haand.

Man hørte i Salen kun Kortenes sagte Fald mod Bordet, naar de spillede, og Hofmarschallens Gammelmandshoste, som han søgte at faa til at tage sig ud som en diskret og undertrykt Latter, der lød saa umotiveret hen i Stilheden.

Hendes Højhed lod Haanden synke og saá sig rundt i Salen. Hun saá Hans Højhed Hertugens bøjede Ryg og Hofmarschallen i Profil - hans Hoved rokkede lidt.

Komtesse von Hartenstein sad nogle Skridt fra hende. Den sorte Paryk stak grelt af mod Panden, der var fuld af poudre de riz over Rynkerne ...

Og Hendes Højhed bøjede sig og læste igen.

- Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Maria Carolina rejste sig og lukkede Bogen.

- Vi er færdige, sagde Hans Højhed. Maria Carolina gik stille hen til Spillebordet og tog Plads.

275

De høje Herskaber spillede et Parti Pique, før de trak sig tilbage.

Komitéen til "Borgerforeningen"s Basar opfordrede Hr. Hofskuespiller Kaim til at yde sin velvillige Assistance med et Deklamationsnummer. Det var Overborgmesteren, som fik Idéen i et Komitémøde en Aften, da han havde været til Taffel.

I Damekomitéen paa Slottet forespurgte man Hendes Højhed Protektricen om Tilladelse til at anmode - det var maaske en Afveksling - Hr. Josef Kaim om at assistere ved Basaren.

Hendes Højhed mente, at Hr. Kaim vel allerede havde et stort Publikum.

Hr. Hofskuespiller Kaim lovede villigt at efterkomme Opfordringen.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud. Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent mærkeligt. Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren med Overborgmesteren.

Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne begyndte at synge.

Hr. Pöllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.

- Kære Pöllnitz, havde Fru von Pöllnitz sagt: om Du vil følge mit Raad.

Hr. von Pöllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pöllnitz stod i Tombola med et bredt BonvivantsmiL

- Hvor det er morsomt engang at høre en anden, sagde Hr. von Pöllnitz til alle. Han var saa urolig, at han trippede.

- Bedste Ven, sagde han. Man har fri ...

Hr. von Pöllnitz var lykkelig.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene Blad efter det andet ned foran hendes Stol.

276

Hr. von Pöllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr. Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og Hvidt

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned over Borgerforeningens Buket.

Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrengelsen op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.

Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.

Fru von Pöllnitz sad paa reserveret Plads. Hun saá uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med bøjet Hoved. Hun saá ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i et Par Laksko med høje Hæle.

En Bredde af Fødder ...

Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von Pöllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.

- Han stod ganske som Hr. v. Pöllnitz. Den højre Haand presset ind mod Brystet - en tyk Haand i en klemt hvid Handske - og strakte Hals - og hvor han var varm ...

Hendes Højhed saá atter stift ned - paa de store Fødder.

Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i Salen. Hr. von Pöllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit Hoved og klappede heftigt.

Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an til Slutningsnummeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med løftet Haand ...

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af Tribunetrappen.

Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge 277 væk, som skærmede de udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde indhente Hendes Højhed.

Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".

Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.

Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.

Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig ... Hun talte længe i hver Butik nederst i Salen ...

Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pöllnitz "Leve't" ud af Munden paa Overborgmesteren.

Hr. von Pöllnitz var i det Hele i Ekstase.

- Bedste Ven - Hr. von Pöllnitz omfavnede Hr. Kaim - et Organ ... et Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit Repertoire ...

Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden til Buffet'en.

Hr. og Fru von Pöllnitz gik hjem.

- Pöllnitz, sagde Fru von Pöllnitz, Du skulde slutte Dig lidt mere til Hr. Kaim.

- Slutte mig - min Pige, Hr. von Pöllnitz stod stille ...

- Ja - han gør virkelig et rart Indtryk - saa beskeden og forlegen endnu ... De var hjemme.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom hjem, og hun gik ned i den gule Sal.

Komtesse von Hartenstein læste højt af "Revue des deux mondes". Det var en Afhandling om den europæiske Indflydelse i Kina.

278

Da Hendes Højhed skulde til Ro og Kammerjomfruen flettede hendes Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.

- Herre Gud - Hendes Højhed var meget sensibel - De piner mig ...

- Men, Deres Højhed ...

- Nu igen ...

- Deres Højhed ...

- Aa - lad mig selv ...

Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.

Og to Minutter efter lod hun det falde igen ...

Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og bandt det varsomt op.

Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog hendes Højhed Prinsesse Maria ikke i Theatret.

Hr. von Pöllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt Samkvem mellem Hoftheatrets Medlemmer.

- Gode Ven, sagde Hr. von Pöllnitz, man ser aldrig hinanden ...

- Gode Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede ...

- Gode Ven - man maa se hinanden ...

Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pöllnitz. Hr. Hofskuespiller Kaim havde Fru von Pöllnitz til Bords.

V

Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs. Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.

- Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein, min Go'e, uberegnelige ...

Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.

279

Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.

Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.

- Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der lider, min Go'e - det taler man ikke om ... Højheden har Indfald: Igaar gik vi hjem fra Theatret. Gik?

- Ja - min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... Det Slæbeskørt har jeg haft min Nytte af...

Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en Maade at tie paa om sine Lidelser - min Go'e, jeg har jo at bøje mig - saa hun saá ud, som hun daglig blev slagtet.

Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.

Mais oui, ma chère, ça se comprend, sagde hun, c'est l'âge orageux.

Mais oui, c'est ça, gentog Mademoiselle. Hun kendte det. Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte hendes Sparekassebog. C'est ça, sagde Mademoiselle Leterrier.

Det ringer. Det er Fru von Pöllnitz. Fru von Pöllnitz har taget Timer i Fransk i Vinter hos Mile Leterrier.

De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og saa slemt for Hans Højhed Hertugens Gigt.

Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke engang saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to Maaneder.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere dér - lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden ganske skræmt i Hoftheatret nu.

280

- Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde Ekscellencen Kurth. Det er en Galskab, der smitter ...

Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin Grav.

Hendes Højhed sad blot forskræmt.

Josef Kaim rev de unge paa Scenen med sig.

Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var Vildskab, og Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.

De Godtfolk i Residensen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de over Raadstuepladsen i Storm.

Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky Forbavselse, en beklemt Modvilje, der ikke vidste, mod hvem den skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at høre, og stirrede paa disse Mennesker.

Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.

Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smygende blød som Musik - som naar Don Carlos talte til Dronningen.

Og nysgerrig saá Hendes Højhed ned paa Don Carlos, der knælede for den elskede - paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes, paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede sig ømt, naar han kyssede hendes Haand.

Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens hun lukkede Øjnene.

Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Carlos, og Karl svor sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den Retfærdige.

Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.

Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin Plads, og hun stirrede aandsfraværende 281 paa Tæppet, der pludselig blev mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt tungt i Gulvet.

Hendes Højhed rejste sig; hun blev endnu staaende ved Randen af Logen, og hun saá ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende Stolestader.

Fru von Pöllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à- vis Prinsessens i første Etage.

Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør.

Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.

Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saá paa Uhret hvert halve Minut.

- Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i Hænderne.

- Ja, Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort. De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.

En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.

Deres Højheder blev ved at spille.

Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.

- Det er blevet sent, sagde han.

- Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit tunge Hoved mod Vinduessprossen.

- Deres Højheds The, sagde Komtesse v. Hartenstein.

- Tak - jeg kommer ... Herskaberne drak The i Tavshed.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i "Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen foran hende.

Hendes Højhed gik hen til den lille Reol, og mekanisk tog hun en Bog af Hendes Højhed Hertugindens 282 Haandbibliotek. Hun lagde den fra sig paa Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede hun "Marie Antoinette", der førtes til Fængslet.

Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.

Hun saá fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin uantastelige Ro.

Maria Carolina saá bort fra Billedet rundt i Hendes Højhed Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i Møde fra hver Plet...

Hun saá hende sidde der i den højryggede Sofa fra det første Kejserdømme, rank og smuk og rolig - de ringbesatte Hænder laa foldede i hendes Skød - mens hun, en lille Pige, der, foran Hendes Højhed Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines Fabler - - paa Stolen derhenne sad Mile Leterrier og bevægede Læberne til Fabelordene, som om hun vilde sufflere hende.

Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let fremad:

- Godt, sagde hun, meget godt.

Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte hendes Pande med sine Læber.

Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til Kys for Mile Leterrier, og hun sagde igen:

- Det er jo meget godt, Mademoiselle.

Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid rolig, og hun saá paa de lige, regelrette Møbler med Vaserne og de gyldne Guirlander og Billederne, som hang symmetrisk i Vægfelterne.

Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.

Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al 283 hendes Følelse blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen ...

Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue", og med en Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein, der ventede i den gule Sal.

Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik til Sengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og alle hendes Pulse bankede.

Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.

Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.

Det var de samme Ord, evig de samme: "Kærlighed" - "Menneskeret" - "Frihed" - sagt med de samme Stemmer.

Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.

Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede i alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst sit bankende Blod.

Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til Dronningen:

Ich bin
Der Meinung, Ihre Majestät, dass es
So Sitte war, den einen Monat hier
Den andern in den Pardo auszuhalten,
Den Winter in der Residenz, so lange
Es Könige in Spanien gegeben ...

Hendes Højhed slap Bogen. Hun saá ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom frem og blændede hendes Øjne.

Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte, stille og uhjælpelig.

284

Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens Husbibliotek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.

Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme Titler i uendelig Rad ...

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over Habsburgernes Stamtavle.

Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra sin Søster.

Han fik dem om Morgenen og saá ned ad Siderne, mens han nød sin første Cigar.

Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.

- Pauvre enfant, sagde han.

Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den sidste Slurk af Kaffen.

- Pauvre enfant.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.

Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.

Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa var det Karriere, og saa var det Skridt.

Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.

Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saá hun paa det skummende Hjul.

Hun fo'r let sammen og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:

- Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor Anna-Lise var blevet bleg og mager.

285

Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saá igen paa det skummende Vand og Hjulet.

- Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.

Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".

Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen vendte hun sig. Anna-Lise stod paa Stentrappen og saá efter hende med Hænderne over Øjnene.

Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule Sal.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.

- Ja, ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr. Overførsteren.

- Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saá ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to Damer.

- Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet Vinduet: Som i Juni.

Hun bøjede sig ud ad Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige herop.

- Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig halvt til Hr. Overførsteren.

- Jeg véd, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.

De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.

- Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.

Hendes Højhed svarede ikke. Sorg? sagde hun saa, som om Ordet havde haft lang Vej for at naa hende.

- Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som havde den Ære ...

- Anna-Lise ... hvad hun?

- Hun blev fundet ... igaar Morges - Deres Højhed, ja det er beklageligt - i Møllebækken.

286

Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun. Hvor de dog lo dernede.

- Ja, Deres Højhed, igaar.

- Men jeg saá hende jo iforgaars - paa min Tur.

- Det er sket om Aftenen ... iforgaars.

- Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saá Anna-Lise staa bleg og huløjet foran hendes Hest.

- Véd man nogen Grund? spurgte hun.

- Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars Blod springer i en Bæk.

Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig, mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:

- Det er nok Foraaret.

Og nervøst - hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims Stemme - vendte hun sig igen mod Vinduet

- Hvor de ler, sagde hun:

- Den Stakkel.

Maria Carolina syntes hverken hun saá Træer eller Terrasser eller Himlen.

- Den Stakkel, sagde hun igen.

Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.

Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.

Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent. Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.

Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.

- Ja - Johan - ja, sagde Konen, som om hua tyssede paa et Barn. Ja - ja ...

287

Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen viskede Taarerne bort med Bagen af sin Haand.

Maria Carololina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.

Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.

Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige Vand i Solen. Dér var Anna-Lise død.

Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.

Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julie".

Fru von Pöllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske - min Go'e".

- Jeg saá det jo, sagde Fru von Pöllnitz, Hendes Højhed rejste sig straks efter Balkonscenen.

- Og gik alene - med en Lakaj.

- Hjem? spurgte Mademoiselle Leterrier.

- Paa Slottet saá man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.

- Klokken elleve. Mile Leterrier trak Ordene ud,, som om hun vilde presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra Balkonscenen til Klokken elleve.

- Hvordan saá Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.

- Jeg saá hende ikke - Komtesse von Hartenstein var ligesom knækket - Hendes Højhed var uden Hat...

- Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer' Hendes Højheds Nerver, sagde Fru von Pöllnitz.

Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter Balkonscenen.

Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet..

- Kom, sagde Hendes Højhed.

Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.

288

Hun gik gennem Theaterparken over Alléen ind i Slotshaven. Hun aabnede Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave, hvor Buskene stod nøgne, uden Løv, og hun gik op paa Terrassen.

Hun gik hastigt Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved Taflet Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og gik.

En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.

Hendes Højheds Pande brændte. Det at tænke var Maria Carolina saa uvant: det var som en stor Smerte.

Hun steg højere op, op ad Trappen, til den øverste Terrasse.

Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys. Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets Stor-Kolos. Skarpt saá man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.

Hendes Højhed stod ubevægelig og saá ned paa det hertugelige Slot

Lakajen var standset i en Afstand af ti Skridt. Han stod som en Skildvagt, der skuldrer.

Alle Tanker svandt væk. Ordene - de hede Ord, det havde været, som om de brød ind over hende; Smerten - havde hun vidst hvilken? - havde boret som et pludseligt Stik ...

Hendes Højhed saá kun de lange, graa Linjer af Slottet ved hendes Fod.

Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saá hun Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saá ham sidde foran Ilden i den blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.

Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide 289 over hendes Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saá ned paa hende og halvsmilede:

- Pauvre enfant - pauvre enfant.

Lakajen skiftede Ben og ventede.

Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Uhr paa Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.

Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.

Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto Georgs Blomsterhave.

Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke Fødderne vilde bære hende mere.

Hun saá pludselig Lakajen - han gik forbi hende for at aabne Laagen - hun havde ganske glemt ham.

Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det gav et Ryk i Maria Carolina, saa hun standsede et Nu.

Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.

- Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi gennem Laagen.

Lakajen lukkede Laagen.

Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde Kandelabrene paa Kaminen.

- Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.

- De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke. Lakajen drev af i en af Gangene.

- Men hvor var I, sagde Kammerjomfruen.

- Paa Terrassen, Jomfru ...

Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed græde derinde.

Intendanten ved Theatret var til Taffel. Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.

290

- Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han sad vis-à-vis Hendes Højhed.

- Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.

- Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten. Hans Højhed Hertugen tog Karpe.

- Meget store ...

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolino var interesseret af at betragte et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin ...

- Men Hr. Kaim er et fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.

- Naar den Fremtid kommer - Hans Højhed lo - stikker han af alligevel. Mig brøler han for højt.

Intendanten tav og saá fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.

- Ja, sagde hun: Hr. Kaim er vist et stort Talent. Hendes Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes hvide Vin: Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid ...

- Rimeligvis - det var Intendantens Tur at faa blaa Karper - det var just det ...

- Hm, sagde Hans Højhed Hertugen: hans Slags er der nok af.

Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.

Hr. David von Pöllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart havde han for at komme hjem efter Theatret:

- Mariane, sagde han. Véd Du, hvad der er sket? De, der ikke kendte Hr. von Pöllnitz, vilde have tænkt sig noget verdenshistorisk. Fru von Pöllnitz sagde tørt: Nej.

- Kære Mariane - Hr. von Pöllnitz saá ud i Luften med opspilede Øjne - hvad forudser man?

Hr. von Pöllnitz faldt hen: Nej - man forudser intet, gentog han.

291

- Hvorfor spørger Du ikke, hvad det er? sagde han.

- Hvad er det da? Fruen var nervøs.

- Hr. Kaim har faaet Afsked. Hr. von Pöllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saá paa Fru von Pöllnitz og ventede.

- Fæ, sagde Fru von Pöllnitz.

- Fæ?

- Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pöllnitz.

Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.

Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene. Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.

Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet. Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.

Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saá man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Linjer, og Engene - hist og her et ensomt, blaaindhyllet Træ - og Floden. En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.

De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske nær. Hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne, øverst Skoven - alt laa i rødligt Lys fra Solen.

Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.

Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen.

Hun hørte, Porten blev aabnet, og hørte Stemmer herop.

Kastellanen kom tilbage over Gaarden.

- Hvad er det? sagde Maria Carolina.

- Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se glottet. Jeg sagde, jeg vilde spørge Deres Højhed.

292

- Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.

Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.

Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saá Josef Kaim. Hun stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.

Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt ned og standsede.

Det var en seks-otte Mennesker - Folk fra Theatret. Damerne nejede, Herrerne blev staaende bøjede.

Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.

- Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun. Selskabet stod lidt generet... En af Damerne fattede sig først og takkede ...

- Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.

De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og talte til hver med Navn.

Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigst Lidt efter lidt kom de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt interesserede Udtryk med store Øjne.

Damerne sagde smaa, forskelligbetonede Aa - foran alle Genstandene.

Josef Kaim drev af bag de andre. Han standsede ved Vinduerne, i Karnappen blev han staaende.

Han sagde bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes Højhed.

Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.

De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og saá op paa Fanen.

Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet trængte sig sammen foran et Maleri af Maria Stuart.

293

- Hun er jo saa "maadelig", fløj det ud af den skaldede Komiker.

- Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.

Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinflasker i store Kølere.

Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer. Selskabet var beæret og trippede tilbage til Spisesalen i Gaasegang ...

Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede. Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange Henrykkelsens Sideblik til hinanden.

Det var en meget almindelig Hus-Vin.

Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden, og han gjorde "sin Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, efterfulgt af et Klask paa hans Kugle-Bug - hele Galleriet laa paa Maven, naar han gjorde sin Bevægelse.

Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.

Hun gik med Glas i Haand forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren til Spisesalen stod aaben.

Hendes Højhed fo'r lidt sammen: De her, Hr. Kaim, De staar her alene.

- Jeg saá paa noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid saa underligt stødende frem. At sige "Deres Højhed" glemte han hver anden Gang.

- De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed. De havde tiet lidt, og han vilde just gaa.

- Skatte? Deres Højhed ...

Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort Museum her.

294

Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.

Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet

- Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.

Han tog det og saá paa det: Ja saa ... Han blev staaende genert de fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.

Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saá paa Museumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.

- Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet

Maria Carolina smilede mod sin Vilje, mens hun satte Napoleons Blækhus tilbage i sit Skab.

Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i hele sit Liv.

- Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til hende, ligesom langt borte fra.

Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.

Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om Staven.

- Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.

- Det har tilhørt Maria Stuart.

Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til Vinduet med Sceptret i Haanden.

Det var næsten mørkt, saa de knap saá hinandens Ansigt, skønt de stod sammen tæt ved Vinduet.

Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden og blev ved at se paa det.

Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.

- De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man taler i Mørke.

- Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret.

295

- Ja, sagde han.

- Hvad hjalp det hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke Stemmeklang. Hendes Højhed fo'r sammen.

- Nej, sagde hun sagte.

Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret Tak, sagde han: Hm - ja - det er sært med saadanne gamle Ting ...

Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes Ansigt var saa blegt i Mørket.

De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.

- Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik et Skridt frem.

Josef Kaim saá op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i Hendes Højheds Stemme.

- Jeg skylder Dem - Tonen lød lige mild - megen Tak for i Vinter, megen ...

Hendes Højhed rakte Haanden frem. Men Hr. Kaim saá det ikke i Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.

Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak det sidste Glas med sine Gæster. Selskabet tog bort. Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.

- Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun; saa mærkelig blødt Organ - saa "følt" det lyder ...

Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.

Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.

Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.

Kastellanen havde ventet lige foran Porten; nu slog han den i og vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen dernede.

296

Den blev svagere og den døde bort. Der blev stille ude i Natten.

Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved hende i Stuen.

Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen derovre - i Trækken.

Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven. - -

Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.

Anmeldelsen i Residensens Dagblad sluttede saaledes:

"Hendes Højhed Prinsesse Carolina overværede Forestillingen til dens Slutning. Efter tredje Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef Kaim, overrække en pragtfuld Laurbærkrans med de hertugelige Farver.

Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidens i det italienske Slot.

Sommeren gik.

VI

Det blev en Tid med Fester, det Efteraar.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Kusine, Erkehertuginde Elisabeth, og blev gift i Oktober. Formælingen fandt Sted i Wien.

Hans Højhed Hertugen og Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kom til Wien Dagen før Brylluppet

Erkehertuginde Elisabeth var blond, tynd som en Bønnestage og i rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Hertugen to Gange paa Munden og af Prinsesse Maria Carolina paa begge Kinderne.

Hun smilede uafbrudt, sagde sine franske Fraser, 297 som om de var lært i en "Parleur", og klemte altid Overlæben ned for at skjule over et Par lidt for fremstaaende Tænder.

Efter Familietaflet hos Deres kejserlige Højheder Erkehertug-Forældrene sad man i det daglige Gemak.

Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over hendes Broderi.

Prinsesse Maria Carolina saá i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved at høre de Forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pauser, forbindtlige og indholdsløse.

Maria Carolina saá paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte var saa fuldt og beklemt.

Ved Kaffen havde Erkehertuginde Elisabeth staaet et Øjeblik i en Vinduesfordybning. Maria Carolina gik hen til hende.

Erkehertuginde Elisabeth smilede, og de stod lidt ved Siden af hinanden og pillede ved den samme store Plante.

Saa tog Maria Carolina Erkehertuginden i Haanden:

- Tror De nu - det kom paa Tysk, stakaandet og bevæget - at De bliver lykkelig? sagde hun.

Erkehertuginde Elisabeth fo'r sammen, ganske skræmt, og løsnede sin Haand.

- Mais oui, cousine, je suis bien heureuse, sagde hun.

Prinsesse Maria Carolina traadte et Skridt bort, og nogle Øjeblikke stod de ved Siden af hinanden og saá tavse ud i Palæhaven.

- - Klokken ti trak Herskaberne sig tilbage til deres Gemakker.

Hans Højhed Arveprinsen sagde "Godnat" oppe i Hans Højhed Hertugens Appartement.

Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til Prinsesse Maria Carolina:

- Godnat Mis, sagde han.

- Godnat.

298

Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm : Ernst Georg, sagde hun. Det lød som i Angst.

Arveprinsen tog sin Søsters Haand; de stod og saá stille paa hinanden et Øjeblik.

- Godnat, Maria Carolina, sagde han. Prinsesse Maria Carolina vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort over Tæppet

- Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet.

.Hans Højhed ventede paa sit Parti Pique, før han gik til Sengs.

- Maria Carolina, kaldte Hans Højhed. Prinsesse Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed blandede Kortene.

Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.

Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet med et lykkeligt Smil.

Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa Rosenknopper.

Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saá ned i Palægaarden, da de skulde køre bort.

Arveprinsen førte sin Brud ned ad Trappen mod Vognen. Erkehertuginden hilste smilende til Lakajerne, der var stillet op en haye.

Saa satte et Par store Mynder halsende hen over Gaarden og fo'r op ad Bruden.

Hun løsnede Armen af Arveprinsens og omfavnede Hundene. De blev ved at halse og lagde Forpoterne helt op paa hendes Bryst. Hun lænede sit Hoved ned mod Hundenes Halse og blev staaende med de store Dyr.

Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit Lommetørklæde.

299

Hestene stampede, og Palæporten blev lukket op og blev lukket i. Det høje Par var borte.

En Maanedstid efter behagede det Hans Højhed Hertugen naadigst at kalde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina til Abbedisse i det adelige Frøkenkloster i Eisenstein.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina holdt sit Indtog i Klostret efter gammel Sæd.

Unge Piger strøede Blomster paa Banegaarden med Arme saa røde i Kulden, saa de saá ud som de var skoldede. Brandkoret blæste paa Horn og dannede Æresvagt.

Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet.

Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene. Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme, saa de næsten helt faldt til.

Præsten talte over Ordet: Og jeg vil give Eder min Fred i al Evighed.

Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:

- Aa, ja, aa ja, hen gennem Kapellet.

Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.

Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.

De gamle Damer rokkede frem, en for en, en for en, og nejede og bøjede Hovedet over Hendes Højheds Haand. Hun sitrede lidt, naar hun følte de gamle, kolde Læber mod sin Haand.

Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saá de gamle Frøkener ryste videre, rokkende med de graa Hoveder.

Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: 300 Aa ja, aa ja, og bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.

Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.

Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød ned over Puden og dens Nøglen

- Aa ja, aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem Salen,

Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarchen af "En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.

VII

Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin Haand. Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet; hun havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.

Hendes Højhed lod Haanden synke og fo'r sammen. Det var jo blevet ganske mørkt.

- Er der nogen? sagde hun.

- Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.

- Aa ja. Hendes Højhed stod op, det er jo blevet sent. Det er den høje Tid ...

- Vil De tænde Lysene paa Kaminen. Saa kommer jeg straks.

Hendes Højhed saá efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er Klokken? sagde hun. Det er sent.

- Syv, Deres Højhed ...

- Syv allerede. Godt, jeg kommer straks ... Kammerjomfruen havde tændt og gik. Hendes Højhed saá i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt Hun støttede et Øjeblik Hovedet 301 i Haanden foran Kaminspejlet, før hun vendte sig og gik.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i Burgunderrødt med Kniplinger.

Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det italienske Slot

Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".

De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med Bregnekrans om Nedringningen.

- Ved Gud om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til Sypigen, da hun blev klædt paa. Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.

- Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.

- Derfor behøver gamle Kællinger -ikke at vise Flæsk, sagde Fru Hofapothekeren.

Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren. Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.

Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske Yndigheder.

Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.

Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Ekscellencen Kurth. Højhederne kom forbi.

Hans Højhed talte til Ekscellencen Kurth.

- Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.

- Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken nejede videre ligesom dukket i Gulvet under en vellugtende Douche paa Herskabernes Vej.

302

Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen til hendes Plads i den grønne Sal.

Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.

Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt, behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von Dürchfeld til den første Kvadrille.

- Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev "Dagbladet".

Et lille Uheld omtalte Bladet ikke.

Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr. Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten Minutter.

- Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle? ...

- Ja, og Hr. von Pöllnitz bukkede: Ja, vi bliver alle gamle, Deres Højhed, sagde han.

Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saá ud i Salen.

- Ja, det er sandt.

Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Carlos ... Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa ...

- Ja ... saa Deres Højhed husker ...

- Det var sammen med dette unge Menneske - hvad hed han nu? han var her kun saa kort ...

- Hr. Kaim ...

- Rigtig, ja. Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham nu?

Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed, han kaldes en Storhed i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.

Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds 303 Kinder. Men maaske var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.

- Ja saa, saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr. von Pöllnitz Armen til Vals.

Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det skete. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt under Lysekronen.

- Min Go'e, hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter, sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mile. Leterrier: Men Hendes Højhed har Idéer ...

Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken von Hartenstein havde nu særdeles lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.

Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til og hjalp Hendes Højhed op.

- Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.

Hr. von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.

Lidt efter anrettedes Souperen.

Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op gennem Aarene."

Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en Søjle, og betragtede Gerningsstedet.

Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.

Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af faldende Guldregn.

Maria Carolina stod, svøbt i sin Pels, lænet til Gelænderet.

Hun havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede hende.

304

Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med nogle smaa Knald.

Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.

Kronen holdt sig og brændte endnu.

Det saá ud, som om den gled paa Gravens stille Flade.

Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saá paa Kronens Billede, til det slukkedes, lidt efter lidt.

"EN DEJLIG DAG"

I

Der var jo ingen, der fattede, hvordan det var gaaet til.

Da General af Varen havde faaet den Idé, at nu vilde han have Fru Sofie Simonin op at spille i sin Afkrog, og Telegrammet var kommet om, at Fruen skulde have den Ære - mod Erlæggelsen blot af 6000 Frcs., optalte i Finlands Bank - var jo Etvøs' sendt ud med Listerne naturligvis.

De gik med Listerne, hver Gang der var Komité - til Indsamling eller Basar eller Subskriptionsbal; hver Gang var jo de i Komitéerne for at ordne og for at løbe, begge to. Fruen: lille, sammenskrumpen, skuldersmal og lige op og ned som et Brædt, alting gik paa Figuren, Hoved og Hænder og Fødder og Munden med; Øjnene var det eneste, der ikke var med i al den Bevægelse og som ikke vidste, hvad Munden løb med, de brændte altid ligesom af en anden Bekymring dybt inde i deres Huler.

Og Adjunkten med Bukserne helt oppe om de magre Ben og Stilebøger i de udbulnede Lommer - saa Frakken slattede, mens han løb med Brystkassen og Mankehovedet frem som en Vædder, der gaar Storm. Manken og den vældige Brystkasse, det var egentlig det eneste, der var blevet tilbage af Studentersangeren Jakob Etvøs fra Helsingfors, som de kaldte Kæmpen ...

Etvøs' havde jo rendt, som sagt, nu med Sofie-Simonin-Abonnementet, som de plejede, og de var, da 306 hun skulde komme, paa Perronen som alle de andre: nogle af Komitéen var meget ubevægeligt stramme, nogle var trippende; kun Generalinden stod med den store Velkomstbuket og saá akkurat saa fornem-søvnig ud, som hun altid plejede.

Og saa var Fru Simonin kommen, lille, gemytlig og smilende, og hun havde nikket og hilst og talt og - kørte; i Generalens Vogn, med "Truppen", de to Herrer, og Adjunkten som Fjerdemand paa Generalens Plads i Vognen.

Herren maa vide, hvordan Etvøs var kommen derind; Fru Simonin havde kun let og Herrerne af Truppen havde let og Døren var slaaet til paa det Etvøs'ske Uldtørklæde - Uldtørklæder af Fru Etvøs' Strikning var Familien Etvøs' hovedsagelige Værn mod Vinteren, de indskrænkede sig mest til at beskytte Halsene; Generalen stod og saá lidt langt efter sin egen bortkørende Ekvipage, han var ikke naaet længer end til at gøre mange Buk foran Vogndøren.

Saa under Køreturen maa det vel være sket eller da de skiltes. Fru Simonin har vel sagt i sit Hjertes Uskyldighed :

- Ja - saa spiser vi hos Dem imorgen.

Hvad i al Verden vidste hun, om hvem der var Hoved og hvem der var Hale i Komitéen.

Hr. Etvøs stod endnu med Hatten i Haanden i Hotelporten længe efter, at Fru Simonin var kommen af Vognen og op. Han vidste ikke rigtig, om han begreb:

De vilde spise hos ham i Morgen.

De vilde gøre ham den Ære at spise hos ham imorgen.

Han kunde slet ikke fange nogen rigtig klar Forestilling, men han bare løb, hjemad, hjem til Adolfa, hjem for at faa det sagt ... for der var jo nok noget, noget tyngende ved Æren ogsaa: Hr. Etvøs syntes rigtig, han begyndte at blive saa hed, mens han løb.

- Men Jakob, men Jakob, raabte Fruen, hun var endnu i Astrakans Stumpjakke og regerede med den 307 mindste. Det var saa svært for Fru Etvøs at komme baade i og af Tøjet; der var altid noget at løbe om i Krogene eller en af deres ni, som faldt og græd - til det sidste.

Etvøs bare satte sig haardt i en Stol. Han syntes næsten, han blev endnu mere stakaandet nu herinde, hvor de otte Rørstole stod og saá saa langt efter hinanden og Tapetet (Etvøs saá det nu) var sat paa i saa mange klistrede Bidder.

- Men Jakob, men Jakob - hva' er' et? Fruen blev staaende angst, med den mindste paa sin Arm.

- De spiser her imorgen, sagde Etvøs brat, som en Mand, der opgiver det hele.

- Hvem? De? spurgte Fru Etvøs, der slet ikke forstod. Hos Etvøs' spiste aldrig andre end de ni - og saa Pigen og Adjunkten det, der blev tilovers.

- Fruen - Fru Simonin - hun vil spise hos os.

Og maaske mest for at sprede lidt paa den alt tungere Luft begyndte Hr. Etvøs at tale meget højt - men i noget hakkende Sætninger - om Æren, den store Ære; de var jo ligefrem blevet foretrukne for Generalens.

Men Fru Etvøs hørte ikke. Hun havde først kun sat sig, mens hun saá paa Etvøs med et Par højst forskrækkede Øjne. Saa sagde hun i en stille, klagende Tone:

- Aa, men Jakob, hvordan kunde det gaa til? aa, men Jakob, hvordan gik det dog til?

At det var "gaaet til", det tvivlede Fru Etvøs ikke et Øjeblik paa. Hun var saa inderlig vant til, at det frygtelige maatte hænde.

Etvøs standsede med Æren og tørrede sig over Panden; han vidste selv ikke, hvordan det var gaaet til:

- Hun sagde, hun vilde spise hos os, gentog han bare pustende.

- Og Du si'er imorgen? sagde Fru Etvøs.

- Ja - min Pige.

308

Fru Etvøs førte, mens hun sad, sine magre Hænder over det tynde Haar ned imod Tindingerne. Det var hendes Vane, naar noget særdeles pinagtigt kom paa. I Aarenes Løb var det, som havde hun gravet de stakkels Tindinger ud til et Par Gruber, saa hule var de. Nu borede hun og borede hun:

- Aa - men, Jakob, her - aa, men, Jakob, her, sagde hun og slog ud med begge Hænderne.

Hun saá ud i Stuen fra Væg til Væg: nej, der var jo ikke ét konserveret Møbel.

Etvøs svarede ikke, han saá, at Skuepladsen var pauvre.

Der var stille lidt, Fru Etvøs var begyndt at gaa op og ned:

- Kan Du faa Forskud? spurgte hun saa sagte.

- Ja vel, min Pige, ja vel, min Pige - det gav et Sæt i Etvøs -: jeg maa jo, jeg maa jo, gentog han to Gange.

- Men to hundrede Mark, to hundrede Mark (Fru Etvøs sagde det i en Tone, som kunde ingen menneskelig Magt rejse den Sum), man gør det ikke under to hundrede Mark ....

Fru Etvøs tog en Storsum paa Slump; i Virkeligheden anede hun jo ikke, hvad "man gjorde det for": de havde ikke haft fremmede, siden Nr. tre af de ni blev døbt, og det var Etvøs' Kolleger til en "Smørgas".

Fru Etvøs blev ved at gaa frem og tilbage. Hun var allerede ganske i Selen under denne sidste Tilskikkelse:

- Saa maa hele Komitéen jo bedes, sagde hun med sin træt-grundende Stemme.

- Ja, min Pige, svarede Etvøs, der var blevet meget spag siden den Tale om Forskuddet.

Fru Etvøs tænkte: Aa, Maden var ikke det værste, Kogekonen kunde de ta'e. Men alt det andet, alt det andet .... bare Dugene - - Fru Etvøs troede saamæn ikke, hun havde to hele Duge.

- Gaar Du saa, Jakob, sagde hun i samme stille Tone: efter .... de Penge?

309

- Ja, min Pige, svarede Etvøs. Han rent ud svedte. Om Forskud kunde der slet ikke være Tale, og han vidste ikke mer, hvor de to hundrede skulde tages, end den sidst ankomne af de ni, der brølede midt paa Gulvet.

- Børn, Børn, tyssede den vandrende Fru Etvøs. Det var de otte, som rumsterede i Spisestuen.

- Ja, saa gaar jeg, sagde Adjunkten og stod op, han var saare tung i sine lange Ben. Fru Etvøs standsede lidt:

- De hundrede kunde Du maaske laane hos Cerlachius, sagde hun tøvende.

- Jeg havde tænkt det, sagde Etvøs. Han havde intet som helst tænkt. Men nu gik han for at forsøge.

Da han var gaaet, faldt Fru Etvøs et Øjeblik ned i den Stol, han havde forladt - naar det til daglig en sjælden Gang hændte, at Fru Etvøs kom til Sæde, saá det ud, som hun ganske knækkede -: det var som havde hun lutter Myrer oppe i sit Hoved:

- Aa - nej, nej, Maden er ikke det værste - aa nej, Maden er jo ikke det værste, blev hun ved at sige, mens hun sad med rokkende Hoved.

- Hva' er det? saa fo'r hun op. Der havde lydt et Bums fra Spisestuen, saa Træhuset gav sig i Fugerne. Det var en af de ni, som faldt ned.

- Silla, Silla, raabte Fru Etvøs paa Pigen.

- oii - - la ...

- Og jeg som er i Kaabe, sagde Fru Etvøs og tog sig forfjamsket op til Haaret. Fru Etvøs havde det hyppig med saadan pludselig at opdage, at hun befandt sig, til lidt urette Tid, i det eller det Klædningsstykke.

- Silla, Silla, blev hun ved at raabe, mens hun tog Kaaben af.

Silla viste sig med en Gulvklud: Der var bestandig en eller anden af de yngste, der havde været upaalidelig i en Krog.

310

- Ja, ja, sagde Fru Etvøs (alting var i Bevægelse paa hende nu igen): nu er der andet, nu er der andet...

Silla skulde til Lektors Frue og faa Adressen paa Kogekonen.

II

Adjunkt Etvøs havde faaet de 100 Mark til Tilbagebetaling senere, sagde Hr. Cerlachius godmodigt nok.

Da han kom hjem, var hele Huset i Oprør. I Gangen var alle Møbler stablede sammen - godt, at de kunde støtte hinanden. Alle Ungerne føg hvinende ud og ind, som var hele Huset én Rutschbane. I Stuen skrubbede Silla Gulv med samtlige sine Skørter ud over Hovedet, saa den yderlig let beklædte Bagdel vrikkede højt op i Vejret - af ophidset Iver.

Fru Etvøs sad i Spisestuen midt i "Dækketøjet".

- Fik Du dem? spurgte hun hastigt og saá op paa Jakob.

Der var noget eget bredt over Adjunkten, saa hun vidste straks, at noget havde han.

- De hundrede for i Dag, sagde han og skød de fem Mønter rask hen over Bordet.

- Naa - Gud ske Lov ...

Det kom som et Suk: det var da en undrende Draabe i hendes Bekymrings Hav.

- Gaa Du saa ind, Etvøs, sagde hun: Du har jo Stile.

Adjunkten fyldte saa svært, han var blevet saa kry og talte om Alverden, som de dog burde invitere:

- Og saa maa vi dekorere, sagde han, der maa jo pyntes op. Han slog med de lange Arme, malende, frem mod de gabende Vægge, som om han ophængte usynlige Guirlander:

- Kære Du, kære Du, sagde han, man gør meget med lidt.

- Ja, Etvøs, ja - - men gaa Du nu ind.

311

Der var jo ikke det tørre Sted at finde paa noget Gulv. Silla vaskede, saa der stod Skum af Vandstrømmene, og Emmeline, den ældste, gik i Sivsko og tørrede de større Møbler efter - der var saa mange glemte Femfingre rundt omkring paa de Etvøs'ske Mobilier.

Fru Etvøs havde Glassene fremme paa Bordet til Undersøgelse. Det var et sørgelig molesteret Kompagni; Fru Etvøs lagde træt Hænderne i sit Skød.

- Kære Du, sagde Etvøs, Glas lejer vi. Fru Etvøs saá, at de maatte leje:

- Ja, sagde hun, men det koster, Jakob.

Hr. Etvøs gik.

Straks efter viste der sig en mørkklædt, yderlig langstrakt Gestalt, som Fru Etvøs under megen Forskrækkelse fik placeret paa en Stol midt paa det vaade Gulv.

Det var Kogekonen, Madam Börner.

Hun blev ved at sidde tavs og vente med Øjnene paa Fruen og Hovedet strakt afværgende tilbage, mens Fru Etvøs stadig blev mer forskrækket: hun tænkte, Konen var fornærmet allerede. Man troede let det om Madam Börner, paa Grund af hendes ejendommelige Hovedstilling; i Virkeligheden var den kun en Vane fra Faget, hvor det gjaldt at holde Ansigtet frelst fra Stegepanden.

- Ja, sagde Fru Etvøs, vi skulde jo - hun talte, som undskyldte hun en Forseelse - se no'en hos os imorgen ... skulde vi ...

- Seksten, lagde hun til, i en Tone, som var det værste sagt.

Madam Börner nikkede kun. Saa sagde hun med en mat, trykket, gudhengiven Røst og Øjnene over paa Glassene:

- Hvor mange Serveringer? spurgte hun.

- Ja, ja, stammede Fru Etvøs, hvem Stemmen gjorde endnu mer forfjamsket: Hun anser det for ganske fortvivlet, sagde hun til sig selv.

312

- Ja, ja, sagde hun, det er forvænte Folk, meget forvænte Folk, Madam.

- Saa er det mindste seks, sagde Madam Börner i samme matte Tonefald. Der var bestandig noget ved Madam Börner, saa man syntes altid, hun ligesom talte med foldede Hænder.

- ja, svarede Fru Etvøs, der uafladelig rokkede paa Stolen; hun vilde svaret ja, om Madammen havde sagt seksten.

Madam Börner begyndte paa Spisesedlen og nævnede Retter og Biretter og "Garneringer" med en Stemme, som læste hun Landeplager op af en Pønitense (Stemmen havde Madam Börner af sin Sygdom: hun gik bestandig rundt med Saar paa Tarmene af den megen Sætten-Smag paa Mad), mens Fru Etvøs, der ingenting forstod, hun havde saa lidt Kogekunst ud over det daglige, blev ved at sige:

- Ja - naar det blot bliver pænt, naar det blot bliver pænt ... og pludselig slog hun Armene ligesom værnende rundt om de usalige Glas; hun syntes Madammen tog ikke Øjnene fra dem:

- Glassene lejer vi, sagde hun, ganske stakaandet Men Madam Börner blev kun ved i samme Moll en lang Stund, mens Fru Etvøs, der bestandig troede, at det specielt var deres Kasus, der laa saa tungt paa Madammen, blev mer og mer deprimeret - ogsaa af de mange Navne, Kogekonen førte i sin Mund - og sagde klagende:

- Ja, det bliver svært, det bliver saamæn svært...

- Og hvad vil det saa koste? spurgte hun med et Sæt.

Hendes Øjne fulgte angst Madammens haardhudede Fingre, som begyndte at bevæge sig, tællende paa Bordet, som spillede hun Øvelser paa et Klaver.

- Aa, vi hjælper os iaften med halvfjerdsindstyve Mark, erklærede Madammen, til at begynde med ...

Det gav et Ryk i Fru Etvøs, der følte ned til Pungen med de hundrede:

313

- Ja, sagde hun, dem vil jeg saa gi'e Dem straks; og hun lagde Guldstykkerne op paa Bordet, ét efter ét - Kendere tager saadan paa Antikviteter - mens hun pludselig fik Taarer i Øjnene.

Madam Börner tog dem:

- Hvor skal der saa spises? spurgte hun i samme Tonart som før.

Det var ikke til at sige, hvor denne bestandige stille Bekymring hos Madammen ængstede Fru Etvøs:

- Spises? - alle Ord kom som Stød fra hende - spises?

- Jo, der skulde jo spises her.

- Naa - saa, sagde Madam Börner, der maaske slet ikke hørte, men dog saá ud, som fik hun en ny Hjobspost for hvert Svar.

- Nej, ser De, nej, vi er jo ikke forberedte, det er jo kommet over os, det er jo kommet saadan over os, sagde Fru Etvøs.

Madam Börner bad kun, om hun maatte se Køkkenet.

Fru Etvøs havde i Stilhed længe skælvet for Køkkenet - Køkkenet var ikke Sillas bedste Side, og man kunde ikke sige, at der netop skinnede.

- Jo - Køkkenet, sagde hun, naturligvis .... Hun kom op fra Stolen.

- Børn, Børn, tyssede hun: Børn ...

De ni var efterhaanden stimlede sammen paa det vaade Gulv og fo'r hujende og særdeles forstyrrede op og ned ad Ryggene paa hinanden: de forstod, at der var Tale om Mad, om megen Mad.

- Emmeline, lys os, sagde Fru Etvøs; det er denne Vej, værsgod, denne Vej ... ja, vi er jo ikke forberedte ...

I Køkkenet havde Silla Bleer til Tørring paa fire Snore.

- Aa, Silla har nok lidt Smaastykker til Vask, lo Fru Etvøs og begyndte i sin Forlegenhed at pille de halvvaade Smaastykker ned, midt i Køkkenet.

314

- Det var Komfuret? spurgte Madam Börner kun.

- Ja, lys, Emmeline, lys ....

Emmeline holdt Lyset hen over et spinkelt "Stativ", der mestendels var dækket af nogle underlige Sækkelærreder, som Silla benævnede Forklæder: det var Komfuret.

- Fire Huller, sagde Madam Börner, der beregnede Felttoget, og saá ned paa Ildstedet med sine bekymrede Øjne.

- Ja, det er lidt rustent; lys Emmeline; det er lidt rustent, sagde Fru Etvøs, hvis Hjerte var helt snøret sammen: hun syntes, denne fremmede Kone saá deres Fattigdom lige ind i Sjælen foran dette ubrugte og vanrøgtede Komfur:

- Det er lidt rustent ... (Ringene paa de tre af Hullerne var ganske røde, de nøjedes med at koge paa det ene Hul hos Etvøs').

- Men, Porcellæn har vi, sagde hun fuldkommen umotiveret: et fuldstændigt Stel til atten, det Kronbergske Stel, blev hun ved, klamrende sig til Stellet, helt slaaet til Jorden foran dette røde Komfur:

- En Brudegave, sagde hun, fra det Kronbergske Hus.

Og hun begyndte pludselig at tale om det Kronbergske Hus, hvor hun havde været som en Datter (Fru Etvøs havde været der som Guvernante), da den gamle Greve levede og de rejste - ivrigt og febrilsk, pralende, i én Strøm, som vilde hun pynte op med alle de Kronbergske Ahner i sit tomme Køkken.

- Ja, saa Godnat, sagde Madam Börner, hvis Martyrium den grevelige Familie Kronberg ikke syntes at sprede: jeg møder Klokken syv.

- Godnat - lys, Emmeline, lys.

- Godnat.

Emmeline lyste Madam Börner. Saa blev Fru Etvøs i det kolde Køkken - hun sad og græd paa en gammel Blok ved det kolde Ildsted.

Saa kom der nogen listende i Mørket.

315

Det var Emmeline. Hun stod lidt ved Siden af den grædende Moder i Mørket. Saa tog hun hende ned om Hovedet:

- Mo'er, hviskede hun: hvorfor skal vi ogsaa ha'e de fremmede?

Og hun begyndte selv at græde, ganske stille. Fru Etvøs tog Hænderne bort fra sit Ansigt:

- Hys, sagde hun, jeg hører Fa'er; og de gik ind.

Etvøs var let at høre, for han raabte gennem alle Stuer, mens han løb op og ned, saa Benklæderne slubrede:

- Jo, de kommer, de kommer, sagde han, som om han endnu havde tvivlet paa Underet; jeg har været deroppe hos hende, sagde han og ligesom sænkede Stemmen.

- Men, Etvøs ....

- De bad mig, de bad mig jo, min Pige, værgede Etvøs for sig.

- Men Adolfa! som hun spillede, sagde han pludselig i en hel anden Tone og satte sig, overskrævs paa en Stol, med den graasprængte Manke frem, som hørte han Musikken endnu ....

Etvøs havde oppe paa Hotellet hos Fru Simonin - midt mellem Pelse og Kufferter og et halvtfortæret Maaltid og Kasser - siddet og hørt paa med Øjne som hos en hungrig Hund.

- De holder af Musik? havde Fruen sagt fuldkommen ligegyldig, mens hendes Fingre løb fra Skalaer til Lisztstumper.

Han kun nikkede, med Øjnene paa hendes Ansigt Hun lo, mens Fingrene fløj; og Tenoristen pakkede Slæbekjoler ud og bredte Skørter over Stolene og fandt Tøfler indpakkede i Laurbærkransebaand ... Hun faldt ind i en March og tog Finalen for at prøve Armene efter Rejsen:

- Hat nichts gelitten, sagde hun veltilfreds om sin Bechsteiner og lod Hænderne falde ned i sit Skød.

- Sie lieben das? sagde hun saa med al sin godmodige 316 Ligegyldighed og slog Knæene sammen under Kjolen, mens hun vendte sig paa Stolen og saá Etvøs - hun havde glemt ham, som han sad.

Adjunkten stirrede ubevægelig frem for sig midt mellem Pelse og Slæbeskørter - de stride Taarer løb ned ad hans Kinder.

.... Fru Etvøs var ikke oplagt til at dele Begejstring. Hun sagde kun:

- Kogekonen har været her.

- Naa, sagde Etvøs og vuggede med Hovedet

- Hun gik med de halvfjerdsindstyve Mark - til at begynde med ...

Det var som Etvøs vaagnede. Men saa sagde han:

- Vi har vel endelig ogsaa Kredit - hos de større Handlende.

Til daglig købte Familien ikke netop i de store Butikker - saa dér skyldte de ikke.

Fru Etvøs havde allerede tænkt paa det: hos Jakob Svensson kunde de vel faa paa Borg, og de havde næsten alt hos Jakob Svenssons.

- Jakob Svenssons har ogsaa Vine, sagde Adjunkten, som grundede.

- Ja, Jakob, nikkede Fru Etvøs: men det skal jodog en Gang betales. Adjunkten vidste det:

- Men nu maa vi se paa Æren, min Pige, sagde han og begyndte at gaa op og ned:

- Vi bliver seksten?

- Ja, svarede Fru Etvøs, hvis vi skal ha'e Lektorens med.

Adjunkten standsede midt i Stuen med fremstrakt Haand, og han sagde igen med nøjagtig samme Blik i Øjnene som før:

- Adolfa! saa hun spillede.

Fru Etvøs havde faaet Etvøs til Ro med samt de otte.

Det var saa besværligt med Etvøs, saalænge han var 317 oppe. Han enten huskede noget, eller han fik en "Idé" hvert femte Minut og gik saa og udviklede den, ud og ind, over de vaade Gulve.

Men nu var han kommen til Ro, og kun Emmeline var blevet oppe.

Hun hjalp til med at aftørre Stellet og tørrede varsomt og sindigt med ivrige Børns stramme Mund og Øjne, der stod stive i hendes Hoved - Tallerken paa Tallerken.

Fru Etvøs kom ikke langt med Arbejdet. Hvert Nu fo'r hun op og løb om med tomme Hænder.

- Listen, Listen - hvor er nu Listen?

Det var Fortegnelsen over Kogekonens "Kar". Den blev funden i Skabet, og grundende faldt Fru Etvøs hen over "Listen":

De kunde nok hverken laanes eller lejes.

- Mo'er, sagde Emmeline med sin eftertænksomme eller ligesom hemmelighedsfulde Mine - der var saa mange Ting, som hun og Moderen var vant til at hviske om og som de andre ikke skulde høre -:

- Hos Gerda's i Klubben har de saa mange Kar.

Men Fru Etvøs hørte det ikke. Det var da ogsaa, som skød iaften alle Tanker frem i Forvirring, paa én Gang, glemte og halvglemte og fra for længe siden. Hun tænkte paa den Kronbergske Tid, da de rejste ... Og hun tænkte paa Vinteren siden, da hun og Etvøs, de mødtes for første Gang, da han var Solosanger ved alle Festsalskoncerter ...

- Jo, Mo'er, sagde Emmeline igen; de har dem i Klubben. Hendes bekymrede Tanker syslede stadig med Karrene.

- Ja, min Pige; Fru Etvøs vaagnede:

- Aa, Gud, sagde hun: at vi ikke glemmer den Klods til det ene Klavérben. Det var en Tankeforbindelse med Festsalskoncerterne.

- Og gaa saa Du ind, Emmeline, gaa saa Du ind.

Emmeline rejste sig og lagde besindigt alting sammen.

Saa sagde hun og blev staaende ved Siden af sin Moder:

318

- Mo'er - tror Du, den Kogekone er ærlig?

- Vi maa haabe det, sukkede Fru Etvøs. Godnat, min Pige.

Fru Etvøs rejste sig. Hun vilde se, om Gulvet i Dagligstuen var tørt Med det løftede Lys stod hun midt i Stuen og saá sig om fra Plet til Plet.

Aldrig havde hun set den saa fattig.

De strammede Gardiner, som dog ikke rakte, Stolene, saa spredte, som dog ikke fyldte, Pynteklæderne til at dække, som Pigebørnene forærede hende til Jul - var de saa pauvre, saa latterlige ...

Ja - ja - ret var det. Her havde hun henslæbt sit Liv. Her havde hun født Børn, mens hun forgæves regnede, og ammet og visset og født igen og forgæves sparet; og født paany og altid "dækket" forgæves - mens alting blev udslidt og forfaldt ...

Og Etvøs - han bøjede kun Ryg som hun: fra Maaltid til Maaltid var hendes, fra Skole til Skole det var hans .... Men de elskede jo hinanden. Aa - ja, gjorde de? Hun vidste det ikke mere. Til at elske hørte der vel ogsaa Tanker. Og Fru Etvøs syntes, de kun sled, af Dagen i Dagen, med Gælden og med de ni, der skulde klædes og mættes.

Mat vendte Fru Etvøs om og gik ind i Sovekammeret. Adjunkten vaagnede og satte sig op i Sengen:

- Du, sagde han: hendes Billede hænger vi over Klaveret. Det var et af Sofie-Simonin-Billederne i Lystryk, der til Reklame var omdelt i Husene.

- Ja, Etvøs, svarede Fruen og lidt efter sov Adjunkten igen.

Fru Etvøs sad paa Sengekanten, da Emmeline løftede Hovedet henne fra sin Pude:

- Der er jo tretten Mark i Joakims Sparebøsse. Fru Etvøs havde tænkt paa det Joakimske Særeje.

- Ja, ja, Barn, sagde hun; men sov nu. Godnat.

- Godnat.

Fru Etvøs laa og stirrede ud i Mørket: nu skulde de 319 ikke løbe i Komitéer eller med Lister mer - nu skulde det være forbi ...

Men det var jo det, at Musikken, den havde nu været deres fælles Glæde .... Da græd de altid sammen, de stride Taarer.

Fru Etvøs var ved at blunde hen, med halvaabne Øjne; hun havde jo Harens Søvn: i tretten Aar havde hun lyttet efter Vuggen med Haanden ud over Sengekanten ....

- Inga kunde ha'e den hvide Kjole, overvejede hun endnu. Hendes Tanker fablede om, at vel et Par af de ni maatte ind ved Efterretten - som de kom hos Kronbergs.

Saa slumrede hun hen.

Emmeline laa stille og lyttede efter hendes Aandedrag. Hendes Hjerte var trangt af bittert Nag.

III

Karrene fra Klubben var kommet, og i Køkkenet var Madam Börner i fuld Gang: hun gik rundt mellem sine Tilberedninger med en egen markeret Gudhengivenhed som en Diakonisse mellem sine Sygesenge.

Silla hakkede og Silla skar:

- De ska' vel ikke mer end putte det i Munden, sagde hun, mens Madam Börner lidt efter lidt blev ganske hjemme i Lokaliteterne: hun gav over Gryderne Silla en sammenhængende Fremstilling af sin Sygdoms Udvikling.

Det var Fru Etvøs, der forstyrrede den rolige Gænge.

Hun løb ud og ind hvert femte Minut for at spørge, om "Varerne fra Svensson" var kommet.

Etvøs lod jo ikke til saa meget som blot at ville høre om Penge (han bare gik og "dekorerede"); Fru Etvøs vendte tilbage til Spisestuen:

- Mo'er - er de kommet? hviskede Emmeline.

- Endnu ikke.

320

Og de sad igen, ventende, tæt ved Vinduet, med kolde Hænder - de kunde intet ta' sig til.

Fru Etvøs gik igen; hun vilde ikke spørge mer, hun gik kun lidt støjende om og væltede Laagene af "Karrene".

Madam Börner forstod saa vel: hun havde kogt i saa mange Huse.

- Ligger her lidt Drikkepenge? sagde hun. For De viser vel Drengen herind, naar han kommer?

- Aa ja, aa ja, sagde Fru Etvøs, hvis Ansigt lyste op, mens hun søgte nogle Skillinger.

- Aa, Tak, aa Tak, sagde hun og tog Madammen om Haandledene - hun vilde have trykket hendes Hænder: fra det Øjeblik forstod de to hinanden.

- Og det værste er, at man mister Smagen, sagde Madam Börner. Hun fortsatte til Silla om sin Sygdom, da Fru Etvøs var inde igen.

Fru Etvøs havde Kjolerne fremme - sin den sorte Silke og den hvide - bredte ud til Eftersyn over et Par Stole -:

- Mo'er - raabte Emmeline, dér er han.

Det var Drengen med Varerne: Denne Vej, denne Vej, sagde Fru Etvøs, der følte hele den gamle Angst, mens hun viste den ranglede Urtekræmmer ud gennem Spisestuen; og de lyttede begge, Emmeline og hun, til han gik - med sin Drikkeskilling.

Det var som Fru Etvøs vaagnede op, da Varerne var vel i Hus. Hun var inde hos Etvøs og saá paa "Dekorationerne" - det var Lystrykket og et Par besynderlige Hjørnesofaer, hvis Bestanddele var Sengemadratser og Pakkasser -:

- Ja, naar de blot vil ta'e til Takke ... saa gaar det jo nok, gaar det nok ... Hun var ude i Køkkenet, og "gik f Vejen, hvor hun stod:

- Ja, nu er der no'et at ta' af, sagde hun og stod og følte lykkelig rundt paa Varebunken og løftede Vinflaskerne, med et Par Øjne, der straalte: en hel Velsignelse, sagde hun.

321

Hun vandrede tilbage til Etvøs, der draperede Sofaerne:

- Aa, ja, Etvøs, sagde hun og sad et Øjeblik og saá frem for sig: En Afveksling er det jo.

- Adolfa, sagde Etvøs, der gik til og' fra og betragtede det fuldbyrdede:

- Det er en Ære - en uglemmelig Ære.

Hr. Etvøs svedte, som haglede det af ham.

Der blev ringet paa Gadedøren, og Fru Etvøs maatte ud for at lukke op. Det var Hofretspræsidentens Datter: en douce, glatbehandsket Dame, der nu paa tyvende Aar gik lydløs om i Præsidentens høje Embedsbolig og repræsenterede. Hun kom for at takke for Indbydelsen i den hemmelige Tanke at tilbyde et eller andet til Hjælp.

Men da hun var kommen til Sæde midt i Forvirringen - Fru Etvøs løb rundt om en Stol: her er saa uryddeligt, meget uryddeligt, for Etvøs dekorerer, opgav hun i Stilhed sin Tanke ... Det var bedre, det hele blev ensartet.

Etvøs stillede sig bag hendes Stol for at se, hvordan Arrangementet tog sig ud fra hendes Plads:

- Aa jo, vi gør, hvad vi kan, sagde han og slog fornøjet Manken frem og tilbage.

Emmeline vogtede, fra en Krog, mistænksomt paa Hofretspræsidentens Datter, saa længe hun var i Stuen.

Frøkenen maatte ind og se Stellet, der saá ud, som var det stillet til Auktion paa det lange Bord i den Etvøs'ske Spisestue:

- Men det er jo ingen Sag, sagde Frøkenen, naar man, som De, har Tingene.

Hun gik hjem, hvid af Forskrækkelse over de Etvøs'- ske Tilberedelser.

- Ligefrem paa Byens Vegne, sagde hun til Faderen, Præsidenten.

Fru Etvøs var vendt tilbage til de to Kjoler. Det blev til, at Inga skulde ind til Efterretten.

322

- Emmeline - er hun der?

Fru Etvøs var i Underliv og løb til og fra Sovekammeret. Det var Silla, der i sidste Nu var sendt til Hofretspræsidentens efter Servietter - man kunde ikke lade Ericsson, Lejetjeneren, det fremmede Menneske, haandtere de Etvøs'ske Mundviskere: de var ikke til saa kombinerede Faconer.

- Er hun der?

Silla kom ikke. Hun blev jo standset foran hver Gadedør af en Veninde, der skulde ha'e Beretning, vidt og bredt:

- Og Talg ska' de osse æde, sluttede Silla foragteligt og løb videre (hun mente de mange Stearinfundamenter, som Madam Börner kunstfærdigen udhuggede til at bære hendes gastronomiske Undere).

- Naa - hej for en Fart, raabte Veninden, som blev staaende i Gadedøren. Der var noget utænkelig altid jumbende ved Silla bagtil. Det skyldtes en Slags Halvkrinoline, som hun standhaftig bar gennem alle Modens Omvekslinger: hun gik aldrig paa Gaden uden hastig at iføre sig dette stærkt bevægelige Klædningsstykke.

- Nu er hun der, Mo'er, raabte Emmeline fra Vinduet.

- Aa - saa Gud ske Lov, sukkede Fru Etvøs, der i Sovekamret betragtede sin sorte Silke i Spejlet: den havde trukket sig i de fleste Sømme.

Emmeline synede den ogsaa - stille, forfra og bagfra. Saa sagde hun med sin betænksomme Stemme:

- Mo'er, vi kunde blække den.

- Aa, nej, aa, nej, værgede Fru Etvøs sig mat og knappede de øverste Knapper i Livet: der stod et Par Lommetørklædesnipper frem over Underlivet. Fru Etvøs maatte nødvendig hjælpe lidt efter paa Fladheden, naar hun var i den Silke.

- Men din Broche, Mo'er, mindede Emmeline. Brochen kom paa. Det var en stor rødmosset Mosaikamor, 323 som glad afskød sin Pil mod Beskueren. - Fru Etvøs bar den til alle Festiviteter.

Etvøs slog Døren op: Naa - er Du færdig? sagde han og skubbede hende bort fra Spejlet:

- Ja - naar de bare var her, fortsatte han, bare de alle var her ...

Det var Adjunktens Bekymring, at han ikke skulde faa hele Skaren sammen.

Fru Etvøs var inde i Spisestuen; hun arrangerede for hundrede Gang de mange Enebærkviste, hvormed hun havde fyldt de Kronbergske Opsatser.

Det slog et Par haarde Slag paa den yderste Dør. Det var Cerlachius, som sagde, han bare vilde se ind om, før han trak i Kisteklæderne.

Han smækkede med Tungen ad den megen Madlugt, og vilde løbe igen:

- Det er sandt, lille Frue, sagde han, Karlen kommer hen med no'en Flasker. Jeg tænkte, det kunde aldrig skade: Börner véd, hvad de skal drikkes til ...

Det var for at faa det sagt, han var kommen. Cerlachius havde megen Mistillid til de Etvøs'ske Vinsorter.

Fru Etvøs fulgte ham ud.

- Mo'er, bi lidt, sagde Emmeline, da hun kom ind igen. Hun satte dog en Smule Blæk, der paa det hvide i Ærmegabet.

IV

Det havde ringet.

De var der.

Alle Døre i det Etvøs'ske Paulun drønede paa én Gang op og i som under Jordskælv, saa alle Gulve rystede.

- Min Pige, skreg Etvøs fra Stuen: Du skal vel være inde. Selv løb han ud.

- Ja, ja, Etvøs - men Inga ... Det var, som de alle drejede rundt om hinanden - bevidstløse, et halvt Minut, ligesom Faar under Torden.

324

- Mo'er, hviskede Emmeline: Du skulde lade Tjeneren lukke op.

- Ja - ja, Barn, men hvor er han?

Ericsson fandtes i Køkkenet, hvor han fik mange Ordrer af Madam Börner, der havde iført sig en stor stram Kappe før Serveringen, tilsidst kom han ud og lukkede op.

Det var Fru Simonin med Truppen. Hun kom altid paa Slaget; det var en Slags Koncertvane, som hun bibeholdt ogsaa i Privathuse. Hun og de to Herrer fyldte hele Gangen med Pelse og kom endelig ind i Stuen, hvor der ingen var. Fru Simonin saá sig et Øjeblik om:

- Naa, det er her, sagde hun blot, vendt til Violinisten, og begyndte noget ublidt at stampe op og ned ad Gulvet i det Atlaskes Fodtøj - som om det var de andre, der havde fastslaaet det Etvøs'ske Festmaaltid.

Fru Etvøs dumpede brat ind - hun troede, Etvøs var her; hun hilste med to Kniks og maatte jo sige noget, mens de to Herrer bukkede, ... om "Æren - Æren" og ... "saa højt mod Nord", sagde hun hakkende og førte hjælpeløs den Mosaik-Amor frem og tilbage paa det flade Bryst.

- Ja, Billedet har vi, sagde hun saa fuldkommen ude af det, da Fru Simonin standsede under Lystrykket.

- Ich sehe das, sagde Fru Simonin meget tørt og blev ugenert ved at gaa op og ned, som gjaldt det at holde Varmen paa en Jernbaneperron: Hun blev mere og mere oplagt til at ta'e den Etvøs'ske Salon som en Fornærmelse, og Selvbeherskelse var ikke den Egenskab, der netop betegnede hende.

Fru Etvøs havde jo set det, knap hun var indenfor Døren: at Ovnen var glemt - eller havde hun tænkt, det vilde gi'e Varme nok af alle de Mennesker, naar de kom? ...

Hun vidste det ikke. Men nu var den glemt...

Etvøs kom ind med Handsker paa og bukkede - meget; men Fru Etvøs hørte slet ikke, hvad nogen 325 sagde, selv stod hun og talte Engelsk, med en underlig ligesom forgemt Accent, med en af Herrerne.

Det var Tenoristen, en ung Capoul-haaret Nordmand, Fru Simonin havde pousseret i St. Petersburg, og som svarede noget hen i Vejret paa sit Modersmaal.

Af de andre kom der stadig ingen, og de blev ved at tale. Fru Etvøs hørte Etvøs sige: Rubinstein.

Lidt efter var de begge komne ud i Spisestuen igen - de vidste vel ikke selv hvordan -:

- Ser Du, sagde Etvøs, der var fuldkommen febrilsk: at det er en meget behagelig Dame.

Fru Etvøs fandt hende ikke just behagelig, men hun havde overhovedet ikke ventet noget behageligt; hun stod foran Bordet og førte Hænderne over hinanden:

- Der er ikke i Ovnen, sagde hun blot.

- Men én maa vel være der inde, fo'r hun op igen og gik ind.

- Was meinen denn eigentlich die Kerls? hørte hun Fru Simonin sige højt henne ved Vinduet, hvor hun skændtes med Violinisten.

Det ringede; det var Generalens.

- Nu har vi dem, sagde Etvøs, der strejfede op og ned forbi Spisebordet: nu er de der. Han turde ikke gaa ind.

Det blev ved at ringe og der kom flere Gæster - fler og fler, Etvøs hørte Stemmerne i Gangen.

- Nu maa der rettes an, sagde Fru Etvøs, der kom ud, højrød i sit Hoved. Hr. Etvøs gav sig noget at bestille med Vinen og sagde:

- Hvordan gaar det, Adolfa?

- Der er kommet tolv, sagde hun blot igen og gik ud mod Køkkenet.

I den lille mørke Gang stod Emmeline, som ikke holdt det ud inde hos de andre: Er Generalens der, Mo'er? hviskede hun.

- Ja, svarede Fru Etvøs og gik ind i Køkkenet:

- Nu venter vi kun paa Lektorens, sagde hun hastig.

326

- Og de smaa Vandbakkelser, sagde Madam Börner, hvis Stemme fik ligesom en skarpere Klang, naar det nærmede sig Anretningen.

- Er de her ikke? sagde Fru Etvøs forvildet; hun vidste ikke, hvor hun skulde være: noget galt var der allevegne, og hun gik ind i Spisestuen igen og flyttede Tallerkenstabler og Flasker meningsløst rundt paa et Anretterbord i Krogen:

- Men jeg skal huske Anderssons, sagde hun (Anderssons var den svigtende Bager) en anden Gang, en anden Gang, sagde hun, som skulde Etvøs' have Diner igen i den kommende Uge.

- Mo'er^ hviskede Emmeline, der var fulgt ind med hende og lyttede ved Stuedøren: der er ingen, som taler.

- Nej, sagde Fru Etvøs overbevist.

- Jo - nu Frøken Zelchen, meldte Emmeline.

- Der skulde jo ha'e været lagt Papir, sagde Fru Etvøs ganske aandsfraværende og saá ned ad Anretter-' bordets Ben, der rokkede.

Døren gik. Det var Etvøs:

- Der mangler kun Lektorens, meldte han svedt og forpustet, som var det en Nyhed.

- Ja, men bliv dog derinde, sagde Fru Etvøs. Emmeline var stille gaaet hen og lagde Papir under Anretterbordets Ben.

Døren lukkede sig paany bag Etvøs, der igen gik over til Cerlachius og Herrerne, som, alt mens Ventetiden længedes, ligesom blev helt borte, som holdt de sig udenfor, med Ryggene mod Selskabet og Ansig-. terne ind i Væggen:

- Men jeg kan s'gu heller ikke forstaa, hvordan det er gaaet til, sagde Cerlachius, han var saamæn selv ganske svedt paa Adjunktens Vegne.

- Gamle Ven, sagde Etvøs, véd vi'et selv?

Der var igen en rum Tid ikke nogen anden, som sagde noget, end Frøken Zelchen, der stadig midt paa Gulvet førte en mager Konversation med to, tre Lokalspidser. 327 Generalen holdt sig uafbrudt ved Siden af Fru Simonin - der var meget tavs - ubevægelig, som stod han Skildvagt.

Og den lille danske Vicekonsul, en spinkel og jomfrunalsk Person, der stadig trippede i sine smaa Lakstøvler, sagde vist for tiende Gang :

- Men mon hun ikke hellere taler Fransk P Saa kom Lektorens. Der blev straks ligesom lidt friskere Luft over Selskabet - man vidste, det var de sidste - mens Lektorinden, en ualmindelig bred Dame i broncefarvet Atlask med meget selvlavet Point-Lace over Barmen, særdeles rank gik gennem hele Stuen og sagde til Generalen i en afgjort Tone, saa det hørtes gennem den ganske Stue:

- Vil De maaske forestille mig?

Fru Etvøs lukkede Spisestuedøren op, og de saá, der var tændt paa Bordet. Herrerne begyndte at røre paa sig for at finde Damer, og Etvøs slog i Hænderne. Fru von Linden, en blond og svær Landadelsdame, der omtrent maalte Højde med Generalen, kom noget tungt op fra en af de Etvøs'ske Fletstole:

- Naa - Gud give, det gaar, sagde hun inderlig velvillig og stillede sig op med Præsidenten: Etvøs skulde jo gaa i Forvejen med Fru Simonin. Hun stod midt i "Truppen" - hun var blevet noget mildere stemt ved Lyden af Forsamlingens mange klingende Navne, og for Resten var hun jo ogsaa ret vant til selskabelige Overraskelser -:

- Na - lustiges Nest, sagde hun med opskudte Skuldre paa sit Bayerisk til Violinisten, og gik med Etvøs.

Bogstavelig midt i Døren kilede en blond lille Spidsnæse med Lorgnet, der styrede Vicekonsulen til Bords, sig midt ind mellem Fru Simonin og Generalinden, der førtes af Grev Silfverhjelm af Toldvæsenet, og maalte Fru Simonin og hendes Diamantagraffer, som havde hele Fænomenet været livløst og udstillet i en Montre.

Fru Etvøs skulde have Tenoristen. Men først gik hun 328 hen og stak bagfra stille sin magre Haand ind under Frøken Zelchens Arm:

- Tak, sagde hun sagte. Hendes Øjne skinnede, som havde hun høj Feber.

De Kronbergske Skatte gyngede noget paa Festbordet, før Ben og Slæb kom til Ro og alle var til Sæde i to lidt ujævne Rækker - de Etvøs'ske Stole var jo af Højde lidt ulige.

Ericsson bød Suppen om under megen Højtidelighed.

Bag Fru Etvøs lukkedes Døren til Dagligstuen sagte. Det var Emmeline, som havde slæbt Birkebrænde ind gennem Forgangen og vilde lægge i Kakkelovnen.

De havde baaret et Par Retter ud og ind.

Byens Folk nærmest sad, som var de indbudte Tilhørere og ventede paa, hvad der maatte komme; og Truppen spiste.

Etvøs hørte man sige: Men De drikker jo ikke, kære Ven, De drikker jo ikke, og gøre mange Bommerter i de fremmede Tungemaal, som jo ogsaa dæmmede op for Konversationen, saa den kom kun som nogle meget lamme Brudstykker.

Fru Etvøs havde Sveddraaber paa Panden: hun saá alt som gennem et Slør.

- Der er ingen rigtig Munterhed, sagde hun med sin forlegne Stemme og løftede Glasset mod Lektorinden.

- Aa, synes De ikke, svarte Lektorinden med en Venlighed, der virkede ganske som et Dolkestød.

Truppen havde jo nok fortalt et Par Anekdoter, en hver - mens alle holdt inde med at spise undtagen Zelchens og Generalens - men saa blev der bare ganske stille en lang Stund efter.

- Mon de drikker noget? Drikker de no'et derhenne? sagde Fru Etvøs nu, hun ogsaa.

- Raskere, min Ven, raskere, hviskede hun til Ericsson.

Ericsson havde den Tilbøjelighed at standse lidt i Serveringen og ville høre, hvad der blev sagt.

329

Silla gik rundt med Saucene; hun lod Døren staa til den lille Gang, saa tætte Skyer stod fra det Madam Börner'ske Værksted ind i Stuen, hvor der i Forvejen var hedt nok, og Herrerne i Stilhed begyndte at blive rødhovedede.

Børnene begyndte man ogsaa at høre; de tog sig til, Gud maa vide hvad, Stolen brændte under Fru Etvøs, saadan som de larmede:

- Om jeg rejste mig, sagde hun over til Fru von Linden, da der pludselig lød et Bums, som satte en Vædder mod Døren til Gangen.

- Aa - det er Børnene, sagde Fru Etvøs, der kom op fra Sædet.

Der blev meget stille efter Plumpet, saa alle hørte Fru Simonin sige - det var noget af det første, hun havde sagt -:

- Sie haben Kinder? sagde hun højst uforstyrret.

- Ja, ni, sagde Etvøs.

- Neun.

Fru Simonin lagde Kniv og Gaffel fra sig og saá ned paa Fru Etvøs med uskrømtet Forbavselse.

- Sie Unglückliche, sagde hun saa i et Udraab, som kom det fra Hjertets Dyb.

De brast alle uvilkaarligt paa én Gang i Latter og lo, saa de dukkede frem over Bordet, men Fru Simonin, der ikke syntes, der var noget morsomt i det, raabte uforstyrret ind i Støjen:

- Ja, ich meine das, saa lo de igen højere end før. De holdt slet ikke op. Cerlachius, der blev ved at klukke, sagde:

- Ja - hun kan saagu ha'e Ret i det, og drak med Adjunkten.

De lo igen og begyndte at tale, mens de lo. Det var, som var der faldet en Sten fra Fru Etvøs' Hjerte: Præsidenten drak med hende og ogsaa Generalen løftede sit Glas; hun var af Glæde som et dryppende Blod.

Fru Simonin skød Diamantarmbaandene af sig og 330 puttede dem i et Glas: hun var kommen til sit Yndlingstema - Menneskeslægtens Formerelse.

Hendes lystige Bayrer-Dialekt lød over det hele - hun gik gladelig ind paa sit Emne med de dejlige Arme helt frem over Bordet. Herrerne saá kun hende med Busten som den bevægede Kalk af en stor hvid Blomst op over Kniplingerne, mens hun talte. Generalinden og Frøken Zelchen ligesom fjernede en lidt vel stærk Odeur med deres højtidelige Vifter.

Spidsnæsen sad som fra det Nu, hvor hun kom til Bords, med Handskerne ved Siden af sig og væbnet med Lorgnetten, som havde hun anbragt sig i et Parket.

Lektorinden sagde stramt til sin Herre, der ikke hørte det:

- At hun havde ventet dette af saadanne omkringrejsende Damer.

- Gott, dass die Weiber sich dazu hergeben, blev Fru Simonin ved og løftede Armene i Forbavselse.

Fru Linden lo omkap med Herrerne og satte begge Albuerne paa Bordet: "Glad Person", sagde hun til Præsidenten, der havde skudt Guldbrillerne op og saá paa Fru Simonin med de blotte Øjne.

Turen kom til Cerlachius' gode Bourgogne, og Alverden drak med Etvøs, der sad bred af Lykke paa sin Stol: Tak, kære Venner, Tak, kære Venner, sagde han og slog ud med Haanden.

Og Fru Etvøs sagde til Tenoristen med et lille, endnu frygtsomt Smil:

- Nu tror jeg dog ikke, hun keder sig saa meget, og da Tenoren var vis paa det modsatte, sagde hun og smilede saa lykkelig med helt aaben Mund:

- Aa, Gud ske Lov - tror De, tror De? ...

Silfverhjelm drak forstaaende med Cerlachius - han kendte Bourgognen - og Violinisten lagde i Vej med en Historie, som alle hørte under Latter. Fru Simonin havde det oppe ved sin Bordende mellem Etvøs og Generalen saa hyggeligt som i en Kakkelovnskrog.

331

- Ja, wer nur jetzt ein gutes Glas Bier hatte, sagde hun, som var det Højden af Velvære. Etvøs saá lidt uvist paa hende.

- Men det kan jo skaffes, sagde han saa og rejste sig, lidt usikker var han, da han kom op.

- Hvilket? hvilket, Etvøs? spurgte Fru Etvøs urolig nedefra.

Og Spidsnæsen, der ikke heller havde hørt, spurgte højt og med fremstrakt Hals:

- Hvad vil hun ha'e?

- Ach - a' Glas Bier, sagde Fru Simonin yderlig beroligende. Ved Generalindens Bordside blev der mere og mere tavst; de udspilede Vifter virkede næsten som en Slags Stakit.

Etvøs var ude. Dørene lod han staa.

- Er der Øl? sagde han forvirret og løb rundt, som kunde han finde Øllet et eller andetsteds paa Bordene. Har vi Øl?

- Hvad? sagde Madam Börner, der var ved den søde Budding.

- Hun ønsker Øl, sagde Etvøs, der forfjamsket rodede i sine tomme Lommer.

Og de andre gentog det, ganske hallucinerede af dette højst simple Ord, mens ogsaa de begyndte at bevæge sig sanseløst rundt.

- Ja - Silla har vel Penge, sagde Etvøs, der brat brød af: Men rask - rask - - sagde han og løb ind. Inde havde Fru Etvøs faaet Ericsson fat:

- Emmeline har Penge, hviskede hun og sendte ham ud. Gustav Adolf af de ni sprang efter Øllet.

Der var blevet ligesom lidt mere stille igen, og Fru Simonin, der havde set let ned over Generalindens Række (Generalinden var en født Prinsesse Trubetzkoi og hun tilbragte sin finske Forvisning med et Udtryk i Ansigtet som en Potentat, der døjer en Gallaforestilling hos en mindre Fætter og i et Sprog, han ikke fatter), slog over i Fransken og bragte Generalinden en Hilsen fra Fyrstinde Ghika, som hun netop havde truffet i Paris.

332

Hun blev ved at tale Fransk, mens hun sprang over til Rumænien og fortalte om Dronning Elisabeth - la charmante femme! - og Hoffet i Bukarest.

- Rene Tyve er de i det Hul, sagde Violinisten kort og han begyndte at fortælle en Anekdote om Hofmarschallen i Rumænien, der havde stjaalet det Armbaand, Dronningen vilde skænke Fru Simonin. Fru Simonin hørte ikke: hun blev ved at konversere Generalinden, der lidt efter lidt tøede op og spurgte, om en Agraf af Perler paa Fru Simonins Skulder hørte til en Garniture - hvad den ikke gjorde, den var en Gave fra Hendes Majestæt Dronningen af Spanien:

Des perles exquises - n'est-ce-pas, madame?

Generalinden faldt hen i Lovtaler over Perlerne. Og Fru Simonin kaldte - Etvøs var ude igen at se om Øllet -:

- Ôtez ça, sagde hun, og han løste Agraffen, der begyndte at gaa rundt, mens Fru Simonin igen slog over i Tysken og fortalte om, hvordan hun havde spillet Billard med Majestæten Kong Alfons.

Agraffen gik fra Haand til Haand, mens Fru Simonin blev ved at fortælle, saa det summede med kongelige Navne rundt om de kronbergske Opsatser, og alle hørte til med glade og skinnende Ansigter, som faldt al den Hof-Sol paa dem selv, der var her til Bords med Berømtheden.

En efter en følte atter Trang til at drikke med Værtens, og der var en stadig Nikken og Skaalen over Bordet med Tak og Tak tilbage - kun Lektorinden sad lige upaavirket og holdt Agraffen fra sig, som om den lugtede stygt:

Naa, lad os hellere sige, den er fra en Prins, sagde hun og lod den gaa videre, saa Fru Etvøs fik den i sine magre Fingre: hun kendte ikke Livet igen, syntes hun, Fru Etvøs.

- Aa - at det skulde kunne hænde hos os, sagde hun og sad og drejede Perlesmykket i sin Haand.

- Mais, madame, vous oubliez votre bock, sagde 333 Generalinden og pegede med et affabelt Smil over paa den ankomne Flaske, som Fru Simonin lod staa.

De havde naaet Stegen, som Ericsson, der havde faaet tømt adskillige Vinrester paa Marchen gennem den lille Gang, bød om med smaa opmuntrende Skulderknubs til Kendinger - Ericsson havde den Vane at protegere visse Yndlinge under Serveringen - og Fru Etvøs tænkte pludselig paa Inga og rejste sig stille, da Etvøs med ét stod op; og hun satte sig igen, som blev hun trykket til Jorden:

- Etvøs vilde tale.

- Nu skaaler Adjunkten, raabte Silla, der bar Kompotten, i Forbifart og slog Døren op til Indelukket, hvor Emmeline sad paa Sengekanten ved et Lys i en Flaske og sled med den Hvide: der skulde med Blonder dækkes en sidste Rift, mens Inga kuldegysende ventede i det lille Skørt:

- Nu skaaler Adjunkten, hørte man Silla igen i Køkkenet.

Emmeline sad ganske stiv, foran Lyset, med Hænderne i sit Skød - man hørte alt gennem de aabnede Døre.

Etvøs stod lidt, saa sagde han med en meget lav Stemme og lige tæt ind paa Fru Simonin:

- Jeg vilde kun takke Dem - takke Dem, fordi De i Dag har givet os Glæde og Glans - - og Glans, gentog han endnu sagtere, mens han stirrede frem over Bordet og tav igen, han fandt ikke flere Ord.

Der var stille lidt. Saa raabte de alle Hurra, ni Gange og alle Herrerne brød op, under Støj, for at klinke med Fru Simonin.

Fru Etvøs sad og saá op mod hende, der smilte over alle de bukkende Ansigter - ogsaa Generalinden havde rejst sig i sin Silke:

- Hvor De maa være lykkelig, sagde Fru Etvøs halvsagte og dvælende til Tenoren og tog ikke Øjnene derfra.

334

- Aa, nej, svarede han kun langsomt og stirrede, han ogsaa, frem for sig - men en anden Vej.

Inga var inde ved Efterretten. Mens hun gik fra Skød til Skød, kom Fru Simonin i Tanker om sin Agraf. Den fandtes landet hos Vicekonsulens Dame: hun havde ikke kunnet skille sig fra den.

De brød op fra Bordet, og der blev en høj Takken fra alle Stuer, Hvor alle talte, muntre og mætte, og Etvøs gik fra Favn til Favn: -

- Tak, min Bro'er, sagde Silfverhjelm og slog Adjunkten fast paa begge Skulderblade.

Fru Etvøs gik mellem Damerne fra Haand til Haand.

- Dejlig Dag, sagde Fru Linden og trykkede hendes Fingre med sine svære Hænder, før hun tungt faldt ned paa et af de Etvøs'ske Arrangementer:

- Aa, Gud ske Lov, sagde hun og sukkede langt og befriet.

Fru Etvøs var gaaet videre. Hvad hver enkelt sagde,, hørte hun slet ikke, men hun saá dem smile og vidste, det var venligt - mens hun ligesom gled fra Kreds til Kreds. Hos Lektorinden stod der ogsaa to Damer, som tog hende længe i Haanden og talte om, hvor godt alt var gaaet:

- Og det er ikke let, naar man tilmed maa laane sig frem, sagde Lektorinden.

- Aa, nej, brød Fru Etvøs ud og trykkede hendes Haand fast, hun var altfor lykkelig til at føle nogen Brod. Hun gik forbi Fru Simonin - der med Truppen havde trukket sig lidt tilbage imod Vinduerne: Na, Kinder, sagde hun, schwer mit so verschiedenen Wölfen zu heulen - og hun gik hen og tog Cerlachius i begge Hænder. Hun sagde ingen Ting, men stod bare og saá ham taknemmelig op i det røde og runde Ansigt.

Der blev stort Spektakel. Herrerne gik allerede i Gang med megen Cognac, og Violinisten gjorde Behændighedskunster med en Underkop midt i en Kreds af Damer. Silla, der skulde samle Kaffekopper sammen, mønstrede, med den fyldte Bakke støttet mod sin Mave, 335 nøje hver enkelts Toilettepragt, og Grev Silfverhjelm vilde, ført af Ericsson, ud at komplimentere Madam Börner.

Alle Døre var aabne, det var, som det hele Hus flød i ét i den festlige Glæde. Inderst saá man et Øjeblik Emmeline, der uddelte Rationer til de otte ved Lyset i Flasken, ved Fodenden af Sengene ...

- Nu er De tilfreds, sagde den lille Tenorist, der stod ved Siden af Fru Etvøs.

- Ja, sagde hun og lo ham lige op i Ansigtet som et Barn.

V

Fru Simonin gabede adskilligt bag sin Vifte.

Nu havde hun til Afveksling flyttet sig over mod Kakkelovnen - den var glohed nu, takket være Emmeline - og stod med et Par Herrer, hvoraf den ene var Vicekonsulen:

- Altes Ding, sagde hun for at komme løs igen og pegede paa Klaveret.

Hun slog et Par Toner an, idet hun gik forbi, og endnu et Par:

- Sie, Berg, sagde hun med ét interesseret: høren Sie doch, es klingt wie eine Spinette.

Hun skubbede til Pianostolen og satte sig, mens hun blev ved at tage nogle Akkorder.

Der var ingen der vidste, hvordan Frøken Blanck, Spidsnæsen, pludselig var kommen forrest og sad to Skridt foran alle andre, i en Fletstol med sin Lorgnet.

Stille var der blevet som med ét Slag. Etvøs stod ved Siden af sin Kone:

- Adolfa, Adolfa, blev han ved at hviske, mens han krampagtig klemte om hendes Haandled.

Fru Simonin slog over i et lille Stykke af Haydn.

- Klingt doch lustig? was? sagde hun, da det var ude.

Ingen svarede, og hun spillede igen - en lille Ting. 336 af Scarlatti. Fru Etvøs saá ud, som saá hun et bibelsk Syn midt i sin egen Dagligstue.

Fru Simonin holdt op og slog kun endnu lidt i Tasterne :

- Singt denn hier Niemand? sagde hun i en Tone, saa hun kunde lige saa godt have spurgt, om muligen ikke nogen af Herskaberne gik paa Hænderne.

- Jo - Hr. Etvøs sang ...

- Hr. Etvøs er Stedets Tenor, sagde Vicekonsulen, der læspede.

- Dann singen Sie doch etwas, sagde Fru Simonin i ganske den samme Tone og blev ved at slaa Knips til Tasterne.

Etvøs var blevet saa bleg som et Lagen:

- Det kunde der jo slet ikke være Tale om, sagde han, og førte de svedige Hænder hen over hinanden: at synge for hende (han kunde knap faa Ordene frem) - ja, hvis han havde no'et - om han blot havde no'et.

- Men - og han gik nærmere til Klaveret - det var altsammen gammelt, hvad han havde ...

Selskabet nedlagde dæmpede Indsigelser. Fru Etvøs stod bag Ryggen af sin Mand og trippede ligesom han, mens hun bevægede Læberne til Ord, som ingen hørte.

- Om han ikke vil synge, sagde Fru von Linden mat og lagde Hænderne tungt i sit Skød.

- Og nu efter Maden, sagde Etvøs, i den tunge Luft ... Og hvem skulde akkompagnere?

- Ah - ich, sagde Fru Simonin i den samme Tone som før.

- Syng Alfredo sagde Fru Etvøs, der stadig stod lige bag sin Mand og næppe fik Ordene frem af Bevægelse.

- Ja, ja, sagde Etvøs, der ikke saá Noderne: men hvor er den?

Fru Etvøs var borte. Hun var efter Pastillerne og saa det lunkne Vand til at rense Munden med.

- Men denne Luft, sagde Etvøs, og nu er der tilmed lagt i.

Han tænkte paa at aabne et Vindu i Spisestuen, og 337 han løb ud i sin Forvirring, gennem alle Rum ind i Sovekamret:

- Hvem har da ogsaa lagt i, raabte han, saa man kan kvæles derinde?

- Jeg, Fa'er, sagde Emmeline.

- Naa - altid skal ogsaa Du gøre, hvad ingen be'er Dig om.

Etvøs gik bort fra Spejlet, hvor han havde ordnet sig som en Aktør i en Foyer.

- Altid, sagde han igen og gik.

Emmeline havde ikke svaret. Langsomt begyndte det at svide i hendes Øjne: saa græd hun ganske stille, siddende i Krogen ved sin Seng - hun havde gennemgaaet saa mange Sindsbevægelser i disse fire og tyve Timer.

Fru Etvøs kom med det lunkne Vand:

- Aa, Emmeline, sagde hun undskyldende, Fa'er skal jo synge.

Han var allerede begyndt, og Fru Etvøs blev staaende. De lyttede begge to, Moder og Datter, med fremadbøjede Hoveder, ubevægelige:

- Han er ved Stemme, hviskede Fru Etvøs med et Smil, og de lyttedr igen.

- Nu kommer det Sted, sagde Fru Etvøs og tog Emmeline om Armen. Det var en Passage, som det ikke faldt Jakob Etvøs saa let at komme over netop med Brysttone.

- Ja, han er ved Stemme, gentog hun igen og smilte: Stedet var klaret.

Da Etvøs holdt op, klappede de alle, og Fru Etvøs slap Emmeline, dirrende af Bevægelse; som vilde hun hastigt ind i Støjen, aabnede hun Døren og gik ind i Lyset. Etvøs straalede og sagde:

- Ja - naar man bliver saaledes akkompagneret, og famlede om nye Noder.

- Er hat gelernt, sagde Violinisten, der gik frem mod Fru Etvøs.

- Ja - studeret har min Mand, sagde hun.

338

Kun Silfverhjelm sagde til Cerlachius:

- Ja - jeg er nu ikke musikalsk, og vendte tilbage til Spisestuen, hvor Emmeline var listet frem: hun vilde se sin Fader.

Etvøs begyndte at synge igen - vendt imod Selskabet - purpurrød, gyngende med Kroppen, slyngende de slidte Toner ud, højere og højere med straalende Ansigt, rent borte, mens Fru Simonin lidt efter lidt ligesom blev ganske Automat - med Hovedet paa skæv - og kun lod Hænderne gaa op og ned ad Tangenterne.

Tenoristen maatte i Skjul. Han søgte til Etvøs' Værelse, hvor der brændte en stille Lampe.

Men bag Døren stødte han paa Fru Etvøs, der sad gemt, stirrende gennem Sprækken, med rokkende Hoved, ind paa Manden, der sang.

Tenoristen blev forvirret og vilde sige noget - et Adjektiv om Sangeren, men fik ikke Tid, Fru Etvøs stod pludselig op og fik ham med ét ned paa en Stol og begyndte at tale - til ham, den vildfremmede, den ligegyldige, om deres Liv, det trange Liv, deres Tilværelse, saa smaat, saa smaat, sagde hun.

- Og der er ingen Forandring, sagde hun, i de lange Aar. Hun gentog Ordene, som talte hun til sig selv, og hun saá atter paa ham, med Ansigtet ind i hans, vedblivende at tale, febrilsk og hastig fortællende om deres Ungdom, at hun havde rejst - dér ude, dér ude, sagde hun; om Etvøs, hvad han vilde, hvad han havde tænkt:

- At bryde ud - for der var Kræfter, sagde hun og førte de udspilede Hænder som to trætte Hamre op og ned mod sine Knæ.

- Og saa sidder man her, sagde hun pludselig og stirrede ham ind i Ansigtet med et Par Øjne, der intet saá: her ...

Hun skød Døren til - derinde blev Etvøs ved at synge, sang Arie paa Arie, alle Herrer var flyttede til Spisestuen nu - og hun blev ved at holde Tenoristen 339 fast med samme Strøm af Ord, bøjende sig frem imod ham, holdende om hans Hænder:

- Saa bli'r det Længsel, forstaar De, den lange Længsel, forstaar De, mens man sidder her Aar efter Aar ...

Pludseligt brød Taarerne ud af hendes Øjne, og hun græd, sagte og ustandseligt, bestandig med Ansigtet vendt imod ham.

Den lille Tenorist havde ikke rørt sig, han vidste ikke et Ord at sige, sagde kun og bukkede halvt:

- Ja, man forstaar jo, forstaar jo ... at her er indskrænket, Frue.

Ude i Stuen var Etvøs holdt op med at synge, og alle Mennesker talte i Munden paa hinanden. Med ét slog Fru Etvøs Døren helt op igen:

- Nu er de nok færdige, sagde hun og søgte at betvinge sig, Tenoristen kun bukkede og gik uden Ord; Etvøs var gaaet ind i Spisestuen, hvor alle klappede; han ligesom førte Haanden hen over Lektor og Cerlachius:

- Nu har man for Resten først Røsten, sagde han og slog sig ind mod Struben.

Saa vendte han tilbage til Stuen, og Damerne samledes i en Kreds for at sige ham Behageligheder:

- Nej vist, sagde han, man har jo ikke glemt alt: det blusser op i de begejstrede Øjeblikke.

Men pludselig blev han distræt og stod og stirrede med et Par tomme Øjne, til han brød ud af Kredsen med et brat: Undskyld. Han havde faaet Øje paa Violinisten, der endnu ikke havde udtalt sig.

Han skød hen imod Violinspilleren med mange sære Kast med Hovedet, og han begyndte en Samtale om Kunstsang: han vidste ikke, hvordan de Folk ansatte Tonen.

Og midt i det sagde han med et kort lille Nik - halvhøjt, saadan som Kolleger imellem -:

- Naa - hvordan var'et saa? Violinisten saá først lidt paa ham - han havde ikke 340 mere Tanken ved de Étvøs'ske Ydelser - før han sagde:

- Jo, det er en overordentlig udholdende Stemme. Der gik et Lys op over Etvøs' Ansigt:

- Ikke sandt? sagde han og nikkede med et ubeskrivelig tilfredsstillet Tonefald:

- Man véd dog noget om Sang, sagde han og talte længe om, hvordan han satte Tonen.

Generalinden havde allerede faaet Overkastet om sig for at bryde op, og Fru Simonin kom op af Stolen, lidt vel hastigt:

- Ja - gehen wir, sagde hun og tog et langt Ryk i sine Handsker.

Der blev et stort Opbrud af alle Damer, mens Fru Etvøs kom ind fra Adjunktens Stue:

- Allerede, sagde hun, men skal det være allerede...

- Saa brat det kom, sagde hun og tog Haand efter Haand.

- Naa, De maa s a am æ n være træt, sagde Fru Linden og slog hende ned paa begge Skuldre.

- Aa, nej, aa, nej, sagde Fru Etvøs kun og rystede paa Hovedet, mens hun beholdt hver enkelt Haand, som vilde hun slet ikke slippe den:

- Men det er slet ikke saa silde, sagde hun til Lektorinden.

Døren til Gangen stod aaben, som gennem en Taage saá hun Damerne en efter en forsvinde ind i de store Kaaber ...

Men Herrerne var ikke saadan straks til at faa med, de drak endnu, de raabte ogsaa Hurra for hende, og hun drak med et Øjeblik - til ogsaa de var ude, og hun hørte dem bare tumle i den yderste Gang:

Det var Cerlachius' Stemme:

- Saa drak vi det festlige Bæger, sagde han. Nu slog Gadedøren i.

Fru Etvøs hørte endnu Stemmerne langs ad Gaden. Saa blev ogsaa dér stille.

Længe gik hun om, som lyttede hun endnu efter den 341 døde Støj - rundt om stod Fletstolene forladte, Bordet var fuldt af de halvtømte Glas.

Lysene i Stagerne slukkede hun, et efter et - af økonomisk Vane - saa kun Lampen brændte og der blev halvmørkt igen.

Men saa faldt hun pludselig sammen, og hun græd igen, med Hovedet ned mod det gamle Klaver.

Det var Silla, der vækkede hende. Madam Börner ventede paa at sige Farvel.

Fru Etvøs gik ud i Køkkenet, hvor Madam Börner sad meget tilknappet ved Vandspanden: Hun takkede saa mange, mange Gange, sagde hun med sin Stemme, der var usikker af Graaden endnu.

- Det var ogsaa den store Bryllupsanretning, sagde Madam Börner, der ikke bevægede sig.

- Men det har da ingen Hast, sagde Fru Etvøs, der satte sig paa Blokken og tog Kogekonens Hænder, hendes ogsaa: man kan vel tale lidt, sagde hun, det er da ikke saa silde ...

Men Madam Börner havde Hast: Det var ikke for sin Fornøjelse, hun kogte rundt om - med sin Sygdom. Men man havde Børn, syv Børn, og Börner, han var ikke paalidelig. Og værst var'et de Dage, hun var ude.

Madam Börner sad og talte i én Tone med Øjnene i sit Skød.

Fru Etvøs hørte knap, hun sad kun, med Ansigtet ved Siden af Madammens, og rystede paa Hovedet; hun vidste, det var en Vise om Elende:

- Ja vel, ja vel, sagde hun ligesom et Omkvæd og blev ved at bevæge Hovedet som et Akkompagnement.

Men saa vaagnede hun og sagde: Men har De faaet no'et? ... De har jo ikke faaet no'et - med hjem. Der er da Munde nok, som maa smage ...

Og hun begyndte at pakke ind, Stykke paa Stykke af Levningerne, i en Kurv.

Saa gik Madam Börner, og ogsaa i Køkkenet var der tomt.

342

Gæsterne gik hjem ad Gaderne. Lektorinden tog lidt haardt om Armen af Lektor:

- Hun var dejlig, Louise, sagde Lektor og standsede under en Lygte.

- Hun var nøgen, Kalle, svarede blot Lektorinden. Lektor gik duknakket videre i Tavshed. Da hun aabnede Gadedøren, sagde Lektorinden afsluttende og drejede haardt i Laasen:

- Det er Cerlachius, der har betalt. Spidsnæsen blev fulgt af den danske Vicekonsul, der nu paa Hjemvejen var fuld af franske Adjektiver:

- Det siger jeg, sagde Frøkenen: hun er ikke proper.

.... Generalinden var længst hjemvendt og tog Haarblomsterne af foran sit Spejl. Da hun løste den sidste Blomst, sagde hun og skød Skuldrene op, mens hun vendte sig om til Generalen:

- C'est bonnet blanc et blanc bonnet.

Fru Simonin hvilede, oppe i sin Stue, ud i en Slaabrok. Længe betragtede hun Spidsen af sine Tøfler: i Morgen var det hos Generalens, der skulde spises.

Saa slog hun Hælene sammen og sagde resigneret:

- Na - am End', sie haben ihr Geld bezahlt.

Etvøs havde fulgt Tenoristen, der helst vilde gaa til Hotellet. Han var endnu ved Kunstsangen og vidste ikke, hvordan Folk behandlede deres Instrument.

Han standsede ved hvert tiende Skridt.

Da de endelig skiltes ved Hotelporten, sagde Etvøs hastigt og saá hen over Sangeren:

- Mon det var for silde at bryde ud?

Og da Tenoren øjensynlig ikke forstod, sagde han:

- Jeg mener at bygge paa denne her? og pegede hurtig paa sin Strube.

- Men hvorfor vel? sagde Tenoristen og blev blodrød.

Etvøs blev ved at gaa op og ned i Gaden, længe.

Da han endelig kom hjem, var han endnu i Ekstase, men tilsidst kom dog alle i Seng.

343

Faderen sov allerede, da Emmeline rejste sig halvt op fra sin Madrats:

- Mo'er, hviskede hun.

- Ja.

- Jeg hørte Frøken von Zelchen sige noget.

- Hvad da, hviskede Moderen.

- At det var en udmærket Dag, sagde hun til sin Fa'er.

- Hvor hørte Du det? hviskede Fru Etvøs tilbage.

- Jeg havde listet mig ned i Porten, da de gik, sagde Emmeline.

Fru Etvøs laa og smilte:

- Godnat, Barn.

- Godnat.

Tredjedagen efter rejste Fru Simonin om Morgenen. (Hun skulde koncertere i Rusland. Sytten Koncerter i en og tyve Dage, ét Program. Begyndelsen skulde ske i Kiew. Saa fulgte de øvrige Byer - hun kendte ikke deres Navne.)

Fru Etvøs var paa Banen med et Par Roser i Staniol - saadan et Par fattigbladede, blege no'en, som kan halvt springe ud paa et Gravsted, ved Juletid.

Etvøs havde jo ikke Tid - han var paa Vejen til sin Skole.

Men i en af Gaderne, som Jernbanen skar, stod en lang Figur og svingede med en Hat.

Det var Etvøs med to af de ni, der løb til Skole. Vinden tog i de lange Uldtørklæder som tre graa Faner.

"IRENE HOLM"

I

Det blev læst op en Søndag efter Gudstjenesten, af Sognefogdens Søn, ved Stævningsstenen udenfor Kirken: at Frøken Irene Holm, Danserinde fra det kongelige Theater, den første November i Kroen vilde aabne sine Kursus i Holdning, Dans og Bevægelse, saavel for Børn som for Viderekomne, Damer og Herrer - saafremt et tilstrækkeligt Antal Deltagere tegnedes. Prisen fem Kroner for hvert Barn, for Søskende Moderation.

Der tegnedes syv Deltagere. Jens Larsens stillede de tre "paa Moderation".

Frøken Irene Holm ansaa det for tilstrækkeligt Hun kom en Aften sidst i Oktober og stod af i Kroen med sin Bagage, en gammel Champagnekurv, der var bundet sammen med et Reb.

Hun var lille, tyndslidt med et firtiaarigt Lillepigeansigt under en Skindbaret, og gamle Lommetørklæder bundet om Haandledene mod Gigt. Hun udtalte alle Konsonanterne og sagde: Tak - aa Tak - jeg kan jo selv, til hver Haandsrækning og saá hjælpeløs ud.

Hun vilde kun nyde en Kop The og krøb saa i Seng i Lillekammeret bag Storstuen, tænderklaprende af Angst for Spøgelser.

Næste Dag kom hun til Syne med Lokkehoved og stram Figurkaabe med Skindkant, der bar Mærker af Tidens Tand. Hun skulde besøge de ærede Forældre. Hun turde maaske spørge lidt om Vejen. Madam Henriksen gik ud i Gangdøren og pegede paa Gaardene ud 345 over Marken. Frøken Holm nejede ad de tre Trappetrin af Taknemmelighed.

- Skrog, sagde Madam Henriksen. Hun blev staaende i Gangdøren og saá efter Frøken Holm, som gik ned mod Jens Larsens oppe paa Diget - for at skaane sit Fodtøj. Frøken Holm var "chausseret" i Gedeskind og Strømper med Ret og Vrang.

Da hun nu havde-besøgt Forældrene - Jens Larsens gav ni Kroner for sine tre - søgte Frøken Holm om Lejlighed. Hun fik et lille hvidkalket Kammer hos Smedens med Udsigt over den flade Mark. Møblementet var en Kommode og Sengen og en Stol. Mellem Kommoden og Vinduet fik Champagnekurven sit Sted i Krogen.

Dér flyttede Frøken Holm ind. Formiddagen gik med mange Processer med Krøllepinde og kold The og varme Grifler. Naar Krøllehovedet var i Orden, ryddede hun op, og om Eftermiddagen hæklede hun. Hun sad paa sin Champagnekurv i Krogen og stjal det sidste Lys. Smedemadammen kom ind og satte sig paa Træstolen og snakkede. Frøken Holm hørte til smilende og med graciøse Nik med det lokkede Hoved.

Madammen spandt Historien ud en Timestid i Mørkningen, til Nadveren skulde paa Bordet Frøken Holm vidste sjældent, hvad hun havde fortalt. Udenfor Dans og Positioner og saa Regnskabet for Brødet - et langsommeligt, evigt Regnskab - havde denne Verdens Ting lidt svært ved at bryde ind til Frøken Holms Bevidsthed. Stille blev hun siddende med Hænderne i Skødet, paa sin Kurv, og stirrede blot paa den smalle lyse Stribe under Smedens Dør.

Ud gik hun ikke. Hun fik Hjemve, naar hun saá de flade, øde Marker. Og saa var hun ogsaa bange for Tyre og løbske Heste.

Naar det blev ud paa Aftenen, kogte hun Vand i Kakkelovnen og spiste. Saa kom Turen til Papillotterne. Naar hun under Afklædningen var naaet til Underpermissioner, gjorde hun sine "Pas" ved Sengestolpen. Hun strakte Benene, saa hun svedte ved det.

346

Smeden og hans Kone veg ikke fra Nøglehullet. De saá Balletspringene bagfra; Papillotterne strittede paa Issen som Piggene paa et Pindsvin.

Frøken Holm blev saa ivrig, at hun begyndte at nynne højt, mens hun gik i Gulvet og op, i Gulvet og op ...

Smed og Kone og Børn sloges ved Nøglehullet.

Naar Frøken Holm havde øvet sine Minutter, krøb hun i Seng. Naar hun øvede, kom hun næsten altid til at tænke paa "da hun var paa Skolen ved Dansen" .... Og pludselig kunde hun le halvhøjt op med en tøset Latter, midt som hun laa ....

Og hun faldt i Søvn, mens hun endnu tænkte paa den Tid - den lystige Tid ....

Prøverne, naar de stak hinanden med Knappenaale i Læggene .... og hvinte ....

Og Aftenerne - - i Garderoberne .... hvor det summede .... alle Stemmerne .... og Regissørens Klokke ....

Frøken Irene Holm vaagnede endnu om Nætterne, naar hun havde drømt, hun forfejlede en Entré ....

II

- Nu - en - to .... Frøken Irene Holm løftede Kjole og strakte Fod .... Ud tilbens - en - to - tre.

De syv var ind tilbens - med Fingrene i Munden, mens de hoppede.

- Lille Jens - ud tilbens - en, to, tre - Kompliment - en, to, tre - en Gang til ...

Jens Larsens tre gjorde Kompliment med den stive Tunge langt ud af Munden ....

- Lille Maren højre - en - to - tre - Maren gik til venstre ....

- Om igen - en to tre - - Frøken Holm sprang som et Kid, saa man saá et langt Stykke af de "Ret og Vrang" ....

347

Kursus'et var i fuld Gang. De dansede tre Gange om Ugen i Krosalen ved to Lamper, der hang under Bjælken. Det gamle Støv stod op i den kolde Stue under Trinene. De syv var vildfarende som en Flok Skader. Frøken Holm rettede Rygge og bøjede Arme.

- En - to - tre, Battement ....

- En - to - tre - Battement .... De syv faldt ned fra Battementet og skrævede ....

Frøken Holm fik Støv i Halsen af at raabe. De skulde danse Vals, Par og Par. De holdt sig langt ude fra hinanden, generte og stivarmede, som om de drejede i Søvne. Frøken Holm talte og svingede dem.

- Godt - sving - fire, fem - godt, sving - lille Jette ....

Frøken Holm blev ved at følge efter Jens Larsens midterste og lille Jette og drejede dem, som man slaar til en Top ....

- Godt - godt - lille Jette ....

Lille Jettes Moder var der for at se til. Bønderkonerne kom med Hattebaandene bundet i stive Sløjfer og saá til, langs Væggene, ubevægelige med Hænderne i Skødet, uden at veksle et Ord med hinanden.

Frøken Holm kaldte dem "Frue" og smilte til dem under Battementerne.

Turen kom til Les Lanciers. Jens Larsens "tre" sprang med Vandstøvlesnuderne højt op i Vejret.

- Damen tilhøjre - godt - lille Jette, tre Skridt tilvenstre - godt lille Jette ....

Les Lanciers lignede et Haandgemæng.

Frøken Holm stønnede af at kommandere og danse. Hun støttede sig til Væggen - det var, som havde hun Hamre i Tindingerne -

- Godt - godt - lille Jette ....

Hendes Øjne sved af det gamle Støv .... De syv blev ved at hoppe rundt midt paa Gulvet i Halvmørket.

Naar Frøken Holm kom hjem efter Dansetimerne, bandt hun Lommetørklæde om Lokkehovedet. Hun gik rundt med en evig Snue. Fritimerne sad hun med 348 Næsen over en Skaal kogende Vand for at standse Ondet.

De fik Musik til Timerne: Hr. Brodersens Violin. Frøken Holm fik to nye Elever, et Par Viderekomne. De hoppede alle rundt til Skrædder Brodersens Instrument, saa Støvet stod i Skyer og Kakkelovnen dansede paa Løvefødderne.

Der kom ogsaa flere Tilskuere. En Gang imellem de fra Præsten, Frøkenen og Kapellanen.

Frøken Holm dansede for under de to Olielamper med Brystet frem og strakt Vrist:

- Kast Fødderne, lille Børn, kast Fødderne, saadan ....

Frøken Holm kastede Fødderne og løftede op i Kjolen:

Der var Publikum.

Hver Uge sendte Frøken Holm det hæklede Arbejde til København. Posten blev afleveret hos Skolelæreren. Hun havde hver Gang pakket eller skrevet forkert, og; Skolelæreren maatte gøre det om.

Hun stod og saá til med sine Sekstenaars Smaanik..

Aviserne, der var kommet med Posten, laa til Uddeling paa et af Skolebordene. En Dag bad hun, om hun maaske turde se "Berlingske". Hun havde set paa Bladbunken otte Dage uden at turde spørge.

Siden kom hun hver Dag, i Middagsstunden - Skolelæreren kendte hendes sarte Banken med en Kno -:

- Værsgo, lille Frøken - der er aabent, sagde han.

Hun gik over i Skolestuen og tog Berlingske ud af Bunken. Hun læste Annoncerne fra Theatrene og Repertoiret og Kritikkerne, af hvilke hun intet forstod. Men det var jo om "dem derovre".

Det tog lang Tid at komme igennem en Spalte. Pegefingeren fulgte graciøst med Linierne.

Naar hun var færdig med Avisen, gik hun over Gangen og bankede som før.

349

- Naa, sagde Skolelæreren, var der saa noget nyt i Staden?

- Det er altid "dem derovre", sagde hun. De gamle Forhold.

- Det lille Frø, sagde Skolelæreren og saá ud efter hende gennem Vinduet. Frøken Holm gik hjem til sit Hækletøj.

- Det lille Frø, hun er s'gu helt febrilsk for sin Dansemester .... sagde han.

Det var en Ballet, som skulde opføres paa Theatret, af en ny Balletmester. Frøken Holm kunde Personlisten udenad og Navnene paa alle Solodansene. Vi har jo været sammen paa Skolen, sagde hun: vi alle.

Om Aftenen, da Balletten skulde opføres første Gang, havde hun Feber, som om hun selv skulde danse. Hun tændte de to Lys, der var blevet graa af Ælde, paa Kommoden, hvert paa sin Side af en Thorvaldsens Gipskristus, og hun satte sig paa sin Champagnekurv og saá ind i Lysene.

Men hun kunde ikke være ene. Al den gamle Theateruro kom op i hende. Hun gik ind til Smedens, som sad ved Nadveren, og hun satte sig paa Stolen ved Siden af Stueuhret. Hun talte mere de Timer end ellers det hele Aar. Hun fortalte om Theatret og om Førsteforestillingerne. Om de store "Soloer" og om Mestertrinene.

Hun nynnede og vuggede med Overkroppen, mens hun sad.

Smeden blev saa muntret af alt dette, at han gav sig til at brumme en gammel Kavallerivise og sagde:

- Mutter, det drikker vi en Punch- paa - en Arrak af den skære.

Punchen blev brygget, og de to Lys fra Kommoden kom ind paa Bordet, og de drak og snakkede op. Men midt under hele Lystigheden blev Frøken Holm pludselig stille og sad med store Taarer i Øjnene. Og rejste sig og gik ind.

Inde paa sin Kurv brast hun i Graad og sad længe, 350 før hun klædte sig af og gik i Seng. Hun gjorde ingen "Pas" ved Stolpen.

Hun blev ved at tænke over dette ene!

Han havde været med hende paa Skolen.

Hun laa stille i Sengen. Nu og da sukkede hun i Mørket Hun virrede lidt med Hovedet paa Puden: hun hørte i sit Øre hele Tiden Balletmesterens Stemme fra Skolen, hidsig og skrattende:

- Holm har ingen Elan .... Holm har ingen Elan .... han raabte det, saa det skreg gennem hele Salen.

Hvor hun hørte det - hvor saá hun Salen.

Figurantinderne gjorde deres Øvelser i lang Rad - Pas efter Pas. Træt lænede hun sig et Nu til Væggen - det var, som var de plagede Lemmer hugget hende af Kroppen - og hun hørte igen Balletmesteren, som skingrede:

- Har Holm da ingen Ambition ....

Hun saá deres Stue hjemme. Moderen, der sad stønnende i den store Stol, og Søsteren, der drejede den hakkende Symaskine, nær ved Lampen, og hun hørte Moderen sige med sin astmatiske Stemme:

- Dansede Anna Stein Solo?

- Ja, Mo'er.

- Hun havde vel "La grande Neapolitaine"?

- Ja, Mo'er.

- I to kom sammen paa Skolen, sagde Moderen og saá over paa hende bag Lampen.

- Ja, Mo'er.

Og hun saá Anna Stein i det brogede Skørt - med de flagrende Baand i Tamburinen - saa levende og leende i Lyset fra Rampen i den store Solo ....

Og pludselig lagde hun Hovedet ned i Puderne og hulkede, voldsomt og ustandseligt, i afmægtig og fortvivlet Smerte ....

Det var blevet Morgen, før hun faldt i Søvn.

- - Balletten havde gjort Lykke. Frøken Holm læste Kritikken i Skolen. Mens hun læste, faldt et Par smaa Gammelkone-Taarer ned paa Berlingskes Papir.

351

Fra Søsteren ankom der Breve. Det var Breve om Laanesedler og Nød. De Dage, hun fik de Epistler, glemte Frøken Holm Hækletøjet, og hun sad med Hænderne i Tindingerne, med det aabnede Brev i sit Skød. Tilsidst gik hun rundt til Forældrene, og, rød og bleg, bad hun om Halvdelen af sit Honorar.

Det sendte hun hjem.

Dagene gik. Frøken Irene Holm vandrede til og fra sin Dans. Hun fik et Hold endnu. Det var en halv Snes unge Gaardmandsfolk, som havde slaaet sig sammen. De dansede tre Aftener om Ugen i Peter Madsens Storstue ved Skoven. Frøken Holm gik en halv Mil i Vintermørket, ræd som en Hare, forfulgt af alle Balletskolens gamle Spøgelsehistorier.

Hun skulde forbi en Dam, omgivet af Pile. Hun stirrede ufravendt paa Træerne, der strakte sine store Arme op i Mørket. Hun følte Hjertet som en kold Sten i sit Bryst.

De dansede tre Timer. (Hun kommanderede. Hun svingede. Herre-Eleverne dansede hun med, saa hun fik hektisk Rødt paa Kinderne.) Saa skulde hun hjem. Peter Madsens Gaardport var lukket. Drengen fulgte hende med Lygten og fik Porten op. Han holdt Lygten højt op i Haanden et Øjeblik, mens hun gik ud i Mørket

Og hun hørte hans "Godnat" bag sig, og Portfløjen, der blev trukket frem over Brolægningen og blev lukket

Paa det første Stykke Vej var det Hegn med Buske, der bøjede sig og nikkede ....

Det begyndte at melde Foraar, da Frøken Irene Holms Kursus var endt. Holdet fra Peter Madsens vilde have Afdansning i Kroen.

III

Festen blev meget fin med "Velkommen" i Transparent over Døren og koldt Bord til to Kroner med Kapellanen og Præstefrøkenen for Bordenden.

352

Frøken Holm var i Barège med Garneringer og romerske Baand om Hovedet. Fingrene var fulde af Venskabsringe fra Balletskolen.

Mellem Dansene sprøjtede hun med Lavendelvand paa Gulvet og truede "Fruerne" med Flasken. Frøken Irene Holm blev saa ung igen, naar hun havde Afdansning.

Først dansede man Kvadrillerne.

Forældrene og de ældre stod langs Væggene og i Dørene, seende hver efter sine og stille imponerede. De unge gik rundt i Kvadrillerne med Ansigterne saa stive som Masker, saa varsomme i Trinene, som gik de paa Ærter.

Frøken Holm var lutter opmuntrende Nik og halvhøje franske Benævnelser. Musikken var Hr. Brodersen og Søn. Hr. Brodersen junior trakterede Præstens velvillig udlaante Klaver.

De begyndte paa Runddansen, og Tonen blev mere fri. Mændene slog sig paa Punchen i Mellemstuen, og "Herre-Eleverne" bød Frøken Holm op. Hun dansede med Hovedet paa Siden, løftede sig paa Tæerne, med sin ældede Sekstenaars Gratie.

Efterhaanden holdt de andre Par op at danse, og Frøken Holm og hendes Kavaler blev alene paa Gulvet. Mændene kom frem i Døren til Lillestuen, og de raabte alle i stille Beundring efter Frøken Holm, der strakte Fødderne lidt længere frem under Kjolen og vuggede i Hofterne.

Præstefrøkenen morede sig, saa hun kneb Kapellanen i Armen.

Efter en Mazurka raabte Skolelæreren "Bravo", og alle klappede i Hænderne. Frøken Holm gjorde Balletbøjning med to Fingre paa Hjertet.

De skulde til Bords, og hun arrangerede en Polonaise. Alle gik med, Konerne skubbede til hinanden af Generthed og Fornøjelse. Mændene sagde:

- Naa - Mutter - saa skal vi ....

353

Et Par gav sig til at synge "Landsoldaten" og trampede Takten.

Frøken Irene Holm havde Skolelæreren til Bords og sad under Hans Majestæt Kongens Buste.

Tonen blev igen højtidelig, efter at man kommet til Bords, og Frøken Holm var den eneste, der talte, i Salontone, som "de fra Skuespillet" i en Komedie af Scribe. Lidt efter lidt blev man mættere. Mændene begyndte at drikke hinanden til og støde Glassene sammen over Bordet.

Der blev stor Lystighed nede ved de Unges Bordende, og det varede noget, før der blev Ro for Skolelæreren, som vilde tale. Han talte for Frøken Holm og de ni Muser. Han talte længe. Langs ad Bordet sad man og saá ned i Tallerkenerne - efterhaanden fik Ansigterne et højtideligt og stramt Udtryk, ligesom naar Degnen var i Kordøren i Kirken - og drejede Brødkugler med Fingrene.

Taleren naaede Freja med sine to Katte og udbragte saa et Leve for "Kunstens Præstinde": Frøken Irene Holm. Der blev raabt ni lange Hurra, og alle vilde drikke med Frøken Holm.

Frøken Holm havde ikke forstaaet Talen og var meget smigret. Hun stod op og nejede med Glasset løftet i rundet Arm. Det festlige Pudder var ganske forsvundet af Anstrengelsen og Heden, og hun havde to mørkerøde Pletter ned over Kinderne.

Der blev en stor Hurlumhej. De Unge begyndte at synge, de Gamle drak Privatglas og stod op fra deres Pladser for at slaa hinanden paa Skuldrene eller daske hinanden paa Maven midt ude paa Gulvet, under Latter. Konerne begyndte at kaste strenge Blikke, angst for at Halvdelene skulde faa for meget.

Og midt under Lystigheden hørte man Frøken Holm, som blev meget munter og lo med en tøset Latter som for tredive Aar siden paa Danseskolen ...

Saa sagde Skolelæreren: Frøken Holm skulde egentlig danse - -

354

- Hun havde jo danset ...

- Ja - men danse for dem - en Solo - det var noget ....

Frøken Holm havde straks forstaaet - og en forfærdelig Lyst slog op i hende: Hun kunde danse.

Men hun gav sig til at le og sagde over til Peter Madsens Kone:

- Hr. Organisten vil ha'e, jeg skal danse - - som om det var det latterligste af Verden.

De nærmeste hørte det, og der blev et almindeligt Raab.

- Ja - De maa danse ....

Frøken Holm var rød lige op til Haaret og sagde: At Feststemningen blev næsten for løftet ...

- Og desuden var der ingen Musik ...

- Og man dansede ikke i lange Skørter ... En Karl raabte gennem Stuen: De ka' løftes, - og alle lo højt og begyndte at bede paa ny.

- Ja - hvis Frøkenen fra Præstegaarden vilde spille - en Tarantel ...

Man omringede Præstefrøkenen. Hun var villig og skulde forsøge. Skolelæreren rejste sig og slog paa sit Glas: Mine Damer og Herrer, sagde han, Frøken Holm vil gøre os den Ære at danse .... De raabte "Leve" igen og Hurra, og begyndte at rejse sig fra Bordet.

Kapellanen var gul og grøn, saadan havde Præstens Frøken knebet ham.

Frøken Holm og Præstefrøkenen gik ind for at prøve Musikken. Frøken Holm var febrilsk og gik frem og tilbage og strakte Fødderne. Hun pegede paa Gulvfjælene, der gik i Bakke og Dal, og sagde:

- Man er jo ikke vant til at danse i en Cirkus. Saa sagde hun: Ja - Lystigheden kan begynde, og talte ganske hæst af Sindsbevægelse.

- Saa kommer jeg efter de første ti Takter, sagde hun. Jeg gør Tegn ... Hun gik ind og ventede i Lillestuen.

Publikum kom ind og stillede sig i en Halvkreds, 355 hviskende og nysgerrige. Skolelæreren hentede Lys fra Bordet og stillede dem op i Vindueskarmene, ligesom til en Illumination. Saa bankede det paa Lille-Stue-Døren.

Præstefrøkenen begyndte at spille, og alle saá mod Døren. Efter den tiende Takt gik den op, og alle klappede: Frøken Holm dansede med Kjolen bunden op med et romersk Skærf.

Det var "La grande Neapolitaine".

Hun gik paa Tæerne, og hun svingede. Tilskuerne saá beundrende paa Fødderne, der gik rapt som et Par Trommestikker. Der blev en Klappen, da hun hvilede paa ét Ben.

Hun sagde: Hurtigere - og begyndte at svinge igen. Hun smilede og vinkede og viftede og viftede. Det blev mer og mer med Overkroppen, med Armene, det blev mer og mer det mimiske. Hun saá ikke Tilskuernes Ansigt mer - hun aabnede Munden - smilede, viste alle sine Tænder (nogle græsselige Tænder), - hun vinkede, agerede, - vidste, følte kun "Soloen" - -

Endelig Soloen.

Det var ikke længer "La Neapolitaine". Det var Fenella, Fenella, der knælte, Fenella, der bad - den tragiske Fenella ....

- - Hun vidste ikke, hvordan hun var kommet op, hvordan hun var kommet ud .... Hun havde kun hørt Musikken, der med ét holdt op - og Latteren - Latteren, mens hun pludselig saá alle disse Ansigter ....

Og hun havde rejst sig, og hun havde udbredt Armene en Gang endnu - af Vane - og hun havde nejet, mens de raabte ...

Inde i Lillestuen stod hun et Nu ved Bordet .... det var saa mørkt for hende, saa ganske tomt ....

Saa løste hun langsomt Skærfet, med sært stive Hænder, og glattede Kjolen og gik stille ind - hvor de blev ved at klappe.

356

Hun nejede, tæt ved Klaveret, men Øjnene løftede hun ikke fra Jorden.

De havde Hast med at begynde at danse.

Frøken Holm gik stille rundt. Hun begyndte at sige "Farvel", og Eleverne trykkede hende Pengene i Haanden, indsvøbte i Papir.

Peter Madsens Kone hjalp hende Tøjet paa, og i sidste Øjeblik kom Præstefrøkenen og Kapellanen og vilde følges med hende.

De gik tavse hen ad Vejen. Præstefrøkenen var rent ulykkelig og vilde gøre en Undskyldning og vidste ikke, hvad hun skulde sige. Og den lille Danserinde blev ved at gaa ved Siden af dem, stille og bleg.

Saa sagde Kapellanen, pint af Tavsheden:

- Ser De, Frøken - de Folk har jo intet Blik for det tragiske.

Frøken Holm blev ved at gaa stille. De kom til Smedens, og hun nejede, da hun rakte Haanden.

Præstefrøkenen slog Armene om hende og kyssede hende: Godnat, Frøken, sagde hun - hun var ikke sikker paa Røsten ....

Kapellanen og hun blev ude paa Vejen, til de havde set Lyset tændt i Danserindens Kammer.

Frøken Holm tog den Barèges Kjole af og lagde den sammen. Saa talte hun Pengene ud af Papirerne og syede dem ind i en lille Lomme i sit Kjoleliv. Hun førte Naalen saa kejtet, mens hun sad foran sit Lys.

Den næste Morgen blev hendes Champagnekurv læsset paa Landpostens Vogn. Det var en Regndag, og Frøken Holm krøb sammen under en defekt Paraply; Benene trak hun op under sig, saa hun sad helt tyrkisk paa sin Kurv.

Da de skulde til at køre - "Posten" gik ved Siden af Vognen, Øget havde nok med at trække én Passager - kom Frøkenen fra Præstegaarden løbende hen ad Vejen i bart Hoved. Hun havde en hvid Spaankurv 357 med. Man maatte da have Proviant med paa Rejsen, sagde hun.

Hun bøjede sig ind under Paraplyen, tog Frøken Holm om Hovedet og kyssede hende to Gange ....

Saa brast den gamle Danserinde i Graad og greb den unge Piges Haand, som hun kyssede.

Præstefrøkenen blev staaende paa Vejen og saá efter den gamle Paraply, saa længe hun øjnede den.

- - Frøken Irene Holm havde indbudt til et "Foraarskursus i den moderne Selskabsdans" i en nær Flække.

Der var tegnet seks Elever.

Der drog hun hen - for at fortsætte det, man kalder Livet.

"FRØKEN CAJA"

I

Endelig var alle Pensionærerne summet afsted, og Døren paa tredje Sal slog op og slog i. "Selskabsfuglene"s Pludren lød sidst paa Trappen.

Og nu vilde der være Fred i Dagligstuen en Time.

Fru Canth sad paa sin Yndlingsplads i Sofaen under sin Moders Billede. Hun blundede og hun vaagnede, mens Kappebaandene sagte gik.

Frøken Caja bare sov - haardt, ret op og ned paa sin Stol bag Maskinen. Hendes Mund stod aaben og hendes Aandedrag hørtes højt; det var, som aste hun selv i Søvne. Men pludselig tav Aandedrættet og hun vaagnede halvt: det var som nogen havde kaldt. Men paa Pletten sov hun igen.

Fru Canth var vaagnet helt - hun blundede aldrig længe ad Gangen - og begyndte at gaa op og ned ad Gulvet og nynne. Det var hendes Vane at nynne - ingen vidste, hvad det var for gamle stumpede Melodier - mens hun traadte i Gulvet saa let paa Taa, som om hun skulde danse, og løftede Kjolen op med Haanden bagtil, som holdt hun en gammel Adrienne.

Hun blev ved at gaa frem og tilbage forbi Frøken Caja. Hun nynnede højere og højere, Datterens plumpe Søvn irriterede hende, til hun vækkede hende.

Men fra Frøken Caja hørte man kun en Mumlen i Halvmørket og atter Aandedrættet: Frøken Caja sov som en Daglejer, naar hun kom til Sæde.

Fru Canth holdt ikke mer den Soven ud:

359

- Maskinen skal vel ud? sagde hun højt og utaalmodigt i den haarde Tone, ingen hørte uden Datteren.

Frøken Caja fo'r op og rystede det stride Haar: Lygterne var tændt - saa skulde der Ild hos Kaptajnen.

Hun tog uden Ord Maskinen - hele Timetabellen vaagnede i hendes Hjerne igen - og var ude. Det var, som satte hun gennem alle Etagens Døre paa én Gang og man hørte hendes Kalden:

- Eugenia, Eugenia, gennem Korridoren. Hun lagde en egen høj Tone paa Stavelsen "ge".

Eugenia, Enepigen, der tilbragte sit Liv, i skævtgangne Dansesko, enten med at sove ud - hun havde en Svaghed for at hvile sig paa Kanten af de Senge, hun skulde rede - eller med at krølle Forhaar ved Hjælp af et Pibejern, kom meget sindig frem af sit Kammer og fik akkurat sendt et Par halvhøje, men særdeles veltalende Beroligelser efter Frøkenen, der allerede var nede af Trappen paa tredje Sal, hvor man hørte hendes Gang gennem Etagen.

"Selskabsfuglene", der, iførte deres Kaaber, laa paa Knæ paa Køkkenbordet ved Siden af hinanden for at kigge efter Brudevognen - der var Bryllup i Mellembygningen i de Thorup'ske Festlokaler - røg ned af Bordet, da de hørte hende.

Frøknerne Sundby levede overhovedet med Livet i Hænderne: de havde Tredjesalens Badekammer for fyrretyve Kroner om Maaneden med Kosten - for dem begge. Og saa skulde Lissy endda øve de tre Timer om Dagen til Konservatoriet paa Dagligstuens Klaver.

Men Frøken Caja saá dem ikke, hun gik kun gennem Korridoren, hvor Student Kattrup, da han hørte hende, slog sin Dør op paa vid Gab for at "hun dog kunde lugte Varmen" - ind til Kaptajnen.

Hun lagde i, tog Tæppet af, stillede Lys frem - alt mekanisk, rapt, uden en Tanke. Frøken Cajas Tanker var altid ved, hvad hun kunde naa at fare over i det 360 næste Nu. Paa Vejen op tog hun Tæppet af et Par Senge.

I Korridoren løb hun paa Frøken Emmy:

- Jeg vilde have lukket op, sagde hun skræmt.

I Mørkningen havde Frøknerne Sundby en Passion for at lukke op. De løb begge to, hver Gang det ringede, emsige som et Par Spurve, og viste Damer og Herrer ind allevegne. Det ringede som en Telefonstation paa Tredjesalen i Skumringen.

Frøken Caja var oppe paa fjerde Sal igen. Student Kattrup lukkede sin Dør og Emmy var vendt tilbage til Køkkenbordet, hvor Lissy allerede laa paa Knæ igen med Ansigtet, over Trækgardinet, mod Ruden.

Frøken Caja tændte Ganglampen og den lavbenede Lampe paa Spisestuebordet, hvor alle Servietterne flød paa Dugen:

- Saa gaar jeg, sagde hun ind i Dagligstuen med sin skarpe Røst og tog et Par Tallerkener med, som var glemt paa Lørdagsdugen efter Hr. Lerche, der havde Spist bagefter.

- Ta'r Du saa Trøjerne med? raabte Fru Canth gennem Døren, men blev ikke hørt De tre Brødre Hatting stormede gennem Spisestuen for at gaa til Privatlærer.

- Kan Constantin gaa stille? sagde Frøken Caja, som kom imod dem med Tallerkenerne.

Ingen af de tre Latinskoledrenge svarede, den bageste slog kun Gangdøren i, saa begge Lamper oste. Brødrene Hatting fo'r i det Hele altid ud af deres Bur som tre Jagthunde, der halser løs paa Bytte.

- Ta'er Du saa Trøjerne med? gentog Fru Canth.

Der lød et haardt "Ja" fra Korridoren, og Fru Canth lod det Lamasjal ligge (et brunladent Lamasjal, som hun uafladelig pakkede sig i og, i Livligheden, atter glemte paa hver en Stol) for at hente Trøjerne i sit Sovekammer, et sirligt Gemak, der var fuldt af mange hvide Omhæng og med et Par gamle Sølvlysestager skinnende foran Spejlet; Fru Canths Værelse var det eneste 361 Sted i de Canth'ske Etager, hvor nogetsomhelst egentlig skinnede.

Fru Canth søgte Trøjerne - nogle Uldtrøjer, som hun strikkede for et Magasin - frem af en Skuffe og pakkede dem sammen i et Papir. Men hun havde bestandig altfor bevægelige Fingre, og Bylten holdt ikke sammen.

- Naa - det er godt, sagde Caja, der var fulgt efter hende, og tog den vanskabte Bylt ud af hendes Hænder.

Hun gik ud i Badekamret, der var hendes Værelse, hvor hendes Garderobe hang paa nogle indslaaede Søm paa Væggen, dækket af et Lagen, og Sengklæderne var stablede op i det ene Hjørne som en stor Høj. Trøjerne slog hun ned i en Skuffe, som hun laaste, før hun tog Overtøjet paa. Det var en lang Kaabe, hvor Folden til den manglende Tournure saa underlig kønsløst slaskede bagtil, og en Skindbaret, sat helt ned over Haaret. De forede Handsker fik hun paa i Farten gennem Gangen . - knoglet var hun om Haandledene som et Mandfolk.

Der lød endnu et Par: "Eugenia - Eugenia", men saa fløj Gangdøren i. Frøken Caja var i Farten nær bleven overkørt nede i Porten af Brudevognen, der svingede ind med sine Klokker.

Men Frøkenen hverken saá eller hørte: hun bare regnede - fra det Nu, hun kom ud af sin Dør: der var saa mange, mange Parter at dele i, i den Canth'ske "Kasse"; og der var Lørdags-Indkøb, Indkøb for to hele Døgn.

Oppe i Etagerne var det, som faldt der en ren Fred over Stuerne.

Fru Canth havde faaet Lysene i Sølvstagerne tændte og gik ud og ind og nynnede og nuslede med mange Kamme og Svampe og Børster - det kunde hun gøre timevis: saa børstede hun Fingre og saa glattede hun Haar, mens hun snakkede med hver, der kom i Stuen.

Alle havde noget at betro hende, mens hun gik let 362 paa Taa omkring og tog Sjalet paa og lod Sjalet ligge og kun hørte det Halve af den hele Snak.

Fru von Casse-Muckadell var kommen ind og havde paa sin Vej stillet et Par Stole paa Plads - Stolene i Dagligstuen stod bestandig, som havde der været hastigt Opbrud efter Fremmede - før hun ved Bordet tog fat paa sine Kort. Fru von Casse-Muckadell, en før og rund Person, hvem der ligesom endnu hængte megen gammel Kælenskab i Lemmerne, lagde Kabaler op for hvert ungt Blod i Pensionatet om Elskovs Lykke og Brudefærd, mens hun stadig sad og smilte forstaaende ned i Kortene med en rød og lysten gammel Mund og en Gang imellem lettede sig i Sædet, som trængte hun til at røre sig og blev ligesom for hed: hun saá alt saa grangivelig i Kortene.

Sundby'erne hørtes i Spisestuen, og de fyldte hele Stuen med Ord, der kom og kom fra deres smaa fiskeagtige Munde ustandselig og ledeløst - man havde den Fornemmelse, sagde Medicineren Spørk, at Sundby'- ernes Ordstrømme slet ikke passerede Hjernen -: om hvem de havde set og hvem lukket ind og hvem lukket ud og hvem de troede, var Bruden, mens de uafladelig afbrød Strømmen med et:

- Ikke Iss?

- Ikke Im?

til Søsteren og fo'r paa igen, mens de havde saa mange Smaabevægelser, som gjaldt det at nytte den kostbare Ungdommens Tid til at gøre de flest mulige Bevægelser i Minuttet.

Fru von Casse-Muckadell holdt inde i Kabalen, med Hovedet frem og Hænderne, der var kønne endnu som et Par smaa fede, hvide Katte, ned paa sine runde Knæ:

- Hvem kom til Sparre? sagde hun og skød rapt til Skærmen paa Lampen for at se.

- Naturligvis - hun med den brune Hat - som sædvanlig, sagde Emmy:

- Men jeg giver ham ikke mere Haanden, sagde 363 hun og strammede sin Mund. Frøknerne Sundby havde den Vane at demonstrere overfor visse Uregelmæssigheder i Tredje-Etagens Levevis ved provisorisk at indstille deres Haandtryk efter Maaltiderne.

- Ja, det er hende, sagde Fru von Gasse og ligesom kælede for sine egne Hænder i sit Skød.

- Hvad for noget? spurgte Fru Canth, som kom fra Sovekammeret og som mestendels gik om halvt udenfor det Hele.

- Hun var i Cashmir, sagde Lissy, der talte om Bruden. Og Fru Canth spurgte:

- Skal der danses dernede monstro?

Det var hende det vigtigste: hun holdt saa meget af at høre al den glade Musik op gennem Huset.

Lissy svarede - Sundbyerne svarede altid trekvart i Vest -: Ja, de var alle højhalsede; og Fru Gasse sagde tørt fra sin Kabale: Brude skulde altid være højhalsede.

- Men hvorfor dog det? spurgte Sundby'erne paa én Gang og strakte Halsene - de gjorde det, naar de spurgte.

- Fordi det er det klogeste, sagde Fru Gasse og stak sine graa Øjne over paa dem et kort Nu.

- Ja, sagde Fru Canth, der igen var landet i Sofaen: jeg holder nu meget af at se en køn Hals.

Sundby'erne tav, saa der gik en Engel gennem Stuen. Saa lo de begge med en lille uforstaaende Latter; og Emmy gik til Klaveret for at stjæle en Halvtime, mens Frøken Caja var ude.

Da Emmy havde spillet en lille Stund, kom Arnljot Oulie ind gennem Spisestuen, og hilste "Godaften" paa sit Norsk. Han gik lidt bøjet, som var hans unge Krop ham selv for tung, og satte sig stille hen i en Krog med Haanden for Øjnene. Saadan kunde han sidde timevis, lyttende, under Frøken Emmys noget springske Musik.

Emmy blev ved at spille, mens Døren fra Gangen gik op og gik i, og et Hoved stak ind og forsvandt 364 Der var bestandig, hvert femte Minut, en eller anden, som skulde se efter, hvad der var i Dagligstuen.

- Her bli'er lidt koldt, min Pige, sagde Fru Canth til Lissy, der rejste sig og gik hen til Kakkelovnen. Der var - paa Grund af den megen Aabnen-Døre - i de Canth'ske Samlingsstuer altid en Temperatur nærmest som midt paa Snetorvet.

Fru Muckadell havde slaaet Kortene sammen og skuttede sig:

- Nu er det Dem, Hr. Oulie, sagde hun og satte et Par glinsende Øjne over paa Normanden.

Oulies Haand fo'r ned fra Panden. Ja, sagde han og rejste sig - det var, som maatte han ligesom tage sig sammen selv til den allermindste Handling, blot til at flytte sig eller kun til at stille et Spørgsmaal:

- Ja, sagde han, ligesom rev han sig løs fra et langt Drømmeri:

- Nu skal De si'e mig no'et om Livet.

Og Lissy, der sad og arbejdede Mellemværk - Sundby'ernes Underbeklædning maatte tilsidst komme til at bestaa af Mellemværk - sagde (det var hendes Specialitet at komme med saadanne pludselige og højst mærkelige Sætninger):

- Gud, ja, Fru Muckadell, hvor De maa kende Livet.

Fru Canth var ude i Spisestuen, hvor hun smaanynnende gik rundt og børstede Krummerne fra Bordet ned paa Gulvet med sin flade Haand.

Saa nuslede hun videre ud i Køkkenet, hvor Eugenia toede Hænder i Vasken - hun benyttede stadig Frøken Cajas Indkøbstime til et mere indgaaende Toilette, hvortil blandt andet benyttedes Strømme af Haarolie. Fru Canth gik frem og tilbage mellem Køkken og Spisekammer og greb hist og her en lille Levning; hun tog sig bestandig saadanne Smaamaaltider i Utide.

Eugenia tvættede Sæben af en sprukken Arm og begyndte at beklage sig over "Frøkenen":

365

- Men Frøkenen skulde dog rigtignok skamme sig for Husets Folk, som de taler, sluttede hun og slog Vandet af Fadet.

Fru Canth hørte til:

- Men Eugenia kender jo Frøkenen. Fruen var den milde Aand i Huset og gav alle Ret imod Caja.

- Og saa maa En ta'e no'et her i Huset, ka' Fruen tro, paa Tredjesalen, sagde Eugenia: det er ikke saadan - med nye Mandfolk, hvad de byder En.

De tre Latinskoledrenge var paa Vejen hjem og meddelte med et Par Basstemmer, at de var bedt ud til Kort hos en Kammerat.

- Naa, ja, sagde Fru Canth, men kom saa afsted, før Caja kommer.

Frøken Caja gik hastig, uden at høre, uden at se, ude paa Gaden. Den lyse Fortovsstrøm gled hende dobbelt og levende forbi.

Nede hos Fiskehandleren købslog et Par Tjenestepiger med løftede Bomuldsskørter med Ekspedienten, Hr. Hansen, som gik rundt i Træsko paa det svømmende Gulv.

Den ene Pige tog Skørterne sammen, saa man saá langt op ad de sorte Strømper og sagde, hen mod Frøken Caja, med et Smil:

- Men den Dame maa saa gerne først.

Frøken Caja svarede ikke, men blev kun staaende tavs, med den store Portemonnæ i Haanden, borte fra Vinduerne.

Og den anden sagde:

- Den Dame vil maaske hellere vente.

Frøken Caja blev kun staaende; hun var vant til ikke at høre og til at maatte vente. Alle Kvarterets Tjenestepiger ansaá det for en Slags Standspligt at forulempe hende det mest mulige.

- Naa, Hansen, sagde saa Pigen og svajede Bagen 366 demonstrativt om mod Frøkenen: slaa nu de Øre a' ... vi er dog Folk, der holder os til det Levende ....

Ekspedienten fangede i et Net en sprællende Fisk henne i det rindende Vand i Glaskisten under Vindues-Lyset

Pigerne kom afsted under megen Fnisen, og Hansen, der gik hen til sin Pult, sagde kort, halvt vendt til Frøken Caja:

- Det matte ligger dér.

Frøken Caja gik hen til et Kar i Krogen, hvor seksotte Torsk laa "matte" i lidt stille Vand. Frøken Caja betragtede dem, og Hansen, der gik omkring med Hænderne i Lommen, som om der egentlig ingen var tilstede, sagde:

- Ja, det er alt, hvad der er ....

- Og "Fars" er udsolgt.

"Fars" fabrikerede Hr. Hansen selv af de døende Eksemplarer.

Frøken Caja nævnede, lavmælt, en Pris:

- Ja, De ka' ha' dem, sagde Hansen, der selv over Skuldren saá foragtelig ned paa den døde Vare.

Frøkenen, der gjorde alting langsomt, som betænkte og betænkte hun sig eller stadig regnede om og om igen, tog Kronerne op af sin Portemonnæ, som var hvert Pengestykke bunden til den ved en Snor.

Hun gik op og atter midt ad Gaden - til Vildthandlersken, der, bred og stor, med den hvide Smække op over det gode Bryst, stod bag sin Marmordisk og konverserede en Kunde om et Maskebal i "Foreningen".

Caja tog hun imod med et kort, godlidende Nik - omtrent som til Madam Jørgensen, som hun havde boende paa sin Kvist mod "Renlighed i Butikken" - og gjorde en lille Bevægelse hen mod Krogen, hvor der laa fire, fem Høns med meget slatne og befølte Halse ned over Marmordisken: ud saá de, som havde de ligget deres trende Døgn i Jorden.

Frøken Caja blev staaende foran det blege Fjerkræ: de havde saa nylig haft Høns - - saa nylig Høns. 367 Frøken Caja fik to dybe Furer i Panden: at variere - det var hendes værste ....

Forresten var "Variationen" mestendels overflødig, for næsten al Mad fik i Pensionatet Canth noget nær den samme Smag - saadan en underlig mat Smag i Munden.

Hun følte længe paa Hønsene, med det samme Udtryk i sit Ansigt. Saa sagde hun halvhøjt - hun havde lagt et Par Kronestykker halvskjult henne bag Hønsene - og nikkede hen mod Madammen:

- Ja, saa - som sædvanlig, sagde hun og gik forbi Kunden og op ad Trappen. Frøken Caja havde en egen sky eller forknyt Maade i Butikker.

Kunden vendte sig og saá efter hende:

- Ja, sagde Madammen, De kommer jo saadan om Aftenen fra Pensionaterne (Vildthandlersken udtalte den første Stavelse som det Redskab, hvoraf men benytter sig ved Skrivning) og henter det Overlagte ... det er saamæn ikke godt: hvad ska' man vel gi' saadan Studenter-Halse, Fru Michelsen, for tredsindstyve Kroner om Maaneden? ....

..... Frøken Caja havde endt Pensionatets Indkøb. Paa Kultorvet standsede hun i en Blomsterbutik. Og pludselig brusque, i en Tone, som var hun fornærmet, sagde hun til den lille Frøken bag Disken:

- Nogle Vintergækker.

Hun fik dem og satte i sidste Øjeblik et Bundt Violer til.

Saa vendte hun hjem.

II

Fru Canth gik ganske ophidset rundt i Spisestuen, da Frøken Caja kom:

- Nej, Caja, véd Du, hvem der er kommet? sagde hun og førte Hænderne op og ned.

- Hvem er kommet? spurgte Caja haardt og standsede. 368 Hun kendte det, at Moderen bad Alverden og saa, naar de arriverede - overfor hende - lod forbavset, som kom de af sig selv.

- Grøntoft - kan Du tænke Dig, sagde Fru Canth.

- Grøntoft? hvem? hvilken Grøntoft? sagde Caja lige haardt, men som med et pludseligt Ryk i Stemmen.

- Men Vilhelm Grøntoft, Caja, vores Grøntoft.....

- Hvad vil han? spurgte Caja; hun havde vendt sig.

- Men være her .... Her sidder vi jo og aner ingenting, da ringer det og Sundby'erne springer ud og lukker op og jeg hører jo en Stemme, der spørger efter Fruen og Frøkenen .... Og Døren bli'r revet op - han ligner sig selv, Du - og saa er det ham, kan Du tænke Dig - jeg kendte ham jo straks - med tre store Kufferter ... Og han si'er, hans Kone følger efter.

- Naa.

Caja slog Døren til Korridoren op og saá Kufferterne :

- Her kan de ikke staa og spærre Vejen, sagde hun haardt og hastigt.

Og Fru Canth sagde - saa var det gjort -:

- Caja, Drengene er ude.

Men Frøken Caja hørte ikke. Hun slog Døren i og var borte. Ligesaa hastig kom hun ind i sit Kammer. Men der satte hun sig inde i Mørket paa Badekarret, der var dækket af et Laag; hun hørte vist ikke et Par lange "Frøken Caja - er", der lød gennem Huset.

Hun tog Tøjet af og tog Kam og Børste, der havde sin Plads i Karmen. Men hun lod dem synke igen og blev staaende: hun saá nede i Spisesalen pludselig Bruden, den hvide Brud, og Brudgommen og Gæsterne, som sad i Lyset ....

Hun blev ved at se - forundret næsten - paa de to og paa de andre, Gæsterne, glade, langs med Bordet ....

Til daglig var det jo som egentlig saá hun sletingenting, men bare gik i det og gik i det. Men nu saá hun:

369

- De holdt Bryllup ... hun, den hvide, var Bruden. Hun blev staaende. Hun syntes, det var saa længe siden, hun havde tænkt paa andre Mennesker.

- De to holdt Bryllup - hun, den hvide var Brud ....

Hun hørte raabe paa sit Navn igen,, og hun gik ud

- stille.

Eugenia, der, med Spildevandsspanden staaende midt paa Gulvet, var hensunken i Selvbeskuelse foran Drengenes Spejl (der var ikke det Spejlglas i Huset, som ikke adskillige Gange daglig gengav Eugenias lidt svulne Fysiognomi), ikke saa meget som vendte sig. Hun troede, det var Fruen, der var paa Rejse fra Køkkenet.

Frøken Caja havde Vintergækkene i Haanden, men gemte dem hastig, paa Buffet'en i en Krog: hun hørte Grøntofts Stemme.

Jo, han talte som før.

Og nu kom han mod hende:

- Naa, De er en rar En, og han tog begge hendes Hænder og rystede dem med Taget fra før, det Tag, hun saa godt huskede: Dem er det, man kommer for at besøge, og De ikke saa meget som la'er Dem se ...

Han talte, som var de skiltes igaar, med sin trofaste, glade Stemme.

Hun sagde blot: Hvor De er blevet brun.

- Naa - og kønnere, lo han.

De gik ind i Stuen. Grøntoft fortalte og spurgte og lo. Fru v. Casse-Muckadell skinnede: hun havde nok hørt om de Fruer i Peru og deromkring.

Søstrene Sundby sad med hinanden om Livet - en Stilling, de yndede, naar der var fremmede. Og Arnljot Oulie blev i sin Krog, stille, med sit blide og aandsfraværende Smil.

Frøken Caja flyttede sig underligt fra Stol til Stol

- med et Udtryk i sit Ansigt næsten som Arnljots - gik ud og ind, gemte et brugt Glas, vendte Skaaret af en Vase, ligesom vilde hun pynte, ubevidst.

370

Grøntoft blev ved at tale:

- Husker De?

- Husker De det, Frøken Caja? raabte han efter hende hvert andet Minut, gennem Dørene:

- Den Vinter, det kongelige blev aabnet - sikken Fest, naar vi krøb ind i Mørket deroppe i anden Etage ... Husker De, husker De, Frøken Caja?

- Naa, det var da Dem, der spenderte ... Grøntoft sad overskrævs paa sin Stol, han var helt borte i de unge Erindringer.

- Og husker De - da vi havde Bal med Vinterhave i min Stue ... der var tre gamle Juletræer plantet i Ballier i Krogene.

Hvor Grøntoft lo, sekunderet af Sundby'erne.

Frøken Caja glattede langsomt Dugen ud - den rene Dug hun havde faaet frem - med aandsfraværende Hænder.

- Og Frøken Caja - saa kom De Cognac i Anderagouten for at faa den stærk - saa ingen kunde spise den - husker De?

De lo igen, alle. Men Fru Canth sagde:

- Ja, ja, Grøntoft, De holdt nu af stærkt.

Frøken Caja var ude. Der var jo intet til Bordet, ingenting at sætte ind. Eugenia maatte afsted. Men Frøkenen fandt hende ikke og glemte, mens hun gik gennem Kamrene, at hun søgte hende:

- Hvor han lo derinde.

Frøken Caja vendte sig, som blev hun skræmt, da nogen kom bag hende. Det var Arnljot Oulie, som holdt sit lyse Ansigt ind mod hende:

- Frøken, sagde han paa sit milde Maal: Hr. Grøntoft kan jo faa mit Værelse inat, til De faar ordnet Dem imorgen. Jeg ligger lige godt paa en Sofa.

Frøken Caja tog rask hans Haand:

- Tak, De er altid saa god, sagde hun og fik pludselig Taarer i Øjnene.

Oulie blev selv - han vidste ikke hvorfor - ligesom sløret for Blikket, mens han blev ved at staa og 371 se paa Frøken Cajas Skikkelse, der gled om i det halvmørke Køkken.

Eugenia rev Køkkentrappedøren op, hun havde hængt en Stund paa Trappegelænderet i Snak med Femtesalen, en Dame med- rødt Jersey, som havde Handel med Sengklæder og udlejede "Kviste".

Oulie gik ind: han holdt ikke af Samtalerne mellem Frøken Caja og Eugenia.

Men Frøken Caja sagde kun, at det skulde hentes og det og det Eugenia saá paa Portemonnæen med store Øjne ... Pengene flød ud paa alle Kanter over Bordet.

Dørene begyndte at gaa livligt igen. Tredjeetagen var allerede paa Trapperne til Aftensmaden.

Medicineren Spørk var den første paa Pladsen.

- Min Salighed, sagde han, da han saá den rene Dug, til Kattrup, der mødte til alle Maaltiderne i Morgensko (en Vane fra den landlige Degnebolig hjemme, hvor alle Familiemedlemmerne fejrede Maaltiderne i broderet Fodtøj): ska' vi ikke ha'e rene Lagener ...

Teologen Sørensen ledte efter den mindst medtagne Serviet. Det var hans daglige Gøremaal, før Pensionatet skulde mætte sig.

Eugenia vidste ikke, hvad der gik af Frøkenen:

- Ka' Du tænke Dig den? raabte hun i Forbifart til Tea paa Førstesalen: hun begynder at spendere.

Hun satte i Løb igen. Eugenia havde en egen Manér at ryste Skørter paa, der antydede en komplet Mangel af Undertøj.

Frøken Caja gik ud og ind og satte paa Bordet. Døren til Dagligstuen lukkede hun: Herrerne fra Tredjesalen lod altid falde saa mange Vittigheder over Anretningen.

Fru Casse-Muckadell var brudt op fra sine Kort, og Sundby'erne var nede for at nette sig: de pudrede sig til Maaltiderne ved Hjælp af et Stykke Vat.

Inde i Dagligstuen sad Grøntoft med Fru Canth alene. Han havde taget hende i begge Hænder:

372

- Og hvordan gaar det saa egenlig? sagde han.

- Aa jo, aa jo, sagde Fru Canth og rystede paa sit fine gamle Hoved: De kender jo Caja.

- Men man skal ikke klage, sagde hun og saá ham ind i Ansigtet med sine store Øjne.

I Spisestuen slog Spørk med Døren til Køkkengangen, saa det dundrede. Han vidste ikke, om der overhovedet skulde fodres.

Fru von Casse-Muckadell, der altid blev meget ceremoniel umiddelbart før Maaltiderne, ventede majestætisk med en Maltflaske og sin Serviet i et Sølvbaand. Hun tog Uhret op og sagde:

- Den er ni.

Men Frøken Caja blev i Køkkenet.

- Hun laver varm Mad, sagde Eugenia, som om dette højst forbavsende forklarede alt, idet hun snarest smed Maskinen ind paa Bordet.

Fru Casse-Muckadell tog Plads. Sundby'erne holdt næsten Hænderne paa Ryggen for ikke at røre ved Sparre, som endelig arriverede - med rødkantede og anstrengte Øjne.

Fru v. Gasse lettede lidt paa sig i Stolen, som sad hun endnu over Kortene.

Hun vilde have Sparre vis-a-vis og saá paa ham med spillende Øjne.

- Gik man? spurgte hun over til ham. Grøntoft slog Døren fra Dagligstuen op:

- Men hvor er da Frøken Caja hele Tiden?

- Naa, sagde han, her skal spises.

- Ja, mit Navn er Grøntoft, lagde han til og bukkede for hele Selskabet.

- Men hvor er Frøken Caja? sagde han saa igen og spurgte om Vejen til Køkkenet

- Men Frøken Caja, raabte han i Gangen: skal der ikke fodres?

Hun stod ved Komfuret og vendte sig, som vilde hun dække for Stegepanden:

- Jo, nu, sagde hun.

373

Grøntoft saá sig rundt: i det halvmørke, indknebne Køkken, ind i Spisekamret med de mange smaa Levninger, opbevarede paa Underkopper, og Smørkrukken, hvor man altid syntes at være ved at skrabe det næstsidste Smør.

- Hvor alt er ved det Gamle, sagde han.

Og han blev staaende længe.

Frøken Caja talte ikke. Det var kun, som gik der en Trækning hen over hendes Ansigt - foran den lille Sparelampe.

III

De skulde endelig til Bords.

Men der kom Uorden i det Hele, for Grøntoft vilde sidde nede ved Maskinen og ikke oppe:

- Jeg vil da sidde paa min gamle Plads, sagde han og flyttede selv sin Tallerken: Vi tog altid de bedste Bidder, vi hernede ved Bordenden.

Der blev en hel Omkalfatring ved Bordet, og Frøken Caja - Arnljot Oulie havde aldrig set hende med de duggede Øjne - flyttede Fade og flyttede Asietter, helt febrilsk. Det var jo saadan paa det kolde Canth'ske Bord, at Levningerne blev mindre og mindre af Omfang, eftersom man nærmede sig den nedre Bordende: foran Sundby'erne kunde der ofte befinde sig en Asiet med en meget enlig Genstand.

- Saa, sagde Grøntoft: Nu er vi i Orden. De var alle til Sæde. Frøken Caja bragte et Fad fra Buffet'en. Grøntoft tog det:

- Har De nu ikke lavet Remoulade! sagde han.

- Ja - men jeg véd ikke, nu maa De ta'e den, som den er ... for (Frøken Caja blev pludselig rød) det er saa længe siden, jeg har rørt den ...

- Brillant, brillant, sagde Grøntoft, som allerede spiste:

- Og saa, naar alle de andre har faaet The, kommer vi Ekstrarationen paa Thepotten - som vi plejer ...

374

- Hvor De husker alt, sagde Caja. Hendes Stemme lød saa stille.

- Naa, sagde Grøntoft og lagde begge Hænder paa Bordet: her var s'gu rart i gamle Dage her ved Bordenden.

Oppe ved Bordet var der en højrøstet Konversation.

Spørk og Sparre var særdeles medicinske og fortalte Hospitalshistorier - det var deres Specialitet ved alle Maaltider - som kunde faa Haarene til at rejse sig paa Hovederne af gamle Overlæger. En ung Forfatter af den nye Skole fortalte om Voldtægt af Børn, saa Enkefru Hassing, der havde to Poder af Kvindekønnet i Pension i Lyngby, dirrede af indigneret Opskræmthed, og Fru Casse-Muckadell, der uafbrudt sad og ligesom kærtegnede Sparre med Øjnene, fik Hagen helt frem over sin Maltflaske.

Kattrup talte med gamle Fru Canth om Darwin. Ideer og Skandaler og Spørgsmaal satte broget ind over det Canth'ske Pensionat, som Vindene fejer Støvet over Frue Plads. Fru Canth hørte til med et Par store og livlige Øjne:

- Ja, ja, sagde hun: jeg holder af de nye Tanker - det er, som forstaar man dog saa mange Ting hos os Mennesker bedre.

Grøntoft var mæt nu og skulde ha' The.

Han lo af sit og Frøken Cajas forvrængede Billede i Maskinen - de saá ud som i Hulspejl. Frøken Caja saá ogsaa derind, mens hun skænkede The:

- Ja, sagde hun, det er mit Spejl.

Hun sad et Øjeblik. Fru Canths Stemme - den var saa lys og frisk som en ung Piges - lød ned til dem, og Frøken Caja løftede Hovedet frem fra Maskinen:

- Ikke sandt, sagde hun: saa Mo'er er uforandret?

- Ja - ogsaa Grøntoft saá derop -: uforandret.

Og, pludselig bevæget, lagde han sin Haand ned paa Frøken Cajas, der laa paa Bakkekanten - hendes Fingre var saa haarde og ru.

375

Pludselig begyndte Musikken nede i Festlokalerne:

- De ska' danse, raabte Sundby'erne.

- Nu faar vi Musik, sagde Fru Canth.

Sundby'erne gjorde mange smaa barnlige Dansebevægelser, som kunde de næppe holde sig paa Stolene. Dernede dansede de, saa hele Huset gik i en let Rysten.

- Véd De, Grøntoft, det gør Huset saa livligt, sagde Fru Canth helt ned over Bordet.

Der blev paa én Gang en Snak om Bryllupper over det hele Taffel.

Sundby'erne ligefrem fløj op i Emnet. Den Nærhed af Festlokalerne lod dem leve ligesom i en evig Feber-Atmosfære af Bryllup:

- Men jeg kunde ikke tænke mig at ha'e Bryllup paa en Lørdag, plumpede det ud af Lissy.

- Men hvorfor? huggede Spørk i og saá lige paa hende: det var et Speciale for "Fuglene" pludselig at fare ud med nogle højst mærkelige Sætninger, der gav de ejendommeligste Indblik i saa at sige Underbygningen i deres megen Uskyld.

- Men, Gud, Iss, sagde Emmy, det maatte da netop være yndigt, at den første Dag var en Søndag. Fru Gasse sagde:

- Naa - alle Ugedagene er vel ligegode, og hun maalte forstaaelsesfuldt Herrerækken med Øjnene lige ned til Arnljot Oulie.

Men Enkefru Hassing vilde aldrig i Evighed gifte sig paa en Fredag.

Nede hos Grøntoft blev der talt mere sagte.

Han fortalte om sin Hustru og om sit Barn - med en dæmpet og dvælende Stemme, som vilde han kærtegne dem, mens han talte:

- De skulde se hende, sagde han, saa god og fin og kun saa stor som saa ... Han viste hendes Højde med Haanden - saa fin og lille, gentog han og smilte, som saá hans Øjne hende foran sig.

376

Frøken Caja talte ikke, og Maskinen dækkede for hendes Ansigt.

Arnljot Oulie sagde (han saá altid mest efter Frøken Caja ved Bordet) og holdt sit lyse Ansigt hen imod Frøken Canth:

- Nu skulde De virkelig selv spise lidt, Frøken.

Hun tog i Tanker Fadet, som han rakte, og satte det atter urørt Men pludselig løftede hun Hovedet og hun sagde - med det samme Blik som før i Køkkenet og sagte:

- Tak, Hr. Oulie.

Grøntoft blev ved at fortælle om sit Hjem og sin Hustru og Drengen.

Frøken Caja hørte stille med Hænderne i sit Skød.

- Hvad hedder han? spurgte hun med ét, langsomt og med en Stemme, som kom langt borte fra.

- Georg, sagde Grøntoft og smilte. Og hun gentog Navnet.

Rundtom var de endnu stadig ved Bryllupper. Fru Hassing talte om Tycho-Brahesdage, og Fru Canth sagde:

- Ja, jeg synes, det er dejligt at sidde og tænke paa al den megen Lykke, som saadan ligesom spredes her ud af Huset.

Frøken Emmy vilde vies i en Landsbykirke.

Fru Hassing ytrede som sit Livs Ønske: Taarbæk Kapel.

Fru Canth sagde:

- Mon vi skal rejse os?

Og der blev Opbrud, mens Fru Hassing sagde i en blød Tone:

- For Fuglene flyver derind under Loftet. Grøntoft tog Frøken Cajas Haand og rystede den:

- Ja, Frøken Caja, sagde han: der er Skam noget, der hedder Lykke, men man maa jo rigtignok først fange den og saa holde den fast.

Frøken Cajas Haand laa ubevægelig i hans.

- Hvor De er kold om Hænderne, sagde han og tog ogsaa hendes anden Haand.

377

Hun vendte sig kun. Sparre og Spørk skulde have L'hombre. Og der skulde bringes Toddyvand. Og maaske var Kaptajnen kommen hjem og ønskede noget.

Grøntoft saá paa Arnljot Oulie, ogsaa han fulgte den vandrende Caja med Øjnene - og i en mild Tone sagde Doktoren:

- De holder vist af Frøken Caja, Nordmand.

- Ja, sagde Oulie i sit bløde Maal: for hun har det "vondt".

De tav begge lidt. Frøken Caja gik ud og ind.

Saa bad Arnljot Oulie Doktoren, om han maatte vise ham hans Stue.

Sundby'erne var ved Vinduet: De dansede Bruden ud af Pigernes Lag - dernede nu.

IV

Nede blev de ved at danse, saa det "gik" i det ganske Hus.

De tre Latinskolebrødre var kommet hjem og skændtes, saa det skreg gennem Dørene, hver Gang de aabnedes: De havde faaet en Kurv Æbler hjemme fra Gaarden og delt dem lige og gemt dem, hver i sin Skuffe. Og nu var den Yngstes stjaalne.

Inde i Dagligstuen gik Fruer og Frøkner rundt og saá gensidig paa Haandarbejde uden at falde til Ro.

- Her er ikke rigtig varmt, sagde Grøntoft, der flyttede ind til Fru Canth.

- Nej, Caja, her er aldrig rigtig varmt, sagde Fru Canth.

- Vi derovre er jo vant til Varme, sagde Grøntoft Den kan ligge saa tæt over En, at det bli'r formeget.

Han fortalte igen om Sydamerika - om de store Floder med Urskove langs deres Bredder, hvorfra Amerikas Rovdyr stirrede frem mod Damperne med gule Øjne.

Han fortalte om Stilheden i de vældige Skove, hvor 378 Lianerne" hang som grønnende Net og Solen faldt med et Skær som paa Havets Bund. Han talte om Tropernes Nat, der stjerneflimrende hvilede tyst over Havet.

Fru v. Casse-Muckadell var længst vendt tilbage til sine Kort. Urskovene interesserede hende ikke.

Men Fru Canth spurgte og spurgte. Pludselig saá hun hen paa Frøken Caja, der sad paa Oulies gamle Plads ved Vinduet og lyttede:

- Nej, Caja, saa Du holder Dig vaagen, sagde hun. Frøken Caja plejede ellers ud paa Aftenen at blunde hen, i Krogene.

- Naa, vaagen kan man holde sig her, sagde Grøntoft og lo: Døren stod ikke ti Minutter. Kattrup, der sad over ved den Spørkske L'hombre, kom op for at høre til og satte sig med de trivelige Ben langt frem for sig paa Gulvet.

Saa var der en af Latinskoledrengene, der skreg om Petroleum paa en Lampe.

Frøken Caja maatte ud og ind. Grøntoft blev ganske distræt ved al den Kommen og Gaaen:

- Det er livlige Folk, sagde han.

- Ja, svarede Fru Canth og nynnede: men det bli'er en Vane. Hun begyndte at gaa op og ned, som hun plejede: Og det gi'er Liv, sagde hun.

Fru Canth begyndte at gaa ud og ind af sit Sovekammer for at antyde, at Opbrud snart kunde være nær. Nedenunder dansede de stadig gladere, saa man hørte deres Trin. Paa Tredjesalen var Gangdøren smækket op for Luft, og Støjen fra Kortspillerne lød op gennem Huset. Sundby'erne, der var ved Spisestuevinduet, raabte ind i Stuen:

- Nu kører Bruden. Og Fru Hassing kom op af Stolen.

Fru Canth stødte paa en Skikkelse inde i det mørke Sovekammer, ved Vinduet:

- Er det Dig? sagde hun.

Det var Caja. Hun saá Bruden køre bort.

379

- Ja, Mo'er.

Hun gik bort fra Vinduet, som var hun greben som en Tyv.

- Nu er de kørt, raabte Sundby'erne ganske stakaandet.

- Aa, Gud, Fru Muckadell, sagde Lissy til Fru Gasse, der endelig var ved at opgive Kortene:

- Gud, læg deres Lykke.

- Kan De ikke" falde lidt til Ro, Frøken Caja, sagde Grøntoft, der ogsaa var kommen ind i Spisestuen for at se Bruden køre og som stod ved Vinduet.

- Aa jo, svarede hun og standsede:

- Men Lørdag Aften er lidt svær.

Grøntoft saá paa hende - hun havde Lampens Skær mod sit Ansigt: hvor var hun bleven gammel og Ansigtet stift eller haardt ligesom var det af Træ.

- Aa, sagde han, med ét bevæget: De er vel lige ens.

Frøken Caja svarede ikke straks:

- Ja, sagde hun saa, som om hun først hørte nu: vi har jo de to Etager.

De sad lidt. Saa sagde Frøken Caja:

- Hvor der maa være smukt

- Hvor?

- Derovre ... hos Dem.

- Ja, svarede han.

- Men - hvordan bli'er det nu her? spurgte han: Kan vi faa Plads?

Det var virkelig hans Alvor. Han var kommen for at bo her, han og hans Kone. For de blev herhjemme fem Maaneder.

Frøken Caja sagde:

- Det vil vi tale om imorgen, og rejste sig. Pludselig begyndte Grøntoft at le:

- Men, Gud, husker De, Frøken Caja, en Aften vi var i Kasino og jeg fik Dem paa Kongens Nytorv med paa en Glidebane og De gled og satte Dem - midt 380 paa Torvet - haardt lige paa det Kropparti, der er skænket os til at sidde paa.

Frøken Caja lo, i nogle korte og tørre Stød som de, "der er ude af Vane med at le:

- Aa, haa - og det gjorde saa ondt, saa jeg næppe kunde sidde i Omnibussen ...

Fru Canth kom til. Hun var pludselig kommen i Tanker om sine Trøjer og spurgte om Pengene.

Frøken Caja begyndte uvilkaarligt at le igen: Ja, Mo'er, sagde hun og lagde nogle Kronestykker i hendes Haand, og blev ved at le.

- Er det stadig Trøjerne? spurgte Grøntoft

- Ja.

Og de lo begge to.

- Hva' ler I af? Hva' ler I af? sagde Fruen, halvt utaalmodigt.

- Af gamle Dage, sagde Grøntoft. Der var et helt Lys over Cajas Ansigt.

- Ja, af gamle Dage, lo hun.

Hun vidste ikke selv, at hun nynnede - med en lille skær Stemme, som kunde den slet ikke have hjemme i hendes træede Person - mens hun gik ned ad Trappen forbi de aabne Døre, hvorfra der stod en Støj og Tobaksrøg som fra en Krostue ud i Gangen, ind i Køkkenet.

- Men er det Dem, Hr. Oulie? spurgte hun. Arnljot sad med Hænderne om sine Knæ, oppe paa Køkkenbordet paa Sundby'ernes gamle Plads.

- Sidder De dér?

- Jeg sidder og ser paa Livet, sagde han og tog Øjnene bort fra de dansende.

- De skulde gaa ind i det, Oulie, sagde Caja muntert. Arnljot Oulie sad lidt:

- Jeg tør ikke, sagde han saa, langsomt og dæmpet.

Frøken Caja gik ind i Oulies Stue. Der stod Grøntofts Vadsæk - saa køn og fin. Hun saá alt hans Rejsetøj, Hylstret med Stokkene, de sammenlagte Rejsetæpper og hun smilte: Saa maatte han jo være rig.

381

Paa Bordet ved Sengen stod et Billede. Hun tog det: det var hende, hans Hustru. Hun saá hendes Ansigt, hendes Skikkelse, der var fin og sart. Hver Linie maalte hun. Hun vidste ikke, at hun endnu kunde lide saaledes.

Hun hørte en af L'hombreherrerne løbe op ad Trappen og skrige hendes Navn.

Men hun blev staaende. Saa skingrede Sparre igen og hun slap Billedet - som en Skygge gik hun Arnljot forbi, der drømte med Hovedet ned mod sine Knæ.

Hun hørte Sparre, der ovenpaa slog Døren op:

=- Faar vi mon det Vand, raabte han.

Og hun gik op ad Trappen. Hun mødte Kortspilleren i Døren, og han, der var hed af Toddy og Punch, raabte igen, ind paa hende, som skreg han til et Tjenestetyende:

- Kan man faa det Vand?

Frøken Caja blev blodrød - hun saá Grøntoft staa midt i Stuen - og beskæmmet, oprørt, forpint sagde hun pludselig i sin skarpe og forbitrede Tone:

- Ja - naar man be'er om det. Og Døren til Gangen slog hun i igen, mens Sparre gik.

Grøntoft var bleg af Vrede:

- I vore Dage var vi ikke saa frække, sagde han til Fru Hassing, der vejrede Skænderi og stod og trippede lystent paa Benene.

- Aa, sagde hun med et eget bekymret Tonefald, hvoraf Tilfredsstillelsen lyste: der er saa mange Steder nu, som Folk kan vælge imellem ...

- Og saa er her jo, tilføjede hun og saá forstaaelsesfuldt hen paa Døren, der lukkede sig efter Caja: ogsaa megen Støj her i Huset. Det holder ogsaa borte.

Caja kom ind igen og gik med Toddyvandet.

Grøntoft fulgte hende med Øjnene. Og da hun vendte tilbage, sagde han:

- Den Person skal vel siges op?

382

Der gik en Trækning, der skulde ligne et Smil, hen over Cajas Ansigt:

- Aa, hvorfor? sagde hun.

Hun gik videre: Hun tænkte ikke paa Sparre mer. Hun havde glemt ham.

Grøntoft blev ved at følge hende med Blikket, som hun gik ud og ind mellem alle de fremmede Folk; satte Lyset paa Klaveret til Fru Gasse, den lille Lampe til Fru Hassing. I Dagligstuen sad de rundtom, Forfatteren var kommen ind og snakkede i Overfrakke med Hat i Haanden, Fru Muckadell blundede.

Det var som paa en Station, og de ventede Toget.

Endelig brød de op og fik hver sit Lys eller Lampe. Sundby'erne rutschede foran Forfatteren ned ad Trappegelænderet.

- Godnat saa, Frøken Caja, sagde Grøntoft.

- Godnat. Han gik.

Frøken Caja satte Stolene paa Plads, mens Fru Canth beredte sig til Natten: hun løftede Kjolen op og nynnede. Cajas Øjne fulgte hende.

Saa gik hun paa én Gang hen og slog Armene om hende og kyssede hende.

- Caja, sagde Moderen helt utaalmodig og kom brat løs: altid er Du lige haardhændet.

Caja slap Moderen. Et Øjeblik følte hun en dump Smerte, og det var som alle Taarerne, hun ikke havde haft Tid til at græde, et Nu stemmede op for hendes Bryst.

Saa saá hun Oulie, der ventede i en Krog, og stille, uden Tanker, begyndte hun at rede hans Seng paa Sofaen.

- Godnat, Frøken, sagde han. Hun hørte neppe hans Stemme:

- Godnat.

Pludselig saá hun, da hun gik forbi Buffet'en, Blomsterne. Hun havde jo villet sætte dem ind til ham.

Men nu var det vel for silde. Han var vel til Ro. Det var blevet for silde.

383

Hun tog Vintergækkene og Violerne, og hun sagde:

- Jeg vil blot sætte de Blomster ind til Mo'er.

Og stille satte hun dem ind paa Moderens Plads i Dagligstuen.

Hun gik ind i sit eget Kammer, og mekanisk redte hun sin Seng af Sengklæderne, der laa i Højen i Hjørnet. Skuffer aabnede hun og Skuffer lukkede hun.

En Gang smilte hun: hun saá Trøjerne:

Aa, saa mange Aar Mo'er nu har troet paa det ... Og Pudseklude var de blevet tilhobe.

- Husker De - husker De, Frøken Caja.

Og hans Latter, hans muntre Latter.

Hun laa i Mørket, men hun sov ikke. Hver Lyd i Huset hørte hun, mens hun laa. Døre blev sagte lukket op og til. Hun hørte mod Vandrørene Slag, hvormed Kelnerne kaldte paa Etagernes Piger. Paa Køkkentrappen flygtede Trin, mens Gaarddøren klaprede. Det puslede oppe paa de mange Kviste.

Frøken Caja laa længe ubevægelig i Mørket - saa satte hun sig op i Sengen med Hovedet i sine Hænder: de sidste Bryllupsgæster var ved at bryde op.

Ogsaa i Tredjesalens Badekammer var de vaagne. "Iss" var krøben hen til Vinduet i sine hvide Lin. Disse evige Bryllupper gjorde i Stilhed Sundby'erne meget hede. Og længe saá Frøken Lissy ned i den lyse Sal ....

Saa listede hun sagte hen til Emmy, der blundede.

L'hombreherrerne var brudt op.

Kattrup sammenlagde Gevinsten siddende paa Kanten af sin Seng:

- Det var til tre Partier Billard imorgen foruden Kaffen.

Grøntoft sad endnu inde hos Kaptajnen, som han havde mødt paa Trappen. Kaptajn Jensen var en god Ven af hans ældre Broder og havde bedt ham ind til en Grog.

De snakkede om Nyt og Gammelt. Talen kom ogsaa paa Huset her.

384

- Ja, sagde Grøntoft og saá ind i Lampen:

- Frøken Caja var skam ganske køn en Gang .... Og saa havde hun saadan en god Stemme, sagde han, stadig med Blikket i Lampen.

Kaptajnen saá meget langt over paa "Sydamerikaneren". Han tænkte, det var vel Ironi.

V

Pensionatet Canth var i Færd med at vaagne. Eugenia var paa Vej gennem Spisestuen med mange stumpe Koste. Hun gjorde megen Larm - trods Arnljot, der laa paa Sofaen. Eugenia var ikke skabt til at tage særdeles Hensyn om Morgenen.

Alle Døre lod hun staa og Dagligstuevinduerne slog hun op. Arnljot Oulie kom fra Lejet og gik, hjemløs, om i Trækken, mens Eugenia spredte Cokes over alle Gulve, tumlende med den kolde Kakkelovn.

Frøken Caja var i Køkkenet i Lag med Petroleumsapparatet, der oste højt

Tale gjorde ingen.

Eugenia skrabede Sengklæderne fra Sofaen ned paa Gulvet og faldt i Søvn, midt som hun stod, til et pludseligt:

- Eugenia, skar gennem Luften: Frøken Caja bar Apparatet ind.

Fru Hassing -arriverede - nu kom ogsaa Gangdøren op - hun skulde Tur. Hun var iført en graa Slaabrok og Charlotte-Corday-Kappe, der omfangsrig skjulte Tilberedelserne til Dagens Frisure.

Hun begyndte at tage Overtøjet paa, mens hun overhaands venlig spurgte Arnljot Oulie, hvordan han havde sovet.

- Man ligger lidt højt med Hovedet, sagde hun i samme Tone: Men De er jo saa elskværdig.

Maaske havde hun ventet et Ord fra Frøken Caja, men det kom ikke; Caja gik kun stille til og fra.

385

Pludselig ankom Forfatteren, Hr. Feddersen, i fuld Puds, med sølvknappet Stok. Han skulde have syet en Knap i sin Handske.

- Men Gud, Hr. Feddersen, er De oppe? sagde Fru Hassing, der paa én Gang gjorde nogle besynderlige Bevægelser omtrent som en ældre Høne, der fornemmer Hanens Gal.

Hr. Feddersen sagde noget om, at man maatte tænke paa sin Sundhed.

Det var en Ejendommelighed for Hr. Feddersen, med uregelmæssige Mellemrum pludselig at begynde at gaa Morgenture - en Ugestid eller to - før nogen i Pensionatet fik Sko paa.

Fru Hassing fulgte, da Knappen var vel syet i, hans Kurs over Gaden, skjult bag et Gardin.

Hun tænkte det: Det var Ørsteds Park.

Der begyndte at blive livligt paa tredje Sal. Hoveder kom ud af Dørene, og der blev skreget paa Vand - der var overhovedet i Pensionatet Canth en betydelig Vandmangel, som om Vand købtes i Pundevis; midt i Staahejen laa Kattrup bred og glad i sin Seng for opsmækket Dør.

Spørk skulde ha' Sæbe og satte en lang nøgen Arm ud gennem en Dørsprække.

Fru von Gasse og Sundby'erne var arriverede til The: alle havde de Vat eller Tørklæder bunden om Halsene.

Frøken Caja skænkede og bragte. Hun lignede en Skygge, som hun gik til og fra dér i Halvmørket ved Buffet'en, mens Fru v. Gasse atter meddelte, at hun maatte ha' Lister for sine Vinduer:

- Nu trak det, saa hun mærkede det helt ind under Dynen.

- Ja, svarede Caja kun, fra Halvmørket.

Døren til Sovekammeret gik op. Det var Fru Canth. Hun var altid, som Fuglene, der kommer af Reden, saa livlig. Fortalte og snakkede og havde altid drømt - det utroligste.

- Jeg har drømt om Æg, sagde Lissy.

386

Emmy havde drømt, at hun plukkede Roser paa sine Forældres Grav.

- Caja, sagde Fru Canth, Du glemmer alting: Fru Gasse ventede paa sin anden Kop The.

- Ja, Mo'er, sagde Caja og bragte den.

Sundby'erne talte stadig om deres Drømme.

Der blev raabt meget højt ud af Døren paa Tredjesalen, og Frøken Caja gik derned. I Køkkenet stod der fuldt af Spildespande og gammelt Fodtøj. I en Krog gemte Eugenia udslidte Koste. Døren ind til Spørks ret nøgne Kammer stod aaben.

Frøken Caja saá det alt. Det var som Billedet paa hendes Slid.

Sparre raabte paany: det var om sine Støvler.

Og Frøken Caja gik efter dem.

Kattrup kom frem i Underbeklædning for at børste sine sorte Klæder i Køkkenet. Han saá slet ikke til Frøkenen. Tredje Sal behandlede i det Hele Frøken Caja, som var hun af Neutrum.

Frøken Caja gik ud og ind. Vinduer slog hun op, et Værelse gjorde hun i Stand. Saa hørte hun Grøntofts Dør gaa, og han kom hen gennem Gangen.

Det var i Kattrups Værelse, hun stod, og hun vilde hurtig lukke Døren. Men han havde set hende og kom ind.

- Godmorgen, Frøken Caja, sagde han og tog hendes kolde, ru Hænder.

- Godmorgen.

Han saá sig om: Sengen var uredt endnu, der laa mange forrevne Bøger paa det Fyrretræsbord, de Yutesgardiner slog de tynde Kapper slatne op i Trækken.

- En rigtig Studenterknejpe, sagde Grøntoft.

- Ja, svarede Caja. Og idet hun pludselig udtalte sin eneste Tanke, hele sin Beslutning, mens hun havde vandret om i Halvmørket blandt alle disse Mennesker, sagde hun hurtigt:

- Her skal De ikke blive. Det er ikke noget for Dem. De skal bo - bedre ...

387

Grøntoft sagde - men uden Overbevisning, for han havde to tænkt det samme i Nat og nu til Morgen: her kunde hans Kone ikke bo -:

- Boer man ikke godt her? Frøken Caja sagde:

- Aa nej - - - vi har jo maattet .... gaa ned efter .... Konkurrencen er saa stor.

- Det er ikke noget Sted, sagde hun og vendte sig: "for Tilrejsende".

Grøntoft svarede ikke, spurgte kun, hvor han da skulde bo. Og hun gav ham Adressen og Priserne og sagde:

- Saa skulde De gaa derhen, naar De har drukket The.

Hun blev et Øjeblik tilbage, da han var gaaet. Det var, som alle hendes Tanker standsede og det var blevet stille, hendes Hjertes Blod.

Saa gik hun op.

Grøntoft sad hos gamle Fru Canth, der stadig spiste og snakkede. Fru Hassing var kommen hjem, og Sundby'erne og Fru Canth slog Kreds om hende henne ved Vinduet.

Enkefruen fortalte ganske ophedet sine Oplevelser:

- Naturligvis var det et Stævnemøde - men en Ny, sagde hun.

- En lille, væver Ting - i rød Hat ....

- Man véd det jo, naar han flyver op om Morgenen, sagde Enkefruen: Og stadig er det i Ørstedspark.

- Hin, sagde Fru v. Gasse og smilte længe: det begynder om Morgenen.

Sundby'erne var mørkerøde af Indignation og spurgte videre. De fire Damer flyttede tæt sammen. En Gang imellem hørte man nogle enkelte Ord:

- Fra Theatret er hun, det turde Fru Hassing dø paa.

Grøntoft var flyttet bort fra Fru Canth. Han saá hen mod Damerne, som sladrede med Hovederne tæt ind mod hinanden. Henne ved Bordet skændtes Studenterne. 388 Der blev ikke rigtig lyst - fra det ene Vindu - Ansigterne saá ud som var de graa tilhobe.

Fru Canth alene sad stadig ved Bordenden med det fine gamle Ansigt i Lyset, bevægelig og frit, som sugede hun bare Liv af den hele Uro ...

Frøken Caja bragte Fru Hassing hendes kogte Mælk.

Grøntoft var gaaet.

Han havde rejst sig, som rystede han noget som en Tyngsel af sig, og havde taget hendes Haand:

- Ja, saa gaar jeg, sagde han: da her ikke er Plads.

Frøken Caja smilte kun. Hun fandt ingen Ord.

Stille gik hun ned i Arnljots Stue, og hun pakkede Grøntofts Sager sammen, langsomt, Stykke for Stykke. Vadsækken lukkede hun og stillede hen.

Arnljot kom ind:

- Det er kun mig, Frøken, sagde han.

Frøken Caja virrede pludselig med Hovedet og vilde gaa.

Men paa én Gang tog Arnljot hendes Hænder, som følte han alt, hvad hun led:

- Aa, Frøken, sagde han og havde næsten Graad i Stemmen.

Caja standsede, og der gik et pludseligt Lys hen over hendes Ansigt, mens hun støttede sig mindre end et Sekund ind mod Arnljots Skuldre.

- Oulie, sagde hun: naar kun De maatte blive lykkelig.

Hun slap ham. Hendes Stemme havde lydt saa mild som et Kærtegn ....

Frøken Caja var ude. Arnljot stod ved Vinduet. Dagen derude var graa og tung, mens han saá frem, ud over Huse og Mennesker.

Frøken Caja gik op. Nede fra den første Sals Afsats lød en høj Pludren. Det var Sundby'erne, der gik i Kirke.

Oppe fra hørte man Fru v. Casse-Muckadell i Ordskifte 389 med Eugenia. Naar Fru Muckadell talte med Undergivne, mærkede man endnu paa Tonefaldet, at hun - gennem tre Ægteskaber - havde ægtet sig op i Adelen fra Mejerske.

Kirkeklokkerne begyndte at lyde. Begge Fortove var fulde af travle Folk: De løb hist og de løb her. Nogle havde Salmebøger i Hænderne.

Pludselig sprang Taarerne frem af Arnljots Oulies Øjne, og greben af en dyb, en ubeskrivelig Smerte græd han - græd foran Livets Tærskel.

"GENNEM ROSENBORG HAVE"

Jeg mødte ved Foraarstid hver Morgen, naar jeg gik til mit Arbejde, en ung Mand og en ung Kvinde. Hver Morgen gik de i Kongens Have fremad under de unge Træer.

De kom hver Dag til samme Tid, og jeg betragtede dem bestandig. For det var, ligesom Morgenen blev lysere, naar de kom.

Alene paa deres Hoveders Bøjning, hans ned mod hendes, saá man, at de elskede hinanden. Men foran Musikken standsede de altid et Nu, og de greb gennem Luften en Akkord, mens de smilede til hinanden.

Det var, da Syrenerne stod i Blomst og de mange Buske duftede.

Saa rejste jeg bort eller kom ikke mere gennem Haven.

Men i Morges, da jeg atter gik den vante Vej til det vante Virke, saá jeg pludselig den samme Kvinde gaa foran mig - ene. Jeg gik hastigt til, for jeg vilde overbevise mig.

Jo, det var hende.

Men meget langsommere gik hun, og i hendes Øjne var der et Udtryk som af en forundret Sorg.

Ved Koncerttribunen - thi jeg fulgte efter hende - hvor der ikke spilledes mer, standsede hun som før. 391 Og paa hendes Ansigt saá jeg et pludseligt Smil, der var smerteligere end alle Taarer.

Saa gik hun.

Men jeg spurgte uvilkaarligt mig selv:

- Ad hvilken Vej mon han nu gaar til sit Dagværk?

*

- - -

Sammen saá Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne Skabninger, der dansede.

Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.

- Nu rejser jeg, sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to, der dansede.

Kammerherren hørte maaske ikke straks.

Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvilede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkelig Aandsfraværelse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst Minde.

Saa sagde han:

- Rejse - - igen?

- Ja.

Rizzios "Ja" naaede pludseligt Kammerherrens Øre:

- Og igen for at male? sagde han.

- Nej.

Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Eiskendes Ansigter.

- Nej, sagde han igen, for, Kammerherre, at naa et større Maal...

Vel det største ...

Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:

- At blive sin Smertes Herre.

Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:

- Hvide.

Og mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:

393

- Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.

Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone:

- Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret. Han saá lidt ud for sig:

- Jeg véd ikke af, at Livet er til andet.

Bag ved dem var en sortklædt Figur skudtop; det tætte Nonneslør var hendes Maske. Dansen holdt op. Kammerherren sagde:

- Saa Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske. Hvide fo'r let sammen:

- Ja, til Afsked, sagde han.

Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene og betragtede længe Loft og Vægge, som En der til allersidst vil indprente sig ogsaa Rammens Form om et Billede, han aldrig skal glemme.

- - -

394

"TIL VALDEMAR BRUMMERSTEDT"

EN FORTÆLLING OM LYKKEN

DET var Paaske. Man var paa Herregaarden naaet til første Paaskedags Aften.

Hele Gaarden svømmede i Højtid og Kedsommelighed.

Oppe i en Krog af Billardsalen var et Spillebord slaaet ud, og Hofjægermesteren aflirede en Første-Paaskedags-L'hombre med Distriktslægen, Sognepræsten og sin Godsforvalter.

Der blev ikke talt et Ord.

Godsforvalteren sad over L'hombren i en Stilling, som aflagde han underdanigst Beretning om et Salg af Fæstegodset.

Hofjægermesteren bandede kun, nu og da, halvhøjt, inde under sit Overskæg og strakte Benene saa langt fra sig, at han sparkede Pastoren.

Godsforvalteren vandt, og det var Hofjægermesterens højeste Fornøjelse i Spil at liste Penge fra sin Funktionær.

Lidt fra Spillebordet stod Husets Søn, Løjtnanten, med Hænderne i Bukselommerne og saá til. Han havde staaet der, ubevægelig, i snart en Time. Kun naar han gabede, skjulte han sin adelige Mund med en hvid Haand.

Endelig drejede han sig om paa sin Rytterhæl og gik ned ad Trappen til første Sal.

I Forhallen sad Tjeneren, en ung Mand med meget slanke Hænder, der ved Hofjægermesterens Middagsselskaber 395 gjorde Indtrykket af at være den mest racemæssige af Gæsterne - hans Moder var Vaskerkone, men den unge Mand yndede overfor sine Medtjenere at antyde, at han var Frugt af en illegitim Forbindelse, der paa Fædrenes Side gav ham mange Ahner - og sov, ret op og ned, paa en højrygget Stol. Ved Løjtnantstrinene fløj han op med et pludselig underdanigt Udtryk i sine Øjne, mens han bukkede.

- Sover De? sagde Løjtnanten. Den unge Mand mumlede noget, men Løjtnanten sagde bare:

- Det kan jeg s'gu saa godt forstaa; og gik ind. Inde i Dagligstuen sad Gæsterne, gemte rundt i de store Stole, medens Konversationen gik trægt. Ogsaa Løjtnanten faldt ned i en Krog:

- Her er muntert, sagde han, og der blev Tavshed igen.

- Kan vi ikke spille Kort? lød det endelig og langsomt fra en af Stolene.

Det var Løjtnant Knuth, en lille hvidfødt Dragon, der snærrede hvert Ord, han sagde, ud mellem Forlænderne, og som ved tre Eremitageløb tre Gange havde knækket Kravebenet.

Husets Løjtnant gabede:

- Vi kan s'gu da ikke spille Kort hele Dagen, sagde han. De havde spillet den ganske Eftermiddag for nedrullede Gardiner i et Taarnværelse.

- Nej, lød det fra en anden Krog.

Det var Løjtnant Vedel, den længste Løjtnant i Garden, der, naar han ikke havde andet at bestille, altid sad og stirrede forbavset paa Længden af sine egne Ben.

Han havde næsten aldrig andet at bestille.

Der var Tavshed lidt igen, til Kandidat Feddersen i Ministeriet, der længe havde været hensunken i Beundring af sin egen engelske Silkevest, sagde med samme Dræven som de andre:

- Hvad bestiller Folkene?

396

- De sover, sagde Husets Søn.

Løjtnant Knuth glippede med Øjnene og sagde:

- Det er s'gu mærkeligt, det gaar med Bønder som med Hunde: de kan sove til enhver Tid.

- Men de synder alligevel, sagde Feddersen: Begge Opvaskerpigerne er frugtsommelige.

Der var ingen, der gad smile, men, som om Ordet "Synd" uvilkaarligt havde henledet hans Tanker paa Pastoren, sagde Knuth:

- Hvorfor holdt "Hofmesteren" Tale for Præsten ved Bordet?

- Det gør han altid om Paasken, sagde Husets Søn.

- Naa, sagde Løjtnanten, saa er det ogsaa derfor, vi fik Sillery - - ellers gi'er I jo Mumm.

Hofjægermesteren saá kun Pastoren med Datter - de øvrige "Uundgaaelige" (det var Godsets Benævnelse af Embedsmænd) blev inviteret uden Damer - den første Helligdag ved de tre store Højtider.

Paa disse tre Dage førte han Præstens Datter til Bords og talte ved Stegen for Husets Sjælesørger - han fandt Ordet "Sjælesørger" ved disse tre Lejligheder - der "saa trofast havde delt hans Hus' Tilskikkelser i onde Dage som i gode".

- Det er en Skik, sagde Husets Løjtnant, der havde hørt Faderens Tale, fra han var Barn. Men Vedel sagde pludselig:

- Naa, i København er der s'gu endnu værre.

Inde i Havesalen saá Frøken Alice, Husets Datter, Album'er sammen med Præstefrøkenen. Præstefrøkenen var en fyrretyveaarig Hentørring, hvis Liv gik hen med at oprette Foreninger, og hvis sidste Bedrift var en Underafdeling af Fredsforeningen, der talte syv Medlemmer, hvoraf fem Embedsmænd.

Naar Præstens Datter talte, lød det uforanderligt, som havde hun Ordet paa en Generalforsamling.

Paa Herregaarden, hvor hun i ti Aar havde vist sig i den samme graa Silkekjole, der var syet som en Art Reformdragt, indskrænkede hun sig til i Stilhed at misunde 397 og til at indkassere Foreningsbidrag mod Kvitteringer, som hun medbragte i en Sypose.

Ligeoverfor de to Damer sad Kammerjunker Berner og stirrede, uden at vide det, Frøken Alice lige ind i Ansigtet.

Hans Øjne var saa bløde, som var de duggede.

Frøken Alice saá op fra Album'et:

- Hvad tænker De paa, Kammerjunker, sagde hun. Kammerjunkeren fo'r sammen:

- Paa ingen Ting, sagde han.

Og et Nu efter laa hans Øjne atter paa Frøken Alices Ansigt, som hun sad der, rødligt beskinnet, atlaskklædt, bøjet under Lampen.

Men Frøken Alice lo og vendte igen et Blad:

- Ja, sagde hun, det er min Tante, Fyrstinde Denti. Præstens Datter saá paa Billedet og tænkte:

- Det er hende, der drikker.

Paa én Gang raabte Husets Løjtnant gennem Dagligstuen :

- Kammerjunker, hvad er Klokken? Kammerjunkeren fo'r sammen igen og vendte -sig mod det hvide Empireuhr:

- Den er kun ni, sagde han.

- "Kun" er godt, sagde Husets Løjtnant

- Ja, sagde Præstens Datter, der - det var hendes Vane - straks tog Anledning til at føle Fornærmelse:

- Vor Vogn er bestilt til Klokken ti.

Præstens Vogn var tilsagt af Tjeneren.

Man nød regelmæssigt ved de tre Højtider paa Godset Præsten og det præstelige Tilbehørs Selskab fra Klokken fem til Klokken ti.

- Man erholder deres Gæstfrihed paa Klokkeslet, sagde Præstens Datter, der alligevel Aar efter Aar ankom i Kalechen paa Slaget.

- Kammerjunker, sagde Frøken Alice, sig noget. Med et nyt Sæt sagde Kammerjunkeren kun, og blev helt forvirret:

- Jeg tænker.

398

Frøken Alice lo, saa det klang under det hvælvede Loft, men pludselig holdt hun inde:

- Det er min Fætter, sagde hun vendende tilbage til Album'et; og Præstens Datter, der blev alt strammere om Munden - Præstens Datter havde Overskæg

- tænkte:

- Det er ham, der gjorde Skandale med sin Mejerske.

At gennemblade Album'er paa Godset var Præstens Datter det samme som at gennemvade en Chronique scandaleuse. Hun gjorde det med et inderligt Velbehag.

Inde i Dagligstuen var de begyndt at tale om Politik og nye Valg til Tinget.

I Garnisonsbyen var der opstillet en Radikaler, og Udsigterne til "den rette Side" - det var et Ord af Hr. Feddersen og iøvrigt hentet fra et Oppositionsblad

- var tvivlsomme.

- Ja, sagde Knuth og slog betænksomme Krøller paa sin Næse: Drejeren - Radikaleren var Drejer - har Stemningen.

Men Husets Søn sagde:

- Finder, det er s'gu ét Fedt, for Ministeriet har Majestætens Tillid.

- Ja, sagde Feddersen. Han talte pludselig ganske højt.

Og den politiske Konversation døde hen paa "Tilliden".

Lidt efter blev der baaret The om, og Løjtnanterne kom op af deres Stole. Pludselig hørte man et højt Raab henne fra Vinduet:

- Satan ta' mig - - hvad sa'e jeg? det sner.

Der kom Liv i dem alle, og alle kom til Vinduet, medens Husets Løjtnant fo'r ud af Stuen og op ad Trappen, ind i Billardsalen, hvor de fire spillede endnu:

- Hofmester! skreg Løjtnanten, det sner.

- Er Du gal? sagde Hofjægermesteren.

- Jo, det sner s'gu, sagde Løjtnanten, og det er den tyvende April.

399

De fire gamle kom op fra Bordet og hen til Vinduerne, som Hofjægermesteren slog op.

Jo - det sneede: tæt og lindt faldt Sneen tyst i den hvide Borggaard.

Hofjægermesteren stod med aaben Mund. Saa sagde han - og han glemte pludselig ganske "Sjælesørgeren" -:

- Nu staar Fa'en da osse i Almanakken. Nede fra Gaarden lød der en høj Latter: det var Frøken Alice, der løb midt ude i den hvide Sne.

- Kom Kammerjunker, kom Kammerjunker! raabte hun; og paa én Gang brød alle Løjtnanterne frem, ned ad den store Trappe, ud i Gaarden.

- Alice, Alice, raabte Hofjægermesteren, der stadig stod ved Vinduet:

- Alice ...

- Hun er barhovedet...

Men Frøken Alice hørte ikke. Med det løftede Slæb i sin Haand stod hun midt i Borggaarden, medens Sneboldene fløj.

- Der har Du den, raabte Vedel og sendte Hr. Feddersen en Hilsen lige i Nakken.

Frøken Alice havde sluppet sit Slæb, medens Sneboldene føg omkring hende og Herrerne lo, saa det skraldede.

- Der sagde hun og kastede en Bold efter Vedel. Den traf ham lige i Ansigtet.

- Her, raabte han tilbage, og en Bold fløj forbi hendes Øre:

- Tak, og hun sprang til Side. Sneen hang i hendes Haar.

Husets Løjtnant fløj ned ad Trappen og var med. Han raabte højst. Oppe hørte man stadig Hofjægermesteren skænde, medens Løjtnanterne lo og Sneboldene klaskede.

- Se Kammerjunkeren, raabte Alice: Se Kammerjunkeren. Hun havde dænget Berner helt til med Sne 400 over og over med Sne, som hun tog op med de bare Hænder.

- Slaa igen, slaa igen, raabte hun.

Men Kammerjunkeren rørte sig ikke.

Han stod bare foran hende, ubevægelig som en Snemand, saa hvid, midt i Sneen, og lod sig dænge til - uden at sige et Ord.

- Slaa igen, sagde hun paany. Men Berner rørte sig ikke.

- Nej, sagde han blot; og han smøg sig kun, langsomt, med Haanden over Øjnene for at kunne se hende, som hun stod: leende, med Sne i sit Haar, rød og hvid, med løftede Hænder.

Og pludselig holdt Frøken Alice op at le, til der kom en Snebold fra Broderen.

- Der, raabte han, hun fik den i Panden.

Løjtnanterne sloges og tog Sneen op med de blotte Næver. Ingen saá mere, men alle lo de, deres Øjne var blindede.

- Georg, Georg, raabte Frøken Alice til sin Broder: Nu vil vi ha'e Champagne.

- Ja saagu, svarede Georg.

Hofjægermesteren kaldte fra Vinduet igen, men ingen hørte det. Hvide løb de alle rundt midt i Snefoget.

Berner var altid, hvor Frøken Alice var - og vidste det ikke.

Der var ingen, der saá Præstens Kaleche, som rullede op for Døren og lidt efter bort igen.

Men pludselig hørte Frøken Alice den gamle Karosses Rumlen over Broen, og hun sagde forfærdet - Armene faldt ned langs hendes Sider - :

- Præstens er kørt.

Kørt, det var de.

Præstens Datter havde bedt "endelig ikke at forstyrre de unge Mennesker", og hun var steget til Vogns.

Hun havde det Udtryk i Ansigtet, naar hun dirigerede i Filialen af Foreningen "Mod Lovbeskyttelsen af Usædeligheden".

401

Pastoren mælte længe ikke et Ord. Pastoren havde megen Respekt for sin Datter. Tilsidst sagde han:

- Kathrine, de var jo meget elskværdige. Kathrine lod hengaa nogle Sekunder.

- Ja, sagde hun saa:

- Og godt er det, at det er overstaaet. Hun sad lidt, før hun atter tog til Orde.

- Interesser, sagde hun, skal man jo ikke søge paa Gaarden. Ordet "Interesser" indesluttede hele Frøken Kathrines Liv.

Præsten og det præstelige Tilbehør naaede i Kalechen deres Hjem i Tavshed. -

- Dér er Champagnen, raabte Georg.

Tjeneren bar to Kølere ned ad den store Trappe, medens alle de andre skreg: Bravo, saa det klang i Gaarden.

- Stil dem paa Fontænen, sagde Alice, før mig til Bords; og under Latter, medens det blev ved at sne og Propperne knaldede, satte de sig paa Vandspringets Kant.

- Her sidder vi s'gu rart, sagde Knuth og skyllede Glassets Indhold i sig.

De drak og de lo. De lignede fem Snefigurer, som de sad der, tilsneede, med den hvide Søjle bag sig, paa den hvide Rand.

- Ja, sagde Alice, der holdt Ansigtet opad, saa Sneen faldt over det: det er s'gu dejligt.

Frøken Alice bandede undertiden, naar hun var glad. Aa, sagde hun: Det er græsseligt, naar Præstefrøkenen hører det - saa hævner hun sig straks ved at melde mig ind i en ny Forening.

- Skaal, Kammerjunker, sagde hun. Og med en helt anden Stemme, seende ham lige ind i Øjnene, sagde hun sagte:

- De - De er dog den eneste, Kammerjunker, som ikke er latterlig.

Der lød pludselig nogle dumpe Lyde som af en Klokke.

402

Det var Hofjægermesteren, der med bart Hoved stod paa Trappen og dundrede paa Gong-Gong'en:

- Vil I nu komme ind? skreg han. Og han dundrede igen.

- Vil I komme ind?

- Ja, nu kommer vi, raabte Frøken Alice, og hun løb ind - ad en anden Dør, Herrerne fulgte efter. De gik gennem den lange Gang i Stueetagen, Løjtnanterne var forrest. Bag efter kom Berner og Feddersen. ,

Feddersen gik og drejede paa sit Overskæg:

- Berner, sagde han, og gav iøvrigt ingen Forklaring paa sine Ord:

- Gode Berner, De er s'gu godt gal. Berner spurgte ikke hvorfor.

- Men De er for beskeden en Mand, sluttede Feddersen. Det er Hemmeligheden.

Feddersen tav lidt igen. Saa sagde han:

- Man skulde ikke tro, De selv vidste, at De havde faaet "Gudsgaven".

Berner, der, naar han talte med Mandfolk, overhovedet aldrig hørte efter, og som, naar han talte med Kvinder, mest kun saá, sagde distræt:

- Gudsgaven? Feddersen nikkede:

- Ja, min Ven.

Frøken Alice stod ved det store Vindu i Dagligstuen. Hun havde slaaet det op og stod og stirrede ud i Snefoget.

- Georg, sagde hun, hvis det bliver saadan ved i Morgen, maa vi køre til Bal i Slæde. Georg tog Cigaretten ud af Mundvigen.

- Du er jo gal, sagde han, tror Du, det bliver rigtigt Snefog i Paasken? Men køre i Slæde bliver vi da fri for, for Slæderne er i Uorden. De er hos Smeden.

Gæsterne var oppe paa deres Værelser.

Axel Berner stod foran sit Vindu og blev, uden at se, ved at stirre ud paa den faldende Sne. Hele hans Sjæl var kun fyldt af et eneste bange Spørgsmaal.

403

Frøken Alice var bleven i Dagligstuen. Hun sad foran Flygelet og smilede længe ud i Luften. Saa slog hun an og hun spillede.

Rubinsteins Galop lød gennem Rummet under det hvælvede Loft. Tjeneren aabnede Døren.

- Han skulde fra Hofjægermesteren spørge, hvor længe Frøkenen vilde spille? Men Frøken Alice nikkede kun.

- De kan godt gaa til Ro, Hansen, sagde hun blot, og blev ved at spille.

Hr. Hansen slukkede Husets Lamper og begav sig til sit Værelse.

En af Staalamperne fra Havesalen anbragte han bag sit Hovedgærde, hvorpaa han begyndte sin Afklædning.

Hr. Hansen havde den Vane at læse i Sengen, og naar han havde iført sig en kinesisk Silkeskjorte - den unge Mand benyttede Løjtnant Georgs udrangerede Linned - hengav han sig til Læsning.

Hans Paaskelekture var "Smukke Ven" ...

Guy de Maupassant var overhovedet hans Yndlingsdigter.

Knuth og Vedel var oppe endnu. De sløvede ved en Flaske Madeira.

- S'gu en pragtfuld Pige, sagde Knuth.

- Ja, mumlede VedeL

- Og det er igen en, som man ikke faar Fingre i, sagde Knuth.

- Nej, mumlede Vedel.

Begge Løjtnanterne sad en Tid og saá betænkelige ud for sig.

Saa sagde Vedel:

- Og hvad er der saa ved den Kammerjunker?

- Nej, svarede Knuth, sige meget gør han ikke. De sad igen lidt, til Vedel sagde - maaske var det et Svar:

- Men véd Du, det er nu osse blevet min Overbevisning, at det, det gælder, det er at se paa Pigerne.

404

- Det er Øjnene, det gælder ...

- Og saa, lagde han til, er der for faa Piger.

- Ja, svarede Knuth. Det vil sige af den Slags. Og pludselig gav de sig til at tale om en Hønsehund.

Hele Herregaarden sov. Ude blev det ved at sne.

Løjtnant Georg strakte sig i sin Seng og gabede. Hr. Hansen serverede ham Theen.

- Hvordan er Vejret, spurgte Løjtnanten.

Hr. Hansen, der saá forsovet ud - den unge Mand foretog først efter at have besørget sin Morgengerning sin afgørende Renselse - bukkede og sagde:

- Hr. Løjtnant, det sner.

- Hvad Satan,... rul Gardinet op. Løjtnanten sad oprejst i Sengen.

- Ja min Salighed, det sner endnu. Det kunde ikke nægtes. Overalt var der Sne - Driver af Sne.

- Og vi skulde til Vedby, sagde Løjtnanten. Hr. Hansen gik, og Løjtnanten blev siddende ubevægelig, oprejst i sin Seng.

- Naa, nu bliver Hofmesteren gemytlig, sagde han. Han tænkte paa den faderlige Rug.

- Bien, sagde han, foreløbig er der ingen Ekcercits, og han vendte sig mod Væggen for at sove lidt endnu af Helgen af.

Da han vaagnede igen og ringede, viste Hr. Hansen sig med Barbérvandet. Hr. Hansen var under et 3 Maaneders Ophold i København uddannet i moderne Borddækning samt Barbering, og han førte Barberkniven, som drog han en Plov gennem en Brakmark.

Løjtnanten turde, saa længe Hr. Hansen haandterede Kniven, ikke mæle et Ord, men da Hansen pauserede, spurgte han:

- Er der nogen oppe?

- Frøkenen er gaaet til Smedens, sagde Hansen.

405

- Hvad Pokker vil hun dér, ... naa, det er vel om Slæderne, ... men dem faar hun s'gu alligevel ikke, saa den March kunde hun spare sig.

- Og hvor er Kammerjunkeren?

Hr. Hansen bukkede, med Kniven i Haanden:

- Han har vistnok fulgt Frøkenen, sagde han.

Hr. Hansen begyndte paany at føre Plovjernet. Ingen Mine havde bevæget sig i hans Ansigt.

Hr. Hansen var blevet af dem, der kan tænke meget uden at forraade det.

Frk. Alice og Kammerjunkeren kom fra Smedien. Den havde været lukket, og ind til Smeden selv, sagde Frøken Alice, kunde det ikke nytte at gaa.

- For Konen, hun er hellig, sagde hun og lo.

Kammerjunkeren hørte maaske slet ikke, hvad hun sagde.

Han gik kun ved Siden af hende, med halvt bøjet Hoved og smilede - hele Tiden. Hans Mund krusede sig saa blødt, naar han smilede.

Frk. Alice blev ved at tale om Smedens og de hellige og Ballet i Vedby.

En Tid efter greb hun sig i, at hun ikke rigtig vidste, hvad hun selv havde sagt.

- Ja, det var Smedens, sagde hun saa pludselig, helt meningsløst.

Og ogsaa hun tav stille, medens deres Trin fulgtes saa ganske tæt ved Siden af hinanden i Sneen.

Klokkerne i Kirken begyndte at lyde, og Sneen faldt saa let.

- Berner, sagde hun, De er saa dejlig at tie stille sammen med.

De gik igen, og Klokkerne blev ved at lyde.

Kirkegængerne kom forbi, tre gamle Koner rokkede dem forbi, og Flokkene af de Hellige.

De Hellige havde saadan en underlig Gang, som om de stadig sneg sig om Hjørner.

406

Alice lo af dem - hun maatte le den hele Tid. Men paa én Gang skiftede hendes Stemning.

- Kom Kammerjunker, sagde hun, lad os gaa ind paa Kirkegaarden; der er saa smukt.

Alle Træer stod med bøjede Grene under Sneen, og de gik hen imod Kirken ad en banet Vej mellem to hvide Volde.

- De, Berner, sagde Alice - og hun talte sagtere-:

- Vi gaar derind.

Menigheden fyldte Kirken helt. Bøjede sad de, Mænd og Kvinder, i de stive Rader.

Altrets Lys brændte saa ret og rankt.

Alice og Berner stod bag den nederste Stol. Side om Side sænkede de deres Hoveder.

Om dem lød Menighedens Sang.

Saa kom pludselig Præsten frem paa Prædikestolen.

- Nu gaar vi, sagde Alice.

De gik atter ud, gennem Vaabenhuset, ud paa Sneen.

- Lad os staa her, sagde Alice.

- Her lyder Klokkerne saa smukt.

De stod paa en Høj ved Muren. Foran dem laa hele det hvide Land, hvor Sneen sagte faldt.

Klokkerne lød kun saa halvhøjt gennem den snefyldte Luft.

- Hvor her er smukt.

- Ja.

De blev staaende.

Inde i Kirken begyndte Sangen at lyde igen:

Dejlig er Jorden,
prægtig er Guds Himmel,
skøn er Sjælens Pilgrimsgang.
Gennem de fagre Riger paa Jorden
gaar vi til Paradis med Sang.

De blev staaende, og Alice vendte sit Ansigt ind mod Kirkegaarden. Under den høje Sne skelnede man næppe Gravenes Tuer. Alle Kors og alle Gravstene var hvide, og deres Navne var slettede ud.

407

Frøken Alice stirrede langt ud over Gravene.

- Ja, sagde hun, der hviler de nu.

- Og hvor mange af dem har saa levet?

- Berner, Adel det er noget Vrøvl. Der er kun to Slags Mennesker: De som har Evnen til at leve - og saa de "andre".

Berners Øjne traf hendes - i dem lyste en øm Tindren. Men pludselig tog han atter Blikket bort og sagde:

- Men hvem er lykkeligst?

- De andre bliver aldrig lykkelige, sagde Alice. Og pludselig brød hun op.

- Kom, sagde hun.

Berner gik bag ved hende. Han elskede det. Saa svaj den var, Linjen i hendes Ryg: Nej, ingen, ingen gik som hun. De naaede Porten, og Frøken Alice vendte sig:

- Er De der, Berner?

Men Berner stod henne ved Muren hos en Tigger. Han havde pludselig stukket ham en Daler i Haanden. Alice lo saa glad:

- De er skikkelig, Berner, sagde hun.

- Men - og hun lo igen - De vil jo ikke.

- Hvilket?

Frøken Alice blev ved at le, og pludselig svang hun sin Arm, som førte hun en Pisk gennem Luften:

- Jeg siger, sagde hun, at jeg vil paa Bal. Da de kom hjem, slog Hr. Hansen paa Frokost-Gong-Gong'en, saa det dundrede i Borggaarden.

- Skynd Dem, Kammerjunker, skynd Dem. Det kostede lidt Møje at stride sig frem over Borgbroen, for det begyndte at blæse.

Georg stod i Spisesalen ved et aabent Vindu:

- Hvor Fa'en har I været, raabte han.

- Vi har været i Kirke, raable Alice tilbage.

- Det er Løgn, sagde Løjtnanten og slog Vinduet i. Frøken Alice løb gennem Forhallen ind i Spisesalen.

- Hvor er Hofmesteren? sagde hun og saá sig om, 408 rødblussende af Løbet og af Stormen. Hatten rev hun først nu af det viltre Hoved.

De tre Løjtnanter sad ved Kaffen.

- Ja, sagde Georg, Du kommer bare to Timer for sent - Hofjægermesteren var nøjagtig til Spisetiderne som et Kronometer - Klokken er halv to.

- Og jeg er saa sulten som en Dragon, sagde Frøken Alice, der begyndte at spise, medens Hansen uden at fremskynde noget Tempo i Serveringen lod Frokostens Stadier tilbagelægges - uden at høre og uden at se.

- Ja, sagde Løjtnant Georg, saa bliver der altsaa ikke noget Bal af.

- Det bli'er vi fri for, sagde Knuth.

- Skal vi vædde, sagde Alice, der spiste. Georg drejede Hovedet meget hastigt:

- Vædder Du om Mønt? sagde han, og det blinkede op i hans Øjne.

Det var en af Løjtnant Georgs Maader at "opholde Livet paa" ved Væddemaal at frarane Søsteren hendes Aarpenge fra Vallø.

- Vel, sagde Alice, hundrede Kroner. Og lidt efter lagde hun til og saá ud i Spisesalens Luft:

- I Dagens Anledning.

- Spis, Berner, kom det saa pludseligt.

Berner glemte ganske Kødet paa sin Tallerken.

Selv spiste Frøken Alice som en Ulv. Hun havde altid saa vældig en Appetit, naar hun var glad.

De to fremmede Løjtnanter sad uden at tage Øjnene fra hende, men pludselig sprang Alice op - der var de Lykkeliges Hast over hende -:

- Saa, nu løber jeg op til Hofmesteren, sagde hun. Men Georg kastede et:

- Han er da ikke gal, efter hende, medens hun løb. Alice slog Døren til:

- Det skal Du faa at se, sagde hun.

De to fremmede Løjtnanter og Feddersen flyttede ind 409 i Dagligstuen. De' gnavede hver paa sin Havannacigar. Længe var de tavse. Saa sagde Knuth:

- Ja, det vilde s'gu være storartet ... Han tav lidt, før han talte igen som en, der er helt henne i det:

- Først en sen Middag ... og saa trække det ud ved at sidde saadan ganske stille og tale ... og saa - -

Løjtnanten fuldendte ikke, men nikkede kun gentagende.

Men Vedel sagde:

- Kammerat, det nytter s'gu ikke at drømme.

- Nej, sagde Knuth.

Feddersen, der førte en Elfenbens-Børste hen over sit Overskæg, sagde:

- Der er altid Stof i de Kvinder, der har god Appetit!

- Det er der, sagde Vedel og nikkede, som om han havde gjort en pludselig Opdagelse: de egner sig til Hustruer.

Hofjægermesteren opholdt sig i Biblioteket. Det var en Sal fuld af Reoler, fyldte med Bøger fra forrige Aarhundrede, som i det sidste Hundredaar ingen havde læst. En særlig Afdeling indeholdt parisiske Romaner fra Fyrrerne og af tvivlsomst Art, som var anskaffet af Hofjægermesterens Fader. Hofjægermesteren selv havde ingen literære Interesser. Det var hans Plan at omskabe Godsets Drift ved Hjælp af en kæmpemæssig Faareavl, og hans eneste Lekture var derfor Faareavlstidender i de tre europæiske Hovedsprog.

Han gennemgik disse Fagtidender udstrakt i en læderbetrukken Hvilestol og iført Tøfler.

Frøken Alice bankede kraftigt paa - det var af Diplomati: det fornærmede bestandig Hofjægermesteren dybt, naar han overraskedes i et Blund - og traadte ind.

- Jeg læser, sagde Hofjægermesteren.

- Ja, Papa, sagde hun. Hun trommede paa Ruden, mod hvilken Sneen føg.

410

- Hm, sagde hun pludselig, som talte hun afsluttende om en Ting, der var afgjort gennem en længere Samtale:

- Saa tager vi altsaa de brune for at skaane de sorte.

Hofjægermesteren saá rask op fra Faaretidenden: han havde ikke ventet saa meget Hensyn; i Grunden var Hofjægermesteren ikke vant til, at hans tvende Børn skaanede hverken ham eller noget af hans -:

- Ja, sagde han - og Stemmen lød meget højt - naar Du er blevet gal ... Der er ingen Hund, der kan se en Haand for sig.

Hofjægermesteren bøjede Hovedet igen.

- Men nu læser jeg, sagde han igen. Alice var allerede ude af Døren og nede i Dagligstuen-, som i et eneste Sus.

- Saa tager vi de brune, sagde hun - hun stod midt paa Gulvet:

- Og kører Kl. 7!

I Stuen begyndte det allerede at skumre, og de gamle Portrætter forsvandt og gled bort, mens Palmerne rundt omkring rejste sig som mægtige Skygger. Løjtnanterne diskuterede halvsagte, om de skulde tage Uniform, og Alice spillede dæmpet Rubinsteins "Asra".

- Ja, i Aften, sagde hun, er det Uniform.

- I Aften er det Galla! Det lød som en Fanfare. Vedel hilste militærisk foran Flygelet:

- Galla for Dronningen! sagde han.

- Knuth, sagde Alice, hvad Dato er det i Dag?

- Den en og tyvende ...

- Den en og tyvende, gentog Alice saa dæmpetdvælende, som om hun nynnede det.

Men da Løjtnanterne var gaaet og Feddersen ogsaa, sagde Berner sagte henne fra Vinduet:

- Det var min Moders Fødselsdag i Dag.

411

Alice svarede ham ikke, men hendes Øjne blev i Mørket pludselig fulde af Taarer: han havde talt saa blødt.

- Hun døde jo saa ung? sagde hun lidt efter.

- Ja - og hun var dog saa lykkelig. Begge tav og Stuens Skumring laa om begge.

- Men nu maa vi klæde os paa, sagde Frøken Alice.

- Ja, sagde Berner.

Alice blev staaende et Øjeblik henne ved en Buket i en af de store Kummer.

- Den maa De have, Berner, sagde hun, til Deres Knaphul.

Hun havde plukket en Tusindfryd:

- Her, sagde hun, og hun fulgte hans Haand, der tog den: det er dog den tarveligste af alle Blomster ...

Hun lod tænde mange Lys i sit Paaklædningsværelse, der var meget stort og meget fuldt af Planter.

- Den hvide, sagde hun straks.

Hun stod foran sit Spejl og saá derind. Hun saá ud som en, der har fundet paa at give en rigtig dejlig Present til et Menneske, hun holder forfærdelig meget af.

Kammerjomfruen var bleven staaende et Øjeblik ved Ordren "den hvide".

Da Kjolerne i Marts kom fra København og laa bredte ud til Mønstring - Frøken Alice mønstrede iøvrigt hurtigt - havde Frøkenen sagt ved Synet af den hvide:

- Ja, den gemmer vi ... til en rigtig Fest.

Og den var ikke en Gang kommen paa, i Byen, til Ballet hos den engelske Minister.

Der var sølvindvirkede Tusindfryd i den hvide, og Stoffet var Moiré.

Frøken Alice sang hele Tiden, medens hun blev klædt paa. Mens hun fik Vandet over sig og Svampen med Eau de Lubin hen over sig, og mens hun fik Haaret børstet, det lange, lange Haar ...

- Blankt, blankt skal det være, sagde hun til Kammerjomfruen, der holdt det som en glinsende Guirlande i sin Haand.

412

Men da det var børstet, surrede hun det selv op.

Krøllejern havde der aldrig været i det. Det sad, saa som saa,, som en Krone. Hun spejlede sig ikke. Staaende midt paa Gulvet, med Hovedet løftet og den ranke Ryg spændt, fik hun af Kammerjomfruen Tusindfrydkjolen knappet - medens hun smilede:

- Og saa Roser, sagde hun.

- Gartneren har ingen, sagde Kammerjomfruen.

- Han maa have, sagde Alice.

Og Kammerjomfruen gik.

Det bankede paa.

Det var Georg.

Det gav et lille Sæt i ham, som naar man ser noget meget smukt, og han sagde, idet han satte sig i en Stol:

- Du er s'gu køn i Dag.

Alice blev bare ved at gaa op og ned mellem de mange, mange Lys, og henne ved en Etagère tog hun noget af et Skrin:

- Du taber, Georg - værsgo', sagde hun, og hun rakte ham en Hundredkroneseddel, der var flunkende ny.

- Jeg taber s'gu ikke, sagde Løjtnanten sløvt, men Takken laa alligevel i Tonefaldet.

- Den er ny, sagde han lidt efter.

Frøken Alice stod foran Spejlet. Det var første Gang.

- Ja, sagde hun.

Og lidt efter tilføjede hun - det var maaske ikke ganske om det samme, hun talte - mens hun saá ind i Spejlet:

- Hvad man giver bort, maa være smukt.

Georg sad lidt endnu, og de snakkede, til Gong-Gongen lød. Saa gik han, og Kammerjomfruen kom tilbage.

- Der var ingen Roser, sagde Gartneren.

- Snak, sagde Alice.

- Saa maa jeg selv derover.

Hun gik ned gennem Gangen, i Forhallen mødte hun Berner.

413

- Berner, sagde hun, De maa med. Jeg skal over i Drivhuset.

Men pludselig saá hun ned paa sine Atlaskes-Sko:

- Ane Marie, Ane Marie, raabte hun, jeg maa have nogle Klodser!

Hun fik Klodserne, og Berner og hun gik ud gennem Havesalen.

- Vorherre bevar' os, sagde hun, giv mig Deres Arm. Jeg falder paa Stylterne.

Og med Berner under Armen løb hun gennem Sneen, over mod Drivhuset, mens Klodserne klaprede.

- Lys op, Eriksen, sagde hun, da hun kom ind i Driveriet.

Og Førstegartner Eriksen, der var en bebrillet Mand, som altid saá betænkelig ud, med et mistroisk Udtryk i sit Ansigt, som om man bestandig vilde tage noget fra ham, drejede paa den elektriske Knap.

Stolte stod de brede Palmer under alt det hvide Lys.

Alice svippede ud af Klodserne:

- Her er dejligt - hva'?

Hun gik frem under de store Træer. Berner fulgte stille efter. Det var, som saá han bare hendes Slæb, der flød hen over Gruset.

- Der er jo Roser, sagde hun. Hun var standset:

- De dér! sagde hun.

Hr. Eriksen bare klippede - en Smule haardt - og de røde Roser faldt. (Frøken Alice havde selv bestemt dem til Hofjægermesterindens Grav, det vidste Eriksen).

Alice blev ved at smile.

- Tak, Eriksen, sagde hun.

Hun gik ud af Drivhuset, og hun talte hele Vejen om sin Moder, som hun var kommen til at tænke paa:

- Hun var det fineste, jeg har kendt, sagde hun: Saa sød og fin - og De véd ikke, hvor kønt hun sang.

Inde i Forhallen standsede hun et Nu og fæstede Roserne i sit Bryst

Hun holdt dem sammen med en Diamantnaal.

414

- Hm, sagde hun, - og hendes Ansigt fik et eget mildt Udtryk, som naar man tænker paa sin bedste Ven - :

- Nu kan Papa føre mig til Bords. Berner lukkede Døren op til Dagligstuen, og Frøken Alice gik ind.

- Ja, sagde hun og lo - der var saadan noget overrasket ved Løjtnanterne, da de sprang op -:

- Jeg er køn i Aften - Gud ske Lov. Feddersen gik ind i Spisesalen ved Siden af Løjtnant Knuth.

- Hun er s'gu saa dejlig som Lykken, sagde han.

- Ja, sagde Knuth, der mere havde taget Maal af alle Detailler, og som var af et vist mandfolkemisundeligt Temperament -:

- Det kan man jo gerne si'e. Hansen bar Suppen om med meget soignerede Hænder.

- Ja, naar Folk bli'r gale, saa bli'r de gale. Det var Hofjægermesteren, som hævede Taflet med et løftet Madeiraglas:

- Skaal, Børn, og god Fornøjelse'!

- Tak, Hofmester, sagde Alice og - mens hun pludselig saá paa ham - bøjede hun sig hen mod Faderen og kyssede ham paa begge Kinder:

- Du - Papa, sagde hun blødt.

De brød alle op, ind i Dagligstuen.

Hr. Hansen meldte Vognene, og alle sagde:

- Saa kommer vi til Indpakningen!

- Ja Gu' maa vi pakkes ind, sagde Georg, det er en ram Kulde.

Alle Godsets Pelse blev hevet ned af Knagerne - Rejsepelse og Spadserepelse og Kørepelse i et Mylder.

- Feddersen, Feddersen, sagde Alice, hvis Hoved selv stak frem af et Væld af hvidt Foerværk:

- Det Monstrum har ikke været brugt i tyve Aar!

415

Kandidat Feddersen sprællede og nøs midt inde i en uhyre graa Rejsepels, der var fuld af Peber.

- Saa til Helvede, sagde Georg, det er Cayenne ...

Og de begyndte alle at nyse og le, mens Hr. Feddersen blev ved at sprælle for at komme ud af Pelsen, og ingen vilde hjælpe ham, for Peberet stank. Alle nøs de og skreg de, til Alice slog Døren op og sagde:

- Til Vogns!

- Naa, sagde Georg, der kom ud paa Trappen:

- Det er s'gu en stiv Kuling! Stormen tog i dem, som vilde den feje dem ned ad Trinene.

- Larsen, raabte Alice, tror De vi naár det?

- Nej, Frøken, sagde Kusken.

- Naa, det er kedeligt, sagde Alice blot, og hun sprang ind i Vognen.

Feddersen kom til Sæde og Berner, ligeoverfor Alice og Knuth. Vedel og Georg var i den anden Kaleche.

- Naa, saa ska' vi saa køre? sagde den første Kusk meget sindigt.

Hr. Hansen blot nikkede, og den forreste Vogn rullede af Sted.

- Ja, sagde Kusken paa den anden Vogn til Løjtnant Georg:

- De kom da over Graven.

Stormen tog Tag i Kalechen, som vilde den sende hele Stamhuset bums ned i Slotsgraven.

- Ja, den er s'gu nydelig, sagde Georg og slog Vogndøren til.

Den forreste Vogn drejede ud paa Hovedvejen, og Stormen kom fra Siden, saa Kareten gyngede som et Skib.

- Vi er kommen til Søs! sagde Feddersen.

Alice sad og nynnede for hvert Vindstød. Snart kørte de og snart standsede de, Hestene var blindede og kunde ikke komme frem.

Knuth var nærmest gnaven:

Det er s'gu Synd for Dyrene, sagde han.

416

- Men frem vil vi, sagde Alice - hun hægede ellers, som om sin Øjesten, om hvert Kræ paa Gaarden - og hun holdt op med at nynne.

Der kom et nyt Stød af Stormen, og Vognen næsten hoppede.

- Se efter den anden Vogn! raabte Alice.

- Man kan ikke faa Vinduet ned, sagde Knuth.

Der var saa mørkt i Vognen, at de næppe saá hinandens Ansigter. Kun Berner sad med Hovedet mærkeligt lænet tilbage, ubevægelig tavs i sin Krog, med samme tindrende Øjne vendt mod Pletten, hvor Alices hvide Foerværk saás lyse frem.

- Vist saa, vist saa, vi vil se Vognen, sagde Frøken Alice.

Frøken Alice vilde se den Vogn, og Knuth fik Vinduet revet ned.

- Hvad er det?

Det gav et Stød til og Vognen laa der: Den laa der ganske læmpeligt - midt i en Snedrive, helt paa Siden.

- Vorherre bevares! raabte Alice, der havde Kandidatens Pels med samt Kandidaten oven over sig - inde i Vognens Mørke, hvor alle rodede oven paa hinanden.

Og i samme Nu sagde hun, pludselig og ganske aandeløst:

- Hvor er Berner? som om han var kommen til Skade.

- Hvor er Berner?

Berner havde allerede faaet hende op og ud af Kareten, da Feddersen og Knuth krøb frem af Vognen:

- Saa, sagde Alice, her staar vi yndigt! Stormen sang og Sneen føg.

- Larsen, Larsen, hvad skal vi nu?

- Vi ska' vel hjem, svarede Larsen, der rodede med Hestene.

- Ja, Larsen, raabte Alice, der blev ved at le:

- Men kommer vi det?

417

- Det kan man aldrig vide, svarede Larsen. Herrerne maatte hjælpe med Vognen. Georg og Vedel kom til, og de stod alle og raabte og lo og sled i det midt i Stormen.

- Jo, det er s'gu henrykkende, sagde Georg. De fik Vognen rejst og Hestene beroligede. Knuth stod og klappede dem, som kunde det være hans eget Dyr hjemme i Odense. Alice bare lo.

- Ja, saa danser vi altsaa hjemme, sagde hun.

- For Bal vil vi ha'e - den enogtyvende. Midt paa Vejen stod Georg og skænkede Smaasnapse op af en Rejseflaske:

- Jo, nu er s'gu Sindssygen brudt ud i Familien, sagde han.

Kuskene holdt en stille Raadslagning og satte sig atter op paa Bukken ...

Hofjægermesteren, der i Bibliotheket sov over Amtsraadets trykte Forhandlinger, fløj, da han hørte Kareterne rulle over Borgbroen, op af sit Blund:

- Saa, sagde han, nu er de Satan ta' mig væltede!

Han fo'r ud af Bibliotheket mod Hr. Hansen, der bukkede med samme uforanderlige Høflighed i sit Ansigt og sagde:

- Ja, Hr. Hofjægermester, jeg tror Herskabet kommer tilbage!

- Det hører jeg, sagde Hofjægermesteren:

- Nu ligger vel Alice med et brækket Ben.

Det var hans eneste Tanke.

Han var allerede nede ad Trappen.

Men Frøken Alice stod rolig midt i Forhallen under Broncekronen, hvor de sytten Vokslys brændte - blussende i sit hvide Foerværk.

- God Aften, Papa! raabte hun:

- Ja, saa danser vi herhjemme. Hofjægermesteren blev staaende. Han var glad ved blot at se hende hel.

- Ja, hvad sagde jeg? sagde han, men Galskaben vil jo ha' sin Vilje.

418

Hofjægermesteren vilde maaske fortsætte - han havde Munden aaben til det - men Frøken Alice klappede kun i Hænderne:

- Af Tøjet, mine Herrer! raabte hun, nu flytter vi.

Hun var borte, ind igennem Dagligstuen, som en Storm. Først maatte hun tale med Sørensen. Sørensen var en meget bred og damask-indbunden Dame, udstyret med brun Paryk og et Sæt forlorne Tænder, der, skinnende, var som sammenknebne over alle Stamhusets Hemmeligheder. Hun havde styret Huset i tyve Aar, uden at nogen af Herskabet havde hørt hende mæle ti Ord. Hvis hun havde Lidenskaber, skjulte hun dem.

I Stilhed samlede hun paa Guldtøj. Hendes Specialitet var Brocher.

Frøken Alice fandt Sørensen hæklende foran Bordet i sit Værelse, hvor der var en behagelig Varme og mange Hvilepladser i Hjørnerne.

- Kære Sørensen! sagde hun - og hun tænkte i samme Nu: bevares, her er jo formelig Komfort -

- Kære Sørensen, undskyld, jeg forstyrrer Dem ...

Frøken Sørensen saá ud, som om Situationen nok trængte til en Undskyldning. Frøken Sørensen var ikke vant til at forstyrres paa uforudsete Tider.

- Men, sagde Alice, vi maa straks have Lys i Kronerne. Har vi Lys?

- I hvilke Kroner, sagde Frøken Sørensen.

- Kære Sørensen, i Riddersalen ... og saa maa der smøres Mad, og Vin op, og en Masse Ting - vi skal danse.

Frøken Sørensen havde rejst sig. Hun sagde kun et eneste:

- Vel, og begyndte at bevæge sig i sine snørede Tøjstøvler. Hendes Fødder var svage paa Grund af den megen Staaen op ved Madsmøring.

Alice løb foran hende ud i Fadeburet, et vældigt Rum med Skabe saa store, som skulde der af deres Indhold bespises en Kaserne. Skabene slog hun op, og Skuffer 419 trak hun ud; der var Svesker og Blommer og Figner og Chokolader i fulde Bunker.

- Aa, sagde hun, vi har jo i en Guddommelighed.

- Der er, hvad der plejer, sagde Sørensen.

- Hansen, Hansen, raabte Frøken Alice, sig saa til Folkene, at de klæder sig paa, for Klokken ni skal der danses.

Hr. Hansen blev staaende midt i Anretterværelset.

- Folkene, sagde han, Folkene, Frøken?

- Ja, sagde Alice, Pigerne og Karlene, allesammen - til Klokken ni ... De har en Time ... Alice lo:

- Kan De ikke forstaa, sagde hun, at nu holder vi Høstgilde midt i Paasken.

Frøken Alice var allerede ude.

Hr. Hansen og Sørensen vekslede ikke saa meget som et Blik. Men inde fra Spisestuen raabte Alice:

- Og saa, Sørensen, maa der fyres i Ovnene. Hun løb ind i Dagligstuen. Tusindfryd-Slæbet holdt hun i sin Haand.

- Ja, saa, mine Herrer, - Løjtnanterne var bleven befriede for Indpakningen - saa flytter vi.

- Flytter - hvad? sagde Georg.

- Flygelet, sagde Alice, og Slæbet faldt. Løjtnanterne lo, som om de ikke fattede, men Alice klappede i sine Hænder.

- Ja, Flygelet, mine Herrer ... Vi tager nogle Karle til Hjælp. Der skal jo danses i Riddersalen.

Hun kaldte paa Hansen, at han kunde hente nogle Folk, og selv flyttede hun Vaser og Buster, medens Løjtnanterne blev ved at le.

Hofjægermesteren stod midt i Forvirringen.

- Nu tror jeg, Satan, sagde han.

Men Alice løb bare hen til ham - hun havde to Nipsting fra Flygelet, en i hver Haand - og sagde et langt, smilende:

- Bø-ø, ind i hans Ansigt.

Der kom fire Karle ind. De blev staaende indenfor 420 Døren, ret op og ned, i fire Par blaa Sokker. De forandrede ikke en Mine.

- Saa hjælpes vi, sagde Alice.

Og de fire Karle begyndte at løfte Flygelet.

- Hjælp til, hjælp til, sagde Alice til Løjtnanterne. Og de tre Løjtnanter maatte hjælpe. Feddersen holdt en Armstage.

- Berner, sagde Alice, De falder i Staver.

Berner stod kun og smilte ligesom En, der havde faaet Maanen i Present og stod og saá paa den i sin egen udstrakte Haand.

- Feddersen, sagde Alice, giv Berner Stagen. Berner tog den med et Sæt.

- Saa, Berner lyser for os, sagde Alice.

De fire Karle sled med Flygelet op ad Trappen. Alice var forrest; det hvide Slæb faldt som en sølverne Strøm ned fra de høje Trin, men øverst holdt Berner Stagen.

- Saa stiller vi det her, sagde Alice. De var naaet ind i Riddersalen.

Der var allerede Ild i de store Ovne, og langs de høje Egetræs-Vægge saá de gamle Portrætter i det blussende Ovnskær ud, som var de levende. Alice løb frem midt i den store Sal, hvor de to Undertjenere tændte de halvhundrede Lys i Broncekronerne.

- Ja, sagde hun, er her ikke dejligt?

- De er dejlig, sagde Feddersen.

- Og det er kun Rammen, sagde Alice. Feddersen saá lidt paa hende:

- Ja De, Feddersen, - om Billedet. Pludselig skiftede hun Tonen:

- Men véd nu ogsaa Folkene, at de skal danse, sagde hun.

Folkene vidste det.

De stride Sæbestrømme flød i Karlekamrene, og Underskørterne fløj om Pigerne, mens de skrubbede Overdelene.

- Georg, sagde Alice, Du løber selv over til Lars 421 Spillemand. Han og Sønnen maa spille Violin. De gnider Fiolerne, saa man hører ikke Ørenlyd.

- Saa, mine Herrer, drikker vi et Glas Champagne. Alice gik ned, fulgt af Løjtnanterne. Knuth kom bagest med Feddersen.

- Det er s'gu mærkeligt, sagde Knuth.

- Hvad?

- Det hele, drævede Knuth.

Men Feddersen gik lidt, og der fløj som et pludseligt Udtryk af Smerte hen over hans Ansigt, der ellers var ganske ubevægeligt:

- Gode Knuth, sagde han, Menneskene bør aldrig misunde.

- Nej, sagde Knuth, der ikke forstod, hvad "Ministeriet" overhovedet mente.

- Men, sagde Feddersen, der var standset paa Trappens Afsats:

- Den, der havde et Lønkammer, burde nu maaske gaa derind og bede til, at saadan noget kunde vare.

Knuth sagde ikke mere. Han syntes ellers aldrig, at Feddersen snakkede over sig.

- Men, sagde Feddersen: Fester er Fester ... Der gik et pludseligt Lys op for Knuth:

- Og Livet er s'gu Livet, sagde han.

Inde i Dagligstuen havde Hr. Hansen allerede sat Kølerne frem.

Løjtnant Georg standsede foran Gueridonen, hvor de stod:

- Der er s'gu en evig Altergang i denne Højtid, sagde han.

Men Alice, der havde maalt de slanke Glas, vendte sig til Hr. Hansen:

- Nej, Skaale, sagde hun.

Og i et Nu strakte hun sin Arm, som løftede hun allerede et Bæger.

Hun gik hen over Gulvet til sin Yndlingsplads under de store Palmer.

422

Lamperne derhenne stod lavt, saa Træernes Skygger laa over Loftet som et mægtigt og hvælvet Telt.

- Feddersen, sagde hun - Hr. Hansen lod diskret Champagnepropperne knalde - Feddersen - De, nu er det Guitarens Time.

Løjtnanterne sad rundt omkring, der var saa underlig fjernt imellem dem og saa vid Plads foran Alice, fordi Flygelet var taget ud.

- Ja, sagde Knuth, hvis Eremitage-Kraveben i Stilhed værkede ikke saa lidt efter Anstrengelsen med Flygelet:

- Lidt Guitar var s'gu rart.

- Syng os en, sagde Vedel.

Ogsaa Hr. Premierløjtnant Vedel trængte til lidt Hvile. Han var ikke vant til og trættedes noget af Fester, der fortsattes altfor længe, uden at man gik over til de virkelige Haandgribeligheder.

Berner sad henne i sin Krog, men Feddersen havde hentet Guitaren i Vindusfordybningen.

Alice løftede sit Hoved:

- Naa, De Mand uden Ansigt, sagde hun - det var hendes Øgenavn til Feddersen; hun sagde altid, at den Dag Hr. Feddersen havde fundet paa at skjule sit Ansigt, havde han laant et fra en Modejournal -:

- Syng saa! Vi hører.

Feddersen sad lidt. De pludseligt blanke Øjne havde han fæstet paa en Lampe. Saa sang han, mens hans Haand, ledsagende, gled hen over Instrumentet:

Der er mange Glæder,
Der er rige Glæder,
Der er rosenkransde Glæder
Mange Steder.
Stille er der,
Tyst der bliver
Der -
Hvor Elskov træder.

Elskovs-unge Læber bier
Længselsfulde,
Før de mødes.
423 Attraas-Blikke tindrer, tætte
Mod hinanden.
Før i samme Lyst de slukkes.
Elskovs-tagne Tvende tøver
End et Nu -
Og sammen glider.

Der er rige Fester,
Der er mange Fester,
Der er rosenkransde Fester
Mange Steder.
Stille er der,
Stille Lampen brænder
Der -
Hvor Elskov mødes.

Feddersen holdt inde. Øjnene havde han atter slaaet ned, og der var stille i Stuen et Øjeblik. Saa sagde Løjtnant Georg:

- Hvem er Digteren?

Hr. Feddersen svarede ikke straks - saa nævnede han et Navn.

- Det er s'gu en forstaaende Person, sagde Georg.

Løjtnant Vedel havde kun lidt ugraciøst strakt sine lange Ben lidt for langt ud fra sig.

Der var ingen, der vidste, om Frøken Alice havde hørt efter. Hovedet havde hun støttet mod Ryggen af sin høje Stol og fra det sølverne Net over Lampen gød der sig et slørende Skær over det opadvendte Ansigt.

Saa løftede hun pludselig Hovedet:

- Og alligevel, De, sagde hun, det er mærkeligt: saa lidt Digterne véd om, hvor højt Menneskene kan elske.

- Men, - og med ét sprang hun op - Folkene maa have Æbleskiver. De Mennesker tror jo aldrig der er Fest, naar de ikke faar Æbleskiver.

Hun ringede paa Hr. Hansen, og hun gav hastigt Ordre om Æbleskiver:

- Eleverne maa bage dem, sagde hun, de maa skiftes til at danse og bage dem. De Mennesker maa jo have Æbleskiver.

424

Eleverne var tre Døtre af forskelligartede Næringsdrivende, som tilbragte deres Tid i stramt Korset og fuldstændig hjemløse, medens de uddannedes under Sørensens Opsyn og i al Hemmelighed erlagde en Bagatel af tre hundrede og fyrretyve Kroner aarlig til samme Frøken Sørensen for at gøre hendes Arbejde.

- Og saa maa de have Vin, sagde Alice.

- Du maa hellere give dem Punch, sagde Georg. Alice var lige glad. Hun virrede kun med sit Hovede.

- Chères bètes, sagde hun, hvor er det dejligt at være rig.

Hun greb et Glas. Næsten rosenfarvet flød Vinen i det flade Glas.

- Glædelig Fest, raabte Løjtnanterne. Og de tømte Glassene.

- Ja, sagde Alice: saa begynder de at komme i Salene.

Uden at ville det og uden at vide det gik Berner de Skridt frem og tog Frøken Alices Arm: - Tak, Berner, sagde hun. Og hun smilede.

De andre maatte gaa et Stykke bag ved, for hendes Slæb var langt, og hun løftede det ikke op.

Forhallen var fuld af Gaardens Folk.

- God Aften, Folkens, sagde Alice:

- Men saa kom dog op, men saa kom dog op.

Nogle Karle og Piger gik op ad Trinene. De sneg sig saa underligt, som var de kun vante til at gaa der paa Hosesokker. De to Stuepiger stod paa Afsatsen og nejede.

- Men saa kom dog, men saa kom dog, blev Alice ved at sige:

- Sæt nu Liv i Tingene, Løjtnanter, hviskede hun:

- Det er dog en smal Sag for øvede Mandfolk.

Løjtnanterne- der selv var lidt genert krumme i Knæene- fik Damer budt op og ind marcherede de i Salen, hvor Feddersen allerede var ved Klaveret og spillede 425 omkap med Husmanden og hans Søn, der var i hvide Sokker.

- En March, en March, raabte Alice, der gik forrest med Berner, mens Karle og Piger skubbede sig ved Døren, til seks Svenskere, der havde meget lige Skuldre, traadte an med hver sin Pige, som de Mænd, der har været med før.

- Det var ret, det var ret, raabte Alice.

- Men han kan kun én March, sagde Feddersen, idet hun kom forbi Klaveret. -

- Lad os saa faa den, sagde Alice og lo:

Det var Kronprins Frederiks Honnørmarch.

Husmanden og hans Søn kilede løs i Marchen, som naar de dannede Orkester ved Kæmpe-Karusellens Efteraarsbesøg.

Efterhaanden kom de alle med - Kuskene med Stuepigerne - og de marcherede, i et langt Tog, med Ansigter, højtidelige, som vandrede de om Juletræ i "Velgørenhedsselskabet", lille Juleaften.

Men forrest gik Alice.

- Saa, Berner, sagde hun.

- Nu danses der rundt.

Hun slap hans Arm og hun nejede for Lars Kusk.

- De, Larsen, sagde hun.

Hun var med Kusken ude paa Gulvet. Hun dansede en Gang rundt med Larsen. Saa tog hun den næste og atter den næste.

Det var en Landvæsenselev, der blussede som en Pæon og svedte gennem Handskerne.

Hun endte med en Husmand.

Det var som førte hun dem alle gennem Salen, og alle kom de med - Løjtnanter og Karle og Svenskere. De to Tjenere begyndte at byde Vin om, og Pigerne, der ikke var vant til det stærke, blev røde i Hovederne og tørrede Sveden af Kinderne med Kjoleærmerne. Mundene begyndte at gaa, og Karlene drak Glas ud, som de gemte i Vindusfordybningerne, mens Vedel havde fundet en stramt-hægtet Elev, der dansede, tæt 426 ind til hans Uniforms-Vattons, med hele Provinsens hemmelige Trang til Hengivelse.

Men forrest dansede Alice, med Slæbet i sin Haand, rank med løftet Hoved, mest som gik hun efter en hastig Takt.

Hofjægermesteren var kommen ind.

Han gik rødblussende om og klinkede - Hofjægermesteren gik bestandig med en ganske særegen Gang, som var han altid iført høje langskaftede Støvler -:

- Naa, blev han ved med at sige, de er jo gale - men naar de morer sig ...

De tre Svenskere havde faaet tre Piger klemt inde i en Krog, hvor de under Konversationen fremhævede deres skaanske og rigelige Mandlighed ved maleriske og noget udfordrende Stillinger.

Hofjægermesteren var standset i en anden Krog, han stod og saá efter sin Datter, mens Øjnene lyste paa ham:

- Ja, sagde han saa, - han maatte sige noget, og den nærmeste var en gammel Husmand - hun er s'gu bleven stor.

Husmanden var Per Eriksen.

- Ja, sagde han langsomt, Frøkenen er jo ligesom blevet udvokset.

Per Eriksen var den ældste Husmand. Hans Temperament var Bedrøvelse, og han huskede alle Ulykker paa Godset fra 70 Aar tilbage - lige siden den Tid, da Hofjægermesterens Tante hængte sig paa Kakkelovnsrøret.

- Ja, det var de Tider, sagde Per Eriksen, hver Gang han igen havde fortalt om Røret og om Tanten.

Der var tyve Par paa Gulvet, de suste om hinanden:

- Hurtigt, hurtigt, sagde Alice.

Og Feddersen slog i Tangenterne.

Hun stod mellem Vinduerne ved Siden af Berner:

- Se nu, sagde hun, nu er der Fest.

427

Støjen steg, og Lyden af de Dansendes Trin hen over Egetræsgulvet gled bort i Latter og Tale.

Løjtnant Georg, der rørte hvert Kvindekøn under de fyrre, svedte tæt under sin Repræsentationspligt.

- Men hvor er Godsforvalteren? sagde Alice. Godsforvalterens var glemt. Hansen blev afsendt for at hente Familien.

- Men de er Gud Herren hjælpe mig i Seng, sagde Hofjægermesteren.

- Saa maa de op, sagde Alice, og hun lo:

- I Nat skal alle være vaagne.

Staaende ved Siden af Berner saá hun ud over de Dansende, i Broncekronernes Skær var det som et hastigt Mylr. I Krogene drak Husmændene stille Portvin, som om det var Smaasnapse.

Der gled et Smil over Frøken Alices Ansigt:

- Min Ven, sagde hun og vendte sig til Feddersen, hvis mørke Øjne pludselig løftede sig fra Tangenterne og hvilede et Øjeblik i hendes:

- Spil nu en Vals.

- En langsom Vals.

En langsom Vals var for meget for Husmanden og hans Søn. De hvilede ud med et Glas mellem de skrævende Ben og opløste i Ansigterne, som opholdt de sig i romersk Bads sidste Afdeling.

- Nu burde jeg s'gu danse med Sørensen, sagde Hofjægermesteren, der var naaet hen til Flygelet.

Men Hr. Feddersen hørte ikke.

Valsen var begyndt.

Paa Gulvet standsede pludselig alle, og der blev Plads, som var Sværmen fejet bort.

- Berner, sagde Alice, nu er det os.

De dansede ene. Svajt bøjede hendes ranke Legeme sig ind i hans Arme, mens de dansede langsomt.

Der var ingen, der fulgte.

Flygelets Toner, der klang alene, ledsagede dem som saa fjernt, mens Blussene i Kronernes Vokslys, der 428 havde flakket under Sværmens Tummel, atter lyste rankt. De blev ved at danse. Ingen af dem talte.

Alice saá kun Berners bløde Mund, hvis Linjer sitrede.

- George, sagde hun, og to Gange gentog hun hans Navn.

Valsen hørte op.

- Saa igen en Galopade, raabte Alice.

Hun gik forbi Flygelet ved Berners Arm. Og da Tummelen atter steg, og alle Løjtnanter dansede, sagde hun og lo ham lige ind i Ansigtet:

- Berner, sig det saa.

.Men Berner talte ikke. Hans Ansigt var kun stadig vendt mod hendes som en Naturtilbeders kan være vendt mod Solen.

Pludselig straalede Alices Øjne.

- Berner, De er umulig, sagde hun.

Og med ét løb hun hen til Flygelet og skubbede Feddersen væk og satte sig selv paa hans Plads. Og midt i Tummelen, hvor alle Stemmer flød sammen, sang hun:

Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Vil Du være min lille Mand,
Saa vil jeg være din Kone.

Berner var gaaet hen ved hendes Side. Det var, som tindrede hans hele Ansigt under en pludselig Glød. Og uden at vide det, overmodigt, i en pludselig Jubel, skød han hende heftigt bort og sang selv - han havde aldrig vidst, at han kunde synge -:

Hønsefødder og Gulerødder,
Halsen af en Svane,
Den, som kysser Pigerne,
Han har en hæslig Vane.
429 Jeg er født i Engelland,
Og Du er født i Skaane,
Jeg vil være din lille Mand,
Naar Du vil være min Kone.

Han fuldendte ikke helt. Haand i Haand stod de et Øjeblik foran Flygelet. Tale gjorde ingen af dem.

- Kom, Berner, sagde Alice.

Langsomt gik de hen mod en af Altanernes Døre, og Berner aabnede den.

- Luk den, George, sagde Alice. Paa Altanen var der tyst. Ingen Støj trængte gennem den stærke Dør.

De to stod længe, Skulder ved Skulder.

- Alice, hvor jeg elsker Dig.

Hans tindrende Øjne lyste over hendes Ansigt, mens hun, hvid, stod paa den hvide Altan.

- Hvor jeg elsker Dig.

Længe stod de, og længe tav de. Paa deres Kærtegn var der ikke Tal.

- Hvor jeg elsker Dig.

Den sneklædte Egn laa foran dem som et eneste Brudetæppe. Over dem drog Stjernerne stille.

- Se, Stjernerne, George, sagde Alice:

- Se, Stjernerne lyser for os.

Men Berner blev ved at hviske, ved at sige, skælvende sagte, som var han født til at sige, kunde han kun sige disse fire Ord:

- Hvor jeg elsker Dig.

- - -

Inde i Salen var Godsforvalterfamilien ankommen. Det var tvende sure Damer, Moder og Datter, hvis Klæder stank af gammel Eau-de-Cologne og iøvrigt havde den Slattenhed, som lang Hængen i Klædeskabe giver en Garderobe. De to Damer kom nejende henimod Alice.

- Det er jo en hel Fest og saadan improviseret, sagde Fruen.

430

- Nej, svarede Alice, og pludselig lo hun:

- Den har været længe forberedt og længe ventet.

I hele Salen dansede de.

Alice stod stille ved Berners Arm.

- George, sagde hun, lad der være Glæde omkring vor Glæde.

431

"TIL E. AAGE HIRSCHSPRUNG"

EN FORTÆLLING OM ELSKOV

Die Gnädige ringede for at forlade sin Seng, hvor hun havde nydt tre Ægteskaber.

Det var en Empire-Seng af tredobbelt Bredde og med legende Amoriner paa Fodstykket. Den blev baaret af gyldne Fødder.

Schrøder viste sig med Kaffen.

Mens Konferensraadinden nød den, siddende oprejst i sin Seng - Hendes Naade sov med Paryk og i fuldt Udstyr - undersøgtes Thermometrene i Soveværelset, det lille Kabinet og Dagligstuen. Disse Therrnometre skulde nøjagtig vise samme Temperatur.

Naar Hendes Naade var færdig med Kaffen, begyndte Paaklædningen.

Die Gnädige tilbragte to Timer foran sit Toiletbord, hvor der var fuldt af lugtende Vande og aromatiske Essenser, hvis Recepter var nedarvede fra Tiden før den store Revolution.

Hendes Naade talte ikke.

Foran Toiletbordet sad hun, tavs, som ved et langt Arbejde og fremstillede sig selv.

Schrøder syslede om hende, matroneagtig og langsom.

- Er han oppe? spurgte die Gnädige.

- Konferensraaden har ringet.

- Die Gnädige benyttede stadig Ordet "han" om Konferensraaden.

Konferensraaden var hendes tredje Mand, og hun 432 havde giftet sig med ham, da hun selv var halvtreds og han otteogtyve.

Han var Avlsforvalter paa hendes Gods.

- Er han oppe? gentog hun.

Der laa i die Gnädiges "han" et eget Tonefald, som talte hun om et lejet Tyende.

- Konferensraaden har ringet, svarede Schrøder.

Schrøder var et af de fem kvindelige Væsener, der færdedes i Huset som paa en Slags Aftægt efter nogle glade Nætter med Konferensraaden.

De var alle komne der enten som Selskabsdamer eller Husjomfruer, og de var blevne der, mens de ældedes, og die Gnädige saá til, som den der véd alt.

Hendes Naade pudrede tilsidst sine Hænder.

- Min Go'e, sagde hun til Baron Ryssenfelt, vi Gamle skal ikke skræmme Menneskene.

Naar hun var færdig med sit Toilette, tog hun sin Silke-Pengepung og gik gennem Empire-Kabinettet, støttet til sin Ibenholts-Stok, ind i Dagligstuen.

Fra sin Plads ved Vinduet, en bred Mahogni-Stol med Silkedamask, kunde hun overse tre Stuer. Møblerne stod i dem alle symmetrisk langs Væggene under de gamle Portrætter. Gulvene var hvide og uden Tæpper.

Die Gnädige satte sig med Spyttekoppen og Pengepungen ved Siden af sig paa et Mahognibord. Paa Silkepungen var Rantzauernes Vaaben broderet.

- Saa kan Adelheid komme, sagde hun.

Schrøder bevægede sig ud gennem Stuerne for at "tilsige" Datterdatteren.

Og man hørte Konferensraaden i sit Værelse. Han aabnede Døren og kom for at sige "God Morgen" til die Gnädige.

Han var i Aarenes Løb skrumpet ind til at blive en lille glatbarberet Mandsperson, der bar en brun Paryk, hvilken Paryk man havde det Indtryk han halvvejs tog af, naar han bukkede, i lutter forfjamsket Ærbødighed.

Konferensraaden var af dem, der gør Indtryk af at bukke altid.

433

Han spurgte, om die Gnädige havde sovet vel.

- Som et gammelt Menneske sover, sagde die Gnädige.

Hun havde en egen Art, hvorpaa hun saá hen over Avlsforvalteren, hun havde gjort til sin Mand. Det gav Indtryk af, at hun ikke havde set ham ind i Ansigtet i mange Aar.

Konferensraaden var ude igen. Man havde Følelsen af, at han bestandig slap bort, naar han gik ud og ind ad Døren i sit eget Hus, og han havde den Vane, uden at have været udenfor Huset, altid at aftørre sine Fødder paa alle Gulvmaatter.

Die Gnädige ventede sin Datterdatter.

Schrøder vendte tilbage og med den samme Stemme som altid - Schrøder talte bestandig i samme Tonefald og uden Modulationer, ligesom hun altid bar en strikket, ulden Vest -:

- Frøken Adelheid rider.

- Hvad er Klokken? svarede kun die Gnädige.

- Ti, Deres Naade.

- Naa.

Die Gnädige blev siddende, seende ud gennem sine Stuer, hvor i alle Værelser Uhre afmaalte Tiden Skridt for Skridt med en Lyd, som sprang der Strenge paa et spændt Instrument, og aabnedes Døren til Gangen, hørte man ind i de andre Uhres Dikken Bornholmerens Lyd tungt og fast, som vilde den, maalende, kontrollere de andre.

- Hvad er det idag? sagde die Gnädige.

- Fredag, Deres Naade.

- Naa.

Folk paa Gaden begyndte at gaa forbi. De hilste alle. Die Gnädige havde set den samme langsomme Strøm i tredive Aar. Hun kendte alle.

Der kunde komme En, der ikke hilste. Da var det en ny i Staden.

- Hvem er han? spurgte die Gnädige. Navnet blev hende nævnet, hvis det kendtes.

434

- Naa.

Den nye lærte i Tidens Løb at hilse og gled ind i Strømmen, og die Gnädige saá ham ikke mere.

- Saa er der kun otte Dage til Majestætens Fødselsdag.

- Ja, Deres Naade. Døren til Gangen gik.

- Er det Kørbitz? spurgte die Gnädige.

- Ja, Deres Naade.

Frøken von Kørbitz kom ind, bred og stor, med den tykke Guldkæde ned om sin Hals og Ansigtet ubevægeligt, som var det stivnet i en Lytten, der ingen Lyde modtog. Hun blev staaende midt i Stuen og sagde sit "God Morgen". Saa satte hun sig i den anden Stue i sin Armstol ved det tredje Vindue og begyndte sit Arbejde.

Frøken von Kørbitz filerede.

Det var lange, endeløst lange hvide Stykker, forfærdigede af en skinnende Traad. Ingen vidste, hvor de blev af. Frøken von Kørbitz "arbejdede" dem, og de forsvandt

Schrøder var gaaet, og i Stuerne var der ganske stille. Die Gnädige ventede, og Frøken von Kørbitz' travle Fingre løb over Traaden, mens hendes tunge Øre end ikke hørte Uhrenes Lyd.

Pludselig lyste "Naadens" Øjne. Hun havde vendt sit Blik mod "Spejlet".

Ved Gadens Hjørne dernede saá hun Adelheid.

Rank red hun frem paa det brunlige Dyr, der ligesom ydmygt, under sin Byrde, bøjede sin dejlige Hals.

Die Gnädige trak i Klokkestrengen, der hang ved hendes Stol.

- Frøken Adelheids The, sagde hun.

Der kom større Hast i hendes Røst, og Schrøder gik ogsaa hurtigere over Gulvet

Et "God Morgen, Kørbitz", klang gennem Stuen, og Adelheid stod paa Tærskelen. Hun saá saa høj ud i Døraabningen og bleg - Anstrengelse og Sindsbevægelse 435 gjorde Adelheid hvid - mens Solen skinnede paa hende.

- God Morgen, Grandmama.

Hun havde allerede kysset die Gnädige paa begge Kinder.

- Du ri'er for voldsomt, sagde die Gnädige.

- Det er Beauté, Grandmama. Den vil afsted. Adelheid smed Handskerne her og Pisken dér.

- Du kan vel styre Dyret, min Go'e, sagde die Gnädige, der ikke tog Øjnene fra hende. Adelheid lo:

- Nej, Beauté styrer mig. Det har den altid gjort

- Hm, hm - det har den maaske, sagde die Gnä- dige, og muligvis tænkte hun paa ganske andre Ting.

Schrøder viste sig med Theen i en Kop, der bar de Rantzauers Vaaben, og Adelheid drak den, siddende i en Stol ved Vinduet, rank i Sædet med de rytterklædte Ben strakt langt fra sig.

- Naar kommer Sy-Mamsellen ? spurgte die Gnädige.

- Klokken halv syv, Grandmama.

- Jeg vil se Dig prøve, sagde die Gnädige. Schrøder bragte Hendes Naade den første Kop Bouillon, mens Naàden saá i "Spejlet" og pludselig sagde:

- Hvem er det?

Der kom en ung Mand oppe i Gaden, blond og højst almindelig at se. Da han hilste til Vinduet - han hilste som En, der er bange - saá man, at han var lidt for friseret.

- En Hr. Hansen, sagde Schrøder. Die Gnädige havde allerede taget sine Øjne fra "Spejlet«.

- Naa, sagde hun.

Naar die Gnädige hørte Ting, der ikke interesserede hende, gjorde hun Indtryk af at være let døv.

- Han skriver hos Kammerherren, sagde Schrøder.

Et Nu havde Adelheids Ansigt været saa mærkelig forandret. Den krusede Munds Linier gled ud, saa Læberne blev ganske vege og ubestemte i Formen.

436

- Hvor er han, spurgte die Gnädige.

- Konferensraaden klæder sig om, sagde Schrøder.

Det var til Konferensraadens Ridetur. Konferensraaden red endnu.

For et Par Aar siden havde han faaet en ny Hest, en hvid. Den havde gjort Indtryk af at være meget gammel, saa gammel som han selv.

En Dag kom saa Konferensraaden hjem fra sin Ridetur midt ad Gaden. En Lirekasse spillede udenfor Huset. Og pludselig gav det hvide Øg sig til at danse, gøre sirlige Pirouetter med de skinmagre Ben og løfte dem tænksomt i Takten.

Konferensraaden sad hjælpeløs paa det kunstfærdige Dyr.

Der blev Opløb.

Den gamle Araber havde gjort Cirkus-Tjeneste.

Die Gnädige havde siddet ubevægelig ved sit "Spejl".

Da Konferensraaden kom hjem, lod hun ham kalde, og Døren blev lukket. Det var ikke sket i mange Aar.

Samtalen mellem de to var kort.

Tilsidst stod de op, begge to.

- Han gør sig latterlig, sagde die Gnädige: og han ri'er ikke oftere.

Konferensraaden svarede kun, mens hans Øjne stak over mod hende - han havde saadan Øjne, som smaa Prokuratorer har -:

- Den Gang var jeg god nok.

Og Konferensraaden blev ved at ride; han skiftede kun Hest.

Da han første Gang red paa sit nye Dyr, mødte han paa Sundvejen Kammerherren og Amtmanden, der gik deres Tur.

Amtmanden, der havde naaet sin Stilling ad Kontorvejen, sagde:

- Jeg havde ikke troet, at Konferensraaden fik Lov til at ride oftere, Kammerherre. Kammerherren svarede:

- Han er den stærkeste.

437

- Men, hvordan er det muligt? sagde Amtmanden og vendte Ansigtet mod Kammerherren - Amtmanden var glatbarberet i Ansigtet -:

- Min Kone og jeg taler ofte om, hvordan det er muligt.

Kammerherren svarede ikke, - han kun smilte.

- Den forstandige Konferensraadinde, sagde Amtmanden.

Kammerherren skød kun sin Havanesers Røg ud i smaa bitte Ringe.

Kammerherren var den eneste i Byen, der røg ægte Havanna.

Sin Cigar-Leverandør og sin Vin-Leverandør havde Kammerherren bevaret i mange Aar. De var de eneste af hans Leverandører, som han nogen Sinde betalte.

- Fordi han er den stærkeste, sagde Kammerherren igen.

Det var, som Frøken Adelheid pludselig vaagnede - naar hun sad, faldt hun gerne hen i en egen blød Ladhed, hvorunder hun strakte sit fulde Legeme -:

- Kammerherren kommer her idag, sagde hun. Hun talte bestandig i en Tone, som tænkte hun paa andre Ting, en eller anden Ting, som ingen kendte. Og hun tilføjede:

- Han sagde det idag.

Die Gnädige saá efter Adelheid, der gik ud gennem Stuerne, og længe blev hun siddende - smilende. Kammerherren havde sagt forleden:

- Min Kære, det er en Gang for Kendere.

- Kammerherre, havde Naaden svaret, saadan gik vi Rantzauer.

Det var iøvrigt, som gik Frøken Adelheid kun nødig, som den, der flytter sig, lidt dvælende, i en begyndende Halv-Rus, eller i en aldrig helt afbrudt Sanseoptagethed.

Klokken var elleve. Det var Tiden for Naadens Fattige.

438

Schrøder meldte, at Madam Jensen var kommen.

- Lad hende komme ind, sagde Naaden.

Madam Jensen, der var et skindmagert Ansigt, som stak op af et Uldsjal, blev staaende ved Døren, hvor hun øjeblikkelig begyndte at græde.

- Naa, saa er det ovre, sagde Naaden:

- For denne Gang.

Madam Jensen blev kun ved at snøfte.

- Det døde jo, sagde Naaden. Pludselig 'fik Madam Jensen Ord:

- Men vi fik'et da døft, sagde hun, Pastoren var rigtig saa elskelig og kom, da vi løv Bud, for En vil jo dog saa nødig, Deres Naade, selv om'et er et Kræ, og godt, at Vorherren tar'en, at Jore'moren ska' døv'en.

Hendes Naade trommede lidt med sin Stok.

- Det er li'som vidst' En ikke saa sikkert saa, at Drengen kommer i Himmerige, naar Madammen sier'et, synes En.

Madam Jensen holdt paa én Gang op at græde:

- Men saa var'et, at nu ku' jeg jo begynd' og vask' igen, sagde hun.

Madam Jensen havde rask vendt det benede Ansigt hen mod Naaden.

Det var Madam Jensens stadige Angst, at andre skulde tage hendes Pladser under hendes Barsel.

- En blir' jo ved Baljen, saalæng' En kan, sagde hun, men Kræet maa jo sættes i Verden.

- Har hun betalt Jordemoderen? sagde Naaden. Madam Jensen havde ikke betalt Madammen.

- Hvad ta'r hun? sagde Naaden. Madammen nøjedes med fire Kroner, som Schrøder fik og rakte Madam Jensen.

- Og saa kommer hun og vasker. Madam Jensen nejede, og Sjalet begyndte at gaa, da Naaden raabte efter hende:

- Hvormange har hun nu faaet? Det gav et Ryk i Sjalet.

- Det var den trettende.

439

Der var noget i hendes Øjne som i en Hunds, der faar over Ryggen.

- Naa ja, - saa kommer hun og vasker, sagde Hendes Naade.

Schrøder fulgte Madam Jensen ud og vendte tilbage med en fransk Hostekage.

Hun talte om Mennesker, hvem det dog, Deres Naade, burde forbydes at sætte Børn i Verden.

- Man forstaar ikke, sagde Schrøder, at de ikke tænker paa Fremtiden.

Hendes Naade slog et Slag i Gulvet med sin Stok.

- Menneskene, min Go'e, sagde hun, tænker ikke i den Anledning. Hendes Naade sad lidt.

- Knogler, sagde hun, kan føde Børn til Verden.

- Ja, sagde Schrøder - hendes Følelse stødtes endnu efter femogtyve Aars Forløb ofte af Naadens Tunge -:

- Det er jo i hvert Fald godt, at Vorherre har taget det.

Frøken Schrøder var religiøs og hørte hver Søndag Pastor Kisgaard, den niogtyveaarige Kapellan, der med blød Stemme prædikede i Hospitalskirken.

- Han dømmer ikke, sagde Frøken Schrøder.

- Er der flere? spurgte Hendes Naade. Der havde været Blikkenslagerens Hanne, men hun var gaaet igen.

- Faderen har jaget hende hjemmefra, sagde Schrøder.

Hendes Naade slog i Gulvet med sin Stok.

- Naar er hun ventende, sagde hun. Frøken Schrøder vidste det ikke.

- Hun kan bo paa Kvisten, sagde Hendes Naade, i Pavillonen.

Haardt, som hun fældede en Dom, sagde Konferensraadinden, med Haanden fast om det Ibenholts-Haandtag:

440

- Hvad skal vel ellers de Pigebørn tage sig til her i Verden.

Jernklokken i Porten lød pludseligt, og i sit Spejl saá Hendes Naade Kareten fra Stensgaard: Det var de to Baronesser.

Schrøder løb ud for at hjælpe dem Tøjet af.

Baronesse Eline kom forrest, stor, meget stærk, med det graa Hoved rankt over en Barm, der var meget fyldig.

Efter hende fulgte Baronesse Soffy: lille og halvskæv, indsvøbt i sin Mantille.

Over Baronesse Eline, der tog Plads i Sofaen med Haanden paa Skabsbordet - der var over Maaden, hvorpaa Baronessens Haand faldt til Hvile, noget, der førte Tanken hen paa Tøjlen til et Firspand - hvilede der som en Duft af Ager, og hun talte med en Stemme, som var der to Alen højere til Loftet end der var.

Baronesse Soffy, hvem Frøken Schrøder bragte en Skammel, holdt en udslaaet lille Papirsskærm oppe for sit Ansigt, der var blevet ganske magert uden at ophøre med at være ungt'- skyggende med Skærmen, som om Solen gjorde hende ondt. Mens Baronesse Eline talte, sagde hun kun nu og da et "ja" eller et "nej".

Hun delte altid Søsterens Meninger: ja, som Eline siger, sagde hun.

Og hun smilede, af god Opdragelse; men hendes Øjne, der var faldne ind i deres Huler, havde altid det samme Udtryk, som om de saá paa noget fjernt, der var bristet.

Baronesse Eline talte om, at de havde Haandværkere paa Stensgaard:

De gamle Kobberrender løb.

- Petersen, vor Petersen, De véd, sagde Baronesse Eline, havde anbefalet Blikrender, men lad ham, der følger efter os, sætte Blik, sagde hun. "Ham, der følger efter os", var en fjern Ætling af en fjern og norsk Sidelinie, som i Forventning om en Gang at skulle arve 441 Fideicommis'et foreløbig havde sat ti Børn ind i Verden, hvoraf 6 Døtre, hvilke Baronesse Soffy efterhaanden havde adopteret for at kunne anbringe dem i Vallø.

- Er der ogsaa kommet Gitre for Vinduerne, sagde Naaden.

- De sættes, min Kære, sagde Baronessen.

Gitrene paa Vinduerne havde Vinteren over været paa stadig Tale, og de skulde anbringes foran Vinduerne i de Stensgaard'ske Pigekamre.

- Maaske, sagde Naaden, havde det, Eline, været billigere simpelthen at gi' de Kvindemennesker Kamre i Fløjen.

Men Baronesse Eline havde nu én Gang bestemt sig for Gitrene.

Man talte længe om Lagener, som jo nu, min Kære, sagde Eline, al Verden køber i Butikkerne.

- Ja, føjede hun til, til sine Fattige køber jo ogsaa Soffy.

Baronesse Soffy sagde, at hun købte meget i Butikkerne.

Det var en Maade, hvorpaa hun fravristede Baronesse Eline den rede Mønt.

Hun gav helst Penge, og til Marie, hendes Kammerjomfru, der vistnok var hendes eneste Fortrolige, sagde hun:

- Lad dem købe, hvad de vil.

Forvalteren paastod, at Baronesse Soffy vel ofte gav Stensgaards Skovarbejdere Brændevin, saa de sov ind ved Siden af deres Brændestabler.

- Deres Naade, sagde Præsten i Gjorslev, Sjælehyrden paa Stensgaard, man maa kende det Sted, hvor man giver.

- Baronesse Eline, sagde Pastoren, har fremmet megen Virksomhed til Velsignelse her i Egnen.

Baronesse Soffy gav alle Steder med samme Sørgmodighed - som den, der, ved at give, næppe tror egentlig at fremme nogen Lykke.

- Marie, sagde hun, naar der var Tale om Drukkenskab 442 paa Godset, og i Smug gav hun rigeligt til alle Slags Vagabonder: jeg synes nu, det er godt, naar den Slags Folk kan glemme.

Baronesse Eline var gaaet over til at tale om Priserne paa Halm, da det ringede igen, og Kammerherren viste sig.

Kammerherren bukkede i Døren hen mod alle tre Damer - paa Herrer hilste Kammerherren ved at give dem venstre Haand - og Konferensraadinden rejste sig halvt ved sin Stok.

Kammerherren (og Baron Ryssenfelt) var de to eneste i Byen, som Konferensraadinden modtog ved at rejse sig.

- Hm, sagde hun, om Kammerherren, til Schrøder:

- Han, min Go'e, véd, hvad det drejer sig om ... Sæt Dem, Kammerherre, saa kommer Theen.

Kammerherren tog konverserende Plads ved Vinduet og fortalte om Maskeballet.

Konferensraadinden lo og sagde: Kørbitz vil med.

Det var hvert Aar Frøken von Kørbitz' eneste Fornøjelse.

Hele Byen betroede hendes altbegravende Døvhed, hvad de skulde være, og kom saa Aftenen, kørte Kørbitz som Nonne - hun blev i den Dragt særdeles omfangsrig over det nederste Rygparti - i Karosse til Karnevallet og skrev alle i Haanden.

Dage efter kunde hun sidde og smile af indvendig Fornøjelse.

- Der skal, sagde Kammerherren, være Optog før 12.

- Vi ta'r det fra Italien.

- Dér skal Mandfolkene ha' saa lidt paa, og hvorfra skal man skaffe det.

Byens Unge tog Timer hos Frøken Hoppe.

- Naadige, sagde Kammerherren, Frøkenen kalder, hvad hun laver med dem, for en Tarantel. Og naar de blot har Tamburiner.

443

Konferensraadinden spurgte, hvem der da af Mandfolk skulde danse.

Og Kammerherren, der netop nikkede ud til Gaden, sagde: blandt andre, min Hansen.

Konferensraadinden fulgte Retningen af hans Hilsen og spurgte, da just den samme Hansen gik forbi, som om Morgenen:

- Hvem er han?

Og smilende sagde Kammerherren:

- Naadige, jeg tror, han er et Mandfolk. Naaden fulgte Hansen i Spejlet med et pludseligt Glimt.

- Har han andre Egenskaber, Kammerherre? Men, bestandig med samme Smil, sagde Kammerherren: i hans Alder er det ikke nødvendigt. Baronesse Eline havde løftet sin Lorgnon:

- Hvad er han, sagde hun.

Kammerherren lo: han skriver Forbogstaver paa mit Klatpapir, Baronesse, og opfylder iøvrigt sin Bestemmelse.

Baronesse Eline, der satte megen Pris paa at faa fuld Besked af Kammerherren, spurgte ud, men Kammerherren, der modtog sin The, sagde kun afsluttende :

- Baronesse, Mennesket har kun én Bestemmelse.

Det ringede igen, og den unge Grev Hvide viste sig i Døren.

Kørbitz gik for at hente Adelheid.

Den unge Hvide kyssede Hendes Naade paa Haanden og løftede Hovedet igen.

Jo, han kom til Maskeballet

- Og De skal være, sagde Naaden.

- Rizzio.

- Det passer for de slanke, sagde Naaden.

Og den unge Hvide tog Plads med sit meget blege Ansigt vendt bort fra Lyset.

Adelheid kom ind.

Og med sit romerske Hoved bøjet over mod hende - der kom over Hvides Ansigt let en pludselig Skælven 444 - talte han med Frøken Adelheid halvsagte, og med en Stemme, der var lidt for blød:

Han havde malet hende disse Morgener - - malet hende til Hest.

Grev Hvide havde i de to sidste Aar, siden han kom hjem fra Paris, ikke bestilt andet end at forherlige Frøken Adelheid i Farver.

- Gode Amtmand, sagde Kammerherren, hvad skal et Menneske med Talent?

- Jeg har aldrig set eller hørt om, at nogen har købt noget nævneværdigt i Livet med Geni.

Den Slags Bemærkninger forvirrede Amtmanden.

Kammerherren vidste det, og han tilføjede derfor yderligere:

- En Avlskarl køber sig mere Glæde ved Hjælp af et Par kraftige Ben.

Den unge Hvide havde lagt et rødmende Lys over Adelheid som Baggrund.

Men Samtalen mellem dem standsede, og stadig fremadbøjet blev han siddende og havde fornummet, at hun af alt, hvad han havde sagt, overhovedet slet intet havde hørt.

Frøken Adelheid havde lænet sit Hoved tilbage mod Stolens Ryg.

Hun havde den Evne ikke at høre, og fremmede Ord - alle Ord syntes hende ret fremmede - fløj ud og ind ad hendes Øre, som Jernbanetog gennem en Tunnel.

Paa én Gang havde hun løftet sit Hoved, og det var, som hendes Strube let svulmede.

Kammerherren, der havde et særdeles Blik for selv den mindste kvindelige Linie, havde set det.

- Nu danses der hos Hoppe, sagde han.

Det var atter Kontorets Hr. Hansen, der var passeret forbi; han skulde til Tarantel-Time.

De talte igen om Karnevallet og om Frøken Adelheid, der skulde prøve Klokken halv syv.

445

- De kan se hende, sagde Naaden, det var til den unge Hvide.

Men Adelheid sagde: ikke idag.

Kammerherren, der ikke tog Øjnene fra hende, spurgte Baronesse Soffy, der var blevet ganske glemt, om hun skulde have Fattiguddeling paa Majestætens Fødselsdag.

Baronessen skulde det.

- Kan man andet, Kammerherre, sagde hun, end give dem Mad.

Kammerherren talte til Baronesse Soffy i en egen Tone af pludselig Ærbødighed.

- Nej, sagde han, maaske er de, der sulter, ogsaa alligevel de ulykkeligste.

Han havde kendt Baronesse Soffy som ung.

- Kære Ven, sagde han sædvanlig: da var hun dobbelt saa høj.

For tredive Aar siden var Baronessens Forlovede styrtet med Hesten paa hendes Bryllupsdags Morgen. Hun havde fra da af aldrig været borte fra Stensgaard. Af Mangel paa Interesse for alt paa Jorden gjorde hun godt og blev særdeles højagtet af alle.

Konferensraadinden talte undertiden til Schrøder om Baronesse Soffy.

- Naa, sagde hun, lad nu det være godt; den Frugt, man ikke har smagt, rnin Go'e, forgifter ikke ens Liv saa længe.

Konferensraadinden behandlede Frøken Soffy som en forfaren Enke.

Baronesse Eline vilde til at bryde op, da Fru Berg ankom og blev kysset af Kammerherren paa begge sine Hænder.

Grev Hvide tog Afsked, og Fru Berg sagde, løftende begge sine Arme: Herre Gud, hvor den Mand var født til at blive lykkelig.

- Og hvorfor bliver han det ikke, sagde Kammerherren.

446

- Jo, Kammerherre, sagde Fru Berg, det er tit, at Livet slet intet under dem, hvem det har givet alt.

- Naa, De er Filosof, sagde Kammerherren.

- Ja, og Fru Berg lo, mens hun løftede Hænderne med den Bevægelse, der var hende egen:

- Det bliver man, Kammerherre, naar der ikke er blevet En andet tilbage.

Paa én Gang begyndte Frøken von Kørbitz at raabe til Baronesse Soffy.

Det var om en Ligprædiken.

Men Baronesse Soffy "havde ikke hørt noget om den".

- Naa saa, sagde Frøken von Kørbitz og faldt tilbage i sin forrige Stumhed.

Men Kammerherren sagde til Fru Berg:

- Er der overhovedet noget, De tror paa? Fru Bergs Ansigt skiftede pludseligt Udtryk.

- Ja, Kammerherre, paa Elskoven - saalænge den varer.

Der var et Sekunds Stilhed:

- Og paa Smerten, der er dens Enke. Hendes Naade havde vistnok ikke hørt efter. Hun sagde :

- Lille Fru Berg, de, der filosoferer, har kun ikke Blod nok.

Baronesse Eline nikkede til et Ja.

Baronessen havde aldrig filosoferet. Man sagde, at hun, da hun var femogtyve Aar, var bleven lidt pludselig bortsendt af sin Fader, Baronen, paa Grund af en sund Sans for mandlig Styrke, under hvilken hun tog mindre nøjeregnende Hensyn til Indehavernes borgerlige Stillinger.

Baronessen havde derpaa tilbragt en femten Aar i Udlandet, hvor det sagdes, at hun havde foretrukket Normandiet. Hun havde iøvrigt aldrig trivedes i Byluft.

Efter Baronens Død var hun vendt tilbage til Stensgaard og havde overtaget Gaardens Drift. Hun ledede den, ved Hjælp af yngre Forvaltere, fortræffeligt og 447 havde indlagt sig stor Fortjeneste ved den systematiske Indlæggelse af Drænrør. Alle Egnens Landmænd var fulde af Anerkendelse.

Udenfor Vinduerne red den unge Hvide forbi.

Han hilste ikke, men saá kun langt frem for sig, som stirrede han paa noget, der var brudt sønder, fremme foran hans Hests Hoved.

- Ja, sagde Baronesse Eline:

- Mandfolk maa have Blod.

Paa én Gang var de alle begyndt at tale om Bryllupper og om Giftermaal.

Byens unge Damer broderede et Tæppe, hvorpaa Frøken Helene Boeck skulde staa som Brud.

De broderede paa det tre Gange om Ugen, rundt i Familierne, ved Theselskaber, mens der blev læst højt af Charles Dickens.

Fru Berg sagde:

- Det er godt, der bliver læst højt til.

- Hvorfor? sagde Kammerherren.

- Jo, og Fru Berg lo, for det adspreder Tankerne.

Kammerherren lo med og sagde pludselig over til Adelheid, der bestandig sad i samme dovne Stilling, som en Atlet, der lader sit Legeme hvile før Styrkeprøven :

- De broderer ikke med, Frøken Adelheid?

- Nej.

- Hvorfor?

Uden at forandre Stilling sagde Adelheid:

- Alterklæder interesserer mig ikke.

De talte videre om Bryllupper og om Frøken Boeck, hvis nedringede Brudekjole skulde komme fra Hamborg.

Samtalen om nedringede Brude blev almindelig.

Amtmanden havde nu altid fundet nedringede Brude mest tiltalende:

- Det gør jo dog, som min Kone siger, det hele mere festligt.

448

Hendes Naade, hvis Øjne glimtede, sagde med Spyttekoppen i sin Haand:

- Go'e Amtmand, det nytter ikke noget, en Brud maa ha'e saa meget som muligt at tage af.

Kammerherren, der blev ved med at le, sagde:

- Naa, den Slags Ting gør man jo for Byens Skyld.

Og Frøken Kørbitz, der havde Hørerøret i Øret, men alligevel kun havde hørt en Fjerdedel af, hvad der var bleven sagt, sagde:

- Ja, der er jo altid umaadelig fuldt til Bryllupper. Frøken Adelheid havde rejst sig en Kende i sin Stol:

- Bryllupper er en Prostitution, sagde hun. Fru Berg gav sig til at le, og Adelheid sagde:

- Hvorfor ler De?

Fru Berg svarede og blev ved at le:

- Fordi De saa sjælden siger noget, Adelheid. Adelheid satte sig som før og sagde:

- Jeg véd heller ikke af, der er saa meget at tale om her i Tilværelsen.

Kammerherren sad lidt. Saa sagde han:

- Nej, ikke for dem, der véd, hvad det drejer sig om.

Det ringede igen. Det var Baron Ryssenfelt og Majoren, der kom paa deres daglige Visit.

De kyssede begge Hendes Naade paa Haanden, og Kammerherren gav Baronen Haandtryk, hvad ogsaa Amtmanden havde vænnet sig til, da han i Tidernes Løb uforanderligt havde set Kammerherren gøre det.

De to Gamle dumpede ind i Konversationen om Bryllupper.

- Majoren, sagde die Gnädige, gaar til alle de Udstillinger.

Majoren maatte bejae det

- Han er jo dog for gammel til at gaa paa Klubbal. Den Naadige slog lidt med sin Stok:

- Kjolen, Major, kommer fra Hamborg, sagde hun. Majoren smilede, men Fippen gik.

- Gut, gut, sagde han, da verstehen sie's ...

449

Baronesserne brød op, og Kammerherren og Amtmanden fulgte dem. Ved sin Bortgang kyssede Kammerherren Adelheid paa Haanden.

- De er altfor høflig, sagde Adelheid og rakte ham sin Mund.

Kammerherren saá paa hende:

- Nej, sagde han, lille Adelheid, den er ikke for mig ...

- Men for hvem?

- For en Anden.

Kammerherren og Amtmanden gik tavse henad Gaden. Endelig sagde Kammerherren:

- Saa er der altsaa én Kvinde her i Byen.

Amtmanden saá ud, som om han ikke var med. Naar han talte med Kammerherren, saá han overhovedet oftest ud, som naar han præsiderede ved Amtsraadets Møder.

- Pokker til Pigebarn.

Der gik et pludseligt Lys op for Amtmanden, der forstod, at Talen var om Adelheid - naar Amtmanden kom med, bredte der sig over hans Ansigt noget velbehageligt Glinsende, som hos en Mand, der sætter Tænderne i noget Velsmagende -:

- Ja, sagde han, hun er jo ... mærkelig. Kammerherren hørte vist ikke, hvad hans Foresatte sagde. Han talte ud i Luften:

- Og saa er hun kysk. Han gik nogle Skridt:

- som alle Mennesker for Resten, der har deres Sanser i Orden.

Kammerherren tav paany, thi han talte atter ud i Luften:

- Men det ligger jo til Familien, sagde han.

Amtmanden saá atter ud som ved Amtsraadets Møder.

Han havde aldrig vidst, at netop Kyskhed laa til den Familie.

De to Embedsmænd skiltes paa et Hjørne. Amtmanden gik hjem til Amtmandinden.

450

Amtmandinden var bestandig i sort Silke fra det Nu, hvor Raadhusuhret viste 12. Man kunde i hendes Stilling dog virkelig altid vente Besøg.

Amtmandens Ansigt var bedækket af en let Sved. Han kom ofte ligesom en Smule ud af sine Folder, naar han havde talt i længere Tid med Kammerherren.

- Viggo, sagde Amtmandinden, jeg forstaar Dig ikke. Hele Tingen er, at det er en raa Person.

Amtmandinden glattede over et af de filerede Stykker paa Bordtæppet - der var hos Amtmandens et Utal af filerede Stykker og Visitkortskaale -:

- I København, min Ven, vilde han simpelthen ikke blive taalt.

Amtmandinden var Københavnerinde og Datter af en General.

Det ringede.

Amtmandinden havde to tilrejsende Stiftsdamer i Vallø til Chokolade.

Da Chokoladen var kommet ind, blev der talt om Præsten i Vallø, der var død:

- Det er jo, sagde den ene Stiftsdame, et Tab, der er uerstatteligt. Bramsen havde jo hele Mynsters Aand.

- Kære Emma, sagde den anden, han var jo gaaet ud og ind i Bispegaarden.

- Og en Rædsel vilde det være at faa en Grundtvigianer.

Amtmandinden mente:

At man jo dog maatte haabe, Ministeriet vilde tage Hensyn.

- Ja, sagde den ene af Stiftsdamerne, men Ministre nu til Dags - - og det er virkelig ikke alle Præster, som passer i de Omgivelser.

Alle de Besøgende var brudt op, og hos die' Gnädige var der spist til Middag. Der blev spist Klokken fire. Foran die Gnädige stod en Rødvinsflaske med rød 451 Lak; af denne drak kun hun og Adelheid. Denne Flaske var støvet og uden Etikette.

Konferensraaden havde foran sin Kuvert en Rødvinsflaske med Mærke fra den stedlige Vinhandler.

Efter Middag var Hendes Naade alene. Hun sad i sin Mahogni-Stol, ubevægelig, mens Skumringen faldt paa og tilsidst Gadens Lygter blev tændt. Deres Skær faldt lige paa Billedet af hendes Datter. Det var malet af Eckersberg, og Datteren sad med en mørkerød Rose i sin Haand. Hendes Naade tog ikke Øjnene fra Datterens Billede.

Hun havde den Gang været endnu skønnere.

Det var Aaret før hendes Bryllup ... ja, otte Maaneder før hendes Bryllup.

Hendes Naades Ansigt fortrak sig en Smule.

Hun havde altid været saa ganske stille og blid. Datteren Adelheid ...

Men ham vilde hun jo ha'.

Vilde hun jo ha'.

Hendes Naade blev ved at se paa Billedet:

Og saa kom deres Ægteskab, og da Barriet vel var født, og det var Liv og Død, pantsatte han den Sølvthemaskine, inden Datteren havde lukket sine Øjne ...

Men saa var han jo ogsaa død, og der var kun Adelheid tilbage.

Hendes Naades Ansigt lyste op:

Med den unge Hvide vidste man dog, hvad Adelheid gik ind til

En Stund blev Hendes Naade siddende i Tanker, mens Lygternes Lys flakkede hen over Datterens Ansigt.

Saa sagde hun:

- Er der nogen?

Ingen svarede.

Kun den døve Kørbitz sad i den forreste Stue og filerede. Hun var saa øvet, Kørbitz, at hun filerede lige saa godt i Mørke.

- Er der nogen? Paany svarede ingen.

452

Men saa ringede Naaden, og Schrøder kom ind.

- Gør til Rette til Whisten, sagde hun.

- Men først kommer vel Sy-Mamsellen.

Schrøder slog det Mahogni-Spillebord ud og satte Sølvstagerne frem.

Frøken Adelheid, der havde gaaet Tur - hun elskede Solnedgang - drejede netop ned i Hovedgaden, da hun kom imod Hr. Hansen, der gik paa samme Fortov.

Han havde aldrig hilst hende før.

- God Aften, sagde Adelheid.

Og de gik, ad hver sin Kant, begge videre - lidt langsommere.

... Kammerherren kom ud af sin Port sammen med Baron Ryssenfelt, som til Middag hos Kammerherren havde sat Smag paa Aarets første Grønsager, der var forskrevne fra Brunsvig.

Kammerherren mødte Hr. Hansen.

- Hm, Baron, sagde han: der gives dog beundringsværdigt skønne Dyr blandt Menneskene.

- Ja, sagde Baronen.

- Det er kun kedeligt, sagde Kammerherren langsomt: at det undertiden kan koste deres Medmennesker saa megen Smerte nogen Tid at have troet, at disse skønne Dyrefigurer har nogen Sjæl - undtagen i Parringstiden.

Baronen, der sjældent talte, sagde pludselig:

- Nej, Kammerherre, De har Uret, ogsaa de Mennesker har netop altid en vis Slags Sjæl ... thi de har Parringstid hele Aaret...

... Klokken seks en halv kom Sy-Mamsellen.

- Er hun der? spurgte den Naadige.

- Jo, sagde Schrøder, Frøken Adelheid prøver.

- Jeg vil se hende, sagde die Gnädige.

Den Naadige gik op ad Trappen og ind, hvor hun satte sig i en Stol.

Den Naadige var ikke tilfreds. Hun rejste sig, og hun satte sig; og med sine knoglede Fingre, som tegnede 453 hun alle Linierne paa Frøken Adelheids Figur, rettede hun og styrede hun:

- Her sidder Hoften, sagde hun, og i de Dage, go'e Mamsel', saá man en Hofte.

Adelheid maatte vende sig, og Adelheid maatte dreje sig.

Ogsaa bagtil var det galt.

Naaden blev ganske rank, mens hun støttede sig til sin Stok.

Symamsellen stirrede, og Sy-Mamsellen sitrede, mens hun lagde ind og mens hun lagde ud og havde et Dusin Knappenaale i den sammenknebne Mund.

- Men der maa mere Facon, meget mere Facon - - -

Det var stadig bagtil.

Sy-Mamsellen havde snart ikke flere Knappenaale i sin Mund.

- Ja, saadan, saadan, sagde Naaden. Hun havde kastet sin Stok, og hun gik ti Skridt frem foran Adelheid.

- Saadan.

Hun blev ved at se paa Datterdatteren i den dejlige Brokade:

- De Mennesker, Mamsel', vidste, at et Fruentimmer er et Fruentimmer.

Hun saá bestandig paa Datterdatteren.

Over den gyldne Brokade tegnede hver en Aare sig blaat, som et Net, som et Væv over den unge Hals:

- Godt, godt, sagde Naaden, der tog sin Stok igen. Hun stod endnu et Øjeblik:

- Ja, ja, sagde hun - og det var som talte hun mest til sig selv:

- De Mennesker kendte Livet.

- Hvad er Hvide?

- Rizzio, svarede Schrøder, der stod hos.

- Hm.

Naaden havde vistnok glemt den galante Skotlænderindes intime Historie.

454

- Hm, - hvad har han paa?

- Han er i Rødt, sagde Schrøder.

Adelheid havde intet hørt. Hun stod i den gyldne Brokade foran det store Spejl og smilte. Der var noget over hende, som tog hun Maal af sig selv.

- Ja, saa Tak, sagde Naaden.

- Farvel, Mamsel'.

Adelheid og Syjomfruen blev alene. Forsigtigt tog Syjomfruen Kjolen af og løsnede Naal efter Naal.

Frøken Adelheid stod, næsten nøgen, foran det gamle Spejl.

- Ja, saa Farvel, Frøken. Frøken Adelheid vendte sig ikke.

- Farvel.

Hun blev længe staaende, ene, under Lysene, smilende, ikke til sig selv, men som til den store Nydelse.

Henne ved Døren var Frøken von Kørbitz kommen ind, og pludselig saá Frøken Adelheid hende i Spejlet

Hastigt kastede hun en Kaabe om sig.

- Kørbitz, raabte hun.

- Skal De til Karneval iaar?

- Nej, sagde Kørbitz, ikke iaar.

- Er det sandt?

- Ja, ikke iaar.

Frøken Adelheid klædte sig paa. Da hun kom ned, sad de Gamle ved Whisten.

Man hørte ikke andet end Kortenes Fald.

- Vil Du hente "Berlingske", sagde Naaden.

Adelheid gik gennem Stuerne ind i Konferensraadens Værelse. "Berlingske" laa foran ham paa Bordet. Han sov. Naar Konferensraaden blundede, aftog han Parykken og erstattede den med et Lommetørklæde. Konferensraadens Lommetørklæder var mangefarvede.

Frøken Adelheid gjorde sig ikke den Ulejlighed at vække ham. Hun tog kun Avisen og bragte den ind.

De Gamle afbrød Spillet og læste Døds-Annoncerne. Det var Baronen, der læste dem en efter en.

- Saa spiller vi videre, sagde Naaden.

455

Og de spillede igen.

Adelheid havde sat sig i den midterste Stue foran det gamle Klaver. Hun aabnede det og slog nogle Akkorder an.

- Hvorfor spiller hun? raabte Naaden til Kørbitz.

- Ja, hun spiller, svarede Kørbitz.

Whisten gik sin Gang ....

De to gamle Herrer tog Afsked, og Hendes Naade skulde i Seng. Schrøder støttede hende.

Hendes Naade blev klædt af og sad oprejst i sit store Leje.

- De Jomfruer, sagde hun, véd aldrig, at et Fruentimmer skal være et Fruentimmer.

Schrøder lagde Røgelse paa Kakkelovnsgløderne og gik. Det var en Vane hos Hendes Naade, at Røgelse skulde der være om hendes Seng.

I alle Stuer var der tyst.

Frøken von Kørbitz filerede, og Adelheid stod lænet til et Vindu. Det kunde hun, om Aftenerne, gøre i Timevis.

Inde hos Konferensraaden, til hvis Stue Døren var bleven lukket, blev der talt meget, muntert og højt.

Konferensraaden fik sin Toddy, der serveredes af Schrøder. Og der gik altid ligesom saa livligt Hul paa Konferensraaden og Frøken Schrøder, naar Hendes Naade var kommen i Seng.

Dagene skred.

Paa Klokkeslettet forlod Hendes Naade sin Seng, anbragtes foran sit Toiletbord og modtog af Schrøders Haand sin The.

Konferensraaden gjorde sit Morgenbesøg, Kørbitz kom ned; bredbarmet og stum sad hun ved sit Vindu, mens Uhrene maalte Tiden.

- Hvor er Adelheid? spurgte Hendes Naade.

- Frøken Adelheid har redet.

- Hm, sagde Hendes Naade.

- Og nu er Frøken Adelheid i Bad. Hendes Naade nikkede.

456

- Det er godt, sagde hun, Ungdommen skal pleje sig.

Hendes Naade sad lidt:

- Mon hun har Essenser? sagde hun. Schrøder svarede ikke.

- I min Tid, min Go'e, sagde Hendes Naade, forstod Kvinderne at vaske sig. Schrøder sagde:

- Doktor Meier siger, at det meget Vand ophidser. Hendes Naade lo lidt, før hun sagde et stygt fransk Ord, der begynder med M:

- Bade skærper, sagde hun.

Frøken Adelheid havde Essenser. I en lang Time laa hun i det lunkne og krydrede Vand bag den laasede Dør. Thi selv Stuepigens Væren om hende var Frøken Adelheid ubehagelig, naar hun var i Bad, og hun klædte sig paa - alene. Hun tog det mælkehvide Vand op i de hule Hænder og gød det over de runde Skuldre, med et Smil, som om hun salvede sig.

I Middagstiden gik hun Tur.

Baron Ryssenfelt og Majoren mødte hende.

Majorens Næse var ligesom endnu en Tomme længere fremme end vanligt - maaske fordi det gled mod Foraar. Han stoppede op og stoppede op.

Han var nærmest forundret, saa selv det tyske Mæle forgik ham.

Men Frøken Adelheid - hun var sortklædt - havde ogsaa en mærkelig Rejsning.

Majoren blev ved at se efter hende.

- Und ich habe sie als Kind gekannt.

- Wie eine Priesterin, sagde han, wie eine Priesterin.

Majoren glemte rent at se paa alle de andre "niedliche Gesichter".

Majoren stolpede af, mens han var falden i Tanker. Majoren virkelig tænkte.

^- Aber, Freund, sagde han, og han standsede igen:

- Es geschieht ja immer.

457

Majoren sagde ikke, hvad det var der skete - altid.

Frøken Adelheid gik hen ad Landevejen, og Menneskene, hun mødte, hilste hun som den, der giver en Almisse uden selv at vide, hvilken Mønt hun giver.

Den unge Hvide red forbi.

Og da han var borte, saá Frøken Adelheid pludselig for sig hans ranke og skønne Skikkelse, som en Staalfjeder rettet paa Blodshestens Ryg.

- Hvor han er køn, tænkte Adelheid; og hun drev ind over Markerne, hvor Vintersæden stod strunk og grøn og saa levende. Der var en egen Duft af Muld og af Spirer og af den stræbende Rug.

Frøken Adelheid bøjede sig og plukkede et Bundt af de halvt udvoksede Rug-Planter.

Hun havde altid elsket det stærke Grønne.

Hun gik ned imod en Bænk med Rug-Buketten i sin Haand. Foran hende laa Marker og Fjord i Lys.

Hun sad der længe, under den høje Himmel.

Hun glemte sine Rug-Planter, da hun rejste sig og gik videre hjemad.

Pludselig lød en Stemme i hendes Øre:

- Frøkenen har glemt Deres Blomster.

Det var Skriveren, Hr. Hansen, der stod bag hende med Rugplanterne i sin Haand. Hans Lød var rød og hvid i et Ansigt, der skælvede let.

- Jeg? ... Tak.

Frøken Adelheid rakte sin Haand ud efter de stærke Straa og lod fem eller seks blive tilbage i Hr. Hansens nøgne Hænder.

- Tak, sagde hun igen. Og hun gik.

De fire Gamle var ved deres Whist.

- Kørbitz, det er Dem.

Stum og hastigt slap Frøken von Kørbitz Kortet. Det var om muligt - usikkert af hvilken Grund - som om Frøken von Kørbitz var bleven endnu døvere i de allersidste Dage.

458

De fire spillede videre i Skæret af Lysene, mens Schrøder bragte Theen ind sammen med de smaa Rug-Kiks.

- Hvor er Adelheid? spurgte Hendes Naade.

- Frøken Adelheid er i Klubben. De prøver. Frøken Hoppe prøvede daglig med de stedlige Tamburiner. I Aften var der Prøve i Kostume.

- De sover, Major, sagde Hendes Naade.

- Ja, sagde Majoren.

Majoren faldt virkelig ofte i Grublerier.

- Hvor sa'e De, hun var? sagde han til Schrøder.

- Hvem?

Frøken Schrøder havde et eget Tonefald overfor Majoren, som de har, der véd sig paa den gode Vej, naar de taler til uforbederlig Verdslighed.

- Frøken Adelheid, sagde Majoren. Han havde altid før sagt "die Kleine".

- Frøken Hoppe prøver, sagde Schrøder. Det ringede, og det var Postbudet med "Berlingske"s Morgenavis.

- Læser De, Baron, sagde Hendes Naade.

Baron Ryssenfelt foldede Bladet ud med de magre Hænder og læste højt, hvad han plejede. Men det var, som om ingen rigtig hørte.

Naaden sagde kun:

- Listen er altid lang om Foraaret

- Baronen blev siddende med Bladet i sin Haand. Hendes Naade slog med Stokken:

- Saa gaar vi videre, sagde hun.

Det gav et lille Ryk i Baron Ryssenfelt. Hans Øjne var i Avisen faldne paa det kongelige Theater, og han sagde med en underlig forandret Stemme:

- De spiller "Svend Dyrings Hus". Meget langsomt lagde han Avisen sammen:

- Det var et dejligt Stykke.

- Husker det ikke, sagde Hendes Naade. Baronen blev ved at sidde og stirre frem for sig.

- Jo, sagde han, det var et dejligt Stykke.

459

Frøken von Kørbitz, der troede, at de stadig var ved Annoncerne, spurgte:

- Hvem er det?

Men Hendes Naade sagde:

- Theater er Løgn, min go'e Baron. Jeg har aldrig set de Folk vise os det Rigtige.

Frøken von Kørbitz havde faaet raabt "Svend Dyrings Hus" ind i Øret og nikkede.

- De véd, sagde Baronen, det Stykke med Æblet og Runerne.

- Saa spiller vi, sagde Hendes Naade.

I Klubsalen prøvede Frøken Hoppe.

Damerne var udmajede, og Herrerne var meget lidt paaklædte.

De holdt Tamburinerne, som var Tamburinerne Haandvægte.

Hr. Hansen dansede midt i Salen med en sort-kruset og vilter lille Person.

Stærk og bred af Hals saá han, midt i Svingom'et, ud som en ung Gladiator, der, før Kampen, ligegyldig leger med de navnløse Smaavæsener.

Byens Fruer sad som Publikum langs Væggene paa den røde Damask.

Midt iblandt dem sad Adelheid.

Hun rørte sig ikke, og hun talte ikke. Kun hendes Læber var let strakte frem og lidt aabnede som ens, der bøjer sig frem for at drikke.

Prøven var forbi.

Hr. Hansen stod i Døraabningen, lænet til Stolpen.

Frøken Adelheid havde Rug-Planter i sit Bælte ...

Fru Berg brød ind til Konferensraadindens Whist. I Kaabe og Hat og saa med et Plask satte hun sig i en af Naadens Stole:

- De har prøvet, sagde hun.

- Hvordan er det, sagde Hendes Naade. Fru Berg lo.

- Naa, sagde hun, hvordan er Frøken Hoppe?

460

- De haandterer Tamburinerne, som var de Budding-Laag.

- Men, og Fru Berg lod sine Hænder falde ned mod sine Knæ, du almægtige Gud, hvad han har for en Krop ... Hvad er det nu han hedder, denne Hansen ...

- Hvor er Adelheid, spurgte Hendes Naade.

- Frøken Adelheid er gaaet op, svarede Schrøder.

- Naa, saa drikker vi The.

Der maatte hentes mange flere Kiks ind til Fru Berg, der aad, som havde hun tærsket.

- Kære Naade, sagde hun, man faar en Appetit paa de Hoppe'ske Prøver, som havde man været i Cirkus.

- Vi har Mad i Huset, sagde Hendes Naade, der i og for sig ikke satte Pris paa, at man ved hendes The nød mere end sine tre-fire Kiks.

Fru Berg forstod meget vel Tonefaldet, men spiste videre.

- Kære Schrøder, sagde hun, De giver mig lidt Tunge paa de næste.

Det var hendes Vane saa at sige at'forlange ind af Fødevarer, hvor hun kom.

Alt medens hun spiste, vendte hun stadig tilbage til Hr. Hansen og hans Skabning.

- Naade, sagde hun, man skulde ikke tro det, men denne Skriver er pragtfuld, naar han faar Klæderne af sig.

Hendes Naade nikkede som den, der hører en Ting, hun véd:

- Min Go'e, det gaar saadan med alle smukke Mandfolk.

Frøken Adelheid var i sine Værelser.

Empire-Kronen havde hun ladet Stuepigen tænde. Det sorte Silke-Slæb faldt ærbødigt efter hende, mens hun vandrede langsomt op og ned.

Det var Karnevals-Aftenen Klokken ni. Alt, hvad der hed Kareter, rumlede gennem Gaderne.

461

Hendes Naade havde indstillet sin Whist. Hun sad alene, og i Stuerne var der ikke tændt. Schrøder kom ind.

- Gaar han der? sagde Hendes Naade. Schrøder troede nok, at Konferensraaden gik der et Øjeblik - sammen med Majoren.

- Hm, sagde Hendes Naade. Det gamle Mandkøn er forrykt.

- Hvor er Kørbitz?

- I sin Stue.

- Hun bliver jo hjemme iaar.

- Ja.

Og Schrøder sagde:

- Frøken Kørbitz har jo sin underlige Tid, Deres Naade, i disse Dage. Hendes Naade nikkede.

- Det er de gamle Skader, sagde hun, hun kommer aldrig over dem, Skrog.

De gamle Skader var for Frøken Kørbitz en trediveaarig Jensen, som var kommen til Verden i Frøken Kørbitz' Ungdom og uden kirkelig Velsignelse. Han døbtes derfor Jensen og drev nu i Viborg Vinhandel.

Stuepigen kom ind.

- Er Frøken Adelheid færdig?

- Ja, Deres Naade, Frøkenen venter. Naaden rejste sig.

- Lad Kronerne tænde, sagde hun.

- Der er tændt.

- Saa vil jeg derop.

Midt i Salen ventede Datterdatteren paa sin Bedstemoder. Under de halvhundrede Lys aabenbarede Renaissancens Brokade hvert Led og hver en Del af hendes Kvindeskønheds Pragt.

Hendes Naade stod rank og uden at tale. Saadan ser en Marmorets Mester paa det fuldendte Værk, hans Haand har dannet.

- Gaa, sagde Hendes Naade.

462

Frøken Adelheid gik. Heller ikke hun talte. Brokaden gled for hvert Skridt, hun tog, over fra Farve i Farve.

Og hun rakte sig frem, den Gamle, saa hendes Mund naaede Datterdatterens Pande til et Kys.

Hennes Naade gik ned. Lys vilde hun ikke have tændt. Maaske vilde hun ikke, at nogen skulde se hendes Ansigt. Men hendes Øjne var saa store i Mørket.

Adelheid var alene. Hun ventede paa Vognen.

Saa pludselig stod Grev Hvide i Døren.

- God Aften, sagde han.

Slank og fin tegnede han sig mod Væggen i Rizzios vinrøde Fløjl, som en Mesters Billede af en af hans egne store Ahner.

- God Aften, sagde Adelheid.

Hvide blev endnu blegere ved Tonefaldet i hendes Stemme - thi Adelheid havde talt, som hun saa ofte talte til Georg, hans Kammertjener, naar han, før en Middag, i Forhallen derhjemme aftog hendes Kaabe -, men efter et Sekund bøjede han sit Ansigt over hendes Haand:

- Ja, her er Rizzio, sagde han.

- Men, Frøken Adelheid, og han vidste, hun ikke forstod ham, eller endogsaa sandsynligvis slet ikke hørte, hvad han sagde, og han talte alligevel - Barmhjærtigheden er død, og der gives ikke engang længere Mordere.

Et Nu maaske forandredes Frøken Adelheids Ansigt en Kende, og maaske et Sekund havde hun saameget som hørt Hvides Stemme.

- Skal vi saa køre, sagde hun.

- Ja, sagde Hvide, Kærren er der.

De kørte bort.

Der var stille i Huset.

Frøken Kørbitz aabnede lydløst sin Dør og gik forsigtigt, ad mange Biveje, ned i Haven. Den rustne Træport fik hun lukket op, og hun gik ud i Gyden.

Frøken von Kørbitz var i Nonne-Dragt og Galoscher.

463

... Hendes Naade laa i sin Empire-Seng uden at kunne sove.

Hun ringede og forlangte Sukkervand.

- Er Kørbitz hjemme? sagde hun.

Frøken Schrøder havde været ved Kørbitz' Dør - Frøken Schrøder havde været der flere Gange -, men der var lukket af.

- Det er godt, sagde Hendes Naade.

- Min Go'e, sagde hun, det gør man ikke. Man skal ikke spionere Ungdommen, - lad dem om det.

I det store Hus var der ganske tyst Kun de gamle Uhre maalte Tiden.

I Klubsalen var de Frøken Hoppe'ske Springdanse endt, og de neapolitanske Fiskere havde dækket deres Nøgenhed med sorte Benklæder og Domino, mens Neapolitanerinderne gik, rødkindede og kunstnerstolte, rundt og modtog Lykønskninger af deres Familie.

Ude paa Gulvet dansedes der.

De meget svedige Par, hvis Bomulds-Fløjl var dækket af særdeles meget Støv - Klubværten anvendte ved de højtideligste Lejligheder Wienerkalk, der udspredtes paa Gulvene - holdt op at danse, et efter et, og midt under Støjen af Stemmernes meget Brus dansede Frøken Adelheid og Byfogdens Skriver alene. I hans Fiskerdragt syntes hans Mands-Skabning nøgen, medens han, med et bestandigt Smil, i Valsen ligesom førte hende mod det Maal, han kendte.

Ansigt lyste mod Ansigt.

Ligbleg, mens, ved hendes Trin, Brokaden knitrede mod hendes Dansers Lemmer, gled Frøken Adelheid frem, med næsten opspilede Øjne. Midt ude paa Gulvet stod den gamle Major - han var i gul Domino og Fippen var sortfarvet - sammen med Grev Hvide og Kammerherren.

Kammerherren var den eneste, som var civil; i sit Knaphul havde han Æreslegionens Baand.

464

Majoren virrede ustandseligt med sin Parykblok af et Hoved, medens Fippen gik:

- Wie eine Priesterinn, wie eine Priesterinn, blev han ved at sige.

Naar Majoren endelig havde fundet et Ord, slap han det altid nødig.

Kammerherren smilte og, vendt til Hvide, sagde han, uden at tage Øjnene fra Adelheid og sin Skriver:

- Ja, unge Ven, der er maaske noget om dette med Parrings-Valg.

Majoren var trippet bort, som kunde hans slunkne Ben ikke holde sig stille.

Sammen saá Hvide og Kammerherren ufravendt paa de to skønne Skabninger, der dansede.

Hvides slanke Haand skælvede om Rizzios Luth.

- Nu rejser jeg, sagde han og tog ikke Øjnene bort fra de to, der dansede.

Kammerherren hørte maaske ikke straks. Der var over hans Ansigt, medens ogsaa hans Øjne bestandig hvilede paa Adelheid og hendes Mand, et Udtryk af lykkelig Aandsfraværelse som hos den, der pludselig er borte, reven tæt ind til et lyst Minde.

Saa sagde han:

- Rejse - - igen?

- Ja-

Rizzios "Ja" naaede pludseligt Kammerherrens Øre:

- Og igen for at male? sagde han.

- Nej.

Hvide stod et Nu. Hans Ansigt var saa blegt, som var det alt hans Legemes Blod, der glødede i de to Eiskendes Ansigter.

- Nej, sagde han igen, for, Kammerherre, at naa et større Maal.

- Vel det største ...

Han tav et Øjeblik, og en Smule sagtere sagde han:

- At blive sin Smertes Herre. Der var noget eget pludseligt i Maaden, hvorpaa Kammerherrens Haand lagde sig ned over Rizzios Luth, 465 noget eget pludseligt, saa Haandbevægelsen næsten syntes et Kærtegn:

- Hvide.

Og, mens hans Stemme pludselig fik en Klang af Harme eller maaske Foragt, sagde han uden at tage Øjnene fra disse to Sammenparrede:

- Hvide, at dette skal kunne berede Mennesker saa megen Lidelse.

Men pludselig skiftede Kammerherren atter Tone.

- Naa, bedste Hvide, naturligvis har de unge Mennesker Ret.

Han saá lidt ud for sig:

- Jeg véd ikke af, at Livet er til andet. Bag ved dem var en sortklædt Figur skudt op; det tætte Nonneslør var hendes Maske. Dansen holdt op. Kammerherren sagde:

- Saa, Hvide, saa knækker vi Halsen paa en Flaske. Hvide fo'r let sammen:

- Ja, til Afeked, sagde han.

Og i Døren, idet han gik, løftede han Øjnene, og betragtede længe Loft og Vægge, som En, der til allersidst vil indprente sig ogsaa Rammens Form om et Billede, han aldrig skal glemme.

Hendes Naade kunde bestandig ikke sove.

Hun havde ladet de store Vokslys tænde og, oprejst, sad hun midt i sin brede Seng.

Hun vidste ikke selv, hvorfor saa mange Minder kom, og det ene tog det andet - just i Nat.

Det var jo dog saa længe, længe siden - længe siden, nu.

Hendes Naade fik kølende Pulver.

Ja, saa længe siden - nu.

Og alligevel - det var som hele hendes Livs de mange Mænd satte hinanden Stævne, Ansigt ved Ansigt, og bøjede sig, Skulder ved Skulder, en brystbred Skare, ned over hendes Seng.

466

Stuepigen, der gik hid og did, sagde:

- Det er Deres Naades Mareridt.

- Deres Naade, det gaar over. Men die Gnädige svarede ikke.

- Nu kan Du gaa i Seng.

Det begyndte at lysne.

I Dagens første og graalige Skær saá Empire-Sengens buttede Amoriner ud som fordrejede Gnomer, og Loftets blaa Lampe, der hang just over Fodenden af Hendes Naades gamle Leje, lignede et stort og uhyggeligt Øje, der netop var bristet.

Hendes Naade stod op. Hun klædte sig paa selv, og i Halvmørket famlede hun efter den vante Stok.

I de store Stuer var der lysere, Morgenen var ved helt at bryde frem. Støttet til sin Stok gik Naaden rundt fra Stue til Stue; alle Døre lod hun, hvileløs, staa aabne.

Uhrene blandede, gennem det hele Hus, deres langmodige Dikken.

Naaden gik videre - op ad Trappen, frem langs Gangen, ind overalt.

I den store Sal brændte Kronernes Lys endnu. De havde vel glemt at slukke dem. De sidste Tander blaffede og sluktes gult mod den fulde Dag, der kom.

Naaden saá det ikke. Hendes Naade gik videre.

I disse Stuer havde hun ikke været i Aar og Dag; i Aar og Dag ikke paa disse Trapper. Men hun gik videre. Over Gaarden, hen til Husets lille Port, som hun aabnede med en Haand, som Kulden havde gjort blaahvid, som Haanden paa et Lig.

Bag den aabnede Dør traadte hun frem i Haven, og pludselig blev hun staaende.

Ret imod hende, lige mod Solen, der kom, saá hun i Pavillonens store Vindu, hyllede i samme Kaabe, Adelheid og Mandspersonen, nøgne, sammenslyngede, som en Dobbeltstatue, hvis Hjerter banker.

Et halvt Minut blev Hendes Naade staaende - alt hendes Ansigt var blevet gult, og paa en Gang saá hun 467 ud, som var hun hundrede Aar - saa løftede hun sin Stok.

Men kraftesløs faldt Armen ned.

Og hun gik.

Fra den Dag forlod Hendes Naade ikke mere sin Seng.

Og kun Stuepigen, der var om hende, saá i Halvmørket hendes Ansigt, som die Gnädige ikke mere plejede.

468

TIL FRITZ BOESEN

EN FORTÆLLING OM DEM DER SKAL DØ

Den gamle Baron staar op Klokken syv. Naar "Svendsen", knælende ned paa Gulvet og krogrygget, har knappet hans Gamascher, viser Uhret ti Minutter i otte.

Det var Hans højsalige Majestæts Skik at foretage sin første Spadseretur i Parken Klokken otte, ledsaget af sin jourhavende Kavallér, der ventede Majestæten i Havesalen.

Siden den Tid har Baronen i tredive Aar bibeholdt Klokkeslettene for sin Dags Begyndelse.

Naar Baronen sætter sig ved Bordet i sin Dagligstue, hvor Svendsen bringer ham Theen, som han nyder af en stor kinesisk Kop, en Gave fra Hans højsalige Majestæt, der elskede Snurrepiberier, er han iført sort Frakke og graa Benklæder, som i fyrretyve Aar uforanderligt har været af samme Farve.

Baron Ryssenfelt har i- sit Livs otte og halvfjerdssindstyve Aar aldrig tilladt sig selv at have Slaabrok.

Det er hans Formening, at Slaabrok ikke er noget Klædningsstykke.

Naar den kinesiske Kop er tømt, begynder Baronens Dagværk.

Han tager de store blaa Konceptpapirs-Ark frem af den kronede Mappe, og han bøjer deres brede Margen med sin magre og fine Haand, før han begynder at skrive.

De mange Aar har gjort ham langsynet, saa han holder 469 Hovedet saa underlig tilbage, mens han skriver møjsomt med sin rystende Haand, der sætter hvert Bogstav hen som i et pludseligt Sæt, som om det kostede ham Anstrengelse; og efter hver Linie standser han, som var hver enkelt Linie ham et Arbejde.

Men uden at ophøre bliver han ved - de smalle Læber falder helt ind mod de skinnende, indsatte Tænder - i tre Timer, og fylder Ark efter Ark med de usikre og ligesom allerede forflygtigede Bogstaver.

I Huset er der ganske stille.

I Spisestuen sidder Svendsen lige ved Døren til Dagligstuen ubevægelig, ret op og ned, paa en Stol, sorn havde han endnu jour i Sorgenfris Forgemak.

Ude i Køkkenet færdes Line, der bærer en uhyre mørkebrun Paryk over sit skarlagensrøde og indskrumpede Ansigt, lydløst i sine Tøjsko. Hendes Formiddag gaar hen med "at holde Køkkenet blankt". Det kunde dog hænde, at Baronen kunde ville noget og saá derind. Det er aldrig hændet - uden én Gang om Aaret. Juleaften, naar Baronen og Hr. Majoren nyder Æbleskiverne, kommer Line ind i Spisestuen paa hvide Uldsokker, og hun nejer ved Døren, og hun nejer foran Bordet, og hun nejer, naar Baronen klinker, og Majoren kniber hende i Armen.

- Skaal, Line, siger han.

Men Nytaarsaften gaar Baronen ud til Line, og foran det skinnende Køkkenbord, hvor der lyser to Vokslys i Messingstager - for i Juletiden til de Hellige tre Konger brændes der hos Baronen altid Vokslys - holder Svendsen sig saa rank, han kan, og Line nejer efter at have afskubbet sine Sko, mens Baronen siger:

- At Line saa maa faa et godt Aar, og Baronen klinker.

- Og Svendsen li'edan: glædeligt Aar.

Og Baronen gaar igen, mens de to gamle Tjenestefolk bliver siddende, i Skæret af Vokslysene, lige overfor hinanden.

470

- Ja, hva' mon saa det nye Aar ska' bring'? siger Line.

- Et Aar ka' bringe meget, siger Svendsen. Line nikker:

- Ja, det kan 'et, siger hun.

Og de sidder atter tavse, som de har siddet hver Nytaarsaften i tredive Aar, mens Aar kom og Aar gik - og har intet bragt.

Men Baronen gaar tilbage til Dagligstuen, hvor Majoren venter i Kjole og det store sorte Halsbind, der ligesom stiver det rokkende Hoved af, og de sidder begge tavse, hver i sin Stol, medens Uhret dikker til tolv.

Saa nikker Majoren pludseligt, og ud i Stilheden siger han:

- Ja, Baron, det var den Gang. Og Baronen bøjer Hovedet to Gange og svarer - som var der i de seks Ord fortalt en lang Historie:

- Ja, Major, det er længe siden.

De sidder atter tavse, hver i sine Tanker, mens Uhret bliver ved at dikke mod tolv.

Paa Slaget bringer Svendsen højtidelig den gamle Madeira, og Baronen skænker i de to Glas, mens Majoren rejser sig:

- Saa Tak for iaar, Major..

- Tak for iaar, Baron, og de støder Glassene sammen.

Lysende med Armstagen følger Baronen selv Majoren ned - denne ene Aften - og han lukker atter Porten bag ham, tungt, som lukkede han for selve Aaret

- Svendsen kan gaa til Ro, siger han, naar han kommer op.

Nytaarsnat har Baronen altid villet være ene.

Baronen bliver ved at skrive, med det sært tilbagestrakte Hoved, mens Aarerne i den magre Haand sitrer, og det blaa Ark fyldes, langsomt, med den møjsomme Skrift.

471

Han skriver til halvtolv. Blodet er ligesom sprunget helt frem i de gamle Øjne af saa længe at stirre paa det Sort paa Blaat.

En halv Time efter ringer det. Det er Majoren. Svendsen lukker op, og Majoren stikker sin holstenske Fip ind ad Døren - man har hos Majoren altid den Følelse, at Fippen nysgerrigt kommer først gennem en Dør - og han stolprer gennem Gangen med sin Stok; der er noget eget lebendigt ved Majorens Stolpren, og han banker paa Baronens Dør med tre smaa Knubs, som Løjtnanterne bankede paa Messedøren i Itzehoe.

Baronen, der gennemlæser sine blaa Ark, vender Hovedet og nikker:

- Det gaar smaat, Major, siger han; de trætte Øjne kan næppe læse, hvad Haanden har skrevet.

- De skrifer Dem blint, Baron.

En gammel Mand som De - Majoren er to Aar yngre - sitter sig i Solen og blifer Filosof.

Majoren bliver næsten hidsig. Baronens Skriveri er deres evige Strid:

- Gnädige, siger han til Konferensraadinden, deres eneste Jævnaldrende i Staden: han skrifer sig blint - - og hvorfor - hvorfor? ... Gnädige, han skrifer seks Skuffer voll, och bagefter vil ingen Menneskebarn kunne læse, hvad han har skrefet ...

- Major, det er nu hans Idé, siger Konferensraadinden, der Dagen lang sidder i samme Stol ved Siden af sin Spyttekop og sin Pengepung; la' ham ha'e den, la' ham ha'e den ... Jeg be'er ham ofte nok om at skaane sig ...

- Men man faar det samme Svar, Major: vi er saa faa tilbage, der har kendt ham, vi maa gøre vor Pligt ... og rense hans Minde.

- La'e ham skrive, min Go'e, la'e ham skrive ...

Og mens hun slaar med sin Elfenbensstok mod det hvide Gulv, siger hun med en egen raa Stemme - som den, der har set meget eller alting -:

472

- Og Verden staar ligegodt, om nogen kan læse det bagefter eller ikke ... Der ties lidt.

- Ach ja, ach ja, siger Majoren, og hans Fip falder ligesom lidt ned mod Brystet.

- Kann schon sein ...

... Baronen har lukket sine Memoirer om den Højsalige Majestæt, og han svarer paa Majorens Ord kun:

- Saa gaar vi vel.

- Ja, Baron, og Majoren humper op. Bag Baronens Ryg skubber han Muffediserne tilbage, som er gledne frem over Haanden. Majoren maa gaa med Muffediser - hans Husholderske fordrer det - men han skjuler dem under sine Manchetter, hvis Sølvknapper er en Souvenir fra Landgreven af Hessen.

Majoren havde modtaget dem efter en Parade.

Knapperne var af Sølv. Landgrevens Souvenirs indskrænkede sig bestandig til Sølv:

- Sie sind ein hübscher Kerl bei einer Parade, havde Landgreven sagt, og Majoren gentog det ofte:

- Ach ja, ach ja, damals gab's Kerle beim Regiment - Majoren talte altid Tysk, naar han mindedes Itzehoe - aber was können sie jetzt?

- De kunde dø ved Dybbøl, sagde Baronen, hvis Stemme let kom til at dirre, naar der var Tale om Hertugdømmerne.

Men Majoren, der stadig saá Paradepladsen ved Itzehoe for sine Øjne, sagde:

- Kann schon sein, kann schon sein ... og han føjede pludselig til, som om han vaagnede:

- Hübsch aber sind die Kerle nicht.

... Svendsen havde hjulpet Baronen Frakken paa, og de to Gamle kom ud paa Gaden. Baronen gik forrest, rank endnu, mens Majoren, stadig to Skridt bag ham, satte Podagrafødderne med de lysegraa Gamascher - om Sommeren bar han dem hvide - mod Brostenene, som blev han trukket op for hvert Skridt, han tog. Hovedet 473 holdt han frem, som en gammel Jæger uvilkaarlig gør, naar han færdes paa Revieret.

Hvert Øjeblik blev han staaende: der var paa det andet Fortov gledet et Par lyse Parasoller forbi, halvt skyggende over de unge Ansigter. Der skød Smaaglimt frem fra Majorens Øjne, og Fippen gik op og ned, op og ned, i smaa Ryk.

- Kommer De? sagde Baronen.

- Niedliche Gesichter, sagde Majoren og humpede videre for at naa sin Fælle.

- Hvem var det? spurgte han, og han blev ved at stikke den haarede Næse, som snuste han til en fjern Odeur, frem i Luften.

- Kender dem ikke, sagde Baronen, der altid blev ved at gaa uden nogensinde at forandre Trit, som gjaldt det endnu at holde Skridt med den i Slotsparken promenerende Majestæt.

- Kender dem ikke.

Med Undtagelse af Baronesserne paa Stensgaard, Konferensraadinden og sine Fattige gav Baronen sig ikke hen til at kende denne Bys Indvaanere.

- Aber niedlich, aber niedlich, sagde Majoren og standsede igen.

Kvinder bragte ham altid til at tale Tysk ligesom hans militære Erindringer.

Majorens Kvindeglæde var det stadige Stridspunkt med Konferensraadinden:

- Gamle Nar, sagde hun og spyttede i sin Spyttekop.

- Gnädige ...

- Ja ... han gør sig latterlig, Major ...

- Hvad har en gammel Mand uden sine Øjne? sagde Majoren, hvis Stemme blev rystende.

- Han har saagu' ogsaa Hænder, Major, sagde Konferensraadinden med dens Vægt, der véd, hvad hun siger:

- Og en gammel Mand gaar ikke Ungdommen i Vejen med sine Knogler.

474

Majoren tav med en fremskudt Fip, der trodsede.

... Kommer De, Major, siger Baronen.

Majoren er standset igen.

De to Gamlinger vandrer i en Time. Saa gaar de hver til sit. Baronen lægger Kabale før Bordet Det er altid den samme, Prinsessens Kabale, som han om Aftenerne i Havesalen - mens den Højsalige Majestæt spillede Whist - lærte af Hendes kongelige Højhed, Hertuginden af Augustenborg.

Majoren humper hjemad, mens Fippen ustandseligt virrer.

Den eneste Gade, hvor Majoren aldrig standser, er hans egen: hans Husholderske har Spejl. Majoren skotter til Spejlet, over hvilket der, bag Vinduet, rager en Hovedbedækning frem, ikke ulig en Turban.

- Morgen, siger han, naar han kommer ind.

Den husholdende Dame har ikke for Vane at bruge overflødige Ord: hun smækker kun, naar Majoren er vel inde, Døren i, som smækkede hun i for et Bur.

... Klokken seks spilles der Whist hos Konferensraadinden.

De drikker alle The, som bydes om paa en Sølvbakke af Schrøder, der er den yngste i Huset og tresindstyve Aar - mens de taler om gamle Dage og Mennesker, som kun de kender.

Efter Theen bringer Postbudet Posten. Der er altid kun "Berlingske" - de, som skrev P-reve til "die Gnä- dige", er ikke mer - og de læser Avisen. De læser hver Dag Dødsfaldene. Baronen læser den lange Spalte højt, med sit langsomme Maal - Død efter Død.

- Kender dem ikke, siger Konferensraadinden: Er ikke fra vores Tid.

Og Baronen bliver ved at læse:

- Geheimeraad v. Nützbøll, Storkors af Dannebrog ...

De lytter alle: det er en af deres Kendinger.

- Hvad mon han døde af? siger Konferensraadinden.

475

- Det staar der ikke.

- Hvor gammel var han?

- Tre og firs ...

- Ja, tre og firs, ja ... han var tre Aar ældre end Fætteren paa Kroghshøj, nu husker jeg, nu husker jeg ... tre Aar ældre.

Baronen siger med sin monotone Stemme:

- Ja, rigtigt, rigtigt ... vi var sammen paa Føhr ... det var i 44 ... De hilste Hans Majestæt med et Fyrværkeri, da vi drog bort ...

Og de taler længe om alle de Nützbøller - den yngre Linie og den ældre Linie og med hvem de stiftede Ægteskab.

- Hun giftede en Moltke, siger Baronen: det var omkring de tredive.

Men Whistens Fjerdemand, Frøken Kørbitz, ser paa deres Munde, at de taler livligt, og hun bøjer sig frem og spørger, halvt frygtsomt:

- Hvem er det?

Konferensraadinden slaar i Gulvet med sin Stok, mens hun raaber:

- Geheimeraad Nützbøll ... Den Døve sidder lidt:

- Aa-h, siger hun kun, og Navnet er lukket ind i hendes ensomme Tanker.

Majoren er færdig med Dødslisten, og han folder Avisen sammen. Om Verdens de øvrige Ting læser de ikke.

- Saa stiller Schrøder vel Spillebordet frem, siger Konferensraadinden.

Bordet stilles frem med de to Sølvstager, og de sætter sig alle fire. Den Døve falder hen, med de tungsindige Øjne fæstede paa Lyset. Konferensraadinden vækker hende, naar hun skal spille ud:

- Det er Dem, Körbitz, siger hun og slaar med sin Stok i Gulvet.

Baronen, hvis trætte Øjne har ondt ved at skelne 476 Kortene, tager Stikkene hjem med sine magre og sirlige Hænder.

- Körbitz, det er Dem ... Majoren bliver hidsig og bander.

- Det gaar i Staa som et Urværk, siger Konferensraadinden.

- Ja, brummer Majoren, og han og Konferensraadinden nikker til hinanden - de to, som har deres Sanser.

De spiller i to Timer. Saa er det Konferensraadindens Sengetid.

De to gamle Herrer kysser Damerne paa Hænderne og gaar.

Schrøder støtter Konferensraadinden, mens hun naa'r over til sit Sovekammer. Konferensraadinden er i ondt Humør:

- Baronen, siger hun, kan snart ikke mere skelne Kortene ... Han bli'r blind af alt sit Skriveri ... men han vil jo ...

Hun standser midt paa Gulvet.

- Schrøder, siger hun, og hendes Stemme faar igen den sære raa Klang: jeg gi'er ikke en Rigsort for det menneskelige Minde ...

- Man skal leve, og naar man ikke selv kan leve mer, skal man lade de andre leve uden at forstyrre dem, til man lukker sine Øjne ...

Konferensraadinden naa'r sin Seng.

- Men de er alle Narre, siger hun, og ta'er ikke Tiderne, som de kommer.

... De to gamle Herrer nikker i Baronens Stue.

Majoren er træt, og til Tider nikker Hovedet, og Fippen falder ned paa hans Bryst.

Baronen glemmer sin Cigar, der gaar ud ...

I Skæret fra Lampen ligner de to Hoveder, der er lænede mod de høje Stolerygge, to Kranier.

Majoren farer op, og halvt undskyldende, seende paa Baronen, siger han:

- Vi bli'r gamle, Baron ...

- Ja, Major, siger Baronen.

477

Og, mens ogsaa han betragter sin Ven, siger han, pludselig, i et helt andet Tonefald:

- Os er der ingen, som venter paa, undtagen Døden.

Der bliver atter tyst, og man hører kun Uhrets Dikken - -

Men næste Morgen sidder Baronen atter ved sit Bord for at "rense den Højsaliges Minde".

Hans Memoirer skal indlemmes i det Ryssenfeltske Arkiv og maa først aabnes hundrede Aar efter hans Død.

"TIL JOHANNES NIELSEN"

RAVNENE

MEDHJÆLPEN Madam Jensen forlod for tredie Gang sit Arbejde med Fremtageisen og Afpudsningen af Glas og begav sig til Køkkenet Madam Jensen ejede, naar hun hjalp til, en Appetit, der hvert Trekvarter lod hende søge Styrkelse i Madvarer. Hun havde en udpræget Forkærlighed for Saucer, som hun, med en Kniv, skrabede af Kokkepigernes brugte Kar.

Hun blev, i Ly af Skorstenen, afbrudt i denne Beskæftigelse, da det ringede, iltert og med to Slag.

- Der er Utysket, sagde Jomfruen, der skrællede Sellerier: Luk hende op.

Madam Jensen gik ind gennem Lejligheden, underligt sejlende i sine altfor mange Skørter. Det ringede igen, før hun naaede Døren og fik aabnet den.

Frøken Sejer stod paa Afsatsen:

- Kan Klokkerne ikke ringe? sagde hun og skød de abemæssige Læber frem, før hun vendte sig til en Vintapperknøs, der slæbte en Kurv med Flasker:

- Herind, De lille Ven, herind, De lille Ven, sagde hun og bevægede sine ti Fingre uroligt foran sig. Indesluttede i de graa og posede Handsker lignede de ivrige Kløer.

Vinhandlerbudet satte Kurven fra sig i Entréen og ventede et Nu, mens Frøken Sejer saá paa ham med et lille Glimt i sine Øjne:

- Ja, saa Farvel, De lille Ven, sagde hun, og, vendt til Medhjælpen Jensen, lagde hun til:

479

- Luk ham ud, De; og hun gik ind. Perlerne paa Overstykket raslede, mens hun gik gennem Stuerne og ned i Køkkenet. Med et Blik fo'r de graa Øjne, der var skarpe, skønt de randt, over alle Fadene:

- Her skrabes, sagde hun, og hun lo med to korte Kluk, der lignede en ond Hoste.

- Jeg fulgte med Vinen - Frøken Sejer blev ved at le, mens den forvoksede Skulder skød op og ned under de daskende Perler -: man er dog ikke dum og la'er dem veksle Vinen bag Ens gode Ryg.

Jomfruen svarede ikke, men blev kun ved at skrælle.

- Bring saa Kammerraadens Etiketter op, sagde Frøkenen: Og Klister.

Frøkenen vendte tilbage til Spisestuen, hvor Madam Jensen aftørrede Porcelænet. Hun anbragte de etiketteløse Flasker paa Bordet og begyndte, mens den forvoksede Skulder skød sig op og ned som paa en Kat, der skutter sig, at klistre sin Faders, Kammerraadens gamle og gulnede Chàteau-Etiketter paa de opstillede Flasker:

- Det hjælper saa godt paa Smagen, Bedste, sagde hun, mens hun blev ved at klistre og selv fik det sejge Mel mellem de rystende Fingre:

- Vinen er fra Grækenland, sagde hun: de Grækere har altid forstaaet det

Hun blev ved at haandtere sine Etiketter, mens hun saá ud som en Kortblanderske over sine snavsede Kort, til hun pludselig sagde og løftede Hovedet:

- Har Jensen spist?

Medhjælpen Jensen mumlede noget.

Frøken Sejers Hoved rokkede mildt frem og tilbage:

- Ellers skal hun ha'e noget. Her i Huset, lille De der, sulter man ikke. Nu skal jeg hente.

Og hun gik, hastigt, med besynderlige, smaa Hop lige som en Frøs:

- Dér, dér, sagde hun og satte en Tallerken med Mad paa Bordet foran Madam Jensen, der spiste, halvt bortvendt og hastigt, som den, der er vant til at sluge sin Føde i Smug.

480

Frøken Sejer fulgte hver af hendes Bevægelser med et Blik, som saá hun paa en Flue under en Glasklokke:

- Ja, Mad maa der til. Det gi'er Kræfter, sagde hun og tog ikke sine Øjne fra Madam Jensen: Og man har ikke altid Fadet foran sig.

- Hvor føjter hun? spurgte hun pludselig. "H;in" var Selskabsdamen.

- Frøken Holm er ude, svarede Madam Jensen.

- Hm, Brødet og Pengene ta'er hun, sagde Frøken Sejer, og, idet hun saá paa den Jensenske Tallerken, lagde hun til, med en Stemme i Falset:

- Der er lidt endnu. Jensen skal saamæn ikke levne.

Madam Jensen spiste Resten, med samme Begær, mens de to Mennesker saá paa hinanden med et Par Øjne som to Fægtende gennem deres Masker.

- Saa mange Tak, Frøken, sagde Madam Jensen og bragte Tallerkenen ud.

Jomfruen kom ind for at hente et Fad i Buffet'en, og Frøken Sejer vendte sit Ansigt imod hende:

- Hm, det er ikke noget Under, at Jensen stinker, saadan som hun propper sig. Men her i Huset skal her jo være Beværtning.

Frøkenen var færdig med Flaskerne:

- De er saa kønne, sagde hun og saá paa de falske Etiketter:

- Læg dem ved Kakkelovnen, saa de kan tørre.

Jomfruen gjorde det, før hun gik.

Da Frøken Sejer var bleven alene, rejste hun sig og løb hastigt tre, fire Gange frem og tilbage foran Flaskerne, mens Kakkelovnsilden flakkede over hende, som hun løb - dér foran sit eget Bryg.

Madam Jensen vendte tilbage og tog atter fat paa Arbejdet, mens Frøkenen satte sig i en Lænestol:

- Ja, sagde hun, atten er mange. Men der er jo altid flere, som man saa gerne vil glæde.

- Det er jo Familien, sagde Madam Jensen.

- Ja, sagde Frøkenen, og der var i Medhjælpens 481 Tonefald noget, som lod hende hastigt se hen over Jensens Ansigt: Nærmest er jo Nærmest.

- Ja, sagde Madam Jensen. Et Øjeblik efter spurgte hun:

- Skal Skaalene med Sølvfødderne frem?

- Nej, Tak, lille De, svarede Frøkenen og legede pludseligt igen med sine Fingre: det er for besværligt. Madam Jensen saá ned paa de springende Fingre.

- Saa skulde De jo, lille De, bare pudse dem igen, sagde Frøken Sejer og nikkede til Medhjælpen.

Det ringede igen. Det var de to Niecer Meyer med røde Hatte over blondt Haar. De susede ind, som arriverede de paa deres Stamkafé, og kyssede Frøken Sejer næsten paa én Gang.

- Gud, sagde de: søde Tante Viktoria, vi løb jo et Løb herop, om der var noget vi kunde hjælpe med.

- Jeg kender Jeres gode Tanker, sagde Frøken Sejer: sæt Jer, lille I.

Og vendt til Madam Jensen, sagde hun:

- Glem ikke Smaaskaalene til Blomsterne. Det er Violer.

- Violer, fløj det ud af den ældste Rødhat: Tante bli'er ogsaa flottere og flottere.

- Ja, sagde den anden hastigt; der bli'er yndigere og yndigere hos Tante.

- Lille I, sagde Frøken Sejer: et gammelt Menneske gør hvad man kan for Ungdommen. Min lille Kapital har Ærinde til saa mange Steder.

- Ja, sagde den ene Niece, der havde mønstret alt indtil den sidste Gaffel: Tante forstaar rigtignok at glæde andre.

- Hvad har man andet, sagde Frøken Sejer og saá langt fra den ene til den anden.

Men hun kom i Tanker om, at noget havde hun glemt Hun havde set det forleden hos Frøken Svane, Stiftsdamen - nogle allerkæreste smaa Lamper, der pyntede saa smukt paa et Bord:

482

- De Unge holder jo af Lys, sagde hun, og et Nu efter lagde hun til:

- Og saa ser man hinanden saa rart ind i Ansigterne.

Der gik over Medhjælpen Jensens Ansigt en Trækning, som ingen saa, mens Frøken Sejer fortsatte:

- Vilde I maaske købe dem, tolv, nu, I dog skal til Byen.

'- Jensen, ta'e mig Skrinet

Madam Jensen gik ind i den forreste Dagligstue og tog "Skrinet", der var et Slags Chatol, hvori Frøken Sejer gemte sine Værdier.

Frøkenen aabnede det og begyndte at kramme mange Pengesedler ud paa Bordet med sine runkne Fingre, hvis Negle var gule og besynderligt haarde.

Pludselig mødte hun den ældste Nieces Blik, der søgte rundt ind i Chatollets mange Smaagemmer, og hun sagde:

- Ja, det er rart at se paa Penge.

- Uf, ja, sagde den yngste Niece, Frøken Lucie, og tog med Haanden ned i sin Pompadour som i et Greb: og at ha'e dem.

- Men Unge holder nu mest af Guld, sagde Frøken Sejer og smilede med sit Gudmodersmil - hun havde fungeret som Gudmoder i hele Familien og som Daabsgaver anvendt Kammerraadens gamle Skeer og Gafler, hvori hun lod gravere nye Navnetræk -: Her er Guld, Børn, til Lamperne. Det er altid saa pynteligt at lægge paa en Disk.

Hun rakte 'den ældste Niece, Frøken Emilie, et Guldstykke - det var, som det kolde Metal kildrede Niecen helt ind gennem Handskerne - og gentog:

- Ja, saa køber I tolv. I det samme ringede det atter: Det var Drengen med Blomsterne.

De to Rødhatte aabnede Kurven for et Væld af Violer:

- Der er jo til hele to Borddækninger, sagde Frøken Emilie.

483

Og endda til en lille Gadebuket til Jer, sagde Frøken Sejer og fæstede selv - det var, som hendes gule Negle stak ind gennem Kaabeknaphullerne som Naale - en lille Dusk Violer i Niecernes Kaaber.

- Naa, fortsatte hun og smilede igen: Mad og Blomster hører sammen, og I skal ha'e meget Mad, Lillebørn. Jensen, hvad er det alt, vi skal ha'e? I véd, den Gamle husker saa daarligt

Madam Jensen begyndte at remse Spisesedlen op i en Tone, som skød hun hver Ret ud mod Niecerne som en Kugle fra en ladt Riffel.

- Saa bli'er I da mætte, sagde Frøken Sejer, hvis Tone var meget blød.

- Niecerne havde taget Violerne op af Kurven, og Frøkenen sagde:

- Hm, jeg tænker jo altid, at Blomster, de visner jo nok. Men naar de blot har frydet saalænge.

Niecerne kyssede igen til Afsked, og Frøken Sejer sagde:

- Du fryser, lille Emilie, dine Læber er saa kolde.

- Farvel, lille I, saa husker I Lamperne. Gangdøren var ikke lukket, før Frøken Emilie sagde, og hendes Stemme næsten skrattede:

- Hvor ta'er hun det fra? Vil Du bare sige mig det?

Frøken Lucie svarede:

- Hun hæver. Det har jeg jo sagt saa længe. Jeg har jo set hende sytten Gange løbe ud og ind i Sparekassen.

Den Ældre lod Gadedøren falde i med et Smæld:

- Og saa skal man købe Lamper, sagde hun: Det Skidt vil nok gi'e noget paa en Auktion.

De to Søstre gik videre, løftende deres Skørter med begge Hænder.

Paa Torvet sagde den Yngste:

- Jeg skal have et Frimærke; og begyndte at skride over Gaden henimod en Kiosk.

484

- Du skulde tage Dig i Vare for Kiosker, min Pige, sagde Frøken Emilie.

- Tror Du Bybude er bedre? kastede Lucie tilbage, mens hun fortsatte sin Vej og halvsvajede med sin Pompadour, der syntes fuld af mange særdeles tunge Genstande, baade Portnøgler og Krøllejern.

De to Rødhatte gik videre og løb midt paa Fortovet i Armene paa en lille og svær Dameperson, der udbrød:

- Kære, at vi skal mødes.

- Er Du i Byen?

- Ja - og den lille Dame, der var en Præstekone fra Landet, slog med Hovedet saa uafladelig, at man undredes over, at det ikke gik af hende -: Jeg kom først igaar og render allerede rundt, Susser, i den ganske By - naar man er bedt af hele Familien.

Rødhattene fortalte om Lamperne, de skulde købe, og Præstekonen slog dem Følge, skønt hun lige skulde til en Onkel, der ved Gud maatte betale hendes Hjemrejse :

- For vi i Præstegaarden lever nu kun af Spædekalve, sagde hun. Og Mønt ser vi kun de Par Dage, Tienden flyder.

Naar man hørte Fru Lund tale, var man tilbøjelig til at tvivle om, at der overhovedet fandtes spiseligt i hendes Præstegaard udover Side-Flæsk, saltede Sild og nyfødte Skabninger af Kvægracen.

Da de kom op i Lampeudsalget og stod med de smaa Porcelænsgenstande foran sig, sagde Fru Lund:

- Og de Summer lever vi af fjorten Dage. Men, lagde hun til:

- Naar der er Middag hos Tante Viktoria, saa gaar jeg virkelig nu op og melder mig.

De skiltes paa Udsalgets Trappe. Da Fru Lund var gaaet, sagde den ældste Frøken Meyer:

- Naa, saa redder hun sig vel ogsaa tyve Kroner der, ved Kaffen. Man kender da Emma, naar hun er paa Forretningsrejse.

.............

485

Da Niecerne var gaaet, flyttede Frøken Sejer sig tilbage til Lænestolen. Hun faldt i Søvn. Som hun sad, med Hovedet med den høje Kappe sunket ned mod Brystet og den venstre forvoksede Skulder skudt op mod Rygstødet, lignede hun, mens hun blundede, et besynderligt og itubrækket Stykke Legetøj.

Hun vaagnede ikke, da det ringede atter.

Madam Jensen lukkede op og stod et Øjeblik foran Frøkenen - hun saá paa hende med et Blik, som betragtede hun et Kadaver ved en Grøft - før hun vækkede hende:

- Det er en Herre, der skal tale med Frøkenen, sagde hun højt.

- Frøkenen fo'r sammen:

- Hvad? sagde hun halv forsovet, og, idet hun virrede med Hovedet, lagde hun hastigt til:

- Ja, man har saa mange Tanker. Hvem er det?

- Ham, den krøllede, sagde Madam Jensen og gik.

Frøken Sejer løb ind i Sovekammeret og foran Spejlet rettede hun hastigt paa Kappen, Parykken, Livet, det hele Stel, der hed hendes Krop.

Jomfruen, der nede i Køkkenet havde hørt Frøkenens Sovekammerdør gaa, spurgte Madam Jensen:

- For hvem pynter hun sig?

- For ham, Jonen, svarede Madammen.

- Naa, sagde Jomfruen: ja, her bliver saamæn lystigt. Hvad mon han nu skal løbe med?

- Er her mere? spurgte Madam Jensen, der strammede sin Mund.

Frøken Sejer var, med sine springende Hop, løbet ind i den inderste Dagligstue, hvor en ung og meget slank Mand med særdeles hvide og bløde Hænder rejste sig fra en Stol:

- Goddag, smukke De, sagde Frøken Sejer og slog hastigt Portiererne for begge de to lukkede Døre.

Selskabsdamen, Frøken Holm, kom ind af Entrédøren og gik, hvid og rank, ned gennem Gangen:

486

- Hvor er Frøkenen, spurgte hun med en Stemme, der nøje bevarede samme Tone paa hvert Ord.

Og Madam Jensen, der saá hende lige ind i Øjnene, svarede:

- Hun har ogsaa Forretninger.

Frøken Holm vendte tilbage til Spisestuen, hvor hun tog Duge og Servietter ud af et Skab.

Der gik en lille Timestid, før Frøken Sejer, der straalede i det sitrende Ansigt, slog Portiererne tilbage og selv fulgte den unge blonde ud:

- Saa paa Gensyn, smukke De, sagde hun: De er altid saa hjælpsom.

- De véd, det er mig en Glæde, sagde den unge Mand med en meget blød Røst.

Og han blev lukket ud.

Frøkenen svirrede ind i Spisestuen, Fingre, Hænder og Fødder havde dobbelt saa travlt som ellers:

- Aa, sagde hun, da hun saá Frøken Holm: Er De kommet hjem?

- Ja, svarede Selskabsdamen. Frøken Sejer lo:

- Er det Nevøens Dag, Kære? sagde hun meget venligt.

- Det var mine Fritimer, sagde Frøken Holm, hvis Ansigt forblev ubevægeligt.

Da det kimede igen, var det Fru Lund, der straks fyldte hele Entréen med sin muntre og ungdommelige Latter:

- Kære Tante Viktoria, jeg er jo i Byen, kommen igaar, og hører, Du har Middagsselskab. Jeg melder mig naturligvis og tager min Plads. Jeg kan altid kile mig ind paa en Stol.

Fru Lund satte sig og talte ustandseligt med sin glade Stemme: om Præstemanden; og de fem Unger; og Præstegaarden, hvor der snart ikke var et Søm paa sin Plads.

- Aa, sagde hun pludselig: Lille Venner, I er ved Dugene. Goddag, kære Frøken Holm. Vi, lille Tante, 487 vasker og vasker vore ti, saa der er snart ikke Trevl af dem.

- Gi'er Du ikke én, Tante? sagde hun og slog hende «sin kønne Haand ned mod Bordet: Du er dog altid saa rar mod et fattigt Medlem.

Frøken Sejer, hvis Væsen overfor Fru Lund var underlig ændret, som sad hun overfor et Menneske, for hvem hun havde en hemmelig Agtelse, klukkede og sagde:

- Er der én, Frøken Holm?

Men Fru Lund sprang selv op af sin Stol og hen til Linnedskabet:

- Kære Tante Vik, det skal naturligvis være en af de ældre; og hun gav sig til at rode rundt i Dugene, mens Tanten sagde og smilte:

- Du, Emma Ven, finder nok, hvad Du kan bruge. Fru Lund blev ved at rode:

- Her er der én, sagde hun: Den er saamæn ikke til at bruge i dit fine Hus, og, Gud, hjemme, søde Tante, bliver den jo et Pragtstykke. Vi lægger den paa til Bispevisitats.

Frøken Sejer sagde:

- Ja, ta'e Du den. Det er altid dejligt at kunne hjælpe.

- Saa skal vi sende den, lagde hun til.

- Kære Tante Vik, jeg ta'er den med. Det manglede bare, det er jeg saamæn ikke for fin til.

- Lille Frøken Holm, har De en Avis? Fru Lund fik Avisen, pakkede Dugen ind og ombandt den med et Stykke Sejlgarn:

- Man ta'r, hvad man kan faa, sagde hun og lo Tanten lige ind i Ansigtet

- Det er rigtigt, min Pige, svarede Frøken Sejer.

- Men afsted maa jeg, sagde Fru Lund: Herre Jesus, nu naa'r jeg ikke til Onkel, hvis jeg ikke ta'er med Sporvognen.

Der gik et Glimt over Frøken Sejers Ansigt:

- Skal Du ogsaa til ham, lille Du, sagde hun.

488

- Bevares, Tante Vik, lo Fru Lund: man vil da glæde alle sine Paarørende.

Hun gennemsøgte alle sine Lommer, der var ikke saa meget som en Ti-Øre.

- Du maa gi'e til Sporvognen, sagde hun. Da Fru Lund var gaaet, vendte Frøken Sejer tilbage til sin Lænestol:

- Det rare Pigebarn, sagde hun og, idet hun saá paa Selskabsdamen, lagde hun til: Hun er saa oprigtig.

Madam Jensen og Frøken Holm var begyndt, at lægge Dug paa Bordet, da Huslægen ankom.

Frøken Sejer sad i Dagligstuen, og Madam Jensen meldte kort:

- Det er Etatsraaden.

Frøkenen satte op næsten i et Spring og fløj frem imod Lægen:

- Lille Etatsraad, hvad vil dog De opad de mange Trapper til et raskt Menneske? Og tilmed, da De dog vel kommer til min Smule Middag.

- Men sæt Dem dog, sæt Dem. Etatsraaden, der var hvid af Skæg med et meget smalt og roligt Ansigt, sagde:

- Jeg vilde kun en Gang se Dem under Forbereredelserne. Jeg har jo sagt Dem, at alt dette her overanstrenger Dem, De ta'er Dem, maa jeg sige, lidt vel meget paa.

Etatsraaden tøvede et Øjeblik, før han lagde til:

- Med Deres Konstitution.

- Meget paa, sagde Frøken Sejer, hvis Øjne flakkede: rare Etatsraad, man lever med og holder ud.

- Ja, sagde Etatsraaden, der stadig saá paa hende: indtil man maa høre op.

Frøken Sejers Fingre krammede om Stolearmene, mens Etatsraaden vedblev med samme Stemme:

- Og det skiftende Vejr giver megen Sygdom blandt os Gamle.

Frøkenens Øjne blev ved uroligt at flakke:

- Vi bli'er saamæn nitten, Etatsraad, sagde hun 489 pludseligt, for nu er lille Emma jo ogsaa kommet til Bys. Hun gik lige nu herfra med en Dug.

Etatsraaden forandrede ikke sin Røst, mens han sagde:

- Ja, Familien samles. Han stod op og lagde til:

- Men nu har jeg jo været her.

Frøken Sejers Haand rystede, da han tog den:

- Men er der da noget? brød det ud af Frøkenen, under hvis Paryk en Svedstrime var brudt frem, midt i Panden: De maatte hellere sige det.

Lægen tog Haanden til sig:

- De véd jo selv, der altid maa vises Forsigtighed.

- Ja, Hr. Etatsraad, sagde Frøkenen, i hvis Bryst det hev og hev: men man vil dog saa gerne glæde de Unge.

Der gik over Etatsraadens Ansigt et Smil, man næppe gættede:

- Saa ses vi, sagde han kun.

- Og De, Etatsraad, skal ha'e mig til Bords, sagde Frøkenen og lo.

- Men Deres Champagne ta'er De vel mod Angrebene? spurgte Etatsraaden ved Døren.

- Naar det er nødvendigt, lille Raad, svarede Frøkenen.

- Etatsraaden tog Afsked.

Da han var gaaet, blev Frøken Sejer staaende midt i Stuen, og pludseligt skar hun de falske Tandrækker sammen, saa de skurede imod hinanden. Og paa engang begyndte hun paany at løbe, med fremstrakte Arme, gennem Stuen, mens de to Hjørnespejle spejlede hendes Skikkelse, frem og tilbage, frem og tilbage - som prøvede hun en hemmelig Dyst.

Derpaa gik hun atter ind i Spisestuen, hvor Madam Jensens Øjne søgte hendes Ansigt som to vonde Syle, medens ogsaa Frøken Holm, der var begyndt at ordne Violerne til Bordet, et Øjeblik løftede Hovedet.

490

- Aa, den kære Raad, sagde Frøken Sejer: man véd, han vil herop at høre Spisesedlen.

Ingen svarede. Frøkenen gik videre ned i Køkkenet.

- Saa bydes der saadan af Harerne, sagde hun: at der bli'er til to Frokoster.

Og pludseligt skingrede hendes Stemme op gennem Gangen:

- Jensen, lille De, saa glemmer De nok ikke den halve Ryg i Panden - som forleden.

Fra Spisestuen svaredes der ikke, og Frøken Sejer gik ind i sit Sovekammer. Naar hun klædte sig paa, laasede hun sine Døre. Hun rodede længe i Skabe og Skuffer, før hun fik Kniplinger og Sjal og en vinrød Kjole frem. Tilsidst fremtog hun sin Festparyk og hængte den paa Lysestativet ved Siden af Toiletspejlet.

Hun vilde sætte sig, men pludselig slog hun et Sjal over sin egen Halvnøgenhed, og med Hænder, der begyndte at ryste - Frøken Sejer fik let denne nervøse Rysten, naar hun sad overfor sit Spejl - rev hun den gamle Paryk af og satte den nye paa det haarløse Kranie, hastigt og uden at se i Glasset. Den sorte Paryk sad skævt og hun famlede om den med Fingrene, til hun fik Skilningen, hvis Lighvidhed ligesom lo midt i det sorte, frem midt over Panden.

Saa saá hun atter i Spejlet og ordnede Parykkens Sidebukler, der stod frem fra Tindingerne som to Horn.

Da Haaret var sat op, hældte hun Vand i et Glas og udtog hastigt sine Tænder, saa Ansigtet pludselig faldt sammen ligesom en tom Nøddeknækker. Hun rensede Tandsættet, der var meget tungt, og hun satte det atter ind. De to hvide Rader saá ud i hendes Mund, som om de endnu kunde bide.

Det ringede bestandigt, og Frøken Sejer raabte gennem Døren uden at lukke den op:

- Hvad er det?

Frøken Holm svarede ude fra:

- Det er Konditordrengen.

- Har han Knallerterne med?

491

- Ja, han havde dem med.

- Lad Jensen bringe dem herind, raabte Frøken Sejer og kastede et Sjal over den udvoksede Skulder. Madam Jensen var den eneste, der fik Frøkenen at se under Paaklædningen. Muligvis hidkaldte Frøkenen hende ogsaa for at forstyrre hende en Kende i hendes Beskæftigelser.

Madam Jensen bragte en Kurv fuld af farvede Knallerter, og Frøkenen rokkede glad under sin Paryk:

- Jo, sagde hun og smilede: det er de rigtige. De morer altid Børnene.

De rigtige Knallerter var fra en fransk Konditor og indeholdt særdeles uanstændige Deviser. . -- Sæt dem ind, sagde Tante Sejer: det er altid saadan en Glæde for de Unge.

Frøken Holm ordnede de franske Hylstre i en Glasskaal, mens der gik Trækninger ned om hendes lukkede Mund.

Madam Jensen var vendt tilbage til Spisekammeret i Selskab med to Kasseroller.

I sidste Øjeblik arriverede en Gartner, der opfyldte Dagligstuens Hjørner med stødte Palmer og andre Planter, der bar synlige Spor af Trækkevognstransport og af at gaa paa Omgang.

Frøken Sejer, der var kommen til Syne med Turban over Parykken og et Kasimirssjal, med mange Kvaster og lagt i mange Folder, ned over Ryggen, sagde:

- Lille De, jeg har sagt Dem, jeg vil ikke have det Skravl, De et Aar har kørt rundt med paa Deres Bør.

- Det er skam lutter nye Ting, Frøken, svarede Gartneren, der blev ved at placere sine Vækster med Skaderne ind efter:

- Men de faar jo altid deres Knubs saadan i Kapellerne og ved de Lejligheder.

Frøken Sejer vendte sig brat, og inde i Spisestuen gav hun sig til at flytte om paa hele Borddækningen.

- Bordordenen bringer De omkring, sagde hun til Frøken Holm: det klæ'er saadan hvide Jomfruhænder.

492

Der viste sig i Døren en meget høj og særdeles soigneret Herre med et sort Haar, der bølgede paa hver sin Side af en Pandeskilning:

- Jeg er Tjeneren, sagde han, idet han bukkede.

Frøken Sejer maalte ham fra Taaspidserne og op efter, mens de graa Øjne skinnede; og Tjeneren, der betragtede sine meget manicurede og smalle Hænder, spurgte, om der var et Sted, hvor han kunde ordne sin Dragt en Smule:

- Lille Adonis, De, svarede Frøken Sejer, der blev ved at trippe rundt: ja, lad ham gaa ned til Jomfruen.

- Tak, Frue, sagde Tjeneren og bukkede igen.

- Frøken, Frøken, klukkede Frøken Sejer: man er af dem, Adonis, De, der har bevaret Friheden. Gaa saa.

Tjeneren gik ned gennem Gangen til Køkkenet og talte til Jomfruen i samme dæmpet høflige Tone, til han blev lukket ind i Anretterværelset, der ikke rummede andet end Frøkenens Natstol.

Den unge Mand vendte tilbage - han nød en Slags Ferie fra en Restaurant paa Kongens Nytorv - iført sort Kjole med alt Tilbehør. Nærmest var han let balklædt.

Frøken Sejer, der skuttede sig op og ned, sagde, mens det unge Menneske gav sig til at ordne Flaskerne paa Buffet'en, til Frøken Holm:

- Det glæder altid de unge Piger, saadan hvide Fingre bag et Fad.

Hun gik ind i den inderste Dagligstue, da det ringede.

Det var Fru Emma Lund fra Præstegaarden, der, da hun kom ind, leende slog begge Arme om Tanten :

- Søde Tante Vik, sagde hun, synes Du ikke jeg er nydelig? Det blommefarvede Liv har jeg laant af Clara.

Frøken Sejer sagde:

- Emma, bedste, Du skulde saamæn ligesaa gerne beholde det. Det sidder jo paa Dig, som var det støbt.

- Pyh, sagde Fru Lund: det gør Clara saamæn aldrig. De hos Rubows er ikke som Du.

493

- Nej, sagde Frøken Sejer, og pludselig smilte hun: de samler jo hellere.

Fru Lund sagde, at hun dog virkelig maatte se Bordet, og hun gik ind og fik sig sammensat en hastig Brystbuket af Bordblomsterne.

Da hun vendte tilbage til Dagligstuen, var Værelset allerede næsten fuldt.

Hr. Overretssagfører Meyer talte med Fru von Hahn om Ulykker i det glatte Føre, og Fru Madderson, hans Husbestyrerinde, som bar et kanariefarvet Haar over et Ansigt, der havde bevaret en forholdsvis Uskyldighed gennem adskillige betroede Pladser hos velstillede Enkemænd, sad hos Frøken Sejer og sagde:

- Tak, Tak, det er saa nydeligt af Dem at tage mig med.

Frøken Emilie Meyer gik hen mod Fru Lund:

- Naa, sagde hun, Du har allerede reddet Dig en Buket Blomster. Ja, der er jo ogsaa nok af dem.

- Det er besynderligt, sagde Hr. Meyer, der stadig konverserede om Ulykker, Føret og Sporvogne:

- Det er besynderligt, at Folk aldrig lærer at lade sig forsikre. Nutildags, hvor man kan forsikres næsten mod alt.

Frøken Sejer, der paa en Gang gav sig til at le - hun lignede en underlig Buddha-Figur, som hun sad i sit Kasimir -:

- Ja, nu har han Ret. Folk lærer aldrig at blive fornuftige.

Men Fru von Hahn sagde:

- Min Augusta kører nu aldrig i Sporvogn, ogsaa for Selskabet. Og saa er der jo desuden altid med Træk.

Og da Frøken Sejer sagde noget om, at Sporvognene jo heller ikke kørte til Døren i Oehlenschlägersgade, svarede Fruen:

- Kære Viktoria, Augusta har godt af at gaa, det giver en rank Ryg.

494

Fru Lund var halvt faldet i Armene paa Forfatteren William Ask:

- Ja, kære Du, sagde hun: nu er jeg her, og nu maa Du virkelig ud med Fribilletterne til os Stakler fra Landet.

Mens William Ask bøjede sit ret blege og trætte Ansigt, ankom Fru Bella Schou, en slank og mørk Dame, der i sit Ægteskab med Hr. Overretssagfører Schou havde siddet Enke i ti Aar, indbundet i Silke.

Hun bad undskylde, at hun kom før sin Mand:

- Men Du véd, Tante, hvor optaget Schou er. Han bad mig, at I ikke skulde vente med Bordet.

- Ja, sagde Fru von Hahn, din stakkels Mand, Bella, han slider sig op paa alle Maader.

Frøken Lucie hviskede halvhøjt til Hr. Ask:

- Aa, Schous har saamænd ikke kørt i Vogn sammen i denne Menneskealder; mens Hr. Willy Hauch, et ungt Menneske af den store Handel, som virkede engelsk og blanktpudset over det hele, sagde:

- Jeg kommer s'gu vist for silde. Men jeg skulde besørge noget i en Kiosk.

Frøken Lucie Meyer saá leende den slanke Fætter lige ind i Øjnene:

- Hvilken Kiosk bruger Du?

Hr. Willy slog de blaagraa Øjne op:

- Maaske den samme som Du. Kusine Lucie blev ved at le og sagde:

- Jeg begriber forresten ikke, hvor Du kan holde Dig saa slank. Man faar, ved Gud, Willy, altid en Lyst til at slaa Armene lige om Dig.

Fætteren aabnede Læberne, saa man saá alle hans hvide Tænder under den lille bitte Moustache:

- Det maa Du gerne, sagde han, men Kamgarn er meget køligt at føle paa.

Overretssagfører Meyer konverserede Fru Bella Schou - han holdt sig altid duknakket, som vilde hans paalidelige Næse lugte indtrængende til den, han talte med -:

495

- Ja, sagde han: Tiderne er vanskelige for dem af

Standen, der overhovedet vil give sig af med Byggen.

Han vendte sig pludselig mod Frøken Sejer og sagde:

- Du har vel intet i Bygninger? Frøken Sejer, der talte med Frøken von Hahn om Tjeneren og sagde:

- Det er altid rart for unge Øjne at se paa saadan en lige Rejsning, svarede Hr. Meyer:

- Lille Ven, det véd Du da, Du som er saadanne inde i alle mine Sager.

Frøken Holm, der begyndte at gaa rundt med Bordordenen, var naaet til Hr. William Ask, der løftede de meget mørke Øjne og sagde:

- Og hvorledes har De det, Frøken?

- Som jeg plejer, svarede Frøken Holm og rakte et Kort til Hr. Willy, som sagde, da hun var gaaet:

- De har s'gu Ret, der er noget ved det Pigebarn. Hr. Ask smilede:

- Men ikke noget for Dem., sagde han.

Hr. Willy vuggede sit overmaade smidige Legeme: ,

- Er De vis paa det? Man bliver hurtigt otte og tredive, naar man begynder, naar man er fjorten.

- Og det har De gjort?

- Man bør vel følge Naturens Orden, svarede Hr. Willy, der med tilbagetrukne Skuldre holdt Tommelfingrene i Vestelommerne for at fremhæve sin Figur.

De talte alle rundt omkring, mens Fru Madderson sagde - hun var blevet ved Emnet Byggeri -:

- Ja, Overretssagføreren holder sig nu altid til det strengt juridiske. Overretssagføreren si'er, Standen plettes kun ved Spekulationer. Og han holder sig borte.

- Det gør han, sagde Frøken Sejer og hun tilføjede noget højere:

- Har han faaet Fru Jacobsons Bo? Fru Madderson troede det. Og Frøken Sejer raabte saa højt hun kunde:

- Til Lykke, Bernhard. Du er jo ogsaa kommet saa meget der i Huset, i de sidste Aar.

496

Fru von Harm gik over mod Assistent Sejer og sagde:

- Ved Gud Du, der maa sættes en Stopper for det. Idag har hun ogsaa købt Planter, som var man i et Væksthus.

Men Frøken Emilie, der gik forbi, sagde:

- De er lejede. Jeg har set efter. Fru von Hahn svarede:

- Jeg taler nu alligevel med Etatsraaden - efter Bordet. For dette er abnormt.

- Men Mad skal vi have, sagde Frøken Lucie. Man skulde, Gud hjælpe mig, tro, hun vilde kvæle os i sine Levnedsmidler.

- Er der nogen, der siger, hun ikke vil, sagde Assistenten, der betragtede sine Lakstøvler. Willy, der gik forbi, sagde:

- Det er s'gu da ikke hende, der skal arve.

Overretssagfører Meyer gik mærkeligt i Knæ foran Etatsraaden, der lige var kommet, mens Frøknerne Minna og Ottilia Hauch endnu opholdt sig i Entréen, hvor] de havde sendt Tjeneren bort: der skulde altid anvendes mange Kamme, før de kom til Syne, og mange smaa Tørklæder skulde aftages af Frøken Ottilia, der altid var sørgeklædt efter en tidlig bortkaldt Forlovet og endnu bestandig nedringet

- Ja, sagde Overretssagfører Schou, der slog Døren op:

- Saa kan vi gaa til Bords. For Papegøjerne er i Entréen.

Frøknerne Hauch kom ind og hilste paa Frøken Sejer:

- Kære Viktoria, sagde Frøken Minna: til Dig glæder man sig jo altid til at komme, saa træt man ogsaa er af Sæsonen.

Frøken Sejer svarede:

- Ja, I maa sidde lidt tæt, for den rare Emma er jo inde fra Landet.

- Kære Du, sagde Frøken Ottilia: det er jo kun, som om det hævede Stemningen.

497

Man begyndte at tage Damer, og Hr. Schou, der vendte Hovedet, sagde:

- Naa, er min Kone -kommet? Og han førte Frøken Lucie til Bords.

De kom alle ind i Spisestuen, hvor de faldt i Forundring over Violerne og de smaa Lamper - mens alle kom til Sæde og Tjeneren bød Suppen om.

- Ja, sagde Frøken Sejer: lille Børn, I sidder snævert, men jeg synes det er hyggeligt - og saadan fornøjeligt for de Unge.

Frøken Lucie, der straks havde taget Maal af Tjeneren, sagde til Willy:

- Næh, sikket Gudebillede nu igen. Gud véd, hvor Heksen altid ta'er dem fra.

Willy, der sonderede Madeiraen, sagde:

- Det er vel hendes Hemmelighed. Forresten har hun et godt Renommée som Betaler.

Overretssagfører Meyer, der lugtede saa til Højre og saa til Venstre midt mellem de to Frøkner Hauch, sagde:

- Jeg haaber ikke, jeg generer de Damer; mens Hr. William Ask vendte sig imod Fru Bella Schou:

- Ja, her er trangt; og Fruen svarede med et Smil, der fortrak den Maske, som var hendes Ansigt:

- Aa, jeg mærker det ikke.

- Man bemærker jo aldrig det ligegyldige, sagde Hr. Ask.

Fru Schou løftede sine Øjne:

- Hvad ser maaske De her i Stuen? sagde hun.

- En Flok Fugle, svarede William.

- Spis, Børn, spis dog, raabte Frøken Sejer ned over Bordet, og, idet hun tog sit Glas, sagde hun:

- Og saa byder den Gamle velkommen.

Hun saá ned langs Bordet, hvor Fru Madderson, der holdt Kanariehovedet paa skæv over mod Assistent Sejer, talte om sine "Smaasange":

- Aa, det er jo ikke noget. Men det kan altid glæde 498 Overretssagføreren ... naar han saadan er træt, i Skumringen.

Frøken Sejer sagde ned til Fru von Hahn:

- Lille Du, Du kan rolig spise af Dyrene. Det er Limfjords.

Fru von Hahn, der saá ud, som fik hun hvert Skaldyr i Spiserøret, sagde:

- Tak, Viktoria, jeg véd, Du sparer ikke; og hun begyndte brat at tale med Etatsraaden om Dødeligheden i Byen:

- Vi mødte, siger jeg Dem, Etatsraad, virkelig ikke mindre end syv Rustvogne, mens vi gik herud, jeg og Augusta. Det er et uhyggeligt Syn.

Etatsraaden tilstod, at Dødeligheden var stor.

- Ja, sagde Fru von Hahn: og saa siger man, det navnlig skal være de Gamle., der rives saa sørgeligt bort.

Fru Lund sagde:

- Ja, der maa være Sygdom over alt. Lund havde hjemme fem Begravelser i en Uge. Men for os er det da bare til Glædelighed.

Frøken Sejer sad og flyttede ustandselig paa sine Glas og vilde virkelig drikke med Willy; mens ogsaa Assistent Seier og Frøken von Hahn begyndte at tale om Sygdom, Dødsfald og Epidemier, saa den menneskelige Forkrænkelighed stod som en tæt Em over Tallerkenerne.

- Skaal, Willy, Skaal, Willy, raabte Frøken Sejer ned over Bordet, mens hun løftede sit Glas.

- Skaal, Tante Viktoria, sagde Willy: jeg tror s'gu alligevel, det er fra Dig, Familien har Blodet. Frøken Sejer lo og rokkede med sit Hoved:

- Det røde Blod, min Dreng, sagde hun og hendes rindende Øjne glimtede op, mens Stemmen blev borte i Hoste.

Frøken von Hahn havde nylig sunget med i et Farvel over en Veninde. Det havde virkelig været saa overordentlig stemningsfuldt og smukt.

499

Fru von Hahn, der anerkendende betragtede Tjenerens Hænder, mens han skænkede Vinen med Kammerraadens Etiketter, fandt alligevel, at Begravelse fra Kirke var langt højtideligere, naar man havde Raad. Der var i Kapeller nu en Gang den Lugt som i Stuer, hvor der var for mange Planter.

- De spilder, sagde Etatsraaden til Frøken Sejer, hvis Haand havde rystet, da hun drak med Willy. Frøkenen saá op paa Lægen:

- Drik, lille Raad, sagde hun, det er den rene Drue.

Og hun blev ved at se paa hans Ansigt, mens Etatsraaden maatte svælge den bitre Græker.

Flasken med Etiketterne havde naaet Frøknerne Hauch, der henfaldt i mange Erindringer ved Synet af de gulnede Papirer.

- Vi var jo saa meget yngre, sagde Frøken Minna: men det var et Hus, der paa det gode Hjørne - rigtig saadan et gammelt Patricierhus.

Frøken Ottilia skød Skuldrene op af sin Nedringning og sagde:

- Aa, ja, som jeg husker, fra Skoletiden, den gamle rare Kammerraad naar han stod paa sin Trappe Tirsdag og Lørdag og selv saá til, naar Pigen skulde pudse Kuglerne paa Gelænderet. Han vilde nu ha'e alting saa blankt

- Ja, sagde Frøken Minna: det var nu stemningsfuldt med de gamle Messingkugler.

- Og saa Ballerne, blev Frøken Minna ved: der var dog ingenting saa festligt som Vokslysene hos Kammerraadens.

- Herre Jesus, sagde Frøken Lucie til Overretssagfører Schou, nu tilstaar Tante Mine, at hun har danset ved Alterlys.

- Der ska' nogen til det værste, sagde Overretssagføreren : Damen er s'gu i det mindste ældre end Vinen. Assistent Sejer sagde:

- Ja, der var Holdning over det gamle Hjem. Frøken Sejer klukkede og sagde, mens hun under 500 Bordet begyndte at halvsprælle med de gamle Lemmer - man vidste aldrig, om disse Bevægelser skyldtes en hengemt Livslyst eller om de var en Slags Krampe -:

- Ja, der var Gulve at springe paa.

Fru von Hahn sagde venligt ned over Bordet:

- Jeg husker Dig nu altid, Viktoria, i den blegrøde.

- Men Aarene gaar, sagde Frøken Minna, som ved en Tankeforbindelse.

- Men Ejendommen solgtes for tidligt, sagde Overretssagfører Meyer: Folk venter aldrig paa Konjunkturerne ... Nutildags har man altid Hast i Forretninger.

- Nej, brød det pludseligt ud af Fru Madderson, hvis Tanker var forblevne ved Dansene: der er dog ingenting saa yndigt som at valse; mens Frøknerne Hauch pludselig begyndte at tale om et Sted, som de havde paa Nørrebrogade.

- Ja, Frøknerne har jo det, brød Hr. Meyer ind.

Han maatte have meget bevægelige Ørelapper, for Ørene stod, saasnart der nævntes om Stedet, pludselig ud paa ham, som paa en Kanin.

- Og Søster Ottilia og jeg taler saamæn tidt om at sælge. Der er jo det i det Kvarter med Lejen. Og saa piner det os, naar de Folk maa jages ud. Men Ret maa jo være Ret Men paa den anden Side har Stedet jo været i Familien i de Herrens Aar. Og saa har man heller aldrig nogen til at hjælpe sig i sine Dispositioner.

- Der er dog Folk med Kompetence, sagde Hr. Meyer, der netop sætter som Opgave at hjælpe i saadanne rene Tilfælde. Reelle Salg, der ikke gaar uden for Rammen.

Naar Hr. Overretssagfører Meyer talte om Standen og Rammen, havde han underligt hastige Glimt i Øjnene over mod Hr. Overretssagfører Schou.

- Ja, Gud, sagde Frøken Ottilia, der følte Hr. Meyer rykke sig ligesom et Haarsbred nærmere: Dem, Overretssagfører, kunde en Kvinde jo altid stole paa.

Overretssagfører Schou, der blussede over hele Ansigtet, 501 hvilket vistnok mindre skyldtes Frøken Sejers Vin, end nogle omfangsrige Tabletter, som han stadig slugte efter at have taget dem op at sine Vestelommer - spurgte pludselig over Bordet.

- Hvor ligger Stedet?

Frøken Minna nævnte dets Beliggenhed lidt lavmælt:

- Det var brillant, sagde Hr. Schou: for der har s'gu nylig været nogen Tale om et Kompleks netop i det Kvarter. Med Taarne, Linolium og W. C. Det er Tiden og Kravene.

- Bedst naturligvis, blev han ved, naar man tillige kan gi'e dem Landluft. Det er ud ad Hellerup til, der ligesom kommer mere Glans over Prospekterne.

- Ja, sagde Frøken Minna, der gøres meget nutildags for de mindre bemidlede i saadanne Bygninger.

- Den mindre Middelstand, sagde Hr. Schou, det er s'gu Programmet. Det er de smaa Penge, vi maa ha'e op af Skafterne.

Frøken Sejer, der sad og rokkede glad under Parykken, sagde:

- Ja, lille Du, Albert, Du har Kammerraadens Hoved.

Willy sagde til Frøken Emilie:

- Hm, ja, den Gamle har naturligvis ogsaa været en Svindler.

- Gud, Willy, véd Du ikke det? Det var jo ham, der havde alle Husene ved "Aaen".

- Naa, svarede Willy, det har jo altid anet mig, at vi skrev os fra en Pøl.

Frøken Sejer, der blev ved at rokke selvbehagelig, sagde til Hr. Schou:

- Men I Yngre, Gud ske Lov, forstaar det jo bedre og bedre.

- Ja, sagde Hr. Meyer skarpt: Byggeri ligger nu en Gang ikke indenfor min Ramme. Jeg sætter overhovedet ikke Pris paa dem i Standen, der arbejder med laante Penge. Efter mine Principper holder man 502 sig hellere ren. Men man er jo ogsaa af en ældre Generation.

- Ja, Hr. Overretssagfører, sagde Fru Madderson hen over Violerne.

Hr. Meyer bøjede sig en Smule dybere over Frøken Ottilia og hendes Udringning, der var Iris-pudret, og sagde sagtere:

- Men jeg har jo haft mange, jeg tør sige, Damer i mit Klientel.

- Ja, sagde Frøken Ottilia: det er saa forstaaeligt.

- Hvad det gælder, er jo Tilliden, sagde Hr. Meyer, der pludselig ligesom bøjede hele sin Krop sammen i megen Beskedenhed. Og saa, tilføjede han: at man forstaar at tage varligt paa sit Klientel.

Lidt efter begyndte han at tale med de to Søstre om Matrikler.

Men Fru von Hahn var fra Begravelser i Kirker og Begravelser i Kapeller gaaet over til at tale om Præster:

- Jeg elsker nu Stelberg ..... og især hans smaa Paamindelser. Naar han saadan ved Kirkedøren spørger En med de milde Øjne, om man ikke snart trænger til Styrkelsen ved Guds Bord. Aa, man føler det, at han har sit lille Bud til enhver i Menigheden.

- Hvem hører De? spurgte hun pludselig over til Fru Bella Schou.

- Jeg gaar aldrig i Kirke, sagde Fru Schou.

- Naa, sagde Fru von Hahn, ja, der er vel dem, hvis Samvittigheder er saa rolige.

William Ask bøjede sig frem og sagde:

- Tror Fruen, at en Kirkestol virkelig er Blegeplads for Samvittigheder.

Fru von Hahn svarede ikke og Fru Lund sagde leende:

- En anden gaar der jo for Eksemplet; mens Fru Madderson føjede til;

- En poetisk Prædiken er nu dejlig.

Frøken von Hahn, der netop tog Hareryg og som, 503 fordi hun spiste med Albuerne stramt til Figuren, lidt ofte fik Hænderne i Nærheden af Tjeneren, sagde:

- For mig er der nu en Gang megen Sandhed i Missionen.

Schou, der talte med Assistenten, sagde:

- Ja, hvordan det er, en Kirke er s'gu i alle Fald en mærkelig Vinding for et nyt Kvarter.

Etatsraaden svarede paa et Spørgsmaal fra Fru von Hahn:

- En Præst kan være meget velgørende ved en Sygeseng.

Og nede ved den anden Bordende sagde Assistent Sejer:

- Det er min Overbevisning, at Staten ikke kan undvære Kirken. Noget holder den dog altid i Tømme.

Frøken Sejer, der havde en hemmelig Skræk for Præster eller maaske rettere for de altfor sorte og begravelsesagtige Kjoler, der skjulte dem, sagde ned til Fru Lund:

- Emma, min Pige, hvorlænge skal nu Jakob sidde i det Embede?

- Tyve Aar, sagde Fru Lund: med den Biskop kommer vi saamæn aldrig derfra.

- Nej, sagde Assistent Sejer, nu er overhovedet alle Embedsbesættelser komne ud af deres Bane. Det ender med, at man tager Amtmænd fra Tørvemoserne, med Forbigaaelse af et helt Ministerium. De Tider er forbi, hvor man tog Hensyn til baade Faglighed og Anciennitet.

Konversationen om Embederne bredte sig og slog op som en Bølge.

Hr. Meyer sagde og lod Øjnene stryge hen over Assistenten :

- Man taler endogsaa om ligefrem Afskedigelser i Kontorerne.

Fru von Hahn sagde næsten samtidig:

- Kære Fætter, Højre er saamæn som Venstre, 504 naar det drejer sig om Benene. Stakkels Hahn sad tre og tyve Aar paa sin Klit som Strandkontrollør.

Frøken Sejer, hvis Ansigt lyste, mens hendes ene Haand rørte sig paa Bordet, som bearbejdede hun en Deig, sagde:

- Lille Du, sagde hun til Fru von Hahn: Du la'er alt det dejlige Syltetøj gaa Dig forbi. Fru Lund raabte op:

- Ja, Tante Vik, Du forgi'er os i Syltetøj.

- Man faar det saa let nu til Dags, sagde Frøken Sejer: og det smager altid de unge Tunger.

Pludselig vendt til Fru von Hahn lagde hun til:

- Men den gode Johan, Du, havde jo nu heller ikke nogen Eksamen.

Man blev ved med at tale om Embederne, medens Overretssagfører Schou, der stadig var ved Komplekserne, sagde:

- Det nytter ikke, Etatsraad. Bygninger er den korteste Vej. Forstaar man sig paa Materialerne, er en klar Hjerne altid vis paa sine seks Procent. Og saa har man Understøttelsen af Pressen mod en Frokost

Hr. Overretssagfører Meyer sagde:

- Ja, der er jo de Forretninger, hvor der skal Vin til.

- Ganske vist, svarede Hr. Schou: i Boer faar man den - af Arvingerne.

Hr. Sejer, der var forbleven ved Statens Embedsværk, sagde hidsigt til Fru von Hahn:

- Eksaminerne er dog vistnok nødvendige som Garanti for nogen Duelighed. Fru von Hahn svarede:

- Jeg véd ikke, om Kontorstole gi'er Praksis.

- Der skal i hvert Fald Hjerne til for at naa derop, sagde Assistenten, hvis Ord kom hurtigt.

- Er ikke Albuer nok? svarede Fruen, hvis Stemme havde let til Skræppen.

- Saadan et Regeringsmaskineri, sagde Assistenten, der trak paa sin Mundvig: er lidt vanskelig forstaaeligt for Damer.

505

Frøken Sejer sagde saa mildt, som vilde hun mægle:

- Ja der er mange Kroge, min Ven, i saadanné gamle Bygninger.

- Og mange Smaagratialer i Skufferne, lagde Fru von Hahn til stadig i samme Tone.

- Det er kun godt, Therese, sagde Frøken Sejer med samme Stemme som før: vi skal dog alle leve.

- Kære Willy, sagde Frøken Lucie Meyer, der talte om de faderlige Boer: Véd Du ikke det, Emilie har én Procent, naar Fader er Eksekutor.

Og vendt mod Fru Madderson, sagde hun:

- Og hvormeget har De?

Fru Madderson smilede og sagde:

- Frøken Lucie er altid saa spøgefuld.

- Men hvad har Du? spurgte Willy, vendt mod Kusinen.

- Jeg har Gadedørsnøglen, svarede Lucie og lo.

Overretssagfører Schou overdøvede dem alle i en Kamp med Etatsraaden, der paastod, at nægtes kunde det ikke, at Dødeligheden var stor i de nye Bygninger:

- Det modbevises af Statistikken, raabte Hr. Overretssagfører Schou: Men det er ogsaa kun noget, De har fra Aviserne, som blander sig i al Ting uden at være spurgt.

- Qg faar Mad, sagde Overretssagfører Meyer.

- Men, vedblev Hr. Schou: maa man tage billige Materialer, skyldes det kun Arbejdslønnen. Alle Besiddende burde snart ruste sig mod disse Fagforeninger.

- Eller, hvad mener De, vendte Hr. Schou sig pludselig til Hr. Ask: om det forbandede Socialdemokrati, der ødelægger os det Halve af Konjunkturerne?

William Ask svarede:

- Jeg mener ingenting. Det er vel ogsaa et Parti - med Førere, der vil med til Bords.

Fru Lund, der var bleven meget rødkindet under fortsat Tale om Biskoppen, sagde:

- Og saa gik det endda an, hvis man ikke sad med Enke. Gud, jeg kunde gerne kvæle hende.

506

Frøken Sejer sad med spillende Øjne midt i Larmen. I sit Kasimirs-Sjal og med Læberne rimpet tæt sammen lignede hun en gammel Sibylle.

- Aa, sagde hun: hvor det er dejligt at sidde midt i saa meget Liv.

Hun førte de urolige Fingre hen over Dugen, som ristede hun Runer paa dens Damask.

Fru Bella Schou, der konverserede William Ask, som bevarede sit høfligt-sørgmodige Udtryk, sagde:

- Ja, mit Kabinet er smukt. Man vil jo ogsaa gerne ha' et Sted i Huset, der en Smule er Ens eget. Jeg i det mindste trænger en Gang imellem til en Stue, hvor der ikke er Telefon.

William Ask sagde:

- Der er andre, som slet ikke kan være til uden det Klokkespil.

Fru Bella smilede ganske lidt:

- Det er sandt, sagde hun. Men det er og bliver generende, naar man læser.

- Ja, sagde William, jeg véd, De er en af de faa Bogkøbende i Landet.

Fru Bella forandrede ikke sit Ansigts Udtryk:

- De Døde er Selskab for de Døde, sagde hun. Og maaske for at standse sig selv, lagde hun til:

- Hvorfor mon de dejlige Skaale paa Sølvfødderne egentlig ikke er paa Bordet?

Fru von Hahn havde hørt Ordene, og hendes Øjne fløj hastigt over Bordet:

- Men, Viktoria, sagde hun: Du har købt nye Skaale.

Frøken Sejer lo:

- Ja, de gamle Pragtstykker gemmes. Der skal ikke mere gaa noget itu i min Tid, min Pige.

Frøken Holm, der blev underholdt af Willy, hvis graablaa Øjne sagde mere end hans Mund, løftede paa en Gang sit Blik:

- Hvad ser Frøkenen paa? spurgte Willy.

- Jeg saá paa Deres Tante, sagde Frøken Holm.

507

- Jeg tror saa'gu ogsaa, sagde Willy, den Gamle lives op, naar Familien skændes.

Frøken Lucie Meyer talte om Literatur og de kvindelige Forfattere og sagde:

- Jeg synes, de er modigere end Mændene. Willy, hvis meget bløde Læber krusede sig, kastede et Øje over paa Lucie:

- Hvad mener Du med modig, sagde han.

- Uh, Du er utaalelig; og ganske uden Mening, lagde hun til: Willy mener nu altid, det er nok at være smuk.

- Nej, sagde Fætteren, jeg mener desværre, det er nok at være velklædt.

Fru Madderson lo og sagde:

- Jeg synes nu, at Damebøgerne er lidt uhyggelige.

- Hvorfor, Frue? spurgte Willy.

- Gud, Hr. Willy, sagde Fru Madderson: man er jo aldrig mere sikker paa sine smaa diskrete Hemmeligheder.

De vedblev at tale om Literatur, indtil Willy sagde over til Hr. Ask:

- Har De nogensinde set en Kvinde?

- Jo, og William smilede: enkelte.

- Det har jeg saamæn aldrig, sagde Willy: jeg tror, de er bragt paa Kirkegaarden.

Talen om Literatur bredte sig og naaede Teater.

Fru von Hahn ytrede, at man vidste sig snart ikke sikker noget Steds:

- Selv i det kongelige Teater sender jeg aldrig Augusta uden til Heiberg og Balletter.

- Ja, sagde Frøken Ottilia: Bournonville har man dog altid. Der er intet saa dejligt som "Brudefærden".

Frøken Ottilia havde sænket sin Stemme: Det Hardanger-Bryllup havde været et Minde sammen med den Bortgangne.

Assistent Sejer formente, at de Herrer skrev ud over alle Hensyn:

508

- Man véd snart ikke mere, om der overhovedet tør opstilles noget sædeligt Krav.

Medens Overretssagfører Schou skød Læberne frem og sagde:

- Literatur er til for min Kone. Men det er mig, der maa betale Regningerne og Bindene i Læder.

Etatsraaden, der løftede sit Glas mod Fru Bella, sagde:

- Maaske har den moderne Literatur dog alligevel gjort Nytte. Den forbereder os undertiden paa hvad der venter os.

Tjeneren fremsatte Tallerkener til Isen, og Fru von Hahn hviskede pludselig over til sin Datter:

- Augusta, det er heller ikke længere de kinesiske.

Frøken von Hahn hørte det ikke. Den serverende Tjener havde lidt svært ved at komme løs af hendes stramt tilbagetrukne Skulder.

Frøken Minna Hauch, der lige havde sagt, at aldrig fik man dog nogen Danser som Scharff, deltog i Literaturdebatten og mente:

- At denne I. P. Jacobsen fandt man dog nu rundt i mange Familier - til Konfirmationen.

- Ja, sagde Frøken Ottilia: vi har saamæn skænket ham selv. Men det er ogsaa to passende Bind til en Gave.

Overretssagfører Meyer bøjede sig frem mod Hr. Ask:

- Det er maaske lidt vanskeligt, sagde han, at tale om Bøger, hvor der er en æret Forfatter til Stede. William skød Læberne en Smule frem:

- Jeg, Hr. Overretssagfører, bringer aldrig mine Bøger med i Selskab.

- Aa, Hr. Ask, sagde Fru Madderson: jeg har saamæn lige læst en af Deres Bøger højt for Hr. Overretssagføreren. Vi læser jo fra otte til ti.

Hr. Sejer antog, at Højtlæsning nu vel af gode Grunde var forsvundet fra de virkelige Familier.

- Thi man kan vel ikke overspringe, sagde han: saa godt som hver anden Side.

509

Men Fru Lund raabte:

- Jeg er lige glad. Der er intet, jeg glæder mig til som til Tasken. I en Præstegaard, Børn, trænger man virkelig til lidt af hvert, mens Menigheden lovsynger.

Og hun gav sig til udførligt at berette om en meget usædelig Roman.

Frøken Sejer rokkede med sit Hoved og holdt Haanden op som et Hørerør:

- Gud, Tante Vik, sagde Frøken Lucie: det véd man dog, at i Bøgerne har nu en Gang hver Mand tre Koner.

- Hvad er det, Lucie siger? spurgte Frøken Sejer, bøjet frem over Bordet.

- Eller hver Kone tre Mænd, Tante, raabte Frøken Lucie.

Frøken Sejer lo, saa det lød gennem Stuen.

- Det fikse Barn, sagde hun: ja, Hr. Etatsraad, det er den Slags Pigebørn, der kommer som en Vals gennem Verden.

Frøken von Hahn smilte med et syttenaars Smil i sit toogtrediveaarige Ansigt:

- Hvis man ikke vidste bedre, søde Tante Viktoria, skulde man virkelig tro, Du vilde fordærve os alle.

- Ikke Dig, lille Augusta, svarede Tante Viktoria, maaske en Kende tørt.

Overretssagfører Meyer var bleven blodrød i sit Hoved:

- Ja, i Hjemmet lærer mine Døtre ikke sligt. Overretssagfører Schou lo højt og sagde:

- Er Du ikke med til Højtlæsningen, Lucie?

- Nej, sagde Lucie, jeg læser i Sengen.

- Jeg læser kun Bøger fra Buda-Pest, sagde Willy.

Hr. Sejer drejede pludselig meget brat via Buda-Pest Samtalen over paa Rejser, Rundrejser og Baderejser; mens Fru Madderson brød ud angaaende Bøgerne fra Pest:

- De er ogsaa illustrerede; og man hørte Frøken Sejer raabe:

510

- Paa hvad Sprog er det?

Fru von Hahn, der understøttede Rejsekonversationen, fandt, at der var virkelig yndigt i Franzensbad, og Frøken Ottilia Hauch sagde - og blev dryppende rød efter at have sagt det -:

- Ja, Jeg tog jo derhen hver Sommer, mens han levede.

Frøken Minna indskød hastigt - og ogsaa hun rødmede pludselig, da hun havde talt -:

- Vi var der da ogsaa i Forfjor.

Tjeneren havde indbaaret Isen. Den var formet som en mægtig Høne, der skærmede sine Kyllinger under de udbredte Vinger.

Der blev et Beundringens Raab.

- Næ, den er spættet, sagde Frøken Minna.

- Ja, saagu', er det ikke Parfait, lød det fra Hr. Schou.

- Man ser hver Fjeder, sagde Fru Madderson, der udtalte d'et i Fjeder.

Men Fru Lund lo højest:

- Tante Vik, Tante Vik, jeg har den allerede paa Tungen, jeg smager den allerede i Halsen.

Men Fru von Hahn, der skulde skære for, skar saa hidsigt med Skeen, at hun afflaaede hele Vingen med et Greb.

Pludselig havde Hr. Overretssagfører Meyer rejst sig, og han slog paa sit Glas.

- Nu taler Executor, halvhviskede Schou, mens Frøken Sejers Ansigt fik et pludseligt Liv og hendes Øjne lyste - lidt som Staal - op mod Ven Meyer.

Hr. Meyer, der stod, saa man saá, at rund Ryg var noget, der laa til Familien, sagde, at han vidste bedst, Tante Viktoria holdt ikke af Taler og "mindst til sin egen Ære".

- Men naar man faar en Idé, sagde Hr. Meyer, er man nu en Gang ... en Gang dens ... Slave. Min Tale er iøvrigt ingen Tale. Jeg vil - og Overretssagføreren løftede sin lidt krogede højre Haand mod Isen - kun 511 pege paa dette Billede, og alle forstaar mig. Tak, Tante Viktoria.

Hr. Meyer forblev et Øjeblik, let rørt, staaende bøjet over Billedet og sin Tanke, mens Fru Lund og Fru Madderson løb op til Frøken Sejer, der nikkede:

- Ja, Tak, Tak, sagde hun til alle dem, der klinkede: gamle Tante skærmer, hvor hun kan.

- Ja, Hr. Overretssagføreren er nu altid saa symbolsk, sagde Fru Madderson.

De klinkede og stødte Glassene sammen. Willy og Pigebørnene slog deres Skeer i Takt mod Tallerkenerne, men Fru von Hahn hviskede snerrende til Assistenten:

'- Hvorfor talte Du ikke? Hvorfor skal det altid være Meyer?

Frøken Sejer sad og saá rundt paa dem alle, da de var kommet paa Plads:

- Ja, lille I, sagde hun, nu slagter I Hønen.

Hun vinkede ad Frøken Holm, der sagte fik en Besked.

Hønen havde naaet Fru Lund, der huggede kraftigt til:

- Nej, den revner, sagde hun.

- Aa, det smukke Syn, sagde Fru Madderson: at det skal ødelægges.

Fru Lund, der havde bemægtiget sig det halve Bryst,, sagde:

- Gud, det kunde jeg virkelig ikke gøre for. Dyret er jo hult.

- Ja, sagde Frøken Sejer, hvis Øjne stadig spillede hen over Bordet som Øjnene paa et Kryb: indeni er der Ingenting. Spist er Spist.

- Ja, sagde Fru von Hahn.

Medhjælpen Jensen, der, over de mange Sæt Skørter, bar et kæmpemæssigt hvidt Forklæde med Mellemværk, kom ind med tre Champagne-Kølere, hvori Sølvhalsene prynsede.

Der blev en ren Opstandelse, mens alle de unge klappede i Hænderne. Hr. Meyer blev i Ansigtet stiv 512 som en Maske, og Fru Madderson, der glad havde smilet og rørt Hænderne sammen med de Unge, stivnede paa en Gang til, med ganske samme Udtryk i sit Ansigt som Hr. Overretssagføreren. Fru von Harm var bleven hvidgraa:

- Det er jo et Drikkelag, sagde hun og kunde ikke ganske skjule, at hendes Stemme dirrede: man skulde næsten tro, Viktoria, det var et Gravøl.

- Synes du, lille Therese, svarede Frøkenen. Assistent Sejer trommede med alle sine ti Fingre paa Bordet, mens Fru Lund sagde:

- Aa, der er intet, der læsker som Champagne. Vi fik den jo kun ved Nummer éts Daab. Men Frøken Lucie sagde halvhøjt:

- Naa, skidt forresten, naar vi bare har det rart, saalænge hun lever.

Frøken Sejer sad pludselig ganske rolig. Hovedet havde hun strakt frem - ligesom for bedre at se fra Ansigt til Ansigt - saa hun, med de fremrakte ti Fingre hvilende paa Bordet, lignede en stor Edderkop, der spandt:

- Ja, Champagne taaler jo ikke at gemmes, sagde hun.

Hr. Schou, til hvem Tjeneren var naaet, spurgte halvsagte :

- Hvad er det for et Mærke?

- Mumm, Hr. Overretssagfører, svarede Tjeneren.

- Ja, saa tror jeg s'gu, hun er skør, sagde Hr. Schou.

- Det kildrer i Munden, sagde Frøken Lucie, der drak.

- Hvordan, spurgte Hr. Schou. , - Pyh, det véd De jo godt.

. Den første Knallert futtede over Bordet. Det var Willy, der knaldede med Fru Madderson. Devisen faldt ud midt paa Dugen, hvor alle de Unge sloges om den for at læse den højt.

513

- Lad Willy, raabte Frøken Sejer: han læser saa tydeligt.

- Ja, lad Willy, skreg Frøken Emilie: det eneste, han kan, er lidt Fransk.

Men Frøken Lucie knaldede allerede med Hr. Schou:

- Uh, hvor ækelt, sagde hun, mens Hr. Willy læste højt af Fru Maddersons Devise, der var et Refrain fra Montmartre, som kunde faa Hestepassere til at rødme - mens alle lo.

- Augusta, sagde Fru von Hahn. Men Frøken von Hahn knaldede allerede med Assistenten.

- Hør, Willy, raabte Fru Lund og svang en Knallert over sit Hoved: jeg samler dem til Lærerinden om Aftenen.

Men Hr. Willy, der knaldede saa med Fru Lund og saa med Fru Madderson, blev ved at læse op, Vers efter Vers, mens de lo og de klappede.

- Aa, Hr. Willy, nu brændte jeg mine Fingre, smægtede Fru Madderson, og førte Fingrene koket gennem Luften.

Willy læste stadig:

Encore un baiser qui ne tir e à rien .... men pludselig stoppede han: Den er s'gu for slem, sagde han, mens det var, som hans røde Læber funklede af Fornøjelse.

- Hvad siger han? hvæsede Frøken Sejer, der havde tabt det Kasimirs Sjal og som sad med fremstrakte Hænder som en gammel Heks, der varmer sig tæt ved Baalet.

- Her med den, sagde Frøken Lucie, og hun greb Devisen fra Willy for, purpurrød, at læse den sammen med Hr. Schou, hvis Overskæg kælede for hendes Kind, som en Sergents mod sin Dames under en sagte Vals i et Danselokale.

De hørte ikke Ørenlyd, mens de knaldede igen, og alle de Unge læste højt, tilbagelænede, leende - imellem hverandre.

- Nej, sagde Willy, der sprang op: Foredraget er s'gu mit; og han raabte over alle de andre:

514

Amour, amour, oh, chose difficile ...

- Hit med den, sagde Fru Lund, jeg samler.

- Man hører det jo ikke, raabte Frøken Sejer, der rokkede op og ned paa sin Egetræsstol.

- Gud, Hr. Willy, hørte man fra Fru Madderson, mens Frøken Ottilia ungdommeligt var ved at krybe ud af sin egen Nedringning.

Amour, amour, oh, chose difficile ...

- Om vi snart hævede Bordet, sagde Fru von Harm, der ikke var vant til franske Konditorvers paa sin Klit.

- De har dog virkelig træffende Indfald, sagde Assistenten og knaldede for tredie Gang med Frøken Emilie, som, naar Assistenten, med Fremtiden for Øje, gennemgik sit kvindelige Bekendtskab, alligevel syntes ham at være af en betryggende Soliditet.

Ovre hos Hr. Schou lo Frøken Lucie, saa det klukkede. Danske Udraab blandedes med franske Vers. Fru Madderson viste over Bordet Hr. Overretssagføreren den stakkels brændte Finger, mens Fru Lund, ude paa Gulvet, halvsloges med Willy, der var sprungen op paa en Stol.

- Ønsker Frøkenen? sagde Tjeneren, der stadig ombar Skaalen med Deviserne, til Frøken von Hahn.

- Hvor de morer sig, sagde Frøken Sejer, hvis Øjne helt var hørt op at rinde: Aa, Latter, Etatsraad, er saa sund.

Frøken Lucie var gaaet ganske bag over i Armen paa Hr. Schou, mens Frøken Minna sagde til Hr. Overretssagfører Meyer:

- Ja, det er nu dejligt, naar Ungdommen kan more sig i Familien.

- De ønsker ingen Knallert? sagde Hr. William Ask til Fru Bella.

Og da hun rystede paa Hovedet, sagde William:

- Pengenes Magt, Fru Schou, er dog ikke Livets Magt.

- Nej, svarede Fru Schou sagte: der er andre Egne, hvor man farer endnu mere vild.

515

Willy sprang pludselig ned af sin Stol:

- De, Frøken Holm, raabte han til Selskabsdamen og strakte en Knallert mod hende, mens hans skinnende Øjne saá midt ind i hendes:

- Tak, Hr. Willy, svarede hun: men jeg kan altfor lidt Fransk.

- Lille De, raabte Frøken Sejer: De brænder saamæn ikke Deres Fingre.

- Men brændt Barn skyer Ilden, hviskede Frøken Lucie.

- Vi to, sagde hun og rakte en Knallert mod Willy. Amour, amour, oh, bel oiseau ... Der var ikke flere Knallerter. Etatsraaden havde faaet den sidste, som var tom.

- Ogsaa en Konditor, sagde han, véd, at paa de Gamle er Versene spildt.

Under en Smule Stilhed blev Skylleskaalene bragt ind, og Selskabet dyppede Spidserne af sine Fingre.

- Ja, saa Velbekomme, siger den Gamle, sagde Frøken Sejer og rejste sig ved Etatsraadens Arm.

- Nu véd jeg ikke, om dette ikke snart skulde forbydes, sagde Fru von Hahn, idet hun gik forbi Assistenten.

Hr. Willy var et Øjeblik bleven tilbage i Spisestuen, hvor han, med Hænderne i Lommen, med spillende Øjne betragtede Valpladsen:

- Ja, Lauritzen, sagde han til Tjeneren: der er s'gu mange Slags Natcaféer, og Familielivet udvikler sig. Han stod lidt:

- Har De ingen Plads?

- Nej, ikke for Øjeblikket, sagde Tjeneren, der afpudsede sine Negle med en Serviet.

- Naa, sagde Hr. Willy og drejede sig: De klarer Dem nok foruden.

- Man har jo lidt at ta'e til, svarede Hr. Lauritzen med sit ganske ubevægelige Ansigt.

Midt i Dagligstuen talte Fru Lund sine Deviser sammen.

516

- Sytten har jeg, sytten, sagde hun. Rundt om takkede alle for Mad, mens Fru Madderson hviskede til Fru Lund:

- Jeg faar jo nok Lov at læse dem lidt i Ro, siden, naar de andre er ved Kaffen.

- Tak for Mad, sagde Overretssagfører Schou og kyssede Fru Bella paa Kinden, saa han lige strejfede den.

Mens Tjeneren bar Kaffen om, talte Overretssagfører Meyer om en Skilsmissesag:

- Man véd undertiden ikke mere, om Menneskene længer har nogen Samvittighed, sagde han: I dette Tilfælde er der fem Børn.

Skilsmissesagen, som var celeber, bredte sig i Stuerne, og Etatsraaden sagde:

- Ja Skilsmisse er ved at gaa ind blandt vort Samfunds Sakramenter.

- Pyh, sagde Frøken Lucie: Jeg véd saamæn ikke, hvorfor man ellers skulde giftes.

Men Hr. Meyer, der saá Assistenten lige ind i hans Ansigt, sagde:

- Men hvor kommer al denne Usædelighed fra? Det er rent ud, som om den hærgede Familierne. Assistenten løftede Skuldrene:

- Principperne er døde, Overretssagfører. Frøken Sejer, der sad med sin Kaffekop, som læste hun i dens Grums, sagde:

- Naa, naa, lille Børn, jeg er nu glad over, at der stadig bliver mere Frihed for Menneskene.

- Hvorfor, Frøken, spurgte pludselig Hr. Ask. Frøken Sejer, hvis plirrende Øjne saá op og ned ad William, svarede:

- Lille De, man skal aldrig tale til en Forfatter.

- Men, lagde hun til: Jeg synes nu, det er rart, der køres hurtigt Da jeg var ung, havde man i Tivoli - ja, lille De, det var den Gang - noget med Sækkeløb. Nogle Drenge, der løb, med Sække over deres Hoveder. 517 Den Gang var man nu mere barnlig. Men morsomt var det at se, som de tumlede.

- Man har vist de Sækkeløb endnu, sagde William. Frøken Sejer smilede:

- Ja, det véd jeg ikke. Nu sidder jeg jo kun ved Koncertsalen, hvor der forresten ogsaa er rart.

- Drik dog, lille Børn, sagde hun og pegede paa mange Likørflasker.

Overretssagfører Schou nærmede sig Tjeneren, der skænkede i Glassene, og sagde halvhøjt:

- Hvad er det for Sprøjt, Lauritzen?

- Hr. Overretssagføreren maa vist holde sig til Etiketterne, sagde Tjeneren, der bukkede.

- Og saa gaar vi Gamle til Kortene, sagde Frøken Sejer: Vil Frøkenen slaa Bordene op?

Frøken Holm gik, uden Ord, gennem Stuerne og begyndte paa Bordopstillingen.

- Hvad vil dog Tante Vik med det hvide, irriterende Menneske? spurgte Fru Lund, da Frøken Holm var gaaet forbi.

- Kære, svarede Frøken Emilie: det er jo altid rart, naar saadan en Person har en Klods om Benene. Du véd jo, hun har den Unge kravlende i Lyngby.

- Aa, den Stakkel, sagde Fru Lund: At tænke sig at have Børn tilmed udenfor Ægteskabet.

- Fødslerne udenfor Ægteskab er ogsaa i Aftagende, sagde Hr. Willy, der var traadt til.

- Fru Lund lo:

- Er det for din Dyds Skyld, Willy? sagde hun.

- Det bliver i hvert Fald ikke anderledes, hvis jeg tager til Ægte, svarede Willy og drejede sig paa Hælen.

- Nej, sagde Fru Lund: Man burde nu ikke have Willy gaaende i en Familie. Man véd ikke Bund i alt det, han bringer med sig.

- Aa, brød Lucie ind: De andre er saamæn ikke bedre. Du véd ikke, hvad man hører paa et Bal.

- Og siger, raabte Willy henne fra sin Krog, hvor han lænet til et Bord stod og sparkede med sine Ben.

518

- Augusta, sagde Fru von Hahn, der havde Datteren henne bag et Skab: Jeg siger Dig, det er som jeg siger. Hun ligefrem sælger nu af sine Ting. Hvorfor skulde Skaalene ellers ikke være paa Bordet. Men Du kan vel nok, naar Du færdes lidt saadan frem og tilbage, faa et Blik i Porcelænsskabet, saa vi har Bevis. Jeg taler nu i alle Fald med Etatsraaden, naar hun er gaaet til Kortene. Men Ulykken er jo den, der er ingen Sammenhold i Familien.

Frøken von Hahn stod lidt:

- Mama skulde først tale med Fætter Schou.

- Hvorfor?

- For han maatte jo blive Værgen, sagde Frøken Augusta.

- Barn, det er umaadeligt, sagde Fruen: saa Du altid har din Omtanke.

- Det læres man vel op til, Mama, svarede Datteren, naar man aldrig har haft andet end Pjalterne.

Moder og Datter skiltes.

Frøken Augusta gik ud i Spisestuen, hvor Madam Jensen ved Buffet'en slubrede Cremen fra Istallerkenerne i sig med en Suppeske og Frøken Holm sammensankede de brændte Mandler fra Knallerterne, som var blevet liggende rundt om paa Bordet - og pludselig holdt op, da Frøken von Hahn kom ind.

Frøken Augusta troede virkelig, at hun havde glemt sine Handsker herinde, og hun begyndte at gaa rundt om Bordet, søgende, som søgte hun en Synaal.

Madam Jensen vendte sig ikke, og Frøken Holm var gaaet.

Frøken von Hahn var naaet til det store Skab:

- Aa, sagde hun: De henrivende gamle Laase. Hvor de vilde være dejlige paa et Toiletmøbel.

Hun begyndte at føle paa de gamle Laase og paa Nøglerne.

Inde i den inderste Dagligstue satte Frøknerne Hauch, Fru Madderson og Frøken Sejer sig til Kortene.

- Det er saa rart, sagde Frøken Sejer og skuttede 519 den vanføre Ryg: Saa inderlig rart med Kort. Er det ikke altid, Lille I, ligesom man sidder og blander noget mellem Fingrene.

Det andet Spillebord stod tomt.

- Skal Etatsraaden spille, spurgte Fru von Hahn, der dog havde besluttet at begynde med Lægen, fra Døren til den anden Dagligstue: Forellers vilde jeg saa gerne tale med Etatsraaden - blot et Ord.

- Ja, jeg havde ganske vist tænkt at spille, svarede Etatsraaden.

- Det skal kun vare ganske kort, sagde Fru von Hahn.

Fruen gjorde Plads for Etatsraaden og de gik ind i den anden Dagligstue, hvor Fruen bød Etatsraaden ned i en Sofa.

- Ih, sagde Fru Lund, er de begyndt at spille? Saa maa jeg ind at tinge mig Tante Viks Gevinst. Og Fru Lund gik, mens Willy fulgte.

- Kære Etatsraad, sagde Fru von Hahn: Det gør mig jo saa ondt Men Fætter Sejer og jeg ængstes jo virkelig efterhaanden - for Viktorias Befindende, saadan som hun har det.

- Hvordan, Frue? spurgte Etatsraaden og saá paa hende.

Fru von Hahn gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med Hovedet, næsten som en Jockey, der skal til Springet:

- Kære Etatsraad, sagde hun og pludselig kaldte hun paa Fætteren: Fætter Sejer, kom herhen; og fortsatte derpaa til Etatsraaden:

- Dette er jo dog ikke normalt, bedste Etatsraad.

- Nej, sagde Assistenten: Og vi lider jo alle, tør jeg sige, ved at se paa det. Rent bortset fra den urimelige Omgang med Midlerne.

- Lille Augusta, sagde Fru von Hahn til Datteren, der lige kom ind:

- Træk Portieren en Smule for.

Frøken von Hahn hviskede et Nu til sin Moder:

520

- Mama, de er der ikke. Hverken Skaalene eller de kinesiske.

- Hvad sagde jeg, sagde Fru von Hahn. Etatsraaden, der stadig betragtede Fruen, spurgte:

- Men hvori mener Fruen egentlig, at det abnorme skulde ligge hos Frøken Sejer?

- Det abnorme, sagde Fruen, der var som Aske i sit Ansigt: Det abnorme? Men nu maa vi raadslaa med Meyer. Han kender dog til Lovene.

Hr. Overretssagfører Meyer kom til, efterfulgt af sin Datter, Frøken Emilie, der tog Plads paa en Sofakant:

- Kære Meyer, sagde Fru von Hahn: Vi sidder her og taler om den stakkels Viktoria. De mener jo som jeg, at hun nu vilde have det meget bedre paa en Anstalt.

Overretssagfører Meyer gned uafladelig sine Hænder:

- Ja, sagde han, Hr. Etatsraad, der er desværre Tegn .......... Men det maatte jo være paa en Klinik.

- Bedste Meyer, brød Fruen ind: Klinikker giver aldrig nogen Sikkerhed. Og Viktoria er ikke Herre over sig selv.

- Men, sagde Etatsraaden: hvori ytrer det sig? Der maa dog være Symptomer ...

- Symptomer, røg det ud af Frøken Emilie, der paa sin Sofakant ganske havde faaet det fædrene Udtryk i sit Ansigt: Symptomer er der saamæn nok af.

- Men dem krammer man dog ikke ud i Viktorias eget Hus, sagde Fru von Hahn.

- Bedst var Klinik, sagde Hr. Meyer: Saa opretholdes Skinnet Og om Umyndiggørelse kan der ikke være Tale i Familien.

- Hvorfor, sagde Fru von Hahn.

- Skulde man maaske, Tante Therese, ha'e Skandale i Familien? sagde Frøken Emilie, der hastigt vendte Kurs, følgende sit Ophav.

Etatsraaden havde lænet sig tilbage med et Udtryk i 521 Ansigtet, som hengav han sig til sin Yndlingsbeskæftigelse, at fotografere med Røntgenske Straaler:

- Ja, sagde han og smilede ganske let: var Umyndiggørelse da ikke Meningen?

- Hr. Etatsraad, sagde Hr. Meyer: saadan noget gør man ikke i en Slægt, der nyder Agtelse og - desuden har Publikums Øjne paa sig.

- Og frem for alt, sagde Fru von Hahn til Hr. Meyer: blev jo Schou Værge, da han staar nærmest ... og "Tilliden" vilde maaske ogsaa svækkes.

Assistenten sagde, mens Overretssagfører Meyer blev hvid i sit Ansigt:

- Ja, mine Herrer, dette kan jo i hvert Fald ikke blive ved. For Familiens Skyld. Vil De sige mig, Meyer, hyad lever hun af? Hun maa jo tage op af Kapitalen.

Hr. Meyer sagde:

- Som Executor ......

- Jeg tror ikke, sagde Fru von Hahn, der dirrede: at gale Folk kan vælge lovlige Executorer ....

- Vil De sige mig, hvad de mener, halvtraabte Hr. Meyer.

- Hvad jeg siger, svarede Fruen og saá ham lige ind i hans Fugleansigt.

Hun holdt inde et Øjeblik og skiftede Tone:

- Jeg har nu altid fundet, at den lige og aabne Vej er den bedste. Og Anstalt og Værgemaal er en Nødvendighed .... jeg véd, hvad jeg siger.

- Schou, kaldte hun.

Overretssagfører Schou hørte det ikke. Han havde klemt Hr. William Ask op i en Krog og talte om Koncessionen til en Jernbane paa Amager. Den søgtes af en af hans Venner.

- Det maa man s'gu dog respektere, sagde Hr. Schou, hvis Øjne var lidt stive, men som ellers var behændig i Tungen:

- Han har lagt Pengene paa Bordet. Hvem gør det, kære, nutildags, hvor ellers alle bare holder sig til 522 Bankerne? Pengene blankt paa Bordet. Det maa man s'gu dog respektere.

- Schou, kaldte Fru von Hahn igen.

- Ja, sagde Schou og holdt sig lidt ved Bordet, mens han gik.

Fru von Hahn begyndte ivrig sin Udvikling igen, til Overretssagfører Schou sagde:

- Ja, mig er det s'gu ligegyldigt. Men hvad mener Etatsraaden?

Etatsraaden svarede ikke. Men Fru von Hahn brød ind:

- Men hvad mener Du, som vilde blive Værgen?

- Jeg mener ingenting, sagde Schou: at arve hende vilde være rart. Ikke for det, der bliver ikke meget. Men alene det at arve styrker En paa Markedet.

- Dér har vi hele hans Firma, sagde Hr. Overretssagfører Meyer, der vendte sig.

- Hvad siger I derinde? raabte Frøken Sejer fra Spillebordet. Hr. Schou lo:

- Vi taler om Dig, Tante, sagde han.

- Det er nok derfor jeg sidder i Held, raabte Frøken Sejer tilbage.

Ved Spillebordet var de til Ende med den anden Rubbert og de begyndte at gøre op, mens Fru von Hahn sagde:

- Ja, en Bestemmelse maa der tages. Etatsraaden sad et Øjeblik, før han sagde:

- Ja, Familien kunde jo raadspørge en Specialist. Specialisterne rinder i saadanne Tilfælde ofte lettere paa Udveje. Men forresten troer jeg ikke, det kan lykkes.

Han tav paany et Nu, til han sagde:

- Frøken Sejer tør næppe kaldes farlig for sine Omgivelser.

Frøknerne Hauch, der havde spillet sammen, var ved at aflevere Gevinsten til Frøken Sejer. Men Frøken Sejer kunde ikke give igen. Hun havde kun tre Tyvekronestykker foran sig paa Bordet

523

- Tante Vik, din Gevinst er min, sagde Fru Lund, og hun løb ind for at faa den ene Tyvekrone byttet hos Etatsraaden, som fulgte med hende.

- Jeg kan s'gu ikke taale at se Guld, sagde Willy.

- Hvorfor dog, Hr. Willy, sagde Fru Madderson.

- Jeg tror, alle paa min Alder, sagde Willy, gaar rundt med Tyven i sig.

Etatsraaden saá pludselig paa ham:

- Ja, sagde han, der er et lille Vanvidspunkt i adskillige unge Hjerner.

Willy strakte den slanke Krop:

- Ja, Hr. Etatsraad, vi leger Røvere i Skoven.

- Nej, brød det ud af Frøken Lucie: at Willy tør sige det.

- Men, smilte Frøken Minna: Hvad gør Du, Lucie, da i Skoven. Hr. Willy lo:

- Hun bygger sig Hytter, sagde han.

- Hm, Hm, sagde Frøken Sejer og rystede sig: Der er ingen, der spøger som Willy.

- Og han, sagde Frøken Ottilia: der dog er saa inderlig kær mod sin Moder.

- Ja, sagde Willy: hende ser jeg kun to Gange om Aaret. Og saa er det dog ogsaa hende, der har bragt mig til Verden.

- Uh, sagde Fru Madderson og løftede Skuldrene som frøs hun: det er uhyggeligt. Det er virkelig, som om De talte Alvor.

- Aa,'De, lille Fru Meyer, Madderson vilde jeg sige, sagde Frøken Sejer: kan vist nok taale at høre det.

William Ask sagde efter Pausen, der opstod nogle Sekunder:

- Det er kedeligt, Willy, at det ikke er Dem, der er bleven Digter. Af Dem kunde man maaske faa Sandheden at vide.

- Mon? svarede Willy.

- Hm, ja, sagde Frøken Sejer: den Dreng har en lysende Hjerne.

524

- I deler, fortsatte hun og delte sin Spillegevtnst mellem Fru Lund og Willy: Man har altid sine Yndlinge i Familien.

- Skal vi ha'e Theen? raabte hun ind til Frøken Holm, der gik ned i Køkkenet, hvor hun traf Hr. Lauritzen og Jomfruen alene.

Da Frøken Holm var gaaet igen, sagde Hr. Lauritzen:

- Er dette Hus dog ikke lidt besværligt? Jomfruen rystede paa Hovedet:

- Næh, sagde hun: jeg holder nu af Huse, hvor saadan hver har sit.

- Hvad mener Frøkenen?

- Saa skjuler man med, sagde Jomfruen og satte Thepotten paa Bakken.

Da Hr. Lauritzen bragte Theen om, sagde Frøken Sejer:

- Saa synger De nok, Fru Madderson, en af deres Smaasange.

Fru Madderson svarede:

- Aa, det er jo saa lidt. Men jeg gør det saamæn saa gerne.

Fru Madderson begyndte at blade i "Album for Musik", mens alle, lidt trætte, fik The.

Saa begyndte Fruen at synge:

To Drosler sad paa Bøgekvist,
saa gode Venner var de vist,
med Sorg i Sind saa tyst de sad;
thi ak! de skulde skilles ad;
saa sang de begge to en Sang,
den sørgeligt i Skoven klang.

Fruens Stemme døde hen, mens man hørte Frøken Minna sige:

- Det er saa yndigt med lidt Sang. Det ligesom hører med, synes nu jeg.

- Ja, som det hygger, sagde Frøken Ottilia, der fik Øjnene aabne ved Lyden af Søsterens Organ: Og saa synger Fru Madderson saa nydeligt. Det er virkelig meget at have bevaret den Stemme i den Alder.

525

Hr. Meyer, der lyttede til paa en Stol og fulgte Takten med Hovedet, sagde:

- Ja, det er et Talent, et mærkeligt, mærkeligt Talent. Hun var født for Scenen.

Hr. Schou, der stod ved Siden af Assistenten, sagde og halvlo:

- Ja, se nu paa Meyer. Hver Mand har s'gu da ogsaa sin Galskab.

Men Fru Madderson vendte sig, mens hun begyndte paa Forspillet til andet Vers, og sagde:

- Jeg synger nu aldrig som hjemme, Hr. Overretssagfører.

Den første sang: "Min Hjertenskær!
Far vel! saa ses vi aldrig mer!"
Den anden sang: "Min Hjertensven!
Far vel! vi ses ej mer igen!"
Den første sang: "Paa fjerne Vej
min Hjertenskær jeg glemmer ej!"

Mens Fru Madderson sang, sagde Assistenten, som Svar paa Hr. Schous Ord om Galskaben:

- Jeg har nu aldrig forstaaet det Forhold, og jeg maa sige, jeg billiger ikke, at den Dame føres rundt i Familien.

- Aa, nej, sagde Schou: Her er Kludekammer nok i Forvejen.

Han gik over imod Frøknerne Hauch og sagde:

- Hvad er det saa med det Sted?

Og han satte sig midt imellem dem.

Ja, Du, sagde Frøken Minna: vi vilde jo, tilstaar jeg, helst sælge. Og vi har jo talt med Meyer - hun saá over paa Hr. Overretssagføreren, der bestandig lyttede med lukkede Øjne - men han er lidt uforstaaelig for Damer, saa fin Jurist han er.

- Naa, er han? sagde Schou.

- Han har saa meget med Stempler og al den Slags, sagde Frøken Ottilia.

- Ja, svarede Schou og trak paa Munden, jo mere han klistrer, desto bedre kan han fidte.

526

- Saa vi vilde jo egentlig, Albert, helst tale med Dig, sagde Frøken Minna.

- Ja, sagde Schou: hos mig er det Pengene paa Bordet. Og Formaliteterne besørger min Fuldmægtig.

- Hvad taler I om? raabte Frøken Sejer gennem hele Musikken.

Just, naar der blev musiceret, var Frøkenen saa' lydhør, som haandterede hun paa en Gang syv Hørerør.

- Man ser jo saa sjældent Albert, svarede Frøken Ottilia.

- Og han er dog altid saa hjælpsom, sagde Frøken Sejer: Og rap.

Hr. Overretssagfører Meyer var ligesom vaagnet ved Frøken Sejers Stemme:

- Ja, Meyer, sagde hun til ham, da han pludselig stod op:

- Det er dejligt med saadan lidt Musik, Ven Meyer. Men Frøken Minna sagde hastigt til Hr. Schou:

- Ja, Albert, saa kommer vi til Dig - begge. Der er jo rigtignok det, at saa meget som Lejen faar vi aldrig i Rente.

Schou snoede sit Overskæg:

- Aa, jo, sagde han: det gaar nok, naar vi kun skaffer Huset paa de rette Hænder. Det er s'gu aldrig de vanskeligste Ejendomme at handle med.

Frøken Emilie skød frem bag et Gardin hen mod sin Fader, medens Fru Madderson stadig sang:

Den anden sang: "I fjerne Bo
mit Hjerte aldrig fanger Ro!"
En fløj til Øst, og en til Vest:
"Nu har til Brud jeg Sorgen fæst!"
En fløj til Vest, og en til Øst:
"Far vel j Farvel! foruden Trøst!"

- Hm, sagde Frøken Emilie: nu sælger Schou Hauch'ernes Hus. Men man kan jo heller ikke have sine Øren allevegne.

Hr. Meyer dukkede pludselig to Gange med sit Hoved som en arrig Vædder:

527

- Hvad véd Du om det? hvæsede han. Og paa en Gang vendte han sig om imod Klaveret og sagde meget højt:

- Fruen har sunget nok.

- Ja, Hr. Overretssagfører, sagde Fru Madderson, og hendes Hænder faldt plat ned fra Tangenterne.

- Tak, sagde Willy inde fra den anden Dagligstue, hvor Fru Bella Schou i en Krog sad og saá i Album'er. William kom til:

- Uha, sagde han: Hun synger som en kunstig Kanarie.

- Hun synger, som den hun er, sagde Willy.

- Jeg har ikke hørt det, sagde Fru Bella: Jeg har siddet og set i Album'er.

- Er det Familiens? spurgte William.

- Ja, sagde Fru Bella: Det er underligt, hvor alle de Ansigter alligevel ligner hinanden - og det lige fra de er unge.

- Ja, sagde han.

- Der er dog en Forskel, sagde Willy: paa de andre er Pukkelen vokset ind efter. William Ask lo:

- Ja, det kan saamæn gerne være, at Frøken Viktoria er den uskyldigste.

- Men, spurgte Fru Bella og stirrede frem for sig: hvor kommer det altsammen fra?

- Fra Kammerraaden, sagde Willy: Og nu er det tredie Generation.

Fru Bella lo pludselig:

- Og Du, Willy, er dens Gentleman. Willy gyngede lidt i Kroppen:

- Hvorfor, sagde han: kan Du aldrig, Bella, falde paa at forelske Dig lidt i mig?

- Nej, Willy, svarede Fru Bella, der lo: Det er virkelig aldrig faldet mig ind.

- Desuden, blev hun ved: vilde det vist slet ikke være nogen Behagelighed. Du, Willy, tænker altid paa 528 den, Du endnu ikke har haft, og alle dem, Du har magasineret, skænker Du ikke en Tanke.

- Det er vel Tiden, svarede Willy, hvis Øjne pludselig var blevet sørgmodige.

- Det er en Begærlighed, sagde Fru Bella. Tjeneren meldte, at Frøknerne Hauchs Vogn var der.

- Nej, allerede, sagde Frøken Ottilia, og de to Søstre begyndte at tage Afsked med alle under mange smaa Forbøjninger.

Fru von Hahn stod mellem Assistenten og Hr. Meyer:

- Naa, sagde hun: -saa kom vi da heller ikke videre i Dag. Men paa Dig, Fætter Sejer, kan dog heller Ingen stole.

Assistenten svarede, medens han betragtede sine Negle:

- En Mand i min Stilling, Therese, gaar aldrig over Grænsen.

Fru von Hahn lo:

- Men, De, Meyer, kan vist se længe efter Bo. For nu kan jeg jo gerne sige det, hun ligefrem sælger af det, der har Værdi.

Hr. Overretssagfører Meyer aabnede sin Mund:

- Hvad er det, De siger? sagde han.

- Jeg siger, svarede Fru von Hahn: at hun sælger Rub og Stub. Saá De da ikke, at vi spiste paa Fajance?

- Nu, da De siger det, Naadige, sagde Hr. Meyer, der saá ud som en Mand, i hvis Hjerne Tankerne pludselig valsede:

- Men hvorfor ... hvorfor? sagde han og virrede med Hovedet; hvorfor skulde hun gøre det?

- For at tømme Boet, Meyer, svarede Fru von Hahn, i hvis Haarpynt de to Strudsfjer vajede som to Faner.

- Det er besynderligt - - for Fru Madderson har sagt mig det samme. Ja, ja, blev Overretssagføreren ved, mens et pludseligt Beundringens Glimt gled hen over hans forvirrede Ansigt: det er Kvindernes Instinkt, som jeg siger, Kvindernes Instinkt ...

529

- Men paa den anden Side, maa man betragte Forholdene, sagde han i en anden Tone: Hvordan skulde hun faa det gjort? Hun kan dog ikke selv ...

- Det er naturligvis ham, den Lyse, der altid render her, brød Frøken Emilie ind, som besørger det

- Hvem? spurgte Faderen.

- Hva' for En? det var Fru von Hahn.

- Jeg kender ham ikke. Men set ham har jeg da mange Gange og med Pakker - her paa Trapperne.

- Men hvordan, Emilie?

- Jeg, svarede Frøken Emilie, gaar virkelig en Gang imellem ind og knapper en Støvle her i Porten. Hr. Meyer kastede et Blik paa sin Datter:

- Ja, men naar Etatsraaden ikke vil, sagde han.

- Der er da andre, sagde Fru von Hahn: Specialisterne har dog heldigvis dybere Kundskab - selv om de ogsaa er dyrere.

Assistenten sagde, mens han stadig saá paa Neglene:

- Naturligvis har Therese Ret - paa Bunden. Hr. Meyer der endnu bestandig saá ud, som havde han Myg i Hovedet, sagde:

- Ja, saa er der jo ikke andet end en Anstalt. Man maa vel skride ind, hvor beklageligt det saa er for os alle.

Og da Overretssagfører Schou slentrede forbi, vendte han sig rask og sagde hjerteligt:

- Vi to Kolleger har faaet talt saa lidt med hinanden iaften.

Og han slog Kollegaen paa Skuldren med sin krogede Haand.

- Hvordan saá han ud? halvhviskede Frøken Augusta von Hahn til Frøken Emilie.

- Hvem?

- Ham, Du har set paa Trapperne, den Blonde. Frøken Emilie beskrev ham.

- Saa kender jeg ham, sagde Frøken von Hahn: fra Gaden, tror jeg.

- Gør Du? - og Frøken Emilie lo kort -: Det 530 tvivler jeg saamæn ikke om. Du har altid Øjnene med Dig - ad den Kant

Frøknerne Hauch var færdige med at tage Afsked og omfavnede Frøken Sejer:

- Aa, Viktoria, nej, nu var jeg lige ved at glemme det. Det blomstrede Sengetæppe, Du véd, vilde Ottilia og jeg saa gerne laane til Mønster. De gamle Mønstre, Du, er jo nu igen ved at blive nye.

. - Fik jeg det sidste igen? sagde Frøken Sejer: naa, lad Holm ta'et

Frøknerne Hauch var ude.

- Hm, sagde Frøken Sejer, da Døren var lukket efter dem: det er saa rørende, Minna bliver aldrig træt af at pynte Ottilias Jomfrubur.

- Augusta, lagde hun højere til: har Du set Hauch'- ernes nye Karl til at gaa tilhaande? Han er rigtig brav af Krop. De har taget ham fra Husarerne.

Hr. Schou, der stadig stod og talte med Hr. Meyer, der nu var naaet til "Værgemaalet", sagde:

- Mig er det s'gu lige fedt. Det er ikke af mine Forretninger.

- Det har jeg jo altid tænkt, sagde Hr. Meyer: Og Værger kan jo beskikkes af Øvrigheden.

Fru von Hahn havde pludselig slaaet sig ned hos Frøken Sejer og spurgte om, hvor hun købte sit Vildt, for intetsteds fik man dog saadan en Hare.

- Man faar ogsaa dejlig Sauce hos Dig, Therese, sagde Frøken Sejer.

- Gud, Viktoria, at Du kan ligne dem med dine. . Inde i den anden Stue studerede Fru Lund og Frøknerne Meyer Deviserne om igen, under megen og lidt nervøs Latter. .William Ask og Willy sad ovre i en Sofa:

- Aa, sagde Willy: At man gider gaa herhen og se de Spurve hakke i deres Tvebak. Og saa har man ikke en Gang saa meget for det som to Tiere, saa man kan spise standsmæssigt til Aften.

Forfatteren smilede træt:

531

- Dem kan De da faa hos mig, sagde han og tog to Sedler op af sin Vestelomme.

- Det er s'gu egentlig en Skam, sagde Willy, der tog dem med sin ringbesatte Haand og skød dem ned i sin Kjolelomme: Men hjemme kan man heller ikke være.

- Men hvorfor?

- Jo, sagde Willy: for saa kunde det undertiden hænde, at man lægger sig hen og brøler.

Og, da William løftede Hovedet og saá paa ham, lagde Willy til - og hans Ansigt var pludselig fuldt af alle de Rynker, hvormed de næste tredive Aar vilde præge det -:

- Ja, for hvad er der, Mand?

Etatsraaden, der havde tilbragt den sidste Time i en Gyngestol, hvor han gennemstuderede "Berlingske", gik dem forbi:

- Hvorfor vil De egentlig ingenting, unge Menneske? sagde han til Willy.

- Hva' skal man ville? spurgte Willy.

- Være et Led, svarede Etatsraaden: Men unge Ven, det er netop dér, Ungdommen vægrer sig.

Etatsraaden gik videre, ind for at tage Afsked med Frøken Sejer, der stadig sad ved Siden af Fru von Hahn.

- Den kære Etatsraad ser lidt træt ud af Øjnene, sagde Fruen.

- Maaske nok, svarede Etatsraaden: Naa, Frue, man kan dog endnu baade se og høre.

- Farvel, Frøken Sejer - og Etatsraaden bukkede -: Det er nu alligevel mig, der holder Haanden over Dem.

Fru von Hahn blev et Øjeblik meget bleg, men hun sagde inderligt:

- Som over saa mange andre.

- Hm, svarede Etatsraaden, under hvis Blik Fru von Harms gulblege Ansigt pludselig skiftede til et Rødt: 532 En Huslæge betyder ikke saa meget nutildags. Han kan lige akkurat ... holde det værste fra Dørene.

- Ja, sagde Frøken Sejer: De er rar - og pludselig smilte hun - hvis man trængte til Dem.

Fru von Hahn havde brat drejet Hovedet og set paa Kusinen. Men Frøken Sejer rejste sig kun:

- Farvel, lille Raad, Farvel. Og Tak, at De kom.

Og hun fulgte ham til Døren.

Fru von Hahn var lynsnart staaet op og var gaaet over til Hr. Overretssagfører Meyer, der havde endt sin Samtale med Kollegaen Schou.

- Naa, sagde hun og lo med en ligesom udtørret Latter:

- Fik De saa Værgemaalet? Uden at vente paa Svar gik hun tilbage til Frøken Sejer og sagde:

- Hvor det maa være dejligt at have Raad til at holde saadan en Huslæge. Huslægen giver dog altid Huset Præg.

- Ja, svarede Frøken Sejer: Etatsraaden, lille Therese, er saadan betryggende.

Tjeneren meldte Hr. Overretssagfører Schous Vogn, og Fru Emma Lund sagde til Fru Bella:

- Kære Bella, kunde jeg ikke køre med Jer ... Det var dog altid et Stykke.

- Kære Emma, saa inderligt gerne, svarede Fru Bella, der vilde sige Farvel til William Ask og Hr. Willy.

- Vi slaar Følge, sagde Willy: Nu tror jeg endelig, Fuglene putter Hovedet under Vingen.

Schous, Willy og Ask gik ud i Entréen, hvor Schous pelsklædte Tjener lagde den matsorte Aftenkaabe om Fruen.

Ogsaa Fru Lund kom ud og fik Stumpjaketten paa sig, mens Hr. Schou vendte sig og sagde:

- Er Madame færdig?

- Hele Selskabet gik ned ad Trapperne, Fru Bella og William forrest

533

Da de var kommen en Afsats længere ned end de andre, sagde Fru Bella:

- Min Ven, det værste er alligevel den evige Fortsættelse.

- Hvordan mener De? spurgte Ask. Fru Bella tøvede lidt, før hun sagde:

- I Morgen er det os, der skal have Middagsselskab. Min Mands Forretningsvenner.

- Ja, sagde William, der spises jo en Del til Forretninger nutildags.

I det mindste i nogle Forretninger, sagde Fru Bella.

De kom ned i Porten allesammen, og Fru Lund steg først ind i den ventende Vogn:

- J^g troer, jeg slaar et Slag med Ask, sagde Hr. Schou, da ogsaa hans Frue var staaet ind i Vognen. Og, vendt til Tjeneren, tilføjede han:

- Hans behøver ikke at vente paa mig. Fru Bella havde, uden at tale, indsvøbt sig i sin matsorte Kaabe, som i et Lin:

- Godnat, sagde hun og bøjede sit Hoved.

Vognen kørte bort.

Willy var gaaet ud af Porten og sprang netop op paa en elektrisk Sporvogn, da Hr. Schou og Ask kom frem paa Fortovet.

Willy stod deroppe i Vognens gule Lys.

- Flot er han, sagde Hr. Schou.

- Ja, den Belysning klæ'er ham, sagde William, der fulgte ham med Øjnene.

Inde i Sporvognen vendte Willy sig og saá pludselig Hr. Lauritzen, der bar en Flipbeskytter af sort Moirée antique:

- Sidder De dér, Lauritzen? sagde Willy: Saa vi skal med samme Vogn.

- Det ser saadan ud, Hr. Hauch, svarede Lauritzen og hilste.

Overretssagfører Schou og William Ask var gaaet et Stykke henad Gaden i Tavshed.

Saa sagde Schou og pustede let:

534

- Det gjorde godt at komme ud i Luften. De kan tro, gode Ven, det svimler undertiden en Smule i en Hjerne i disse Tider.

- Det vil jeg tro, sagde Ask: Det er jo heller ikke saadan at faa ombygget en hel By ... paa Spekulation.

- Omkalfatret, mener De, sagde Schou. Han gik lidt, tavs, igen:

- Véd De forresten, sagde han saa, at jeg ogsaa har været Digter? Jeg udgav s'gu en Novellesamling, da jeg var treogtyve Aar, pseudonymt. Nu digter jeg Prospekter.

- Naa, tilføjede han lidt efter: Vi har maaske i det Hele lidt for mange Digtere - ogsaa i Forretningerne.

- Vi slaar for store Brød op i for smaa Ovne. Der er for mange, der hakker i den samme Kapital - og hugger ned over den samme By.

Overretssagføreren lo ud i Luften:

- Mærkede De ikke, hvor trangt vi sad oppe hos Tanten Viktoria?

- Jo, lidt trangt. Men, sagde Ask: naar De blot slaar kraftigt ned over "de smaa Penge".

- De er for smaa, svarede Schou: hvis de overhovedet er.

Han gik lidt, før han drejede Ansigtet mod William:

- Hør, det var en Idé, kunde De ikke digte et Prospekt over noget ude langs Strandvejen? Ask svarede ikke.

- Vi betaler godt, sagde Hr. Schou: og der er vel Dage, hvor ogsaa De er i en Forlegenhed?

- Ja, sukkede Hr. Ask som ud af sit fulde Hjerte.

- Han siger ikke Nej - ved en Lejlighed, tænkte Hr. Overretssagfører Schou.

Og de gik videre.

.... Hos Frøken Sejer var kun den nærmeste Familie tilbage, og Fru von Hahn med Datter rejste sig til Farvel.

Da de to Damer var kommen ned paa Gaden, sagde Fruen:

535

- Og saa Hauch'erne, der render med et Sengetæppe, og Emma, der tager Gevinsten med sig.

Frøken von Hahn gik lidt, før hun sagde, meget tørt:

- Jeg véd ikke, Mama, om de ikke er de klogeste.

Oppe i Dagligstuen sad Familien Meyer endnu.

Frøken Sejer holdt sig vaagen ved at lade sine Fødder danse under Bordet, medens Hænderne sprang over Bordtæppet.

Overretssagføreren, der i den sidste Timestid havde faaet et underligt ligesom røgvejrende Udtryk i sit Ansigt og som paa Næsen havde et Par Guldlorgnetter, han ellers kun bar under meget fortrolige Skiftekonferencer - sad og saá paa Frøkenens urolige Hænder:

- Du er nervøs i Aften, sagde han.

- Jeg, Meyer, Ven, ikke det mindste.

- Jo, sagde Overretssagføreren: Man ser det paa dine Hænder.

- Lille Du, det har jeg fra Kammerraaden, svarede Frøken Sejer, der brat havde slaaet Øjnene op imod ham: den Kære sad altid med Fingrene over en Dug, som skrev han i en Hovedbog.

- Du, Fader, sidder da ogsaa altid og regner paa Bordtæpperne, sagde Frøken Lucie, der ikke kendte noget til Sammenhænget mellem "urolige Hænder" og "Anstalten".

Fru Madderson sad i en Lænestol og sov, til endelig alle brød op og Frøken Sejer var alene.

Hun aabnede alle Lejlighedens Døre og løb, hastigt og sprællemandsagtigt, ud og ind, gennem det hele Hus.

Hænderne holdt hun knyttede.

- Saa gaar jeg i Seng, raabte hun ned gennem Huset.

Og hun gik ind i Sovekammeret og lukkede sin Dør.

Siddende paa en Stol tog hun Parykken af og Tænderne ud (hun sov ikke med Tænder af Fiygt for at de skulde kvæle hende) og indpakkede sig i tyve Sjaler og Tørklæder og Lommetørklæder - som en broget 536 og kantet Byldt, paa hvilken der, løst, var fæstet et Hoved.

Hun krøb i Seng og ringede paa Knappen ved sit Hovedgærde.

Frøken Holm kom ind med et Glas, fyldt af en dampende Vædske:

- Det gør godt, sagde Frøken Sejer, der drak:

- Og det véd man da, er ikke Gift. Hun blev ved at drikke, mens Frøken Holm, ubevægelig, ventede ved hendes Seng:

- Naa, lille De, sagde Frøken Sejer: Det var da en yndig Dag ... rigtig fornøjelig.

Pludselig, lo hun, højt og skingert:

- Ja, det er rart med de Livrenter, sagde hun: det er en Opfindelse. Saa kan man da glæde dem, saa længe man lever.

Frøken Holm svarede ikke.

Men som i et pludseligt Raseri løftede Frøken Sejer, ved Hjælp af Sengebaandet, paa en Gang sit vanføre Legeme:

- Ja, sagde hun saa højt, at Stemmen brast og blev hæs:

- Hvad har Livet givet mig? Nu vil jeg se dem danse, til de græder ved min Grav.

- De kan gaa, sagde hun og faldt tilbage i sine Puder.

Frøken Holm slukkede Husets Lamper, en efter en.

Saa gik hun ind til sig selv.

Staaende foran sit Bord tog hun de brændte Mandler frem - de stjaalne Mandler til sin Søn.

"TIL ALEXANDRA THAULOW"

JULEGAVER

I

Sigvald Hansen var ved at lukke. Han satte langsomt Skodderne for de to Butiksvinduer, og da det var gjort, blev han et Øjeblik staaende i sin Dør: der kunde dog muligen komme en forsinket Kunde. Men der viste sig ingen. En fin Regn blev ved at falde over den øde Vej, hvor de to Olielygter brændte tvært og Træerne voksede frem som store og træge Skygger.

Saa gik han ind.

Han slukkede i Butikken varsomt den ene af de to Lamper, og han satte sig bag Disken foran sin Pengeskuffe. Eftertænksomt, med de Døves underligt halvt anspændte, halvt bedrøvede Øjne, talte han Skuffens Indhold og lagde dens Skillinger foran sig i Stabel ved Stabel.

Døren blev revet op, mens Sigvald Hansen langsomt blev ved at tælle. Det var den unge Maler, der arriverede.

- Godaften, raabte han.

- Er det Dem? sagde Sigvald Hansen kun og blev ved at tælle.

Og de to sad tavse, hver paa sin Side af Disken,, under den søvnige Lampe, mens ogsaa Maleren sløvt saá efter de voksende Stabler. Da Sigvald Hansen var færdig, lagde han Pengene i et lille, rødt Skrin og lukkede det. Maleren blev ved at se paa ham: Sigvald 538 Hansen tog om Nøgle og Skrin - som paa de fleste af denne Verdens Ting - med en sær Forsigtighed. Sigvald stod op med Pengeskrinet i Haanden:

- Ja, saa læser vi, sagde han.

- Det gør De vel, svarede Maleren.

Sigvald blev staaende: Jeg synes nu, sagde han - hans Ord kom altid saadan lidt slæbende, og ligesom han søgte Bekræftelse hos den, han talte med - at det er en køn Gave ... naar man kender Forholdene ...

Maleren kun nikkede, som han gjorde til omtrent de samme Ord omtrent hver Aften.

- Og i Januar, blev Sigvald ved, er hun jo saavidt henne ... og hvem véd, om hun kommer over det - det véd jo ingen ... Og saa har hun da altid haft den Fornøjelse ...

Sigvald Hansen blev staaende et Øjeblik og saá ud i Luften:

- Og Aladdin - Eftertrykket lagde Sigvald Hansen paa sidste Stavelse - er et dejligt Stykke.

- Det er'et, sagde Maleren.

- En dejlig Komedie ...

- Naa - og Maleren rejste sig op - og jeg gaar til Kros.

- Igen? sagde Sigvald.

- Ja, man ska' s'gu leve Livet, sagde han. Godnat saa.

Han levede Livet, alt mens han malede nordsjællandsk Regn, med en buttet Københavner-Jomfru med Gaasekød paa Armene og uden Smalben; hendes Hjemsted var Utterslev, Landdistrikter.

Sigvald gik over Gangen ind i Stuen, hvor hans Kone sad i Hvilestolen ved Kakkelovnen.

- Hvordan var'et? sagde hun med den lidt søvnige Stemme, som frugtsommelige Kvinder har.

- Der er smaa Penge mellem Folk, sagde Sigvald, bøjet over hende, saa højt, som var det hende, der var døv.

539

- Ja, der er, sagde Konen og blev siddende med de sløve Arme i sit Skød.

- Ska' der læses? spurgte Svigermoderen, der rejste sig - knoglet, med Huen bundet stramt - fra sin Plads i Sofaen, mens hun saá paa Svigersønnen. Hun havde deres Blik, der er vant til at staa for en Bedrift.

- Hvis Ellen vil, sagde Sigvald, der stillede Skrinet med Mønten ned i Skuffen af et gammelt Skrivebord.

- Jeg vil, som Du vil, Sigvald, lød det fra Stolen.

Og Svigermoderen begyndte at ordne til Oplæsningen - langsomt og med et Ansigt, som satte hun istand til en Andagt, mens Sigvald tog "Aladdin" ned fra Hylden over Skrivebordet, hvor den stod i Række med Bibelen, en kortfattet Handelslære og to Salmebøger.

Ellen kom op af Hvilestolen, der blev flyttet hen til Bordet, medens Svigermoderen tog Guld- og Sølvpapiret frem, som Ellen flettede til Kurve til Julesalget i Butikken.

- Nu maa Julehandelen da snart begynde, Sigvald, hva'? sagde Ellen, hvis Øjne altid var underlig opspilede, ligesom to for store Glaskugler, under Laagene.

- Hvis der kommer no'en, sagde Sigvald.

- Ja, det er det, sagde Ellen langmodigt.

- Ska' Mortensen hentes? spurgte Svigermoderen. I Spørgsmaalet om Julehandelen blandede hun sig ikke. Hun troede ikke paa Julehandel eller i det Hele ikke paa Handel dér i Sognet fra den Dag, "da de la'e os Banen".

- Ja, det er vel bedst.

- Laver Du hans Toddy? sagde Ellen, og Svigermoderen gik for at hente Gendarmsergent Hr. Mortensen, mens de to Ægtefolk blev siddende, tavse, hver paa sin Side af Lampen.

- Det er saa kønt, sagde Sigvald kun, mens han førte sin Haand ned over Guldsnittet paa Aladdin.

- Ja, det er kønt, sagde Konen. Mortensen slentrede ind med Sabelen langs sine Rytterben.

540

- God Aften, sagde han - Mortensen talte altid, ligesom han slog Hælene mod hinanden med det samme - og han satte sig i Krogen ved Kakkelovnen, hvor Svigermoderen havde stillet hans Toddy.

- God Aften.

Hr. Mortensen, der samvittighedsfuldt opretholdt den offentlige Orden og samtidig bar sin Del af Arbejdet for Kommunens fortsatte Trivsel, betragtede nærmest "Aladdin" som en Hviletid.

- Det er dog li'esom man sitter og'samler Kræfter, sagde han til Præstens Avlskarl: Og saa ka' det jo osse være meget nydeligt, saadan hvad Pigen siger.

Med "Pigen" mente Sergent Mortensen Gulnare.

Svigermoderen var ogsaa kommen til Sæde. Hun sad paa en haard Stol, for ikke at blunde hen, og strikkede lyserøde Smaastrømper.

- Vi var jo dér, hvor de havde bygget Slottet, sagde Sigvald, der havde slaaet Bogen op.

- Ja, Sigvald.

Han begyndte at læse, ganske pludseligt, ligesom i et Sæt:

"Sultanens Harem. Gulnare alene paa sit Kammer.
Den nærmer sig den gyselige Stund,
O, Himmel, hav Medlidenhed, og se ..."

Han blev ved at læse, ustandseligt, med en helt fremmed Stemme, dybt, og stadig paa en Tone, som stødte, han alle Ordene ud gennem et brækket Horn:

"Veldædig til den unge Hind, der staar
Bag Busken sitrende, snart Tigrens Rov."

Han fo'r fort, bestandig paa en Tone, med Blodet til Hovedet og Pandeaarerne spændte af Stemmeforbrug og Anstrengelse; paa Hænderne svedte han, alt mens han vendte Bladene i Bogen, der var laant hos Præsten.

"O Du, som kaldte Dig min Elsker, Engel,
Var ej det hele Syn en Feberdrøm,
Da trin herind, trin kraftig paa din Fod,
541 Som Elefanten stærk, som Tigren smidig.
Som Løven stolt, som Hyacinthen mild,
Som Solen varm, som Maanen elskovsfuld."

Mortensen, der holdt af at indtage bekvemme Stillinger, strakte under det meget Østerland sine blaa Ben saa langt fra sig, som hans Hæle kunde naa, og den lille Kone sad med Fingrene ubevægelig udspilede over sit Skød, med sine Glaskugleøjne uafbrudt fæstede paa Manden, mens hun ganske sagte rokkede med sit Hoved.

Svigermoderen sad paa sin Stol saa rank som en Vaagekone før Midnat. Høre noget gjorde hun ikke, hendes Tanker var, naar hun naaede de lyserøde, altid kun ved et og det samme: "Dreng eller Pige".

Sigvald læste. Han læste en Time, lige til Aladdin skulde paa Skafottet. Den lille Kones Øjenlaag begyndte at blive tunge. De glippede op og ned, mens Bøddelen talte til sin Dreng.

- Det er saa storartet, sagde Sigvald pludselig med sin egen Stemme.

- Men fælt, sagde den lille Kone. Og Mortensen, der var blundet lidt hen, men vaagnede ved Lyden af Hansens vante Røst, sagde:

- Det er s'gu nydeligen ... i det Hele taget. Sigvald vilde læse videre, men Ellen sagde:

- Ka' Du taale det, Sigvald? Du er helt svedt. Og Sigvald sagde:

- Ja, saa ka' vi vente, og han lukkede Bogen.

- Saa bringer Mo'r Kaffen, sagde Ellen.

- Og Tvebakker, sagde Sigvald, der levede i en ustandset Frygt for, at Konen ikke skulde faa nok at spise.

Da Moderen var ude, sagde Ellen med en lidt anden Stemme og sagtere - hun var ved Gulnare og Aladdin endnu, det var altid, ligesom sad hun som i en Sky af alle de fremmede Ord, hun kun halvt forstod, naar Sigvald læste.

- Saa de Digtere kan faa det ud, sagde hun.

542

- Ja, de ka' si'e det, sagde Sigvald, der saá ind i Lampen.

Ellen rev sig løs og spurgte Mortensen, om der var noget Nyt. Men der var ikke noget.

- Her sker jo ikke meget, sagde Mortensen. Og Sigvald, der stadig saá ind i Lampen, sagde i samme Tone som før:

- Nej, her er der mest stille.

- Ja, det er her, sagde Ellen.

Og de sad alle tre tavse, til Kaffen kom, og Ellen lagde Sølv- og Guldpapiret hen, paa hvilket hun intet havde faaet arbejdet.

De blev alle meget livlige og helt aarvaagne, da den dampende Kaffe kom, og de talte igen om, naar de skulde derind, om Rejsen, om hvordan det alt skulde være, i hver sin mindste Del, den Dag, vi skal derind ...

- Jeg bliver nu ved, sagde Sigvald, at vi holder os til Lauritsen. Der er rart hos Lauritsen.

- Jo, erklærede Mortensen, der var flyttet hen til Kaffen og Bordet: der er s'gu behageligt

- Og der er stille om Natten, sagde Sigvald; under de Forholde ...

- Nej, sagde Mortensen, der er ingen Rageri. Lauritsen er reel.

- Det er han, sagde Sigvald. Og saa, lagde han til: skal man støtte hinanden.

Gæstgiver Lauritsen paa Vestergade, hos hvem de vilde tage ind, havde købt baade Smør og alt sit Sul hos Svigerfaderen alle de Aar, han havde Gaarden.

- Det er sandt, sagde Ellen og nikkede. Hun blev ganske rørt, for Sigvald var altid saa "retfærdig".

De blev ved at tale om Sigvald, han skulde tage derind om Morgenen, og han skulde købe Billetter ...

- Vi maa jo ha'e dem nær, sagde Sigvald. De skulde sidde i Parterret.

- Og midt for, lagde han til: under de Forholde.

543

Men han skulde ogsaa sørge for Værelserne, og han skulde have lagt i Kakkelovnene.

- Der er rigtig go'e Kakkelovne hos Lauritsen, der skal nok blive varmt, sagde Sigvald og nikkede over til Konen.

- Du er saa god, Sigvald, sagde Ellen, og hendes Øjne blev helt straalende.

- Men Dunke har han ikke, fortsatte Sigvald sin Tankegang. Han tænkte paa Varmedunke og Natten.

Svigermoderen talte ikke, men førte kun i Tavshed Kaffekoppen op og ned, til og fra sin stramme Mund. Hun tænkte hver Aften, naar der blev talt om Rejsen, kun paa Sengene og al den Slags Sygdom, og hvad det saa var, som En kunde hente sig i alt det fremmede Sengetøj. Men Lagnerne tog hun nu med sig, for hun laa ikke paa Lauritsens.

- Men det kan Du jo, Mo'r, sagde Ellen, naar de talte om den Ting.

Og Mortensen gav Svigermoderen Medhold.

- Skønt der er propert hos Lauritsen, sagde Mortensen.

De talte bestandig:

- Men i Theatret maatte de komme tidlig, osse for din Skyld, sagde Sigvald; under de Forholde ... og de maatte se det Hele og faa saadan Rede paa Alting.

- Der er saa storartet, sagde Sigvald: "osse udenom."

Og han fortalte om Theatret, hvor han havde været fem Gange i det halve Aar, hvor han laa og lærte Bogholderi, som Faderen vilde.

- Ja, fem Gange havde han været der. Han talte om Loftet og Fortæppet og Stykkerne, han havde set, og Skuespillerne, hvad de gav for Roller.

- Men saa dybt der er, sagde han og nikkede ind i Lampen.

Saadan sluttede han altid, naar han talte om det kongelige Theater: han havde jo bestandig siddet paa Galleriet.

544

Ellen spurgte mer, mens hun tog en ny Tvebak:

- Ja, Vinen tog de med - det var mer end det halve snart ...

- Det gi'er jeg Ret i, sagde Mortensen.

- Vi ta'er to Flasker, sagde Sigvald, vi skal drikke, naar vi har været der.

- Jeg bliver fuld, sagde Ellen og smilede.

- Naa, for en Gangs Skyld, sagde Mortensen og slog Rytterbenene sammen.

Svigermoderen rejste sig og stillede Kopperne paa Bakken. Hun syntes nok, at nu kunde det være Sengetid. Ogsaa Ellen stod op. Hun blev staaende ved Siden af sin Mand og stirrede ind i Lampen, mens hun smilede:

- Ja, sagde hun langsomt: det er en dejlig Julegave, Sigvald.

- Og nu vi kender Aladdin, sagde han langsomt ligesom hun.

De stod et Øjeblik tavse:

- Og jeg læser den jo to Gange, sagde han og nikkede.

De begyndte at bryde op. Ellen gik ind i Sovekamret, og Sigvald tog Lygten for at lukke Mortensen ud og prøve alle Døre, om der ogsaa var lukket.

- Godnat, sagde Ellen, da han kom ind i Soveværelset; og hun var falden i Søvn, før han havde faaet sig klædt af.

Sigvald laa længe vaagen. Han laa og tænkte paa, hvordan han vilde hænge "Rejsen" paa Træet. Det var saa morsomt Han vilde skrive paa en Anvisning af dem, han havde, de rigtige trykte;

- Sigvald E. Hansen betaler paa Anfordring til Fru Ellen Hansen Kr. 40.

Nu var han ved at falde i Søvn, men først rejste han sig op i Sengen og saá, om Ellen var dækket rigtig til.

... Klokken mellem tre og fire lød der et Drøn gennem Huset. Det var Maleren, der for den Gang havde levet Livet og haardt satte Støvlerne udenfor sin Dør.

545

Saa sov de alle, til Sigvald Klokken seks stod op og lagde i Sovekammerets Kakkelovn. Det havde han altid gjort de tre Aar, de havde været gift.

Dagene gik, Dag efter Dag, og Aftnerne gik, til de var færdige med Aladdin.

Den sidste Aften, de læste, græd den lille Kone. Det gjorde hun altid, naar noget endte saa glædeligt.

Sigvald lukkede Bogen og saá længe ind i den lave Lampe. . - Ja, nu er det forbi, sagde han.

- Nej, Sigvald, sagde Ellen, naar de nu spiller det. Sigvald svarede ikke, men han nikkede pludselig to Gange.

- Henter Du saa Kaffen, Mo'r, sagde Ellen.

Da Svigermoderen var gaaet ud, rejste Ellen sig, og mens hun stod ved Sigvalds Skulder, lukkede hun Bogen op igen og læste paa det sidste Blad:

"Og lad os saa, mens Folket tilbereder
Her til vor Kroning rundtom festlig Lyst,
Henvandre uden Porten hist og og sætte
Os eftertænksomt ned et Øjeblik
Paa Morgianes Grav ved Hyldetræet."

Der kom igen lidt Fugtighed frem i hendes Øjne, mens Ellen langsomt lukkede Bogen.

- Ja, kønt er det, sagde Mortensen. Der var noget i Tonen, der ligesom satte et endeligt Punktum.

II

Det var Juleaftens Dag, og hele Huset stod i en Os af bagte Æbleskiver. Svigermoderen bagte hvert Aar saa mange, som havde hun Gaarden endnu. Opbevarede blev de i Dejgtruget.

Det begyndte allerede at mørkne, og Ellen sad ved Kakkelovnen i Hvilestolen. Der var saa lunt, og hun sad og tænkte paa saa mange Ting, mens Tørveilden lyste.

546

- Nu blev det Jul, og saa var det "Aladdin", og saa til næste Jul - - Ellen blev ved at smile. Døren gik. Det var Sigvald.

- Er Du der? sagde han i Mørket.

- Her sidder jeg.

Han gik hen til hende og fandt hendes Haand, som han klappede - Sigvald var saa ubehjælpsom til Kærtegn -:

- Hvordan har Du'et? sagde han.

- Jeg er saa glad, hviskede hun:

- For alting.

- Jeg ogsaa, hviskede han og knugede pludselig hendes Haand.

Saa gik han stille tilbage til sin Butik.

Ellen blev ved at sidde stille i sin Stol, mens Folk i Butikken de kom og de gik:

- Sigvald, han havde nu godt af de Filtsko, han, som altid gik her paa de kolde Gulve om Morgenen. Døren til Køkkenet gik op. Det var Moderen:

- Saa gaar jeg op, sagde hun.

- Er Du færdig, spurgte Ellen.

- Ja. Det kom meget kort, og Døren lukkedes. Svigermoderen gik gennem Køkkenet og den lille Køkkengang ud i Gaarden.

- Er I der? halvhviskede hun gennem Mørket.

- Her er jeg, svarede en Fruentimmer-Figur, der holdt sig op ad Husvæggen.

- Kom saa, sagde Svigermoderen og stødte Konen ind ad Døren og op ad Trappen:

- Gaa varligt ...

- Ja, hviskede Konen, der gik som en Kat paa sine Ben.

Svigermoderen listede Døren til sin Stue op.

- Kom ind, hviskede hun, og hun laasede Døren bag Konen.

Hun tændte et Lys, og med sin vante, stramme Stemme - nu var hun jo i Ly - sagde hun:

547

- Læg saa Stjernen.

- Jo, sagde Konen og aftog sit Sjal, under hvilket der var endnu et Sjal.

Den Sorte gjorde i det Hele et Indtryk, som var hendes Overdel gjort af Sjaler, skrævende bunden paa Kryds og paa tvers, det ene over det andet. Nederdelen var et Skørt der en Gang havde haft en Kulør. Hun tog Kortene op af en Lomme, hvor hun rodede mellem et Par Dusin Søm, en Hestesko og mange Klude - den Sorte lod aldrig noget ligge paa sin Vej, men bukkede sig og tog det i Forvaring - og hun begyndte at lægge dem op paa Bordet foran Messingstagen, mens Svigermoderen sad i Hestehaarssofaen, ubevægelig, uden at en Nerve rørte sig i hendes Ansigt

Den Sorte begyndte at tale, jappende i et andet Tonefald, end hun plejede, ustandseligt, som læste hun op af en Katekismus:

- Det saá ud, som laa der en Lykke til Huset - en stor Lykke til Huset.

- Det saá ud, som der laa rigtig en Velsignelse til Huset - der laa en Glæde - en meget stor Glæde ... snart ...

Den Sorte blev ved at tale, bøjet over Kortene - naar hun løftede Øjnene, kunde hun lige se Ansigtet paa Madammen - mens hun blev ved med Glæden og Velsignelsen:

- Det bli'er en Dreng, tænkte Svigermoderen. Den Sorte blev ved, saa hurtigt, som var hun bange for, det ene Ord skulde faa Tag i det andet:

- Det saá ud, som der laa to Herrer til Huset - to lyse Herrer - den ene lysere end den anden - men det saá ud, som den ene skulde rejse ... det saá ud, som han skulde rejse over et Vand - -

- Saa rejser Malerlapsen, tænkte Svigermoderen. Den Sorte skiftede Kortene, men Ordstrømmen blev den samme:

- Der saá det ud, som der laa en Rejse til - der 548 laa Rejse til Huset - med mange Pakker - det blev Snevejr.

- Det er Aladdin, tænkte Svigermoderen.

- Det saá ud, som der var fire, der skulde rejse. Det gav et lille Ryk i Svigermoderen, hvis Hjerne arbejdede rent vildt, mens hendes Øjne blev stive ... Pludselig tænkte hun:

- Aa, det er Mortensen - det er Mortensen, som de narrer til'et ...

Og uden at vide det, nikkede hun paa en Gang ad sin egen Tanke:

- Jo, det var Mortensen.

- Jo, den Sorte var sikker, der laa en Rejse ... men det saá ud, som laa der Besværligheder - der laa mange Besværligheder ... og der laa en Skuffelse ... den Sorte blev ved med Besværligheder, mens Svigermoderen havde lagt Armene op paa Bordet:

- Det saá ud, som det skulde være med Jernbanen ...

Den Sorte løb ganske løbsk, hun ligefrem ophobede Besværligheder. Svigermoderen rokkede let paa sin Plads:

- Ja, det var Aladdin - saa var'et Aladdin ...

Men det var jo, som hun havde tænkt: det var heller ingen Art, det var ingen Handlemaade at rejse med en Kone - til det Staahej under de Forholde ... Svigermoderen rokkede:

- Og tilmed med den første - - efter tre Aar.

- Ja, det laa til Skuffelse, blev Kællingen ved; mens hun skiftede Kortene, blev hun ved Skuffelsen.

- Saa bli'er det en Pige, tænkte Svigermoderen, og paa en Gang glemte hun ganske Aladdin.

Men den Sorte saá en Bedrift i Kortene og talte endnu en Stund. Svigermoderen, der stadig tænkte paa "Pigen", hørte kun halvt ...

- Det laa til en ny Bedrift.

- Ja, det var Lodden (og stadig tænkte Svigermoderen paa Pigen), som Sigvald vilde ha' og drive med 549 Hvidkaal ... Lars Hansen havde ifjor haft trehundrede Kroner for Hvidkaal.

- Det bli'er en Pige, tænkte hun igen.

Men hun skulde heller ikke have taget Stjernen paa en hellig Aften, skønt de sagde, det var sandfærdigst. Nej, hun skulde ikke ha'e taget den en højhellig Aften, skønt Klokkerne havde dog endnu ikke ringet:

- Det bli'er en Pige.

Den Sorte, der havde sluttet og faaet Sjalet paa, sagde:

- Nu gaar Julen ind.

- Ja, sagde Svigermoderen og blev pludselig rød i Hovedet.

Hun gav Kællingen to Fem og tyve-Ører og fik hende listet ned over Loftet. Saa vendte hun tilbage til sit Kammer. Hun klædte sig paa og tog Salmebogen frem. Hun vilde i Kirke.

Klokkerne i Kirken begyndte at ringe, kaldende og lydt.

Svigermoderen slog Salmebogen op. Der laa Mærker ved de Salmer, de havde sunget ved Mandens Begravelse.

Hun sad ved Lyset og læste et Par Vers.

Saa lukkede hun Bogen:

- Jo, hun vilde ta'e det ægte Sjal. Det var dog Aarets største Højtid.

Hun gik ned i det fine Sjal, og hun aabnede Døren til Stuen:

- Hvor skal Du hen, Mo'r, sagde Ellen helt forbavset.

- Jeg gaar i Kirke, sagde Moderen, og hun gik ud ad Hoveddøren.

Klokkerne blev ved at ringe. Sigvald var inde ved Juletræet, for nu var Butikken lukket.

Døren gik op:

- Ellen, er Du der?

- Ja, Sigvald.

- Det bli'er alligevel lidt fattigt, sagde han.

550

Anvisningen fyldte ikke paa Træet; der var lidt tomt.

Ellen støttede sin Skulder mod hans Hofte:

- Men vi faar jo Glæden, Sigvald, sagde hun og smilede: bagefter ...

Klokkerne blev ved at lyde. Tonerne naaede Sigvald som fra meget langt borte.

- Hvor det er kønt, sagde han.

Og han sad ligeoverfor Ellen, paa Hestehaarsstolen, med Taarer i Øjnene.

... Maleren var kommen hjem. Men han var i skidt Humør. Pigebarnet dernede i Kroen gik omkring med røde Øjne, og den var i det Hele gnaven, forbandet gnaven - - med Tandpine og hvad Fanden der af Ondt var ... Naa, det var osse en "Present" ...

Men Jul var det jo, og Maleren skiftede Frakke ...

III

Sigvald var oppe KL fem, Pindene i Kakkelovnen vilde ikke fænge, saa febrilsk var han: han skulde rejse Kl. syv og to og tyve.

Kufferten var pakket, og de to uldne Tæpper havde han og Kurven med Vin: han havde dog taget af Mønsters Vin, for det var den bedste. Men et Sengebaand til Svigermoderen vilde han tage, for det havde de maaske ikke hos Lauritsens, og hun vilde dog altid føle sig ligesom mere hjemme, naar hun havde det.

- Sigvald, hvad er Klokken? Det var Ellen, der talte fra Sengen. Hun kunde ikke sove.

- Sov Du, sov Du, sagde Sigvald, der selv var urolig for hvert Minut: den er kun seks.

Sigvald gik rundt i alle Stuer, og uden at vide det tændte han alle Lamper, saa det blev helt til en Illumination:

- Det var jo det, at Berta skulde passe Butikken den halve Dag. Men der kommer jo ikke mange, havde han 551 sagt til Mortensen igen og igen: for alle véd jo, at vi skal afsted.

De vidste det alle.

Svigermoderen kom ned. Hun havde et Ansigt som En, hvem Uret sker.

- Det er et dejligt Vejr, sagde Sigvald.

- Det bli'r nok Sne, sagde Svigermoderen som En, der véd sit, og hun gik ud for at betragte Himlen fra Køkkendøren.

Klokken halv syv stillede Mortensen.

- Man slaar da Følge, sagde han. Sigvald var ude og Sigvald var inde:

- Ja, Mortensen skulde ha'e Kaffe. Men selv var han i Sovekammeret og havde Tøjet paa.

- Ja, saa passer I Toget, sagde han. Kurven og Kufferten havde han, og Dunkene.

- Ja, Sigvald.

- Men Mortensen følger Jer.

- Ja, Sigvald.

- Saa, Farvel.

- Farvel.

Han kyssede hende ved Døren.

- Men, Sigvald, har Du dine Vanter?

Det var det med Sigvalds evige Frost i Fingrene.

- Har Du dem?

- Ja.

Sigvald var afsted. Mortensen stod paa Perronen og saá efter Toget, der rullede bort:

- Saa, nu glider'en, sagde han, og det var, som han pustede.

Han holdt den Dag Standkvarter hos Hansens. Det var s'gu dog bedst at holde Øje med Fruentimmerne, indtil man fik dem afsted.

Ellen gik i løstsiddende Kjole og sagde hvert Kvarter:

- Naar bare Sigvald, han nu klarer sig ... han er saa go' ... men han bli'r saa let forskrækket-Svigermoder var paa sit Værelse. Hun lagde mange 552 uldne Lag under den sorte Damaskes, der ellers kun kom frem den Gang om Aaret, hun gik til Alters.

Sigvald gik ind ad Lauritsens Port, hvor Lauritsen stod skrævende med Hænderne i Bukselommerne:

- Ja, her har De os, sagde Sigvald, der bar Kufferten og Kurven og Dunkene.

- Ja, den er go'e nok, sagde Lauritsen, der var bred som en Fløjdør og saa kort som en Spundsprop.

- God Morgen, Hansen. Saa gaar man ind i Stuen.

- Og Velkommen.

- Ja, Tak, sagde Sigvald, der rodede med Pakkerne, som han havde gjort den ganske Tid.

- Det er jo ikke let paa Jernbanen, sagde han og saá Lauritsen ind i Ansigtet: for En, der er uvant.

- Nej, der er jo Trafik, sagde Lauritsen.

- Ja, sagde Sigvald, der havde faaet en Kop Kaffe; og han begyndte at tale om alting, hvordan det skulde ordnes, og hvordan det skulde være:

- Man er jo uvant, sagde han, og stadig saá han Lauritsen ind i Ansigtet.

- Den ordner sig nok, sagde Lauritsen. For ham ordnede alting sig, mens han selv sad med Genstanden tæt ved Siden af sin Disk.

- Naar vi bare faar dem nær, sagde Sigvald for tredie Gang. Hans Tanker var ved Parterret.

- Madammen har set'et, sagde Lauritsen, der var begyndt at tælle Ølmærker.

- Og man ka' jo ikke sidde yderlig, sagde Sigvald, der stadig var inde i sit: under de Forholde ...

Han blev ved at tale langsommeligt om det Hele, og Lauritsen, der begyndte at blive ked af det, sagde - det var et Slags afsluttende Mundheld, som han havde, og som gemte ligesom den undrende Rest af Vendelboens gamle Forbavselse den Gang, han var kommet hertil som Gaardskarl -:

- Ja, der er Sus i Vindmøllerne her i Hovedstaden. Sigvald havde rejst sig:

553

- Men naar hun blot faar den Fornøjelse, sagde han; og han bad om at maatte se Værelserne:

- Ja, Ja, ja, sagde Lauritsen, der blev siddende: De kender jo Lokalerne, Hansen.

Og Sigvald gik alene op ad Trappen ind i de to Gæstekamre, der laa ved Siden af hinanden.

- Saa Solen skinner, sagde han.

Han sad ubeslutsom paa en Stol midt i den største Stue, før han gik i Lag med Uldtæpperne og Lagnerne og Dunkene.

- Saa Solen skinner, sagde han igen. Han syntes aldrig, han havde været saa lykkelig.

Og rent var der hos Lauritsen, rent over det Hele.

Sigvald gik og syslede i Solen.

Han havde gjort Ild og hængt Lagnerne fra Sengene ud over alle Stole, og Sengebaandet havde han bundet om Svigermoderens Seng.

- Jo, de faar det som hjemme, sagde han.

Pludselig blev han bange for at komme for sent, og han fik Tøjet paa, og han næsten løb gennem Byen, ned til Kongens Nytorv, hen til Theatret.

- Ja, der stod "Aladdin". Midt i sin Hast blev han staaende og stirrede paa Plakaten. Saa vendte han Hovedet:

- Ja, der sad han. Og med de Døves underlige Øjne saá han op paa Oehlenschläger.

- Ja,-det er sært, sagde han, og saa gik han ind.

Men han kom tidsnok. Der var kun en Politi ved Døren og foran Billethullet to strikkende Koner. De saá ud som de, der var vante til at vente. Selv Munden var gaaet i Staa, og kun Strikkepindene gik.

Sigvald talte til Betjenten, der var en høflig Mand: Om han troede, han fik dem nær ... Og han begyndte at fortælle ham det Hele, om Rejsen og om Konen og om midtfor:

- Det gaar nok, naar Herren stiller sig op, sagde Betjenten.

Sigvald stillede sig op bag Konerne. Der gik et 554 Kvarter, og der gik en halv Time. To fede Herrer kom i Stedet for de strikkende Koner, og mange stod der bagved.

Men nu havde han Billetterne og midtfor.

Han stod i Forhallen og saá paa Billetstrimlen: Ja, ved Siden af hinanden og midtfor ... midtfor, saa kunde de se det Hele, alting og Loftet: for Loftet, det var nu skønt.

Han gik over Torvet igen, men ved Gitret om Hesten blev han staaende. Han stod længe og stirrede paa Theatret, paa Loggia'en, paa hver en Ting og paa Apollo.

- Ja, det er en dejlig Bygning, sagde han, og han blev ved at se hen paa det store Hus med et Blik som det, hvormed man ser paa noget, man elsker:

- Derinde var'et ...

Saa gik han hjem. Han tænkte paa, naar de kom. Der var næsten fem Timer til. Men han vilde dække Bordet. Det kunde godt staa dækket Han gik ud og ind i Stuerne, og Lagnerne lagde han paa Sengene. Hun kunde ikke være noget Sted.

Tilsidst begyndte det at mørkne, og han gik ud i Byen.

Han gik fra Butiksvindu til Butiksvindu. Bag Glassene begyndte de at tænde: Saa morsomt det var, naar der pludselig blev Lys over alle de Ting ... de mange, mange Ting.

Han fik Lyst til at købe, købe til Ellen og ogsaa til Svigermoder - købe ind, hvis man havde Penge.

Han huskede den Gang, den ene Gang, han havde været i Byen med Ellen, mens de var forlovede. Den Gang var de ogsaa gaaet omkring og havde set paa alting og sagt: hvis de kunde købe, og været saa glade - ogsaa den Gang.

Han var kommet helt ned til Kongens Nytorv. Der laa Theatret - der laa det. Han gik derover igen, han maatte. Han læste paa Plakaten "Aladdin". Saa saá han et lille rødt Papir, og han læste: "Paa Grund af Upasselighed 555 opføres "Henrik og Pernille" og "Pontemolle"."

Han blev ved at læse: "Henrik og Pernille" og "Pontemolle".

Hvad var det? Hvad var det? De spillede ikke "Aladdin".

Han vidste knap, at han gik ind gennem Forhallen og bankede paa hos Billetmanden, og en Stemme havde svaret: Ja, der er rød Plakat. Han tænkte kun:

- De spiller ikke "Aladdin".

Han saá ikke Lygterne og ikke Menneskene og ikke Husene. Han tænkte kun paa, at nu kom de, og han skulde sige det, at: de spiller ikke "Aladdin" - nu, hvor Ellen var saa glad.

Han gik rundt i Gader, han ikke kendte, blev ved at løbe rundt mellem de ukendte Huse. Men nu maatte han derud, for nu kom de. Han rendte Vejen og stod paa Perronen. Dér var Toget, ja, og dér var de ... Aa, saa Ellen var glad ...

- Her er vi, raabte hun.

- Ja, hun havde nok tænkt, at Sigvald vilde være forskrækket ... det blev han altid, for han var saa uvant.

- Her er vi, raabte hun, hun havde set ham for længe siden.

De kom ud: først en Bylt og saa en Bylt til, den sidste var Svigermoder.

- Goddag, sagde Sigvald. Og ganske stille sagde han, for siges maatte det:

- Ellen, de spiller ikke "Aladdin". Det gav et lille Sæt i Ellen:

- Saa skal vi ikke derhen? sagde hun og saá op i hans Ansigt:

- Jo, men de spiller ikke "Aladdin".

Ellen havde faaet Taarer i Øjnene. Og nu faar Mo'r Ret over Sigvald, tænkte hun midt i det, mens Sigvald sagde, hvad de spillede, og hun løftede Ansigtet igen, som hun havde sænket:

556

- Men det kan jo osse være godt, sagde hun. Hun vidste ikke, hvad "Pontemolle" var, men hun vilde saa gerne smile.

Det lysnede op i Sigvalds Ansigt: saa blev hun ikke saa bedrøvet alligevel.

- Men la' mig si'e det til Mo'r, sagde Ellen. Og de gik alle tre.

Sigvald gik foran, og da de var kommet et lille Stykke, sagde Ellen:

- Det er saa kedeligt. Sigvald siger, de spiller ikke "Aladdin".

Moderen lod en Stund gaa hen. Saa sagde hun:

- Det er, hvad jeg sagde.

Hvad man kunde se af hendes Ansigt var stramt:

- Hva' skal vi der saa for? spurgte hun.

- Vi har jo betalt, sagde Ellen meget sagte.

- Naa, det har han, sagde Moderen.

De naaede Gæstgivergaarden, og Sigvald hjalp Ellen med Trappen, til de kom op i Stuerne, hvor der var varmt og lugtede af Røgelse.

- Aa, her er Røgelse, sagde Ellen og smilede: aa, saa det er kønt ...

Hun saá paa Bordet med de to Vinflasker og Smørret, de selv havde bragt med, og hendes Sandkage, hvor der med Sukker stod "Aladdin".

- Jeg havde jo dækket, sagde Sigvald. Det kom saa lavt.

Svigermoderen havde laaset sig inde. Hun synede Lauritsens Sengetøj, før hun langsomt bredte sine egne Lagner over de Lauritsenske Dyner.

Inde i den anden Stue sad Ellen i Lænestolen. Hun flyttede stadig Hænderne over sit Skød: hun vilde saa gerne sige noget til Sigvald, men hun fandt ingenting.

- Saa skal vi vel klæ'e os, sagde hun tilsidst og forsøgte at le.

Hun skulde være i sin Brudekjole, der var lagt ned foran. Sigvald havde allerede bredt den ud paa Sengen.

- Hvor var'en pæn ...

557

- Der er da ingenting for godt til "Aladdin", havde Sigvald sagt derhjemme.

- Ja, svarede Sigvald, og de sad igen tavse foran Sandkagen og Kjolen, til Sigvald sagde - han saá ikke paa hende -:

- Jeg kan jo ikke gøre for'et.

- Men, Sigvald, sagde Ellen og flyttede ind til ham i Sofaen.

Sigvald blev siddende og saá ud for sig:

- Men det er alligevel underligt, sagde han: som det sker, naar et Menneske skal ha'e en Glæde.

- Ja, det er sandt, sagde Ellen, og de blev siddende ved Siden af hinanden.

De var kommet hjem. Svigermoderen havde paa Hjemvejen ikke sagt et Ord.

Nu spiste de. De sagde ikke meget.

Om "Henrik og Pernille" talte de ikke. Ellen havde siddet derhenne, som havde hun en Klump i sin Hals. .Sigvald havde bare set ret ud for sig.

- Saa de dansede kønt, sagde Ellen.

- Ja, sagde Sigvald.

- Men der var ikke mange, sagde Ellen. De havde været meget ene i Parterret.

- Det er vel begribeligt, sagde Svigermoderen. Det var det første, hun havde sagt.

- Det er jo osse et gammelt Stykke, sagde Ellen.

- Ja, sagde Sigvald, og de tav igen, mens de to Lys brændte hver paa sin Side af Sandkagen.

- Nu ska' vi ha' Kagen, sagde Ellen. Det slog lidt 'Sludder for hende paa "Kagen", og hun begyndte at skære i "Aladdin".

De fik hver sit Stykke. Hver Krumme blev saa stor i Sigvalds Mund:

- Spis, Svigermoder, sagde han.

- Jeg har faaet nok, svarede Svigermoderen.

- Men vi ska' da klinke, sagde Sigvald, og tavse, 558 uden at se paa hinanden, klinkede de over Kagen, som var skaaret itu. De tog ikke Hul paa den anden Flaske.

- Godnat, saa, sagde Svigermoderen. Der var ingen af dem, der sov noget videre i Lauritsens Senge.

- Næste Formiddag var de hjemme.

Maleren sad paa Træstolen foran Sigvalds Disk.

- Nej, sagde Sigvald, som blev ved det samme: det var jo ikke no'et Stykke .... under de Forholde.

Maleren svarede ikke. Hans Humør var i de sidste Dage blevet alt mere og mere besk: Nu var der ikke mere nogen Tvivl i Kroen.

Sigvald mærkede ikke hans Tavshed. Han bare stod og stirrede.

- Nej, sagde han saa og nikkede: det var ingen Fornøjelse.

Ved "Fornøjelsen" var det, som Maleren vaagnede:

- Nej, sagde han og spyttede: Fornøjelsen har man s'gu haft.

Sigvald hørte det ikke. Men med et Blik, som saá han meget længere end til Pontemolle, sagde han:

- Det er ikke morsomt, Maler - i det Hele ..... Og de tav begge to.

Fra Sjælens ukendte Egne tilhviskes der os undertiden sælsomme og gaadefulde Historier.

De er hemmelighedsfulde og uhyggelige, og de fører os hen, hvor der er halvmørkt, og der hvor vi, med tøvende Skridt, kun famler os frem, med udstrakte Hænder.

Men de tænder tillige usikre og flakkende Lys over Dybder, som vi ellers aldrig skimter - vore egne Sjæles hemmelighedssvangre Dyb.

Derfor har jeg nedskrevet disse Fortællinger.

*

TIL OSSIP SSEMJONOWITSCH MELNIK

"BARCHAN ER DØD" -

Vi sad foran en Villa, efter Middag, paa Terrassen. Dagen havde været meget hed. Og nu, mod Aften, var Luften tung - saa tung og lummer, at selv vore Cigaretters Røg blev doven og syntes kun saa møjsomt at løses op. De to Popler stod i det begyndende Halvmørke foran os, paa Plænen, ubevægelige og lige - som to Fakler, der var brændt ud, højt over Tujaernes Busketter.

Iwan Iwanowitz vendte sit Ansigt mod Haven. Han støttede, uden at røre sig, Hagen mod Marmorgelænderet, der var koldt. Naar jeg drejede Hovedet - for ligesom at komme bort fra Tujaduften, der smittede al Luften - saá jeg, at han var meget bleg.

Vi havde i lang Tid ikke talt.

Paany vendte jeg Hovedet.

Og blot for at sige noget, af en ubestemt Trang til i den trykkende Luft og i Halvmørket, at tale og høre min egen Stemme, sagde jeg:

- De siger intet, Iwan Iwanowitz.

Iwan Iwanowitz rørte sig ikke. Bestandig med Hagen støttet mod Marmorkanten sagde han lavt:

560

Luften er saa tung. Paa Aftner som denne formaar man ikke at bortjage sine Erindringer.

- Og hvilke Erindringer? spurgte jeg.

- Den Erindring, svarede Iwan Iwanowitz - i det hvide Ansigt saá det ud, som var hans Øjne næsten opspilede foran Halvmørket - og pludselig sagde han med en helt anden Stemme, som jeg aldrig havde hørt, en Stemme, der brast løs fra hans Bryst:

- Den Erindring, at jeg er en Morder. Jeg havde drejet hele mit Legeme, og i den lumre Aften var det, som om min Ryg frøs:

- Er De blevet gal, Iwan Iwanowitz? sagde jeg og forsøgte at le og holdt inde igen.

- Den Erindring, at jeg er en Morder, gentog Iwan Iwanowitz.

Jeg følte det et Nu, som maatte jeg springe til, holde Manden, for, alvorlig talt, jeg troede, han var blevet forrykt, vanvittig, paa en Gang, af Heden, af Tordenluften, af hvad véd jeg.

Men Iwan Iwanowitz sagde og rørte sig overhovedet ikke:

- Jeg har aldrig fortalt det til nogen. Dem vil jeg sige det.

- Iwan Iwanowitz, sagde jeg, det er jo noget afsindigt Snak. (Og halvt uden at vide det saá jeg hen efter Ringeapparatet ved Døren - for at se, hvor langt det var borte.)

- Hør, om det er Afsind, sagde Iwan Iwanowitz: Bliv siddende og hør. Fortællingen er lang.

Og halvsagte, men dog meget tydeligt, besynderligt, skærende tydeligt, saaledes som man fortæller en Ting, man tusind Gange og uophørligt har gentaget for sig selv - sagde Iwan Iwanowitz og sad hele Tiden i samme Stilling som skriftende for et usynligt Ansigt der, der i Luften foran sig:

- Det er fem Aar siden. Det var i Petersborg. Jeg boede den Gang tæt ved den finske Banegaard. De maa vide det. Thi det var Grunden til, at Waldheim saa ofte 561 kom til mig om Morgenen for at drikke The. Han boede paa Landet fra Lørdag til Mandag hinsides Grænsen, den finske Grænse, og saa, naar han om Morgenen kom fra Banegaarden, kom han op hos mig for at drikke The, før han gik i Ministeriet. Det var Indenrigsministeriet. Han havde gjort en meget smuk Karriere, skønt jeg havde troet, han var et ganske tomt og meget almindeligt Menneske. Men han var meget smuk ....

Iwan Iwanowitz tav et Øjeblik og strakte Hænderne frem foran sig paa Marmorkanten. Paa det graa Marmor saá de to Hænder ud som de var døde, eller som var de modellerede i Gips:

- Det var Mandag Morgen, da han kom. Jeg laa endnu i Sengen. Jeg erindrer det altsammen meget tydeligt. Det var Solskin, en munter og behagelig Morgen. Saa kommer Waldheim ind, og vi veksler Haandtryk, og, mens han sætter sig ved Sengen, siger han, som man saadan siger:

- Naa, er der noget Nyt?

- Noget Nyt? svarer jeg.

- Og hele mit Liv vil jeg spørge mig selv, hvordan det var muligt, hvorfor og hvordan det skete, hvordan det faldt mig ind - hvordan det fløj mig gennem Hovedet, skønt jeg Sekundet før aldrig havde tænkt det - hvordan det fo'r over min Mund - de Ord:

- Noget Nyt? Barchan er død.

- Barchan er død, sagde jeg. Hvorfor? Hvordan kom jeg paa det? Barchan, vor fælles Ven, var frisk som en Fugl og som en Fisk. For ti Timer siden havde han og jeg spist til Aften sammen. Feodor Barchan var spillevende, saa rask som De og jeg - og jeg sagde alligevel, platsch, ud i Luften, hen i Mandens Ansigt:

- Barchan er død.

- Men i samme Øjeblik var Waldheim sprungen op og satte sig igen som en Mand, der falder:

- Barchan, skreg han: hva' si'er De - Barchan. Barchan er død.

- Og hele hans Ansigt var forandret .... Ser De, 562 jeg havde aldrig troet, at dette tomme, glatte, dette Allemandsansigt kunde faa det Udtryk af Forfærdelse eller forvreden Smerte, som det da fik ... Og forbavset eller nysgerrig overfor dette nye Ansigt, dette nye Menneske, der paa en Gang stod foran mig, sagde jeg endnu en Gang (dreven frem, ja, netop af Nyfigenhed, nu er jeg overbevist derom):

- Ja, Barchan er død ...

- og tog ikke Øjnene fra Baronens Ansigt.

- Han havde rejst sig igen og, lige ret op og ned, foran Sengen, med samlede Fødder stod han:

- Men hvordan er han død? hvordan? Barchan, Barchan død. Og jeg spiste sammen med ham for tre Dage siden ....

Iwan Iwanowitz førte den venstre Haand hen over sin Pande - og denne Haaand syntes bestandig, som var den død - men hans Øjne vedblev at stirre ud i Luften, mens han fortsatte:

- Sig mig, var jeg i de Øjeblikke hypnotiseret af det Ansigt dér foran min Seng? Har jeg talt under en Hypnose, for hvilken jeg ikke kunde frigøre mig? Eller var det - ja, det var det maaske, en rent artistisk Lyst, en uimodstaaelig Trang til at studere Smerten, der drev mig? Eller, har De lagt Mærke dertil, at der altid, helt inde i os, ulmer en hemmelig Grusomhed, en prikkende og ond Grusomhed just mod dem, vi mest holder af, og den slaar ud et Nu, og vi fører Stiletten, vi dog altid bærer i vort Ærme, lige ind i deres Kød og drejer til og drejer rundt og kan ikke lade være. Vi maa, vi maa tilføje dem Smerte. Var det det? Var det det, som lod mig blive ved at tale? Thi, forstaar De, jeg begyndte paa en Gang at fortælle - men omstændeligt, med alle Enkeltheder, udmalende: hvordan Barchan var død ...

- Hvordan han var falden om, paa Gaden Puschkinskaja, midt om Natten, da vi fulgtes hjem, i et Krampeanfald, saa han faldt, næsegrus, plat ned, ned paa Stenbroen - - lige ud for Prinsesse Ustupoffs Hus, ja, det var netop lige udenfor Prinsessens Port...

563

- Mens Waldheim igen havde sat sig ned og, med Hænderne foran sit Ansigt, blev ved at sige og sige de samme og kun de samme Ord:

- Barchan - - - Barchan død ... men jeg spiste jo med ham for tre Dage siden .....

- Og jeg blev ved (uden at kunne standse, reven med af min egen Løgn, voldtagen af min egen Strøm af Ord, af mit eget Digt om den levende Barchans Død) jeg blev ved at tale:

- Om Barchans Ansigt .... det venstre Øje, det havde lukket sig i Krampen, kun det højre saá; i Forfærdelse, skelende fulgte det mig, mens jeg forsøgte at løfte ham op og havde ikke formaaet det.- - mens Barchans ene Øje, blodsprængt var det blevet,- fulgte mig, fulgte mig ustandseligt ....

- Men pludselig rejste Waldheim sig op af Stolen, og hans Hænder faldt bort fra hans Ansigt, slapt ned, og jeg saá (ja, jeg lagde Mærke til det), at hans venstre Øje var lukket, Øjelaaget var gledet til ... kun det højre saá, mens han sagde:

- Nej, nej, fortæl ikke mer ... sig ikke mer ....

- Og uden at tale mer vendte han sig og gik - hen over Gulvet ... som en svajende Mand, en Mand, der har drukket, som ikke kan staa paa sine Ben, gik han hen over Gulvet og ud ....

- Og jeg holdt ham ikke tilbage.

- Jeg husker det meget godt: mens jeg blev liggende i min Seng, tænkte jeg kun én Ting: Hvor Barchan vil more sig. Og mens jeg klædte mig paa og stod foran mit Spejl, sagde jeg til mig selv:

- Altsaa er Waldheim virkelig et Menneske. Det havde jeg egentlig ikke troet, skønt det er sandt, jeg holder meget af ham - -

- Og jeg gik til mit Arbejde - Iwan Iwanowitz tav.

Et stort Insekt fløj os forbi, et stort, laadderit Insekt, som jeg pludselig jog bort med Haanden.

Iwan Iwanowitz havde sænket sit Hoved og lagt 564 Hænderne overkors. Jeg véd ikke, men, medens han sad saaledes, sammensunken, med det ene Haandled lagt over det andet, lignede han en Mand, der sad lænket.

- Iwan Iwanowitz, sagde jeg: fortæl mig ikke mere. Det er jo altsammen Indbildninger, og man skal ikke opsøge Indbildninger men forjage dem ...

Iwan Iwanowitz rystede, ganske svagt, paa sit Hoved og svarede:

- Jeg m a a fortælle.

Og han begyndte at tale paany, i Begyndelsen meget langsomt, ligesom med møjsommelige Skridt, som den gaar, der véd, han skal over en Skrænt.

- Den næste. Morgen - jeg maatte have sovet længe, thi da det ringede paa min Dør, voldsomt, Gang paa Gang, endnu en Gang, saá jeg - hvor man husker alle de Ting, som man ikke ser og dog bagefter véd - saá jeg (men det blev ved at ringe), at min Husholderske allerede havde bragt min The, og at det nye Hefte af "Ssewerny Wjestnik" laa paa Stolen ved Siden af min Seng. Jeg aabnede det. Wolynsky havde skrevet en Essay om "Skønhed" - en lang Essay. Jeg begyndte at skære den op med Kanten af min Theske ...

- Men hvem var det, der ringede? Hvem Pokker var det?

- Det kom i Ryk, bratte, uophørlige Ryk - - uophørligt, som Telegrafbude ringer om Natten. Og pludselig tænkte jeg (havde Barchan, ser De, mon allerede halvvejs overført mig, meddelt mig sit Bud og sin Tanke, sin Tanke gennem de lukkede Døre?): saadan, akkurat saadan ringede Telegrafbudet den Nat eller ud paa Morgenen, da han bragte mig Telegrammet fra Tula, at min Moder var død ....

- Og jeg løb ud ....

- Der stod han altsaa; Barchan - stod han, lænet til Dørkarmen, og, skønt han saá mig med sine to Øjne, 565 blev han ved at ringe, med sin venstre Haand, som en Vanvittig, som en Forrykt ...

- Og paa én Gang greben af en uforklarlig Rædsel - som om hans Rædsel havde smittet mig eller som om jeg allerede vidste det - sagde jeg:

- Men, Barchan, Barchan dog - hvad er der?

- og Tænderne klaprede i min Mund.

- Men han svarede ikke, men gik kun ind. Ser De, han er meget høj, altfor høj og mager, man synes, naar man ser ham, at nogle tomme Klæder er blevet kastede over et Skelet - saadan ser han ud. Med en lang Hals og et tyndt Ansigt.

- Barchan, Barchan - -

- Han havde sat sig, lige ved Døren, med Armene svingende mellem sine Knæ, svingende som to Penduler - - og han talte ikke ...

- Barchan - hvad er der?

- Barchan - saa tal dog - hvad er der?

- Jeg greb ham i den højre Skulder, og da jeg havde gjort det, vidste jeg allerede, hvad han vilde sige ... vidste ... hvad der var sket ...

Iwan Iwanowitz vendte med et Ryk sit Hoved om imod mig, og hans opspilede Øjne saá mig lige ind i Ansigtet (jeg har aldrig set et saadant Blik i noget Øje):

- Ja, jeg vidste det, at Waldheim var død.

- Og som om Barchan havde gættet, at jeg vidste det, at jeg vidste, hvad han endnu ikke havde sagt, slet ikke fortalt, sagde han, og hans Arme blev ved, meningsløst, idiotisk at svinge mellem hans to Ben:

- Ja, er det ikke forfærdeligt ... det er saa forfærdeligt.

Iwan Iwanowitz havde paany drejet sit Hoved, og med de fremstrakte Hænder foran sig sad han atter som før og talte langsomt:

- Hvad foregaar der i et saadant Øjeblik i et Menneske, og hvordan kan man vide, hvad man ikke véd?

- Men paa én Gang blev jeg meget rolig. Jeg har 566 ofte sagt til mig selv, at kun en eneste Gang i mit Liv har jeg været saa rolig. Det var i Kaukasus - kender De Kaukasus? - under et Sneskred, der pludselig gjorde mine Heste bange ... og mit Liv hang i Senerne i mine Hænder -

- Saa rolig blev jeg, mens den Tanke fo'r gennem mit Hoved:

- Hvor meget véd Barchan? Han véd, at Waldheim er død - - men véd han mer? hvad véd han?

- Og jeg sagde til mig selv:

- Du maa værge Dig mod Barchan. Du maa være paa din Post mod Barchan.

- Men højt sagde jeg (og min Stemme lød saa koldt, som om jeg talte til en Anklaget, ja, virkelig som om jeg anklagede ham):

- Men hvorledes er han død?

- Barchan svarede:

- Han døde nu. Han er død.

- Men hvad véd De om hans Død, Feodor Alexejewitz? sagde jeg, og jeg talte ligesom før.

- Jeg har jo set det. Jeg saá det - og pludselig førte Barchan begge sine Hænder op om sit Baghoved

- Iwan Iwanowitz, det er det forfærdeligste, jeg har set ...

- Paa én Gang stod Feodor Alexejewitz Barchan op og, stirrende ud i Luften, sagde han:

- Og hvem kan forklare det? Hvem forklarer det ... Iwan Iwanowitz ... det er det forfærdeligste, jeg har set ...

- Ja, ja (og han begyndte at gaa op og ned i Værelset), jeg skal fortælle det. Lad mig fortælle det i Sammenhæng.

- Han standsede helt henne i Krogen ... aa, jeg kunde male ham, ham og hver af hans Bevægelser, som han stod der ... mens jeg tænkte: Ja, lad ham nu fortælle, lad Feodor Alexejewitz fortælle, hvad han véd

- og Du, forraad Dig ikke.

- Ja, sagde jeg højt: Fortæl i Sammenhæng.

567

- Barchan blev staaende i Krogen. Han lignede et Maleri af Rjepin, mens han stod der og talte:

- Det var iaftes, da jeg havde spist. Jeg véd ikke, hvorfor det pludselig faldt mig ind, at jeg vilde gaa op til Marian Michailowitz. Men jeg havde ikke set ham i fire Dage ... ja, det er rigtigt, det er netop fire Dage, siden vi spiste sammen hos Bartows. Han var saa overstadig og talte hele Tiden om, at det snart var paa Tide at gifte sig ... Ja, det talte han om, og jeg saá godt, at Anna Petrowna var ganske bleg og næsten ikke kunde faa sit Glas op til Læberne.

- Paa én Gang vendte Barchan sit Hoved og, som greben af en ny Forfærdelse, sagde han:

Iwan Iwanovitz, hvordan - - hvem skal, hvordan skal vi melde Anna Petrowna det?

- Jeg svarede:

- Vi maa naturligvis sende Budet til hendes Mand. Hvad véd vi om Forholdet mellem Anna Petrowna og Marian Michailowitz ...?

- Nej, nej, svarede Barchan: men vi véd jo dog - -

- Jeg slog min Haand ned mod Divanen, hvor jeg sad, som mod en Skranke:

- Men, Feodor Alexejewitz, fortæl altsaa og lad det faa en Ende.

- Ja, sagde Barchan og virrede med sit Ansigt: det er sandt, jeg har jo endnu ikke fortalt det.

- Jeg gik altsaa derop - iaftes.

- Marian Michailowitz var ikke hjemme, og han kom ikke. Jeg satte mig til at læse. Det var "Ssewerny Wjestnik". Den laa paa Bordet. Den var lige kommen og uopskaaren. Det var en Essay af Wolynsky, jeg læste ...

- Ja, sagde jeg og afbrød ham og løj (og i samme Nu sagde jeg til mig selv: Hvor Du er klog - men vær ogsaa paa din Post, for nu gælder det): Jeg har læst den.

- Men Barchan hørte det ikke. Han stod bestandig der i Krogen og talte som til Rummet:

568

- Tilsidst blev jeg træt og lagde mig paa Divanen

- paa Divanen i Sovekamret - - der staar en Divan lige ved Vinduet... man ligger med Ansigtet lige mod Døren. Lampen, en stor Lampe, havde jeg stillet paa Toilettebordet Jeg maa være falden i Søvn.

- Barchan tav. I Krogen, hvor han stod, var hans Ansigt graat som en Sten ... ja, netop saadan har Rjepin malet "Iwan den Forfærdelige", mens han stirrer sin halvkvalte Søn ind i Ansigtet.

- Og saa? spurgte jeg.

- Feodor Alexejewitz søgte om sit Lommetørklæde og aftørrede sine lange og tynde Fingre, før han svarede:

- Da jeg vaagnede - og jeg troede ikke, jeg var vaagen ... Iwan Iwanowitz ... Dante har ikke set noget Ansigt som det, jeg saá - som Waldheim der stod - lige foran mig, ved Fodenden af Divanen, hvid, fortrukken - med nedadvrænget Mund, Tænderne saá man, alle hans Undertænder, saadan var Munden, skævt vrænget ned ad...

- Jeg vilde raabe og fik det ikke gjort. Jeg sagde til mig selv: Du drømmer, og saá dog Waldheim - at det var ham - var Waldheim, og Fraaden løb ud af hans krængede Mund ...

- Og uden at kunne røre mig, uden at kunne løfte en Haand, sagde jeg til mig selv:

- Marian Michailowitz er blevet gal ... Hvis Du er vaagen, er Marian Michailowitz blevet gal.

- Da han pludselig - og jeg skreg ikke - griber om Lampen og løfter den og vil slynge den imod mig og falder ...

- Paa én Gang talte Barchan roligere:

- Han faldt, Iwan Iwanowitz, med Lampen - der knustes - i sin Haand forover, næsegrus, næsegrus,, med sit Ansigt mod Gulvet, lige, plat mod Gulvet - Ansigtet, Ansigtet nedad - saadan (og i en frygtelig Trang til at efterligne gjorde Feodor Alexejewitz en Bevægelse, som vilde han selv lade sig falde) - mens jeg. 569 sprang op og vilde ringe om Hjælp og gjorde det ikke (Naa, naa, sagde jeg til mig selv, tag det roligt, Marian Michailowitz lider altsaa af Ligfald), og jeg vilde løfte ham op og kunde det ikke ... da han selv drejede sit Hoved, og jeg saá hans Ansigt... Iwan Iwanowitz, det venstre Øje var lukket og Laaget faldet til - kun det højre saá, stirrede blodunderløbet op imod mig - det ene Øje ...

- Jeg holdt det ikke ud. Jeg maatte have ham løftet op ...

- Da han pludselig - da han paa én Gang selv sprang op og ind paa mig og kæmpede med mig, liggende ovenpaa mig kæmpede han med mig, som en Besat, som en Vild - kæmpede som han vilde kæmpe med et Spøgelse ...

- Han laa ovenpaa mig - ovenpaa mig ... lige ud for Dagligstuedøren laa vi ... Fingrene havde han op om min Hals, som vilde han kvæle mig eller, nej, nej, ikke mig, men et Spøgelse - thi hans ene Øje, det frygtelige, blodsprængte Øje saá et Spøgelse ...

- Og paa én Gang sagde jeg til mig selv:

- Det er Dig, der forfærder ham. Men hvordan var det muligt, Iwan Iwanowitz, at jeg, jeg kunde forfærde Marian Michailowitz saadan? Jeg, hans bedste Ven - vi var Barndomsvenner, vi har kendt hinanden seks og tyve Aar - jo, seks og tyve Aar - - til nu.

Barchan var gaaet hen imod mig.

- Hvorledes er det muligt? Hvordan har det kunnet blive muligt? sagde han og stirrede mig ind i Ansigtet.

- Kære Feodor Alexejewitz, sagde jeg og tog ikke mine Øjne bort (men fra min Nakke strømmede Sveden kold ned over min Skjortelinning): det er jo et Spil af Deres Nerver. Vær dog rolig. Waldheim er død ganske naturligt (ja, det sagde jeg, de Ord "ganskenaturligt") han er bukket under for et Krampeanfald.

- Ja, for et Krampeanfald, fordi han saá mig - ved Synet af mig, sagde Barchan og blev ved at se mig 570 ind i Ansigtet, til han paa én Gang begyndte at gaa op og ned paany, feberagtigt:

- Jeg véd det, det var mig, der forfærdede ham. Da jeg havde slidt mig løs og løftet ham op - hans Krop var blevet stiv, helt stiv, saa stiv som han allerede var død - og lagt hans Legeme hen paa Sengen, saá jeg det i det Øje, det aabne, forfærdelige, halvbrustne Øje, der fulgte mig: At det var mig, der forfærdede ham ...

- Men, hvorfor, hvorfor, Iwan Iwanowitz, hvorfor?

- Barchan vendte igen sit Ansigt imod mig.

- Talte han? sagde jeg (og i samme Nu tænkte jeg ved mig selv: Saa tydeligt taler et Genfærd.)

- Nej, sagde Barchan og standsede midt paa Gulvet: hans Tunge var lam ... Aa, Iwan Iwanowitz (og Barchan slog Hænderne for sit Ansigt) gid han dog havde talt...

- Jeg kunde have let, ja, jeg følte en urimelig, en uimodstaaelig Trang til at le - ad Barchan, ad Waldheim, ja ad den Døde selv - - - véd jeg, om det var af Befrielse eller Fortvivlelse ...

- Han laa kun, blev Barchan ved, med Øjet fæstet paa mig - - - stum, med det ene Øje spigret paa mig, stum, mens jeg sad ved hans Seng.

- Jeg vilde gaa og gjorde det ikke. Jeg sagde til mig selv: Det er Dig, der slaar ham ihjel, og jeg gik ikke ...

Barchan vendte sig igen, og hans Stemme lød saa træt, som havde han gennemvandret et helt Liv:

- Iwan Iwanowitz, sagde han, hvordan kan man blive en Morder mod sin Vilje?

- Og i samme Aandedræt lagde han til:

- Han døde Klokken fem. .... Der blev tyst.

- Jeg sagde kun til mig selv - intet andet og tænkte ikke andet -: Barchan véd intet. Ingen véd noget. Ingen vil faa noget at vide. Du er frelst.

- Og til Barchan sagde jeg meget roligt:

- De skal drikke en Kop The, Barchan.

571

Og jeg gik ind i mit Sovekammer og hentede Thebakken og skænkede.

- Medens Feodor Alexejevitz drak, sagde han:

- Vi maa ogsaa underrette hans Forældre.

- Da maa pludselig mit Ansigt have fortrukket sig (hans Forældre) - thi Barchan sagde og saá paa mig:

- Ja, er det ikke forfærdeligt?

- Jeg svarede :

- Marian Michailowitz er død af et Slagtilfælde; det er naturligvis meget sørgeligt.

Barchan gentog kun i samme Tone:

- Vi maa underrette hans Forældre - og han gik hen mod Skrivebordet:

- Nej, jeg kan ikke, sagde han, og hans Arme faldt ned langs hans Legeme: Iwan Iwanowitz, vil De?

- Og jeg skrev Telegrammet - jeg har aldrig skrevet saa tydeligt hele mit Liv - -

- Aldrig.

- I fem Aar har jeg drømt om de Bogstaver. De er Brikker, som jeg skal samle til Ord, og jeg kan ikke faa dem samlede; og de vokser og de styrter over mig, styrter som Træer, med udspilede Grene, der fanger og flænger mig. Eller de er Dyr i mine Drømme, Krebs, der vralter imod mig, Kæmpekrebs,, der vralter hen over mit Tæppe med slæbende Haler og griber om min Strube med deres slimede Tænger, deres væmmelige iskolde Tænger ...

Iwan Iwanowitz holdt inde. Sveddraaber randt ned over hans Tindinger:

- Den Vaagne kan værge sig, sagde han: Hvorfor kan ikke Viljen beherske ogsaa vore Drømme?

Iwan Iwanowitz tav. Han sad længe uden at flytte de fremstrakte Hænder.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde sige ham.

I Haven var der ganske tyst. Tujaernes Skygger var blevet mørkere og de to Popler stod foran os i Natten, ubevægelige og lige som to Sværd - mens Bilernes 572 Horn, derude og langt borte, lød som natskræmte Dyrs ængstede Skrig.

Iwan Iwanowitz talte igen, men med en anden Stemme:

- Jeg rejste bort fra Rusland, sagde han og saá mod Mørket:

- Her er jeg nu og - vender aldrig hjem. Jeg rejste mig og tog Russeren om hans Skulder:

- Kom Iwan Iwanowitz.

- Kom, lad os gaa ind og lad os tænde Lys.

573

"TIL Mme BERTHA WASBUTZKI"

"MEN DU SKAL MINDES MIG - "

EN Spøgelsehistorie? Men jeg har aldrig set noget Spøgelse. Der er overhovedet ikke Spøgelser til. Hvem skulde vel spøge, og hvem skulde kunne gaa igen? De Døde er døde og forbi er forbi. Hamlet saá aldrig sin Faders Genfærd, og kun Macbeths egen Rædsel bænkede den Dræbtes Aand ved Gæstebudet.

Spøgelser, Genfærd!

Hvem skulde spøge og hvem skulde gaa igen?

En Ven tog en Gang, en Nat i Paris, paa et Bal, mens alle dansede til Valsen af et spansk Orkester, et Orkester, klædt i Brandgult og Rødt, hvis Silke skinnede omkap med alle Gæsters - der tog en Ven bag sin høje Flip et Guldhjerte frem, som han bar om sin Hals i en Kæde. Det var besat med Opaler. Under en Glasplade laa der lidt hvid Aske eller et hvidt Pulver, saa meget som vi mod en Influenza tager ind i en Barneske: Se, sagde han: det er den, jeg elskede højest.

En Smule hvidt Støv, som jeg kunde have hældt ud paa min Handske og spredt ved et eneste Aandepust ud mellem alle de vuggende Dansende og ingen, slet ingen vilde have saa meget som anet det - -

- Det er den, jeg elskede højest.

Nogle Støvgran, et Par hvide Fnug.

574

Men min Ven lukkede det opalbesatte og gyldne Hjerte:

- Ingen véd, hviskede han, hvor højt vi elskede hinanden.

Spil, I spanske Spillemænd. Spil hedt og spil længe. Jeres Vals er dog kun kort og gaar hastigt til Ende ...

Hvad er det Hamlet siger, naar han regner med den beskedne Sandsynlighed? Hvad bliver der da tilbage af den store Alexander? Lidt Støv, Horatio, lidt Støv til at stoppe et Spundshul.

Hvad skal da spøge og hvem skal gaa igen?

Og alligevel - er de Døde døde? helt døde? saa helt døde, at de ikke kan for Eksempel kalde?

Ja, kan de ikke kalde? med et Slag, et Slag af en Haand paa vor Dør eller med en Kno, saa nøgen som en Gribs, en Kno - mod vor Rude?

Min stakkels Broder, som kun blev tyve Aar og som er død for saa længe siden, han troede dog, der var blevet kaldt paa ham og han sygnede hen og han døde og fulgte den, som havde kaldt.

Det var, da Moder var død. Vi, min Broder og jeg, laa i hver sin Stue, men Døren stod aaben imellem vore Kamre. Vi sov ikke i det øde Hus. Ungdommens raadløse Sorg stirrede over os, mens vi begge laa vaagne. En Gang imellem hørte jeg min Broder sukke - han, der altid talte saa sjældent

Saa blev der helt stille.

- Sover Du Oluf? spurgte jeg, som var mørkeræd.

- Nej, svarede han. Men sov Du.

- Ja.

Og vi laa igen - begge vaagne.

Men paa én Gang fo'r jeg op: ude, paa Ruden, paa min Broders Rude lød et Slag og et endnu og endnu et - tre haarde, bestemte Slag, Slag som af en Kno, en mager Kno, en haard, en nøgen Klo.

Og igen blev det tyst, mens jeg skjalv over hele mit Legeme.

575

Men jeg talte ikke straks og, da jeg talte, sagde jeg kun - og vidste ikke, hvorfor jeg ikke spurgte om de Slag -:

- Sover Du, Oluf?

Min Broder svarede kun som før:

- Nej - - men sov nu Du.

Heller ikke han talte om Slagene, de tre Slag. Havde han da ikke hørt dem? Jo, de havde lydt. Saadan kom de, et og et og et, tre Slag - tre Slag af en Kno, af en Klo.

Og Oluf havde hørt dem, og at det var paa hans Rude.

For den næste Morgen sagde han til den gamle Pige, den alsiske Sjæl, der havde baaret ham i Armene, da han var lille:

- Marie, inat kaldte Mo'er paa mig ...

Og fra den Dag sygnede han hen, tavs og med angstfulde Øjne - saa fjern, saa besynderligt fjern fra os andre, som gik han imellem os og var dog slet ikke iblandt os, men langt, langt borte - -- helt der ude.

Men seks Maaneder efter (ja, netop seks Maaneder efter de Slag) fulgte vi ham derop, til Kirkegaarden, derop i Jorden, i Kisten, ved Siden af Mo'er, ved Siden af hende, som ... havde kaldt paa ham.

Men det er Overtro, det er en Umulighed, det er mod alt, hvad jeg i min inderste Tanke tror, og man skal hverken huske saadan noget eller tale om det eller skrive det ned.

Hvortil tjener det? Den, som skriver, skal styrke den menneskelige Tanke og ikke forvirre den.

De Døde er døde - kun saa meget Støv, der kan rummes i et gyldent Hjerte, saa meget Støv, som der kan samle sig i en Sprække. Død er død øg de Døde kan ikke kalde.

Og heller ikke vise sig - vise sig som de gik og stod, vise sig som de, levende, var, vise sig, som om de levede?

576

Vise sig for at se paa os, vise sig for at minde os.

Aa, hvilket Vanvid og hvor-kan noget Menneske tænke det...

Kan Støv tage Skikkelse? Kan det, som ikke er, være? Al Fornuft ler derad. De Døde er døde. Og de, som tror at have set dem, har blot set et Billede, skabt af deres egen Hjerne under Sygdom, et Vrangbillede, deres skræmte Nerver skabte; de har haft en Hallucination, de har set nogle af de Billeder, som, hvern véd vel hvordan, stiger pludseligt op af vor Bevidstheds forgiftede Sumpe, stiger op som plettede Paddehatte og har Ansigter som halvt sammentrukne røde Vandmænd ...

Ja, Hallucinationer, intet andet, ingenting andet end en Hallucination.

Men de, som har Hallucinationer, bør gaa til en Læge ...

Eller maaske, lad dem maaske heller lade være. Man skal i Tiderne, som løber, behandle sin Læge med Varsomhed. Der er Ting, man hellere bør beholde for sig selv. Den, der vilde sige alt, kunde af sin Huslæge faa det Raad at begive sig paa en Klinik eller hen,, hvor endnu værre er ...

... Men, altsaa, de Døde viser sig ikke. Støvet fra et Guldhjerte skulde vise sig?

Og alligevel - -

Ja, jeg har naturligvis - og det har jeg allerede sagt - aldrig set noget Spøgelse. Det Billede, jeg to Gange har set, Billedet af en død Ven, var selvfølgelig en Hallucination, intet andet end en Hallucination ...

Men der er alligevel to Omstændigheder, to besynderlige Omstændigheder ved den Sag. For det første: Da jeg saá denne døde Ven, nej, Billedet af ham, var min Hjerne, saavidt et Menneske kan kontrollere en Hjerne og navnlig sin egen Hjerne (hvad der maaske er endnu det allerbesværligste), ganske og aldeles sund. Og for det andet: Min Ven havde truet mig ...

Han havde, hvad skal jeg sige, forberedt mig ...

Men det er ikke værd at fortabe sig i Betragtninger. 577 Jeg vil kun fortælle, hvad der er sket og som det skete. Ja, akkurat og nøjagtigt saaledes.

Jeg havde kendt min tyske Ven fra hans første Ungdom. Jeg havde ogsaa fulgt den Lidenskab, som en Dag betog ham, lige fra den allerførste Time.

Desværre, jeg havde ogsaa kendt den Kvinde, som han elskede - og jeg vidste bedre end nogen anden og altfor godt, at hun ikke var hans Tanker værd.

Og alligevel tav jeg. Jeg sagde ham intet. Jeg tav - af Hensyn til ham, af Hensyn til hende - hvad véd jeg? Maaske var det kun af Hensyn til mig selv. De af vore Handlinger, som kunde synes vore ædelmodigste, er undertiden i al Hemmelighed vore lumpneste eller de fejgeste ...

Men den Dag, da min Ven fik alt at vide, gik han ud og skød sig. Det var en Nat, og han skød Kuglen lige ind i sit Hjerte, gennem hendes Billede, som han havde stukket ind paa sit Bryst.

Den Slags Resoluthed er sjælden. Men den findes altsaa.

Da jeg hørte om -hans Død, var det mig, som var det mig, der havde dræbt ham, og (det var det frygteligste) jeg skulde erfare, at han virkelig var gaaet bort herfra med et Nag mod mig i sit Hjerte - -

Thi inden han døde, havde haaskrevet et Brev til mig. Der stod:

- Jeg gaar, fordi to har sveget mig, stod der, hun og Du. Men Du skal mindes mig.

- Du skal mindes mig.

Han fik Ret. Han fik Ret. Hans Liv og hans Død veg i lange og tunge Tider ikke fra min Tanke ... indtil Tiden gik og langsomt havde skubbet hans Billede bort. Thi de Levende maa beskæftige sig med de Levende.

Vore døde Venner, aa, deres Skygger sidder kun som Tiggere ved Kanten af vor Vej, (den Vej, som vi endnu Levende gaar) og hvor ofte kaster vi, med en flygtig Tanke, en Almisse i deres fremstrakte Hænder?

578

Der kunde gaa Uger og der var gaaet Maaneder, hvor jeg ikke skænkede min døde Ven en Tanke.

Men saa... ja, saa hændte det Altsaa det, at jeg en Nat saá ham ... det vil sige, nej, lad mig fortælle det nøjagtigt.

Thi naturligvis, det er min Hjerne, som har fungeret slet og som har været angrebet - just som den syntes sundest. Men der er alligevel en Biomstændighed, som maatte forvirre mig den Gang og som, jeg tilstaar det, forvirrer mig endnu, endnu, mens jeg tvinger mig til at tænke paa det.

Jeg havde tilbragt min Aften med Læsning, og, før jeg gik i Seng, havde jeg leget med Værtens lille Hund. Jeg havde spist til Aften og jeg havde været i en fuldkommen og uforstyrret Ligevægt Da jeg sov ind, brændte den lille Lampe, som sædvanlig, ved Siden af min Seng, paa mit Bord.

Og jeg havde sovet ganske roligt, uden Drømme, meget roligt.

Men pludselig vaagnede jeg og havde en Fornemmelse af, at nogen havde aabnet Døren, og at der var kommet nogen ind i Stuen.

Jeg vendte Hovedet og sagde (og var aldeles ubekymret) :

- Er det Dem, Andreas?

For Andreas var Tjeneren, og jeg troede, det var ham.

Men ved Døren saá jeg ingen, og der var ingen, der svarede mig.

Saa paa én Gang - og Himlen véd, at blot et Sekund før havde jeg ikke saameget som tænkt paa at gøre det.- vendte jeg mig om i Sengen og løftede Hovedet, og der, i Lænestolen, hvor jeg plejede at sidde og læse, der, i Krogen, ligeoverfor mig - sad han, han, min Ven, der havde skudt sig, han, som jeg ikke havde tænkt paa i mange Uger - sad dér lyslevende:

I sin graa Uniform med sit skægløse, lige, sørgmodige Ansigt, ubevægelig - sad han dér i Lænestolen og stirrede frem paa sine egne Støvlespidser, saadan som han plejede.....

579

Og jeg sagde, højt, ud i Luften, hen imod ham:

- Er det Dem, Arnold - hvad vil De?

Jeg var ikke angst. Jeg blev slet ikke angst. Jeg saá kun, han sad der, og jeg spurgte.

Jeg blev ved at se paa ham - uden at føle nogen Art af Angst - til han forsvandt.

Han forsvandt? han, han -

Vist ikke nej. Det var jo ikke ham. Nej, indtil Vrangbilledet forsvandt. For, skønt jeg var i saa fuldkommen en Ligevægt, maa jeg jo dog have været syg ... forvirret, paa Siden af mig selv; ude, naa, derude i "Sumpen". Mit Bevidsthedsliv har pludselig forskudt sig. Den Slags Forskydninger gaar for sig helt inde i vor Hjerne, uden at vi selv aner det: De er der - og hans Billede, min Vens, Vrængbilledet var kommet ved eri saadan Forskydning. Aa, sikkert, sikkert.

De Døde er døde. En Smule Støv, saa lidt, at det ikke dækker min hule Haand - saa lidt, en Smule Støv kan ikke tage Skikkelse og ikke "vise" sig - og heller ikke minde ...

Skønt ....

For der var den Biomstændighed og denne Biomstændighed - -

Men, som jeg har sagt, lad mig fortælle nøjagtigt:

Min Hjernes pludselige Sygdom maa have smittet. Det er ganske afgjort: mit Ildebefindende i Hjernen havde smittet en anden Hjerne i Huset, saa ogsaa den forvirredes paa samme Tid og blev syg paa samme Tid.

Det er det, som ...

Men altsaa:

Da jeg kom ned om Morgenen, sagde Husets Værtinde, og jeg havde ikke til nogen mælet et Ord om mit mærkelige Sygdomsanfald om Natten (man skal ikke tale om saadanne Ting, ikke til Ens Læge, som sagt, han kunde let misforstaa En, og heller ikke til andre, til de ganske almindelige Mennesker, de kunde nemt misforstaa Verdens rette Orden):

- Hvorledes har De det? spurgte min Værtinde mig 580 om Morgenen, mens jeg drak min The: Jeg har været saa urolig for Dem. Jeg sad i Aftes og ventede paa, at de sidste Gæster skulde gaa; jeg sad inde i det lille Spisekammer og læste. Men paa én Gang blev jeg, jeg véd ikke hvorfor, saa uhyggelig til Mode, at jeg lagde Bogen og jeg tænkte: Du vil hellere sætte Dig ind i Gæstestuen. Saa gaar de maaske ogsaa, og Du kan komme i Seng ...

- Da der paa én Gang gik et Stød gennem Huset, et Stød af Blæst gennem Huset, saa alle Døre fløj op.

- Og "Vips", ja det var uhyggeligt, fløj ud af sin Kurv og peb ... Hun stod og peb lige foran mig, som var der et Lig i Huset ...

(Et Lig i Huset, gentog jeg for mig selv, og mine Haarrødder blev som Ispinde i min Hovedhud.)

- Jeg blev virkelig helt kold, sagde min Værtinde (og hun saá ud, som var hun helt kold endnu), skønt man er jo ikke overtroisk.... Men saa tænkte jeg, det var da mærkeligt - og jeg gik ud i Gaarden for at se, om det da blæste saa stærkt saadan paa én Gang. Men det var ganske stille. Det var blikstille.

- Men lige med ét sagde jeg til mig selv;

- Gud véd, om ikke Herren er blevet syg ...

- Og jeg gik op ad Trapperne - jeg var blevet, saa jeg skjalv i mine Knæ, ja, det var jeg - og jeg lyttede ved Deres Dør. Men da alting var stille dér hos Dem, saa gik jeg ned igen og glad var jeg ...

- Det Hele var naturligvis no'et Snak ... (og hun gjorde Tilløb til at le) man kan faa saa mange saadanne Idéer saadan om Natten ... sagde min Værtinde.

Men jeg spurgte kun:

- Naar omtrent var det, at De gik op til min Dør?

- Klokken var lige de tyve Minutter i ét, sagde hun: For jeg saá saamæn paa Bornholmeren i Spisekammeret, da jeg kom ned.

Tyve Minutter i ét. Det var netop det Øjeblik, just det Øjeblik, da jeg havde set ham, min Ven, den Døde 581 - eller nej, nej, Billedet af ham .... for ogsaa jeg havde set paa Uhret: lige tyve Minutter før ét ...

Det var besynderligt, højst aparte, ikke let'at forklare det eller slet ikke til at forklare ....

Men selv om man ikke kan forklare en Ting, behøver den ikke at forskrække En.

Og desuden, hvad var det Hele for en latterlig Idé: Hvis han virkelig vilde "minde" mig, hvorfor skulde han saa netop minde mig den Dag, hvor jeg var saa tilfreds og saa rolig - medmindre det netop var min Ro, han vilde forstyrre.

Men det kunde det være. Hvis han virkelig kom, kom han ikke for det Gode. Det, han skrev, var en Trusel. Jeg forstod det godt, den Gang, at han truede mig - -

Men, hvis jeg bliver ved at rode saaledes rundt i denne Historie, ender det med at jeg tror paa den - at jeg tror paa Genfærd, jeg - -

Men sandt er det, jeg har aldrig haft saa rolig Tid i mit hele Liv som den Gang, jeg saá ham første Gang ... og da jeg saá ham anden Gang.

For jeg har jo set ham - anden Gang.

To Gange har jeg set ham. Og det, det er det, som ganske vist ... Nej, nej, lad mig ikke forfalde til Betragtninger. Lad mig dog, for Himlens Skyld, fortælle nøjagtigt.

Men jeg har altsaa set ham anden Gang.

Hans Billede, mener jeg, har jeg set.

Det var i Paris.

Jeg var kommen hjem fra et stort Bal. En Bekendt havde kørt mig hjem i sin Vogn. Vi var meget muntre, og vi havde talt om de ligegyldigste Ting paa den grønne Jord. Drukket noget, tilføjer jeg, havde vi ikke. Paa parisiske Baller faar man ikke noget at drikke. Det véd forresten alle Mennesker. Ved parisiske Fester maa hvem der gider slaas ved Buffet'erne og under Slagsmaalet redder man ét Glas "Mercier".

Min Bekendt var staaet ud af sin Vogn, og vi havde 582 pludret lidt endnu, mens vi begge stod, foran mit Hus, paa Fortovet. Vi snakkede om, naa om hvad véd jeg ...

Tilsidst ringede jeg paa Portneren og min Gadedør blev lukket op, og jeg gik gennem Entréen og nynnede, jeg husker det godt, det var en Vals, jeg nynnede. Jeg kom ind i min Dagligstue og smed min Overfrakke og tænkte endnu paa ham, min Bekendt, og paa hans Køreheste - - da jeg vender mig og der, i Krogen, i Lænestolen, med Ansigtet lige imod mig, sidder han - han, min tyske Ven, min døde Ven, han, der skød sig ...

I sin Uniform, med Øjnene frem mod mig ... lige frem mod mit Ansigt.

Ja, nu havde han løftet dem fra Støvlespidserne ...

Men uden Angst, uden Overraskelse - - som var Synet af ham noget, jeg havde ventet, sagde jeg:

- Er det Dem, Arnold? Hvad vil De?

Han rørte sig ikke, og, mens jeg hørte min Bekendts Vogn rulle bort, udenfor, paa Gaden (for den hørte jeg), blev jeg ved at se paa ham - - til han forsvandt.

Nej, nej, altsaa til Billedet af ham forsvandt. Skønt de Øjne, som havde været borede lige imod mig, lige ind i mit Ansigt - jeg vilde have svoret paa, at de levede, ikke med mit Liv, men med et andet Liv, med et Liv, der var stærkere end mine Øjnes er - men at de levede ...

Ja, paa det vilde jeg have givet mit Æresord og selv være død.

... Jeg véd ikke, hvor lang Tid der var gaaet eller at Tid var gaaet, da jeg fo'r sammen, fordi det bankede paa mine Vinduesskodder.

Hvad var det?

Jeg aabnede - og, det tilstaar jeg, mine Hænder skjalv, mens jeg gjorde det - og udenfor saá jeg min Pariserbekendts Ansigt:

- De er da ikke syg, raabte han ind gennem Vinduet

- Nej, slet ikke; hvorfor? svarede jeg og talte meget roligt.

583

(Som allerede tre Gange sagt: Man skal ikke aabenbare den Slags Ting for nogen og heller ikke for sine Venner. Saadan en Ven ser deltagende ud, mens man fortæller ham det, og naar han gaar ned ad Ens Trappe, siger han til sig selv: Saa, nu er det altsaa kommet. Naa, det stakkels Skrog - det havde jeg jo længe ventet.)

- Aa, sagde min Bekendt udenfor Vinduet: saa var det kun en dum Idé ... Men pludselig, som jeg sad i Vognen, sagde jeg til mig selv, at De var vist blevet syg - - - og lod Kusken vende.

- Men, saa, Gud ske Lov, Godnat ...

Og han stod ind i Vognen igen og kørte bort., .

Min Hjernes Sygdom havde altsaa smittet, smittet igen, smittet ligesom den første Gang, smittet ogsaa denne forholdsvis Fremmede, dette Menneske, som sad der, ligeglad, i sin Vogn - -

Ja, det er det, som unægtelig er det besynderlige.

Men hvorfor skulde ikke ogsaa Hjernens pludselige Sygdom kunne smitte? Det vilde jo blot være højst naturligt. Det er en Tankeoverføring (en Tankeoverføring af en syg Tanke), en Tankeoverføring næsten som enhver anden -

Sygdom - kun en Sygdom, der smitter.

Men alligevel, hvorfor skulde jeg ikke tilstaa det, siden jeg har talt om alt det andet: Jo, jeg har sagt det til mig selv: "Minder" han mig tredje Gang - mon det da - - mon det da ikke skulde være, fordi han, endelig, vilde skaffe mig Ro?

Og den tredje Gang - - vilde blive den sidste Gang ...

Vil han da, den sidste Gang, maaske ogsaa kalde - vinke med Haanden (hans Haand var altid bleg; ogsaa, mens han levede, var den bleg) og kalde?

Og jeg vil følge ham og gaa med ham, gaa bort med ham - gaa ligesom min Broder gik.

584

"TIL GREV MAURICE PROZOR"

STÆRKEST -

VI sad i "Zoologisk Have", foran Restauranten. De hvide Blomster langs Balustraden lyste i den hældende Dag med en sær og voldsom Skinnen - Blomster faar det Fosforskær mod Uvejr - som en Bram af hvid Ild. Foran os, i de store Damme, udspilede Flamingoerne, urolige, de flagrende og lyserøde Vinger, lignende Orkidéer, der havde løftet sig over Vandet og svajede under Vindkast. Og Gribbenes Skrig - naar vi bøjede os frem over vort Bord, kunde vi se dem, i de mørknende Bure, som virrende Skygger, der strakte de nøgne og spøgelselignende Halse - skar som Vridbors Hvin gennem Hornorkestrets Larm og brød den. François Carville, der bestandig (angst, som en Kvinde, foran Uvejr) førte sin Haand mekanisk og feberagtigt hen over sin Pande, sagde:

- Hvad er det, de spiller?

- Det er Salome.

Det var Raolo Bratianu, der svarede.

- Hvor Lynene er blege, sagde Francis Ewelyn og flyttede sit grønne Glas.

Der kom et nyt Lyn - kun som et Strejf af Hvidt ned over Birkenes krympende Løv, mens Tigrene, med opspilede Gab, foran det nye Lyn og et nyt, udsendte en gurglende Klage, og Odderen, med sine rindende Øjne, skælvende over det slimede Legeme, jamrede brægende som en Øgle, der havde faaet Mæle.

585

- Hvad er det, de spiller? sagde François Carville igen og bevægede bestandig sine Hænder.

- Det er Salome, sagde Raolo igen og gød bestandig Ægyptercigarettens Røg ud gennem de lukkede Læber, som vilde han opfylde Uvejrets Luft med dens lyseblaa og parrede Slanger.

- Hvor Birkene lyser, sagde Ewelyn og talte sagte.

- Ja, sagde Raolo, mens Løvernes Klager steg op bag deres Gitre, rallende tungt som en Kæmpes Aandedrag, hvem onde Drømme rider:

- Birkene er Aanderne mellem Træer.

- Kom!

Det var François, der raabte halvt og tav igen - mens et bristende Brag brød ned fra den klirrende Himmel, som var alle Jernbures Stænger, raslende, knitrede sammen og styrtede. Og paa én Gang fra alle Jernnet og fra alle Damme, fra Hegn og Pytter og fra tusind Skur et Skrig brast frem fra tusind Dyr, fra Bestier og Fugl og Kryb, et Skrig brast frem og spaltedes igen i tusind Lyd, mens Elefanterne skælvende løftede de sitrende Snabler og brølede dumpt, og Elfenbenstændernes oprakte Dupsko lyste under de flyende Lyn.

Henover Dammene slog de flygtende Flamingoer med de lammede Vinger, og de forfærdede Gribbe dukkede de nøgne Hoveder og slæbte deres Kroppe gennem Burenes Sand.

- Sæt Dem, sagde Raolo haardt, og medens Mu~ sikken bestandig lød med Horntoners døvende Klang, sagde han:

- Hør dog Salome.

Under nye Lyn løftede pludseligt alle de hundrede Ugler deres lydløse Vinger og peb som slagne Rotter piber under Pest - og Kongeørnen faldt, fra Burets Top, faldt gennem Luften, for Vingerne bar den ikke, faldt som noget dødt.

Mens langt borte en Struds klagede som en Hund, der hyler, og Meneliks Løve havde rejst sig i sit Bur, 586 skrækslagen, hængende i Jernet - skarlagenrød, som randt den af Blod.

Vi havde alle tiet.

Saa hørte vi endnu Hjortenes spæde Klynken - da Musikken holdt op.

- Kom, vi vil gaa ind, sagde Ewelyn:

- Nu begynder Regnen.

De første Draaber faldt, tunge, mod Bordets Plade, og vi stod op:

- Kom, Carville, sagde jeg fra Døren.

- Kom, Carville, gentog jeg, og han kom.

Kun Raolo Bratianu blev staaende foran den hvide Hæk og fangede Regnen i sit opadvendte Ansigt, mens Løvernes Stønnen, i den pludselige Stilhed, døde hen som langt henrindende Suk.

Vi satte os i en Krog, og vi bestilte Maden, og den kom, og vi spiste ikke, men glemte Retterne paa vore Tallerkener - mens François Carville, der sad inderst i Krogen, med det meget slanke Legeme trykket sammen næsten til et Bundt, begyndte at tale om Ceylon, besynderlig ophidset (men alle var vi sært hidsede, som om alle disse angstrystede Dyrs Jammer og Skygger havde kaldt alle sammenslyngede Hemmeligheder frem; og de Erindringer, man skyer, og alle Minder, som har svulne Læber, havde de kaldt dem frem af de Moradser, hvor de sover; og de strakte sig, i vor Bevidsthed, som Slanger strækker sig over en sur Flodbred, og lod Tungerne spille i Munden) - François Carville begyndte at tale om Ceylon og Indien og om Buddhaernes Ansigter og Fakirerne, Besværgerne, som lod sig levende begrave.

- Deres Vilje, sagde han (og de hvide Hænder, han holdt trykkede om sit Knæ, syntes endnu hvidere): Deres Vilje dræber deres eget Legeme, dræber det, saa det bliver stift og koldt. Og de trænger ikke til at drage Aande og ikke til nogen Føde og de trænger ikke til Solens Lys.

587

- Ja, ja, jeg har set det, vendte han sig heftigt til Raolo.

- Men jeg tror Dem, svarede Bratianu og smilede mens Herren fra Norden havde drejet sit brune Ansigt og betragtede François Carville ufravendt.

Men François Carville blev ved med sin Fortælling:

- Jeg har set, de blev begravede og at de var som døde - døde, mens de dog levede.

Manden fra Norden bevægede sine Læber:

- Viljen er stærk. Den kan ogsaa dræbe.

- De Døendes Vilje er stærk, sagde Ewelyn (og ogsaa han talte besynderlig hastigt, som kom Ordene uden at han egentlig vilde sige dem og mod hans Vilje):

- Det forklarer alle Spøgelsehistorier.

- Spøgelsehistorier, sagde Raolo: hvorledes mener De?

- Jo, svarede E\velyn, og han sad nu næsten som Carville før: Varsler - Varsler for Eksempel, de kan være skabte af en Døendes Vilje - af hans Tanke. Tankens Kraft vokser, idet den skal sprænges.

Han tav et Øjeblik, før han atter talte paa samme Maade:

- Min døende Moder paatvang andre sin Tanke - overvandt Rummet - tre Mil, i en Afstand af tre Mil meddelte hun sig til sine Venner ...

- Saá de hende? sagde Carville, og hans Stemme lød, som var der i den lyse Restaurant ganske mørkt og Nat.

- Nej, svarede Ewelyn: det er det underlige ... Men jeg tænker tit, at de hemmelige Bølger, som er Tankerne - de hemmelige Traade, som er vore Tanker, de viltres paa Vejen ind i andre Bølger og i andre Traade, og saa naa'r de forvanskede frem til deres Maal, til den, der tænkes paa - - men frem naa'r de ...

- Men egentlig, sagde Ewelyn (og hans Øjne saá, fraværende, op mod Salens elektriske Krone) kommer dette slet ikke Sagen ved, og det var blot noget, jeg tænkte paa ...

588

- For min Moders Tanke meddelte sig ganske kendeligt i den Melodi.

- Men fortæl altsaa, sagde Raolo og stødte sit Glas mod Bordet. Ewelyn sagde:

- Der er kun lidt at fortælle. Der er kun det: da min Moder døde - der stod et Stueorgel ved hendes Seng, et lille Stueorgel lige ved Sengen, og lige før hun døde, kun nogle Minutter før, bad hun min Søster spille en Salme, en Salme, hun altid havde elsket ... Jeg sad ved Sengen med hendes Haand i min Hænder. Det var som Kulden gled ned fra hendes Arm over hendes stivnende Haand. Saa bevægede hun sine Fingre ganske lidt, og hun vilde slaa Øjnene op - da var de brustne ...

- Hvad vil Du?

- hvad vil Du?

hviskede jeg tæt ved hendes Mund.

- Hils ogsaa paa Roch Hill, hviskede hun og vilde løfte sine Arme og kunde det ikke mer.

- Paa Roch Hill boede vore bedste Venner.

Det var tre Mil derfra ... De sad alle ved Frokosten. De havde talt om ligegyldige Ting - om Vinden og Vejret. Da de paa én Gang og alle hørte tre, fire Toner, høje, fulde Toner, Orgeltoner klinge, glide gennem Stuen - Tonerne af Salmen ... og dø hen ...

... Saa sagde Husfruen:

- Nu døde Mrs. Ewelyn ...

- Og de vidste, at hun var død. Ewelyn tav igen og ingen af os talte, før han atter sagde:

- Hun havde faaet bragt dem sin Hilsen, hun havde paatvunget dem sin sidste Tanke - men gennem Tonerne.

François Carville nikkede, mens Ewelyn et Øjeblik havde lukket sine Øjne:

- Hvor der er meget, som vi ikke véd, sagde han.

589

Herren fra Norden saá frem foran sig med det samme stirrende Blik:

- Ja, Menneskets Vilje er stærk, sagde han. Mens Raolo Bratianu sagde:

- Man behøver ikke at være døende for at kunne "varsle" ...

- Hvad mener De? spurgte François Carville med en underlig sky Bevægelse, som om han frygtede en ny Hemmelighed.

Raolo Bratianu svarede:

- Jeg mener, at jeg havde en Ven - nu er han død, for to Aar siden, han blev kun syv og tyve Aar - han kunde, naar han vilde, vise sig for sine Venner ...

Jeg gav mig til at le:

- Naa, Raolo, Rumænerne har nu en kraftig Fantasi ...

- Han kunde vise sig, gentog Raolo og vendte sig mod mig: Naar han tvang al sin Evne og sad, sammenkrøben, fremskudt - for saadan maatte han sidde - og stirrede lige, skarpt, ud i Luften, som paa dens Ansigt, paa hvem han tænkte - - naar han sad saadan

- kunde han vise sig for den, han tænkte paa. Jeg selv er vaagnet, vaagnet midt om Natten, og naar jeg slog Øjnene op, har han staaet ved min Seng, ved Fodenden - lyslevende, saa levende som han gik og stod ...

- Og næste Dag, naar vi mødtes paa Kaféen, kunde han sige til mig, leende, af fuld Hals:

- Naa, Du saá mig nok iaftes? Jeg tænkte paa Dig. Raolo Bratianu tav et Øjeblik og sagde saa med en lidt forandret Stemme:

- Men det var kun for sine Venner, han kunde fremtvinge sit eget Billede. Fremmede kunde han ikke naa.

Vi tav alle, til François Carville sagde lige paa én Gang og med sin blege Stemme (men Himlen véd, ad hvilken Tankens Vej han var kommen derhen):

590

- Hvordan døde han?

- Døde han? sagde Raolo forbavset.

- Han styrtede med sin Bil.

- Se, sagde Carville og fo'r halvt op: det lyner igen.

- Ja-

- Vi saá alle ud gennem Vinduerne, hvor et Par hvide Lyn og atter ét flød ned mellem Birkene, mens Flamingoerne med blaffende Vinger jog hen gennem Dammen - skinnende, med strakte Halse, som blege Spøgelser af Fugle ...

- Hør, hvor Uglerne synger, sagde Bratianu og smilede igen.

Gribbene skreg, virrende med deres ribbede Halse, aabnende Svælgene, lige ind mod Lynene, mens Uglerne, ubevægelige og med de gule Øjne opspilede, peb sagte.

- Kom, lad os gaa hjem, sagde Carville: Hvorfor gik vi ogsaa herhen? Raolo Bratianu lo:

- For at se, sagde han.

Men Herren fra Norden havde vistnok intet hørt og var kun forbleven begravet inde i sin egen Tanke. Han sagde og stirrede bestandig frem for sig:

- Ja, Viljen er stærk. Den kan ogsaa dræbe. Raolo Bratianu svarede:

- Det er anden Gang, De si'er det. Han lo:

- De si'er det som et Omkvæd - et Omkvæd i en Ballade.

Der kom et Glimt i Nordboens Øjne:

- Maaske, sagde han, thi min Vilje blev Morder. Vi havde alle vendt os mod Manden fra Norden.

- Hvad er det, De si'er? sagde Carville. Nordboen svarede kun uden at røre sig:

- At min Vilje en Gang sejrede og dræbte. Og Mindet om det er det uudholdeligste Minde i mit Liv.

- Thi Mordet var overlagt.

- Hør nu, sagde Ewelyn og gjorde en Bevægelse 591 som for at tage i Nordboens Arm; mens Carville, helt trykket ind i sin Krog, stirrede Nordboen ind i Ansigtet, og Raolo, med let sammenknebne Øjne, smilede frem til sin Cigarets sammenslyngede Slanger. Nordboen sagde:

- Ja, jeg vidste, jeg vilde slaa ihjel og jeg slog ihjel ...

Raolo Bratianu smilede bestandig til de blaa Slanger:

- Naa, bedste Ven, det er den Slags Ting, man bilder sig ind bagefter og laver sammen for sig selv i Nætter, hvor man ikke kan sove.

Nordboen havde flyttet sig. Strakt frem over Bordet støttede han Hovedet i begge sine Hænder:

- De kan, selv dømme, sagde han. Men min Historie er lang.

Jeg havde vendt mit Ansigt mod Vinduerne. Lynene gød sig endnu bestandig frem over Træerne, mens Regnen faldt saa voldsomt og tæt, at den dækkede alt udenfor Ruderne næsten som med en Væg.

Nordboen, der sad i samme Stilling, med Hagen mod de knyttede Hænder (jeg havde aldrig før lagt Mærke til, at der var saa megen Styrke i hans Hænder) sagde:

- Det var i Paris. Det Aar vi paa Theatrene iscenesatte saa mange nordiske Skuespil. Jeg var jo paa en Maade deres Leder. Ansvaret ved Hvervet var tungt. Jeg havde Ansvaret overfor alle og i Ryggen ingen - uden alle dem, der vilde falde over mig, hvis jeg greb fejl- Jeg siger det ikke for at forstørre, hvad jeg udrettede, men for at De kan forstaa min Sindsstemning og gøre Dem Omstændighederne klare, de Omstændigheder, under hvilke jeg (Nordboen tav et Sekund) under hvilke jeg altsaa - handlede.

- Jeg havde alle at forsvare, og til at forsvare mig, hvis jeg snublede - ingen. Det var altsaa Stillingen.

- Desuden var Forsvarsmidlerne smaa. Hvis Digterværkerne var de største, var Skuespillerne uøvede og unge. Theatret var fattigt. Publikum var uroligt og mistroisk.

592

- Saadan var det.

Nordboen tav et Øjeblik og jeg sagde:

- Jeg har hørt lidt derom.

Herren fra Norden skiftede Stilling og foldede Hænderne om sine Knæ:

- Det var saa "Over Evne", vi skulde opføre.

- Det var af alle vore Skuespil det vanskeligste, og det kunde bringe den største Sejr. De tørreste Sind hungrer mest efter Regn, og Vantroen tørster hedest efter Underet.

- Men hvordan skulde man finde Skuespillere? Jeg var allerede blevet vant til at føre dem ind i et andet Folks Forestillinger. Men her skulde de føres ind i en helt anden Verden. Naa, tilsidst havde vi faaet samlet dem. Kun en Elias havde vi ikke. Husker De ham? Det er Sangs Søn. Han, "hvis Klæder brænder ham", han, den mest længselsfulde og af alle Vantro den mest troende. Jo, jo, De husker ham nok, det er ham, der i anden Del sprænger Kapitalens Sal som den fortvivlet troende, han er blevet. Maaske er han Dramaets vigtigste Person. Han er i hvert Fald dets farligste. Det vidste jeg, og vi havde ham ikke. Vi havde prøvet ti Elever og tyve Elever fra Konservatoriet. De var umulige. Vi havde prøvet ti Elskere og tyve Elskere fra Paris og Forstæder og fra Versailles. De var ligesaa umulige og forstod ikke en Stavelse. Og vi maatte opgive det, opgive det Hele, hvis vi ikke fandt en Elias.

Manden fra Norden holdt inde et Øjeblik, som maatte han tage Vejret:

- Saa sagde Direktøren en Dag og bed Tænderne ned i sin tynde Læbe:

- Vi maa prøve Crangier.

- Hvem er Crangier? spurgte jeg.

- Det er en Elev, svarede Direktøren: Men han maa altsaa spille Rollen.

- Men hvorfor prøver vi dog ham saa sent?

- Fordi han er umulig - og Direktøren sparkede 593 med sine lange Ben, som han plejede, naár det Hele var ved at slaa sammen om ham -:

- Han er umulig. Men De maa altsaa afrette ham. Og han har det i Kroppen.

- Hvor gammel er han? spurgte jeg.

- Han er vel en og tyve Aar eller to og tyve - hvad véd jeg!

- Og han har sagtens aldrig spillet Komedie? indskød jeg.

Direktøren lo:

- Nej, men nu faar De ham at se imorgen.

- Næste Formiddag, da jeg kom ind i Direktionens Kontor, stod der, ved Døren, et ungt Menneske. Han stod lige ved Døren. Jeg troede, det var et Bud fra en Forretning og lagde ikke Mærke til andet end at han var urimelig mager. Jeg satte mig til at læse Breve, da Direktøren kom ind og Budet, han stadig stod der ...

- Naa, Godmorgen, sagde Direktøren og (jeg husker det godt) han sagde en hel Del saadan som en Mand, der er genert og forlegen, før han slog lidt ud med sin Haand derhen mod Døren, mod Budet:

- Ja, sagde han: det er altsaa Hr. Crangier.

- Jeg havde drejet mig:

- Det - det var Hr. Crangier, det var Elias.

- Budet var Elias.

- Jeg vilde have sagt noget - men jeg standsede: Stakkel, hvor forskrækket han dog saá ud. Han havde meget store Øjne (han sulter, sagde jeg til mig selv) og hans Hals var saa tynd som hos en Fugl eller hos en Olding. Nej, saa skræmte har jeg aldrig set et Par Øjne og et Par Hænder ...

- Det er Hr. Crangier? sagde jeg kun.

Mens han, Budet, blev ved at kramme om sin elendige Filthat, som jeg er vis paa, man kunde se igennem, og Direktøren sagde:

- Nu taler De altsaa med Crangier, Kære. Rollen kan han.

- Og Direktøren gik og vi, vi andre to blev alene 594 og jeg bad Mennesket tage Plads. (Ja, jeg fortæller det saa omstændeligt, lige fra Begyndelsen saa omstændeligt, for at De overhovedet skal kunne forstaa det Hele og hvem - hvem det var, jeg kom til at slaa ihjel). Han satte sig lige over for mig, ude, yderst paa Kanten af en Stol (ja, de Øjne sulter, sagde jeg igen til mig selv), og jeg spurgte ham:

- De har altsaa aldrig før spillet Komedie?

- Jo, min Herre.

- Hvor?

- I Provinserne?

- Hvor i Provinserne?

- Ved Selskaber.

- Det var som skjalv han ved hvert Ord, skjalv, saa Ordene blev slet ikke Ord, men bare en Gurglen, der klemte sig ud af hans magre Hals.

Og pludselig sagde jeg, greben af Medlidenhed med det stakkels Væsen og Bud, der sad dér og uafladelig krammede denne Hovedbedækning af en Hat (ja ... Medlidenhed var det. Det var fra første Færd Medlidenhed, der drev mig og som blev ved at drive mig, Skridt for Skridt, skønt jeg vidste det... vidste, hvor det vilde ende - -) jeg sagde og paa én Gang meget venligt:

- Men nu maa De være rolig - og ikke bange, Hr. Crangier. Saa gaar vi ind i Prøvesalen og ser, hvordan det gaar.

- Ja, Tak, sagde han og stod op som en Sprællemand.

- Kommer De saa? spurgte jeg, der allerede var ved Døren.

- Ja, fløj det fra ham og han blev staaende. Og paa én Gang sagde han - og jeg vendte mig uvilkaarlig -:

- De kan forstaa, det for mig vilde være saa umaadelig en Lykke.

- Ja, ja, sagde jeg (og tænkte igen: Herre Gud, hvor den Mand har sultet): Nu gaar vi ind.

595

- Vi prøvede. Han var umulig. Men han forstod Elias. Han havde sikkert nok sultet efter Brød og efter Maalet, akkurat som Elias efter Underet. Ved hvert Ord han sagde, saá han hen efter mig saa angst, som skulde han halshugges, og hver Sætning hakkede i hans Mund, som en Baad, der redningsløst er paa Grund, hakker i Stenene.

- Jeg sagde til mig selv: Den Mand har Talent og han bliver aldrig Skuespiller. Han er Elias og han er fuldkommen latterlig.

- Mens han blev ved, første Akt, anden Akt, Rollen ud - som en forpustet og fortvivlet Svømmer, der gennem en Brænding vil naa til Bredden. Øjnene tog han ikke fra mig, til han standsede og - ventede med sine Sprinkelfingre borede ind i sine Haandflader.

- Ja, ja, sagde jeg: De kan beholde Rollen. Vi vil forsøge (og inde i min Hjerne sagde jeg: Han er Elias og han vil ødelægge det Hele) - da jeg paa én Gang følte hans Haand om min med et Tag som af en Knokkel:

- Aa, Tak, det vil Himlen lønne Dem for, sagde han og han blev ved at klemme min Haand.

- Og jeg sagde til mig selv, ja, det sagde jeg - hvorfor og hvordan var det muligt? -- men jeg sagde, som i Spøg til mig selv ... maaske som i Spøg:

- Hvis Du sagde nej, vilde Du ogsaa slaa ham ihjel.

- Ogsaa slaa ham ihjel ...

Manden fra Norden løftede et Nu Haanden fra sine Knæ, og hans Øjne gik hen over vore Ansigter:

- Ogsaa slaa ham ihjel. Altsaa vidste jeg det allerede den Gang. Vidste allerede da, ved vort første Møde, alt hvad der vilde komme og ske. Eller jeg var idetmindste advaret - varet som ved et Signalflag hejst der helt inde i min Bevidsthed - - et Faretegn paa Banelegemet - - og jeg agtede ikke Tegnet.

Han tav et Øjeblik.

Som en Mand, der efter et Hvil atter begynder at 596 gaa, langsomt, fordi Vejens Maal endnu er fjernt, blev han ved:

- Men Fortællingen er lang.

- Han var gaaet, Mennesket, og Direktøren kom ind.

- Han sagde kun: Hvordan var han saa? Han var vel umulig - hva'?

- Direktøren blev staaende og flyttede sine Fødder paa Gulvet (ja, det var mærkeligt - ogsaa han var besynderlig urolig den Dag, som om ogsaa han, ja, som om ogsaa han følte sine Hænder inde i et Hjul):

- Og saa?

- Vi prøver ham, sagde jeg.

- Og pludselig lo Direktøren.

- Naa ja, til Helvede, De har Ansvaret, sagde han.

- Jeg lo eller jeg vilde le:

- Men, svarede jeg, under Prøverne maa De saagu' give ham noget at spise. Den Mand har sultet for længe.

- Vi gik ind til Prøven. Jeg véd ikke selv hvorfor jeg den hele Dag var saa adspredt eller saá saa adspredt ud. Men Bratt sagde to Gange til mig:

- Er dette her rigtigt? - som om han havde mærket, at jeg hørte kun halvt. Og, nu husker jeg det godt, jeg hævede ogsaa Proven meget tidligere end jeg plejede.

- Da den var forbi, sagde Bratt, og alle Skuespillerne stod der endnu:

- Har vi saa faaet en Elias?

- Ja, sagde Direktøren.

- Det var ogsaa paa høje Tid - og hvem er det blevet?

Direktøren tøvede et lille Nu:

- Det er en Hr. Crangier, svarede han.

- Hva' for no'et (det var Rakel, der raabte det) - Crangier - det er ikke muligt - - ham, som de lo ud af Konservatoriet...

597

Og de begyndte at le, alle i Kor - mens der var En, der raabte:

- Crangier, det er ham, der slaar Søm i Væggene ...

Det var rigtigt, det var rigtigt: Mens Mennesket havde prøvet, havde han uafladelig ført de knyttede Hænder frem og tilbage foran sine egne Skuldre, som om han med begge Hænder vilde spigre Søm fast i en Væg.

Skuespillerne var blevet ved at le, da Direktøren sagde:

- Sceneinstruktøren har valgt ham.

- Jeg havde jo ikke valgt ham, jeg havde sagt, jeg vilde prøve ham, jeg havde selv sagt, han var umulig. Men nu, hvor disse Folk blev ved at le, sagde jeg pludselig og som den Mand, der har Kommandoen: Ja, det har jeg og jeg vil haabe, jeg faar Ret i at have valgt ham.

- Og jeg gik.

- Da jeg kom ned paa Gaden, var jeg kommen til at tænke paa andre Ting. Da paa én Gang - De véd, det kan gaa saadan - mine Øjne falder paa et Menneske ovre paa det andet Fortov: Det var utroligt, saa det Menneske gik, gik paa sine Ben og løftede dem alt for højt - saadan helt op i Luften. Han gik, som en Krop uden Sjæl vilde gaa, ja, som en Krop vilde gaa, naar Sjælen var fløjet af den og Kroppen kunde blive ved at gaa. Nej, det var det latterligste, jeg havde set. ... Det var ...

- Saa saá jeg, at det var Crangier, Mennesket derovre.

- Jeg saá, han skraaede over til mig -, mens jeg blev ved at se paa hans Ben. Men pludselig gik han anderledes. Naa, Gudskelov, tænkte jeg: han kan altsaa gaa som et Menneske.

- Jeg vilde kun, sagde han, spørge Dem ...

- Spørge Dem, om det endnu staar fast, at jeg skal spille Rollen?

- Jeg saá paa ham og igen paa hans Øjne:

- Ja, svarede jeg, naturligvis staar det fast.

598

- Og i et Ryk bøjede Mennesket sig igen ned - ligesom før, ligesom i Kontoret, og greb min Haand og klemte mine Fingre sammen og løb, uden at sige et Ord, henad Gaden.

- Jeg blev ved at se efter ham, som han løb - med Knæene op i Vejret. Der er en Nervelæge, som en Gang har sagt mig, at den Maade at gaa paa er Tegn paa en vis Slags Galskab eller Forløber for den.

- Ja, sagde jeg til mig selv, Manden er halvgal og han har du altsaa bestemt skal spille Elias ...

- Da jeg kom hjem, laa der et Brev til mig. Det var fra de nordiske Digteres Forlægger. Herren havde hørt om de Vanskeligheder, som beredtes og truede Opførelsen.

"Men", skrev han, "nu at opgive noget vil være det samme som at opgive alt Jeg idetmindste vilde ikke paatage mig et saadant Ansvar."

- Jeg læste det Brev to Gange, og jeg kan endnu se hvert af dets Bogstaver saa tydeligt, som laa Brevet her foran mig paa Dugen. Saa satte jeg mig ved mit Bord og svarede: "Hindringerne, om hvilke De har hørt, er lykkeligt og alle overvundne. Opførelsen vil finde Sted med den Rollebesætning, som jeg personlig har fastslaaet og til den Tid, som fra første Færd har været bestemt."

. - Og mens jeg skrev, vidste jeg, at nu skrev jeg altsaa ned, at jeg var bunden til Hr. Crangier ...

- Det er altsaa bestemt, sagde jeg til mig selv, bestemt - hvad der saa vil ske.

- Prøverne begyndte, Prøverne mellem ham og mig. Jeg turde ikke lade ham prøve sammen med de andre. Tale Rollen kunde han. Naar jeg betragtede ham stift, uden at tage Øjnene fra ham, talte han rigtigt og roligt. Tag det nu langsomt, sagde jeg og saá ind mellem hans to Pupiller - og han hverken stammede eller hvæsede, men talte som Elias, som den, der vilde give ti Liv for at tro og som ikke kan det...

599

- Og jeg sagde til mig selv: Det gaar. Han bliver Elias.

- Til, lige med ét, mens han talte, St. Veitsdansen fløj i ham - en fremmed Vilje, som ikke var hans og ikke var min, rev og sled i ham, saa han skjalv paa alle Lemmer og dansede paa sine vanvittige Ben.

- Stille, behersk Dem dog, Menneske, raabte jeg, mens han saa angst som den, hvis Øjne snart skal briste, blev ved at stirre paa mig og ikke kunde styre den oprørske Sprællemandskrop, som dirrede i alle sine Led.

- Hold dog inde, raabte jeg: hold op.

- Og ligbleg, lænet til Væggen, stod han og blev ved at føre de oprakte Hænder frem foran sig - Manden med Sømmene.

- Ned med de Arme, skreg jeg ude af mig selv (nej, nej, dette gik ikke - det gik aldrig), og hans Arme faldt ned, som var de døde af et Slagtilfælde.

- Sæt Dem, sagde jeg og tvang mig til Ro. Sæt Dem og tal, mens De sidder.

- Han satte sig i en Armstol, mens han skjalv endnu.

- Vent et Par Minutter, sagde jeg, og han ventede, med Øjnene klistrede paa mig, som saá han paa en Glasperle.

- Nu, saa, tal nu.

Jeg bøjede mig over ham, støttende begge mine spændte Arme mod Stolarmenes Kant:

- Nu.

- Og han talte stammende.

- Læg Deres Arme overkors.

- Han lagde Armene overkors ...

- Nu, tal nu.

- Ja.

- Og han talte uden Stammen, uden Skælven - som han skulde ...

Pludselig brast det frem fra Carvilles blaagraa Ansigt:

600

- De maatte jo dræbe ham.

Manden fra Norden drejede langsomt sit Hoved:

- Ja, sagde han; jeg dræbte ham.

Vi tav alle. Selv Raolo Bratianu havde lænet Nakken mod Væggen, og en Sitren gik hen over hans opadvendte Ansigt, hvis Øjenlaag var lukkede.

Manden fra Norden sad atter med Hagen i sin Haand:

- Crangier sad dér i Stolen i en Time, og jeg veg ikke, men blev ved.

- Tilsidst blev Manden helt rolig.

- Staa nu op, sagde jeg midt som han var i en Sætning og han stod op og blev ved at tale og bevægede sig og gik og flyttede sig og talte og var Elias og helt rolig.

- Himlen være lovet, sagde jeg til mig selv og fulgte ham Tomme for Tomme og aflod ikke:

- Det gaar, det gaar, sagde jeg til mig selv:

- Du sprænger ham - men det gaar. Manden fra Norden vendte Ansigtet med et Kast og han sagde hen mod Carville:

- Ja, Jeg sagde til mig selv: Du sprænger ham - men det gaar, sagde jeg løst hen. Eller lod jeg kun, som det var løst hen, fordi jeg vilde, at det skulde gaa.

- Thi først og sidst skulde der sejres. Det vidste jeg og det vilde jeg.

Raolo Bratianu sagde ud i Luften uden at røre sig:

- Fortæl videre.

Men som om han ikke kunde løsrive sig fra sin egen Tanke, blev Nordboen ved:

- Og alligevel, hver Gang jeg i alle disse Aar, roligt og sagligt, har gennemtænkt det altsammen, er jeg dog naaet til den Slutning: "Jeg handlede tillige af Medlidenhed." Jeg handlede (jeg lyver ikke) ogsaa af Medfølelse. Men af hvilke Grunde handler vi overhovedet, eller véd vi saakaldte Mennesker nogensinde, hvad der driver os? Og hvis vi kendte vore egne Grunde til at 601 handle, mon vi da ikke vilde blive saa forfærdede overfor "Drivfjedrene", at vi mistede Modet og Magten til at handle? Og alligevel var det ogsaa af Medlidenhed, jeg gjorde, hvad jeg gjorde. Jeg kan bevise det: En Dag, da jeg havde afbrudt Prøven, da jeg pludselig havde slynget min Stok i Gulvet og havde sagt:

- Dette nytter ikke. De kan gaa ... og vendte mig om, stod Crangier deri Krogen forfærdet, ligesom klemt ind mod Døren, som en Mand, der har faaet en Næve ind i sin Side.

- Hvad er der dog, Menneske? sagde jeg.

- Ingenting, svarede han og rettede sig, men hans Øjne saá ud som en Hunds, der er pryglet til Døde under en Pisk.

- Og lidt efter sagde han med en lille bitte Stemme

- aa, det var knap et Menneskes Stemme:

- Altsaa ... er den nu taget fra mig?

- Og jeg svarede, fejg foran dette Ansigt og denne Afmagt og denne Sult:

- Nej, nej, Crangier ... Men De kan jo ikke.

- Jo, svarede han og nikkede som et Tiaars Barn (han havde saadanne Nik):

- Hvis De blot ikke bliver træt.

- Og jeg sagde meget mildt, overvunden af hans Tro, af hans Nød, af hvad véd jeg:

- Nej, nej, De véd jo godt, jeg bliver ikke træt Og lystigt lagde jeg til:

- Men spiser De nu ogsaa noget, Crangier?

- Jo, Tak, svarede han og nikkede lykkeligt: Jo, Tak.

- Naa, sagde jeg, saa gaa hjem og spis noget og - kom igen imorgen.

Nordboen tav paany. Men lidt efter fortsatte han, vendt mod mig:

- Og efter hver Prøve var Skuespillerne forsamlede og deres skæve Smil lurede paa mig, og de spurgte saa deltagende, som spurgte de til en nær Paarørende, der 602 laa for Døden og som de skulde arve: Hvordan gaar det med Manden med Sømmene?

- Tak, sagde jeg, det gaar udmærket.

- Og jeg lovede mig selv, de skulde ikke faa Ret og de skulde ikke sejre.

- Og forresten - gik det. Det gik saa godt, at jeg en Dag turde vise frem, hvordan det gik. Jeg bad Bratt, om han næste Morgen vilde se Crangier. Morgenen kom, og Crangier vidste ikke, at nogen skulde se ham. Da Bratt kom ind, sagde jeg kun til ham:

- Ja, saa prøver vi altsaa. Idag har De Publikum, Crangier. Tag Dem nu sammen.

- Det havde givet et Sæt i Crangier, som om al hans Krop trak sig sammen, nej, som om hans Hjerte trak sig sammen og blev til en bitte Klump som en knyttet Næve. Alt hans Blod skød op i hans Ansigt - det var første Gang, jeg saá, at han havde Blod ...

- Begynd, sagde jeg (og jeg vidste ikke selv, at saaledes som jeg talte, fast, og stødte Ordene frem, frem lige ind mod hans Ansigt, saadan taler en Hypnotisør til sit Medium, naar Seancen skal reddes) - mens Bratt havde sat sig henne ved Væggen, med fremstrakt Overkrop, som en Sportsmand ved Væddeløbene, paa Tribunen.

Nordboen førte begge Hænder op til sit Ansigt og gned sine Tindinger med de sammenpressede Fingerspidser to Gange:

- Det gik. Han spillede helt godt. Scenen med Faderen forløb. Første Akt forløb ... Han var, stod og flyttede sig og talte og var til som han skulde - saa vidt han kunde, naar han gik i Søvne. For Manden gik i Søvne ...

- Han gaar i Søvne, sagde jeg til mig selv.

- Og greben af en frygtelig Angst, en Angst overfor det umulige eller det unaturlige, en Angst, der stivnede min Tunge til en Pind i min Mund, saa jeg knap kunde tale (og jeg gav jo Replikkerne og gjorde det uden Lyd og han mærkede det ikke) sagde jeg til mig selv: 603 Du maa vække ham - Du maa faa ham vækket.... om det gjaldt hans Liv, maa Du faa ham vækket...

- Mens han blev ved at tale og give Svar og flytte sig og gaa omkring som en Søvngænger gaar og flytter sig.

- Og jeg beroligede mig selv: Ja, Manden gaar i Søvne, men maaske vil ingen mærke det. Han spiller jo fortræffeligt. Lad dog være at vække ham. At vække ham vilde være Synd.

- Men hans Øjne blev ved at gøre mig bange. Hans Øjne vidste ikke, hvad han sagde. Det var, som de var faldet endnu længere ind i deres Huler, og de brændte derinde som i et Par smaa Ovne - inde i deres Huler brændte de op, mens jeg sagde til mig selv: Gid Bratt ikke ser hans Øjne - -

- Men han havde vistnok set dem.

- For da det var forbi (jeg saá ikke efter Crangier, da det var forbi ... jeg vilde ikke se efter ham) og vi var kommet ind i Kontoret og vi havde staaet noget, sagde Bratt pludselig:

- Ja det vil altsaa gaa. Hvis De da ikke har slaaet Manden ihjel forinden.

- Jeg gav mig til at le:

- Forinden - ikke, sagde jeg.

- Men naturligvis, sagde Bratt, er det udmærket. Og at finde nogen Anden er vel umuligt.

- Ja, ikke sandt, det vil være umuligt? sagde jeg, og jeg saá Bratt ind i Ansigtet, som den, der vil og maa have Ret og Medhold: Og at tage Rollen fra ham vilde desuden være Synd ...

- Jeg gentog de Ord, netop de Ord jeg havde sagt til mig før: at det vilde "være Synd"; og Bratt svarede (men han saá ikke paa mig, han stirrede lidt ud ad Vinduet, ud mod den graa Mur, mens han sagde):

- Ja, det vilde vel ogsaa være Synd.

- Ja, sagde jeg, jeg tør i hvert Fald ikke tage det Ansvar paa mig; og jeg klappede i mine Hænder:

- Prøven begynder, sagde jeg.

604

- Og vi prøvede alle sammen med Crangier. En Taarnlinedanser har den Fornemmelse eller Mangel paa Fornemmelse, som jeg havde under den Prøve.

Nordboen rakte Haanden ud efter sit Glas:

- Er her ingen Vin? spurgte han.

- Her, svarede Raolo og skænkede i hans Glas. Manden fra Norden drak:

- Vi prøvede hele første Akt, men jeg standsede, hvor Fjeldet skrider. For "Skriget" havde Crangier endnu ikke lært. Under Prøven havde der været ganske lydløst mellem Kulisserne (pludselig havde jeg sagt, midt paa min Line sagt til mig selv: Hvor de lister omkring - som Dyr, i en Manege, bag Jerngitret) og ogsaa, da det var forbi, var der ganske tavst: "Ja, Prøven er sluttet," gentog jeg, og heller ingen talte, mens de gik. Crangier havde sejret ...

Da jeg kom ind i Kontoret, sagde jeg til Direktøren, som stod der:

- Nej, hvorfor skulde man vel tage Rollen fra ham?

- Rollen, fra hvem? spurgte Direktøren.

- Fra Crangier, mener jeg.

- Men, kære Ven, er De gal? hvem taler om at tage Rollen fra ham? Vi er simpelt hen forbløffede ... Det er jo utroligt, hvad De har udrettet med det Menneske.

- Og pludselig tagende sig i det lagde han til:

- Men jeg vidste det jo, da jeg gav ham Rollen. Jeg sagde til mig selv: Det er endelig en Rolle for Crangier. Crangier han er Manden.

- Og pludselig oprømt, straalende, aabnede han Døren og raabte ud i Gangen: Crangier, Crangier, er De der - kom herind.

- Men da Crangier kom ind, røg Direktøren lidt tilbage:

- Hvad er der med Dem? sagde han (saadan saá Mennesket ud) - -

- Ingenting, svarede Mennesket.

- Det var jo udmærket - men hvad er der med 605 Dem? Er De syg? Nu maa De spise - spise ordentligt ...

- Ja.

- For Fremtiden, sagde Direktøren (og jeg lagde godt Mærke dertil, at han paa én Gang blev urolig igen og flyttede paa sine Ben og saá bort, ud ad Vinduet mod Muren) ... for Fremtiden vil De sandelig nok faa Raad til at spise Dem mæt...

- Ja, det vil De, kære Crangier, sagde jeg, og pludselig lagde jeg til: Og det kan De takke Direktøren for ...

Direktøren havde vendt sig, og han gjorde en Bevægelse med sine Hænder:

- Aa nej, aa nej, sagde han, Hr. Crangier er Deres Mand. Og det véd Hr. Crangier ogsaa godt. . - Crangier havde set mig ind i mit Ansigt:

- Ja, sagde han kun og havde bøjet sit Hoved.

- Og foran det Ansigt sagde jeg (husk, at jeg sagde det), sagde jeg hastigt:

- Men, Crangier, hvis De tror, hvis De selv tror, ai De ikke kan ...

- Men bedste Ven, sagde Direktøren: At han ikke kan - ikke kan. Vi har jo set, at han kan.

- Naa, Farvel Crangier, sagde han og slog ud med sin Haand: De kan ved Kassen hæve halvtredsindstyve Francs.

- Jeg havde sagt til mig selv, da jeg saá ind i Crangiers løftede Øjne: Nej, han spiller altsaa. Du kan ikke gøre ham den Sorg ... Du lader ham spille.

- Men da Døren havde lukket sig, sagde Direktøren (i hvilken Tankeforbindelse? havde' han da virkelig gættet alle mine Tanker?):

- Ser De, kære Ven, der er jo Risiko ved alting ... og han begyndte at tale om en Førsteforestilling paa Ambigu ...

Nordboen tav.

Tjenerne havde lukket alle Salenes Døre op. Men skønt Regnen blev ved at falde, var Luften lige tung.

606

Francis Ewelyn havde drejet Hovedet og sagde:

- Det Uvejr vil vare hele Natten.

- Det vil det, svarede jeg, da ingen anden vilde tale.

Manden fra Norden havde stirret frem for sig, og da han talte paany, var det tørt og langsomt, som om han refererede eller som En, der fører noget til Protokols:

- Vi prøvede videre. Hver Morgen prøvede jeg bestandig alene med Crangier ... Jeg havde endelig lært, hvordan vi hurtigere kunde vinde fremad. Jeg lod ham stille sig tæt ved Siden af mig, med Skulderen mod min Skulder. Saadan stod vi, mens jeg med et Greb holdt med min udspilede Haand om hans Arm:

- Tal nu, sagde jeg.

- Og han sagde Rollens Ord, mens hele hans Legeme skjalv og vi hele Tiden stod Skulder ved Skulder.

- Det blev udmærket.

- Vi havde kun "Skriget" tilbage. Mennesket kunde ikke lære det Skrig. Han skreg med et Skrig (og han skal skrige af Rædsel), der vilde faa selve Kælderrotterne til at le. Jeg fandt tilsidst paa en Udvej. Der stod i Prøvesalen et stort Skab, Himlen véd, hvordan det var kommet der. Det var stort og sortmalet og saá ud, som det var en gammel Ligkiste, der stod op ad Væggen.

- En Dag lukkede jeg Skabsdøren op:

- Gaa ind i Skabet, sagde jeg.

- Crangier blev staaende.

- Gaa ind i Skabet, gentog jeg, men pludselig sagde jeg - aa, hvor jeg allerede havde lært at hykle og kaste fra mig -:

- Det vil sige, hvis De da tør.

- Kun hvis De tør, sagde jeg endnu en Gang, mens jeg holdt paa Skabsdøren og jeg var overbevist om, jeg turde give mit Hoved paa, at han var mørkeræd til Døden.

- Jo, jeg tør, svarede han og løftede Fødderne ... ja, løftede dem nøjagtigt saadan alt for højt som den 607 Dag paa Gaden - og han gik ind i Skabet og jeg lukkede Døren.

- Skrig saa, raabte jeg.

- Han skreg.

- Igen, raabte jeg.

- Han skreg igen.

- Højere ...

- Ja.

- Igen ...

- Saaledes lærte han tilsidst at skrige af Rædsel for Mørket.

Manden fra Norden nikkede langsomt, og mens han krængede sin Mund nedad, sagde han:

- Man kan lære et Menneske alt. Og idet han pludselig saá fra den ene af os til den anden, sagde han:

- Vil De høre mere?

Ingen af os svarede. Carville havde dækket Ansigtet med sine Hænder.

- Det var altsaa - og Herren fra Norden sad atter som før med Hagen støttet mod sine Hænders Knoer - Førsteforestillingen, som endelig var kommen. Jeg arriverer altid tidligt de Aftener, mens der endnu ingen er og der er mørkt og ingen kan se mit Ansigt. Kun Maskinfolkene lister omkring, lydløse paa deres Fødder, som nogle Skygger. Ogsaa de hvisker, til pludselig en Strøm af Ord kan staa ud af deres Munde som et skiddent Springvand, og de tier igen og lister videre.

- Ogsaa den Aften var jeg kommen tidlig, og Skuespillerne, der ikke kendte mig i Mørket, havde sneget sig forbi mig uden Hilsen for at lukke sig inde, hver med sin Angst - mens jeg maalte Scenen op og ned.

- Jeg var blevet ved at vanke op og ned, da jeg oppe i Hjørnet, hvor Bagtæppet skulde hejses ned, oppe i Hjørnet i Mørket stødte paa et Menneske og greb om en Arm.

- Hvem er det? sagde jeg og fo'r sammen: Armen 608 var saa kold, at den var som en Stang Jern at tage om gennem tynde Klæder.

- Det er mig, Crangier, kom det fra et Par Læber, som næppe kunde aabnes.

- Jeg svarede kun:

- Det er paa Tide, De ta'er Tøjet paa Dem.

- Ja, svarede Stemmen: Men jeg vilde kun se Dem.

- Nu var det paa Tiden, sagde jeg og jeg formelig sled hans Hænder af mig (var det i en Trang til, i det sidste Øjeblik, at løbe fra ham, kaste ham og hans til Side som noget, der ikke vedkom og ikke skulde vedkomme mig?):

- Nu var det paa Tide, De stolede paa Dem selv. Crangier var blevet staaende i Mørket:

- Ja, sagde han ganske sagte.

- Og han var gaaet.

- Den Mand gør mig forrykt, sagde jeg til mig selv. Og jeg betvang igen mit Ansigt og hilste paa Belysningsmanden, der var begyndt at sysle ved sit Bord, og paa Maskinmesteren og paa Regissøren. Ved Førstefprestillinger er der aldrig nogen, som har Blik i deres Øjne. Det er bare no'en runde, døde Glaskugler, alle Øjne.

- Ja, sagde Regissøren, og Haanden, han rakte mig, var at tage om som en Fisk: det vil jo alt afhænge af Hr. Crangier.

- Mener De? svarede jeg. (Jeg skulde altsaa ikke komme bort fra Crangier, og i samme Nu sagde jeg til mig selv: Og nu har Du tilmed gjort Mennesket fortvivlet).

- Jeg talte med Dekorationsmaleren, der snakkede om sine Fjælde paa Bagtæppet. De lignede ire Sukkertoppe fra Spitzbergen. Og med Rekvisitøren, der uafladelig løb ud og ind, med svingende Arme, og lovpriste nogle umulige Møbler, der saá ud som havde han hentet dem hos Patagonierne.

- Ikke, min Herre, ikke, min Herre, det Interiør er Norge, sagde han: det er virkelig Norge?

- Jeg sagde til mig selv:

609

- Du maa først og fremmest trøste Crangier, og jeg vendte om lige foran Direktøren (som var paaklædt til at modtage Fremkaldelser) og gik ned paa Skuespillernes Gang.

- Er De dér, Crangier? raabte jeg foran hans Dør.

- Ja, svarede han.

- Jeg gik ind, hvor han sad foran sit Spejl. Hans Overkrop var nøgen. Hans Skuldre lignede to afhuggede Pinde.

- Jeg gik hen til ham:

- Naa, sagde jeg og gjorde min Stemme umaadelig venlig: Hvordan gaar det?

- Tak.

- Er De meget bange?

- Ja.

- Marcel, sagde jeg (hvor vidste jeg fra, han hed Marcel - naa, jeg maa vel have hørt det):

- Kære Marcel! sagde jeg og tvang mig til at lægge min Haand ned paa hans Hoved (hans Haar var meget tyndt og det var, som var det ikke vokset paa hans Hoved, men bare sat fast): Nu skal De ikke være angst mere, bare ikke angst, hører De.

- Ja, hviskede han og jeg fornam under min Haand Rykkene gennem hans Legeme som hos et Barn, der vil græde.

- Det gik jo saa godt igaar paa Generalprøven, sagde jeg.

- Ja, Tak, hviskede han som før.

- Nu gælder det blot om at have Mod, sagde jeg og blev ved at klappe hans Haar, mens jeg fornam, han blev roligere under min Haand.

- Bare at have Mod Marcel, sagde jeg (og jeg tænkte: Dette gør Du klogt i. Du behandler ham komplet som en Magnetisør).

- Tak, hviskede han og løftede sine Øjne imod mig, mens jeg slap hans Hoved.

- Men nu maa jeg gaa, sagde jeg og gik hen mod Døren; i det samme drejede Crangier Hovedet:

610

- Hvor staar De? spurgte han med pludselig opspigrede Øjne.

- Jeg staar i den første Kulisse, svarede jeg: vær nu blot ikke ængstelig.

- Jeg lukkede Døren, og mens jeg gik, tænkte jeg og var blevet fuldkommen rolig: Ja, jeg behersker ham som en Magnetisør. Naar jeg altsaa bliver staaende i Kulissen, vil det sikkert gaa. Og hvad der kommer bagefter, maa altsaa komme, som det kan. Hvad der er nødvendigt, er nødvendigt. Det er mig, som har Ansvaret overfor dem alle, og jeg maa paatage mig Ansvaret - for alles Skyld.

- Og fra samme Øjeblik vidste jeg, at jeg vilde slaa Crangier ihjel. Tvungen af Nødvendigheden vilde slaa ham ihjel.

François Carville gjorde med sine Hænder en Bevægelse frem over Bordet, som Manden fra Norden saá.

Men han vedblev:

- Det var saadan. Fra det Nu, hvor jeg følte hans Hoved under min Haand, vidste jeg, at jeg vilde dræbe det Menneskevæsen, og jeg havde allerede (saalænge maa jeg altsaa helt inde i min Bevidsthed, derinde, hvor der yngles" og hvor der er mørkt, have bearbejdet og gjort mig fortrolig med Tanken) alle Grundene beredt, alle de Grunde, hvorfor jeg maatte gøre det.

- Men rolig var jeg blevet. Jeg har aldrig, saalænge mine to Øjne har set en anden ind i Ansigtet, været saa rolig.

- Da jeg kom op paa Scenen, var alt i Orden. Direktøren kom hen imod mig, mens jeg gik rundt og gav de sidste Ordrer:

- Det er meget varmt iaften, sagde han.

- Ja, svarede jeg.

- Han traadte hen til Tæppet. Vi hørte bag det Salens Susen. Det er en Susen som af Vinden mellem Klitter...

- Direktøren saá ud gennem det lille Hul.

- Dumas er her, sagde han.

611

- Og Henri Becque.

- Og Sarah ...

- Hans Øjne løb frem over Logerne.

- Og Réjane.

- Med Portoriche.

Det lød, som slog han for hvert et Navn aandeløst et Søm i en Fane.

- Det er jo kun godt, svarede jeg, og pludselig skjalv mine Ben, mens mit Ansigt forblev roligt.

- Direktøren vendte sig fra Tæppet: - - Hvor staar De iaften?

- Der, svarede jeg og pegede ud i Kulissen. Direktøren lo:

- Dér kan De lige holde Øje med Crangier, sagde han og spurgte:

- Kan der ringes?

- Ja ...

- Regissøren gik frem og de elektriske Klokker lød. Hannah og Fru Sang kom ind. Fru Sang bad mig hjælpe sig med at ordne hendes Seng.

- Ja, Frue, svarede jeg og ordnede Tæpperne.

- Hun lagde sig op og spurgte med en Stemme, der lød som klaprede Tænderne i hendes Gummer:

- Ligger jeg, som jeg skal?

- De ligger udmærket, Frue.

- Hun lagde Hovedet tilbage paa Puderne:

- Jeg har aldrig været saa angst, sagde hun.

- Det behøver De ikke, sagde jeg, og pludselig lagde jeg til - brat:

- Det er jo ikke Dem, der skal dø. Manden fra Norden drejede de tre Ringe paa sin Lillefinger og nikkede:

- Det er ikke Dem, der skal dø - jeg sagde de Ord og vilde slet ikke have sagt dem. Jeg havde altsaa bestemt, at jeg vilde ta'e det paa mig, at jeg, koste hvad det vilde, vilde ta'e Forbrydelsen paa mig og jeg var allerede kommen saavidt, at jeg maatte forraade mig og tale om den. Men Madame, hun ligesom vaagnede midt 612 i sin Angst og sin Seng og stirrede, gloede op paa mig - til hun skiftede Udtryk igen og vel havde tænkt ved sig selv: Naa, han er altsaa i Virkeligheden mere forrykt end alle vi andre ...

- Saa tal blot højt, sagde jeg, og anden Gang hørte jeg Regissørens Klokke:

- Er alt paa Plads?

- Ja, min Herre.

Mine Øjne fløj Kulissen rundt. Jo, dér stod Crangier, i første Kulisse, med Hovedet strakt frem og de stive Øjne fæstede paa mig: Aa, om jeg dog kunde sprøjte Liv i de Øjne.

- Vel, Tæppe.

Tæppet dirrede et Nu under Regissørens Knap (husker De Lyden?) ... saa var det oppe; da et Menneske greb mig i min Arm. Stille! sagde jeg og troede, det var Crangier. Men det var Direktøren. Jeg véd ikke, hvor jeg skal være, sagde han, og jeg saá Svedperlerne sad som en Krans om hans Øjenbryn. Stille, gentog jeg, og han gik. De var begyndt at tale paa Scenen. Jeg hørte og hørte ikke - jo, deres Hosten dernede hørte jeg.

- De hoster, sagde Regissøren, og jeg vidste ikke, at jeg var begyndt at gaa op og ned ad Gulvet.

- De vil snart holde op, svarede jeg og vidste ikke, at jeg havde flyttet mig igen - hen til Crangier, hvor han stod, mens Fru Sang derinde, hun talte og blev ved at tale.

- De hoster, sagde jeg.

- Gør De? svarede Crangier og fo'r sammen, og, stirrende mig ind i mit Ansigt, sagde han: Ja. Og i det Sekund, han havde sagt det, sagde jeg til mig selv - og hørte intet af hvad paa Scenen var og skete: Crangier ser ud som en Gal af Øjnene.

- Tankerne glider fra ham. Han ser ud som en Gal af Øjnene.

- Paa én Gang hørte jeg Regissørens Stemme, bag mig - aandeløs:

- Hør, de er blevet stille.

613

- Og jeg hørte med et Salens Stilhed og at Sang var inde, at Sang talte, som han skulde, og at Salen var stille - mens jeg blev ved, som jeg havde gjort det længe (nu vidste jeg, jeg havde gjort det længe) at føre min flade Haand med udspilede Fingre op og ned bag Crangiers Ryg, op og ned bag hans Rygrad. En Tomme fra hans Rygrad.

- Hør, de er stille.

Det var Direktøren, der talte.

- Ja, de er stille, gentog Regissøren og, nær ved hinanden saá de to Herrer ud, som indsugede deres Ansigter Salens Lytten.

- Hannah kom ud for at hente Børnene.

- Nu er det Dem, Crangier, sagde Direktøren.

- Ja, svarede Crangier og min Haand strøg hastigt hen over hans Hoved.

- Paa Scenen blev de ved at tale, i Salen blev de ved at lytte, tættere, tættere lyttede de, Sang gik ud og Hannah ind igen:

- Hurtigt, hurtigt, raabte jeg efter hende, mens Bifald lød.

- Nu, nu.

- Jeg havde grebet Crangier om hans Haandled og klemt til, som man klemmer om en Hals, man vil kvæle:

- Nu, nu.

- Ja, ja, svarede han, og hans Øjne levede:

- Hvisk det til mig.

- Ja, svarede jeg og slap ham og bøjede mig frem, og lige ind i hans Øren hviskede jeg det: Mo'er, Mo'er, der er hans første Ord.

- Tak, Tak.

- Nu.

- Styrt saa ind - og pas paa Dørtærsklen.

- Han var derinde og han havde skreget sit "Mo'er-Mo'er".

- Godt, svarede jeg og faldt tilbage mod Stolpen, hvor jeg stod.

- Det gik, sagde Direktøren og Regissøren paa en 614 Gang - de to Maskinkarle var pludselig gaaede helt frem, helt frem i Kulissen, saa man maatte kunne se dem i Salen.

- Men pludselig flyttede jeg mig og skubbede mig ind imellem dem - frem.

- Hvordan var det, han talte? hvordan var det, han førte sin Stemme ...

- Hvordan var det dog, det lød?

- Jo, jo - til Helvede ... som en Grammofon ...

- De var alle blevet staaende, Maskinfolkene ogsaa, lyttende allesammen.

- Hvordan er det, Crangier taler, hviskede Direktøren.

- Da vendte jeg mig og sagde højt (mens jeg følte det, som om min egen Rygsøjle skælvende dirrede i min Nakke):

- Han taler fuldkommen rigtigt, sagde jeg.

- Ja, næsten, svarede Direktøren, der var blevet graahvid som et Stykke Fajance.

- Jeg rørte mig ikke:

- Gaa bort, saa han kan se mig, sagde jeg.

- Crangier havde rejst sig fra Moderens Seng ... mens en Mumlen eller mindre end en Mumlen, en Lyd som man flyttede paa sig, lød fra Salen - -

- Gaa, gentog jeg:

- Nu havde Crangier vendt sig ... nu saá han paa mig, hen mod min Plads - - og han talte rigtigt. Men Øjnene, Øjnene ... jeg kunde altsaa ikke beherske hans Øjne.

- Jeg maa, sagde jeg til mig selv, jeg maa kunne vinde Magt over hans Øjne.

- Og, mens jeg samlede al min Vilje og al min Nervestyrke i mine udspilede Hænder, førte jeg dem frem foran mig, medens jeg stirrede paa Crangiers Ansigt og hele mit Legeme sitrede.

- Regissøren var ikke gaaet. Han stod bagved mig, som vilde han belure mig (og det vilde han ogsaa, jeg er vis paa det, han og Bratt, de to vidste, hvad der 615 foregik, de vidste, hvad jeg havde for med Crangier). Paa en Gang sagde han:

- De tager Livet af den Mand. Men det gaar.

- Jeg maa, jeg maa, sagde jeg til mig selv med Øjnene stukne i Crangiers, der talte, som han skulde, mens Salen var blevet stille igen ... stille, helt stille, til Klappene faldt ...

- Scenen var endt og Sang var gaaet til Kirken. Fjeldet skulde skride - Fjeldet var en vældig Persienne, hvis Brædder med Rabalder styrtede sammen i Kulissen. Akten afhang af Fjeldet, og jeg maatte løbe hen til Persiennen. Jeg skulde ogsaa vinke, vinke til Crangier, naar han skulde skrige - oppe fra Scenebroen, hvor han stod, skulde han skrige sit: "Fa'er- Fa'er" ... først i Rædsel, saa i Tvivl og sidst i Jubel.

- Jeg løb. Nu ramlede Persiennen. Saa vinkede jeg og han skreg ...

- Det lykkedes. Og som en Stormvind fo'r Crangier mig forbi og ind paa Scenen og skreg igen sit:

- "Fa'er, Fa'er!"

- Jeg lyttede, lyttede igen: Grammofonlyden - Grammofonen. Og i kortere Tid end en Tanke er, stod ieg igen i Kulissen og saá Crangier ... med den løftede Arm "slaa Søm ind" over sin sovende Mo'ers Seng.

Manden fra Norden lo kort og hastigt:

- Men Persiennen havde reddet os, og paa Tilskuerpladsen skreg de deres Bravo, som rasede der en Orkan ...

- Op, op, skreg Direktøren, og Tæppet rullede op, ned og op.

- Op, op, raabte han og kyssede mig med et paa begge Kinder - og en Gang til, da han pludselig skreg fra Kulissen, hvor vi stod, ind paa Scenen:

- Ud, ud, ud med Dem, skreg han ind til Crangier. Og jeg saá Mennesket, der stod derinde, stadig i Gruppen, ved Siden af Rakel, ved Moderens Seng, dukke sin Ryg, trække den sammen som under Slaget af en 616 Pisk, og gaa med Hænderne foran sig, strakt frem som en Blinds - gik han.

- Crangier, Crangier, raabte jeg - - men han hørte det ikke.

- - Op, op, skreg Direktøren.

Tæppet gik op og Bifaldet blev stærkere.

- Kom, kom, raabte Direktøren, og mens han næsten løb af Glæde, sagde han og lo:

- Ja, kære De, naar vi blot kunde stryge den første Scene.

- Første Scene i anden Akt var Crangiers. - Han begynder Akten - - han er alene, naar han begynder Akten.

- Jeg borede min Pegefingers Negl ind i min Tommelfinger, men sagde roligt hen imod ham:

- Hvorfor? mens han blev ved at le:

- Naa, Augurerne har s'gu Lov at smile, sagde han og slog Jerndøren op til Trappen, hvor et Par svære Arme fløj ned om hans Hals og to Teaterkys smældede ned paa hans Kinder: Kære Ven, kære Ven, hvilken Sejr ... Det var Blanche Pierson, der, rød under Pudderlaget, snørt i Rosa (hun lignede i sit Atlask en Fastelavnstønde) favnede til højre og favnede til venstre, mens en lille bitte Mandsperson, saa stor, vimsede rundt omkring hendes Skørter som en glad Hund, der rakte Bagben mellem hendes Kniplinger:

- Oh, c'est beau - tres cher - c'est etrange.

- Vi kom ikke frem. Hele Trappen summede, mens Damer med Slæb over Armene skubbedes og stødtes, og Herrerne, oppe og nede, raabte over deres Skuldre frem og tilbage, viftende med deres Klaphatte - mens Bjørnsons fremmede Navne, Sang og Bratt, skar gennem den syngende Larm som Pistolskud i Luften, og et Ord lød, et Ord over alle, et Ord fra de nundrede Læber, som udstraalede det, dette ene og samme Ord, deres Undren og Begejstring og Forundring-

- Etrange, etrange, sang det fra alle Læber,

og jeg pludseligt saá Réjane, Gabrielle Réjane, midt 617 paa Trappen - blottet, med skælvende Næsebor, hidset som en Væddeløber, der hører Dommerens Klokke, førte hun uafladelig de lynende Fingre gennem det røde Haar; og jeg saá to Japanere, med forundringsaabnede Munde, runde som to Sugefiskgab, stod de, omflydte af Skørter, i deres sorte Redingoter som to Udraabstegn midt i Vrimlen - da Robert Rumières greb om mit Haandled med sin venstre sitrende Haand:

- Etrange, etrange.

- Robert Rumières havde bøjet sin Mund ind mod mit Øre:

- Kom, kom, det er Sejren, hviskede han og hastigt: Men har han meget mere at sige?

- Hvem? (og jeg vidste, hvem han mente.)

- Han - Elias - han er gal.

- Crangier.

- Og han, Maleren, han, jeg har glemt hans Navn, han, som har malet de nye Kirkeruder i Reims, han havde hørt det og vendte sig mod mig og sagde:

- Ja, kære Ven. Vanviddet staar ham ud af Øjnene.

- Ja, hviskede Rumières og havde ikke sluppet mit Haandled: Denne Crangier er gal. Jeg kunde slaa ham ihjel.

- Saa sagde jeg - hvor jeg turde? jeg véd det ikke. Men jeg turde altsaa. Jeg spillede Kortet ud og sagde:

- Jeg synes, Hr. Crangier er den bedste.

- Den bedste ... Robert bed Ordet over, og mens jeg trykkede min Klaphat ind mod mit Ben, saa dens Fjedre bøjedes som en Vaand, sagde jeg igen og højere, højt, saa højt, at det kunde høres helt over til Væggen og gennem alle Stemmer:

- Ja, jeg synes unægtelig, at Hr. Crangier er den bedste.

- De havde alle hørt det, og det var, som blev der stille et Sekund, medens tyve og tredive Ansigter vendtes imod mig - mens jeg bestandig krammede min Hat og jeg saá fra Ansigt til Ansigt... aa, jeg vil aldrig glemme de Ansigter. (Og jeg sagde til mig selv: Mon 618 det vil lykkes Dig? Kan Du ogsaa kvæle den sunde Fornuft.)

- Til jeg gentog og atter højt:

- Ja, Hr. Crangier kommer sikkert den skandinaviske Opfattelse nærmest

- Hvor skal Du hen? sagde Rumières.

- Jeg skal op paa Scenen.

- Og jeg borede mig frem over syv Slæb, og forbi fem Kritikere, og jeg hørte to Herrer le: Ah, Crangier - og borede mig videre frem, op ad Trappen, videre som en Søvngænger, der vandrer ad en Tagrende, til jeg paa én Gang saá Fru Morgenstjerne lige foran mig, i sin gyldne Kaabe, og hørte hendes Stemme ned imod mig:

- Det gaar galt, hviskede hun: slaa Asenet ihjel.

- Jeg nikkede kun og aabnede Jerndøren, som jeg havde naaet Jeg gik hen ad Gangen og bankede paa hos Crangier:

- Crangier, Crangier ...

- Ingen svarede.

- Crangier, Crangier, bankede jeg igen og Manden svarede ikke. Saa gik jeg derind.

Manden fra Norden tav et halvt Sekund, og da han fortalte igen, talte han som satte han sine Tænder i hvert af sine egne Ord:

- Han laa paa Gulvet, udstrakt, tværs over Gulvet ... jeg vilde raabe, kalde paa ham og kunde ikke: Crangier, Crangier. Jeg lagde mig ned, saa jeg laa paa mine Knæ, foran ham, paa mine Knæ: Crangier, Crangier...

- Nej, han var borte -

- Fraaden stod ud af hans Mund, og jeg tog om hans Pinde af Skuldre: Crangier, Crangier ...

- Nej, han var borte -

- J^g løftede hans Overkrop op og dunkede den tilbage mod Gulvet:

- Crangier, Crangier.

- Nej, han var borte. Manden var fra'et og borte.

- Saa stod jeg op og rettede min Ryg i Vejret.

619

- Om han var død, maa han op. Han maa vækkes, den Dreng skal ikke ødelægge det. Han maa op. Han skal spille.

- Jeg vil sejre.

- Ja, det sagde jeg. Nu løj jeg ikke. Jeg vidste, hvorfor jeg handlede og hvorfor jeg havde handlet. Nu vidste jeg det.

Manden fra Norden stemmede sine Hænder mod Bordets Kant og talte hastigere:

- Det drejede sig om Minutter. Ja, om otte Minutter skulde Tæppet gaa. I de Minutter handlede jeg saa klart som den Morder, der aldrig kan blive opdaget.

- Jeg drejede Nøglen om og stillede mig foran hans Fødder:

- Crangier, kaldte jeg igen: Crangier - og jeg kaldte saa tydeligt, som man vilde kalde paa et Lig, mens jeg ikke tog Øjnene fra hans Ansigt.

- Crangier.

- Han rørte sig ikke.

- Jeg bøjede mig frem og løftede hans Hænder og holdt dem mellem de sammenlagte mine:

- Crangier.

- Nu, nu ...

- Crangier.

- Ja, hans Ansigt begyndte at sitre ... aa, han vaagner. Han døer - men han skal vaagne:

- Crangier.

- Jeg saá, at han hørte og at han vilde bevæge sine Læber - og bukkende mig helt ned over ham, i en frygtelig Vilje omspændende, næsten dækkende hans livløse Legeme med mit, gentog jeg:

- Crangier.

- Det er mig.

- Hører De, Crangier, det er mig.

- Og mens jeg holdt mit Ansigt en Tomme fra hans, slog han Øjnene op (Det lykkes, det lykkes, tænkte jeg).

- Crangier - kender De mig? Det er mig.

620

- Der gik nogle Ryk som Dødskamps-Ryk gennem det udmagrede Legeme.

- Ja, hviskede han.

- Saa staa op, sagde jeg og rejste mig selv.

- Staa op (og mine Øjne badede hans Ansigt). Det er paa Tiden.

- Han rejste sig.

- Sæt Dem, sagde jeg.

- Og han satte sig.

- Hører De, hvad jeg siger? sagde jeg og blev foran ham.

- Hans Blik var vristet i mit.

- Ja, jeg hører.

- Og forstaar De mig?

- Han førte Haanden frem mod Kanten af sit Bord som for at have Støtte:

- Ja, Jeg forstaar Dem.

- Saa tag Dem sammen, Crangier, sagde jeg og talte bestandig paa samme Maade:

- De skal spille anden Akt.

- Ja, nu.

- Og endnu haardere sagde jeg:

- Og De var umulig i første.

- Hans Legeme skjalv:

- Ja, sagde han.

- Han talte som en Tigger, ja, som en Tigger, jeg ofte saá i Rue Lacepède, i en af mine Venners Port, saadan talte han:

- For jeg saá Dem ikke.

- Nej, sagde jeg: jeg var gaaet. Det var min Fejl.

- Og idet jeg pludselig forandrede min Stemme og førte min Haand hen mod hans Haar, sagde jeg:

- Fejlen var min, kære Marcel, det var min Fejl.

- Aa nej, aa nej, det var mig, der ikke havde Kræfter, hviskede han, og han strakte Hovedet tilbage som for at komme tættere til min Haand: De er saa god imod mig.

621

- Jeg saá mit eget Smil i Spejlet, mens jeg blev ved at stryge hans Haar:

- Ja, ja, sagde jeg og blev ved at føre Haanden hen over hans Hoved, mens Crangier havde lukket sine Øjne.

- Deres Haand linder, sagde han: det er, som den bragte Liv.

- Synes De? sagde jeg kærtegnende, med den samme Stemme, og jeg tog ikke mine Øjne fra Spejlet - jeg vilde, jeg maatte se mig selv, vilde se, hvordan jeg saá ud, medens jeg myrdede et Menneske.

- Sig saa Scenen, sagde jeg.

- Crangier aabnede Øjnene:

- Ja, og mens Aarerne overbrede sprang frem i hans skælvende Tindinger, sagde han sin Scene som læste han, under en sidste Villen, Bogstav for Bogstav og Lyd for Lyd frem af en Stentavle - og jeg havde klæbet mine Øjne i hans.

- Godt, godt.

- Nu var der ogsaa Liv i Deres Øjne.

- Var der? Tak.

- Gør Dem saa færdig.

- De gaar da ikke, sagde han, og han vendte sig som i Angst.

- Nej, svarede jeg (og jeg tænkte: Nej, vær Du kun rolig, jeg slipper Dig ikke mer, jeg skal nok blive.)

- Tak ... hvor De er god.

- Han vilde rejse sig og tage et eller andet og kunde ikke, for Fødderne vilde ikke bære ham.

- Jeg har ikke Kræfter, sagde han, greben af en ny Angst.

- Vent, sagde jeg. Og jeg aabnede Døren og raabte paa en Paaklæder.

- Bring mig min Champagne, sagde jeg, og mens vi ventede, holdt jeg Crangiers Haand, der skjalv i min som Kroppen af en skræmt Fugl.

- De skal drikke et Glas, sagde jeg: det vil give Dem Kræfter.

622

- Paaklæderen kom tilbage, og bag Døren, som jeg spærrede ham, sagde han, mens han rakte mig Flasken og Glasset:

- Regissøren spørger, om der kan begyndes.

- Jeg tog Uhret frem, og i en Tone, som gjaldt det kun at udregne Forestillingens Længde, svarede jeg:

- Der kan begyndes om to Minutter.

- Drik saa, sagde jeg og skænkede. Han drak en Smule, mens de elektriske Klokkers Lyd dirrede gennem Huset: Lidt endnu, sagde jeg. Han drak igen og saá paa den gule Vin, mens han sagde og smilede mod Glasset:

- Mo'er har altid sagt, at Vin var Gift, for at holde mig fra at drikke.

- Tak.

- Lidt endnu.

- Det er det maaske ogsaa, svarede jeg og betragtede mig selv i Spejlet.

- Han drak igen.

- Saa, skynd Dem nu.

- Han gjorde sig færdig. Der var bestandig den samme Glans i hans Blik som før - den rette.

- Kom saa, sagde jeg.

- Han stod op, og jeg fulgte. Han gik rank. Han gik ind paa Scenen og prøvede Gelænderet, til hvilket han skulde læne sig.

- Dér staar jeg, sagde jeg og pegede paa min Plads - fem Alen fra, hvor han stod.

- Tak, sagde han,, med et Blik, som vilde han maale de Skridt, der skilte os.

- Saa, Crangier, sagde jeg og førte en sidste Gang Haanden over hans Haar. Han greb den med sin, der var kold som Staal, og med et Smil - aa, et Smil, der var ubestemt som et lille Barns - sagde han:

- Aa, Mester, jeg er til Mode, som jeg skulde dø -

- Men, og han samlede sig igen: nu kan jeg.

- Regissøren kom med Uhret i sin Haand.

- Tæppet kan gaa, sagde jeg.

623

- Crangier havde lænet sig til sit Gelænder og nikket hen imod mig - kort og bestemt... Aa, saadan havde jeg før set et Menneske nikke med sit Hoved, Emile Henry, da han løb frem mod Guillotinen.

- Tæppet var oppe, og i samme Nu, paa Sekundet steg en forvirret Uro op fra Salen - en Rømmen sig, en Halvlatter, der ikke brød løs, en Uro som af krydsende Vejr stod op fra Salen: De havde set Crangier ... og Uroen blev hysset ned.

- Det er dem, der har hørt om den skandinaviske Opfattelse, tænkte jeg.

- Og Crangier gik og han talte og han var ...

- Han var Sangs Søn, Elias.

Manden fra Norden holdt inde, og Sveddraaberne stod over hans Pande som havde det været i dette Nu, han skulde paatvinge et andet og afmægtigt Legeme sin Vilje og sin Sjæl

François Carville havde lænet sit Hoved til Rumænierens Skulder.

Manden fra Norden rettede sit Legeme:

- Det var en Torden, der brød løs, da han gik. Crangier var kpmmen ud - som en fortumlet og en drukken stod han lænet til Kulissen: Hør, hør, sagde jeg, mens de i Salen blev ved at skrige, og jeg tror ikke, han hørte ...

Og jeg vendte mig og gik. Det var altsaa noget, der var sket og - (Manden fra Norden krængede sin Mund) under hele Resten af Aftenen skænkede jeg ikke Crangier en Tanke. Vilde jeg ikke huske ham eller var han virkelig glemt - som den, der kan gaa? Jeg véd det ikke. Jeg véd kun, at jeg huskede ham slet ikke.

- Før alt var forbi og Scenen allerede var mørk og Rumières ventede nedenfor Trappen - da faldt det mig ind: Aa, Crangier; Du maa dog sige Manden Farvel ...

- Jeg gik hen ad Gangen og bankede paa. Mennesket skulde lige til at gaa. Han havde sin Hat, den elendige Hat, i Haanden: Jeg vilde netop, sagde han, vi 624 vilde netop ... (og jeg saá ikke paa ham, jeg turde ikke se paa ham. Jeg havde ikke tænkt paa ham den sidste Time, ikke fra det Nu, jeg gik fra ham - - og nu, da jeg var kommen ind i dette firkantede Hul af et Rum, turde jeg ikke se paa ham, ikke se ham ind i hans Ansigt).

- Vi vilde just, sagde han, og han pegede: Det er min Mor - gaa op for at takke Dem.

- Og jeg saá hen paa en lille Kone - aa, nej, egentlig ikke lille eller hun var kun blevet lille ... som om hun var sunken i Knæ saá hun ud, med en underlig. Mantille paa, med noget sært Dangel, og med et Par Øjne helt inde under Panden, no'en Øjne, der havde syet for meget eller var blevet altfor tørre ...

- Ja, vi kan ikke takke Dem, sagde hun og tog om min Haand med nogle ru Knogler: jeg kan jo ikke takke ... men han er min eneste. Vi er kun to, og han er saa god ... Og Taarerne faldt fra hendes Kinder ned paa mine Hænder - saa hedt er Blod ikke, som de Taarer var ...

- Jeg véd ikke, hvad jeg svarede. Jeg tænkte kun ét: Her maa Du væk fra - Du maa'ud ... Og jeg saá paa én Gang Crangier - at han stod lænet til Stolen og havde to altfor store røde Pletter paa sine Kinder.

- Men nu er han træt, hørte jeg Moderen sige, og hun tog ned om hans Hoved.

- Ja, svarede jeg: nu skal De hvile, Crangier.

- Farvel, Frue, og jeg lo.

- Farvel, Crangier - -

- Farvel ...

- Hvor har Du været? spurgte Rumières, der var gaaet ud og stod og ventede foran sin Vogn.

- Jeg har sagt Farvel, sagde jeg og steg op i Vognen.

- Kør mig hjem.

- Vi skulde spise bag Operaen.

- Jeg er for træt, svarede jeg.

- Han kørte mig hjem, og jeg sov hele Natten som 625 en Kulsjover. Næste Morgen rejste jeg til St. Germain. Min Læge havde forlangt det. Desuden har jeg altid elsket Terrassen i St. Germain, hvor de grønne Vinstokke hænger over alle Skrænter. Det er, som saá man fra de Terrasser ud over hele det lyse Frankrig. Jeg var der en Dag, og da jeg den næste Dag hen mod Aften kom hjem fra min Tur, siger Portieren: Der er en Herre inde i Konversationsværelset; han venter paa Dem.

- En Herre - jeg ventede ingen.

- Ja, en Herre fra Paris.

- Jeg gik ind. Det var Direktøren. Han stod og saá ud ad Vinduet.

- Er det Dem? sagde jeg: hvad vil De?

- Har De hørt det? spurgte han.

- Hvilket?

- Crangier er død.

- Jeg bevægede ikke en Mine, da jeg spurgte:

- Ja saa.

- Hvoraf?

(Aa, og jeg var saa rolig, saa overrasket-rolig som den Morder, der ikke vil opdages, er paa Mordstedet, hvor Øvrigheden fører ham hen til Paavisning.)

- Men Direktøren kun gentog og førte Haanden hen over Panden:

- Han er død ...

- Og idet han saá paa mig (og alene ved hans Blik sagde jeg til mig selv: Aha, nu vil Du vælte Ansvaret fra Dig - vælte det over paa mig):

- De siger, det var en Hjernerystelse. Han raabte til det Sidste paa Dem.

Manden fra Norden havde tiet. Ingen af os talte, og kun Raolo røg, betragtende Røgens slyngende Slanger.

- Lad os gaa, sagde saa François Carville.

- Ja, sagde jeg: vi maa gaa. Det er sent.

Vi rejste os og gik ud i Haven. Uvejret var helt draget 626 bort. Fra Blomster og Bure og Træer slog en besynderlig Luft - ram eller bitter - op omkring os.

De store Lysbærere var allerede slukkede. Kun de smaa og gullige Lamper brændte endnu mellem Træerne - som Visdomsfuglenes brustne, endnu i Døden opspilede Øjne.

627

INDHOLD

FORTÆLLINGER Side

Præsten (Præster).................................. 7

Frøkenen (Præster) ................................. 13

Den sidste Aften (Tunge Melodier)..................... 19

Fragment (Tunge Melodier) .......................... 26

Pernille (Tunge Melodier)............................ 31

Chopin (Tunge Melodier) ............................ 39

Ve den, fra hvem Forargelsen kommer (Præster) ........... 52

Genstridige Sind (Præster) ........................... 55

Foran Alteret (Tunge Melodier) ....................... 64

Kærlighed (Præster)................................. 74

Elna (Præster)..................................... 78

Franz Pander (Excentriske Noveller).................... 94

Fratelli Bedini (Excentriske Noveller)................... 111

Charlotte Dapont (Excentriske Noveller)................. 138

Les quatre Diables .................................. 175

Otto Heinrich (Stille Existenser)....................... 226

Son Altesse (Stille Existenser) ........................ 245

En dejlig Dag (Under Aaget).......................... 305

Irene Holm (Under Aaget) ........................... 344

Frøken Caja (Under Aaget)........................... 355

Gennem Rosenborg Have ............................. 390

En Fortælling om Lykken (Liv og Død) ................ 394

En Fortælling om Elskov (Liv og Død).................. 431

628

Side En Fortælling om dem, der skal dø (Liv og Død) ............. 468

Ravnene (Ravnene) .................................... 478

Julegaver (Ravnene).................................... 537

"Barchan er død" - (Sælsomme Fortællinger) .............. 559

"Men Du skal mindes mig - " (Sælsomme Fortællinger) ....... 575

Stærkest (Sælsomme Fortællinger) ........................ 584

De 21 første Fortællinger i nærværende Bind er trykt efter det af Herman Bang selv i 1899 besørgede Bind Udvalgte Fortællinger, Ved hver Fortælling er i Parentes angivet, i hvilken Samling den oprindelig fandtes, dog for enkeltes Vedkommende med en anden Titel. Les quatre Diables fremkom oprindelig som Føljeton i Dagbladet København og tryktes senere som en lille Bog for sig. Gennem Rosenborg Have indlemmedes i Udvalgte Fortællinger uden i Forvejen at have været i nogen Bogudgave. Fortællingerne fra Liv og Død er her trykt efter Udgaven 1899, de fra Ravnene efter 1. Opl 1902, de fra Sælsomme Fortællinger efter Udgaven 1907.