↩

Samtale

imellem

en Norsk Bonde,

ved Navn

Brug Leguison,

en Dansk Bonde,

Tomes Peersen,

angaaende den førstes Lyksalighed, som flyder af hans Friehed, og

den sidstes Ulyksalighed i hans ufriestand og Trældom, efterat de havde læst

saavel det niende Stykke i

Forsøget,

samlet af der patriotiske Selskab af de skiønne og nyttige Videnskaber, som

og den Betænkning, der om samme er udgivet i Bibliotheket for nyttige Skribentere No. 10.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Tomes.

I norske Bønder har got frem for vi selle danske.

Biug.

Jeg veed ey hvad I lider; men jeg føler min egen Plage, som maaskee kan opveye imod eders.

Tomes.

Hvad Plage kan I have der ere Selveyere, og en have Huusbonder der skal martre eder, som vi have.

Biug.

Om endeel af os kan være Selveyere, ere de derfor ikke befriede fra den svære Last og Trældom, hvortil Bonde-Standen synes ligesom at være fød, og maa sukke under.

Tomes.

Jo, I har en Nød! See! hvad eders berømmelige og roesværdige Landsmand Hr. Bull siger iblant andet i det Priis-Skrift, hvorfor han har faaet en stor Belønning, for at vise Landmandens Lyksalighed i Friehed og Eyendoms Nydelse. Hvem kan tvivle om, at saadan en Mand ey veed til gavns Beskeed om Land-Folkene i sit Fædreneland. See! hvilken Anmerkning der gives her om i dette Bibliotheks Blad S. 78. Han begynder med en velsignende Apostrophe til sil Fædreneland, sit kiere Norge. Frieheden (som han og S. 144. paakalder) siger han, boer der, og den frie Bonde besidder alt hvad han haver, som ene Eyermand. Heraf flyder ikke allene Vindskibelighed, Nøysomhed og Tapperhed: men endog Glæde og Fornøyelse. Hvad Sted, hvad Aarstid det end er, giør dog altid Friehed og Eyendom sine Besiddere glade og fornøyede.

Men see! hvor jammerlig han beklager vores Skiebne, som ere Trælle og vornede Fæstebønder, naar han siger:

Et Blink mod Sønden kast til fede Landet hen:

Der hviler maver Sult paa al Velsignelsen. Som tørstig Tantalus saae Vandet for sig rinde, Gag mit i Overflod, maa Bonden Mangel

finde;

Og selv en nøgen Flok til Odels Trældom fød, Mangfoldiggiør paa nye den gustne Faders Nød. "Vantreven Jorddrot flux opsluger sanket

Høst;

Mon Himlen hører ey fortrængte Slavers Røst? Hans ødsle Bord, hvortil sin fedme Landet yder Paa sneese Bordes Savn saa mange Giester

byder.„

Men see, hvor glædelig han fiunger, naar Han igien betragter dit og hans eget Fædreneland, og siger:

"Lyksalig Fødeland! saa Hadsk paa Slavenavn

Bevarte Frieheds Skat, og nød dens fulde

Gavn.„

Ja Norges! Kongsberg ey, men Friehed giør dig riig:

Fyrsterne selv leve ey saa fornøyet som den frie.

See, naar han har opregnet de allerhøyeste og prægtigste Ting; saa slutter han saaledes:

"Og alt i Ligning sat, min Normands Kaar

misund!„

Men seel hvordan I Karle bær eder ad, naar I have forrettet eders Arbeyde; saa kan I smukt fornøye eder med Gilder og Høytideligheder, og see! hvor glade I ere, og begynde faaledes:

"Da skingrer Tomt og Eng af sande Frydeskrig:

Og Glædskabs Gienlyd end om Noboebierge

suser.

Valhalles Kiempedrik i Birkeskaalen bruser„

"Saa til ukvungen Dands de Unge bydes op. Ukunstlet Tonetakt opløfter sindig Krop Imens forynget hist en sneehvid Oding sidder, Og taler lattermild om skaanske feide Tider. Han med den mærket Haand, der Fiendens

Hoved kløv,

Opstiller norske Hær, og priser Gyldenløv.„ Kan I andet end være kaade og saa begierlig efter at være Soldater, som I ere, naar I have saa meget got, at I ikke veed, hvorhen I vil. Men hør nu, hvad Jomfrue Charlotte Dorothea Biehl (som er fød i vort Land,) siger om vores usle Slavestand og Trældom.

"O! lad en ædel Taar da for de usle flyde, Som aldrig (hvilken Lod!) kan Haabets Sødhed

nyde,

Hvis dorske Haand kun Frygt til al hans Gierning

drev,

Som var til Slave solgt endogsaa for han blev.„ Og see her, hvor flittige vi skulde blive, ifald vi eyede os selv! hør hvad hun siger:

En træven Seenhed ey hans Arbeyd mere

sinker,

Lyst, Mod og Fyrighed i opvakt Øye blinker, Om han af Leens Vægt udmattet seer sig om, Den Tanke styrker ham, det er min Eyendom, Strax med fornyet Kraft hans Gierninger fortsettes.

Dette er jo gandske rimeligt; men nu kommer det fornemste, som jeg ey kan læse uden at sukke. Hør engang!

"Hans Ploug i Jorden ey saa dybe Furer skiær,

Som saaret er hans Bryst, af Jammerstraaler

bær.„

Tænk engang, hvad Pine vi maae lide, naar den medlidende Jomfrue af lutter Medynk faaledes beklager os.

Biug.

Men har hun seet dem, og hørt deres Klage derover?

Tomes.

Er du gal? hvor kunde enten hun eller nogen see de Straaler, som ere indvortes i Brystet: det var og en Snak.

Biug.

Det var ey saaledes jeg meente. Min Mening var, om hun er opdragen i Bonde-Standen, og havde nøyagtig betragtet, saavel deres, som alle andre Bønders Skiebne? Mig synes, at de norske Bønders saameget ophøyede Lyksalighed er meget ilde grundet, og maaskee den Jammer-Sang, som er holden over eders Ulyksaligheds Skiebne, kan være ligesaa.

Tomes.

Alle veed jo hvor jammerlig og ussel Hoverie-Standen er, og om dens Elendighed kan ey siges for meget; derfore giøre de vel, som arbeyde paa Herregaardenes reent Afskaffelse,

Biug Men kiere oplys mig der i, og lad mig vide, hvori eders tunge Skiebne bestaaer. Maaskee det kunde være en Trøst for mig i mine saa tunge Kaar, naar jeg allene hørte at andre havde større Plager end vi.

Tomes.

Ikke skulde jeg troe, at du vil ligne dine lyksalige Omstændigheder, som er Selveyer, med

vores, der ere Trælbønder, da vi sidde under en Huusbonds Vinger, og ey allene maae betale Landgilde og Tiende af al vores Avel, saavel levende, som døde Tina, foruden andre smaaerædseler til Præst og Degn, Skatter og andre Udgifter, men det værste af alt, er det tunge Hoverie vi maae giøre, hvilket trykker os allerhaardest. Det er ey nok, at vi skal giøre det for Huusbonden; men Præsten paastaaer det samme, og skal det være vel, maae vi baade pleye hans Ager, og udkiøre hans Giødskning. Nu den store Tvang vi staae under! Hvor ofte maae vi ey smage baade Ride og Ladefogdens ubarmhiertige Hænder og Pidske, naar vi ey pløye til gavns eller behandler Jorden ret, og nedharver Kornet, som de vil have det? ligeledes og, naar vi skal tærske, og vi ey tærsker Kornet ret af Straaet, og deslige Forseelser.

Du kan let begribe, at vi nødig giør noget saa got for andre, som for os selv, og helst, naar vi ey faaer noget for det Arbeyde, som vi ere tvungne til at giere; derfor see vi og gierne, at en Deel af det meget Høe, som vi skal age hiem for Huusbonden, nedtrædes i bløde og sum-

pige Steder, for at slippe desto lættere, hvilket ofte lykkes os, men undertiden maae vores Rygge bøde for Gierningen.

Biug

Af alt dette seer jeg, at du er ikke værre plaget end vi; thi, som du haver ikkun et Herskab, saaledes haver vi mange, som baade staaer, piner og plager os, og dog tør vi ikke tale dem et Ord imod. Mon vi ikke betale ligesaavel Skatter, som I? ja maaskee større efter Jordens Beskaffenhed, som for Exempel de aarlige Kongelige Skatter, Odelskat for dem, som ikke eye deres Gaarde selv, Soldat Udredning hvert Aar o. s. v. Den største Deel af os betaler Tiende saavel som I. Det er allene nogle faa Gaarde, hvor lidet og slet Korn falder, som ere frie fra denne Plage; derimod maae de dog betale og levere noget vist Korn i Natura til Præst og Degn, foruden Smør, Ost og deslige. Til Offers for en Kone at indlede i Kirken efter Barnefødsel, betale vi omtrent en 12 pd. Smør, en Koe for at prædike over de Afdøde, være sig Mænd eller Koner. Aldrig troer jeg, at nogen Præst her i Danmark tør paastaae 20 til 30 Rdlr. for at vie et par Folk, og ikke engang vil forrette Tienesten, førend samme ere betalte, (dette er foruden

Hans Offer der falder ved samme Forretning,) under Navn af Hoved-Tiende, som paa visse Steder i Norge er i Brug.

Nu Skriver, Lænsman, Farkald-Told, Skoleholder-Løn, og andet mere.

Du klager dig over det svære Hoverie, som du maa giøre til din retmæssige Huusbonde, og som du ved din Indfæstelse har forbundet dig til. Maae vi ikke ligesaavel giøre Hoverie? Regn engang alle de Frieskydser, som vi maae giøre, saasom Præste-Skydser, hvortil kommer og at give dem frie Nattehold, naar de forretter Tjenesten ved Anexs-Kirkene, hvilket ofte falder os bekosteligt; nu Bispe-, Provsteog Tingskydser, samt Officerer og andres Befodring; nu adskillige Arbeydsdage. Intet af alt er os tungere, end at møde paa Exercer-Pladsen, og staae under Gevæhr hele Dagen, fornemmelig naar vi skal til Sessioner og Generals-Mynstring, hvilket kan tage bort en Tid af 2 til 3 Uger paa engang. Du beklager dig, fordi du faaer Hug af dem, som ere satte over dig, for at see til, at du ey giør din Huusbonde Skade; men dette er for din Falskhed og Ondskab, naar du ikke giør dine Gierninger til gavns. Vi derimod faae Hug allene for vi kan tale dem et Ord imod, som vil giøre os Uret, saa og naar vi staae under Gevæhr, om

vi ikke setter Foden, som den skal staae, ikke bevæger Kroppen ret, holder Gevæhret enten lidet for høyt eller lavt paa Skulderen, eller Armene ikke holdes ret, og deslige. Ellers har jeg mærket, at deres Hoverie ikke maa være saa meget tungt; thi jeg haver seet, at Hov-Folkene har løbet, dandset og siunget paa Agrene, som de har ophøstet, saa det har skingret baade i Tomt og Eng, som Hr. Bull siger skeer hos Normanden, men det maae være en Feyltagelse; thi jeg forsikrer, at naar vi Norske har forrettet vores Dags Arbeyde paa saadanne Tider, ere vi gladere ved at komme til Roelighed for at udhvile vore trætte Lemmer, end med Frydeskrig, Siungen og Dandsen at fordrive Tiden. Du vil vel sige, at alt dette er ey noget virkelig Hoverie, som jeg her har opregnet; lad det saa være. Men hvad kalder du da det saa kaldede Ludvinsbrug, som de glæde sig ved at faae, der ingen Gaard selv have; og bestaaer deri, at drive den hele Avel, men for Arbeydet nyder ikkun det halve af Høe og Korn; naar Kornet bliver udtorsket, kan hans Part blive en 7 a 8 Tønder; deraf skal dog den halve Udsæd fradrages. Til at drive dette Brug, maa han selv forskaffe sig baade Heste og Redskabe. Maa han nu ikke giøre hveranden Dag Hoverie for at nyde dette: og kunde

han herved sidde i Roelighed, vilde han skattere sig lykkelig; mener du, at alle Norske kan eye Gaarde selv? de faae vel at vide, hvad de ere deres Huusbond skyldige, saavel som I.

Men siig mig, hvad giver I til Indfæstning for saadan en Gaard?

Tomes.

Derfor maae vi give nok, alt ligesom Stedet er til. Er Gaarden i Stand med Besætning, kan vi give 40 til 50 Rdlr. og derover. Men der ere og de Gaarde, som Huusbonden maae tvinge sig Beboere paa, og ofte tilstaae dem adskillige Fordele, for at faae Stedet besat med en duelig Mand, som er ham meget magtpaaliggende, og ofte kan det ey skee uden at true ham med Soldat-Standen.

Biug.

Da forsikrer jeg dig, at i Norge derimod er meget ont for at faae end og det allerdaarligste Sted, hvorpaa man kunde have, skiønt med megen Møye, sit usle og jammerlige Levebrød. Siig mig dog, hvad der forstaaes ved en Besætning?

Tomes.

Derved forstaaes alt hvad som bruges til en Gaard, saasom Heste og andre Creature,

Vogne, Plove, med flere behørige Redskaber, Boeskab bestaaende af alle nødvendige Kar, Senge med Klæder, Borde, Bænke og deslige.

Biug.

Og enddog klager du og andre saa urimelig over den tunge Skiebne. I skulde være i Norge, hvor I skulde have Møye med at finde et Sted at boe paa, og naar I fandt det, give en 5, 6 til 700 Rdlr., og langt der over for samme, hvis Marke bestode næsten af lutter Steenhobe, hvori der kunde saaes en 3 a 4 4 Tønder Udsæd, som bestaaer af Byg: med lidet Haab at høste noget igien formedelst Kulden, og den saa skadelig Floghavre, i Frygt for den første reent at borttage og udskiemme Kornet, den sidste at qvæle det i sin Væxt. Saadan et Sted siger jeg, maae vi tilkiøbe os for mange Penge, hvoraf skal svares Renter. Undertiden ere disse ikke allene uden Besætning, men endog saa forfaldne, at Træet i Husene er henraadnet, Jorden begroed med Tidsel og Ukrud, og Agrene aldeles fordervede. Hertil kommer Bekostninger med Skiøde og dets Tinglysning, Gaardens Indskrivelse 1 Rdlr., og Odels-Skattens Afskrivning 2 Rdlr. med mere. Kunde vi nu i roelig Besiddelse eye saadanne Ste-

der; saa skattede vi os lykkelige i al den Møye vi udstaae i disse bedrøvelige Udørkener. Men naar vi have giort os allermeest Umage med at opbygge Huse, at oprydde Jorden, og optage Agre med stor Bekostning, i Tanke at vi her kunde nyde i Roe vort usle Ophold; strax findes der nogle, som misunder os denne Lykke, og udfinde en Odels-Prætendent, som under Skin af at have Rettighed til Stedet, søger at sette os ud fra alt det, som vi med vores sure Sveed og Arbeyde have erhvervet os. Han setter sig og paa slig Maade i vort Sted, og høster Frugterne af vort Arbeyde, da han af disse hans Tilskyndere forstrækkes med Penge til Gaardens Indløsning. Enten maae vi nu forlade Stedet uden nogen Betaling, (hvilken vi ikke saa giøre os Haab om, da ingen Besigtelse ved Stedets Antagelse er skeet formedelst de store og for os utaalelige Bekostninger, som saadan Syn vilde foraarsage,) eller og tinge op med den Odelsbaarne. Aldrig saasnart er denne

Storm forbi, førend en større reyser sig, der truer os med total Undergang, hvis vi ikke afstaaer Gaarden og tinger op paa nye. Saaledes maae vi holde det ud en 3 til 4 gange, og betale vores eget Arbeyde, som vi have anvendt paa Gaardens Istandsettelse: og de, som ere saa gienstridige, at de ey vil beqvemme sig der-

til, maae forlade Stedet, og siden ernære sig med Betterstaven.

Velsignet være Lovgiveren der nu nyelig ved en Forordning, har sat Grændser for denne uchristelige Ret, som ey tienede til andet, end at styrke de Ugudelige i deres Forsæt, som er at tragte efter sin Næstes Gods. Og den Mand, som har giort Forslag der til, han fortiente al Lov og Berømmelse af alle retsindige og indfødte norske Mænds thi denne Forordning er den nyttigste og beste, som nogen Tid er udkommen til Norges Gavn og Veifærdt.

Jeg veed vel de sige: Ja! men hvor lykkelig er da ey Odelsmanden der besidder sin Faders Gaard, Mand efter Mand, og Søn efter Søn. Dette foraarstiger hos dem en inderlig Lyst til at pynte og istandsette saadanne Steder.

Jeg vil lade saadant staae ved sit Værd, og allene sige dette: naar en Mand havde allene een Søn. eller et Barn kunde det være got nok; men da en Mand kan have 7 a 8 Børn, og alle ere ham lige kiere: saa kan man vel slutte sig til at han under dem lige Deel, og gierne saae, at de alle kunde blive forsynede; men hvor skal disse faae Gaarde og Boeliger.

Vist nok træder den ældste Søn til sin Faders Gaard efter en billig Vurdering, naar denne ved Døden afgaaer; men deraf skal han

enten betale sin Faders Gield, eller og udløse sine Sødskende. Disse Penge maae han dog forrente; de bliver ham en Byrde tilligemed hans andre Udgifter, og altsaa en kommer saa læt til Gaard, fom de, der blive tvungne dertil og eye intet. Det er allene deres Ulyksalighed, og vores saa høyt opløftede Lyksalighed, som skal vises.

For Resten maae jeg spørge, om noget kan være mere usandfærdigt, end naar Hr. Bull lader Normanden sige, at dersom han vidste sine Eyendomme uden Aarsag kom i Fremmedes Hænder, vilde han modtvillig forøde dem. Strider ey dette imod al Sandsynlighed? Hvor mange mageskifter ey deres Gaarde bort i levende Live? hvor mange har ey ødsle og ulydige Børn (der saavel som andre Steder), som de forud see vil bortsette, og afhændige deres Eyendomme, naar de ved Døden afgaae. Dog har jeg aldrig hørt nogen har udladt sig med saadanne Ord. Hvor mange ere der ey, som af Armod og Gield har maattet solgt den; men hos alle disse har jeg ey hørt det mindste Tegn til saadanne Tanker. Skulde nu eftersees Slægt-Registerne paa de Mænd, som for 100 Aar siden eyede og besad Gaardene; saa skulde der findes gandske saa, hvis Afkom i lige Linie besad deres Stamme-Fædres Boepæle.

Men fortæl mig dog engang, hvori eders Føde af Mad og Drikke bestaaer?

Tomes.

I daglig Mad: saasom Flæsk, Kiød, Fisk, Kaal og Erter, Gryn, Grød af Byg og Boghvede, undertiden og en færsk Suppe og Steg, Æggekage er vores jævnlige Spise , og vores Drik er daglig Øl, Brændeviin og Mød. Naar vi kommer til Kiøbstæden, findes der dem blant os, der tør drikke sin Flaske Viin.

Biug.

Paa den Maade leve I lige saa got, som Præsterne hos os i Norge. Skulde nogen af os leve paa den Maade (som dog tillegges saa stor Lyksalighed) da blev han vist en Spot for sine andre Naboer, og kaldet med det foragtelig Navn Skarv, eller Fylfraas, og skulde snart gaae baade fra Gaard og Grund. Vor Føde bestaaer i Byg- eller Havremeels-Grød tvende gange om Dagen, saa tyk den kan stampes i en Gryde, og ere dertil glade, naar vi have lidet suur Melk, som samles om Sommeren, og hensettes i et Kar, hvilket vi kalder Qvite. I Mangel af den, maae vi lade os nøye med at have een slags Ost, fom kaldes Prim, som kaages af Vallen og Bundfaldet

fra den rette Ost. Denne opløses ved Ilden i Vand, og i den dyppe vi vores Grød. Om Sommeren æde vi nok Velling, men som oftest kaages i Vallen af Faare-Osten. Vores Middags Maaltid bestaaer jevnlig i lidet Smør, lagt paa en stor Deel sammbrækket Havre eller Byg Fladbrød, og denne Bid dyppe vi i en taar suur Melk. Ofte i Steden for Smør, bruge vi en smule af den tørre Ost, som vi med Villie lader blive gammel og blød til det Brug. Kiød smage vi sielden, uden til Høytider, og da skal det være gammelt og harsk.

Naar vi kunde have denne Mad, uden Mangel, vare vi meget vel fornøyede, men (desværre) den fattes ofte paa de fleste Steder. Til Fields, hvor Frosten saaledes beskadiger Kornet, at det aldrig modnes tilgavns, seer deres Grød meget jammerlig ud; thi den maae være saa tyk kaagt, som den vil, saa svemmer den dog i Vand, naar den har staaet Natten over. Den gaaer dog med i Trang, skiønt den baade smager og seer ilde ud, og hvis du saae den, vilde du sige, at det var en slet Svine-Føde,

Men efterdi I spise saa meget Kiød-Mad, hvad slagter I da ind til Høsten?

Tomes.

Nu er det ey saa meget, som i fior ved disse Tider, da vi vare forsynede med Qvæg, og

vore Creature trivedes. Nu maae vi lade os Nøye efter Huusholdningens Størrelse med en 7 a 8 Sviin, 12 a 16 Gies, nogle stykker Faar, et Høved, og deslige hvad vi kan have.

Biug.

Hos os ere vi glade, naar vi kan slagte et par gamle Faar eller Geder, det øvrige, som vi kan undvære, see vi alt at giøre i Penge, til at betale vore mange Udgifter med.

De Bonder, som eye Gaarde her, maae de og gaae Soldat tillige?

Tomes.

Ney, det flipper vi for, og dermed kan en Huusbond tvinge sig Beboere til paa de daarligste Steder, som han nok lod blive, havde han ey denne Bussemand at kyse dem med. Vi ere en saa kiere af at være Soldater, som I Norske.

Biug.

Betragt dog, hvem der er best faren, enten vi i vores Frieheds-Stand, som saa meget ophøyes, eller I udi eders ufrie Stand, som saa høyligen beklages: og da sees lættelig, hvor ilde grundet begge Dele ere. I synes dog med al eders foregivende Plage, at Soldat-Stan-

den er den værste, og for at undgaae den, tar I heller til Beboelse, een af de usleste Steder, som I aldeles ey vilde modtage, naar I ey vare tvungne dertil af Frygt for denne Plage. Ikke skulde jeg troe, at I holder eder for gode, og ægte det for Skam at bære Soldat-Navnet, og at tiene Kongen og Fædrenelandet, eller og at I skulde være saa bange for eders usle Liv, der er (som I sige) saa megen Møye og Trældom underkastet. Skulde det være Grunden til eders Frygt for den Stand, saa beklager jeg eders Daarlighed. Men skal det være af Frygt for den store Plage og onde Medhandling, som følger denne Stand, saa ansee I den jo selv værre end eders Hoverie; og betænker da, at vi og have Følelse. En Normand har aldrig undslaaet sig for i Nødstid. Og naar Fienden har nærmet sig til, at tiene sin Konge, og forsvare sit Fædreneland, hvorpaa haves tilstrækkelige Beviiser. Gamle og graaehærdede Mænd har kommen af sin egen Drift fra langt bortliggende Steder, godvillig tilbudet sin Tieneste og efterkommet sin Pligt. Men at han har Lyst i Fredstider at være Soldat, at staae under Commando, og tracteres med Stokke-Prygel, er noget, som han ligesaa lidet er for, som I, og den, som siger, det er hans Lyst, siger den største Usandhed; thi ofte kiøber han

sig frie derfra med en stor Deel af sin Formue, om ey undertiden med sin hele Velfærdt. En Mand der haver 3 a 4 Sønner, og vil løse dem ud derfra, faaer sine Poser tømte. Han maae baade være Trælbonde og Soldat tillige; drive sin Avel, og passe paa Gevæhret, Naar vi nu giøre en Sammenligning imellem den danske og norske Bondes Vilkaar, saa kan lættelig sees, hvorvidt den eenes Beklagelse og den andens saa høyt skatterede Lykke kan holde stik; og da sees tillige af det for omtalte, at den danske Bonde er en fød Træl og vorned; den Norske derimod, fød til Trældom og Soldat. Den Danske har et Herskab; den Norske derimod har mange. Den første faaer Hug for sin Falskhed og Utroeskab; den sidste for smaae og ubetydende Ting. Den første bliver understøttet af Huusbonden i paakommende Trang og Nød; den sidste har ingen Understøttelse i hvad Elendighed han end kommer i. Den første har sin Huusbond til Forsvar; den sidste slet ingen. Den Danske bliver klippet; men den Norske bliver Skindet reent afdragen. Den Danske lever got, baade i Mad og Drikke, det han ey kan skiønne paa, og derfor ey er fornøyet; den Norske derimod med sin usle Føde var vel fornøyet, naar han kunde allene faae den. De Danske drikke dag-

lig Øl og Brændeviin; de Norske drikke daglig Vand, blandet med en taar Valle efter Osten om Sommeren, som de forvare i et Kar til at giøre Vandet syrlig med. De Danske ligge paa Dyner i eders Senge; de Norske paa lider Halm imellem et par laadne Skindpelse. De Danske kiøre, naar de skal et Sted hen; de Norske maae gaae. De Danske kan faae gode Korn-Gaarde, og ey vil have dem, men maae tvinges dertil; de Norske vil gierne have Gaarde, hvor slette de end ere, men tvinges derfra.

Af denne korte Sammenligning kan du see og mærke, hvorvel Hr. Bulls saa høyt skatterede Frieheds Herlighed, og den deraf flydende Lyksalighed for Normanden kan holde stik. Ligeledes seer du, hvor lidet den af Jomfrue Biehl holdte Jammersang over den danske Bondes elendige Skiebne kan holde sin Prøve. Mig synes det er allene noget fingered Tøy, spundet og sammenvævet af dem selv, for at giøre deres Digt desto behageligere. Skulde nu Hr. Bull synes, jeg giør ham Uret, og hans Digt bestaaer af den rene Sandhed; saa ønskede jeg ham gierne, at han var just een af disse, som af ham saa Høylig skatteres lyksalig. Maaskee Viisen fik da en anden Tone?

Om Hr. Bull nogensinde har seet, at Normanden har holdet Gilder og Høytideligheder efter forrettet Arbeyde; saa maae det være en Høste-Dugne, som dog sielden bruges, og bestaaer deraf, at en Mand beder sine Naboer og andre om en Dags Arbeyde, enten til Høeslet eller at skiere hans Ager, og deslige. Og for saadan Hielp giør dem et Giestebud om Aftenen, der kan koste ham en Tønde Malt, hvoraf brygges et stærkt slags Øl, meget bitter af Humle, og kraftig giort ved en heed og brusende Gang. (Maaskee dette med Billighed af Digteren kan kaldes Valhallas Kiempedrik, der bruser i Birkeskaalen). Endskiønt samme Øl baade er bittert og haardt for en Ubevandt: finder dog de norske Bønder en Himmel-Smag deri, da det har den samme Virkning, som eders Brændeviin; thi jeg er forsikret paa, at naar I faaer en halv eller heel Pot til Livs deraf, det da har den samme Virkning, som om I havde drukket af Forglemmelsens Kilde, og at I da lættelig skulle forglemme alle eders saa jammerlig paaraabende Lidelser. Saaledes gaaer det og Normændene, og det saa eftertrykkelig, og paa Kiempernes gamle brugelige Maade, at de glemme alting, uden at hevne sig over deres Jevnlige, som de kan have noget udstaaende med, ba

de undertiden prøve Styrke saa heftig, at de kan miste baade Haar og Skiæg. Men at denne Skraalen og Allarm kommer af Glæde over den Lykke, som deres Friehed medfører, er ikke Sandhed; thi den har jeg aldrig hørt de har roset sig af, men vel ofte af deres gode Mad og Drikke de ved saadanne Leyiigheder nyder, som bestaaer i noget gammelt røget og harsk Kiød, hvorpaa er kogt en Suppe, og jevnet med lidet sød Melk. Skal den være ret god, saa slaaes en Kande Erter deriblant, og det i en Halvtønde-Kiedel. Deres anden Mad ved faadanne Gilder, bestaaer af Fladbrød, oversmurt med Smør, og sammenlagt, (som kaldes Lepsekling), Smør og Ost, og dermed er det Hele Giestebud færdig.

De ønskede dog gierne ved saadannne Leyligheder, at de allene havde Friehed over deres eget Haar og Skiæg, saa at de kunde frit lade det afruske eller behandle ligesom de selv sandt for got, men den har de ey engang; thi faaer Lænsmanden det at vide, maae de tinge op med ham, ret som deres Hoveder hørde ham til, og de ey maatte giøres skaldede, med mindre de af ham fik Forlov dertil.

Dette veed jeg vist, at gandske faa brygger eller har Øl i sit Huus, uden til Jule-Aften (Giestebuder undragne), men da efter gammel Skik skal enhver have en Taar for at giøre sig lystig, og helligholde samme Aften med; thi herved er at mærke, at den norske Bonde ey skiøtter om Øl, med mindre han kan faae sig en Ruus.

Synes dig nu, at dette lidet af vores Lidelse, er ey nok at afskrekke dig fra at bytte din Skiebne bort med Normandens; saa kunde jeg sige dig meget mere der vilde sette dig i Skræk. Dog mener jeg dette kan være nok til at vise, at faavel Hr. Bulls Lovtale og store Væsen han giør af den norske Bondes paaraabende Glæde over sin Friehed og Eyendoms Nydelse, bliver ligesom Jomfrue C. D. Biehls bedrøvelige Klage over eders Trældoms haarde Skiebne ilde grundet, og er bygget allene paa smigren og hykkelsk Grund. Og saafremt Forfatterne bar den sande Indsigt, som dem tillegges, i deres Fædrenelands Skiebne; saa kan man med Sandhed sige, or de med frie Forsæt vige fra den Oprigtighed, som denne Materie udfordrer, allene for at fornøye vore Tiders fordervede Smag , der finder saa stor Begierlighed efter alt for opskruede, skiønt ligesaa urimelige Sager, og

væmmes ved de naturlige og nyttige Sandheder, som ere simple.

Man seer hvor lidet de tvende Oder om Træerne og Middelmaadighed agtes, som ere forfattede af Hr. I. I. Lund, da de dog ere uskyldige Materier, og viser at Forfatteren haver allene sine Tanker paa Naturens Orden, uden at forhøye sine Tanker med Usandfærdigheder paa sin Næstes Bekostning. Men siig mig, skal det være de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, at zire dem med Opdigt og Urimeligheder? Jeg var af den eenfoldige Mening, at de skiønne og nyttige Videnskaber bestode i oprigtig Sandhed, paa det at denne kostbare Skat kunde engang komme ret for Dagen.

Men efterdi I Trælbønder leve saa got i Mad og Drikke; saa maae: de saa kaldede Friebønder, som ere i Danmark, leve overmande got, og være rige?

Tomes.

Naar jeg skal sige min Sandhed; saa findes her, som blant alle Nationer, trælle og frie, velholdne og fattige, ja jeg veed de, som af Fattigdom har maattet solgt sig under Herre-

gaardene igien, da de ey har kundet holde ud at betale Rente-Penge; thi vist nok er det, giøre vi Hoverie; saa sidder de igien for store Rente-Penge, der maae betales til Forfaldstiden, og jeg veed de Trælbønder, der ey byttede med den beste Selveyer, uden hans Friehed.

Biug.

Seer du vel? Jeg kan da til Slutningen ey give dig og dine Lige bedre Raad end dette, at I slaaer eders Sind i Roelighed, og værer fornøyede i den Stand Gud og Naturen har sat eder i. Takker den Høyeste der har forsynet eder med saa mange gode Ting, som vi lide Mangel paa, og betænker, at om I have det tungt og møysommeligt, vi andre have det ligeledes, ja snart værre, og jeg forsikrer dig, om vi havde det saa got, som I, vilde vi være fornøyede, skiønt vi ere saa alligevel i vores Usselhed.

Men maaskee havde vi eders Opdragelse og Levemaade, vi da vare ligesaa misfornøyede, som I nu ere, og ey kunde skiønne derpaa. Og tvertimod vare I i vores Sted opfødde, da maaskee I vare ligesaavel med vores fattige Deel fornøyede.

Endnu man jeg til Slutning melde dette, at var ingen Herregaarde i Landet, hvor mange Steder vilde der ikke da blive øde, som nu allene besettes ved Herskabets Myndighed? Hvorfra vilde du og flere tage eders Skatte, Udgifter og andre Nødtrængende Ting i paakommende Mangel? Kunde I nøyes, og leve paa vores Maade, og vare medfødte en saa stor Kierlighed til eders Fødeland, som vi have; saa var det en anden Sag, men paa den Maade, som I leve, kan det aldrig skee. Kierlighed til Fødelandet, fattes eder, og Overflødighed i Levemaaden fordærver alting, og da I nu have faaet Smag paa noget, som er got, tragter I alt efter det, som er bedre, indtil I have faaet det allerbeste, og maaskee I da ey heller vare fornøyede. Frygt derfor Gud, ær Kongen, vær troe, lydig og oprigtig imod dit Herskab og Huusbonde, som din dit af Forsynet beskikkede øvrighed, lad ey knurren og murren Høres af dig imod den. Bryd dig ikke om, hvad andre ukyndige siger, der tiener ey til andet, end at sette splid imellem Huusbonden og dig, og vender op og ned paa alting. Naar du da i din egen Forretning bliver flittig, vindskibelig og stræbsom, saa kan du vist være forsikret, om din Huusbondes Kierlighed, der baade vil understøtte, hielpe og lætte din Byrde,

saafremt han ellers er en fornuftig Huusbond og en god Mand.

Til allersidst kan jeg trøste dig med dette: bliver du af Foragt kaldet en Trælbonde og vorned; saa blive vi formedelst vores usle Levemaade og slette Vilkaar af Plagefogderne titulerede for Fiel-Bester. Det første passer sig dog paa en fornuftig Skabning, men det sidste paa en umælende. Den derfor, som misunder os vore Kaar og Omstændigheder, maae være meget ubarmhiertig.

31
32