↩

Anviisning til den Practiske Agerdyrkning,

grundet

paa egen Erfaring

af

O. Andresen Borreby,

Philos Doctor, Sogne Præst for Nicolai Meenighed paa Bornholm, og Medlem i Selskabet til Agerdyrkningens Opkomst paa Iisland.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos A. F. Stein, boende Skidenstrædet No. 171.

2
3

Fortale.

Som opfødt i en Stand, hvis Sag det er selv at legge Haand paa Ploven, som 8 Aars Academicus, der efter Leyligheden ved Academiet søgte at lære noget af de Oeconomiske og didførende Politiske, Physiske og Mathematiske Videnskaber, og endelig som 7 Aars Practicus, der sidder i et lidet Kald, hvor jeg, foruden Lysten, tillige kand have Tid til selv at erfare, optegne og sammenligne de forskiellige Virkninger efter Jord-Arter og deres forskiellige Dyrkningsmaader; Af alt dette kunde paastaaes, at jeg skulle kunde levere noget tilforladeligt i Agerdyrkningen.

Men — hvad siger Ordsproget? Landmanden bliver aldrig klog; Erfaring synes ofte at stride tvertimod Erfaring, og det bliver nødvendigt for Agerdyrkeren at feile, saa længe det bliver nødvendigt for Almanak-Trykkeren at spaae urigtig.

Dog baade burde og kunde vore Agerdyrkere være og blive en god Deel klogere end de ere; Naturen har sine Love, Chymisten, der kun ligesom Bonden har menneskelig Fornuft og Erfaring at gaae efter, opdager, bestemmer og benytter sig af dem. Konsten stiger. Men Agerdyrknings-Konsten, uagtet alt det man i en Deel Aar har skrevet derom og tumlet dermed, synes snarere at aftage. Vist nok er det, vi avle mindre; Hvad enten Skylden monne være hos Agrene eller Agerdyrkerne, hos Skribenterne eller Dirigenterne

Maaskee Agrene blive mindre *) sædelige, for at ligne sine Dyrkere, thi Gudsfrygt og gode Sæder synes paa nogle Aar i det ringeste ikke at have tiltaget. Maaskee Bon-

*) Dette Ord tilstaaer jeg bruges helst i moralsk Meening. Endskiønt jeg her bruger det i en Physisk, vil jeg derfor ikke indføre nogen forskiellig Brug af dette Ord fra den almindelige.

den paa mange Stæder meere begierlig efter Kroegang og Lediggang, har mindre Indsigt, Overlæg, Fliid og Munterhed i, om og til sit Arbeide, end man skulle vente,

Maaskee slette Skrifter skade meere end de faae gode kand gavne; Concepter laante af Fremmede, hvis Physiske og Politiske Forfatninger ere langt anderledes end vore; idelige Luft-Projecter, idelige Forandringer, idelige Qvaklerier. De giore kun Bonden kruset i Hovedet, og indbildt at hans Jorder snart skal tilfalde en anden, stiøtter han ikke om at forbedre, men snarere at udpiske samme. En jevn Smag, fattelig Underviisning, paalidellg Anførsel, afpasset Frihed, viis Bestyrelse, taalelige Paalæg og vis Forsikring at beholde sine Jorder og for sig og sine at høste Frugten af sin Sveed og Møye, deslige Ting ere uden Tvivl Agerdyrkningens beste Opmuntringer. Desuden kunde det vel synes nyttigt, om Præster og kyndige Landmænd efter nøye giorte og igientagne Forsøg bekiendtgiorde deres Erfaringer, fornemmelig angaaende de Gamles Prognostica, paa hvilke Bonden troer meget, skiønt saa ofte bedraget. Men blant den store Vrimmel af Mineralogiske-, Vegetabiliske, Astrologiske, Meteorologiske

og Cronologiske Prognostica, findes dog nogle temmelig visse, og fleere kunde til stor Nytte anvendes om de bleve lugede, oplyste og under sine Vilkaar bestemte.

Det kunde synes underligt at jeg kalder mig Medlem af et Selskab, hvorom kun faae vide at sige; men man kand antage det som min Undskyldning, at jeg, midt blandt vore Tiders Oeconomiske Verker, fremkommer med denne lille eenfoldige Bonde-Practik. Iisland har Skyld deri, nemlig: Efterat jeg ved Hørelse og Læsning havde giort mig nogenlunde bekiendt med Iislands Tilstand, og min forrige Contubernal og gode Ven, Studiosus Hans Finsen, var opreyst til sit Fædreneland, tilsendte jeg ham en Plan til et Agerdyrknings Selskab, hvilken, noget forandret efter locale Omstændigheder, fandt største Bifald, blev underskrevet og Selskabet sluttet paa Øxeraae Lands-Ting den 24 Julii 1770. Hvormed hver Medlem forbandt sig i 5 Aar at giøre et aarlig Tilskud af 5 Rdlr., og jeg desuden paa egen Bekostning at modtage en Islandsk Karl og Dreng i Lære paa 3 Aar, samt at forfatte en Practisk Anviisning til Agerdyrknings Drift, som paa Selskabets Bekostning paa Islandsk oversættes og trykkes.

Det første er skeet, en Islandsk Karl, navnlig Magnus Jonsen, har over 2 Aar været i min Tienesie, og torde jeg gierne betroe ham en Bondegaard, om jeg havde nogen. Det andet Løfte opfyldes herved, saa det nu kun beroer paa, om Selskabet faaer den ansøgte Kongelige Allernaadigste Concession paa de Jorder, hvor Agerdyrkningen skulle begyndes og Avlsgaarden bygges.

Neppe skulle jeg troe, at nogen, der kiender Landet, ville bifalde en Philocosmus, naar han udlader sig med, at Island ikke kand blive et Kornland for Clima Skyld, og ikke maatte blive det for Colonie-Politikens Skyld (see Philoc. pag. 213. 237). Thi at Korn kand voxe og moednes i Island, derpaa vil jeg ikke anføre Beviiser, anførte af andre og grundede paa Fornuft-Slutninger, men nøyes med at anføre et eneste, grundet paa egen Erfaring, nemlig 1769 tilsendte jeg min Ven Hr. Finsen Sæde-Korn i sigillerte Flasker, det var høstet her paa Bornholm 1768, det blev saaet i Island 1772 og gav Niefold, mig blev sendt Prøve deraf 1771 og nu 1772 staaer det og groer for mine Øyne. At Island jo gierne maae blive et Kornland, om det kand, derom bør efter ingen Politik tviv-

les, efterdi Agerdyrkning just er Grundstøtten for alle andre Næringer, og vist nok behøve vi ikke før Handelens Skyld ar misunde Islænderne, hvad de selv kunde avle, tvertimod ville baade, Handel og Vandel temmelig oplives, naar Folket, i stæden for visse Aar-Tiders Ørkesløshed, blev anført til fleere Nærings-Veye, hvorved altid at kunde have Arbeide. Jeg vil derfor troe, at Philocosmi Meening maae være denne, at Islænderne ikke bør slippe deres gamle Nærings Veye for at slaae sig til Agerdyrkning, og deri ere vi eenige.

At jeg lader dette lille Bonde-Verk først trykke paa Dansk, skeer fordi jeg troer, at det torde være nyttigt for Bønder og unge Landmænd i Almindelighed, og skiønt Bønder, som oftest, ikke kiøbe meget andet end Billeder og Kiempe-Viser, saa kand jo dog findes nogen saa Patriotisk-sindet, at kiøbe nogle Exemplarer til frie Uddeeling.

§. I.

Om Sæde-Jord at kiende og udsøge.

Det er ligesaa nødvendigt for en Landmand at vide, hvorledes han skal behandle og besaae sine Agre, fom hvorledes han skal omgaaes og bespise sine Folk; Man kand ikke omgaaes alle Gemytter paa een og den samme Maade; Man kand ikke tvinge alle Maver til at fordøye al slags Mad, og een Ret, som for een a to Gange smager og bekommer os vel, bli-

ver os usmagelig, ja vemmelig, naar man idelig skal have den, og intet andet imellem. Saa gaaer det os, saa gaaer det vore Jorder? Forskiellige Jord-Arter vil behandles efter deres Forskellighed; Forgieves at ville tvinge en Ager til at bære den Slags Sæd, hvortil den slet ingen naturlig Beqvemhed haver, og naar den i et par Aar efterhaanden har givet et Slags Sæd, er den, som vi, elsker af Forandring, dog ikke ligegyldig, hvad Forandringen bliver til, men ligesom f. Ex. vi til Erter spiser hellere Brød end Salat, saa giver Ageren ester Erter heller Rug og Korn end Græs & c.

Beklageligt er det, at kun faae blandt vore Agerdyrkere giøre sig nogen retskaffen Umage for at blive Kiendere, enten af Jord-Arter i Almindelighed, eller dog i det ringeste af deres egne Jorders Naturel i Besynderlighed, for derefter at arbeide i Medhold af Naturen, som de selv, bedre end de Lærde, kunde have Leylighed, til egen store Fordeel, at udforske; derudover arbeide de ofte tvertimod Naturen, Slet Jord dyrkes eller giøres slet ved Udpiskning, medens god Jord ligger hen, allene fordi Oldefaderen har ikke kommet over at bryde den, tænker Efterkommerne den duer intet, og den beste Jord giver ofte kun

halv den Nytte, den kunde, fordi man veed ikke, eller vil ikke begegne den efter sin sig egen Natur, Tilstand og Beliggende.

Det er et stort Spørsmaal: Om Her i Dannemark virkelig er Jord, hvorom man med Rette kand sige: At den til Dyrkning duer slet intet? Jeg troer meget heller, at alle vore Tue-Marker, Overdreve, Heeder og Lyng-Marker kunde blive dyrkelige og Sædelige Jorder ved udbreddet Indsigt og Flid, dersom man, bedre end hidtil, lagte sig paa Spor efter Jord-Arternes forskiellige Natur og Beqvemmeligheder, og derefter giorte Prøver og igientagne Forsøg, ikke alleene med at saae hidtil hos os brugelige, men og hidtil ubrugelige Sæds-Arter; Har man ikke i de nyere Tider fundet paa at giøre selv Flyve-Sanden dyrkelig, og paa adskillige Steder med Fordeel at avle Pateter? Skulle ikke endnu adskillige Frugter og Sæde-Arter være muelige at indføre? og hvorfor skulle vi altid ville piine al slags Jord til at bære os Rug, Byg, Havre? Lad os Heller beflitte os paa at lære og kiende denne vor Beste-Moer endog i sin Særsindighed, og rette os efter dens Lyster og Ulyster, paa det den til Vederlag kand forlyste os i at tildeele os sine Rigdomme. Men jeg agter ikke at indlade mig i

Mueligheder eller giøre noget nyt Udkast til et Speculations System i Agerdyrkningen, kun det, som er grundet paa Vished og Erfaringer, det jeg saa eenfoldigt og forstaaeligt som mueligt vil stræbe at fremsætte.

Sæds-Jord bestaaer af 3 Hoved-Deele:

1) Muld. 2) Leer. 3) Sand.

Naar man tager en lang smal Flaske, kommer deri Jord og Vand og ryster det stærk omkring, sætter det saa hen, saa staaer Sanden paa Bunden, Leeret i Midten, og Mulden, som altid et den mindste Deel, ovenpaa. Efter disse forskiellige Beblandelser mellem Mulden, Leeret og Sanden, faaer Sæds-Jorden adskillige Navne, faasom: 1) Muld-Jord. 2) Muld-Leer. 3) Muld-Sand. 4) Leer-Jord. 5) Leer-Muld. 6) Leer-Sand. 7) Sand-Jord. 8) Sand-Muld. 9) Sand-Leere. 10) Muldagtig Leer-Sand. 11) Leeragtig Muld-Sand og 12) Sandagtig Muld-Leere.

Endnu blive Navnene fleere ved at bemærke Farverne, saasom: Sort og graae Muld. Graat, guult, rødt og blaat Leer. Hviid, graae, guul og rød Sand. Men

Navnene kand være ligemeget, naar man kun giver Agt paa Tingene i sig selv, og da maae en Landmand, som vil udsøge sig Sæds-Jord, fornemmelig give Agt paa disse fire Stykker:

1) Jordens Natur. Til hvad slags Sæd den er beqvemmest, f. Ex.

Muldagtig Jord er best til Rug, Hvede, Hamp.

Leeragtig Jord til Byg, Erter, Vikker. Sandagtig Jord til Rug, Boghvede, Pateter.

2) Jordens Beliggende. Om den

er høybundet, afløbende, tør og varm, eller om den er siidbundet, suurbundet, vaad og kold; tbi da maae man helst bruge den høybundede til Vinter-Sæd, og den siidbundede til Vaar-Sæd.

3) Jordens havte Dyrkelse. Det

Opdragelsen er for Mennesket, det er Dyrkelsen for Jorden. En uopdragen Klods kand giøre sin Nytte blandt grove Folk, men duer ikke til Omgang med Folk af fiinere Smag, indtil han poleres; men just ved at poleres og blive skikket til fornemmere Selskaber, kand han blive uskikket

til andre, og til det, hvortil han var skikket tilforn. Saaledes kand en stiv og sey udyrket Jord eller gammel lagde giøre sin Nytte, om den først besaaes med Hør, og derefter bliver en god løs og mør Byg-Jord, men duer saa ikke atter igien til Hør-Jord. Uden man derfor seer hen til hvad Dyrkelse Jorden har havt, og hvordan den ved Dyrkelsen er blevet, kand man beskylde den beste Jord for Uduelighed, og arbeide forgieves, just fordi man arbeider tvertimod dens Natur.

4) Jordens Fedme. For lidt og for

meget fordervet alting. En Jord kand være for maver til et Slags Sæd og dog for feed til et andet Slags, ja alt for megen Giødning kand giøre, at Sæden kun løber op i Straaet, falder omkuld, og modnes ikke. Efter min Erfaring udkræve Sæds-Arterne meere og mindre Fedme i følgende Orden: Hamp, Hvede, Rug, Byg, Hør, Erter, Vikker, Havre, Boghvede. Derfor bør en Landmand ogsaa beflitte sig paa at kiende sine Jorders forskiellige Fedme, for derefter at give hver Ager den Sæd, som den har Styrke til at kunde bære. En merkelig Feil herimod begik vore Agerdyrkere, som for endeel Aar siden bleve sendte til Island, de tænkte at giøre det meget vel, og udsøgte den fedeste Jord paa Hiemme-

Marker, som havde hvilet nogle Hundrede Aar, og bestandig var bleven giødet, deri saaede de Byg. Hvad Under da, om Bygget, som er en kiælen og kræsen Sæd, enten blev reent borte under Furene hvor Jorden var sey og stiv, eller og forvoxte sig. Hvor Jorden var løs og mør. Imidlertid skulle Landet have Skyld, og saaledes veed man ofte mesterlig at skyde Skylden paa vor Herre eller Jorden, naar man kun burde beskylde sin egen Dumhed og Dovenskab.

§. II.

Om Marker og Indlukker at indhegne.

Man har adskillige Maader, hvorpaa at indhegne sin Jord, saasom:

1) Ved Grøfter. Enkelte eller dobbelte,

med Torn oven paa eller uden Torn, med lagt Torn, eller gierdet Torn, eller plantet Torn.

2) Ved Stavre-Gierder, enten bare

Stavre som Stakitter, eller med Riis og Torn som omflettes eller mellemtrædes.

3) Ved Steen-Gierder, enten enkelte eller dobbelte. 4) Ved levende Gierder, plantede som Hekker af Torn eller andre Træ-arter. Man roser i vore Tider over al Maade disse levende Gierder, og formeener, at naar en Bonde dermed indhegnede sin Jord i Indlukker, skulle han derved have Erstatning for sin Umage og forvoldte Jord-Spilde, men jeg frygter man lover lidt for meget; thi i Skovløse Egne, hvor de skulle giøre best Nytte, ere de vanskeligst at faae til at groe, og overalt kand man ikke gierne faae eller beholde dem saa tætte, at jo Sviin og andre Kreaturer giøre sig Smut-Huller igiennem dem.

Jeg meener, hvor man Har Steen paa sin Jord, bør man frem for alting sætte Steen-Gierder; men hvor man ikke har Steen, giør man best at sammenkaste dobbelte Grøfter og der oven paa plante levende Gierder. Men til ubestandige Indhegninger, som kun skal være et Aars Tid eller to, tre, kand Stavre-Gierder være gode nok, da Giærselen siden nyttes til Brændsel.

§. III.

Om. sædelig Jord at forberede til Ager-Land.

En god Sædelig Jord ligger ofte udyrket formedelst visse tilfældige Hindringer, f. Ex. den kand være fuld af Steen eller begroet med Buskatzer, eller udsadt for Vand; Disse Hindringer maae bortryddes. Nemlig:

Steenene, saa mange kand faaes, opbrækkes med Jern- og Træe-Stænger, og paa en Steen-Vogn eller Steen-Slæde kiøres til Gierderne, de som ere alt for store, borer man Hul i, og sprænger dem i Stykker med Krudt, eller ved Siden af dem graves en Kule, og deri nedvælter dem saa dybt at de komme 1 Alen under Jorden, fremdeeles naar Agren pløyes første Gang, maae et Par Karle følge efter Ploven med deres Brække-Stænger for at opbrække de underjordiske Steene, som Ploven støder an paa; forsømmer Plovmanden dette, kand han være vis paa at faae aarlig Fortred af dem. Underjordiske, men smaae Steene, ikke over et Qvarteer lange, kand blive liggende, da de endog giøre Nytte i tørre Somre, at holde Fugtighed ved Sæden.

Krat-Busker, Torn og deslige maae ophakkes med Rod, men Lyng, Bynke eller andre unyttige Vexter kand afbrændes, hvor det kand skee uden Skade eller Fare, men maae bruges Agtsomhed, at ikke Ilden formeget udbreder sig, og da bliver Ilden og Asken, som en Opløsning og Giødning for Jorden.

Vand i Sigder maae skaffes Afløb ved Grøfter, Render og Furer, eller og Sigderne med Jord opfyldes.

§. IV,

Om Agre at anlegge.

De Gamle synes paa adskillige Steder i at anlegge Agrene meere at have rettet sig efter Compasset, end efter Vaterpasset, d. e. de har seet paa at Agrene kom til at løbe i Øster og Vester, Synder og Nord, uden at bekymre sig om, hvorhen Jorden hælder, som dog er det allervigtigste, derfor, hvor slig Feyl er begaaet, bør Agrene forandres, og hvor nye Agre skal anlegges, maae nødvendig sees paa, at Agren faaer sin Længde didhen, hvor Jorden hælder, paa det

Vandet kand faae sit Nedløb igiennem Ager-Reenerne, allerhelst hvor man har Leeragtig Jord.

Skal Agre anlegges paa en Banke, bør man ikke kiøre gandske ned ad, ikke heller gandske paa tvers, men paa skraas; thi saa faaer baade Vandet sit Afløb, og bliver dog ikke alt for steylt for Hestene at trække op ad, ikke heller løber Giødnings-Saften da saa hastig bort.

En Ager bør ikke lettelig være over 200 Skridt lang, helst i Tung-Jord; thi længere kand Plov-Bester ikke vel udholde at trække i et Pust, men behøve ved Vendingen paa en friere Maade at drage Væiret,

Den beqvemmeste Brede for en Ager er 15 Skridt til Vaar-Sæd, men kun 5 Skridt til Vinter-Sæd, da f. Ex. af en Byg-Ager giøres 3 Rug-Agre, den eene i Midten, og de to ved Siderne, saa at ingen gammel Reen eller Svey kommer inde i Vinter-Sæds Agrene; thi da staaer der Vand om Vinteren og Sæden gaaer bort, medmindre det er Sand-Jord; thi Sand-Jord giør Vandet sielden nogen stor Skade, I øvrigt faaer man rette sig efter Omstændighederne, og tage til takke med Agrene af den Længde og Brede,

de kand faae, og ikke giøre Agrene længere, end at de nogenlunde kand være af et slags Jord, baade beqvem til samme slags Sæd, og tillige paa samme Tid at kunde pløyes og behandles; thi der er slet ingen Fordeel ved at giøre en Ager lang, naar f. Ex. den i den eene Ende er en feed Byg-Jord og i den anden en maver Havre-Jord, eller om den i den eene Ende er tør og høybundet, og i den anden vaad og siidbundet; thi da kand den ikke blive Pløye-tør paa engang, som dog er en saare vigtig Post, at Jorden hverken pløyes eller saaes, naar den er for vaad eller for tør, og er det derfor godt, helst hvor man har siige og leeragtige Marker, at kaste sine Agre nogle gange sammen, for at faae dem brav høyryggede, paa det de betids om Foraaret kand blive Pløyetørre.

$ V.

Om Avls-Redskaber.

Ploven er det vigtigste Redskab i Agerdyrkningen, og bør enhver fornuftig Landmand have Opslgt med, at den ikke kludres sammen til unødvendig Tyngsel for Hestene og liden Nytte

for Jorden; men at den kand gaae let og net og tilgavns igiennem Pløye-Jorden. Landhuusholdings-Sælskabet har giort en priselig Begyndelse ved Forsøg med adskillige Plove 1771; jeg har strax derefter indsendt en Tegning over min Plov, tilligemed nogle Erindringer, hvori jeg formeente, at den af dem anprisede Plov endnu kunde forbedres, og som jeg haaber, at Selskabet ikke flipper denne vigtige Post paa Halvveyen, tør man vel derfra vente noget fuldstændigt og tilforladeligt.

Men som Plove Uden Hiul neppe vil blive brugbare overalt, vil jeg raade enhver, som lader sig giøre Hiul-Plove, ikke at sette Hiulene paa Træe-Axler, men i stæden for Hiul-Axler bores

Hul paa Mellem-Axlene, som er en halv Alen lang, derigiennem sættes en rund Bolt af feigt Jern 1 Alen lang og 1 Tomme tyk, paa denne Bolt stikkes Hiul-Navene, som ere kun 1 Qvarteer lange, og i stæden for Lundstikke giøres en Knub paa den eene Ende af Bolten og en Splitte med en Brikke for den anden. Paa denne Maade

løbe Hiulene let omkring, eg forvolder ingen synderlig Tyngsel. En Harve kand giøres med Træe-Tænder, hvor man har løs Jord, men hvor man har feig kløset Jord, maae man bruge Jern-tænder,

da det kommer ligesaameget an paa, at Jorden bliver godt harvet, som at den bliver godt pløyet.

En Trumle giøres af Ege-Kierne og kand være større eller mindre, ligesom Jorden er meer eller mindre stiv og kløset. Jeg bruger at sætte en halv Kule inderst om Rulle-Tappen og at belegge Tappe-Hullet med Jern, ikke at boere Tappe-Hullet gandske igiennem, men boere et Hul oven til, for derigrennem at nedhelde Smørelsen paa Tappen. Ved deslige smaae Mechaniske Kneb, kand man ofte giøre sine Heste stor Tieneste. Trumlens Nytte er, at den knuser Kløsene i tu,

jævner Agren for Meyeren, og tætter Mulden om Sæden.

Et Over er en Bornholmsk let hiulløs Plov uden Kniv og Muldfield, fom drages af 2 Heste, der bære Aasen imellem sig ved Bære-Puder lagte over Ride-Stæden, og Hamlen sidder strax foran Plov-Slaaen, den bruges kun til at nedvirke Byg-Sæden, i stæden for at pløye anden Gang, og giør god Nytte, hvor Man har græsbundet Jord, da man ved at kiøre paa tvers og paa langs, temmelig vel kand faae Græs-Rødderne udpillede.

Til Høst-Redskaber behøves:

Høst-Vogne med Tilbehør, Høst-Stiger, Læsmed, For-Reeb, Bag-Reeb, Tver-Reeb og Høe-Vævel.

Slaa-Leer og Meye-Leer.

River og Tiver & c.

Foruden de Redskaber, som ere i Brug, bør en forsigtig Landmand have visse Slags i Beredskab, samt ophukket Tommer til anden; thi at staae og giøre Plove, naar man skulle gaae og pløye, eller River, naar man skulle høste, er en forkeert Orden, og saa meget skadeligere, om man skal gribe til grønt og udueligt Træ.

§. VI.

Om Kreaturer til Besætning.

Det er vanskeligt at sige, hvormange Kreaturer og hvor mange af hvert Slags, en Landmand helst bør holde; thi Egnene, Aar-Tiderne og Priserne ere meget foranderlige; saa meget er dog let og tillige rigtigt sagt, at man bør ikke holde

fleere Kreaturer, end man vel kand overføde om Vinteren, man bør holde fleest af det Slags, hvoraf man fand have størst Fordeel, og ikke holde fleere Heste, end man nødvendig behøver. Men hvor mange var nu det? Svar: Det bør en Landmand hvert Aar selv udregne. Nemlig, naar man bar indhøstet, overregner man, hvor mange Læs Foering man har faaet, og hvor mange man pleyer at faae, hvor mange Kreaturer man har, og hvor mænge man pleyer at have, og derefter tager man sin Beslutning, om man skal legge fleere til, eller skaffe nogle af. Til et Høveds Vinter-Føde regner man 3 a 4 Læs Halm. Til et ung Nød 2 Læs. Til et Faar 1 Læs, og til en Hest, ja hvem kand giøre den Regning? Et par Læs Høe, et par Læs Havre-Hakkelse, lidt Emter og Smaae-Foer, og endda skal man Have Nøye Opsyn, at sine Folk ikke kaste utærsket Sæd i Hækken, hvortil Dovenskab eller utidig Heste-Kierlighed, saa gierne vil forlede dem, da dog Hosbonden har heele Tabet, og Hestene kun halve Nytten, efterdi de deels trække det under sig, deels løber det heelt igiennem dem; vil man endelig give sine Heste Korn, for at faae dem feede, saa bør det først maltes, men kun vindtørres, og saa strøes paa Hakkelse. Vist nok er det, at Heste vil have godt for Tanden, og fire

velfødte Tand udrette meere end aatte fultfødte, er derfor ingen Fordeel at holde mange Heste, da endog Giødningen er mindre og meget slettere, end Koe- eller Faare-Giødning. Med 6 velfødte Bester kand man legge en Vaar-Sæd af 9 Tdr. Byg, 4 Tdr. Erker og Vikker, og 12 Tdr. Havre, ja vel meere, om Jorden er let og man kand begynde i Tide, og kræver en Tønde Byg ligesaa meget Arbeide, som 2 Tdr. Erter eller 3 Tdr. Havre, og derefter maae Besætningen bestemmes. I øvrigt, som Vintrene ere ikke altid lige lange, Foeret ikke alle Aar lige drøyt, og Røgtningen ikke lige sparsom, saa skeer det ofte, som Tydsken siger: Mit vielem halt man Haus; mit wenigem komt man aus.

§. VII.

Om Giødning.

Mødinge-Steder bør ikke graves eller beholdes for dybe, at man ikke ved Udkiørselen skal skiende sine Bester; de bør ikke være større, end at de kand opfyldes, og mindst maae der være Vandløb, igiennem dem; thi saa løber meget af Kraften bort med Vandet.

Giødning maae en Landmand ansee som sin ægte Guldmine, og foruden Kreaturers Giødning, paa andre muelige Maader. see at formeere Den; saasom ved Jord, Dynd, Skulle-Møg, Aske, Tang, Løv, gammel Halm, og alt hvad der tager mod Forraadnelse, at kiøre i Mødinge-Steder, eller paa Jorden.

Hvor man kand have Fæ-Drift, er det høystnyttigt, hver Aar at indgierde sig et Stykke paa Marken til Fæ-Lukke, med høyt Gierde mod Synden for Skygge skyld, deri inddrives Qvæget mod Bisse-Tiden og ligger der om Natten; i dette Fæ-Lukke kand man indkiøre Græs-Tørv, Søe-Tang, eller hvad som helst Stedet giver Leylighed til, og da faaer man ikke alleene Pladsen opgiødet, bedre end paa nogen anden Maade, formedelst Urinen; men kand endog derfra udkiøre endeel god Giødning til andre Jorder, og er tillige godt for Qvæget og mageligt for Malke-Pigen.

Har man Ler-Jord og Sand-Jord, kand man giøre et Bytte, som vist ikke er giort paa Bedrag, nemlig at kiøre Leer paa Sand-Jord, dg Sand paa Leer-Jord, saa forbedres begge.

Mergel skal være en god Giødning, dog sige Nogle, at den giør en rig Fader, men en fattig Søn, hvorom jeg ingen Erfaring har.

Hvad Tid Giødningen skal Udkiøres. Deri faaer en Landmand i visse Maader rette sig efter sin Leylighed, i sær Hoveries-Bønderne; men dog holder jeg det for meget skadelig, at kiøre Møg ud ved Midsommer, som mangesteds bruges; thi det har endnu ikke faaet sin Forraadnelfe; Osen tæres bort af Sommerens Heede, og om det end strax kunde nedpløyes, spildes dog Græsningen. Best at kiøre det Ud i Efter-Høsten, men skulle man have langt at kiøre, saa at Tiden og de kortere Dage ikke vil strække til, saa kand man kiøre det ud, enten Vinter eller Sommer, og legge det samlet i en Huling ved den Ager, man vil have opgiødet.

Man maae ikke give al slags Jord lige meget Giødning; En Tønde-Land Leer-Jord behøver ungefær 150 Læs, Muld-Jord kand nøyes med 100 Læs, og Sand-Jord taaler ikke saa meget; desuden naar man staaer i Giødningen, kand man møge vel tyndere, end naar man pløyer Giødningen med.

§. VIII. Om Præparations-Pløyning.

Den Jord, hvori man agter at saae Byg, bruger man paa adskillige Steder Aaret forud, at krøye eller rispe, som bestaaer deri, at man med Ploven giør en Flænge i Jorden hos en anden; Jeg holder for, at det maatte være bedre at pløye rigtig, men med meget tynde Furer, og derefter harve.

Den Jord, Hvori Ukrudt, Flyve-Havre, Ager-Kaal, eller deslige har taget Overhaand, dersom man ikke kand qvæle det med at saae Erter og Vikker, eller udrydde det ved en tidlig Efter-Høst-Pløyning, saa er intet andet for, end at pløye og harve Jorden strax i Foraaret, og saa give Ukryddet Roe til at groe; men førend noget deraf kommer saavidt at kunde sætte Frøe, at hukke det af, saa atter give det Roe og hukke det af, og indføre det, om det duer til Foering, eller og lade Kreaturet reent opæde det paa. Stedet.

Skal nye Jord eller gammel Længde beredes til Byg-Jord, maae den i det ringeste pløyes et Aar forud, og om den er meget gammel, sey og stiv, vel 2--3 Aar forud: f. Ex. i Island har Jorden ikke været pløyet i 4--500 Aar, vil man nu skaffe sig Byg-Jord, og ikke har Hør-Frøe, den Siberisike linum perenne, eller saadan Sæd, som kunde vore i denne gamle Lægde, saa maae man pløye den 1 Aars Tid eller 2-3 forud, vel igiennem harve den, og saa lade ligge til Græs, giver den skiønt første Aar noget mindre, er det desto kraftigere, og holder jeg for, at Pløyningen maatte skee strax om Foraaret, medens Jorden endnu er halv vaad og mør efter Frosten; thi gammel Lægde er visselig ikke god at trække op med Plov, og fast umueligt, naar den bliver tør og sammengroet, lettere er det i saa Fald at grave den op med Spade.

§. IX.

Om Pløyning til Sæd i Almindelighed.

I hvad slags Sæd man pløyer til, bør man passe paa at pløye, naar Jorden er Pløyetør;

Er Jorden for tør, kand man ikke beholde Ploven i den, og bliver den for vaad, gaaer den kun op i Kløser og Klumper, som ikke vil lade sig smulre, og i begge Fald udasner man sine Heste og faaer ingen retskaffen Sæd; allermeest maae man være nøye paapassende, hvor man har Leeragtig Jord; thi den kand, helst om Foraaret, paa nogle faae Dage fra at være for vaad, hastig blive for tør; naar Hesten bærer sin Karl og ikke giør dybere Fodspor end Mynstret af Heste-Skoen, saa er Jorden ungefær Pløyetør.

Furene bør være saa smalle som mueligt, og ikke over et til halvandet Qvarteer brede. Furene maae være ungefær et Qvarteer tykke; dog maae man ikke altid pløye lige dybt, thi til Præparations-Pløyning maae Furene være gandske tynde, til Sæds-Pløyning tykkere, og naar man 2de Aar efter hinanden saaer samme Sæd i en Ager, bør pløyes dybere det sidste Aar end det første.

§. X.

Om Harven i Almindelighed.

Hvor Ploven er gaaet for, bør Harven følge efter, men som det ikke altid kand skee strax,

maae man see til, at og det skeer naar Jorden er Harve-tør, saa den kand smulres under Harven, fornemmelig naar Sæd nedharves maae man vogte sig, at Jorden ikke er for vaad; thi da begraver man Sæd, og faaer Ukrud til at staae op.

For-Harve kaldes, naar Præparations-Pløyning harves. Langs-Harve, naar man kiører paa langs ad Furene. Tver-Harve, naar man kiører paa tvers.

§. Xl.

Om Sæde-Korn og Forhold i Udsæd.

Til at saae bør man have eller skaffe sig reen, god, kiernefuld, vel høstet og vel conserveret Sæd, helst af sidste Aars Afgrøde, som ikke har været muget eller grønt; til den Ende udseer man i Judhøstning, det som er beqvemmest til Sæd, og legger det i Laden, at det kand udtærskes til rette Tid; Saae-Vikker i sær, giør man best i, ikke at udtærske meget længe før de skal saaes.

Har man ikke godt Sæde-Kom, maae man heller kiøbe, i hvad det skal koste, end saae det som er slet. Ellers kand det og gaae an at

slaae Vand paa og skumme det slette af; men paa nogle Steder udkræver Jorden, at man hver 3die eller 4de Aar maae skaffe sig fremmed Sæde-korn. Tvivler man, om det er sædeligt, giør man sikkerst at sætte det i Muld først, og see om det vil komme op.

Det kand være ligesaa skadeligs at saae for tykt, som at saae for tyndt, eller at saae i Klumpetal for tykt her, for tyndt der; derfor bør en Sædemand ikke alleene vænne sig til at have en afpasset Sæde-Gang, og et jevnt Sæde-Kast i rundt at udstrøe Sæden, men og at vide, hvor tykt eller tyndt ethvert slags Sæd skal saaes.

Til et Tøndeland udsæd regnes 14000 qvadrat Alen, det er: naar Agrens Længde multipliceres med dens Brede, giver 14000. F. Ex. Naar en Ager er 280 Al. lang og 50 Al. breed, kand deri saaes en Tønde Byg. Eller og til en Tønde Udsæd regnes 8000 Skridt, det er: naar Agrens Længde multipliceret med dens Brede giver 8000. F. Ex. Naar en Ager er 200 Skridt lang og 42 Skridt bred, saa er den et Tøndeland. Følgende Udsæds-Tabel viser, hvor mange danske Skiepper og Potter bør saaes i en Ager, naar man veed hvor mange danske Alen den er lang og bred.

Udsæds-Tabel naar en Ager er Breed.

60 Al.

80 Al.

100 Al.

120 Al.

140 Al.

160 Al.

180 Al.

200 Al.

220 Al.

240 Al.

260 Al.

280 Al.

300 Al.

320 Al.

340 Al.

360 Al.

5 Al.

i o Al.

12 14 16

I59U.

Fx,

20 Al.

-7

25 Al.

195

zoAl.

3 5 Al.

tå

40 Al. 45 Al.

Su im

G AM

__£| 711

£-£5l£

_£ 13 _3 i_4 312

4j 4 210

—

£!8

£4l_8

41 9!

1 IO

2 2

~jr&

13! 7 4' 8

£3 _8

4 9 149

5 i 10

£3

«+

£5

34
35

Men der er stor Forskiel i Udsæd, endog i Henseende til samme slags Sæd; thi jo slettere den er, jo tykkere maae den saaes, efterdi meget deraf da ikke er sædelig. Endnn større Forskiel, Henseende til forskiellige Sæds-Arter; Hvor man saaer 1 Tønde eller 8 Skiepper Byg, der kand kun saaes 5 Skiepper Hør, 6 Skiepper Hvede, 6 og en halv Skieppe Rug, men derimod vel 9 Skiepper Erter eller Vikker, 12 Skiepper Havre, 14 Skiepper Hamp, o. s. f.

Saaemanden gaaer efter sin Takt paa langs ad Agren, men nødes han til at saae i Blæst, maae han søge Medvind, og gaae som Vinden blæser, skiønt det er ikke meget godt da at faae Havre, Hamp eller deslige let Sæd, og fast umueligt at saae nogen slags Sæd i Storm. Ligesom det og er en almindelig Regel, at naar Jorden saaes, maae den være harvetør.

§. XII.

Om Vinter-Sæd, Rug og Hvede, hvor, og hvorledes de saaes og behandles.

Rug elsker en opgiødet løs, tør, varm og høybundet Muld, Sandmuld, Muldleere eller

Sand-Jord, helst som samme Aar har været dyrket med Pateter, Erter, Vikker, Hør, Byg, Havre; men ikke vaad, kold, siig og suurbnndet, ikke heller bag Buskatzer, Gierder, eller saadanne Steder, hvor om Vinteren pleyer at legge sig store Sneedriver, som blive liggende ud paa Foraaret.

Behandlingen er denne:

1) Strax i Efteraaret pløyes i smalle Agre

(fee §. IV.), de sammenkastes, og den anden Fur legges oven over den første, paa det de kand blive brav høyryggede, og til begge Sider jevnt nedhældende for Vandfalds Skyld. Ved hver anden Ager efterlades en upløyet Strimmel, 1 Al. bred.

2) Giødningen udkiøres ned over Strimmelen,

og legges 2--3 Hobe af Læsset op midt paa Agren. (see §. VII)

3) De efterladte strimler pløyes.

4) Giødningen strøes, og Klumper i tu slaaes.

5) Rugen saaes i Oktober eller først i November, helst i Næe, men allerhelst naar Jorden er harvetør. (see §. IX.)

6) Strax derefter langsharves og tverharves.

(see §. X.)

7) Ager-Rennerne oprenses med Ploven, og

hvor behøves, pløyes eller graves Vand-Renner, at Vandet kand have sit Afløb.

8) Fremdeeles maae Vinteren igiennem, naar

der kommer Regn eller Tøe, haves Opsigt med, at Vand-Rennerne ikke forstoppes, saaog at Sviin eller andre Kreaturer ikke skal overrode eller nedælte Vinter-Sæden.

Anmærkning: Skulle et saa vaadt Efter-Aar indfalde, at man nødes til at saae uden at kunde faae Jorden Harvetør, saa kand man binde en Kiep imellem Hestene, i stæden for Mellemtømme, og saa lade dem gaae i Rennerne at drage Harven. Men skulle Jorden endog dertil være for vaad, saa maae man heller saae, og lade reent være at harve, og dog mueligt at faae god Rug, helst om man saaer i Giødning,

Paa denne beskrevne Maade at faae Rug i Giødning, holder jeg for den sikkerste, og er almindelig i Brug her paa Bornholm, undtagen Sand-Jord, som saaes uden Giødning, men giver sielden over 2 til 3 fold, da derimod Rug i Giødning, naar Aaringerne og Jorderne ere derefter, giver som oftest 10 til 15 fold.

Jeg har prøvet, som andre Steder bruges, at saae Rug uden Giødning, men fik næsten intet. Jeg har prøvet at giøde først og pløye Giødningen ned, men fik dog kun lidet. Jeg har prøvet at giøde, pløye Giødningen ned, harve, pløye den op igien, derefter saae, langsharve og tverharve, men jeg fandt ikke heller derved nogen mærkelig Fordeel. Imidlertid, som man til en Gaard sielden kand have Giødning til mere end 2 a 3 Tønder, saa giør man best i, selv at giøre Forsøg med at saae noget paa een Maade og noget paa en anden, for at erfare, hvad Maade for sin Jord der er den fordeelagtigste, men kand dog af et par Aars Forsøg intet vist sluttes; thi Luftens og Veyrligets Beskaffenhed om Efteraar, Vinter og Foraar, kand hver for sig, giøre, at paa den beste Jord og efter den beste Behandlingsmaade kand dog blive Misvext.

Hvad her er sagt om Rug, gielder tillige om Vinter-Hvede, undtagen at Hveden vil altid Have en feed Jord, og voxer ikke i Sand, derimod kand den bedre staae sig i siig Jord end Rug, men den udmavrer Jorden meer end Rug.

§. XIII,

Om Indhøstningen.

I) Afmeyningen. Al Sæd maae afmejes, naar den er tilpas moden; thi afmejes den for grøn, krymper Kiernen sammen, og afmejes den for moden, drysser Kiernen af.

Rugen modnes henimod Bartolomæ, Hveden noget sildigere, og da, naar Kiernen stivnes og brunes, maae den afmejes.

Meyeren gaaer med Vinden eller hvorhen Sæden hælder, og om den ikke er gaaet i Leye eller hid og did lagt sig, bør en Karl afmeye en Tøndeland Rug om Dagen, 1 og en halv Tønde Byg, 2 Tønder Havre, 1 Tønde Erter eller Vikker.

2) Opnegningen. Naar Sæden har ligget nogle Dage paa Skaar, maae den opneges, bindes, og sættes i Stak. Har den været vel moden, tynd, reen og er meyet i Tørveyr, behøver den kun at ligge paa Skaar i 2--3 Dage; men derimod om Skaarene ere tykke og blandede med Græs eller andet grønt, maae den ligge 6--8 Dage, og om vaadt Veyrligt indfalder, at den endda ikke er tør, maae Skaarene vendes hver anden Dag; thi dersom det jordslaaes og groer, bliver det gandske uduelig til Sæde-Korn og Malt, og giør Brødet kleyet.

3) Efterrivningen. Det som levnes ved Opnegningen, bliver siden sammenrivet og lagt oven paa Stakkene.

4) Ind-Agningen. Naar det er kommet retskaffen tørt og vissent i Stak, kand det strax indages; hvis ikke, maae det først staae nogle Dage i Stak, paa det at det ikke siden skal mugne og forbrænde sig selv i Laden.

§. XIV.

Om at sætte sin Sæd i Stak.

Paa de fleeste Stæder i Dannemark og Norge bruges at binde Rug, Hvede, Byg og Havre i Neger, og sætte dem i lange Trave-Hobe, kun to og to Neger i Rad efter hinanden, hvortil medgaaer mangfoldige Baand, som skal snoes, og meget af den kostbare travle Høst-Tid til at binde, og dog kand disse smalle Trave-Hobe ved indfaldende Regn snart igiennemblødes, saa der vel ikke kand være anden Aarsag, Hvorfor denne Maade vedholdes, end fordi der skal ydes Tiende efter Negernes Tælning. Er man da af deslige Aarsager ikke nødt til at vedblive denne gamle Maade, saa giør man bedre, at sætte sin Sæd i Stakke, runde og toppede, ungefær som Høestakke. Nemlig:

Rug og Hvede maae bindes, for Langhalmens skyld, men Baandet er i en Hast giort af Straaet, og saasnart Negerne ere bundne, bæres til Stak; den første Neger sættes lige opad med Toppen, men siden meer og meer paa skraas, indtil Stakken saaer sin Brede, Høyde og Rund-

hed, og saa deroven paa Efterrivningen, hvorved at giøre Stakken endnu meere toppet.

Men Byg og Havre bindes aldeeles ikke, kun lige saasnart man har opneget en Favn fuld, strax til Staks, og legges paa skraas, Toppene indvendte, at Stakken faaer sin Rundhed, Top og Skikkelse, og om Kornet er tørt nok, kand man sætte store Stakke, og lade en Dreng staae i dem, for at stække dem, og træde dem brav sammen. Saadanne Stakke kand sættes paa halve eller heele Læs, eller saa store man vil, og naar de kun sættes ordentlig og holdes i Sætningen stedse høyest i Midten, saa kand de udholde endog store Skyll-Regne.

Vilde nogen indvende, at Bygget ved denne hurtige og gevaltige Behandlingsmaade maatte brydes og falde af, saa er Erfarenhed der tvertimod, at det endog falder meere af, hvor man meyer op om Dagen og binder om Aftenen, end hvor man sætter det i Stak ved høye Middags-Soel.

Kunde Tiendetagere og Tiende-Ydere blive eenige at tage Tiende, af Stakke, som nu ellers af Neger, blev det fordeelagtigt for Bonden, naar

han passede at giøre alle sine Stakke, ikke just eens store, men ens vigtige, og var det tillige mageligere og lettere for Tælleren til at forhindre Tiende-Sviig.

§ XV,

Om at pakke sin Sæd i Laden.

Mange Tusinde Tønder Sæd bliver aarlig deels opædte, deels skiændte i Laden af Mangel paa en god Indpakning, derfor maae nøye mærkes:

1) Om Sæden er retskaffen tør, da er det best so Haardere den kand sammenpakkes; thi derved hindres Utæy fra at faae Raaderum i den. Den bundne, saasom Rug og Hvede, pakkes Neg hos Neg, og vel sammenknuges af Lade-Folkene. Alen til den ubundne Byg og Havre at sammentræde, kand endnu behøves at have et Par Bester ved Haanden og Folkene selv stærk at sammenpakke ved Siderne og under Bielkerne.

2) Derimod naar en vaad Høst indtræffer, at man nødes til at tage Sæden halv vaadagtig i

Huus, da maae man vel vogte sig ikke at pakke den for haardt sammen; bedre er det da at giøre Stænge i Laden en halv Alen fra Gulvet, dernæst sætte en Tønde i hvert eller hverandet Rum, som drages opad efterhaanden, som Laden opfyldes, desuden et par Katte-Hul i Veggen under Stænget, saa har Luften træk igiennem Sæden, og Kattene Adgang til Utøyet.

Erter og Vikker maae aldrig pakkes for haardt, og aldrig føres vandagtige ind, med mindre man har Rum at kaste dem saa løselig paa et Stænge.

I øvrigt passer en Landmand, at legge sin Sæd, at han kand komme til at tærske, den først som først behøves, og ellers den først, som Utøy meest elsker.

Vil man have utærsket Havre liggende til Vaar-Foer, maae man i Tide trække smalle Gange rundt omkring den, med mindre man vil have Rotter og Muus til sine Hakkelse-Skiærere.

§. XVI.

Om Vaar-Sæd, Byg, Vaar-Rug og Vaar-Hvede, hvor, og hvorledes saaes og behandles.

Byg voxer best i en middelmaadig feed Muld-Leere, Leer-Muld, Muld, Leer eller Muld-Sand, men ikke i Sand eller gammel Lægde. I tørre Sommere er den siigbundede Jord best. I vaade Sommere er den høybundede best.

Behandlingen er denne:

1) Saasnart Frosten gaaer bort, Foraaret melder

sig, og Jorden er pløyetør, i April eller før, pløyes Jorden første Gang.

2) Strax derefter tverharves, og om Jorden

er kløset, trumles. Saa ligger den indtil Saae-Tiden kommer.

3) Hen i May eller først i Junii pløyes Jorden anden Gang, lidt dybere end første Gang, og hvad som pløyes om Formiddagen, saaes om Middagen og langsharves. Hvad som pløyes om Eftermiddagen, saaes om Aftenen, kand ligge i

Natteduggen til om Morgenen, da det ligeledes langsharves, og naar heele Agren er færdig, bliver den tverharvet.

4) Saafnart Leyligheden tillader, og Jorden er tør, bliver Agren trumlet.

Anmærkning: Saae-Tiden maae man ikke bestemme efter en vis Dato, hverken rette sig efter Ericus eller Urbanus, men efter Aar-Tiden og sin Jords Beskaffenhed. Kommer Foraaret tilig, og man har høybundet, tør, varm Jord, bør man saae tilig.

Men kommer Foraaret sildig, og man har siigbundet, vædsket, kaald Jord, bør man saae sildig, og kand den Sæd, som saaes først i Juny, undertiden blive ligesaa tilig moden, som den der saaes midt i May. Naar Jorden er fuld af Græs-Rødder, kand man, i stæden for at pløye anden Gang, med Fordeel bruge Ovr, nemlig: 1) Agren kiøres paa tvers med Ovret. 2) Harves, 3) Saaes. 4) Kiøres paa langs med Ovret. 5) Harves. Derefter opsamles Rødderne, og ere meget gode til Huus-Ryggen, hvorved spares ar opskiere sin Engbond til Rygge-Tørv.

Med Vaar-Hvede og Vaar-Rug er Behandlingen den samme, som med Bygget, kun at Jorden maae være noget federe, og saaes lidt tiligere, da de ere seenere til at modnes, og kand, som oftest, behøve at staae til September efter at Bygget allerede sidst i Augusti er afmeyet.

Angaaende Indhøstningen læs §. XIII. XIV. XV.

§. XVII.

Om Erter og Vikker, hvor saaes og hvorledes behandles.

Hvor man Har Leeragtig Jord, der ere Erter og Vikker høystfordeelagrige; thi de give 6 til 10 fold, og jo bedre de voxe til, jo bedre rense og oplive de Jorden og giøre den beqvem til Aaret efter at bære godt, reent og stridt Byg, men voxe de ikke til, har man dobbelt Skade, efterdi de da meere forverre end forbedre Jorden.

Man saaer helst Erter i den Jord, hvori Aaret tilforn har været Byg og Vikker i hviile Jord, hvori man agter at saae Byg»

Eller og helst Erter i den leeragtige, og Vikker i den muldagtige Byg-Jord. Behandlingen er denne:

1) Jorden pløyes først i May kun eengang,

2) Strax saaes, langsharves og tverharves.

3) Trumles før Erterne opkomme.

Anmærkning: Det er kun en gammel Grille, ikke at faae Erter i østlige Vinde. Naar kun Aartiden er der, og Jorden er beqvem, kand det med Erter, som med anden Sæd, være ligemeget hvad Vinden er.

Om Erters og Vikkers Indhøstning.

1) De modnes sildig og langt fra ikke paa eengang. Derfor maae man ikke tænke at ville bie indtil de blive alle modne; thi da faaer man kun faa at tærske, men naar Mængden af dem ere tykbalgede, Erterne begynde at gulnes, og Vikkerne at brunes, saa meyer man dem af, om

51 de end i Toppen ere grønne og endnu have Blomster tilbage.

2) Derefter ligge de paa Skaar en Uges Tid, længere eller kortere, ligesom de have været meer eller mindre grønne, og Veyrliget meer eller mindre tørrende, og maae da vendes hver tredie Dag, indtil de blive retskaffen tørrede, baade i Straae og i Bælge.

3) Saasnart de ere tørre nok i Kiernen, og visne nok i Straaet, maae de for alting indkiøres, efterdi en Regn da bliver dem meget skadelig. Kl. 10 Formiddag kaster man dem sammen i lange Rader langs op ad Agren, saa mange man kand vente at kiøre ind Eftermiddagen, da man kiører og læsser af Raderne.

§. XIX.

Om Havre, hvor saaes, og hvorledes behandles.

Havre tog gierne til takke med at saaes i Jord, som var kied af at bære Byg, men som de uopidske Byg-Jorden formeget, giør man

best at udlegge den sletteste og længstfraliggende Jord til bestandig Havre-Jord, og desuden gammel Lægde.

1) Til Havre pløyes kun eengang, strax efter

man har pløyet første Gang til Byg, eller før, om Jorden saa udfordrer, i sær naar gammel Lægde pløyes tilig.

2) Strax derefter, neml. omtrent først i May,

faaes, langsharves, tverharves.

3) Med Trumlen kand det bie til man faaer Tid.

Havren modnes med eller strax efter Bygget, sidst i August eller først i September, og kand gierne afmeyes, naar den er guul-grøn. I øvrigt læs angaaende Indhøstningen §. XIII XIV. XV.

§. XX.

Om Boghvede.

Boghvede er en kuldkiær, vanskelig og egensindig Sæd; I den bedste Jord kand den

53 blive borte, naar den derimod kand vore hyppig i en gammel ørt Jord, som er utienlig til anden Sæd. Ellers vil den have en høy, varm, sandagtig gammel Lægde eller Rydnings-Jord. Den saaes ved Byg-Sæds Tiden, men modnes sildig, saa det nytter ikke at saae den, hvor man giver tilig Ævret op; og dette maae nok være Aarsagen, at den ikke er kommen i Gang her paa Bornholm, da her dog ligger mangfoldig udyrket Jord, som dertil synes tienlig.

$. XXI.

Om Den fordeelagtigfte Maade, hvorpaa at inddeele sin Sæds-Jord, og afvexle med Besaaeningen, naar man er uden for Fælledsskab og selv sin Jord raadig.

Man inddeeler sin Jord i fire Classer, nemlig: 1) Bestandig Rug-Jord. 2) Bestandig Havre-Jord. 3) Mellem-Jord. 4) Udvalgt Giødnings-Zord.

1) Bestandig Rug-Jord. Dertil udlegges Sand-Jorden, hvor den haves langt fraliggende; den faaes et Aar, hviler i to, og om den længe har hvilet, da faaes først Boghvede. Denne Jord faaer aldrig eller meget lidt Giødning, giver og ikke gierne over 3 a 4 fold.

2) Til bestandig Havre-Jord udlegges den Jord, som enten er alt for uduelig eller alt for vanskelig at behandle til Korn. Den saaes i 2 Aar efter hinanden, dernæst hviler i 2 Aar, og saaer aldrig Glødning, kand dog give 5 a 7 fold.

3) Mellem-Jord. Dertil regnes Jord, som i sig selv er en god Byg-Jord, men kand være kaald, siigbundet, vædsket, eller af andre Aarsager ubeqvem til Vinter-Sæd. Deri saaes første Aar Vikker, andet Aar Byg, tredie Aar Erter, sierde Aar Byg, og derefter femte og siette Aar hviler, og saa atter for fra.

Ved slig Afvexling kand i mange Aar ventes en ønskelig Høst, uden at behøve Giødning.

4) Udvalgt Giødnings-Jord udsøges allerførst af den beste og beteiligst liggende Jord, der er beqvem baade til Vinter- og Vaar-Sæd, saa megen, som man kand overkomme at giøde Hvert syvende Aar, deraf bliver aarlig en syvende Part giødet til Rug, tre syvende Parter faaet med Byg, en syvende Part med Erter, en syvende Part med Vikker, og en syvende Part hviler til Græsning. F. Ex. Naar man kand have aarlig Giødning til 3 Tønder, udvælger man 21 Tønder, hvilke vi ville forestille os som inddeelte i 7 Agre, hver paa 3 Tønder, og da kand følgende Afridsning vise os deres aarlige Besaaening til hvert syvende Aar.

Syv Agre hver paa zTd^ zTd^ zTd^ 3%^ 3%^ 3^. i ste Aar Rug o Virker Byg Byg Erter Byg Err Vikker Byg Byg Erter Byg s Rug o Cc-GJ Aar Byg Erter Byg Rug o Vikker Bys EN 7de Aar Byg Rug o Vikker Byg Byg Erke OD Og saaledes fremdeeles.

54
55

57 Efter denne Omvexling kand paa disse 21 Tønder Land aarlig saaes 3 TV. Rug, 9 Td. Byg, 3 Td. Erter og 3 Td. Vikker, og deraf avles 30 Td. Rug, 70 Td. Byg, 27 Td. Erter og 24 Td. Vikker, meer og mindre efter Omstændighederne.

§. XXI,

Om den fordeelagtigfte Maade, hvorpaa at inddele sin Sæds-Jord og afvexle med Besaaeningen, hvor Bønderne have sin Jord, som paa de fleeste Steder, adspredt i 3 Marker, som omskiftes fra at være Bygmark til Rugmark, og derefter hver tredie Aar til Fælled.

1) Sand-Jorden eller den bestandige Rug-Jord saaes altsammen med Rug i Rugmarken, men i Bygmarken hviler den altsammen, undtagen hvad som bruges til Boghvede.

2) Den bestandige Havre-Jord saaes aldsammen i den eene Mark, og halvparten i den anden, saa den faaer 2 Aar Sæd og 2 Aar Hvile.

3) Mellem-Jorden kand faaes aldsammen med Erker eller Vikker i Bygmarken, og derefter med Byg, naar der bliver Rugmark.

4) Den udvalgte Giødnings-Jord saaes aldsammen med Rug eller Hvede i Rugmarken, og aldsammen med Byg eller Vaar-Hvede i Bygmarken. Eller og noget deraf med Erter og Vikker, naar den er seig og græsbundet, og man ikke har kundet overkomme at pløye den i Efter: aaret forud.

En Hoved-Anmærkning er det, at man ikke bør saae Erter, Vikker eller Boghvede i Rugmarken, deels fordi de modnes sildig, saa at Kreaturet for længe maae gaae paa Fælleden og faaer kun lidt avret Smør. deels fordi Rugmarken skal Aaret efter være Græs-Vang, og efter Erter og Vikker voxer kun slet Græs, men god Sæd.

Nok en Hoved-Anmærkning, at Rug, Hvede, Erter, Vikker eller Boghvede, bør man ikke gierne saae i samme Ager 2 Gange efter hinanden, men med Byg eller Havre gaaer det an, at saae en Ager 2, ja undertiden 3 Aar i Rad.

§ XXIII.

Om andre Agerdyrknings Producter.

At vi Udenrigs fra forskrive vore Vine, Specerier, og saadanne Vahre og Producter, som vores Nordiske Elima enten aldeeles ikke, eller dog ikke til nogen Klækkelighed kand frembringe, bør ingen dadle os for, som veed, at belevne Nationer bør handle Reciproqvement, at den passive og active Handel kand underholde hinanden; men at vi, som det synes, aarlig tabe anseeligt i vores Udenrigs Handels-Balance, endog efter at vore Forfædres med Guld- og Sølv-Stykker, opfyldte Sølv-Kander ere passerede Linien, endnu fremdeeles skulle lade de saa tilbage havende Beggere gage over Øster-Søen og Nord-Søen for Hør, Hamp, Humle, Kommen, Senup og deslige Jordens Frugter, fom vi kand have hos os selv i Overflødighed; Saadant maatte være ligesaa skammeligt for vore Landmænd og Bønder, at lade Fremmede avle Herren for os, som det er beklageligt for vore Konstnere og Haandværker, at Fremmede skal spinde Traaden for os, og som det er Landforarmende af vore Medborgere og Mode-Narre, at

de intet kand æde, og dem intet kand klæde, med mindre der er Fremmet; men hvorhen? - - -

§. III.

Om Hør.

1) Frøet kand være nogle Aar gammelt, og conserveres best, naar det ligger tørt i Frøe-Husene indtil henimod det skal saaes. Hvert 2det eller 3die Aar maae man skaffe sig fremmet Frøe, og hellere sælge sit eget.

2) Jordsmaanet kand være enten gammel Lægde, eller anden nogenlunde feed og renset Jord.

3) Saaeningen skeer midt i May, og om det er i Lægde, maae Pløyningen nogle Gange langsharves før saaes, og siden vel overharves baade paa langs og tvers.

4) Oprustningen skeer omtrent midt i August, naar Frøehusene begynde at gulnes.

5) Rødningen skeer saaledes, at den opruskede Hør udbredes tyndt paa en Eng eller jevn

61 Græs-Ager indtil Taven løsner fra Stilken i 2

til 4 Uger; thi jo oftere Veyrliget afvexler med Regn og Tørre, jo snarere bliver det færdig, og derefter maae det vel tørt optages og hiemføres.

I stæden for denne langvarigere Rødning bruger nogle at sænke det i Vand 9 Nætter, og derefter udbrede, for at faae det tørt; men her maae agtes, at det ikke sænkes i Fiske-Park eller mudrede Vande.

6) Brydning og Skietning gaaer saaledes for sig: Man Heeder sin Bager-Ovn. Naar Ilden er udtagen, maae et Menneske, som kand taale Heede, krybe derind og udfeye hver Gnist; derefter pakkes Ovnen fuld med Hør, og Mundingen vel tilklines. Naar Hørren har været i Ovnen 8--12 Timer, aabnes Mundingen og Bryde-Folkene udtage efterhaanden, som de bryde, en Haand-Visk efter en anden. Og naar en Ovnfuld er brydet, bliver den skiettet, medens en anden Ovnfuld tørres. F. Ex. Om Morgenen Kl. 4 heedes Ovnen og Hørren indsættes.

Om Formiddagen skiettes. Om Eftermiddag Kl. 4 aabnes Ovnen of fortfares med Brydnin-

7) Redskaberne til Hør og Hamps-Behandling ere da kun en Bryde, hvormed Stilkene brydes og knuses, og en Skiette, hvormed de vedhængende Skiæver afslaaes.

Anmærkning: 1) Den Hør, hvoraf man vil tage Frøe til Saaening, maae staae paa Roed noget længere til Modning, og efterat den er oprusket, bliver Frøe-Husene askiæmmet i en Træ. Kam, som derefter vel tørrede henlegges paa et tørt Sted. Men hvad Frøs kand faaes af det ey fuldmodne, kand sælges til Olie-Møller.

2) At der ved Hør-Behandling kommer Ildsvaade, er af Skiødesløshed og Uagtsomhed i at feye Ovnen eller omgaaes Ilden, men som Tieneste-Folk i sær ofte ere skiødesløse med Ild og Lys, saa giør man best, foruden sine Folk at holde en erfaren Bryde-Kone; Eller om der er en heel Bye, da sætte sig en fælles Ovn uden for Byen; Eller om man har Tid, da giemme Herren til Høy Sommer, dg da at bryde den ved Solens Heede, som man siger, kand gaae an fra Kl. 10 til Eftermiddag Kl. 4.

3) Det er just ikke alle Aar at Hør-Avlingen vil lykkes, men derfor bør man ikke tabe

Modet; thi et Aars Vext kand oprette 10 Aars Misvext, hvor gammel Lægde haves, f. Ex. Paa et Halv Tøndeland gammel Lægde, hvor jeg ikke kunde vente over 3 Td. Havre, avlede jeg forlede« Aar et Skpd. skiettet Hør.

§. XXV.

Om Hamp.

Hamp vil have en feed smulrende Muld-Jord, den saaes derfor helst omkring Gaarden, Hvor Qvæget har Banen at legge sig, og kand saa saaes hvert Aar, eller afvexles med Hør eller Pateter. Vil man have siin Hamp, faaes tykt, men vil man have stor grov Hamp, saaes noget tyndere, og Saae-Tiden er hen sidst i May. Opruskningen skeer hen midt i August, naar Blomster-Hampen begynder at visne.

Hvad Rødningen, Brydningen, Skietningen, og Behandlingen i Ovnen angaaer, forholdes som om Hør sagt er.

Men den Hamp, Hvoraf man agter at tage Frøe til Udsæd, maae staae paa Rod 8-14 Dage

længere, at Frøet kand modnes, naar det nu er godt Tørre-Veyr ruskes den op, sammenbindes i smaae Knipper og samnensættes i een eller fleere Stakke, hvorved maae agtes, at Toppene kand have Luft-Træk, at Frøet ikke skal mulne og dog nogenlunde overbedekkes for Regn og Fugle. Naar nu Frøet lader sig afbørste, breder man et Lagen strax ved Stakken, dernæst afrenses Skarn og Blade, og Frøet udsættes nogle Dage mod Solen, at det vel tørres før det giemmes.

Aarsagen, hvorfor at ald Hørren og Hampen ikke bliver staaende til Frøet modnes, er fordi Taven da bliver grovere og skiørere. Nogle bruge at aflugge Blomster-Hampen, som kaldes at galdre, men maae passes at det ikke skeer før den har støveet og noget deraf begynder at visne; thi ellees bliver Frøet ikke sædeligt. Ligesaa lidet som man kand vente Kyllinger af Eg, hvor ikke Holdes Hane. Af 1 Skieppe Frøe kand omtrent avles 2 Lpd. Hamp.

§. XXVI.

Om Senup.

Senup er den mindst vanskelige og meest frugtbare Sæd; den kand saaes i aaben Mark,

men i høybundet feed Jord, helst i de Afkroge omkring Bondens Gaard, hvor mange Steder kun ligge til Skrepper og Skarn-Tuder, og kand ventes efter en Pot at avle en Heel Skieppe. Den saaes om Foraaret, saasnart Jorden er pløye- eller grave-tør, og blander man da 1 Pot Senup mellem 2 Potter Sand, at den kand saaes jevnt og ikke for tykt.

(Naar den eengang er saaet, saaer den sig siden selv, alleene at Jorden hvert Foraar skal oppløyes eller graves, og harves,)

Naar den hen i August er moden, bliver den afskaaren, indbaaren i et Lagen og med Stilkerne lagt paa et Loft, Gulv eller andensteds, hvor den ved Trækvind kand tørres, da den aftærskes, renses, og Senupen derefter nogle Dage tørres mod Solen før den giemmes.

Anmærkning: Senup vil gierne udbrede sig, og er ikke saa vanskelig at saae til at groe, som at faae udryddet; thi om Stykket ligger gold, kan dog Senupen, efter 2--3 Aar at have ligget i Skiul, komme igien, derfor lader man blive en Gangstie mellem Senups-Stykket og den øvrige Sæd. Og vil man have Senup gandske udryd-

66 Det, maae man, som sagt, opgrave Stykket, men siden afhugge den medens den endnu er gandske grøn.

§. XXVII.

Om Kommen.

Kommen vil have en løs, tør, muldagtig Jord, men indlukt, at der aldrig kommer Sviin; thi de ere meget slugne paa Kommens Rødder, og kand i en Hast ruinere en Kommens Hauge.

Den Jord, hvori man agter at anlegge Kommen, giør man best om Foraaret, forud at saae med Hamp, Erter, Vikker, Pateter, Bønner, eller saadanne Hauge-Sager, som rense Jorden, dernæst om Efteraaret graves Jorden og Ukruds-Rødderne afpilles, saa blandes 1 Pot Kommen blant 2 Potter Rug, og saaes samlede. Første Aar derefter høstes kun Rug, da Kommen imidlertid sætter Rødder; Men siden kand i mange Aar uden nogen videre Gravning eller Saaening høstes Kommen, alleene at ikke forsømmes at aflugge Ukrudt om Foraaret i Tide. Dog giør man best, efter nogle Aars Forløb om Efteraaret

at opgrave Rødderne, og ordentlig at omplante dem i Beeder, et stift Qvarteer mellem hver Rod, hvorved man tillige kand faae Rødder til andre Pladser, og naar man planter Rødder om Efteraaret, bære de Frugt første Aar.

Kommen modnes hen i August, men ikke alt paa eengang, og derfor er det godt at den er anlagt i Beeder, at man derimellem kand gaae og afskiere efterhaanden, som den modnes, og i Forklædet bære paa Loftet, hvor den tørres, afbørstes og renses.

Da nu efter en Pot Kommen kand høstes henimod en Skieppe aarlig, og naar den eengang er plantet, ikke udfordrer noget strængt Arbeide, men kun noget Lugerie og Pillerie, saa ville jeg helst raade gamle Folk, som have et Stykke Haveplads tilovers, deri at plante Kommen. Og kunde mange, som i mange Aar underholdes af Almisse, underholde sig selv og holde Penge i Riget, om kun et Aars Almisse blev viiselig anvendt til at anlegge dem Kommens-Hauger, hvortil f. Ex. ved Strandsiderne kunde findes mange Steder, nu ikke meget nyttet, sandagtig Jord, naar den om Efteraaret blev bestrøet med Søe-Tang.

Men, om jeg tør sige det, synes som man i Dannemark nok har sørget for at anvende store Summer Penge til store Bygninger i Stederne, og visse Uge-Penge for den arbeidsomme Fattigdom, men paa Indretninger i Steder og paa Landet, beqvemmede efter de Svageres, Yngres og Ældres Kræfter, hvorved at skaffe den Fattige noget at fortiene selv, og ophielpe den vindskibelige Armod; derpaa har man uden Tvivl været for sparsomme. Derfor vrimlef Landet af Tiggere, og vi - - vi udarme os selv Aar efter Aar, Hvorfor? Fordi vi lade andre avle og arbeide for os, hvorved vi først skal give vore Penge ud for den Fremmedes Vahre, og dernæst skal vi dog underholde vore Egne i deres Armod og Ørkesløshed

§. XXVIII.

Om Humle.

Vi have foruden adskilligt andet, Hr. Trojels Priisskrist om Humle-Avlen 1769, som efter General-Landvæsens Collegii Viise Foranstaltning er uddeelt blandt Almuen, og veed jeg adskillige, som med Nytte have prarticeret derefter,

69 hvorfor jeg vil have Vedkommende did henviiste, da det visselig var at ønske, at vi dog kunde spare nogle af de mange Tusinde Rdlr., som aarlig gaae Ud af Rigerne for fremmed Humle.

§. XXIX.

Om Jord-Eble, Kartufler eller Pateter.

Der ere adskillige Slags, som gemeen Mand kalder med et fælles Navn Jord-Eble.

De Rødagtige ere de sletteste baade i Nytte, Smag og Frugtbarhed; de skyde ranke Stengler, Tommetykke og Karlshøye.

De Hviidguule bære Blomster og skyde greenede Stengler, ikke meget tykkere eller Høyere end Vikker. De kand formeere sig over 50 til 100 fold, og tiene ikke alleene til Stivelse-Puder, Meel og nødtørstig Føde, men kand og bruges i stæden for Castanier eller Botfeldske-Roer til adskillige ret lækre og velsmagende Retter, (undtagen for dem, hvis Lomme gierne vil fordrage Dansk

Myndt, men hvis Vomme vemmes ved Dansk Mad).

Pateter kand voxe i ald slags Jord, men langt fra ikke med lige Fordel; en reen, løs og nogenlunde feed Jord er den beste.

Jorden skal pløyes eller graves, vel smulres og igiennemharves, dernæst noget hen i May, tager man en Plante-Pind og giør dermed Huller, noget over et halvt Qvarteer dybe, og noget over et Qvarteer fra hinanden, saa at Pateten kommer et halvt Qvarteer dybt i Jorden, og mellem hver 1 a 2 Qvarteer om de ere store.

Ved Michaelis, naar Stenglene begynde at visne, graver man dem op med Spade eller en treegreenet Hakke, hvorved agtes at man ligesom underminerer dem, at de ikke skal igiennemhukkes.

Derefter kand de blive liggende nogle Dage for at tørres og saa bæres paa Loftet og udbredes.

Det vanskeligste, om man har nogen Mængde, er at forvare dem om Vinteren fra Frost; thi de fryse hastigere end Ebler, og blive de frosne, due de slet intet, derimod kand de ligge i Jorden Vinteren over og voxe op om Foraaret, naar Pladsen ikke har staaet under Vand; Det beste Raad jeg veed at give, er derfor dette, at naar de ere opgravne, tager man de mindste fra, som man vil bruge til Plantning ad Aare, og nedgraver dem paa en tør Plads i Jorden; de man vil have til sin Vinter-Provision, pakkes i Fustagie, og sættes hvor intet fryser, og den øvrige Deel males til Meel, forbruges eller sælges for Vinteren.

Nogle kand være saa store som knyt Næve, men nogle som Erter, de fmaae og middelmaadige kand bruges til Plantning heele, men de store kand skiæres i Stykker, kun agtes, at de skiæres midt igiennem, og Øynene spares.

§. XXX.

En ufeylbar nyttig Regel for enhver Agerdyrker.

Forstandens Kræfter brug! Søg beste Skik

at vide!

Ey Legems Kræfter skaan! Din Gierning

giør i Tide!

Dog viid! af Tid og Fliid ey kommer

noget ud;

Men bed! og sveed! og troe!

At Vexten giver Gud.

Anviisning til den Practiske Agerdyrkning, grundet paa egen Erfaring af O. Andresen Borreby, Philos. Doctor, Sogne Præst […]

Anviisning til den Practiske Agerdyrkning,

grundet

paa egen Erfaring

af

O. Andresen Borreby,