[A.C. Teilman] Svar til Forfatteren af Resensionen i Bibliotekets No. 14. 1772. over Anders Christensens Brev til *** om Kornpriser, Proprietærer, med mere.

Svar

til Forfatteren af

Resensionen

i Bibliotekets No. 14. 1772.

over

Anders Christensens

Brev til ***

om

Kornpriser, Proprietærer,

med mere.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt udi det Kongel. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved F. C. Godiche.

2

        

3

Min Herre!

Længe siden har jeg mærket, at vore Anti-Proprietærer, saa lidet endog deres Sætninger ere grundede, eller med Erfaring overeenstemmende, ere dog saa selvkloge, at de ikke ville høre et Vers, ingen Ræsong enten give eller tage imod; og derhos saa stolte, at de formene, allene at have Brev paa Indsigt, Menneske-Kierlighed, og hvad mere godt det saa og maatte være. I den Henseende forestilte jeg mig vel, at jeg ved ovenmældte mit Brev vilde bringe endeel as dem i Harnisk; Ikke desmindre havde jeg be-

4

4

sluttet, ei oftere at sætte Pen til Papir i den Materie, siden det er temmelig ubehageligt, at sige et og det samme mere, end eengang; Men da De, min Herre, i fornævnte Resension har lagt mig saadanne Ord og Sætninger i Munden, som jeg ikke har sagt eller skrevet; Og mangen en Læser, som ikke maatte have mit Brev ved Haanden, eller nogensinde faae det at see, derved nødvendig maatte forledes til at troe Dem paa Deres Ord; Saa har jeg, saa nødig som jeg vilde, atter maattet tage Pennen fat, for at vælte Deres Beskyldninger fra mig, og for at vise Publikum, Hvor redelig De har resenseret mit Skrift. De siger da i denne Deres Resension:

1.) At jeg er en ivrig Forfægter af ubestemt Hoveri.

2.) At jeg giør mange, tildeels meget grove Udfald, mod dem, som jeg troer, at være Aarsag til de deri skeedte Indskrænkelser.

3.) At jeg holder 4 Rdlr. snarere for lidet, end for meget for en Tønde Rug.

5

5

4.) At jeg giør mig selv den Indvending, hvorledes Bønderne kunde bestaae ved de ringere priser i de foregaaende Aaringer, og, uden at bevise, forsikrer, at Hoveriet allene giør det muligt.

5. ) At jeg klager over, ay man tilskri-

ver Bonden og hans stærke Arme alt der Arbeide, som giøres.

6.) At blandt mine Sætninger er og denne:

At Proprietariens eger Bedste nø- der ham nok til at skaane sin Bonde.

See, Min Herre, alt dette vil De, jeg skal have sagt, og dog har jeg ikke sagt et Ord deraf. Kan det kaldes at være oprigtig, som De vidner om sig selv? Er det, at være redelig? Jeg henholder mig til mit Skrift; Det ligger for hver Mands Øine; Man holde det imod Deres Resension; Og lad saa enhver dømme. Sandelig, Min Herre, staar det ikke bedre til med Deres Patriotisme, end med Deres Redelighed, hvilke toe Deele dog ikke vel kunne adskilles; Kunde man have Aarsag

6

6

at frygte, De føler sig truffen blandt de hesligste af de Portræter, jeg har giort over endeel vore Anti-Proprietærer. Foruden det opregnede, er der endnu mere, som De urettelig tillægger mig, men som det ikke er skeet saa meget ved aabenbare Usandfærdighed, som ved Procuratorknibb at fordreie mine Ord, og give dem en forhadt Anseelse, saa passerer det indtil videre; Men nærmere til Sagen: Til

I.) Nei ikke saa. Det finder De ikke i mit Brev. Tvertimod er jeg en Forfægter af Bestemmelse; Saa at, om jeg var Proprietær, (og, hvorfor skulde jeg dølge for Dem, at jeg er det) og det til mig blev henstillet, hvilken af Delene jeg helst ynskede, Bestemmelse eller ikke, valgte jeg uden Betænkning det første, hvilket saa meget mere maa have sin fuldkomne Rigtighed, som det meeste af Hoveriet ved min Gaard var bestemt, længe før enten Forordning, eller nogen af vore ekonomiske Blade herom udkom. De øvrige, som De siger, Proprietær-Herligheder ere snart forfægtede, jeg kiender ingen; Thi, hvad som De

7

finder i mit Brev pag. 37. og følgende, troer jeg vel ikke, De anseer for Herligheder.

Jeg tilstaar gierne, det er en Herlighed at eie en Herregaard, frem for intet at eie; Men jeg holder det for en større Herlighed at Have sine Penge satte paa Rente eller i anden frugtbringende Brug, end i Jordegods, fornemmelig i disse Tider. Dog jo; Nu erindrer jeg noget, som De vel regner til ProprietærHerlighed; Nemlig: Rettighed til Mandskabet; Og dog har jeg med udtrykkelige Ord sagt, pag. 23, at jeg ingen Forfægter er af dette Baand; Har jeg tillige anført de Grunde, hvorfor det, efter min Formening, ikke des- mindre vilde være et betænkeligt Skridt, at ophæve det; Faar det at staae derhen, om De har Aarsag at laste mig, fordi jeg er saa upartisk, at jeg har anført, hvad der kunde siges mod det, som jeg dog for min Deel helst ynskede og saae, maatte skee, som er; Mandskabet at være fri for dette Baand, og Proprietærerne følgelig for Rekryteringen; thi begge disse Dele maa nødvendig følges ad. Tilsidst maa jeg

8

8

endnu herved erindre, at dersom der ikke des- mindre er nogen Proprietær-Herligheder til, er jeg og en ivrig Forfægter af dem; thi jeg er en ivrig Forfægter af alles Herligheder og Rettigheder. Det er at sige: Jeg er en ivrig Forfægter af Lovene og den deraf hængende Frihed; Hvorledes derimod De, som man seer at være anderledes sindet, kan rime Deres Politik, med det, som De foregiver at være Deres Hensigt, nemlig: Landvæsenets Fremtarv, faar at være Deres Sag.

2.) Siden jeg eengang har erklæret, at jeg er en Elsker af Bestemmelse, saa bortfalder og dette af sig selv. Følgelig er det ikke mod dem, der maatte have været Aarsag til Bestemmelsen, jeg, som De sige, har giort Udfald, men mod alt det unyttige og ugrundede Tøi, som saa mange af vore Ekonomister i saa stor Overflødighed ere fremkomne med. Om jeg derved har ivret mig, kan det vel ikke stort undre nogen. Man skal høre, at disse saa kaldte Patrioter ville drage os Kiolen af, og oven i Kiøbet bilde os ind, det er til vores

9

9 Fordeel. Kan Taalmodigheden da ikke vel for- gaae Ja, ikke det alleneste, men man maa, som endnu er værre, høre hundrede deels Spotterier, deels aabenbare skammelige Kalumnier; Og, dog maatte man ei forsvare sig; Dog maatte man ei vende Brodden til, som dog er i Naturen saa grundet, at endog et umælende Dyr, en usel Spurv, hugger fra sig, det bedste, den kan, naar den bliver anfaldt. De stride for en Grille, De have faaet i Hovedet, men vi pro aris & focis, og for det, som endnu er mere, for Æren med. De agere offensive, men vi kun defensive; Og dog tage De os det ilde op.

3.) Dette har jeg ikke heller nogensteds sagt. Jeg har fremlagt en Beregning paa Arbeidet, og derefter har jeg spurgt: Om 13 Mark efter saadanne Omstændigheder burte være det høieste, som en Landmand burte have for en Tønde Rug; Og om 4 Rdlr. nu og da var formeget & c. Hvorfor lægge De mig andre end mine egne Ord i Munden? Har jeg her saaledeS handlet eller resenseret Dem, eller hist

10

10

nogen af dem, jeg har skrevet imod. De foregive forresten ved denne Lejlighed, at min Beregning ikke kan holde Stik, siden jeg ikke tillige har bestemt, hvorefter den er giort; Men det forholder sig jo ikke saa. Her er jo ved hvert Stykke i sær anført Bekostningen; Men, svarer De, jeg kunde ligesaavel have sat det anførte 10 gange høiere. Ja, det kunde jeg, om jeg vilde have handlet uredelig, eller fremkommet med noget, der ikke kunde holde Stik, og følgelig af Kyndige havde bleven forkastet. De siger og, jeg kunde have anført mange flere Udgifter; Ja, det kunde jeg vel og, men har ikke villet, for at være saa meget dessikrere i min Regning. Videre siger De, at der er ingen Grund til, e. g. anførte Bekostning paa Giødsk-Agningen, siden Bonden ligefuldt maa holde Heste, Folk og Vogne til Ploug og Reiser; Men med samme Ret kan De jo og paastaae, at Bonden ikke heller burte have noget synderligt for dette sidste, siden han maa holde de samme Folk og Vogne til GiødskeAgningen; Og saaledes kunde De trække om med Bonden i en Sirkel, saalænge det skulde

11

11

væve. Just, fordi Bonden kan benytte sig af sine Folk og Bester til andet end GiødskeAgningen, derfor kan denne anføres saa ringe; Hvilket omvendt ligeledes gielder om Pløjning og Reiser. De og enhver indseer jo forresten vel, at, lad være Bonden holder Folk, Heste og Vogn, det dog ei er for intet, men at de maae koste ham noget anseeligt mellem Aar og Dag. Naar nu Produkten af Arbeidet ikke nogenlunde kan svare derimod, og mod den paa Arbeidet anvendte Bekostning; Saa kan De være forsikret paa, at Folk heller sover, end arbeider for intet. De siger: Dersom Bonden skulde leie Folk, Heste og Vogne, vilde det maaskee komme ham langt dyrere. Ja vist, der ere nogle tusinde, der maae leie; Huusmænd, og alle de Beboere, som staae for 9 à 10 Skiepper Hartkorn, eller derunder, item: De fleste Kiøbstæd-Folk; Alle disse, og de ere mange, maae jo leie. En Bonde i Hede-Egnen, hvis Sted staar for 1 Tønde Hartkorn, og selv ingen Heste og Vogn har, som disse saa lavt skyldede gemeenligen ikke have, ei heller kunne have, skal ikke

12

12 leie sit Arbeide, hvortil Heste udfodres, rin- gere end 12 Rdlr. à Aaret, uberegnet Haand Arbeidet, som han selv giør; Og derfor burte han jo dog have noget, thi ellers maatte jo og han ligesaa gierne sove. Naar nu Bonden giorte sin Regning, som han til visse kan, og det herudi, saavidt jeg skiønner, langt bedre end De; Og han da mærkede, at Kornet var i saa lav Pris, at han det lettere kunde kiøbe, end selv aule, valgte han den letteste og mageligste Maade; Og den Tid, han derved kunde faae til øvers, enten sov eller leiede han hen til andre. Saaledes gik det Kiøbsted-Manden, Andre Bønder, ja, endog Proprietærer omtrent med. Ingen anvendte mere Arbeide og Bekostning paa Kornets Auling, end forsaavidt omtrent enhver selv behøvede. Ja, ingen Proprietær, i hvor ubillig og interesseret, De og Deres hele Sekt end udskrige dem for, skulde skytte om, at Bonden til hans Tieneste skulde anvende et Arbeide af 2 Marks Betydenhed, for derved at vinde 8 Skilling. Endelig siger De, at Anders Christensen ikke er i Stand til at sætte Korn-prisens

13

13

Bestemmelse, om der burte være nogen. Dette tilstaar jeg Dem gierne, alleneste jeg beder, De vil betænke, jeg ikke heller giver mig ud derfor. Nei, Anders Christensen tar sig ikke den Ting paa, han ei kan oversee; Var og at ynske, flere vare ligesaa sindede, da man vist nok blev forskaanet for saa mange umoedne og vindige Projekter. Nei, siger De, her udfordres ganske andre Beregninger, end mine; NB. Ganske andre; Alt dette uagtet, kan jeg, saa kortsynet jeg og er, med fuldkommen Vished see, at dersom Arbeidet og Bekostningen ikke tages i Betragtning, vil Regningen blive grundfalsk; Alvorlig, naar De vil opføre en Bygning, og De over Bekostningen i forveien giør Overslag, giør De da Regningen saaledes: Til Muren at opføre udfodres, foruden Muurmesteren, saa og saa mange Svenne, saa og saa mange Drenge, i saa og saa mange Dage, hvoraf hver à Dagen skal have saa og saa meget, m. m. Eller regner De maaskee saaledes: Muurmesteren holder dog ligefuldt sine Svenne og Drenge, sine Redskaber, sit Muurladd og alt; Han bør ikke med Billighed

14

14

have noget synderligt. See, Min Herre, saa grundet kommer Deres Beregning mig for, og saa vel er De skikket til at sætte KornPrisens Bestemmelse. Skal vi endnu tales mere ved om den Post, vil jeg bede Dem eftersee Magazinet for Patriotiske Skribentere No. 82. og 83. 1771; Da De vil befinde, at der ere flere ligesaa kortsynet, som jeg; Som og, at jeg ikke har slumpet til med min Regning. Skulde jeg forresten sige mine Tanker, om Korn-Prisens Bestemmelse var tienlig eller ei, da holdt jeg mig vist til det sidste; Thi, naar Prisen paa de Vare, som Landmanden har at sælge, skulde bestemmes, saa burte jo og det samme skee ved de Vare, som han af KiøbstædManden maa kiøbe; Hvilken Bestemmelse vilde blive temmelig vidtløftig, og dog, om jeg skiønner ret, til liden Nytte. Det er ikke længe siden, vi havde Bestemmelse paa Salt-Priserne, men, til hvad Nytte eller Virkning, veed enhver. Det er ellers besynderligt nok: Alle ere enige om, at vort Lands Velfærd fornemmelig kommer an paa Landhuusholdningen og Agerdyrkningen, og at denne paa alle mulige

15

15

Maader burte befodres og favoriseres. Saa- ledes ere vore Ord, men komme vore Gierninger dermed overeens. Skal Landmanden ikke kiendelig nok i alle Tilfælde være opbunden og indskrænket, være sig med Heste, Stude, Korn, eller videre Handel. Kan det kaldes at befodre Agerdyrkningen, eller at qvæle Fosteret i Fødselen.

4.) Nei, denne bagvendte og eenfoldige Indvending har jeg aldrig giort. Hele Argumentet, Major, Minor og Konklusionen, er Deres eget. Hvad jeg har sagt, findes p. 9. og følgende, hvortil jeg vil Have Dem henviist, og hvor der vil findes noget langt andet. At jeg ellers ikke saa omstændelig, som kunde have skeet, har udført Beviset for, at Hoveriet giør Korn-Priserne lette, er af den Aarsag, at jeg holdt for, enhver noksom af sig selv dette indsaae; Jeg mener, enhver lettelig maatte kunne giøre den Regning, at, naar Herregaardene bleve besatte med Bønder, eller drevne med egne Folk og Bester, vilde det gaae til der, som nu paa Bøndergaardene, nemlig.

16

16 at de vilde, ligesom disse, fortære det meste af hvad de fortiendte, og ikke give saa megen Overskudd, som nu; Med mere, som saa ofte forhen er sagt.

5.) Nei, Min Herre, saadant Vaes er jeg ingensteds kommet med; Hvad jeg har sagt, findes pag. 33; Formener og at have beviist min Sætning, og dertil vil have Dem henviist.

6.) Dette Argument har jeg ingensteds brugt; Ikke, fordi det jo dog nok havde ladet sig høre, men fordi det har været sagt af mange andre tilforn, og fordi jeg ikke vilde fremkomme med andre Beviser, end saadanne, som slet ikke kunde rokkes. Jeg siger, at Argumentet nok havde ladet sig høre; Thi, betænk engang, Deres hele Sekt udraaber Proprietærerne for besynderligen interesserede. Deres egen Interesse skal være Skyld i all den Overlast, all den Tyrannie og all den Uretfærdighed, som endeel vore Ekonomister saa skammeligen og saa usandfærdigen (Ja, jeg maa sige derhos,

17

17

saa enfoldigen og barnagtigen, thi Bønder har jo ligesaavel, som andre Statens Lemmer, sin Beskiermelse i Loven) udskriger dem for. Nu da, ere Proprietærerne saa interesserede, saa er jo egen Interesse den ømme Byld, som de mindst kunne taale at trykkes paa; Og maatte den da, endog efter deres egen Sætning, ikke bedst kunne holde dem inden Skrankerne. Men saa vaklende ere disse Ekonomisters Sætninger; De snakke baade frem og tilbage; Snart skal Proprietærerne være interesserede, snart ikke; Nu opofre de alting for deres egen Interesse, mr derimod sætte de den til Side, om det end skulde være paa alle Menneskelige Pligters Bekostning.

Jeg har sagt, at der i Deres Resension er mod mig endnu flere Beskyldninger, som maae drøftes; Og her ere nogle af dem. De siger:

a.) At jeg er saa partisk, at De ikke troer mig, endog, naar jeg siger Sandhed. Saa tilstaar De da, at De selv er

18

18

partisk i høieste Grad; thi, hvad kan være mere partiskt, end at stoppe sine Øren for Sandhed. Kan det da undre Dem, om vi andre, som De vil trække Kiolen af, vare det, som De dog ei har beviist.

b.) At mine Sætninger ofte forhen ere anførte, og ligesaa ofte giendrevne. Denne sidste Satz er Deres hele Sekts sædvanlige Maade at rede sig ud paa. Hvor ere da disse Sætninger giendrevne? Det burte De bevise. Vil De da ikke, for dessnarere at kunne faae Ende paa denne Strid, og for at gaae des ordentligere til Verks, samle alle Deres saa kaldte Patriotiske Sætninger paa et Sted; Jeg, om ingen anden, skal paatage mig, ligeledes for Publikums Øine, enten at giendrive dem, eller ved saa mange, som jeg det ei kan (De maa ansee mig for saa partisk, som De vil) ærligen give mig tabt.

c.) At jeg ikke veed, hvad der hidtil har hindret vore nu havende Selv-Eiere

19

19

fra at overgaae Fæste-Bander i Dulighed. Jo, det veed jeg dog omtrent. I min Eenfoldighed kommer det mig for, som det reiser sig deraf, at en Selv-Eier Bonde ikke har flere Hænder, eller andre naturlige Evner i Høiere Grad end en Fæste-Bonde. Dog, jeg Hører Dem alt raabe: Oh, nei, her vil langt andre Beregninger til! Nu, det maae nok være nogle kiønne; Maatte man da ei, ifald de ere nye eller andre, end dem, man hidtil har seet, faae dem at høre. Troer ellers sikkert, enhver maa tilstaae, det vilde være selfomt nok, om De, som efter all Formodning er en Indbygger i Hovedstaden, bedre, som De lader sig forstaae med, skulde kiende Bonden, hans Væsen, og Ekonomie, end den, som i nogle og tyve Aar bestandig har været paa Landet, og immer havt saavel med Fæste- som Selv-Eier Bønder at bestille, immer havt dem og deres Haandtering for Øine; Bild os dog aldrig det ind. De maae snakke mig for, hvad De vil, saa troer jeg dog sikkert, der ikke er stort Forskiel paa et

20

20

Barns og et voxent Menneskes Dom om saa- danne Ting, som denne sidste, (der forresten maa have saa gode naturlige Talenter, som man vil) er fremmet udi,

d.) At jeg ikke veed, hvorfor en viis Stats-Konst ynster Landet inddeelr i Gelv-Eier-Gaarde. NB. En viis Stats- Konst; Man maa forstaae Dem ret; En viis Stats-Konst er paa Deres Sprogg saadan en, som kommer overeens med den Stats-Bygning, De ved Materialier, som De har samlet, ikke ved Erfarenhed, men ved Bog-Lærdom, har opført i deres lille Hierne; Og, alt hvad som ikke passer sig til denne Bygning, er paa Deres Sprogg partiskt. Dersom jeg nu ikke veed, hvad saadan Deres Stats-Konst tilsiger i dette Fald, da jeg dog har læst saa meget derom i de ekonomiske Skrifter, som De anseer for de bedste, og jeg for de ringeste; Og da jeg veed Julius Cæsars med hans tydske Soldaters Paastand om de Italienske Agere; Saa veed jeg derimod, at en viis Stats-Konst

21

21

vil, at Rettighed og Eiendom, om Landvæsenet ellers skal have nogen Fremgang, skal være sikker, fast og uryggelig, at ingen Privat maa uden Vederlag, uden Indemnisation, fratages noget, og at ingen Indemnisation, formedelst den vilde falde Staten alt for svær, i dette Fald kan have Sted. Det er ellers underligt, at her synges endnu den gamle Viise om Herregaards-Deeling og Selv-Eiergaarde, da man dog veed, at Støtten for denne AntiProprietærens hele Sekt er falden, denne Bussemand for Herre-og Præstegaarde, der, ligesom De, meente, det var ligesaa let en Sag, at støbe et Heelt Land, som et Kruus, eller en Kande om; Og giorte dem der vare af samme Tanker, til sine Kreature. Nei, nu har vi igien faaet de af disse Ekonomister saa forhadte og saa kaldte Proprietær-Ministre; Det er at sige: Saadanne gode danske Mænd, som kiende Landet, have selv Deel deri, og, som følgelig, baade maae vide, og ville fremme Landets Vel. Fægt De kuns nu med Deres afstumpede Pile, de hverken saare eller døde;

22

22

thi Giften og Odden er taget fra dem. Nu veed man, at man ikke har nødigt at frygte for nogen Deelnings-Traktat, men at hver kan sidde under sit Viintræ og Figentræ, ufortrængt og ufortrykt; Og med Sikkerhed og Rolighed høste Frugten af den Bekostning, som for 10 Aar siden kan være giort, og hidtil har staaet frugtesløs; Hvilket og er Grunden, hvorfor Sikkerhed og Frihed, for alting ved Landvæsenet, er saa fornøden, da det i mange Tilfælde derved varer længe, vel 10 Aar og derover, inden derpaa anvendte, endog stor Bekostning, giver nogen Frugt af sig, som vel og derover, naar den kommer skeer des overflødigere; Men frygter man for, den Tid aldrig kommer, er man ikke vis paa at Høste, hvor man har faaet; Saa vilde jeg nok see den, der ikke desmindre havde Lyst til at foretage nogen bekostelig Forandring og Forbedring.

e.) At jeg paa en meget dristig Maade anfører adskilligt mod Forord-

23

23 ningen om Hoveri-Bestemmelse, som dog i sær bestaar i dens Misbrug. Ja, deri og i den Medhold Bønderne desuagtet har nydt, bestaar det i sær. Om jeg tillige har holdt for, at en eller anden Post under Forordningen, uden at være Bonden til synderlig Nytte, trykker Proprietærerne saaledes, som enhver, der skal have dermed at giøre, nok føler; Og om jeg tillige har formeent og formener, at en eller anden Post, uden Bondens Skade, kunde forbedres, foruden at hindre Hoved-Hensigten, som er Hoveriets Bestemmelse; Hvor staar det Dem da ikke smukt, at De, som er en Undersaatt lige med mig, ligesom er nidsk over, at vi maae tale, som vi tænke. Tykkes Dem denne Frihed for meget? Kan der være nogen Andordning værdigere, enten for Regieringen, som ei vil være despotistk eller for Undersaatterne, som ei skulle være Slaver? Forordningerne skrives jo til Undersaatternes Bedste og Lyksalighed. Tykkes Dem da formeget, at vi maae tale vores Sag; Og deri bestaar det jo alt, thi forresten

24

24 Hverken falder eller staar en Forordning for den Tings Skyld. Vore Tanker og Besværinger maae være enten grundede eller ei. I sidste Fald vindes intet andet, og ei bør vindes, uden Haanhed. Men, ere Besværingerne grundede, er det jo godt, at Regieringen har viist os en Vei flere, at oplyse dem, som sidde ved Roret, om Sandheder, som ellers, maaske altid, havde blevet skiulte. Overalt ere jo Forordninger menneskelige Gierninger; Hvor lettelig kan da ikke en eller anden Ufuldkommenhed blande sig i med; Og det fornemmelig, i en Forordning af saadan Omfang og saa omstændelig en Anvendelse, som Hoveri-Andordordningen. De siger, man veed jo Veien til Tronen: Ja, men Presse-Friheden er jo og en af de Veie, som fører dertil; Naar nu Regieringen har taget i Betragtning, hvor vanskelig en Besværing over en vis Forordning, Kiendelse eller Ordre vilde finde Gehør, naar den skulde gaae igiennem den samme Kanal, som Forordningen, Kiendelsen eller Ordren var kommet fra, og i den Henseende tilladt os en

25

25 Vei flere, at komme for Tronen paa, hvorfor maa en Undersaatt da ikke vælge den Vei, han holder for den bedste. See, Min Herre, disse og mange flere Herligheder udspringe af PresseFriheden, der følgelig kan ikke andet, end i Tidens Længde Have megen Indflydelse paa et Lands Lyksalighed; Derimod kan De ikke fremføre et eneste virkeligt Onde, som deraf maatte flyde. Dog, dette er vel ikke heller saa lige Deres Mening; De vil maaskee, at De allene, og saa mange, som stryge paa samme Stræng, skulde have Frihed at tale, som De tænke; Men, andre, for ei at forstyrre Dem i Deres Bygning, ikke. Og dette er maaskee vel og Aarsagen, hvorfor et eller andet Stykke fra Forfattere, som ere af andre Tanker, ei maa nyde Borger-Ret i Deres Bibliotek, som det kommer mig for, jeg har lagt Mærke til; Men, om dette er vel og upartiskt betænkt, henstilles til andre. Mig tykkes saa, at, dersom De stole paa en retfærdig Sag, kunde De ikke stort have Aarsag, at frygte for Modsigelse; Og overalt er klart nok,

26

26

at, dersom Deres Hensigt er at udbrede Lys og Sandhed, rigtige Begreber og Sætninger, disse blive saa meget sikrere og fastere, som, naar de, uden at kunne kuldkastes, modsiges og drøftes; Med et Ord: Skal Publikum dømme, maa Publikum nødvendig høre begge Parter.

f.) At jeg modsiger Forfatterne af de om Landvæsenet udkomne bedste Skrifter. Ret saa! Nei, derom maae artis periti dømme. Vist er det; Ere disse de bedste Skrifter, og havde vi ei bedre Landmænd end disse Skribentere, vilde det see bedrøveligt ud med Landvæsenet hos os. Det lader meget ilde, at ynske ondt over sin Næste; Imidlertid holdes det mig vel til gode, om jeg ynsker Dem dette Onde, (allerhelst De anseer det selv for en Herlighed) at De maatte komme til at eie et Landgods, og, (thi ellers var det lige nær) selv administrere det. Jeg lover for, at De saaledes, (og anderledes lader det sig vel ei heller giøre) vilde komme i Deres Synders Kundskab.

27

27

g.) At Erfarenhed beviser, at med Kornet stige og falde priserne paa alle andre Vare; Og, at hvad der spares i Lønnen, mens Kornet er dyrt, gaar bort til Føden.

Saaledes maa være at forstaa om den Erfarenhed, De enten selv har havt, eller udskrevet af en anden ekonomisk Skribent, thi intet er almindeligere hos disse Skribentere, end deslige Sætninger, der og formedelst sin. Rimelighed henriver de flestes Bifald.

Ikke desmindre strider det aabenbare mod den Erfarenhed, vi her paa Landet dagligen see og have for Øinene. Jeg har anført, hvad der gielder om Træskoemageriet; Det samme har Sted i alle andre Tilfælde; Derunder ikke alleneste Lønnen, men endog Kosten beregnet, thi ellers var Regningen saare eenfoldig. e. g. Et par Træskoe, som forfærdiges paa Arbeiderens egen Kost, sælges, naar Kornet er dyrt, for meget ringere Pris, end ellers.

28

28

Denne Time have vi om Sætningens Rigtighed levende Beviser nok. I denne Vinter har man til Kost- og Dag-Løn givet en TærskerKarl ikke mere end 8 Skilling, der ellers faar 1 Mark; For at spinde, paa Arbeiderens egen Kost, 1 Pund Hør, har man forhen i Almindelighed givet 14 à 16 Skilling, men i Vinter ei mere end 8 Skilling; For 1 Pund Uld forhen 6 à 7 Skilling, i Vinter ei mere end 4 Skilling, og saa fremdeles. Disse ere jo saa haandgribelige Beviser, at intet derimod kan siges. Aarsagen til denne Paradoxie har jeg anført i mit Brev. Man seer heraf, hvorlidet Spekuladsion uden Erfarenhed nytter, og hvor let man uden den bumrer. Jeg siger og, at saaledes gielder paa Landet; Hvad Erfarenhed i de store Stæder herom tilsiger, kan ikke jeg vidne om. I Betragtning af forestaaende maatte jeg ellers nok spørge, om man ikke ligesaavel kan sige, at Kornet stiger med alle andre Vare, som omvendt. Og om det ikke er klart nok, at det tilhobe stiger formedelst Formerelse af Sølv,

29

29

Guld og Banko-Sedler; og at man ikke egentlig og med Vished kan sige, at Korn med alle andre Vare er dyrere nu, end for hundrede Aar siden, thi Dyrhed og Lethed bestaar egentlig ikke i et vist Tall, en vis Pris, men i det Forhold, som der er mellem Vare og Vare, eller mellem Vare og Penge, eller Penges Represæntanter, nemlig Banko-Sedler, hvilket sidste Forhold, ingen endnu enten har udregnet, eller ventelig nogensinde bliver i Stand til at udregne.

h.) Endelig spørger De: Hvo er den ukyndige Statsmand, som ynsker sit Land flere Mennesker, uden at vide, hvortil han vil bruge dem. Dette har jeg heller ingensteds sagt. Jeg har anbragt deels af det, som endeel vore Ekonomister have skrevet og klaget over vores foregivne Folke-Mangel. Ja, een af dem har endog udtrykkelig sagt: Det nyttede os ei at tænke paa Fabriker, forinden vi fik større Folkemængde. Alt delte har jeg søgt at igiendrive og nærmere at oplyse; Og

30

30 det, som jeg formener, med saa haandgribelige Beviser, at derimod vel ikke noget med Grund kand indvendes.

Hvad De forresten støder sig over i mit Skrift, som De maa betænke, er et Brev, og ingen Traktat, faar at staae derhen, og, som Publikum uvedkommende, lades her ubesvaret. Alleneste jeg maa erindre: Det saavel der, som her, har været og er mig, allene om Sandhed og Tydelighed at giøre. Leder De efter mere, maa det ikke søges hos Deres Jylland Den 27 Martz, 1772. Anders Christensen

31

        

32