[J.C.D. Wolf] Bonde Speyl, hvori kan sees, hvorvidt Landmanden selv er Aarsag til den grasserende Syge blant Horn-Qvæget, saa og til den høye Korn-Priis og den deraf flydende dyre Tid i andre Ting, i Henseende til Creaturenes Behandling, tilligemed en Underretning om at afværge disse Lande-Plager for saavidt det kan skee ved en naturlig og fornuftig Omgang. Forsøgt og sammenskrevet i Hollænder-Byen paa Amager af J. C. D. W.

Bonde-Speyl, hvori kan sees

hvorvidt Landmanden selv er Aarsag

til den grasserende Syge

blant

Horn-Qvæeget, saa

og til den høye Korn-Priis

og den

deraf flydende dyre Tid i andre Ting,

i Henseende til

Creaturenes Behandling,

tilligemed en

Underretning

om at afværge disse

Lande-Plager for saavidt det kan skee ved en naturlig og fornuftig Omgang.

Forsøgt og sammenskrevet i Hollænder- Byen paa Amager

I. C. D. W.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt i det Kongelige Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche.

2

        

3

Fortale.

At ethvert Creatur er skabt til en hvis Hensigt, og tillige Indplantet en naturlig Drift til at opfylde den Hensigt, nægter vel ingen; og saa længe det kan følge denne Drift, er Creaturet frisk og dueligt til de Hensigter det er skabt til; men saasnart det bliver dem betaget, saa gaaer og denne Virksomhed forloren; enten bliver det

4

Fortale. sygt eller taber den medfødte Duelighed. Men siden der ikke skeer mere Misbrug i den Henseende, end ved det store Horn-Qvæg; saa er det ikke Under, at de miste denne Duelighed; derfor vises her i Speylet, hvordan Qvæ- get bør holdes, at det er overeenstemmende med dets Natur, for at nyde den Nytte man burde have af det. Ved Leylighed agter jeg at beskrive Sygdommen mere fuldstændig, og tillige undersøge de Ting, som blive holdte for Tilfælde, der undertiden følge med Sygdommen, saasom Bylder, Ud- slæt, boldne Horn, Tilfælde i Galden, saa og om Indpodning, Fontaneller eller Haar-Snore, og om Qvæ- get kan anden gang faae Sygdommen, og saa videre.

5

Om den grasserende Qvæg- Syge.

Hvad Qvæg-Sygen er, det er desværre noksom bekiendt; men Aarsagen dertil, er ikke saa almindelig bekiendt, derfor agter jeg at beskrive Aarsagen, for at forekomme Sygdommen, tilligemed dens Cur, naar det skulde hende sig, at Qvæget blev sygt.

6

6

Aarsagen er da tvende Slags: den Naturlige og den Voldsomme. Den naturlige Aarsag kalder jeg den, naar Blodet er tykt, forslimet, og ellers fordervet, saa at der ved den mindste Leylighed kan forvoldes Forstoppelse i en eller anden af Indvoldene og de fine Aarer, hvorpaa følger Betændelse, som man kalder den grasserende Sygdom. For nu at afværge, at Blodet ikke bliver fordervet, maa Qvæget have.

1) Got, reent og tienligt Foeder, og saa meget at det ikke sulter.

2) Maa det drives til Vands; og om det er for langt, da vande det af Trug eller Kar ved Brønden, deels at Qvæget kan faae frisk Luft og røre sig, deels at det kan drikke efter Fornødenhed.

3) Maa Stalden være tæt og uden Træk, og Træk-Huller maae være oppe under Loftet eller i Loftet selv, naar det kan lade sig giøre.

7

7

4) Man Qvæget have vel Strøelse, at det kan staae og ligge blødt og varmt, og dette maa blive hos det tillige med Ureenligheden det længste det kan.

5) Maa Qvæget holdes reent for Støv, Utøy og løse Haar, og derfore enten at gnie det med en skarp Halmvisk langs ned ad Ryggen, over Krydsed, omkring Hovedet og Halsen, eller og at børste det med en Cardetsch, og tage Tydskens Ordsprog i Betænkning, som han siger om Hesten: Gut gestriegelt ist halb gefuttert dvs. vel striglet er den halve Foering; og den samme Nytte kunde det og vel have ved Horn-Qvæget.

6) Maae Qvæget bindes vel langt med en Klave om Halsen, og ikke staae for tæt paa hinanden, at det kan magelig slikke sig, naar det bliver plaget af Fluer og Utøy.

Disse ere da de Regler, som maatte iagttages for at forekomme, at Blodet ikke bliver fordervet, som da kan give Ley-

8

8 lighed til Forstoppelse i Aarerne og siden til Betændelse.

Nu haver jeg da den voldsomme Aar- sag at forklare. Denne er da fornemmelig 3 Slags.

1) Ved Drivning, naar Qvæget kliver overdrevet, at Indvoldene blive forhidsede, og paa den Maade foraarsa- ges Forstoppelse i de smaae Aarer, som da forvolder Betændelse; dette skeer og ved de friskeste Creature, og endnu snarere, naar Maven og Tarmene ere opfyldte med Foeder; saa bliver og de andre Indvolde, og de fine Aarer trykkede, at Blodet maa standse. Denne Aarsag til Sygdom har nok været Patriarken Jacob bekiendt af Erfarenhed, siden han er nok den berømme- ligste Fæ-Hyrde; thi da hans Broder Esan bad ham at følge med sig, svarede han: at han ikke kunde, fordi han havde nyebærre Kiøer, og om han drev dem for meget en Dag, vilde hans hele Hiord døe, som man læser i 1 Mos. B. 33 Cap. 13 V.

9

9

Og havde Sr. Henning Hasses Drivere taget denne Regel i Agt, da de skulde drive 137 stykker Stald-Stude til Aalborg, som han havde Kiøbt paa Castrup i Jylland; saa havde han nok faaet dem alle levende hiem, i Steden han kun fik 6, uden Tvivl har de nok været friske allesammen, som der skrives i Adresse-Contoirets Efterretning No. 83 Ao. 1770.

2) Den anden Aarfag er, naar Drengene skulle hente Qvæget hiem, sætte de dem paa en Hest, og jage dem sammen paa de store Fælleder, og der saa stærk, som Hesten kan løbe, og derved blive de forhidsede, som foraarsager Forstoppelse i Aarerne.

3) For det tredie kan der og gives Leylighed til saadan Forstoppelse, naar de, efter at de have staaet vel en heel Maaned paa Stalden, komme saa ud engang, at de da ved at slikke og gnide sig, trykke Indvoldene sammen, og forvolde sig en indvortes Skade.

Heraf

ao.

10

10 Heraf kan man da slutte, at den voldsomme Aarsag giver oftere Leylighed til Sygdom end den Naturlige, siden Sygdommen ikke grasserer paa en vis Aars Tid, som den endelig maatte af den naturlige Aarsag, enten naar de kom af Stalden, eller imedens de vare paa Stalden; men Sygdommen grasserer paa alle Tider hele Aaret igiennem. Disse Regler vare da om at afværge Sygdommen, og naar de bleve rigtig efterlevede, vilde man og erfare Nytten deraf; thi først vilde Kiøerne give dobbelt og god Melk, naar de fik deres fulde Foeder, Studene vilde blive fede, saa at man kunde faae dem dobbelt betalt; det unge Qvæg vilde trives bedre, og naae sin Fuldkommenhed, da de ellers blive forknyttede, og komme aldrig til sin Størrelse eller Førhed, og Giødning vilde de ikke heller miste; thi det vilde nok blive det samme, om saa Hoveder fik det samme Foeder, som de ellers give mange; og Giødning af faa friske og stærke Crea-

11

11

ture bliver nok saa god og kraftig, som af mange magre og forsultede, saa at man altsaa intet Tab kunde lide i den Henseende.

Naar de nu bleve holdte efter denne Forskrift, kunde der vel ikke noget Qvæg blive sygt af den grasserende Sygdom; dog, om det skulde hende sig ved en eller anden Leylighed, saa følger den korteste og nærmeste Cur.

Saasnart et Høved vilde ikke æde, hængede med Hovedet, fik Rystelse af en Feber, maatte det strax Aarelades, og efter Størrelsen tages en til tre Potter Blod. Om Feberen og den Uroe ikke vilde sætte sig, da at igientage Aareladen indtil den fierde Dag, og give det syge Qvæg hver Dag en Spand Vand med en god Haand- fuld Rugmeel, og to Lod Salpeter udi, og naar Salpeteret var smeltet, da give dem det at drikke. Men siden Fortænderne blive gierne løse, Tungen og hele Munden forslimet og hovned, at de hverken kan æde eller drikke; saa man den renses

12

12 med Salt, og Tænderne gnies indtil de blive faste igien, Drikke maa heldes i dem, fiint Høe, Græs eller Kaal puttes imellem Bagtænderne, saa æde de. Naar Feberen nu haver sat sig, og Munden og Yde- ret slaaes ud, maa Udslætted nu og da føres med Honning og lidet Ædike mænget sammen, indtil det bliver lægt; følgende maa og vel iagttages, naar den syvende Dag er forbi, og Feberen har ret sat sig, at der da puttes jevnlig Foeder imellem Bagtænderne, indtil de kan æde selv, og den fornødne Drikke maa og heldes i dem; de fleste af dem der døe efter den syvende Dag, døe ikke af Sygdom, men sulte og tørste ihiel, saasom man lader dem staae og venter paa, at de skal æde og drikke af dem selv. Dette er da den rigtigste og sikkerste Maade at curere det syge Qvæg paa; og skulde en eller anden døe iblant, kan Curen derfor ikke bebreides; thi saa har der gandske vist været en Bullenhed i en af Indvoldene; thi hos

13

13 alle dem jeg haver seet døde, haver Brystet eller Vommen været opfyldt med Materie, som var da et vist Tegn til en umuelig Cur. Skulde der ved en eller anden Leylighed behøves at purgere, da er en Pægel Tran det beste for hver Hoved, og efter Størrelsen mindre eller mere. NB. Dersom noget Qvæg bliver sygt paa Stalden, hvor der ere mange, eller i en Hiord, maae det Syge strax stilles fra, og de andre maae behandles ligesom de vare syge, nemlig med Aareladen (naar de ere blodrige) og med Salpeter og Meel; thi man kan slutte, at deres Blod inclinerer og til Sygdom, og at det Onde kan paa den Maade forebygges.

Om den dyre Tid.

Hvad den høye Korn-Priis og DyrTid er, finder nok enhver i sær, tillige med mig; dette haver da givet mig Anledning til at tænke efter Aarsagen, og hvorledes den kunde afhielpes.

14

14

Aarsag da til en almindelig Dyr-Tid er Krig, Pest og Misvæxt; men siden vi have (Gud skee Lov) været frie forvisse Lande-Plager: saa kan det ikke være Aarsag hertil i Danmark.

Derfor haver man tænkt paa andre Aarsager, og angives da fornemmelig:

1) Forprang af Korn-Handlere.

2) Udførsel af Landet.

z) Brændeviins Brænden.

Men da disse Ting ere ogsaa brugte eller skeete i forrige Tider, og dog ikke have forvoldet Korn-Mangel; saa kan det ikke heller være Aarsagen.

Men førend jeg kan give mine Tanker derom, maa jeg først anføre en Samtale jeg for nogen Tid havde med en Forvalter paa et Kongelig Gods, som forstod sig vel paa Landvæsenet, hvilken jeg

15

15

spurgte, hvad han syntes om Qvæg-Sygen? han svarede mig, at han vel ikke kunde sige meget om Sygdommen, men saa meget saae han, at det var en Velgierning af vor HErre, i Steden for at andre holdt det for en Guds Straf; og dersom ikke saa mange Creature døde af Sygdom, maatte Folk see at de vilde døe af Sult, men nu kunde der dog holdes Liv i nogle; thi Bonden, sagde han, lagde sig saa stærk efter Qvæg-Avling, at han ikke havde Foeder til den tredie Part. Da dette nu er noget, som enhver, der vil giøre sig Umage for at eftersee og observere Bondens Huusholdning i denne Post, vil erkiende for Sandhed: saa haver dette givet mig Anledning til følgende Tanker; thi den Tid jeg talede med Forvalteren, agtede jeg ikke meget derpaa, men siden jeg er kommen paa Landet, haver jeg taget det mere i Betænkning, ved det jeg haver seet og Hørt den almindelige Klage over Foeder-Mangel.

16

16 Jeg vil da nu sætte: en Bonde haver tre gange flere Creature end han haver Foeder til, og Vinteren varer i 6 Maaneder; saa er Foederet oppe i de første 2 Maaneder, og i de andre 4 foerer han med det bare Korn, om Creaturet ikke skal sulte ihiel; naar man nu eftertænker, Hvor mange tusende Creature der skal holdes med det rene Korn i saa lang en Tid, synes mig man haver ikke Aarsag at forundre sig over, hvor Kornet bliver af, og hvorfor der er i saa høy en Priis: Naar Vinteren nu holder længere ved end Bonden havde ventet; saa er Kornet oppe inden Bonden selv veed deraf, og han maa da kiøbe Korn baade til Føde og til Udsæd, og i Steden for han, burde forsyne andre; mig andre forsyne ham. Dette synes mig er tilstrækkelig Aarsag nok til den høye Korn-Pris; nu vil jeg da forklare den deraf flydende Dyr-Tid, i Henseende til andre Ting.

17

17 Først have de store Creature fortæret Kornet faa nær, at Bonden ikke haver til Føde, langt mindre til Udsæd, ikke heller til at selge, og endnu mindre til de smaae Creature, som Faar, Sviin, Giæs, Ænder, Høns, Duer, & c., men bliver paa den Maade ødelagte. Svinene gaae vel paa Olden, hvor der er Skov, men de maae dog have Korn, naar de skal blive til noget. Og formedelst den Mængde af store Creature, bliver deres Foeder-Portion saa liden, at den ikke forstaaer, hvorudover de maae blive magre og elendige. Kiøerne give kun liden Melk, hvor skal da Smør og Ost komme fra? Stude faae de ikke noget for, naar de vil selge dem; det unge Qvæg bliver forhudlet, at det ikke kan blive til noget retskaffent; de smaae Creature blive ødelagde, hvad haver da Bonden at afværge den Mangel med? Altsaa er da Bondens Afmagt en stor Aarsag til den dyre Tid, om ikke den største.

18

18 For nu at afværge dette, maa Bonden ikke holde mere af det store Qvæg, end som han kan forsyne med god og tilstrækkeligt Foeder de 6 Vinter-Maaneder, uden at tage til det rene Korn, og da vilde man snart see, at han havde Korn nok til hans Huusholdning, til Udsæd, til at selge og til de smaae Creature; og efter mine Tanker var det det eneste og nærmeste Middel at afværge den høye Korn-Priis og den deraf flydende dyre Tid; men paa hvad Maade dette kunde best sættes i Værk, kan jeg ey bedømme.

Hvad jeg her nu haver talet om HornQvæget, det strækker sig og til Hestene. Bonden holder mange Heste, og giver dem kun lidet Foeder; de staae Vinteren over paa Stalden og tære Marven udaf Benene. Naar de da skulle bruges om Foraaret, have de ingen Kræfter, saa at de maa tage 4 til 6 og vel flere for

19

19

en Plov, hvor 2 gode og vel igiennemfoerede kunde giøre det samme Ar- beyde.

Dette var da Skaden, som foraarsages ved at holde for mange af de store Creature. Hvad nu Nytten angaaer af at holde kun saa, da er den stor, baade i Henseende til Bonden og det Almindelige; Bonden haver saa meget mindre Umage med at passe dem; han beholder det rene Korn; Kiøerne give Melk nok, baade til Ost og Smør; Slagte-Qvæget faaer han vel betalt; det unge Qvæg trives vel; Hestene beholde deres fulde Styrke; de smaae Creature kan holdes vedlige uden at ødelegges. Nu haver Bonden Korn til sin og andres Trang; Giødning vil han ikke heller fattes; han kan bestyre hans Udgifter baade til Kongen og Herskabet; Slagteren kunde ikke heller tabe om han betalte Slagte-Qvæget vel; Al-

20

20 muen var og tient derved; thi da fik man Kiød i Steden for man nu maa betale Been, foruden den Nytte man kunde have af andre Ting og de smaae Creature.