Johan Støren Efterretning om den […] Norske Bonde Niels Justesen Ejdet, hans ugemeene Flid og Vindskibelighed, samt den anseelige Belønning, hanem er bleven tilsendt […]. Er først bleven indført i de Patriotiske Skribenteres Magazin i Kiøbenhavn […]

Efterretning

om den paa Hitteren i Tronhiems Stift

boende Norske Bonde,

Niels Justesen Ejdet,

Hans ugemeene Fliid og Vind- skibelighed,

samt

Den anseelige Belønning hannem er bleven tilsendt

fra

Det Kongelige Danske Land-Huus- holdnings-Selskab.

Optegnet og nedsendt af

hr. Johan Støren,

Provst over Fosens Provstie og Sognepræst til Hittrren.

Er ført bleven indført i de Patriotiske Skribenteres Magazin i Kiøbenhavn, og deraf igien uddraget og trykt lige Ordlydende i dette Format.

TRONHIEM,

Trykt hos Jens Christensen Winding, 1772,

2

Det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab, som ikke for længe siden har haft Lejlighed til at see Bondens Jørgen Christensens i Fyhn, hans Fliid i Landvæsenet belønnet, har nyligen fundet samme Lejlighed i Henseende til Niels Justesen Ejdet, Lejlænding paa Mental-Gaarden Ejdet paa Hitteren i Tronhiems Stift. Den Efterretning om hans store Vindskibelighed, som Selskabet til den Ende ved dets Vice-Præsident, De- putered i det Danske Cancellie Hr. Justitz- Raad Dons har indhentet fra Hr. Johan Støren, Provst over Fosens Provstie og Sognepræst til Hitteren, er paa Selskabets Forlangende i de Patriotiske Skribenteres Magazin i Kiøbenhavn bleven indført, hvor- af den paa Hr. Hans Thodes Bekostning igien er bleven uddraget og trykt.

3

T. De forlange underretning om den priisværdige og paa dette sted ret mærkværdige Agerdyrker Niels Justesen, som er min Landbon- de paa Mensal-Gaarden Ejdet. Hvor ønskede jeg ikke ved denne Lejlighed at kunde afgive noget Udførligt øg Fuldstændigt om Landvæsenet paa mit Sted! Men mine Embeders Forretninger og vidtløftige Familie-Affaires, giøre dette mit Ønske for- gieves. Jeg maae derfore lade mig nøje med at skrive noget af Det meget, som skri- ves kan, om den berømte Niels Ejdes rare Fliid og Arbejde; hvis Værdie, for disbedre at skiønnes, maae jeg kortelig for i Vejen berøre Landets og Jordens Beskaffenhed, tillige med Jorddyrkningens almindelige Maade her paa Stedet.

Hitteren udgiør et Præstegield, bestaaende af mange i Havet beliggende Øer, i-

4

( 4 ) blant hvilke de største have i Omkreds 7 a 9 Norske Mile, andre 1 a 3 Mile, og mangfoldige mindre, som til største Deelen ere beboede. Deres Beliggende begynder 7 Mile Nordvest fra Tronhiem; mod Norden og Vesten strekker de til det vilde Hav, men mod Synden have de det faste Land Nordmøer paa 1/2 til en Miil i Nærheden. Disse, der have tilforn havt god Skov af Fyre og Birk, hvoraf nu slet intet er i Behold, uden en ganske liden Deel paa den Sør- rekant af den største Øe; Landet er nu overalt bestaaende enten af skaldede Klipper, eller af sumpige Myrer og staaende Vande. Ned mod Stranden ligge her og der imellem Klipperne og Sumperne, større og mindre Jordstrimler og Flekke, og er det disse allene, som beboes. Gresset vover her i Overflødighed, og Kornet trives godt, saa- vidt det enten fra Klipperne nedflydende, eller fra Grunden opstigende Vand ikke giør Skade. Ved Grøfter bliver dens Ulejlighed paa nogle, og kunde paa flere Steder, men ikke allevegne afhielpes. Jorden er paa de fleste Steder sumpig, dyb og nesten bundløs, og har enten slet, eller og intet Udfald. De større og slette Myrer ere gemeenlig om-

5

( 5 ) ringede af Højer og Klipper, hvor Vandet intet Udløb kan finde. Disse og flere Hindringer dringer, samt den Vane at søge af Søen allene sin Næring, endog, naar samme er der mest fejlende, foraarsager, at man paa Hltteren ikke meget bekymrer sig om Jordens Dyrkelse. Desmere legger man sig efter Kreaturer, uden saa nøje at regne, hvorvidt Foderet til samme vil strække sig, hvilket ofte gaaer op, førend Midten af Vinteren; siden maae Tare, Tang og Mort (smaae Sej) som kaages sammen, og hvoraf Kreaturene fødes vel, og give o- verflødog Melk, tiene til Foder. Herover haves og større Forraad af Giødsel, end mange af Indbyggerne enten gidder eller vide at benytte sig af. Man seer derfor mange Steder Fæehusene satte hos Søen, eller hos en Bek, som kan bortskylle det meste af Frauen (Møgen). Hvoraf andre dog bringe den største Deel hen paa deres smaa Agre og Engestykker, hvorpaa de avle i O-

verflødighed; nogle saa legge den overskydende Frau eller Møg paa Klipper, hvor den bliver til Jord, som bær overflødig Græs. Men jeg blues ved at sige, at nogle lade Møgen saaledes overvoxe deres Fæehu-

6

( 6 ) se, at de omsider maae fløtte dem til et andet Sted.

Der er da intet mindre end Mangel pag Giødning, som kan hindre Jordens Dyrkelse her paa Stedet; men en alt for liden Agt for Agerdyrkningen overtaler nogle til aldrig at bruge Sæd, andre til at bruge eller ikke at bruge den, eftersom det falder dem mere eller mindre belejligt til. I Almindelighed følger enhver sine Formænds Exem- pel, uden at see videre ud til enten at forbedre, eller udvide Jorden. Vel har jeg sagt, at den allerstørste Deel af Landet er ubeqvem til nogen Slags Dyrkning, og det er en af- giort Sandhed, at man her paa de fleste Steder ikke kan bringe det meget vidt med Jordbruget; Men at Jordens Uduelighed og sammes Beliggenhed vil paa de fleste Steder giøre al Fliid og Kunst forgieves; Dog er det ligesaa sandt, at de allerfleste Gaarde og Pladse have enten nogle Flekke eller større Strekninger af Myrer, Sumper og Lyngrabber, som kunde opdyrkes, og giø- res endog til bedre Jord, end den man nu bruger; ja jeg tør aldeles ikke nægte, at, hvis hver Mand var en fornuftig og vindskibelig Agerdyrker, vi da vist nok inden faae Aar

7

(7)

vilde finde en dobbelt saa stor Kornavling i dette Præstegield, som den vi nu finde, og det endda uden at gaae det nyttige Eng for nær. Jeg vil ikke sige, hvad der kunde udrettes, hvis hver Mand blev en saadan Agerdyrker, som Niels Justesen Ejde, hvilket vel er at ønske, men sildig at haabe.

Det er til denne rare og fortreffelige Mand jeg nu vender min Relation: Han er fød udi Naboegieldet Hefne, hvor man heller ikke kan sige, at der giøres meget af Agerdyrkningen, og hvorfra Han i Ungdommen kom, som Tienestekarl hid til Hitteren. Han tiente her til sin Alders 36 Aar, og havde vel Berømmelse for en brav og duelig Arbejder, men tiente dog ikke hos saadanne Folk, hos hvilke han kunde faae Anførsel til det, han siden har udrettet. Ved disse Tider laae Mensal-Gaarden Ejde øde 7 a 8 Aar, Husene vare imidlertid ey allene forfaldne, men og bortførte. Forhen var Gaarden beboet, snart af een, snart af flere, indtil 4 Opsiddere paa eengang, men ingen kunde der bestaae sig. Gaarden skyldede den Tiid 2 Spand, men blev udi dens øde Tilstand fældet til 1 Spand. Alli-

8

(8) gevel kunde ingen formaaes til at overtage sig denne slette Gaard til Brug og Beboelse. Endelig giorde min Formand i Embedet sig megen Umage for at overtale denne Niels Justesen dertil, hvilken og tilsidst lod sig overtale. Hans Bygselbrev forbandt ham til, at opbygge Husene paa egen Bekostning, imod at tiltræde Gaarden Byxelfrie, med 2 Aars Landskyld Frihed. Det er nu just 26 Aar, siden han tiltraadde Gaarden; Han helede strax sin Tiid og Fliid imellem Jordens Dyrkelse og Huse-Bygningen; til Det sidste han ey allene hug og igiennem besværlige Veje frembragte Tømmeret med eget Arbeide, men og, som synes utroeligt, opbygde alle Husene uden videre Hielp, end at hans Kone og Pige hialp ham at løfte og hidse Stokkene op, allene han lejede en Naboe tvende Uger til Hielp paa Stue-Bygningen. Alle Husene befindes vel og fuldstændig byggede, og meget vel og godt indrettede. Men hele Gaardens Opbygning var kun lidt at regne, i Ligning af det, han foretog sig med Jorden. Samme er beliggende imellem tvende Field-Rygge, og udgiør et Ejde imellem tvende Søe-Bugter Fra de paa Siderne liggende Fielde, nedfly-

9

(9) de af Regn og smeltet Snee adskillige smaa Bekke, som overskyllede den flade Jord, hvor der formeredes mange Sumpe og Vandpøle, imellem hvilke Agerne vare anlagte udi smaa Flekke; besynderlig foraarsagede en liden Elv (som løb udi mange Bugter igiennem det beste af Jorden, hvilken den i Flum overflyttede, og betagte med Sand og Gruus, ja rev Jorden bort) stor Skade; for hvis Skyld ogsaa Affældingen fra 2 til 1 Spand stede; Denne Elv ønskede han at maatte have sit Løb ved Siden af Jorden tet under Fieldet; Han fik i Sinde at vilde grave saadant Løb, men en Biergnakke, noget højere end Jorden selv, laae ham i Vejen, den han ikke havde Midter til at sprenge; Han forsøgte derfor at hugge den ud, og fandt Bierget af saa mør og skiør Steen, at den lod sig klive og brekke, med hvilket Arbejde han ikke gav efter, førend han fik en lige Dybhed med sine Grøfter i Jorden, som og vare temmelig dybe, og saaledes gav han Elven et nyt Løb af 500 Skridt lige ned i Søen. Men den giorde ham nye Fortred, ved at ville giøre nyt Indbrud paa Jorden; dette forekom han ved at sette deels Steenmuur, deels Træværker den hele Aabred i-

10

(10)

giennem, hvorover han lagde Jord, som nu udgiør en Kandt af hans Ager. Da han nu har faaet Elven efter sit Ønske, opkastede han dybe Grøfter om den hele Jord, udskar alle Sumber og Pøle, fyldede dem og det gamle Elvefuer med Jord, opgravede og bortførte alle de Steene, som kunde flyttes, men hos de uflyttelige gravede han dybe Graver paa Siderne og styrtede dem der ned; giorde derefter den hele Jord saa jævn, at den kunde pløjes, og anlagde en Ager lige fra den ene Søe til den anden 700 Skridt i Længden, omtrent 50 Skridt bred; hvo kunde nu kiende Jordens forrige Skikkelse igien?

Niels Justesen glædede sig vel inder- lig oper denne dejlige Ager, som gav stor Velsignelse af sig; men han havde endnu Lyst til at udvide den; og da Grøfterne ved Siderne forbød ham at giøre det paa Lan- det, tog han fat paa en Søebugt, som gik op til Enden af Ageren, hvilken Søebugt Havfloden, som her falder temmelig høy, satte noget dybt under Vand, men Ebben tørrede. Her kiørte han sammen en utroe- lig Mængde, først af Steen, siden af Tang. og Myr, hvorved han udstrakte sin Ager

11

(11) nesten til en Tøndes Sæd. Og at Elven, fom just falder i Søen ved Hjørnet af denne paa Sandgrund byggede Ager, ikke her skulde giøre nye Skade, gravede han en Canal fra Elvemunden langt hen i Søen, for at dreje Strømmen til en anden Side.

Under denne Agerdyrkning (som og i Henseende til Søesiden og Aabreden fortiener at kaldes Agerbygning) forsømmede han heller ikke at forbedre og formere sit Eng. Han havde nu medtaget nesten den hele flade Jord til Ager, saa at Enget var nu mest beliggende i Fieldbakkene blant Kratskov af Enebær, Birke og Espetræer; dette Krat bortryddede han, og faaer nu paa disse Steder et Læs Høe imod enhver Kæmme, han tilforn fik; Ved Rydningen satte han igien visse smaa Træer i en vis Orden, dem han siden har opelsket til en smuk og behagelig Skov i Engene. Men disse Træer ere for ham det samme, som Kundskabens Træe i Eden; alligevel liftede sig en slem Naboe afvigte Aar hen at nedhugge og bortføre mere end 70 af samme, hvilket gik hannem saa nær til Hierte, som om han havde mistet en stor Skat.

Men hans Lyst til at anlægge Agre kan

12

( 12 )

aldrig mættes: for 3 Aar siden foretog han i den Henseende et Arbejde, hvorved han nesten syntes at ville trodse Naturen: Hans Gaard ligger paa en liden Høj, bag hvilken atter ligger en anden liden Høj; imellem disse Høje laae en dyb Dal, bestående af et nesten bundløst og sumpigt Kiær: han ærgrede sig over, at dette opslugede den fra Gaarden flydende Giødsel: Han skar derfore Kiæret vel ud, lagde Steenrender i Grøften, fyldte Dalen med Jord, som han skar af den anden langbratte Høj; hvor han skar lige ind i Højen, indtil Jord- eller Tørvbreden gik ham over Skuldrene. Arter lagde han Steenrender, hvor han mest frygtede for Vandets Tilløb, lagde derover saa høy Jord, som til Pløjning behøves, endelig opkastede han en dyb Grøft oven om dette Stykke, og ned ved den udskaarne Bakke, hvorved han fik en overmande skiøn og frugtbar Ager, som imodtager hen imod en Tøn- de Sæd; endskiønt han her maae saae saa tyndt, at man fast kan tælle Kornet. O- ver denne Ager har jeg seet hans Øjne flyde af Glæde. Paa den anden Side af Højen, hvor Gaarden staaer, har han nu og tiltakt Hoved-Grøften, og strakt den store Ager op

13

( 13 ) ad Bakken, lige til Husene, hvorved Vejen gik bort, hvilken han igien anlagde frem ved Bakken lige igiennem Gaarden, og derved naaet det Ønske, at Frauen fra Gaarden maatte allevegne treffe Ageren, hvorover han heller aldrig behøver at fraue (giødde) disse omliggende Stykker, paa hvilke han desuden sparer den halve Udsæd.

Siden den Tiid har han atter optaget tvende Stykker, ethvert paa mere end en Tønde Lands Sæd; for hvis Skyld han og har maattet sette et vidtløftigt og kostbart Gierde. Til at optage disse tvende Stykker, saavel som en Deel af hans øvrige Agre, har han ikke kundet bruge Ploug og Hæfter, men omvæltet Jorden med Hænder; thi Jorden var her bestaaende (som ellers paa mange Steder her paa Hitteren) af Græsmyhr, hvis Jordskorpe er saa sej og tyk, og har saa dyb Græsrod, at man ved alle Forsøger har fundet det umueligt, baade at skiere og vælte den med Ploug. Man maae derfore med Spade stikke og med Hænderne vælte, eller snoe op og ned paa Tørven; da man gemeenlig maae udskyde hver ottende Fure; thi trangere lader denne haarde Skorpe sig ikke pakke, og maae Tørven i denne Vending

14

( 14 ) blive liggende omtrent i 4 Aars Tid, førend den raadner, da man imidlertid giødder, saaer og hakker Kornet ned, hvorved denne nye Jord bær i stor Overflødighed.

Det sidste af disse tvende Stykker, som nu i sidste Efterhøst blev stråledes optaget, satte mig ikke i liden Forundring, da jeg kom til Stedet, og fornam, at dette Arbejde var giort efter Indhøstningen, endskiønt hver Mand endda neppe havde sit Korn i Huus, og hvormed Niels Ejde, som gemeenlig har sine Aunder til Ende førend andre, for mindre end 14 Dage tilforn var bleven fer- dig. Jeg besaae Arbejdet, og fant det hele Stykke omgravet med Grøfter, som stege ham deels til Knæerne og deels til Armene, overmaade store Stene opbrutte og bortfør- te, men Furrene laae saa jevne og egale, som ingen Ploug kunde legge dem, Jeg spurte ham: hvad Hielp han har havt hertil? Han svarede: min Kone og den Taasse-Dreng jeg har; ellers (blev han ved) gav dette Stykke mig mere at bestille, end jeg havde ventet, og da det faldt mig forvoxen, løb jeg om for at! leje Hielp, men kunde ingen faae, ikke engang de Dagdrivere, som jeg saa ofte har hiulpet! i Nød, og faaer vel fremdeles hielpes naar

15

(15)

de trænge, hvis de ikke skal sulte ihiel, endskiønt de ere mig tilforn meget skyldig, derfor maatte jeg fuldsette Arbejdet med den lille Magt jeg havde. Jeg bad ham ved denne Lejlighed, at han nu for Eftertiden maatte betænke sine tiltagende Aar og aftagende Kræfter (thi Manden er nu 62 Aar gammel) og naar her hverken ere duelige Tienere at faae, ej heller Lejefolk, vilde jeg raade ham herefter, at rygte allene det, som han hidindtil har sat i Stand, uden at gribe videre om sig; han svarede: at det Raad var godt, og han derved vilde finde rigeligen Udkomme; men nej! siger han, jeg maatte derved miste det Beste af mit Liv. Paa Tilspørelse, hvad dette var? Svarede han: den utroelige Glæde jeg finder ved at lægge altid noget Nyt til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg haver sligt Arbejde under Hænder; det faaer ikke at hielpe (lagde han skiemtende til) at min Kone iblant knorrer og kalder mig Mulvarp, men jeg betaler hende med samme Mynt, og lader hende høre hendes uendelige Vasken og Skuren, hvormed han meente hendes store Hengivenhed til Nethed og Reen- lighed, hvoraf han og selv er en stor Elskere; ligesom hun heller ikke undfalder ham i no-

16

( 16 )

get tungt Arbeide, allene hun af Ømhed for ham søger at sagte hans alt for store Iver i at overtage sig det Tunge.

Denne hans Kone, endskiønt hun er af distingveret Slægt, er ikke mindre duelig og ufortrøden til tungt og grovt Arbeide, end omhyggelig for at holde sine Huussager i pyntelig Stand; de leve sammen udi god Forligelse, og overlægge gierne om Aftenen, hvad og hvorledes de følgende Dag skal fore- tage noget, da den ene er færdig at følge den andens Forslag. De leve sparsommeligen, endskiønt deres Huns er altid vel forsyner, ej allene, med hvad de selv behøve, men og, hvormed de kan imodtage Fremmede, enhver efter sin Stand. De ere godgiørende, tienst- agtige og stikkelige Mennesker, som ikke vides hengivne til nogen Last. Uagtet deres Vaanings-Huus er reenligt og beqvem nok til at indtage Fremmede udi, saa har de dog nu nyligen til dette Brug bygget et nyt Væ- relse. De hielpe mange Trængende, og blive af samme ofte bedragen, og derved tage temmelig Skade. Endskiønt de have Korn i Overflødighed, give de sig dog ikke Tid til at malte og brygge oftere end til hver Juul, men da maae Øllet være af beste

17

(17) Slags; Manden er intet mindre end hengiven til Drik, alligevel kan han ikke have Øl i Huset, uden det maae være commune bonum for alle, som kommer ind, hvorover her vilde mere Øl medgaae, end de seer sig Tiid til at tillave. For Resten ere de forsynede med alt, hvad deres Stand kan medføre, lige indtil Specerier og Thee, som de dog neppe bruge uden til Fremmede af Di- stinction. De have nu været gifte udi 26 Aar, og have tvende Døttre, af hvilke den ældste er lykkelig gift med en fornemme og formuende Bondekarl, som beboer sin Ejendoms Gaard og driver smaa Handling. Den anden Datter er endnu ikke tilvoxen, begge ægte Forældrene paa udi Dyd og Duelighed, det er Skade, at disse brave Folk ikke havde Sønner, som kunde understøtte,

og fortsætte deres priisværdige Foretagende, saa kunde man vente stort af denne Slægt. O havde vi mange faadanne Folk i Landet, hvilket Land og hvilket Folk i Landet skulde vi da finde for os!

Endnu staaer tilbage at tale om, hvad Frugt Niels Justesen nu nyder af sit Arbejde, og hvorvidt han har bragt det med Jordens Forbedring, hvilket er at see af føl-

18

( 18 )

gende: Den Tiid han kom til Gaarden, saaede man 3 1/2 til 4 Tønder, og avlede 10 til 12 Tønder: Nu saaer han 12 Tønder (endskiønt en stor Deel af Ageren er saa frugtbar, at der behøves kun halv Udsæd imod den sædvanlige, og høstes ordinair 90 Tøn- der, men kan nu ventes i gode Aaringer 100 Tønder; høster altsaa omtrent otte Fold, da her dog i dette Præstegield almindeligst høstes kun fra 3 til 5 Fold. Hans Udsæd er bestaaende af Byg og Havre, dog mest af Det første; Kornet falder skiønt, men Jor- den er af den Beskaffenhed, at den kræver nesten aarlig Giødsel, hvoraf der altsaa ud- fordres en stor Mængde; til at anskaffe samme, kiører han hvert Foraar, en stor Mæng- de Myr udi sit Mødings-Sted, hvorover si- den efterhaanden Møgen lægges, og bliver til ligesaa god Giødsel, som Møgen selv. Hvor denne Giødsel ikke vil strække til, giø- der han Ageren paa de Steder, som kan væ- re tiente med en ringere Giødsel, med Tang, hvoraf han ved Sæde-Tiden opfører en stor Mængde, og breder den tyndelig over Sæ- den. Han pløjer dybere end andre, og be- reder Jorden med stor Omhyggelighed. Jeg erindrer her, at jeg engang gik forbie

19

( 19 )

hans Ager, og blev vaer nogle smaa Vanarter derndi, han vidste strax at angive Aarsagen til samme: ved hvilken Lejlighed jeg begyndte at fortælle ham adskilligt af det Oeconomiske Magazin om Agerdyrkning og Jordens Behandling, i Begyndelsen hørte han til med stor Attention, men han begynte snart at ryste med Hovedet, og endelig at vise en Kiedsommelighed ved at høre mere; da jeg brød af, svarede han: Diste gode Herrer have neppe forsøgt, hvad de skriver, men det jeg bruger, det veed jeg giør godt, og der vil jeg blive ved. Jeg maatte lee, og bad ham kun blive ved sin Erfarenhed, som den beste Læremester; men at han derhos maatte vide, at ikke alle Slags Jord lod sig paa en og samme Maade behandle.

Med Høeavlingen derimod er han nu kommen saavidt, at han i Steden for han forhen fødte 7 a 8 Stykker Hornqvæg, 20 Stkr. smaa Fæe og 2de Hæfte, hvor til endda blev taget stor Hielp af Søen, fødes nu 16 Stkr. Hornqvæg, 60 Stkr. smaa Fæe og 3 Hæfte; vel har han børlet et lille Engeslette uden for Gaarden, men derimod har han sielden eller aldrig nogen Hielp af Søen til sine Kreatures Foering, hvorhos han

20

( 20 )

ogsaa holder sine Kreaturer godt, besynderlig maae hans Hæfte hele Aaret see ud som Stadshæfte, dem han saa ømmelig behandler, at han lader mange tunge Byrder falde paa sig selv, for at spare dem, og hvor- udi han gaaer alt for vidt.

Han farer endnu stedse fort med at rydde og forbedre sine Enge, igiennem hvilke han har anlagt alle fornødne Kiøre-Veje, som ere saa vanskelige at faae paa disse ujevne, sumpige og klippige Steder; hertil vil mangen Steen brydes, mangen Klippe udbrydes og jevnes, samt mang et Hul opfyldes, og Sumper udtørres, hvilket alt koster stort Arbeide; ja det er ligesaa utroeligt, som det ikke her fuldstændig er beskreven, hvor meget Arbeide denne Mand har over- taget sig, for at sette alle Ting i den Stand det nu findes; endog Øjesynet, som ikke nøje nok har erfaret Gaardens og Jordens forrige Tilstand, skal ikke kunde blive vaer en meget stor Deel af Arbeide; thi hvor kan vi nu see de mange forgieves opkastede og derfor igienkastede Grøfter, de mange under Agrene gaaende Steen-Render, de store Steene og Bergstykker, han udi Jorden haver nedgravet, med meere saadant; derimod har

21

( 21 )

jeg, i Henseende til det, som her er relateret, ikke kunde lade mig bedrage, eftersom jeg enten selv, eller og mine Embeds-Brødre, hver 14 Dag paa Kirke-Rejsen passere over hans Jord, og igiennem hans Gaard, og saaledes selv kan tage i Øjesyn, hvad han haver under Hænder og udretter fra Tiid til anden. — Spørger man: med hvad Folke- Magt han har udrettet alt dette? Da har han aldrig havt Dreng, førend nu i tredie Aar forhen, da han havde en duelig Karl som afvigte Aar blev ham frarykket under Paaskud, at han som Soldat tiente uden for Compagniets District; men nu har han en Taaske, som duer fast til intet; i den øvrige Tiid har han udrettet alle Ting med egne Hænder i Hielp af sin brave Kone og en Pige, allene han i trende Aar havde en halvvoxen Dreng, hvilken dog intet synderligt kunde udrette uden at vogte Kreaturene. Udi Aundetimen har han heller ikke havt anden Hielp, end de som sagt er, undtagen naar Kornet skal opskieres, da han kan samle nogle gamle Koner eller unge Piger (thi andre Folk saa vanskelig faaes) som kan være ham behielpelige udi dette Arbejde, hvilket ingen Forhaling kan taale.

22

( 22 )

Heraf maatte man slutte, at han nødes til at arbeide baade Nat og Dag? Nej aldeles ikke: ingen Mand er ordentligere baade udi sit Arbeide og udi sin Hvile, end han, flittig er han, uden at gaae den fastsatte og afpassede Hvile for nær. Han sover hver Dag en Times Eftermiddags-Søvn, hvilken af- passes efter Timeglas sadt paa Bordet, han har fastsat og afpasset en vis Tid til at hvile, eller Pusterum i enhver Øgte (saa kaldes Arbejdstiden fra et Maaltid til andet) nemlig tvende gange at sette sig ned til Hvile udi de tvende længere Øgter, og engang i de kortere. Medens der arbejdes, gaaer alting stiltiende af, men naar han setter sig ned, er han saa munter og lystig, som om han sad ved et Gilde. Han gaaer om Aftenen betids til Sengs, og staaer om Morgenen tilig op, tager dog altid fuldkommen Nattehvile. De mørke Vinteraftener afpæler han med sit Timeglas, at den rette Sovetid ikke skal fornærmes, han spiser (som sædvanlig paa disse Steder, helst udi lange Dage) fire Gange hver Dag, men da han har en svag Mave, foraarsaget af en Forkiølelse, han for nogle Aar siden fik, da han haardeste Vinterstid gik ned i et Vand, spiser han gandske lidet, og kun

23

( 23 )

visse Slags Mad, maae derfor ofte imellem Maaltiderne, naar han setter sig ned, have noget at bide paa. I øvrigt er Manden munter, godgiørende, omgiengelig, ydmyg, men overalt nøjsom og taknemmelige i Henseende til det guddommelige Forsyn, og naar nogen berømmer hans Gierninger, er det saa langtfra, at han deraf hovmoder sig, at han ofte med Taarer bevidner sin Glæde og Tak- nemmelighed imod Gud, som har velsignet hans Hænders Gierninger.

Hvad hans Formue angaaer, da har han begyndt i Fattigdom, men er nu en temmelig velholden Mand, som er ingen noget skyldig, eller trænger til nogen, men har tvertimod hos mange at fordre, og giør mange Biestand udi trængende Tilfælde. Foruden hans Gaarde Besetning, findes der i hans Huns, gode Senge og Linklæder, samt Huusgeraad efter hans Stand; endskiønt han ikke bruger Søen, uden naar Sild i Nærheden til Fordeel kan fiskes, ejer han dog meget gode Søeredskader, og hans Gaardsredskaber maae være af beste Slags, kort: han er en saa fuldkommen, som lyksalig Mand i sin Stand.

Saavidt gaaer min Beretning om dette følgværdige Exempel, hvilket allerede har opvagt nogle til at lægge Haand paa det, som de vel ellers aldrig havde tænkt paa, og hvilket ufejlbar endnu vil opvække flere, hvis denne Mands Fortienester bleve satte i et større Lys, hvortil jeg og vil contribuere alt det mig mueligt er, Jeg kunde endnu nævne adskillige, saavel Selv-

24

( II ) ejer, som Lejlendings-Jorder, hvilke kiendelig forbedres og udvides, hvor iblant Mensal-Gaardene Hestnes og Øjen ere Herligen opdyrkede, skiønt saadant er skeet med mindre Besværlighed, og større Magt. Men den merkværdigste nest Niels Ejde er Henrich Jerlefsen Strøm, hvilken ejer og beboer Strandsæ-det Grebsnes, hvor han i førstningen kunde kuns saae 1 1/4 Bog Bya, men saaer nu 3 Tønder; jeg siger, at dette er Merkværdigt, fordi han har havt megen ubeqvem Situation, og fortrædelig Jord at arbeyde udi, hvor ikke bruges Hæftemagt, og hvor man har maattet giøre saa mange Vendinger med Grøfter og Steenrender igiennem Dynd og Moradser, at man maae forundre sig over, at nogen vilde vove sig ind udi disse Vanskeligheder, han farer endnu fort med dette Arbeyde, og høster gode Frugter deraf.

Skulde denne min ufuldstændige men sandfærdige Relation blive til Fornøyelse, vilde jeg ansee Umagen vel betalt, og al min Tid giøre mig en Ære af at henleve, & c.

Dolmøe. J. Støren.

Som øjensynlige Vidner til det meste og velvidende om alt (og end mere udrettet af Niels Justesten end) som her oven bestrevet er, kan vi efter Begjering dette til Bekræftelse underskrive.

J. B. Segge. Jørgen Parelius.

Person. Capell, til Hitteren. Proprietair. Belønningen, som Niels Justesen er bleven tilkiendt, bestaaer i en stor Sølv forgyldt Pocal med Dreven Arbeide og behørig ærefuld Inscription, samt i en dermed følgende Guld-Medalie med Opskrift: Be- viis paa en god Borgeres patriotiske Fliid.