J.A.H. Reimarus Det vigtige Spørsmaal om Kornets frie Ud- og Indførsel, undersøgt efter Naturen og Historien. Oversat af P. T. W. [P.T. Wandall]

Det vigtige Spørsmaal

om

Kornets frie

Ud- og Indførsel,

undersøgt

efter Naturen og Historien.

Oversat

af

P. T. W.

Kiøbenhavn 1772,

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, som første For- lægger, ved Frid. Christ. Godiche.

2

Det her fremsatte Spørsmaal er uimodsigelig vigtig. Forfatterens Mening synes mig at fortiene, om ikke Biefald, saa en fornuftig Modsigelse. Jeg har derfor troet ikke ilde at anvende en Fort Tid paa at oversætte disse Blade.

3

Den Nød, der for nærværende Tid er paa mange Steder, og Frygt for, at overilede Midler kunne giøre denne Nød endnu større, har bevæget mig til, at forfatte dette lidet Skrift. De Slutninger, som deri forebringes, grunde sig paa Iagttagelser; og jeg haaber, jeg har forebragt dem kort og tydelig. Alt- saa ønsker jeg kun endnu engang, at de, som skulle dømme i saa vigtig en Sag, ville spørge den troe Erfaring til Raads. Min Tid tillader mig ikke herved at læse mange Bøger. Men saa meget jeg har kundet eftersee i nogle Skrifter, hvilke jeg nu har faaet af det her værende Commerce-Bibliothek, og anført i Anmærkningerne; saa finder jeg alting overflødig bekræftet af Erfarenhed. Den Fornemmeste der-

4

af, og som næsten allene kunde være tilstrækkelig til at dømme om Følgerne af alle muelige Indskrænkninger og Forordninger, er: Représentations aux magistrats, contenant l’ exposition raisonnee des faits relatifs a la liberté du commerce des grains, & les résultats respectifs des reglemens & de la liberté. 1769. in 8. Der ere endnu mange andre, maaskee ogsaa meget læsværdige Skrifter om denne Materie udkomne i Frankerig og Engelland, hvilke jeg ikke har ved Haanden. Men jeg vil heller udgive noget Ufuldkommen, og opmuntre andre til Vidtløftighed, Bekræftelse og Forbedring, end opsætte længere efter min Evne at give Leylighed til saa vigtig et Spørsmaals Oplysning. De, som kiende mig, vide at jeg skriver upartisk, og ikke har nogen Egennytte i Handelen; men at jeg finder en Fornøyelse deri, at betragte Ordenen i Verden, og Kiæden i det menneskelige Selskab, og at ansee mig, som en Medlem af denne Kiæde.

Hamborg den 17 April 1771.

5

Oh Liberty, thou Goddess heav’nly bright, Profuse of bliss, and pregnant with delight! Eternal pleasures in thy prefence reign,

And smiling Plenty leads thy wanton train. ADDISON.

Det bør uimodsigelig være een af den landsfaderlige Øvrigheds Bekymringer, at bevare det nødvendigste Levnetsmiddel, Brødet, i Landet. Ja, det ville ikke være nok for en

6

6

viis Regiering at udfinde et Middel, hvorved man ikkun blot paa nogen Maade kunde afhielpe den nærværende Mangel, naar derved ikke tillige blev sørget for den tilkommende Tid; naar man forud maatte see, at den samme Mangel ville komme igien med det første, og maaskee i en værre Grad, eller naar der allene altid blev forskaffet en nødtørstig, og aldrig en rigelig Udkomme, eller naar maaskee Middelets Voldsomhed førte saadan Ulempe med sig, som endogsaa overgik den nærværende Nød. Høye Øvrigheder søge vist at befordre Sta- tens sande Beste; men de kunde ikke døm- me, uden efter de dem forelagde Beretninger; altsaa er det en Borgers Pligt friemodig at gaae dem til Haande med tilforladelige Iagttagelser. Derfor maae de Midler, som foreslaaes til at opnaae saa vigtig et Øyemeed, underkastes den Nøye- ste og forsigtigste Prøvelse; de maae ikke blot undersøges efter de til Anseelse forøn- skede Følger; men, om mueligt, efter

7

7 tilforladelige Virkninger, og betragtes fra alle Syns-Puncter. Vel os! naar vi allerede have Tildragelser og Exempler for Øyne, af hvilke vi med Sikkerhed kunne lære, ikke at giøre noget farligt Forsøg, hvoraf Skaden ikke, uden alt for sildig kan indsees, og med al Omhyggelighed ikke heller lættelig igien oprettes!

"Det fornemste Middel til at have nok og overflødig, kan man jo læt indsee; nemlig, naar man ikke lader den Forraad, som er i Landet komme ud, og desuden søger at faae endnu mere ind fra Fremmede; det er, naar Kornets eller andre Levnets-Midlers Udførsel forbydes, men Indførselen til- lades„.

Saa læt skulle det være, at beholde nok og overflødig, og dog skulle nogentid Lande, endogsaa frugtbare Lande have lidt stor Mangel? Her maae dog endnu være noget skiult. Men vi ville høre og betragte Forslaget nøyere. Her kommer

8

8 det ikke an paa en Privat Mands Forsæt, som maaskee ved sin Mangel kunne falde paa, at berøve den nærmeste Landmand sin Korn-Forraad, eller at ængste denne saaledes, at han gierne maatte overlade ham sit Korn paa hvad Vilkaar han for- langede. Her skal Landets Øvrighed dømme, og dømme retfærdig for alle Landets Indvaanere, og ikke blot forskaffe en Lættelse eller Skinhielp i nærværende Trang, men en varig Sikkerhed.

Forbudets Øyemeed skal dog vel være, at forhindre Eyerne at selge deres Forraad, hvor de best kunne; og altsaa at tvinge dem til at lade det gaae for læt Priis. Imod Retfærdigheden i saadant Forbud kunne der nu vel for det første noget indvendes. Skal da Landmanden, som saa længe med sin sure Fliid har tient sine Medborgere, som har taalt saa megen Skade, uden at faae Tak derfor, eller skal Kiøbmanden, som ved sin Handel har opmuntret Jord-Dyrkningen og fremlokket For-

9

raaden, som ofte har lidt stor Forlis ved denne farlige Handel, berøves sin Eyendoms Ræt? Saa ligefrem vil man vel ikke opbryde Loftet og borttage Forraaden (*); men man vil dog bringe Eyerne saaledes i Knibe, at han man overlade os sit Tilhørende, efter vor Gotbefindende. Er det ikke at træde den hellige Eyendoms Rettighed, efter hvilken enhver er beføyet at giøre med sit, hvad han vil; denne Ret, som altid maa blive hellig, endogsaa under den meest uindskrænkede Regiering, er det ikke at træde den aabenbar under Fødder? Denne Landgods-Eyere eller Forpagter har ved sin Møye forhvervet sig en For- raad af sin Grund. Hiin Kiøbmand har for sine Penge og paa eget Træf tilhandlet sig af det, som var almindelig til Fals;

(*) Hvad har jeg skrevet? Endogsaa denne Vold- somhed er ikke sielden i Frankerig bleven udøvet, deels af det uroelige Folk, deels af Politie-Be- tienterne, som jeg seer af Representations aux Magistrats C. III. p. 93-95. C. VI. p. 273.

292. 293. 453.

10

10

ingen forlangede at eye det, hverken særdeles Personer eller det Almindelige. Han har altsaa, stolende paa offentlig Troe og Love, giort det til sin Eyendom; og da han maatte taale al Skade, saa var han ogsaa berettiget til at nyde enhver Fordeel. Nu betænker man sig paa eengang — "Hør Ven! Du har samlet dig en Forraad, den ville vi gierne have.,, — Meget vel; Torve-Kiøber er saa meget — "Ney, det staaer os ikke an; vi ville sætte Prisen, eller det skal blive liggende paa dine Lof- ter og Lader og forderves for dig.,, — Er dette Ret eller Vold? — "Dog alligevel har det Almindelige en Ræt til den Eyendom, som tilhører en særdeles Medlem i Staten. Den almindelige Nød maa foretrækkes alle andre Betragtninger, og Øvrigheden maa ikke lade mange fattige Indbyggere sulte ihiel, for den Fordeels Skyld nogle faa kunne have.„ — Got! Det Almindelige har Ræt til i Nødsfald at tage mit Huus fra

11

11

men ikke uden Betalning. Aldrig ville en retfærdig Øvrighed udstæde den Befaling, naar jeg var nødt til at giøre mit Huus i Penge, og Pladsen syntes tienlig til offentlig Brug, at jeg ikke maatte selge min Eyendom, uden til de eller de bestemte Personer, paa det det kunde gaae for desto lættere Kiøb. Nu skal Kiøbmanden see sig nødt til at selge, ja at selge læt, fordi man behøver hans Vahre (*). Giver da vor Trang os en Ræt til hans Eyendom? Havde han vel kundet tvinge nogen til at kiøbe hans Vahre af ham, om han havde behøvet Penge? Bliver da ellers ogsaa en Borger i Staten tvungen til at give sit Gods eller sin Casse til de Nødlidendes Beste? Der maae for alleting sørges for de Fattige, og i Almindelighed for det al-

(*) Ikke allene f Frankerig, men ogsaa paa adskillige andre Steder, er den Priis ofte bleven bestemt, for hvilken Kornet skulle selges af Eyerne; saa at man ikke engang har ladet det blive ved den Mindre synlige Vold, at indskrænke den almindelige Friehed at selge.

12

12

mindelige Væsen; men paa det almindelige Væsens Bekostning, ikke paa Privatpersoners Bekostning; enhver er kun skyldig at give sin Deel til de nødvendige Paa- læg, ikke tilligemed at betale for andre. Hvorfor blev der ikke opkiøbt Korn af det Almindelige, for at have en Forraad i Staten; og særdeles for at kunne komme de Fattige til Hielp (*)? Nu skal PrivatPersoner forhindres frit at selge deres Vahre, at andre kunne faae dem desto lættere. — "Ingen skal forhindres at selge, men at sende Udenlands det, som Landet selv behøver til Indbyggernes Underholdning, og altsaa at berøve sine

(*) Denne gode Anordning har man i Hamborg. Det Almindelige holder bestandig et Korn-Magazin, ikke for at aabne det paa eengang, naar der kommer Dyrtid, ikke heller for deraf at sel- ge for Indkiøbs-Prisen; thi det ville kun foraarsage den værste Uorden, men allene for tilforladelig at have en tilstrækkelig Forraad i Staten, og for dermed at hielpe paa de Fattige, som bestandig derfra kunne bekomme Kornet noget lættere, end Torve-Kiøbet er.

13

13

Medborgere Brødet; det kan ingen Øvrighed taale,,. — Havde engang for alle den Lov været i Staten, ikke at selge Korn ud af Landet, saa giorde man Korn-Handleren egentlig ingen Uret; han vidste hvorefter han havde at rette sig. Men han havde da seet sig bedre for, og heller ladet sit Korn ligge i Marocco, end oplagt det paa et Sted, hvor han ikke skulle blive fuldkommen Mester af Handel og Vandel med sit eget. Men nu lod man ham kiøbe ind, uden at tilkiendegive nogen Indskrænkning: Handel og Vandel var frie. Hans Medborgere ville ikke besvære sig med KornForraaden, og staae Fare at lide Skade derpaa, om der skulle komme Overflødighed: det Almindelige holdt det ikke heller for nødvendigt for paakommende Tilfældes Skyld at fylde et Magazin. Man lod gierne denne Mand kiøbe saa meget Korn han vilde, og dermed oppebie sin Skiebne. Siden vise sig andre Udsigter, Priserne stige: man ønsker at have mere Forraad i

14

14

Hænderne. Nu skal denne Mand rykke ud med sit, og man vil ikke holde ham den Betingelse af en frie Eyendom, da han dog i Haab derom sluttede Indkiøbet. Hvorfor knurre da nu de over Kornets Udførsel, som hverken tilforn, da det var læt Kiøb, havde Lyst til at legge det op, ey heller nu ville betale den Priis, hvortil det er stegen? Kiøbmanden eller Eye- ren har jo aldeles ingen særdeles Drift eller Villie at selge sit Korn til Fremmede. Han skulle ikke have Lyst til at staae Fare for den bekostelige Udførsel, og at faae sin Betalning langveys fra, naar han kunde finde Kiøbere i sit eget Land. Man maa altsaa have buddet ham noget betydelig mindre i Landet, naar han beslutter at forhandle ud af Landet; og følgelig, naar Vahrene ere ligesaa dyre hos os, ikke at tale om, naar de ere langt dyrere end hos Fremmede; saa har man aldeles ikke nødig at frygte for, at noget bliver ført ud. Handler man da billig med disse Folk?

15

15

— Dog vi ville lade Billigheden fare, og allene see paa Convenienzen.

Naar kun dermed kunne være vel sørget for Fremtiden, og Staten bevares for Mangel, naar man kunne forskaffe et grundet Haab om Overflødig- hed; saa skulle Privat-Personers Tale ikke agtes: Kiøbmanden maatte see til, hvordan han bar sig ad, og hvorledes han herefter vilde handle.

Landmanden ogsaa? — Dog, vi ville først tale om Kiøbmanden, og derefter overveye hans Indflydelse paa Agerdyrkningen. Denne gang har man fanget Korn-Handleren; hans Magaziner ere uden forud given Advarsel omringet af Be- væbnede; han skal rykke ud med sin Forraad. Nu, det var for nærværende Tid artig nok; men herefter lader man sig ikke atter bedrage. Hvem vil indkiøbe Forraad, legge den op, forvare den, til der bliver Mangel, naar allene Skaden, den saa tidt paakommende Skade, skulde træffe

16

16

Kiøbmanden, at han skulle tabe, naar Priserne faldt, men ikke tillige den retmæssige Fordeel opmuntrede ham, at det Almindelige ogsaa lod ham faae den frie Gevinst, som kunde komme af deres Mangel, som ikke havde forsynet sig (*). Denne Kiøbmændenes Speculation, som samler og leverer Staten de nyttigste og nødvendigste Vahre, bliver nu ved saadant et Forbud for stedse tilintetgiort. Og hvilken Fordeel berøves ikke Staten derved? Da man ville faae mere Korn i Landet; saa bliver just hermed ligesom givet en Be- falning, at alle Forraads-Huse, som kunne tiene til Kornets tilkommende Oplag, skulle

(*) Quel est l'homme assez infenfé, a moins qu'il n'ait le moyen de se sauver par l'artifice ou la fraude, pour mettre sa fortune en grains, & la déposer en quelque forte dans les mains de la Police, afin qu'elle en dispose quand elle se trouvera bon, malgré lui & contre ses inté-

rêts ? siger Forfatteren til Repres. aux mag. om den Forordning, at enhver Kiøbmand skulle an- give sit Navn, sine Magazine o. s. v. hos Poli- tiet. C. VI. p. 452.

17

17

omrives. Men dette er endnu ikke Forstyrrelsens yderste Grændser; den strækker sig vist ogsaa lige indtil Overflødighedens første Kilder; thi bliver Kiøbmanden afstrækket fra at speculere, og følgelig at forskaffe Landmanden Aftræk paa sine Vahre; saa bliver den sidste ogsaa nødvendig nedslaaet. Han dyrker mindre, saa- som han finder færre Kiøbere, og fordi han skulle vinde saa meget mindre, jo mere han indhøstede, ja aldeles ikke kunde bestaae ved større Overflødighed (*). Frugtbare Lande maae nu fuldkommen indsee, og kunne ikke nok beklage, at de just have at tilskrive deres nærværende Mangel den

(*) Hr. Landdrost von Munchhausen, har i sit meget nyttige Værk Huusfaderen i den IVde D. §. 125. p. 233. §. 143. p. 254. og i Fortalen p. XXV-XXXI. meget vel anmærket den Skade, som maae komme af alt for lætte Korn- Priser, saasom Landmanden ikke kan udbringe sine Omkostninger, Skatter og Afgifter; saa maae Landgodserne gaae til Grunde, følgelig ogsaa de Indkomster forsvinde, som andre Indbyggere ellers kunde have deraf.

18

18

forhindrede Overflødighed i de nyelig forløbne Aar; thi naar Udførselen da forbydes, eller paa nogen Maade forhindres og besværes, eller naar man kun ved Frygt for et tilkommende Forbud betager dem Lysten, som skulle opkiøbe paa Speculation, og stille Landmanden ved sit overflødige Korn; saa kan Landmanden ved større Møye ikke vinde saa meget derpaa, at det betaler Omkostningerne. Han forsømmer altsaa videre Jorddyrkning, lader sine Marke heller ligge brak, og er nødt til at afskaffe Folk og Heste, da han ikke kan underholde dem af sine ringe Indkomster. Han maa foere Qvæget med sit allerede indhøstede og oplagde Korn, og meget bliver liggende og forderves for ham (*): Saaledes kommer ikke engang den Forraad, som er for Haanden, Landet til Nytte i

(*) Som man forsikrer mig; saa har for et par Aar siden Landmanden i Saxen, da det Overflødige af to Høste var ham til Byrde, været nødt til at lade den tredie for største Delen forderve paa Marken og under aaben Himmel.

19

19

Fremtiden, men den spildes og forødes. Heraf følger naturligviis snart Mangel i Landet, da ingen Kiøbmand har giemt stor Forraad. Men nu kan man ikke saasnart igien faae de afskaffede Reedskaber og Folk til Huusholdningen, forsyne de forsømte Agre, og indhøste nye Frugter (*). Man betragte ogsaa kun alle Landes og Tiders Historier. Hvor der kun saaes saa meget, som der fortæres i Landet, og ikke giemmes mere end til egen Fornødenhed, der bliver ogsaa stedse kun en knap

(*) Denne Følge af Mangel efter indskrænket Overflødighed har man ofte nok erfaret i Frankerig, og Commissair la Mare bemærker det selv. See Repres. aux mag. C. VI. p. 333. Om Land-

mandens Betryk, da Udførselen var forbuden, taler Parlementet af Toulouse ret bevægelig.

"Nous avons vu des fermes entieres abandonnées par l'infortuné proprietaire — La depopulation devenoit tous les jours plus sensible: la masse des productions diminuoit tous les ans. Le tems feroit venu, ou l’un des plus beaux pays, & des plus favorisés de la na- ture auroit été en proie á la stérilité,,. Sam

mest. p. 351.

20

20

Forraad til Underholdning, og ofte stor Mangel, naar det hænder sig, at den nye Høst staaer feyl. Saaledes var det i Jordens ældre Tider, førend Handelen endnu oplivede det menneskelige Kiøn. Omendskiønt der endnu var meget mere Land tilovers at dyrke, og intet Korn blev forbrugt til Puder og Brændeviin, saa opkom dog ofte dyr Tid og Hungers Nød. Indbyggeren vil og kan ikke besvære sig med Overflødighed for den muelig i Fremtiden paakommende Mangel. Det samme lære de nyere Tiders Exempler os. Men de have ogsaa viist os, at saasnart man dyrker og opkiøber for at selge til Fremmede; saa voxer Forraaden, og man beholder Overflødighed. Saa uadskillelig har Forsynet villet have Kiæden i det menneskelige Selskab knyttet, at det truer dem, som tænke at adskille sig, og at sørge kun for sig selv, vist enten at qvæles i Overflødighed, eller at vansmægte i Mangel. Vel maae Misvæxt og Mangel undertiden

21

21

komme af naturlige Aarsager, men naar kun Menneskene ikke forvendte Naturens viselig indrettede Orden, naar de kun ikke hindrede, at den naturlige Nytte kunde komme af det Onde; saa skulle en kort Taalmodighed indbringe dobbelt Nytte for Fremtiden. Nogle Kiøbmænds og Jorddyrkeres Vinding i dette Aar skulle herefter forskaffe os mange Forraadskamre, den skulle udbrede sig paa vore Agre, besaae de udyrkede Marke, og give dobbelt rige Høste (*). Disse saa vigtige Fordele, siger jeg, blive tilintetgiorde ved saadanne, maaskee velmeente, men ikke nok overveyede Forslag om Forbud, og det Mod- satte, en uundgaaelig Skade, udvirkes. Jeg taler saaledes, som det kommer overeens med Naturen og Erfarenhed. Det frugtbare Frankerig maa tilstaae, at det er at

(*) Endog den korte og ufuldkomne Friehed at føre ud, har allerede anseelig formeret Jorddyrkningen i Frankerig. See Repres. aux. mag. c. V. p. 238 sq. c. VI. p. 354.

22

22

tilskrive deslige ubetænksomme, endskiønt afvexlende Forordninger, at dets Kornhøste have formindsket sig mere, end fier- de Parten (*); thi, man tænke ikke, at endogsaa den nøyeste Opsigt og Forandring i Befalingerne har været i Stand til at forekomme den Skade, som maatte for- aarsages deraf, at den naturlige Ordens Løb blev hemmet. Førend Forestillinger derom kunne skee, høres og undersøges, førend endelig den nye Forordning følger derpaa, er allerede stedse mangen Leylighed forsømt, og megen Uheld anrettet. Den største Fordeel tilfalder da allene dem, som have vidst at passe paa, og forud at faae Efterretning om Forandringen. Men i Almindelighed lider Staten Vold ved enhver Forandring, og det lader, som den bliver endnu mere forstemt ved det de politiske Maskiner blive stillet frem og tilbage. Nu var der Overflødighed i Landet: Landmanden sukkede, at han maatte forderve

(*) S. Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 76.

23

23

med sit Korn. — "Ih nu! saa lad da for nærværende Tid Udførselen være til- ladt og det indtil videre Ordre. Det er dog alt hvad man kan forlange, naar Øvrigheden retter sig efter Omstændighederne,,? — Men, ligesom ingen Kunst ligner Naturens Mesterstykker, saa kan ikke heller nogen Lov, som ikke flyder lige af Naturen, frembringe den Harmonie, som stemmer sig af sig selv af Tingenes frie Løb, og af deres bestandige Orden. Hvad var da her Følgerne af denne før Politiens Skyld givne Tilladelse? da enhver Kiøber eller Eyermand vidste, at Freden ikke ville vare længe, og ingen altsaa turde vove at oplegge et anseelig Forraad i Landet; saa maatte nødvendig alle kun skynde sig at skaffe ud, saa meget de kunde. Man skulle tænke, der altsaa blev udskibet for meget, ja at hele Landet blev blottet. Men man seer af Historien, at ikke Udførselen i Almindelighed har foraarsaget Forlegenheden i Frankerig, endskiønt den paa nogle sær-

24

24 deles Steder borttog Forraaden; men at samme ved en anden Misvæxt blot kom deraf, at Handelen endnu ikke var kom- men ret i Veyret; og dette, fordi Frieheden endnu ikke var sikker og almindelig nok, og havde endnu ikke varet længe nok, for ved Correspondens at fordele Kornet, hvoraf der var tilstrækkelig for Haanden over hele Landet, og forskaffe lige Priser (*). Aldrig havde saadan Uorden fundet Sted, dersom Undersaatterne havde sikker og tilforladelig vidst, at de for nu og stedse kunde benyttet sig af deres frie Eyendoms Ræt, og altsaa sammenspare saa meget de vilde for tilkommende Tider eller forefaldende Fordeel; og naar denne Tillid ved Varigheden kun saavidt var bleven rodfæstet og udbreedt, at den kunde lade sine godgiørende Følger fremskyde. Man tænke altsaa ikke, at Øvrigheden ved at give agt pan, og sammenligne den første Virk

(*) S. Repres. aux. mag. C. V. p. 230. d. v. sam-. menlignet med c. 1.

25

25

ning af den tilladte og forbudne Udførsel, med Sikkerhed kan lære, hvilken af begge der er den fordeelagtigste. I de Lande, hvor man snart griber til denne, snart til hiin, kan meget mere ofte for en Tid lang just komme det Modsatte af der en bestandig Varighed, hvorpaa man andre Steder seer Prøver , upaatvivlelig ville frembringe. Forandrede Forholds-Regler maae ogsaa nødvendig i Begyndelsen foraarsage en Bevægelse; i Frankerig vilde man ikke udholde denne første Bevægelse, som dog af sig selv skulle sat sig i Ligevægt; man tilskrev den frie Udførsel det, som Mangel paa fuldkommen Friehed havde foraarsaget, og Folkets Skrig kom atter Øvrigheden til at vakle. Man skreed igien til nye Forordninger og Indskrænkelser, og giorde det Onde endnu stedse værre. Kan Frankerig da forglemme, at det tilforn, da den frie Udførsel endnu var tilladt, frembragte saa rigelig Forraad af Korn, at det, foruden hvad det selv behø-

26

26

vede, endogsaa ofte kunde forsørge fremmede Lande, og undertiden Engelland selv? Og er det ikke særdeles mærkværdig, at just fra den Tid af, mod Enden af det forrige Aarhundrede, da Frankerige forlod den store Sully's vise Grundsætninger, som søgte Riigdom og Overflødighed i en frie Handel, og i at befordre det Landet frembringer, da det giorde ideligere Indskrænkninger i Handelen; saa er der oftere mærket Manges i Landet (*), og derimod just fra samme Tid af, da Engelland har befordret den frie Udførsel; saa har dets Overflødighed saa anseelig tiltaget? —@"Men i Engelland selv var der dog sat et vist Maal, saa at naar Kornet i Landet blev dyrere, skulle den frie Udførsel hol- ‘de op. Altsaa ville dog i det mindste den- ne Indstrænkning behøves, naar Udførsel blev tilladt, og derfor kan frie Udførsel aldeles ikke tillades, naar man mær-

(*) S. Repres. aux. mag. c. V. VI. Dict. encycl. art. Grains Vol. VII. p, 825. not. c.

27

27

ker Mangel,,. — Dog kun et Øyeblik Taalmodighed. Naar Kornet i Landet bliver dyrt; saa ophører jo Udførselen af sig selv, saasom der er ingen Fordeel ved, og Omkostningerne endda maae regnes dertil (*). Hvortil nytter da den Høytidelighed med en Forordning? Men man kunde lade den gaae hen, som overflødig, der- som kun saadan en Bestemmelse ikke derforuden førte adskillig Skade med sig. Thi først foraarsager den lættelig, at der just af den Aarsag bliver ført for meget ud, saasom Kiøbmændene mage ile at forekomme hinanden, for at faae deres Forraad bort, førend den fastsatte Tid er ude. Dernæst kan der læt bruges Kunstgreb, hvorved der i de Havne, hvor der skal døm-

(*) I Frankerig var i Edictet af 1764 den Pris af 30 Livres for en Septier (omtrent halvanden Tønde) sat til Maal, da den frie Udførsel skulle ophøre. Men Udførselen maatte alt før ophøre af sig selv, da det kunde leveres tættere fra frem- mede Havne. Repres. c. II. p. 42. c. V. p. 250.@p. 259. o. s. v.

28

28

mes om Bestemmelsen, Prisen paa en Tid lang bringes Høyere eller lavere end der er foreskrevet, eftersom Egennytte kunne ønske Udførselen forbuden eller tilladt (*). Naturen setter vist sikkrere og retfærdigere de best passende Skranker — "Engelland har dog tilsidst lidt Mangel formedelst den tilladte Udførsel af Korn,,. — Var der da en naturlig frie Ind- og Udførsel paa Kornet i Engelland? Engelland, som ville tvinge alting, havde jo ikke tilladt nogen Indførsel fra Fremmede, og desuden umaadelig befordret Udførselen ved en derpaa sat Belønning. Altsaa var den saa nyttige Ligevægt i Prisen, i Henseende til andre Lande ophævet. Saa far-

(*) Derfor undrer jeg, at saavel Forfatteren til

Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 94. fqq., som og den Kongelige Livlæge Hr. Ridder Qvesnay, som ellers har skreven saa meget grundig om Handelen, og om Forbindelsen i det menneskelige Selskab i Artikelen Grains Dict. encyclop. T. VII. p. 825. not. e. ansee denne Ind- skrænkning for nyttig og nødvendig.

29

29

lig denne Forordning maatte synes, og virkelig ogsaa var; saa giorde den dog i hele fiirssindstyve Aar den beste Virkning. Thi jo meer Kiøbmændene, som havde Fordelen af Belønningen, kiøbte op, desto meer blev Jorddyrkningen i Landet opmuntret, og i al den Tid mærkede man ingen Mangel, men meget mere Overflødighed og lættere Priser. Men endelig maatte denne tvungne Handel stige til det Høyeste. Man kunde endda selge Kornet med Fordeel udenlands, om end Torve-Kiøbet der var lavere, end i Landet selv (*), og man

(*) Belønningen var ikke ringe, nemlig 5 Skilling Sterl. for hver Qvarteer; det er 15 Rdlr. for Læsten af Hvede, og 3 1/2 Skilling for Qvarteret; det er 10 1/2 Rdlr. for Læsten af Rug, saa at, naar Fragt og Omkostninger blev fradraget, kunde det beregnes den engelske Kiøbmand endnu lættere i en fremmed Havn, end i sit eget Land. Grændserne for denne Belønning paa Udførsel vare, saa længe Hveden i de engelske Havne ikke steeg over 48 Skilling, og Rugen ikke over 32 Skilling Qvarteret. (Men 12 saadanne Qvar-

30

30

blev altsaa lokket til at sende mere ud af Landet, end der ellers burde have skeet, i Henseende til det man selv trængte til, saasom Staten tillagde Kiøbmanden, foruden den Pris, som blev betalt udenlands endnu saa meget, som Belønningen udgiorde. Da andre Stænder i Engelland siden havde beriget sig, og Pengenes naturlige Tilbageflydelse fra Landet saa meget mueligt var bleven forhindret; saa maatte endelig Prisernes Forhøyelse ogsaa strække sig til Producterne af Landgodserne, som desuden havde store Afgifter at svare (*). Forgieves havde man tænkt, at der tilstrækkelig var sørget for Prisernes alt for store Forhøyelse i Landet derved, at i bemeldte Parlements-Act vare visse Grænd-

terer gaae paa vor Læst) S. the Act for the encouraging the exportation of corn: in the Statutes at large. Vol. IX. p. 14. Denne For ordning blev given i Anret 1688. @(*) Jeg finder, at Forfatteren til Elemens du Commerce P. 1. c. 3. p. 77 i den Udgave af 1755 allerede forud har seet og spaaet om denne Følge.

31

31 ser bestemte; saa at, naar Kornet blev dyrere i Landet, skulle den ved saadanne Belønninger befordrede Udførsel ikke læn- ger have Sted. Thi ogsaa her viiste det sig klarlig, at, hvor Naturens Løb er forstyrret, der kan Uordenen aldrig tidlig nok forekommes ved Love, hverken ved de gamles Forsigtighed, ey heller ved udtrykkelige nye Forordninger. Nu blev velUdførselen forbuden, og derimod Indførselen tilladt (*); men førend tilstrækkelig Tilførsel kunne komme til Hielp, var Prisen allerede dreven langt i Veyret over det foresatte Maal, og blev endog siden efter dyr. Dette lader sig læt begribe; thi først maatte allerede Rygtet om en nær forestaaende dyr Tid, hvorved der endnu ingen Indførsel var tilladt, og siden det høytidelige Forbud imod Udførsel; og derimod den, ligesom af Nød givne Tilladelse om Indførsel, nødvendig udbrede saadan Skræk for Mangel i Landet, at enhver,

(*) 1766 i December.

32

32

som endnu havde Korn-Forraad, holdt det han havde i desto Høyere Priis, og enhver ville paa engang forsyne sig (*). Men hvad bliver siden Følgen af den forbudne Udførsel? Fremmede Kiøbmænd lo-

(*) Prisen paa den beste Hvede var 1766 i November, da man havde i Sinde at forbyde Udførselen, allerede stegen til 52 Skilling Qvarteret: 1767 i Januarii og Februarii, da Udførselen allerede var forbuden, og Indførselen given frie, gieldte den endnu 50 til 52 Skilling, og blev hele Aaret ved 47 til 49 Skilling. Jeg veed ikke, hvorledes Hr. D. Qvesnay her kunne tage Feyl af Aarsagerne; da han siger i Dict. en- cyc. T. VII. art. Grains, p. 825. not. e. l'An- gleterre vient d’essuyer une cherté, parceque le marchand est contrevenu á cette regle (qui Interdit l’exportation lorsque le blé passe un certain prix) par des abus & des monopoles que le gouvernement a tolérés. Jeg skal siden

(i en anden Anmærkning) vise, at Kiøbmændene ikke ved den Priis af 48 Skilling, som Loven bestemte, meget mindre ved den Priis af 50 eller 52 Skilling kunde staae ved at sende Korn ud at selges til Fremmede, om vi end ville sette, at de endnu den Gang have sneget sig til at faae Be-lønningen.

33

33

de sig vel lokke af den høye Priis, at sende Korn til Engelland at selges; og endelig maatte Mængden igien sette Prisen ned. Men nu var den fremmede Kiøbmand paa en ubillig Maade betaget hans Eyendoms Rettighed, efter hvilken han igien kunde tage sit eget Korn tilbage; det laae ind- sperret i Engelland, og han skulle være tvungen til at selge det lættere der, end hans Omstændigheder taalte. Det er een Gang I gode Herrer! en anden Gang, naar der indfalder dyr Tid, saa kan De selv see til, hvem der vil bringe Dem Korn, og udsette sig for Tab paa en voldsom Maade (*). Man tænke ikke heller, at

(*) Forfatteren af Repres. aux. mag. taler alt om Grændserne af en vis Priis, nemlig: at naar Kornet blev dyrere, end 30 Livres for en Sep- tier; saa skulle intet mere udføres af Frankerig: Les étrangers, qui voyoient de loin liberté toucher au terme de sa carriere, s’éloignoient avant ce tems-lá de nos côtes, pour ne pas tomber dans les fers de la clôture. Le conseil a reconnu, que les genes, qui ont trop long tems

34

34

Landets egne Kiøbmænd nok skulle forskrive Korn, naar det behøvedes, uden at man havde nødig at vente det fra Fremmede. Thi det samme, som fraholder Fremmede, fraholder ogsaa Kiøbmanden i Landet; han vil ligesaa lidet sette sig i Fare for Tab. Med faa Ord, naar Engelland lod Naturen have frie Løb, ikke befordrede allene Udførselen, eller tillod allene Indførselen; saa var det aabenbar umuelig, at Korn-Prisen kunde nogen Tid der stige Høyere end i Holland; da, saasnart der blev for meget ført ud, det strax maatte sendes tilbage igien, saasom

subsisté dans ce commerce les arrêtoient, & sa Majesté, par arrêt du 31 Oct. (1768.) s’estproposé d'animer les importations soit en confirmant toute sûreté I liberté dans la disposition des grains du dehours, leur exportation même, soit en excitant par des gratifications & par les pro- messes d'une protection particuliere les négocians qui se livreroient á cette speculation utile

c. II. p. 45. Dog er denne Erklæring igien taget tilbage, og man klager, at det til Frankerig sendte Korn der holdes indsperret.

35

35

Kiøbmanden giver Agt paa enhver ringe Forskiel i Prisen (*). Men naar Engelland bliver ved denne Tvang og Afvexling;

(*) Ved Enden af Aaret 1766, da Udførselen i En- gelland blev forbuden, var Prisen for Hvede i Holland eller Hamborg 102 til 110 Rdlr. Læsten; det er: omtrent 34-37 Skill. Sterl. for et engelsk Qvarteer. Naar man nu regner den en- gelske Hvede, for sin Godheds Skyld, en tiende Deel dyrere; saa havde man givet hen ved 40 Skill. for den. Dertil kommer nu vel de 5 Skill. Belønning; men der fragik ogsaa omtrent 4 Skill, i Fragt og Omkostninger ved Forsendelsen, og altsaa bliver deraf kun en Skilling tilovers. Derfor kunde Kiøbmanden kun regne den Priis, Han hos Fremmede fik for sin Hvede, til 41 Skilling. Følgelig, naar Hveden blev betalt dyrere i Engelland; saa havde han aldrig udskibet den, og det i Følge af Regnekunstens evige Love, hvilke Kiøbmanden altid hellig følger. Det er altsaa klart, at det var gandske unødvendig at forbyde, eller at indskrænke Udførselen videre. Hele Aaret 1767 blev Prisen i Engelland endda temmelig høy, uagtet den frie Indførsel. Hvad anden Aarsag kunde hertil være, end den forbudne Udførsel, ved hvilken kun saa ville sette sig i Fare for faldende Priser, om for meget skulle blive tilført, og siden anholdt i Landet.

36

36 saa bringes det til samme Forlegenhed, som Frankerig og kan ikke hielpe sig med alle slags ubestandige Forordninger. Snart mærker man Mangel, fordi man har overilet sig med Udførselen, eller fordi Indførselen er forbuden, ja endogsaa fordi Udførselen selv er forbuden: snart staaer man Fare for at qvæles af Overflødighed, fordi Udførselen er forbuden, hvilket betager Landmanden Modet, og foraarsager, at den lykkelige Jorddyrkning i samme Grad tager af, som den i de forrige Aar kom i Veyret, da den blev opmuntret. Jeg har noget vidtløftigere betragtet denne Omstændighed, saasom den kunne blive galt forstaaet; da vi dog kunne lære saa meget deraf. Hvilken Lykke for hele Europa, at der ikke tilfældig Viis formedelst Misvæxt kom dyr Tid i Engelland i Begyndelsen, da Udførselen blev befordret, og at Jorddyrkningen der kunne saa stærk tage til, at den maatte endogsaa overveye den umaadelige Udførsel. Man havde

37

37

ellers ikke havt dette saa lærerige Exempel for Øyne: man havde maaskee ikke indseet den Feyl, der er ved Tvang, men indbildt sig, at den Tilladelse at føre ud i og for sig selv maatte foraarsage Mangelen, og saa havde vi endnu i lang Tid været i Vildfarelse og Forlegenhed i denne saa vigtige Sag. Men nu skal vi og undervises af et andet glimrende Exempel. Den ærefulde og høye russiske Monarkinde indseer den Fordeel, hun forskaffer sine Stater, ved at tillade dem Kornets frie Udførsel. Hun har derfor ikke allene i forrige Aar udvidet den allerede tilforn givne Tilladelse; men hun bevidner endogsaa udtrykkelig (*): "At just derved, at de,

(*) I Ukaserne fra 2 Nov. og 8 Dec. forrige Aar (1770). Paa lige Grund heder det angaaende Tolden paa det udskibede russiske Hørfrøe: "Da det ulige Høyere Paalæg af Told paa det russiske Frøe (i Liigning med det pohliske, som udførtes fra Riga) formindsker dets Udførsel fra Ar- changel følgelig holder Landmanden fra at legge

38

38

som handle med Korn til Fremmede, ere i Sikkerhed for al Indskrænkning i deres Korn-Handel, kan man haabe, den ud- skibede Forraad desto snarere igien bliver erstattet,,. — Erfarenhed skal bekræfte, hvor vel og viiselig derved er sørget for Fremtiden.

Men man vil tænke, med Tiden kommer Raad: "For Fremtiden kan man altid sørge herefter! nu maae vi dog hemme den nærværende Nød, og da der allerede er Mangel i Landet, kan man ikke lade mere føre ud„.

Saaledes synes det, at de fleste Stater nu omstunder dømme, og Frankerig selv, uagtet den Skade det tilforn har havt af at forbyde Udførselen, og de den Sag angaaende udkomne grundige Forestillinger, kan dog endnu ikke holde sig fra dette

sig efter saadanne Vahre, hvorved en Mangel paa Hør kan tilveyebringes, og de russiske Lin- nedfabriquer tilføyes Skabe; saa skal herefter Tolden nedsettes og lige med den rigaiste„.

39

39

og andre voldsomme Midler. Men hvad om det ikke engang lindrer den nærværende Nød, men meget mere formerer den? Og herpaa have vi sørgelige Exempler i adskillige Stater. Hvilken af dem, hvor Udførselen er bleven forbuden, har mærket en rigeligere Udkomme, ja hvilken har ikke sporet en større Mangel end tilforn (*)? Vi see for Øyne, at Kornet just efter saadant Forbud der er steget til en høyere Priis, end i en nærmest naboe Stat, hvor den frie Ind- og Udførsel er vedbleven(**).

(*) Man begriber lættelig, at herimod ikke kan anføres Prisernes skadelige Nedsettelse, som skeer ved følgende Høst, ey heller enkelte Exempler, da man har været nødt til for en kort Tid at lade Prisen falde.

(**) Saaledes gieldte i Amsterdam Hveden 20 Livres, da en Septier (paa 230 til 240 Pund) kostede 30 Livres i de til Holland grændsende franske Provinzer Repres. aux. c. I. p. 16. Og just i de af Frankerigs Provinser, hvor man begyndte at ophæve Handlings-Friheden, mærkede man større Nød end i andre. c. VI. p. 276. S. og c. III. p. 98. c. V. p. 201. VI. p. 284. sq.

40

40 Man kan giette Aarsagerne. Korn-Handlerne i Landet ville derfor ikke lade Prisen falde; mange have ogsaa selv allerede ind- kiøbt. Kornet dyrt, de oppebie altsaa deres Skiebne. Dette Onde formeres endnu overmaade ved den almindelige Forfærdelse, da Mangelen ligesom offentlig udraabes i Landet ved saadant et Forbud. Thi den blotte Frygt giør stedse en stor Deel til en pludselig dyr Tid. De Formuende gribe til paa eengang, søge at forsyne sig for Fremtiden, og legge mere op, end de virkelig have nødig til Huus-Behov. Imidlertid kommer denne Forraad ikke igien til Torvs; og, da endogsaa de, som ellers have Korn til Fals, bevæges til at holde

Un arrêt est rendu pour regler la marche da commerce. Ses suites ne tardent pas à faire connoître les dangers de pareilles dispositions. Ausfi-tôt plusieurs marchés de la Province se trouvent dégarnis, & cette rareté occasionne uine augmentation considerable dans le prix de la denrée: siger han p. 273. efter det Kongel. Statsraads Vidnesbyrd af 1768.

41

41

Mere tilbage: saa opdrives Prisen endnu Høyere end ellers var skeet. Saasnart Udførselen forbydes, standser Handel og Vandel. Thi hvor Handels-Stederne ikke blive til Torve, og tillokke Forraad ved deres Omsætning, der kan i Lan- det selv ikke engang føres nogen ret Han- del; der bestaae ingen store Kiøbmænd, som overalt kunne føre Correspondens, holde Ligevægt ved deres Handel i det Store, og forsyne enhver Stad. Altsaa forhindres tillige den saa nødvendige Fordelelse af Forraaden i Landet (*). Da

(*) Hvoraf kom ellers i de forskiellige Provinser af Frankerig en saa forfærdelig Forskiel paa KornPriserne endnu 1764, da det dog allerede siden 1754 havde været tilladt at selge fra een Provinz til en anden, at ikke allene en Septier Hvede var 20 til 30 Livres dyrere i nogle Provinzer end i andre; men endog hist og her i een og den samme Provinz var en Forskiel af 8 til 10 Livres.

S. Repres. aux. mag. c. I. og c. II. p. 35. Og

naar i et Land en Provinz faaer sit Korn fra den anden til Søes; saa betages den endog umiddelbar sin Underholdning ved Forbud om Udførsel.

42

42

den ene Korn-Handler ellers afhandlede den anden nogen; saa vil nu ingen befatte sig med en betydelig Forraad, da han frygter for den Indskrænkelse at selge sit Korn, hvor han finder for got. Just af denne slemme Forestilling, som Folk giør sig, og deraf at Handelens Løb hemmes, hvorved kun Forraaden hist og her holdes tilbage, kommer altsaa en unaturlig Mangel i Landet, endskiønt der virkelig er Korn nok for Haanden, og der ikke var nogen Hungers Nød at frygte for. Og hvortil nytter endelig Forbuddet om Udførsel, naar Kornet i Landet er dyrt? Vil ikke Beregningen over Fordeel og Skade vist nok forhindre Kiøbmanden at føre ud, og derimod ikke forhøye Landeplagen?

"Men om allerede mange og maaskee de fleste omliggende Stater have forbudet Udførselen, hvad hielper os da de Betragtninger, hvilket Raad der var det beste? Her bestemmer Nøden, hvad vi have at giøre, og ved saadanne Omstæn-

43

43

digheder maae vi dog beqvemme os til saadanne Indretninger; ja allene be- klage, naar vi giøre det for sildig,,.

Ingenlunde. Jeg taler vel imod den almindelige Dom; men jeg taler tilforladelig efter Følgen, som enhver, der blot upartisk vil give Agt, kan see ligesaavel som jeg. Have vi tilforn trukken Korn fra de Lande, hvor Udførselen nu er forbuden; saa hielper det os dog ikke, om vi ogsaa forbyde Udførselen; derfor faae vi vist ikke mere derfra. Men troe vi, at disse nu ville afhente vor Forraad, uden at vi fik nye Forraad igien; saa er denne Frygt meget ugrundet. Thi hvem, som har forbudet Udførselen, har giort det samme, som om han tillige havde forbudet Indførselen. Fremmede ville ikke sende noget for deres Regning til saadanne Lande, hvor det ved pludselig Tilførsel eller ved Haab om en tilkommende Høst kunde falde i Prisen, og siden ligge dem til Byrde. Indenlandske Kiøbmænd af-

44

44

strækkes af lige Aarsag fra at forskrive Korn paa Speculation. Ingen vil staae Fare for at oplegge en betydelig Forraad, og til saadanne Stater, hvor den frie Handel er forbuden, kommer der vist intet, uden det, som maaskee til høyeste Nød kunne forlanges i Smaat, eller forskrives ved en besynderlig Foranstaltning af Øvrigheden paa saadanne Steder. Men hvor der paa Jorden endnu er en Krog tilovers, som lader andre faae Korn, derfra bliver vist Forraaden, enten for de der værende Eyeres Regning hensendt til de Steder, hvor de ved frie Handling blive Mester af deres Gods, eller og Kiøbmændene selv paa de Steder, hvor Indbyggerne nyde en paalidelig Friehed, forskrive det paa Speculation. Ja, hvad der desuden kan blive udstiaalen af de Stater, hvor Udførselen er forbuden, og dette er ofte ikke lidet, det flyder altsammen hen til Friehedens Tilflugts Sted. Ville vi da med Fliid berøve os dette Fortrin, og

45

45 efterfølge det, Erfarenhed viser os, at have saa slet et Udfald hos andre, og altsaa ligeledes tillukke Overflødigheds Hornet for os selv? Hvorfor bliver der da tilstrækkelig Forraad i Pohlen, Liefland, Cuurland, og i alle saadanne Stater, hvor intet uden Concurrenz og en fuldkommen aldrig forstyrret Friehed at handle, sørger for Overflødigheden; og hvorfor allene just i saadanne Stater? Hvorfor er der saa ofte Mangel i andre frugtbare Lande, hvor en indskrænket Tilladelse og Forbud at handle, afvexle med hinanden, da man dog ved en frie Udførsel aldrig lider Mangel, og det end ikke allene der, hvor Landet selv ved en opmuntret Jorddyrkning frembringer Korn; men endogsaa der, hvor Tilførselen fra Fremmede maae skaffe Forraad, hvorom Holland kan vidne for hele Verden. Jeg behøver ogsaa ikkun at blive i min Synskreds, og at anføre Hamborg til Exempel: dersom jeg ikke holdt mig for en Borger i Verden;

46

46

saa skulle jeg vel ikke engang aabenbare min egen Fædrenestads Fordele. Tilforn tænkte man i Hamborg ligesom paa andre Steder. Kornets Udførsel var indskrænket eller bebyrdet. "Paa det man ikke skulle staae Fare for, selv engang at lide Mangel,,. Hvad var Virkningerne? Liden Tilførsel: ofte Mangel. Paa nogle Aar har man bedre indseet Tingen; Korn-Handelen er fuldkommen frie, og Tolden deraf er ophævet. Hvad seer man for Følger? En utroelig Mængde af Tilførsel: bestandig rigelig Forraad. Ja Hamborg, en liden Stat, som intet kan tiltvinge sig, og hvis egne Marke næsten ikke kunne levere noget betydeligt til nødvendig Underholdning, er fra den Tid af bleven til et anseelig og overflødig Korn-Torv. Endogsaa nu har det selv saa megen Forraad, og saa gode Korn-Priser i Liigning med andre Steder, at man endog har kundet taale at betale Fragten, ved at sende Korn til Lands til andre Steder i Tydskland, som dog have

47

47

stærkere Korn-Væxt i Nærværelsen. Hvorledes kunne det ogsaa være muelig, at paa et Sted, hvor stedse mange Kiøbmænd blive opmuntrede, at have et Oplag af Korn paa Speculation til Udførsel, at de ikke ved samme Speculation bestandig skulle vedligeholde en anseelig Forraad? Nu have dog Medborgerne, som de der ere nærmest ved Haanden af Selgerne, altid Leylighed at forsyne sig for det lætteste Kiøb.

"Om Havnene kunne man endda tilstaae, at der formedelst Handelen samles Forraad af Korn, eller lættelig lok kes did udenlands fra. Men det ville komme de indenlandske Provinzer dyrt at staae, om de lode Havnene faae deres Korn, og siden efter igien skulle forsyne sig derfra. Her er altsaa Lands-Herrens Forsigtighed nødvendig, for ved Forordninger at forekomme en Udtømmelse, som ikke saa læt igien kan oprettes,,.

Jeg vil ikke igientage, at just derved at Søehavnene forskaffe de indenland-

48

48

ske Provinzer Aftræk, forhindre de ogsaa, at deres Forraad ikke bliver forødt, og opmuntre dem til at forøge deres Jorddyrkning. Jeg haver nu kun at tale om Prisens Forskiellighed. Naar Omløbet hist og her stedse blev uforhindret, skulle da ikke ogsaa Prisen fra Naboe til Naboer sette sig i Ligevægt, ligesom en Strøm, hvor ved Ebbe og Flod den ene Bølge trænger den anden. Nu ere jo dog mestendeels de indenlandske Provinzer selv Korn-Lande. Al den Hinder, som Omkostningerne paa Fragten derfor giøre dem i Tilførselen, den samme Hinder giøre de ogsaa i Udførselen; thi da maatte allerede Prisen være anseelig ringere, naar Kiøbmanden kunde hente Kornet derfra umiddelbar til Søehavnene for at føre det ud, og selge det med Fordeel. Forbuddene imod Udførsel ere altsaa der saa meget mindre nødvendige, og saa meget mere skadelige (*).

(*) Jeg har i denne Afhandling overveyet Nytten af Udførselen og den frie Handel allene i Hensigt til

den

49

49

"Folkets Stemme opfordrer dog Lovene, og det skulle knurre, dersom Øvrigheden ville tie ved den slette Huus- holdning med de nødvendige LevnetsMidler,,.

Ikke af sig selv: ikke hvor det er vandt til Friehed, og kiender sine Fordele af Erfarenhed. Vel sandt, naar Politiet ved sin Opsigt har giort den saa nyttige Korn-Handler mistænkt, ligesom han foraarsagede den dyre Tid; saa er ogsaa ofte det arme Folk blevet bevæget til at yppe Uroelighed og Ulempe, saa har det vel og- saa plyndret Tilførselen til Lands eller til

den derved befordrede større Overflødighed af Kornet selv, og ikke engang betragtet den deraf flydende umiddelbare Indkomst, hvilken dog @kan være anseelig for Staten, ey heller Indflydelsen paa al Haandtering, og paa enhver Borgers indvendige Udkomme, da de saa meget af- vexlende prise, hvor Forbudene hærske, men den frie Ud- og Indførsel foraarsager ingen pludselig Forskiel, men lader alting gaae jevnt til, saa at Prisen bliver Forholdsmæssig paa alle Vahrer og Tienester i Staten.

50

50

Vands (*), og just derved afskrækket og forjaget al Tilførsel. Thi Pøbelen er ubetænksom nok til i Dag at storme Møllerens og Bagerens Huus, uden at betænke, hvem der skal male eller bage for ham i Morgen. Men hvor ingen Politie-For-

(*) Dette har i Engelland og Frankerig ofte været Følgen af Forordningerne imod Korn-Handelen. Forfatteren til Representations bemærker det udtrykkelig paa adskillige Steder, c. III p. 93. siger han: La police se place entre le marchand & le peuple — Le signal du pillage est donné.

&c. — Samme Forfatter giør ogsaa Overhovedet denne grundede Anmærkning, at paa de Steder, hvor Politiet giør sig Umage for at holde Korn-Handelen inden visse Skranker, paalegger det sig ogsaa den særdeles Besværlighed, at, saasnart der kommer dyr Tid, knnrrer Folket imod Regieringen, og forlanger, som en Rettighed, at man skal forskaffe det lætte Tider, og af Len Aarsag er der i Frankerig, trods al Politie, ofte forefaldet Oprør, da derimod i Stater, hvor man allene lader Naturen bestemme Handel og Vandel, kan aldrig end ikke den uroeligste Pøbel falde paa saadanne Tanker ved dyre Prise paa Levnets-Midler. S. c. II. p. 34. 46. c. III.

p. 94. &c.

51

ordninger trykke Korn-Handelen, der veed man, at den dyre Tid kommer af Naturens Løb, hvori Man taalmodig maae finde sig, uden at berøve dem, som have noget, deres Eyendom. En Bonde, naar han formedelst Misvæxt og længe Vedvarende Vinter mangler Foering til sit Qvæg, falder han da vel paa de Tanker paa een eller anden Maade at tvinge den af hans Naboer, som endnu haver Forraad af sit eget avlede eller og kiøbte Høe, til at overlade sig det? Skulle endog Folket endnu af Fordomme blive uroelig ved en ubevandt Udførsel af Kornet; saa fandtes der vel Midler til med læmpe at stille det tilfreds, og at bringe det til bedre Indsigt. Jeg vil ikkun erindre den russiske Keyserindes vise Anordning. Da Udførselen af de russiske Provinzer endnu var nye; saa blev i Begyndelsen af Tilladelsen forordnet, at af det, som fremmede Kiøbmænd tilhandlede sig, skulle den femte Deel blive tilbage i Landet i dertil bestemte Magazi-

52

52

ner, hvorfra Øvrigheden igien i Nødsfald skulle udselge det, paa det Folket ikke skulle bekymre sig. Men Folket seer ogsaa snart, at Forraaden i Landet mere formeres, end formindskes ved den frie Udførsel. Derfor er denne Tilbageholdelse af den femte Deel allerede igien ophævet i de tilforn anførte Ukaser (*); Og hvor man eengang er vandt til Frieheden, der mærker ogsaa Folket den Fordeel, som udspringer af Handelen. I Liefland og Curland ville man meget mere knurre og blive op- rørisk, Korn-Handelen blev indstrænket, og Landets Underholdning derved beskaaren.

"Ja, dersom kun Øvrigheden hindrede Forprang, som driver Prisen i Veyret, og forbed Opkiøb, som betager Fortærere og Selgere Fordelen, og forhindrer, at Levnets-Midlerne bekommes for den billige Priis, som man dog maatte have fra første Haand,,.

(*) S. p. 37. Anmærkn.

53

53

Hvem ville vel forbyde Kiøbet fra første Haand? Have den første Selger og Fortæreren Leylighed til at møde hinanden, og finde de deres Fordeel derved, saa lad dem kun giøre det; der maa blive en frie Concurrenz. Men hvor lidet gives denne Leylighed, og hvor skal Bonden, som maa giøre sit Korn i Penge , blive af med sin Forraad? Skal han selv kiøre mange Mile omkring dermed, byde det Fal, vove Omkostningerne paa Lykke og Fromme, og forsømme sin Haandtering (*)? Det skeer visselig ikke af Tvang, men fordi han ikke kan ønske sig noget bedre, at han gierne slutter Handel med Opkiøberne, hos hvilke han altid kan bringe til Torvs saa meget han har tilovers, som komme ham i Møde, og hvis Tilløb forskaffer ham den fordeelagtigste Priis. Hvor skal ogsaa Fortæreren paa ethvert Sted hvor

(*) I Representations finder man ligeledes anmærket, hvad for Uleyligheder der ere komne i Fran- kerig af deslige Forordninger.

54

54

det giøres nødig, og i Liigning med det han behøver, finde den langt fra boende Landmand, ved hvis Overflødighed han best kunde hielpes? Han bør virkelig lige- saameget at ønske, at andre ville udforske og giemme Forraaden for ham, af hvilke han altid kan faae saa meget han behøver, og faae det ved deres Kappen med hinan- den for den beste Priis. Kiøbmanden allene, og det den store Kiøbmand, kan føre den almindelige Correspondens, for at vide, hvor der er Overflødighed, og hvor der er Mangel, og han allene hielper til rette Tid paa begge Parter. Forhindres dette; saa vide Selgere og Fortærere ikke at finde hinanden: frugtbare Provinzer qvæles i Overflødighed, og andre Steder, ofte kun i en liden Fraliggenhed, kunne lide stor Nød, hvilket Erfarenhed noksom bevidner (*). "Men hvem kan vel for-

(*) Hvor meget staten settes i Forlegenhed ved det at de store Kiøbmænd blive undertrykkede, og

55

55

svare Korn-Opkiøberne? Er deres Aa- ger ikke Aarsag til al Nød. De kiende ingen Forbindelse, ingen Medborger: de blotte ikke allene Staten for de nødvendigste Levnets-Midler, da de for deres Fordeels Skyld sende jo mere jo kierere ud af Landet; men de forholde endog deres nødlidende Brødre den Forraad, som virkelig er tilovers i Landet, da de have opkiøbt, og holde den tilbage allene til den Ende, at den al stige endnu høyere i Prisen. See vi ikke hisset den Mand, som søger at berige sig af den al-

Salg forhindret, og hvor lidet det ringe Salg fra Sted til Sted er tilstrækkelig at forsyne dem, som have Mangel, det kan Frankerig lære os. Den store Forskiel paa Priserne, hvorom vi have talet tilforn (Anm. * S. 41.) kunde ikke engang snart komme i Ligevægt, da man fik friere Handel, saasom deels de endnu tilbageblevne Indskrænkninger, særdeles i Henseende til Hovedstaden, deels Frygt for, at det skulle blive bestandig, deels ogsaa Sagens Nyehed og korte Varighed endnu ikke havde ladet nogen Kiøbmand komme ret i Stand. S. Repres. c. I.

56

56

mindelige Nød, som glæder sig, naar hans Medmennesker lide Mangel, som har samlet en Overflødighed af tusinde Læster Korn, hvilken han holder indsluttet, omendskiønt tusinde af hans Medborgere imidlertid skulle omkomme af Hunger? Skulde ikke en retfærdig Straf ramme ham? Lader os„ — Hold inde, du som laster! har du nogen Tid paa din egen Bekostning og Vove forskreven en Læst Korn; jeg siger ikke for at kunde uddele den for læt Kiøb, men dog for at kunde raade Bod paa Tilfælde, som kunne træffe ind? Har du vedligeholdt Landmandens Mod i de lætte Tider, at han ikke fortrød sin Møye, naar han ingen Fortærere kunne finde til sit overflødige Korn? Har du anrettet et Torv, og didhen sammenkaldet fra alle Kanter dem, som havde Forraad tilovers, at de der kunde afsette deres Vahre? Er du kommen dem i Møde, for ogsaa at opsøge dem langt fra? Har du altsaa giort noget til,

57

57

at der er rigeligere Forraad af Korn i Landet, og kundbar i stor Overflødighed, saa at Prisen ikke kan drives umaadelig i Vey- ret ved at dølge smaae skiulte Hobe, eller ved Frygt for en almindelig Mangel? Alt dette forskaffede Korn-Handleren. — "Ach, han saae kun paa sin egen Fordeel„! — At undersøge dette, er os aldeles overflødig; da vi ene og allene have at betragte de naturlige Følger af Handlingerne. Imidlertid beskyldes mangen een vist for Uræt, som virkelig glæder sig ved at han har Leyligheden i Hænderne at forskaffe de Fattige, han kiender, Lættelse; ja, som vel ogsaa med Tab af egen Fordeel har tient offentlige Anstalter, ved at levere en anseelig Forraad af Korn. — "Men saa- dan en Mand burde selge alle og enhver for billig Priis, og derved ogsaa forhindre andre Selgere at sette paa deres Vahre. I det mindste skulle han, da han har indkiøbt læt, være fornøyet med maadelig. Fordeel; han kunde jo selge sit

58

58

Korn, naar Prisene bleve temmelig høye, hvorved han dog ville vinde nok, og ikke holde det tilbage, i Forventning af en endnu stærkere dyr Tid„. — Betænke vi vel, hvad vi fordre? Sæt engang, at alle Korn-Handlere i Landet tænkte saaledes, og fattede det Forsæt at stille sig ved deres Forraad, saasnart Kornet steeg noget betydelig i Prisen, enten af bemeldte Grundsætninger, eller fordi de troede, at nu kunde være den høyeste Tid. Hvad Fare kunde dette ikke foraarsage Landet; Vist nok en ligesaadan Nød, som den der virkelig kommer over de Lande, hvor enhver Eyer af en Korn-Forraad alt for gierne søger at blive den qvit ved de første Fordele af Frygt for en tilkommende Indskrænkning i Handelen. Hvad, om Mangelen nu ikke saasnart holdt op? Om den endnu videre tog Overhaand? Nu vare de anseelige Korn-Lofter tømmede, For- raaden da der endnu ikke blev tænkt paa nogen dyr Tid, sendt udaf Landet, eller

59

59

dog saaledes kommen omkring og adspredt, at man ikke vidste hvor den var, og om der er meget eller lidet i Landet. Underkiøberne, som havde faaet noget af hiin store Kiøbmand, vilde vist ikke sette Prisen ringere, og da ville de holde den saa meget mindre lav, naar ingen anseelige Forraads-Kamre vedligeholdte den Tillid, at der endnu ikke var nogen Mangel, og foreskreve dem Maal og Grændser. Hvor ville vi ikke da ønske, at vore store KornLofte endnu vare opfyldte; men til al Lykke tænke de fleste Korn-Handlere ikke saaledes, naar de kun ere visse paa en fuldkommen Friehed at speculere og at handle; men endskiønt Prisen allerede er stegen temmelig, saa selge de dog ikke deres hele Forraad; de holde endda stedse en god Deel tilbage, om maaskee den dyre Priis og Kiøbernes Begierlighed kunne stige endnu Høyere. Og just herved bliver der endnu stedse Korn nok i Landet. Det Almindelige vinder altid derved. Korn-Hand-

60

60

lerne finde sig endelig bedragne i deres Speculation, eller mange af dem kunne ikke bie længer med at selge, eller gaae til Grund, og maae herud med den Forraad de havde sammensparet, og lade den blive deres Medborgere til Deel. Bier endogsaa den ene, indtil han kunde faae en større For- deel; saa holder derimod en anden for raadeligere, at giøre sig en tiere og sikkrere Vinding med at omsette sit Gods: forlader hiin sig paa, at Priserne skulle stige; saa frygter denne de maatte falde, selger derfor heller vek, og søger at forekomme fin Naboe. — "Vel! naar kun ikke saa- danne uretfærdige Forprangere egentlig giorde Aftale, og forenede sig med hinanden, at tvinge deres Medborgere, og at holde det Korn disse behøve høyt i Priis„? — Forkeerte Forestilling! Hvem, som betragter Handelen nær ved, og veed, hvad Misundelse maae virke hos mange, som handle ved Siden af hinanden; han er ogsaa overbeviist om, at in-

61

61

gen saadan Aftale kan finde Sted, eller med Tilforladenhed blive holdt, om den end hellig var lovet. Enhver sørger vist, og til vor Lykke, allene for sin egen For- deel, og er bange for sine Naboer. Altsaa indsee man dog kun, at intet saa kraftig indskrænker den Tvang over Medborgere, for hvilken man frygter, som Efterstræbelse iblant mange Selgere. Herved settes Prisen vist af sig selv i den naturlige Ligevægt, som ingen tvungne Forordninger kunne udvirke, og som allene da kan bringes af lave, naar enten udtrykkelige Monopolier, eller Indskrænkelser og Besværligheder i Handelen forhindre, at ikke flere speculere tilligemed hinanden, og ved deres Kappen sette de nøyeste Skranker for hinanden. Kun da kunne det være mueligt, at een eller faa, som ved en Hændelse, eller ved Gunst, eller ved en forud bekommen Advarsel om nye Forordninger, eller ved deres særdeles Dristighed havde beholdt en Forraad i Hæn-

62

62 derne, foreskreve deres Medborgere Love (*).

Man bande altsaa ikke Vindesygen; man forbande dog ikke Opkiøberne, som forsyne Staten med Levnets-Midler. De kiøbte dog kun hvad Eyeren frievillig vilde selge, og hvortil ingen anden Kiøbere videre havde Lyst. Og havde nu hine ikke oplagt og indbragt denne Forraad; saa havde den jo aldeles ikke kommen Landet til gode, eller var aldrig bleven bragt ind. Men saa ubetænksomme og ugrundede ere vore Klager, ligesom vi syntes, at For- raaden ikke skulle være i Behold ved men- neskelige Hænder, men maaskee sveve i Luften, og regne ned til os, naar det behøvedes; og saa ubillig har man ofte behandlet den ernærende Korn-Handler, at

(*) Forfatteren til Repres. c. III. p. 98-101. c. IV. o. s. v. bevidner ligeledes, at ogsaa denne Anmærkning er grundet, og at den største Betryk og de uretfærdigste Monopolier ere i Frankerig komne af, at man har hemmet den offentlige Friehed og Concurrenz.

63

63 man endog har betaget ham den frie Eyendom over det Korn, som ikke engang var samlet i Landet, men allene af ham forskrevet udenlands fra, og hvilket Staten havde savnet aldeles, naar han ikke havde været. Man unde altsaa den Kiøbmand, vi smælde paa, som maaskee i disse Tider har vundet noget anseeligt, hans Fordeel af et got Hierte. Hans Exempel skal giøre Staten større Nytte, end mange Bekymringer af Politiet. Ved ham blive snart flere opmuntrede til samme Handel; og hvor flere samle og legge op, der beholder Staten vist altid Forraad, der settes af sig selv sikkre Grændser for Prisernes Forhøyelse, der formeres Jorddyrkningen og Overflødighed af Tilførsel mere end det nogen Tid kan befordres ved alle kunstige Præmier og Anstalter.

"Det var dog vel sikkrere og be- dre, naar det Almindelige selv i lætte Tider besørgede Forraadskamre, og om det tillige blev anbefalet Lav og

64

64

Privat Personer, at forsyne sig saa meget mueligt, at man ikke skulle være andres Egennytte undergiven„.

Jeg veed, at deslige Raad ere givne, saavelsom og saadanne Anstalter giorde (*). Men forgieves skulle man haabe, at offentlig anlagde Magaziner, eller Borgernes Privat Forførgelse nogen Tid kunne samle saadan en Mængde Korn i Landet, som kunde settes i Liigning med den en Mængde Kiøbmænd samler, naar man lader dem frit speculere. Et offentlig Magazin opmuntrer ikke heller Landmanden saa meget; thi han vil have mange Kiøbere, som byde op for hinanden, og give den naturlige Ligevægt i Prisen. Ikke at tale om, at store Uleyligheder og Misbruge ere alde-

(*) I Frankerig har fornemmelig den berømte Herr Duhamel raadet dertil, og jeg undrer over, at ogsaa Forfatteren til Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 83. har ladet sig forblinde deraf. Men Herr. D. Quesnay kalder det med Rætte projets chimériques, Dict. enc. art. Grains Vol. VII. p. 825.

65

65

les uundgaaelige, ved Indkiøbet og Uddelingen paa offentlige Magaziner. Man fatte videre det Forsæt ved paakommende dyr Tid, enten at aabne eet i Landet tilforn samlet offentlig stor Magazin, eller at Regieringen selv, naar Priserne ere dyre, paa engang ville forskrive en stor For- raad udenlands fra, for at sette Prisen ned; saa ville disse gode Hensigter, end- skiønt de for en Tidlang forskaffe Lættelse, dog vist for Fremtiden giøre Landet langt storre Skade, da de forringe Landmandens saavelsom Kiøbmandens Hensigter til Fordeel, og derved formindske Jorddyrkningen og Forraaden. Og hvor meget kunne man forlade sig paa Privatpersoners smaae Forraads-Kamre, som allene vare bestemte til deres egen Fornødenhed? Hvor mange ere vel formuende nok til at oplegge et Forraad, og hvor mange endog formuende skulle man kunne bevæge til denne Forsigtighed forud at tænke paa nogle Aar frem ad, og at forekomme en

66

66

uvis Nød ved en vis Bekostning? Ney, det maae være Udsigt til muelig Fordeel, som lokker Mennesket, ogsaa at staae muelig Fare. Politiken kan vist ikke opdage en bedre Drivefiær for at holde alt i tilbørlig Orden.

"Hvad ville der da blive tilovers at forordne? Skal da de, som maae skrive vidtløftige Skrifter om PolitieVidenskaben, eller holde Forelæsninger derover, tabe al Materie, at raade Øvrigheden, hvad der i et eller andet Tilfælde kunde være at paabyde etter at forbyde„?

Der bliver endda altid gode Forordninger og Anstalter tilovers at besørge. Den menneskelige Forstand kan og skal komme Naturen til Hielp, for at udbrede og forhøye Nydelsen af dens Gaver. Men skeer dette, naar man tillukker de viselig anordnede Naturens Veye? Naar man mere forhindrer end befordrer de Fordele, den tilbyder? De, som ikke ere vandte til

67

67

Indskrænkelser, og maaskee aldrig have betænkt, hvorledes man kunde tage feil af de Fordele, som saa naturlig flyde af Frieheden, ville falde i yderste Forun- dring, naar de læse, hvor utallige besynderlige Tvangs-Midler man i Frankerig med al Møye har opfundet, for at naae et Øyemeed, som just ved disse Midler kun mere og mere blev forstyrret, og endnu mere ville de forundre sig, at man der saaledes har vandt sig til Tvangs-Midler, at man har troet man ikke kunde undvære dem (*). Man var stedse i Forlegenhed, og altid fandt man nye Forordninger nødvendige, for at oprette den Skade, de forrige havde giort; men derved skeede altid nye Skade, og man kom i nye Forlegenhed. Snart tillod man nogen Handel, i det mindste fra en Provins til en anden;

(*) Da de atter endnu 1768 i December bleve foreslaaede Kongen S. Repres. c. VI. p. 446. Der ere ogsaa udkomne ligesaadanue Forordninger i adskillige andre Stater, men jeg har nu ikke Tid at opsøge dem.

68

68

snart under visse Indskrænkelser ogsaa udenlands; snart hemmede og forbød man igien denne, ja vel ogsaa hin imellem Rigets egne Provinser. Snart blev al Handel med Korn kun faa Personer udtrykkelig tilladt; snart skulle i en vis Omkreds intet opkiøbes, eller intet selges uden i en vis Omkreds; snart maatte ingen forvare Korn længer end to Aar (*); snart skulle intet forud bestilles, opkiøbes, giemmes i Magaziner eller paa Kornlofte; snart bestemte man Prisen og Tiden at selge; alt skulle bringes til Torvs i en vis Orden, og intet efter Gotbefindende tages tilbage. Ja jeg kiedes ved at igiennemgaae alle disse Forordninger (**), som nok vare vel- meente, men ikke værre kunde optænkes, naar man udtrykkelig vilde forjage al For-

(*) Repres. c. VI. p. 327 og p. 444.

(**) Derom siger Forfatteren til Repres. c. II: p. 52.

Sans connoître tons les details de cette Police, on scait, que Paris est de toutes parts héressé de prohibitions. Man see ogsaa Traité de la Police de Mr. la Mare.

69

69

raad af Landet, og tilintetgiøre den i Landet. Vi have derimod seet bekræftet ved den klare Erfarenhed, at mange og uforhindrede Opkiøbere forskaffe og vedligeholde Staten den sikkerste og rigeligste For- raad. Disse mange Opkiøbere, og følgelig mange Selgere, saa og mange Jorddyrkere skulle overalt komme af sig selv, og ved deres Kappen ogsaa selv forskaffe de beqvemmeste og beste, og mindst foranderlige Priser, naar de kun altid bleve opmuntrede og forvissede om det naturlige Haab til Fordeel, nemlig derved at de npaatvivlelig skulle beholde deres Eyendoms Ret, og bestandig frie Handel. At forordne, at befordre, og tilforladelig at bekræfte dette, er den største Velgierning et Lands Øvrighed kan vise imod Staten, og jo mere deres Forordninger betage Handelen Byrderne, Indskrænkningerne, Frygt og Forhindringer til Vands og Lands, jo mere de lætte og befordre dens Drift, destomere forskaffe de Overflødig-

70

70

hed og Lyksalighed i Landet. Kunde vi vælge bedre Midler, end de det alvise Forsyn har viist os, da det ved sikre Drivefiære veed at læmpe alting i Verden til det Beste, og lader komme got af alt ont, og holder al Ulæmpe, Uorden, Ondskab i tilbørlige Skranker, ja befaler endog den Egennyttige, endskiønt uden hans Vidende og Villie, dog sikkerlig at arbeyde til det almindelige Vel?

That counter-works each folly and caprice; That disappoints th’effect of ev’ry vice: Till jarring int'rests of themselves create Th' according music of a well-mix'd State Pope.

71

        

72