✂

Agerdyrkningen

efter de nyeste

Erfaringer,

til Brug for

Elskere af Landvæsenet,

Forpagtere og Bønder.

Til Fædernelandets formodentlige Nytte af

Tydsk i Dansk oversat.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt og findes tilkiøbs hos August Frid. Stein, boende i Skidenstræde No. 171,

DW»tWAji

Den

Stormægtigste

Monark,

den allernaadigste og

allerbeste Konge,

Kong

Christian Den Syvende.

Konge til Dannemark og Norge, de Venders og Gothers,

Hertug udi Slesvig, Holstein, Stormaren og Ditmarsken,

Greve udi Oldenborg og Delmenhorst & c. & c.

helliges

i allerunderdanigste Devotion denne min, skiønt ringe, dog oprigtige Bestræbelse for den enfoldige og flittige Landmands ydermere Underviisning og Opmuntring i og til Agerdyrkningen

Monarkens

allerunderdanigste Tiener og troe Arveundersaat

Wilhelmus Æmilius Hardtwig,

Studiol. Plilos. & Juris.

Stormægtigste

Monark!

allernaadigste

Arvekonge og Herre!

Den allerunderdanigste Devotion

og Kierlighed, som Deres Kongelige Majestæt ved Deres allerhøystfaderlige Omhue for Deres Rigers og Landes Velstand, have antænt i enhver retsindig Undersaats Hierte,

er det Hiul, som haver drevet mig til af det Tydske paa Dansk at oversætte Hr. Sarcey af Sutieres Agerdyrkning efter de nyeste Erfaringer for Elskere af Landvæsenet, Forpagtere og Bønder. Og som Deres kongelige Majestæts allerviiseste Indsigt udi alle Ting, saa og i Særdeleshed heri falder alle i Øynene: At De, for at sætte Deres Riger og Lande i en ret fast og bestandig Lyksalighed, søge at bringe Agerdyrkningen til sin rette og væsentlige Fuldkommenhed; saa haver jeg ikke vidst noget bedre at bevidne Dem min allerunderdanigste Devotion med, end ved at bringe denne

allerringeste Skerv til Deres Kongelige Majestæts allerhøyeste og allerpriseligste Foranstaltninger i Henseende til Landvæsenets rette og fornuftige Brug. Allerunderdanigst haabende, at Deres Kongelige Majestæt allernaadigst vilde behage at ansee det og mig i Naade. Den almægtige Gud lyksaliggiøre bestandig denne, saavel som alle Deres Kongelige Majestæts allernaadigste og allerpriiseligste Indretninger til Deres Rigers og Landes stedsevarende Lykke og Flor. Og samme naadige Gud lade Dem i al Høykongelige Velstand opnaae den allerhøyeste og allerherligste Alder, saavel til det ganske Høy-

kongelige Arvehusets, som og alle troe Undersaatteres allerstørste og allerunderdanigste Glæde og Fryd. Kiøbenhavn, skrevet paa Monarchens Geburtsdag den 29de Januarii, Anno 1771.

Retskiønnende og retsindige

Danske Landmænd!

Jeg overleverer Eder her et Skrivt, kaldet: Agerdyrkningen efter de nyeste Erfaringer, til Brug for Elskere af Landvæsenet, Forpagtere og Bønder, som allerførst er skrevet paa Fransk, deraf paa Tydsk, og af samme nu i Dansk oversat. Aarsagen, som har bevæget mig til at bringe det i vort Danske Sprog, er alene dette Skrivts naturlige og enfoldige Maade at behandle Jorden paa, for at faae den til at yde Eder alt, hvad den formaaer at give af sig. Jeg vil derfor haabe, at I ikke strax standse ved de Ord: efter nyeste Erfaringer, og tænke: at I med mange og store Bekostninger skulle hertil anskaffe Eder alle de Agerkunst Redskaber, som daglig opfindes, med Forsikring, derved at bringe Agerdyrkningen til sin rette Fuldkommenhed. Ney! Eders eneste Redskaber skal være og blive

nu, som før, gode og vellavede Plove og Harver, som tillige med Giødning, paa den rette Maade og med Skiønsomhed efter enhver Jordarts Beskaffenhed anbragt, ere de fuldkommenste og bedste Redskaber til at frugtbargiøre endog den ufrugtbareste Jord, hvorom Skrivtet selv tydelig og enfoldig nærmere skal overbevise Eder. Jeg vil og kan ej heller troe, at nogen skulde være af den forudfattet Meening: At, fordi Forsøgene ere giorte i Frankrige, de derfor ikke kunde følges i Dannemark. Jo. Den Maade, som her foreskrives at dyrke Jorden paa, enten det er Ager-Land- eller Engbund, kan sikkert, som den naturligste, i alle de Lande følges, hvor Himmels-Egnene eller Luften ikke er saa streng, at den nægter Jorden at frembringe, hvad den anbetroes. Her er derfor aldeles ingen Vanskelighed for nogen, som ikkun med Fliid og Forstand vil anvende de Midler, og følge den rette Maade, som S. T. den høje og berømmelige Forfatter saa enfoldig og oprigtig viser. Jeg maa endnu ogsaa her erindre, at jeg i det 4de Capitel, som handler om Maaden at holde Korn, uden Skade og Bekostning, sundt og got i manges Aar, haver reent udeladt en Maskine eller Haandmølle, som Forfatteren, foruden hans egen først beskrevne Maade, roser til at rense Sæden paa, for at giemme den i to til tre Aar. Efter den af Forfatteren givne alt for korte Underretning synes det, som hans Maskine ej har synderligt forud for vore almindelige Kornharper. Overalt har han ale-

ne anført Gaden i Paris, hvor en Snedker forfærdiger samme, for om nogen skulde ville betiene sig deraf, han derfra kunde lade samme forskrive, hvilket jeg meener vilde blive noget bekosteligt; og dette er Aarsagen, hvorfor det er udeladt. Ellers har jeg i denne danske Oversættelse i alle andre Ting fulgt den Tydske; derfor har jeg lige frem oversat en og anden egentlig Lands Indretning, for Ex. Skæferier eller Faare-Avlingen, Faarefolde, Indlukker og Indhægninger, be Franskes Maal, deres faa Heste til en Plov i stedet for vore, paa adskillige Steder, mange o. s. v. hvilket enhver nok skiønner at henføre til Dannemarks eller Norges Skik og Brug.

Hvad Oversættelsen angaaer, da haaber jeg, at enhver Landmand forstaaer den, for hvilke den og alene er skrevet. I øvrigt vil jeg ønske enhver, som vil benytte sig af dette Skrivt, Guds rige og overflødige Velsignelse af hans Ager og Eng til Belønning for hans anvendte Flid og Arbejde. Jeg forbliver & c.

Oversætteren.

Hr. Sarcey von Sutieres,

en af Kongens af Frankrige ældste Hofiunkere,

hans Brev

til

Hr. Thiery,

Doct. af det medie. Facultet i Paris, og Livmedicus, om adskillige

Gienstande af Agerdyrkningen,

og i sær om den sædvanligste og meeste Aarsag til de tamme Kreatures Sygdomme.

Min Herre!

De har forlanget, at jeg skal meddeele Publico

de Iagttagelser, som Erfarenheden og min Smag, jeg finder i Agerdyrkningen, har forskaffet mig i Henseende til denne nødvendige Kunst. De anførers mig et smukt

Sted af C. Celsus (*). De troer, ar Agerdyrkningen og Lægekunsten maa vexelviis hielpe til vort Slægts Vedligeholdelse og Formeerelse. Jeg har ladet mig bevæge ved Deres indstændige Anmodning, og vil nu bekiendtgiøre Udfaldet af de Tildragelser, som meere end tive Aars Erfaringer have givet mig ved Haanden. De tillade, at jeg giver Dem her et almindeligt Begreb om mit Skrivt. Dette vil være nok til at bevise Dem, at ieg ikke har gaaet noget af de vigtige Spørgsmaale forbi, som De har giort mig i Henseende til Qvægets og Sædens Sygdomme, og om alle de Midler, som tilvejebringer Agerdyrkningens lykkelige Fremgang,

Jeg begynder af Kreaturenes epidemiske Syger. Jeg giver tilkiende, at de i Almindelighed angribes deraf alene af den Aarfag, fordi

(*) Ut alimenta lanis corporibus Agricultura, fic fanitatem ægris Medicina promittit. A. Corn. Celsus in præf. libr. 1. de Medicina. d. e. Ligesom Agerdyrkningen giver de karske Menmsker Føden, saaledes forskaffer Lægekonsten de Syge deres Helbred.

man ofte driver dem paa Græsninger, paa hvilke Indflydelserne af Luften, Taagen, og Uddunstningerne af Jorden Have kastet en Art af synligt Gift, som, i Betragtning af Aars tiderne, Himmels-Egnene, Stedernes og Vejrligets Omstændigheder, fører mere eller mindre skadelige Følger med sig.

De kunstige Enge, saasom Luzernet, Sainfoinet, Kleveret, ere meere, end de andre, underkastede dette Gifts Indtryk, da deres bredere, tykkere og haardere Blade, end de paa de naturlige Enge, beholder det længere; følgelig har det altid Fare med sig, naar man lader Kreaturene gaae i Græsning paa disse Slags Enge, fornemmelig fra sidst af September til henimod Enden af Martii Maaned (*); thi dette ere de Aarstider, da Taagen, Indflydelserne af Luften og Uddunstningerne af Jorden

(*) Her, veed enhver forstandig Landmand nok, man giøres Forskiel paa Aarets Tider imellem Frankrige og Dannemark. Meeningen er: Kreaturene maa hverken gaae for fildig, eller lades for tilig ud.

ere hyppigere, end paa de andre Tider. Jeg viser den slette Nytte af samme Kunst-Enge, og hvor skadelige de ere i adskillige Provintser af Frankrige, og endnu meere i Norden.

De faaer, min Herre! i dette mit Skrivt at finde de Midler, jeg har anvendt til at forvare mine Kreature til alle Tider for alle disse Sygdomme. Dette opnaaede jeg enten ved de Foervæxter, jeg lod give dem, og som mine rige, Høste have forskaffet mig, eller formedelst den Agtsomhed jeg altid har brugt, aldrig at lade mit Qvæg komme sammen med mine Naboers fyge Kreaturs. De troe, ligesom jeg, min Herre, at det befængte Kiød af disse Kreature, og de slemme Frugtkierner (fordervet Sæd) ere Aarsagen til et stort Antal af de Sygdomme, som saa ofte paa en ulyksalig Viis udbreder sig i vore Marker: De skal ogsaa i mit Skrivt finde overtydende Beviser derpaa.

Jeg har ogsaa giort nogle Opdagelser I Henseende til de Giødskninger, man kan bruge i stedet for Qvægmøget vg den sædvanligt Giød-

ske; jeg viser Maaden at anvende dem ved enhver Jordmons Beskaffenhed. Jeg aabenbarer, paa hvad Maade jeg har ladet pløje, besaae og indrette deslige Grunde; hvilket altid har givet mig rigere Høste, end alle dem, der boer i det samme Land, endskiønt mine Agre ere slettere, end deres. Jeg taler om de Midler jeg har betient mig af til at forvare Sæden for Brand, og forebygge, at Ukrudet og andre slemme Frøe ikke flyder op med tillige.

Jeg beviser, at man er i Stand til at drive alle vore Sædelande, de maa være saa slemme de være ville, ja ogsaa Jordegodsene i heele Frankrige af adskillig Beskaffenhed, og høste Frugter deraf, naar man derved anvænder de behørige Forbedringer af Giødske, ligesom det skeer i det egentlige Frankrige, i Landet Brie, og adskillige andre Provintser: En Dyrkningsmaade, som altid har indbragt mig en dobbelt Høst. Jeg troer at have givet en sikker Metbode ved Haanden tilkiende, til at sætte en Høst i Sik-

kerhed imod de adskillige afvexlende Tiders Strenghed.

Man faaer at see, hvad jeg har giort, for at giemme Sæden fire til fem Aar, næsten udwn all Bekostning, og uden at forværre dens Beskaffenhed eller dens Godhed; saa at sligt Korn kan efter saadan Tids Forløb bruges til Udsæd, ligesom det var af en nye Høst.

Jeg viser Maaden jeg har brugt, at giøre saavel de side som højlændte Enge sunde, og forbedre dem, uden at have nødig at lægge enten Qvægmøg eller andre Giødninger paa dem, end de, som Naturen selv meddeeler disse Slags Enge.

Jeg giver alt det tilkiende, som jeg har ladet foretage ved den adskillige Oprødning af Hvilelande og nye Jorde, uden at forbrende, udkøre eller forderve deres Vædsker og Salte. Man vil forundre sig over det Mangfoldige disse Jorde have indbragt, og som jeg i endeel Aar Har faaet deraf, uden at have nogen Slags Giødning nødig. Det er Oppløsninger af saa-

danne Udyrkede Jordmone, som jeg næsten uden Kunst og uden Bekostning har ladet foretage. De ville ogsaa heraf see, hvad det er for Sorter Giødning, som jeg har anvendt i min Kiøkken-Hauge, hvilke forskaffede mig mange Bælgefrugter af alle Slags, som vare bedre, end som de overflødigste og beste Giødskninger kunde bringe til Veje.

Endelig aabenbarer jeg alle de Midler, jeg har betient mig af til at forstyrre de Kilder og Vandstader, som undertiden findes i Agrene, saavel som og at ødelægge alt Smaakræk og Orme, der opæder en stor Deel af Høsten, og dræbe det Utøj, hvoraf Laderne gierne befænges, saasom Rotter, Muus, Kornorme & c.

Jeg har den Ære at være o. s. V.

Indhold.

1. Cap. Om de tamme Kreatures Sygdomme.

Aarsagerne til de almindelig grasserende og smitsomme Syger.

2. Cap. Om Giødskningerne.

3. Cap. Om Pløyning og Saaening.

4. Cap. Maade at holde Kornet, uden Skade og

Bekostninger, sundt og got i mange Aar.

5. Midler at forbedre de side og højlændte Enge.

6. Cap. Hvorledes man, næsten uden al Bekostning,

kan oprødde nye Lande, og giøre dem brugbare.

7. Cap. Om Kilder og Vandstader.

8. Cap. Om Kiøkkenhaugerne.

9. Cap. Om de Forsigtigheder, man bør bruge

til at sætte Sæden i Sikkerhed i Laderne.

10. Cap. Om Arbeyderne paa Marken.

Agerdyrkningen

efter de nyeste

Erfaringer.

Man har skrevet en heel Hob om Agerdyrkningen, og man skriver end den Dag i Dag er meget derom, og saalænge den Mode vil vare, vil man uden Tvivl ikke ophøre at skrive i denne Materie. Men for hvem formeeres bestandig alle disse lærde Theorier og disse Lærebygninger? Er det kanskee for Bonden? Han har sin sædvanlige Slendrian, som han følger, uden at vige nogensinde derfra. Han læser ingen

Bøger; og kaster han af en Træf Øjnene paa nogle, saa forstaaer han dem ofte slet intet, eller dog meget lidet. Skeer det for Elskere af Markforretningerne, eller for den, som selv vil drive sin Jord? Man maa da have hvad for en Indsigt man have vil, saa, naar man ikke selv forstaaer lidet af Bondehaandteringen, det er, naar man ikke paa Agrene selv har faaet rette Begrebe om Agerdyrkningen, løber man Fare for at anvende det ilde, som man kan have læst, eller at forderve det altsammen, naar man vil fange Sagen alt for kunstig og fint an.

For min Part vil jeg overlade de betragtende Hoveder den Umage, fra det Inderste af deres Kabiner at foreskrive Landmanden, og undertiden Naturen selv, nye Love; jeg vil i dette Skrivt ikke bringe andet for, end de Iagttagelser, som meer end tive Aars Øvelse og Erfaring har forskaffet mig. Jeg vil derudi ikkun anføre Tildragelser, hvortil jeg siden 1743 er Vidne, efterat min Smag til Agerdyrkningen har skyndet mig til at tage fat paa denne Menneskernes første og naturlige Handtering, det er, siden jeg er bleven en Landmand. Jeg har drevet og foreståaet en af Forpagtergaardene af Landgodset Ville-Parisis, som findes halv-vejs paa Vejen ved Paris til Meaux. Jeg har siden givet mig

af med Jordegodset Belle-Fontaine, som ligger lige over for Montereau Faut-Yonne, to Franske Mile fra Moret i det Gatinesiske, og jeg foretager samme siden 1759. Jeg har altsaa begyndt at lære mig selv, og det ved mit eget Arbejde, førend jeg vilde underrette andre. Dette er den Rettighed jeg har til at skrive alleneste over Udøvelsen af en Kunst, hvorom enhver nu omstunder vil giøre Bøger. Mit Skrivt er altsaa ligesaa vel en Fortælning af mine Arbejder, som der viser Udfaldet af de lykkelige Følger jeg har havt.

Første Capitel. Om de tamme Kreatures Sygdomme.

Aarsagerne til de almindelig grasserende og smitsomme Syger.

Da Kreaturene ere Grunden til og de fornemmeste Redskaber af Agerdyrkningen, saa har jeg holdt for, jeg Maatte strax i førstningen vende mine Læseres Opmærksomhed hen paa denne vigtige Gienstand, og sætte dem i Arbejde med deres Vedligeholdelse.

5 Man har ikke nødig at søge Aarsagen til de smitsomme Syger, som for mange Aar siden have anrettet saa mange Ødelæggelser iblandt Qvæget, langt borte. De kommer vist ikke af andet end af de slemme Græsgange, og kunstige Enge o. s. v. som man driver Fæet ud paa, uden at undersøge forud, om ingen Meeldug eller Rust er paa Luzernet, Sainfoinet, Kleveret, og de andre Urter.

Dette Slags Brand foraarsages altid enten ved de slemme Uddunstninger af Jorden, eller ved de usunde Vinde, som de Franske Bønder kalder Rødvinde, eller formedelst den Taage og befængte Luft, som hænger og blæser over visse Egne. Det skeer alt for ofte, at Qvæget, som kommer hiem fra disse Græsgange, befinder sig ligesom forgiftet af denne Brand paa Urterne. Nogle svæller strax op og brister, andre haver kun syge Muler og Tunger; endelig gives nogle, hvis heele Hoved efter fire eller fem Timers Forløb verker meget, og det Onde bliver undertiden ulægeligt.

Faarene paa den anden Side faaer Kopper. Nogle svæller op og creperer snart. Nogle angribes i Hovedet, og den Syge, som Skæferne kalder Blodskud (coup de fang,) betager dem saa stærkt, at de døer nogle

Dage derefter. De, som best udstaaer Sygdommen, ere just de farligste, fordi de meddeeler de andre den. Deraf kommer den Smitsomhed, der udbreder sig i et heelt Land, gaaer fra den ene Naboe til den anden, og ofte angriber hele Provinser, ja det ganske Kongerige selv.

Der er endnu en anden Sygdom, som er meer end for almindelig for Faarene, nemlig Forraadnelsen. Endskiønt denne Sygdom ikke tit er smitsom, saa gaaer dog en Hiord, som angribes deraf, næsten ganske til Grunde. Man har den Smerte at see denne bedrøvelige Virkning fem eller sex Maaneder efter at man har drevet den paa Græsgange, hvis Urter blot formedelst den overmande Regn ere voxte stærkt frem, det er, som bærer Urter, der kommer frem i September og October Maaneder. Anledningen hertil er dette: Forpagterne i det Gatininesiske, og i mange andre Provintser, lader næsten alle afmeje (*) deres Havre og de andre Vaarfrugter. Uagtet den Persons Agtsomhed, som bruges til dette Arbejde, lader han i det ringeste saa-

(*) Forfatteren holder meere med at lade skiære Sæden af Segel, som skal sees siden i det Følgende.

7 meget, som Udsæden beløber sig til, falde af ved Hugget og Stødet, som hans Lee giver Straaene. Inden tolv eller femten Dage, saa længe Sæden ligger knippeviis paa Jorden, skyder Markurterne og Kiernen op, som er falden ud; det ene saavel som det andet forvikler sig saaledes i Kornnægerne, at man ikke kan rive dem løs derfra paa anden Maade, end naar man bruger Riven stærkt. Herved giør man, at i det mindste endnu eengang lige saa meget, som Udsæden er falder af. Man seer altsaa paa denne Maade sex Bichets (*) Havre paa hvert Tøndeland adspredt paa Jorden. Nufalder Regen. Da nu Jorden ikke er pløjet og har næsten ingen Næringssaft meere, saa trækker Planterne, som den bringer frem, deres Underholdning blot af Vandet. For at spare det tørre Foer, lader man Faarene gaae meget tidlig paa disse Marker. Disse Kreature, som finder ommeldte Planter spæde og nydelige, æder endog formeget deraf, men da dette er næsten intet andet, end Vand, saa forraadner de efterhaanden. Saasnart Foraaret begyn-

(*) Bichet er et Maal, som holder ongefær 40 Franske Pund. Der behøves 6 Bichets til at udgiøre en Pariser Septier, som er et Kornmaal af 12 Skiepper.

der, faaer Jorden Næringssafter; den bringer nye Urter frem, som haver al den Kraft hos sig, som de ere i Stand at bære. Neppe har Kreaturet ædet nogle Dage deraf, førend Det, saasom Det ikke kan fordrage deres stærke Safter og Salte, tager efterhaanden af, og Hiorden gaaer til Grunde.

Jeg har ofte, men særdeles i Aaret 1762, seet Dette bedrøvelige Tilfælde. En Forpagter af min Egn mistede sin heele Faarehiord, fordi han havde ladet den i Græsning paa Marker, hvor man nylig havde høstet Havre. Havde han brugt den Agtsomhed at lade give sine Faar tørt Foer, førend han lod dem komme paa disse Marker, saa havde han ikkun mistet de ældste, svageste og sygeligste; men han havde beholdt dem alle, hvis han slet ingen havde ladet gaae paa denne Græsgang.

At det er de slemme Uddunstninger af Jorden, Taagen, det tynde kolde Regnvejr, det vaade Vejrligt, og de andre Indflydelser af Luften, som forderver Græsgangene, derom er jeg ofte, fornemmelig imod Enden af Februarii Maaned sidstnævnte Aar, bleven fuldkommen overbeviist.

Da jeg havde at bestille i Kornmarken med at lade nogle Bønder arbejde i to særskilte Dage, blev jeg om Morgenen en Dunst vaer, i Skikkelse af en Taage, som i en Brede af 1 1/2 eller 2 Alne drev bort over 25 eller 30 Tønder Land af vores Enge og Agrene af Flagy Denne Dunst forsvandt og satte sig snart. Jeg gik til Stederne, hvor jeg havde observeret, den; jeg rustede adskillige Blade Græs sammesteds af Jorden, paa hvilke jeg fandt den hvide Rust eller Meelduggen, hvorom jeg nylig har talet. Jeg gik videre frem hen paa et Stykke Sædeland, hvor jeg ikke havde formerket den giftige Taage; jeg fandt ikke den ringeste Brand derpaa, at Denne Rust kommer Sygdommene hos Kreaturene afsted, tiener dette, at Forpagterne og Bønderne af nærmeste Byer haver virkelig en Deel af deres Hiord syg, og mange Kreature deraf døer aarligen bort for dem, da imidlertid mine ere i den beste Stand.

De side Enge, som forsømmes, og fra hvilke man hverken leder Vandet, eller giør Graver, for at Regnen, som bliver staaende, og derved gaaer i Forraadnelse, kan flyde bort, ere øjensynlig meere deslige Uddunstninger underkastede, end de andre Jordmone. Ellers tillader ogsaa den slette Tilstand, hvori de i Henseende til Musset befinder sig, hvilket

den beste Kraft bort af Grunden, eller forhindrer at Urterne ikke kunne skyde op der, ikke at bringe andet frem, end skadelige Urter, hvis Saft, som i sit Grundvæsen er fordervet, i Tidens Længde anstikker Kreaturene, som nærer sig deraf.

Saa længe altsaa Bønderne og Forpagterne af det Gatinesiske og de andre Provintser ville være forsømmelige i den væsentlige Deel af Græsgangene, saa faaer de stændig have Død eller smitsomme Syger iblant deres Kreature, hvis skadelige Følger ogsaa deres Naboer fornemmer. Jeg har og siden 1742 erfaret, at, naar man holder sig fra, fornemmelig fra sidst af September til April, at sætte Qvæget og Faarene paa Græs i den Tid, da Taagen og Rusten falder, befrier man dem for alle pestilentialiske Syger. I disse sex Maaneder kan man holde dem med tørt Foer; f.E. Faarene med Hvedehalm eller med grovt Blandingskorn, Qvæget med Havrefoer, smaat Blandingskorn, Rug-Hejre- og Byghalm eller Avner. Naar man saaledes sørger for dem, og end ved Slutningen af Efterhøst, og saa længe Vinteren varer, giver Kreaturene om Morgenen lidet af disse adskillige Slags Foer, førend man driver dem ud paa Marken, saa ej alene bevarer man dem paa de Dage, da man kan giøre det,

uden at staae nogen Fare for mange Sygdomme, men de bliver ogsaa feedere, og Kiødet deraf bedre. Thi paa disse tvende Tider af Aaret ere Græsgangene altid igiennembrukne af en usund Fugtighed, som giør dem fuule, og denne Vædske, om den ikke altid er dødelig for Kreaturene, saa er den dem dog i der mindste meget skadelig

Urterne paa Agerlandene, og de højlændte Enge, ere mindrefarlige. Der behøves ikkun een Soelstraale til at giøre dem tørre, eftersom Bladene paa disse Urter ikke ere saa brede og saa tykke, som de paa Luzernet og Sainfoinet, og følgelig mindre beholder Fugtigheden og Rusten.

Der ere desuden Lande, hvoraf nogle mere, end de andre, ere underkastede alle disse Slags Inflydelser af Luften. Endogsaa Italien er ikke frietaget derfor, og nogle nær ved Havet liggende Egne angribes fornemmelig deraf. Man har ogsaa forsikkret mig, at Indbyggerne der mister meget Qvæg i September og Vintermaanederne, hvilket aldrig skeede, dersom man ej nogen Tid lod Kreaturene paa Markerne, uden naar det var smukt Soelskinsvejer, havde frosset lidet, eller en stærk Regn var falden, hvilket er i Stand til at tørre, borttage eller aftvætte Meel-

12 Duggen, som har sat sig paa Urterne. Man maane ogsaa forud have givet dem tørt Foer af Laderne.

Naar saadanne Sygdomme graferer, hvilke ofte indføres ved stemmer Qvæg, som bringes paa Markederne at sælges, maa man nøje passe paa, at de andre ikke haver noget Samqvem med dem, indtil man er fuldkomne men forvisset om Deres Sundhed. See, her er Midlet at forvare dem sikker for alle smitsomme Syger. Dette er en Erfaring jeg har giort fra 1742 til 1751, paa en Tid, da jeg selv har drevet en Deel af Landgodset af Ville-Parisis. I et af disse Aar kom saa smitsom en Syge over Kiøerne, og af saa hastig en Virkning, at, naar en Forpagter havde en eneste syg deriblant, mistede han dem alle, om han end havde hundrede, uden at en eneste kunde komme derfra. Jeg saae, et lige Tilfælde mødte vor Forpagterske paa Gressy nær ved Claie. Hun havde tredive Køer. Hun fattede i Denne Tid den Beslutning at kiøbe sex unge Køer eller Kalve. Prioren af Gressy og jeg, vi raadte hende ar holde disse sex unge Hoveder afskilt fra de andre Køer; hun svarede os, hun havde kiøbt dem af en Mand, som havde gode Attester, hvori blev meldet, at den smitsomme Syge ikke var i hans Land. Vi maatte forestille hende, saa

13 længe vi vilde, at disse Køer kunde have faaet Sygdommes alene ved Samqvem med dem, som de havde mødt paa Vejen til Markedet, eller derved, at de havde, beedet paa saadanne Steder, hvor andre af den smitsomme Syge angrebne Køer eller Kalve havde gaaet paa Græs, saa blev hun dog Haardt derved, at sætte dem i samme Stald, hvor hendes andre Køer stode. Hvad vi frygtede for i Henseende til dette Qvæg, varede ikke længe, førend det viste sig. Denne Forpagterske, ligesom mange andre, mistede saavel Kalvene som hendes Køer. Men det, som giver tilkiende, at alt hendes Qvæg døde blot formedelst Samqvemmet med disse sex Kalve, som hun imod vort Raad vilde sætte til sine Køer, er dette, at Prioren af Gressy, som selv drev sin Avling, og havde otte eller ti Hoveder ikkun noget over tive Favne staaende fra Forpagterskens, ikke mistede et eneste Stykke deraf. Han passede paa at ikke lade dem komme længere end i sin Gaard og sine Lader, i sin og sin Naboes Hauge, hvor der var lidt Græsning. Man lod dem endog ikke være der, uden en kort Tid, og det aleneste for at tage frisk Luft og at drikke; de bleve derpaa indelukke i deres Stald, hvor de fandt deres Krybber og Baase fulde af det Foer, hvorom jeg forhen har talt. Formedelst denne Forsigtighed beholdt Prioren alle sine Køer.

14 medens dette Ommeldte hændedes ved Gressy, var Ville-Parifis, hvor jeg boede, ikke frie for Qvægsygen, og mange Indbyggere og Forpagtere mistede nogle Høveder. Jeg havde femten Stykker saavel paa Gaarden, hvor jeg var, som paa det Forpagtergods jeg selv forvaltede. Jeg iagttog til Punkt og Prikke alt det, som jeg nylig tilforn anførde. Jeg lod give dem meer end i to Maaneder adskilligt Foer af Laden, og imidlertid førde man dem aldrig nogen andensteds hen, end til Folden (*), saavel for at lade dem drikke og tage frisk Luft, som for at græsse dem paa de ti Tønder Engbund, hvoraf den bestod. Formedelst denne Anstalt mistede jeg ingen Koer, de vare derimod i den heste Stand.

I Belle-Foutaine har jeg 25 Køer, 8 Heste, og mange Høns, som alle ikke have havt nogen af de epidemiske Syger, hvoraf næsten heele Landet har lidt meer eller mindere. Jeg vil ikke igientage det, jeg har sagt, hvad for en Maade man maa betiene sig af til at sørge for Kreaturene, at man kan holde dem

(*) Paa Norsk Grin eller Grinder, en Fold, hvori Qvæq, Faar & c. staae om Sommeren under aaben Himmel om Natten, saa og midt paa Dagen, naar de malkes.

15 stedse sunde, men jeg vil her anføre og forestille min Erfaring til Prøve. Den fornemmeste Agtsomhed jeg recommenderer, efter Umagen at give dem Føden, som jeg lykkeligen plejer at giøre efter Omstændighederne, er, naar man forhindrer, at de, i det mindste en vis Tidlang, ingen Samqvem haver med andre Kreature af deres Slags. Ved denne Forsigtighed vil man ej alene undgaae den Fare man befrygter før Qvægets Besmittelse, men ovgsaa endda mange Sygdomme, som grasserer iblant Folk i visse Egne, og undertiden anfalder de smaae Slæder.

Hvad kommer der da virkelig af de Sygdomme, som Kreaturene faaer? Mange Forpagtere og Indbyggere i Landet seer sig ofte i stor Bekymring for at miste deres Qvæg om anden Dagen, og søger altsaa at sælge det for en ringe Pris, for at faae i det mindste noget derfor. Vindesygen forleder Landsbyeslagterne til at kiøbe disse befængte Kreature: De slagter dem, sælger overhovedet de værste Stykker til Folk i samme Egn, og fører Resten til Markederne i de smaae nærmeste Stæder. Jeg overlader enhver at dømme, hvad for en Uorden slig Føde kan foraarsage i det Menneskelige Legeme. Man kan meget let overtydes om min Anmærknings Sandhed, naar man undersøger, hvad der gaaer for sig

16 paa Landet og Markedsstederne, i den Tid deslige Syger regierer. Man skal see, at man der undertiden kiøber et Pund for mindre end to Skilling. Det er ej fordi der jo ogsaa findes meget godt Kiød iblant, men da dette koster noget meere Pundet, saa løber fattige Folk efter det, som ej er saa dyrt, og forgifter sig dermed af veconomisk Sparsommelighed. Heraf rejser sig mange af de Sygdomme, man kalder epidemiske (eller Landfarsoter), fordi de ere almindelige, og angriber alle Indbyggere af en Egn, som have spiist af Kiødet eller et besmittet Qvægstykke, som Slagteren undertiden selv kan have kiøbt paa samme Sted.

Ligeledes er det beskaffet med Brødet, som de arme Bønder æder. Bagerne, drevne af lige Egennytte, kiøber sædvanligviis det værste Korn, i stedet for at tilhandle sig det, som er godt, for den Priis det gelder. De bruger endog det Korn, som er blevet varmt og har spiret (*). Da de nu faaer saadanne Kornvare for meget let Priis, saa bekymrer

(*) Enten fordi der er alt for vandt indhøstet Og sammendynget, eller fordi Nægerne indeholdte slemme Urter, som ikke vare tørre nok, da man lagde dem i Laderne.

de sig ganske lidet om den slemme Virkning det kan have, De bager Brød deraf, som overlades ringere Pundet, end det af god Kierne. Den Fattige kiøber dette Brød for det gode, og faaer ved denne slemme Føde dødelige Sygdomme, som man kalder epidemiske, fordi de ere almindelige for alle dem, der have levet paa samme Viis. Man tør ikke just undre derover, da det er vist, at de haver ingen anden Kilde, end Kornets fordervede Beskaffenhed, hvoraf man har vildet benytte sig for en ulyksalig Sparsomheds Skyld.

Adskillige Forpagtere er ikke agtsomme nok at vogte deres Folk, fornemmelig imens Høsten staaer paa, for dette Tilfælde. Gemeenlig glemmer de det ankommene Korn, hvoraf de benytter sig i Høstens Tid. Haver de nogle Kreature, som ikke ere ret friske, saa maa deres Folk æde dem. Men hvad for en Fordeel henter de vel af denne Uforsigtighed? Intet andet, end at alle deres Tienestefolk bliver syge. Deres Høst lider meget derunder, og gaaer tildeels til Grunde, saasom man da ikke kan meere overkomme andre Arbejdsfolk, fordi alle paa Landet ere sysselfatte med at arbejde hos andre i Høsten. Jeg fornøjede mig engang over at svare en Forpagter, som sagde til mig i Ville-Parisis, at jeg var lykkelig i at ikke have syge Huusfolk:

18 at han kunde være det lige saa vel, som, jeg naar det var hans oprigtige Ønske; han skulde kun ikke kiøbe sygt og fuult Qvæg, men give sine Tienestefolk godt Brød og godt Kiød, saa skulde de nok ved god Helbred taale Høstens Besværinger.

Midlet imod en saadan Ulykke skulde det være, om man afværgede at sælge det onde Kiød og slemme Korn? Men hvad skal man, vil man sige, da fange an med dette sidste? Hvad er dermed at giøre? Man kan feede Sviin eller Fier-Kreature dermed, naar man først har ladet det opkoge i Vand, for paa den Maade at betage det en Deel af sin slemme Beskaffenhed. Man skal i dette Skrivt sinde sikkre Midler til at forebygge, at man ikke faaer noget saa skadeligt Korn, men sikkert conserverer det gode, og det uden Bekostninger, var det end i ti Aar, om man finder det for godt.

Jeg kommer igien til Kreaturene. Vil man, at en Faarehiord skal befinde sig vel, at Ulden og Kiødet deraf skal iligemaade være godt, saa maa man og bære stor Omsorg for at ikke qvæle den i en Stald, og saa lidet, som mueligt er, lade den ligge paa sit Møg; thi af denne Mangel paa Agtsomhed skeer det, at Kiødet øg Ulden af Faarene faaer en slem

Egenskab. Saafremt nu disse Kreature ere vel i Skiul i ont Vejr og paa de Aarets Tider, naar megen Regn falder, saa befinder de sig desto bedre, om de derhos faaer saa megen frie Luft, som mueligt er. Er en stærk Dug falden, eller det er taaget og Regnvejer, saa man man nødvendig foere dem med Knipper Halm af Hvede, eller grovt Blandingskorn. Det er ogsaa godt, fra November Maaned af at give dem hver Dag lidet deraf, naar de forlader Folden, førend man sætter dem paa Agerne. Foruden det, at de befinder sig langt bedre deraf, tiener Halmen, hvoraf de have ædt, til Strøelse for dem, og man kan paa de to Aarstider af Efterhøst og Vinter ikke give dem for meget deraf.

Man har giort mig en Indvending i Henseende til den almindelige Aarsag jeg har tilskrevet Qvægets Sygdomme. Naar det, siger man, var Luftens slemme Indflydelser og Grundenes usunde Uddunstninger, hvis Gift lægger sig paa Urterne baade af de naturlige og Kunstige Enge, som komme disse Sygdomme afsted, saa maatte disse Dunster jo være Folk lige saa farlige og skadelige? Det kan uden Tvivl hænde sig, men der er meget sielden, efterdi 1) Uddunstningerne af Jorden stiger gemeenligen kun op af de moradsige Grunde, saa og paa de højlændte og kunstige

20 Enge, og disse Jordmone fremdeles ere de, der trækker de værste Indflydelser af Luften til sig, hvilke saa gierne sætter sig paa dem. 2) Da den Jord, hvorpaa de Foervæxter, hvorom jeg har talet, befinder sig, aldrig enten pløjes eller røces, og det, som den har i sig af Dunster, Salte og adskillige Vædsker, ikke letteligen kan trænge frem af den, saa ere Uddunstningerne stærkere, og de ved Saltene og Jord, Dampene fremledte Luftens Indflydelser sætter sig lettere paa saadan en Grund; da derimod en Jord, som pløjes og formedelst Pløjningen giøres løsere, uddunster snarere, fornemmelig ved Solens Kraft, som lettere pumper alle fugtige Dunster. Desuden æder Menneskerne ikke af disse Urter, hvorpaa sligt Gtift har fat sig, skiønt man ej aldeles kan nægte, at Sygdommene forekommer hyppigere i det Land, hvor Fugtigheden varer længere.

Hvad Sygen angaaer, som kommer af de ved deslige Dunster besmittede Foervæxter, Da strækker den sig undertiden lige til Hestene, hvilke meddeeler hinanden alle, endog de allerringeste, Sygdomme.

Jeg kiøbte i Aarer 1764 i Februarii Maaned to Heste i Cheroy. Den ene af dem havde det Onde, som man i Landets Sprog kalder la Poujole, en Art af en Snue, som

21 giør Hestene lige saa syge, som vi gemeenlig ere det ved denne Sygdom; thi de hoster, og kaster fra Tid til anden Roddet ud af Næseboerne, ligesom en Person, der har en Cathar. Nogle Dage derefter havde sex andre Heste af mit Forpagtergods samme Syge. Til al Lykke er den ikke farlig, naar man passer paa at skaane sine Heste, og ikke lægger dem for meget Arbejde paa. Da de i den Tid ikke har Lyst til at æde, maa man, naar de ikke ville ret bide paa deres Havre, give dem lidet Korn, og lade dem drikke hvidt Vand, som man laver, ved der man kommer to Hænder fulde Rugmeel i det de skal drikke. Saa længe de ere i den Tilstand, maa man hverken give dem Høe eller Luzerne, men aleneste Halm, og smaae Portioner af Hvede, eller grovt Blandingskorn. Denne simple Maade at foere dem har immer lykkedes mig, og jeg skal vel vogte mig for at bruge nogen anden, fornemmelig at lade dem aarelade, som Skribentere nu omstunder yderst forvoven raader.

Der ere mange tørre Foerslag, som ogsaa kommer uendelig mange betydelige Sygdomme afsted iblant Qvæget og Hestene af et Forpagtergods. Saadanne ere f. Ex. Hvede- og Blandingskornhalm, naar det kommer af en fuul ogaf Rimfrost besmittet

22 Høst af farvet, rustigt eller af brandig Meeldug beskadiget Korn.

Disse Ulejligheder kan man forekomme, om man i rette Tide giver Aarene Den fornødne Pløjning, anstændige Giødning, og kalket Sæd som jeg bedre frem skal vise. Da Halmen ved disse Forsigtigheder bliver stærkere paa Sæden, saa kan den bedre imodstaae den giftige Dunst af Luften, Uddampningerne af Jorden, og Taagen.

Høsten af Aaret 1764 skal kunne tiene til Beviis paa hvad jeg siger. I det heele Gatinesiske Land lode giftige Dunster, Jorddampe og Taage sig sere fra den 3 til 7 Junii. De varede gemeenlig ikkun 3 Timer, nemlig fra Kl. 5 til Kl. 8 om Morgenen. Men hvad stor Ødelæggelser anrettede de ikke? De fordervede, forraadnede og ødelagde en stor Deel af Høsten. Hvorfor? Agrene havde ikke faaet deres fornødne Pløjninger, eller de vare ikke anbragte paa dem til rette Tid; man havde enten nægtet dem den Giødning, som passede sig for deres Natur, eller ej tilbørligen kalket Udsæden, saa at den havde kundet skyde Planter af sig, som havde været i Stand til at imodstaae Dunsterne og Uddampningerne af Jorden og de usunde Indflydelser af Luften.

23 Erfaringen har ogsaa beviist det jeg nu sagde. Jeg havde 65 Tdr. Land. Jeg havde brugt de Forsigtigheder jeg allerførst havde anmærket. De ere ogsaa hverken blevne angrebne af Meelduggen, eller af Branden, eller af den kolde skadelige Regn. Man har end derhos ikke formeret noget Golbkorn eller Ukrud, eller andre slemme Korn, da mine Naboers Agre vare paa samme Tid ganske fulde deraf, hvilket tydelig beviser, at min Maade at kalke Sæden er alene i Stand til at bevare den for alle Slags Sygdomme, at forhindre de slemme Frøe at skyde op, og give Planterne Kraft nok til at imodstaae Jordens Uddunstninger og Luftens onde Indflydelser. De, som have kalket deres Sæd, ligesom jeg min, have havt samme Fordeele deraf.

Endnu en betydelig Fordeel kommer deraf. Denne bestaaer heri, at mine Høste ere immer rigere, end de andres, hvad enten man forstaaer der om Kiernerne eller om den gode Foerhalm, saavel om Kornets Beskaffenhed, hvilket altid langt overgaaer mine Naboers, som om Nægernes Mængde. Jeg faaer een og undertiden to Boisseaux (*) Korn meere af hvert Dosin Næger.

(*) Et Maal af 20 Pariser Pund

Naar nu Sæden, som er den stærkeste Plante, maa være saa mange vidrige Tilfælde underkastet, kan man endda forundre sig over, at Væxten paa Kunst-Engene saa ofte erfarer dem. Dens Blade ere tykke og brede, følgelig tager de fleere Dunster op, og beholder dem længere, end de sædvanlige Enge. Ellers ere ogsaa de Dunster, som opstiger af en Jordmon, som ikke er bleven dyrket, langt stærkere, end de, der kommer af en Grund, som har faaer tre eller fire Pløjninger.

Hvad vil de ikke altsaa have for en Virkning paa Kreaturene, naar man fører dem hen paa saadanne Græsgange, førend de ere forsvundne?

Men hvorfor have disse Uddunstninger deres Indflydelse over en vis Jordstrækning frem for den anden, som dog ligger ved Siden af hin? Aarsagen dertil er let: fordi de gaaer ikkun strøgviis, og saaledes, alt som Stederne ere meere eller mindre vaade, og Grunden indeholder en større Mængde Salte eller Safter. Men, vil man svare mig, naar det er Uddunstningerne af Jorden, eller Indflydelserne af Luften, som forderver Sæden, og da Arene ere lige paa et helt Stykke, hvorledes er det da mueligt, at i et og samme Ax findes Korn, som ved den kolde Regn eller

25 Melduggen ere fordervede, eller nogle farvede deraf, da imidlertid andre ikke angribes af disse Tilfælde? Aarsagen hertil er denne: Naar saadan Jorddamp rejser sig 1 1/2 eller 2 Alne op i Skikkelse af en Tange, saa driver Vinden den bort, alt som den er stærk til; Denhefter sig da paa den Deel af Axene, som den først treffer paa; deres tvende Sider faaer ikkun lidet deraf, og den bageste Deel gaaer ganske frie. Man tør altsaa ikke undre over, at de Korn, som treffes overalt deraf, forfuler ganske, saa at de ikkun giver et sort Sted, som anstikker. De to Sider af Axet, som kun havde faaet lidet deraf, fordi den har drevet tværs over bort, ere ikkun sort farvede eller brandige. Den bageste Deel, paa hvilken Dunsten slet intet har sat sig, maa ikke have ringeste rustig Sorthed, men være i sin naturlige Tilstand. Hvad som tilfulde beviser, at Blandingen af de gode og onde Korn i et og samme Ax har ingen anden Aarsag, end den ommeldte, er, at den Sæd, som ligger næsten paa Jorden, angribes altid fast overalt af de Sygdomme, som her tales om; thi den er i Sikkerhed for Vinden, og har fra alle Sider faaet Jorddampen og Uddunstningerne.

Kunde man ogsaa let forklare, hvorfoe et Stykke Sæd er undertiden meere angrebet,

26 end det, som støder derpaa, endskiønt det er af lige Natur? Meget læt. Dette Stykke er ikke blevet pløjet og tilsaaet paa samme Tid, som det andet; man har givet det een Pløjning mindre; man har giødet det for sildig. Sæden er derfor ikke saa stærk, og kan ikke imodstaae Jordens Uddunstninger, eller taale Luftens slemme Indflydelser.

Ville I nu stedse forvare eders Agre derfor? Følger mm Maade i Henseende til Pløjninger og Giødskninger; lægger kalket Sæd i eders Agre, som jeg strax skal vise, og I skal ingenlunde løbe Fare. I skal endnu udrette mere: I sætter eders Marker i Sikkerhed for der adskillige Uvejer, der indfalder om Aaret, som jeg omstændeligere skal vise i det følgende Capitel. Jeg vil da tillige give de Midler tilkiende, som man maae anvende for at forbedre de høje og side Enge, saa at Foeret, som kommer Deraf, eller Græsgangene, som man derpaa opretter, paa ingen Maade skader Kreaturene man sætter derpaa.

Jeg har altsaa formedelst mine meget sunde Høste, og ved det jeg forhindrede mine Kreatures Samqvem med Naboernes, forvaret dem i de Tider, Landesygerne grasserede, for alt fortredeligt Tilfælde siden 1742, fra

hvilken Tid af jeg har selv forestaaet mit Jordegods. Hvoraf jeg slutter, at det er langt væsentligere at bruge disse Forsigtigheder, end at søge Midler, som man aldrig lykkeligen kan bestemme, uden naar man kiender Sygdommens Natur og Beskaffenhed, hvilken gierne er forskiellig, saasom den ikke altid opvækkes af en og samme Aarsag. Det er da følgelig bedre at anvise dette Midel, for at forvare sig derfor, end at sætte sin Lid paa meget uvisse Lægedomme.

Men hvad skal man giøre med Resten af saadan forfulet, formedelst kold Regn, Brand, og mange andre Tilfælde ankommen Høst, efterdi, naar man laver Brød deraf, den da kan tilføje Folk epidemiske Sygdomme, og, naar man giver Kreaturene Halmen deraf, frembringe lige saadan Virkning hos dem? Man maa kalke denne Sæd paa Den Maade, som jeg skal vise. Lægges dette saaledes bererdte Saaekorn i Jorden, giver det en meget skiøn, sund og riig Høst, hvis man kun har pløjet Grunden lidet, og forseet den med saadanne Giødninger, som ere beqvemme for den.

Hvad Halmen angaaer, da betiener jer ikke deraf, uden alene til Strøelse under Hestene og Qvæget; thi da disse Kreature ere

28 gierne bundne i deres Stalde, saa kunne de ikke røre det; da de ellers ogsaa faaer bedre Føde, saa søger de ikke at æde det, som maatte være anstukket.

Jeg beraaber mig ogsaa i dette Fald paa den Erfaring, jeg har skaffet mig derom Baade i Ville-Parisis og i Belle-Fontaine. Da jeg begyndte at drive Jorden paa disse tvende Steder, var Sæden, som Forpagterne havde efterladt mig, angreben af allehaande Sygdomme, og fuld af slemme Korn. Efter min Maade at kalke Udsæden, og uden nogensinde at ombytte den har jeg faaet den meget skiøn renset, og i de følgende Aaringer høster smukt Korn, som var baade meere og bedre, end mine Naboers.

Man har stedse siden 1759 undret derover; men jeg haaber, man næstkommende Aar vil endnu meere forundre sig, da jeg faaer adskillige Forpagtergodse, som bestaaer i adskillige Slags Jorde, hvilke Agres Bepløjning vil skee med fem Plove. Over saadan en stor Strækning Jordegods maa man giøre Erfaringer i Agerdyrkningen, og ikke ved smaae Stykker, hvilke ere meget lette at giøre frugtbare, uden at vide alt det, som behøves, til at goøre al Slags Jord skikket til alle Frugter.

29 I næste Julii Maaned faaer jeg 110 Tønder Sædeland af allehaande Jordarter at høste. Jeg forsikkrer forud, at min Sæd skal ingen af Sygdommene af den tynde kolde Regn, af Meeldug beskadiget og rustigt Korn have, og jeg er vis paa, at de, som ikke have kalket deres Udsæd, som jeg, faaer meere eller mindre deraf, altsom Uddunstningerne, Dampene af Jorden, og Indflydelserne af Luften bliver meere eller mindre stærke.

Andet Capitel.

Om Giødskningerne.

Der gives adskillige Giødnings-Arter. De fleeste ere bekiendte, og man forseer sig gemeenligen ikkun i Maaden at anvende dem. Jeg vil vise en Maade, som er i Stand at til vejebriuge alle mulige Fordeele.

Giødninger, som falder ved Bøndergaardene.

Gaardgiødningen bruges gierne til at forbedre Agrene. Den har altid en god Virkning, naar man kun lægger den paa

dem, som behøver den; thi al Slags Glødning duer ikke til alle Slags Jord. Faareog Duemøg f. E. ere langt bedre paa vaade, kolde og leerede Jorde, end paa en Grund af ganske anden Beskaffenhed. Koe- og Hestemøg ere gode paa varme Agre, og paa dem, hvor Flintesteen, eller Mergel, Krid eller Sand findes. Al Giødning af Mødingen, saasom Heste- Koe- Faare- Svinemøg & c. naar den blandes sammen, giør god Tieneste i alle Slags Jord, f. E. i de af hvidagtige Jordklimper, i de frie, sorte og stærke Grunde. Jeg har selv lagt deraf paa varme leerede Jorde, og paa saadanne, som bestaaer af Pottemager og anden Leer. Disse adskillige, undertiden med Mergel eller Stykker af Grønsvær foreenede Giødninger have frembragt forunderlige Virkninger derpaa. Men det, som man i Særdeleshed maa tage i Agt derved, er, at man lægger dem til rette. Tider paa Jorden, og ikkun anvender saa meget deraf, som Grunden behøver; at man udspreder Møget allevegne lige, og bringer det ved første eller i det seeneste ved anden Pløjning under Jorden.

Naar disse Ting tages i Agt, ville alle disse Glødninger udgiøre kun een Masse med Jorden, og tilvejebringe, at den giver os rige Høste, Aarstiderne maa være saa forskiellige,

som de være ville. De vllde derimod kun giøre en slet Virkning, om man lod der staae hen at bringe Dem under Jorden med eller kort for Udsaaeningen; thi da disse Giødninger ere næsten endnu ikke andet, end Straae, som har tient Hestene eller Qvæget til Strøelse, saa findes de paa visse Steder i Hobe, uden at være fortærede. Ploven river dem med Sæden fort med sig, og hindrer at Jorden overalt forfsynes ligedan dermed. De opfylder desuden Agrene med Ukrud, som forkuer den ringe Sæd, der voxer paa deslige tilreedte Marker.

Faare- Due- og Hønsemøget er tienligt for nogle Jorde; men paa det at det kan give dem den Beskaffenhed, de have nødig, maa man aleneste sprede det ud derpaa efter sidste Pløjning, siden lader man saae Sæden oven paa; man harver Giødningen med Sæden under Jorden, at de udgiøre ikkun een Masse med Ageren. De giør Jorden, hidsig; Saltene og Safterne, som disse Giødninger forskaffer Sæden, giør, at den staaer tidligere Spirer og skyder hastigere frem, og giver den Styrke at imodstaae den strængeste Vinter. De Forpagtere giør derfor meget ilde, som bier til May- eller Aprilmaaned at føre denne Giødning ud paa Jorden; thi saasnart Solen bliver stærk nok til at foraarsage den bræn-

32 dende Tørke, forbrænder disse Giødninger Sædens Planter. Ellers kommer ogsaa en anden Ulejlighed deraf, naar disse Giødninger, ligesom alle andre, ikke udspredes ligedan overalt; thi naar visse Steder af Ageren bekommer meere deraf, end de have nødig, saa giver de ikkun stor Halm af en let og maver Sæd, som fremstiller kun smaae Ax, og som derhos ej altid bliver moden, da den ligger ned, raadner og bliver selv til Møg.

De andre Giødskninger, som kunne med Fordeel erstatte Gaardmøget, ere Faarefoldene, de mangfoldige Mergel-Arter af adskillige nybrudte Jorde, Grønsværene af Vejene og Hvilelandene, og den Maade at tilberede Sæden paa en besynderlig Viis, eller, som man kalder det, at kalke den, førend man saaer den. Disse Giødsknings-Maader foretrækker jeg de første, ej alene fordi de giør Sæden kornrigere, men fornemmelig fordi de skaffer den en langt ypperligere Egenskab, og giør den bedre og meere nærsom.

Dette er en aarlig Erfaring, som jeg har giort siden 1742 indtil nu af et Stykke Forpagterjord, i Førstningen af to og siden af tre Plove, hvilket er sammensat af adskillige Agerlande af forskiellig Beskaffenhed. Den Forskiellighed, hvorefter jeg har ladet anvende

disse adskillige Giødninger, har giort, at jeg altid var meget lykkelig derved. Jeg vil nu giøre det altsammen bekiendt, paa det at de, som skulle ville rette sig derefter, maa drage samme Fordeel deraf.

Da den Maade, paa hvilken jeg lader kalke Sæden, forskaffer den en meget fordeelagtig Giødske, saa begynder jeg at give Læseren dette først tilkiende.

Maaden at kalke Sæden.

Jeg tager strax først en aaben Tønde eller et stort Kar, som kan holde næsten et Oxhoved Vand. Naar jeg har ladet fylde der med Vand, kommer jeg derudi omtrent en Skieppe Faaremøg, og af Due- Hønse- Koe- og Hestemøg lige saa meget af hvert Slags, og ongefær en Skieppe Aske af Enebærtræ, Gyvel (genista) eller Eeg. Kunde man selv giøre denne Aske, hvorom jeg taler, af alle tre Planterne tillige, vilde den være desto bedre. Derpaa lader jeg røre disse Indgredientser om med en Stav, Fork, eller et andet Redskab, saa længe, indtil de omsider udgiør een Masse tilsammen. Dette Arbejde igientages i fem eller sex Dage; imidlertid giærer disse forskiellige Giødninger, ligesom Viin, der ligger paa Fadet. Er denne Tid forbi,

saa sætter denne Blanding sig, og forandrer sig i en Fedme, som frembringer alle de Virkninger, hvorom jeg bedre hen skal melde. Naar jeg nu vil kalke Sæden, lader jeg komme dette feede Vand i en stor Jern- eller Kiøkkenkiedel, hvori jeg endnu kaster en Haandfuld Gyvel, ligesom man finder det i Skovene; naar dette har kogt fem eller sex Minuter med Vandet, tager man det fra Ilden, og lader Blandingen dryppe lidet af, i det den spruder over Kiedelen. Efterat den fornødne Qvantitæt Kalk er saaledes bleven lædsket, og tilstrækkelig rørt med en Stav, lader jeg alt, hvad der er i Kiedelen, kaste paa Kornhoben, som jeg agter at saae. To Personer rører derpaa strax Kornet to eller tre Gange om med Skovle. Naar heele Bunken er vel igiennemfugtet, mag intet mere heldes paa, med mindre der bleve tørre Korn tilbage, som ikke vare igiennemtrukne af Vædsken, thi da maatte man tage meere af denne Materie af Tønden, for at erstatte hvad der fattedes. Dette saaledes kalkede Korn lader jeg strax fra anden Dagen af udsaae, om jeg saa finder for godt; men dersom jeg sætter det længere op, og det har endnu en Fugtighed hos sig, besørger jeg, at det bliver hver Dag rørt om. Ved denne Omhue kan jeg giemme det i tolv eller femten Dage, uden at det forderves.

Den giødskende Fedme, som den paa denne Maade kalkede Sæd har hos sig, giør den saa skikket til at bære Frugt, at, om en Ager skulde kun have faaet Halvparten af sin sædvanlige Giødskning eller man skulde have lagt kun den sletteste Sæd, saa skal den dog bære meere og skiønnere Korn, og af bedre Beskaffenhed, end det Land, som vel havde faaet al fornøden Giødning, men var blevet tilsaaet med en paa en ganske anden Maade kalket Sæd; ja om man end udsaaede een eller fleere Fierdingkar Sæd mindre paa et Tøndeland, saa skal dog denne Grund, naar Sæden er skiødt, være skiult med fleere Planter, end de andre Jorde.

Min saaledes tilberedte Sæd bliver herved forvaret, at den i tørre Aaringer ikke opædes af Mark- eller andre Muus og andet Utøj, hvilke Smaadyr alt for ofte ødelægger andre Landmænds Sæd. Heraf kommer endnu en anden Fordeel. Sædekornene spirer tre eller fire Dage før dem, som ikke have faaet slig Fedme, ere derfor før modne, og følgelig mindre udsatte for den Fare at forderves af den megen Regn, som gierne falder imod Enden af Høsten. Jeg bevarer dem herved i alle Slags Agre for Sygdommene af Rimfrosten, Meelduggen, og for alle andre skadelige Tilfælde, som foraarsages ved Taagen,

36 Dunsterne af Jorden og de slemme Indflydelser af Luften. Jeg har og faaer ej heller nogen Tid af Rimfrost forbrændt, sort, rustigt eller af Meeldug beskadiget Korn. Endog de slemme Korn, som det bekiendte Ukrud, og Gold- eller Vildkornet sees aldrig paa mine Agre.

Til Beviis paa hvad jeg siger, kunde jeg anføre hver Høst jeg har faaet fra 1742, men jeg vil ikkun forestille Høsten af 1764. Alle mine Naboer havde Kornmarker, hvoraf meere end Halvparten var fordervet, da jeg imidlertid ikke fik et eneste slemt Ax paa mere end 65 Tønder Land. Hvo som ikke vil troe mig heri paa mit Ord, kunde let overbevises derom, hvis han betragtede min Sæd i Laderne af Belle-Fontaine.

Det bliver altsaa en afgiort Sag, at min Maade at kalke Sæden forskaffer den Salte og Safter, som reenser den, og giver den den beste Beskaffenhed. Enhver kan betiene sig af denne Methode, da den blot bestaaer i saadanne Materialier, som alle Folk meget letteligen kunne anskaffe sig.

Men førend jeg ender denne Artikel, troer jeg, jeg maae berette, at jeg tilforn kom ongefær to Pund Salpeter til de Grund-

deele, hvoraf jeg sammensætter Vandet til min Sæds Kalkning. Jeg har for tre Aar siden ladet den ude, uden at mine Høste derfor har liidt i ringeste Maade Skade, da mine Agre ellers ere forsynede med alle tilbørlige Giødskninger, hvilket er noget sær væsentlig.

Alle Vaskninger, Luude og vaade Sager, hvormed man vil rense Kornet, maa nødvendig være Udsæden skadelige. Kornet kan ikke lades i noget Slags Vand, at det jo herved skulde tabe den gode Egenskab, som der kunde have til en hastig Væxt. Ellers bliver ogsaa saadant vasket og indblødt Korn aldrig ganske befriet fra de Sygdomme, hvorom jeg har talet.

Adskillige Folk ville uden Tvivl spørge mig, hvorledes det da gaaer til, at denne min Maade at kalke Kornet forhindrer, at det ikke angribes af kold Brand, Forraadnelse og Meeldug? Jeg kan blot ved en Lignelse svare dem. Det er vist, at en Amme, som giver et Barn Die, meddeeler samme de gode eller onde Egenskaber, som hun fører med sig. Er hun sund, og nyder ikkun gode Spiser, saa bliver hendes Pattebarn ingen af de Sygdomme underkastet, som anfalder de Børn, der indsuger en ved en og anden Syge fordervet Melk. Ligeledes er det beskaffet med Jor-

38 den. Den er Kornets Amme. Ere Giødningerne, som tiener den til Næring, beqvemme for det de skal frembringe, saa forskaffer de Planterne en Nærings saft, som giør, at de bærer overflødige Frugter, og som tillige giver dem en Beskaffenhed, der er skikket til at sætte dem i Sikkerhed for allehaande Sygdomme. Straaene, der ere ligesom Sædens Lemmer, bliver, at jeg skal bruge det Udtryk, vel organiserte; de faaer fleere Safter og Nerver; de bliver langt bedre til Kreaturenes Føde. Da Sæden faaer ingen af sine Deele svagere, end den anden, saa skal ingen Sygdom kunne angribe den paa det eller det Sted. Naar man derfor vil følge min Methode at giødske Jorden og kalke Sæden, saa skal man ikke meete finde halv fordervede Ax, de skulle alle være lige friske, efterdi den Føde, jeg giver Straaet, meddeeler det en Beskaffenhed, som sætter det i Stand til at imodstaae hvad raadt Vejr der kan indfalde paa enhver Aarstid.

Landmandens Flid maa alsaa fornemmelig gaae ud derpaa, at hans forskiellige Agre forsynes med Giødninger, som ere tienlige for de Frugter, han vil have deraf; at Sæden formedelst Kalkningen vel renses og styrkes, paa det at den er i Stand til at faae en livlig Næringssaft, som kan sætte den i

Sikkerhed imod de skadelige Dunster og dampe, der kunne opkomme af Jorden, som føder den. Denne Saft maa ogsaa beskierme den imod de onde Luftens Indflydelser, hvoraf Ageren er omringet, og som altid ere meere eller mindre stærke, alt som Vejrliget i Efterhøstem eller om Vinteren, i Foraaret eller om Sommeren, tørrer meere eller mindre, eller er meere eller mindre vaadt.

Faaregiødning.

Jeg finder ingen Giødning, som kommer i Ligning med den af Faarefoldene paa Agrene. Man kan lægge den paa alle Slags Jord, de maa være af hvad for en Beskaffenhed, de være ville. Det er alene Sagen, at man tager i Agt at ikke lægge den derpaa, uden til den Tid, som er dem beqvem. I skulle altid forfare lykkelig herved, om I driver Faarene paa de løse, hvidklimpede, svampige(*).

(*) Der ere tre Sorter af terres laiteuses. De første kaldes saa, fordi de efter en stor Regn bliver saa stærke og faste, at man kan gaae derpaa med tørre Fødder. De andre ere svampige og vaade. De tredie kaldes svampige kolde og vaade, fordi de lader sig ogsaa træde tætte og faste. Men begge disse sidste beholder Vandet længere, hvilket giør, at man maa pløje dem ligesom Haugebeed, noget meere buget end de andre, med Graver, som skiærer dem tværs igiennem, for at lede Vandet fra.

kolde og andre stærke Agre, førend I saaer Kom

derpaa; men derimod var det ikke vel giort, om I vilde foretage det samme ved de sorte, huule, lette, bløde og tynde Jordmone. Man maa, for at erholde al mulig Fordeel deraf, ikke lade besætte dem med Faarefolde, førend

efter de ere blevne tilsaaede. formedelst disse Iagttagelser giver I dem ligesom eet Liv og een sammenhængende Masse. Eders Sæd bliver mindre underkastet den Fare at ligge ned. Handlede I anderledes, saa blev Straaet uden Nerver og Styrke, følgelig kunde det ikke holde sig, naar ondt Vejr faldt ind.

Betiener jer paa varme Grunde, af hvad Beskaffenhed de end maa være, ikke af Faaregiødningen, uden efter Kornhøsten, det er, paa Stubbene, men besørger, at den bliver strax bragt under Jorden. Efter Vinterens Forløb vil Foldmøget have bortdunstet al sin Ild, og være forandret til en Fedme, saa at, naar I lader pløje et saadant Stykke Jord nok eengang i Februarii og Marti Maaned, vil det forskaffe jer en riig Høst af Havre, Byg, Vaarsæd, eller af alt andet smaat Korn. Naar deslige, Agre kommer til at ligge i Hvile, og ZJ giødsker dem ikkun til Halvparten, som de ved enhver anden Omstændighed burde giødskes, saa kommer I til at høste meget godt Korn Aaret derefter.

41 Deraf vil endnu en større Fordeel tilvoxe jer; thi Da Agrene, hvorom her tales, ere gierne opfyldte med allehaande onde Rødder eller Korn, saasom f. E. Kragetorn, Røllike, Agerurter, og alle Slags Tidsler, saa vil Faaremøget, naar det anbringes paa omtalte Maade, ødelægge alle Korn og Rødder af disse for Sæden saa skadelige Væxter End videre vil det give Sæden en god Egenskab, styrke dens Straae, og sætte den bedre i Stand til at udstaae alle Aarstidernes Strengheder.

Næste Aar skal jeg fortsætte Erfaringen herom paa adskillige Stykker Forpagterjorde af omtrent fem Plove, hvor alle Slags Jordmone ere at treffe. Man faaer see, at denne Giødning kan langt meere mangfoldiggiøre sig, end man i Almindelighed troer. Thi jeg skal bevise, og det af Erfaringer, at man næsten paa alle Tider af Aaret kan græsse Faarene paa Agrene, naar man kuns sørger for at drive Hjorden ind i Skæferiet eller under et Skuur, naar det er vaadt Vejr, naar det sneer, eller naar der falder for tyk eller for stærk Taage. Man merker vel, at indfaldende liden Frost ikke indbegribes med i denne Undtagelse, thi man kan da ogsaa lade Hiorden staae i Fold; deraf vil den befinde sig langt bedre, og Ulden og Kiødet blive fortreffeligere.

Mergel.

Alle Sorter Mergel kunne anvendes ved alle Slags Jord. Herfra undtager jeg alene dem, som i og for sig ere varme, og forud indeholder Mergel, Flintesteene, Krid eller Sand. Men en Sag, hvorpaa man bør være meget opmærksom, er, at man lægger paa de Agre, som denne Giødning er beqvem for, ikkun saameget deraf, som deres Grad af Fugtighed udfordrer. Den løse Mergel, som tildeels er grøn og feed, er god ved stærke, svampige og leerede Jorde. Den Heeder Grunden, giør den muldet, giver Sæden en god Egenskab og formeerer den. Den giør Halmen stærkere, og saaledes, at den er Kreaturene en angenemmere Føde. De andre Mergelarter ere meere eller mindre gode, men de besidder alle den Egenskab at befordre Planternes Væxt, giøre Sæden kornrigere, og give den en god Egenskab.

Man kan af det, jeg allerførst anmærke, slutte, at Fyldet af ned brudte Huuse, saasom Kalken, Gipset, og andre Materialier, meget forbedrer de leerede og af Vand giennemdrukne Lande. Disse Slags Giødninger tørrer dem, og hindrer dem, at frembringe slemme Urter, fornemmelig en Art Gaase-Urt, der

har saa slem en Lugt, at den befænger Laderne og forderver Halmen af Høsten.

Vikker.

Der er en anden Giødskning, som man let kan forskaffe sig. Den bestaaer deri, at man besaaer de Sædelande, som man vil saae Korn i, først med Vikker, Saasnart denne Væxt er skiødt op til en vis Højde, lader man pløje den ned under Jorden. Denne Giødske skal i det mindste give en rigelig Kornhøst og megen Sommerfrugt. Men da den er noget kostbar, saa raader jeg ej dertil, uden aleneste i slig Fald, om man ikke kunde forskaffe sig anden Giødslning med mindre Bekostning.

Jeg siger det samme om Urenligheden af Priveter, om afskuuret Skarn og hvad som opkastes af Vandsteder, Graver, Parker, Moradser, og om alt kunstigt Møg, da i fær hine ere ikkun meget slette Giødninger, og disse kunne ikkun vare en gandske kort Tid. Og i Sandhed, hvortil nytter det da at tage sin Tilflugt til kunstige Giødninger, da, de, jeg anviser, og som alle Forpagtere finder paa deres Gaarde, ere meere end tilstrækkelige, naar man kun veed at anvende dem paa rette og tienlige Maader ved enhver Jordart, og saaledes forsyner alle Agre dermed. De ere af en ypperlig Natur til at forskaffe saavel en

44 riig og sund Høst, som at forbedre Sædens, Halmens og Foerets Egenskaber.

I Øvrigt har jeg selv giort den Erfaring, at, naar jeg røgter mine Marker, saaledes som jeg bedre hen skal vise, og giver dem saadanne Giødninger, som jeg her beskriver, forskaffer de mig saa meget Halm og Foering, at jeg da kan giødske 15 eller 16 Tønder Land meere, end man plejer at giøre.

Jeg gaaer endnu videre, og giør slet ingen Vanskelighed af at sætte, at, i Fald jeg var i en Tilstand, hvor man manglede ganske og aldeles de adskillige Slags Giødskning, som her tales om, skulde jeg endda ikke have nødig at tage Tilflugt til Kunsten, for at skaffe mig deslige. Thi Giødningen af Faarefoldene og Møget af Bøndergaardene, anvendt til rette Tid og paa en tienlig Maade, og forbundet med min Methode at pløje og lade kalke Udsæden, skulde alene give mig de rigeste Høste. Hvoraf jeg slutter, at Kunst-Engene ere allevegne i der mindste unyttige, at jeg ikke skal sige noget værre.

Nybrudte Lande, eller meget meere frisk opkastet Jord.

Man kan fremdeles drage en stor Fordeel af de nyebrudte Jorde. Jeg kalder her saa-

ledes den Jord, som man kan tage i de Agre, der ere løse, af hvide Klimper, svampige og seede, og overhovedet af enhver god Bund. For at lange hertil, lader man strax i Førstningen og ved første Oppløjning Ploven skiære ikkun to eller tre Tommer dybere, end sædvanlig, for at kaste det underste Jordlag op over det øverste gamle. Denne nye og friske Jord skal, ved det den formedelst de tre paafølgende Pløjninger er vel blandet med den, som begyndte at tabe sine Kræfter, frembringe Frugter af den beste Beskaffenhed.

Imidlertid førend man begynder dette Arbejde, maa man være vist forsikkret om at der ikke under den Jord, man vil pløje op, findes Rødkrid, Kride eller Sandsteen; Thi dersom man bragte disse slemme Jordlag oven paa, blev den gamle Bund i en lang Tid forværret. Da ellers de gode Grunde ere sielden ligedanne allevegne, saa er der meget tienligt, at man, førend man lader Ploven skiære ned, undersøger med en Spade eller et andet Verktøj paa adskillige Steder det Stykke Land, som man vil forbedre paa denne Made

Paa omtrent sex hundrede Tønder Land, som jeg lader drive, ere ikke meget mere end fyrretive, som kunne behandles paa denne

Maade; men der findes andre, hvorpaa jeg kan anbringe den fuldkomne Giødskning, det er, hvor jeg lader tage en halv Alen Jord meer eller mindre bort af disse gode Grunde, for at lade den forsætte paa Agre, som ere fulde af Flintesteene, Sand, Krid, eller Mergel. For at undgaae Bekostning, lader jeg bringe denne Jord hen paa de nærmeste Lande, saa at en god Hest er nok til ar føre Skubkarren.

I det jeg saaledes forfarer, bekommer jeg paa lige Tid en dobbelt Giodning; den første, at, ved det jeg tager en halv Alen Jord bort af denne ypperlige Bund, bliver den naturligviis ligesom en nye oprøddet Jord, der kan give syv til otte Høste efter hinanden, uden at have nogen anden Giødske nødig; den anden, fordi denne gode Jord, fom jeg lader føre hen paa en slem Bund, giør den bestandig god, og forskasffer i det ringeste tre Høste, uden at man har nødig at giødske den. Der ere ogsaa adskillige af mine Sædelande, fom jeg har indrettet paa denne Maade, og da de ellers ikke bar andet, end slet Rug, bærer de for nærværende Tid meget godt Blandingskorn Den Jord, den Grønsvær, som jeg lader tage af Landevejene, Fællederne, og af

andre Steder, hvor saadant er at faae, giør end videre end god Virkning paa de Agre, hvor Flintesteene, Sand, Kride og Mergel findes. Selv samme Karre, som ager Jorden eller Grønsværen hen paa de Agre jeg vil forbedre, fører Steenene, som man samler paa Agrene, tilbage til Vejene? paa denne Maade giør man Vejene steenige og bedre at kiøre paa. For Resten raader jeg ikke til disse Kiørsler af frisk Jord og Grønsvær, uden naar det fryser eller er meget tørt; thi foruden at man da kan giøre flere Kiørsler, og bruger mindre Heste og Umage, kan man paa saadanne Tider desuden hverken pløje eller forrette andet Ager-Arbejde.

Alle disse adskillige Glødninger forskaffer Agrene ej alene Salte og Safter, som giør dem frugtbare, men de tiener end videre til at giøre Jorden muldet. For at overbevise alle Landmænd derom, vil jeg beskrive dem, hvad jeg har giort, for at giøre de stærke, leerede, liimige & c. Agre muldede. De vide alle af Erfarenhed, at disse Slags Agre ere meget svære at pløje, fordi Jorden bliver hængende ved Ploven, og falder Stykkeviis fra hinanden. Jeg har truffet et temmeligt Antal deraf som Hvilelande ved Belle-Fontaine For at giøre deres Dyrkning lættere, som indeholdte meest Leer, har jeg ladet kaste Mer-

48 gel, Grønsvær og adskillig Giødning af Bøndergaardene derpaa. Saa snart dette er formedelst tvende Pløjninger blevet vel formænget med Grunden, har den været læt at pløje den tredie Gang; og efterat den fierde Pløjning blev givet saadant et Land, var Jorden saa løs, at Tænderne af Harven trængde heelt ned. Formedelst disse tre Giødninger er saadant Land blevet forsynet med tilstrækkelige Salte og Safter, i det mindste for tre Høste efter hinanden, uden at fordre nogen anden Giødskning.

Det bliver derfor ogsaa i Fremtiden af bedre Beskaffenhed, og lættere at drive. To Heste vilde, uden at trættes, være nok til at pløje der, da neppe tre tilforn kunde giøre det. Plovkarlen skal ej heller mere have saa mange Besværligheder at udtage; han skal ej Meere være nødt til at klampe sig, saa at sige, til Ploven for at holde den, eller bestandig stikke alt det fra, som bliver hængende ved den. I visse leerede Jorde ere Mergelen og de adskillige Giødninger af Bøndergaardene tilstrækkelige til at frembringe selv samme Virkninger, og ved de feede og tætte Agre giør Mergelen det aleene.

49 Tredie Capitel.

Om Pløjning og Saaening.

Denne Deel af Jordbruget maa være saa væsentlig, som den vil, saa lægger man sig dog i de fleeste Provintser af Riget ikke flittig og omhyggelig nok derefter. Man følger deri gierne den gamle Slendrian, uden at undersøge, om det giøres saaledes, som det kan være beqvemt for de Lande man vil dyrke, eller ikke. Imidlertid er der dog ikkun een Maade at forfare paa i alle franske Lande, at alle muelige Fordele kan indhentes deraf. Jeg har igiennemrejst næsten alle Provintser af mit Fædreneland, og, efterat jeg noksom havde undersøgt sammes adskillige Grunde, befundet, at mange af dem vare hinanden lige af deres Natur, og at deres Jordmons Beskaffenhed var eens. Jeg har deraf sluttet, at man kunde pløje dem allevegne paa ligedan Maade. Imidlertid seer vi det, som er gandske tvertimod. I det Gatinesiske f. Ex. lader Forpagterne pløje alle deres Marker Furreviis, og bringe Sæden under Jorden med Ploven. Samme Skik følger man og i en stor Part af Landet Brie. I visse Egne af Frankrige pløjer man Beedviis. I Picardiet, og i en anden Deel af Riget, risper

50 man Agrene ganske lige, jevne og sammenhængende uden Grøvter eller Mellemrum.

Men hvad for Ulejligheder kommer ikke deraf, naar man paa adskillig Maade lader pløje ej alene Lande af eens Natur, men endog af forskiellig Beskaffenhed? Den Skik at pløje Agrene Furreviis er strax paa Timen Høsten til Skade, thi de dybe Indsnit, som slutter Side-Furrene, giør at Sietteparten af Jordmonen spildes, haver ingen i Sæd, eftersom Ploven kaster den til begge Sider, uden at udsprede den ligedan over alt; og faldt end nogen Sæd derhen, saa vilde den kun meget neppe moednes, da enten Furrene ere for dybe, og Sæden kommer for dybt under Jorden, eller at Regnvandet bliver Vinteren igiennem staaende alt for længe derpaa, bringer den i Forfulelse, og altsaa hindrer den at spire frem. Hvad skeer endnu fra en anden Side? Gemeenligen er Dybet af disse Furrer saa opfyldt med slemme Urter og onde Planter, ar de som oftest qvæler Sæden paa begge Sider, saa at man næsten alene høster noget paa Ryggen af Furene.

Ulejlighederne formerer sig, naar man bestaaer disse Slags Lande tillige med man pløjer. Thi Ploven maa ikke bryde meere Jord op, for at skaffe Sæden underJorden,

51 end saa megen, som er nødig til at bedække den. Man giver da Jorden paa denne Maade, i det højeste at regne, ikkun en halv Pløjning. Men hvorledes kan det underste Jordlag altsaa blive muldet nok? Deraf kommer det, at, da Roden af Kornet finder der saa megen Modstand, udvider den sig ikke nok, ej heller fæster sig nok til at frembringe et fuldkomment Ax. Regnvandet kan derfor ogsaa først efter lang Tid trænge igiennem, og bliver for længe staaende enten oven paa, eller imellem tvende Jordlag. Desuden tildækker ogsaa Ploven, i det den kaster Jorden paa Sæden, den ikke ganske, saasom den meget ofte falder paa Jordklimper, og altid meget ulige.

Ved denne Udsaaening er da altid meget Tab. Man har ogsaa vist en Bichet Korn meere nødig til at besaae et Tøndeland, end om man besaaede Agrene saaledes, som jeg herefter skal vise.

Dette er endnu ikke alt. Gemeenligen gives meget Ukrud i Sæden, hvis Frøe er bleven bragt ned med Ploven. Man kan ikke luge det af og skaffe det bort, naar man vil, og agter det for tienligt. Man maa lade disse Urter visne ofte 7 til 8 Dage. Imidlertid falder Regn ind, og Sæden spirer. Vi

52 haver ved sidste Aars Høst seer et frisk Exempel herpaa. Derte Tilfælde er skeet ved megen Sæd i det Gatinesiske og andensteds. Mit Korn har ikke havt der siden 1742, og Hvorfor? Fordi det er uden Ukrud, og altid moent før de andres, saa og fordi, naar det ikke tegner til godt Vejer, lader jeg skaffe det bort efterhaanden som man skierer det af med Segelen. I Aaret 1764 vare alle mine Markfrugter allerede den 31 Julii i mine Lader, da imidlertid mine Naboer havde nogle endnu liggende Knippeviis paa Agrene, ja vel endnu staaende derpaa den 22 Augusti.

Hvad vare Følgerne af denne Seendrægtighed? de bedrøveligste. Der fom endnu stod, tabte tildeels sine Korn, fordi, da Kiernerne udbulnede ved Regnen, aabnede deres Huus sig, og de faldt da ved første Vind paa Jorden. Paa den anden Side havde Det, som laae i Næg, tildeels spiret. Det var altsaa en næsten forloren og fordervet Høst. End Halmen og Foeringen er bleven fordervet deraf, fordi Bønderne havde været saa halsstarrige at følge de gamle Skikke, og ikke anvendt Paapasselighed nok. Saa sandt er vet, at en beleven Vinskibelighed er næsten Siælen af Agerdyrkningen. Da i Øvrigt visse Furrer er smale og

meget høje, og de tvende sidste Dybheder af samme paa hver Side ere næsten lige for dem, som adskiller Furrene, saa helder Jorden immer ned og ned ad saaledes, at, naar den løsnes af Frosten, falder den næsten af sig selv i de store Indsnitte eller dybe Render, som adskiller Furrene? hvilket ikke kan skee, uden at det lidet Korn, som befinder sig i de to sidste Indsnitte, der tilfulde udgiør Furren, som ligger i just samme Afheld, berøves Jorden. Da det nu er berøvet Næringen, saa skyder det slet intet eller meget lidet op. Kommer fra en anden Side stærk Regn, saa trækker den, i det Furrenes Højde er buget, stejl og smal, alle Salte og Vædsker af Glødningerne, som ere lagte paa de saaledes pløjede Agre, ned i de dybe Mellemsnitte. Naar da derhos Grunden hænger endda noget ned ad, og Furresnittene, som meget sædvanligt er, følger dette Afheld, saa rives de hurtig ned paa de noget lavere liggende Agre. Fursnittene ere lige saa mange Vandledinger, hvilke tiener alene til at udmatte Grunden og at berøve den, Jorden, i det de betager den det, som den har meest nødig til at ernære Sæden man har betroet den.

Endelig, hvis man pløjer Sæden ned, er man forbunden til, for at begynde den første Furre, at giøre de tvende første Furresnit saa

høje, som man kan, og støtte den ene imod den anden. Men naar man handler saaledes, kommer den meste Sæd til at ligge paa Ryggen af Furene; Deraf kommer det, at denne Deel er ofte bedre forseet, end den vel skulde. De andre Snit gaaer derpaa immer lavere, og de, som ere underst, have ofte ikke Sæd nok.

Dette er en vidrig Omstændighed, som man altid kan undgaae, naar man udsaaer Sæden med Harven, og Jorden fornemmelig røres vel op ved gode jævne Pløjninger, og giøres muldet formedelst Giødninger, som passer sig til dens Natur. Erfaringen skal altid vise, at Beedviis pløjede Agre, som ere meere eller mindre ophøjede, alt som Jordmonen er tør eller vaad, og Sæden tilsaaet ved Harven, ej alene bliver forvarede for alle skadelige Tilfælde, men ogfaa ikke giøres uskikkede af nogen ledig Plads, thi Sæden bliver da allevegne lige udbredt, og faaer bedre Skik, end om man havde betient sig af en Plov med en Skræppe eller Qværnskruve, eller et andet Ager-Instrument, hvilke Redskaber ellers ogfaa giør endda Bekostninger dobbelt. Jeg regner her ikke, at, da min Methode har intet besynderligt, Forpagterne ikke ere bange derfor, da de seer, at man i Følge samme betiener sig kun af

Plov og Harve. Det er derfor meget læt at drive alle Agerlande i Riget, uden Trumle, og uden Klimpebryder; Harven kan bedre giøre de Virkninger, man tilskriver dem, og de ere aldrig nødvendige, naar man pløjer Agrene vel, og giver dem saadanne Giødninger, som skikker sig for deres Natur. Fandtes for Resten endnu nogle Jordkiimper, saa, naar Jorden er temmelig igiennemsmullet, skulde Ploven og Harven være mere end nok til at forandre den til Støv.

De frie Jordstrækninger, af hvide Klimper, de svampige Grunde af alle Slags, de stærke, sorte, heede og korte Agre, som man uden Forskiel risper Furreviis i det Gatinesiske, pløjes alle jævne frem i Picardiet. Jeg har ogsaa for ikke lang Tid siden havt den Bedrøvelse at see i alle Lader af sidste Provints alle Næger opfyldte med Ukrud og sort Halm, som lugtede muggen og skimlet. Og hvorledes havde det kundet være anderledes? Om Vintrene 1763 og 1764 har Vandet af Mangel paa Afløb staaet forlænge paa disse Agre, det kunde ikke sildes eller trænge i andre, da deres Bund var alt for haard, og ved at besaae Landet havde man brugt Ploven alene til at bringe Sæden under Jorden, hvilket havde forskaffet Grunden ikkun en halv Høst.

Man maa giøre nok saa mange Indsnitte man vil i disse glat pløjede Lande; jeg har givet Hr. Panellier, Herre af Annel, beliggende imellem Compiegne Noyen, som laver dyrke sit Landgods, og for de Bemøjelsers Skyld, han giver sig for at være lykkelig derved, fortiener at regnes i deres Tal, som ere rette Elskere af Landbruget, tilkiende, at efter den betydelige Regn af sidste 13de October fandtes Graver og moradsige Vandputser, som Regnen havde udskyllet, paa mange af hans tilsaaede Agre. Det var mig ikke vanskeligt at giøre ham begribeligt, at de med Ploven dragne Indsnitte vare af ingen Nytte, eftersom Vandet blev paa Agrene. De ellers svampige Jorde vare saa fast sammensiunkne, at man kunde gaae lige saa tørfodet paa dem, som om man havde passeret igiennem en brolagt Vej. I de svampige, kolde, vaade og sorte bløde Jorde blev Vandet staaende imellem tvende Jordlag, saa at, da man fire Dage efter Regnen af 14 Octob. vilde gaae derpaa, sank man en god halv Foed ned. Hvad de Agre af samme Slags angaar, som befandtes ved afheldende Steder, og vare pløjede paa samme Maade, saa havde Vandet, som blev holdt der tilbage og ikke skaffedes Aflob enken igiennem Furrene, eller igiennem Indsnittene af Agerbeedene, eller igiennem visse Vandledninger, blottet

dem for Jord, giort Graverne større, og bortskyllet Giødningen, saavel, som en Deel af Sæden, til de neden under liggende Enge.

Er det da efter saadan Ulykke vel værd at undre over, at man seer Agerlandene opfyldte med Ukrud og onde Kierner, Høsten fordervet, og følgelig Laderne befængte med den slemme Lugt af Foeret? Bonden, som gierne ikke fortager andet end at følge sin Slendrian, tilskriver det onde Vejerligt paa Den Tid Aarsagen dertil; men den, der ret tager sig af Agerdyrkningen, siger: Jeg maa ikke have arbejdet med Agtsomhed nok; thi Agerdyrkningen er et Studium, og ikke en uigiennemtrængelig Hemmelighed. Saaledes sluttede Hr. Pannellier, og jeg lod mig lætteligen nøje med det han sagde mig; saasom jeg aleneste ved Studium, Iagttagelser, igientagne Erfaringer og Øvelse havde erlanget disse Kundskaber, som syntes ham saa nyttige og nødvendige.

Men hvorledes skal man mage det, vil man maaskee spørge mig, at forhindre, at man ikke længere følger den gamle Slendrian i Agerdyrkningen? hvad er herved at giøre? Jeg har strax i Førstningen sagt det: Man maa henvise alle Bønder til Erfaringen. Den skal lære Dem:

58 1) At alle Slags Jorde maa plejes Beedviis. Derved skal Forpagteren vinde i det ringeste Femteparten af Grunden; thi dersom han pløjede den Furreviis, saa skulde de store Indsnitte ingen Sæd have; pløjede han derimod glat og jævnt frem, saa maa hans overalt ligge, og foreenede Jordmon nødvendig blive saaledes, som den naturligvis er. Anderledes har det sig ved min Maade at pløje. Da et hvert Beed er buget og ophøjet, saa forskaffer det en anseelig Formeerelse af Frugten. Thi ved Udmaalingen, jeg sidstleden har ladet foranstalte af mine Kornmarker, har jeg befundet, at jeg vandt 8 til 10 Agre paa 100, hvilke jeg lader besaae med Korn.

2) Ploven og Harven ere alene tilstrækkelige til at giøre Agrene frugtbare.

3) Man maa i rette Tid give alle Jorde i det mindste fire gode lige dybe Pløjninger, førend man harver Sæden ned.

4) De Jorde, som skulle ligge i Hvile, maa først rispes, og det saa vidt mueligt er, om Vinteren; man maa lade føre al Giødning, de kunde have nødig, ud derpaa, og pløje den ned paa denne Aarstid. Af dette Arbejde ville flyde adskillige vigtige Fordeele.

Strax, naar Bunden er aaben, vil den langt lettere tage imod de Salte og den Fedme, som Indflydelserne af Luften, Taagen, den feede Tid af Vinteren, og fornemmelig Sneen altid lader falde derpaa, efter denne Grundsætning : Nix, quæ cadit, opimat terram (*) Sneen bringer endnu andre Virkninger frem; med Frosten forbunden ødelægger den de onde Urter og dræber Indsekterne, Ploven trænger siden lenere i Jorden; thi intet giør den løsere, end naar man pløjer og giødsker den paa denne Aarets Tid.

Hvad den anden Pløjning angaaer, da ligger megen Magt paa, at den foretages, førend den stærke Solens Heede kommer; thi dens brændende Straaler berøvede da Jorden Salterne og Vædskerne. Hvo veed ikke, at de endog udtører og bortpumper Vandene, som staaer derpaa. Pløjer derfor ikke Marken i denne heede og strenge Aarets Tid, uden alene naar slemme Urter, Planter eller Rødder ere komne op paa eders Agre, thi det vilde være alt for farligt at lade dem voxe op til vis Størelse, saasom de ikke kunne giøre det, uden paa Bekostning af de Salte og Safter, som skulle nære Sæden, saa og, hvis de bleve staaende til de bar Sæd,

(*) Sneen giør Jorden feed

60 vilde de fylde Landet ganske med Ukrud. Dersom man ej desmindre nødes til at pløje paa denne Tid af Aaret, saa maa man, saavidt muligt er, føre sig det tykke og mørke Vejr til Nytte. Det skiønne Vejr, den brendende Heede og Soel, som følger derpaa, fortørrer og ødelægger de onde Urter, som Ploven forhen har oprevet og omkastet af Jorden.

Den tredie Pløjning, som maa anstilles ved de Agre, der ere bestemte til Hvede, maa foretages sidst i Augusti eller først i September Maaned. Thi de, som skal besaaes med Rug, maa være i den Stand, at Udsaaeningen kan skee den 15 eller 20 September (*). Man maa da pløje dem den fierde Gang, og det lige saa dybt, som tilforn. Alt som Ploven styrter Jorden, saaer man Sæden ud, som man harver ned, efterat man forhen har kalket den, som jeg i Begyndelsen af foregaaende Capitel har anmærket. Det er vist, at naar man følger min Methode, bliver Sæden udspredt, meere accurat allevegne, og besætter Agerlandet saaledes, at man ingen ledig Plads kan finde derpaa; hvilket ikke al-

(*) Forstandige Landmænd, endog her i Dannemark stræbe efter, at have deres Vinder-Sæd lagt, enten sidst i September eller først i October.

61 tid saaledes befinder sig ved den forberørte Plov med Qværnskruven, eller et andet Ager-Redskab, som man maaskee vilde føre i Brug. Men derved maa vel observeres, at den, som skal saae, tager nøje i Agt at afpasse Mængden af Sæden saaledes, som det skikker sig for hver Bunds naturlige Beskaffenhed; thi jo bedre, jo stærkere, friere eller løsere & c. en Bund er, jo meere Sæd maa den have, men jo lettere, middelmaadigere eller værre et Stykke Jord er, jo mindre maa man give den.

I denne Artikel, ligesom i mange andre, er jeg uenig med en endnu levende Skribent, som allerførst berettede Landmanden, at jo bedre og tungere en Jord ere, jo mindre Sæd har den nødig, men jo lettere, middelmaadigere og uartigere den er, jo mere Sæd vil den have. Kan man ved saa mange Aars Erfaringer i Agerdyrkningen, som man foregiver at have, lære saa falske Grundsætninger om dens Drift? Det er desto nyttigere at holde sig til mine Regler, da de ere grundede paa en igientagen Erfaring af mere end tive Aar, og aldrig skal foraarsage overmaade Bekostninger.

Thi, at jeg skal sige det endnu eengang, alene med Ploven og Harven vil jeg altid

62 skaffe mig en skiønnere og rigere Høst, end de, som anvender mange Bekostninger paa at forsyne sig med alle de Ager-Redskaber, som man daglig opfinder under det sandsynlige Paaskud, derved at hielpe meget til Agerdyrkningens Fuldkommenhed. Jeg har imidlertid, ved alt dette, Agerjorde af alle Slags: I nogle finder man Sand, Kride, Mergel, i andre Flintesteene og lidet Leer; disse ere varme, korte, hine ere stærke, svampige, gode, kolde og vaade. Jeg har muldede, sorte, frie, ja endog nogle Tønder Land af hvid Jord. Alle disse slags Grunde beholder aldrig Regnvandet, naar jeg lader give dem fire Pløjninger, alt som deres forskiellige Beskaffenhed fordrer det, og det i noget ophævede og afheldige Agerbeed, alt som Jordmonen er meere eller mindre vaad. Der var og intet Vand at finde derpaa hverken 1763 eller 1764, i hvor vaade end Vintrene af disse tvende Aar vare. Der er sandt, jeg har ved dem, som vare de vaadeste, lader føre Vandet formedelst Afledninger hen i Graver, hvor det ikke kunde skade. Dette giør, at ikke een Stilk ukrud findes i mine Næger af sidste Aars Høst. Hvad for en Frost der end var kommen, havde den dog aldrig beskadiget mit Korn. Men anderledes havde det været beskaffet med mine Naboers Marker, hvilke mestendeels havde staaet en temmelig Tid i

63 Vandet, i hvorvel Jordmonen deraf laae ikke saa siid, fom mine Agre; Frosten havde vist skaaret de fleeste Rødder i tu af Planterne.

Dersom de Agre, jeg saae i Picardiet, havde været pløjede Beedviis, og kalket Sæd bragt under Jorden med Harven, som jeg forhen har sag:, og hvis de vaadeste Lande vare blevne igiennemskaarne ved Vandledninger, ligesom de der laae afheldige, saa skulde den store Regn af sidste 13 October ikke have anrettet nogen Ødelæggelse derpaa, enten derved, at den slog Jorden for stærk imod Hinanden, eller svemmede oven paa Jorden, eller blev staaende imellem tvende Jordlag, eller endelig forværrede de afheldige Agre ved Jordens og Giødningens Bortskylning. Disse sidste maa altid pløjes tværs over, og ikke efter den Side, som De helder af til, paa det at Vandet, som falder, kan flyde i de dybe Indsnitte af ethvert Agerbeed, og derfra løbe i Vandledningerne, hvoraf giøres saa mange, som fornøden er, efter Jordmonens Beskaffenhed, der skal besaaes. Man fører dem da immer hen imod det Sted, hvor man vil at de skal lede Vandet, uden at foraarsage nogen Skade. Denne Maade har jeg stedse fulgt med god Lykke, fom jeg vil give tilkiende, naar jeg kommer til at tale om Vandhullerne.

Man har maattet mærke, at jeg ved min Maade at dyrke og giødske Jorden, samt kalke Sæden, bevarer mit Korn for Ødelæggelserne af sten, de onde Urter og Kierner. Jeg giør end mere: Jeg sætter det ogsaa i Sikkerhed, for den største Tørke og uroeligste Vejer. Thi da mit Korn paa ingen Maade Vinteren igiennem, den maa være saa streng, som den vil, tager Skade, saa man der i Foraaret nødvendig være skiønt og stærkt. Jeg nødes ogsaa undertiden til at tage tildeels de spæde Blade bort af Planterne, eller lade Qvæget æde dem af. Korn af denne Art, ja endog mindre stærkt Korn, kan ikke beskadiges ved nogen Tørke; thi da Jorden er fuldkommen skiult deraf, saa beholder den desto lættere sin Vædske, i det den samme fornyes endda alle Dage formedelst Dunsterne, som opstiger af Jorden, eller formedelst Duggen, som falder ordentlig Morgen og Aften. Dette er en Virkning, som en Ager ikke fornemmer, der ikke vel skiules af det, som den Vinteren igiennem har bragt frem.

Mine Kornmarker nyder endnu andre Fordele. Enhver veed, hvad for en Skade det er for en Forpagter, naar hans Korn ligger. Falder kun en lidet vedvarende Regn ind, saa raadner eller spirer det. Deraf kommer det, at Straaene deraf bliver sorte

65 og fordervede, og som oftest har saa slem Lugt, at den ej kan due til andet end Strøelse. Desuden modnes da Kiernen meget neppe, endog tit kommer den ikke til den Fuldkommenhed, og man høster langt mindre ind, end af Straae, som staae immer oprejste. For ar forvare sig for disse skadelige Tilfælde, maa Landmanden af Grundens Natur forstaae, hvad for Slags Giødning han skal lægge paa den, for at give Straaene Styrke og Nerver. Mergelen, Faaremøget, eller meget mere Foldgiødning, de adskillige friske Jorde, og den Maade, paa hvilken jeg lader kalke mit Sædekorn, har lykkeligen indtil denne Tid, saavel i Ville-Parisis som i Belle-Fontaine, afværget, at jeg ikke havde nedliggende Korn, i hvorvel det var immer større og meere kiernefuldt, end mine Naboers. Det er sandt, Stormene og Uvejret i de to sidste Aar have bøjet meget deraf, men om anden Dagen har det rejst sig selv igien, og er forblevet saa stivt, som om det ingen Stød havde liidt. Hvad som tilfulde beviser, at Giødsken har været Aarsag til at stille det i sin første Stand igien, er dette, at det Korn, som ikkun havde faaet Koemøg af Gaardene, blev ligende paa Jorden. De Høste da, hvis Agre og Sædekorn saaledes tilberedes, som jeg lærer, ere altsaa sikre for alle Strengheder af de adskillige Aarstider. Regnen,

Frosten, Tørken, og de heftigste Vinde skader dem intet.

Lader os nu see, hvad det ere for Pløjninger man maa give Agrene, og hvorledes de skal skee, for at indrette dem til at bære Havre, Vaarsæd og andet ringe Korn, med et Ord, Sommerfrugter. Seer, hvad jeg altid i slig Fald har giort, og hvad der hidindtil har indbragt mig den rigeste Høst deraf. Jeg lader pløje Agrene, som skal besaaes med Sommerfrugter, endnu i Efterhøst, saasnart Vintersæden er lagt, paa det at de maa have faaet en Pløjning endnu for Vinteren eller i det seeneste ved dens Begyndelse. Er Vejret gunstigt, lader jeg give Sommerjorden Den anden Pløjning den 10 eller 15 Februarii. Man lægger da strax Sæden, for at nyde Fordeelene af Ordsproget, som siger, at Februarii-Havren fylder Laden (*). Jeg har virkeligen siden 1742 stedse fundet ved Erfaringen, at jeg aldrig har faaet meere kiernefuldt og bedre Havre, som derhos gav bedre Foerhalm, end den, der er saaet i denne Maaned. Og naar det end har mødt mig ofte at have adskillige frosne Havrelande, er (*) Her forstaar enhver, at Forfatteren taler om Frankriges Luft og Himmel-Eng, og holder den tillige Sæd for den beste.

jeg dog kommen meget vel skadesløs derfra, thi den tredie Pløjning, som jeg da har ladet give Ageren, tillige med den liden Giødskning, som de frosne Havrekierner have forskaffet Jorden, har giort den saa godt, at disse Agerlande have stedse indbragt mig 12 til 15 Skiepper meere, end de, hvis Sæd havde ingen Skade liidt ved Frosten. Formedelst en Pløjning da, som koster 4 Livres (*), og tre Bichets Havre, som jeg har ladet saae dertil, hvilke jeg vurderer for 3 Livres, har jeg profiteret 12 til 15 Livres. Det er alt rigtig beviist, at jeg ej har tabt andet, end at jeg har ladet faae mine Havrelande paa ny.

Imidlertid ender jeg ikke mine Bemøjelser ved det Foranmeldte. Saa snart min Harve er fire til fem Tommer høj, lader jeg i nogenledes tørt Vejer harve den altsammen med to eller tre Tænder, alt som Bundens Beskaffenhed udfordrer det, eller alt for mange Planter ere der. Denne Forretning tager det Overflødige deraf bort, river Ukrudet op, giver Bunden eens Skikkelse, giør den muldet, og forskaffer den ligesom en Pløjning nok engang, saa at, naar Regn falder, rejser Planten sig, sidder ligesom sikker, og skyder skiønnere Blade. Jeg lader ogsaa underti-

(*) En Livres er meest 24 Skilling Dansk.

den ved Tørrevejr giøre der samme i Foraarer ved mit Korn, som er blevet sidst saaet, efterdi der meget raa Vejer om Vinteren har forhindret det at fæste sig tilgavns. Foruden disse berørde Fordeele skaffer jeg herved Jord neden omkring Planterne, saa at man seer dem øjensynlig at skyde sig; og ofte bliver disse Planter lige saa skiønne, som de, der først ere blevne saaede. Gemeenlig ogsaa, naar De ikke ere stærke nok, lader jeg i Aprilmaaned Harven gaae omkeert derover (*) Paa Denne Maade smuules de smaa Klimper, som Vinteren har giort; hvilket alt igien tildækker Foden og Roden af Planterne.

Man bekymre sig altsaa ikke om nye Ager-Redskaber, for dermed at give deslige Agerlande nye Pløjninger i Foraaret, da man langt lykkeligere kan fuldføre alle Markforretninger med Ploven og Harven alene. I Sandhed, da jeg 1764 betiente mig ikkun af den sidste, reddede jeg alle mine Sommerfrugter, da imidlertid den store Tørke næsten ganske ødelagde en god Deel af andre Landmænds Høst. Saa længe det var noget Tørrevejr, lod jeg harve min Havre to Gange, for at giøre Bunden løs og muldet og (*) Hvilket i det Franske Bondesprog kaldes faire poudrer les bleds, at lade puddre Kornet

lade Planterne frit Spil, hvilke uden denne Forsigtighed havde næsten alle forkommet, saa hærdet og ligesom sammenkittet var Jorden. Efter disse tvende Harvinger kom Regnen, og min Havre skiød sig med saadan Hast, og blev endog paa de sletteste Marker saa stærk, at Folket i Landet og de Fremmede, som komme til mig, faldt i stor Forundring derover.

Jeg tager endnu andre Messures, for at drage alle Fordeele af de Bemøjelser jeg har giort mig. I stedet for at lade meje min Havre, lader jeg afskiære den alsammen med Segel. Ved dette Middel undgaaer jeg det Tab, som Mejningen med Leen foraarfager, hvilket er større, end man gemeenlig troer. Jeg veed af Erfaring, ar, naar man lader meje Havren, gaaer i det mindste Udsæden forloren. Da den desuden hefter sig stærkt til Jorden efterat den er mejet, indtil den skal ages ind, saa spirer den undertiden, og da midlertid Havren selv, som er falden af, saa og Ukrudet begynder at voxe, saa forvikler de sig i hinanden med Bladene og Stenglerne, følgelig er man nødt til at bruge Riven brav, for at rive Havren løs med Magt, hvilket man ikke kan giøre, uden at tabe i det ringeste endnu eengang en Udsæd, og det immer den beste og modenste, falder

bort. For min Part har jeg ej alene, uden at det koster mig meget meere, altid sat mig i Sikkerhed for alt dette Tab, men endogså forskaffet min Havre en Egenskab, som saa vidt overgaaer andres, at jeg altid sælger en Bichet paa Markedet i Montereau tre eller fire Skilling dyrere, end andre.

Dette ere de Fordeele, som man erholder af mm Maade at pløje, giødske, saae, kalke Sæden, og høste. Hvo som vil rette sig derefter, skal meget vel kunne føre sig sine, endog sletteste, Agre til Nytte, saavel i Henseende til Halmen, som Mængden og Egenskaben af Kornet og anden Sæd, saavel som og Menneskernes og HuusKreaturenes Sundhed.

Fierde Capitel.

Maade at holde Korn, uden Skade og Bekostning, sundt og godt i mange Aar.

Uden at opholde mig ved at bestride de adskillige Maader, som man hidindtil har foreslaaet i Henseende til Nødvendigheden at holde Sæden en lang Tid frisk og god, vil jeg

71 nøjes med at anvise et sikkert Middel til at forfare lykkeligen heri. Fra lægger det med desto større Fortrolighed for Dagen, eftersom det kræver ingen Bekostninger, og jeg selv har erfaret det med god Lykke.

Det er meget simpelt. Her er det. Naar Sæden er torsken, lader man den blive i sine Smelter og Avner. Saa si,art man har torsket noget, lægger man det til Side, enten i en Krog af Laden eller paa et andet nogenledes tørt Sted. Naar man nu har bragt Kornnæger af den nye Høst ind i Laden, saa mange som man har nødig til at formere tre Beed, og lagt dem vel paa hinanden, saa laver man kaste Sæden, som man har giemt i sine Smelter, derover, og det omtrent to eller tre Tommer høj. Naar dette er giort, lægger man atter to Beed af Næger, paa hvilke man udspreder lige saadan Qvantitæt Korn i sine Smelter; og saaledes farer man fort, efter den Mængde Korn, som man vil giemme.

Denne med den nye Høst stråledes forblandede Sæd forfriskes derved, sveder paa ny, bliver saa at sige ligesom igienfødt i Kornhoben, og derved erlanger en Beskaffenhed, som den ikke havde. Den skal og aldrig forderves paa saadant Sted, naar kun den nye

Høst er sund og temmelig tør. Dette, skiønt i fem eller sex Aar, giemte Korn kan due til Udsæd, som jeg har erfaret i Aaret 1746. Det er desuden meget sikkre forvaret paa dette Sted, end paa et andet, thi det er ikke mueligt, at Rotter, Muus og andet Utøj kan trænge ind til Dette Korn, saa stærkt sammenperset er det i Hoben, enten ved sin naturlige Tyngde, eller formedelst Vægten af Nægerne, hvormed man dækker det til. Luften selv kan her ikke trænge ind. Man vinder altsaa nødvendig ved denne Maade at giemme Kornet, saasom den giør det godt; og jeg kan ikke sætte saadan forvaret Sæd i Ligning med noget bedre, end med en gammel Vin, hvilken er desto ypperligere, jo fleere Aar den ligger. Saadam sex Aar gammelt Korn vil ogsaa vist være bedre, end det af den nye Høst eller og det, som er ro eller tre Aar gammelt (*).

Femte Femte

(*) Autor haver i dette Capitel endnu foreslaget et andet Middel til i 2 a 3 Aar at giemme Kornet sundt og godt ved at rense det med en vis Haandmølle, som han roser, og er for en maadelig Priis at bekomme hos en Snedker i Paris, i Gaden des Pronvaires; men vil nok falde for kostbar at forskrive til Dannemark.

Femte Capitel Midler at forbedre de side og højlændte Enge.

I Henseende til de højlændte Enge ere disse Midler meget simple og faa. Det fornemste er at ikke giødske dem. Disse Slags Jorde haver Salt og Safter nok, saa at de aldeles ikke behøver nogen Giødning. Hvo veed ikke, at, naar man pløjer dem for at besaae dem, giver de syv eller otte Hoste efter hinanden, uden at kræve mindste Giødske? Dette har jeg tit erfaret siden 1742; og er det et tilstrækkeligt Beviis paa, at de højlændte Enge ere sig selv nok til deres Væxters Frembringelse. Sæt imidlertid, at Høsten var rigere formedelst Møget, man havde lagt der paa, saa skulde man dog ikke have større Fordeele deraf, fordi, da denne Giødning giver Græsset en meget slem Smag, fom det holder i to til tre Aar, saa vil Kreaturene ikke røre Foeret, og træder tre Fierdeparter deraf ned med Fødderne; eller om de end æder deraf, saa bliver mange af dem syge, naar Giødningen, som man har brugt, er af slem natur, f. Ex. Giødningen af Priveter, Kiøkkenskarnet, og andre deslige Ting. Slig Giødske fortærer og ødelægger vel undertiden

Musset, som, i det det hindrer de gode Urters Væxt, hielper til de ondes Opskyden; men der gives et sikkere Middel til ay lægge det øde uden al Skade. Dette bestaaer deri, at man Vinteren igiennem, særdeles i den Tid, naar saadanne Enge ere skiulte med Snee, lader en Harve med Jerntænder gaae derover, indril alt Musset er revet af Bunden. Ved dette Arbeide faaer I det ej alene ganske bortrusket, men ogsaa derhos forblandet med Jorden, som Mulvarpene have kastet, men ogsaa derhos forblandet med Jorden, som Mulvarpene havde kaster op, med Sneen, og med alt Skarnet af de Kreature, som forhen have gaaet der paa Græs. Denne Forblandelse vil tilvejebringe en for eders Enges Natur sig langt bedre skikkende Giødning, og I skulle ingen slemme Følger have at befrygte deraf.

Efter Frosten, og naar Græsset begynder at skyde frem, lader I adskillige omkeerte Harver gaae over denne Bund. Ved dette Middel faaer I giort alle Giødninger løsere, og Græsset tildækket neden omkring, hvorudover det ej alene vil voxe stærkere frem, men ogsaa blive af en bedre Beskaffenhed. Herved giør I det nyttigt for eders Enge, som havde været dem skadeligt, om I havde ladet det være i forrige Stand. Skulde ikke desmindre eders høje Enge nødvendig behøve en anden Giød-

75 ning, saa kunde I ikke give dem nogen bedre, end Heftemøg; det vil læge alt Ukrud, Rødder, Mus og alt det øde, som kunde skade de gode Planter, og naar det anbringes til rette Tid, skaffe det sundeste og overflødigste Græs: En Fordeel, som alle Giødninger af Bøndergaardenes Mødinger, og andre Giødskninger, ikke kunne forskaffe.

Ligeledes kan man sætte De side og moradsige Pladse, som ere alt for vaade, i Stand. Gemeenligen giver de ikke andet af sig, end suurt og brandigt Græs, efterdi Vandet derpaa forraadner og fordervevs. Rusten hefter sig gierne saa stærk paa dette Græs, at man ikke kan skaffe den bort deraf, naar man laver det visne og tørres til Høe. Hestene ville ogsaa den meeste Tid ikke æde det, og naar Qvæget foeres dermed, forbrænder det dem, og giør dem med Tiden fuule. Det skeer ogsaa ofte, at jo meere de æder Deraf, desto mere ville de æde, fordi saadan Foering er dem kierkommen, som en Medecin. Da dette Græs ikke bliver i Livet, saa giver Qvæget næsten ingen Melk af sig, bliver uformærkt mavert, og svinder øjensynlig.

For at forekomme Disse bedrøvelige Virkninger, skal I giøre rundt omkring og tværs igiennem eders side Enge og Moradser

76 Graver, som ere store nok til at trække Vandet bort af dem. Den Jord, som I faaer deraf, kan ej alene lægges og udspredes paa Engene selv, men ogsaa føres paa de Lande, som skulle pløjes, og ikke ligger for langt derfra; den vil være dem til større Gavn og giødske dem længere, end alle Giødninger, de maa være af hvad Slags de være ville. Naar dette er giort, kan man harve dem paa samme Maade, som jeg har viist oven for ved de højlændte Enge. Græsset har i de side Enge, hvor jeg har brugt denne Forsigtighed, forandret sin Natur, og er for tre Aar siden blevet overflødigere og bedre. Nu kan man kiøre med Vogne sammesteds, ligesom ellers overalt, da de tilforn ikke kunde komme frem j disse vaade Strøg, uden at Hjulene sank ned til Navet; man var og derfor nødt til ar bære en god Deel af Høet og Auret bort med Hænderne. Kreaturene gaaer nu ogsaa heller paa disse Høeskaarer, og finder en sundere Føde der.

Man har altsaa slet ikke nødig at lave kunstige Enge, hvilke overhovedet ere Kreaturene saa skadelige, men man maa alene beskæftige sig med at giøre dem frugtbare, som man har. Jeg vil gierne tilstaae, at Naturens Herre ikke har skabt Luzernet, Kleveret og andet saadant forgiæves, o. s. v. men

dette maa ikke hindre at bruge al Agtsomhed ved at faae disse Foervæxter i disse Lande, hvor Jordens Uddunstninger ere ikke stærke nok, saa at de bliver skadelige for Kreaturene, og ikkun at anbringe dem i saadanne Jorde, hvor de gierne og ligesom med Fornøjelse voxer. Er det nogen ubekiendt, at Luzernet af Provence agtes højere, end det, som voxer i andre Egne?

For Resten er det meget unyttigt, i hvad Egn det end være vil, at forandre Lande, som ere skikkede til at bære Korn og godt Foer, til Kunst-Enge; thi naar man sætter de naturlige Enge i en god Stand, ere de meer end tilstrekkelige til at forskaffe Kreaturene Næringsmidler. Man kan og desuden i enhver Sort Lande behandle og benytte sig af saadanne Stykker Jord, som man helst synes om, uden at have en Kunst-Eng nødig.

Siette Kapitel.

Hvorledes man, næsten uden al Bekostning, kan opbryde nye Lande, og giøre dem brugbare.

Al Opbrydning af nye Lande, de maa være af hvad Beskaffenhed de være ville,

maa skee alene med Ploven i October, November, December og Januarii Maaneder. Naar de oppløjes i denne Tid af Aaret, forraadner Grønsværen om Vinteren; og Grunden, i det den bliver løs, bliver skikket og tienlig til at holde Sæden vel under Jorden, hvilken skal lægges i Februarii og Martii Maaneder; alt som Vejerligt er i den ene eller anden af visse to Maaneder; thi er det smukt Vejer i den første, maa man ikke forhale at tilsaae de nybrudte Lande. Fulde af Salte og Safter, som Sneen, Taagen, Dunsterne af Jorden og Indflydelserne af Luften have nedlagt deri, ere de langt beqvemmere til Planternes Væxt, end om de vare pløjede om Sommeren, efterdi de Safter og Safte, som de havde indeholdt, vare da ved Solens stærke Heede bortdunstede, udtørrede eller forbrændte.

Formedelst disse bedrøvelige Virkninger er det læt at indsee, hvor meget skadelig deres Methode er, som lærer, at man maa forbrænde Grønsværen, og hvor væsentligt det er, at den ikke faaer Credit. Alt hvad man derfor kan giøre om Sommeren, er, at man sætter De vilde Grunde, som man vil opbryde, i Stand til at kunne tage vel imod Ploven i Efterhøsten, eller ved Begyndelsen af Vinmen og saa længe Den varer. Jeg vil sige,

79 at man maa rødde alle Rødder af en saadan Grund, og skaffe alle andre Hindringer bort, som kunde opholde Ploven.

Denne Markforretning foretages enten til dens Nytte, sorn man bruger dertil, og da giver man ham ingen anden Løn, eller Ejeren drager Fordeelene deraf. Tager man dette sidste Partie, saa, endskiøndt man da betaler den, der arbejder i Marken, vinder man dog undertiden ved den Mængde Rødder og Brændsel, som man faaer deraf. Det er sandt, der gives saadanne vilde Jordstrækninger at opbryde, hvor Bekostningen kommer til at staae højere, fordi man treffer paa Klipper og store Steene, hvoraf ingen Fordeel kan erholdes; men ved de igientagne Høste, som man indhenter af deslige Sædelande, holdes man meget vel skadesløs.

Efter den første Høst af disse nye brugbargiorte Lande, hvilken altid er temmelig god, lader jeg pløje dem paa samme Tid af Aaret, som den første Gang, da, foruden de allerede omtalte Fordeele, den forraadnede Grønsvær saavel som de smaae Rødder, der ere blevne tilbage i saadan en Grund, giør en Giødskning, som i middelmaadige Jorde plejer at give tre eller fire Høste efter hinanden, men i gode Agre og slemme Enge, som man opbry-

80 der af nye, sex, syv eller otte Høste, efter Grundens Beskaffenhed, uden at have nogen anden Forbedring nødig.

Den første Sæd, man skal saae i de nybrudte Stykker Jord, er Havre. Det er alene den, som kommer lettest fort i de Grunde man begynder at dyrke; ja Denne Frugt voxer ligesom med Lyst i den nypløjede Jord. Thi man maa bie at saae Korn deri, indtil Jorden har ikke fleere Salte og Safte, end der behøves til dets Vægt. Ellers, naar de gode Jordmone ikke ere svækkede ved Smaasæd eller Sommerfrugterne, saa ligger Kornet ned, Straane forderves, ja endog maaskee forsuler, og Arene ere slet forsynede med Kierner. Da desuden Bunden er ikke smullet nok, saa skulde denne Wæxt, som slet ikke gierne lider saadanne nybrudte Jorde, ikkun meget vanskelig komme fort. Jeg har ladet oppløje slemme Enge: jeg har allerede faaet fem Havrehøste deraf efter hinanden. Jeg giør endnu Regning paa at faae to, og efter den syvende vil jeg lade give disse Lande tre Pløjninger: den første strax, den anden i September, og Den tredie i October, for derpaa at besaae dem med Hvede Dette bliver altsaa otte Høste efter hinanden, som jeg faaer deraf, uden at have givet dem nogen Giødskning; og jeg haaber næstkommende Aar, efter tvende gode

81 Vinterpløjninger, at saae endnu en riig Havrehøst, som da bliver den niende.

Uden Tvivl vil nogen her spørge mig: Hvorfor lader I, i den Tid af disse syv første Høste, give disse nye opbrudte Jorde ikkun een Pløjning, og det altid om Vinteren? Det er læt at stille dem tilfreds, som ikke indseer Aarsagen hertil. Det skeer for at spare Saltene og Safterne af et saadant Land, da intet kan skade dem i denne Tid af Aaret; og dette er fremdeles just den Bevæggrund, som driver mig til at lade grave Dem kun efterhaanden igiennem, thi naar jeg i de to eller tre første Aar oppløjer aleneste lidet frisk Jord paa disse Grunde, har jeg en rigere Høst af Korn og Straae.

De tager meget groveligen fejl, fom meener, at man maa opsætte det til en anden Tid at giøre vilde Grunde brugbare, og bie indtil de andre Jorde, som allerede ere i Drift, have naaet højeste Grad af Frugtbarhed; thi der er intet fordeelagtigere til at bringe dette sidste til Veje, end ved at giøre øde Grunde frugtbare: De rigelige Foeringer, man vil faae deraf, ville være meget nyttige til de andre Hvilejordes Giødning. Jeg understaaer mig derfor at meene for fuldt og fast, at man for alle Ting maa see til at man

100

uden Efterladenhed arbejder derpaa. Fremdeeles dømmer man meget slet, naar man siger, at man maa pløje Landene en halv Alen eller 9 Tommer dybt; thi foruden det, at sligt endogsaa med et stærkt Træk næsten ikke vilde gaae an i alle Slags Grunde, maatte vel de Agre, paa hvilke disse Pløjninger endda lode sig giøre, ikke give en eneste god Høst.

Endnu nødvendigere er det at opbryde vilde Jorde, som ligger imellem dyrkede Agerlande. Thi disse forvildede Grunde tiener allehaande Utøj til Opholdssted, som i visse Aaringer opæder alle Frugterne paa de Agre, som grændser til dem. Saadanne ere Muus, og Muldoxerne, som ere Ollenborrenes Yngel. Man finder endog, naar man lader pløje dem Reder af Fiirbeene og Snoge. Det eneste Middel at ødelægge og dræbe alt saadant Utøj, er, at man giør deslige Markstrækninger brugbare.

See, hvorledes jeg har fanget Sagen an at oprødde og dyrke de klipagtige og steenige øde Pladse. Jeg har ladet skaffe de ej altfor store Steene bort, de andre lod jeg pløje ned, i det jeg slængde dem i store Huller eller Grøvter, som jeg lod grave derved; siden lod

101

jeg tildække dem med Jord, ligesom dem, der laae oven paa Jorden, paa det at jeg kunde pløje allevegne, uden at Ploven skulde hindres eller brækkes i tu. Af dette Arbejde har jeg havt en dobbelt Fordeel: 1) Har jeg giort mit heele Land beqvemt til at pløjes og drives. 2) Ved det jeg lod grave det, har jeg truffet meget god Mergel, som man ler kunde faae, saasom den laae kun en halv Alen dyb ned. Jeg har ladet lægge noget deraf paa samme Jordmon, hvori jeg har fundet den, og som havde den nødig, saavel som og paa andre nær paa stødende Agre; og disse Jorde have givet mig skiønnere og rigere Høste, end de, paa hvilke jeg havde ladet lægge aleneste Fæmøg af Mødingerne. Hvad dem angaåer, hvor Stenene vare næsten ikke større, og ikke engang saa store, som smaa Stumper Steene, der udfylder Muure, da har jeg taget den Resolution at lade dem kiøre til Vejene, da jeg tillige lod bringe Mergel, Grønsvær og frisk Jord tilbage paa Grundene. Jeg har derved ikke meere været udsadt nogen Fare for at see mine Plove sønderbrudte. Mine Heste, og de, som kiører Karrene, lider ikke heller meere derved. Disse Steene have ikke siden qvalt eller forbrændt Kornplanterne, som de skulde have giort, naar de vare blevne heede af

102

Man forfarer paa en anden Maade at giøre de Udyrkede Lande, fom ligger ved Skove, brugbare. Det er saavel for dem selv, som ogsaa for Skovene nyttigt, at de skilles fra Hinanden formedelst gode dybe Grøvter, saa vidt mueligt er. Skrax kan den Jord, eller Mergel, som man faaer deraf, tiene til en Giødskning, naar man lader kaste den over Agerbundene. Da nu Rødderne uf Træerne og Underskoven ikke fremdeeles kan strække sig til og naae saadant Land, saa udsuer de ikke meere dets Salte og Safte. Skyggen af Skoven er længere borte, og kan ikke meere være Sæden til Skade. Man hindrer end videre ved denne Forsigtighed, at Orme og andet Smaakræk ikke fortærer Sæden, og om man ikke ganske sætter sig i Sikkerhed for Harene (*), saa er det dog meget vist, at man alligevel meget forringer den Ødelæggelse, som de sklde anrette paa slig Grund. Da paa den anden Side Skoven har meere Luft, saa profiterer den langt bedre deraf, og Dyrene kunne ikke meere snige sig ind at beskadige den.

Disse Grøvter ere ogsaa meget nyttige langsfrem med Landevejene, fornemmelig,

(*) I Originalen staaer Kaniner, i hvis Sted jeg har sat Harer, som i Dannemark giør lige saa megen Skade, som Kaninerne i Frankrige.

103

85 naar de betrædes af Kreature, som man fører til Markederne. Jeg har erfaret det paa Landgodset Belle-Fouraine. Foruden at jeg har giort disse Veje bedre at gaae og kiøre paa, har jeg derhos forvaret Sæden for Ødelæggelserne af det Qvæg, som man fører til Markedet i Flagy. Jeg har herved forhindret, at Sæden ikke kastedes over Ende af det Vand, som i stærk skyllende Regn styrker ned af Bjergene og Højene, som mine Agerlande ere omgivne af. Jeg har ledet Kilderne andensteds hen, hvilke sætter en Deel deraf under Vand; og ved det jeg forskaffede Vejene deres nødvendige Breede, har jeg vundet mange Tønder Land, som tilforn laae stedse udyrkede, og bare intet.

Altsaa ophæver en nu levende Skribent sig ubilligen, uden al Forskiel, imod alle Grøvter; thi naar de i nogle Omstændigheder kan være unyttige, ere De i mange andre meget gavnlige. Jeg taler her intet om de Lande, som man for de Vandputsers Skyld, hvor- ,

af de oversvømmes, ikke kan dyrke. Jeg forbeholder mig at tale derom, saasom jeg strax vil afhandle denne Materie i der følgende

104

Syvende Capitel

Om Kilder og Vandstader.

Det synes meget unyttigt at giøre sig Umage

for at vise, hvor væsentligt det er at forderve og bortskaffe de Kilder og Vandhuller eller Putser, som findes paa Jorde, der ere tienlige til at dyrkes. Hvo veed ikke, at den Sæd, som er paa Agre, hvor Vandet staaer for længe om Vinteren, er udsat for Forraadnelse, eller, naar stærk Frost kommer, skiæres af ved Roden. I Følge disse vidrige Tilfælde bær Jorden intet, uden Ukrud eller Urter, som den meeste Tid forderver og forværrer det lidet Korn eller andre Frugter, som man har indsamlet i Laderne. Det er altsaa af yderste Vigtighed at ikke forsømme noget til at stoppe og fordrive Vandet paa alle Jorde, som ere bestemte til at pløjes. Jeg har forhen nogenledes givet at forstaae, at der gives ingen Slags Jordmon, som man jo kunde udrette det ved. Man skal altid forfare lykkeligen i den Post, hvis man pløjer deslige Lande i meere eller mindre bugede Haugebeed, som jeg tilforn har sagt, og det fire Gange lige dybt. Naar man da harver den udstrøede Sæd ned, efter at Grunden har faaet den behørige Giødning, og man derved har giort ret mør, saa vil Vandet altid sile læt der igiennem, færde-

105

les, dersom man bærer Omsorg for, naar det er alt for overflødigt, at giøre visse Vandtræk eller Afledninger, som skiærer Beedene igiennem.

Vandputserne kommer alleneste deraf, at Bunden under neden er meget tung, eller leeret. Vandet kan altsaa ikke trænge der igiennem, men bliver staaende oven pas, eller imellem tvende Jordlag. Man skal vist giøre dets Løb eller Afflydelse lættere, hvis man begynder at føre to eller tre Karrer Mergel meere hen paa disse Slags Grunde, end paa de andre Agre. Siden maa man lægge Grønsvær, eller frisk Jord af noget sandige Steder, og adskillig forblandet Fægiødning af Mødingerne paa dem. Disse tre Sorter Giødning, tillige med de fire Pløjninger, som jeg har ladet give disse Lande, har giort dem saa lette og porøse, at tvende Hefte bleve ikke mere trætte af at trække Ploven der, end naar de vare paa frie og løse Agre, da dog neppe tre tilforn kunde giøre det. Naar Ploven rispede denne Jord, tog den Stykker af 50 til 60 Pund med sig, og fyldte sig saa deraf, at den, der holdt Ploven, blev stændig nødt til at stikke Jorden fra. Endskiønt Vinteren 1764 har været meget vaad, saa er dog ikke en eneste Draabe Vand bleven staaende derpaa.

106

Jeg har her intet at lægge til det, som jeg andensteds har sagt om de Kilder, som jeg ledte bort formedelst de Graver, jeg lov kaste, og saa vel ved Afledninger eller smaae Grøvter føre enten ind i min Kiøkkenhauge eller til andre Steder. Jeg vil derfor nøjes med at anvise de Midler, jeg har betient mig af fil at forstyrre de adskillige Kilder i Jorden selv, hvilke oversvømmede nogle Parter deraf. Jeg har først giort mig Umage for at opdage, hvor disse Kilder havde deres Udspring fra. Efter at jeg fik Stedet vist at vide, hvor de begyndtes, lod jeg giøre noget brede Vandledninger lige til det Sædeland, hvorpaa var løs og af Muldvarpene igiennemgravet Jord. Da jeg saae, at Vandet trakte deri efterhaanden, fom det kom der, har jeg ladet giøre en Sump eller et lidet Vandhul paa dette Stykke Land; jeg har ladet fylde det paa en halv Alen under Jorden med Steene, som man havde sanket i Sædelandet selv, og i den noget brede Rende eller Afledning, som ledte Vandet fra Kilden af derhen, ere ogsaa deslige Steene blevne lagte; derefter har jeg tildækket Sumpen og Renden med Jord. Siden 1760 har jeg skændig ladet pløje over alle disse Steder, og fra den Tid har aldrig en eneste Vandsdraabe ladet sig tilsyne paa Jorden.

Ligger Kilderne nær ved Steder, hvor Vandet kan være nødvendigt, saa bliver en

107

saadan forsynkende Vandsump til ingen Nytte. Man lader sig nøje med at giøre en liden Grøvt fra Kilden af hen til det Sted, hvor man vil lade det have sit Afløb; man fylder Grøvten med Steene, som man derpaa tildækker med Jord, over hvilken man lader Ploven gaae.

Formedelst disse Messyrer har jeg ikke et Stykke Laud meere, som er udyrket for Kilders og Vandpursers Skyld; og jeg lader allevegne den Jordmon, hvor deslige vare, pløje Beedviis, ligesom de Agerlande, der altid have været i Brug.

Hvad de Lande angaaer, som laae vilde og upløiede, fordi deres Grund var brændende og opfyldt med for meget Krid, Mergel, Sand eller Flintesteen, da har jeg intet andet brugt til at giøre dem tienlige til at besaaes, end gode svampige og andre kolde vaade Jordarter og Grøndsvære, som jeg har ladet tage af Agre, paa hvilke undertiden tre, fire, ja vel fem Fod saadan Jord fandtes. Jeg har ogsaa brugt Jord af Vejene dertil. Jeg har end videre ladet føre god sort Jord og Skarn af oprensede Graver derpaa, da jeg altid foranstaltede disse Kiørsler aleneste hen paa de næst tilgrænsende Agre. Jeg har fordrevet de Vandstader, som vare der, ved at kaste

108

Grønsvær og adskilligt Møg derpaa; og efterat jeg lod pløje dem ligesom i Breed i Hauger, hvilke helvede immer noget ned ad, har jeg derved anbragt nogle Vandledninger. Disse Slags Grunde ere ikke underkastede Vandputser paa anden Tid, end om Vinteren; men man skal altid faae dem bort ved de Umager og Midler, jeg allerførst har anviist.

Ottende Capitel

Om Kiøkkenhaugerne.

Man bilder sig gemeenlig ind, at, for at giøre Kiøkkenhaugerne frugtbare, maa man give dem meget Vand og en stor Mængde Giødning; men det er en Vildfarelse: thi Haugegrundene ere næsten lige saa beskafne, som Jordarterne af de til Avling beqvemme Agre, det er, de ere gode, middelmaadige, eller slemme. Den indbildte Maade af en tilstrækkelig Giødsknung kommer ogsaa ofte deraf, at man har ondt for at kunne udvælge det Slags Jord, som man helst vilde have til at anlægge en Kiøkkenhauge paa, da man er nødt til at tage den, som er den begvemmeste, og ligger Hovedbygningen eller Huset, man vil beboe, nærmest, som mærkes ved

109

91 Slottet af Belle-Fontaine. Haugen til dette Landgods bestaaer ikke vel af meere end to Tønder Land. Da jeg 1759 tog den i Besiddelse, var meer end Halvparten af Grunden fuld af Leer. Samme Part laae og den Tid øde, og var aldrig bleven dyrket. Jeg har behandlet den paa samme Maade, som de Agerlande, der vare af samme Natur og tienlige at pløje, undtagen at jeg ikke har blandet Mergel iblandt Giødningen, som jeg lagde derpaa. Jeg har ladet mig nøje med, saa længe Frosten varede, eller paa andre Tider, da man ikke kunde forrette andre Markarbejder, at lade age god, lider sandig Grønsvær, frisk sort Jord, som laae under Gaard-Mødingerne, svampig kold og vaad Jord, med vel forraadnet Møg, paa den.

Formedelst disse adskillige Giødninger har Haugegrunden befundet sig saa muldet, at Sukker-Erterne, Bønnerne, og alle andre Bælgefrugter, have voxet i Overflødighed, faaet der mangfoldige Kierner, og en bedre Smag, end alle de, som tilforn havde voxet paa det Stykke af Haugen, der var blevet brugt, og det ikkun ved Driven af Giødning og Vand. Uden Erfaringen skulde man neppe begribe, hvor meget disse adskillige Giødskninger forhindrer Jorden at blive tør og barket, hvilket er en meget nødvendig Sag, at det ikke skeer, i sær paa de Steder, hvor Van-

110

det er rart om Sommeren. Hvor mange Hauger kiender jeg, hvis Grund er opfyldt med grovt Sand! Ejerne deraf giør en anseelig Bekostning paa at lede Vandet og bringe alle Slags Giødninger derpaa. Man kalder en overmaade Mængde Folk sammen til at vande alle Beede; men hvad kommer der af disse alt for overflødige Vandinger? Næsten et almindeligt Tab af Giødningerne; thi da Vandet rinder tværs igiennem i disse Grunde, ligesom i en sandig Fontaine, ja undertiden med større Fart, saa river det alle Salte og Safte med ned paa Bunden; det bliver da altsammen ufrugtbart og til ingen Nytte for Ejeren; saavel de umaadelige Bekostninger han har anvendt, som Gartnerens Arbejde og mangfoldige Umage bliver forgiæves, da han i dets Sted havde sparet Bekostninger og Møje, hvis han havde ladet føre i sin Hauge nye Jord, Grønsvær og lidet Giødning, som kunde være beqvem for det Stykke Hauge, han vilde sætte i en frugtbar Stand.

Jeg giør det samme, efter iagttagen Omstændighed, ved Frugttræerne. Vil jeg plante nogle op til en Muur, lader jeg giøre en Grav, og grave Jorden vel igiennem; jeg fylder den da med ligesaadan Giødning, og sætter Træerne ned derpaa. Persiktræerne,

111

93 som jeg har ladet plante paa denne Maade, have i to Aar taget meere til, end de, som sex Aar tilforn ere blevne plantede i selv samme Grund, men uden at bruge disse Forsigtigheder, som jeg nu har viist.

Man skal erholde samme Fordeele, om man paa lige Maade planter Æble- Pære- og andre Frugttræer paa de jævne Pladse af Haugen. Frugten bliver bedre og talrigere deraf, end om man lagde blot Giødningen paa Grunden, hvilken som oftest ikke tiener til andet end at forbrænde Jorden, som man besaaer eller beplanter, alt som Jordmonene undertiden er forskielligen beskafne.

Man tør og vel i gode Haugegrunde komme lidet Mergel, ligesom i stærke, løse, hvidagtige, sorte, møre, svampige, kolde og vaade Bunde. Thi det var forgiæves at sige, at, da Mergelen, saa at sige, giør Jorden frugtbar imod dens Villie, den da inden faa Aar skulde fortære alle Salte og Safte, som den holder i sig, eller udtørre den saaledes, at man siden ingen Frugter kan faae af en saadan Jord. Jeg har erfaret det, som er tvertimod, siden 1740. Jeg har vel to Gange ladet lægge Mergel i Lande, hvilke indbragte mig stændig meget gode Høste; og jeg er for-

112

visset om, at de aldrig skal tage af i Godhed, saasom jeg bærer omsorg for at vedligeholde deres Salte og Safte ved de mange Slags Møg af Bøndergaardene, ved den adskillige friske Jord jeg lader komme paa dem, som jeg tilforn har viist, eller ved nogen anden Giødning, der skikker sig vel for deres Natur.

I Øvrigt er det klart, at de, der fælder saadanne Domme, fom jeg bestrider, vide ikke, at der gives adskillige Sorter Mergel, Nogle ere meget feede, andre mindre, andre igien saa tørre, at de indeholde ikkun de nødvendige Salte til at afstedkomme eller opvække Jordens Frugtbarhed. Disse sidste, blandede med adskilligt Møg og andre Giødninger, hvorom jeg har talet, ville dog hielpe til at frembringe meget gode Bælgefrugter, ypperlige Æble, Pærer & c. og ædelt Korn. Disse adskillige Frugter skal ogsaa være meere varige, end de man har faaet af andre Lande, som man ikke har tillavet paa ommeldte Maade. Hvoraf kommer dette? Deraf, at de ere af bedre Beskaffenhed. Dog undtager jeg herfra Møget af Faarestiene, Due- og Hestemøget, saasom de frembringer næsten de samme Virkninger, som Mergelen.

Der er endnu en anden Maade at tillave Giødskningen, hvilken bekommer Urte-

113

95 og Kiøkkenhaugerne, saavel som Viinbiergene, endda langt bedre, end alle Giødninger af Mødingerne. Hin skal aldrig forbrænde enten Planterne eller Frugterne, som de sidste undertiden giør. Sagen bestaaer heri. Man giør et Beed af god Jord, af fire eller fem Tommer i Tykkelsen, og omtrent to Favne i Længden og Breeden, meer eller mindre; oven paa dette giør man igien et Beed af adskillige Slags Møg, ongefær tre eller fire Tommer højt. Saaledes bliver man ved, indtil Hoben bliver fire eller fem Fod høj; derefter øser man paa denne Jord og dette Møg Vand af Pytter, eller andet som er taget af Stalde, hvor det forfuler, og det saa længe, indtil det altsammen udgiør kun een Masse, og man ligesom kan skiære det igiennem med Spaden. Naar da denne Giødning lægges i en Kiøkkenhauge eller et Viinbierg, skal den altid giøre meere Virkning, end all Møg af Bøndergaardene, og dens Fedme vare længere.

Niende Capitel.

Om de Forsigtigheder, man bør bruge til at sætte Sæden i Sikkerhed i Laderne. Da jeg hidindtil ingen Anledning har havt at tale om det man bør giøre for at sætte

114

96 Sæden, som man forvarer i Hæssene eller Laderne, i Sikkerhed for det adskillige Utøj og Smaaedyr, som aarligen opæder den der, saa holder jeg for at maatte anvise her de Midler, som jeg har betient mig af til at være lykkelig i dette Fald.

De ere meget naturlige og lætte, naar Laderne ere bygte tilgavns og best faaer af en noget haardere Materie, end den man i Almindelighed tager dertil i Picardiet. Thi hvad er Aarsagen til den Ødelæggelse, som Rotter, Muus og Kornorme anretter deri? I Sandhed, den meeste Tid ingen anden, end Forpagterens eller Ejerens Skiødesløshed. Gaaer ind i deres Lade, hvad seer I der? Uendelig mange Huller i Loen, i Spændrummet og i Muren, hvilke ere lige saa mange utilgængelige Fæstninger eller Smuthuller, hvori alt dette Utøj forstikker sig, før at sætte sig i Sikkerhed før de Forfølgelser, som kunde vederfares dem. Da jeg fik Belle-Foutaine i Forpagtning, forefandt jeg Laderne i saadan bedrøvelig Tilstand. Rotterne og Muusene havde giort ligesom Jordhuller deri, i hvilke der avlede deres Unger; de løbe troppeviis her frem for at opæde Sæden og slæbe Forraad i deres Huller. Endelig har jeg opnaaet mit Øyemerke at faae dem ødelagt, og Maaden, hvorpaa jeg begyndte der, var saaledes:

115

97 Jeg lod kage af Loen og af alle Mellemrum i det mindste en halv Alen Jord, som man kastede paa Hvilelandene. Man skulde neppe troe, hvor stor Mængde Rotter, Muus og Kornorme vi havde ombragt og lagt øde ved dette Arbejde. De selv samme Skubkarrer, som førde Jorden ud paa Agrene, bragte Steene og Kisel tilbage derfra, hvormed Huulingerne, som man havde giort i Laden, bleve opfyldte. Efterat man havde sæængt dem ganske jævne paa Gulvet og lagt dem lige, kastede man Kalk med Sand iblant derpaa. Denne Art af Kitt har bundet Stenene og Kiselen ganske tæt med hinanden. Siden har man med al Flid tilstoppet alle Huller i Muren med denne Materie.

Fra denne Tid stakker jeg i saadan en Lade mine Næger vel paa hinanden, uden at have det ringeste Tab, da det tilforn har været meget anseeligt for Forpagteren 1758; thi der var i Hullerne under Jorden, som Utøjet havde giort Levning af meere end 40 Bichets Korn, som det havde ædt og i det mindste en Karre fuld Kornorme, som jeg lod brænde. Alt Forret i Laden var befængt med Stank af dette Utøj,

For at lægge Kornormene i Ville-Parisis øde, har jeg lader Murene, Spændrum-

116

mene og Loen overstryge med uledsket Kalk, og jeg har naaet mit Øyemerke. Naar der ikke er alt for stor Mængde af dem, saa bestaaer heele Sagen i at reense Laden vel, skiære saa nogle friske Kornnæger af den Sæd, hvis Indhøstning snart skal foretages, og lægge dem langs efter veo Muuren; strax den anden Dag stal alle Kornormens forsamle sig derpaa; man tager da et Lagen, og ryster hver Næge af derover, saa at Kornormene falder paa Lagener, hvilket man bærer ud i Gaarden, hvor Hønsene begierligen æder dette Utøj; siden lægger man disse Næger i Laden igien, ligesom første Gang. Dette Arbejde skal man neppe have giort fire til fem Gange, saa skal alle Korftorme være ødelagte.

Man troer i Almindelighed at disse Smaakræk meere gavner, end skader Kornet, nemlig naar man indhøster og opstabler det for vaadt. Ormene, siger man, skal forhindre det at spire i Hobene, ja giøre, at det er lættere at tærske. Jeg har aldrig giort denne , Erfaring, saafom jeg ingen Tid har ladet det komme an paa at høste Frugter, som kunde spire i Laden, hvilket er af meget stor Conseqvence. Thi det er højst rigtigt, at spirende og heedt Korn man nødvendig være deres Helbred til Skade, som æder bagt Brød deraf, og at Halmen, som lugter muggen tilføjer

117

99 Kreaturene, som man foerer dermed, Sygdomme.

For at stakke Havren vel i Laderne, maa man løse Kierverne op, og lægge Straaene ligedan paa Hobene. Ved denne Maade at lægge Havren sætter man den i Sikkerhed for Utøjet, som altsaa ikke kan trænge igiennem. Herved faaer Kiernen en Beskaffenhed, som den ikke kan have, naar man lader den blive i Næger, og der gaaer i et eneste Rum lige saa megen Havre, som ellers i to. Thi da Havrenægerne ere ikke lange nok til at naae saa accurat til Væggen, som Kornnægerne, saa findes i alle Rade ledige Pladse, hvori Rotterne og Musene sniger sig ind, hvilke anretter der en betydelig Ødelæggelse.

Af det hidindtil Anførte sees, at man maa anvende en besynderlig Opmærksomhed paa at dyrke Jordene, kiende deres Natur, og vel forftaae de Giødninger, som passer sig til dem, og Tiderne, naar det hører sig til at pløje. Af disse Kundskaber erholder man meget store Fordeele. Forpagterne, som mestendeels gaaer til agters paa de Landgodse, hvis Drivt de giver sig af med, skulle uden al Tvivl berige sig derved. Oplivede ved Forhaabningen af en Gevinst, som de ikke kunne gaae glip af, skulle de med større Iver tage

118

100

fat paa deres Markforretninger og fordoble dem, alt som de seer, at de Bemøjelser, de anvender, ikke ere gandske forgiæves.

I Følge alt dette, som er blevet anført, og man nu har seet, hvor kunde man da sidstleden Aar forsikre, at alt hvad der kunde siges, var sagt, angaaende Agerdyrkningen, og at man maatte sætte en Mistroe til hvad de Skribentere mente, som i Fremtiden vilde skrive om denne Materie? For min Part holder jeg for, man meget meere ej bør troe disse Forfattere, hvilke beraaber sig paa saa mange Aars Erfaringer, og, til Beviis paa der de foregiver, anfører intet andet end andres Erfaringer: Folk, som undertiden dømmer andre, førend de have læst de Skrivter de skulle udgive om Agerdyrkningen.

Tiende Capitel.

Om Arbejderne paa Marken.

Intet er nødvendigere, særdeles i Høstens Tid, end Folk, som kunne arbejde paa Marken. Hvis man da, saa at sige, ikke giør Armene fleer, bliver Markforretningerne sielden bragte til Fuldkommenhed. Høsten

119

101

gaaer ofte tildeels forloren eller forringes, og Agrene, som man skal drive, for at tage snart imod Sæden, forsømmes.

Dog var intet lættere, end at undgaae disse Besværligheder. Thi i stedet for man sysselsætter saa mange Folk med at tage imod Tienden eller de Næger, som skal ydes til Herskaber, hvilke falder det Almindelige til saa stor Byrde, skulde man give de store og rige Tiendetagere, enten i reede Penge eller i Skieppen, næsten samme Værdie af det, som de skal have efter alle Omkostningers Afdrag. Hvor mange Personer kunde bruges til meere Nytte, naar dette steede? Thi ved et Kald af ongefær 1200 Livres (300 Rixdaler), hvor Præsten har Tienden, bruger han tre Daglønnere, en Kudsk, en Vogn og to Heste. Herren eller Forpagteren maa have en Mand, som tegner Nægerne han vil have. See alt saa i det mindste fem Personer, som kunde arbejde til Publici Nytte, naar de ikke tiente de to Privatpersoner, uden Fordeel for det Almindelige.

De store Tiendetagere og Herskaberne vilde for Resten vinde ved dette Arbejde, saasom de ej meere havde nødig at frygte for ondt Vejr, og derhos skulde undgaae de Besværligheder og den Bekostning, som Høstens

120

Tid gemeenlig foraarsager dem. Bonden skulde ogsaa finde sin Regning derved; thi uden at anvende nogen videre Bekostning vilde han profitere af det, som det koster Herskaberne og Tiendetagerne, og som de ere nødte tit, for at samle det, hvortil de have Ret at tage imod. Da paa den anden Side Forpagteren ej meere havde at frygte for at see fremmede Folk, som ere begierlige efter det Beste han har paa sine Agre, og tage det, som han har giort sig saa stor Umage for at faae til at voxe af Jorden, i saa skulde han med større Iver og Nidkierhed være hengiven til Markforretningerne, og ikke have nødig at betale en Person for at passe paa, at ham ikke tages meere fra, end han er pligtig.

✂

Anviisning til den Practiske Agerdyrkning,

grundet

paa egen Erfaring

af

O. Andresen Borreby,

Philos Doctor, Sogne Præst for Nicolai Meenighed paa Bornholm, og Medlem i Selskabet til Agerdyrkningens Opkomst paa Iisland.

Kiøbenhavn, 1772. Trykt hos A. F. Stein, boende Skidenstrædet No. 171.

2
3

Fortale.

Som opfødt i en Stand, hvis Sag det er selv at legge Haand paa Ploven, som 8 Aars Academicus, der efter Leyligheden ved Academiet søgte at lære noget af de Oeconomiske og didførende Politiske, Physiske og Mathematiske Videnskaber, og endelig som 7 Aars Practicus, der sidder i et lidet Kald, hvor jeg, foruden Lysten, tillige kand have Tid til selv at erfare, optegne og sammenligne de forskiellige Virkninger efter Jord-Arter og deres forskiellige Dyrkningsmaader; Af alt dette kunde paastaaes, at jeg skulle kunde levere noget tilforladeligt i Agerdyrkningen.

Men — hvad siger Ordsproget? Landmanden bliver aldrig klog; Erfaring synes ofte at stride tvertimod Erfaring, og det bliver nødvendigt for Agerdyrkeren at feile, saa længe det bliver nødvendigt for Almanak-Trykkeren at spaae urigtig.

Dog baade burde og kunde vore Agerdyrkere være og blive en god Deel klogere end de ere; Naturen har sine Love, Chymisten, der kun ligesom Bonden har menneskelig Fornuft og Erfaring at gaae efter, opdager, bestemmer og benytter sig af dem. Konsten stiger. Men Agerdyrknings-Konsten, uagtet alt det man i en Deel Aar har skrevet derom og tumlet dermed, synes snarere at aftage. Vist nok er det, vi avle mindre; Hvad enten Skylden monne være hos Agrene eller Agerdyrkerne, hos Skribenterne eller Dirigenterne

Maaskee Agrene blive mindre *) sædelige, for at ligne sine Dyrkere, thi Gudsfrygt og gode Sæder synes paa nogle Aar i det ringeste ikke at have tiltaget. Maaskee Bon-

*) Dette Ord tilstaaer jeg bruges helst i moralsk Meening. Endskiønt jeg her bruger det i en Physisk, vil jeg derfor ikke indføre nogen forskiellig Brug af dette Ord fra den almindelige.

den paa mange Stæder meere begierlig efter Kroegang og Lediggang, har mindre Indsigt, Overlæg, Fliid og Munterhed i, om og til sit Arbeide, end man skulle vente,

Maaskee slette Skrifter skade meere end de faae gode kand gavne; Concepter laante af Fremmede, hvis Physiske og Politiske Forfatninger ere langt anderledes end vore; idelige Luft-Projecter, idelige Forandringer, idelige Qvaklerier. De giore kun Bonden kruset i Hovedet, og indbildt at hans Jorder snart skal tilfalde en anden, stiøtter han ikke om at forbedre, men snarere at udpiske samme. En jevn Smag, fattelig Underviisning, paalidellg Anførsel, afpasset Frihed, viis Bestyrelse, taalelige Paalæg og vis Forsikring at beholde sine Jorder og for sig og sine at høste Frugten af sin Sveed og Møye, deslige Ting ere uden Tvivl Agerdyrkningens beste Opmuntringer. Desuden kunde det vel synes nyttigt, om Præster og kyndige Landmænd efter nøye giorte og igientagne Forsøg bekiendtgiorde deres Erfaringer, fornemmelig angaaende de Gamles Prognostica, paa hvilke Bonden troer meget, skiønt saa ofte bedraget. Men blant den store Vrimmel af Mineralogiske-, Vegetabiliske, Astrologiske, Meteorologiske

og Cronologiske Prognostica, findes dog nogle temmelig visse, og fleere kunde til stor Nytte anvendes om de bleve lugede, oplyste og under sine Vilkaar bestemte.

Det kunde synes underligt at jeg kalder mig Medlem af et Selskab, hvorom kun faae vide at sige; men man kand antage det som min Undskyldning, at jeg, midt blandt vore Tiders Oeconomiske Verker, fremkommer med denne lille eenfoldige Bonde-Practik. Iisland har Skyld deri, nemlig: Efterat jeg ved Hørelse og Læsning havde giort mig nogenlunde bekiendt med Iislands Tilstand, og min forrige Contubernal og gode Ven, Studiosus Hans Finsen, var opreyst til sit Fædreneland, tilsendte jeg ham en Plan til et Agerdyrknings Selskab, hvilken, noget forandret efter locale Omstændigheder, fandt største Bifald, blev underskrevet og Selskabet sluttet paa Øxeraae Lands-Ting den 24 Julii 1770. Hvormed hver Medlem forbandt sig i 5 Aar at giøre et aarlig Tilskud af 5 Rdlr., og jeg desuden paa egen Bekostning at modtage en Islandsk Karl og Dreng i Lære paa 3 Aar, samt at forfatte en Practisk Anviisning til Agerdyrknings Drift, som paa Selskabets Bekostning paa Islandsk oversættes og trykkes.

Det første er skeet, en Islandsk Karl, navnlig Magnus Jonsen, har over 2 Aar været i min Tienesie, og torde jeg gierne betroe ham en Bondegaard, om jeg havde nogen. Det andet Løfte opfyldes herved, saa det nu kun beroer paa, om Selskabet faaer den ansøgte Kongelige Allernaadigste Concession paa de Jorder, hvor Agerdyrkningen skulle begyndes og Avlsgaarden bygges.

Neppe skulle jeg troe, at nogen, der kiender Landet, ville bifalde en Philocosmus, naar han udlader sig med, at Island ikke kand blive et Kornland for Clima Skyld, og ikke maatte blive det for Colonie-Politikens Skyld (see Philoc. pag. 213. 237). Thi at Korn kand voxe og moednes i Island, derpaa vil jeg ikke anføre Beviiser, anførte af andre og grundede paa Fornuft-Slutninger, men nøyes med at anføre et eneste, grundet paa egen Erfaring, nemlig 1769 tilsendte jeg min Ven Hr. Finsen Sæde-Korn i sigillerte Flasker, det var høstet her paa Bornholm 1768, det blev saaet i Island 1772 og gav Niefold, mig blev sendt Prøve deraf 1771 og nu 1772 staaer det og groer for mine Øyne. At Island jo gierne maae blive et Kornland, om det kand, derom bør efter ingen Politik tviv-

les, efterdi Agerdyrkning just er Grundstøtten for alle andre Næringer, og vist nok behøve vi ikke før Handelens Skyld ar misunde Islænderne, hvad de selv kunde avle, tvertimod ville baade, Handel og Vandel temmelig oplives, naar Folket, i stæden for visse Aar-Tiders Ørkesløshed, blev anført til fleere Nærings-Veye, hvorved altid at kunde have Arbeide. Jeg vil derfor troe, at Philocosmi Meening maae være denne, at Islænderne ikke bør slippe deres gamle Nærings Veye for at slaae sig til Agerdyrkning, og deri ere vi eenige.

At jeg lader dette lille Bonde-Verk først trykke paa Dansk, skeer fordi jeg troer, at det torde være nyttigt for Bønder og unge Landmænd i Almindelighed, og skiønt Bønder, som oftest, ikke kiøbe meget andet end Billeder og Kiempe-Viser, saa kand jo dog findes nogen saa Patriotisk-sindet, at kiøbe nogle Exemplarer til frie Uddeeling.

§. I.

Om Sæde-Jord at kiende og udsøge.

Det er ligesaa nødvendigt for en Landmand at vide, hvorledes han skal behandle og besaae sine Agre, fom hvorledes han skal omgaaes og bespise sine Folk; Man kand ikke omgaaes alle Gemytter paa een og den samme Maade; Man kand ikke tvinge alle Maver til at fordøye al slags Mad, og een Ret, som for een a to Gange smager og bekommer os vel, bli-

ver os usmagelig, ja vemmelig, naar man idelig skal have den, og intet andet imellem. Saa gaaer det os, saa gaaer det vore Jorder? Forskiellige Jord-Arter vil behandles efter deres Forskellighed; Forgieves at ville tvinge en Ager til at bære den Slags Sæd, hvortil den slet ingen naturlig Beqvemhed haver, og naar den i et par Aar efterhaanden har givet et Slags Sæd, er den, som vi, elsker af Forandring, dog ikke ligegyldig, hvad Forandringen bliver til, men ligesom f. Ex. vi til Erter spiser hellere Brød end Salat, saa giver Ageren ester Erter heller Rug og Korn end Græs & c.

Beklageligt er det, at kun faae blandt vore Agerdyrkere giøre sig nogen retskaffen Umage for at blive Kiendere, enten af Jord-Arter i Almindelighed, eller dog i det ringeste af deres egne Jorders Naturel i Besynderlighed, for derefter at arbeide i Medhold af Naturen, som de selv, bedre end de Lærde, kunde have Leylighed, til egen store Fordeel, at udforske; derudover arbeide de ofte tvertimod Naturen, Slet Jord dyrkes eller giøres slet ved Udpiskning, medens god Jord ligger hen, allene fordi Oldefaderen har ikke kommet over at bryde den, tænker Efterkommerne den duer intet, og den beste Jord giver ofte kun

halv den Nytte, den kunde, fordi man veed ikke, eller vil ikke begegne den efter sin sig egen Natur, Tilstand og Beliggende.

Det er et stort Spørsmaal: Om Her i Dannemark virkelig er Jord, hvorom man med Rette kand sige: At den til Dyrkning duer slet intet? Jeg troer meget heller, at alle vore Tue-Marker, Overdreve, Heeder og Lyng-Marker kunde blive dyrkelige og Sædelige Jorder ved udbreddet Indsigt og Flid, dersom man, bedre end hidtil, lagte sig paa Spor efter Jord-Arternes forskiellige Natur og Beqvemmeligheder, og derefter giorte Prøver og igientagne Forsøg, ikke alleene med at saae hidtil hos os brugelige, men og hidtil ubrugelige Sæds-Arter; Har man ikke i de nyere Tider fundet paa at giøre selv Flyve-Sanden dyrkelig, og paa adskillige Steder med Fordeel at avle Pateter? Skulle ikke endnu adskillige Frugter og Sæde-Arter være muelige at indføre? og hvorfor skulle vi altid ville piine al slags Jord til at bære os Rug, Byg, Havre? Lad os Heller beflitte os paa at lære og kiende denne vor Beste-Moer endog i sin Særsindighed, og rette os efter dens Lyster og Ulyster, paa det den til Vederlag kand forlyste os i at tildeele os sine Rigdomme. Men jeg agter ikke at indlade mig i

Mueligheder eller giøre noget nyt Udkast til et Speculations System i Agerdyrkningen, kun det, som er grundet paa Vished og Erfaringer, det jeg saa eenfoldigt og forstaaeligt som mueligt vil stræbe at fremsætte.

Sæds-Jord bestaaer af 3 Hoved-Deele:

1) Muld. 2) Leer. 3) Sand.

Naar man tager en lang smal Flaske, kommer deri Jord og Vand og ryster det stærk omkring, sætter det saa hen, saa staaer Sanden paa Bunden, Leeret i Midten, og Mulden, som altid et den mindste Deel, ovenpaa. Efter disse forskiellige Beblandelser mellem Mulden, Leeret og Sanden, faaer Sæds-Jorden adskillige Navne, faasom: 1) Muld-Jord. 2) Muld-Leer. 3) Muld-Sand. 4) Leer-Jord. 5) Leer-Muld. 6) Leer-Sand. 7) Sand-Jord. 8) Sand-Muld. 9) Sand-Leere. 10) Muldagtig Leer-Sand. 11) Leeragtig Muld-Sand og 12) Sandagtig Muld-Leere.

Endnu blive Navnene fleere ved at bemærke Farverne, saasom: Sort og graae Muld. Graat, guult, rødt og blaat Leer. Hviid, graae, guul og rød Sand. Men

Navnene kand være ligemeget, naar man kun giver Agt paa Tingene i sig selv, og da maae en Landmand, som vil udsøge sig Sæds-Jord, fornemmelig give Agt paa disse fire Stykker:

1) Jordens Natur. Til hvad slags Sæd den er beqvemmest, f. Ex.

Muldagtig Jord er best til Rug, Hvede, Hamp.

Leeragtig Jord til Byg, Erter, Vikker. Sandagtig Jord til Rug, Boghvede, Pateter.

2) Jordens Beliggende. Om den

er høybundet, afløbende, tør og varm, eller om den er siidbundet, suurbundet, vaad og kold; tbi da maae man helst bruge den høybundede til Vinter-Sæd, og den siidbundede til Vaar-Sæd.

3) Jordens havte Dyrkelse. Det

Opdragelsen er for Mennesket, det er Dyrkelsen for Jorden. En uopdragen Klods kand giøre sin Nytte blandt grove Folk, men duer ikke til Omgang med Folk af fiinere Smag, indtil han poleres; men just ved at poleres og blive skikket til fornemmere Selskaber, kand han blive uskikket

til andre, og til det, hvortil han var skikket tilforn. Saaledes kand en stiv og sey udyrket Jord eller gammel lagde giøre sin Nytte, om den først besaaes med Hør, og derefter bliver en god løs og mør Byg-Jord, men duer saa ikke atter igien til Hør-Jord. Uden man derfor seer hen til hvad Dyrkelse Jorden har havt, og hvordan den ved Dyrkelsen er blevet, kand man beskylde den beste Jord for Uduelighed, og arbeide forgieves, just fordi man arbeider tvertimod dens Natur.

4) Jordens Fedme. For lidt og for

meget fordervet alting. En Jord kand være for maver til et Slags Sæd og dog for feed til et andet Slags, ja alt for megen Giødning kand giøre, at Sæden kun løber op i Straaet, falder omkuld, og modnes ikke. Efter min Erfaring udkræve Sæds-Arterne meere og mindre Fedme i følgende Orden: Hamp, Hvede, Rug, Byg, Hør, Erter, Vikker, Havre, Boghvede. Derfor bør en Landmand ogsaa beflitte sig paa at kiende sine Jorders forskiellige Fedme, for derefter at give hver Ager den Sæd, som den har Styrke til at kunde bære. En merkelig Feil herimod begik vore Agerdyrkere, som for endeel Aar siden bleve sendte til Island, de tænkte at giøre det meget vel, og udsøgte den fedeste Jord paa Hiemme-

Marker, som havde hvilet nogle Hundrede Aar, og bestandig var bleven giødet, deri saaede de Byg. Hvad Under da, om Bygget, som er en kiælen og kræsen Sæd, enten blev reent borte under Furene hvor Jorden var sey og stiv, eller og forvoxte sig. Hvor Jorden var løs og mør. Imidlertid skulle Landet have Skyld, og saaledes veed man ofte mesterlig at skyde Skylden paa vor Herre eller Jorden, naar man kun burde beskylde sin egen Dumhed og Dovenskab.

§. II.

Om Marker og Indlukker at indhegne.

Man har adskillige Maader, hvorpaa at indhegne sin Jord, saasom:

1) Ved Grøfter. Enkelte eller dobbelte,

med Torn oven paa eller uden Torn, med lagt Torn, eller gierdet Torn, eller plantet Torn.

2) Ved Stavre-Gierder, enten bare

Stavre som Stakitter, eller med Riis og Torn som omflettes eller mellemtrædes.

3) Ved Steen-Gierder, enten enkelte eller dobbelte. 4) Ved levende Gierder, plantede som Hekker af Torn eller andre Træ-arter. Man roser i vore Tider over al Maade disse levende Gierder, og formeener, at naar en Bonde dermed indhegnede sin Jord i Indlukker, skulle han derved have Erstatning for sin Umage og forvoldte Jord-Spilde, men jeg frygter man lover lidt for meget; thi i Skovløse Egne, hvor de skulle giøre best Nytte, ere de vanskeligst at faae til at groe, og overalt kand man ikke gierne faae eller beholde dem saa tætte, at jo Sviin og andre Kreaturer giøre sig Smut-Huller igiennem dem.

Jeg meener, hvor man Har Steen paa sin Jord, bør man frem for alting sætte Steen-Gierder; men hvor man ikke har Steen, giør man best at sammenkaste dobbelte Grøfter og der oven paa plante levende Gierder. Men til ubestandige Indhegninger, som kun skal være et Aars Tid eller to, tre, kand Stavre-Gierder være gode nok, da Giærselen siden nyttes til Brændsel.

§. III.

Om. sædelig Jord at forberede til Ager-Land.

En god Sædelig Jord ligger ofte udyrket formedelst visse tilfældige Hindringer, f. Ex. den kand være fuld af Steen eller begroet med Buskatzer, eller udsadt for Vand; Disse Hindringer maae bortryddes. Nemlig:

Steenene, saa mange kand faaes, opbrækkes med Jern- og Træe-Stænger, og paa en Steen-Vogn eller Steen-Slæde kiøres til Gierderne, de som ere alt for store, borer man Hul i, og sprænger dem i Stykker med Krudt, eller ved Siden af dem graves en Kule, og deri nedvælter dem saa dybt at de komme 1 Alen under Jorden, fremdeeles naar Agren pløyes første Gang, maae et Par Karle følge efter Ploven med deres Brække-Stænger for at opbrække de underjordiske Steene, som Ploven støder an paa; forsømmer Plovmanden dette, kand han være vis paa at faae aarlig Fortred af dem. Underjordiske, men smaae Steene, ikke over et Qvarteer lange, kand blive liggende, da de endog giøre Nytte i tørre Somre, at holde Fugtighed ved Sæden.

Krat-Busker, Torn og deslige maae ophakkes med Rod, men Lyng, Bynke eller andre unyttige Vexter kand afbrændes, hvor det kand skee uden Skade eller Fare, men maae bruges Agtsomhed, at ikke Ilden formeget udbreder sig, og da bliver Ilden og Asken, som en Opløsning og Giødning for Jorden.

Vand i Sigder maae skaffes Afløb ved Grøfter, Render og Furer, eller og Sigderne med Jord opfyldes.

§. IV,

Om Agre at anlegge.

De Gamle synes paa adskillige Steder i at anlegge Agrene meere at have rettet sig efter Compasset, end efter Vaterpasset, d. e. de har seet paa at Agrene kom til at løbe i Øster og Vester, Synder og Nord, uden at bekymre sig om, hvorhen Jorden hælder, som dog er det allervigtigste, derfor, hvor slig Feyl er begaaet, bør Agrene forandres, og hvor nye Agre skal anlegges, maae nødvendig sees paa, at Agren faaer sin Længde didhen, hvor Jorden hælder, paa det

Vandet kand faae sit Nedløb igiennem Ager-Reenerne, allerhelst hvor man har Leeragtig Jord.

Skal Agre anlegges paa en Banke, bør man ikke kiøre gandske ned ad, ikke heller gandske paa tvers, men paa skraas; thi saa faaer baade Vandet sit Afløb, og bliver dog ikke alt for steylt for Hestene at trække op ad, ikke heller løber Giødnings-Saften da saa hastig bort.

En Ager bør ikke lettelig være over 200 Skridt lang, helst i Tung-Jord; thi længere kand Plov-Bester ikke vel udholde at trække i et Pust, men behøve ved Vendingen paa en friere Maade at drage Væiret,

Den beqvemmeste Brede for en Ager er 15 Skridt til Vaar-Sæd, men kun 5 Skridt til Vinter-Sæd, da f. Ex. af en Byg-Ager giøres 3 Rug-Agre, den eene i Midten, og de to ved Siderne, saa at ingen gammel Reen eller Svey kommer inde i Vinter-Sæds Agrene; thi da staaer der Vand om Vinteren og Sæden gaaer bort, medmindre det er Sand-Jord; thi Sand-Jord giør Vandet sielden nogen stor Skade, I øvrigt faaer man rette sig efter Omstændighederne, og tage til takke med Agrene af den Længde og Brede,

de kand faae, og ikke giøre Agrene længere, end at de nogenlunde kand være af et slags Jord, baade beqvem til samme slags Sæd, og tillige paa samme Tid at kunde pløyes og behandles; thi der er slet ingen Fordeel ved at giøre en Ager lang, naar f. Ex. den i den eene Ende er en feed Byg-Jord og i den anden en maver Havre-Jord, eller om den i den eene Ende er tør og høybundet, og i den anden vaad og siidbundet; thi da kand den ikke blive Pløye-tør paa engang, som dog er en saare vigtig Post, at Jorden hverken pløyes eller saaes, naar den er for vaad eller for tør, og er det derfor godt, helst hvor man har siige og leeragtige Marker, at kaste sine Agre nogle gange sammen, for at faae dem brav høyryggede, paa det de betids om Foraaret kand blive Pløyetørre.

$ V.

Om Avls-Redskaber.

Ploven er det vigtigste Redskab i Agerdyrkningen, og bør enhver fornuftig Landmand have Opslgt med, at den ikke kludres sammen til unødvendig Tyngsel for Hestene og liden Nytte

for Jorden; men at den kand gaae let og net og tilgavns igiennem Pløye-Jorden. Landhuusholdings-Sælskabet har giort en priselig Begyndelse ved Forsøg med adskillige Plove 1771; jeg har strax derefter indsendt en Tegning over min Plov, tilligemed nogle Erindringer, hvori jeg formeente, at den af dem anprisede Plov endnu kunde forbedres, og som jeg haaber, at Selskabet ikke flipper denne vigtige Post paa Halvveyen, tør man vel derfra vente noget fuldstændigt og tilforladeligt.

Men som Plove Uden Hiul neppe vil blive brugbare overalt, vil jeg raade enhver, som lader sig giøre Hiul-Plove, ikke at sette Hiulene paa Træe-Axler, men i stæden for Hiul-Axler bores

Hul paa Mellem-Axlene, som er en halv Alen lang, derigiennem sættes en rund Bolt af feigt Jern 1 Alen lang og 1 Tomme tyk, paa denne Bolt stikkes Hiul-Navene, som ere kun 1 Qvarteer lange, og i stæden for Lundstikke giøres en Knub paa den eene Ende af Bolten og en Splitte med en Brikke for den anden. Paa denne Maade

løbe Hiulene let omkring, eg forvolder ingen synderlig Tyngsel. En Harve kand giøres med Træe-Tænder, hvor man har løs Jord, men hvor man har feig kløset Jord, maae man bruge Jern-tænder,

da det kommer ligesaameget an paa, at Jorden bliver godt harvet, som at den bliver godt pløyet.

En Trumle giøres af Ege-Kierne og kand være større eller mindre, ligesom Jorden er meer eller mindre stiv og kløset. Jeg bruger at sætte en halv Kule inderst om Rulle-Tappen og at belegge Tappe-Hullet med Jern, ikke at boere Tappe-Hullet gandske igiennem, men boere et Hul oven til, for derigrennem at nedhelde Smørelsen paa Tappen. Ved deslige smaae Mechaniske Kneb, kand man ofte giøre sine Heste stor Tieneste. Trumlens Nytte er, at den knuser Kløsene i tu,

jævner Agren for Meyeren, og tætter Mulden om Sæden.

Et Over er en Bornholmsk let hiulløs Plov uden Kniv og Muldfield, fom drages af 2 Heste, der bære Aasen imellem sig ved Bære-Puder lagte over Ride-Stæden, og Hamlen sidder strax foran Plov-Slaaen, den bruges kun til at nedvirke Byg-Sæden, i stæden for at pløye anden Gang, og giør god Nytte, hvor Man har græsbundet Jord, da man ved at kiøre paa tvers og paa langs, temmelig vel kand faae Græs-Rødderne udpillede.

Til Høst-Redskaber behøves:

Høst-Vogne med Tilbehør, Høst-Stiger, Læsmed, For-Reeb, Bag-Reeb, Tver-Reeb og Høe-Vævel.

Slaa-Leer og Meye-Leer.

River og Tiver & c.

Foruden de Redskaber, som ere i Brug, bør en forsigtig Landmand have visse Slags i Beredskab, samt ophukket Tommer til anden; thi at staae og giøre Plove, naar man skulle gaae og pløye, eller River, naar man skulle høste, er en forkeert Orden, og saa meget skadeligere, om man skal gribe til grønt og udueligt Træ.

§. VI.

Om Kreaturer til Besætning.

Det er vanskeligt at sige, hvormange Kreaturer og hvor mange af hvert Slags, en Landmand helst bør holde; thi Egnene, Aar-Tiderne og Priserne ere meget foranderlige; saa meget er dog let og tillige rigtigt sagt, at man bør ikke holde

fleere Kreaturer, end man vel kand overføde om Vinteren, man bør holde fleest af det Slags, hvoraf man fand have størst Fordeel, og ikke holde fleere Heste, end man nødvendig behøver. Men hvor mange var nu det? Svar: Det bør en Landmand hvert Aar selv udregne. Nemlig, naar man bar indhøstet, overregner man, hvor mange Læs Foering man har faaet, og hvor mange man pleyer at faae, hvor mange Kreaturer man har, og hvor mænge man pleyer at have, og derefter tager man sin Beslutning, om man skal legge fleere til, eller skaffe nogle af. Til et Høveds Vinter-Føde regner man 3 a 4 Læs Halm. Til et ung Nød 2 Læs. Til et Faar 1 Læs, og til en Hest, ja hvem kand giøre den Regning? Et par Læs Høe, et par Læs Havre-Hakkelse, lidt Emter og Smaae-Foer, og endda skal man Have Nøye Opsyn, at sine Folk ikke kaste utærsket Sæd i Hækken, hvortil Dovenskab eller utidig Heste-Kierlighed, saa gierne vil forlede dem, da dog Hosbonden har heele Tabet, og Hestene kun halve Nytten, efterdi de deels trække det under sig, deels løber det heelt igiennem dem; vil man endelig give sine Heste Korn, for at faae dem feede, saa bør det først maltes, men kun vindtørres, og saa strøes paa Hakkelse. Vist nok er det, at Heste vil have godt for Tanden, og fire

velfødte Tand udrette meere end aatte fultfødte, er derfor ingen Fordeel at holde mange Heste, da endog Giødningen er mindre og meget slettere, end Koe- eller Faare-Giødning. Med 6 velfødte Bester kand man legge en Vaar-Sæd af 9 Tdr. Byg, 4 Tdr. Erker og Vikker, og 12 Tdr. Havre, ja vel meere, om Jorden er let og man kand begynde i Tide, og kræver en Tønde Byg ligesaa meget Arbeide, som 2 Tdr. Erter eller 3 Tdr. Havre, og derefter maae Besætningen bestemmes. I øvrigt, som Vintrene ere ikke altid lige lange, Foeret ikke alle Aar lige drøyt, og Røgtningen ikke lige sparsom, saa skeer det ofte, som Tydsken siger: Mit vielem halt man Haus; mit wenigem komt man aus.

§. VII.

Om Giødning.

Mødinge-Steder bør ikke graves eller beholdes for dybe, at man ikke ved Udkiørselen skal skiende sine Bester; de bør ikke være større, end at de kand opfyldes, og mindst maae der være Vandløb, igiennem dem; thi saa løber meget af Kraften bort med Vandet.

Giødning maae en Landmand ansee som sin ægte Guldmine, og foruden Kreaturers Giødning, paa andre muelige Maader. see at formeere Den; saasom ved Jord, Dynd, Skulle-Møg, Aske, Tang, Løv, gammel Halm, og alt hvad der tager mod Forraadnelse, at kiøre i Mødinge-Steder, eller paa Jorden.

Hvor man kand have Fæ-Drift, er det høystnyttigt, hver Aar at indgierde sig et Stykke paa Marken til Fæ-Lukke, med høyt Gierde mod Synden for Skygge skyld, deri inddrives Qvæget mod Bisse-Tiden og ligger der om Natten; i dette Fæ-Lukke kand man indkiøre Græs-Tørv, Søe-Tang, eller hvad som helst Stedet giver Leylighed til, og da faaer man ikke alleene Pladsen opgiødet, bedre end paa nogen anden Maade, formedelst Urinen; men kand endog derfra udkiøre endeel god Giødning til andre Jorder, og er tillige godt for Qvæget og mageligt for Malke-Pigen.

Har man Ler-Jord og Sand-Jord, kand man giøre et Bytte, som vist ikke er giort paa Bedrag, nemlig at kiøre Leer paa Sand-Jord, dg Sand paa Leer-Jord, saa forbedres begge.

Mergel skal være en god Giødning, dog sige Nogle, at den giør en rig Fader, men en fattig Søn, hvorom jeg ingen Erfaring har.

Hvad Tid Giødningen skal Udkiøres. Deri faaer en Landmand i visse Maader rette sig efter sin Leylighed, i sær Hoveries-Bønderne; men dog holder jeg det for meget skadelig, at kiøre Møg ud ved Midsommer, som mangesteds bruges; thi det har endnu ikke faaet sin Forraadnelfe; Osen tæres bort af Sommerens Heede, og om det end strax kunde nedpløyes, spildes dog Græsningen. Best at kiøre det Ud i Efter-Høsten, men skulle man have langt at kiøre, saa at Tiden og de kortere Dage ikke vil strække til, saa kand man kiøre det ud, enten Vinter eller Sommer, og legge det samlet i en Huling ved den Ager, man vil have opgiødet.

Man maae ikke give al slags Jord lige meget Giødning; En Tønde-Land Leer-Jord behøver ungefær 150 Læs, Muld-Jord kand nøyes med 100 Læs, og Sand-Jord taaler ikke saa meget; desuden naar man staaer i Giødningen, kand man møge vel tyndere, end naar man pløyer Giødningen med.

§. VIII. Om Præparations-Pløyning.

Den Jord, hvori man agter at saae Byg, bruger man paa adskillige Steder Aaret forud, at krøye eller rispe, som bestaaer deri, at man med Ploven giør en Flænge i Jorden hos en anden; Jeg holder for, at det maatte være bedre at pløye rigtig, men med meget tynde Furer, og derefter harve.

Den Jord, Hvori Ukrudt, Flyve-Havre, Ager-Kaal, eller deslige har taget Overhaand, dersom man ikke kand qvæle det med at saae Erter og Vikker, eller udrydde det ved en tidlig Efter-Høst-Pløyning, saa er intet andet for, end at pløye og harve Jorden strax i Foraaret, og saa give Ukryddet Roe til at groe; men førend noget deraf kommer saavidt at kunde sætte Frøe, at hukke det af, saa atter give det Roe og hukke det af, og indføre det, om det duer til Foering, eller og lade Kreaturet reent opæde det paa. Stedet.

Skal nye Jord eller gammel Længde beredes til Byg-Jord, maae den i det ringeste pløyes et Aar forud, og om den er meget gammel, sey og stiv, vel 2--3 Aar forud: f. Ex. i Island har Jorden ikke været pløyet i 4--500 Aar, vil man nu skaffe sig Byg-Jord, og ikke har Hør-Frøe, den Siberisike linum perenne, eller saadan Sæd, som kunde vore i denne gamle Lægde, saa maae man pløye den 1 Aars Tid eller 2-3 forud, vel igiennem harve den, og saa lade ligge til Græs, giver den skiønt første Aar noget mindre, er det desto kraftigere, og holder jeg for, at Pløyningen maatte skee strax om Foraaret, medens Jorden endnu er halv vaad og mør efter Frosten; thi gammel Lægde er visselig ikke god at trække op med Plov, og fast umueligt, naar den bliver tør og sammengroet, lettere er det i saa Fald at grave den op med Spade.

§. IX.

Om Pløyning til Sæd i Almindelighed.

I hvad slags Sæd man pløyer til, bør man passe paa at pløye, naar Jorden er Pløyetør;

Er Jorden for tør, kand man ikke beholde Ploven i den, og bliver den for vaad, gaaer den kun op i Kløser og Klumper, som ikke vil lade sig smulre, og i begge Fald udasner man sine Heste og faaer ingen retskaffen Sæd; allermeest maae man være nøye paapassende, hvor man har Leeragtig Jord; thi den kand, helst om Foraaret, paa nogle faae Dage fra at være for vaad, hastig blive for tør; naar Hesten bærer sin Karl og ikke giør dybere Fodspor end Mynstret af Heste-Skoen, saa er Jorden ungefær Pløyetør.

Furene bør være saa smalle som mueligt, og ikke over et til halvandet Qvarteer brede. Furene maae være ungefær et Qvarteer tykke; dog maae man ikke altid pløye lige dybt, thi til Præparations-Pløyning maae Furene være gandske tynde, til Sæds-Pløyning tykkere, og naar man 2de Aar efter hinanden saaer samme Sæd i en Ager, bør pløyes dybere det sidste Aar end det første.

§. X.

Om Harven i Almindelighed.

Hvor Ploven er gaaet for, bør Harven følge efter, men som det ikke altid kand skee strax,

maae man see til, at og det skeer naar Jorden er Harve-tør, saa den kand smulres under Harven, fornemmelig naar Sæd nedharves maae man vogte sig, at Jorden ikke er for vaad; thi da begraver man Sæd, og faaer Ukrud til at staae op.

For-Harve kaldes, naar Præparations-Pløyning harves. Langs-Harve, naar man kiører paa langs ad Furene. Tver-Harve, naar man kiører paa tvers.

§. Xl.

Om Sæde-Korn og Forhold i Udsæd.

Til at saae bør man have eller skaffe sig reen, god, kiernefuld, vel høstet og vel conserveret Sæd, helst af sidste Aars Afgrøde, som ikke har været muget eller grønt; til den Ende udseer man i Judhøstning, det som er beqvemmest til Sæd, og legger det i Laden, at det kand udtærskes til rette Tid; Saae-Vikker i sær, giør man best i, ikke at udtærske meget længe før de skal saaes.

Har man ikke godt Sæde-Kom, maae man heller kiøbe, i hvad det skal koste, end saae det som er slet. Ellers kand det og gaae an at

slaae Vand paa og skumme det slette af; men paa nogle Steder udkræver Jorden, at man hver 3die eller 4de Aar maae skaffe sig fremmed Sæde-korn. Tvivler man, om det er sædeligt, giør man sikkerst at sætte det i Muld først, og see om det vil komme op.

Det kand være ligesaa skadeligs at saae for tykt, som at saae for tyndt, eller at saae i Klumpetal for tykt her, for tyndt der; derfor bør en Sædemand ikke alleene vænne sig til at have en afpasset Sæde-Gang, og et jevnt Sæde-Kast i rundt at udstrøe Sæden, men og at vide, hvor tykt eller tyndt ethvert slags Sæd skal saaes.

Til et Tøndeland udsæd regnes 14000 qvadrat Alen, det er: naar Agrens Længde multipliceres med dens Brede, giver 14000. F. Ex. Naar en Ager er 280 Al. lang og 50 Al. breed, kand deri saaes en Tønde Byg. Eller og til en Tønde Udsæd regnes 8000 Skridt, det er: naar Agrens Længde multipliceret med dens Brede giver 8000. F. Ex. Naar en Ager er 200 Skridt lang og 42 Skridt bred, saa er den et Tøndeland. Følgende Udsæds-Tabel viser, hvor mange danske Skiepper og Potter bør saaes i en Ager, naar man veed hvor mange danske Alen den er lang og bred.

Udsæds-Tabel naar en Ager er Breed.

60 Al.

80 Al.

100 Al.

120 Al.

140 Al.

160 Al.

180 Al.

200 Al.

220 Al.

240 Al.

260 Al.

280 Al.

300 Al.

320 Al.

340 Al.

360 Al.

5 Al.

i o Al.

12 14 16

I59U.

Fx,

20 Al.

-7

25 Al.

195

zoAl.

3 5 Al.

tå

40 Al. 45 Al.

Su im

G AM

__£| 711

£-£5l£

_£ 13 _3 i_4 312

4j 4 210

—

£!8

£4l_8

41 9!

1 IO

2 2

~jr&

13! 7 4' 8

£3 _8

4 9 149

5 i 10

£3

«+

£5

34
35

Men der er stor Forskiel i Udsæd, endog i Henseende til samme slags Sæd; thi jo slettere den er, jo tykkere maae den saaes, efterdi meget deraf da ikke er sædelig. Endnn større Forskiel, Henseende til forskiellige Sæds-Arter; Hvor man saaer 1 Tønde eller 8 Skiepper Byg, der kand kun saaes 5 Skiepper Hør, 6 Skiepper Hvede, 6 og en halv Skieppe Rug, men derimod vel 9 Skiepper Erter eller Vikker, 12 Skiepper Havre, 14 Skiepper Hamp, o. s. f.

Saaemanden gaaer efter sin Takt paa langs ad Agren, men nødes han til at saae i Blæst, maae han søge Medvind, og gaae som Vinden blæser, skiønt det er ikke meget godt da at faae Havre, Hamp eller deslige let Sæd, og fast umueligt at saae nogen slags Sæd i Storm. Ligesom det og er en almindelig Regel, at naar Jorden saaes, maae den være harvetør.

§. XII.

Om Vinter-Sæd, Rug og Hvede, hvor, og hvorledes de saaes og behandles.

Rug elsker en opgiødet løs, tør, varm og høybundet Muld, Sandmuld, Muldleere eller

Sand-Jord, helst som samme Aar har været dyrket med Pateter, Erter, Vikker, Hør, Byg, Havre; men ikke vaad, kold, siig og suurbnndet, ikke heller bag Buskatzer, Gierder, eller saadanne Steder, hvor om Vinteren pleyer at legge sig store Sneedriver, som blive liggende ud paa Foraaret.

Behandlingen er denne:

1) Strax i Efteraaret pløyes i smalle Agre

(fee §. IV.), de sammenkastes, og den anden Fur legges oven over den første, paa det de kand blive brav høyryggede, og til begge Sider jevnt nedhældende for Vandfalds Skyld. Ved hver anden Ager efterlades en upløyet Strimmel, 1 Al. bred.

2) Giødningen udkiøres ned over Strimmelen,

og legges 2--3 Hobe af Læsset op midt paa Agren. (see §. VII)

3) De efterladte strimler pløyes.

4) Giødningen strøes, og Klumper i tu slaaes.

5) Rugen saaes i Oktober eller først i November, helst i Næe, men allerhelst naar Jorden er harvetør. (see §. IX.)

6) Strax derefter langsharves og tverharves.

(see §. X.)

7) Ager-Rennerne oprenses med Ploven, og

hvor behøves, pløyes eller graves Vand-Renner, at Vandet kand have sit Afløb.

8) Fremdeeles maae Vinteren igiennem, naar

der kommer Regn eller Tøe, haves Opsigt med, at Vand-Rennerne ikke forstoppes, saaog at Sviin eller andre Kreaturer ikke skal overrode eller nedælte Vinter-Sæden.

Anmærkning: Skulle et saa vaadt Efter-Aar indfalde, at man nødes til at saae uden at kunde faae Jorden Harvetør, saa kand man binde en Kiep imellem Hestene, i stæden for Mellemtømme, og saa lade dem gaae i Rennerne at drage Harven. Men skulle Jorden endog dertil være for vaad, saa maae man heller saae, og lade reent være at harve, og dog mueligt at faae god Rug, helst om man saaer i Giødning,

Paa denne beskrevne Maade at faae Rug i Giødning, holder jeg for den sikkerste, og er almindelig i Brug her paa Bornholm, undtagen Sand-Jord, som saaes uden Giødning, men giver sielden over 2 til 3 fold, da derimod Rug i Giødning, naar Aaringerne og Jorderne ere derefter, giver som oftest 10 til 15 fold.

Jeg har prøvet, som andre Steder bruges, at saae Rug uden Giødning, men fik næsten intet. Jeg har prøvet at giøde først og pløye Giødningen ned, men fik dog kun lidet. Jeg har prøvet at giøde, pløye Giødningen ned, harve, pløye den op igien, derefter saae, langsharve og tverharve, men jeg fandt ikke heller derved nogen mærkelig Fordeel. Imidlertid, som man til en Gaard sielden kand have Giødning til mere end 2 a 3 Tønder, saa giør man best i, selv at giøre Forsøg med at saae noget paa een Maade og noget paa en anden, for at erfare, hvad Maade for sin Jord der er den fordeelagtigste, men kand dog af et par Aars Forsøg intet vist sluttes; thi Luftens og Veyrligets Beskaffenhed om Efteraar, Vinter og Foraar, kand hver for sig, giøre, at paa den beste Jord og efter den beste Behandlingsmaade kand dog blive Misvext.

Hvad her er sagt om Rug, gielder tillige om Vinter-Hvede, undtagen at Hveden vil altid Have en feed Jord, og voxer ikke i Sand, derimod kand den bedre staae sig i siig Jord end Rug, men den udmavrer Jorden meer end Rug.

§. XIII,

Om Indhøstningen.

I) Afmeyningen. Al Sæd maae afmejes, naar den er tilpas moden; thi afmejes den for grøn, krymper Kiernen sammen, og afmejes den for moden, drysser Kiernen af.

Rugen modnes henimod Bartolomæ, Hveden noget sildigere, og da, naar Kiernen stivnes og brunes, maae den afmejes.

Meyeren gaaer med Vinden eller hvorhen Sæden hælder, og om den ikke er gaaet i Leye eller hid og did lagt sig, bør en Karl afmeye en Tøndeland Rug om Dagen, 1 og en halv Tønde Byg, 2 Tønder Havre, 1 Tønde Erter eller Vikker.

2) Opnegningen. Naar Sæden har ligget nogle Dage paa Skaar, maae den opneges, bindes, og sættes i Stak. Har den været vel moden, tynd, reen og er meyet i Tørveyr, behøver den kun at ligge paa Skaar i 2--3 Dage; men derimod om Skaarene ere tykke og blandede med Græs eller andet grønt, maae den ligge 6--8 Dage, og om vaadt Veyrligt indfalder, at den endda ikke er tør, maae Skaarene vendes hver anden Dag; thi dersom det jordslaaes og groer, bliver det gandske uduelig til Sæde-Korn og Malt, og giør Brødet kleyet.

3) Efterrivningen. Det som levnes ved Opnegningen, bliver siden sammenrivet og lagt oven paa Stakkene.

4) Ind-Agningen. Naar det er kommet retskaffen tørt og vissent i Stak, kand det strax indages; hvis ikke, maae det først staae nogle Dage i Stak, paa det at det ikke siden skal mugne og forbrænde sig selv i Laden.

§. XIV.

Om at sætte sin Sæd i Stak.

Paa de fleeste Stæder i Dannemark og Norge bruges at binde Rug, Hvede, Byg og Havre i Neger, og sætte dem i lange Trave-Hobe, kun to og to Neger i Rad efter hinanden, hvortil medgaaer mangfoldige Baand, som skal snoes, og meget af den kostbare travle Høst-Tid til at binde, og dog kand disse smalle Trave-Hobe ved indfaldende Regn snart igiennemblødes, saa der vel ikke kand være anden Aarsag, Hvorfor denne Maade vedholdes, end fordi der skal ydes Tiende efter Negernes Tælning. Er man da af deslige Aarsager ikke nødt til at vedblive denne gamle Maade, saa giør man bedre, at sætte sin Sæd i Stakke, runde og toppede, ungefær som Høestakke. Nemlig:

Rug og Hvede maae bindes, for Langhalmens skyld, men Baandet er i en Hast giort af Straaet, og saasnart Negerne ere bundne, bæres til Stak; den første Neger sættes lige opad med Toppen, men siden meer og meer paa skraas, indtil Stakken saaer sin Brede, Høyde og Rund-

hed, og saa deroven paa Efterrivningen, hvorved at giøre Stakken endnu meere toppet.

Men Byg og Havre bindes aldeeles ikke, kun lige saasnart man har opneget en Favn fuld, strax til Staks, og legges paa skraas, Toppene indvendte, at Stakken faaer sin Rundhed, Top og Skikkelse, og om Kornet er tørt nok, kand man sætte store Stakke, og lade en Dreng staae i dem, for at stække dem, og træde dem brav sammen. Saadanne Stakke kand sættes paa halve eller heele Læs, eller saa store man vil, og naar de kun sættes ordentlig og holdes i Sætningen stedse høyest i Midten, saa kand de udholde endog store Skyll-Regne.

Vilde nogen indvende, at Bygget ved denne hurtige og gevaltige Behandlingsmaade maatte brydes og falde af, saa er Erfarenhed der tvertimod, at det endog falder meere af, hvor man meyer op om Dagen og binder om Aftenen, end hvor man sætter det i Stak ved høye Middags-Soel.

Kunde Tiendetagere og Tiende-Ydere blive eenige at tage Tiende, af Stakke, som nu ellers af Neger, blev det fordeelagtigt for Bonden, naar

han passede at giøre alle sine Stakke, ikke just eens store, men ens vigtige, og var det tillige mageligere og lettere for Tælleren til at forhindre Tiende-Sviig.

§ XV,

Om at pakke sin Sæd i Laden.

Mange Tusinde Tønder Sæd bliver aarlig deels opædte, deels skiændte i Laden af Mangel paa en god Indpakning, derfor maae nøye mærkes:

1) Om Sæden er retskaffen tør, da er det best so Haardere den kand sammenpakkes; thi derved hindres Utæy fra at faae Raaderum i den. Den bundne, saasom Rug og Hvede, pakkes Neg hos Neg, og vel sammenknuges af Lade-Folkene. Alen til den ubundne Byg og Havre at sammentræde, kand endnu behøves at have et Par Bester ved Haanden og Folkene selv stærk at sammenpakke ved Siderne og under Bielkerne.

2) Derimod naar en vaad Høst indtræffer, at man nødes til at tage Sæden halv vaadagtig i

Huus, da maae man vel vogte sig ikke at pakke den for haardt sammen; bedre er det da at giøre Stænge i Laden en halv Alen fra Gulvet, dernæst sætte en Tønde i hvert eller hverandet Rum, som drages opad efterhaanden, som Laden opfyldes, desuden et par Katte-Hul i Veggen under Stænget, saa har Luften træk igiennem Sæden, og Kattene Adgang til Utøyet.

Erter og Vikker maae aldrig pakkes for haardt, og aldrig føres vandagtige ind, med mindre man har Rum at kaste dem saa løselig paa et Stænge.

I øvrigt passer en Landmand, at legge sin Sæd, at han kand komme til at tærske, den først som først behøves, og ellers den først, som Utøy meest elsker.

Vil man have utærsket Havre liggende til Vaar-Foer, maae man i Tide trække smalle Gange rundt omkring den, med mindre man vil have Rotter og Muus til sine Hakkelse-Skiærere.

§. XVI.

Om Vaar-Sæd, Byg, Vaar-Rug og Vaar-Hvede, hvor, og hvorledes saaes og behandles.

Byg voxer best i en middelmaadig feed Muld-Leere, Leer-Muld, Muld, Leer eller Muld-Sand, men ikke i Sand eller gammel Lægde. I tørre Sommere er den siigbundede Jord best. I vaade Sommere er den høybundede best.

Behandlingen er denne:

1) Saasnart Frosten gaaer bort, Foraaret melder

sig, og Jorden er pløyetør, i April eller før, pløyes Jorden første Gang.

2) Strax derefter tverharves, og om Jorden

er kløset, trumles. Saa ligger den indtil Saae-Tiden kommer.

3) Hen i May eller først i Junii pløyes Jorden anden Gang, lidt dybere end første Gang, og hvad som pløyes om Formiddagen, saaes om Middagen og langsharves. Hvad som pløyes om Eftermiddagen, saaes om Aftenen, kand ligge i

Natteduggen til om Morgenen, da det ligeledes langsharves, og naar heele Agren er færdig, bliver den tverharvet.

4) Saafnart Leyligheden tillader, og Jorden er tør, bliver Agren trumlet.

Anmærkning: Saae-Tiden maae man ikke bestemme efter en vis Dato, hverken rette sig efter Ericus eller Urbanus, men efter Aar-Tiden og sin Jords Beskaffenhed. Kommer Foraaret tilig, og man har høybundet, tør, varm Jord, bør man saae tilig.

Men kommer Foraaret sildig, og man har siigbundet, vædsket, kaald Jord, bør man saae sildig, og kand den Sæd, som saaes først i Juny, undertiden blive ligesaa tilig moden, som den der saaes midt i May. Naar Jorden er fuld af Græs-Rødder, kand man, i stæden for at pløye anden Gang, med Fordeel bruge Ovr, nemlig: 1) Agren kiøres paa tvers med Ovret. 2) Harves, 3) Saaes. 4) Kiøres paa langs med Ovret. 5) Harves. Derefter opsamles Rødderne, og ere meget gode til Huus-Ryggen, hvorved spares ar opskiere sin Engbond til Rygge-Tørv.

Med Vaar-Hvede og Vaar-Rug er Behandlingen den samme, som med Bygget, kun at Jorden maae være noget federe, og saaes lidt tiligere, da de ere seenere til at modnes, og kand, som oftest, behøve at staae til September efter at Bygget allerede sidst i Augusti er afmeyet.

Angaaende Indhøstningen læs §. XIII. XIV. XV.

§. XVII.

Om Erter og Vikker, hvor saaes og hvorledes behandles.

Hvor man Har Leeragtig Jord, der ere Erter og Vikker høystfordeelagrige; thi de give 6 til 10 fold, og jo bedre de voxe til, jo bedre rense og oplive de Jorden og giøre den beqvem til Aaret efter at bære godt, reent og stridt Byg, men voxe de ikke til, har man dobbelt Skade, efterdi de da meere forverre end forbedre Jorden.

Man saaer helst Erter i den Jord, hvori Aaret tilforn har været Byg og Vikker i hviile Jord, hvori man agter at saae Byg»

Eller og helst Erter i den leeragtige, og Vikker i den muldagtige Byg-Jord. Behandlingen er denne:

1) Jorden pløyes først i May kun eengang,

2) Strax saaes, langsharves og tverharves.

3) Trumles før Erterne opkomme.

Anmærkning: Det er kun en gammel Grille, ikke at faae Erter i østlige Vinde. Naar kun Aartiden er der, og Jorden er beqvem, kand det med Erter, som med anden Sæd, være ligemeget hvad Vinden er.

Om Erters og Vikkers Indhøstning.

1) De modnes sildig og langt fra ikke paa eengang. Derfor maae man ikke tænke at ville bie indtil de blive alle modne; thi da faaer man kun faa at tærske, men naar Mængden af dem ere tykbalgede, Erterne begynde at gulnes, og Vikkerne at brunes, saa meyer man dem af, om

51 de end i Toppen ere grønne og endnu have Blomster tilbage.

2) Derefter ligge de paa Skaar en Uges Tid, længere eller kortere, ligesom de have været meer eller mindre grønne, og Veyrliget meer eller mindre tørrende, og maae da vendes hver tredie Dag, indtil de blive retskaffen tørrede, baade i Straae og i Bælge.

3) Saasnart de ere tørre nok i Kiernen, og visne nok i Straaet, maae de for alting indkiøres, efterdi en Regn da bliver dem meget skadelig. Kl. 10 Formiddag kaster man dem sammen i lange Rader langs op ad Agren, saa mange man kand vente at kiøre ind Eftermiddagen, da man kiører og læsser af Raderne.

§. XIX.

Om Havre, hvor saaes, og hvorledes behandles.

Havre tog gierne til takke med at saaes i Jord, som var kied af at bære Byg, men som de uopidske Byg-Jorden formeget, giør man

best at udlegge den sletteste og længstfraliggende Jord til bestandig Havre-Jord, og desuden gammel Lægde.

1) Til Havre pløyes kun eengang, strax efter

man har pløyet første Gang til Byg, eller før, om Jorden saa udfordrer, i sær naar gammel Lægde pløyes tilig.

2) Strax derefter, neml. omtrent først i May,

faaes, langsharves, tverharves.

3) Med Trumlen kand det bie til man faaer Tid.

Havren modnes med eller strax efter Bygget, sidst i August eller først i September, og kand gierne afmeyes, naar den er guul-grøn. I øvrigt læs angaaende Indhøstningen §. XIII XIV. XV.

§. XX.

Om Boghvede.

Boghvede er en kuldkiær, vanskelig og egensindig Sæd; I den bedste Jord kand den

53 blive borte, naar den derimod kand vore hyppig i en gammel ørt Jord, som er utienlig til anden Sæd. Ellers vil den have en høy, varm, sandagtig gammel Lægde eller Rydnings-Jord. Den saaes ved Byg-Sæds Tiden, men modnes sildig, saa det nytter ikke at saae den, hvor man giver tilig Ævret op; og dette maae nok være Aarsagen, at den ikke er kommen i Gang her paa Bornholm, da her dog ligger mangfoldig udyrket Jord, som dertil synes tienlig.

$. XXI.

Om Den fordeelagtigfte Maade, hvorpaa at inddeele sin Sæds-Jord, og afvexle med Besaaeningen, naar man er uden for Fælledsskab og selv sin Jord raadig.

Man inddeeler sin Jord i fire Classer, nemlig: 1) Bestandig Rug-Jord. 2) Bestandig Havre-Jord. 3) Mellem-Jord. 4) Udvalgt Giødnings-Zord.

1) Bestandig Rug-Jord. Dertil udlegges Sand-Jorden, hvor den haves langt fraliggende; den faaes et Aar, hviler i to, og om den længe har hvilet, da faaes først Boghvede. Denne Jord faaer aldrig eller meget lidt Giødning, giver og ikke gierne over 3 a 4 fold.

2) Til bestandig Havre-Jord udlegges den Jord, som enten er alt for uduelig eller alt for vanskelig at behandle til Korn. Den saaes i 2 Aar efter hinanden, dernæst hviler i 2 Aar, og saaer aldrig Glødning, kand dog give 5 a 7 fold.

3) Mellem-Jord. Dertil regnes Jord, som i sig selv er en god Byg-Jord, men kand være kaald, siigbundet, vædsket, eller af andre Aarsager ubeqvem til Vinter-Sæd. Deri saaes første Aar Vikker, andet Aar Byg, tredie Aar Erter, sierde Aar Byg, og derefter femte og siette Aar hviler, og saa atter for fra.

Ved slig Afvexling kand i mange Aar ventes en ønskelig Høst, uden at behøve Giødning.

4) Udvalgt Giødnings-Jord udsøges allerførst af den beste og beteiligst liggende Jord, der er beqvem baade til Vinter- og Vaar-Sæd, saa megen, som man kand overkomme at giøde Hvert syvende Aar, deraf bliver aarlig en syvende Part giødet til Rug, tre syvende Parter faaet med Byg, en syvende Part med Erter, en syvende Part med Vikker, og en syvende Part hviler til Græsning. F. Ex. Naar man kand have aarlig Giødning til 3 Tønder, udvælger man 21 Tønder, hvilke vi ville forestille os som inddeelte i 7 Agre, hver paa 3 Tønder, og da kand følgende Afridsning vise os deres aarlige Besaaening til hvert syvende Aar.

Syv Agre hver paa zTd^ zTd^ zTd^ 3%^ 3%^ 3^. i ste Aar Rug o Virker Byg Byg Erter Byg Err Vikker Byg Byg Erter Byg s Rug o Cc-GJ Aar Byg Erter Byg Rug o Vikker Bys EN 7de Aar Byg Rug o Vikker Byg Byg Erke OD Og saaledes fremdeeles.

54
55

57 Efter denne Omvexling kand paa disse 21 Tønder Land aarlig saaes 3 TV. Rug, 9 Td. Byg, 3 Td. Erter og 3 Td. Vikker, og deraf avles 30 Td. Rug, 70 Td. Byg, 27 Td. Erter og 24 Td. Vikker, meer og mindre efter Omstændighederne.

§. XXI,

Om den fordeelagtigfte Maade, hvorpaa at inddele sin Sæds-Jord og afvexle med Besaaeningen, hvor Bønderne have sin Jord, som paa de fleeste Steder, adspredt i 3 Marker, som omskiftes fra at være Bygmark til Rugmark, og derefter hver tredie Aar til Fælled.

1) Sand-Jorden eller den bestandige Rug-Jord saaes altsammen med Rug i Rugmarken, men i Bygmarken hviler den altsammen, undtagen hvad som bruges til Boghvede.

2) Den bestandige Havre-Jord saaes aldsammen i den eene Mark, og halvparten i den anden, saa den faaer 2 Aar Sæd og 2 Aar Hvile.

3) Mellem-Jorden kand faaes aldsammen med Erker eller Vikker i Bygmarken, og derefter med Byg, naar der bliver Rugmark.

4) Den udvalgte Giødnings-Jord saaes aldsammen med Rug eller Hvede i Rugmarken, og aldsammen med Byg eller Vaar-Hvede i Bygmarken. Eller og noget deraf med Erter og Vikker, naar den er seig og græsbundet, og man ikke har kundet overkomme at pløye den i Efter: aaret forud.

En Hoved-Anmærkning er det, at man ikke bør saae Erter, Vikker eller Boghvede i Rugmarken, deels fordi de modnes sildig, saa at Kreaturet for længe maae gaae paa Fælleden og faaer kun lidt avret Smør. deels fordi Rugmarken skal Aaret efter være Græs-Vang, og efter Erter og Vikker voxer kun slet Græs, men god Sæd.

Nok en Hoved-Anmærkning, at Rug, Hvede, Erter, Vikker eller Boghvede, bør man ikke gierne saae i samme Ager 2 Gange efter hinanden, men med Byg eller Havre gaaer det an, at saae en Ager 2, ja undertiden 3 Aar i Rad.

§ XXIII.

Om andre Agerdyrknings Producter.

At vi Udenrigs fra forskrive vore Vine, Specerier, og saadanne Vahre og Producter, som vores Nordiske Elima enten aldeeles ikke, eller dog ikke til nogen Klækkelighed kand frembringe, bør ingen dadle os for, som veed, at belevne Nationer bør handle Reciproqvement, at den passive og active Handel kand underholde hinanden; men at vi, som det synes, aarlig tabe anseeligt i vores Udenrigs Handels-Balance, endog efter at vore Forfædres med Guld- og Sølv-Stykker, opfyldte Sølv-Kander ere passerede Linien, endnu fremdeeles skulle lade de saa tilbage havende Beggere gage over Øster-Søen og Nord-Søen for Hør, Hamp, Humle, Kommen, Senup og deslige Jordens Frugter, fom vi kand have hos os selv i Overflødighed; Saadant maatte være ligesaa skammeligt for vore Landmænd og Bønder, at lade Fremmede avle Herren for os, som det er beklageligt for vore Konstnere og Haandværker, at Fremmede skal spinde Traaden for os, og som det er Landforarmende af vore Medborgere og Mode-Narre, at

de intet kand æde, og dem intet kand klæde, med mindre der er Fremmet; men hvorhen? - - -

§. III.

Om Hør.

1) Frøet kand være nogle Aar gammelt, og conserveres best, naar det ligger tørt i Frøe-Husene indtil henimod det skal saaes. Hvert 2det eller 3die Aar maae man skaffe sig fremmet Frøe, og hellere sælge sit eget.

2) Jordsmaanet kand være enten gammel Lægde, eller anden nogenlunde feed og renset Jord.

3) Saaeningen skeer midt i May, og om det er i Lægde, maae Pløyningen nogle Gange langsharves før saaes, og siden vel overharves baade paa langs og tvers.

4) Oprustningen skeer omtrent midt i August, naar Frøehusene begynde at gulnes.

5) Rødningen skeer saaledes, at den opruskede Hør udbredes tyndt paa en Eng eller jevn

61 Græs-Ager indtil Taven løsner fra Stilken i 2

til 4 Uger; thi jo oftere Veyrliget afvexler med Regn og Tørre, jo snarere bliver det færdig, og derefter maae det vel tørt optages og hiemføres.

I stæden for denne langvarigere Rødning bruger nogle at sænke det i Vand 9 Nætter, og derefter udbrede, for at faae det tørt; men her maae agtes, at det ikke sænkes i Fiske-Park eller mudrede Vande.

6) Brydning og Skietning gaaer saaledes for sig: Man Heeder sin Bager-Ovn. Naar Ilden er udtagen, maae et Menneske, som kand taale Heede, krybe derind og udfeye hver Gnist; derefter pakkes Ovnen fuld med Hør, og Mundingen vel tilklines. Naar Hørren har været i Ovnen 8--12 Timer, aabnes Mundingen og Bryde-Folkene udtage efterhaanden, som de bryde, en Haand-Visk efter en anden. Og naar en Ovnfuld er brydet, bliver den skiettet, medens en anden Ovnfuld tørres. F. Ex. Om Morgenen Kl. 4 heedes Ovnen og Hørren indsættes.

Om Formiddagen skiettes. Om Eftermiddag Kl. 4 aabnes Ovnen of fortfares med Brydnin-

7) Redskaberne til Hør og Hamps-Behandling ere da kun en Bryde, hvormed Stilkene brydes og knuses, og en Skiette, hvormed de vedhængende Skiæver afslaaes.

Anmærkning: 1) Den Hør, hvoraf man vil tage Frøe til Saaening, maae staae paa Roed noget længere til Modning, og efterat den er oprusket, bliver Frøe-Husene askiæmmet i en Træ. Kam, som derefter vel tørrede henlegges paa et tørt Sted. Men hvad Frøs kand faaes af det ey fuldmodne, kand sælges til Olie-Møller.

2) At der ved Hør-Behandling kommer Ildsvaade, er af Skiødesløshed og Uagtsomhed i at feye Ovnen eller omgaaes Ilden, men som Tieneste-Folk i sær ofte ere skiødesløse med Ild og Lys, saa giør man best, foruden sine Folk at holde en erfaren Bryde-Kone; Eller om der er en heel Bye, da sætte sig en fælles Ovn uden for Byen; Eller om man har Tid, da giemme Herren til Høy Sommer, dg da at bryde den ved Solens Heede, som man siger, kand gaae an fra Kl. 10 til Eftermiddag Kl. 4.

3) Det er just ikke alle Aar at Hør-Avlingen vil lykkes, men derfor bør man ikke tabe

Modet; thi et Aars Vext kand oprette 10 Aars Misvext, hvor gammel Lægde haves, f. Ex. Paa et Halv Tøndeland gammel Lægde, hvor jeg ikke kunde vente over 3 Td. Havre, avlede jeg forlede« Aar et Skpd. skiettet Hør.

§. XXV.

Om Hamp.

Hamp vil have en feed smulrende Muld-Jord, den saaes derfor helst omkring Gaarden, Hvor Qvæget har Banen at legge sig, og kand saa saaes hvert Aar, eller afvexles med Hør eller Pateter. Vil man have siin Hamp, faaes tykt, men vil man have stor grov Hamp, saaes noget tyndere, og Saae-Tiden er hen sidst i May. Opruskningen skeer hen midt i August, naar Blomster-Hampen begynder at visne.

Hvad Rødningen, Brydningen, Skietningen, og Behandlingen i Ovnen angaaer, forholdes som om Hør sagt er.

Men den Hamp, Hvoraf man agter at tage Frøe til Udsæd, maae staae paa Rod 8-14 Dage

længere, at Frøet kand modnes, naar det nu er godt Tørre-Veyr ruskes den op, sammenbindes i smaae Knipper og samnensættes i een eller fleere Stakke, hvorved maae agtes, at Toppene kand have Luft-Træk, at Frøet ikke skal mulne og dog nogenlunde overbedekkes for Regn og Fugle. Naar nu Frøet lader sig afbørste, breder man et Lagen strax ved Stakken, dernæst afrenses Skarn og Blade, og Frøet udsættes nogle Dage mod Solen, at det vel tørres før det giemmes.

Aarsagen, hvorfor at ald Hørren og Hampen ikke bliver staaende til Frøet modnes, er fordi Taven da bliver grovere og skiørere. Nogle bruge at aflugge Blomster-Hampen, som kaldes at galdre, men maae passes at det ikke skeer før den har støveet og noget deraf begynder at visne; thi ellees bliver Frøet ikke sædeligt. Ligesaa lidet som man kand vente Kyllinger af Eg, hvor ikke Holdes Hane. Af 1 Skieppe Frøe kand omtrent avles 2 Lpd. Hamp.

§. XXVI.

Om Senup.

Senup er den mindst vanskelige og meest frugtbare Sæd; den kand saaes i aaben Mark,

men i høybundet feed Jord, helst i de Afkroge omkring Bondens Gaard, hvor mange Steder kun ligge til Skrepper og Skarn-Tuder, og kand ventes efter en Pot at avle en Heel Skieppe. Den saaes om Foraaret, saasnart Jorden er pløye- eller grave-tør, og blander man da 1 Pot Senup mellem 2 Potter Sand, at den kand saaes jevnt og ikke for tykt.

(Naar den eengang er saaet, saaer den sig siden selv, alleene at Jorden hvert Foraar skal oppløyes eller graves, og harves,)

Naar den hen i August er moden, bliver den afskaaren, indbaaren i et Lagen og med Stilkerne lagt paa et Loft, Gulv eller andensteds, hvor den ved Trækvind kand tørres, da den aftærskes, renses, og Senupen derefter nogle Dage tørres mod Solen før den giemmes.

Anmærkning: Senup vil gierne udbrede sig, og er ikke saa vanskelig at saae til at groe, som at faae udryddet; thi om Stykket ligger gold, kan dog Senupen, efter 2--3 Aar at have ligget i Skiul, komme igien, derfor lader man blive en Gangstie mellem Senups-Stykket og den øvrige Sæd. Og vil man have Senup gandske udryd-

66 Det, maae man, som sagt, opgrave Stykket, men siden afhugge den medens den endnu er gandske grøn.

§. XXVII.

Om Kommen.

Kommen vil have en løs, tør, muldagtig Jord, men indlukt, at der aldrig kommer Sviin; thi de ere meget slugne paa Kommens Rødder, og kand i en Hast ruinere en Kommens Hauge.

Den Jord, hvori man agter at anlegge Kommen, giør man best om Foraaret, forud at saae med Hamp, Erter, Vikker, Pateter, Bønner, eller saadanne Hauge-Sager, som rense Jorden, dernæst om Efteraaret graves Jorden og Ukruds-Rødderne afpilles, saa blandes 1 Pot Kommen blant 2 Potter Rug, og saaes samlede. Første Aar derefter høstes kun Rug, da Kommen imidlertid sætter Rødder; Men siden kand i mange Aar uden nogen videre Gravning eller Saaening høstes Kommen, alleene at ikke forsømmes at aflugge Ukrudt om Foraaret i Tide. Dog giør man best, efter nogle Aars Forløb om Efteraaret

at opgrave Rødderne, og ordentlig at omplante dem i Beeder, et stift Qvarteer mellem hver Rod, hvorved man tillige kand faae Rødder til andre Pladser, og naar man planter Rødder om Efteraaret, bære de Frugt første Aar.

Kommen modnes hen i August, men ikke alt paa eengang, og derfor er det godt at den er anlagt i Beeder, at man derimellem kand gaae og afskiere efterhaanden, som den modnes, og i Forklædet bære paa Loftet, hvor den tørres, afbørstes og renses.

Da nu efter en Pot Kommen kand høstes henimod en Skieppe aarlig, og naar den eengang er plantet, ikke udfordrer noget strængt Arbeide, men kun noget Lugerie og Pillerie, saa ville jeg helst raade gamle Folk, som have et Stykke Haveplads tilovers, deri at plante Kommen. Og kunde mange, som i mange Aar underholdes af Almisse, underholde sig selv og holde Penge i Riget, om kun et Aars Almisse blev viiselig anvendt til at anlegge dem Kommens-Hauger, hvortil f. Ex. ved Strandsiderne kunde findes mange Steder, nu ikke meget nyttet, sandagtig Jord, naar den om Efteraaret blev bestrøet med Søe-Tang.

Men, om jeg tør sige det, synes som man i Dannemark nok har sørget for at anvende store Summer Penge til store Bygninger i Stederne, og visse Uge-Penge for den arbeidsomme Fattigdom, men paa Indretninger i Steder og paa Landet, beqvemmede efter de Svageres, Yngres og Ældres Kræfter, hvorved at skaffe den Fattige noget at fortiene selv, og ophielpe den vindskibelige Armod; derpaa har man uden Tvivl været for sparsomme. Derfor vrimlef Landet af Tiggere, og vi - - vi udarme os selv Aar efter Aar, Hvorfor? Fordi vi lade andre avle og arbeide for os, hvorved vi først skal give vore Penge ud for den Fremmedes Vahre, og dernæst skal vi dog underholde vore Egne i deres Armod og Ørkesløshed

§. XXVIII.

Om Humle.

Vi have foruden adskilligt andet, Hr. Trojels Priisskrist om Humle-Avlen 1769, som efter General-Landvæsens Collegii Viise Foranstaltning er uddeelt blandt Almuen, og veed jeg adskillige, som med Nytte have prarticeret derefter,

69 hvorfor jeg vil have Vedkommende did henviiste, da det visselig var at ønske, at vi dog kunde spare nogle af de mange Tusinde Rdlr., som aarlig gaae Ud af Rigerne for fremmed Humle.

§. XXIX.

Om Jord-Eble, Kartufler eller Pateter.

Der ere adskillige Slags, som gemeen Mand kalder med et fælles Navn Jord-Eble.

De Rødagtige ere de sletteste baade i Nytte, Smag og Frugtbarhed; de skyde ranke Stengler, Tommetykke og Karlshøye.

De Hviidguule bære Blomster og skyde greenede Stengler, ikke meget tykkere eller Høyere end Vikker. De kand formeere sig over 50 til 100 fold, og tiene ikke alleene til Stivelse-Puder, Meel og nødtørstig Føde, men kand og bruges i stæden for Castanier eller Botfeldske-Roer til adskillige ret lækre og velsmagende Retter, (undtagen for dem, hvis Lomme gierne vil fordrage Dansk

Myndt, men hvis Vomme vemmes ved Dansk Mad).

Pateter kand voxe i ald slags Jord, men langt fra ikke med lige Fordel; en reen, løs og nogenlunde feed Jord er den beste.

Jorden skal pløyes eller graves, vel smulres og igiennemharves, dernæst noget hen i May, tager man en Plante-Pind og giør dermed Huller, noget over et halvt Qvarteer dybe, og noget over et Qvarteer fra hinanden, saa at Pateten kommer et halvt Qvarteer dybt i Jorden, og mellem hver 1 a 2 Qvarteer om de ere store.

Ved Michaelis, naar Stenglene begynde at visne, graver man dem op med Spade eller en treegreenet Hakke, hvorved agtes at man ligesom underminerer dem, at de ikke skal igiennemhukkes.

Derefter kand de blive liggende nogle Dage for at tørres og saa bæres paa Loftet og udbredes.

Det vanskeligste, om man har nogen Mængde, er at forvare dem om Vinteren fra Frost; thi de fryse hastigere end Ebler, og blive de frosne, due de slet intet, derimod kand de ligge i Jorden Vinteren over og voxe op om Foraaret, naar Pladsen ikke har staaet under Vand; Det beste Raad jeg veed at give, er derfor dette, at naar de ere opgravne, tager man de mindste fra, som man vil bruge til Plantning ad Aare, og nedgraver dem paa en tør Plads i Jorden; de man vil have til sin Vinter-Provision, pakkes i Fustagie, og sættes hvor intet fryser, og den øvrige Deel males til Meel, forbruges eller sælges for Vinteren.

Nogle kand være saa store som knyt Næve, men nogle som Erter, de fmaae og middelmaadige kand bruges til Plantning heele, men de store kand skiæres i Stykker, kun agtes, at de skiæres midt igiennem, og Øynene spares.

§. XXX.

En ufeylbar nyttig Regel for enhver Agerdyrker.

Forstandens Kræfter brug! Søg beste Skik

at vide!

Ey Legems Kræfter skaan! Din Gierning

giør i Tide!

Dog viid! af Tid og Fliid ey kommer

noget ud;

Men bed! og sveed! og troe!

At Vexten giver Gud.

✂

Det vigtige Spørsmaal

om

Kornets frie

Ud- og Indførsel,

undersøgt

efter Naturen og Historien.

Oversat

P. T. W.

Kiøbenhavn 1772,

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, som første Forlægger, ved Frid. Christ. Godiche.

Det her fremsatte Spørsmaal er uimodsigelig vigtig. Forfatterens Mening synes mig at fortiene, om ikke Biefald, saa en fornuftig Modsigelse. Jeg har derfor troet ikke ilde at anvende en Fort Tid paa at oversætte disse Blade.

Den Nød, der for nærværende Tid er paa mange Steder, og Frygt for, at overilede Midler kunne giøre denne Nød endnu større, har bevæget mig til, at forfatte dette lidet Skrift. De Slutninger, som deri forebringes, grunde sig paa Iagttagelser; og jeg haaber, jeg har forebragt dem kort og tydelig. Altsaa ønsker jeg kun endnu engang, at de, som skulle dømme i saa vigtig en Sag, ville spørge den troe Erfaring til Raads. Min Tid tillader mig ikke herved at læse mange Bøger. Men saa meget jeg har kundet eftersee i nogle Skrifter, hvilke jeg nu har faaet af det her værende Commerce-Bibliothek, og anført i Anmærkningerne; saa finder jeg alting overflødig bekræftet af Erfarenhed. Den Fornemmeste der-

af, og som næsten allene kunde være tilstrækkelig til at dømme om Følgerne af alle muelige Indskrænkninger og Forordninger, er: Représentations aux magistrats, contenant l’ exposition raisonnee des faits relatifs a la liberté du commerce des grains, & les résultats respectifs des reglemens & de la liberté. 1769. in 8. Der ere endnu mange andre, maaskee ogsaa meget læsværdige Skrifter om denne Materie udkomne i Frankerig og Engelland, hvilke jeg ikke har ved Haanden. Men jeg vil heller udgive noget Ufuldkommen, og opmuntre andre til Vidtløftighed, Bekræftelse og Forbedring, end opsætte længere efter min Evne at give Leylighed til saa vigtig et Spørsmaals Oplysning. De, som kiende mig, vide at jeg skriver upartisk, og ikke har nogen Egennytte i Handelen; men at jeg finder en Fornøyelse deri, at betragte Ordenen i Verden, og Kiæden i det menneskelige Selskab, og at ansee mig, som en Medlem af denne Kiæde.

Hamborg den 17 April 1771.

Oh Liberty, thou Goddess heav’nly bright, Profuse of bliss, and pregnant with delight! Eternal pleasures in thy prefence reign,

And smiling Plenty leads thy wanton train. ADDISON.

Det bør uimodsigelig være een af den landsfaderlige Øvrigheds Bekymringer, at bevare det nødvendigste Levnetsmiddel, Brødet, i Landet. Ja, det ville ikke være nok for en

viis Regiering at udfinde et Middel, hvorved man ikkun blot paa nogen Maade kunde afhielpe den nærværende Mangel, naar derved ikke tillige blev sørget for den tilkommende Tid; naar man forud maatte see, at den samme Mangel ville komme igien med det første, og maaskee i en værre Grad, eller naar der allene altid blev forskaffet en nødtørstig, og aldrig en rigelig Udkomme, eller naar maaskee Middelets Voldsomhed førte saadan Ulempe med sig, som endogsaa overgik den nærværende Nød. Høye Øvrigheder søge vist at befordre Statens sande Beste; men de kunde ikke dømme, uden efter de dem forelagde Beretninger; altsaa er det en Borgers Pligt friemodig at gaae dem til Haande med tilforladelige Iagttagelser. Derfor maae de Midler, som foreslaaes til at opnaae saa vigtig et Øyemeed, underkastes den Nøyeste og forsigtigste Prøvelse; de maae ikke blot undersøges efter de til Anseelse forønskede Følger; men, om mueligt, efter

tilforladelige Virkninger, og betragtes fra alle Syns-Puncter. Vel os! naar vi allerede have Tildragelser og Exempler for Øyne, af hvilke vi med Sikkerhed kunne lære, ikke at giøre noget farligt Forsøg, hvoraf Skaden ikke, uden alt for sildig kan indsees, og med al Omhyggelighed ikke heller lættelig igien oprettes!

"Det fornemste Middel til at have nok og overflødig, kan man jo læt indsee; nemlig, naar man ikke lader den Forraad, som er i Landet komme ud, og desuden søger at faae endnu mere ind fra Fremmede; det er, naar Kornets eller andre Levnets-Midlers Udførsel forbydes, men Indførselen tillades„.

Saa læt skulle det være, at beholde nok og overflødig, og dog skulle nogentid Lande, endogsaa frugtbare Lande have lidt stor Mangel? Her maae dog endnu være noget skiult. Men vi ville høre og betragte Forslaget nøyere. Her kommer

det ikke an paa en Privat Mands Forsæt, som maaskee ved sin Mangel kunne falde paa, at berøve den nærmeste Landmand sin Korn-Forraad, eller at ængste denne saaledes, at han gierne maatte overlade ham sit Korn paa hvad Vilkaar han forlangede. Her skal Landets Øvrighed dømme, og dømme retfærdig for alle Landets Indvaanere, og ikke blot forskaffe en Lættelse eller Skinhielp i nærværende Trang, men en varig Sikkerhed.

Forbudets Øyemeed skal dog vel være, at forhindre Eyerne at selge deres Forraad, hvor de best kunne; og altsaa at tvinge dem til at lade det gaae for læt Priis. Imod Retfærdigheden i saadant Forbud kunne der nu vel for det første noget indvendes. Skal da Landmanden, som saa længe med sin sure Fliid har tient sine Medborgere, som har taalt saa megen Skade, uden at faae Tak derfor, eller skal Kiøbmanden, som ved sin Handel har opmuntret Jord-Dyrkningen og fremlokket For-

raaden, som ofte har lidt stor Forlis ved denne farlige Handel, berøves sin Eyendoms Ræt? Saa ligefrem vil man vel ikke opbryde Loftet og borttage Forraaden (*); men man vil dog bringe Eyerne saaledes i Knibe, at han man overlade os sit Tilhørende, efter vor Gotbefindende. Er det ikke at træde den hellige Eyendoms Rettighed, efter hvilken enhver er beføyet at giøre med sit, hvad han vil; denne Ret, som altid maa blive hellig, endogsaa under den meest uindskrænkede Regiering, er det ikke at træde den aabenbar under Fødder? Denne Landgods-Eyere eller Forpagter har ved sin Møye forhvervet sig en Forraad af sin Grund. Hiin Kiøbmand har for sine Penge og paa eget Træf tilhandlet sig af det, som var almindelig til Fals;

(*) Hvad har jeg skrevet? Endogsaa denne Voldsomhed er ikke sielden i Frankerig bleven udøvet, deels af det uroelige Folk, deels af Politie-Betienterne, som jeg seer af Representations aux Magistrats C. III. p. 93-95. C. VI. p. 273.

292. 293. 453.

ingen forlangede at eye det, hverken særdeles Personer eller det Almindelige. Han har altsaa, stolende paa offentlig Troe og Love, giort det til sin Eyendom; og da han maatte taale al Skade, saa var han ogsaa berettiget til at nyde enhver Fordeel. Nu betænker man sig paa eengang — "Hør Ven! Du har samlet dig en Forraad, den ville vi gierne have.,, — Meget vel; Torve-Kiøber er saa meget — "Ney, det staaer os ikke an; vi ville sætte Prisen, eller det skal blive liggende paa dine Lofter og Lader og forderves for dig.,, — Er dette Ret eller Vold? — "Dog alligevel har det Almindelige en Ræt til den Eyendom, som tilhører en særdeles Medlem i Staten. Den almindelige Nød maa foretrækkes alle andre Betragtninger, og Øvrigheden maa ikke lade mange fattige Indbyggere sulte ihiel, for den Fordeels Skyld nogle faa kunne have.„ — Got! Det Almindelige har Ræt til i Nødsfald at tage mit Huus fra

mig,

men ikke uden Betalning. Aldrig ville en retfærdig Øvrighed udstæde den Befaling, naar jeg var nødt til at giøre mit Huus i Penge, og Pladsen syntes tienlig til offentlig Brug, at jeg ikke maatte selge min Eyendom, uden til de eller de bestemte Personer, paa det det kunde gaae for desto lættere Kiøb. Nu skal Kiøbmanden see sig nødt til at selge, ja at selge læt, fordi man behøver hans Vahre (*). Giver da vor Trang os en Ræt til hans Eyendom? Havde han vel kundet tvinge nogen til at kiøbe hans Vahre af ham, om han havde behøvet Penge? Bliver da ellers ogsaa en Borger i Staten tvungen til at give sit Gods eller sin Casse til de Nødlidendes Beste? Der maae for alleting sørges for de Fattige, og i Almindelighed for det al-

(*) Ikke allene i Frankerig, men ogsaa paa adskillige andre Steder, er den Priis ofte bleven bestemt, for hvilken Kornet skulle selges af Eyerne; saa at man ikke engang har ladet det blive ved den Mindre synlige Vold, at indskrænke den almindelige Friehed at selge.

mindelige Væsen; men paa det almindelige Væsens Bekostning, ikke paa Privatpersoners Bekostning; enhver er kun skyldig at give sin Deel til de nødvendige Paalæg, ikke tilligemed at betale for andre. Hvorfor blev der ikke opkiøbt Korn af det Almindelige, for at have en Forraad i Staten; og særdeles for at kunne komme de Fattige til Hielp (*)? Nu skal Privat-Personer forhindres frit at selge deres Vahre, at andre kunne faae dem desto lættere. — "Ingen skal forhindres at selge, men at sende Udenlands det, som Landet selv behøver til Indbyggernes Underholdning, og altsaa at berøve sine

(*) Denne gode Anordning har man i Hamborg. Det Almindelige holder bestandig et Korn-Magazin, ikke for at aabne det paa eengang, naar der kommer Dyrtid, ikke heller for deraf at selge for Indkiøbs-Prisen; thi det ville kun foraarsage den værste Uorden, men allene for tilforladelig at have en tilstrækkelig Forraad i Staten, og for dermed at hielpe paa de Fattige, som bestandig derfra kunne bekomme Kornet noget lættere, end Torve-Kiøbet er.

Medborgere Brødet; det kan ingen Øvrighed taale,,. — Havde engang for alle den Lov været i Staten, ikke at selge Korn ud af Landet, saa giorde man Korn-Handleren egentlig ingen Uret; han vidste hvorefter han havde at rette sig. Men han havde da seet sig bedre for, og heller ladet sit Korn ligge i Marocco, end oplagt det paa et Sted, hvor han ikke skulle blive fuldkommen Mester af Handel og Vandel med sit eget. Men nu lod man ham kiøbe ind, uden at tilkiendegive nogen Indskrænkning: Handel og Vandel var frie. Hans Medborgere ville ikke besvære sig med Korn-Forraaden, og staae Fare at lide Skade derpaa, om der skulle komme Overflødighed: det Almindelige holdt det ikke heller for nødvendigt for paakommende Tilfældes Skyld at fylde et Magazin. Man lod gierne denne Mand kiøbe saa meget Korn han vilde, og dermed oppebie sin Skiebne. Siden vise sig andre Udsigter, Priserne stige: man ønsker at have mere Forraad i

Hænderne. Nu skal denne Mand rykke ud med sit, og man vil ikke holde ham den Betingelse af en frie Eyendom, da han dog i Haab derom sluttede Indkiøbet. Hvorfor knurre da nu de over Kornets Udførsel, som hverken tilforn, da det var læt Kiøb, havde Lyst til at legge det op, ey heller nu ville betale den Priis, hvortil det er stegen? Kiøbmanden eller Eyeren har jo aldeles ingen særdeles Drift eller Villie at selge sit Korn til Fremmede. Han skulle ikke have Lyst til at staae Fare for den bekostelige Udførsel, og at faae sin Betalning langveys fra, naar han kunde finde Kiøbere i sit eget Land. Man maa altsaa have buddet ham noget betydelig mindre i Landet, naar han beslutter at forhandle ud af Landet; og følgelig, naar Vahrene ere ligesaa dyre hos os, ikke at tale om, naar de ere langt dyrere end hos Fremmede; saa har man aldeles ikke nødig at frygte for, at noget bliver ført ud. Handler man da billig med disse Folk?

— Dog vi ville lade Billigheden fare, og allene see paa Convenienzen.

Naar kun dermed kunne være vel sørget for Fremtiden, og Staten bevares for Mangel, naar man kunne forskaffe et grundet Haab om Overflødighed; saa skulle Privat-Personers Tale ikke agtes: Kiøbmanden maatte see til, hvordan han bar sig ad, og hvorledes han herefter vilde handle.

Landmanden ogsaa? — Dog, vi ville først tale om Kiøbmanden, og derefter overveye hans Indflydelse paa Agerdyrkningen. Denne gang har man fanget Korn-Handleren; hans Magaziner ere uden forud given Advarsel omringet af Bevæbnede; han skal rykke ud med sin Forraad. Nu, det var for nærværende Tid artig nok; men herefter lader man sig ikke atter bedrage. Hvem vil indkiøbe Forraad, legge den op, forvare den, til der bliver Mangel, naar allene Skaden, den saa tidt paakommende Skade, skulde træffe

Kiøbmanden, at han skulle tabe, naar Priserne faldt, men ikke tillige den retmæssige Fordeel opmuntrede ham, at det Almindelige ogsaa lod ham faae den frie Gevinst, som kunde komme af deres Mangel, som ikke havde forsynet sig (*). Denne Kiøbmændenes Speculation, som samler og leverer Staten de nyttigste og nødvendigste Vahre, bliver nu ved saadant et Forbud for stedse tilintetgiort. Og hvilken Fordeel berøves ikke Staten derved? Da man ville faae mere Korn i Landet; saa bliver just hermed ligesom givet en Befalning, at alle Forraads-Huse, som kunne tiene til Kornets tilkommende Oplag, skulle

(*) Quel est l'homme assez infensé, a moins qu'il n'ait le moyen de se sauver par l'artifice ou la fraude, pour mettre sa fortune en grains, & la déposer en quelque forte dans les mains de la Police, afin qu'elle en dispose quand elle se trouvera bon, malgré lui & contre ses intérêts

? siger Forfatteren til Repres. aux mag. om den Forordning, at enhver Kiøbmand skulle angive sit Navn, sine Magazine o. s. v. hos Politiet. C. VI. p. 452.

omrives. Men dette er endnu ikke Forstyrrelsens yderste Grændser; den strækker sig vist ogsaa lige indtil Overflødighedens første Kilder; thi bliver Kiøbmanden afstrækket fra at speculere, og følgelig at forskaffe Landmanden Aftræk paa sine Vahre; saa bliver den sidste ogsaa nødvendig nedslaaet. Han dyrker mindre, saasom han finder færre Kiøbere, og fordi han skulle vinde saa meget mindre, jo mere han indhøstede, ja aldeles ikke kunde bestaae ved større Overflødighed (*). Frugtbare Lande maae nu fuldkommen indsee, og kunne ikke nok beklage, at de just have at tilskrive deres nærværende Mangel den

(*) Hr. Landdrost von Munchhausen, har i sit meget nyttige Værk Huusfaderen i den IVde D. §. 125. p. 233. §. 143. p. 254. og i Fortalen p. XXV-XXXI. meget vel anmærket den Skade, som maae komme af alt for lætte Korn-Priser, saasom Landmanden ikke kan udbringe sine Omkostninger, Skatter og Afgifter; saa maae Landgodserne gaae til Grunde, følgelig ogsaa de Indkomster forsvinde, som andre Indbyggere ellers kunde have deraf.

forhindrede Overflødighed i de nyelig forløbne Aar; thi naar Udførselen da forbydes, eller paa nogen Maade forhindres og besværes, eller naar man kun ved Frygt for et tilkommende Forbud betager dem Lysten, som skulle opkiøbe paa Speculation, og stille Landmanden ved sit overflødige Korn; saa kan Landmanden ved større Møye ikke vinde saa meget derpaa, at det betaler Omkostningerne. Han forsømmer altsaa videre Jorddyrkning, lader sine Marke heller ligge brak, og er nødt til at afskaffe Folk og Heste, da han ikke kan underholde dem af sine ringe Indkomster. Han maa foere Qvæget med sit allerede indhøstede og oplagde Korn, og meget bliver liggende og forderves for ham (*): Saaledes kommer ikke engang den Forraad, som er for Haanden, Landet til Nytte i

(*) Som man forsikrer mig; saa har for et par Aar siden Landmanden i Saxen, da det Overflødige af to Høste var ham til Byrde, været nødt til at lade den tredie for største Delen forderve paa Marken og under aaben Himmel.

Fremtiden, men den spildes og forødes. Heraf følger naturligviis snart Mangel i Landet, da ingen Kiøbmand har giemt stor Forraad. Men nu kan man ikke saasnart igien faae de afskaffede Reedskaber og Folk til Huusholdningen, forsyne de forsømte Agre, og indhøste nye Frugter (*). Man betragte ogsaa kun alle Landes og Tiders Historier. Hvor der kun saaes saa meget, som der fortæres i Landet, og ikke giemmes mere end til egen Fornødenhed, der bliver ogsaa stedse kun en knap

(*) Denne Følge af Mangel efter indskrænket Overflødighed har man ofte nok erfaret i Frankerig, og Commissair la Mare bemærker det selv. See Repres. aux mag. C. VI. p. 333. Om Landmandens

Betryk, da Udførselen var forbuden, taler Parlementet af Toulouse ret bevægelig.

"Nous avons vu des fermes entieres abandonnées par l'infortuné proprietaire — La depopulation devenoit tous les jours plus sensible: la masse des productions diminuoit tous les ans. Le tems feroit venu, ou l’un des plus beaux pays, & des plus favorisés de la nature auroit été en proie á la stérilité,,. Sam

mest. p. 351.

Forraad til Underholdning, og ofte stor Mangel, naar det hænder sig, at den nye Høst staaer feyl. Saaledes var det i Jordens ældre Tider, førend Handelen endnu oplivede det menneskelige Kiøn. Omendskiønt der endnu var meget mere Land tilovers at dyrke, og intet Korn blev forbrugt til Puder og Brændeviin, saa opkom dog ofte dyr Tid og Hungers Nød. Indbyggeren vil og kan ikke besvære sig med Overflødighed for den muelig i Fremtiden paakommende Mangel. Det samme lære de nyere Tiders Exempler os. Men de have ogsaa viist os, at saasnart man dyrker og opkiøber for at selge til Fremmede; saa voxer Forraaden, og man beholder Overflødighed. Saa uadskillelig har Forsynet villet have Kiæden i det menneskelige Selskab knyttet, at det truer dem, som tænke at adskille sig, og at sørge kun for sig selv, vist enten at qvæles i Overflødighed, eller at vansmægte i Mangel. Vel maae Misvæxt og Mangel undertiden

komme af naturlige Aarsager, men naar kun Menneskene ikke forvendte Naturens viselig indrettede Orden, naar de kun ikke hindrede, at den naturlige Nytte kunde komme af det Onde; saa skulle en kort Taalmodighed indbringe dobbelt Nytte for Fremtiden. Nogle Kiøbmænds og Jorddyrkeres Vinding i dette Aar skulle herefter forskaffe os mange Forraadskamre, den skulle udbrede sig paa vore Agre, besaae de udyrkede Marke, og give dobbelt rige Høste (*). Disse saa vigtige Fordele, siger jeg, blive tilintetgiorde ved saadanne, maaskee velmeente, men ikke nok overveyede Forslag om Forbud, og det Modsatte, en uundgaaelig Skade, udvirkes. Jeg taler saaledes, som det kommer overeens med Naturen og Erfarenhed. Det frugtbare Frankerig maa tilstaae, at det er at

(*) Endog den korte og ufuldkomne Friehed at føre ud, har allerede anseelig formeret Jorddyrkningen i Frankerig. See Repres. aux. mag. c. V. p. 238 sq. c. VI. p. 354.

tilskrive deslige ubetænksomme, endskiønt afvexlende Forordninger, at dets Kornhøste have formindsket sig mere, end fierde Parten (*); thi, man tænke ikke, at endogsaa den nøyeste Opsigt og Forandring i Befalingerne har været i Stand til at forekomme den Skade, som maatte foraarsages deraf, at den naturlige Ordens Løb blev hemmet. Førend Forestillinger derom kunne skee, høres og undersøges, førend endelig den nye Forordning følger derpaa, er allerede stedse mangen Leylighed forsømt, og megen Uheld anrettet. Den største Fordeel tilfalder da allene dem, som have vidst at passe paa, og forud at faae Efterretning om Forandringen. Men i Almindelighed lider Staten Vold ved enhver Forandring, og det lader, som den bliver endnu mere forstemt ved det de politiske Maskiner blive stillet frem og tilbage. Nu var der Overflødighed i Landet: Landmanden sukkede, at han maatte forderve

(*) S. Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 76.

med sit Korn. — "Ih nu! saa lad da for nærværende Tid Udførselen være tilladt og det indtil videre Ordre. Det er dog alt hvad man kan forlange, naar Øvrigheden retter sig efter Omstændighederne,,? — Men, ligesom ingen Kunst ligner Naturens Mesterstykker, saa kan ikke heller nogen Lov, som ikke flyder lige af Naturen, frembringe den Harmonie, som stemmer sig af sig selv af Tingenes frie Løb, og af deres bestandige Orden. Hvad var da her Følgerne af denne før Politiens Skyld givne Tilladelse? da enhver Kiøber eller Eyermand vidste, at Freden ikke ville vare længe, og ingen altsaa turde vove at oplegge et anseelig Forraad i Landet; saa maatte nødvendig alle kun skynde sig at skaffe ud, saa meget de kunde. Man skulle tænke, der altsaa blev udskibet for meget, ja at hele Landet blev blottet. Men man seer af Historien, at ikke Udførselen i Almindelighed har foraarsaget Forlegenheden i Frankerig, endskiønt den paa nogle sær-

deles Steder borttog Forraaden; men at samme ved en anden Misvæxt blot kom deraf, at Handelen endnu ikke var kommen ret i Veyret; og dette, fordi Frieheden endnu ikke var sikker og almindelig nok, og havde endnu ikke varet længe nok, for ved Correspondens at fordele Kornet, hvoraf der var tilstrækkelig for Haanden over hele Landet, og forskaffe lige Priser (*). Aldrig havde saadan Uorden fundet Sted, dersom Undersaatterne havde sikker og tilforladelig vidst, at de for nu og stedse kunde benyttet sig af deres frie Eyendoms Ræt, og altsaa sammenspare saa meget de vilde for tilkommende Tider eller forefaldende Fordeel; og naar denne Tillid ved Varigheden kun saavidt var bleven rodfæstet og udbreedt, at den kunde lade sine godgiørende Følger fremskyde. Man tænke altsaa ikke, at Øvrigheden ved at give agt pan, og sammenligne den første Virk-

(*) S. Repres. aux. mag. C. V. p. 230. d. v. sam-. menlignet med c. 1.

ning af den tilladte og forbudne Udførsel, med Sikkerhed kan lære, hvilken af begge der er den fordeelagtigste. I de Lande, hvor man snart griber til denne, snart til hiin, kan meget mere ofte for en Tid lang just komme det Modsatte af der en bestandig Varighed, hvorpaa man andre Steder seer Prøver , upaatvivlelig ville frembringe. Forandrede Forholds-Regler maae ogsaa nødvendig i Begyndelsen foraarsage en Bevægelse; i Frankerig vilde man ikke udholde denne første Bevægelse, som dog af sig selv skulle sat sig i Ligevægt; man tilskrev den frie Udførsel det, som Mangel paa fuldkommen Friehed havde foraarsaget, og Folkets Skrig kom atter Øvrigheden til at vakle. Man skreed igien til nye Forordninger og Indskrænkelser, og giorde det Onde endnu stedse værre. Kan Frankerig da forglemme, at det tilforn, da den frie Udførsel endnu var tilladt, frembragte saa rigelig Forraad af Korn, at det, foruden hvad det selv behø-

vede, endogsaa ofte kunde forsørge fremmede Lande, og undertiden Engelland selv? Og er det ikke særdeles mærkværdig, at just fra den Tid af, mod Enden af det forrige Aarhundrede, da Frankerige forlod den store Sully's vise Grundsætninger, som søgte Riigdom og Overflødighed i en frie Handel, og i at befordre det Landet frembringer, da det giorde ideligere Indskrænkninger i Handelen; saa er der oftere mærket Manges i Landet (*), og derimod just fra samme Tid af, da Engelland har befordret den frie Udførsel; saa har dets Overflødighed saa anseelig tiltaget? — "Men i Engelland selv var der dog sat et vist Maal, saa at naar Kornet i Landet blev dyrere, skulle den frie Udførsel holde op. Altsaa ville dog i det mindste denne Indstrænkning behøves, naar Udførsel blev tilladt, og derfor kan frie Udførsel aldeles ikke tillades, naar man mær-

(*) S. Repres. aux. mag. c. V. VI. Dict. encycl. art. Grains Vol. VII. p, 825. not. c.

ker Mangel,,. — Dog kun et Øyeblik Taalmodighed. Naar Kornet i Landet bliver dyrt; saa ophører jo Udførselen af sig selv, saasom der er ingen Fordeel ved, og Omkostningerne endda maae regnes dertil (*). Hvortil nytter da den Høytidelighed med en Forordning? Men man kunde lade den gaae hen, som overflødig, dersom kun saadan en Bestemmelse ikke derforuden førte adskillig Skade med sig. Thi først foraarsager den lættelig, at der just af den Aarsag bliver ført for meget ud, saasom Kiøbmændene mage ile at forekomme hinanden, for at faae deres Forraad bort, førend den fastsatte Tid er ude. Dernæst kan der læt bruges Kunstgreb, hvorved der i de Havne, hvor der skal døm-

(*) I Frankerig var i Edictet af 1764 den Pris af 30 Livres for en Septier (omtrent halvanden Tønde) sat til Maal, da den frie Udførsel skulle ophøre. Men Udførselen maatte alt før ophøre af sig selv, da det kunde leveres tættere fra fremmede Havne. Repres. c. II. p. 42. c. V. p. 250. p. 259. o. s. v.

mes om Bestemmelsen, Prisen paa en Tid lang bringes Høyere eller lavere end der er foreskrevet, eftersom Egennytte kunne ønske Udførselen forbuden eller tilladt (*). Naturen setter vist sikkrere og retfærdigere de best passende Skranker — "Engelland har dog tilsidst lidt Mangel formedelst den tilladte Udførsel af Korn,,. — Var der da en naturlig frie Ind- og Udførsel paa Kornet i Engelland? Engelland, som ville tvinge alting, havde jo ikke tilladt nogen Indførsel fra Fremmede, og desuden umaadelig befordret Udførselen ved en derpaa sat Belønning. Altsaa var den saa nyttige Ligevægt i Prisen, i Henseende til andre Lande ophævet. Saa far-

(*) Derfor undrer jeg, at saavel Forfatteren til

Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 94. fqq., som og den Kongelige Livlæge Hr. Ridder Qvesnay, som ellers har skreven saa meget grundig om Handelen, og om Forbindelsen i det menneskelige Selskab i Artikelen Grains Dict. encyclop. T. VII. p. 825. not. e. ansee denne Indskrænkning for nyttig og nødvendig.

lig denne Forordning maatte synes, og virkelig ogsaa var; saa giorde den dog i hele fiirssindstyve Aar den beste Virkning. Thi jo meer Kiøbmændene, som havde Fordelen af Belønningen, kiøbte op, desto meer blev Jorddyrkningen i Landet opmuntret, og i al den Tid mærkede man ingen Mangel, men meget mere Overflødighed og lættere Priser. Men endelig maatte denne tvungne Handel stige til det Høyeste. Man kunde endda selge Kornet med Fordeel udenlands, om end Torve-Kiøbet der var lavere, end i Landet selv (*), og man

(*) Belønningen var ikke ringe, nemlig 5 Skilling Sterl. for hver Qvarteer; det er 15 Rdlr. for Læsten af Hvede, og 3 1/2 Skilling for Qvarteret; det er 10 1/2 Rdlr. for Læsten af Rug, saa at, naar Fragt og Omkostninger blev fradraget, kunde det beregnes den engelske Kiøbmand endnu lættere i en fremmed Havn, end i sit eget Land. Grændserne for denne Belønning paa Udførsel vare, saa længe Hveden i de engelske Havne ikke steeg over 48 Skilling, og Rugen ikke over 32 Skilling Qvarteret. (Men 12 saadanne Qvar-

blev altsaa lokket til at sende mere ud af Landet, end der ellers burde have skeet, i Henseende til det man selv trængte til, saasom Staten tillagde Kiøbmanden, foruden den Pris, som blev betalt udenlands endnu saa meget, som Belønningen udgiorde. Da andre Stænder i Engelland siden havde beriget sig, og Pengenes naturlige Tilbageflydelse fra Landet saa meget mueligt var bleven forhindret; saa maatte endelig Prisernes Forhøyelse ogsaa strække sig til Producterne af Landgodserne, som desuden havde store Afgifter at svare (*). Forgieves havde man tænkt, at der tilstrækkelig var sørget for Prisernes alt for store Forhøyelse i Landet derved, at i bemeldte Parlements-Act vare visse Grænd-

terer gaae paa vor Læst) S. the Act for the encouraging the exportation of corn: in the Statutes at large. Vol. IX. p. 14. Denne Forordning blev given i Anret 1688. (*) Jeg finder, at Forfatteren til Elemens du Commerce P. 1. c. 3. p. 77 i den Udgave af 1755 allerede forud har seet og spaaet om denne Følge.

ser bestemte; saa at, naar Kornet blev dyrere i Landet, skulle den ved saadanne Belønninger befordrede Udførsel ikke længer have Sted. Thi ogsaa her viiste det sig klarlig, at, hvor Naturens Løb er forstyrret, der kan Uordenen aldrig tidlig nok forekommes ved Love, hverken ved de gamles Forsigtighed, ey heller ved udtrykkelige nye Forordninger. Nu blev velUdførselen forbuden, og derimod Indførselen tilladt (*); men førend tilstrækkelig Tilførsel kunne komme til Hielp, var Prisen allerede dreven langt i Veyret over det foresatte Maal, og blev endog siden efter dyr. Dette lader sig læt begribe; thi først maatte allerede Rygtet om en nær forestaaende dyr Tid, hvorved der endnu ingen Indførsel var tilladt, og siden det høytidelige Forbud imod Udførsel; og derimod den, ligesom af Nød givne Tilladelse om Indførsel, nødvendig udbrede saadan Skræk for Mangel i Landet, at enhver,

(*) 1766 i December.

som endnu havde Korn-Forraad, holdt det han havde i desto Høyere Priis, og enhver ville paa engang forsyne sig (*). Men hvad bliver siden Følgen af den forbudne Udførsel? Fremmede Kiøbmænd lo-

(*) Prisen paa den beste Hvede var 1766 i November, da man havde i Sinde at forbyde Udførselen, allerede stegen til 52 Skilling Qvarteret: 1767 i Januarii og Februarii, da Udførselen allerede var forbuden, og Indførselen given frie, gieldte den endnu 50 til 52 Skilling, og blev hele Aaret ved 47 til 49 Skilling. Jeg veed ikke, hvorledes Hr. D. Qvesnay her kunne tage Feyl af Aarsagerne; da han siger i Dict. encyc. T. VII. art. Grains, p. 825. not. e. l'Angleterre vient d’essuyer une cherté, parceque le marchand est contrevenu á cette regle (qui Interdit l’exportation lorsque le blé passe un certain prix) par des abus & des monopoles que le gouvernement a tolérés. Jeg skal siden

(i en anden Anmærkning) vise, at Kiøbmændene ikke ved den Priis af 48 Skilling, som Loven bestemte, meget mindre ved den Priis af 50 eller 52 Skilling kunde staae ved at sende Korn ud at selges til Fremmede, om vi end ville sette, at de endnu den Gang have sneget sig til at faae Belønningen.

de sig vel lokke af den høye Priis, at sende Korn til Engelland at selges; og endelig maatte Mængden igien sette Prisen ned. Men nu var den fremmede Kiøbmand paa en ubillig Maade betaget hans Eyendoms Rettighed, efter hvilken han igien kunde tage sit eget Korn tilbage; det laae indsperret i Engelland, og han skulle være tvungen til at selge det lættere der, end hans Omstændigheder taalte. Det er een Gang I gode Herrer! en anden Gang, naar der indfalder dyr Tid, saa kan De selv see til, hvem der vil bringe Dem Korn, og udsette sig for Tab paa en voldsom Maade (*). Man tænke ikke heller, at

(*) Forfatteren af Repres. aux. mag. taler alt om Grændserne af en vis Priis, nemlig: at naar Kornet blev dyrere, end 30 Livres for en Septier; saa skulle intet mere udføres af Frankerig: Les étrangers, qui voyoient de loin liberté toucher au terme de sa carriere, s’éloignoient avant ce tems-lá de nos côtes, pour ne pas tomber dans les fers de la clôture. Le conseil a reconnu, que les genes, qui ont trop long tems

Landets egne Kiøbmænd nok skulle forskrive Korn, naar det behøvedes, uden at man havde nødig at vente det fra Fremmede. Thi det samme, som fraholder Fremmede, fraholder ogsaa Kiøbmanden i Landet; han vil ligesaa lidet sette sig i Fare for Tab. Med faa Ord, naar Engelland lod Naturen have frie Løb, ikke befordrede allene Udførselen, eller tillod allene Indførselen; saa var det aabenbar umuelig, at Korn-Prisen kunde nogen Tid der stige Høyere end i Holland; da, saasnart der blev for meget ført ud, det strax maatte sendes tilbage igien, saasom

subsisté dans ce commerce les arrêtoient, & sa Majesté, par arrêt du 31 Oct. (1768.) s’estproposé d'animer les importations soit en confirmant toute sûreté I liberté dans la disposition des grains du dehours, leur exportation même, soit en excitant par des gratifications & par les promesses d'une protection particuliere les négocians qui se livreroient á cette speculation utile

c. II. p. 45. Dog er denne Erklæring igien taget tilbage, og man klager, at det til Frankerig sendte Korn der holdes indsperret.

Kiøbmanden giver Agt paa enhver ringe Forskiel i Prisen (*). Men naar Engelland bliver ved denne Tvang og Afvexling;

(*) Ved Enden af Aaret 1766, da Udførselen i Engelland blev forbuden, var Prisen for Hvede i Holland eller Hamborg 102 til 110 Rdlr. Læsten; det er: omtrent 34-37 Skill. Sterl. for et engelsk Qvarteer. Naar man nu regner den engelske Hvede, for sin Godheds Skyld, en tiende Deel dyrere; saa havde man givet hen ved 40 Skill. for den. Dertil kommer nu vel de 5 Skill. Belønning; men der fragik ogsaa omtrent 4 Skill, i Fragt og Omkostninger ved Forsendelsen, og altsaa bliver deraf kun en Skilling tilovers. Derfor kunde Kiøbmanden kun regne den Priis, Han hos Fremmede fik for sin Hvede, til 41 Skilling. Følgelig, naar Hveden blev betalt dyrere i Engelland; saa havde han aldrig udskibet den, og det i Følge af Regnekunstens evige Love, hvilke Kiøbmanden altid hellig følger. Det er altsaa klart, at det var gandske unødvendig at forbyde, eller at indskrænke Udførselen videre. Hele Aaret 1767 blev Prisen i Engelland endda temmelig høy, uagtet den frie Indførsel. Hvad anden Aarsag kunde hertil være, end den forbudne Udførsel, ved hvilken kun saa ville sette sig i Fare for faldende Priser, om for meget skulle blive tilført, og siden anholdt i Landet.

saa bringes det til samme Forlegenhed, som Frankerig og kan ikke hielpe sig med alle slags ubestandige Forordninger. Snart mærker man Mangel, fordi man har overilet sig med Udførselen, eller fordi Indførselen er forbuden, ja endogsaa fordi Udførselen selv er forbuden: snart staaer man Fare for at qvæles af Overflødighed, fordi Udførselen er forbuden, hvilket betager Landmanden Modet, og foraarsager, at den lykkelige Jorddyrkning i samme Grad tager af, som den i de forrige Aar kom i Veyret, da den blev opmuntret. Jeg har noget vidtløftigere betragtet denne Omstændighed, saasom den kunne blive galt forstaaet; da vi dog kunne lære saa meget deraf. Hvilken Lykke for hele Europa, at der ikke tilfældig Viis formedelst Misvæxt kom dyr Tid i Engelland i Begyndelsen, da Udførselen blev befordret, og at Jorddyrkningen der kunne saa stærk tage til, at den maatte endogsaa overveye den umaadelige Udførsel. Man havde

ellers ikke havt dette saa lærerige Exempel for Øyne: man havde maaskee ikke indseet den Feyl, der er ved Tvang, men indbildt sig, at den Tilladelse at føre ud i og for sig selv maatte foraarsage Mangelen, og saa havde vi endnu i lang Tid været i Vildfarelse og Forlegenhed i denne saa vigtige Sag. Men nu skal vi og undervises af et andet glimrende Exempel. Den ærefulde og høye russiske Monarkinde indseer den Fordeel, hun forskaffer sine Stater, ved at tillade dem Kornets frie Udførsel. Hun har derfor ikke allene i forrige Aar udvidet den allerede tilforn givne Tilladelse; men hun bevidner endogsaa udtrykkelig (*): "At just derved, at de,

(*) I Ukaserne fra 2 Nov. og 8 Dec. forrige Aar (1770). Paa lige Grund heder det angaaende Tolden paa det udskibede russiske Hørfrøe: "Da det ulige Høyere Paalæg af Told paa det russiske Frøe (i Liigning med det pohliske, som udførtes fra Riga) formindsker dets Udførsel fra Archangel følgelig holder Landmanden fra at legge

som handle med Korn til Fremmede, ere i Sikkerhed for al Indskrænkning i deres Korn-Handel, kan man haabe, den udskibede Forraad desto snarere igien bliver erstattet,,. — Erfarenhed skal bekræfte, hvor vel og viiselig derved er sørget for Fremtiden.

Men man vil tænke, med Tiden kommer Raad: "For Fremtiden kan man altid sørge herefter! nu maae vi dog hemme den nærværende Nød, og da der allerede er Mangel i Landet, kan man ikke lade mere føre ud„.

Saaledes synes det, at de fleste Stater nu omstunder dømme, og Frankerig selv, uagtet den Skade det tilforn har havt af at forbyde Udførselen, og de den Sag angaaende udkomne grundige Forestillinger, kan dog endnu ikke holde sig fra dette

sig efter saadanne Vahre, hvorved en Mangel paa Hør kan tilveyebringes, og de russiske Linnedfabriquer tilføyes Skabe; saa skal herefter Tolden nedsettes og lige med den rigaiste„.

og andre voldsomme Midler. Men hvad om det ikke engang lindrer den nærværende Nød, men meget mere formerer den? Og herpaa have vi sørgelige Exempler i adskillige Stater. Hvilken af dem, hvor Udførselen er bleven forbuden, har mærket en rigeligere Udkomme, ja hvilken har ikke sporet en større Mangel end tilforn (*)? Vi see for Øyne, at Kornet just efter saadant Forbud der er steget til en høyere Priis, end i en nærmest naboe Stat, hvor den frie Ind- og Udførsel er vedbleven(**).

(*) Man begriber lættelig, at herimod ikke kan anføres Prisernes skadelige Nedsettelse, som skeer ved følgende Høst, ey heller enkelte Exempler, da man har været nødt til for en kort Tid at lade Prisen falde.

(**) Saaledes gieldte i Amsterdam Hveden 20 Livres, da en Septier (paa 230 til 240 Pund) kostede 30 Livres i de til Holland grændsende franske Provinzer Repres. aux. c. I. p. 16. Og just i de af Frankerigs Provinser, hvor man begyndte at ophæve Handlings-Friheden, mærkede man større Nød end i andre. c. VI. p. 276. S. og c. III. p. 98. c. V. p. 201. VI. p. 284. sq.

Man kan giette Aarsagerne. Korn-Handlerne i Landet ville derfor ikke lade Prisen falde; mange have ogsaa selv allerede indkiøbt. Kornet dyrt, de oppebie altsaa deres Skiebne. Dette Onde formeres endnu overmaade ved den almindelige Forfærdelse, da Mangelen ligesom offentlig udraabes i Landet ved saadant et Forbud. Thi den blotte Frygt giør stedse en stor Deel til en pludselig dyr Tid. De Formuende gribe til paa eengang, søge at forsyne sig for Fremtiden, og legge mere op, end de virkelig have nødig til Huus-Behov. Imidlertid kommer denne Forraad ikke igien til Torvs; og, da endogsaa de, som ellers have Korn til Fals, bevæges til at holde

Un arrêt est rendu pour regler la marche da commerce. Ses suites ne tardent pas à faire connoître les dangers de pareilles dispositions. Ausfi-tôt plusieurs marchés de la Province se trouvent dégarnis, & cette rareté occasionne uine augmentation considerable dans le prix de la denrée: siger han p. 273. efter det Kongel. Statsraads Vidnesbyrd af 1768.

Mere tilbage: saa opdrives Prisen endnu Høyere end ellers var skeet. Saasnart Udførselen forbydes, standser Handel og Vandel. Thi hvor Handels-Stederne ikke blive til Torve, og tillokke Forraad ved deres Omsætning, der kan i Landet selv ikke engang føres nogen ret Handel; der bestaae ingen store Kiøbmænd, som overalt kunne føre Correspondens, holde Ligevægt ved deres Handel i det Store, og forsyne enhver Stad. Altsaa forhindres tillige den saa nødvendige Fordelelse af Forraaden i Landet (*). Da

(*) Hvoraf kom ellers i de forskiellige Provinser af Frankerig en saa forfærdelig Forskiel paa Korn-Priserne endnu 1764, da det dog allerede siden 1754 havde været tilladt at selge fra een Provinz til en anden, at ikke allene en Septier Hvede var 20 til 30 Livres dyrere i nogle Provinzer end i andre; men endog hist og her i een og den samme Provinz var en Forskiel af 8 til 10 Livres.

S. Repres. aux. mag. c. I. og c. II. p. 35. Og

naar i et Land en Provinz faaer sit Korn fra den anden til Søes; saa betages den endog umiddelbar sin Underholdning ved Forbud om Udførsel.

den ene Korn-Handler ellers afhandlede den anden nogen; saa vil nu ingen befatte sig med en betydelig Forraad, da han frygter for den Indskrænkelse at selge sit Korn, hvor han finder for got. Just af denne slemme Forestilling, som Folk giør sig, og deraf at Handelens Løb hemmes, hvorved kun Forraaden hist og her holdes tilbage, kommer altsaa en unaturlig Mangel i Landet, endskiønt der virkelig er Korn nok for Haanden, og der ikke var nogen Hungers Nød at frygte for. Og hvortil nytter endelig Forbuddet om Udførsel, naar Kornet i Landet er dyrt? Vil ikke Beregningen over Fordeel og Skade vist nok forhindre Kiøbmanden at føre ud, og derimod ikke forhøye Landeplagen?

"Men om allerede mange og maaskee de fleste omliggende Stater have forbudet Udførselen, hvad hielper os da de Betragtninger, hvilket Raad der var det beste? Her bestemmer Nøden, hvad vi have at giøre, og ved saadanne Omstæn-

digheder maae vi dog beqvemme os til saadanne Indretninger; ja allene beklage, naar vi giøre det for sildig,,.

Ingenlunde. Jeg taler vel imod den almindelige Dom; men jeg taler tilforladelig efter Følgen, som enhver, der blot upartisk vil give Agt, kan see ligesaavel som jeg. Have vi tilforn trukken Korn fra de Lande, hvor Udførselen nu er forbuden; saa hielper det os dog ikke, om vi ogsaa forbyde Udførselen; derfor faae vi vist ikke mere derfra. Men troe vi, at disse nu ville afhente vor Forraad, uden at vi fik nye Forraad igien; saa er denne Frygt meget ugrundet. Thi hvem, som har forbudet Udførselen, har giort det samme, som om han tillige havde forbudet Indførselen. Fremmede ville ikke sende noget for deres Regning til saadanne Lande, hvor det ved pludselig Tilførsel eller ved Haab om en tilkommende Høst kunde falde i Prisen, og siden ligge dem til Byrde. Indenlandske Kiøbmænd af-

strækkes af lige Aarsag fra at forskrive Korn paa Speculation. Ingen vil staae Fare for at oplegge en betydelig Forraad, og til saadanne Stater, hvor den frie Handel er forbuden, kommer der vist intet, uden det, som maaskee til høyeste Nød kunne forlanges i Smaat, eller forskrives ved en besynderlig Foranstaltning af Øvrigheden paa saadanne Steder. Men hvor der paa Jorden endnu er en Krog tilovers, som lader andre faae Korn, derfra bliver vist Forraaden, enten for de der værende Eyeres Regning hensendt til de Steder, hvor de ved frie Handling blive Mester af deres Gods, eller og Kiøbmændene selv paa de Steder, hvor Indbyggerne nyde en paalidelig Friehed, forskrive det paa Speculation. Ja, hvad der desuden kan blive udstiaalen af de Stater, hvor Udførselen er forbuden, og dette er ofte ikke lidet, det flyder altsammen hen til Friehedens Tilflugts Sted. Ville vi da med Fliid berøve os dette Fortrin, og

efterfølge det, Erfarenhed viser os, at have saa slet et Udfald hos andre, og altsaa ligeledes tillukke Overflødigheds Hornet for os selv? Hvorfor bliver der da tilstrækkelig Forraad i Pohlen, Liefland, Cuurland, og i alle saadanne Stater, hvor intet uden Concurrenz og en fuldkommen aldrig forstyrret Friehed at handle, sørger for Overflødigheden; og hvorfor allene just i saadanne Stater? Hvorfor er der saa ofte Mangel i andre frugtbare Lande, hvor en indskrænket Tilladelse og Forbud at handle, afvexle med hinanden, da man dog ved en frie Udførsel aldrig lider Mangel, og det end ikke allene der, hvor Landet selv ved en opmuntret Jorddyrkning frembringer Korn; men endogsaa der, hvor Tilførselen fra Fremmede maae skaffe Forraad, hvorom Holland kan vidne for hele Verden. Jeg behøver ogsaa ikkun at blive i min Synskreds, og at anføre Hamborg til Exempel: dersom jeg ikke holdt mig for en Borger i Verden;

saa skulle jeg vel ikke engang aabenbare min egen Fædrenestads Fordele. Tilforn tænkte man i Hamborg ligesom paa andre Steder. Kornets Udførsel var indskrænket eller bebyrdet. "Paa det man ikke skulle staae Fare for, selv engang at lide Mangel,,. Hvad var Virkningerne? Liden Tilførsel: ofte Mangel. Paa nogle Aar har man bedre indseet Tingen; Korn-Handelen er fuldkommen frie, og Tolden deraf er ophævet. Hvad seer man for Følger? En utroelig Mængde af Tilførsel: bestandig rigelig Forraad. Ja Hamborg, en liden Stat, som intet kan tiltvinge sig, og hvis egne Marke næsten ikke kunne levere noget betydeligt til nødvendig Underholdning, er fra den Tid af bleven til et anseelig og overflødig Korn-Torv. Endogsaa nu har det selv saa megen Forraad, og saa gode Korn-Priser i Liigning med andre Steder, at man endog har kundet taale at betale Fragten, ved at sende Korn til Lands til andre Steder i Tydskland, som dog have

stærkere Korn-Væxt i Nærværelsen. Hvorledes kunne det ogsaa være muelig, at paa et Sted, hvor stedse mange Kiøbmænd blive opmuntrede, at have et Oplag af Korn paa Speculation til Udførsel, at de ikke ved samme Speculation bestandig skulle vedligeholde en anseelig Forraad? Nu have dog Medborgerne, som de der ere nærmest ved Haanden af Selgerne, altid Leylighed at forsyne sig for det lætteste Kiøb.

"Om Havnene kunne man endda tilstaae, at der formedelst Handelen samles Forraad af Korn, eller lættelig lok kes did udenlands fra. Men det ville komme de indenlandske Provinzer dyrt at staae, om de lode Havnene faae deres Korn, og siden efter igien skulle forsyne sig derfra. Her er altsaa Lands-Herrens Forsigtighed nødvendig, for ved Forordninger at forekomme en Udtømmelse, som ikke saa læt igien kan oprettes,,.

Jeg vil ikke igientage, at just derved at Søehavnene forskaffe de indenland-

ske Provinzer Aftræk, forhindre de ogsaa, at deres Forraad ikke bliver forødt, og opmuntre dem til at forøge deres Jorddyrkning. Jeg haver nu kun at tale om Prisens Forskiellighed. Naar Omløbet hist og her stedse blev uforhindret, skulle da ikke ogsaa Prisen fra Naboe til Naboer sette sig i Ligevægt, ligesom en Strøm, hvor ved Ebbe og Flod den ene Bølge trænger den anden. Nu ere jo dog mestendeels de indenlandske Provinzer selv Korn-Lande. Al den Hinder, som Omkostningerne paa Fragten derfor giøre dem i Tilførselen, den samme Hinder giøre de ogsaa i Udførselen; thi da maatte allerede Prisen være anseelig ringere, naar Kiøbmanden kunde hente Kornet derfra umiddelbar til Søehavnene for at føre det ud, og selge det med Fordeel. Forbuddene imod Udførsel ere altsaa der saa meget mindre nødvendige, og saa meget mere skadelige (*).

(*) Jeg har i denne Afhandling overveyet Nytten af Udførselen og den frie Handel allene i Hensigt til

den

"Folkets Stemme opfordrer dog Lovene, og det skulle knurre, dersom Øvrigheden ville tie ved den slette Huusholdning med de nødvendige Levnets-Midler,,.

Ikke af sig selv: ikke hvor det er vandt til Friehed, og kiender sine Fordele af Erfarenhed. Vel sandt, naar Politiet ved sin Opsigt har giort den saa nyttige Korn-Handler mistænkt, ligesom han foraarsagede den dyre Tid; saa er ogsaa ofte det arme Folk blevet bevæget til at yppe Uroelighed og Ulempe, saa har det vel ogsaa plyndret Tilførselen til Lands eller til

den derved befordrede større Overflødighed af Kornet selv, og ikke engang betragtet den deraf flydende umiddelbare Indkomst, hvilken dog kan være anseelig for Staten, ey heller Indflydelsen paa al Haandtering, og paa enhver Borgers indvendige Udkomme, da de saa meget afvexlende prise, hvor Forbudene hærske, men den frie Ud- og Indførsel foraarsager ingen pludselig Forskiel, men lader alting gaae jevnt til, saa at Prisen bliver Forholdsmæssig paa alle Vahrer og Tienester i Staten.

Vands (*), og just derved afskrækket og forjaget al Tilførsel. Thi Pøbelen er ubetænksom nok til i Dag at storme Møllerens og Bagerens Huus, uden at betænke, hvem der skal male eller bage for ham i Morgen. Men hvor ingen Politie-For-

(*) Dette har i Engelland og Frankerig ofte været Følgen af Forordningerne imod Korn-Handelen. Forfatteren til Representations bemærker det udtrykkelig paa adskillige Steder, c. III p. 93. siger han: La police se place entre le marchand & le peuple — Le signal du pillage est donné.

&c. — Samme Forfatter giør ogsaa Overhovedet denne grundede Anmærkning, at paa de Steder, hvor Politiet giør sig Umage for at holde Korn-Handelen inden visse Skranker, paalegger det sig ogsaa den særdeles Besværlighed, at, saasnart der kommer dyr Tid, knnrrer Folket imod Regieringen, og forlanger, som en Rettighed, at man skal forskaffe det lætte Tider, og af Len Aarsag er der i Frankerig, trods al Politie, ofte forefaldet Oprør, da derimod i Stater, hvor man allene lader Naturen bestemme Handel og Vandel, kan aldrig end ikke den uroeligste Pøbel falde paa saadanne Tanker ved dyre Prise paa Levnets-Midler. S. c. II. p. 34. 46. c. III.

p. 94. &c.

ordninger trykke Korn-Handelen, der veed man, at den dyre Tid kommer af Naturens Løb, hvori Man taalmodig maae finde sig, uden at berøve dem, som have noget, deres Eyendom. En Bonde, naar han formedelst Misvæxt og længe Vedvarende Vinter mangler Foering til sit Qvæg, falder han da vel paa de Tanker paa een eller anden Maade at tvinge den af hans Naboer, som endnu haver Forraad af sit eget avlede eller og kiøbte Høe, til at overlade sig det? Skulle endog Folket endnu af Fordomme blive uroelig ved en ubevandt Udførsel af Kornet; saa fandtes der vel Midler til med læmpe at stille det tilfreds, og at bringe det til bedre Indsigt. Jeg vil ikkun erindre den russiske Keyserindes vise Anordning. Da Udførselen af de russiske Provinzer endnu var nye; saa blev i Begyndelsen af Tilladelsen forordnet, at af det, som fremmede Kiøbmænd tilhandlede sig, skulle den femte Deel blive tilbage i Landet i dertil bestemte Magazi-

ner, hvorfra Øvrigheden igien i Nødsfald skulle udselge det, paa det Folket ikke skulle bekymre sig. Men Folket seer ogsaa snart, at Forraaden i Landet mere formeres, end formindskes ved den frie Udførsel. Derfor er denne Tilbageholdelse af den femte Deel allerede igien ophævet i de tilforn anførte Ukaser (*); Og hvor man eengang er vandt til Frieheden, der mærker ogsaa Folket den Fordeel, som udspringer af Handelen. I Liefland og Curland ville man meget mere knurre og blive oprørisk, Korn-Handelen blev indstrænket, og Landets Underholdning derved beskaaren.

"Ja, dersom kun Øvrigheden hindrede Forprang, som driver Prisen i Veyret, og forbed Opkiøb, som betager Fortærere og Selgere Fordelen, og forhindrer, at Levnets-Midlerne bekommes for den billige Priis, som man dog maatte have fra første Haand,,.

(*) S. p. 37. Anmærkn.

Hvem ville vel forbyde Kiøbet fra første Haand? Have den første Selger og Fortæreren Leylighed til at møde hinanden, og finde de deres Fordeel derved, saa lad dem kun giøre det; der maa blive en frie Concurrenz. Men hvor lidet gives denne Leylighed, og hvor skal Bonden, som maa giøre sit Korn i Penge , blive af med sin Forraad? Skal han selv kiøre mange Mile omkring dermed, byde det Fal, vove Omkostningerne paa Lykke og Fromme, og forsømme sin Haandtering (*)? Det skeer visselig ikke af Tvang, men fordi han ikke kan ønske sig noget bedre, at han gierne slutter Handel med Opkiøberne, hos hvilke han altid kan bringe til Torvs saa meget han har tilovers, som komme ham i Møde, og hvis Tilløb forskaffer ham den fordeelagtigste Priis. Hvor skal ogsaa Fortæreren paa ethvert Sted hvor

(*) I Representations finder man ligeledes anmærket, hvad for Uleyligheder der ere komne i Frankerig af deslige Forordninger.

det giøres nødig, og i Liigning med det han behøver, finde den langt fra boende Landmand, ved hvis Overflødighed han best kunde hielpes? Han bør virkelig ligesaameget at ønske, at andre ville udforske og giemme Forraaden for ham, af hvilke han altid kan faae saa meget han behøver, og faae det ved deres Kappen med hinanden for den beste Priis. Kiøbmanden allene, og det den store Kiøbmand, kan føre den almindelige Correspondens, for at vide, hvor der er Overflødighed, og hvor der er Mangel, og han allene hielper til rette Tid paa begge Parter. Forhindres dette; saa vide Selgere og Fortærere ikke at finde hinanden: frugtbare Provinzer qvæles i Overflødighed, og andre Steder, ofte kun i en liden Fraliggenhed, kunne lide stor Nød, hvilket Erfarenhed noksom bevidner (*). "Men hvem kan vel for-

(*) Hvor meget staten settes i Forlegenhed ved det at de store Kiøbmænd blive undertrykkede, og

svare Korn-Opkiøberne? Er deres Aager ikke Aarsag til al Nød. De kiende ingen Forbindelse, ingen Medborger: de blotte ikke allene Staten for de nødvendigste Levnets-Midler, da de for deres Fordeels Skyld sende jo mere jo kierere ud af Landet; men de forholde endog deres nødlidende Brødre den Forraad, som virkelig er tilovers i Landet, da de have opkiøbt, og holde den tilbage allene til den Ende, at den al stige endnu høyere i Prisen. See vi ikke hisset den Mand, som søger at berige sig af den al-

Salg forhindret, og hvor lidet det ringe Salg fra Sted til Sted er tilstrækkelig at forsyne dem, som have Mangel, det kan Frankerig lære os. Den store Forskiel paa Priserne, hvorom vi have talet tilforn (Anm. * S. 41.) kunde ikke engang snart komme i Ligevægt, da man fik friere Handel, saasom deels de endnu tilbageblevne Indskrænkninger, særdeles i Henseende til Hovedstaden, deels Frygt for, at det skulle blive bestandig, deels ogsaa Sagens Nyehed og korte Varighed endnu ikke havde ladet nogen Kiøbmand komme ret i Stand. S. Repres. c. I.

mindelige Nød, som glæder sig, naar hans Medmennesker lide Mangel, som har samlet en Overflødighed af tusinde Læster Korn, hvilken han holder indsluttet, omendskiønt tusinde af hans Medborgere imidlertid skulle omkomme af Hunger? Skulde ikke en retfærdig Straf ramme ham? Lader os„ — Hold inde, du som laster! har du nogen Tid paa din egen Bekostning og Vove forskreven en Læst Korn; jeg siger ikke for at kunde uddele den for læt Kiøb, men dog for at kunde raade Bod paa Tilfælde, som kunne træffe ind? Har du vedligeholdt Landmandens Mod i de lætte Tider, at han ikke fortrød sin Møye, naar han ingen Fortærere kunne finde til sit overflødige Korn? Har du anrettet et Torv, og didhen sammenkaldet fra alle Kanter dem, som havde Forraad tilovers, at de der kunde afsette deres Vahre? Er du kommen dem i Møde, for ogsaa at opsøge dem langt fra? Har du altsaa giort noget til,

at der er rigeligere Forraad af Korn i Landet, og kundbar i stor Overflødighed, saa at Prisen ikke kan drives umaadelig i Veyret ved at dølge smaae skiulte Hobe, eller ved Frygt for en almindelig Mangel? Alt dette forskaffede Korn-Handleren. — "Ach, han saae kun paa sin egen Fordeel„! — At undersøge dette, er os aldeles overflødig; da vi ene og allene have at betragte de naturlige Følger af Handlingerne. Imidlertid beskyldes mangen een vist for Uræt, som virkelig glæder sig ved at han har Leyligheden i Hænderne at forskaffe de Fattige, han kiender, Lættelse; ja, som vel ogsaa med Tab af egen Fordeel har tient offentlige Anstalter, ved at levere en anseelig Forraad af Korn. — "Men saadan en Mand burde selge alle og enhver for billig Priis, og derved ogsaa forhindre andre Selgere at sette paa deres Vahre. I det mindste skulle han, da han har indkiøbt læt, være fornøyet med maadelig. Fordeel; han kunde jo selge sit

Korn, naar Prisene bleve temmelig høye, hvorved han dog ville vinde nok, og ikke holde det tilbage, i Forventning af en endnu stærkere dyr Tid„. — Betænke vi vel, hvad vi fordre? Sæt engang, at alle Korn-Handlere i Landet tænkte saaledes, og fattede det Forsæt at stille sig ved deres Forraad, saasnart Kornet steeg noget betydelig i Prisen, enten af bemeldte Grundsætninger, eller fordi de troede, at nu kunde være den høyeste Tid. Hvad Fare kunde dette ikke foraarsage Landet; Vist nok en ligesaadan Nød, som den der virkelig kommer over de Lande, hvor enhver Eyer af en Korn-Forraad alt for gierne søger at blive den qvit ved de første Fordele af Frygt for en tilkommende Indskrænkning i Handelen. Hvad, om Mangelen nu ikke saasnart holdt op? Om den endnu videre tog Overhaand? Nu vare de anseelige Korn-Lofter tømmede, Forraaden da der endnu ikke blev tænkt paa nogen dyr Tid, sendt udaf Landet, eller

dog saaledes kommen omkring og adspredt, at man ikke vidste hvor den var, og om der er meget eller lidet i Landet. Underkiøberne, som havde faaet noget af hiin store Kiøbmand, vilde vist ikke sette Prisen ringere, og da ville de holde den saa meget mindre lav, naar ingen anseelige Forraads-Kamre vedligeholdte den Tillid, at der endnu ikke var nogen Mangel, og foreskreve dem Maal og Grændser. Hvor ville vi ikke da ønske, at vore store Korn-Lofte endnu vare opfyldte; men til al Lykke tænke de fleste Korn-Handlere ikke saaledes, naar de kun ere visse paa en fuldkommen Friehed at speculere og at handle; men endskiønt Prisen allerede er stegen temmelig, saa selge de dog ikke deres hele Forraad; de holde endda stedse en god Deel tilbage, om maaskee den dyre Priis og Kiøbernes Begierlighed kunne stige endnu Høyere. Og just herved bliver der endnu stedse Korn nok i Landet. Det Almindelige vinder altid derved. Korn-Hand-

lerne finde sig endelig bedragne i deres Speculation, eller mange af dem kunne ikke bie længer med at selge, eller gaae til Grund, og maae herud med den Forraad de havde sammensparet, og lade den blive deres Medborgere til Deel. Bier endogsaa den ene, indtil han kunde faae en større Fordeel; saa holder derimod en anden for raadeligere, at giøre sig en tiere og sikkrere Vinding med at omsette sit Gods: forlader hiin sig paa, at Priserne skulle stige; saa frygter denne de maatte falde, selger derfor heller vek, og søger at forekomme fin Naboe. — "Vel! naar kun ikke saadanne uretfærdige Forprangere egentlig giorde Aftale, og forenede sig med hinanden, at tvinge deres Medborgere, og at holde det Korn disse behøve høyt i Priis„? — Forkeerte Forestilling! Hvem, som betragter Handelen nær ved, og veed, hvad Misundelse maae virke hos mange, som handle ved Siden af hinanden; han er ogsaa overbeviist om, at in-

gen saadan Aftale kan finde Sted, eller med Tilforladenhed blive holdt, om den end hellig var lovet. Enhver sørger vist, og til vor Lykke, allene for sin egen Fordeel, og er bange for sine Naboer. Altsaa indsee man dog kun, at intet saa kraftig indskrænker den Tvang over Medborgere, for hvilken man frygter, som Efterstræbelse iblant mange Selgere. Herved settes Prisen vist af sig selv i den naturlige Ligevægt, som ingen tvungne Forordninger kunne udvirke, og som allene da kan bringes af lave, naar enten udtrykkelige Monopolier, eller Indskrænkelser og Besværligheder i Handelen forhindre, at ikke flere speculere tilligemed hinanden, og ved deres Kappen sette de nøyeste Skranker for hinanden. Kun da kunne det være mueligt, at een eller faa, som ved en Hændelse, eller ved Gunst, eller ved en forud bekommen Advarsel om nye Forordninger, eller ved deres særdeles Dristighed havde beholdt en Forraad i Hæn-

derne, foreskreve deres Medborgere Love (*).

Man bande altsaa ikke Vindesygen; man forbande dog ikke Opkiøberne, som forsyne Staten med Levnets-Midler. De kiøbte dog kun hvad Eyeren frievillig vilde selge, og hvortil ingen anden Kiøbere videre havde Lyst. Og havde nu hine ikke oplagt og indbragt denne Forraad; saa havde den jo aldeles ikke kommen Landet til gode, eller var aldrig bleven bragt ind. Men saa ubetænksomme og ugrundede ere vore Klager, ligesom vi syntes, at Forraaden ikke skulle være i Behold ved menneskelige Hænder, men maaskee sveve i Luften, og regne ned til os, naar det behøvedes; og saa ubillig har man ofte behandlet den ernærende Korn-Handler, at

(*) Forfatteren til Repres. c. III. p. 98-101. c. IV. o. s. v. bevidner ligeledes, at ogsaa denne Anmærkning er grundet, og at den største Betryk og de uretfærdigste Monopolier ere i Frankerig komne af, at man har hemmet den offentlige Friehed og Concurrenz.

man endog har betaget ham den frie Eyendom over det Korn, som ikke engang var samlet i Landet, men allene af ham forskrevet udenlands fra, og hvilket Staten havde savnet aldeles, naar han ikke havde været. Man unde altsaa den Kiøbmand, vi smælde paa, som maaskee i disse Tider har vundet noget anseeligt, hans Fordeel af et got Hierte. Hans Exempel skal giøre Staten større Nytte, end mange Bekymringer af Politiet. Ved ham blive snart flere opmuntrede til samme Handel; og hvor flere samle og legge op, der beholder Staten vist altid Forraad, der settes af sig selv sikkre Grændser for Prisernes Forhøyelse, der formeres Jorddyrkningen og Overflødighed af Tilførsel mere end det nogen Tid kan befordres ved alle kunstige Præmier og Anstalter.

"Det var dog vel sikkrere og bedre, naar det Almindelige selv i lætte Tider besørgede Forraadskamre, og om det tillige blev anbefalet Lav og

Privat Personer, at forsyne sig saa meget mueligt, at man ikke skulle være andres Egennytte undergiven„.

Jeg veed, at deslige Raad ere givne, saavelsom og saadanne Anstalter giorde (*). Men forgieves skulle man haabe, at offentlig anlagde Magaziner, eller Borgernes Privat Forførgelse nogen Tid kunne samle saadan en Mængde Korn i Landet, som kunde settes i Liigning med den en Mængde Kiøbmænd samler, naar man lader dem frit speculere. Et offentlig Magazin opmuntrer ikke heller Landmanden saa meget; thi han vil have mange Kiøbere, som byde op for hinanden, og give den naturlige Ligevægt i Prisen. Ikke at tale om, at store Uleyligheder og Misbruge ere alde-

(*) I Frankerig har fornemmelig den berømte Herr Duhamel raadet dertil, og jeg undrer over, at ogsaa Forfatteren til Elemens du Commerce P. I. c. 3. p. 83. har ladet sig forblinde deraf. Men Herr. D. Quesnay kalder det med Rætte projets chimériques, Dict. enc. art. Grains Vol. VII. p. 825.

les uundgaaelige, ved Indkiøbet og Uddelingen paa offentlige Magaziner. Man fatte videre det Forsæt ved paakommende dyr Tid, enten at aabne eet i Landet tilforn samlet offentlig stor Magazin, eller at Regieringen selv, naar Priserne ere dyre, paa engang ville forskrive en stor Forraad udenlands fra, for at sette Prisen ned; saa ville disse gode Hensigter, endskiønt de for en Tidlang forskaffe Lættelse, dog vist for Fremtiden giøre Landet langt storre Skade, da de forringe Landmandens saavelsom Kiøbmandens Hensigter til Fordeel, og derved formindske Jorddyrkningen og Forraaden. Og hvor meget kunne man forlade sig paa Privatpersoners smaae Forraads-Kamre, som allene vare bestemte til deres egen Fornødenhed? Hvor mange ere vel formuende nok til at oplegge et Forraad, og hvor mange endog formuende skulle man kunne bevæge til denne Forsigtighed forud at tænke paa nogle Aar frem ad, og at forekomme en

uvis Nød ved en vis Bekostning? Ney, det maae være Udsigt til muelig Fordeel, som lokker Mennesket, ogsaa at staae muelig Fare. Politiken kan vist ikke opdage en bedre Drivefiær for at holde alt i tilbørlig Orden.

"Hvad ville der da blive tilovers at forordne? Skal da de, som maae skrive vidtløftige Skrifter om Politie-Videnskaben, eller holde Forelæsninger derover, tabe al Materie, at raade Øvrigheden, hvad der i et eller andet Tilfælde kunde være at paabyde etter at forbyde„?

Der bliver endda altid gode Forordninger og Anstalter tilovers at besørge. Den menneskelige Forstand kan og skal komme Naturen til Hielp, for at udbrede og forhøye Nydelsen af dens Gaver. Men skeer dette, naar man tillukker de viselig anordnede Naturens Veye? Naar man mere forhindrer end befordrer de Fordele, den tilbyder? De, som ikke ere vandte til

Indskrænkelser, og maaskee aldrig have betænkt, hvorledes man kunde tage feil af de Fordele, som saa naturlig flyde af Frieheden, ville falde i yderste Forundring, naar de læse, hvor utallige besynderlige Tvangs-Midler man i Frankerig med al Møye har opfundet, for at naae et Øyemeed, som just ved disse Midler kun mere og mere blev forstyrret, og endnu mere ville de forundre sig, at man der saaledes har vandt sig til Tvangs-Midler, at man har troet man ikke kunde undvære dem (*). Man var stedse i Forlegenhed, og altid fandt man nye Forordninger nødvendige, for at oprette den Skade, de forrige havde giort; men derved skeede altid nye Skade, og man kom i nye Forlegenhed. Snart tillod man nogen Handel, i det mindste fra en Provins til en anden;

(*) Da de atter endnu 1768 i December bleve foreslaaede Kongen S. Repres. c. VI. p. 446. Der ere ogsaa udkomne ligesaadanue Forordninger i adskillige andre Stater, men jeg har nu ikke Tid at opsøge dem.

snart under visse Indskrænkelser ogsaa udenlands; snart hemmede og forbød man igien denne, ja vel ogsaa hin imellem Rigets egne Provinser. Snart blev al Handel med Korn kun faa Personer udtrykkelig tilladt; snart skulle i en vis Omkreds intet opkiøbes, eller intet selges uden i en vis Omkreds; snart maatte ingen forvare Korn længer end to Aar (*); snart skulle intet forud bestilles, opkiøbes, giemmes i Magaziner eller paa Kornlofte; snart bestemte man Prisen og Tiden at selge; alt skulle bringes til Torvs i en vis Orden, og intet efter Gotbefindende tages tilbage. Ja jeg kiedes ved at igiennemgaae alle disse Forordninger (**), som nok vare velmeente, men ikke værre kunde optænkes, naar man udtrykkelig vilde forjage al For-

(*) Repres. c. VI. p. 327 og p. 444.

(**) Derom siger Forfatteren til Repres. c. II: p. 52.

Sans connoître tons les details de cette Police, on scait, que Paris est de toutes parts héressé de prohibitions. Man see ogsaa Traité de la Police de Mr. la Mare.

raad af Landet, og tilintetgiøre den i Landet. Vi have derimod seet bekræftet ved den klare Erfarenhed, at mange og uforhindrede Opkiøbere forskaffe og vedligeholde Staten den sikkerste og rigeligste Forraad. Disse mange Opkiøbere, og følgelig mange Selgere, saa og mange Jorddyrkere skulle overalt komme af sig selv, og ved deres Kappen ogsaa selv forskaffe de beqvemmeste og beste, og mindst foranderlige Priser, naar de kun altid bleve opmuntrede og forvissede om det naturlige Haab til Fordeel, nemlig derved at de npaatvivlelig skulle beholde deres Eyendoms Ret, og bestandig frie Handel. At forordne, at befordre, og tilforladelig at bekræfte dette, er den største Velgierning et Lands Øvrighed kan vise imod Staten, og jo mere deres Forordninger betage Handelen Byrderne, Indskrænkningerne, Frygt og Forhindringer til Vands og Lands, jo mere de lætte og befordre dens Drift, destomere forskaffe de Overflødig-

hed og Lyksalighed i Landet. Kunde vi vælge bedre Midler, end de det alvise Forsyn har viist os, da det ved sikre Drivefiære veed at læmpe alting i Verden til det Beste, og lader komme got af alt ont, og holder al Ulæmpe, Uorden, Ondskab i tilbørlige Skranker, ja befaler endog den Egennyttige, endskiønt uden hans Vidende og Villie, dog sikkerlig at arbeyde til det almindelige Vel?

That counter-works each folly and caprice; That disappoints th’effect of ev’ry vice: Till jarring int'rests of themselves create Th' according music of a well-mix'd State Pope.

71
72

✂

Svar

til Forfatteren af

Resensionen

i Bibliotekets No. 14. 1772.

over

Anders Christensens

Brev til ***

Kornpriser, Proprietærer,

med mere.

Kiøbenhavn, 1772.

Trykt udi det Kongel. Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske ved F. C. Godiche.

2
3

Min Herre!

Længe siden har jeg mærket, at vore Anti-Proprietærer, saa lidet endog deres Sætninger ere grundede, eller med Erfaring overeenstemmende, ere dog saa selvkloge, at de ikke ville høre et Vers, ingen Ræsong enten give eller tage imod; og derhos saa stolte, at de formene, allene at have Brev paa Indsigt, Menneske-Kierlighed, og hvad mere godt det saa og maatte være. I den Henseende forestilte jeg mig vel, at jeg ved ovenmældte mit Brev vilde bringe endeel as dem i Harnisk; Ikke desmindre havde jeg be-

sluttet, ei oftere at sætte Pen til Papir i den Materie, siden det er temmelig ubehageligt, at sige et og det samme mere, end eengang; Men da De, min Herre, i fornævnte Resension har lagt mig saadanne Ord og Sætninger i Munden, som jeg ikke har sagt eller skrevet; Og mangen en Læser, som ikke maatte have mit Brev ved Haanden, eller nogensinde faae det at see, derved nødvendig maatte forledes til at troe Dem paa Deres Ord; Saa har jeg, saa nødig som jeg vilde, atter maattet tage Pennen fat, for at vælte Deres Beskyldninger fra mig, og for at vise Publikum, Hvor redelig De har resenseret mit Skrift. De siger da i denne Deres Resension:

1.) At jeg er en ivrig Forfægter af ubestemt Hoveri.

2.) At jeg giør mange, tildeels meget grove Udfald, mod dem, som jeg troer, at være Aarsag til de deri skeedte Indskrænkelser.

3.) At jeg holder 4 Rdlr. snarere for lidet, end for meget for en Tønde Rug.

4.) At jeg giør mig selv den Indvending, hvorledes Bønderne kunde bestaae ved de ringere priser i de foregaaende Aaringer, og, uden at bevise, forsikrer, at Hoveriet allene giør det muligt.

5. ) At jeg klager over, ay man tilskriver

Bonden og hans stærke Arme alt der Arbeide, som giøres.

6.) At blandt mine Sætninger er og denne:

At Proprietariens eger Bedste nøder ham nok til at skaane sin Bonde.

See, Min Herre, alt dette vil De, jeg skal have sagt, og dog har jeg ikke sagt et Ord deraf. Kan det kaldes at være oprigtig, som De vidner om sig selv? Er det, at være redelig? Jeg henholder mig til mit Skrift; Det ligger for hver Mands Øine; Man holde det imod Deres Resension; Og lad saa enhver dømme. Sandelig, Min Herre, staar det ikke bedre til med Deres Patriotisme, end med Deres Redelighed, hvilke toe Deele dog ikke vel kunne adskilles; Kunde man have Aarsag

at frygte, De føler sig truffen blandt de hesligste af de Portræter, jeg har giort over endeel vore Anti-Proprietærer. Foruden det opregnede, er der endnu mere, som De urettelig tillægger mig, men som det ikke er skeet saa meget ved aabenbare Usandfærdighed, som ved Procuratorknibb at fordreie mine Ord, og give dem en forhadt Anseelse, saa passerer det indtil videre; Men nærmere til Sagen: Til

I.) Nei ikke saa. Det finder De ikke i mit Brev. Tvertimod er jeg en Forfægter af Bestemmelse; Saa at, om jeg var Proprietær, (og, hvorfor skulde jeg dølge for Dem, at jeg er det) og det til mig blev henstillet, hvilken af Delene jeg helst ynskede, Bestemmelse eller ikke, valgte jeg uden Betænkning det første, hvilket saa meget mere maa have sin fuldkomne Rigtighed, som det meeste af Hoveriet ved min Gaard var bestemt, længe før enten Forordning, eller nogen af vore ekonomiske Blade herom udkom. De øvrige, som De siger, Proprietær-Herligheder ere snart forfægtede, jeg kiender ingen; Thi, hvad som De

finder i mit Brev pag. 37. og følgende, troer jeg vel ikke, De anseer for Herligheder.

Jeg tilstaar gierne, det er en Herlighed at eie en Herregaard, frem for intet at eie; Men jeg holder det for en større Herlighed at Have sine Penge satte paa Rente eller i anden frugtbringende Brug, end i Jordegods, fornemmelig i disse Tider. Dog jo; Nu erindrer jeg noget, som De vel regner til Proprietær-Herlighed; Nemlig: Rettighed til Mandskabet; Og dog har jeg med udtrykkelige Ord sagt, pag. 23, at jeg ingen Forfægter er af dette Baand; Har jeg tillige anført de Grunde, hvorfor det, efter min Formening, ikke desmindre vilde være et betænkeligt Skridt, at ophæve det; Faar det at staae derhen, om De har Aarsag at laste mig, fordi jeg er saa upartisk, at jeg har anført, hvad der kunde siges mod det, som jeg dog for min Deel helst ynskede og saae, maatte skee, som er; Mandskabet at være fri for dette Baand, og Proprietærerne følgelig for Rekryteringen; thi begge disse Dele maa nødvendig følges ad. Tilsidst maa jeg

endnu herved erindre, at dersom der ikke desmindre er nogen Proprietær-Herligheder til, er jeg og en ivrig Forfægter af dem; thi jeg er en ivrig Forfægter af alles Herligheder og Rettigheder. Det er at sige: Jeg er en ivrig Forfægter af Lovene og den deraf hængende Frihed; Hvorledes derimod De, som man seer at være anderledes sindet, kan rime Deres Politik, med det, som De foregiver at være Deres Hensigt, nemlig: Landvæsenets Fremtarv, faar at være Deres Sag.

2.) Siden jeg eengang har erklæret, at jeg er en Elsker af Bestemmelse, saa bortfalder og dette af sig selv. Følgelig er det ikke mod dem, der maatte have været Aarsag til Bestemmelsen, jeg, som De sige, har giort Udfald, men mod alt det unyttige og ugrundede Tøi, som saa mange af vore Ekonomister i saa stor Overflødighed ere fremkomne med. Om jeg derved har ivret mig, kan det vel ikke stort undre nogen. Man skal høre, at disse saa kaldte Patrioter ville drage os Kiolen af, og oven i Kiøbet bilde os ind, det er til vores

Fordeel. Kan Taalmodigheden da ikke vel forgaae Ja, ikke det alleneste, men man maa, som endnu er værre, høre hundrede deels Spotterier, deels aabenbare skammelige Kalumnier; Og, dog maatte man ei forsvare sig; Dog maatte man ei vende Brodden til, som dog er i Naturen saa grundet, at endog et umælende Dyr, en usel Spurv, hugger fra sig, det bedste, den kan, naar den bliver anfaldt. De stride for en Grille, De have faaet i Hovedet, men vi pro aris & focis, og for det, som endnu er mere, for Æren med. De agere offensive, men vi kun defensive; Og dog tage De os det ilde op.

3.) Dette har jeg ikke heller nogensteds sagt. Jeg har fremlagt en Beregning paa Arbeidet, og derefter har jeg spurgt: Om 13 Mark efter saadanne Omstændigheder burte være det høieste, som en Landmand burte have for en Tønde Rug; Og om 4 Rdlr. nu og da var formeget & c. Hvorfor lægge De mig andre end mine egne Ord i Munden? Har jeg her saaledeS handlet eller resenseret Dem, eller hist

nogen af dem, jeg har skrevet imod. De foregive forresten ved denne Lejlighed, at min Beregning ikke kan holde Stik, siden jeg ikke tillige har bestemt, hvorefter den er giort; Men det forholder sig jo ikke saa. Her er jo ved hvert Stykke i sær anført Bekostningen; Men, svarer De, jeg kunde ligesaavel have sat det anførte 10 gange høiere. Ja, det kunde jeg, om jeg vilde have handlet uredelig, eller fremkommet med noget, der ikke kunde holde Stik, og følgelig af Kyndige havde bleven forkastet. De siger og, jeg kunde have anført mange flere Udgifter; Ja, det kunde jeg vel og, men har ikke villet, for at være saa meget dessikrere i min Regning. Videre siger De, at der er ingen Grund til, e. g. anførte Bekostning paa Giødsk-Agningen, siden Bonden ligefuldt maa holde Heste, Folk og Vogne til Ploug og Reiser; Men med samme Ret kan De jo og paastaae, at Bonden ikke heller burte have noget synderligt for dette sidste, siden han maa holde de samme Folk og Vogne til Giødske-Agningen; Og saaledes kunde De trække om med Bonden i en Sirkel, saalænge det skulde

væve. Just, fordi Bonden kan benytte sig af sine Folk og Bester til andet end Giødske-Agningen, derfor kan denne anføres saa ringe; Hvilket omvendt ligeledes gielder om Pløjning og Reiser. De og enhver indseer jo forresten vel, at, lad være Bonden holder Folk, Heste og Vogn, det dog ei er for intet, men at de maae koste ham noget anseeligt mellem Aar og Dag. Naar nu Produkten af Arbeidet ikke nogenlunde kan svare derimod, og mod den paa Arbeidet anvendte Bekostning; Saa kan De være forsikret paa, at Folk heller sover, end arbeider for intet. De siger: Dersom Bonden skulde leie Folk, Heste og Vogne, vilde det maaskee komme ham langt dyrere. Ja vist, der ere nogle tusinde, der maae leie; Huusmænd, og alle de Beboere, som staae for 9 à 10 Skiepper Hartkorn, eller derunder, item: De fleste Kiøbstæd-Folk; Alle disse, og de ere mange, maae jo leie. En Bonde i Hede-Egnen, hvis Sted staar for 1 Tønde Hartkorn, og selv ingen Heste og Vogn har, som disse saa lavt skyldede gemeenligen ikke have, ei heller kunne have, skal ikke

leie sit Arbeide, hvortil Heste udfodres, ringere end 12 Rdlr. à Aaret, uberegnet Haand Arbeidet, som han selv giør; Og derfor burte han jo dog have noget, thi ellers maatte jo og han ligesaa gierne sove. Naar nu Bonden giorte sin Regning, som han til visse kan, og det herudi, saavidt jeg skiønner, langt bedre end De; Og han da mærkede, at Kornet var i saa lav Pris, at han det lettere kunde kiøbe, end selv aule, valgte han den letteste og mageligste Maade; Og den Tid, han derved kunde faae til øvers, enten sov eller leiede han hen til andre. Saaledes gik det Kiøbsted-Manden, Andre Bønder, ja, endog Proprietærer omtrent med. Ingen anvendte mere Arbeide og Bekostning paa Kornets Auling, end forsaavidt omtrent enhver selv behøvede. Ja, ingen Proprietær, i hvor ubillig og interesseret, De og Deres hele Sekt end udskrige dem for, skulde skytte om, at Bonden til hans Tieneste skulde anvende et Arbeide af 2 Marks Betydenhed, for derved at vinde 8 Skilling. Endelig siger De, at Anders Christensen ikke er i Stand til at sætte Korn-prisens

Bestemmelse, om der burte være nogen. Dette tilstaar jeg Dem gierne, alleneste jeg beder, De vil betænke, jeg ikke heller giver mig ud derfor. Nei, Anders Christensen tar sig ikke den Ting paa, han ei kan oversee; Var og at ynske, flere vare ligesaa sindede, da man vist nok blev forskaanet for saa mange umoedne og vindige Projekter. Nei, siger De, her udfordres ganske andre Beregninger, end mine; NB. Ganske andre; Alt dette uagtet, kan jeg, saa kortsynet jeg og er, med fuldkommen Vished see, at dersom Arbeidet og Bekostningen ikke tages i Betragtning, vil Regningen blive grundfalsk; Alvorlig, naar De vil opføre en Bygning, og De over Bekostningen i forveien giør Overslag, giør De da Regningen saaledes: Til Muren at opføre udfodres, foruden Muurmesteren, saa og saa mange Svenne, saa og saa mange Drenge, i saa og saa mange Dage, hvoraf hver à Dagen skal have saa og saa meget, m. m. Eller regner De maaskee saaledes: Muurmesteren holder dog ligefuldt sine Svenne og Drenge, sine Redskaber, sit Muurladd og alt; Han bør ikke med Billighed

have noget synderligt. See, Min Herre, saa grundet kommer Deres Beregning mig for, og saa vel er De skikket til at sætte Korn-Prisens Bestemmelse. Skal vi endnu tales mere ved om den Post, vil jeg bede Dem eftersee Magazinet for Patriotiske Skribentere No. 82. og 83. 1771; Da De vil befinde, at der ere flere ligesaa kortsynet, som jeg; Som og, at jeg ikke har slumpet til med min Regning. Skulde jeg forresten sige mine Tanker, om Korn-Prisens Bestemmelse var tienlig eller ei, da holdt jeg mig vist til det sidste; Thi, naar Prisen paa de Vare, som Landmanden har at sælge, skulde bestemmes, saa burte jo og det samme skee ved de Vare, som han af Kiøbstæd-Manden maa kiøbe; Hvilken Bestemmelse vilde blive temmelig vidtløftig, og dog, om jeg skiønner ret, til liden Nytte. Det er ikke længe siden, vi havde Bestemmelse paa Salt-Priserne, men, til hvad Nytte eller Virkning, veed enhver. Det er ellers besynderligt nok: Alle ere enige om, at vort Lands Velfærd fornemmelig kommer an paa Landhuusholdningen og Agerdyrkningen, og at denne paa alle mulige

Maader burte befodres og favoriseres. Saaledes ere vore Ord, men komme vore Gierninger dermed overeens. Skal Landmanden ikke kiendelig nok i alle Tilfælde være opbunden og indskrænket, være sig med Heste, Stude, Korn, eller videre Handel. Kan det kaldes at befodre Agerdyrkningen, eller at qvæle Fosteret i Fødselen.

4.) Nei, denne bagvendte og eenfoldige Indvending har jeg aldrig giort. Hele Argumentet, Major, Minor og Konklusionen, er Deres eget. Hvad jeg har sagt, findes p. 9. og følgende, hvortil jeg vil Have Dem henviist, og hvor der vil findes noget langt andet. At jeg ellers ikke saa omstændelig, som kunde have skeet, har udført Beviset for, at Hoveriet giør Korn-Priserne lette, er af den Aarsag, at jeg holdt for, enhver noksom af sig selv dette indsaae; Jeg mener, enhver lettelig maatte kunne giøre den Regning, at, naar Herregaardene bleve besatte med Bønder, eller drevne med egne Folk og Bester, vilde det gaae til der, som nu paa Bøndergaardene, nemlig.

at de vilde, ligesom disse, fortære det meste af hvad de fortiendte, og ikke give saa megen Overskudd, som nu; Med mere, som saa ofte forhen er sagt.

5.) Nei, Min Herre, saadant Vaes er jeg ingensteds kommet med; Hvad jeg har sagt, findes pag. 33; Formener og at have beviist min Sætning, og dertil vil have Dem henviist.

6.) Dette Argument har jeg ingensteds brugt; Ikke, fordi det jo dog nok havde ladet sig høre, men fordi det har været sagt af mange andre tilforn, og fordi jeg ikke vilde fremkomme med andre Beviser, end saadanne, som slet ikke kunde rokkes. Jeg siger, at Argumentet nok havde ladet sig høre; Thi, betænk engang, Deres hele Sekt udraaber Proprietærerne for besynderligen interesserede. Deres egen Interesse skal være Skyld i all den Overlast, all den Tyrannie og all den Uretfærdighed, som endeel vore Ekonomister saa skammeligen og saa usandfærdigen (Ja, jeg maa sige derhos,

saa enfoldigen og barnagtigen, thi Bønder har jo ligesaavel, som andre Statens Lemmer, sin Beskiermelse i Loven) udskriger dem for. Nu da, ere Proprietærerne saa interesserede, saa er jo egen Interesse den ømme Byld, som de mindst kunne taale at trykkes paa; Og maatte den da, endog efter deres egen Sætning, ikke bedst kunne holde dem inden Skrankerne. Men saa vaklende ere disse Ekonomisters Sætninger; De snakke baade frem og tilbage; Snart skal Proprietærerne være interesserede, snart ikke; Nu opofre de alting for deres egen Interesse, mr derimod sætte de den til Side, om det end skulde være paa alle Menneskelige Pligters Bekostning.

Jeg har sagt, at der i Deres Resension er mod mig endnu flere Beskyldninger, som maae drøftes; Og her ere nogle af dem. De siger:

a.) At jeg er saa partisk, at De ikke troer mig, endog, naar jeg siger Sandhed. Saa tilstaar De da, at De selv er

partisk i høieste Grad; thi, hvad kan være mere partiskt, end at stoppe sine Øren for Sandhed. Kan det da undre Dem, om vi andre, som De vil trække Kiolen af, vare det, som De dog ei har beviist.

b.) At mine Sætninger ofte forhen ere anførte, og ligesaa ofte giendrevne. Denne sidste Satz er Deres hele Sekts sædvanlige Maade at rede sig ud paa. Hvor ere da disse Sætninger giendrevne? Det burte De bevise. Vil De da ikke, for dessnarere at kunne faae Ende paa denne Strid, og for at gaae des ordentligere til Verks, samle alle Deres saa kaldte Patriotiske Sætninger paa et Sted; Jeg, om ingen anden, skal paatage mig, ligeledes for Publikums Øine, enten at giendrive dem, eller ved saa mange, som jeg det ei kan (De maa ansee mig for saa partisk, som De vil) ærligen give mig tabt.

c.) At jeg ikke veed, hvad der hidtil har hindret vore nu havende Selv-Eiere

fra at overgaae Fæste-Bander i Dulighed. Jo, det veed jeg dog omtrent. I min Eenfoldighed kommer det mig for, som det reiser sig deraf, at en Selv-Eier Bonde ikke har flere Hænder, eller andre naturlige Evner i Høiere Grad end en Fæste-Bonde. Dog, jeg Hører Dem alt raabe: Oh, nei, her vil langt andre Beregninger til! Nu, det maae nok være nogle kiønne; Maatte man da ei, ifald de ere nye eller andre, end dem, man hidtil har seet, faae dem at høre. Troer ellers sikkert, enhver maa tilstaae, det vilde være selfomt nok, om De, som efter all Formodning er en Indbygger i Hovedstaden, bedre, som De lader sig forstaae med, skulde kiende Bonden, hans Væsen, og Ekonomie, end den, som i nogle og tyve Aar bestandig har været paa Landet, og immer havt saavel med Fæste- som Selv-Eier Bønder at bestille, immer havt dem og deres Haandtering for Øine; Bild os dog aldrig det ind. De maae snakke mig for, hvad De vil, saa troer jeg dog sikkert, der ikke er stort Forskiel paa et

Barns og et voxent Menneskes Dom om saadanne Ting, som denne sidste, (der forresten maa have saa gode naturlige Talenter, som man vil) er fremmet udi,

d.) At jeg ikke veed, hvorfor en viis Stats-Konst ynster Landet inddeelr i Gelv-Eier-Gaarde. NB. En viis Stats-Konst; Man maa forstaae Dem ret; En viis Stats-Konst er paa Deres Sprogg saadan en, som kommer overeens med den Stats-Bygning, De ved Materialier, som De har samlet, ikke ved Erfarenhed, men ved Bog-Lærdom, har opført i deres lille Hierne; Og, alt hvad som ikke passer sig til denne Bygning, er paa Deres Sprogg partiskt. Dersom jeg nu ikke veed, hvad saadan Deres Stats-Konst tilsiger i dette Fald, da jeg dog har læst saa meget derom i de ekonomiske Skrifter, som De anseer for de bedste, og jeg for de ringeste; Og da jeg veed Julius Cæsars med hans tydske Soldaters Paastand om de Italienske Agere; Saa veed jeg derimod, at en viis Stats-Konst

vil, at Rettighed og Eiendom, om Landvæsenet ellers skal have nogen Fremgang, skal være sikker, fast og uryggelig, at ingen Privat maa uden Vederlag, uden Indemnisation, fratages noget, og at ingen Indemnisation, formedelst den vilde falde Staten alt for svær, i dette Fald kan have Sted. Det er ellers underligt, at her synges endnu den gamle Viise om Herregaards-Deeling og Selv-Eiergaarde, da man dog veed, at Støtten for denne Anti-Proprietærens hele Sekt er falden, denne Bussemand for Herre-og Præstegaarde, der, ligesom De, meente, det var ligesaa let en Sag, at støbe et Heelt Land, som et Kruus, eller en Kande om; Og giorte dem der vare af samme Tanker, til sine Kreature. Nei, nu har vi igien faaet de af disse Ekonomister saa forhadte og saa kaldte Proprietær-Ministre; Det er at sige: Saadanne gode danske Mænd, som kiende Landet, have selv Deel deri, og, som følgelig, baade maae vide, og ville fremme Landets Vel. Fægt De kuns nu med Deres afstumpede Pile, de hverken saare eller døde;

thi Giften og Odden er taget fra dem. Nu veed man, at man ikke har nødigt at frygte for nogen Deelnings-Traktat, men at hver kan sidde under sit Viintræ og Figentræ, ufortrængt og ufortrykt; Og med Sikkerhed og Rolighed høste Frugten af den Bekostning, som for 10 Aar siden kan være giort, og hidtil har staaet frugtesløs; Hvilket og er Grunden, hvorfor Sikkerhed og Frihed, for alting ved Landvæsenet, er saa fornøden, da det i mange Tilfælde derved varer længe, vel 10 Aar og derover, inden derpaa anvendte, endog stor Bekostning, giver nogen Frugt af sig, som vel og derover, naar den kommer skeer des overflødigere; Men frygter man for, den Tid aldrig kommer, er man ikke vis paa at Høste, hvor man har faaet; Saa vilde jeg nok see den, der ikke desmindre havde Lyst til at foretage nogen bekostelig Forandring og Forbedring.

e.) At jeg paa en meget dristig Maade anfører adskilligt mod Forord-

ningen om Hoveri-Bestemmelse, som dog i sær bestaar i dens Misbrug. Ja, deri og i den Medhold Bønderne desuagtet har nydt, bestaar det i sær. Om jeg tillige har holdt for, at en eller anden Post under Forordningen, uden at være Bonden til synderlig Nytte, trykker Proprietærerne saaledes, som enhver, der skal have dermed at giøre, nok føler; Og om jeg tillige har formeent og formener, at en eller anden Post, uden Bondens Skade, kunde forbedres, foruden at hindre Hoved-Hensigten, som er Hoveriets Bestemmelse; Hvor staar det Dem da ikke smukt, at De, som er en Undersaatt lige med mig, ligesom er nidsk over, at vi maae tale, som vi tænke. Tykkes Dem denne Frihed for meget? Kan der være nogen Andordning værdigere, enten for Regieringen, som ei vil være despotistk eller for Undersaatterne, som ei skulle være Slaver? Forordningerne skrives jo til Undersaatternes Bedste og Lyksalighed. Tykkes Dem da formeget, at vi maae tale vores Sag; Og deri bestaar det jo alt, thi forresten

Hverken falder eller staar en Forordning for den Tings Skyld. Vore Tanker og Besværinger maae være enten grundede eller ei. I sidste Fald vindes intet andet, og ei bør vindes, uden Haanhed. Men, ere Besværingerne grundede, er det jo godt, at Regieringen har viist os en Vei flere, at oplyse dem, som sidde ved Roret, om Sandheder, som ellers, maaske altid, havde blevet skiulte. Overalt ere jo Forordninger menneskelige Gierninger; Hvor lettelig kan da ikke en eller anden Ufuldkommenhed blande sig i med; Og det fornemmelig, i en Forordning af saadan Omfang og saa omstændelig en Anvendelse, som Hoveri-Andordordningen. De siger, man veed jo Veien til Tronen: Ja, men Presse-Friheden er jo og en af de Veie, som fører dertil; Naar nu Regieringen har taget i Betragtning, hvor vanskelig en Besværing over en vis Forordning, Kiendelse eller Ordre vilde finde Gehør, naar den skulde gaae igiennem den samme Kanal, som Forordningen, Kiendelsen eller Ordren var kommet fra, og i den Henseende tilladt os en

Vei flere, at komme for Tronen paa, hvorfor maa en Undersaatt da ikke vælge den Vei, han holder for den bedste. See, Min Herre, disse og mange flere Herligheder udspringe af Presse-Friheden, der følgelig kan ikke andet, end i Tidens Længde Have megen Indflydelse paa et Lands Lyksalighed; Derimod kan De ikke fremføre et eneste virkeligt Onde, som deraf maatte flyde. Dog, dette er vel ikke heller saa lige Deres Mening; De vil maaskee, at De allene, og saa mange, som stryge paa samme Stræng, skulde have Frihed at tale, som De tænke; Men, andre, for ei at forstyrre Dem i Deres Bygning, ikke. Og dette er maaskee vel og Aarsagen, hvorfor et eller andet Stykke fra Forfattere, som ere af andre Tanker, ei maa nyde Borger-Ret i Deres Bibliotek, som det kommer mig for, jeg har lagt Mærke til; Men, om dette er vel og upartiskt betænkt, henstilles til andre. Mig tykkes saa, at, dersom De stole paa en retfærdig Sag, kunde De ikke stort have Aarsag, at frygte for Modsigelse; Og overalt er klart nok,

at, dersom Deres Hensigt er at udbrede Lys og Sandhed, rigtige Begreber og Sætninger, disse blive saa meget sikrere og fastere, som, naar de, uden at kunne kuldkastes, modsiges og drøftes; Med et Ord: Skal Publikum dømme, maa Publikum nødvendig høre begge Parter.

f.) At jeg modsiger Forfatterne af de om Landvæsenet udkomne bedste Skrifter. Ret saa! Nei, derom maae artis periti dømme. Vist er det; Ere disse de bedste Skrifter, og havde vi ei bedre Landmænd end disse Skribentere, vilde det see bedrøveligt ud med Landvæsenet hos os. Det lader meget ilde, at ynske ondt over sin Næste; Imidlertid holdes det mig vel til gode, om jeg ynsker Dem dette Onde, (allerhelst De anseer det selv for en Herlighed) at De maatte komme til at eie et Landgods, og, (thi ellers var det lige nær) selv administrere det. Jeg lover for, at De saaledes, (og anderledes lader det sig vel ei heller giøre) vilde komme i Deres Synders Kundskab.

g.) At Erfarenhed beviser, at med Kornet stige og falde priserne paa alle andre Vare; Og, at hvad der spares i Lønnen, mens Kornet er dyrt, gaar bort til Føden.

Saaledes maa være at forstaa om den Erfarenhed, De enten selv har havt, eller udskrevet af en anden ekonomisk Skribent, thi intet er almindeligere hos disse Skribentere, end deslige Sætninger, der og formedelst sin. Rimelighed henriver de flestes Bifald.

Ikke desmindre strider det aabenbare mod den Erfarenhed, vi her paa Landet dagligen see og have for Øinene. Jeg har anført, hvad der gielder om Træskoemageriet; Det samme har Sted i alle andre Tilfælde; Derunder ikke alleneste Lønnen, men endog Kosten beregnet, thi ellers var Regningen saare eenfoldig. e. g. Et par Træskoe, som forfærdiges paa Arbeiderens egen Kost, sælges, naar Kornet er dyrt, for meget ringere Pris, end ellers.

Denne Time have vi om Sætningens Rigtighed levende Beviser nok. I denne Vinter har man til Kost- og Dag-Løn givet en Tærsker-Karl ikke mere end 8 Skilling, der ellers faar 1 Mark; For at spinde, paa Arbeiderens egen Kost, 1 Pund Hør, har man forhen i Almindelighed givet 14 à 16 Skilling, men i Vinter ei mere end 8 Skilling; For 1 Pund Uld forhen 6 à 7 Skilling, i Vinter ei mere end 4 Skilling, og saa fremdeles. Disse ere jo saa haandgribelige Beviser, at intet derimod kan siges. Aarsagen til denne Paradoxie har jeg anført i mit Brev. Man seer heraf, hvorlidet Spekuladsion uden Erfarenhed nytter, og hvor let man uden den bumrer. Jeg siger og, at saaledes gielder paa Landet; Hvad Erfarenhed i de store Stæder herom tilsiger, kan ikke jeg vidne om. I Betragtning af forestaaende maatte jeg ellers nok spørge, om man ikke ligesaavel kan sige, at Kornet stiger med alle andre Vare, som omvendt. Og om det ikke er klart nok, at det tilhobe stiger formedelst Formerelse af Sølv,

Guld og Banko-Sedler; og at man ikke egentlig og med Vished kan sige, at Korn med alle andre Vare er dyrere nu, end for hundrede Aar siden, thi Dyrhed og Lethed bestaar egentlig ikke i et vist Tall, en vis Pris, men i det Forhold, som der er mellem Vare og Vare, eller mellem Vare og Penge, eller Penges Represæntanter, nemlig Banko-Sedler, hvilket sidste Forhold, ingen endnu enten har udregnet, eller ventelig nogensinde bliver i Stand til at udregne.

h.) Endelig spørger De: Hvo er den ukyndige Statsmand, som ynsker sit Land flere Mennesker, uden at vide, hvortil han vil bruge dem. Dette har jeg heller ingensteds sagt. Jeg har anbragt deels af det, som endeel vore Ekonomister have skrevet og klaget over vores foregivne Folke-Mangel. Ja, een af dem har endog udtrykkelig sagt: Det nyttede os ei at tænke paa Fabriker, forinden vi fik større Folkemængde. Alt delte har jeg søgt at igiendrive og nærmere at oplyse; Og

det, som jeg formener, med saa haandgribelige Beviser, at derimod vel ikke noget med Grund kand indvendes.

Hvad De forresten støder sig over i mit Skrift, som De maa betænke, er et Brev, og ingen Traktat, faar at staae derhen, og, som Publikum uvedkommende, lades her ubesvaret. Alleneste jeg maa erindre: Det saavel der, som her, har været og er mig, allene om Sandhed og Tydelighed at giøre. Leder De efter mere, maa det ikke søges hos Deres Jylland Den 27 Martz, 1772. Anders Christensen

31
32

✂

Samtale

imellem

en Norsk Bonde,

ved Navn

Brug Leguison,

en Dansk Bonde,

Tomes Peersen,

angaaende den førstes Lyksalighed, som flyder af hans Friehed, og

den sidstes Ulyksalighed i hans ufriestand og Trældom, efterat de havde læst

saavel det niende Stykke i

Forsøget,

samlet af der patriotiske Selskab af de skiønne og nyttige Videnskaber, som

og den Betænkning, der om samme er udgivet i Bibliotheket for nyttige Skribentere No. 10.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt i det Kongelige Universitets Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved Frid. Christ. Godiche.

2
3

Tomes.

I norske Bønder har got frem for vi selle danske.

Biug.

Jeg veed ey hvad I lider; men jeg føler min egen Plage, som maaskee kan opveye imod eders.

Tomes.

Hvad Plage kan I have der ere Selveyere, og en have Huusbonder der skal martre eder, som vi have.

Biug.

Om endeel af os kan være Selveyere, ere de derfor ikke befriede fra den svære Last og Trældom, hvortil Bonde-Standen synes ligesom at være fød, og maa sukke under.

Tomes.

Jo, I har en Nød! See! hvad eders berømmelige og roesværdige Landsmand Hr. Bull siger iblant andet i det Priis-Skrift, hvorfor han har faaet en stor Belønning, for at vise Landmandens Lyksalighed i Friehed og Eyendoms Nydelse. Hvem kan tvivle om, at saadan en Mand ey veed til gavns Beskeed om Land-Folkene i sit Fædreneland. See! hvilken Anmerkning der gives her om i dette Bibliotheks Blad S. 78. Han begynder med en velsignende Apostrophe til sil Fædreneland, sit kiere Norge. Frieheden (som han og S. 144. paakalder) siger han, boer der, og den frie Bonde besidder alt hvad han haver, som ene Eyermand. Heraf flyder ikke allene Vindskibelighed, Nøysomhed og Tapperhed: men endog Glæde og Fornøyelse. Hvad Sted, hvad Aarstid det end er, giør dog altid Friehed og Eyendom sine Besiddere glade og fornøyede.

Men see! hvor jammerlig han beklager vores Skiebne, som ere Trælle og vornede Fæstebønder, naar han siger:

Et Blink mod Sønden kast til fede Landet hen:

Der hviler maver Sult paa al Velsignelsen. Som tørstig Tantalus saae Vandet for sig rinde, Gag mit i Overflod, maa Bonden Mangel

finde;

Og selv en nøgen Flok til Odels Trældom fød, Mangfoldiggiør paa nye den gustne Faders Nød. "Vantreven Jorddrot flux opsluger sanket

Høst;

Mon Himlen hører ey fortrængte Slavers Røst? Hans ødsle Bord, hvortil sin fedme Landet yder Paa sneese Bordes Savn saa mange Giester

byder.„

Men see, hvor glædelig han fiunger, naar Han igien betragter dit og hans eget Fædreneland, og siger:

"Lyksalig Fødeland! saa Hadsk paa Slavenavn

Bevarte Frieheds Skat, og nød dens fulde

Gavn.„

Ja Norges! Kongsberg ey, men Friehed giør dig riig:

Fyrsterne selv leve ey saa fornøyet som den frie.

See, naar han har opregnet de allerhøyeste og prægtigste Ting; saa slutter han saaledes:

"Og alt i Ligning sat, min Normands Kaar

misund!„

Men seel hvordan I Karle bær eder ad, naar I have forrettet eders Arbeyde; saa kan I smukt fornøye eder med Gilder og Høytideligheder, og see! hvor glade I ere, og begynde faaledes:

"Da skingrer Tomt og Eng af sande Frydeskrig:

Og Glædskabs Gienlyd end om Noboebierge

suser.

Valhalles Kiempedrik i Birkeskaalen bruser„

"Saa til ukvungen Dands de Unge bydes op. Ukunstlet Tonetakt opløfter sindig Krop Imens forynget hist en sneehvid Oding sidder, Og taler lattermild om skaanske feide Tider. Han med den mærket Haand, der Fiendens

Hoved kløv,

Opstiller norske Hær, og priser Gyldenløv.„ Kan I andet end være kaade og saa begierlig efter at være Soldater, som I ere, naar I have saa meget got, at I ikke veed, hvorhen I vil. Men hør nu, hvad Jomfrue Charlotte Dorothea Biehl (som er fød i vort Land,) siger om vores usle Slavestand og Trældom.

"O! lad en ædel Taar da for de usle flyde, Som aldrig (hvilken Lod!) kan Haabets Sødhed

nyde,

Hvis dorske Haand kun Frygt til al hans Gierning

drev,

Som var til Slave solgt endogsaa for han blev.„ Og see her, hvor flittige vi skulde blive, ifald vi eyede os selv! hør hvad hun siger:

En træven Seenhed ey hans Arbeyd mere

sinker,

Lyst, Mod og Fyrighed i opvakt Øye blinker, Om han af Leens Vægt udmattet seer sig om, Den Tanke styrker ham, det er min Eyendom, Strax med fornyet Kraft hans Gierninger fortsettes.

Dette er jo gandske rimeligt; men nu kommer det fornemste, som jeg ey kan læse uden at sukke. Hør engang!

"Hans Ploug i Jorden ey saa dybe Furer skiær,

Som saaret er hans Bryst, af Jammerstraaler

bær.„

Tænk engang, hvad Pine vi maae lide, naar den medlidende Jomfrue af lutter Medynk faaledes beklager os.

Biug.

Men har hun seet dem, og hørt deres Klage derover?

Tomes.

Er du gal? hvor kunde enten hun eller nogen see de Straaler, som ere indvortes i Brystet: det var og en Snak.

Biug.

Det var ey saaledes jeg meente. Min Mening var, om hun er opdragen i Bonde-Standen, og havde nøyagtig betragtet, saavel deres, som alle andre Bønders Skiebne? Mig synes, at de norske Bønders saameget ophøyede Lyksalighed er meget ilde grundet, og maaskee den Jammer-Sang, som er holden over eders Ulyksaligheds Skiebne, kan være ligesaa.

Tomes.

Alle veed jo hvor jammerlig og ussel Hoverie-Standen er, og om dens Elendighed kan ey siges for meget; derfore giøre de vel, som arbeyde paa Herregaardenes reent Afskaffelse,

Biug Men kiere oplys mig der i, og lad mig vide, hvori eders tunge Skiebne bestaaer. Maaskee det kunde være en Trøst for mig i mine saa tunge Kaar, naar jeg allene hørte at andre havde større Plager end vi.

Tomes.

Ikke skulde jeg troe, at du vil ligne dine lyksalige Omstændigheder, som er Selveyer, med

vores, der ere Trælbønder, da vi sidde under en Huusbonds Vinger, og ey allene maae betale Landgilde og Tiende af al vores Avel, saavel levende, som døde Tina, foruden andre smaaerædseler til Præst og Degn, Skatter og andre Udgifter, men det værste af alt, er det tunge Hoverie vi maae giøre, hvilket trykker os allerhaardest. Det er ey nok, at vi skal giøre det for Huusbonden; men Præsten paastaaer det samme, og skal det være vel, maae vi baade pleye hans Ager, og udkiøre hans Giødskning. Nu den store Tvang vi staae under! Hvor ofte maae vi ey smage baade Ride og Ladefogdens ubarmhiertige Hænder og Pidske, naar vi ey pløye til gavns eller behandler Jorden ret, og nedharver Kornet, som de vil have det? ligeledes og, naar vi skal tærske, og vi ey tærsker Kornet ret af Straaet, og deslige Forseelser.

Du kan let begribe, at vi nødig giør noget saa got for andre, som for os selv, og helst, naar vi ey faaer noget for det Arbeyde, som vi ere tvungne til at giere; derfor see vi og gierne, at en Deel af det meget Høe, som vi skal age hiem for Huusbonden, nedtrædes i bløde og sum-

pige Steder, for at slippe desto lættere, hvilket ofte lykkes os, men undertiden maae vores Rygge bøde for Gierningen.

Biug

Af alt dette seer jeg, at du er ikke værre plaget end vi; thi, som du haver ikkun et Herskab, saaledes haver vi mange, som baade staaer, piner og plager os, og dog tør vi ikke tale dem et Ord imod. Mon vi ikke betale ligesaavel Skatter, som I? ja maaskee større efter Jordens Beskaffenhed, som for Exempel de aarlige Kongelige Skatter, Odelskat for dem, som ikke eye deres Gaarde selv, Soldat Udredning hvert Aar o. s. v. Den største Deel af os betaler Tiende saavel som I. Det er allene nogle faa Gaarde, hvor lidet og slet Korn falder, som ere frie fra denne Plage; derimod maae de dog betale og levere noget vist Korn i Natura til Præst og Degn, foruden Smør, Ost og deslige. Til Offers for en Kone at indlede i Kirken efter Barnefødsel, betale vi omtrent en 12 pd. Smør, en Koe for at prædike over de Afdøde, være sig Mænd eller Koner. Aldrig troer jeg, at nogen Præst her i Danmark tør paastaae 20 til 30 Rdlr. for at vie et par Folk, og ikke engang vil forrette Tienesten, førend samme ere betalte, (dette er foruden

Hans Offer der falder ved samme Forretning,) under Navn af Hoved-Tiende, som paa visse Steder i Norge er i Brug.

Nu Skriver, Lænsman, Farkald-Told, Skoleholder-Løn, og andet mere.

Du klager dig over det svære Hoverie, som du maa giøre til din retmæssige Huusbonde, og som du ved din Indfæstelse har forbundet dig til. Maae vi ikke ligesaavel giøre Hoverie? Regn engang alle de Frieskydser, som vi maae giøre, saasom Præste-Skydser, hvortil kommer og at give dem frie Nattehold, naar de forretter Tjenesten ved Anexs-Kirkene, hvilket ofte falder os bekosteligt; nu Bispe-, Provsteog Tingskydser, samt Officerer og andres Befodring; nu adskillige Arbeydsdage. Intet af alt er os tungere, end at møde paa Exercer-Pladsen, og staae under Gevæhr hele Dagen, fornemmelig naar vi skal til Sessioner og Generals-Mynstring, hvilket kan tage bort en Tid af 2 til 3 Uger paa engang. Du beklager dig, fordi du faaer Hug af dem, som ere satte over dig, for at see til, at du ey giør din Huusbonde Skade; men dette er for din Falskhed og Ondskab, naar du ikke giør dine Gierninger til gavns. Vi derimod faae Hug allene for vi kan tale dem et Ord imod, som vil giøre os Uret, saa og naar vi staae under Gevæhr, om

vi ikke setter Foden, som den skal staae, ikke bevæger Kroppen ret, holder Gevæhret enten lidet for høyt eller lavt paa Skulderen, eller Armene ikke holdes ret, og deslige. Ellers har jeg mærket, at deres Hoverie ikke maa være saa meget tungt; thi jeg haver seet, at Hov-Folkene har løbet, dandset og siunget paa Agrene, som de har ophøstet, saa det har skingret baade i Tomt og Eng, som Hr. Bull siger skeer hos Normanden, men det maae være en Feyltagelse; thi jeg forsikrer, at naar vi Norske har forrettet vores Dags Arbeyde paa saadanne Tider, ere vi gladere ved at komme til Roelighed for at udhvile vore trætte Lemmer, end med Frydeskrig, Siungen og Dandsen at fordrive Tiden. Du vil vel sige, at alt dette er ey noget virkelig Hoverie, som jeg her har opregnet; lad det saa være. Men hvad kalder du da det saa kaldede Ludvinsbrug, som de glæde sig ved at faae, der ingen Gaard selv have; og bestaaer deri, at drive den hele Avel, men for Arbeydet nyder ikkun det halve af Høe og Korn; naar Kornet bliver udtorsket, kan hans Part blive en 7 a 8 Tønder; deraf skal dog den halve Udsæd fradrages. Til at drive dette Brug, maa han selv forskaffe sig baade Heste og Redskabe. Maa han nu ikke giøre hveranden Dag Hoverie for at nyde dette: og kunde

han herved sidde i Roelighed, vilde han skattere sig lykkelig; mener du, at alle Norske kan eye Gaarde selv? de faae vel at vide, hvad de ere deres Huusbond skyldige, saavel som I.

Men siig mig, hvad giver I til Indfæstning for saadan en Gaard?

Tomes.

Derfor maae vi give nok, alt ligesom Stedet er til. Er Gaarden i Stand med Besætning, kan vi give 40 til 50 Rdlr. og derover. Men der ere og de Gaarde, som Huusbonden maae tvinge sig Beboere paa, og ofte tilstaae dem adskillige Fordele, for at faae Stedet besat med en duelig Mand, som er ham meget magtpaaliggende, og ofte kan det ey skee uden at true ham med Soldat-Standen.

Biug.

Da forsikrer jeg dig, at i Norge derimod er meget ont for at faae end og det allerdaarligste Sted, hvorpaa man kunde have, skiønt med megen Møye, sit usle og jammerlige Levebrød. Siig mig dog, hvad der forstaaes ved en Besætning?

Tomes.

Derved forstaaes alt hvad som bruges til en Gaard, saasom Heste og andre Creature,

Vogne, Plove, med flere behørige Redskaber, Boeskab bestaaende af alle nødvendige Kar, Senge med Klæder, Borde, Bænke og deslige.

Biug.

Og enddog klager du og andre saa urimelig over den tunge Skiebne. I skulde være i Norge, hvor I skulde have Møye med at finde et Sted at boe paa, og naar I fandt det, give en 5, 6 til 700 Rdlr., og langt der over for samme, hvis Marke bestode næsten af lutter Steenhobe, hvori der kunde saaes en 3 a 4 4 Tønder Udsæd, som bestaaer af Byg: med lidet Haab at høste noget igien formedelst Kulden, og den saa skadelig Floghavre, i Frygt for den første reent at borttage og udskiemme Kornet, den sidste at qvæle det i sin Væxt. Saadan et Sted siger jeg, maae vi tilkiøbe os for mange Penge, hvoraf skal svares Renter. Undertiden ere disse ikke allene uden Besætning, men endog saa forfaldne, at Træet i Husene er henraadnet, Jorden begroed med Tidsel og Ukrud, og Agrene aldeles fordervede. Hertil kommer Bekostninger med Skiøde og dets Tinglysning, Gaardens Indskrivelse 1 Rdlr., og Odels-Skattens Afskrivning 2 Rdlr. med mere. Kunde vi nu i roelig Besiddelse eye saadanne Ste-

der; saa skattede vi os lykkelige i al den Møye vi udstaae i disse bedrøvelige Udørkener. Men naar vi have giort os allermeest Umage med at opbygge Huse, at oprydde Jorden, og optage Agre med stor Bekostning, i Tanke at vi her kunde nyde i Roe vort usle Ophold; strax findes der nogle, som misunder os denne Lykke, og udfinde en Odels-Prætendent, som under Skin af at have Rettighed til Stedet, søger at sette os ud fra alt det, som vi med vores sure Sveed og Arbeyde have erhvervet os. Han setter sig og paa slig Maade i vort Sted, og høster Frugterne af vort Arbeyde, da han af disse hans Tilskyndere forstrækkes med Penge til Gaardens Indløsning. Enten maae vi nu forlade Stedet uden nogen Betaling, (hvilken vi ikke saa giøre os Haab om, da ingen Besigtelse ved Stedets Antagelse er skeet formedelst de store og for os utaalelige Bekostninger, som saadan Syn vilde foraarsage,) eller og tinge op med den Odelsbaarne. Aldrig saasnart er denne

Storm forbi, førend en større reyser sig, der truer os med total Undergang, hvis vi ikke afstaaer Gaarden og tinger op paa nye. Saaledes maae vi holde det ud en 3 til 4 gange, og betale vores eget Arbeyde, som vi have anvendt paa Gaardens Istandsettelse: og de, som ere saa gienstridige, at de ey vil beqvemme sig der-

til, maae forlade Stedet, og siden ernære sig med Betterstaven.

Velsignet være Lovgiveren der nu nyelig ved en Forordning, har sat Grændser for denne uchristelige Ret, som ey tienede til andet, end at styrke de Ugudelige i deres Forsæt, som er at tragte efter sin Næstes Gods. Og den Mand, som har giort Forslag der til, han fortiente al Lov og Berømmelse af alle retsindige og indfødte norske Mænds thi denne Forordning er den nyttigste og beste, som nogen Tid er udkommen til Norges Gavn og Veifærdt.

Jeg veed vel de sige: Ja! men hvor lykkelig er da ey Odelsmanden der besidder sin Faders Gaard, Mand efter Mand, og Søn efter Søn. Dette foraarstiger hos dem en inderlig Lyst til at pynte og istandsette saadanne Steder.

Jeg vil lade saadant staae ved sit Værd, og allene sige dette: naar en Mand havde allene een Søn. eller et Barn kunde det være got nok; men da en Mand kan have 7 a 8 Børn, og alle ere ham lige kiere: saa kan man vel slutte sig til at han under dem lige Deel, og gierne saae, at de alle kunde blive forsynede; men hvor skal disse faae Gaarde og Boeliger.

Vist nok træder den ældste Søn til sin Faders Gaard efter en billig Vurdering, naar denne ved Døden afgaaer; men deraf skal han

enten betale sin Faders Gield, eller og udløse sine Sødskende. Disse Penge maae han dog forrente; de bliver ham en Byrde tilligemed hans andre Udgifter, og altsaa en kommer saa læt til Gaard, fom de, der blive tvungne dertil og eye intet. Det er allene deres Ulyksalighed, og vores saa høyt opløftede Lyksalighed, som skal vises.

For Resten maae jeg spørge, om noget kan være mere usandfærdigt, end naar Hr. Bull lader Normanden sige, at dersom han vidste sine Eyendomme uden Aarsag kom i Fremmedes Hænder, vilde han modtvillig forøde dem. Strider ey dette imod al Sandsynlighed? Hvor mange mageskifter ey deres Gaarde bort i levende Live? hvor mange har ey ødsle og ulydige Børn (der saavel som andre Steder), som de forud see vil bortsette, og afhændige deres Eyendomme, naar de ved Døden afgaae. Dog har jeg aldrig hørt nogen har udladt sig med saadanne Ord. Hvor mange ere der ey, som af Armod og Gield har maattet solgt den; men hos alle disse har jeg ey hørt det mindste Tegn til saadanne Tanker. Skulde nu eftersees Slægt-Registerne paa de Mænd, som for 100 Aar siden eyede og besad Gaardene; saa skulde der findes gandske saa, hvis Afkom i lige Linie besad deres Stamme-Fædres Boepæle.

Men fortæl mig dog engang, hvori eders Føde af Mad og Drikke bestaaer?

Tomes.

I daglig Mad: saasom Flæsk, Kiød, Fisk, Kaal og Erter, Gryn, Grød af Byg og Boghvede, undertiden og en færsk Suppe og Steg, Æggekage er vores jævnlige Spise , og vores Drik er daglig Øl, Brændeviin og Mød. Naar vi kommer til Kiøbstæden, findes der dem blant os, der tør drikke sin Flaske Viin.

Biug.

Paa den Maade leve I lige saa got, som Præsterne hos os i Norge. Skulde nogen af os leve paa den Maade (som dog tillegges saa stor Lyksalighed) da blev han vist en Spot for sine andre Naboer, og kaldet med det foragtelig Navn Skarv, eller Fylfraas, og skulde snart gaae baade fra Gaard og Grund. Vor Føde bestaaer i Byg- eller Havremeels-Grød tvende gange om Dagen, saa tyk den kan stampes i en Gryde, og ere dertil glade, naar vi have lidet suur Melk, som samles om Sommeren, og hensettes i et Kar, hvilket vi kalder Qvite. I Mangel af den, maae vi lade os nøye med at have een slags Ost, fom kaldes Prim, som kaages af Vallen og Bundfaldet

fra den rette Ost. Denne opløses ved Ilden i Vand, og i den dyppe vi vores Grød. Om Sommeren æde vi nok Velling, men som oftest kaages i Vallen af Faare-Osten. Vores Middags Maaltid bestaaer jevnlig i lidet Smør, lagt paa en stor Deel sammbrækket Havre eller Byg Fladbrød, og denne Bid dyppe vi i en taar suur Melk. Ofte i Steden for Smør, bruge vi en smule af den tørre Ost, som vi med Villie lader blive gammel og blød til det Brug. Kiød smage vi sielden, uden til Høytider, og da skal det være gammelt og harsk.

Naar vi kunde have denne Mad, uden Mangel, vare vi meget vel fornøyede, men (desværre) den fattes ofte paa de fleste Steder. Til Fields, hvor Frosten saaledes beskadiger Kornet, at det aldrig modnes tilgavns, seer deres Grød meget jammerlig ud; thi den maae være saa tyk kaagt, som den vil, saa svemmer den dog i Vand, naar den har staaet Natten over. Den gaaer dog med i Trang, skiønt den baade smager og seer ilde ud, og hvis du saae den, vilde du sige, at det var en slet Svine-Føde,

Men efterdi I spise saa meget Kiød-Mad, hvad slagter I da ind til Høsten?

Tomes.

Nu er det ey saa meget, som i fior ved disse Tider, da vi vare forsynede med Qvæg, og

vore Creature trivedes. Nu maae vi lade os Nøye efter Huusholdningens Størrelse med en 7 a 8 Sviin, 12 a 16 Gies, nogle stykker Faar, et Høved, og deslige hvad vi kan have.

Biug.

Hos os ere vi glade, naar vi kan slagte et par gamle Faar eller Geder, det øvrige, som vi kan undvære, see vi alt at giøre i Penge, til at betale vore mange Udgifter med.

De Bonder, som eye Gaarde her, maae de og gaae Soldat tillige?

Tomes.

Ney, det flipper vi for, og dermed kan en Huusbond tvinge sig Beboere til paa de daarligste Steder, som han nok lod blive, havde han ey denne Bussemand at kyse dem med. Vi ere en saa kiere af at være Soldater, som I Norske.

Biug.

Betragt dog, hvem der er best faren, enten vi i vores Frieheds-Stand, som saa meget ophøyes, eller I udi eders ufrie Stand, som saa høyligen beklages: og da sees lættelig, hvor ilde grundet begge Dele ere. I synes dog med al eders foregivende Plage, at Soldat-Stan-

den er den værste, og for at undgaae den, tar I heller til Beboelse, een af de usleste Steder, som I aldeles ey vilde modtage, naar I ey vare tvungne dertil af Frygt for denne Plage. Ikke skulde jeg troe, at I holder eder for gode, og ægte det for Skam at bære Soldat-Navnet, og at tiene Kongen og Fædrenelandet, eller og at I skulde være saa bange for eders usle Liv, der er (som I sige) saa megen Møye og Trældom underkastet. Skulde det være Grunden til eders Frygt for den Stand, saa beklager jeg eders Daarlighed. Men skal det være af Frygt for den store Plage og onde Medhandling, som følger denne Stand, saa ansee I den jo selv værre end eders Hoverie; og betænker da, at vi og have Følelse. En Normand har aldrig undslaaet sig for i Nødstid. Og naar Fienden har nærmet sig til, at tiene sin Konge, og forsvare sit Fædreneland, hvorpaa haves tilstrækkelige Beviiser. Gamle og graaehærdede Mænd har kommen af sin egen Drift fra langt bortliggende Steder, godvillig tilbudet sin Tieneste og efterkommet sin Pligt. Men at han har Lyst i Fredstider at være Soldat, at staae under Commando, og tracteres med Stokke-Prygel, er noget, som han ligesaa lidet er for, som I, og den, som siger, det er hans Lyst, siger den største Usandhed; thi ofte kiøber han

sig frie derfra med en stor Deel af sin Formue, om ey undertiden med sin hele Velfærdt. En Mand der haver 3 a 4 Sønner, og vil løse dem ud derfra, faaer sine Poser tømte. Han maae baade være Trælbonde og Soldat tillige; drive sin Avel, og passe paa Gevæhret, Naar vi nu giøre en Sammenligning imellem den danske og norske Bondes Vilkaar, saa kan lættelig sees, hvorvidt den eenes Beklagelse og den andens saa høyt skatterede Lykke kan holde stik; og da sees tillige af det for omtalte, at den danske Bonde er en fød Træl og vorned; den Norske derimod, fød til Trældom og Soldat. Den Danske har et Herskab; den Norske derimod har mange. Den første faaer Hug for sin Falskhed og Utroeskab; den sidste for smaae og ubetydende Ting. Den første bliver understøttet af Huusbonden i paakommende Trang og Nød; den sidste har ingen Understøttelse i hvad Elendighed han end kommer i. Den første har sin Huusbond til Forsvar; den sidste slet ingen. Den Danske bliver klippet; men den Norske bliver Skindet reent afdragen. Den Danske lever got, baade i Mad og Drikke, det han ey kan skiønne paa, og derfor ey er fornøyet; den Norske derimod med sin usle Føde var vel fornøyet, naar han kunde allene faae den. De Danske drikke dag-

lig Øl og Brændeviin; de Norske drikke daglig Vand, blandet med en taar Valle efter Osten om Sommeren, som de forvare i et Kar til at giøre Vandet syrlig med. De Danske ligge paa Dyner i eders Senge; de Norske paa lider Halm imellem et par laadne Skindpelse. De Danske kiøre, naar de skal et Sted hen; de Norske maae gaae. De Danske kan faae gode Korn-Gaarde, og ey vil have dem, men maae tvinges dertil; de Norske vil gierne have Gaarde, hvor slette de end ere, men tvinges derfra.

Af denne korte Sammenligning kan du see og mærke, hvorvel Hr. Bulls saa høyt skatterede Frieheds Herlighed, og den deraf flydende Lyksalighed for Normanden kan holde stik. Ligeledes seer du, hvor lidet den af Jomfrue Biehl holdte Jammersang over den danske Bondes elendige Skiebne kan holde sin Prøve. Mig synes det er allene noget fingered Tøy, spundet og sammenvævet af dem selv, for at giøre deres Digt desto behageligere. Skulde nu Hr. Bull synes, jeg giør ham Uret, og hans Digt bestaaer af den rene Sandhed; saa ønskede jeg ham gierne, at han var just een af disse, som af ham saa Høylig skatteres lyksalig. Maaskee Viisen fik da en anden Tone?

Om Hr. Bull nogensinde har seet, at Normanden har holdet Gilder og Høytideligheder efter forrettet Arbeyde; saa maae det være en Høste-Dugne, som dog sielden bruges, og bestaaer deraf, at en Mand beder sine Naboer og andre om en Dags Arbeyde, enten til Høeslet eller at skiere hans Ager, og deslige. Og for saadan Hielp giør dem et Giestebud om Aftenen, der kan koste ham en Tønde Malt, hvoraf brygges et stærkt slags Øl, meget bitter af Humle, og kraftig giort ved en heed og brusende Gang. (Maaskee dette med Billighed af Digteren kan kaldes Valhallas Kiempedrik, der bruser i Birkeskaalen). Endskiønt samme Øl baade er bittert og haardt for en Ubevandt: finder dog de norske Bønder en Himmel-Smag deri, da det har den samme Virkning, som eders Brændeviin; thi jeg er forsikret paa, at naar I faaer en halv eller heel Pot til Livs deraf, det da har den samme Virkning, som om I havde drukket af Forglemmelsens Kilde, og at I da lættelig skulle forglemme alle eders saa jammerlig paaraabende Lidelser. Saaledes gaaer det og Normændene, og det saa eftertrykkelig, og paa Kiempernes gamle brugelige Maade, at de glemme alting, uden at hevne sig over deres Jevnlige, som de kan have noget udstaaende med, ba

de undertiden prøve Styrke saa heftig, at de kan miste baade Haar og Skiæg. Men at denne Skraalen og Allarm kommer af Glæde over den Lykke, som deres Friehed medfører, er ikke Sandhed; thi den har jeg aldrig hørt de har roset sig af, men vel ofte af deres gode Mad og Drikke de ved saadanne Leyiigheder nyder, som bestaaer i noget gammelt røget og harsk Kiød, hvorpaa er kogt en Suppe, og jevnet med lidet sød Melk. Skal den være ret god, saa slaaes en Kande Erter deriblant, og det i en Halvtønde-Kiedel. Deres anden Mad ved faadanne Gilder, bestaaer af Fladbrød, oversmurt med Smør, og sammenlagt, (som kaldes Lepsekling), Smør og Ost, og dermed er det Hele Giestebud færdig.

De ønskede dog gierne ved saadannne Leyligheder, at de allene havde Friehed over deres eget Haar og Skiæg, saa at de kunde frit lade det afruske eller behandle ligesom de selv sandt for got, men den har de ey engang; thi faaer Lænsmanden det at vide, maae de tinge op med ham, ret som deres Hoveder hørde ham til, og de ey maatte giøres skaldede, med mindre de af ham fik Forlov dertil.

Dette veed jeg vist, at gandske faa brygger eller har Øl i sit Huus, uden til Jule-Aften (Giestebuder undragne), men da efter gammel Skik skal enhver have en Taar for at giøre sig lystig, og helligholde samme Aften med; thi herved er at mærke, at den norske Bonde ey skiøtter om Øl, med mindre han kan faae sig en Ruus.

Synes dig nu, at dette lidet af vores Lidelse, er ey nok at afskrekke dig fra at bytte din Skiebne bort med Normandens; saa kunde jeg sige dig meget mere der vilde sette dig i Skræk. Dog mener jeg dette kan være nok til at vise, at faavel Hr. Bulls Lovtale og store Væsen han giør af den norske Bondes paaraabende Glæde over sin Friehed og Eyendoms Nydelse, bliver ligesom Jomfrue C. D. Biehls bedrøvelige Klage over eders Trældoms haarde Skiebne ilde grundet, og er bygget allene paa smigren og hykkelsk Grund. Og saafremt Forfatterne bar den sande Indsigt, som dem tillegges, i deres Fædrenelands Skiebne; saa kan man med Sandhed sige, or de med frie Forsæt vige fra den Oprigtighed, som denne Materie udfordrer, allene for at fornøye vore Tiders fordervede Smag , der finder saa stor Begierlighed efter alt for opskruede, skiønt ligesaa urimelige Sager, og

væmmes ved de naturlige og nyttige Sandheder, som ere simple.

Man seer hvor lidet de tvende Oder om Træerne og Middelmaadighed agtes, som ere forfattede af Hr. I. I. Lund, da de dog ere uskyldige Materier, og viser at Forfatteren haver allene sine Tanker paa Naturens Orden, uden at forhøye sine Tanker med Usandfærdigheder paa sin Næstes Bekostning. Men siig mig, skal det være de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, at zire dem med Opdigt og Urimeligheder? Jeg var af den eenfoldige Mening, at de skiønne og nyttige Videnskaber bestode i oprigtig Sandhed, paa det at denne kostbare Skat kunde engang komme ret for Dagen.

Men efterdi I Trælbønder leve saa got i Mad og Drikke; saa maae: de saa kaldede Friebønder, som ere i Danmark, leve overmande got, og være rige?

Tomes.

Naar jeg skal sige min Sandhed; saa findes her, som blant alle Nationer, trælle og frie, velholdne og fattige, ja jeg veed de, som af Fattigdom har maattet solgt sig under Herre-

gaardene igien, da de ey har kundet holde ud at betale Rente-Penge; thi vist nok er det, giøre vi Hoverie; saa sidder de igien for store Rente-Penge, der maae betales til Forfaldstiden, og jeg veed de Trælbønder, der ey byttede med den beste Selveyer, uden hans Friehed.

Biug.

Seer du vel? Jeg kan da til Slutningen ey give dig og dine Lige bedre Raad end dette, at I slaaer eders Sind i Roelighed, og værer fornøyede i den Stand Gud og Naturen har sat eder i. Takker den Høyeste der har forsynet eder med saa mange gode Ting, som vi lide Mangel paa, og betænker, at om I have det tungt og møysommeligt, vi andre have det ligeledes, ja snart værre, og jeg forsikrer dig, om vi havde det saa got, som I, vilde vi være fornøyede, skiønt vi ere saa alligevel i vores Usselhed.

Men maaskee havde vi eders Opdragelse og Levemaade, vi da vare ligesaa misfornøyede, som I nu ere, og ey kunde skiønne derpaa. Og tvertimod vare I i vores Sted opfødde, da maaskee I vare ligesaavel med vores fattige Deel fornøyede.

Endnu man jeg til Slutning melde dette, at var ingen Herregaarde i Landet, hvor mange Steder vilde der ikke da blive øde, som nu allene besettes ved Herskabets Myndighed? Hvorfra vilde du og flere tage eders Skatte, Udgifter og andre Nødtrængende Ting i paakommende Mangel? Kunde I nøyes, og leve paa vores Maade, og vare medfødte en saa stor Kierlighed til eders Fødeland, som vi have; saa var det en anden Sag, men paa den Maade, som I leve, kan det aldrig skee. Kierlighed til Fødelandet, fattes eder, og Overflødighed i Levemaaden fordærver alting, og da I nu have faaet Smag paa noget, som er got, tragter I alt efter det, som er bedre, indtil I have faaet det allerbeste, og maaskee I da ey heller vare fornøyede. Frygt derfor Gud, ær Kongen, vær troe, lydig og oprigtig imod dit Herskab og Huusbonde, som din dit af Forsynet beskikkede øvrighed, lad ey knurren og murren Høres af dig imod den. Bryd dig ikke om, hvad andre ukyndige siger, der tiener ey til andet, end at sette splid imellem Huusbonden og dig, og vender op og ned paa alting. Naar du da i din egen Forretning bliver flittig, vindskibelig og stræbsom, saa kan du vist være forsikret, om din Huusbondes Kierlighed, der baade vil understøtte, hielpe og lætte din Byrde,

saafremt han ellers er en fornuftig Huusbond og en god Mand.

Til allersidst kan jeg trøste dig med dette: bliver du af Foragt kaldet en Trælbonde og vorned; saa blive vi formedelst vores usle Levemaade og slette Vilkaar af Plagefogderne titulerede for Fiel-Bester. Det første passer sig dog paa en fornuftig Skabning, men det sidste paa en umælende. Den derfor, som misunder os vore Kaar og Omstændigheder, maae være meget ubarmhiertig.

31
32

✂

Bonde-Speyl, hvori kan sees

hvorvidt Landmanden selv er Aarsag

til den grasserende Syge

blant

Horn-Qvæeget, saa

og til den høye Korn-Priis

og den

deraf flydende dyre Tid i andre Ting,

i Henseende til

Creaturenes Behandling,

tilligemed en

Underretning

om at afværge disse

Lande-Plager for saavidt det kan skee ved en naturlig og fornuftig Omgang.

Forsøgt og sammenskrevet i Hollænder-Byen paa Amager

I. C. D. W.

Kiøbenhavn 1772.

Trykt i det Kongelige Universit. Bogtrykkerie hos A. H. Godiches Efterleverske, ved F. C. Godiche.

2
3

Fortale.

At ethvert Creatur er skabt til en hvis Hensigt, og tillige Indplantet en naturlig Drift til at opfylde den Hensigt, nægter vel ingen; og saa længe det kan følge denne Drift, er Creaturet frisk og dueligt til de Hensigter det er skabt til; men saasnart det bliver dem betaget, saa gaaer og denne Virksomhed forloren; enten bliver det

Fortale. sygt eller taber den medfødte Duelighed. Men siden der ikke skeer mere Misbrug i den Henseende, end ved det store Horn-Qvæg; saa er det ikke Under, at de miste denne Duelighed; derfor vises her i Speylet, hvordan Qvæget bør holdes, at det er overeenstemmende med dets Natur, for at nyde den Nytte man burde have af det. Ved Leylighed agter jeg at beskrive Sygdommen mere fuldstændig, og tillige undersøge de Ting, som blive holdte for Tilfælde, der undertiden følge med Sygdommen, saasom Bylder, Udslæt, boldne Horn, Tilfælde i Galden, saa og om Indpodning, Fontaneller eller Haar-Snore, og om Qvæget kan anden gang faae Sygdommen, og saa videre.

Om den grasserende Qvæg-Syge.

Hvad Qvæg-Sygen er, det er desværre noksom bekiendt; men Aarsagen dertil, er ikke saa almindelig bekiendt, derfor agter jeg at beskrive Aarsagen, for at forekomme Sygdommen, tilligemed dens Cur, naar det skulde hende sig, at Qvæget blev sygt.

Aarsagen er da tvende Slags: den Naturlige og den Voldsomme. Den naturlige Aarsag kalder jeg den, naar Blodet er tykt, forslimet, og ellers fordervet, saa at der ved den mindste Leylighed kan forvoldes Forstoppelse i en eller anden af Indvoldene og de fine Aarer, hvorpaa følger Betændelse, som man kalder den grasserende Sygdom. For nu at afværge, at Blodet ikke bliver fordervet, maa Qvæget have.

1) Got, reent og tienligt Foeder, og saa meget at det ikke sulter.

2) Maa det drives til Vands; og om det er for langt, da vande det af Trug eller Kar ved Brønden, deels at Qvæget kan faae frisk Luft og røre sig, deels at det kan drikke efter Fornødenhed.

3) Maa Stalden være tæt og uden Træk, og Træk-Huller maae være oppe under Loftet eller i Loftet selv, naar det kan lade sig giøre.

4) Man Qvæget have vel Strøelse, at det kan staae og ligge blødt og varmt, og dette maa blive hos det tillige med Ureenligheden det længste det kan.

5) Maa Qvæget holdes reent for Støv, Utøy og løse Haar, og derfore enten at gnie det med en skarp Halmvisk langs ned ad Ryggen, over Krydsed, omkring Hovedet og Halsen, eller og at børste det med en Cardetsch, og tage Tydskens Ordsprog i Betænkning, som han siger om Hesten: Gut gestriegelt ist halb gefuttert dvs. vel striglet er den halve Foering; og den samme Nytte kunde det og vel have ved Horn-Qvæget.

6) Maae Qvæget bindes vel langt med en Klave om Halsen, og ikke staae for tæt paa hinanden, at det kan magelig slikke sig, naar det bliver plaget af Fluer og Utøy.

Disse ere da de Regler, som maatte iagttages for at forekomme, at Blodet ikke bliver fordervet, som da kan give Ley-

lighed til Forstoppelse i Aarerne og siden til Betændelse.

Nu haver jeg da den voldsomme Aarsag at forklare. Denne er da fornemmelig 3 Slags.

1) Ved Drivning, naar Qvæget kliver overdrevet, at Indvoldene blive forhidsede, og paa den Maade foraarsages Forstoppelse i de smaae Aarer, som da forvolder Betændelse; dette skeer og ved de friskeste Creature, og endnu snarere, naar Maven og Tarmene ere opfyldte med Foeder; saa bliver og de andre Indvolde, og de fine Aarer trykkede, at Blodet maa standse. Denne Aarsag til Sygdom har nok været Patriarken Jacob bekiendt af Erfarenhed, siden han er nok den berømmeligste Fæ-Hyrde; thi da hans Broder Esan bad ham at følge med sig, svarede han: at han ikke kunde, fordi han havde nyebærre Kiøer, og om han drev dem for meget en Dag, vilde hans hele Hiord døe, som man læser i 1 Mos. B. 33 Cap. 13 V.

Og havde Sr. Henning Hasses Drivere taget denne Regel i Agt, da de skulde drive 137 stykker Stald-Stude til Aalborg, som han havde Kiøbt paa Castrup i Jylland; saa havde han nok faaet dem alle levende hiem, i Steden han kun fik 6, uden Tvivl har de nok været friske allesammen, som der skrives i Adresse-Contoirets Efterretning No. 83 Ao. 1770.

2) Den anden Aarfag er, naar Drengene skulle hente Qvæget hiem, sætte de dem paa en Hest, og jage dem sammen paa de store Fælleder, og der saa stærk, som Hesten kan løbe, og derved blive de forhidsede, som foraarsager Forstoppelse i Aarerne.

3) For det tredie kan der og gives Leylighed til saadan Forstoppelse, naar de, efter at de have staaet vel en heel Maaned paa Stalden, komme saa ud engang, at de da ved at slikke og gnide sig, trykke Indvoldene sammen, og forvolde sig en indvortes Skade.

Heraf

ao.

Heraf kan man da slutte, at den voldsomme Aarsag giver oftere Leylighed til Sygdom end den Naturlige, siden Sygdommen ikke grasserer paa en vis Aars Tid, som den endelig maatte af den naturlige Aarsag, enten naar de kom af Stalden, eller imedens de vare paa Stalden; men Sygdommen grasserer paa alle Tider hele Aaret igiennem. Disse Regler vare da om at afværge Sygdommen, og naar de bleve rigtig efterlevede, vilde man og erfare Nytten deraf; thi først vilde Kiøerne give dobbelt og god Melk, naar de fik deres fulde Foeder, Studene vilde blive fede, saa at man kunde faae dem dobbelt betalt; det unge Qvæg vilde trives bedre, og naae sin Fuldkommenhed, da de ellers blive forknyttede, og komme aldrig til sin Størrelse eller Førhed, og Giødning vilde de ikke heller miste; thi det vilde nok blive det samme, om saa Hoveder fik det samme Foeder, som de ellers give mange; og Giødning af faa friske og stærke Crea-

ture bliver nok saa god og kraftig, som af mange magre og forsultede, saa at man altsaa intet Tab kunde lide i den Henseende.

Naar de nu bleve holdte efter denne Forskrift, kunde der vel ikke noget Qvæg blive sygt af den grasserende Sygdom; dog, om det skulde hende sig ved en eller anden Leylighed, saa følger den korteste og nærmeste Cur.

Saasnart et Høved vilde ikke æde, hængede med Hovedet, fik Rystelse af en Feber, maatte det strax Aarelades, og efter Størrelsen tages en til tre Potter Blod. Om Feberen og den Uroe ikke vilde sætte sig, da at igientage Aareladen indtil den fierde Dag, og give det syge Qvæg hver Dag en Spand Vand med en god Haandfuld Rugmeel, og to Lod Salpeter udi, og naar Salpeteret var smeltet, da give dem det at drikke. Men siden Fortænderne blive gierne løse, Tungen og hele Munden forslimet og hovned, at de hverken kan æde eller drikke; saa man den renses

med Salt, og Tænderne gnies indtil de blive faste igien, Drikke maa heldes i dem, fiint Høe, Græs eller Kaal puttes imellem Bagtænderne, saa æde de. Naar Feberen nu haver sat sig, og Munden og Yderet slaaes ud, maa Udslætted nu og da føres med Honning og lidet Ædike mænget sammen, indtil det bliver lægt; følgende maa og vel iagttages, naar den syvende Dag er forbi, og Feberen har ret sat sig, at der da puttes jevnlig Foeder imellem Bagtænderne, indtil de kan æde selv, og den fornødne Drikke maa og heldes i dem; de fleste af dem der døe efter den syvende Dag, døe ikke af Sygdom, men sulte og tørste ihiel, saasom man lader dem staae og venter paa, at de skal æde og drikke af dem selv. Dette er da den rigtigste og sikkerste Maade at curere det syge Qvæg paa; og skulde en eller anden døe iblant, kan Curen derfor ikke bebreides; thi saa har der gandske vist været en Bullenhed i en af Indvoldene; thi hos

alle dem jeg haver seet døde, haver Brystet eller Vommen været opfyldt med Materie, som var da et vist Tegn til en umuelig Cur. Skulde der ved en eller anden Leylighed behøves at purgere, da er en Pægel Tran det beste for hver Hoved, og efter Størrelsen mindre eller mere. NB. Dersom noget Qvæg bliver sygt paa Stalden, hvor der ere mange, eller i en Hiord, maae det Syge strax stilles fra, og de andre maae behandles ligesom de vare syge, nemlig med Aareladen (naar de ere blodrige) og med Salpeter og Meel; thi man kan slutte, at deres Blod inclinerer og til Sygdom, og at det Onde kan paa den Maade forebygges.

Om den dyre Tid.

Hvad den høye Korn-Priis og Dyr-Tid er, finder nok enhver i sær, tillige med mig; dette haver da givet mig Anledning til at tænke efter Aarsagen, og hvorledes den kunde afhielpes.

Aarsag da til en almindelig Dyr-Tid er Krig, Pest og Misvæxt; men siden vi have (Gud skee Lov) været frie forvisse Lande-Plager: saa kan det ikke være Aarsag hertil i Danmark.

Derfor haver man tænkt paa andre Aarsager, og angives da fornemmelig:

1) Forprang af Korn-Handlere.

2) Udførsel af Landet.

z) Brændeviins Brænden.

Men da disse Ting ere ogsaa brugte eller skeete i forrige Tider, og dog ikke have forvoldet Korn-Mangel; saa kan det ikke heller være Aarsagen.

Men førend jeg kan give mine Tanker derom, maa jeg først anføre en Samtale jeg for nogen Tid havde med en Forvalter paa et Kongelig Gods, som forstod sig vel paa Landvæsenet, hvilken jeg

spurgte, hvad han syntes om Qvæg-Sygen? han svarede mig, at han vel ikke kunde sige meget om Sygdommen, men saa meget saae han, at det var en Velgierning af vor HErre, i Steden for at andre holdt det for en Guds Straf; og dersom ikke saa mange Creature døde af Sygdom, maatte Folk see at de vilde døe af Sult, men nu kunde der dog holdes Liv i nogle; thi Bonden, sagde han, lagde sig saa stærk efter Qvæg-Avling, at han ikke havde Foeder til den tredie Part. Da dette nu er noget, som enhver, der vil giøre sig Umage for at eftersee og observere Bondens Huusholdning i denne Post, vil erkiende for Sandhed: saa haver dette givet mig Anledning til følgende Tanker; thi den Tid jeg talede med Forvalteren, agtede jeg ikke meget derpaa, men siden jeg er kommen paa Landet, haver jeg taget det mere i Betænkning, ved det jeg haver seet og Hørt den almindelige Klage over Foeder-Mangel.

Jeg vil da nu sætte: en Bonde haver tre gange flere Creature end han haver Foeder til, og Vinteren varer i 6 Maaneder; saa er Foederet oppe i de første 2 Maaneder, og i de andre 4 foerer han med det bare Korn, om Creaturet ikke skal sulte ihiel; naar man nu eftertænker, Hvor mange tusende Creature der skal holdes med det rene Korn i saa lang en Tid, synes mig man haver ikke Aarsag at forundre sig over, hvor Kornet bliver af, og hvorfor der er i saa høy en Priis: Naar Vinteren nu holder længere ved end Bonden havde ventet; saa er Kornet oppe inden Bonden selv veed deraf, og han maa da kiøbe Korn baade til Føde og til Udsæd, og i Steden for han, burde forsyne andre; mig andre forsyne ham. Dette synes mig er tilstrækkelig Aarsag nok til den høye Korn-Pris; nu vil jeg da forklare den deraf flydende Dyr-Tid, i Henseende til andre Ting.

Først have de store Creature fortæret Kornet faa nær, at Bonden ikke haver til Føde, langt mindre til Udsæd, ikke heller til at selge, og endnu mindre til de smaae Creature, som Faar, Sviin, Giæs, Ænder, Høns, Duer, & c., men bliver paa den Maade ødelagte. Svinene gaae vel paa Olden, hvor der er Skov, men de maae dog have Korn, naar de skal blive til noget. Og formedelst den Mængde af store Creature, bliver deres Foeder-Portion saa liden, at den ikke forstaaer, hvorudover de maae blive magre og elendige. Kiøerne give kun liden Melk, hvor skal da Smør og Ost komme fra? Stude faae de ikke noget for, naar de vil selge dem; det unge Qvæg bliver forhudlet, at det ikke kan blive til noget retskaffent; de smaae Creature blive ødelagde, hvad haver da Bonden at afværge den Mangel med? Altsaa er da Bondens Afmagt en stor Aarsag til den dyre Tid, om ikke den største.

For nu at afværge dette, maa Bonden ikke holde mere af det store Qvæg, end som han kan forsyne med god og tilstrækkeligt Foeder de 6 Vinter-Maaneder, uden at tage til det rene Korn, og da vilde man snart see, at han havde Korn nok til hans Huusholdning, til Udsæd, til at selge og til de smaae Creature; og efter mine Tanker var det det eneste og nærmeste Middel at afværge den høye Korn-Priis og den deraf flydende dyre Tid; men paa hvad Maade dette kunde best sættes i Værk, kan jeg ey bedømme.

Hvad jeg her nu haver talet om Horn-Qvæget, det strækker sig og til Hestene. Bonden holder mange Heste, og giver dem kun lidet Foeder; de staae Vinteren over paa Stalden og tære Marven udaf Benene. Naar de da skulle bruges om Foraaret, have de ingen Kræfter, saa at de maa tage 4 til 6 og vel flere for

en Plov, hvor 2 gode og vel igiennemfoerede kunde giøre det samme Arbeyde.

Dette var da Skaden, som foraarsages ved at holde for mange af de store Creature. Hvad nu Nytten angaaer af at holde kun saa, da er den stor, baade i Henseende til Bonden og det Almindelige; Bonden haver saa meget mindre Umage med at passe dem; han beholder det rene Korn; Kiøerne give Melk nok, baade til Ost og Smør; Slagte-Qvæget faaer han vel betalt; det unge Qvæg trives vel; Hestene beholde deres fulde Styrke; de smaae Creature kan holdes vedlige uden at ødelegges. Nu haver Bonden Korn til sin og andres Trang; Giødning vil han ikke heller fattes; han kan bestyre hans Udgifter baade til Kongen og Herskabet; Slagteren kunde ikke heller tabe om han betalte Slagte-Qvæget vel; Al-

muen var og tient derved; thi da fik man Kiød i Steden for man nu maa betale Been, foruden den Nytte man kunde have af andre Ting og de smaae Creature.

✂

Afhandling Om

Patatos

Med endeel Tanker i Land-Huusholdningen

Meddeelt af

CHRISTOPHER HAMMER Kongel. Majests. Cancellie-Raad

General-Conducteur over

Agershuus Stift i Norge.

Christiania

Trykt hos H. Kongel. Majests. privil. Bogtrykker og Boghandler over Agershuus Stift S. C. Schwach og findes sammestæds til kiøbs.

Imprimatur:

F. Nannestad.

§. 1.

Udi Land-Huusholdningen har Videnskaberne (a) stor Indflydelse, derfor er det fornøden, at Landmænd søger at lære de fornødne.

Huusholdnings-Kunsten er den største iblandt alle. Vel er det en Kunst, ar forhverve; men at holde ret Huus, og ordentlig at anvende det forhvervede er i sig

(a) D. Zinckens Cammeral-Wissenschaft 1ster Theil. Oeconomisch Lexicon 1753. p. 3234 Wirtschaft.

4 Afhandling

selv større, ja udkræver større Indsigt og Umage. Mange maae holde Huus med lidet og kommer vel ud; men andre kand ikke komme ud med meget. Naar man frygter for Fattigdom og Uselhed, saa lærer man ved lidet, at blive gode Huusholdere. Denne Kunstes Storhed har Demostenes (b) indseet, naar han siger: πολλάκις δοκει τδ

φυλαξάι τάγαθά τγ κτήσαθαι Χαλεπώτερον

ειναι d. e. det synes ofte at være vanskeligere at bevare end at erhverve Midler.

Aristoteles foreskriver samme Huusholdnings Lov (c); thi at erhværve og

(b) Demosthenis oper. & orationes. Venet.

1504. Fol.

om Patatos. 5 ikke bevare et intet andet end at øse Vand

med et Soll, hvilket giver Arbeyde og

Møye uden Nytte; han lærer: At en Huusbonde skal gaae med og see til, være først oppe om Morgenen og sidst i Sæng om Aftenen, han bør vide, hvad, naar og hvorledes det bør giøres (d). Dette første udtrykker Ovidius (e) saaledes:

Non minor est Virtus, qvàm qværere,

parta tueri.

At dette er en Sandhed, det viser Verden ved manges Leve-Maade, derfor er det forneden, at lære at holde Huus, og vel at anvende det Forhværvede, saafremt man vil befordre sin Lyksalighed og und-

(d) Xenophontis oeconom. L. 5. λοιπθν άν?ω έςι γνωναι ότι τε ποιη?ον, και όπο?ε, και όπως.

(e) Art. Am. 2. 13.

6 Afhandling gaae Mangel og Fattigdom. Mange forøder Midler, førend de har lært at erhvær« ve, da Forældrene aldrig har lært Børnene, hvorledes de bør bevare det Erhværvede, paa en fornuftig og dydig Maade. Hr. Baron Wolf, viser ogsaa udi hans Huusholdnings-Lære (f) i denne Begivenhed saa vel Forældrenes som Børnenes Pligter.

§. 2.

Plante-Læren er en nyttig Videnskab for en Landmand; thi derved faaer han Kundskab om Væxterne og deres Huusholdnings Brug til Mad, Drikke, Bygning, Klædning, Værktøy, Farverie og andre brugelige Ting. Den lærer ham ey alleeneste hvad Mennester, Tamme- og Milde-

(f) C. Wolf. oeconomica §. 394. & 395.

om Patatos. 7

Dyr faaer til Føde; men Den er endogfaa i sig selv fornøyelig.

Den Botaniske Philosophie lærer Urternes Kiøn efter Sexual-Systemet deres Bryllup, Fødsels-Læmmer , Castration eller Gilden, Frøemæl og Avling, Sygdomme, Anatomie, eller Itulemmelse og deres Kraft, som tages af Smagen, Lugten, Farven og Stædet: Hr. Linnæus og Needham (g) lærer: At Frøemælet

(g) Linnæi Philosophia Botanica. Stokh. 175 1. p. 278. §. 336. & 337. pag. 90. & 91. §. 145. Tab. VIII. Fig. 151. Needham decouvertes microscop. Leid. 1747. p. 83. t. 5. f. 5. Vaillant discours fur la Structure des Fleurs. Act. erud. Supplem. Tom. VIII. p. 45. Hist. des Scienc. an. 1711. p. 65. & mnem. p. 272. Ludvigs Abhandlung

8 Afhandling

udblæser en Frøe-Vind eller auram feminalem, som en elastisk Aande af en Damp-Kugle, der besvangrer og frugtbargiør Eggene. Hr. Hasselqvist, (h) viser de Botaniske Regler, hvor efter man kand lære at kiende Planternes Kræfter, og at de Planter, som ere af et Slag og en Slægt, har alle en og den samme Kraft:

Skaberen har desuden sat Smagen og Lugten tæt ved. hinanden, paa det at alle Dyr ved dem kunde dømme om det Ædelige.

§. 3. Adskillige Jord-Væxter kand bruges i

de sexu Plantarum. Malpigh. anatom. plantar. p. 40. Philosophic. transact, Num. 287.

(h) Linnæi amoenit. academic. Vol. 1. de de viribus Plantar. §. V. & XXXVII.

om Patatos. 9

Dyr-Tiid i stæden for Korn til Brød, hvilket i sig selv er bedre end Barke-Brød. af saadanne Jord-Væxter, ere Patatos som her i Grans Sogn trives got, og giver mangfoldig Frugt.

§. 4.

Denne Væxt kalder Hr. Neichart og Miller (i) Tartuflen, Grund-Birn

Solanum Tuberosum esculentum. Papas peruanorum; papas americanum, flore albo. Solanum esculentum Tuberosum radice rubra. Batate commune desjardins

Her voxer baade dm guule og røde. Hr.

(i) Christian Reicharts Land und Garten-Schatzes

4ter Theil p. 53. §. 4. cap. 2. Millers Gärtner-Lexicon Tom. II. Solanum.

10 Afhandling

Hasselqvist (k) siger: At alle af Nat-Skade Slaget ere giftige, og henfører Tartufler, som en Art af Nat-Skade, til den Bær-Bærende, enkelt Kron-Bladede og enkonede Fem-Mandskab, der i Almindelighed er forgiftig.

Han siger: Den har noget mistænkeligt hos sig, men dog i en ringe Grad, som ved idelig Brug frembringer Skade, hvorfor de, fom bruger dem til daglig Føde i America bliver usunde og skabede; men da denne Rod hverken lugter eller smager ubehagelig, saa tænker jeg denne liden Mistanke forgaaer ved Steegnmg, Kaagning og Tilladelsen.

(k) Linnæi amoenit. academ. de viribus plantar. §. XIV. Pentandria monogyna, baccifera, monopetala, communiter venenata est.

om Patatos. 11

§. 5.

Den store Linnæus fremsætter en Botanisk Lov (l): At Løngifting indeholder ofte mistænkte Væxter, saadanne ere Spise-Saaper

(m), Fungi esculenti pileolo lato, orbiculari, candicante, Casp. Bauhin. cham

pignons og Morkler, der ikke allene bruges paa Mad, men deraf bereedes ogsaa Udenlands heele Rætter, som med Begierlighed spises af de lækre og kræsende Munde; endskiønt Plinius med mange

(l) Linnæi Philos. Botan. p. 282. §. 354.

og p. 278. §. 341. amoenit. academ. de viribus plantar. §. XXVI. og XI. Cryptogamia vegetabilia sæpius suspecta continet.

(m) Dioscorides 1. 4. cap. 83. Galenus de aliment. facult. 1. 2. cap. 69. it. Plin. 1. 22. cap. 13.

12 Afhandling

andre holder dem ikke for den sikkerste og sundeste Spise.

Der fortælles vel, at nogle ere dræbte ved denne Gudernes Mad, dog spises den med Lyst, skiønt jeg troer, at Mistanken forgaaer og formildes meget ved Stegning og Kaagning, da det Giftige uddamper eller mister sin Kraft og Skarphed.

Nu maae Patatos steeges, kaages, eller ved stærk Heede tørres, førend de kand spises, eller til Brød tillaves, altsaa skulde man troe, at det lidet mistænkelige saa vel hos dem, som hos Saaperne skulde formildes. Man spiser mange andre Ting, som ere usunde og usikkre, hvorfor da ikke ogsaa Patatos? Linnæus (n) tilstaaer selv;

(n) Skänska Resa p. 355.

om Patatos. 13

at Nat-Skaden eller Solanum er ilde lugtende, og derfor ond og mistænkelig. Han siger: At Tartuffel og Potatos ere lige, med den Forskiæl, at Tartuflen har blaae, men Pataterne hvide blommer, saa de ere intet andet end varieteter, saasom hvide og og røde Bønner, dog er Roden paa Tartuflen mestendeels rundere, blekere, mere velsmagende, og har tyndere Skal. Paa nogle Stæder udi Skaane bruges Urten til Grønkaal; men Linnæus fraraader samme, da den ej allene henhører til Nat-Skade Slægten; men har end ogsaa en skarp og ildestinkende Lugt. Overalt maa man ikke agte en liden Uleylighed, siden de ere til stor Nytte udi Land-Huusholdningen. De ere i sær, naar Hungeren trykker, langt bedre end Barke-Brød eller andet saadant.

14 Afhandling

Hr. Geoffroy (o) siger: at denne Art af Nat-Skade er den eeneste, hvis indvortes Brug, er uden slemme Virkninger. De gir vel en god Næring, dog blæser de noget op, og tiener ikke en svag Mave.

§. 6.

En Landmand maa ogsaa vide Plantelsen og Jordens Tilbereedelse. Naar de plantes, skiæres de store i 4 til 6 Støkker, ligesom de ere store til, saaledes at der blir et Øye paa hvert Støkke; men de mindste sættes heele. De plantes eller sættes ungefærlig som Hviidkaal, 3 Qvarteer eller en Alen fra hinanden 2 en halv til 3 Tomer dybt i Jorden. Künhold siger: (p)

(o) Geoffroy materia medica. 5te Deel

p. 203.

(p) Kûnholds experimental, oeconomia pag. 373.

om Patates. 15 Det lader smukt, naar de i Hauger eller

paa Marken særtes en qvinconce eller i

Femtals-Rad saasom OOO . De voxer

i alt slags Jord, men med ulige Fordeel. Sort sandig Jord, der ey er for feed, er den bæste og sikkerste. De ligger nogen Tiid i Jorden, førend de kommer op, og naar deres Græs eller Væxt er et Qvarter eller noget mere over Jorden, tager man en Spade, eller et andet Redskab af Hakke eller Grev, graver Jorden til ongefærlig, som Hviidkaal hyppes, hvorved Ukrudet blir borre, og de desuden bævre formeres i Jorden.

De behøver ingen videre Tilsyn, førend de om Høsten bliver optaget, som maa skee,

førend Frosten kommer; thi de taaler ingen Kuld (q), og derfor om Foraaret

(q) Oeconomisk Magazin 1ste Bind p. 195.

16 Afhandling maae sættes, naar Jorden er tempereret og tør, naar de ere optagne og har ligget 8te Dage paa er tørt Stæd, saa kand de siden legges i Kiælderen uden Sand, og bevares langt bedre end andre Slags Rødder.

Jo meere aaben og fiin Jorden til deres Plantninger arbeydet, jo bædre; thi de taaler ingen stiv og haard Jord, formedelst de mange og fiine Rødder, De skyder i Jorden, (deres Generation i Jorden er at ansee, som Ægge-Blommerne i en Høne, der hænger ved hinanden med fiine Strænger eller Rødder) da de ikke kand komme frem, og derfor er Leer-Jord den utienligste til deres Avling. Mig er berætret, at deres Frugtbarhed efter Forsøg skal frembringe 50 Fold, naar de (som mældt) faaer deres rætte Jord der ey er for

om Patatos. 17 seed, og ej heller alt for mager, men vel

arbeydet, og siin malet, saa den er luftig og aaben.

Vil man sætte dem i et Støkke Vaadlændet Ager, saa maae Jorden vel pløyes, og harves adskillige Gange til den blir vel mør og reen for Græs; Jord-Klæpperne itu-slaaes med et Græv og Græsses afbæres. Hullet i Jorden kand graves med en Spade eller tyk Kiæp. Græsset kand afrives med en Rive; men naar Urten kommer op, maae Græsset afluges; naar Urten bliver noget høy, saa kand den trædes noget ned med Fødderne, da Roden siges at blive større; Jeg har forsøgt det, men kand ikke sige nogen Forskiæl. Førend Frosten kommer maae de optages af Jorden med et Græv; thi her fryser det dybt ned i Jorden, derfor kand den ikke staae

18 Afhandling

i Jorden Vinteren over. I Foraaret 1765. tog jeg nogle Patater op i min Have, som Vinteren over havde staaet ude under Sneen, de vare gandske gode og friske, ubestadiget fra al Frost, saa jeg satte dem igien ned i Jorden, dog maa jeg sige, at Sneen kom tilig, saa der var ikke nogen Tælle i Jorden. Paa dette Stæd vil de dog i Almindelighed ikke blive meget store; thi her er mæst over alt en meget tynd Jord-Skorpe over Bergene, saa Korn-Avlingen er her for en Landmand afstørre Fordeel; thi naar et lige stort Stykke-Jord bliv besaaet og besadt med Korn og Patater, og begge males til Mæl, saa er Fordeelen med Kornet større, og Mælet des foruden bedre, saa jeg seer ikke en Landmand derved paa dette Stæd kand have stor Fordeel. Dog man jeg tilstaae, de

om Patates. 19

ere mæst nyttige i en Huusholdning udi Kiøkkenet. Med dem kand ogsaa giødes Sviin; dersom de her i Almindelighed vilde voxe store; men de fleeste ere smaae og middelmaadige. Det samme maae siges om det Siberiske Lin og Ærter-Træer, som vel er en Fornøyelse for en Landmand, mere til liden nytte eller Fordeel. Jeg har begge Deele i min Hauge, dog seer jeg ikke derved nogen særdeles Huusholdnings Nytte; thi Linet behøver Lugning, og Ærterne ere smaae

§. 7.

Det er ikke nok for en Landman, at han kand erhværve sig Patatos, men han maa endogsaa vide alle muelige Maader, at bruge og anvende dem i en Huusholdning, og der saa vel de kunstige, som nyttige; de Opfindelser ere en Landmand tien-

20 Afhandling lige, som ere enfoldige, mindst kostbare, og som tilveyebringes med maadelig Møye; thi Landmandens Tiid er kostbar; et er at giøre Forsøg i det Lille, men et andet i det Større; En riig Mand kand giøre det, som en anden ikke kand holde ud; derfor, skal en Opfindelse være til almindelig Nytte udi Landvæsenet, saa maae den have de trende oven anførte Egenskaber.

§. 8. Med Patatos er giort adskillige Forsøg, vil derfore anføre saavel de kunstige, som de gemene, hvilke sidste ere for Landmanden meest nyttige. Af Hauge-Frugter spiser Bønderne mæst Næper, Kaal, Gule-Rødder og Rod-Kaal.

Men Patatos vil de ikke have, foregivende, at de har noget tørt og modby-

om Patatos. 21

deligt hos sig. Svinene vil ey heller spise dem, men udleeder Brød-Smuler som

kastes iblant dem. Det samme har ogsaa

Hr. Linnæus (r) anmærket i Skaane og over heele Landet. Bønder forstaaer dog ikke hverken paa en diætisk eller botanisk Maade, at prøve deres Kraft, men dømmer, allene efter lugt og smag, hvilket de har fælles med Creaturene, som giør det samme.

Den bæste Maade at benytte dem er til Mæl, som kand giøres baade groft og fiiint. Umalet Mæl, som Grækerne kalder ἄμuλov, og dets Tilbereedelse beskriver

Plinius og Cato (s). Dette kaldes

(r) Linnæi Skänska Resa p. 155.

(s) Plinius Lib. 18. cap. 7. Cato Lib. de Re rust. cap. 86.

22 Afhandling Kraft-Mæl, naar det tørres i Luften om Sommeren, men tørres det udi en varm Ovn, da faaer det Navn af Amdam, der ikke saa læt forderves, som Kraft-Mæl, hvilket, efterdi der allene er tørket i Luften, dog gierne har en naturlig Fugtighed hos sig og derved tættere kand forandres. Dette bruges til Stivelse, Pudder, Kavringer, Bagværk og andre Ting, da det er meget fiint, og ved Tillavelsen skildt fra alt den grove Skall og det kliagtige. Den som vil viide, hvordan en Kraft-Mæl og Amdams Fabriqve bør anlægges, kand læse samme udi Hr. Hof-Raad von Eckharts Huusholdnings Forsøg (t).

(t) Joh. Gotl. von Eckharts experimental Oeconomie. Jena 1754. pag. 555. og 573.

om Patatos. 23

§. 9.

Fiint Mæl efter den mig tilsendte Opskrift giøres saaledes: "Man tager faae eller mange Patatos, ligesaa raae, som de tages af Jorden, og naar de ere reen vaskede river dem paa et Rive-Jern,

kommer reent Vand derpaa; naar det revne er sækket til Bund, slaaes det første Vand af, og reent Vand derpaa igien; Ved hver Gang krystes det grove i fra, saa sætter det fiine Mel sig paa Bunden. Som man nu vil have det fiint til, saa ved holdes med at slaae Vand af og paa, og siden tørkes det. ”

Man kand tørre det paa et Linklæde paa et Bord, men derefter støde eller male der Grove, de kand ogsaa rives Uskallet, da Skallene flyder oven paa ved Vaskningen, og kand aftages ved et Dørslag eller Haar-

24 Afhandling

sigt, naar det hver Dag bliver omrørt med en Træstok; Umagen og Bekostningen med dette Mæls Tilberedelse synes ikke at være for en Landmand; thi en Tønde af Patatos paa den Maade males til Mæl vilde koste ham mere, end nogle Tønder Rug eller Hvede at sigte paa en Sigte-Mølle.

Til Supper kand dette Mæl bruges i Kiøkkenet i stæden for sigtet Mæl, da det svæler meget ud. En Skeefuld Mæl blandet blant Chocolade, giør den tyk uden Æg; naar man bager Brød, saa kand tages den halve Deel af Karrusel-Mæl baade til Suur- og Flad-Brød. Hr. Eckhart Viiser den heele Tillavelse med Amdam, og dens Tørkning baade Sommer og Vinter. Kunde Indrætningen giøres med Vand-Hiul, saa var det læt-

om Patatos. 25

tere, hvorom kand eftersees hos Leupold (u) og andre.

Skulde saadan en Fabriqve forsynes med Jord-Pærer, saa maatte vel Planteringer anlægges, da de formerer sig mangfoldig, og deres Frugtbarhed siges at stige til 50 Fold, af dem kunde altsaa med Nytte giøres Kraft-Mæl og Amdam. Skaller og andet som spildes, tænker jeg kunde bruges at feede Svin med. Mig er sagt, at dette fiine Kartuffel-Mæl kand bruges til alt slags Bage-Værk, Stivels og Puder, hvilket maatte forsøges; dog siges det at have en emmen Smag.

Jord-Pærer kand bruges i Kiøkkenet paa al Mad, hvorpaa bruges Rødder af

(u) Leupolds Theatrum machinarum

26 Afhandling

Haugen; thi derved forlænges Suul-Maden, hvor der er er stort Bord af mange Ædere. De kand bruges, som Sallat, kogte og itu-skaarne med Olie og Edikke: (De smager ungefærlig fom Castanier, naar de ere steegte i en Gaas; ligeledes (v) udi Grøn-, Brun- og Hviid-Kaal.)

Af dem kand bages Brød paa saadan Maade: Man tager tvende Deele Rug-Mæt og en Deel kaagte afskallede og i tuegnedne Jord-Pærer, knader dem til med Surdej og Gang, som anden Brød-Dej, vg deraf bager Brød, som blir gandske velsmagende. Naar de blandes med Malt, saa kand deraf brændes Brændeviin. Caffe

(v) Frauen-Zimmer Lexicon. Art. Erd-Birnen. Algemeine Haus-Haltungs Lexicon. 1 Tom. Art. Erd-Birnen.

om Patatos. 27

af temmelig Smag laves saaledes: Kogte afskallede og ituskaarne Jord-Pærer tørkes, brændes og males, deraf tillaves Caffe. Deere gaaer ogsaa an med Hvede, Rug, Ærter og banket Byg. Der er en Art af Ærter, som kaldes Kicher, Ziser-Erbse,

cicer sativum. C. B, P. cicer fativum sive arcetinum. J. B. fructu albo &

nigro, om disse mælder D. Mich. Bern. Valentinus i sin Urter-Bog, at man kand brænde, male og kaage disse Kicher-Ærter udi Vand, da de smager som Caffe, hvorfor de ogsaa af endeel kaldes Caffe-Ærter; de lugter got, og endskiønt de smager lidet bittre, saa er dog ikke denne Bitterhed modbydelig. Vil man lægge halvdelen af Caffe-Bønner dertil, saa blir den mere behagelig, og næppe kand kiendes af Caffe-Drikkere; naar disse Ærter bliv 1. til 2. Aar gamle, saa mister de

28 Afhandling

meget af Ærte-Smagen, og altsaa ere bedre til denne Brug. De ere sunde, da de har en aabende Kraft og ere gode for Steen og Colik (x). (Vil man tage efter Behag noget Caffe til, faaer den en fuldkommen Caske-Smag. Disse malede og brændte Patatos kand ogsaa bruges ved Tilberedelsen af Chocolade, da man kunde tiltage en Deel Cacao-Bønner, eller skallede og brændte Mandler ved man de lade for at give Smagen. Caffe af Kartufler har jeg drukket: Den Smager maadelig; men har ingen Caffe-Smag, med mindre nogle Caffe-Bønner tilsættes; dog har den lidet viderligt og modbydeligt udi Lugten, men jeg holder Caffe af Hvede, Rug , Ærter og banker Byg sundere og bædere end af

(x) Reicharts 4 Theil p. 163. Millers Gärtner-Lexicon Tit. Cicer.

om Patatos. 29

Kartufler, allerhelst naar den med noget Caffe-Bønner bliver blandet. Cartufler kand ogsaa spiises kaagte og steegte med færsk Smør; Irlænderne steeger dem i Asken og spiser dem med Smør og Salt, som Castanier. Der gives vel endnu fieere Maader at behandle Jord-Pærer paa, hvorom dm Lysthavende kand selv eftersee de udkomne Oeconomiske Skrifter. Udi Tydskand og Holland bruges de udi Kiøkkenet: tillige med andre Hauge-Frugter paa Mad og ere nyttige i en hver stor Huusholdning.

§. 10.

Foruden Jord-Pærer gives der ogsaa Jord-Æbler, som kaldes Jord-Artiskoker, efterdi de ligner dem i Smag. Artischocken unter der Erde. Sol altissimus radice tube-

30 Afhandlung rosa æsculenta. Corona solis parvo flore, tuberosa radice, Tournef. Helianthemum indicum. Tuberosum C. B. P, flos solis farnesianus, After peruanus tuberosus. Heliantus tuberosa. Linnæus (y) holder Jord-Æbler sundere og mere Velsmagende end Patater: De voxer got paa Dette Stæd; kand ikke vel udrøddes fra det Stæd de ere satte, hvilket tydelig giver tilkiende, at de bædre fordrager og taaler denne Luft end Potater. Med dem er ingen Møye, de staaer ude i Jorden Vinteren over, da de taaler Kuld, de kand staae 4re til 5 Aar paa et Sted, de store optages om Høsten og forvares i Sand i Kiælderen, men de smaae sættes ned igien i Jorden. Man maae ikke afskiære deres Græs-Stængel, thi ellers bliv de gandske smaae, og ey saa

(y) Linn. Skänska Resa p. 155.

om Patatos. 31

møre; hvad man Ikke i Kiøkkenet kand bruge, kand giødes Sviin med.

Disse regnes til Sol-Blomslaget eller Slægten, og ere hidførte fra America, de kaldes ogsaa Jerusalems Artiskoke. Det var nyttigt om enhver Land-Mand alle Tider ville have et lidet Stykke Jord besat med Jord-Æbler for at bruge udi Kiøkkenet, da de i sig selv ere velsmagende, meget fundere og sikkere at spiise, end Patater; om man af dem kunde giøre fiint og groft Mæl matte forsøges paa samme Maade som med Patater. De ere vel lidet Vandagtige og giver Vinde, men spiser man ikke derfor baade Bønner og Ærter?

Disse ere nyttige for en hver Land-Mand, da de voxer paa det satte Stad

32 Afhandling

uden Møye Aar efter Aar Vinteren over, og kand giemmes i Jorden Indtil man i hungers Nød behøver dem, da de baade kand bruges kaagte og mueligens ogsaa til Brød-Mæl. Den fattigste Huusmand kand have dem skiult i Jorden, til han behøver dem. I dyr Tid maae de Fattige her betie,e sig af Bark, Been og Halme-Mæl. I Tydskland bruges den unge vg møre Stængel afskallet og itu skaaren tillige med de endnu u-udsprungne Blomster-Knupper kaagte med en Suppe over. I forrige Aar 1765. har været en stor Hungers Nød i sær blant Fattige, som 8te Mile fra Christiania har været nødsaget at bære Korn op paa deres Ryg baade til Frøe og Mad, da en Tønde Korn her i Sognet har kostet 6 Rdlr., og endda ikke været at faae; Aarsagen dertil har tildeels været brændeviins-Brænderne, som uagtet

om Patatos. 33

al Øvrigheds Foranstaltning med Brændeviins Kiædlers Afskaffelse, & c. i hvis Stæd Brænderne inventere store Gryder til at brænde med for den store Priis og Fordeel Brændeviinet nu er i overalt, opkiøber alt Korn, og paa saadan Maade kand udbringe en Tønde Korn fra 8 til 10 Rdlr. da de derforuden har Dranken til deres Creature udi haarde Foraar. Brændeviins-Brænderne brænder nu mere Korn op, end hele Sognet tilforn giorde; og er her nu aarlig større Korn-Mangel, end tilforn har været, da enhver Mand kunde brænde noget lidet til sin Huns Fornødenhed, for at benytte Dranken i onde Foraar til sine Creaturers Ophold, og var ey heller da Brændeviinet i saa overmaade høy Priis, som nu omstunder, da en Pot giælder 20 ß og derover, da den tilforn blev kiøbt, for 10 ß. Der er forun-

34 Afhandling

derligt; i den Tiid, da alle brændte, galt en Tønde Korn det høyeste 3 Rdlr. eller mindre, men i gode Aar kunde Tønden faaes for 7 Ort og 2 Rdlr. Brændeviins-Brænderne tør vel om Høsten nu byde 8 til 9 for et Maal Korn, som tilforn blev solt for 4 Rdlr. eller noget mere; af Rogne-Bær og Ribs er brændt Brændeviin, som ikke i Godhed og Smag viiger for det Franske.

§. 11.

Det er vel artig at vide den kunstige Maade at behandle Kartufler paa, i fald man nogen Tiid skulde behøve det udi en almindelig Hungers Nød; men den gemeene Maade at bruge dem paa i Land-Huusholdning fører større Nytte med sig i det Almindelige; thi naar man har bædre Korn-Arter, saa bruger man ikke Kar-

om Patatos. 35

tufler til Det kunstige, uden for at Viise, hvorvidt en Ting kand Drives ved Kunst til fornøden Brug i Nøds-fald. Jeg tilstaaer at det fiine Kartuffel-Mæl er sundere end Kartuflerne selv; thi da er meget af det emme og mod-bydelige bortvasket, saa de fiine mæl-agtige Deele ere kuns tilbage. Vel smager de kaagte Kartufler noget modbydelige; men den modbydelige Lugt kiendes bæst udi Kartuffel Caffe, som smager dog bedre end den Lugter: dog kand Lugten forbedres ved Tillæg af Caffe-Bønner.

Naar Arbeids-Folkene ikke vil spise dem, hvad skal de da bruges til? at give Fæet i fald de vil have dem, det er for kostbart. Jeg seer da intet fordeelagtigere, end at bruge dem til groft Mæl, og bage Flad-Brød af. Brødet biir got og Velsma-

36 Afhandling gende og upaaklageligt. I førstningen har det en Ærter Smag, men naar man tygger længe derpaa, saa synes det at falde lidet hen i der bædske, dog uden nogen Modbydelighed eller Hinder; naar man er hungrig og sulten, saa tygger man ikke saa længe paa Maden og altsaa bliv der umærkeligt. Det er Formodning at det skarpe og flygtige alcalske Salt formindskes ved Tørkningen og Steegningen.

Der vil vel indvendes, at de svinder ind i Tørkningen; det er sandt det giør alt slags Korn og andet, som tørres. Men er det fordelagtigt og nyttigt, at giøre fiint Mæl og Kraft-Mæl af dem, saa maae det endnu mere i en Land-Huusholdning være fordeelagtigere, at giøre dem til groft Mæl, da mand ogsaa nytter alle Skallerne, og alt som ellers flyder bort ved Af-

om Patatos. 37

vaskningen, naar de beredes til Kraft-Mæl, og naar de kaages, saa bortkastes Skallene. Saa længe Bønderne har Brød, faa lægges der altid noget til Suul-Mad; men Suul-Mad kand ikke spiises uden Brød. Patater kand læt fordærves om Vinteren, men naar de ere tørrede og malede til Mæl, saa ere de vel forvarede, og saa kand Brødet spises uden nogen Modbydelighed, som andet Brød, det er ellers rart at finde hos Bønderne, saa gode Kiældere, at der ey fryser i dem, derfor har de ey heller længe Kaal eller Næpper ud paa Winteren. Endskiønt nu Patater indsvinder, som alle andre tørrede Vahre, saa ere de dog efter mine Tanker mest til Nytte, naar de kand bruges til Brød; ti ar fattes Brød i en Huushoilning er den betydeligste Mangel.

38 Afhandling Angaaende Suur-Brød af Patater, da sees i Almindelighed at den Norske Bonde er ikke meget for syred Brød, ikke heller har Bønderne over alt Bager-Ovne, da De til Høytiderne bruger mest Takke-Kager baade af groft og fiint Mæl, stegte paa en opreyst Takke med Ild for og bag den, som er paasadt med Vand, falder selv af naar den er steegt; disse saavelsom de tynde Byg-Kager af fiint sigtet Mæl stegte paa Takke ere velsmagende, og fast af en bædre Smag end de som ere stegte i Ovnen; Disse Byg-Kager ere sprøe og sættes paa Bønders Giæste-Buds Bord i Bryllupper, Begravelser og Høytiderne. Af kogte, skallede og stødte Patater og en fierendeel Rug-Mæl, ellers blir de forløse, siger Hr. Linnæus (z), kand bages Kager, som

(z) Linnæi Skänska Resa p. 369.

om Patatos. 39

smager vel i 8te Dage. Det syrede Brød spises ey meget af Bønder, da de klager over at det suuer dem for Brystet. Kartuffel Suur-Brød kand ey heller vare længe. Tiden tillader ey heller i Aane-Tider en Landmand stedse at lade bage Brød, med flere Uleyligheder, saa seer jeg ikke Patater kand i Land-Huusholdning bruges bædre end til Flad-Brød, som baade er velsmagende og varigt. Da dette kand bruges af enhver Fattig; thi naar de om Høsten ere tørrede, malede og opbagte, saa ere de vel bevarede for det heele Aar. Patater ere i sig selv tørre, og jo mere de tygges jo mere voxer de i Munden, saa de synes lidet imodbydelige og ere onde at faae ned. Jeg anseer dem just ikke at være for dem, der har Overflødighed af andre Korn Arter; thi naar man har de bædre foretrækkes de dog de usikkre Patater, men i Man-

40 Afhandling gel af de bædre Korn Arter, saa er det got i Hungers Nød, at man veed at bruge dem paa adskillige saavel kunstige som gemeene Maader udi Huusholdningen.

§. 12. Kartuffel-Mæl tillaves paa følgende Maade: naar Kartuflerne om Høsten optages af Jorden, førend Frosten kommer, saa tages saa mange, som man vil have til groft Mæl, vasker vel Jorden i fra dem, derefter lægger man dem hen paa et Stæd, saa Vandet kand rinde fra dem til de blir tørre; siden hakker man dem tillige med Skallene i tu med en Øre i en Træe-Nue, dog at Støkkerne ikke blir større end at de vel kand gaae under Qværnen, og fører dem saa op paa Badstue-Karmen at tørres ved maadelig stærk Varme, rører vell i dem, indtil de blir saa tørre, at de

om Patatos. 41

kand males, hvilket let kand skiønnes af enhver; naar de nu ere vel tørkede, saa føres de til Qværnen og males til Mæl; Dette Mæl har en liden Ærter-Smag, dog god og reen. Der er ikke mørkere end Mæl af graae Ærter og har en god Lugt. Naar det biir blandet med lidet Byg-Mæl, tænker jeg i Hungers Nød det kunde bruges til Mojærs-Mæl, da det mueligens udi Vælling og Grød vilde svinde ud, som Ærter-Mæl. Udi Hungers Nød var det Dog bædre end Velling og Grød af Barke-Mæl, som af Fattige blir brugt udi haarde Aaringer.

Skulde der nu være noget mistænkeligt tilbage hos Mælet, saa vilde det mæst Døves, naar Grøden efter Landets Skik blev blev spist med suur Mælk.

42 Afhandling

§. 13.

Kartuffel Flad-Brød bages, steeges paa en Jern-Caffe og udi alt behandles, som andet Flad-Brød. Det stikker sig meget vel til Flad-Brød; thi Dejen er sey at udælte, som Rug-Dej; man kand tage reene Kartuffel-Mæl uden nogen Blanding af andet, men vil man tage noget Rug-eller Byg-Mæl, til Brey-Mæl, saa skikker det sig bævre baade for Syn og Smag, Da det tillige faaer en Rug eller Byg Smag. Vil man efter Behag blande en vis Deel af Byg og Rug-Mæl til Kartuffel-Mælet, saa forstaaer det sig selv, det bliver endnu bædre. Naar man spiser det uden at vide, hvad det var, skulde man mindst tænke at det var virket af Kartufler. Denne Mave at bruge Kartufler paa er nyttigt for en Landmand, skeer uden stor Møye og Bekostning, ja er overeensstemmende med

om Patatos. 43

den i Landet brugelige Skik og Huusholdnings Maade. I Forhold til Ærter vil jeg regne 3 Tønder Kartufler, naar de skal tørres og males til Mæl; men derimod er Kartuffel-Mælet igien ungefærlig nok saa tungt i Vægt, som sammen-malet Rug-Mæl, hvilket igien nær holder Vægt med Byg-Mæl, altsaa bliv Kartuffel-Mælet det tungeste i Vægt, som i Drøyhed, og i Udsvindelse ikke eftergiver Ærter-Mæl, saa hvad det indsvinder i Tørkningen det op» naaes igien i Vægten og Drøyheden. Da nu Kartufler paa saa mange Maader kand bruges baade til det kræsne og fornødne i en Huusholdning, i Mangel af bædre Korn-Arter, saa tænker jeg at disse Jord-Pærer bør dyrkes; men da Jord-Æbler ere sundere og bædre, behøver mindre Opsigt og Møye, efter mine Tanker kand bruges sikkere og paa samme Maade,

44 Afhandling

som Jord-Pærer, saa synes det tienligt, at en Landmand lægger Vind paa, at unde Jord-Æbler ogsaa hos sig et Støkke Jord, da de her drives bedre, hvilket Hr. Linnæus (a) henregner til Luftens og Jordens Beskaffenhed, at de vil trygge sig og tage Boepæl i Landet.

§. 14.

Flad-Brød er i sig selv sundt; i det mindste hører man aldrig, Bønder klage øver for slimede Maver. Der er got og kraftigt at arbeyde paa; Flad-Brød Æderne har gierne hvide Tænder, og plages i Almindelighed ikke, saa meget med Tanværk, som andre. Tænderne hos de fleeste af gamle Bønder ere i mere brugbar Stand, end hos mange Suur-Brød Ædere af langt yngere Aar. Flad-Brød

(a) Linnæi Skänska Resa.

om Patatos. 45

fører stor Nytte med sig i en Land-Huusholdning; Vi maae takke vore Forfædre, som har indbragt denne ædle Brød-Kunst overeensstæmmende med Landets Beskaffenhed. Naar man med et Muschenbroekisk Forstørrelses Glas betragter Kraft-Mæl af Hveede, saa befindes Mælet at bestaae af runde og ugiennemsigtige Kugler eller Blærer, som igien er opfyldr af en fiinere Materie. Af dette sees Aarsagen, hvorfor alt gammelt Mæl og Flad-Brød er drøyere, end det nye malede og nye bagede, da det første udsvinder og udtrotner mere udi Kaagningen; thi Mæl-Blærerne, og den derudi fiine Materie, Udsvinder ved Luftens Fugtighed, hvorved foraarsages en stor Drøyelse, da det paa saadau Maade udsvinder ligesaa meget, om ikke mere, end det ved Tørkningen er indtørret, følgelig bringer gammelt Mæl øg Flad-Brød en

46 Afhandling

stor Nytte med sig i en Land-Huusholdning. 3 Aars gammelt Flad-Brød er gandske godt, ja det kand, naar det er vel stegt, giemmes i 10 Aar og derover, og endda er der gandske spiseligt, skiønt drøygt, men noget tørrere i Smagen. Heraf sees det Norske Flad-Brøds Nytte, hvilket ogsaa bruges i Mingrelien, Georgien, Sverrig og Engelland (b), saa der Paa fleere Stæder end Norge bruges saadant Brød.

Naar en Landmand om Vaaren har opbagt sin Forraad til Brød, saa er han forsynet til en anden Vaar, og befriet fra

(b) Cheval. Chardin voyage en Perse T. L. 2. §. p. 186. Ils ont du pain mince comme du papier. Olai Magni Descript. gent. boreal. p. 442. Matth. Westmonaster. Flores historiar. p. 110.

om Patatos. 47

al Bagning udi Aane-Tider, da Sommeren er kort, saa vel som om Vinteren da Dagen er kort og kold, og mand knapt faaer Tiid til de andre fornødne Huus-Gierninger; gammelt Brød er drøygt, og naar man efter den gamle Huusholdnings-Maade vilde have sit Stabur forsyner med gammel Flad-Brød, Mæl og Flæsk, som altid er Drøyere end det nye bagte eller nye malede, saa blev enhvers eget Stabur det bæste Forraads Huus udi Dyr-Tiid og Hungers Nød; da Kartufler, Jord-Æbler, med mere saadant, som Plante-Læren gir os Oplysning om, kunde komme vel tilpas og hielpe til med den anden Forraad af Brød og Mæl, som kunde findes paa Staburet.

§. 15.

Plante-Læren og Natur-Historien vi-

48 Afhandling ser os mange nyttige Ting i Landet, saa vi gierne kunde nøyes med, vore egne Lands Vahre, uden at bruge saa mange Fremmede. I gamle Dage brugtes Klæder af Hiemvævet; Enhver drak Øl i Giæstebuder, og da blev Folk gamle; nu bruges fremmed Drik, og De fieeste af de slags Folk bortdøer i sin bæste Alder. Spørsmaal blir; Om Huusholdningen nu staaer paa bædre Fødder end i gamle Dage? Og om de gammeldags korte Trøyer og Klædedragt ikke er mere beqvæmmere for Folk, og sparsommeligere end de nu brugelige? Mon de Fremmede Drikke-Vahre ikke kunde undværes i offentlige Sælskaber? og Klæde-Dragten blive fastsadt? Nu

maae den Sparsommelige nødes til Overflod,

og være med imod sin Villie, efter Skikken, Brugen og Maaden. Jeg kand mindes i min Opvæxt, at Bønderne klædde

om Patatos. 49

sig til Kirke udi hiemvævet, nu ere de alle udi udenlandsk Tøy, og Lønner mange Udenlands til Huusgiermnger baade i væsen, spinden og binden. Der burde være en Skam for enhver udi alle offentlige Sælskaber, at indfinde sig udi andet end hiemvævet Tøy. Derimod naar det var hiemvævet, saa kunde enhver bruge det saa kostbart, som han havde Leylighed til. Udi gamle Dage bleve Børnene oplærte udi al slags Huusgierning og Gaards-Arbeyde, nu forsømmes alt saadant; saa naar de selv faaet noget under Hænder, saa veed de ikke at forsyne det Forhværvede. Man seer rige Forældre har oparbeydet sig fra Fattigdom; men man seer deres Børn og Børne-Børn igien at arbeyde sig ned ad til Uselhed og Elendighed, allene formedelst Mangel af Indsigt udi Huusholdnings-Kunsten. De vil ikke lade deres kiælne og

50 Afhandling kræsne Børn udi Ungdommen arbeyde eller lære noget, derfor maae de igien paa Alderdommen lide Nød. En overdaadig Leve-Maade forderver Huusbonden selv med hans Børn, Tieneste-Folk og andre unge, som med dem har Omgang (c) thi ligesom

(c) Plato indprænter sine Borgere det samme, sigende: κεφάλαιον όρ?ής παιδείας ορ?ή τροφή ɔ: det fornæmste af en ræt Børne-Tugt er en ræt Opdragelses Maade; thi ved Tilvænnelse og Børne-Tugt indplanter den spæde Alder bestandige Sæder, der bliv Dyders og Lasters faste Grundvolde i Livets Fremfart. Aristoteles sætter al menneskelig Lyksalighed i Ungdommens første Tilvænnelse. Derved indtrykkes Dyders og Lasters Billede i de spæde Gemytter, og det i sine inderste Lønkamre skiulte, som fremsættes for alles Øyne. Menander siger:

Σοφυίς όμιλών, κάυτός έκ?ήση σοφός Κακυϊς όμιλών, κάυτός έκ?ήση κακός ɔ:

Omgaaes du med de Viise, saa blir du viis; men med de Onde, ond.

om Patatos. 51

de ere vandre til Overflod og Ødselhed, saa vilde leve altid, og naar Indkommene ikke kand tilstrække, saa heder det: de kand ikke komme ud, hvorfor de maae opæde alt og efter Døden bedrage sin fattige og arbeydsomme Næste. Onde Exempler giver onde Følger efter sig, og kand sandeligen tilregnes et Menneske nogle hundrede Aar efter Døden. Et Menneske er forbunden at forekomme al Forargelse, og ikke give nogen Anledning til Forførelse (d) fra den naturlige Lovs Forskrift, som forbinder alle Mennesker, der vil leve et Menneskeligt Liv efter Fornuften overeens-stemmende med den guddommelige Villie og Naturen. Et Menneske bør i alle sine Gierninger befordre sin egen og andres Fuldkommenhed.

(d) Wolf. oeconom. §. 652. §. 656. & 657.

52 Afhandling

Ved den naturlige Lovs Overtrædelse styrtes der i det største Onde, mister det Høyeste Gode, og kand ikke være lyksalig. Enhver bør lægge Vind paa at erhverve Sindets, Legemers og Lykkens Gode, og forekomme sin ind- og udvortes Tilstands Ufuldkommenhed. (e) Til alle slags Erhværvelser i Verden udfordres Møye og Agtsomhed. Det er ikke nok, at vi erhværver Midler, vi bør ogsaa erhværve os Viisdom, og Sindets Gode. Til dette udfordres ogsaa Omsorg og Umage i at bevare og vedligeholde. Hvad Møye udfordres til vores indvortes Tilstands Forbædring? Hvad Umage i at vedligeholde og bevare den samme fra Forringelse? Hvad udfordres, og hvor vanskeligt er det ikke at erhværve og bevare et fuldkommen Herredømme

(e) Wolf. Ethic. Tom. 2. §. 527.

om Patatos. 53

over Affecterne? Disse bør altid være underlagde Forstandens Regiering, saafremt vi vil blive Lyksalige i Verden. Erfarenhed viser: at mange ere blevne Ulyksalige ved det, de ikke har lært at dæmpe og skiule sine Tilbøyeligheder. Den kloge giør dette; men den Vellystige tvert imod. Kand den naturlige Forbindtlighed ikke bringe et Menneske paa denne Vey, saa bør dog egen Ære og Velsært holde ham tilbage fra at begaae noget Laste-fuldt formedelst de deraf flydende onde Følger, som ere egen Æres og Velfærdts Tab, Verdens Latter og Forhaanelse i Henseende til eens Navn og Røgte, Forargelse for de Blødhjertede og Dydefulde, den hemmelige Sværtelse, og Eftertale paa forskiællige Slæder nær hos og langt fra, andres Forførelse ved lastefuld Opførsel, og er ont Eftermæle baade i Livet og efter Døden. Erfarenhed viser:

54 Afhandling

at Fiender har ofte brugt en Hoved-Lyst og Tilbøyelighed til at sværte og fælde et Menneske med ved forefaldende Leylighed. Af Sæderne kand giøres tæmmelig visse Slutninger til den indvortes Tilstand. Til' bøyelighederne røbes ofte af Miner, Lader, Gang og Stæmme, Levemaade og andre Omstændigheder, hvilket og Hr. Wolf og Scipio Claramontius tikstaae, naar de beskriver den moralske Semiotik og Physiognomiæ (f). Endskiønt Opdragelse, Omgang, Oplærelse, og andre Omstændigheder kand frembringe Sæder, stridende mod de naturlige Tilbøyeligheder, altsaa er denne ikke tilstrækkelig, naar man vil giætte sig til Folkes Sæder. Heraf

(f) Wolf. Philos. pract. univers. Tom. II. §. 707. 909. & 910. Claramont. de conjectandis cujusqve moribus, & latitantibus animi affectionibus 1. 10.

om Patatos 55

sees nu, at alle Ting maa erhværves i Verden ved Flittighed, og at det i Almindelighed er vanskeligt at bevare det erhværvede, enten det er Legemets, Sinders eller Lykkens Gode. Alt hvad et Menneske erhverver sig, det bør han bruge og bevare (g) paa den rette Maade til sin egen og andres Lyksaligheds Befordring, overeensstemmende med Pligterne. At bruge og bevare det erhvervede paa saadan Maade, er baade vanskelig og møysommelig; thi dertil udfordres en stor Opsigt, Eftersyn og Betænksomhed i alle Deele og ved alle forekommende Leyligheder. Et Menneske enten han er riig eller fattig, enten han kand fortiene meget eller lidet, finder denne

(g) D.G. Morhosi Polyhistor. Tom. III. Lib. 3. §. 2.

56 Afhandling

Slutnings Rigtighed ved Erfarenhed; thi lader han alle Ting saa læt gaae, som det undertiden ved Lykken og andre Tilfælde kommer, saa bliv jo ingen Drøyelse i det; og naar han i Huuset har det eene, saa fattes ham det andet, derfor bør man bruge og (h) bevare det erhværvede, saaledes at det kand strække til de fornødne Udgifter, og giøre enhver Mand ret og skiæl, hvilket ingen kand nægte at være den rette Ære-Punkt, som enhver retsindig bør stræbe efter; agter et Menneske ikke om at gaae i Graven, som en Ærekiær Mand, saa bør han dog indsee den Uselhed og Elen-

(h) Denne Omsorgs og Erhværvelses Kunst kalder Aristotiles og

xltiriK?]. Polit. L. I. cap. 7. 8. og 9. om de chrematistiske og ctetiske Dvder handler Wolf Udførlig i sin oeconomic. §.

358. §. 790. og §. 394.; saa og i hans Ethik, Tom. IV. cap. 3. 4. 5 øg 6.

om Patatos. 57

dighed han ved sin u-ordentlige Levemaade og Ødselhed sætter baade sig og sine udinaar enhver kommer paa Dørene, og vil have, hvad han med rætte kand til komme. Hvor er da deres Stolthed og store Mod? Saa faaer de opladte Øyne og indseer hvad det er at bruge og bevare det Erhvervede paa den rette Maade; og at det er en Kunst, at holde Huus saaledes, at Indtægt og Udgift kand i det mindste staae i Liighed med hinanden; thi ellers bliv Fattigdom og Uselhed deres Stoltheds og Storagtigheds Belønning, og da forsilde lærer, at det er vanskeligere at bevare end at erhverve Midler. Dette fremsætter Hr. Baron Volff (i) i hans almindelige

(i) Volk. Philos. pract. univers. Part. I.

§. 278. 279. 280. §. 377 til §. 383.

Part. II §. 30. & Jus natur. Part. I.

§. 181. 182. § 636.

58 Afhandling

practiske Philosophie og udi Naturens Lov, hvor samme forklares paa en tydelig og udførlig Maade.

Ingen er berættiget at leve, som han vil efter eget tykke, men overeensstemmende med Landets Love indrættede efter Naturens Lov, der er grundet udi Tingenes og Menneskens Natur og Væsen. Vilde nu den Overdaadige indskrænke sin Ødselhed og anvende de Pænge til Fabriqvers og andre nyttige Indretninger udi Landet, saa tiente han sig selv, sine Børn, sine Efterkommere og heele Landet, saa han indlagde sig et ævigt og stedsevarende Æreminde og ved saadanne Exempler blev mange opmuntrede, at giøre det samme baade til sin egen, andres, og Efterkommernes Lyksaligheds Befordring i denne Verden.

om Patatos. 59

Den daglige Erfarenhed viser altsaa, at det vel er en Kunst at forhverve noget udi Verden; men at den er større, naar man veed paa den rette Maade, uden at falde til Afveye, ret at anvende det Forhvervede til sin rætte Brug og Nytte ved alle forekommende Leyligheder; udi Hunsholdnings-Kunsten saavelsom alle andre Ting er det bæst at holde Middel-Vey, hverken at være Overdaadig op heller Gnieragtig, men enhver opføre sig efter sin Stand og Leylighed; thi har en Riig mere aarlig end han kand fortære i sin Huusholdning, saa bør han som en god Borgere anvende noget aarlig til nyttige Indretninger i Landet.

Der er Tid til alle Ting; Tiid til Fornøyelser og Tiid til Huusgierninger. Det fornødne, nyttige, artige og fornøyelige bør

60 Afhandling

iagttages det ene med det andet i et ordentlig (k) og fuldkommen Huus.

Udi gamle Dage blev Huusgierninger foretaget baade hos Store og Smaa, og man brugte Klæder og Huus-Meubler af hiemvævet og hiemgiort, men nu maae alt være Udenlandsk. Udi Christiani 4ti Recesses 2 Bogs 8 Cap. foreskrives Regler mod Overdaadighed i Brølluper, Barseler, Begravelser og anden unyttig Bekostning; hvoraf sees Tidernes Forandring siden den Tiid. Vilde nu de Rige og Fornemme begynde at bruge indenlandske Vahre og undvære det Overflødige af det Udenlandske, saa formodes den meenige Almue fulgte bag efter. Isocrates siger saa vel om Huusholdnings-Kunsten, som

(k) Wolf. oeconomie. §. 772. ad §. 779.

om Patatos. 61

al anden Leve-Maade og Opførsel i Almindelighed:

βγλομαι παράδειγμα κα?αςήσας τον τροπον τγ έμαν?γ τοις άλλοις πολίταις

ɔ: Jeg vil fremsætte mine Sæder som et Mønster for de andre Borgere. Thi det

heder: Scilicet in vulgus manant Fxempla Potentum.

62
63

Tryk-Feyl. Pag. 1. Skal staae ved Christiania, 1766.

- 16. Plantninger: læs: Plantning er.

- 17. Græsses: læs: Græsset.

- 28. man de lade: læs: Mandelade.

- 38. som er paasadt med Vand,

falder selv af naar den er stegt: læs: som ere paasatte med Vand, og falder selve af, naar de ere stegte.

- 41. Mojærs-Mæl: læs: Majærs-Mæl.

- 44. drives: læs: trives.

- 50. indplanter: læs: indplantes.

- - skiulte, som: læs: skiulte Sind.

- - Σοφυίς: læs: Σοφοίς. - - Κακυίς: læs: Κακoίς.

- 61. Fxempla: læs: Exempla.

64
65
66

✂

Afhandling

om

Kartoflers

Avl og Brug,

indsendt

Det kongelige danske

Landhuusholdmgs-Selskab,

Forfatteren

Hr. Jacob Kofoed Trojel,

residerende Kapellan for Vissenberg i Fyhn,

og nu efter

Selskabets Begiering paa nye oplagt.

Selges her for 8 ß. Stykket.

Tronhiem, 1772.

Trykt hos Jens Christensen Winding.

For Kongen

og Fædernelandet.

Erindring til Læseren.

Denne Afhandling om Kartoflers Avl og Brug, er mig fra der Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab i Kiøbenhavn bleven tilsendt; i den Hensigt at samme her i Stiftet maatte blive Landmanden bekiendt,

Jeg haver derfore lader den her paa nye oplægge, dels for at Selskabers Patriotiske Bestræbelser for det Almindelige Bæste, kunde desbædre blive opfyldt; og at mine kiære Landsmænd tillige, kunde ved denne Afhandling, faae den rette Undervisning, om Maaderne, hvorledes den skal behandles; som til denne Tid kan være Aarsagen, hvorfore denne nyttige Vext, ey hos os er bleven almindeligere.

Erindring til Læseren.

Og da jeg haver det største Haab om, at denne Afhandling vil finde i Almindelighed, mine kiære Landmænds Bifald (da Lyst til Agerbruget Viiser sig baade iblandt de høye og ringere Stænder) saa finder jeg det gandske ufornødent, at recommandere den videre, da enhver Fornuftig, noksom selv indseer den sande Nøtte af dens Iværksættelse, her hos os particulair.

Den af Oluf Jørgensen i Fyhn (til Lættelse i Arbeidet indretted Plov) som i den mig tilsendte Original i Kaaber-Stikning medfulgte, har jeg i Mangel paa bædre Maade, maatte benøtte mig med, at lade den i Træe udgrave og trøffe, til Underretning for Vedkommende. Men da Mæster-Snedker her i Tronhiem, Monsr. Heinrich Kyhnemann, har af egen Tilskyndelse, og til Liebhaberes Fornøyelse, ladet en til Model forfærdige: Saa giør Han sig en Glæde af, at foreviise samme de Lysthavende. Øvre-Stavne den 1te Maji 1772.

Knud Thode.

Selskabets

Forerindring.

Det vil være ufornødent at anføre Selskabets Hensigter med Bekiendtgiørelsen af denne Afhandling om Patete-Avlen, som Hans Velærværdighed Hr. Pastor Jacob Kofoed Trojel, dets værdige corresponderende Medlem, har indsendt til det. Afhandlingens Indhold og Selskabets egne udsatte Premier for Patete- etter Kartuffel-Avlen vidner begge derom.

Selskabet har allerede erfaret baade fra Dannemark og Norge, som og fra Island, at denne Avl begynder alt meere og meere at udbrede sig. At saadant fremdeles maae lykkes er ej allene dets Ønske; men det bliver og dets forsæt fremdeles ved Premier at opmuntre saa gode Begyndelser.

Imidlertid lader det til Landmandens fornødne Underretning udgive dette paa Erfarenhed og Eftertanke grundede Skrift, hvoraf den retteste og fordeelagtigste Maade at dyrke Kartufler paa i disse nordiske Lande i Korthed kan læres.

Hvad Erfaringer, som ved Kartuffel-Avlens videre Tiltagelse maatte indlæbe Efterretning om, agter Selskaber at legge Mærke til, og lade dem føje til et andet Oplag af Afhandlingen, naar det bliver fornødent, ifald samme Efterretninger maatte synes at være af nogen betydelig Vigtighed, i sær om de nærmere maatte underrette om Kartoflernes adskillige Brug til tørre Fordeel end hidtil haver været bekiendt.

Selskabet recommenderer i øvrigt sin Hensigt med denne Afhandling, som med sine øvrige Bestræbelser til sine Medborgeres patriotiske Tænkemaade og Nidkierhed, som det dagligen erfarer alt meere og meere at voxe og blive almindelig overalt i Hans Majestæts Riger og Lande.

Forfatterens Indledning.

Den fremmede Frugt Kartofler, som egentligen hører hiemme i Peru, og er derfra bragt til Europa, hvor den er bleven bekiendt og udbreedet i de fleeste Lande, fortiener vist nok, formedelst dens Frugtbarhed og mangfoldige Nytte, Landmandens Opmærksomhed.

Den er for een Deel Aar siden bleven temmeligen bekiendt i de de danske Stater, som man meest maae tilskreve den i mange andre Henseender af Fædernelandet velfortiente og patriotisksindede Hr. Provst Lüders i Glücksborg. Opmuntret af hans Exempel, og understøttet ved hans Forskud af Sæde Cartofler, haver jeg for nogle Aar siden sat denne Art paa Prøve, og

Indledning.

derefter dreven den temmelig stærkt. Mit exempel haver givet Anledning til, at den paa nogle Egne her i Fyen er kommet meget i Brug og til stor Nytte. Men da den langt fra ej er saa almindelig, som den fortiener at være; saa har jeg allerede i Aaret 1766 i Trykken udgivet en liden Afhandling derom, hvoraf de saa Exemplarer, som jeg lod trykke, snart bleve uddeelte. Og da der vilde være mig for besværligt, at bekoste een ret betydelig Uddeeling, hvoraf een sig vidt udbreedende Nytte kunde ventes; saa haver der meget fornøjet mig, at det kongelige Landhuusholdnings-Sælskab haver lovet, at giøre al muelig Brug af min tilbudne Afhandling herom, naar den maatte finde Sælskabets Biefald.

Jeg vil da i nærværende Afhandling tydeligen og udførligen vise, baade hvorledes Kartofler avles, og hvortil de bruges.

I. Om

Kartoflers Avl.

Navnet.

Her kalder jeg denne Frugt Kartofler.

Den gives ellers almindeligen Navn af Patæter, hvilket dog egentligen tilkommer en americansk Plante og heder Couvolvulus Batatas eller bermudiske Patæter. Man kunde kalde den Jord-Æbler, som var et meget beqvemt Navn i vort Sprog. Saaledes kaldes de og paa visse Stæder i Tydskland, men af andre betegnes derved de iblant os nogenlunde bekiendte, skiønt ej meget nyttige Jord-Artiskokker, Helianthus tuberosus L. Efter nogle Tydskes, samt Svenskes Exempel kunde den kaldes Jord-Pærer. Dog finder jeg ingen Grund dertil, da dette Navn egentlig ej kan passe sig uden paa en vis Sort deraf, som falder langagtig. Jeg vil her blive ved det Navn Kartofler.

Denne Plantes og dens adskillige

Sorters Beskrivelse.

Kartofler er den Plante, som af Urte-Kiendere kaldes Solanum tuberosum, og af nogle med Tillæg esculentum. Den skyder mange Stengler, bærer Blomster og Bær med meget Frøe udi, og formeerer sig stærkt ved Roden. Der ere mangfoldige Forandringer af denne Frugt. Jeg vil beskrive saa mange deraf, som jeg kiender og har forsøgt:

Runde røde, bærer bleege fiolet-røde Blomster.

Lange røde, bærer hvide Blomster.

Runde guule eller hollandske, bærer hvide

Blomster.

Flade guule eller engelske, bærer fiolet-røde

Blomster.

Smaae guulee, som meenes at skulde være irlandske *), eller saa kaldte Kastanie-Patæter,

bærer blaae Blomster.

Den sidste Sort er den fasteste og bedste i Smag, og fortiener frem for alle de andre, at bruges til Spise for Mennesker.

*) Intet Land har flere Forandringer paa Kartofler eller Patæter end Irland; og haves disse smaae guule rigtig nor i Irland, dog og tillige i Engeland, som i Lancashire dyrker aarligen nye Patæter fra Irland, og derved forbedrer endogsaa de bedste irlandske.

Den bærer meget rigeligen, men da Frugten falder liden, og er vanskeligere at optage af Jorden formedelst dens sammenhængende Rødder; vil jeg ej raade til alt for stort Anlæg deraf, undtagen hvor den i Mængde kan afsættes til Spise.

De øvrige Sorter, som alle falder større, og meere meelrige, og altsaa tienligere til adskillig Brug i Huusholdningen, samt beqvemmere at indsamle, bor altsaa meest drives. Efter nogle Aars Erfarenhed har jeg befundet de runde gunle eller hollandske, fordeelagtigere end nogen af de røde Sorter. Men da jeg har lært at kiende, og forsøgt den engelske Sort, giver jeg den Fortrinnet for de andre, i Henseende til dens Frugtbarhed, hastigere Vext og tidligere Moedenhed. Ligesom den og til alle slags Brug falder meget god.

Jorden dertil.

Kartofler kan vel komme fort i alle Slags Jord, som ej er alt for stiv og rung, eller siid og fugtig, dog har den lette og løse Jord, saasorn Sand og Muld, Fortrinnet hertil. Og har jeg endog seet den med Fordeel plantet paa høje og tørre Sandbanker.

Dens Tilberedelse.

Jo løsere og skiørere Jorden dertil i Forvejen giøres, desto overflødigere *) Frugt kan man vente. Den bør pløjes een eller to Gange i Efteraaret og to **) Gange i Foraaret. Hver Gang førend den ploøjes paa nye, er det tienligt, at harve den noget tilforn, men aldrig uden naar den er tør.

Plantnings-Maaden.

Maaden at plante Kartofler er denne: Naar Jorden sidste Gang er pløjet, drager man tvers over Ageren een Snoer, hvorpaa i Forvejen er fadt et Mærke ved hver Alens Længde. Ved hvert Mærke giøres med en Spade et Hul omtrent 4 til 5 Tommer dybt, i hvilket man legger een stor ***) eller maadelig, men to eller flere smaa Kartofler, som derpaa tildækkes med Jorden af det næste Hul. Arbeidet gaaer best fra Haanden, naar een gager foran med Spaden og giør Hullerne, og en anden bærer Kartoflerne i et

*) Dyb Pløjning, som giver Mads for Regnen, befordrer og Vextens Overflødighed.

**) Ved første Pløjning i Foraaret nedpløjer man i Engeland, vel forfuldned god Giødning til Befordring af Texten.

***) Saa store Kartofler giver i tilstrækkelig Rum meere Rødder igien, end fleere smaae i et mindre Rum, og disses Rødder, som de mindste, samles vanskeligst, og bliver tit besværlige for en følgende Sæd.

Forklæde og kaster dem i. Naar een Rad er færdig, flyttes Snoren en Alen bedre frem paa Ageren, saa at der baade i Længde og Breede bliver en Alen imellem hver Hul. Saaledes fortfares indtil den heele Ager er beplantet. Man kunde vel legge dem i Furen lige efter *) Pløven, og alleeneste iagttage, at man gik hveranden Fure forbi. Men da de derved lettere kan beskadiges, og ej bliver plantede saa ordentligen, hvilket dog siden kommer til Nytte ved den øvrige Behandling dermed; raader jeg hellere til den først beskrevne Maade, der ej er saa vidløftig, som man forestiller sig, saalænge man ej har forsøgt det. Den beplantede Ager bliver liggende uharvet, indtil man mærker at Frugten vil drive, da lader man Ageren i tørt og mildt Vejr vel overharve, ar Jorden løsnes og Ukrudet falder bort. Harver man strax efter Plantningen, bliver Jorden ved paakommende Regnvejr meere jevn og tæt, saa man siden ej kand udrette saa meget med Harven. Tiden til Plantningen. Plantningen kan foretages ved Udgangen af April- eller Begyndelsen af May-Maaned, lige-

*) Ved den anden Foraars-Pløjning giøres Furerne, paa sine Steder i Engeland, tre Fod fra hinanden, og syv til otte Tommer dyb, i hvilke Furer Rødderne legges halvanden Fod fra hinanden, og skiules derpaa med

som Vejrliget falder mildt og tørt eller koldt og fugtigt til, men aldrig maae de legges i Regnvejr. Overalt er der ingen Fordeel ved at plante dem, førend der mærkes nogen kiendelig (*) Varme i Luften; thi ellers ligger Frugten des længere i Jorden, hvorved gives Anledning til, at Græs og Ukrud tager desmeere Overhaand.

Videre Behandling og Omgang dermed.

Naar Planten har skudt sig frem, at den nogenlunde overalt kan kiendes, løsner man Jorden derimellem med en breed Hakke efter hosfølgende Tegning (Fig. 1.) Derved forsvinder Ukrudet, og Planten faaer meere Fremgang. Siden naar den er noget meere opvoxen, ophæver man Jorden omkring hver Plante, ligesom brugeligt er' med Hvidkaal. Arbeidet dermed er ej for vidt- , løstigt, og betaler sig rigeligen baade ved at giøre Kartoflerne desto frugtbarere, saaog Jorden desto reenere og beqvemmere til anden Sæd. Det er og det eeneste Arbeide man siden haver dermed indtil Indhøstningen; med mindre der skulde indfalde vedholdende meget tørt eller og regnagtigt Vejr. I saa Fald er det tienligt at omhække og omhobe Jorden paa nye, dog med Forsigtighed, at man ej skader

*) Frost er en farlig Fiende af denne Rod. Saa: snart Frosten ej kan frygtes for, stunder man sig i Engeland med Plantningen, i sær i tørt Land.

Frugten, som begynder at sættes ved Roden, saasnart Planten blomstrer.

Om en Plov til Hygninq.

Ellers kan ogsaa dette Arbeide meget hastigere og med mindre Bekostning bestrides ved en Plov, som Bonde-Karlen Oluf Jørgensen i Kaarsebierg her i Fyen uden nogen Anviisning eller Model, har opfunden, og findes herved aftegnet (Fig. 2.)

Foruden det, at denne Plov er indrettet til een Hest, er den fornemmelig derudi forffiellig fra andre, at den er forsynet med tvende Muld-Bretter, og at Plov-Skiæret er eens dannet til begge Sider. Efter Tegningen kan enhver let lade forfærdige sig saadan en Plov. Og er alleeneste at iagttage, at begge Muldbretter ej maae staae videre fra hinanden bag til, end Rummet imellem Kartoflerne tillader. Hesten leder man midt imellem tvende Rader, saa kaster Ploven Jorden op til begge Sider, og derved opmulder Kartoflerne.

Det er unægteligt, at ved denne Plov spares meget

Arbejde, og at den altsaa med stor Fordeel kan bruges. Dette maae jeg derved erindre, at man ej opsætter alt Arbejdet med at rense og løsne Jorden imellem Kartoflerne, indtil de ere komne saavidt, at de med Ploven kan opmuldes. Thi da vilde baade Ukrudet tage desmeere OverHaand,

saa og Planten savne den Fordeel, som den haver af Jordens Løsning og Omarbejdning. Jeg raader derfore, at man strax efter ay Planterne har fremskudt, enten løsner Jorden med Hakken, som forhen er meldet, eller og tager Muldbretterne af Ploven, og pløjer med Plov-Jernene alleene, for at løsne Jorden og forstyrre Ukrudet, indtil Planterne naaer den Vext, at de kan opmuldes, da man bruger Ploven saaledes, som før er sagt.

Indhøstnings-Tiden.

Ved Udgangen af September eller Begyndelsen af Oktober-Maaned begynder Blade og Bær at blive guule. Da er det Tiid at optage Frugten, førend stærk Natte-Frost paakommer. De smaae irlandske eller Kastanie-Kartofler maae undtages herfra, da de ikke naaer deres Fuldkommenhed, førend hen i Oktober-Maaned, og imodstaaer længere Kulden, formedelst deres tykke og tæte Vext.

Maaden.

Frugten behøves ej at opgraves, men kan langt lettere indsamles, naar den ej er plantet i alt for stiv og fast Jord. Man tager fat om Stenglerne, og drager til sig, saa følger de fleeste Kartofler med, som man da ryster fra Roden og opsamler. Siden randsager man Hullet, enten

med Hakken eller og en Træ-Greeb, for at finde hvad som maatte blive tilbage.

Vinter-Gjemme.

Saa meget af denne Frugt, som man vil bruge inden Vinteren, kan legges paa Loftet eller andet Sted i Huset. Men hvad man vil giemme Vinteren over, kan sikkers forvares ved at nedgraves i Jorden. Til et lidet Forraad behøves alleeneste, at der i højliggende og tør Jord graves en Grav en Alen dyb, hvorudi Kartoflerne kan legges næsten til Bredden af Graven. Graven tildækkes med en Hob af Jord, som neden ved maae være bredere, end Graven, for at holde Vandet fra at nedflyde ved Kanterne af Graven, og gaaer siden skak op ad som et Tag. Hoben kan desuden tildækkes med Halm eller deslige, for at holde Kulden ude. Ellers kan de og forvares, naar man legger dem i en Tønde *) bedækker Tønden vel baade ved Siderne og oven paa med en Hob af Avner. I Halm kan de ej giemmes, da den giver formegen Aabning og Giennemfart for Kulden.

*) For mange tilsammen i Hob, eller paa anden Maade, gjemt, kan volde Hede og Giering, holdes de ej meget tørre, hvorfor tør Sand eller tør Jord er fornøden for dem, i sæt i Begyndelsen, og om de ere optagne af en fugtig Ager.

Men til at gjemme et større Forraad, er det tienligst, at indrette en Bygning, som bestaaer af en stor og rummelig Grav, og hvoraf alleene Taget er over Jorden. Væggene eller Siderne i Graven beklædes enten,med Steen eller opvundetie Riis, som hindrer Jorden fra at indfalde. Derudi kand Kartoflerne legges indtil 2 Alen højt paa hinanden, eller meere. Rummet imellem Kartoflerne og Taget tilstoppes med Halm, og Indgangen forvares paa det bedste.

Omgang med Sæde-Kartoflerne i Foraaret.

Til at plante igien bruges helst de største Kartofler, eftersom de almindeligen giver meest af sig. Naar den stærkeste Frost er forbi hen i Martii-Maaned, optages de af Graven, legges paa Loftet paa Halm, og tildækkes derhos med samme, ar de desbedre kan grødes til Sæde-Tiden. Dog at man ej lader dem drive for meget før Plantningen, og i saa Fald enten borttager den øverste Halm, eller og udplanter dem des tiligere, at Spirerne, naar de bliver for lange, ej skal beskadiges eller afbrydes.

Om Plantning af Frøe,

Frøet som Kartoflerne bærer, bliver de fleeste

Aar fuldkommen mordent hos os. Man kan og trække Planter deraf, og omplante samme, da de sætter Frugt med Roden ligesom ellers. Men da Kartoflerne deraf bliver i det første Aar meget smaae, og Umagen med Planterne vilde blive større end med Frugten selv; saa behøves ej at samle Frøe, uden for i Nødsfald at kunde optrække Kartofler deraf.

Beregning over Indtægt og Udgift ved Kartoffel-Avl.

Der ere adskillige af de Tanker, at Kartoffel-Avling er alt for møjsommelig og bekostelig. Jeg vil derfor anføre een paa Erfarenhed gru det nøjagtig Ballance-Regning over Indtægt og Udgift derved.

Til at beplante en Ager, som imodtager en Tønde Korn Udsæd behøves 4 til 5 Tønder Kartofler, som efter Prisen derpaa i Sædetiden, der formedelst Umagen a gjemme dem Vinteren over, er noget højere end ellers, og har hidtil været 8 Mark Tønden, udgiør for 5 Tønder den Summa - - - 6Rd. 4Mk.

For at pløje og harve Jorden dertil 4 Gange, hver Gang 4 Mrk. er 2 - 4 -

Til Plantningen udfordres 16 Personers Arbeide i en Dag.

29 9 Rd. 2 Mk.

Samme kan være:

8 Qvinfolk, deres Kost og Dagleje,

hver 12 Sk. - - 1 - - -

8 Børn paa 10 til 12 Aar, Kost og

Dagleje hver 8 Sk. - - - 4 -

Til at hakke og hygge:

24 Karles Arbejde i een Dag - 4 - - - Forrettes dette Arbeide med den forhen beskrevne Plov, kan det bestrides i 2 Dage ved en Karl, en Dreng og en Hest, og altsaa ej beløbe sig til en Rigsdaler.

Til Indhøstning bruges omtrent 48 Mennesker, deraf:

8 Karle - - - 1 - 2 -

20 Qvindfolk - - 2 - 3 -

ao Børn - - - 1 - 4 -

Tilsammen Udgift: 20 Rd. 3 Mk.

Eller, naar Ploven bruges, ikkun 17 Rd. 3 Mk.

Paa forommeldte Jord kan avles 80 eller 100 eller 120, ja vel fleere Tønder Kartofler. Jeg vil antage det mindste Tal, og i stæden for at en Tønde Kartofler hidtil haver kostet 5 til 6 Mark,

ja vel meere, vil jeg kuns beregne Tønden til 4 Mark, som den kunde og burde sælges for, naar Frugten var meere almindelig; saa bliver Indtægten af forbemeldte Jord - 53 Rdlr. 2 Mk.

Og altsaa Omkostningerne fradragne, reen Gevinst Nogle og Tredive Rigsdaler af een Tønde Land.

Sammenligning med Korn-Avl.

Vil man ligne Korn-Avl herimod, sees en kiendelig Forskiel. Af let og løs Jord, som Kartofler kan faae god Fremgang udi, maae man ansee det som en sær Lykke, at avle 5 eller 6 Fold. Jeg vil regne Rugen, som det kostbareste Korn, og anføre den efter nu værende høje Priis. Saa blev Indtægten for 6 Tønder Rug af forbemeldte Ager 14 Rdlr., hvilket endskiønt ingen Omkostning herpaa er fradraget, er omtrent en tredie Deel mindre, end Indtægten af Kartofler. Og dog er Rugen her beregnet for højt, thi efter sidstafvigte Aars Grøde var det godt at erholde det 3die Korn af Rugen. Langt mindre kan de andre Korn-Sorter opnaae Kartoflers Indtægt. Desuden kan Kartofler med Fordeel plantes i den Jord, som alt har baarer Rug, og ej er tienlig u-

den til Havre-Sæd, ere ej heller Misvext saa meget underkastede, som Kornet.

Det er en ubetydelig Indvending, at man mister Foeringen af den Ager, som anvendes til Kartofler. Jeg veed vel, at man paa adskillige Stæder i Tydskland bruger Urterne eller Stenglerne af denne Frugt til Foder for Kreaturet. Men da man har grundig Aarsag til at troe, at det er skadeligt for Frugten at afskiære Stenglerne, allerhelst om det skeede førend de haver afblomstret, og Foreringen deraf ikkuns vilde være maadelig; Saa vil jeg ej føre mig dette til Nytte imod denne Indvending.

Stenglerne giver dog nogen Gjødning, naar de henlegges paa et Sted, at forraadne, og kommer altsaa derved til Nytte. Dernæst, hvad som afgaaer i Foeringen, erstattes rigeligen ved den overflødigere Frugt, og dens fordeelagtige Brug til Føde for Kreaturet paa andre Mader, som siden skal meldes. Og endeligen maae hertil føjes den Fordeel, som Jorden haver af denne Frugt. Jeg veed tilforladelige Exempler, at en Ager, som efter sin Jord-Avl og Aarets Beskaffenhed neppe havde givet det 4de eller 5te Korn, har derimod Aden Gjødning baaret 11 til 12 Fold, blot der-

ved, at den Aaret *) tilforn havde været beplantet med Kartofler.

Jeg har nu beskreven denne Frugtes Avl. Nu følger:

Il.

Kartoflers Brug.

Der ere mange Maader hvorpaa denne Frugt kan føres til Nytte i Huusholdingen.

Til Spise.

De smaa irlandske eller Kastanie-Kartofler ere, som før er meldt, de bedste i Smag, og tienligste til Spise, hvortil de paa adskillige Maader tillaves. Almuen kunde spare meget af andre Føde-Vahre, ved at spise denne Frugt, som er en god og drøj, samt sund og velsmagende Føde. Men da just de behielper sig med den allersimpleste Tillavelse, som de meget vel veed selv at opfinde og forandre; vil jeg her ej befatte mig med, at skrive Kaage-Bogs-Regler for Folk af en

*) I Engeland saaer man gierne Hvede næste Aar efter

Patæter, og faaer sædvanligst en rig Høst.

meere lækker Smag. Derimod vil jeg des udførligere vise, hvorledes baade denne og især de øvrige Sorter ellers kand bruges.

Til Brød.

Til Brød er denne Frugt, og i sær den engelske Sort, saa nyttig, at den derudi fortiener Fortrinnet for alle Slags Korn, som i Mangel af Rug anvendes dertil. Enhver som vil sætte forudfattede Meninger tilside, maae tilstaae, at Brød som er baget af Kartofler og Rug-Meel bliver ved ret Behandling ligesaa godt og velsmagende, ja efter manges Tilstaaelse bedre end det reeneste og bedste Rug-Brød.

Omgangen dermed er denne: Kartoflerne toes gandske reene. Derpaa kaager man dem møre, helder Vandet af, og strax imens de ere varme, gnier eller tværer dem ud, jo finere jo bedre, at ingen Stykker bliver tilbage. Til halvanden eller og til 2 Skiepper Kartofler tages een Skieppe Rug-Meel. Den fierde Part af Meel æltes derudi om Aftenen, uden noget videre Vand, end den Vædske Kartoflerne haver, og Dejen tilsættes med lidet mindre Surdey end ellers og gandske lider Giær. Om Morgenen æltes det øvrige Meel derudi, og siden behandles Brødet som sædvanligt.

Til Brændeviin.

Der kan og med Fordel brændes Brændeviin af denne Frugt med Tilsætning af Malt. Forholdet imellem begge Deele er dette: Af saa meget Korn, som man ellers vilde mæske, tager man de trefierde Parter. I Stæden for det øvrige tages 2 Skjepper Kartofler for hver Skjeppe Malt. For Exempel: 6 Skjepper Matt og 4 Skjepper Kartofler udgiør til Mæskning der samme, som een Tønde Malt eller Korn. Kartoflerne giver halv saa meget Brændeviin, som Malt. Behandlingen er denne: Først mæskes Maltet alleene som sædvanligt, og kaldes rør Mæskning. Derpaa kaages Kartoflerne i det Vand, som skal bruges til Opmæskning, kommes i Mæsken tillige med Vandet, og røres om, at de kan gaae i stykker. Siden er Omgangen dermed som sædvanligt, og maae alleene iagttages ved Brændingen, at naar Mæsken er kommen i Kjedelen, røres der nogle Gange om, indtil Kjedelen er færdig at komme i Gang, paa det at Kartoflerne ej skal falde paa Bunden formedelst deres Tyngde. Brændevinen heraf haver i sin Smag et Slags Fortrin for det blotte Korn-Brændeviin.

Til Stivelse.

Af Kartofler kan og tilberedes ligesaa god, om ej bedre Stivelse, end af den bedste Hveede. Omgangen dermed er hverken kunstig eller vidtløftig, og kan Arbeids-Lønnen omtrænt beregnes til een Mark paa hver Lispund Stivelse.

Kartoflerne toes reene, og rives paa et stort Rivejern over en Bøtte eller Ballie gandske fiine Man helder Vand paa det afrevne, rører det om, og lader det staae et par Timers Tid. Derpaa kommer man det i en Haar-Sie, helder Vand derpaa, og rører bestandigen derudi. Saa gaaer Stivelsen eller det fiine Meel igiennem med Vandet, og det grove bliver tilbage, som man da bruger til Sviin iblant anden Føde. Ellers kan og det afrevne trykkes, trædes eller perses igiennem en Pose, som ej er alt for tæt.

Den afsiede Stivelse rører man om i Bandet, som den er afsiet med, og lader den staae en halv Dags Tid, eller og kun indtil Stivelsen har sadt sig, og ligger paa Bunden. Saa helder man Vandet af, kommer frisk Vand derpaa, rører Stivelsen op, og lader det atter staae indtil den har sadt sig paa Bunden. Saaledes fortfarer

27-

man nogle Gange, indtil Vandet staaer gandske klart over Stivelsen, at det ikke farves deraf, og Stivelsen er reen og hviid. Saa helder man Vandet af, lader Stivelsen staae en halv Dags Tid, støder den op af Bøtten med en Kniv eller andet Jern, og legger den paa Klæder at tørres, enten ved Luft-Træk, eller i et varmt Værelse, og omsider paa en Kakkelovn. Man kan og lade Stivelsen tørres sagte en Dags Tid over, og siden legge den i Bagerovnen Dagen efter at Brødér er taget deraf. Altid maae iagttages, at den først og i Begyndelsen faaer langsom Tørrelse, siden taaler den meere. Til en større Mængde kunde bruges Rammer bespændte med Lærret, under hvilke kunde giøres sagte Varme af Gløder. Naar Stivelsen er fuldkommen tør, kommer man den i et Sold, saa bliver den faste og heele Stivelse tilbage i Soldet, det smaae og meelede gaaer igiennem. Dette giøres da gandske fiint med en Rulle, og sigtes igiennem et Floer, saa bekommer man deraf Pudder eller fiint Meel. Dette er vel ikke meget got til Haar-Pudder, da det falder noget tungt, og vil ej vel hæfte. Dog kan det gierne bruges dertil. Men desto bedre er dette fine Meel til adskilligt Bage-Værk, som det giver god Skik og Smag. Af en Tønde Kartofler bekommes

2 Lispund Stivelse, og undertiden nogle Pund meere. De store guule Sorter ere de tjenligste dertil.

Foruden disse ommeldte Poster kan og Kartofler med Fordeel bruges, til at feede og føde adskillige Kreaturer.

Til Sviin.

Sviin kan feedes dermed saa godt som med noget Slags Korn. Flesket bliver fast og velsmagende. Er Svinet stort og magert, maae det have et større Forraad, er det lidet og forhen vel ved Hold, da noget mindre. Fire Tønder ere tilstrekkelige for et fuldkommen Sviin. Kartoflerne kaages møre, og gives Svinet med Vandet de ere kogt udi. Har man Spøl at komme deriblant, er det des bedre; hvis ikke, lader Svinene sig nøje med Kartofler og Vand. Der kan undertiden findes Sviin, som i Begyndelsen ej vel vil æde dem, men man tvinge dem kuns dertil med Hunger, saa falder det af sig selv.

Sviin som skal fødes Vinteren over, kan man give Kartoflerne raae og ukogte, ja endog de, som af Fugtighed eller Frost ere beskadigede og raadne. De trives derved bedre end af Korn.

Til Køer og Faar.

Kartofler, naar de ere kogte møre, kan og bruges til at blande med Avner eller Hakkelse til Blænding for Køer og Faar, som giver rigeligen Melk derefter.

Til Fier-Kreaturer.

Ligeledes kan man anvende kogte Kartofler til Høns, Gjes og Ænder, der æder dem med Begierlighed, samt trives og feedes ypperligen deraf.

Til Heste.

Endeligen kan de og bruges til Føde for Heste. Adskillige Heste æden dem gierne raae og ukogte, helst naar de ikkuns ere smaae, eller og paa een eller anden Maade skaaren i Stykker. Dog er det bedre, at blande dem kogte iblant Hakkelsen, da Hestene bedre fortærer begge Deele med hinanden. Denne sidste Post er vel endnu ikke meget forsøgt, dog har jeg Exempel paa, at det med Fordeel er prøvet. Da man i Engelland kan finde Regning ved at føde Heste, og i sær Arbeids-Bæster med guule Rødder, faa er jeg vis paa, at Kartofler, som ere langt meelrigere, og følgeligen meere nærende, kan med stor Nytte anvendes hertil, allerhelst da de i større Mængde, og med, min-

dre Bekostning kan erholdes. Ved den anførte Prøve blev besunden, at de for Heste ere meere nærende end Havre.

Beregning over Fordeeten ved Kartoflers Brug.

Jeg vil endnu tilføje nogle Beregninger over Fordeelen ved Kartoflers Anvendelse paa foranførte adskillige Maader.

Ved Brød-Bagning.

Erfarenhed lærer at af 2 Tønder Kartofler bekommes ligesaa meget Brød, som af 1 Tønde Meel. Nu koster een Tønde Meel 4 Rdlr. Een Tønde Kartofler haver hinindtil kostet 5 til 6 Mark. Jeg vil antage den høyeste Priis, som da for begge Tønder udgiør 2 Rdlr., altsaa ikkuns Halvdeelen imod Meelet. Følgeligen kunde een Tønde Kartofler derved udbringes til r Rdlr. Og da 1 Tønde Meel er nok til at blande med 2 Tønder Kartofler, sparedes 2 Rigsdaler paa hver Tønde Meel, som til Brød-Bagning behøves. Hvilken anseelig Fordeel, helst før Fattige i saa dyre og besværlige Aaringer? Umagen og Bekostningen med at kaage og udrøre Kartoflerne kan ey overgaae Bekostningerne paa Kornets Malning til Meel.

Ved Brændeviin.

To Tønder Kartofler giver saa meget Brændeviin, som en Tønde Malt. Maltets Priis er 16 Mark. Regnes nu Kartoflerne til 5 a 6 Mark Tønden, bliver Gevinsten herpaa

4 til 6 Mark, og en Tønde Kartofler udbringes derved til 8 Mark.

Ved Stivelse.

Af en Tønde Kartofler bekommes 2 Lispund Stivelse, som er af Værdie 2 Rigsdaler. Beregner man nu Kartoflernes Priis

5 til 6 Mark, og legger dertil Arbejdsløn 2 Mark, der er 1 Mark paa Lispundet, som før er sagt; bliver Gevinsten 4 til 5 Mark paa hver Tønde, som herved, Omkostningerne fradragne, udbringes til 10 Mark.

Vil man anstille en Ligning imellem Fordeelen ved denne Stivelse og den som giøres af Hveede, bliver Nytten af denne Brug endnu større. Een Tønde af den bedste Hveedé giver 64 til 72 Pund Stivelse. Det samme erholdes af 2 Tønder Kartofler. Naar nu Hveedens Værdie er 4 Rdlr. og Kartoflernes ikkuns 2 Rdlr., saa følger deraf, at Fordee-

len ved Stivelsen af Kartofler er dobbelt imod den af Hveede. Og hvor nyttigt var det ikke, at saa megen Hvede kunde spares til andet Brug?

Det var altsaa fordelagtigt for Staten, at den Stivelse, som her i Landene forbruges, blev tilvirket af Kartofler. Ved en Fabrik af nogen Betydenhed, vil det vel synes for vidtløftigt, at rive Kartoflerne. I det Sted kunde vel indrettes et Mølle-Værk, hvorved de gjordes ligesaa fiine. Men skulde ikke mange smaae og i sig selv ubetydelige Fabriker være tjenligere og nyttigere end nogle faa store? Kunde ikke den fattige Almue, ja endog Qvindfolk og Børn, let i deres egne Huuse og uden bekostelige Redskaber og Anstalter, forarbejde endeel Tønder Kartofler til Stivelse? Hvad Understøttelse vilde det ikke være for dem, at erholde den dermed følgende Fordeel, fom vilde være des større, naar de havde et lidet Stykke Jord i Brug, hvorpaa den selv kunde avle Kartofler i temmelig Mængde? Skulde ikke deslige Folk kunde sælge Stivelsen for den allerbilligste Priis, og dog finde deres Underholdning derved.

Ved at feede dermed.

Fordeelen ved at feede Sviin med denne Frugt er ogsaa kiendelig. Fire Tønder Havre ere ikke mere end tilstrækkeligt til at feede et magert Svin. En Tønde Havre koster 7 til 8, ja vel 9 Mark. Følgeligen blev Omkostningen paa et Sviin omtrent 5 Rdlr. Vil man bruge Erter, som det fasteste og drøjeste Kom dertil, hvoraf da i det mindste behøves 2 Tønder, saa bliver Summen efter dette Aars Priser den samme. Fire Tønder Kartofler, som udfordres til at feede er Sviin, kand bekommes for 20 eller 24 Mark. Altsaa spares derved 6 eller 8 eller 10 Mark paa hvert Sviin, og en Tønde Kartofler udbringes til 7 eller 8 Mark.

Den samme Fordeel erholdes ved at bruge Kartofler til de øvrige Kreaturer, som forhen er vist,

Vilde man indvende, at disse Beregninger ere grundede paa de nu værende høye Korn-Priser, og at de af mig anførte Fordele derved blev saa megec høyere udbragte. Saa tilstaaes just derved Kartoflernes store Nytte og Fordeel, hvilke som en Frugt der bærer rigeligen, og er ej den Misvext undergivet som Kornet, kand i vanskelige Aaringer komme Landmagten til Gode, og

i mange Maader erstatte Kornets Mangel. Dernæst maae man mærke, at da jeg har beregnet Kartoflerne til den højeste Priis, og dyrere end de kunde være, naar de bleve meere almindelige; saa kand mine anførte Regninger endnu holde Stik ved maadelige Korn-Priser. Og endeligen i hvor stort Forraad der end maatte være paa Korn, vilde dog Kartofler, som en Frugt der falder meget overflødig, give Anledning til, at meget Korn kunde spares, enten til at udføres af Landet, eller henlægges til besværlige Aaringer. Tydskland vilde i de sidste Krige have haft stor Mangel paa Levnets-Midler, saavel for Krigshærerne som Landets Indbyggere, hvis ej Kartoflerne havde raadet Bod derpaa.

Af foranforte Beregninger, som alle ere grundede paa Erfarenhed, og som enhver ved eget Forsøg skal befinde rigtigt; sees tydeligen, hvor nyttig og fordeelagtig denne Frugt, er og hvor højligen det var at ønske, at den overalt blev bekiendt og bragt i Drift for Landmanden.

Jeg opnaaer fuldkommeligen mit Øyemeed, om nærværende Afhandling kand ved Selskabets Foranstaltning udrette noget dertil.

35
36

✂

Efterretning

om den paa Hitteren i Tronhiems Stift

boende Norske Bonde,

Niels Justesen Ejdet,

Hans ugemeene Fliid og Vindskibelighed,

samt

Den anseelige Belønning hannem er bleven tilsendt

fra

Det Kongelige Danske Land-Huusholdnings-Selskab.

Optegnet og nedsendt af

hr. Johan Støren,

Provst over Fosens Provstie og Sognepræst til Hittrren.

Er ført bleven indført i de Patriotiske Skribenteres Magazin i Kiøbenhavn, og deraf igien uddraget og trykt lige Ordlydende i dette Format.

TRONHIEM,

Trykt hos Jens Christensen Winding, 1772,

Det Kongelige Danske Landhuusholdnings-Selskab, som ikke for længe siden har haft Lejlighed til at see Bondens Jørgen Christensens i Fyhn, hans Fliid i Landvæsenet belønnet, har nyligen fundet samme Lejlighed i Henseende til Niels Justesen Ejdet, Lejlænding paa Mental-Gaarden Ejdet paa Hitteren i Tronhiems Stift. Den Efterretning om hans store Vindskibelighed, som Selskabet til den Ende ved dets Vice-Præsident, Deputered i det Danske Cancellie Hr. Justitz-Raad Dons har indhentet fra Hr. Johan Støren, Provst over Fosens Provstie og Sognepræst til Hitteren, er paa Selskabets Forlangende i de Patriotiske Skribenteres Magazin i Kiøbenhavn bleven indført, hvoraf den paa Hr. Hans Thodes Bekostning igien er bleven uddraget og trykt.

T. De forlange underretning om den priisværdige og paa dette sted ret mærkværdige Agerdyrker Niels Justesen, som er min Landbonde paa Mensal-Gaarden Ejdet. Hvor ønskede jeg ikke ved denne Lejlighed at kunde afgive noget Udførligt øg Fuldstændigt om Landvæsenet paa mit Sted! Men mine Embeders Forretninger og vidtløftige Familie-Affaires, giøre dette mit Ønske forgieves. Jeg maae derfore lade mig nøje med at skrive noget af Det meget, som skrives kan, om den berømte Niels Ejdes rare Fliid og Arbejde; hvis Værdie, for disbedre at skiønnes, maae jeg kortelig for i Vejen berøre Landets og Jordens Beskaffenhed, tillige med Jorddyrkningens almindelige Maade her paa Stedet.

Hitteren udgiør et Præstegield, bestaaende af mange i Havet beliggende Øer, i-

(4) blant hvilke de største have i Omkreds 7 a 9 Norske Mile, andre 1 a 3 Mile, og mangfoldige mindre, som til største Deelen ere beboede. Deres Beliggende begynder 7 Mile Nordvest fra Tronhiem; mod Norden og Vesten strekker de til det vilde Hav, men mod Synden have de det faste Land Nordmøer paa 1/2 til en Miil i Nærheden. Disse, der have tilforn havt god Skov af Fyre og Birk, hvoraf nu slet intet er i Behold, uden en ganske liden Deel paa den Sørrekant af den største Øe; Landet er nu overalt bestaaende enten af skaldede Klipper, eller af sumpige Myrer og staaende Vande. Ned mod Stranden ligge her og der imellem Klipperne og Sumperne, større og mindre Jordstrimler og Flekke, og er det disse allene, som beboes. Gresset vover her i Overflødighed, og Kornet trives godt, saavidt det enten fra Klipperne nedflydende, eller fra Grunden opstigende Vand ikke giør Skade. Ved Grøfter bliver dens Ulejlighed paa nogle, og kunde paa flere Steder, men ikke allevegne afhielpes. Jorden er paa de fleste Steder sumpig, dyb og nesten bundløs, og har enten slet, eller og intet Udfald. De større og slette Myrer ere gemeenlig om-

(5) ringede af Højer og Klipper, hvor Vandet intet Udløb kan finde. Disse og flere Hindringer dringer, samt den Vane at søge af Søen allene sin Næring, endog, naar samme er der mest fejlende, foraarsager, at man paa Hitteren ikke meget bekymrer sig om Jordens Dyrkelse. Desmere legger man sig efter Kreaturer, uden saa nøje at regne, hvorvidt Foderet til samme vil strække sig, hvilket ofte gaaer op, førend Midten af Vinteren; siden maae Tare, Tang og Mort (smaae Sej) som kaages sammen, og hvoraf Kreaturene fødes vel, og give overflødig Melk, tiene til Foder. Herover haves og større Forraad af Giødsel, end mange af Indbyggerne enten gidder eller vide at benytte sig af. Man seer derfor mange Steder Fæehusene satte hos Søen, eller hos en Bek, som kan bortskylle det meste af Frauen (Møgen). Hvoraf andre dog bringe den største Deel hen paa deres smaa Agre og Engestykker, hvorpaa de avle i Overflødighed;

nogle saa legge den overskydende Frau eller Møg paa Klipper, hvor den bliver til Jord, som bær overflødig Græs. Men jeg blues ved at sige, at nogle lade Møgen saaledes overvoxe deres Fæehu-

(6) se, at de omsider maae fløtte dem til et andet Sted.

Der er da intet mindre end Mangel pag Giødning, som kan hindre Jordens Dyrkelse her paa Stedet; men en alt for liden Agt for Agerdyrkningen overtaler nogle til aldrig at bruge Sæd, andre til at bruge eller ikke at bruge den, eftersom det falder dem mere eller mindre belejligt til. I Almindelighed følger enhver sine Formænds Exempel, uden at see videre ud til enten at forbedre, eller udvide Jorden. Vel har jeg sagt, at den allerstørste Deel af Landet er ubeqvem til nogen Slags Dyrkning, og det er en afgiort Sandhed, at man her paa de fleste Steder ikke kan bringe det meget vidt med Jordbruget; Men at Jordens Uduelighed og sammes Beliggenhed vil paa de fleste Steder giøre al Fliid og Kunst forgieves; Dog er det ligesaa sandt, at de allerfleste Gaarde og Pladse have enten nogle Flekke eller større Strekninger af Myrer, Sumper og Lyngrabber, som kunde opdyrkes, og giøres endog til bedre Jord, end den man nu bruger; ja jeg tør aldeles ikke nægte, at, hvis hver Mand var en fornuftig og vindskibelig Agerdyrker, vi da vist nok inden faae Aar

(7)

vilde finde en dobbelt saa stor Kornavling i dette Præstegield, som den vi nu finde, og det endda uden at gaae det nyttige Eng for nær. Jeg vil ikke sige, hvad der kunde udrettes, hvis hver Mand blev en saadan Agerdyrker, som Niels Justesen Ejde, hvilket vel er at ønske, men sildig at haabe.

Det er til denne rare og fortreffelige Mand jeg nu vender min Relation: Han er fød udi Naboegieldet Hefne, hvor man heller ikke kan sige, at der giøres meget af Agerdyrkningen, og hvorfra Han i Ungdommen kom, som Tienestekarl hid til Hitteren. Han tiente her til sin Alders 36 Aar, og havde vel Berømmelse for en brav og duelig Arbejder, men tiente dog ikke hos saadanne Folk, hos hvilke han kunde faae Anførsel til det, han siden har udrettet. Ved disse Tider laae Mensal-Gaarden Ejde øde 7 a 8 Aar, Husene vare imidlertid ey allene forfaldne, men og bortførte. Forhen var Gaarden beboet, snart af een, snart af flere, indtil 4 Opsiddere paa eengang, men ingen kunde der bestaae sig. Gaarden skyldede den Tiid 2 Spand, men blev udi dens øde Tilstand fældet til 1 Spand. Alli-

(8) gevel kunde ingen formaaes til at overtage sig denne slette Gaard til Brug og Beboelse. Endelig giorde min Formand i Embedet sig megen Umage for at overtale denne Niels Justesen dertil, hvilken og tilsidst lod sig overtale. Hans Bygselbrev forbandt ham til, at opbygge Husene paa egen Bekostning, imod at tiltræde Gaarden Byxelfrie, med 2 Aars Landskyld Frihed. Det er nu just 26 Aar, siden han tiltraadde Gaarden; Han helede strax sin Tiid og Fliid imellem Jordens Dyrkelse og Huse-Bygningen; til Det sidste han ey allene hug og igiennem besværlige Veje frembragte Tømmeret med eget Arbeide, men og, som synes utroeligt, opbygde alle Husene uden videre Hielp, end at hans Kone og Pige hialp ham at løfte og hidse Stokkene op, allene han lejede en Naboe tvende Uger til Hielp paa Stue-Bygningen. Alle Husene befindes vel og fuldstændig byggede, og meget vel og godt indrettede. Men hele Gaardens Opbygning var kun lidt at regne, i Ligning af det, han foretog sig med Jorden. Samme er beliggende imellem tvende Field-Rygge, og udgiør et Ejde imellem tvende Søe-Bugter Fra de paa Siderne liggende Fielde, nedfly-

(9) de af Regn og smeltet Snee adskillige smaa Bekke, som overskyllede den flade Jord, hvor der formeredes mange Sumpe og Vandpøle, imellem hvilke Agerne vare anlagte udi smaa Flekke; besynderlig foraarsagede en liden Elv (som løb udi mange Bugter igiennem det beste af Jorden, hvilken den i Flum overflyttede, og betagte med Sand og Gruus, ja rev Jorden bort) stor Skade; for hvis Skyld ogsaa Affældingen fra 2 til 1 Spand stede; Denne Elv ønskede han at maatte have sit Løb ved Siden af Jorden tet under Fieldet; Han fik i Sinde at vilde grave saadant Løb, men en Biergnakke, noget højere end Jorden selv, laae ham i Vejen, den han ikke havde Midter til at sprenge; Han forsøgte derfor at hugge den ud, og fandt Bierget af saa mør og skiør Steen, at den lod sig klive og brekke, med hvilket Arbejde han ikke gav efter, førend han fik en lige Dybhed med sine Grøfter i Jorden, som og vare temmelig dybe, og saaledes gav han Elven et nyt Løb af 500 Skridt lige ned i Søen. Men den giorde ham nye Fortred, ved at ville giøre nyt Indbrud paa Jorden; dette forekom han ved at sette deels Steenmuur, deels Træværker den hele Aabred i-

(10)

giennem, hvorover han lagde Jord, som nu udgiør en Kandt af hans Ager. Da han nu har faaet Elven efter sit Ønske, opkastede han dybe Grøfter om den hele Jord, udskar alle Sumber og Pøle, fyldede dem og det gamle Elvefuer med Jord, opgravede og bortførte alle de Steene, som kunde flyttes, men hos de uflyttelige gravede han dybe Graver paa Siderne og styrtede dem der ned; giorde derefter den hele Jord saa jævn, at den kunde pløjes, og anlagde en Ager lige fra den ene Søe til den anden 700 Skridt i Længden, omtrent 50 Skridt bred; hvo kunde nu kiende Jordens forrige Skikkelse igien?

Niels Justesen glædede sig vel inderlig oper denne dejlige Ager, som gav stor Velsignelse af sig; men han havde endnu Lyst til at udvide den; og da Grøfterne ved Siderne forbød ham at giøre det paa Landet, tog han fat paa en Søebugt, som gik op til Enden af Ageren, hvilken Søebugt Havfloden, som her falder temmelig høy, satte noget dybt under Vand, men Ebben tørrede. Her kiørte han sammen en utroelig Mængde, først af Steen, siden af Tang. og Myr, hvorved han udstrakte sin Ager

(11) nesten til en Tøndes Sæd. Og at Elven, fom just falder i Søen ved Hjørnet af denne paa Sandgrund byggede Ager, ikke her skulde giøre nye Skade, gravede han en Canal fra Elvemunden langt hen i Søen, for at dreje Strømmen til en anden Side.

Under denne Agerdyrkning (som og i Henseende til Søesiden og Aabreden fortiener at kaldes Agerbygning) forsømmede han heller ikke at forbedre og formere sit Eng. Han havde nu medtaget nesten den hele flade Jord til Ager, saa at Enget var nu mest beliggende i Fieldbakkene blant Kratskov af Enebær, Birke og Espetræer; dette Krat bortryddede han, og faaer nu paa disse Steder et Læs Høe imod enhver Kæmme, han tilforn fik; Ved Rydningen satte han igien visse smaa Træer i en vis Orden, dem han siden har opelsket til en smuk og behagelig Skov i Engene. Men disse Træer ere for ham det samme, som Kundskabens Træe i Eden; alligevel liftede sig en slem Naboe afvigte Aar hen at nedhugge og bortføre mere end 70 af samme, hvilket gik hannem saa nær til Hierte, som om han havde mistet en stor Skat.

Men hans Lyst til at anlægge Agre kan

( 12 )

aldrig mættes: for 3 Aar siden foretog han i den Henseende et Arbejde, hvorved han nesten syntes at ville trodse Naturen: Hans Gaard ligger paa en liden Høj, bag hvilken atter ligger en anden liden Høj; imellem disse Høje laae en dyb Dal, bestående af et nesten bundløst og sumpigt Kiær: han ærgrede sig over, at dette opslugede den fra Gaarden flydende Giødsel: Han skar derfore Kiæret vel ud, lagde Steenrender i Grøften, fyldte Dalen med Jord, som han skar af den anden langbratte Høj; hvor han skar lige ind i Højen, indtil Jord- eller Tørvbreden gik ham over Skuldrene. Arter lagde han Steenrender, hvor han mest frygtede for Vandets Tilløb, lagde derover saa høy Jord, som til Pløjning behøves, endelig opkastede han en dyb Grøft oven om dette Stykke, og ned ved den udskaarne Bakke, hvorved han fik en overmande skiøn og frugtbar Ager, som imodtager hen imod en Tønde Sæd; endskiønt han her maae saae saa tyndt, at man fast kan tælle Kornet. Over denne Ager har jeg seet hans Øjne flyde af Glæde. Paa den anden Side af Højen, hvor Gaarden staaer, har han nu og tiltakt Hoved-Grøften, og strakt den store Ager op

( 13 ) ad Bakken, lige til Husene, hvorved Vejen gik bort, hvilken han igien anlagde frem ved Bakken lige igiennem Gaarden, og derved naaet det Ønske, at Frauen fra Gaarden maatte allevegne treffe Ageren, hvorover han heller aldrig behøver at fraue (giødde) disse omliggende Stykker, paa hvilke han desuden sparer den halve Udsæd.

Siden den Tiid har han atter optaget tvende Stykker, ethvert paa mere end en Tønde Lands Sæd; for hvis Skyld han og har maattet sette et vidtløftigt og kostbart Gierde. Til at optage disse tvende Stykker, saavel som en Deel af hans øvrige Agre, har han ikke kundet bruge Ploug og Hæfter, men omvæltet Jorden med Hænder; thi Jorden var her bestaaende (som ellers paa mange Steder her paa Hitteren) af Græsmyhr, hvis Jordskorpe er saa sej og tyk, og har saa dyb Græsrod, at man ved alle Forsøger har fundet det umueligt, baade at skiere og vælte den med Ploug. Man maae derfore med Spade stikke og med Hænderne vælte, eller snoe op og ned paa Tørven; da man gemeenlig maae udskyde hver ottende Fure; thi trangere lader denne haarde Skorpe sig ikke pakke, og maae Tørven i denne Vending

( 14 ) blive liggende omtrent i 4 Aars Tid, førend den raadner, da man imidlertid giødder, saaer og hakker Kornet ned, hvorved denne nye Jord bær i stor Overflødighed.

Det sidste af disse tvende Stykker, som nu i sidste Efterhøst blev stråledes optaget, satte mig ikke i liden Forundring, da jeg kom til Stedet, og fornam, at dette Arbejde var giort efter Indhøstningen, endskiønt hver Mand endda neppe havde sit Korn i Huus, og hvormed Niels Ejde, som gemeenlig har sine Aunder til Ende førend andre, for mindre end 14 Dage tilforn var bleven ferdig. Jeg besaae Arbejdet, og fant det hele Stykke omgravet med Grøfter, som stege ham deels til Knæerne og deels til Armene, overmaade store Stene opbrutte og bortførte, men Furrene laae saa jevne og egale, som ingen Ploug kunde legge dem, Jeg spurte ham: hvad Hielp han har havt hertil? Han svarede: min Kone og den Taasse-Dreng jeg har; ellers (blev han ved) gav dette Stykke mig mere at bestille, end jeg havde ventet, og da det faldt mig forvoxen, løb jeg om for at! leje Hielp, men kunde ingen faae, ikke engang de Dagdrivere, som jeg saa ofte har hiulpet! i Nød, og faaer vel fremdeles hielpes naar

(15)

de trænge, hvis de ikke skal sulte ihiel, endskiønt de ere mig tilforn meget skyldig, derfor maatte jeg fuldsette Arbejdet med den lille Magt jeg havde. Jeg bad ham ved denne Lejlighed, at han nu for Eftertiden maatte betænke sine tiltagende Aar og aftagende Kræfter (thi Manden er nu 62 Aar gammel) og naar her hverken ere duelige Tienere at faae, ej heller Lejefolk, vilde jeg raade ham herefter, at rygte allene det, som han hidindtil har sat i Stand, uden at gribe videre om sig; han svarede: at det Raad var godt, og han derved vilde finde rigeligen Udkomme; men nej! siger han, jeg maatte derved miste det Beste af mit Liv. Paa Tilspørelse, hvad dette var? Svarede han: den utroelige Glæde jeg finder ved at lægge altid noget Nyt til; thi jeg er aldrig saa glad, som naar jeg haver sligt Arbejde under Hænder; det faaer ikke at hielpe (lagde han skiemtende til) at min Kone iblant knorrer og kalder mig Mulvarp, men jeg betaler hende med samme Mynt, og lader hende høre hendes uendelige Vasken og Skuren, hvormed han meente hendes store Hengivenhed til Nethed og Reenlighed, hvoraf han og selv er en stor Elskere; ligesom hun heller ikke undfalder ham i no-

( 16 )

get tungt Arbeide, allene hun af Ømhed for ham søger at sagte hans alt for store Iver i at overtage sig det Tunge.

Denne hans Kone, endskiønt hun er af distingveret Slægt, er ikke mindre duelig og ufortrøden til tungt og grovt Arbeide, end omhyggelig for at holde sine Huussager i pyntelig Stand; de leve sammen udi god Forligelse, og overlægge gierne om Aftenen, hvad og hvorledes de følgende Dag skal foretage noget, da den ene er færdig at følge den andens Forslag. De leve sparsommeligen, endskiønt deres Huns er altid vel forsyner, ej allene, med hvad de selv behøve, men og, hvormed de kan imodtage Fremmede, enhver efter sin Stand. De ere godgiørende, tienstagtige og stikkelige Mennesker, som ikke vides hengivne til nogen Last. Uagtet deres Vaanings-Huus er reenligt og beqvem nok til at indtage Fremmede udi, saa har de dog nu nyligen til dette Brug bygget et nyt Værelse. De hielpe mange Trængende, og blive af samme ofte bedragen, og derved tage temmelig Skade. Endskiønt de have Korn i Overflødighed, give de sig dog ikke Tid til at malte og brygge oftere end til hver Juul, men da maae Øllet være af beste

(17) Slags; Manden er intet mindre end hengiven til Drik, alligevel kan han ikke have Øl i Huset, uden det maae være commune bonum for alle, som kommer ind, hvorover her vilde mere Øl medgaae, end de seer sig Tiid til at tillave. For Resten ere de forsynede med alt, hvad deres Stand kan medføre, lige indtil Specerier og Thee, som de dog neppe bruge uden til Fremmede af Distinction. De have nu været gifte udi 26 Aar, og have tvende Døttre, af hvilke den ældste er lykkelig gift med en fornemme og formuende Bondekarl, som beboer sin Ejendoms Gaard og driver smaa Handling. Den anden Datter er endnu ikke tilvoxen, begge ægte Forældrene paa udi Dyd og Duelighed, det er Skade, at disse brave Folk ikke havde Sønner, som kunde understøtte,

og fortsætte deres priisværdige Foretagende, saa kunde man vente stort af denne Slægt. O havde vi mange faadanne Folk i Landet, hvilket Land og hvilket Folk i Landet skulde vi da finde for os!

Endnu staaer tilbage at tale om, hvad Frugt Niels Justesen nu nyder af sit Arbejde, og hvorvidt han har bragt det med Jordens Forbedring, hvilket er at see af føl-

( 18 )

gende: Den Tiid han kom til Gaarden, saaede man 3 1/2 til 4 Tønder, og avlede 10 til 12 Tønder: Nu saaer han 12 Tønder (endskiønt en stor Deel af Ageren er saa frugtbar, at der behøves kun halv Udsæd imod den sædvanlige, og høstes ordinair 90 Tønder, men kan nu ventes i gode Aaringer 100 Tønder; høster altsaa omtrent otte Fold, da her dog i dette Præstegield almindeligst høstes kun fra 3 til 5 Fold. Hans Udsæd er bestaaende af Byg og Havre, dog mest af Det første; Kornet falder skiønt, men Jorden er af den Beskaffenhed, at den kræver nesten aarlig Giødsel, hvoraf der altsaa udfordres en stor Mængde; til at anskaffe samme, kiører han hvert Foraar, en stor Mængde Myr udi sit Mødings-Sted, hvorover siden efterhaanden Møgen lægges, og bliver til ligesaa god Giødsel, som Møgen selv. Hvor denne Giødsel ikke vil strække til, giøder han Ageren paa de Steder, som kan være tiente med en ringere Giødsel, med Tang, hvoraf han ved Sæde-Tiden opfører en stor Mængde, og breder den tyndelig over Sæden. Han pløjer dybere end andre, og bereder Jorden med stor Omhyggelighed. Jeg erindrer her, at jeg engang gik forbie

( 19 )

hans Ager, og blev vaer nogle smaa Vanarter derndi, han vidste strax at angive Aarsagen til samme: ved hvilken Lejlighed jeg begyndte at fortælle ham adskilligt af det Oeconomiske Magazin om Agerdyrkning og Jordens Behandling, i Begyndelsen hørte han til med stor Attention, men han begynte snart at ryste med Hovedet, og endelig at vise en Kiedsommelighed ved at høre mere; da jeg brød af, svarede han: Diste gode Herrer have neppe forsøgt, hvad de skriver, men det jeg bruger, det veed jeg giør godt, og der vil jeg blive ved. Jeg maatte lee, og bad ham kun blive ved sin Erfarenhed, som den beste Læremester; men at han derhos maatte vide, at ikke alle Slags Jord lod sig paa en og samme Maade behandle.

Med Høeavlingen derimod er han nu kommen saavidt, at han i Steden for han forhen fødte 7 a 8 Stykker Hornqvæg, 20 Stkr. smaa Fæe og 2de Hæfte, hvor til endda blev taget stor Hielp af Søen, fødes nu 16 Stkr. Hornqvæg, 60 Stkr. smaa Fæe og 3 Hæfte; vel har han børlet et lille Engeslette uden for Gaarden, men derimod har han sielden eller aldrig nogen Hielp af Søen til sine Kreatures Foering, hvorhos han

( 20 )

ogsaa holder sine Kreaturer godt, besynderlig maae hans Hæfte hele Aaret see ud som Stadshæfte, dem han saa ømmelig behandler, at han lader mange tunge Byrder falde paa sig selv, for at spare dem, og hvorudi han gaaer alt for vidt.

Han farer endnu stedse fort med at rydde og forbedre sine Enge, igiennem hvilke han har anlagt alle fornødne Kiøre-Veje, som ere saa vanskelige at faae paa disse ujevne, sumpige og klippige Steder; hertil vil mangen Steen brydes, mangen Klippe udbrydes og jevnes, samt mang et Hul opfyldes, og Sumper udtørres, hvilket alt koster stort Arbeide; ja det er ligesaa utroeligt, som det ikke her fuldstændig er beskreven, hvor meget Arbeide denne Mand har overtaget sig, for at sette alle Ting i den Stand det nu findes; endog Øjesynet, som ikke nøje nok har erfaret Gaardens og Jordens forrige Tilstand, skal ikke kunde blive vaer en meget stor Deel af Arbeide; thi hvor kan vi nu see de mange forgieves opkastede og derfor igienkastede Grøfter, de mange under Agrene gaaende Steen-Render, de store Steene og Bergstykker, han udi Jorden haver nedgravet, med meere saadant; derimod har

( 21 )

jeg, i Henseende til det, som her er relateret, ikke kunde lade mig bedrage, eftersom jeg enten selv, eller og mine Embeds-Brødre, hver 14 Dag paa Kirke-Rejsen passere over hans Jord, og igiennem hans Gaard, og saaledes selv kan tage i Øjesyn, hvad han haver under Hænder og udretter fra Tiid til anden. — Spørger man: med hvad Folke-Magt han har udrettet alt dette? Da har han aldrig havt Dreng, førend nu i tredie Aar forhen, da han havde en duelig Karl som afvigte Aar blev ham frarykket under Paaskud, at han som Soldat tiente uden for Compagniets District; men nu har han en Taaske, som duer fast til intet; i den øvrige Tiid har han udrettet alle Ting med egne Hænder i Hielp af sin brave Kone og en Pige, allene han i trende Aar havde en halvvoxen Dreng, hvilken dog intet synderligt kunde udrette uden at vogte Kreaturene. Udi Aundetimen har han heller ikke havt anden Hielp, end de som sagt er, undtagen naar Kornet skal opskieres, da han kan samle nogle gamle Koner eller unge Piger (thi andre Folk saa vanskelig faaes) som kan være ham behielpelige udi dette Arbejde, hvilket ingen Forhaling kan taale.

( 22 )

Heraf maatte man slutte, at han nødes til at arbeide baade Nat og Dag? Nej aldeles ikke: ingen Mand er ordentligere baade udi sit Arbeide og udi sin Hvile, end han, flittig er han, uden at gaae den fastsatte og afpassede Hvile for nær. Han sover hver Dag en Times Eftermiddags-Søvn, hvilken afpasses efter Timeglas sadt paa Bordet, han har fastsat og afpasset en vis Tid til at hvile, eller Pusterum i enhver Øgte (saa kaldes Arbejdstiden fra et Maaltid til andet) nemlig tvende gange at sette sig ned til Hvile udi de tvende længere Øgter, og engang i de kortere. Medens der arbejdes, gaaer alting stiltiende af, men naar han setter sig ned, er han saa munter og lystig, som om han sad ved et Gilde. Han gaaer om Aftenen betids til Sengs, og staaer om Morgenen tilig op, tager dog altid fuldkommen Nattehvile. De mørke Vinteraftener afpæler han med sit Timeglas, at den rette Sovetid ikke skal fornærmes, han spiser (som sædvanlig paa disse Steder, helst udi lange Dage) fire Gange hver Dag, men da han har en svag Mave, foraarsaget af en Forkiølelse, han for nogle Aar siden fik, da han haardeste Vinterstid gik ned i et Vand, spiser han gandske lidet, og kun

( 23 )

visse Slags Mad, maae derfor ofte imellem Maaltiderne, naar han setter sig ned, have noget at bide paa. I øvrigt er Manden munter, godgiørende, omgiengelig, ydmyg, men overalt nøjsom og taknemmelige i Henseende til det guddommelige Forsyn, og naar nogen berømmer hans Gierninger, er det saa langtfra, at han deraf hovmoder sig, at han ofte med Taarer bevidner sin Glæde og Taknemmelighed imod Gud, som har velsignet hans Hænders Gierninger.

Hvad hans Formue angaaer, da har han begyndt i Fattigdom, men er nu en temmelig velholden Mand, som er ingen noget skyldig, eller trænger til nogen, men har tvertimod hos mange at fordre, og giør mange Biestand udi trængende Tilfælde. Foruden hans Gaarde Besetning, findes der i hans Huns, gode Senge og Linklæder, samt Huusgeraad efter hans Stand; endskiønt han ikke bruger Søen, uden naar Sild i Nærheden til Fordeel kan fiskes, ejer han dog meget gode Søeredskader, og hans Gaardsredskaber maae være af beste Slags, kort: han er en saa fuldkommen, som lyksalig Mand i sin Stand.

Saavidt gaaer min Beretning om dette følgværdige Exempel, hvilket allerede har opvagt nogle til at lægge Haand paa det, som de vel ellers aldrig havde tænkt paa, og hvilket ufejlbar endnu vil opvække flere, hvis denne Mands Fortienester bleve satte i et større Lys, hvortil jeg og vil contribuere alt det mig mueligt er, Jeg kunde endnu nævne adskillige, saavel Selv-

( II ) ejer, som Lejlendings-Jorder, hvilke kiendelig forbedres og udvides, hvor iblant Mensal-Gaardene Hestnes og Øjen ere Herligen opdyrkede, skiønt saadant er skeet med mindre Besværlighed, og større Magt. Men den merkværdigste nest Niels Ejde er Henrich Jerlefsen Strøm, hvilken ejer og beboer Strandsædet Grebsnes, hvor han i førstningen kunde kuns saae 1 1/4 Bog Bya, men saaer nu 3 Tønder; jeg siger, at dette er Merkværdigt, fordi han har havt megen ubeqvem Situation, og fortrædelig Jord at arbeyde udi, hvor ikke bruges Hæftemagt, og hvor man har maattet giøre saa mange Vendinger med Grøfter og Steenrender igiennem Dynd og Moradser, at man maae forundre sig over, at nogen vilde vove sig ind udi disse Vanskeligheder, han farer endnu fort med dette Arbeyde, og høster gode Frugter deraf.

Skulde denne min ufuldstændige men sandfærdige Relation blive til Fornøyelse, vilde jeg ansee Umagen vel betalt, og al min Tid giøre mig en Ære af at henleve, & c.

Dolmøe. J. Støren.

Som øjensynlige Vidner til det meste og velvidende om alt (og end mere udrettet af Niels Justesten end) som her oven bestrevet er, kan vi efter Begjering dette til Bekræftelse underskrive.

J. B. Segge. Jørgen Parelius.

Person. Capell, til Hitteren. Proprietair. Belønningen, som Niels Justesen er bleven tilkiendt, bestaaer i en stor Sølv forgyldt Pocal med Dreven Arbeide og behørig ærefuld Inscription, samt i en dermed følgende Guld-Medalie med Opskrift: Beviis paa en god Borgeres patriotiske Fliid.

✂

Kort

Efterretning

om

de Kongelige Domainers

forrige og nu værende

Ekonomiske Forfatning

paa

Wordingborg Amt.

Forfattet

et Brev.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt hos Nicolaus Møller, Kongel. Hofbogtrykker.

i-:%

Min Herre,

Efter de Undersøgninger, man har haft den fuldkomneste Leilighed til at anstille over den Deel af Vordlngborg Amt, som tilhører de Kongelige Domainer, erfares at der neppe findes nogen Bye, uden en, to, tre til flere øde Gaarde, hvis Bygninger Tid efter anden enten ere nedfaldne, eller forvandlede til Huse, og Jorderne deelte blant Byens tilbageblevne Jordbrugere.

Aarlig at sætte fra og til Gaard, er og har været ligesaa almindelig paa dette Distrikt, som paa det mest forarmede Proprietair-Gods i Landet. Man tæller Gaarde, som i ringere Tid, end 3 Aar, har haft ligesaa mange Opsiddere, og efter Beretning de i Mæhrn Sogn, som i 23 Aar har haft femten.

Snart tager man en vinskibelig Huusmand med Familie og hvad han eier, og med Magt sætter i en Gaard, efter at en anden af lige Skiebne uden Lov og Dom

undertiden for 12, 10, ja 7 Rigsdalers Restants er gaaet nøgen ud i Forveien med Børn, uden at erholde mindste Deel af hvad de har indført, eller deres Creditorer; Kongen alene beregnes alting til Indtægt. Snart skal en ung Karl betræde en forhutlet Gaard. Uden Ægteskab kan han intet udrette. Han nødes altsaa at gifte sig, han avler Børn, og naar han og Konen have tilsat, hvad de have tient i deres fyrigste Alder, og det øvrige beregnet Kongen til Indtægt, saa er han reisefærdig atter med to, tre og flere nøgne Børn, og saa fremdeles en Familie i den Bye, to i den, ligesaa mange i den tredie, et Aar efter det andet. Disse arme Familier forvandles til Indsiddere, og tilligemed Børnene hielpe for Tiden at fortære Bondens ringe Forraad. De udgiøre det største Corps af de unyttigste Lemmer i Staten, og det overordentlige Betler-Selskab, som findes paa dette District, Med faa Ord: Naar man undtager nogle faa Lands, byer, og blant disse de især, som udmærke den Danske Prinds Jørgens nyttige Forbedringer i Landbruget, saa ere de fleste Bønders Forfatning i Almindelighed ligesaa slet, og for en betydelig stor Deel slettere, end paa endeel af de Jordegodser i Landet, der findes i private Mænds Hænder af ringe Formue og maadelig Indsigt i Landvæsenet Med alt dette have Kongens Indtægter af disse Domainer, som Jorddrot, hidindtil neppe været Halvdelen imod hines af mindre Herligheder og mindre Godhed.

Efter en Beregning, som salig Kammer-Raad og Amts-Forvalter Teilmann i Vordingborg har meddeelt, med Forsikring at denne var forfattet ved Hr. Stats-Raad L * *, i Følge de til det Kongel. Rentekammer overgivne Regnskabers Indhold, skal Jordebogens Indtægter af disse Domainer i det Vordingborgske Distrikt ikke aarligen have beløbet sig over 10000 Rdlr., det ene Aar at bøde paa det andet, fra 1758 til 1768.

Den Strekning af Landet, som udgiør de Kongel. Domainer paa denne Kant af Sielland, bestaaer i Ager og Eng, Hartkorn af 3942 Tønder 3 Skiepper, i Skovskyld 69 Tønder 6 Skiepper, foruden 25 Tønder 4 Skiepper Mølleskyld.

Ved at antage et maadeligt Tal i Tønde Land beregnet, som dette Hartkorn udgiør, saa bliver de Kongel. Domainers Areal at ansætte imellem 52 og 60 tusinde Tønder Land, 14000 QvadratAlen beregnet til hver Tønde, Af denne betydelige Strekning bestaaer en saare ringe Deel af slet Sandjord, men til de allerfleste Byer findes den mest frugtbare Muld, eller Leerjord, med en forholdmæssig Blanding af Muld og Sand; men paa nogle Steder reen Marskland.

Den samme fordervede Forfatning i vort Agerbrug, der ødelegger hele Dannemark, har sit Sæde paa dette Distrikt i den strengeste Forstand. Deels af

denne Grund, deels af flere, erfarer man, at Jordbrugerne ofte i Sand-Egnen have en rigere Høst, end de der dyrke Strekninger, eller i det mindste skatte af disse, hvis Frugtbarhed kan sættes i Ligning med de beste Jordarter i Engelland og vore Naboe-Riger.

Paa den vestre Deel af Distriktet findes fleer end 23000 Tønder Land, som dels ligger udyrket, deels staaer under Vand i de ti Maaneder af Aaret; men en stor Deel Aar ud og Aar ind, og skeer end 9000 Tønder af dette Maal ere underkastede samme Skiebne paa Distriktets østre Deel. Dette uagtet, saa have de Kongel. Indtægter af Fiskerierne indtil Aaret 1769 ikke oversteget 8 Rigsdaler.

Hvad Jordebogens Indtægter af de Kongelige Skove angaae, saa vil disse hastig kunde beregnes, naar man erfarer, at der findes de Aaringer, i hvilke Skovbøderne her paa Distriktet have beløbet sig fra 24 til 29 hundrede Rigsdaler. Legger man dette til, at den i Skovbeder ansatte Bonde, som oftest har hugget 4 og flere gange, inden han angives for første Gang, og at den angivne Skovhugst neppe, uden i meget enkelte Tilfælde, ansættes for Træets halve Værdie, saa er det let at indsee, at de Kongel. Indtrader af Distriktets Skove i 10 Aar med Grund kan beregnes til den Sum, samme ere beskadigede for i et Aar.

Skovenes udvortes Syn (og de Papirer man har ved Haanden) opdage langt borte denne Sandhed.

Man har troet, at naar Bonden ikkuns betalte sine Skatter, kunde det være ligemeget, af hvilken Kilde han hentede dem. Denne falske Grund har ødelagt Jordbrugerne tilligemed Skoven. Derved er et i sig selv fordervende Agerbrug endnu kommen i større Forfald, og en ligesaa stor Deel Mennesker som Kreature forvandlet til Krøblinger og skadelige Borgere.

I denne Forfatning, og efter denne foreløbende almindelige Beskrivelse over Distriktets ekonomiske Tilstand, kom disse Domainer under den Kongel. General-Landvæsens-Commissions Administration afvigte Aar 1771 den 6te Februari. Man behøvede ikkun at anstille faa Reiser til Landsbyerne, for at underrettes om Jordbrugernes Tilstand. Den Deel af Kreaturene, som Qvægsygen og et ubevant Hoverie kort tilforn Havde sparet, creperede i Mængde af Mangel paa Foer samme For- og Efter-Aar. Taget paa Bygningerne som maatte bede paa denne Mangel, gav Hesten Livets Ophold, saa længe han stod paa Bondens Stald, men betog ham Kræfterne, saasnart han kom i Ploven. Kort: jeg undseer mig ved at nævne det, som ved tusinde Vidner kan bevises, at 7 til 8 hundrede Heste maatte af Mangel paa Foer sætte Livet til afvigte Aar paa dette Distrikt, dersom ikke denne Nød, til største Bebreidelse for vort Agerbrug, havde været almindelig i det frugtbare Danmark, naar man undtager Greven af Bernstorffs Gods, som næsten en heel Maaned

var Residentse-Stadens vigtigste Forraadskammer i dette Fald.

Ligesaa stor, som Nøden var for Kreaturerne her paa Distriktet, ligesaa stor erfaredes den blant Menneskene. Allerede i Martii og Begyndelsen af April Maaned indfandt sig over 30 til 40ve Familier, som reent frasagde sig deres Gaarde, ei alene af Mangel paa Sædekorn og Plovbester, men især af Frygt for Livets Ophold. Dette giorde, at man saae sig nødsaget, ved en almindelig og vidnesfast Inqvisition at undersøge hver Bondes Forraad af alle Sædearter, tilligemed hans øvrige ekonomiske Forfatning midt i April, da det befandtes, at Hoved-Gaardens Beholdning var meget ringe for at bøde paa den Trang, Ler daglig sporedes.

For at give Dem, min Herre, en fuldstændig Oplysning om disse Domainers ekonomiske Forfatning fra høibemeldte Commissions Administrations Tid, vil man her fremlegge Dem en summarisk Fortegnelse paa de Personers Tal af Mand- og Qvinde-Kiøn, som efter en virkelig foretagen Optælling paa Folkemængden af Distriktets Indbyggere er befunden, af Børn fra 1 til 10 Aar, af ældre fra 10 til 40, og endelig fra 40 til 60 og derover, og tillige ved Siden føie Gaardmændenes Forraad 701 i Tallet, af Kornvahre, saaledes, som samme befandtes ved virkelig Eftersyn hos hver Mand under Distriktets 3de Hoved-

gaarde, den 15de April 1771. Heraf skal De med ret erfare Distriktets inderlige Værdie og nærværende ekonomiske Forfatning.

Efter nysberørte nøiagtige Optælling af hele Distriktets Folkemængde, fandt man samme at bestaae af 3291 Mandspersoner, og 3231 Fruentimmer, nemlig:

Mandfolk. Fruentimmer.

a) Paa Wordingborg Gods 1958 1911

b) paa Beldringe Gods - 825 817

c) paa Lekkende Gods - - 508 503

3291 3231

Altsaa hele Distriktets

Folkemængde - - - - 6522 Prs.

Af disse bestaaer Gaardmænds Familiers Tal af 701 Familie.

Ved at antage 5 Personer i hver Familie, udkommer 3505 enkelte Personer, hvilke dragne fra Folkemængdens fulde Tal, forklare os, at Folkemængden af begge Kiøn blant Huns- og Indsidder-Familierne bestaaer af 3017.

Udsættes end videre ikkun 3 Personer til hver af disse Familier, saa bliver Huns- og Indsidderes Tal her at beregne til 1005 Familier.

Til disse 6522 Personer eller 1706 Familiers Underhold, blev Forraaden efter forberørte virkelige Undersøgning hos enhver Gaardmand paa hele Distriktet befunden den 15 April afvigte Aar at bestaae af:

Rug 1503 Tønder 4 Skiepper Byg 5468 — - —

Havre 2397 — 7*) - For nøiere at forklare Dem, min Herre, hvorvidt denne Forraad kunde strække sig:

1) Til ovenmeldte 1706 Familiers Underhold fra 15de April 1771 til 15 September f. A.

2) Til 3942 Tønder Hartkorns Besaaening med Byg og Havre, og endelig

3) Til at styrke Kræfterne paa nogle tusinde ved den yderste Foertrang udmattede Heste i Pløie- og Saae-Tiden, anstilles følgende Beregning.

Man har forhen berettet, at Gaardmænds-Familierne her paa Distriktet bestaae af 701 i Tallet, og til hver Familie beregnet 5 Personer.

Til disse Personers Underhold i 5 Maaneder udsættes her end videre 25 Skiepper Rug for hver Familie, og ligeledes for 1005 Huus- og Indsidder-Familier i samme Tid 15 Skiepper.

Efter disse paa daglig Erfarenhed grundede Sætninger bliver altsaa den behøvende Forraad af Rug

*) Ved Forraadens Undersøgelse er en Trave af det udforskne Korn ansat til 8 Skiepper af alle Slags.

for disse 1706 Familier fra 15 April 1771 til 15de September s. A. efter den nøieste Beregning at ansætte til - - 4062 Td. 4 Skp. Rug.

Ved virkelig Undersøgning blev Distriktets Forraad af Rug afvigte Aar, som før er meldt, befunden at bestaae af - - 1503 Td. 4 Skp.

Altsaa bliver Distriktets virkelige Mangel af Rug til Fødekorn at

ansætte for Aaret 71 til - - 2559 Td. Rug.

Hvad Forraad af Byg angaaer, saa lærer den samme Erfarenhed, at enhver Gaardmands Familie blant disse 701 forbruge i bemeldte Tid af 5 Maaneder til Gryn, Malt,

Hønse- og smaa Korn, medvidere, 8 1/3 Tønde, og at enhver Huus-Familie i bemeldte 5

Maaneder til dette Brug fortærer 10 Skiepper Byg, saa bliver Forbrugen af dette

Korn for disse 1706

Familier - - 7098 Tdr. Byg.

Antages herved tillige, al ikkun 3942 Tønder Ager og Eng Hartkorn med en Tønde Korn pr. Tønde Hartkorn besaaes, saa bliver Distriktets Saaekorn af Byg her at ansætte til - - - 3942 Tdr.

Ved virkelig Undersøgning den 15de April afvigte Aar blev Jordbrugernes Beholdning af Byg befunden at bestaae af - - 5468 Tdr.

Altsaa bliver Distriktets virkelige Mangel af Byg til Føde og Sædekorn at ansætte for

Aaret 1771 til - - - 5572 Td. Byg.

Endelig hvad Jordbrugernes Beholdning af Havre angaaer under disse tre Hovedgaarde, som og hvorvidt samme strakte sig, erfares best, naar man an-

tager, at hver Gaardmand blank 701 bruger ikkun 6 Heste, og disse i Pløie- Saae- og Harve-Tiden, eller 3 til 4 Uger, alle tillige fortærer 6 Tønder, saa bliver den behøvende Forraad af Havre alene til Plovbesterne paa Distriktet her at beregne til - - 4206 Tdr. Havre.

Antager man end videre efter den her i Egnen brugelige Maade, at ikkun hver Tønde Hartkorn besaaes med 4 Skiepper Havre, saa bliver Sædekornet af denne Art paa Distriktets 3942 Tønder Hartkorn, her at ansætte til - - 1971 Tdr.

Ved virkelig Eftersyn blev Distriktets Forraad af Havre afvigte Aar befunden at bestaae af - - 2398 Tdr.

Altsaa bliver Distriktets virkelige Mangel af Havre i afvigte Aar til Føde- og Sædekorn at ansætte til - - - 3779 Tdr. Havre.

Heraf erfare De, min Herre, at de Kongel. Domainers Korn-Mangel i det Vordingborgske Distrikt fra 15 April til 15 September afvigte Aar, efter de tilforladeligste Undersøgninger, i Følge foregaaende simple Beregninger bliver her at ansætte, af Rug - 2559 Tønder. Byg - 5572 -

Havre - 3779 —

Finde De nogen, min Herre, som skulle tvivle det allermindste paa disse Angivelsers Rigtighed, saa anseer man det for en vigtig Pligt at tilstille dem de originale Documenter, der forklare hver Mands Forraad i enhver enkelt Bye, tillige med sammes Folkemængde, som de Grunde, hvorpaa disse Beregninger ere byggede.

Overtydet om disse store Mangler søgte den Kongel. General-Landvæsens-Commission med Iver fra alle

Kanter, foruden Hoved-Gaardens ringe Forraad af Landgielde Byg og Havre, at samle omtrent 3 til 4re tusinde Tønder af begge Slags, for at faae Jordene besaaede, og forekomme Hungers-Nød til en Tid, da 6 til 8 Familier ugentlig frasagde sig deres Gaarder, af Frygt for at crepere af Hunger, og da de 3 omliggende Kiøbstæder ikke kunde afhielpe Distriktets Nød med 1000 Tønder af alle Slags; dog dette var ikke nok! Bonden skulde med al den Understøttelse af Sæde- og Føde-Korn ikke faaet Jorden besaaet, dersom høibemeldte Commission i samme Foraar havde negtet et Laan af 15 til 16 hundrede Rigsdaler til et ringe Antal af Plov-Besters Indkiøb. Med Hug faae man Bonden at spende for sin Plov om Morgenen, uden at Hestene havde Kræfter til at trække Ploven tvende Omgange, og tusinde Vidner i Egnen skal desværre forklare denne Sandhed.

Til Lykke for mange Mennesker i denne Egn viste denne Understøttelse de beste Følger, endog strax afvigte Sommer, da en stor Mængde Børn og gamle Folk nødsagedes i 3 til 4 Uger uadspurgt at ernære sig paa Bondens Erte-Ager; ligesom mange blant Bønderne i de fleste Byer maatte af det umodne grønne Byg først i Augusti. berede det Brød, der skulde tiene dem til Livets Ophold ved Høstens rette Ankomst. Men især opdagede denne i rette Tid skeete Understyttelse de ønskeligste Frugter ved de betydelige Korn-Auctioner, som her paa Distriktet bleve anstillede sidste Foraar,

og ved det ringe Laanekorn, Bonden til samme Tid behøvede. Alt dette uagtet, saa skal først for Alvor tilkommende Aaringer 1773 og 74 forklare, at denne Hielp ikke har været at betale med 30 til 40 tusinde Rigsdaler. De behage, min Herre, at legge Mærke til denne ubehagelige Spaadom, som ingen skal vove at giøre Dem bekiendt, uden at paalegge Dem Tavshed, i det mindste i Samling med de af vore kortsynede Landmænd, der ikke føle Mangelen, førend de selv næsten blegne af Hunger.

Dette maa være nok sagt, for paa dette Sted at give Dem den nøieste Underretning om disse Domainers væsentlige Mangler og Forfatning til den Tid samme blev underkastede den nye Administration. Dog som man tillige erfarer af Deres Brev, at De med foregaaende Underretning ikke er fuldkommen fornøiet, saa vil man strebe nærmere at opfylde Deres Ønske. De forlange, min Herre, ikke alene en saa kort, som fuldstændig Forklaring over disse Domainers ekonomiske og politiske Forfatning for Aaret 1771; men endog om den Plan, Hans Majestæt allernaadigst har besluttet at udføre under høibemeldte Commissions Forvaltning, og i Særdeleshed hvad Nytte Kongen, Godset og Landet med den yderste Vished kan haabe af denne Plan for Fremtiden.

Hvor vigtig end Deres Begiering er, saa maa De dog tillade, at man ved disse Beretninger betiener

sig af den mueligste Korthed. I saa Fald vil man strax bede Dem at lægge Merke til, hvad forhen er berettet om de Kongel. Indtægters Beløb af disse Domainer fra 1758 til 1768: at samme i berørte 10 Aar ikke have oversteget aarlig 10000 Rigsdaler Konge- og Kirke-Tiender med Jordebogens uvisse Indtægter iberegnede, og det ene Aar bøde paa det andet. Ved en Ven i det danske Kammer skal De let blive underrettet om denne Beregnings Rigtighed, som man Her paa anden Haand har erholdt. Ikke mindre vanskeligt skal det være for Dem, min Herre, ved denne samme Ven at blive underrettet om en vis Plan, efter hvilken disse Domainers virkelige Værdie var beregnet, omtrent til 3 Tønder Guld, og enhver Tønde Hartkorn ansat til 73 Rigsdaler 2 Mark.

Antager man, at Renterne af denne Capital var bestemt paa samme Maade, som forhen fandt Sted ved de Kongel. Domainers Abalienation; saa synes denne Sætning at bestyrke hin forrige Beretning om Indtægternes aarlige Beløb, da disse tre Godser efter denne sidste indbragte den Kongel. Casse 12000 Rigsdaler aarlig.

Det er sandt, ved denne sidste Plan til Forandring med disse Domainer, var tillige forbunden en Forøgelse af nye Hoved-Gaarders Oprettelse paa Distriktet, og med disse Indretninger en nye Udgift af betydelige Summer. Til en Tid, da en Greve af Bern-

storffs Grundregler for Landvæsenets rette Opkomst ikke nok havde overtydet vore indsigtsfulde Landmænd om Nytten af en fuldkomnere Plan i det Danske Agerbrug, saa blev denne under alle Betragtninger at foredrage hin gamle ødeleggende. Skade kun, at en Plan, der sigter til flere Hovedgaarders Oprettelse paa en saa ilde dyrket Strækning af Sielland, som denne, alletider indskrænker Produkternes Forøgelse til en tiende Deel af samme, og efterlade de ni Deles Cultivation til forarmede Jordbrugere, som uforandret maae forblive i den Forfatning, der er Grunden til Agerbrugets yderste Forfald og den Danske Stats inderlige Svækkelse.

Det er sandt, med denne nye Plan var tillige forbunden en Hoved-Forandring i Landsbyernes gamle fordervede Agerbrug, hvormed den første Begyndelse skeete til Ornebierg Bye under Wordingborg Hovedgaard. Men foruden dette, at denne Plan, saavidt det tillades at dømme af Følgerne, kræver større Bekostninger, end den nu lagde, eller end den Bernstorffske, saa giver den mindre Stof til Vinskibelighed, ringere Produkter, ringere Folkemængde, følgelig ringere Indtægter baade for Staten og Jorddrotten. Hvad man her beretter, er ikke af Dadlesyge eller overdreven Iver for den antagne Plan, dette anseer man for nedrig tænkt i en Sags Undersøgelse af saa vigtige Følger for Danmark, som denne. Ney! Erfarenhed lærer allerede, at en Gaardmand i

Ornebierg Bye med alle dens naturlige Herligheder ikke drister sig til 4re Aar efter Forandringen at betale Halvdelen af de nye Paalæg, som en Bonde i Dyerløv har dristet sig at vedstaae et Aar efter Planens Execution til denne Bye. Denne Afgifternes forskiellige Bestemmelse har alene sin Grund i den forskiellige Nytte, som begge Planer frembyde Jordbrugerne, og denne har naturligviis igien sin Grund i de forskiellige ekonomiske og politiske Regler, efter hvilke begge disse Planer udføres. Hermed kan De slutte Dem til, hvad man bør dømme om det Etablissement af samme Art til Forandring i vort Agerbrug, som en vis af vore fornemste Proprietairer i Sielland for 3 Aar har udført paa et Overdrev, da han uden at spare de anseeligste Bekostninger tilsidst for 14 Dage siden skal have seer sig nødsaget at overlade en kostbar Herlighed, med Landgilden og Hoverie-Pengenes Eftergivelse i 6 Aar, som begge ikkun ere ansatte til 12 Rdlr. af nogle og 60ve Tønder Land, Leer og Muld, uden at erholde en Skilling i Rente af en anvendt Capital af meer end 700 Rigsdaler. Den nye Fæster nyder tilligemed Gaarden, som ligger omringet af 12 Kobler, 7 Heste, 2 Kiøer, 6 Faar, foruden 30 Læs Høe og ligesaa megen Halm, 2 Skovlæs Brænde, 1 Skovlæs Gavntømmer, 30 Læs Gierdsel, og for disse Herligheder nyder Jorddrotten netop 12 Rdlr. aarlig om 6 Aar. Hvad Under da, om den mest Veltænkende Proprietair, den som har vovet mest for at ophielpe sine Underhavende, efter slige Erfaringer frygtsom bifal-

der de nyttigste Forbedringer i vort Agerbrug. Dog under behørig Understøttelse og Opmuntringer til rette Tid for den første Opsiddere, der tillige havde været forbundet med den Sikkerhed, som alene frembringer Vindskibelighed, skulde Jorddrotten ved en Herlighed af denne Art erholde en tredobbelt høiere Afgift aarlig, og Stedet aldrig manglet duelige og vederhæftige Beboere.

Den Plan, som Hans Majestæt allernaadigst har besluttet at udføre for disse Domainer under høibemeldte Commission, lægger de tilforladeligste Fordele strax for Dagen, efterhaanden som den udføres til ethvert enkelt Sted, og i den Orden, som et vel indrettet Agerbrug uimodsigelig tilbyder et Land af Danmarks frugtbare Herligheder. Denne Plan alene er paa det nøieste forbunden med Jordbrugernes uafbrudte Velstand, Familiernes mere end dobbelte Forøgelse, og den ædle Frihed, der opliver hin stræbsomme og nyttige Agerbruger, for at befordre hele Landets Floer og Opkomst.

For at undgaae den Vidtløftighed, man let kunde ledes i, ved at skildre denne lyksalige Forfatning i et Land; saa vil man i den Sted fremlegge Dem, min Herre, en Beregning over de Kongel. Indtægters visse aarlige Beløb efter Jordebogens Forklaring, saaledes, som samme har været forhen at beregne, og neden under føie en Beregning over sammes Indtægter

for Eftertiden, i Følge de Hoved-Planer og nye Grund-Regler, den Kongelige Commission har bestemt for disse Indtægters varige Forøgelse.

Efter Distriktets Jordebogs Indhold, have Indtægterne af disse Domainer i ovenmeldte 10 Aar saaledes været at beregne:

I. 1) Ved Landgilden af disse Domainer indrentes i Korn

a) Rug 610 1/2 Td. 2 Fk. d) Byg 1018 1/4 Td. 2 Fk.

c) Havre 676 1/8 Td. 3. Fk.

2) Landgilden i Penge - - - 1369 Rixd. 53

3) De 3de Hovedgaarders (Wordingborg, Beldringe og Lekkende) Indtægter efter den høieste Beregning sammes Forpagtning ere udbragte i Aaret 1765, med tilhørende Græs-Kobler - 7414

4) Konge- og Kirke-Tiende-Pengene

- - 1200

5) Fæste-Penge og deslige - - 430

6) Ubetydelige Hoverie-Penge,

da nogle betale 4 Rdlr. af 10 Tønder Hartkorn, andre 3 a 4 Mk. pr. Tønde Hartkorn, beløbe i alt til - - 205 - 48 -

7) Huuspenge - 1694 — 29 —

Tilsammen i Penge 12313 -— 34 —

Efter den Plan derimod, som under den Kongel. General-Landvæsens-Commission er lagt for Jordebogens Indtægters Bestemmelse, bliver saavel Laanesom Landgilde-Kornets Beholdning udbragt i Penge ved offentlig Auction, efterat det høistbehøvende Laanekorn (som man dog venter inden to Aar reent at blive qvit) og Betienternes tillagde Deputater af samme Korn ere fradragne. I denne Orden er man i Stand til ved Distriktets Indtægters Beregning nu og for Eftertiden at anføre Landgilden i Penge, uden derved at holde sig til anden Pris for disse Kornvahre, end den som i mange Aar med den yderste Rimelighed vil finde Sted.

Efter denne foregaaende Anmerkning er det man skrider til Beregningen over disse Domainers Indtægter, i Følge de Forandringer, som efter den lagde Plan deels allerede finde Sted, deels inden et Aar; og de Frugter det begyndte og udførte, lægger hver Mand tydelig for Dagen.

II. 1) Landgilden af

Rug 610 1/2 Td. a 20 er 2035 Rixd. - ß

Byg 1018 1/4 Td. a 12 - 2036 — 48 —

Havre 676 1/3 Td. a 7 - 788 — 78 —

2) Landgildepenge - - - 1369 — 53

3) Indtægten af Hovmarkerne til de 3 Hovedgaarde, efter sammes Inddeling til nye

Sidens Sum 6229 — 83 —

818 — - —

Overført - 6229 Rixd. 83 ß

nye Beboere, i Følge de bestemte Afgifter, i Byg ansatte, for de allerede ved seneste Auction overladte Lodder paa Wordingborg og Beldringe Hovmarker, bliver saaledes at beregne for Eftertiden: a) af Wordingborg

Hovedgaard - 1750 T. Byg a 12 er 3500 — - —

d) af Beldringe: 409 c) af Lekkende - 380

4) Hoveriepenge, som de Hoveriegiørende Bønder under disse 3 Hovedgaarde hver især vidnesfast have forpligtet sig til, i Penge at betale, foruden nogle faa Gangog Spanddage -

5) De forhen anførte

ubetydelige Hoveriepenge - -

6) Den ved høieste Bud fastsatte Afgift af Teglverket ved Wordingborg -

7) Konge og Kirke-Tiende-Penge

- -

Fæste-

4003 — - —

205 — 48 —

142 — - —

1200 — - —

205 — 48 —

Sidens Sum 16858 — 35 —

Overført 16858 Rixd. 35 ß

8) Fæstepenge, som forhen anførte, men tillige af saa ringe Vigtighed, at Kongen ved Forandring med 6 Familier paa Hovmarkerne er i Stand til, efter denne nye Forandring at erholde en ligesaa stor Sum,

som tilforn af hele Distriktet -

9) Huuspengene - - -

10) Endelig for det tiende en Intrade

af de Kongelige Skove for det, som til disses største Fordeel aarlig bør hugges, og den halve Deel af det, som hidindtil er hugget til Tab for Skoven, og uden Indtægt for Jordebogen - - - -

430 — - — 1694 — 29—

2500 — - —

21482 Rixd. 64 ß

Disse blive Indtægterne af de Kongel. Domainer efter den første Plan, som den Kongel. Commission Har lagt; hvorledes samme for Eftertiden med den fuldkomneste Vished skal voxe, i Følge de nye Forandringer med Bondens Agerbrug, der paa det nøieste ere grundede paa denne Plan, vil man i det følgende kortelig forklare, og tillige vise Mueligheden af disse Indtægters dobbelte Forøgelse.

Til samme Øieblik, som den Kongel. Commission søgde at udføre den lagde Plan med Hovmarker-

nes Inddeling til nye Familier og Jordbrugere paa disse Domainer, til samme Tid giorde man Begyndelse med denne Plans Execution til Distriktets Landsbyer. I Haab om strax at lægge Indretningens Fordele for Dagen, blev Dyerløv Bye under Beldringe Sogn og Gods udrnerket som den første blant de sletteste. Beboernes ekonomisike Forfatning forklares best, ved at meddele Dem, min Herre, følgende ukonstlede Bonde-Riim, saaledes som det længe i Egnen, har været qvædet om denne fattige Bye:

Baarse er en stor Stad,

I Hadstrup har de liden Mad,

Faxinge ligger i en Hule,

I Dyerløv har de aldrig en Smule.

Afvigte Efteraar 71 blev Anlegget til Forandring med denne Byes Agerbrug bragt saavidt, at Indelingsplanen var bestemt paa Markerne i den Orden, der gav Byens 14ten Jordbrugere Leilighed ved Lodkastning den 26 September at erholde deres særskilte Deel af Ager og Eng paa et samlet Sted for sig alene, tilligemed en bestemt Skovpart for hver Gaard. Under behørig Opmuntring, og fornøden Assistence af det behøvende Ege-Tømmer til Stolper og Løsholter, samt Forsikring om et Laan af 50ve Rigsdaler i Penge, som i 5 Aar igien skulle betales, udmerkede den Vindskibeligheds Aand, som strax bor besiele slige Forandringer, især 4re af denne Byes Gaardmænd.

Det forstaaer sig, min Herre, uden med Misfornøielse og nedslagne Ansigter kunde Bonden umuelig saavel her, som hisset, gaae denne første Forandring i møde. Men dette er just den rette Tidspunkt, da den, som Opsynet er betroet, skal vise de Gaver og den Aarvaagenhed, der kræves for at bringe de længe Uvirksomme Siele til først at føle sig selv, og siden lidt efter lidt at indsee de mange ukiendte Fordele, som ere forbundne med Forandringen, naar Planen for det øvrige i alle sine Dele er udført efter de ekonomiske og politiske Regler, der uomgiengelig bør forbindes med samme, om hvilket alt, den Deel af de trykte Breve om den Bernstorffske Indretning i Gientofte Sogn, som De, min Herre, allerede førend deres Udgave have i Hænde, nærmere kan underrette Dem.

Man kan derfor ikke uden Følelse erindre den Vindskibelighed de fleste af denne Byes Jordbrugere udviste endog saa Dage efter Lodkastningen, hvormeget Hoben end søgde fra alle Kanter ved de haardeste og haanligste Udtryk at unterstytte disse Mænds billige Frygt for ukiendte Følger. Dog al Modstand uagtet, saa lagde 4re Gaardmænd Haanden paa Arbeidet med den Fremgang, at disse ved at opføre 44 Fag nye Stuehuus samme Efteraar, bleve tilkiendte den ved Placaten af 20 Martii 1771 allernaadigst udlovede Præmie as 100de Rigsdaler. I denne Sommer er atter en Familie udflyttet, saa at fire Gaardmænd i denne Vinter holde Dug og Disk paa deres særskilte

Lod under Dyerløv Bye, og tæller man ved October Maaneds Udgang paa dens Marker og til disse nyebygte Gaarde 132 Fag Stue- og Udhuus.

De Mænd, hvis nye Vindskibelighed blant disse 14 Jordbrugere især fortiente offentlig at bemerkes, er Jens Larsen paa Kirkens Lod, Fader til 8te levende Børn, Hendrik Willumsen paa Wimlegaarden, 2de Mænd, som giøre Indretningen Ære, samt Erich Nielsen paa Holmegaarden, og Anders Claussen, den fattigste blant dem alle, paa Onsgaarden. Den femte Beboer, paa Humlegaarden, blev af Træghed og Armod tilbage under Arbeidet i dette Foraar: dog uden Tab enten for Indretningen eller denne Beboer selv. Manden er tilsagt en skikkelig Afstaaelse med fri Huus paa Gaardens Grund i Byen, og aarlig Undertag af en Tønde Rug og en Tønde Byg. Naar først de belovede Arve-Fæstebreve blive meddeelte, bør Herligheder under denne Forsikring ikke feile Liebhabere uden Eftergivelse i de bestemte Paalæg. Nei! under de mest billige Understøttelser, Indretninger af denne Art kræve, bliver det en Vanære for alle Forandringer i vort Agerbrug, eller med andre Ord, for de Mænd, der bestyre Anlægget, dersom nogen Plet Jord ikke indrentede de anordnede Paalæg, saasnart Beboerne forundes de Herligheder og Friheder, som skikke sig for Forandringen. Et andet er det, om disse Afgifter, disse Paalæg ikke saa promte indløbe af enhver Jordbruger i Forandringens første Aar, dette Laan er lettere at overvinde end det heles Eftergivelse med nye Forskud, enten til den samme Fa-

milie eller en anden. Den Tanke, min Herre, at Jorddrotten ikke kan fæste en Plet Jord bort, og af denne ikke erholde en maadelig Indtægt, uden at Fæsteren skienkes mere i Vahre og Penge, end Jorden er værd, passer sig alene for vor nærværende usle Forfatning i Agerbruget, og understøttes ingen Landmænd Heftigere, end de, der haabe at løse Proprietairen af Aaget, naar han ikke selv længere formaaer at bære det. Det maa være nok sagt paa dette Sted i Anledning af den nye Indretning til Dyerløv Bye.

Indeværende Aar er den samme Forandring udført med ti Gaardmænd til Lekkende Bye under Hoved-Gaarden af samme Navn, blant disse fandtes en Gaard, hvis Bygning Ilden fortærede i Foraaret 71, og som forrige Sommer igien er opbygt paa den Deel af det saa kaldte Stokke Overdrev, der tilhørte Lekkende Bye, ved hvilken Lejlighed tillige det øvrige af dette hidindtil udyrkede Overdrev blev deelt til Ugledie og Skallerupe Byer, som lodtagne i samme. De andre ni i bemeldte Lekkende ere hver især tildeelte deres Jorder paa et samlet Sted, i den Orden, at disse nye Lodder med den mueligste Regularitet grendse paa Byens Grund og Gaardenes Bygninger, da et Mageskifte fandt Sted med Hovedgaardens Marker, der omringede Byen, og Sklidte den fra dens Marker i en Afstand paa 10 til 1200 Alen, alt efter en Plan, der i følge bemeldte Mageskifte, tillader Opsidderne at boe i den ene Ende af deres Jord, og ligeledes uden Forandring at

udflytte Gaardens Bygning, ligesom deres Indsigt og Indretningens nye Frugter tillader dem at benytte sig af denne væsentlige store Fordeel for en Jordbruger.

Saasnart Inddelingsplanen var bestemt paa Marken til denne Bye, havde man den Fornøielse, at Gaardmændene eenstemmig udbade skriftlig, at ingen Lodkostning maatte finde Sted imellem dem, som enhver Mand især fandt sig fuldkommen fornøiet med den Lod, der beqvemmeligst grendsede til hans Gaards Bygning i Byen, hvilket og skeete.

Ligeledes er i dette Efteraar under Wordingborg Hoved-Gaards Gods Skagerupe Byes Jorder inddeelte efter forberørte Plan til 7 Gaardmænd. Af disse blev atter en Gaard i dette Foraar lagt i Aske, fom af nye sidste Sommer er opbygt paa Markernes yderste Grendser og Gaardens særskilte Lod. Efter nogle faa Dages Modstand og Misfornøielse, som man alletider maa tilgive en Bonde under saa betydelige Hoved-Forandringer, blev Lodkastningen af de øvrige sex paa det høitideligste foretagen midt paa Byens Marker den 6te October.

Endelig er under samme Hoved-Gaard 2de andre Gaarde udflyttede, og af nye opbygte næstafvigte Sommer til Kiøng Bye, som ligeledes i Foraaret 72 forulykkedes ved Ildsvaade, og Opsidderne tildeelte deres særskilte Herligheder paa et samlet Sted af Byens

yderste Jorder. Tre af disse afbrendte og udflyttede Gaarde, beboes i denne Vinter af de forulykkede Familier, den fierde Gaardmand til Kiøng Bye flytter først i sin nye Bygning til Foraaret, som han brugte for meget af Sommeren til at besvære det danske Kammer med de mest ugrundede Klagemaal.

Saaledes er paa en Tid lidet over Aar den lagde Plan udført til fire forskiellige Landsbyer med 34 Familier paa en Strekning omtrent af 1900 Tønder Land, og paa samme Strekning opført 92 Fag Stuehuus, samt 133 Fag Udhuse, i alt 225 Fag nyt Huus. Disse Bygninger ere alle saavel indrettede, at enhver Mand af ulige bedre Kaar, end vore Bønders i Almindelighed, skulle uden Misfornøielse beboe samme. Det som mere er, man vover at sætte den største Deel ved Siden af de Bygninger paa Greven af Bernstorffs Gods, som sindes af 10 til 12 hundrede Rigsdalers Værdi, uden at Omkostningerne have været en fierde Deel mod hine, eller af større Værdi, end at jo Bonden kan betale det vigtigste inden faa Aar, naar de besiddes med Sikkerhed.

Der er sandt, man har hidindtil kiendt en meget beqvemmere Maade, for at hielpe slige ulykkelige Familier istand, ved at udsætte 1 Rigsdaler til hver Fag Huus, uden at beregne et Forskud af Sæde- og Føde-Korn paa 3 til 4re Tønder Rug, 10 Tønder Byg, og ligesaa mange Tønder Havre, Forstreknings Penge,

samt Skatternes og Landgildens Eftergivelse i to Aar, visse Læs Høe og Halm, og som Ulykken var stor til for hver Familie 3 til 4re Heste, ikke paa engang, men i flere Aar; Forskudder som under forskiellige Revisioner ikkun udgjorde smaa Summer. Men foruden dette, at denne Understøttelse for en ulykkelig Familie mere besværer Jorddrottens Casse, end man i en Hast forestiller sig, saa giver den som oftest Lejlighed til, at den forulykkede Familie maa inden Bygningen er heel eller halv færdig, imod sin Villie indrømme samme for en anden. Dette alt er Følgerne af den fordærvede Forfatning i vort Agerbrug, der giør, at Bonden maa hænge al sin Brøde paa Jorddrotten, enten hans Ager gaaer under ved Jordskielv, eller hans Huus gaaer op i Røg, ret ligesom hans Bygning var den Kilde, hvoraf han skulde hente al sin Credit med de ringe Afgifter og Paalæg, der burde være Grunden til Statens og Jorddrottens Credit.

Dette maa være nok sagt om de betydeligste nye Forandringer i Følge den lagde Plan til Landsbyerne paa disse Domainer. Man vil hertil føie en kort Underretning om den samme Plans Execution til Hoved-Gaardene, og tilsidst vise Frugterne af hvad der er foretaget, som og hvad man for Eftertiden kan spaae sig af det hele.

Hvad Forandringen angaaer med Hoved-Gaardernes Inddeling til nye Beboere, saa er omtrent

1400 Tønder Land af Wordingborg Hoved-Gaards Taxt deelt og indgravet til 22 Lodder eller Parceler, og hele Beldringe Gaards Hoved-Gaards Taxt i alt 664 Tønder Land til 10 Lodder af samme Art, samt Planen udfærdiget for Lekkende Hoved-Gaards Uddeling til 7 Familier. De 32 Lodder under Wordingborg og Beldringe bleve alle ved offentlig Auktion sidstafvigte 4de Juni afhendede, efter de bekiendtgiorde Conditioner, 2de alene undtagne. Disse Lodder ere overdragne til Præster, Kiøbmænd, Forpagtere, en Officier, 2de Bønder, og nogle faa af de Kongel. Betiente i Egnen. Det overblevne Land af Wordingborg Hoved-Gaards Taxt, som strax kan komme under Delingen, bliver efter den lagde Plan tilkommende Aar tilligemed Lekkende Hovedgaards Jorder stillet til offentlig Auction pag samme Vilkor, som det allerede afhendede.

Under Beldringe Hovedgaard finder man allerede opført og under Tag 15 Fag nye Stuehuus og 10 dobbelte Fag Udhuus paa 3de forskiellige Lodder, hvortil fortiener at føies et Anlæg af en nye Fiske-Dam, som Hr. Wessendunk, Kiøbmand i Præstøe, paa sin tilkiøbte Lod med vel anvendt Bekostning har udført, og som kan tiene til et fuldkomment Mynster paa slige nyttige Forbedringer i en Egn, hvor alle Arker af Fiske ere næsten ligesaa sielden at overkomme, som i det udyrkede Arabien, uagtet her findes den unaturligste Mængde af Vand til hver Bye. For Resten have de nye Beboere, saavel her, som ved Wording-

borg Hovedgaard længe været i fuld Bevægelse med at samle Bygnings Materialier og giøre nyttige Forbedringer paa deres inddeelte Herligheder.

Legger man endnu til disse Efterretninger dette, at enhver Mand i Dyerløv Bye haver sine Jorder indgryftede for sig alene, at de fleste allerede have giort Begyndelse med mindre nye Inddelinger, og at samme Arbeide fortsættes til de øvrige Byer, saavidt det endnu Har været mueligt at udrette noget af Vigtighed meden oprørt Hob, der sielden have kiendt de beste Loves Kraft, uden ved Undertrykkelse; som og at flere end 6 til 7 hundrede Tønder Land, saavel til Landsbyerne, som Hoved-Gaardene, der forhen stode under Vand, ved den lagde Plans Forbedringer ere forvandlede til frugtbringende Ager og Eng, og endelig, at 4 til 5 Fierding Vei med behørige Broer og Vandsluser af Steen og Træ ere af nye anlagde og indrettede i den Orden, der ophøjer Landets Værdi, og med det Overlæg, der inden kort Tid skal anprise deres Værd, langt over de barnagtige Anlæg, som vise sig paa ethvert Sted i denne Egn, ja næsten paa et hvert Sted i Landet, som ikke er kommen under en Marmillots Betragtning; Saa har man berettet Dem, min Herre, de vigtigste Hoved-Forbedringer med disse Domainer til October Maaneds Udgang indeværende Aar. Endnu staaer altsaa tilbage at forklare Dem de første Frugter af disse Forbe-

Uden at geleide disse Efterretninger, min Herre, med nogen overdreven Roes, saa tør man driftig paastaae; at blant alle Indretninger til Forbedring i vor Landvæsen, skal man ikke opvise en eneste i Dannemark af vigtigere Fordele for Kongen og Landet, end denne.

Hvad Indtægterne af Hoved-Gaardene angaae, saa har man ovenfor anført et summarisk Indhold af samme. For Resten findes ingen Tønde Land af den sletteste Jordart, saavel i Ager som Eng, saavel den Deel der staaer under Vand, som de mest moradsige Steder, der jo er belagt med aarlig Afgift af 5 Skiepper Byg, ligesom den beste Jordart af samme Maal ikke er ansat høiere end 8 Skiepper af dette Korn. Den eneste Deel af de Kongel. Domainer i Dannemark, som kan sættes i Ligning med denne Indretning, er en lige ypperlig Indretning med Hoved-Gaards Markerne til Hirschholm og Hiortespring paa Kiøbenhavns Amt, den første ligger i en nærerig Egn 3 Mile fra Hovedstaden, den sidste 1 1/2 Miil; men det er bekiendt nok, at Afgiften af disse 2de Herligheder langt understiger Afgiften af Hoved-Gaardene paa disse Domainer, som falde 10 a 12 Mile paa den søndre Deel af Sielland. Med alt dette, er det noksom bekiendt, hvor megen Kongel. Maade de første Beboere nød paa Hjortespring, og hvor mange Opmuntringer der blev udfunden, for at lokke nye Jordbrugere til denne udyrkede Deel, hvis første Frugter nu allerede prise den Herres Indsigter som var aarsag og Styrere i denne Forfatning.

Med alt dette staaer den Sandhed uryggelig fast, at saalænge endog de vigtigste Indtægter af Hoved-Gaardens Marker betragtes som de væsentligste af vore Jordegodser, saa skal Jorddrottens Interesse af disse Herligheder blive meget ubetydelige.

Efter denne Sætning bliver altsaa de Kongel. Indtægter at bedømme, dersom den lagde Plans Exempel skal tilveyebringe Staten den Nytte Hans Majestæt af saa høi Kongel. Maade har sigtet til ved samme.

Det er altsaa ikke nok, at de Kongel. Indtægter af Hoved-Gaardene efter den lagde Plan blive større end forhen. Der er ikke nok, at Landet paa denne Kant vinder flere end 50 duelige Familier af Agerbrugere, som nødsages at anvende deres Formue og den yderste Flid og Vindskibelighed for at frembringe en utrolig større Mængde af Producter, end disse Strækninger nogensinde havde udbragt under den beste Forvaltning af samme. Nei! min Herre, dersom denne nye Forandring med disse Hovmarker, en Strækning af Landet omtrent af 4000 Tønder Land, ikke tillige med den muligste Vished aabner utallige nye Kilder for Indtægternes mere end dobbelte Forøgelse paa den ulige store Strækning af nogle og 50 tusinde Tønder Land, som disse Domainers Bøndergods bestaaer af, saa fortiente den hele Forandring ikke Navn af Forbedring i vor Landvæsen. Her er det først, at den lagde Plan skal vise sine uendelige store Fordele, efter at de ulykke-

lige Fordomme tilsidst ere overvunden, som Mangel paa Indsigt i Agcrbruget mere end egen Interesse saa længe har understøttet i Dannemark.

Det Mynster, som vor udødelige Friderich den 5tes Minister allerførst opgav Dannemark, skal endog i sin spæde Barndom tiene, som det beste og vigtigste til Bestyrkelse for den lagde Plans lykkelige Udfald med disse Domainer. Ja selv de Erfaringer, som denne Plan i sin allerførste Begyndelse legger hver Mand for Øine, ere allerede vigtige nok til at forklare Dem, min Herre, og Landets udkaarne Patrioter, at man ved de lige nyttige Forbedringer i vort Agerbrug, som begge disse Planer sigte til, er i Stand til at udbringe baade Jorddrottens og Bondens Fordele end høiere 12 Mile fra Residente-Staden, end paa Greve» af Bernstorffs Gods.

Man har forhen berettet, at den første Landsbye, til hvilken den lagde Plan er udført i Efteraaret 1771 paa disse Domainer, var Dyerløv Bye under Beldringe Gods. Ligeledes har man forklaret Dem, min Herre, at denne Bye bestod af 14 fattige Gaardmænd, og en øde Gaard, hvis Bygning fandtes nedbrudt, nogle faa Fag undtagen, som til en Huus-Familie vare indrettede, da Jorden laae splittet blant Byens øvrige Jorder. Men som Byens naturlige Herligheder gav Lejlighed til at oprette denne nedlagde

Gaard, saa tilfaldt den Kongen ved den anstillede

Lodkastning.

Sidstafvigte Sommer blev denne øde Gaards Jorder stillede til offentlig Auction paa Beldringe Gaard den 2den Junii, og den høistbydende tilslagen, med Forsikring om Arvefæste paa 99ve Aar, samt Befrielse for Hoverie, en Spand- og 2de Gangdage alene undtagne, som af Hver fulde Tønde Hartkorn skal forrettes efter Gaardens Ansætning i alt 5 Tønder 3 Skiepper 2 Fierdingkar 13/14 Deel Album, imod at den Høistbydende for disse tvende Herligheder har forpligtet sig aarlig af Hver Tønde Hartkorn at erlægge 10 Skiepper Byg, som betales i Penge efter hver Aars Capitel-Taxt, foruden alle øvrige ordinaire og extraordinaire Kongelige Skatter og Contributioner med Landgilde og Tiendepenge. Som ingen Bygning, Besætning eller Sædekorn blev udsat til den øde Gaard, saa er den Høistbydende forundt 2de Aars Skatte- og Landgilde-Frihed, samt Bygnings-Tømmer til 36 Fag Huus, som han dog selv lader fælde og skiere for egen Regning.

I en Egn, hvor man ligesaa lidet kiendte Jordens rette Værdi, som de til denne øde Gaard forundte tvende Herligheder, maatte denne anseelige Forøgelse i Afgifterne naturligvis anstille den største Opmerksomhed og Misundelse. For Hoveriet er i Almindelighed tilforn betalt 20 a 28 sz. pr. Tønde Hartkorn,

ligesom nogle faa give 16 Mk. af fire Tønder Hartkorn, ande 4re Rdlr. af 9 Tønder. Blant alle bleve ingen mere opmerkfomme, end Jordbrugerne i Dyerløv, og blant disse de især som havde udfløttet deres Gaarde, da ingen fandt mere Smag i at tage Deel i disse Herligheder, end de, skiønt de frygtede i Førstningen, at Afgiften af den øde Gaard blev et Mynster for dem.

Med faa Ord: Fire Maaneder efter denne Auction, have syv Gaardmænd til Dyerløv Bye med det fuldkomneste Overlæg tilbudet sig skriftlig, aarlig at erlægge for Arve-Fæste paa 99ve Aar, samt Befrielse for Hoverie 10 Skiepper Byg, og efter 8te Aar 12 Skiepper af hver fulde Tønde Hartkorn, imod at Kornet betales i Penge efter hvert Aars Capitels-Taxt, og desuden af hver Tønde Hartkorn at forrette en Spandog to Gangdage. Disse 7 ere de 5 Udflyttede og 2de nye Fæstere, som have modtaget Gaard efter Forandringen, ved at ægte 2de Enker.

Den Indvending, min Herre, mod denne betydelige Forøgelse i Afgifterne: at Bonden lover got nok, til han skal betale, og da er intet at erholde, har den samme Grund, som den, der giøres mod Produkternes meer end dobbelte Forøgelse af vor landbrug, og fortiener ikke at besvares til vore Tider. Med Græmmelse hørte man næsten af alle Stænder den samme Indvending, da det blev bekiendt, at den største

Deel af Bønderne i Gientofte, Wangede og Or-

drup havde vedtaget at betale Aarlig 15 Mark af Hver Tønde Hartkorn for Arve-Fæstes Meddelelse og Befrielse for Hoverie. Men Erfarenhed har viist, hvor ugrundet denne Indvending var, uagtet disse Herligheder for Aaret 1767 ikke have været høiere betalt af nogen Bonde i Danmark, saavidt man er bekiendt. Uden at erindre, at Greven af Bernstorff var den første Herre i Danmark, der satte sig i Gabet for de skadeligste Fordomme, som et ødeleggende Agerbrug og et slet indrettet Landvæsen have født af sig indtil denne Dag, saa brød denne Minister Isen, og udviste en Gierning som skikkede sig før en Bernstorff, for en Slægt, som bestandig er udmerket ved de ædle og høie Handlinger, der første Gang bestemte dens Varighed.

Med alt dette saa kan Staten i et Land af Danmarks naturlige Frugtbarhed ikke fordre vigtigere Afgifter af nogen Stand, end vøre Jordbrugere og Landmænd; dette uagtet, have disse hidindtil været meget ringe, til ikke liden Svækkelse for de øvrige Stænder. Men under Agerbrugets og vor Landvæsens nærværende Forfatning at forøge Statens Afgifter var at give Jordegodserne det sidste Stød til det Heles Undergang. De behage altsaa selv at bedømme, hvilket Middel der bliver det beste, og hvilken Vei den sikkerste uden Anstød.

Dette maa være nok sagt til Deres Underretning, min Herre, om de første Frugter, som den lagde

Plan til Forandring med disse Domainer allerede have viist paa ringere Tid end et Aar, endog under de nedrigste Forfølgelser og al muelig Modstand, som man undseer sig ved at betroe Pennen, for ikke at beskiæmme Menneskeligheden.

De tillade, at man af disse allerede viste Følger slutter med den mueligste Vished til Indtægternes meer end dobbelte Forøgelse af disse Domainer inden en Tid af 12 Aar eller ringere, ligesom Planen udføres med mindre eller større Understøttelse, Flid og Forsigtighed.

Man har forhen berettet, at det ufrie Hartkorn, disse Domainer bestaae af, udgiør i alt 4037 Tønder. Ved at beregne Indtægten pr. Tønde Hartkorn, for disse 2de Herligheder af Arve-Fæste og Befrielse for Hovene, til 12 Skiepper Byg efter det første givne Exempel med den fattigste Bye, udkommer 6055 Tønder Byg, hvis Sum i Penge ansat til 2 Rdlr. Tønden, udgiør i alt 12110 Rigsdaler. I Steden for at beregne denne Indtægt ringere, end her er ansat, kan man med Grund anføre nogle hundrede Tønder Hartkorn, som med Tiden skal indrente 2 til 3 Tønder Byg pr. Tønde Hartkorn for berørte Herligheders Meddelelse, ligesom den lagde Plan et Aar efter det andet viser sine fordelagtige Følger fra den rette Side: naar tillige ved Forandringen forbeholdes en Spand- og to Gangdage af hver fulde Tønde Hartkorn,

saa skal man inden faa Aar sættes i Stand til at bringe Værdien for dette Tal af Spand- og Gangdage til en ligesaa betydelig Sum, som den Distriktets Jordbrugere hver især for nærværende Tid have tilbudet at betale med 4000 Rdlr., lad være, Bønderne dog herved tillige have forpligtet sig at forrette nogle faa Spandog Gangdage.

Hvad man her har sagt, for at forklare Mueligheden af de Kongel. Indtægters Forøgelse af disse Domainer, er bygget paa Erfarenhed og de naturlige Herligheders Værdie, denne Strækning af Sielland bestaaer af.

Af disse samme Grunde vover man desaarsag ar fortsætte denne Beregning, med Tillæg, at Jordebogens gamle Indtægter ved Konge- og Kirke-Tiendepengene efter den lagde Plans Execution skal bringes i det mindste fra 1200 Rigsdaler til 2400de, som og, at de ubetydelige Huus-Afgifter, som hidindtil ere beregnede til 1694 Rdlr., inden saa Aar skal overstige 4300de Rigsdaler. Uden at erindre, hvad Jordebogen af den billigste Grund inden kort eller lang Tid aarlig burde regnes til Indtægt for 911 Skovlæs Brænde og Gavntømmer, samt 3000 Læs Stavre og Gierdsel, som Skovene hidindtil aarlig maa afgive, uden mindste Indtægt for Cassen, men som her ikkun ansættes til 1200 Rdlrs. Værdie i Penge.

Det forstaaer sig, saa længe Bonden er i den Forfatning at Indtægterne af hans Jord ikke tillader Ham at betale Skatterne, saa nødsages enhver Proprietair at lade sine Skove staae aabne til hans Nødvendighed som hans Korn-Magaziner; nægtes det første, tager Bonden vist paa egen Haand til større Tab for Skoven, men i sidste Fald forlader Gaard og Grund med et.

Man spørge vore Amagere, hvorfra de erholde deres Brænde og Gavntømmer, de give strax til Svar, paa det Sted, vi erlægge vor rede Skilling. Jorden overalt i Sielland er ikke mere forbandet, end paa Amager. Man rydde ikkun de utallige Hindringer af Veien, som dæmpe dens Frugtbarhed, og forbyde dens Dyrkere at føle deres værdige Kald. Enhver Plet af denne Provints skal hastigere opvise sin Amag end nogen anden, og vor Bernstorsffs udødelige Æreminde besegler jo allerede denne Sandhed.

Uden altsaa, min Herre, nøiere at betragte den Indflydelse, som den lagde Plan har paa tusinde ukiendte Nærings-Veie, og langt flere ukiente Slægters varige Floer og Velstand, saa maa det anførte være nok, for at sætte Dem paa de Spor, der skal overtyde Dem om de Kongelige Indtægters Forøgelse af disse Domainer fra ringere end 17000 Rigsdaler, til en Sum af 38600 Rdlr. med den Visbed, at man, under behørig Understøttelse drister sig, at indestaae for Bereg-

ningens Rigtighed. Med dette rene Tillæg, at disse Jordebogens nye Indtægter, naar Planen er udført ikke skal være forbundne med tredie Delen af de Forstrekninger, disse Domainer forhen aarlig have været behæftede med, og at de Bekostninger, som den lagde Plan kan affordre, i en Tid af 8 til 10 Aar, ikke bør overstige 50 til 60 tusinde Rdlr.; altsaa omtrent 2000 Rdlr. mere aarlig, end de nye anbudte Hoveriepenge af disse Domainer beløbe sig til.

Dog! førend dette Brev sluttes, vilde De tillade, min Herre, at man føier til forestaaende Beregning over Indtægterne for Kongen, en anden ligesaa simpel over de Fordele Jordbrugerne paa dette Distrikt tillige kan spaae sig inden to a tre Aar efter den lagde Plans Execution til enhver Landsbye. De kan deraf des fuldkomnere indsee de Grunde, paa hvilke denne betydelige Forøgelse af Jordebogens Indtægter bør bygges, og ved Hielp af den Erfarenhed, Landet selv frembyder, uden at søge den hos de af vore Naboer, som saa langt overgaae os, tillige indsee deres Rigtighed.

Man har tilforn antaget, at den Strekning af disse Domainer, som under nærværende ødelæggende Forfatning i vort Agerbrug findes dyrket og udyrket, ikkun bestaaer af 52 tusinde geometriske Tønder Land. Uden i Forveien at erindre, at Jordbrugerne til de allerfleste Byer, hvorfra neppe kan undrages tre paa

det hele Distrikt, ikke indavle 3die Kornet af Rug, eller fierdefold af Byg, det eene Aar at bøde paa det andet; saa gives der ikke faa, men mange Aar, i hvilke Indavlingen især af Rug neppe indbringer Sædekornet, i det mindste ikke med større Held, end til Hammers Bye under Beldringe Gods afvigte Aar, hvor man Havde faaet 83 Tønder Rug, som ved Eftersyn befandtes at indbringe 138 Tønder 4 Skiepper. Ligesaa slet fandtes det til Ørsløv Bye, 2de Strekninger over 300 Tønder Hartkorn, og saaledes findes det næsten hver Aar til de største Byer, og til de især, som eie det frugtbareste Land. Efter de Erfaringer, som altsaa hele Sielland frembyder til enhver Landsbye, og de man især med megen Bedrøvelse har indsamlet paa dette Distrikt, samt Bondens aarlige Mangel, kan man med Sandhed paastaae, at der neppe findes 5000 Tønder Land til alle Distriktets Landsbyer, som fortiene Navn af veldyrket Jord i ringe Forstand.

Ikkun 7000 Tønder, som gives, eller kun modtage, maadelig Dyrkning, 10000 Tdr. slet dyrket i ringeste Forstand, og 30000 Tdr., som med rette gives Navn af udyrket Land, uden at give Sædekornet, og som deels staae under Vand, deels aldrig været Plov paa, deels bevoxen med Skov af ringe Indtægter, kort af samme Skikkelse, som strax efter Syndfloden, f. Ex. Castrup, Stenbierg, Knudsbye,

Orebye, Stubye, Næss, Sallerup, Ring, Koestræde, Kiøng, Lundbye, Hammer, Hammers Thorup, Sverborg, Nebølle, Nebølletorp, Svindinge, Snertinge, Udbye, Skallerup, Ørsløv, Ugledie, Lekkende, Staarbye, Kallehave, Stensved Overdrev, en Strekning af nogle tusinde Tønder udyrket land. Med saa Ord, til enhver Bye findes de betydeligste Strekninger, som indbefattes under disse 30000 Tønder land af disse Domainers Hartkorn. Uden at giøre en Reise, min Herre, skal man af de forfærdigede Carte-Tegninger oplyse Dem om denne Sandhed.

Man kan altsaa af hele Distriktets Areal i Tønde land beregnet, ikke antage høiere Tal, end 22000 Tønder land, som nogenledes kan gives Navn af dyrket Jord. Men uden at fordre anden Siel af vor Siellandske Bonde, end den de fleste eie, og to gode Næver, saa skal det ikke falde vanskeligt, efter den lagde Plans Execution at forbedre:

a) De 5000 Tønder land, som nys forhen er givet Navn af vel dyrket Jord i ringe Forstand, saaledes at disse inden to Aar efter Forandringen frembringer i det mindste 1 1/2 fold mere end til-

forn. En nye Gevinst for Distriktets Jordbrugere i Korn beregnet af alle Slags - - - 7500 Tdr.

b) De oven anførte 7000 Tdr. af maadelig dyrket Jord i slet Forstand, under samme Vilkor efter Forandringen, i den Grad, at disse indbringe 2 1/2 fold mere, end forhen, saa bliver denne Gevinst, paa samme Maade beregnet, at ansætte til - 17500 Tdr. c) De 10000 Tdr. Land slet dyrket Jord, saaledes at samme ikkun aarlig indbringer Bonden 3 1/2 fold mere, end under nærværende slette Forfatning, saa bliver dette en tredie Gevinst, i Korn beregnet, af - 35000 Tdr. d) Og endelig antages, at af de 30000 Tønder Land, som til den udyrkede Jord er beregnet, findes 6000 Tønder Land, som saaledes er bevoxen med Skov, at dennes Brug for Bonden paa ingen Maade kan ansees af nogen betydelig Værdie; men derimod at de øvrige 24000 Tønder Land ved den allersimpleste Cultivation, efter Vandets Afledning og Jordens Indfredning, ikkun aarlig skulde indbringe 5 fold af alle Slags Korn over

Værdien af de ringe frivillige Frugter denne Strekning hidtil forbydes at frembringe, saa bliver denne nye Forraad af Produkternes Forøgelse her at ansatte til - - 120000 Tdr.

Hvilken ukonstlede Beregning over Distriktets Bønders nye Forraad, efter den lagde Plans Execution, paa Grund af den simpleste Erfaring i vort Agerbrug, viser den fulde nye Forraad at beløbe sig til - - - 180000 Tdr.

af alle Sæde-Arter.

Efter en antagen Middelpris paa Rug, Byg, Erter, Boghvede og Havre af 2 Rdlr. Tønden, troer man med Grund at kunde ansætte ovenanførte nye Gevinst af Produkter for Jordbrugerne paa disse Domainer til 3 Tønder Guld og 60 tusinde Rigsdaler, uden at nogen Mand, der har den mindste Kundskab, enten om vores nærværende slette Agerbrug, eller et fuldkomnere, skal kunde ansee denne Beregning for overdreven i noget Tilfælde.

Ved at erindre, at de Indsigter, man i en Tid af 12 til 14 Aar har søgt at forskaffe sig om et velindrettet Agerbrugs store Fordele, tydelig nok har lagt denne Sandhed for Dagen, som de største landmænd i Engeland længe have erfaret, at veldyrkede Enge indbringe deres Eiere næsten 12 Procent, imod at vel-

dyrkede Agre neppe indbringe lidet over syv; saa maa dette være nok sagt for at forklare Dem, min Herre, af hvad Grund Indtægterne af Produkternes foranførte Forøgelse alene ere beregnede i Korn, og ikke i Høeavling. De vil deraf tillige erfare, at Fordelene snarere over- end understige de her anførte.

Hvor meget man endnu havde at legge til, for at forklare Dem de lykkelige Udsigter, Danmark inden faa Aar kan haabe ved sit Agerbrug, naar den Plan, Hans Majestæt har lagt til Forandring med disse Domainer først lidt efter lidt viser sine gode Frugter, saa seer man sig dog forbunden for denne gang at nedlegge Pennen, for ikke at meddele Dem et alt for unaturlig Brev, eller trætte Deres ædle Nysgierrighed.

Gierne havde man ønsket at opfylde Deres sidste Begiering, ved at føie to Ord til om de vigtigsie Aarsager vore landmænd opgive for landets nærværende Kornmangel, dersom man ikke stod i den Tanke, at De af dette Brevs Indhold nogenledes best indseer samme, og selv er i Stand til at lægge Resten til. Dog for saavidt muelig at efterkomme deres Begiering i Hovedposterne af Deres Brev, vil man til Slutning meddele Dem et Udtog af en god Vens Betænkning over de vigtigste Grunde til Landets Kornmangel, som man nyelig overkom. Forfatteren er fuldkommen af Deres Mening, min Herre, at det ikkun er en Skingrund vore Landmænd foregive, naar de søge Aarsa-

gen til Kornets Mangel alene i Qvægsygen; men fornemmelig saa længe den ikke treffer Landet overalt til een Tid. Han paastaaer, at den Skade, Landet i Almindelighed har lidt ved Qvægsygen, uden at betragte visse enkelte Steders Tab, inden to Aar erstattes rigelig ved Nærings-Midlernes større Overflødighed for de fra Sygdommen frelste Kreaturs, som og at det overblevne Tal af Kreature giver dobbelt Melk, og findes ligesaa store af Vext, som et dobbelt større Tal af Høveder for Sygdommen. Hvad den Mangel betreffer, som foregives, at Jorden skulde have lidt paa Giødning, saa paastaaer han, at ingen Mand i Landet har haft Aarsag, end ikke et Aar efter Sygen, at besvære sig over en større Mengde Foer, end hans Kreature kunde fortære; i det mindste ikke over Lejlighed for at bringe det til Forraadnelse. Han legger til, at det ville blive en al for stor Bebreidelse mod vore Landmænds Indsigter, dersom disse ikke kiendte, eller vidste at opdage endog til enhver Landsbye andre Midler, for at frembringe Jordens Frugtbarhed, end det eneste ved Kreaturenes Excrementa, og paastaaer, at Himlen har tilskikket Dannemark denne Straf for den unaturlige slette Omgang man næsten over alt bruger ved Hornqvægets Opelskning og Underholdning. Til Slutning siger han: vore Enge dyrkes saa slet, og vore Kreature græsses og foeres paa en saa uforsvarlig Maade, at dersom Sygdommen ikke borttog Hornqvæget, naar dets Formerelse er bragt til en vis Høide, saa skulde disse Kreaturs tilligemed vore Heste crepere af Hunger.

Merkeligt er det ellers, hvad Forfatteren ved denne Leylighed beretter: Dersom vor Agerbrug først blev sat i den Stand, som paa Greven af Bernstorffs Gods, saa skulde vore Jordbrugere hverken Sommer eller Vinter mangle overflødig Græs og Høe for den melkerige Koe eller stærke Oxe, hiin skulle syv til 8 Maaneder efter dens Indkiøb have betalt sig, og begge til alle Tider af Aaret findes saa vel ved Magt, at Eyerens Tab ville blive meget lidet, om han ved Sygens Komme greb til at lægge dem i Salte Tonden. Han paastaaer selv under samme lykkelige Forfatning i lige ulykkelige Tilfælde at være betalt endog for Huden af et faadant Høvede 21 Mark i Januari Maaned af Garver Hofmann ved Nørre Port, da denne Mand kiøbte Stykket for 3 til 4 Mark af hans Naboer, som befandt sig under den fordervede Forfatning i vor Agerbrug, der giør, at Hornqvæget alene bestaaer af Skind og Been hele Aaret igiennem, undtagen med ringe Forandring nogle faa Maaneder i Efterhøst.

Folkemængdens Formerelse i Hovedstaden troer han ikke at have bidraget til Kornprisernes Forøgelse, som han er af de Tanker, at denne ligesaa stærk har forminsket sig i Kiøbstæderne og paa Landet fra den Tid Næringsveyene ved Kornprisernes idelige Stigen bleve mere og mere tilsperrede. Derimod foregiver han, at en bestandig Udførsel af Landets Produkter har foraarsaget det vigtigste, fornemmelig, fordi man ved en uafbrudt Udførsel ikke tillige har paaseet, at landets Pro-

dukter aarlig forøgede sig i Forhold til Udførselen. Af denne Grund paastaaer han, at den allerstørste Deel af vore Jordbrugere ere komne i Underbalance, som Prisen paa Korn-Vahrene steeg et Aar høiere, end det andet, og som det paa ethvert Sted i Landet faldt Bonden mere eller mindre vanskeligt at erholde disse, deels af Mangel paa Penge, deels af Mangel paa Credit, just til den Tid af Aaret, Gevinsten var størst for Kiøbmanden ved Vahrenes Udførsel, og Bonden behøvede den største Mængde for at besaae sin Jord, og for at holde Livet i Plovbesterne. Havde derimod, siger Han videre, nogle og 50 tusinde Familier af Agerbrugere fundet den samme Lejlighed til at forøge Landets Produkter, som et ringere Tal, end 10 til 12 hundrede Kornhandlere fandt til Gevinst; først med at udbringe et ringe Overskud, og i de sidste Aar ved at overlade Fremmede endog af den Forraad, Landets egne Indbyggere selv behøvede, saa skulle ingen Mand i et Land af Dannemarks naturlige Frugtbarhed haft Aarsag til vore Tider at klage over Kornvahrenes uindskrænkede Udførsel, og ligesaa lidet over Misvext. Han yttrer ved denne Lejlighed en Tanke, som fremfor alle fortiener den største Opmerksomhed: At Dannemark, siger han, i de sidste 7 til 8 Aar har nolens volens seet sig nødsaget til 3 a 4 Maaneder af Aaret, uden Regieringens Tilladelse, at afhielpe dets Mangel ved fremmede Kornvahre. Skulle denne Sætning være rigtig, som Gud forbyde! saa skal neppe 3 til 4

frugtbare Aar i en Rad afhielpe vor Nød efter Ønske.

Uden videre Udtog af Forfatterens Tanker over denne Materie, vil man slutte dette Brev med den korte Afbildning, han giver paa vor Landvæsens Forfatning og den største Deel af vore Landmænds Tænkmaabde til vore Tider.

Det er en soleklar Sandhed, siger denne Forfatter, at den Mange!, Landet følte afvigte Aar, og som ikke uden fremmed Hielp ville blive mindre følelig indeværende, ene og alene har sin Grund i en længe fordervet Huusholdning med vor Agerbrug, og ikke i en Misvext, som jo kunde forebygges. Denne Mangel er ikke nye. Nei! vi have i mange Aar, under det fredeligste Regimente, ved vore ringe Indsigter tilstoppet Kilderne for alle de Velsignelser, ved hvilke Jordens og Havets Afgrøde kunde berige Landet. Hvad er naturligere, end at den Søvnagtighed eller længe ilde anvendt Flid ved det frugtbareste Lands Agerdyrkning, nu, ligesom med eet, viser sine onde Følger paa en dobbelt følelig Maade.

De Forandringer man hist og her i Landet haver foretaget til Forbedring, vise for største Delen den samme Nytte, som at sætte en nye Klud paa en gammel Kiortel. Den mest frugtbare Jord

især i Sielland, dette kostbare Land, dyrkes uden Overlæg, uden Indsigt i de allerførste Grund-Regler af Naturlæren. Selv Svinenes Rodning opirrer de fleste Agres Frugtbarhed mere, end Plovens unaturlige Snit og Gang. Vi betragte Sæden paa Marken, som det skiønneste Malerie betragtes af den, der ikke har den mindste Kundskab om Reglerne i Maler Konsten. Naar Jorden skiules med Straa og Ax, saavidt vor Øie rekker, strax voxer Glæden over et frugtbar Aar ofte af ingen anden Grund, end fordi denne Velsignelse frembringes med saa ringe Møie og Eftertanke: men hvor stor denne Strekning er imod den ubesaaede, om Straaet af denne Sæd er 3/4 høi, eller 2 Alen og derover, og endnu mindre om Axet gemmer 8 eller 80 Korn, eller hvor mange af det forefundne Tal der ere golde, og hvor mange der skal tiene til Menneskenes Føde, alt dette synes ikke at komme under de fornuftige Skabningers Betragtning, paa hvis nærmeste Omhue Landets Dyrkning alene beroer. Men at paastaae, at denne samme Skabning har Kræfter nok til at forebygge disse Mangler, dette kalder Hoben at gribe ind i Guds Hemmeligheder. Saa lidet tiende vi i Almindelighed de Indsigter, der kræves af en sandmand, og ligesaa lidet Le himmelske Tanker, der ere forbundne med dennes Beskiæftigelser, og sætte disse saa høit over alle Menneskelige Handlinger.

Denne ukyndige og uopmerksomme Vandel, i at kiende og benytte os af Landers kostbare Herligheder, er Grunden til de frugtesløse Løfter, vi erfare næsten hver Sommer om en deilig og frugtbar Høst, men aldrig saasnart er Sæden bragt i Laden, førend vi hænge med Øret ved at erfare næsten overalt, at denne giver lidet i Skieppen, og at Foeret er ringe. Da først virker den gamle Mangel med uafbrudte Skrit, og Prisen bliver ved at stige langt over den Sum, man fastsatte Sommeren forhen, ved at betragte Sæden paa Marken, som den Blinde Farven. Dog uden endnu at undersøge, hvor megen Deel vor egen Dumhed og Efterladenhed har i disse yttrende Mangler, saa gaae vi en giennere Vei med at anstille Forundringer over samme, og tilsidst skyde Skylden snart paa den indfaldne Kulde, snart den Regn, snart hin Soelskin. Saaledes dysses vi i Søvn et Aar efter det andet, og indbilde os at have giort alt, hvad vi formaae, naar vi tilstdst ofre Bebreidelser mod den Godheds Haand, der fortiener dobbelt Tilbedelse for den ringe og uforskyldte Velsignelse, Jorden frembringer under vore usle Indsigter og uvirksomme Flid. Jeg har den Ære at være o. s. v.

Skrevet den 1ste Novbr. 1772.

Trykfeil. Side 15 litt, 1 læs tilligemed i Steden for foruden. Samme Side lin. 13 læs Ynk i Steden for Hug.

✂

Svar

til

Forfatteren af Brevet

om de

Kongelige

Domainers

forrige og nu værende

Ekonomiske Forfatning

paa

Vordingborg Amt.

Kiøbenhavn, 1773.

Trykt og faaes til Kiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet i No. 171.

2
3

Min Herre!

Det maae ikke forundre Dem, at jeg i Adresse-Contoirets Efterretninger No. 26. har giort nogle Anmærkninger over den Sammenligning, som indeholdes i Deres udgivne Efterretning om det Vordingborgske Distrikts forrige og nu værende Forfatning, og derved givet Dem nogle Antegnelser i Deres Afgifts-Beregninger og Balance. De maae troe, om De vil, at det ikke er Lyst til at disputere med Dem, om det er til Nytte eller Skade, at Qvækeriet i Land-Væsenet nu meere end nogen Tid tilforn tager Overhaand, der driver min Pen; Ey heller Begiærlighed til at sige Dem imod, alene fordi Dt selv har givet mig Ret til denne Fornøyelse; Men' De til-

lade mig, at forsikre Dem, at en ubesmittet Nidkierhed for Sandheden og det Rigtige, som burde findes i min Herres Brev, alene er min Bevæg-Grund. Dette at udvikle og for et heelt Publico at oplyse, er Formaalet for alt hvad jeg her har

at sige Dem, og jeg veed, at De selv for Indsigtfuld en Mand, til at dømme ilde derom.

Det egner kuns een af Hoben, at skylde mig Skield-Ord i Steden for sømmelig Beregnelse. Dog ingen tænke, at jeg her skal misbruge denne Punkt af Moralitetens Lære-Regler, og benytte mig af Sladder, falsk Rygte eller den Aand, som besiæler Nedrigtænkende til at dadle alt, fordi de tænke anderledes.

Ney! et vaagent Opsyn med Forfatningen, saavidt det har været mueligt, og rigtige Documenter om Sammenligningen i det Heele, skal alene tiene mig for det meeste, og hvor disse mangler, skal saa rimelige, som billige Slutninger veylede mit ganske Forehavende.

Uden altsaa videre at forklare mig, tillade min Herre, at jeg noget prøver den almindelige Beskrivelse over Distriktets Ekonomiske Tilstand til den

Tid, at det kom under den Kongelige General-Landvæsens Commissions Administration.

Det er vist og en unægtelig Sandhed, at Distriktet til samme ommeldte Tid trængte til en nyttig Forandring og en skyndig Forbedring, og maaskee har en maadelig Administration næst-forhen havt ligesaa meget Skyld deri, som de svære Tider; men saa ukristelig og høyst ubillig en Forvaltning at have været almindelig, nemlig: at sætte fra og til Gaard uden Lov og Dom, undertiden for ringere end 10 Rigsdaler, er vist nok en Yderlighed i Fortællingen, som neppe vil blive at godtgiøre. En Rytter-Gods Session, som altid har havt Sted, indtil Distriktet i Aaret 1768 tabte den Egenskab, at være anseet for Rytter-Gods, ville det være alt for stor en Vanære, at have ladet saadant passere, om og Betienten, som Administrationen i sit første var betroet, havde giort det ved een, meer end een Gang mistænkt, lovlig Behandling, foruden dette, at Amtmanden, som altid til Anno 1768 har havt den øverste Inspection med Godset, vel heller ikke loed sig foredrage en saa lovstridig Omgang, uden at raade Boed derpaa og see det for øvrigt forekommet.

Jeg vil ikke tage mig paa at bevise, at De, min Herre, skulle mangle et eller maaskee nogle saa Exempler, der af Sandsynlighed kan komme Deres Foregivende nær; men at det er urigtig, at det har været almindelig, tør jeg forsikre med en Vished, som min Nærværelse paa Distriktet i en Deel Aar fuldkommen har ladet mig være bevidst. Følgelig passer sig ikke den Udledelse til Betler-Standens Forøgelse paa dette Distrikt, som De behager at giøre, siden Aarsagen, som skulle være meere almindelig en enkelt, er manglende, som den og bør være.

Det synes mig underlig, at min Herre har betient sig paa tredie Haand af de Beregninger paa Godsets aarlige Revenuer, som en afdød Amtsforvalter skal have viist Dem fra Hr. Etats-Raad L. Dog neppe i Hensigt at tiene Dem til Bevidnelse om Distriktets ringe Indbringende; og at De ikke derimod har søgt de sande Efterretninger hos Regimentskriveren, dem han for Subordinationens Skyld neppe torde have nægtet Dem.

For tie Aar er jeg uformuende til at giøre Dem et rigtig Calcul over Distrikters Revenuer; men dette kan De troe, og hvis Rigtighed Eftersyn ved Rente-Kvmmeret kan stadfæste, at for

Aarene 1763, 64 og 65, aflagde Betienten Regnskaber for reene Jordebogs-Afgifter imellem 16, 17 og 18000 Rigsdaler; og hvor nær stemmer det ikke overeens med Deres egen Anførsel i Brevet Pag. 21, naar De kuns behager at anslaae Landgilde-Kornet i Penge lige saavel for den gamle, som nye Plan?

Antager De denne Sætning at være rigtig, saa vist for 10, som den her er for 3 Aar; saa bestyrker det den Tanke jeg altid har havt om Distriktets Værdie, at ikke fire og maaskee halv-femte Tønde Guld havde været nok, om det ved Auktion var bleven solgt, omendskiønt det muelig kan have sin Rigtighed, at i Hensigt til en vis Plan, som De omtaler Pag. 17, det ikkuns var taxeret for 73 Rdr. 2 Mk. pr. Tønde Hartkorn, eller i alt omtrent for tre Tønder Guld.

Jeg giver Dem fuldkommen Ret Pag. 6. at sige: at Skovene har været en død Rigdom for Jordebogen. — Jeg har længe troet det samme om Bondens Skovbøders Betaling, som De tillegger andre om Skatternes. — Lige meget, af

hvilken Kilde han hentede dem. „ Men jeg sætter Dem her et dobbelt Nora bene, og jeg veed, at

De forstaaer mig: Skovene har liidt meget; men naar messt? Mon ikke til en Tid, da der ligesom har været sat Præmie for den, der stial meest?

Det bliver mig et Paradox i Skov-Ekono-Mien, at den skal skaanes, fordi man giver Bonden meere til Udviisning end han behøver, og aldrig, som nu i nogle Aar er skeet, straffer ham fordi han stiæler.

Ja, fandt nok, at Skovenes Syn opdage denne Sandhed langt borte.

I kort Tid under saadan Forfatning, skal Efterslægten aldrig finde sig umaget med at igiennemhugge lange Alleer, til enten Forlystelse eller Comoditet kan de kuns vogte sig, at de ikke snuble over Stødene.

Man kan og tilstaae Dem, at Distriktet i Aaret 1771, ligesom alle andre Egne fandt sig slet holden i Henseende til Foder- og Korn-Mangel. Som en Følge heraf, var der Nød forhaanden baade for Beboere og Fæe, men at den var i den Grad som De foregiver, forlader De mig, at jeg imodsiger; Ligesom at jeg, med Deres Tilladelse

nægter Deres i den Henseende giorte Beregning sin Vished.

Den Inqvisition om Korn-Forraadet, maae nu tillegges hvad Fides De behager, saa er den dog aabenbar urigtig, siden at Undersøgelsen, som bekiendt, har for en stor Deel dependeret af næsten enhver Bondes Angivende, og i hvordan De end maatte behage at forklare de Aarfager, som bleve anbragte for Undersøgelsens Foretagende, saa tænk aldrig at nogen troer, at Bondens Aabenhiertighed skulle blive Deres visse Deel for Sandheden i dette Stykke, og overalt, De har jo reent forbigaaet at beregne, hvad andre Boesiddende uden for Gaardmænds-Tallet kan have havt, og hvoraf jeg er vis paa, at en stor Deel Bønder selv ere hiulpne. Ligesom altsaa Indtægts-Forraads-Summen nødvendig maae være feylagtig, saaledes er og Udgifts-Beregningen, naar De for Exempel Pag. 11. anfører for 701 Gaardmænds Familie Hønse-Korn, (Smaae-Korn forstaaer jeg ikke, hvad her vil sige) samt Pag. 13. til Heste-Foering i Pløye-Tiden for samme Tal Familier pr. 6 Tønder, og i alt 4206 Tønder Havre.

Gamle Landmand! Tael ikke om Bøndernes Hønse-Korn, eller om en Tønde Havre for hver af Bondens 6 Hæste i Vaarsæde-Tiden. Veed De ikke, at Hønsene føder sig selv i Gaarden og omkring i Huset; og hvor mange Bønder troer De, at der har forbrugt to Tønder Havre om Vaaren til deres Heste?

Det skal efter det Bekiendtskab jeg har paa Distriktet, kuns blive ganske faae; Endeel ringere end een Tønde; men de fleeste mueligt slet intet. Men min Herre maae nok have giort sin Regning efter, hvorledes det kan antages for at skulle være, og sadt vore Bønders Ekonomie ved Siden af hine Smaae-Proprietairs nær ved Hoved-Staden, som maaskee solgte Halmen og fortærede Korn og Kierne selv.

Hvad den høye Commission har foretaget sig for at afhielpe den Mangel, som fandtes paa Distriktet, nemlig at anskaffe et fornøden Qvantum Laane-Korn, saa og at giøre Bonden en betydelig Penge-Forstrækning til Hestes Indkiøb, fortiener den samme billige Ære, som Naboer Proprietairernes i lige Fald dragne Omsorg for deres Godser;

Ja, jeg beviser denne Sandhed, at den Ære tilkommer alle Proprietairer, da ikke paa et Gods i heele Sielland man har hørt at nogen creperede af Hunger, eller at noget Gods saaledes tabte sit Værd, at Kongens Cassa maatte lide Skade for Skatte i Restance.

Vore Landmænd maae findes kortsynede eller ikke, saa ville jeg sige, at de vare stokblinde, om De ikke kunne have seet, at uden en fornøden Hielp stod Jorde-Godserne Fare for Ødeleggelse; men hvo var da saa ubarmhjertig baade imod sig selv og sin Næste, at han ikke følede Mangelen, førend han selv næsten blegnede af Hunger? Jeg troer, det maae være en Talemaade hos Dem, min Herre, som De har anført alene for at sees, uden at skulle betyde meere end det samme; thi man kan spore, at De hverken er Proprietair, Forvalter eller Forpagter, hvilke 3de Klasser i en almindelig Bemærkelse udgiør vores Landmands Stand, da De ved mange Leyligheder viser, ikke at være Dem godtsindet.

Jeg kommer nu til et Hovedstykke i Deres Brev, nemlig: hvor De giver os Spor til Grund-Regler for Land-Væsenets rette Opkomst; hvor De

giør sig til Mestermand paa den, De kalder Hiin Gamle ødeleggende Forfatning, og endelig balancerer en næst foreløben begyndt Plan paa Holsteensk, saavidt det er tilladt at dømme af Følgerne for Hoved-Gaardene og Ornebierg, med Deres egen antagne Bye; Item sammenligner den gamle plan med den nyeste, i Relation til Godsets staaende Revenuer.

Den første Deel af denne Sats er saa kort sagt, at jeg troer at skulle søge det Heele i de nie og et halvt Brev, som min Herre for over to Aar siden har ladet trykke, men endnu, ventelig af sine Aarsager, ikke udgivet ; Men da det kuns Hændelseviis er kommet mig for Øyne, uden at igiennemlæse det, saa kan jeg ikke paatage mig at ansee det enten kostbar eller urigtig.

Og betreffende den gamle Plan, som De giver Navn af ødeleggende, da om jeg ikke drister mig at tage Deel i den Beskyldning, som ligger i denne Caracter imod et heelt da regierende Kammer-Collegium, og imod mange respektable Mænd, som den locale Bestyrelse Tid efter anden har været overdraget, vil jeg dog ikke nægte, at jo Planen selv kunne behøve Forbedring; den har været

til Godsets Conservation cg Vedligeholdelse, kan man sige, men ligesaa lidet den ødeleggende som den beste.

Den Plan, som hernæst blev lagt til Godsets Opkomst, var den saa kaldede Holsteenske. Det er sandt, der fandtes meget i den, som var virkelig godt; Et bedre indrettet Agerbrug for Hoved-Gaardene; og en bedre, skiønt med mere Umage og Besværlighed forbunden Cultivation var unægtelig; de adskillige udførte Exempler under Grevskaber Bregentved, til Edskilstrup, Holmegaard, Gaunøe, Bekkeskov, og flere Stæder ere bekiendte Vidnesbyrd, men det synes overdreven at udføre samme Indretning lige frem med Bønder-Byerne.

Ørnebierg Bye, tager min Herre ellers til Beviis, at denne Indretning skal staae langt under Deres Plan, i Henseende til Jord-Drottens og Gaard-Besiddernes uafbrudte Velstand: De anfører, at en Gaardmand i Ornebierg, ikke har dristet sig til 4 Aar efter Forandringen at betale Halvdeelen af de nye Paalæg, som en Bonde i Dyrløv har dristet sig at vedstaae et Aar efter Planens Execution til denne Bye. Jeg slutter

med Vished, at Bonden i Ornebierg har erklæret sig med den Forsigtighed, som en Ubevidsthed om Forandringens Følger kræver af enhver Fornufttig i hans Cas; men den i Dyrløv maae enten have været drukken, eller faaet Penge for at sige det han aldrig kan vedstaae; dog lad være, at en Jens Larsen, Fader til aatte levende Børn, som vi see først høyt anskreven, der besiælet af en Aand, Vindskibelighed kaldet, skulle af Hiertet kunne besynge Planens Ypperlighed, saa er det dog langt fra, at de øvrige Tretten istemme hans Lov-Sang.

Ney, min Ven! skal jeg tale om de mange Klagemaale, de i denne Time udøser over deres

haarde Skiæbne — eller skal jeg sige Dem, hvad

enhver Fornuftig dømmer derom? —

Ney, jeg vil ikke, at De skal føle Dem selv paa denne Maade; thi sligt gaaer længere end enten til et maled Ansigt eller en skiælvende Haand; men nægt mig ikke denne Sandhed, at naar jeg næst efter Jens Larsen undtager et Par andre, som maaskee af sig selv kan komme i Stand til at beholde deres Gaarde, ved i Fremtiden at rede for sig, saa er jo Resten reent udsadt for alle de Man-

geler, som til Deres Vedligeholdelse man meest burde tænke paa at afhielpe.

Jeg nævner alene Deres slette, forhutlede og ilde dyrkede Jorder, der naturligvis burde først dpvække min fornuftige Landmands Opmærksomhed; Og om De end med Ligegyldighed kunde ansee disses meget indskrænkede Smaae-Kreaturs Avl, for at anvende Deres overbevisende Veltalenhed paa at trøste dem for det strænge og uovervindelige Arbeyde, de maae anvende paa Gierde-Lukning og Grøfter, burde De dog, som en følsom Landmand røres lidt af Medlidenhed over disse ulykkelige Beboeres Skiæbne, der efter et Haardt og besværligt Dags-Arbeyde haste til deres Boliger, for ved en kort Hvile at samle Kræfter til den følgende Dags endnu haardere Arbeyde; men i Stæden for Hvile, ere nær ved at finde Graven for dem selv og deres udslæbede Beester i en formedelst det af Grøfterne opkastede Leer fast upassabel Vey, som skulle være over al Forbedring, dersom en stræng Vinter eller en tør Sommer en kort Tid af Aaret ikke kom disse Moedløse til Hielp.

Hvor er det mueligt, at disse skal kunne flette min Herre de Ære-Krandse, som De vil have? De tilstaaer Dem en Indsigt i Landvæsenet, Ager-

bruget og den heele Forfatning uden Lige, men de ønsker, jeg veed det af Overbeviisning, sig uværdige til at være Deres videre praktiske Disciple; Saa mange ubesaaede Parcel-Lodder og to Øde-Gaards Jorder for min Herres Regning i sidste Aar, støder an imod den brillante Talemaade, at Vanære blev Forfatteren til Deel, om ikke en Plet Jord indrentede den Afgift, som givne Herligheder giør større end forhen. Et Skaverup, tvende afbrændte og udflyttede Gaarde i Kiøng, samt en kostbar Bonde-Gaard oprettet paa Skokkes Overdrev, giver Echo hver for sig af hines raabende Skiæbne.

Ney, Leckende Bye derimod giver jeg Dem Ret til at paastaae, at have forbedret anseeligt. Kuns Skade for Planen, at det ikke kunne lade sig giøre uden Tab for de Kongelige Hov-Marker af samme Navn.

Men naar derpaa ikke skal sees, (thi forlad mig min Herre, at De efter fleres end mine Tanker, har Pag. 23. Litr. C. giort Regning paa 200 Tønder Byg meere, end De vel kunne vente ved en agtende Auction paa de deraf inddeelte 7 Parceler) saa er det unægtelig til en solide Opkomst

for Byen, da den nu faaer sine Marker eller enkelte Lodder trim omkring sig, og i Stæden for udpidskede og langt bortliggende sidfaldene og slette Jorder, faaer høyt- og vel-opdyrket Agerland af Hov-Markerne.

Men posito! at Parcelerne ikke faaer Fremgang til denne Hoved-Gaard, men at Forandringen med Byen alligevel skal staae ved Magt; Jeg vædder 10 imod 1, at Kongen af de Strækninger, som skal udgiøre de 7 Parceler, ikke kan faae 500 Rdlr. aarlig Afgift, naar Hoverie-Bedriften endda skeer frie ligesom før, imod at Han havde tilforn 1090 Rigsdaler.

Et andet kan det være, om De saaledes forherliger de agtende 7 Parceler med Skov, at de her, ligesom under de andre tvende Hoved-Gaarde, skal for en stor Deel udvikle Kiøbe-Lyst. Men forlad mig, dyrebare Landmand! dette er ikke at forædle Land-Væsenet, naar saa betydeligt Tab for Jord-Drotten dermed er forbunden, hvilket jeg herefter nærmere skal forklare; saa at det smukt indklædte Skryderie, som jeg læser i Deres Brev øverst paa Pag. 34, er en Udskeyelfe fra al rimelig fund Sands og Fornuft.

De behager hernæst at forsikre i Henseende til Hoved-Gaardenes Indtægt efter den nye Plan, eller saaledes som den i Parceler er solgt, at der findes ingen Tønde Land af den sletteste Jord-Art saavel i Ager som Eng, saavel den Deel der staaer under Vand, som de meest moradsige Stæder, der jo er belagt med aarlig Afgift fem Skiepper Byg, ligesom den beste Jord-Art af samme Maal ikke er ansat Høyere end aatte Skiepper af dette Korn.

De tillade mig, at regne lidet efter med Dem. Og for desto bedre og rigtigere at være i Stand dertil, maae De uden Fortrydelse læse her et verificeret Udtog af Parcel-Auctions-Forretningen, holden paa Belvringe den 4de Junii 1772, hvilken i mere end den Henseende at resulere Dem, paa dette Stæd jeg holder fornødent at indrykke:

No. sig.

C. D.

G. I.

Ved Wordingborg.

a) Kirke-Marken.

Regimentskriver Jacobsen - *

dito * s t * t Inspecteur Baden - - -

Ladefoged Jens Christensen - -

dito -- FOG - - -

Inspecteur Baden - » -

Capellanen Hr. Staal - - .

Inspecteur Baden ss. - -

Bendix Malling ees -

K) Florke-Marken.

Inspecteur Baden - - -

c) Havre-Marken.

Inspecteur Baden - - -

Kiøbmand Brøndel - - --

Regimentftriver Jacobsen * -

d) Diævlekrogen.

Kiøbmand Staal i Falster - -

dito af Badstesøe Marken og tillige af Havre-Marken - - - -

e) Badstesøe-Marken.

Kiøbmand Brønde! - -

Inspecteur Baden - - ->

dito -------

5) Nyegaardshauge.

Degnen Ebbesen - - t

g) Oringe Stob.

Forpagter Pedersen paa Nyesøe - -

ti) Hovedskoven.

Inspecteur Baden -- - *

dito - - -

Summa af Wordingborg

Tønder Land Udsæd.

Tdr. Skpr.

55 54

1237

Bestemt Afgifts

Byg.

Tdr. Skpr.

24 41

34 27

767

21½

7½

5½

53½

3½

2½

6½

Auktions

Recognition.

Rdlr. Sk.

30 52 7

6 61

213

131

635

B 2

2. Be

No.

9 8

Pig.

B. G. H. G. P. E. D. C. B, A. X.

PAA

Ved Beldringe.

Inspekteur Baden - - -

Henrich Ladefoged - -

Kiøbmand Weffendrmck - -

Capellanen Hr. Ingerman Morisr. Fischer - - *

Hr. Plum i Vaarse « -

Inspekteur Baden - - -

Forpagter Petersen paa Nyesøe Inspekteur Baden - - *

Beldringe Koehauge Inspekteur Baden « - <

Summa af Beldringe dertil for Wordinqbor'g.

Tønder Land

æd.

Dr.

52 S1

133

659

1237

Skpr.

Få

Bestemt Afgifts j Auktions Byg. ^ Recognition.

“> OL,

409

767

2 5^. “

“TAS

STE

Oiölr.

2 5

104

635

Summa Surnmarum 11§97 | | n/7 1 4# | 739 I 48

Af dette erfares da, ar der er mange af Parcelerne, hvis aarlige Afgift er for hver Tønde Land

under Fem Skiepper Byg, kuns faa derover; —

Tre, nemlig No. 10. Fig. D. og No. 12. Fig. C. ved Vordingborg, samt No. 8. Fig. H. ved Veldringe til Sex à 6 1/4 Skieppe, men ingen til 7 mindre til 8; ligesom det og anmærkes, at for No. 8 og 9. Fig. I og H. ved Vordingborg er Afgiften kuns for den første 4 2/47 Skiepper, og for den sidste 4 1/13 Skiepper Byg af hver Tønde Land Udsæd.

Naar jeg derimod for alle 22 Parceler, som skal bestaae af 1897 Tønder Land Udsæd paa frie Hovedgaards Taxt, og som skal indbringe 1177 1/2 Tønde Byg, giør en General Beregning, saa udkommer over Hovedet ikke engang Fem Skiepper, men acrurat 4 1832/1897 Skiepper.

Dette store Alt! Ellevehundrede Syv og Halvfiersindstyve og en halv Tønde Byg for de tvende vigtigste desmembrerede og fricaserede Hovedgaarde og som kan beløbe sig til aarlig Indtægt à 9 Mark pr. Tønde . . . 1766 Rdlr. 27 Sk.

Hvortil Renterne af Recognitions

Summen 4 pro C. er . 29 . 55 1/2 .

giør 1795 Rdlr. 83 Sk.

Er det der, skal veie op imod alle de et saa ypperlig District. berøvede Herligheder, hvor imellem Jagt-Rettigheden i den Kongelige Vildbahne ikke er den mindste, men i hvilken der nu kan siges at være ligesaa mange pivilegerede Krybeskytter som man behager at nævne.

Det er Aands-Fortærelse at blive vaer hvorledes imellem andre en Ladefoged anstiller enten Klap- eller Parforce-Jagt og vender tilbage med Gevæhret i den ene Haand, Fangsten i den anden, og hans troe Fylar bag ester. En Herlighed, som tilforn alene skulde være forbeholden Fyrstelige Personer og Monarkens Hædersmand, skal nu befindes deelt imellem nogle af dem, som før passede Kaablene; og med al dette skal der hele Væsen fortiene Ravn af Landforbedring, som har Indflydelse paa alle Stænders Vel. Men jeg maatte tabe mig selv i Uendelighed, om jeg ville legge min Herre flere Tanker i Erindring, herom, og jeg maatte maaskee fortiene Ugunst, om jeg ikke holdt op.

Et Skridt vil jeg da gaae tilbage i Deres Brev, for ligeledes noget at igiennemgaae den Ballance De har giort mellem Indtægterne af den gamle og nye Plan. Mit Avertissement i No. 26.

uagtet de sig indsnegne Trykfeil i Tallenes Anførsel, oplyser for endeel hvad jeg har at sige. Alligevel maae jeg dog efter mit Forsæt igientage mine Anmærkninger, og videre tillegge hvad et rigtig Regnskab udfordrer.

Det er en meget grov Feil, og som er falden enhver Upartisk Læser i Øine, at De til Krænkelse for den gamle Plans udgiørende Summa forbiegaaer at anslaae og udføre Landgilde-Kornet som De der imod har ladet Dem være magtpaaliggende at erindre ved den nye, og samme beregnet med 4860 Rdlr. 30 Sk. Saa snart De gotgiør den gamle Plan dette Afsnit ved at tillegge samme de Pag. 21 anførte 12313 Rdlr. 34 Sk. da seer De strax den gamle Plan efter Deres egen Beregning at beløbe 17173 Rdlr. 64 Sk. og hvilken Summa refererer sig ganske nær til de foran ommeldte 3 Aars indlagte Regninger.

Min Herre har behaget at anføre Jordebogens Indtægt paa den nye Plans Regning Pag. 24 med 21482 Rdlr. 64 Sk.

Herimod maae jeg tage mig den Friehed at erindre:

a) Er Side 23. for de allerede ved seeneste Auction overladte Lodder paa Vordingborg og Belbringe Hov-Marker, den bestemte Afgift i Byg anført af Vordingborg Hoved-Gaard til 1750 Tønder og beregnet à 2 Rigsdaler, er - - - 3500 Rigsdaler.

Med det forhen anførte Udtog af Parcel-Auctions-Forretningen, er det lagt for Dagen, at den Heele Afgift for de 22 Parceler ved Vordingborg ikkun udgiør 767 Tønder 6 og en halv Skieppe.

De har altsaa anført 982 Tønder 1 og en halv Skieppe meere end det virkelig er. De har og beregnet og udføre Betalingen for den ganske Summa med 2 Rigsdaler pr. Tønde, da dog Conditionernes 2den Post ikkun fastsetter 9 Mk. i de fire første Aar, og siden at betales efter hvert Aars Capitels-Taxt eller og at leveres in Natura, ligesom Hans Majestet det allernaadigst behager at forordne.

Paa hvad Façon De da behager at regne 767 Tønder 6 og en halv Skieppe Byg à 9 Mark, kan det dog ikke udgiøre mere end 1151 Rdr. 64 Sk. Og følgelig i denne Post for meget, som bør udgaae 2348 Rdr. 32 Skilling.

Denne Beregning er saa simple og lige frem, at dens Rigtighed vel aldrig kan blive Dem tvilsom: De har selv sagt Pag. 23, at det De har anført som Afgift, er for de ved Auction bortsolgte Lodder; og disse Lodder eller Parceler nævner De selv Pag. 32, at være i Tallet 22 for Vordingborg, og 10 for Beldringe.

Det har og sin Rigtighed efter det Udtog, som jeg har anført, og altsaa knnne jeg gierne undgaae en vidtløftigere Demonstration om, hvor De under nøyere Forklaring, mueligt kunne hente noget af det forregnede Afgifts Byg fra, men min Upartiskhed i at vise Tingen saaledes som den er, byder mig selv at søge Dem en Hielp, skiønt den ikkuns er ubetydelig:

1) Er ved Auktionen udsadt 4 Parceler ved Vordingborg, som ey blev solgt formedelst den paa samme befindende anseelige Skov, nemlig:

I Florke-Marken:

Fig G.No.11. - 59 Td. Land Udsæd - 24 Td. BygAfgift.

- S. N0.12. - 33 1/2 - - - - 11 Tb. 1 1/3 skp. -

I Diævle-Krogen:

Fig. K. No. 17. - 75 1/2 Td. - - - 17 Tb. 4 skp. -

- T. No. 18. - 147 1/2 Td. - - - 28 Td. - skp. -

Er - 315 1/2 Td. Land, - - 80 Td. 5 1/3 skp. Byg.

Jeg veed alligevel ikke, at disse fire Lodder imod den givne Resolution paa Auctions-Stædet, alene i Hensigt til derpaa værende betydelige Skoves Conservation, skulle være solgt; men skulle der saa være, faa beløber 80 Tønder 5 1/3 Skpr. Byg af 315 1/2 Tønde Land, à 9 Mk. netto 121 Rdr., det er NB. af hver Tønde Land Udsæd 2 68/1893 Skiepper Byg.

2) Videre er Parcelen Litr. D. No. 4. ved Vordingborg forbeholden et Tillæg af et bortfæstet Ørevads-Vænge, som naar Fæstet ophører, skal belegges med 11 Tønder 2 Skiepper Byg, à 9 Mk. er - - - 17 Rd. 12 ss.

3) Ligeledes Parcelen Litr. H. No. 9. forbeholden et saa kaldet Ridefoged-Vænge,

naar derpaa værende Fæste udløber, og hvorfor da skal svares 12 Tønder 6 og en halv Skieppe Byg meere, à 9 Mk. er 19 Rd. 21 ss.

I alt Tillæg 36 Rigsdaler 33 Skilling, naar som meldt, Fæsterne ophører.

Imidlertid kan dog hverken det ene eller det andet med nogen Vished af mig føres til Indtægt, men jeg erindrer det kuns, for ikke at fornærme den nye Plan i sin videste Strækning, saavidt den er mig bekiendt

b) Af Beldringe har De beregnet Afgiften til 409 Tønder Byg, som dog ved Auctions-Forretningens Udtog er 5 5/8 Skiepper meere, men De anslaaer samme ligesom for Vordingborg, for 2 Rigsdaler pr. Tønde, der som allerede er viist, er 3 Mk. for meget, og altsaa nedsætter Summen fra 818 Rdr. til 614 Rdr, 53 Skilling, er Rabbat 203 Rdr. 43 Skill.

c) Om Leckende har jeg allerede yttret Dem mine Tanker. Jeg vil faae mange Landmænd til at contestere de samme, og maaskee vil Tiden erklære det for en uomstødelig Sandhed. Ikke desmindre vil jeg dog ey paastaae anført høyere Afslag end det Halve af hvad jeg har sagt, det er 100de Tønder Byg; Altsaa 280 Tønder à 9 Mk. efter Conditionerne, formindsker Deres udførte 760 Rdr. til 420 Rdr. ; Følgelig in mente til Afdrag i Hoved-Summen - 340 Rdr. er - 340 Rdr.

d) Det kan gierne være, at De min Herre, har Distriktets Bønders vidnesfaste Forpligt om de anførte Hoverie-Penge - 4003 Ndr, - Skill.

Foruden nogle faa Gang- og Spand-Dage, og foruden de end videre under Navn af forhen anførte ubetydelige Hoverie-Penge - - - 205 Rdr. 48 Skill.

Tilsammen - 4208 Rdr. 48 Skill.

De har selv sagt, at Distriktets contribuerende Ager og Engs Hartkorn er 3942 Tdr. 3 Skiepper.

Bliv ey fortørnet, at jeg ikke kan modtage anden Meening end denne: at hvad Meere man giør Regning paa end Een Rigsdaler over Hovedet pr. Tønde Hartkorn, nogle meere og nogle mindre, er ufeylbar for meget i dette Hiørne af Sielland. Det staaer altid fast efter billig tænkende Landmænds Meening, at for stærke Hoverie-Penge, naar de med Rigueur skal inddrives, ligesom for strængt Hoverie, trykker Bonden. Nu er det vel ikke uden omtrent Elleve Skilling over En Rigsdaler, men det er og en liden Skat à Tønde Hartkorn aarlig; og overalt at have en stor Jordebog

paa denne og andre slige Facons, giver altid store

Restancer enten af det ene eller det andet. Skal Hovene-Pengene inddrives prompte, faaer det vel at reste paa Skatterne, helst under den Forfatning vore

Bønder nu ere. Et Spørsmaal bliver det ikke,

naar de først alle tilsammen har vundet 4 Tønder Guld aarlig; thi da kan de gierne staae. ved at give 6 Rigsdaler à Tønde Skyld.

Men efter hvad jeg Her Har dristet mig at sige, maae De tillade, at jeg nedsætter Summen fra 4208 Rdr. 48 Skill, til 3942 Rigsdaler 36 Skill. Er 266 Rdr. 12 Skill, som afgaaer,

De berørte faa Gang- og Spand-Dage har jeg ikke imod at De beholder, om De kuns ikke skulle være for mange, Hvilken Efterretning Deres Brev fortier.

Den under 6te Post i den nye Plans Beregning anførte Afgift af Tegl-Værket, misunder jeg Dem ikke. Jeg ønsker kuns at den havde været noget anseeligere, at Renterne i det mindste kunne have varet 3 pro Cento.

7de og 8de og 9de Poster, som er Tiende-Fæste-

og Huus-Penge forbiegaaes uden Erindring;

Men

e) Endelig for det 10de siger De, en Intrade af de Kongelige Skove for det som til disses største Fordeel aarlig bør hugges, og den halve Deel af det som hidindtil er hugget til Tab for Skoven og uden Indtægt for Jordebogen 2500 Rdlr.

Nei min Herre! her bliver vi aldrig enige. Tænk

selv jeg vil ved Igientagelse lade Dem være

nerindret om, hvor meget De i Deres Beregninger har søgt at fornærme den gode gamle eller i mindste bedre end Deres nye Plan, hvilket Liquidationen herefter tydelig skal udvise; Men forundringsværdige Forfattere! hvor kan De falde paa at tilegne Dem en Indtægt paa Deres nye Plans Respect af en gammel en maaskee Waldemars Skov, hvori De med al Deres Forfatning og Strækning ikke kan sige sig at have Deel for Plantningen af en Pileqvist, end sige meere? Er De ikke med al den Udhutling, Vanære og Forhaanelse, De begegner den gammeldags Forfatning, naar De selv tænker sig lidet om, endnu den samme stor Tak skyldig, at der endda er

saa meget tilbage? Mon det havde været der, ifald der hver Aar tilforn havde været solgt for halvtredie Tusinde Rigsdaler; thi denne Udfeielse uagtet supponeres Skov-Tyveriet lige stærk? Jeg meener fuldkommen Ney, og tør nægte Skovenes Existence til 10 Aar, om den ikke med en beskedentlig Huusholdning bedre iagttages herefter, uagtet at Intraderne deraf for Hans Majestæt ikke har beløbet sig meere end nogle hundrede Rigsdaler for det sidste, og næst dette, eeneste Aar den har været bestemt dertil

De indseer da vel selv min Herre, at Indtægten af Skoven ligesaa lidet kan skrives paa den nye som paa den gamle Plans Regning. — Bør altfaa uden Omstændighed udgaae fra Deres Indtægts Summa ligesom den er indført med 2500 Rigsdaler.

Nu er jeg for saavidt færdig med de Antegnelser, som Deres Plans Beregning nødvendig krævede til en uøyagtig Liquidation, men førend denne endnu foretages, vil man opholde sig noget med at vise den nye Plans Forfatning i sit heele Omfang til Paaskiønne om dens Forfattere kan have Grund nok for sig til denne Tanke: „At blant alle Ind-

retninger til Forbedring i vor Landvæsen, skal man ikke opvise een eneste i Danmark af vigtigere Fordele for Kongen og Landet."

Det bemærkes af hvad jeg allerede har anført, at Afgiften af Parcelerne er stipuleret imellem 6 1/4 Skp. Byg i det høieste, og 4 2/47 Skp. i det ringeste af hver Tønde Land Udsæd aarlig.

Nu vil jeg tilstaae, at der vil blive de af Parcel-Eierne, fom ikke skal kunne rose sig af den Fordeel de vil have i Vente; Nei, jeg troer med uryggelig Vished, at min Herres Udsagn Pag. 24. om Fæste-Indtægter vil for en Deel staae fast, og at hyppige Forandringer med Eiere vil finde Stæd hvorved Kongen da skal vinde en vis fastsadt Recognition, Jeg vil in Parenthesi geleide min Slutning med et Overslag til Oplysning.

Vi vil tage en Parcel af de, fom ikke besynderlig ved Skov er forherliget, som iblant andre No. 4. Fig. D. ved Beldringe.

1.) Den samme bestaaer af 57 Tønder Land Ud, sæd, og skal svare aarlig Afgift 37 Tdr. 2 5/16 Skp. Byg à 9 Mrk. er . . 55 Rdlr. 90 Sk.

Transport 55 Rd. 90 ß.

I Recognition er betalt 6 Rdl, drraf Rente 4 p. C. er . . 23 1/2

Er aarlig Afgift 56 Rd. 17 1/2 ß.

2.) Eieren skal bygge et Vaaningshuus med Kiøkken og Bryggers, en Stald og en Lade, med hvad videre Indretning, der i alt af Huggehuus, Karlekammer, Vogn-Mur & c. behøves. Disse Huuse med Tag og Fag, Loft, Vinduer, Dørre, Kakkelovne, m. m. Brønd i Gaarden, og Hauge, i hvor simple det end alt skal være, vil jeg kuns regne til Totredie Deele af hvad de Bernstorffske Bøndergaarde Pag. 30. er taxeret for 666 Rd. 4 Mk.

2.) Eyeren skal sætte Boe.

Jeg regner kuns, hvad han nødvendig vil behøve:

Transport 56 Rd. 17 1/2 ß.

666 Rd. 4 Mk.

a) Af Huussager, saasom: Sænge, Sængeklæder, Borde,

Bænke, Stole,

Gryder, Kiædler,

Spande med videre, Kaaber, Tin og Jernsang - - 300 Rd. - Mk.

b) Til Besætning:

4 Heste à 30 Rdr,

2 Ditto à 25 Rdr.,

2de Kiøer à 15 Rd.,

En beslagen og en Færreds-Vogn 42 Mdr, Plove og Harver 10 Rdr. & c. - - - - 250 Rd, - Mk.

Er - 1216 Rd. 4 Mk.

Deraf Rente 4 pro Cento, er - 48 Rd. 61 1/2 ß.

Transport 104 Rdr, 79 ß.

3.) Eyeren skal hegne sine Marker

selv, og skal have Ildebrand:

10 Favne Brænde er 20 Mor.

Giersel 10 Rdr., og Gryfterternes Vedligeholdelse ved imellem leyede Folk 5 Rdr, - - 35 Rdr. - ß.

4.) Eyeren skal leve: Jeg vil kuns

regne hans Familie til 5 Personer, og efter det Fortærings-Calcul i Brevet Pag. 10 og 11. anføre 5 Skvr. Rug maanedlig, er 7 Tønder 4 Skpr.

à 15 Mk. er 18 Rd. 72 ß. 13 Skpr. Byg maanedlig, er 19 og en halv Tønde à 9 Mk. er 29 Rdr. 24 ß. Til Flesk,

Kiød, Sild, Fisk, Salt & c. i

det ringeste 20 Rdr. er - - 68 Rdr. - ß.

5. Eyeren skal betale personelle Skatter

til Kongen, Offer til Præst og Degn, Løn til en Karl 16 Rdr. en voxen Dreng 8te Rdr. og en Pige 6 Rigsdaler og 4 Mk - I ringeste - 40 Rd. - ß.

Summa aarlig Udgift -- 247 Rd. 79 ß.

Derimod besaaer han ved best indrettet Agerbrug med sin Parcel, den halve. Deel; det er 28 og en Halv Tønde Land, nemlig:

Med 8 Tønder Rug à 5te Korn,

Sæde-Kornet fraregnet, er

32 Tønder à 15 Mk. er - 80 Md. - ß.

Med 12 Tønder Byg, á 5te Korn,

Sædekornet derfra, er 48 TD. à 9 Mk. udgiør - - 72 Rd. - ß.

Med 8 og en halv Tønde Havre, det 6te Korn og derfra Sæden, er 42 og en halv Td. à i Rdr. - - - 42 Ro. 48 fé.

Summa Indtægt - 194 Rd. 48 ß,

Seer De, min Herre! Det bliver neppe mueligt for denne lille Proprietair, at komme ud eller slippe skadesløs. Han vil med Vished omsider blive Landet til Byrde, og det bliver u-undgaaelig, at jo Hans Majestæt maae tage Parcelen igien, saaledes som den da kan være.

Men at gaae dette sine Parcelisterie forbi, da jeg herved ikke vil mismodiggiøre Dem, som ved Deres 99 Mars Forlehning maatte befinde sig, uden maaskee at vide det selv, i denne Labyrint; saa findes der imellem ogsaa nogle Lækkerbidskener, som er værd at være Eyere af.

Fornemmelig forekommer den saa kaldede Oringe Skov ved Vordingborg, som er Parcelen No. 20. og skal bestaae af 82 Tønder Land Udsæd, næst en liden angenem Lund eller Skov paa den Østre Kandt. Den ligger kuns omtrent tusinde Skridt S. O. fra Byen, og har den naturlige Fordeel frem for alle Parcelerne, at den næsten rundt omkring er omflydt af Stranden.

Samme er kiøbt ved den solenne Auction den 4de Junii 1772, af Forpagter Sr. Hans Pedersen paa Nysøe for Recognition 131 Rdr., hvoraf Renterne 4 pro Cento, er - - - 5 Rdr. 23 ß. Og aarlig Afgift 48 Tønder 6. Skpr.

Byg, som betales i de 4 første

Aar med 9 Mk. er - 73 Rdr, 12 ß.

Er 78 Rdr. 35 ß.

Dette deylige Stykke Land, som kan blive det andet Felsenborg, og, om jeg tør, uden at fornærme Eyerens Dessein, jeg vil kalde Sanct Hansenborg, er som bekiendt bortforlehnet i 99 Aar med alle Hovedgaards Herligheder af Skov, Jagt, Fiskerie, Skatte- og Tiendefrihed, m. v.

Men er det muelig min Herre, tiden at have tabt al menneskelig Skiønsomhed, fornuftig Overveyelse og Agtpaagivenhed i den bekiendte Søe Bundløse ved Ugledie, at nogen har kunnet sætte saa ringe Pris paa dette saa herlig beliggende, saa vel af Naturen prydede og importable Stykke Land? Et Eyland, som neppe lader sig tilbagekiøbe for 8 à 10000 Rigsdaler.

En Strækning af den beste Art, og om jeg

med Dem, som De Pag. 5. i Deres Brev statuerer

om andet vores Ager-Land, torde driste mig

saa vidt — et Marskland — kort! et Areal,

som til at faae opryddet og giort dyrkbar, for faa

Aar siden har kostet nogle tusinde Rigsdaler, og som kiendelig meere end een Gang har viist og beviist,

at give Renterne meere end Tidobbelt.

Auctions-Protocollen for dets paa Marken forrrige Aar for Hans Majestets Regning bortsolgte Afgrøde, bekræfter denne kostbare Sandhed. Efter havende Efterretning derom, var dets Beløb jo imellem 16 à 1700 Rigsdaler frie Penge. Lad nu være, at her ikke kan giøres Regning paa saa

betydelig Gevinst hvert Aar; De kan med Villighed sige: Jorden er kuns pløyed i 3 Aar, den har altsaa havt umindelig Hvile, -— den er endog til

Hvede-Avl opgiødet i Ober-Directionens Tid. —

Kornet har været i høy Pris, og i sær ved de raae Korn-Auctioner her i Egnen overalt stærk opdreven. — Alt dette tilstaaer jeg Dem.

Men Himmel! hvad Forhold er der imellem den nu bestemte usle Indtægt 78 Rdr. 35 Skill., og naar jeg vil antage et Middel-Tal af Auctions-Summen? — —

Videre: Beidringe Koehauge, No. 10. Fig. X. Det er sandt, der skal svares deraf aarlig 76 Tdr. 7 Skpr. Byg à 9 Mk. er - 115 Rdr, 30 ß. Og dertil Renterne af 25 1/2 Rdr,

Recognition 4 pro Cento, er - 1 Rdr, 2 ß.

Er - 116 Rdr. 32 ß.

Og jeg maae tilstaae, at om Agerlandet alene skulle repondere for denne Afgift, blev ikke noget synderligt til overs; men med min Herres Tilladelse, at jeg fremdeles sætter Priis paa andres Vahre, saa betales ikke den derpaa værende Skov med 4000 Rigsdaler; Thi har en vis anden giennemsigtig Skovstrækning kunnet taxeres for over 2000 Favne Brænde, og hver anslaaet til Middel-Priis paa Roden 1 Rdr. saa kan min Regning ikke feile mig for Beldringe Koehauge, som i saa Fald er meere end dobbelt saa stor.

Jeg kiedes ved at forelegge Dem flere Exempler

og Beviser af denne Art. Dette maae

være nok til Bedømmelse, om De har Ret til at paastaae, at denne Indretning er den beste, og jeg maatte lede mig selv i en uendelig Vidtløftighed, om jeg ville tage mig for at paraphrasére en hver enkelt Meening af Deres Satser i den anpriste rare Plan.

Derimod vil jeg efter mit Forsæt vise Dem sammes ufeylbare Forhold i Ligning med den gamle Jorde-Bog.

Den gamle Jorde-Bog har efter Deres eget Opgivende i Brevet Pag. 21, naar Landgilde-Kor- . nets Penge-Beløb tillegges - 17173 Rd. 64 ß.

Den nye har De Pag. 24. anført at skulle være - - - - - 21482 Rd. 64 ß

Men hvorudi efter min foranførte saa billige, som rigtige Antegnelser afgaaer, nemlig:

Efter Litr. a. 2348 Rd. 32 ß.

b. 203 Rd. 40 1/2 ß. .

c. 340 RD. - ß. d. 266 Rd. 12 ß. e. 2500 Rd. - ß.

Er - — 5657 RD. 84 1/2 ß.

Igien for den nye Plan - 15824 Rd. 75 1/2 ß.

Naar nu denne Summa balanceres med den gamle Jorde-Bogs, saa seer De, min Herre, at Hans Majestets Cassa taber aarlig paa denne Maade ved den nye Plan - 1348 Rd. 84 1/2 ß.

Men De vil Pag. 35. ikke, at de vigtigste Indtægter af Hoved-Gaards Markerne skal betragtes som de Væsentligste af vore Jorde-Godser? — Ney! det er sandt, at under en kristelig og billig Behandling med et Jorde Gods, kan man gierne giøre Regning paa flere væsentlige og réele Indkomster, men om de just egentlig udflyder af de Kilder, De strax derpaa viser os, bliver et Spørsmaal.

De taler her om store og stærke Strækninger. — Strækninger af nogle og halvtredsindstyve Tusinde Tønder Land. — Kom disse ikke i

Betragtning hos min Herre, saa fortiente den heele Forandring ikke Navn af Forbedring i vor Land-Væsen, siger De; Maaden hvorledes, lærer De os tydelig ved en anstillet Fordeels Beregning Pag. 45, 46 og 47, hvor De giør Regning paa Et hundrede og firsindstyve Tusinde Tønder Korn meere, end man tilforn har vidst af at sige, og beregnet over Hovedet à 2 Rdr. Tønden, beløber Tre Tønder Guld og 60000 Mdr.

Den bekiendte Fabel om Munken med sin Olie-Krukke, eller Glas-Kræmmeren med sine Glas, hvorpaa han altid ville vinde dobbelt, indtil han

blev umaalelig riig, at han des Aarfag troede sig qualificeret nok til at frie til Landets Prindsesse, men ved et supponéret ufordeelagtig Svar blev saa overilet, at han spændte Beenet imod sin fattige Glas-Kurv, saa at dens Indvolde brast i Stykker, og faaledes giorde en voldsom Ende paa sin søde Phantasie, sætter jeg ved Siden af hine luftige Beregninger.

De maae forlade mig min Herre, at jeg tænker saa forvoven om Deres vittige Indfald. Det er umuelig at nogen som kiender Egnens Situation kan for Resten fatte Liid til hvad De siger om denne Gevinst. Ney, hvem som seer enten Barneeller Kiøng-Moser, skal strax sande med mig, at førend De kan skaffe Kuldebierg og Ambierg og nok saa store Jordbanker udplanerede deri, vil De altid for disse store Etendües lide et mærkelig Skaar i Deres Beregning.

Med al dette at paastaae, som alene en Amhentigue Nivelation skal kunne bedømme, næst at beraabe mig paa, at med Vandets Udledelse af begge disse betydelige Strækninger, tilforn har været giort mislykkede Forsøg, er jeg dog langt fra ikke saa stivsindet, at jeg vil nægte Landvæsenets og Agerbru-

gets Forbedring for en meget stor Deel paa det Vordingborgske Distrikt; men jeg vil kuns at De skal gaae menneskelig og rimelig til Værks, og ikke udspænde Deres Plans Execution derhen, at fordi Masned-Øe ligger nær ved Vordingborg, og man derfra kan see over til Gaabensee i Falster, at , siger jeg, derfor ligger en Strækning her imellem til Tieneste for Deres Cultivation; eller andet ligesaa urimelig Tøyerie.

Jeg troer som sagt, vist nok at Distriktet kan forbedres, og jeg formeener uimodsigelig saadant at kunne skee ved disse efterfølgende Hoved-Poster i det almindelige Landvæsens Lære-System, 1mo.) At Felledskabet allerførst mellem Bye og bye blev ophævet NB. hvor det lader sig giøre uden enten den enes eller den andens totale Ruin og ødeleggelse. Erfarenhed har lært, at i hvorvel Felledskabets Ophævelse har mange talende Fordele, kan Contrarium dog, paa nogle Slæder have sin Grund; Jeg meener der, hvor den naturlige Jord-Artens Beliggenhed selv foreener et nødvendig Felledskab for at deele sine Herligheder til tvende eller flere Byer, som ellers en alene beholdt og en anden sit slet intet af.

2do.) At med Felledskabets Ophævelse Bye-viis blev forbunden en specielere Markdeeling, saa at enhver Bye fik flere end to eller tre Marker, som de kuns nu i Almindelighed har, og hver Bonde færre Jorder til Bedrift og en bedre Culture. Ved saadan bedre Markdeeling kunne da uden Besvær lettelig med Tiden naaes det specieleste Felledskabs Ophævelse, da saadant med større Glæde af Bønderne skulle antages endnu, hvor de fleste nødvendig ved en forcerer Udbytning maae lide et saa stor Tab, at de aldrig kan komme sig igien.

3tio.) At ved den første Markdeeling eller Indretning blev seet paa, at Hoved-Skielgryfterne kom efter Situationens naturligste Lage til at gaa der, hvor de tillige kunne tiene til Hoved Vand-Render hvortil alle andre Aflednings mindre Render fik Afløb, for paa denne Maade at befrie Markerne fra det paa sine Stæder mangfoldige Vand der fordærver Ager og Eng og hindrer alle Sæde-Arters Overflødighed; ligesom og

4to.) At den utallige Mængde Steen, som findes overalt paa fleste Marker i disse Egne, blev ryddet af Veien, og anvendt med Nytte enten

til Steengierder, eller ved at slaaes og sprænges i Stykker til Landeveienes Forbedring.

See! min Herre, disse ere mine antagne Princips til Landvæsenets og Agerbrugets Forbedring i en almindelig Forstand. Der er vel meget mere at legge til, naar man tog sig for at afhandle, hvad i Overeenstemmelse deraf kan tilkomme enhver. Jordbruger; Men dette maae være nok paa dette Stæd, da i øvrigt de foranførte Reglers Anvendelse paa et vis Naboe-Gods hos Dem i nogle Aar og til kiendelig. Forbedring har været Eyeren magtpaaliggende. Kast kuns et Øye uden Frygt imod Østen og betragt, hvilke Spoer Vindskibelighed, grundet paa en prøvet Erfarenhed og udført med Fornuft kan give Dem; Og mener De ikke, at faa Aars ligesaa sædelig og forsigtig Behandling skal opvise for Dem de Fordele, som Deres af Dem besielede Dyrløver maaskee aldrig vil faae at smage? Ja lad mig have den Ære at forsikre Dem om en Sandhed, som ingen (at jeg her skal betiene mig af Deres egen Talemaade i en anden Hensigt) skal vove at giøre Dem bekiendt uden at paalegge Dem Taushed.

Jeg bar den Ære at være o. s. v. Skrevet d. 1. Martii 1773.

Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 2 bind 14

Agerdyrkningen

efter de nyeste

Erfaringer,

til Brug for

Elskere af Landvæsenet,

Anviisning til den Practiske Agerdyrkning,

grundet

paa egen Erfaring

af

O. Andresen Borreby,

Det vigtige Spørsmaal

om

Kornets frie

Ud- og Indførsel,

undersøgt

Svar

til Forfatteren af

Resensionen

i Bibliotekets No. 14. 1772.

over

Samtale

imellem

en Norsk Bonde,

ved Navn

Brug Leguison,

Bonde-Speyl, hvori kan sees

hvorvidt Landmanden selv er Aarsag

til den grasserende Syge

blant

Horn-Qvæeget, saa

Afhandling Om

Patatos

Med endeel Tanker i Land-Huusholdningen

Meddeelt af

CHRISTOPHER HAMMER Kongel. Majests. Cancellie-Raad

Afhandling

om

Kartoflers

Avl og Brug,

indsendt

Efterretning

om den paa Hitteren i Tronhiems Stift

boende Norske Bonde,

Niels Justesen Ejdet,

Hans ugemeene Fliid og Vindskibelighed,

Kort

Efterretning

om

de Kongelige Domainers

forrige og nu værende

Svar

til

Forfatteren af Brevet

om de

Kongelige