↩

Jødernes Renkers

Aabenbaring.

Tredie Hæfte.

Forsendt med Posten den 14 Maji 1771.

2
3

Stormægtigste Allernaadigste — Arve — Enevolds Konge og Fyrste.

Haver af en pur Kongelig Mildhed og Raade, den 14 Sept. 1770, allernaadigst givet en fuldkommen Skrive-Friehed til alle Undersaarterne, ligesom hos vore Naboer; hvorefter det allernaadigst tillades, at i svanggaaende Laster maa frit angribes og oplyses, hvilke de er,

og hvor udi de hindrer det Almindeliges Velfærd, "at Skrive frit, efter deres Indsigt, Samvittighed og Overbeviisning, samt at angribe Misbrug, (Laster og Uretfærdighed) og legge Fordomme for Dagen:„ erfares af Rescript under Litra A,

I Følge af denne Friehed, bekiendtgiorde Jøderne et Skrift den 25 Febr. a. c., som et Svar paa Litra B. hvor udi de meget ærerørig angriber Guldsmed-Lauget i Kiøbenhavn; men ikke det allene, de beskylder det, den ene Mester for Smæltningen & c. a) og kalder ham en Jagende Rytter, de bespotter ham og, fordi han i sin Ungdom har tient for Skriverkarl, ligesom de Danske Haandværkeres Svenne

a) Kongen har allene befalet: at ingen uden Jagen Røjter, maatte smælte Guld og Sølv for Jøderne og andre, som vil lade noget smælte, de øvrige Guldsmed undtagen. See Rescriptet af i Novbr 1726. Plak. 4 Nov. 1761. Resc. 13 Janurii 1769.

skulle søge Jøderne om Forlov, til at blive Mester eller Borgere; dette syntes mig at være høist fornermelig imod min Konge og hele Nationen. Den anden peger de og tydelig paa hvem de sigter, som de ville sige: den ene var en Falskener ved Smeltningen, den anden har sin Botiqve fuld af Contrabande Prætiosa, eller er en Told-Besvigere, som videre erfares af Jødernes ublue Skrift, under Litra C. dog til alle disse haarde Beskyldninger, harde ikke anført det ringeste, der kunde give Anledning til Præsumtion om at formode sligt, følgeligt, er det alt for Haardt og idelt Had og Misundelse af det Folk, som er til Huuse hos os; at tie stille til, eller lade dem anmasse sig Herredomme over os, men burde derfor, at igiendrives af det som om dem er bekiendt og af mig anført.

Havde Jøderne vidst noget med dette Laug, da havde de ikke behøvet at indhylde Navnene, og da havde de frit til-

kiendegivet og anført noget, et eller andet til Beviis paa deres Foregivende, det har jeg allerunderdanigst efterlevet, og anderledes begieres almindelig ikke Beviser af Skribentere; men dette har Jøderne ikke, saa deres Beskyldning kan ikke ansees anderledes end Usandhed.

Da nu en saa stor Dristighed af en fremmed Nation og deres Beskyldninger, ere alt for utaalelige imod Deres Kongl. Majestets troe Undersaatter, at bære og at tie stille til, eftersom det ei er Sandhed eller i nogen Maade beviist, det og muelig kunde drage flere efter sig af det Slags, og understøtte deres Hovmodighed, til ligeledes at begegne og overvelte de øvrige Stænder om de ikke blev igiendrevet og erindret om deres Gierninger: saa har de derved selv tvunget mig til at besvare deres ublue Skrift, med at overbevise dem om deres Feil, af hvad de har ovet Nationen

til Skade, efter den Pligt jeg og enhver troe Undersaat er Deres Majestet Kongen, Fædrene-Landet og Merborgerne skyldig, i allerunderdanigst Følge af saavel ovenmeldte Rescript, som Lovens 1 Bog Cap. 1 Art., som befaler mig "saadant at besvare under Livs, Blods, Æres og Godses Fortabelse, og ei at lade nogen menneskelig List og Underfundighed, afholde mig fra ommeldte mine Arve allerunderdanigste Pligter, " og ei at tie stille, fordi Jøderne paa en forblummet Maade i en Publikation vil forbyde mig Skrive-Friehed, eller den allernaadigst Friehed at skrive Sandhed, som jeg nu skal Viise, hvilket jeg ikke er forbunden til at efterleve, men til at følge min Guds og Konges Bud, tvert imod Jødernes skammelig Forbud eller Publikation, og end saa meget destofriere, da min Konges allernaadigste Ord i Loven 1 B. 26 Kap. 3 Art. lyder: "at ingen

deslige maa eftertragtes eller i Trætte derfor indvikles."

Disse er de Grunde, jeg havde til at besvare Jøderne efter Tiltale, som sees af Tilskriften til Deres Kongl. Majestet den 26 Febr. h. a. Min Samvittighed vidner med mig, at der ikke er fingeret noget om dem; men først erindres Jøderne den salig Guds Mands Lutheri Ord, om dem og sammes Raad til alle christelige Regentere. Og for det andet, deres øvede og bekiendte Gierninger, saavel ved Toldboden med Contrabant, som og ved Retterne, hvormed det er beviist hvor skadelige de er for Riget; der er det jeg har skrevet, og hvad som er ved Tingene og ved adskillige Opdagelser kundbart, bør jeg i Følge af det allernaadigste Rescript des friere tale om, siden de uden given Aarsag saa grovelig har antastet den Nation, som de nyder saa meget Got og overflødige Rigdomme af.

Dernæst har jeg viist og erindret dem de Kongelige Forordninger, som de Tiid efter anden har nødt Kongerne til at udgive mod sine, egne Undersaatter, da de Gierninger de er udgivet imod, fuldkommen har været oplyst, førend Majesteten har givet Forordninger derom.

Til disse Forord. Sandheder saavel som andet mere, at til intet giøre og benegte, fremkommer i Aviserne en Publikation fra Jøderne, som Caraktericerer sig for en Hessen Hanansk Hof-Agent, eller lige med Adel privilegeret, og aldeles benegter og deklarerer for Løin, saavel salig Lutheri Ord, som hvad der videre ved Forord, & c. er dem overbeviist, saa at deres Hovmod og Dristighed nu Ikke kan stige høiere, som er videre at erfare Sub Litra D.

Maatte der allernaadigst, legges Mærke til, at Jødernes imod mig i Aviserne publicerede Trudsel har de skrevet,

paa deres Sabatsdag Løverdagen den 4de Maji, hvor med de selv beviser mit Udsigende, nemlig: at Religion er ikkuns et Skiul hos dem; thi havde de haft noget tilbage, da er det alt for stridig mod deres Love eller Guds Lov, tør de saa foragte Guds hvad tør de da ikke i Henseende til Kongens Lov. Og hvad Navne de kalder de Christne med, hvilke tilkiendegive, at de foragter alle Nationer, og om jeg ikke noksom har forklaret samme, kan det erfares af de døbte Jøder, at den Hensigt af de Navne de kalder de Christene med, er langt foragteligere, end den af mig derover anførte Forklaring.

Med sin Publikation tilstaaer Jøden, at han maa være den der har giort Skriftet over Guldsmedene, med sine truende Udtryk imod mig, og med det han dristig benegter Sandheder, confirmerer han det han haver givet mig Anledning til at skrive, det jeg allerunderdanigst har skrevet, at Jøderne er Landet skadelig.

At de ikke agter Loven, men sigter til at indvikle mig i Trætte eller Proces, viser samme Jødes Publikation; men i Anledning af Loven og det allernaadigste Rescript, maa jeg sige som fordum Paulus, jeg staaer allene for min Guds og Konges Dom.

Det er en Aarsag til deres dristige Hovmodighed, at de fattige Christne som plages af dem, ikke tør angive det, først fordi de ikke kan udholde det med Jøderne, og for det andet for ikke en anden gang naar de behøver Laan at være forlegne, da det næsten er blevet en almindelig Brug, at de som kan have Penge, lader Jøderne negocere dermed, og ikke selv directe setter dem ud.

Mange Christne have taget slette Lærdomme af Jøderne, tiener endnu dette til Beviis, ligesom Jøderne nu har begyndt med deres Publikation imod mig, for at neddempe den frie Skrivning og Lasterne at blive uberørt; strax derpaa lærte en Christen at giere det samme ved en ligesaadan Publikation i Aviserne, imod et Skrift, som viser hvad Tab der er skeet Deres Majestets Wordinborg Rytter Distrikt, hvilke Slags Publikationer ere aldeles stridige og

tvert imod Loven og Rescriptet af 14 September 1770, at skiælde nogen paa sin Ære, og at hindre Skrivningen ved slige Listigheder.

Min Hensigt, og hvad der har tilskyndet at legge dette Skrift Jødernes Renkers Aabenbarelse frem, og det er da det, som jeg har meldet, nemlig: Guds Ære, Kongens Høihed og det almindelig Beste. Og derfore befaler til Bestyttelse mig og dette ringe Arbeide i min Konges allernaadigste Haand og med allerunderdanigste Soumission henlever

Deres Kongl. Majestets min allernaadigste Arve-Enevolds Konges og Fyrstes

allerunderdanigste troe Undersaat og aller troepligtskyldigste allerringeste

Kiøbenhavn, den 14 Maji 1771. Tiener.

Litra A.

Copie af det Kongelige Rescript der allernaadigst tillader Skrive-Frieheden.

Da vi fuldkommen holde for, at det er saavel skadeligt for Sandheds upartiske Undersøgning, som hinderligt i at oplyse de ældre Tiders Vildfarelser og Fordomme, naar. redeligen sindede og for det almindelige Vel, samt deres Medborgeres sande Beste, nidkiere Patrioter, skulle formedelst Persons Anseelse, Befaling eller forudfattede Meeninger strækkes eller forhindres, at skrive frit efter deres Indsigt, Samvittighed ag Overbeviisning, samt at angribe, misbruge og lægge Fordomme for Dagen, og vi i saadan Betragtning, efter nøie Overlæg allernaadig have besluttet, udi vore Riger og Lande, i Almindelighed, at tillade en uindstrænket Friehed for Bogtrykkerierne saaledes: at fra nu af stal ingen være pligtig eller forbunden til, at lade sine Bøger og Skrifter, som han vil overgive til Trykken, underkaste den hidtil anordnede Censur og Approbation,

eller til den Ende, at indlevere samme til at

igiennemsee af dem, som sig Forretning hidindtil har været overdraget.

Givet paa vort Slot Hirschholm

Under vor Kongl. Haand og Segl.

Den 14 September

1770.

Christian.

Litra B.

Copie af en Guldsmeds Tanker, indrykket i No. 8. i Det Patriotiske Magazin.

Med udenrigs Sølv- og Guld-Arbeide, dermed er og Staden, ja heele Landet ligesom oversvømmet og opfyldt, især, med Prætiosa, som Ringe, Ørenringe, Naale med mere, og det kommer man saa meget lettere af med, som man til Dato ingen

Stempel bruger derpaa, end ikke her i Staden, men samme Arbeide er og bliver meget kiendelig fra det Kiøbenhavnske baade paa Gehalten cg paa Arbeidet. Vil nu nogen maaskee indvende og sige: hvor kan alt det fremmede Arbeide komme ind, da det baade er forbudet og man haver jo Visiteurer i alle Stadens Hiørner? Det er sandt: men de visiterer sielden Lommerne; og kan man faae store Sække ind med Caffebønner, eller hvad det var, sagte kan man faae faadanne smaa Ting ind, som den daglig Erfarenhed noksom beviser. Min kiere Læser! denne er den farligste Post; thi her kan paa adskillige Maader vindes noget, og hvem vil ikke vinde? Jeg troer, det var mueligt, at selv en Guldsmed eller en Jøde, *) som maatte have en stor Boutiqve, kunde ved at reise til de udenlandske Messer, først vinde paa de Danske Myndter, naar de for dem vilde kiøbe Arbeide, og siden igien, ved at bedrage deres Medborgere med samme slette Arbeide, vinde mere, end om det var blevet

*) Dette er det Skrift Jøden har taget sig Ret til af, at udskiælde Lauget, og jeg seer ikke at han heraf har nogen lovlig Aarsag til at alarmeres eller forkleine dem; men man seer han har søgt efter Leilighed, til at undertrykke de Danske Borgere her, som Susz i Saxen

forfærdiget hos en Guldsmed. Dette tænker jeg enhver kan see er farligt; thi Staten mister derved sine Penge, NB. baade Metallet og Arbeids Løn, Publikum derimod bliver bedraget med ringe og slet Arbeide, og endelig Guldsmed-Lauger svækker, ja tilsidst total ruineret. Men her bliver nu Spørsmaalet: hvorledes kunde dette næsten overhaandtagende Onde hemmes? Jo, jeg mener meget ler. Det kunde skee for en stor Deel ved et Control-Stempel, som er brugeligt baade i Frankerig og Sverrig. Dette maatte ikkuns behage vores allernaadigste Konge, at beskikke en dertil, *) som skulde

*) Skulde Autor hertil have feilet i noget, da var det efter mine Tanker deri: at han foreslaaer een Mand, hvilket var vel bedre, at det kom til at alternere hele Lauget om, 3 à 4 a gangen (som kunde gaae til Laugets Fattige, da det blev Guldsmedene, som kom til at betale Udgiften,) da rimeligvis saavel Regieringen, Lauget, som Publikum var mere betrygget, naat det alternerede paa saa mange stedse, end som naar det kom i een Mands Hæn der allene, naar det skulle naae det Sigte, som det synes, til at hemme udenlandsk Arbeides Indførsel, hvoraf flod, at vi beholdte Pengene

stemple alt Guld- og Sølv Arbeide, af hvad Navn nævnes kan, som ikke var tegnet med Stadens Stempel. Dette maatte uden Tvivl gaae til paa følgende Maade: nemlig først skulde alt det Arbeide, som til Forhandling paa lovlige Steder er forfærdiget, stemples. Dernæst skulde alt det Arbeide, som er i Brug, inden en vis Tid stemples, og dette sidste uden Betaling, og uden at Vedkommende havde nødig at giøre Rede for, hvem der tilhørte; for Eftertiden skulde alt det Guld- og Sølv-Arbeide, som bliver her forfærdiget, førend det blev færdigt, stemples, og derfor skulde Stempleren nyde pr. Stykke 1 Skilling Dansk, uden af Sølv-Knapper til Klæder, derfor skulde han kun have 1 Sk. pr. 6 Stykker. Men imod denne Stempling vil man vist nok indvende, at der findes adskillige Ting blant det færdige Arbeide, som for Stenenes Skyld ikke kan stemples; men jeg svarer: Kiere Amts Brødre! lader os giøre os lidet Umag for den

gene i Landet, og vore egne Mestere kunde derved desbedre have Livets Ophold, som desværre er i Almindelighed i maadelig Tilstand, — for Jødernes megen Indførsel, da de siger: denne og ingen anden er tilladt, at indføre hvad de vil, dog jeg troer der ikke, endog jeg seer dem øve det og hvær hvad de sige.

første Gang; lader os i yderste Nødsfald udtage en Steen; thi Stempler skal være meget lidet, og det kan det og være, og dog tydeligt; thi i deres Stempel i Sverrig har de 3de Kroner, og det er dog ikke større, end at de slaaes i Kanten paa et Spende, hvor det og maa slaaes paa alle støbte Ting, for ikke at blive efterstøbt. Naar nu dette saaledes er kommet i Gang, da skulde alt det Guld- og Sølv-Arbeide, som forefandtes uden dette Stempel, ey allene confisqveres; men den eller de, som blev ooverbeviist om at være forekommet sligt ustemplet Arbeide, og ikke havde anholdt det til Confiscation, skulde endog haardelig straffes. Dette synes mig kunde være til stor Nytte, og ikke skade nogen redelig Patriot, hvorfor jeg ogsaa haaber, at ingen af denne Klasse for disse Mine ringe og ustuderede Tanker blive mig hadelig. Ligesom jeg og troer, at det kunde være til Nytte, om en af hvert Laug med Upartiskhed fremlagde for Dagen, hvori Laugets Aftagelse bestod, og hvorledes det best kunde hielpes, man kunde da vist formode, at vor milde Landets Fader, hvis kierlige Omhue stækker sig endog til de ringeste af hans Undersaatter, ogsaa vilde tænke paa os til det Beste, saa at vi ved vore Hænders Arbeide, enhver i sin Profession, ærlig kunde ernære os, og altsaa jeg som Guldsmed.

Litra C.

Copie af Jødernes ublue Skrift imod det hæderlige Guldsmed-Lang.

Tienstlig

Giensvar

paa en

Guldsmeds Tanker

Guldsmed-Lauget.

Den Tusend-Mundene FAMA, som bringer os daglig saa meget Nyt, bragte os for nogen Tid en Jagende Rytter, som blæste i et Post-Horn.

Hør, sagde FAMA, det besynderlige

Lyd! Hør engang!

Men der kom en Røst, som sagde: Svindsot er Klygtighedens Skilt, og Hornets Lyd er elendig. Man troede at hele Verdens Post-Ryttere, skulle blæse i den jagende Rytters Horn. Anlægger var giort. Er par Tusende bortsmæltede; men vi fik ingen Horn, uden de som endeel have i Panden.

En Lyd fra Anthon raabte: Skaf os Tingsvidne for din Ærlighed, du som vil stemple, og troer at en eneste Mand vil have Monopolium paa Ærlighed, og opkaste dig som den ærligste blant saa mange Medborge. Nei, en juridisk Tøjel er lagt i Munden paa Den jagende Rytters Hest. Indkomsterne ere værd at hige efter, og bedre værd end tusende Post-Horn som ingen Lyd give. Men allerfordeelagtigst var det at smelte; thi naar man havde sammenbragt mange Centner af Borgernes Sølv, kunde gierne alt blive bortsmeltet og forsvinde *) tillige med Smel-

*) Han har jo aldrig løbet bort endnu; men dette synes at siges, fordi Kongen har føiet den Anstalt, at ingen andensteds maa smeltes, at ikke alt skal gaae bort, som førend Forordningen kom, dog af 100 sidste Angivelser, er ikkuns 3 Stykker aabenbaret.

teren; da var et stemplet Post-Horn nødvendigt at blæse i paa Marschen, ifald den svindsottige Lunge taaler at giøre mere Vind.

At forbigaae videre Fortale, da ville vi henvende os til den Guldsmed, som tvivler paa at finde 2 ærlige Øine i hvert Laug; man dømmer gierne efter sig selv, i det minste troer jeg ei Argus laaner noget Øie af den blinde Theresias. —- Vi ere enige med ham om Guldsmed-Laugets Vandskiebne og ønske af Hiertet dets Flor; men vi troe ingenlunde at denne Mand er den Projectmager som vil bringe det til den Høide.

Vi forbigaae det øvrige, men ville allene spørge, hvad som bevæger ham til at udskielde Jøderne for Ukrud. Ere de ei Kongens Underdanere og vore Medborgere, (* bør da den ene af Rigets Børn fornærme den anden, og mon ei Bedrag har Sted, saa vel blant Christne som Jøder?

*) Ikke uden at de viser Redelighed Gierningen mod os.

Videre: Han ivrer sig over dem som holder Botique *) og reiser til de udenlandske Messer, han siger de: de vinder paa vore Mynter, og bedrager deres Medborgere med slet Arbeide. Men hvormed beviser han dette? At bedrage er en heslig Karakter, enten man vil giøre det med levende eller efter døde Folk, og hesligt er der naar saadant Stempel findes i Protocollerne. Ikke sant, Hr. Guldsmed! jeg kiender en Boutiqve ved gammel Strand, som tilhører en Jøde, der forhandles Prætiosa, Ringe, Spender, Naale og saadant Juveleer-Ar- beide, som altid der findes i stor Forraad, og ei allene i Kiøbenhavn, men og til Norge og Provincerne debiteres. Give vi havde 3 à 4 saadanne Boutiqver! da ville Guldsmed-Lauget faae noget at fortiene, naar der gives dem som kunde debitere deres Arbeide; thi alt hvad Juveleer-Arbeide der findes i den Bod, er giort af Landets egne Børn og Laugets Mestere. **)

*) Det er nok Autor her taler om sig selv, for at udslette Gulbsmed-Lauget, og selv blive alt.

**) Ellers taler han her om det samme, som under Anmærkningen ***) er viist, for at faae

udryddet Lauget.

Er det ei rosværdigt at sette saa mange Hænder i Arbeide, og skaffe saa mange smukke Konstnere Aftræk, kunde ei baade Kunsten og Fortienesten stige, i Fald der vare flere saadanne Leiligheder til Kunstykkers Empløie? Hoved-Knuden bliver: om det som sælges i den *) Boutiqve er giort i Landet? Jeg mener ja, og ønsker **) det blev offentlig undersøgt? da jeg veed det med Arbeidernes egne Qviteringer, og Contra-Bøger kan bevises.

Er det at bedrage sine Medborgere, Hr. Autor og Guldsmed! er ikke tvert imod den Mand en nyttig og rosværdig Medborger, som giør Forskuder, og legger Kapitaler hen i saadant kostbart Arbeide, hvorved vore Kunstnere kan fortiene og vise hvilke smukke Prætiosa der kan arbeides i Landet. (***)

*) Han tør ikke selv paastaae, at hans Bods Formuenhed er giort i Landet.

**) Er for dristigt, da det aldrig kan bevises med andre end Fister-Arbeide, om det som er synligt kan skee det er sandt.

***) Jeg har viist i mit Svar hvad han giver og vinder, og hans Sølv er tildeels som Rixorter; altsaa Usandhed uden det som staaer for hvers Øine.

10.

Ivre Dem ei en anden Gang saa meget over Boutiqver og Reiser til udenlandske Messer. De maa først undersøge, forinden De dømmer, og tænke fornuftigt, forinden De skriver; thi Misundelsens Stempel klæder hesligt paa et Skrift. Nei, man burde heller ærgre sig over dem, som trænge sig ind i GuIdsmed-Lauget lige fra Skriverkarle af, og som naar de ei kunde fortiene noget ved reelt Arbede, ville berige sig ved vindige Projecter. *)

11.

Nei, min Herre! det er ei Botiqven som ruinerer Guldsmed-Lauget, saa længe Landets eget Arbeide forhandles i Botiqverne. Men see nøie til, min Herre! som vil laane Argus 112 Øine, om de ei med Deres egne 2 Øine kan finde de Guldsmede selv, som hemmelig indføre fremmed Arbeide her i Staden. — **)

*) Her vil han at de Danske skal søge ham om Borgerskabs Ret, og beskiemmer dem fordi de tiener hos en eller anden, som Jøderne ikke giør, hvilket forhen er besvaret i 1ste Hefte.

**) Ikke allene 11, 12 og 13 §. er besvaret i mit Svar, men endog autreret.

12.

Lad Jøderne være ubeskaaren, skield dem ei for Ukrud og Bedragere, men grib ind i Deres egen Barm. I øvrigt er Ærgrelse usund, hesst for de Lungesyge.

13.

Giør Projecter, stemple og smelt, hvo der kan og bør, men giør ei forvovne Spring, og giv ei Publikum Anledning at dømme Dem til lige saa slet Guldsmed som Skribent. Thi man dømmer gierne der ene til det andet.

Litra D.

Copie af Jødens ubeføiende Publikation imod mig, enten for hele Nationen eller for ham selv allene.

Den skamløse Forfatter af en Pasqvil Jødernes Renkers Aabenbaring kaldet, bliver hermed af Hessen Hanauschen Hof-Agent Abraham Mosses Henriqves,

provoceret, at bevise be imod ham (*) udi hans Pasqvil udstødte grove og løinagtige

(*) Endskiønt jeg ikke haver skrevet til denne Jøde, men erfarer herved, at da jeg har angrebet Laster hos Jøderne, har denne maattet vist noget med sig selv, som han dog synes er best at benegte; jeg har ikke engang nævnet ham, saa som jeg ikke viste hvem det var der skrev imod Guldsmed-Lauget, uden hvad som han om sig selv ramser op: at han handler, men herved beviser han det selv, hvem Autor er til Litra C., som i alle Maader ligner hans Publikation Litra D. Jeg kan troe, tør han saa haardelig beskylde et heelt Amt, som til Dato ikke ved nogen Ret er grebet eller overbeviist ringeste Toldsvig og Falskerie, og altsaa ei andet med dem er vitterligt, end at de er deres Konges virkelige troe Borgere, saa tør han og angribe mig, som en enkelt Mand, og det uden ligesaa lidet dertil, at være given Aarsag, som til det Litra

Beskyldninger, ligesom af ham og herved tillige forlanges at Navn give sig, paa det

C, at han intotum benegter Laster at exerceres af Jøder-Landet til Skade, deraf kan man nok troe ham, hvilket han meest elsker. Han beviser altsaa selv, det som Jøderne har tvunget mig til efter mine Pligter at skrive, og det dem Tid efter anden overbeviiste, og herved viser han hvor dristig Jøderne vil regiere over de Danske, og at de er endnu ligesom de var da de Ulovlig behandlede vor Frelser Christus ilde, førend de dømte ham, hvilket dog var imod deres Love, det samme giorde de ved Paulus, da han ikke ville længere hæle med dem. Og ligeledes er nu deres Opførsel imod mig, i det de kalder mig for en Løinere. Herved viser de dem da, som Sandheds Fiende, som de der først Har trædet Rigets Folk og Ære under Fødder, nu vil de lumskelig til intet giøre det Kgl. Rescript, at der efter ikke skulle skrives mere, og at Sandhed skal ikke staae til Troende, eller have lengere Fred og Friehed.

man med lovlig Midler kan see ham tildømt, at være det man herved declarerer ham at være, nemlig en aabenbar Løinere, og den som har fortient i følge Loven, at bøde sine 3 Mark. Kiøbenhavn den 4 Maji 1771.

Abraham Mosses Henriqves.

Jeg haver ikke skrevet det ringeste om Jøderne af Had eller opdiktet noget, men jeg har viist dem deres Gierninger, skulle der være noget Manglende, da er det vel, at Dato og Navne ikke er anført, men jeg tænkte de forstaaer det nok; men siden de nu har provoceret mig til at fremkomme med flere Beviser, da maa jeg nødes til herefter at anføre Copie af Aager-Commissions Dommen 1758. under Litra E. hvilken tilligemed de ommeldte Kgl Forordninger er Autentiqve og fulde Beviser, dog declarerer Jøden det for Løin i Litra D. Men de Viise seer heraf, om de ærer Kongen, Loven, Sandhed, Troeskab og Redelighed.

Den 6 Maji sente jeg følgende til Svar paa Litra D. at anføre i Addresse-Avisen; men da det endnu ikke den 14 var anført afhentede jeg det, og saae mig nødsaget til at skrive dette Hefte, for at svare efter Begiering.

Det Skrift Jødernes Renkers Aabenbaring første og andet Hefte, der er Svar paa een Jødes usandfærdige Beskyldning imod de Danske Borgere i Guldsmede-Lauget, som en Hessen Hanauch Hof-Agent saa skammelig under Navn af Pasqvil har udraaabt og blameret; declarerer Forfatteren offentlig med Beviser og Vidner for hvad Ret han løfter at kalde ham til, baade de tildeels ved Retterne bekiendte, saavel som andet mere af slige Føde-Renker: Naar han først beviser sine imod der hæderlige Guldsmed-Amt nedlagde dog usandfærdige Beskyldninger, om Toldsvig og falsk Omgang ved Smeltningen og Stemplingen & c., saa han snarere som Laster og Ugudeligheds Forsvarere, fortiener den Løn han i følge Loven tildømmer Forfatteren.

Skrive-Frieheden i at aabenbare hemmelig Ondskab, friekiender mig fra at navngive mig, Jøden ikke heller er den, der bar Ret til at æske mit Navn & c. Jøden som skrev imod Guldsmed-Lauget, just giorde det samme.

Kiøbenhavn, den 4de Maji 1771.

Fortsættelse

See andet Hæfte Pag. 32

e, Jøderne er skadelig for Professionerne og Haandværker, for de ere ganske undertrykkede af Jøderne; thi her maa man spørge: hvor ere vore pregtige Kræmmere, hvor ere vore formuende Guldsmede, hvor er vore kunstige Uhrmagere, hvor er vore Guldtrækkere, hvor er vore Fløiels, Silke, Stof og andre Fabrikantere, vore Zignet-Stikkere og andre Professionister? Ere de ikke alle forvandlede til Jøder? Kort at sige: Jøderne

lader forfærdige Arbeide hos andre og handler med Alt, endog Guldtrædser, og hvor komme de fra? vi har Mestere de giør dem ei, og, Jøderne er Alt; i derimod er de Christne intet uden Jødernes Slaver, a) de maa arbeide for Jøderne for intet og takke Gud til, at de vil laane dem noget til deres Underholdning, og siden ikke forstrengt mahne dem om Betalningen. Alt det Kræmmerne har at sælge har Jøderne ogsaa, ja! langt mere, det være sig af Klæde, Stof, fint og groft Lærret, alle Slags Stafagie, Giørn, Uld, Traad & c., Fløiel, Manschester, Silke og uldene Stømper, Baand og meget, mere, Prætiose af Guld og Sølv, smedet, støbt og Juvellier-Arbeide, samt alle Sorter fint Isenkram, Guld- og Sølv- og Tambaks Uhre findes hos Jøderne i Dusin viis, Guld- og Sølv-Galuner, vevet og gespinst, Signeter udi Steen, Staal, Sølv og anden Metal; men alt dette er udenlandsk undtagen nogle faae Stykker, de for et Skind skyld lader forfærdige her i Byen, og dog tør de beraabe sig paa at faae

a) Dette skal jeg bevise med et Exempel Pagina 37.

Jøderne under Professionerne og Haandverkerne Penge, da de snarere misunder vore Borgere Penge, uden for saavidt, at om de havde mange, Jøderne ogsaa kunde bedrage brav Penge fra dem, og dog tør de sige: at de ere troe Borgere.

Jødernes upaatalte Friehed er gaaet saa vidt at de kan giøre og lade hvad de vil, selv har de meste intet andet lært, end at bestiele og bedrage de Christne, hvilket de kalder Schachern, og dog Handler, antager og lader forfærdige Arbeide hos de Christne, som ere deres Slaver, og tager de 4 ja 6 gange saa meget derfore, som de selv giver dem de tvinger til at arbejde for sig, dette kan med 1000 edelige Vidner bevises, og er bekiendtnok, om enhver torde sige sin Nød. (vore Christne Mesters jager og forfølger vore Christne arbeidende Fuskere, som dog have lært det de fusker paa,) men traads nogen tør jage en Jøde uden stor Omstændighed, og den der torde vove det maatte siden frygte at faae alle Jøder og deres megtige Beskyttere imod sig, til aldeles Undergang, som daglig Erfaring

viser; (a) thi fortørner en een Jøde ved at paastaae sin lovlige Ret, søger han nemlig: Jøden strax alle Lejligheder til at giøre samme Mand ulykkelig sin Livs Tid, med at erhverve Dom over ham, enten selv eller ved andre, som nu nyeligen med 2de Borgere er passerede. Endnu mere: en Mand og Borger her i Staden, vilde efter en Kongelig Forordning istandsette, med flere sine Med-Borgeres Hielp en Fabriqve, (hvis Handel Jøderne sig havde bemægtiget) strax søgte Jøderne Udveie paa 3die Haand at faae ham heftet i Slutteriet, og maatte saa sidde der indtil Jødernes Handel alleene fik sin Fortgang, om slige Medhandlinger kan Politie-Retten, Gieids Commissionen, Bye-Tinget & c. best give Oplysning naar de vil, baade hvor ubarmhjertig og tillige hvor polie og strikte Jøderne tvinger de Christne. O Allernaadigste Konge! kom med Kongel. Maade Underfaatterne til Hielp, de kan ikke procedere imod Jødernes Ubarmhiertighed.

(a) Og den af Jøderne nedlagte Beskyldning den 25 Febr. mod Guldsmed-Amtet, saavel som og grove Publikation imod mig af 4de Maji. a. c.

Jødernes Sølv-Handel er ubillig, utilladelig og overmaade Landet skadelig, her er almindelig 3 saa kaldet Sølv-Jøder og en Kräß-Basker, denne kan have lidet af det udbeidsede Kreß at selge, men hvorfra har de andre deres Sølv? Er det ikke vor eget Lands Selv, som de kiøber og lader smelte i Planser? eller, kan de ikke smelte det paa deres Lofter, og dermed siden som Sølv-Jøde furnere Guldsmedene, al den Fordeel paa Legering, Tilsats & c. kryber alt i Jødernes Kasse. Skal der skee Leverancer til Myndten, til Tafler eller Serviser, strax maa Jøderne søges, som dem der har trokket den Handel til sig. Skal der ved Lecitation eller Auction leveres Myndt-Sorte, da er det Jøderne, Lyneborger og andre fine Dritler til Treksølv og ander fint Arbeide, de skal søges hos Jøderne: kort sagt: Jøderne er her alt i alt. Hvor herskende og fordeelagtig Jøderne har det her bevises deraf: da en Jøde i disse Dage, ved en retfærdig Dom er dømt paa vis Tid i Slaveriet, med Jern om det venstre Been, for han haver hælet og kiøbt med Tyve; men denne derimod haver allerede lært og erfaret at han i Tiden kunde komme sig,

resolverer heller at gaae i Slaveriet i 3 Aar, (hvor han haver al Jøde-Friehed) end at reise bort; thi naar hans Tid er forløben haaber han, at nyde siden samme Schacher-Rettighed som de andre.

Hvad Jøderne ved deres megtige Patroner kan udrette, sees af en Polsk Jøde, som haver faget Privilegio paa at være Signet-Stikker her i Staden, Magistraten og Jødernes Eldste afslog ham hans Ansøgning, paa Grund, at her var ingen Mangel paa beslige Arbeidere, helst samme Jøde, saasnart han kom her til Staden, strax lod sig indskrive ved det Kon l. Skilder, Bildhugger og Bygnings-Akademieg, som Lærling for at nyde Got af dets Benaadninger, men strax han var indskrevet og faaet en saa kaldet Protektions-Billet, forlod han Akademiet og kom der ikke mere, men da denne Billet ikke kunde giøre ham til bedre Arbeidere end han var blev han afviist, dog som nu er bevist ved en megtig Patron naaet Privilegio. NB. De Danske faaer nu at giøre Arbeidet for ham, og han tager Fortienesten. Ak, ak! Den Jøde som

engang har faaet Privilegio burde beholde den, som de har og bruge, og øve det de har faaet Friehed paa, selv arbeide og forrette det de giver sig ud fore, og ikke melere sig i alle Ting; thi Arbeidere er Staten nyttig, men Lediggiengere og Dagdrivere er Staten og Landet skadelig, visse burde arbeide og ikke handle, nogle burde være Vexelere og ikke handle, andre burde handle nogle med gamle Klæder, andre med andet, men ikke alle handlende Jøder, at handle med alt hvad de ville; enhver af Jøderne burde handle, arbeide og vexle i deres Huuse og ikke som Bisse-Kræmmere omløbe i Byen og paa Landet, hvorved meget Tyverie og andre skadelige Svitter blev hemmede, fornemmelig ingen flere Fremmede sig her at nedsette, thi Staden og Landet taaler ikke flere men vel mindre.

Hvor skadelig Jøderne er for Professioner og Haandværker, og hvorledes de Christne maa arbeide for dem, da derimod Jøderne tager Profitter sees af følgende, som tiener til Beviis derpaa:

Ao. 1769 den 12te Februarii bestiller en Christen Dansk Borger, navnlig M — et Stykke Arbeide hos Jøden S — S — og acorderer der for 16 Rixdaler, Jøden gaaer hen og bestiller det hos en Christen, navnlig W — med det Ord (jeg faaer det kun slet betalt) saa jeg ikke kan taale at give meer derfore end 4 Rixdaler; noget efter at M — faaer at vide hvem Arbeidet har forferdiget, siger han til Jøden: jeg meente i giorde det selv, og saa hører jeg at W — har forferdiget Arbeidet, ja siger Jøden, W — er min Svend. Her tager Jøden jo Arbeiderens Sveed og beriger sig af hans Fortjeneste, i det han tager de 2/3 Deele men den Christene faaer 1/3 Deel, og uden det viser han hans Herredømme over den arbeidende Borgere, i det han kalder og anseer ham kuns som en Svend for sig.

Kunde Riget ikke blive frie for alle Jøderne, du burde dog alle deres pialte og støvere Jøder, alle at sendes til Altona, og ikke at komme oftere herind, uden i Følge af Lovens 3 B. 20. Kap. 3 Art. at henges; thi Slaveriet bryder de sig forlidet om.

Dernæst synes det billig ja retfærdigt, at den 11 Art. i 3 B. 11 Kap. og den 3 Art. i samme Bog 20 Kap. maatte strikte blive holdet. Om nogen andre eller disse atter ville indsnige sig under andre Navne, eller den Forevending, at de skulle reise de ældstes Bud til de Ældste her, for saadant Praktisere de. Og disse ere dem der bærer al Ting ind og ud.

Heller ikke maatte nogen Jøde af de Rige, ifald de altid skulle blive her, tillades at reise ud; thi ville han reise, kunde ham tillades, at reise som Collonist, til Grønland, Amerika, Guinea eller Tranqvebar.

De her blev, burte aldrig tillades selv, at sende deres Breve og Correspondencer bort, men af nogle dertil af vore Handlere, som var beedigede og beskikkede troe Mænd og Borgere. Er der ikke de Jøder, som tager 12 pro Cento ved at laane paa Folkes Klæder, og siden leier de Klæderne ud til de ofte ere opslidte. Hvorledes de handler med os og Assistents-huuset skal vorde afhandlet i næste Hefte.

Kiender de denne Jødes Ondskabs Handel at være retfærdig: en Jøde foldte er Lomme-Uhr til en Staldkarl. — Staldkarlen for at hielpe en af sine Bekientere, satte det paa Assistents-Huuset; da Jøden fik det at vide, gik han paa Assistents-Huuset, og sagde de Ord: at Uhret var kommen ham fra mod hans Villie; — thi han stolede paa, at Karlen havde ingen Vidner paa, at han havde kiøbt det af ham. Naar de løber om i Huusene at sælge Klæder, da er der de som ingen Ting er for got at stiele, om de seer deres Hold, saadan en Jøde løber endnu daglig om, hvor bliver de mange stiaalne Sølvskeer, naar Guldsmeden J. R. lyder til de andre derom, er her sielden troffen noget, endog der næsten mistes alle Dage noget.

Min Herre: Jødernes Renker gaaer ud i det Uendelige, og ere saa subtile iværksatte, at man neppelig ved Øiekast, skulle troe det om dem, men ved Beviser er de bleven alt fortydelige. Hvem skulde troe at Jøderne foraarsager Ladhed, Dovenskab og fordervelige Sæder og Exempler hos os, efterdi, at ingen kan være

mere duelige end de beviser at de er, hvor de kan schachere i Skilling, dersom dette ikke blev Beviist.

f. De er megen Aarsag til Dovenskab og slette Exempler hos os: Hvor mange Mænd af alle Slags Stænder, bruger ikke Jøderne til adskillige af deres Handels-Correspondence & c. som de burde selv at forrette, Jøden faaer Pengene, de andre er magelige og vore forglemmer derover selv at korrespondere; altsaa kan her aldrig ventes at blive Handel, saa længe Jøderne maa handle, om her end var Friehed paa alle Ting; thi det var ret at berige Jøderne og forarme Undersaatterne. Min Herre! de vil vel benegte ovenmeldte Sats? Om jeg ikke beviste det med Exempel: Hvem af enten Guldsmedene eller de, nemlig Jøderne, har den beste Profit af alle Slags Stene, som Jøderne forskriver og bærer ind i Lommerne, har de ikke større Fordeel deraf, end Juveleren af heele Arbeidet, siden de ikke giver Told deraf? Og ofte naar de kan komme til dermed, skyder de falske eller Glas-Steene iblant de ægte Steene. Taber ikke

Kongen og Landet ved dette Snorrepiverie, som ikke ansees; men tvertimod vandt Landet herved, dersom ikke Jøderne var deres Fuldmægtig & c., kunde de ikke selv forskrive det? De vil svare: ja saa tiente Jøderne de udenlandske ikke troelig nok, som det synes de har belovet, at bestandig holde Dannemark fra at lære Correspondencen selv, og faae den rette Handel, paa de Vahre de nødvendig behøver at forskrive. Dette var et Beviis, hvorledes de har foraarsaget os Ladhed paa denne Side, hvorledes og i hvor mange Slags de saaledes har sniget sig ind udi, kan enhver Fornuftig selv begribe af det foregaaende.

Paa den anden Side: dersom alle de i Huller og Kroge henliggende Nympher der holdes af Jøder skulle beregnes, da er deres Antal alt forstort, som de, nemlig Jøderne holder fra Arbeide, og gives mange ved sammes slette Exempel Andledning til det samme at efterfølge, hellere end at arbeide. Disse er da Landet til Byrde, dyr Tid & c. De syer intet, de spinder intet, og laver end ikke engang deres Føde til. Burde

ikke da disse paa Jødernes Bekostning at sendes bort til Jødernes egen Stad, om de har nogen? Eller og, at Jøderne, saasom de holder dem alligevel, burde oprette et Fabrik af dem: nogle til at kniple, andre at sye, nogle at spinde Ulden, andre Linnet af Landets Producter & c., og da kunde disse Nymphcr ikke allene fortiene det de fortærer; men de kunde enddog indeholde nogle Millioner, som aarlig løber ud af Landet, ikke fordi det jo kan giøres her, men fordi at nogle Jøder finder deres Regning ved at holde en Deel til Ladhed & c., som dog behøver Klæder. Det er en Jammer at Rescriptet af 5 August 1726 og er ligesom det af 6te August 1734 døde eller forglemte.

Dersom min Herre nu vilde formaae sine Penge-Kammerater og Ældste til at oprette saadanne Fabriqver, som er mældet, da kunde man sige: at her havde været en Jøde, som var en redelig Mand, og viiste sig som en Borger af det Land, han oppebar saa store Fordeele af. Men NB. de maatte ikke forskrive fremmede Vahre, og sige: at det var her forarbeidet, de forstaaer mig vel foruden videre Forklaring.

Endnu et Ord min Herre, de veed vel, at de veed Forordningen af 31 Martii 1688 har belovet, at de ikke vil handle med nogen Ting, førend de havde bygget et Huus af Kongens Bygmesters Tegning paa Christianshavn, dette er her ikke een af dem som har efterkommet saa vit jeg har seet og hørt, og dog handler de og tildeels eier Huuse, det er lettere at kiøbe Huus som de Christne haver Bygget end selv at bygge.

Siden min Herre Agent siger, at mit Svar der er Løin, see da er her til videre Beviis paa mit anførte Svar, Copie af deres Aager-Commissions Dom, og det er billigt at opfylde deres Begiering. Hermed har Jøderne ved deres slette og store Uretfærdighed nødt Kongen til at sette denne Aager-Commission, og dog siger de i Aviserne, at alt det jeg haver skrevet og anført i Relation af de anførte Kongelige Forordninger, samt henviist til denne bekiendte Sandhed er Løin, det er Beviis paa Forskiæl imellem en Christen og en Jøde, en Christen skammer sig for at kalde en andens Ord Løin, og meget mindre en Konges og Dommernes, som følger:

Litra E.

Copie af Aager - Commisions - Dom. men over Jøderne.

Anno 1758.

6. — K. — C. — RR.

G. — A. — B. — -

C. — B. — - — -

G. — K. — C. — H.

M. — G. — - — .

C. — M. — - — -

Jøden — P. J — -

S. — F. — - — -

C. — S. — - — -

S. — J. — - -

L. — M. — - — -

Disse skal alle aflegge deres corporlige Eed for deres værne Ting, Jøderne i deres Synagog, at de ikke ved Penges Laan til C. — K. — - — - C. — M. — - — og L. —— K. - - - -

Har faaet Obligationen i hvad Form være maa, paa høiere Summa end Debitor virkelig har bekommet høiere Renter end Forordningen og Loven tillader, saavel som og Doceur og Recongnition i hvad Vare haves kan.

R.-Q. - S. - -

C. - L. — F. - - Da foruden 50

- — B. — * - - Rixd. i Mult.

og — N. — G. - - J

Disse skal og aflegge Eed, at de ikke har bekommet nogen Slags Douceur for at underskrive Gields-Brevene til Vitterlighed.

Og for dem alle er Eeden clausuleret saaledes: at de har dem ikke nogen Reservation i Tankerne forbeholden.

K. — K. — I. -

Mister fordi han haver taget 10

pro Cento en Capital paa - 2600 Rixd.

G. — K. — G. — R.

Skal desuden betale - - - 300 -

for hans variable Udsigende i Commissionen.

Jøden M. — M. — Mister - - - - - 1000 Rixd.

En Pers. navnlig — B. — Betaler - - - - 50 -

som han har faaet for at skaffe een 200 Rixd. Courant.

G. — A. — B. - Betaler — 300 Ducater - - 600 - for hans uanstændige Opførsel ved Commissionen.

G. — B. — - —

Ligesaa - - - - 200 -

R. — Q. — B. — For han ikke vilde aflegge Eed - 300 - Jøden -— - -— - — Betaler 100 Ducater - - - 200 -

En anden Jøde for ubillig Provission af en Vexel-Obligation - - 20 eden Laz. — Lev. — forbydes al Penge-Handel, og om han treffes derudi, da at straffes med at rømme Kongens Riger og Lande.

— C. — J. — K. forbeholden Regresse til Joden

G. — A. — R. » 2600 Rixd.

C. — R. — D, — * 7250 *

C. —- M. — - — . ♦ 760 »

G — Kk — C. — - — H. — s —- s 2200 -

M. G. - —“ - f 100 54

S. Jose i 0002

PE — J. — - — * 400 *

S. F. sg GO t

C. S. r t 62 ,

F>. '— M. — « — r> 400 *

R, — Q. — /* "— * 50 f

* — Se. — s — t t 50 »

Sr, B. — t — s — - » 50 -

G. — s — - — - gl 50 -

20488 Rixd. 4 Mark.

Nu min Hr. Agent — og min Hr. Aager-Joder, stik nu denne Copie i Lommen for

tegne de Penge derpaa, som de nu ligesom her, og end værre, er af dem dette uagtet uden paa Blod-Rente.

Skriver en af, og meddeel eders Creditorer, og en til at legges ved eders Penge, naar de teller dem.

Og endnu een, ak indfatte i Guld til at henge paa eders Døre, og alle eders Ud- og Indgange.

Uagtet at en Jøde med en skammelig Benægtelses Publikation i Addresse-Avisen den 4de Maji aldeles benegter det foregaaende, saa er mit Udsigende dog understøttet med de anførte og paaberaabte Beviser, og Dommen, hvorfore Jøden har provoceret mig dertil, maa han selv vide, om det er for at drive Spot med Nationen? Har jeg ikke nødig at spørge om.

Mens skulle Jøderne endnu lengere forblive her i Riget, da synes det, at man gierne kan indrette deres Huusholdning at Riget kan have nogen Nytte af dem; NB. men med god og idelig Opsigt, ifald man her ligesom i andre Lande hvor der er Jøder, tager disse paa samme Fod, nemlig:

Lad dem strax selge alle deres Huuse de har Her i Byen, og ikke en Jede hverken at have Huuse eller boe i Byen.

Men det Antal Jøder, som fik Monnepolium paa at blive her, at dem maatte blive udviist en Plads uden for een af Stadens Porte, til derpaa selv at bygge dem en Bye, og maaskee den lave Grund paa Amager-Fælled, bag ved nye Værk eller nye Holm kunde være dertil tielig; dog burde de bygge efter en vis Regel og Orden, med Grundmuur, som Kongens Bygmester ordinerede og indrettede for dem, hvor om de maatte have en god høi og stærk Brand, Muur, saa høi at der ingen skulle kunde krybe derover. — Til Landsiden maatte der være en Port besat med Vagt og Visiteurer, men slet ingen til See - Siden, nemlig ingen Port, som har sine Aarsager, del flakke Vand ved Søsiden, som til Byggepladses Lejlighed maatte opfyldes, og med Bokdværk af Kampe, sieen forsees, kunde Muren omkring Byen med det samme opføres paa.

Maatte Jøderne stråledes forundes en Plads, som ikke duer til Græs eller Pleøning, til der-

paa at Hygge dem en Bye, og i ingen anden Bye eller Sted boe, over der gandske Rige; kunde det føre megen Nytte med sig, hvilket er for vitløftjgt her alt at anføre; nok at der var tienligt at tillade dem ar opfylde, om det end saa var ud til 3 Kroner, da det var meget tienlig for Havnen.

Besætningen og Bifiteurernes Sold maatte de selv urede, saasom de holdtes til deres Sikkerhed, og dette Haaber jeg ville tiene vore Fabriker, da der ikke faa let kom Contrabanter Her ind, helst, om det maatte blive befalet: At Jøderne saavel her, som Brug er i andre Konge-Riger og Stater, skulle Hære deres egen Dragt, og en grøn Hak, for at Bifiteurerne kunde Kende Dem, og visitere dem ved Ud- og Indfart af saavel denne Stads-Porte, som og i deres egen Stad, og ellers andre fornødne Pladser, i Lommerne og den under Armene.

Befandtes da nogen af dem med en sort og ikke en grøn Hat paa, og faalsdes var Kongens Bud Ulydig, burde dermed aldrig at sees igiennem Fingre eller dem Her at Tollereres mere; men det synes billigt, at Hans Formue

hjemfaldt til Kongen, og Jøden at sendes til Compagniets Værker i Grønland, eller dejlige Steder; thi ar lade ham gaae til Tydskland, er enten at skade os selv eller de han kom til.

Lige Lov, kunde der være for dem af Jøderne, som siden indførte nogen Slags Contrabante-Vare.

Til Tieneste for Riget kunde de blive paa følgende Maade: siden man dog saa at sige, lader vor Mynt og Myntning skee Udenrigs, hvad enten det er Hamborg Jøder eller andre store

Jøder — der har samme, som synes

at være Dannemark til lige saa stor Skade, som Jøden Suszes Bemængelse med alt i Saxen. Saa vil vel ingen redelig Patriot negle mig denne Sats, at et Land er best tient med Mynten og Banqven, naar Regieringen har dem selv, og lader den drive til egen høie Fordeel, og da er de samme til Landets Fordeel.

Her til at vexle Guld og Sølv ind, kan det Antal Jøder antages, som skulle blive her, og ansees for nyttige naar De ikke øver noget andet; men derimod er de baade farlige og skadelige, om de maae levere enten Guldet eller Søl-

vet i Klompe eller Plancer; thi hvo ville da være god for, ar ikke Landets Guld, Sølv og Mynter blev smæltet. Men de skulle være forbunden til, at levere det i fremmede Mynter eller i Arbeide, da det kunde erfares af Stemplerne, om det var Uden- eller Indenlands; thi Indenlands Arbeide, burte ikke at imodtages eller leveres af Jøderne.

Høyst nødvendigt synes det, at Landet ikke beholdte flere Jøder her, end der virkelig forbandt sig til at giøre Leverance af Udenlands Mynt, Guld og Sølv; thi maatte det være af Indenlands, da behøvedes hertil ingen af Jøderne. Men for at være forsikret og for strax at kiende det, burde vore Danske Guldsmede bruge et vist Stempel til alt deres Arbeide, og da kunde det strax sees hvad der var Dansk eller fremmed Arbeide. Vores Sølvs Omsmæltning, Udførsel og slette Vare Fremmedes Indførsel, hæmmes aldrig førend et saadant Stempel anbefales.

Denne Brug haves Jøderne til paa mange andre Steder, nemlig: at indvexle Sølv, og følgelig kommer det fra hvor det er at saae.

Hvor er alt det Guld og Sølv de Norske Værker aarlig over et heel 100 Aar har givet os, og de Mange Kasser med Guld fra Guinea; monne Jøderne ikke veed best at sige det?

Ak det er da ligesom at vore Guld- og Sølv-Bierge allene gik eller blev drevet, for baade de store og smaae Jøder, for baade de Med og uden Skiek.

Man synes, ja malt siger det og, at det er vel at Jøderne ikke har faaet Indpas i Norge, men hvad har de ikke? Faaer de det ikke alligevel til Hamborg, saa sparer de og deres Umage, jeg har forhen anmærket, at de har Christene i deres Tieneste, og havde Jøderne (de ere alle Jøder, som trækker det Almindelige og deres Medborgere op og udsuer Landet) ikke kommet herind, da havde her vel været Forraad endnu af de norske Værkers Rigdomme, og monne det ikke tiener Jøderne i høieste Grad, at her ikke bliver myntet, men andre Steds, ligesom vi havde enten for overflødigt af Courant eller her manglede intet. Hvem har nu den største Fordeel af de norske Aarer? Jeg troer at for Jøderne er vel saadant ikke skiult, at de end ikke

sover uden de faaer Penge derfor, saa at de som haver sagt: Jøderne driver meest heele Verdens Handel, endog hvor de ikke kommer eller er nedsadte, har ikke havt Uret, og man maatte nok ønske med samme, at især den store og farlige Jøde — Graamul — Herredømme og — Brev var forandret, til en andens eller Christens Eie.

De 3 pro Cento af alt det Mynten fortiente ved Myntningen paa Kongens Mynt i Kiøbenhavn, af hvad Sølv eller Guld de skaffede den herind, skulle de have for deres Umage, men Kongen det øvrige; mere burde de ikke have, for at befordre deres Duelighed; thi ville de da leve og blive rige, saa maatte de og arbeide eller være flittige med at indvexle Guld og Sølv.

Dernest skulle de ikke befatte sig det ringeste med Handelen, Corespondence eller nogen Slags Salg, men allene med at indvexle gode Mynter, Guld og Sølv, da skulle man see at vort 13 1/2 lødige Sølv Tøi, og Hvad som nu stieles bort og ud, blev da heri Landet. Da skulle man see, at her ikke blev Trang paa Courant Mynt, naar de strikte skulde holde det de lovede

tog dem paa og var her for. Da skulle man ikke ødelegges med Banco-Sæddeler eller Papir-Penge, som de udenlandske nu have Fortieneste af.

Paa saadan en Maade er det, at en Deel Staatter, som ikke engang har Miner selv, har dog Mynt, og kan aarlig mynte og holde deres Lande ved lige, saa at vis det havde været iagttaget her i steden for at giøre Banco, da Havde vi kunde haft fornødne Penge i Cirkulation, og ellers maatte man endnu heller det end give nogle udenlandske aarlig 16 pro Cento af de Papir-Penge vi selv giør, og saaledes sende dem de øvrige faae Couranter ud vi endnu maatte have, ja om den Maade maatte synes god og antages, synes derved at der ikke fra den Tid af behøvedes at myntes større Summa paa Værket i Kongeberg, end der behøvedes aarlig til Kongens Udgifter i Norge, og Resten af alt det Guld og Sølv Norges Værker producer, aarlig ved St. Hans-Dags Tid til Skibs at sendes her need, og forblive i Stænger umyntet til at

Henlegges i Kongens Skats — Forraads-Kammer (som Fordum hos Romerne) og ikke at myntes, da der kunde være til Forraad, i Nøds og fornøden Tid, om her noget hastig paakom.

Skaffede Jøderne ikke fornøden Forraad af Guld og Sølv, som de havde forbundet sig til, aarlig, saa Mynten ikke stansede, synes det retfærdigt og billigt, at de ved deres Ladhed havde deres Friehed forbrudt i disse Lande. Og ville de ikke skaffe eller giøre Leverance da ligeledes.

Fandt de paa Kneb, og bragte af vort eget, mueligt med fremmede Stempler paa, da ligeledes.

Saasom Jøderne langt bedre selv forstaaer Corespondencen end jeg, veed de og hvormed af Landets egne Vare, de kan betale det Sølv med de maatte forskrive og skaffe herind, langt bedre, end om jeg beskrev det, og for ikke heller at være vitløftigere end Fornødenhed kræver, vil jeg og forbie-

gaae samme at beskrive, som noget dem vel er bekiendt. Allene, jeg vil slutte med at ønske: at det som kan forbedre vor fattige Penge-Tid, og omvende vor Trang til Overfiodighed, maa blive paatænkt af vore Patrioter,

og siden vorde iværksat, — til Nytte

for hver Stand som Øiemedet er sigtet til.

Men á propos endnu et Ord min gode Jøde Agent, som de selv kalder sig: hvo haver berettiget dem til at kalde mig i Rette, og spørge efter mit Navn, at jeg skulle give det paa Addresse-Contoiret, og at negte de Kongelige Forordninger, og Retterne og Told-Kammeret, seer de nu, at det er ikke mig de har kaldet for en Løinere, men det er den Høieste; hvor torde de befale Hr. Ag. — H. at han ikke maatte indføre mit Avertissiment og Svar til dem, under Paaskud at Navnet ikke var fuldskrevet.

Hvad sigter de til? Vil de være Jødernes Konge? Da hører Dannemark dem ikke til, og ikke heller at forbyde Skrive-

Frieheden, endskiøndt der nu er tvende Danske, som har lært af dem at angive sig selv, som overbeviiste og troffene Sk * *. Hvorfor har de ikke igiendrevet mig Stykke for Stykke, og beviist at det var Løgn, har de nu ikke overbeviist Publikum om deres Skriftes Usandhed imod Guldsmede-Lauget? Hvem er nu Løineren? De eller jeg. Jeg har skrevet det Forordningerne, Toldboden og Retternes Domme viser og siger: De en ærerørig Digt, paa Kongl. Danske ærlige og troe Borgere, nu veed da enhver deraf hvor vit de kan troe en Jøde. Vil de regiere længer over os? Vil de tilbagedrive Skrive-Frieheden? — Da bliver der intet af. Havde en Jøde sagt eller giort slig Publikation i Barbariet, da havde han vist bleven hengt.

Og veed de hvad, det tiener dem intet om mine Forfædre har været Jøder eller Gojer ɔ: det hædenske Mands Afskum. Skield mig frit for hvad de vil, det ligner ikkuns Jøderne, jeg leer kun deraf, og kan frit sige

dem, min Konge og alle Danske dependerer ikke af dem.

Jøderne har længe nok smæltet Dannemark og Kræmmeres Levebrød bort; de faaer vel ikke altid Lov at æde Kongens troe Undersaatter op ved Proces og Rettergang. Bliver de ved at skrive Udsandhed imod de Christne, jeg forsikrer dem her, ligesom Pag. 22 i første Hefte, at jeg som en troe Dansk Borger, skal alle Tider svare dem efter Tiltale, dog ikke med Figmenta, men med deres Gierningers Aabenbarelse.

Lad os nu tale om Landets Nødtørst: To Reisende spurte hinanden ad, hvor kan det være, at her ingen Penge er? Sølvværket ved Kongsberg gaaer stedse, og det bliver strax myntet, og derpaa nedsendt. Og her sees ikke een af samme Rixorter, er de slaget til 28 Skilling i V — b? Eller hvad vil det sige, at Avisen siger: der er opdaget falske Rixorter i Hamborg? Har de eller vore

egne slaget dem? Naar Tallet af alle Rixorterne skulle nu leveres er det vel en Haaben, og kommer de i Rulancen kan de dog blive seet, de falske kan vel ikke komme til at hielpe de Norskes Tal. Der maa være en stor Jøde, som slaar falske Penge, enten han er døbt eller udøbt, hvad siger de? Om han skulle giøre Regnskab?

Jeg vil fortelle dem en Historie som er passeret i Tydskland, noget for den 30 Aars Penne-Krig: en Mand havde 500 Rixd. løn, da han nu skulle giøre Regnskab engang, da fandt han en Svend, som hialp ham at giøre Regningen, men anden gang blev det den Svend forbuden, hvad skeer? han bespurte sig hos mange, endelig siger een, der boer en stor Regnere og han kan vist hielpe dig ud; han saa Mullen som han var, spørger Regnemesteren om han ville hielpe ham i en Regning for Betalning, Regnemesteren spørger ham, hvad er din aarlige Løn, og hvormeget var din Formue da du fik det Brød?

Manden svarede: Jeg eiede intet uden det jeg havde laandt, 500 Rixd. er min aarlige Løn, og 150 Rixd. mine Sporteler, nu Har jeg ved Flid og god Huusholdning tillagt mig et got Herre Gods af 70000 Rixdalers værd, og nogle Agre af 3000000 Rixd. værd, som kan indbringe meest 100000 Rixd. om Aaret; foruden har jeg kiøbt mig nogle Huuse og Værker: Ja saa er Regningen let at giøre svarede Regnemesteren, saaledes: din fingerede Eiendom er intet, og det er nu din Formue; nu subtraherer jeg din Løn 500 Rixd, derfra, og da bliver Facit, at du har fortient at henges.

Jeg vil endnu fortelle dem en anden tildragelse som er skeet i Tyrkiet: En vis Soldan kom under Erfaring med sine Ministre, at de paa en snild Maade bestial Ham og Undersaatterne, nemlig: de tog Penge af dem for at befordre deres Ansøgninger, og ellers alt Hvad Soldanen lønnede dem for, her iblandt befandt Han, at Hans Stor-Visir var den

verste, og havde stiaalen til han i liggende Rigdom og Ædelstene langt overgik Keiseren eller Soldanens Liggendefæ: samme Soldan, som i Gierningen er fuldkommen Despot, NB. naar han vil selv regiere, og ikke lade sin stor Visir og Jøderne regiere sig, beslutte saadan en Dom over Stor-Visiren: at siden han ikke har ladet sig nøie med den Løn Soldanen havde givet ham, skulde han halv Parten nedgraves levende i Jorden, og den halve Part over Jorden, skulle bestryges med Honning, at Bier, Bremser og Fluer kunde stikke ham til døde.

Da Exekutionen var nu opfyldt fik Keiseren i Sinde forklædt at besee ham, som han da kom som en gammel Mand med en Stok i Haanden, og saa mange Tilskuere, som Hiertelig glædede sig, og længe havde ønsker ham hengt eller stranguleret, saae han paa hans Skuldre en stor Klump Fluer og Gedehamse, strøg Keiseren dem af Visirens Skuldere med sin Kiep, hvor til Visiren svarede au min Herre, de giorde mig ret ondt dermed, Keiseren som ikke kunde begribe det, saasom han meente han havde giort ham en Tieneste, spurte: hvordan da? Visiren sva-

rede: for disse havde nu ædet til de vare rykke, fulde og mætte, nu kommer der andre i deres Sted, som er forsulten, og de bider verre end ubarmhiertig.

Keiseren gik hiem og betænkte der, om Visirens Ord, og sagde ved sig selv: den Visir jeg har nu er saadan, jeg mærker og at han bider og stiæler være end den første, som havde stiaalet saa han nu ikke kan stiæle mere, naar jeg setter

Ham Grændser for: da den - Straf,

i Hvor ringe jeg besinder den, den jeg har nu nemlig Stra, har jo ikke Visir-Navnet, og er dog værre end Ørmen, efter disse Soldanens Betænkninger, besluttede han, derefter at regiere selv, og ikke lade sig regiere af sit Sirail, satte den forrige Stor-Visir igien ind i sit Embede, og gav ham sin stiaalene Eiendom paa denne Maade, at han skulle tiene troelig uden løn siden Han havde nok og var mæt, og ikke heller stiele, derpaa lod han den sidste strangulere, som den der havde viist sig alt for utidig i alle Ting.

(Fortsættelsen følger.)

Alle 3 Hæfter er til Kiøbs hos Kanevorf i Silke-Gaden for 1 Mark 8 Skilling og i No. 8 paa Børsen-

Jødernes Renkers Aabenbaring. Tredje Hæfte.

Jødernes Renkers

Aabenbaring.

Tredie Hæfte.

Forsendt med Posten den 14 Maji 1771.