↩

Junior Philopatreias-Første Deel,

fem Anmærkninger.

1. Sammenligning af De gamle og nye dyre Tider i Dannemark, og hvoraf baade Handelen kan bringes paa Fode og neddæmpes.

2. Om Rettergang og Dommerne. 3. Om Mængden af Betientere.

4. Om Geistligheden.

5. Om de Danske Sølv Aarer og andre skiulte Jordiske Rigdomme, hvor de er at sinde.

Sluttet i Kiøbenhavn, den 22 December 1770.

Kiøbenhavn, trykt hos T. Borups Efterl., boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Første Afhandling.

Om de gode og dyre Tiider, Dannemarks Handels-Magt, hvoraf baade kan qvælde og neddæmpes.

Og de Persers og Meeders Love maa ikke overtrædes, (Efter B. 1 C. 19. V.)

1.) Var dette ikke Grunden, tit de Rigers Magt, Vælde og samlede Flors Bestandighed, saa længe de bleve holdet.

2.) Tilkiende giver Ordene, at Lovene skal, af alle Undersaatterne efterleves, intet

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

stikkes under Stoel, Hvad enten de er af høy eller nedrig Stand, der mod syndede, over dem skal Kongens Ord og Lovens Straf uopholdelig strax exeqveres: det skeede, og saa længe gik det vel til over Landene, ja over alle Landets Bern, fordi at Loven var lige billig for enhver Stand, lige forbrut, fik lige Straf, en stor Dronning kan ikke unskyldes for sin Konges Vrede; men maa strax forjages af Slot og Stad; Haman maatte hænges, enddog han var af de Store næst Kongen, fra de Dage af, bliver Kongen større end forhen.

Ingen var da Addel i Navn, mindre deres Børn i Gierningen. ɔ: Arvelig til Fædrenes Embeder, længere end, at de vare troe og lydige.

Ingen var arvelig udvald Adel ɔ: Kiem pe, uden allene Kongens ældste Søn, han skulde arve Riget. De ældste Danske Grundlove vise os det, at det var allene Danner-Kongen og Kongens Børn, og deres Børn, den Rettighed tilkom.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Derimod var alle de der vare Dannis dvs. dydige, de vare antagen der efter, og var Adel dvs. Aadil, som var Dansk Aadil fød, og ligesom de vare dydige og høymodige, der til med dygtige, blev de til Kiemper antagne at tiene Kongen i Krig og Raad, med ham at bære Landets Byrde; men ikke længere.

Langt mindre havde disse Adeliges Afkom og Børn, nogen Ret frem for en anden Dansk Borger, at arve for sin Faders Skyld, om han end havde være Folkes Konge eller Næsse-Konge, Jarl eller Hersa.

3.) Lands-Loven i Persen og Meeden, skulde

holdes hellig og uforanderlig, ja saa fast, at endskiønt Kongen efter Eftr. B. 2. C. 1 V. tænkte derpaa, kunde han for sit Kongelige Ord, ikke forandre den af ham selv kundgiorde og talede Lov, Saa hellig skulde Loven holdes, indtil hvert et Ord den Konge havde talet.

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

4.) O! give at det fulgtes, saa fandt, som de Danske og Norske Love ere byggede paa lige saa gode Grunde, som de Persers og Meeders.

5.) Skulle da ikke de Danske borgelige Stænder, kunde antræde efter høy Sal. Kong Friderik den Tredie dem givede Forord, af 1658.

1661 den 24 Junii, og samme Tienester i og uden Landet for vor Konge som hine, og fortiene Landets Brød, som da blev i Landet u uført, af nedstammende Aadils Børn.

Bedrager de ikke Kongen, som bedrager Undersaatterne, stopper deres Nærings Veie, adsplitter deres Handel og Vandel, forklikker Landet i Øinene, og taler ilde for dets Børn, henfører deres Fedme til Landet er ruineret i Bund og Grund, alt med en Udenlands Maske paa; hvad enten, at de slige Kongens og Almuens Stylere, er af Indføde eller ei, have de vel ikke fortient Dronning Vasti og Hofmæsterens Hamans Straf, ufortøvet, og uforanderlig at jages i Exilio

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

eller og hænges; thi hvo det giør er vel ikke Adel, enten han er Inden- eller Udenlands fra; men bør at ansee, som han er, udlændisk og udædisk, saa de Danske og Norske Love ikke forandres eller overtrædes, efter den Dag.

6.) Det var Iver Lykke, ingen Skam, at han var kommen af Marken med sin Plov, og selv spende sine Hæste derfra, da han fik Kong Margaretes dvs. Dronning Margaretes Kalds Brev, at være Rigets Høveds-Mand og Herrens Anførere.

Denne Iver Lykke var en sand Adelsmand og Herremand, af de gamle Danske Kiemper og Aadils Afkom: var de i disse Tider ikke meere kræsene for at røre ved Plov-Staven, vilde det ikke lidet befordre Kiøb paa Rug, Kiød og Flesk med meere.

7.) I de Tiider de Fordums Kongers skif tede deres Mænd og tog dem som næst oven er meldet af Aadilsmænd, nu af et Land og da af et andet til Hove, hver sin bestemte

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Tiid at tiene, hver efter sin Videnskab, og holde dem selv af deres Aadils Indkomst, de vare da ikke Kongen til Byrde og Landene til Skat; men desuden skattede og gav de Danner Kongen efter deres Evne saa meget, som de formaaede: Danner Kongerne Havde de Tider aldrig Mangel for Guld og Sølv, og Landene fattedes ikke Føde-Magaziner og Handel. Hvad Skatter paa Landets pløiede Land angaar, at der ikke var fleere paalagt, end Landgield: saa behøvedes de ikke heller, til at holde saa mangfoldige store og rige Embedsmand med, var der een eller anden duelig Fattig, de underholt Danner-Kongen og rigelig, naar de vare dydige, og til hans og Rigets Tieneste, som Kiemper og Mænd vare antagen, men ellers fik de ingen Sold. De Skatter i den Tids Alder gaves til Kongen, torde ingen stikke noget af under sig, men det løb til haabe ind i Kongens Dressel og Fadebor. 8.) Da enhver vilde gierne, og søgte for at tiene Kongen til Lands og Vands. Da

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

en Dansk Mand galdt meere end 2 a 3 Udlændiske: da manglede Danner-Kongen Heller aldrig trofaste Raad, endog de ikke var udvortes ziiret, eller med født Skiold, Hielm, Panser og Skiolde-Mærker, førend de havde mandelig forlient sligt, disse deres velfortiente Krigs og Troeskabs Tegn, forsledes og forældedes ikke heller, saa hastig, som de fine udenlandske Klæder nu, og des Aarsag forblev og Arbeidslønnen i Riget derfor. Hine sparte, var og for at bære Byrde, Skatte og give; men, mon disse ikke en Deel af dem, ikke ligesaa gierne søger at faae Skat og Landet forarmet.

9.) Haver den Tiid ikke været i Dannemark, da en Herre eller Adelsmand, efter Landets Love, maatte vist forvente at blive ringere end een Slave, om han giorde et Trin anderledes, end det Ord der udgik af Danner-Konges Mund, vare da ikke alle Stender ivrige, hastige, og med fyrigste Omhygelighed, som en Mand vaagne, for, at opregne den Lov paa Træ-Stave, Huus og

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Stue-Bielke, i deres Mark ved Veiene, til Vandrendes Efterretning, og især paa deres Bierge-Toppe i deres Gudinde Dysses Helligdom paa Steen-Alterne: de kunde høre og spørge var dem talet, givet og sat, af deres Føde, Kosning, Dans, Marks, Kongers Konge ɔ: Enevolds Konge: var der ikke den Tiid fleere Adeler end nu.

Men, monne der og var Forbeholdenhed? Hvo der maatte vide noget, og Udelukkelse fra at eie, handle og vandle, for een meere end een anden, af Dierssve Danske Jord-Eiende.

10.) En Kodener ɔ: Huus, indsider Mand, om han end var fød af Livegene, kunde han gaae lige til den Herremand, der for en Maaned forhen, havde sidet Raad med Kaaring Gram ɔ: Danner-Kongen! og af ham kiøbe Provision, Adelsmanden opholt sig ikke Heller over, selv at udmaale og veie det han solgte; mindre torde han negte at selge det, og Holde derpaa til dyrere Tid kom. Vid. Kong Snis Kundskabs Bog.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

11.) Da var Høimodighed ikke pyntet Hovfærdighed, og ingen Rang galt uden Dyd, enhver skielvde for at tænke mindre giøre imod deres Konges Villie, ingen begierede andet, en det, der var tienligt for enhver Stand, og giordes da ikke heller Uforklaring over Loven til sin Stands Frieheder, og Skade over sine Medborgere: dette var vel ikke en liden Aarsag til den Alders gode Tiid, Rettens giæve Befordring, Handel og Vandels Floer, og Danske Mands Seier-Rig- hed og Folke-Righed; thi, de vare alle Danske Mænd og lige agtede, hver efter, som de var flittige.

12.) Forskiellen og Aarsagen til den Danske Handels Svaghed siden den Tiid, var vel ikke en Mangel paa Danske Mænds hengivne Hierter til deres Konge, og Godses Paaholdensted, Fra St. Knud Konges Tiid har Landet vel været svagere i den Post end for hans, Aarsagen synes denne: her kom ind i Landet, en Deel udlendiske Præster, som prædikede mod Lovens Forandring, og da de fik Blak

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og hans Anhang paa deres Side, stiftedes Love mod Kongen og Plage over heele Landet, en Fornærmelse imod Kongens selvraadige eene myndige Magt i Regieringen; Blak og hans Slægt holde uopholdelig Omkring St. Knud, for at han ikke skulde komme uden Byen, faae talt, sees høre og vide: at de, at de Danske Love, Danner-Kongens Ret, og Folket lige Frihed efter Dydens Vægt, var af dem bleven overtraadet; o! Høymodige. Fædrenelandets Elskere, havde de Blaks ikke det, da havde sandelig ikke hans Slegt, besidet Landets Fedme til denne Dag saa nær, at de Danske Love ikke maa overtrædes, og Folket ikke udslettes af sit fede Land, og vore eiegode Kongers hylde Skiød.

Dannemarks Tab og Skade af sidste fri Handel, i alle Stænder til Sædemanden.

13.) Men fremdeles at vide meere om Blak og hans Slegter, deres Afkoms Fore-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

tagende, som næst oven meldt indtil disse Tider, da befæstede de sig strax i Kong Erici Tiid, meget i Bavary og Kong Friderik den 2dens Tiid, som de tvende store Regentere Dronning Margaretha og Kong Christian den 2den, og for Dansk Handel omhyggeligste, ikke havde udelugt Regiere-Stemmen: ligesom forbenævnte bemægtigede sig, eene at være om Danner-Kongernes Side, af og til som Kongerne vare myndige, og ikke lode sig binde Ufuldkommenheder, og bestandig Indesiddelse paa, bemægtigede de sig mæsterlig, eene at deele Landets Vandel, og hvad de ikke selv gad havt, forskreve de til Lybek, Hamborg: og andre Hanse ɔ: hensee eller Hovmodigheds Stæderne: som begge der under reves løs fra Dannemark af denne Blaks for at sætte os i Stampe,) saa de Aadels Eiende i Dannemark, der før kunde give sin Konge til Lethings Styrd, meere end det ansatte Boelstad for, mistede ikke allene Aadils Boelet, men er siden tillige med alle andre Stender, sat i de Omstændigheder, at Sædemand og Dagleiere ere nu meget enfoldige, men

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

det som værre er, om Sommeren have de fleste næsten ingen Føde, og Riget mindre dvs. sære Folkemængde end før, i hvor store Krige der førtes, og hvor mange der ihielsloges.

14.) Dannemark og Norge, med alle underliggende Lande, glæder eder nu, siger Danner-Kongen, Hiertelig takke, ofrer Fryde-Sange for ham og vores Aurora dvs. Dagmor; fordi han have stanset nogle egennyttige Mistyrere, og nogle som ville være alt det heele Rigens Børn burde være.

Offrer da alle som en Mand, eders Hierters Formue, gamle Danske Høimodige tappre Troehiertighed, til Eders Eiegode, (der er nu ingen i Veien,) fordi at I, atter have igien faaet eders Danske Habit, og forglem ikke at takke, med uendelig Skialderie, for, at i maa atter skrive og tale eders Sandheder, hver det, han veed, til sin Konge og Landets almindelige Gavn, fordi, at i Borgere igien bliver her i eders Navn og Pris, som eders Forfædre fordum vare.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

15. At i lkke havde Handel og hurtig Seilads, vises jo, kom af disse Blaks Argumenter, de enddog ville venne eder til selv at sige efter: dette Folk er dumt, deres Sprog unyttig, deres Hierne er ikke spirituel, og Handel duer de slet intet til, men til at opføde Svin og Stude, de og deres bleve da eene Befriehedede, privilegerede og fik Octrojer, som gav dem Handelens Frugt foruden at yde Kongen sin Deel, hvilket Landets egne Børn i det Sted maatte vel bære des meere af; thi: det skulle jo komme et Steds fra, saa handlede de med Danner-Kongens Skatter og Landets Sveed.

Men disse slette Caracteerer over det Danske og Norske troehiertige Folk, indeholder intet andet end Egennytte og Usandheder; thi de have endnu ikke tabt eller omskiftet den gamle Danske Redelighed imod deres Konge, de er og lige saa stridbare, naar de anføres af deres Konge eller egen Mandhaftige. Er Riget ikke ligesaa beleilig, og langt meere end en Deel andre Riger, til Handel og

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Seilads. Vores Tunge er endnu den gamle Danske mandhaftige og oprigtige Tale, som fordum, enten vi handler eller forretter andet, hvad fattes os da? alleene at Blaks Sæd og Fransk Finnesser og Knæp, forbliver udlændiske fremdeles og i Exilio. At end ikke 3 blive god for en Dansk efter Frodes Lov.

16.) Skulle vi ikke faae Handel og Søefart nok, naar Kiøbenhavns Borgere, og alle Danske og Norske som eie Middel, alle som en Mand, og et Compagnie først bemægtiger og indtager dem, den gamle Danske ene tilhørende Baltiske Søe- og Handel.

17.) Alle med lige Frihed, lige Told og lige Byrder, uden Anseelse af Ære-Tegn, og Penge-Mængde, eller hans Faders Stands Embede, deres Kiøbmands Derection af skee ved Kiøbmænd, hvad enten de ere alle i et, eller i andre smaa Handlinger, hver for sig. Til at være i Stand til at begynde saaledes:

for af kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

18.) Alle de Skibe, som hvert Aar bliver cafferet og ophugget, enten til nogle faaes Tieneste, eller i Steden Kiiler, bleve skien ket denne Stad, til Fælleds Nytte i Handels og Kiøbmands-Lauget, for at forcere Seiladsens Brug og Nytte, paa de Farvande hvert var beqvemt til, eller og at selge samme med alt deres Tilbehør, for en billig Priis: da fik dog Kongen meere deraf, end han nu haver. Her om mere i det Værk, om Rigets Handel at udbrede. Første Deel om Kiøbenhavn er færdig at trykkes.

19.) Fra den Dag, skriver end nye Tids Regning og Periodus i Danner-Kongens Slægte-Bog, og Rigets Krønnike. Jeg meener fra den 14 September 1770. Vide 14 Parag.

20.) Kommer Dannemark saaledes til sit forrige, da kommer og Agerdyrknings Væsenet i sin gamle Danske Priis, hverken øde for Fødevahre og Folk, enten i eller uden Landet, jeg meener, paa dets Strømme. Det

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

man i disse Tider skal kunde faae at kiøbe fra Landet, skal vel komme meest fra Herre-Gaardene, for, at Agermændene med deres Folk, selv fortærer deres Høst, hvad der bliver til overs fra at selge til Skatterne, og Overdaadighederne opæder dem paa en gang, som tillige og, hos dem har indsneget sig, dette er og en Ødeleggere for baade dem og os til dyr Tid, deres Kroer opsvier ikke alleene en utroelig Mængde Korn i Landene, men deri, forsømmes Bonden at dyrke sin Jord. Og den Korntyv, viste vore Forfædre ikke af. Gid de vare reent afskaffede, og handlede alleene med Øll for Tørst, og Rom fra Vestindien, her er det Rugen bliver, som der fattes til Brød. Dette er udførligere paa et andet Sted, i det, om Kiøbenhavns Handel, første Deel.

21.) For Altid og alle Aar, at forekomme Klage og Mangel for Brød: et Korn-Magazin i ethvert Sogn over heele Riget, aldrig aabnes for Kornhandlere, og ikke selges Høyere end 1 Rdlr. Tønden, og i Kiøbste-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

derne 1 Rdlr. 2 Mark, tillukkes igien naar det galt 5 Mark Td. En Tids-Alder var det saa gamle Dage, ved hver Kirke over alt Riget paa Kirke-Laderne, vide Synonyma; men siden Kirkeladerne er øde, var det da ikke Riget tienlig og beqvemligt her til i Stenden, at tage Præste-Gaardene, med samt alle trende Tiender, nemlig: Først, et vist Maal Korn i Skieppen, at de Fordringer skulle føres fra Bonden, og udselges for Kongens Regl. NB. Præsten kunde desuden have sine frie Værelser i Gaarden, og Sognet at holde den ved Hævd.

Item, Korn-Magaziner ved eller paa alle Amtstuer, og Tilvinters, foruden det som ydes, kiøbes ind for 4 a 5 Mark Tønden, og udsælges for 6 Mark Tønden af Rugen, og de andre Kornvahre der efter.

22.) Sædemændenes Tilstand af mange Slags Skatter, nu da Landets Vandel ikke florerer, er de vel ikke nogen Aarsag, til den dyre Tiid, betragter vi de Franske Overdaadigheder og

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

anden Falskhed, hvor Sølvet bliver borte af Landet: Er da ikke Penge-Tiiden og dyr.

Frie Handel og hvorledes.

23. Jeg hører endog de som ikke veed Hvad Handel er, at raabe paa frie Handel, som den bruges i Engeland, er Dannemark gavnlig, nemlig at alle vore Fabriqver derved desbedre kan florere, og ingen af dem at undergaae, fleere bliver anlagt, men paa Landet ude fra Ødselhed, naar der bliver giort en Bestemmelse over alt, paa alle Føde-Vahre, og da kan de her, saa got som nogen anden Steds faae Aftræk. Dog bør de aldrig meere, at oprettes af Kongens Casse: men af Danske retsindige Borgere: Lennende og Engelske trøkede Sirtser af røde blaa og andre, der ere langt bedre end de Ostindiske, burde at være de første. Her over burde ingen Udlændiske at være Derecteurer, men een eller flere af Fædrenelandets oprigtig Borgere være Tilsynsmand, for, at dets Mæ-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

stere ikke skal giøre Giæld, og blive saa usynlige, for hver een der saaledes blev borte, og Fabriqver stanset, skulle Inspecteuren være i Steden for, og betale Publikum den Skade de derover lider: at Seiladsen mindskes, og Dagleiere mistede Fortieneste derover, især Mængden.

Skaden af den frie Handel i Dannemark, i 200 Aar om at erstatte.

24. Alt hvad de Lande Holland, Engeland og Tydskland have og handle med, kan vi og have, det har de tvende høyviiste Konger Christianerne, den 2den og 4de viist i deres Tider, da de afskaffede hiin skadelige Lybekske og Hamborgske frie Handel her: og gav lige frie Handel dvs. Friheds Octroy, til hver Kiøbsteds Kiøbmænd i Handel og Told, hvorved de begynte den langtfraliggende Handel paa Ostindien, Guinea og Vestindien & c. Om denne Handel bedre at forceere, skal følge her bag efter.

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Hvad Handel og Fahrvande vi først bør begynde.

25. Først umage Kiøbenhavn sig som melt er, med den Baltiske Handel, den de kan alleene have, for der fra til de ovenmældte, og igien noget tilbage fra dem det de have, retorner til de første Steder, (herom see videre første Deel om Kiøbh. Handel,) Denne Stad, og alle andre Danske og Norske Steder, skal da ikke fattes Handel, og give Fremmede deres Fragter, ei heller Brød og Søefolk, da vil Engeland og Holland intet Fortrin have for os, da kan vi selv skaffe vore Seileres, der nu tiene Brød for dem, ikke alleene Brød og andet fornødent i deres eget Land, langt lettere, end de nu have det i Hol- og Engeland, naar de faaer deres Føring igien: Kongen som behøver dem, skal og da, hastigere og uden Tvang, faae det fornødne Antal, naar de her hiemme kan have Raad til at giftes, føde Kone og Born, Landet til Folke-Avlingens og Handelens rette Frem- væxt

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

26. Men, synes der ikke urimmeligt, at tænke paa Folkemængdens Udbredelse, førend der haves Nærings Veie til dem i Landet, vi have ingen Folke-Mangel, og mindre skal vi faae, naar først alle de ommeldte Næringsveie, bliver igien aabnet, hvilke lenge have været tillukte af Blaks Arvinger, for de frie Børn i Landene. Videre skal følge, om begieres.

27.) Læser man om vor gamle Danske Nøye og sparsommelige Husholdnings Maade, da er det ret fornøyeligt, som den høymodige Danske Helt stærk Odder fortæller os derom; at de lode sig nøye med en a to Retter Mad. & c. & c. Nu spises for at spise, eler og for at blive syge, og for at faae ødelagt Landet. Ja! Borgerne vil med, monne den Levemaade ikke og være en Aarsag til dyr Tiid! især Smør og Brende, slagte Qvæg og Faar, der edes som Lam og Kalve, ligesom den er en Aarsag til hastig Død og syge Legemer, og fleere Doctorer i disse, end

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

i de Tilder, thi da spiste de dem ikke syge, var langt stærkere og levede længere.

Dronning Dagmars Maade at skierpe Folket og spare Bekostning paa.

28. Da den store berømmelige og Hukommelses værdige store Dronning Margaretha kom her ind, var hun og strax betænkt paa, hvorledes hun lettest kunde lære Stænderne, som boede langt fra Hoffet, ikke alleene Dyd men endog zirlig dog menagerlige Lader og Opførsel, og i det tillige, indeholder unyttige Udgifter eller Bekostninger, til hviken Ende, hun afskaffede de ordenlige Hoff-Kammer-Damer, og ved sin Herre, Kongen, befalede at alle Herremændenes Koner over alt Dannemarks Rige, skulde hver deres bestemte Tiid, være hos hende til Opvartning, Tuur efter Tuur, og Adels-Konerne, lige saa vel som Mændene giøre Riget nogen Tieneste, hun gav dem derimod det Ære-Navn, Frue: at tilkiende give, de vare Adelsmænds Hustruer, da de

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

erfarede hendes, nemlig: Dronningens store Viished og Dyd, kaldede Fruerne hende Dagmar dvs. Aurora. Samme Dronning distinguerede dem og frem for andre Koner, ved en vis Klædedragt, Zindal, dog menaceerlig og af Landets eget, det samme Fruer selv maatte forarbeide. Men især forbøde: at ingen Tienneste-Pige maatte lade sig see i Helligdags Klæder, som lignede liige, hendes Madmoders, saa som Hovedtøy og rynkede Klæder.

29.) Det var vel og at ønske endnu, at Pigerne i deres Dragt, bleve indskrænket, især deres alt for bekostelige Hovedsætter afskaffet: der fordrer lige saa meget som deres Løn, og de des Aarsag, alt for stor Løn, af dem som behøver deres Tieneste; da kunde de, som forhen i Tiiden, tiene en Mand for 14 a 16 Mark om halv Aaret, og en mindre Pige for 10 Mark. Denne nu paa nogle Aar høyst opstegne Løn, svækker og Borger skabet; thi de tør dog paastaae Skatten betalt for dem til, alligevel, og fik de da ikke Raad til Kramtøy, saa fik dog vort eget hiem-

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

megiorte Tøy, desbedre Aftræk hos dem, saa som det var lettere i Prisen, og bedre kom overeens med den Penge for dem og deres Stand, til Landets egen Vandel.

Endnu andre Aarsager til dyr Tiid.

30. Hvo vil ikke troe, at en Ting kan

kiøbes noget billigere for Contant end for Banco, saa at deres Begyndelse ved at have taget alt meere og meere, har nu da Nøden er, bragt det til Tiids Priis. O! en stor Skade for Handelen: det var derfore høiligen at ønske, og jeg ønsker det hierteligen, at Majesteten Kongen vil allernaadigst behage selv at tage Banqven til sig; da skulle han faae at see sit Riges Penge-Mangel, hvor langt, at Banco overstiger sit Riges klingende Myndt, ingen uden Banco-Commissarierne veed, eller som de, kan see det. Det er vel sant at Dannemark hos andre Riger og Banqver have Penge, og store Penge, men gid vi havde dem herinde igien, da kunde Kongen med dem let ophæve Papirs-Mynten.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

31.) Qvæg-Sygen giør og meget, men i Aar 1757 og 1758 var her stor dyr Tiid, og ingen Qvægsyge.

32.) Til det almindelige Vel i Kiøbenhavn, maatte man vel ønske, Brøggernes, den Staden skadelige Omgang, maatte allernaadigst ophæves. Bygget af Kongens de nu har, kunde være til et Korn-Magazin, for samme til et Fund. Til Kongens Interesse kunde det ikke skade, men Byen meget tiene, det eeneste om ikke paa Møllen, men da kunde Maltet veies i Steden at der nu maales, under Slæb at forekomme.

Anden Afhandling.

Om Rettergang, og Dommerne.

1.) Siden den underholdene Forstand udfordrede Konger, udforderer og Regiere-Magten en Lov, Lovkyndighed og Dommere: Den vældige Jægere og første Konge Nimmerodt, enddog at han havde faaet Kon-

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Konge Navnet, kunde han dog ikke være det i eet og alt, førend at han havde sat Love:

Dette viises os af alle kloge Hedenske Rigers, og af vor egen gamle Danske Staats Forfatning.

2.) Men, monne det ikke var godt, at alle Under Rets Dommer havde ikke alleene lige meget, men endog fast aarlig Løn 4 a 500 Rdlr., som bleve tagne, af alt det, som af Processen indkom, og de efter Ting-Bogen, at giøre Kammeret til Kongen Regnskab derfor, da blev det en Dommer umueligt at dømme for Gave, thi om hvilken der Ringeste deri kunde opdages om, burde agtes for en Nidding, og aldrig sin livs Tiid finde Embede: han burde om det var tillige en ulovlig Dom, som hiin Romerske, klæde sin Domstoel med sin gamle Skiorte, og Sønnen sidde derpaa dvs. Efterkommeren til Advarsel.

3.) Overtraades ikke de Danske og Norske Love? blev der jo, aldrig funden en uretfærdig Dom, og saa mange skutte dvs. appellerede Sager;

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

thi Forordningen for den Danske og Norske Lov, viser, at Lovens Ret skal være lige reen for alle, og dog tør en Dommer belee en Bonde, om han i sin Troeskyldighed og Ret, tør beraabe sig paa Loven, dette veed jeg er skeet, for en offentlig sat Ret, i manges Paahør, giør Dommerne nar af Lovene, hvo skal da helligholde dem, og hvorefter skal der da deeles og paaberaabes, ikke under at deele Fogeder ere saa forfærdelige, helst for Bønder. Men der er vist ingen hellig Frygt for Loven, naar at en Dommer ikke helliger den, og det uden Persons Anseelse, om den anden end er meere end Bonden, eller en Bondeplagere. & c. & c.

4.) Saa sandt som urerfærdige Domme og Dommere ere mange; men var her ingen Procuratores ɔ: Fortalsmænd i Dansk, saa sandt de vare langt færre.

5.) Men det er vel ikke af Veien, at eftersee, hvad Oprindelse Maalsmænd, Formaalsmænd Tals, Fortalsmænd, Deelemaal,

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Deelefogder, Rette ɔ: Love, haver: der om Har man alleene at læse: Moses udvaldte Mænd som frygte Gud, sandrue Mænd, som Hade Løyn og Gierrighed, 2. Mos. B. 18. Cap. 21 og 25 V. dette er da Underdommeres og Procuratores eller Fortalsmænds Stiftelse.

6) Lige Grund, tog Kong Artaxexxe, da Han atter ville bygge Jerusalems Stad; Brevet derom er dette: Sæt Dommere og Lovkyndige dvs. Fortalsmænd. Esre 7 Cap. 25. V.

7.) Procuratorerne kan langt fra ikke være Aarsagerne til, at en Dommer dømmer og anvender Loven uretfærdig, men at Dommeren snarere skal dømme efter Loven; thi om en Fortalsmand viger fra sine Pligter og Lovens Sandhed, Hvorfore dømmer Dommeren ham ikke strax efter Lovens 1ste, 9de, 10de og 11te Artikel, og især hans Eed og udgivede Troeskabs Revers, at de Danske og Norske Riges Love i Retten (som bør holdes saa hellig, som for Guds og Kongens An-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

sigt) ikke skal overtrædes, til side sættes, forandres og trædes under Føder, ved Dommerens Hielp. Hvo seer da ikke, at det er ved Dommeren Rigets Love overtrædes, og den Fattige frarives sin Ret, saa længe en Dommer maa tage Penge, om det endog skeer af for god Forstaaelse med Prokuratoren.

8.) Det negtes aldrig, at jo, Formaliteterne Extenderes alt forvit, De ere gode, men deres Udvidelse forskaffer desfleere Sager, og Sagerne desfleere Salarier for Dommeren, hvilket kunde ikke skee, om hvær fik 400 Rixdl. Aarlig fast Løn, og over Dommeren dobbelt, at de ei skulle af Mangel, nødes til, at hielpes ad, for begge at leve.

9.) Det maa vel giøre en fattig Mand undt, at han mister sin Ret, om han forsømmer en Formalitet, som en Riig langt lettere kan bekoste, end han der ingen Penge har, og saaledes lider da 2 gange Uret. Herudi, er alle reedelige Procuratorer eenige, men vel ikke den Deel som ere ureedelige Dommere,

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

for da tabte de, en Deel Incaminations-Penge, og det kommer an paa Penge, til at kiøbe Stats-Hæfte og Vogne; det er dem ikke om Dommer-Embeder, Rættens Kierhed, og den Byrde for at tiene Landet og en Fattig, at de søger Dommer-Tieneste, men det er Penge, Ærestandes Høyhed over andre, og de kan blive i Stand til at føre sig pregtig, leve herlig og i Glæde.

10.) Uden Lov kan intet Land styres, ene god Lov, endog Mose Lov, er en forargelig og skadelig eller ingen Lov, om dem ikke bruges og exerceres; thi da kan hverken de, som overtræder imod Gud, Kongen eller andre blive straffede, Sabats og Helligdages Overtræderes Straf, 4 Mos. B. 15, 30. er at de skal udryddes af Folket og det ud af Stad og Land; men hvor skal dette kunde iværksettes og skee, naar Kongens Ord, som er Loven og Retten, Templets ɔ: Kirken ikke helligholdes ɔ: al de Danske og Norske Love ikke maa overtrædes og forandres til nogen Stands Fordeel for en anden, men al Ting lige Skiel, fra den Dag af, at hver Ting

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

tages paa den Foed, da skal og vil der ikke behøves at udgives saa mange Bind Forordninger, til at forklare Loven, thi den skal da tiendes Ret, at være tydelig nok, og en Bog, Hellig, som ingen tør aftage eller tillægge, uden den, som gav den.

11.) Kong Dan den 1ste, Gram, Frode hin Store og Gorm den Christeligste, vare meget strenge til at holde over Loven, til det mindste deri; men derfore ere de af Dydens Kiendere og høyt opskrevne, at deres værdige Ihukommelse endog leve, endog paa denne Dag, de taalede hverken Indgreb mod deres Myndighed eller Love.

12.) Naar det skal ikke komme an paa Undskyldning for sin Ulovlighed dvs. Erklæring, som var Aarsagen til, at det mægtige Rommerske Rige blev omkastet (at dømme efter Erklæringer, er endnu det Franske Riges Stats Feyl og Beklagelse) Men saalænge Roms Raad, og alle andre Rigers Øvrighed og Landsbeskiermere, ikke afviiste de Fattige

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og Klagende: men saa snart et Rygte kom for dem, efterfuldte de Ord: Man skal flittig udspørge Rygte, og findes det fandt, da Straf, 5 Mos. B. 17 C. uden Persons, Rigdoms, Høyheds og Alderstigenheds Anseelse. Der torde vel være de, som giør sig nogle og 70 Aar, een tiender jeg, men ikke i hvad anden Hensigt.

Tredie Afhandling,

Om Mængden af Betientere.

1.) Det gik jo ligesaa ugudelig til i Irael,

da de havde for mange Dommere, som da de havde for faa eller ingen ɔ: Øvrigheds Personer og Dommere i een Person: Mon Danmark ikke har for mange saakaldede Øvrigheds-Personer, naar et Amt eller Fylge, naar det har 1. Cammer, 2. Lehns eller Stiftsbefalingsmand, 3. Amtmand, 4. Amtsforvalter, 5. Regimentskriver, 6. Bir-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider

kedommer eller Herredsdommer, 7. Foged, 8. Mange andre smaae Fogeder, som alle kand tages under eet No.: Alle disse skal have Løn, er Landets Hartkorn Høyere i Skattere nd fordum, saa dog hverken har eller faae Kongen saa meget i sit Dressel, som fordum, da een eeneste Mand forrettede eene alt dette disse 12 til 16 Slags Betiente nu forretter; thi til disse mange Betientre at lønne, gaaer vel de fleeste Skatter hen. Foruden ikke at tale om, hvad Byrde de ikke ere, de udmatte Landsbye Folk, nnder samme Paaskud; skal deres virkelige Tieneste de giøre, som af disse Subalterne sidste boer paa Landet, giør Kongen og Riget, da er den vel allerede nævnet, item at æde, til de vorde fæde, saa at ingen Docter kand hielpe dem.

2.) Men at tale om Ret og Retfærdigheden, disse mange Dommere befordrer paa Landet, til hvo af disse, skal en Fattig og Fornærmet søge om Ret, den eene henviiser ham til den anden, og naar han har været hos dem alle, da er han ulykkeligere end da han

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

begyndte, helst om han fornærmes af en Kongelig Betient, Monne de ikke stikker Hovederne sammen mod ham, han faaer det at finde, at om den Høyere skal paa Embedets Vegne komme at besøge den anden, for Kongens, deels og for Folkets Rets Befordring, da kan vel et Tractement i nogle Dage giøre Visiten godt.

3.) Disse mange Slags Embedsmænd, giør langt snarere Dyrtiid paa Retten i Landet for det Almindelige Almues Folk, tvertimod Majestætens Høy Viise Hensigt, end at de deeler Retten liige til enhver med god Fremgang.

4. O! hvad Got giør Mængden da Kongen? de fortære Kongens Penge og den Fattiges med, torde nogen forhen søge sin Fader ɔ: Kongen om Hielp mod deres Vold; da lagde de ikke allene een Sag men mange Sager imod ham, alle enige som Fiender, hvo skulle ventet det, af de som Kongen sætter til Rettens Uddeelere: Men vidste Kon-

for af kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

gen al den store Jammer og Lande-Plagen der øves over Landet, som man ikke tør skrive, skulle mange Tyve have tient større Straf end at henges.

5.) Gid, at det igien var som i Fordum, da en eneste Dansk Mand dvs. Sysselmand forestod disse Embeder i et Embede, han holdt fornødent Folk, og var alle disse Betientere og Embedsmænd i een Person paa Landet. Naar nogen havde Trætte komme de sammen for ham, og han afsagde strax Ret imellem dem (nu siger enhver af dem: Stævn, det er ikke vor Sag, er det da ikke Sandhed, at de alleene er i deres Gierninger for at æde Kongens Skatter og Landets Fedme). Ville de ikke strax Orves dermed, da henviiste Lehsmanden dem til Retten, da blev de dømt efter Loven. Dette finder vi i vore gamle Love, og Rigers Kundskabs Bøger.

6.) Hvo seer da ikke, at der i de Tiider kunde være, og gaae fleere Penge i Kongens Dressel end nu i denne Tiid, den Tiid var

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

der ikkuns en eneste Mand at holde, i hvis Sted nu holdes 16ten. Da kunde langt nærmere erholdes Ret, end nu, de skal være nødt til, i alle Tilfælde at søge Tinget eller lide Uret, og søges om de tør søge deres Ret, er dette ikre tvertimod Lovens 1. 26. 3.

7.) I de Tiider blev ikke Rente-Cammer og Cancellie overveltet med Memorialer, for de behøvdes ikke, hvor over, ikke heller der i de Steder behøvdes saa mange Betientre som nu, endskiønt vi da havde mere at bestille (nemlig, vi havde Skaane, Halling, Blegen, den fratagne Norske Deel Lifland, Curland og Øssel) vide Kong Christian den 5tes Resolution af 12 Junii 1672.

8.) Men endog i denne Tilfælde at berøre om Handel, Vandel og Rigets Flor, monne de mange Slags Embedsmænd i et hvert lidet Amt befordrer det, saa Sædemanden kan sælge saa meget som Fordum: derom lader jeg andre de Høyeste og Viise dømme. Saa skulle man dog tænke, at Lan-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

dets Fabriker ved dem skulle have nogen og sin beste Aftræk, siden denne Tids Alders Embedsmænd ikke som Kong Regner Lodbrog nøyes med lodne Skind-Pælse og Valmens Klæder, der om tviler jeg og; men sagde nogen, at Parises eller anden Udenrigs Fabriker baader deraf, er vel bekiendt, helst af dem, som stiele det ind: hvorved baade vore Fabriker ødes og Kongen bestieles sin Told, alle Told-Bestielere og Tyve, Hælere og Stiælere burde hænges paa Hamans Træe: at de Danske Love kan blive holdet, Paven Har fordum faaet Folk til at troe og holde Løyn, hvorfore skulle ikke og ved Kong Gram den Grummes, og dog Aller-Christeligstes. brugte Maade, vor Lov og Forordninger ikke kunde holdes, men Aarsagen hvoraf de overtrædes, har jeg viist i det første.

Om Kiøbstederne.

1. Det er vel ikke Landene alleene, her har for mange Øvrigheds Personer at holde og skatte til, der legger Kongens Børn dvs.

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

alle Kongens Undersaatter, Skat paa Skat i og Tyngde paa Tyngde.

Store Kiøbsteder kunde vel styres ved een virkelig Borgemester, som der til blev antaget hvert Nyt-Aar, og ved Aarets Ende, strax giorde Kongen og Byen Regnskab for sin Huusholdning, men endog Byens Casse, især i Kiøbenhavn, at være i Kongens Giemme. Saalænge Rom blev saaledes regieret, og een blev ikke stedse Borgemester, gik det Staden og dens Vælde vel.

2.) Kan een Konge alleene regiere store Riger vel, som vi endnu seer paa denne Dag, hvor for skulle ikke og een eeneste Borgemester af Stadens Borgerstab, og det uden enten fleere eller en anden Præsident, (Bormesteren er jo Præsident,) endnu i disse Tider kunde styre den, saa vel som Fordum, skulle han høyt have fleere med sig, kunde det være en Vice-Borgemester, og 4re Raadmænd, der altid blev virkelig Borgemester efter Den Afgaaende, da der atter af Kongen ef-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

terat de 32 Mænd havde indsent deres forseglede Borum til Kongen, saa at den eene ikke vidste eller aabenbarede den anden hvem han voterede paa, foreslaae 2 a 3, at udvælge en anden Vice-Borgemester og 4re Raadmænd, af de 32 Mænd, og andre af Borgerne i deres Sted. Og ellers videre efter Kiøbenhavns Privilegier af 24 Junii 1661.

3.) Hvilken Borgemester vilde da ikke stræbe, at giøre sig sand Flid paa at have forestaaet sit Embede vel og lovlig i sit Aar.

4.) Men om samme Omvexling skeede med alle Rodemesterne, efter sit Aar.

5.) Et lidet Fogderie, der ei kan høste en Skieppe Havre, en liden Skatte-Oppebørsel, der ei kan indrente et Par Støvle-Fødder.

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Om Told-Betientere.

1.) Men lad os overveie: er her ikke fleere Steder, at de have paa Kongens Regning til Landets Byrde foranstaltet for mange Embedsmænd og Betientere: see til Toldboden, der kunde og taales Afslag, har een a to Mænd for kort siden, kundet bestride, det som nu 6 a 8 holdes for, er disse ikke og til Pengespilde for Kongen, og toldes der ikke og til dem. See og betragter videre: da er det Sans Despute, at alle overflødige Betientere ere Landet til Byrde, som betynges af dem, og bærer Byrden og slider for Brødet for dem; fortære de Kongens Penge, hos Almuen, saa fattes de dog i Kongens Casse, og hielper til dyr Tiid og Overdaadigheds Udbredelse, bedre var Landet tient af dem, om de vare Haandværkere, Manafacturister og Handlere, ikke i Stuer og Kieldere, men over Søen og paa andre Lande, om ikke meere: saa dog at vi selv kunde forsyne vort Norge, da der med Tiiden, kom alt meere og meere.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

2.) Er det en Skrubel at lade sin Søn lære Haandværk: nei, det er en Ære, item Kiøbmandsskab, der for kan han nok forud have lært sin Christendom, leve christelig, og døe salig, og Vennesalig; det er en Skam, at de bliver Dagtyve, om de end er prægtig klædt paa Fransk, saa har Staden i dem dog ingen Soldater, have vi da Mangel paa Folk i Dannemark, her til svares baade ja og nei, paa Arbeidere til almindelig Nytte er vel faa, og paa de andre for mange, og 10 dobbelt imod Fordum.

Fierde Afhandling.

Om Geistligheden.

1.) Fordi at Præstene er Guds Øiesteene, nemlig: de Redelige, saa er de det dog ikke alle, jeg meener de Ureedelige, fordi Ordet staaer der: de er Guds Øiesteen, skulle Kong Christian den 3die derfor ikke afskaffet deres

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Onde, (Præsterne saae det gierne, de tordnede nok, men han var ikke bange for Skiærs-Ild,) hvor skulle vi da nu paa denne Tiid have havt den reene Saligheds Kundskab og Lære? hvor skulle vi da kunde vide, hvad der var Lærdom, Troe og et saligt Budskab? og hvad der var Paaskuds Paafund af Menneskens Skikke og Ceremonier; kan der ikke i 230 Aar og derover, være opvoxt nogle Misordentligheder; men veed jo, for kort Tiid siden, at een og anden Præst, har haft hæslige unyttige Processer, forbudent dem i Guds Ord, som skal være de Blindes Styrere, men man veed og, ere de noget Lovkyndige, saa er der ingen værre end de, fordi de har for mange Penge at pokke paa.

2.) Fordi Joseph hialp Præsterne i Ægypti Land, til at beholde deres Jord, derfore kan det ikke siges, at de Israelitiske Præster fik hver en Sæde-Gaard til, for at blive baade Eiendoms Bønder og Proprietairer,

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Kiøbmænd og Handelsmænd, nei! de fik hver een fastsat beskikket Deel, og saa længe det holdes der ved, og de ikke overskrede deres Embede med fremmed Handel, og fyldte dem med Gierrighed, gik det vel til i Israel, men da de bleve rige og fede, slog de bag op. Da de ikke overskreed deres Embede gik det vel til, men da de ikke nøiedes dermed, opkastede sig, tog alt meere og meere, for at blive al Ting, lod Gud dem og udjage, af Sted, Kirke og Land.

3.) Tiender, Kirke- og Præste-Offerne i det gamle Testamentes Tider, blev alt sligt ikke samlet Tiid efter Tiid, og deraf fik enhver Tempels Betient sin visse Løn og Levemaade betalt, hvorfor burde det ikke være saaledes endnu, og til Magelighed og Lettelse, fra en og anden Bekymring for Præsterne.

4.) Beraaber de sig paa Christian den 3dies Kirke-Ordinands, det allerrareste Kir-

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

ke-Skrift, som Verden nogen Tiid har bragt for lyset, at de er der udi ikke saa hart indskrænket, som man nu skriver, der til svares: at det er ikke at undre over, saa som det var den Tiid Riget var Catolsk, og skulde føres tit Evangelium, saa at al Ting paa den Tiid ikke kunde giøres paa en Gang, nok er det, til et Exempel for Dannemarks Ære, at ingen Reformation i noget Rige Har større, om saa stor Ære, som i Dannemark, og maatte alle benytte dem af os og samme Bog, heller ikke har de Luthers egen hændige Underskrift, og glædelige Confirmation saa høitidelig som vi.

5.) Men for at komme til Præsterne igien, i hvad der endog siges derimod; thi af det pro og contra afhandles, kan siden det sande uddrages; at feile er menneskelig, og en Contrarius, kan og i en og anden Indsigelse sige nogen Sandhed, det en redelig Tænkende aldrig benegter; men haver ikke St. Pau-

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

lus, som han selv siger i sin Kundskabs Bog, beskreven ved hans Tiener St Luca, lært og viist, hvorledes en Præstes Levemaade bør være, Apost. Gier. 20 Cap. 34 Vers. At han var ikke een til Byrde i Menigheden, men med sit Telt og Seglmager-Haandværk fortiente selv sit eget Brød, ikke alleene til sig, men endog til sit Følgeskab. Man legger Mærke til, at Paulus var en Haandværksmand, enddog han havde studeret Philosophien, og var en Student, og dog foragtes nu Haandværkere, indtil af Præsteskabet: de beraabe sig paa, at være i de Disciplers Sted, og dog vil de ikke til den Vei, som de, jeg lader da andre dømme, om de ikke ligner de Rommerske meere en Christi Discipler, og følgelig kan behøves en Irættesættelse og Forandring dvs. Reformationen, i et og andet.

6.) Ellers synes det nødvendigt at holde sig fra den Formula Concordia, som den

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

hellige Danske Konge Christian den 3die med samt Lutherus og andre store Mænd, ikke har fundet approberet her i Norden, at vi ikke blive Calvinske førend vi veed deraf, vel nok at vore Præster paa den Reformerte Viis, fik alle lige meget Excepte Kiøbenhavns Præster: dermed haaber jeg, at baade de og det Almindelige var tilfreds og tient med; men den Præstelige og ret Præstelige Dragt, som en stor Dansk Konge haver givet dem, kommer ret overeens med Standen, og er ikke heller saa kostbart, de som ikke ere Bisper eller rige eller hoffærdige, de bekoster ikke Fløyels eller Silke-Kiorteler. Og for at Viise, at om vi have endnu nogle Ceremonier der kommer overeens med hine gode gamle Rommerske, da dyrke vi dem ikke, følgelig er de os ikke onde, fordi de ere gamle, og en Ting af nye, kan lige saa lidet være god fordi den er nye, men og skadeligere.

7.) Graver- og Klokker-Embederne, tilkom de ikke efter nogle Kongelige Forordninger,

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Borgere, som ville søge dem, førend Skoe-Putsere, der ikke have giort sig værdige ved enten Studium eller Byens Tyngde.

8.) Rommerske Ceremonier & c. da have de

Reformeerte langt flere og farligere end vi, og som i Dannemark ikke heller bør nævnes, men hvo som vil være overbeviist derom, de vil jeg herved have henviist til den gode og retsindige Danske Evangeliske Præst, Biskop Bornemann, der i nogle Piece have tydelig viist og afhandlet det, at den Sigt, eller Sætning, er langt farlige end en oplyst Catolik, som ikke synder paa udvægelse eller Kosning.

9.) Og dette veed vi, at uden Ceremonier kan ingen Religion dyrkes af Mennesken, som vil have noget synligt for Øyene, dette beviises med Een. 4 Cap., endog det ikke var paalagt Cajen og Abel at bruge Ceremonie

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og Ofringer, naar ikkuns Skikkene kommer overeens med Lærdommen uden Anstød, som i vore Kirker.

Femte Afhandling, Om de Danske Sølv-Aarer og Kaabber-Bierge, hvor de ere at finde, samt Bernsteen i stor Overflødighed.

1.) Har Dannemark paa nærværende Tiid Sølv- og Penge Mangel, til at drive deres Fabriker og Søefart med? hvorfore tænkes da ikke paa, at betænke andre og benytte os af nye og vore ældste Middel, om de end ikke ere de nu Sædvanlige, naar de ikkuns føre os til Maalet.

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Har vi ikke Sølv-Aarer i Dannemark: saa sagde Hollænderne os om Norge, havde vore gamle Danske Forfædre ikkuns efterladt os Optegnelse paa Ertsstæderne, samt deres Maade og Omgang dermed: saa vist som de havde andre slags Ertser i Dannemark end Sølv alleene, jo, de havde den; men vi bør sige tillige, havde vi ikkuns conserveret deres Forstand, saa at vi nu kundet raadført os med dem og taler med dem, jeg meener deres Runekonst, Asakonst, Skrift og Læsning.

Jeg har just i dette, sat mig for at giøre et Forsøg, om mine Landsmænd have Lyst, men det kommer det an paa, saa vil jeg viise, hvor vi har Sølv, Kaabber og Bernsteen i stor Mængde, naar det søges, og dette læses med Atantion.

2.) Med Chineserne behøve vi ikke at drive vor Handel med vort reene Sølv, og saa

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Handle for at handle, til Landet er fattig for Sølv; thi vilde ikkuns vore rige Kiøbmand (men hvo er de, de have vel ikke Kiøbmands Navn) søge Kongen, som i Første Afhandling meldt er, og nu her om denne vor Bernsteen at maae opgrave, som dette Lille, dog deraf, rige Land er fuldt af. Da kunde dette Rige ret handle paa China, til Kongedommets Fordeel og Negotianternes Vinding, og det alt for denne vor egen Bernsteen.

3.) At kiende Landets Sted, er vel da Sagen, hvor samme Bernsteen haves i stor Mængde; thi naar det bliver nu bekiendt, glædes vel mange derved; men det kommer an paa at begynde Tingene ret og den Methode hvorved vi faaer det op af Jorden, Det er begravet i. Det siges om Landet at være en Steen-Klippe og haver Sølv-Aarer i Øster og Vester, men det lader snarere,

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

som andre dømmer, i sær paa denne Ende, at Søen haver sammenskyllet det, og giort det til et Land; dog det er Gisning.

3.) Marken er slet, Træer og Steen er derpaa ikke i Veien, men Sagen er vel denne, Beboerne ere Landboe og Eiere af Grunden, hvilke lige saa lidet som en Nordmand ville lade sin Grund og Pløye-Land opgrave, mindre selv tilkiendegive Steden, for ikke at blive skildt ved Ageren, dog, det er ligemeget, Stedet veed jeg, naar kuns

5.) At een vil giøre Begyndelse med at kiøbe een à toe af dette Lands Gaarde af dem, dog med denne nøye Observation, at Indbyggerne ikke fik at vide Hensigten; thi da fik den ene ikke Lov til at sælge, for den anden.

6.) Gik det an med Kiøbet! Lad da opgrave paa dine Pløye-Agre, paa den Kant

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Ud til Kiøge-Bugt, men brug ingen af Landets Folk her til; thi de skal fixere dig snildelig, og til intet giøre dette skiønne Værk; naar de saae Bernstenen, skulle de være under ɔ: forkiøbt, og sige: det er intet, det er Graaesteen; thi Bernsteen her, den ligger ikke meget dybt.

7.) Ellers have vi Kaabber-Grunde i Aads-Herred, der, som Vandet udflyder af Bierget, hvorefter Stedet, der kan videre søges, ved at undersøge om ikke Vandet er Kaabberet, om derudi ikke findes Kaabber.

Meere siden.

8.) Retsindige Fædrenelandets Elskere, anvender dog nogen af eders Formue herpaa, for at formeere den i alt have, saa bliver Landet lykkeligst under denne Monarks Regiering, end under Kongernes Faders, Kong

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Christian den Store ɔ: Christian den 4des Regiering.

Ligesom jeg seer at dette gefalder mine Landsmænd, skal det opmuntre mig til, at fremstille meere om dette og

ANDEet.

Resten skal følge.