Luxdorphs samling af trykkefrihedens skrifter 1770-1773: Række 1 bind 4

Junior Philopatreias-Første Deel,

fem Anmærkninger.

1. Sammenligning af De gamle og nye dyre Tider i Dannemark, og hvoraf baade Handelen kan bringes paa Fode og neddæmpes.

2. Om Rettergang og Dommerne. 3. Om Mængden af Betientere.

4. Om Geistligheden.

5. Om de Danske Sølv Aarer og andre skiulte Jordiske Rigdomme, hvor de er at sinde.

Sluttet i Kiøbenhavn, den 22 December 1770.

Kiøbenhavn, trykt hos T. Borups Efterl., boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Første Afhandling.

Om de gode og dyre Tiider, Dannemarks Handels-Magt, hvoraf baade kan qvælde og neddæmpes.

Og de Persers og Meeders Love maa ikke overtrædes, (Efter B. 1 C. 19. V.)

1.) Var dette ikke Grunden, tit de Rigers Magt, Vælde og samlede Flors Bestandighed, saa længe de bleve holdet.

2.) Tilkiende giver Ordene, at Lovene skal, af alle Undersaatterne efterleves, intet

4

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

stikkes under Stoel, Hvad enten de er af høy eller nedrig Stand, der mod syndede, over dem skal Kongens Ord og Lovens Straf uopholdelig strax exeqveres: det skeede, og saa længe gik det vel til over Landene, ja over alle Landets Bern, fordi at Loven var lige billig for enhver Stand, lige forbrut, fik lige Straf, en stor Dronning kan ikke unskyldes for sin Konges Vrede; men maa strax forjages af Slot og Stad; Haman maatte hænges, enddog han var af de Store næst Kongen, fra de Dage af, bliver Kongen større end forhen.

Ingen var da Addel i Navn, mindre deres Børn i Gierningen. ɔ: Arvelig til Fædrenes Embeder, længere end, at de vare troe og lydige.

Ingen var arvelig udvald Adel ɔ: Kiem pe, uden allene Kongens ældste Søn, han skulde arve Riget. De ældste Danske Grundlove vise os det, at det var allene Danner-Kongen og Kongens Børn, og deres Børn, den Rettighed tilkom.

5

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Derimod var alle de der vare Dannis dvs. dydige, de vare antagen der efter, og var Adel dvs. Aadil, som var Dansk Aadil fød, og ligesom de vare dydige og høymodige, der til med dygtige, blev de til Kiemper antagne at tiene Kongen i Krig og Raad, med ham at bære Landets Byrde; men ikke længere.

Langt mindre havde disse Adeliges Afkom og Børn, nogen Ret frem for en anden Dansk Borger, at arve for sin Faders Skyld, om han end havde være Folkes Konge eller Næsse-Konge, Jarl eller Hersa.

3.) Lands-Loven i Persen og Meeden, skulde

holdes hellig og uforanderlig, ja saa fast, at endskiønt Kongen efter Eftr. B. 2. C. 1 V. tænkte derpaa, kunde han for sit Kongelige Ord, ikke forandre den af ham selv kundgiorde og talede Lov, Saa hellig skulde Loven holdes, indtil hvert et Ord den Konge havde talet.

6

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

4.) O! give at det fulgtes, saa fandt, som de Danske og Norske Love ere byggede paa lige saa gode Grunde, som de Persers og Meeders.

5.) Skulle da ikke de Danske borgelige Stænder, kunde antræde efter høy Sal. Kong Friderik den Tredie dem givede Forord, af 1658.

1661 den 24 Junii, og samme Tienester i og uden Landet for vor Konge som hine, og fortiene Landets Brød, som da blev i Landet u uført, af nedstammende Aadils Børn.

Bedrager de ikke Kongen, som bedrager Undersaatterne, stopper deres Nærings Veie, adsplitter deres Handel og Vandel, forklikker Landet i Øinene, og taler ilde for dets Børn, henfører deres Fedme til Landet er ruineret i Bund og Grund, alt med en Udenlands Maske paa; hvad enten, at de slige Kongens og Almuens Stylere, er af Indføde eller ei, have de vel ikke fortient Dronning Vasti og Hofmæsterens Hamans Straf, ufortøvet, og uforanderlig at jages i Exilio

7

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

eller og hænges; thi hvo det giør er vel ikke Adel, enten han er Inden- eller Udenlands fra; men bør at ansee, som han er, udlændisk og udædisk, saa de Danske og Norske Love ikke forandres eller overtrædes, efter den Dag.

6.) Det var Iver Lykke, ingen Skam, at han var kommen af Marken med sin Plov, og selv spende sine Hæste derfra, da han fik Kong Margaretes dvs. Dronning Margaretes Kalds Brev, at være Rigets Høveds-Mand og Herrens Anførere.

Denne Iver Lykke var en sand Adelsmand og Herremand, af de gamle Danske Kiemper og Aadils Afkom: var de i disse Tider ikke meere kræsene for at røre ved Plov-Staven, vilde det ikke lidet befordre Kiøb paa Rug, Kiød og Flesk med meere.

7.) I de Tiider de Fordums Kongers skif tede deres Mænd og tog dem som næst oven er meldet af Aadilsmænd, nu af et Land og da af et andet til Hove, hver sin bestemte

8

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Tiid at tiene, hver efter sin Videnskab, og holde dem selv af deres Aadils Indkomst, de vare da ikke Kongen til Byrde og Landene til Skat; men desuden skattede og gav de Danner Kongen efter deres Evne saa meget, som de formaaede: Danner Kongerne Havde de Tider aldrig Mangel for Guld og Sølv, og Landene fattedes ikke Føde-Magaziner og Handel. Hvad Skatter paa Landets pløiede Land angaar, at der ikke var fleere paalagt, end Landgield: saa behøvedes de ikke heller, til at holde saa mangfoldige store og rige Embedsmand med, var der een eller anden duelig Fattig, de underholt Danner-Kongen og rigelig, naar de vare dydige, og til hans og Rigets Tieneste, som Kiemper og Mænd vare antagen, men ellers fik de ingen Sold. De Skatter i den Tids Alder gaves til Kongen, torde ingen stikke noget af under sig, men det løb til haabe ind i Kongens Dressel og Fadebor. 8.) Da enhver vilde gierne, og søgte for at tiene Kongen til Lands og Vands. Da

9

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

en Dansk Mand galdt meere end 2 a 3 Udlændiske: da manglede Danner-Kongen Heller aldrig trofaste Raad, endog de ikke var udvortes ziiret, eller med født Skiold, Hielm, Panser og Skiolde-Mærker, førend de havde mandelig forlient sligt, disse deres velfortiente Krigs og Troeskabs Tegn, forsledes og forældedes ikke heller, saa hastig, som de fine udenlandske Klæder nu, og des Aarsag forblev og Arbeidslønnen i Riget derfor. Hine sparte, var og for at bære Byrde, Skatte og give; men, mon disse ikke en Deel af dem, ikke ligesaa gierne søger at faae Skat og Landet forarmet.

9.) Haver den Tiid ikke været i Dannemark, da en Herre eller Adelsmand, efter Landets Love, maatte vist forvente at blive ringere end een Slave, om han giorde et Trin anderledes, end det Ord der udgik af Danner-Konges Mund, vare da ikke alle Stender ivrige, hastige, og med fyrigste Omhygelighed, som en Mand vaagne, for, at opregne den Lov paa Træ-Stave, Huus og

10

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Stue-Bielke, i deres Mark ved Veiene, til Vandrendes Efterretning, og især paa deres Bierge-Toppe i deres Gudinde Dysses Helligdom paa Steen-Alterne: de kunde høre og spørge var dem talet, givet og sat, af deres Føde, Kosning, Dans, Marks, Kongers Konge ɔ: Enevolds Konge: var der ikke den Tiid fleere Adeler end nu.

Men, monne der og var Forbeholdenhed? Hvo der maatte vide noget, og Udelukkelse fra at eie, handle og vandle, for een meere end een anden, af Dierssve Danske Jord-Eiende.

10.) En Kodener ɔ: Huus, indsider Mand, om han end var fød af Livegene, kunde han gaae lige til den Herremand, der for en Maaned forhen, havde sidet Raad med Kaaring Gram ɔ: Danner-Kongen! og af ham kiøbe Provision, Adelsmanden opholt sig ikke Heller over, selv at udmaale og veie det han solgte; mindre torde han negte at selge det, og Holde derpaa til dyrere Tid kom. Vid. Kong Snis Kundskabs Bog.

11

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

11.) Da var Høimodighed ikke pyntet Hovfærdighed, og ingen Rang galt uden Dyd, enhver skielvde for at tænke mindre giøre imod deres Konges Villie, ingen begierede andet, en det, der var tienligt for enhver Stand, og giordes da ikke heller Uforklaring over Loven til sin Stands Frieheder, og Skade over sine Medborgere: dette var vel ikke en liden Aarsag til den Alders gode Tiid, Rettens giæve Befordring, Handel og Vandels Floer, og Danske Mands Seier-Rig- hed og Folke-Righed; thi, de vare alle Danske Mænd og lige agtede, hver efter, som de var flittige.

12.) Forskiellen og Aarsagen til den Danske Handels Svaghed siden den Tiid, var vel ikke en Mangel paa Danske Mænds hengivne Hierter til deres Konge, og Godses Paaholdensted, Fra St. Knud Konges Tiid har Landet vel været svagere i den Post end for hans, Aarsagen synes denne: her kom ind i Landet, en Deel udlendiske Præster, som prædikede mod Lovens Forandring, og da de fik Blak

12

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og hans Anhang paa deres Side, stiftedes Love mod Kongen og Plage over heele Landet, en Fornærmelse imod Kongens selvraadige eene myndige Magt i Regieringen; Blak og hans Slægt holde uopholdelig Omkring St. Knud, for at han ikke skulde komme uden Byen, faae talt, sees høre og vide: at de, at de Danske Love, Danner-Kongens Ret, og Folket lige Frihed efter Dydens Vægt, var af dem bleven overtraadet; o! Høymodige. Fædrenelandets Elskere, havde de Blaks ikke det, da havde sandelig ikke hans Slegt, besidet Landets Fedme til denne Dag saa nær, at de Danske Love ikke maa overtrædes, og Folket ikke udslettes af sit fede Land, og vore eiegode Kongers hylde Skiød.

Dannemarks Tab og Skade af sidste fri Handel, i alle Stænder til Sædemanden.

13.) Men fremdeles at vide meere om Blak og hans Slegter, deres Afkoms Fore-

13

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

tagende, som næst oven meldt indtil disse Tider, da befæstede de sig strax i Kong Erici Tiid, meget i Bavary og Kong Friderik den 2dens Tiid, som de tvende store Regentere Dronning Margaretha og Kong Christian den 2den, og for Dansk Handel omhyggeligste, ikke havde udelugt Regiere-Stemmen: ligesom forbenævnte bemægtigede sig, eene at være om Danner-Kongernes Side, af og til som Kongerne vare myndige, og ikke lode sig binde Ufuldkommenheder, og bestandig Indesiddelse paa, bemægtigede de sig mæsterlig, eene at deele Landets Vandel, og hvad de ikke selv gad havt, forskreve de til Lybek, Hamborg: og andre Hanse ɔ: hensee eller Hovmodigheds Stæderne: som begge der under reves løs fra Dannemark af denne Blaks for at sætte os i Stampe,) saa de Aadels Eiende i Dannemark, der før kunde give sin Konge til Lethings Styrd, meere end det ansatte Boelstad for, mistede ikke allene Aadils Boelet, men er siden tillige med alle andre Stender, sat i de Omstændigheder, at Sædemand og Dagleiere ere nu meget enfoldige, men

14

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

det som værre er, om Sommeren have de fleste næsten ingen Føde, og Riget mindre dvs. sære Folkemængde end før, i hvor store Krige der førtes, og hvor mange der ihielsloges.

14.) Dannemark og Norge, med alle underliggende Lande, glæder eder nu, siger Danner-Kongen, Hiertelig takke, ofrer Fryde-Sange for ham og vores Aurora dvs. Dagmor; fordi han have stanset nogle egennyttige Mistyrere, og nogle som ville være alt det heele Rigens Børn burde være.

Offrer da alle som en Mand, eders Hierters Formue, gamle Danske Høimodige tappre Troehiertighed, til Eders Eiegode, (der er nu ingen i Veien,) fordi at I, atter have igien faaet eders Danske Habit, og forglem ikke at takke, med uendelig Skialderie, for, at i maa atter skrive og tale eders Sandheder, hver det, han veed, til sin Konge og Landets almindelige Gavn, fordi, at i Borgere igien bliver her i eders Navn og Pris, som eders Forfædre fordum vare.

15

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

15. At i lkke havde Handel og hurtig Seilads, vises jo, kom af disse Blaks Argumenter, de enddog ville venne eder til selv at sige efter: dette Folk er dumt, deres Sprog unyttig, deres Hierne er ikke spirituel, og Handel duer de slet intet til, men til at opføde Svin og Stude, de og deres bleve da eene Befriehedede, privilegerede og fik Octrojer, som gav dem Handelens Frugt foruden at yde Kongen sin Deel, hvilket Landets egne Børn i det Sted maatte vel bære des meere af; thi: det skulle jo komme et Steds fra, saa handlede de med Danner-Kongens Skatter og Landets Sveed.

Men disse slette Caracteerer over det Danske og Norske troehiertige Folk, indeholder intet andet end Egennytte og Usandheder; thi de have endnu ikke tabt eller omskiftet den gamle Danske Redelighed imod deres Konge, de er og lige saa stridbare, naar de anføres af deres Konge eller egen Mandhaftige. Er Riget ikke ligesaa beleilig, og langt meere end en Deel andre Riger, til Handel og

16

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Seilads. Vores Tunge er endnu den gamle Danske mandhaftige og oprigtige Tale, som fordum, enten vi handler eller forretter andet, hvad fattes os da? alleene at Blaks Sæd og Fransk Finnesser og Knæp, forbliver udlændiske fremdeles og i Exilio. At end ikke 3 blive god for en Dansk efter Frodes Lov.

16.) Skulle vi ikke faae Handel og Søefart nok, naar Kiøbenhavns Borgere, og alle Danske og Norske som eie Middel, alle som en Mand, og et Compagnie først bemægtiger og indtager dem, den gamle Danske ene tilhørende Baltiske Søe- og Handel.

17.) Alle med lige Frihed, lige Told og lige Byrder, uden Anseelse af Ære-Tegn, og Penge-Mængde, eller hans Faders Stands Embede, deres Kiøbmands Derection af skee ved Kiøbmænd, hvad enten de ere alle i et, eller i andre smaa Handlinger, hver for sig. Til at være i Stand til at begynde saaledes:

17

for af kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

18.) Alle de Skibe, som hvert Aar bliver cafferet og ophugget, enten til nogle faaes Tieneste, eller i Steden Kiiler, bleve skien ket denne Stad, til Fælleds Nytte i Handels og Kiøbmands-Lauget, for at forcere Seiladsens Brug og Nytte, paa de Farvande hvert var beqvemt til, eller og at selge samme med alt deres Tilbehør, for en billig Priis: da fik dog Kongen meere deraf, end han nu haver. Her om mere i det Værk, om Rigets Handel at udbrede. Første Deel om Kiøbenhavn er færdig at trykkes.

19.) Fra den Dag, skriver end nye Tids Regning og Periodus i Danner-Kongens Slægte-Bog, og Rigets Krønnike. Jeg meener fra den 14 September 1770. Vide 14 Parag.

20.) Kommer Dannemark saaledes til sit forrige, da kommer og Agerdyrknings Væsenet i sin gamle Danske Priis, hverken øde for Fødevahre og Folk, enten i eller uden Landet, jeg meener, paa dets Strømme. Det

18

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

man i disse Tider skal kunde faae at kiøbe fra Landet, skal vel komme meest fra Herre-Gaardene, for, at Agermændene med deres Folk, selv fortærer deres Høst, hvad der bliver til overs fra at selge til Skatterne, og Overdaadighederne opæder dem paa en gang, som tillige og, hos dem har indsneget sig, dette er og en Ødeleggere for baade dem og os til dyr Tid, deres Kroer opsvier ikke alleene en utroelig Mængde Korn i Landene, men deri, forsømmes Bonden at dyrke sin Jord. Og den Korntyv, viste vore Forfædre ikke af. Gid de vare reent afskaffede, og handlede alleene med Øll for Tørst, og Rom fra Vestindien, her er det Rugen bliver, som der fattes til Brød. Dette er udførligere paa et andet Sted, i det, om Kiøbenhavns Handel, første Deel.

21.) For Altid og alle Aar, at forekomme Klage og Mangel for Brød: et Korn-Magazin i ethvert Sogn over heele Riget, aldrig aabnes for Kornhandlere, og ikke selges Høyere end 1 Rdlr. Tønden, og i Kiøbste-

19

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

derne 1 Rdlr. 2 Mark, tillukkes igien naar det galt 5 Mark Td. En Tids-Alder var det saa gamle Dage, ved hver Kirke over alt Riget paa Kirke-Laderne, vide Synonyma; men siden Kirkeladerne er øde, var det da ikke Riget tienlig og beqvemligt her til i Stenden, at tage Præste-Gaardene, med samt alle trende Tiender, nemlig: Først, et vist Maal Korn i Skieppen, at de Fordringer skulle føres fra Bonden, og udselges for Kongens Regl. NB. Præsten kunde desuden have sine frie Værelser i Gaarden, og Sognet at holde den ved Hævd.

Item, Korn-Magaziner ved eller paa alle Amtstuer, og Tilvinters, foruden det som ydes, kiøbes ind for 4 a 5 Mark Tønden, og udsælges for 6 Mark Tønden af Rugen, og de andre Kornvahre der efter.

22.) Sædemændenes Tilstand af mange Slags Skatter, nu da Landets Vandel ikke florerer, er de vel ikke nogen Aarsag, til den dyre Tiid, betragter vi de Franske Overdaadigheder og

20

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

anden Falskhed, hvor Sølvet bliver borte af Landet: Er da ikke Penge-Tiiden og dyr.

Frie Handel og hvorledes.

23. Jeg hører endog de som ikke veed Hvad Handel er, at raabe paa frie Handel, som den bruges i Engeland, er Dannemark gavnlig, nemlig at alle vore Fabriqver derved desbedre kan florere, og ingen af dem at undergaae, fleere bliver anlagt, men paa Landet ude fra Ødselhed, naar der bliver giort en Bestemmelse over alt, paa alle Føde-Vahre, og da kan de her, saa got som nogen anden Steds faae Aftræk. Dog bør de aldrig meere, at oprettes af Kongens Casse: men af Danske retsindige Borgere: Lennende og Engelske trøkede Sirtser af røde blaa og andre, der ere langt bedre end de Ostindiske, burde at være de første. Her over burde ingen Udlændiske at være Derecteurer, men een eller flere af Fædrenelandets oprigtig Borgere være Tilsynsmand, for, at dets Mæ-

21

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

stere ikke skal giøre Giæld, og blive saa usynlige, for hver een der saaledes blev borte, og Fabriqver stanset, skulle Inspecteuren være i Steden for, og betale Publikum den Skade de derover lider: at Seiladsen mindskes, og Dagleiere mistede Fortieneste derover, især Mængden.

Skaden af den frie Handel i Dannemark, i 200 Aar om at erstatte.

24. Alt hvad de Lande Holland, Engeland og Tydskland have og handle med, kan vi og have, det har de tvende høyviiste Konger Christianerne, den 2den og 4de viist i deres Tider, da de afskaffede hiin skadelige Lybekske og Hamborgske frie Handel her: og gav lige frie Handel dvs. Friheds Octroy, til hver Kiøbsteds Kiøbmænd i Handel og Told, hvorved de begynte den langtfraliggende Handel paa Ostindien, Guinea og Vestindien & c. Om denne Handel bedre at forceere, skal følge her bag efter.

22

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Hvad Handel og Fahrvande vi først bør begynde.

25. Først umage Kiøbenhavn sig som melt er, med den Baltiske Handel, den de kan alleene have, for der fra til de ovenmældte, og igien noget tilbage fra dem det de have, retorner til de første Steder, (herom see videre første Deel om Kiøbh. Handel,) Denne Stad, og alle andre Danske og Norske Steder, skal da ikke fattes Handel, og give Fremmede deres Fragter, ei heller Brød og Søefolk, da vil Engeland og Holland intet Fortrin have for os, da kan vi selv skaffe vore Seileres, der nu tiene Brød for dem, ikke alleene Brød og andet fornødent i deres eget Land, langt lettere, end de nu have det i Hol- og Engeland, naar de faaer deres Føring igien: Kongen som behøver dem, skal og da, hastigere og uden Tvang, faae det fornødne Antal, naar de her hiemme kan have Raad til at giftes, føde Kone og Born, Landet til Folke-Avlingens og Handelens rette Frem- væxt

23

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

26. Men, synes der ikke urimmeligt, at tænke paa Folkemængdens Udbredelse, førend der haves Nærings Veie til dem i Landet, vi have ingen Folke-Mangel, og mindre skal vi faae, naar først alle de ommeldte Næringsveie, bliver igien aabnet, hvilke lenge have været tillukte af Blaks Arvinger, for de frie Børn i Landene. Videre skal følge, om begieres.

27.) Læser man om vor gamle Danske Nøye og sparsommelige Husholdnings Maade, da er det ret fornøyeligt, som den høymodige Danske Helt stærk Odder fortæller os derom; at de lode sig nøye med en a to Retter Mad. & c. & c. Nu spises for at spise, eler og for at blive syge, og for at faae ødelagt Landet. Ja! Borgerne vil med, monne den Levemaade ikke og være en Aarsag til dyr Tiid! især Smør og Brende, slagte Qvæg og Faar, der edes som Lam og Kalve, ligesom den er en Aarsag til hastig Død og syge Legemer, og fleere Doctorer i disse, end

24

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

i de Tilder, thi da spiste de dem ikke syge, var langt stærkere og levede længere.

Dronning Dagmars Maade at skierpe Folket og spare Bekostning paa.

28. Da den store berømmelige og Hukommelses værdige store Dronning Margaretha kom her ind, var hun og strax betænkt paa, hvorledes hun lettest kunde lære Stænderne, som boede langt fra Hoffet, ikke alleene Dyd men endog zirlig dog menagerlige Lader og Opførsel, og i det tillige, indeholder unyttige Udgifter eller Bekostninger, til hviken Ende, hun afskaffede de ordenlige Hoff-Kammer-Damer, og ved sin Herre, Kongen, befalede at alle Herremændenes Koner over alt Dannemarks Rige, skulde hver deres bestemte Tiid, være hos hende til Opvartning, Tuur efter Tuur, og Adels-Konerne, lige saa vel som Mændene giøre Riget nogen Tieneste, hun gav dem derimod det Ære-Navn, Frue: at tilkiende give, de vare Adelsmænds Hustruer, da de

25

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

erfarede hendes, nemlig: Dronningens store Viished og Dyd, kaldede Fruerne hende Dagmar dvs. Aurora. Samme Dronning distinguerede dem og frem for andre Koner, ved en vis Klædedragt, Zindal, dog menaceerlig og af Landets eget, det samme Fruer selv maatte forarbeide. Men især forbøde: at ingen Tienneste-Pige maatte lade sig see i Helligdags Klæder, som lignede liige, hendes Madmoders, saa som Hovedtøy og rynkede Klæder.

29.) Det var vel og at ønske endnu, at Pigerne i deres Dragt, bleve indskrænket, især deres alt for bekostelige Hovedsætter afskaffet: der fordrer lige saa meget som deres Løn, og de des Aarsag, alt for stor Løn, af dem som behøver deres Tieneste; da kunde de, som forhen i Tiiden, tiene en Mand for 14 a 16 Mark om halv Aaret, og en mindre Pige for 10 Mark. Denne nu paa nogle Aar høyst opstegne Løn, svækker og Borger skabet; thi de tør dog paastaae Skatten betalt for dem til, alligevel, og fik de da ikke Raad til Kramtøy, saa fik dog vort eget hiem-

26

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

megiorte Tøy, desbedre Aftræk hos dem, saa som det var lettere i Prisen, og bedre kom overeens med den Penge for dem og deres Stand, til Landets egen Vandel.

Endnu andre Aarsager til dyr Tiid.

30. Hvo vil ikke troe, at en Ting kan

kiøbes noget billigere for Contant end for Banco, saa at deres Begyndelse ved at have taget alt meere og meere, har nu da Nøden er, bragt det til Tiids Priis. O! en stor Skade for Handelen: det var derfore høiligen at ønske, og jeg ønsker det hierteligen, at Majesteten Kongen vil allernaadigst behage selv at tage Banqven til sig; da skulle han faae at see sit Riges Penge-Mangel, hvor langt, at Banco overstiger sit Riges klingende Myndt, ingen uden Banco-Commissarierne veed, eller som de, kan see det. Det er vel sant at Dannemark hos andre Riger og Banqver have Penge, og store Penge, men gid vi havde dem herinde igien, da kunde Kongen med dem let ophæve Papirs-Mynten.

27

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

31.) Qvæg-Sygen giør og meget, men i Aar 1757 og 1758 var her stor dyr Tiid, og ingen Qvægsyge.

32.) Til det almindelige Vel i Kiøbenhavn, maatte man vel ønske, Brøggernes, den Staden skadelige Omgang, maatte allernaadigst ophæves. Bygget af Kongens de nu har, kunde være til et Korn-Magazin, for samme til et Fund. Til Kongens Interesse kunde det ikke skade, men Byen meget tiene, det eeneste om ikke paa Møllen, men da kunde Maltet veies i Steden at der nu maales, under Slæb at forekomme.

Anden Afhandling.

Om Rettergang, og Dommerne.

1.) Siden den underholdene Forstand udfordrede Konger, udforderer og Regiere-Magten en Lov, Lovkyndighed og Dommere: Den vældige Jægere og første Konge Nimmerodt, enddog at han havde faaet Kon-

28

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Konge Navnet, kunde han dog ikke være det i eet og alt, førend at han havde sat Love:

Dette viises os af alle kloge Hedenske Rigers, og af vor egen gamle Danske Staats Forfatning.

2.) Men, monne det ikke var godt, at alle Under Rets Dommer havde ikke alleene lige meget, men endog fast aarlig Løn 4 a 500 Rdlr., som bleve tagne, af alt det, som af Processen indkom, og de efter Ting-Bogen, at giøre Kammeret til Kongen Regnskab derfor, da blev det en Dommer umueligt at dømme for Gave, thi om hvilken der Ringeste deri kunde opdages om, burde agtes for en Nidding, og aldrig sin livs Tiid finde Embede: han burde om det var tillige en ulovlig Dom, som hiin Romerske, klæde sin Domstoel med sin gamle Skiorte, og Sønnen sidde derpaa dvs. Efterkommeren til Advarsel.

3.) Overtraades ikke de Danske og Norske Love? blev der jo, aldrig funden en uretfærdig Dom, og saa mange skutte dvs. appellerede Sager;

29

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

thi Forordningen for den Danske og Norske Lov, viser, at Lovens Ret skal være lige reen for alle, og dog tør en Dommer belee en Bonde, om han i sin Troeskyldighed og Ret, tør beraabe sig paa Loven, dette veed jeg er skeet, for en offentlig sat Ret, i manges Paahør, giør Dommerne nar af Lovene, hvo skal da helligholde dem, og hvorefter skal der da deeles og paaberaabes, ikke under at deele Fogeder ere saa forfærdelige, helst for Bønder. Men der er vist ingen hellig Frygt for Loven, naar at en Dommer ikke helliger den, og det uden Persons Anseelse, om den anden end er meere end Bonden, eller en Bondeplagere. & c. & c.

4.) Saa sandt som urerfærdige Domme og Dommere ere mange; men var her ingen Procuratores ɔ: Fortalsmænd i Dansk, saa sandt de vare langt færre.

5.) Men det er vel ikke af Veien, at eftersee, hvad Oprindelse Maalsmænd, Formaalsmænd Tals, Fortalsmænd, Deelemaal,

30

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Deelefogder, Rette ɔ: Love, haver: der om Har man alleene at læse: Moses udvaldte Mænd som frygte Gud, sandrue Mænd, som Hade Løyn og Gierrighed, 2. Mos. B. 18. Cap. 21 og 25 V. dette er da Underdommeres og Procuratores eller Fortalsmænds Stiftelse.

6) Lige Grund, tog Kong Artaxexxe, da Han atter ville bygge Jerusalems Stad; Brevet derom er dette: Sæt Dommere og Lovkyndige dvs. Fortalsmænd. Esre 7 Cap. 25. V.

7.) Procuratorerne kan langt fra ikke være Aarsagerne til, at en Dommer dømmer og anvender Loven uretfærdig, men at Dommeren snarere skal dømme efter Loven; thi om en Fortalsmand viger fra sine Pligter og Lovens Sandhed, Hvorfore dømmer Dommeren ham ikke strax efter Lovens 1ste, 9de, 10de og 11te Artikel, og især hans Eed og udgivede Troeskabs Revers, at de Danske og Norske Riges Love i Retten (som bør holdes saa hellig, som for Guds og Kongens An-

31

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

sigt) ikke skal overtrædes, til side sættes, forandres og trædes under Føder, ved Dommerens Hielp. Hvo seer da ikke, at det er ved Dommeren Rigets Love overtrædes, og den Fattige frarives sin Ret, saa længe en Dommer maa tage Penge, om det endog skeer af for god Forstaaelse med Prokuratoren.

8.) Det negtes aldrig, at jo, Formaliteterne Extenderes alt forvit, De ere gode, men deres Udvidelse forskaffer desfleere Sager, og Sagerne desfleere Salarier for Dommeren, hvilket kunde ikke skee, om hvær fik 400 Rixdl. Aarlig fast Løn, og over Dommeren dobbelt, at de ei skulle af Mangel, nødes til, at hielpes ad, for begge at leve.

9.) Det maa vel giøre en fattig Mand undt, at han mister sin Ret, om han forsømmer en Formalitet, som en Riig langt lettere kan bekoste, end han der ingen Penge har, og saaledes lider da 2 gange Uret. Herudi, er alle reedelige Procuratorer eenige, men vel ikke den Deel som ere ureedelige Dommere,

32

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

for da tabte de, en Deel Incaminations-Penge, og det kommer an paa Penge, til at kiøbe Stats-Hæfte og Vogne; det er dem ikke om Dommer-Embeder, Rættens Kierhed, og den Byrde for at tiene Landet og en Fattig, at de søger Dommer-Tieneste, men det er Penge, Ærestandes Høyhed over andre, og de kan blive i Stand til at føre sig pregtig, leve herlig og i Glæde.

10.) Uden Lov kan intet Land styres, ene god Lov, endog Mose Lov, er en forargelig og skadelig eller ingen Lov, om dem ikke bruges og exerceres; thi da kan hverken de, som overtræder imod Gud, Kongen eller andre blive straffede, Sabats og Helligdages Overtræderes Straf, 4 Mos. B. 15, 30. er at de skal udryddes af Folket og det ud af Stad og Land; men hvor skal dette kunde iværksettes og skee, naar Kongens Ord, som er Loven og Retten, Templets ɔ: Kirken ikke helligholdes ɔ: al de Danske og Norske Love ikke maa overtrædes og forandres til nogen Stands Fordeel for en anden, men al Ting lige Skiel, fra den Dag af, at hver Ting

33

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

tages paa den Foed, da skal og vil der ikke behøves at udgives saa mange Bind Forordninger, til at forklare Loven, thi den skal da tiendes Ret, at være tydelig nok, og en Bog, Hellig, som ingen tør aftage eller tillægge, uden den, som gav den.

11.) Kong Dan den 1ste, Gram, Frode hin Store og Gorm den Christeligste, vare meget strenge til at holde over Loven, til det mindste deri; men derfore ere de af Dydens Kiendere og høyt opskrevne, at deres værdige Ihukommelse endog leve, endog paa denne Dag, de taalede hverken Indgreb mod deres Myndighed eller Love.

12.) Naar det skal ikke komme an paa Undskyldning for sin Ulovlighed dvs. Erklæring, som var Aarsagen til, at det mægtige Rommerske Rige blev omkastet (at dømme efter Erklæringer, er endnu det Franske Riges Stats Feyl og Beklagelse) Men saalænge Roms Raad, og alle andre Rigers Øvrighed og Landsbeskiermere, ikke afviiste de Fattige

34

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og Klagende: men saa snart et Rygte kom for dem, efterfuldte de Ord: Man skal flittig udspørge Rygte, og findes det fandt, da Straf, 5 Mos. B. 17 C. uden Persons, Rigdoms, Høyheds og Alderstigenheds Anseelse. Der torde vel være de, som giør sig nogle og 70 Aar, een tiender jeg, men ikke i hvad anden Hensigt.

Tredie Afhandling,

Om Mængden af Betientere.

1.) Det gik jo ligesaa ugudelig til i Irael,

da de havde for mange Dommere, som da de havde for faa eller ingen ɔ: Øvrigheds Personer og Dommere i een Person: Mon Danmark ikke har for mange saakaldede Øvrigheds-Personer, naar et Amt eller Fylge, naar det har 1. Cammer, 2. Lehns eller Stiftsbefalingsmand, 3. Amtmand, 4. Amtsforvalter, 5. Regimentskriver, 6. Bir-

35

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider

kedommer eller Herredsdommer, 7. Foged, 8. Mange andre smaae Fogeder, som alle kand tages under eet No.: Alle disse skal have Løn, er Landets Hartkorn Høyere i Skattere nd fordum, saa dog hverken har eller faae Kongen saa meget i sit Dressel, som fordum, da een eeneste Mand forrettede eene alt dette disse 12 til 16 Slags Betiente nu forretter; thi til disse mange Betientre at lønne, gaaer vel de fleeste Skatter hen. Foruden ikke at tale om, hvad Byrde de ikke ere, de udmatte Landsbye Folk, nnder samme Paaskud; skal deres virkelige Tieneste de giøre, som af disse Subalterne sidste boer paa Landet, giør Kongen og Riget, da er den vel allerede nævnet, item at æde, til de vorde fæde, saa at ingen Docter kand hielpe dem.

2.) Men at tale om Ret og Retfærdigheden, disse mange Dommere befordrer paa Landet, til hvo af disse, skal en Fattig og Fornærmet søge om Ret, den eene henviiser ham til den anden, og naar han har været hos dem alle, da er han ulykkeligere end da han

36

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

begyndte, helst om han fornærmes af en Kongelig Betient, Monne de ikke stikker Hovederne sammen mod ham, han faaer det at finde, at om den Høyere skal paa Embedets Vegne komme at besøge den anden, for Kongens, deels og for Folkets Rets Befordring, da kan vel et Tractement i nogle Dage giøre Visiten godt.

3.) Disse mange Slags Embedsmænd, giør langt snarere Dyrtiid paa Retten i Landet for det Almindelige Almues Folk, tvertimod Majestætens Høy Viise Hensigt, end at de deeler Retten liige til enhver med god Fremgang.

4. O! hvad Got giør Mængden da Kongen? de fortære Kongens Penge og den Fattiges med, torde nogen forhen søge sin Fader ɔ: Kongen om Hielp mod deres Vold; da lagde de ikke allene een Sag men mange Sager imod ham, alle enige som Fiender, hvo skulle ventet det, af de som Kongen sætter til Rettens Uddeelere: Men vidste Kon-

37

for af kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

gen al den store Jammer og Lande-Plagen der øves over Landet, som man ikke tør skrive, skulle mange Tyve have tient større Straf end at henges.

5.) Gid, at det igien var som i Fordum, da en eneste Dansk Mand dvs. Sysselmand forestod disse Embeder i et Embede, han holdt fornødent Folk, og var alle disse Betientere og Embedsmænd i een Person paa Landet. Naar nogen havde Trætte komme de sammen for ham, og han afsagde strax Ret imellem dem (nu siger enhver af dem: Stævn, det er ikke vor Sag, er det da ikke Sandhed, at de alleene er i deres Gierninger for at æde Kongens Skatter og Landets Fedme). Ville de ikke strax Orves dermed, da henviiste Lehsmanden dem til Retten, da blev de dømt efter Loven. Dette finder vi i vore gamle Love, og Rigers Kundskabs Bøger.

6.) Hvo seer da ikke, at der i de Tiider kunde være, og gaae fleere Penge i Kongens Dressel end nu i denne Tiid, den Tiid var

38

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

der ikkuns en eneste Mand at holde, i hvis Sted nu holdes 16ten. Da kunde langt nærmere erholdes Ret, end nu, de skal være nødt til, i alle Tilfælde at søge Tinget eller lide Uret, og søges om de tør søge deres Ret, er dette ikre tvertimod Lovens 1. 26. 3.

7.) I de Tiider blev ikke Rente-Cammer og Cancellie overveltet med Memorialer, for de behøvdes ikke, hvor over, ikke heller der i de Steder behøvdes saa mange Betientre som nu, endskiønt vi da havde mere at bestille (nemlig, vi havde Skaane, Halling, Blegen, den fratagne Norske Deel Lifland, Curland og Øssel) vide Kong Christian den 5tes Resolution af 12 Junii 1672.

8.) Men endog i denne Tilfælde at berøre om Handel, Vandel og Rigets Flor, monne de mange Slags Embedsmænd i et hvert lidet Amt befordrer det, saa Sædemanden kan sælge saa meget som Fordum: derom lader jeg andre de Høyeste og Viise dømme. Saa skulle man dog tænke, at Lan-

39

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

dets Fabriker ved dem skulle have nogen og sin beste Aftræk, siden denne Tids Alders Embedsmænd ikke som Kong Regner Lodbrog nøyes med lodne Skind-Pælse og Valmens Klæder, der om tviler jeg og; men sagde nogen, at Parises eller anden Udenrigs Fabriker baader deraf, er vel bekiendt, helst af dem, som stiele det ind: hvorved baade vore Fabriker ødes og Kongen bestieles sin Told, alle Told-Bestielere og Tyve, Hælere og Stiælere burde hænges paa Hamans Træe: at de Danske Love kan blive holdet, Paven Har fordum faaet Folk til at troe og holde Løyn, hvorfore skulle ikke og ved Kong Gram den Grummes, og dog Aller-Christeligstes. brugte Maade, vor Lov og Forordninger ikke kunde holdes, men Aarsagen hvoraf de overtrædes, har jeg viist i det første.

Om Kiøbstederne.

1. Det er vel ikke Landene alleene, her har for mange Øvrigheds Personer at holde og skatte til, der legger Kongens Børn dvs.

40

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

alle Kongens Undersaatter, Skat paa Skat i og Tyngde paa Tyngde.

Store Kiøbsteder kunde vel styres ved een virkelig Borgemester, som der til blev antaget hvert Nyt-Aar, og ved Aarets Ende, strax giorde Kongen og Byen Regnskab for sin Huusholdning, men endog Byens Casse, især i Kiøbenhavn, at være i Kongens Giemme. Saalænge Rom blev saaledes regieret, og een blev ikke stedse Borgemester, gik det Staden og dens Vælde vel.

2.) Kan een Konge alleene regiere store Riger vel, som vi endnu seer paa denne Dag, hvor for skulle ikke og een eeneste Borgemester af Stadens Borgerstab, og det uden enten fleere eller en anden Præsident, (Bormesteren er jo Præsident,) endnu i disse Tider kunde styre den, saa vel som Fordum, skulle han høyt have fleere med sig, kunde det være en Vice-Borgemester, og 4re Raadmænd, der altid blev virkelig Borgemester efter Den Afgaaende, da der atter af Kongen ef-

41

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

terat de 32 Mænd havde indsent deres forseglede Borum til Kongen, saa at den eene ikke vidste eller aabenbarede den anden hvem han voterede paa, foreslaae 2 a 3, at udvælge en anden Vice-Borgemester og 4re Raadmænd, af de 32 Mænd, og andre af Borgerne i deres Sted. Og ellers videre efter Kiøbenhavns Privilegier af 24 Junii 1661.

3.) Hvilken Borgemester vilde da ikke stræbe, at giøre sig sand Flid paa at have forestaaet sit Embede vel og lovlig i sit Aar.

4.) Men om samme Omvexling skeede med alle Rodemesterne, efter sit Aar.

5.) Et lidet Fogderie, der ei kan høste en Skieppe Havre, en liden Skatte-Oppebørsel, der ei kan indrente et Par Støvle-Fødder.

42

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Om Told-Betientere.

1.) Men lad os overveie: er her ikke fleere Steder, at de have paa Kongens Regning til Landets Byrde foranstaltet for mange Embedsmænd og Betientere: see til Toldboden, der kunde og taales Afslag, har een a to Mænd for kort siden, kundet bestride, det som nu 6 a 8 holdes for, er disse ikke og til Pengespilde for Kongen, og toldes der ikke og til dem. See og betragter videre: da er det Sans Despute, at alle overflødige Betientere ere Landet til Byrde, som betynges af dem, og bærer Byrden og slider for Brødet for dem; fortære de Kongens Penge, hos Almuen, saa fattes de dog i Kongens Casse, og hielper til dyr Tiid og Overdaadigheds Udbredelse, bedre var Landet tient af dem, om de vare Haandværkere, Manafacturister og Handlere, ikke i Stuer og Kieldere, men over Søen og paa andre Lande, om ikke meere: saa dog at vi selv kunde forsyne vort Norge, da der med Tiiden, kom alt meere og meere.

43

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

2.) Er det en Skrubel at lade sin Søn lære Haandværk: nei, det er en Ære, item Kiøbmandsskab, der for kan han nok forud have lært sin Christendom, leve christelig, og døe salig, og Vennesalig; det er en Skam, at de bliver Dagtyve, om de end er prægtig klædt paa Fransk, saa har Staden i dem dog ingen Soldater, have vi da Mangel paa Folk i Dannemark, her til svares baade ja og nei, paa Arbeidere til almindelig Nytte er vel faa, og paa de andre for mange, og 10 dobbelt imod Fordum.

Fierde Afhandling.

Om Geistligheden.

1.) Fordi at Præstene er Guds Øiesteene, nemlig: de Redelige, saa er de det dog ikke alle, jeg meener de Ureedelige, fordi Ordet staaer der: de er Guds Øiesteen, skulle Kong Christian den 3die derfor ikke afskaffet deres

44

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Onde, (Præsterne saae det gierne, de tordnede nok, men han var ikke bange for Skiærs-Ild,) hvor skulle vi da nu paa denne Tiid have havt den reene Saligheds Kundskab og Lære? hvor skulle vi da kunde vide, hvad der var Lærdom, Troe og et saligt Budskab? og hvad der var Paaskuds Paafund af Menneskens Skikke og Ceremonier; kan der ikke i 230 Aar og derover, være opvoxt nogle Misordentligheder; men veed jo, for kort Tiid siden, at een og anden Præst, har haft hæslige unyttige Processer, forbudent dem i Guds Ord, som skal være de Blindes Styrere, men man veed og, ere de noget Lovkyndige, saa er der ingen værre end de, fordi de har for mange Penge at pokke paa.

2.) Fordi Joseph hialp Præsterne i Ægypti Land, til at beholde deres Jord, derfore kan det ikke siges, at de Israelitiske Præster fik hver en Sæde-Gaard til, for at blive baade Eiendoms Bønder og Proprietairer,

45

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Kiøbmænd og Handelsmænd, nei! de fik hver een fastsat beskikket Deel, og saa længe det holdes der ved, og de ikke overskrede deres Embede med fremmed Handel, og fyldte dem med Gierrighed, gik det vel til i Israel, men da de bleve rige og fede, slog de bag op. Da de ikke overskreed deres Embede gik det vel til, men da de ikke nøiedes dermed, opkastede sig, tog alt meere og meere, for at blive al Ting, lod Gud dem og udjage, af Sted, Kirke og Land.

3.) Tiender, Kirke- og Præste-Offerne i det gamle Testamentes Tider, blev alt sligt ikke samlet Tiid efter Tiid, og deraf fik enhver Tempels Betient sin visse Løn og Levemaade betalt, hvorfor burde det ikke være saaledes endnu, og til Magelighed og Lettelse, fra en og anden Bekymring for Præsterne.

4.) Beraaber de sig paa Christian den 3dies Kirke-Ordinands, det allerrareste Kir-

46

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

ke-Skrift, som Verden nogen Tiid har bragt for lyset, at de er der udi ikke saa hart indskrænket, som man nu skriver, der til svares: at det er ikke at undre over, saa som det var den Tiid Riget var Catolsk, og skulde føres tit Evangelium, saa at al Ting paa den Tiid ikke kunde giøres paa en Gang, nok er det, til et Exempel for Dannemarks Ære, at ingen Reformation i noget Rige Har større, om saa stor Ære, som i Dannemark, og maatte alle benytte dem af os og samme Bog, heller ikke har de Luthers egen hændige Underskrift, og glædelige Confirmation saa høitidelig som vi.

5.) Men for at komme til Præsterne igien, i hvad der endog siges derimod; thi af det pro og contra afhandles, kan siden det sande uddrages; at feile er menneskelig, og en Contrarius, kan og i en og anden Indsigelse sige nogen Sandhed, det en redelig Tænkende aldrig benegter; men haver ikke St. Pau-

47

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

lus, som han selv siger i sin Kundskabs Bog, beskreven ved hans Tiener St Luca, lært og viist, hvorledes en Præstes Levemaade bør være, Apost. Gier. 20 Cap. 34 Vers. At han var ikke een til Byrde i Menigheden, men med sit Telt og Seglmager-Haandværk fortiente selv sit eget Brød, ikke alleene til sig, men endog til sit Følgeskab. Man legger Mærke til, at Paulus var en Haandværksmand, enddog han havde studeret Philosophien, og var en Student, og dog foragtes nu Haandværkere, indtil af Præsteskabet: de beraabe sig paa, at være i de Disciplers Sted, og dog vil de ikke til den Vei, som de, jeg lader da andre dømme, om de ikke ligner de Rommerske meere en Christi Discipler, og følgelig kan behøves en Irættesættelse og Forandring dvs. Reformationen, i et og andet.

6.) Ellers synes det nødvendigt at holde sig fra den Formula Concordia, som den

48

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

hellige Danske Konge Christian den 3die med samt Lutherus og andre store Mænd, ikke har fundet approberet her i Norden, at vi ikke blive Calvinske førend vi veed deraf, vel nok at vore Præster paa den Reformerte Viis, fik alle lige meget Excepte Kiøbenhavns Præster: dermed haaber jeg, at baade de og det Almindelige var tilfreds og tient med; men den Præstelige og ret Præstelige Dragt, som en stor Dansk Konge haver givet dem, kommer ret overeens med Standen, og er ikke heller saa kostbart, de som ikke ere Bisper eller rige eller hoffærdige, de bekoster ikke Fløyels eller Silke-Kiorteler. Og for at Viise, at om vi have endnu nogle Ceremonier der kommer overeens med hine gode gamle Rommerske, da dyrke vi dem ikke, følgelig er de os ikke onde, fordi de ere gamle, og en Ting af nye, kan lige saa lidet være god fordi den er nye, men og skadeligere.

7.) Graver- og Klokker-Embederne, tilkom de ikke efter nogle Kongelige Forordninger,

49

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Borgere, som ville søge dem, førend Skoe-Putsere, der ikke have giort sig værdige ved enten Studium eller Byens Tyngde.

8.) Rommerske Ceremonier & c. da have de

Reformeerte langt flere og farligere end vi, og som i Dannemark ikke heller bør nævnes, men hvo som vil være overbeviist derom, de vil jeg herved have henviist til den gode og retsindige Danske Evangeliske Præst, Biskop Bornemann, der i nogle Piece have tydelig viist og afhandlet det, at den Sigt, eller Sætning, er langt farlige end en oplyst Catolik, som ikke synder paa udvægelse eller Kosning.

9.) Og dette veed vi, at uden Ceremonier kan ingen Religion dyrkes af Mennesken, som vil have noget synligt for Øyene, dette beviises med Een. 4 Cap., endog det ikke var paalagt Cajen og Abel at bruge Ceremonie

50

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

og Ofringer, naar ikkuns Skikkene kommer overeens med Lærdommen uden Anstød, som i vore Kirker.

Femte Afhandling, Om de Danske Sølv-Aarer og Kaabber-Bierge, hvor de ere at finde, samt Bernsteen i stor Overflødighed.

1.) Har Dannemark paa nærværende Tiid Sølv- og Penge Mangel, til at drive deres Fabriker og Søefart med? hvorfore tænkes da ikke paa, at betænke andre og benytte os af nye og vore ældste Middel, om de end ikke ere de nu Sædvanlige, naar de ikkuns føre os til Maalet.

51

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Har vi ikke Sølv-Aarer i Dannemark: saa sagde Hollænderne os om Norge, havde vore gamle Danske Forfædre ikkuns efterladt os Optegnelse paa Ertsstæderne, samt deres Maade og Omgang dermed: saa vist som de havde andre slags Ertser i Dannemark end Sølv alleene, jo, de havde den; men vi bør sige tillige, havde vi ikkuns conserveret deres Forstand, saa at vi nu kundet raadført os med dem og taler med dem, jeg meener deres Runekonst, Asakonst, Skrift og Læsning.

Jeg har just i dette, sat mig for at giøre et Forsøg, om mine Landsmænd have Lyst, men det kommer det an paa, saa vil jeg viise, hvor vi har Sølv, Kaabber og Bernsteen i stor Mængde, naar det søges, og dette læses med Atantion.

2.) Med Chineserne behøve vi ikke at drive vor Handel med vort reene Sølv, og saa

52

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Handle for at handle, til Landet er fattig for Sølv; thi vilde ikkuns vore rige Kiøbmand (men hvo er de, de have vel ikke Kiøbmands Navn) søge Kongen, som i Første Afhandling meldt er, og nu her om denne vor Bernsteen at maae opgrave, som dette Lille, dog deraf, rige Land er fuldt af. Da kunde dette Rige ret handle paa China, til Kongedommets Fordeel og Negotianternes Vinding, og det alt for denne vor egen Bernsteen.

3.) At kiende Landets Sted, er vel da Sagen, hvor samme Bernsteen haves i stor Mængde; thi naar det bliver nu bekiendt, glædes vel mange derved; men det kommer an paa at begynde Tingene ret og den Methode hvorved vi faaer det op af Jorden, Det er begravet i. Det siges om Landet at være en Steen-Klippe og haver Sølv-Aarer i Øster og Vester, men det lader snarere,

53

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

som andre dømmer, i sær paa denne Ende, at Søen haver sammenskyllet det, og giort det til et Land; dog det er Gisning.

3.) Marken er slet, Træer og Steen er derpaa ikke i Veien, men Sagen er vel denne, Beboerne ere Landboe og Eiere af Grunden, hvilke lige saa lidet som en Nordmand ville lade sin Grund og Pløye-Land opgrave, mindre selv tilkiendegive Steden, for ikke at blive skildt ved Ageren, dog, det er ligemeget, Stedet veed jeg, naar kuns

5.) At een vil giøre Begyndelse med at kiøbe een à toe af dette Lands Gaarde af dem, dog med denne nøye Observation, at Indbyggerne ikke fik at vide Hensigten; thi da fik den ene ikke Lov til at sælge, for den anden.

6.) Gik det an med Kiøbet! Lad da opgrave paa dine Pløye-Agre, paa den Kant

54

Sammenligning af det gamle og nye Dannemark,

Ud til Kiøge-Bugt, men brug ingen af Landets Folk her til; thi de skal fixere dig snildelig, og til intet giøre dette skiønne Værk; naar de saae Bernstenen, skulle de være under ɔ: forkiøbt, og sige: det er intet, det er Graaesteen; thi Bernsteen her, den ligger ikke meget dybt.

7.) Ellers have vi Kaabber-Grunde i Aads-Herred, der, som Vandet udflyder af Bierget, hvorefter Stedet, der kan videre søges, ved at undersøge om ikke Vandet er Kaabberet, om derudi ikke findes Kaabber.

Meere siden.

8.) Retsindige Fædrenelandets Elskere, anvender dog nogen af eders Formue herpaa, for at formeere den i alt have, saa bliver Landet lykkeligst under denne Monarks Regiering, end under Kongernes Faders, Kong

55

for at kiende Aarsagen til et og andet i disse Tider.

Christian den Store ɔ: Christian den 4des Regiering.

Ligesom jeg seer at dette gefalder mine Landsmænd, skal det opmuntre mig til, at fremstille meere om dette og

ANDEet.

Resten skal følge.

56
1

JUNIOR

Philopatreias

Fire

Anmærkninger.

1. Om de danske Guld- og Sølv-Mynters Noblice-Handel.

2. Hvorfor vore Fabriker gaaer overstyr, og vore Fabrik-Vare ere dyrere end vore Naboers.

3. Maaden, at skaffe Kiøbenhavn Handel, for at skaffe heele Riget Handel, og at vi kunde give lige saa let Kiøb som et andet Rige.

4. Om Hovedstaden Kiøbenhans Leve-Maade og Klædedragt, og hvad de Fattige der leve af.

Anden Deel.

(Skrevet i Sielland og trykt i Kiøbenhavn.)

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde, og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Første Anmærkning.

Om de danske Guld- og Sølv-Mynters Noblice-Handel.

At straffe det onde og belønne det gode, er den danske Lovs eneste Hoved Øiemeed.

I hvilket Kongedom dette øves, der har Lyksalighed sit Sæde ved Hoffet ɔ: Dast Kosnings Aasgaal, og Glæde er over Kongen meget formeeret.

4

2.

Men hvor der ikke revses eftertrykkelig nok, maa Landet vel blive engang fattigt og ødelagt.

3.

Dans-Mark og Grækenland, have den Natur, at de ikke saa lettelig kan ødelegges, i hvor megen Umage sidste Lands Dispotiske Port har giort sig derfor.

4.

Canaansland kunde ikke ødelegges, saa længe dets Konger frygtede Gud, og styrede alting til Skaberens Ære; men da Herodes vil helst høre, at han havde den sande Guds Egenskaber, da blev fra den Tid af Landet rent ødelagt, som det befindes paa denne Dag. 5.

Lyksaligt er det Land, hvor Kongens Raad er sandrue. Ulyksaligt er det Land, Hvor Raadet og Landets Børn er skilt i 2 Deele, eller paa anden dansk, hvor Undersaatterne ere splidagtige, ɔ: endnu tydeligere, hvor den Babelske Konges Adel seer og veed alting i Israels Kongers Skatkamre

5

og Hiertes Meening, eller hvor Rigets mægtigste Adel ikke er Rigets og Kongens Indbaarne fødte Undersaatter, hader et Lands ægte Indfødte, og hades af dem igien, som billigt, fordi de skrabe alting til sig, fra baade Kongen og hans ægte fødte Børn. Jeg siger, naar et Land er saaledes deelt, endog under en Konge, saa kan AchitophelM skinne mere rimelig end den gode og fromme Kong David, som derover blev forfulgt. Men Gud skee Tak, det gik over styr, Salomon kom dog til at sidde paa sin Faders, Ærens høie Stol, og vor Salomon blev mægtig til at straffe dem efter Fortieneste, saa ingen i hans Tid, tør publicere noget om en anden Regieringsform, ikke heller skal de tiene faa, og bedrage ham og Landet.

Men, har jeg intet sagt for meget; thi nu er det fuldbyrdet.

6.

Uhældigt er det Land, hvor nogen af Raadet tager en Babylonisk Kaabe, af en Babylonisk Rigsraad, for at tiene sin egen Konge, og tør gaae til sin Konge i den

6

Babyloniske Kaabe: Gid han og hans Børn blive spedalske i 3die Leed. — Hvor skal et Lands Kjøbmænd kunde florere? Kjøbmændene handle, Landet have nogen Penge at handle med, og Kongen faae sine Skatter? uden at tage Brødet af den Fattiges og Hungriges Mund, naar de største af Raadet, helft de Babelske Ministere, tager al den fordeelagtige Handel til sig, endog Lacie paa Landets Penge, som han [forstaae, læs mig ret,] førte i Dukater, Sukker-Potter fulde, ud af Riget til fremmede Lande, og siden den anden i Sølv. — O! Sr. Gram! lad holde et Forhør, lad den Skipper komme frem, der udførte dem, lad ham forklare for hvem, og hvor hen. Det er ingen troe Mand som stieler, naar Han seer Evne. Ingen Mand kan tiene 2 Konger lige troelig.

7.

De Dukater og reene Sølv-Penge, for måaes bedre at handle med, end Banco: Sedlerne han giorde os for de forrige; kan vi faae dem her ind igjen? Ja, da kunde Majesteten, Kongen, let indløse alle Sæd-

7

lerne, og Brødkjøb samt anden Dyrtid vilde snart aflade, vore Kjøbmænd handle og blive rige, især naar Ministre blev Ministre, og Kjøbmænds Svenne blev Kjøbmænd. — Ulyksaligt er Polen , allene fordi det har for mange af de saa kaldede Adelsmænd, og for saa af rette Adeler dvs. oprigtige Undersaatter af deres Konge. Kan Pengene saadan gaae ud af Landet, hvad da i andre Ting. 8.

Men jeg bør og at tale noget om Dannemark. Vil man giøre mig dette Spørsmaal: Hvor kan Dannemark føde faa mange Udenlandske saa fedt, da det er saa lidet et Rige, og ei halv saa stor som Frankerig, og hvor kan en Hamborger Kjøbmand blive saa mægtig der? Respunt

Fordi Dannemarks Egenskab er saa herlig af Naturens Ynde, at det kun aldrig ruineres, saa længe der sidder en Mand paa Kong Chri-

8

stian I. og IV. høje Stol af hans Sæd, indtil Jorderiges Ende.

9.

Men har vi og Tak i fremmede Lande, for at giøre saa mange af deres til Rige og Mægtige? Ja, de sige: de barmhjertige Danske, og veed det og i Italien selv; naar vi har faget Penge, kan vi saa ikke blive længer i Dannemark, eller det bliver for liden, saa kan vi siden leve hvor vi kommer, af det vi fik stkrabet sammen. — O! siger Italienerne da: de barmhjertige Danske, som giør sig til Narre af Moden, at blive narret for at giøre Barmhjertighed. Vil Dannemark og sine Undersaatter da være Frankerige og Italien, saa faaer de I. bie til Frost og Snee har reent afladt, og II. til Rigets Grændser har voxet i Størrelse som Tydsklands, eller og de Lande, Hvor de halve af Folket, og det halve af Kiøbmænd er Adel.

Smaae Tyve hænges op, for de Store tager man Hatten af. Gemeene Tyve bærer Jern, de store bære guld Kiæder.

9

Anden Anmærkning.

Hvorfor vore Fabriker gaaer overstyr, og Fabrik-Vare ere dyrere end vore Naboers

Hvor der handles, der vindes; thi, hvor Træet hugges, der falder og Spaaner. Hvo som tager en billig Baade, giver fin Næste en Almisse.

I.

Det bliver et evigt Spørsmaal: Hvorfor at Dannemark ikke endnu har linnede og andre Fabriker i samme Flor som Engeland, Irland og Hyberneland *), og *) Da Hugenotterne blev udjaget af Frankerige, da fik dette Land Først linnede og andre Fabriker, især heele Engeland

10

9 hvorfor saadanne Vare bliver dyrere her end Hos vore Naboer, vi som dog har haft Silke- Klæde- Fløiels- og Linneds-Fabriker, lige faa længe som de.

Første Afdeeling.

Hvorfor de gaaer overstyr. 2.

Beviiserne ere disse: Kong Christian den

II. og Vise, ophævede det Slaverie den Tydske Frie-Handel havde sat os udi, og lode alle danske Kjøbsteder selv handle, anlegge Manufacturer & c. I Kong Friderik den II. Tid florerede Fabrikkerne særdeles vel i Dannemark, saasom den Tids berømmelige Dronning Sophia var en stor Elskere af at befordre dem; af hvilken Aarsag hun og var den riigeste af Europa Monarker i sin Tid, som er at læse i Hendes Maiestets Historiebog. 3.

Dernæst har Kong Christian den IV. med Styrke og Kongelig Iver, ret udbreet

11

det danske Riges Handel, saa vitløftig som i noget Rige i hans Tid, paa alle Verdens Parter. Gid Dannemark havde i disse Dage den, det havde i hans Tid, samt den Guld og anden Handel, med samt de Westindiske Eilande han forskaffede Riget, og Hvorfor er saadanne Rigdomme forlat.

4.

Christian den IV. har paa egen Bekostning anlagt mange Fabriker, som i Høistsammes Tid herlig have floreret. Ja, Dannemark have floreret i hans Tid, saa at det var et Ordsprog i de Dage: Man

skal til Dannemark at hente Guld, thi deres Konge kan giøre det. —

Men mærk og forstaae, hvorledes? saaledes som det nu er mældet.

5.

Kong Christian den V., Christian den VI. og Friderik den V. Har sat store Penge der paa; men hvor er Frugten, og hvohave faaek de Kapitaler, der af Kongens Kasse er

udlagt til de slige Forskude. Det er høist-

12

priselig af de Konger. Jeg troer vist, at intet Kongerige i Europa paa nærværende Tid skulle kunne have overgaaet os i Fabrik-Handels-Væsen, dersom de mange Tender Guld af Kongens Kasse var redelig bleven brugt i den Hensigt, de af Kongerne ere udlagte til Forskud.

Men det er Frugten af Noblice-Handelen, saavel med dette som foranførte, baade med Kongens Kasse, Landets Sæd, Frugtbarhed og Contanter.

6.

Er Fabriqveurerne løbet bort, og Verkerne blevet efterladt, som de ikke havde været begynt, endog de, hvortil Kongen har udlagt 30 og vel flere 1000 Rdlr. Men det er ikke Under, thi først var de ikke indfødde, foragtet af en fransk Minister, dernæst kunde de ikke oprette meget for 1, 2 a 300 Rixdlr., endog de stod i Debit for 1000 Rdlr. til Kongens Kassa. Ikke Under da, at de løbe bort. Det var med

Billie giort, den danske Kjempe Sivart lod sig binde. Ikke Under da, at der ikke blev bedre passet paa dem. Ikke

13

Under da, at Dannemark paa saadan Maade aldrig kan faae Fabrikerne i Flor.

Men monne Landet, Folket og Clima har nogen Skyld deri, som der dog skal hedde? Hvo som ikke undersøger den rette Sandhed faaer troe Usandhed. Ikke Under da, at Kong Christian den IV. mangfoldige Værker er og ødelagt. Kan vi i disse Tider ikke vedligeholde, alt det denne store Konge har ladet bygge, da vi have langt flere Penge-Kilder end i hans Tid, og endnu kan have mange flere end han? Vil der svares, at Skaane & c. er et Tab i Indkomsterne; dertil svares, saa har vi faaet vor Holsteen, Sønder-Jylland, Hette-Bye og Lehn igien, saa har vi og Lande i Vestindien, der kan indbringe mere end hele Dannemark, om allene med de forladte Salt-Værker paa vore Eilande. Vi har China-Handel, og om den Ostindiske blev taget paa den Fod, som den Vestindiske Forandring, da ville hine, ligesom disse, maaskee blive Riget tusinde Gange til større Fordeel, end den nu er. Det kan jo let begribes af den Vestindisk Handels Forandring. Saa har vi og Andledning til

14

en Guld-Flode fra et vist Sted, fem med første skal komme for Lyset.

Anden Afdeeling.

Hvorfor vore Vare er dyre.

7.

Jeg har nu viist, hvorfore vore Fabriker ikke kan blive bestandige længere end de er i Bygning; og tydeligere kan jeg ikke forklare mig. Men nu bør jeg efter Løste beviise Aarsagerne, hvorfore vore Fabrik-Vare ere dyrere hos os, end vore Naboer.

I. Er Hamborg og Lybek, fom allerede i et andet Værk er viist, ikke for, at vi skal kunde selge for samme Priser, som de, end ikke de Ting de selv forskriver; for at naae dette, lader de og Holland sig nøie med en megen ringe Prosit, NB. efter Tidens Omstændighed. — Vel vundet, hvor intet er tabt; liden Nytte er og Nytte; liden Vinding smager og vel. Og vore, paa det, som de kan, tage de gierne 3 a 400 pr. Cents. Ikke Under da, at det gaaer efter

15

Ordsproget: Den Gjerrige skal aldrig blive rig.

8.

2. Er Føde-Vare og Skatter og Penge-Navn, steegen alt for højt; thi skal Bonden have sine Skatter, er han nødt til at sælge dyrere end før, ja at hugge Skov og skjære Tørv til Resten, og selv maa han sulte; saa er der heller ikke Magistrat nu som fordum, der efterkommer den Danske Lovs 3-4-3, i hver Kiøbsted sætter Pris paa alle Slags Føde-Vare, som da, og hvad kunde det Nytte, om Ære, Højhed, Stand og Værdighed, og det de havde skulle være Vægten.

9.

3. Jeg haabet, siden sidste Sommer var saa frugtbar, at her er Korn nok i Landene, om Maiesteten fant Behag i, at lade inqvirere hos alle Slags Forpagtere, Selv-Ejer Bønder dvs. Herremænd, Vide Hvitfeld. Men ikke af Adel hos Adel, og ikke heller af de lige med Ade-

16

len har Friheder, der er som de førstes Livagt og Tienere; thi hvorledes skulle en Skipper af en og den samme Bye, visiterede den anden Skipper, naar det blot kom an paa Ord, og han vidste at han ikke skulle hænges paa Hammans Træe uden for sit Huus, dersom han var falsk, eller at Straffen maatte gaae i Langdrag. Men af en eedsoren Borger, der havde indseende i Land- og Kjøbstæd-Væsen, og noget i Handelen, af hvilke der er mange i Kjøbenhavn, der er ret ivrige, saavel før sin Konges Tjeneste, som for sine Medborgeres retfærdige Tarv. Thi Taxten burde saaledes settes, at den ikke fornærmede nogen Stand, og ei heller tilbragte nogen sær Fordeel af andres Skade, under høieste Straf.

4. Saa gjør det ikke heller lidet til vores dyre kiøb, at man agter sin Uld & c. saa ringe, sælger den under det Navn, den intet duer, for at lade Hollænderne have 4 Gange Fortienester, karte og kiemme den, transportere den & c., og saa kiøbe den igjen for 3 a 4 Gauge dyrere,

17

end vi selv solgte dem, monne vi ikke kunde karte Uld, fordi det er under den danske Clima og saadant gaaer det i flere Ting.

10

5. Mon vi ikke selv kunde blæge vor Lærret, og ikke sende det til Holland at tage Fortjeneste og Skibsfragt. Er Maaden ubekiendt, da kan enhver læse den, i Agerdyrknings Collegiet, og alt andet Handelen tilhørende i Dannemark. Jeg kunde opregne langt flere Fauter; men henvise til berørte tydelige Afhandlinger.

11

6. Saa maa jeg og sige Mine kjere Landsmænd i Øjne, at de først er alt for forgabet i at berømme det Udenlandske, tager deres Gode, og lader dets Laster være, eller og at berige dem med eders Sveed: eders Forfædre regierede dem, giører I faa. For det andet er I for

fattige paa [jeg siger ikke alle, men en Deel] at tjene hverandre, ei agtpaagivende nok, at see til, at de og selv,

18

enhver i sin Stand, kan være nogen Aarsag til det at fuldbyrde, som eders Konge sørger for, nemlig: eders Rigdom formeeret med Landets Rigdom. At I selv siger dette daarlige Ord: at det Udenlandske er bedre end eders, hvad enten at I har nogen Indsigt deri eller ikke, hvor skal da eders faae Aftræk, og saa opholder I jer og over, at jeres eget er lidet dyrere end det andet; men jeg forsikrer, at havde vore Fabriker ikke blevet jaget ud af Laudet paa før beskrevne Maade, og I kjøbt vores eget, hellere end det Indstjaalne, da havde I paa nærværende Tid kundet havt bedre Kjøb end Engeland har at give; thi døm ikke om Engeland & c. uden I tiender dets Staats-Forfatning. (see No. i. denne Afhandling). Føde-Varene er i endeel, ligesaa dyre som her, og i mange Ting dyrere, altsaa er Føden ikke anderledes Skyld, end som forklaret er, og meget mindre til de forskrevne Fabriqverers Bortgang med Penge; men det var Følgen af en Udlænder, som beskreven er. Udenlandske ere gode, naar det er Ar-

19

bejdere; men er det franske Kneb, da, om Fanden har ædt Hesten, saa lad ham æde Bidselet med, og aldrig komme

meere.

12.

7. Det skader ikke heller lidet, at om en enhver Randet, der forstaaer et Compagnie, ogsaa i andre Tilfælde skraber til sig hvad han kan faae, lader det siden gaae de andre, som det kan, ja forblinder eders Øjne med Visvas, og I troer ham, fordi han er randet, I som har lært Handelen & c. og ikke de; holder eder efter eders Faders Ord af 24de Junii 1661, dens 2den Post, hvad mere i denne Anledning er at sige skal følge.

Men nu vil jeg i det næste vise, hvorledes at vi skal kunde handle, at vi kan komme op med andre, sælge, og tillige give lige saa let Kjøb, som hvilken Nation det maatte være.

20

Tredje Anmærkning-Maaden

at skaffe Kjøbenhavn Handel, for at skaffe hele Riget Handel, og at vi kunde give lige faa let Kjøb, som noget andet Rige.

Det os gavner og ingen skader, er en gylden Baade, men ikke at meede med Guldkrog, tabe et Land, og vinde en Landsbye. Den noget vover, noget vinder. Daarligt at vinde meget, og fordøye det alt.

I.

Kjøbenhavn er allene i Stand frem for nogen Handelsstad i Riget, thi den er Hoved- og Handels-Stabelstaden, dens Casse er og den største. Der maa vare en

21

anseelig Samling af Penge derudi, fra Kong Friderich den Fierdes Tid af. Regningen skal følge, om begieres.

2.

At Kiøbenhavns (og siden andre Kiøbstæders, hver i sin Stad) Magistrat, af denne Casse kiøbte Skibe, (og de andre af deres, eller lagde sammen), med hvilke de Handlede, og i sær bemægtigede sig den baltiske Handel. Men for at kunde erholde samme Handel, og for at kunde give got Kiøb paa fremmede Steder og os selv, da maatte slet ingen Vinding tages eller søges ved slige Skibe og Handel, uden allene denne: Saa meget som Skibene kunde holdes ved lige af, og til Baadsfolkets Hyrer. I det andet Aar maatte tages lige saa meget, som Tolden, til Erstatning for Cassens Udlaan, i den Henseende, at udstrække vor Handel videre Aar fra Aar. Saa maatte og disse Skibes Baadsfolk have deres Hyrer; thi ulyksaligt er det Land, hvor een skal have alting, det er, hvor den Fattige eller Gemeene hverken kan eller maa leve. I Engeland og Holland, der

22

maa en Matros leve med Kiøbmændene, derfore er det, de stemler saa fort der hen

3.

Mærk, monne dette ikke gav Riget Handel og Fordeel? mon det ikke er den Maade, Holland & c. har taget. Jo, Landet vandt til visse, , dersom Bedragerie ikke kom Derunder. Landet gav henved nogle hundrede tusinde Matroser Brød, som nu reyser til Holland og Engeland, 2) og disse fortærede deres Penge i Landet, og for det 3) fik vi de andre, saasom Engeland og Holland & c. afvendt, fra disse Stæder og Handeler, uden at de vilde hente det hos os i Kiøbenhavn paa Oplagspladsen.

4.

Men med Hamborgerne burde al Handel reent at ophøre, og hvorledes de kan giøre vor Handel og Fabriker til intet, samt udføre vore Contanter, som dog er af en Utroskab i Statens egne Lemmer, mod Staten, som i Første er mældet, for at vinde det, Hvilket i et andet Verk skal vorde forklaret. Jeg vilde ønske dem, at komme

23

i Grevens Tid, og faae Peder Skomagers Løn.

5. Magistraten skulle være Directeurer eller dirigere her over, dog foruden Løn; thi de har en reputeerlig Løn af Stadens Godser, vel saa stor, som hine Næsse-Konger, og som Borgere; thi jeg skulle dog troe de ere Underdaner, og da bør den eene at hielpe den anden i det, som er til fælleds og almindelig Hielp.

6.

Men for Vished, ar intet Bedragerie skulle skee herved, da skulle General-Regning hvert Aar trykkes og udleveres i Aviserne, under Magistratens Navn og Haand, til Stadens Kiøbenhavns Borgeres og Handlendes Revision, og hver Kiøbmand indsende sin Approbation, om den befandtes sandt, eller hvorudi det feilede, som ligeledes, enhvers i sær, siden af Magistraten skulde sendes uforandret i Trykken, og af Aviisrrykkeren for intet; thi han faaer sin Aargang betalt.

24

7.

Her er det de i Junior Philopatreias 1ste Deel foreslagne Skibe sigter til. Det er ikke altid Penge, der giør et Land og Folk lyksaligt; thi da maatte det findes hos Spanierne. Nei, det er Arbeidsomhed tillige, og at spare det man har, ikke udgive uden til Nødtørftighed, og ikke for at skatte til andre Riger, være undertvungen dem af utidige Lyster, som hine Babyloniers Kobber bedrog Israel, og Franske nu os, vore Forfædre, Danne-Konger og Mænd vare stridbare, endog i deres egen Dragt, hvorfore de lod haant om, at tage imod de med Guld virkede romerske Klæder, da dem tilbedes. Nei, men deres Guld og Sølv Ville de regiere ? og de regierede det, over det meeste af Europa.

8.

Siger, som en Engelskmand, de har vore gamle Forældres Ordsprog og Sind, hvis Børn de og ere: Der er

ikke bedre Nation til, end den Danske. Hvo sig selv foragter bliver og vir- kelig foragtet.

25

9.

Denne Handel skal forstaaes og bestemmes, at det skal være den, som vore andre Kiøbmænd ikke kan overkomme, endog til China og Ostindien selv, med alle Fremmede, og de Vare af Fremmedes, som vi behøver. Salt faae vi selv i vort Vestindien. Jeg haaber det øvrige kan lettelig forstaaes, og Resten herom skal følge, 10.

Naar alle Kornvare saaledes blev bekiendt, som i anden Afhandling No. 2. er anseet for nyttig, kunde aarlig siden lettelig vides, hvor meget Riget fortærer, og kau have at udsælge, jeg mener til Fremmede, og at saadanne Regninger hvert Aar blev indsendt, dernæst alle Korn-Magaziner fulde, synes det, at vi kunde naae den rette Maade at handle paa, naar siden den eene ikke kunde handle til Skade for den anden, men enhver efter Orden og Landets Fornødenhed.

Jeg vilde nok mælde en Forandring, som een af vore Kiøbmænd har faaet udvirket, hvorved mange tusende Meunesker og vore smaa Kiøbstæder er ruineret; men siden her ikke er Rum, skal det følge med det snareste, om Tobaks-Handelen.

26

Fjerde Anmærkning.

Om Hovedstaden Kiøbenhavns Levemaade, og hvad de Fattige deri leve af.

Første Afhandling

Om Kiøbenhavn i gamle Dage.

1.

Kiøbenhavns særdeles Levemaade er meget prægtig, endog om man undtager Adelen. Det er sandt, de ere, saa snart de blive Borgere i Kiøbenhavn, Adelen lige i alle Tilfælde, og synes det, de maatte da (see deres Privilegier af 24 Junii 1661), bære Pleures i Sørgetid, som ingen i Rang-Forordningen maatte bære, ringere end en Etatsraad; men hvad er Aarsagen: Kiøbenhavns Borgere ere de anseeligste paa nærværende

27

Tid i Verden, og de største, som hine romerne Borgere, lige med Adelen. En Etatsraad, fordi han er Etatsraad, derfor er han ikke Adel. Men Kiøbenhavns Borgere har adelige Privilegier, naar de ere Borgere? og Betienternes Privilegier er ikke nogen ny, ikke hellere fornemmere; men en Extract og Forklaring, at de maa regne sig af de Kiøbenhavnske Borgere, og derfor er og alle de Stænder, der den Tid var i Kiøbenhavn regnet lige med Kiøbenhavns Borgers i Privilegierne, som holde sig i Kiøbenhavn, tiener Kongen og Landet.

2.

Men tør jeg sige min Mening, som jeg længe haver tænkt: Dersom Kiøbenhavns Borgers fik et lidet Ares Tegn til at hænge paa deres Bryst, da kunde alle strax see, at de vare Kiøbenhavns Borgere, og hvad gielder, at mange fremmede Rigers rige Folk, af Ærefyge, vilde gierne kiøbe sig den Kiøbenhavnske Borgerret til for Penge, hvorved da maatte løbe anseelige store Summer Penge ind i Kiøbenhavns Casse. Disse Penge skulle være til at

28

istandsætte den Handel med, som jeg har mældet om i den Afhandling af Junior Philopatreias fem Anmærkninger, og til det hele Riges Commercie at befordre.

3.

Vi læser, at den hellige Apostel Paulus, enddog han var en Jøde af Herkomst og Fødsel, at han havde taget den romerske Borgerret an, fordi den gav nogle faa Friheder i Henseende til Rettergangen, ja endog da han af Himmelens og Jordens Herre blev kaldet til det høie Embede, at lære Salighedens Vei, saa see vi, at han beraaber sig paa ingen større jordisk Ære, end den romerske Borgerret.

4.

Det var ved denne Ret, at alle ærede Rom, at Rom tilveiebragte sig de tre Dele af Jorderiges Ære. Det er ved disse Privilegier, at Kiøbenhavn er bleven saa Herlig frem for mange Hovedstæder i Verden. Det er ved disse Privilegier, at Kong Friderich den Tredie ligesom endnu staaer levende for deres, nemlig Kiøbenhavns Borgeres Dine, og det giør han og

29

i hans Søns, Kong Christians den Syvende Viise Majestæts Person. Dette Privilegium skal ikke hindre Kongens Ære og Interesse, men det skal meget befordre Høistsammes evige Fasthed, Højhed og Ære indtil Døden hos enhver Borger. 5.

Og jeg seer alt, at Kong Christian den Syvende vil blive langt større, end hans Fader Kong Christian den Førstes. Viis, som Christian den Andens, stor, som Christian den Fierde, der straffede, hvo der fortjente det, enten han var Adel eller Uadel.

6.

Der kunde først begyndes med vore egne i Provintserne, at meddele dette Borgerskabs Æres Tegn, da naar det rygtedes til fremmede Lande, kom det vel flere. Tegnet kunde maaskee være: Stadens Vaaben, Kongens og Dronningens allernaadigste Billede, Navn og Aarsral, emailleret paa Sølv, at bære i et blaat Baand. Hvad man ellers kan sige om Kiøbenhavns Borgere, da ere de allene sandelig Kongens fornemste

30

Livvagt. Hvor høit de har elsket ham, og hvor meget de har sørget for ham, naar han har været lidet reist af Staden, for at glæde sine andre Undersaatter med sin Nærværelse, og beskikke Fred og Ret i Landene, har vi Beviis nok paa i sidste Sommer, og hver gang forhen.

7.

Jeg maa nu mælde lidet igien om Kiøbenhavns Levemaade. Jeg har sat mig for, at vilde meddele Publicum alle de Leveveie her er i Staden, og de, som i denne store Konges Tid er opfunden af ny, af hans Viisdom, men det kan jeg ikke holde denne gang, men jeg vil blive ved at con tinuere det. Nu vil jeg dog see paa Kiøbenhavns Fortæring, og det er meget, men Slagterne vilde ikke sige mig om alt Qvæget; thi jeg vilde, at man skulle vide, hvor meget Kiøbenhavn aarlig behøvede, for derefter i andre Tilfælde at have indrettet Rigets Handel. Men jeg skal endnu see til, at præstere det Betænkte.

31

8.

Fordum kunde en Brygger gaae, nu skal han og Kone age, ei det er sandt, de er Adel, jeg havde nær forglemt det. Dette allene mangler, de fører ingen Topper, hvad siger jeg, jo Fruentimmerne bærer dem jo paa Hovedet høit op. Men før kunde de sidde og spise med deres Folk, hvad spilder de da ikke nu ved at holde en Pige meere, for at dække deres Bord i og saa lever de med, som behøver at tiene; thi alle kan ikke være Herrer. Altsaa er Overdaadigheden got for nogle. Den, som nu drikker for meget hos en øltapper, giør øltapperen til en fornem Borgere; den anden var, er og bliver et Sviin, om han endskiønt maatte slet intet drikke. Men der ere dog mange af fattig Stand, som nu ere rige Bryggere, og de giøre lige saa danne. Figyrer, som de andre. Ja det er got, at de have forfremmet sig. Var der ingen Forfremmelse til, hvad skulle være Hiul og Motiver til at tragte efter Dyd og Ære, om de ikke maatte belønnes med Frugten af deres egne Gierninger?

32

9.

Men siden at Kiøbenhavns Borgere ere blevne Adelen liig ere der jo blevne lige saa mange Overdaadere, som de; og formindsker det ikke Rigets Formue saavidt? Ja, det er fandt, dersom vi skal kiøbe vort Fløiel, Silke & c. fra de Fremmede; men dersom vi forarbejdede alle de Ting selv i Riget, som vi kunde giøre, da gavnede det snarere, end det skadede. Kongen hverken gavner eller skader den anderledes, end det er ham en Ære, at hans Borgere endog overgaae Parises Maske af Adel. I det øvrige gavner det og de Arbeidere, som ere Dagleiere ved Arbeidet, at Skaden og Landet kan derved holde des flere Folk ved Fortieneste og Levebrød. Og den af Borgerne, som ikke har, ikke kan faae, og ikke kan være med at giøre Figyrer, han lader nok være, saa ar Overdaadigheder dæmper sig selv, uden at give Forbud derpaa. Dette allene, om de ere forgabede i noget Udenlandsk, som ikke tiener dem, og de kan faae i Riget, og samme uddrager mange Penge af Landet, den er en utro Medborger, og bør at straffes derfor. Saa er

33

det og got, at der paa flige overdaadige og alle overdaadige Ting er en høi Told, da Kongen til Landets Forsvar uformærkt tager det Fornødne. Om enhver, som drak sig drukken af Viin, skulde for hver Aften betale 10 Rixdaler, da var det ikke for Meget, om Politi-Betienterne skulle inqvirere derom, og hvilken som ikke betalte strax, for Ham kunde Viintapperen betale det, og siden søge det; thi Guds Gaver bor ikke at spildes. Men i sit eget Huus synes mig, at enhver Mand kunde være frie for Indqvirering; thi da var Manden hiemme, og Konen fik noget med, som kunde holde til Maade. Disse penge bødes for Misbrug imod den Maade, at være lykkelig, trykkede ingen i Staten; thi de bleve allene betalte af de, som havde Raad derrik^ nemlig de, som drak sig drukken, og spildte Vinen. Havde de Penge til at spilde Viin for, saa kunde de og have noget at give hertil; og det var en Maade i fin Tid at giøre Guld paa, langt bedre end Alkymisternes.

34

10.

I forrige Old vare Borgerne rigere end nu, ja for den Tid kostede deres Davere ikke saa meget, som deres Casse nu, da kunde de lade sig nøie med at spise et varmt Øllebrød om Morgenen af en Sølv Skaal, drikke en Sopken af en Guld Tomling, og til deres Middagsmad Øl af er Sølv Begere. Men nu har de fundet paa, at føre Sølvet til China for Leerkar, og Guldet til Frankerig for Moder og franske Trin, saa at en fattig Borgeres Kiol aldrig kan blive over et halv Aar i Moden, og derpaa kan man kiende, at han er en fattig Borger. Den Tids Old de spiste Brød og Øl om Morgenen, da kostede det ikke saa meget, som Caffeen nu, fordi det var Landets egen Product, da det andet føres fra den ny Verden, derfore havde de og deres Hiørneskabe i Stadsestuerne fulde af Sølv; men hvad har de nu ? de har dem jo fulde af Glas. Men det verste er, at Assistentshuset vil intet laane derpaa, fordi Glas er skiørt, og vore Naboer ikke saa dumme, som hine

35

Mexicaner; thi om saa var, da vilde vi ret handle med vore Glas.

11.

Den Tid vare de jo rigere, end de nu ere. Den Tid kunde en dansk Adelsmand binde sine Skoe med Snipper og Duske; den Tid kunde han selv hugge sit Træ i Bøge Skoven, og lave sit Huus Tømmer til. Men Hvad nu? nu kan han —

12.

Men siden de har havt saa meget Guld og Sølv i Dannemark fordum, hvor er det bleven af? Fanden og Svensken skal have Skylden, det øvrige har vi skikket til Hollands Commercie, dog ikke at forglemme Hamborg og Lybek. Thi ligesom de Tydske har formeeret sig i Dannemark, saa har og Guld, Sølv og Penge formindsket sig. Hvad giør Hesten i Kornet, uden bider af Ax, og Møger sig i Busken.

13.

Da Borgeren stod op at spise Davre ved Lys, kunde de Udrette meere med 1 a

36

2 Tyende, end nu med 4 a 5, for nu staaer de op til Caffe Klokken 9 a 10, om Solen skinner lyst for dem eller ikke, da vare de alle for at tiene noget, men nu vil de fleste, at Kongen skal tiene dem med Tienester; thi seer vi til en Læredreng, der ved et snus Handverk for faa Dage siden blev giort til Svend eller Burs, saa har han nu 10 Ansøgninger inde om en kongelig Embeds Bestalling, endog han er lige saa klog i Landets Love, som den, der har været tre Aar i Frankerig, for at lære Fransk og Dantse-Comedie. Jeg er vis

paa, at han ikke engang veed sine Laugs-Artikler, og lad ham vide dem først; de synes, naar de kan skrive Bogstaver, saa kan de fortiene deres Brød. Men jeg siger ney. Ingen, end ikke en Duelig kan fortiene sit Brød, uden at Han maa vederfares den Naade, at fortiene det, og blive antaget; thi de bliver ikke alle Præster, som ere duelige, og har Studium, men de, som vederfares den Naade.

14.

Forrige Olds Borgere holdt for, at naar de spiste saadanne to Retter Mad,

37

som de kunde blive mætte af, saa burde de Orves, men nu har disse overladt den Skik til de Fattigste, og til Bonder, saa at det er blevet et Ordsprog, at Flesk, Kiød, Kaal, Erter, Grød, salte Sild, tør Fisk og Rugbrød er Bonde-Føde. O! gid at Bonden og de Fattige ikke skulle mangle det saa ofte, som de giør. De lade sig i disse Tider, just for at være Fransk med, ikke nøie med ringere end 4 a 5 Retter, foruden Confecturer. I gamle Dage kom de vel sammen om Aftenen, for at fordrive Tiden, og legte Skaktavle, Nødder i Hænder & c.; men nu for at øde Bachus og Lege med Frøja.

Anden Afdeeling.

Om de Fattiges Ophold, og hvad de meest lever af.

15.

Caffe er kommen meget i Brug hos os, meget hos de Store, men mere hos de Smaa, saa det gaaer med dem, som

38

det Heder i Ordsproget: Hvad der fylder, det feder, den er næsten de fattige Folkes Hovedlevnets Ophold. Aarsagen fordi Brændet er saa dyrt, og de andre Fødevare ikke for dem at faae, forstaae, Pengene kan ikke rekke til, derimod drikker de et Par Kopper Caffe, og sommesteds spiser et Stykke Brød til, da har de med eet faaet varmt i Livet, baade at spise og drikke. O! hvad Tieneste har da ikke vore vestindiske Lande giort os, hvor mange leve ikke vel af den Handel i Kiøbenhavn. O Borgere! seer til, legger sammen, og optager igien vore forladte Lande der, hvad I ikke har, saa vilde I da faae baade mere at handle med, end I nu har, ja det, som nu i Handelen er ubekiendt, og de Fattige kunde da faae Caffeen for ringere Kiøb og lettere Huusholdning i disse Tider; men Brødet i dette feede Land er saa dyrt, ja saa dyrt, som da Pommerinkerne i Kong Waldemar den Førstes Tid havde ødelagt det, at det meeste laae udyrket for den pommerske Gierigheds, ja den pommerske Gierigheds skyld, thi de førte alt det Guld, Sølv og Penge ud af Landet, som de kunde overkomme i

39

Dannemark, og for deres pommerske Udsuen maatte de Fattige lide Mangel.

16.

Men til Beviis paa, at Caffe kan føde, da er det vel bekiendt af de, som have faret paa Strædet og Constantinopel, at de Constantinopolitanske Borgeres almindelige og daglige Diæt er Riis og Caffe, uden Caffe kan de ikke leve, og Caffeen har den samme Natur, som Tobak, at den opholder Livet, enddog de spiser ikke i mange Dage, som hielper til tør Verk for de Sengeliggende. Den Caffe, som er i Strædet, er meget god, men dog er den den allerbeste, som komme fra vore danske vestindiske Eylande, i sær fra St. Jean og Craben Eyland.

17.

Constantinopel kunde ikke giøres verre, end at indtages den Øe til Indgangen, og opholde deres Caffe-Skibe, da de maatte hungre ud af Staden.

40

Tredie Afhandling.

Om Klædedragten i Hovedstaden.

1.

Det er unægtelig, at jo Klæders Prægtighed ogsaa ofte forandres efter Moden, er et Tab for en Deel Folk; men er det Tab for de, som kan leve herligt, saa er det en Tieneste for Fabrikørerne, Spindere og Skrædere, naar det ikkuns er af Landets egne Tøie; men er det Udenlandsk, da er det og et Lands Undergang og Pengetyv. Thi vil de legge Mærke til, hvor længe en Spekhøker kan have got af en Skindpels, og et blaat Forklæde beskiermer hans Buxer, desto længere har han en kiøn Klædes Klædning, den kan han da spare, og bruge sin hele Livstid. Hvo seer da ikke, at han er bedre holden, end de, der lader giøre franske Klæder fire gange om Aaret. Spekhøkerens Pels og Forklæde er af Landets Manufactur, Bondekonen har giort det, og vore Handskemagere Pelsen. Jeg veed ikke, om ikke Folk var tient med deres Huusholdning og Klædedragt paa samme

41

Maade, som en Bonde og Spekhøker; men det er Moden, der er i Veien; thi om saa var, blev Pengene længere Hos dem, og de kunde saaledes spare Udgiften i andre Dele, at legge paa Kistebonden til de blev grønne. Men jeg troer, at Franskmændene har bildt dem ind tillige med andet, at de skal ikke spare paa Pengene, men lade dem roulere, ja til Frankerig.

2.

Det er sandt, at vore gamle danske adelige Familier have klædet sig prægtige, saasom med Zindal og zirlig Linnets Udsyening; men mærk, de giorde det selv.

3.

Høilovlig Kong Christian den Fjerde forbød Overdaadigheder i Klædedragten, saa længe de hentede det fra fremmede Stæder. Man læser, at hans Laqveier & c. bar Jyde Strømper, og de til Stads ikke dyrere end til en Rixmark, siden en Ort, og saaledes var deres Klæder lettere Priis da, end nu, saa de vel kunde komme ud med ringere Løn, end nu. Føre vi saaledes vor Eftertanke fra det eene til det andet, saa seer vi lettelig, at det er Overdaadighed, der baade har

42

kommen Penge til at stige, og til at mangle hos os. Men da samme store Konge fik sine Fabriker og Handel i Flor, og det kunde kiøbes i Landet, tillod han sine Undersaatter at klæde sig saa ypperlige, som de vilde og kunde. Da han havde ophævet Handelen med Hamborgerne, da fik Dannemark Veien til den Handel, som de nu har, og ligeledes i Kong Friderik den Fierdes Tid, og saa længe den med os ikke er ophævet eller under, skal det være for Dannemark vanskeligt, at handle; Lybek ligesaa, dog de første verst, fordi de ligger midt i Veien, hvilket vi dog saa let som nogen Ting selv og allene kan have, samt Lagien paa vore egne Penge, og rigtig holde dem fra at løbe i den, som jeg gierne skulle i et Verk vise og lade udgaae, om jeg torde sige Sandhed.

4.

Men det var Skam, om man skulle forbigaae vort deilige Kiøn. Det er en Sandhed, at i Hovedstaden ere de Dejligste, og saa deilige, som ikke i alle Verdens ere nogen Steds at finde. Men dog seer jeg, at de have meget falmet og aftaget

43

fra forrige danske Olds deilige Trutte Ansigter. Hvad Aarsagen er, overlader jeg til Naturkienderes Opmærksomheds og Skiønsomheds Omdømme. I de Tider vare de duelige Huusholdere, og derpaa kommer en Borgeres Rigdom meget an; kunde ikke pynte dem uden paa Dansk, saa vare de dog yndige, da havde de særdeles Pynt til Helligdagene; men nu pynter de dem saa tilig de staaer op, ved Middag. Maaskee de have faaet denne Forandring tilligemed, at de have mistet der angenemme trutte danske Ansigt, eller og af den franske Aften-Morale. Men hvorom alting er, saa er det dog vist, at de ere deilige i Klæder i disse Tider. Fordum i Arbeidsomhed, at holde fornuftig og vindskibelig Huus for deres Mænd; saa det er dyrt i disse Tider at gifte sig med een af dem. Thi deres smalle Arme skulle snart briste, om de skulle nu som da bestille noget, og efterse deres Piger & c. Fordum kunde de selv gaae til Torvs, nu kan de ikke blive paaklædte til Kirketid, hvorfor de heller tager paa Comedie, saa har de noget got af Dagen, og den har tient dem i steden de skulle

44

tiene deres Mænd, dem selv og Dagen, jeg meener Dagens Herre. Hvo begriber nu ikke, at det maa være en riig Mand, der skal kunde træde i Ægteskab, og lade sig ægtevie til en Kone, de maa vel betænke sig; thi det er ingen Ære, at spille Banqverot. Og Hvilken Mand, som haver en yndig Kone, som forstaaer at lade to Piger klæde sig paa, og han elsker hende, hvor skal han kunde nægte hende noget, om det end skal tages hos Udlaaneren dvs. Creditoren, uden han vil bære det Navn ved tusinde Caffeborde, at han er en Gnier, han sparer paa Pengene for at handle, og endnu verre Navne. Observation: Denne Føielighed har giort mangen en riig og duelig Kiøbmand til en Staader og Bedrager; item, at somme har vildet havt to Koner, den eene har han holdet efter Alkoranen, uden fore, og den 1ste har paa Fransk gaaet sin skieve Tur.

5. Jeg veed ikke, om det Smukke og Bolde, yske Yndlinger, have tabt Lyst til Huusholdningen ved at studere og gaae

45

paa Comedier. Men dette veed jeg, at det ruinerer mange Mænd, og forsømmer deres Huus, imedens de skal læse den tilkommende Comedie over. Saa jeg vilde ønske, at den Maade, at gaae paa Comedie, tillodes ingen andre af Borgerskabets Bolde, end de, som snart skulle døe, at dette Huus ikke skulle misbruges; item de, som ere lamme, blinde, og foruden Hænder, som ikke duer til Ægteskab og Arbeide, og de, som ere saa aandelige, kunde leve i den stille Rolighed for Bekymringer.

46

Anmærkning.

Huusholdning med Staden Kiøbenhavn.

Lyksalig er den Stad, hvor dens Magistrat

ere Menneske-Venner, ulyksalig er den Stad og den Handel, hvor Magistraten vil opæde Borgerne deres Eiendom, og dem indtil Blodet, og være Spekhøkere med deres Formue, legge Skat paa dem, og Skat paa Skat, og foragter dem til & c.

Den Høiviiseste Konge Christian befalede Kiøbenhavns Magistrat, at de til Lettelse for Stadens Fattige, og Penges Spilde at forekomme, skulde af dens publiqve Casse i god Tid indkiøbe Brænde, og udsælge det, naar det manglede Staden, og ingen Fordeel deraf søge, uden den, som vedligeholdte Omkostningen? thi hvo skulle ellers tage Fordelen? Stadens Casse, eller Magistratens Paruker, Heste og Vogne & c., og dog sælger de nu, da her i Staden forhen har været dyrere Tid, end

47

denne, ikkuns tre Pund Elle Brænde for een Skilling, var det endog Bøge Brande. Dette staaer til at bevise, og er veiet efter. Hos de saa kaldede Spekhøkere faaer man endnu meere, end hos Magistraten. Allernaadigste Konge! hielp de fattige Borgere for Magistratens Gierighed, og raad Bod for saadant og meere. Er dette ikke at forgribe sig imod Majestæten? Er dette ikke, som at Magistraten ville have Borgerne til deres Slaver, ligesom en Deel Adelsmand før Souverainitæten torde sige? Er dette ikke et Indgreb i Kongens eene tilhørende souveraine Magt? og er dette ikke at torde giøre anderledes, end de kongelige allernaadigste Forordninger om Kongens Billie og høie Kierlighed for Undersaatterne befaler dem, som tro Borgere upartisk at giøre? Det er Under, at de ikke legger Brændet i Blød, for at tage Rum op, og at veie meest. Det var et konstigt Indfald for tre Uger siden, at de forandrede Maalet? stod det ikke paa Raadstuen? Jo.

O! allernaadigste Konge! gid at alle Gaarde og Huse her i Staden var og blev nu mirerede, fra det første til det sidste i et Nummer; saa meget nyttigt, som det vilde gavne

48

Borgerne til, saaledes er det jo i Staden Paris oq andre Stæder. Da skulle man let kunde beregne, hvad Uret man leed i et og andet for høit ansat.

O gid! at det maatte blive, som i Kong Christian den Femtes Tid, at hver Gade skulle holde sig selv reen. Nu betales jo 2 a 3 gange dobbelt imod den Tid, og dog er Gaderne meere skidne, end forhen.

Jeg har mældet om og sagt, at Kiøbenhavns publiqve Casser maa være meget rige, om der skulle giøres Regnskab derfore. O! gid at de maatte komme til at tiene Kongen, Landet, Staden, Riget og Handelen saa vist, som de ere store, de kunde ophielpe Handelen, de kunde indkiøbe aarlige Korn-Magaziner for Kiøbenhavn, og afkiøbe Kongens Byg dertil, om Bryggerlauget maatte allernaadigst afgaae. De kunde istandsætte vore vestindiske forladte Colonier og Saltverker paa St. Eyland, Crabben-Eyland, og de andre optagne Eylande, og ellers ucultiverede Plantager. De kunde ophielpe vor forladte Guld-Handel paa Guinea, hvorom meere i et andet Verk.

(Fortsættelsen heraf skal følge i III. Deel.)

1

JUNIOR

Philopatreias

Trende

E 2 5

1. Om at indeholde vore danske Penge fra at løbe Udenlands, og indbringe andres og vore egne igien, samt conservere deres Værd.

2. Om en nye Hoved-Handels- og Laane-Banqves Oprettelse, med Observation om den Kiøbenhavnske.

3. Grunde til den danske Handels Flor, til derpaa at bygge den.

Tredie Deel.

(Skrevet i Sielland og trykt i Kiøbenhavn.)

Kiøbenhavn, 1771. Trykt hos Joh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde, og findes sammensteds tilkiøbs.

2
3

Fortolkning

til dette lidet Verk, som er et allerunderdanigst

Forslag.

Nedlagt til Deres Kongelige Maiestets Høivtseste Undersøgelse, om mit allerunderdanigste Sigte er nogenledes veltruffen efter dette mit Øimeed, som er: 1). Deres Maiestæts allerhøieste og hellige Æres Udbredelse, og Høikongelig Fornøielse

4

at formeere, der er størst og sandest naar det gaaer Landet vel. 2). Denne Kongelige Glæde, at faae de til Rigets Gields Afbetalning behøvende Midler, med det første langt lettere, end ved Extra-Skatters møisommelige Inddrivelse, en Lettelse for baade Høie og Lave; thi 3). det Almindelige, et Kilde-Udspring til Lyksaligheds Udvidelse, for alle og enhver Stand, enten det er Høi eller Nedrig.

a). En Rod, hvorved vore Penge kan blive i Landet.

b). At vi kan have og faae flere Fabrikker.

c). At de kan afsette deres Vare, og

5

d). da faaer Dannemark og underliggende Lande det vi endnu ikkuns have Navn af, nemlig: Handelens Nytte og det gandske Riges Flor til Lands og Vands, af egen beliggende Beleilighed og dets egne Producter.

4). Men endog herved tillige af dette Middel, Dannemarks Flor, at den nu ligesom forlorne gamle Arve-Rettighed ved selvvillig Overgivelse uden nogen Anmodning skulle komme af sig selv til Deres Maiestet, og vor kiere danske Konge-Huus, Deres Maiestets Kongelige Arve-Huus.

Til min allernaadigste Konges Ære, og Landsmænds Opkomst, i

6

Følge af medfødte arve Pligtskyldighed, haver jeg dette paa Deres Kongelige Maiestets høie høitids- og for det gandske Rige største Glæde-Dag den 29 Januari 1767, underdanigst anbragt og sluttet

af

7

Tanker

overgivet til mine Landsmænds og Compatrioters

Undersøgelse.

Det er ikke nok at vi veed og siger, vor Handel er svag; thi den er til visse svag, naar vore Naboer som handle, skal sande det med os. Det er ikke nok at vi siger, den bør igien at hielpes paa Fode; men lad os flittig stræbe med hinanden, tænke, pønse og meditere, og- mælde de Midler, som kan i Gierningen befordre dette Høistvigtige. Thi det som rettelig angaaer Handelen, og skal kunde forfremme den, kan ikke siges med et eller faa Ord, da den ikke bestaaer af et lidet Begreb og paa en

8

Maade; men den behøver mange Observationer, Indsigt og Agtpaagivenhed. O! gid at der var en Handels- og Corespondence-Skole i hver dansk og norsk kiøbsted, at Børn derudi kunde fra den beste Alder, jeg meener Ungdommens Aar, lære Correspondencen og et hvert Lands Handels Maade, og dettr er det vi fattes i Dannemark, Helst vore smaae Kiøbsteder, de veed slet intet deraf

Det herom læres i en Regne- og Skrive-Skole, ligner nærmere Intet end Noget. Lige Forhold har det, at sette dvs. føre det med sig med den Børne-Lærdom i Handelen, som sættes til de smaae Kiøbstæders saa kaldede Kiøbmænd, der selv intet veed herom, følgelig kan de ikke blive andet, end Pine-Kræmmere, Gniere og Høker-Handlere, som De og blive, og dette er Aarsagen, at vi Har for mange af dem, og for faa af rette Handlere.

Naar jeg undtager nogle faa Steder i Norge, Holsteen og Hovedstaden Kiøbenhavn, saa seer jeg, (og jeg troer, andre seer det

9

med,) at Dannemark har slet ingen Negocie. Den eneste sande fordeelagtige Handel og Søefart, som Kiøbenhavn kan sige as, den har de af vore Vestindiske Lande; thi til China føres reent Sølv; men med Vare tilforhandler de dem Sukker & c., i Vestindien, hvilket omskiftes med Handel paa fremmede Steder, til Landets Profit i reent Sølv og Guld og andre Fornødenheder. Denne Handel har jo forskaffet mange Hundrede Nærings-Veie i Dannemark; men den og de øde forladte andre danske Eilande, der kunde endnu forskaffe os Nærings-Veie, og det i Tusindetal, om ikkuns nogle danske Patrioter, for at befordre egen og Fæ: drenelandets Vinding, ville slaae sig sammen at igien optage samme.

O! Compatrioter og Kiøbmænd af Kiøbenhavn! hvorfor lade I Hollænderne oprette Laane - Banqve i vore Vestindiske Eilande, og der tage Aarlig 20 pro Cento, burde ikke denne store Penge-Summa at gaae til Eder i Kiøbenhavn, hvilket igien tiente hele Riget.

10

Vil I længer saaledes tillade dem at at negocere der, da seer jeg alt forud, at Hollænderne inden kort Tid vil komme til at eie hele St. Croix; thi der er de Plantere, som Aarlig ikkun have selv 11 a 12 pro Cento af det hele, hvor skal de da kunde udstaae at give Holland 20, er det andet, end at give Eders Fordeel og disse rige Lande til Holland, og hvad vil I da Handle med?

Jeg ønsker, og gid I ville ønske med, at I havde denne Laane-Banqve og alle disse Landes Fordeele under Eders Besidelse. Jeg kunde opregne langt flere Tilfælde , hvorledes vor Handel aftage, og Aarsagerne thi ellers nyttede det intet, og jeg vil fremdeles continuere med at vise, at jeg er og agter at være imedens jeg lever en oprigtig dansk Undersaat.

11

Første Anmerkning. Hvorledes man best kan opnaae den Hensigt som Kongen allernaadigst bærer for Undersaatterne, med Rigets Gields Afbetalning, paa faa læmfældigr Maader, som ved Extra-Skattens Ringhed og møisommelige Indfordring.

Ut det sandelig er en læmfældig Maade, og Høi- Kongelig Naade, Maisteten Kongen præcaverer sine Undersaatters Velfærd med, fremfor at spare sig sev Ulejlighed, kan noksom paaskiønnes af de allernaa-

12

digst paabudene Extra-Skatte i faa ringe O.vantiteter. Og lige saa let kan det og indsees, at saadant allernaadigst Maal og Hensigt, saa længe Skattens Indkomme er faa liden, ikke kan faa hastig opnaaes afbetalt, Maiesteten Kongen ønsker. Saasom der ikke indkommer Maiesteten Kongen saa i vist, som Navnet efter Nuller kunde give Anseelse til, hvilket vitløftigere skal blive afhandlet, naar jeg kommer til at vise hvorledes Maiesteten Kongen om kort Tid skal faae Penge, foruden at læge Skat paa;

især at Landet skal beholde sine egne rare Sølv-Mynter.

Lige saa let kan det og indsees, at det ikke er en liden Bekymring for vor allernaadigste eiegode frommeste Konge, og allerhelst naar der ikke er Contanter i Landet, som det ellers er om at giøre, nemlig Guldets og Sølvets Force, som ikke tilveiebringes af Banqven efter nærværende Forfatning.

Men dersom det var en Undersaat muligt, at løfte noget af denne store og besværlige Byrde, fra vor allernaadigste og bekymrede Konges Skuldre, eller i nogen

13

Maade at indsee noget til Lættelse at forekomme slig Byrde med. Dertil forpligter enhvers Skyldighed, og min mig, allerunderdanigst, at tilkiendegive de velmeente og i mine ringe Tanker allerunderdanigste Grunde, som jeg haaber kan give Anledning dertil, om ikke være vel grundet, saa dog, for at komme høiere Tanker paa Spor, til saa vigtigt.

2.

Jeg har i allerstørste Ydmyghed, ofte foreholdet mig selv, maaskee min allernaadigste Konge kunde tænke: at jeg vilde søge egen Interesse, eller og, hvor tør denne tænke fligt, som tilhører Maiesteten Kongen, og de af Maiesteten beskikkede. Skulle min allernaadigste Konge tænke saa om mig, da maa jeg forgaae og blive til intet, for Kongens retfærdige Vrede. Men da jeg ikke har kundet slaae det af mit allerunderdanigste Sind og Tanker, har jeg allerunderdanigst trøstet, og trøster mig ved, at Maiesteten, min allernaadigste Konge, vil kiendelig ved første Øiekast see og kiende min redelige Hensigt, og, da jeg har intet at give min allernaadigste Konge, som jeg øn-

14

sket, andet' end at idelig vaage, sukke og bede for min Konge, og det Kongelige Huses Lyksaligheder, foreenet med Landets almindelige Velstand.

Da ofrer jeg i mit hiertes Troskyldighed, og efter mine Pligter hvad jeg formaaer, (som fordum Hedningerne Revel og Jethro, der ikke formaaede at give den store Lovgivere Moses andet versligt, end med disse Raad, da Moses var overilet med Møie af de trættekiære Israeliter, og hver Dag fra Morgen og til Aften maattr sidde i Retten. Hvorfor kommer den hedenske Præst Revel og hans Søn Jethro ved Domstedet, og siger til Moses: " Haver du saa stor Møie hver Dag, med at holde Ret, og dog ikke kan komme til Oplysning om de Fornærmedes Ret; thi paa denne Maade maa jo ellers baade du og Folket forsmægte, du kan lettere komme til Sandheds Kundskab og Rettens Pleie, naar du beskikker Underdommere med Orden, og Apel til dig, og bestemt i en ordentlig Lovbog, med sadte Straffer derhos, for de som giøre derimod. Saa vit fra 12te Artikel

15

til Enden af Udgangens Bogs 18de

Kapitel.)" Hvilken Lov siden er holden og holdes hellig hos Jøder og Christne.

Ikke mindre Lyksaligheds Nytte tilveiebragte den Slave Joseph Ægypti Land og dets Pharao, da han saa sagde: " Saa seer sig nu Pharao om, efter en forstandig

og viis Mand, som han kan sette over

Ægypti Land." Dette lykkedes, og

Ægypti Land blev baade befriet for dyr Tid og Penge Mangel, ja, de fik alle omliggende Rigers Penge til.

Vore Forfædre have ikke uretteligt kaldet Dannemark for et Canaan og Ægypti Land; thi det er det, fordi det kan føde sine og andre Riger med, naar der holdes ret Huus med det.

3.

I hvilken redelig Meening jeg nærmer mig til det Allerhelligste, og fordrister mig efter en foregaaende lang og nøie Overveielse, til at foreslaae nogle af mine ringe Tanker i dette Forslag, hvormed jeg sigter til, om det er giørligt, at lætte Be-

16

kymringer fra Maiesteten Kongen, at de kan omvexles til Høikongelig sand Glæde, som bestaaer i at giøre vel. Thi jeg haaber, at Maiesteten Kongen, foruden Skatters

Paalæg kunde erlange de til Gieldens Afbetalning behøvende Penge lettere og hastigere, og derved skulle kunde fornøies.

Og ikke det alleneste, men endog tillige at faae en beleilig Anledning til Udødelighed, at kunde Aarlig lit efter lit, letre Undersåtternes andre Tyngder. Og denne Høikongelige Fornøielse, at blive en Stifter af en evig Glædekilde, til Rigernes bestandige Flor, jo længere jo bedere at tillage. Naar der bliver lagt et Hold for og i Veien, hvor Dannemarks Midler udløbe som en stærk Strøm, og giør det af Naturen rige Dannemark fattigt. Saadant et Hold har over for 200 Aar været fornødent, dog endnu er det ikke fuldbyrdet. Maaskee, for at Deres Maiestet skal have noget at reparere. Det er alt paatænkt og begynt af den store Kong Christian den Fierde, hvorved vi og fik den Commerce vi nu har, men om det øvrige veed jeg intet at

17

være begyndt. Et saadant Hold, som kunde baade drage Dannemark Penge og Rigdom hiem fra andre Lande, og møde i Gabet for de utallige Rigdomme der nu løbe ud til at fede Fremmede; det er, at gienne de store Penge-Summer tilbage ind i Maiestetens Kongens Lande og Riger igien. Thi det danske Riges Møie og Arbeide, ja de utallige store Summer Penge, som alle høilovligste Konger, Kongerne af Dannemark, fra høilovlig Ihukommelse, Kong Christian den Fierdes egenhændige Mynt-Reglement, har slagen, og det af saa rig Gehalt, at intet Riges Mynt er bedre end vores, det er ogsaa cruelle mange store Summer, at intet Rige i Europa har myntet saa meget Sølv og Guld, naar man undtaget Spanien. Naar allene fierde Delen af hver af disse 7 stormægtigste Kongers myntede Guld og Sølv endnu var her, maatte Kongen kunde lade alle Stadens Kirker tække med reent Sølv og Guld.

Men dette er løben altsammen, og løber daglig ud til fremmede, besynderlig til Hamborgerne; thi maatte allernaadigst confideres at Hamborgerne er den Brynde, som

18

udsuer Deres Kongelige Maiestets Riger og Undersaatters Sveed. Hamborg er den Magnet, som saa længe, og saa stærk har trukken Deres Maiestets Mynter ud, ja, reent bort. —

Hamborg er Deres Maiestets Arv og Eiendom, og dog tør de nægte at tage Deres Maiestets Mynter for fuld Værd; o! hvor stor Skade er det ikke for danske og holsteenske Undersaatter, de sætter dem ned efter egen Billie, hvorimod vi Danske maa tage deres vitbekiendte slette Penge for sult, Naar de er mætte, tør de pokke paa, at de er en Keiserlig Fristad, hvilket ingen Rimelighed kan have, at Keiseren kan give nogen Privilegio i Maiestetens Kongen af Dannemarks Riger og Lande, hvilket og er overbeviist Keiseren i disse Tider as Kongerne i Preusen, at ingen Regent har sin Religion mere af Paven, altsaa ikke heller af de Romersse Konger og Keisere, Deres Riger til Lehn, hvilket allene kunde indbildes saalenge Paven raade for hvad enhver skulle og maatte troe; de private Maiesteten Kongen af Dannemark tilhørende Lande, er ikke længer en Keiserlig Forleening, men

19

Arve-Lande. Historierne beviser, at de idelig ere arvede, og videre skal vorde beviist. Hamborgerne har vel hidtil saaledes conserveret sig, hvorfore de og for længst har fortient Deres Kongelige Maiestets allerhøieste og retfærdige Unaade, ja, en Unaade, som var uigienkaldelig, saa længe som de Hamborgere have Deres Kongelige Maiestets Regala borte, og continuerer saa troløse i at nægte sig at være Maiesteten Kongen af Dannemark pligtskyldige Undersaatter. Er det ikke Fornærmelse og Forgribelse imod Daner-Kongens Høiheder.

4.

Mit allerunderdanigste sigte er, at Pønse paa hvorledes Maiesteten Kongen kan i faa for Riget fattig en Tilstand, faae den Høikongelige Fornøielse og virkelige Glæde, eller og en Anledning dertil, at lade Undersaatterne synlig see, og al Verden skulle bekiende, at Kongen af Dannemark inderlig ønsker sine Undersaatters Velfærds Uudtømmelige Qvæld, og tænker paa intet mere, end at giøre dem lyksalige; ja, saadant

20

at det kunde virkelig lætte deres Byrder Aar efter Aar, og dog faae større og rigere Intrader end der nu kommer i den Kongelige Kasse, og ikke allene at ophæve Extra-Skatten for alle sine Undersaatter, men endog Maiesteten Kongen tager os under Armene og Byrden, og oprejser vores nedbøiede og svage Handeler, samt at kunde udvide deres Nærings-Veie til ti gange dobbelt Vinding.

End videre, sigter jeg allerunderdanigst med det samme til, at den sildigste Tids Efterkommere skulle ønske at blive som den store Kong Christian den Syvende, at de maatte velsignes som i Kong Christian den Syvende og Mathilde Tider, som fordum den Patriark Israel, i Mose Bog 48 Kap. 20 Artik. At Kong Christian den Syvendes Visdom maatte blive større og længere bekiendte, end Kong Salomons. At Efterkommerne maatte ønske at blive saa lykkelige, som Kong Christian den store og Syvendes Undersaattere i deres Tid vare, da ingen for at være enten i eller af Adels-

21

og Adelstand, derfor fik Fremgang; men en hver som er rigtige Arvedanske Undersaattere af Daner-Kongen.

Dette tænker jeg allerunderdanigst kan altsammen skee, om Maiesteten Kongen fant allernaadigst Behag udi om nogen Tid at lade Extra-Skatten ophæve, og i dets Sted, til sine Rigers Lættelse, oprette er Banqve, som ikke allene kunde indholde i Riget, Rigets egne Contanter; men endog vinde det som af Dannemark udgaaer til de utaknemmelige Hamborgere, beholde Frugten i Landet af Dannemarks Himmelbegavede Naturs Herlighed, og Deres Kongelige Maiestets mange store Bekostninger paa Fabrikers Opkomst & c.

Hvilket er det Hold jeg forhen i denne Anmærkning allerunderdanigst har yttret mine ringe Tanker om, haaber jeg allerunderdanigst saaledes at Viise, (at være langt lettete for Majesteten Kongen at faae Penge, og flere Penge, end ved møisommelig og langvarig Maade, som med Extra-Skatten, der ventelig indkommer i Papirer, og

22

er altsaa Maiesteten til Byrde, og mangfoldige flere private Bekostninger af andre Kasser. Et andet Tab er det, at jo længer det saaledes staaer hen, jo større og betydeligere tage Renterne til, og mindske altsaa anseeselig i det som Deres Kongelige Maiestet skulle have. Denne Laane-Banqve sparte Maiesteten store Penge- Summer i Fabrikkerne, saa at samme snart derved naaede den Kongelige allerhøieste og viiseste Hensigt.)

Maassee dette ringe Forslag kunde give Anledning til noget langt vigtigere.

23

Anden Anmærkning.

Hvorfra og hvorledes flere Penge lettere skulle komme i Maiestetens Kongens Kasse; Undersaatterne blive riige/ og Handelen fordobles frem for nu.

1.

EJ er alt for vel bekient, at danske, norske og Holsteenske Kiøbmænd, &c. som skal betale Penge, enten i Engelland, Frankerige, Italien, Spanien, Portugal eller Tydskland &c., siden Vexel - Banqver er kommet i Brug fra Aar 1587 i Venedig, maa betale og trekke det ved Vexeler, saavel at betale, som at faae Betaling, alt ved Hamborgske Vexeler, ligesom at Hamborgerne allene havde denne Visdom eller

24

dette Privilegio af Gud, som de faa længe har indbildet alle Puissancer, nu under et Navn, og nu under et andet. Saaledes udtrækker de alle Maiestetens Kongen af Dannemarks Mynter, foruden tillige Undersaatternes Sveed og Møie, saa Hamborgerne opfylder det gamle Ordsprog: en forbyder en anden at spist andres Brød, og saa spiser han det selv. Dette Ord opfylder de og i deres sidste uretfærdige Mynt-Orden, af 15 Augsti 1726, hvori de siger: at ingen maa smælte de gode danske Sølv Mynter &c.

Det er bekient at Hamborg lader sig ikke nøie med dobbelt Rente eller pro Cento af det danske Riges Undersaatter, men de tager over 20, saasom fra 1710 til 1726, og ellers af og til har de taget fra 33 til 40 pro Cento, det er 40000 af 100000 Rdlr. i et Aar. Endnu tager de fra Maiesteten paa en anden subtil Maade, nemlig, de sige: at deres Penge er bedre end deres Arve-Konges og Herres, de danske, da dog 70 Rixdaler i dansk Courant er ligesaa gode som 100 Rdlr. i Hamborgs Courant. De beregner andres Penge i deres Kroner, da de dog ingen har nu, men har myntet

25

dem om med Kobber, efter deres citerte nye Mynt-Orden, hvilket altsammen, og hvad Deres Hensigter er i adskilligt, er tydelig lagt for Dagen af deres egne Skribentere, først i Hamborg og siden i Altona, af Hr. Johan Christopher Ochlers, Membrum ved St. Jacobi Skole, trykt Aar 1726, samt i Altona 1727. Dernæst i en anden Opdagelse og Overbevisning, kaldet: tale i

Sandheds Rige, trykt 1735.

2.

Fra Undersaatterne subtilicere de paa mange Maader, nu under det Navn Lage eller Courfen paa den ene Side, og paa den anden Side tilegner de dem ene og allene første Frihed til at optage og først at kiøbe saa længe de vil i Deres Maiestets private Lande, hvilket om det blev ført til Dannemark, som skee burde, ikke allene hindrede Dyrtid, men endog til Fabrikkernes desto lykkeligere Drift. Og for det 2det, til de danske Handlendes Opkomst, hvorved Maiestetens Told formeeredes, tilligemed handlende og søefarende Nærings-Veie at blive her i Fart, og ikke gaae til Holland og En-

26

geland, som florerer af de danske Søefolk, ja ikke kan handle uden dem. Det som Hamborg giør nu Dyrtid med, kunde gierne bespise vore Vestindiske Stater, og vore Kiøbmænd kunde faae den Fordeel, da den blive i Dannemark, som Hamborg og Irland nu tager, saasom vi maa kiøbe igien. Hamborg sælger os vort eget, og dermed er Høkkere, da de veed at indbilde, som de og indbilder os, at Kiød & c. er bleven bedre, fordi det haver været i Hamborg, da det kaldes Hamborger Kiød, Hamborger Brøster & c., og dog er det danske Producter fra Jylland, Holsteen & c., og derefter burde gaae directe til Kiøbenhavn; thi fligt og andet saadant mere, er det der giør Dyrtid i Dannemark, baade for høi og nedrig Stand, undertrykker alt det som ellers i Dannemark kunde florere; men er alt for vitløftig alle paa deres mange Tusende Maader at opregne, og er ikkun til at opholde Deres Maiestet med.

3.

Burde Daner-Kongen ikke selv, og hans indfødte Undersaattere at have og nyde de-

27

res egen Sveds Møie, Rigers Herligheder og Frugterne af de mange anvente og høipriselige Anstalter, som Hamborgerne saa let undertrykker paa usynlige Maader, endskiønt Dannemark er af Naturen belejligt nok til Søefart og andet, mere end Hamborg.

Gamle danske Kongers souveraine Tid over Hamborg.

Deres Kongelige Maiestet af Dannemark, er ligesaa Høimægtig som Waldemar Seyer, og andre gamle danske Konger, der have regieret over Dannemark, Norge , Engeland, det meste af Tydskland, Lifland & c., og denne Stad tør fornærme Maiesteten, deres retmæssige Arveherre *).

Jeg

*) For videre at kiende vor Ret til Holsteen, Stormarn, Ditmersken & c., da var det tillige med Jylland det, som var Cimbriernes Land, og tilhørte Kong Dan I., uvegerlig førend den Tid, at han med sin Dronning Margarete fik hele Tydskland, og blev Konge derover An. Mun. 2911 eller for Christi Fødsel 993. Hamborgs Plads er allerførst bygget af den danske cimbriske Kiempe Hato, A. 543 for Chr. Fødsel, ved K. Helge, der nedstammede fra forbemeldke K. Dan, og var Daner-Kongens Styres-Konge ɔ: Statholder over disse Lande. Kong Harald Klak, som Aar 826 indførte den

28

Jeg har allerunderdanigst mældet om en Vexel-Banqves Fornødenhed og Nytte, nemlig: at Maiesteten ved den opnaaede den allernaadigste Hensigt for Undersaatterne. Ob-

Christelige Troe i disse Lande, gav den danske Apostel Ansgarius en Munk denne Stad Aar 832 til sit Bispe-Sæde, over de som nu kaldes vore tydste Lande, samt Dannemark, Sverrig og Norge, hvori han og døde Aar 865. At han fik denne Stad skede efter Keiser Ludvig Plius Begiering til Kong Harald Klak, da Bispen havde faaet den, confirmerde Keiseren, at den bestandig skulle være Erkebispe-Residentzen over bemeldte Lande, (lige om den kunde have tilhørt ham,) den Tid forstod man ikke hvad Hensigten af samme Confirmation var, eller i Tiden kunde skade Dannemark, men nu forstaaer vi det alt for sandt. Herfra er den første Anledning som Keiseren vil indbilde os at have til Hamborg, og for ar trække Hamborg fra Dannemark, lagde Keiser Lotharius ham Bremen dertil, saasom han ventede ligesom hiin Keiser, derudi at have en stor Besætning i de danske Lande, at han kunde tvinge Dannemark, at give sig ham til Lehn, ligesom Tydskland. Da Daner-Kongen det ikke vilde, gav Keiser Lothari II. en af sine Junkere, som i Historien er bekiendt af det Navn, denne Junker Adolph I. Schauenborg og Holsteen Aar 1106 til Lehn, og giorde Landene til 2 Grevskaber, enddog han ikke eiede det, hvilke første siden er beholdet fra Dannemark, og begge har forvoldet meget Blods Udgydelse. Fra denne Keisers Tid af som de andre stedse og alt tydeligere have anmasset

29

Observationer.

1. Er den fornøden for at holde Rigets Contanter, og ophielpe vor Handel. 2.

sig, til det er nu bleven ligesom en virkelig Ret til Hamborg, fordi de stedse og endnu vilde desarmere os. Den danske Vasal Hamas, fik dette Hatos-Borg til til Hasgaal ɔ: Hof, af den fromme K. Frode IV. den Gavmilde kaldet, Aar Christi 32, og lod den siden bebygge, kaldede Gaarden Hamma borg efter sit Navn. Samme Hamas lod sig kiøbe af Hanef og Sverting, (da de forrædelig ville rage Landene fra K. Frode IV. og giøre sig selv til Konger,) at føre Sverdet imod sin Konge; men Sterkodder flag ham ihiel, og Danemark beholt Landene her, fra den Tid Svertings Sønner vare døde, som var de der havde været forlenet der med, var alle ude dermed af begge Hertug-Stammerne. Denne Stad var stedse Daner-Kongens Grendse-Festning, naar de et havde de andre Lande. Denne store Første og Daner-Kongernes Statholder over Jylland, Holsteen, Lauenborg, Mechlenborg og Lyneborg, af det Navn Kong Göttrik, (tydsk Gottfrid,) af Kong Dans Stamme, Konge kaldet, i de Tider af Mangel paa Ord. Han residerede i Hamborg, som Stadtholder over bemeldte Lande, da Keiser Carl Magnus bekrigede ham, indtog Staden Aar 808, derfra af dens Besætning bortførte over 10000 Mænd til Brabant. Dette Aar og Aaret derefter 809, fik Keiser Carl M. denne Stads Udvidelse og Fæstnings-Værk færdig, efter sin Maade bedre befæstet imod Kong Giöttrik. Denne Jydske 'Fyrste og danske Stadtholder, bemægtigede sig hele Dannemark, og blev Enevolds-Herre og Konge derover.

30

2. At svække Hamborgernes Hovmodighed. 3. Holsteens fede Vare behøves her. 4. Kongens Omhue og Bekostning vaa Fabrikkerne blev efter allernaadigst Hensigt opnaaet. 5. Kongen desuden faaer den Høikongelige Fornøielse, at faae andre Midler til Rigets Gields Afbetalning. 6. Det er end ikke allene for den nærværende Tids Lyksalighed, men end og til Eftertiden.

4. Steden hvor en nye Banqve skulle beqvemmeligst naae allerunderdanigst indbemeldte Frugt, om det finder allernaadigst Bifald, at oprette en nye Vexel-Banke, skulle det være i Altona; thi da opnaaedes først Stadens Navn, og høilovlig Ihukommelse Kong Friderik den Andens høiviiseste Hensigt, og de Ugudelige og trodsige Under saatteres Hamborgernes Ord til høistbemeldte Konge: at hans Stad og (Øie) over dem, var dem alt for nær.

31

Denne Banqves høie Hoved-Eiere, kunde Maiesteten Kongen selv være, og have de store anseelige Gevinster, som Hamborgerne nu træffe fra Deres Kongelige Maiestet og Undersaatterne, have dertil Med-Interessentere, de høie Ministere og andre Bemidlede, saavelsom og det kunde tillades fremmede Nationer, herudi at sætte deres Penge, paa samme Maade som i de fire store Hoved-Banqver.

Maa jeg allerunderdanigst sige min ringe Meening, da er det at Coursen eller Lage, burde være ringere end Hamborgernes, for at drage Svenske, Russiske, og de andre, som paa Hamborg igiennem Sverrig & c. drage Vexler, paa det at de Penge kunde komme til Deres Maiestet Kongen af Dannemark og Med-Interessentere, saavelsom de Handlendes Nytte især.

6.

Er det muligt, (saasom disse Tiders Vane nu har giort en Banqve uuudværlig paa dette Strøg,) at denne Banqve kunde saaledes indrettes og dermed omgaaes, at den

32

kunde blive langt anseeligere end en Deel, og en Hoved - Banqve frem for den Hamborgske, og om Deres Maiestet fant det for got, lade den undertvinge den Hamborger, skiønt samme nu besidder større Rigdomme, saa kunde derimod dog udfindes Middel. — — —

Naar allernaadigst consideres, hvad Fordeel saadan en Banqve kunde blive Riget til, i en eller anden Begivenhed, naar i en Hast behøvedes en stor Udredning til Lands og Vands, saa havde Maiesteten Kongen her samlet Contanter, og ei behøvede at laane eller begiere Skatter for det første. Men saa vist som denne nye Banqve kunde naae flig en anseelig Høide, og for Maiesteten Kongen og Riget en herlig Nytte, saa vist maatte man i dens Barndoms Bert være meget billigere end Hamborgerne, og desuden nøie passe paa dem. At denne Banqve blev da ikke allene en Glæde for de danske Undersaattere, men endog for Naboernes Handel.

7.

Maatte denne Banqve være benaadet med saadanne Privilegier, at allene Rygtet

33

derom kunde drage mange Fremmede til, her at sætte deres store Capitaler hellere i den Altonaiske Banqve, end enten i den Amsterdams, Venedigs, Nyrenbergs eller i den Hamborgske. Thi Hamborg have vel i Løftet indrettet deres Banco til en bestandig Lage af 16 pro Cento, men Tiden har overbeviist dem, at alle deres Retfærdigheds Løfter bestod kun i blotte Ord, og aldrig blev holdet af dem, saafom 26, 29, 334 40 pro Cento, er langt andet end 16 pro Cento, følgeligt alt for bedrageligt og overdreven, dem selv til største Skam, som er ar see af denne heslige Overbeviisning, saavelsom af den Hamborgske egen Mynt-Orden af 26 Marti 1690. Saa vist som en fastsat Lage var Handelen tienlig, naar Hensigterne var retfærdige, saa vist er flig deres Opførsel imod deres Landsfader fornærmelig, og som Dragdukker skuffer de troskyldige Danske; og er det mærkeligt, at det er Dannemark der taber fremfor alle andre Riger.

Denne Banqve skulle faae ønskelig Flor, og dens Participantere tage rige Fordeele, naar den bygges paa Redeligheds Grunde,

34

Handelens sande Tieneste, om det allernaadigst behagede at fastsette Lagen ongefær paa 12 pro Cento; men om Hamborgerne nedsatte deres derefter, da denne altid noget ringere end deres. Da skulle vel al Verden faae Øine op og kiende Hamborgerne efter deres gamle Navns Lydelse, nemlig: Filurentrækkere.

8.

Men Her maatte holdes vaagne Øine over Hamborg, saasom de ere meget sindrige til at Mine, at de ikke skulle faae nogen Tid Lejlighed, til at undertrykke denne Banqve med andre Suptiliteter, som de ville udfinde efter deres gamle Vane.

9.

For at tilveiebringe saa store og anseelige Capitaler af Penge, som her til saadan en Banqves Oprettelse behøves, haaber jeg allerunderdanigst at blive mueligt paa denne Maade:

Dersom Majesteten Kongen allernaadigst lod sine høie Ministere og andre Bemidlede vide sin allernaadigste Høikongelige Om-

35

sorg, at ville give dem og sine andre Undersaatter en større Leilighed i Landet, end de hidtil har havt, ved at oprette en Hoved-Banqve i Altona, for af lade sine Undersaatter have de Rigdommme, som fremmede nu uddrage, og aldrig kommer tilba-tilbage, som ere til største Skade baade for høi og Nedrig Stand, og allene de fremmede til Flor. At Rigets Herren som Partisipanter, kunde her Have og drage større Fordeele af deres Penge end i nogen anden Banqve, er tydelig at kiende. Jeg troer allerunderdanigst, at enhver søgte strax Leilighed til, at afsette sine Actier de paa fremmede Steder kan have 2 a 3 pro Cento af, for her ved baade at tiene Maisieten Kongen, Landet og dem selv, og saaledes hastig fik deres Penge af de andre Banqver for at sette dem i den Altonaiste.

Naar alle danske Penge saaledes udkom af alle fremmede Banqver, tør jeg haabe og allerunderdanigst troe, at det da skulle være en større Capital end der ventedes. Ja, maaskee denne Banqve i en Hast ikkun lidet skulle differere, men inden kort Tid overgaae Hamborgernes; thi deres

36

fleste Penge i Banqven bestaaer maaskee af Danske, og en Deel andres Banqver med. Da knnde denne i en Hast med eftertrykkelig Anseelse veie op med den i Aaret 1587 oprettede Hoved-Banqve, og Deres Maiestet skulde da tage den Lagie og de Fordele, som Fremmede nu tage.

Som det læt kan indsees, og langt lættere end af min ringe Forklaring, hvad Fordeel for Maiesteten Kongen og de høie Ministere rige Gevinster af pro Cento. Gevinster hvor de før satte til. En Kilde, til at formere det Nødvendige, og til igien at indskaffe eller indbringe andres og vore egne danske Penge igien, samt conserverr deres Værd. En Kilde som ei har været. Ikke at tale om, at det blev en nye Kilde til vor Handel og Lyksaligheds Forskaffelse; men endog Fremmedes Fordeel og Nytte tillige. Saa at nærværende Olds Konger og Fyrster skulle love, og billigen tilstaae Deres Kongelige Majestet en udødelig Ære og Taksigelse. Maiestetens Kongens Ære maatte herved udbredes og rygtes, til de lengst bortliggende Hiørner af Verdens Kongeriger.

37

O! hvad skulle denne Banqve ikke kunde indrente Maiesteten Kongen og Interessenterne, foruden alle Undersaatterne. Og det ville da blive en let Sag for Penge, og meget hastigere til at opnaae allernaadigste Hensigt, at med større Force faae de til Gielden behøvende Contanter. Blev det ikke da en let Sag, at ophæve Extra-Skatten, som er Maiesteten Kongen til saa stort et Bryderie at faae indcasseret. O! Hvilken Høikongelig Glæde ville det blive Maiesteten Kongen, naar Deres Kongelige Maiestet kunde ophæve, ikke allene Extra-Skatten, men endog andre Tid efter Tid.

11.

Rygter heder nu, at en eneste dansk Mand Har 7500000 Rdlr. ude i de Fremmedes Banqver, hvilket er en klækkelig Summa til Funct for denne, helst naar alle andre udestaaende Penge kom dertil. Naar denne som mælt, kunde nyde ligesaa stor og større Fordele, som de, de nyde, hvor de nu staaer enten i Genua, Amsterdam eller Hamborg.

38

Men, kiere Medbrødre! var det ikke høist fornødent, at den Kiøbenhavnske Banque blev adskilt eller deelt, eller om den blev ikke deelt, da dog at holde en Vinkel-Banqve i Helsingøer, for den i Kiøbenhavn, naar den skal være til Handelens Nytte, saa er den i en Afkrog fra al, ikke allenesie vores, men endog fra Udenlandsk Handel. Desuden er det en Faut, at den har Navn af, at være til Rigets og Landets Tieneste; men hvorfor laaner den da ikke paa Bominerie til Baadsfolk og andre Søefolk og naar den gier det, saa befordrer den vor danske Handel.

Allerunderdanigst Observation:

Jeg tør ikke berøre om, hvorledes den Handel Kong Christian den IV. forskaffede os, er gaaet overstyr, og vi beholdte allene det Navn Handel, (uden at henhenviise til Junior-Philopatreias Afhandling.) Men den Handel vi nu har og fører, især Holsteen, fik vi og Holsteen da den store Friderik, den fromme Kong Friderik IV, ophævede Handelen med

39

Hamborgerne Aar 1727, for deres Troløshed hvorved Holsteenerne lærte sig selv til at handle og correspondere om Handel, samt lærte Veien til Mæfferne, fra dem har vi siden lært lit efter lit, hvad vi nu veed. Og det mange veed at sige af, at Kong Friderik IV. har forskaffet os Handel, veed de ikke selv hvorledes, og hvorudi det bestod; men nu har jeg viist, hvorledes og hvorudi det bestod, og endnu fremdeles med større Eftertryk kan skee, saa det af alle Danske skulle tydelig sees, at det, at indskrænke dem, har endnu mere til at tiene os med, end den Tid allene.

12.

Herved fik Deres Kongelige Maiestet det Guld og Sølv paa engang, som det i Extra - Skatten ellers er om at giøre; thi det kan let begribes, at ikke de 3 Dele af Skatten er Kongen til Tieneste; men sluttelig til flere Udgifter, saasom Penge-Sedler ikke kan gielde eller validere for Guld og Sølv, hos dem som Dannemark er skyldig, og altsaa ikkun den mindste Deel af

40

kommende Skatter er klingende Mynt, maa den nødvendig deslengere continuere, til endelig saa meget kunde være indsamlet udi Rigets beste eller klingende Mynter, at de ester Gehalt beregnet, kunde tages for en vis Deel beregnet fint Sølv, af dem vi er skyldig, eller andre som tog imod vore Mynter, for at betale for os i fint Sølv. Kan de vel lade vore; en Deel som de er, ommynte, og sette lidet til af en anden Sort.

Saa fik og Maiesteten Kongen selv den store Rente som Creditorerne ellers trækker til Betalningen skeer, ja Kongen fik Riget i desto snarere Velstand; thi Dannemark kan rigelig fiorere af sit eget, vi behøve ikke andres, og faaer ikke af andre; men vi behøve at beholde noget af Frugten, af vor egen Sveed og Møie, og da kunde intet Kongerie i Europa, (Spanien undtagen,) eie og florere af Sølv og Guld, Penge, & c., som Dannemark, fordi vi selv have overflødige Kilder nok til rige Guld og Solo Fabrikker.

41

Hvad de store Rigdomme angaaer, Hamborgerne og den Hamborger Banque træffer ud af Deres Maiestets Riger og Lande, er bedre bekiendt end jeg kan beskrive. Maa sligt allernaadigst Considereres, da tilkiendegives deraf, hvor nødvendig en Banque er i Altona, for Kongens Riger og Undersaatternes Velstand.

Hvad Banquens egentlige Indretning angaaer, da er højere og fornuftigere end jeg, sligt for lengst og bedre bekient, hvorfor jeg ikke understaaer mig til at mælde sligt. Men allene, at Redelighed og en retviis Hensigt bør være dens fornemste Grunde, og da staaer Bygningen, om den skal opfylde det Navn Banquer fører , nemlig: til det almindelige Beste. Hvilket Navn den Hamborgske vel fører, men ikke opfylder, uden for deres egen Nytte. For at bilde andre Rationer gode Tanker ind, lade de ofte trykke stadselige Løfter til Handelens Forfremmelse Men det er blotte og nøgne Løfter, og ikkun til at dysse os i Søvn med det Ord Redelighed; thi Herom giver deres

42

Mynt-Orden af 15 Augusti 1726, de sletteste Beviiser over dem, og i hvor hellig den end lyder, saa dog overbeviser den dem om deres ubillige Hensigt, saa de ligner ingen uden dem selv. Endnu i disse Tider, og under et andet Navn øve de med Rigeur deres forrige Gierninger imod Dannemark, Hvilke de kalder Jure & Jus Reftringendi,

Naar alt dette, allernaadigste Konge! betragtes, sees tydelig hvor storlig de tilforn have fornærmet, og endnu fornærmer deres Maiestet, som dog er de Hamborgeres retmæssige Arve-Konge og Herre.

43

Tredie Anmærkning

Hvad der nu giør Dannemark fattigt, samt Hamborgernes criminelle Opførsel imod os.

Lidet har jeg forhen i den anden Anmærkning berørt om Hamborgs selvtagne Dristigheder; men her behøves videre at eftersees paa hvilke dristige Maader de øve deres Troløshed paa, og udsuer det danske Rige dermed tillige. Monne det ikke kan kiendelig kiendes, at Hamborgerne ere de, der saa længe og endnu daglig kommer de troskyldige danske og Holsteenske Undersaattere til at stakke og krympe sig, i hvor megen Omsorg alle vore stormægtigste allernaadigste Konger bestandig og stedsevarende med

44

store Midler har forsøgt til Handelens Opkomst, og til de sukkende Danske, Norske og Holsteenskes Lettelse. Saa kan dog Hamborg usynliggiøre slig Høikongelig Naadegave, og holde Riget i bestandig Sukken, uden at de kan see hvo der undertykker dem.

Sandheds Vidnesbrd herom, er de selv og tillige deres Gierninger, af baade nye og gammel Tids fuldkomne Efterretninger, samt hvilke store Rigdomme de besidde frem for alle Deres Maiestets Undersaatter af den danske Krone: dette er et Beviis; thi de have intet Land & c.

Men skal man spørge hvorfra og hvoraf Hamborg, en saa liden Stad, og uden Herredømme over Lande, dog kan bedre florere end de hoimægtige danske Kongers Riger, hvor Kongerne har med saa mange Tusinde Naadegaver ei sparet Midler, idelig sørget, og sørger for Undersaatternes Velfærd. En Omsorg, som Hamborg ikke nogensinde har havt. Hvor kan det da være muligt, at de retfærdig kan være saa rige, og giøre saa store Depancer, naar de enten

45

ligger her & c., lade synlig see sig, som de Havde Kongelige Rigdomme.

Det heder vel af deres Handel, som de soger at indbilde al Verden. Nei! man maa eftersee andre Aarsager; jeg seer de kan ikke handle; for det andet, deres Bangue ikke florere, uden de Har Dannemarks fede Vare og Penge, altsaa bortfalder dette, og giver et Beviis, at de intet Have af eget eller af Handel. Nei, allernaadigste Konge! Heraf fees at de er ikke rige af deres retfærdige Handel; men de er rige af Deres Maiestets Møie og gavmilde Bekostninger paa Rigets Flor, nemlig Fabrikker rc. og Undersaatternes Sveed, hvilket de veed at drage til dem. D! monne det ikke være en stor ubillighed?

Var de ikke Aarsagen til det store Tab for Maiesteten Kongen, at Markstykkerne, 12 Skillingerne og 2 Skillingerne bleve reducerede 1726, og skiønt samme nu er 2 a 3 pro Cento bedre end deres, giøre de dem dog 2 pro Cento ringere; de lade dem ikke nøie med at have faaet denne Reduction; men strax derpaa forandrede de deres for-

46

rige Mynt-Ordener, (de som var vedtaget i høilovlig Kong Christian den Fierdes Tid over Europa, havde de forandret i Kong Friderik den Tredies Tid, og atter i høilovlig Kong Christian den Femtes Tid, trykt den 26 Marti 1690, hvilke maa have været for gode, siden de nu forandrede dem den 15 Augusti 1726, man kunde sige forfalskede dem den 3die Gang,) for des eftertrykkeligere at trække Guldet og Sølvet af Dannemark. Deres egne Skribentere, som forhen er meldet, forklarer det tydeligt, saa det et Beviis nok, derfor er det ufornødent at igiennemgaae samme her, thi det var kun til Ophold.

2.

Der ere, allernaadigste Konge! gamle Beviser nok i Deres Kongelige Maiestets Archiver og Bibliotheker, som fuldkommen beviser at Staden Hamborg er Deres Kongelige Maiestets gamle Residente for Holsteen & c. , og at ingen af fremfarne Konger nogen Tid havet sagt: Di vil ikke eie

eller have Staden Hamborg, men

47

vort Regalia skal høre den selv til.

Nei, allernaadigste Konge! det er aldrig skeet, og de har ikke mindste Ret der til. Monne det da ikke er Forgribelse imod Deres høie Majestet. Hoffet holdedes fordum hos dem, som nu i Kiøbenhavn, det var da ligesom nu med Kiøbenhavn, fordi de var Borgere af Residentzen, ville paastaae sligt, som var troløst og ugudeligt.

Imedens den var Residentze, udvirkede de adskillige Privilegier, hvilke Høikongelige Naades-Beviisninger de ved Tidernes Lejligheder rent have misbrugt, og søgt at indbilde dem, at sligt var Keiserlige Mandater og Deploma. Hvilket da høilovlig Kong Christian II. III. og IV. har fordret at beviise, maatte, som siden følger, tilstaae at være falskt og usant, aldrig at have anden Stads-Ret, end den, høilovlige deres retmæssige Konger i Dannemark har givet dem til Staden, da de hyldede og kronede Kong Christian den Fjerde.

Dette et de Grunde, hvorpaa de pretendere at være en Fristad. Er det ikke

48

Troløst, at have understyttet deres Kongers Fiender, ja selv ført Avindsskiold imod deres Konger, bevises i den sildigere Tid med deres egne Feidebreve af Aar 1523, til Kong Christian Il. og siden til Kong Christian IV. Og fordi Kongerne da har havt Krig med store og mægtige Fiender, og været afmægtige, har de ikke kundet Have Tid at straffe de troløse Undersaattere Hamborgerne, som tillige har hemmelig og aaben bare corresponderet med Rigets Fiender og havt dem til Forsvar.

Har Kongerne skiønt for nogen kort Tid nægte dem Rigets Fedme, da maa observeres, at de kalder sig danske, og paatoge Gibionitternes List, til at faae Fred med Jofva, imod at Gud havde befalet at være deres Fiender og ihielslaae dem. Iofva 9 Cap. til Enden.

Var det ikke Vold imod Deres Kongelige Maiestets Undersaatter, at tage deres Ting med Magt i Landet Holsteen og paa Hamborger Elv, hvilke de kaldede Jure Restringendi continuerede indtil høilovlig Ihukommelse Kong Christian den Fierde,

49

endskiønt baade Keiseren og andre tydske Fyrster havde tildømt, saa og i hans Tid havde dømt disse deres Gierninger for voldsomme.

4.

De glemte ikke at begegne høibemeldte Kong Christian den Fierde ligesom forhen. Nu at de vare en Keiserlig Fristad, da de det skulle og ikke kunde beviise, tog de til Udslugtre, Hævd, og saadant mere misligt.

Men høibemeldte Kong Christian IV. kierte sig intet om at høre romersk Keiserlig Kongelig Deploma paa hans Arve-Rettighed, eller Jure Reftringendi, og da de opirrede ham med Krig, tænkte at narre ham, maatte de ikke allene bede om Naade, men tilstaae, at han var deres Arve-Konge og Herre, og Hamborg hans Stad, Arv og Eiendom.

1). De maatte afstaae det forøvede voldelige Jure Restringendi. 2). Gav de med Glæde Told ved Glückstat, som andre Danske.

50

3). Maatte de i Staden Hamborg hylde,

krone og svære Kong Christian IV. og hans Efterkommere Kongerne af Dannemark, for dem og efterkommende Borgere, deres Troskab til evig Tid, hvilken Troskabs-Eed de vel ikke længer holdte end i hans Tid.

4). Beviste de og tilstod deres Uretfærdighed

i deres bekiendte hykkelske Afbigts-Brev til høibemeldte Konge, i hvis Historie det staaer, og formodentlig giemmes endnu i Deres Kongl. Maiestets Archiv.

5. Lovede de med Glæde for at tages til Naade, at betale i Represalia til Høist bemeldte A. 1643 - 280000 Rdlr.

Om de ellers har betalt dem, finder jeg ikke, men vel at de have lovet den 4de Mai 1562 - - 10000

Aar 1633 lovede de - 100000

Og atter i Aaret 1579 lovede eller rettere er dømt til af de Tydske Fyrster, som de

Latr. 390000 Rdlr.

51

5 Trans. 39000 Rdlr.

selv udvaldte til Voldgifs-Dommere - - 100000

Til høilovlig Kong Christian

V. den 30 Octob. 1679 220000

Aar 1692 lovede de for Farten

paa Grønland - - 400000

Summa 1010000 Rdlr.

Om de endnu skylder samme, veed jeg ikke; men vis saa er, da skylde de vel flere end saa mange til; thi deres troløse Forhold mod Kong Friderik III. er ret ugudeligt, ligesom da Kong Christian V. havde Krig Med Sverrig, som blev sluttet Aar 1679, bleve de endog ved at øve meget, tvert imod Kongens Undersaatter og Jura Majestatis, at fordre Tolv & c. Kong Christian V. paastod vel som deres souveraine Konge at blive hyldet af dem; men de fik fremmede Fyrster og Konger til at love K. Christian V. 220000 Rdlr. for deres udøvede Troløshed i sidste Krig. Saaledes

52

gav Kong Christian V. dem igien sin Naade, og de til Modet i Pinnenberg den 30 Octob. 1679 tilbyder som melt 220000 Rdlr. See Holbergs Staat p. 483 det 6 Cap. som er udelukt i det nye Oplag. it. Holsteens Historie.

Dette er deres eget Beviis, derfore et Vidnesbyrd, og mere end nok, efterdi det er Beviser af dem selv. Monne de kan retfærdig rykke deres Troskabs-Eed, som de restituerede til høibemeldte Kong Christian IV., fordi det var over Hundrede Aar siden. Nei, ligesaa lidet retfærdig, som det til Kiøbenhavn den 16 October 1660, evindelig ikke kan nægtes, at høibemeldte Konge skulle være og erkiendes for den sidste af deres ret mægtige Arve-Konge, fordi han var den første der igien bragte dem til skyldigste Lydighed. Min allerunderdanigste og ringe Formeening er, at den samme Lydighed, som de selv villig restituerede hølovlige Kong Christian IV., burde forbinde dem og gielde endnu, eller om de ikke godvillig ville, da miste al Høikongelig Maade, og de af Landets rige Fordeele, og enten det er Handelen eller andet, saa længe indtil de ydmygger, og allerunderdanigst ikke allene tilstaaer da deres

53

Eed til Kong Christian IV., som deres Forfædre giorde fordum, baade for dem og deres Efterkommere i Hamborg. Men endog at igientage og restituere Arve-Enevolds retmæssige Arve-Ret, paa samme Fod, som udi det 9, 10, 11 og 12 Aarhundrede, i Kong Waldemarernes Tid.

5.

Det er derfore mærkværdigt, og vært at legge Mærke til, som noget der ustridigt beviiser Deres Kongelige Maiestets fuldkomne Arve-Ret, nemlig:

1) At Hamborg selv forklarer de Beviiser, der beviste høilovlig Kong Christian IV. lovlige Pretention til dem.

2) At den romerske Konge eller Keiser ikke forsvarede dem imod Kong Christian IV. Pretentioner.

2) At han ikke paastode at Hamborgerne var en Fristad. Nei! men tvert imod declarerede, at den var bygget af den danske cimbriske Kiempe Hato, som paa samme Sted allerførst i det Aar 543 har

54

bygget sig der paa Steden en Borg, hvilken Borg den danske Varfal Hames fik, og i det Ao: C. 32 lob videre bebygge og forbedre, og efterat den da tilhørte Maiesteten Kongen af Dannemark fra Arilds ovenmeldte Tid, dette havde Keiseren sandelig ikke giort, om den enten havde været en Fristad eller hans Lehn; men han havde mulig protesteret imod Kong Christian IV. som ikke skeede.

4. Alle tydske Fyrster for, og tillige den Tid, have kiendt saaledes.

5. Har de aldrig beviist, at have eller være eftergivet deres Arve-Skyldighed til det danske Kongehuus.

Altsaa seer man heraf, og kan let forstaae, at Keiseren og Hamborg ikke kan disponere over noget af en anden Konges Regalier og Jura Majestatis, i Følge Naturens Lov og den Billighed den romerske Konge Keiseren selv, ville vederfares af andre Konger, som da kunde have ligesaa stor Ret til at give og skienke Keiserens Steder bort, som Keiseren Deres Maiestets Lande.

55

Altsaa kan man see, at Keiseren aldrig har givet Hamborg Deploma i anden Henseende, end om Kongen af Dannemark ville selv tilstaae dem saadanne Friheder, da ville Keiseren og. Hvorfore han ikke nogen Tid har villet forfægte dem, eller de Beneficia de efter Deploma beraaber dem paa, hvilket er vært at legge Merke til, og at al Verden paa den Tid tav stille.

Er det ikke Lydigheds Brydelse at sende Feidebreve imod sin Arve-Konge, men at opregne alle deres mislige Handeler, ville være alt for vitløftige, saasom de have været alt for rige derpaa. Kan det tiene til Portrait, at dersom de havde betalt indbemeldte 1010000 Rdlr., og hvad siden Kong Christian IV. Tid er blevet skyldig, saasom i Kong Friderikik IV. og Kong Christian VI. Tid, da de accorderede med Penge at betale den Skade de havde giort Dannemark i Krigens Tid, da have de vel taget slig Betaling ongefær som Samson i Dommernes 14 Kap. 19 Vers, der slog 30 Mænd ihiel, for at give andre 30 nye Kiorteler. Ligesaa ubillig, som Philisterne og andre Hedninger var og opførte dem imod Israels Konger, af hvis Lande

56

Skriften siger de levede, saa leve og Hamborgerne af Majesteten Kongen af Dannemarks Lande. Dog siger her historier, at de ei endnu er betalt.

6.

Jeg har nu allerunderdanigst beviist, at Hamborgerne ikke er riige af deres retfærdige Handel, at de har intet selv, som allernaadigst kan erfares deraf, nemlig, at de saa stærk har anholdet hver Gang Handelen har været ophævet.

Men at deres Rigdomme er Maiesteten Kongens og Undersaatternes, oplyses af samme; da de ikke har havt nogen Fart, naar Handelen undertiden for grove Gienstridigheders Skyld har været tagen til Dannemark. Det er allene Aarsag i at Dannemark er fattigt, og at de mange Kongelige Bekostninger paa Fabrikkerne ikke kan florere, sees af det at de saa ubillig udtrækker Landets Producter, og den uretfærdige forandrede Banqve-Orden, samt Renterne eller Lagien; thi seer man fra Aar 1710 til 1730, taget fra 33 til 40000 Rdlr. af 100000 Rdlr., uagtet deres Penge er

57

ringere end de danske. Hvad kan sligt ikke indbringe, og blive til store Summer. Mon det ikke er Tyverie, og mon de ikke har fortient samme Straf, som Kong Christian II. saa retfærdig exeqverede over de forsorne Stokholmske Stender?

A. Monne de ikke kunde tage vore rige og gode Mynter at omsætte med Kobber, og saa lade os give dem Lagie.

B. Monne det ikke kan hændes, at de kunde giøre det samme ved vore Dukater, jeg troer jo; ville kun Jøderne ud med Sandheden.

C. Smelte vore Dukater i en Klump hos dem, kunde let hændes, og da sende os det ind i Riget, tage den Profit, kaldet Coursen, og tage for 8 Rdlr. dansk Cur, Dukater 11 a 12 Rdlr. igien af Kiøbenhavns Guldsmedde.

D. Monne de ikke kan giøre vore Fabrikker til intet, saaledes: Paa undverlige Maader sende Fabrik-Vare ind, hvorved Maiesteten Kongen besviiges Told, og vore Fabrikker deres Næring, da de gaaer

58

under, og Landet tabe paa mange Maader. Altsaa kan Fabrikkerne ikke florere saalænge Hamborg tillades at handle her paa Rigerne, da vore Fabrikker ellers fik den Næring, som Hamborgerne nu hemmelig betage dem. Landet taber ved at oprette og holde Fabrikker, saa længe Hamborg kan undertrykke dem, da de dog er et Riges Lyksalighed, og kunde ligesaavel her florere, som anden Steds.

E. Rigdomme, Guld og Sølv kan derfore ikke blive i Landet, saasom Banqve-Magneten og Jødiske Renter bringer det ud tilligemed flere.

F. Er deres Subtiliteter at sette vor Handel af Farten til Lands og Vands aabenbar.

G. Standser de Søefarten, hvilken vilde ret komme i Flor, om al Handel med

dem ophævedes.

H. Efter Rygte, skal de have Fordelen af vor allernaadigste Konges Freds-Bekostninger med Tyrken, Strat, Algiererne & c. saaledes, de tage Borgerskab i Alto-

59

na, og borttager vore Fragter og Handels-Frugter under vor danse Flag.

I. Det er neppe muligt at vore Søefarende kan faae en Fragt inde i Strædet, foruden Hamborgernes Maade.

K. Deres mange usynlige Indpas med deres Banqve, kan tage vores Sveed, saalænge de maa tage saa meget Lagie og pro Cento de lyster.

L. Kunde de ikke giøre Guldsmedde, Guldtrækkere Indpas, & c. jo, paa Tusinde Maader, om ikke med Posten, da med andre Leiligheder, jeg vil anføre Rygter:

7.

Tør man tale efter andres Mund, da siger Rygtet, og jeg vil nævne det, eftersom samme meer end tydeligt er bekient. Jeg har sagt at Hamborgerne holder mange Commissionerer i Dannemark, og især i Kiøbenhavn, de Største og Rigeste; de har vel ikke alle Kiøbmands Navne. Posterne siges at være de værste, de skal have deres Ste-

60

66

der uden Vester Port, at aflegge det, især for Guldsmedde, Guldtrækere og Fabriquerer meget farligt, om de bleve visiterede, helst sidst i Holsteen; thi saa længe de kan føre ind, kan Tyve-Handel ikke ophæves, hvad mere her er at observere, skal følge.

8.

Dette her saa korteligen anførte, haaber jeg allerunderdanigst kan nærmere give Anledning til:

1. En Banqves Fornødenhed i Altona, og hvad rige og herlige Fordele den vilde indeholde og indcassere Deres Kongelige Maiestet og al Landet.

2. Den høiretfærdige Aarsag Maiesteten Kongen har, reent at borttage Handelen fra Hamborgerne, og give Kiøbenhavn og Altona den, hvilken de og Altona kunde faae, om det allernaadigst behagede Maiesteten Kongen at ophæve og forbyde al Handel med dem og alle danske Lande og Steder. Naar danske Hand-

61

kende tillige strax tog det i Agt, og ikke lod nogle andre Fremmede komme dem i Forveien og Farvandet først. —

Fortsættelse

om

Kiøbenhavns Huusholdning & c.

See 2. Deel pag. 48.

Vil nogen giøre det til Indbildning og og Umuelighed, at kunde giøre Regnskab for Kiøbenhavns Kasser, da gives dette Raad til Muligheden.

Enhver Rodemester ɔ: Fierdingsmænd, og deres Oldermænd, kunde under Livs og Æres Straf, indgive sin sandfærdige Overbeviisnings-Regning, for hvert Aar, om hvor meget der fra ham er indkommet. Dersom

62

de, eller nogen vilde give Skyld paa at de forrige ere døde, da haves der endnu af deres Børn og Arvinger, lad dem under samme Straf indgive Forklaringerne, eller og de holdte Protocoller.

Vil der svares, de tør ikke for Magistraten, dertil svares: enhver redelig Borger ville strax, saasnart det bliver hans allernaadigste Konges Befaling, upartisk, ja uopholdelig, og de fleste uden Skye, fremsende det, og mere end det der nu tæukes paa, som kunde befordre Kongens allernaadigste Øiemeed til Landets Gavn og Handel.

Vil der svares, Rodemesternes ere ikke Nok, saa tag Stadens Kæmneres dvs. Rentemesteres derover holte Bøger og aarlige Regnskaber, deraf kan det til visse sees, hvor meget hvert Aar er indkommen i Stadens Kasse, og det, om det var i Hundrede Aar. Enhver burde beedige saavel det gamle som nye skrevne, at der ei var skrevet X for V.

Men vil der svares og ojecteres, at Stadens Kasse har lidet Skade, at disse stipulere-Paalægge er ikke alle, og alle Tider rigtig indkommet.

63

Der til svares: det er absolut befalet, og det efterleves uopholdelig, og efterlades aldrig, at førend noget Huus-Skiøde bliver udstedt og Tinglyst, skal først Rodemesterens eller Fierdingsmændenes Attester, som og skeer, følge med, at intet hæfter paa Grunden af Byens Tyngde ubetalt, derfor, om denne Objection blev fremsat, var den den største og groveste Usandfærdighed, og disse Attester kan de jo tage frem. Men om der kan opfindes nogle andre, det er ikke umuligt, men da kan der og vel findes Oplysning om dem.

Vil der blive giort en General stor Regning paa Byens Arbeides Udgifter, da er det let at revidere dem, og faae Sandheden frem.

Om

Vegt og Maal

Man skal maale 3 Gange førend man skær af 1 Gang. Bedre er tøsser ɔ: 2 Gange maalt, end en Gang vildfaret.

1. Det bliver og et vigtigt Spørsmaal, om

her ikke er falsk Vægt og Maal i Riget, og

64

Hvo der kan være Skyld derudi? Det er let at giette. Jeg tænker, dette er er vigtigt Stykke, og som behøver Eftertanke og Forandring; thi er her falsk Vegt og Maal, saa taber sandelig hele Kiøbenhavn, og helst de fattige; men hvad skal vi sige om vor Handel?

2. Man veed nok at her er Justeerkammer i Kiøbenhavn; man seer og, naar man vil begynde fra Træ Maalene af, at et 1/2 Potte Ølmaal 2 Gange fuldt, giver en heel Pægel over det hele Pottemaal; hvad taber da ikke den som udtapper og sælger Øl? hvilket er nu falsk af Halv- eller Heel-Pottemaalet; skulle de ikke begge være oprigtige, og det er for enhver Kiøbere nok at faae sin Ret.

3. Gaaer vi til 1/2 Skieppemaal, Fierdingkar og 1/2 Ottinger, da er det og befunden, at det mindre 2 Gange fult, er altid mere end det større, saasom, 2 halv-Skiepper strøgen, kan udgiøre en fuldkommen toppet Skieppe. Gaaer vi nu fremdeles til Tønderne, da ere de vel ikke heller alle lige store.

65

4. Betragter vi Lodde-Vægterne, hvor kan det da komme, at de ikke ere alle lige stive; og atter, at af de smaae, somme Lodder ere for stive. Det er sandelig tungt for den fattige Kiøbere, men det maa være en god og behagelig Tieneste for dem, der give maaskee en 3 Mark til Giørtleren, og naar Stemplet er flaget paa, faae 11 Mark igien. Ak! hvilken riig Tieneste!

5. Mon det er anderledes med Bismer-Vægten? er der ikke funden falske Bismere hos en eller anden Spekhøkker og Kræmmer; monne alle 2 Lispunds og atter alle 4 Lispunds Bismere ere lige stive?

6. Hvor kan de nu være falske, naar de ere kiøbt paa Stadens Justeerkammer. Saaledes vil der vel indvendes, at de kan file af Lodderne, og udsmelte Blyet, og i Steden indsmelte Tin, som der er lettere i Bismer-Lodderne; dette kan nok lade sig giøre, men saa kan det dog ikke skee med Maalene, som ere brendte, og følgelig er det hermed igiendreven; og for at forekomme, at det ikke kunde skee

66

med Bismer-Loddene, saa kunde der henges Malm Lodder paa Bismerne, da var man vis paa, at der ikke kunde smeltes noget deraf.

7. Skulle man nu tænke, at der er falske Maal og Vægter med Billie giort, og paa et Kongelig Justeerkammer at faae tilkiøbs; det tør man ikke sige, og det var forfærdeligt om det var saa, at man der kunde faae et falsk eller rigtigt, hvilket man vilde have.

8. Men monne det dog ikke er, at der er Urigtighed der med Vægt og Maal, og hvad kan være Aarsagen dertil? at den retfærdige Mand der staaer der for kan dog være baade uskyldig derudi og retfærdig derfor, og maaskee; jeg vil sige og tilkiendegive hvorledes jeg troer han best kan undskyldes, nemlig, der kan være enten Utroskab eller og Efterladenhed hos hans Folk, som det skal besørge med Maalningen, Afvegning og Afpasningen, og dersom der da er Efterladenhed der udi, er det da billigt at læge det en Principal dvs. Huusbonde til Last, og Ansvar til sligt. — Den Skieppe er fuld maa-

67

let som Gieldneren sætter sig paa, og et Pund Fieder er ligesaa tungt som et Pund Blye.

Om

Holsteensk Vegt og Maal er blevet lige med Dansk.

9. Men hvad er det for et sørgelig, jammerlig og skammelig Klageskrig jeg hører, af alle de som skal kiøbe noget Tøndeviis ved Stranden i Kiøbenhavn af Holsteenerne, Femmerne og Slesvigerne & c. Ja, af deslige Skippere selv med, der og ligesom klager sig der for. De siger: for et Aars Tid var deres Tønder mesten en Skieppe større end vor Danske Tønde, naar det her blev eftermaalt; men nu, siden Maiesteten haver saa faderlig og naadig sørget for, at her over hele Riget kan være eens Lighed, eens Vegt og ens Maal, efter det Ord: en Gud og en Konge, en Troe og et Haab, og naar Maaden er rigtig, at den da kan være eens og lige overalt i Riget,

68

thi ellers er det jo et Onde og en Hinder i vor egen Indenrigs Handel.

Siden denne gode Orden ved en allernaadigst Forordning i Vegt og Maal allernaadigst er blevet befalet og anordnet, er det siger de, snart blevet værre; thi i Slesvig Har de til den Ende faaet et Justeerkammer, hvor det skal passes for at være lige med det danske Maal; men dog det uagtet, siges det for Sandhed, at en Tønde deri er justeret, er nu meesten en halv Skieppe ringere, end vor danske, som den dog skulle holde Maal med, hvad Skade og Tab er ikke dette for alle de i Kiøbenhavn, som kiøber noget af disse Skippere ved Stranden? saasom en Tønde femmerske Gryn, hvilke er gemeenlig maalt i Sække til Skipperen hiemme, og han skal altsaa svare til en heel Tønde igien, som i Kiøbenhavn ikke kan staae Maal, og han derfor ikke heller vil tillade vore Kiøbere at maale den.

Skulle det være mueligt at her kan være skeet noget Underslæb og Bestik & c., til at tillade dem at giøre Maal og Vegt

69

mindre end Kongens Lov tillader; mig synes, at man burde andrage dette for vor høivise Magistrat, at de kunde undersøge om det forholder sig saaledes, for at faae det endret.

Kunde ikke de Holsteenske, Femmerske og Synder-Jydske Skippere da kiøbe deres Vægt og Maal i Kiøbenhavn, siden de synes, at de lader som de saa gierne vilde have eens Vægt og Maal med os, for Handelens Skyld; jo de kunde nok om de maatte, men de siger, at der er et Justeerkammer i Hettebye dvs. Slesvig, og der skal de absolut kiøbe dem. Monne det kan da være rimmeligt, at den Justeermester har kiøbt sin Treneste? siden det ikke tillades de Lands Undersaatter, at kiøbe deres Maal og Vegt i Kiøbenhavn, som dog er i Riget, om Maal og Vegt skal være eens i hele Riget efter Forordningen; saa at det maatte skee efter Ordsproget: med samme

Maade som I udmaale, skal Eder igien indmaales, veg hverken for lider eller for tung.

70

Observation.

Skulle jeg have feilet i noget af mit anførte, da er det dog skeet i en reen og god Hensigt og imod Villie.

Tienstlig Giensvar paa Repliqven i Aviserne om Brende-Udselgningen.

Man prøver best en Mand i sin Vælde, og saa frem ad.

Er det mindre Brende-Maal der er giort

for at facilitere de Fattige, som ikkuns have faae Skillinger, Da tilstaaes, at det er særdeles vel betænkt af dem, der ikke veed hvad Brende-Mangel er. Det er ikke mig der klager; men det Almindelige, som behøver at kiøbe det, og da jeg længe havde hørt Rygtet, opvaktes min Nysgierrighed, saa jeg og kiøbte, for at vide, om Folk ikke klagede over helt Hoved, jeg bekom en ganske anseelig Deel for mine 2 Skilling, nemlig 6 Pund Elle og Fyrre-Træ, jeg ventede mig derpaa til vore smaae Høkkere, af hvilke jeg har seet en Deel er

71

bleven rige, allene af at handle med Brende, endog i de dyre Tider, da en Favn Brende kostede 9 Rixdaler; for at vide hvad de gav, sendte jeg efter for 2 Skilling Bøgebrænde, og fik 11 Pund for 2 Skilling, vel veget.

Mere om Kiøbenhavns Huusholdning skal følge i IV. Deel.

Efterretning.

Hvorfore jeg ikke har anført denne Anmærkning paa Titelbladet, skeer for at holde hvad jeg lover, og er det Almindelige skyldig. Heller at holde mere, end at betitle prægtig, og holde intet, ja sælge tomme Ord og Bogstaver, som siger slet intet, endskiønt de ere trykte, uden allene

72

at opfylde Siderne, og rent forvilde Læserens Agtsomhed; hvilket jeg herefter haver foresat mig til en bestandig Rettesnor i mit følgende. Af Dasilag drape Agiætmaal.

1

Dannemarks Riges

Dommeres Skilderie,

bestaaende af 22 Capitler, til deres Forsvar, Formaal og giendrivende grundige Svar til

Philopatreias

paa hans 1ste Hefte, 2 Afhandl. p. 24 sidste Linie,

i sær Praxin i den høy berømmelige

Danske Rettergang;

dens velgrundede Anvendelse, som han pag. 26 har udbedet sig at vorde oplyst om.

Afhandlet

til de Ulovkyndiges fornødne Tieneste,

udsendt til

Philopatreias Approbation

hvis den bliver taalelig, skal fremdeles deslige Tilfælde i øvrigt blive fortsat

af

Dasilag drape Agiætmaal.

III. Deel.

Kiøbenhavn, 1771,

Trykt hos Jøh. R. Thiele, boende i Peder Hvitfeldts-Stræde og findes sammesteds tilkiøbs.

2
3

Hr. Philopatreias!

Min Medbroder, Borger og Ven af en Staat, kan De vel sige noget andet og mere om Dommere, Procuratorer, og det juridiske Studium? har De endnu nogle flere, værre og større verslige Helved-Titeler til at mælde, end ulovlige Uretfærdigheds

4

Beforderer, Lovens de klare danske Ords vrange Omdreyere? er de Tingstude, og de Trættendes Vielter, Steylepræster, Løgnens Sønners Ligning og Væbnere, Meeneeds Bestyrestytter, og Uenigheds Forhandlere? Jeg er tilfulde eenig med Dem, at vore Forfædre selv indtil Bondestanden fordum ordelede deres Sager for Retten; men jeg maa og melde Dem, at i de Tider sættedes Retten under aaben Himmel, til Tegn, at de holde Ret for Guds Aasyn; i de Tider var der og Fortalsmænd, ɔ: Procuratores, see Jydske Lov, men Aarsagen, mon

5

den ikke bestod tildeels deri, at den Tid brugtes det danske Sprog, og det var det beste i Dannemark; nu er alle Fremmed de beste, de som kan noget af eet, og noget af et andet, er jo nærmere til, end de der have beflittet sig paa sit Fædernelands Lov, Sprog og Redelighed. Hvor kan det da komme min Herre saa forunderlig for? det er jo paa Fransk, at være fiin og falsk, ved hvilket europæisk Hof æres ikke af den Franskes Fiinhed.

Men jeg troer ikke, at det lettelig i disse med falske Begreb om

6

Udlændige i disse Tider betagne, skulle lade sig indbilde, at de kunde gaae i Rette; hvorfor monne da ikke Studentere kan selv dele deres Trætter, de ere studeerte? Jeg vil af alt mit Hierte fuldføre det her begyndte, om De vil lade mig vide, om det er saadant De behager det. Dette er til en Prøve paa Praxin i vore Retter, saaledes som den skulle være efter Loven.

Til de Unges Nytte, som vil lære Lovkyndigheden og dens Pligter*).

*) At de kan lære og læse sig til den Danske Lovs og Rettergangs ypperlige Maade, at uddele Retten, som den i vore Love er anbefalet os.

7

At skrive Skielde. Skrifter, eller for at faae en Deel Bogstaver trykte, er ikke mit Sigte; men om det, som kan føre os til Maalet af vore Pligter imod hinanden, til vor Fædernelands virkelige Tieneste i Gier- ningen.

8

Første Afhandling,

om

en Dommeres, og alle danske Dommere i Almindelighed, (som sidde Kongens Ret, og skal dømme Folket imellem, efter Lands Lov, enhver til sin rette Deels Erlangelse).

Deres personal Forhold, saavel imod Gud og Kongen, som Parterne, saaledes, som de befales i Guds, Naturens og Kongens publicerede Love, sande Formaliteter ɔ: Formaal.

PræIudium.

En Dommer skal altid dømme efter Landets Lov, eller den Lov, som er publiceret for det Sted eller Ort, hvor han er Dommer, og anderledes maa han ikke døm-

9

me, end efter Lovens Forskrift, om han end synes, ar Loven er uret, eller for haard; men faaer han en Sag, som ikke haver Natur med Loven, og ikke een Tøddel om slig en Sag nævnes i Loven, alsaa kan han ikke heller dømme ham efter Loven; men da skal han referere Sagen til Kongen, eller det Steds høyeste Øvrighed, som er Befalingsmand, eller Sysselmand, som det heder i de gamle Love, og da faaer han Svar, hvorefter han skal dømme. Hvis ingen høy Øvrighed er saa nær, at han kan faae Svar, da skal han dømme efter Naturens og Guds Lov, paa hvilke vore Love altid ere grundede. (See Fortalen til Kong Christian den Femtes Forordning pag. 2). Han skal have Gud, den retfærdige Dommer, idelig for Øyne og i Tanker, inden og uden hans Embede, saa han sig ey lettelig skal forsee, allerhøyst nødvendig med Vidners Forhørelse mod Loven og hans Samvittighed, og ey frygte for hans Overdommere, hvorved forstaaes baade Gud

10

og Mennesken; men fornemmelig Gud og Kongen, som begge ere hans Overdommere, hvilke, omendskiønt han veed sig fri for nogen Uret at have giort ved hans Domme, han dog skal frygte, ære og elske den Første, som er Gudernes Gud, og Kongernes Konge; og den anden, som Gud paa Jorden, hvilken er Kongen, og de der ere forordnede af hannem, efter Herrens vor Guds eget Ord hos Psalmisten David i den 82 Psalm. 6. v., og hos Johannem i det 10 Cap. 34. v.

Allerunderdanigst af

Kiøbenhavn, den 23 April 1767.

11

I. Capitel.

Om Dommernes Formelse og Forhold.

En Dommeres personal Forhold.

I.

Dommeren bør ey giøre sig med mange forbunden, og fast ey med

nogen, uden med Gud, som sin høyeste Overdommer, og sin egen Samvittighed, (den maa han altid med sit Øyemed og Sigte see hen til, og beflitte sig paa at være udi Forbund med, saa at han intet giør derimod). Han skal holde Ret og Dom i

12

største Alvorlighed, og med en hellig ærbødighed a, St. Pauli Epistel til de Ebræer 13 Cap. 6 v.

a 1) Fordi Retten er af Gud og Kongen, og hellig, og af den hellige Aand ordnet.

b 2) At han skal foregaae Sagsøgeren med et redelig Exempel; thi ligesom Dommeren agter Retten, eller helliger den, saa giør og de andre.

2.

Han bør med oprigtig Mildhed og Ærbødighed imponere Parterne, at naar een Part taler, den anden da tier ganske stille, saa og at ingen Drik, uordentlig Snak og Bulder, ingen Skieldsord, Banden eller Løyten passerer, han straffer den, som dermed sig forseer imod Ærbarhed og Anstændigheds Regler, see St. Pauli Skrivelse til de Epheser 4 Cap. 29 v. og til Enden, eller 37 v., hvilket og er Lovens Indhold 1ste Bogs 5te Capitel, 1. 2 og 3. 1-9-1O og 11te Artikel, og desuden at lade see den mindste Vrede, eller sig nogenlunde dertil bevæge, han bør aldrig indlade sig med Parterne i nogen slags Disput om deres Qvæ-

13

stioner offentlig for Retten, men han hører til, og overveyer dem. Derpaa afskieder han Sagen saaledes, som kan kiendes at være retmæssig, og ikke indubium eller tvetydig, og ey heller tvivlraadig dømmer det at være ret, som af den eenes Opførsel kan omdreyes til den andens retfærdige Sags Tab, hvilken Casus vore Jurister kalder med det Navn: Probabel. Men han maa tænke paa den gamle Loves Ord, som Gud selv ved Moses haver dicteret: Forbandet være den, som bøyer Retten for den Fremmede, Fattige, og for Gave, i 5te Mose Bogs 27 Cap. 19 v., og hos St. Johannes i Aabenb. 22 Cap. 18 og 19 v., Kong Christian den Femtes Lov I—I—3. 4. 5 Artikel. Hvad enten han giver en Afsked eller Dom, saa

i Respekt for Gud og Hans Majestæts Ret, staaer han op for Retten, imedens han den oplæser, og dermed ærer han og sit Dommer-Embede, som han har af Gud og Kongen, og af ingen anden.

3.

Derimod et den Dommere velsignet, som dømmer eftersom skrevet staaer i Kongens Lov, og som ham paaligger.

14

4.

En Dommer maa ikke tilstæde andre at befatte sig med hans Dommer-Embede, derudi noget at tale eller raisonnere for Retten, ey heller at forrette hans Embede. See Lovens

3-4-4. 1-7-4. 1-5-7. 5.

Og end uden for Retten bør han at have Afskye for at raisonnere med hans Underhavende, eller de, som ey forstaaer sig paa hans Dommer-Embedes Vigtighed, men allene i korte og syndige Ord, dog med en reen og retsindig Mildhed, er hans Skyldighed at besvare alle og enhver,

6.

Undtagen i Livs og Æres Sager, deri maa han tale og lade andre tale med sig om sit Embede, og hvad Dom, saasom han i de Sager skal tage med sig, som Medhielpere at dømme, udtager han de 8te beste Tingmænd med hannem at dømme til Herrits-, Birke- og Byting, med videre, efter Lovens 1—5—19 Artikel. I forbenævnte Artikel heder de Meddomsmænd, det er ikke at forstaae, at de skal eller maa dømme med ham, men de kaldes saa, fordi de i den Sag dømmer tillige med

15

Dommeren, og altsaa har Lov til at dømme imod ham, om de dertil finder det ret efter Loven.

7.

Med saadan Forhold erhverver Dommeren sig Lydighed hos den gemene Mand, og bliver elsket og æret af de Fornemmeste, jeg meener Regiereren.

8.

Og for al anden Ting beslitter han sig paa bestandig Retsindighed imod alle, og søger Kongens og det almindelige Beste. Det er et vigtigt og den allerhøyeste Guds store Bud, som ligger alle Mennesker paa, at frygte Gud og ære Kongen. Dette Bud er vel at anser, som tvende Bud; men dette dobbelte Bud er i mine Tanker uadskillelig, naar det overveyes, at ingen kan præstere det eene uden det anders Følge. Naar da en Dommer følger

det Bud: Frygte Gud, ære Kongen, elske sin Næste, eller som det heder in Jura, søge det Almindeliges eller hele Sælskabets Beste, saa kan han vente sig en rolig og uskadt Samvittighed, og en naadig Gud pg Konge. Hvilken der ey finder i sin Siæl sig at være saaledes, bør ikke at søge

16

Dommer-Embedet, hverken for Æres eller Penges skyld.

2. Capitel.

Om Maaden at sætte og holde Retten.

Under-Rettens (eller Under-Retters) Processers Forvaltning i Spørsmaal og Giensvar forklaret, som den tydeligste Maade til andres Begreb forfattet i Praxin og Lovens Formaliteter, saaledes:

1.

Om Rettens Begyndelse, Rettens Sættelse kaldet.

Hvorledes sættes Retten? Svar: Dommeren

staaer op, og med lydelige Ord

giver tilkiende, at Hans Majestæts Ret

17

sættes, med disse Ord staaende, siger: Hans

Majestæts Kongens Ret sættes i Guds og Kongens Navn! Dernæst formaner han 1) Tingmændene at give Agt paa hvad der tales. 2) Parterne alle og enhver i hvo de ere, som har Sager at kalde i Retten, at de med al Sømmelighed forebringer dem, hvad enten det maatte være dem, som gaaer i Retten for sig selv, eller andre, saavel som til de saa kaldede Bisiddere, der ikkun hører til, iligemaade at være skikkelige og fredelige; saadan Formaning meener Loven, skiønt den herom er meget kort, formodentlig, at saadan Formaning er en ældre Praxi end loven, og de som have samlet den, derfor ikke vidtløftig forklaret, men overalt med Kiernen og det korte Ord, hvilket læres ved at efterlæse de gamle Love, som er Grunden til den Nye. Saa er og ovenskrevne Formaning høyt fornøden, for at give Folket tilkiende deres Respect for Retten, og Opførsel imod Parten, saa og for, at de kan vide, at han ey er selv Rettens Foragtere og Overtrædere.

18

Paa hvad Maade anfanger da Dommeren med Sager dernæst?

Efter at han først har oplæst kongelige forordninger, da staaer Dommeren op for Retten, naar han læser

1) Kongens Titel saa og naar Kongens under skrevne Haand og Segl læses, derefter paategner han samme Forordninger, at de ere den samme Dag oplæste.

2) Siden læsts Skiøder, Pante-Breve, Obligationer, Mortificationer, Afkald, eller andre deslige Breve, som begieres at blive læste, og kortelig i Protokollen antegnes, og dennem paaskrives, hvor og naar de ere publicerede; derefter

3) Skal Kongens Sager først for, det er Kongens Sager, som i Kongens Navn paatales ved Kongens Dele, Foged, eller General- og andre Fistaler, samt Morderers og Livsfangers Sager.

4) Da kan han først foretage Folkets, som bør skee uden Ophold, (see herom Lovens 1-3-7 Artikel), men Dommeren

lader een af Ting- eller Stevningsmændene uden for Retten raabe

19

trends gange N. N. N. hans Navn,

om der er nogen paa hans Vegne,

og det i alle disse Sager, førend noget om Sager begyndes i Protokollen. Det var at ønske, at hver Sag maatte ikke foretages, uden efter sin Tur og Stevnings Ælde, baade i ny og gamle Sager, at ingen Dommer tiente en Procurator eller Fortalsmand deri, og i andet saadant.

3. Capitel. Om Dommernes Agtgivenhed førend Delemaal foretages i Tingbogen.

Skal der nødvendig gaae Kald og Varsel for alle Sager, inden Dommeren maa kiende paa dem i Retten?

Men! thi Loven tillader helst, at enhver vil spare sig selv og andre fra unyttige Udgifter, naar Parkerne godvillig vil møde med

20

Hinanden, eller begge fremgaae for Retten, og forestille deres imellem værende Tvistighed til Dommerens Paakiendelse, saa er Kald og Varsel ufornøden, og kan Omkostning og Tidsspilde spares paa begge Sider efter Lovens 1ste Bogs 13de Cap. 3. 17. og 28 Artikel, især til Vedermaal-Tinget & c.

a) Observation: Hvorfore at der stevnes, og Stevningsmændene skal sværge derpaa med deres høyeste og Saligheds Eed? Man seer af Mose Lov og de ældste gamle danske Love, at begge Parter ustevnt mødte for Dommeren, eller den de værdigede at dømme dem imellem. Men den som ikke vil møde saadan tilkiendegiver, at han ikke vil rette for sig; thi man dømmer, at ingen vil bedrage en anden, ey heller bringes i unyttig Udgift, og for at troe, at den Søgende har tilbudet og anmodet ham. Derfore har vore Forfædre fundet paa, at sligt skulle bevises med høyeste Eed, at den anden ikke heller skulle tilsnige sig en Dom over uskyldig Mand. Dette er at see i vore endnu havende Love, nemlig i 1ste Bogs 4de Cap. I Artikel, it. 1ste Bogs 13de

21

Cap. 28de Artikel, og 5te Bogs 10de Cap. 7de Artikel. Af de Ord sees Vedermaals-Ting forklaret i Synonyma.

4. Capitel.

Om en sat Ret.

Men naar Sagføgeren møder i Retten med et lovligt Stevnemaal, da skal Dommeren, naar Retten er complet, (en complet Ret kaldes, naar disse Personer ere tilstæde, nemlig: 1) Dommeren, 2) Skriveren, 3) Stokkemænd, 4) Principalen eller Sagsøgeren, 5) Contraparten, 6) Procuratores, og deslige, som alle Tider bør tages grant i Agt), saasnart Stevnemaalet da er indprotocolleret ɔ:

skrevet i Ting-Bogen, om Vederparten ogsaa er tilstade, enten personlig, eller ved Fuldmægtig dvs. Procurator, eller ved sin lovlig forefaldne Lysning.

22

5. Capitel.

Om den Søgte, kaldet Indstevnte, it. Sagvolder.

Om den, som stevnet er, ikke møder, hvad skal Dommeren da?

Da fremkalder Dommeren Stevningsmændene for Retten, og lader dem eedelig afbiemled dvs. med egen Eed beedige. Stevnemaalet efter Lovens 1ste Bogs 4. Cap 3 og 5 Artikles egentlige Indhold, samt efter 1ste Bogs 2 C. 23 Artikel, og derefter har han Nøye at udforske eller udspørge: Om denne Person blev stevnet paa Veyen, eller hvor, om de talede med ham? om de gavham Copie eller Afskrift deraf? om han er Dansk, eller om han kunde tale deres Sprog? om de stevnede ham til sin Kone og Huusfolk, eller om ingen var tilstæde? om de skrev det ud paa Døren, Papiir, eller sagde det til Naboer, og leverede dem Copie, og om de talede med Ham selv, om han antog Stevnemaalet, eller for Kaldsmændene har Skiødt sig fra den Ret han blev kaldet til; saa og nøye iagttage, om den Stevntes Folk eller andre i den Stevntes

23

Fraværelse paaskiød for Kaldsmændene, at den, som blev stevnet, er forreyst, efter 1ste Bogs 4 Cap. 18 Artikel. I de ældste Tider skreves Stevningen eller Afskriften paa de Indstevntes Døre, men nu befaler Lovens 1ste Bogs 4de Cap. 4 Artikel, at de skal give en Afskrift paa Papiir.

6. Capitel.

Om Parterne.

Om den, som er stevnet, møder, Sagsøgerens Paastand, hvorvidt skal Dommeren følge den?

Da er det allerførste en Dommere begynder, at han efter Stevnemaalet udi Protocollen er bleven extraheret, tilspørger den indstevnte Person: Om han haver nogen Paaankning imod Indvarslingen eller Stevnemaalet? Hvilket Dommerens Spørsmaal til de

24

Indstevnte, tillige med deres Giensvar derpaa, saavel som alt hvis videre for Retten passerer udi Sagen imellem Parterne strax føres til Bogs. Anker han paa nogen Deel, saa skal Dommeren forholde sig i hvad det er om Stevnemaalet,. efter Lovens 1ste Bogs 4de Cap. fra 1ste til 24de Artikel.

Og saa fremdeles, saavidt ergangende Stevnemaal til Hiemtinget, eller for Under-Retten, og for det øvrige til Over-Retterne.

7. Capitel.

Dommerens Forhold ved Stedning og Forelæggelse.

Naar Stevnemaalet saa befindes lovlig, og Sagsøgeren saa begierer at føre sine Vidner strax, omendskiønt den Stevnte ikke møder, tilstæder Dommeren det at skee efter Lovens 1ste Bogs 4 Cap. 1ste Artikel, med saa Skiel, at Stevnemaalet er rigtig og lovlig, og at den Indstevnte ey har ladet lyse sit lov-

25

lige forfald, eller han er forhindret at komme i Retten, derom sender sit Skudsmaal. Denne Mening er mange imod; thi de fleste vil betiene sig dertil af Lovens første Bogs 4 Cap. 30 Artikel, som lyder saaledes: At den, som er lovlig stevnet, og ikke møder, skal gives Lavdag at møde og svare, og statuerer deraf, at Vidner ey maa føres førend Lavdag er given, som er Forelæggelsens Ord til første Ting. Men jeg forskyder denne Mening ganske, som den der strider directe imod bemeldte Lovens 1ste Bogs 4 Cap. 1ste Artikel, og den Retfærdighed, som Loven klarligen indeholder, saa og baade i Henseende til den Artikel de grunder deres Mening paa, forbyder ingenlunde at føre Vidner.

Lavdag skal absolute gives førend Dom maa afsiges paa den, som ikke mødte, paa den Maade, som vises i 8de Cap., og ikke anderledes.

Lavdag skal gives saavel til Ober- som Under-Retterne; men Lavdag eller Forelæggelse skal ikke gives ham, som er stevnet, til at høre Vidner; thi Vidners Forhør foretages strax, men møder Vidnerne ikke, da forelægges de, og ikke Contraparten. Møder de ikke heller efter Forelæggelsen, da skal Dommeren

26

uden nogen Dom giøre Execution til Straf over deres Udeblivelse, som kaldes Faldsmaal, og er 10 Rixdaler, og endda skal de møde. Hvilket kan skee over dem saa længe de eye een Skilling. See Forordningen af 3 Martii 1741, 2 Artikel, og Lovens 1ste Bogs 1 3de Cap. 7 og 25 Artikel.

Møder da ikke den Indstevnte efter 2den Stevning, Forelæg kaldet, da maa Dommeren afsige Dom over ham, og da kaldes det med de Ord, at han har agnosceret, ɔ: har tilstaaet, ɔ: kiendt sig skyldig, og dermed taget Sagen paa sig, saa bør det og desuden nævnes i Dommen, at han ikke har mødt efter Stevning og Forelæg.

End videre, hvorfore Loven tillader Vidner at føres, endskiønt Sagvolderen er udebleven den første Tægtedag, og uden at forelægge ham? 1) For ikke at forlænge Sager til at udeholde Folket fra deres retfærdige Ret. Og for det 2) fordi at Vidnerne kunde ved Døden afgaae, og derover en Mands Ret forspildes.

Endelig er ikke et Vidne Pligtig at fare to gange til Tinge udi en Sag, naar han kom til den Tid han er indstevnet. Udebliver Sag-

27

søgeren, og Vidnerne kommer, da skal han betale dem deres Reyse 2 Lod Sølv, og ligesaa meget til Justitskassen; og om han vil betiene sig af deres Vidnesbyrd igien, da maa han lade dem paa ny stevne med Rettens Forelæggelse.

Om hvor lang Lavdag i enhver slags Ting haves.

Men om sagsøgeren begierer Dout over sin udeblivende Vederpart?

Da giver Dommeren den Udeblivende

Lavdag til næste Ting, ottende Dagen, eller kortere, om det er Gieste - Ret, Politie- eller Stand-Ret, alt eftersom Sagen er til, efter Lovens Forskrift i 1ste Bogs 4de Cap. 30te Artikel. See om mere siden om Praxin. Til Landsting gives 14ten Dage.

28

9. Capitel.

Et Stevnemaals Indretning efter Loven.

I hvor mange Parter bør et lovligt Stevnemaal at bestaae af?

I alle Stevnemaal skal være disse trende Poster indførte:

1] Sagen, hvorfore han skal møde, som tydelig bør forklares, fordi intet maa ageres, som ikke er stevnet for.

2] Tiden, naar de skal møde, at den Indstevnte faaer saa lang Tid, som Loven tillader, forklarer 1ste Bogs 4 Cap. 7. 8. 9. 10. 11. 12 og 13 Artikel, og fremdeles videre, som samme Capitel taler om Stevnemaal saaledes:

1. Sagsøgeren skal ved Underretten selv udstæde Stevnemaalet efter Lovens 1ste Bogs 25 Cap. 1 Artikel, og 1ste Bogs 4 Cap. 2 Artikel, ɔ: han skal underskrive det, eller hans Fuldmægtig, og sige, at det er for ham.

2. Sagsøgeren skal være vedkommende Actor og berettiget, og ikke begynde imod andre uvedkommende Sager.

29

3. Ey allene Hovedmanden, men og Vedkommende, som Cautionister, Interessenter & c.

4. Ved tvende Mænd, at det kan bevises den er indkaldt for at rette for sig, som i Observationen a under No. 3 eller 3 Cap. er forklaret. Dog bruges ved Krigsretten ofte ikkuns een til Advarsel.

5. Førend Solen gaaer ned; thi om Natten bør Folk have Natteroe.

6. For deres Bopæl, enten de ere hjemme eller ikke; men det er ikke nok, at de taler med den, som skal stevnes, paa Gaden eller i fremmede Huse, det var en Afront.

3] Post i en Stevning at observere, bestaaer derudi, Steden de skal møde paa, og til hvad Tid paa Dagen.

Det følger af Fornødenhed, om det end ikke her expres stod, at begges Navne bør staae deri, og i Stevnemaalet giøre sin Paastand paa hvad Repræsalia; thi det, som ikke bliver stevnet for, maa Dommeren ikke dømme om. Man maa paastaae Processens Omkostning skadesløs, hvortil regnes Kost og Tæring, eller

30

Salarium; thi ellers kommer man selv til at betale Processen, og altsaa lider Skade. Der maa og staae i, om man stevner, som Hovedmand, eller til at aflegge Vidne, eller at høre Vidner. Hvo som stevnes til Vidne, aflegges Stevningen med disse Ord: Vi stevner eder un-Falsmaalsbøder Ikke heller maa et Stevnemaal indeholde mere end een Sag; thi saa bliver det afviist. Er det en Continuations-Stevning skal bruges de Ord: I Continuation; thi ellers maatte det ansees, som en anden og ny Sag, og Continuation er, naar noget er forglemt i Hoved- og Doms-Stevningen. Contra-Stevning, naar jeg stevner ham igien, thi uden jeg stevner ham, kan Dommeren ikke tilstaae mig udstevnt, siger Praxi, dog Loven tillader Dommeren at dømme i min Paastand, 1ste Bogs 5 Cap. 7 Artikel, saa man deraf seer, at man ikke burde være nødt til Pengespilde ved Stevning & c.

Stevnemaalet maa være ret og fornuftig indrettet, thi derpaa beroer det Vigtigste af en Sag, og er som Kraften til Retten; men er samme galt, er og Sagen negligeret, og ikke let at ændre.

Indlægget kan ikke hielpe, men allene er som en Forklaring over alt det, som kortelig dog

31

alt er iagttaget i Stevnemaalet, og kaldes Demonstration. Om Stevnemaalet er saaledes lovformeligt indrettet, har Dommeren at agte, og at betragte.

I Stevnemaalet bruges de Ord: At høre Paastand og Irettesættelse, som i Retten skal vorde giort. Denne Paastand i Retten er til ingen Nytte, om det ikke nævnes i Stevnemaalets; men er det der, da er det øvrige i Retten, som tales derom, ikkun en Demonstration, som oven for er meldet, eller som det lyder paa ret Dansk, en Forklaring, og det af Loven, Application til Sagens Bestyrkelse.

Af hvad Aarsag enhver ikke kan gaae selv i Retten, enddog Loven er tydelig nok a. b.

a. Udstrækker Dommeren Formaliteterne anderledes, da er det ulovlig; ligeledes, om han Udleer, eller fordreyer en eenfoldig Bonde eller andres Sag, fordi han ikke har det efter Formularer, og kan tale det nu brugelige Ting-Latin.

b. NB. I Sverrig er udgaaet en Forordning til Canceliet og alle andre Depar-

32

tementer, at der ikke maa udstædes andet end Svensk, og slet intet Latin og Fransk, mindre Tydsk. Det var for de Danskes Enfoldiges Rets skyld at ønske her, at ikke maatte bruges, skrives og tales andet, end Dansk i Retten, da kunde Borgere ordele selv deres Sager paa Tinget eller for Retten, ja endog Bønder, da nu ikke vore Studentere tør driste sig dertil, for Termini France og Praxin, det Dommerne holder sterkere over, end Loven, befaler, som ikke er Fransk og Latin. 10. Capitel.

Om Lavdag skal forkyndes.

Lavdagen, naar den af Dommeren i Retten forelægges den fraværende Part, skal den forkyndes for hannem?

Ja, gemeenlig bruges det, at Lavdagen bliver ligesom det første Stevnemaal, der egentlig er en Processes første Begyndelse og

33

Anlæg, Sagvolderen lovformelig forkyndet ved tvende Mænd, og ligeledes absolut for hans Broefield efter de gamle Love. Men jeg siger, at det er ufornødent; thi Loven taler eller befaler ikke derom anderledes, end Forelæggelse for, at Dommeren skal blive vis paa, at han er kaldet til Tings, og da siger Loven, at den skal være i 8te Dage. Ordet Lavdag see forklaret i Synonyma.

II. Capitel.

Om Forfald.

Hvor mange Forfald er der, og paa hvad Maade føres de frem til Tinge?

Forfald er det, som Loven omtaler i sin 1ste Bogs 10de Capitel, 1ste og 2den Artikel, og skal enten inden Tinge med tvende Mænds Ord, eller i andre Maader fuld Beviislighed, om det skal hindre Sagen at fore-

34

tages, lyses, dog kan der blive flere, end de i Loven meldes.

12. Capitel.

Hvad Skudsmaal i Retten er, til at bevise lovlig Forfald.

Nævn mig alle de Aarsager for hvilke et Stevnemaal enten i den Stevntes Fraværelse, eller og efter hans Protestation skal kiendes ulovlig, eller og ganske uefterretelig?

1. Naar Varselmændene ere tre Marks Mænd, mindre Mænd, udædiske, saadanne, som ikke troe en Gud og Virkning af falske Eeder, da han ikke forbindes ved Eed, og om Parten overgik Dom efter deres løgnagtige Eed, kunde han jo ingen Satisfaction faae af dem, som der er intet at tage

35

fra; men Dommeren bør da betale, om det er hans Skyld.

2. Naar Varselerne er for kort.

3. Naar Sagen ey er navngivet.

4. Naar det ey for den Stevntes Bopæl eller Brofield, eller visse Tilholdsstæder er, forkyndt. NB. Vides den ikke, da kan han stevnes der han sidst boede, om de ikke der siger, hvor han er, og de vil paatage sig Copien at levere ham.

5. Naar det er forkyndt efter Solen er sat.

6. Om det er forkyndt paa Fred ɔ: og Helligdag, saasom Høytids- eller Sabbatsdag, og er udi den tredie Post at observere Lovens egne Ord om Kald og Varsel, hvor den skal forkyndes, eftersom Sagen er til, eller Personen sig opholder, som stevnes skal, som det 4de Capitel i bemeldte Bog udtrykkeligen forklarer.

7. Om Stevnemaalet imod Loven indeholder tvende eller flere adskillige Sager og Ting at møde og svare til.

8. Naar nogen er stevnet paa den Dag at møde, som bør holdes hellig, paa hvilken ingen Rettergang maa tilstædes. NB. undtagen om een myrdede nogen, maatte han dog

36

arresteres; thi han løb bort, om han fik Tid. Bryllupsdag er og Lov-Fridsdag.

Naar nogen er stevnet til extraordinaire Ting, med mindre det er paa Landet i Duelsag, Søerets Sager, eller en Toldsag; item de Sager, som Loven klarlig omtaler, saasom Grandskenings, Aadsteds, Eyendoms, og deslige Sager. I Kiøbstæderne en Søerets ɔ: Gieste-Ret, Duels- og Told-Sag.

10. Naar det befindes, at det ikke er den Stevntes Værneting. Exceperer han Forum, henvises Sagen til hans Værneting.

11. Om Sagvolderen er den berettigede Person, eller giver sig ud derfor, kaldes Præjuditial-Qvestioner, og Præjuditial-Exceptioner. Disse ere de første Procuratores begynder Sager med, om han, Parten, ikke selv er i Retten, eller ikke almindelig bekiendte; thi før det er beviist, at han er berettiget, og den rette, kan Hovedsagen ikke blive begyndt, eller foretaget. NB. herudi tillader ofte en Dommere for meget.

37

12. Om det er nok lovlig Stevnemaal til nogen, at stevne fra et til andet Amt, Herrits- eller Birketing, som ikke er hans Værneting, at man til hans Værneting tager Tingsvidne af Stevningsmændene, med mindre han og stevnes til at høre deres Vidne

derpaa, at de hannem lovlig haver stevnet?

Ney! ingenlunde (dog det synes at skulle være nok, at Stevnevidnerne aflagde deres Eed derpaa, og derefter et Tingsvidne blev givet beskreven) forunden, at den Stevnede eller Paagieldende og skulle stevnes til samme Stevnemaal, Vidner paahøre for hans og Vidners Værneting, det sees af Lovens 1ste Bogs 4de Cap. 1ste Artikel at skulle skee, om Stevnemaalet skal være lovligt.

38

13. Capitel.

At Dommeren skal ikke tillade Fortalsmændene eller Parterne noget uden for Sagen,til Ophold.

Naar Dommeren foraarsages at kiende paa Parternes Tvistigheder til Interlocatoria, angaaende Rettergangsmaade, og enten den eene eller den anden Part, som dermed er misfornøyet, begierer den beskreven, maa da Dommeren give den

beskreven?

1.

Tilstædes ey beskreven førend Dom i Hovedsagen

er afsagt, da deslige Afskeder Ord fra Ord udi den endelige Act skal indføres, og staaer det den da frit for, som Afskeden er

39

til Skade, at indstevne den for Overretten og Dommen tillige, og at indstevne den Endeligdom, om han den ogsaa paa-anker, efter den kongelige Forordnings tydelige Formælding, dateret Kiøbenhavn den 17de Man 1690.

2.

Høystbemeldte Forordning tillader dog at indstevne Vidner fra Underretten til Overretten, den Stund Hovedsagen for Underretten ageres, og at lade Overretten samme Vidnesbyrd paadømme, førend Dom for Underretten i Hovedsagen afsiges; men med saa Skiel, at Vidner paaskyldes, for at have vidnet Løgn, eller og ey vilde sige deres Sandhed.

Skal da Parterne endelig holde sig saadanne Afskeder, eller Dom. merens Interlocatorier efterrettelig?

3.

Ja! al den Stund det kan skee uden Hovedsagens kiendelige Forkrænkelse.

40

Men om Dommeren finder nogen i Sagen interesseret til Straf paa Person eller Gods under Execution, førend Hovedsagen er paakiendt, maa saadan Afsked ey erholdes beskreven strax?

Ingen Dommer maa ved deslige Afskeder tilkiende nogen til Straf under Execution, men vel finde ham til Bøder, og Vedkommende siden at hente Executions Dom; men dersom Dommeren herimod dømte nogen under Execution, da bør han give saadan Afsked beskreven; thi hvor Execution skal gaae efter, er Dom gangen for. NB. Vidner, Forderfaldsmaal, og mange andre Ting kan Dommeren efter sit Embede giøre strax, men ikke ved Interlocatoria ɔ: Afsigt tillade Parterne det; thi da kunde der blive mange Sager af en Sag, og mange blive fornærmet.

41

14. Capitel.

Maaden ar behandle Søe-, Gieste-Ret og Politie- eller kort Søgemaale.

Hvor lang Tid gives udi Søe-Rettens Sager?

Aftens Varsel er nok, Aftens Varsel kaldes det, naar de stevnes om Aftenen til Morgenen tilig, er lang Tid nok, efterdi Søe-Rettens eller Lovens 4de Bogs 8 Cap. 1 Artikel siger, at Søe-Rettens Sager skal strax foretages, og inden trende Solemærker, efter at de ere udagerede, paakiendes, ɔ: inden tre gange 24 Timer, (see Forordningen af 21de May 1705, 20 Artikel pag. 69. og atter efter samme Cap. 2 Art.) kan nok Retten holdes om Søesager med tvende Mænd, eller Dannemænd, i Dommerens eget Huus. De Forordninger, som efter Loven ere publicerede, er den vigtigste af 21de Maxtii 1705.

42

Om Toldsager, læs de derom udgangne kongelige Forordninger, samt Toldrullens klare Ord.

15. Capitel.

Hvor meget Dommeren skal tillade hver i sin Sag i Ting-Bogen at skrives.

Er Dommeren forpligtet at lade protocolleere alt hvis Parterne begierer i deres Sager?

1.

Ja, alt hvad som rører Hovedsagen paa, bør han lade protocollere, dog ikkun Meningen af deres Propositioner, saa og maa Skieldsord protocolleres, som Ære eller Længe, eller gode Navn og Rygte paagielder, naar det begieres og om det forlanges strax Tingsvidne paa samme Skieldsord efter Lovens 1ste Bogs 5te Cap. 9 og 10 Artikel, og 8de Cap.

43

7 Artikel meddeles. Om slige Skieldsord, at der ikke behøves at stevnes derfor, naar de falder om Hovedsagen; thi ellers gav Loven ikke strax Tingsvidne derpaa. Og det mærkes, at det engang er paastevnt, saa snart det er om Hovedsagen, efter 1ste Bogs 24 Cap. 3 Artikel, og 6te Bogs 21 Cap. 2 Artikel.

2.

Men de Ord uden for Hovedsagen i Tinghuset er ikke stevnt for, ere de, som Lovens 1ste Bogs 5 Cap. 10 Artikel handler om, og over deslige kan ikke paadømmes før lovlig er stevnet, og ikke heller maa den forehavende Sag opholdes derover.

3.

Men om det er ubeqvems Ord, de gives ikke, eller tillades at protocolleres, dog har den Forurettede sin Frihed ved lovlig Stevnemaal videre, og hente Dom, efter de Ord, ustevnet, skal i Tingbogen være unævnet.

16. Capitel.

Om Stokkemand udeblive.

44

End om det hænder sig, at Retten for Mangel af Ting- eller Stokkemænd ey kunde særtes, hvorledes gaaer der da med Parternes Sager?

De tilstædeværende Parters Sager protocolleres,

og om det er et Sageting og saadanne Sager, som til ordinaire Ting bør forfølges, da bliver deres Sager friske og i fuld Kraft til næste Ting, hvilket Dommeren kan lade protocollere, og paa Tingstedet afsige, om han vil lade blive; thi Loven forklarer dette tydeligere, saa vidt fornødent giøres.

17. Capitel.

Kort Delemaal.

Men jeg sætter, om det var et extraordinaire Ting, og Sagerne ey tillader eller taaler Ophold til

næste Ting?

Da tegnes de nærværende Parters Sager an, at de bliver friske til den Tid Dommeren strax nævner og protocollerer; men er af

45

een Side Parterne ude, da afskeder han intet, med mindre han ved en afsked vilde vise og undervise, at den som vil søge, faaer varsle sin Vederpart paa ny til en vis Dag og Sted.

18. Capitel.

Om Parternes Udeblivelse.

End om ingen af Parterne møder til et complet Ting?

Dommeren lader trende gange udraabe, førend han bryder eller ophæver Tinget, om nogen mere er, som vil gaae i Rette, med disse Ord: Har nogen noget meer for Retten i Dag at tale, har nogen noget 3 gange & c.

Og naar ingen sig anmælder, opsiger han Retten efter Lovens 1ste Bogs 7 Cap. 4 Artikel, og dette er Praxis i alle Sager.

46

64

19. Capitel.

Dommeres Forhold med Vidners Førelse.

Hvorledes bær Dommeren sig ad udi at forhøre Vidner, som skal være det vanskeligste udi Dommer-Embedet, og det varligste han haver at omgaaes med, baade for sin egen Samvittighed og Vidnernes Salighed at frelse, med det de ikke stal blive forført af Procuratorerne ved deres forvendte eller bagvendte forblummede Spørsmaal til dennem ar svare, eller vidne andet, end den reene eenfoldige Sandhed, som de har hørt og seet, eller veed af udi Sagen, og saa videre, som efterfølger?

47

1.

For det første fremkalder han dem, som skal aflegge Vidnesbyrd, og ere at finde; thi ingen ubekiendte Personer maa tillades at vidne paa nogen, efter Lovens 1 Bogs 13 C. 5 Art.

2.

For det andet erfarer han, om Vidnerne enten for Slægtskab, eller Svogerskabs skyld, eller fordi de kan findes interesseret udi den Sag, som de skal vidne om, ere nogen af Parterne til Villie, eller det bevises, at det er den Paagieldendes aabenbare Uvenner, som og kaldes med det Navn: Svorene Fiender, Avindsmand, eller de ere under 15de Aar, eller det er udædiske eller Misgiernings Mennesker, eller og for uærlig Sag fældt til sine 3 Mark Bøder, Lovsye ɔ: Midsomers Mænd, befindes nogen af Vidnerne udi noget af alt dette skyldig, da antager Dommeren dem ey til Eeds og Forklaring, med mindre andre uvillige Vidner ey ere at bekomme. Dog maa det aldrig tillades et udædisk Menneske at vidne, som det er overbeviist, omendskiønt andre Vidner ey ere at bekomme, til Vidne at bære, og staae til Troende, ikke heller et ubekiendt Vidne, som ikke giør Rigtighed for sig, hvor han er, og hvor han er at finde, Lovens 1ste

48

Bogs 13 Cap. 5 Artikel, og 16 Cap. 17. 18. 19. 20 og 30 Artikel.

Ingen Fortalsmand maa selv tilspørge Vidnerne, men det tilhører Dommeren.

Vidners Examination.

A.

Intentionen ved Vidners Examen maa ikke være, at kunde forføre og forvilde et eenfoldigt Vidne, som er meget lasteligt.

Men Intentionen skal allene være Sandheds Udforskning. Deels for den retfærdige Guds Ansigt, deels for at erindre de retsindige Vidner om det, de ikke kan strax erindre, deels for at bringe vanartige og fortredelige Vidner, som saa ofte compareres til Sandheds Udsigende, og at lade Retten see deres uretmæssige Forehavende, da disse Qvestioner i alle Sager kan appliceres.

1. Hvem. Har sagt, giort, gaaet, staaet, været hos, seet, skrevet, sendt Bud, betalt, befalet.

2. Hvad. Ord, Gierning, Vare, Værge, Indgang, Lokkelse, Klæder, Sort,

49

Couleur, Gave, Løn, Løfte, Skade, Lem, Drik.

3. Hvor. Oppe, eller neden, ude eller inde, for eller bag ved, imellem, langt fra, nær hos, hiemme, hos anden, staaer, været, rammes gaaet hen, bleven af.

4. Hvorhen. Reyst, gaaet, henviist, ført, fældet, til hvilken Side eller Ende, skulde sendes, hvor destineret, den Dør og Vey gaaer.

5. Hvortil. Meere end engang, Sædvane, tilforn altid, begiert, advaret, angrebet, taget fat, noget, tilstaaet, begyndt.

6. Hvad Anledning Hielp, Raad, Tilskyndelse, Middel, hvoraf, hvem begyndte, hvorfra de kom, hvad Selskab, hvad Hensigt, hvad Tegn, med videre Kiøbmænd.

7. Hvorfor. Hvad Aarsag, Profit, Hevn, Kierlighed, hvad Miner, Truseler, Tillokkelse, hvor meget drukket, betalt for Drik, fordret.

8. Hvorledes. Lidet eller meget, skiendt, vreed, hemmelig, aabenbare, i alles Paasyn, i eenrum, indbrudt, eller indelukt, altsammen paa engang, i andres Navn for-

50

byttet, forandret, opdaget, med et Slag, Stød, Skuf.

9. Hvad Tid. Først eller sidst, tilig eller silde, i Mørk eller lys Dag, før eller efter, hvor lang Tid siden, naar de Ord, eller den Tid skede, naar den kom, naar det begyndtes, naar det fik Ende, hvor længe.

NB. Tiden er en stor Omstændighed i alle Vidners Forhør, lærer os Susanna Historie, og i disse Tider en Sag om en Parlements Raad i Paris, hvilket af den eene Geheimeraads Kone blev os opdaget, og Tiden kiendt falsk, ved at giøre som Daniel, hvad Dato, og eftersaae det i Almanakken at være falsk.

Særdeles i alle Drabs- og Blodssager bør alle Omstændighederne Nøye observeres ved Vidners Forhør, fordi Blodssager bør ikke gaae af uhevnet, og der skeer dog saa mange Drab af Baade og Nødverge, som ikke straffes paa Livet. Det er uskyldig Blods Udgydelse. Det er dog bedre at pardonere Skyldige uvidende, end henrette Uskyldige, hvor Sagen ikke er ganske klar. Om det ikke er at udgyde Blod, naar de mister Livet, som

51

giør Penge, lader jeg andre dømme, siden Gud ikkun siger: Liv for Liv & c.

Qvestioner i Drabs Sager.

Til Vidner kan bære disse:

1. Hvor begyndtes Klammeriet.

2. Hvoraf har det reyst sig.

3, Hvor mange vare der samlede.

4. Hvem der først skieldede.

5. Hvem der slog først.

6. Om den Døde slog fra sig.

7. Om nogen skildte dem ad.

8. Om den Døde søgte at undflye.

9. Hvor tit de vare sammen.

10. Om den Døde eller Drabsmanden begierte Fred. Er en stor Observation.

11. Om den Døde bad og raabte om Hielp.

12. Om Drabet skede med et Skuf, Slag, Stød, Skud.

13. Om han bøde strax.

14. Hvad han talede siden han fik Bane- saaret.

52

15. Om Drabsmanden han søgte strax ellersiden at undflye.

16. Om Drabet skede forsættelig.

17. Hvorledes den Døde har levet og opfort sig.

18. Hvorledes blev da Drabsmanden grebet.

19. Hvad Ord brugte Drabsmanden da.

20. Om Drabet ikke kunde været afværget af de tilstædeværende, efter Kong Christian den Femtes Forordning og Loven.

Vidner i Drabs Sager, hvor een har dræbt sig selv, er fornemmelig:

1. Hvad Levnet han har ført.

2. Om han var drukken da det skede.

3. Om han var svag eller rasende, og hvorledes Raseriet var.

4. Om ham nogen Ulykke og Sorrig nyligen var tilslagen.

5. Eller om han havde talet om før at vilde giøre en Ulykke paa sig selv.

53

A.

Udædiske maa ey bære Vidne.

Hvor vidt en Dommer tør nægte tre Marks Mænd at vidne, helst, om han ikke veed, det er, om det ikke er beviist?

Ellers holder jeg det saavel baade gavnlig og forsvarlig for Dommeren, om der ikke protesteres imod, som og uden Skade eller Præjudice for nogen af Parterne, at en Dommer tilstæder alle forbemeldte beskyldte Vidner, (for hvad det og være kan, paa hvis Parts Side de og er, med eller imod, til eller fra), at forhøres eedlig, for at Dommeren kunde oplyses derved desbedre om alting, naar han ikkun derefter udmynstrer og udsøger de lovligste og grundigste Vidner deraf, og derpaa hans Dom funderer. I Criminel-Sager kan de ikke nægtes, om ikke andre, er Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 16 Artikel; item 1ste Bogs 5 Cap. 5 Artikel, under 15ten Aar kan altid nægtes.

54

B.

Skieldsord faaer han Hævd pg i et Aar.

For det tredie observerer Dommeren grandt alle Sagens Punkter, hvorom der skal bæres Vidne; thi hvo som vil føre Vidner paa Ord og Skieldsmaal, skal giøre det paa skrift Fod til første og næste Ting, som han lovlig Kald og Varsel kan give til, efter han om saadant paa Sagen er videndes uorden. Har Sagsøgeren dette forglemt eller forsømt, i det ringeste at giøre Sagen anhængig i de første tre Fierding Aar, og naar Aaret er til Ende, bør han ey tillades at føre Vidnesbyrd derom eller udi den Sag; thi Skieldsord, som ere et Aar gamle upaatalte, kan ikke staae til Troende, og var ikkuns for at ville have sin Næste beskiemmet, hvorfor Loven forbyder, at der ikke engang maa protocolleres det ringeste derom. Det er og det eneste, som Loven forbyder at føre Vidne om, og ey efter et Aar maa protocolleres; thi Ord i andre ærlige Sager maa føres, om de vare 100de Aar gamle, 1ste Bogs 16 Cap. 3 Artikel, og Forordningen af 5te Martii 1734, 3 Artikel pag. 24. Con-

55

form og befaler, at om og paa Ægteskabs Løfter, skiønt de ere skriftlige, ingen Vidner efter Aar og Dag maa føres. Er der da et Aar forløben efter Ordene ere talte, maa ingen Vidnesbyrd føres, eller den som sigter, nogen Sag paaføres, naar han NB. dem benægter udi Lovens i 1ste Bogs 13 Cap. 21 og 22 Artikel, item i 1ste Bogs 14 Cap. 1 Artikel, og 6te Bogs 21 Cap. 3 Artikel, men i Særdeleshed Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 21 Artikel.

Jeg siger NB. om han ved Beskikkelse eller i Retten vedgaaer det, da vare Ordene ikke gamle, men bleve ny. See Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 21 Artikel, at forstaae om ærerørige Ord.

C.

Ærerørige Ord paatales til første Ting, efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 21 Artikel.

Kan ikke anderledes forstaaes efter min uforbegribelige Mening, at naar Vidner ikke ere førte paa frisk Fod, og til første, eller i Mangel af et og andet, til næsie Ting, maa de ikke derefter føres imod den Paagieldendes Be-

56

nægtelse; thi det sidste Ord af Artiklen, som siger: Ellers skulde Vidne paa eens Mund ikke gielde imod hans Benægtelse, kan ikke anderledes forstaaes, end saaledes absolute at skal være meent, at foruden Vidne er ført til næste Ting skee kan, maa de siden ey gielde imod Benægtelse, men ellers vel, naar det skeer til næste Ting, og skulle det ikke være saaledes at forstaae, da gaves enhver Æreskiender dermed Frihed til at skielde og beskiemme hvem han vilde paa sin Ære, 1ste Bogs 13 Cap. 22 Artikel er at forstaae om Ord, som er gaaet fra een til anden, og som Løfter, der ikke er hørt af den Skyldige, men af andre, maa ikke føres efter Aar er forløben, see Forordningen af 5te Martii 1734, naar det ikke skulde gielde imod hans Benægtelse, da han derfor blev stevnet til næste Ting, og desforuden talte Loven imod sig selv derudi, og saaledes overbeviser og oplyser jo det sidste det første, at det har Ret og Billighed med sig. Og den næst efterfølgende 22de Artikel, som synes at skulle være herimod, kan derfor ikke være at forstaae, om hvad een har hørt af en andens Mund til nogens Æres Beskiemmelse, uden til anden Beviis udi Gields eller Arvs Sager, og deslige, at skal ikke efter

57

Aars Forløb, (som er at forstaae et Aar og sex Uger efter Lovens 5te Bogs 1 Cap. 4 Art.)

Føres nogen Vidne paa, hvilket og overeenskommer med næst her efterfølgende Post, om Slagsmaal og videre Bemeldende, og lad end være det forstaaes og paa Ord, som er talt til nogens Æres Beskiemmelse, da, naar den Sigtende derfor efter saa lang Tid kan giøre sin Benægtelses Eed derimod, frikiendes han efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 21 Artikel.

Vil og nogen give Sag for Slagsmaal, Vold, Ran, og deslige, skal han giøre det paa frisk Fod, efter bemeldte 1ste Bogs 1 Cap. i Artikel, hvis ikke, haver sin Tiltale forbrudt, Dog Kongens og Herskabets Ret uforkrænket.

D.

Straffen, som Dommeren nødvendig bør forklare Vidner om, enddog det ikke bruges i Praxin.

For det fierde, efter at Dommeren har saaledes betragtet alle Ting, og befundet Vidnet at være Lovgild, saa at han antages, skal han i vigtige Sager kalde for sig hvert Vidne i sær, og en allene oplæse Eedens For-

58

klaring, med hosføyede Formaning til dennem at sige Sandheden, samt Advarsel og Trusel om de sværger falskelig, og bør Dommeren expres sige dem, hvad Straf der over slige i Loven sat er, nemlig at miste tvende Fingre, og Boeslod, og maa ey siden staae i Lov eller Tov med andre ærlige Dannemænd.

Det er ikke nok, at Dommeren forklarer Guds Straf, men det er snarere fornøden først, at forkynde dem den verslige Straf; thi det er ikke den evige, der afskrækker dem alle fra at sværge falskelig, men det er Frygten for deres tvende Fingre og den verslige Tort & c. som de have sig at forvente i dette Timelige strax paa deres Legeme, foruden og i Evighed at forskydes fra Guds hellige Ansigt, til evig ɔ: bestandig Pine og Straf baade paa Legeme og Siæl.

Men endog forklare dennem mundtlig, hvad om de trende oprakte Fingre, og de andre tvende nedbøyende betyde. Derpaa lade Vidnet love, at saa sandt Gud og hans hellige Ord skal hielpe, vil sige Sandheden, og intet deraf dølge. Vidnet siger saaledes: Jeg lovert at sige min Sandhed i denne Sag, og intet

59

at dølge, saavidt jeg herom veed, saa fandt hielpe mig Gud og hans hellige Ord.

Observation. Han kan, om der er mange paa engang, læse og forklare Eeden for dem alle, og derefter lade dem gaae ud, og allene tage eet for af gangen.

Siden med al Flid grandgivelig qvestionere og udhøre i Vidners Forklaring.

Observation. Procuratoren kan ikke forføre Vidnet med Qvestioner; thi Dommeren, og ikke han, skal tilspørge det, men Procuratoren kan proponere Qvestioner, da Dommeren med bevægeligste Ord fører det til den uforfalskede, Sandhed at udsige. Og efter han haver det forhørt, og i Protocollen ladet Vidnesbyrdets Forklaring indføre, skal han lydelig adspørge Parterne, hvis der videre eragtes nødig til deres Sags Oplysning.

Dog saa, at de ikke forfører Vidnet med noget vrangt og fordægtigt Spørsmaal, til at svare dertil andet, end hvad sandt er, og som overeens kommer med hvad de har vundet og forklaret tilforn. Men hvis Dommeren fin-

60

der et enfoldig Vidne til slige krogede Spørsmaal andet at have svaret, end som det forben har vundet, da skulde Dommeren igien paa ny forhøre Vidnet, og videre enfoldig examinere det, paa hvad som det har svaret til Parternes Spørsmaal, imod forhen giorte Forklaring, for at faae det igien til den rette og rene Sandhed ledet at udsige, til dets Saligheds Frelse, og Retten imod Løgn og Falskhed at fremme og befordre ved Sandhed, og derpaa Vidnet forløve ɔ: eller Frihed at maa gaae af Retten. Det heder og: Afskede Vidnet.

Sammeledes forholder han sig med alle Vidnerne, og er endda det beste, at han ey lader noget Vidne gaae fra Tinget bort, førend han har forhørt dem alle, paa det om de imellem skulde findes imod hverandre, eller den ene at have forklaret den anden noget, som han formodentlig kunde have forglemt, han da desbedre kunde udforske Sandheden, naar han hørte det imod den anden.

61

E.

Hvorledes Vidner kan forsvære sig uvidende, og Dommeren kan frelse dem fra saadan Meeneed?

Udi Eyendoms Sager eller Trætter kaldes Vidnerne Sandemænd. Sandemænds Bruge ere 2 Slags, 1) i saadanne Drabssager, hvor Morderen ikke vides. 2) I Markeskiels Trætter. Disse Vidner gisr først Forklaring, og siden Eed, Juramentum Credulitatis ɔ: at de ikke veed meere, eller rettere, eller sandere, end som de har forklaret. Det er og at legge Mærke til, at de skal sværge 2 gange først paa Steden, og siden paa Tinget, første Bogs 16 Cap. 13 Artikel.

For det femte, dersom der befindcs uvillige Vidner, som ere klare udi en Sag, efter den Tid villige Vidner ere først hørte, da forbliver Dommeren ved de uvillige Vidner, og anseer ikke de villige Vidner, (see Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 16. 17. 18 Artikel), ikke heller ansees han for et Vidne, som nu siger et, nu et andet, nu bejaer noget, nu fragaaer det igien, de anføres for uefterrettelige Vidner, og

62

lades gaae bort. Men om det er forsættelig Bedrageri hos Vidnet, da straffes det, som et falsk Vidne. Iligemaade straffes ogsaa de Vidner, som kiendelig vidner Løgn, eller overbevises, at vidne falsk.

For det siette skal en Dommer for alting see derhen, at et Vidne ikke vidner sit eget skiøn, eller Meningen, hvilken Forseelse gaaer overflødig i Svang iblant enfoldige Folk, naar de bær Vidne, og dermed ey allene bedrager de sig selv imod deres Samvittighed, men og deres Næste udi sin Ret. Den Løn de derfor tilsidst faaer, er en bedrager og ligesaa urolig Samvittigheds og Saligheds Skrupel, som fordum vore katholske Forfædre, naar de betragtede deres Synder, og Pavens Prædiken imod hinanden.

F.

Det er et gammelt Spørsmaal, om de maa sværge imod hinanden udi en Sag?

Ja visselig Maa de tillades at sværge imod hinanden, og dertil er det er uryggeligt Beviis. Dommeren og Parterne veed jo ikke

63

forud, hvad enten de vil vidne med eller imod hinanden, men det veed man altid om Parterne, at de holder meest med sig selv; thi giorde de ikke det, da stevnede de jo ikke uretfærdig, besynderlig om den ene Part er bekiendt for (Dager ɔ: Aager & c.) saa man snarest vente, at han sværger i sin egen Faveur, siden han torde legge Sag an derfor, eller nægte det, som han blev søgt for.

Den Grund, som mange steder sig paa, nemlig, at Lovens 1ste Bogs 14 Capitel forbyder Eed imod Eed, som ikke er ret at fortolke Lovens rene og tydelige Mening, naar de vil applicere det her til alle Vidner, men rapolistisk; thi saa kunde der aldrig blive ført Vidner. Altsaa ikke ret overveyet. Thi der tales ikkun 1) om en Parts Eed imod Eed, 2) en Partes Eed imod Vidners Eed at føre, Hvilket aldrig maa tillades, og naar Vidner havdes, Parken da maatte sværge, behøvedes den Omkostning med Vidners Førelse jo ikke. Vidner imod Vidner er det foregaaende i 13de Capitel tydelig tilstæder. Ellers naar Vidner imod Vidner skal granskes, da skal Dommeren fornemmelig eftersee, hvilke af Vidnerne der ere villige eller uvillige, partiske eller upar-

64

tiske, saasom 1) om de ere een af Parternes aabenbare Avindsmænd, 2) om de ere i Slægtskab, 3) eller om de har været med i Gierningen, hvorom der skal vidnes, 4) eller hans meget gode Ven, eller kunde være, enten forhen forvundet, og befundet ustadige.

G.

Det er og et Spørsmaal: Om villige Vidner og maa vidne imod, mens allene med?

Loven anseer det lige meget, enten Vidner er med eller imod, den de ere villige. Men efter Fornuften eragtes billigere, at de vidner imod, end med. Dog ligger der Magt paa, at være agtpaagiven om, hvad det, er at vidne imod?

H.

Hvilken Parts Vidne stal først bære

Vidne, naar begge Parters Vidner møder?

Dens, som har først stevnet i Sagen, med mindre Vidnernes (Vidner er) kaldet imod

65

hverandre, og den sidste Citant kan beskylde den Førstes Vidner for villige eller avindsfulde; thi da bør de Uvillige først antages.

I.

Men om det saa skede, at den ene Part beskyldte den anden Parts Vidner enten for villige, avindsfulde, lovforvundene, for uærlig Sag, og beraaber sig paa saadant at bevise, maa da Dommeren forhøre Vidnerne?

Vel er det Billigheden meget liigt, at de eedelig af aflagde Vidnesbyrd ikke burde drives tilbage ved Vederpartens Beviisning om Vidnernes Villighed, eller Avindsfuldhed eller anden tillagt Last; thi baade lod det sig ansee, at den, som de havde paavundet, kunde ikke andet, end geraade i Folkets Mund Splid, og for Sagen holdes mistænkt, hvorfor det var Rimelighed, at Dommeren gav Tid til slig Beviisning at føre; men ikke destomindre er det lovmæssigere, at snarere forsvare, at Dommeren tilstæder de nærværende Vidner strax at

66

føres og afhøres, saafremt Beskyldningen over dennem ikke strax med samme, Paastanden giøres, bevises.

Eftersom Dødsfald eller anden Hændelse kunde undrykke Vidnerne før de Contra imod dennem kunde lovlig blive indkaldede, og derover en Mands Ret spildes. Saa kan ogsaa den, som fornam Sagen at gaae sig under Øyen, altid finde paa noget til Beskyldning og Udflugt i Sagen.

K.

Hvad er det da Loven siger, at ingen skal tillades at spilde andens Sag med ulovlig Beskyldning, med mindre han vil oprette ham sin Skade?

Det er det, at naar nogen beraaber sig paa Befrielses Vidner, eller Afbeviislighed at finde, eller vilde føre Imodsigtelsen, og derover erholder Delation, ey fører frem noget af paaberaabte Beviislighed, da, fordi han ved slig Delation forspildte og forsinkede Sagsøgerens Sag, skal han oprette ham hans Skade, den som har stevnet til Vidner, og ført endeel

67

Vidner, og vil siden føre flere Vidner, han har ikke fornøden at stevne de forrige Vidner med, fordi han fører vel ikke Vidner imod sig selv.

Men naar Contraparten vil føre Contravidner, da skal han stevne de forrige Vidner, i hvad Undskyldning han end foregiver; thi det er venteligt, at han med sine contra stevnte Vidner vil præjudicere de forrige Vidner, hvilket aldrig maa skee, uden de andre ere kaldte derimod, (see Lovens 1ste Bogs 13de Cap. 12 og 13 Art, Pag. 108. 109.

Hvad videre smaa Observationer kan der falde udi Vidnesbyrds Forhør, end forhen er meldet?

Dommeren tilstæder ingen at vidne skriftlig, som ikke er i Rangen af civil og geistlig Stand, han tilstæder ingen at vidne efter skriftlig Seddel inden Tinge, uden med saa Skiel, at han, som vidner, har selv skrevet det, og det selv for Retten oplæser. Han tilstæder ingen af Parterne, som engang har

68

hørt Vidner, at prolongere ɔ: forlænge og udsætte Sagen med ny Vidners Paaskyld, uden saa er, samme Vidner strax for Retten navngives, og end dette ikkun engang. Dommeren derimod forhindrer ingen af Parterne at søge Oplysning til sin Sag, med Spørsmaal at giøre, dvs. at forstaae, proponere Dommeren de Spørsmaal, Dommeren videre skal giøre til den, som sit skriftlig Vidne har indgivet, saa fremt samme Spørsmaal kan kiendelig eragtes, at geraade til Sagens Oplysning og Rettens Bestyrkelse; dog i al dette kan begge Parters Samtykke giøre Forandring, tillader Loven i 1ste Bogs 13 Cap. 4 Artikel, item 6te Bogs 7 Cap. 15 Artikel, og endelig den 7de Artikel.

Naar den, som stevnes, ikke prolongerer Sagen med Copie at begiere, eller med Contrastevnings Paaberaabelse, eller med at svare skriftlig?

Den ingenlunde, med mindre han nævner sine Vidner, eller Beviisligheder, som han siger sig at vilde, indstevne, eller for Retten

69

fremfører; dog vel jeg siger det, men ikke Loven: At naar den, som tiltales for nogen Sag, endda ey har stevnet Befrielsers Vidner, hannem, uden at nævne Vidnerne, kunde gives Værneting; men at en Sagsøger skulde vilde ved slig Vidners Førelse drage den Sigtende til hvad Ting eller Ret han selv behager, eller hvor Vidnerne vilde, seer jeg ingen Billighed til af Lovens Befalings, mindre har det nogen Grund i Fornuften.

M.

Det er og en vigtig Disput, om Vidner ey bør vidne uden for deres Værneting?

Efter (*) Lovens 1ste Bogs 13de Cap. 2 Artikel udtrykkeligen siger, at ingen er pligtig E 3 at

(*) Anmærkning: Følgende Sager drager fra Værneting, 1) 1ste Bogs 2 Cap. 5 Artikel. 2) 1ste Bogs 2 Cap. 16 Artikel. 3) 1ste Bogs 2 Cap. 17 Artikel. 4) 1ste Bogs 2 Capitel, 18 Artikel. 5) 1ste Bogs 2 Cap. 19 Artikel. 6) 1ste Bogs 2 Cap. 17 og 20 Artikel, item 1ste Bogs

70

at vidne andensteds, end til sit Værneting, dvs. hvor han holder Dug og Disk, er, hvor Hans rette Tilholdssted eller Bopæl er. Hertil vil ieg svare udførlig, og sige min Mening, Uden at præjudicere en andens, at saa fremt den, som kræves til Vidne uden for sit Værneting, er i Kongens Land bofast, eller der Har sit visse Tilhold, og ikke vil møde til andet Ting, end der han holder Dug og Disk, da bør han ey tvinges til, at vidne for et andet Ting og Ret. Men er han i Kongens Lande ikkun en Fremmed ɔ: i Lovens Sprog Giest kaldet, een som ingen Tilholdssted haver paa det Sted han nu er, da bør han møde til det Ting, hvor Sagen offentlig beskyldes for Rettens Fornægtelse, skal strax sit Dommer-Sæde qvitere, og en anden af Øvrigheden udi hans Sted anordnes; saa ere begge Artiklers Mening klar nok. Thi der er stor Forskiel paa en Bagtale og Snak, og en Beskyldning, som skeer for een og den samme Ret, hvorfor

Bogs Il Cap. 1 Artikel. 7) 1ste Bogs 2 Cap 21 Artikel. 8) 1ste Bogs 2 Cap. 24 Artikel

9) Alle Politie-Sager, see Forordningen af 13de May 1702, item 10 Martii 1725, pag. 35.

10) Alle Commissioner.

71

en saadan for Retten beskyldt Dommere ey bør klæde sit Dommer-Sæde, (see 1ste Bogs 5te Cap. 3 og 6 Artikel), førend han enten er erklæret, eller ved Dom frikiendt, efter Artiklernes egne klare og aabenbare Lydelse, see Forordning af 9 August 1735, 4 og 12 Artikel, item af 23 October 1700, af 19 Jan. 1734, 20 Martii 1676.

N.

Er en Dommere pligtig, at lade oplæse for Parterne, hvis om deres Sag er protocolleret, naar de det begierer og paastaaer?

Litt. B.

Ja visselig, og uden al Undskyldning, paa det om noget kunde være forglemt, det da strax kunde tilsættes, og Tingmændene derom efter Paaæskning kunde sige deres Sandhed. End videre, er Dommeren pligtig, at advare begge Parter, at de fremføre alle deres Beviisligheder, førend Sagen til Doms af Parten paakræves, eller af ham optages, og siden tilstæder han intet Beviis bag paa Parternes

72

Erklæring at føre efter den Tid, Sagen til Doms er optagen, med mindre den, som Beviis vil føre, giør sin Eed paa, at han samme Beviser tilforn ey var vitterlig, eller og, at han dem ey har kundet bekomme, (see 1ste Bogs 13 Cap. 27 Artikel). Dog kan og maa der søges Bevilgning til Documenter og Vidner at føre, (see Forordning af 31 Martii 1719, 5 Artikel, pag. 58.) dersom de ikke var ved Underretten, naar de vil føre Sagen indtil høyeste Ret; men Tings-Vidnet tages ved Underretten, deres Forum. Videre forklares ved Litt. C.

Vidner, som er lovlig stevnet, og har ladet sig forelægge tvende gange, og ikke møder til deres Værneting, efter tvende ganges Forelæg, at vidne deres Sandhed, om hvad de ere vidende, enten at have bort eller seet udi den Sag, de ere stevnte til at vidne om, da skal Dommeren dømme dem i Straf, (hvilken Straf-Bøder Loven kalder Faldsmaals-Bøder), efter Sagsøgerens Paastand til Retten, efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 7 Artikel, og Forordningen af 3 May 1741, 1 Artikel, enhver at bøde til Kongen 10 Lod Sølv, og til Sagsøgeren 10 Lod a Lodet 3 Mark, er

73

10 Rixdaler ordinair, og skal Dommeren strax giøre Execution derfor, og hver Dag han udebliver, saa længe Vidnet eyer i Skilling, og dog skal det vidne, eller straffes med anden haard Straf, som af høyeste øvrighed bliver tilkiendt.

Og ellers hvad et Lod Sølv meere gielder i Værdie, maa Dommeren ikke forandre, efter 1ste Bogs 24 Cap. 11 Artikel. I hvilken Anledning en Dommer, nemlig Byfoged Sch*** i Christianstad paa St. Croix i Vestindien, lod sig forlede efter anførte 11te Artikel, som siger: Bøder i Sølv ɔ: er saa meget, som Sølvet er værd, til at dømme, betale efter den Priis. Et Lod Sølv gielder i Vestindien, nemlig 5 a 6 Real, hvorfore han maatte bøde nogle tusinde Rixdaler.

(Men naar Dommeren giør denne Afsigt i Protocollen, siger eller specificerer den ikke derhos, hvad enhver skal tilkomme af disse Bøder), som dog jeg vel meener skal forstaaes, enten til lige Deling, eller Kongen den to tredie Deel Part, og Sagsøgeren den eene tredie Deel Part deraf, eller om det skal forstaaes efter Lovens 1ste Bogs 24 Cap. 4 og 5 Artikel, og deles i trende Parter, til Kongen,

74

Sagsøgerens og Husbond, med mindre de efter samme ovenmeldte 1ste Bogs 13 Cap. 7 Artitikel kan og vil sværge det, at de veed intet om Sagen, eller efter samme Cap. 25 Artikel lade sværge deres lovlige Forfald, saa skulle de dog forelægges derefter til, at møde næste Retsdag, hvis de da udeblev endda, da mere straffes, end at bøde fornævnte 10 Rixdaler; thi maaskee Parten legger dem ud for dem, og Faldsmaal blev, som ovenmeldt, for lidet, over den, som saadan er Kongens Lov og Bud uhørig, til Sagsøgerens Rets Spilde og Ophold.

Litt. O.

Om i en Sag, naar den er optaget til Doms, maa derefter af Parterne indgives, eller af Dommeren imodtages noget Brev eller Beviis, som ikke tilforn har været at bekomme? Vid. Litt. C.

Ney ingenlunde, uden med saa Skiel, som ved Litt. B. er anført, eller og begge Parter ere enige derom, da det og synes billigt at kunde og burde skee; men ellers derimod har

75

de sig samme Breve og Beviser reserveret ved eller i Appellationen i Overretten at indgive og paatale, skiønt Overrets - Dommeren ikke maa dømme derefter, naar Underrets-Dommeren ikke har først paadømt dem; men det kan hielpe ham saa meget, at han kan faae Sagen henviist til ny og lovligere Behandling.

Ligeledes kan ingen Vidner tillades at føres, naar Dom i Sagen er afsagt, med mindre Citanten giør Eed, at han ikke vidste af de Vidner tilforn, derimod, saa snart han har aflagt Eed, maa han føre alle de Vidner han kan faae, omendskiønt Sagen baade ved Hiemting og Landsting er paakiendt, da dog kongelig Bevilling derpaa maa tages, naar de skal bruges i høyeste Ret, efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 27 Artikel, som er at see her for hos Litt. B.

Videre er fornøden at observere og iagttage de herefter følgende extraherede Poster, af Loven gjorte Forklaring, fil enhvers Efterretning.

76

20. Capitel.

Hvor længe klare Sager maa staae ved Retten inden Dom falder.

Maa en Dommer ey optage alle Sager i 6 Uger til Doms?

Ney vist ikke, disse følgende kaldes i Loven

extra Ret, summarisk Ret, kort Proces, Gieste-Ret, 1ste Bogs 24 Cap. 17 Artikel, i Søefolks Trætte, 4de Bogs 8de Cap. 11 Artikel, Told-Confiscations, Consumptions, Gieste-Ret, Politie-Sager og Duel-Sager, 6te Bogs 8de Cap. 11te Artikel, om strandet Skib og Ladning, Forordningerne af 31 December 1700, 7 May 1701, 21 May 1705, Krigsret ved Søe- og Land-Etaten. Disse Sager at anlægge bruges Aften-Varsel, og det er nok.

Naar de ere udagerede skal Dommeren inden tre Nætter og Dage give Dommen fra

77

sig; men forher har det været, at naar begge Parterne kom for Retten, da skulle der være dømt i Sagen inden trende Solemærker, fra den begyndtes i Retten, og det er Lovens rette Forstand. Loven siger om andre Sager, at de maa ikkun optages i sex Uger, det sees af F. 2, Reces 5, hvoraf 1ste Bogs 5te Cap. 8 Artikel er taget, at den sex Ugers Dagen skulle være paadømt, som er klare, saasom underskrevne (*) Sager.

2.

Maa Dommeren henvise Afregnings. Sager og Liqvidationer til uvillige Mænd, eller i andre Sager?

Ney! han maa ingen andre Sager henvise til Mænd paa Landet, end naar Sagen

(*) Hoved-Samdrags dvs. Contracter, Haandskrifterɔ: Obligationer & c. men nu forklarer vore Dommere sig saaledes: De siger sex Uger maa Sagen staae under Krumspring dvs. Ventilation, saa optager de den til Doms, dertil har de, siger de, sex Uger. Men mærk, er ikke dette tolv Uger, og Loven siger tydelig sex Uger, saaledes har de i flere Tilfælde fundet vrang Forklaring, saasom over danske Ord, der ere bedre end Latinske.

78

med vidtløftig Underregning er behæftet, og da, naar han har først kiendt paa, hvad som enhver Part skal tilsvare, remitterer han den til Afregningsmænd, som Summen kan udregne, naar da den Udregning igien for Retten igien indkommer, dømmer han den endelig, og Nams Dom. Ligeledes, naar en Arrest eller Forbud kiendes ulovlig.

3.

Men naar en Arrest etter Forbud kiendes ulovlig, maa han lade uvillige Mænd taxere Spot og Skade, og saa med allerforderligst kiende paa den ganske Sag, til fuld Endskab og Execution?

Dommeren udnævner strax af Retten, Mænd, som Regningerne i Gields eller Regnskabs Sager sig skal foretage, ligesaa udi Aresters Sager og Proces, og i alt see derhen, at Sagen af al Muelighed kan befordres til Endelighed, og Processen forkortes 1ste Bogs 5te Cap. 7 til 12 Artikel, for Omkost-

79

ninger paa begge Parters Side det meeste mueligt være kan, at menagere ɔ: formindske.

21. Capitel.

Hvilke Sager af Adelens, af Underdommere maa paadømmes.

Hvorvidt Underdommeren maa dømme de caractiserede Adelige, eller Grever og Baroner?

grever ɔ: Jarler skal møde, eller lade møde for Hiemtinget, til Tingsvidners Erhvervelse, men ikke til Doms, Lovens 1ste Bogs 2 Cap. 25 Artikel.

2.

Landsdommerne maatte ikke dømme paa Grever og Friherrernes Birketings Domme, mens vel paa deres Tings Vidner efter 1ste

80

64 Bogs 6te Capitel, 11 Artikel, deen Skalkhed, som derved kunde og blev beklaget, ophævede høylovlige Konge, Kong Friderich den Femte, ved en Forordning af 10 April 1750.

3.

En Fange kan ikke skyde sig fra det Steds Ret, hvor han er greben, uden Proprietairen hans Huusbond, eller en heel Byes Magistrat affordrer ham, og da skal de først lade ham høre Vidner mod sig paa det Sted af dennem derfra, hvor han er grebet, og siden lade dennem hannem affordre, og qvitere for ham, samt give deres Forpligtning, at de Sagen ved hans eget Værneting imod ham skal lade udføre og exeqvere, og det skal skee ved Sagens Begyndelse fra det Sted han er først greben, efter Lovens 1ste Bog, 2 Capitel, 24 Artikel.

4.

Spørsmaal, om en som er stevnet til sit Værneting, maa contra stevne den anden, som har stevnet ham for samme Ret, omendskiønt det ikke er hans Værneting, og sætte i Rette paa hannem?

81

Ja visselig, naar det er i en Sag, og da skal Dommeren dømme paa ham, endskiønt det ikke er hans Værneting, see 1ste Bogs 2 Cap. 23 Artikel.

5.

Naar Bonden eene skal stevnes, da er den Sag ikkun om Markeskiel, men er der anden Sag, Godset vedkommende, da skal hans Husbondes Fuldmægtig for Godset stevnes tilligemed, see 1ste Bogs 4 Cap. 13. 14 Attikel, item 5te Bogs 10 Cap. 3 Artikel, 1ste Bogs 2 Cap. 18 Artikel det bevises.

6.

Kan Høyesterets Stevning ikke ophæves?

Ney, ikke uden Vederparten tillige skriver paa Stevningen, ar han er fornøyet, og ønsker denne Sag maatte allernaadigst være ophævet, og fri for at blive paaraabt, 1ste Bogs 4 Cap. 33 Artikel, hvilket, som anden Ansøgning, indgives i Cancelliet i Betids. Men dersom Citanten udebliver af Høyesteret, og den Indstevnte moder, naar

82

Sagen efter dens Tur paaraabes, da skal han bøde 80 Lod Sølv, eller 40 Rixdaler, førend han faaer Lov at tale eller giøre Saggivelse, 1ste Bogs 3 Cap. 16 Artikel. Ligeledes i andre Retter, møder den Indstevnte og Sagsøgeren, kan han lade tilføre i Tingbogen, at han mødte, og ikke den anden, og siden er han fri for videre i den Sag.

7.

Efter Aars Forløb maa ey Vidner føres paa Ord, men vel paa Gierninger, efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 22 Artikel, endog det synes at stride imod forbemeldte Post hos Litt. D. og det kommer overeens med den, der næst foregaaende Qvestion under tredie Post, om Dommerens Observation imellem dets 22 Artikel og næst foregaaende 21de Artikel med videre, see derhos Litt. A.

8.

Benægtelses Eed maa ikke paalægges eller imodtages, førend Dom i Sagen gangen er, med mindre Dommeren allerede har dømt til Eed; thi Parternes hverandre paalagde

83

Eeder, som i de gamle Love kaldes Kostebods-Eed, afskaffer Lovens 1ste Bogs 14de Cap. 4 Artikel, ligeledes Tyldter-Eeder, 1ste Bogs 14 Cap. 8 Artikel, Forordningen af 5te November 1723, 1ste Bogs 12 Cap. 4 Artikel, 1ste Bogs 13 Cap. 8 Artikel. Og den som Eed vil, eller er tildømt at aflægge Eed, skal stevne sin Vederpart til at høre paa det han aflægger Eed, eller og, efter Forordningen af 5te November 1723, stevne Sagen for Oberretten til Confirmation.

9.

Dersom Vidner hverken efter Stevnemaal eller Forelæggelse vil møde at vidne, da bliver de dømt paa sit Faldsmaal efter Lovens 1ste Bogs 13 Cap. 7 Artikel, og Forordningen af 3 May 1741, i Artikel. Og endog skal Vidnet stevnes, nemlig om det ikke indkommer til Underretten, da til Landstinget at forklare sit Vidne, sær i Ære og Livs Sager, under Straf med 10 Rixdaler til lige Deling for Sagsøgeren og Hosbonden. Er ingen Hosbonde, da er Kongen Hosbonden; det synes ellers, at Artikelen vilde sige, at hver af dem skulde faae 10 Lod Sølv.

84

Men det kan ikke skee til Høyesteret, denne forbemeldte 9de Post har saavidt Conference med det, som næst efter Litt. B. følger, af de forhen forgiettede Poster.

Ellers ere der tvende Poster, hvorfor Vidner, som ikke har vildet vidne for Hjemting, maa stevnes til Landstinget, som dog forhen er ommeldt tildeels.

1) Naar Vidnet ikke har vildet møde ved Hiemretten dvs. hans Tægteting.

2) Naar Landsdommeren befaler, at Vidnerne i Ære- og Livs-Sager nærmere skal examineres.

22. Kapitel.

Om Tydelighed for de/ der studerer Lovkyndigheden.

Dette var de lovlige Formaliteter, som Dommeren har at agte paa. Vil nogen sige, at det er for kort, dertil svares,

85

ja! dette er vel kort; men da jeg ikke vil mænge det eene i det andet, og dette egentlig er sigtet for at vise en Discipel, hvad en Dommeres Øyemed er, eller rettere skal være, efter Lovens Forskrift, og Lærlinger ey kan være Procuratores, førend de først har lært det, og de ikke kan lære paa engang alle Reglerne»

2.

Derfore giver jeg Juristernes Forhold ud, ikke i et Verk, saasom andre for mig allerede har giort det, og om jeg da ville følge dem, var det mere at belee, end til nogens Underviisning.

3.

Her giver jeg kortelig en Dommeres Regel, ikke just for at lære gode Dommere noget, men for dem, som vil tænke ret om Dommen, og begynde at lære, hvad der er Lov, Formalitet, Formaal, Maade, og den sunde Praxi.

4.

I det forrige har jeg givet dens øyemed, som vil applicere sig til dette Studium,

86

samt med hvad for et Sind eller Naturel han bor være af, som vil give sig hertil.

5.

I det andet Verk viser jeg Procuratorers Skyldighed for Gud, sin Næste og sig selv. Men der faaer jeg mere Leylighed til at vise, hvor lovstridig Formaal ud- og anvendes, og den saa kaldede Praxi dvs. Erfarenhed bruges til at forvilde og spilde de Ulovkyndiges Ret.

6.

Dette, som er det tredie, og om Dommere, for og at handle noget derom, at intet, som hører til en complet Ret, skal være borte.

7.

Hvad der ellers er at sige om den romerske Ret, nemlig, at den er vidtløftig, det samme kan man og sige om den nu værende Danske; thi den bestaaer og læres ikke i en liden med Latin opfyldt Bog, ey heller i Loven eller Forordningerne selv, (uden saa er, at Skikke og Formaal tillige forklares tydelig og reent, see videre i de udgivne tvende Afhandlings-Dato), dog den er deri, undtagen de saa kaldede Skikke, dem Juristerne kalder Praxis, hvilket først, om Hoved og Naturel er dertil, mag erfares, da Loven selv i 1ste Bogs 1 Cap.

87

2 Artikel ganske vil have sligt afskaffet, er der desverre opfundet meget, som af Loven besmykkes, det en Retsindig bør tage sig i Agt, for ikke at komme i Vane med Uredelighed, og siden blive ham til en Natur.

8.

Giør ingen Dommere Nar af de, som gaaer i Rette, efter det, de læse i Loven, (saaledes gik det til i gamle Dage). Da kunde enhver gaae i Rette for sig, naar han har Tid dvs. eller kan Dansk, men desverre, skriver og taler de ikke efter Formularer, og saa urimelige mange fremmede Ord; thi Dansk belees de for, da siger jo Fortalsmænd, i sær Dommerne: Tag en Procurator an, med meere, som siden skal vorde bekiendtgiort, og til Dato af Tingtrækker har været det Almindelige ubekiendt.

Om jeg skal efter dit Behag,

O Gud! og engang dømme Dit Folk, da lad mig i hver Sag, Hvad Ret er ey forsømme.

88

88. Giv mig Forstand, at skiønne Paa

Retfærdighed og Naade,

At jeg den vel uddele maa,

Vedkommende til Baade.

Lær mig din Lov, at læse saa,

Og Kongens Lov besidde.

At naar jeg skal for din Dom staae,

Jeg da kan Naade finde.

Lad Venskab, Gave, Had og Frygt Mig ey fra Retten bøye,

Saa bliver ingen undertrykt.

Som Retten kan fornøye.

Af

Dasilag drape Agiætmaal.

Et dette i et kort Begreb en Dommeres hele Formning og Beskrivelse, og det, som hans øyemed og bestandig bestemte

Forhold skal være.

1

Opdagelser

til

Brendeviins-Laugets

Opkomst og Floer,

med samt

de smaae Kiøbstæders

og

Kroernes paa Landet.

1.) Foreenet med det gandske Riges Velfærd.

2.) Told-Intradernes Formeerelse.

3.) Kiøbmands-Tallet og Danske Skibes Mængde at faae fordoblet.

4.) Om Korn-Tyven i Dannemark, Aarsagen til den dyre Tiid.

5.) Aarsag til dyr Tiid i forrige Aar.

6.) Dito om Smørret.

7.) Svar til de, som har skrevet for Præsterne.

8.) Om Comoedie-Huusets Nytte.

9.) Om Bryggerne.

10. Svar til Hr. Philopatreias paa hans 2den Deel.

Trykt hos T. L. Borups Efterleverske, boende i store Helliggest-Stræder.

2
3

Allernaadigste Sr. Dan!

Jeg har allerunderdanigst i de' trende trykte Deele viist, hvor Danmarks Korn - Tyv er, og, at det er ikke Udførselen der giør det; thi, seer jeg til Tydskland, nu har de Fred, og altsaa bedre Tider end vi kan give, seer jeg til Norge: da kan vi ikke vedligeholde dem, og hvor skal da vores Korn blive af, et Steds maa det dog blive; efterdi, at Danmark i Fordum var Folkerigere end nu, og dog ikke saa stor Mangel, alleene i Kong Snits Tiid, til Sverrig kan det jo ikke blive føert; thi enhver Skipper ved Ud- og Hiemkomst skal bevise hvor han har

4

losset, uden at man vilde sige: at Told Beterne var ligesaa gode som Skipperne og Kiøbmændene. Men kan vi ikke vedligeholde vort Norge; hvad skal da bevege os til at føre det til Sverrig, og hvor skulle det være bleven af, fra sidste Mikkelsdag? det er paa Laderen og Oplags-Lofter; her føres Daglig noget til Kiøbenhavn, men hvorfor kan det ikke forslaae. Min Konge har allernaadigst tilladt mig at sige min Sandhed:

Brændeviins-Mændene svier det op; her er over 100de Brændeviins-Mænd, og deres Pander er aldrig kolde.

Allernaadigste Konge:

Det et ikke nok, at de opbrænder Rugen, som Landet skulle have til Brød, og hvad over blev, til at handle med, og da havde Landet sine egne Fordeele; men det giør dyr Tiid paa Øl og Gryn; thi det er vel bekiendt, at til deres Mæskning bru-

5

ger de Øl, og Øllet er af Bygget, og da fattes endog Bygget til Gryn. let førtes Udenlands, faa vandt dog landet derved; men nu ødes det til Overdaadighed i Landet, og dog kan den Fattige hverken faae Øl eller Brød.

Det er ikke allene denne Post at landet og den Fattige taber, men her til en stor Deel Brænde, og Pengene derfor gaaer Udenlands; ligeledes hielper samme til dyrere Tid paa humle fra Tydskland, som dog groer her i Landene og mere kunde groe. Paa Brænde giøres alleene dyr Tid paa nærværende, men endog i tilkommende Tiid, saasom de maa have Brænde i hvad det skal koste, og de andre deraf animeeret til, især de næst Kiøbenhavn, at hugge Skoven og at opskiære Tørven.

Allernaadigste Konge:

Jeg skriver ikke af Animosite imod dette Laug, men af Kierlighed til Landets

6

Velgaaende, af en nøie Undersøgelse og Praxi i dette, i denne korntyvs Hemmeligheder, at blotte og legge for Dagen, for at de bedre oplyst kan schucere derover, og maaskee træffe des Aarsag bedre end jeg, siden jeg er den første: der troer dette er Korn Tyven i Danmark og Norge, og en af Hoved- Aarsagerne til dyr Tiid.

Finder det Naade for Deres Majestets Allernaadigste Grandseende og Allerhelligste Øie: at reent afskaffe alt Korn-Brændevin, i Deres Riger og lande, da haabes, at fra den Dag af, vil Priiserne paa Torvene vist falde, og faa i andre Deele. O! hvad Ære til Gud og Tak til Landets Fader, af de Fattige: de Rige har aldrig nogen Nød, og altsaa veed de ikke af enten der er dyr eller god Tiid til; thi den som intet fattes, kan ikke finde nogen Slags Mangel. Den Mætte ved ei hvad den Hungrige lider.

Men for at alle disse Brændeviins-Brændere, som nu er i Kiøbenhavn, i de

7

smaae Kiøbsteder og paa Landet, kaldet Kroemænd, alle og enhver derved ikke skulle blive brødløse og fattige, da, om det saa for Kongen synes got, kunde de samme nu er: baade her og der, privilegeres i deres Livstiid alleene at maatte selge Brændeviin, jeg meener Rom, og hverken Viinhandlere eller andre saadanne deslige, ikke heller paa Salerne i Kiøbenhavn, det synes at naar de kunde have Potten for 4 a 6 Skilling i Vestindien, de kunde vel leve saa got deraf, som nu dette Brændeviin; og der til at vise det nærmeste, vil jeg allerunderdanigst give mig den Friehed at forestille et allerunderdanigst Forslag.

En Galn nye Rom i vore indisk Eilande, sælges almindelig for 14 Skilling undertiden ringere og undertiden for 16 Skilling, og om det end var 16 Skilling, saa er det dog ikke meere end 8 Skilling Potten. Nu bespiser vi heele Nort America, og en stor Deel af Engeland med vor Rom, og vor Rom er næsten den beste i heele Indien; thi den flyder oven paa Olie, og det er Kien-

8

betegnet paa Rommen, at naar den er god og haver sin rette Kraft, da skal den flyde oven paa Olie. I Engeland er det saaledes: at de maa drikke Rom, udføre Korn-Vahre og handle ud og ind dermed, og derfor kan de have meere Korn til Udførsel, end vi, der opbrænder det i Landet.

Skulle nu al den Rom som brændes i vore Vestindiske Eilande blive allernaadigst destrikte befalet, at med dem skulle ligesaadanne som med Sukkerne omgaaes, at den absolut skulle føres her hiem til Danmark, Norge og Holsteen, og Kongen tog alleene 2 Skilling pr. Potte i Told, tør jeg alle Tider være vis paa, at Kongen der efter kunde faae en større Told, end nu det er 15 Mark Accise af Tønden, jeg meener om det gaaer troelig til i Toldvæsenet, som ikke burde at tvivles paa, og ikke at tale om meere.

Ingen burde heller at have Friehed til at destilere den om til Aquavit, uden alleene de førbenævnte Brændeviins-Mænd.

9

Men for at forekomme, at Rommen ved denne Aftræk i Vestindien ikke skulle stige høiere, da kunde maaskee en Kongelige Ordre udgaae til Secret-Raadet, at i Martii, som de setter Landets Priiser, maatte det blive observeret, at Priiserne paa Rommen ikke blev høiere end den nu som meldt er.

Man troer nok i Dannemark, at her kommer ingen anden end saa kaldet gammel Rom, og at den følgelig er altsammen gammel, i Følge en allernaadigst Forordning, men jeg kan vidne, at dersom vi ikke skulle faae Rom, førend den skulle blive gammel i Vestindien, saa fik vi den aldrig; thi den er sielden ældre end fra Stilen og sendt om Bord, om den end med Farve er farvet og giort noget brun; thi saaledes vil en Deel Folk narres, og paa den anden Side, forsikrer jeg, at det giør os ikke lidet Skade, og Gavn for Engelsmanden og andre Nationner, at vi ikke fører den hiem, fordi den er ung, paa Reisen bliver den for arbeidet, og bedre en den vi har i Vestindien.

10

Saa hindrer det og meget, for vore Kiøbmænds Skibe; thi naar det kommer dertil, vil jeg haabe at der kan behøves at sendes Aarlig dobbelt faa mange Skibe til vort Vestindien som nu, monne det ikke er landet tienligt, at vore Kiøbmænd og Matroser tiener det de kan tiene, jo! det er Begyndelsen til Rigets Lyksalighed at have mange Skibe i Søen; og vi har her en stor Leilighed, vi kan føre det heim og siden ud igien, og forskaffer det strax dobbelt Vinding og nye Nærings Veie, og til et Beviis, at Søe-Handelen er os saa vigtig, da siger Skriften: dine Kiøbmænd ere Fyrster, dette er ikke at forstaae: at de vare Regentere, men at de havde Kongelige Rigdomme, og naar Landet har Rigdomme, saa kan Kongen al Tiid let faae Penge; men hvor hellers.

Naar et Land og Konge-Rige, og Lands-Rigdomme og Lyksalighed beskrives i Skriften, da berømmes det især af, at det haver Handel og Vandel.

11

Men nu har jeg sagt hvad Rommen koster, og fremdeles maatte koste os i Vestindien; jeg har fordristet mig til at berøre om 2 Skilling af Potten i Told, af Aarsag, a) at ingen skal kunde behøve at stiele den ind, og derved enten besnilde Kongens Told eller selv resicere at miste deres Vahre, b) for at baade de Handlende, og de som skulle og maatte udsælge den, kunde begge derpaa have saa megen Fortieneste, at de kunde handle og tillige leve deraf, foruden Bedragerie, jeg meener Told-Svig, og de andre at vande den, eller sælge Vand for Rom. c.) Ut Rommen aldrig maatte sælges til dyrere eller høiere Priis her, end i Mark Potten i de høieste.

Og end videre: for at forekomme noget Slags Vand- Bedragerie med Rommen a) Skulde al den Rom, som Groseererne i Fadeviis solgte til Udsælgerne, prøves og holde sine 9 a 10 Grader. b.) Den Rom Værtshuus-Mændene udskienkede, maatte aldrig holde ringers end 6 a 7 Grader, og der efter kun-

12

de Polietiemesteren dømme, naar Klage kom at Rommen var for svag; thi det synes at kunde have udfordret denne Opmærksomhed, over vore Danske Kornbrænderes Brænde-Viin, som især Landsbye-Kroerne, er nærmere Vand end een Spiritus. Men det er Synd at brænde Kornet.

Jeg vil ikke haabe, at nogen vil falde paa den Udflugt, at forsvare, for at conservere vort Korn-Brændeviin: at der ville ikke blive Rom nok til at holde Danmarkes Riger med, der til svarer jeg jo, thi ikke den 1000de Deel kommer her hiem, og der lades mange Skibsladninger, jeg siger store Skibsladninger, hvilken Rigdom, Fordeel og Vinding fremmede nu tager, maaskee at vores ikke kan have dem for at efterleve vore Love, jeg mener Told-Love. Jeg kunde sige meere om de Udenlandskes Fordeel her af, men det maa bie at høre til et andet Værk; her i vil jeg alleene Viise Danmark at handle med deres eget, og deres egen Fordeele, som de nu lader andre Riger være store og rige af. Saa vi kan nok vedlige holde Dan-

13

marks Lande, men om det som nu kan haves, skulde ikke kunde udstrække sig til at formeere alle vore Kiøbsteders Skibe, saa vides og Middel dertil, som i det Værk, om de smaae Kiøbsteder skal tydeligere blive beviist, at vi kan have og faae 100de gange saa meget meere Rom end vi nu haver.

Ville nogen falde paa at sige, at herfor blev Rigets Penge Udførdt, der til svares nei, slet ingen; thi vil vi ikkuns beflitte os paa de Fabrik-Vahre, saasom linnede Sirtser, Jern Tøi og friske Føde Vahre , da har vi her et Sted, at afsette dem med Vinding og stor Fordeel, og vi behøver jo at faae dem afsat, videre kan vi vinde paa disse, samt paa Thee, Sirtser, Sukker, Porcelain & c. vinde noget anseeligt paa Over-Rejsen dertil, jeg meener paa Madera.

Følgelig udførte vi ikke Penge til at hente Rom for, men vi hentede den for Profitten af vor Handel, og Rugen, som nu bliver saa unyttig, snart at sige af opbrændt,

14

her i Riget, fik vi lettere til Brød for vore egne, og kunde derved Føde de som nu fødes af os i Holland, og mange Fabriker, samt til at handle Udenlands med, naar vore Mageziner og Folket først var forsynet, og da fik Riget en reen Vinding af Korn-Handelen, det heeder nu: at det er og bliver udført, men viis den første, som har udført noget i Aar, og dog er Rugkiøb saa høit og dyrt, at det neppe kan faaes at kiøbe, alleene her, at oplegge til Brændeviin hos en Deel; hos en anden Deel, som benytter sig her af, glemmes det for at prange med, enten her eller anden Steds, efter som Tiden vil føie sig; thi nu saa længe den norske Murmester har lagt Broe for dem, er det vel troeligt, at de lader som de har intet, for ikke at blive bekiendt for at være de, som lukker deres Øre til for den Fattiges Skrig for Brød; men til Sommeren skal vi faae at see, at Danmark er et Kornrigt Land, og et Land, som er Ynde værd, et Land som har Guds ynde, et fedt Land som ikke noget andet skal overgaae, og som ved en sund Husholdning kan ikke alleene

15

føde sig og sine egne Undersaatter rundelig, men endog hielpe andre.

Feilen er hos en stor Deel, at de vil ikke arbeide, men de vil fedes og giødes, de vil ikke være Orvsomme men for hastig Rige, det maa komme fra hvor det kan tages, og denne Last har vi faaet Udenlands fra, med en Deel andre udenlandske store Folk og Moder, som vore gamle danske nøisommelige Forfædre ikke vilde befatte dem det ringeste med; man seer nu, at det ene Laug undertrykker det andet, og hvor for skulle de ikke det siden det er Moden , og den ene Laugs- Broder er en Ræv og Fiende imod den anden. I hvilket Laug, giør nogen sig en Ære af i disse Tiider, at være Dansk, hvo vil ikke Heede, at han enten er en Tydsk eller en Frandsmand.

Vil nogen indvende at dette Korn- brænder-Laugs ødeleggende Privilegio ikke kan ophæves, for de Indtrader samme i disse Tider er Kongens Dressel til, der til svares: de indbringe anseeligt, de giør dyr Tiid og Man-

16

gel paa Brød i Landet, hvilket Onde giør Kongen i andre Deele, ligesaa meget og større end det mindre Tab, det jeg en anden gang skal vise om fornødent giøres, saa taber og Landets Handel derved, i saa høi en Grad som man aldrig skulde forestille sig, uden at man kan regne, og alt det Landet i Almindelighed taber, det taber Kongen og, er Undersaatternes Nærings Veie ødelagt, hvor skal de da kunde skatte; men er deres Handel levende, og de er rige, saa er Kongen og rig, og de kan bedre giemme Penge end han, hans største Casse er best forvaret hos de Formuende Undersaatter, helst naar de kan og maa have Leilighed til at blive Formuende.

Og det er Kongen ligemeget, under hvad Navn at Skatten kommer ind i Dresselet, naar de kuns kommer der des overflødigere, og for Landets Gavn og Rigets Indtreffe des Rige, paa denne Maade beqvemmere end paa den første.

Og for at hverken Kongen skal tabe i sin Casse, eller Folket have Mangel paa Bræn-

17

deviin, jeg meener Rom, for ligesaa got Kiøb, som de nu har det, om ikke lettere, derfore haver jeg forklaret mig saa vitløftig, og tydelig viist begge, at være Grundet paa rimmelig Muelighed.

Anmærkning:

Jeg maa ellers erindre, at hvo som vil forstaae dette Værk, kan og maa nødvendig læse det Skrift Junior Philopatreias kaldet, hvoraf jeg har taget dette, og videre har oplyst det, som mig synes der manglede.

Det allerede om Brændeviin forklarede, kunde være tydeligt nok, men for, at en og anden skal ikke tage Aarsag til, at sige: at her er trykt Ord og Bogstaver, uden at sige noget dermed, som det siges, om første Fortsettelse af Philopatreias, da vil jeg endnu forklare mig tydeligere, helst for at det ikke heller skal tænkes, at jeg vil have Folkets Nærings-Veie forandret, dem til Skade, nei: det er mig til deres bedre Flor om at giøre, som jeg nu vil vise:

18

Nu kiøber de Rug, Hvede, Malt, Øl, m, m. saa dyrt som bekiendt er, der af skal de give 15 Mark i Accise pr. Tønden, skal der nu ikke skienkes for mange Skillinger, førend at de 15 Mark samles, dernest, uden at de faaer nogen Fordeel at see.

Naar de nu fik Rommen for den ommældte Priis, og derfor kan og bør de at Have den, nemlig: Indkiøbet i Vestindien er

6 Skilling, 2 Skilling til Told og en Skilling til Fragt, det er i alt 9 a 10 Skilling Potten kan koste dem her i Byen, saa kan de forsette den fra de ommældte 9 til 6 a

7 Grader, følgelig en reen Gevinst paa hver Pot Rom de udselger, kan være 12 a 14 Skilling, det jeg er forsikret paa, at de ikke i disse Tider kan fortiene paa Potten af det de selv brænder.

Saa sikulle og Kiøbenhavns Brændeviins-Mænd, allene være berettiget til, at heraf destilere Aquavitter, hvor til Rommen er langt bedre, og giver desuden fordeelagtigere af sig,

19

end Korn - Brændeviinet, ikke heller er den saa vanskelig at destilere som Korn-Brændeviinet, thi det er saa hastig til at blive sveen.

Det store Huusrum, som Brændeviins-Brænder nu skal nødvendig have til Værket, Koestalde, Foering og Korn-Oplaget; af det Huusrum kunde de da og trække noget get anseeligt af i Huusleie, og Huusleie derved blive lidt ringere for fattige Folk. Denne Ureenlighed, blev da Staden tillige frie for, Dog ei, vi behøver sød Melk.

Anmærkning om nogle Aarsager i dette Aars dyre Tiid.

Jeg veed ikke om nogen anden for mig har anmærket, at Russerne i forgangen Aar, laae her og opkiøbte mange Ting, at benævne dem er umueligt; men mon ikke det, er og en Deel til denne dyre Tids Aarsag.

Om Smørret. .

Jeg hører de fleeste at give Smør-Kiøbet Skylden, af Qveg-Sygen, at have sin Op-

20

rindelse; men jeg har mærket langt andet, jeg har mærket, at naar Qveget har været i ønskeligst Flor hos os, har enddog Smørret været alt for dyrt, dette har da en anden Aarsag end Qveg-Sygen; monne Aarsagen dertil ikke være denne: at i disse Tider drikkes Thee og Caffe i alle Stænder, og meere deraf end af Allet, eller dog Allet tillige af somme, til Thee bruges Melken søed, og altsaa er den Fløde til Smør dermed borte; til Caffe skal absolut haves Fløde, hvor meget Smør kunde ikke kiernes af den Fløde, der saaledes ligesom unyttig fordøies, og hos en Deel kan det med Sandhed siges: at det spildes.

Svar til nogle af de som haver skrevet Forsvars-Skrifter for Geistligheden, og derved blottet dem meere en Philopatreias selv.

Til 1ste Person.

Den Autor til Brevet, til en høi Herre kaldet, bør jeg efter den Pligt, som

21

12 kigger alle paa, nemlig: at være høffelig, erindre dem at læse gode Skrifter, og helst lade nogle af sine sund fornuftige Venner efterlæse det for sig, som han herefter vil publik for alle Øine lade læse. 1.) Han vil vise Feil, og fremlegger sin egen meget store Feil, han skiælder og løygter, som ellers er forbuden i Loven og Ærbarheden, jeg vil ikke sige ham, siden det er offentligt, hvor meget andet, og ilde det er, at det skal komme fra en Studios. 2.) For det andet forsvarer han Æslerne, efter det gamle Ordsprog: naar man slaar iblandt en Flok Hunde, den man rammer han piver, er han ramt siden han vil retfærdiggøre alle Æsler, eller benegte at ingen Æsler er til, tænker han at der ikke er fleere Æsler til, end de, som kommer fra Marsilien. Jeg vil dog sige dem, at der siges om dem: Det maa være en Æsel, og den største Æsel, der vil benegte at der er Æsler til.

Til 2den Person.

Du som siger at en Præst skal have, og det er nødvendig efter disse Tiders overdaadige

22

Forfatning, 2000 Rixdaler til Stads, naar han vil træde i Ægteskab; er det Din Meening, hvo seer da ikke, at Præsternes Levemaade ei ved Dig er lagt for Dagen, saa at de derved er bleven langt meere angrebet, blottet og nøgne end ved Philopatreias.

Til Anti - Philopatreias.

Jeg seer at du har Hierne, og kunde skrevet noget andet, samt enten for eller imod de fede Præster, at springe som Kalve. De skal være dig en Ære og Tak, at have forsvaret deres Dragt; thi om den blev afskaffet, sparte det dem ingen Penge, en Kiortel og Krave kan holde i mange Aar, og det kan endog for got Kiøb kiøbes i Kiøbenhavn paa Auctioner; men blev den Dragt afskaffet, vil de det deslettere gaae her med vore Brændeviins-Elskende Præster, som det gaaer i Engeland, Frankerige og fleeste Steder, fordi de ingen sær Dragt har uden i Kirken alleene, kan de ubekiendt gaae i Værtshuuse, som en Deel andre Sviin, og dette har jeg seet, nu kan vore ikke; men naar de

23

kunde blive ubekiendt, især i Kiøbenhavn, vilde det til destørre Forargelse ikke efterlades.

Saa maa jeg ikke heller forglemme at sige dig Tak, fordi du har talet vel om Folkemængden og Embeder. Jeg har for mange Aar siden skrevet det samme, og vitløftigere forklaret det, om det er trykt eller det nu ved nogen kan komme ud, under Junior Philopatreas Navn, veed jeg ikke; thi vi har for mange i Danmark i denne dyre Tiid, og for faae nogle andre Steder, som ligeledes har seet afhandlet.

Dette Skrift havde været bedre, dersom det havde været under et andet Navn, og den Misbrug af Skoebørsten, er ingen Misbrug i et Land, naar han til Øiemeedet er ligesaa duelig som en anden, de har ikke alle, som har Navn af Studio, det man venter hos dem, og om en Skoebørste eller en gammel Støvle-Krave kunde side ret,

24

med større Frugt, end ommeldte, hvor for skulde man opholde sig derover. Lader os ikke nedtrykke dem som legger Vind paa Duelighed, det er dem jo ingen Ære, at de vare bleven domme, liderlige, Staden til Byrde og Jorden til Tyngsel. Den som adlede Adam og Eva, har og givet disse deres Lykkes Brød. Jeg skal i et Berk derom give mine Tanker tilkiende, hvad jeg tænker med og imod, saaledes som Dyd og Duelighed derved kan befordres; thi alle Mennisker er lige berettiget den at søge, og de skal søge den, helst i Danmark, hvor man siger: man ikke vil have usunde Tanker og Pave-Sætninger.

Til Præsten i Klærkerup.

Given at han virkelig er en viet Præst, da har han ikke lidet ved sit ufuldkomne Skrift, confirmeret det Philopatreias først sagde, det havde mueligen klædet en Præst, som er viet til at tale ved hErrens Alter, Sandhed, og som bør at veilede os til Kierlighed og Dyd, uden Bitterhed, at de enten ikke Havde skrevet, siden at de ikke kan skrive,

25

eller og med Kierlighed giort deres Forestilling, er det at tage en Øresigen og vende den anden Side til. Jeg havde ventet af

dem, at de som Præst, og den som er i Standen skulle have oplyst os upartisk om det, som ingen saa let kan see, som de der er i

den. Om jeg torde driste mig til, at lade mine Meeninger derom fremkomme, maaskee at jeg kunde sige ligesaa meget. Men hvad vil jeg sige: Ondskab haver just givet Verden Anledning til de gode Love, og ligesaa kan de nu, have givet Anledning til noget mod dem selv.

Om Comodie-Huuset.

Comedie-huuset var denne Stad og Riget ikke til Hinder i deres Penges Udførsel til fremmede Steder, der som Comedianterne og Actriserene & c. vare af Landets indfødte Børn, som forblev i Landet, og fortærede her deres Penge: da var dette Huus til Nærings Veie, og de overdaadige, saa vel som de, der hverken

26

elske Guds Ord Prædiken eller ønskede at lade dem fortiene af deres Penge, om de vil see deres Kromspring. Men at de udenlandske Slagtere, hvad enten at de er fra Italien eller Frankerige, skal fortjene disse store Penge, blive rige, og saa reise med Kofferter fulde af Rigets rene Guld- og Sølv Penge, foruden heelt Sølv- og Guld-Tøi, dette skader og, og giør Landet fattigt.

Skal dette blotte Ord, hindre vore fra denne Fortieneste, de duer ikke til Dans og falske Miner: da væder jeg, at vore Studentere have saa god Hierne som hine, og for vore deilige Fruentimmer, at de kan giøre sig ligesaa glatte, røde og sleske, som hine, ja, de kan elske til, om det kommer an derpaa, de ere saa deilige Indtagende og Vænne, som nogen Steds i Verden, og og lidt meere end de gostne Italiener og Franske; og hvad fattes dem da? hvad hindrer dem nu fra at være først berettiget til, at have disse magelige Fortienester i deres eget Føde-Land, som Landet er bedre tient med. Hav-

27

de vi aldrig faaet Frandsmænd her ind, saa havde vi ikke heller faaet Pokker med dem, i disse sunde Lande.

Monne ikke vores skiønne naturlige Fruentimmere, og Mandfolk ere ligesaa smukke, som de franske malede Billeder, som enddog i levende Live, ere saa visne, tørre og Raddede, som gammel Olds Balsomerede Dødninge-Rader, der tildeels lugter værre end noget Andet, monne de er behagelig at tage i Favn, eller monne vore, der have alle Naturens yndige Egenskaber, Behageligheds Forposter og Indtagenheder, og som ere friske tillige med, at de ere unge og raske.

Om Bryggerne.

Kan en Brygger Aarlig holde alle sine Folk, og dog have til Fordeel eller Overskud 1000 Rixdaler, samt føre sig op, som de vare virkelig Herre-Mænd; monne den store Deel af Stadens Fattige ikke skal fattes derfor, og disse have det formeget, som

28

de duelige Haandværkere have forlidet, der er langt mere til Stadens og Landets Tieneste end de; men gavne Landet noget til Indtegt. Mon de ikke have store Tienester af det Holmens Folk nu i 31 Aar har mestet deres Malt, og maa nødes til at gaae til Kroes eller til Vandspanden; for den Tiid, var Bryggerne ikke saa overdaadige, som de nu vil være meere end andre Lang, og er ringere end dem som syer Slæben, nemlig til Landest Indkomst.

Venlig og tienstlig Pro Memoria til Velædle Hr. Philopatreias.

Jeg haver sat mig for, at være upartisk, saavel imod min Herres som andres Skrifter, at elske det Sande og benegte det Vrange, de har indbuden Fædrenelandets Elskere, at tilsende dem deres Afhandlinger i Rothes Boglade, Hvilket jeg ogsaa snart enhver Ting af mit bliver trykt er skeet, vil de igien bevise mig den Artighed, at sende deres til Madam Borup og Hr. Thiele; ellers har jeg sat mig

29

for, naar jeg faaer Tiid, at sende dem skriftelig nogle Annotasioner, som jeg ikke bifalder, om det kommer af Mangel paa Kundskab der udi, kan jeg ikke selv decidere. Ald den patriotiske danske Værden, maa sandelig Ære og takke dem for deres første Deel, fordi de derudi have opmuntret til vor Handels og dyre Tiids Mangel at faae ophiolpen; men det om Præsterne og Rettergangen, er ikke i alle Deele fuldkommen vel troffen, og der har jeg i faae Ting, i det jeg allerede har udsendt paa begierte Sted til dem, sagt noget anderledes, saa som jeg med Flid i 8 til 12 Aar har skrevet om vor Handel og Foreslaget, hvorledes Kiøbenhavn kan blive en Oplags-Plads, for den nordiske Handel, som nu om et Par Dage forlader Pressen. Ligeledes Praxie i Retterne, som jeg videre vil continuere om det finder deres Bifal, og det fra det første at en vil venne sig til at gaae i Rette, alt med udarbejdede og forefaldene Breve. Men den lange Skrift i Retten, det er ikke Procuratorernes, men Skriverens skyld, og ræsten Dommernes.

30

Hvad deres Setning om nogle Præster angaaer, da kan det ikke sandfærdig negtes, men i alle kan de ikke tilstaaes, vide Junior Philopatreias 4de Afhandling første Deel, hvor jeg har seet det.

Deres anden Deel derom, vil jeg mælde dem hvad jeg har hørt; nemlig, der siges: at den udskiemmer den første Deel, og ikke bestaaer af andet end Ord og Bogstaver. Ikke destomindre, skal jeg dog sende dem min Meening een af Dagene, om Middel til Krigsstandens Ophielpning, og saa noget i de andre tienlig mangler al ophielpe.

Velmeent Svar til Velærværdige

Hr. Dyssel.

Jeg haver 4 gange med stor Fornøielse læst

deres Svar til Fæderne-Landets Elskere Philopatreias, og tilstaaer, at det er det grundigste og nætteste, som hidtil for Præste-Standen er indkommen; men ligesaa vist som jeg seer, at de kunde decouvere en Proces, frem for nogen af de andre, saa

31

troer jeg og at de kunde best være i stand til, frem for nogen uden for Standen, som dog føler undertiden ubarmhjertig Tyngsel af en og anden deri, at beskrive det Feilende deri; jeg veed nok at mangen een siger: jeg vil ikke giøre mine Efterkommere Hindringer, dette er dog ikke altid vel sagt.

Deres Velærværdighed opholder dem, og siger: det er en Last, ar skrive til Landets Gavn, uden Navn, og at Kongerne derved er i Fare, her maa jeg sige dem: at det er ikke vel troffen, om ikke at flateere; Er ikke Lytkens Tanker til høiere Eftertanke sande; men hvor skulde han og Philopatreias skulde de kunde have skrevet Sandhed frit, ved de ikke at Sandhed er ilde lidet, hvor skulde de kunde havde gaaet med heele Lenner frie for de grove paa Gaderne, skrives noget af en Riig, strax er det æret for det er fra en Riig, derimod kommer det fra en Fattig, foragtes det, dette klager den Viise Kong Salomon og Roms Historie over, er dette Løin? Skal da et Skrift æres fordi det er af en

32

Riig, som ikke har nødig at lege Hjernen i blød, og hades om det kommer fra en Fattig og Duelig, i forrige Old, skrev Rigets største Adelsmænd, saasom Canzler Bielke, Hvidfæld, & c. nu har saadane Mænd ikke Forstand dertil, de har ogsaa store Indkomster, at Magelighed tillader dem det ikke. Havde Holberg ikke skrevet da han var Fattig, da skulle vi biet al Tiid.

De vil vel ikke kalde Dommer-Kongernes og Krønikernes Bøger for Skanskrifter, for deres Autores Navneder paa ikke er beskrevet, og sees ikke deurdi, at de onde Konger er saa vel som de gode beskrevet, følgelig bortfalder deres Paastand, at denne Skrive-Friehed er vor Konge til Fornærmelse, Dydens Kiendere, bekiender Dyden, og om Nero afskaffer alle Skribentere, for at dempe Laster fordømt, og Sandheder aabenbaret, saa skal dog Pennen aldrig glemme hans Ondskab, er ikke saa vel den dydige Kong Davids Laster opskrevet, som og hans Dyder, og hvo var alle deres Navne som skrev det.

33

Lyksaligste Skriver Tiid er det nu i Danmark, da et Skrift kan æres for sin Sands og ikke for sin Autors skyld, Dyden følges, og Usandheden forskydes.

I det øvrige tilstaaer jeg deres sande Sætning, om Sæderne, og at deres Stand, enddog hos Hedningerne, er Kongernes Styrke til Underdanighed. At i Reformationens Tider, da alle vilde heller sulte end efterlade at give Kirken og Præsten, fordi de troede, at det var til Gud selv, var det den letteste Maade at lønne dem paa. Men der for, er det dog Sandhed, at nogle har for meget og andre for lidet; og til nogle Fordringer, ingen anden Adkomst, end at de vil have Det, om det er end Fattig, der har et Barn at døbe, begrave & c., før de vel sige: ja saa skeer det ikke; men dette er i Kiøbenhavn. Det er Sandhed, at det hender med Præster, som med andre nogle Fattige, nogle rige, nogle kommer for at sette paa og andre at betale Rente; men kunde de ikke sagt: det er de Penge de er Skifteforvaltere for.

34

Setter de Penge i Handelen, da tiener de heele Riget; jeg veed den Fattige, som har bestilt et eller andet hos Præsten her i Byen, og han har svart: saa meget vil jeg have, spør man hvor paa det grundes, svarer han: det er en gammel Ret, maaskee fra de catolske Tider. De taler om at kiøbe Sacramenterne, jeg veed de, som tager Penge i Skrifte-Stoelen.

Jeg har hørt, at en Degn, endskiøndt han ikke havde halv saa meget som Præsten, kunde han dog prædike, ligeledes Skoleholder, og de ere dog ikke Bønder, de haver deres rundelig Leve - Brød, er og bedre reguleret end mange Præste-Kald, dog behøvede de ikke 2000 Rixdaler til at tage imod en Brud med, som en af Præsternes Forsvarere selv skriver og blotter dem i, noget haver og de blotter, for granseende Øine, kan en Degn leve, kunde da muelig en Præst og saadant, som havde formeget, overgive noget til den Fattigere, eller og Bønderne decles imellem dem. Kiøbsteds-Præster bør have noget meere for Forfrem-

35

melses Skyld, jeg ponerer ikkuns, og lader

andre dømme.

Jeg troer at de ikke vil negte mig, at de i ingen reformeerte Stater saa rigelig aflagte som her. Seer de til Tydskland & c., der er det langt fra. Ingen negter at de bør rundelig fødes; men at nogle af dem skal fødes og giødes, som Hine rommerske aandelige Føde-Nøed og | Fæe-Hunde, det er for meget. Deres Svar, hvorfor de ikke her som i Tydskland skriver, det er sandt: men de behøver jo ikke at skrive lutter Bønne-Bøger.

Den som her kaldes Graveren, kan holde 2 Karle og videre, dette er vel ikke Standens Begyndelse, for den som skal selv grave, og saadant er det i andet meere.

Anmærkning til høiere Domme.

Endnu synes dette, til vores continuerende dyre Tiid, at kunde være en Aarsag i sidste, eller rettere sagt: første Qveg-Syge, og saaledes næsten hver Gang, der har været et lidet dyrere, end almindelig har de i den dyre Tiid været nødsaget til at for høie Føde-Vahrenes Priiser, og saadant kom i den Tiid,

36

1742 og 43, 1 Pot sød Melk til at koste 2 Skilling pr. Potte i Kiøbenhavn; nu da Qveget begyndte at døe, blev der atter i Kiøbenhavn lagt paa Smør og Melk til 3 Sk. & c., hvilket og næsten siden er blevet ved samme Priser, enddog at Qveg-Sygen og Misvæxt har imidlertid holder op, ja denne høie Priis, har endog vedblevet paa Landet, endog paa de Steder, hvor der ingen Mangel har været; monne denne Deel ikke er værd at legge Mærke til, og, som Tiden forbedrede sig, burde vel og Priserne at nedsettes, og ei lengere at continuere end det er nødvendigt, hvorfor sees dermed over.

I Aaret 1757 og 58, kostede et Pund

got Smør 28 Skilling her i Kiøbenhavn, det kom sandelig ikke af Qveg-Sygen; men af andre Omstendigheder i Riget, som og, her samme Aar var Mangel paa Oxe Kiød, men Aarsagen var, fordi der blev flagret saa meget uden Vester Port, at de for at blive skildt ved Kalunet, maatke slenge det need i Stranden, nemlig: i Calleboderne, saa som de nændte ikke, at selge dem for billig Priis til Kiøbenhavns Fattige, dette er vel ikke endnu forglemt. det var nogle store Herrer det lod slagte, S. M. D. B.

1

Sandheds Elskeres

Besvarelse

efter

Loven.

1.) Paa Skand-Skriftet til Autor

for den af ham forhexet, forbandede og fordømte Dreng Nissen.

2.) Indrettet til Nytte for de unge

Turister.

3.) I Indholdet bliver et Forsvar for Fanden tillige.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og findes tilkiøbs hos T. Borups Efterl., boende i store Helliggeist- Stædet.

2
3

Jeg maa sande med Junior Philopatreas, at ligesom et Træe kiendes af sin Frugt og en Urt af sin Lugt, saa giør og de der ved Pennen nu fremkommer med deres hadelige Hiertes Tanker, de over beviiser slet ingen om noget; men de fremlegger og overbeviiser det hele Publikum, om deres egen Ondskabs Advind og Misundelse.

Man lærer her af, at det er sandt de gamle have skrevet, nemlig: at der er flere, som studerer paa at overgaae den øverste Dievel i Helvede, end de er, som legger sig efter at følge Dyden og Christi Lærdom; jeg seer at han, i hvo han er, som har udstrøet

4

dette forbandede Skamskrift om Nissen, som Han tillige kalder hans, at han er af den Deel og Skole iblandt de Studeerte, som saa unyttig har anvendt sin Did til Studio, det han selv erkiender; saa at hans Ondskab overgaaer endog de 7 Førster i Helvede eller Overdievle.

Min Ven : siden at der ikke er et Ord sund Fornuft hos ham, er det let at slutte, at han har mindre Forstand end de Tienere han misunder de Tienester de have faaet; Hvad Tienester mener han ikke at de kan giøre Staden frem for ham, som bestaaer af idel Ondt og ikke besidder det ringeste Grand af Dyd i Hiertet, og dette er Aarsagene, at Tienerne har faaet Tienester og ikke han, da Lussifærd settede sin Gud i Rette, som nu han sin Konge, dog Dievelen var ikke saa grov imod sin Gud og Konge, samt Medengler, som du har været imod Kongen, fordi han Har fadt de Dydige til Embeder, og imod dem som er blevet det de er, af Guds og Kongens Naade, fordi de har lagt sig efter

5

at giøre sig værdige, og i stand til at tiene Kongen og Landet, der kan vel være en skiev Green imellem; men at sige, som du: den Kongen har givet Embeder, Bestaldning og en Titul efter den Charge Han betiener, som et Kongelig Vidnesbyrd, at han har ved sin Flid og Troeskab behaget Kongen, At han er en Tyv, en Hoer-Unge, en Skielm i Raadet; at han hoerer med Ansøgerne, og hvo som ikke vil hore med ham, det lader som du sigter de andre med; thi du har nævnt enhver ved Navn, efter deres Titul og Embede i dette hele Collegio, at de som ikke vil have med Nissen og dem faaer ingen Hielp; synes du ikke at dette er Synd at sige dette, og, for saa mange, som snarest troer Løgn, og er mest genegen til at klage, endog de aldrig kan prøve hvad Sandhed og Ondskabs Sager er, og du kan vel ikke heller; Men see; har du ikke bespottet Gud, Kongen, og alle de som sidder i Embeder i Landet og Riget. Jeg tilstaaer, naar du ikke har undseet og skammet dig for at angribe og lidere Gud,

6

saa grov som en af de største Blasfimister, saa kunde du let overtale dig selv, til at giøre Nar af alle Guds Tienere, jeg mener Kongen og Kongens Tienere, jeg mener hans Embeder fra de høieste og til dig, som setter en Gud og Konge i Rette, fordi de har ei taget dig i sit Raad, og et lussifærds ligeste Skilderie, som aldrig i Danmark er seet saa tydelig før.

Jeg burde at følge dig i Hælene, men den Høflige, har ikke saa mange 100000de Skok af Dievle, Forbandelse og Eder at udspye; nei slet intet, allene jeg vil sige dig Hvori du har taget Feil, og hvor vit du har forløbet. Hvad Straf efter soven.

Jeg forstaaer lettelig hvad det er for en ærlig Raads-Herre, og hvo de andre er du taler om; men du har overbebiist dem, du har over beviist mig, og det Almindelige, om dit eget Sind, at du tragter ester deres Ære, Liv, Gods og Embede. Havde du ikke været veiet af Evigheden, da havde du nu været

7

en Raads-Lem med disse, som du siger der er af Bonde-Stand, og ei har saa deilig Education som du, ja du maa nok berømme dig af din dydige Lærdom og høie Dielvele-Kundskab.

Du som vil Have lært at ofte og tilbede Dievlen, som jeg nu kommer snart til, og at vise dig, Hvorledes at du vil forføre den Vankundige til, at give Dievelen større Ære, end den sande Gud, jeg vil anføre dine egne Ord, du siger: at Dievelen gav Lykke, at han Har omskabt og forandret mange Ting til Menniskens og i sær dennes Tieneste med mere.

Dit fingeerte Skrift er det rette Lexikon, til at holde Skole efter, for de som forfører Folket til Afguderie, skal dette være dit Collegium og Begyndelse?

Det er sandelig at beklage, at de Danske i Almindelighed ere ligesom Fuglen der har sat i Buhr, at de ikke kan taale en og

8

anden Friehed uden at misbruge den. Dette er sandelig ikke Hensigten af Skrive- og Trykke-Frieheden. I Har skrevet til den hele og beste Nations Beskiemmelse.

I som Prædiker for Dievlen, at forføre de Enfoldige i det Almindelige i at troe, Hexere og Dievle-Tienester, hvilket er høist strafværdig; i giver jer første Autor og Indformator-Navn af Lillie, er det Mokke Lille meent, da er Skriftet dog ikke engang saa god som een af de Lillier, ja ikke jer hele Oplag; thi de 1ste duer at giøde Ageren med, til at befordre Grødens hyppige og hastige Fremvæxt; men jer Lillie til at giøde Wolcanus med paa et offentlig Torv af Bøddelen Forord. 8 Ju. 1689 Lovens 6 Bogs 21 Cap. 8 Arrikul; thi du har ikke skrevet imod Lasterne, som Philopatreais; mens imod Dyderne ar udrydde, den Lillie i beraaber jer paa til Autor for jer Skand- og Hexe-Skrift, er vel den Dievel Lelliøer, som Jøderne har beskrevet, gaaer allevegne omkring, for at forføre de Lærde, om de vil

9

En Spie-Flue, setter sig vel i en Konges Pallads, paa det allereneste, ja vel og paa hans Stoel og Bord; men den lidere: ham ikke. Ja om end

Fluen setter sig paa Hovedet af en stor Herre og legge sit Skit, saa raaber den dog ikke Stad og Land ud derover.

tiene Helvede. Men Gudskeelov, vi veed og troer ikke i disse Tider , at Dievlen kan voldtage os, og al andet saadant Studenter-Sladder i dette og Fausst-Historier. I maa da beholde jer egen høitidelige Autor og Engel i Helvede Lilliøe selv, og tiener i ham troelig, saa kan i vel faae Helvedes Løn med ham; men jeg lader mig aldrig indbilde at Lilliøe kan giøre jer til en Raads-Herre, riig og anseelig Mand i Danmark; thi i dette Kongerige har Dievlene ikke saadan en Magt med Lykken.

Som den Lilieøe tiener; thi han ophøier sig over Alt, endog til det Allerhellig-

10

ste; burde han ikke nedstødes til sin HErre Lilliøe efter et foregaaende, holdet juridisk Forhør.

Første Capitel.

Svar

paa

Autor Lillieøe.

Om en Frue, som han siger var en Skiøge, og siden ofte afhandler Skriftet paa Catolsk, for at kunde skrive, at hun havde 4 Børn uden Mand og denne den 5te

Si nifi non effet, Perfektus qvilibet effet. Sed nolli vist qvi, caruere nifi.

siger: i den Stad A. boede en Qvinde Aar 1582, som var genegen til Horerie, og havde i dette Aar fødet sit 40e uegte Barn. Og pas nu paa, atter siger i pag. 10: Her lever endnu i dette Aar 1771 de Mænd, som har spillet

11

Keiler paa den Bahne uden porten, hvor Nissen var, og havde stiolet af de som blev lagt i Potten, og som med deres egen Øine denne Tildragelse haver hørt og seet. NB. Fra det Aar 1582 til 1771 er 189 Aar siden.

Her med seer i da, at jer Mening er røbet, at i har skrevet om en Mand, som lever endog i denne Dag, naar i ville bilde Publiko ind at dette var et Orginal-Skrift, under Enfoldigheds Optegnelse af det Aar 1696. for 11 Aar siden fundet i Vartov, og paa ommældte Pag. 10., at han og de Mænd han skial fra lever endnu, saa seer i og i sær det Almindelige, at i ikke har afpasset eders Usandhed acorat nok, naar det skulle tages for saadant ei foregivende Original, og atter erindrer i, for at Folket skal tydeliger forstaae jer, at det er et Skamskrift, paa en Mand i disse Tider, i det i siger paa Pag. 17, at han var en lem i Stadsns Skifte-Ret, og der stael fra de Fattige og var en Arve-Besvigere & c.

12

Følgelig har jeg nu af eders egne Ord lagt for Dagen, og overbeviist jer, at jer Skrift er et Skamskrift, af et Edder forgiftigt og hadefuldt Hjerte, om en Mand og flere, som lever i denne Tiid, som maaskee ikke har vildet føle jer, i u-undseelige Begjeringer.

Jeg undrer paa, at i ikke har tilkiende givet jer Misundelse over St. Peder, Johannes og flere hellige Mænd, fordi de bleve Profeter, Apostler og Præster, endog de ikke havde studeret Latinen. Ja jeg maa undre at i kan tillade, at der efter den Dag maa være Fiskere pag Jorden, siden at disse næsten var Fiskere, og andre saadanne født af de fattigste Stender, og som slet ikke havde større Rang end Tjenere, som der staaer bag paa Vognene & c.

Hvorfor skriver du ikke Forbandelses-Skrift over Eliseus, der var først Profeten Elia Dreng, for det 2det hans Tjener, ligedes som Tjenere hos en Herre i disse Dage, og

13

ikke af større Rang, hvilken Tiener kom siden i sin Herres Profetens Sted, og blev ligesaa stor en Herrens Profet, som hans Herre Elias havde været, og som havde ikke lært Latin; hvor kan i taale det, siden at i formalicerer jer over Herrerne i Raadet, at de have været Tjenere, og er nu kommen i deres Herres Sted.

O! misundelige Hjerte, som ikke kan taale at her er Tjenere og Mennesker paa Jorden, fordi de ved Guds Hielp har tragtet efter Dyd og Forfremmelse, og have faaet Løn derfor.

Havde i havt den samaritanske Qvinde Boas og Bersebra Historier, og Guds Naade, som de og deres Sæd er givet af Gud for Øine, da havde i ikke af jer egen Magt, som bag er uefterrettelig der til; fordømt denne, som ere Moder til Nissen, det kommer mig for, som i sagde: at disse Tituler ere alle Hoer-Unger og Herer; o! hvor ilde er dette at have talet vm Egteskaber i Danmark, da intet Rige holder

14

helligere over reene Egteskaber og leve kydskere end i Danmark, ja med et Ord at besvare dette: da er det den groveste Beskyldning imod de Danske Fruentimmer der kan udtrykkes; ikke heller har noget Kongerige, saa: retfærdige Egteskabs Love, som den Danske er; thi den er Conform med Guds Lov om Egteskab, i 3 Mose Bog 18 Capittel; i det mindste overgaaer de ikke vores i nogen retfærdig Orden, o! hvad er du da: Vor Danske og Norske Lov siger i 6 B. 21 C. 7. "Befindes

nogen med skammelig Løgn, mundtlig eller skriftlig, at ville sette deres Øvrighed, geistlig eller verdslig, eller andre hæderlige Folk og ærlige Hustruer, eller og Møer dvs. Jomfruer, nogen Skandflik paa, bøde sine 3 Mark, og derfor uden 120 Lod Sølv, eller 60 Rixd., og hvis han ej have at bøde med, da bør han at flaaes til Kagen,, dvs. Kagpiskes offentlig paa Torvet, ‘'Og bære Stene af Byen; „det er at bære en Steen under hver Arm ud med sig af Byen,

15

og aldrig tilstedes mere at komme der ind Conoform, Kong Christoffers, Kjøbenhavns Stads-Ret af Anno 1444.

Andet Capittel.

Svar

paa

Autor Lillieøe.

Om samme Frue, som var til et Ball, derefter hans tvetydige Ord, skulle have bestaaet af Hoerkarle, Hexeme» stere og Fanden eller Djevlen selv.

Toppen foragter sin egen Roed,

Og mangen sit eget Kjød og Blod.

I sige: "Da nu Fruen af Horerie atter var bleven Frugtsommelig, og engang var med i en Forsamling, som havde Strengeleeg for sig;„ og atter siger i: at der i Forsamlingen, var de som forstoed Astrologien, og de Konster Lovens 6te Bogs 1ste Capittel 9 og 10 Ar-

16

tikul forbyder, da er det Usandhed, hverken læres eller er de til her, ej heller saadanne Ball holder i Danmark; du siger videre: “Hun begyndte at bande og sværge, at hun ej var Frugtsommelig, og ifald saa var, maatte der være med en Skoebørste eller en Nisse.,, Her af sees din ringe Estime for et Fruentimmer, som den sande Gud selv haver beæret, med sin egen høje og hellige Frugt under et Fruentimmers, nemlig: Jomfrue Marie Hjerte, ja man seer hvad lidet du tænker, og ilde betænker, at du er født af en Qvinde, og her beskiemmer din egen Moder. O! fye, at beskiemme en Qvinde saaledes, du bliver sandelig derfor beskiemmet igjen. Du kommer derpaa med din afgudiske Paabydende, som at du vil have indført med det samme. “Men den fule Aand, som var med i Spillet og i Hendes Æed. „Vil i sige: at Fanden var i hende, talede af hende, siden han var Hendes Ords lyd, det er Under at du ikke bilder os ind, at han spillede Kort med, siden han var i Ballet med, dansede

17

han eller hvad, dette har mange forlængst bilder Folk ind, og der ved forført dem til at dyrke ham, for at vinde ved hans Hjelp i Spillet, gjorde det dig ondt, at denne Vantroe nu er forsvunden, siden du nu vil paa saa lempelig en Maade have hans Dyrkelse og Ære indført igjen; o Skam over al Skam at saa ledes forføre Folket, som er enfoldige.

Forhen har i sagt, at Djevlen var i Qvinden, nu kommer i med Helligheds Maske paa, og siger: "Hvormed de fortørner Gud, som lader saadanne forhærdede Mennisker geraader udi Djevlens Kløer. Her har i jo fordømt paa egen Haand og af egen Myndighed, den Qvinde, som er Moder til den Raadmand, der skal være Historie skjulet over jeres onde Lærdom, og Ære-Skiendseler over ham og de andre store Mænd, der maa dog ufejlbarlig være nogen redelige Mænd iblandt. Her har i ført jer i den fineste Helligheds Kaabe, og brugt den Mantel i tillegger en Qvinde, som aldrig have tænkt paa at for-

18

nærme jer: usandfærdigt, i siger at Dievlen kan krybe i hende og andre; at forskabe sig, er det vist, at han kan krybe i nogen, hvo secr da ikke, at han er i jer, hans Præst, til at føre jer i Ræve-Skinds Kaabe. Jeg beundrer, at i tør saa vanhellig, misbruge og ofte anføre det hellige Guds Navn her til Skalkhed!. og endog til Afguderie at stifte.

Tredje Capittel.

Svar

paa

Autor Lillieøe.

Hvor udi han ligesom vil give Tal paa, hvor ofte Fruen har horet, samt paa den hedenske Troe at indplante, hvorledes Dievlen giør sig synlig, og giør Compagnie-Contract med Folk, hvilket er usandfærdig, syndig at tæn-

19

ke og end meere at sige sin saa onde og imod Gud saa fornærmelige Meening ud.

Mangen gjør af andre Spot,

Som har selv giort lidet got.

Efter at i har talt hvorofte hun og de var gaaed, siger i: at Djevlen kan sig i mange Skikkelser fremstille, disse er jere Ord: "Djevlen kom derefter til Fruen, talede til hende med mange Slags faure Ord: og sagde: at hun var Frugtsommelig, og saadant ville han fordølge for hende; thi ville han her i gaae hende til Haande, og der saaledes mage, at ingen skulle see eller fornemme det.,, Hvor syndigt, ondt og bespotteligt have i ikke her udi talet til Djevlens Ære, mod Gud, som Livs-Frugters Herre og Skaber, og den som bevarer dem, saa vel som Fruentimmerne, at intet Onde skal eller kan hende dem, hvor snart kan i ikke hermed forføre et og andet lidet

20

oplyst Fruentimmer, som kan komme til Fald og Besvangring, og tænke og sige: som i, i jert første Capittel have sagt og giv et Anledning til, at Djevlen er og har gjordt og skabt det, og kan forhexe det i Hendes Liv til en Skoebørste, eller andet, som i og siger i dette Capittel at det var en Nisse hun fødte, hvilket atter kan give dem den Troe at det var den Djevel, de Indfoldige troer og kalder Nisse-Djevlen. Ja i har her ganske vildet forføre, som det og vist vil skee, og om Skriftet længer faaer lov til at komme ud iblandt de Indfoldige og ikke bliver brændt, Vil mangen en Pige falde paa at troe disse anførte Ord som Sandhed, og paakalde Djevelen om Hjelp og Assistence til at skjule sit Foster

I bliver da ved jer forføriske Lærdom, og siger: "At Djevelen sagde hende end ydermere, at hun var med et Drenge-Barn, som han med stor Lykke vilde forleene, og besynderlig Egenskaber meddeele at han udi Verden stor Lykke skulle

21

fange, og blive en drabelig Mand dvs. en Mand som besidder store Egenstaber, og var en stor Mand.

Er dette ikke den største Grad af Bespottelse og Blasfimi imod Gud at tillegge Djevlen, denne Ære og forhøre Folket til at troe det som Sandhed, at Djevlen og ikke Gud, har givet den Mand sin Lykke i Raads Collegio: Gud har givet ham Lykken, og Kongen har givet ham Embedet og Ære-Titulen, er dette da ikke som Annania og Saphira at bespotte og lyve imod baade den hellige Gud og Kongen.

Om de som bespotter Gud, vaer jer herefter derfra, over den indeholder Loven, følgende Straf og Dom i 6 Bogs 1 Capit. 7 Artikel.

"Hvem som overbevises at have laster Gud, eller bespotter hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levende af hans Mund udskjæres, dernæst hans ho-

22

ved afslaaes, og tillige med Tungen settes paa en Stage.

Videre conlinuere i Pag. 4, eder Lær, Lom om den Gjerning Djevlen kan gjøre; Hvilket er aldeles Usandhed.

“Djevlen han vilde hende allehaande Hjelp og Tjeneste bevise, og naar hun havde hans Hjelp fornødent, skulde hun allene trykke paa en Ring, som han hende antvordede, da han Djevelen strax skulle komme til hende.„ Fruen (siger i udsandfærdig,) glædede sig over den Hjelp Djevlen vilde gjøre hende, Hun (siger i:) “besaae den Ring, og da den glimrede af allehaande Ædelstene, blev hun (siger i:) fornøjet, og stak denne paa sin Finger, ligesom hun ved denne Rings Hjelp (men det er jeres Ord og ikke andres) mange Hexerier have bedrevet.

Ak, hvor tør i saa domdristig imod Guds og Kongens Lov udstrøe og indbilde de Eu-

23

foldige, som nu begynder at forlade de falske Principia om Djevlen, at han kan, eller nogen Tid her kunde give saadanne Ringe, hvorved han kunde lade sig kalde til Folk, og enten har og endnu kunde gjøre den dem Tjeneste; er i bange for at Overtroe skal uddøe, er i bange for at Gud skal faae sin tilbørlige Ære, og at Djevlens Tilbedelse om faadanne jeres Forslagne Hjelp skal uddøe for hastig. Vil i nu igjen have Folket indbildt, at de kan faae saadanne Ringe og andet af Djevlen, og dermed baade at for-Hexe Folk og Qvæg & c. og fortjene Penge. Denne hedenske Odings Vantroe er nu aldeles uddød i Danmark, og beviist med mange store Tings-Vidner, at det var en falsk Indbildning til Djevlen, som Exfacto aldrig har existeret, og Gud aldrig har tilladet den lede Djevel, den Maade at bedrage sit Folk med; thi om saa havde været, saa kunde jo aldrig nogen blive frelst fra Djevlen, ja Konger Christendom, Øvrighed, og al Guds Orden maatte da gaae under og gandske til Grunde.

NB. De som ej kunde Skade, de stjelder.

24

Er dette da ikke en stor og grov Fejl af jer, at udsprede saa stor Usandhed, Spot »mod Gud, Kongen og det Danske Rige; som at det Danskes Riges Undersaatter vare Hexe-Folk, og endnu tilbad Djevlen og dyrkede Afguder.

"Med det Ord Hexerie have bedrevet, hvilket henhører til en besynderlig Historie.

Her seer jeg nok, at i endnu har sat jer for at skrive end et Skand- og Skamskrift mod den Danske Nation; jeg seer at i er en Student, for alt det som helligt er, jeg beder skriv ikke flere skammelige Skrifter imod den Danske og eders Nation, jer egen Fader og Moder til Spot og Skam, de Studeerte og Lærde her til Foragt i andre Riger, naar i ikke kan skrive noget til Landets Nytte: thi, jeg forsikrer jer, at jeg har Commission at udsende af vore nye Skrifter, og tillige at jeg er en Studios; men hvad

25

Ære skulle Nationen og jeg have as jeres, om jeg sendte det Udenlands.

NB. At de ikke skulle sige: Der gaaer Røg for Ild, og Skjelds-Ord for Næve-Hug; thi det er ubilligt at skjelde paa den Levendes, men Synd paa den Døde. Endnu værre; at aabenbare bespotte sin Gud og Landets Konge.

“Da Tiden var kommen, bragte hun et Drenge-Barn til Verden, som var en Nisse, skiøndt det var saare dejligt at see til paa sin ganske Krop, ,, faa var der for jer dog ikke dejligt i Naturen, fordi det ikke vil føje jer efter jeres figmentiske Lettere.

"Men i sin Ungdom undergik dvs. begik adskillige Omskiftelser, alt efter historiens ydermere lydende, som vi nu skulle nærmere afhandle.

Her kommer i atter igjen paa en subtiil Maade, med jer Helvedes Djevle-Lærdom, at

26

bilde Folk ind at Djevlen kunde omdanne, omskabe og omskifte Folkes Børn; denne grove Løgn, synes nu ej vel, og har forlænge været uryddet hos os i Danmark. O! hvilken Skam af en Student, som har apliccret sig til Theologien. Kunde i ikke strax faae et Beneficia, Stipendia eller gejstlig Kal, hvorfor har i da ikke søgt et verdsligt Embede, saa som Kjøbmandskab, eller og ved Raadstuen, og saa videre: naar i ikke vil søge dem og aplicere jer dertil, hvor i kunde leve bedre end af det Navn, at være en forhungret Student, og ligger Kongen og Publicum paa Tynge ved Collegier eller Regensser, eller borre hos Borgerne og aldrig at betale, hvorfor schoptiserer i da over Kongens Naade, og de Tjenere som har søgt dem, og været værdige der til, samt værdig forestaaer dem, især en Deel af dem.

NB. Hvo som ofte formeget fortørnes over Skjelds-Ord, giver sig ofte skyldig; men hos dig er Løin og ugudelige Bespottelser. Tillige med Crimen Læce Devinæ Majestatis & Hutnany.

27

Fjerde Capittel.

Svar

paa

Autor Lillieøe.

Om Barnet, som han vil have Folk indbildet, blev ofte af Djevelen omskiftet, og i nogen Tiid var en Nisse-Djevel, at Moderen var forbandet og havde forbandet Barnet i sit Liv, som havde haft den Virkning, at det siden var altid forbandet.

Hvilket er afskyeligt at tænke mere at skrive.

Man skal ej bide Hunden igjen, som bider. Det er bedre at høre, end tale Skjends-Ord.

“Da nu Barnet kom til en vis Alder,

maatte der efter den ugudelige og forhærdede Moders Forbandelse først blive en Nisse, udi

28

denne Skikkelse drev han først sit Boglerie uden for Staden Antverpen, (mener du ikke Friderik,) hvor han spøgede paa en Kejle-Bahne, hvor der var puseerligt, om Aftensstunder,,, at see hvorlunde det er hvor ofte Kejlerne bleve "nedslaget og opsat uden at noget Menniske paa de Tider var derved.„ Er dette ikke heelt Guds Bespotteligt at bilde Folk ind, og det som en Sandhed, at Djevlen var i denne Dreng, og at han kan gaae i en Dreng og eve Kog lerie, er dine Ord, frygter du da ikke for Guds og Kongens retfærdige Straf, at du tør lære Folk saadan Djevels Ære og Overtroe, at de skal blive forført; du har nok agtet at blive saa navnkundig og ihukommet af Slegten som Oding, og at være et Middel til Synd og Afguderie i mange Ceculo, 100de Aar efter din Død, Er dette ikke dine Tanker; at siden Gud og Menneskene ikke strax har vildet føie dig fordi du har lagt dig efter Theologien og Tempelens Tjeneste, saa vilde du nu skade ham, som Cal-

29

vin sagde til Lutherus til Verdens Ende, og synde og forføre andre til at synde og beskjemme Gud derfor; O skamme maa du dig, at du vil forføre nogen til Synd og falsk Begreb, helst og snarest er det at skee hos de som forud har slette Begreber nok alligevel.

NB. Naar en Hun giør, saa begynder de alle, og vide ej hvorfor de giøer; og saadanne er det med dig, fordi saa mange tilregner deres Fattigdom, for Tjenerne faaer smaa Leve-Brød.

“Men da saa meget mere mærkværdigt var der, at naar de om Dagen spillede Kejler, og fatte penge ind i potten, blev der altid hver gang 2 Skilling borte.

Hrr giøe i nu denne anseelige Mand og skilder ham aabenbar til for en Tyv, men onde Hjerter og Usandhed skal kiendes af noget, og alle Løjnere plejer saaledes altid at famle, at man i deres Tale kan lettelig be-

30

gribe deres Usandheder og lederende Hensigter; thi skal jeg og overbevise jer denne Usandhed her udi, i siger: han stael af hver Potte 2 Skilling, det er jere Ord, naar de Spillende nu havde fornummet det en a 2 3 gange, da havde de vist nok forekommet det, at ingen skulde kundet stjaalet deraf, desuden, 2 Argument, naar hiin var ved den anden Ende, og der opsatte Keglerne, kunde hverken han eller hans Aand være tillige ved denne Ende at stjele, ja ikke om han havde været Djevelen selv; og det staaer ikke heller til Troende, og bør ikke at staae til Troende siden det er Løjn, nemlig som i siger: at Djevelen usynlig har og kan stjele Penge; thi om han end kunde, saa har han dog ikke Løst dertil, som i her vil have at Folket saa endfoldeligen skal troe; saa jeg her maa endog dog forsvare Djevelen, allene for at vise ar ingen bør troe Umuelighed og Løjn, til at ære, Djevelen med; men giv du Gud herefter denne Dag sin sande Ære, saa kan du nok faae hedre Lykke til din Ansøgning

31

hos en Herre eller din Professor, naar de ser dig dydig og værdig dertil af Opførsel NB. Skjelds- og Skiende-Ord er ej Vaaben hvormed en ærlig mand skal fægte Strax derpaa siger i: saaledcs stjal han i to Aar. Til Slutning af dette Capittel legger i for Dagen, der forhen er anmærket, nemlig: at det er en Mand her i Byen, og at her er Folk endog i dette Aar som veed det, og det lader som i ville og kunde bevise det; da jeg dog nu har igjendrevet og overbeviist jer og hele Publiko, at det kan i ikke, thi det er aldrig existeret.

Femte Capittel.

Svar

Autor Lillieøe.

Hvor han vil indbilde Folk, at denne Dreng Nissen endog han var liden, kunde han forskabe sig i en føer Mands dvs. Skillings-Mands Skikkelse.

32

Det er forlængst overbeviist de daarlige af vore Lærde, at en mindre, aldrig ved noget Koglerie, in Natura virkelig kan omskabe sig, og sin Sjel til meget større eller mindre, eller til Dyrs Skikke; men at det er Djevle-Løjn.

NB. I hvilken Finger man skier sig, saa bløder det. Mangen en kaster med Skarn om sig, og rammer saasnart den Uskyldige som den Skyldige. Ja som en gal Hund, den bider baade Ven og Fjende.

“Endelig blev denne Kejle Bahne ophævet, og Nissen begav sig til en Skillings-Mand, som modtog Penge ved Porten, af de Ud- og Indvandrende, der opholder han sig nogen Tiid;,, Mener du det var der han blev opfødt, saa giør du jo en gael Regning, eftersom du har forhen sagt, at han var saa stor at han kunde sette Kejler op & c.

"Og der var mærkværdigt, at han ofte i Mandens Lignelse, naar han ej var tilstede, imodtog penge af de

33

“Vandrende, som ei viste andet end der var Manden selv, skiøndt han ei

var tilstede."

NB. Mangen saae gierne sin egen Skam paa en andens Ryg.

Hvem seer ikke her hvor i røbe Bedragerie; i vil have sagt og udraabt Manden for en Tyv, for at lidere ham, i vil og have at Folket skal troe overnaturlige Ting, nemlig: at det skede med Hexerie, alt for at faae Dievlen æret og Folk forført; men det var jo meget rimmeligt, at denne Mand, i Mandens Sted, og absence, som han var hos, modtog Penge af de passerende Folk, og hvor skulle da de Folk, som ikke engang kiente Manden, kunde begieres at kiende Drengen, om det havde været en død Steen der havde staaet paa Kongens Post, saa burde jo baade du og jeg at efterkomme vor Konges Bud og vor Skyldighed alligevel, og hvad har du nu mere at sige her?

34

"Mange sagde: (nei det er jer, der siger det,) at dette Barn herved haver samlet en deel Penge, som siden have kommet ham til gode i hans ældre Aar„ Det har jeg aldrig Hørt at nogen haver klaget paa denne Mand, førend dn, og ret saa ublue Vidne troer jeg aldrig, Paulus har sagt til Timot, du skal aldrig troe et Røgte efter et Vidne, og slet intet af de, som farer med Løin og findes usandfærdige, og lige det samme siger vor danske og norske Lov.

Men jeg maa prøve om du ikke har mere under de Ord: Hans ældre Aar? jo, det synes som du dermed vilde sige: at han har kiøbt sig frem.

35

Siette Kapittel.

Svar

paa

Autor Lilliøe,

Hvor i vil bilde Folk ind at Drengen ikke var et Menneske, men omskabte sig til en Skoebørste; og de som tiener for Tienere ikke er anseet for Mennesker.

NB. Sig ingen hvad han er, saa hører du ei hvad du er.

“Nu kom da den Tid, at dette forhexede Barn skulde blive til en Skoebørste; thi begav han sig fra sin Søde Stavn, og ind i Holsteen,„ I vil her have det forstaaet at han er født i Jylland, havde er cimbrisk Fruentimmer til sin Moder.) “Der kom han ind i en stor Herres Huus, og skiulte sig iblandt en Hoben andre store og smaae Skoe-

36

børster paa en Hylde i et Kiøkken, saa at ingen fik ham at see.

Her vil i nok ved jer Autor Lilliøe, Dievlen og ham til Ære agere Saxogramaticus; thi anderledes henger ikke Troldommen sammen eller er at forstaae i Saxogramaticus, som man let af et og andet kan begribe, og ikke kan snart kiendes uden af de som forstaaer det gamle danske Sprog ret, og de danske Ords Mening, og disse deres Sindbilleder de have talte under, og dog haver denne en af de oprigtigste og beste danske Krønnike, forført mange til at troe Troldomme og Fiante-Værk fordi den giver Anledning til, men ikke beviser at det er skeet. Veed i ikke, at lyve for Gud og Folket er Troldoms Synd. Vide Samuels Bog, og deri bestaaer Troldom:

Her søger i at forføre Folket til at Troe, at den af Gud den hellige menneskelige Siel, skulle kunde forskabe sig, og tage en Skoebørstes Lignelse dvs. Formelse dvs. Dannelse dvs.

37

Constitution, og saa ringe en Størrelse paa sig, og dog skulle den kunde være levende, og paa en extra ordinair over naturlige Maade, skulde den kunde opfløtte sig selv paa en Hylde, giøre Støvle og Skoe rene, ja atter skulle den kunne giøre sig usynlig; hvor tør i søge at indbilde Folk saadan Løier og Fantasie, jeg seer at i er af det studeerte Slags, hvor af Paverne i Rom er blevet, endog i er langt grovere og værre. Mange Retsindige har ønsket at den retfærdige Gud, ville nedstøde dem til Helvede, fordi de forholdt Gud sin Ære, lærde Folket Løin og Horerie med Dievlen, og selv vilde de dyrkes og have den Ære som Gud allene tilkom; men jeg ønsker eder mine Medbroder for Sielens Skyld, omvendet med Lex Pænæ emendatrices, vel Pænæ Exemplares og der uden Excuse, at du kan blive patisisi, for du ikke har opfyldt Homagium mod Gud, Kongen og hele Folket.

"Men om Narten da de andre sove, blev Skoe, Støvler og andet mere, saa nær afpudset at ingen var

38

i stand det bedre at giøre efter; og om Morgenen naar Folket kom, fandt de alle Ting i Orden, dette skeede den ene Dag efter den anden„

O! du dydesløs, liggendes Krage den sulter ihiel; men den Flyvende faaer noget. Nærig Høne faaer enten Korn eller Knæp. og villig Barn har Brød i Munden, vær du og flittig; hvor tør i beskiemme og laste Dueligheden. Det var ham jo en Ære da han var et Barn, at han var flittig endog naar andre sov, og derfor har Gud ihukommet hans Troeskab, da han var en Tiener, at han siden er bleven en anselig Herre, og fordi han var af fattig Extraxtion, saa har han og giordt den Fattige Got; men du vil her paa dette Sted ikke tilstaae ham at være et Menneske eller have Tiener-Navn, for i vil at Folket skulle agte alle Tienere uden for Menneskelighed, og kalder dem Skoebørster. Hvad er da i, at i ophøier jer saa over Guds skabte Ting, er det Theologiens Lærdom.

39

Jeg vilde ønske jer, (endskiøndt jeg ikke er en Tiener) af det Slags i her vil have ringere end Livegne Slaver, ja ringere behandlet end sorte Slaver, vil i at de skal blive Addictitii Glebæ vel Servitules imperfecta, som de Franske Gens de la main.

O! ulyksalige Stats-Forfattere:

Jeg vil derfore til pænæ Exemplares ønske jer og ham, som vil have at Soldaterne skal æde, Tienere, Piger og Kudskeat alle de Tienere, Piger og Kudsker i Kiøbenhavn er, Tienerne med deres beste Børster, Skoevor og Spanskrør; Kudskene med deres Kradasker og Striglere; Pigerne med deres Kosteskaft og Løivange dvs. Goldskruppe, samt dertil hørende Luud, Aske og Lage, eller disse hver med deres Reqvisita, at børste og strigle og skruppe jert lede gamped Skind og Kiød reent af indtil Benene, at der igien kunde udvore retskaffen borgerlig Christen Menneske kierligt Kiød paa din Krop, for om det var muelig, at du kunde blive saa got et Menneske, som det ringeste Fiog iblandt disse Tie-

40

nester og alle Slags Tieneste-Bud, som i dog ikke vil tilstaae der Navn, at kalde og tilstaae at de ere enten Mennisker eller Tienere; men Skoebørster, Kokketæver og saadant andet mere umenneske kierligt.

"Men saa længe dette forhexede Barn, saaledes maatte være i en Skoebørstes Skikkelse i denne fornemme Herres Huns, dvs. at forestaae at han var Herrens Tiener; det er det han vil: at Folket skal forstaae ved Skoebørste, og ingen maa anderledes forstaae, at han var forhexet i en Skoebørstes Skikkelse.

“Fik han Leilighed hele Husets Tilstand at udspionere, og af Folkenes Samtaler, Huus-Herrens Sindelag og Gemytter ar udforske, hvilket han sig til Nytte og Fordeel førte, da han blev til et Menneske, som vi nu nærmere skulle faae at høre i dette følgende Capittel.„

I onde og vanartige Sæk, Ondskabs Sindelag over alle de, som i Danmark er,

41

og kan nogen Tid ligne jer i noget af det hadefulde onde Gemyt, i Skum over alt Skum, i neppe Sandheds og Dyds Fiende. Har i mærket af det, at Nissen medens han var Tiener, men i kalder ham Skoebørste, har været flittig, og benyttet sig af den beleilige Tid, lagt Vind paa at kiende sin Herres Husholdning, og hvor udi han burde og kunde efter sin Pligt tjene sin Herre, samt har lagt Bind paa at lære og blive dannet, saavel som sin Herre en gang at tiene sin Konge og Staten, saa lader i og jert Had kiende, først fordi at han var lærvillig og nem, og ved sin Flid og Dyd meget forfremmed sig. Andet, fordi at hans Herre skiønnede, saavel paa hans Troeskab, at han giorde ham først til en Skriverkarl, og siden blev derefter Fuldmægtig. Og da han nu var bleven Skriverkarl, da siger i for at understøtte Hexerie, Overtroe og Dievlens Lærdom, at han blev forvandlet til et Menneske. Jeg maa spørge jer, er da en Skriverdreng, som staaer paa Vognen & c. blive Skriverkarl og siden Fuldmægtig? har han al sin hele

42

Tid været et Menneske, hvorfor er ikke da Tienere og et Menneske qva Menneske; var denne Mand ikke et Menneske da han var Tiener, ligesaa vel som da han blev Skriverkarl? Hvad holder i jer selv for, siden i ikke vil tilstaae Tienere dvs. alle Slags Tienere at være Mennesker i den Tid de tiener, har i været en Dievel føer og er nu bleven en Lysens Engel? Gid jer Autor Lilliøe troe jer, og det giør han ikke heller, saavel som ikke et oprigtigt Menneske i den ganske Stad og Land.

Hidtil har i kaldet ham et Barn, en Nisse dvs. da han var en maadelig Dreng, og maatte ud at tiene sit Brød; dernæst siger i: han blev til en Skoebørste, dvs. det var i den Tid han tiente som Tienere, confereret med Pag. 17 hvor i forklarer det selv. Fra Skoebørste giør i Folket denne Indbildning, at han blev forvandlet til et Menneske dvs. fordi han blev en Skriverkarl hos samme Herre som han tiente for Tiener. I maatte ønske, som i og giør Pag. 27: at i havde eller og

43

endnu giorde det, at begive jer til, at igiennem gaae alle jeres foreste fatte 4 Grader, da kunde i lære at blive et vittigt og sandrue Menneske, der viste hvad det var at tiene, og som denne Mand, ja at i altsaa bedre kunde skiønne paa Lykken, og give Gud Ære end jeg seer i nu giør.

Hvo som lidet vil forsmaae aldrig skal han meget faae.

Syvende Capittel.

Svaret der paa:

Her begynder I igien at angribe, lidere og bespotte Gud og Qvinde-Kiønnet. Crimen Lece Devinæ & Humane.

NB. Hvo som haver kun et Øie at see med, maa tørre det destiere Liden Gnist giør ofte en stor Skade; thi løs Ild brænder vit. Det er ildt Qvæg dvs. levende Mand at brænde. Hunde æder anden Mands Ærinde op.

"Da nu den Tid var til Ende, at det forhexede Barn, efter Mo-

44

derens Forbandelse. O! forskrækkes for saadanne Guds store bespottelige Udtryk: Maatte være Nissen og en Skoebørste, blev han igien til et Menneske i Skabelsen og Skikkelsen, endskiøndt han altid beholdte det onde Hierte og Sind, som ham af hans Formyndere og Pleie-Fader, den lede Dievel og Satans i Moderens Liv var tiltænkt."

Her seer da enhver Christen og Retsindig, at denne Theologie Student, er saa ugudelig som ingen kan være værre. Hans Tale her, er vel den høieste Grad af Blasfimie, som ingenlunde synes burde blive udstraffet, saavel som Skriftet at vorde ved Bødelen brændt efter Loven.

For at hverken de Vankundige her af skulle blive forført eller nogen anden anlediget, lige saadant at strive, som kunde let see, at een og anden kunde tænke: gik det udstraffet af, saa skal du sagte slippe frie.

45

Du siger: at han blev nok et Menneske allene i Skikkelse, men han beholdt dog et Dievels Hierte, som Fanden havde givet ham i Moders Liv. O! du Uforskammede, som vil tillegge Dievlen den Ære, at skabe Sielen i et qvindelig Liv, som er af Herren selv velsignet og en hellig Frugt.

Dernæst borttager du reent Guds Ære og tillegger den til Dievlen, nemlig: at han opvartede og var Barnets Pleie-Fader. Er du ikke bange for Guds retfærdige Torden og Lynild, de i Sodoma og Gomorra, læses ikke om at have talt saa ugudelig imod den hellige Treenighed, som du.

Saa kommer du og siger: “Dievlen i Moders Liv var tiltænkt,„ som du ville understøtte den Vantroe, at Dievlen enten havde besvangret Qvinden eller dannet Barnet, som dine egne Ord ere: "i Moders Liv.,,

O! du afskyelige Guds, Mands og Qvinde-Kiønnets Bespottere; du maatte dog

46

tænke paa, at du er født af en Qvinde. Er du blevet kold nu i din liden Alderdom, hvad vil du ikke blive imod Qvinde-Kiønnet naar du bliver ældre, du har vel dog ikke været saa kydsk al Tid om jeg kiender dig ret, endog du har faaet Ræveskind paa, eller er du bleven leed af din Værdags Kone, eller er det din Ungdoms-Kone. Jeg tænker du burde som Student vide Straffen for disse dine anførte Guds Bespottelser, saa jeg des Aarsag ikke vil anføre dig dem, hvor de staaer beskrevet.

“Kort han tiltog mere og mere i Naade hos den fromme Herre, som ei viste hans dievelske Art og Natur.„ Her siger i det da tydelig, som i oven til har ikke saa tydelig sagt; men her siger det: at han var avlet af Dievlen, og var af hans Art; thi han kunde ikke være af den Ondes Art, naar han ikke var avlet af ham. Fy, at sige saadant om en Mand, som har værdig besiddet et saadant kongeligt Embede, dette er sagt Dievlen til Ære, Gud,

47

Kongen, hans Embeder og Embedsmænd, samt Qvinde Kiønnet til Vanære. At Kongen skulle besætte sine Embeder med Devle, og et Fruentimmer i Danmark skulle have boelet med ham, derpaa siger i: han hede Hans, sat med stor Stiil for at forstaae dig desbedre; er det den Hans Nissen der døde den 29 Februarii? Strax derpaa Pag. 13, giør og declarerer i ham for en Tyv i sin Herres Tieneste og expressis verbis, siger: at han bestial sin Herre ved at selge sin Herres Huus & c. Pag. 14. siger i atter: “Han var en liderlig Skiøges Søn,„ (Dette skulle i og bevise,) "som endog havde forbandet ham i sin moderlige Liv, og for at dølge sin Uteerlighed og slemme Horeries Synd, havde indgaaed Forbund med Dievlen."

Dette er jer egne Ord, hvor synes i at ville forsvare dem; her siger i jo atter: at Qvinden for at hore og blive ved, havde søgt Fandens Hielp og faaet hans Hielp, at

48

hun oa fast hørte ham til. Videre af denne store Ugudeligheds Tale og jer flette Hensigt dermed, til at forføre andre gider jeg ikke forklaret; thi det er alt for skammeligt.

Ottende Capittel.

Svar

der paa;

Her vil han bilde Folk ind, at Dievlen kan giøre gamle Huuse til smukke nye og kiønne Huuse at de skal snart blive kiøbt.

NB. Ira cos fortitudinis, dvs. Den usindige Vrede fremturer i sin Mandom.

"Denne forhexede Øien-Tiener, begyndte derpaa at handle med sin Herres Huuse, og som hans Pleie-Fader Dievlen, var ham i allehaande behielpelig, saa hialp han ham og herudi at forblinde alle Folkes Øine,

49

saa at han i en hast bortsolgte alle sine Huse til stor Fordeel, og uforventet Gevinst, sin Herre til stor

Baade.„

Her maa jeg atter forsvare Dievelen, at han aldrig hverken har taget sig paa at være Huus-Tømmermand eller Mahlere, meget mindre kunde eller maatte han forblinde Danske Folkes Øine som ikke troer det, det er ikkun dens, som lader sig det indbilde, og som dog ikke er; Gud bevare vor Danske Religion fra nogen Tid at komme til at troe jer Dievels Lærdom, som i bestandig har søgt i dette Skrift, at lære og indbilde dem, der som nogen har nogen Tid giort Pagt med Dievlen, saa maatte jeg først troe at i er den første.

“Ved hans Herres Recommandatoner, blev han Raadsherre i den Stad H." Er det for at Forligning af Havn.

“Hvo skulle have troet, at denne forhexede Dreng skulle have kommet

50

"til saa stor Ære og Værdighed? Her i kan man see at Dievlen, som alle Løiners Aand dog boldtdet Løfte, som han havde givet Fruen hans Moder.„

Her siger i tydelig: først at Kongen har sat et Dievlens Foster til at være Raads-Herre. For det 2det giver i Dievlen den usandfærdige Ære, at han kan giøre Lykkelig og Ulykkelig, som dog afdeles i Grunden er falske.

Til Slutning paa Bladet Pag. 15., beskylder i det Danske Folk, at have dyrket og tilbedet ovenmeldte Mand, som end Afgud; vil i have dem det indbildt eller Udenlands beskiemmet for Afguderie, eller paa en subtil Maade forført til Afguderie, vil i maaskee være Afguden siden i saa ivrig prædiker for Dievlen, da burde dog det menneskelige Skind først at trækkes af jer.

NB. Non fit fine periculo Facinus magnum & memorabile Ter dvs. Let at raade og tale; men svart at bevise, dvs. høi Ord og Gierning, høi Fare.

51

52 Niende Kapittel.

Svar

der paa:

Her igien tager han det igien af Nissen var Dievlens Søn; derefter beskylder ham for Qvækkerie og Kiætterenes Sigt, samt for at have bedrevet Hoer med alle de fattige Enker og Qvinder, som nød Hielp af de Fattiges ved dette Collegios Uddeeling.

NB. Skulde jeg giøre mig til Hund for et Veen, Lit Got skal man høit sette, og sielden see til.

“Han stilled sig an, som han var saare Gudsfrygtig, og imellem hver uddelede Penge til de Fattige, som han havde bedraget sig deres Gods til. Ja han lod som han tog sig alle fattige Enkers Sag nær.

52

Men Aarsagen var denne: at han, som var avlet i Hoer af en Skiøge dvs. Hore var og saare overmaade genegen, og under den Forevinding dvs. Paaskud dvs. Maske, at være de fattige Enkers Forsvar, drev han hemmelig Horerie med dem, og saaledes mæsterlig skiulte sin onde Barmhiertigheds falske Raabe. Og kunde han saa meget desmere Tid og Villie udføre, saasom han fik alle andre i Raadet paa sin Side med sig."

Nu saa var de alle Tyve, og alle hialp ham at hore med de Enker og Fattige, som de tilstod Fattiges Penge, en skiøn Ære-Titul over er heelt Stads-Raad; i giør dem værre end Baals Præster i Jerusalems Tempels skiulte Cammere, som Profeten saae. Dette er saa aabenbare Usandhed dg bekiendt, og saa skammeligt ærerørigt og fornærmeligt, at jeg ikke behøver videre, at igiennem gaae, og forklare mere af Ordenes Meening og Hensigter. NB. Rigdom bliver vel af dig lastet, men aldrig forkastet.

53

"Naar nogen døde viste han altid saaledes ar mage der, at han fik deres Gods og Midler i sine Hænder, ei betænkende, at de Umyndige og Faderløse derved bleve fornærmede og berøvede.„

Her giør i ham til en Tyv i Skiftes Retten, som ved Skifte-Sviig har bortstiaalet de Fattiges og Umyndiges Penge, og Arve-Parter paa en Røver-Maade; saa han er en Røver og den groveste Tyv. Men siden i har ovenfore sagt, at de andre i Raadet hialp ham altid og giorde lige saadanne, saa sigtes de vel og af jer.

NB. Bedre en Bunde af Langhalm end ingen. Bedre en Hest end en tom Grime. Trælaas, end en aaben Dør.

54

Tiende Capittel.

Svar paa

Autor Lilliøe

Her Vil i have det bestyrket at Fanden har forsvaret og hjalp ham i sit Embedes Forretninger; dernæst bruger i den hellige Bibel til Spot.

NB. Hvo som skiber Fanden ind, maa føre ham over. Saadant Fiske i saadant Vand.

Mange giør af andre Spot, som selv har gjort slet intet Got. Mangen spøtter i Kaalen, og æder dem selv af. Giør en først Skiden, og siden selv stryger det af.

"Han havde sig stor Had (i sit Raads Herre Embede paadraget,) men ingen kunde hannem fælde, fordi Djevlen stod hannem bie.„

55

Merker, han siger som jo før er sagt: at Djevlen beskytter ham i sit Embede, og hjalp ham, enhver kan let begribe at Fanden aldrig skjøttede om den Plage at være Raadstue-Tjener; endnu mindre, at sidde under Bordet ved alle Raads-Herrernes Føder paa en gang, og det hver Dag de vare samlede, og siden være hjemme i deres Huse med dem; maaskee han skulde regne og skrive for dem, og fuldfærdige deres Regnskaber. Altsaa seer enhver hvor angelegent det er jer at faae ham æret, og Folket indbildt at han kan og vil udrette store Ting for dem, hvorfor er ikke da i blevet en stor Matador og Raadmand, som i raaber at disse ved hans Hjelp er blevet. Her er i igjendrevet af jeres egne fattige Omstændigheder, at Djevlen aldrig hverken kan eller vil paatage sig saadant; men vil du prædike for ham som du har gjort, det lider han gjerne, og dog giver han dig ikke 1 Sk. for det. Men siden i Evigheden, Helvedes Pine med sig, om de ikke omvender sig af Hjertet.

Nu tager i Ræve-Pelsen paa igjen:

56

"Da Guds Langmodighed var udrunden, at en Mand som var i Theologien meget forfaren kom til ham, da han saae og hørte denne Mands "Uretfærdigheder, begyndte han af Bibelen at besvære hannem, hvormed hans Magt forsvant, og hans Uretfærdighed blev mere og mere aabenbaret; men da han ej mere kunde øve sine onde Stykker, og var kommen under Guds og Folkets Forbandelse.„ Var det fordi han ikke føjede dig? “Saa skede det at Fanden tog ham levende, hvilket tildrog sig paa følgen Maade:,,

Er dette ikke at laste Gud, bespotte hans Hellige Navn, Ord og Sacramente? Imod Guds og Kongens Lovs Forbud, 6 B. 1 C. 7. Artikul.

Og legge dette til: at Fanden tog ham levende, som dog alle bedre veed, at være usandfærdig, og alt for fornærmeligt talt imod Guds Naade for ethvert Menneske, hvad enten han er Raads Herre, Tjener eller frie.

57

Har i ikke her løjet baade paa Gud og Menneske, og negte Guds Kraft.

NB. Bedre at misundes for at have Riqdom, end ynkes for at have forødt det. Misundelse for Sparsomhed er bedre end Ynksomhed for Overdaadighed.

Ellevte og sidste Capittel.

Svar

paa

Autor Lilliøe

Her seer man at det er udtaget af den erts Løjne- og Skandaløse-Historie, om Doctor Faufst; Dog med en nye Opfindelse om Djevlen ham fil Ære, nemlig: at Fanden har gjort sig den Umage at skabe sig i Skoebørste-Lignelser.

NB. Den vidne ej vel, som vred er uden Skjel. Men aldrig kan i vidne jer Skrift noget fra.

Dette Capittel er saa aabenbar bespottelig imod Gud og Mennesken, og alle Folk,

58

saa vel bekjendt, som vel er: at dette Slader og forfængelig Spotteværk er Usandhed, at jeg her ikke agter det fornødent at følge

jer. Jeg seer nok at i har extraheret Doctor

Faufsti Historie; men det lader som jeres forvirrede Hjerne ei har været enig med sig selv, i at sammensette og ablicere det, paa denne ærlige og redelige Dannemand, fordi han ej har vildet tjene jer i Ubillighed, for da ret at skamflikke og bide ham; synes i, at i faaer den største Glæde, om i kan bilde Folk ind, at Fanden kom og tog ham, uagtet han levede frisk og vel, da i publicerede dette jeres Huuspostil for Fanden, og Skamskrift om saa mange honette Mænd,

“Og lode sig paa den Tid tilsyne adskillige underlige Gestalter af gloende Skoebørster.,, De blive ikke gloende, førend de kommer paa dit Skind, og det andet for anførte, er blandet med Afguderiers Prædiken, for at indføre Djevlens Lærdom, Tempel og Ære igjen; men Gud staae dig imod, og nedstøde baade dig og din Broder.

59

"Og horte man ham hvor han ynkelig skreg, samt faae at Djevlen slede ham i mange Stykker med sine gruelige Kløer.„

Her beviser i Folket, hvad jert slette Sind er, at i ynsker over denne Raadmand Hans Nissen, at Fanden skulle tage ham, jeg troer det nok, at stod Raadet, og Nissen under jer Gevalt, saa skeedte det nok strax. Men her har i jo ret lagt jer egen Malice tydeligst for Dagen, samt at der ikke er det ringeste sandt i hele Skriftet; i siger her: Fanden tog ham, og i faae at han sleed ham. Dette vide vi alle i Staden: at det er en Djevels grov Løjn. Efterdi vi kjender denne Mand og de andre Sitterte med, Saa beviser i og her i dette Stykke, at det er denne Stad, og ikke Holland eller det forrige Seculo at i har skrevet om.

“Saaledes bliver Uretfærdigheds-Ende, spejler eder i den forhextde Drengs bedrøvelige Ende.„

I er er ret Mynster paa en Mammeluk; thi i kan holde med alle Zigter, naar i hele

60

Tiden Har søgt at udbrede Djevlens Rige, ved at forføre de Indfoldige. Saa ender i, som en Mammeluk, for at bilde Folket ind, at i mener det vel med dem og jer Lærdom.

NB. Hvide Høns verpe og Vind-Eeg. Den forseer sig, som er visere en Viis. Tog du ikke fejl af Klinke-Baandet, og tog Skyggen for Legemet, Skallen for Kjernen. Det er ej Under at et Menneske farer vild, men at han rammer det ret.

Svar

til den, som har kaldet sig

Casper Ebeltoft

paa hans afgudiske Lovtale over

Skoebørsten.

Hvo sig blander med Guld, leges i Skriin, Hvo sig mænger med Mast, ædes af Sviin.

Caspers Hensigt kjendes tilfulde af det Foregaaende, og det kunde og være nok med samme Forhør, saa som det er alt for

61

tydeligt, hvor mange Slags onde Hensigter det har i sig.

‘‘Lad Løven rose sig af sin Styrke, Hæsten af sin Modighed, og Tigeren af sin dejlige Hud; der er alt intet imod dine uforligelig, nyttige og formaaende Børster, du stolte Soe, som alle Tider bærer paa din Ryg, i Børsterne, utalte store Mænd af Raadsherrer, Dommere og vel fortjente

Embedsmænd.„ – Den

lange Streg vil vel sige: fra det Højeste til det Nederste.

NB. Man spørger om Hæsten er skjøn og god og ikke hvad Slegt han er af.

Hidtil af din Lovtale, har du bedet, at man skulde falde fra den sande og hellige Guds Dyrkelse, og antage den af dig ponerede afgudisike, hvor du vil have at en Soe skulle være disse Rigers Afgud.

Men i angriber da ret Kongen, og liderer baade Kongen og hans Raad, med de Ord, Soen bærer alletider paa Ryggen i

62

Børsterne utalte store Raadsherrer & c. Her tager i de største med; hvad Straf mener i ikke det er, at i tør sige: at Kongen setter alle Tider Skoepudsere og ufortjente Mænd til sit Raad og andre Embedet? hvad Straf er det at sige, at de som Kongen har udvalt og givet sin Bestaldning til, er Svinebørster, og udsprungen af Svinebørsterne; er ikke disse jeres egne Ord? Jo.

"Men af dine Børster udspringer store og fornemme Mennnesker,, Altsaa kan i aldrig benegte, at i jo og beskiemmer Kongen og hans Herrer i største Grad. Jeg gider ikke sagt jer, hvad Ondskab og Vederstyggelighed der ligger i hvert Ord; men jeg vil anføre jer lovens eget Dictate og Straf for saadanne.

“Hvo som laster Kongens Regiering til Bestiemmelse, 6 B. 4 C. 1 Artikul. Taler nogen ilde om Kongens Regiering, have forbrudt Ære og Gods.„

"Hvis saadan Tale, og saa have Udseende til Opsetsighed imod Kon-

63

gen da er Livet ogsaa forbrudt, Lovens 6, 4. 1 og 9 Arcikul.„

"Ingen Rundskab, og ingen Videnskab, har gjort Menneskerne større Ære end Børstebinderiet, du ædle Skobørste! du Kunstens Mesterstykke, du Lykkens Vejviser og Gudernes rette Cornu Corpie!,, siger du Pag. 24 og 25. Du store Ugudelighed, som giver Djevlen under Skoebørste-Navn den Ære og Lykke, som allene tilkommer Gud, du afskyelige Djevlens højeste Præst, han i hele 1000de Aar ej har været, og aldrig saa stor og ivrig i Danmark før, som i vil og tør beskiemme Gud, og siger: Skorbørsten er Gudernes rette Cornu Copie. Kommer al vores Lykke og Overflødighed i Danmark fra Djevlen, som du her lærer og vil have troet, og tillige at der er en Skiebne til, dette er den rette Helvedes Lærdom og Afgudsdyrkelse.

Naar du nu har roset din falske Lærdom, kommer du ret til din Absigt, og beder Folket at oprette dig et afgudisk Tempel; maaskee du vil være Præst deri, det la-

64

lader saaledes i det hele Skrift, din Bøn og Ord ere disse:

“Naar man afbilder Lykken, burde mon afbilde hende, at holde en Skoebørste i Haanden. Naar man afbildet Ærens Tempel, (du store og største Bespotter imod Guds Hellige,) burde en Skoebørste ligge paa dens nederste Trappe, at betegne uden den, kan ingen komme op til Ære.,,

O! du største afgudiske Præst, naar skal din onde Helvedes Mund blive stoppet paa dig, ar du ikke faaer Tiid at udgive Djevlens Tilberedelsers Artikler og Æreskrifter. O! at du efter din Fortjeneste, som jeg har viist dig af Guds og Kongens lov maatte vorde salereret og aflagt.

"I ædle Skoepudsere:,, (Du mener alle Slags Herrer og Embeder: "I Lykkens Sønner, hvoraf en Tid lang alle Embedsmænds have udsprunget.,, Her siger du del igjen, at alle Embeder i Riget, i hvad Navn de have, er Skoepudsere og Tjenere, er dette ikke Crimen mod Majestæten?

65

Og Folket? “Forvar din Tunge, og udgiv ikke det andet Skandskrift. Hvi vise i eder saa glemsomme uskjønsomme imod eders Hjelpe-Gudinde?,, O! i rette Helvedes Præst, for at beskiemme vidre alle de som ikke har din Troe, og fører Hjelm-Skjold og Vaaben, siger du bespotteligt. “Hvi fører i ikke en Soe i eders Vaaben, og en Skoebørste i eders Skildt?,, See her bespotter han alle. dem der have Indrettet disse Dyds Sindbilleder, Skjold og Vaaben, og som fører Skjold og Vaaben, og saa bliver det jo Kongerne; thi ingen andre ere berettigede at adle, give Vaaben og Troeskabs Ordenen til Jer, og Hukommelse, for at opvække andre, til ligeledes at søge efter og øve Dyden. Ja dette er saa forskrækkeligt, mod Kongen og hans Mænd, at jeg gider ikke tydeligere nævnet dem og igjennem gaaet dem.

"Vi have levet den Tid i Verden, at Børstebindere vare Raads-Herre.,, Du beskiemmer og legger Beskiemmelse paa Beskiemmelse, over den rette Danske Regierings Natur, der er et Mynster for

66

alle velindrettede Regieringer i Verden, som af Fremmede baade er og maa tilstaaes, og dog tør du sige: at Kongen haver taget Børstebinder til sine Raads-Herrer, er dette at lidere, og om saa havde været, endskiønt det er aldrig skeet i Dannemark, havde de vel været bedre skikket dertil end du, som er saa stor en Guds, Kongens og Menneskens Fjende.

"O! lader os af alle Evne berømme Skoebørsterne: istemmer dem en Lovsang, alle i, som lenge have seet paa eders Herres Skoe og Støvler & c.„ Her siger han atter: at Kongen har taget dem fra Skoebørsten til Raadet & c.

I som saa længe have smurt andres Skoe, at hver man nu maa smøre eders Hjul„

Her gjør i alle Kongl. Danske Ministere og Embedsmænd til Tyve, endtil den ringeste; at det er dem i mener, har i sagt forhen, som jeg har berørt paa samme Steds; thi i siger reet ud alle & c. Om nogen af dem er oplagt til Simonie, og tager Stikpenge, jo jeg vilde dog tilstaae jer, om i sagde

67

at der var nogen saadanne i ethvert Collegium, som gjorde det, bestjal Kongen, Landet og Folket; men at de ere alle Tyve, som jeg ikke tilstaaer; thi de ere dog ikke alle Mölich, og Afguds-Præster. Det kunde da nok være troeligt, at den ene stjal og gav den anden noget med for ar skjule Tyveriet med ham, for Herren eller Kongen; og da kom det, der hele land til Tab og Skade, i den Tid det saa skede. Men Gud lade al Uretfærdighed blive lagt for Dagen, og Kongens allerhøjeste Øjne.

"Ærer og tilbeder dog denne Befordrere, og naar i, i eders Alonser kjøre i eders forgyldte Vogne, da glemmer ikke, at Skoebørsten er Middelet, hvorved i ere ophøjede.„ Ligesom Afguderie, Hexerie og en Skoebørstes Tilbedelse, skulle gjøre Folket lykkeligere end den sande saliggjørende Troe til Christum.

"Skoebørsten eders Lykke, Skoevoxet eders Forfremmelse, Svampen eders Kundskab og Befordring,„ Pag. 27.

68

Er dette ikke en Konge for nær talt? i hvad det er Herrerne, at sige: Kongen har sat Folk, som ikke have Forstand.

"Tilbeder Svinene, som i eders Lykkes største Grundvold,„ lyver du ikke her, er ikke den sande Gud og Kongen deres Lykkes Befordere. Jeg vil her ikke sige hvad jeg kunde, om det i setter saa høje og hellige Ting i lige Ligning med hinanden.

"Ja ærer den dobbelt, fordi i selv i Henseende til Forstanden, ere Sviin.,,

Hvad rører du ikke Kongen her; tænk, betænk, jeg gider ikke forklaret det.

“O! at jeg i min Ungdom havde blevet en Skoepudser, hvor havde da min Lykkes Tid været vel anvendt.„

"Jeg seer jo Daglig den lyksalige Hob af dem, som paa Svinebørsterne ere opstegne til Ære, af dem, som have sprungen lige fra Karethen og ind i Værdigheden.,,

I er vel bange, al det ikke skulle forstaaes og mærkes, hvor skarnagtig i er imod

69

Kongen og Staten, og derfore her har igjen» taget det.

“O! I Højædle Velbaarne, Høj-Ædle

Velbyrdige, Velædle og Velbyrdige, Velædle og Velvise, samtlige Herrer Skoebørstere.

NB. Naar Sværdet er i Munden, skal man klappe Balgen.

Jeg har forhen beviist jer, at det er denne Stad i taler om; men her legger i det selv det allertydeligst for Dagen, at det er alle Collegierne fra de Højeste, og i ender med Raadstuen; thi enten i nævner deres Æretituls Navn, som Kongen har givet dem, eller i nævnede dem ved Navn, er det samme og til beviis, den Titulbrug og Orden er ingen Steds brug, saaledes som her.

“Ved eder befordres al sand Tjeneste; og i, i have dannet 1000 Tjeneres Tjenere, og giort 1000 Tjenere til Herrer; Bort, i ere og bliver den ypperste nogen Dumrian kan Ønske sig, og den sikreste Vej til Mægtighed for de Uværdigste.,,

70

Saa, er det ikke Gud og Kongen i vil have tilstaaet, der befordrer Dyd og troe Tjeneste: o! store og fornærmelige Usandhed.

"Kort! i med eders Dyrker og Affødninger nedstammer alle fra Svi-. nene, og Sviin ere, fødes, giøres og leve i,,

Dette er saa fornærmelig imod Kongens Helhed, som har gjort dem til de de er, samt fornærmeligst imod Staten, at det gjøres ikke nødigt dertil videre at svare: end at anføre Lovens 6 Bogs 21 Cap. 8 Artikul.

Om Pasqviller imod Kongl. Etat og Høj hed, Religion, Øvrighed og Gejstheden.

"Over bevises nogen at have skrevet, eller opflaget, Skandskrifter og pasqviller paa ærlige Folk, og haver ikke været sit Navn bekjendt: da bør han ar miste sin Ære, og gaae i Jern sin Livs Tid paa Holmen eller anden Steds; Er det paa øvrigheden, miste sin hals.

71

Ved jert trykte Skandskrift, er i nu tilstrækkelig overbeviist, at det er alt for aabenbare, fornærmeligt og skammeligt. — Skrevet og igiendrevet paa det Almindeliges Vegne af Sandheds Elskere.

Kjøbenhavn, den 4de Februarii 1771.

Anmærkning:

Dette Skrift haver jeg saaledes forfattet, fordi det med det samme skal kunde tjene de unge Jurister til Forsætters det er Indlæggers Forfatning og Forsvarelse.

Kort Svar

paa det Skandskrift

Børsternes Endeligt.

Denne Autor er saa hadefuld over Tjenere, at han endog vil have, at Studenterne skulle allene være Brygger Karle, og det Dominerende til alle Slags Tjenester, og slet ingen at have Lov til at tjene sig op, kommer det dertil, saa vil vist al Dyd forlade Danmark til at studere Latinen. I det Øvrige, er det et skammeligt Skandskrift, af samme Dei, som det om den forberede Nissen; og at bevise det er Kjøbenhavn han har talt om, samt hvad Slot, behøves ikkuns at legge hans Ord sam-

72

men, Pag. 4. "Havn,„ og Pag. 5. "Stadens porte;,, thi i Indien bruges ikke saadant. — Han fortryder og siger: at Tjenere ligger hos deres Herrers Døttre, og at de skaffer Adelen og store Herrer Horer om Aftenen, alt til den Ende at beskiemme alle Slags Folk, og opløfte Studenterne; men han vil for Alting have Professorene reent udrydet; dersom han, han havde skrevet at det var i Danmark han skrev om, og dernæst sagt det reent og tydelig ud, som han ellers staaer paa, da havde dette været et meget bedre Skrift; men da skulle Æreskienderne om de fleste, været udeladt.

Af samme Calliber er det Skrift med den gamle Drackenbergs Navn paa.

Det lader hos disse tre Skribentere, som de deri skriver det de har hørt, men ikke selv forstaaer at foreslaae noget bedre; de raaber og siger: at al Ulykke er kommen fordi at Tjenerne i alle Stænder har tjent sig op, som er det usandfærdigste de kan skrive, de støder over Brygger-Karle, Brendeviinsmænd og Bryggerne, at de ere ikke af Studentere, men har tjent sig op; saa at det ikke er videre værdt at besvare, end at jeg vil stutte med det Ønske; Gid i havde Forstand til at læse bedre over, kom saa i Stats, Historien.

1

Velmeent Svar til den

Af Sandheds-Elskere.

Kiøbenhavn, 1771. Trtkt hos F.L, Borups Efterleverske, boende i store Helliggeist-Strædet.

2
3

Fortale.

Da jeg siden jeg udgav mit første Skrift, og saalænge jeg har bleven ved at skrive, bestandig har været plaget af Hovedpine, Øienpine, Tandpine, Rykværk, Mavepine, Tarmepine, Longepine, Nyrepine, Ligtorne & c., hvilket nær for Tiden havde kundet lagt mig i Graven, saa har jeg for nogen Tiid ladet min Pen ligge, for igien at komme til min

4

forrige Helbred, jeg lod ei saa suart af at skrive, førend Pinerne forlode mig, mine Kræfter kom igien, kort sagt, jeg blev frisk, hvad Under da om jeg lod reent af at bruge min for Fædrenelandet saa nyttige Pen, naar jeg saa tydelig mærker dens Virkninger, dog endnu en, men og sidste Gang skal jeg som en Martyr stride for mit Fædrene lands Ære; ak jeg føler alt Smerterne, jo længer jeg skriver, jo stærkere bliver de, dog det gælder om mit Fædrene Lands Ære,

Det er og ingen ringe Fiende jeg har med at giøre, en Rus — en reisende Rus — ja maaskee en Spion, uden Tvil maa det nok være saa; Hør min høitalende og pralende Hr. Rus! herved erklærer jeg den offensive Krig, jeg skal vise Dem at her er og Folk oppe i Kiøbenhavn, kom De kun! uden at være undseelig, De kan slaaes til Hest eller Fods, for en Pistol etter Kaarde, dog (om Dem saa synes,) er det nok best med Pennen; thi dertil synes mig vi ere nok begge best skikkede: der-

5

Fortale.

som de vil beære mig med deres mundtlige Samtale, da er jeg at finde enten i k - lle eller hos Skomageren i store Grønnegade; thi jeg tviler ingenlunde om at De jo er her i Byen, endskiønt De kaldes og maaskee virkelig er en Rus; eftersom De allerede har lovet os en Oversættelse af deres Skrift, dog dersom samme ei endnu er under Pressen, saa spar den Umage; thi vi har i Sandhed politiske Kandestøbere — Skomagere, — Skr. nok foruden. — Forresten kan jeg ei negte, at De jo har en god Ansatz til at skrive; men De maae tage dem noget mere i Agt, og tillige læse gode Skrifter, hvorved Deres Smag vil blive mere forbædret, da de har ladet sig merke med, at de forstaaer ‘dansk, saa vil jeg henvise Dem til Junior Philopatreias; og hans andet Stykke, som indeholder 10 oeconomiske Anmærkninger, der vil De faae en langt grundigere Indsigt i den danske, og for en Deel i vestindiske Oeconomie ; — Krabben-Eiland er et deiligt og feet Land. — Forsvar for

6

Fortale.

Fanden og Erindring til de unge Jurister, — der ville De faae Smag paa en ziirlig og smuk Skrivemaade. — Heldhestens, Lygtemandens og Varulvens Historie, Samtale imellem Kaffe-Randen og Thee potten, — og andre saadanne Skrifter. — Læs dem for alting vel førend De skriver noget mere; thi jeg raader Dem det som en Ven; thi omendskiønt jeg er deres Fiende paa mit Fædrenelands Vegne, saa dog deres Ven propter comunia Studia, ak mine Tarme! De maa ikke blive vreed, at jeg undertiden irettesætter Dem; thi De bar taget mærkelig Feil mange Stæder, og viist, hvor lidet Indsigt De har i Statssager. — Sat Sapienti! Det er en horribel Kulde i April-Maaned. — Ærterne bliver sildig saaede. — Et Læs Tørv koster 9 Mark. — Et Tønde Rug 7 Rixd. — Ak min Mave!—

7

Hør min gode Rus! det første Stæd, Hvor Du taler om en slet Karl, som en Spion, som en Forræder, som en Ignorant, det er Din Fortale, hvor Du taler om Trykke-Frieheden, om Philopatreias, Du kalder hans Skrift for noget elendigt Tøi; med hvad Rimmelighed og paa hvad Grund vover Du dette? Er det ei ham, som allerførst har brækket Isen? Har vi ei ham at takke for en Philodani? Hvilket Skrift? Og Du er endda saa dristig, at Du tør laste det, Du siger at Philopatreias er kommet i Irgange, hvoraf han ei saa let vil flippe ud, men slipper han ikke med Æren og hele Øren, naar han meget viselig overlader Sagen og Materien til sin Efterfølgere at udføre? (see Junior Philopatreais om Bankefisken, om Laane-Baqven og om Smørret,) Naar

8

Philodanus taler om at fastsette et vist Antal af Kiøbmænd i de smaae Kiøbstæder, da har han gandske Ret deri; thi saasnart der er 3, 4, 6 eller flere Kræmmere i en lille

Kiøbstæd, saa stræber den ene dog at give bedre Kiød end den anden, og altsaa seer Du at Din Grund duer slet intet; thi hvor kiøberes Antal i og omkring en Uden Kiøbstæd er lidet der maa Kiøbmændenes Tal ogsaa indskrænkes, ifald de ellers skal leve; thi disses Tal maa nødvendig henge af hines, (see videre herom Junior Philopatreias, Aandens Tale til Smauserne) af! de ford —. de — de — Ligtorne! Du laster alle de Skrifter, som Trykke-Frieheden har givet os, uden maaskee engang at have læst dem, undtagen nogle faae, dem Du har anført, og det er just det værste for Dig, at Du har udvalgt de fletteste! nei, læs Junior Philopatreias, hans 10 Anmærkninger, over Brændeviin , Senop, Smør, Humle, Bankefisk -— Laane Banqven & c. hans Forsvar for Fanden, den forherede Dreng. Philoclerisias. Jeppe Vægter. Ole Smedesvends Begrædelse over Risengrød. Den gierriges Urtepotte, med flere samme Slags, naar Du har læst dem, saa vil Du faae andre Tanker, min gode Rus! hvor vil Du da blive beskiemmet, naar Du faar at see, hvor skammelig Du bar taget Feil (see mere herom

9

i det Capitel om korntyvene i Dannemark) Veed Du vel den Straf Du hermed efter vores Lov har fortient? See L. 611 — 2. Saarer man en anden af Vaade Mod sin Tanke og Villie &c. — Widere 6 — 10 — 6. Bider Hund anden Mands qvgæg ihiel, eller jage der i Uføre, da bøde den & c. Sat Sapienti. —

Nu kommer vi da til det første Brev, Du fortæller os, at Du paa Din Reise har været meget plaget af Søe-Syge, dersom Du oftere skulle plages deraf, saa raader jeg Dig, at Du forsyner Dig førend Du gaaer til Søes med gammel Rom, af den til 8 Skilling Porren, naar Du da merker at det qvalmer for Dit Hierte, saa maa Du tage en god Dosis deraf, og tykke brav Tobak dertil. Du opholder Dig meget over, at en ung Officier paa 20 Aar holt Vagt ved Toldboden, Du skulde lade Dig mælde, saa havde man vist nok foranstaltet en Capitains Vagt derhen, forat modtage Dig. Du er vreed for han ikke forstod tydst, men hvortil behøves det, naar han ikkuns i en omendskiønt undertiden Hiertelig spæd, dog myndig Tone forstaaer ar udraabe: Richt dich! pressentier daß Gevehr! Gott verdam mir! Gerade auf! & c. er det ei nok! Du lader som Du er vreed paa Politie-Mesteren, fordi han ei her som i Lybek har for-

10

anstaltet ordentlige Dragere, hvoraf kommer det? Her i Byen er Strand-Casetter nok, som ofte giør deres Arbeide meget lettere end Dragerne i Lybek eller i Hamborg, der er kuns meget faae af saadanne, altsaa maa jo vel Politiet der være betænkt paa Middel til at befordre Fremmede, hvoraf I dog ei i Lybek skal rose Eder; thi der maa man give 4 Mark 8 Skilling for Milen, og det er endda undertiden; en Lykke ar faae en Vogn der, naar man vil reise. — Overalt maa Du være en stor Nar, at Du ville lade 20 bære det Reise-Tøi, som magelig efter Din egen Sigelse kunde bæres af een. Videre troer Du, at de er formeget for de Herrer Visiteurs at gaae med kaarde, men Du indseer ikke saa ligefrem Nytten deraf, naar f. Ex. de Russiske Rubler, de Engelske Lovisdors, de Danske Kroner og Dukarer, ei vil komme af sig selv, til hvad Fordeel er ikke i saadan Fald, en frygtelig Visiteur kaarde Naar Du eller en anden Contrabandist ei forstaaer Visiteur-Sproget; Sat Sapienti! see videre om Smørret og Rommen,) desuden var det jo ubilligt om de stakkels Visiteurer, som i heede Sommerdage er færdige at døe af Tørst, (perfas & nefas, han slap Lindklæder og flyede nøgen) skulde fortiene saameget, at de uden Frost og Kulde, kunde leve tykt om Vinteren. Nu kommer Du

11

da til Amalienborg og Frideriks kirke Har vel Dit hele Rusland, som Du praler saa meget om, noget saadant ar fremvise, naar den engang bliver færdig, og det vil snart skee; thi man siger: at der er allerede en Præst dertil. Videre siger Du: at Landet er udyrket; men kan Rusland vel vise sine Landsbyer saa beboede og saavel dyrkede som vore. Hvad er det Du nu siger? Her skielber jeg for Dig, Du beskylder vore Ministre for at Hvad Straf har

Du ei fortient. Lykkelig er Du om Du bliver ukiendt, see hvad Straf vores Lov dicterer 6 — 4 — 9. —- Taler nogen ilde om Kongens Regiering have forbrudt Ære og Gods. Er det ikke Crimen leci Majestatis.

Hvad Du ellers taler i Dit andet Brev om Tolden og den Svig, da maa jeg (endskiønt Mod min Villie) give Dig Ret der-Udi: det er unægteligt, at dersom vor allernaadigste Sr. Dan (see videre Opdagelserne til Brændeviins-Laugets Opkomst,) tillod alle de Vahre, som vi ei selv fabriqverer og dog nødvendig behøver, at indføres imod at deraf dem blev svaret en maadelig Told, saa vilde Kongens Told-Indtrader formeres og tage til, i Stæden for at det nu kryber i Visiteurernes Lomme, som Kongen tilkommer, men saa skulde og enhver Visiteur, som lod noget passere Toldfrie, hvoraf der

12

skulle svares Told til Kongens Kasse, naar han blev truffen i flig Gierning, ikke slippe ringere end med at hænge, (see Junior Philopatreias Anmærkninger om den dyre Tiid, videre om Smørret) Du taler om vores General-Comerce-Colleg, hvad har Du vel derpaa at sige? Er der ikke erfarne Kiøbog Handelsmand derudi? Lad være de har maaskee alt for stor Karakteer, som undertiden giør dem efterladne i deres Forretninger. Kom til os om en halv Snees Aar, saa skal vi nok vise dig Fabriqver, det kan ikke være andet i en Tid, da alle ere lige som befængede med Patriotisme, maa den ene jo kappes med den anden om ar giøre vel mod Fædredenelandet, (see Junior philopatreias om Manufacturerne og siste-Bløderiet.)

I Dit 3die Brev meener Du at Dannemark kunde undvære Land-Milice, naar den var forsynet med en god Søemagt, derudi har Du for saavidt Ret, saa længe NB. den lever i Fred; thi saa nytter De til slet ingen Ting, uden vor allernaadigste Konge vilde finde for Got at lade en Deel af dem transportere til Krabben -Eyland for at indtage og besætte den, der kunde anlægges en deilig Valfiske - Fangst, og Romen ville blive gør Kiøb der.

I det 4de Brev giver Du tydelig tilkiende, at Du er en Ignorant; thi Du siger at ret Videnskab er ingen Studium, og

13

hvor eller paa hvad Sted i Werden skulle der vel ei blive et Studium, ja et vigtigt Studium? I hvor tydelige og klare end en Lands-Love kan være, saa kan der immer giøres Indvendinger, (see videre Erindringer for de unge Jurister) Jeg har selv i Sinde med der første at Udgive i Trykken, en Forklaring og (Oplysning over den danske Lov, som jeg med megen Møie har samlet i Vestindien. Men hvoraf veed Du min gode Rus! hvor meget eller hvor lidet der er arbeidet paa den nye Codex, som Du kalder den, mener Du vel at vore brave Mænd skulle ville lægge Hænderne i Skiødet, nei jeg tør væde: at vi inden 2 Aar kan vise Dig vor nye Lov-Bog. Videre taler Du om at man her uddriver Dievler, Du lader som Du støder Dig derover, men er det ikke sant? Skulle vore Præster ikke kunde uddrive Dievlen, saa maatte de slet have gaaet i den sorte Skole, ja troer Du vel, at jeg og kan uddrive Dievle? jeg meener Russiske Dievle (see videre i det Kap. om den dyre Tid.) Du leer af os fordi vore Præster kaster Jord paa Ligene i Graven, men er det ei ugudeligt? Du, maa være en Rus, Hedning, Jøde, eller hvad Du være vil, betænk for alle Ting i Tide førend det kommer saa nær med Dig; thi der kan jeg sige Dig, at dersom Du lader Dig begraves uden at Præsten kaster Jord paa Dig, saa faer Du lige need i Die-

14

Velens Kløer, som skrevet staaer: Og den rige Mand opvognede i Helvede og pinen, og saae Abraham langt borte. Ved Du ikke: med Ont skal Ont fordrives, derfore skal Præsterne uddrive Dievelen af nyefødte Børn, og ved Jords Paakastelse forbyde onde Aander, at nærme sig til den Døde, har Du ikke nok mærket, at de kaster just 3 gange Jord paa den Døde, det skeer saa mæn ikke omsonst, som skrevet staaer: og de uddrive Dievle ved Beelzebul - Fuchsvandser. — Videre kan Du ikke lide, at Der udgives Karakterer, men det er i Sandhed en herlig Ting til at opmuntre, naar de bleve givne til fortiente Personer, og tillige indrettede efter Personernes Stand og Embeder, en Visiteur kunde for Ex. kaldes Contrabandit-Kaad ogsaa fremdeles enhver efter sin Fortieneste. Men nu! nu koger Blodet i mig, ak! min Lunge, Nyre og Tarme ere færdige at rævne, hvor skal jeg noksom kunde hævne mig paa Dig, Du Fripon! nu begynder Du at tale om vore Fruentimmer! ak hvor gierne maatte Du ønske at Du aldrig havde sagt det Du siger her. Gid jeg havde fat paa Dig, jeg skulde i en Hast Dreie Halsen om paa Dig, er det saaledes at tale om det smukke Kiøn, tag Dig kun i vare, at de, (jeg meener Fruentimmern) ikke faaer Dig fat, de vil hugge Dig i smaae Stykker og kaage fricasee paa Dig, har

15

man vel i sine Dage hørt saa uforskammet en Snak, at sige vore Fruentimmer ere foranderlige, ja om de end vare det, saa var det Politessen som drev dem dertil, som skrevet staaer: Man skal rette sig efter de Folk man er iblant, og den Tiid man lever i.— Kan Du vel med Dit hele Russiske Land fremvise den Skiønhed, som vi har i Mængde her, baade af Natur og Kunst-Skiønne, hvad smukkere end et vel proportioneret Fruentimmer paa 18 eller 19 Aar, iført Pragten fra Hoved til Fod, ligesom for i samme at ville fange de snue Mandfolk, jeg maa tilstaae de seer og ret nydelig ud; i hvor gammel jeg er, saa er jeg dog færdig ar blive gael derover, Gud hielpe mig i Hundedagene!) en deilig Fod, forskiønnet ved en Hæl af er Qvarteers Længde, et Hoved-Tøi ungefær en halv, ja undertiden en heel Alen, giør ei lidet til de deilige smaae Ansigters Zirat, ja de tiener dem endog i Regn og Blæst til Skiul; hvilke fortreffelige Opfindelser, men det som allermeest forhøier vores ellers deilige Fruentimmer, er den allerkiereste Sminke; Ach! uforlignelige! umistelige Middel, til at forrødme de blege affaldne Kinder; en sort liden Skiønplet! hvor uundværlig! hvor fordeelagtig til at skiule en liden Feil. — Nu til det 12te Brev, Du siger: ar det Danske Publicum ei gider læst, men ar det er aabenbare Løgn, det kan Det eget

16

Exempel overbevise os om; thi 2 Dage efter at Dine Breve vare udkomne, var der alleride solgt 400 Exemplarer, skulde Publicum ingen Deel have have deri? Jo jeg kan lade Dig vide, at mange kiøber alt det, som siden Trykke-Frieheden er udkommen, hvoriblant jeg selv er; (see videre junior Philopatreias) hvoraf er solg 1000 Exemplarer, (hans Forsvar for Fanden, 1000 Dito,) er det ei aabenbare at beskylde Publicum urætfærdigen? Som ei allene læser, men endog vælger de beste Skrifter ar læse, for Exempel: Philopatreias, Junior Philopatreias, den forherede Dreng, Giedebukken, Forsvar for Fanden, Fandens Tale til Smauserne, og andre af samme Slags; seer Du da hvor skammelig Du har løiet, og er Du ikke bange for at blive straffet efter Loven , som siger: Skær eller hugger nogen forfærligviis eller af Foragt anden Mands Næse, Øre, Tunge, Haand, Fod, Finger eller deslige Lemmer, da bør han straffes paa Solmen sin Livs Tid, som skrevet staaer: Gak Du hen og giør ligesaa. Mere herom en anden Tid.

1

En døbt Jødes alvorlige og skiemtefulde Giensvar

til den som nylig har ladet udgive det Skrift: Velmeent Svar til den Russiske

Bagtalere under Navn af Sandheds Elskere.

Kiøbenhavn 1771.

2
3

Fortale.

Ved Giennemlæsning af dette Skrift, synes mig, at Autor her med haver søgt at bruge Spøg og Narrerie med den afdøde Junior Philopatreias, og min Tanke blev ei her med lidet bestyrket, da jeg fik at læse de kloge og berømme. lige Magazins Skribenteres Blad No. 38. hvor iblant flere dybsindige og partiske Kritikker læses dette: Enten maa stakkels Junior Philolopatreias just nu

4

have passeret Linien igien, da han har skrevet dette, (som jeg ei uden Undseelse efter deres Ord maa nævne,) Klodrians Verk & c., endelig anfører de Herrer under Litr. B. Os kommer dette Blad snarere for at være en nye Kritik over Junior Philopatreias, end

et Svar til Russen.

Af disse despotiske Lærdes Kritikker, som saa myndig have skrevet imod mange Skribentere, dem de have kriticeret, og hvorfor de er anført til Debit indtil den 11 Juni Termins Tid, at afbetale Gielden, saa i Henseende Junior Philopatreias, da er jeg eenig med de gode Herrer deri, at det er en nye Kritik over den Høisalig Hensovede, men det er at beklage, at Skribenternes Had og Efterstræbelser er saa stor imod hinanden, hvilket deels kommer af Avind imod et større Genie,

5

end de selv haver, deels formedelst Misundelse af Fortienester, deels af Dumhed og Præjudicer, og for en føie Tid er saadanne bleven understøttede af dem, der synes at være priveligerede til at udgive de meest efterretteligste Skrifter. Disse Leie-Svende, kan man i Henseende deres Kritikke, ligne ved Urtekræmmernes Peber, som man kalder Allehaande, og er et Magazin af Dumhed, Had og Partiskhed, hvilket tydelig bevises af deres fældede urimelige Kritikker. Min Hensigt med dette lille Skrift er at tage den salige Junior Philopatreias hans Skrifter i Forsvar saa got som jeg kan, thi dersom Manden var i levende Live, forsvarede han sig nok selv. Dog begegner hans Modstandere ham ligesom han var i Livet; men at Junior Philopatreias er død, bør alle troe, det bevises tydelig nok af den Beretning, som er udgivet i Tryk-

6

ken om hans Død og paafulgte Begravelse, Parade-Seng, og Mag. Klerkerups Liigtale. Saa at Manden er virkelig død, og ingen bør eller maa troe andet, jeg kan ikke noksom forundre mig over denne Autor, som kalder sig selv Sandheds Elskere, tør lyve saa groft, og vise sig saa ildesindet, at han ei sparer denne Afdøde i sin Grav. Man merker nok, at Skrive-Friheden har til fælles med andre Ting, sine gode og onde Virkninger. Det kommer altsaa an paa den fornuftige Læseres modne og indsigtsfulde Bedømmelse, dog kan man ei nægte, at Løgn og Usandfærdighed ofte setter Sandhed og Oprigtighed i sit rette Lys.

7

Hør du, som giver dig Navn af Sandheds Elskere, hvorledes kan du beskylde Russen for det han aldrig er skyldig i, meener du ikke jeg begriber dine Hensigter; hvem meener du ved Spion, Forræder, Ingnorant, alle disse Karekterer kan du selv beholde, Russen har aldrig lastet Philopatreias, eller kaldet hans Skrift for noget elendigt Tøi, ligesom han heller ikke har nægtet, at vi har ham at takke for at have opvækket en Philodani, kan du vel med al din kloge Ondskab bedømme Virkningerne af det som Philopatreias og Philodanus har skrevet, det kan jeg neppe troe, og dersom du besidder en retskaffen Indsigt, saa bør du tilstaae, at i Philopatreias Blade findes ikke noget som er skadelig, men heller got, og hans Udsigende har i mange Tilfælde

8

givet Anledning til Forbedringer, sant er det, at han har rørt noget haart ved den geistlige Stands Indkomster; men alt det han har skrevet om denne Stand, er baade talt og skrevet for 50 Aar siden, og adskillige Projecter er derom indgivet paa sit Sted.

Jeg vil ikke i nogen Maade forsvare hans eller andres Meeninger om denne Stand, men gierne unde Standen at blive i fuld Besiddelse af Indkomme, Myndighed, Forhold og Opførsel, i og uden Kirken.

Dette allene vil jeg sige, at det var got, at Ligheden i de store Præstekald kunde bøde paa de fattige Sognepræsters og Capellaners ringe Vilkaar, videre skeer nok hvad tienlig er, med denne Stands behøvende Forandring.

Den arme Philopatreias har maattet taale mange bittre Kritikker af adskillige Geistlige, hvilket noksom er bevidst. Dette er da nok talt om Philopatreias.

9

Nu vil jeg oplyse din sand elskelige Fornuft, hvorledes du bør ansee Hr. Philodani, da forekommer han mig som en Procurator, der taler meget pralende for en Ret, men intet beviser, adskillige stærke Indbrud har han giort paa Philopatreias hans Text, af hvilke han har taget Anledning at tale om vigtige Materier, men samme er ikkun ugrundig og dunkel forklaret, forudfattede Meeninger og Fordreielser af andres Tanker, udgiør ikke alle Tider en grundig Skribent, ihi ar forebringe noget hist og noget her, tiener ikke til andet end at sette Folk i en Indbildning om dybere Indsigter, saadan Grund har jeg samlet mig deraf.

Nu vil jeg tale noget med dig om den salige Mand Junior Philopatreias, med hvis Skrifter du giør dig meget til gode, og recommenderer den reisende Rus til Giennemlæsning; den første af samme er Fandens Tale til Smauserne, hvortil du føier: ak! de forbandede Liigtorne.

Jeg ønsker dig den Forstand, at du rettelig kunde forstaae dette grundige Skrift,

<k\

10

og de andre den salig Mands Skrifter, saa vilde din Fornuft ei drive Spøg med dem du har anført, for at oplyse dit Begreb. Fandens Tale til Smauserne, o! hvilken Hemmelighed er ikke dette for dig, du burde give mig til Giensvar, hvorledes kan jeg forstaae den, med mindre nogen underviser mig. Altsaa bør du først lære at kiende Fanden, som taler, dernæst de Personer til hvilke han taler.

At kiende denne store Mand, som er saa almindelig berygtet for at besidde de mange og nesten utallige Kunster og Videnskaber, er et stort Studium. Meener du, at han forgieves haver haft det Navn von Lucifer, og været en af de største Engler; men formedelst sin Hoffærdighed blev nedstøt af det gamle Paradis; merkelig for Hoffærdighed, som den første og største Synd. O! hvor mange Beviser har vi ikke havt, og daglig have paa denne kneisende og bespottelige Last, man seer jo, at best som de Hoffærdige staaer i stor Anseende, saa gaaer det dem, som de høie Træer, naar en uventende Orcan indfalder, brækker han dem af,

11

og kaster dem op med Roden, thi jo høiere man staaer, jo dybere bliver Faldet; men at tale mere grundigere at kiende Fanden.

Da er det fornøden at troer de Egenskaber, som tillægges ham, dernæst læser man sig tit den Kundskab, som er skrevet, og fortælles om hans Bedrifter, læs Tyrkernes Alcoran (med Troens Øine,) saa seer man hvad for en stor Prophet Mahomed haver været, og de forunderlige Miracler og Gierninger han har frembragt, og ei at tale om flere Religions Begreber, som grunder sig paa den blotte Troe.

Og naar du da troer, at Fanden er saaledes som han beskrives, afmales og tales om i alle Bestyrelser, som daglig skeer iblant Mennesker, saa har du allerede lært at kiende ham.

Videre behøves at vide, til hvilken Person han taler, da er det til Smauserne. Dette Ord Smauserne, er et foragteligt og stinkende Ord, Forstanden af Orders Oprindelse, kan anføres af mange Bemærkelser,

12

af Hvilke jeg ikkun vil anføre en, nemlig saa kaldes de, der formedelst Sladder og Calumnie tilbringer sig hos de formuende nysgierrige Mænd og Qvinder et Maaltid Mad, saadanne kalder de Tydske Hans Wurst, og Hollænderne Pikel Heering; med flere andre Nationers givne Navne, jeg vil ikkun anføre den rette Bemærkelse, som Autor meener, da er det Jøderne, som driver Smaus- og Smug-Handel, ei allene med Klæder og Lintøi, som de tilhandler sig af de trængende Solicitanter, Studenter og mange andre, som nødes til at sælge saadanne Ting, deels for at have Penge at spille med, deels for at spise og drikke paa, og tildeels at besøge et Horehuus alle saadanne Personer veed Jøderne at klippe, ved disse forstaaer jeg de omløbende Jøder, dernæst findes andre Jøder, der laaner sufficante Folk, som af adskillige Aarsager kan trænge til Penge paa Vexel-Obligationer, til hvilken Forstrækning de saa kaldede Christne assisterer, som selv skammer sig ved at imodtage en utilladelig og strafværdig Rente af deres Religions Forvandte.

13

O! hvilke gode Christne! burde ikke saadanne staae i en Gabe-Stok paa et Torv, med en trykt Karakter paa Brystet, og Jøden bundet til hans Ryg, baglendet, med en Fleskebørste i Munden. Hvad vil vi Christne prale med vor Christendom, Tyrker og Hedninger beskiemmer os, og hvormed kan vi bestaae og gotgiøre, at vi rigtig svarer til det Navn af en retskaffen Christen. Sant nok! vi seer at mange iblant os uddeler til Spisnings-Kassen & c. adskillige Gaver, andre til frie Skoler for hielpeløse Børn, hvorfore de og i Addresse-Contoiret nyder mange Velsignelsers Ønsker og Lovtaler, jeg og takker og berømmer dem for deres Gaver, de ere virkelig gode og nyttige, ja de bliver og rigtig anvendet. Men bør mine Venner, som giver disse Gaver: lad ikke en Skilling af disse Gaver være indkommet af en ubillig Aager, eller Tilbringelse af deres Næstes Skade og Tab i Handel og Vandel; thi gives Gaven af saadan Gevinster, da nyder hverken de selv eller deres Afkomme nogen Velsignelse derfore. Soulager ikke eders Samvittighed med hine Pharisæer, der takkede Gud offentlig i Tempelen; men

14

foruden, at I uddeeler disse Gaver, saa see derhen, hvorledes de er tilveibragt; thi at tage og berige sig af en anden Mands, eller en fattig Tienestepiges eller Karls ringe Forseelse, og derfore at aftrekke dem i Lønnen og give det til de Fattige, er det samme som at stiele fra en Fattig og give en anden. Betænk, at I ofte kan have med en eller anden at bestille, som ikke regner sig iblant de elendige Personers Tal, dog lider megen Nød og Kummer, og blues ved at tilkiendegive sin Tilstand. At forstaae sig paa de offentlige Betleres Trang, og vise dem Medlidenhed er got; men fornuftig og kierlig at indsee ærbare og skikkelige Folkes hemmelig skiulte Nød og Trang, er en langt mere prisværdig Piete.

Men videre at tale om de Christne, som sagt er, der laaner Jøder, for at tage en ubillig Aager, er alt for vel bekient; man veed og, at en Jøde undseer sig ikke for at begiere af en trengende Christen paa en Vexel-Obligation af 100de Rixdaler 30 pro Cento, de go Rixdaler tages forud, og de 70 Rixdaler faaer den Christne, disse 30 Rdlr.

15

deeles imellem den Christene og Jøden, jeg tænker, at naar Jøden faaer 6 Rdlr., saa tager den Christne Resten, og naar saadan Vexel-Obligation er udløben, accorderes paa en nye Interesse, og foruden denne Interesse, findes her i Staden især en velbekient

Jøde, som laaner paa adskilligt

Pant, af hvad Navn det nævnes kan, han imodtager gemeenlig af hver Rixdaler Maanedlig 8 Skilling, dog har mange betalt ham 12 Skilling.

Denne Jøde har i mange Aar drevet og øvet saadan ubillig Aager, og holder den samme saa got, som et Assistenzhuus, tilmed naar nu den Panthavende i en Tid lang har ladet dette Pant henstaae uden Rente, saa legges den voxende Rente til Kapitalen, og saa kan ei Eieren indløse det, da sælger Jøden Pantet, som ofte har kostet Eieren 100 Rdlr., for 30 a 40 Rirdlr. som han da veed at forhandle til sin Fordeel & c.

Jeg kiender mange, som han saaledes har udsuet og skammelig behandlet, der gier-

16

ne faae, af hans strafværdige Omgang blev aabenbaret. Ønskeligt var det, at denne og flere Aagerkarle blev undergivet General-Fiskalens Tiltale.

Videre, angaaende Smauserne, da er det saadanne og flere Smauser, som Fanden i sin Samtale mener, og af Samtalens Indhold seer man, hvor kierlig han aabenbarer sit Anliggende for dem, han kiender meget vel fra gamle Tider de frafaldne Israeliters onde Natur, ja længe for og i den Tid Moses var eres Anførere, da var han deres beste Raadføre, du vil maaskee spørge mig, om han tillader dem at øve de 10 Guds Bud, som Moses gav paa Sinai Bierg? ja visselig, han er saa klog, at han gierne lader dem læse Buddene, saavel ved Solens Opgang som Nedgang; han kiender sit Folk, ja han anmoder dem nøie at iagttage alle Ceremonier; thi han veed Meget vel at det skeer af en blot Sædvane, uden nogen sand og oprigtig Kierlighed til Gud, saa har han dem jo sikker nok i sin Haand og under sit Herredømme, flittig og ivrig tilskynder han dem at bedrage de Christne,

17

og at gaae de Onde af den Sect til Haande i alle de Tilfælde, som sigter til hans Herredoms Formeerelse og Rigets Vedblivelse, da det desuden er ham meget magtpaaliggende at see Christendommens Affald. Han er en stor Statsmand, en stor Hofmand, den største Politicus og den allerklogeste Regent. Kort sagt, Manden er complet, og saaledes bør du som sagt er, forstaae hans Tale til Smauserne; og i saa Maader Haver du gandske ret, til at klage over de forbandede Liigtorne, som trykker og smerter os.

Dernæst fornemmer jeg, at du recommenderer den reisende Rus, salig Junior Philopatreias hans Ti Anmærkninger over Brændeviin, Senop, Smør, Humle, Bankefisken, Laane-Banqven, Forsvar for Fanden, den forhexede Dreng & c., og en Deel andre Skrifter, som Junior Philopatreias har skrevet. Tænker du vel, at jeg ikke

forstaaer, at du hermed driver Spot og Narrerie! Skamme dig, du sorte Siel, du Lærdoms Bespottere, at du blotter din Taabelighed, fordi du saa aabenbar søger at drive

18

Abespil med disse den salige Mands velgrundede Skrifter.

Hvad er ikke hans Skrift over Brendeviins Misbrug et prægtigt og gavnligt Skrift. Begriber du ikke at Rugens Forbrugelse til Brendeviinsbrænden er ikke en af de mindste Aarsager til dens Formindskelse, og den dyre Pris paa det umistelige Brød, som en Tid lang har viset os saa megen Elendighed, Mangel og Nød, hvortil og det meeste contribuerer, at de Store som eier Herregaarde, og de som ere Forpagtere af samme, ere alle Kornpugere og Landets Blod-Igler, hvoraf mange haver en stor Deel Korn liggende, foruden de anseelige Partier, som de forhen har udskibet til fremmede Steder. Spørg Borgerne og de som handle i de smaae Kiøbsteder, saa skal man nok faae at vide hvorledes deres Omgang er. Men hvorledes gaaer de ikke ustraffet, Angivelser, Klager og Skribenternes Pene, er ikke i Stand at fælde disse Uhyrer; men er der Korn i Landet, som der i Sandhed er, saa bør det (uden Anseelse af Stand og Personer) bringes for Dagen,

19

og til Straf for saadanne hadefulde og morderagtige Gemytter, burde enhver som har Formue tillades at forskrive i dette Aar saa meget Korn de lyster, paa det at Staden i det mindste for 2 Aar ei burde trenge til dem, paa den Maade kunde deres forventende Gevinst forsvinde og Priserne falde, i det mindste til den Høide de var for 2 Aar siden, skeer det ikke, saa troer jeg visselig, at den dyre Tid vil endda vedblive i flere Aar, og maaskee værre end som bedre; thi Erfarenhed har lært os saaledes for nogle Aar siden at være overgaaet Engeland, Irland, Frankerig og Italien, saa i hvor megen Indsigt Regieringen af disse Lande end brugte, saa var de dog ikke i Stand til at hemme de dyre Priser, som vedblev i nogle Aar *).

Men Har vi da vel ikke Aarsag nu at takke og velsigne vor allernaadigste Konge,

*) Og om vi dette Aar endog fik lige saa riig en Høst som afvigte Aar, som er at tvivle om, saa kan det dog ei hielpe noget til bedre Priser; thi naar den dyre Tid først har giort sin Begyndelse, saa ophører den ikke saa snart.

20

som saa faderlig og kierlig har søgt at conforvere sine nødlidende Undersaattere i alle optænkelige Tilfælde, han har ei allene ladet udtømme sine Magaziner af Rug, men tillige foranstaltet dens Bagning, og ladet Brødet uddele, og paa mange andre Maader søgt at lindre de Trengendes Nød, i disse Tider og dens jammerlige Tilstand har man og havt Leilighed at kiende andre medlidende fromme Siele, som efter deres Vilkaar har søgt at understøtte de Trengende, ligesom man derimod bør antegne de Store og Formuende af Stand, som har kundet hielpe til at forekomme den dyre Tids Mangel, og havt Korn liggende at sælge; deres Hierter har været haarde som Steen, og ubevægelige som Klipperne ved Havets Bredde.

Man kan derfor haabe og sikkerlig vente, at Guds Retfærdighed vil til den bestemte Tid sinde, og tilføie dem een større Straf, (end den som deels er dem vederfaret,) efter Fortieneste, som endnu staaer til Rest.

21

Hvad den Anmærkning om Senop angaaer, da har den salige Mand Junior Philopatreias havt sine skarpe Hensigter med samme at anføre, der ei bør forstaaes i en simpel Bemærkning; man veed at Senop bider gemeenligen i Folkes Næser, men lugter man paa det kiere Rugbrød, saa dæmpes dens Vrid og Biden, desuden brugte den salige Mand den ofte til Bergefisk, hvoraf han var en stor Liebhaber.

Betreffende Smørret, ja spørg nu omstunder om Smør, da er det knap at faae for Penge, og det som faaes, tiener ei til andet, end at stege Grød med, dog haaber jeg ved Vandets Befrielse for Iisen, at her dog tilbringes noget fra Provincierne.

Humle mangler os ikke, ei heller Bankefisk, thi Soldaten faaer ofte alt for meget af disse Producter paa Ryggen. — Laane-Banqven er i meget god Stand, og staaer alrid aaben til enhvers Tieneste for Sølv og Guld, og deraf har vi, Gud skee Tak! ingen Mangel.

22

Junior Philopatreias hans Forsvar for Fanden og den forhexede Dreng, er nette og dybsindige Moraler. Hans Anmærkning om Korn-Tyven i Dannemark, er Beviis paa hans store Lærdom.

Kort sagt, den salige Junior Philopatreias, har i alle sine Skrifter viset den lærde Verden, at han besad store Indsigter i Physikken, Statikken, Mineralogien, Mynt-Væsenet og fornemmelig i Orthographien. —

For Resten holder jeg ufornøden at besvare de anførte Brev-Kritikker, der ikke indeholder noget Svar værdigt. Men allene vil bede dig, som en Ven, at du indeholder med din Skiemt og Spotte-Gloser over den hensovede salige Mand Junior Philopatreias, ved hvis Dødsfald den lærde Verden sik et alt for stort Tab.

Ak! han er død og begraven, og staaer i sin Deel paa Dagenes Ende; bedre og anseeligere var det, at du strøede Ære-Blomster paa hans Grav, og skrev til hans evige Eftermæle følgende Vers:

23

Skiønt Junior Philopatreias han

er død,

Dog søger Ondskabs Folk at give ham et Stød; Men Gud skee Tak, han finder ei til noget, Hvad enten at det er sort eller broget. — Han var ei som den rige Mand, der klædet sig i Purpur,

Men i sin Rokkelor spatserte han sin Tour, Med den han stedse gik paa Redeligheds Vei,

Mod Verdens Ondskab raabte han stedse Nei!

Ja, han oprigtig var og satte Sandhed frem. For Tidens klare Lys han skrev med Fynd og

Klem,

Vel er Skribenten død og ei paa Jorden findes,

Dog veed jeg sikkerlig hans Lærdom evig mindes.

Saavel i Dannemark, som i Westindien, Tak for der du har skrevet. Vi glemmer ei

vor Ven;

24

Nyd al Besiddelse af Engle-Pragt og Ære,

Den store Engle-Flok de kan dig ei undvære.

Blant deres Tal du var paa Jorden vel betient,

At du var værdig nok at være der Student.

1

Jødernes Rænkers Aabenbaring

der er

et skyldigt Svar

paa

Jødernes lumske Giensvar/

over

en Guldsmeds Tanker om Guldsmed-Lauget i Kiøbenhavn og Dannemarks Rige.

Forsendt med Posten dn 26 Febr. 1771.

2
3

Til Monarken!

Der behøvedes aldrig at Udgives Forsvars-Skrift mod det Skrift Giensvar paa en Guldsmeds Tanker kaldet: dersom det ey var skrevet for at forsvare Jødernes Tyverier og af en jødisk Tilhænger; ja, dersom det ey var den aller groveste Usandhed og Løgn, som kunde skrives. Det er ret ilde, at Jøder og de største Tyve under Deres Majestæts Regiering saa slet tør misbruge Skrive-Friheden, at de vil derved ikke allene forsvare, men endog paastaae at det er os nyttigt at de bestiæler heele Riget; Men jeg haaber, at de ved deres Bøn har givet Anledning til nødvendige Opdagelser og Rigets Redning i Tide.

4

Allernaadigste Konge! Jøderne ere bekiendt for at være de største og snildeste Tyve som nogensinde har været i Verden. Det har den Sal. Lutherus skrevet og sagt: at de ere ikke værd at nogen Christen Konge skulle beskytte dem inden sine Porte. Sal. Luther har beviist at de ere farlige for Riger, men meere for Fyrsterne; thi, dersom de kunde sælge heele Riger og vinde 100 Rdlr. dermed, da veed man at ingen Ting holdes af dem for godt eller helligt. Der er aldrig saa rar en Medaille, af Sølv eller Guld, i Dannemark, at de holder den for god til at omsmelte; thi de smelte Rebel og Krat, og alt det de kan overkomme. Kan de ikke her faae det smeltet, da kan Hamborgerne smelte de rare gamle Danske Kroner og Guld-Penge for dem, og de indføre det i Riget igien under det Navn, at det behøves, og saa: des tage Fordeel fra Kongen og alle Slags Danske Haandværker i Riget. Der var derfor tienligt, at dette Slags og Riget det allerskadeligste Folk, enten reent blev udjaget af Dannemarks Ri-

5

ger; men dog ikke, om saa skeede, at give dem Tid til Praktiqver, for ikke paa eengang at ruinere Riget reent, for det kan de giøre; men at de efter deres eget Tilbud, som de al have giort til Høysalig Kong Christian den 5te, bliver taget paa den Fod, nemlig at ernære dem lovligt af Fabriker og Haandværker, dog ikke de Fabriker, hvori de bestiæler Riget og ødelegger Amterne; der burde derfore at findes paa andre nye Nærings-Veye for dem.

Det er enhver Undersaats Pligter, at tilkiendegive Sandhed tydeligt og reent ud, hvilket jeg her vil følge. Og i dets Følge at foreslaae 2 Maader med dem, for at conservere Rigets ædle Metaller:

1.) Burde de overhovedet allesammen reent forbydes al Sølv og Penge-Handel; thi at de smelte og ved Aager trække Riget op, det er ikke nyt, derom vil jeg ikkun henvise dem til Aager-Commissionen af 1758, for ikke at være vidtløftig. Og den samme Sag beviser hvor skadelige de er Riget og hvor groft de bestiæler os, og at de ere store Tyve paa

6

en lumsk og fiin Maade; thi faa længe at de maa handle og at faae Sølv smeltet her eller i Hamborg, eller selv hemmelig; thi hvo kiøber ellers det, som stiæles imellem Aar og Dag, og faa længe kan Dannemark aldrig blive eller komme i Stand, de kan og har tvunget dem til ar hielpe sig, som man aldrig skulde troet; men jeg refererer mig derom just til ommeldte Aager-Comission, og Dommen, deri er mange store Beviser over dem.

2den Maade: Enten stulle de allesammen reent ud af Landet og forud aflegge til Kongen alle vore Sølv- og Guld-Myndter fra dem, og deri tages paa en Spansk Fod, som Joder og Jesuiter i Spanien; eller og, dersom de ville blive her, skulle de, efter deres Løfte, oprette Fabriker og leve af Haandværker som i Altona skeer; Thi maa dette blive betragtet: at disse Joder, som her er, holder saa meget usselt Kram fra Hamborg, til at stryge Landene over, og opsamle alt Dansk Sølv, Guld og Juveler, for at føre det ud til Hamborg eller Tydskland;

7

De kommer herind under det Navn at hente Penge af disse Jøder, til at bringe deres Fattige i Altona og andre Stæder i Tydskland med. Under den Maske begaaes det anførte, og det er for længst opdaget, saa det ikke kan tages i Tvivl; Thi til den Ende det at forekomme, har vor Høyviise Magistrat foranstaltet, at deres Tigger-Jøder ikke skulle komme ind i Byen, men ligge ude paa deres Kirkegaard uden for Nørre Port; Men hvad kan det hielpe, maa de ikke komme her ind, saa kan de andre slæbe heele Lommer fulde ud til dem hver Dag til de endelig skal reyse. Altsaa skulde de baade ved Ind- og Udgang visiteres i Lommerne, og hør Heinr. er dette ikke sandt? siig kun Sandhed. Men bedre synes det, at vor Magistrat selv udsendte de Penge, som de siger, at de aarlig giver deres Fattige uden for Riget, som og skeer, for under den Maske gaaer alting bort.

Og maatte dette remarqveres, at det er aldrig saa slet en Jøde her kommer ind,

8

om et Aar kan han laane store Capitaler ud og tage 50 pro Cento og meere. Er dette ikke et Beviis paa deres Ondskab og den Skade de giør os? I disse fattige Omstændigheder Riget er udi, trækker de de allerstørste Capitaler af fattige Folk, som ikke kan faae Hielp paa Assistenzhuset, og vor Banqve er for magelig til at giøre det, som kan tiene Riget for Fattigdom; med et Ord at sige, da er det Jøderne og deres Tilhængere, af baade store og smaa, som har udført og daglig udfører vort Sølv og giør Riget fattig, saa at, om her end kom nok saa mange Tønder Guld ind i Riget fra vore gode Biergværker, da kan det slet ikke hielpe og ikke blive her for Jøderne og deres store Tilhængere.

Seer vi til Handelen, da er der jo ingen Slags Ting at opregne, hvor de ikke har indtrængt sig, og har de allerstørste Fordeele; dette skulde og nægtes dem.

Gaae vi nu til vore Haandværker, da indbilder de jo alle Folk paa alle Ga-

9

der og Stræder, at de kan det og det Haandværk, og derved afsætter de; Det udenlandske Indstiaalene forøder vore Mesteres Laug og Landet, og for at sætte os Fingerne ret paa Øyet, bestiller de imellemstunder noget hos vore Uhrmagere, Guldsmedde og andre Mestere, skiønt det er meget lidet; kan alt dette ikke give den Eftertanke, at det er Sandhed, naar, at vi daglig seer det for vore Øyne, og hvor ofte at de ere grebet og kunde gribes bedre, i Fald det Allernaadigst, til Landets Beste, maatte behage Kongen, at lade tage alt Solo fra dem, og giøre dem til Haandværknere, om de ville blive her længere.

Svar efter Tiltale.

Min gode Jøde! jeg seer nok, at I har ladet skrive det ommeldte Scharteqve, for at vugge Sandhed i Søvn med Jer Boutiqve, og for bestandig at ikke allene have Guldsmed- og Guldtrækker-Lauget under Tvang, men endog alle andre fordeelagtige Handeler over det

10

Danske Rige; derfor vil jeg nu besvare og følge Jer Post for Post, ikke som I, med at fremsette aabenbare Løgn, men med Beviiser, taget af Jer egen slette Opførsel, da I er grebet dermed, og ikke de, I vil besmykke Jer Beskyldning med.

I allerførste § nævner I Manden ved sit Tilnavn, og i 4 §. har I nævnet hans Døbe-Navn, for ret at lade alle Folk forstaae, hvo det er, I vil have æreskiændet; men alle Folk seer deraf, at I roeser Jeres egne Post- og Jagt-Horn. 1) Laster dennes, fordi I ikke kan faae skrabet dette Arbeyde til Jer med, som et Privilegium exclusivum. 2) Og Aarsagen, hvorfor I er Manden saa hadelig, er jo, fordi at han ikke vil tjene Jer i, at smelte alle Danske Myndter i Kræds; er det ikke Sandhed? Og nu for det 3die er I bange for, at Jeres andre Underfundigheder stal blive aabenbaret; Er det ikke sandt? Jeg kiender Jer nok.

11

Den Angest, jeg sporer i Jeres 4 §, der er paakommen Jer, om Sølvet skulde stemples, troer jeg Jer udi, uden at I har nødig at forsikkre os saa stærk, vilde vist blive alle, baade de omskaarne og uomskaarne Toldbesvigere og Contraband-Handlere en nogenledes Tvang for det første; Men i det I selv tilstaaer, at een Smeltere og Stemplere, for Jøde-Kneb at forekomme, er for lidet, derudi tilstaaer jeg, at I har talet Sandhed; men jeg vil derfor end mere hielpe Jer i Jer fremsatte Tesin, nemlig: at baade Smeltningen og Stemplingen burde skee hos Oldermanden, og det i Overværelse af 4 Laugs-Mestere og 2 fornuftige men tillige retsindige Borgere; ligesom det skeer i Frankerige, Sverrig og Wien. Det første Aar burde der ikkuns at tages 1 ß. eller saa, for ethvert Stykke at stemple, indtil at alt det, her er, var stemplet; men siden burde det at vare 2 ß. og ikke derover. Disse 6 Mænd skulde skifte hver 8de Dag over heele Lauget. Hvad Straffen angaaer, om der noget efter den Tid forefandtes, eller Stemplet ef-

12

tergiordtes, tilhører min Allernaadigste Konge at fastsætte, og ikke mig.

De indkomne 2 ß. for hver Stykke, skulle være til at underholde Laugets Fattige med, fordi de ikke skulle have nødig for Levebrød at giøre falsk Arbeyde for Jøder og Græker, nemlig de, som ellers har det saadant.

I den 5 § tilstaaer I, at I og Jeres Med-Collega og store Tilhængere er Aarsag i Guldsmede-Laugets slette Tilstand, baade i Kiøbenhavn og overalt i Dannemark.

Men i 6 § der vil I undskylde, at en Jøde bestieler Riget, fordi at I have saa mange Christne i Jeres Kløer, til baade at hieipe Jer og giøre det samme. I besmykker heele og alle Jeres Gierninger under det Navn Borger, ligesom at dette Borger-Navn og Jeres andre Privilegier gave Jer og Jeres Collegier Tyve-Frieheden i alle de Deele, som I hidtil har begaaet den udi;

13

Men tænk ikke det, at I, fordi I har Borger- og Privilegeret Ret og Friehed, om I ellers har saa stort et Privilegio, som I har udspendt Jer Handel til; og det tvivler jeg om, har givet Jer den Ret, at bestiele et Rige endog i de allerypperligste og vigtigste Ting.

I Jer 7 § roser I Jer Boutiqve, for derved at lokke alle Folk uden Eftertanke til at troe, at den samme er Riget tienligt, samt af indenlandske Mestere forfærdiget; og til Overflod, at de endelig skal troe det, nævner I Jer selv; Men, gid Fanden troe Jer! og ligesaa lit troe vi Jer derudi, som en Jøde frygter for Helvede, om han giør Eed van Dansk; følgelig er det ene som det andet. Gid at alle Jeres Folk skulle giøre Eed, om ikke det meeste I, i Jeres Danste Dage har solgt, var ikke udenlandsk, og at det, som her er giort, var ikke giort af Kludere, samt mindst af Laugs-Mestere i Kiøbenhavn; og da skulle man faae meget, ja! saae meget at vide, som man aldrig har tæn-

14

ket paa, mindre vidste det; Er det ikke sandt, Abri? Vi tilstaaer Jer nok, uden videre Forsikring og Beedigelse, at alt det, som staaer synlig i Jeres Boed, er giort i Landet, men ikke alt af Mestere, og det er meget lidet; men aldrig kan det tilstaaes, at der findes et Stykke, som meriterer Navn af at kaldes Kunst eller Pretiosa; thi det er aabenbare Usandhed. Findes det, da er det ikke af vores, ikke af Mangel, at vore jo kan giøre det, trods Hamborgerne 10 Gange; men fordi I ikke har vildet lade dem beholde deres Profession ufornærmet i deres eget Land, den I dog ikke forstaaer, skiønt I giver Jer ud derfor; Men saadan ere alle Jøders Fuxe-Stræger.

Men 8 § af Jeres Ublueheder i det Danske Rige, er endnu det allervigtigste, som jeg allerunderdanigst haaber, og bør at haabe og troe, at Monarken, efter Jeres egen ublue Jøde-Bøn og Begiering, føyer Jer udi, nemlig, som I har bedet: at det maatte blive visiteret hos alle Jøder og hos Jer paa engang, hvor

15

meget I har, som ikke er giort i Landet. I tænker nok, fordi det ikke staaer for Øynene, at det derfor ikke skulde kunde opdages; Naar det skulde koste enhver Slags Jøde Slaveriet, og alle Jøder i Raspehuuset deres Livstid at arbeyde, i hvad Videnskab de har lært. Man skulde nok finde noget, endskiønt Visiteurerne ikke fandt noget, gav ikkuns Kongen Tilladelse til, at man maatte ophæve Gulvene og Lofter paa alle de fornødne Steder. Jeg vil da ønske Jer, ligesom I ønsker det selv at det maatte vorde undersøgt, endog i deres allerinderste Giemme, og hos deres Anhængere af de Christne, under Livs og Æres Straf; og, da skulle man faae at see, og Beviiser at tage fat paa med Hænder, om Man havde 20 Hænder, jeg siger 20 Hænder, at det er den største Ulykke for et Lands Sølv, der kan ønskes, at her skulle blive oprettet fleere af Jeres Boeder, og I vil endda have 4re? O! give I maatte faae Jer Ønske, at Kongen ville Allernaadigst beordre Retten (men ingen Jøders Tilhængere)

16

til en Commission over disse Rigets Tyverier.

Jeg veed del, at I stoeler paa, at I imidlertid let kunde udpractisere det hen paa visse Steder; men man kan baade forbyde Posten og andre i at hæle eller hielpe Jer etc, Det øvrige kan nok sluttes.

For ret med eet at giøre Jer Lykke desbedre i det begyndte, igientager I Jert forrige, nemlig det, som det er Jer saa meget om at giøre at faae endnu bedre Aftræk paa udenlandsk Arbeyde, og komme til reent at undertvinge Guldsmed-Lauget og andre Lauge, at det er roesværdigt af Jer; der maatte vel Fanden ikke roese Jer i det som er det heele Rige til Skade, efterdi det er saa aabenbar, og om noget deraf er forarbeydet i Landet af Fuskere, saasom det ellers er Jøderne saa meget om at giøre at faae letteste Priser, da er det slet ingen Ære for Rigets Mestere, ey heller godt, fordi det enten er vel flinket eller i andre Maader

17

er indtagende, som Forsølvning af Kiærnemelk, imedens det er nyt; Og altsaa gielder ikke heller denne 9de §, eller skal skiule Sandheden.

I Jeres 10 §. fremlegger I ret Jeres Jøde-Stræger imod det Christne Folk, og tør derudi driste Jer til, at fremserte Jeres grove Grændser, som I sigter til, for Kongen og det Lands Folk, I leve saa herlig under, nemlig: at Kongen skulde lade Jer og alle Jøder, efter Jeres egne beste Fordeele, handle og raade for alle Lauge og Levebrøds Veye i Dannemark, for de Danske Folk, og ingen Danske faae noget at leve af, som ikke havde Jer til Ven. Ach! hvilken Ugudelighed og Crimen Humani! Heraf forstaaes det tilfulde, at Joderne er kommen til saadan en overordentlig Høyde i Dannemark, af forrige Tids Sammenhæng, at de endnu tør saa hovmodige giøre det bekiendt, hvad de har giort, og med Latter siger tydelig, hvad de end ville giøre os; Saa at baade I og Jeres Collegier, fra denne Dag af, burde at standses, og det saaledes, at I

18

herefter aldrig mere skulle driste Jer til, at skrive en Dansk Konge Legis for, og torsere det Danste Folk, meget mindre paastaae, at I vilde have Previlegium paa at Uddeele de Danske Folkes Nærings-Veye, til de Danske selv. Det, om Jeres Messe-Reyser og sine Tilstaaelser, hvorledes I handler med Riget og dets beste Myndter, er forhen besvaret.

Gid baade I og alle Jeres Tilhængere sad, efter Fortieneste, i Ziberien, I skulle ikke ønske at have giort det, enten i Sverrig eller i Rußland.

Synden er ikke fuldkommen, førend man roeser deraf; saa gaaer det med Jer, i Jer 11 §, og ingen er nærmere paa Faldet, end naar Hovmod endog i det allerugudeligste har heelt indtaget den; Saa gaaer det Jer herudi; I maa nu vel have allerede nok besnildet de Danske, siden I taler saa aabenmundet; ja, I maa nok roese Jer af Contrabander, som I for nogle Aar siden for saa mange 1000 Rdlr. blev grebet med; Er det ikke Sandhed? hvilket I her tilstaaer, skiønt paa en forblommed og fin Maade, at være midelet

19

udi. I roeser Jer her af, at det var Jer, og ikke Christne, der den Tiid fik Lov til at beholde det og at føre det ud paa Strømmen, for at føre det bort igien, det troer jeg nok, men at det ikke alligevel kom ud, det behøver jeg ikke at troe. Ret vel, at I her tilstaaer Jeres og alle Jødernes Toldtrækker og Sviig imod Kongen og heele Riget; Skulle saadanne, som selv tør roese dem af at være Rigs-Tyve, og endog paastaae til, at de bør at være det og vil end have det videre extenderet, som paastaaes i 6 og 7de §. blive her over 24 Timer eller over, endda beholde det i deres egen Forvaltning det de nu har inde i Riget, og kan vel føre ind i Staden saa ofte, at de veed at afsette det, enten med en Sluffe, Børns Positur, et Skiørt, eller undertiden og andre forborgne Veye; ret vel tilstaaer af en Jøde. Og videre Tingsvidne behøves ikke heller, siden I, som Jøde, selv, dog i en uret Hensigt, har tilstaaet det, som I og tilstaaer i 4de §; Men end meere har I lagt for Dagen af Jøde-Renterne ved Jer 6te §, fordi I

20

ikke har kundet hastig nok finde en stadselig Udflugt til Svar at igiendrive Sandheden med, og derfor vil I forbigaae det, endog I har betænkt Jer og consoleret og corresponderet vidt nok i alle 14 Dage siden Skriftets Sandheder kom ud, hvilket I til Deels tilstaaer, og til Deels saa lumst benægter.

Saa vil I sige i Jer 12 §: at det er ikkuns lidet om Jøder der hidtil er aabenbaret og saa dumdristig til, bedre at de maa blive ved som de har begyndt, samt at I hielpe Contrabandier ind til de andre, er Jer Ord, ret vel talet. Gid I ikke maatte roese Jer oftere deraf end denne Gang.

Til Slutning med Jer 13 §, hvor Jer egen hoffærdige Tilstaaelses-Ord ere disse: Giøre Projecter, stemple og smelte hvo der kan; Vil I dog paa en fiin Maade have det tilkiendegivet, at man kan giøre hvad for en Smelteforfatning og Omstændighed at stemple paa man vil for Jøder, saa vil og skal de vel dog, som de overal er vorden bekiendt for, faae og finde dem de Udveye, som er dem ligest

21

derimod; men ey at Guldsmedden er en slet Skribent, fordi at han har skrevet Sandhed paa Borgerlig Dansk, uden laante og ziirlige Gloser til Krumspring og Løgn; thi deri har han giort som en oprigtig Dansk Undersaat, og gid at alle de, som har Handel med Jøder, ville giøre ligesaa lovligt og roesværdigt, da skulle I til Slutningen ikke giøre Nar af det Rigets Borgere I leve og beskyttes under. I har maaskee, siden I i Dannemark har fundet saa fuldt op og overflødigt, forglemt Assyriske Udlændighed og hvorledes I bør at opføre Jer i de Riger hvorudi I er af stor Maade og Barmhjertighed for at føde Jer og Jeres i fremmede Lande. Af dette seer man da tydeligt, at det er ikke at forundre sig over, hvorfor at ingen Jøde maa være og komme til Sverrig og fleere Riger.

Kom i Morgen igien, min gode Morsey! I æreskiænde og roese Jer af, hvorledes I har forført de Danske til at indstiæle Contrabandier i deres Boutiqve, som I tilstaaer i Jer 11 §, begaae Toldsviig

22

imod Kongen, og stiæle fra heele Rigets Haandværker, alle Laugene, Fabriqver og Manufakturer; Jo, I skulle have Tilladelse at være Guldtrækkere etc. for under det Navn at sælge Riget bort til Tydskland, og kommer I med flere Tilstaaelser, da skal det være mig kiært, og da skal jeg og efter saa god given Leylighed, have den Ære at hielpe Jer herudi at oplyse meere, og end det som I maaskee ikke troede; thi nu er her ingen under Jer Pidsk, som I før har roest af, at I da strax, om de ikke føyer Jer, vil I ved den og den Jøde mage det saa, at deres prioriteret Capital skal strax blive dem opsagt, for, hvis I giør det ved nogle faa som har Penge af Jer, da er det ret vel, og vor Banqve er i Stand at den strax kan udløse Jer med Banco contant Betaling.

Ligesom I har raabt i Skoven, har I faaet og skal faae Svar.

Tilgift paa 12 Jøde §. og Sølv-Syge,

i Steden fer Lugesyge.

23

NB. min gode Jøde! det passer Her ret vel at være Skribent for Jøder, siden I vil, at de fremdeeles skal være og blive ubeskaarne, tvertimod deres Love Jeg tænkte at de var og altid skulle beskiæres; men nu seer jeg at I vil, at de skal være Bedragere i Steden for beskaarne og rette Israeliter; Men jeg spørger dem ad: er det ikke dog Sandhed, at fra den Tiid vi fik Jøder herind, har vi mistet de mangfoldige og store Riigdomme her forhen var af reent Guld- og Sølv-Myndt, og saa længe de er her, kan intet blive for dem i Riget. Jeg spørger: og maa jeg spørge om meere, smelter de ikke endnu de allerrareste og vigtigste Ting som Landet eyer. Vil de have Tingsvidne? jeg har spurgt mig for.

Og vil I viide meere om Jer Ubeskaarenhed, da viser det ret at I er ube skaaren i disse Tider, naar en Mand har laant 50 Rdlr. af en Jøde, og nu er det 500 Rdlr. Er dette ikke ret at være en ubeskaaren Jøde? Jo, dette vil jeg tilstaae Jer.

24

Public Pro Memoria!

O store Mænd! som daglig er om Monarken, som Baade hører og seer denne Nød, Jøderne foraarsager i Riget, som seer og selv er Vidner til deres forskrækkelige Aager de bruger. De tager ikke Aager-Rente imod Kongen og Lovens Tilladelse; men nu tager de Blod-Rente, som er 50 Gange større end Aager-Rente; thi det bliver ikke engang ved at de tager Renter, men de fører dem ved Hielp af deres Tilhængere udaf Landet. Underretter allerunderdanigst vor Allernaadigste Konge derom, og dette, at saa længe det tillades som nu skeer, at indtrænge dem i alle Folkes Næringsveye, og især at handle med Penge, Sølv og Guld, da kan Riget aldrig komme i Stand, i hvad der end giøres. Beder Kongen for Landets Velfærds skyld og for de arme Borgeres skyld, at det maatte behage ham Allernaadigst at befale Banqven, med forderligste at udløse alle Jøder af deres Huuse og andre Prioriterer og Hypotheker paa laante Panter, men med den Bemærkning, at alle de Penge som er opstiget af meget lidet til

25

meget store Capitaler, og atter andre, men alle af ubillig Aager og Blod-Renter, maatte henfalde til Kongen, for deraf at oprette en Laane-Casse for Stadens Fattige, al de som behøver at laane 1 Mark, ikke skal behøve at give Jøderne 4 a 6 ß. deraf i en Maaned. Og det skal befindes, at de fleeste Penge de har laant ud, staaer paa de Christnes Blod; og deraf kan det igien skiønnes, om Jøderne ere Riget tienlig eller skadelig, og om de fortiener at hæles i 24 Timer? om de fortiener ikke, i Fald Loven skal holdes, at gaae i Rasphuuset en Deel af dem, og en Deel jages ud, og alle at betages det de urigtig giemmer. Vil de nægte dette, da boer der en Mand ved Nicolai Kirke, som for 50 Rdlr. nu skylder dem 500 Rdlr., og maa daglig give dem sin liden Fortieneste. Dette er er Beviis; fleere skal komme.

Item: at det maatte tilkiendegives alle Borgere og hvo det var, at paa Raadstuen opgive under deres Saligheds Eed, hvor mange Penge de har laant, og hvor mange de nu skulle skylde Jøden, lidet

26

eller stort, med Straf for hvo, enten det er Jøde eller ey, der skiulte at sige Sandheden, og en Præmie for dem, som kunde opdage noget saadant, og de Christne ikke selv havde angivet det, at betales af disse Penge. Og da stulle man faae at see en Elendighed, som Jøderne har foraarsaget. Siig I kuns Sandhed, o ja min gode Jøde! I veed det nok: for I er, som I i Jer 12 § selv siger, ubeskaaren baade paa Siæl og Hierte.

Men skulle Jøderne længere faa Lov til at handle, og det med Sølv og Guld, som hidtil, synes det billigt at da burde enhver Jøde give Kongen 2 Ducater for hver Nat de var i Riget; thi de skakkrer dem nok fra Indvaanerne 10 dobbelt.

Og min gode uskaarne Jøde, for endnu med et par Ord at vise Jer, at det er Jer og Jeres Med-Collega der forhindrer vor Handel og Rigets Velfærd; da har I jo til den Ende fat Jøder i alle Kiøbstæder paa Skildvagt, saa at Landene ere runden om besat af Jer, til at op-

27

snappe paa denne Maade alt det Landet skulle have vel af; Er det ikke sandt? og Pengene med. Kan ikke Jøderne giøre Sølvtøy til de Christne af Danske Rixorter; Er det ikke saa? siig I kunsSandhed: Deraf kan da fluttes, hvad Tieneste Jøde-Boutiqven giør Folket, og siden Rigets Sølv-Tøyer.

Er der nogen farligere end Jøder for en Stat, til at aabenbare Kongens Hemmeligheder; Siig nu ikkuns Sandhed, som I raaber saa meget paa: Og kan saa med deres Jøde-Tydsk sende det hvor de vil etc.

Sælger vore Christne Guldsmedde, Kobber-Ringe for Guld med Steene indlagt, som Jøderne? Er dette ikke at bedrage? Ja! saa er al Jeres Handel retfærdig; men dog ikkun for Jer, vi Christne faaer det at finde. Og saaledes samler I vor reent Sølv og Guld ud, reent ud; Er det ikke Sandhed? nægter I det endnu? jeg troer det neppe; thi alle Folk har Følger deraf enten paa een eller anden Maade, og det har I selv lært mig under 4re Øyne.

28

I siger at I er en Borger: det er Usandhed; thi aldrig nogen Jøde er Borger, fordt han ikke kan tages i Eed,

Endnu meere min gode Jøde at overbevise Jer, hvor ublue og usandfærdig I haver talt i Jer 9 §. at I er en Borger, da det dog er en vel bekiendt Sandhed, for mange Aar siden iagttaget af alle velpolerede Stater: at en Jøde aldrig kan blive Borger, af Raisong, at Jøderne ikke kan antages paa deres Eed, hverken i deres eget eller Statens Sprog og Love de leve under. Just fordi de i disse Tider har beviist at de er ubeskaaren dvs. u-omskaarne i deres Samvittighed og Handel; Men derimod er den foruden Anseelse af Eed givet Privilegio, at ernære sig i den Ven af det eller det lovlige Haandværk, og aldrig, som de her i Dannemark extenderer det til, at gribe ind i alle Lauge paa en Gang, at udgive sig for, at de ere Handlere, Vexlerere & c. Vi kan nok være Jeres Vexlere paa 40 til 60 pro Cent, foruden, og vor Banqve kunde og burde imodtage Vexler for 1/2 pro Cento; det er

29

nok for saa liden en Umage, og kan uddrage store Capitaler; Heller ikke har Jøderne saadanne store Frieheder i noget Rige i Europa, som I har.

Og var det ikke Jøderne, som kom vore Ducater til at stige til 13 og underhaanden 14 Mark, for at føre dem ud af Riget. I og Jeres Tilhængere profiterede den Tid, det, som heele Riget mangler nu. I kan vel give nogen sund Oplysning, hvor de bleve af, især en Deel af dem. I beraabe Jer paa Jeres Privilelegio; I burde grue for at sige saa usandfærdigt til en Mand, og mere burde I frygte for at publicere det, da et Privilegia paa Galanterie-Kram, som Bisse-Kræmmerne og Jeres Tigge-Jøder løber om med, imod Forbud paa Landet, tillader Jer aldeles ikke at agere Guldsmed, Guldtrækkere, Penges Udlaanere, Vexlerer, og enfen med alting. Jer Bisse-Kræmmer-Jøder holder I ikke op med, førend at en Bonde bliver betalt 70 Rdlr. for hver Bissekræmmer-Jøde, de kan føre til Kiøbstæderne, som dog burde at be tales af Jøderne i Kiøbenhavn, fordi ie

30

udsender dem tvertimod det Kongelige Forbud, og saaledes, saa ringe agter den Konge, som de raaber: at de ere Borgere af; Ere Jøderne da Borgere? Ere ikke disse Jeres Bisse-Kræmmere Aarsagen i, at alle Slags af vore Fabriker ikke kan florere, fordi de saaledes stripper Landene om for Hamborgerne, og med det samme opsamler alle vore ædle Myndter, ja ofte forlokker Folk, endog Præster & c. som ikke kiende de ædle Steene, alt sligt fra, under Foregivende, at de ere falske, og I giver dem falske, nemlig Glassteene, igien. Er dette ikke Tyverie, i hvor lumsk det er?

Gaae til denne Samvittigheds Betænkning; men I har vel smæltet den i Diglen, for at befordre Guldvægt: Er det ikke Synd, at Landets egne Børn skal hungre og deres spæde Børn døe af Mangel for Jeres Skyld; nemlig at jage efter vore Haandværkskarle, som rigtig har lært Deres Haandværk, at de ikke maae leve og opføde deres smaae Børn, da baade de og Børn ere og forblive tedse oprigtige og troe Undersaatter til Døden, af deres Konge og Medborgere,

31

da I viser daglig derimod, at I aldrig bliver bedre, end I har været, nemlig: Landet til allerstørste Tab, som ikke kan opnævnes, og dog jages her ikke efter Jer, da I dog give Jer ud for alting, baade forfører og ved saadan Leylighed, at I er Aarsagen i deres Mangler, nøder I dem til at være Fuskere, om de vil leve, og endnu til at giøre det slet, fordi I ikke vil betale efter deres Fortieneste; og saaledes ruinerer I jo Laugene i Dannemark; thi, I hverken kan eller gider giort noget got lovligt Haandværk.

Ach! er det da ikke ubilligt og en himmelraabende Synd, at et Lands egne Børn skal saaledes og jammerlig plages og crepere i Armod, for at vare tildeels Tyves og tildeels Jøders Slaver! Det Navn Jøde, I lader Jer kalde ved i Dannemark, det maa jeg billige og tilstaae Jer, passer Jer efter Jeres Opførsel, rettere en Israliter, efterdi I i Gierninger følger Judas Ischariot, med Jøde-Ord og Løfter uden Opfyldelse. Er dette ikke at tage Brødet fra Børne-

32

ne, og kaste det for Hundene, at Landets egne Lauge, troe og duelige Folk skal leve i Trang og Mangel, for at befordre de Fremmedes Overdaadighed og Fraadserie? Saa længe her ikke jages efter Jøderne, er det Synd, at trænge og jage de fattige Svenne, som ere Jødernes Slaver, for at opholde Livet, Kone og Børn, svare Skatter, Huusleye og andre Udgifter. Jeg anraabe underdanigst Kiøbstædernes Magistrater, alle Øvrigheds- og Laugs-Embeder, at rette sig efter Loven: Først, at jage alle de Jøder, som bruge utilladelig og imod Land og Riger skadelig Handel; og Handel, som de aldrig har Tilladelse til, og dog ikke svarer Kongen noget derfor; men Landets egne Borger-Lauge svarer for det, som Jøderne har Fordeelen af; Jag først dem, dernæst vore Fuskere af Landets Børn, som maaskee da vil blive Staten de tienligste Borgere i alle Slags Videnskaber og Rigdoms Formeerelse over Riget, og det, som er i Riget, ikke allene forbliver i Riget, men endog troelig formeres og fordobbles.

1

Jødernes Renkers Aabenbaring.

Andet Hæfte.

Forsendt med Posten den 12 April 1771.

2
3

Deres Tiener min Hr. Agent, da jeg sidst havde den Ære at tale med dem min Herre, da besvarte jeg dem efter Tiltale, Stykke for Stykke, og opdagede at de ikke har Guldsmede og Issenkræmmer Privilegium, men allene er Privilegium paa noget af Galanterie Vahre, og der er alt saa noget langt andet, end at de derefter maa, som de dog har, indføre fremmed Sølv- og Guldtoy, samt Prætiosa og Isenkram & c. Er de da en troe Medborgere? Nei! jeg begyndte samme Tid at aabenbare deres Renker, og dette er een, som ikke er liden, nemlig: at de tør udspree og øve et Privilegio i K. Navn, for, at de fornærmede Landes Børn ikke nogen Tid skal

4

have Kraft ved Retten at søge den de fornermes saa yderlig af, er de da en troe Borger: nu jeg har efter Løfte begyndt ar tale med dem min Hr. Agent for virkelig at aabenbare deres Renkcr Post viis, som de har selv nødt mig til, ved at skrive Skandskrift imod Guldsmed og andre Laug, som de har deres Skuppe Handel med, men der er sandt, med Tilladelse, er det sandt at en Jøde er og kan være Agent, som de selv roser dem af. Hvad enten det er sandt eller ikke, saa skal jeg nu bevise at ingen i Dannemark er nest er vist ubenævnt slags Folk, skadeligere, og større Aarsag til den Fattigdom og Jammer Riget er udi end de og deres Slægt og den anden Skarn, de veed nok hvem: hvad jeg ei aabenbarer her, det skal følge i Fortsettelsen, for at vise at jeg vil tiene dem med deres eget.

Nu bør, deres falske Foregivende om deres Privilegium, er ikke det, et af deres store Renker, skader de ikke derved Guldsmed L., Isenk. L., Naalem. Lauget aarlig for 20 à

5

30 Tønder Guld, som kunde blive i Landet. Beviis: dvs. før beviiste jeg eder, hvorledes de fører vore Penge ud, men ingen herind. 2. Guldsmed Laugets Undergang, og saa meget tydsk vidt Kaaber i Riget i steden for Sølv. 3. Issen K. saa at vore derfor ikke faae opretter de nødvendige Fabriker; mener de min Herre ikke, at der gaaer aarlig hen ved 16 à 20 Tønder Guld ud for Jern og Isenkram Vare, for eders og Medbrødres Skyld. 4. Skader de jo Naalemager Langet i Dannemark og Norge aarlig for 9 til 10 ja vel 20 Tønder Guld naar at alt det beregnes, som af dette Laug kan her forfærdiges om de min Herre ikke var her dem til hinder. 5. Ved eder forhindres Gyrtler Lauget, uagtet at her haves lettere Priis paa vort eget Kobber til Messing end de tydske. 6. Alle vore Fabriker af alle Slags baade Kobber, Messing, Staaltraae, Jernfabriker, Silke, Klæde, Floiel, Lærreder og med Ord alt. Tænker min Herre ikke at han og hans, stiller dem og Landet

6

ved 7 à 8 Millioner om Aaret, og hvad gielder, i fald enhver i sær giorde Regning; Skaden er af mig beregnet alt for liden. Jeg veed nok at de vil, som de siger i deres grove usandfærdige Skandskrift, at der er Kr. og G. & c. at de fører her ind for, men skeer det? da haver de jo derved beviist at disse er nødt dertil af eder, at heller lade sig maale deres Levebrød til af Jøderne, end at hungerer ihiel, og lade Jøderne allene raade før hele Riget, jeg troer min Herre ellers nok, at der de overlader dem er for er Siuns skyld, og det som de ikke selv gider haft, som herefter Lit. a. skal videre vorde forklaret.

Min Herr Agent, kiender de ikke den Jøde, som paa en uretfærdig Maade, tildeels truede, og tildeels ved at tilbyde andre Liebhabere 100 Rdlr. og den Brdvnsmand som han fik at vide, ville kiøbe G - - - ved G - - - S - - -, da Jøden som melt havde undertrykt alle andre Liebhabere, blev han paa Auctionsteder den Høistbydende og fik den

7

Gaard ved Renker for 7000 Rdlr., som Eieren Aaret forhen, havde været tilbuden 12 à 13000 Rdlr. for, alt dette kunde de fuldføre uden at Retten eller Auctions. Directeuren kunde vide det. Hvem vil de nu tilstaae mig mistede disse 6000 Rdlr. Saaledes kiøber deres Collega Gaarde, men ikke de Christne, derfor har Jøderne de Christnes Penge. NB. Dette er vitterlig nok for den hele Stad, og derfor ikke kan benægtes.

Er det da billigt at Jøderne skal tillades at kiøbe Huuse og Gaarde her? Nei, og de Christne at boe til leie hos eder, som tracterer dem meget ugudeligt, malicieux og paa en lumpen Maade. Gid dette maatte ophøre, efter eders egen Begiering i eders ublue Skandog Traadse-Skrift. NB. Og blive befalet eder strax at afhende dem

De kiender vel og den Jøde, som gik en vis Ministers Guldsmed i Forkiøb, da han, nemlig Jøden fik Lugten af, at Ministeren

8

ville selge til sin Guldsmed hvad stort Sølv som han ikke brugte, Gik Jøden hen og kiøbte det for 30000 Rdlr., men da Førsten fik det at vide, og befrygtede at Jøden efter Sædvane, ville føre det rene Sølv ud af Riget, sendte Bud for at kiøbe det, Dagen derpaa, maatte Førsten give 36000 Rdlr. det var 6000 Rdlr. for 12 Timer, dette kunde ingen uden Jøde Renker fuldføre. O, skamme maa den Jøde sig, her stial denne Jøde, 1. fra Ministeren; 2. fra hans Guldsmed og hele Guldsmede Lauget i K., deres dem tilhørende Arbeidsløn og Levebrød; og for det 3. fra Førsten og det hele Land, for saadant en Maade at minere eens Kiøb, havde Jøden i et andet Land en D— blevet hængt efter

Fortieneste, NB. Derfor var det let for en hvis Jøde, at give hver af sine 3 Sønner 10000 Rdlr. i Medgift, da de bleve gifte, dette er og bekiendt nok.

Jeg tilstaaer dem min Herre, at de, deres Koner og Døttere, overgaaer Kongen,

9

ningen, og alle de fornemste Rigets Folk i Klæder og Overdaadighed: men hvem har tilladt eder at have Klæder paa samme Maade som vi? efterdi det er eder forbudent i Guds Lov, er de da ikke Lyvere imod Gud, og de som offentlig giør Nar af Gud eller bespotter der Høiste Væsen, altsaa tør jeg ikke undre mig over, at de giør Kongerne det samme — see til Polen og andre Steder, der bliver de ved en egen Dragt, o! at det her og maatte fastsættes. Men de har got ved at være her saa overdaadige i deres Klæder; thi for det første koster ikke Tøiet dem noget, og for det 2det maa vo-Skrædere sye dem det for intet, af Kræmmere og Fabriqvererne som eier dem Penge, faaer de Tøiet i Douceur, og ligeledes syet for intet af Skræderen, som de har gieldbunden, og end meere, han maa forsømme sit Arbeide og komme hiem i deres Huus at skiære, undertiden maa han komme 2 à 3 Gange før ham skeer den Naade, at han kommer til at skiære det til.

10

Nu alt dette tilstod de mig, saa tilstaaer de mig vel og, af ingen Stand heller faaer deres Klæder saa vel syet; som de, thi vore maa lade os nøie med at deres Klæder bliver syet med Traae, men deres, nemlig Jødernes bliver syet med Silke, og det maa Skræderen og tillige med all den anden Stavasie selv læge til, og give dem, fordi han nemlig K*** gives den 50 til 60 pr. Cento i Rente foruden, da han fik 40 Rdlr. til laans af dem, maatte give dem sin Vexel Obligation for 100 Rdlr. og 6 pro Cento Renter, da de 3 Maaneder var Expireret, maatte atter fornye den, og give dem Contant 10 Rdlr.

Er det ikke saadan, de daglig bær dem ad med den Mand ved Nicol. Kirke, helst naar de 3 Maaneder er udløbet, tordner de stærk, til de baade har faaet en Slump, i Contant, foruden der de daglig faaer, og til han igien udgiver Obligationer høiere ud, & c. Saaledes tager de mange Steder daglig 5 til 10 p. C.

11

hvor de efter Loven ikke maatte tage mere end 5 i et heelt Aar Nu de har giort Penge Trangen stor for os, ved Hielp af - - N. - - og M. - - og - Mul. - - og Bastatie eller Gruv deres Messias, maae jo være Mestere, Konstenere, & c. - - og, - - - daglig gaaer Banqverot, fordi Jøderne og de have været ubarmhiertige, og ikke allene taget for høie Renter, og dobbelt imod Loven, men enddog præsset dem til at give eder deres liden Fortjeneste, thi ellers ville i stevne paa Capitalen. Deres uretfærdige Behandling med den Kongelig Juveler F. - - og Bond. - - - M. - - - og - - - og - - - stal bevise mit udsigende, om nogle uretfærdige Jøders Tilhængere end tør skiule det lengere, da det til sidst vil tage den bedrøveligste Ende, at alt for mange bliver ødelagt, og Guds nærværende og tilkommende Forbandelse hvile over ham, som har søgt og søger at de skal bestandig ødelegge Undersaatter-

12

ne, og Riget for Kongen, og naar det skeer, er det for sildig at troe, her er intet talt uden det som er Sandhed. Rets-Protocollerne, Rets-Betienterne og Landet store Mangel bevidner det.

Min Herr, Jøde og Agent, nu har jeg efter deres Begiæring bevist Dem hvorledes at de har Klæder og deres Syening for intet, samt Huuse, eller sider Huus frie, nu Rester at forklare dem, hvorledes de forfører en deel af vore Folk til at bedrage Kræmmerne.

Jøden — sagde til — vil de have de begierte Penge, da gaae hen til deres Kræmer —, og tag da — Vare for 60 Rdlr., jeg veed at sælge dem under Navn af Fremmede. Da nu — N. — kom med en Bakket Tøy til Jøden, sagde Jøden: Ja nu har jeg faaet det, dette er forsildig, men vil de tage 30 Rdlr. derfor; — Manden som ikke kunde faae Kræmeren til at tage Tøiet igien, og selv trængte til Penge, var nødt til at tabe 30 Rdlr. Jø-

13

den solgte det for 72 Rdlr. 3 Mk. Men den Fattige Christen Mand tabte 30 Rdlr. og var siden 60 Rdlr. skyldig. Paa den Maade fik Jøden baade den som borrede og Kræmeren vil at gaae Falit, ved at øve det alt for ofte, og dette exerceres daglig af - - - -.

Angaaende deres Vexel Rentes Maade, da er samme endnu et herrlig Beviis paa Jøde Renker og store Ubarmhiertigheder. Jøden — Z. — laandte til Hr. T. 2000 Rdlr. paa Vexel-Obligation, denne overtransporterede han til Jøden — M. for at øve sine Renker. Da kom M. — strax til T. — og fik sin Betaling af T. —, faa snart Jøden Z. — fik at vide af Jøden M. — at Hr. T. — havde betalt Vexel Obligation, gik han nemlig Z. — hen til Hr. 1. — og faa lumskelig beklagende sig, at have tabt 400 Rdlr. paa Vexelen, ved det han solgte den (NB. hvilket siden er befundet at være falsk.) Hr. T. — som er en meget from og ærlig Mand lod sig formage af Jøden Z. — at underskrive en af Jøden ved Haan-

14

den havende Vexel Obligation paa 400 Rdlr., dog paa Condition og Løfte, aldrig af Jøden at blive enten manet eller i nogen Maade strængert derfor, ei heller kræft de 400 Rdlr., men efter sin Leilighed at give ham Rente af dem, men hvad skeer, Jøden Z. — holde dette lige som det forrige; Saa snart var han ei gaaet ud fra Hr. T. — førend han gaaer hen at sælge den til en anden Jøde, som imod Forfalds - Tiden kom, og hvis han ei fik 400 Rdlr. ville han strax anlegge Sag, den troeskyldige Mand Hr. T. — faae sig tvungen til det at give ham saa stor Douceur som han paastod, for at fornøie Vexel-Obligationen i endnu tre Maaneder. Saaledes holt Jøden dette hele Aar hver tre Maaneder, til at de daglig Douceurer, og Douceurerne ved Vexelens Fornyelse, og Renterne er nu paa denne Dag 1500 Rdlr. i Rente af de 400 Rdlr., og endnu er han de 400 Rdlr. skyldig. Dette kan og bliver vel snart beviist for Retten.

15

Min Herre, Jødernes Renker er faa mange 1000 Slags, at det ville blive den største Foliant, om de allene for et eneste Aar blev beskrevet, og hvad vil de da alle blive? Har de ikke forført vore Folk? Har ikke en hvis Ankersmed M. — **** Leiet dem sin ene Yise, hvorudi de smeltede vor reene Penge, Specier, Kroner, 6 Skillinger, Ducater, og hvad de skar af vore Mynter, foruden helt Sølv og Guld af Tyvekoster, vil de nu benægte at de har forvandlet vore Mynter & c. Da leve endnu disse Ankersmede Svenne og andre som veed det, begierer min Herre at vide deres Navne, — — . Men de skal først forsikre mig, at de ei vil skille dem ved deres nærværende, og efterkommende Liv og Lykke, thi jeg tiender for mange Jøde Rænker.

De udfører vore Mynter paa denne Maade: Nogle Jøder løber Huus fra Huus, for at sælge fremmede Lotterie-Sedler, fra Nyrnberg, Hamborg, L. . . ., Holland, Sver-

16

rig, & c. Endog dette ved Kongel. Forordning ere forbudet, men hvad af Lov og Forbud holdes af Jøderne, og i flere Forbud her skeer, jo større Fordeel er det for Jøderne, som glæder sig ved at det forbydes for de Christene, da de anseer det tilladt for dem.

Den Tid Armeen i Aaren 1759 og 1760 & c. laae i Holsten, blev der paa Kongens Mynt hver Uge mynter en Tønde Guld, og paa Banqvens halv faa meget i Corante Ducater, hvortil visse Jøder havde Leverans med Guldet dertil, hvilket da steg faa høyt i Prisen, at de paa de nylig myntede Ducater (som de vel forstod at tilhendige sig) paa hver Ducat fortiente 6 a 12st. lige faa hastig som nu Ducaterne blev myntet, blev de af Jøderne smeltet og atter indleveret til Mynten, her af seer man at en Ducat har i en kort Tid mangfoldige Gange bleven ommyntet. Til dette at forekomme, blev der af Myntens Direction foranstaltet at der blev nøie inqvireret hos alle

17

Jøder, for at der ei hos dem enten smelte Digler, smelte Ovne, eller noget smelte Redskab maatte findes. Men Jøderne som altid haver nogle af Guldsmedenes Fuskere under sin Pidsk, vidste meget vel, at faa det smeltet hos disse, uden selv at have den Umage, betiente sig og lige saavel af denne Leilighed, som ved at smelte det stiaalne Guld og Sølv som de kiøbe af Tyve, det stiaalne Guld og Sølv maa dog et Sted blive af, paa Assistens Huuset kommer der ikke, ei heller til Guldsmedene, Tyven stiller det ei for at beholde det, hvilket de ei heller kand faa smeltet hos en Mester, som for det Første er en Eedsoren Borger, og for det Andet haver enten Svend eller i det ringeste en Lære-Dreng, som læt kunde forraade ham; Der kom da atter en nye Ordre at de skulde levere Guldet enten i fremmede Mynter, eller og i forarbeidet Guld, men da standsede og Jødernes Leveranse, Ducaterne blev og fat til 13 Mk. Støkker, nu havde de allerede hver Uge paa en og en halv Tønde Guld fortient

18

25500 Rdlr., og ofte mere. Af en Million tog de 51000 Rdlr. til 63000 Rdlr., og af 3 Million 153000 Rdlr., monne dette ei være at stiæle fra Kongen? og dog vil de kaldes troe Borgere. Burte disse ikke at været hængt? Man behøver nu ei at kiøbe hos Guldsmedene forarbeidet Guld og Sølv, og Prætiosa, thi det finder man paa alle Billard Huuse hos Jøderne som dermed er vel forsynet i Lommerne, som de gierne haver for paa Brøstet i Foeret af deres Kiol, der finder man i Almindelighed, Ringe, Ørenringe, Halssmøkker og Kors, Hovednaale, Brøstspender, Skoe og Knæspender med videre alt behørende, alt dette er meget vel udarbejdet, lige som det var forfærdiget af en Ankersmed. Sølvet er og gierne meget godt, thi det holder gierne Prøve med vore Danske Rigsorter, eller høie med de grove Danske Kroner, det er altsaa meget godt naar det holder 9 a 10 Lødig. Naar nu en Jøde sælger saadant 1 Garnetur Spender, og faaer under Tiden ligesaa meget derfor, som

19

en Mæster Guldsmed, da haver han allerede profiteret: Først at hans Sølv er 1 Mark, ja vel 1 Rigsort Lodet flettere end een Guldsmeds, hvilken maa absolut flaae sit eget Stempel paa sit Arbeide, og maa altsaa være ansvarlig til at det holder Prøve, men hvad Stempel er der paa Jødens, et som er gierne saaledes af hans Fusker i slaget, eller støbt, at man ei skal kunde kiende Bogstaverne, eller og et Navn, som ingen af Mesterne haver, ja hvem veed om ei endog en af Mesternes Navn og Stempel er efterskaaren. For det Andet er de og 1 ja vel 2 Lod lættere i Vægten end en Guldsmeds, Jøderne kan da for deres Bedragerie have imellem 1 og 2 Rdlr. paa Garneteuret mere Profit, end en Guldsmed, som dog maa svare alle borgerlige Udgifter, da derimod hverken disse Omløbere, smaa Jøder ei heller Fuskerne betaler noget saadant, ligeledes er det med alt det øvrige de haver i deres. Pakkenellik eller Tyvelommer. Men NB. see om de haver noget med Raadstue Stempel paa, af Guld

20

eller Sølv Arbeide, uden det som er efterstøbt i Kaader og deslige & c. af falsk Sølv & c.

Bestiller de noget Arbeide hos en ret fatlig Mester, forbyder de ham stricte at fette godt Sølv derudi, med sigende: I behøver ikke at sette deres eget men et andet Stempel derpaa. Mon ikke nu disse Menneske Hadere, lever af at udsue og bedrage de fleste af Stadens og Landets Indvaanere, og de som laaner paa Pant: naar de for tre dobbelt Pant som man setter dem, for hver Rdlr. tager 8 , 10 javel 12 ßmaanetlig i Rente. Naar nu en Jøde eier 400 Rdlr. kan han jo aarlig af samme have 5 til 600 Rdlr. Rente og ofte 12 á 1500 Rdlr., dette er der mange, ja alt for mange maae tilstaae at være Sandhed, naar man paa et Sted kunde see alt det Pant af Guld og Sølv, Fløiel og Silke, Linnet og Ulden, Gang- og Sengeklæder og af alle flags Folkes Formue, som de siden bruger til at skakre med, thi alle Ting er dem meget nyttig om det end er et Par gamle

21

Skoe eller Støvler, dette sees af deres Handel, min Herre, naar de paa Slottet løber Dør fra Dør, for at tigge Dammernes og Cavalerernes gamle Skoe ag Handsker, veed de at leie de samme ud til Maskeraden, er dette ikke og at trække Publicum op, naar de siden ruinerer dem med Arrester & c. for Leien, som de ofte har taget forud i Duseur, saasom den — F. — ved NB. og denne ved P. og den ved K.

Docter Lutherus siger: en Christen Konge kan med en god Samvittighed ikke tollorere Jøder i sine Lande:

Thi enhver Føde er de Christnes afsagde Fiende, faa vel hemmelig som aabenbar, hvilket daglig Erfarenhed beviser, ja de anseer Christne, saaledes som de derimod dem ikke vare værdige at leve paa Jorden. Udvortes benytter de sig af alle slags polie Konstgreb, faa at de fleste Konstnere, Haandværker, Kiøb- og Bestillings Mænd ere Jødernes Slaver, saavel

22

som Militair- og Geistl. Personer. Derved betager de dem all Levebrød, og det med en uindskrenket Magt, thi er een først kommen i deres Kløer, vide de saaledes at holde hamsaft at han neppe skal slippe fra dem, men maae stedse arbeide for Jøderne for bare Føden, Jøderne derimod tager de Christnes øvrige Fortienester for at legge til deres Capitals Formering, raades her ei Bod paa i Tide bliver alle Christne Prakkere, men alle Jøder Capitallister.

Formedelst Jødernes, bekiendte og Tid efter anden, og i sær om nogle aabenbarede Intriguer og Skielmstykker burde aldrig nogen Jøde indlemmes i noget Interessentskab, Societet, Compagnie, Octroi eller privilegeerte Samlinger, saasom Jøderne, almindelig og særdeles er skadelig for a. Regieringen.

b. For Landet.

c. For Handelen.

23

d. For Corespondensen og

e. For Professioner og Haandverker. a. Almindelig er Jøderne skadelig for Regieringen,

thi som ovenmelt er, anseer de ingen for deres Overherre, uden for saa vit af Hyklerie, thi alle Kongelige Forordninger og Love, i hvor hellige, fornuftige, forsigtige og retfærdige de end ere, veed Jøderne, ved deres skarpsindige medføde Intriguier at fordreie og underminere, deels ved behagelige Hielpe-Middel, og dels ved at beraabe sig paa, at de ikke strikte ere Kongens Bud den Lydighed skyldig som de Christne Undersaattere, hvilket giver den gemene Mand stor Lejlighed til flette Tanker og Talemaader, let at følge Jødernes Opførsel i Meening og Tale, ligesom Kongen ikke faa retfærdig kunde eller torde tvinge Jøderne, faa got som andre hans christne Undersaatter; her udi feiler de heller ikke, Thi siden 1727 og indtil nu er ingen Jøde offentlig eller paa Kroppen straffet, uden 2de som paa kort Tid ere straffede med Jern, men da her i den

24

Tid af Jøderne er begaaet alle saadanne formastelige Gierninger, som strider imod Lovene og Forordningerne, er det dog ved Penge bleven ustraffet.

Har ikke Jøderne i Kong Friderich 4de i Kong Christian 6te, og i Kong Friderich 5tes Tid bleven greben som Medhælere, i alle store Tyverier saa som paa Slottet, hos de fornemste Herskaber og andre, de Christne ere bleven straffede paa Liv, Ære, Fengsel og Gods; Jøderne derimod gaaer frie indtil denne Dag. Blev for endeel Aar ikke en Jøde overbeviist for et aarsagelig Drab, da Liget blev opgravet og vel for flere, men leed Jøden noget derfore? Ere ikke Jøderne overbeviste for falske Vexler, Reverser, og Beviser, men Jøden fik rigtig Lov at reise uden at miste sine Fingre, men de andre bleve straffede med Jern, Brødløse og i andre Maader, hvor mange Jøder bliver daglig overbeviste, om offentlig Tyverie, Bedragerie, Voldfsomhed, og falsk Handel, Retterne veed

25

best at tale derom, men Jøderne leer kuns deraf, Formedelst Jødernes umenniskelige Grumhed og Ruin for Landet, maatte SI. Kong Friderich 5. Anno 1758 sette en Aager Commission efter at de var bleven saa ublue at tage lige saa stoer Rente som Capital, hvilket sees af Commissionens Dom. Formedelst anden ubillig Rente maatte Kong Friderich 5 forandre Assistens Huusets Forordning, og ordinere en Commission, hvor og Assistens Huus Jøden M. U. efter at han havde ganske ruineret nogle brave Familier af de Christne, blev i Citadellet i Jern indsat, som Majestetens Retfærdighed tildømte ham, men noget efter slap paa en vel bekient dog underfundig Maade der udaf, hvor en Christen i hans sted maatte gaae i Jern. 1731 Den 26 Novemb. saae Kong Christian 6te sig nødsaget til at udgive en Vexel Obligations Forordning i Danmark, alt i Anledning af Jødernes ublue Handling og Omgang med Penge Laan til de Christne, vel blev Welfach dømt noget føer, til at Kagstryges, men for-

26

medelst de andre Jøders Renter og Affiftence, slap han med at bære Nisene ud af Byen paa Ryggen, uden at blive pisket. 1747. den 15 Septemb. faae Sal. Kong Friderich 5de sig nødsaget til, at udgive en Forordning om Jødernes Vidner og Eeds Afleggelse da ham underdanigst var bleven berettet hvor ugudelig Jøderne handlede imod de Christne endog i Vidnes Sager, faa Jøderne som sagt er ikke i mindste maade kierer sig efter Love eller Forordninger, thi de forlader sig paa deres Penge, og med dem seer de at alting er dem mueligt og intet umueligt.

Særdeles er Jøderne meget adelig for Regieringer, thi saa snart en Ting bliver besluttet eller projectert endog i det Kongel. Cabinet, hvad enten det angaar, Riget, Landet, det Publiqve eller Private veed Jøderne det strax, faa intet er saa hemmelig, det er jo aabenbar for dem, nemlig af deres Patroner og Clienter, hvor af de og har en stoer Deel imellem Damer og Fruentimmerne, ja i alle Stender,

27

dette er et Beviis paa at mange for at behages af Jøderne, og for at beholde deres Venskab, setter deres Eed og Troskab, ja deres Konges Intresse til fide, da det derimod er bekiendt at Jøderne aldrig overiles, mindre stiftes af Samvittighed imod nogen Christen, hvad enten han er stoer eller liden, følgelig for Intresse, som daglig sees, begaaer de aller umenniskeligste Gierninger, og som i flig tilfælde for en anselig Vinding forraader og aabenbarer alle hemmelige Ting til den som resonabel vil betale.

b. Jøderne' er skadelig for Landet; thi de ere her i Riget, alt for mange, og fortærer en Jødisk Familie mere en mange Christene Familier, og tillige det allerbeste og rareste af alt det man nevne kan, under Paaskud af deres Traditioner, beraaber de sig paa at alt det de skal æde maa være causcher, det fedeste Qvæg, de beste og fedeste Fugl og Fieder Creatur, de beste levende og fedeste Fiske, det fineste og rareste Meel, ja alt hvad som er best og rarest af Føde

28

Vahre opkiøber de, saa med Sandhed, og Bevislighed kan godtgiøres, at Kongen og de store Minister (ikke at tale om Middelstanden og Borgere) maa lade sig nøie med det Joderne ikke vil have, thi da Jøderne paa alle Maader trækker og fluger alle Penge til sig, saa estimerer de ikke heller at spendere overflødigt paa deres Levemaade.

Deres Sabather og andre hellige Dage giver Syn for Sagn, faa de formedelst deres Penge tvinger alle Ting, udøver de største Forprang, og i det de med Magt tilkiøber sig det gode, stiger Priserne derefter paa det siette, paa alle Selgepladse, som de Christne Indbyggere best faaer at finde.

c. Jøderne er skadelig for Hadelen: Thi Handelen hos de Christne er nesten død; men hos Jøderne er den fuldkommen i live, ingen Kongelige Forordning eller Paabud med hvad Magt og Myndighed, eller hvor streng den end er kan raade Bod her paa saalænge der ikke

29

straffes efter Loven, thi alt det der har Navn af Handel gaae meest igiennem Jødernes Hænder, man maa nu spørge om hvad man vil, faa handler Jøderne dermed. Landet haver de med deres Nation saaledes besat paa alle Søe-Steder, at intet kan komme paa Landet uden de jo er der, thi her i Staden, i Helsingøer, Corfør, jo paa smaa Landene, Naschou, Laalland, Langeland, Møen, Falster ere Jøderne fastsatte og boesiddende, og om saa skulde treffe at noget uden dem af Handelen skulde passere dem forbie, har de af deres Nation nogle boende mit i Landet som i Ringsted, & c. Saa ingen Handel kan undgaae Jøderne, Hvorledes disse Penge tørstige Folk, udsuer, bedrager og ruinerer, de Enfoldige Folk paa Landet som de boer imellem, og opfylder dem med udenlandske Vahre lader sig lettere tænke end beskrive, kort sagt at al Landhandelen af Jøderne er saaledes indskrænket, at man knap kan faae en gammel Messing Kiedel til kiøbs, eller andre Ting uden af Jøderne, det

30

er ikke allene den indlandske Handel men fornemmelig den udenlandske, som er i Jødernes Gevalt, thi de opfylder Staden saaledes med udenlandske Vahre, saa vore egne slet intet saa afsette, ja alt det der behøves til at fournere vore Chinavares, Ostvarer, Vestvarer & c. til Udførsel forskrives alt af Jøder og oplegges til Udførsel, hvor ved og saa begaaes de største Toldsvige og Contrabanditerier. Ja da her i Byen opholder sig 140 Jødiske Familier, kan dette sandfærdig bevises at Kongen aarlig ikke faaer saa meget i Told af alle disse Familier, som det kand beløbe sig til, det en eneste Jøde om Aaret handler med, for Resten bestiæler de Kongen ved Indpractisering, men endnu det værste, at Jøderne derved betager de Christne Undersaatter deres Levebrød, og Nærings Veie.

d. Jøderne er skadelige her i Landet formedelst Corespondensen: Thi da den Jødiske Nation over hele Verden er forstrødt, saa ud-

31

giør de ogsaa i hele Verden ikkun et Legeme, og arbeider alle paa at til intet giøre alle Göjer, Erel, Schekes etc. men fornemmelig at til sig skrabe deres Gods, og saa snart en Jøde hos os (hvor de har større Friehed i Ondskab en noget andet Sted i heele Verden) merker noget som kan være Nationen til Fordeel, strax coresponderer de med andre Steders Jøder, reent ud at sige: et Land og Riges Lykke og Ulykke, Fordeel og Skade, Flor og Fortrykkelse, Kongers og Førsters Dyder og Lyder, Krigs og Freds Beslutning & c. udføres alt ved Jødernes Corespondense, og deres Corespondence kan de med god Grund dristig skrive, da der ikke iblant 1000 findes en eneste som kan læse deres skrevne forvente Tydske-Ebraisk, mon vore Kiøbog Handelsmænd intet kunde corespondere med udenlandske Kiøbmænd foruden Jøderne, jo! eller har vi ikke haft store Kiøbmænd, Grosere, Contorer og Handlende, førend Jøderne (fornemmeligen i disse Tider) haver faaet dette store Handels Herredømme indført som

32

de nu har, (man mener jo) men at vore Ministere og andre som paa adskillige Maader haver samlet sig store Summer, har vist at corespondere med de udenlandske Banqver, eller at sette deres Capitals Rente efter alle udenlandske Vexel-Courser det har vi allene at takke Jøderne for, Jøderne har saaledes coresponderet saa vi har mistet og (i fald her ikke snart raades Bod paa) mister vi udaf Landet alt det der kaldes, Sølv baade myntet og umyntet, for Ex. der sendes eller practiseres Sølv udaf Landet, og til Betaling for vort rene Sølv faaer vi en tydsk, hollandsk, fransk eller venetiansk Papiers Vexel ind igien, er dette ikke en skiøn Virkning af Jødernes Corespondens Lærdom, vi har indtil Barnet i Vuggen Aarsag til at forbande baade Jøderne og deres Corespondense, som er en Aarsag til alle vore Penges Udførsel af Landet:

(Fortsettelsen følger.)

1

Jødernes Renkers

Aabenbaring.

Tredie Hæfte.

Forsendt med Posten den 14 Maji 1771.

2
3

Stormægtigste Allernaadigste — Arve — Enevolds Konge og Fyrste.

Haver af en pur Kongelig Mildhed og Raade, den 14 Sept. 1770, allernaadigst givet en fuldkommen Skrive-Friehed til alle Undersaarterne, ligesom hos vore Naboer; hvorefter det allernaadigst tillades, at i svanggaaende Laster maa frit angribes og oplyses, hvilke de er,

4

og hvor udi de hindrer det Almindeliges Velfærd, "at Skrive frit, efter deres Indsigt, Samvittighed og Overbeviisning, samt at angribe Misbrug, (Laster og Uretfærdighed) og legge Fordomme for Dagen:„ erfares af Rescript under Litra A,

I Følge af denne Friehed, bekiendtgiorde Jøderne et Skrift den 25 Febr. a. c., som et Svar paa Litra B. hvor udi de meget ærerørig angriber Guldsmed-Lauget i Kiøbenhavn; men ikke det allene, de beskylder det, den ene Mester for Smæltningen & c. a) og kalder ham en Jagende Rytter, de bespotter ham og, fordi han i sin Ungdom har tient for Skriverkarl, ligesom de Danske Haandværkeres Svenne

a) Kongen har allene befalet: at ingen uden Jagen Røjter, maatte smælte Guld og Sølv for Jøderne og andre, som vil lade noget smælte, de øvrige Guldsmed undtagen. See Rescriptet af i Novbr 1726. Plak. 4 Nov. 1761. Resc. 13 Janurii 1769.

5

skulle søge Jøderne om Forlov, til at blive Mester eller Borgere; dette syntes mig at være høist fornermelig imod min Konge og hele Nationen. Den anden peger de og tydelig paa hvem de sigter, som de ville sige: den ene var en Falskener ved Smeltningen, den anden har sin Botiqve fuld af Contrabande Prætiosa, eller er en Told-Besvigere, som videre erfares af Jødernes ublue Skrift, under Litra C. dog til alle disse haarde Beskyldninger, harde ikke anført det ringeste, der kunde give Anledning til Præsumtion om at formode sligt, følgeligt, er det alt for Haardt og idelt Had og Misundelse af det Folk, som er til Huuse hos os; at tie stille til, eller lade dem anmasse sig Herredomme over os, men burde derfor, at igiendrives af det som om dem er bekiendt og af mig anført.

Havde Jøderne vidst noget med dette Laug, da havde de ikke behøvet at indhylde Navnene, og da havde de frit til-

6

kiendegivet og anført noget, et eller andet til Beviis paa deres Foregivende, det har jeg allerunderdanigst efterlevet, og anderledes begieres almindelig ikke Beviser af Skribentere; men dette har Jøderne ikke, saa deres Beskyldning kan ikke ansees anderledes end Usandhed.

Da nu en saa stor Dristighed af en fremmed Nation og deres Beskyldninger, ere alt for utaalelige imod Deres Kongl. Majestets troe Undersaatter, at bære og at tie stille til, eftersom det ei er Sandhed eller i nogen Maade beviist, det og muelig kunde drage flere efter sig af det Slags, og understøtte deres Hovmodighed, til ligeledes at begegne og overvelte de øvrige Stænder om de ikke blev igiendrevet og erindret om deres Gierninger: saa har de derved selv tvunget mig til at besvare deres ublue Skrift, med at overbevise dem om deres Feil, af hvad de har ovet Nationen

7

til Skade, efter den Pligt jeg og enhver troe Undersaat er Deres Majestet Kongen, Fædrene-Landet og Merborgerne skyldig, i allerunderdanigst Følge af saavel ovenmeldte Rescript, som Lovens 1 Bog Cap. 1 Art., som befaler mig "saadant at besvare under Livs, Blods, Æres og Godses Fortabelse, og ei at lade nogen menneskelig List og Underfundighed, afholde mig fra ommeldte mine Arve allerunderdanigste Pligter, " og ei at tie stille, fordi Jøderne paa en forblummet Maade i en Publikation vil forbyde mig Skrive-Friehed, eller den allernaadigst Friehed at skrive Sandhed, som jeg nu skal Viise, hvilket jeg ikke er forbunden til at efterleve, men til at følge min Guds og Konges Bud, tvert imod Jødernes skammelig Forbud eller Publikation, og end saa meget destofriere, da min Konges allernaadigste Ord i Loven 1 B. 26 Kap. 3 Art. lyder: "at ingen

8

deslige maa eftertragtes eller i Trætte derfor indvikles."

Disse er de Grunde, jeg havde til at besvare Jøderne efter Tiltale, som sees af Tilskriften til Deres Kongl. Majestet den 26 Febr. h. a. Min Samvittighed vidner med mig, at der ikke er fingeret noget om dem; men først erindres Jøderne den salig Guds Mands Lutheri Ord, om dem og sammes Raad til alle christelige Regentere. Og for det andet, deres øvede og bekiendte Gierninger, saavel ved Toldboden med Contrabant, som og ved Retterne, hvormed det er beviist hvor skadelige de er for Riget; der er det jeg har skrevet, og hvad som er ved Tingene og ved adskillige Opdagelser kundbart, bør jeg i Følge af det allernaadigste Rescript des friere tale om, siden de uden given Aarsag saa grovelig har antastet den Nation, som de nyder saa meget Got og overflødige Rigdomme af.

9

Dernæst har jeg viist og erindret dem de Kongelige Forordninger, som de Tiid efter anden har nødt Kongerne til at udgive mod sine, egne Undersaatter, da de Gierninger de er udgivet imod, fuldkommen har været oplyst, førend Majesteten har givet Forordninger derom.

Til disse Forord. Sandheder saavel som andet mere, at til intet giøre og benegte, fremkommer i Aviserne en Publikation fra Jøderne, som Caraktericerer sig for en Hessen Hanansk Hof-Agent, eller lige med Adel privilegeret, og aldeles benegter og deklarerer for Løin, saavel salig Lutheri Ord, som hvad der videre ved Forord, & c. er dem overbeviist, saa at deres Hovmod og Dristighed nu Ikke kan stige høiere, som er videre at erfare Sub Litra D.

Maatte der allernaadigst, legges Mærke til, at Jødernes imod mig i Aviserne publicerede Trudsel har de skrevet,

10

paa deres Sabatsdag Løverdagen den 4de Maji, hvor med de selv beviser mit Udsigende, nemlig: at Religion er ikkuns et Skiul hos dem; thi havde de haft noget tilbage, da er det alt for stridig mod deres Love eller Guds Lov, tør de saa foragte Guds hvad tør de da ikke i Henseende til Kongens Lov. Og hvad Navne de kalder de Christne med, hvilke tilkiendegive, at de foragter alle Nationer, og om jeg ikke noksom har forklaret samme, kan det erfares af de døbte Jøder, at den Hensigt af de Navne de kalder de Christene med, er langt foragteligere, end den af mig derover anførte Forklaring.

Med sin Publikation tilstaaer Jøden, at han maa være den der har giort Skriftet over Guldsmedene, med sine truende Udtryk imod mig, og med det han dristig benegter Sandheder, confirmerer han det han haver givet mig Anledning til at skrive, det jeg allerunderdanigst har skrevet, at Jøderne er Landet skadelig.

11

At de ikke agter Loven, men sigter til at indvikle mig i Trætte eller Proces, viser samme Jødes Publikation; men i Anledning af Loven og det allernaadigste Rescript, maa jeg sige som fordum Paulus, jeg staaer allene for min Guds og Konges Dom.

Det er en Aarsag til deres dristige Hovmodighed, at de fattige Christne som plages af dem, ikke tør angive det, først fordi de ikke kan udholde det med Jøderne, og for det andet for ikke en anden gang naar de behøver Laan at være forlegne, da det næsten er blevet en almindelig Brug, at de som kan have Penge, lader Jøderne negocere dermed, og ikke selv directe setter dem ud.

Mange Christne have taget slette Lærdomme af Jøderne, tiener endnu dette til Beviis, ligesom Jøderne nu har begyndt med deres Publikation imod mig, for at neddempe den frie Skrivning og Lasterne at blive uberørt; strax derpaa lærte en Christen at giere det samme ved en ligesaadan Publikation i Aviserne, imod et Skrift, som viser hvad Tab der er skeet Deres Majestets Wordinborg Rytter Distrikt, hvilke Slags Publikationer ere aldeles stridige og

12

tvert imod Loven og Rescriptet af 14 September 1770, at skiælde nogen paa sin Ære, og at hindre Skrivningen ved slige Listigheder.

Min Hensigt, og hvad der har tilskyndet at legge dette Skrift Jødernes Renkers Aabenbarelse frem, og det er da det, som jeg har meldet, nemlig: Guds Ære, Kongens Høihed og det almindelig Beste. Og derfore befaler til Bestyttelse mig og dette ringe Arbeide i min Konges allernaadigste Haand og med allerunderdanigste Soumission henlever

Deres Kongl. Majestets min allernaadigste Arve-Enevolds Konges og Fyrstes

allerunderdanigste troe Undersaat og aller troepligtskyldigste allerringeste

Kiøbenhavn, den 14 Maji 1771. Tiener.

13

Litra A.

Copie af det Kongelige Rescript der allernaadigst tillader Skrive-Frieheden.

Da vi fuldkommen holde for, at det er saavel skadeligt for Sandheds upartiske Undersøgning, som hinderligt i at oplyse de ældre Tiders Vildfarelser og Fordomme, naar. redeligen sindede og for det almindelige Vel, samt deres Medborgeres sande Beste, nidkiere Patrioter, skulle formedelst Persons Anseelse, Befaling eller forudfattede Meeninger strækkes eller forhindres, at skrive frit efter deres Indsigt, Samvittighed ag Overbeviisning, samt at angribe, misbruge og lægge Fordomme for Dagen, og vi i saadan Betragtning, efter nøie Overlæg allernaadig have besluttet, udi vore Riger og Lande, i Almindelighed, at tillade en uindstrænket Friehed for Bogtrykkerierne saaledes: at fra nu af stal ingen være pligtig eller forbunden til, at lade sine Bøger og Skrifter, som han vil overgive til Trykken, underkaste den hidtil anordnede Censur og Approbation,

14

eller til den Ende, at indlevere samme til at

igiennemsee af dem, som sig Forretning hidindtil har været overdraget.

Givet paa vort Slot Hirschholm

Under vor Kongl. Haand og Segl.

Den 14 September

1770.

Christian.

Litra B.

Copie af en Guldsmeds Tanker, indrykket i No. 8. i Det Patriotiske Magazin.

Med udenrigs Sølv- og Guld-Arbeide, dermed er og Staden, ja heele Landet ligesom oversvømmet og opfyldt, især, med Prætiosa, som Ringe, Ørenringe, Naale med mere, og det kommer man saa meget lettere af med, som man til Dato ingen

15

Stempel bruger derpaa, end ikke her i Staden, men samme Arbeide er og bliver meget kiendelig fra det Kiøbenhavnske baade paa Gehalten cg paa Arbeidet. Vil nu nogen maaskee indvende og sige: hvor kan alt det fremmede Arbeide komme ind, da det baade er forbudet og man haver jo Visiteurer i alle Stadens Hiørner? Det er sandt: men de visiterer sielden Lommerne; og kan man faae store Sække ind med Caffebønner, eller hvad det var, sagte kan man faae faadanne smaa Ting ind, som den daglig Erfarenhed noksom beviser. Min kiere Læser! denne er den farligste Post; thi her kan paa adskillige Maader vindes noget, og hvem vil ikke vinde? Jeg troer, det var mueligt, at selv en Guldsmed eller en Jøde, *) som maatte have en stor Boutiqve, kunde ved at reise til de udenlandske Messer, først vinde paa de Danske Myndter, naar de for dem vilde kiøbe Arbeide, og siden igien, ved at bedrage deres Medborgere med samme slette Arbeide, vinde mere, end om det var blevet

*) Dette er det Skrift Jøden har taget sig Ret til af, at udskiælde Lauget, og jeg seer ikke at han heraf har nogen lovlig Aarsag til at alarmeres eller forkleine dem; men man seer han har søgt efter Leilighed, til at undertrykke de Danske Borgere her, som Susz i Saxen

16

forfærdiget hos en Guldsmed. Dette tænker jeg enhver kan see er farligt; thi Staten mister derved sine Penge, NB. baade Metallet og Arbeids Løn, Publikum derimod bliver bedraget med ringe og slet Arbeide, og endelig Guldsmed-Lauger svækker, ja tilsidst total ruineret. Men her bliver nu Spørsmaalet: hvorledes kunde dette næsten overhaandtagende Onde hemmes? Jo, jeg mener meget ler. Det kunde skee for en stor Deel ved et Control-Stempel, som er brugeligt baade i Frankerig og Sverrig. Dette maatte ikkuns behage vores allernaadigste Konge, at beskikke en dertil, *) som skulde

*) Skulde Autor hertil have feilet i noget, da var det efter mine Tanker deri: at han foreslaaer een Mand, hvilket var vel bedre, at det kom til at alternere hele Lauget om, 3 à 4 a gangen (som kunde gaae til Laugets Fattige, da det blev Guldsmedene, som kom til at betale Udgiften,) da rimeligvis saavel Regieringen, Lauget, som Publikum var mere betrygget, naat det alternerede paa saa mange stedse, end som naar det kom i een Mands Hæn der allene, naar det skulle naae det Sigte, som det synes, til at hemme udenlandsk Arbeides Indførsel, hvoraf flod, at vi beholdte Pengene

17

stemple alt Guld- og Sølv Arbeide, af hvad Navn nævnes kan, som ikke var tegnet med Stadens Stempel. Dette maatte uden Tvivl gaae til paa følgende Maade: nemlig først skulde alt det Arbeide, som til Forhandling paa lovlige Steder er forfærdiget, stemples. Dernæst skulde alt det Arbeide, som er i Brug, inden en vis Tid stemples, og dette sidste uden Betaling, og uden at Vedkommende havde nødig at giøre Rede for, hvem der tilhørte; for Eftertiden skulde alt det Guld- og Sølv-Arbeide, som bliver her forfærdiget, førend det blev færdigt, stemples, og derfor skulde Stempleren nyde pr. Stykke 1 Skilling Dansk, uden af Sølv-Knapper til Klæder, derfor skulde han kun have 1 Sk. pr. 6 Stykker. Men imod denne Stempling vil man vist nok indvende, at der findes adskillige Ting blant det færdige Arbeide, som for Stenenes Skyld ikke kan stemples; men jeg svarer: Kiere Amts Brødre! lader os giøre os lidet Umag for den

gene i Landet, og vore egne Mestere kunde derved desbedre have Livets Ophold, som desværre er i Almindelighed i maadelig Tilstand, — for Jødernes megen Indførsel, da de siger: denne og ingen anden er tilladt, at indføre hvad de vil, dog jeg troer der ikke, endog jeg seer dem øve det og hvær hvad de sige.

18

første Gang; lader os i yderste Nødsfald udtage en Steen; thi Stempler skal være meget lidet, og det kan det og være, og dog tydeligt; thi i deres Stempel i Sverrig har de 3de Kroner, og det er dog ikke større, end at de slaaes i Kanten paa et Spende, hvor det og maa slaaes paa alle støbte Ting, for ikke at blive efterstøbt. Naar nu dette saaledes er kommet i Gang, da skulde alt det Guld- og Sølv-Arbeide, som forefandtes uden dette Stempel, ey allene confisqveres; men den eller de, som blev ooverbeviist om at være forekommet sligt ustemplet Arbeide, og ikke havde anholdt det til Confiscation, skulde endog haardelig straffes. Dette synes mig kunde være til stor Nytte, og ikke skade nogen redelig Patriot, hvorfor jeg ogsaa haaber, at ingen af denne Klasse for disse Mine ringe og ustuderede Tanker blive mig hadelig. Ligesom jeg og troer, at det kunde være til Nytte, om en af hvert Laug med Upartiskhed fremlagde for Dagen, hvori Laugets Aftagelse bestod, og hvorledes det best kunde hielpes, man kunde da vist formode, at vor milde Landets Fader, hvis kierlige Omhue stækker sig endog til de ringeste af hans Undersaatter, ogsaa vilde tænke paa os til det Beste, saa at vi ved vore Hænders Arbeide, enhver i sin Profession, ærlig kunde ernære os, og altsaa jeg som Guldsmed.

19

Litra C.

Copie af Jødernes ublue Skrift imod det hæderlige Guldsmed-Lang.

Tienstlig

Giensvar

paa en

Guldsmeds Tanker

om

Guldsmed-Lauget.

1.

Den Tusend-Mundene FAMA, som bringer os daglig saa meget Nyt, bragte os for nogen Tid en Jagende Rytter, som blæste i et Post-Horn.

2.

Hør, sagde FAMA, det besynderlige

Lyd! Hør engang!

20

3.

Men der kom en Røst, som sagde: Svindsot er Klygtighedens Skilt, og Hornets Lyd er elendig. Man troede at hele Verdens Post-Ryttere, skulle blæse i den jagende Rytters Horn. Anlægger var giort. Er par Tusende bortsmæltede; men vi fik ingen Horn, uden de som endeel have i Panden.

4.

En Lyd fra Anthon raabte: Skaf os Tingsvidne for din Ærlighed, du som vil stemple, og troer at en eneste Mand vil have Monopolium paa Ærlighed, og opkaste dig som den ærligste blant saa mange Medborge. Nei, en juridisk Tøjel er lagt i Munden paa Den jagende Rytters Hest. Indkomsterne ere værd at hige efter, og bedre værd end tusende Post-Horn som ingen Lyd give. Men allerfordeelagtigst var det at smelte; thi naar man havde sammenbragt mange Centner af Borgernes Sølv, kunde gierne alt blive bortsmeltet og forsvinde *) tillige med Smel-

*) Han har jo aldrig løbet bort endnu; men dette synes at siges, fordi Kongen har føiet den Anstalt, at ingen andensteds maa smeltes, at ikke alt skal gaae bort, som førend Forordningen kom, dog af 100 sidste Angivelser, er ikkuns 3 Stykker aabenbaret.

21

teren; da var et stemplet Post-Horn nødvendigt at blæse i paa Marschen, ifald den svindsottige Lunge taaler at giøre mere Vind.

5.

At forbigaae videre Fortale, da ville vi henvende os til den Guldsmed, som tvivler paa at finde 2 ærlige Øine i hvert Laug; man dømmer gierne efter sig selv, i det minste troer jeg ei Argus laaner noget Øie af den blinde Theresias. —- Vi ere enige med ham om Guldsmed-Laugets Vandskiebne og ønske af Hiertet dets Flor; men vi troe ingenlunde at denne Mand er den Projectmager som vil bringe det til den Høide.

6.

Vi forbigaae det øvrige, men ville allene spørge, hvad som bevæger ham til at udskielde Jøderne for Ukrud. Ere de ei Kongens Underdanere og vore Medborgere, (* bør da den ene af Rigets Børn fornærme den anden, og mon ei Bedrag har Sted, saa vel blant Christne som Jøder?

*) Ikke uden at de viser Redelighed Gierningen mod os.

22

7.

Videre: Han ivrer sig over dem som holder Botique *) og reiser til de udenlandske Messer, han siger de: de vinder paa vore Mynter, og bedrager deres Medborgere med slet Arbeide. Men hvormed beviser han dette? At bedrage er en heslig Karakter, enten man vil giøre det med levende eller efter døde Folk, og hesligt er der naar saadant Stempel findes i Protocollerne. Ikke sant, Hr. Guldsmed! jeg kiender en Boutiqve ved gammel Strand, som tilhører en Jøde, der forhandles Prætiosa, Ringe, Spender, Naale og saadant Juveleer-Ar- beide, som altid der findes i stor Forraad, og ei allene i Kiøbenhavn, men og til Norge og Provincerne debiteres. Give vi havde 3 à 4 saadanne Boutiqver! da ville Guldsmed-Lauget faae noget at fortiene, naar der gives dem som kunde debitere deres Arbeide; thi alt hvad Juveleer-Arbeide der findes i den Bod, er giort af Landets egne Børn og Laugets Mestere. **)

*) Det er nok Autor her taler om sig selv, for at udslette Gulbsmed-Lauget, og selv blive alt.

**) Ellers taler han her om det samme, som under Anmærkningen ***) er viist, for at faae

udryddet Lauget.

23

8.

Er det ei rosværdigt at sette saa mange Hænder i Arbeide, og skaffe saa mange smukke Konstnere Aftræk, kunde ei baade Kunsten og Fortienesten stige, i Fald der vare flere saadanne Leiligheder til Kunstykkers Empløie? Hoved-Knuden bliver: om det som sælges i den *) Boutiqve er giort i Landet? Jeg mener ja, og ønsker **) det blev offentlig undersøgt? da jeg veed det med Arbeidernes egne Qviteringer, og Contra-Bøger kan bevises.

9.

Er det at bedrage sine Medborgere, Hr. Autor og Guldsmed! er ikke tvert imod den Mand en nyttig og rosværdig Medborger, som giør Forskuder, og legger Kapitaler hen i saadant kostbart Arbeide, hvorved vore Kunstnere kan fortiene og vise hvilke smukke Prætiosa der kan arbeides i Landet. (***)

*) Han tør ikke selv paastaae, at hans Bods Formuenhed er giort i Landet.

**) Er for dristigt, da det aldrig kan bevises med andre end Fister-Arbeide, om det som er synligt kan skee det er sandt.

***) Jeg har viist i mit Svar hvad han giver og vinder, og hans Sølv er tildeels som Rixorter; altsaa Usandhed uden det som staaer for hvers Øine.

24

10.

Ivre Dem ei en anden Gang saa meget over Boutiqver og Reiser til udenlandske Messer. De maa først undersøge, forinden De dømmer, og tænke fornuftigt, forinden De skriver; thi Misundelsens Stempel klæder hesligt paa et Skrift. Nei, man burde heller ærgre sig over dem, som trænge sig ind i GuIdsmed-Lauget lige fra Skriverkarle af, og som naar de ei kunde fortiene noget ved reelt Arbede, ville berige sig ved vindige Projecter. *)

11.

Nei, min Herre! det er ei Botiqven som ruinerer Guldsmed-Lauget, saa længe Landets eget Arbeide forhandles i Botiqverne. Men see nøie til, min Herre! som vil laane Argus 112 Øine, om de ei med Deres egne 2 Øine kan finde de Guldsmede selv, som hemmelig indføre fremmed Arbeide her i Staden. — **)

*) Her vil han at de Danske skal søge ham om Borgerskabs Ret, og beskiemmer dem fordi de tiener hos en eller anden, som Jøderne ikke giør, hvilket forhen er besvaret i 1ste Hefte.

**) Ikke allene 11, 12 og 13 §. er besvaret i mit Svar, men endog autreret.

25

12.

Lad Jøderne være ubeskaaren, skield dem ei for Ukrud og Bedragere, men grib ind i Deres egen Barm. I øvrigt er Ærgrelse usund, hesst for de Lungesyge.

13.

Giør Projecter, stemple og smelt, hvo der kan og bør, men giør ei forvovne Spring, og giv ei Publikum Anledning at dømme Dem til lige saa slet Guldsmed som Skribent. Thi man dømmer gierne der ene til det andet.

Litra D.

Copie af Jødens ubeføiende Publikation imod mig, enten for hele Nationen eller for ham selv allene.

Den skamløse Forfatter af en Pasqvil Jødernes Renkers Aabenbaring kaldet, bliver hermed af Hessen Hanauschen Hof-Agent Abraham Mosses Henriqves,

26

provoceret, at bevise be imod ham (*) udi hans Pasqvil udstødte grove og løinagtige

(*) Endskiønt jeg ikke haver skrevet til denne Jøde, men erfarer herved, at da jeg har angrebet Laster hos Jøderne, har denne maattet vist noget med sig selv, som han dog synes er best at benegte; jeg har ikke engang nævnet ham, saa som jeg ikke viste hvem det var der skrev imod Guldsmed-Lauget, uden hvad som han om sig selv ramser op: at han handler, men herved beviser han det selv, hvem Autor er til Litra C., som i alle Maader ligner hans Publikation Litra D. Jeg kan troe, tør han saa haardelig beskylde et heelt Amt, som til Dato ikke ved nogen Ret er grebet eller overbeviist ringeste Toldsvig og Falskerie, og altsaa ei andet med dem er vitterligt, end at de er deres Konges virkelige troe Borgere, saa tør han og angribe mig, som en enkelt Mand, og det uden ligesaa lidet dertil, at være given Aarsag, som til det Litra

27

Beskyldninger, ligesom af ham og herved tillige forlanges at Navn give sig, paa det

C, at han intotum benegter Laster at exerceres af Jøder-Landet til Skade, deraf kan man nok troe ham, hvilket han meest elsker. Han beviser altsaa selv, det som Jøderne har tvunget mig til efter mine Pligter at skrive, og det dem Tid efter anden overbeviiste, og herved viser han hvor dristig Jøderne vil regiere over de Danske, og at de er endnu ligesom de var da de Ulovlig behandlede vor Frelser Christus ilde, førend de dømte ham, hvilket dog var imod deres Love, det samme giorde de ved Paulus, da han ikke ville længere hæle med dem. Og ligeledes er nu deres Opførsel imod mig, i det de kalder mig for en Løinere. Herved viser de dem da, som Sandheds Fiende, som de der først Har trædet Rigets Folk og Ære under Fødder, nu vil de lumskelig til intet giøre det Kgl. Rescript, at der efter ikke skulle skrives mere, og at Sandhed skal ikke staae til Troende, eller have lengere Fred og Friehed.

28

man med lovlig Midler kan see ham tildømt, at være det man herved declarerer ham at være, nemlig en aabenbar Løinere, og den som har fortient i følge Loven, at bøde sine 3 Mark. Kiøbenhavn den 4 Maji 1771.

Abraham Mosses Henriqves.

Jeg haver ikke skrevet det ringeste om Jøderne af Had eller opdiktet noget, men jeg har viist dem deres Gierninger, skulle der være noget Manglende, da er det vel, at Dato og Navne ikke er anført, men jeg tænkte de forstaaer det nok; men siden de nu har provoceret mig til at fremkomme med flere Beviser, da maa jeg nødes til herefter at anføre Copie af Aager-Commissions Dommen 1758. under Litra E. hvilken tilligemed de ommeldte Kgl Forordninger er Autentiqve og fulde Beviser, dog declarerer Jøden det for Løin i Litra D. Men de Viise seer heraf, om de ærer Kongen, Loven, Sandhed, Troeskab og Redelighed.

29

Den 6 Maji sente jeg følgende til Svar paa Litra D. at anføre i Addresse-Avisen; men da det endnu ikke den 14 var anført afhentede jeg det, og saae mig nødsaget til at skrive dette Hefte, for at svare efter Begiering.

Det Skrift Jødernes Renkers Aabenbaring første og andet Hefte, der er Svar paa een Jødes usandfærdige Beskyldning imod de Danske Borgere i Guldsmede-Lauget, som en Hessen Hanauch Hof-Agent saa skammelig under Navn af Pasqvil har udraaabt og blameret; declarerer Forfatteren offentlig med Beviser og Vidner for hvad Ret han løfter at kalde ham til, baade de tildeels ved Retterne bekiendte, saavel som andet mere af slige Føde-Renker: Naar han først beviser sine imod der hæderlige Guldsmed-Amt nedlagde dog usandfærdige Beskyldninger, om Toldsvig og falsk Omgang ved Smeltningen og Stemplingen & c., saa han snarere som Laster og Ugudeligheds Forsvarere, fortiener den Løn han i følge Loven tildømmer Forfatteren.

30

Skrive-Frieheden i at aabenbare hemmelig Ondskab, friekiender mig fra at navngive mig, Jøden ikke heller er den, der bar Ret til at æske mit Navn & c. Jøden som skrev imod Guldsmed-Lauget, just giorde det samme.

Kiøbenhavn, den 4de Maji 1771.

31

Fortsættelse

See andet Hæfte Pag. 32

e, Jøderne er skadelig for Professionerne og Haandværker, for de ere ganske undertrykkede af Jøderne; thi her maa man spørge: hvor ere vore pregtige Kræmmere, hvor ere vore formuende Guldsmede, hvor er vore kunstige Uhrmagere, hvor er vore Guldtrækkere, hvor er vore Fløiels, Silke, Stof og andre Fabrikantere, vore Zignet-Stikkere og andre Professionister? Ere de ikke alle forvandlede til Jøder? Kort at sige: Jøderne

32

lader forfærdige Arbeide hos andre og handler med Alt, endog Guldtrædser, og hvor komme de fra? vi har Mestere de giør dem ei, og, Jøderne er Alt; i derimod er de Christne intet uden Jødernes Slaver, a) de maa arbeide for Jøderne for intet og takke Gud til, at de vil laane dem noget til deres Underholdning, og siden ikke forstrengt mahne dem om Betalningen. Alt det Kræmmerne har at sælge har Jøderne ogsaa, ja! langt mere, det være sig af Klæde, Stof, fint og groft Lærret, alle Slags Stafagie, Giørn, Uld, Traad & c., Fløiel, Manschester, Silke og uldene Stømper, Baand og meget, mere, Prætiose af Guld og Sølv, smedet, støbt og Juvellier-Arbeide, samt alle Sorter fint Isenkram, Guld- og Sølv- og Tambaks Uhre findes hos Jøderne i Dusin viis, Guld- og Sølv-Galuner, vevet og gespinst, Signeter udi Steen, Staal, Sølv og anden Metal; men alt dette er udenlandsk undtagen nogle faae Stykker, de for et Skind skyld lader forfærdige her i Byen, og dog tør de beraabe sig paa at faae

a) Dette skal jeg bevise med et Exempel Pagina 37.

33

Jøderne under Professionerne og Haandverkerne Penge, da de snarere misunder vore Borgere Penge, uden for saavidt, at om de havde mange, Jøderne ogsaa kunde bedrage brav Penge fra dem, og dog tør de sige: at de ere troe Borgere.

Jødernes upaatalte Friehed er gaaet saa vidt at de kan giøre og lade hvad de vil, selv har de meste intet andet lært, end at bestiele og bedrage de Christne, hvilket de kalder Schachern, og dog Handler, antager og lader forfærdige Arbeide hos de Christne, som ere deres Slaver, og tager de 4 ja 6 gange saa meget derfore, som de selv giver dem de tvinger til at arbejde for sig, dette kan med 1000 edelige Vidner bevises, og er bekiendtnok, om enhver torde sige sin Nød. (vore Christne Mesters jager og forfølger vore Christne arbeidende Fuskere, som dog have lært det de fusker paa,) men traads nogen tør jage en Jøde uden stor Omstændighed, og den der torde vove det maatte siden frygte at faae alle Jøder og deres megtige Beskyttere imod sig, til aldeles Undergang, som daglig Erfaring

34

viser; (a) thi fortørner en een Jøde ved at paastaae sin lovlige Ret, søger han nemlig: Jøden strax alle Lejligheder til at giøre samme Mand ulykkelig sin Livs Tid, med at erhverve Dom over ham, enten selv eller ved andre, som nu nyeligen med 2de Borgere er passerede. Endnu mere: en Mand og Borger her i Staden, vilde efter en Kongelig Forordning istandsette, med flere sine Med-Borgeres Hielp en Fabriqve, (hvis Handel Jøderne sig havde bemægtiget) strax søgte Jøderne Udveie paa 3die Haand at faae ham heftet i Slutteriet, og maatte saa sidde der indtil Jødernes Handel alleene fik sin Fortgang, om slige Medhandlinger kan Politie-Retten, Gieids Commissionen, Bye-Tinget & c. best give Oplysning naar de vil, baade hvor ubarmhjertig og tillige hvor polie og strikte Jøderne tvinger de Christne. O Allernaadigste Konge! kom med Kongel. Maade Underfaatterne til Hielp, de kan ikke procedere imod Jødernes Ubarmhiertighed.

(a) Og den af Jøderne nedlagte Beskyldning den 25 Febr. mod Guldsmed-Amtet, saavel som og grove Publikation imod mig af 4de Maji. a. c.

35

Jødernes Sølv-Handel er ubillig, utilladelig og overmaade Landet skadelig, her er almindelig 3 saa kaldet Sølv-Jøder og en Kräß-Basker, denne kan have lidet af det udbeidsede Kreß at selge, men hvorfra har de andre deres Sølv? Er det ikke vor eget Lands Selv, som de kiøber og lader smelte i Planser? eller, kan de ikke smelte det paa deres Lofter, og dermed siden som Sølv-Jøde furnere Guldsmedene, al den Fordeel paa Legering, Tilsats & c. kryber alt i Jødernes Kasse. Skal der skee Leverancer til Myndten, til Tafler eller Serviser, strax maa Jøderne søges, som dem der har trokket den Handel til sig. Skal der ved Lecitation eller Auction leveres Myndt-Sorte, da er det Jøderne, Lyneborger og andre fine Dritler til Treksølv og ander fint Arbeide, de skal søges hos Jøderne: kort sagt: Jøderne er her alt i alt. Hvor herskende og fordeelagtig Jøderne har det her bevises deraf: da en Jøde i disse Dage, ved en retfærdig Dom er dømt paa vis Tid i Slaveriet, med Jern om det venstre Been, for han haver hælet og kiøbt med Tyve; men denne derimod haver allerede lært og erfaret at han i Tiden kunde komme sig,

36

resolverer heller at gaae i Slaveriet i 3 Aar, (hvor han haver al Jøde-Friehed) end at reise bort; thi naar hans Tid er forløben haaber han, at nyde siden samme Schacher-Rettighed som de andre.

Hvad Jøderne ved deres megtige Patroner kan udrette, sees af en Polsk Jøde, som haver faget Privilegio paa at være Signet-Stikker her i Staden, Magistraten og Jødernes Eldste afslog ham hans Ansøgning, paa Grund, at her var ingen Mangel paa beslige Arbeidere, helst samme Jøde, saasnart han kom her til Staden, strax lod sig indskrive ved det Kon l. Skilder, Bildhugger og Bygnings-Akademieg, som Lærling for at nyde Got af dets Benaadninger, men strax han var indskrevet og faaet en saa kaldet Protektions-Billet, forlod han Akademiet og kom der ikke mere, men da denne Billet ikke kunde giøre ham til bedre Arbeidere end han var blev han afviist, dog som nu er bevist ved en megtig Patron naaet Privilegio. NB. De Danske faaer nu at giøre Arbeidet for ham, og han tager Fortienesten. Ak, ak! Den Jøde som

37

engang har faaet Privilegio burde beholde den, som de har og bruge, og øve det de har faaet Friehed paa, selv arbeide og forrette det de giver sig ud fore, og ikke melere sig i alle Ting; thi Arbeidere er Staten nyttig, men Lediggiengere og Dagdrivere er Staten og Landet skadelig, visse burde arbeide og ikke handle, nogle burde være Vexelere og ikke handle, andre burde handle nogle med gamle Klæder, andre med andet, men ikke alle handlende Jøder, at handle med alt hvad de ville; enhver af Jøderne burde handle, arbeide og vexle i deres Huuse og ikke som Bisse-Kræmmere omløbe i Byen og paa Landet, hvorved meget Tyverie og andre skadelige Svitter blev hemmede, fornemmelig ingen flere Fremmede sig her at nedsette, thi Staden og Landet taaler ikke flere men vel mindre.

Hvor skadelig Jøderne er for Professioner og Haandværker, og hvorledes de Christne maa arbeide for dem, da derimod Jøderne tager Profitter sees af følgende, som tiener til Beviis derpaa:

38

Ao. 1769 den 12te Februarii bestiller en Christen Dansk Borger, navnlig M — et Stykke Arbeide hos Jøden S — S — og acorderer der for 16 Rixdaler, Jøden gaaer hen og bestiller det hos en Christen, navnlig W — med det Ord (jeg faaer det kun slet betalt) saa jeg ikke kan taale at give meer derfore end 4 Rixdaler; noget efter at M — faaer at vide hvem Arbeidet har forferdiget, siger han til Jøden: jeg meente i giorde det selv, og saa hører jeg at W — har forferdiget Arbeidet, ja siger Jøden, W — er min Svend. Her tager Jøden jo Arbeiderens Sveed og beriger sig af hans Fortjeneste, i det han tager de 2/3 Deele men den Christene faaer 1/3 Deel, og uden det viser han hans Herredømme over den arbeidende Borgere, i det han kalder og anseer ham kuns som en Svend for sig.

Kunde Riget ikke blive frie for alle Jøderne, du burde dog alle deres pialte og støvere Jøder, alle at sendes til Altona, og ikke at komme oftere herind, uden i Følge af Lovens 3 B. 20. Kap. 3 Art. at henges; thi Slaveriet bryder de sig forlidet om.

39

Dernæst synes det billig ja retfærdigt, at den 11 Art. i 3 B. 11 Kap. og den 3 Art. i samme Bog 20 Kap. maatte strikte blive holdet. Om nogen andre eller disse atter ville indsnige sig under andre Navne, eller den Forevending, at de skulle reise de ældstes Bud til de Ældste her, for saadant Praktisere de. Og disse ere dem der bærer al Ting ind og ud.

Heller ikke maatte nogen Jøde af de Rige, ifald de altid skulle blive her, tillades at reise ud; thi ville han reise, kunde ham tillades, at reise som Collonist, til Grønland, Amerika, Guinea eller Tranqvebar.

De her blev, burte aldrig tillades selv, at sende deres Breve og Correspondencer bort, men af nogle dertil af vore Handlere, som var beedigede og beskikkede troe Mænd og Borgere. Er der ikke de Jøder, som tager 12 pro Cento ved at laane paa Folkes Klæder, og siden leier de Klæderne ud til de ofte ere opslidte. Hvorledes de handler med os og Assistents-huuset skal vorde afhandlet i næste Hefte.

40

Kiender de denne Jødes Ondskabs Handel at være retfærdig: en Jøde foldte er Lomme-Uhr til en Staldkarl. — Staldkarlen for at hielpe en af sine Bekientere, satte det paa Assistents-Huuset; da Jøden fik det at vide, gik han paa Assistents-Huuset, og sagde de Ord: at Uhret var kommen ham fra mod hans Villie; — thi han stolede paa, at Karlen havde ingen Vidner paa, at han havde kiøbt det af ham. Naar de løber om i Huusene at sælge Klæder, da er der de som ingen Ting er for got at stiele, om de seer deres Hold, saadan en Jøde løber endnu daglig om, hvor bliver de mange stiaalne Sølvskeer, naar Guldsmeden J. R. lyder til de andre derom, er her sielden troffen noget, endog der næsten mistes alle Dage noget.

Min Herre: Jødernes Renker gaaer ud i det Uendelige, og ere saa subtile iværksatte, at man neppelig ved Øiekast, skulle troe det om dem, men ved Beviser er de bleven alt fortydelige. Hvem skulde troe at Jøderne foraarsager Ladhed, Dovenskab og fordervelige Sæder og Exempler hos os, efterdi, at ingen kan være

41

mere duelige end de beviser at de er, hvor de kan schachere i Skilling, dersom dette ikke blev Beviist.

f. De er megen Aarsag til Dovenskab og slette Exempler hos os: Hvor mange Mænd af alle Slags Stænder, bruger ikke Jøderne til adskillige af deres Handels-Correspondence & c. som de burde selv at forrette, Jøden faaer Pengene, de andre er magelige og vore forglemmer derover selv at korrespondere; altsaa kan her aldrig ventes at blive Handel, saa længe Jøderne maa handle, om her end var Friehed paa alle Ting; thi det var ret at berige Jøderne og forarme Undersaatterne. Min Herre! de vil vel benegte ovenmeldte Sats? Om jeg ikke beviste det med Exempel: Hvem af enten Guldsmedene eller de, nemlig Jøderne, har den beste Profit af alle Slags Stene, som Jøderne forskriver og bærer ind i Lommerne, har de ikke større Fordeel deraf, end Juveleren af heele Arbeidet, siden de ikke giver Told deraf? Og ofte naar de kan komme til dermed, skyder de falske eller Glas-Steene iblant de ægte Steene. Taber ikke

42

Kongen og Landet ved dette Snorrepiverie, som ikke ansees; men tvertimod vandt Landet herved, dersom ikke Jøderne var deres Fuldmægtig & c., kunde de ikke selv forskrive det? De vil svare: ja saa tiente Jøderne de udenlandske ikke troelig nok, som det synes de har belovet, at bestandig holde Dannemark fra at lære Correspondencen selv, og faae den rette Handel, paa de Vahre de nødvendig behøver at forskrive. Dette var et Beviis, hvorledes de har foraarsaget os Ladhed paa denne Side, hvorledes og i hvor mange Slags de saaledes har sniget sig ind udi, kan enhver Fornuftig selv begribe af det foregaaende.

Paa den anden Side: dersom alle de i Huller og Kroge henliggende Nympher der holdes af Jøder skulle beregnes, da er deres Antal alt forstort, som de, nemlig Jøderne holder fra Arbeide, og gives mange ved sammes slette Exempel Andledning til det samme at efterfølge, hellere end at arbeide. Disse er da Landet til Byrde, dyr Tid & c. De syer intet, de spinder intet, og laver end ikke engang deres Føde til. Burde

43

ikke da disse paa Jødernes Bekostning at sendes bort til Jødernes egen Stad, om de har nogen? Eller og, at Jøderne, saasom de holder dem alligevel, burde oprette et Fabrik af dem: nogle til at kniple, andre at sye, nogle at spinde Ulden, andre Linnet af Landets Producter & c., og da kunde disse Nymphcr ikke allene fortiene det de fortærer; men de kunde enddog indeholde nogle Millioner, som aarlig løber ud af Landet, ikke fordi det jo kan giøres her, men fordi at nogle Jøder finder deres Regning ved at holde en Deel til Ladhed & c., som dog behøver Klæder. Det er en Jammer at Rescriptet af 5 August 1726 og er ligesom det af 6te August 1734 døde eller forglemte.

Dersom min Herre nu vilde formaae sine Penge-Kammerater og Ældste til at oprette saadanne Fabriqver, som er mældet, da kunde man sige: at her havde været en Jøde, som var en redelig Mand, og viiste sig som en Borger af det Land, han oppebar saa store Fordeele af. Men NB. de maatte ikke forskrive fremmede Vahre, og sige: at det var her forarbeidet, de forstaaer mig vel foruden videre Forklaring.

44

Endnu et Ord min Herre, de veed vel, at de veed Forordningen af 31 Martii 1688 har belovet, at de ikke vil handle med nogen Ting, førend de havde bygget et Huus af Kongens Bygmesters Tegning paa Christianshavn, dette er her ikke een af dem som har efterkommet saa vit jeg har seet og hørt, og dog handler de og tildeels eier Huuse, det er lettere at kiøbe Huus som de Christne haver Bygget end selv at bygge.

Siden min Herre Agent siger, at mit Svar der er Løin, see da er her til videre Beviis paa mit anførte Svar, Copie af deres Aager-Commissions Dom, og det er billigt at opfylde deres Begiering. Hermed har Jøderne ved deres slette og store Uretfærdighed nødt Kongen til at sette denne Aager-Commission, og dog siger de i Aviserne, at alt det jeg haver skrevet og anført i Relation af de anførte Kongelige Forordninger, samt henviist til denne bekiendte Sandhed er Løin, det er Beviis paa Forskiæl imellem en Christen og en Jøde, en Christen skammer sig for at kalde en andens Ord Løin, og meget mindre en Konges og Dommernes, som følger:

45

Litra E.

Copie af Aager - Commisions - Dom. men over Jøderne.

Anno 1758.

6. — K. — C. — RR.

G. — A. — B. — -

C. — B. — - — -

G. — K. — C. — H.

M. — G. — - — .

C. — M. — - — -

Jøden — P. J — -

S. — F. — - — -

C. — S. — - — -

S. — J. — - -

L. — M. — - — -

Disse skal alle aflegge deres corporlige Eed for deres værne Ting, Jøderne i deres Synagog, at de ikke ved Penges Laan til C. — K. — - — - C. — M. — - — og L. —— K. - - - -

46

Har faaet Obligationen i hvad Form være maa, paa høiere Summa end Debitor virkelig har bekommet høiere Renter end Forordningen og Loven tillader, saavel som og Doceur og Recongnition i hvad Vare haves kan.

R.-Q. - S. - -

C. - L. — F. - - Da foruden 50

- — B. — * - - Rixd. i Mult.

og — N. — G. - - J

Disse skal og aflegge Eed, at de ikke har bekommet nogen Slags Douceur for at underskrive Gields-Brevene til Vitterlighed.

Og for dem alle er Eeden clausuleret saaledes: at de har dem ikke nogen Reservation i Tankerne forbeholden.

K. — K. — I. -

Mister fordi han haver taget 10

pro Cento en Capital paa - 2600 Rixd.

G. — K. — G. — R.

Skal desuden betale - - - 300 -

for hans variable Udsigende i Commissionen.

47

Jøden M. — M. — Mister - - - - - 1000 Rixd.

En Pers. navnlig — B. — Betaler - - - - 50 -

som han har faaet for at skaffe een 200 Rixd. Courant.

G. — A. — B. - Betaler — 300 Ducater - - 600 - for hans uanstændige Opførsel ved Commissionen.

G. — B. — - —

Ligesaa - - - - 200 -

R. — Q. — B. — For han ikke vilde aflegge Eed - 300 - Jøden -— - -— - — Betaler 100 Ducater - - - 200 -

En anden Jøde for ubillig Provission af en Vexel-Obligation - - 20 eden Laz. — Lev. — forbydes al Penge-Handel, og om han treffes derudi, da at straffes med at rømme Kongens Riger og Lande.

48

— C. — J. — K. forbeholden Regresse til Joden

G. — A. — R. » 2600 Rixd.

C. — R. — D, — * 7250 *

C. —- M. — - — . ♦ 760 »

G — Kk — C. — - — H. — s —- s 2200 -

M. G. - —“ - f 100 54

S. Jose i 0002

PE — J. — - — * 400 *

S. F. sg GO t

C. S. r t 62 ,

F>. '— M. — « — r> 400 *

R, — Q. — /* "— * 50 f

* — Se. — s — t t 50 »

Sr, B. — t — s — - » 50 -

G. — s — - — - gl 50 -

20488 Rixd. 4 Mark.

Nu min Hr. Agent — og min Hr. Aager-Joder, stik nu denne Copie i Lommen for

49

tegne de Penge derpaa, som de nu ligesom her, og end værre, er af dem dette uagtet uden paa Blod-Rente.

Skriver en af, og meddeel eders Creditorer, og en til at legges ved eders Penge, naar de teller dem.

Og endnu een, ak indfatte i Guld til at henge paa eders Døre, og alle eders Ud- og Indgange.

Uagtet at en Jøde med en skammelig Benægtelses Publikation i Addresse-Avisen den 4de Maji aldeles benegter det foregaaende, saa er mit Udsigende dog understøttet med de anførte og paaberaabte Beviser, og Dommen, hvorfore Jøden har provoceret mig dertil, maa han selv vide, om det er for at drive Spot med Nationen? Har jeg ikke nødig at spørge om.

Mens skulle Jøderne endnu lengere forblive her i Riget, da synes det, at man gierne kan indrette deres Huusholdning at Riget kan have nogen Nytte af dem; NB. men med god og idelig Opsigt, ifald man her ligesom i andre Lande hvor der er Jøder, tager disse paa samme Fod, nemlig:

50

Lad dem strax selge alle deres Huuse de har Her i Byen, og ikke en Jede hverken at have Huuse eller boe i Byen.

Men det Antal Jøder, som fik Monnepolium paa at blive her, at dem maatte blive udviist en Plads uden for een af Stadens Porte, til derpaa selv at bygge dem en Bye, og maaskee den lave Grund paa Amager-Fælled, bag ved nye Værk eller nye Holm kunde være dertil tielig; dog burde de bygge efter en vis Regel og Orden, med Grundmuur, som Kongens Bygmester ordinerede og indrettede for dem, hvor om de maatte have en god høi og stærk Brand, Muur, saa høi at der ingen skulle kunde krybe derover. — Til Landsiden maatte der være en Port besat med Vagt og Visiteurer, men slet ingen til See - Siden, nemlig ingen Port, som har sine Aarsager, del flakke Vand ved Søsiden, som til Byggepladses Lejlighed maatte opfyldes, og med Bokdværk af Kampe, sieen forsees, kunde Muren omkring Byen med det samme opføres paa.

Maatte Jøderne stråledes forundes en Plads, som ikke duer til Græs eller Pleøning, til der-

51

paa at Hygge dem en Bye, og i ingen anden Bye eller Sted boe, over der gandske Rige; kunde det føre megen Nytte med sig, hvilket er for vitløftjgt her alt at anføre; nok at der var tienligt at tillade dem ar opfylde, om det end saa var ud til 3 Kroner, da det var meget tienlig for Havnen.

Besætningen og Bifiteurernes Sold maatte de selv urede, saasom de holdtes til deres Sikkerhed, og dette Haaber jeg ville tiene vore Fabriker, da der ikke faa let kom Contrabanter Her ind, helst, om det maatte blive befalet: At Jøderne saavel her, som Brug er i andre Konge-Riger og Stater, skulle Hære deres egen Dragt, og en grøn Hak, for at Bifiteurerne kunde Kende Dem, og visitere dem ved Ud- og Indfart af saavel denne Stads-Porte, som og i deres egen Stad, og ellers andre fornødne Pladser, i Lommerne og den under Armene.

Befandtes da nogen af dem med en sort og ikke en grøn Hat paa, og faalsdes var Kongens Bud Ulydig, burde dermed aldrig at sees igiennem Fingre eller dem Her at Tollereres mere; men det synes billigt, at Hans Formue

52

hjemfaldt til Kongen, og Jøden at sendes til Compagniets Værker i Grønland, eller dejlige Steder; thi ar lade ham gaae til Tydskland, er enten at skade os selv eller de han kom til.

Lige Lov, kunde der være for dem af Jøderne, som siden indførte nogen Slags Contrabante-Vare.

Til Tieneste for Riget kunde de blive paa følgende Maade: siden man dog saa at sige, lader vor Mynt og Myntning skee Udenrigs, hvad enten det er Hamborg Jøder eller andre store

Jøder — der har samme, som synes

at være Dannemark til lige saa stor Skade, som Jøden Suszes Bemængelse med alt i Saxen. Saa vil vel ingen redelig Patriot negle mig denne Sats, at et Land er best tient med Mynten og Banqven, naar Regieringen har dem selv, og lader den drive til egen høie Fordeel, og da er de samme til Landets Fordeel.

Her til at vexle Guld og Sølv ind, kan det Antal Jøder antages, som skulle blive her, og ansees for nyttige naar De ikke øver noget andet; men derimod er de baade farlige og skadelige, om de maae levere enten Guldet eller Søl-

53

vet i Klompe eller Plancer; thi hvo ville da være god for, ar ikke Landets Guld, Sølv og Mynter blev smæltet. Men de skulle være forbunden til, at levere det i fremmede Mynter eller i Arbeide, da det kunde erfares af Stemplerne, om det var Uden- eller Indenlands; thi Indenlands Arbeide, burte ikke at imodtages eller leveres af Jøderne.

Høyst nødvendigt synes det, at Landet ikke beholdte flere Jøder her, end der virkelig forbandt sig til at giøre Leverance af Udenlands Mynt, Guld og Sølv; thi maatte det være af Indenlands, da behøvedes hertil ingen af Jøderne. Men for at være forsikret og for strax at kiende det, burde vore Danske Guldsmede bruge et vist Stempel til alt deres Arbeide, og da kunde det strax sees hvad der var Dansk eller fremmed Arbeide. Vores Sølvs Omsmæltning, Udførsel og slette Vare Fremmedes Indførsel, hæmmes aldrig førend et saadant Stempel anbefales.

Denne Brug haves Jøderne til paa mange andre Steder, nemlig: at indvexle Sølv, og følgelig kommer det fra hvor det er at saae.

54

Hvor er alt det Guld og Sølv de Norske Værker aarlig over et heel 100 Aar har givet os, og de Mange Kasser med Guld fra Guinea; monne Jøderne ikke veed best at sige det?

Ak det er da ligesom at vore Guld- og Sølv-Bierge allene gik eller blev drevet, for baade de store og smaae Jøder, for baade de Med og uden Skiek.

Man synes, ja malt siger det og, at det er vel at Jøderne ikke har faaet Indpas i Norge, men hvad har de ikke? Faaer de det ikke alligevel til Hamborg, saa sparer de og deres Umage, jeg har forhen anmærket, at de har Christene i deres Tieneste, og havde Jøderne (de ere alle Jøder, som trækker det Almindelige og deres Medborgere op og udsuer Landet) ikke kommet herind, da havde her vel været Forraad endnu af de norske Værkers Rigdomme, og monne det ikke tiener Jøderne i høieste Grad, at her ikke bliver myntet, men andre Steds, ligesom vi havde enten for overflødigt af Courant eller her manglede intet. Hvem har nu den største Fordeel af de norske Aarer? Jeg troer at for Jøderne er vel saadant ikke skiult, at de end ikke

55

sover uden de faaer Penge derfor, saa at de som haver sagt: Jøderne driver meest heele Verdens Handel, endog hvor de ikke kommer eller er nedsadte, har ikke havt Uret, og man maatte nok ønske med samme, at især den store og farlige Jøde — Graamul — Herredømme og — Brev var forandret, til en andens eller Christens Eie.

De 3 pro Cento af alt det Mynten fortiente ved Myntningen paa Kongens Mynt i Kiøbenhavn, af hvad Sølv eller Guld de skaffede den herind, skulle de have for deres Umage, men Kongen det øvrige; mere burde de ikke have, for at befordre deres Duelighed; thi ville de da leve og blive rige, saa maatte de og arbeide eller være flittige med at indvexle Guld og Sølv.

Dernest skulle de ikke befatte sig det ringeste med Handelen, Corespondence eller nogen Slags Salg, men allene med at indvexle gode Mynter, Guld og Sølv, da skulle man see at vort 13 1/2 lødige Sølv Tøi, og Hvad som nu stieles bort og ud, blev da heri Landet. Da skulle man see, at her ikke blev Trang paa Courant Mynt, naar de strikte skulde holde det de lovede

56

tog dem paa og var her for. Da skulle man ikke ødelegges med Banco-Sæddeler eller Papir-Penge, som de udenlandske nu have Fortieneste af.

Paa saadan en Maade er det, at en Deel Staatter, som ikke engang har Miner selv, har dog Mynt, og kan aarlig mynte og holde deres Lande ved lige, saa at vis det havde været iagttaget her i steden for at giøre Banco, da Havde vi kunde haft fornødne Penge i Cirkulation, og ellers maatte man endnu heller det end give nogle udenlandske aarlig 16 pro Cento af de Papir-Penge vi selv giør, og saaledes sende dem de øvrige faae Couranter ud vi endnu maatte have, ja om den Maade maatte synes god og antages, synes derved at der ikke fra den Tid af behøvedes at myntes større Summa paa Værket i Kongeberg, end der behøvedes aarlig til Kongens Udgifter i Norge, og Resten af alt det Guld og Sølv Norges Værker producer, aarlig ved St. Hans-Dags Tid til Skibs at sendes her need, og forblive i Stænger umyntet til at

57

Henlegges i Kongens Skats — Forraads-Kammer (som Fordum hos Romerne) og ikke at myntes, da der kunde være til Forraad, i Nøds og fornøden Tid, om her noget hastig paakom.

Skaffede Jøderne ikke fornøden Forraad af Guld og Sølv, som de havde forbundet sig til, aarlig, saa Mynten ikke stansede, synes det retfærdigt og billigt, at de ved deres Ladhed havde deres Friehed forbrudt i disse Lande. Og ville de ikke skaffe eller giøre Leverance da ligeledes.

Fandt de paa Kneb, og bragte af vort eget, mueligt med fremmede Stempler paa, da ligeledes.

Saasom Jøderne langt bedre selv forstaaer Corespondencen end jeg, veed de og hvormed af Landets egne Vare, de kan betale det Sølv med de maatte forskrive og skaffe herind, langt bedre, end om jeg beskrev det, og for ikke heller at være vitløftigere end Fornødenhed kræver, vil jeg og forbie-

58

gaae samme at beskrive, som noget dem vel er bekiendt. Allene, jeg vil slutte med at ønske: at det som kan forbedre vor fattige Penge-Tid, og omvende vor Trang til Overfiodighed, maa blive paatænkt af vore Patrioter,

og siden vorde iværksat, — til Nytte

for hver Stand som Øiemedet er sigtet til.

Men á propos endnu et Ord min gode Jøde Agent, som de selv kalder sig: hvo haver berettiget dem til at kalde mig i Rette, og spørge efter mit Navn, at jeg skulle give det paa Addresse-Contoiret, og at negte de Kongelige Forordninger, og Retterne og Told-Kammeret, seer de nu, at det er ikke mig de har kaldet for en Løinere, men det er den Høieste; hvor torde de befale Hr. Ag. — H. at han ikke maatte indføre mit Avertissiment og Svar til dem, under Paaskud at Navnet ikke var fuldskrevet.

Hvad sigter de til? Vil de være Jødernes Konge? Da hører Dannemark dem ikke til, og ikke heller at forbyde Skrive-

59

Frieheden, endskiøndt der nu er tvende Danske, som har lært af dem at angive sig selv, som overbeviiste og troffene Sk * *. Hvorfor har de ikke igiendrevet mig Stykke for Stykke, og beviist at det var Løgn, har de nu ikke overbeviist Publikum om deres Skriftes Usandhed imod Guldsmede-Lauget? Hvem er nu Løineren? De eller jeg. Jeg har skrevet det Forordningerne, Toldboden og Retternes Domme viser og siger: De en ærerørig Digt, paa Kongl. Danske ærlige og troe Borgere, nu veed da enhver deraf hvor vit de kan troe en Jøde. Vil de regiere længer over os? Vil de tilbagedrive Skrive-Frieheden? — Da bliver der intet af. Havde en Jøde sagt eller giort slig Publikation i Barbariet, da havde han vist bleven hengt.

Og veed de hvad, det tiener dem intet om mine Forfædre har været Jøder eller Gojer ɔ: det hædenske Mands Afskum. Skield mig frit for hvad de vil, det ligner ikkuns Jøderne, jeg leer kun deraf, og kan frit sige

60

dem, min Konge og alle Danske dependerer ikke af dem.

Jøderne har længe nok smæltet Dannemark og Kræmmeres Levebrød bort; de faaer vel ikke altid Lov at æde Kongens troe Undersaatter op ved Proces og Rettergang. Bliver de ved at skrive Udsandhed imod de Christne, jeg forsikrer dem her, ligesom Pag. 22 i første Hefte, at jeg som en troe Dansk Borger, skal alle Tider svare dem efter Tiltale, dog ikke med Figmenta, men med deres Gierningers Aabenbarelse.

Lad os nu tale om Landets Nødtørst: To Reisende spurte hinanden ad, hvor kan det være, at her ingen Penge er? Sølvværket ved Kongsberg gaaer stedse, og det bliver strax myntet, og derpaa nedsendt. Og her sees ikke een af samme Rixorter, er de slaget til 28 Skilling i V — b? Eller hvad vil det sige, at Avisen siger: der er opdaget falske Rixorter i Hamborg? Har de eller vore

61

egne slaget dem? Naar Tallet af alle Rixorterne skulle nu leveres er det vel en Haaben, og kommer de i Rulancen kan de dog blive seet, de falske kan vel ikke komme til at hielpe de Norskes Tal. Der maa være en stor Jøde, som slaar falske Penge, enten han er døbt eller udøbt, hvad siger de? Om han skulle giøre Regnskab?

Jeg vil fortelle dem en Historie som er passeret i Tydskland, noget for den 30 Aars Penne-Krig: en Mand havde 500 Rixd. løn, da han nu skulle giøre Regnskab engang, da fandt han en Svend, som hialp ham at giøre Regningen, men anden gang blev det den Svend forbuden, hvad skeer? han bespurte sig hos mange, endelig siger een, der boer en stor Regnere og han kan vist hielpe dig ud; han saa Mullen som han var, spørger Regnemesteren om han ville hielpe ham i en Regning for Betalning, Regnemesteren spørger ham, hvad er din aarlige Løn, og hvormeget var din Formue da du fik det Brød?

62

Manden svarede: Jeg eiede intet uden det jeg havde laandt, 500 Rixd. er min aarlige Løn, og 150 Rixd. mine Sporteler, nu Har jeg ved Flid og god Huusholdning tillagt mig et got Herre Gods af 70000 Rixdalers værd, og nogle Agre af 3000000 Rixd. værd, som kan indbringe meest 100000 Rixd. om Aaret; foruden har jeg kiøbt mig nogle Huuse og Værker: Ja saa er Regningen let at giøre svarede Regnemesteren, saaledes: din fingerede Eiendom er intet, og det er nu din Formue; nu subtraherer jeg din Løn 500 Rixd, derfra, og da bliver Facit, at du har fortient at henges.

Jeg vil endnu fortelle dem en anden tildragelse som er skeet i Tyrkiet: En vis Soldan kom under Erfaring med sine Ministre, at de paa en snild Maade bestial Ham og Undersaatterne, nemlig: de tog Penge af dem for at befordre deres Ansøgninger, og ellers alt Hvad Soldanen lønnede dem for, her iblandt befandt Han, at Hans Stor-Visir var den

63

verste, og havde stiaalen til han i liggende Rigdom og Ædelstene langt overgik Keiseren eller Soldanens Liggendefæ: samme Soldan, som i Gierningen er fuldkommen Despot, NB. naar han vil selv regiere, og ikke lade sin stor Visir og Jøderne regiere sig, beslutte saadan en Dom over Stor-Visiren: at siden han ikke har ladet sig nøie med den Løn Soldanen havde givet ham, skulde han halv Parten nedgraves levende i Jorden, og den halve Part over Jorden, skulle bestryges med Honning, at Bier, Bremser og Fluer kunde stikke ham til døde.

Da Exekutionen var nu opfyldt fik Keiseren i Sinde forklædt at besee ham, som han da kom som en gammel Mand med en Stok i Haanden, og saa mange Tilskuere, som Hiertelig glædede sig, og længe havde ønsker ham hengt eller stranguleret, saae han paa hans Skuldre en stor Klump Fluer og Gedehamse, strøg Keiseren dem af Visirens Skuldere med sin Kiep, hvor til Visiren svarede au min Herre, de giorde mig ret ondt dermed, Keiseren som ikke kunde begribe det, saasom han meente han havde giort ham en Tieneste, spurte: hvordan da? Visiren sva-

64

rede: for disse havde nu ædet til de vare rykke, fulde og mætte, nu kommer der andre i deres Sted, som er forsulten, og de bider verre end ubarmhiertig.

Keiseren gik hiem og betænkte der, om Visirens Ord, og sagde ved sig selv: den Visir jeg har nu er saadan, jeg mærker og at han bider og stiæler være end den første, som havde stiaalet saa han nu ikke kan stiæle mere, naar jeg setter

Ham Grændser for: da den - Straf,

i Hvor ringe jeg besinder den, den jeg har nu nemlig Stra, har jo ikke Visir-Navnet, og er dog værre end Ørmen, efter disse Soldanens Betænkninger, besluttede han, derefter at regiere selv, og ikke lade sig regiere af sit Sirail, satte den forrige Stor-Visir igien ind i sit Embede, og gav ham sin stiaalene Eiendom paa denne Maade, at han skulle tiene troelig uden løn siden Han havde nok og var mæt, og ikke heller stiele, derpaa lod han den sidste strangulere, som den der havde viist sig alt for utidig i alle Ting.

(Fortsættelsen følger.)

Alle 3 Hæfter er til Kiøbs hos Kanevorf i Silke-Gaden for 1 Mark 8 Skilling og i No. 8 paa Børsen-

1

Et

Velmeent Brev

og

Erindring

til alle de

Østersers, Hummeres, Krabbers, Torskers, Barders, Helleflynders, Skrubbers, Hornfiskers, Skallers, Sandskrubbers, Anciovesers, Negenogeners og Ulkers

Sielesorger, Skribent, Lærere og Oldefader

Junior Philopatreias

paa de

Orkadiske, Hetlandiske, Skotlandiske, Ferrøiske og Canariske Eilandes Vegne.

Hans i Trykken udgivne Gallimathias,

til velfortient Hæder, Ære og Berømmelse,

skrevet paa den almindelige Fornufts Vegne

af Rosentorne.

Trykt i Kiøbenhavn 1771.

2
3

Fortale

til mine Landsmænd og Compatrioter.

gik engang udi Rosenlund,

Peteheia!

Der mødte mig Junior Philopatreias den galne Mand. Polemeia. Jeg var i Vestindien Stevningsmand,

Peteheia.

Under Linien tabte jeg min Forstand.

Polemeia.

Jeg gav mig ud for en Studios,

Peteheia.

Men var saa klog i Latin som et Føl

og en Gaas. Polemia.

4

Fortale.

P. S.

Med Fred er bedre liden Mad,

End Oxesteeg med Kiv og Had.

(Dette Tankesprog staaer i min Sal. Moders Spende-Bog, Billed-Biblen kaldet.) Nærmere herom kan sees i Junior Philopatreias.

Leccacie paa Nagekniver; Knytlinga Saga taler om de Oldsager, og Danner-Kongen Odin var en dygtig Mikkel. Hvad siger ei den store Poet St. Holger Danske, i det Kapitel om Noblice-Handelen i Grønland? Er et saadant Crimen lece Devinæ & Humany, paa Dansk, Erter og Spegesild; mere herom i Hundedagene.

5

Fortale. 5 In Leipzig var ein Ledern Mann.

Junior Philopatreias giør gode

Pølser.

Vore Mynter udgaae til fremmede, og Krabben-Eiland bliver ei optaget. Mon ikke Dulfis Confufionis naar man taler om Rhabarbara, ligesom Joseph giorde i Egypten, og Murene om Ierico fulde af lutter Alteration; men mere herom i det Kapitel om Bankefisken.

Mon der ikke findes Guldsand i Liimfiorden, og er det ei bekient at Babylons Taarn blev bygget af Hollandske Muursteen, ligesom Stevningsmændene i Vestindien giøre Almenakker af Pølseskind. Giorde ikke Tubalcain de første dirkefrie Laase,

6

6 Fortale.

ligesom Taarnet i Siloh, og hvor meget veier vel Magistratens Brænde? Vore Forfædre lappede deres gamle Skind-Buxer, men de Longobarder giorde et hesligt Indfald i Italien, paa samme Tid som Keiser Calligula havde sin Resident i Nørre-Jylland, da var Borgerstanden ei Adel, og en halv Otting Gryn var ei for meget til en Grød; men Rom kan gierne sælges for 8 Skilling Potten, ligerviis som de steenede Stephanum og Brændeviinsbrænder-Laugets Opkomst; men Dalila løskede Samson, og en Laane-Banqve. Hamborgerne snyde os i en Dievels Time. See herom Junior Philopatreias 2den og 3die Deel. Ortographien er det prægtigste, og Smørret er dyrt; men Huset falt ned da

7

Fortale. 7

Philtsterne spadserede paa Taget; men det bliver endnu et Spørsmaal til alle ærlige Compatrioter, om Jephta Dotter kom i Kloster med sin Mødom, den herlige Skrivefrihed! Flesk og gule Erter i Marketenternes Krønikers Bog, Junior Philopatreias er en stor Skribent; men Grønkaalen duer et førend den er frossen. Bernsteen sindes i vort eget Land, og han opgav sin Aand; men Samson slog 1000 Asenkiæfter med en Philister.

Min kiere Junior Philopatreias! jeg er saa forlibt i Deres smukke Skrifter, som en Rotte i en Kat, jeg har derfore Dem til evig Ære, sat Deres Portrait oven over paa næste Side, hvilket for Tidens Kort-

8

8 Fortale.

hed ei kunde illumineres, paa det, naar Deres Skrifter komme Udenlands, de skal see hvilken uforlignelig stor Autor De er. Og har jeg til den Ende med stor Bekostning ladet Dem selv tiligemed nogle andre smukke Zirater, samt Deres understaaende Infignia, paa det ziirligste i Træe udskiære.

9

Rosentornenes Besvarelse:

1. Til Junior Philopatreias.

2. Til Lærdom for de galne Vestindianere-Z. I Indholdet bliver et Anslag i Medicinen.

4. At dræbe Rotter med.

5. At faae Forstoppelse efter.

6. At see Spøgelser.

7. At faae Coliqve.

8. At faae Sovesyge.

0, At curere Junior Philopatreias & c.

10

Et par Ord til de Fornuftige.

Uagtet jeg i foregaaende Fortale har stræbet

af alle Ævner at ligne Junior Philopatreias, saa har jeg dog hverken i Ortographiens Urigtighed, Udtrykkenes Urimelighed, Materiernes slette Bestemmelse, Afhandling, Sammenblandelse, Uorden, i forvirrede, ubegribelige og Daarekistemæssige Tanker, kundet drive det til den Høide som Junior Philopatreias, der ret excellerer i den Daarlighed, og synes al Fornuft til Trods, at ville agere Skribent. Det latterligste er, at han vil give sig ud for Studios, og hist og her indstrøer nogle latinske Brokker, hvilke han ei engang kan rigtig efterskrive. Som for Exempel: Crimen læce Mayestatis devinæ & Humany, et andet Steds: lece- - - & Humane Servitules imper fecta — lex Pænæ emendatrices -— Patififi — med flere saadanne Skiønheder, der noksom bevise at han er Daarekiste gal.

11

Første Kapitel. Rosontornes Brev og velmeente Erindring til Junior Philopatreias.

Min Herre! dersom halve Verden var saadan Kiendere og Tilbedere af Eders Fortienester som jeg, da ville Eders Navn blive ubødeligt. Qvi non odit Bavium, amet tua Carmina Mævi! — Tænk engang, hvilken Ære jeg ikke beviser Eder, jeg har ladet Eder udskiere i Træe, og in Effigie sætte foran paa disse Blader. De vil nok selv skiønne, at det er lige

12

efter Originalen, thi det er aftegnet af R-g-m-ntS Skr-v-r-ns Søn i K-ll-k-lle, just

den Dag, som de gik paa deres Agre, og oppillede af Ageren de Erter, som de 2 Dage forhen havde saaet, for at kaage dem til Middag.

Jeg seer af deres egen Confession, at de er Studios; men lad dem for Guds Skyld ikke mærke dermed; thi alle Studentere kunde paaføre dem en Proces, fordi de saa skammelig bagtaler dem, og sætter dem i Comparaison med eder selv. Det var jo den største Æreklik de kunde sætte paa Musernes Sønner, at sige de ere rasende, vanvittige, Ignoranter i Latin, Dansk, Ortographie, have Skruer løse i Hovedet, kort, ere som Junior Philopatreias. I burde for saadan eders Dumdristighed straffes efter den Lovens Artikel: Haver nogen vanefuld Qvæg & c.

Ja saasom I bespotter baade Hebraisk, Latin og Grædsk; men som de gamle og nye Testamentes Bøger i disse Sprog ere skrevne, og følgelig bespotter Bibelen, burde

13

I som en Guds Bespotter offentlig straffes, vid. Lovens 6 Bog i Kapitel 7 Artikel. Ja saasom I berygter den hæderlige Studere-Stand, burde I tillige straffes efter den Lovens Artikel: Voldtager nogen

Møe, som ei var berygtet & c.

Videre, I sender Skrifter Udenlands, men hvis fremmede Nationer fik at see, at vi her i Landet havde saadanne vanvittige Mennesker som Junior Philopatreias, og at de endda oven i Kiøber gave sig ud for kloge, ja Studerede, blev jo hele Nationens Ære i Almindelighed forraad og vanæret; men at forraade Landet er jo Crimen Paricidi, følgelig burde I straffes som en Landsforræder og en Steenstøtte burde Eder oprettes med den Overskrift: Skribenten

Junior Philopatreias til evig Ære og Berømmelse.

Videre, veed I ikke at man lurer paa Eder, og vil faae Eder fat, fordi I med Eders Skrifter har anrettet megen Ulykke; thi for det første, spøger det om Nætterne i Bogtrykkerierne hvor Eders Blade ere tryk-

14

kede, og 3 Centner sinaae Cicero ere blevne fordærvede. For det andet havde en Mand næsten bleven ombragt for nogle Dage siden, da han havde ladet hente Peber i en Urtebod, og man af Uforsigtighed havde revet et Blad af Jnnior Ppilopatreias, og svøbt den i; thi da Peberen var støt og kommet

paa Maden, og Manden havde spiset deraf, blev hans Mave strax saa stor som hele Krabben-Eiland; man troede han havde Vattersot, men det befantes at være lutter Vinde, og da en Habil Doctor, ved nøiagtig Undersøgning befant at Peberen var inficeret med lutter Urimelighed af Bladet den havde lagt i, curerede han Manden med at pulverisere Bladet, og indgive ham det fastende, hvorved Hævelsen forsvant. —

Hvad Straf dicterer ei Loven for dem som omkomme Folk hemmeligen? Og siger ei Guds Lov, der er mange Maader at dræbe sin Næste paa? Altsaa flyder af deres Skrifter, at de er en Parricida og en Sicarius. Veed de vel hvad Folk siger om dem? de sige at De har været Lars, det er andet end Studios.

15

Jeg vil i Fortroelighed advare dem, at de tager dem nøie i Agt; thi som Rygtet gaaer, hedder det, at man vil sætte dem i Daarekisten, og der skal være Spioner ude efter dem, som have opdaget at de gaae med en høiskykket gammel udtakket galloneret Hat. Mit Raad skal derfore være: at de forstikker dem og holder dem af Veien, det beste var, om de lod dem indslutte i et tomt Sukkerfad og lumskeligen bortføre igien til Vestindien eller Krabben-Eiland, hvor de rigeligen kunde tiene deres Brød med at skrive Skrifter, for dermed at dræbe Tusend-Beener og andre giftige Insecter; men lad dem ei mærke med at jeg har advaret dem derom.

NB. Bedre at misundes for at have Forstand, end ynkes for at have mist den. Misundelse for Forstand er bedre end Medynk for Vanvittighed, vide Junior Philopatreias pag. 57. Hans Besvarelse og Correspondence med Autor Lilliøe, og hans Forsvar-Skrift for sin gamle Ven Fanden, udtaget af en skandeløs Historie om Doctor Faust. — Qvis talia

16

fando temperet a Rifu? — Nu ville vi begive os til den anden Afhandling, hvor man vil vil vise Junior Philopatreias, at han skal blive patefici uden Excuse fordi han ei har opfylt sit Homagium. Det er paa Dansk:

Junior Philopatreias skal gaae paa fire Been, ligesom Kong Nebucadnesar, og æde Græs med de andre fæle Bæster, indtil hans blege og gustne Fiæs bliver saa trivelig og anseelig, som det her neden under staaende smukke Ansigt.

17

Andet Kapitel.

Til Lærdom for de galne Vestindianere.

Det er en afgiort og bekient Sag, at mange Mennesker er blevne galne af Heeden. Heeden er størst under Linien, de som passere den blive ofte galne, Junior Philopatreias har passeret den 2de Gange, Ergo, qvod erat demonstrandum.—-Men da alle Love og Forordninger sige, at man skal binde, indspærre og vel bevare galne Folk, saa bor Junior Philopatreis at gaae løs. Veed De hvad Folk siger om Dem, min Herre! man sige at de have været færdig at dræbe Folk i Vestindien med deres Skrivesyge; at alt det Juridiske de veed, og som de nu saa patriotisk vil meddeele de unge Jurister, har de lært af at forkynde og afhiemle Stevninger; at de har lært deres Latin af Negerne i Vestindien; men at de er bleven forrykket, skal komme deraf, at

18

da de engang var paa Krabben-Eiland for at giøre et Situations-Kort over den, som med det første skal udgives ved Trykken, skal de have lagt dem til at sove paa Marken, da en forbandet Tusend-Been skal have krøbet dem ind i Halsen, og deraf er de bleven forvirret; men da samme har siden ynglet i Maven paa dem, saa er deres Sygdom voxet og forvolder denne Ulæmpe, at de yngler saa mange vanskabte Skrifter; ligesom de seer ud som et Scheleton, mager, guul og vissen. Det beste Raad herimod er, at de indtager 3 Morgener i Rad et dygtig Vomitiv, for om mueligt at udspye Øglene og tillige Skrivesygen, og i Fald det kan lykkes dem, ligesom Hvalfisken, at kaste Propheten ud, kan de maaskee erlange deres Helbred, og med den deres Fornuft igien.— Skulle det ei lykkes, staaer de neppe til at redde. Videre herom i Junior Philopatreias 2den Deel, som skal komme for Lyset midt i Hunde-Dagene, og mærkes med dette Stempel.

19

Tredie Kapitel.

I Indholdet bliver et Anslag i Medicinen af Dasilag Drahe Agiætmaal. Erbe, Durbe, Garbe.

Dette er paa got Dansk:

Junior Philopatreias æder gierne graae Erter.

Iblant de adskillige Sygdomme som regiere i denne Tid, og reiser sig deels af Luftens, deels af de menneskelige Legemers fordervede Constitution, er Skrivesygen en af de hidsigste Febre. Denne Sygdom reiser sig af mange og ulige Aarsager. — Mange som ere plagede af usunde skarpe Vædsker, bliver stikkende Reformatores. — Hypocondrie, Atra Bilis, tyk Blod og melancholisk: Temperament danner en Deel Skribentere; men Hungeren skaber de fleste. Ikke sant, Hr. Junior Philopatreias! Pau-

20

pertas impulit dira, versus ut facerem, af en tom Mave qvælder mange usunde Dunster, som igien bør neddæmpes.

Jeg vil fortælle Læseren noget nyt: Den Dag Junior Philopatreias havde skrevet den første Deel af hans Krønnikers Bog, fik han et par Rixdaler i sin Dressel, (Kasse,) begyndte han strax at orves, ja, blev saa stormodig som en Aadilsmand, han lod sig strax hente Karusser, som skulle laves med en Fløde Sauce over. Hvad skeede? Fløden skilte sig ad, og hele Soucen blev fordervet, Karusserne tabte sin Smag, og Junior Philopatreias blev derover saa forbittret, at han fra den Dag af besluttede, at en Bergesisk skulde gielde mere, end 2 a 3 Karusser, og besluttede han som en Kodener, ikke mere at ville leve som en Herremand herefter.

Men at komme til Hovedsagen igien, da synes mig heraf kunde gives et græsseligt Anslag i Medicinen, hvorom jeg har raadført mig med de Gamles Runne-Konst, Asa-Konsi, Skrift og Læsning, see Junior

21

41 Philopatreias 1ste Deel 5te Aftandling pag. 31. hvor han heel merkværdig lærer os at sinde Kobber Bierge, Sølv-Aarer og Bernsteen i stor Overflødighed i Dannemark; og for at tiene sine ærlige Compatrioter, anviser han dem strax Stederne paa Amager. Ligeledes kan man med det første vente et endnu langt betydeligere Forslag fra denne Autor til en Perle- og Koral-Fangst, som han agter at anlægge i Vartov eller Sieleboderne & c.

O! hvilken Herlig Opdagelse. —. Naar engang de danske Biergværker komme i Stand, saa bør Junior Philopatreias til Belønning for hans herlige, og Landet umistelige Opdagelse, blive Ober-Berghauptmand i Sielland.

Jeg vil fortælle Junior Philopatreias nok et Merkværdigt nyt, efter hans Forlangende i sin pr. Memoria til Mag. Dyssel, vid. Brændeviins Laugets Opkomst og Flor pag. 28. som han neppe veed, nemlig, at der i Ballerup gives et prægtigt Silde-Fiskerie, at der ved Stadens Bolværker kun-

22

de anlegges en fornøielig Vildsvins Jagt,

og at der paa Frideriksberg kunde indrettes Robbenslaggerie og Hvalfiskefangst som kunde indbringe noget anseeligt.

Give allene Junior Philopatreias ville give os en Plan, til et Kompagnie herom at oprette. Til Belønning skulle ham gratis foræres 3 Actier i Hvalfiske-Fangsten paa Frideriksberg. — Mere herom i det Kapitel om Fiskerier paa den gamle Konge-Vei & c. — —

23

Finde Kapitel.

At dræbe Rotter med, og videre.

Her bliver først fornøden at afhandle hvad Rotter ere, og ere de nogle skadelige Kreature, som æde Maden op i Folkes Dressel og Fadebor. Saadanne Stylere, enten de ere smaae eller store, bør de straffes, forfølges og ihielslaaes. Men Spørsmaalet bliver: Paa hvad Maade man best kan dræbe og fange dem.

Den lærde Autor Cafpus Maufonius, fordum Canonicus i Algier, har i en besynderlig lært Tractat, kaldet de Mirabilibus Mundi, i det Kapitel som hedder: Ein gelehrten Tractat, de Rottibus, Capifandis, dans tout le Mond, givet adskillige patriotiske og velmeente Midler imod visse skadelige Udyr; men uagtet mange af

24

dem ere meget nyttige og gode, ere de dog ikke alle lige probate og tilstrækkelige, i Besynderlighed ere de ei tienlige nok til at fange gamle Rotter med.

Nei! en Hoben bedre skriver herom den lærde Engelænder Jon Smale, i en Bog handler om Verdens Skikkelse for og efter Syndfloden. I denne Bog afhandler han meget grundig, hvorledes Vandet foraarsagede en stor Ulighed paa Jordens Overflade, samt forvoldede mange store og smaae Huller, som alle i Tidens Længde bleve Rottehuller. Han afhandler videre meget physisk, indsigtfuld og tydelig i det Kapitel de generatione Plantarum, dvs. Planternes Vext, hvorledes Rotter ere avlede af de døde Kreaturers Aadseler, deels deres paa Landet som druknede, deels store Fiskes Beenrader, som bleve liggende tilbage paa Biergene, da Vandet gik bort af Jorden. Her distingverer denne Autor meget net imellem Rotternes Slag, og til stor Opbyggelse for den lærde Verden, viser at der ere 6 Slags Rotter, nemlig, Skov-Rotter,

Huus-Rotter, Kirke-Rotter, Pakhuus-Rotteer,

25

og Vand-Rotter. Ja Autor siger videre, at der gives de som vil endnu statuere flere Slags, ligesom vor lærde Holberg taler om Jurdiske Rotter; men alle de andre ere dog Descendentere af de første, og har en Student i en Disputace i Halle, de Mundo optimo, eller (om den beste Verden,) meget tydelig beviset, at der kun var 5 Slags, thi han paastaaer, at Vand-Rotterne ere Amphibia, der lever baade paa Landet og Vandet, ligesom Otteren, Bæveren og flere saadanne Fugle; altsaa refuterer han heri vor lærde Engelænder. Mig synes og, at han deri har Ret; thi Erfarenhed beviser, at alle Pakhuus-Rotter gemeenlig gaae i Vandet, og gnave baade til Lands og Vands og naar man alt for nøie ville distingvere heri, kunde man jo og paastaae der gaves Skibs-Rotter, men de ere dog virkeligest Land-Rotter som snige sig ind paa Skibene.

Det ville blive vitløftig at opregne alle lærde Mænds forskellige Meeninger i denne vigtige Materie. Nok er det, at Rotter gives, og bør fordrives. Vi ville derfore igien henvende os til vor lærde Ion

26

Smales Skrift, og besee nogle af de Midler han opgiver at dræbe dem med.

Først meener han, at man kunde dræbe dem med et Stratagema eller Krigspus, nemlig, med at sette en Tønde Meel i hvert Huus med Gift i, dernæst meener han at man kunde dræbe dem med Teglsteen-Olie, som man skulle besmøre alle Vinkler og Vraaer i Husene med; men det første Raad var alt for reciqverligt, og det sidste alt for kostbart. — For det tredie meener han, at man skulle give dem, saa at sige, en Slags Pension af Æde-Varer; men det holder ei heller Stik. Nei, langt bedre er det fierde Raad, nemlig at holde mange Katter, dette Raad er vel meget nyt, men ei heller ganske probat; thi man seer af en lang Erfarenhed, at Katterne lade sig saa at sige ogsaa bestikke, i det de æde sig alt for feede, blive dovne, og lade Rotterne løbe sig om Ørene. — Nei, bedre er hans femte Raad, hvori han formeener at man kan dræbe Rotterne, og komme dem aldeles til at uddøe, naar man i et par Aars Tid, hverken i Huse eller Byer havde nogen Proviant el-

27

ler Føde-Vare. Men saasom dette Raad og medfører sin Uleilighed, er det ei heller tilstrækkeligt, og ei paa alle Steder applicabelt. Endelig raader han for det siette, at man skulle sætte alle saadanne Udyr i Kirkens Band. Dette Raad har han givet som en Roman-Katolsk, og det duer nu aldeles ikke; thi om det endog i Kirkestaten kunde have nogen Virkning imod Kirke-Rotterne, saa duer det ei imod de verdslige Rotter, allermindst i de Lande som ei erkiende Pavens Myndighed og hans Band-Straaler.

Jeg har længe brydet mit Hoved med og læst mange Ting i disse Materier; men som intet er tilstrækkeligt, har jeg Dag og Nat speculeret paa, hvorledes man best kan dræbe Rotter. Men al min Flid har været forgieves, og havde jeg neppe kommet til dette Maal, hvis ei en besynderlig Hændelse havde opdaget det. Saaledes seer man af Konsternes Historie, at de fleste nyttige Ting er ved en Slumpelykke opdagede. — Jeg vil trolig fortælle Læserne hvorledes jeg er kommen efter et probat Raad at dræbe Rot-

28

ter med. — Oven paa i det Huus hvor jeg boer, er et Brændeloft, som er opfylt med Rotter, paa dette Loft nødes jeg til at henlegge endeel af mine Papirer, da jeg har knapt Rum. Her rinder mig en bedrøvelig Historie i Tanker.

Jeg Havde med med stort Hovedbrud, og til det Almindeliges Nytte, sammenskrevet et Verk, som skulle hedde: Insanior Philopatreias, ɔ: den enda galnere Philopatreias, udsent til Junior Philopatreias Approbation, hvis den bliver taalelig, skal fremdeles deslige Tilfælde i øvrigt blive fortsat af Dalila Samson Kragemaal. Dette var Titelen paa mit kostbare Manuskript, som jeg lagde op paa Loftet, hvor det af Rotterne blev i Stykker skaaret.

Jeg kan neppe bare mig for Graad ved denne bedrøvelige Hændelse, som berøvede Publicum et got Skrift, og mig den deraf flydende Fortieneste. — Min Bitterhed imod Rotterne blev herved fordoblet, og jeg tænkte ei paa andet end Hævn,

29

den jeg ved følgende uventet Leilighed fuldkommen fik.

Iblant andre kostbare Ting, bragte jeg af en Hendelse Junior Philopatreias Blade op paa bemelte Loft, hvor de en 3 a 4 Dage bleve liggende, indtil jeg af en Hendelse kom op for at søge efter noget andet. Men hvad skeer, jeg fant Bladene halv opædte, og 3 Rotter ligge stivdøde paa Steden ved dem. Denne Hændelse forekom mig noget underlig, men jeg kunde ei endda ret begribe Sammenhængen. Jeg gik ned, og kom anden Dagen op, da fant jeg den øvrige Deel af Philopatreias Junior mesten opædt, og atter ro døde Rotter. Jeg tog den igienblevne Deel af Bladene, og lagde dem paa et andet Sted, Dagen efter gik jeg op, og fant Bladene reent opædte og en død Rotte, samt en halvdød, hvilken jeg strax ihielslog.

Nu begyndte jeg at fatte Mistanke til Bladene, men for at blive sikker i min Sag, kiøbte jeg mig nok en Deel af Philopatreias Junior, den jeg rev i Stykker, og strøede

30

Bladene hist og her omkring, og blev altld Virkningen denne, at de døde. Men til Slutningen bleve de skadelige Kreature saa kloge, at de ei ville røre Bladene; men da jeg mærkede Bladenes Dyd, var jeg saa klog al jeg spillede dem er nyt Krigspuds; thi jeg klippede Bladene smaae og stegte dem i Fleskesteg, herved bleve de bedragne og døde som Stær. Jeg har lært min Vert dette Raad, han har igien lært det til 3 a 4 af Naboerne, som alle have befundet sig vel derved, thi hvor de have brugt det ere Rotterne blevne borte og uddøde.

Veed de vel min Herr Junior Philopatreias, at dette er Aarsagen til Deres Blades Afsætning, og at de har mig at takke derfor; thi jeg er vis paa, at dette Raad nu er bekient i den halve Bye, og hvor vil de ei fortiene grusomme Penge, naar dette Blad bliver bekient, og Folk faaer see hvad deres Skrifter duer til? jeg vil raade dem til at besørge er nyt Oplag paa nogle Tusende for det første; thi de vil ei allene faae Aftræk paa dem inden Riget, men Udenlands; og for at forekomme

31

al Svig, kan de jo, ligesom alle store Doctores, sætte deres Stempel paa Skrifterne, just det samme som de satte paa deres Svar imod Skobørsten, saa kan ingen eftertrykke Dem. Men for alting vil jeg bede og raade dem, at De i de andre Oplage ei forandrer en Smule, hverken i Tanker eller Ortographie, thi derved kunde de miste sin Dyd. Ifald det er dem mueligt, skulle de heller indflikke lit mere af deres selvgiorte Studios-Latin, thi derved kunde de maaskee blive kraftigere, og man kunde maaskee spare paa Fleskesittet at steege dem i ved den Leilighed.

Seer De nu, min Herre! hvor jeg sørger for deres Velfærd. De kan ved denne Leilighed blive baade en riig og berømt Mand, thi deres Blade vil blive mere begierlige imod Rotter, end Gratia Probatum, Universal-Balsom og Bukke-Blader blant Mennesker. De vil strax faae Navn af Hr. Doctor; thi enhver Bader, enhver Feltskier Dreng, som allene kan slaae en Aare, bliver strax betitlet som Doctor, Hvor meget mere de, som herved kunde vise det

32

Almindelige en uendeligt Tjeneste. Jeg haaber, naar deres Medicament kommer i Moden, og de fortiener brav, at de betænker mig med en liden Douceur.

Men en Hindring vil nok møde dem, nemlig, alle Apotekerne vil vist nok værre dem imod, thi kommer deres Blade i Moden, vil de Efterdags ei kunde sælge for en eneste Skilling Arfenicum eller Rottekrud. Men de skulle i Forveien erhverve Dem er special Privilegium, paa at sælge almindeligt Middel imod Rotter, kaldet Junior Philopatreias, for dem og deres Atvinger, og naar de først fik det, kunde de lægge dem deres eget Bogtrykkerie til, derved ville Fortienesten blive uendelig større, og med Tiden kunde de ogsaa faae Tilladelse at trykke for andre. Hvilken usigelig Fordeel! Store Anlegge og Entrepriser har ofte ikkun sinaa Begyndelser.

Min Hr. Junior Philopatreias! har de vel en bedre Ven end jeg? i en lykkelig Tid, har de begynt at blive Autor, de har vel neppe selv troet, at der laae saadan

33

Kraft i deres Blader, ja hele Verden skulle Have blevet uvidende derom, hvis ei en særdeles Hændelse og mit udødelige Had til Rotterne, havde givet Anledning dertil. Ja de forbandede Rotter aade mit kiere Manuskript, det kan jeg aldrig tilgive dem; men jeg har dog faaet en tilstrækkelig Hævn over dem, og den har jeg at takke dem for, ligesom de maa takke mig for, at de nu kan i Eftertiden faae saa herlig Aftræk paa deres Blade, som ellers vist havde blevet Maculatur.

Tænk engang, hvilken Aftræk! i alle Magaziner, i alle Pakhuse, i alle Søeboder, alle Kirker, i alle private Huse, baade inden og udenlands, vil man have et Exemplar eller 2 af Junior Philopatreias. O! de vil blive den anden Croesus eller Midas, alt hvad de rører ved bliver Guld! Seer

for alle Ting til, om de er kan sinde paa

at skrive noget mere, som kan dræbe alt

andet utøi og Insecter.

Hvo veed, om de ei kunde finde paa noget at skrive mod Korn-Orme, Kaal-Or-

34

me, Øgler og Slanger, jeg troer det vist, thi de har en frugtbar Hierne, og kan endog skrive Skamskrifter imod dem selv, vid. deres grundige Giendrivelse over Junior Philopatreias 3de Dele, samt deres nydelige Forsvar for Guldsmed Lauget imod Jøderne, som er særdeles ypperligt.

Skulde de nogen Tid faae i Sinde at giøre flere Vers, troer jeg vist man kunde fordrive Mider af Klæder med dem, naar man lagde dem ned iblant uldent og linned Tøi. — I det mindste burde Physici anstille Forsøge med deres Skrifter, da maaskee noget nyttigt kunde opdages.

En Chymicus som har destileret den 2den Deel af deres Skrifter, har forsikkret mig, at han fik en besynderlig Extract derud af, hvis Virkning var denne: at han smurte en liden Katte-Killing dermed, som blev ganske Contract, og siden efter voxede aldrig mere.

En anden Draabe salt paa et Stykke Papir, som blev lige saa guult som Neger-

35

ne fra Krabben-Eiland, og saae ud som det var forbrænt.

Hvo veed nu, hvad der vel mere kunde komme udaf, om man giorde flere nyttige Experimenter dermed. Mon man ei med Tiden kunde uddrage en Spiritus til at fordrive Veggelus med, kunde det skee, da blev deres Navn udødeligt, og mueligt kunde man vel uddrage et Skeevand deraf, eller Aqva Fortis, som troligt vilde blive langt kraftigere end det vi nu faaer hos Apotekerne. — Men mere herom i Fortsættelsen.

36

Femte Kapitel.

At faae Forstoppelse efter.

Lex Pænæ emendartices,

Patefifi for Junior Philopatreias Homagium.

Paa Dansk: Haardkogte Eg og Hvedenkopper, stoppe ei faa meget som Junior Philopatreias Skrifter.

Forstoppelse reifer sig af mange Aarfager, deels af usund Mave, dels af Ærgrelse, og mange andre Aarfager, som ere for vitløftige at nævne, og henhører til Medicinen. Iblant andet fortæller den berømmelige Medicus Ferdinandus de Extremadura i hans Bog, de Curfu Planetarum, paa Dansk: om at kiølhale Skibe, at han har kient en Person som fik Obstruction, saa ofte han saae en lang hvid Rokkelor.

37

Ligeledes fortæller den berømte Medicus Cajus Calligula, at der i hans Tid levede en Kone i Rom, som fik Forstoppelse saa ofte huu hørte Lyden af en Kalkunsk Hane. Saaledes seer man at der gives mange skiulte Aarsager i Naturen. Der gives adskillige politiske Forstoppelser, som reiser sig af en Urt hedder Gripomenus. Der gives lærde Forstoppelser, som reiser sig af det latinske Ord Nimium.

Men at forbigaae alle de adskillige Grene af, og Aarsager til Forstoppelser, saa maa jeg rent ud tilstaae, at man aldrig kan faae hastigere eller heftigere Forstoppelse af noget, end af Junior Philopatreias Skrifter. Thi saa ofte jeg har læst noget af dem, er jeg strax blevet plaget med Obstruction; flere med mig have besværet sig over samme Tilfælde.

Aarsagen dertil maa uden Tvivl være denne: ligesom man gemeenlig svækker Fordøielsens Kræfter, naar man overvælder Maven med mange og ufordøjelige Retter, saaledes maa det og være, naar man fortræ-

38

der Sindet med mange ufordøielige Paradore og urimelige Satzer, og hvor findes vel de i større Mængde end i Junior Philopatreias Blade.

Naar man vil give et Portrait af denne Autors Miskmask, kan man gierne bruge følgende Lignelse.

Som for Exempel: Om man vilde komme Kiød, Flesk, Fisk, Erter, Kaal, Melk og Gryn i en Potte, og kaage det i Fleng, hvad vilde det ei blive for en underlig Ret? Naar man nu kommer Sammenligning af Tiderne, Rettergang, Mængde af Betientere, Sølv-Aarer, Bernsteen, Told-Intradernes Formeerelfe, Kiøbmands-Tallet, Korn-Tyven, Aarsagen til dyr Tid, om Smørret, og endelig en Poenitents-Psalme & c. vid. Junior Philopatreias Dannemarks Dommeres Skilderie pag. 87. Samt ubrugbar Dansk, desperat Ortographie og Hyrekudske Latin, tilsammen i en Bog, hvad kommer vel da for en Meening der ud af, og maa ei enhver ærlig Karl faae Obstruction eller

39

Forstoppelse, ved at læse dette erbarmelige Blandings-Gods?

Jo intet vissere! -— Jeg vil derfore recommendere alle dem som ere plagede, enten af Blodløb eller incurabel Diarrhée, at læse Junior Philopatreias, men de maa ei læse for mange Blade, og for alting ei hans egen grundige Giendrivelse imod sig selv, thi ellers kunde det slaae sig til en uovervindelig Forstoppelse, hvilken Junior Philopatreias neppe igien med en Clysteer-Pose, af understaaende Facon, skal kunde kurere. —

40

Siette Kapitel.

Om at see Spøgelser naar man læser Junior Philopatreias om Natten ved Lys.

Det er en afgiort Sag at Spøgelser ere til, og det er ligeledes bekient, at der gives adskillige Spiritus Sorter, som magt man antænder dem paa et mørkt Sted, præsentere de adskillige Figurer af Ulve, Biørne & c. Aarsagen til dette sidste er allene Refractionen eller Luft-Straalernes Brekning. Men jeg forsikkrer at man aldrig ved nogen Ting kan frembringe flere Spectra, end ved Bogtrykkernes Farve. — Dette har jeg observeret, og mange med mig maa sande det, naar de Nøye betragte de nu i en Tid udkomne Skrifter. Hvilket hefligt Spøgelse er ei Præstens Skrift i Klerkerup? og hvor mange flere. Saadanne

41

kan man ei see om høi lys Dag. Men Hvor mange Spøgelse-Historier jeg har hørt, troer jeg neppe nogen er forunderligere end den som er hendet mig, og som jeg trolig vil berette, saaledes som den har tildraget sig.

Horrefco referens.

Erbe, maarbe, Lerbe, darbe, surbe.

Paa Dansk:

Stor Magt og Argelist,

Spøgelser og Phantasier,

Det siger jeg forvist,

Dette er Lever af en Gaas og ei af en Høne.

Credite pofteri!

Afvigte Torsdags Aften laae jeg i min Seng, Klokken omtrent 12 Slet, om Natten, og læste ved Lys. Jeg fik af en Hændelse da jeg gik til Seng, fat paa Junior Philopatreias iste Afhandling. Jeg laae en lang Stund og læste deri; men efter nogen Tids Forløb, begynte jeg at blive heel ængstelig, og den kolde Sveed flød mig ned af Panden. Jeg

42

kunde ei begribe Aarsagen. – Jeg ansaae det for en Slags Afmægtighed, en Paraxysme, som let kan overkomme Folk.

Jeg lagde Bogen bort, og strax forgik mig al Mattighed; da den var over, begyndte jeg at læse paa nye, strax overkom mig samme Tilfælde. Jeg holt atter op at læse, og blev atter frisk. Jeg tog Bogen fat 3die Gang, men see, da hentes noget sælsomt.

Jeg hørte først en liden Raslen, som jeg ei synderlig reflecterede, lit efter blev den noget større, og da blev jeg opmærksom, endelig hørte jeg et Knal, ligesom et Bøsse-Skud, og strax derpaa saa jeg min Sengekammer Dør aabnet. Jeg reiste mig op i Sengen, for at see hvad dette vilde betyde, og see, da kom der først en Taage ind af Døren, ligesom en tyk Røg, denne svævede en Tid omkring i Kammeret, omtrent i 4 Minutter, og saae jeg øverst i Taagen at der blinkede noget, men mit i Taagen saae jeg en hvidagtig Coleur.

43

Denne Dunst trækkede sig mere og mere sammen, endelig blev den til en liden Klump, og lit efter bredde den sig ud, og fik en Skikkelse som en Bog i Octav Format, denne Skikkelse beholdte den i nogle Minutter, endelig begyndte den at stige i Høiden, og voxe i Breden, og blev omsider ligesom et Menneske. Da den første Alteration havde sat sig, begyndte jeg nøiagtig at besee den, og syntes mig da livagtig at see et Menneske i en lang hvid Rokkelor, med en guldtresset Hat, og en Katteflikket Paryk paa Hovedet.

Dette Gespenst begyndte at spadsere op og ned i mit Sengekammer, med meget alvorlige Skrit, ligesom en der gaaer og mediterer. — Men dette Syn vente mig immer Ryggen til. Imedens det gik, hørte jeg det mumle adskillige ubrugbare og uforstaaelige Ord, iblant hvilke jeg ei hørte flere end de Ord, Itsa-Konst, Agiætmaal,

Stylere.

Jeg kunde ei begribe hvad dette Syn vilde betyde, men imidlertid, da Skikkelsen

44

var menneskelig, og min Frygt efter Haanden forsvant, fattede jeg et frit Mod, og begynte at tiltale det sigende: Hvem er du? Gespenstet svarede: Kodener! jeg spurgte fremdeles: Hvad vil du? men fik til Svar Dafilag! Da jeg nu ei forstod dette Sprog, begynte jeg at tiltale det paa fransk; men i Steden for Svar, tog Gespenstet sig vel en halv Snees Priser Tobak, og pillede flittig sine sorte Manskietter og klattede Paruqve. Jeg tilfalde det paa Latin, sigende: Ubinam Gentium? Spøgelset svarede Patefifi!

Min Alteration forvandlede sig til Vrede, hvorfore jeg flog efter det med Junior Philopatreias Blade, som jeg endnu havde i Haanden; men det hialp ei. Jeg tog derfore en af mine Tøfler, som stod ved Sengen, og kastede efter det, og see, da forsvant Spøgelset med et, efterladende sig en slem Lugt, ligesom naar man har spiset Bergefiske i en Stue. Jeg tilregnede mine Tøfler strax denne Virkning, siden de var nyligen kommet fra min Skomager i Grønnegaden, der tilforn havde skielvende fortalt

45

mig om ligesaadant et Spøgelse som Han havde hiemme i sit Huus, der brugte samme forkeerte Talemaade for at snyde ham for Huusleien.

Jeg har oftere forsøgt at see dette Syn, for at høre dette Spøgelses underlige Sprog, men det har ei gelinget mig oftere end hver Torsdag Nat, hvorfor jeg flutter at han maa være af Varulve-Slegten.

Heraf seer Læserne, at naar man vil see Spøgelser, er ei beqvemmere Middel dertil, end at læse hver Torsdag Nat i Junior Philopatreias Blade. Men dette kunde maasikee og være reciqverligt; thi hvis dette Spøgelse fik for megen Adgang - i et Huus, kunde man have Møie nok siden for at blive af dermed. Ja, man kunde sikkerlig vente at see sin Levnets-Beskrivelse trykt, og læse alle sine Begivenheder paa et lemlæstet Sprog i dette Spøgelses Krønnikere-Bog, hvilket Junior Philopatreias Blade noksom i alle Urte- og Spekhøkker-Boder udviser.

46

Dasilag, Drahe, Agiætmaal,

Spøgelser kan fordrives med Staal,

Ultra poffe Nemo obligator.

Dette er Lever af en Høne og ei af en

Procurator.

Herved haaber jeg nok at den gode Junior Philopatrejas vil orves; thi han er ingen Stylere, uagtet han i sine Skrifter fører en uforlignelig god Styl, hvilket ei noksom kan paaskiønnes af alle hans ærlige Compatrioter.

47

Syvende Kapitel.

At faae Coliqve efter Junior Philopatreias.

oliqve er en Sygdom som har sit Navn af den Tarm Colon, som ligger i Maven. Denne Smerte er meget heftig, og undertiden volder Døden. Vi ville ei afhandle de mange Maader man kan bekomme den paa, nok er det, man kan faae den af Ærgrelse og Vrede, naar Galden løber over.

Den lærde Jacob Bøhm fik engang saadan Coliqve af Ærgrelse over et Par forskaarne Støvleskafter, (thi han var Skomager,) at han nær havde døet deraf. — Carl den XII. fik saadan Coliqve efter Slaget ved Pultava, at han aldrig forvant den mere. En berømt tydsk Præst ivrede sig

48

engang paa Prædikestolen saa hæftig over den rige Mand, at han fik saa stærk en Coliqve, saa han skreeg, at man kunde høre ham paa 2 Bøsseskuds Distance uden for Kirken. Der gives mange Exempler i Historierne paa dem som endog have død efter Coliqve.

Men at komme til Hovedsagen, da skal Autor til Bladet Junior Philopatreias være hæslig plaget af Coliqve, og det som meest forunderligt er, han skriver aldrig oftere, end naar Coliqven angriber ham. — En artig Tildragelse skal have hendet sig, da han skrev den 2den Deel af Junior Philopatreias, da skal Coliqven saa stærk have antastet ham, at et par Naboer, bedragne af hans stærke Raaben, skal have kommet ind, i den Formeening at han skede Overlast; men da de kom ind, sad Han i al Orden ved sit Bord, skreeg og skrev, og og jo sterkere Coliqen angriber ham, jo hurtigere skriver han, besynderlig Forsvarskrifter.

Der tales saa meget i Verden om Antiog∣ Synpathi, jeg troer dog virkelig der maa

49

være noget deri; thi jeg læser aldrig oftere Junior Philopatreias, end jeg jo angribes af Coliqve. Dette hender sig med flere, thi en god Ven af mig, en Student, maatte tvende Dage holde Sengen, ene og allene, fordi han en Aften havde læst for memeget i Junior Philopatreias.

Dette aabenbarede jeg for en Doctor, (en saadan som curerer meest for Pungens Skyld, og hedder Doctor, skiønt han aldrig har været eller kan blive Promotus,) Han giorde strax Forsøg, og befantes Sagen rigtig, hvorføre han tildreven af en sand Patriotisme, strax kiøbte en halv Snees Exemplarer, og deels laanede, deels forærede dem bort til gode Venner i Byen, som alle fik Coliqve, og da de nødvendig maatte lade sig curere, har han i Oprigtighed forsikkret mig, at han har derved fortient over 40 Rixdaler. Han har derfore besluttet

at opkiøbe et anseeligt Antal af Junior Philopatreias Skrifter, i Besynderlighed deres egen grundige Giendrivelse mod dem selv, og dele samme Gratis ud, da han fornemmelig anseer dette sidste smukke

50

Stykke, naar det først ret bliver bekient, som en Sæd der vist vil give Tyve Fold igien. -— —

Atter en nye Vet til Fortjeneste! — Atter en Velstands Kilde. — I en lykkelig Time skrev de deres Blader, ved Hvilke de vil blive til en hovedriig Mand, naar alle deres Egenskaber blive bekiente.

Men a Propos! jeg har i nogle Ugers Tid, blant de Døde observeret, at adskillige mere end sædvanligt ere døde af Coliqve, skulle deres Blader forvolde det, maatte man i Tide være betænkt paa Raad derimod, førend deres Skrifter kommer for meget ud iblant Publico.

51

Ottende Kapitel.

At faae Sovesyge efter.

De Persers og Meders Konge Achitophel, var saa sterk plaget med Sovesyge, at han engang sov i 3 samfulde Aar vek; men imidlertid aad og drak, og gjorde alle sine sædvanlige - Forretninger, og det som besynderligst er, i den Tid skrev han en grundig Bog om Sielens Tilstand efter Døden.

Vi have mange Exempler af dem, som have sovet med Maden i Munden, af dem som have sidet og sovet i Retten, og dem som have sovet paa sin Post. — Kort, der gives mange Embedsmænd i alle Stænder, hvis Hoved-Sygdom er Sovesyge. — Jeg vil ei tale om dem som have sovet sig til Lykken.

52

Imidlertid er Sovesyge et farligt Tilfælde, men hvoraf den kan komme bliver de Herrer Physicorum Sag at undersøge. Saa meget vil jeg kun sige, der gives adskillige Hypnotica eller Søvnbringende Midler, som Valmoe-Frøe & c., ja man paastaaer, at den blotte Lugt af Lillier, Val: moer og saadanne, naar, de staae i et Værelse, kan foraarsage Sovne, ja, det som verre er, epileptiske Tilfælder. Men alt dette er ei min Sag.

Jeg vil allene berette: at Junior Philopatreias Blade ere et meget kraftigt søvnbringende Middel; thi naar man læser en Times Tid i dem, bliver man søvnig endog ved høi lys Dag. Enhver som vil forsøge dette, behager kun at læse deri, og see om et Virkningen er uundgiengelig.

Aarsagen hertil kan jeg ei saa lige begribe, men noget giør det vel til Sagen, at Autor skriver dem alle om Natten, og siges der for vist at han ofte, ja de fleste Gange skriver den i Søvne.

53

Imidlertid maa jeg tilstaae, at Junior Philopatreias Blade ere ei de eneste som besidde denne Dyd. Thi for nogle Aar siden læste jeg engang i nogle tydske Canzel-Redens, men blev derefter beladt med saa stærk en Søvn, at jeg sov i 16 samfulde Timer uden Ophør. Saa vit troer jeg knap at Junior Philopatreias Blade kan bringe det, thi efter dem har jeg aldrig sovet længere end 2 Timer, men jeg har heller aldrig læst mere i dem end en halv Side af Gangen, maaskee naar man læser mere kunde man sove lengere; thi jo større en medicinsk Dosis er, jo mere virker den hos Patienterne.

Ikke desmindre, da jeg i alle Tilfælde sørger for Junior Philopatreias Beste, vil jeg giøre følgende Project:

Man veed at Alderdommen ei altid kan sove, endskiønt den gierne vilde; men da Søvn som enhver veed, styrker Legemet, saa burde nogle retsindige Patrioter opkiøbe betids en heel Qvantum af disse Blade, og Gratis Uddeele dem til Lemmerne i War-

54

tov, Steleboderne og det almindelige Hospital, for at hielpe de gamle Skrøbelige til Natte-Roe og Hvile, Abelcatharina-Boder og de andre Klostere og Stiftelser her i Staden burde ligeledes forsynes med tilstrakkelig Forraad, men man maatte for alting formaae Forstanderne aldrig at læse dem; thi i Fald de indslumrede, kunde det see galt ud, og de kunde let ved sammes Læsning herefter blive alt for søvnige i deres Embeder.

Ligesaa burde alle Sygehuse og Lazaretter med et tilstrækkelig Antal være forsynede, og naar de Syge ei kunde sove, burde med Skiønsomhed foreskrives dem en vis Dosis, efter Sygdommens Beskaffenhed, som for Exempel:

Recipe. 1 1/2 Blad Junior Philopatreias.

At indtage om Aftenen i Rugmeels Grød;

Man kunde indrette Portionerne mindre og større, alt efter Patientens Svaghed, mere og mindre Urolighed.

55

Men de Patienter som have alt for sterk Natur, maa have følgende Dosis:

Rp. 1/2 Blad Junior Philopatreias. 9 Linier om Brændeviins-Lauget.

1/2 Blad Dan. Dommeres Skilderie.

4 Linier af hans grundige Giendrivelse. 1/2 Blad Skobørste Forsvar.

3 Linier af Taksigelse-Brevet.

1/2 Bl. Jødernes Rænkers Aabenbaring.

Indtages om Aftenen i 1 Pægel gammel Rom, af det Slags til 8 Skilling Potten, og derhos 3de Gange repetere: Dasilag, Drahe, Agiætmaal.

Er ikke dette et herligt Forslag, og mon ei denne Sølv-Aare virkelig findes i Dannemark.

56

Niende Kapitel. At curere Junior Philopatreias.

Det er en bekient Sag, at der gives mange Sygdomme, som ere næsten incurables, som for Exempel, Tandpine, Podagra og Skrive-Feber. Men allermindst kan man curere de Sygdomme som reiser sig af en Svaghed i Sindet, som for Exempel, Hypocondrie.

En Mand i Dresden havde engang den Sygdom at han indbilte sig, at han var et Heste-Føl. Hvad skeede, hvor han saae en Føl-Hoppe, løb han efter den, og vilde patte, han vilde ingen Medicin indtage, eller ingen Raison høre. Han var af en formuende Familie, og endelig blev han cureret paa følgende Maade, at man tog Skindet af en Hoppe, og stoppede det kun-

57

stig ud, samt meget behændig fyldte del indvendig med Medicin, den Syge, saa snart Han saae den, løb han hen for efter Sædvane at patte, og saaledes indpattede han Medicinen, hvorved han endelig blev frisk.

En anden Mand i Lybek, fik den indbildte Syge, at han maatte døe; i Fald han trak sin Rokkelor af, saasom ingen kunde overtale ham, saa gik og laae han saalænge i Rokkeloren, indtil han døde, — Af disse og flere sandfærdige Historier, erfarer man at der ere mange indbildte Sygdomme til, som vanskelig lade sig curere, og til dels aldrig. —

Jeg Har længe speculeret paa, hvad det monne være for en Sygdom Junior Philopatreias er behæftet med, endelig har jeg udfundet den, og begrebet at det er Skrive-Syge. — Men uagtet jeg nu baade kiender Sygdommens Natur og dens Grund, er jeg enda lige nær; thi jeg er heel uvis paa hvad Maade jeg best skal kunde curere ham.

58

Efter langt Overlæg, besluttede jeg først at foretage følgende Cuur, nemlig, jeg vilde først aarelade ham paa Foden, for at trække Blodet ned fra Hovedet, dernæst vilde jeg lade ham kopsætte, for at uddrage de onde Vædsker som formodentlig kunde være imellem Huden og Kiødet, og derefter vilde jeg hver anden Dag give ham et Laxativ, for at rense Maven; thi af en usund Mave opstiger ofte onde Dunster, som forvirrer Hiernen, og skulde han hver Dag herefter bruge Krydder-Thee, for at rense Blodet.

Men ved nøiere Eftertanke, befant jeg den Cuur ei heller tienlig; thi jeg frygtede for at Sygdommen skulde formeeres, ligesom Legemets Kræfter ved en alt for stærk Afføring svækkedes. Jeg indsaae nok at Sygdommen bestod i Hiernen, jeg var derfore Halvveis betænkt paa at lade ham Trepanere; men da jeg igien betænkte, at det var uvist, om man kunde træffe det rette Sted, hvor Skaden egentlig var, saa lod jeg og den Beslutning fare. Kort, jeg var ueens med mig selv og ganske raad-

59

vild, ja besluttede ganske at overgive Ham som incurabel.

Endelig tog jeg mig Mod til, og besluttede at udfinde noget nyt; thi usædvanlige Sygdomme kræve usædvanlige Curer, og i saadanne Tilfælde skal man just vise sin Habilite. Jeg vil oprigtig fortælle den hele Cuurs Sammenhæng.

Med stor Bekostning lod jeg anskaffe

2 Lod af den Bernsteen, som findes her i Landet, og som Junior Philopatreias skriver om, denne stødte jeg ganske smaae, dernest tog jeg 4 Lod A. B. C., og 8 Lod Ortographie, sam 2 1/2 Lod reent Dansk, og

3 Qvintin af Magistratens Brænde, hvilket jeg pulveriserede, dernæst tog jeg en halv Pot af den nye Rom til 8 Skilling Potten, som Junior Philopatreias skriver om, den lod jeg hos en Brendeviinsbrænder omdistillere saa længe, indtil der kun blev en Pæl Aqvavit tilbage, med denne Rom befugtede jeg de fornævnte Species, og giorde deraf en kostelig Latverge, da nu denne var færdig begynte jeg med Curen.

60

Jeg gav ham første Gang ikkun saa meget ind som en stor Theeskee fuld; to Timer efter han havde bekommet det, falt han i en Afmagt, da den var forbie, begyndte han at faae temmelig heftige Convulsioner, og phantaserede han stærk; jeg var stændig ved ham for at observere alle Symptomata, da jeg mærkede dette lod jeg ham strax ordinere en halv Potte sød Melk, da han havde drukket den ophørte Convulsionerne; men en stærk Mattighed blev tilbage i Legemet, og en Slags Zittren, der kun var Levninger af Spasmotiske Tilfælde, som dog ei vare betydelige.

For nøie at observere Curen havde jeg et Barometer i Sengen hos den Syge, og befant jeg at Heeden var 13 Grader over det menneskelige Blods Heede, (Calor Sangvinis Humani, paa Raumaurs Barometer,) og i den Tid slog hans Puls 11 Gange i en Secunde. Jeg holdte for raadeligt, ei at give ham mere denne Aften, men jeg ordinerede ham en Bergefisk, som han en Time efter skulle æde, den følgende Dag gav jeg Ham en halv Gang til saa

61

stor Portion af Medikamentet, som første Gang, og da begyndte han igien atter at phantasere, men Convulsionerne bleve borte, og mærkede jeg hos ham en gelinde Damp, Heeden i Blodet var noget mindre og Pulsen slog ei nær saa stærk, dette gav mig et got Haab, og den Aften ordinerede jeg ham Plukkefisk. Den tredie Dag falt han i en stærk Damp, Phantasien blev mindre, og han begyndte at læse A—B—C. Den

fierde Dag tog Heeden af, og han begynte at stave. Den femte Dag sad han overende i Sengen og læste temmelig rent Dansk, kort inden den 13de Dag kunde han ulastelig got ortographere, ja begyndte i net Poesie at beskrive disse Tiders Critici, efter en vis Poets Maade, saaledes:

En anden Mands Gierning du dadeler saa let, Endskiønt at din egen er saa passelig net.

vide Autors grundige Giendrivelse mod sig selv eller Junior Philopatreias, pag. 53.

Saaledes har jeg faaet ham fuldkommen restitueret, og er han nu saa frisk og sund som han ei sin hele Livstid har været.

62

Ja han begynder at blive baade tyk og feed, efter foranførte pag. 16, som alle Mennesker der kiender ham maa tilstaae, og som Han ei selv skal kunde negte. Imidlertid har han dog mig at takke for sin Helbredelse, ligesom han har forsikket mig om sin Erkentlighed, i det minste har han lovet at betale Medikamenterne.

Nu kan jeg da forsikkre hele Publicum, at Junior Philopatreias er ganske cureret, og at han Efterdags aldrig skal skrive mere, i det minste skal han ei oftere skrive Latin eller Kragemaal.

Et par Ord til Junior Philopatreias.

De seer nu, min Herre! med hvilken Ømhed og Omhyggelighed jeg i alle Dele sørger for Deres Beste, og at jeg, om mueligt, vil giøre Dem til den anden Midas; men da man intet bør giøre uden Aarsag, holder jeg det for min Skyldighed at giøre Dem Rede for, hvorfore paa Titel-Bladet og Slutningen af dette Skrift staaer et Par Briller.

63

De maa ingenlunde troe og tænke, at det enten er skeet Hændelseviis eller at det er et Bogtrykker-Indfald, nei, det er skeet med got Overlæg og frit Forsæt. Aarsagen dertil er ellers denne: Jeg veed de skriver meget, og følgelig har svage Øine, som stedse trænger til Briller. — Desuden veed jeg tilforladelig, ved den sidste Sygdom jeg curerede Dem for, at Deres Øine maa have tabt en Hoben. — Nu maa De vide, at efter Optiqvens Regler ere ei alle Slags Briller tjenlige for alle Øine. Ligesom See-Punkten i Menneskers Øine er forskielligt, saa maa Focus i Glasserne ogsaa være, endeel maa have Convexe, endeel maa have Concave-Glasser. De Convexe vil nok blive tienligst for Dem, siden De er forfærdelig kortsynet, og ei aldeles fri for Stær paa Øinene.

Jeg har derfore sendt Dem disse Briller, bedende og forhaabende, at De vil lade mig vide, om de ret passer Deres Næse, da jeg vil bestille Dem strax er Par virkelige, med Stænger i, som De kan sætte fast over Parykken, paa det ei Deres smukke Næse derved skal

64

skamferes. De behager selv at opgive, hvad Glas De helst ønsker dem af, enten af norsk, fransk eller pomersk Glas, det sidste troer jeg vil være et med af de beste. De behager nu at udnævne et, og skriftlig tilsende mig Deres Villie, paa Stadens Boglader, da den, strax skal blive efterlevet. Ja, jeg vil oven i Kiøber lade giøre et prægtig Foutteral til Brillerne, betrukket med Bergefiske Skind, og beslaget med Sølv af de danske Sølv-Aarer, efter Deres egen gode Underretning. -— Vær nu saa god at sende mig et Maal af Deres Pandes Bredde, paa det jeg kan indrette Brillerne derefter, da de ufortøvet skal blive bestillede hos den beste Opticus i Kollekolle, og saa snart de ere færdige, Dem tilstillede; naar De bekomme dem, kan De være forvisset, De bliver dobbelt saa skarpseende, ja, da ville De vist kunde see, at der og findes Flintesteene paa Amager, hvilket De ei forhen har observeret.

1

Tienstlig Giensvar til

den unge Pasqvillant

Rosentorne

Faldet.

2

De har laant en Steege-Griis til Vaaben;

havde den Tæer, da kunde han være en god Løber for Deres Ting-Vogn, helst om han havde en Karusse i Munden til at tale for sig.

Skriftet ligner sin Antor, men Svine-Hovedet end mere. Det feiler alene nogle Pletter; Men hvad vil man sige: en laant Ting passer ikke altid vel.

Førend De taler om Vestindianerne og andre hæderlige Stænder, burde De først at lære, hvad disse har forglemt. I øvrigt kan disse forsvare dem selv bedre end en Ræt levende Karper; dog ere de samme gode til at holde Venskab vedlige.

Deres Broders Portrait pag. 35. er ret fortreffeligt, i sær Hatten, siden den er forsølvet med Kiærnemelk. De Briller han holder i sin gamle Klov for Dem, kommer Dem ret vel tilpas; tag dem paa og læs bedre over i Loven, førend De alligerer og criticerer, da det Ord Skyld & c. faaer en anden Bemærkning, og vel, som De synes, at tilegner Dem.

, Det er ingen Under at De taler om Spøgelse, da De selv saa længe har ageret det under det Navn Ole, hvor Sengene knagede.

3

De har laant en Pose, som De kalder den, da det dog er en Dyre-Ryg. Gaffelen har mistet sit Skaft; Stumpen vil dog vel være god til at aabne Sølv-Aarene med paa Kiøbenhavns-Amt; Men er det en Pose: da tilstaaes at den er Dem ret tienlig, for derudi at samle Forstand; thi saa kan De være forsikkret, med samt Deres Opticus, at De faaer ingen Star.

Havde De ei havt Star baade paa Øien og Fornuft, da kunde De forud have seet, hvad Skam De selv giorde Dem med Deres ufornuftige Skrift. En anden Gang hold Dem fra at skrive Løgn, at De ikke skal faae flere Sandheder at høre, end De forud kunde betænke; men det er Beviis paa Deres Star.

Siden De som billig tilstaaer Junior Philopatreias Skrifter at være gode for saa mange adskillige Deele; da er det høyst fornødent for Dem, at kiøbe en anseelig Deel for Deres Familie, i sær for at forkorte Deres Broder Tiid og Kiedsommelighed. Af Mangel paa sikker Leilighed, kan De selv paatage sig Commissionen at fare over med Færgemanden Charon vel Charonti, som er den sikkerste Post til Plutonis Rige. Jeg haaber at De ere vel kiendt med Pluti Dørvogter Cerberus med de 3 Hoveder; med det første forklarer han Loven, med det andet fordreier han Folkes Ord, og med det tredie taler han Kragemaal; og siden De forstaaer at tale de samme,

4

vil De sikkert blive velkommen, ja endog finde baade Lærdom og Venskab.

Man forundrer sig ikke over, at De misunder andre at de har seet sig om i Verden og ærlig tient sig op foruden Gield; siden Patte og Kakkelovnen hidindtil har været for Dem umistelig.

Der siges at Varulven gaaer om Natten, og De maa sikkert giøre ham Selskab, siden De kiender ham saa vel; thi det Dyr er gandske ubekiendt saavel som hans Forretning, hvad enten han gaaer paa Jagt, Tyverie eller agerer Spøgelse.

Deres Opticusses Indkomst ere vel liden paa denne Tid, siden hans Glas ikke ere nyttig for Publicum, helst da De ikke selv derigiennem kan see, hvor barbarisk det er at binde Folk og kaste dem levende for Hunde, at opædes.

Foldens Indkomst er vel og smaa. En Hest gielder vel ikke en Daler paa denne Tid af Aaret. Svinene har skiult sig i Deres Skrift; og hvad Opreisning vil De faae derfor.

De forstaaer vel Meningen; Det er den rette Forklaring paa Deres omtalte Forræderie pag. 13. Behøver De der tydeligere, da er her god Forraad.

1

Junior Philopatreias

Besvarelse

til

Beelzebul

Fukssvanker,

som

svigagtelig og saare underfundelig

kalder sig

Rosentorne.

Indhold:

1) Om Dievelens Magt, Vælde og Argelist paa Jordkloden. 2) Om Mikkel Rævs Forekiol. 3; Nærmere Afklædelse af Paafugle-Fædrene med videre. 4) Til det Respectuose Publicum om hvad i Hænde haves af Manuscrifter til behagelig Udgivelse om forlanges.

København, 1771.

2

Veretas Odiom paret

Det er saa meget som f. E.

Den som siger Sanden Plager gierne Fanden.

eller ogsaa saadan:

Den, som Sanden siger Efter ham den Onde higer.

Det er et gammelt Ordsprog ɔ: Ordspil ɔ: Adagio, at Sanden er altid ilde hørt: Saasnart som Sandheden træder frem for Lyset, saa bliver man strax bagvasket og hudstrøgen. Man har ikke nødig at gaa længere tilbage i Tiden end til de hellige Profeters Tider. Blev ikke Paulus hudstrøgen og fik tre gange syv og tinge Slag, om jeg mindes ret, fordi han ikke skyede sig for den leede Konge Agreppa, men malede ham af ligesaa sort som Kul. Og Jonas matte ligge i Hvalfiskens Bug tre Dage og Nætter tre (vid. Krønnik) Og Morten Lutter maatte tage sin Tilflugt til Keyser Carl den 12te til Sikkerhed alt for den Avins Skyl

3

som han maatte udstaae, for han ikke ville staae under Pavens Utugt og Forkrenkelighed, men var en ret christelig Fortolkere af Troen og den reene Lærdom. Og Jacob Bøhm siger ogsaa noget. Men jeg vil ikke gaae dybere ind i Historien med dig, for du er vel ligesaa klog der som i dine øvrige Handteringen. Men herom meer siden.

Imidlertid kunde du dog for at blive overbevist om denne gamle Slangens Argelist paa Eyropa læse Geert Westfalers Reysebeskrivelse fra Hamborg til Altona beskreven af ham selv. Diste store Mænds Exempler har været mig til megen Trøst, Husvalelse og Solacement, da jeg greb til Pennen for at komme mit trengende Fædreland til Hielp; thi hvorlunde skulle jeg have bædre Skæbne ɔ: Lykke ɔ: Fortyn end alle disse, hvis Skoe-Tvinge jeg er ikke værd at opløse, som skrevet staaer.

Skulle Danner Kongens Majestætens Land ikke hoste Frugten af mine Economiske Oplysninger, som jeg kand have samlet saavel i Eyropa som i Vestindien med sine Eylænde og vedkommende Tilbehør, fordi der er en Fukssvanser ɔ: Mikkel Ræv ɔ: Ridderrød iblant os, der forhader sit Fædreland og med den Spor og Spe, som han spyer paa

4

mig, ville underkue mig til at nedlægge min Pen.

Er der ikke Vand i Stranden der oprører Bølgerne, og ligerviis som Plokfisken kand koges, om man enddog bruger Koeureenlighed dertil, med Tugt at sige; saaledes kan og Patrioten blive sat i Bevægelse og Ivring, naar en Hund giør. Men mere herom i det Værk om suur Sild.

Første Disputation

eller

nærmere Underføgelse om Mikkel Rævs

Forekiol.

Credat Judeus Apollo Rap. Macolp.

For de eenfoldiges Nytte udsat i vor danske Tungemol saaledes:

Hvem der vil ikke troe det maa have et Steen Hierte.

Jun. Philop. Jeg matte have meget lit Tugt og Opførelse, dersom jeg vilde begegne min Herre med ligesaa stor Uhøviskhed og Impolitece, som du giør ved mig.

5

Du sætter et Svinehoved neden under eller en anden Krusse Dulle, og siden siger I jeg har Collig eller Mavepine, seer du ikke her din Ondskab ɔ: Malise og Vankundighed, at du vil tillægge Sviin, som dog ikke nedstammer fra Adam menniskelige Fuldkommenheder. Men naar Satan først faaer een i sine Kløer, saa sparer han hverken Religion, Fiskerier & c. med videre. Men apropaa kiender du det forhexede Drenge-Barn. Jeg vil intet sige, du er Autor, men du vil nok re vansere dig paa mig, see det Skrift kaldet Sandheds Elskeres Besvarelse med mere. Thi jeg skal ey aflade at tage gode ærlige Folkes Parti og Forsvarelse, som lide for Forfølgelsens Skyld i denne Ødelæggelsens Vederstyggelighed, som sagt er, og saa min Styl og Ortografi, som du siger, du har søgt at emitere og efterkomme. Men fikst du Pæren! Er du bevandret i den gamle Old og Stammebøgerne? Har du Conduitte i den første At fra Kong Dan og Islands Opkomst? Har du læst Knytlinga, Aslachsonius og Peder Syv? Men jeg seer nok dine Renker og Stikpiller, at mine Skrifter er ikke efter din Vansmag. Har du maalt Danner Kongens Grændse Pæle i America, gammel Grønland hos Valsisken, Acra og Acanien i Guinea med

6

meere? Men du er noget grøn om Næsen til Mysterier.

Anden Afklædelse

af

Paafugle-Fædrene til Høyere Eftertanke og Sandheds Skrifter- og Lovmæssige Opkomst.

Unqvem ex Leone det er

Intet er got for Øynene;

Med Løin skal man fordrive Løinen.

San man siger i Ordsproget, hvilket dog for saa vidt er skadeligt, thi jeg vil fordrive Løin med Sandhed; man kan faae Colig, siger Fukssvanseren, af dem og Søvn med videre; var jeg nu saa uartig, at jeg vilde betale Min Herre med samme Mynt, og Skuepenge, veed du saa hvad jeg vilde sige om det Blasfime Skrift, det var got til at tørre, men jeg vil ikke sige mere, du forstaae mig nok, jeg vil inte være saa ufin for mine mange Ynderes og flere veltænkendes Skyl, som læser mine Skrifter med Fornøyelse ɔ: contantement, og har den rette Indsigt i Vandel og Handel

7

til Dannemarkes Flor, og Hollænderens med samt Brandenborrens Undergang ɔ: Ødelæggelse ɔ! Ruin, men her er du, med min Herres Tilladelse dog alt til Skikkelighed, saa dum som en Østers eller Sandskrubbe. Give du ville studere noget i mine og andre anstændige Patrioters Dagbøger, især det Skrift Junior Philopatreias kaldet, see ibid. saa skulde du snart sande det gamle Ordsprog: at inte skue Hunden efter Haarene, vid. Tydske Iokkums Krønike. Men du er en Spradebasse og en Muskovit ɔ: Tusind-Konstner med mere, og saa siger du, at der er faret en Tusendbeen i mig, da jeg laa og sov paa Crabben-Eyland, men det er alt efter din skalkagtige Maneer og Orgyderie. Var du med? Give der var farne tusinde saadanne i dig og hver ærlig Patriot, saa skulde vi flux finde Guldgruberne, Minerne og Bernstenen. See hist og her i mine trykte og utrykte Skrifter, i sær det om raadden Aal. Men saa længe I er Stratenjunker, tænker du kun lidt paa Manufacturernes Opkomst, som jeg og Philodanus, vi er nu de eneste, der holder Hævd over Patriotismus i disse Ateistiske Tider, naar du og andre gaar paa Maskerader og Blendværk og anden Uterlighed, at Italieneren og de Franske gustne Tøyter kand trække vor Guld og Penge

PR

XX 4

4

Fr | AN & P|

AN & Pk |

8

8 —s

ud, for Banco Sædlerne lar de os nok beholde, som vi begge har andmerket, og videre stal udføres i vedkommende Skrifter om Brændeviins Brænder af smaa Kron, som Lendser, Smallinger, Fugle Ærter og Rønnebær med videre. Det fornøyer mig dog at den velsignede Rug skal forspares. Give Philodanus ogsaa maatte naae den Glæde at faae nogle af hans Patriotismer opfyldte, i sær det om Banko Sædlernes behørige Afgang, naar det regner paa Præsten saa drypper det dog gierne paa Deynene, som Ordsproget lyder vid. Peder Syv. Men Koral Fangsten paa de Orkadiske Kyster staaer mig altid for Panden, men herom videre i et se parath Værk, om Kræfter forlenes. Jeg maa følge min Contrapart.

Tredie Artikel.

Indhold

Videre Oplysning og Gendrivelse til Fukssvanseren til behagelig Gensvar og Eftermæle.

Corn ufert illo cavetto latin men paa dansk

Naar man iblant Hunde Flok slaar, saa piver den som Hug faar.

9

Skriv nu du noget om Econemie ɔ: Handelsager, saa vil jeg see hvad du veyer, men alt med Ondskaben at forjætte. Men jeg vee nok at det er ikke det officio eller bestilling, at jeg skal tale paa dansk med dig; thi ellers faaer dm vel Colig, som du siger jeg har. Hillemænd du er Studios, og derfor har ingen anden studeret end du. Til en ringe Gengæld ɔ: reparacion, for dine Poetiske Blaffer og Huggerter, dog Uden Peteheia og Polemeja; thi der Latin forstaaer jeg inte ikke, vil jeg vise dig en bedre Prøve af min danske og latinske Poeterier:

Ebbe og Aage de Helte saa fro Siden de for Hunger af Skaane dro.

Bombyx, calyx, efox,

Tradux, volvox, befox.

Theophrastus, Kilian,

Bombastus. Kakadorian.

Det var i Østerige

At Prøyssen han gik ind Med sin A mee den rige Og med Godheden din.

Siunges om Vægter Visen.

Forresten er jeg altid andsvarlig for al den Forfang og Skade, der skulle reyse sig af den Ortograf og Stylere jeg bruger, saavel i det Latinske som ægte Danske, Vestindianske, Karelske, Mesopotamiske og Ily-

10

riske med videre. Det skeer og undertiden dog sælden, for mit Sinds Roligheds Skyl at jeg poeterer, men da er de ligesaa flydende, som du nok seer, og gelingende som dine. Du seer et ringe Exempel hist og her. Men hvad du skriver om min Persohn og Ægenskaber, da er det kun lutter Tant og en skammelig Irettesættelse. Ligesom jeg skulde locere hos en Skomager i Grønne Gade, og ikke fornøye ham for Leyen til Huus Fornødenhed, da skal ingen saadant Lovmessig bevislig giøre. Af samme Sylte og Surdey er det, at du taler om min Beklædelse, at den kun ringe og Luslit. Give du og enhver vilde lade Jer lokke og leede om ey nøde af mit Exempel til Sparsomlighed, dog er det ey af trængsel, at jeg seer saa pillet og nosselig ud; thi den ædle Skrive Frihed, som jeg priser, haver til al Takke fyldt min Dressel og Fornødenhed.

Jeg haver og en skikkelig brun Klædes Kiol til Heers, som du nok ikke har seet mig i, men min gamle Rokkeluur, som du taler om kan jeg ikke aflegge eller lade komme uden for Familien for Kierligheds Skyl, saasom den er en Efterladenskab af mine Oldefædre og virket af min salig Farmoder paa Spraase; Af lige Beskaffenhed er det og med min Paryk, som nu i fierde Leed har vaaren i vor Familie,

11

item mine skiønne Skin Buxer, som endnu er brugbare og i god Stand. Mit Lintøy begynder nu vel lit at smuskes, og behøver lit reparacion og Forfristelse, men det holder dog vel mig ud, for Eftertiden maa min Afkom, om nogen imod Formodning skulde findes, sørge fordets videre concervation til vor Navns Ihukommelse ɔ: monument. Hvad min Hat er anbetræffende, da er den mig blevet foræret af Gubernøyren over de smaa syv Salt Eylande uden Navn i Archipelago liggende og Galunen har jeg kiøbt for Sølv og rede Penge i Patefisi Hovedstaden i Beschetten Eylandet. Ellers maa du vide, at jeg forliste mine beste Sager, da jeg leed Skibrud imellem Passaste og Sant Annegade paa alt mit Løsøre og Boelskab samt Manuskrifter og Presioser til Tvilling Rigernes ubodelige Tab og Forlis; men jeg vil ikke tale mere om min Economie og Patriotisme, at du ey skal tænke jeg orves eller modes deraf, jeg skal i et andet Værk beskrive dig mine tvende Skiorter, som jeg nu, naar vi naaer Sante Ols Dag, har havt i 15 samfulde Aar, dog huer jeg ikke ret den ene længer, den begynder at blive mig saa sorte gul, og det er enda den jeg har slaaet min meste Liid til. Men jeg skal til Sommeren lade den udblege, og be-

12

hørig eftersee for de Sprækkers og Aabningers Skyl, som tildels lade sig tilsyne paa den, saa kan den endnu tiene i nogle Aar. Resten af dit Skrift fortiener ey at giennemgaas, eller giennemheyles, men det burre som en Skamflik ved Rakerens eller anden ærlig Mands Haand, at forbrændes, forbi du ikke har skyet dig at angribe mig, der ikke har skrevet uden til Landsens Velgaaende, Tarv og Frelse for at rædde ærlige Mæns Rygte. See det Skrift Sandheds Elskeres Besvarelse kaldet. Nu kommer du og overfalder mig selv. Saadan gaaer det Patrioter, men nu har jeg ogsaa sagt noget til dig, som heller ikke er ret got. Det kan nu tiene dig og andre til en Advarsel og Formaning, der anfalder uskyldige Folk, som jeg ikke skal mankere at hanthæve og forsvare imod Fortryggelse og Voldtagelse; thi hvo kan være sikker ɔ: sekuur i disse farlige og forblommede Tider. De maa derfore, saa mange som ere min Bistand og Leyde begierendes, indsende deres Besværinger til mine Bogtrykkere hist og her i Staden tilligemed Trykke Løn og en ringe Erkientlighed; thi endskiønt jeg er villig til at paatage mig slig Tieneste, saa er det dog ubillig at forlange min Sveed forgieves. Videre kan og ved en behagelig Samtale accorderes med mig om Prisen og hvad Formular, man

13

helst matte forlange; thi jeg har til adskillige Priser, hvoraf den jeg sidst udgav vel er den Beste, vid. Sandheds Elskeres Besvarelse; dog kand jeg forsikre, uden at flattere mig som ey er min Maade, at de alle ere gode og brugbare. Og aldrig skal nogen sige, at jeg haver hvæsset min Pen imod Uskyldighed, men heller contrario. Naa' de det giør, saa skal ingen have Aarsag at klage over Fortrykkelse for Skrive Frihedens Skyl, da jeg nok skal stræbe saaledes at revse enhver i sær, at de ey skal løftes ved at komme igien, som jeg nu har giort ved dig. Men nok om denne Egenskab.

Til

Det Respectuøse og Veltænkende Publicum min kiere salutems Helsen og Complement.

Jeg takker skyldigst for den store Begierlighed og Aprobacion ɔ: Samtykke, hvormed

I har optaget og antaget mine Patriotiske

Skrifter til Eftertanke, men paa det I kan vide, hvad I endnu kan vente fra min ærbødigste Pen og Blekhorn, saa kunde I her see ligesom i en kort Hovedsum hvad jeg endnu har liggende til Fædrenelandets Tarv og Trang at afhielpe. Jeg haver alt citeret og anbragt nogle

14

i denne Bog nemlig det om Suur Sild at preperere og omdanne til Tyendes forsvarlige Kost og Læring, item om rodne Aal at forfriske og etablere i disse dyre og trange Tider: Om Brændeviins Brænde af Heyre, Klinte, Smelt, Smallinger, Skrællinger og andet Ukrut til Rugens Forsparing, hvilket let kunde sælges for 8 ß. Potten. Foruden vel bemelte Skrifter har jeg endnu til Tryggen færdig, som følger.

1) Om den behændigste Maade at sammensætte Sønder knusede Ægge Skaller paa for Nyttes Skyld, som nok vil udgiøre to maadelige Qvartanter.

2) Om Mixtnren af Silde Skiel og Fnuet paa Gløder til en behagelig Kraft Suppe grundet paa Erfaring som den beste Læremester.

3) Gratia probatum eller om at miste sin Forstand. Et Skrift, som jeg har arbeydet paa i 13 Vintre paa Crabben Eyland.

4) Det store Verk om Bankefisk, Berrefisk, Klipfisk, Klapfisk, Stokfisk, Lu defisk, Plokkefisk med videre.

5) Om at oprette en Klapjagt mod Rotter og Muus og Lopper og Luus

15

med andet deslige Utøy, alt grundet paa Erfaring.

6) Om medicinen af gamle Heste Skoe Søm, deraf at indrage et fornøyeligt Lacsativ, deraf at indtage paa fastende Hierte, hver Torsdag Aften see herom Hendrich Smeds Heste Cuur.

7) Om Støvle Skafter af MuseSkind og andre Insekter.

8) Om et fornøyeligt og fordeelagtigt Fiskeries Andstillese i det Caspiske Hav til Røspetters og Pivarers nødvendige Indførsel med vider.

9) Et Pølse Pinde Magesins Andleggelse for paakommende dyre Tider Skyl.

10) Om et Svovelstikke Fabriqves Oprettelse til Skovens Opkomst og Besparelse, omtrent 60 Alfabeter stærk i stor Folio.

11) Om en Flodes Underholdelse paa Donau Strømmen, som Høylig kunde giøres behov I disse Rebelske Tider til Jødernes Ødelæggelse og Hamborgernes Adspredelse.

12) En dito paa Ishavet til at holde Tørken og Alsiren i Ave og behørig Respect.

16

13) Om en Boms Anleggelse over Øresund til Svenskens Nakdeel og Danskens Fordeel, at ingen sig derigiennem skal snige eller stiele i disse tyvagtige Tider.

14) Om at plante Sukker Rør paa Amager og Caffebønner paa Lessøe.

15) En Historisk Afhandling om Romernes seyerrige Voben nogen Tid har undertvunget Spraaøe.

16) Endelig et Diplomatisk Værk om Præsternes Adkomst til Pive Kraver, hvorudi bestemmes tillige Havets Længde.

Her seer du da ligesom i et Speyl, hvad jeg til Danner Kongens Riges Flor og Opkomst kunde prestere, naar jeg fik nogen Understøttelse. En behagelig prenumeracion kan daglig dags supscriberes om Morgenen tilig fra 11 til 12 hos mig selv.

1

En Sandfærdig og tilforladelig Beretning

om

Junior Philopatreias

Død og paafulgte Begravelse.

Samt en fuldstændig Beskrivelse over hans Parade-Seng, og en Samling af Vers og Gravskrifter, som i adskillige Sprog ere forfærdigede. Tilligemed en

Liig-Tale

som blev holt ved hans Begravelse af Mag. Klerkerup.

Efter den Sal. Afdødes Begiering til Trykken befordret af

Rosentorne.

Kollekolle 1771.

2
3

MEMEMTO MORI! Alt Kiød er som Høe.

Fortale.

Det er almindeligt, alle store Mænd opreises Monumenter, Æres- og Mindestegn, det er den Giengield Tiden giver store Egenskaber. Haver ei en fuldstændig Historie, bevarer den store

Holger Danskes Bedrifter fra Undergang. Er ei Jerusalems Sko-

4

Fortale.

magers Bedrifter optegnede? har ei den store Virgil sammenskrevet et heelt Værk om den Landstrygger Æneas, og er ei Alexandri Magni Krønike paa Prent?

Det er ei allene store Helter, hvis Bedrifter conserveres, men endog andre lærde Mænd og store Genier, som Eftertiden redder fra Forglemmelse. Kort, det er og bliver en Skyldighed at conservere store Mænds Erindring, og denne Skyldighed er Aarsag til dette Skrift.

Hvo haver opdaget flere Sandheder, hvo haver bidraget mere til Fædrenelandets Velgang, hvo haver været en desperatere Patriot, en vit-

5

tigere Autor, en flittigere Skribent, end vor store Junior Philopatreias? O! mageløse Autor! Du skinnede ret som en Comete paa Lærdommens Himmel, som en Phosphorus i den patriotiske Morgen-Røde, og som et Steen-Kuul i Visdommens Smykke.

Du var ret drukken af Patriotisme, og gloende af Nidkierhed, ja du lignede hine Jydepotter, som naar de først komme i Kog, ikke igien stanse saa hastig.

I Satyren var Du stærkere end en Jacob Worm, i Poesien heldigere end en Peder Syv, og i Geniet vilde ei Voltaire for mange Tu-

6

6 Fortale.

sende ligne sig ved Dig! kort, du var mageløs i Forstand og utrettelig i Flid. Ja, du blev ret en patriotisk Martyr, og fortiener at sættes ved Siden af en anden Curtius, som med Støvler og Sporer, sprang (salva venia,) med største Fornøielse lugt ned i et Privet, allene for at stoppe Hullet til, hvilket og ved hans Behændighed lykkedes ham.

Men desværre! det Gode varer nu omstunder ei længe, og Din Levetid blev til manges Bedrøvelse saare kort. Ja, saaledes gaaer det med de ædle Planter og Skabninger! — de blomstre og leve ei længe.

7

Fortale 7 Jonæ Kikajon visnede paa en Dag, og hvor længe lever vel et

Ephemeron? - - Men uagtet Du

ikke uddøer i Dine Skrifter, skal jeg dog af mine ringe Kræfter stræbe desmere at forevige Dig her i dette Værk.

Mine Læsere! det giør mig ont og smerter mig inderlig, at min svage Pen nu skal være den almindelige Bedrøvelses Tolk. — Dog! den umilde og haarde Skiebne vil jo saaledes have det, og hvo kan derfore vel imodstaae dens ugunstige Dom?

Aftørrer derfore kun igien de salte Taarer, som dette bedrøvelige

8

Fortale.

Skrift foraarsager, og trøster Eder ved, at endskiønt Autor er død og borte, have vi dog hans Skrifer tilbage igien, som aldrig uddøe saa længe Verden staae, ligerviis som Skallerne er tilbage naar Østersen er spist. - -

9

Første Kapitel. Om Junior Philopatreias Sygdom.

Sero sapiunt Phryges, paa Dansk:

Og Feberen forlod ham.

man har seet i Rosentornes forrige Skrift hvorledes Junior Philopatreias med stor Møie og Omkostning blev cureret, og hvorledes han efter den overstandne Cuur begyndte Dag for Dag at orves og blive federe. Men ligesom Rosen ofte falmer midt i sin Skiønhed, Padde-

10

hatten visner uforventet, og Kyllingen døer i Egget, som Dronningen af Saba haver skrevet i sin Bog om Livets Forgiengelighed, saaledes gik det og her.

Knap havde Junior Philopatreias været et par Uger fuldkommen frisk, førend Han en Onsdag Aften fik en usigelig Lyst

til Plukkefisk, han lod den tillave overmaade skiøn med Rosiner, og saa feed at den

ret flød i Smør, og see alt dette havde

været faare got, men han begik en gruelig Forseelse; thi saa strax han havde spiset, lod han sig hente en Pot ganske frisk Øl, dette drak han saa kolt som det var, oven paa den fede Plukkefisk, men hvad skeer? Om Natten fik han en heftig Koldfeber, og ved den anden Paroxysme rystede han saa

stærk, at det hele Huus hvori han boer bævede. Ja, Verten i Huset sprang af lutter Forskrækkelse udaf sin Seng, indbildende sig at der var Jordskielv. Endelig ophørte Rystelsen, og Han falt i Søvn.

Dagen derpaa Klok. 12, indfant den sig i lige Grad, men da den var over,

11

tænkte den Sal. Mand, som var ligesaa kyndig i Medicinen som andre Videnskaber, selv at fordrive den. Til den Ende, lod han sig hente for 4 Skilling hvid Peber og en Pegel fransk Brændeviin, og imod den Tid han ventede Feberen igien, stødte han Peberen og tog den ind i Brendevinet, og drak en Pot gammel Øl oven paa. Denne hidsige Cuur forvolte, at Koldfeberen slog sig om til en hidsig Feber, og da han igien drak formeget kolt Øl, havde han den 3die Dag der efter en maligeur Feber igien paa Halsen.

Nu vare gode Raad dyre, Urin, Sveed og Stolegang bleve ham med et forstoppede, og alt Haab var næsten ude; men endda kunde han maaskee have bleven reddet, ifald ei følgende havde tildraget sig. Jeg vedblev som forrige Gang, at curere ham, og ved Campher-Pulver og Hofmands hvide Draaber, samt flere kraftige Midler havde jeg bragt det saa vit, at der var temmelig god Fortrøstning; thi han begyndte at svede, hvilker var et got Tegn. Men hør nu en Ulykke.

12

Den femte Dag imod Aftenen, efter at jeg var gaaet bort, havde han klaget sig for en overmaade Mattighed. Hans Opvartere, som tenkte at giøre det got, og efter sin enfoldige Meening vilde give ham noget at styrke sig paa, lod hente en Pegel rinsk Viin, og gav ham den at drikke. — En Time efter han havde drukket den, fant han i alle Lemmer en ulidelig Smerte, besynderlig i Maven, og hen imod Midnat begynte han at rase, og i Raseriet sprang han udaf Sengen, da ingen var nærværende som kunde styre ham, og satte sig ved sit Bord, fik fat paa Penen, og skrev det Skrift som kaldes: Giensvar til den unge Pasqvilant Rosentorne.

Herved blev han overmaade stærk forkiølet, kort, da jeg kom der om Morgenen, fant jeg ham i en bedrøvelig Tilstand. — Jeg kunde ei begribe denne Uorden, thi jeg mærkede en hæftig Inflamations-Feber, og jeg sagde ham reent ud, at inden 24 Timer havde han den kolde Brand i Maven og var incurabel. Det gik og som jeg sagde, thi Dagen efter fik han den.

13

Jeg mærkede af alle Omstændigheder, at der ingen Redning var mere, hvorfore jeg formanede ham, at han som en Philosoph, maatte berede sig til Døden, da jeg neppe troede han overlevede den 13 Dag. Han fant sig deri som en Helt, og maa jeg til hans velfortiente Berømmelse sige, at ikkun faa Mennesker, med saadan Frimodighed, Heroesse og Tapperhed, kan gaae Døden i Møde, som han. Dette er Frugten af Philosophie og en stor Lærdom, at forlade Livets Forfængelighed med saa stor en Koldsindighed. — Imidlertid maa jeg fortælle Læserne hans Beredelse, som ere Værd at høre og fuld af opbyggelige Exempler. Jeg skal berette den trolig, thi jeg var om ham hver Dag, og veed alle Ting til Punkt og Prikke.

14

Andet Kapitel. Om Hans Forberedelse til Døden. Den 8de Dag i Sygdommen, tog han for sig alle sine Manuskripter, og bragte dem i Orden, samt skrev en Pro Memoria bag i det ene, angaaende Bergefiskens Skadelighed, besynderlig til Plukkefisk, hvori han som en sand Patriot advarer sine Landsmænd og rette Christne, aldrig mere at spise Bergefisk, da den volte hans Død, samt giør et Forslag til at ophæve Fiskebløderiet, og at incorporere alle Fiskebløderne i Linvæver-Lauget. Dette Skrift skal i Følge hans sidste Billie trykkes, Spisnings-Kassen til Beste, med de Vilkaar at alle de som faae fri Spisnings-Sædler derfore, maa giøre Eed paa, at de aldrig skal spise Bergefisk.

15

Hundrede og Tyve Exemplarer af Junior Philopatreias, har han testamanteret til Nyeboder, for Matroserne at læse i, naar de mangle Tygge-Tobak. Lige saa mange har han givet til gammel Holm at giøre Fidibusser af, og dobbelt saa mange til Wartov, at læse i hver Bededags Aften. 150 Dito skal sendes til Vestindien, og blant Zions Meenigheder i Tranqvebar skal uddeles 20 Stykker for at opmuntre dem til Bodfærdighed. Et Exemplar indbunden i Tyrkisk Papir, har han foræret til Brendeviinsbrændernes Lade, hvori er et Blad reent Papir, hvorpaa staaer skreven de trøstelige Ord: Vi ere alle vildfarende Faar. Den øvrige Deel af disse Skrifter hiemfalder alle til Pesthuser.

Hans Skrift kaldet Jødernes Renkers Aabenbaring, har han testamenteret hele Publicum, og tillige anordnet, at det skal henlegges paa det Privet som staaer neden bag Slottet, til almindelig Brug og hver Mands Nytte. — Hans Forsvar imod Skobørsten har han testamenteret en Svine-Slagter, med de Vilkaar, at han skal svøbe lutter Medister-Pølse deri.

16

Hans Giensvar til den unge Pasqvilant skal hans Vert have i Repressaillie for Huusleien, og skal forbruge det til at bedække Hælerne med, paa det de ei under Syningen skalsmudses, naar han sætter hvide Hæler under sorte Skoe. —- Hans Carte over Krabben-Eiland skal trykkes, og hans Begravelse-Omkostninger deraf udredes. Hans Stempler, som han brugte til at stemple sine Skrifter med, testamenterede han Bønderne ved Kollekolle, til at mærke deres Svin med naar de skal paa Olden.

Hans øvrige Eiendomme, som bestaaer i 2 Natskiorter, en gammel Halsklud, en Støvleknægt, en Skobørste, halv opbrendt, og en gammel Klædebørste, samt en gammel ulden Nathue, gaaer alt til hans samtlige Arvingers Beste, der i Følge hans sidste Villie, alle skal arve som Brødre, uden Henseende til Alder

17

Tredie Kapitel.

Om Junior Philopatreias Død.

Longum vale, vale formose Jola! paa Dansk:

Han opgav sin Aand.

Da han nu som en god Huusfader, havde besørget sine Eiendommes Uddeeling, tænkede han paa det Evige, og anordnede han sin Begravelse, hvorledes dermed skulle forholdes.

Derefter slog han sig til Rolighed, og ei talede med nogen uden sine beste Venner, og det meget lit. Smerterne tiltoge daglig, og mellem hvert naar han havde nogen Lise, lod han sig flittig forelæse det

Skrift: Jødernes Renkers Aabenbaring, og lod han sig forlyde med, at han

18

vilde have offentlig revoceret det Skrift ifald han nogensinde igien havde kommet til sin forrige Helbred.

Endelig frembrød den 12 Dag, og da kunde man tydelig see Døden malet paa hans Ansigt. Han laae da hele Timer ganske stille og intet mælede, ja Respirationen var næsten ukiendelig. —- — Alle Husets Folk og et par af Naboerne bleve i største Hast sammenkaldede, og Klokken omtrent 3 1/2 Slet Hensov han sødt og sagteligen; men i det samme han udgav Aanden, fik han med et sit Mæle, og sagde Lydelig: Patisisi, Dasilag — — videre kom han ei, og i det samme udblæste han Aanden med 3 dybe Pust, og midt i Dødens Angest trak han det venstre Been til sig, som siden blev staaende lidet kroget, og hvilket man ei var i Stand igien ved alle bekiendte Midler at faae lige. —- —

Nu har vi altsaa det fatale Øieblik, da den store og for Daner-Kongen og Landet umistelige Patriot var afsielet, hvorved get hele Huus blev opfylt med en ynkelig Jam-

19

Jammer-Sang og næsten flød i Taarer; men da ingen Graad kunde hielpe, om den endog havde flyt i Strømmeviis, begynte man at stræbe af alle Kræfter med at foranstalte hans sørgelige Liig-Begiengelse, saaledes som følger, og som den Salige Mand selv har anordnet og foranstaltet det nogen Tid førend han døde,

Nu kan Læserne dømme selv af det efterfølgende, med hvad Møie og Bekostning samme ere anskaffede.

20

Fierde Kapitel.

Om

Junior Philopatreias Begravelse.

Sic transit Gloria Mundi. paa Dansk:

Fire Fiele er min Pragt, Hvorudi jeg bliver lagt, & c. & c.

To Timer efter han var død, blev han ganske reent afklæd, og hans hele Legeme toet med Rom, det er at mærke, at hans Øine ei bleve tillukkede, men i Steden mere opspiilede, alt efter hans egen Ordre og Befaling.

Derpaa blev han iført sin Rokkelor, fom om Ermerne vare ombunden med sort Flor, og fik sin gamle Punge-Paryk paa Hovedet, som nu var første Gang puddret i 19 Aar,

21

sine Støvler fik han paa Beenene uden Strømper i, og paa Hovedet satte man hans Guldgalonerede Hat, som var bundet Flor inden i. —

Dette var hans Dragt, og i den blev han lagt i sin Liigkiste, som var halv opfylt med Høvlespaaner, der var høvlet af Magistratens Brænde, og under hans Hoved blev lagt 3 Exemplarer af hvert af hans Skrifter, ved hans venstre Side blev sat en Flaske Rom, og ved den høire et Blekhorn. Jeg havde nær forglemt hans Skindbuxer, de komme ei i Kisten med; thi dem havde han i levende Live testamenteret fin Opvarterske.

Saaledes blev han hensat paa fin Parade-Seng, som paa det ziirligste var saaledes indrettet, nemlig:

Der var ført en Forhøining af 3 Trappetrin, som vare betrukne med sort Vadmel, paa begge Sider vare 2 Rulle-Stokker opreiste som Pillarer, omvundne med gamle sorte uldene Strymper, paa hver af

22

disse stod en Plade med Opskrift, paa den Høire: Fabilis Descensus averni, det er Patriotens Skiebne. Paa den venstre stod der: Multa tulit, fecit Puerum, fudavit & alfit, det er: Døden sparer ei Dyden. —

Oven over Parade-Sengen var en Himmel af Cannifas, malet med Kiønrøg, derpaa stod malet Døden, holdende en Berge fisk i Haanden, med den Overskrift: Heic via Tartarei qvæ fert Acherontis ad undas. Himlen var omgivet med en Carnisse, som var udziiret med adskillige rare Sindbilleder, foran stode Hummere, Østerser, Skrubber og Krabber, med den Devise: O! Cives, Cives, qværenda Pecunia primum est, det er: Syndere ere vi alle, ja Syndere ere vi.

Ved Enden af Hovedet var Carnissen udziret med en Tegning som præsenterede Krabben-Eiland, med den Devise: Achivi Delirant, det er: Jeg er den anden Ferdinand Cortes.

23

Neden ved Fødderne var malet en Tusind-Been, med den Opskrift: Prolem enixa, det er: Slangerne have deres Huller, og Fuglene deres Reder. — Ved alle fire Hiørner af Parade-Sengen laae fire udstoppede Rotter, og runt omkring Sengen vare hans Skrifters Navne optegnede, og oven paa Himmelen stod en Engel, holdende et Blad i Haanden, med den Opskrift: Harbe erbe Dørbe, paa Dansk: Han døde den 13 Marti.

Paa denne Parade-Seng blev han staaende i 3 samfulde Dage og Nætter, og brendte imidlertid bestandig 4 Tran-Lamper, som alle vare forsynede med den klareste Roe-Olie, der gav en overmaade smuk Lysning fra sig.

Endelig blev vor store Junior Philopatreias den fierde Dag begravet, og blev han til sit Hvilested med sørgeligst Sørge-Comitat bortbaaret af lutter Brændeviinsbrænderes Arbeidskarle, der alle havde vent Vrangen ud af deres Skindpeltze, samt havde guldgalonerede Hatte med langt Flor i, og

24

smukke Knebelsbarter, disse bare Kisten paa en sort Brandstige hen til den Kirkegaard uden Øster-Port, hvor hans Liig endnu er staaende, da det ei kunde komme i Jorden formedelst den stærke Frost.

Ifald nogen af Læserne endnu engang har Lyst til at see den afdøde Junior Philopatreias , kan han allene gaae ud til Sr. R**s, hvor hans Ligkiste endnu staaer paa samme Sted.

Da Liget blev udtaget af Huset, blev af alle de Tilstædeværende siunget den bekiendte gamle danske Psalme: Lucie lette

Laare, med sin hele Skare, til Hekkelfields & c., hvilken præssede Graaden ud af Bærernes Øine.

Da Liget kom paa forbemeldte Kirkegaard, paakom hele Sørge-Svitten en overnaturlig Ængstelse som forvolte en almindelig Taushed, hvorefter blev siunget den Psalme: De Danske førde try Aar om Land, Kong Frode den Fredegode & c.

25

Ved Hiemkomsten bleve de som havde bortbaaret Liget paa det prægtigste beværtede; thi de vare kun 12 Stykker, nemlig de forommeldte udmonderede Brændeviinsbrænder Karle, disse fik, efter den Salige Afdødes stiste Villie, hver en lekker Sopken Vestindisk Rom og en halv Hvede-Tvebak, desuden blev enhver af dem foræret et Exemplar af det bekiendte Skrift om Brændeviinsbrænder-Laugets Opkomst og Flor, som alle vare næt indheftet med en sort Fals og beskaaren, samt malet sort paa Snittet.

Af Sørge-Skaren derimod blev enhver gratis foræret et Exemplar af Danemarks Dommeres Skilderie, for strax at istemme den pag. 87. anførte Psalme, som blev paa Stedet begynt, og derpaa forføiede hele Skaren sig med største Bedrøvelse fra Sørge-Huset.

Nu have vi da seet den store Patriots Endeligt, Begravelse og Jordefærd; thi rester at anføre den over ham skrevne og holdte grundige Liig-Tale, som er opsat af

26

Præsten i Klerkerup, pr. Klerichsborg, og indsent med Post-Rytteren Klerophilus.

I det næstfølgende Kapitel skal jeg meddele Læserne den hele Liig-Tale Ord til andet, saaledes som den af hans Velærværdighed Hr. Magister Klerkerup er forfattet og skrevet. Man maa mærke, at Texten har den Sal. Mand kort for sin Henfart selv opgivet.

27

Liig-Prædiken

over

den i Livet

Velædle og Høifornemme

nu hensovede

Junior Philopatreias dell Rokkeloro de Calibrados.

Fordum Vice-Roi

paa Krabben-Eiland og Beschetten-Eiland. Abbed

til Torskebarderiet og Prælat til Flynderelien. Friherre

til Østerskallien og Herre til Sandskrubbenborg. & c. & c. & c. & c.

Opsat af Præsten i Klerkerup, over den

af Junior Philopatreias selv opgivne Text:

Dasilag, Drahe, Agiætmaal.

28

Indgangen:

Patifisi Homagium

Saaledes taler Junior Philopatreias i hans Bog, kaldet Sandheds Elskeres Besvarelse efter Loven. Det er udlagt:

Trækker Rokkeloren af.

Betragte vi nu hvad en Rokkelor er, da er den et Skiul for Legemet, ikke et Skalkheds Skiul, som det hedder i Almanakken til Kiøbenhavns Poli-Høide, Nei, et Nødvendigheds, et Nøgenheds Skiul, saadant et Skiul som vore første Forældre giorde sig af Figenblader, da de bleve deres Nøgenhed og Blussel vaer.

Her kan jeg ei forbigaae hvad en lærd Rabiner skriver, nemlig, at efter Sprogets

29

egentlige Bemærkelse, hedder det: at Adam og Eva giorde sig Rokkelorer af Figenblade. Om disse Rokkelorer vare skabte eller dannede som de nærværende er uvist og neppe troeligt; thi vor syndige Naturs Forfængelighed lærer os at omdanne alle Ting efter vore vellystige Sandsers Forestilling, ligerviis som Sterkodder omdannede de tydske Kiemper til et Natskrin.

Nok er det, at vi syndige Mennesker iføre os mange Rokkelorer, for at bedække vore vanartige Hensigter, saaledes brugte hine Sodomæ og Gomorræ og Ninive Indbyggere de kiødelige Lysters Rokkelor; men da Propheten forkyndte de Sidstes Straf, iførte de sig Bodfærdigheds Rokkelorers og giorde Ponitenke i Sække.

Hvor mange Mennesker gaae ei i Hovmods, i Gierrigheds, i Horeries, i Uteerligheds Rokkelorer? Efter Ordsprogets lydende Tale hedder det: Hr, han

havde en Rokkelor, for han havde hverken Stol eller Bord. & c.

30

Men vogter Eder, I Ugudelige! som stole paa eders Skalkheds Skiule, at ikke den Rokkelorernes Fyrste, den lede Satan, skal indhylle eder i Tidens Vellyster, at I omsider maa trække Rokkelorerne af, der hvor man steger Æbler i Vinduerne, som det hedder i Maren Ammes Eventyrers Bog:

Og Fogden han kom i Helvede ind,

Og alle smaa Dievle bankede hans Skind.

Spørge vi videre, hvad en Rokkelor er? da er der en Convolut, et Dække, ja et Klædebon, ikke et Klædebon til Stats og Forfængelighed, saadant som Verdens Børn bruge til Overdaadighed, som det hedder i Kiempe-Viisen:

Thi svøbte hun sig i Maar og Skind,

Og ganger saa i høie Loft ind.

Ja hvor ofte misbruger man ei Yppighedens Rottengotter, Overflødighedens Frakker og Hovmods Salopper, som skrevet staaer i Birgitta Fruer-Piger Krønikers Bog.

31

Nei, de umistelige Rokkelorer ere et Skiul til Tarv og Nødvendighed, et Skiul som Naturen selv udkræver. Er ikke hele Naturen omgiven med en Rokkelor, mon ei det store Firmament som omgiver os, kan kaldes hele Verdens Rokkelor; mon ei Græsset er Jordens Rokkelor, og er ei Bierge og Høie som Knapperne deri? Ere ei Hullerne i Jorden Dyrenes, og Grenene paa Træerne Fuglenes Rokkelor, ligerviis som skrevet staaer, og Lykken den vender sig ofte om.

Nei, lader os alle nu iføre os saadan en Rokkelor som den Afdøde, han var en Herre dell Rokkeloro, han bar sin Rokkelor til Fædrenelandets Nytte, han havde en Patriotisk Rokkelor, Rokkeloren var om Patrioten, og Patrioten i Rokkeloren.

Vi ville derfore nu uden videre Fortale begive os til den af den Afdøde selv anordnede og opsatte Liig-Text, som findes beskreven i hans 3die Krønikers-Bog, og lyder Ord til andet saaledes.

32

Dasilag Drahe, Agiætmaal.

Og ville vi heraf til Betragtning uddrage efterfølgende 3de Hovedstykker, nemlig først Dasilag, andet Drahe, tredie Agiærmaal. Angaaende det første, nemlig Dasilag, da maa man mærke, at vor Text er taget af det Carolinske Sprog som Negerne bruge, og bemærker samme i vor danske Sprog: Han havde Ligtorner. Vi ville under dette første Hovedstykke kortelig betragte:

1. Hvad Ligtorner ere.

2. Hvoraf de kommer.

3. Hvad deres Virkning er.

4. Hvorledes de kan fordrives.

Angaaende det første, nemlig hvad Ligtorner ere, da maa vi derunder igien betragte, 1. hvor mange Slags de ere, 2. deres Forskiel, a). i Henseende Tiden, b). i Henseende Alderen, c). i Henseende Tiden. Vi ville da efter Løfte forklare hvad Ligtorner ere, og da ere de syndige Hævelser

33

som sætte sig deels paa Ørene, deels paa Fingrene, deels paa Fødderne, og de største sætte sig gemeenlig paa Skulderne, ligerviis som det hedder: Du skal gaae paa Øgler og Hugorme. — De ere deels smaae, deels store, efter Ordsproget, store og smaae som de gaae til Kirken, de ere deels medfødde og arvelige Skrøbeligheder, de komme deels i de unge, deels i de gamle Aar, som der staaer skrevet: Han var saa faver i Ungdoms Aar. De vedvare deels bestandig, deels forgaae de efter nogen Tids Forløb, thi alt Kiød er som Høe.

Angaaende det 2det, hvoraf de komme, da maa vi med Skribenten bekiende, at alle Ting komme af Vædskerne.

Angaaende det 3die, hvad deres Virkning er, da indsluttes den i disse Ord i Grund-Texten: Ach! wai mich, was mir geschieht!

Angaaende det 4de, hvorledes de kan fordrives, da lader os høre, hvad Peder Syv taler herom i hans Ordsproges Bog,

34

hvor det hedder? Ligtorne, Løg og en ond Qvinde, Kommer Fødderne til at svie og Øinene til at rinde. Ellers kan man fordrive dem med Fasten, som hine ugudelige Papister lære. Ja, ret hine Papister, hine Afladskræmmere, hine Pavens Afgudsdyrkere; thi Paven er Dyret i Aabenbaringen, den Forførere, den Skiersilds Prædikant, den gamle Drage, den Billeders Tilbedere, den Vievands-Høkker, den Ave Maria Pralere, den Pater-Noster Tællere, med al hans hele Herskare, de Jesuiter, de Franciscaner, de Dominicaner, de Creti og Pleti. O! kiere Venner! lader os raabe af Nidkærhed: Men hør du Pav jeg være vil, Din Pestilens mens jeg er til, fra Evighed og til Evighed. Peteheia.

Nu ville vi efter Løfte begive os til vor andet Hovedstykke, nemlig: Drahe, og da hedder det i vort Sprog: Han

sov hen.

Her under ville vi igien betragte hvad Søvnen er, og er den da Dødens Broder, saaledes ere alle Ting i Verden Brødre,

35

Rigdom er Gierrigheds, Sygdom Vellysters, Drukkenskab Vinens, og Søvnen selv Sorrigs Broder, som det hedder: Karle sover I der henne?

Men desværre! hvor mange Mennesker gaae ikke i Søvne, læse, skrive og tale i Søvne, ja, deres hele Liv er en Drøm, ligesom Rørdrummen i Ørken, ja hvor forunderlig ginge ikke Israeliterne igiennem Ørken?

Søvnen er en Vederqvægelse for Legemet, som det hedder i Almenakken. Nu sover Mark og Enge. Men hvor søvnige ere ei Menneskene i deres Pligter. O! I lidet vognende, som der staaer skrevet i Comedien: den som sover synder ikke,

Men at komme til Texten igien, da er Søvnen, ja hvad er den, mine Elskelige! den er en Slummer, en Dvale, en Søvn, og intet mere, som det hedder i Vægter-Visernes Bogs det 10 Kapitel: Nu er det paa de Tide man føier sig til Sengs.

36

Men Søvnen medfører Drømme, og hvor mange drømme ei om de Ting som ikke ere til; men mange Drømme opstige af Dunsterne i Maven, og mange giør Bugen til deres Gud, ligesom hine vellystige Epicurer, der sætte al Lyksalighed i det nærværende Gode, og holde alt det for Got, som smigrer og fornøier deres sandselige Vellyster og Kiøds Attraae, ikke betænkende, at den som er i Dag rød, er i Morgen død; men da er det for sildig at snyde sig, naar Næsen er borte, og hvo vil vel giøre sig en Alen længere end han er.

Nei, I ugudelige og slemme Mennesker, som ikke betænker Enden, og speiler eder i den, som Rebslageren siger, det gier sig i Enden.

Saaledes haver enhver sin Orm; men Ormene ere adskillige, ligesom Fuglene under Himmelen. Alle sanker sin Føde, og Kragen finder sin Mage; men Hanen paa Bielken galer, som der staaer skrevet i Jeppes Bog: En hvid og spraglet Høne satte sig op imod en Hane.

37

Men vi ville for denne Sinde ei handle vitløftigere herom, men begive os til det 3die Hovedstykke, som hedder Agiætmaal, det er udlagt paa dansk: Hyler og græder. Ja, her maa vi ret sige, hyler I Basans Kiør, og I Kodener paa Libanon, det er, de Indsiddere paa Libanon, hyler og græder, thi den store og mageløse Junior Philopatreias er død og borte, ligerviis som Duggen forsvinder for Solen, Røgen for Vinden, og Skiegget for Barbereren. —

Ja, du grumme Død! som barberer det hele Menneskelige Kiøn, du har alt for tidlig bortraget den Afdøde, der var ret (Lignelseviis at tale,) som en deilig Marlokke paa det politiske Hoved, ja som en Rose i Lunden og en Lillie i Rokkelorerne, li gerviis som skrevet staaer, og de aade og bleve alle mætte.

O! hyler og græde, og tuder, og kurrer som Duer, og piber som Thraner, for en glad Aabning til alle vores Bedrøvelse, og samtlige Smerters Undfangelse, og hans

38

Sted blev et funden mere, ligesom en Sky formørker Solen, og Flaggermusen svæver i Mørket, saa er en Sorrigs-Taage runt omkring os, som forvolder os megen Sorg og Bekymring, og vi falde alle i mange Stykker. —

Borte er nu vor Junior Philopatreias, og hvo skal frie os af hans Haand? O! uendelige mageløse Patriot, hvi gik du saa hastig fra os, ligesom Lynet og Ulven, og Lammet, de legede om Sommeren, men Junior Philapatreias er død.

Derfore, mine Elskelige! hyler og græder, og sønderriver eders gammeldags og nymodige Rokkelorer, steger eders Grød i Smør, thi Flesket er dyrt, og vore Synder ere større end Havets Sand, og flere end Kaffebønnerne i Vestindien, ligerviis som en Turteldue græder for sin Ægtemage, og de unge Ravne-Unger raabe paa ham. — —

O! en almindelig Bedrøvelse standser her min Pen, og om jeg end kunde dyppe

39

den i Sorgens sorteste Beeg, vilde den knap flyde.

O, I salte Taarer! ja I grønsalte! ret dog de blege Kinder, og eders Bitterhed trænger ind i Navlen og Ligtornene. Ja hvo kan i denne store Bedrøvelse græde nok? Nei, ikke en eneste Moers Siel kan det.

Dog lader os aftørre vore Taarer, og igien trøste os veed, at skiønt den store Patriot er borte, lever han dog herefter i sine Skrifter, ligesom for Exempel Vinter-Reddiken, der kommer igien en Stund efter at man haver spiset den.

Lader os tage os et Exempel af den Afdøde, ligerviis som Fløien dreier sig efter Vinden. Lader os som han vandre ustraffelig i vore Rokkelorer; men for alting lader os giøre vore Klæder af Patriotisme. Lader os alle, som her ere forsamlede, ligesom han, klippe Verdens almindelige Feiler med Skribenternes Sax, og slaae Statens Rumpe med den politiske Ferle, paa det

40

38

vi alle, som vor store Junior Philopatreias, kan vorde lykkelige, og som det hedder, gaae ind i vor Herres Glæde. Men der han dette sagde, opgav han sin Aand, og hele Brændeviisbrænder-Lauget lagde ham med største Soubmission i sine Forfædres Rokkelore, hvori han skal forvares til Verdens Ende.

Skreven af Præsten i Klerkerup, pr. Kleriksborg, og bortsent med Post-Rytteren Klerophilus.

1

Samling

af Sørge-Vers

i adskillige Sprog,

forfattede

over den Sal. Afdøde

Junior Philopatreias,

til velfortient Hæder, Ære og Berømmelse.

2

No. 1.

Gravskrift paa Kisten.

See her en Patriot, saa mageløs og stor, Som man indhylle kan i nogen Rokkelor,

En Mand, som Publicum unødig vilde miste, Nu ligger stiv og død i denne Ligekiste.

Hvi døde han saa snart, der nys var sund og frisk? O! svar du Mordere, du fede Plukkefisk! Men pas kun paa du Grav, han vel forvaret

bliver,

Hvis ikke han endog i Graven Skrifter skriver.

3

43

No. 2.

Et Vers i Runne-Stiil.

Dørbe, erbe, vorde, storbe, Marbe, Sorbe, varbe, irbe, Lirbe, garbe,

Erbe, harbe, irbe, Lirbe?

Korbe, harbe, giørbe, varbe, harbe, virbe, Virbe, korbe, firbe, saarbe, marbe,

Merbe, paarbe, Krarbe-Eyrbe-Larbe.

No. 3.

Et Vers i Neger-Maal.

Dafilag Hallibafcunto!

Drahe Karto Lamir,

Miro Callipedunto, Afto pericadir,

4

44

Pefenfnavfia Alto!

Dromia Agiætmaal, Sturia periftalto, Ingria Cromikaal? Altopaca Pellinti, Negria Afticur, Infyrabi ftetinti, Klodria horfitur.

No. 4.

Foregaaende Vers paa Dansk,

af Mag. Klerkerup.

Døde han af Ligtorner,

Og er sovet hen, .

Han som en Rose blant Torner Lever i Skifter igien.

5

45 Patrioten er borte,

Græder og hyler enhver! Skiønt hans gule Skiorte Endnu i Verden er.

Rygtet om han Bedrifter

Trænger til Negrene hen; Men hvo kan skildre Hans Skrifter Med noksom berømmelig Pen?

No. 5.

Et Vers i gammel Dansk,

De Danske skal føre Udenlands Dasilags Skrifter hin gode,

I dem gierne saae baade Qvinde og Mand, At Svinene monne rode.

6

46

Nu ligger han der den Patriot saa sterk Ved Østerports Kirkegaards Steene,

Under aaben Himmel paa vilden Mark, Der hvile den Herres Beene.

Han altid udi sin Rokkelor Som Gangeren garage monne gange,

Af Skrifter hans Dresset og Fadebor, Stor Glæde og Gammen monne fange

Han var ei Kodener, ei Aadilsmand, Det siger jeg for Sanden, Men han opdaged Krabben-Eiland, Og dette giorde ingen anden.

7

47 Lad hannem nu hvile i Roe og Fred, Alt indtil Dagen hiin store,

Da han skal opstaae i Herlighed,

I gyldene Rokkolore.

No. 6.

En Gravskrift i Lapidal-Stiil.

D Død! du vældige Jægere! hvor jager du ikke efter os, som syndige og redsomme Daaedyr.

Men!

høit op med Ørnens Vinger under Rygtets Basuner i Ærens Uforkrænkeligheds Høihedes Befordring

8

48

opstige vore Bedrifter til Berømmelsens |ubestigelige Alper,

og

blomstrer som et Aloe i Tidens Urtepotte. Afdøde

Junior Philopatreias

Din Ære er som en Paaskelillie midt i Forglemmelsens Sneehvide Mosers Fordybelses Uendeligheds Herskares Mangfoldighed,

Hosiana og Hæder og Afkeloria in Excelfis, skal være og forblive dine Herligheds Pauker, Forstands Trommer og patriotisk

Kierligheds Triangler & c. & c.

af L. J.

9

Historia mirabilis

det er:

En forunderlig Tildragelse

med

Junior

Philopatrejas

i de Dødes Mige

og

hans Tilbagekomst

fra

de ævige Boeliger.

Tilligemed en

Fortale

indeholdende den forhen afdødes Liig-Procession langs igiennem Nye-Boder og udaf Øster-Port.

Til

Trykken befordret i Aaret 1771. Krabben Eiland.

10
11

B. L.

D! hvor stor en Erkiendtlighed, forbunden med den allerfuldkomneste Lov og Tak, bør ey det hele Danske Publicum være den Ven, Rosentorne, skyldig, som har søgt at forævige Mindet af den næsten umistelige, brave, lærerige og flittige Junior Philopatrejas, ved det Skrift, der siger os hans Sygdom og dens Aarsager med paafølgende for hele Publicum saa bedrøvelige Dødsfald, hans Parade-Seng, Bestædelse til Jorden, med den saa ziirlige, som syndige

12

4 Liig-Tale, der er holden over ham, og de Ære-Vers, der er tilfoyet samme i de adskillige Sprog, hvorved faa mange har villet, ligesom strøe Blomster paa den afsieledes Grav-Sted til et ævigt Minde.

Hvad table ikke Publicum for noget stort, da den store Junior Philopatrejas ey kunde leve, ey kunde skrive længere her? Hvad Under havde det værer, om man havde seet hele Veyen, som hans Liig-Procession gik for sig paa, ud af Øster-Port til R - - - fra hans Døds-Sted, været bestrøet med Aske af Caffe-Bønner, som var brændt til sortere end Kul, ja til Kiønrøg, og man i hver Mands Vindue, hvor forbi Liig-Processionen gik for sig, havde seer et Sindbillede illumineret med Overskrift: i Dag er falden en stor Mand i Krabben Eiland.

Men det er saa almindelig, at der er kun faa, der skiønner paa velfortjente Mænd, og giver dem den Ære, de tilkommer, endog efter deres Død. Dette havde vist og skeet vor store og i Livet velfortiente Junior phi-

13

5

lopatrejas, dersom ey Rosentorne havde reyst ham ved sit Skrift en uforgiengelig Ære-Støtte. Vel fandtes nogle faa, som ved Liig-Processionen lod see den Ære, de bar for den i Livet store Junior Philopatrejas, ved sindrige Illuminationer i deres Vinduer; men det burde været overalt, og der er noget, som forgaaer; thi litera tradita pereunt, sed litera seripta manent, Derfore har Rosentorne giort det største heri til den afdøde store Mands Æreminde. Dog, siden man ey har erfaret, at, som det ellers gemeenlig pleyer at skee, at disse sindrige Illuminationer ere opregnede og offentlig bekiendtgiorte, saa maae det agtes fornøden her at give en Optegnelse paa dem, til een end ydermere Forævigelse af det Navn Junior Philopatrejas.

Da Liig-Processionen gik forbi et lidet Huus, hvori der boede en forarmet Brændeviins-Mand, lod han see sin Høytagtelse for Liget af Junior Philopatrejas med følgende Illumination:

14

6

Runden omkring Døren og Vindues Karmene, var hengt utallige smaae Lamper i prægtig Orden og Ziir, hvorudi brændte en 3 gange rectificeret Spiritus af Vestindisk Rom til 8 Skilling Potten. I det første Fag Vinduer, saaes inden for er hvidt Flor og derpaa ziirlig i Sørge-Dragt, teignet adskillige Torskebarder helde Flynder, Østers, Sanskrupper med videre, hvorover den Devise stod:

Ecce Homo?

paa Dansk: Qvæget er død. I det mitterste Fag Vinduer, saaes i et perspectiv en Krabe i en lang sort Sørge-Dragt, som ilede hen til et Eiland langt borte, hvor man saae adskillige dybsørgende paa Landet, med Devise: Faber suæ qvisqve furtunæ est? det er udlagt: Gale Hunde fager revne Skind. I det tredie Fag Vinduer, saaes ligesom i det første, et hvidt Flor med Lamper bag til, og derpaa ziirlig i sort teignet en Mand,

15

7 siddende ved sit Skriver-Bord i en lang Sloprok eller Rok de lour med adskillige Skrifter omkring sig: paa Kraven af Kiolen stod skreven: ach wei mir. Og paa dm ene Ende af Bordet var afteignet et Blækhorn med Sandhuus, Pen og Penne-Kniv, hvor under stod skrevet:

Satis eloqventiæ, sapientiæ parum? det er:

O! lyksalige Folke-Mangel i disse dyre Tider.

Paa den anden Ende var afteignet en Flaske, hvor under denne Devise stod. Bibite omnes? det er:

Prøven af Vestindisk Rom til 8 Sk. Potten.

En Fiskeblødere, som for at giøre Liget af Junior Philopatrejas den sidste Ære, havde sit Fiskebløderie paa et Hiørne-Huus, et Fag til hver Gade. Det ene Fag Vinduer, som vendte ud til Dosmer-Gaden, var saaledes illumineret:

16

8 Inden for Vinduerne var en utallig Mængde Lys rundt omkring et Kar forestillet, hvoraf opgik idelig en Luft Raqvet, som forestillede en Bergefisk, med Devise: Cur jam fatigas? paa Dansk:

Som du lever, saa døer du.

Det andet Fag Vinduer, som vente ud til Latinernes Stræde, saaes et Skib under fuld Seigl midt imellem Skier og Klipper, sindrig forestillet, hvis Seigl udvisede adskillige americanske og europeiske Fiske, og iblant andet, saaes en Mand paa Skibet, ar staae og banke tør Fisk: over hans Hoved stod skrevet:

Nemo pulsatur fine Crimine. det er:

Lav Plukkefisk til, saa ingen døer af den.

Skibets Flag var betegnet saaledes:

Ad Undas. det er:

En Prophet er ey agtet i sit eget Land.

Speylets Inscription paa Skibet, var Patifici med store gyldne Bogstaver, og derunder var sat dette Vers:

17

9

Daarbe Kirbe orde Perbe Hurbe Erbe forbe saarbe Rorbe lurbe, Sorbe firbe herbe paarbe Skirbe: Thirbe maarbe Irbe borbe blirbe.

Forstavnen forestillede en sort Neger, havende i den ene Haand en Vægt, i den anden et Blad, som et Landkort, og i Munden er Tobaks-Blad. Paa Panden stod skrevet:

Nunc desint Vires, det er:

Selg vel: men kiøb ikke.

Der sidste og tredie Æres-Tegn ved den afsieledes Liig-Begiengelse fandtes hos den saliges Vert, som i det lyksalige Testamente havde faaet det Skrift: Giensvar til den unge Pasqvillent, kaldet til Represaille for Huusleye. Han havde 7 Fag Vinduer til Gaden; men kunde ikke illuminere flere, end der ene, fordi, at den Represaille for Huusleyen ville kuns lit forslaae med mindre der ville findes ligesaa mange Mandfolk, som Fruentimmer, der ville, bruge hvide, ja røde, grønne og gule

18

10 Hæle under sorte Skoe, hvortil Junior Philopatrejas testementerede Skrift kunde bruges.

Dette Fag Vinduer var da saaledes illumineret: Døden forestilles, som en lang sort Beenrad, paa hvis fast utallige Knokler var hengt en forskrækkelig Hoben Lamper, og igiennem det fæle grinende Gab, saaes en Aande, der ligesom gloende i Figurer forestillede disse Ord:

Qvid mihi? det er:

En Nar lever ikke altid,

Junior Philopatrejas er død.

Paa et ophøyet Sted paa Gaden, nogle Alen i en firkant, en Alen omtrent i Høyden, var oprettet en Pyramide: inden i var Lys; paa den første Side stod det Navn Junior: philopatrejas. Paa den anden Side: brug hans Skrifter mod Sygdom og Udyr. Paa ven tredie: Rom er god: fald ey i Skarn-Kisten. Paa den fierde Side: der er ingen, som veed sit Endeligt. Piedesdalen, som var fiirkantet, havde denne Omskrift foran: hvo

19

11

har kaldet dig. Paa den anden Side: o! hvor meget got har du giort. Paa den tredie: see her din Skiebne, og paa den fierde: Graven er Hvile-Stedet.

Denne Pyramide var bekostet af de adskillige, som havde passeret Linien, og under samme tabt Forstanden.

En stor Deel Vinduer saae man besatte med Lys, som var indsvøbte i Flor, og en Plade paa, der visede J. P. i ziirlig Træk: og af Mangel paa, at kunde bekoste andet til den salige afdødes sidste Ære, stod Huus-Herrerne med Huus-Familierne i Dørene, og omkring ved Husets Vegge, for at giøre Parade med en Citron i den ene Haand, efter den Skik de Catolske af Soldateschen bruger, naar de skal rættes: og i den anden Haand et Blad, hvorpaa den udødelige Junior Philopatrejas stod med store Bogstaver skrevet, og følgende Incsription:

Fecisti.

det er: Lyst uden Forstand. Imod Indgangen af Hvælvingen i Øster-Port var paa hver Side lagt et lidet Baal

20

12

prægtig og næt opstablet af Magistratens Brænde, som lysede i fuld Flamme, da Liget blev ført igiennem. Just da man kiørte ind i Gevelbten, var en Ære-Port oprettet af

Figur, paa hvis Overdeel var skrevet:

O, dulce naufragium. det er udlagt:

Han tog afskeed

og drak Dødsens bittre Skaal.

Dette blev oplyset afen forfærdelig prægtig Lysekrone, som hengte midt i, og som var af det Bernsteen, som Auctor selv havde forskrevet fra Kiøge-Bugt.

Endnu saaes ved Bommens høyre Side den agtbare Mand Skillingius, der og ikke forglemte sin Ære-Pligt mod den afdøde Junior Philopatrejas. Hans Horn-Løgte, hvormed han pleyede at helse de Passerende, havde paa sine 3 Sider disse fortreffelige Sindbilleder og Inscriptioner. Paa den første: en hovedløs Abekat, med Devise:

21

13

O! me miferum. paa Dansk:

Hey! nok for 1 Skilling Rom!

Paa den anden var afmalet et par Briller, med Underskrift:

Fata nugarum. det er:

Venner og Frender forlode mig.

Paa den tredie stod Navnet J. Ph. i Træk, med Overskrift:

Virtus post nummos. det er:

Saadan taer Fanden vore gode Venner.

Dette var alle de Æres-Tegn, som ved hans Liig-Begiengelse af adskillige Patrioter vare giorte: det var en Skade, at Kollokolle var saa langt borte, for at kunde legge deres Taknemmelighed for Dagen for den afdødes godædige Testamente af sine Stempler til at mærke deres Sviin med.

En Svine-Slagter uden for Porten, hvor forbi Liget blev ført, erindrede med Tak-

22

14 nemmelighed det Skrift, Forsvar mod Skoebørsten kalder, som ham var testamenteret til ar svøbe Medister Pølse i, og derfor ziirlig illumineret hans Pore med Lys og Lamper. Paa den høyre Side var afmalet et stort Svine-Hoved, med Inscription:

Mortuus est. det er:

Jeg vil med, sagde John.

paa den venstre Side var en Medister-Pølse over 100 Alen forestillet, med Overskrift:

Crimen lese divinæ & humany. det er:

Døden er haard at gaae paa.

Her forbi passerede Liget, og kom til det Sted, hvor han blev indsat til videre blev Tøeveyr,

23

15

Foran for Dette Sted, stod en prægtig Æres-Port, hvis Bekostning gik paa deres Reigning, i Særdeleshed af Matroserne i Nye-Boder, som af hans Gavmildhed havde faaet at slukke Tygge-Tobaks Lysten paa.

Gammel Holms respective Indbyggere og Wartous dito, der og var indlemmet i hans Testamente.

Pesthuset var ved dette Testamente rigeligt nok aflagt; men havde i Sinde at oprette en nye og anseelig Ærestøtte for deres godædige og værdige Medlem, og derfor ey blev paalagt videre Bekostning til forommeldte Ære-Port; ligesom og Hørkræmmer-Lauget og Fiskebløderne, samt Brændeviins-Lauget, der havde contribueret til det forommeldte, hver af sin Stand giorte Illuminationer: men denne Æres-Port var overmaade prægtig, overalt behængt med Blik-Lamper, hvorudi brændte den kostbareste Ruug-Olie. Paa samme Æres-Port var 32 Sindbilleder forestillet, ongefæhr saaledes, som følgende Teigning:

24

J

jT

f

4

æn

junioris Philopatrejæ

Dannemarks Tab og Skade af fldste frie sandel r alle J tarder til Sidemanden»

L'A

-tf

Feie Handel og hvorledes?

Skaden af den frie Handel at erstatte.

Hvad Handel pg Farvande vi fokst bsr begynde.

Om Rettergang og Dommerne.

Om Mængden afBetienterne.

Om Geistligheden.

Dronning Ä a g m a r s Maade af Fier pe Folker og spare Omkostninger.

Andre Aarsager til dyr Tid.

Om

Verne.

Om Fold: Be tientere,

Om de Danske Sølv - Aarer eg ssiulte jor? dise Rigdomme, hvor de er at finde.

Om Guld- og Sølv - Mynters Nobliee Handel»

Hvorfore vore Fabriqver gaaet over Styr.

Fvrflag at Dannemark kan give ligesaa latt Kiød, som andre Riger.

Om Kiøbenhavn i de gamle Dag,

V

>

>.

>

>

\

udgivne Skrifter.

At den fvrlvr

O m Kiøden. havn i de nyere Dage¬

ne gamle Arve-Rettighed skal af sig selv kvm me Ul hans Majestät.

Om de Fattiges Ophold og hvad be meet leveres.

Om Klæde dragfen i Hoved-Staden.

Huusholdning i Staden Kisbenhavn.

Omen nye laaneBanqves Oprettelse, medObservation om denKiøom

at indeholde vore Dansse Penge fea at løbe udenlands.

AL vi kan have og fane stete Fabriqver.

At de kan af tætte deres Vghre»

Hvorledes Ri gets Gield def kan afbetaleS

Hvorfra og hvorledes Aere Penge skal komme i Kongens Lasse.

Gamle Danske Kongers seve» raine Tid over Hamborg.

Hvad der nu gior Dannemark fattig.

Fortsættelse om Kiøbenhavns Huusholdning re.

Om Holstensk DeegtogMaal dr blevet lige med Dank.

Giensvar pag Repliqven i Aviserne om Brænde Ud:

25

17

Tilsidst blev siungen af mange, som vare klædte i sorte dybsørgende Klæder, paa Altanen over Æres-Porten, da Liget kom der igiennem, følgende Vers, som blev repeteret 3 gange:

Nu er kommen den glædelige Tid.

Peteheja!

Folk kan nu leve ved Rom uden Brød.

Polemeja!

Nu æder Staadere os levende op.

Peteheja!

Sielen er af den patriotiske Krop.

Polemeja!

Disse vare da alle de Æres-Beviisnin- ger, hvormed den afsielede blev beæret; nu følger hans forunderlige Hændelse i Graven, og hans Tilbagekomst fra Ævigheden.

26

18

Nemo libenter recolit, qvi læfit locum. paa Dansk:

Gale Folk har intet Pas behov.

Som vi nu have hørt, med hvor stor Pragt, Herlighed og Æres Beviisning vor store og for Danner Kongen næsten umistelige lærde Junior Philopatrejas til sit Hvile-Sted uden for Østerport blev ledsaget, saa ville vi ey heller forbigaae, at meddele Publicum en sandfærdig og tilforladelig Efterretning, om en særdeles og forunderlig Tildragelse, som Mødte vor afsielede Junior Philopatrejas paa hans foretagende Reyse til Ævighedens Boelig, saaledes, som følger:

Tre Dage, efter at Liget af den afdøde Junior Philopatrejas, formedelst en græsselig Stank ikke længere kunde holdes paa Parade-Sengen, blev der med største Mone og

27

19

Besværlighed nedsat af Holmens Folk i Jorden, og da begyndte den mordiske Plukkefisk at fermentere i Maven, og stige op i Halsen, som foraarsagede en Opkastelse og Brækning, ret ligesom han havde faaet Ipecacuanna eller Tartarum emeticum i Livet. Han veltede sig om i Kisten, og med den ene Haand fik fat paa den Flaske Rom, som var givet ham med sig, tog Proppen af, og drak uforfærdet en god Slurk, og see! strax stillede sig Brækningen, han begynde at svede, og ligesom udstønnede det Ord Homagium; det er udlagt: Bergefisk. I der samme blev hørt en forskrækkelig Buldren og Bragen i Jorden, og en Røst lod sig høre, som uddonrede dette Ord Aasgaal dvs. Følg efter.

Da nu Junior Philopatrejas var nogenledes kommen til Rette igien, pønsede han paa, at giøre sig løs af Kisten, og samme lykkedes ham og; thi da han i Forundring laae, og betragtede sin Skiebne, strak han sig ud i Kisten, og af en Hændelse støtte saa stærk med det venstre Been, som endnu var

28

20 noget kroget, paa den ene Side af Kisten, faa at et Bræt gik løs, og Kisten skiltes ad. Med stor Forundring og største Forsigtighed krøb han ud, tog sit Blækhorn og Flasken med Rom, pakkede dem i sin Roch de loure, og ville gaae efter den forhen hørte Røst; men, som samme ey oftere blev hørt, vidste han ey, hvor han var, eller hvorledes ham var faren. I det samme han nu noget blev staaende, og forundrede sig over sin Skiebne, blev han langt borte en stor sortmalet Port vaer, hvorhen han gik, og fandt oven over Porten disse Ord med store hvide Bogstaver tegnet: Porta infelicitatis. det er:

Veyen til Floderne.

Denne Port lukkede han op, og da han fandt en stor og banet Vey for sig, fulgte han samme; men neppe var han kommen en fierdingveys bort, førend han blev en meget ældgammel og saare kroget Mand vaer, støttende sig ved en gammel afbrudt Aare, og kom ud af en liden Hytte, som var i Nærværelsen.

29

21 Ved det, at han saae Manden, tog han Mod til sig, og meente af ham at saae nogen Underretning. Han tog da med største Soubmission sin galunerede Hat af, og helsede den gamle saaledes: Gurbe Fredbe mirbe garde Marbe; men, som den gamle vel aldrig havde hørt dette Sprog, rystede han med Hovedet, og svarede intet. Junior Philopatrejas, som vel mærkede, at den gamle ey forstod ham, tiltalede ham saaledes: Dafilag drahe Agiætmaal; men Manden rystede igien med Hovedet. Som dette og var uforstaaelig, talede Junior Philopatrejas atter, og sagde: Patifici respunt; men den gamle svarede intet. Endelig tiltalede han ham paa Dansk, og sagde: Siig mig min gode Mand, hvo I er? Dette forstod den gamle, og svarede: mit Navn er Charon og jeg er en gammel Færge-Mand, som i lang Tid har ved disse Floder oversat til de elysæiske Marke,

Ja jeg, sagde Junior philopatrejas, er og kommen herhid, for at lade mig sette over Ledæ Floden. Herpaa svarede den gamle

30

22

Charon: viis mig dit Pas, saa skal mim Baad være til Tieneste; men uden jeg faaer seet det, er det mig strængelig forbuden, at oversette nogen, som bærer Roch de lourer og galunerede Hatte; men, som Junior Philopatrejas ikke var forsynet med Pas, tænkte han paa en snedig Maade at overtale Charon, hvilket og lykkedes ham saaledes: Han tog sin Flaske med Rom, og drak først selv engang, og siden sagde: ærværdige Pater! jeg har her i denne Flaske bragt en kostelig Neckar med mig, som I visselig skal befinde eder got af, om I kun behager, at tage eder en Drik heraf. Charon, som var en meget skrøbelig gammel Mand, tænkte og derved at kunde styrke sig, og drak derfor engang; da den nu smagede ham vel, bad Charon endnu engang om Forlov at prøve den, hvilket og Junior Philopatrejas tillod, og derhos sagde ham, at der var meget sundt for hans Helbred, og at det var en Prøve af beste Vestindisk Rom.

31

23

Men see! hvad skeer: neppe havde den gamle Mand drukket anden Gang, førend han begyndte at blive ved lystig Homeur, synge og springe, ja forlangede tredie Gang at faae en Drik af denne kostelige Nectar: da han nu havde drukket tredie Gang, blev han gandske drukken, faldt om, og kom i en dyb Søvn.

Da nu Junior Philopatrejas mærkede, at Charon sov tryg, tog han Nøglen i Charons Lomme, gik han hen og lukkede Laasen op, som var slaget for Lænken, hvorved Baaden var bunden, og giorte saaledes Baaden løs. Han fik da i en Hast fat paa et par gamle Aarer, steeg i Baaden, begyndte at roe fra Land, og var allerede kommen et got Stykke Vey bort, da han lige for sig blev et Land vaer, som var meget deylig at see til: han roede der i Land, giorte sin Baad fast, og tog sig fore at gaae videre ind i Landet: da han havde gaaet et par hundrede Skrit; hørte han en stor Raaben og Skrigen, og en græsselig Allarm. I det samme blev han en Hoben Folk vaer, som kom ham i

32

24

Møde, hvoriblant en gammel langskiæget og graaehærdet Mand gik til ham, og spurgte: hvem han var, og hvorledes han var. hidkommen.

Da, efter at Junior Philopatrejas lidet havde betænkt sig, svarede han: jeg er den store og lærde Junior Philopatrejas, som i mit forrige Liv i den Deel af Verden, som kaldes Europa, har udgivet mange skiønne Skrifter til mit Fædernelands Nytte og Publici Beste, og er den, som har opdaget Krabben Eiland. Efter min Død, som stede meget hastig, er jeg kommen over til eder i de elysæiske Egne, for at tage Deel i eders Glæde og Fornøyelse, haaber og, jeg iblant eder bliver antagen og nyder Sted efter min Fortieneste.

Og ieg, sagde den gamle Mand, heder Anchises, som med min Søn Æneas, tilligemed Ulysses, Tellemach og mange andre lever her i stor Fornøyelse og Glæde; men, som du min gode Skribent er endog af dine Anmærkninger og uduelige Skrifter ble-

33

25 ven bekiendt blant os, og hos os maae jeg sige, bliver ikke saadanne Projectmagere tollereret; saa forkynder jeg dig paa alle vores Vegne, at du strax, jo før, jo hellere forføyer dig bort herfra, hvis du ikke vil udkastes i hiin Flod, som ligger ey langt fra dit fortiente Sted, og som kaldes Styx.

Her var da intet andet for, end at den gode Junior Philopatrejas maatte pakke sammen, og forføye sig ud af de elisæiske Marke, som en unyttig og uduelig Borgere: han satte sig altsaa i sin Baad igien, og roede fra Land, og da Mørket kom paa, og det blev taaget i Luften, tumlede han hele Natten om paa det brusende Havs-Bølger, indtil han imod Dagningen hørte en Hund giøe meget stærk: han blev herover meget glad, og styrede Baaden efter Hundens Røst, og da det igien var fuldkommen Dag, saae han noget fra sig et Sted, hvor han fik det Forsæt at gaae i Land, for at samle sig noget Proviant; thi nu var alt Rommen fortæret, og Flasken tommen; men da han nu kom til Land, og havde

34

26 giort sin Baad fast, for at gaae vp og se sig omkring, fandt han en stor Boelig, hvoraf kom en overmaade græsselig Heede og Varme; over Indgangen stod med store sorte Bogstaver skrevet:

Regnum Acherontis. der er fortolket:

Valfiskens Bug.

Her blev han bange, og ville reterere sig; men i det samme kom en Hund løbende efter ham, som havde et Halsbaand om Halsen, hvorpaa stod med Messing Bogstaver:

Cerberus det er:

Patriot.

Denne Hund begyndte ar hyle, tude og skrige, saa at hele Jorden rystede. Dette forøgede hans Angst og Banghed, saa at han hurtig løb need til Floden igien, fik fat paa Baaden, og roede ud fra Land, det snareste han kunde. Efter at han nu nogle Timer havde omtumlet paa Vandet, saae han igien Land, og han vidste ikke, om han atter skulle

35

27 vove sig til, at gaae der i Land, eller ey; men, som Nøden drev ham dertil, kom han og omsider derhen, og see! det var Krabben Eiland. Her overfaldt da Junior Philopatrejas en overmaade stor Glæde og Fornøyelse, og her var det, han fik Ende paa sine Tildragelser og forunderlige Hændelser. Det første han tog sig fore, var at forskaffe et stort Fahrtøy, hvortil og alle Indbyggerne maae contribuere, og da dette var færdig, lod han det lade med lutter Caffe-Bønner: han antog et par Negere, som forstod Styrmans-Kunsten, og satte dem paa Skibet, og lod Henge et Bræt ud, med Paaskrift: Wils Gott nach Copenhagen. Da han nu saaledes havde bereedt sig til Reysen, pakkede han selv 2 Lispund Caffe-Bønner sammen, og skrev et Brev til Charon, hvori han lod ham vide, at det var Represaille for hans Baad, underrettede ham og om, hvorledes han skulle behandle og bruge disse Bønner. Brevet forseiglede han til Paqven, og Paqven til Baaden, og lod saa Baaden drive, i Tanke, at den dog vel landede et

36

28

Sted, hvor Charons Navn var bekiendt. — Nu var da alting i Stand, og det lyksalige Øyeblik kommen, at Fahrten skulle gaae for sig. Med hans Venner tog han da Afskeed, og under Canonens Løsning gik fra Krabben Eiland. Vinden var god, og i en kort Tid kom han til Kiøgebugt, hvor han nu nu gaaer og samler Bernsteen, for at tage med sig til Kiøbenhavn, hvor han igien forventes med første.

1

En

sandfærdig og tilforladelig

Beretning

om

Junior Philopatreias

med meere

som Historien fortæller

saare lystelig og kortvillig at læse,

til Trykken befordret af

Rosentornes Ben.

Kiøbenhavn, 1771.

Trykt og faaes tilkiøbs hos August Friderich Stein, boende i Skidenstrædet.

2
3

De hæderlige

Brændeviinsbrænder-, Raalemager- & c. & c. Laug dvs.: Embeder,

item

De som arbeide

i

Læder-Konsten,

tilskrives

dette lidet Skrift i al Ærbødighed,

og forønskes

al Velstands Opkomst og Flor

af Velmeent Hierte og Hu paa det kierligste.

4
5

Indsigtsfulde Mestere! samtlige kiere Venner og elskelige

Patrioter!

Eftersom jeg har befundet, at den vigtige Tidende om den store og umistelige Patriot, Junior Philopatreias kaldet, hans alt for tidlige Død og Afgang har foraarsaget Eder

6

en ubeskrivelig Bedrøvelse og Beklemmelse, efterdi det var for Eders samtlige Laugs dvs. Embeders Opkomst og Flor han stedse fegtede, som en Løve med største Rafenhed og Afsindighed, ja skrev saa heftig og eftertrykkelig mod Jøder og Frimestere, at enhver Fornuftig ey noksom kand beundre den utrættelige Fliid, som han besidder i at sammenssmidde Bøger, og den ugemeene Styrke han har i fremmede og ubekiendte Tungemaal: Saa for at standse denne Eders høystbillige, men nu unødvendige Sorg og Klage, har jeg det for min Pligt skyldigst eragtet, at tilskrive Eder denne sandfærdige, skiønt forunderlige, men for Eder saa betydelige og frydefulde Tildragelse : at samme berømmelige Junior Philopatreias er igien

7

mod alles Formodning qvasi per miraculum kommet til Live og opstaaet. Saa kan jeg og hermed have den Ære at forsikkre Eder: at han efter sin Opstandelse er blevet Eders Velyndere og Forsvarere langt ivrigere end nogensinde forhen; thi han har allerede paa nye ladet 2 ypperlige Skrifter udkomme fra sin hældige Pen, nemlig: Jødernes Rankers Aabenbarelses 2den Deel, og det første Hefte af Velmeente Betænkninger om alle Laugene til Høyere Eftertanke, geleydet med en liden vakker og meget grundig Velmeent oekononisk Udregning. Ja han har helligen svoret ved sin Rokkelor og alle de Caribiske Eylænde Jøders og Friemesteres ɔ: Bønhasers totale Ruin og Øde-

8

læggelse i Danner Kongens Majestetens samtlige Riger og Lande. Aftørrer derfore nu de bittre og salte Taarer, som nu rinder forgieves. Fryder Eder, ja springer af Glæde!; thi Eders saa tappre, saa lærde og saa forreyste Fortalsmand, der var hensovet, er igien kommet til Live, ligerviis som Spie-Fluen bliver levende, naar den vederqvægende Soels, Verdens gyldne Øyes Straaler opvarmer dens spæde Legeme, som den bedrøvelige Vinters giennemtrængende Kulde har fortørret og stivgiort. Klog hensov han, men langt klogere er han opvaagnet, og vil nu efter de mange og vigtige Aabenbariger, som han imidlertid har havt, paa det grundigste og tydeligste lære Eder, hvoraf Eders Langs dvs. Embeders

9

Velstand baade kan qvælde og neddæmpes, see de forhen benævnte Skrifter, som han efter sin Opstandelse har udgivet; hvis uundværlige Fortsættelse han lover. Gid! I ikkun vilde følge, og iverksætte hans finde Raad, og saaledes skiønne paa hans utrættelige Fliid og Arbeidsomhed for Eders Vel at befordre! Men Ach! desværre! Menneskene ere saa tungnemme og ulærvillige til det nyttige, og tillige saa skrækkelig utaknemmelige! De skiønner ey paa det gode, medens de haver det, men da først, naar de har mistet det, og saa er det bag efter, som Peder Syv heel merkeligen siger: bag efter kommer tyndt Øll. Jeg vil derfore nu, da I af Skade har lært at blive kloge, haabe, at I herefter sætter større Priis

10

og Høyagtelse paa hans Oeconomiske og Politiske Skrifter, kiøber dem, læser flittig i dem, og for alle Ting følger de herlige Anslag, som han der giør i alle Konster og Videnskaber. Det er baade tit hans og Eders Nytte og Fordeel, og saa opnaaes Hensigten af hans mangfoldige udkomne Skrifter. Valete plurimum.

11

Første Kapitel.

Om

Junior Philopatreias Henrykkelse.

O! Junior! Junior! qvæ te dementia cepit.

Det er:

Junior Philopatreias har en stor Forstand.

Af Rosentornes Skrift, Junior Philopatreias Død og Begravelse kaldet, veed man, at en haard og farlig Sygdom overfaldt den-

12

ne Mand, hvoraf han endelig døde, og blev siden paa det prægtigste ført til sit Hvilested. Denne for Staten saa vigtige Tidende kunde ey andet end foraarsage en almindelig Sorg og Veemodighed, saasom denne Mand altid har været i sit Slags een af de største og besynderligste, som Verden nogen Tid har seet. Men saa tilbøyelige ere Menneskene til at troe det Onde, og gemeenlig indbilder de sig at en Ulykke er større end den virkelig er! Ja hvor ofte forestiller de sig ikke Ulykker, hvor ingen er! Som vi læser i den Danske Jasons Peder Paarses Krønike om Anholterne, der indbildte sig at Tyrken var kommet i deres Land for at giøre Erobringer, den Tid Peder Paars paa sit Argonautiske Tog strandede der, og med sit heele Følge var kommet op paa Landet, da dog baade han og alle hans Følge-Svenne vare ligesaa gode Christne som de redelige Anholtere. Saaledes gik det og her. Junior Philopatreias blev ikke alleene holdet for at være daarlig dvs. syg, men endog for at være incurabel. Men hvor ofte bedra-

13

ger ikke vore Tanker os! Ja, kan de erfarneste Læger, som Erfarenhed lærer os, ofte tage feyl, og være uvidende om de Sygdommes Natur og Beskaffenhed, som de dog giver ud for at kunde fordrive; Hvor meget lettere kunde da ikke Junior Philopatreias Bekiendtere falde paa at dømme anderledes om hans Tilstand end den virkelig var! Thi naar denne Mand, som var overvældet af saa mange Bekymringer for det almindelige Beste, hvilke ikke alleneste kiendelig svækkede hans svage Sinds Kræfter, men endog undertiden formindskede Legemets, naar denne Mand, siger jeg, forekom dem noget mat eller traurig, og tankefuld, tænkte de strax at han var syg, og endelig, at han maatte være død, naar han, som man siger, ey rørte Haand eller Fod. Udfaldet har derfore nu bevlist langt andet; thi Udfaldet er Daarernes Læremester, siger den store Titus Livius i sin Kundskabs Bog om Danner Kongen Regner Lodbrok, og vi ere jo alle Daarer og Vanvittige, som vi siunger i Horatii 2den

14

Bogs 3die Straffe Digt, dog med stor Forskiel, see Junior Philopatreias samtlige Skrifter og Ugelspil. For nu at have en tilforladelig Beretning, og en nogenlunde fuldstændig Krønnike om denne besynderlige og vidunderlige Tildragelse med Junior Philopatreias, hvorom kan være adskillige Meeninger, vil jeg her ligesom i et centro og Middelpunkt pro modulo nempe virium (see Begyndelsen af lærde udkomne Kritiske Disputater) i al muelig Korthed og Eenfoldighed paa det oprigtigste sammendrage alle til denne sælsomme Begivenhed bidragende Omstændigheder.

Man veed af Mahomeths Exempel, hvorlunde han ofte blev henrykt, og undertiden længe var fra sig selv, men imidlertid holdt lange Samtaler med Englene & c. med meere, som alt findes antegnet i hans Kundskabs Bog Alcoranen kaldet. Nu er det jo en afgiort Sag at store Mand har gemeenligen man-

15

ge Ting tilfælles, særdeles de som har Hovedet fuldt af falske Indbildninger om deres egen ufeylbare Indsigt, og gaaer frugtsommelig med store Anslag, hvilke som oftest forleder dem til at opkaste sig til Formænd og Stiftere af falske og vildfarende Lærdomme, hvad enten der nu er in Theologicis, Oeconomicis, Politicis &c.; thi der er Kiættere og Enthusiaster i alle Videnskaber, i sær tager nu Politiske og Oeconomiske Kiættere og Enthusiaster stærk Overhaand, see de sleeste siden Trykke-Friheden udkomne Skrifter, saa jeg troer man med Føye kunde kalde nærværende Seculum med Tilnavn Politicum eller Occonomicum. Men at komme til Sagen igien, da søger Kiættere at fortplante sine vildfarende Lærdomme enten med Magt og List tillige (som Mahometh og Paven, der drikker Christen Blod, hvilket gamle Gunnild heel ynkelig klager l den nye Viise om Peder Paars) eller allene ved Bedragerske Skrifter, i sær naar Trang tillige driver dem til at skrive, som Jacob Bøhm,

16

Spinoza og Junior Philopatreias; thi hver Land har til sine Tider havt store Mænd, som man siger i Ordsproget: den er brudne Potter i alle Land. Et lige Tilfælde med Mahometh har vores store Junior Philopatreias, han bliver ofte henrykt og er ligesom fra sig selv, ja ligesaa vel som Swedenborg, holder lange Samtaler med Englene, heraf veed han at een af Dievlene hedder Lillicøe, see hans Skrift Sandheds Elskeres Besvarelse efter Loven. Han taler dog helst i den Tid med de gamle Danske Konger og Kiemper dvs: Aadilsmænd, saasom Kong Snit, Harald Klak, Sigurd Snogøye, Strekkodder, Svend Vognved & c. om Dannemarks gamle oeconomiske Tilstand og Staatsforfatning. Derved har han faaet Oplysning om Kong Snits Kundskabs Bog, som han ofte beraaber sig paa i sine Skrifter, samme skal efter hans troværdige Vidnesbyrd være en dyrebar, ja plat umistelig Bog for dem, som legge Vind paa Politiquen og Oeconomien.

17

Men han beklager derhøs at dette ypperlige Skrift ey er i fleeres Hænder, og at det er det eeneste af denne store Konges Skrifter, som er tilovers. Kunde han faae Tiid fra sine egne Forretninger, saa vilde han give det i Trykken med sine & antiqvorum notis stellula distinetis ad modum novissimum. Men jeg kom fra Henrykkelsen, hvorom her egentlig skulde handles, og da farer Junior Philopatreias, naar den kommer over ham, undertiden over paa Krabben-Eyland & c. til Acra og Acanien & c. for at giøre nye Opdagelser, og erkynde sig om disse Landes nærværende Tilstand. Disse Henrykkelser varer stundom kort og stundom længe. Da han nu engang under Henrykkelsen kom i en heftig Disput med Waldemar Seyer, og Holger Danske i de Dødes Rige, om Korntyven i Dannemark, varede denne Henrykkelse i 4re samfulde Nætter og Dage, og det var just den Gang at hans Bekiendtere derover faldt paa at tænke at han var død; thi Junior Philopa-

18

treias skielver ey under sin Henrykkelse som Qvækerne. Hvorfore de paa beste Maade lode hans Jordefærd foranstalte, og omsider ledsagede ham til sit hæderlige Hvilested. De overordentlige Hendelser og Eventyrer, som der foregik med ham, sindes beskrevne i det følgende.

19

Andet Kapitel.

Om Junior Philopatreias opstandelse.

Mox sicut Phoenix redivivus pullulat arca.

Det er:

Ukrud forgaaer ikke.

Og det begav sig, efter at Junior

Philopatreias var udbaaren, og sat paa Kirkegaarden uden Øster Port (see videre herom i Rosentornes Beretning om Junior Philopatreias Død og Begravelse) at Henrykkelsen samme Dags Aften mod Midnat ophørte, og han begyndte nogenledes at komme til sig selv igien. Men i det samme Han opvaagnede, raabte Han overlydt med en forskrækkelig Stemme disse heel betænkelige

Ord: Baskatie, Stuv, Bøjer,

20

Erel, Schekes, Piftorta, Snakkeveed. Hvad disse Ord skal belyde er Heel vanskeligt at sige, og derom er der stor Dispyt iblant de Lærde, i sær om det Sprog, hvortil de egentlig henhører. Ole Klokker siger at det er det ægte gamle Longobardiske Sprog, men Mikkel Pedel paastaaer at Ordene ere tagne af det beste Caribiske Sprog. Andre derimod ere faa ondskabsfulde og skarnvurne, (som Folk er fleest i disse Tider) at de tør forsikkre, at Ordene har slet ingen Bemærkelse. Langt meere veltænkende er Lars Graver, som foregiver, at det er med Junior Philopatreias, som med de fleeste Høylærde og store Kunstnere, der altid vil have sig selv nogle visse Ting forbeholdne som Hemmeligheder, dem ingen andre maa vide eller forstaae. Men at komme til Historien igien, da havde han neppe udtalt de anførte Ord, førend han begyndte at vilde reyse sig op, men fandt sig til sin største Forundring indfluttet i saa snevert et Rum, at han knap kunde vende sig. Neppe troede han at det var ham selv,

21

som fordum Jeppe paa Bierget, da han opvaagnede som Herremand, see herom Jeppes Handelers Bog. Til al god Lykke var Kisten en meget stærk, saasom den var giort af Magistratens Brænde, men Laaget sprang strax op, da han begyndte at buldre i Kisten. Men hvor forbauset blev han ikke, da han ved den klare Maaneds Skin saae sig i denne Tilstand liggende i en Liig-Kiste paa en aaben Plads. Han troede da at det var gaaet ham som Hellig Anders, om hvilken Krønikerne melder, at han om Formiddagen holdt Messe i Joppe udi det forjættede Land, men om Eftermiddagen samme Dag opvaagnede uden for Slagelse. Dog glad over at være kommet ud af dette Fængsel, skyndte han sig af alle Kræfter hiem til sit gamle Logimente, hvor han paaførte heele Husets Folk en utroelig Skræk, hvilke holdte ham for et Spøgelse, saasom han just kom om Midnats Tide, da det er Spøgelsernes Tiid at regiere udi, hvilket af alle gamle Visers og Eventyrers eensstemmige

22

Vidnesbyrd beviisliggiøres kan, hvis Ord

herom ere disse:

Naar Klokken den er slaget Tolv, Saa kommer Spøgels og sorten Trold.

Endelig da Junior Philopatreias med uomstødelige Beviiser havde overtydet Huusfolkene om at det var ham selv, lod

han dem forstaae sin største Misfornøyelse

og billige Vrede over deres forargelige Opførsel imod ham, medens han var henrykt, fordi de havde holdt ham for at være død, og vildet begravet ham levende, hvis Frosten ey derudi havde giort den lykkeligste Forhindring. Og paa det at ingen herefter skulde kiende ham af hans forrige Klædedragt, besluttede han at aflægge sin Rokkelor, og anskaffede sig et andet Klædebon.

23

Tredie Kapitel.

Om

Junior Philopatreias førte "og fornemste Bedrifter efter hans Opstandelse.

Mori morantur, qvocunqve sub axe morantur.

Findes saaledes udlagt i Billed-Bibelen:

Daarens Daarlighed ey dødes,

Om han end i Morter stødes.

Den store og uophørlige Skrive-Lyst, som fandtes hos Junior Philopatreias før hans store Henrykkelse vedvarede ikke alleeneste da Henrykkelsen var forbie, men var endog derved blevet langt større end nogensinde forhen. De mange og vigtige Ting han ved sine lærde Samtaler med de Afdøde havde faaet den nøyagtigste Oplysning om, dem hverken kunde eller burde han fordølge; thi det havde sandelig været crimen lece maje-

24

statis Divine & humany at fortie de Ting, som angaaer Danner-Kongens Majestetens samtlige Rigers og Landes Laugs ɔ: Embeders Opkomst og Flor, der altid har ligget Junior Philopatreias saa meget paa Hiertet. Men han var nu blevet ueens med sig selv, enten han skulde fortsætte nogle af de forhen fra ham udkomne vigtige Politiske, Polemiske & c. Skrifter, eller begynde paa nye. Endelig bestutter han for det første at fortsætte det grundige Skrift Jødernes Renkers Aabenbarelse; thi med Jøderne havde han ved denne Henrykkelse fattet et uforsonligt Had; efterdi Kong Bavary og Dronning Dagmar ɔ: Aurora (see det Skrift om Brændeviinsbrænder Laugets Opkomst og Flor og de 2de Deele af Junior Philopatreias Anmærkninger) paa det nøyagtigste havde underrettet ham alle Jødernes skalkagtige Trekker og Renker. Man behøver kun at sammenligne den anden Deel med den første af dette Værk, saa kan man strax see en overmaade stor Forskiel paa dem; thi den anden Deel er skrevet langt grundigere,

25

fyndigere, og mere overbevisende end den første. Dog begik han af puure Nidkierhed og Patriotisk Forbittrelse imod Jøderne en gruelig Forseelse ved den anden Deel, nemlig han forglemte sin sædvanlige smukke Dedication til sin allernaadigste Sr. Dan. See hans Skrift om Brændeviinsbrænder-Lauget. Men Junior Philopatreias merkede strax at dette Skrift var moren utilstrækkeligt til at fylde noget i Dresselet, som reent var blevet udtømmet ved de unyttige Begravelse-Omkostninger og de store Udgifter til en nye Beklædelse; hvorfore han maatte gribe til et af sine største og beste Verker, nemlig det som kaldes Betænkninger over alle Laugene, hvoraf strax den første Deels første Hefte maatte løbe af Stabelen. Dermed fulgte en liden Velmeent oeconomisk Udregning, som han paa det nøyagtigste efter sin store Mathematiske Indsigt har udregnet ved Hielp af Søren Mathiesens Regne-Bog (NB. efter det Algebraiske i den første Edition) og Bonde-Praktiken. Naar heele dette uforlignelige

26

Skrift engang udkommer, som Gud forbyde, vil det vist tiene til stor Oplysning for Laugene, og stadfæste de store Tanker, som man for længe siden har fattet om ham af de førhen udkomne mageløse Skrifter. Disse ere de første og merkværdigste Bedrifter af Junior Philopatreias efter hans Opstandelse. Fleere saadanne Frugter deraf vil Tiden frembringe.

27

Efterretning til Publikum.

Med allerførste agter Junior Philopatreias at udgive ved Trykken nogle af de Skrifter, hvis Fortegnelse kan sees i Besvarelsen til Beelzebul Fukssvandser. Aarsagen, hvorfor de ey har kundet før udkomme, til hver Mands Brug og Beste, har været denne: at i dem indeholdes nogle meget vigtige Stykker, hvorom han i Forveyen nødvendig maatte have nogen Underretning fra Danner-Kongen Odin, Harald Blaatand, Sanct Roland & c., men da den nu ved seeneste Henrykkelse er indhentet fra dem Personlig og altsaa sikker og tilforladelig, kan de nu med første løbe under Pressen.

28

Velmeent Erindring

til

Junior Philopatreias.

- - - Caput insanabile tribus

Anticyris.

Paa Dansk:

Mhr. De har stærk Hovedpiine.

Jeg seer Du har kun liden Hierne, og kunde gierne lade være baade at skrive for og imod Laugene, samt ophøre med at giøre Anslag og Forslag i Læder-Konsten og andre deslige Konster og Videnskaber. Det bliver Dig nok tienligst, at Du igien reyser over til de Caribiske Eylande; Der kan Du sætte dig ned, som Urtegaardsmand og Handelsmand, og plante Pistorta ɔ: Snakkeveed paa Krabben Eyland og de andre deromkring

29

liggende udyrkede Eylande. Derved kunde Du drive en stor og betydelig Handel med Garver-Lauget i Engelland og andre Steder, og saaledes samle Dig store Rigdomme, saasom denne Plante er meget nyttig og brugbar til mange Ting for Laugene, efter Din egen ufeylbare Beretning i Dit Skrift Betænkninger over alle Laugene kaldet. Dette vilde mærkeligen hielpe til at faae disse store og fordelagtige Eylande optagne, og bringe store Skatter ind i Kongens Dresset og Fadebor, men for alle Ting see da til, at ingen Jøder kommer der over og sætter sig ned; thi de vilde da skade Garver-Lauget 10 dobbelt imod det de nu aarligen skader Naalemager-Lauget for, hvorpaa Du dog kun giør saa løselig Overslag i Jødernes Renkers Aabenbarelses 2den Deel Ikke heller maa Du lade Friemestere ɔ:

30

Bønhaser indsnige sig der; thi de vil strax kuldkaste heele dette nyttige Anlæg.

Ellers maa Du vide at man er kommen i stor Tvivl, om den Urt Pistorta er saa almindelig nyttig, som Du foregiver; thi den store Kodener Knipperus Dollingius siger i sit bekiendte Skrift de Planetis & stelliis irrantibus ɔ: om grønne Madurter (hvilket Skrift Du nok kiender; thi andre Botanici taler ey om Pistorta) at naar man spiser af denne Urt, har den samme Virkninger, som den Urt Hippomanes paa Hestene, nemlig at den giør Folk galne og forrykt, og foraarsager en uophørlig Skrive-Syge og uafladelig Snakke-Lyst, hvoraf den har faaet det Navn Snakkeveed. Det er altsaa aabenbart at Du selv, Recept Forflytteren, Forfatteren af de deylige

31

nyelig udkomne Samtaler og andre saadanne af vore Tiders flit