↩

Det

Fjerde kritiske Brev

til

Philopatreias,

om hvad der i de tree første enten er bleven forbigaaet, eller deri ikke kunde rummes, samt om hvad videre af u-patriotiske Sættmnger, Der findes saavel i hans Tree Anmærkninger, font i hans første Fortsættelse.

Skrevet i Klerkerup en Bondebye ved Clerichsborg Landevey, og bortsendt med Post-Rytteren Klerophilus den 21 Martii 1771.

Fra

Philodaneis.

Trykt i Nye Clerichsstad 1771

Calumniare audacter, semper aliqvid hæret ɔ:

faaet Bagtaleren ikke alle, saa faaer han dog nogle til at troe sin Løgn, som en Sandhed; og hvor kildrer det ham ikke, naar han med sin udspyede bagvaskelses Gift haver sat en stinkende Plæt paa sin uskyldige Næstes ærlige Navn og gode Renome?

Naar der er ingen Bagvasker, stilles Trætte; en Bagvaskeres Ord ere som Slag og de falder ned i inderste Vug; en Hadere kan stille sig Fremmed an ved sine Læber, men inden i sig legger han Svig; Naar han giør sin Røst yndig, da troe ham ikke; thi der ere syv Vederstyggeligheder i hans Hierte, Sal. Ordspr. 26 Cap. 20, 22, 24, 25 v. Holder Eders Tunge fra Bagtalelse Viisd. i Cap. 11 v.

Hr. Philopatreias!

Aldrig saasnart var mit sidste Brev af 11te hujus afgaaet med Klerophilus, førend atter indløber mig en Deres Skrivelse med Underskrift af Philopatreias & Compagnie; Men hold mig til gode, min Herre! det jeg ikke sammes Indhold besvarer, førend jeg er kommen til Enden med Geistlighedens gandske Forsvarelse, og har til dens Forsvar igiendrevet alle de Beskyldninger, som De i Deres Tredie Anmærkning har saa ublue giort imod den Geistlige Stand, da De ret med Gevalt har vildet paabyrde denne ærvær-

Dige Stand saa mange slemme Laster og Lyder, som der er næsten er ikke Tal paa, og hvoraf jeg erindrer i alle mine Tree afsendte Breve at have i sær afvæltet og tilintetgiordt Standens Hovmod og Giærighed, fra hvilke Laster Den og hos alle ædeltænkende og rette Patrioter gandske frietages; Thi nedrige og slette Gemytter vil, jeg intet tale om, da hverken denne eller nogen anden Stand enten er eller nogentid bliver frie for deres Calumnie og Bagvaskelse med grove, uforskammede og til deels opdigtede Imputationer og Beskyldninger; Gaaer jeg nu et Skridt videre frem, saa forekommer straxen den i Ordenen Tredie Brøst og Feyl, Vankundighed, som De, Hr. Philopatreias! ligeledes af en rasende Galenskab, og ligesom et i Hovedet forrykt Menneske, der allerede var paa Veyen til Daarekisten, har saa ubesindig og i en ret fnysende Bitterhed beskyldt Geistligheden for, da De for det heele ærværdige Publico har declameret den Geistlige Stand for en vandkundig Stand, og sagt: at af den Geistlige Stand vilde aldrig uddøe Vankundighed, saa længe Geistlighedens Indkomster ikke bleve

beklippede og formindskede, med andet meere, som De nu ikke engang selv veed, hvad De i saadan Ekstasi og Henrykkelse har udfraadet imod denne ærværdige Stand. Men hvad tænker De, Hr. Philopatreias! og hvor vil De vel hen med denne Beskyldning? Maa man ikke slutte sig til, at De i Hundedagene har faaet Kuller i Hovedet, og da er bleven frugtsommelig med Deres Foster, denne Vanskabning, dette græsselige Uhyre, Deres Tredie Anmerkning om Geistligheden, som siden ud paa Vinteren, da de varme Dage vare forbi, kom frem for Lyset; og de Eenfoldige bleve ligesom ræd og bange for; dog denne Beskyldning for Dankundighed hos Geistligheden er ligefom Sneen, der falder i Maymaaned eller Midsommer; Solens Straaler giører den straxen til Vand, og usynlig; og denne Beskyldning har ved Dagens Lys intet noget paa sig, men falder bort af sig selv, og retournerer til det Sted, hvorfra den kom; Saa at jeg her bør ikke engang sætte Pen til Papir for at skrive en Tøddel meere end jeg allerede i mit første Brev har skrevet imod denne ravnsorte og sig selv imodsigende

Imputation; Thi deri har jeg noksom med tilstrækkelige Grunde og grundige Forestillinger ført baade Dem og heele Publico til Gemytte, hvor falsk og ugrundet saadan Deres beklikkende, forkleinende og ret i Ondskabs Gift og Sværte besølede Beskyldning er imod den Geistlige Stand.

Jeg har jo i samme Soeleklart viist, som min Herre maa nu og selv tilstaae, at i den Stand hverken kan eller bor Vankundighed have mindste Stæd hos nogen Embedsmand; men enhver i sin Sphoexa og Circul besidde den til Embedets Førelse udfordrende Vittighed, Lærdom og Duelighed; og naar nu en Geistlig Embedsmand, være sig Bisp, Provst, Præst, Capellan, Catechet, Degn, Skoleholder & c. kan med Ære maintinere sig i sin Post, præstete Præstanda, forsvarlig giøre, hvad han bør, upaaklagelig forrette sit Embede og tilbørlig efterkomme alle sine Embeds-Pligter; saa er han alt habil og lærd nok, og aldrig kan med nogen Grund og Føye imputeres nogen Vankundighed, eller siges at være ignorant og vanvittig;

Men hvad giør ikke Ondskab og Malice, Had og Forbittrelse, præjudicier og Fordomme?

For den Onde var aldrig nogen god; for den Hadske og ildesindede gik aldrig nogen frie, og for den Vanvittige selv blev aldrig nogen vittig, men alle ligesom han, nogle Drog, Idioter og Dosmere; thi similis fimili gaudet ɔ: Ravnen, som selv er sort, kan ikke taale, at Svanen er hvid. Altsaa seer De nu selv, min Herre! meget vel contrarium af denne Deres insame og denigrante malitieuse Beskyldning; og heele Publicum, som veed langt bedre, skammer Dem ogsaa selv allevegne ud for Deres saa formastelige, som uforskammede Adfærd med at giøre et saa dumdristig Trin til saa aabenbare at lyve Geistligheden paa, og imod ald Vid, Fornuft, Overbeviisning og bedre Vidende at vil giøre Slutning fra en, fra dem selv, til alle, og dømme om andre, at de ere vankundige, fordi De selv er vankundig, at andre haver ingen Forstand, fordi De selv mangler Fornuft; at andre mangler Indsigt, fordi De

selv er beriget med Dumhed; og at intet kan sees af andre, fordi De selv er blind i alt.

De vil see, vide, bestyre, forandre og reformere alle Ting; og ald Deres Kyndighed, Indsigt, Klogskab, Anleg og Forslag har dog slet ingenstæds hiemme; Saa at dette axioma: aliqvid in omnibus, fed nihil in toto ɔ: At slikke oven af Bredden i alt, og ikke have ret Grund i noget, er en paa Dennem afpasset applicable Character; Men troe mig, Hr. Philopatreias! og vær forsikkret paa, at De i den Geistlige Stand skal finde meget af den Forstand og Indsigt, Erudition og Lærdom, Vittighed og Viisdom, som De selv Høylig behøver, og er endnu uden for Deres speculative Hierne. Hvem veed ogsaa, om Deres forvildede og qvægfølvede Hoved nogen Tid bliver sat i Stand og Forfatning til at kunde tage endog imod nogle saa Qvintin deraf.

Da jeg tog mig paa at skrive Dem mit første Brev til, veed jeg ikke, om jeg dermed giorde vel eller ilde; thi nogle, end og Geistlige

selv, har discursive reent ud sagt, og det med temmelig god Raisons, at ikke en eneste Præst burde værdige Ppilopatreias noget Svar og Gienmæle paa sine saa heftige som bittre og ubesindige Declamationer imod Geistligheden; Jeg anhørte selv denne Discours, men taugde dog gandske stille dertil; thi fordi jeg i alle Sælskaber anseer mig altid selv for den ringeste af Forstand og Indsigt, saa suspenderer jeg undertiden mit Judicium i en og anden fremsat Thesin, og uden dertil at sige mit Videtur sidder jeg mangen Gang saa taus, som jeg maatte være en Dumme eller Dumrian; Mueligens jeg ogsaa des Aarsag maa hos mangen een passere for det sidste; Men imidlertid har jeg da efter saadan anhørt Raisonoments ikke giort vel, at jeg vilde være saa eenfoldig og taabelig, at skrive Dem til; Hvilket heller aldrig var betænkt, førend 7 a 8 Uger efter at Deres Anmærkninger havde forladt Pressen, da jeg ved en særdeles indløben Omstændighed blev anlediget, ja! ligesom nødt dertil, og jeg først da fattede denne Correspondence-Beslutning, i den Tanke og Formeening, at det var Geistligheden ikke til synderlig Ære,

med Tavshed at stikke alle disse Deres skammelige Beskyldninger i sin Lomme, uden at give Dem syndige og eftertrykkelige Svar derpaa.

Andre igien af samme Orden har derimod ladet sig forstaae dermed, at De vel havde fatret i Sinde at skrive noget imod Philopatreias til Forsvar for Geistligheden; Men da De fornam, at der kom nu et, og nu et andet Skrift ud fra Trykken imod ham; saa afstode De igien fra Deres Forsæt herudinden; Men ret saa! tænkte jeg ved mig selv i min Dumhed; meget vel! det er just som Philopatreias vil have det! det er at give ham Vand paa hans Mølle; Thi naar andres Skrivning og Skrifter skal være en Dægge for min Dovenskab; saa har han saavidt Ret til at kalde mig magelig, og imputere mig Lavheds Last, uagtet Embeds-Forretninger holder mig jævnlig i Arbeyde og meere nu paa denne end ellers paa andre Tider af Aaret. Beskylder Philopatreias den Gejstlige Stand for Vankundighed (tænkte jeg videre) og ingen i Standen selv vil slaae ham tilbage med denne sin Beskyldning eller fralegge

Standen denne Imptation af Vankundighed; Ey! det er artigt! det er meget smukt! deri ligger stor Fornuft, og det er noget, som Philopatreias selv holder af, og baade ønsker og ynder; Thi naar den ene med den anden, og jeg med, vilde slet intet skrive imod ham, eller møde ham paa Halvveyen med lige Svar som Tiltale; saa kunde jo Philopatreias synes at have Ret i alt, hvad han havde skrevet, og da kunde han jo snart faae Folket til at troe, at Præsterne og andre Geistlige, Studenterne med, vare saa rude, saa grove og vankundige, at de intet kunde og intet mægtede at skrive noget imod ham eller i Skrifter at igiendrive de mange grove og saa ublue fingerte Beskyldninger, som han giør imod den Geistlige Stand; og for da ikke aldeles at pallere for et Fæe eller Pecus med menneskelig Skabning; saa skrev jeg da det, jeg skrev i mit første Brev til Standens Forsvar; hvad enten jeg saa dermed giorde ilde eller vel; Men jeg tænkte paa det gamle Ordsprog: At hvo der tier, han samtykker. Og med den Tanke tilskaar jeg da endelig en Pen til at bruge imod Philopatreias, paa

det jeg ikke, som disse Ordens Mænd, skulde lade ham ubesvaret rent skraale Halsen af sig.

Men derimod har jeg fra den allerførste Tid af, da min Herre havde udgivet sine Tree Anmærkninger, i et og andet Sælskab Hørt mangfoldige andre raisonere langt anderledes, og at være af flux ulige Sentiments; Jeg har nu og da Hørt blive sagt: at Philopatreias skulde males Skieppen fuld; Men hvad skulde der vel maales i den Skieppe? tænkte jeg ved mig selv; Skal det være tørre Pærer? eller hvad skal det være? Og hvor faaer man en rigtig Skieppe at maale med, uden paa Justeer-Kammeret? Kiøber ellers Philopatreias nogen Slags Vahre i Skieppeviis, tænkte jeg videre, da lader han vel den Sælgende maale sig Skieppen fuld, om end aldrig Politiet var overværende. Og vil han endelig betiene sig af Politiet, da kommer ham Skieppen vel dyrere at staae og han vil da vist tabe i Maalet.

Andre har der igien været, som har sagt: at Philopatreias skulde got Kløes igien-

nem; Men der skal jo lange Nægle til, har jeg tænkt ved mig selv, og hvem er forsynet med dem uden Harpenslagere; men neppe skiøttcr de om at lade Philopatreias tiene sig til en deres Harpe at spille paa, om end og Philopatreias selv vilde taale det; og selv er jeg lovlig undskyldt, thi jeg spiller ikke paa Harpe; lidet spiller jeg imellem paa en Fløyte-Duus; men dog oftere paa en Flæske-Skinke. Jeg har vel ellers en Heste-Skrabe, men den bruges daglig til mine egne Bæster; i anden Fald kunde den gierne blive til Tieneste for ham eller en anden af hans gode Venner, der haver megen Kløde.

Andre har igien udladt sig med: at Philopatreias skulde brav skruppes af; Men der skal jo Børster til, har jeg tænkt ved mig selv, og hvor faaer man Børster fra nu? Børsterne har i lang Tid været i høy Priis, og til en Ziirat faaet Plads paa mange fornemme Stæder; Men vil de ikke nu falde dyre og kostbare, da man efter Gazetternes Relation har under en Americanisk Fyrste hørt Børsternes Endeligt.

Endnu har andre sagt, at Philopatreias behøvede en god Tvæt, og skulde vel vaskes, ja! kiæmmes med; Men har han da saa slet et Hoved, tænkte jeg strax, da jeg hørte dette? Er han da saa meget beladt med Skarn og Utøy, siden han behøver en god Tvæt og skulde got kiæmmes tillige? Og om nu saa var, hvem vilde da vel og tage sig denne nedrige Function og Forretning paa? Desuden vilde det give ald for mange Omstændigheder, tænkte jeg videre; thi her skulde baade Sæbe og Lud til; men uden den marsillianske Sabe vilde ventelig ald foretagen Tvæt være til liden Nytte, da vor egen nationale og hos os selv fabriqverede Danske Sæbe maa ikke engang nævnes; og naar man ikke kunde faae den beste Slags Pot-Aske fra Pohlen, saa blev det vel kun en mat og maadelig Lud, som hertil skulde præpareres af vort eget Lands Bøge-Aske.

Fremdeles har andre sagt: at Philopatreias burde got feyes af; feyes af, tænkte jeg ved mig selv, hvordan skal dette skee? Philopatreias er jo ikke en livløs Støtte eller

et gammel Poatement, der kan være skiult af Støv og Spindelvæv, og skal altsaa feyes af med en Støvekost; men han er jo, ligesom mange flere, en levende Machine, og af Skabning et Menneske; Men hvorledes skal nu et Menneske feyes af? Dette brød jeg mit dumme Hoved længe med; og endnu gaaer dette næsten

over min Horizont, da jeg hartad (saa stor en Dumrian er jeg) ikke veed, hvad denne Affeyning vil sige, og hvorledes den skulde skee; thi naar seer man et Menneske at blive feyet af med Riis eller Koste? Jeg har end ikke engang seet nogen blive feyet af med en Feyre-Vinge. De, der efter Loven skal slaaes til Kagen, og saaledes sensu lato & metaphorico ɔ: i en vidtløftig Meening og uegentlig Forstand, feyes af, det ere jo ingen andre end Skielmer og Tyve, (og det ligesaa vel de store som de smaa) Bedragere og forsætlige Banqverottiers, Pasqvillanter og Æreskiendere, Meen-Eedere og og Falsknere, eller andre saadanne udædiske Mennesker; Men af deres Tal og Classe udelukker jeg endda Philopatreias, naar han selv veed sig frie for insame og udædiske Gierninger,

og altsaa frietager jeg ham ogsaa for saadan en følelig Affeyning, som de Slags Folk allene bør have, der fortiener og har fortient denne Slags Affeyning; Lad dem og enhver deslige , Skarns Mennesker kun paa den Maade faae deres fortietne Løn og Affeyning.

Men saa har andre igien været af en raisonablere Tænkemaade, og sagt: at de undte Philopatreias Snuus, og det got Snuus!

Ja! det kunde der endda blive Raad og Leylighed til, har jeg tænkt ved mig selv; og var jeg Philopatreias saa nær, vilde jeg gierne imellem byde ham en Priis af min Daase; men om det just var det rette Slags Snuus, eller saa got Snuus, som man vilde unde ham, det maatte han selv best kunde jugere om og sige; og ihvorvel han nok tog til Takke med hele Snuus-Fabriqven i Silke-Gaden, end og, uden at en Guld-Daase fulgte med, saa var dette dog for stor en Present for ham efter hans mange endnu ubekiendte Fortjenester. Han veed nok ogsaa selv, at han meriterer noget mindre, har jeg baade tænkt og sagt; mueligt han ogsaa har

skiuflt sig for ikke at tage imod de ham tiltænkte Offerter

Dog af alle har de endnu sørget allermeest for Philopatreias, som har vildet, at han skulde tages i Tieneste; Men er han da en Løsgiængere og Dagdrivere, har jeg tænkt ved mig selv hver Gang, jeg har hørt dette? Frygter da Philopatreias for at blive som en Løsgiængere paagrebet og hæftet? Monne han ogsaa vilde vel selv gierne i Tieneste hos nogen, eller behøver han just paa nærværende Tid nogens Tieneste? Har han da ingen Haandredning og Understøttelse til sin Soutien hos nogen? Men om Philopatreias endog behøvede at tages i Tieneste, har jeg videre tænkt; saa skiøtter der vel dog ikke mange om at tage ham i sin Tieneste; thi i disse dyre Tider, som han selv klager saa meget over, indskrænker vel enhver sin Oeconomie, det meste mueligt er, og ingen tager gierne fleere, end han behøver, i sin Tieneste, end sige, at nogen skulde paadrage sig selv et Huus-Kors, med at have enten et forrykt Menneske eller et springs Føde-Nød inden sine Dørre.

Nu! min Herre! alle disse forskiellige fremsatte Tractementer kan jeg ikke dølge for Dem, at jo mange af Deres gode Venner gierne har seet og ønsket, dog hver paa sin Facong, Dennem accommoderet og giort til gode med; Jeg er ogsaa selv gaaet i lang Tid scrupuleus og havt Hovedet fuld af Speculationer; allene, for ret at udgrunde, hvad alle disse Cousect-Sager vilde sige, og jeg vilde nu alligevel ikke røbe min egen Vanvittighed med at consulere Oracler, og lade mig herom af nogen informere, for at faae sensnm verborurn ɔ: den rette Forstand og Meening af disse forskiellige Expressioner og Talemaader at vide; Men endelig faldt jeg langt om længe af mig selv paa de Tanker, at dette altsammen maatte være sagt metaphorice, og dermed kun allene meent, at Geistligheden skulde og burde skrive, alt hvad Den med god og solid Grund kunde skrive imod Dem; og saa vilde jeg da ogsaa med, endskiønt jeg kom Hinkendende noget bag efter, og havde saa mange foran; Dog! jeg vil stræbe (om det ikke er endnu allerede skeet) at indhente og oprette, hvad der fra min Side kan ved denne Efterladenhed være bleven forsømt.

Men sig mig nu Hr. Philopatreias; thi jeg har dog en Slags Tillid og Confidence til Dem, og imellem anseer jeg Dem meere for min Ven end for min Fiende; hvilket De og igien kan forsee Dem til fra min Side, i sær, naar jeg i et og andet træder lidet uden for den Geistlige Kreds, og har med andre Patriotiske Ting at bestille; Men saasnart jeg vender mig igien til Deres mange udpustede Declamationer og Beskyldninger imod Geistligheden; saa er jeg straxen i Hælene paa dem, og saa skaaner jeg Dem slet intet, om De endog var en lille Rangs-Person (som dog tvivles om); Thi Sandhed skal da frem! Sandhed bør De og Deres Anhang at vide, og uden for Sandhed vilde jeg hverken røre Mund eller Pen; Ney! jeg kan slet intet imod Sandhed, men vel for Sandhed, og tænk derfor aldrig, at jeg skulde hykle, simulere og skralfløyte meere for dem end for nogen anden, eller dem, hos hvilke jeg er sat og beskikket til at være et Sandheds Vidne. Men desuagtet, sig mig dog nu, min Herre, om jeg da deri har giort vel eller ilde, at jeg fattede den Resolution, at skrive Dem til; og hvad

siger De i sær om mit første Brev af 29 Jan. sidstleden a. c. ; Jeg veed nok, at det i alt er ikke efter Deres Smag. Men kan mangfoldige andre ikke nu have en anden Smag? Lad og være, at en eller anden skiørhoved Karniffel vil trine frem, og med sit Kritiske Bødek-Sværd hugge det igiennem; O! jeg føler dog ikke det mindste til sligt et Hug; Lad ham true og blinke med sit Sværd, saa meget han vil; jeg svarer ham uforfærdet: surge Carnifex! ɔ: træd kun frem af din Hule, du Karniffel! og lad dig op, hvem du er; Saa vil vi prøve hinandens Indsigt, Fornuft, Ærfarenhed og Skrive-Kræfter i Fald jeg anseer mig der anstændigt, og kan have nogen Ære deraf. Ja! om end aldrig saa mange trekløvrede Harleqvins vover sig frem paa den Kritiske Skue-Plads, at gnaske og gnave paa ermeldte mit Brev, ligesom Abekattene paa Steen eller steenhaarde Nødder, de har dog selv verdst deraf, og kryber ogsaa med Skamme skuulende ind i deres Smuthuller igien. Jeg veed nok, at Gøglere og Comoediant Spillere kan paa lige lang Tid med deres Harliqvinader faae Pøbelen og

Smaadrenge i Skokkeviis efter sig, og ogsaa trække deres Penge for Narrerier til sig. Men veed ikke ogsaa De, min Herre! at ingen er verre til at dadle og vrage en Mesters Arbeyde, end en Fusker og Bønhas; Saa ere og Dosmere de allerverdste til at bedømme og criticere det Skrift, som de aldrig selv ere i Stand til at udarbeyde, uden at pløye med andres Kalve; Men lad dem selv giøre og skrive noget; saa faaer man at see, hvorvidt de ere hiemme, hvad de duer til, og om de enten fortiener Stæd i Sinke- eller i Mester-Lexie. Kunde saadanne selv skrive noget, og noget som var nyttigt og got til Landets Gavn, da giorde de dem ikke til offentlige Pikkkelheringer og Harleqvins; Kan de ogsaa skrive og vil skrive, saa lad dem skrive saaledes, at, om det galt, og Regieringen befalede det, de da torde angive deres Navn og oplade sig, saa har jeg, og saa har ogsaa en og anden Patriotisk Skribent allerede straxen giort paa allerhøyeste og høyeste Stæder.

Jeg veed meget vel, jeg tilstaaer selv, at berørte mit første Brev ikke er skrevet med den

Lærdes Pen, eller sat paa høye Skruer; men saa er det dog forstaaeligt for enhver og ingen har fornøden at læse det 10 Gange igiennem, og sige derom, som saa mangen, baade Læg og Lærd, har sagt om Deres Tredie Anmærkning, at De ere endda bleven lige kloge deraf; Jeg har ogsaa vel selv med egne Øren, som en Ukiendt, hørt adskilliges Censur og Critiqve derover, men i sær vilde jeg ogsaa vide Deres Tanker derom, min Herre! endskiønt en Patriotisk Skribent aldrig bryder sig derom, at en af tyve carperer ham, naar 19 derimod bifalder ham. Har jeg end ikke skrevet mit første Brev, som jeg skulde og burde, saa har jeg dog skrevet som jeg kunde, og dersom Evne, samt Tiden og Leyligheden havde svaret til Villien; da havde det mueligens ogsaa kundet traadt frem i en anden Klædning. Men, ut defint vires, tamen est laudanda voluntas ɔ: nu maa De, min Herre! dermed tage Villien for Verket.

Jeg vil gierne her lade mig min Vankundighed bebreyde. Vankundeghed har De beskyldt Geistligheden for; men skal nu end

denne Beskyldning Her ligge paa mig, saa er den dog i mit første Brev gandske bleven afvæltet fra alle andre Geistlige, og fra alle Classer i den Geistlige Stand, og jeg veed slet ingen i den Stand (saavidt jeg endnu til den Tid er kommen) at have forbigaaet eller glemt, jeg jo med uigiendrivelige Argumenter og Beviis har, som den Stands Forsvar og Forfægtere, aldeles frietaget alle og enhver i Standen fra Vankundighed, undtagen hvad Provsterne angaaer, om dem allene, erindrer jeg nu først, ikke at have skrevet et eneste Ord til Forsvar for, og ikke heller jeg behøver; thi min Herre begriber og indseer jo selv meget vel, at, naar Studiosi eller Studentere, studerede Skoleholdere, Degne og Klokkere, samt ordinerede Mænd, Capellaner, Missionairer, Compastores og Sognepræster (foruden Skole-Lærerne i de publiqve Latinske Skoler) ikke ere eller kan være vankundige; Saa kan og bør de ærværdige Herrer Provster endnu meget mindre fortiene denne slette Character; thi Provsterne ere tillige Præster, og af Præster vælges og giøres der Provster; Men ved et Provste-Valg skal der,

ligesom det skeer i andre Laug og Professions Amter, naar en Oldermand skal vælges, sees efter den lærdeste, kyndigste, vittigste, dueligste, og, med et Ord: efter den beste præst i Herredet, at faae til Provst, som i et og alt er meest habil til Provste-Embedet; i det ringeste udfordres der meere Forstand og Vittighed af en Provst, end af en simpel Præst; Thi en Provst, som Provst, er tillige Dommere i Geistlige Sager, og i de Geistlige Stervboer afsiger han ogsaa, (alt efter indløbende Omstændigheder) adskillige Skifte-Decisioner og Kiendelser. Men kan nu den Vankundige være Dommere? Kan nu en Dumrian beklæde en Domstoel, og betroes et Dommer-Embede? Skal der ikke en heel Mand til at administrere en Ret, handthæve Justitien, og forsvare sin Post paa er Dommer-Sæde.

Lad end være, at Dommer-Embedet bliver Provsterne uden nogen foregaaende examination in jure anfortroet, hvilket alt kan allene tiene til et gyldigt Beviis for deres Kyndighed og Vittighed, at de allene frem for andre verdslige

Dommere, det være sig Laugmænd, Landsdommere, Sovenskrivøre, Bye-Herreds- og Birkefogder, og andre, der alle først maa (og det nu Uden Forskiel) publiq og offentlig fustinere Examen juridicum førend de tør anmælde sig som Candidater til et Dommer-Embede, at disse Geistlige Dommere, Provsterne, allene frem for andre tiltræder deres Dommer-Embede uexaminerede.

Lad og være, at De, Hr. Philopatreias! ikke vil tage de Videnskaber i Betragtning, som Provsterne har, og bør, som Præster, have inde, til at forestaae deres Præstelige Embede.

Lad være, at De ikke vil, som jeg meget vel veed, at De, ligesom alle Naturalister, Frietænkere og andre af deres Sværm ikke vil agte noget om, eller sætte nogen Priis paa det ligesaa vidtløftige, som betydelige, uskatterlige og plat fornødne studio Theologico; men, ligesom andre Deres Lige, lader Deres Hierte forhærde, Deres Blod kaage og fermentere, og en Atheitisk Bitterhed giøre Dem selv straxen stum og

maalløs, naar de hører kun et Ord tale om Theologia naturali (O! at De kun endda vilde følge den! (morali, exegetica, Polemica, Practica, Casuistica &c. ikke at jeg vil tale ym den Udfordrede Kyndighed i Hoved-Sprogene.

Men hvad synes De da vel min Herre, om det juridiske Studio, et ogsaa meget betydelig og umistelig studium, det studium, som De selv har appliceret sig til, holder saa stor Hævd over og tilsyne vil endnu selv videre cultivere og udbrede; Deres Lovkyndighed, Jurisprudence og Styrke i det juridiske Fag fremtindrer jo allerede af Deres udkomne juridiske Materier, endskiønt Deres Genie synes ikke oplagt til dette Studium, siden De misunder Dommere deres Forstand og Myndighed, og fortryder paa, at Under-Rets Procuratorer haver en meere aaben, penetrant, speculativ og haarkløvende Hierne, end De har selv.

Men kan og tør De nu vel vilde disputere Provsterne Lovkyndighedens Videnskab? Har de, endskiønt ikke alle, praxin, saa maa

de dog alle have den udfordrende Theoriam juridicam inde; Thi at de alle skulle have giort sig Jus Justini & Justineaneum, Jus Romanorum, naruræ et Gentium ɔ: De Romerske Retter, Natur- og Folke-Retten bekiendt, det er ikke at prætendere eller kan formodes; Det er jo alt nok, naar de allene veed vore egne Landes Retter og Rettergangs Maader, med alt, Hvad dertil hører, og det veed og maa de absolutement, efter min Tænkemaade, vide; Thi derom fører Loven udtrykkelig disse Befalings-Ord i Munde: Provsterne skulde have Forstand, NB. i Lands Loven; det er: Loven, baade Danske og Norske, alle udgangne Kongel. Forordninger, Rescripter, Ordonancer, aabne Breve og bestige maa og bør alle Provsterne vide og være kyndige i. Og hvad vil De nu have meere, Hr. Philopatreias! enten til Afviisning med Deres Beskyldning imod Geistligheden for Vankundighed, eller til Overbeviisning om Contrarium, at alle Geistlige Embedsmænd, og iblandt dem end meere Provsterne, ere vittige, kyndige og lærde nok i alle de til Deres Embeders Førelse udfordrende og anbefalede Videnskaber.

Jeg veed vel, ligesaa got som De, min Herre! at i den verdslige Circul tager man nu omstunder ikke en Hest og giører (som engang fordum skeedte i Rom) til Borgemester eller Raadsherre; Ney! hvad skulde og saadant et Bæst inde paa en Raadstue? Lad det sættes ind paa en Stald, som det kommer til! Jeg veed og, at en Dosmer og Dumrian ikke bør være Dommere, at et Pecus og Fiaag ikke bør lemmes ind i et Collegio, og at en civile og verdslig Betjening ikke maa betroes et Drog og vankundigt Menneske; men at der til alle verdslige, saavel civil som Justitz-Embeder udfordres Esprit og Forstand, Vid og Vittighed, Habilité og Duelighed, dog meere til nogle end til andre Embeder, meere til at være Dommere, end til at være Skrivere, meere til at være Byefoged, end til at være Borgemester, meere til at være Procurator, end til at være Raadmand, meere til at være Postmester, end til at være Portner, og noget meere til at være en virkelig Professor, end at være en titulair Assesslor ja! ulig meere til at være en god Finantz-Raad, end at være en af de mange andre Slags smaa be-

titlede Raad, o. s. m. Men De maa igien ogsaa vide, min Herre, at til Embeder i den Geistlige Circul udfordres ligeledes Vittighed og Dygtighed, og at Vankundighed kan plat ikke have Stæd hos nogen Embedsmand i den Geistlige Stand; Ney! den Tids Periode er alt forbi, i Hvilken man satte Erudition og Lærdom allene i Skiægget, og det hedte: barba facit virum ɔ: Skiægget giør een til Mand, og den der har og bærer Skiæg, han kan være Præst, følgelig kunde en Giedebuk da med; Men til hvilken Lustre, Vext og Flor er ikke baade Cathedra og Prædikestoel steegen i dette sidste Aarhundrede, og begge vil efter alle Aspecter endnu stige meere; I Sandhed ere Videnskaberne af den Geistlige Stand saaledes bleven opelsket, dyrket, fremmet og udbredt, at De, min Herre, i den Stand skal vel finde Mænd, der i den verdflige Circul i et Collegio, paa en Raadstue, og ved et eller andet Departement kunde giøre Kongen og Landet ligesaa god Tieneste, som mangen en anden, der nu beklæder samme. Og ilde! ja! ret ilde! og en stor Ynk! (jeg vil ikke sige: en Skam!) om der ikke skulde findes mangen en Præst, der

kunde forestaae, hvilket et verdstigt, være sig civil og Justitz-Embede, det end skulde være;. Men hvor mange verdslige Embedsmænd vil derimod Hr. Philopatreias bringe frem, der kunde være Præster og forestaae et Geistlig Embede? En heel Hoben af dem, vil jeg tilstaae, kunde vel tiene til at være Klokkere og Gravere, gaae at paradere inden og uden for en Kirke-Dør, rasle med nogle Nøgler, og lade sig høre med Klingklang; dog! hvem vil nægte, at jo vore Gravere haver Hoveder? og hvem tør sige, at vore Klokkere ere slummet hen i saaa dyb en Søvn, at de ikke, ligesaavel i Europa, som i America, skulde igien engang vaagne op? Men derimod bleve de kun saa eller ingen, i det ringeste ikke ret mange, dog vel mueligens nogle enkelte iblandt, som duede til at være Præster, og kunde betjene Prædike-Embedet. Altsaa indseer min Herre selv, hvor ilde og skammelig De giorde, og hvad for en odieus og stinkende Gierning De foretog Dem, da De udraabte den Geistlige Stand for en vankundig Stand, og torde saa blindt og frit hen skrive, at Vankundighed vilde ikke uddøe af den Stand,

naar Standen skulde fremdeles, ligesom hidindtil, beholde sine Indkomster, og Fattigdom blev ikke beordret til pr force at træde ind i Standen; ligesom at Indkomsterne havde plat drevet Muserne ɔ: De nie Gudinder for Viisdom ud af Standen; men de vilde dog komme tilbage og igien tage der sit Sæde, naar Fattigdom havde der først taget sit Borgerskab. O! hvor røbede De ikke hermed, Deres Præste-Had og Deres onde forbitrede slemme Sind og Sindelav, som De haver til Geistligheden og i sær til Præsterne.

Men Præsterne maatte være saa vankundige, at der deels ikke vare (som der dog ere) blevne saa mange af dem optagne til Medlemmer nu i det Kongelige Danske Videnskabernes Societet, nu i det Kongelige Nordske Videnskabernes Sælskab, nu i det Kongelige Landhuusholdnings Sælskab, og nu i det Konglige Danske Ager-Academie, foruden end da i andre Udenlandske-Academier og Societeter; og deels ikke heller saamange gode, og imellem ogsaa Priis-Præmier tilkiendte Skrifter fra dennem kommen

for Lyset; thi hvad siger De min Herre, vel om en Mosfin, Cramer, Friis, Dyssel, Ström, Tröyel, Rüge, Giörup, Junge og mange andre fleere, der alle med deres Skrifter har giordt sig bekiendt og berømt hos den Lærde Verden?

Jeg vil endda intet tale om saamange af Præste-Sønner, i hvilke Staren har i den verdslige circul faaet og fundet Store Mænd, der har giort Kongen og Landet nyttig Tieneste, har pousseret sig op, ere bleven Stift-Amptmænd, regaleret med Ridder-Ordener, faaet Nobilitations Patenter &c. og hvoraf jeg kunde Recensere et temmelig Regisler baade paa Afdøde og endnu Levende; Hvilket alt var dog ikke skeet naar de samme havde været nogle Drog og vankundige Stakler; Og kan ikke De min Herre, just deraf nogenledes giøre denne sikkre Slutning, at ligesom Æblet ikke falder ret langt fra Træet, og Frugtens Smag vidner gierne om Træers Art, saa er vel og Kilden selv ligesaa god, reen og klar, som Vandet der flyder og kommer ud fra Kilden; og hvi skulde da vel Fædrene selv til disse saa store blevne Mænd,

deres egne Børn, som mange af dem har til deels selv informeret, manuduceret og siden videre givet stedse alt meere og meere at drikke af Heliconis og Viisdommens Kilde, ikke ogsaa have kundet besidde lige den samme Esprit, Vittighed og Forstand, som disse deres egne Børn, og følgelig kundet og været ligesaa habile og duelige, som de, til de, dem anbetroede Charger og Embeder.

Men jeg vil kun tilsidst ved Slutningen af denne Articul om Vankundighed, allene spørge Dem, min Herre, og heele Verden med, (thi den heele Verden veed og kan, saa længe Verden staaer, ogsaa upartisk allerbest vidne og sige) om det var af Indsigt og Vittighed, eller af Dumhed og Vankundighed, at den Geistlige Stand for et hundrede og elleve Aar siden lagde allerførst af de andre Rigets Stænder Haanden paa det høystpriiselige og ved den Tid ellers vidt udseende store Verk, med at faae en fouveraine Æenevolds Regiering og en uden nogen Indskrænkelse og Haandfæstning stadfæstet absolute Regieringsform indført i disse tvende

Nordiske Riger? Svar mig allene herpaa, min Herre! og sig mig, om vores ærværdige Danske Geistlighed skal af Dem og Deres Sværm høre ilde og hades for det, som den hele Verden, og i sær alle Europæiske Stater, har vidst, og indtil Verdens Ende vil endnu stedse vide, at legge saa stor en en Roes og Berømmelse paa den for? I Sandhed kan dette saa fornuftig besluttede, og saa viiselig udførte store Verk ligesaa lidet legges de Tiders Geistlighed til Last og tilskrives dens Vankundighed, som det endnu kan legges vore ißige Tiders Geistlighed til Last, og siges at være en Virkning af Vankundighed, at den efter Eed og sin ævige Troeskabs Pligt vedbliver uryggelig til den Kongelige Thrones Stadfæstelse, saavel med sit eget given Esierfelstelses Exempel, som med sin til Efterlevelse paadrevne og fremsatte Lære, at indprente de øvrige Statens Lemmer, alle sine Medborgere, fra den høyeste til den nedrigste, ingen undtagen, dette store Bud: Frygter Gud og ærer Kongen! Ney! langt fra, at hine Kirke-Fædre, vore Geistlige Forfædre, skulde dermed have ædt vilde Druer, og deres Børn og Efterkommere,

vore ißige Geistlige, skulde nu have ømme Tænder deraf. Men hvor gierne vilde ikke dog min Herre giøre Deres Tænder ømme med Deres vilde Druer, med Deres saa trøve og suure Bær, som De i Deres Tredie Anmærkning har med saa mange eeddergiftige Satzer og ubeviislige grove Beskyldninger kastet ud for Geistligheden; thi hvem seer ikke grandgivelig nok, at De og alle Deres Sælskabs Lemmer, Guds Kirkes og hans Tieneres sammensvorne Fiender intet ønskede, end at der maatte opstaae saadan en Fyrste i Landel, der intet vilde bekymre sig om Joseph og hans Slægt, men lade den med sin Skade gaae hen i Forglemmelse, og ikke allene blive ulægt, uforsvaret, uforsørget og i sin Anliggende ubønhørt, men endog af alle blive forhadt, undertrykket, forhaanet og i Skarnet nedtraadt under alles Fødder. Men, hvad gilder, Hr. Philopatreias! at Fyrstens Tanker aldrig bliver, som Deres Tanker, her gaaer jo derom allerede Syn for Sagen; Rygtet om vor Salomons Viisdom er stort, ja! allerede udbreedet i mange Riger og Lande; men hans Indsigt og Viisdom er dog endnu langt

større end Rygtet er selv derom; og hvad gielder da, min Herre, at de tvertimod Deres Anslag tør til Deres største Forundring og Beskiæmmelse øyensynlig see Landsens Fyrste at tænke i Maade paa den Stand, som De vil plat have i Forglemmelse og udstettet; ja! at De endog tør høre ham selv ret fast at indslutte Geistligheden og den Geistlige Stand i sin Allernaadigste Hukommelse, med disse Ord: Forglemmer jeg dig, saa forglemme sig min høyre Haand!

Nu! videre, Hr. Philopatreias! Hvorledes kommer De ogsaa fra denne af Ondskab stinkende Beskyldning, som De giør imod Geistligheden for Magelighed; en Last, som er enhver Stand uanstændig, men meest den Geistlige, og bør ellers ikke i nogen Stand at tolereris; De vil vel her ikke aldeles synes saa imperrinent at nævne Dovenskab; men endskiønt Dovenskab visselig er meent, vil De dog fralegge sig en tølperagtig Grovhed med at give denne Last et finere Udtryk, og kalde den Magelighed; ihvorvel begge Deele ere kun Synonyma, der har en og den samme Bemær-

kelse, med mindre man vil sige, at Magelighed er kun en Art af Dovenskab; men Dovenskab derimod er en i alle Deele complet Ladheds Last; Men lige meget! nok! at De har ingen Grund til og mindre noget Beviis for denne Geistligheden tillagde Imputation og Beskyldning af Dovenskab eller Magelighed. Jeg har ogsaa i mit allerførste Brev noksom svækket denne Beskyldning, og fuldstændig viist, end ogsaa med Lovgiverens egne Ord, at Præsterne haver ikkun gandske liden, og nogle af dem aldeles slet ingen Tid tilovers fra deres Embedes Forretninger, at de skulde kunde siges at være magelige, eller at ligge paa den lade Side; Og den liden Tid, som nogle faa Præster i smaa og ringe Sogner kan have tilovers, den anvender de endda paa andet anstændigt Neben-Arbeyde, som de til deres egen Nytte og ogsaa for Motions Skyld, amuserer, sig med; foruden at deres Huus med Agerbrug og Avlings Drift paa Landet giør dem altid sysselfatte. Men, maaskee, min Herre vil, at Præsterne paa Landet skal selv staae paa deres Møding og bryde Giødning paa til Udførelse paa Marken, og selv

gaae ved deres Ploug, selv kiøre deres Vogn, selv staae og mene Høe og Sæden paa Marken, selv tærske Korn paa deres Loe, selv skiære deres Tørv, selv hugge og sauge Brænde, med videre Arbeyde, deres Avling og Jordbrug udfordrer; og fordi de nu ikke giør dette, som noget, der er dem, deres Stand og deres Embede uanstændig, saa ere de efter min Herres Dom straxen dovne og beladt med Dovenskab; Maaskee og min Herres Villie er, at Præsterne skal altid vaage og aldrig sove eller have deres fornødne Natte-Søvn; at de skal have deres Leye paa en Brix, og ikke i en Seng; at de skal ligge paa Halm og Straae, og ikke paa et par Dyner og Puder; at de skal som krumsluttede krybe hen ad Jorden i en Hytte og ikke have Rum til at gaae i en Stue eller nyde beqvemme Huusværelser til Beboelse, eller og at de staaende og ikke siddende skal studere, meditere, læse og skrive, og derfore ikke maa eye enten Stoel eller Bord; Men fordi Deres Villie heri ikke eer: saa ere strax Præsterne magelige. Men det er sandt: De vil nok, at Præsterne skal, ligesom Apostlerne, gaae til

Fods, naar de enten om Natte-Tide og i ont Veyr bliver kaldet til de Syge, hvortil de imellem kan have en baade lang og ond Vey at reyse, eller og naar de Søn- og hellige Dage skal til deres Annex Kirker, for der at giøre Tieneste hvortil de ogsaa kan have en lang Vey, heele 2, 3 og flere Miile (helst i Norge) at reyse; og fordi dette nu ikke heller skeer, men Præsterne paa saadane deres Reyser i deres Embedes Forretninger betiener sig til Befordring af Heste og Vogne, saa maaskee de i den Henseende skal af min Herre characteriseres, som magelige Præster; Thi i andre Tilfælde veed jeg ikke, hvoraf den Magelighed skal reyse sig, som Hr. Philopatreias beskylder dem for, og hvad der kan have givet Dem Anledning til denne Beskyldning: Præsterne de maatte og være saa magelige, at de lidet eller intet bekymrede sig om deres Embede, men kastede deres Embedes Forretninger hen paa Leyesvenne, som de holdte og lønnede, for at tage Arbeydet af for dem? Men nu forretter de selv deres Embede uden nogen dertil antagen Fuldmægtigs eller andre Lønne-Tieneres Hielp; Og naar seer vel enten

De, min Herre, eller nogen, at en Præst tager sig en Medtienere i Embedet, eller vocerer og lønner en Capellan, uden, naar enten langvarig vedholdende Sygdom eller den høye Alderdom nøder Ham dertil; undertiden kunde vel endda en gammel eller svagelig Mand behøve en Capellan og Medhielpere, men hans Præstekalds Indkomster ere saa ringe, at neppe deraf, uden med Kummer, kan leve en, end sige to Præster; Men ellers i hans Heldbreds Tid holder han Let utilladeligt og sig selv det uanstændig, at æde og intet at arbeyde, eller at ville æde Ladheds Brød, og i Magelighed at henslide sin Tid; Saa at De, Hr. Philopatreias! der muelig slægter selv de Dyr paa, som De i Deres alleguerede Fabel mælder om, har største Skam og Spot af denne Deres imod Geistligheden saa ublue fingerte Beskyldning for Magelighed eller Dovenskab, hvortil De ikke har ringeste Grund, ja! end ikke Skin af Grund; Men De er ukyndig i det ene, ligesom i det andet; thi kiendte De ret til Præste-Standen og havde nogen Indsigt og Kyndighed i den Geistlige Circul; De vilde strax sige og dømme andet;

De vilde da maatte tiltage, at Flid og Flittighed, Arbeyde og Duelighed sees og tiendes allermeest i et Præste-Huus, og at den Geistlige Stand dermed signalerer sig ligesaa meget, som nogen af de andre Stænder. Hvor finder min Herre og saa magelige Præster, der for deres Mageligheds Skyld holder Domestiqver og Tienere allene til at varte sig op, til at i- og afføre sig sine Klæder, til at bære sig i og af Sengen med videre Opvartning, som den Magelige gierne tager imod. Naar og hvor ligger og nogen Præst og rækker sig i sin Seng til langt op paa Dagen, til Kl. 10 a 11 og siden løyer Tiden Hen i en blød udstoppet Kanappee eller Lehne-Stoel? O! De veed ikke at angive mig, en eneste; i Sandhed har ikke Magelighed, og mindre Dovenskab faaet sig noget Sæde indrømmet i den Geistlige Stat; og jeg veed ikke Heller, at Embeds Forretninger kan give nogen Præst enten Tid eller Anledning til at være og blive magelig. Af hvad Aarsag ellers at en og anden Præst paa Landet, der haver kun en Kirke, begynder sin Kirke-Tieneste om Søn- og hellige Dage henimod Middag Kl. 11 a 12,

enten det skeer for Præstens egen Mageligheds Skyld, eller Præsten giør det af Føyelighed imod sin Meenighed, fordi Byerne i Sognet ligger vidt og langt adspredt fra Kirken, det er noget jeg ikke kan decidere; dog vil jeg snarere troe det sidste, end tænke det første;

Nu hvad Vellyst angaaer, som De, Hr. Philopatreias, ogsaa paa Ravne-Maneer udgølper saa skammelig og usandfærdig en Beskyldning imod den Geistlige Stand for; da var det at ønske, at ingen af alle de andre Stænder var mere vellystig end den Geistlige Stand; thi da vilde det vel see bedre ud i Landet, end det giør; paa Statens Legeme vilde da vel ikke findes saa mange unyttige, uduelige, ja! ret raadne Lemmer, som der findes; den ißige Nød og Elendighed, der føles af alle, vilde vel ogsaa have været mindre, end den nu er; Landet vilde da have fleere Christne, og ferre Uchristne; Gud og hans Ord fleere Bekiendere og ferre Fornægtere; Religionen fleere Dyrkere og ferre Spottere; Dyden fleere Elskere og ferre Hadere; Ærens Tempel fleere Opbyggere og ferre

Nedbrydere; Tugt og Orden fleere Yndlinger og ferre Overtrædere, og, ogsaa Præsteskabet fleere Venner og ferre Fiender. Kort: alles Liv vilde da være et Menneske-Liv; det er: et fornuftigt Liv, et dydefuld og roesværdigt Liv, og ingens Liv da være et fæeisk Liv, et svinagtigt Liv, et bæstisk og lastefuld Liv.

Thi hvad forstaaer vel min Herre ved Vellyst eller ved et vellystigt og yppigt Liv, som De beskylder Geistligheden for, andet end et epicuræisk, et venerisk, et bacckanalisk Liv? et Liv, som med et afskyelig Had til ald Dyd og Sædelære hendrages i Lasters og Lysters skidne Søle; er Liv, som i lidet skilles fra Dyrenes Liv, og paa fæisk Maade føres efter Kiødets Drift med Hengivenhed og Oposring til alle Forfængeligheder, Yppigheder og Daarligheder. Men er nu Geistligheden bekiendt for at føre saadant et skiændigt og forargeligt Liv? Psui! skamme sig! Hr. Philopatreias! at De her giør sig til den allerverste og fæleste Ravn, som til kan være under Solen, med at beskylde vores konene og af sin saa dydige, opbyggelige og ret

exemplariske Vandel berømte ærværdige Geistlighed, for saadan en Last og lastefuld Liv, som i Henseende til Praxin og Udøvelse er den gandske fremmed og ubekiendt for; Thi i hvilken Stand og i hviket Huus sees, spores, kiendes og fornemmes vel meere Dyd og mindre Vellyst, meere Anstændighed og mindre Uteerlighed, meere Tarvelighed, og mindre Yppighed, meere Menneskelighed og mindre Fæeagtighed, meere Ustraffelighed og mindre Ugudelighed, meere Ærbarhed og mindre Ryggesløshed, meere Christianismus og mindre Epicuræismus; end i den Geistlige Stand og i ethvert Præstehuus? Og sig mig, min Herre, sig mig, om De veed og kiender nogen Præst eller anden Geistlig, der holder sin, eller, in plurali, sine Maitresser; O! nævn mig ikkun en eneste! Men ney! De kan ikke! thi denne Slags Vellyst er plat ubekiendt i den Geistlige Stand og uddøde med de Catholske Munkes Udryddelse. Har De og selv seet eller forefundet nogen Geistlig paa liderlige Stæder? Veed De nogen, der freqventerer berygtede Huuse, eller har De hørt, at nogen i den Stand lader sin Tienere bringe Horer til

sig i sit Huus eller i sit Logis, paa sit Kammer eller sine Værelser? saa sig mig det, at saadanne kan vorde afstraffede! Men ney! det er Dem ikke mueligt; Thi ikke eneste af den Geistlige Stand og Orden veed De at anføre til Exempel og Beviis paa denne Slags Vellyst og Levemaade? Hvor mange i den Geistlige Stand seer eller har De seet ogsaa at løbe paa Næsen, at sove den ene Ruus ud efter den anden, at gaae paa Viinhuuse, at sidde og jappe i Øl-Kipper, at søge Drikke-Brødres, Svire-Gasters Sælskab og Forsamling, at ligge og sole i Rendesteenen, eller (naar Sværme-Tiden har Ende) at lade sig af sin og fleeres Tienere bære som et Sviin ud i en Hyre-Vogn, af Vognen igien slæbe ind i sit Huus eller Værelse, og derpaa slenge hen, som et forfyldt Bæst, med alle sine Klæder i Sengen, for enten at sove ud, eller igien at give fra sig, hvad som er taget ind, og ølbimbelen eller Viinankeret ikke længere kan beholde hos sig? O! Her staaer De ogsaa stum, og maa tie stille, uagtet denne Deres declamerede Beskyldning imod Geistligheden; thi i den Geistlige Stand skal de søge længe,

inden De finder saadan et Sviin og svinagtig (jeg kan ikke sige vellystig) Menneske; men uden for den Stand kan De uden Møye finde det Slags i tusinde Tal; saasnart der ellers i den Stand er fundet en eller anden, der med sit Levnet har vanæret Standen, beskiæmmet sit Embede og forarget Publicum, er han ogsaa straxen bleven som et Afskum udstødt af Standen, og efter Fortjeneste for heele Publico afstraffet; Og jeg erklærer endnu, ligesom i Slutningen af mit Tredie Brev, at en forargelig, liderlig og vellystig Præst haver jeg slet ingen Commiseration med til at frietage for den Straf og Tiltale, som en og anden Præstehadere har ofte, endskiønt forgieves, giort sig ald Umage for at faae mangen en brav og redelig Præstemand uden nogen Skyld og Brøde fældet med.

Min Herre henfører vel ogsaa Dantz, Comoedier og Skuespil, Masqverader, Opera, Concert og deslige, til Vellyst, og vil ogsaa derved have en Slags Vellyst forstaaet. Men hvem af de Geistlige veed De nu, som er hengiven til denne Slags Vellyst? Ingen! Skulde vel og alt dette eller nogen af Deelene ogsaa

være en Præstes eller Geistliges Liv? O aldrig! Fra Dantz bør enhver Præst at entholde sig! jeg anseer det ogsaa uanstændigt for en Præst at dantze, hvortil heller ingen bør anmode og mindre nøde ham; ædeltænkende og noble Gemytter giør det ikke heller; og nedrige Gemytter, der gierne vil have nogen Spas med en Præst, og bruge hannem til en Bold at spille med, bør ikke deri føyes. Hvorvidt det kan være en Præst enten tilladt eller formeent engang om Aaret, eller hver andet og tredie Aar at ansee en Comoedie, hvor Dyder og Laster forestilles, de første til at følge, og de sidste til at flye, det er noget jeg her lader passere udecideret; men saa meget vil jeg sige, at i sin Præstelig Dragt bør han aldrig paa det Stæd indfinde sig; Om der ogsaa kan være til Anstød, og deri er noget ondt, at en Præst demasqveret og uden sin udmærkede Dragt afsides fra et Stæd anseer en Masqverade, det vil jeg lade Dem selv sige, Hr. Philopatreias? og ogsaa bestemme Straffen for den Præst og Geistlig, som heri har været til Anstød; Men vær da noget moderat med Straffen! thi jeg

bliver selv vist skyldig i denne Brøde, efterdi

jeg dog har anseet begge Dele, nemlig Masqverade,

en eneste Gang i min heele Livstid, og Comoedie for ongefæhr 24 Aar siden; men Concert og Opera har jeg endnu aldrig anhørt, og dog synes sammes Anførelse at kunde ligesaa vel tiene en Præst som andre til Sinds Recreation og Opmuntring.

De Slags Folk, ellers, af hvad Stand og Orden de end ogsaa maatte være, ere mere end ufornuftige, og kunde for en Tid, dog til deres eget Beste, gierne med god Føye indsluttes i en Daarekiste, der anseer alt dette forbenævnte for deres Liv og Lyst, deri finder meere Sødhed end i Livet selv, derover forsømmer deres Huus og Handtering, derpaa sætter deres Velfærd og Formue, og agter den Tid ilde spilt og forloren, i hvilken en Comoedie eller Opera er bleven af dennem forsømt, ihvorvel Assistentz-Huuset til deres Trøst staaer som et Tilflugts-Stæd aaben for dem, naar alting gaaer i Knibe og deres Classe til denne slags Vellyst er tom. Nu! meere rummes her ikke i dette Brev; Jeg vil derfore afbryde med forblivende

Hr. Philopatreias

Deres Ven og Tiener

Klercherup ved Clerichsborg den 21 Martii Av. 1771.

Philodaneias